RECORD: Darwin, C. R. 1909. Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilvaerelsen. Translated by J. P. Jacobsen. Revised by Frits Heide. Copenhagen: Gyldendal.

REVISION HISTORY: OCR by Nanna Kaalund. RN1

NOTE: The OCR text of this document has not been corrected. It is provided for the time being 'as is' to help facilitate electronic searching.

Copyright The Danish Darwin Archive, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus University.


[page] 1

INDHOLD

Register...................................................... I—IV.

Indledning.......................................... ......... 5—9.

Første Kapitel.

Husdyrs og dyrkede Planters Varieren.

Varieringernes Aarsager — Sædvanens Virkninger — Varieringernes indbyrdes Forhold — Arvelighed — de forædlede Varieteters Særkende — Vanskeligheden ved at skelne mellem Varietet og Art — de forædlede Varie- teters Afstamning fra én eller flere Arter — Husdueracerne, deres Forskel- ligartethed og Oprindelse — Principper for Racevalget, fulgt fra gammel Tid, deres Virkninger — planmæssig og ubevidst Racevalg — Manglen paa Kendskab til vore forædlede Racers Oprindelse — Omstændigheder, der be- J gunstiger Menneskets Racevalg................................. 10—46.

Andet Kapitel.

Dyrs og Planters Varieren i vild Tilstand;

Foranderlighed — individuelle Forskelligheder — tvivlsomme Arter — Arter med vid Voksekreds — Arter, der forekommer mange Steder, og al- mindelige Arter varierer mest — i ethvert Land varierer Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter — mange af de større Slægters Arter ligner Varieteter deri, at de er nær, men ulige meget beslæg- tede med hverandre indbyrdes, og deri, at de har en indskrænket Vokse- kreds — Resumé............................................. 47—65.

Tredie Kapitel.

Kampen for Tilværelsen.

Dens Forhold til Kvalitetsvalget — Begrebet brugt i udvidet Betyd- ning — Individantallets Stigen i geometrisk Progression — Naturaliserede Dyrs og Planters hurtige Tiltagen — Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmmer Tilvækst i Individantal — Rivaliseringen universel — Klimaets Indvirkning — Beskyttelse ved Individantal — indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilværelsen — Kampen for Til- værelsen haardest mellem Individer og Varieteter af samme Art, ofte haard mellem Arter af samme Slægt — Forholdet mellem Organisme og Orga- nisme vigtigst af alle Forhold ................................. 66—84.

Fjerde Kapitel.

Kvalitetsvalget; eller den stærkeste lever.

Kvalitetsvalget — dets Styrke i Sammenligning med Racevalgets — dets Magt over ubetydelige Karakterer — dets Magt over alle Aldre og begge Køn-— Parringsvalget — Krydsning indenfor Arten — Omstændigheder, der

[page] II

begunstiger eller hæmmer Kvalitetsvalget i dets Virkninger, nemlig Kryds- ning, Isolerethed, Individantal — Langsom Virken — Uddøen, foraarsaget ved Kvalitetsvalget — Karakterdivergens i Forhold til Forskelligheden mel- lem Beboere af det samme lille Strøg i Forhold til Naturalisering — Hvor- ledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakter-Divergens og Uddøen paavirker Former, der nedstammer fra samme Art — En Forklaring af alle de orga- niske Væseners Gruppering — Organisationsfremskridt — Hvordan de lavere Former er bleven bevarede — Indvendinger — Ensartethed i visse Karakterer, fordi disse ikke er af synderlig Betydning eller ikke er bleven paavirkede af Kvalitetsvalget — Ubegrænset Mangfoldiggørelse af Arterne — Resumé ......... .......................................... 85—147.

Femte Kapitel.

Varieringslove,

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker — Brug og Ikke-Brug i Forbindelse med Kvalitetsvalget; Flyveredskaber og Synsredskaber — Ak- klimatisering — Korrelativ Variering — Vækserstatning og Vækstøkonomi

—  Uægte Korrelation — Hyppig forekommende, rudimentære og lavt orga- niserede Bygningsdele er variable — Dele, udviklede paa en usædvanlig Maade, i høj Grad variable: Artskarakterer mere variable end Slægtskarak- terer: sekundære kønslige Karakterer variable — Arter af samme Slægt analoge i deres Varieren — Tilbagevenden til Karakterer, der længe har været forsvundne — Resumé................................. 148—182.

Sjette Kapitel.

Vanskeligheder for Teorien.

Vanskeligheder, der møder os ved Antagelsen af en af Modifikationer | ledsaget Afstamning — Overgang — Overgangsf ormernes Sjældenhed eller 1 Ikke-Tilstedeværelse — Forandringer i Levevis — Forskelligartede Sæd- vaner hos en og samme Art — Arter med Sædvaner, der er vidt forskel- lige fra deres Slægtninges — Yderst fuldkomne Organer — Overgangs- maader — Vanskelige Tilfælde — Natura non facit saltum — Organer, der kun har liden Betydning — Organer ikke i alle Tilfælde absolut fuld- komne — Loven om en fælles Type og om Betingelserne for Tilværelsen indesluttede i Kvalitetsvalgs-Teorien ........................... 183—221.

Syvende Kapitel.

Instinkt.

Instinkter kan sammenlignes med Vaner, men har en anden Oprindelse

—  Instinktet paa forskellige Trin — Bladlus og Myrer — Instinkter variable

—   Husdyrenes Instinkter og deres Oprindelse — Gøgens, Strudsens og Snyltebiernes naturlige Instinkter — Myrer, der holder Slaver — Bien og dens Instinkt til at bygge Celler — Forandringer i Instinkt og Bygning er ikke nødvendigvis samtidige — Vanskeligheder ved Teorien om Naturens Kvalitetsvalg overfor Insekterne — Kønsløse eller golde Insekter — Re- sumé........................ ..................222—257.

[page] III

Ottende Kapitel.

Hybriditet.

Forskel mellem Goldheden ved Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed —- Goldhed varierer i Styrke, er ikke universel, fremkaldes ved Krydsning af for nær staaende Individer, udslettes ved Kultivering — Love, som Hybridernes Sterilitet følger — Goldhed er ingen særegen Ejendom- melighed, men hænger sammen med andre Forskelligheder og øges ikke ved Kvalitetsvalget — Aarsager til Goldheden ved Første-Krydsninger og hos Bastarder — Parallellisme mellem Virkningerne af forandrede Livs- betingelser og af Krydsning — Dimorflsme og Trimorfisme — Varieteter- nes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde og deres Bastarders Frugtbarhed ikke universel — Sammenligning mellem Hybrider og Bastarder uden Hensyn ti] deres Frugtbarhed — Resumé .............................. 258—296.

Niende Kapitel.

Om den geologiske Videns Utilstrækkelighed.

Om Manglen paa Mellemformer nu til Dags — Om de uddøde Mellem- formers Natur; om deres Antal — Tidsrummenes Længde maalt ved Af-' lejring og Denudation — Tidsrummenes Aaremaal — Om vore palæontolo- giske Samlingers Fattigdom — Om Denudation af Granitstrækninger — Om Afbrydelsen i de geologiske Formationer — Om Manglen paa Mellemfor- mer i de enkelte Formationer — Om den pludselige Tilsynekomst af Grup- per og Arter — Om deres pludselige Kommen til Syne i de nederste forste- ningsførende Lag, man kender — Jordens Ælde som beboelig 297—329

Tiende Kapitel.

Om de organiske Væseners Rækkefølge i de geologiske Lag.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt kommer til Syne — Om at de forandrer sig ulige meget — Arter, der engang er forsvundne, kom- mer ikke til Syne igen — Grupper af Arter følger de samme almindelige Love, hvad deres Forsvinden og Kommen til Syne angaar, som de enkelte Arter — Om Uddøen — Om at Organismerne forandrer sig næsten sam- tidigt den hele Verden igennem .— Om de uddøde Arters indbyrdes Slægt- skab og deres Beslægtethed med de nulevende Arter — Om gamle Formers Udviklingstrin — Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor det samme Strøg — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel 330—360.

Ellevte Kapitel.

Geografisk Udbredelse.

Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskelligheder i de fysiske Betingelser — Vigtigheden af Skranker — Organismerne i et Land er beslægtede — Skabelsescentrer — Udbredelsesmidler: Forandringer i Klima, Niveauforandringer og Midler, der lejlighedsvis tilbyder sig — Ud- bredningen i Istiden — Istiderne afløser hinanden i Syd og Nord 361—393.

[page] IV

Tolvte Kapitel.

Geografisk Udbredelse. — Fortsat. Ferskvandsorganismernes Udbredelse — Om Beboerne paa Øerne i Oceanet — Mangel paa Padder og Landpattedyr — Om Slægtskabet mellem Øbeboerne og det nærmeste Fastlands Beboere — Om Kolonisation fra de nærmeste Kilder og om den derpaa følgende Modifikation — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.............................. 394—416.

Trettende Kapitel.

De organiske Væseners indbyrdes Slægtskab: Morfologi, Embryologi, rudimen- tære Organer.

Klassifikation: Grupperne med deres Undergrupper — det naturlige System — Regler for og Vanskeligheder ved Klassifikationen, forklarede ved Teorien om en af Modifikation ledsaget Afstamning — Klassifikation af Varieteter — Afstamning altid brugt i Klassifikationen — Analoge eller adaptive Karakterer — Beslægtethed i Hovedtrækkene, indviklet og ud- straalende til alle Sider — Uddøen adskiller og begrænser Grupperne — Morfologi: Medlemmer af samme Klasse betragtede morfologisk; Individets enkelte Dele betragtede morfologisk — Embryologi, dens Love, forklarede ved at Varieringer ikke indtræffer hos Individet i en ung Alder og redu- ceres i en tilsvarende Alder — Rudimentære Organer: deres Oprindelse forklaret — Resumé.......................................... 417—461.

Fjortende Kapitel.

Rekapitulation og Slutning.

Rekapitulation af Indvendingerne mod Kvalitetsvalgsteorien — Rekapi- tulation af de almene og særlige Omstændigheder, der begunstiger den — Grundene til den almindelige Tro paa Arternes Uforanderlighed — Hvor vidt kan man udstrække Kvalitetsvalgsteorien — Om hvilke Følger det har for Studiet af Naturhistorien at antage denne Teori — Slutningsbemærk-

ninger..........................................462—491.

Historisk Oversigt.......,.........................492—502.

[page] INDLEDNING

DA jeg var med hendes Majestæts Skib „Sporhunden" som Natur- forsker, blev jeg i høj Grad slaaet af visse Omstændigheder ved Fordelingen af Sydamerikas organiske Væsener cg af det For- hold, hvori de geologiske Lags uddøde Former stod til de nulevende. Disse Kendsgerninger syntes, som det vil ses i dette Værks sidste Kapitler, at kaste noget Lys over Arternes Oprindelse — dette My- steriernes Mysterium, som en af vore største Filosoffer har kaldt det. Da jeg var kommen hjem, det var i 1837, faldt det mig ind, at der maaske kunde gøres noget ud af dette Spørgsmaal ved taalmodigt at samle og reflektere over alle de Kendsgerninger, som paa nogen Maade kunde staa i Forbindelse med det. Efter fem Aars Samlen gav jeg mig selv Lov til at tænke over Sagen og gjorde nogle smaa Op- tegnelser; disse udvidede jeg i 1844 til en Skitse, der meddelte de Slutninger, jeg den Gang var kommen til; fra den Tid og til den Dag i Dag har jeg bestandig beskæftiget mig med den samme Genstand. At jeg gaar ind paa disse personlige Detaljer, haaber jeg, man vil undskylde, da jeg giver dem for at vise, at jeg ikke har været hastig med at komme til en Afgørelse.

Mit Arbejde er nu næsten endt; men eftersom mit Helbred langt- fra er stærkt, og det vil tage to, tre eller flere Aar at gøre Arbej- det fuldstændig færdigt, har jeg set mig nødt til at forelægge Offent- ligheden dette Abstraktum. Jeg føler mig saa meget mere foranle- diget dertil, som Hr. Wallace, der for Øjeblikket studerer det ma- layiske Arkipelags Naturhistorie, er kommen til næsten nøjagtig de samme Hovedresultater angaaende Arternes Oprindelse som jeg. I 1858 sendte han mig en Afhandling om dette Emne med en Anmodning om, at den maatte blive sendt til Hr. Charles Lyell;

[page] 6

denne sendte Afhandlingen til det Linneiske Selskab, som offentlig- gjorde den i sit Tidsskrifts tredje Bind. Hr. C. Lyell og Dr. Hooker, der begge var bekendt med mit Arbejde — den sidstnævnte havde læst min Skitse fra 1844 — hædrede mig ved deres Raad om at offentliggøre, sammen med Hr. Wallace's udmærkede Afhandling, nogle kortfattede Uddrag efter mine Manuskripter.

Dette Abstraktum, som jeg nu forelægger Offentligheden, maa nødvendigvis være ufuldkomment. Jeg kan ikke her give Henvis- ninger og Citater til Støtte for mine forskellige Paastande, jeg »maa stole paa, at Læseren har nogen Tillid til min Nøjagtighed. Uden Tvivl vil der være indløbet Fejltagelser, endskønt jeg haaber overalt at have været saa forsigtig kun at støtte mig til gode Auto- riteter. Det jeg her kan give, bliver kun de almindelige Slutninger, jeg er kommen til, oplyste ved nogle faa, men som jeg haaber i de fleste Tilfælde tilstrækkelige Kendsgerninger. Ingen kan stærkere end jeg selv føle Nødvendigheden af senere detaljeret og med de nødvendige Henvisninger at gøre Rede for alle de Kendsgerninger, der danner Grundlaget for mine Slutninger, og jeg haaber i et kom- mende Værk at gøre dette*); thi jeg ved kun alt for vel, at der næppe er et eneste af de her omhandlede Punkter, mod hvilket man ikke kunde anføre Kendsgerninger, der tilsyneladende vilde føre til Slutninger, som er dem stik modsatte, til hvilke jeg er kommen. Et smukt Resultat kan kun naas ved at samle og veje alle de Kends- gerninger og Bevisgrunde, der kan tale for eller imod hvert enkelt Spørgsmaal; men dette er her umuligt.

Jeg beklager meget, at Mangel paa Plads berøver mig 'den Til- fredsstillelse at bevidne min Erkendtlighed for den rige Hjælp, der er bleven mig til Del fra saa overordentlig mange Naturforskere, selv fra nogle, som er mig personlig ubekendte. Jeg kan imidlertid ikke lade denne Lejlighed gaa hen uden at bevidne Dr. Hooker min inderligste Taknemmelighed, fordi han i de sidste femten Aar har hjulpet mig paa enhver mulig Maade af sit store Fond af Kund- skaber og med sin skarpe Dømmekraft.

Hvad nu Arternes Oprindelse angaar, saa er det let forstaaeligt, at en Naturforsker, naar han lagde Mærke til de organiske Væseners

*) Dette er gjort i: „Husdyrenes og de dyrkede Planters Varieren." (The variation of animals and piants under domestication. 1868).

O. A.

[page] 7

indbyrdes Slægtskab, deres Fostertilstande, deres geografiske Ud- bredelse, deres Rækkefølge i de geologiske Lag og andre saadanne Kendsgerninger, kunde komme til den Slutning, at Arterne ikke er skabt uafhængigt af hverandre, men at den ene Art nedstammer fra den anden, ligesom en Varietet nedstammer fra en Art. En saa- dan Slutning vilde ikke desto mindre, selv om den var vel begrun- det, være utilfredsstillende, indtil det kunde vises, hvorledes de utal- lige Arter, der opfylder Jorden, er bleven modificerede, Saaledes at de opnaaede den Fuldkommenhed i Bygning og den Afpassethed efter Forholdene, som vi med Rette beundrer. Naturforskerne taler altid om ydre Betingelser, om Klima, Næring o. s. v., som de eneste tænkelige Aarsager til Varieringer. I en vis indskrænket Forstand kan dette, som vi senere skal se, være rigtigt; men det er urime- ligt at ville gøre f. Eks. Spættens Bygning, hvor alt, Fødder, Hale, Næb og Tunge er saa vidunderlig vel skikket til at fange Insekterne under Træets Bark, at ville gøre alt dette til et Resultat af rent ydre Betingelser. Og nu Misteltenen, som suger sin Næring af visse bestemte Træer, som fordrer visse Fugles Mellemkomst for at faa sine Frø spredt, og som endelig, da dens Blomster er særkønnede, absolut maa have visse Insekter til at bringe Støvkornene fra den ene Blomst til den anden, — vilde det ikke være urimeligt at for- klare denne Snylteplantes Bygning og dens Forhold til de nævnte organiske Væsener som Virkninger af ydre Betingelser, af Vane el- ler af Plantens egen Villen?

Det er derfor af største Vigtighed at faa en klar Forestilling om de Maader, hvorpaa Organismerne modificeres og deres Leve- vis lempes efter Forholdene. Da jeg begyndte mine Iagttagelser, forekom det mig sandsynligt, at et omhyggeligt Studium af Hus- dyrene og de dyrkede Planter var det, der nærmest vilde hidføre en Løsning af denne dunkle Opgave. Jeg blev heller ikke skuffet; i dette og alle andre vanskelige Tilfælde har jeg fundet, at vort Kendskab til Husdyr og dyrkede Planter, hvor ringe det end er, dog altid er den bedste og sikreste Ledetraad. Saa endskønt den Art af Studier i Almindelighed er bleven meget forsømt af Naturfor- skerne, vover jeg dog at vedkende mig det som min Overbevisning, at man ikke noksom kan lægge Vægt herpaa.

Det er ifølge denne min Anskuelse, at jeg helliger dette Værks første Kapitel til Husdyrene og de dyrkede Planter. Vi skal da se,

*

[page] 8

at der i det mindste er Mulighed for en Mængde arvelige Varierin- ger, og hvad der er lige saa vigtigt eller endnu vigtigere, vi skal se, hvor stor Magt Mennesket ved sin Udvælgelse har til ligesom at ophobe de paa hinanden følgende Smaavarieringer. Jeg vil derpaa gaa over til Arternes Foranderlighed i Naturtilstanden; men uhel- digvis bliver jeg nødt til at behandle dette Punkt alt for kort, da det kun kan behandles fyldestgørende ved at give hele lange Lister af Eksempler; alligevel skal vi faa Lejlighed til at se, hvilke de Om- stændigheder er, der mest begunstiger Varieringen. Det følgende Kapitel vil omhandle den Kamp for Tilværelsen, som raser mellem alle Jordens organiske Væsener, og som er en nødvendig Følge af det store Forhold, hvorefter Tilvæksten foregaar. Dette er Mal- thus's Lære *) anvendt paa hele Dyre- og Planteriget. Da der fødes mange flere Individer, end Livet kan rumme, og da der følgelig her- sker en stadig Kamp for Tilværelsen, er det klart, at et Væsen, som afviger fra Arten paa en gunstig Maade, selv om det end er nok saa ubetydeligt, vil have størst Udsigt til at klare sig under Livets sammensatte og ofte vekslende Vilkaar, og bliver Saaledes udvalgt af Naturen selv. Ifølge Arvelighedens stærke Lov vil en saadan udvalgt Varietet være tilbøjelig til at overføre sin nye, æn- drede Form paa Afkommet.

I det fjerde Kapitel vil dette Naturvalgets Væsen blive om- handlet nogenlunde udførligt, og vi skal da tillige se, hvorledes dette Valg næsten uundgaaeligt maa foraarsage de mindre forbedrede Formers Uddøen og føre til, hvad jeg har kaldt Karakterdivergens. Det næste Kapitel vil omhandle Varieringens indviklede og lidet kendte Love. I de fire følgende Kapitler omtales de største og mest iøjnefaldende Indvendinger mod Teorien; nemlig: for det første, hvordan en simpel Organisme eller et usammensat Organ kan blive forbedret og fuldkommengjort til en højt udviklet Organisme, eller et meget sammensat Organ; for det andet, Instinktet eller Dyrenes sjælelige Evner; for det tredie, Hybriditet eller Arternes Goldhed og Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde, og endelig for det fjerde, Ufuldstændigheden af vor geologiske Viden. I det næste

*) Malthus (født 1766) opstillede i sit Værk: „essay on the principle of population" 1798 den Sætning, at Folkemængden stiger i geometrisk Pro- gression (f. Eks. 7, 14, 28, 56, 112 ...), medens Levnedsmidlerne kun stiger i aritmetisk (f. Eks. 7, 9, 11, 13, 15 ...).                      O. A.

[page] 9

Kapitel skal vi betragte, hvorledes de geologiske Lags Organismer følger paa hverandre i Tid; i det ellevte og tolvte Kapitel, Orga- nismernes geografiske Udbredelse gennem Rummet; i det trettende, deres Klassifikation eller indbyrdes Slægtskab baade som udvoksne og som Fostre. Sidste Kapitel bliver en kort Rekapitulation af hele Værket i Forbindelse med nogle faa Slutningsbemærkninger.

Man vilde ikke forbavses over, at der endnu er saa meget ufor- klaret angaaende Arternes og Afarternes Oprindelse, naar man tog tilbørligt Hensyn til, i hvor høj Grad vi er uvidende om de Væse- ners indbyrdes Forhold, der lever rundt omkring os. Hvem kan sige os, hvorfor en Art er vidt udbredt i utallige Eksemplarer, medens en nærstaaende Art kun forekommer sjældent indenfor meget snæv- re Grænser? Og dog er disse Forhold af den højeste Vigtighed, thi de bestemmer enhver Organismes Stilling i Nutiden og dens Om- ændring og Held i Fremtiden. Endnu mindre ved vi om Forholdet mellem de Organismer, der har befolket Jorden under de mange forbigangne geologiske Perioder. Om endskønt meget er dunkelt og længe vil forblive dunkelt, har jeg dog, efter at have studeret saa forsigtigt og sluttet saa upartisk, som det har været mig muligt, in- gen Tvivl om, at den Synsmaade, de fleste Naturforskere har og som jeg selv tidligere havde — den nemlig, at hver Art er Resultatet af en særlig Skabelsesakt — er falsk. Jeg er aldeles overbevist om, at Arterne ikke er uforanderlige, men at de, der hører til, hvad man kalder samme Slægt, er Efterkommere i lige Linie af en anden og i Almindelighed uddød Art, ganske som de almindeligt anerkendte Varieteter af en Art er denne Arts Efterkommere. Endvidere er jeg overbevist om, at Naturens Vælgen har været det væsentligste, men ikke eneste Middel til Omændringerne.

[page] FØRSTE KAPITEL Husdyrs og dyrkede Planters Varieren.

Varieringens Aarsager — Sædvanens Virkninger — Varieringernes ind- byrdes Forhold — Arvelighed — de forædlede Varieteters Særkende — Vanskeligheden ved at skelne mellem Varietet og Art — de forædlede Va- rieteters Nedstamning fra en eller flere Arter — Husdueracerne, deres Forskelligartethed og Oprindelse — Principer for Racevalget, fulgt fra gammel Tid, deres Virkninger — planmæssigt og ubevidst Racevalg — Manglen paa Kendskab til vore forædlede Racers Oprindelse — Omstæn- digheder, der begunstiger Menneskets Racevalg.

Varieringens Aarsager.

Naar man blandt de Dyr og Planter, der længe har været Gen- stand for Menneskets Omsorg, sammenligner Individer af samme Varietet eller Undervarietet, bliver man straks slaaet af den Om- stændighed, at de er langt forskelligere indbyrdes, end Individer af Arter eller Varieteter i den fri Natur er det. Tager vi nu i Be- tænkning, hvor forskelligartede de Dyr og Planter er, som Menne- sket har taget i sin Tjeneste, at de har varieret til alle Tider under alle Klimater og alskens Behandling, nødes vi til den Slutning, at dette kommer af, at disse Dyr og Planter er bleven opelskede under Livsbetingelser, der ikke er ganske de samme og ikke saa ensartede som de, hvorunder deres Stamarter har levet i den fri Natur. Der er Saaledes, forekommer det mig, nogen Sandsynlighed for, at Andrew Knight har Ret, naar han mener, at denne Varieren for en Del staar i Forbindelse med Overmaal af Næring. Det synes indlysende, at organiske Væsener maa udsættes gennem flere Gene- rationer for nye Livsbetingelser, førend der kan naas nogen mærke- lig Varieren, og at de, naar de en Gang er begyndt at variere, i Almindelighed vil blive ved at variere gennem mange Genera- tioner. Man har ialtfald ingen Underretning om, at en varierende

[page] 11

Organisme er holdt op med at variere under Dyrkningen. Vore ældste dyrkede Planter giver Saaledes, som f. Eks. Hveden, endnu nye Varieteter, og vore ældste Husdyr er endnu i Stand til hur- tigt at forbedre eller forandre sig.

Saavidt jeg, efter længe at have givet mig af med det forelig- gende Spørgsmaal, kan se, synes Livsbetingelserne at virke paa to Maader — direkte paa hele Organismen eller paa en bestemt Del og indirekte ved Paavirkning af det reproduktive System. Med Hen- syn til den direkte Paavirken maa vi erindre, at vi, hvad Professor Weismann nylig har hævdet, og hvad jeg lejlighedsvis har vist i mit Værk: „Husdyrenes og de dyrkede Planters Varieren", altid har med to Faktorer at gøre, nemlig: Organismens Natur og Betingel- sernes Natur. Den første synes at være langt den vigtigste; thi det hænder, at næsten ensartede Varieringer opstaar under, saa vidt man kan skønne, ulige Betingelser, medens uensartede Varieringer opstaar under, som det synes, næsten lige Betingelser. Virkningerne paa Afkommet er enten bestemte eller ubestemte. Man kan anse dem for bestemte, naar hele eller næsten hele Afkommet af Indi- vider, der har været udsatte for de visse givne Betingelser gen- nem flere Generationer, er bleven modificeret paa samme Maade. Det er overordentlig vanskeligt at komme til nogen Afgørelse om, hvilke Forandringer der er bleven Saaledes foranledigede. Om mange smaa Forandringer kan der imidlertid næppe herske nogen Tvivl — Saaledes er Størrelsen bleven afgjort af Næringsmængden, Farven af Næringens Beskaffenhed, Hudens og Haarbeklædnin- gens Tykkelse af Klimaet o. s.v. Enhver af de utallige Variationer, vi ser i vort Fjerkræs Fjerbeklædning, maa have haft sin Aarsag; og dersom den samme Aarsag kom til at virke gennem en lang Række af Generationer paa mange Individer —■ for hvilke for øvrigt ogsaa alt andet var lige — vilde de sandsynligvis alle blive modi- ficerede paa samme Maade. Hvilke forunderlige Modifikationer Planterne kan undergaa ved en Forandring i deres Safts kemi- ske Natur, ser vi af de mærkværdige, sammensatte Udvækster, der altid fremkommer, naar Galhvepsen har indført sin forsvindende lille Giftdraabe i Bladkødet.

Ubestemt Varieren er langt almindeligere Resultatet af foran- drede Betingelser, end bestemt Varieren er det, og har sandsynlig- vis spillet en langt vigtigere Rolle end denne i Dannelsen af vore

[page] 12

Plante- og Husdyrracer. Ubestemt Varieren ser vi i de utallige smaa Egenheder, der adskiller Individerne af samme Art, og som ikke kan siges at være nedarvede fra Forældre og lige saa lidt fra endnu fjernere Forfædre. Selv stærkt udprægede Forskelligheder forekommer lejlighedsvis blandt Unger af samme Kuld og Kim- planter af Frø fra samme Frøhus. Med lange Mellemrum opstaar der mellem Millioner af Individer, opvoksede i samme Land og nærede af næsten samme Føde, Eksemplarer med saa afgjort ud- prægede Afvigelser i deres Bygningsmaade, at de fortjener Navn af Monstrøsiteter, men Monstrositet kan ikke ved nogen skarp Græn- se skilles fra den svagere Varieren. Alle saadanne Forandringer i Bygningsmaade, som viser sig, hvor mange Individer lever sammen, maa, enten de saa er store eller smaa, betragtes som ubestemte Indvirkninger af Livsbetingelserne paa hver enkelt Organisme, om- trent som en Forkølelse virker forskelligt paa forskellige Menne- sker, ganske efter som deres Konstitution er: En faar Snue, en anden Hoste, en Gigt, en anden Betændelse.

Hvad nu det angaar, som jeg har kaldt de forandrede Betin- gelsers indirekte Paavirkning, nemlig Paavirkning af det reproduk- tive System, saa maa vi slutte, at Varieren virkelig bliver foran- lediget herved, dels fordi det er en Kendsgerning, at dette System er overordentlig følsomt for enhver Forandring i Betingelserne, dels fordi der, som KOlreuter og andre har bemærket, er en stor Lighed mellem den Varieren, der er Resultatet af en Krydsning af udprægede Arter, og den, man kan iagttage hos alle Dyr og Planter, der er bleven opelskede under nye eller unaturlige Betingelser. Man har Eksempler nok, der klart viser, hvor overordentlig fint- følende det reproduktive System er for enhver nok saa lille Foran- dring i Livsbetingelserne. Intet er lettere end at tæmme et Dyr, men faa Ting er vanskeligere end at faa det til at yngle i Fangen- skab, om end Hannen og Hunnen parres. Hvor mange Dyr er der ikke, som ikke vil yngle, skønt de holdes i næsten fri Tilstand og i deres egen Hjemstavn! Man siger i Almindelighed, men fejl- agtigt, at det er deres Instinkt, der har lidt. Mange dyrkede Planter vokser med en forbavsende Yppighed, og dbg bærer de sjældent eller aldrig Frø. I nogle faa Tilfælde har man opdaget, at en meget ubetydelig Forandring, f. Eks. en Smule Vand mere eller mindre i en vis bestemt Vækstperiode, afgør, hvorvidt Planten vil bære Frø

[page] 13

eller ikke. Jeg kan ikke her give de Detaljer, jeg har samlet og paa andet Sted offentliggjort om dette mærkelige Emne; men for at vise, hvor underlige de Love er, der bestemmer Dyrenes Reproduktion i Fangenskabet, vil jeg nævne, at Rovpattedyr, selv fra Troperne, yngler meget villigt i Fangenskab her i Landet — dog med Und- tagelse af Bjørnefamilien, der sjældent faar noget Afkom —■ me- dens Rovfugle overordentlig sjældent eller saa godt som aldrig lægger udrugelige Æg. Mange eksotiske Planter har deres Støvkorn i den samme ufuldkomne Tilstand som de goldeste Bastarder. Naar vi paa den ene Side ser, at Husdyr og dyrkede Planter, skønt ofte svage og sygelige, yngler villigt i Fangenskab, og vi paa den anden Side ser, at andre Individer, skønt fangede som unge, fuldkomment tæmmede, længe levende og sunde paa hvilket jeg kunde give tal- rige Eksempler), har deres reproduktive System saa alvorligt paa- virket af ubekendte Aarsager, at det er ude af Virksomhed, saa er der ingen Grund til at forbavses over, at dette System, naar det er i Virksomhed under Fangenskab, virker uregelmæssigt og frem- bringer et Afkom, der er Forældrene noget uligt. Jeg maa tilføje, at ligesom nogle Organismer yngler villigt under de mest unaturlige Betingelser (f. Eks. Kaniner og Fritter i Fælder) og derved viser, at deres reproduktive Organer ikke er paavirkede, Saaledes vil nogle Dyr og Planter modstaa Forædling eller Dyrkning og variere meget lidt — maaske næppe mere end i fri Tilstand.

Nogle Naturforskere hævder, at alle Varieringer staar i nært For- hold til Forplantningen; men dette er sikkert en Vildfarelse, thi jeg har i et andet Værk givet en lang Liste over Planter, der pludselig har frembragt en enkelt Knop, som har haft et andet og undertiden vidt forskelligt Udseende fra Plantens andre Knopper. Disse Knop- varieringer, som man kunde kalde dem, kan formeres ved Pod- ning, Stiklinger osv. og undertiden ved Frø. De forekommer sjældent hos vilde Planter, men temmelig hyppigt hos dyrkede. Da en enkelt Knop blandt de mange tusinde, der Aar for Aar er skudt frem under ensartede Betingelser paa samme Træ, er bleven set plud- selig at faa et fra dem forskelligt Udseende, og da Knopper paa forskellige Træer, der vokser under forskellige Betingelser, under- tiden har givet omtrent samme Varietet — f. Eks. Knopper paa almindelige Ferskentræer har frembragt Nektarferskener, og Knop- per paa almindelige Roser Mosrosar — saa ser man let, at Betin-

[page] 14

gelsernes Natur er af fuldstændig underordnet Betydning i Sam- menligning med Organismens Natur for Bestemmelsen af hver enkelt Varieringsform. Den har ikke mere Betydning, end Naturen af den Gnist, der antænder en brændbar Masse, har for Bestem- melsen af Flammernes Natur.

Sædvanens Virkninger; Varieringens indbyrdes Forhold; Arvelighed.

Sædvaner nedarves og har afgjort megen Indflydelse, f. Eks. paa Blomstringstiden hos Planter, der er ført fra et Klima til et andet. Hos Dyrene har de en mere udpræget Indvirken; jeg finder Saaledes, at den tamme Ands Vingeknogler vejer mindre og Benenes Knogler mere i Forhold til Skelettet end de samme Knogler hos Vildanden; og denne Forskel kan sikkert afledes deraf, at den tam- me And flyver meget mindre og gaar mere end dens vilde For- fædre. Det stærkt udviklede Yver (hvilken stærke Udvikling ned- arves) hos Køer og Geder i de Lande, hvor de sædvanlig malkes, i Sammenligning med disse Organers Tilstand i andre Lande er sandsynligvis ogsaa et Bevis paa Sædvanens Virkninger. Af vore Husdyr kan der ikke nævnes et eneste, som ikke i et eller andet Land har hængende Øren, og den Formodning, der er bleven frem- sat om, at denne Hængen kommer af, at Ørets Muskler bruges for lidt, fordi Dyrene sjældent bliver forskrækkede for en eller anden Fare, synes rimelig.

Der er mange Love, der bestemmer Varieringen; nogle faa af dem kan man utydeligt skimte, og de skal ogsaa senere blive gjort til Genstand for en kort Omtale; men her vil jeg alene berøre Varie- ringernes indbyrdes Forhold (korrelativ Varieren). Vigtige Foran- dringer hos Fosteret eller Larven vil sandsynligvis volde tilsvarende Forandringer hos det udvoksne Dyr. Hos Monstrositeter er For- holdet mellem helt forskellige Dele meget besynderligt, og mange Eksempler herpaa er givet i Isidore Geoffroy St. Hilaires store Værk om dette Emne. Opdrætterne tror, at der med lange Lemmer næsten altid følger langagtigt Hoved. Nogle Eksempler paa ind- byrdes Forhold mellem Varieringerne er ligefrem snurrige: saa- ledes er de helt hvide Katte med blaa Øjne i Almindelighed døve.

[page] 15

Farve og Ejendommeligheder i Konstitutionen følges ad, paa hvilket der kunde gives mange mærkelige Eksempler baade fra Dyre- og Planteriget. Efter Heusingers Erfaringer synes det, som om hvide Faar og Svin skades af Planter, der ikke har nogen saadan Ind- flydelse paa de mørkfarvede Individer. Professor Wyman har nylig meddelt mig en god Illustration hertil: da han spurgte nogle For- pagtere i Florida om, hvoraf det kom, at alle deres Svin var sorte, gav de ham den Oplysning, at Svinene aad Roden af en Farveplante (Lachnantes), som farvede deres Knogler blegrøde og fik Klovene til at falde af undtagen hos de sorte Varieteter; og en af Florida- Nybyggerne tilføjede: „Vi udvælger de sorte af hvert Kuld til Tillæg, da de alene har god Udsigt til at leve." Haarløse Hunde har en ufuldstændig Tandbesætning, lang- og grovthaarede Dyr er, som der forsikres, tilbøjelige til at faa lange og mange Horn; Duer med fjerklædte Fødder har Hud mellem deres Ydertæer, Duer med kort Næb har smaa Fødder, og de langnæbbede har store Fødder. Af dette følger, at naar Mennesket udvælger og derved forstørrer en eller anden Ejendommelighed, vil det næsten altid, uden at det er dets Hensigt, modificere andre Bygningsforhold ifølge Korrelatio- nens mystiske Love.

Resultaterne af de forskellige ukendte eller kun dunkelt skim- tede Varieringslove er uendelig sammensatte og forskelligartede. Det er nok Tiden værd at studere de forskellige Afhandlinger om nogle af vore længe dyrkede Planter, som Hyacinthen, Kartoflen, ja selv Georginen osv., og det er i Virkeligheden forbavsende at mærke sig de utallige Punkter i Bygning og Konstitution, i hvilke Varieteter og Undervarieteter afviger lidt fra hverandre. Hele Orga- nisationen synes at være bleven plastisk og søger at afvige lidt fra Stamtypens.

Enhver Varieren, som ikke nedarves, er uden Betydning for os. Men Mængden og Forskelligartetheden af arvelige Bygningsafvigel- ser, baade af stor og af lille fysiologisk Betydning, er uendelig stor. Dr. Prosper Lucas's Afhandling i to store Bind er det fuld- stændigste og bedste Værk om dette Emne. Ingen Opdrætter tvivler om, hvor stærk Tendensen er til Arvelighed; at det lige frembringer det lige er hans Grundsætning, Tvivl herom er kun bleven ytret af teoretiske Skribenter. Dersom en eller anden Afvigelse i Byg- ningsforholdene ofte forekommer, og vi finder den baade hos Fader

[page] 16

og Barn, saa er vi ikke i Stand til at afgere, om den er nedarvet eller fremkommen ved, at den samme Aarsag har indvirket paa dem begge; men dersom der iblandt Individer, tilsyneladende ud- satte for de samme Betingelser, fremkommer en eller anden meget sjælden (lad os sige i Forholdet: en til flere Millioner) Afvigelse hos Faderen paa Grund af en eller anden overordentlig Kombination af Omstændighederne, og den saa viser sig igen hos Barnet, nøder næsten selve Sandsynlighedens Lov os til at tilskrive Arveligheden Afvigelsens gentagne Tilsyneladelse. Enhver har hørt Tale om, at Tilfælde af Hvidfødthed, nupret Hud og Laaddenhed er fore- kommet hos flere Medlemmer af samme Familie. Dersom nu be- synderlige og sjældne Afvigelser virkelig nedarves, saa kan man roligt antage, at ogsaa mindre besynderlige, mere hverdagsagtige Afvigelser er arvelige. Maaske den korrekteste Maade at se det hele paa bliver: at sætte Arvelighed af enhver Ejendommelighed, hvilken den saa er, som Regel og Ikke-Arvelighed som Uregelmæs- sighed.

De Love, der bestemmer Arveligheden, er for største Delen ubekendte. Ingen kan sige, hvorfor den samme Ejendommelighed hos forskellige Individer af samme Art eller hos forskellige Arter undertiden nedarves og undertiden ikke; hvorfor Barnet ofte for visse Karakterers Vedkommende arver fra Bedstefader eller Bedste- moder eller endnu fjærnere Forfædre; hvorfor en Ejendommelighed ofte overføres fra et Køn til begge Køn eller kun til det ene Køn, hyppigst, men ikke altid, til det samme Køn. Det er en for os tem- melig vigtig Kendsgerning, at Ejendommeligheder hos vore Hus- dyrs Hanner ofte overføres enten udelukkende eller fortrinsvis til Hannerne alene. Men en langt vigtigere Regel, som jeg anser for sikker, er denne, at i hvilken som helst Livsperiode en Ejendom- melighed først viser sig, søger den at vise sig igen i en tilsvarende Tid hos Afkommet, skønt undertiden tidligere. For mange Til- fældes Vedkommende kunde dette ikke være anderledes: Saaledes kan hos Hornkvæget nedarvede Egenheder ved Hornene først komme til Syne hos Afkommet , naar det er næsten voksent. Egen- heder i Silkeormens Larve- eller Kokon-Trin viser sig igen paa samme Trin af Afkommets Liv. Men arvelige Sygdomme og nogle andre Tilfælde har faaet mig paa den Tro, at hvor der ikke er nogen tydelig Grund til, at en Ejendommelighed skulde vise sig i en

[page] 17

bestemt Alder, der er der dog en Tendens til at lade den komme frem hos Afkommet til samme Tid, som den først viste sig hos Forældrene. Jeg anser denne Regel for at være af den højeste Vig- tighed for at forklare Fosterlærens Love. Disse Bemærkninger sig- ter naturligvis paa Ejendommelighedens første Tilsynekomst og ikke paa den første Aarsag, som maa have været virksom i Ægget eller hos det mandlige Element — omtrent paa samme Maade, som at hos en korthornet Kos Afkom med en langhornet Tyr Hor- nenes større Længde, skønt det er noget, der først viser sig sent, tydelig nok skyldes det mandlige Element.

Da jeg har berørt Spørgsmaalet om Nedarven af Ejendomme- ligheder fra fjernere Forfædre (Attavisme), vil jeg her omtale en Paastand, som ofte gøres af Naturforskere, den nemlig, at vore tæm- mede eller dyrkede Varieteter, naar de forvildes, lidt efter lidt, men uden Undtagelse, skulde falde tilbage til deres Stamform. Af den Grund har man hævdet, at man ikke kan slutte fra de forædlede Racer til vilde Arter. Jeg har forgæves bestræbt mig for at opdage, hvilke afgørende Kendsgerninger ovennævnte saa ofte og saa dri- stigt fremsatte Paastand støtter sig til. Man vilde faa megen Van- skelighed med at bevise dens Sandhed; thi vi kan sige os selv, at overordentlig mange af de mest udprægede forædlede Racer umuligt kunde leve i vild Tilstand. I mange Tilfælde kender vi desuden slet ikke Stamformen og kunde Saaledes heller ikke afgøre, om den paa- gældende Organisme var gaaet næsten fuldstændigt tilbage dertil eller ikke. Det vilde fremdeles være nødvendigt for at forhindre Krydsning, at kun en enkelt Varietet havde slaaet sig løs i sit nye Hjem. Ikke desto mindre, da vore forædlede Varieteter i Virkelig- heden lejlighedsvis for enkelte Karakterers Vedkommende vender tilbage til fjernere Stamformer, forekommer det mig ikke usand- synligt, at dersom vi kunde have Held med os til at naturalisere eller til at dyrke, mange Generationer igennem, de forskellige Racer f. Eks. af Kaalen i meget mager Jord, (i hvilket Tilfælde imidlertid nogen Indvirken maatte tilskrives den magre Jord), vilde de for en stor Del eller maaske endog ganske vende tilbage til den oprinde- lige vilde Stamform. Om Eksperimentet vilde lykkes eller ej, be- tyder ikke stort for vor Bevisførelse, thi ved selve Eksperimentet er Livsbetingelserne forandrede. Men dersom man kunde vise os, at vore forædlede Varieteter røbede en stærk Tendens til Tilbagefald,

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                     2

[page] 18

;— d. v. s. til at miste de Karakterer, de har vundet ved Dyrkning, medens de holdes under de samme Betingelser og i stort Antal, saa at Krydsningen kunde hæmme alle smaa Afvigelser — i saa Til- fælde vilde jeg tilstaa, at vi intet kan slutte fra de forædlede Varie- teter om de vilde Arter. Men ikke en Skygge af Sandsynlighed be- gunstiger denne Hypotese; det er stik imod al Erfaring at ville hævde, at vi ikke kan opfostre Trækheste og Væddeløbsheste, langt- og korthornet Kvæg, alle Slags Fjerkræ og alle mulige Køkken- sager i et ubegrænset Antal af Generationer.

De forædlede Varieteters Særkende; Vanskeligheden ved at skelne mellem Varietet og Art; de forædlede Varieteters Ned- stamning fra en eller flere Arter.

Tager vi de forskellige Racer af Husdyr og dyrkede Planter i Øjesyn og sammenligner dem med nærstaaende Arter, finder vi, som allerede bemærket, i Almindelighed mindre Ensartethed i Ud- seende hos Racerne end hos Arterne. De forædlede Racer har ofte et noget monstrøst Præg; hermed mener jeg, at skønt de kun af- viger fra hverandre og fra andre Arter af samme Slægt i rene Ube- tydeligheder, saa afviger de dog i overordentlig høj Grad for en eller anden Dels Vedkommende baade fra hverandre indbyrdes og endnu mere fra de vilde Arter, med hvilke de er nærmest beslæg- tede. Med disse Undtagelser (og desuden en anden Ting, der senere skal blive omtalt, den nemlig, at Varieteter kan være fuldkom- men frugtbare i Krydsningstilfælde) afviger forædlede Racer af samme Art i de fleste Tilfælde kun lidt fra hverandre, omtrent som nærstaaende Arter af samme Slægt i vild Tilstand. Herimod kan ingen Indvendinger gøres, thi de forædlede Racer af mange Dyr og Planer er af nogle kompetente Dommere bleven regnede for Efterkommere af oprindelig adskilte Arter og af andre kompetente Dommere for simple Varieteter. Dersom der fandtes noget tydeligt Skelnemærke mellem en forædlet Race og en Art, vilde der ikke være saa megen Tvivl og Uoverensstemmelse paa dette Omraade. Man har ofte paastaaet, at forædlede Racer ikke afviger fra hver- andre i Karakterer, der har Værdi som Slægtsmærke. Det kan godtgøres, at denne Paastand er ukorrekt; men Naturforskerne er

[page] 19

i øvrigt meget uenige om, hvilke Karakterer der har Værd som Slægtsmærke, idet alle saadanne Vurderinger for Øjeblikket beror paa et rent Skøn. Naar vi kommer til at udvikle, hvorledes Slægter opstaar i Naturen, vil det ses, at man ingen Ret har til at vente, at man ofte skal finde Karakterer, der har Værd som Slægtsmærke til at adskille vore forædlede Racer.

Naar man forsøger at vurdere den Forskel i Bygning, der er mellem de forædlede Racer af samme Art, stedes man snart i Tvivl ved ikke at vide, om de er Nedstamninger fra en eller flere Stamarter. Dersom dette Spørgsmaal kunde blive klaret, vilde det være af stor Interesse; thi dersom man f. Eks. kunde vise, at Mynden, Blodhunden, Rottehunden, Hønsehunden og Bulbideren, om hvilke vi véd, at de alle avler et dem selv aldeles ligt Afkom, — at de nedstammer fra en eneste Art, saa vilde en saadan Kends- gerning i høj Grad bestyrke vor Tvivl om Uforanderligheden af de mange nærbeslægtede vilde Arter, f. Eks. alle de forskellige Jord- strøgs mange Rævearter, Jeg tror nu imidlertid ikke, som vi snart skal se, at alle Forskellighederne mellem Hunderacerne er Resul- taler af Forædlingen, jeg tror, at de er Nedstamninger fra bestemt adskilte Arter, og at dette har sin lille Part i Forskelligheden. Hvad nogle stærkt udprægede Former hos andre forædlede Racer angaar, da er der temmelig stor, ja overvejende Sandsynlighed for, at de alle nedstammer fra en enkelt vild Stamme.

Man har ofte paastaaet, at Mennesket til Forædling har valgt Dyr og Planter med en særlig stærk Varieringstendens i sig og med en sjælden Modstandskraft mod de forskellige Klimater. Jeg skal ikke nægte, at disse Egenskaber i høj Grad har forøget de forædlede Organismers Værd; men hvorledes var det muligt, at en vild, da han første Gang tæmmede et Dyr, kunde vide om det vilde variere i kommende Slægtled eller vilde kunne taale andre Klimater? Har Æslets og Gaasens ringe Varieringstendens eller Rensdyrets Ømfindtlighed mod Varme og Kamelens mod Kulde af- holdt Mennesket fra at gøre dem til Husdyr? Jeg nærer ingen Tvivl om, at dersom man tog andre vilde Dyr og Planter i lige saa stort Antal som de forædlede, hørende til lige saa forskellige Klasser og fra lige saa forskellige Egne, og man kunde faa dem til at forplante sig gennem lige saa mange Generationer i tæmmet eller dyrket Til-

2*

[page] 20

stand, — at de da i Gennemsnit vilde variere ligesaa stærkt, som Stamarterne til vore Husdyr og dyrkede Planter har varieret.

For de fleste af vore længe tæmmede Dyrs og dyrkede Plan- ters Vedkommende er det ikke muligt at komme til nogen sikker Afgørelse om, hvorvidt de nedstammer fra en eller fra flere vilde Arter. Det Argument, hvortil de, der tror at Vore Husdyr nedstam- mer fra mangfoldige Arter, fornemmelig støtter sig, er dette: at vi i de ældste Tider, som de ægyptiske Mindesmærker og de schwei- ziske Pælebygninger udviser, finder mange Racer, og at nogle af disse gamle Racer i høj Grad ligner, ja endog er ganske de samme som de, der lever den Dag i Dag. Men herved bevises blot, at Civilisationen er ældre, end man tror, og at man har tæmmet Dyr langt tidligere, end man ellers er tilbøjelig til at antage. Beboerne af de schweiziske Pælebygninger dyrkede forskellige Slags Hvede og Byg, Ærter, Hør og endelig Valmuen for dens Olies Skyld, des- uden havde de flere Husdyr, og de stod i Handelsforbindelse med andre Nationer. Alt dette viser tydeligt, som Heer bemærker, at man i hine fjerne Tider allerede var kommen temmelig vidt i Civi- lisationen; og dette forudsætter igen en lang forudgangen Periode med mindre fremskreden Civilisation, i hvilken de Husdyr, der holdtes af de forskellige Stammer i forskellige Egne, kan have varieret og Saaledes foranlediget nye, bestemt adskilte Racers Fremkomst. Siden Opdagelsen af Flintredskaber i de øvre Jordlag i de forskelligste Egne af Verden, tror alle Geologer, at der har eksisteret Mennesker med et Lavmaal af Civilisation i overordent- lig tidlige Tider; og vi ved, at der nu til Dags næppe eksisterer en Stamme, som staar saa lavt, at den ikke i det mindste har en Hund til Husdyr.

De fleste af vore Husdyrs Oprindelse vil rimeligvis altid ved- blive at være dunkel. Men jeg maa her med Hensyn til de mang- foldige Slags Hushunde, der findes under de forskelligste Himmel- strøg, bemærke, at jeg efter møjsommeligt at have samlet alle over- kommelige Kendsgerninger er kommen til den Slutning, at man har tæmmet flere vilde Arter af Hundefamilien, og at det er Blod af en eller undertiden af flere af dem, der flyder i vore Hunde- racers Aarer. Om Faar og Geder har jeg ikke kunnet danne mig nogen bestemt Mening, men efter hvad Hr. Blyth har meddelt mig om det indiske Pukkelkvægs Stemme, Bygning, Konstitution og

[page] 21

Levevis, anser jeg det næsten for afgjort, at det har en Stamform, der er forskellig fra det evropæiske Kvægs; dette sidste har efter flere kompetente Dommeres Mening haft to eller tre vilde Forfædre, enten det nu har været Arter eller kun Racer. Dette, saa vel som den artslige Distinktion mellem Pukkelkvæg og almindeligt Kvæg, maa for øvrigt betragtes som slaaet fast ved Professor Riitimeyers beundringsværdige Undersøgelser. Med Hensyn til Heste er jeg i Modsætning til flere Forfattere tilbøjelig (skønt jeg har mine Tvivl) til at tro, at alle Racer hører hen under samme Art. Af Høns har jeg holdt næsten alle britiske Racer, jeg har lagt til af dem og krydset dem og har undersøgt deres Skeletter, og det synes mig næ- sten sikkert, at de alle er Efterkommere af den vilde indiske Høne : Gallus bankiva; dette er ogsaa det Resultat, hvortil Hr. Blyth og andre, der har studeret denne Fugl i dens Hjemstavn, er kommen. For Ændernes og Kaninernes Vedkommende, blandt hvilke der er flere indbyrdes meget afvigende Racer, er det øjensynligt, at de alle nedstammer fra den almindelige Vildand og den vilde Kanin.

Læren om, at vore forskellige Husdyrracer nedstammer fra man- ge forskellige Former, er bleven ført til latterlige Yderligheder af nogle Forfattere. De tror, at enhver Race, hvis Yngel er en tro Af- spejling af Forældrene, om saa Skelnemærkerne er aldrig saa smaa, har haft sin egen vilde Urform. Efter den Regning maa der have eksisteret i det mindste en Snes Arter af vildt Hornkvæg, lige saa mange af Faar og en Del af Geder i Evropa alene, ja alene i Stor- britannien maa der have været adskillige. En Forfatter tror, at der tidligere eksisterede elleve vilde Faarearter i Storbritannien. Arter, der var ejendommelige for Landet! Naar man nu betænker, at Bri- tannien for Øjeblikket næppe har et Pattedyr, der er ejendommeligt for det, at Frankrig kun har nogle faa, der er forskellige fra de tyske, og omvendt, og at det samme er Tilfældet med Ungarn og Spanien o. s. v., men at hvert af disse Lande har flere, dem egne Racer af Hornkvæg, Faar o. s. v., saa maa man indrømme, at der er opstaaet mange Husdyrracer i Evropa; thi hvor skulde de være kommen fra, da de forskellige Lande ikke har kunnet eje saa stort et Antal af Arter, der var ejendommelige for dem, hvorfra Racerne kunde stamme? Med Indien forholder det sig paa samme Maade. Selv hos de mangfoldige Hushunde, som jeg dog indrømmer er Ned- stamninger fra flere vilde Arter, selv hos dem kan man ikke tvivle

[page] 22

om, at der har været en umaadelig stor arvelig Varieren med i Spillet; thi hvem vil tro, at Dyr, der skulde have en nær Lighed med den italienske Mynde, Blodhunden, Bulbideren, Mopsen eller Blenheimer Hønsehunden o. s. v. — alle saa ulige den hele vilde Hundefamilie — at de nogensinde har gaaet om som vilde Dyr? Man har ofte, saadan rent paa det løse sagt, at alle vore Hunderacer er opstaaede ved Krydsning af nogle faa Stamarter j men ved Kryds- ning faar vi kun Former, der staar saa nogenlunde midt imellem Fader og Moder, og ser vi med det i Minde paa vore Racer, maa vi antage, at de aller skarpest udprægede Former, som den italienske Mynde, Blodhunden, Bulbideren o. s. v., tidligere har levet i vild Tilstand. Endvidere har man haft for store Tanker om Muligheden af at frembringe bestemt adskilte Arter ved Krydsning. Ganske vist foreligger der Beretninger om mange Tilfælde, som tyder paa, at en Race kan blive modificeret ved tilfældige Krydsninger, dersom de understøttes af en omhyggelig Udvælgen af de Individer, som frembyder de attraaede Ejendommeligheder, men at faa frembragt en Race, der saa at sige staar midt imellem to overordentlig for- skellige Racer eller Arter, vilde være i høj Grad vanskeligt. Hr. J. Sebright eksperimenterede udtrykkelig for at opnaa dette, men det mislykkedes. Afkommet af første Krydsning mellem to rene Racer er taalelig og undertiden (som jeg har set det med Duer) udmærket ensformet, og det hele synes simpelt nok; men naar man saa kryd- ser disse Bastarder med hinanden, gennem flere Generationer, da er der næppe to af dem, som ligner hinanden, og saa bliver Van- skeligheden ved Forsøget iøjnefaldende nok. En Race, der staar midt imellem to meget forskellige Racer, kan Saaledes sikkert ikke frembringes uden ved meget stor Omhu og ved længe fortsat Ud- vælgen, og man har da heller ingen Underretning om, at en virkelig Race er bleven til paa hin Maade.

Husdueracerne, deres Forskelligartethed og Oprindelse.

Da jeg er af den Anskuelse, at det altid er bedst at studere en enkelt Gruppe har jeg efter modent Overlæg valgt Husduerne. Jeg har af dem holdt hver eneste Race, jeg kunde overkomme ved Køb eller paa anden Maade, og jeg er bleven meget venlig betænkt med Dueskind fra de forskellige Verdenskanter, i Særdeleshed fra Hr.

[page] 23

W. Elliot fra Indien og fra Hr. C. Murray fra Persien. Der er ble- ven skrevet mange Afhandlinger om Duer i forskellige Sprog, og nogle af dem er meget vigtige paa Grund af deres høje Ælde. Jeg har endvidere sat mig i Forbindelse med flere fremragende Lieb- havere og har faaet Adgang til to af de londonske Dueklubber. For- skellen mellem Racerne er forbavsende. Sammenlign den engelske Brevdue og den kortnæbbede Tumler og se, hvilken Forskel der er paa deres Næb, og hvilke Forskelligheder dette medfører i Kraniets Bygning. Brevduen, særlig Hannen, er ogsaa mærkværdig ved den forunderlige Udvikling af kirtlet Hud paa Hovedet, hvormed føl- ger meget forlængede Øjelaag, meget store, ydre Næsebor og stor Mundvidde. Den kortnæbbede Tumlers Næb ligner i Omrids Fin- kens, og den almindelige Tumler har den arvelige Sædvane: at flyve op til en stor Højde i tæt Flok og at tumle bag over oppe i Luften. Den spanske Due er en Fugl af betydelig Størrelse, med langt, svært Næb og store Fødder; nogle af dens Underracer har meget lange Halse, andre meget lange Vinger og atter andre mærkelig korte Ha- ler. Berberduen er beslægtet med Brevduen, men i Stedet for langt Næb har den et kort og bredt. Kropduen har Legemet, Vingerne og Benene stærkt forlængede, og dens uhyre, stærkt udviklede /Kro, som den finder Fornøjelse i at puste op, er nok egnet til at vække Forbavselse, ja selv Latter. Mæfikken har et meget kort og kegleformet Næb og en Række omvendte Fjer ned ad Brystet, des- uden har den for Skik stadig at udvide den øverste Del af Spise- røret lidt. Parykken har Fjerene saa meget opad bøjede paa Bagsiden af Halsen, at de danner en Slags Kappe, og den har i Forhold til sin Størrelse meget lange Vinger og Halefjer. Skoggerduen og Trom- petduen har, som deres Navne røber, en fra de andre Racer meget forskellig Kurren. Hugstjerten har tredive, ja selv fyrretyve Hale- fjer i Stedet for tolv eller fjorten, som ellers er det almindelige An- tal hos alle Medlemmer af den store Duefamilie, og disse Fjer hol- des udspilede og bæres saa oprette, at Hoved og Hale hos gode Eksemplarer berører hinanden; Ol.iekirtlen er aldeles uudviklet. Flere mindre, ejendommelig Racer vil lejlighedsvis blive omtalt.

I de forskellige Racers Skeletter er der overordentlig stor For- skel paa Ansigtsbenets Længde, Bredde og Krumning. Underkæ- bens Ben varierer paa en højst mærkværdig Maade saa vel med Hensyn til Længde og Bredde, som med Hensyn til Form. Hale-

[page] 24

og Bækkenhvirvlerne varierer i Antal, ligesom Ribbenene, der des- uden varierer med Hensyn til deres relative Bredde og til Tilstede- værelsen af Sidegrene. Brystbenets Aabninger varierer i høj Grad i Størrelse og Form, og Gaffelbenet varierer med Hensyn til dets to Armes Divergens og relative Længde. Mundaabningens Vidde, Øjelaagenes, Næseborenes og Tungens Længde (Tungens Længde er ikke altid bestemt af Næbbets), altsammen forholdsvis, Kroens og Spiserørets Overdels Størrelse, Oliekirtlens Udviklethed el- ler Hæmmethed, Svingfjerenes og Styrefjerenes Antal, Vingens og Halens gensidige Forhold og deres Forhold til Kroppen, Benets og Fodens relative Længde, Antallet af Tæernes Skæl og Udviklet- heden af Hud mellem Tæerne er altsammen Bygningsforhold, der er variable. Den Tid, da den fuldstændige Fjerdragt erholdes, varie- rer, og det samme gør den Tilstand, hvori de Dun, hvormed Un- gerne er beklædt efter Udrugningen, befinder sig. Æggenes Form og Størrelse varierer. Flyvemaaden og hos nogle Racer Stemmen og Tilbøjelighederne varierer ganske mærkeligt. Endelig er hos visse Racer Hannerne og Hunnerne kommen til at afvige ganske lidt fra hinanden.

I det hele taget kunde man tage i det mindste en Snes Duer, som dersom de blev vist en Fuglekender, og man fortalte ham, at det var vilde Fugle, af ham ganske sikkert vilde blive anset for bestemt adskilte Arter. Ja, jeg tror ikke engang, at nogen Fugle- kender vilde sætte den engelske Brevdue, den kortnæbbede Tumler, den spanske Due, Berberduen, Kropduen og Hugstjerten i samme Slægt, i Særdeleshed da man i hver af disse Racer kunde vise ham flere Undervarieteter (eller Arter, som han vilde kalde dem) med et Forældrene ligt Afkom.

Skønt Forskellen mellem Dueracerne er saa stor, er jeg dog fuldkommen overbevist om, at den hos Naturforskerne gængse Op- fattelse er korrekt, den nemlig, at de alle nedstammer fra Klippe- duen (Columba livia), idet der saa under denne Betegnelse inde- sluttes forskellige geografiske Racer eller Underarter, som kun af- viger fra hverandre i meget ubetydelige Ting. Da flere af de Grun- de, der faar mig til at tro dette, til Dels kan komme i Anvendelse i andre Tilfælde, vil jeg her i al Korthed anføre dem. Dersom de forskellige Racer ikke er Varieteter og ikke nedstammer fra Klippe- duen, maa de være Efterkommere af i det mindste syv eller otte

[page] 25

/

Stamformer; thi det er umuligt ved Krydsning af et ringere Antal at faa de nulevende Racer frembragt; hvorledes skulde man f. Eks. faa en Kropdue frem ved at krydse to Racer, naar ingen af dem havde den mægtige, karakteristiske Kro? De antagne Stamformer maa alle have været Klippeduer, d. v. s. Duer, som ikke bygger Rede i Træer eller i det hele taget har Lyst til at opholde sig der. Men med Undtagelse af Columba livia og dens geografiske Under- arter kendes der kun to eller tre andre Arter af Klippeduer, og de har ingen Karakterer fælles med Husdueracerne. Heraf følger, at de antagne Stamformer enten maa eksistere endnu i de Lande, hvor de oprindelig blev gjort til Husdyr, og dog være Fuglekender- ne ubekendte, — men dette er temmelig usandsynligt i Betragtning af deres Størrelse, Sædvaner og iøjnefaldende Udseende, — eller ogsaa maa de være uddøde. Men Fugle, der har deres Reder paa utilgængelige Steder og er gode Flyvere, er ikke synderlig udsat for at blive udryddede; og den almindelige Klippedue, som har Sæd- vaner fælles med Husdueracerne, er ikke bleven udryddet paa Middelhavets Kyster, ja ikke engang paa flere britiske Smaaøer. Derfor vilde det være meget dristigt at antage, at saa mange Arter med samme Sædvaner som Klippeduen skulde være uddøde. Frem- deles er de forskellige ovenfor nævnte Racer bleven bragt til alle Egne af Verden, og Saaledes maa nogle af dem være bleven bragt tilbage til deres Fødeland; men ingen af dem er bleven vilde, skønt Markduen, som er Klippeduen i meget lidt forandret Tilstand, er bleven forvildet flere Steder. Endelig viser den sidste Tids Erfaring, at det er vanskeligt at faa et vildt Dyr til at yngle villigt i Fangen- skab, og dog maatte man, efter Hypotesen om vore Duers Oprin- delse fra mange Stamformer, antage, at de gamle Tiders halvt civili- serede Menneske havde været saa heldig i sine Bestræbelser med i det mindste syv eller otte Arter, at han havde faaet dem fuldstæn- dig frugtbare i Fangenskab.

Et Argument, der har stor Betydning og er anvendeligt i flere andre Tilfælde, er dette, at de ovenfor nævnte Racer, skønt de i det hele taget stemmer overens med den vilde Klippedue i Konsti- tution, Sædvaner, Røst, Farve og de fleste Bygningsforhold, dog er den højst ulige i mange andre Ting; man vil forgæves i hele den store Duefamilie lede efter et Næb som den engelske Brevdues, den kortnæbbede Tumlers eller Berberduens, efter opad bøjede Fjer

[page] 26

som Parykkens, efter en Kro som Kropduens og efter Halefjer som Hugstjertens. Herefter maa man antage, at det halvt civiliserede Menneske ikke alene havde været saa heldig at faa flere Arter fuldstændig tamme, men ogsaa at han, med Hensigt eller tilfældig- vis, havde faaet udsøgte Arter, der afveg i meget høj Grad fra den almindelige Duetype, og at endvidere alle disse Arter siden er ud-

døde eller ikke senere genfundne. Saa mange besynderlige Forud- sætninger gør Antagelsen i højeste Grad usandsynlig.

Visse Forhold ved Duernes Farver kan vel fortjene at tages nøjere i Betragtning. Klippeduen er skiferblaa med hvide Laar (den indiske Underart, Columba intermedia Strickland, har denne Del blaa), Halen har en mørk Tværstribe i Spidsen, og de ydre Fjer har en hvid Rand ved Grunden paa den udvendige Side; Vingerne har to sorte Tværstriber. Nogle halvt tæmmede Racer og nogle vilde har, foruden de to sorte Tværstriber. Vingerne spættede med sort. Disse forskellige Karakterer findes ikke samlede hos nogen anden Art af hele Familien. Men i hver eneste god Husduerace forekom- mer nu og da alle de nævnte Karakterer, lige indtil den hvide Rand

[page] 27

paa de ydre Halefjer, fuldstændigt udviklede. Endvidere, naar Fugle, henhørende til to eller flere skarpt adskilte Racer, og af hvil- ken ingen er blaa eller har de nævnte Karakterer, krydses med hver- andre, saa er dog det blandede Afkom meget tilbøjeligt til at faa disse Karakterer. For blandt mange Eksempler at tage et, jeg selv har haft Lejlighed til at se: jeg krydsede nogle hvide Hugstjerter, der altid avler dem selv ligt Afkom, med nogle sorte Berberduer

(man lægger for det følgendes Skyld Mærke til, at blaa Berberduer er saa sjældne, at jeg aldrig har hørt, at de har været set i Eng- land), og de herved frembragte Bastarder var sorte, brune og spraglede. Jeg krydsede fremdeles en Berberdue med en rød Kalot (Kalotten er hvid med farvet Hale og en Plet paa Panden af Halens Farve), en Race, der altid avler sig selv ligt Afkom; Bastarderne var sortladne og spraglede. Endelig krydsede jeg en Bastard af Ber- berduen og Hugstjerten med en Bastard af Berberduen og Kalotten, og Resultatet heraf blev en Fugl med en lige saa smuk, blaa Farve, med de samme hvide Laar, samme dobbelte, sorte Tværstribe paa Vingerne og med samme hvidrandede, tværstribede Halefjer som den vilde Klippedue.                                                               i

[page] 28

Vi kan forstaa dette ved Hjælp af Attavismens velkendte Love, i Fald alle de forædlede Dueracer nedstammer fra Klippeduen. Men antager vi ikke det, maa vi slaa os til en af de tvende følgende, højst usandsynlige Hypoteser. Enten at alle de forskellige, antag-

ne Stamformer var farvede og tegnede ganske som Klippeduen (skønt ingen anden eksisterende Art har dennes Lød og Tegning), saa at det var af den Grund, at der i hver enkelt Race var en Ten- dens til at falde tilbage til netop denne Lød og denne Tegning. Eller ogsaa at enhver Race, selv den reneste, er tolv eller højst tyve Ge- nerationer tilbage bleven krydset med Klippeduen. Jeg siger tolv eller tyve Generationer, fordi man ikke har noget Eksempel paa, at en Race er slaaet tilbage i Slægtninge af fremmed Blod, naar det

[page] 29

var flere end det nævnte Antal Generationer siden, at Blodet var bleven bragt ind i Racen. Hos en Race, der kun er bleven krydset en Gang, vil Tendensen til at slaa tilbage til Ejendommeligheder, der hidrører fra denne Krydsning, naturligvis blive svagere og sva- gere, eftersom der i hver senere Generation bliver mindre og min- dre fremmed Blod; men naar der ingen Krydsning er foregaaet, og

der er en Tendens hos Racen til at slaa tilbage til en Ejendommelig- hed, som er gaaet tabt flere Generationer tilbage, saa maa denne Tendens, efter alt hvad vi kan se, holde sig hos et ubegrænset An- tal af Generationer. Disse to bestemt adskilte Arter af Attavisme er ofte bleven sammenblandede af dem, der har skrevet om Arve- lighed.

Sluttelig er Hybriderne eller Bastarderne mellem alle Hus- dueracerne fuldkommen frugtbare. Jeg kan støtte denne Paastand ved egne Forsøg, som jeg netop i denne Hensigt har anstillet mel- lem de mest forskellige Racer. Og nu er det vanskeligt, maaske umu- ligt, at nævne et eneste Tilfælde, hvor Bastarder mellem to skarpt adskilte Dyr har været fuldkommen frugtbare. Nogle Forfattere

[page] 50

er af den Mening, at længe fortsat Tæmning udvisker denne stærke Tendens til Goldhed, og efter Hunden og nogle andre Husdyr at dømme er der stor Sandsynlighed for, at denne Hypotese er rig- tig, naar man anvender den paa nær beslægtede Arter, skønt den ikke støttes af noget Forsøg. Men at strække Hypotesen saa vidt, at man antager, at Arter, der fra Begyndelsen af var lige saa bestemt adskilte som Brevduer, Tumlere, Kropduer og Hugstjerter nu er,

skulde give Afkom, som, naar det krydsedes indbyrdes, gav frugt- bare Bastarder, det synes mig at være at gaa til Yderligheder.

Af disse forskellige Grunde, nemlig Usandsynligheden af, at Mennesket tidligere skulde have faaet syv eller otte antagne Arter af Duer til at yngle i tæmmet Tilstand — Arter, som slet ikke ken- des i vild Tilstand, og som ikke forvildes noget Steds, Arter, der i visse Henseender har Karakterer, der maa kaldes meget unormale,

[page] 31

naar vi sammenligner dem med alle andre Duefugle (skønt de i de fleste andre Henseender staar Klippeduen saa overmaade nær, idet den blaa Farve og de forskellige sorte Tegninger lejlighedsvis duk- ker frem i alle Racer, baade naar de holdes rene, og naar de kryd- ses, og idet Bastarderne er fuldkommen frugtbare): — af alle disse mange Grunde kan vi sikkert slutte, at alle vore Husdueracer ned- stammer fra Columba livia og dens geografiske Underarter.

Til Støtte for denne Antagelse maa jeg for det første tilføje, at det har været muligt at tæmme Columba livia eller Klippeduen baade i Europa og i Indien, og at den i Sædvaner og en stor Mængde Bygningsforhold stemmer overens med alle Husdueracer- ne. For det andet, at endskønt den engelske Brevdue og den kortnæbbede Tumler i visse Karakterer afviger umaadeligt fra Klippeduen, kan vi dog — naar vi sammenligner disse Varieteters forskellige Underracer, i Særdeleshed dem fra fjerne Lande — for disse to's og nogle andres, men ikke for alles Vedkommende, faa en næsten fuldstændig Række af Overgange mellem deres ejen- dommelige Bygningsforhold. For det tredje er de Karakterer, som hovedsagelig skiller Racerne fra hverandre, f. Eks. Brevduens Kam og lange Næb, Tumlerens korte Næb og Hugstjertens Antal af Halefjer, i overordentlig høj Grad variable, og hvor megen Be- tydning dette har, vil man forstaa senere, naar vi kommer til at afhandle Udvælgelsen. For det fjerde er Duer bleven holdt og op- elskede med den største Omhyggelighed og Kærlighed af mange Folkeslag. De har været tæmmede i Tusinder af Aar i forskellige Verdensdele. Den tidligste Efterretning, man har om Duen, er fra det femte ægyptiske Dynasti, omtrent 3000 Aar f. Chr., efter hvad Professor Lepsius har vist mig; men Hr. Birch meddeler mig, at Duer omtales i en Spiseseddel fra det foregaaende Dynasti. Hos Romerne blev der, som Plinius fortæller os, givet uhyre Summer for Duer: „Ja det er kommen saa vidt med dem, at de kan tale om deres Stamtræ og Race." Duer blev meget skattede af Akber Khan i Indien, omtrent Aar 1600. Der blev Saaledes aldrig taget mindre end 20,000 Duer med Hoffet. „Irans og Turans Monarker sendte ham nogle meget sjældne Fugle, og", fortsætter den vel høflige Historieskriver, „hans Majestæt har forbedret Racerne i en forbav- sende Grad ved at krydse dem, hvilken Fremgangsmaade aldrig er brugt før." Paa samme Tid var Hollænderne lige saa interesserede

[page] 32

for Duer, som Romerne forhen. Den store Betydning, disse histo- riske Data har for at forklare de uhyre Varieringer, Duerne har undergaaet, vil forstaas senere, naar vi kommer til at omtale Ud- vælgelsen. Vi skal ogsaa da se, hvoraf det kommer, at de forskel- lige Racer saa ofte har en noget monstrøs Karakter. Endelig er det overordentlig heldigt for Frembringelsen af bestemt adskilte Racer, at Han- og Hunduer let kan mages for Livstid og Saaledes for- skellige Racer holdes i samme Duehus.

Jeg har omtalt Husduernes formentlige Oprindelse med nogen, men langtfra tilstrækkelig Udførlighed, fordi jeg, da jeg først be- gyndte at holde Duer og opdrætte de forskellige Racer, følte fuldt saa megen Vanskelighed ved at tro, at de alle nedstammede fra en fælles tæmmet Stamart, som nogen Naturforsker kunde føle ved at komme til en lignende Antagelse om de mange Finkearter eller hvilken som helst anden Gruppe af vilde Fugle. En Omstæn- dighed har slaaet mig i høj Grad, den nemlig, at næsten alle Op- drættere af de forskelligste Slags Husdyr og næsten alle Plante- yndere, med hvem jeg er truffet sammen, eller hvis Afhandlinger jeg har læst, er fast overbevist om, at de forskellige Racer, hver enkelt af dem netop har givet sig af med, nedstammer fra lige saa mange oprindelig skarpt adskilte Arter. Spørg, som jeg har gjort det, en berømt Opdrætter af Herefordkvæg, om hans Kvæg ikke kunde tænkes at nedstamme fra langhornet Kvæg eller fra en for begge Racer fælles Stamform, og du skal høre, hvor haanligt han vil udle dig. Jeg har aldrig mødt en Due-, Hønse-, Ånde- eller Kanin-Elsker, som ikke var fuldt og fast overbevist om, at hver enkelt Hovedrace nedstammede fra en egen Art. Van Mons viser i sin Afhandling om Æbler og Pærer, i hvor høj Grad han betvivler, at de forskellige Sorter f. Eks. Ripston-pippinen eller Codlinæblet skulde være fremkommen af Frø fra samme Træ. Eksemplerne kunde forøges i det uendelige. Forklaringen forekommer mig at være simpel nok: ved et længe fortsat Studium har de faaet meget stærkt Indtryk af Forskellighederne mellem Racerne, og skønt de vel véd, at hver Race varierer lidt — thi de vinder netop deres Præmier ved at passe nøje paa saadanne Smaaforskelligheder, — saa giver de sig ikke af med almene Betragtninger og falder ikke paa, hvad der kunde komme ud, naar man lagde mange paa hin- anden følgende Generationers Smaaforandringer sammen. Mon ikke

[page] 33

de Naturforskere, der véd meget mindre om Arvelighedslovene end Opdrætterne og ikke véd mere end de om Mellemformerne i de lange Nedstamningsrækker, men som dog indrømmer, at mange af vore Husdyrracer har haft fælles Stamart — mon de ikke kunde lære at være lidt mere forsigtige og ikke at udle Tanken om, at en vild Art kunde være Efterkommer i lige Linie af en anden Art?

Principer for Racevalget*), fulgt fra gammel Tid, deres Virkninger.

Lad os nu i al Korthed betragte de Maader, paa hvilke man har frembragt de forædlede Racer enten af en eller flere Arter. Nogen Virkning maa tilskrives de ydre Livsbetingelsers direkte og bestemte Indflydelse, og lidt Betydning maa vel ogsaa Sæd- vanerne have; men det maatte være en overmaade dristig Mand, der kunde hjælpe sig hermed til at forklare Forskellighederne mel- lem Trækhesten og Væddeløbshesten, Mynden og Blodhunden, Brevduen og Tumleren. Et af de mest mærkelige Træk ved vore forædlede Racer er det, at de er afpassede ikke Saaledes som det var tjenligst for selve Dyret e'ler Planten, men efter Menneskets Nytte eller Smag. Nogle for Mennesket nyttige Varieringer er rime- ligvis fremkommen pludselig paa en Gang; Saaledes mener mange Botanikere, at Klædefabrikanternes Kartebolle med dens Hager, med hvilke intet mekanisk Produkt kan maale sig, blot er en Varie- tet af den vilde Dipsacus, og denne Forandring maa pludselig have vist sig hos Planter, der var avlede ved Frø. Saaledes er det sand- synligvis ogsaa gaaet med Grævlingehunden, og man véd, at det har været Tilfældet med Albuefaaret (ancon-sheep). Men naar vi sammenligner Trækhesten og Væddeløbshesten, Dromedaren og

*) Ved de forskellige Slags Udvælgelser (selections), hvorom der her og andre Steder tales, er det visse Egenskaber ved Dyret eller Planten, der er det bestemmende; Valgene er Saaledes altid Kvalitetsvalg. Men den vælgende er ikke altid den samme, i et Tilfælde er det Mennesket, i et andet Naturen, der vælger, vi faar Saaledes Menneskets Kvalitetsvalg (se- lection by man) og Naturens Kvalitetsvalg (natural selection). Da det første af disse Valg er det, der har fremkaldt de forskellige Racer, vil det i det følgende blive betegnet som Racevalg. Naturens Kvalitetsvalg vil vi for Kortheds Skyld simpelt hen betegne som Kvalitetsvalg.              O. A.

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                     3

[page] 34

Kamelen, de forskellige Faareracer, den ene Slags skikket til dyrket Land, den anden til Bjerg-Græsgange, den enes Uld god til dette Brug, den andens til hint; naar vi sammenligner de forskellige Hunderacer, hver nyttig for Mennesket paa sin forskellige Maade, naar vi sammenligner Kamphanen, der er saa haardnakket udhol- dende i Kamp, med andre saa lidt stridbare Racer, med „everlasting- layers" (stadige Æglæggere), der aldrig har Lyst til at ruge, og med den lille og elegante Bantamhane, naar vi sammenligner de mange Sædarter, Køkkenurter, Frugttræer, Haveblomster og Potte- planter med deres mangfoldige Sorter, der er nyttige for Mennesket til de forskelligste Aarstider og i de forskelligste Øjemed, eller som glæder hans Øje, saa maa vi, tænker jeg, se andet Steds hen end til blot og bar Variabilitet. Vi kan ikke antage, at alle Racerne pludselig blev frembragt saa fuldkomne og saa nyttige, som vi nu ser dem; og vi véd i Virkeligheden ogsaa, at det i mange Til- fælde ikke er gaaet Saaledes til. Nej, det, det kommer an paa, er Menneskets Magt til at samle Smaavarieringerne; Naturen giver de paa hinanden følgende Varieringer, og Mennesket faar dem sam- lede efter bestemte Øjemed, Saaledes at de kan være ham til Nytte. I den Forstand kan han siges at have dannet sig nyttige Racer.

Den store Magt, som jeg tillægger denne Samlen og Udvælgen (Racevalget), er ingenlunde hypotetisk. Det er en Kendsgerning, at adskillige af vore mest fremragende Opdrættere har, selv i en- kelt Mands Levetid, omformet Faare- og Hornkvægracer i betyde- lig Grad. For rigtig at se, hvad de har gjort, er det næsten nødven- digt at læse adskillige af de mange Afhandlinger, der er helliget dette Emne og at tage Dyrene i Øjesyn. Opdrættere omtaler i Al- mindelighed et Dyrs Organisation som en plastisk Masse, de næsten kan omforme efter Behag. Havde jeg Plads, skulde jeg citere mangfoldige Steder fra højst kompetente Autoriteter for at vise dette. Youatt, som rimeligvis var bedre bekendt med Agronomernes Værker end nogen anden dødelig, og som selv var en meget god Dyrekender, taler om Racevalget som „det, der sætter Landmanden i Stand til, ikke blot at ændre sin Hjords Væsen, men til helt at forandre den. Det er Eventyrets Ønskekvist, ved hvis Hjælp han kalder hvilken Form og Skikkelse, han vil, til Live." Lord Somer- ville siger ved at tale om, hvad Opdrætterne har virket i Retning af Faar: — „det synes som om de havde gjort et Udkast af en

[page] 35

fuldkommen Form paa en Væg og saa havde givet selve Udkastet Liv." I Sachsen er Vigtigheden af Racevalget med Hensyn til Merinosfaar saa fuldstændig anerkendt, at Folk ligefrem gør et Haandværk deraf: Faaret stilles op paa et Bord og studeres, som en Kunstkender studerer et Maleri, dette gøres tre Gange med Maaneders Mellemrum, og Faarene bliver hver Gang mærkede og klassificerede, for at de alier bedste endelig kan blive udvalgt ti! Tillæg.

Hvad engelske Opdrættere i Virkeligheden har naaet, viser de umaadelige Summer, der gives for Dyr med et godt Stamtræ, og saadanne udføres nu næsten til enhver Egn af Jordkloden. Forbed- ringen skyldes ingenlunde almindelig Krydsning af forskellige Ra- cer; alle de dygtigste Opdrættere er meget mod denne Fremgangs- maade, undtagen for nær beslægtede Underracers Vedkommende og naar en Krydsning har fundet Sted, saa maa der netop vælges paa det omhyggeligste, mere end ellers ved sædvanlige Lejligheder. Dersom Racevalget blot bestod i at udvælge en eller anden meget udpræget Varietet og saa lægge den til, var det hele saa ligefrem, at det næppe behøvede at omtales; men det vigtige er netop den store Virkning, som opnaas ved, Generation for Generation, med et bestemt Maal for Øje at samle Smaaafvigelser, der er aldeles usynlige for et uvant Øje, hvad jeg for mit Vedkommende kan be- kræfte. Ikke én blandt tusinde har saa sikkert Øje og saa skarpt et Skøn, at han kan blive en dygtig Opdrætter. Men dersom han har de nævnte Egenskaber, og han studerer sin Specialitet i aare- vis og vier sig den for Livstid med ubetvingelig Udholdenhed, saa vil han naa det og kan gøre store Forbedringer; mangler han deri- mod nogen af disse Egenskaber, slaar det sikkert fejl for ham. Man aner ikke, hvilke Naturgaver og hvilken lang Øvelse der skal til blot for at blive en dygtig Dueopdrætter.

Havemændene følger de samme Principer som Opdrætterne, men Varieringerne er her ofte mere abrupte. Ingen kunde vel falde paa at tro, at vore mest udsøgte Havefrembringelser skulde være fremkommen ved en enkelt Variering af Stamformen. I alt Fald har vi Beviser paa, at det i nogle Tilfælde, om hvilke der haves nøjagtige Efterretninger, ikke forholder sig Saaledes; for at tage et Eksempel skal vi blot gøre opmærksom paa det alminde- lige Stikkelsbærs stadige Tiltagen i Størrelse. Vi ser et forbav-

3*

[page] 36

sende Fremskridt i mange Prydplanter, naar vi sammenligner vore Blomster med Tegninger, der kun er en tyve, tredive Aar gamle. Naar en Planteart er bleven saadan, som man vil have den, saa udvælger den, der dyrker den, ikke de bedste Planter, han gaar blot sine Bede igennem og rykker de Planter op, der afviger fra Typen. Med Dyr bærer man sig i Virkeligheden ogsaa ad paa denne Maade, thi der er næppe nogen, der er saa skødesløs, at han lader sine daarlige Dyr yngle.

Med Hensyn til Planterne, da er der en anden Maade at iagt- tage Racevalgets Virkninger paa — nemlig ved i Blomsterhaven at sammenligne Forskelligartetheden af Blomsterne hos den samme Art Varieteter, Forskelligartetheden af Løvet, Bælgene eller Knol- dene i Køkkenhaven med de samme Varieteters Frugter i Frugt- haven med det samme Sæt Varieteters Blade og Blomster. Se, hvor forskellige Kaalenes Blade og hvor lige Blomsterne er, hvor afvigende Stedmoderblomstens Blomster er og hvor ens dens Bla- de, se til de forskellige Sorter Stikkelsbær, hvorledes deres Frug- ter afviger i Størrelse, Farve, Form og Behaaring, og se, hvilken ubetydelig Forskel der er paa Blomsterne. Det er ikke Saaledes at forstaa, at de Varieteter, der afviger meget i et Punkt, slet ikke skulde afvige i andre Punkter: dette er næppe nogensinde,— jeg taler efter at have foretaget omhyggelige Undersøgelser des angaa- ende — maaske aldrig Tilfældet. Loven om Varieringernes gen- sidige Paavirkninger, hvis Vigtighed man aldrig maa undervurdere, vil volde nogen Forskellighed; men i det væsentlige kan jeg ikke tvivle om, at et fortsat Racevalg, rettet enten paa Blade, Blomster eller Frugt, vil frembringe Sorter, der hovedsagelig afviger fra hverandre i de nævnte Dele.

Man kunde maaske gøre den Indvending, at Racevalget først er blevet anvendt metodisk i de sidste tre Fjerdedele af et Aar- hundrede, og vistnok er der bleven lagt større Vægt derpaa i de senere Aar, mange Afhandlinger er offentliggjort des angaaende, og Resultatet har i en tilsvarende Grad været betydeligt og iøjne- faldende. Men det vilde være meget langt fra Sandheden at sige, at Racevalget var en moderne Opdagelse. Jeg kunde give adskillige Henvisninger til Værker af høj Ælde, som kunde vise, at man har haft sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa Racevalgets Betyd- ning. For Englands Vedkommende blev der i fjerne, raa og bar-

[page] 37

bariske Tider ofte indført udsøgte Dyr hertil, og der blev givet Love, som skulde forhindre deres Udførelse, der var Paabud om at dræbe Heste, som var under en vis Størrelse, og det bliver jo det samme som den Oprykken af Planter, der ikke svarer til Typen, vi ovenfor omtalte. I en gammel kinesisk Encyklopædi finder jeg Principerne for Racevalget meget tydeligt fremsatte. Tydelige Reg- ler findes hos nogle af de romerske Klassikere. Efter Steder i Genesis at dømme er det klart, at man i hine tidlige Tider havde sin Opmærksomhed henvendt paa Husdyrenes Farve. Nutidens vilde Stammer krydser undertiden deres Hunde med vilde Arter af Hundeslægten, og det gjorde de ogsaa fordum, hvad visse Steder hos Plinius godtgør. Sydafrikas vilde parrer deres Trækkvæg efter Lød, og Eskimoerne gør det samme ved deres Hundespand. Li- vingstone fortæller, at gode Husdyrracer skattes højt af det indre Afrikas Negre, der aldrig er kommen sammen med Europæere. Nogle af disse Eksempler tyder ikke ligefrem paa Racevalg; men de viser, at Opdrætningen af Husdyr blev drevet med Omhu i de ældste Tider og drives den Dag i Dag af de laveste vilde. Det vilde virke- lig ogsaa have været en sælsom Ting, om man ikke havde været opmærksom paa Opdrætningen, da Arveligheden af gode og slette Egenskaber er saa vel bekendt.

Ubevidst Racevalg.

Nu til Dags søger udmærkede Opdrættere ved planmæssigt Racevalg, med et bestemt Maal for Øje, at danne en ny Form eller Underrace, der kan overgaa alt andet, som findes i Landet. Men for os er et Slags Racevalg, man kunde kalde ubevidst, og som ganske simpelt resulterer af, at enhver bestræber sig for at komme i Besiddelse af og at tillægge de bedst mulige Individer, mere vigtigt. Saaledes søger en Mand, der vil holde Hønsehunde, at faa fat paa saa gode Hunde som muligt, og siden hen lægger han til af sine bedste Hunde, men han hverken ønsker eller gør sig For- ventninger om stadig at forandre Racen. Ikke desto mindre maa vi bemærke, at denne Fremgangsmaade, fortsat gennem Aarhun- dreder, vilde forandre og forbedre enhver Race paa samme Maade, som Bakewell, Collins o. fl. ved netop denne Fremgangsmaade,

[page] 38

kun mere planmæssigt gennemført, endog i deres Levetid i høj Grad forandrede deres Hornkvægs Form og Egenskaber. Langsomme og umærkelige Forandringer af denne Slags kunde aldrig bemærkes, med mindre man for lang Tid siden havde udført nøjagtige Maa- linger eller gjort omhyggelige Tegninger, hvilke Maal og Tegninger da nu kunde tjene til Sammenligning. Imidlertid kan' man i nogle Tilfælde finde uforandrede eller kun lidet forandrede Individer af den samme Race i mindre civiliserede Distrikter, hvor den er ble- ven mindre forbedret. Der er Grund til at antage, at King Char- les's Vagtelhund siden hin Monarks Tid ubevidst er bleven ændret i høj Grad. Nogle yderst kompetente Autoriteter er overbevist om, at „Setteren" nedstammer direkte fra Vagtelhunden og sandsyn- ligvis lidt efter lidt er bleven forskellig fra den. Man véd, at den engelske Hønsehund (pointer) er bleven meget forandret i det sidste Aarhundrede, og i dette Tilfælde er Forandringen, tror man, hovedsagelig bleven bevirket ved Krydsninger med Rævehunden; men det, der netop her angaar os er, at Forandringen er afsted- kommen gradvis og ubevidst og dog med saa stor Virkning, at endskønt den gamle spanske Hønsehund ganske vist kom fra Spanien, har Hr. Borrow dog ikke, som han har meddelt mig, kunnet se nogen indfødt Hund i Spanien, der lignede vor Hønse- hund.

Ved en lignende Udvælgen og ved en omhyggelig Trænering er hele den engelske Væddeløbshesterace kommen til at overgaa dens arabiske Stamfædre i Hurtighed og Størrelse, Saaledes at disse sidste efter Goodwood Væddeløbenes Vedtægter begunstiges med Hensyn til den Vægt, der bæres under Løbet. Lord Spencer og andre har vist, hvorledes det engelske Kvæg er taget til i Størrelse og tidlig Føden i Sammenligning med det Kvæg som tidligere holdtes her i Landet. Ved at sammenligne de Beretninger, der gives i gamle Due-Afhandlinger om Brevduer og Tumlere, med de Racer, der nu lever i England, Indien og Persien, kan vi, tror jeg, tydeligt skelne de Trin, de lidt efter lidt har oversteget, og hvorved de omsider er naaet til at afvige i saa høj Grad fra Klippe- duen.

Youatt giver en udmærket Illustration til Virkningerne af en Række Racevalg, der for saa vidt kan anses for ubevidste, som Op- drætterne aldrig kan have ventet og heller ikke ønsket at komme

[page] 39

til det Resultat, der paafulgte — nemlig Frembringelsen af to bestemt adskilte Former. De to Hjorder Leicester Faar, som holdes af Hr. Buckley og Hr. Burgess, bemærker Hr. Youatt, „nedstam- mer ublandede fra Hr. Bakewells Hjord for henved halvtredsinds- tyve Aar siden. Der er ikke nogen, som har Kendskab til Sagen, der har den fjerneste Mistanke om, at nogen af Ejerne har tilført Hjor- den det mindste fremmede Blod, og dog er Forskellen mellem de to Herrers Faar saa stor, at de ser ud, som de hørte til to aldeles forskellige Varieteter."

Dersom der eksisterer vilde, der er saa barbariske, at det aldrig falder dem ind, at deres Husdyrs Afkom arver Forældre- nes Ejendommeligheder, saa vil de dog omhyggeligt bevare et Dyr, som særligt er dem til Nytte i et eller andet bestemt Øje- med, fra Hungersnød og andre Ulykker, der saa tit træffer vilde Stammer, og saadanne udsøgte Dyr vil da i Almindelighed efter- lade et større Afkom end de ringere Dyr; og Saaledes fik vi da i dette Tilfælde et Slags ubevidst Racevalg. Vi ser, hvilken Pris selv saa barbariske Folk som Beboerne af Tierra del Fuego sætter paa Dyr deraf, at de i Dyrtid slagter og æder deres gamle Kvin- der som havende mindre Værd end deres Hunde.

Hos Planterne kan man klart se den samme trinvis fremad skridende Forbedring — ved Bevarelse af de bedste Individer, hvad enten de nu er udprægede nok til, første Gang de viser sig, at regnes for forskellige Varieteter eller ej, og hvad enten to eller flere Arter eller Racer er blevne blandede ved Krydsning — i den forøgede Størrelse og den større Skønhed, der viser sig hos Varie- teterne af Stedmodersblomsten, Rosen, Pelargonien, Georginen og andre Planter, naar man sammenligner dem med ældre Varieteter eller med deres Stamformer. Ingen venter, at han skulde avle Præmie-Stedmodersblomster eller Georginer ved at saa Frø af den vilde Plante. Ingen venter at faa udmærkede Pærer, der smelter i Munden, af Frø fra det vilde Pæretræ, skønt det kunde lykkes ham at faa det af en stakkels Kimplante, der havde forvildet sig fra en Have. Pæren synes, skønt dyrket i de klassiske Tider, efter Plinius's Beskrivelse at have været en Frugt af temmelig ringe Værd. Jeg har i Værker om Havedyrkning set Forfatterne udtrykke deres Forundring over den vidunderlige Duelighed, Gartnerne har vist i at faa et saa smukt Produkt ud af et saa daarligt Materiale;

[page] 40

men Kunsten har for den Sags Skyld været simpel nok og er, hvad Enderesultatet angaar, næsten drevet ubevidst. Kunsten har været denne: altid at dyrke den bedste Varietet, man kendte, at saa dennes Frø, og naar der tilfældigvis viste sig en lidt bedre Varie- tet, saa at lægge sig efter den og saa fremdeles. Men den klassiske Tids Gartnere, som dyrkede den bedste Pære, de kunde faa fat paa, gjorde sig ingen Forestilling om, hvilken fortrinlig Frugt vi skulde spise, skønt vi til en vis ringe Grad skylder den udmær- kede Frugt, vi har, den Omstændighed, at de selvfølgelig valgte og bevarede de bedste Varieteter, de nogen Steds kunde finde.

Den store Mængde af Smaaforandringer, der Saaledes er bleven samlede langsomt og ubevidst i vore dyrkede Planter, forklarer, efter mit Skøn, den vel bekendte Kendsgerning, at vi i flere Til- fælde ikke kan genkende og derfor heller ikke lærer at kende de vilde Stamformer til de Planter, der længst har været dyrkede i vore Blomster- og Køkkenhaver. Dersom det nu har taget Aar- hundreder eller Aartusinder at forandre eller forbedre de fleste af vore Planter, Saaledes at de blev saa nyttige for Mennesket, som de nu er, saa kan vi let forstaa, hvorfor hverken Australien eller Kap det gode Haab eller nogen anden Egn, der bebos af ganske uciviliserede Mennesker, har ydet os en eneste Plante, der var værd at dyrke. Det er ikke det, der er i Vejen, at disse Egne, der er saa rige paa Arter, ved et sælsomt Træf ikke skulde besidde Stamformer til nyttige Planter, — men det er det, at Egnens Plan- ter ikke ved fortsat Udvælgen er bleven bragt op til en Fuldkom- menhedstilstand, der kan lignes ved den, hvori længst civiliserede Landes Planter nu befinder sig.

Med Hensyn til de Husdyr, der holdes af uciviliserede Menne- sker, maa man ikke lade det gaa upaaagtet hen, at de næsten altid selv maa sørge for deres Føde i det mindste til visse Tider. Og i to Lande, som er meget forskelligt stillede, vilde Individer af samme Art, der har lidet afvigende Bygning eller Konstitution, ofte lykkes bedre i det ene Land end i det andet, og Saaledes kunde der ved Virkning af „Naturens Kvalitetsvalg", som senere skal blive ud- førligere omtalt, dannes to Underracer. Dette forklarer maaske for en Del, hvad nogle Forfattere bemærker, nemlig: at de Varieteter, vilde holder, har mere Karakter af Art end de Varieteter, dfer holdes i civiliserede Lande.

[page] 41

Ved den Fremstilling, der her gives af den overvættes vigtige Rolle, Racevalget har spillet, bliver det meget klart, hvorfor vore Husdyrracer og Plantesorter har deres Bygningsforhold eller Sæd- vaner lempede efter Menneskets Behov eller Smag. Vi kan, mener jeg, fremdeles forstaa, hvorfor vore forædlede Racer ofte har en abnorm Karakter, og hvorfor de afviger saa meget i de ydre Karak- terer og forholdsvis saa lidt i de indre Dele eller Organer. Men- nesket kan næppe eller kun yderst vanskeligt udvælge andre Af- vigelser i Bygningsforhold end dem, der er udvortes synlige, og i Virkeligheden bryder han sig kun sjældent om det indvortes. Han kan aldrig virke ved Racevalg paa andet end paa Varieringer, der først i en vis ringe Grad er givne af Naturen. Intet Menneske vilde nogensinde finde paa at frembringe en Hugstjert, før han havde set en Due med en Hale, der i en vis ringe Grad var ud- viklet paa usædvanlig Maade, og ej heller vilde nogen falde paa at frembringe en Kropdue, før han havde set en Due med en Kro af en noget usædvanlig Størrelse; men jo mere abnorm eller usæd- vanlig en Ejendommelighed var, da den først viste sig, desto rime- ligere var det, at der vilde blive lagt Mærke til den. Naar jeg har sagt: at prøve paa at frembringe en Hugstjert eller en anden Race, saa er dette imidlertid utvivlsomt i de fleste Tilfælde yderst ukor- rekt. Den Mand, som først udtog en Due med en Hale lidt over det almindelige, drømte ikke om-, hvad denne Dues Efterkommere vilde blive til ved længe fortsat, dels ubevidst, dels planmæssigt Racevalg. Maaske Stamfuglen for alle Hugstjerter kun havde fjor- ten Halefjer, der var lidt udbredte ligesom hos den nulevende javanesiske Hugstjert eller som hos Individer af andre gode Racer, hos hvilke man har fundet indtil sytten Halefjer. Maaske den før- ste Kropdue ikke pustede sin Kro mere op, end Mæfikken nu oppuster den øvre Del af Spiserøret, — en Sædvane, som Due- elskerne ingen Pris sætter paa, og som ikke regnes med blandt Racens Karaktermærker.

Man maa ikke tro, at der behøves nogen stor Afvigelse i Byg- ning, for at den skal falde Opdrætteren i Øje; han bemærker tem- melig smaa Forskelligheder, og det ligger i den menneskelige Natur at sætte Pris paa enhver Nyhed, naar det er én selv, der ejer den. Heller ikke maa den Pris, man tidligere satte paa en eller anden lille Afvigelse, vurderes efter den Pris, der nu sættes

[page] 42

paa dem, efter at man nu en Gang har faaet dannet forskellige gode Racer. Mange Smaaafvigelser kunde opstaa og opstaar virke- lig blandt Duer, der uden videre betragtes som Fejl eller Ud- skejen fra Racens Type. Den almindelige Gaas har ikke afgivet nogen karakteristisk Varietet, om end Toulouseracen og den almin- delige Race, der kun er forskellige i Farve (den mest ubestemte af alle Karakterer) i den senere Tid er bleven udstillede som be- stemt adskilte Racer paa vore Fjerkræudstillinger.

Jeg tror, at disse Betragtninger forklarer den ofte fremsatte Bemærkning, at vi intet véd om vore Husdyrracers og Plante- arters Oprindelse eller Historie. Men en Race kan i Virkeligheden lige saa lidt siges at have en bestemt Oprindelse, som en Sprog- dialekt kan det. En Mand udtager et Individ med en eller anden lille Afvigelse fra det almindelige i sin Bygning, han lægger det til og er mere omhyggelig end sædvanlig for at parre sine bedste Dyr sammen, Saaledes forbedres de, og de forbedrede Dyr spredes langsomt omkring i hans umiddelbare Nærhed. Men endnu vil de næppe have faaet et eget Navn, og da der endnu ikke sættes synderlig Pris paa dem, saa bekymrer ingen sig om deres Histo- rie. De bliver nu mere og mere forædlede ved den samme lang- somme stille fremad skridende Fremgangsmaade, de spredes i vi- dere Kredse og anerkendes omsider som noget egent og værdifuldt og vil rimeligvis først da faa et Provinsialnavn. I halvt civiliserede Lande, der ligger udenfor den almindelige Samfærdsel, vil Ud- bredelsen af en ny Underart naturligvis være en langsom Historie. Saasnart man engang har faaet Øje paa de Punkter, der giver den nye Race sit Værd, saa vil den Virksomhed, jeg har kaldt ubevidst Racevalg, stedse søge — maaske mere til en Tid end til en anden, eftersom Racen er mer eller mindre i Mode, maaske mere i en Egn end i en anden, eftersom Beboerne er civiliserede til — lang- somt at skærpe Racens Ejendommeligheder, hvilke de nu er. Men der vil være uendelig liden Rimelighed for, at der vil være bleven bevaret nogen Efterretning om saadanne langsomme, skiftende og umærkelige Forandringer.

[page] 43

Omstændigheder, der begunstiger Menneskets Racevalg.

Jeg maa nu sige nogle faa Ord om de Omstændigheder, der begunstiger eller optræder fjendtligt mod Menneskets Racevalg. Det er indlysende, at en høj Grad af Variabilitet er heldig, idet den giver rigeligt Stof for Racevalget at virke paa; ikke fordi de rene individuelle Forskelligheder jo er mere end tilstrækkelige til, at der kan vindes en overordentlig stor Sum af Forandringer i næsten hvilken som helst Retning, man forlanger, naar man gaar frem med den yderste Omhyggelighed. Da Vårieringer, der er aabenbart nyt- tige eller behagelige for Mennesket, kun lejlighedsvis fremkommer, indser man let, at Sandsynligheden for, at saadanne skal vise sig, vil vokse med Antallet af de Individer, der holdes: Saaledes bliver da dette af største Vigtighed for et heldigt Udfald. Marshall har bemærket med Hensyn til Faarene i visse Dele af Yorkshire, at „eftersom de i Almindelighed tilhører fattige Folk og for det meste holdes i smaa Flokke, kan de aldrig blive forbedrede." Endvidere er Gartnere, da de saa en større Mængde af samme Plante, i Al- mindelighed langt heldigere end Liebhavere i at faa ny og værdi- fulde Varieteter. For at der skal kunne holdes et stort Antal Indi- vider i et Land, udfordres der, at de skal være stillede under gun- stige Livsbetingelser, saa at de kan formere sig rigeligt. Naar der er tyndt med Individer af en eller anden Art, faar i Almindelighed alle Individer, hvordan de saa end er beskafne, Lov til at formere sig, og dette forhindrer jo ligefrem Racevalg. Men det vigtigste af det altsammen er sandsynligvis, at Dyret eller Planten er saa nyt- tig for Mennesket eller har saa stor Værdi for ham, at han paa det alier nøjeste giver Agt paa selv de aller mindste Forandringer i Individets Egenskaber eller Bygning. Med mindre der gives saa nøje Agt, kan der intet udrettes. Jeg har set den meget vise Be- mærkning, at det var overordentlig heldigt, at det skulde træffe sig Saaledes, at Jordbærret begyndte at variere netop paa samme Tid, som Gartnerne begyndte at hellige det deres Opmærksomhed. Jord- bærret har utvivlsomt altid varieret, saa længe det har været dyr- ket, men man har ikke givet Agt paa dets Smaavarieringer. Men saa snart Gartnerne begyndte at udsøge de Individer, der havde lidt større, lidt tidligere modne eller lidt bedre Frugter, og at saa af deres Frø og derpaa igen at udsøge de bedste Individer af det nye Hold og saa af deres Frø igen, saa fremkom (maaske ogsaa ved

[page] 44

Hjælp af Krydsning med andre Arter) disse mange beundringsvær- dige Jordbærvarieteter, som vi har set i de sidste tredive, fyrre- tyve Aar.

Angaaende Dyr, hvor Hanner og Hunner ikke altid lever sam- men, er Foranstaltninger, der forhindrer Krydsning, en meget vig- tig Betingelse for, at man skal være heldig i at danne nye Racer — i det mindste i et Land, hvor der allerede er fuldt op af andre Racer. I den Henseende spiller Indhegning af Landet en Rolle med. Vandrende vilde eller Beboere 'af aabne Sletter har sjælden mere end en Race af samme Art. Duer kan mages for Livstid, og dette er en stor Lettelse for Dueelskeren, thi derved kan mange Racer for- ædles og holdes rene, skønt de lever mellem hverandre i samme Duehus, og denne Omstændighed maa for en stor Del have begun- stiget Dannelsen af nye Racer. Duer forplanter sig endvidere stærkt og meget hurtigt, og mindre gode Fugle kan uden Betænkning ud- tages og dræbes, da de kan tjene til Næring. Derimod kan Katte paa Grund af deres natlige Stævnemøder vanskelig mages, og skønt de skattes saa højt af Kvinder og Børn, ser vi dog næsten aldrig en bestemt adskilt Race holdt og holdt ren, thi de Racer, vi undertiden ser, er næsten altid indført fra andre Lande. Om endskønt jeg ikke tvivler paa, at nogle Husdyr varierer mindre end andre, saa kan dog vist Sjældenheden eller Manglen af bestemt adskilte Racer blandt Katte, Æsler, Paafugle, Gæs osv. for en stor Del tilskrives den Omstændighed, at der her intet Racevalg har været i Virksom- hed; ikke hos Kattene, fordi det er saa vanskeligt at mage dem, ikke hos Æslerne, fordi disse kun holdes i ringe Antal af fattige Folk, og fordi der kun har været anvendt liden Omhu paa dem, — thi for nylig er dette Dyr i visse Egne af Spanien og de forenede Stater bleven forandret og forædlet i forbavsende høj Grad; ikke hos Paafuglene, fordi de er vanskelige at opdrætte og ikke holdes i synderlig Mængde; ikke hos Gæssene, fordi disse kun skal yde Fjer og Næring, og endnu mere fordi man ikke synes at have sat nogen Fornøjelse i at fremkalde flere Racer; men for øvrigt synes dét, som særlig Gaasen har en uforanderlig Organisation.

Nogle Forfattere har hævdet, at vi hos vore Husdyr og dyrkede Planter snart har naaet Højdepunktet af Variering, som da ikke vil kunne overskrides. Det vilde være lidt voveligt at sige, at Grænsen er naaet i noget Tilfælde, thi næsten alle vore Dyr og Planter er

[page] 45

bleven forædlede paa mange Maader i meget høj Grad i den sidste Tid, og dette forudsætter, at de har varieret. Det vilde ogsaa være noget dristigt at paastaa, at Karakterer, der nu er drevne til deres yderste Grænse, ikke, efter at have holdt sig uforandrede i Aar- hundreder, kunde variere igen under nye Livsbetingelser. Uden Tyivl vil der, som Hr. Wallace meget sandt har bemærket, tilsidst naas en Grænse. Der maa f. Eks. være en Grænse for et hvilket som helst Dyrs Hurtighed og denne Grænse vil bestemmes af den Gnidningsmodstand, der er at overvinde, Vægten af det Legeme, der skal bevæges fremad, og endelig Muskelfibrenes Sammentræk- ningsevne. Hvad der er af væsentlig Betydning for os, er, at de for- ædlede Varieteter af samme Art afviger mere fra hverandre i næsten hver eneste Karakter, som Mennesket har haft sin Opmærksomhed rettet paa, end bestemt adskilt Arter af samme Slægt gør det. Isi- dore Geoffroy St. Hilaire har bevist dette med Hensyn til Størrel- sen, og Saaledes forholder det sig ogsaa med Farven og rimeligvis ogsaa med Haarenes Længde. Hvad Hurtigheden angaar, som af- hænger af mange legemlige Ejendommeligheder, saa var „Eclipse" hurtigere og er Trækhesten stærkere end hvilke som helst to Arter af Hesteslægten. Saaledes er ogsaa Forholdet med Planter; Frøene af de forskellige Bønne- og Majs-Varieteter er mere forskellige i Størrelse end Frøene af bestemt adskilte Arter i hvilken som helst Slægt af de Ærteblomstredes eller Græssenes Familie. Det samme gælder ogsaa, naar Talen er om forskellige Blommevarieteters Frugt, og endnu mere for Melonens Vedkommende saa vel som i utallige andre analoge Tilfælde.

Disse er Hovedmomenterne i dette Kapitel: forandrede Livs- betingelser er af den højeste Vigtighed, da de foraarsager Varia- bilitet, baade direkte ved at indvirke paa Organisationen og indi- rekte ved at paavirke det reproduktive System. Det er ikke rime- ligt, at Variabilitet er en medfødt, nødvendig Egenskab under alle Omstændigheder. Arveligheden og Attavismens større eller mindre Styrke afgør, hvorvidt de paagældende Varieringer skal holde sig. Variabiliteten paavirkes af mange ukendte Love, særlig af Korre- lation. Nogen Betydning maa tilskrives Livsbetingelsernes bestemte Indvirken, men hvor megen ved vi ikke. Nogen Indflydelse maa tilskrives Brug og Ikke-Brug. Enderesultatet gøres Saaledes uende- lig indviklet. I nogle Tilfælde har Krydsning af oprindelig skarpt

[page] 46

adskilte Arter formodenlig spillet en vigtig Rolle ved Dannelsen af vore forædlede Racer. Naar der engang er bleven dannet flere Ra- cer i et eller andet Land, har Krydsning nu og da i Forbindelse med Racevalg uden Tvivl i høj Grad bidraget til Dannelsen af nye Underracer, men Krydsningens Betydning er bleven meget over- vurderet, baade hvad Dyrene og de Planter, der er formerede ved Frø, angaar. For de Planter, der for en Tid formeres ved Podning og Stiklinger, er Krydsningen af overordentlig stor Betydning, thi Dyrkeren kan her ganske se bort fra Hybriders og Bastarders uhyre store Variabilitet og fra Hybridernes hyppige Goldhed; saadanne Planter, som ikke formeres ved Frø, er imidlertid kun af liden Be- tydning for os, da de kun holder sig for en Tid. Men den Magt, der fremfor alt styrer alle disse Forandringer, er Racevalget med dets Evne til at samle Varieringerne, enten de nu anvendes metodisk og hurtig virkende eller ubevidst og langsomt, men derhos stærkere virkende.

■i

[page] ANDET KAPITEL Dyrs og Planters Varieren i vild Tilstand.

Foranderlighed — individuelle Forskelligheder — tvivlsomme Arter — Arter med vid Voksekreds, Arter, der forekommer mange Steder, og almindelige Arter varierer mest — i ethvert Land varierer Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter — mange af de større Slægters Arter ligner Varieteter deri, at de er nær, men ulige meget beslægtede med hverandre indbyrdes, og deri, at de har en indskrænket Voksekreds — Resumé.

Foranderlighed.

Førend vi anvender de Regler, vi har fundet i det foregaaende Kapitel, paa organiske Væsner i vild Tilstand, maa vi ganske kort undersøge, hvor vidt disse sidste er Varieren underkastede eller ej. For til Bunds at undersøge dette maatte der egentlig meddeles en hel lang Liste over tørre Fakta, men den gemmer jeg til mit andet Værk. Ikke heller skal jeg her give mig til at undersøge de mang- foldige Definitioner, der er bleven givet paa Begrebet: Art. Ingen Definition har endnu tilfredsstillet alle Naturforskere, dog har en- hver Naturforsker en vis ubestemt Forestilling om, hvad det er, han mener, naar han taler om Arter. I Almindelighed gaar der en mystisk Forestilling om en særegen Skabelsesakt med i Begre- bet. Begrebet „Varietet" er næsten lige saa vanskeligt at definere, men her indsniger der sig i Almindelighed en Forestilling om, at det er noget, der er nedstammet, skønt det sjældent kan be- vises. Vi har ogsaa de saakaldte Monstrositeter, men de gaar over i Varieteterne. Ved Monstrositet antager jeg, man i Almindelighed mener en eller anden anselig Afvigelse i Bygning, som er skadelig eller unyttig for Arten. Nogle Forfattere bruger Begrebet „Varie-

[page] 48

ring" som et teknisk Udtryk, der betegner en Forandring, som skyl- des Livets fysiske Betingelser, og „Varieringen" i denne Forstand menes ikke at nedarves; hvem kan afgøre, om den Dværgtilstand, hvori Skallerne i Østersøens Brakvand befinder sig, eller Alpetop- penes Dværgplanter, eller den tykkere Haarbeklædning hos Dyr fra Højnorden, om alt dette ikke, i det mindste for nogle faa Gene- rationer, er arveligt? og i saa Tilfælde antager jeg, at den paagæl- dende Form vilde blive kaldt en Varietet.

Det er tvivlsomt, hvorvidt pludselige og store Afvigelser i Byg- ning, Saaledes som vi nu og da ser dem hos vore forædlede Racer, særlig hos Planterne, nogensinde til Stadighed formeres i vild Tilstand. Næsten enhver Del af ethvert organisk Væsen er saa smukt afpasset efter dens indviklede Livsbetingelser, at det synes lige saa usandsynligt, at nogen som helst Del skulde paa én Gang være bleven frembragt fuldkommen. Blandt de forædlede Racer støder man ofte paa monstrøse Dannelser, der svarer til normale Bygningsdele hos vidt forskellige Dyr. Saaledes er der ofte bleven født Svin med en Slags Snabel lig Tapirens eller Elefantens. Dersom nu nogen vild Art af Svineslægten typisk havde haft en Snabel, saa kunde man formode, at denne ligeledes var fremkommen pludselig som en monstrøs Dannelse, men hidtil har jeg ikke, trods flittig Søgen, noget Steds fundet monstrøse Dannelser, der svarede til normale Bygningsdele hos nær beslægtede Former, og kun disse kan komme i Betragtning. Dersom monstrøse Former af denne Slags nogensinde forekommer i Naturen og kan forplantes (hvad ikke altid er Tilfældet), saa vilde der, da de forekommer sjældent og enkeltvis, udfordres usædvanlig gunstige Betingelser, for at de skul- de blive bevarede. Ogsaa vilde de i den første og de første Gene- rationer blive krydsede med den almindelige Form, og Saaledes vilde de næsten uundgaaeligt tabe deres abnorme Karakter. Men jeg skal i et senere Kapitel vende tilbage til at tale om tilfældige Varie- ringer, der bevares og holder sig.

Individuelle Forskelligheder.

De mange Smaaforskelligheder, som hyppigt ses hos Afkommet af de samme Forældre, eller som kan antages ikke at skyldes no- gen særegen Virksomhed, da man hyppigt iagttager dem hos Indi-

[page] 49

vider af samme Art, der findes paa samme snævert begrænsede Lokalitet, — kan kaldes individuelle Forskelligheder. Der er vel næppe nogen, der antager, at alle Individer af samme Art er lige- som støbt i samme Form. De individuelle Forskelligheder er af den højeste Vigtighed for os, thi de nedarves ofte, hvad man vel nok kan antage for almindelig bekendt, og de afgiver Saaledes Stof, som Naturens Kvalitetsvalg kan paavirke, og sætter dette i Stand til at samle Varieringerne paa samme Maade, som Mennesket sam- ler de individuelle Forskelligheder i hvilken som helst given Ret- ning hos sine forædlede Racer. Disse individuelle Forskelligheder paavirker i Almindelighed hvad Naturforskerne kalder uvæsentlige Dele; men jeg kunde ved en lang Liste af Eksempler vise, at Dele, som maa kaldes væsentlige, enten man saa betragter dem fra et fy- siologisk eller systematisk Synspunkt, undertiden varierer hos In- divider af samme Art. Jeg er overbevist om, at den mest erfarne Naturforsker vilde blive overrasket over den Mængde af Eksempler paa Foranderlighed, selv i vigtige Bygningsdele, som han kunde samle hos paalidelige Hjemmelsmænd, Saaledes som jeg har gjort i Løbet af flere Aar. Man maa vel huske, at Systematikerne slet ikke er glade ved at finde Foranderlighed i de væsentlige Karakterer, og at der ikke findes mange Mennesker, der vil tage sig over møjsom- meligt at undersøge indvortes og vigtige Organer og anstille Sam- menligninger mellem mange Eksemplarer af samme Art. Det kunde aldrig være faldet nogen ind, at Forgreningen af Hovednerven tæt op til det store Centralganglie hos et Insekt var foranderlig inden- for Arten; man skulde have troet, at Forandringer af den Natur kun kunde være foregaaet langsomt, Trin for Trin, og dog har for nylig Hr. J. Lubbock vist en Grad af Foranderlighed i disse Hovednerver hos Skjoldlusene (Coccus), en Foranderlighed, der nærmest kan sammenlignes med en Træstammes uregelmæssige Forgreningsmaade. Denne Naturforsker har fremdeles nylig vist, at Musklerne hos visse Insektlarver langt fra er ens. Forfatterne slutter ofte i en Cirkel, naar de skal hævde, at vigtige Organer al- drig varierer; thi de samme Folk anser i Praksis kun de Dele for vigtige (hvilket nogle faa Naturforskere har været ærlige nok til at tilstaa), som ikke varierer, og naar man ser Sagen paa den Maade, vil man ganske vist aldrig finde et vigtigt Organ varierende, men

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                     4

[page] 50

ser man paa enhver anden Maade, kan der virkelig nævnes mange Eksempler derpaa.

Der er et Punkt, som staar i Forbindelse med de individuelle Forskelligheder, der er yderst forvirrende; jeg sigter til de Slægter, som man har kaldt „protéiske" eller „polymorfe", hos hvilke Ar- terne varierer umaadelig stærkt, og angaaende hvilke næppe to Naturforskere er bleven enige om, hvad der er Art og hvad Varietet. Vi kan eksempelvis nævne Klyngerne (Rubus), Roserne og Høgeur- terne (Hieracium) for Planternes Vedkommende, af Insekterne flere Slægter, flere Slægter af Brachiopoder og Brushønsene (Machetes pugnax) blandt Fuglene. I de fleste polymorfe Slægter har nogle af Arterne faste og bestemte Karakterer. Slægter, som er polymorfe i et Land, synes, med nogle faa Undtagelser, ogsaa at være polymorfe i de andre Lande og ligeledes, efter Brachiopoderne at dømme, at have været det i tidligere Jordperioder. Alt dette er meget forvirrende, thi det synes at vise, at denne Slags Foranderlighed er uafhængig af Livsbetingelserne. Jeg er tilbøjelig til at antage, at vi, i det mind- ste i nogle af disse polymorfe Slægter, har med Varieringer at gøre, som hverken er til Nytte eller til Skade for Arten, og som selvføl- gelig ikke er bleven taget til Indtægt af Naturens Kvalitetsvalg og gjort bestemte, hvad vi senere nærmere skal udvikle.

Individer af samme Art frembyder ofte store indbyrdes Forskel- ligheder i deres Bygningsforhold; dette er Saaledes Tilfældet med flere Dyrs Hanner og Hunner, med de to eller tre Hold af golde Hunner eller Arbejdere hos Insekterne og med mange af de lavere Dyrs Larvetilstande. Der er imidlertid andre Tilfælde, nemlig Dimor- fisme og Trimorfisme, som let kan blive, og virkelig ogsaa ofte er bleven forvekslede med Foranderlighed, hvorfra de imidlertid er meget forskellige. Talen er om de to eller tre forskellige Former, som findes af visse Dyr af begge Køn og af visse tvekønnede Plan- ter. Saaledes har Hr. Wallace, der senest har henledt Opmærksom- heden paa disse Forhold, vist, at Hunnerne af visse Sommerfugle- arter i det malajiske Arkipelag regelmæssig forekommer i to eller endogsaa tre tydeligt adskilte Former, der ikke er forbundne med hinanden indbyrdes ved mellemstaaende Varieteter. Mange tæge- agtige Insekters vingede og vingeløse Tilstand maa sandsynligvis regnes for Dimorfisme og ikke for blot og bar Variabilitet. Fritz Muller har desuden nylig beskrevet analoge, men mere særegne For-

[page] 51

hold for visse Krebsehanners Vedkommende: Saaledes forekommer Hannen af Tanais regelmæssig under to vidt forskellige Former, der ikke er forbundne ved Mellemformer; den ene af disse Former har meget stærkere og anderledes formede Kløer til at gribe Hun- nen med, og den anden har, ligesom til en Slags Erstatning, sine Følehorn langt rigeligere forsynet med Lugtehaar, saa den har stør- re Udsigt til at finde Hunnen. Endvidere forekommer en anden Krebsehat, en Orchestia, i to bestemt adskilte Former, hvis Kløer er langt mere forskellige indbyrdes i Bygning, end Kløerne hos forskellige Arter af samme Slægt ellers i Almindelighed er det. Med Hensyn til Planter, saa har jeg nylig vist, at Arterne i flere vidt ad- skilte Ordener forekommer under to, ja tre Former, som er adskilte fra hverandre i flere væsentlige Punkter, som f. Eks. Støvkornenes Størrelse og Farve, og disse Former er, skønt alle tvekønnede, saa forskellige i Reproduktionsevne, at der til fuld Frugtbarhed, ja i nogle Tilfælde for at der i det hele taget skal blive nogen som helst Frugtbarhed, udfordres, at de gensidig bestøver hinanden. Om end- skønt Formerne af de faa dimorfe eller trimorfe Dyr og Planter, man har undersøgt, nu ikke er forbundne med hverandre ved Mel- lemformer, vil det rimeligvis findes at være Tilfældet andet Steds; thi Hr. Wallace iagttog en vis Sommerfugl, der paa samme 0 fand- tes i en stor Mængde af Varieteter, som var forbundne ved Mellem- former, og begge de yderste Former i Varietetsrækken lignede nøjagtigt de to Former af en beslægtet dimorfisk Art, der fandtes paa et andet Sted i det malajiske Arkipelag. Hos Myrerne er ogsaa de forskellige Hold Arbejdere i Almindelighed aldeles forskellige, men i nogle Tilfælde er, som vi senere skal se, Holdene forbundne ved Mellemformer. Det synes ganske vist ved første Øjekast en mærkelig Ting, at en og samme Sommerfugl skulde have Evne til paa én Gang at frembringe tre aldeles forskellige Hunformer og en Han, at en Hankrebs skulde avle to Hanformer og en Hunform, alle indbyrdes vidt forskellige, at en tvekønnet Plante skulde i sam- me Frøhus sætte Frø, der bliver til forskellige tvekønnede Former, der har tre forskellige Slags Frugtblade (Hunner) og tre, ja seks forskellige Slags Støvblade (Hanner). Ikke desto mindre er dette blot en Udvidelse af det almindelige Tilfælde, at enhver Hun føder Hanner og Hunner, der undertiden afviger vidunderlig meget fra hverandre indbyrdes.

4*

[page] 52

Tvivlsomme Arter.

De Former, som saa temmelig har Karakter af Art, men som paa den anden Side har en saa stor Lighed med andre Former eller er knyttede saa tæt til dem ved Mellemformer, at Naturforskerne ikke holder af at gøre dem til egne Arter, er i flere Henseender de vigtigste for os. Vi har al mulig Grund til at antage, at mange af disse tvivlsomme og nær beslægtede Former i deres Hjemstavn sta- dig har beholdt deres Karakter i lange Tider, lige saa længe, som de virkelig gode Arter, efter hvad vi ved, har gjort det. I Praksis sætter en Naturforsker, naar han kan slaa to Former sammen, fordi der er andre Former, hvis Karakterer er midt imellem deres, den ene som en Varietet af den anden, idet han gør den almindeligste, undertiden ogsaa den først beskrevne til Hovedarten, den anden til en Varietet af den. Men der forekommer ogsaa meget vanskelige Tilfælde, som jeg ikke her vil gaa nærmere ind paa, hvor det ikke kan afgøres, om man kan sætte den ene Form som Varietet af den anden, selv om der er eget gode Overgangsformer fra den ene til den anden, og hvor man heller ikke altid kan fjerne Vanskeligheden ved at holde sig til den almindeligt antagne Sætning om Mellem- formernes hybride Natur. Men i mange Tilfælde gør man en Form til en Varietet af en anden, ikke fordi man virkelig har fundet Mel- lemformer, men fordi Iagttageren ved Analogier ledes til at antage, at de enten nu eksisterer et eller andet Sted, eller at de tidligere har eksisteret, og herved aabnes der en vid Dør for Tvivl og Gis- ninger.

Derfor synes det, at man i Bestemmelsen af, om en Form skal regnes for en Art eller for en Varietet, ikke har andet at rette sig efter end det Skøn, der udtales af Naturforskere med sund Dømme- kraft og stor Erfaring. Undertiden maa vi imidlertid lade det af- gøre ved en almindelig Afstemning blandt Naturforskerne; thi der kan kun nævnes faa vel bekendte og godt udprægede Varieteter, der ikke er bleven gjort til Arter af i det mindste nogle kompetente Dommere.

Det kan ikke indvendes, at Varieteter af en saadan tvivlsom Natur er sjældne. Sammenlign de forskellige Haandbøger i Stor- britannien. Frankrigs og de forenede Staters Flora, udarbejdede af forskellige Botanikere, og se saa, hvilket forbavsende Antal Former, der af den ene gøres til gode Arter, af den anden til simple Varie-

[page] 53

teter. Hr. H. C. Watson, hvem jeg er megen Tak skyldig for Hjælp i flere Retninger, har nævnt mig 182 britiske Planter, der i Al- mindelighed anses for Varieteter, men som alle af Botanikere er bleven regnede for Arter, og dog er i denne Sum udeladt mange ubetydelige Varieteter, der ikke desto mindre er bleven gjort til Arter af nogle Botanikere, og ligeledes er flere overordentlig poly- morfe Slægter ganske forbigaaede. Hr. Babington nævner 251 Ar- ter, heri de mest polymorfe Former, medens Hr. Bentham kun har 112, altsaa en Differens af 139 tvivlsomme Former! Blandt Dyr, der parrer sig flere Gange om Aaret, og som har let ved at komme afsted, finder man sjældent tvivlsomme Former, der af én Zoolog anses for Arter, af en anden for Varieteter, i samme Land; men de er almindelige nok i Landstrækninger, der ligger noget fra hverandre. Hvor mange af de nordamerikanske og evropæiske Fugle og Insekter, som afviger lidt fra hverandre er ikke af en udmærket Naturforsker bleven regnede for gode Arter og af en anden for Va- rieteter eller, som de ofte kaldes: geografiske Racer! Hr. Wallace viser i flere værdifulde Afhandlinger om forskellige Dyr, særlig om Sommerfugle, der bebor Øerne i det store malajiske Arkipelag, at de der forekommende Former kan deles i fire Hold, nemlig: vari- able Former, Lokalformer, geografiske Racer eller Underarter og typiske Arter. De første, de variable Former, varierer meget inden- for Grænserne af samme Øland. Lokalformerne er nogenlunde kon- stante og nogenlunde vel adskilte paa hver 0 for sig, men naar alle Formerne fra de forskellige Øer sammenlignes, er Forskelligheder- ne saa smaa og i den Grad gaaende over i hverandre, at de hverken kan bestemmes eller beskrives, skønt Formrækkernes Yderformer er tilstrækkelig adskilte. De geografiske Racer eller Underarter er Lokalformer, der er bleven fuldkommen fæstnede og staar ganske isolerede, men da de ikke sondres fra hverandre ved skarpt udpræ- gede eller vigtige Karakterer, „saa har man ikke nogen som helst anden Rettesnor end det personlige Skøn at gaa efter, naar man skal afgøre, hvilke der er Arter og hvilke Varieteter". Endelig ind- tager de typiske Arter den samme Stilling i hver Øs Naturhushold- ning som Lokalformerne og Underarterne; men da de skilles fra hverandre ved et større Beløb af Forskelligheder end Lokalformerne og Underarterne, regnes de næsten altid for gode Arter af Natur- forskerne. Ikke desto mindre er det ikke muligt at give noget som

[page] 54

helst sikkert Kriterium, ved hvilket man kan holde variable For- mer, Lokalformer, Underarter og typiske Arter ude fra hverandre.

For mange Aar siden, da jeg sammenlignede og saa andre sam- menligne Fuglene fra Galapagos-Arkipelaget tæt sammenliggende Øer, baade den ene Øs Fugle med den andens og hele Øgruppens med det amerikanske Fastlands, blev jeg i høj Grad slaaet af, hvor ubestemt og hvor rent en Skønssag Adskillelsen mellem Art og Va- rietet var. Paa Øerne i den lille Madeira Gruppe er der mange Insekter, som i Hr. Wollastons beundringsværdige Værk er gjort til Varieteter, men som ganske vist vilde blive anset for bestemt adskilte Arter af mange Entomologer. Selv Irland har nogle faa Dyr, der nu i Almindelighed betragtes som Varieteter, men som tid- ligere af flere Zoologer regnedes for Arter. Flere erfarne Ornito- loger anser vor britiske røde Hjerpe for blot at være en godt ud- præget Race af en norsk Art, medens Flertallet anser den for en udmærket god Art, der er ejendommelig for Storbritannien. Stor Af- stand mellem to tvivlsomme Formers Findesteder er for mange Na- turforskere nok til at gøre dem til forskellige Arter; men hvor stor, har man med Rette spurgt, skal Afstanden være! naar den er stor nok mellem Evropa og Amerika, er den saa ikke for lille mellem Evropa og Azorerne, Madeira eller de kanariske Øer eller mellem disse Smaa-Arkipelagers Øer indbyrdes?

Hr. B. D. Walsh, en udmærket nordamerikansk Entomolog, har for nylig givet en Beskrivelse over, hvad han kalder fytofage Varieteter og fytofage Arter. De fleste planteædende Insekter lever af en bestemt Planteart eller af en bestemt Plantegruppe, nogle lever uden Forskel af mange Slags uden dog derfor at variere. Men i flere Tilfælde har Hr. Walsh iagttaget, at Insekter, der lever af for- skellige Slags Planter, frembyder smaa, men konstante Forskellig- heder i Farve, Størrelse og i Beskaffenheden af deres Sekretioner, enten som Larver eller som fuldkomne Insekter eller i begge Til- stande. I nogle Tilfælde er det Hannen alene, i andre Hannen og Hunnen, der i ringe Grad bliver Saaledes paavirkede. Naar For- skellighederne var lidt mere udprægede, og naar begge Køn og alle Aldre var paavirkede, vilde Formerne af alle Entomologer blive regnede for Arter. Men ingen Iagttager kan klare for andre, om han end kan det for sit eget Vedkommende, hvilke af disse fytofage Former der bør kaldes Arter og hvilke Varieteter. Hr. Walsh reg-

[page] 55

ner de Former, om hvilke det kan antages, at de kan krydses indbyr- des, for Varieteter, og dem, hvor dette ikke synes at kunne lade sig gøre, for Arter. Da Forskellighederne er betingede af, at Insek- terne i lang Tid har levet af forskellige Planter, kan man ikke vente nu at finde Mellemformer, der forbinder de forskellige Former. Herved mister Naturforskeren det, der bedst hjælper ham til at af- gøre, om saadanne tvivlsomme Former skal regnes for Arter eller Varieteter. Den samme Forlegenhed indtræffer nødvendigvis og- saa, naar Talen er om nær beslægtede Organismer, der, bebor Fast- lande eller Øer, der ligger langt fra hverandre. Naar paa den an- den Side et Dyr eller en Plante er udbredt over et Fastland eller flere Øer i det samme Arkipelag, og viser sig i forskellige Skikkel- ser i de forskellige Strøg, er der altid god Udsigt til, at der kan findes Mellemformer, som kan forbinde de yderste Led i Form- rækken, og disse er da derved nedsat til at være Varieteter.

Nogle faa Naturforskere hævder, at vi hos Dyrene aldrig finder Varieteter; men de samme Naturforskere anser saa de ubetydelig- ste Varieringer for at have samme Værd som Artsmærker, og naar de finder den selv samme Form i to Lande, dér ligger langt borte fra hinanden, eller i to forskellige geologiske Formationer, saa tror de, at to forskellige Arter skjules under det samme Ydre. Men paa den Maade bliver Begrebet Art til en aldeles gold, ubrugelig Abstrak- tion, der ikke rummer stort mere end en Paastand om en egen Ska- belsesakt. Det er afgjort, at mange Former, der af i høj Grad kom- petente Dommere anses for Varieteter, saa fuldstændigt ligner Arter i Karakter, at der er bleven gjort til saadanne af andre i høj Grad kompetente Dommere. Men at give sig til at undersøge, om de vir- kelig burde kaldes Arter eller Varieteter, før man har faaet en al- mindelig antagen Definition paa disse Begreber, dét er at staa og fægte i Luften.

Mange af de stærkt udprægede Varieteter eller tvivlsomme Arter fortjener nok et nærmere Bekendtskab; thi adskillige interes- sante Bevisgrunde, hentede fra den geografiske Udbredelse, analog Variering, Hybriditet osv. er bleven taget til Hjælp for at bestemme deres Plads, jeg har imidlertid ikke Plads til at indlade mig nær- mere med dem. I mange Tilfælde vil nøjagtig Undersøgelse hjælpe Naturforskerne til at blive enige om, hvor de skal sætte disse tvivl- somme Former. Dog maa det indrømmes, at det netop er i de

[page] 56

bedst undersøgte Lande, at vi finder det største Antal Former af tvivlsomt Værd. Det har slaaet mig, at naar et Dyr eller en Plante er meget nyttig i sin vilde Tilstand for Mennesket eller af en eller anden Grund tildrager sig hans Opmærksomhed, vil man næsten altid finde Varieteter af den omtalt. Disse Varieteter vil fremdeles ofte af nogle Forfattere blive ophøjede til Arter. Se nu den alminde- lige Eg, — hvor nøje den end er bleven studeret, saa er der dog en tysk Forfatter, som gør et Dusin Arter ud af Former, der næ- sten af alle anses for Varieteter, og man kan citere de højeste bo- taniske Autoriteter og praktiske Folk blandt hans Landsmænd baade for, at Stilkegen (Quercus pedunculata) og Vinteregen (Q. sessili- flora) er gode og bestemt adskilte Arter, og for at de er ganske simple Varieteter.

Jeg maa her standse lidt ved et udmærket Værk, som A. de Candolle nylig har udgivet over hele Jordklodens Ege. Ingen har nogensinde haft et større Materiale til at bestemme Arterne af, hel- ler ikke kunde nogen have bearbejdet det med mere Iver og Skarp- sindighed. Først omtaler han udførligt de mangfoldige Bygnings- forhold, hvori Arterne varierer, og nævner et omtrentligt Tal for Hyppigheden af de enkelte Varieringers Forekomst. Han nævner omtrent et Dusin Karakterer, som kan findes varierende endog paa samme Gren, undertiden efter Alder eller Udviklethed, ofte uden at det er muligt at angive nogen Grund. Saadanne Karakterer har naturligvis ikke Værd som Artsmærker, men de er, som Asa Gray har bemærket i en Anmeldelse af Værket, saadanne, som sædvan- ligvis løber med i Artsbeskrivelserne. Fremdeles siger De Candolle, at han regner de Former for Arter, som kan adskilles ved Karak- terer, der aldrig findes varierende paa samme Træ, og mellem hvilke der aldrig er fundet Overgangsformer. Efter denne Afgø- relse, Resultatet af meget Arbejde, siger han med Eftertryk: De, som ideligt gentager, at den største Del af vore Arter er skarpt be- grænset, og at de tvivlsomme Arter er i meget svag Minoritet, de tager fejl. Deres Paastand synes at være sand, saa længe en Slægt var ufuldstændig kendt, og dens Arter opstillede efter nogle faa Eksemplarer, altsaa var foreløbige (provisoriske) Arter. Efterhaan- den som vi lærer dem bedre at kende, løber der Overgangsformer med ind, og Tvivlen om Artsgrænserne vokser." Han tilføjer end- videre, at det er de bedst kendte Arter, der afgiver de fleste Varie-

[page] 57

teter og Undervarieteter. Saaledes har Quercus robur otte og tyve Varieteter, hvilke alle med Undtagelse af seks er samlede om tre Underarter, Q. pedunculata, Q. sessiliflora og Q. pubescens. De Former, der forbinder disse tre Underarter, er sammenlignelsesvis sjældne, og, som Asa Gray bemærker, dersom disse Bindeled, der nu er sjældne, ganske uddøde, saa vilde de tre Underarter ganske staa i samme Forhold til hverandre som de fire eller fem foreløbigt opstillede Arter, som nu slutter sig tæt til den typiske Quercus robur. Endelig siger De Candolle, at af de 300 Arter, som vil blive opstillede i hans Prodromus som hørende til Egefamilien, er i det mindste de to Tredjedele foreløbige Arter, som ikke bestemt vides at fyldestgøre de Fordringer, der ovenfor er stillede til en god Art. Thi det maa jeg tilføje, at De Candolle ikke længer tror, at Arterne er uforanderlige Væsener, men mener, at den Teori, der siger, at Formerne nedstammer fra hverandre, er den mest natur- lige, „og den, der stemmer mest overens med det, Palæontologien, Dyre- og Plantegeografien, Anatomien og Systematiken lærer os," men, tilføjer han, direkte Bevis, det mangler vi endnu.

Naar en ung Naturforsker begynder at studere en Gruppe af Organismer, som han slet ikke kender noget til, saa har han i Be- gyndelsen megen Ulejlighed med at afgøre, hvilke Forskellig- heder han skal anse for at være Artsmærker og hvilke for Varie- tetsmærker, thi han véd ikke, hvor store og hvilke de Varieringer er, som denne Gruppe er tilbøjelig til, og dette viser i det mind- ste, hvor overordentlig ofte der er nogen Varieren. Men dersom han begrænser sine Undersøgelser til én Klasse i ét Land, vil han snart blive enig med sig selv om, hvilken Plads han skal give de fleste tvivlsomme Former. Han vil i Almindelighed være tilbøjelig til at lave mange Arter, thi han vil ligesom Due- og Hønseelskeren, vi før har omtalt, modtage et stærkt Indtryk af Forskellighederne mellem de Former, han stadig studerer, og han har kun lidet al- mindeligt Kendskab til analog Varieren i andre Grupper og i andre Lande, hvorved han kunde blive i Stand til at rette paa sine første Indtryk. Efterhaanden som han udvider sin Iagttagelses- kreds, vil han møde flere vanskelige Tilfælde, thi han vil støde paa et større Antal nær beslægtede Former. Men hvis han stræk- ker sine Iagttagelser meget vidt, vil han i Almindelighed kunne blive enig med sig selv om, hvad han skal kalde Varietet og hvad

[page] 58

Art, men han vil kun kunne blive det ved at indrømme, at der finder megen Varieren Sted, og denne Indrømmelse vil ofte blive bekæmpet af andre Naturforskere. Naar han nu endvidere kommer til at studere beslægtede Former fra Lande, der ikke nu er sam- menhængende, hvor han ikke kan haabe at finde Bindeled mellem sine tvivlsomme Former, saa vil han næsten ikke have andet at støtte sig paa end Analogien, og hans Vanskeligheder er ved at naa deres Højdepunkt.

Visselig findes der ikke nogen skarp Grænselinje mellem Art og Underart, d. v. s. de Former, som efter nogle Naturforskeres Mening naar meget nær, men dog ikke ganske til at være Arter, heller ikke mellem Underarter og stærkt udprægede Varieteter eller mellem mindre udprægede Varieteter og individuelle For- skelligheder. Alle disse Forskelligheder gaar over i hinanden gan- ske umærkeligt Trin for Trin, og saadan en Række af umærkelige Trin fremkalder i Sjælen en Forestilling om Bevægelse.

Jeg anser da altsaa de individuelle Forskelligheder, der har saa liden Interesse for Systematikerne, for at være af den største Betydning for os, eftersom de gør det første Skridt henimod de smaa Varieteter, der er saa ubetydelige, at de ikke mere end netop nævnes i naturhistoriske Værker. Og jeg betragter Varieteter, der er lidt mere bestemte og holdbare, som Skridt henimod mere skarpt udprægede og faste Varieteter og de sidste endelig som fø- rende til Underarter og Arter. Stigningen fra det ene Trin til det andet er maaske i nogle Tilfælde ligefrem Resultatet af de forskel- lige fysiske Betingelsers længe fortsatte Virken, men i de fleste Tilfælde maa den vistnok tilskrives Kvalitetsvalgets samlede Paa- virken af den skiftende Variabilitet, som senere skal blive mere fyldigt omtalt. Efter dette kan man da saa kalde en godt udpræget Varietet for en begyndende Art; men om nu denne Maade at se Sagen paa er berettiget, det vil bero paa, hvilken Vægt man vil tillægge de Kendsgerninger og de Betragtninger, der findes hele Bogen igennem.

Man behøver ikke at antage, at alle Varieteter eller begyn- dende Arter nødvendigvis skal naa at blive Arter. De kan uddø, og de kan holde sig som Varieteter i meget lange Tider, (som Hr. Wollaston har vist, at det er Tilfældet med visse fossile Land- snegles Varieteter, der er fundne paa Madeira, og som Gaston

[page] 59

de Saporta har vist det for Planternes Vedkommende). Dersom en Varietet kom til at florere, saa at den i Tal fik Overvægt over Stam- arten, vilde Varieteten blive Art og Arten Varietet; den kunde ogsaa komme til at udrydde, træde i Stedet for Stamarten, eller ogsaa kunde begge eksistere ved Siden af hinanden og begge regnes for forskellige Arter. Men vi skal senere komme tilbage til dette Emne.

Af disse Bemærkninger vil man se, at jeg anser Begrebet Art for noget, man har skønnet kunde være bekvemt at bruge som Betegnelse for et Hold af Individer, der ligner hverandre overmaade meget, og at jeg ikke mener, at der er nogen væsentlig Forskel mellem det og Begrebet Varietet, som bruges til Betegnelse for mindre bestemte, mere skiftende Former. Begrebet Varietet er lige overfor de individuelle Forskelligheder et Udtryk, der ligesom Be- grebet Art bruges for Nemheds Skyld og efter Skøn.

Arter med vid Voksekreds, Arter, der forekommer mange Steder, og almindelige Arter varierer mest.

Ledet af teoretiske Betragtninger antog jeg, at der angaaende de Arters Natur og Forhold, som varierer mest, maatte kunne ud- findes nogle interessante Resultater ved at optegne alle Variete- terne fra flere vel undersøgte Egnes Flora. Ved første Øjekast synes dette at være en meget let Sag; men Hr. H. C. Watson, hvem jeg er megen Tak skyldig for hans værdifulde Raad og Hjælp heri, overbeviste mig snart om, at det ikke var saa let endda, og Dr. Hooker udtalte sig ogsaa i endnu bestemtere Udtryk om Vanske- lighederne. Jeg skal gemme Undersøgelsen af disse Vanskelig- heder til mit kommende Værk, ligesom ogsaa selve Tabellerne over de varierende Arters Forholdstal først deri vil blive offentlig- gjort. Dr. Hooker tillader mig at tilføje, at han efter omhyggeligt at have gennemlæst mit Manuskript og undersøgt Tabellerne anser de følgende Meddelelser for at være godt begrundede. Hele Sagen er imidlertid noget indviklet paa Grund af den Korthed, hvormed den nødvendigvis her maa omtales, og der kan ikke undgaas Hen- tydninger til „Tilværelseskampen", „Karakterdivergens" og andre Spørgsmaal, som først senere vil blive omtalt.

Alphonse de Candolle og andre har vist, at Planter, der har

[page] 60

en meget vid Voksekreds, i Almindelighed forekommer i flere Va- rieteter, og dette er, hvad man kunde vente, da de maa blive ud- sat for forskellige fysiske Betingelser, og eftersom de kommer til at kæmpe (hvilket, som vi senere skal se, er en lige saa vigtig eller endnu vigtigere Omstændighed), med forskellige Hold orga- niske Væsener. Men mine Tabeller udviser endvidere, at de Arter, der i en begrænset Egn er mest almindelige, d. v. s. forekommer i det største Antal Individer, og de Arter, der forekommer de fleste Steder i deres Hjemstavn (og dette er noget andet end at have en vid Voksekreds og til en vis Grad ogsaa noget andet end Alminde- lighed), hyppigst frembringer Varieteter, der er tilstrækkeligt ud- prægede til, at de kan finde Omtale i botaniske Værker. Altsaa er det de mest blomstrende eller, som man kunde kalde dem, de herskende Arter — de, som har videst Voksekreds, findes paa de fleste Steder i deres Hjemstavn og forekommer i det største Antal Individer, — der hyppigst frembringer de mest udprægede Varie- teter eller, som jeg kalder dem, de begyndende Arter. Og dette kunde man maaske have forudset; thi da Varieteter for at holde sig nødvendigvis maa kæmpe med Landets andre Beboere, har de Arter, som allerede i Forvejen er de herskende, mest Udsigt til at frembringe et Afkom, der, om endskønt det i en vis ringe Grad er forandret, dog arver de fordelagtige Egenskaber, som har sat dets Forfædre i Stand til at blive de herskende overfor deres Landsmænd. Naar her har været Tale om at herske, saa er dette Udtryk naturligvis kun brugt om Former, mellem hvilke der virke- lig kan finde en Rivaliseren Sted, altsaa mere specielt Former, der har Slægt eller Klasse fælles, og som har næsten de samme Livs- vaner. Naar der tales om en Arts Amindelighed eller Individ- antal, maa det forstaas i Forhold til Lemmer af samme Gruppe. En Plante kan siges at være herskende, dersom den har større Individantal eller har flere Voksesteder end de andre Planter i samme Land, der ikke lever under vidt forskellige Livsbetingelser. En Plante er Saaledes ikke mindre herskende i den Forstand, hvori det her tages, fordi en eller anden Conferve (Vandhaar), der lever i Vandet, eller en eller anden snyltende Svamp fore- kommer i langt større Individantal eller mange flere Steder; men dersom en Conferveart eller en Art af Snyltesvampe overgaar sine Slægtninge i de nævnte Henseender, er den den herskende Form i sin Klasse.

[page] 61

I ethvert Land varierer Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter.

Dersom man deler Planterne i et Lands Flora i to lige store Hold — alle de, der hører til de større Slægter (d. v. s. de artsrige) paa den ene Side og alle de, der hører til de mindre Slægter paa den anden Side — vil man finde et noget større Antal af de Arter, der har mange Voksesteder og er almindelige eller, som vi har kaldt det, er de herskende, paa den Side, hvor de større Slægter er. Dette kunde man nu ogsaa have forudset, thi selve det, at der er mange Arter af en Slægt i Landet, viser, at der er noget ved de organiske eller uorganiske Betingelser i dette Land, som er heldigt for Slægten, og som en Følge deraf maatte vi vente i de større, de mere artsrige Slægter at finde et forholdsvis større Antal herskende Arter. Men der er saa mange Ting, som igen vejer op mod dette og søger at udviske denne Overvægt, at det har for- bavset mig, at mine Tabeller i det hele taget viser noget Spor til Majoritet paa de større Slægters Side. Jeg skal af de nævnte Ting kun hentyde til tvende. Ferskvandsplanter og Syltplanter har i Al- mindelighed en meget vid Voksekreds og mange Voksesteder; men dette synes at staa i Forbindelse med Lokalitetens Natur, hvor de lever, og synes at have lidet eller intet at gøre med Størrelsen af de Slægter, Arterne tilhører. Endvidere: Planter, der er meget lavt organiserede, har i Almindelighed langt flere Voksesteder end de højere Planter, og her er der heller ikke noget nært Forhold til Slægternes Størrelse. Grunden til, at lavt organiserede Planter har en vid Voksekreds, vil blive omtalt i Kapitlet om Fordelingen i geografisk Henseende.

Ved at betragte Arterne som skarpt udprægede, godt begræn- sede Varieteter kom jeg til den Antagelse, at i ethvert Land Ar- terne i de større Slægter oftere vilde frembyde Varieteter end de mindre Slægters Arter; thi hvor mange nær beslægtede Arter (Arter af samme Slægt) er bleven dannede, der maatte mm ogsaa i al Almindelighed vente, at der nu dannedes mange Varieteter eller begyndende Arter. Hvor der gror mange store Træer, venter man at finde mange unge Træer. Hvor mange af en Slægts Arter er blevne dannede ved Variering, der maa Omstændighederne have været gunstige for Variering, og saa kan man ogsaa vente, at Om-

[page] 62

stændighederne i Almindelighed endnu vil være gunstige for Varie- ring. Men dersom man har et andet Syn paa Sagen, dersom man betragter hver Art som Resultatet af en egen Skabelsesakt, saa er der ikke nogen rimelig Grund til, at der skulde findes flere Varie- teter i en Gruppe med mange Arter end i en med faa.

For at se, om min Antagelse holdt Stik, fordelte jeg tolv Landes Planter og to Distrikters Biller hver i to næsten lige store Hold, de større Slægters Arter paa den ene Side og de mindre Slægters paa den anden Side, og det har uvægerlig vist sig at være Til- fældet, at der blandt de Arter, som stod paa de større Slægters Side, var flere, der frembød Varieteter, end blandt dem, som stod paa de mindre Slægters. Endvidere: de Arter af de større Slægter, som har Varieteter, har ogsaa gennemsnitlig flere saadanne end de af de mindre Slægters Arter, som har Varieteter. Begge disse Resul- tater opnaas ligeledes, naar Delingen foretages noget anderledes, og naar alle de mindste Slægter, som kun har fra en til fire Arter, ganske lades ude af Beregningen. Det er nu klart nok, hvad disse Kendsgerninger betyder, naar man er af den Mening, at Arterne kun er skarpt udprægede, holdbare Varieteter; thi hvor mange Arter af samme Slægt er blevne dannede, eller hvor, dersom det maa være mig tilladt at bruge dette Udtryk, Ar*sfabrikken har været i Virksomhed, der burde vi i Almindelighed endnu finde Fabrikken i Gang, særlig da vi har enhver mulig Grund til at antage, at det: at fabrikere nye Arter er et meget langsomt Ar- bejde. Og den nævnte Formodning er sikker nok, naar man be- tragter Varieteterne som begyndende Arter; thi mine Tabeller udviser tilstrækkelig tydeligt som en almindelig Regel: at hvor der er bleven dannet mange Arter i en Slægt, der viser denne Slægts Arter et Antal af Varieteter, d. v. s. begyndende Arter, som er over Gennemsnitstallet. Det er ikke Saaledes at forstaa, at alle store Slægter nu varierer meget og Saaledes tiltager i Artsantal, eller at der ingen smaa Slægter er, der nu varierer og tager til; for dersom det havde været Tilfældet, saa vilde det have været skæbnesvangert for min Teori, eftersom Geologien klart nok lærer os, at smaa Slægter i Tidens Løb ofte har taget betydelig til i Stør- relse og at store Slægter ofte har naaet deres Højdepunkt, er gaaet nedad Bakke og forsvundne. Alt hvad der skulde vises, var, at hvor der er bleven dannet mange Arter i en Slægt, der dannes

[page] 63

der i Almindelighed endnu mange, og det holder ogsaa ganske sikkert Stik.

Mange af de større Slægters Arter ligne Varieteter deri, at de

er nær, men ulige meget beslægtede med hverandre indbyrdes,

og deri, at de har en indskrænket Voksekreds.

Der er andre Forhold mellem de store Slægters Arter og be- kendte Varieteter, som fortjener at tages i Betragtning. Vi har set, at der ikke er noget ufejlbarligt Kriterium, hvorved man kan skelne Arter fra skarpt udprægede Varieteter, og at Naturforskerne i de Tilfælde, hvor man ikke har fundet Bindeled mellem tvivlsomme Former er nødt til, for at komme til en Afgørelse, at se paa, hvor megen Forskel der er imellem dem, og saa ved Hjælp af Analogier at skønne, om der er Forskel nok til at gøre den ene eller dem begge til Arter. Saaledes er altsaa Størrelsen af For- skellen et meget vigtigt Kriterium til at afgøre, om to Former skal regnes for Arter eller for Varieteter. Nu har Fries med Hensyn til Planter og Westwood med Hensyn til Insekter bemærket, at i de største Slægter er Forskelsmængden mellem Arterne ofte overordent- lig ringe. Jeg har søgt at komme efter dette ved Gennemsnitstal, og saavidt mine ufuldstændige Resultater naar, støtter de den nævnte Iagttagelse. Jeg har ogsaa raadspurgt nogle skarpsindige og erfarne Iagttagere, og efter nogen Betænkning indrømmer de, at det forhol- der sig rigtigt. I denne Henseende ligner derfor de større Slægters Arter mere Varieteter end de smaa Slægters. Eller man kan ogsaa udtrykke det anderledes og sige, at i de større Slægter, i hvilke der nu fabrikeres et Antal Varieteter eller begyndende Arter, der over- stiger det almindelige Gennemsnitsantal, der ligner endnu mange af de allerede fabrikerede Arter til en vis Grad Varieteter -, thi de af- viger fra hverandre ved en Forskelsmængde, som er under det sæd- vanlige.

Fremdeles er de større Slægters Arter beslægtede med hver- andre paa samme Maade, som en eller anden Arts Varieteter er det. Ingen Naturforsker vil paastaa, at alle en Slægts Arter er lige meget beslægtede; de kan i Almindelighed fordeles i Under- slægter, Sektioner eller mindre Grupper. Som Fries meget rigtigt bemærker, er smaa Grupper af Arter i Almindelighed samlede som

[page] 64

Drabanter om en bestemt anden Art. Og hvad er Varieteter andet end Grupper af Former, der er ulige nær beslægtede og samlede rundt om bestemte Former — deres Stamformer? Unægtelig er der et meget vigtigt Punkt, hvori Arter og Varieteter er forskellige, det nemlig: at Forskelsmængden mellem Varieteterne, naar man sammenligner dem indbyrdes eller med deres Stamformer, er meget mindre end Forskelsmængden mellem Arter af samme Slægt. Men naar vi kommer til at omtale det, jeg har kaldt Karakterdivergens, skal vi se, hvorledes dette kan forklares og hvorledes de mindre For- skelligheder mellem Varieteterne søger at øges til de større Forskel- ligheder mellem Arterne.

Der er et andet Punkt, som det er værd at lægge Mærke til. Varieteter har i Almindelighed en meget begrænset Voksekreds; denne Bemærkning er ganske vist næppe mere end en Truisme; thi dersom man fandt, at en Varietet havde videre Voksekreds end den antagne Stamform, vilde man ombytte Betegnelserne. Men der er ogsaa Grund til at tro, at de Arter, som er meget nær beslægtede med andre Arter og for saa vidt ligner Varieteter, ofte har meget indskrænkede Voksekredse. Hr. H. C. Watson har saa- ledes af den meget fuldstændige Londons Flora (4de Udgave) udpeget mig 63 Planter, som deri regnes for Arter, men som han mener er saa nær beslægtede med andre Arter, at de maa anses for tvivlsomme; disse 63 formentlige Arter er udbredt over 6,9 af de Provinser, hvori Hr. Watson har inddelt Storbritannien. Nu nævnes der i den samme Flora 53 anerkendte Varieteter, og disse er udbredt over 7,7 Provinser, medens de Arter, til hvilke disse Varieteter hører, er udbredt over 14,3 Provinser. De aner- kendte Varieteter har Saaledes meget nær den samme omtrentlige indskrænkede Udbredelse, som de med andre Former meget nær beslægtede Former, hvilke Hr. Watson har udpeget for mig som tvivlsomme Arter, men som næsten altid af de britiske Botanikere regnes for virkelige og gode Arter.

Resumé.

Altsaa, Varieteter kan ikke skelnes fra Arter paa anden Maade end ved Kendskab til Mellemformerne og ved en vis ubestemt Forskelsmængde; thi dersom to Former er meget lidt forskellige,

[page] 65

regnes de i Almindelighed for Varieteter, selv om man ikke kan vise, at de er nær beslægtede; men selve Størrelsen af den For- skelsmængde, der udfordres, for at to Former skal kunne anses for Arter, kan ikke angives. Har Slægterne i et Land et Artsantal, der overstiger det almindelige Gennemsnitstal, saa har ogsaa disse Slægters Arter et Varietetsantal, der overstiger det almindelige. 1 større Slægter er det gerne Tilfældet, at Arterne er nær, men ulige meget beslægtede, og at de samler sig i smaa Hold rundt om visse andre Arter. Arter, der er meget nær beslægtede med andre Arter, har tilsyneladende meget indskrænkede Voksekredse. I alle disse forskellige Henseender er der en stærk Analogi mel- lem de større Slægters Arter og Varieteterne. Og disse Analogier er lette at forstaa, dersom Arterne engang har eksisteret som Varieteter og nedstammer fra dem, medens Analogierne er aldeles uforklarlige, dersom hver Art er Resultatet af en særlig Skabelsesakt.

Vi har ogsaa set, at det er de mest blomstrende eller herskende Arter i de større Slægter indenfor hver Klasse, som gennemsnits- vis giver de fleste Varieteter, og Varieteterne stræber, som vi senere skal se, efter at blive omdannede til nye og gode Arter. Saaledes søger de større Slægter at blive endnu større, og hele Naturen igennem søger de af Livets Former, der nu er herskende, at faa endnu større Overvægt ved at efterlade sig mange ændrede og herskende Efterkommere. Men paa den anden Side søger, hvad vi senere nærmere skal paavise, de større Slægter at blive son- drede i mindre Slægter. Og Saaledes bliver da Livets Former hele Universet igennem delt i Grupper, der er andre større Gruppér underordnede.

Darwin: Arternes Oprindelse.

[page] (

TREDIE KAPITEL Kampen for Tilværelsen.

Dens Forhold til Kvalitetsvalget — Begrebet brugt i udvidet Betyd- ning — Individantallets Stigen i geometrisk Progression — Naturaliserede Dyrs og Planters hurtige Tiltagen — Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmmer Tilvækst i Individantal — Rivaliseringen universel — Kli- maets Indvirkning — Beskyttelse ved Individantal — Indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilværelsen — Kampen for Tilværelsen haardest mellem Individer og Varieteter af samme Art, ofte haard mellem Arter af samme Slægt — Forholdet mellem Organisme og Organisme vigtigst af alle Forhold.

Forhold til Kvalitetsvalget.

Førend jeg indlader mig paa Hovedemnet for dette Kapitel, maa jeg forudskikke nogle faa Bemærkninger om Forholdet mellem Kampen for Tilværelsen og Kvalitetsvalget. I det foregaaende Ka- pitel har vi set, at der er nogen individuel Forskellighed mellem de organiske Væsener i vild Tilstand, hvad vel alle er enige om; i det mindste har jeg ikke hørt nogen hævde det modsatte. Det kommer ikke for os an paa, om en Mængde tvivlsomme Former kaldes Arter, Underarter eller Varieteter, om man f. Eks. regner de to eller tre hundrede tvivlsomme Former blandt de britiske Plan- ter for det ene eller det andet, naar man blot vil indrømme os, at der eksisterer nogle skarpt udprægede Varieteter. Imidlertid hjæl- per den blotte Eksistens af individuelle Forskelligheder og af nogle faa skarpt udprægede Varieteter, skønt uundgaaelig nødvendige Forudsætninger, kun lidet til en Forstaaelse af, hvorledes Arterne opstaar i Naturen. Hvorledes er den ene Del af Organisationen bleven saa fuldkommen afpasset efter de andre Dele og efter Livsbetingelserne, og hvorledes er det ene organiske Væsen bleven

[page] 67

afpasset efter det andet? Vi ser disse udmærket hensigtssvarende Lempelser saa overordentlig klart hos Spætten og Misteltenen og kun lidt mindre klart hos det ringeste Snyltekryb, der hænger sig fast ved Pattedyrets Haar eller Fuglenes Fjer, vi ser dem i Bygningsforholdene hos de Biller, der farer igennem Vandet, hos det fnokkede Frø, som føres bort af det svageste Vindpust, kort sagt, vi ser disse skønne Lempelser overalt, i hver enkelt Del af den organiske Verden.

Man kunde nu spørge, hvorledes gaar det til, at Varieteter, eller, som jeg har kaldt dem, begyndende Arter, omsider bliver til gode og bestemt adskilte Arter, som i de fleste Tilfælde afviger langt mere fra hverandre indbyrdes, end Varieteter af samme Art gør det? Hvorledes opstaar de Grupper af Arter, som danner det, man har kaldt bestemt adskilte Slægter, og som afviger mere fra hverandre indbyrdes end Arter af samme Slægt ? Alt dette bevirkes, som vi mere fuldstændigt skal se i næste Kapitel, af Kampen for Tilværelsen. Paa Grund af denne Kamp hjælper Varieringer (hvor ubetydelige de end er, og hvordan de end er frembragt), dersom de ellers paa nogen Maade er heldbringende for en Arts Individer i deres uendelig indviklede Forhold til andre organiske Væsener og deres fysiske Livsbetingelser, til at bevare disse Individer og bliver i Almindelighed nedarvede af deres Afkom. Dette Afkom vil Saaledes nu have bedre Udsigt til at leve; thi af de mange Indi- vider, der med visse Mellemrum kommer til Verden af hver Art, er der kun et ringe Antal, som holder sig i Live. Dette Princip, ifølge hvilket enhver nok saa lille Variering, der er Individet nyt- tig, bevares, har jeg kaldt: Naturens Kvalitetsvalg for at skelne det fra og for med det samme at antyde dets Slægtskab med Men- neskets Kvalitetsvalg. Men det Udtryk, som Hr. Herbert Spencer ofte bruger: „den mest skikkedes Overleven" (survival of the Attest) er mere nøjagtigt og stundom lige saa bekvemt. Vi har set, at Mennesket virkelig ved sin Udvælgen kan opnaa store Re- sultater og lempe de organiske Væsener efter sit Behov ved efter- haanden at samle de smaa, men nyttige Varieringer, som Naturen frembyder. Men Naturens Kvalitetsvalg er, som vi senere skal se, en Magt, der altid er beredt til at gribe ind, en Magt, der er Menneskenes Småaanstrengelser lige saa langt overlegen, som Na- turens Værker Kunstens.

5*

[page] 68

Vi vil nu gaa lidt mere i Enkeltheder med Kampen for Tilvæ- relsen ; men først i mit kommende Værk vil det blive behandlet med den Udførlighed, det saa vel fortjener. De Candolle den æl- dre og Lyell har filosofisk og omstændeligt vist, at der finder en stærk Rivalisering Sted mellem alle organiske Væsener. For R'an- ternes Vedkommende har ingen behandlet dette Emne med større Dygtighed og mere aandrigt end Hr. W. Herbert, Decan i Manche- ster, sandsynligvis fordi han støttedes af sit store Kendskab til Have- dyrkningen. Intet er lettere end med sin Mund at bekende den Sand- hed, at der er en universel Tilværelseskamp; men intet er vanske- ligere — i det mindste har jeg fundet det Saaledes — end altid at se og tænke med denne Sandhed in mente. Og dog vil, hvis den ikke har slaaet fuldstændig Rod i ens Bevidsthed, hele Naturens Økonomi, med alt hvad der vedkommer Udbredthed, Sjældenhed, Hyppighed, Uddøen og Varieren, kun ses meget taaget og ganske misforstaas. Vi ser Naturens Aasyn straale af Glæde, vi ser ofte, at der er Næring i Overflod, men vi ser ikke, eller vi forglemmer, at de Fugle, der sidder og kvidrer væk rundt om os, for største Delen lever af Insekter e'ler Frø og Saaledes til enhver Tid øde- lægger Liv; og heller ikke mindes vi, i hvor høj Grad disse San- gere, deres Æg eller deres Unger er udsat for Ødelæggelse af Rovfugle og Rovpattedyr; vi har heller ikke altid det staaende klart for os, at skønt der i Øjeblikket kan være mere end Føde nok, er det dog ikke Saaledes hvert Aar eller til hvilken som helst Aarstid.

Begrebet Kamp for Tilværelsen brugt i udvidet Betydning.

Jeg maa forudskikke den Bemærkning, at jeg bruger dette Be- greb billedligt og i udvidet Betydning, idet jeg lader det omfatte det ene Væsens Afhængighed af det andet og (hvad der er endnu vigti- gere) ikke blot Individets Liv, men ogsaa dets Held til at efterlade sig Afkom. To Dyr af Hundeslægten kan med Rette siges i knappe Aaringer at kæmpe med hinanden om, hvem af dem der skal finde Føde og leve. Men en Plante i Nærheden af en Ørken siges at kæmpe for Livet mod Tørken, skønt det vilde være rigtigere at sige, at den var afhængig af Fugtigheden. En Plante, som hvert Aar frembrin- ger tusinde Frø, af hvilke gennemsnitlig kun et bliver modent, kun- de med større Ret siges at kæmpe med de Planter af samme eller

[page] 69

*

anden Slags, der allerede bedækker Jordsmonnet. Misteltenen er afhængig af Æbletræet og nogle faa andre Træsorter, men kan kun i aller videste Forstand siges at kæmpe med disse Træer, thi der- som for mange af disse Snylteplanter gror paa samme Træ, vil det tæres hen og dø. Men en hel Del Kimplanter af Misteltenen, der vok- ser tæt sammen paa samme Gren, kan med større Ret siges at kæm- pe med hverandre indbyrdes. Da Misteltenen udsaas ved Fuglenes Hjælp, er dens Tilværelse afhængig af Fuglene; og billedligvis kun- de man sige, at den kæmper med andre frugtbærende Planter ved at friste Fuglene til at sluge og Saaledes udsaa dens Frø mere end de andre Planters Frø. I disse forskellige Betydninger, der gaar over i hinanden, bruger jeg for Nemheds Skyld Udtrykket Kampen for Tilværelsen som et Fællesbegreb, der rummer dem alle.

Individantallets Stigen i geometrisk Progression.

En Kamp for Tilværelsen er en uundgaaelig Følge af, at alle or- ganiske Væsener stræber efter at tage til i Antal efter saa højt et Forhold. Ethvert Væsen, som i sin Levetid frembringer flere Æg eller Frø, kan ikke undgaa Ødelæggelse i en eller anden Periode af sit Liv, til en eller anden Aarstid eller i et eller andet Aar; ellers vilde ifølge den Lov, der bestemmer, at Organismerne øges i geo- metrisk Progression, dets Individantal hurtigt blive saa overvættes stort, at intet Land kunde rumme det. Derfor, da der frembringes flere Individer, end Livet kan rumme, maa der i hvert enkelt Til- fælde finde en Kamp for Tilværelsen Sted mellem Individet og en- ten andre af samme Art, eller Individer af andre forskellige Arter eller de fysiske Livsbetingelser. Det er Malthus' Lære anvendt med mange Gange forøget Styrke paa hele Dyre- og Planteriget; thi her kan der ikke være Tale om nogen kunstig Forøgelse af Nærings- midler eller noget beregnende Afholden sig fra at indgaa Ægteskab. Altsaa, skønt nok nogle Arter nu kan tage til i Antal, mere eller mindre hurtigt, kan de dog ikke alle gøre dét, da Jorden ikke vilde kunne rumme dem.

Der er ingen Undtagelse fra den Regel, at ethvert organisk Væ- sen tiltager i Antal i saa højt et Forhold, at Jorden, dersom de ikke til Dels blev tilintetgjort, snart vilde blive fyldt af et eneste Pars Afkom. Selv Mennesket, der formerer sig saa langsomt, har fordob-

. £

[page] 70

let sit Antal i fem og tyve Aar, og efter den Beregning vil der efter nogle faa Aartusinders Forløb bogstaveligt ikke blive saa megen Plads, at de talrige Efterkommere kunde staa ved Siden af hver- andre. Linné har udregnet, at dersom en enaarig Plante frembragte blot to Frø aarlig — og der er ingen Plante, der paa langt nær er saa uproduktiv — og saa Planterne af disse Frø igen frembragte to og saa fremdeles, vilde vi i det tyvende Aar have en Million Plan- ter.*) Elefanten anses almindeligt for det af alle kendte Dyr, der formerer sig langsomst; jeg har derfor gjort mig nogen Ulejlighed med at udfinde det sandsynlige Minimum for dens Tiltagen i In- dividantal ; det vil være sikrest at antage, at den begynder at for- plante sig, naar den har naaet Trediveaarsalderen, og bliver ved, til den er halvfemsindstyve Aar og i dette Tidsrum bringer tre Par Unger til Verden: herefter vil der i Slutningen af det femte Aar- hundrede være femten Millioner Elefanter i Live, alle Efterkom- mere af det første Par.

Men vi har bedre Støtter i dette Spørgsmaal end blot og bar teoretiske Beregninger, nemlig de hyppigt iagttagne Eksempler paa visse Dyrs forbavsende hurtige Tiltagen, naar Omstændighe- derne har været dem gunstige to eller tre Aar paa hinanden. Endnu bedre er de Eksempler, der haves paa, at mange Husdyr af alle Slags er bleven forvildede i alle Verdensdele. Dersom de Beret- ninger, der haves om det Forhold, efter hvilket Hornkvæg og He- ste, som formerer sig langsomt, har taget til i Sydamerika og senest i Australien, ikke var saa paalidelige, at de er hævede over ethvert Tvivlsmaal, kunde man fristes til at kalde dem utrolige. Saaledes forholder det sig ogsaa med Planter; der kunde nævnes mange Ek- sempler paa indførte Planter, som er bleven almindelig udbredt over hele Ølande i et Tidsrum af mindre end ti Aar. Flere af de Planter, f. Eks. Artiskokken og en høj Tidselart, der nu er yderst talrigt udbredt over La Platas vidtstrakte Stepper, og som danner en saa tæt Beklædning over hele Kvadratmile af deres Overflade, at de næsten udelukker alle andre Planter, er bleven indført fra Evropa, og der er Planter, der, som jeg hører fra Dr. Falconer, nu er udbredt fra Gap Comorin til Himalaya, som er bleven indført fra Amerika efter dets Opdagelse. I saadanne Tilfælde, og af dem

*) Nøjagtig: 1,048,576. Sætter man blot tre Frø i Stedet for to, vokser Tallet til 3,486,784,401.                                                           O. A.

[page] 71

kunde der anføres uendelig mange, er der vel næppe nogen, som formoder, at disse Dyrs og Planters Frugtbarhed er bleven pludselig og midlertidig forøget i nogen mærkelig Grad. Den Forklaring, der ligger lige for, er den, at Livsbetingelserne har været meget gunstige,*) og at der selvfølgelig er bleven tilintetgjort faa Forældre og lidet Afkom, og at næsten hele Afkommet er kommen til at for- plante sig. I saadanne Tilfælde forklarer Tilvæksten i Antal efter geometrisk Progression, hvis Resultater altid er forbavsende, gan- ske simpelt akklimatiserede Organismers overordentlig hurtige Til- tagen og store Udbredelse i det nye Hjem.

I vild Tilstand frembringer næsten enhver Plante hvert Aar nyt Frø, og blandt Dyrene er der meget faa, som ikke parres en Gang om Aaret. Derfor kan vi roligt sige, at alle Planter og Dyr stræber efter at forøge deres Individantal i geometrisk Progression — saa at de alle yderst hurtigt vilde fylde hvert eneste Sted, hvor de paa nogen Maade kunde leve — og at denne stærke Tendens til Forøgelse maa modarbejdes ved Tilintetgørelse til en eller anden Tid af deres Liv. Vort nøje Kendskab til de større Husdyr kan let lede os paa Vildspor; thi vi ser ikke dem underkastede nogen stor Ødelæggelse, og vi glemmer, at der aarlig slagtes Tusinder af dem for at tjene til Næring, og at der i vild Tilstand vilde omkomme et lige saa stort Antal paa en eller anden Maade.

Den eneste Forskel mellem Organismer, der aarlig frembringer Æg eller Frø i tusindvis, og saadanne, som frembringer overor- dentlig faa, er den, at de der frembringer faa vilde kræve nogle faa Aar mere til under gunstige Betingelser at befolke et helt Strøg,

*) Et karakteristisk Eksempel herpaa haves i Nord- og Mellemeuropa med den amerikanske Plante Vandpest (Helodea canadensis). Den blev første Gang set i Irland 1836, rimeligvis indført sammen med andre ameri- kanske Planter, senere i England 1847, hvor den bredte sig overordentlig stærkt i Søerne; i de følgende 20 Aar dominerede den Plantevæksten i Nord- og Mellemeuropa's ferske Vande og trængte mange Steder de op- rindelige Beboere tilbage til et meget beskedent Rum. I de senere Aar har disse sidste igen vundet Plads fra den. Forklaringen søger man i, at de fer- ske Vandes Bund indeholder store Mængder Kalk, som Vandpest i særlig Grad fremfor vore egne Planter fordrer; efter imidlertid i en Aarrække at have forringet disse Betingelser for sin egen Udbredelse, vil den efterhaan- den gaa over til at være et beskedent Led i vore Søers Vegetation. Den Lige- vægt, som den ved sin første. Optræden forstyrrede, vil igen blive bragt til Veje.                                                                                    F. H.

f

[page] 72

lad det saa end være nok saa stort. Kondoren lægger et Par Æg og Strudsen en Snes, og dog hænder det, at Kondoren i et Land er den hyppigste af de to; Fulmar-Stormfuglen lægger kun et Æg, og den er dog anset for at være den Fugl, der har det største In- dividantal. En Flue afsætter Hundreder af Æg, en anden, Saaledes som Hippobosca (Snyltefluen), kun et eneste; men denne Forskel afgør ikke, hvor mange Individer af de to Arter der kan leve i en Egn. Et stort Æggeantal er af nogen Betydning for de Arter, der er afhængige af en Næring, som er meget skiftende i Mængde, for- di den sætter dem i Stand til hurtigt at tage til i Antal. Men den Betydning, et stort Ægge- eller Frøantal i Virkeligheden har, er den at veje op imod megen Ødelæggelse til en eller anden Tid af Individets Liv, og den Tid er i de alier fleste Tilfælde en meget tid- lig. Dersom et Dyr paa nogen Vis kan beskytte sine Æg eller Un- ger, saa behøves der kun at frembringes et ringe Antal, og dog kan det gennemsnitlige Individantal rigelig holdes; men dersom mange Æg eller Unger bliver ødelagt, saa maa der ogsaa frembringes mange, naar Arten ikke skal uddø. Det vilde være tilstrækkeligt til at vedligeholde det fulde Individantal af et Træ, der i Gennemsnit levede et Tusind Aar, at der frembragtes et eneste Frø en Gang i tusinde Aar, forudsat at dette Frø aldrig blev tilintetgjort og altid kom til at spire paa et heldigt Sted. Altsaa er i dette Tilfælde det gennemsnitlige Individantal af et Dyr eller en Plante kun middel- bart afhængig af Antallet af Dyrets Æg eller Plantens Frø.

Naar man vil give sig af med Naturen, er det overordentlig nød- vendigt at have de nys omtalte Betragtninger i Erindring. Man maa aldrig glemme, at hvert enkelt af de organiske Væsener, der lever rundt omkring os, kan siges at stræbe af yderste Evne efter at for- øge sit Individantal, at ethvert lever i Kraft af en Sejr, det har vundet i en Kamp til en eller anden Tid af sit Liv og at Tilintet- gørelsen uundgaaeligt i hver Generation eller med visse Mellemrum falder tungt paa unge og gamle. Fjern en eller anden Hindring, hæm Tilintetgørelsen nok saa lidt, og Arten vil næsten øjeblikkelig naa op til et hvilket som helst Individantal.

[page] 73

Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmmer Tilvækst i Individantal.

De Hindringer, der virker hæmmende paa hver enkelt Arts na- turlige Tendens til at tiltage i Antal, er meget dunkle. Se til de mest livskraftige Arter, — lige saa stort som deres Individantal nu er, lige saa meget vil deres Tendens til at forøge sig blive forstørret. Vi ved ikke nøjagtigt, hvilke Hindringerne er, i saa meget som et eneste Tilfælde. Det kan da heller ikke forundre nogen, der vil betænke, hvor uvidende vi i saa Henseende er for selve Menneskenes Ved- kommende, skønt de er saa ganske ,uden Sammenligning bedre kendt end de andre Dyr. Det foreliggende Emne er bleven behand- let med megen Dygtighed af forskellige Forfattere, og i mit kom- mende Værk skal jeg ogsaa udførligt omtale nogle af Hindringerne, med særlig Hensyn til de forvildede Dyr i Sydamerika. Her vil jeg blot gøre nogle faa Bemærkninger, netop saa mange og saadanne, som er skikkede til at henvende Læserens Opmærksomhed paa Hovedpunkterne. Æg og meget unge Dyr synes i Almindelighed at lide mest, men det er ikke ganske uden Undtagelse Tilfældet. Hos Planterne har Tilintetgørelsen kastet sig med stor Voldsomhed over Frøene, men efter de Iagttagelser, jeg har gjort, tror jeg, at det alligevel er Kimplanterne, der lider mest, derved at de spirer i Jord, der allerede er tæt besat med andre Planter. Et umaadeligt Antal Kimplanter falder ogsaa som Bytte for forskellige Fjender; Saaledes lagde jeg — ved et Stykke Jord, tre Fod langt og to Fod bredt, der var gravet og renset, og hvor der ikke kunde være Tale om skadelig Indvirkning fra andre Planter — Mærke til alle de Kimplanter af vore almindelige Ukrudtsurter, som spirede frem der, og af de 357, der kom frem, blev ikke mindre end 295 øde- lagt, hovedsagelig af Snegle og Insekter. Lader man et Stykke Græs- mark, som ellers plejer at blive slaaet ned eller, hvad der frem- bringer samme Virkning, nær afgræsset af Kreaturerne, — lader man det gro, som det vil, saa vil de kraftigere Planter lidt efter lidt dræbe de mindre kraftige, selv om disse for øvrigt er godt ud- viklede : Saaledes uddøde af tyve Arter, der groede paa et lille Styk- ke Grønsvær (3 Fods Bredde med 4 Fods Længde), ni Arter, der- ved, at de tre andre Arter fik Lov til at vokse op.

Ved den Næringsmængde, hver Art maa have, sættes der natur- ligvis en Grænse, som Tilvæksten ikke kan overskride; men meget

[page] 74

ofte er det ikke saa meget det at faa nok at leve af, der bestemmer en Arts gennemsnitlige Individantal, som den Omstændighed, at den tjener til Næring for andre Dyr. Saaledes synes det at være saa temmelig utvivlsomt, at det Antal Agerhøns, Hjerper og Harer, der findes paa et større Gods, hovedsagelig bestemmes ved, hvor man- ge Maarer der lægges øde. Dersom der i de næste tyve Aar i Eng- land ikke blev dræbt et eneste Stykke Vildt og der paa samme Tid ikke blev dræbt en eneste Maar, vilde der efter al Sandsynlighed, efter den nævnte Tidsfrist, være mindre Vildt, end der nu er, endskønt der nu hvert Aar dræbes hundrede Tusinder af Vildt. I nogle Tilfælde, Saaledes som med Elefanten, bliver der paa den anden Side ingen dræbt af Rovdyr, thi selv den indiske Tiger vover kun yderst sjælden at angribe en ung Elefant, der gaar under sin Moders Beskyttelse.

Klimaet spiller en vigtig Rolle med i Bestemmelsen af en Arts gennemsnitlige Individantal, og aarligt tilbagevendende Tider med stærk Kulde eller Tørke synes af alle Hindringer at være den mæg- tigste. Jeg ansatte (hovedsagelig efter det meget formindskede An- tal Reder, der fandtes om Foraaret) den Ødelæggelse, som Vinteren 1854—55 havde anrettet blandt Fuglene paa mine Jorder, til fir- sindstyve Procent, og dette er en forfærdelig stor Dødelighed, naar man betænker, at der blandt Menneskene skal en overordentlig streng Epidemi til, for at Dødeligheden skal blive ti Procent. Kli- maets Indvirkning synes ved første Øjekast at være ganske uden Forbindelse med Kampen for Tilværelsen; men for saa vidt som Kli- maet navnlig griber ind ved at indskrænke Næringsmængden, saa fremtvinger det netop den heftigste Kamp mellem de Individer, en- ten af samme eller af forskellige Arter, der lever af samme Slags Føde. Selv naar Klimaet virker direkte, f. Eks. ved meget stærk Kulde, vil det være de mindst kraftige, eller de, der har faaet mindst Næring i Forvinteren, som vil komme til at lide mest. Naar man rejser fra Syd til Nord eller fra et fugtigt Strøg op mod et tørrere, saa ser man altid nogle Arter efterhaanden blive sjældnere, til de sluttelig forsvinder, og da det: at Klimaet her har forandret sig er det, som først falder i Øjnene, saa fristes man let til at til- skrive dets direkte Indvirkning den hele Forskel. Men det er et fejlagtigt Syn paa Sagen; man glemmer, at hver eneste Art, selv hvor den forekommer i største Mængde, altid hjemsøges af over-

[page] 75

ordentlig stor Ødelæggelse til en eller anden Tid af dens Liv, enten ligefrem af Fjender eller ogsaa af Organismer, der bejler med den til samme Plads og samme Føde; og dersom disse Fjender eller Medbejlere i mindste Maade begunstiges ved en eller anden nok saa lille Svingning i Klimaet, saa tager de til i Antal, og da hvert Strøg i Klimaet har saa mange Beboere, som det vel kan rumme, vil den anden Art aftage i Antal. Rejser man sydpaa og ser en Art aftage i Individantal, saa kan man være vis paa, at det nok saa me- get ligger i, at en anden Art er bleven begunstiget som i, at den nævnte Art er bleven skadet. Det samme gælder, naar man rejser mod Nord, men i en noget ringere Grad, thi Antallet af Arter af alle Slags, altsaa ogsaa af Medbejlere, tager af imod Nord; derfor møder man, naar man gaar nordpaa eller stiger op ad et Bjærg, langt oftere forkrøblede Former, frembragt ved en direkte skadelig Paa- virkning af Klimaet, end man møder, naar Rejsen gaar sydpaa eller ned ad et Bjærg. Naar vi op til de arktiske Regioner, til snebedæk- kede Tinder eller til rene Ørkener, saa føres Tilværelseskampen udelukkende mod Elementerne.

At Klimaet virker indirekte ved at begunstige visse Arter, ses tydeligt deraf, at det umaadelig store Antal Planter, vi dyrker i vore Haver, Planter, der udmærket godt kan taale Klimaet, aldrig bli- ver naturaliserede, fordi de ikke kan tage Kampen op med vore indenlandske Planter og heller ikke kan modstaa vore indenland- ske Dyrs ødelæggende Angreb.

Naar en Art i et vist lille Strøg, paa Grund af yderst gunstige Omstændigheder, tiltager i Individantal i en uforholdsmæssig stor Grad, saa opstaar der ofte — i det mindste synes dette at indtræffe med vort Vildt — Epidemier, og her har vi da en hæmmende Magt, der er uafhængig af Kampen for Tilværelsen. Men selv nogle af disse saakaldte Epidemier viser sig at være foraarsagede af Snylte- orme, som af en eller anden Grund — maaske for en Del fordi de har lettere ved at blive udbredt, naar Dyrene lever saa tæt sam- men — er bleven uforholdsmæssigt begunstigede, og her har vi saa en Slags Kamp mellem Snyltedyret og dets Bytte.

Paa den anden Side er, i mange Tilfælde, en stor Samling In- divider af samme Art (Tallet bestemt ved Fjendernes Antal) absolut nødvendig for Artens Bevarelse. Saaledes kan vi med Lethed dyr- ke Korn og Raps o. s. v. i Mængde paa vore Marker, fordi Frøene

[page] 76

er i en saa mægtig Majoritet overfor de Fugle, der ernærer sig af dem; heller ikke kan Fuglene, skønt de har Næring i Overflod, paa denne ene Aarstid tiltage i Individantal i Forhold til Næringsmæng- den, eftersom de har tabt i Antal om Vinteren; men enhver, der har forsøgt det, ved, hvor vanskeligt det er at faa Frø af nogle faa Hvede- planter eller andre saadanne Planter i en Have; jeg har for mit Vedkommende ved saadanne Lejligheder mistet hvert eneste Frø- korn. Denne Omstændighed, at undertiden en stor Samling Indi- vider af samme Art er nødvendig for Arténs Bevarelse, forklarer, tror jeg, nogle særegne Forhold i Naturen, f. Eks. det, at meget sjældne Planter undertiden forekommer i meget stor Mængde paa de faa Pletter, hvor de findes, og det, at nogle Planter er sociale, d. v. s. forefindes i meget stort Individantal lige til Ydergrænsen af deres Voksekreds. Thi i saadanne Tilfælde kan man antage, at en Plante kun kunde eksistere der, hvor Livsbetingelserne »var saa gun- stige, at mange kunde eksistere ved Siden af hinanden og derved frelse Arten fra ganske at gaa til Grunde. Det tør tilføjes, at de gavnlige Virkninger af hyppige Krydsninger og de skadelige Virk- ninger af indbyrdes Befrugtning blandt for nær bestlægtede rime- ligvis spiller en Rolle i nogle af disse Tilfælde, men jeg skal ikke her indlade mig nærmere paa dette indviklede Emne.

Indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilværelsen.

Der foreligger mange Beretninger, som tjener til at vise, hvor indviklede og hvor overraskende de fjendtlige og venskabelige For- hold er, der bestaar mellem organiske Væsener, som kæmper med hinanden i samme Land. Jeg vil kun give et enkelt Eksempel, der, skønt det er simpelt, dog har interesseret mig meget. I Staffordshire var der paa et Gods, der tilhørte en Slægtning af mig, og hvor jeg havde rig Lejlighed til at forfølge mine Undersøgelser, en stor og yderst gold Hedestrækning, der aldrig var bleven bearbejdet af Menneskehænder. Flere hundrede Acres Land af nøjagtig samme Beskaffenhed var bleven indhegnede og beplantede med skotsk Fyr for fem og tyve Aar siden. Den Forandring, som den oprindelige Vegetation havde undergaaet i den beplantede Del af Heden, var overordentlig mærkelig og større, end man i Almindelighed ser ved

[page] 77

at gaa fra en Slags Jordbund til en anden, der er ganske forskellig. Der var ikke blot bleven et ganske andet Forhold i Hedeplanternes Antal, men tolv Plantearter (Græsser og Stargræsser ikke medreg- nede), der ikke fandtes paa Heden, stod frodigt i Plantningerne. In- sektverdenen maa være bleven endnu mere paavirket, thi seks in - sektædende Fuglearter, som man aldrig skulde møde paa Heden, var yderst almindelige i Plantningerne, og paa den anden Side havde Heden to eller tre den egne Arter af insektædende Fugle. Her ser man, hvilken mægtig Indflydelse, Indførelsen af en eneste Træsort har haft; thi andet var der ikke bleven gjort, naar undtages, at Jor- den var bleven indhegnet for at holde Kvæget ude. Men hvor vigtig Indhegningen kan være, det fik jeg en tydelig Forestilling om i Nærheden af Farnham i Surrey. Her er der vidtstrakte Heder med nogle faa Grupper af gamle skotske Fyrretræer paa Toppen af fjer- ne Høje. I de sidste ti Aar er der bleven indhegnet store' Stræknin- ger, og selvsaaet Fyr vælter nu op af Jorden, saa tæt, at de ikke nær alle kan blive i Live. Da jeg havde forvisset mig om, at disse unge Træer hverken var bleven saaede eller plantede, blev jeg saa for- bavset over den Mængde, der var af dem, at jeg gik rundt til for- skellige Udsigtspunkter, hvorfra jeg kunde overskue Hundreder af Acres uindhegnet Hede, og jeg kunde bogstavelig talt ikke faa Øje paa en eneste skotsk Fyr med Undtagelse af de gamle plantede Grupper paa Højene. Men da jeg nu bøjede Lyngbuskene til Side og saa nøje til, saa fandt jeg en Mængde Kimplanter og smaa Træer, som stadig var bleven afgnavede af Kvæget. Paa en Plet, der var lidt over to Kvadratalen og laa flere hundrede Alen borte fra en af de gamle Trægrupper, talte jeg to og tredive smaa Træer; og et af dem, med seks og tyve Aarringe, havde i en lang Aarrække søgt at løfte sit Hoved op over Lyngbuskene; men det havde slaaet fejl. Det var da altsaa ikke saa forunderligt, at Jorden, saasnart den var blevet indhegnet, blev tykt bedækket med frodigt voksende unge Fyrretræer. Men det kunde dog aldrig falde nogen ind, at Kvæget vilde have søgt saa nøje og saa heldigt efter Føde paa en i saa høj Grad gold og saa vidtstrakt Hede.

Her ser vi Kvæget afgjort bestemme den skotske Fyrs Eksi- stens; men i forskellige Egne er der Insekter, der bestemmer Kvægets Eksistens. Maaske vi i Paraguay finder det mærkeligste Eksempel herpaa; thi her har hverken Kvæg, Heste eller Hunde

[page] 78

nogensinde forvildet sig, skønt det vrimler af dem i forvildet Tilstand baade sønden og norden for; og Azara og Rengger har vist, at dette kommer af, at der i Paraguay er et større Individantal af en vis Flueart, som lægger sine Æg i Navlen paa spæde Kalve, Føl og Hvalpe. Disse Fluers Tiltagen i Individantal, stort som det er, maa stadigt hæmmes paa en eller anden Maade, rimeligvis ved andre Snylteinsekter. Dersom derfor visse insektædende Fugle aftog i Antal i Paraguay, saa vilde disse Snylteinsekter rimeligvis tage til, og dette vilde formindske Antallet af de navlesøgende Fluer, saa vilde Kvæg og Heste blive forvildede, og dette vilde ganske vist i høj Grad forandre Vegetationen (hvad jeg ogsaa i Virkeligheden har iagttaget i Dele af Sydamerika), dette vilde saa igen stærkt paavirke Insekterne, det igen, som vi nylig saa det i Staffordshire, de insektædende Fugle og saa fremdeles mere og mere indviklet. Vi begyndte denne Kreds med insektædende Fugle, og nu har vi ogsaa sluttet med dem. Men det er ikke saadan at forstaa, at Forholdene nogensinde kan være saa simple i Naturen som disse. Kamp indenfor Kamp maa stadig vende tilbage med skiftende Held, og dog er med Tiden Kræfterne bleven saa nøje afpassede, at Naturens Aasyn holder sig uforandret i lange Tider, endskønt den mindste Ubetydelighed ganske vist vilde give et organisk Væsen Sejren i Hænde overfor et andet. Og alligevel, saa tyk er vor Uvidenhed og saa stor vor Indbildskh^d, at vi undrer os, naar vi hører, at et organisk Væsen er uddøet; og eftersom vi ikke ser den sande Aarsag, saa kalder vi Syndfloder til Hjælp til at affolke Jorden, eller ogsaa finder vi paa Love for Varigheden af Livets Former!

Jeg fristes til at komme med nok et Eksempel for at vise, hvor- ledes Planter og Dyr, der staar i modsatte Ender af Systemet, er nøje forbundne med hverandre ved et Væv af indviklede For- hold. Jeg vil senere faa Lejlighed til at vise, at den eksotiske Lo- belia fulgens i denne Del af England aldrig bliver besøgt af Insekter og derfor heller ikke paa Grund af dens ejendommelige Bygnings- forhold, nogensinde sætter Frø her, næsten alle vore orkidéagtige Planter (Gøgeurter) kræver Insektbesøg for at faa deres Støvkorn bragt omkring, altsaa for at blive befrugtede. Efter Forsøg, jeg har gjort, finder jeg, at Humlebier er næsten uundværlige for Stedmo- derblomstens (Viola tricolor) Befrugtning, thi andre Bier søger ikke

[page] 79

denne Blomst. Jeg har ogsaa fundet, at Besøg af Bier er nødvendige for Befrugtningen af somme Kløverarter; Saaledes gav 20 Hoveder Hvidkløver (Trifolium repens) 2,290 Frø, men 20 andre Hoveder, som Bierne var bleven holdt borte fra, gav ikke et eneste. Frem- deles gav 100 Hoveder Rødkløver (T. pratense) 2,700 Frø, men det samme Antal Hoveder, beskyttede mod Bier, gav ikke et. Kun Humlebier besøger Rødkløveren, eftersom andre Bier ikke kan naa Honningduggen. Man har ment, at Phalænaer kunde hjælpe Kløve- ren ved Befrugtningen, men jeg betvivler dette for Rødkløverens Vedkommende, da de ikke vejer nok til at tvinge det Kronblad ned, man kalder Baaden. Derfor kan vi anse det for højst rimeligt, at dersom hele Humlebislægten uddøde eller blev meget sjælden i England, saa vilde ogsaa Stedmoderblomsten og Rødkløveren der blive meget sjældne eller ganske forsvinde. Antallet af Humlebier i en Egn er i høj Grad afhængig af Antallet af Markmusene, der ødelægger deres Boer og Kager; og Hr. Newman, som i lang Tid har beskæftiget sig med Humlebiernes Levemaade, tror, at „mere end de to Trediedele af dem bliver ødelagt Saaledes hele England igennem". Nu er fremdeles, som enhver véd, Musenes Antal i høj Grad afhængig af Kattenes Antal, og Hr. Newman siger: „nær ved Landsbyer og Smaakøbstæder har jeg fundet, at Humlebierne er talrigere end andet Steds, hvilket jeg tilskriver Kattene, som ud- rydder Musene". Saaledes er det altsaa helt vel troligt, at Tilstede- værelsen af et katteagtigt Dyr i stort Antal i et Distrikt kunde, med Mellemkomst af først Mus og dernæst Bier, bestemme Hyppig- heden af visse Blomster i Distriktet.

Hver enkelt Art støder rimeligvis en eller anden Gang i sin Levetid, til den eller den Aarstid, i dette eller hint Aar, paa Hin- dringer af en eller anden Slags. Af disse Hindringer vil saa i Ål- mindelighed en enkelt eller et Par Stykker være de stærkeste, men hvor forskellige de nu end kan være i Magt eller Væsen, saa er det dog til syvende og sidst det samme de vil, nemlig forringe den paagældende Arts Individantal. Det kan i nogle Tilfælde godt- gøres, at vidt forskellige Hindringer indvirker paa samme Art i de forskellige Egne. Naar man betragter en Skrænt, frodig bevokset med Urter og Buske, saa er man meget tilbøjelig til at anse det for ganske tilfældigt, hvilke Arter og hvor mange Individer af hver, der findes paa Skrænten. Men dette er en yderst fejlagtig

[page] 80

Anskuelse. Enhver har hørt sige, at naar man rydder en ameri- kansk Skov, saa myldrer der straks en fra den foregaaende meget forskellig Planteverden frem. Og nu har man i de sydlige forenede Stater bemærket, at Grunde, hvor der findes Spor af gamle indian- ske Bygninger, og hvor altsaa Træerne engang i Fortiden er bleven huggede bort, nu er bedækkede med de samme Arter i det samme Forhold, som de nærliggende Urskoves aldrig berørte Jordsmon. Hvilken Kamp maa der ikke her have været i lange Aarhundreder igennem mellem de forskellige Træarter, som hvert Aar har ud- sendt Byger af Frø, hvor har ikke Insekt kæmpet mod Insekt, og Insekterne igen tilligemed Snegle og andet Kryb mod Rovfugle og Rovpattedyr! Alle har de stridt for at erobre eller beholde Pladsen, den ene har ædt den anden eller fortæret Træerne, deres Frø og deres Kimplanter eller ogsaa de Urter, der først dækkede Jorden, — den Jord om hvilken de igen stredes med Træerne. Kast en Haandfuld Dun i Vejret, og de vil falde til Jorden efter ganske bestemte Love; men at afgøre paa hvilken Plet hvert af dem vil falde, er en let Sag i Sammenligning med det at beregne Virkningen og Tilbagevirkningen mellem de utallige Planter og Dyr, som i Aarhundredernes Løb har bestemt Arten og det for- holdsvise Individantal af de Træer, som nu vokser paa de gamle Indianerbyers Ruiner!

Naar et organisk Væsen er ganske afhængigt af et andet, saa staar de i Almindelighed meget langt fra hinanden i Systemet, saa- ledes som det er Tilfældet med de snyltende Organismer og deres Værter. Det samme Forhold genfinder vi, naar Talen er om saa- danne, som i Ordets egentligste Forstand kæmper med hinanden om Tilværelsen, Saaledes som Græshopperne og de græsædende Pattedyr. Kampen kan her være haard nok, men haardest raser den næsten altid mellem Individer af samme Art; thi de søger altid til de samme Egne, de fordrer den samme Næring og er udsat for de samme Farer. Mellem Varieteter af samme Art er Kampen i Almindelighed næsten lige saa haard, og undertiden af- gøres Striden her hurtigt. Saar man f. Eks. forskellige Hvede- varieteter sammen og man saa gensaar den Blanding, som den første Udsæd har givet, vil nogle af de Varieteter, der bedst passer til Jordbunden eller Klimaet, eller de, der af Naturen er de givtig- ste, trives fremfor de andre, give mere Sæd, og som en Følge heraf

[page] 81

vil de i Løbet af nogle faa Aar ganske have undertrykt de andre Varieteter. For at vedligeholde en bestemt Blanding af saa yderst nær beslægtede Former som de forskelligt farvede Ærtevarieteter maa man hvert Aar indsamle Frø af hver Art for sig og ved Saa- ningen blande dem i et bestemt Forhold; thi regulerede man ikke Saaledes den blandede Udsæd, vilde man Aar for Aar avle mindre og mindre af de svagere Sorter og tilsidst slet intet. Med Faare- varieteterne forholder det sig paa samme Maade; visse Bjærg- varieteter skal Saaledes, forsikres der, æde Græsset bort for andre Bjærgvarieteter, saa at man, hvis man ikke vil, at det ene Hold skal dø af Sult, maa holde dem hver for sig. Det samme sker, naar man holder forskellige Varieteter af Blodigler paa samme Sted. Endelig kunde det maaske nok være tvivlsomt, om nogen af vore dyrkede Planters eller noget af vore Husdyrs Varieteter har saa ganske samme Styrke, samme Livsvaner og samme Konstitu- tion, at en bestemt Blanding kunde beholde sit oprindelige For- hold uforandret en fem, seks Generationer igennem, ifald de for- skellige Varieteter fik Lov til at kæmpe med hinanden ligesom de vilde Organismer, og hvis man ikke hvert Aar sorterede Frøet eller det unge Afkom.

Kampen for Tilværelsen strengest mellem Individer og Varieteter

af samme Art.

Da Arter af samme Slægt i Almindelighed, skønt ingenlunde altid, har megen Lighed med hinanden i Livsvaner og Konstitution, og da de altid har det i Bygningsforhold, vil Kampen for Til- værelsen som oftest være strengere mellem dem end mellem Arter af forskellige Slægter. Dette ser vi f. Eks. af, at en Svaleart, der for nylig har faaet en meget stærk Udbredelse i visse Dele af de forenede Stater, har bragt en anden Svaleart til at aftage i Individ- antal. Mistel-Droslen er for nylig taget meget til i Antal i visse Egne af Skotland, og Sangdroslerne er derfor bleven færre. Hvor ofte meldes der os ikke fra de forskelligste Himmelstrøg, at en Rotteart har taget en andens Plads! I Rusland har den lille asia- tiske Kakerlak overalt fordrevet den store. I Australien udrydder vor almindelige Bi, som man har indført, Landets egen lille brod- løse Bi. Somme Steder har en Slags Agerkaal drevet en anden af

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                     6

[page] 82

Markerne, og Saaledes kunde vi fortsætte i det uendelige. Vi kan til en vis Grad se, hvorfor Kampen maa være haardest mellem beslægtede Former, som indtager næsten samme Stilling i Na- turens Husholdning; men vi kan næppe i et eneste Tilfælde med Bestemthed sige, hvorfor den ene Art har overvundet den anden.

Af de foregaaende Bemærkninger kan vi uddrage en Slutning, der er af meget stor Betydning, den nemlig, at ethvert organisk Væsens hele Bygning staar i et meget væsentligt, skønt ofte dun- kelt Forhold til alle de andre organiske Væseners Bygning, det vil da sige med de af dem, som den kommer til at kæmpe med om Plads eller Næring, eller de, som den maa se at undslippe, eller endelig de, blandt hvilke den søger sit Bytte. Dette ser vi tydelig udtalt i den Maade, hvorpaa Tigerens Tænder og Poter er byggede, lige saa vel som det møder os i Benenes og Munddelenes Forhold hos det lille Snyltedyr, der lever mellem Haarene paa Tigerens Pels. Løve- tandsblomsternes nydeligt fnokkede Frø og Vandkalvens sammen- trykte og randhaarede Ben synes derimod ved første Øjekast kun at tale om et Forhold til Elementerne, til Luften og Vandet. Men den Fordel, Planten har ved, at dens Frø har Fnok, staar dog utvivlsomt i meget nært Forhold til den Omstændighed, at Jorden er meget tæt beklædt med andre Planteformer, i alt Fald tjener Fnokken da til at gøre dette ugunstige Forhold mindre føleligt, idet Frøet ved den bæ- res vidt omkring og derved faar større Udsigt til at falde i Jord, der ikke har saa tæt et Plantedække. Vandkalvens Ben, der er byggede Saaledes, at de sætter Dyret i Stand til at dykke udmærket, er jo ogsaa mægtige allierede i Tilværelseskampen mod de andre Vand- dyr, hvad enten det nu gælder om selv at gøre Bytte eller om at slippe fri for andre Dyrs Efterstræbelser.

Den Mængde af Næringsstof, der findes i mange Planters Frø, sy- nes ikke ved første Øjekast at kunne have noget at sige overfor an- dre Planter. Men den frodige Vækst, som de unge Planter, der fremkommer af saadant Frø (f. Eks. Ærter og Bønner), har, selv naar Frøet er bleven lagt mellem højt Græs, bringer os paa den For- modning, at den væsentligste Nytte, som det omtalte Næringsstof gør, er den, at det hjælper den unge Kimplante i dens Opvækst i Kam- pen mod dens kraftigt voksende Naboer*).

*) Medens nogle Planters Frø kun indeslutter et Par smaa Kimblade, Kimknoppen og Kimroden, er der andre, der har meget store kødfulde

[page] 83

Lad os nu tænke os en Plante, der gror meget frodigt lige i Hjærtet af sin Voksekreds: hvorfor fordobler den ikke sit Individ- antal, hvorfor bliver der ikke efterhaanden ti Gange saa mange af den? Hvordan skulde vi bære os ad (det er naturligvis kun et Tankeeksperiment) med at faa den til at tiltage i Individantal? Vi skulde stille den noget heldigere overfor dens Medbejlere eller overfor de Dyr, der muligvis lever af den. Vi ved, at den prægtigt kan taale lidt mere Varme eller Kulde, lidt mere Fugtighed eller Tørke; thi den findes jo andet Steds i lidt varmere eller koldere, lidt fugtigere eller tørrere Egne. Lige paa Grænsen af dens Vokse- kreds vilde en Forandring i dens Konstitution i Forhold til Klimaet naturligvis være heldbringende for en Plante; men vi har god Grund til at tro, at kun meget faa Planter eller Dyr er udbredt over saa store Strækninger, at de ligefrem skulde blive dræbt af selve Klimaet. Nej, der er en vigtig Faktor, vi maa tage med i Beregnin- gen : Rivaliseringen med andre organiske Væsener. Det er først naar vi kommer til det organiske Livs yderste Grænser, til de arktiske Regioner eller til Randen af de goldeste Ørkener, at denne Rivali- sering ophører. Landet kan være grumme koldt eller grumme tørt, — der vil dog være Kamp mellem nogle faa Arter eller mellem Individerne af samme Art, om de varmeste eller fugtigste Pletter.

Flytter vi en Plante eller et Dyr fra deres Hjemstavn over til et andet Land, over mellem andre Medbejlere end dem, de havde hjemme, saa vil, om end Klimaet er ganske ens begge Steder, deres Livsbetingelser dog være bleven forandrede i en ganske væsentlig Grad. Vilde vi have dem til at tiltage i Individantal i deres nye

Kimblade og atter andre, der indeholder et Legeme, der morfologisk talt ikke hører til Kimen, dette Legeme kaldes Frøhvide. Disse tykke Kimblade og Frøhviden hjælper næppe med til at optage Næringsstoffer udefra (er ikke Assimilationsorganer), men er selv Næring for den ganske unge Kim- plante, hvis Rodhaar endnu ikke er kommen frem eller i al Fald endnu ikke er saa vidt udviklede, at de kan tilføre den Næring nok. Derfor optages ogsaa den Næring, de nævnte Organer frembyder, uden Rodhaarenes (i alt Fald uden deres umiddelbare) Medvirkning. Frøhvidens Næringsstoffer opsuges af Kimbladene og Kimknoppen og de tykke Kimblades Stoffer gaar over i den øvrige Kim gennem Kimbladstilkene eller Kimknoppen. Den Næringsmængde, Frøhviden og de tykke Kimblade indeholder, kan betrag- tes som Sparepenge, Moderplanten giver sit Afkom med, som en Arv, der tages i Brug af den unge Kim i Spiringsøjeblikket; i mange Tilfælde altsaa efter Moderens Død.                                                               O. A.

[page] 84

Hjem, maatte vi modificere dem paa en ganske anden Maade her, end den, vi skulde bruge i deres egenlige Hjem, thi vi skulde give dem en heldig Stilling overfor andre Medbejlere og andre Fjender. Det kan være ganske godt i Tankerne at prøve paa at give en Form visse Fordele over en anden. Rimeligvis vilde vi ikke i et eneste Tilfælde vide, hvad vi skulde gøre, for at det kunde lykkes os. Men det vilde altid gøre den Nytte, at det vilde overbevise os om, at vi er yderst uvidende om, i hvilket Forhold de organiske Væsener staar til hinanden indbyrdes; en Overbevisning, der er lige saa nødvendig, som den synes vanskelig at erhverve. Vi maa fore- løbig nøjes med stadigt at huske paa, at ethvert organisk Væsen søger at tage til i Individantal i geometrisk Progression, at det i en eller anden Periode af dets Liv, til en eller anden Aarstid, i hver Generation, eller med visse Tidsmellemrum, maa kæmpe for Til- værelsen og lide meget i Kampen. Ved Tanken om al denne Kamp maa vi trøste os selv ved fuldt og fast at tro, at NaHirkampen ikke varer evigt, at der ingen Frygt føles i den, at Døden i Almindelig- hed er hurtig og at de kraftige, de sunde og de lykkelige overlever den og mangfoldiggør sig.

[page] FJERDE KAPITEL Kvalitetsvalget; eller den stærkeste lever.

Kvalitetsvalget — dets Styrke i Sammenligning med Racevalgets — dets Magt over ubetydelige Karakterer — dets Magt over alle Aldre og begge Køn — Parringsvalget — Krydsning indenfor Arten — Omstændigheder, der begunstiger eller hæmmer Kvalitetsvalget i dets Virkninger, nemlig Krydsning, Isolerethed, Individantal — langsom Virken — Uddøen, for- aarsaget ved Kvalitetsvalget — Karakterdivergens i Forhold til Forskellig- heden mellem Beboere af det samme lille Strøg og i Forhold til Naturali- sering — Hvorledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakter-Divergens og Uddøen paavirker Former, der nedstammer fra samme Art — En Forkla- ring af alle de organiske Væseners Gruppering — Organisationsfremskridt — Hvordan de lavere Former er bleven bevarede — Indvendinger — Ens- artethed i visse Karakterer, fordi disse ikke er af synderlig Betydning eller ikke er bleven paavirkede af Kvalitetsvalget. Ubegrænset Mangfoldiggørelse af Arterne. Resumé.

Kvalitetsvalget.

Hvorledes vil Kampen for Tilværelsen, som vi i det foregaaende Kapitel har omtalt i al Korthed, virke i Forhold til Varieringen? Kan Udvælgelsesprincipet, som vi har set, have saa stor Betydning, naar Mennesket anvender det, ogsaa virke i Naturen? Jeg tror, at vi skal faa at se, at det kan virke saa temmelig godt. Lad os huske vel paa, hvilken uendelig stor Mængde ejendommelige Varieringer, der findes hos vore Husdyr og dyrkede Planter saa vel som, om end mindre hyppigt, hos Organismerne i vild Tilstand, og lad os saa hel- ler ikke glemme, hvor stærk Tendensen til Arvelighed er. Om de forædlede Racer kan det med Rette siges, at deres hele Organisa- tion er til en vis Grad plastisk. Men denne store Variabilitet er ikke direkte bleven frembragt af Mennesket (baade Hooker og Asa

[page] 86

Gray har henledet Opmærksomheden herpaa); thi Mennesket kan lige saa lidt fremtvinge Varieringer, som han kan holde dem borte, han kan blot bevare og samle dem, der kommer. Sig selv uafvidende udsætter han de organiske Væsener for nye og skiftende Livsbetin- gelser, og deraf følger saa Variabilitet; men lignende Forandringer i Betingelserne kan ogsaa forekomme ude i Naturen og forekommer virkelig. Lad os ogsaa huske paa, hvor uendelig indviklede og hvor nøje afpassede alle organiske Væseners Forhold er, baade deres Forhold til hverandre indbyrdes og til de fysiske Livsbetingelser, og lad os ikke glemme den Mangfoldighed af Bygningsforskelligheder, der, som en Følge deraf, kan være de organiske Væsener til Nytte i Tilfælde af, at Livsbetingelserne skifter. Og da det har vist sig, at der opstaar Varieringer, som er nyttige for Mennesket, er det da saa utænkeligt, at der i Løbet af Tusinder af Generationer en Gang imellem skulde kunne fremkomme Varieringer, der paa en eller anden Maade kunde være Organismen selv til Nytte i den store, indviklede Kamp for Tilværelsen? Og fremdeles, dersom der nu skulde vise sig saadanne Varieringer, er der saa nogen Grund til at tvivle om, at de Individer, der er om end aldrig saa lidt heldigere stillede end de andre, at de har bedst Udsigt til at blive i Live *) og formere sig. Paa den anden Side kan vi være temmelig sikre paa, at en Variering, der i en nok saa ringe Grad er skadelig for Indi- videt, næppe vil. faa Lov til at vise sig i ret mange Generationer. Denne Bevaren af de Individet gavnlige Varieringer og Tilintet- gøren af de Individet skadelige Varieringer kalder jeg Naturens Kva- litetsvalg. Saadanne Varieringer, som hverken gavner eller skader det paagældende Individ, kan ikke paavirkes af Kvalitetsvalget og vil enten holde sig som et fluktuerende Element, (som Tilfældet maaske er med visse polymorfe Arter) eller tilsidst blive fæstnede, ganske eftersom Organismens eller Betingelsernes Natur er i de enkelte givne Tilfælde.

Nogle Forfattere har misforstaaet Begrebet: Naturens Kvalitets- valg, andre har gjort Indvendinger mod det. Der er endogsaa dem, der har sat sig i Hovedet, at Naturens Kvalitetsvalg foranlediger Variabilitet, medens der dog virkelig ikke er sagt andet om det, end at det bevarer saadanne for Haanden værende Varieringer, som kan

*) Husk, at der fødes flere Individer end Tilværelsen kan rumme! O. A.

[page] 87

være heldbringende for et Væsen med disse eller hine Livsbetin- gelser. Der er ingen, der gør Indvendinger, naar Agronomen taler om Racevalgets Virkninger, og dog er det et ganske analogt Udtryk, idet det her ligeledes er Naturen, der først giver de individuelle Varieringer, som saa senere samles eller øges med dette eller hint Maal for Øje. Man har sagt, at Begrebet Kvalitetsvalg forudsætter en bevidst Vælgen hos de Dyr, der bliver modificerede, og man har endogsaa drevet sin Logik saa vidt, at man har sluttet Saaledes, at da Planterne ingen Vilje har, saa kan Kvalitetsvalget slet ikke have noget at gøre med dem. Ganske vist! naar man hænger sig fast i Ordenes bogstavelige Betydning, saa er Udtrykket: Naturens Kva- litetsvalg ikke korrekt; men hvorfor gør man saa ikke Indvendinger, naar Kemikerne taler om de forskellige Grundstoffers Valgslægt- skab, for det er dog heller ikke korrekt at sige, at en Syre vælger den Base, med hvilken den foretrækker at indgaa en Forbindelse? Man bebrejder mig, at jeg taler om Naturens Kvalitetsvalg, som om det var en aktiv Magt eller Guddom; men kan man da ikke rette de samme Bebrejdelser mod en Forfatter, der siger, at Tyngdekraf- ten styrer Planeternes Bevægelser? Enhver ved jo dog meget godt, hvad der menes med saadanne billedlige Udtryk, og ved, at de næ- sten er uundgaaelig nødvendige for Korthedens Skyld. Det er ogsaa vanskeligt at undgaa at personificere Ordet: Natur; men jeg mener ikke andet dermed end de mange Naturloves Virken og Virkninger, og ved Love fprstaar jeg den Uforanderlighed i Fænomenernes Følr gen paa hinanden, som vi har iagttaget. Naar man har beskæftiget sig lidt med det foreliggende Emne, vil man snart have glemt saa- danne overfladiske Indvendinger.

Vi vil bedst forstaa, hvorledes Kvalitetsvalget foregaar, ved at tage et Eksempel. Et Land undergaar en eller anden lille fysisk Forandring f. Eks. en Klimatforandring. Næsten øjeblikkelig vil de Talforhold, hvori Landets Beboere staar til hinanden, blive for- andrede ; visse Arter vil maaske uddø. Vi har set, hvor nøje og hvor indviklet det Forhold er, der bestaar mellem et Lands organiske Væsener, og heraf slutter vi, at en Forandring i Forholdene mellem nogles Individantal (ganske bortset fra den Forandring, selve Kli- maet kunde afstedkomme) vilde paavirke de andres meget stærkt. Dersom Landet ingen naturlige Grænser havde, vilde der ganske vist indvandre nye Former, og denne Omstændighed vilde da i høj

[page] 88

Grad forstyrre de oprindelige Beboeres Forhold til hinanden ind- byrdes. Vi har jo alt tidligere set, hvilken mægtig Indflydelse Ind- førelsen af et enkelt Træ eller Dyr kan have paa en Egns organiske Væsener. Dersom nu vort Land var en 0 eller var begrænset af høje Bjærge eller andre naturlige Hindringer, der ikke vilde tilstede nye og bedre afpassede Former fri Adgang, saa vilde der blive Pladser i Naturens Husholdning, som vilde blive bedre besat, ifald nogle af Landets oprindelige Arter blev en Del modificerede; thi havde Landet været aabent for fremmede, saa vilde nogle af disse have taget de nævnte Pladser i Besiddelse. Smaa Modifikationer, som paa nogen Maade kunde være heldige for en Arts Individer ved at gøre dem mere skikkede til at leve under de forandrede Livsbetingelser, vilde i saa Tilfælde blive bevarede og Kvalitetsvalget vilde saa være i Gang med sine Forbedringer.

Vi har Grund til, som det er sagt i første Kapitel, at tro, at Forandringer i Livsbetingelser fremkalder en Tendens til at va- riere, og i det nys brugte Eksempel er vi gaaet ud fra den Antagel- se, at Betingelserne er bleven forandrede, hvilket aabenbart vilde være heldigt for Kvalitetsvalget, idet der derved bliver større Ud- sigt til, at Varieringer, der er heldbringende for de paagældende Organismer, kan fremkomme: og kommer der ikke saadanne Va- rieringer, kan Kvalitetsvalget slet intet gøre. I Betegnelsen: Varie- ringer, maa man vel mærke, er de blot og bar individuelle Forskel- ligheder altid medindbefattede. Da Mennesket kan opnaa meget store Resultater for sine Husdyrs og dyrkede Planters Vedkommende blot ved at samle de individuelle Forskelligheder med et bestemt Maal for Øje, saa vilde disse naturligvis ogsaa være tilstrækkelige for Naturen, saa meget mere, som den har en uden Sammenligning længere Tid at virke i. Jeg tror da heller ikke, at der behøves no- gen stor fysisk Forandring (f. Eks. en Forandring i Klima eller en usædvanlig høj Grad af Isolerethed, der kunde tjene til at forhindre Indvandring af nye Arter) til at skaffe Kvalitetsvalget nye og ube- folkede Pladser, som det saa kunde befolke ved at modificere og forbedre nogle af Egnens varierende Beboere. Thi da alle et Lands Beboere kæmper mod hinanden med næsten nøjagtig samme Styrke paa begge Sider, saa vilde overordentlig smaa Ændringer i en Arts Bygningsforhold eller Sædvaner ofte stille den noget heldigere end andre Arter, og endnu flere Ændringer i samme Retning vilde ofte

[page] 89

gøre den heldiges Stilling endnu heldigere, forudsat at dens Livs- betingelser for øvrigt ikke forandredes, og at der ikke kom nye Fjender til. Man kan ikke nævne et eneste Land, i hvilket alle de der hjemmehørende organiske Væsener nu er saa nøje tillempede efter hinanden og efter de fysiske Livsbetingelser, under hvilke de lever, at de jo ikke skulde kunne tillempes endnu nøjere; thi i alle Lande er de indfødte Organismer for saa vidt bleven besejrede af naturaliserede, som de har maattet lade fremmede tage fast Stade i Landet. Og eftersom Saaledes fremmede i hvert enkelt Land har overvundet nogle af de indfødte, kan vi med Sikkerhed slutte, at de øvrige indfødte kunde være bleven modificerede saa fordelagtigt, at de bedre havde kunnet modstaa Invasionen.

Da nu Mennesket kan opnaa og visselig ogsaa har opnaaet store Resultater ved sin ubevidste og sin metodiske Udvælgelse, hvad maa da ikke Naturen kunne drive det til? Mennesket kan kun ind- virke paa ydre, paa synlige Karakterer. Naturen har ikke nogen særlig Forkærlighed for det ydre; den paavirker det, hvis det er nyttigt at paavirke det, men den er ikke indskrænket hertil, den kan indvirke paa hvert eneste indre Organ, paa enhver nok saa lille Af- skygning af konstitutionel Forskellighed, paa hele Livsmekanismen. Mennesket udvælger kun for sin egen Skyld, Naturen kun for det paagældende Væsens, og den har fuldstændig Raadighed over de Karakterer, den paavirker, hvad jo i og for sig allerede ligger deri, at den kan udvælge dem. Mennesket holder Væsener, der hører hjemme i de forskelligste Jordstrøg, i et og samme Land; han ud- vælger sjældent hver enkelt af de udvalgte Karakterer paa en egen og netop for den passende Maade; han giver en lang- og en kort- næbbet Due samme Føde, han behandler ikke et langrygget eller langbenet Pattedyr efter en særlig Metode, og han udsætter Faar med lang Uld og Faar med kort Uld for det samme Klimas Ind- virkninger. Han lader ikke de kraftigste Hanner kæmpe om Hun- nerne. Han dræber ikke uden Barmhjertighed alle de mindre godt udviklede Individer, men beskytter tværtimod til enhver Tid, saa vidt det staar i hans Magt, alle sine Dyr. Han gaar ofte ved sin Ud- vælgen ud fra en halv monstrøs Form, eller i det mindste fra en Form, der er saa stærkt modificeret, at den enten allerede stikker i Øjnene eller tydeligt nok kan skønnes at være nyttig. I Naturen der- imod, der vipper den mindste Afvigelse i Bygning eller Konstitution

[page] 90

øjeblikkelig den af Tilværelseskampen fint balancerede Vægt, og Af- vigelsen gøres frugtbringende. Og endelig, hvor flagrende og ube- stemte er ikke Menneskets Ønsker og Arbejde! Hvor kort er ikke hans Tid! Og hvor fattige maa derfor ikke de Resultater, han op- naar, blive i Sammenligning med dem, Naturen naar til, Naturen, der kan arbejde Slægtled for Slægtled, hele geologiske Perioder igennem! Er det da til at undre sig over, at Naturens Frembringel- ser har et langt mere helstøbt Udseende end Dyrkningens, at dens Former er uendelig bedre afpassede efter de mest sammensatte Livsbetingelser, og at de i fuldeste Maal har Fuldendelsens stolte Præg?

Med et billedligt Udtryk kunde man sige, at Kvalitetsvalget Dag for Dag, Time for Time, den ganske Verden over, nøje vogter paa selv de alier mindste Varieringer, forkastende de daarlige, bevarende og samlende alle de gode; tavst og umærkeligt arbejdende paa, naar og hvor Lejlighed gives, at forbedre hvert enkelt organisk Væsens Forhold til dets organiske og uorganiske Livsbetingelser. Vi ser intet til disse langsomme Forandringer, medens de foregaar; først naar de har været i Virksomhed i Aarhundreder, kan vi se den sam- lede Sum af deres Arbejde, men det er kun et meget ufuldkomment Syn vi har paa hine længst forsvundne Tider, og vi ser egentlig ikke stort mere, end at Livets Former nu er forskellige fra, hvad de tidligere var.

For at der skal kunne foregaa en betydelig Forandring noget Steds, maa Forholdet være dette, at en Varietet ikke, naar den en Gang er bleven dannet, bliver staaende, men at den igen — dog maaske undertiden først efter længere Tids Forløb — varierer eller frembyder individuelle Forskelligheder af den samme gunstige Na- tur, som de den alt tidligere maa have frembudt: og her maa saa igen visse bestemte Forskelligheder bevares og Saaledes videre, Skridt for Skridt fremad. Eftersom nu individuelle Forskelligheder af alle Slags stadig fremkommer, har man næppe nogen Grund til at betegne denne Antagelse som urimelig; men om alt dette for øvrigt virkelig har fundet Sted, det maa skønnes af, hvor vidt vor Hypotese staar i Overensstemmelse med og forklarer de alminde- lige Naturfænomener. Paa den anden Side støtter den almindelige gængse Antagelse (den nemlig, at der for Varieringen er visse be- stemte snævre Grænser, der ikke kan overskrides) sig kun paa en blot og bar Paastand.

[page] 91

Om endskønt Kvalitetsvalget kun kan virke ved og for det, der er heldbringende for hvert enkelt Væsen, kan det dog paavirke Karakterer og Bygningsforhold, som man i Almindelighed er tilbøje- lig til at anse for meget ubetydelige. Naar man ser, at de løvædende Insekter er grønne og de barkædende graaplettede, at Fjældens Rype er hvid om Vinteren, og at Rød-Hjerpen har Lynghedens Farve, saa kommer man til at tro, at Farverne er nyttige for de nævnte Insekter og Fugle ved at beskytte dem mod Farer. Dersom Hjerperne ikke i en eller anden Del af deres Levetid blev stærkt medtaget, vilde deres Individantal naa en forbavsende Højde; thi det Antal, der falder som Bytte for Rovfugle, er overordentlig stort. Da nu Høgene finder deres Bytte ved Synets Hjælp (der er saa- ledes Steder paa Fastlandet, hvor man undgaar at holde hvide Duer, da de er mest udsat for at blive taget af Rovfuglene), maa Kvalitetsvalget kunne udvirke en Del ved at give hver Slags Hjerpe en egen Farve, og ved, naar Farven var vundet, at vedligeholde den uforandret. Det, at der lejlighedsvis bliver ødelagt Dyr af en vis bestemt Farve, kan ogsaa have sin store Betydning; man erindre, hvor væsentligt det er i en Hjord hvide Faar at dræbe hvert eneste Lam, der har selv det svageste Spor af sort paa sig. Vi har set, hvorledes i Florida Farven af de Svin, der lever af Farveroden, afgør, om Dyrene skal leve eller dø. Botanikerne anser Frugternes Dun og Frugtkødets Farver for Karakterer af yderst ringe Betyd- ning, og nu erfarer vi dog fra en udmærket Havemand, Downing, at den glatte Frugt i de nordamerikanske Fristater lider meget mere end den dunede af en vis lille Snudebilleart, og at røde Blommer angribes langt stærkere af en bestemt Sygdom end de gule, medens gulkødede Ferskener angribes meget mere af en anden Sygdom end Ferskener med anderledes farvet Kød. Dersom disse Smaaforskellig- heder ved Frugterne næsten bestemmer det Udbytte, de forskel- lige Varieteter skal give, her hvor dog Havekunsten hjælper paa hvert enkelt Individ, saa kan man nok indse, at dersom Træerne var vilde og kæmpede indbyrdes, med andre Træer og endnu en Mang- foldighed af andre Fjender, saa vilde de nævnte Sma'aforskelligheder komme til at afgøre, om det blev det Træ, der havde glat, eller det, der havde dunet Frugt, det med purpurfarvet eller det med gult Frugtkød, der skulde gaa af med Sejren.

Overfor mange af de mellem Arterne bestaaende smaa Forskel-

[page] 92

ligheder, der synes os i vor Uvidenhed aldeles uvæsentlige, maa vi vel huske paa, at Klima, Næring osv. kan have haft nogen direkte Indflydelse. Heller ikke maa man glemme, at naar en Del varierer og Varieringerne samles af Kvalitetsvalget, kan der ifølge Loven for korrelativ Varieren ofte medfølge Modifikationer, som man slet ikke havde gjort Regning paa.

Som vi tidligere har omtalt, søger de Varieringer, der lader sig ti! Syne hos vore tæmmede Dyr og dyrkede Planter paa et vist bestemt Udviklingstrin, at komme frem paa et tilsvarende Trin hos Afkommet; det er jo f. Eks. Tilfældet med Frøets Form, Størrelse og Smag hos mange af vore Køkkenurters og Sædarters Varieteter, med Silkeormevarieteternes Larve- og Kokontilstande, med Fjer- kræets Æg og med Dunbeklædningens Farve hos deres Unger, endelig med Hornene hos næsten voksne Køer og Faar. Ude i Naturen er Forholdet det samme, Kvalitetsvalget paavirker og modi- ficerer organiske Væsener af hvilken som helst Alder ved at samle de Varieringer, der er heldbringende for hvert af de paagældende Alderstrin, og Afkommet bliver delagtigt i Modifikationerne paa samme Alderstrin som Forfædrene. Dersom en Plante kan have nogen Nytte af, at dens Frø af Vinden bliver ført endnu videre om, end det hidtil har været Tilfældet, saa kan jeg ikke indse, hvor- for Kvalitetsvalget skulde have større Vanskelighed med at bevirke dette, end Bomuldsdyrkeren har med at forøge og forbedre Dunene i sine Bomuldstræers Kapsler ved Hjælp af Racevalget. Kvalitets- valget kan forandre og lempe en Larve efter en hel Snes Forhold, der er vidt forskellige fra dem, hvorunder det fuldkomne Insekt kommer til at leve, og disse Modifikationer kan saa ved Korrelation komme til at indvirke paa det sidst nævntes Bygningsforhold; om- vendt kan de Forandringer, det fuldkomne Insekt undergaar, kom- me til at indvirke paa Larvens Bygningsforhold; men i alle de en- kelte Tilfælde skal Kvalitetsvalget nok passe paa, at de omtalte For- andringer ikke kommer til at skade Dyret paa noget af dets Udvik- lingstrin, da Arten i modsat Tilfælde vilde uddø.

Kvalitetsvalget modificerer de unges Bygningsforhold med be- stemt Hensyn til Forældrene og Forældrenes med Hensyn til de unge. Hos sociale Dyr*) vil det lempe hvert enkelt Individs Byg-

*) Hermed menes Dyr, der lever i Flok eller Koloni.              O. A.

[page] 93

ningsforhold paa en saadan Maade, at Forandringen gavner hele Samfundet. Hvad Kvalitetsvalget ikke kan gøre, det er: at omforme en Arts Bygningsforhold til Fordel for en anden Art, uden at den omformede Art selv vinder noget ved Forandringen. I flere natur- historiske Værker findes der rigtignok Eksempler, der hævder det modsatte, men de er alt for skrøbelige til at kunne taale nogen nøje- regnende Kritik. Et Bygningsforhold, som kun tjener Dyret til Nytte en eneste Gang i hele dets Levetid, kan — hvis det da er af stor Betydning for Dyret — til en vis Grad blive modificeret af Kvali- tetsvalget. Eksempelvis skal jeg nævne visse Insekters store Mund- dele, der udelukkende benyttes til at aabne Puppehylsteret med, og den haarde Spjds, der findes paa Fugleungens Næb, og som bruges til at bryde Æggeskallen. Der siges, at af de bedste kort- næbbede Tumlere dør største Delen i Ægget, fordi de ikke kan komme ud, og Dueopdrætteren maa derfor ofte hjælpe til. Dersom nu Naturen skulde have den udvoksne Fugls Næb gjort meget kort, fordi dette paa en eller anden Maade vilde være Dyret tjenligst, saa vilde denne Omændring foregaa meget langsomt, fordi Kvalitets- valget samtidig meget stærkt vilde paavirke Ungerne i Ægget, saa- ledes nemlig, at det lod alle dem, der havde svage Næb, ynkelig omkomme, medens det skaanede dem, der havde de stærkeste og haardeste Næb; eller ogsaa vilde det henvende sin Opmærksomhed paa selve Æggeskallerne og da af dem foretrække de fineste og skøreste. (Æggeskallernes Tykkelse varierer nemlig lige saa vel som alt andet.)

Parringsvalget.

Da der'ofte blandt de forædlede Dyreracer hos et af Kønnene viser sig Ejendommeligheder, som kun nedarves til det paagæl- dende ,Køn, maa vel ogsaa det samme finde Sted blandt de vilde Dyr, og i saa Fald vil Kvalitetsvalget blive i Stand til at modificere det ene Køns Funktionsforhold til det andet Køn eller (som det er Tilfældet med visse Insekter) begge Kønnenes forskellige Livs- vaner. Jeg maa vel derfor i al Korthed gøre Rede for, hvad det er, jeg forstaar ved Parringsvalg (sexual selection). Parringsvalget be- tinges ikke af Kampen for Tilværelsen, men af en Kamp mellem Hannerne om Hunnerne. Den Skæbne, der rammer den uheldige

[page] 94

kun at blive Fader til et faatalligt Afkom eller, i værste Tilfælde^ slet ikke at blive Fader. Parringsvalget er Saaledes ikke saa voldsomt i sine Virkninger som Kvalitetsvalget. I Almindelighed vil de kraf- tigste Hanner (d. v. s. de, som passer bedst til de tilstedeværende Livsbetingelser) efterlade sig det talrigste Afkom. Men i mange Til- fælde er det ikke selve den fysiske Styrke, men Tilstedeværelsen af eller Manglen paa visse, Hankønnet ejendommelige Vaaben, der bestemmer Kampens Udfald. En hornløs Hjort eller en sporeløs Hane har kun ringe Udsigt til at efterlade sig et talrigt Afkom. Parringsvalget maa nok kunne give ubetvingeligt Mod, øge Sporer- nes Længde og styrke Lemmerne, Saaledes at Sporerne kan hugges dybere ind; i alt Fald forbedrer de brutale Hanekæmpere deres Flokke ved omhyggeligt at udvælge de bedste Haner til Tillægs- dyr. Jeg ved ikke, hvor lavt i Systemet Kampene forekommer; men der foreligger Beskrivelser af Han-Alligatorers Kamp om Hunnerne, hvori de første siges at brøle og hvirvle rundt som In- dianerne i en Krigsdans, man har set Han-Laks kæmpe en hel Dag til Ende, Han-Eghjorte har ofte Saar, som er bibragt dem af andre Hanners vældige Kindbakker, og den uforlignelige Iagttager, Hr. Fabre, har hyppig set visse Hvepse kæmpe om en bestemt Hun, der sidder og ser til som en tilsyneladende uinteresseret Iagt- tager, og som, naar Kampen er afgjort, gaar sin Vej med Sejr- herren. Kampen er maaske mest voldsom mellem Hannerne af de Dyr, der lever i Polygami, ligesom det ogsaa synes, som om de hyppigst var forsynede med særegne Vaaben. Rovdyrenes Hanner synes at være tilstrækkelig væbnede uden Parringsvalgets Mel- lemkomst, men det kan dog nok være, at det alligevel er dette, der har givet dem og andre Dyr visse Forsvarsvaaben, f. Eks. Lø^ vens Manke og Han-Laksens krogede Underkæbe, og Skjoldet kan vel nok siges at være til lige saa megen Nytte i Kampen som Svær- det og Spydet.

Blandt Fuglene har Sammenstødene ofte en mindre voldsom Karakter. Alle de, der har haft deres Opmærksomhed henvendt paa dette Spørgsmaal, tror, at der mellem mange Arters Hanner finder en meget animeret Væddestrid Sted om ved Sang at drage Hun- nerne til sig. Klippedroslen fra Guiana, Paradisfuglene og flere an- dre forsamler sig i Flokke, og flere Hanner udfolder, en efter en, deres pragtfulde Fjerdragt og viser sig i forskellige burleske Stil-

[page] 95

linger, alt for Hunnerne, der er Tilskuere til denne mærkelige Ko- medie, og som, naar den er forbi, vælger sig de mest tiltrækkende Skuespillere til Livsledsagere. De, der særlig har givet sig af med Fugle i fangen Tilstand, ved helt vel, at disse ofte fatter Forkærlig- hed for visse Individer, medens andre er Genstand for et afgjort Mishag. Hr. R. Heron har Saaledes beskrevet, hvor overordentlig yndet en spraglet Paafuglehane var af alle hans Hunner. Jeg kan ikke her indlade mig med alle de til en grundig Drøftelse af Spørgs- maalet nødvendige Detaljer, men det forekommer mig for øvrigt indlysende nok, at hvis Mennesket i en kort Tid kan give sine Bantam-Haner elegant Holdning og Skønhed, der nøje svarer til de Begreber, han har om det skønne, saa maa Hunfugle ved gen- nem Tusinder af Generationer at udvælge de Hanner, der efter deres Smag ere de tonerigeste og skønneste, ogsaa kunne faa ud- virket en Del. Nogle temmelig godt kendte Love angaaende Han- og Hunfuglenes Fjerbeklædning i Forhold til Ungernes kan forkla- res ved Parringsvalgets Indvirken paa Varieringer, der er frem- kommen i forskellige Aldre og er bleven nedarvede til Hannerne alene eller til begge Køn i en tilsvarende Alder; men jeg har ikke her Plads til at indlade mig nærmere paa dette Emne.

Jeg tror da altsaa, at naar et Dyrs Hanner og Hunner har hoved- sagelig de samme Livsvaner, medens de afviger fra hinanden i Bygning, Farve og Prydelser, saa skyldes saadanne Forskelligheder fornemmelig Paringsvalgets Paavirkninger; og det er da gaaet til paa den Maade, at nogle mandlige Individer, gennem flere paa hinanden følgende Generationer, har været ganske lidt heldigere stillet med Hensyn til Vaaben, Forsvarsmidler eller Skønhed (i hvad Retning det nu være vil) end de andre Hanner, og at hine Saaledes begunstigede Individer har nedarvet disse Fordele til deres mandlige Afkom. Jeg skulde dog ikke holde af at skrive alle saa- danne Forskelligheder mellem Kønnene paa Parringsvalgets Reg- ning; thi vi ser hos vore Husdyr Ejendommeligheder, der ikke kan siges at være nyttige, opstaa og holde sig alene til det mandlige Køn (Eksempler herpaa er Hudkammens temmelig stærke Udvik- ling hos Brevduehannen, de hornagtige Udvækster hos visse Han- ner o. s. v.). Ganske analoge Tilfælde møder os ogsaa i Naturtil- standen; den Haardusk f. Eks., der findes paa den kalkunske Ha- nes Bryst, kan ikke være til nogen Nytte, og den kan vel heller ikke

[page] 96

siges at være forskønnende; hvis den var fremkommen i Fangen- skab, vilde der virkelig heller ikke have været nogen Meningsfor- skel om, hvorvidt den skulde anses for en monstrøs Dannelse el- ler ej.

Illustrationer til Kvalitetsvalgets Virkemaade.

For at gøre det rigtig klart, hvorledes jeg mener, at Kvalitets- valget virker, maa det være mig tilladt som oplysende Illustrationer at benytte et eller to Tankeeksperimenter. Lad os f. Eks. tænke os en Ulv, der levede af forskellige Slags Pattedyr, idet dens Sne- dighed hjalp den til at faa fat paa nogle, dens Styrke paa andre og dens Hurtighed paa atter andre; og lad os endvidere antage, at det fodrappeste af de Dyr, den levede af — lad det f. Eks. være en Hjorteart — paa Grund af en eller anden Forandring, der var fore- gaaet med Landet, var taget til i Antal, eller ogsaa at de andre Dyr, som tjente Ulven til Næring, var taget af i Antal, netop paa den Tid af Aaret, da Ulven er i større Betryk for Føde. Under saa- danne Omstændigheder vilde de rappeste og lettest byggede Ulve have størst Udsigt til at beholde Livet og vilde Saaledes blive be- varede eller udvalgt, stadig under Forudsætning af, at de sam- tidig ogsaa havde Styrke nok til at holde fast paa deres Bytte, og da for øvrigt ogsaa til andre Tider, naar Omstændighederne nødte dem til at jage en eller anden Slags Dyr. Jeg indser ikke, hvorfor man skulde tvivle om dette, da man dog ved, at Mennesket kan gøre sine Mynder mere rapfodede ved omhyggeligt og metodisk Racevalg eller ved ubevidst Racevalg, hvilket sidste egentlig ikke bestaar i andet, end at de, der holder Hunde, passer paa at holde saa gode Eksemplarer som muligt, uden for øvrigt at tænke paa at modificere Racen. Jeg maa, med Hensyn til, hvad der ovenfor er sagt om Ulve, tilføje, at efter Hr. Pierce bebos Catskill-Bjærgene i de forenede Stater af to Ulvevarieteter, af hvilke den ene, der er let og myndeagtig bygget, søger sit Bytte blandt Hjortene, medens den anden, der er mere tung og har kortere Ben, hyppigst an- griber Faareflokkene.

Man maa vel mærke, at jeg ovenfor taler om, at de letteste Ulveindivider er bleven bevarede, og ikke om, at noget saadant er sket med en enkelt stærkt udpræget Variering. I tidligere Udgaver af dette Værk faldt mine Ord undertiden Saaledes, som om dette

[page] 97

sidste ofte var hændt. Jeg saa, hvilken stor Betydning de indivi- duelle Forskelligheder havde, og dette fik mig til udførligt at under- søge Resultaterne af Menneskets ubevidste Racevalg, der beror paa, at man bevarer de bedst stillede eller værdifuldeste Individer, og paa, at man dræber de daarligste. Jeg saa fremdeles, at det i Na- turen kun vilde ske meget sjældent, at en eller anden lejlighedsvis forekommende Bygningsafvigelse, en Monstrøsitet f. Eks., blev be- varet, og at den, ifald den blev det, i Almindelighed vilde gaa tabt ved Krydsning med de normale Individer. Ikke desto mindre fik jeg ikke, før jeg havde læst en dygtig og værdifuld Afhandling i „Nord-britisk Revue" (1867), rigtig Øjnene op for, hvor sjældent enkelte Varieringer, enten de nu var lidt eller meget udprægede, kunde holde sig. Forfatteren vælger som Eksempel et Par Dyr, der i hele deres Levetid frembringer et Afkom paa ca. to hundrede In- divider, af hvilke, paa Grund af forskellige fordærvelige Indvirk- ninger, gennemsnitlig kun to bliver i Live og frembringer et Afkom, der har deres og Forældrenes Ejendommeligheder. (Dette er nu imidlertid et vel højt ansat Dødelighedstal for de højere Dyrs Ved- kommende, men ingenlunde for de lavere Organismers.) Fremdeles viser han, at dersom der blev født et eneste Individ, som varierede paa en eller anden Maade, og der gaves det dobbelt saa stor Udsigt som de andre Individer til at blive i Live, vilde dets Udsigter dog blive meget tynde. Men sæt alligevel, at det lever og yngler, og at det halve Antal Unger nedarver den omtalte heldige Variering, saa vil, udvikler Forfatteren, Ungerne dog kun have en ganske lidt bedre Udsigt til at holde sig i Live og forplante sig, og denne Ud- sigt vil tage af med hver kommende Generation. Jeg tror ikke, man kan bestride Rigtigheden af disse Bemærkninger. Dersom f. Eks. en eller anden Fugleart kunde komme lettere til sin Føde, hvis dens Næb var krummet, og der saa fødtes et Individ med stærkt krum- met Næb, hvilken Egenskab altsaa vilde stille Individet meget hel- digt, saa vilde dog denne ene Fugl kun have meget ringe Udsigt til at blive Grundlægger af en egen Varietet, der var Hovedarten overlegen; men der er ingen Tvivl om (at dømme efter, hvad der finder Sted blandt Husdyrene), at dette Resultat vilde opnaas ved, at der, mange Generationer igennem, bevaredes et stort Antal Indi- vider med mere eller mindre krummede Næb, og ved, at der blev tilintetgjort et endnu større Antal af dem med lige Næb.

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                     7

[page] 98

Man maa imidlertid ikke overse, at visse Varieringer, som ingen kunde finde paa at regne for blot og bar individuelle Forskelligheder, hyppigt dukker frem, derved, at ensartede Organiseringer er bleven ens paavirkede; herpaa kunde der anføres utallige Eksempler, hen- tede fra Husdyr og dyrkede Planter. Dersom, i saadanne Tilfælde, et varierende Individ ikke ligefrem nedarvede sin nys erhvervede Ejendommelighed til sit Afkom, vilde det utvivlsomt, saa længe som de tilstedeværende Livsbetingelser forblev de samme, nedarve en endnu stærkere Tendens til at variere paa samme Maade til sine Unger. Livsbetingelserne kunde nu i og for sig virke paa en saa energisk og bestemt Maade, at de frembragte den samme Modifika- tion hos alle Artens Individer, uden Medvirkning af Udvælgelsen. Men lad os antage, at Livsbetingelserne kun havde Styrke til at paa- virke en Tredie-Fjerde- eller Tiende-Del af Individerne, (og vi kun- de da nævne forskellige saadanne Tilfælde; Graba regner Saaledes f. Eks. at en Femtedel af Færøernes Tejster,' der alle parres ind- byrdes, dannes af en godt udpræget Varietet, som tidligere ansaas for en egen Art Uria lacrymans (ringeløjet Tejste) kaldet: i slige Tilfælde vilde, dersom Varieringen var af en heldbringende Natur, den oprindelige Form, ved Kvalitetsvalgets Hjælp, snart blive afløst af den modificerede Form.

Med Hensyn til Virkningerne af Krydsning og Rivalisering maa man vel huske paa, at de fleste Dyr og Planter holder sig paa be- stemte Steder og ikke strejfer omkring, uden at det er nødvendigt; dette ses endogsaa at være Tilfældet med Trækfuglene, der næsten altid vender tilbage til samme Egn. Som en Følge heraf vilde en nys dannet Varietet sædvanligt være lokal i Begyndelsen, hvilket da ogsaa synes at være Reglen for de vilde Varieteter; saa at ens modificerede Individer temmelig tidligt vilde forekomme samlede i mindre Hobe og Saaledes ofte komme til at staa i kønsligt Forhold til hinanden. Var nu den ny Varietet heldig i sin Kamp for Tilværel- sen, saa vilde den brede sig videre og videre, med sit første Finde- sted som Centrum, idet den kæmpede med de uforandrede Indi- vider og besejrede dem. Hvad Krydsningen angaar, da skal vi se- nere komme tilbage til den. De, der ikke har givet sig af med Naturhistorie, kunde maaske gøre den Indvending, at en længe fortsat Ophobning af individuelle Forskelligheder ikke kan frem- bringe Dele eller Organer, der synes os nye og ofte er kaldt saa-

[page] 99

ledes; men som vi senere skal se, er det vanskeligt at udfinde et eneste godt Eksempel paa et virkelig nyt Organ; selv et saa sam- mensat og fuldkomment Organ som Øjet kan Trin for Trin forfølges ned til et ganske simpelt Væv, der har en ubestemt Fornemmelse af Lys.

Det kunde dog nok være Umagen værd at give en anden og mere indviklet Illustration til Kvalitetsvalgets Virkemaade. Visse Planter afsondrer sød Saft, øjensynligt for at udskille visse skade- lige Stoffer; dette udføres f. Eks. hos nogle Ærteblomstrede (Le- guminosæ) af Smaakirtler ved Akselbladenes Grund og hos det almindelige Laurbærtræ af Bladenes Underside. Denne Saft, skønt meget sparsomt forekommende, søges begærligt af Insekterne; men disse Insektbesøg gør ikke Planten nogen Nytte. Lad os nu antage, at Saften eller Nektaren hos et vist Antal Planter, af lige meget hvilke Arter, udsvedtes af Blomsternes indvendige Side. De Insek- ter, der søgte Nektaren; vilde da blive overstøvede med Støvkorn og vilde da, sikkert nok, ofte bringe Støvkorn fra en Blomst over til en anden. Blomsterne paa to forskellige Individer af samme Art vilde Saaledes blive krydsede, og denne Krydsning vilde, som vi har al mulig Grund til at tro, give et meget kraftigt Afkom, der selv- følgelig vilde have meget gode Udsigter til at leve og blomstre. De Planter, hvis Blomster havde de største Kirtler eller Nektarier (Honninggemmer), af hvilke der afsondres mest Nektar (Honning- dug), vilde oftest blive Genstand for Insekternes Besøg og derved oftest blive krydsede; og Saaledes vilde de med Tiden faa Overhaand og komme til at danne en lokal Varietet. Endvidere vilde de Blom- ster, som havde deres Støvdragere og Støvveje ordnede med be- stemt Hensyn til den Størrelse og de Sædvaner, det bestemte In- sekt, der søgte dem, havde, — - altsaa paa en saadan Maade, at Støv- korns-Transporten lettedes — de vilde ligeledes blive begunstigede. Vi kunde ogsaa som Eksempel have valgt Insekter, der søgte Blom- sterne for at samle Støvkorn i Stedet for Honningdug. Da nu Støv- kornet kun er bleven til for Befrugtningens Skyld, synes det, som om en saadan Ødelæggelse af Støvkorn ligefrem vilde være et Tab for Planten; og dog, dersom en lille Støvkorns-Mængde først lej- lighedsvis og senere sædvanligvis af det Støvkorn-ædende Insekt blev bragt fra Blomst til Blomst, og der herved blev bevirket en Krydsning: saa kunde dette, om ogsaa de ni Tiendedele af Støv-

7*

[page] 100

kornet blev ødelagt, alligevel være en stor Vinding for Planten; og de Individer, der efterhaanden frembragte en større og større Støv- korns-Mængde og havde de største Støvknapper, vilde blive ud- valgt.

Naar vor Plante, ved at den ovennævnte Vekselvirkning havde været fortsat i lang Tid, var bleven gjort meget tiltrækkende for Insekterne, vilde disse (uden at have nogen Hensigt dermed for de- res eget Vedkommende) regelmæssigt bringe Støvkorn fra Blomst til Blomst; og at de virkelig gør dette, kunde jeg let vise ved mange slaaende Eksempler. Jeg skal kun nævne et, der med det samme oplyser noget om Planternes Kønsadskillelse. Nogle Kristtorntræer bærer kun Hanblomster; disse har fire Støvdragere, der kun frem- bringer en temmelig ringe Støvkornsmasse, og en rudimentær Støv- vej ; andre Kristtcrntræer bærer kun Hunblomster, og disse har en fuldt udviklet Støvvej, medens deres fire Støvdragere har indskrum- pede Støvknapper, i hvilke man ikke kan faa Øje paa et eneste Støv- korn. Da jeg havde fundet et Træ med Hunblomster, der nøjagtigt stod 90 Alen fra et Træ med Hanblomster, tog jeg Arrene af tyve Blomster fra forskellige Grene og lagde dem under Mikroskopet: og paa dem alle, uden Undtagelse, var der mindst nogle faa Støv- korn og paa nogle endogsaa Støvkorn i Overflod. Da Vinden i flere Dage havde baaret fra Huntræet mod Hantræet, kunde Støvkornene altsaa ikke være bleven overført ved den. Vejret havde været koldt og uroligt, altsaa ikke heldigt for Bierne; ikke desto mindre var hver eneste Hunblomst, jeg undersøgte, bleven befrugtet af Bier, der var fløjet fra det ene Træ til det andet for at søge efter Honning- dug. Men for at komme tilbage til vort Tankeeksperiment: saa snart Planten var bleven gjort i saa høj Grad tiltrækkende for Insekterne, at der regelmæssigt blev bragt Støvkorn fra Blomst til Blomst, kunde en anden Proces tage sin Begyndelse. Ingen Naturforsker tvivler om Fordelagtigheden ved det, man har kaldt: „den fysiolo- giske Arbejdsdeling" ; der er da altsaa Grund til at tro, at det vilde være fordelagtigt for en Planteart at have sine Køn sondrede saa- ledes, at den havde de mandlige Organer i nogle Blomster og de kvindelige i andre, eller ogsaa Hanblomsterne paa en Plante og Hun- blomsterne paa en anden. Hos Planter, der bliver dyrkede og stil- lede under nye Livsbetingelser, bliver undertiden Hanorganerne, undertiden Hunorganerne mere eller mindre golde (impotente); an-

[page] 101

tager vi nu, at dette, om end i en nok saa ringe Grad, hænder de vilde Planter, saa vilde — eftersom der i Forvejen regelmæssigt bringes Støvkorn fra Blomst til Blomst, og eftersom en fuldstæn- digere Adskillelse af vor Plantes Køn ifølge Arbejdsdelings-Prin- cipet vilde være fordelagtigt — Individer, hos hvilke denne Ten- dens blev stærkere og stærkere, stadigt blive begunstigede eller udvalgt, indtil en fuldstændig Adskillelse af Kønnene var bleven bevirket. Det vilde tage for megen Plads at omtale de forskellige Trin — Dimorfisme og andre Forhold —, ad hvilke Adskillelsen af Kønnene hos Planter af mange Slags tydeligt nok nu skrider frem; jeg tilføjer kun, at nogle nordamerikanske Kristtornarter, ifølge Asa Gray, er i en Overgangstilstand eller, som han udtrykker sig, ere dioecisk-polygame.*)

Lad os nu vende os til de Insekter, der levede af Honningdug; vi kunde antage, at den Plante, hvis Honningdug vi, ved stadig fort- sat Udvælgelse, langsomt havde forøget, var en almindelig Plante, og at visse Insekter hovedsagelig var afhængige af 4en paa Grund af dens Honningdug. Jeg kunde meddele mange Eksempler paa, hvor meget det er Bierne om at gøre at spare Tid: hertil maa Saaledes henføres den Skik, de har at gnave Hul paa visse Blom- sters nederste Del for derigennem at indsuge Honningduggen, som de med meget lidt større Ulejlighed kunde komme til ved at gaa ind gennem Blomstens Munding.

Med saadanne Eksempler for sig bringes man let til at tro, at individuelle Forskelligheder i Snabelens Krumning, Længde og an- dre saadanne fine Forhold, hvis Betydning vi ikke kan dømme om, under visse Omstændigheder kunde være til Nytte for Bien eller et andet sugende Insekt, idet visse Individer vilde være i Stand til at faa deres Føde hurtigere end de andre, hvorved de Samfund, til hvilke de hørte, vilde komme til at florere og udsende mange Svær- me, som havde arvet de nævnte Ejendommeligheder. Den alminde- lige Rødkløvers (Trifolium pratense) og Blodkløverens (T. incar- natum) Kronrør synes ikke ved første Øjekast at være af forskellig Længde; men dog kan den almindelige Bi let opsuge Blodkløverens Honningdug, men ikke Rødkløverens, hvilken Plante kun opsøges

*) Dioecia (Tvebo) o: Han- og Hunblomster paa forskellige Planter. Polygamia (Flerbo) o: Han-Hun- og tvekønnede Blomster paa samme eller forskellige Planter.                                                                         O. A.

[page] 102

af Humlebien, saa hele Agre med Rødkløver forgæves indbyder den almindelige Bi til at tage for sig af deres store Mængde af kostelig Honningdug. At Bien i høj Grad ynder denne Honningdug, er gan- ske vist, thi jeg har ofte, men kun om Efteraaret, set mange Bier suge af Blomsterne gennem Huller, der af Humlebierne var bidt i Kronrørets nederste Del. Den Længdeforskel mellem de to Kløver- arters Kroner, som er saa ubelejlig for Bien, maa være højst ube- tydelig ; thi det er bleven mig forsikret, at naar man har slaaet Rød- kløveren, saa bliver det andet Hold Blomsterhoveder noget mindre, og de besøges af mange Bier. Jeg ved ikke, om dette nøjagtigt for- holder sig Saaledes, og jeg ved heller ikke, om man tør stole paa føl- gende offentligt fremkomne Beretning, nemlig at den liguriske Bi, der almindelig anses for en simpel Varietet af den almindelige Bi, med hvilken den uden nogen Vanskelighed krydses, skal være i Stand til at naa og opsuge Rødkløverens Honningdug. I et Land, hvor denne Slags Kløver fandtes i Mængde, maatte det Saaledes være yderst fordelagtigt for Bien at have en lidt længere eller noget anderledes bygget Snabel. Paa den anden Side, da denne Kløvers Frugtbarhed er absolut afhængig af, at dens Blomster bliver søgt, vilde det, der- som nu Humlebierne blev sjældne i en eller anden Egn, være til stor Fordel for Planten der at have en kortere eller dybere fliget Krone, saa at den almindelige Bi kunde komme til at suge af dens Blomster. Saaledes kan jeg forstaa, at en Blomst og en Bi-Art, enten samtidig eller den ene efter den anden, ganske langsomt kunde blive omformede og afpassede efter hinanden paa den mest fuld- komne Maade derved, at alle de Individer, der frembød saadanne smaa Bygningsforskelligheder, som var begge Organismer tjenlige, stadig blev bevarede.

Jeg ved helt vel, at der mod denne Teori om Kvalitetsvalget, som jeg ovenfor har oplyst ved nogle tænkte Eksempler, at der mod den kan gøres de samme Indvendinger, som man i Begyndelsen rykkede frem med imod Hr. Charles Lyells stolte Syn paa „Jordens Foran- dringer i den nyere Tid, til Belysning af Geologien" ; men nu til Dags hører vi sjælden de Naturkræfter, som den Dag i Dag er i Virksomhed, omtalt som ubetydelige eller intet formaaende over- for Uddybning af de dybeste Dale eller overfor Dannelsen af lange Rækker af Klipper. Kvalitetsvalget virker kun ved at bevare og samle saadanne smaa nedarvede Modifikationer, som er heldbrin-

[page] 103

gende for det bevarede Væsen; og ligesom den moderne Geologi næsten har banlyst den Maade at se Sagen paa, som f. Eks. viser sig i at forklare en stor dyb Dal som frembragt af en enkelt diluvial Bølge, Saaledes vil Kvalitetsvalget, saafremt det er et virkelig sandt Princip, banlyse enhver Tro paa en fortsat Skabelse af ny organiske Væsener og paa enhver stor og pludselig Modifikation af deres Byg- ningsforhold.

Krydsning indenfor Arten.

Her maa jeg gøre en kort Digression. Det er naturligvis indly- sende, at af Dyr og Planter med adskilte Køn maa der altid være to Individer medvirkende (her undtages de mærkelige og ikke helt forstaaede Tilfælde af Paxthenogenesis *) for at bringe en Fødsel istand; men for Hermafroditernes **) Vedkommende er dette langt- fra indlysende. Der er ikke desto mindre Grund til at tro, at der hos alle Hermafroditer er to Individer, som enten tilfældigvis eller sæd- vanligt virker sammen for at reproducere Arten. Denne Synsmaade blev først fremført af Andrew Knight, senere af Sprengel og Køl- reuter. Vi skal snart se dens Vigtighed; men jeg maa her behandle Emnet yderst kort, skønt jeg har Materiale nok til at behandle det i al Udførlighed. Alle Hvirveldyr, alle Insekter og nogle andre store Dyreklasser parres for hver Fødsel. Nye Undersøgelser har meget formindsket Antallet paa de Væsener, der antoges at være Herma- froditer, og af de virkelige Hermafroditer er der et stort Antal som parres, d. v. s. at to Individer regelmæssigt forener sig for Repro- duktionens Skyld, hvilket er alt, hvad vi behøver. Men der er endnu blandt Dyrene mange Hermafroditer, som ganske vist ikke parres sædvanligt, og det større Flertal af Planterne er Hermafroditer. Hvad Grund er der, kunde man sige, til i disse Tilfælde at for- mode, at to Individer nogensinde virker sammen for Reproduktio- nens Skyld? Da det her er umuligt at gaa ind paa Enkeltheder, nødes jeg til at tage min Tilflugt til nogle almindelige Betragtninger.

*) Parthenogenesis o: Jomfrufødsel kalder man saadanne Tilfælde, hvor der uden nogen foregaaende Befrugtning fremkommer Afkom. O. A.

**.) Hermafroditer er saadanne Væsener, som baade har de mandlige og de kvindelige Kønsdele. Tvekønnethed.                                   O. A.

[page] 104

For det første har jeg da samlet en stor Mængde Kendsger- ninger, der, i god Overensstemmelse med Opdrætternes næsten universelle Opfattelse, viser, at Krydsning mellem forskellige Varie- teter, eller mellem Individer af samme Varietet, men af forskellige Hold, baade hos Dyr og Planter, giver Afkommet Kraft og Frugt- barhed; og paa den anden Side, at naar Parringen eller Befrugt- ningen foregaar mellem meget nærstaaende Individer, saa formind- skes Kraften og Frugtbarheden. Alene disse Fakta gør mig tilbøje- lig til at tro, at det er en almindelig Lov i Naturen, at intet organisk Væsen befrugter sig selv for en Evighed af Generationer; men at Krydsning med et andet Individ, nu og da — maaske med lange Mellemrum — er uundgaaelig nødvendig.

Naar vi antager, at dette er en Naturlov, kan vi, tror jeg, for- staa forskellige store Grupper af Kendsgerninger, Saaledes som de følgende, der er uforklarlige fra et hvilket som helst andet Syns- punkt. Enhver, der har givet sig af med at krydse Planter, ved, hvor uheldbringende det er for Befrugtningen, at Blomsten er udsat for Væde, og se nu, hvilken Mængde af dem, der har deres Støv- dragere og Ar fuldstændig udsat for Vejrligets Indvirkning! Der- som en Krydsning nu og da er uundgaaelig nødvendig, vil, uagtet Planternes Støvdragere og Støvvej staar saa nær ved hinanden, at de næsten sikrer Selvbefrugtningen, det: at der er den friest mulige Adgang for andre Individers Støvkorn, forklarer Organernes oven- for omtalte udsatte Stilling. Paa den anden Side er der mange Blom- ster, der har deres Befrugtningsorganer tæt indesluttede, Saaledes som Tilfældet er med de Ærteblomstredes (Papilionaceæ) store Fa- milie ; men hos de fleste af disse Blomster er deres Bygning og den Maade, paa hvilken Bierne bærer sig ad med at komme til Honning- duggen paa en mærkværdig Maade afpassede efter hinanden; idet Bierne nemlig, naar de suger Honningduggen, enten overfører Blomstens egne Støvkorn paa Arret eller Støvkorn, som de har bragt med fra andre Blomster. Saa nødvendig er Biernes Besøg for mange Ærteblomstrede, at jeg, ved Eksperimenter, der andet Steds er fore- lagt Offentligheden, har fundet, at deres Frugtbarhed i høj Grad formindskes, hvis man sætter en Stopper for de nævnte Smaadyrs Besøg. Det er jo. nu næppe muligt, at Bierne skulde kunne flyv« fra Blomst til Blomst uden at føre Støvkorn fra den ene til den anden, til, som jeg tror, stort Held for Planten. Bier vil virke gan-

[page] 105

ske som Kamelhaarspensler*), og det er for at sikre Befrugtningen fuldkommen nok: blot lige at berøre den ene Blomsts Støvknap og saa den åndes Ar med den samme Pensel. Man maa imidlertid ikke antage, at Bierne Saaledes vil frembringe en Mængde Bastardformer mellem de forskellige Arter; thi dersom man paa den samme Pensel tager Plantens egne Støvkorn og Støvkorn fra en anden Art, saa vil det første virke saa overvejende stærkt, at det altid, og det fuld- stændigt, vil (som Gartner har vist det) udslette enhver Paavirk- ning af det fremmede Støvkorn.

I de Tilfælde, hvor Blomstens Støvdragere pludselig springer over mod Støvvejen eller en efter en langsomt bøjer sig over mod den, synes Planen ene og alene at være den: at sikre Selvbefrugt- ning; og uden Tvivl hjælper hin Anordning ogsaa til at naa dette Maal; men ofte fordres Insekternes Mellemkomst, for at Støvdra- gerne skal springe frem, Saaledes som Kolreuter har vist det for Berberissens Vedkommende. Om denne Slægt, der særlig synes at være anlagt paa Selvbefrugtning, er det imidlertid bekendt, at hvis man planter nær beslægtede Former eller Varieteter nær ved hver- andre, saa krydses de indbyrdes i en saadan Udstrækning, at det næppe er muligt at faa noget Frø af dem, som ikke giver Bastard- former. I mange andre Tilfælde er det saa langt fra, at der er truffet Foranstaltninger til Hjælp for Selvbefrugtning, at der tvært- imod (hvad jeg kunde vise ved Beretninger fra C. C. Sprengel, Hildebrand og da ogsaa ved egne Iagttagelser) er egne Indretninger, som ligefrem forhindrer Arret fra at modtage Støvkorn fra sin egen Blomst. Hos Lobelia fulgens er der f. Eks. en virkelig smuk og ud- arbejdet Konstruktion, ved hvilken alle de talrige Støvkorn fejes ud af hver Blomsts sammenvoksede Støvknapper før Blomstens Ar er rede til at modtage Støvet; og da disse Blomster aldrig, i det mind- ste ikke i min Have, besøges af Insekter, sætter de ikke Frø, end- skønt jeg ved at overføre en Blomsts Støv paa en anden Blomsts Ar fik spiredygtigt Frø i Mængde, ligesom ogsaa en anden Lobelia-Art, der voksede lige ved Siden af, og som blev besøgt af Insekter, bar mange Frø. Mange andre Blomster, hvor der ikke er slige meka- niske Indretninger til at forhindre Blomstens Ar i at modtage sine egne Støvkorn, hjælper sig dog alligevel (hvad C. C. Sprengel har

*) Man bruger ved kunstig Befrugtning Kamelhaarspensler til at over- føre den ene Plantes Støvkorn paa den anden.                             O. A.

[page] 106

*

vist, og hvad jeg kan bekræfte), derved nemlig, at enten Støvkornet bryder frem af Støvknapperne, før Arret er rede til at befrugtes, eller ogsaa derved, at Arret er rede før Støvkornet; disse Planter har Saaledes i Virkeligheden adskilte Køn og maa derfor krydses. Det samme er Tilfældet med de indbyrdes dimorfe og trimorfe Plan- ter, til hvilke jeg tidligere har hentydet. Hvor mærkelige er ikke disse Forhold! Hvor besynderligt, at den samme Blomsts Ar og Støvkorn, skønt stillede hinanden saa nær, ligesom for at der netop skulde finde en Selvbefrugtning Sted, at de i saa mange Tilfælde slet ikke kommer hinanden til Nytte! Hvor simpelt forklares ikke disse Forhold, naar man har det Syn paa Sagen, at en Krydsning nu og da med et andet Individ er fordelagtigt eller uundgaaelig nød- vendigt for Planten!

Hvor forskellige Varieteter af Kaal, Ræddiker, Løg og af nogle andre Planter kommer til at sætte Frø i Nærheden af hverandre, har jeg altid fundet, at et stort Flertal af de Planter, man faar ved dette Frø, bliver Bastarder. Jeg fik f. Eks. ved at saa Frø af forskel- lige Kaalvarieteter, der havde vokset i Nærheden af hverandre, 233 Planter, af hvilke kun 78 kunde henføres til de forskellige Varieteter, og selv disse 78 var tvivlsomme nok. Og dog er enhver Kaalblomsts Støvvej omgivet ikke blot af sine egne seks Støvdra- gere, men ogsaa af dem, de mange andre Blomster, som sidder paa samme Plante, har, og hver enkelt Blomsts Støvkorn kommer let paa dens eget Ar uden nogen Medvirken af Insekter; thi jeg har fundet, at en Plante, der var aldeles beskyttet mod disse Dyr, frem- bragte det fulde Antal Skulper. Hvoraf kom det da, at saa stort et Antal af Planterne var Bastarder? Jeg har en Mistanke om, at det kommer af, at en forskellig Varietets Støvkorn har større Indfly- delse end Blomstens eget, og at dette kan henføres under den store Lov, at der kommer noget godt ud af, at forskellige Individer af samme Art krydses med hinanden. Naar forskellige Arter krydses, saa er Forholdet ganske det modsatte, thi en Plantes eget Støv har næsten altid større Indflydelse end fremmed Støv; men vi skal kom- me tilbage til dette Emne i et senere Kapitel.

Man kunde gøre den Indvending, at Støvet hos et stort Træ, der var bedækket med utallige Blomster, sjældent kunde blive bragt fra Træ til Træ og for det meste kun fra Blomst til Blomst paa samme Træ, og endvidere at Blomsterne paa et og samme Træ kun

[page] 107

i en vis indskrænket Forstand kan betragtes som forskellige Indi- vider. Jeg tror, at dette er en meget kraftig Indvending, men Na- turen har saa at sige forekommet den ved at give Træerne en stærk Tendens til at frembringe Blomster med adskilt Køn. Naar Kønnene er adskilt, kan vi, skønt Han- og Hunblomster kan forekomme paa samme Træ, indse, at der stadig maa føres Støvkorn fra Blomst til Blomst, og dette vil give Støvkornene større Udsigt til lejligheds- vis at blive bragt fra Træ til Træ. At Træer, tilhørende alle mulige Arter, oftere har Kønnene adskilt, end de ikke træagtige Planter, ser jeg holder Stik her i Landet; og paa min Anmodning har Dr. Hooker taget sig for at undersøge, hvorledes det i denne Henseende forholdt sig med Ny-Zeelands Træer, Dr. Asa Gray har gjort det samme for de forenede Staters Vedkommende, og Resultatet blev det, jeg havde ventet. Paa den anden Side har Dr. Hooker nylig underrettet mig om, at han har fundet, at Reglen ikke passer for Avstraliens Vedkommende*); jeg har forøvrigt ganske simpelt med- taget disse Bemærkninger om Træernes Køn for at henlede Op- mærksomheden paa Spørgsmaalet.

Giver vi os nu ogsaa til at se lidt paa Dyrene, saa finder vi, at der er nogle Hermafroditer, der tilhører Landjorden, Saaledes som Land-Bløddyr og Regnorme, men de parres alle. Vi kan forstaa denne mærkelige Kendsgerning, som staar i saa stærk Modsætning til Landplanterne ifald vi antager, at en Krydsning nu og da er uund- gaaelig nødvendig, ved at se hen til det Medium, i hvilket de nævnte Dyr lever, og til det befrugtede Elements Natur; thi vi kender ingen Maader, paa hvilke — i Analogi med Insekternes og Vindens Virk- somhed overfor Planterne — der nu og da kunde blive sat en Kryds- ning i Scene mellem vore Dyr. Her maa der to Individers Samvirken til. Blandt de Dyr, der lever i Vandet, er der mange Hermafroditer, der befrugter sig selv; men her har vi Strømningerne i Vandet, og

*) Som jeg tror, forklares Avstraliens Fattigdom paa Træer med ad- skilt Køn ganske simpelt ved at sammenstilles med den af Darwin (nær- værende Værk Side 100 udtalte Formodning om, at der i Planteriget er en Bestræbelse hen imod Særkønnethed. Det er da indlysende, at hvis der virkelig er en saadan Bestræbelse, saa maa der i tidligere Jordperioder have været færre særkønnede Planter eller, da det synes at være Træerne, der gaar i Spidsen for Bestræbelsen, færre særkønnede Træer. Men nu hører Avstraliens Flora til en tidligere Jordperiode end den øvrige Verdens, altsaa derfor har den færre særkønnede Træer.                            O. A.

i

[page] 108

ved deres Hjælp kan der let nok en Gang imellem komme en Kryds- ning i Stand. Og det har, ligesom før med Blomsterne, endnu ikke været mig muligt, hjulpen af en af de største Autoriteter, nemlig Professor Huxley, at finde et eneste hermafroditisk Dyr, der havde sine Reproduktionsorganer saa fuldstændigt indesluttede i Kroppen, at al Adgang udefra og dermed et andet Individs Indvirkning kunde vises at henhøre til de fysiske Umuligheder. Det forekom mig i lang Tid, at Snerlefødderne (Cirripedia) set fra dette Synspunkt frembød meget store Vanskeligheder; men ved et heldigt Træf har det været mig muligt andet Steds at bevise, at to Individer, skønt begge sig selv befrugtende Hermafroditer, undertiden krydses.

Det maa have forekommet de fleste Naturforskere som en besyn- derlig Anomali, at vi af Arter af samme Familie, ja selv af samme Slægt, baade hos Dyr og Planter, skønt de stemmer nøje overens med hverandre i næsten hele deres Organisation, ikke sjældent kan finde nogle, der er Hermafroditer, andre der er enkønnede. Men dersom virkelig alle Hermafroditer nu og da krydses med andre Indi- vider, bliver Forskellen mellem hermafroditiske og enkønnede Ar^ ter, hvad Funktion angaar, meget lille.

Disse forskellige Betragtninger og de mange specielle Data, som jeg har samlet, men ikke kan fremkomme med her, gør mig meget tilbøjelig til at hælde til den Anskuelse, at det baade for Plante- og Dyreriget er en Naturlov, at der nu og da maa foregaa en Krydsning mellem forskellige Individer. For øvrigt ved jeg meget godt, at der er mange Vanskeligheder ved denne Maade at se Sagen paa, og jeg ser da ogsaa at komme paa det rene med nogle af disse Vanskeligheder. Altsaa kan vi da slutte, at for mange organiske Væsener er en Krydsning mellem to organiske Væsener uundgaae- lig nødvendig for hver enkelt Fødsel, hos mange andre foregaar Krydsningen kun med lange Mellemrum; men'jeg har en Mistanke om, at Selvbefrugtningen intet Steds kan blive ved i al Evinde- lighed.

Omstændigheder, der begunstiger Frembringelsen af nye Former ved Kvalitetsvalget.

Dette er et yderst indviklet Emne. Et stort Beløb af Variabili- tet, i hvilket Begreb de individuelle Forskelligheder altid er med

[page] 109

indbefattede, vil naturligvis være heldigt. Et stort Antal af Indi- vider vil, derved at det stiller større Udsigt til, at heldige Varie- ringer skal vise sig indenfor en given Tid, opveje et mindre Beløb af Variabilitet hos hvert enkelt Individ og betinger, tror jeg, i meget høj Grad Heldet. Om endskønt Naturen tilstaar Kvalitetsvalget lange Tidsrum til dets Arbejde, tilstaar den dog ikke et ubestemt Tidsrum'; thi da alle organiske Væsener stræber efter at faa en Plads i Naturens Husholdning, vil den Art, der ej bliver modificeret og forbedret, lige saa meget som dens Medbejlere, blive udryddet. Med mindre de heldige Varieringer nedarves af i det mindste nogle af Afkommet, kan der ikke udvirkes noget ved Kvalitetsvalget. Ten- densen til Atavisme kan ofte hindre eller standse Arbejdet, men eftersom denne Tendens ikke har forhindret Mennesket i ved Ud- vælgen at danne sig talrige Racer, hvorfor skulde den saa være værre ved Kvalitetsvalget?

Ved det metodiske Racevalg vælger Opdrætteren med et bestemt Maal for Øje, og ubundet Krydsning vilde aldeles tilintetgøre hans Bestræbelser; naar der derimod er mange Mennesker, som, uden at have til Hensigt at forandre Racen, gaar ud fra næsten lige fuld- komne Individer, og alle søger at skaffe og tillægge de bedste Dyr, saa vil der ufejlbarligt, men langsomt resultere megen Forbedring af dette ubevidste Racevalg, og det trods de mange Krydsninger med temmelig daarlige Dyr. I Naturen vil det samme blive Til- fældet; har vi Saaledes en vis indskrænket Strækning, hvor der er nogle Samfundspladser, der ikke er helt besatte, saa vil Kvalitets- valget dér søge at bevare alle de Individer, som varierer i den rig- tige Retning — skønt ulige meget — for bedre at faa de ledige Pladser besatte. Men har vi nu en meget stor Strækning, vil de for- skellige Distrikter næsten altid frembyde forskellige Livsbetingelser, og dersom saa den samme Art undergaar forskellige Forandringer i de forskellige Strøg, vil der paa Distrikternes Grænser finde Kryds- ninger Sted mellem disse nydannede Varieteter. I det syvende Ka- pitel skal vi nu se, at de i et mellemliggende Distrikt boende inter- mediære Varieteter, de være nu Resultatet af Krydsning mellem andre Varieteter eller fra Begyndelsen af fremstaaede med en inter- mediær Karakter, i Almindelighed i Tidernes Løb bliver afløst af en af de paa Siderne boende Varieteter. Krydsning vil paavirke de Dyr mest, som parres for hver Fødsel, vandrer meget og kun føder

[page] 110

med længere Mellemrum. Derfor vil hos Dyr, der er Saaledes be- skafne, Fugle f. Eks., Varieteterne i Almindelighed have deres Be- grænsning indenfor Lande, der er adskilt fra hinanden, og dette finder jeg da ogsaa er Tilfældet. Hos hermafroditiske Organismer, som kun krydses lejlighedsvis, og ligeledes hos Dyr, som parres for hver Fødsel, men som vandrer lidet og som formerer sig hurtigt, kunde en ny og forbedret Varietet hurtigt dannes et eller andet Sted og kunde der leve i et Hold for sig og saa først siden hen spredes, Saaledes at Krydsningen navnlig vilde foregaa mellem Individerne af den ny Varietet, der jo her levede sammen. Det er en Slutning som denne, der gør, at Havemændene foretrækker at tage Frø fra en stor Samling af Planter, da Udsigterne til Krydsning her har været mindre.

Selv hos de Dyr, som parres for hver Fødsel og som kun føder med længere Mellemrum, selv der kan vi ikke antage, at Kvalitets- valgets Virkninger altid straks udviskes af uhæmmet Krydsning; thi jeg kan fremlægge en stor Samling af Fakta, der viser, at Varie- teter af samme Dyreart længe kan holde sig forskellige fra hver- andre i den samme Egn derved, at de besøger forskellige Steder, yngler til lidt forskellige Tider, eller ogsaa derved, at det samme Slags Varieteter foretrækker at parres indbyrdes.

Krydsning spiller en meget vigtig Rolle i Naturen ved at holde Individerne af samme Art eller Varietet ensartede i Karaktererne. Det vil naturligvis virke stærkest paa denne Maade paa de Dyr, som parres for hver Fødsel; men som vi alt tidligere har sagt, har vi Grund til at tro, at Krydsning nu og da finder Sted hos alle Dyr og alle Planter. Selv om dette kun finder Sted med lange Mellemrum, vil det Afkom, der er frembragt herved, have saa meget større Styrke og Frugtbarhed end det Afkom, der er Resultatet af længe fortsat Selvbefrugtning, saa at de vil have større Udsigt til at holde sig i Live og forplante sig; og Saaledes vil da i Tidernes Løb Ind- flydelsen af Krydsningerne, selv om de kommer sjældent, være stor. Dersom der eksisterer organiske Væsener, der aldrig krydses, kan Ensartethed i Karakter, saa længe deres Livsbetingelser ikke for- andrer sig, kun vedligeholdes hos dem ved Hjælp af Arveligheds- loven og derved, at Kvalitetsvalget ødelægger hvert eneste Individ, som afviger fra Artstypen; men dersom deres Livsbetingelser for- andres og Væsenerne selv modificeres, kan Kvalitetsvalget kun give

[page] 111

deres modificerede Afkom Ensartethed i Karakter derved, at det bevarer lige heldigt stillede Varieringer.

Isolerethed er ogsaa et vigtigt Element i de Forandringer, som fremkaldes af Kvalitetsvalget. I et naturligt begrænset eller isoleret Strøg vil, dersom det ikke er meget stort, de organiske og uorgani- ske Livsbetingelser i Almindelighed saa omtrent være ensartede, saa at Kvalitetsvalget vil søge at modificere alle de varierende In- divider af samme Art paa samme Maade. Krydsning med Beboerne af de Strøget omgivende Distrikter vil blive forhindret. Moritz Wagner har for nylig forelagt Offentligheden en interessant Af- handling om dette Emne og har heri vist, at Isolerethed sandsyn- ligvis er en endnu heldigere Omstændighed, end selv jeg antog, for de nylig dannede Varieteter derved, at de hindres i at blive krydsede. Men af alt tidligere anførte Grunde kan jeg paa ingen Maade være enig med denne Naturforsker i, at Vandringer og Isolerethed er nødvendig for Dannelsen af nye Arter. Isolerethed er ligeledes af stor Vigtighed ved at forhindre, at der indvandrer bedre stillede Organismer, efter at der er sket en eller anden fysisk Forandring i Livsbetingelserne, en Klimatforandring f. Eks. eller en Hævning af Jordbunden eller andet saadant; thi derved, at den hindrer dette, bliver der i Distriktets Naturhusholdning nye Pladser ledige for de indfødte, som disse saa kan strides om og lempe sig efter. Endelig vil Isolerethed give en eller anden ny Varietet Tid til langsomt at fæstne sig i sine nye Karakterer, og dette kan under- tiden være af Vigtighed for Frembringelsen af nye Arter. Dersom imidlertid en isoleret Strækning er meget lille og enten er omgivet af større naturlige Hindringer eller har ganske særegne fysiske Be- tingelser, vil Indbyggernes samlede Antal være meget ringe, og dette vil forsinke Dannelsen af nye Arter ved Kvalitetsvalgets Hjælp derved, at Udsigterne til, at heldige individuelle Forskelligheder skulde fremkomme, formindskes.

Selve Tiden eller Tidernes Løb virker i og for sig ikke noget, hverken for eller imod Kvalitetsvalget. Jeg bemærker udtrykkelig dette, fordi man fejlagtig har paastaaet, at Tids-Elementet af mig antages at spille en forskrækkelig vigtig Rolle med Hensyn til Ar- ternes Modificering, som om alt nødvendigvis undergik en Foran- dring ved en eller anden iboende Lovs Virken. De lange Tider er kun for saa vidt vigtige, som de forbedrer Udsigterne til, at heldige

[page] 112

Varieringer kan opstaa, udvælges, styrkes og fæstnes i deres For- hold til de langsomt skiftende organiske og uorganiske Livsbetingel- ser. Ligeledes begunstiger de Livsbetingelsernes bestemte Virken.

Vender vi os nu til Naturen for at prøve Sandheden af de oven- staaende Bemærkninger, og kaster Blikket paa en eller anden lille isoleret Strækning som f. Eks. en 0 ude i Oceanet, saa finder vi, at skønt Antallet af de forskellige Arter, der her findes, er ringe, — som vi skal se i Kapitlet om geografisk Fordeling — saa er dog et meget stort Antal af Arterne endemiske, d. v. s. er bleven frembragt der og intet andet Sted i Verden. Derfor synes en saadan 0 ude i Oceanet ved første Øjekast at have været særdeles heldigt stillet med Hensyn til Frembringelsen af nye Arter. Men vi kunde let gaa hen og narre os selv; thi for at afgøre om den lille isolerede Stræk- ning eller en stor aaben Strækning som et Fastland f. Eks. har været heldigst stillet med Hensyn til Frembringelsen af nye orga- niske Former, var det nødvendigt, at vi anstillede en Sammenligning indenfor den samme Tid, og dette er vi ude af Stand til at gøre.

Om endskønt Isolerethed er en meget vigtig Omstændighed ved Frembringelser af nye Arter, saa er jeg dog i det hele taget til- bøjelig til at anse det for mere vigtigt, at Strøget har en stor Ud- strækning. Dette har særlig Betydning for Frembringelsen af saa- danne Arter, som skal være i Stand til at holde sig længe og spre- des vidt omkring. I et stort og aabent Strøg vil der ikke alene være større Udsigt til, at der mellem det store Antal Individer af samme Art, som lever der, skal vise sig heldige Varieringer, men Livs- betingelserne er meget indviklede, paa Grund af det store Antal af allerede eksisterende Arter; og dersom nogle af disse mange Arter bliver modificerede og forbedrede, er der andre, som maa forbedres i en tilsvarende Grad, da de ellers vil blive udryddede. Enhver ny Form vil Saaledes, saa snart den er bleven meget forbedret, være i Stand til at udbrede sig over det aabne, sammenhængende Strøg og vil derved komme til at rivalisere med mange andre. Endvidere har vidtstrakte Strøg, der nu er sammenhængende, hvad de kan takke fordums Hævninger af Jordbunden for, i tidligere Tider været usammenhængende, saa at i Almindelighed ogsaa deres Organismer til en vis Grad har kunnet nyde godt af de Fordele, Isolerethed med- fører. Sluttelig kommer jeg da til det Resultat, at endskønt smaa isolerede Strøg rimeligvis i visse Henseender har været overordent-

[page] 112i

[page] 112ii

[page] 112iii

[page] 112iv

[page] 113

lig gunstige for Frembringelsen af nye Arter, saa vil dog i Alminde- lighed Forandringerne være foregaaet hurtigere i de store Strøg; og hvad der er endnu vigtigere :de nye Arter, der er bleven frem- bragt i de store Strøg (hvis organiske Væsener allerede har sejret over mangfoldige Medbejlere), de vil sprede sig videst og afføde flest nye Varieteter og Arter og vil Saaledes spille den vigtigste Rolle i den organiske Verdens Omskiftelsers Historie.

Naar vi ser Sagen paa denne Maade, kan vi maaske forstaa nogle Forhold, som vi igen skal komme tilbage til i Kapitlet: geo- grafisk Udbredelse; vi kan f. Eks. forstaa, at de organiske Væsener, som den forholdsvis lille Landstrækning Avstralien har frembragt, at de nu fordrives af dem, der er fremkommen i det store evro- pæisk-asiatiske Fastland. Det er ogsaa Saaledes at det gaar til, at Fastlandsfrembringelserne efter en saa stor Maalestok er bleven naturaliserede overalt omkring paa Øerne. Paa en lille 0 vil Til- værelseskampen have været mindre voldsom, og der har da der været færre Modificeringer og mindre Uddøen. Det er maaske der- for, at Madeiras Flora, efter Oswald Heers Beretning, ligner Ev- ropas uddøde Tertiær-Flora. Alverdens Ferskvandssamlinger ind- tager tilsammen et meget lille Rumfang i Sammenligning med Havet og Landjorden; og som Følge deraf maa dér have været mindre Rivalisering mellem Ferskvandsorganismerne end andet Steds, og nye Former vil have været længere Tid om at blive dannede og de gamle Former er uddøde langsommere. Det er da ogsaa i Ferskvand, at vi finder syv Slægter af Ganoider, en Fiske- orden, der i tidligere Tider var meget udbredt; det er fremdeles ogsaa i Ferskvand, vi finder de mest anomale Former, der kendes, som Ornithorhynchus og Lepidosiren,*) der, ligesom det ofte er

*) Ornithorhynchus paradoxus eller Næbdyret er i mange Henseender meget afvigende fra de øvrige Pattedyr, det har et Næb som en Fugl, og Bygningen af dets Skulderparti er ogsaa meget fugleagtig. Dets Hjerne og dets indre Øre har mere Lighed med de andre Hvirveldyrklassers end med Pattedyrenes, ligesom ogsaa dets Kønsorganers Munding fører ud i Ende- tarmen i Lighed med, hvad der er Tilfældet hos Fugle, Krybdyr og Padder. Dog føder Næbdyret levende Unger og giver dem Die; men Mælken ud- skilles ikke gennem en Brystvorte, men gennem en Hudplet, der har Hul- ler som en Si. Dyret findes kun paa Nyholland og Van Diemens Land. Le- pidosiren (Lungefisk) er et flskeagtigt Dyr, hvis Svømmeblære er uddannet til en virkelig fungerende Lunge, og hvis Rygrad dannes af en brusket

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                     8

[page] 114

Tilfældet med Fossilier, til Dels forbinder Ordener, der staar meget langt fra hinanden i Systemet. Man kunde gerne kalde disse ano- male Former i levende Fossilier; at de har holdt sig til vore Dage, kommer af, at de har at gøre med et mindre varieret og derfor mindre mægtigt Medbejlerskab.

Vi vil, saa vidt Emnets yderst indviklede Natur tillader det, opsummere de Omstændigheder, der er gunstige, og de, der er ugunstige, for Frembringelsen af nye Arter ved Kvalitetsvalget. Jeg antager, at et stort Fastland, der har været mange Hævninger og Sænkninger underkastet, for Land-Organismernes Vedkommende maa have været den heldigste Lokalitet for Frembringelsen af talrige nye Livsformer, der var Saaledes beskafne, at de kunde holde sig længe og spredes meget vidt omkring. Saa længe Stræk- ningen endnu var Fastland, maa Beboerne have haft et meget stort Individantal og et meget stort Artsantal, og der maa have fundet en meget stærk Rivalisering Sted imellem dem. Dengang nu Stræk- ningen ved Sænkning var bleven opløst i store Øer, maa der endnu have levet mange Individer af samme Art paa hver enkelt 0; Krydsning paa Grænsen af hver ny Arts Territorium vil være bleven forhindret; efter fysiske Forandringer af en eller anden Slags, vil der være bleven sat en Stopper for Invandring, saa de ledige Pladser i hver enkelt Ø's Naturhusholdning har maattet ud- fyldes med modificerede Former af Øens oprindelige Beboere, og Varieteterne vil overalt have faaet Tid til at blive heldigt lempede og fuldkommengjort. Blev saa Øerne ved Hævning igen samlede til en Fastlands-Strækning, vil der igen have fundet en meget stærk Rivalisering Sted, de heldigst stillede eller de mest forbedrede Va- rieteter vil spredes videst omkring, de mindre heldigt stillede For- mer uddø i Mængde, og det genforenede Fastlands forskellige Be- boeres Forholdstal vil atter være forandret; og Kvalitetsvalget vil igen faa fuldt op at bestille med at forbedre Beboerne endnu mere og Saaledes frembringe nye Artrer.

At Kvalitetsvalget virker yderst langsomt, er jeg meget villig til at indrømme; at det overhovedet skal kunne udrette noget, af- hænger af, at der i Naturens Husholdning findes Pladser, som kan besættes mere fyldestgørende derved, at nogle af Landets Beboere

Streng, der ikke er delt i Hvirvler. Den lever i Sydamerikas og Afrikas Ferskvandssamlinger.                                                                O. A.

[page] 115

undergaar Modifikationer af en eller anden Slags. At der nu findes saadanne Pladser, vil ofte bero paa fysiske Forandringer, der i Al- mindelighed er meget langsomme, og paa, at al Indvandring af bedre skikkede Former forhindres. Men endnu oftere vil Kvalitets- valgets Virkninger rimeligvis være afhængige af, at nogle faa af Beboerne langsomt bliver modificerede, efter at Forholdet mellem Landets øvrige organiske Væsener er bleven forstyrret ved de oven- for omtalte Forandringer. Om endskønt Individer af samme Art alle er mere eller mindre forskellige indbyrdes, kan det dog hænde, at Forskelligheder af en saadan Natur, at de vilde afpasse Individet endu bedre efter de for Haanden værende Livsbetingelser, lade vente noget paa sig. Endvidere vil Krydsninger ofte have en meget betydelig hæmmende Indflydelse. Der er vel nu mange, der vil raabe paa, at disse forskellige Ting er mere end tilstrækkelige til at neu- tralisere Kvalitetsvalgets Magt. Det tror jeg ikke, men jeg tror, at Kvalitetsvalget i Almindelighed er meget langsomt til at fremkalde Forandringer, og at der er længe imellem, at det gør det, og at da blot hos nogle faa af en Egns Beboere. Jeg tror endvidere, at denne Kvalitetsvalgets langsomme og afbrudte Maade at virke paa er i god Overensstemmelse med Geologiens Beretninger om det For- hold, efter hvilken Verdens Beboere har skiftet.

Hvor langsom Kvalitetsvalget Virkemaade nu end er, saa kan jeg dog ikke, da Mennesket med sin svage Evne kan udvirke me- get ved kunstig Udvælgen, indse andet, end at der ikke kan være nogen Grænse for dets Totalbeløb af Forandringer, for den Skønhed og for uendeligt sammensatte Tillempelser af de organiske Væsener (båade til hverandre indbyrdes og til deres fysiske Livsbetingelser), som i Tidernes Løb kan opnaaes ved Naturens Magt til at udvælge de heldigst stillede og til at lade dem leve.

Uddøen foraarsaget ved Kvalitetsvalg.

Dette Emne vil blive fyldigere omtalt i vort Kapitel om Geologi, men vi maa allerede her berøre det, da det er nøje forbundet med Kvalitetsvalget. Kvalitetsvalget virker alene ved at bevare Varierin- ger, der paa en eller anden Maade er fordelagtige, og som da ogsaa af den Grund holder sig. Som Følge af det høje Forhold, efter hvil- ket alle organiske Væseners Individantal vokser, har ethvert Strøg

8*

[page] 116

allerede i Forvejen saa mange Beboere, som det kan rumme; og da endvidere de fleste Strøg er opfyldt af en Mangfoldighed af For- mer, saa følger deraf, at medens enhver udvalgt og heldigt stillet Form forøger sit Individantal, vil de mindre heldigt stillede For- mer aftage i Individantal og blive sjældne. Sjældenhed gaar, som Geologerne fortæller os, forud for Uddøen. Deraf kan vi slutte, at en hvilken som helst Form, der forefindes i faa Individer, ved Forandringer i Aarstiderne eller i Antallet af dens Fjender vil være meget udsat for ganske at gaa til Grunde. Men vi kan gaa videre end som saa; thi da der stadig og langsomt frembringes nye Former, maa der, med mindre man vil antage, at Arternes Antal stadig vokser og det næsten i det uendelige, uundgaaelig uddø mange. At nu Ar- ternes Antal ikke vokser i det uendelige, der fortæller Geologien os tydeligt nok, og vi skal nu forsøge paa at vise, hvorfor det An- tal Arter, der findes over den hele Verden, ikke er bleven uendelig stort.

Vi har set, at de Arter, der har det største Individantal, ogsaa har størst Udsigt til at frembringe heldige Varieringer indenfor et vist givet Tidsrum. Dette er allerede godtgjort ved de i det andet Kapitel anførte Kendsgerninger, der viser, at det er de alminde- lige Arter, der kan opvise det største Antal af almindelig godkendte Varieteter eller begyndende Arter. Derfor vil sjældne Arter mindre hurtigt blive modificerede eller forbedrede indenfor et vist givet Tidsrum, og som Følge deraf vil de, i Kampen for Tilværelsen, bukke under for de mere almindelige Arters modificerede Efter- kommere.

Disse forskellige Betragtninger bringer mig til at tro, at det umuligt kan være andet, end at, da nye Arter dannes i Tidernes Løb ved Kvalitetsvalg, maa andre Arter blive sjældnere og sjæld- nere og tilsidst uddø. De Former, som nærmest kæmper om Tilvæ- relsen med dem, der bliver modificerede og forbedrede, vil naturlig- vis lide mest. Og vi har i Kapitlet om Tilværelseskampen set, at det er de nærmest beslægtede Former, — Varieteter af samme Art og Arter af samme Slægt eller af nær staaende Slægter, — som, fordi de har næsten samme Bygning, Konstitution og Sædvaner, i Almin- delighed, rivaliserer stærkest med hverandre indbyrdes. Som Følge heraf vil enhver ny Varietet eller Art, medens den modificeres bedre og bedre i Almindelighed øve størst Tryk paa sine nærmeste Slægt-

[page] 117

ninge og søge at udrydde dem. Den samme Udryddelsesproces gen- finder vi blandt Husdyr og dyrkede Planter, og her iværksættes Udryddelsen derved, at Mennesket udvælger de forbedrede For- mer. Der kunde anføres mange mærkelige Eksempler, som viser, hvor hurtigt nye Racer af Hornkvæg, Faar og andre Dyr og Varie- teter af Blomster erobrer ældre og ringere Sorters Plads. Det er Saaledes historisk, at det gamle sorte Kvæg i Yorkshire blev afløst af det langhornede, og at dette igen „blev fejet bort af det kort- hornede" (jeg citerer her en agronomisk Skribents Ord) „ligesom af en dræbende Landfarsot".

Karakterdivergens.

Det Princip, som jeg har givet denne Betegnelse, er af meget stor Betydning og forklarer, som jeg tror, adskillige vigtige For- hold. For det første afviger Varieteter, selv de, der er stærkt ud- prægede og har noget af en Arts Karakter, — hvad der i mange Tilfælde viser sig ved de frugtesløse Forsøg paa at faa dem klas- sificerede — dog ganske vist langt mindre fra hverandre indbyr- des, end gode og vel adskilte Arter gør det. Ikke desto mindre er det mit Syn paa Sagen, at Varieteter er Arter, der er i Færd med at omdannes eller er, som jeg tidligere har kaldt dem: begyndende Arter. Hvorledes vokser da nu den mindre Forskel mellem Va- rieteterne til den større Forskel mellem Arterne? At dette er noget, der jævnlig hændes, kan vi slutte deraf, at de fleste af Naturens utal- lige Arter frembyder meget udprægede Forskelligheder; medens Varieteterne (efter vor Antagelse fremtidige stærkt udprægede Ar- ters Prototyper og Stamformer) frembyder smaa og svagt adskilte Forskelligheder. Det blotte Tilfælde kunde faa en Varietet til at af- vige fra dens Stamform i en eller anden Karakter og kunde saa igen faa den herved dannede nye Varietets Afkom til at afvige fra dens Stamform i netop den samme Karakter og i en endnu højere Grad; men dette alene kunde alligevel aldrig forklare en saa al- mindelig og saa stor Forskellighed, som den, der er mellem Ar- terne i samme Slægt.

Jeg har, som det altid har været min Skik, søgt at kaste noget Lys over Sagen ved at undersøge vore Husdyr og dyrkede Planter.

[page] 118

Vi finder da ogsaa her noget ganske analogt. Man vil indrømme, at saa forskellige Racer som Korthorns- og Hereford-Kvæget, Væd- deløbsheste og Heste til svært Trækbrug og de forskellige Sorter Duer o. s. v., aldrig har kunnet være bleven dannede ved en ren tilfældig Ophobning af Varieringer i meget nærstaaende Karakterer, gennem mange paa hinanden følgende Generationer. I Praksis er Forholdet f. Eks. dette: en Liebhaver bliver slaaet ved, at en Due har et Næb, der er lidt kortere end det sædvanlige; en anden Lieb- haver bliver slaaet ved, at en Due har et Næb, der er lidt længerere end det sædvanlige, og efter det bekendte Princip, at „Liebhavere hverken vil eller kan beundre en Form, der følger den gyldne Mid- delvej, men tværtimod sætter Pris paa det mest yderliggaaende", giver de sig begge til (Saaledes som det virkelig er hændt med Tumlerens Underracer) at udvælge og tillægge Fugle med længere og længere Næb eller med kortere og kortere Næb. Vi kunde f. Eks. ogsaa antage, at i en længst forsvunden Tid en Mand foretrak de Heste, der var de hurtigste, en anden, de, der var de stærkeste og mest flrskaarne. Forskellighederne vil i Begyndelsen have været meget smaa, men i Tidernes Løb vil, derved at nogle Opdrættere stadig udvalgte de hurtigste Heste og andre de stærkeste, Forskel- lighederne blive større og større, og der vil være dannet to Under- racer; endelig vil disse, efter at der er gaaet nogle Aarhundreder, være bleven til to holdbare og vel adskilte Racer. Efter som For- skellen langsomt blev større og større, vil man have bekymret sig mindre om de svagere udprægede Dyr, der hverken var meget stærke eller meget hurtige, og disse vil da forsvinde. Her ser vi da i Menneskets Frembringelser det, man kunde kalde Divergens- principet, virke paa den Maade, at det faar Forskelligheder, der i Begyndelsen er saa smaa, at man næppe kan bemærke dem, til sta- dig at blive større og større, og derved faar det da ogsaa Racerne til at fjerne sig mere og mere baade fra hinanden indbyrdes og fra deres fælles Stamform.

Men, kunde man spørge, hvorledes kan et analogt Princip kom- me til at virke ude i Naturen? Jeg tror at det baade kan virke og virkelig ogsaa virker meget eftertrykkeligt (skønt det varede længe, førend jeg kunde se hvorledes), nemlig ganske simpelt Saaledes: at jo mere Efterkommerne af en eller anden Art blev forandrede i Bygning, Konstitution og Sædvaner, jo bedre blev de skikkede til

[page] 119

at udfylde mange og vidt forskellige Pladser i Naturens Hushold- ning, og derved blev de altsaa i Stand til at tiltage i Individantal. Det er let at se dette, naar vi har Dyr med simple Livsvaner for os. Lad os f. Eks. tage et kødædende Pattedyr, som for længe siden har naaet et saa stort Individantal, som Landet kan rumme; dersom dets Individantal forøges i dets almindelige naturlige For- hold kan der dog, hvis der ikke sker nogen Forandring med Livs- betingelserne i Landet, kun blive Tale om en virkelig Tilvækst i Antal derved, at Dyrets Afkom varierer paa en saadan Maade, at det kan tilvende sig Pladser, der for Øjeblikket er besat af andre Dyr. Dette kunde jo f. Eks. gaa til paa den Maade, at nogle af dem blev i Stand til at leve af en ny Slags Bytte, enten dødt eller le- vende, eller at nogle af dem fik nye Opholdssteder, f. Eks. klav- rede i Træerne eller levede i Vandet, eller endelig derved, at nogle af dem mindre udelukkende blev kødædende. Jo mere Afkommet af disse vore kødædende Dyr forandrede sig med Hensyn til Sæd- vaner og Bygning, jo flere Pladser vilde de blive i Stand til at ud- fylde. Hvad der i saa Henseende gælder om et Dyr, gælder om alle Dyr til alle Tider, forudsat at de varierer; thi ellers kan Kvali- tetsvalget intet udvirke. Saaledes forholder det sig ogsaa med Plan- terne. Ved Forsøg er det bleven godtgjort, at dersom man besaar et Stykke Jord med en Art Græs, og en lignende Plet med flere Arter, der tilhører bestemt adskilte Græsslægter, saa avler man et større Antal Planter og en større Vægt Hø paa det sidste Jordstykke. Det samme har vist sig at være Tilfældet, naar man saaede en Hvede- varietet paa et Stykke Jord og en Blanding af Hvedevarieteter paa et andet lige saa stort Stykke. Derfor vilde — dersom en eller anden Græsart gav sig til at variere, og saa de Varieteter, der afveg fra hverandre paa i det hele taget samme Maade, som bestemt adskilte Arter og Slægter af Græsser afviger fra hverandre, stadig var ble- ven udvalgt — et temmelig stort Antal Individer af denne Græsart, (dens modificerede Afkom med indbefattet) kunde leve paa et og samme Jordstykke. Vi ved helt vel, at hver enkelt Græsart og Græs- varietet hvert Aar udsaar næsten utallige Frø og Saaledes, som man kunde sige, af yderste Evne stræber efter at forøge sit Individantal. Som Følge heraf vil, i Løbet af mange tusinde Generationer, den mest udprægede Varietet af en eller anden Græsart altid have størst Udsigt til at holde sig i Live og til at tiltage i Individantal og saa-

[page] 120

ledes da ogsaa til at remplacere de mindre udprægede Varieteter; — og naar Varieteter er bleven meget forskellige fra hverandre, faar de Rang af Arter.

Sandheden af den Lov, at jo større Forskel, der er mellem Or- ganismernes Bygning, desto flere af dem kan der leve paa samme Sted, har man tidt nok Lejlighed til at overbevise sig om i Naturen. Paa et temmelig lille Strøg, særlig et saadant, som ligger aabent for Indvandring, og hvor Kampen mellem Individ og Individ maa være streng, finder vi altid, at Beboerne er meget forskelligartede. Jeg fandt f. Eks., at et Stykke Jord, der var tre Fod paa den ene Led og fire paa den anden, og som i mange Aar havde været udsat for nøjagtig de samme Betingelser, var bedækket af tyve Plantearter, og disse hørte til atten Slægter og til otte Ordener, hvilket noksom viser, hvor meget disse Planter afveg fra hverandre. Forholdet er det samme med Planter og Insekter paa smaa Øer med ensformig Natur eller i smaa Ferskvandssamlinger. Landmænd finder, at de har størst Udbytte ved at dyrke Planter, der hører til de mest for- skellige Ordener efter hverandre (Vekseldrift). Naturen bruger, hvad man kunde kalde: simultan Vekseldrift. De fleste Dyr og Planter, som lever ganske nær ved et hvilket som helst lille Stykke Jord, kunde leve paa det (forudsat at dets Natur ikke var særlig ejendommelig) og kunde siges at stræbe af yderste Evne efter at leve der; men vi har set, at hvor de kommer til at rivalisere stærkest med hverandre, der bestemmer de Fordele, der er ved, at Bygningsforholdene er meget forskellige (i Forbindelse med de hermed følgende Forskelligheder i Konstitution og Sædvaner), at de Beboere, der Saaledes nærmest støder sammen med hverandre, i Reglen skal høre til hvad vi kalder forskellige Slægter og Or- dener.

Det samme Princip gør sig gældende, naar Talen er om Menne- skets Virksomhed i Retning af Planters Naturalisering i fremmede Lande. Man kunde have ventet, at de Planter, som havde størst Held til at blive naturaliserede et eller andet Sted, i Almindelighed havde været nær beslægtede med de indfødte Planter, idet saa- danne ofte opfattes som særlig skabt for og lempede efter deres Hjemstavn. Man kunde maaske ogsaa have ventet, at naturaliserede Planter vilde have tilhørt nogle faa Grupper, der særlig var tillem- pede efter visse Lokaliteter i deres nye Hjem. Men det forholder sig

[page] 121

ganske anderledes, og Alph. de Candolle har i sit store og beun- dringsværdige Værk med Rette bemærket, at Floraer ved Naturali- sering forholdsvis vinder meget mere i Slægter end i Arter. For at anføre et enkelt Eksempel: i den sidste Udgave af Dr. Asa Gray's „Haandbog i de forenede nordamerikanske Staters Flora" findes der nævnt 260 naturaliserede Planter, og disse hører til 162 Slæg- ter. Vi ser Saaledes, at disse naturaliserede Planter er af en yderst forskelligartet Natur. De afviger desuden i høj Grad fra de indfødte Planter, thi af de 162 naturaliserede Slægter er der ikke mindre end 100 Slægter, der ikke er indfødte, og derved faar da det Antal Slægter, der nu lever i de forenede Stater, en forholdsvis meget stor Forøgelse.

Ved at betragte de Planters og Dyrs Natur, som med Held har bekæmpet de indfødte Beboere i et eller andet Land og er bleven naturaliserede der, kan vi faa en Slags raa Forestilling om, paa hvad Maade nogle af de indfødte skulde modificeres for at blive hel- digere stillet end de andre indfødte, og vi kan i det mindste være sikre paa, at det vilde være heldigt for dem, at deres Bygning blev saa meget forandret, at de kom til at danne nye Slægter.

Fordelen ved, at Beboerne af det samme Strøg er forskellig- artede er i Virkeligheden den samme, som ved det fysiologiske Ar- bejdes Fordeling til et Individs forskellige Organer — en Sag, der er bleven saa godt oplyst af Milne-Edwards. Ingen Fysiolog tvivler om, at en Mave, der er indrettet til kun at fordøje Planteføde eller til kun at fordøje Kød, kan drage mest Næring ud af disse Stoffer. Paa samme Maade forholder det sig med et Lands Naturhushold- ning; jo mere omfattende og fuldkomment Dyrene og Planterne er indrettede paa forskellige Livsvaner, jo større et Antal Individer kan der leve i Landet. Et Hold af Dyr, hvis Organisation kun var lidt forskelligartet, kunde ikke med Held rivalisere med et Hold, der var mere forskelligartet i Bygning. Det kunde f. Eks. være tvivlsomt, hvorvidt de avstralske Pungdyr, der er delt i Grupper, som kun afviger lidt fra hverandre indbyrdes, og af hvilke, som Hr. Waterhouse og andre har bemærket, vore Rovdyr, Tykhudede og Gnavere kun ufuldkomment repræsenterers, med Held kunde ri- valisere med de nævnte stærkt udprægede Ordener. Hos de av- stralske Pattedyr ser vi Diversifikationsprocessen paa et tidligt og ufuldkomment Udviklingstrin.

[page] 122

Hvorledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakterdivergens og Uddøen paavirker Former, der nedstammer fra samme Art.

Af det ovenfor sagte, som har været meget sammentrængt, kan vi slutte, at en eller anden Arts modificerede Efterkommere vil blive stillet heldigere og heldigere, jo mere forskelligartet deres Byg- ning bliver, idet de herved sættes i Stand til at erobre Pladser, der er besatte af andre Væsener. Lad os nu se, hvorledes dette vel- gørende Princip, der kan afledes af Karakterdivergens, i Forbin- delse med Kvalitetsvalg og Uddøen, bærer sig ad med at virke.

Den medfølgende Tavle vil hjælpe os til at forstaa dette temmelig indviklede Emne. Lad A til B forestille Arterne af en Slægt, som er stor i sin Hjemstavn; disse Arter antages at ligne hinanden ulige meget, Saaledes som det i Almindelighed er Tilfældet i Naturen, og Saaledes som det er antydet paa Tavlen ved, at Bogstaverne staar langt fra hinanden. Jeg sagde: en stor Slægt, fordi vi i det andet Kapitel har set, at gennemsnitlig flere af de store Slægters Arter varierer end af de smaa Slægters, og at de store Slægters Arter frembyder et større Antal af Varieteter. Vi har ogsaa set, at de Ar- ter, som er de almindeligste og de mest udbredte, varierer mere end de sjældne og lidet udbredte Arter. Lad A være en almindelig vidt udbredt og varierende Art, som hører til en Slægt, der er stor i sin Hjemstavn. De forgrenede, divergerende, punkterede, ulige lange Linier, som udgaar fra A, kan forestille dens varierende Afkom. Vi antager, at Varieringerne er yderst smaa, men af den mest forskel- ligartede Natur, vi antager ikke, at de alle fremkommer samtidig, men ofte med lang Tids Mellemrum; heller ikke antager vi, at de alle holder sig lige længe. Kun de Varieringer, som paa en eller anden Maade er heldbringende, vil blive bevarede eller udvalgt af Naturen, og her kommer nu det velgørende Princip, som er afledt af Karakterdivergens, med i Betragtning; thi det vil i Almindelighed sørge for, at de mest forskellige eller mest divergerende Varieringer (paa Tavlen de yderste punkterede Linier) bliver bevarede og sam- lede ved Kvalitetsvalg. Hvor en punkteret Linie naar en af de vand- rette Linier og er betegnet ved et lille Bogstav med Tal-Index, der antager vi, at der er bleven samlet saa megen Variering, at der er bleven dannet en vel udpræget Varietet, en saadan, som vilde blive taget med i et systematisk Arbejde.

Mellemrummene mellem de vandrette Linier paa Tavlen kan

[page] 123

hver forestille tusinde Generationer eller ti tusinde. Efter tusinde Generationers Forløb antages Arten A at have frembragt to ud- prægede Varieteter, nemlig a1 og m1. Disse to Varieteter vil i Al- mindelighed vedblive at være udsat for de samme Livsbetingelser, som fik deres Stamformer til at variere, og selve Tendensen til Va- riabilitet er arvelig; som en Følge deraf vil de søge at variere og i Almindelighed paa næsten samme Maade som deres Stamformer. Fremdeles vil disse to Varieteter, der jo dog kun er svagt modifice- rede Former, arve de Fordele, som gav deres Stamform A større Individantal end Landets fleste andre Beboere; ligeledes vil de have Del i de omfattende Fordele, som gjorde den Slægt, til hvilken Stamarten hørte, til en stor Slægt i dens Hjemstavn. Og alle disse Omstændigheder er, som vi ved, gunstige for Frembringelsen af nye Varieteter.

Dersom da disse to Varieteter er variable, vil de af deres Va- rieringer, som divergerer mest, i Almindelighed blive bevarede gen- nem de næste tusinde Generationer. Og efter dette Tidsrums For- løb antager vi, at Varieteten a1 (se Tavlen) har frembragt Varie- teten a2, som ifølge Divergensprincipet vil afvige mere fra A, end Varieteten a1 gjorde. Varieteten m1 antages at have frembragt to Varieteter, nemlig m2 og s2, der afviger fra hinanden indbyrdes og endnu mere fra deres fælles Stamform A. Vi kunde blive ved at gaa frem med lignende Trin, saa længe det skulde være, og lade nogle af Varieteterne efter hvert Tusinde af Generationer frem- bringe blot en enkelt Varietet, men i en mere og mere modificeret Tilstand, og lade andre frembringe to eller tre Varieteter og atter andre slet ingen. Saaledes vilde Varieteterne eller de modificerede Efterkommere, gaaende ud fra den fælles Stamform A, i Almindelig- hed blive ved at tiltage i Antal og divergere i Karakter. Paa Tavlen er vi gaaet op til den ti tusinde Generation og under en sammen- trængt og simplificeret Form til den fjqrten tusinde Generation.

Jeg maa imidlertid her bemærke, at det ikke er min Mening, at det altid gaar saa regelmæssigt til som paa Tavlen — skønt jeg der dog har gjort det noget uregelmæssigt — heller ikke at det altid er gaaet saa jævnt; det er langt mere sandsynligt, at hver enkelt Form forbliver uforandret i lange Tider og saa igen bliver Forandringer underkastede. Jeg mener heller ikke, at det altid er de mest divergerende Varieteter, der bliver bevarede; en Mellemform

[page] 124

kan vel ogsaa ofte holde sig i lang Tid og kan frembringe, eller lade være med at frembringe, mere end én modificeret Efterkommer; thi Kvalitetsvalget vil altid handle i Overensstemmelse med de Ste- ders Natur, som enten er ubesatte eller ikke fuldstændig besatte af andre Væsener, og dette vil afhænge af uendelig indviklede For- hold. Men dette er en Hovedregel: at jo mere forskelligartede i Byg- ning en eller anden Arts Efterkommere kan blive gjort, jo flere Pladser vil de være i Stand til at erobre, og desto stærkere vil deres modificerede Afkom tiltage i Antal. Paa vor Tavle er Afstam- ningslinien med regelmæssige Mellemrum brudt ved smaa Bog- staver med Index, hvorved de Former betegnes, der efterhaanden er bleven tilstrækkeligt udprægede til at anses for Varieteter; men disse Brud er vilkaarlige og kunde have været anbragt paa andre Steder, naar det blot var bleven taget i Betragtning, at Tidsrum- mene maatte være saa lange, at der i dem havde kunnet samles et tilstrækkelig stort Beløb af divergerende Variering.

Da alle de modificerede Efterkommere af en almindelig og vidt udbredt Art, som hører til en stor Slægt, vil søge at blive delagtige i de samme Fordele, som lod deres Stamform vinde i Tilværelseskampen, saa vil de i Almindelighed saa vel tiltage i Individantal som divergere i Karakter; dette er fremstillet paa Tavlen ved de forskellige divergerende Grene, som udgaar fra A. De modificerede Efterkommere af de finere og mere forbedrede Forgreninger af Afstamningslinien vil rimeligvis ofte tilintetgøre de tidligere og mindre forbedrede Forgreninger og indtage deres Plads; dette er betegnet paa Tavlen ved, at nogle af de lavere Grene ikke naar op til de øverste vandrette Linier. Jeg tvivler ikke om, at Mo- difikationen jo i nogle Tilfælde vil være indskrænket til en enkelt Afstamningslinie, og Antallet af Efterkommere vil ikke blive forøget, endskønt Beløbet af divergerende Modifikation gerne kan være ble- ven forøget i de paa hinanden følgende Generationer. Dette Forhold vilde kunne fremstilles paa Tavlen derved, at man fjernede alle de Linier, der udgaar fra A med Undtagelse af den fra a1 til a10. Paa denne Maade har f. Eks. øjensynligt den engelske Væddeløbshest og den engelske Hønsehund langsomt fjernet sig fra deres Stam- formers Karakterer, uden at nogen af dem har dannet nye Side- grene eller Racer.

Vi antager, at Arten A, efter at der er gaaet ti tusinde Genera-

[page] 125

tioner, har frembragt tre Former a10, f10 og m10, hvilke derved, at de har divergeret i Karakter igennem de paa hinanden følgende Generationer, vil være kommen til at afvige meget, men maaske ulige meget, fra hverandre indbyrdes og fra deres fælles Stamform. Dersom vi antager, at der er overordentlig lidt Forskel mellem de Beløb af Variering, der paa vor Tavle repræsenteres af to paa hin- anden følgende vandrette Linier, vil disse tre Former ikke være naaet til andet end til at være ret udprægede Varieteter; men vi behøver blot at antage, at de enkelte Trin i Modifikationernes Ræk- ke er mere talrige eller repræsenterer et større Beløb af Forandring for at disse tre Former kunde være bleven til tvivlsomme eller endelig til skarpt adskilte Arter; Saaledes illustrerer Tavlen de Trin, ved hvilke de smaa, Varieteterne adskillende, Forskelligheder er voksede til de større Arterne adskillende Forskelligheder. Ved at blive ved paa denne Maade gennem et større Antal Generationer {Saaledes som det er vist paa Tavlen paa en sammentrængt og sim- plificeret Maade) faar vi otte Arter betegnede med de mellem a14 og m14 værende Bogstaver, alle nedstammende fra A. Saaledes, tror jeg, er Arterne bleven mangfoldiggjort og Slægterne dannede.

I en stor Slægt er det nu sandsynligt, at mere end én Art skulde give sig til at variere. Paa Tavlen har jeg ladet en anden Art I ved analoge Trin efter ti tusinde Generationers Forløb have frembragt enten to udprægede Varieteter eller to Arter (w10 og z10), eftersom man nu gør det Beløb af Forandringer, som antages repræsenteret af Mellemrummene mellem de vandrette Linier, stort eller lille. Efter fjorten tusinde Generationers Forløb antages der at være bleven dannet seks nye Arter, betegnede ved Bogstaverne fra n14 til z14. I en hvilken som helst Slægt vil de Arter, som er meget for- skellige indbyrdes, søge at frembringe flest modificerede Efterkom- mere; thi de vil have størst Udsigt til at udfylde nye og vidt for- skellige Pladser i Naturens Husholdning; derfor har jeg paa Tav- len valgt den yderst staaende Art A og den temmelig yderlig staa- ende Art I til at have varieret stærkt og frembragt nye Varieteter og Arter. De andre ni Arter (paa Tavlen betegnede med store Bog- staver) af vor oprindelige Slægt kan i lange, men ulige lange Tidsrum vedblive at frembringe uforandrede Efterkommere, og dette er vist paa Tavlen derved, at de punkterede Linier naar ulige højt op.

Men medens nu dette, som jeg har fremstillet paa Tavlen, er

[page] 126

gaaet for sig, saa er der et andet Princip, der har spillet en vigtig Rolle med, nemlig Uddøen. Da Kvalitetsvalget i ethvert fuldt besat Land nødvendigvis virker derved, at den Form, der er bleven ud- valgt, paa en eller anden Maade er stillet heldigere i Kampen for Tilværelsen end de andre Former, saa vil der til enhver Tid hos de forbedrede Efterkommere af en Art være en stadig Tendens til at træde i Stedet for og udrydde deres Forgængere og deres oprin- delige Stamform. Thi man maa vel huske paa, at Rivaliseringen i Almindelighed vil være stærkest mellem de Former, der staar hin- anden nærmest i Sædvaner, Konstitution og Bygning. Derfor vil alle de Former, der staar mellem de tidligere og de senere Led i Ud- viklingsrækken, d. v. s. mellem de mindre og de mere forbedrede Former af en Art, saa vel som ogsaa den oprindelige Stamform selv, i Almindelighed være tilbøjelige til at uddø. Det samme vil sandsynligvis ogsaa være Tilfældet med mange hele sideordnede Linier, der vil blive besejrede af senere og forbedrede Linier. Der- som imidlertid en Arts modificerede Afkom kommer ind i et andet Strøg eller hurtigt bliver afpasset efter en eller anden ganske ny Lokalitet, hvor Afkom og Stamform ikke kommer til at rivalisere, kan de begge vedblive at eksistere.

Dersom vi da altsaa antager, at det Beløb af Modifikation, som er fremstillet paa Tavlen, er stort nok, vilde Arten A og alle de første Varieteter være uddøde og være bleven afløst af otte nye Arter (a14 til m14), og I vilde være bleven afløst af seks (nM til zu) nye Arter.

Vi kan imidlertid gaa videre endnu. Vi antog, at de oprindelige Arter i vor Slægt lignede hverandre ulige meget, hvad der i Almin- delighed er Tilfældet i Naturen. Arten A er nærmere beslægtet med B, C, D end med de andre Arter, og Arten I mere beslægtet med G, H, K, L end med de andre. Disse to Arter A og I antoges og- saa at være meget almindelige og vidt udbredte Arter, saa at de oprindelig maa have været noget heldigere stillede end Slægtens andre Arter. Deres modificerede Efterkommere (i den fjorten tusin- de Generation fjorten i Tallet) vil rimeligvis have arvet nogle af de samme Fordele; de er endvidere bleven modificerede og forbedrede paa forskellig Maade paa hvert enkelt Udviklingstrin, Saaledes at de er bleven afpassede efter mange Pladser i deres Lands Natur- husholdning. Det synes derfor at være højst rimeligt, at de vil have

[page] 127

afløst og derved tilintetgjort ikke blot deres Stamformer A og I, men ogsaa de af de oprindelige Arter, der stod de nævnte Stamformer nærmest. Derfor vil kun meget faa af de oprindelige Arter være vedbleven at avle Afkom til den fjorten tusinde Generation. Vi kan antage, at kun en (F) af de to Arter E og F, som var fjernest beslægtede med de andre ni oprindelige Arter, har haft Afkom paa dette sildige Udviklingstrin.

De nye Arter, der paa vor Tavle nedstammer fra de elleve op- rindelige Arter, vil Saaledes være femten i det hele. Paa Grund af Kvalitetsvalgets Divergeringstendens vil Forskellen i Karakter mel- lem Arterne au og z14 være meget større end Forskellen mellem de to mest forskellige Arter af de elleve oprindelige. De nye Arter vil fremdeles være beslægtede.med hverandre paa en hel anden Maade. Af A's otte Efterkommere vit de tre; der er betegnede som a14, q14, p14, være nær beslægtede, fordi de er temmelig ny Grene fra a10; b14 og f14 vil være saa temmelig bestemt adskilte fra de tre først nævnte Arter, fordi de noget tidligere er kommen fra a5, og endelig vil o14, e14 og m14 være nær beslægtede med hverandre, men da de lige i Begyndelsen har divergeret, vil de være vidt forskellige fra de fem andre Arter og kan komme til at danne en Underslægt eller endogsaa en Slægt.

Fs seks Efterkommere vil danne to Underslægter eller Slægter; men da den oprindelige Art I afveg meget fra A, idet den næsten stod i den modsatte Ende af den oprindelige Slægt, vil I's Efter- kommere paa Grund af Arveligheden alene afvige temmelig be- tydeligt fra A's otte Efterkommere; og nu antages jo oven i Købet de to Grupper at have divergeret i forskellige Retninger. De mel- lemliggende Arter (og det er en meget vigtig Omstændighed), som forbandt Stamarterne A og I, er ogsaa allesammen, med Undtagelse af F, uddøde og har intet Afkom efterladt sig. Derfor maa de seks nye Arter, som er nedstammede fra I, og de otte, som er nedstam- mede fra A, regnes for bestemt adskilte Underfamilier.

Saaledes tror jeg, det er gaaet til, at to eller flere Slægter er bleven frembragt ved en af Modifikationer ledsaget Afstamning fra to eller flere Arter af samme Slægt. De to (eller flere) Stamarter an- tages at nedstamme fra en eller anden Art af en tidligere bestaaende Slægt. Paa vor Tavle er dette betegnet derved, at de grovt punkte- rede Linier neden under de store Bogstaver konvergerer nedad

[page] 128

imod et enkelt Punkt; dette Punkt forestiller en enkelt Art, som an- tages at være Stamfader til vore nye Underslægter og Slægter.

Det kunde imidlertid være Umagen værd blot et Øjeblik at undersøge, hvilken Karakter den nye Art F14 har; denne Art antages ikke at have divergeret i videre høj Grad, men at have beholdt F's Form enten uforandret eller kun forandret i ringe Grad. Med de andre fjorten nye Arter vil den være beslægtet paa en mærkelig Maade og ligesom ad Omveje. Da den er nedstammet fra en Form, som stod imellem de to Stamformer A og F, der nu antages at være uddøde og ubekendte, vil den paa en vis Maade staa midt imellem de to Grupper, der er nedstammede fra disse Arter. Men da disse to Grupper stadig har fjernet sig fra deres Stamformers Typer, vil den ny Art F14 ikke ligefrem staa imellem dem, men snarere imel- lem de to Gruppers Typer, — Eksempler herpaa kan enhver Natur- forsker snart komme i Tanke om.

Vi har hidtil antaget, at hver enkelt af Tavlens vandrette Linier var Udtryk for tusinde Generationer; men de kunde jo lige saa godt være det for en Million eller flere Millioner Generationer, ligesom en saadan Linie ogsaa kan forestille en Afdeling af de paa hinanden følgende Lag af Jordskorpen med de i den indesluttede uddøde or- ganiske Levninger. Vi skal, naar vi kommer til Kapitlet om Geo- logi, komme tilbage til dette Emne, og jeg tror, at vi da skal se, at Tavlen giver os nogen Oplysning om Slægtskabet mellem de ud- døde Væsener, der, endskønt de i Almindelighed tilhører de samme Ordener, Familier eller Slægter, som de, der nu lever, dog ofte, paa en vis Maade, staar midt imellem de nu eksisterende Grupper. Dette er simpelt hen Saaledes at forstaa, at de uddøde Arter levede til en meget tidlig Tid, da Afstamningsliniens Grene ikke havde di- vergeret saa meget.

Jeg kan ikke indse, hvorfor man skulde indskrænke det, vi her har udviklet om Modifikationen, til Dannelsen af Slægter alene. Dersom vi antager det Beløb af Forandring, som paa Tavlen re- præsenteres af hver enkelt af de paa hinanden følgende Grupper af divergerende punkterede Linier, for at være stort, saa vil de For- mer, der er betegnede med a14 til p14, de, der er betegnede med b14 og f14, og de, der er betegnede med o14 til m14, danne tre meget be- stemt adskilte Slægter. Vi faar da altsaa to meget bestemt adskilte Slægter, der nedstammer fra I og er vidt forskellige fra A's Efter-

[page] 129

kommere. Disse to Grupper af Slægter vil Saaledes danne to bestemt adskilte Familier eller Ordener; det kommer jo an paa, hvor stort man antager det Beløb af divergerende Modifikation, som Tavlen frembyder, for at være. De to nye Familier eller Ordener ned- stammer fra den oprindelige Slægt, og denne antages saa igen at nedstamme fra en eller anden endnu ældre og ubekendt Form.

Vi har set, at det overalt er Arter, som hører til de større Slæg- ter, der oftest frembyder Varieteter eller begyndende Arter. Dette kunde man nu have sagt sig selv i Forvejen; thi da Kvalitetsvalgets Indvirkning paa en Form er betinget af, at denne Form paa en eller anden Maade er heldigere stillet i Kampen for Tilværelsen end de andre Former, vil det hovedsagelig paavirke dem, der allerede paa en eller anden Maade er heldigt stillede; og det, at en Gruppe er stor, viser, at dens Arter har nogle heldige Egenskaber fælles, som de har arvet fra en fælles Stamform. Derfor vil Kampen om at frem- bringe nye og modificerede Efterkommere navnlig staa mellem de større Grupper, der alle bestræber sig for at forøge deres Individ- antal. Den ene store Gruppe vil langsomt besejre den anden, ind- skrænke dens Individantal og derved dens Udsigt til fremtidig Va- riering og Forbedring. Indenfor en og samme stor Gruppe vil de se- nere og mere fuldkomne Undergrupper, derved at de forgrener sig stærkt og sætter sig fast paa mange nye Pladser i Naturens Husholdning, stadig søge at afløse og ødelægge de tidligere og min- dre forbedrede Undergrupper. Smaa usammenhængende Grupper og Undergrupper vil tilsidst forsvinde. Kaster vi Blikket ud i Fremtiden, kan vi forudsige, at de Grupper af organiske Væsener, der nu er store og herskende og som er mindst usammenhængende, (d. v. s. af hvilke der er uddøet færrest), vil endnu længe vedblive at udvide sig. Men hvilke Grupper der til sidst vil faa Overhaand, det kan ingen forudsige; thi man har Eksempler nok paa, at Grup- per, der tidligere var i overordentlig høj Grad udviklede, nu er ud- døde. Ser vi endnu længere ud i Fremtiden, kan vi forudsige, at en Mængde af mindre Grupper, paa Grund af at de store Grupper stadig vokser, vil gaa aldeles til Grunde og intet modificeret Afkom efterlade sig, og at endelig, som en Følge deraf, overordentlig faa af de Arter, som lever til en hvilken som helst given Tid, vil have Efterkommere i Live i en meget fjern Fremtid. Jeg skal komme til- bage til dette Emne i Kapitlet om Klassifikation, og jeg skal blot

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                     9

[page] 130

tilføje, at, ifølge det ovenfor sagte, kun yderst faa af de nogenlunde gamle Arter har efterladt sig Afkom; og da alle en og samme Arts Efterkommere danner én Klasse, saa kan vi forstaa, hvorfor der eksisterer saa faa Klasser i hvert af Dyre- og Planterigets Hoved- afdelinger. Om endskønt faa af de ældste Arter har efterladt sig modificeret Afkom, maa dog Jorden i fjerne geologiske Perioder have været næsten lige saa godt besat med Arter af mange Slægter, Familier, Ordener og Klasser som den Dag i Dag.

Om den Grad, i hvilken Organisationen søger at skride frem.

Kvalitetsvalget virker udelukkende ved at bevare og samle Va- rieringer, som er tjenlige under de organiske og uorganiske Livs- betingelser, for hvilke enhver Skabning er udsat til forskellige Tider af sit Liv. Det endelige Resultat er det, at enhver Skabning søger at blive heldigere og heldigere stillet overfor disse Betingelser. Denne heldigere Stilling fører uundgaaelig til, at Flertallet af de levende Væsener hele Verden igennem Trin for Trin skrider fremad i Organisation. Men her kommer vi ind paa et meget indviklet Em- ne; thi Naturforskerne har endnu ikke kunnet finde et Udtryk, som de alle kan være enige om, for hvad der egentlig skal forstaas ved Fremskridt i Organisationen. Blandt Hvirveldyrene er det tydeligt nok at Intelligenshøjden og en Nærmelse til Menneskets Bygning kommer med i Betragtning. Man skulde antage, at den Mængde af Forandringer, som de forskellige Dele og Organer gennemgaar i deres Udvikling fra Embryo-Tilstanden til den fuldkomment udvik- lede Tilstand, kunde afgive en passende Maalestok; men der er Til- fælde (Saaledes er det f. Eks. med visse Snyltekrebs), i hvilke for- skellige Bygningsdele bliver mindre fuldkomne, saa at det udvik- lede Dyr ikke kan siges at staa højere end dets Larve. Von Baers Maalestok synes at være den, der er mest og bedst anvendelig, nemlig Differentieringsbeløbet af det samme organiske Væsens for- skellige Dele (i voksen Tilstand, som jeg skulde være tilbøjelig til at tilføje) og deres Uddannelse til forskellige Funktioner, eller, som Milne Edwards vilde udtrykke det: Fuldstændigheden af Delingen af det fysiologiske Arbejde. Men man ser, hvor dunkel denne Sag er, naar man henvender sin Opmærksomhed paa f. Eks. Fiskene, af

[page] 131

hvilke nogle Naturforskere anser dem for de højeste, der ligner Haj- erne og kommer Amfibierne nærmest, medens andre Naturforskere regner Benfiskene (Teleostei) for de højeste, eftersom disse er de mest fiskeagtige og afviger mest fra de andre Hvirveldyrklasser. Vi faar endnu bedre Øje for Sagens Dunkelhed, naar vi vender os til Planterne, blandt hvilke der jo naturligvis ikke kan være Tale om nogen Intelligenshøjde; her regner Botanikerne de Planter for de højeste, som har de enkelte Organer (Bægerblade, Kronblade, Støvdragere og Støvvej) fuldkomment udviklede i hver enkelt Blomst, medens andre Botanikere, sandsynligvis med mere Ret, anser de Planter for de højeste, som har deres forskellige Organer meget modificerede og reducerede i Antal.

Dersom vi som Maalestok for høj Organisation tager Beløbet af de forskellige Organers Differentiering og ensidige Udvikling hos hvert enkelt Væsen i udvokset Tilstand (og dette vil med indbefatte Hjernens fuldkomnere Uddannelse i intellektuelle Øjemed), saa fører Kvalitetsvalget tydeligt nok fremad; thi alle Fysiologer er enige om, at ensidig Uddannelse af Organerne, for saa vidt som en saadan bringer dem til at fungere bedre, er fordelagtig for et- hvert Væsen, og Saaledes er da en Samling af Varieringer, der stræber henimod ensidig Udvikling, indenfor Kvalitetsvalgets Ræk- keevne. Paa den anden Side kan vi, naar vi husker, at alle organi- ske Væsener stræber at forøge deres Individantal efter et højt For- hold og efter at sætte sig fast paa enhver daarligt besat Plads i Na- turens Husholdning, se, at det meget godt er muligt for Kvalitets valget at afpasse et organisk Væsen efter en Stilling, i hvilken ad- skillige Organer vil være overflødige og unyttige: i saa Tilfælde vil vi faa Tilbageskridt i Organisation. Hvorvidt Organisationen i det hele taget virkelig er gaaet fremad, fra de fjerneste geologiske Pe- rioder til den Dag i Dag, vil vi mere bekvemt krinne omtale i vort Kapitel om den geologiske Rækkefølge.

Man kunde imidlertid gøre den Indvending, at dersom alle or- ganiske Væsener Saaledes søger at blive højere og højere organise- rede, hvor er det da muligt, at der over den hele Verden endnu eksisterer en Mængde af de laveste Former, og hvordan gaar det til, at i enhver stor Klasse er nogle Former langt højere udviklede end andre? Hvorfor har ikke de mere fuldkomment udviklede For- mer overalt afløst og udryddet de lavere? Lamarck, som troede paa

9*

[page] 132

en iboende og uundgaaelig Tendens til Fuldkommengørelse hos alle organiske Væsener, synes at have følt denne Vanskelighed saa stærkt, at han derved blev ledet til den Antagelse, at der stadig frembragtes nye og simple Former ved Selvavling. Videnskaben kan imidlertid ikke paa sit nuværende Standpunkt, hvad den saa for øvrigt kan komme til i Fremtiden, indrømme, at der nu opstaar levende Skabninger paa den Maade. Det, at der stadig eksisterer simple Organismer, frembyder ingen Vanskelighed for vor Teori; thi Kvalitetsvalget medfører ikke nødvendigvis en fremadskridende Udvikling, det benytter sig kun af saadanne Varieringer, som maatte vise sig og som kan være til Nytte for enhver enkelt Skabning under dens indviklede Livsforhold. Og hvad Nytte vilde, kunde man sige, efter hvad vi kan se, et Infusionsdyr, en Indvoldsorm eller selv en Regnorm have af at være meget fuldkomment organiserede? Der- som det ikke var dem til nogen Nytte, saa vilde Kvalitetsvalget lade disse Former forblive uforandrede eller i alt Fald kun forbedre dem lidt, og de kunde holde sig i uendelig lange Tider i deres nu lidet fuldkomne Tilstand. Geologien fortæller os da ogsaa, at nogle af de laveste Former, som Infusionsdyr og Rhizopoder (Slimdyr), i uen- delig lange Tider har været næsten Saaledes, som de er nu. Men at antage, at de fleste af de mange nu eksisterende, lavere Former ikke er skredet det mindste fremad, siden Livet først gryede, dét vilde vel igen være vel dristigt; thi enhver Naturforsker, som har dissekeret nogle af de Væsener, der nu regnes for at staa meget langt nede i Rækken, maa være bleven slaaet af deres i Virkelig- heden vidunderlige og skønne Organisation.

Vi kan faa Brug for næsten de samme Betragtninger, naar vi ser paa de forskellige Organisationstrin indenfor hver enkelt stor Gruppe, naar vi f. Eks. ser hen til, at af Hvirveldyrene Pattedyr og Fisk lever samtidigt, af Pattedyrene Mennesket og Ornithorhynchus, af Fiskene Hajen og Trævlemunden (Branchiostoma), hvilken sidste Fisk paa Grund af dens Bygnings overordentlig store Simpelhed nærmer sig til de hvirvelløse Dyrs Klasser. Men Pattedyr og Fisk kan næppe komme til at rivalisere med hinanden, hele Pattedyr- klassen eller enkelte af dens Medlemmers fremadskridende Ud- vikling vilde ikke føre til, at den eller de afløste og derved udryd- dede Fisk. Fysiologerne tror, at Hjernen for at være i høj Grad virksom maa bades med varmt Blod, og hertil udfordres der, at

[page] 133

der maa aandes i Luften, saa at varmblodede Pattedyr, der ophol- der sig i Vandet, har nogle Ulæmper, som Fiskene er fri for. I denne sidste Klasse vilde Medlemmerne af Hajfamilien ikke søge at af- løse Trævlemunden, thi den har, som jeg hører fra Fritz Muller, en eneste Fælle og Medbejler paa Sydbrasiliens golde, sandede Kyst, nemlig en anomal Ledorm (Annelida). De tre laveste Pattedyr- Ordener, nemlig Pungdyr, Gumlere og Gnavere, lever i Sydame- rika i samme Egn som mangfoldige Abekatte, og de har rimeligvis ikke meget med hinanden at gøre. Om endskønt Organisationen i det hele taget overalt kan være skredet fremad og vel endnu gør det, saa vil dog den hele Række af Organismer altid kunne opvise mange Trin af Fuldkommenhed; thi visse Klassers eller enkelte af deres Medlemmers stærke Fremadskriden fører ikke altid med Nødvendighed til en Udryddelse af de Grupper, med hvilke de ikke kommer til at rivalisere stærkt. I nogle Tilfælde synes, som vi se- nere skal se, lavt organiserede Former at være bleven bevarede indtil vore Dage, derved, at de beboede stærkt begrænsede eller meget ejendommelige Lokaliteter, hvor de har været udsat for min- dre stærk Rivalisering, og hvor deres Faatallighed har indskrænket Udsigten, til at der skulde opstaa heldige Varieringer,

Endelig tror jeg, at der overalt nu eksisterer mange lavt organi- serede Former af forskellige andre Grunde. I nogle Tilfælde kan det være, at der aldrig har vist sig Varieringer eller individuelle Forskelligheder af en saa heldig Natur, at Kvalitetsvalget kunde komme til at paavirke og samle dem. Rimeligvis har der ingensinde været Tid nok til, at den størst mulige Udvikling kunde naas. I nogle faa Tilfælde er Organisationen gaaet tilbage. Men Hovedgrun- den er ganske simpelt den, at en høj Oraganisation under meget simple Livsvilkaar ikke vil være til nogen Nytterog rimeligvis lige- frem til Skade, da den jo er af en mere delikat Natur og altsaa mere tilbøjelig til at komme i Uorden og til at lide Overlast.

Hvorledes, har man spurgt, er, da Livet først gryede, da alle organiske Væsener rimeligvis var saa simpelt byggede som muligt, hvorledes er da Delene begyndt at gaa fremad i Udvikling eller i Differentiering? Hr. Herbert Spencer vilde rimeligvis svare, at saa snart som en simpel encellet Organisme ved Nydannelse eller ved Deling kom til at blive sammensat af flere Celler eller blev fæstnet til en eller anden Overflade, saa vilde hans Lov: „at homologe For-

[page] 134

bindeiser af hvilken som helst Orden blev differentierede, alt efter som deres Forhold til de tilfældige Kræfter blev forskellige", træde i Virksomhed. Men da vi ingen Kendsgerninger har at holde os til, saa er al Spekulation over Spørgsmaalet unyttig. Det er imidlertid fejlagtigt at antage, at der ikke vilde finde nogen Kamp for Tilvæ- relsen Sted og som Følge deraf heller intet Kvalitetsvalg, førend der var bleven frembragt mange Former; ingenlunde! Varieringer hos en enkelt Art, som levede paa en isoleret Lokalitet, kunde være gunstige, og Saaledes kunde den hele Mængde af Individer blive modificeret, eller der kunde opstaa to forskellige Former. Men, som jeg bemærkede i Slutningen af min Indledning, man bør ikke blive forbavset over, at der er saa meget angaaende Arternes Oprindelse, som man endnu ikke har kunnet forklare; thi vi maa tage tilbør- ligt Hensyn til, at vi er saa tykt uvidende om det gensidige Forhold mellem de Væsener, der beboede Verden i de svundne Tider.

Forskellige Indvendinger.

Jeg vil her omtale nogle faa Indvendinger af forskellig Slags, som man har rejst imod min Maade at se Sagen paa, da derved noget af det, vi tidligere har omtalt, maaske kunde komme til at staa mere klart; men det vilde ikke være til nogen Nytte at omtale alle Indvendinger, eftersom der er mange af dem, der er bleven rejst af Skribenter, som ikke har gjort sig den Ulejlighed at forstaa min Synsmaade. Saaledes har fornylig en udmærket tysk Natur- forsker udtalt, at det svageste Punkt i min Teori er det, at jeg anser alle organiske Væsener for ufuldkomne. Hvad jeg i Virkeligheden har sagt er, at de ikke alle er saa fuldkomne i deres Livsbetingel- ser, som de kunde være, og dette fremgaar jo tydelig nok deraf, at der i mangfoldige Egne af Verden er en Mængde af indfødte For- mer, som fordrives af fremmede, der har trængt sig ind og er bleven naturaliserede. Ikke heller kan alle organiske Væsener, selv om de til en vis given Tid var aldeles fuldkomment afpassede efter deres Livsbetingelser, vedblive at være dette, naar Betingelserne langsomt forandrer sig, med mindre ogsaa Organismerne forandrer sig; og der er vel ingen, der vil benægte, at ethvert Lands fysiske Betingelser saa vel som dets Beboeres Antal og Art er Forandrin- ger underkastede.

[page] 135

Man har gjort den Indvending, at da ingen af de Ægypternes Dyr og Planter, om hvilke vi ved noget, har forandret sig i de sidste 3000 Aar, saa er rimeligvis heller ingen i nogen som helst anden Del af Verden bleven modificerede. De mange Dyr, som er for- bleven uforandrede siden Istidens Begyndelse, vilde have været en ganske anderledes stærk Indvending at møde med; thi de har været udsat for store Klimatforandringer og har gennemvandret store Strækninger, medens Livsbetingelserne i Ægypten, saa vidt vi ved, i de sidste 3000 Aar har været aldeles ensformige. Den Omstæn- dighed, at der kun har fundet liden eller ingen Modifikation Sted siden Istidens Begyndelse, vilde have nogen Vægt som Indvending mod dem, der tror paa en nødvendig iboende Udviklingslov; men den er magtesløs overfor Læren om Kvalitetsvalget; som kun hæv- der, at der lejlighedsvis, hos nogle faa Arter, forekommer Varie- ringer eller individuelle Forskelligheder af en heldig Natur, som da bliver bevarede.

Man har sagt: dersom Kvalitetsvalget er en saa vældig Magt, hvorfor er saa ikke det Organ bleven modificeret og forbedret? hvorfor er ikke den almindelige Bis Sugesnabel bleven forlænget saa meget, at Dyret med den kan naa Rødkløverens Honningdug? hvorfor er der ikke bleven givet Strudsen Evne til at flyve? Ja, men selv under Forudsætning af, at de nævnte Dele og Organer har varieret i den rigtige Retning, forudsat at Kvalitetsvalget har haft Tid nok til sit langsomme Arbejde, idet det ofte er bleven hindret ved Krydsninger og ved Tendensen til Atavisme, — hvem vil saa paastaa, at han kender et eneste organisk Væsens Livshistorie saa nøje, at han kan sige, at en vis bestemt Forandring i det hele taget vilde være det nyttig? kan vi være sikre paa, at en lang Sugesnabel ikke vilde være den almindelige Bi til Hindring, naar den indsugede Saft af de utallige smaa Blomster, den besøger? kan vi være sikre paa, at en lang Sugesnabel ikke ved Korrelation næsten nødvendig- vis maatte forøge de andre Munddeles Størrelse, maaske til Skade for det fine Cellebygningsarbejde ? Hvad Strudsen angaar, saa vilde man ved et Øjebliks Omtanke begribe, hvilken uhyre stor Nærings- mængde, der nødvendigvis maatte til, for at denne Ørkenfugl kunde faa Styrke til at bevæge sit store Legeme igennem Luften. Men det er vel i det hele taget ikke værd at give sig af med slige uover- lagte Indvendinger.

[page] 136

Den berømte Palæontolog Bronn spørger i Slutningen af sin tyske Oversættelse af dette Værk, om hvorledes det kan stemme med Kvalitetsvalget, at en Varietet kan leve Side om Side med sin Stamform? Dersom begge er bleven indrettede paa lidt forskellige Livsvaner eller Livsbetingelser, kan de leve sammen, skønt det, for de Dyrs Vedkommende, som kan krydses og som vandrer meget omkring, plejer at være Tilfældet, at Varieteterne findes paa gan- ske bestemte Lokaliteter. Men dersom vi ser bort fra de polymorfe Arter (hos hvilke Variabiliteten syntes at være af en ganske ejen- dommelig Natur) og alle blot foreløbige Varieringer, Saaledes som betydelig Størrelse, Hvidfødthed o. s. v., saa findes de mere hold- bare Varieteter, saa vidt jeg kan skønne, altid paa særegne Lokali- teter, i Højlande eller Lavlande, i tørre eller side Distrikter eller i ganske bestemte Egne. Bronn hævder ogsaa, at bestemt adskilte Arter aldrig afviger fra hverandre i nogle enkelte Karakterer, men i mangfoldige Dele, og han spørger, hvordan det kan gaa til, at Kva- litetsvalget altid samtidig skulde have paavirket mange Dele af Or- ganisationen? Men der er ikke Spor af Nødvendighed for at antage, at alle Delene er bleven modificerede samtidigt; de kan være ble- ven det en for en, og derved, at de er bleven nedarvede sammen, kommer det til at se ud, som om de var bleven dannede samtidigt. Korrelation kan imidlertid forklare, at forskellige Dele forandres, naar en eller anden enkelt Del forandres. Vi ser dette tydeligt nok hos vore Husdyr og dyrkede Planter, som — skønt de i en særlig høj Grad afviger i en eller anden bestemt Karakter — dog altid til en vis Grad ogsaa afviger fra hverandre i andre Karakterer.

Bronn spørger endvidere, hvordan det kan være, at Kvalitets- valget ikke kan oplyse noget om de Forskelligheder mellem Arter- ne, som ikke synes at være til nogen Nytte for disse, Saaledes som Ørernes eller Halens Længde, Folderne i Tændernes Emalje hos forskellige Arter Harer og Mus? For Planternes Vedkommende har Nageli for nylig behandlet dette Emne i en beundringsværdig Af- handling. Han indrømmer, at Kvalitetsvalget har udvirket meget, men han fremhæver, at Plantefamilierne hovedsagelig er forskel- lige fra hverandre i saadanne morfologiske Karakterer, som synes at være Artens Velfærd aldeles uvedkommende; han tror som Følge heraf paa en iboende Tendens til at blive fuldkomnere og fuldkom- nere eller paa en fremadskridende Udvikling. Han nævner Anord-

[page] 137

ningen af Vævenes Celler og Bladenes Stilling paa Aksen som saa- danne Forhold, som Kvalitetsvalget ikke vilde kunne paavirke. Man kunde til disse føje de bestemte Talforhold hos Blomsterne, Ægge- nes Stilling og Frøets Form, i Fald den da ikke er til Nytte for Frøets Spredning o. s. v. Professor Weismann forklarer, i sin Om- tale af Nagelis Afhandling, saadanne Forskelligheder ved, at den varierende Organismes Natur staar under visse Betingelsers Ind- flydelse; og dette er det samme, som jeg har kaldt Livsbetingelser- nes direkte og bestemte Virkning, som faar alle eller næsten alle Individer af samme Art til at variere paa samme Maade. Naar vi mindes saadanne Forhold som Dannelsen af de mere sammensatte Galæbler og visse Monstrøsiteter (som ikke kan forklares ved Ata- visme, Sammenvoksning o. s. v.( og pludselige stærkt udprægede Afvigelser i Bygning (som-f. Eks. en Mosroses Fremkomst paa en almindelig Rose), saa maa vi indrømme, at Individets Organisation ved dettes egne Vækstlove, under visse Betingelser, er i Stand til at undergaa store Modifikationer ganske uafhængig af den langsomme Samlen af smaa arvelige Modifikationer. Rimeligvis er der mange morfologiske Forskelligheder, som maa sættes under denne Rubrik, som vi senere skal komme tilbage til; men mange af Forskellig- hederne kan være til stor Nytte nu eller kan tidligere have været det, endskønt vi ikke er i Stand til at se, hvad Nytte de gør; og de vil da være bleven paavirkede af Kvalitetsvalget. Et endnu større Antal morfologiske Forskelligheder kan vist betragtes som det nød- vendige Resultat af andre lempende Forandringer — Tryk, Mangel eller Overflod paa Næring, det at en tidlig dannet Del paavirker en senere udviklet, Korrelation o. s. v. — som alle Arter maa have undergaaet i deres lange Række af Afstamning og Modifikation.

. Ingen vil hævde, at vi nu kender Brugen af en eneste Plantes samtlige Dele eller hver enkelt Celles Funktioner i et eller andet Organ. For en fem, seks Aar siden vilde en Uendelighed af Ejen- dommeligheder i Orchidéblomsternes Bygning, store Folder og Kamme og de forskellige Deles Stilling til hverandre indbyrdes være bleven anset for unyttige morfologiske Forskelligheder, men nu ved vi, at de gør stor Nytte, og at de maa have været udsat for Kvalitetsvalgets Paavirkning. Der er ingen, der nu kan forklare, hvorfor Bladene paa et Skud divergerer fra hinanden under en vis Vinkel; men vi kan se, at deres Anordning staar i Forhold til det,

[page] 138

at de findes i lige store Afstande fra Bladene paa alle Sider, og vi kan fornuftigvis vente, at det senere vil vise sig, at Vinklerne er bestemte af saadanne Forhold, som det, at der er kommen nye Blade til paa Skuddet, medens det laa sammentrængt i Knoppen, lige saa uundgaaeligt, som at Bicellens Vinkler maa blive det, de er, ved den Maade, hvorpaa Insekterne arbejder sammen.

Der er hele Plantegrupper, hvor Æggene er oprette, andre, hos hvilke de er hængende, og hos nogle faa Planter har et Æg den første, et andet Æg den anden Stilling i en og samme Frugtknude. Disse Stillinger synes ved første Øjekast udelukkende at have mor- fologisk og slet ingen fysiologisk Betydning; men Dr. Hooker under- retter mig om, at af Æggene i samme Frugtknude er i nogle Tilfælde kun de øverste, i andre Tilfælde kun de nederste befrugtede, og han antager, at dette efter al Sandsynlighed er afhængig af, hvilken Vej Støvrørene *) træder ind; er det Tilfældet, saa vil Æggenes Stilling — selv om et af dem er opret og et andet hængende — være en Følge af, at der havde fundet en Udvælgelse Sted af en eller anden lille Afvigelse i Stilling, som kunde begunstige Befrugt- ningen og Frembringelsen af Frø.

Adskillige Planter, henhørende til forskellige Ordener, frem- bringer Blomster af to Slags: aabne og med den sædvanlige Byg- ning og lukkede og ufuldkomne. Hos de sidste er Kronbladene i Almindelighed reducerede til rene Rudimenter, og Støvkornene har en mindre Diameter. Hos Ononis columnæ er fem af de alterneren- de **) Støvdragere rudimentære, og hos nogle Violarter er de tre af Støvdragerne ogsaa rudimentære, medens de to andre nok er i Stand til at fungere, men dog er meget smaa. Hos seks af tre- dive af en indisk Viols lukkede Blomster (hvilken Art Vides ikke, da Planterne endnu ikke har frembragt fuldkomne Blomster) var Bægerbladene reducerede fra det almindelige Antal fem til tre. Hos en Afdeling af Malpighiaceerne er de lukkede Blomster ifølge A. de Jussieu endnu mere modificerede; thi de fem Støvdragere, som

*) Af de to Støvkornet omgivende Hinder træder den inderste, naar Støvkornet er bleven overført paa Arret, frem gennem den yderste og træn- ger som et langt pølseformet Legeme (Støvrør) ned gennem Støvvejen til Æggets Kimsæk og befrugter Ægcellen.                                    O. A.

*) Alternerende o: som staar lige overfor Mellemrumme mellem den foregaaende Bladkreds's (her Kronens) enkelte Blade.                 O. A.

[page] 139

staar modsat Bægeret, er alle uudviklede, og en sjette Støvdrager (som staar modsat det eneste Kronblad, som er udviklet) findes ikke hos denne Arts almindelige Blomster; Griffelen er uudviklet, og Frugtknuderne er reducerede fra tre til to. Hos alle de nævnte Planter gør de smaa, lukkede Blomster god Nytte; thi de giver næsten altid, og uden at bruge ret meget Blomsterstøv eller andet organiseret Stof, en stor Mængde Frø. De fuldkomne Blomster gør det muligt, at der lejlighedsvis kan finde Krydsning Sted mellem forskellige Individer. Derfor maa disse Forandringer være bleven, hvad de ogsaa uden Tvivl er, frembragt ved Kvalitetsvalg, og jeg kan tilføje, at man undertiden kan se alle Overgangsformerne mel- lem fuldkomne og ufuldkomne Blomster paa en og samme Plante.

Hvad de Modifikationer angaar, som er en nødvendig Følge af andre Forandringer (Mangel eller Overflod paa Næring, Tryk og andre ubekendte Indflydelser), saa har vi kun Plads her for nogle faa og kortfattede oplysende Eksempler. Hos den spanske Kastanie og hos visse Fyrrearter er ifølge Schacht Bladenes Divergensvinkel forskellig paa de oprette og paa de næsten horisontale Grene. Hos den almindelige Rude og hos nogle andre Planter er der i Alminde- lighed en Blomst (som oftest den midterste, eller den, der afslutter Aksen), som først springer ud, og den har fem Bægerblade, fem Kronblade og femdelt Frugtknude, medens Firtallet er gennemgaa- ende hos alle Plantens andre Blomster. Hos den britiske Desmer- urt (Adoxa) har den øverste Blomst to Bægerflige og Firtallet gen- nemgaaende hos de andre Organer, medens de den omgivende Blomster i Almindelighed har tre Bægerflige og Femtallet gennem- gaaende hos de andre Organer; og denne Forskel synes at være en Følge af den Maade, paa hvilken Blomsterne er pakkede tæt sam- men. Hos mange Kurvblomstrede, Skærmplanter og hos nogle andre Planter har Randblomsterne meget mere udviklede Kroner end de midterste Blomster, og dette er rimeligvis en Virkning af Kvalitets- valget; thi den hele Samling af Blomster gøres derved meget mere iøjnefaldende for de Insekter, som er nyttige eller vel endogsaa nød- vendige for Blomsternes Befrugtning. Medens Kronerne Saaledes er mere udviklede, er de reproduktive Organer hyppigt mer eller mindre uudviklede. Endnu mærkeligere er det, at Frøene af Rand- blomsterne og af de midterste Blomster undertiden er meget for- skellige fra hverandre i Form, Farve og andre Karakterer. Hos

[page] 140

Carthamus og nogle andre Kurvblomstrede er kun de inderste Skal- frugter forsynede med Fnok, og hos Hyoseris har den samme Kurv tre forskellige Former af Skalfrugter. Hos visse Skærmplanter er Frøene af de yderste Blomster, ifølge Tausch, orthosperme og Frø- ene af de midterste coelosperme *), og denne Forskel er af De Can- dolle bleven anset for at have den største systematiske Betydning for Familien. Dersom i saadanne Tilfælde, som de nys omtalte, alle Blade, Blomster, Frugter o. s. v. paa samme Plante havde været udsat for nøjagtig de samme ydre og indre Betingelser, vilde de uden Tvivl allesammen have frembudt de samme morfologiske Ka- rakterer, og der vilde tydelig nok ikke være nogen Trang til at kalde et Fuldkommengørelsens Princip til Hjælp. Dersom man antager, at man ikke kan hjælpe sig uden et saadant, saa maa man for de smaa lukkede Blomsters saa vel som for mange ufuldkomne Snyltedyrs Skyld tilkalde en iboende Tendens til Udvikling i tilbageskridende Retning.

Der kunde anføres mange Eksemper paa, at morfologiske Karak- terer varierer i høj Grad hos Planter, der hører til samme Art, og som vokser lige ved Siden af hverandre, ja vel endogsaa varierer paa samme Individ, og der er nogle af disse Karakterer, der anses for væsentlige i systematisk Henseende. Jeg vil kun omtale nogle faa saadanne Forhold, — de første, de bedste, jeg her kan komme i Tanke om. Det er ingen Nytte til at nævne Eksempler paa, at Blomster paa den samme Plante snart har Firtallet, snart Fem- tallet gennemgaaende i deres Organer, men da Varieringer i Dele- nes Antal, naar disse er faa, altid er forholdsvis sjældne, saa skal jeg bemærke, at ifølge De Candolle har Blomsterne af Papaver bracteatum to Bægerblade og fire Kronblade (hvad der jo er det almindelige for Valmuer) eller tre Bægerblade og seks Kronblade. Den Maade, paa hvilken Kronbladene ligger sammenrullede i Knop- pen, er hos de fleste Grupper en konstant morfologisk Karakter; men Professor Asa Gray fortæller, at nogle Arter af Mimulus (Abe- blomst) næsten lige saa hyppigt har Rhinantheernes (Skjallerne)

*) Skærmplanterne deles efter Frøhvidens Form i tre Grupper, nemlig: Orthospermæ: Frøhviden plan paa den indad vendte Side, Campylospermæ: Frøhviden paa Bugfladen indbøjet i Form af en Fold eller Fure og Coelo- spermæ: Frøhviden (og med den Frøet) fra Grunden til Spidsen krumbøjet.

O. A.

[page] 141

Knopleje som Antirhineernes (Torskemundene)*), til hviken Afde- ling Slægten hører. Aug. St. Hilaire nævner de følgende Eksemp- ler: Slægten Zanthoxylon hører til den Afdeling af Rutaceerne (Rudefamilien), som har en enkelt Frugtknude, men hos nogle af Arterne kan man paa samme Plante, ja selv i den samme Blomster- stand finde Blomster med en eller to Frugtknuder. Hos Helian- themum har man beskrevet Kapslen som en- eller trerummet, og hos H. mutabile „strækker der sig en mer eller mindre bred Lamel mellem Frugtgemmet og Frøstolen." Hos Blomsterne af Saponaria officinalis (almindelig Sæbeurt) fandt Dr. Masters ogsaa i nogle Til- fælde, at Frøene var vægstillede, i andre midtstillede. Endelig fandt St. Hilaire hen imod den sydligste Del af Gomphia olæformis's Voksekreds to Former, som han i Begyndelsen ansaa for utvivl- somt vel adskilte Arter, men Senere saa han dem paa samme Busk, og han tilføjer da: „her har vi da hos et og samme Individ Frugt- knuder med tilhørende Griffel, der snart sidder paa en Frugthol- der*), snart ikke."

Skal man nu om disse sige, at man har set dem i Færd med at gaa fremad mod et højere Udviklingsstadium? Ingenlunde! jeg vilde være tilbøjelig til at drage den Slutning, at da saadanne Karakterer varierer i saa høj Grad, har de rimeligvis meget lidt at sige for Planten selv, hvor vigtige de saa end kan være for Klassifikatio- nen. Om endskønt vi er aldeles uvidende om, hvad det er, der fremkalder de enkelte Modifikationer, saa er det dog sandsynligt, efter hvad vi ved om Variabilitetens Forhold til forandrede Livs- betingelser, at én Bygningsmaade under visse Omstændigheder vil have været mere fremherskende end alle andre og kan derved være bleven gjort næsten eller ganske konstant. Selve den Omstændig- hed, at saadanne Forskelligheder er uden Betydning for Artens Vel- færd, gør, at en eller anden lille Afvigelse, som maatte" forekom- me, ikke vilde blive forstærket ved Kvalitetsvalget; en saadan lille Afvigelse vilde netop være udsat for at forsvinde derved, at de for- skellige Individer krydsedes nu og da. En Bygningsmaade, som er bleven uddannet ved længere fortsat Udvælgen, vil, naar den hol- der op med at være til Nytte for Arten, i Almindelighed blive varia-

*) Grupper af Maskeblomstrede.                                        O. A.

**) Frugtholderen er en Forlængelse af den Del af Blomsteraksen, der ligger mellem Støvbladenes og Frugtbladenes Kreds.                 O. A.

[page] 142

bel, (hvilket jo da ogsaa er Tilfældet med de rudimentære Organer); thi den vil ikke længer blive reguleret af den før nævnte Udvæl- gelsesmagt; men naar paa den anden Side bestemte Modifikationer, som er uvæsentlige for Artens Velfærd, er fremkomne ved selve Organismens Natur og ved en Forandring i Livsbetingelserne, saa kan de, og er øjensynlig ofte bleven det, nedarves i næsten samme Tilstand til mangfoldige anderledes modificerede Efterkommere. Ved Nedarvning har næsten alle Pattedyr faaet Haar, alle Fugle Fjer og de egentlige Krybdyr Skæl. En Bygningsmaade, hvilken den saa er, naar den blot er fælles for mange beslægtede Former, anses af os for at have stor systematisk Betydning og antages som en Følge heraf ofte af os for at være af stor Betydning for Artens Liv. Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at morfologiske Forskelligheder, som vi anser for væsentlige — f. Eks. Bladstillingen, Antallet af Frugt- knudens Rum, Æggenes Stilling o. s. v. — i mange Tilfælde først fremkom som fluktuerende Varieringer, der tidligere eller senere blev næsten konstante ved selve Organismens Natur og de forhaan- denværende Livsbetingelser saa vel som ogsaa ved Krydsning; thi da disse morfologiske Karakterer intet betyder for Artens Velfærd, saa vil deres smaa Afvigelser ikke blive paavirkede af Kvalitets- valget. Det er et mærkeligt Resultat, vi Saaledes kommer til, nem- lig det, at Karakterer, der har ringe Betydning for Artens Liv, er de vigtigste for Systematikeren, men som vi senere skal se, naar vi kommer til at omtale det genetiske Klassifikationsprincip, er dette paa ingen Maade saa paradoksalt, som det ved første Øjekast synes. Hvad man saa tænker om denne Synsmaade, saa er der dog intet af Forholdene i det ovenfor omtalte, der, saa vidt jeg kan skønne, kan godtgøre, at der eksisterer en iboende Tendens til Fuldkommen- gørelsen eller fremadskridende Udvikling.

Jeg skal nu blot nævne to andre Indvendinger: en udmærket Botaniker, Hr. H. C. Watson, tror, at jeg overvurderer Karakter- divergensens Betydning (paa hvilken han imidlertid øjensynlig tror), og hævder, at Karakterkonvergens, som man kunde kalde det, lige- ledes har spillet en Rolle. Dette er et indviklet Emne, som vi ikke her behøver at omtale udførligt. Jeg skal blot bemærke, at dersom to Arter af to nær staaende Slægter begge frembragte et Antal nye og divergerende Arter, saa vil jeg nok tro, at de undertiden kunde nærme sig hinanden saa meget, at de for Bekvemheds Skyld blev

[page] 143

sat i den samme nye Slægt, og Saaledes vilde da to Slægter blive til én (konvergere); men paa Grund af Arvelighedsprincippets Styr- ke, og fordi de to Stamarter har været forskellige og som en Følge heraf vil have varieret paa en meget forskellig Maade, synes det næppe troligt andet, end at de to nye Grupper i det mindste vil danne forskellige Afdelinger i Slægten.

Hr. Watson har endvidere indvendt, at en fortsat Virken af Kva- litetsvalget i Forbindelse med Karakterdivergens vilde søge at frem- bringe et uendeligt Antal Arter. Hvad blot og bar uorganiske Livs- betingelser angaar, synes det rimeligt, at et tilstrækkelig stort Antal Arter snart vilde blive afpassede til alle mulige Grader af Varme, Fugtighed o. s. v.; men jeg skal ganske villigt indrømme, at de or- ganiske Væseners Forhold til hverandre indbyrdes har mere at sige, og at eftersom Antallet af Arter i ethvert Land tiltager, saa bliver de organiske Livsbetingelser mere og mere indviklede. Som en Følge heraf synes der ved første Øjekast ikke at være nogen Græn- se for det Beløb af heldbringende Forskelligartethed i Bygning og derfor heller ingen Grænse for det Antal Arter, der kunde frem- bringes. Vi har ingen Eksempler paa, at noget Strøg, selv det rige- ste, har saa mange Arter, som det kan rumme; selv i Kaplandet og i Avstralien, der har et saa forbavsende stort Antal Arter, er mange evropæiske Planter bleven naturaliserede. Men Geologien lærer os, at Artsantallet af Muslinger fra en tidlig Tid af den lange Tertiær- tid, og at Antallet af Pattedyr fra Midten af den samme Tid har haft liden eller ingen Tilvækst. Hvad forebygger da en Forøgelse i det uendelige af Artsantallet? Der maa være en Grænse for det Beløb af Liv, (jeg mener ikke Antallet af Arter), der kan underholdes paa en bestemt Strækning, eftersom Livet i saa høj Grad er afhængig af de fysiske Betingelser; dersom derfor en Strækning bebos af overordentlig mange Arter, saa maa hver eller næsten hver enkelt Art kun være repræsenteret af faa Individer, og saadanne Arter vil være udsat for at gaa til Grunde ved tilfældige Omskiftelser i Aars- tidernes Natur eller ved Forandringer i deres Fjenders Individantal. Udryddelsen vil i disse Tilfælde foregaa hurtigt, medens Frem- bringelsen af nye Arter altid maa foregaa meget langsomt. Forestil Dem en Gang, (hvilket er at sætte Sagen paa Spidsen), at der var lige saa mange Arter som Individer i England, og den første strenge Vinter eller meget tørre Sommer vilde da udrydde Tusinder og atter

[page] 144

Tusinder af Arter. Sjældne Arter — og enhver Art vil blive sjælden overalt, hvor Artsantallet forøges i det uendelige — vil, som vi saa ofte har udviklet, i en vis given Tid frembringe faa heldige Varie- ringer; som en Følge heraf vil Frembringelsen af nye Arter kun gaa langsomt for sig. Bliver en eller anden Art megen sjælden, saa vil Krydsning mellem meget nær staaende Individer hjælpe til at ud- rydde den; man antager, at dette har virket med til at formindske Antallet af Urokserne i Lithauen, af Hjortene i Skotland og af Bjør- nene i Norge o. s. v. Endelig vil — og det, er jeg tilbøjelig til at tro, er noget af det vigtigste — en herskende Art, som allerede har besejret mange Medbejlere i sin Hjemstavn, søge at udbrede sig og træde i Stedet for mange andre. Alph. de Candolle har vist, at de Arter, som udbreder sig meget, i Almindelighed søger at udbrede sig overordentlig meget, og som en Følge deraf vil de søge at træde i Stedet for og at udrydde forskellige Arter i forskellige Strøg og saa- ledes forhindre en Forøgelse i det uendelige af Arterne i Verden. Dr. Hooker har for nylig vist, at de endemiske *) har aftaget i Antal i det sydøstlige Hjørne af Avstralien, hvor der øjensynlig er indvan- dret mange Arter fra forskellige Verdensegne. Hvor stor Vægt man vil tillægge disse forskellige Meddelelser, det kan jeg ikke have nogen Mening om, men tilsammen maa de i ethvert Land indskræn- ke Tendensen til at forøge Arterne i det uendelige.

Resumé.

Dersom organiske Væsener under skiftende Livsbetingelser frembyder individuelle Forskelligheder i alle deres Bygningsdele: og dette kan ikke nægtes; dersom der, paa Grund af, at enhver Art søger at tiltage i Antal i geometrisk Progression, finder en stærk Kamp for Tilværelsen Sted i en eller anden Alder til en eller anden Aarstid eller i et eller andet Aar: og dette kan visselig heller ikke nægtes — vilde det — naar man ser hen til, hvor uendelig indvik- lede de Forhold er, i hvilke alle organiske Væsener staar til hver- andre indbyrdes og til deres Livsbetingelser, og at dette gør, at en uendelig stor Forskelligartethed i Bygning, Konstitution og Sæd- vaner bliver fordelagtig for dem — vilde det, siger jeg, være i høj

*) Endemiske Arter er saadanne, som kun forekommer i et enkelt Land.

O. A.

[page] 145

Grad besynderligt, om der aldrig fremkom Varieringer, der var nyttige for hvert enkelt Væsen, da der jo dog er fremkommet saa mange Varieringer, der har været nyttige for Mennesket. Men frem- kommer der nogensinde Varieringer, der kan være et eller andet organisk Væsen til Nytte, saa vil saadanne Individer ubetinget have størst Udsigt til at blive bevarede i Kampen for Tilværelsen, og paa Grund af Arvelighedens stærke Lov vil de frembringe Afkom, der er lige saa heldig stillet som de selv. Dette, at de heldigst indrettede overlever eller bevares, har jeg kaldt: Kvalitetsvalget. Det bevirker en Forbedring af hver enkelt Skabning i Forhold til dens organiske og uorganiske Livsbetingelser og paa den Maade, i de fleste Til- fælde, hvad der maa anses for Fremskridt i Organisation. Ikke desto mindre vil lave og simple Former længe holde sig, dersom de er godt afpassede efter deres simple Livsbetingelser.

Ifølge den Lov, at Egenskaber nedarves i en Alder, der svarer til den, i hvilken de er erhvervede, kan Kvalitetsvalget lige saa let modificere Æg, Frø og Unger som de fuldt udviklede Tilstande. Hos mange Dyr vil Parringsvalget hjælpe Kvalitetsvalget derved, at det sikrer de kraftigste og bedst skikkede Hanner det største Antal af Efterkommere. Parringsvalget vil ogsaa give Karakterer, der alene er til Nytte for Hannerne i deres Kampe med andre Han- ner, og disse Karakterer vil nedarves til et af Kønnene eller til beg- ge, alt efter som den ene eller den anden Form af Nedarvning er den herskende.

Hvorvidt nu Kvalitetsvalget virkelig Saaledes har afpasset Li- vets mangfoldige Former til deres forskellige Betingelser og Op- holdssteder, det maa man blive enig med sig selv om ved at under- søge de i de følgende Kapitler anførte Grunde for og imod. Men vi har allerede set, hvorledes det medfører Uddøen; og hvor stor en Rolle dette har spillet i Verdens Historie, det siger Geologien os tydeligt nok. Kvalitetsvalget fører ogsaa til Karakterdivergens; thi jo mere organiske Væsener afviger fra hverandre indbyrdes i Byg- ning, Sæder og Konstitution, jo flere af dem kan der leve paa den samme Strækning, — hvilket vi kan se Beviser paa ved at betragte enten Beboerne af en eller anden lille Plet eller ogsaa de naturali- serede Former. Derfor, jo mere Efterkommerne af en eller anden Art divergerer, jo heldigere vil de blive stillede i Kampen for Til- værelsen ; (man huske vel paa, at Arterne stadig modificeres under

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    10

[page] 146

Afstamningen, og at de uophørligt kæmper for at tiltage i Individ- antal). Saaledes søger de smaa Forskelligheder, der adskiller Va- rieteter af samme Art fra hverandre, stadig at vokse op til at blive lige med de større Forskelligheder, der adskiller Arter af samme Slægt eller endog af forskellige Slægter fra hverandre.

Vi har set, at det er de almindelige, vidt udbredte og vidt her- skende Arter, henhørende til de større Slægter, indenfor hver Klas- se, som varierer mest, og disse søger til deres modificerede Afkom at nedarve den Overlegenhed, som for Øjeblikket gør dem til de herskende Arter i deres Hjemstavn. Kvalitetsvalget fører, som vi nys sagde, til Karakterdivergens og til Udryddelse efter en stor Maalestok af Livets mindre forbedrede Former (Mellemformer). Dette forklarer os, hvorfor de organiske Væsener paa samme Tid, som de er beslægtede med hverandre, er saa udpræget forskellige. Det er virkelig en vidunderlig Kendsgerning — en Vidunderlighed, som vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi er saa vant til den — at alle Dyr og alle Planter fra alle Tider og alle Steder er forbundne med hverandre til naturlige Grupper, der igen ordner sig i andre større Grupper, — Saaledes som vi overalt kan se det — og det paa en saadan Maade, at Varieteter af samme Art er nærmest be- slægtede med hverandre, Arter af samme Slægt mindre nær og ulige meget beslægtede med hverandre og ordnende sig i Underafdelin- ger og Underslægter, Arter af forskellige Slægter meget mindre nær beslægtede, og Slægter, der danner Underfamilier, Familier, Ordener, Underklasser og Klasser, beslægtede med hverandre i for- skellig Grad. Man kan ikke ordne de forskellige Grupper, der hører til en Klasse, i en enkelt Række; de synes snarere at samle sig om- kring visse Punkter og disse igen omkring andre Punkter og saa fremdeles næsten i en Uendelighed af Kredse. Dersom hver enkelt Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, saa kan der ingen For- klaring gives paa denne vel bekendte Ordning af alle de organiske Væsener; men den kan forklares ved Arveligheden og ved Kvali- tetsvalgets mangeartede Virksomhed (heri indbefattet Uddøen og Karakterdivergens), Saaledes som vi har oplyst det ved Hjælp af vor Tavle.

Man har undertiden villet give et Udtryk for Slægtskabet mel- lem alle Væsener af samme Klasse ved at fremstille Klassen som et stort Træ. Jeg tror, at dette Billede er overordentlig sandt. Kvi-

[page] 147

stene med Løv og Knopper kan forestille endnu levende Arter, og Grenene fra tidligere Aar kan forestille den lange Rækkefølge af uddøde Arter. I hver enkelt Vækstperiode har alle de da voksende Kviste søgt at forgrene sig til alle Sider, søgt at overskygge og dræ- be de dem omgivende Kviste og Grene, paa samme Maade som Ar- ter og Grupper af Arter til alle Tider har overvældet andre Arter i den store Kamp for Tilværelsen. Stammens store Hovedforgrenin- ger, som nu er delt i store Grene, der igen deler sig i mindre og mindre Dele, de var selv en Gang, da Træet var lille, Kviste med Knopper, og denne Forbindelse mellem de tidligere og de nu le- vende Knopper ved forgrenede Grene kan være et meget godt Bil- lede paa den Maade, paa hvilken alle uddøde Arter er ordnede i Grupper, der igen er andre Grupper underordnede. Af de mange Kviste, der havde Liv og Løv, da Træet kun var Busk, er der kun to eller fire nu store Grene, der endnu lever og bærer alle de andre Grene; Saaledes er der ogsaa meget faa af de Arter, der levede i længst forsvundne geologiske Perioder, som nu har levende modificerede Efterkommere. Siden den Gang, Træet først skød frem, er mangen en Gren og mangt et Skud visnet bort og faldet af, og disse tabte Grene af forskellig Størrelse kan forestille de Ordener, Familier og Slægter, der ingen nulevende Repræ- sentanter har, og som vi kun kender i fossil Tilstand. Ligesom vi hist og her ser en underlig tynd Gren skyde frem fra en Tveje langt nede paa Træet, en Gren, der tilfældigvis har siddet heldigt og endnu er i Live øverst oppe, Saaledes ser vi ogsaa nu og da Dyr som Næbdyret (Ornithorhynchus) og Lungefisken (Lepidosiren), der til en vis Grad forbinder to store Livsgrene ved sit Slægtskab med dem begge, og som øjensynlig har undgaaet en skæbnesvanger Rivalisering ved at have levet paa et beskyttet Sted. Ligesom Knop- per afføder nye Knopper, og disse, dersom de er kraftige, slaar ud i Grene og overskygger mange svagere Skud paa alle Sider, saa- ledes tror jeg ogsaa, at det er gaaet med Livets store Træ, der op- fylder Jordskorpen med sine døde og brudte Grene og bedækker Jordens Overflade med sine skønne Forgreninger, der stadig skyder nye Skud.

10*

[page] FEMTE KAPITEL

Varieringslove.

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker — Brug og Ikke-Brug i Forbindelse med Kvalitetsvalget; Flyveredskaber og Synsredskaber — Akklimatisering. — Korrelativ Variering. — Væksterstatning og Vækst- økonomi — Uægte Korrelation — Hyppig forekommende, rudimentære og lavt organiserede Bygningsdele er variable — Dele, udviklede paa en usædvanlig Maade, i høj Grad variable; Artskarakterer mere variable end Slægtskarakterer; sekundære kønslige Karakterer variable — Arter af sam- me Slægt analoge i deres Varieren — Tilbagevenden til Karakterer, der længe har været forsvundne — Resumé.

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker.

Jeg har hidtil talt, som om Varieringerne — der er saa almin- delige og mangeformede hos Husdyr og dyrkede Planter, hvad de ogsaa, men i en ringere Grad er ude i Naturen — havde været Tilfældets Værk. Dette er naturligvis en aldeles ukorrekt Maade at udtrykke sig paa, men det tjener til ganske simpelt at vise vor Uvi- denhed om Grunden til de enkelte Varieringer. Nogle Forfattere tror, at det lige saa meget er det reproduktive Systems Bestilling at frembringe individuelle Forskelligheder eller smaa Afvigelser i Byg- ning som at gøre Barnet lig dets Forældre. Men den Kendsgerning, at Varieringer og Monstrositeter forekommer langt hyppigere blandt Husdyr og dyrkede Planter end ude i Naturen, og den, at Arter, der har en vid Voksekreds, er mere variable end de, der har en indskrænket Voksekreds, fører til den Slutning, at Variabiliteten staar i direkte Forhold til de Livsbetingelser, under hvilke hver enkelt Art har levet gennem flere paa hinanden følgende Genera- tioner. I det første Kapitel forsøgte jeg at vise, at en Forandring i Livsbetingelserne kunde virke paa to Maader: direkte, enten paa hele Organisationen eller paa visse Dele alene, og indirekte gen- nem det reproduktive System. Vi har altid med to Faktorer at gøre:

[page] 149

Organismens Natur, som er langt den vigtigste af de to, og Betin- gelsernes Natur. Den direkte Indvirkning af en Forandring i Be- tingelserne giver bestemte eller ubestemte Resultater. I det sidste Tilfælde synes Organisationen at blive plastisk, og vi faar da megen fluktuerende Variabilitet. I det første Tilfælde er Organismens Na- tur en saadan, at den villigt giver efter, naar den sættes under visse bestemte Betingelser og alle eller næsten alle Individerne bliver modificerede paa en og samme Maade.

Det er meget vanskeligt at afgøre, hvorvidt en Forandring i Be- tingelserne, i Klima, Næring o. s. v. har virket paa en bestemt Maa- de. Der er noget, der taler for, at den Virkning, de har haft i Ti- dernes Løb, har været større end den, for hvilken man kan føre et nogenlunde klart Sandsynlighedsbevis. Men vi kan være saa tem- melig sikre paa, at de utallige, indviklede, samtidige Lempelser i Bygning, som vi ser overalt i Naturen hos forskellige organiske Væsener, ikke uden videre kan tilskrives de nævnte Forandringer. I det følgende Tilfælde synes Betingelserne at have haft en ringe, men bestemt Indflydelse. E. Forbes forsikrer, at Muslinger i den sydlige Del af de Egne, de bebor, saa vel som hvor de lever i grun- det Vand, er mere straalende farvede end Individer af samme Art længere mod Nord eller fra større Dybder; men dette har i den se- nere Tid været omtvistet. Hr. Gould tror, at Fugle af samme Art er mere straalende farvede, naar de opholder sig paa Steder, hvor Luften er klar, end naar de lever paa Øer eller nær ved Kysten, og Wollaston er overbevist om, at Ophold nær ved Havet paavirker Insekternes Farver. Moquin-Tandon meddeler en Liste paa Planter, somi, naar de gror i Nærheden af Strandbredden, faar temmelig kødede Blade, skønt de ellers ikke er kødede. Der kunde" nævnes andre lignende Eksempler.

Den Omstændighed, at Varieteter af en Art, naar de kommer til at herske, hvor andre Arter har deres Ophold, ofte i en vis ringe Grad antager nogle af disse Arters Karakterer, stemmer godt over- ens med den Opfattelse, der i Arterne kun ser udprægede og hold- bare Varieteter. Saaledes har de Muslingearter, som forekommer under Troperne og paa grundet Vand, i Almindelighed mere straa- lende Farver end de, der findes i koldere eller dybere Vand. Fast- landsfugle har ifølge Hr. Gould rigere Farver end Øfuglene. De Insektarter, som kun findes ved Søkysten, er, som enhver Samler

[page] 150

ved, ofte kobberfarvede eller mørke. Planter, som udelukkende le- ver ved Søkysten, er meget tilbøjelige til at faa kødede Blade. Den, som tror, at hver Art er skabt uafhængig af alle andre, maa sige, at dette Insekt f. Eks. blev skabt kobberfarvet, fordi det skulde leve nær ved Havet, men hint andet Insekt er, saa snart det naaede Søkysten, bleven kobberfarvet ved Variering.

Naar en Variering er til den allermindste Nytte for et eller andet Væsen, kan vi ikke afgøre, hvor meget der af denne Variering skyl- des Kvalitetsvalgets Virksomhed og hvor meget Livsbetingelsernes bestemte Paavirkning. Saaledes ved Bundtmagerne helt vel, at Pel- sen bliver tykkere og bedre hos Dyr af samme Art, jo længere mod Nord de lever; men hvem kan sige, hvor meget af denne Forskel- lighed der skyldes det, at det varmest klædte Individ i mange Ge- nerationer har været heldigt stillet og er bleven bevaret, og hvor meget der skyldes selve det strænge Klima? thi det synes, som om Klimaet har nogen direkte Indvirkning paa vore Huspattedyrs Haarbeklædning.

Der kunde anføres Eksempler paa, at ens Varieteter er bleven frembragt af den samme Art under ydre Livsbetingelser, der var saa forskellige som vel muligt, og ligeledes paa, at forskellige Varie- teter er bleven frembragt under tilsyneladende ens ydre Betingel- ser. Fremdeles kender enhver Naturforsker utallige Eksempler paa, at Arter aldeles ikke har varieret, skønt de lever under de mest forskellige Klimater. Alt dette gør, at jeg ikke er videre tilbøjelig til at lægge Vægt paa Livsbetingelsernes direkte og bestemte Virk- ning; men jeg skal villigt indrømme, at der fra den anden Side kan anføres stærke Argumenter af en mere almen Natur.

I en vis bestemt Forstand kan man sige, at Livsbetingelserne ikke alene foraarsager Variabilitet, men endogsaa medfører Kvali- tetsvalget; thi det er Betingelserne, der afgør, hvorvidt denne eller hin Varietet skal blive i Live. Men naar Mennesket er den udvæl- gende, saa er det let nok at holde de to Forandringselementer ude fra hinanden. Betingelserne foraarsager Variabiliteten, Menneskets Vilje — virkende bevidst eller ubevidst — samler Varieringerne, og dette svarer til, at ude i Naturen den bedst skikkede bliver i Live.

[page] 151

Virkninger af Brug og Ikke-Brug under Kvalitetsvalgets Kontrol.

Jeg tror ikke, at der — at dømme efter de Kendsgerninger, som er bleven omtalt i første Kapitel — kan være nogen Tvivl om, at vedholdende Brug af visse Legemsdele hos vore Husdyr styrker og forstørrer disse Dele, og at Ikke-Brug formindsker dem, og at endelig de herved fremkomne Modifikationer nedarves. Ude i Na- turen kan vi ikke godt bedømme Virkningerne af lang Tids Brug eller Ikke-Brug, da vi ikke kender Stamformerne; men der er man- ge Dyr, der har Bygningsforhold, der kan forklares som frembragt ved Ikke-Brug. Som Professor Owen har bemærket, findes der ikke i hele Naturen noget saa anomalt som en Fugl, der ikke kan flyve, og dog er der ikke saa faa af den Slags. Den tykhovede And fra Sydamerika kan kun flagre hen ad Vandets Overflade og har sine Vinger i samme Tilstand som den Aylesbury Husand. Da de større Hønsefugle sjældent flyver, undtagen for at undfly en Fare, tror jeg, at den vingeløse Tilstand, i hvilken adskillige Fugle befinder sig — navnlig saadanne, som nu bebor eller som indtil for kort Tid siden beboede flere af Oceanets Øer, hvor der ingen Rovdyr er — er bleven foraarsaget af Ikke-Brug. Strudsen lever jo rigtignok paa Fastlandet og er udsat for Farer, for hvilke den ikke kan undslippe ved Hjælp af Flugt; men ved at sparke kan den for- svare sig mod Fjender lige saa godt som noget af de mindre Patte- dyr. Vi kan antage, at Strudsens Stamfader havde de samme Sæd- vaner som Trapgaasen, og at dens Ben — alt eftersom Kvalitets- valget i de paa hinanden følgende Generationer forøgede dens Le- gemes Vægt og Størrelse — blev brugt mere og mere og dens Vinger mindre og mindre, indtil den tilsidst ikke kunde flyve med dem.                                 -                                                    -

Kirby har bemærket — og jeg har iagttaget det samme — at de forreste Fødder paa mange af Torbisternes Hanner ofte er af- brudt; han undersøgte sytten Eksemplarer i sin egen Samling, og der var ikke en, der havde saa meget som en Stump tilbage. Hos Onites apelles mangler Fødderne saa ofte, at Insektet er bleven beskrevet Saaledes, som om det slet ikke havde dem. Hos nogle andre Slægter forefindes de, men i en noget rudimentær Tilstand. Hos Ateuchus eller Pillebillen, Ægypternes hellige Bille, mangler de aldeles. Det er endnu ikke ganske afgjort, hvorvidt tilfældige Lemlæstelser kan nedarves, men det mærkelige Tilfælde, som

[page] 152

Brown-Séquard har iagttaget — nemlig at Ligfald var arvelig hos nogle Guinea-Svin foraarsaget ved en Operation paa Rygraden, bur- de faa os til at være forsigtige med ganske at benægte Muligheden af. noget saadant. Dog vil det maaske være sikrest at betragte Pillebillens totale Mangel paa de forreste Fødder og deres rudimen- tære Tilstand hos nogle andre Slægter som bevirket af lang Tids Ikke-Brug; thi da mange af Torbisterne i Almindelighed findes uden de forreste Fødder, maa det være noget, der hænder til en tidlig Tid af deres Liv, derfor kan Fødderne heller ikke være af megen Vigtighed eller blive meget brugt hos disse Insekter.

I nogle Tilfælde kunde vi let komme til at tilskrive Ikke-Brug Bygnings-Modifikationer, som ganske eller hovedsagelig skyldes Kvalitetsvalget. Hr.Wollaston har opdaget den mærkværdige Kends- gerning, at 200 Biller af de 550 Arter (nu kender man flere), som lever paa Madeira, er saa tarveligt udstyrede, at de ikke kan flyve, og at af de ni og tyve endemiske Slægter er der ikke mindre end tre og tyve, der har alle deres Arter i denne Tilstand! Adskillige Forhold, nemlig: at Billerne i mange Egne af Verden hyppigt bli- ver blæst ud i Havet og der omkommer, at Billerne paa Madeira, som Hr. Wollaston har iagttaget, ligger meget skjult, indtil Vinden lægger sig og Solen skinner; at der forholdsvis findes flere vinge- løse Biller paa las Desertas*) end paa Madeira selv; og da navn- lig den mærkværdige Omstændighed, som Hr. Wollaston lægger saa stor Vægt paa, at visse store Grupper af Biller — der ellers overalt er meget talrigt repræsenterede, og hvis Livsvaner næsten gør det nødvendigt at de stadigt flyver — omtrent aldeles mangler; disse forskellige Omstændigheder har faaet mig til at tro, at den vingeløse Tilstand, i hvilken saa mange af Madeiras Biller befinder sig, navnlig skyldes Kvalitetsvalget, men sandsynligvis i Forbin- delse med Ikke-Brug. Thi i mange paa hinanden følgende Genera- tioner vil de Biller, som fløj mindst — enten fordi deres Vinger var ganske lidt mindre udviklede end det sædvanlige, eller fordi de af Naturen var lade, — have haft størst Udsigt til ikke at være bleven blæst ud i Havet; og paa den anden Side vil de Biller, som var mest rede til at flyve, oftest være bleven blæst ud i Havet og Saaledes tilintetgjort.

*) Tre øde og ubeboede Smaaøer S. 0. f. Madeira.              O. A.

[page] 153                                          i

De af Madeiras Insekter, der ikke søger deres Næring paa Jor- den, og som, hvad der er Tilfældet med Sommerfuglene og de Bil- ler, der søger deres Næring hos Blomsterne, i Almindelighed maa bruge deres Vinger for at faa noget at leve af — de har, som Hr. Wollaston tror, ikke blot faaet deres Vinger formindskede, men tværtimod forstørrede. Dette passer saa ganske med Kvalitets- valgets Maade at virke paa. Thi Kvalitetsvalgets Tendens til at for- større eller formindske Vingerne paa de nye Insekter, der maatte komme til Øen vilde være afhængig af, hvorvidt der blev frelst flest af de Individer, der med Held kunde kæmpe mod Vinden, eller af dem, der opgav Kampen og sjældent eller aldrig fløj. Og det har her været med Insekterne som med Søfolk, der strander nær ved Kysten: det vilde have været bedre for de gode Svømmere, om de havde kunnet svømme endnu længere, medens det vilde have været bedre for dem, der var daarlige til at svømme, om de slet ikke havde været i Besiddelse af denne Færdighed og havde holdt sig til Vraget.

Øjnene hos Muldvarpe og hos nogle i Huler boende Gnavere er rudimentære hvad Størrelse angaar og i nogle Tilfælde ganske be- dækkede med Hud og Haar. Denne Øjnenes Tilstand har sandsyn- ligvis sin Grund i, at de lidt efter lidt er bleven reducerede ved Ikke-Brug, men maaske har ogsaa Kvalitetsvalget hjulpet til. I Syd- amerika er der en huleboende Gnaver Tuco-tucoen eller Cteno- mys, som er endnu mere underjordisk i sine Livsvaner end Muld- varpen; og en Spanier, som ofte havde fanget dem, forsikrer mig, at de hyppigt var blinde; en, som jeg holdt fangen, var ganske vist i denne Tilstand: Grunden dertil var, som det viste sig ved Dissek- tionen, at der havde været Betændelse i Blinkhinden: Dar hyppig Betændelse i Øjnene maa være skadelig for et hvilket som helst Dyr, og da Øjne ganske vist ikke er nødvendige for Dyr, der lever under Jorden, vilde en Formindskelse af deres Størrelse og en Sam- menvoksning af Øjenlaagene samt det, at der voksede Haar hen over dem, — i saadanne Tilfælde være heldigt, og i saa Fald vilde Kva- litetsvalget stadig understøtte de Virkninger, som Ikke-Brug frem- bragte.

Det er vel bekendt, at de forskellige Dyr af meget forskellige Klasser, som bebor Hulerne i Krain og Kentucky, er blinde. Hos nogle Krabber bliver den Stilk, som bærer Øjet, tilbage, skønt Øjet

[page] 154

er borte; Kikkert-Stativet er der, men Kikkerten og dens Glas er bleven borte. Da det er vanskeligt at forstaa, at Øjne, om de end er unyttige, kan være skadelige for Dyr, der lever i Mørke, saa til- skriver jeg ganske Ikke-Bruget deres Forsvinden. Hos et af de blinde Dyr, nemlig Hulerotten (Neotoma), af hvilke Professor Sil- liman fangede to omtrent en halv Mils Vej inde i Hulen og derfor ikke i det aller dybeste Mørke, var Øjnene klare og meget store, og disse Dyr kunde, som den nævnte Professor har underrettet mig om, efter omtrent en Maaneds Tid at have været udsat for dæm- pet Lys nogenlunde taaget skimte de dem omgivende Genstande.

Det er vanskeligt at tænke sig mere ensartede Livsbetingelser end dybe Limstens-Huler i næsten ens Klimater; saa at man efter den almindelige Opfattelse: at der er bleven skabt blinde Dyr for de amerikanske og blinde Dyr for de evropæiske Huler, maatte have ventet, at de lignede hverandre meget nøje i Organisation og i deres Stilling i Systemet. Dette er ganske vist ikke Tilfældet, naar vi betragter Faunaerne i deres Helhed; og hvad særlig In- sekterne angaar har Schiødte bemærket: „Ifølge de foreliggende Kendsgerninger kan vi derfor næppe betragte det hele Fænomen anderledes end som et rent lokalt, hvorved da den Overensstem- melse, der med Hensyn til et Par Former har vist sig mellem Mam- muthshulen (i Kentucky) og de krainiske,Huler, bliver at anse som en ganske sædvanlig Ytring af den Analogi, der overhovedet finder Sted mellem den evropæiske og den nordamerikanske Fauna." Ef- ter min Synsmaade maa vi antage, at de amerikanske Dyr, der i de fleste Tilfælde har almindelige Synsredskaber, for hver Genera- tion trak sig mere og mere tilbage fra Yderverdenen, dybere og dybere ind i Kentuckys Huler ligesom de evropæiske Dyr i Evro- pas Huler. Der er noget, der taler for, at Forholdet har været dette; thi som Schiødte bemærker: „De underjordiske Faunaer turde saa- ledes rettest betragtes som enkelte Smaagrene, der fra Overflader- nes, geografisk begrænsede, Faunaer strækkes ind under Jorden, og som efterhaanden, idet de forgrenes ud i Mørket, er formede i Overensstemmelse med de særegne Omgivelser, til hvilke de skal tilpasses. Til at berede Overgangen mellem Lyset og Mørket er Dyr benyttede, der ikke fjerner sig fra de sædvanlige Former; der- paa kommer andre, som er byggede for Tusmørket; tilsidst, hvor Mørket er fuldstændigt, optræder ganske særegne Skabninger." Dis-

[page] 155

se Schiødtes Bemærkninger angaar, vel at mærke, ikke den samme, men forskellige Arter. Naar et Dyr endelig efter utallige Generatio- ner havde naaet aller dybest ind, saa vil Ikke-Brug mer eller mindre fuldkomment have fjernet dets Øjne, og Kvalitetsvalget vil ofte have frembragt andre Forandringer, f. Eks. givet det længere Føle- horn til Erstatning for Øjnene. Trods disse Modifikationer maatte vi dog kunne vente hos Amerikas Hule-Dyr at finde en Beslægtethed med dette Fastlands andre Dyr og hos de evropæiske med det evro- pæiske Fastlands Beboere. Og dette er da ogsaa, som jeg hører fra Professor Dana, Tilfældet med nogle af de amerikanske Hule-Dyr; og nogle af de evropæiske Hule-Insekter er meget nær beslægtede med dem i de omliggende Egne. Det vilde blive yderst vanskeligt at give en rationel Forklaring af de blinde Hule-Dyrs Slægtskab med de to nævnte Fastlandes øvrige Beboere, naar man vil fast- holde den almindelige Synsmaade, at de alle er skabt uafhængig af hverandre. At flere af den gamle og den ny Verdens Hulebeboere er nær beslægtede, er noget, man kunde vente sig deraf, at de fleste af deres andre Frembringelser som bekendt er beslægtede med hverandre. Da man har fundet en blind Art af Bathycsea i Mængde paa beskyggede Klipper langt borte fra Huler, saa staar hos denne ene Slægt dens Hulearts Blindhed rimeligvis ikke i Forhold til dens mørke Opholdssted, og det er jo meget naturligt, at et Insekt, der er berøvet Synets Sans, let bliver afpasset efter mørke Huler. Med en anden blind Slægt (Anophthalmus) forholder det sig paa følgende mærkværdige Maade: dens forskellige be- stemt adskilte Arter bebor, som Hr. Murray har bemærket, flere fjernt fra hverandre liggende evropæiske Huler, ligesom den ogsaa findes i Kentucky-Hulerne, og findes for øvrigt ikke andre Steder end i Huler; men det er muligt, at disse forskellige Arters Stam- form eller Stamformer tidligere, medens de endnu havde Øjne, har været vidt udbredt over begge Fastlandene og saa overalt er bleven udryddede, undtagen i deres nuværende afsides Opholdssteder. Langt fra at være forbavset over, at nogle af Hule-Dyrene er saa overordentlig anomale, som Agassiz har bemærket, at den blinde Fisk Amblyopsis er, hvad da for øvrigt ogsaa er Tilfældet med den blinde Proteus i Forhold til Evropas andre Krybdyr, er jeg kun for- bavset over, at der ikke er bleven bevaret flere Levninger fra de gamle Tider, da den Rivalisering, for hvilken disse mørke Op-

[page] 156

holdssteders Beboere maa have været udsat, ikke kan have været meget stærk.

Akklimatisation.

Sædvaner nedarves hos Planterne, f. Eks. Blomstringstiden, det Fugtigheds-Behov, som Frøene maa have tilfredsstillet for at kunne spire, Søvntiden o. s. v. Alt dette faar mig til at sige et Par Ord om Akklimatisation. Da det er meget almindeligt, at Arter af samme Slægt bebor varme og kolde Egne, saa maa der, i Fald det er sandt, at alle Arter af samme Slægt nedstammer fra en enkelt Stamform meget let kunne foregaa en Akklimatisation hos en længere Række af Afstamninger. Det er notorisk, at enhver Art er afpasset efter det Klima, der findes i dens Hjemstavn: Arter fra et arktisk eller selv fra et tempereret Klima kan ikke taale et tropisk Klima eller om- vendt. Ligeledes kan mange saftige Planter heller ikke taale et fug- tigt Klima. Man overvurderer imidlertid ofte den Grad, i hvilken en Art er afpasset til det Klima, i hvilket den lever. Dette kan man slutte deraf, at vi saa ofte er ude af Stand til at forudsige, hvorvidt en indført Plante vil kunne taale vort Klima eller ej, og deruden ogsaa deraf, at vi har en Mængde Planter og Dyr fra for- skellige Lande, som befinder sig udmærket godt her. Vi har Grund til at tro, at Arterne ude i Naturen har deres Voksekreds meget strengt begrænset, nok saa meget eller mere af Rivalisering med andre organiske Væsener som af Tillempelsen til de enkelte Kli- mater. Men hvorvidt Tillempelsen i Almindelighed er meget stærk eller ikke, det er klart for nogle enkelte Planters Vedkommende, derved nemlig, at disse Planter uden Menneskers Indblanding til en vis Grad vænner sig til forskellige Temperaturer d. v. s. bliver akklimatiserede: Saaledes fandt man, at de Fyrrearter og Alperoser, som var fremkomne af Frø, der var samlede af Dr. Hooker af den samme Art paa forskellige Højder paa Himalaya, at de her i Landet havde forskellig Evne til at taale Kulde. Hr. Thwaites underretter mig om, at han har iagttaget lignende Forhold paa Ceylon, og Iagt- tagelser i samme Retning er bleven gjort af Hr. H. C. Watson an- gaaende evropæiske Plantearter, som var bleven bragt fra Azorerne til Evropa; og jeg kunde nævne endnu flere Eksempler. Hvad Dy- rene angaar, saa kunde der anføres flere paalidelige Eksempler,

[page] 157

paa at Arter indenfor den historiske Tid i høj Grad har udvidet de- res Territorium fra varmere til koldere Breddegrader og omvendt; men vi ved intet bestemt om, hvorvidt disse Dyr var nøje afpas- sede efter deres Hjemlands Klima, skønt vi for øvrigt ellers altid antager, at dette er Tilfældet; ikke heller ved vi, om de nu efter- haanden er bleven særlig akklimatiserede i deres nye Hjem, saa- ledes at de nu passer bedre til det, end da de først kom der.

Da vi maa antage, at vore Husdyr af de uciviliserede Mennesker oprindelig blev valgt, fordi de kunde være dem til Nytte og fordi de ynglede villigt i Fangenskab, men ikke fordi man senere fandt, at de kunde taale at føres meget langt bort: saa maa det, at vore Husdyr har den almindelige og mærkelige Ejendommelighed at kunne ikke blot taale de mest forskellige Klimater, men ogsaa (hvad der betyder meget mere) at være fuldkommen frugtbare i de for- skelligste Klimater, kunne anføres som Bevis paa, at en forholds- vis stor Del af de vilde Dyr let kunde bringes til at taale højst forskellige Klimater. Vi maa imidlertid heller ikke gaa for vidt, da vi maa huske paa, at det er rimeligt, at nogle af vore Husdyr ned- stammer fra flere vilde Stamformer, at det f. Eks. er muligt, at en tropisk og en arktisk Ulvs eller vild Hunds Blod findes blandet hos vore Hushunde-Racer. Rotten og Musen kan ikke anses for Husdyr, men de er bleven ført med Mennesket til mangfoldige Egne af Verden og er nu langt videre udbredt end nogen anden Gnaver; thi Nord paa lever de under Færøernes kolde Klima og mod Syd under Falklandsøernes og desuden paa mange Øer i den hede Zone. Derfor maa man betragte Tillempning til et bestemt Klima som noget, der hos de fleste Dyr ikke volder Vanskelig- heder, da de i saa Henseende har en stor Bøjelighed i Konstitutionen medfødt. Derfor skulde man heller ikke betragte det, at Mennesket og dets Husdyr kan taale de mest forskellige Klimater, og den Omstændighed, at Forverdenens Elefanter og Næshorn har kunnet taale et koldt Klima, medens de nulevende Arter af disse Dyr alle er tropiske eller sub-tropiske — som Anomalier, men som Eksemp- ler paa en meget almindelig Bøjelighed i Konstitutionen, der er bleven gjort Brug af under ejendommelige Omstændigheder.

Hvor meget af Arternes Tillempelse til et bestemt Klima der skyldes Vanen alene, og hvor meget der skyldes det, at Kvalitets- valget har valgt Varieteter med forskellig Konstitution, og endelig

[page] 158

hvor meget der skyldes dem begge i Forening, — det er et dunkelt Spørgsmaal. At Livsvaner og Sædvaner har nogen Indflydelse, er jeg tilbøjelig til at tro, saavel naar jeg skal slutte fra Analogier, som ogsaa fordi der uophørlig i agronomiske Værker, selv i de gamle kinesiske Encyklopædier, raades til at være meget forsigtig med at føre Dyr fra det ene Distrikt til det andet; thi da det ikke er rimeligt, at Mennesket skulde have været saa heldig at faa udvalgt en saadan Mængde af Racer og Underracer med Konstitutioner, der særlig passede til de Distrikter, i hvilke han boede, saa maa Resultatet, tror jeg, skyldes Vanen. Paa den anden Side vilde Kva- litetsvalget uundgaaelig søge at bevare de Individer, som var født med saadanne Konstitutioner, som bedst passede til det Land, i hvil- ket de levede. I Afhandlinger om mange Slags dyrkede Planter siges der om visse Varieteter, at de bedre kan modstaa Klimaets Indvirkninger end andre; dette er meget fremtrædende i de Vær- ker, som udgives i de nordamerikanske Fristater; thi i dem anbe- fales jævnlig visse Varieteter for de nordlige Stater, andre for de sydlige, og eftersom de fleste af disse Varieteter er opstaaede for ikke saa meget længe siden, saa kan det ikke være Vanen, de skyl- der deres konstitutionelle Forskelligheder. Man har nævnt Jerusa- lems-Artiskokken, som aldrig formeres ved Frø her i England, og af hvilken der selvfølgelig ikke er bleven frembragt nye Varieteter, som Bevis paa, at man ikke kan akklimatisere; thi den er lige saa ømfindtlig som altid. Man har ogsaa ofte anført Pralbønnen af samme Grund og med meget større Vægt; men før en eller anden igennem en Snes Generationer vil saa sine Pralbønner saa tidligt, at en stor Del af dem bliver ødelagt af Frosten, og saa samle Frø af de faa, der har holdt sig i Live, idet han stadig passer paa at forhindre tilfældige Krydsninger, og saa igen vil samle Frø af den forrige Ud- sæd og med den samme Forsigtighed, før kan man ikke sige, at man har forsøgt at akklimatisere denne Plante. Man maa ingenlunde tro, at der aldrig er Forskel i Konstitution mellem Pralbønne- planterne; thi der foreligger en offentlig Beretning om, hvorledes nogle Planter har vist sig at være langt mere haardføre end andre, og herpaa har jeg selv set slaaende Eksempler.

I det hele taget tror jeg, at man kan antage, at Vane, Brug og Ikke-Brug i nogle Tilfælde har haft en temmelig betydelig Indfly- delse paa Modificeringen af Konstitutionen og af forskellige Or-

[page] 159

ganers Bygning; men at Virkningerne af Brug og Ikke-Brug ofte har været meget nær forbundne med og undertiden styrede af Na- turens Udvælgelse af medfødte Varieringer.

Korrelativ Variering.

Ved dette Udtryk har jeg villet betegne, at alle Organisations- forhold under alskens Vækst og Udvikling er saa nøje forbundne, at naar en eller anden Del varierer lidt og saa disse smaa Varierin- ger samles ved Kvalitetsvalget, saa bliver andre Dele modificerede. Dette er et meget vigtigt Spørgsmaal, som man kun ved meget lidt om, og hvor man uden Tvivl meget let kan komme til at sammen- blande meget forskellige Forhold: vi skal om lidt se, at simpel Ned- arvning ofte kan komme til at se ud som en Korrelation. Det alminde- ligste Tilfælde af virkelig Korrelation er dette: at de Varieringer i Bygning, som viser sig hos de unge Dyr eller hos Larverne, søger, hvad der er meget naturligt, at paavirke det voksne Dyrs Bygning paa samme Maade, som en Misdannelse af Embryonet i dets første Tid meget alvorligt paavirker den voksne Tilstands hele Organi- sation. De forskellige Legemsdele, som er homologe, og som tidligt i Embryotilstanden er ganske ens byggede og nødvendigvis er ud- sat for de samme Livsbetingelser, synes at være i høj Grad tilbøje- lige til at variere paa samme Maade. Man ser dette deraf, at Le- gemets højre og venstre Side varierer paa samme Maade; endvidere deraf, at For- og Bagbenene, ja selv Underkæben og Lemmerne varierer sammen, (Underkæben anses nemlig af nogle Anatomer for at være homolog med Lemmerne). Jeg tvivler ikke om, at saa- danne Tendenser mer eller mindre fuldstændig staar under Kvali- tetsvalgets Indflydelse. Saaledes eksisterede der en Gang en Hjorte- familie, der kun paa den ene Side af Hovedet havde et Horn, og dersom dette havde været til videre Nytte for Racen, saa kunde Kvalitetsvalget rimeligvis have gjort den abnorme Tilstand per- manent.

Homologe Dele har, som nogle Forfattere har bemærket, Til- bøjelighed til at vokse sammen; dette ses ofte hos Plantemonstrosi- teter, og ingenting er mere almindeligt end Sammenvoksninger af homologe Dele i normale Bygningsforhold, f. Eks. Kronbladenes Sammenvoksning til et Rør. Haarde Dele synes at paavirke de til-

[page] 160

stødende bløde Dele. Nogle Forfattere tror, at de forskellige For- mer, som Fuglenes Bækken har, foranlediger de mærkværdige Formforskelligheder i deres Nyrer; andre tror, at hos Mennesket den Form, som Moderens Bækken har, ved Tryk paavirker Bar- nets Hovedform. Ifølge Schlegel bestemmer hos Snogene Lege- mets Form og den Maade, paa hvilket Dyret sluger sit Bytte, flere af de vigtigste Indvoldsdeles Plads og Form.

M. Is. Geoffroy St. Hilaire har udtrykkelig bemærket, at visse Misdannelser hyppigt, andre sjældent, forekommer sammen, uden at det dog er muligt at angive nogen Grund dertil. Hvad kan være mere besynderligt, end at der hos Katte er bestemt Forhold mellem fuldstændig Hvidhed og Blaaøjethed og — Døvhed, eller mellem Hunkønnet og en Farve og Tegning som Skildpaddeskal; eller hos Duer mellem Føddernes Fjerbeklædthed og Huden mellem Yder- tæerne, eller mellem Tilstedeværelsen af mer eller mindre Dun hos Fugleungen, ligesom den er sluppet ud af Ægget, og dens Fjerbeklædning; eller fremdeles Forholdet mellem Haar og Tæn- der hos de haarløse tyrkiske Hunde, skønt uden Tvivl her Homo- logien kommer med i Betragtning? Med Hensyn til dette sidste Til- fælde af Korrelation kan jeg ikke tro, at det er tilfældigt, at de to Ordener af Pattedyr, som er mest abnorme i deres Hudbeklædning, nemlig Hvalerne (Cetacea) og Gumlerne (Bæltedyrene, Skældyrene o. s. v.) ogsaa er de mest abnorme med Hensyn til deres Tænder.

Jeg kender intet Tilfælde, der er bedre skikket til at vise Vig- tigheden af Varierings- og Korrelations-Lovene uafhængige af Nyt- ten og derfor af Kvalitetsvalget, end et, jeg tidligere har omtalt, nemlig Forskellen mellem de ydre og indre Blomster hos nogle Skærmplanter og Kurvblomster. Enhver kender Forskellen mel- lem f. Eks. Gaaseurtens Rand- og Skivekroner, og denne Forskel i Form følges ofte af en delvis eller fuldstændig Fejlslaaen af de reproduktive Organer. Men hos nogle af disse Planter afviger og- saa Frøene i Form og Overfladens Udseende. Disse Forskelligheder er af nogle Forfattere bleven tilskrevet Kurvdækkets eller Svøbets Tryk paa Blomsterne eller deres Tryk paa hverandre indbyrdes, og den Form, som nogle Kurvblomsters Randblomst-Frugter har, taler herfor; men hos Skærmplanterne, fortæller Dr. Hooker mig, er det paa ingen Maade hos de Arter, som har de tætteste Skærme, at der hyppigst er Forskel mellem de yderste og indersle Blom-

[page] 161

ster. Man kunde have troet, at Randkronernes stærke Udvikling havde forvoldt, at de reproduktive Organer slog fejl, derved, at de havde taget den Næring, som disse skulde have brugt; men dette er næppe den eneste Grund; thi hos nogle Kurvblomster er de yderste og de inderste Skalfrugter forskellige, uden at der er nogen Forskel paa Kronerne. Muligvis staar disse Forskelligheder i Forbindelse med en forskellig Tilførsel af Næring til de midterste og til de yder- ste Blomster: vi ved i det mindste, at hos Planter, der normalt er uregelmæssige, bliver de, der staar nærmest ved Aksen, lettest Peloriablomster,*) det vil sige: bliver regelmæssige. Som et Eksem- pel paa' dette og tillige som et mærkeligt Tilfælde af Korrelation an- fører jeg, at jeg for nylig hos mange Pelargonier har iagttaget, at i den midterste Blomst i Blomsterstanden taber de to øverste Kron- blade ofte deres mørktfarvede Pletter, og samtidig med dette slaar det tilhørende Honninggemme ganske fejl. Naar Farven kun mang- ler hos det ene af de to øvre Kronblade, saa mangler Honninggem- met ikke ganske, men er meget forkortet.

Hvad Forskellighed i Udviklingen af Kronen hos de midterste og yderste Blomster angaar, saa forekommer det mig, at Sprengels Ide, at Randblomsterne tjener til at hidlokke Insekterne, hvis Virk- somhed er i høj Grad fordelagtig eller nødvendig for disse Planters Befrugtning, er højst rimelig, og forholder det sig Saaledes, vil Kvalitetsvalget være kommen med i Spillet. Men hvad nu Frøene angaar, saa synes det umuligt, at deres Formforskelligheder, der ikke altid er i Korrelation med Forskelligheder i Kronen, paa nogen som helst Vis kan være til Nytte; og dog er disse Forskelligheder hos Skærmplanterne saa betydelige, (idet Frøene undertiden er or- thosperme hos de yderste Blomster og coelosperme hos de midter- ste Blomster), at den ældre De Candolle grundede sin Hovedindde- ling af disse Planter paa saadanne Karakterer. Heraf ser vi, som allerede tidligere bemærket, at Modifikationer i Bygning, som af Systematikerne anses for at være meget vigtige, ganske kan skyl- des Varierings- og Korrelationslove, uden saa vidt vi kan se, at være af den ringeste Nytte for Arten.

Vi kan ofte fejlagtig tilskrive denne korrelative Variering Byg-

*) En indenlandsk Plante, der undertiden har Peloriablomster, er den almindelige Torskemund (Linaria vulgaris); den har da fem Sporer og fem Støvdragere.                                                                    O. A.

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                    11

[page] 162

ningsforhold, som er almindelige for hele Grupper af Arter, og som i Virkeligheden ligefrem skyldes Arveligheden; thi en gammel Stamform kan ved Kvalitetsvalget have erhvervet en eller anden Modifikation i Bygning og efter Tusinder af Generationer endnu en anden og af den første uafhængig Modifikation; og disse to Modi- fikationer vilde, naar de nu var bleven nedarvede til en hel Gruppe af Efterkommere med forskellige Vaner, meget naturligt bliver an- set for at .være i Korrelation med hverandre paa en eller anden Maade. Korrelationen skyldes undertiden den Maade, paa hvilken Kvalitetsvalget virker. Alph. de Candolle har f. Eks. lagt Mærke til, at der aldrig findes vinget Frø i uopspringende Frugter: jeg vilde forklare dette Forhold derved, at det var umuligt for Frø, lidt efter lidt, at blive vingede ved Kvalitetsvalg, naar Kapslerne ikke først aabnede sig; thi alene i saa Fald kunde de Frø, som var lidt bedre skikkede til at blive bortført af Vinden, faa nogen Fordel fremfor dem, der var mindre vel skikkede til Saaledes at blive bragt vidt omkring.

Væksterstatning og Vækstøkonomi.

Den ældre Geoffroy og Goethe fremkom omtrent paa samme Tid med deres Lov om Væksterstatning eller Vækstbalance, det vil, som Goethe udtrykte det, sige: „for at kunne g<"e ud ét Sted er Naturen nødt til at spare paa et andet." Jeg tror, at dette til en vis Grad holder Stik hos vore Husdyr og dyrkede Planter: dersom der strømmer Næring i Overflod til en Del eller et Organ, saa er det sjældent, at der ogsaa strømmer Næring, i alt Fald Næring i Overflod, til en anden Del; Saaledes er det vanskeligt at faa en Ko til at give megen Mælk og til at blive fed paa samme Tid. En Va- rietet af Kaal giver ikke paa en Gang en Overflødighed af nærende Bladværk og en stor Mængde olieholdige Frø. Naar Frøene hos vore Frugter bliver forkrøblede, saa vinder selve Frugten meget i Størrelse og i Kvalitet. Hos vort Fjerkræ følges i Almindelighed en stor Fjertop paa Hovedet af en formindsket Kam, og bliver Skæg- get stort, saa bliver Hudlapperne under Næbbet smaa. Man vil næp- pe kunne hævde, at denne Lov altid gælder for Arterne ude i Na- turen; men mange gode Iagttagere, særlig blandt Botanikerne, tror

[page] 163

paa dens Sandhed. Jeg vil imidlertid ikke her komme med Eksemp- ler; thi jeg tror næppe, at der er nogen Mulighed for at gøre For- skel paa, om Virkningerne er bleven fremkaldt derved, at en Del er bleven stærkt udviklet ved Kvalitetsvalget, medens en anden og nærliggende Del er bleven reduceret ved den samme PrOces eller ved Ikke-Brug, eller derved at der er bleven draget Næring fra en Del, fordi der var stærk Grøde i en anden og nærliggende Del.

Jeg har ogsaa Mistanke om, at nogle af de Tilfælde, man har an- ført som Eksempler for Væksterstatning, og ligeledes nogle andre Forhold henføres til et mere almindeligt Princip, nemlig det: at Kvalitetsvalget stadig søger at spare i enhver Del af Organisationen. Dersom et Bygningsforhold, der før var nyttigt, ved forandrede Livsbetingelser blev mindre nyttigt, saa vil enhver Formindskelse af dets Udvikling, om den end er aldrig saa ringe, blive paavirket af Kvalitetsvalg; thi det vil gavne Individet ikke at spilde sin Næ- ring ved at udvikle unyttige Bygningsdele. Dette er den eneste Maade, paa hvilken jeg kan forstaa et Forhold, der slog mig, den- gang jeg undersøgte Snerlefødderne (Cirripedia), og paa hvilket der kunde nævnes mange andre Eksempler: nemlig, at naar en Snerle- fod snylter inden i en anden og derved bliver beskyttet, saa mister den mer eller mindre fuldstændig sin egen Skal. Dette er Tilfældet med Ibla-Hannen og paa en virkelig meget mærkelig Maade med Proteolepas; thi hos alle andre Snerlefødder dannes Skallen der- ved, at de tre forreste, højst vigtige Afsnit af Hovedet er i meget høj Grad udviklede og forsynede med store Nerver og Muskler; men hos den snyltende og derved beskyttede Proteolepas er hele den forreste Del af Hovedet bleven til et slet og ret Rudiment, der sidder ved Grunden af Fangarmene. Nu vilde det, at der kunde spares en stor og indviklet Bygningsdel, som var bleven overflødig paa Grund af Proteolepas'ens snyltende Levevis, selv om det kun gik Skridt for Skridt, aldeles afgjort være til Fordel for ethvert efter- følgende Individ af Arten; thi i Kampen for Tilværelsen, for hvil- ken ethvert Dyr er udsat, vil ethvert Proteolepas-Individ have større Udsigt til at klare sig, naar det forbruger mindre Næring til Bygningsdele, der er bleven unyttige.

Saaledes vil, som jeg tror, Kvalitetsvalget altid have Held med rig til i Tidernes Løb at reducere og fjerne enhver saadan Del af Organisationen, som ved en Forandring i Livsbetingelserne er ble-

[page] 164

ven overflødig, uden paa nogen Maade at faa en anden Del til at blive stærkt udviklet i en tilsvarende Grad. Og omvendt vil Kvali- tetsvalget meget godt kunne have Held med sig til at udvikle et Organ stærkt, uden at der, som en nødvendig Erstatning, kræves, at en tilstødende Del reduceres.

Tidt forekommende, rudimentære og lavt organiserede Bygnings- dele er Variable.

Det synes, som Is. Geoffroy St. Hilaire bemærker, at være en Regel, baade for Varieteter og for Arter, at naar en eller anden Del eller et andet Organ forekommer mange Gange i et og samme Individs Bygning, (Hvirvlerne hos Snogene og Støvdragerne hos de mangehannede Blomster), saa varierer Antallet, medens de sam- me Deles eller Organers Antal, naar det er mindre, er konstant. Den samme Forfatter og nogle Botanikere har endvidere bemær- ket, at tidt forekommende Dele ogsaa er meget tilbøjelige til at va- riere i Bygning. For saa vidt som denne „vegetative Gentagelse", for at bruge et Udtryk af Professor Owen, synes at være et Tegn paa lav Organisation, saa synes det ovenfor sagte at staa i Forbin- delse med den blandt Naturforskerne meget almindelige Mening, at de Væsener, der staar langt nede i Systemet, er mere variable end end de højere staaende. Jeg antager, at „lavt" i dette Tilfælde be- tyder, at de forskellige Dele af Organisationen ikke er bleven vi- dere ensidigt udviklede til særegne Funktioner, og vi kan maaske indse, hvorfor den samme Del, saa længe den maa udføre forskel- lige Slags Arbejder, vil forblive variabel, det vil sige, hvorfor Kva- litetsvalget ikke skulde have bevaret eller forkastet enhver lille Af- vigelse i Form lige saa omhyggeligt, som i det Tilfælde, at den nævnte Del kun tjente ét Øjemed. Omtrent paa samme Maade som en Kniv, der skal skære alle Slags Ting, maa have en almindelig Form, medens et Værktøj, der skal bruges til et bestemt Arbejde, helst maa have en særegen Form. Man maa vel huske paa, at Kva- litetsvalget kun kan virke paa enhver Del og ethvert Væsen ved og for det, der er heldigt for dem.

Nogle Forfattere har, og som jeg tror med Rette, gjort opmærk- som paa, at rudimentære Dele har Tilbøjelighed til at variere i høj Grad. Vi skal senere komme til at omtale rudimentære og uudvikle-

[page] 165

de Organer i det hele taget, og jeg vil her kun bemærke, at deres Variabilitet synes at have sin Grund i deres Unyttighed, der foran- lediger, at Kvalitetsvalget ikke kan komme til at paavirke deres Af- vigelser i Bygning. Saaledes er de rudimentære Dele ligesom Kaste- boldte for de forskellige Vækstlove, for længe fortsat Ikke-Brug og for Atavismen.

En Del, der er udviklet hos en eller anden Art paa en ganske

særegen Maade i Sammenligning med den Maade, paa hvilken

den er udviklet hos beslægtede Arter, er i høj Grad variabel.

For flere Aar siden blev jeg meget slaaet af en Bemærkning, der gik i Retning af det i Overskriften udtalte. Bemærkningen var af Hr. Waterhouse, og Professor Owen synes at være kommen til om- trent det samme Resultat. Det vilde være haabløst at forsøge paa at overbevise nogen om Sandheden af den ovenfor staaende Sæt- ning, uden at der meddeltes dem den lange Række af Kendsger- ninger, som jeg umuligt kan faa Plads til her. Jeg kan kun sige, at det er min Overbevisning, at det er en Regel, der har megen almin- delig Gyldighed. Jeg ved helt vel, at det her er meget let at tage fejl; men jeg haaber at have taget tilbørligt Hensyn hertil. Man maa endelig huske paa, at Reglen ingenlunde gælder for en hvilken som helst Del, den være nok saa usædvanlig udviklet, med mindre den er usædvanlig udviklet i Sammenligning med den samme Del hos nær beslægtede Arter. Saaledes er Flaggermusens Vinger et meget abnormt Bygningsforhold i Pattedyrklassen; men der er ingen Anvendelse for Reglen her, fordi den hele Flaggermus- gruppe har Vinger; den vilde kunne komme til Anvendelse, der- som en eller anden havde Vingerne udviklet paa en mærkvær- dig Maade i Sammenligning med andre Arter af samme Slægt. Der er megen Anvendelse for Reglen, naar Talen er om sekun- dære Kønskarakterer, der er udviklede paa en eller anden usæd- vanlig Maade. Begrebet, sekundære Kønskarakterer, som Hunter har brugt, bruges for at betegne Karakterer, som er ejendomme- lige for det ene af Kønnene, uden dog direkte at have noget med Forplantningen at gøre. Begrebet kan bruges baade med Hensyn til Hanner og til Hunner; men da Hunnerne sjældent har mærkelige sekundære Kønskarakterer, vil det sjældnere blive brugt

[page] 166

om dem. Det, at Reglen saadan er særlig anvendelig paa sekundære Kønskarakterer, kan skyldes disse Karakterers store Variabilitet, (hvad enten de nu er usædvanlig fremtrædende eller ej), om hvil- ken Kendsgerning jeg ikke tror der kan være stor Tvivl. At nu Reg- len ogsaa kan anvendes paa andet end paa sekundære Kønskarak- terer, det viser sig tydeligt for de tvekønnede Snerlefødders Ved- kommende. Jeg havde særlig min Opmærksomhed henvendt paa Hr. Waterhouses Bemærkning, dengang jeg undersøgte denne Or- den, og jeg er fuldstændig overbevist om, at Reglen næsten altid holder Stik. Jeg skal i et fremtidigt Værk komme med en Liste over alle de mere mærkværdige Forhold; her nævner jeg kun et Eksem- pel, da det illustrerer Reglen i dens alier videste Anvendelse. De siddende Snerlefødders Laagskaller er i enhver Betydning af Ordet meget vigtige Bygningsdele, og de afviger overordentlig lidt fra hin- anden, selv i de forskellige Slægter; men hos den ene Slægt Pyr- goma's forskellige Arter frembyder disse Skaller et vidunderlig stort Beløb af Forskelligartethed; de homologe Skaller er under- tiden hos de forskellige Arter hinanden ganske ulig i Form; og den Grad, i hvilken Individer af samme Art varierer, er saa stor, at det ikke er nogen Overdrivelse at sige, at Varieteterne i de Ka- rakterer, der er hentede fra disse vigtige Skaller, afviger mere fra hinanden, end Arter, der hører til forskellige Slægter. Eftersom Fugle i det samme Land varierer i en mærkelig ringe Grad, saa har jeg væsentlig lagt Mærke til dem, og Reglen synes særlig at holde Stik i denne Klasse. Jeg kan ikke faa den til at passe for Planter, og dette vilde have rokket min Tro paa dens Sandhed meget al- vorligt, havde ikke Planternes store Variabilitet gjort det vanske- ligt at anstille nogen Sammenligning mellem forskellige Grader af Variabilitet.

Naar vi hos en Art ser en eller anden Del eller et eller andet Organ udviklet i en mærkværdig Grad eller paa en mærkværdig Maade, saa ligger det lige for at antage, at den eller det har meget i stor Betydning for Arten; ikke desto mindre er den eller det i dette Tilfælde overordentlig tilbøjelig til at variere. Hvorfor er dette nu Saaledes? Gaar man ud fra den Anskuelse, at hver enkelt Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, med alle sine Dele, Saaledes som vi nu ser dem, saa kan jeg ikke finde nogen Forklaring. Men naar man antager, at Grupper af Arter nedstammer fra andre Ar-

[page] 167

ter og er bleven modificerede ved Kvalitetsvalg, saa tror jeg nok at kunne faa Lys i Sagen. Lad mig først sige, at dersom en eller anden Del hos vore Husdyr eller hele Dyret forsømmes, og der ikke anvendes noget Racevalg, saa vil denne Del, (f. Eks. Kam- men hos Dorkin-Hanen), eller den hele Race ophøre med at have en ensformet Karakter. Racen vil da siges at være degenereret. Hos rudimentære Organer og saadanne Organer, som kun i ringe Grad er bleven ensidig udviklede for at tjene et be- stemt Øjemed, og maaske hos polymorfe Grupper møder der os et Tilfælde af næsten samme Slags; thi i saadanne Til- fælde er Kvalitetsvalget enten ikke, eller kan det ikke være kommen i fuld Virksomhed, og derved er Organisationen ble- ven fluktuerende. Men hvad der her nærmest angaar os er, at de Dele hos vore Husdyr, der for Øjeblikket ved fortsat Udvælgen undergaar hurtige Forandringer, ogsaa er meget tilbøjelige til at variere. Se en Gang til Dueracerne, hvad er der ikke for en uhyre Forskel paa Tumlerens Næb, paa Brevduernes Næb og Kamme, paa Hugstjærtenes Holdning og Hale o.s. v., altsammen Ting, som de engelske Dueopdrættere nu særlig lægger Mærke til. Selv hos Underracer, som hos den kortnæbbede Tumler, er det notorisk van- skeligt at faa temmelig fuldkomne Fugle, idet nogle af dem fjerner sig meget langt fra Racetypen. Man kunde virkelig sige, at det var en stadig Kamp, hvor der paa den ene Side kæmpedes af Tendensen til at gaa tilbage til en mindre fuldkommen Tilstand, og desuden af en iboende Tendens til at variere, og paa den anden Side den sta- dige Udvælgen, der anstrenger sig for at naa op mod Raceidealet. I Længden vinder Udvælgelsen, og man behøver ikke at være bange for, at man skal faa saa simple Fugle som de almindelige Tumlere af et Hold gode, kortnæbbede Fugle. Men saa længe Udvælgelsen gaar hurtigt fremad, maa man vente at finde megen Variabilitet hos de Dele, der modificeres. Det fortjener at bemærkes, at Karakterer, der er modificerede ved Racevalg, undertiden af Grunde, der er os ganske ubekendte, mere nedarves til det ene Køn end til det andet, i Almindelighed til Hankønnet, Saaledes som det er Tilfældet med Brevduens Kamme og Kropduens store Kro.

Lad os nu vende os til Naturen. Naar et Organ er bleven ud- viklet paa en usædvanlig Maade hos en Art i Sammenligning med den Udvikling, der er bleven det nævnte Organ til Del hos de andre

[page] 168

Arter af samme Slægt, saa kan vi drage den Slutning, at dette Or- gan har været megen Modifikation underkastet siden den Tid, da Arten bøjede af fra Slægtens Stamform. Tiden vil imidlertid sjæl- dent ligge saa overordentlig langt tilbage, eftersom Arter sjældent holder sig gennem mere end en geologisk Periode. Et usædvanlig stort Beløb af Modifikation forudsætter en usædvanlig stor og længe varende Variabilitet, som stadig er bleven samlet af Kvalitetsvalget til Gavn for Arten. Men da den usædvanligt udviklede Dels Va- riabilitet har været saa stor og er bleven fortsat saa længe inden- for en Periode, der ikke ligger saa overdreven langt tilbage, saa maatte man jo nok i Almindelighed kunne vente at finde endnu mere Variabilitet hos saadanne Dele end hos andre Dele af Organisatio- nen, der har holdt sig næsten konstante i meget lang Tid. Saaledes, det er jeg overbevist om, forholder Sagen sig. At Kampen imellem Kvalitetsvalget paa den ene Side og Tendensen til Atavisme og Va- riabilitet paa den anden Side i Tidernes Løb vil holde op, og at de mest abnormt udviklede Organer kan blive konstante, det ser jeg ingen Grund til betvivle. Derfor, naar et Organ, det være saa abnormt det være vil, er bleven nedarvet i nogenlunde den samme Tilstand til mange modificerede Efterkommere, Saaledes som det er Tilfældet med Flaggermusens Vinge, saa maa dette Organ, ifølge min Teori, have eksisteret i en uhyre lang Tid, i næsten den samme Tilstand, og derved kommer det til ikke at være mere variabelt end andre Bygningsdele. Det er alene i de Tilfælde, i hvilke Modifikationen har været forholdsvis ny og overordentlig stor, at vi kunde vente at finde, at den „generative Variabilitet", som man kunde kalde den, endnu var til Stede i høj Grad. Thi i et saadant Tilfælde vil Variabi- liteten sjældent allerede da være bleven fæstnet, for det første ved en fortsat Udvælgelse af de Individer, der varierede paa den Maade og i den Grad, der fordredes, for det andet ved en fortsat Ødelæg- gelse af dem, der søgte at vende tilbage til en tidligere og mindre modificeret Tilstand.

Artskarakterer mere variable end Slægtskarakterer.

Den Sætning, der er udtalt i Overskriften, kan udvides. Det er notorisk, at Artskarakterer varierer mere end Slægtskarakterer. Jeg skal tage et simpelt Eksempel for at forklare, hvad jeg mener:

[page] 169

dersom i en stor Planteslægt nogle Arter havde blaa Blomster og andre røde, saa vilde Farven kun være Artskarakterer, og ingen vilde blive forbavset over, at en af de blaa Arter varierede Saaledes, at den blev rød eller omvendt; men dersom alle Arter havde blaa Blomster, saa vilde Farven blive Slægtskarakter, og saa vilde dens Variering være en mere usædvanlig Omstændighed. Jeg har valgt dette Eksempel, fordi man ikke her kan benytte en Forklaring, som de fleste Naturforskere vil komme med, nemlig, at Artskarakterer er mere variable end Slægtskarakterer, fordi hine søges hos Dele, der har mindre fysiologisk Betydning end de, der bruges til at op- stille Slægter paa. Jeg tror, at denne Forklaring til Dels, skønt kun indirekte, er sand; jeg skal imidlertid vende tilbage til dette Emne i Kapitlet om Klassifikationen. Det vilde imidlertid være overflø- digt at anføre Eksempler til Støtte for vor nu flere Gange gentagne Sætning, at Artskarakterer er mere variable end Slægtskarakterer; men jeg har i naturhistoriske Værker gentagne Gange bemærket, at naar en Forfatter med Forundring har lagt Mærke til, at et eller andet vigtigt Organ eller en eller anden vigtig Del, som plejer at være mere konstant hele Grupper af Arter igennem, har afveget temmelig betydeligt hos nær beslægtede Arter, at det da ogsaa har været variabelt hos nogle af Arternes Individer. Og dette viser, at en Karakter, der i Almindelighed har Værdi som Slægtskarakter, naar den falder i Værd, og kun faar Værdi som Artskarakter, ofte bliver variabel, skønt dens fysiologiske Betydning bliver den sam- me. Noget lignende gælder om Monstrositeter; i det mindste synes Is. Geoffrey St. Hilaire ikke at tvivle om, at jo mere et Organ nor- malt afviger hos de forskellige Arter af samme Gruppe, i jo højere Grad er den individuelle Anomalier underkastet.

Hvorfor skulde, efter den almindelige Antagelse, at hver Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, en Bygningsdel, som er for- skellig fra den samme Bygningsdel hos andre, uafhængig af hver- andre skabte, Arter af samme Slægt, være mere variable end de Dele, der ligner hverandre meget hos de forskellige Arter? Jeg kan ikke se, at der kan gives nogen Forklaring. Men ifølge den Anta- gelse, at Arterne kun er stærkt udprægede og fæstnede Varieteter, kunde vi vente at finde, at de endnu ofte vedbliver at variere i de Dele af deres Bygning, som havde varieret for ikke alt for længe siden, og som Saaledes var naaet til at blive forskellige. Eller, med

[page] 170

andre Ord, de Punkter i hvilke alle en Slægts Arter ligner hver- andre, og i hvilke de er forskellige fra nærstaaende Slægter, kaldes Slægtskarakterer; og disse Karakterer, antager jeg, er nedarvede fra en fælles Stamform; thi det kan kun sjældent være hændt, at Kvalitetsvalget har modificeret en Del Arter, der er afpassede efter mere eller mindre vidt forskellige Forhold, paa nøjagtig samme Maade: og da disse saakaldte Slægtskarakterer er bleven nedarvede, før de forskellige Arter først skilte sig fra deres fælles Stamform, og da de senere ikke har varieret eller er kommen til at afvige (i alt Fald kun lidt), saa er det ikke rimeligt, at de skulde variere nu. Paa den anden Side kaldes de Punkter, i hvilke Arter afviger fra andre Arter i samme Slægt, Artskarakterer, og da disse Arts- karakterer har varieret og er kommen til at afvige fra hverandre indbyrdes, siden Arterne skilte sig fra en fælles Stamform, saa er det rimeligt, at de endnu ofte, til en vis Grad, er variable, i det mindste mere variable end de Dele af Organisationen, der i meget lang Tid er forbleven konstante.

Sekundære Kønskarakterer variable.

I Forbindelse med det foreliggende Emne skal jeg tillade mig at gøre to Bemærkninger. Jeg tror, at man vil indrømme, uden at jeg gaar ind paa Detaljer, at sekundære Kønskarakterer er meget variable; jeg tror ogsaa, man vil indrømme, at Arter af samme Gruppe afviger i langt højere Grad fra hverandre i deres sekun- dære Kønskarakterer, end i andre Dele af deres Organisation; sammenlign f. Eks. de Forskelligheder, der findes hos Hønsefugle- nes Hanner, hos hvilke sekundære Kønskarakterer er stærkt ud- viklede, med de Forskelligheder, der findes mellem Hunnerne ind- byrdes, og Sandheden af min Paastand vil ikke møde Modsigelse. Aarsagen til den oprindelige Variabilitet hos sekundære Kønskarak- terer er ikke aabenbar, men vi kan indse, hvorfor disse Karakterer ikke er bleven lige saa konstante og ensformede som andre Dele af Organisationen; thi sekundære Kønskarakterer er bleven samlede ved Parringsvalget, som virker mindre voldsomt end Kvalitetsvalget, eftersom det ikke slaar de mindre heldigt stillede Hanner ihjel, men kun giver dem færre Efterkommere. Hvad der saa end er Aarsagen til sekundære Kønskarakterers Variabilitet, saa vil Kvalitetsvalget,

[page] 171

da de er meget variable, have haft en vid Tumleplads for sin Vir- ken og kan let have naaet at give Arter af samme Gruppe et større Beløb af Forskelligartethed i deres Kønskarakterer, end i de andre Dele af deres Bygning.

Det er en mærkværdig Kendsgerning, at de sekundære Køns- forskelligheder, som adskiller den samme Arts to Køn, i Alminde- lighed findes i netop de selv samme Dele af Organisationen, i hvilke de forskellige Arter af samme Slægt afviger fra hverandre. Dette Forhold vil jeg illustrere ved to Eksempler, de første de bedste, der falder mig ind; og eftersom Forskellighederne i disse Tilfælde er af en meget usædvanlig Natur, saa kan Slægtskabet næppe være til- fældigt. Samme Antal af Fodled er en Karakter, der i Almindelig- hed er fælles for meget store Grupper af Biller; men hos Engidæ varierer, som Westwood har bemærket, Antallet'i meget høj Grad, og der er ligeledes Forskel paa Antallet af Fodled hos de to Køn af samme Art; hos Gravehvepsene er den Maade, paa hvilken Rib- berne er fordelt i Vingerne, en Karakter af største Betydning, fordi den er almindelig for store Grupper; men hos visse Slægter afviger de forskellige Arter fra hverandre i denne Henseende, hvad da og- saa begge Kønnene hos de samme Arter gør. Hr. Lubbock har for nylig bemærket, at forskellige smaa Krebsdyr paa en fortræf- felig Maade illustrerer denne Lov. „Hos Pontella f. Eks. findes Kønskaraktererne navnlig i de forreste Følehorn og det femte Par Ben: Artsforskellighederne bestemmes ogsaa navnlig af disse Or- ganer." Dette Forhold er let nok at forstaa efter mit Syn paa Sa- gen; jeg betragter det nemlig som givet, at alle Arter af samme Slægt nedstammer fra den samme Stamform, hvad ogsaa en hvilken som helst Arts to Køn gør. Som en Følge deraf vil — hvilken Del af den fælles Stamform eller af dens tidligere Efterkommeres Byg- ning, der saa blev variabel — Varieringer af denne Del, efter al Sandsynlighed, blive benyttede af Parringsvalget til at afpasse de forskellige Arter til deres forskellige Pladser i Naturens Hushold- ning og ligeledes til at afpasse en og samme Arts to Køn efter hin- anden indbyrdes eller til at afpasse Hannerne og Hunnerne efter forskellige Livsvaner eller Hannerne alene til at kæmpe med de andre Hanner om at komme i Besiddelse af Hunnerne.

Sluttelig antager jeg, at det, at der er større Variabilitet i Arts- karaktererne, d. v. s. de Karakterer, der adskiller Art fra Art,

[page] 172

eller i Slægtskaraktererne, d. v. s. saadanne som er fælles for Ar- terne; — at den hyppigt forekommende yderlig gaaende Variabi- litet hos en eller anden Del, som er udviklet hos en Art paa en usædvanlig Maade i Sammenligning med den Maade, paa hvilken den findes udviklet hos de andre Arter af samme Slægt, og den ringe Grad af Variabilitet, der findes hos en Del, der er om end aldrig saa mæfkeligt udviklet, naar det er fælles for en hel Gruppe af Arter; — at de sekundære Kønskarakterers store Variabilitet og de store Beløb af Forskelligheder, der findes i disse Karakterer hos nær beslægtede Arter; — at sekundære Kønsforskelligheder og almindelige Artsforskelligheder i Almindelighed findes i de sam- me Dele af Organisationen; — at dette altsammen er Ting, der staar nøje i Forbindelse med hverandre. Idet det altsammen hoved- sagelig skyldes den Omstændighed, at Arter af samme Gruppe ned- stammer fra en fælles Stamform, fra hvilken de alle har nedarvet meget, — den, at der er større Sandsynlighed for, at de Dele, der har varieret for nylig og meget, blev ved at variere, end for, at Dele, der længe har været nedarvede og længe ikke har varieret, gør det, — den, at Kvalitetsvalget mer eller mindre fuldstændigt, alt eftersom der nu var gaaet Tid til, har behersket Tendensen til Atavisme og til videre gaaende Variering, — den fremdeles, at Parringsvalget er mindre voldsomt end Kvalitetsvalget, — og den endelig, at Varieringer i de samme Dele er bleven samlede af Kva- litetsvalget og Parringsvalget og Saaledes er bleven tillempede til de Øjemed, vi kalder sekundært kønslige, og dem vi kalder almene.

Bestemt adskilte Arter frembyder analoge Varieringer, og en Varietet af en Art antager ofte nogle af en beslægtet Arts Ka- rakterer eller vender tilbage til nogle af en tidlig Stamforms

Karakterer.

Dette vil man bedst kunne forstaa ,naar man ser hen til vore Husdyrracer. De mest forskellige Dueracer i de længst fra hinanden liggende Lande frembyder Undervarieteter, med omvendte Fjer paa Hovedet og Fjer paa Fødderne, — Karakterer, som den oprindelige Klippedue ikke har; her har vi da altsaa analoge Varieringer hos to eller flere bestemt adskilte Racer. Det, at Kropduen har fjorten eller selv seksten Halefjer, kan anses for at være en Variering,

[page] 173

der frembyder en anden Races Normalbygning, nemlig Hugstjertens. Jeg antager, at ingen vil tvivle om, at alle saadanne analoge Va- rieringer skyldes den Omstændighed, at de forskellige Dueracer fra en fælles Slægtning har arvet den samme Konstitution og Tendens til at variere, naar de bliver paavirkede af de samme, os ubekendte, Indflydelser. I Planteriget har vi et Tilfælde af analoge Varieringer i de fortykkede Stængler eller Rødder, som de i Almindelighed kal- des, hos den svenske Turnips og hos Rutabaga, Planter, som for- skellige Botanikere anser for Varieteter, der er bleven frembragt ved Dyrkning af en fælles Stamform:: dersom det ikke forholder sig Saaledes, vil vi faa et Tilfælde af analog Variering hos to bestemt adskilte Arter, og til disse kunde man føje en tredje, nemlig den almindelige Turnips. Ifølge den almindelige Anskuelse, at Arterne er bleven skabt uafhængig af hverandre, maatte vi tilskrive disse tre Planters Lighed, for deres fortykkede Stænglers Vedkommende, ikke den sande Grund, nemlig: fælles Afstamning og en deraf føl- gende Tendens til at variere paa samme Maade, men tre forskellige og dog nær beslægtede Skabelsesakter. Mange lignende Tilfælde af analog Variering er bleven iagttaget af Naudin i den store Græs- karfamilie og af forskellige Forfattere hos vore Kornarter. Lignende Tilfælde hos Insekterne ude i Naturen er for nylig bleven omtalt med megen Dygtighed af Hr. Walsh, som har stillet dem under sin Lov om: „ensformig Variabilitet".

Hos Duerne har vi imidlertid et andet Tilfælde, nemlig det, at der lejlighedsvis hos alle Racer fremkommer skiferblaa Fugle med to sorte Tværstriber paa Vingerne, hvide Sider og en Tværstribe i Spidsen af Halen, hvor de ydre Fjer paa den indad vendte Rand nær ved Grunden er hvidkantede. Da alle disse Tegn er karakteri- stiske for Stamformen: Klippeduen, antager jeg ikke, at man vil tvivle om, at vi har med Atavisme at gøre, og at det ikke er en ny analog Variering, der forekommer hos forskellige Racer. Vi kan, tror jeg, ganske roligt slutte Saaledes, fordi, som vi har set, disse Farve-Ejendommeligheder i høj Grad er tilbøjelige til at fremkom- me, naar man krydser Afkommet af to bestemt adskilte og forskel- ligt farvede Racer; og i dette Tilfælde er der i de ydre Livsbetin- gelser intet andet end Indflydelsen af selve Krydsningsakten paa selve Arvelighedslovene, der faar det skiferblaa og de forskellige Tværstriber til at komme til Syne igen.

[page] 174

i

Det er ganske vist en meget overraskende Omstændighed, at Karakterer skulde komme til Syne igen, efter at have været for- svundne i mange, maaske Hundreder af Generationer. Men naar en Race er bleven krydset, om det saa kun er en eneste Gang, med en anden Race, saa viser Afkommet lejlighedsvis Tendens til at vende tilbage til den fremmede Races Karakter, og det i mange Generationer, — der siges tolv, ja selv en Snes Generationer. Efter tolv Generationers Forløb er der, for at bruge en almindelig Ud- tryksmaade, kun Blod af Stamformen i Forholdet 1 til 2048, og dog er det, som vi ser, en almindelig Tro, at en Tendens til Atavisme ved denne lille Smule fremmede Blod vedligeholdes. I en Race, som ikke er bleven krydset, men hos hvilken begge Forældrene har tabt nogle Karakterer, som deres Stamform besad, kunde Tendensen til at genfrembringe den tabte Karakter, som vi tidligere har sagt, trods alt hvad man kunde indvende derimod, nedarves i næsten et hvilket som helst Antal Generationer. Naar en Karakter, som har været tabt hos en Race, efter et stort Antal af Generationer viser sig igen, saa er den sandsynligste Hypotese ikke den, at Afkommet pludselig tager Arv efter en Slægtning, der har levet nogle hun- drede Generationer før den, men den, at den omtalte Karakter i hver enkelt af de paa hinanden følgende Generationer har været skjult tilstede, og at den tilsidst under gunstige (vi ved ikke hvilke) Be- tingelser er bleven udviklet. Det er f. Eks. sandsynligt, at der hos Brevduen, som meget sjældent har blaa Fugle blandt sit Afkom, i hver enkelt Generation ligger en skjult Tendens til at frembringe blaa Fjerbeklædning. Muligheden af, at Karakterer længe kan ligge skjult, kan forstaas ved Hjælp af Hypotesen om Pangenesis, som jeg har omtalt i et andet Værk. Abstrakt set er Usandsynligheden af, at en skjult Tendens nedarves gennem en Mangfoldighed af Gene- rationer, ikke større her end i de Tilfælde, i hvilke unyttige eller rudimentære Organer nedarves paa samme Maade. Selve Tendensen til at frembringe Rudiment nedarves virkelig undertiden.

Da efter vor Teori alle Arter af samme Slægt antages at ned- stamme fra en fælles Stamform, kunde man vente, at de nu og da vilde variere paa en analog Maade, Saaledes at Varieteterne af to eller flere Arter vilde ligne hinanden, eller at en Varietet af en eller an- den Art i visse Karakterer vilde ligne en anden og skarpt udpræget Art, — efter vor Synsmaade: kun en godt udpræget og holdbar

[page] 175

Varietet. Men Karakterer, der var vundet paa denne Maade, vilde sandsynligvis være af en temmelig uvæsentlig Natur; thi alle vig- tige Karakterers Tilstedeværelse vilde blive bestemt af Kvalitets- valget med tilbørligt Hensyn til Artens forskellige Vaner og vilde ikke være overladt til en Vekselvirkning mellem Organismens Na- turer og Livsbetingelser. Man kunde endvidere vente, at Arter af samme Slægt engang imellem vilde frembyde Tilbagefald til længe tabte Karakterer. Da vi imidlertid aldrig kender Stamformen til en Gruppe ude i Naturen nøje, kan vi ikke gøre Forskel paa disse to Tilfælde. Dersom vi f. Eks. ikke vidste, at Klippeduen ikke havde fjerede Fødder og ikke havde omvendte Fjer paa Halsen, kunde vi ikke have afgjort, om disse vore Dueracers Karakterer skulde hen- føres til Atavisme eller kun til analog Variering; men vi kunde have sluttet, at den blaa Farve maatte skrives paa Atavismens Reg- ning; thi det Antal af Mærker, som følger med denne Farvetone, vilde rimeligvis ikke alle fremkomme samtidigt, dersom det blot var simpel Variering. Vi kunde nu særlig have sluttet det deraf, at den blaa Farve og de forskellige Mærker saa ofte lader sig til Syne, naar man krydser skarpt adskilte og forskelligt farvede Racer. Der- for, endskønt det ude i Naturen i Almindelighed er tvivlsomt, hvilke Tilfælde der maa regnes for at være Tilbageslag til tidligere eksiste- rende Karakterer, og hvilke der er nye, men analoge Varieringer, saa burde vi dog, ifølge vor Teori, undertiden finde en Arts varie- rende Afkom (enten ved Atavisme eller analog Variering) antage Karakterer, som i Forvejen forekommer hos andre Medlemmer af samme Gruppe. Dette sker utvivlsomt ogsaa.

Vanskeligheden ved, i vore systematiske Værker, at komme til en Forstaaelse af en variabel Art, skyldes for en stor Del den Om- stændighed, at dens Varieteter ligesom efteraber andre Arter af sam- me Slægt. Man kunde ogsaa fremlægge en temmelig betydelig Liste over Former, der staar midt imellem to andre Former, som selv kun tvivlsomt kan anses for Arter, og dette viser, med mindre man vil betragte alle disse Former som Arter, der er skabt uafhængig af hverandre, at den ene, idet den varierede, har optaget nogle af den andens Karakterer og derved har frembragt Mellemformer. Man ser Forholdet endnu tydeligere, naar Dele eller Organer af en vigtig og i Almindelighed ensiormet Natur lejlighedsvis varierer paa en saadan Maade, at de til en vis Grad faar den Karakter, som den

[page] 176

samme Del eller det samme Organ har hos en nær staaende Art. Jeg har en lang Liste over saadanne Tilfælde, men jeg er her ligesom tidligere saa uheldig stillet, med Hensyn til Plads, at jeg ikke kan komme med den. Jeg kan kun gentage, at saadanne Til- fælde ganske vist forekommer og synes mig meget mærkværdige.

Jeg vil imidlertid omtale et indviklet Tilfælde, ikke fordi det an- gaar nogen væsentlig Karakter, men fordi det forekommer hos for- skellige Arter af samme Slægt, dels tamme og dels vilde. Det er næsten sikkert, at det er et Tilfælde af Atavisme. Æslet har un- dertiden meget tydelige Tværstriber paa sine Ben, ganske som dem, der findes paa Zebraens Ben; man har paastaaet, at disse Striber er tydeligst hos Føllet, og jeg tror, efter at have gjort en Del Fore- spørgsler i saa Henseende, at det er sandt. Striben over Skulderen er undertiden dobbelt og varierer meget i Længde og Omrids. Man har beskrevet et hvidt, men ikke hvidfødt Æsel, der hverken havde Ryg- eller Skulderstriber, og disse Striber er ogsaa undertiden me- get utydelige eller mangler ligefrem hos mørkfarvede Æsler. Pallas's Kulan siges at være bleven set med dobbelt Skulderstribe. Hr. Blyth har set et Eksemplar af Hemionus med en bestemt Skulderstribe, skønt den i Almindelighed ingen har, og Oberst Poole har under- rettet mig om, at Føllene hos denne Art i Almindelighed er stribede paa Benene og svagt stribede over Skulderen. Kvaggaen har, (end- skønt den er saa tydelig stribet paa Kroppen, ganske som en Zebra), ingen Striber paa Benene; men Dr. Gray har afbildet et Individ med meget tydelige zebraagtige Striber paa Haserne.

Hvad Hesten angaar, saa har jeg i England samlet Eksempler paa, at der fandtes en Rygstribe hos dem i de mest forskellige Ra- cer; Tværstriber paa Benene er ikke sjældne hos graabrune og musegraa, og jeg har ogsaa en Gang fundet dem hos en kastanie- brun; hos graabrune kan man undertiden se en svag Skulderstribe, og jeg har ogsaa fundet Spor til en saadan hos en brun. Min Søn undersøgte omhyggeligt, og udførte en nøjagtig Skitse af en graa- brun, belgisk Træhest, der havde en dobbelt Stribe paa hver Skul- der og Striber paa Benene; jeg har selv set en graabrun Devon- shire-Pony, og en lille graabrun Wales-Pony er blevet mig omhyg- gelig beskrevet; begge havde de tre parallele Striber paa hver: Skulder.

I den nordvestlige Del af Indien er Kattywar-Hesteracen saa al-

[page] 177

mindelig stribet, at en Hest uden Striber ikke anses for at være fuldblods; dette er blevet mig sagt af Oberst Poole, som har under- søgt Racen for det indiske Gouvernement. Der er altid en Stribe nedad Ryggen, Benene er i Almindelighed stribede, og Skulder- striben, der undertiden er dobbelt og undertiden tredobbelt, er al- mindelig ; desuden er Hovedets Sider undertiden stribede. Striberne er oftest tydeligst hos Føllene og forsvinder undertiden ganske hos de gamle Heste. Oberst Poole har set baade graa og brune Kat- tywar-Heste, der var stribede, da de folede første Gang. Jeg har ogsaa Grund til, efter hvad Hr. W. W. Edwards har sagt mig, at antage, at Rygstriben hos den engelske Væddeløbshest er meget almindeligere hos Føllet end hos det voksne Dyr. Selv har jeg for nylig opelsket et Føl af en brun Hoppe (falden efter en flamsk Hoppe ved en Berber-Hingst) og en brun engelsk Væddeløbshingst dette Føl var, da det var en Uge gammelt, tegnet paa Bagbenene og paa Panden med talrige, meget mørke, zebraagtige Striber, og og- saa dets Ben var svagt stribede, alle Striberne forsvandt snart fuld- stændigt. Uden her at ville gaa ind paa Detaljer, vil jeg blot an- føre, at jeg har samlet Eksempler paa Ben- og Skulderstriber hos Heste af meget forskellige Racer og fra forskellige Lande, lige fra Britannien til Østkina og fra Norge i Nord til det malayiske Arkipe- lag i Syd. I alle Dele af Verden forekommer disse Striber, mest graabrune og musegraa.*)

Oberst Hamilton Smith, som har skrevet om dette Emne, tror, at de forskellige Hesteracer nedstammer fra flere forskellige Ra- cer, af hvilke en, den graabrune, var stribet, og alle de ovenfor nævnte Tilfælde skyldes fordums Krydsninger med Dyr af den gamle graabrune Form. Men denne Opfattelse er ganske vist ikke holdbar, thi det er i høj Grad usandsynligt, at det tunge belgiske Trækdyr, Wales-Ponien, Væddeløbshesten, den lange smalle Kattywar-Race o. s. v., som bor i de forskelligste Egne af Verden, at de allesam- men skulde være bleven krydsede med en saadan antagen oprindelig Form. Lad os nu se, hvilke Virkninger Krydsning af de forskel- lige Arter af Hesteslægten har haft. Rollin forsikrer, at det alminde-

*) Jeg har ikke kunnet finde noget dansk Ord, der svarede til det en- gelske : „dun". Darwin siger om denne Betegnelse: „i „dun" ligger der en hel Skala af Farver, lige fra en Farve, der ligger imellem brunt og sort, og til en, der nærmer sig stærkt til flødefarvet.                         O. A.

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    12

[page] 178

lige Mulæsel, Afkom af Æsel og Hest, meget tidt har Striber paa Benene; ifølge Hr. Gosse har, i visse Dele af de forenede Stater, af ti Mulæsler de ni stribede Ben. Jeg saa engang et Mulæsel, hvis Ben var i den Grad stribede, at man skulde have troet, at den var en Ba- stard af en Zebra; Hr. W. C. Martin har, i sin udmærkede Afhand- ling om Hesten, givet et Billede af et lignende Mulæsel. Paa fire ko- lorerede Tegninger, der forestillede Bastarder af Æsel og Zebra, var Benene meget tydeligere stribede end den øvrige Del af Lege- met, og paa en af dem var der en dobbet Skulderstribe. Hos Lord Mortons berømte Hybrid, mellem en kastaniebrun Hoppe og en Kvagga, var Hybriden selv og endogsaa det rene Afkom, som Hoppen senere havde med en sort arabisk Hinst, meget tydeligere stribet paa Benene end Kvaggaen selv. Endelig, og dette er et meget mærkeligt Tilfælde, har Dr. Gray afbildet en Hybrid, (og han underretter mig om, at han kender et Tilfælde til) af Æsel og Hemionus; og denne Hybrid havde — endskønt Æslet kun engang imellem har stribede Ben og skønt Hemionus ikke har det, ja ikke engang har Skulder- stribe — ikke desto mindre Striber paa alle fire Ben og tre korte Skulderstriber ganske som de, der findes hos de graabrune Dewon- shire- og Wales-Ponier, ja den havde endogsaa nogle zebraagtige Striber paa Siden af Hovedet; med Hensyn til dette sidste var jeg saa overbevist om, at ikke saa meget som en Farvestribe kommer „tilfældigt", at jeg blot derved, at der forekom Ansigtsstriber hos denne Hybrid af Æsel og Hemionus, blev ledet til at spørge Oberst Poole, om saadanne Ansigtsstriber nogensinde forekom hos den stærkt stribede Kattywar-Hesterace, og jeg fik, som vi har set,, et bekræftende Svar.

Hvad skal vi nu sige om disse forskellige Kendsgerninger? Vi ser adskillige meget forskellige Arter af Hesteslægten ved simpel Variering blive stribede paa Benene ligesom Zebraen eller stri- bede paa Skulderen ligesom Æslet. Hos Hesten ser vi denne Ten- dens træde stærkt frem, saasnart der viser sig en graabrun Farve — en Farve, som nærmer sig den, der er almindelig for Slægtens andre Arter. Tilstedeværelsen af Striber følges ikke af nogen For- andring i Form eller af nogen anden ny Karakter. Vi ser denne Ten- dens til at blive stribet stærkest udviklet hos flere af de mest for- skellige Arters Bastarder. Lad os nu igen se paa de forskellige Due-

[page] 179

racer; de nedstammer fra en Due (to eller tre Underarter eller geo- grafiske Racer heri med indbefattede) af en blaalig Farve, med visse Tværstriber og andre Tegninger, og naar nu en eller anden Race ved simpel Variering faar en blaaagtig Farve, saa kommer altid disse Tværstriber og andre Tegninger til Syne igen, men uden at der for øvrigt foregaar nogen Forandring i Form eller Karakter. Naar de ældste og bedste Racer af forskellige Farver bliver krydsede, har den blaa Farve med dens Tværstriber og Tegninger en stærk Ten- dens til at komme til Syne igen hos Bastarderne. Jeg har sagt, at den Hypotese, der giver den rimeligste Forklaring af, at meget gamle Karakterer igen viser sig, er den, at der er en Tendens hos Ungerne i enhver Generation til at frembringe Karakterer, der længe har været tabt, og at denne Tendens af ubekendte Grunde underti- den slaar igennem. Og vi har netop set, at Striberne hos forskellige Arter af Hesteslægten enten er tydeligere eller forekommer hyp- pigere hos Ungerne end hos de voksne. Kald Dueracerne, af hvilke nogle i Aarhundreder har holdt sig udprægede, Arter, og hvor nøje stemmer dette Forhold da ikke overens med Forholdet hos Heste- slægten ! Jeg indlader mig, for mit Vedkommende, ganske rolig paa at se Tusinder og atter Tusinder af Generationer tilbage, og jeg ser da, at et Dyr, stribet som en Zebra, men maaske i andre Henseen- der meget forskelligt, er den fælles Stamform til Hesten (enten den saa nedstammer fra en eller flere vilde Former) til Æslet, Hemio- nus, Kvaggaen og Zebraen.

De som tror, at enhver Art af Hesteslægten er bleven skabt uafhængig af alle andre, de vil, antager jeg, gaa ind paa, at hver enkelt Art er bleven skabt med en Tendens til at variere (baade i vild og i tam Tilstand) paa den ejendommelige Maade, at de ofte blev stribede ligesom Slægtens andre Arter. Der maatte vel end- videre siges, at enhver enkelt Art var bleven skabt med en Tendens til, naar den blev krydset med Arter, der levede i fjerne Egne af Verden, at frembringe Hybrider, der i deres Striber lignede, ikke deres Forældre, men andre af Slægtens Arter. At ville gaa ind paa denne Synsmaade, synes mig at være det samme som at forkaste en virkelig for en uvirkelig eller i det mindste ubekendt Grund. Det er, at gøre Vorherres Værker til Spilleværk og Bedrag; jeg vilde næsten lige saa gerne tro med de gamle Kosmogonister, at de fossile

12«

[page] 180

Skaller aldrig har omsluttet levende Dyr, men er bleven skabt inde i Stenen som skuffende Gengivelser af de Muslinger, der lever ved

Kysterne.

Resumé.

Vor Uvidenhed om Varieringslovene er stor. Ikke i ét Tilfælde af hundrede ser vi os i Stand til at angive nogen som helst Grund til, at denne eller hin Del har varieret. Men naar vi i enkelte Til- fælde er Saaledes stillede, at vi kan anstille en Sammenligning, saa synes Lovene at have virket Saaledes, at de har afstedkommet mindre Forskelligheder mellem Varieteterne af samme Art, og større Forskelligheder mellem Arterne af samme Slægt. Forandrede Livs- betingelser medfører i Almindelighed ren fluktuerende Variabilitet, men undertiden bliver de Aarsag til direkte og bestemte Virkninger, og disse kan i Tidernes Løb blive stærkt udprægede, skønt vi gan- ske vist ikke ligefrem har Beviser i saa Henseende. Vane, Brug og Ikke-Brug synes i mange Tilfælde at have frembragt temmelig be- tydelige Virkninger; Vanen ved at fremkalde Ejendommeligheder ved Konstitutionen, Brug ved at styrke og Ikke-Brug ved at svække og formindske Organer. Homologe Dele søger at variere paa samme Maade, ligesom' der da ogsaa hos dem er en Tilbøjelighed til Sam- menvoksning. Modifikationer af haarde og af udvortes Dele paavir- ker undertiden bløde og indvortes Dele. Naar en Del bliver meget stærkt udviklet, søger den maaske at drage Næring fra de tilstø- dende Dele; og enhver Bygningsdel, som kan undværes uden Ska- de, vil blive sparet. Forandringer i Bygning i en ung Alder kan paa- virke Dele, der senere bliver udviklede, og i mange Tilfælde ind- træder der uden Tvivl en korrelativ Variering, hvis Natur vi er ude af Stand til at forstaa. Hyppigt forekommende Dele er variable i Antal og i Bygning, maaske fordi saadanne Dele ikke er bleven ensidigt udviklede til at udføre en bestemt Funktion, saa at der ikke er bleven vaaget nøje over deres Modifikationer. Det er rime- ligvis af samme Grund, at organiske Væsener, der staar lavt i Sy-' stemet, er mere variable end de, der staar højere og har deres hele Organisation mere differentieret. Artskaraktererne — d. v. s. de Karakterer, som har forandret sig siden de forskellige Arter af sam- me Slægt bøjede af fra en fælles Stamform — er mere variable end

[page] 181

Slægtskaraktererne — d. v. s. saadanne, som er bleven nedarvede for lang Tid siden og ikke er bleven forandrede senere. I disse Bemærk- ninger har vi holdt os til enkelte Dele eller Organer, der endnu er variable, fordi de for nylig har varieret og derved er bleven forskel- lige ; men vi har i det andet Kapitel set, at det samme ogsaa gælder om hele Individet, thi i et Distrikt, hvor der findes mange Arter af en Slægt — d. v. s. hvor der tidligere har været megen Variering og Differentiering, eller hvor den Fabrik, der frembringer nye Arter, har været rigtig i Gang — i det Distrikt og blandt disse Arter finder vi nu gennemsnitlig flest Varieteter. Sekundære Kønskarakterer er i høj Grad variable, og saadanne Karakterer er meget forskellige indbyrdes hos Arter af samme Gruppe. I Almindelighed er Variabi- liteten hos de samme Dele af Organisationen bleven benyttet til at give Kønnene af samme Art sekundære Kønsforskelligheder og den samme Slægts forskellige Arter Artsforskelligheder. En Del eller et Organ, der er udviklet til en usædvanlig Størrelse eller paa en usædvanlig Maade i Sammenligning med den samme Del eller med det samme Organ hos de beslægtede Arter, maa have undergaaet en overordentlig stor Mængde Modifikationer, siden Slægten opstod, og Saaledes kan vi forstaa, hvorfor den eller det endnu er i langt højere Grad variabel end andre Dele og Organer; thi selve Varie- ringen er en langvarig og langsom Sag, og Kvalitetsvalget vil i saa- danne Tilfælde endnu ikke have faaet Tid til at faa Herredømmet over Tendensen til at variere endnu mere og vende tilbage til en mindre modificeret Tilstand. Men naar en Art med et eller andet usædvanligt udviklet Organ er bleven Stamform for en Mængde modificerede Efterkommere — hvilket, efter vor Mening, maa være en meget langsom Sag, der fordrer et meget langt Tidsrum — i saa Tilfælde vil det være lykkedes Kvalitetsvalget at give Organet en bestemt Karakter, paa hvor overordentlig en Maade det saa end har været udviklet. Arter, der har arvet næsten den samme Konsti- tution fra en fælles Slægtning, og som er udsat for Indflydelser af samme Slags, frembyder, som naturligt er, analoge Varieringer, eller ogsaa kan de nu og da vende tilbage til nogle af deres gamle Forfædres Karakterer. Om endskønt der ikke opstaar nye og vigtige Modifikationer ved Atavisme og analoge Varieringer, saa forøger dog saadanne Modifikationer den skønne og harmoniske Forskellig- hed, der overalt møder os hos de organiske Væsener.

[page] 182

Hvilken saa end Grunden til enhver lille Forskellighed mellem Forældre og Afkom er — og der maa være en Grund for hver eneste saadan Forskellighed — saa er det dog Kvalitetsvalgets sta- dige Samlen af heldbringende Forskelligheder, som har frembragt alle disse Bygningsmodifikationer, der er saa overordentlig vigtige for hver enkelt Arts Velfærd.

[page] SJETTE KAPITEL

Vanskeligheder for Teorien.

Vanskeligheder, der møder os ved Antagelsen af en af Modifikationer ledsaget Nedstamning ■— Overgang — Overgangsformernes Sjældenhed eller Ikke-Tilstedeværelse — Forandringer i Levevis — Forskelligartede Sædvaner hos en og samme Art — Arter med Sædvaner, der er vidt for- skellige fra deres Slægtninges — Yderst fuldkomne Organer ■— Over- gangs-Maader — Vanskelige Tilfælde — Natura non facit saltum ■— Organer, der kun har liden Betydning — Organer ikke i alle Tilfælde absolut fuldkomne — Loven om en fælles Type og om Betingelserne for Tilstedeværelsen indsluttede i Kvalitetsvalgs-Teorien.

Vanskeligheder, der møder os ved Antagelsen af en af Modifika- tioner ledsaget Nedstamning.

Læseren vil have mødt en hel Skare af Vanskeligheder, før han er naaet til denne Del af mit Værk. Nogle af dem er af en saa al- vorlig Natur, at jeg den Dag i Dag næppe kan tænke paa dem, uden at blive betænkelig; men efter hvad jeg kan se, saa er Flertallet af dem kun tilsyneladende Vanskeligheder, og de som virkelig er det, tror jeg ikke er farlige for min Teori.

Disse Vanskeligheder og Indvendinger kan henføres til de føl- gende Poster — for det første: dersom Arterne nedstammer fra andre Arter gennem umærkelig fine Overgange, hvorfor ser vi saa ikke overalt utallige Overgangsformer? hvorfor er ikke hele Na- turen i Forvirring i Stedet for at Arterne er vel adskilte?

For det andet: er det muligt, at et Dyr, der f. Eks. har en Flag- germus's Bygning og Sædvaner, kan være bleven dannet ved Mo- dificering af et eller andet Dyr med vidt forskellig Bygning og vidt forskellige Vaner? Kan vi tro, at Kvalitetsvalget paa den ene Side kan frembringe Organer af saa ringe Betydning som Giraffernes Hale, der ikke er stort andet end en Fluesmække, og paa den an-

[page] 184

den Side Organer, af en saa vidunderlig Bygning som Øjet, hvis uforlignelige Fuldkommenhed vi næppe endnu fuldt ud forstaar?

For det tredje: kan Instinkter erhverves og modificeres ved Kvalitetsvalg? Hvad skal vi sige til et saa vidunderligt Instinkt som det, der faar Bien til at bygge Celler, der praktisk anticiperer dybsindige Matematikeres Opdagelser?

For det fjerde: hvorledes skal vi forklare, at Arter, naar de krydses, er golde og frembringer goldt Afkom, medens Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde intet Afbræk lider?

De to første Punkter skal vi give os til at undersøge her — Instinkt og Hybriditet skal vi omtale i særskilte Kapitler.

Om Manglen paa eller Sjældenheden af Overgangsformer.

Da Kvalitetsvalget kun virker ved at bevare heldbringende Mo- difikationer, saa vil i et fuldt besat Land enhver Form søge at rem- placere, og til Slutning at udrydde, sin egen mindre forbedrede Stamform og de andre, mindre heldigt stillede Former, med hvilke den kommer til at rivalisere. Saaledes gaar Uddøen og Kvalitetsvalg Haand i Haand. Derfor, dersom vi betragter enhver Art som ned- stammet fra en eller anden ubekendt Form, vil baade Stamformerne og Overgangsformerne i Almindelighed være bleven udryddede ved selve Dannelsen og Fuldkommengørelsen af den nye Form.

Men da der ifølge denne Teori maa have eksisteret utallige Overgangsformer, hvorfor finder vi dem da ikke i umaadelige Mængder indlejrede i Jordskorpen? Det vil være mere bekvemt at undersøge dette Forhold i Kapitlet om Ufuldkommenheden af den geologiske Viden, og jeg vil her blot sige, at jeg tror, at Svaret hovedsagelig ligger i, at Materialet er meget mindre fuldstændigt, end man i Almindelighed antager. Jordskorpen er et stort Museum, men der er bleven gjort Indsamlinger til det paa en ufuldkommen Maade og kun med lang Tids Mellemrum.

Man kunde nu sige, at naar forskellige nær beslægtede Arter bebor det samme Territorium, saa burde vi finde mange Overgangs- former i Live. Lad os tage et simpelt Eksempel: — naar man rejser igennem et Fastland fra Nord til Syd, saa møder man i Almindelig- hed, med visse Mellemrum, nær beslægtede Planter, der øjensyn- ligt udfylder næsten den samme Stilling i Landets Naturhushold-

[page] 185

ning. Disse hinanden remplacerende Planter mødes ofte og gaar ind paa hinandens Territorium. Alt eftersom den ene bliver sjældnere og sjældnere, bliver den anden mere og mere almindelig, indtil den ene træder i Stedet for den anden. Men dersom vi sammenligner disse Arter med hinanden dér, hvor de blandes, saa er de i Almindelighed lige saa absolut forskellige fra hinanden i enhver Bygningsdetalje, som Individer, der er taget lige i Hjertet af deres Voksekreds er det. Ifølge min Teori nedstammer disse beslægtede Arter fra en fælles Stamform; og under Modifikationsprocessen er enhver af dem blevet tillempet til sin egen Hjemstavns Livsbetingelser og har afløst og udryddet sin Stamform og alle Overgangsformerne mellem dens tid- ligere og dens nuværende Tilstande; derfor burde vi ikke vente at møde talrige Overgangsformer nu i enhver Egn, om de end maa have levet der og er indlejrede som Fossilier i Jorden. Men hvorfor finder vi ikke i den mellemliggende Egn, som har mellemliggende Livsbetingelser, Overgangsformer, der staar midt imellem1 Arterne? Denne Vanskelighed forvirrede mig i lang Tid ganske; men jeg tror, at det for største Delen kan forklares.

For det første maa man være yderst forsigtig med at antage, at fordi en Strækning nu er sammenhængende, den saa har været det i et langt Tidsrum. Geologien vil have os til at tro, at de fleste Fastlande har været opløst i Øer, selv hen imod Slutningen af Tertiærperioden; og paa saadanne Øer kunde forskellige Arter være bleven dannede, hver for sig, uden at der var nogen Mulighed for, at der kunde komme til at eksistere Mellemformer i de mellemlig- gende Lande. Paa Grund af Forandringer i Landenes Form1 og Klima maa ofte Søstrækninger, der nu er sammenhængende, for ikke alt- for lang Tid siden have været i en meget mindre sammenhængende og ensformig Tilstand end nu. Jeg skal imidlertid ikke søge at slippe bort fra Vanskeligheden ad denne Vej; thi jeg tror, at mange vel adskilte Arter er bleven dannede i sammenhængende Strækninger, skønt jeg paa den anden Side ikke tvivler om, at den opløste Til- stand, i hvilken Strækninger, der nu er sammenhængende, tidligere befandt sig, har været af stor Betydning for Dannelsen af nye Arter, og da igen særlig for saadanne Dyr, som vandrede og villig kryd- sedes.

Naar vi betragter Arterne Saaledes som de nu er fordelt over en vid Strækning, finder vi i Almindelighed, at de er kommen saa

[page] 186

nogenlunde talrigt over en stor Strækning, og at de saa noget pludse- ligt bliver sjældnere og sjældnere hen imod Grænserne og tilsidst forsvinder. Derfor er det neutrale Territorium mellem to Karakter- arter i Almindelighed snævert i Sammenligning med det Territo- rium, over hvilket enhver af dem er udbredt. Vi møder det samme Forhold, naar vi bestiger Bjerge, og undertiden er det ganske mærk- værdigt, hvor pludseligt (hvad Alph. de Candolle har iagttaget) en almindelig Alpeart forsvinder. Det samme Forhold har E. Forbes lagt Mærke til, da han undersøgte Havbunden ved Hjælp af en Skra- ber. De, som' betragter Klimaet og de fysiske Livsbetingelser som dem, der med Almagt bestemmer de organiske Væseners Fordeling, de burde blive forbavsede over disse Forhold, da Klima, Højde og Dybde altid er noget, der forandrer sig umærkeligt. Men naar vi husker paa, at næsten enhver Art, selv i Hjertet af dens Territo- rium, vilde tiltage umaadeligt i Antal, naar det ikke var for de andre rivaliserende Arter; at næsten alle Arter enten gør andre til Bytte eller selv er Bytte for andre; kort sagt, at ethvert organisk Væsen, enten direkte eller indirekte paa en højst væsentlig Maade staar i et Afhængighedsforhold til de andre organiske Væsener, saa kan vi se, at den Udbredelse, som et eller andet Lands Beboere har, paa ingen Maade udelukkende er afhængig af de sig umærkelig foran- drende fysiske Livsbetingelser, men for en stor Del af Tilstedeværel- sen af andre Arter, af hvilke de lever eller af hvilke de bliver til- intetgjort eller med hvilke de kommer til at rivalisere; og da disse Arter allerede er udprægede og ikke gaar over i hverandre ved umærkelige Gradationer, saa vil en hvilken som helst Arts Territo- rium, afhængig som1 Arten er af andres Udbredelse, nærme sig til at blive skarpt begrænset. Fremdeles vil enhver Art paa Grænsen af sit Territorium, hvor den er mere faatallig, ved Forandringer i dens Fjenders eller i dens Byttes Individantal eller ved Forandringer i Aarstiderne være i en meget høj Grad udsat for ganske at gaa til Grunde, og Saaledes vil dens geografiske Udbredelse blive endnu skarpere begrænset.

Dersom jeg har Ret i at tro, at beslægtede Arter, naar de bebor en sammenhængende Strækning, i Almindelighed er Saaledes for- delt, at enhver af dem er udbredt over en meget stor Strækning, og at der er et forholdsvis snævert Territorium mellem dem, paa hvilke de næsten pludselig bliver sjældnere og sjældnere, saa vil,

[page] 187

da Varieteter i intet væsentligt afviger fra Arter, det samme rime- ligvis være gældende for dern begge; dg dersom vi tager en varie- rende Art, der bebor en meget stor Strækning, maa vi lempe to Varieteter til to store Strækninger og en tredje Varietet til et snæ- vert mellemliggende Bælte. Den mellemliggende Varietet vil selv- følgelig eksistere i et ringere Antal, da den bebor et mindre og smalt Strøg, og saa vidt jeg har kunnet se, holder denne Regel virkelig Stik ude i Naturen. Jeg har set slaaende Eksempler paa denne Regel hos Varieteter, der stod midt imellem udprægede Varieteter i Slæg- ten Balanus. Og ifølge Meddelelser fra Hr. Watson, Dr. Asa Gray og Hr. Wollaston, synes det, som om Varieteter, der staar midt imellem to andre Former, altid har et langt ringere Individantal end de For- mer, som de forbinder. Dersom vi kan stole paa disse Kendsger- ninger og Slutninger og derved komme til det Resultat, at Varieteter, der forbinder de to andre Varieteter med hinanden, i Almindelighed har eksisteret i et ringere Antal end de Former, de forbinder, saa tror jeg, vi kan forstaa, hvorfor Overgangsformer ikke holder sig meget længe, og hvorfor de i Almindelighed bliver udryddede og forsvinder hurtigere end de Former, som de var Bindedled imellem. Thi en hvilken som helst Form, der fandtes i et mindre Antal, vilde, som vi tidligere har bemærket, have større Udsigt til at blive udryddet end en, der forefandtes i et større Individantal; og i det før omtalte Tilfælde vil den mellemliggende Form være i overordent- lig høj Grad udsat for Overgreb af de paa begge Sider af den fore- kommende nær beslægtede Former. Men langt vigtigere tror jeg det er, at medens den Modiflkationsproces staar paa, ved hvilken to Va- rieteter antages at omdannes til to bestemt adskilte Arter, vil de to, som forefindes i størst Mængde, fordi de bebor de største Stræk- ninger, være meget heldigere stillede end Mellemformen, der fore- findes i ringere Mængde i et snævert, mellemliggende Strøg. Thi Former, der findes i stort Antal, vil altid have større Udsigt til, indenfor en vis given Tid, at frembyde flere heldige Varieringer, som Kvalitetsvalget kan paavirke, end de sjældnere Former, der fin- des i et ringere Antal. Derfor vil de mere almindelige Former i Kam- pen for Tilværelsen søge at udrydde og træde i Stedet for de mindre almindelige Former, thi disse vil blive mere langsomt modificerede og forbedrede. Det er det samme Princip, der, somi jeg tror, forkla- rer, at en almindelig Art, som vi har vist det i det andet Kapitel, i

[page] 188

i Almindelighed frembyder et større Antal af udprægede Varierin- ger, end de sjældne Arter gør. Jeg kan ved et Eksempel illustrere, hvad jeg mener. Lad os antage, at man holder tre Varieteter af Faar, en, som passer til en temmelig vidtløftig Bjergegn, en anden, der passer til en bakket Egn, der er forholdsvis snæver, og en tredje, som passer til de vidtstrakte Sletter neden for Bakkerne, og lad os fremdeles antage, at Beboerne søger med lige Ihærdighed og lige Dygtighed at forbedre deres Flokke ved Racevalg. Der vil i dette Tilfælde være meget større Udsigt for de store Faareopdrættere paa Bjergene og paa Sletterne til at faa deres Racer forbedrede i en Fart end for de smaa Faareopdrættere paa det snævre bakkede Terræn; og som en Følge deraf, vil de forbedrede Bjerg- eller Slette- racer snart tage den mindre forbedrede Bakkeraces Plads, og saa- ledes vil de to Racer, som oprindelig eksisterede i størst Antal, komme i nær Berøring med hinanden, uden Mellemkomst af den fordrevne Bakkevarietet.

Altsaa: jeg tror, at Arter kan blive taalelig vel begrænsede, uden at de i nogen Tid behøver at frembyde et indviklet Kaos af varierende Overgangsformer. For det første: fordi nye Varieteter dannes meget langsomt; thi Variering er en langsom Proces, og Kva- litetsvalget kan intet gøre, førend der viser sig heldige individuelle Forskelligheder eller Varieringer, eller førend en Plads i Landets Naturhusholdning kan besættes bedre ved Modifikation af en eller flere af dets Beboere. Og saadanne Pladsers Tilstedeværelse vil væ- re afhængig af langsomme Klimaforandringer eller deraf, at der tilfældig er sket en Indvandring af nye Indbyggere, og sandsynlig- vis i en endnu højere Grad deraf, at nogle af de gamle Beboere langsomt er bleven modificerede, hvorved de nye Former, der saa- ledes er bleven frembragt, og de gamle kommer til at paavirke hin- anden gensidigt. Saaledes, at vi i en hvilken som helst Egn og til en hvilken som helst Tid kun skulde kunne se nogle faa Arter, der frembød smaa Bygningsmodifikationer, der til en vis Grad var per- manente ; og dette ser vi ganske vist.

For det andet: Landstrækninger, som nu er sammenhængende, maa ofte, for ikke altfor længe siden, have eksisteret soin isole- rede Dele, paa hvilke mange Former, særlig af de Klasser, der parres for hver Fødsel og vandrer meget, hver for sig kan være bleven gjort tilstrækkelig forskellige til at kunne regnes for hin-

[page] 189

anden remplacerende Arter. I saa Tilfælde maa Overgangsformer mellem de forskellige Arter og deres fælles Stamform tidligere have levet paa hvert isoleret Landstykke, men disse Mellemled vil ved Kvalitetsvalget være bleven opløst og udryddede, saa at man ikke længe vil finde dem i levende Live.

For det tredje: naar to eller flere Varieteter er bleven dannede i forskellige Dele af en nøje sammenhængende Strækning, saa er det sandsynligt, at der først vil være bleven dannet Overgangsformer i de mellemliggende Bælter; men de vil i Almindelighed kun have været af kort Varighed, thi disse Overgangsformer vil, af allerede tidligere angivne Grunde (nemlig paa Grund af det, vi ved om den virkelige Fordeling af nær beslægtede, hinanden remplacerende Arter og ligeledes om almindeligt antagne Varieteter), forekommer i de mellemliggende Bælter i ringere Antal end de Varieteter, som de er Bindeled imellem. Alene af den Grund vil de mellemliggende Varieteter være tilbøjelige til nu og da at uddø, og ved de andre Modifikationer, som bevirkes ved Kvalitetsvalget, vil de næsten sik- kert blive slagne og afløst af de Former, som de forbinder, thi naar disse Former eksisterer i større Antal, vil de i det hele taget frem- byde mere Variering og Saaledes blive mere forbedrede ved Kva- litetsvalget og vinde større Fordele.

Endelig, naar man ser hen til ikke en eller anden bestemt Tid, men til alle Tider, saa maa der ganske vist, dersom min Teori er rigtig, have eksisteret utallige Overgangsformer, der nøje forbandt alle Arter af samme Gruppe med hverandre; men som det saa ofte er bleven bemærket, bliver ved selve Kvalitetsvalget Stamformerne og Mellemleddene udryddede. Som en Følge deraf kan Vished for, at de tidligere har eksisteret, kun faas ved fossile Levninger, der er bleven bevarede, som vi i et kommende Kapitel skal søge at vise det, i en meget ufuldkommen Tilstand.

Om Oprindelsen af og om Overgangen hos organiske Væsener med ejendommelige Vaner og Bygningsmaader.

De, som bekæmper min Maade at se Sagen paa, har spurgt om, hvorledes f. Eks. et Landrovdyr kan være blevet forvandlet til et Dyr, der opholder sig i Vandet; thi, siger de, hvorledes kan Dyret

[page] 190

have eksisteret i Overgangstilstanden? Det vilde være let at vise, at der indenfor den samme Gruppe eksisterer Rovdyr, der dannef en ypperlig Række af Overgange mellem Dyr, der lever i Vandet, og Dyr, der lever paa Landjorden, og eftersom ethvert af dem eksiste- rer ved en Kamp for Tilværelsen, saa er det klart, at ethvert af dem har faaet sine Sædvaner godt afpassede efter dets Stilling i Naturen. Se til Mustela vison fra Nordamerika, som har Svømmefødder og som har en Odders Pels, korte Ben og Haleform; om Sommeren dykker dette Dyr efter Fisk, af hvilke det lever, men i den lange Vinter forlader det de tilfrosne Vande og jager lig en anden Ilder efter Mus og andre Landdyr. Dersom man havde taget et andet Eksempel og havde spurgt, hvorledes et insektædende Pattedyr kunde være bleven omdannet til en flyvende Flaggermus, saa vilde Spørgsmaalet have været langt vanskeligere at besvare. Dog tror jeg, at saadanne Vanskeligheder kun har liden Vægt.

Her, som ved andre Lejligheder, er jeg meget uheldig stillet, thi af de mange slaaende Eksempler, som jeg har samlet, kan jeg kun nævne et eller to, der viser, at Vaner og Bygningsforhold har været Overgange hos nær staaende Arter af samme Slægt, og at Vaner der er bleven forandrede, enten konstant eller midlertidigt hos den samme Art. Og det forekommer mig, at intet andet end en lang Liste paa saadanne er tilstrækkeligt til at formindske Vanske- ligheden ved et saa ejendommeligt Tilfælde som Flaggermusens.

Se til Egernfamilien: her har vi de nydeligste Overgange fra Dyr med Haler, der kun er lidt fladtrykte, og fra andre, som Hr. J. Richardson har bemærket, med den bageste Del af deres Legeme temmelig bred og med Huden hængende løst om Vommen, til de saakaldte Flyveegern; Flyveegern har deres Lemmer, og selv Grun- den af Halen, samlede ved en bred Hudbræmme, der tjener som Faldskærm og gør, at de kan glide igennem Luften i forbavsende Afstande, fra Træ til Træ. Vi kan ikke tvivle om, at jo enhver enkelt af disse Bygningsmaader er til Nytte for hvert Slags Egern i dets Hjemstavn, ved at sætte det i Stand til at undfly Rovfugle og Rov- pattedyr eller til hurtigere at faa sin Føde samlet eller, som der er Grund til at tro, ved at formindske det farlige ved de Fald, der nu og da kan indtræffe. Men heraf følger ikke, at ethvert af disse Egerns Bygning er den bedste under alle Slags Livsbetingelser. Lad Klimaet og Planteverdenen forandre sig, lad der indvandre andre

[page] 191

rivaliserende Gnavere eller nye Rovdyr, eller lad de gamle blive modificerede, og al Analogi vil føre os paa de Tanker, at i det mind- ste nogle af Egernene vil aftage i Antal og blive udryddede, med mindre de ogsaa blev modificerede og forbedrede i Bygning paa en tilsvarende Maade. Derfor kan jeg ikke se, at der er nogen Van- skelighed, særlig naar Livsbetingelserne forandres, ved at Individer med løsere og løsere Vomhud bliver bevarede, da enhver Modifika- tion er nyttig, og da den nedarves, indtil ved Kvalitetsvalgets Virk- somhed et fuldkomment saakaldt Flyveegern er bleven frembragt.

Se til Galeopithecus eller den flyvende Lemur, som tidligere blev regnet til Flaggermusene. Den har paa Siderne af Kroppen en temmelig løs Hud, der gaar fra Mundvigene til Halen og indeslutter Lemmerne og de forlængede Fingre; denne Hud er desuden forsynet med en Strækkemuskel. Om endskønt vi nu ikke har en Række af Overgangsformer, som er forskelligt indrettede til at glide igennem Luften, ved hvilke Galeopithecus kunde blive forbundet med andre Lemurer, saa er der intet til Hinder for at antage, at saadanne Led tidligere eksisterede, og at hvert af dem var bleven dannet ved de samme Trin som de mindre fuldkomment flyvende Egern, og at enhver Bygningsmaade var dens Ejermand nyttig. Jeg kan heller ikke se, at der er nogen uovervindelig Hindring for at tro det mu- ligt, at de hudforbundne Fingre og Forben hos Galeopithecus kunde blive meget forlængede ved Kvalitetsvalg, og dette vilde, i alt Fald hvad Flyveredskaberne angaar, gøre den til en Flaggermus. Hos visse Flaggermus, som har Vingehuden udspilet fra oven for Skuldrene og ned til Halen, og Bagbenene indesluttede i den, ser vi maaske virkelige Spor til et Apparat, der i Begyndelsen snarere var ind- rettet paa at glide igennem Luften med end paa Flugt.

Dersom omtrent et Dusin Fugleslægter var bleven udryddede eller ikke kendtes, hvem vilde da have vovet at antage, at der eksi- sterede Fugle, der brugte deres Vinger, Saaledes som den tykhovede And (Eytons Micropterus), som Finner i Vandet, og som Forben paa Landjorden Saaledes som Pengvinen, som Sejl Saaledes som Strudsen, og endelig til ingenting ligesom Apteryx? Og dog er en- hver af disse Bygningsmaader nyttig for hver enkelt af disse Fugle under de Livsbetingelser, for hvilke de er udsat, og enhver af dem lever i Kraft af en vunden Sejr; men dog er Bygninsmaaden ikke den bedst mulige under alle mulige Livsbetingelser. Man maa nu

[page] 192

ikke af disse Bemærkninger ledes til at tro, at nogen af de Udvik- lingsgrader af Vingebygning, som her er omtalt, og som maaske alle er Resultatet af Ikke-Brug, angiver de Trin, ved hvilke Fuglene har erhvervet Evnen til fuldkommen Flugt; men de tjener i det mindste til at vise, hvilke forskellige Overgangsmaader der er mulige.

Naar vi ser hen til, at nogle faa Medlemmer af saadanne Klas- ser, som aander i Vandet, nemlig Krebsdyr og Bløddyr, er lempede til at leve paa Landjorden, og naar vi ser, at vi har flyvende Fugle og Pattedyr, flyvende Insekter af de mest forskellige Typer, og at vi tidligere havde flyvende Krebsdyr, saa er det forstaaeligt, hvor- ledes Flyvefiskene, som nu farer gennem Luften, ved lidt efter lidt at komme til at kunne hæve sig og vende sig ved Hjælp af deres Finner, omsider kunde blive modificerede til fuldstændig vingede Dyr. Dersom dette var bleven udvirket, hvem i al Verden vilde saa have troet, at de i en tidligere Overgangstilstand havde hørt til det aabne Havs Beboere og havde brugt deres begyndende Flyveorganer, saavidt vides, udelukkende til at undgaa at blive op- slugt af andre Fisk?

Naar vi ser en eller anden Bygningsdel, der er i høj Grad skik- ket til et vist bestemt Brug, Saaledes som f. Eks. Fuglenes Vinger er det til Flugt, saa maa vi huske paa, at Dyr, som viser tidlige Overgangstrin i deres Bygning, sjældent vil forekomme i vore Dage, thi de vil være bleven afløst af deres Efterfølgere, som lidt efter lidt blev gjort mere fuldkomne ved Kvalitetsvalg. Fremdeles maa vi antage, at Overgangstilstande mellem Bygningsmaader, der pas- ser til meget forskellige Livsvaner, sjældent vil være bleven ud- viklede tidligt i stort Antal og hos mange underordnede Former; Saaledes, for at vende tilbage til vort Tankeeksperiment med Flyve- fisken, saa forekommer det os ikke sandsynligt, at Fisk, der vir- kelig kunde flyve, vil være bleven udviklede i mange underordnede Former til at skaffe sig Bytte af mange Slags, paa mange Maader, paa Landet og i Vandet, indtil deres Flyveredskaber var bleven ud- viklede til en saa høj Grad af Fuldkommenhed, at de derved var bleven afgjort heldigere stillede i Tilværelseskampen end andre Dyr. Derfor vil Udsigten til at opdage fossile Arter, hvis Bygnings- dele er i Overgang, altid være mindre, fordi de har eksisteret i et ringere Antal end de Arter, hvis Bygningsdele er fuldt udviklede.

Jeg vil nu nævne to eller tre Eksempler paa diversificerede og

[page] 193

paa forandrede Vaner hos Individer af samme Art; i begge Tilfælde vilde det være let for Kvalitetsvalget at lempe Dyrets Bygning efter dets forandrede Sædvaner. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, og for os er det ogsaa uvæsentligt, om det er Sædvanerne, der i Almin- delighed forandrer sig først og saa Bygningsmaaden bag efter; eller om smaa Forandringer i Bygning medfører en Forandring i Sæd- vaner, da begge Dele rimeligvis ofte sker samtidigt. For de foran- drede Sædvaners Vedkommende vil det være nok, lige blot at næv- ne, at der er mange britiske Insekter, der nu lever af eksotiske Plan- ter eller udelukkende af tilberedte Stoffer. Paa diversificerede Sæd- vaner kunde der nævnes utallige Eksempler: jeg har i Sydamerika ofte lagt Mærke til, hvorledes en Fluesnapper (Saurophagus sulphu- ratus) undertiden holdt sig svævende først over et Sted og saa over et andet, ganske som Høgene gør det, og til andre Tider har jeg set den staa længe ved Bredden af Vandet og saa hugge ned i det som en Isfugl efter en Fisk. Her i Landet kan man se Mejsen (Parus major) klavre om paa Grenene næsten som en Træpikker, og under- tiden dræber den smaa Fugle ved Slag paa Hovedet ligesom Torn- skaden, og jeg har mange Gange baade set og hørt den hamre oppe paa en Gren paa Takstræets Frugter og Saaledes knække dem ligesom en Kærnebider. I Nordamerika saa Hearne den sorte Bjørn svømme om i Timevis med opspærret Gab, og paa denne hvalfiskeagtige Maade fange Vandinsekter.

Da vi undertiden ser, at Individer af en Art har Sædvaner, der er forskellige fra dem den Art, hvortil de hører, og fra dem de andre Arter i samme Slægt har, saa kunde vi vente, at saadanne Individer lejlighedsvis vilde frembringe nye Arter, der havde anomale Sæd- vaner og hvis Bygning var bleven modificeret Saaledes, at de enten afveg lidt eller temmelig meget fra deres Stamform. Og saadanne Tilfælde træffer vi da ogsaa i Naturen. Kan der f. Eks. nævnes et mere slaaende Eksempel paa Tillempning end en Spætte, der klav- rer op ad Træerne og fanger Insekter i Barkens Revner? Og dog findes der i Nordamerika Spætter, som navnlig lever af Planteføde, og andre, der har forlængede Vinger og fanger Insekter i Flugten. Paa La Platas Sletter, hvor intet Træ findes, lever der en Spætte (Colaptes campestris), som har to Tæer, der vender fremad, og to, der vender bag ud, en lang tilspidset Tunge, spidse Halefjer, der er stive nok til at holde Fuglen i lodret Stilling, — men ikke saa stive

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    13

[page] 194

som hos de typiske Spætter —, og et lige, stærkt Næb. Næbbet er imidlertid hverken saa lige eller saa stærkt som hos de typiske Spætter, men stærkt nok til at bore i Træ. Denne Colaptes er da i alle de væsentlige Dele af sin Bygning en Spætte. Selv i saa- danne ubetydelige Karakterer som Farven, Stemmens skærende Klang og den zigzagagtige Flugt taler alt for dens nære kødelige Slægtskab til vor almindelige Spætte, og dog kan jeg forsikre, ikke blot efter mine egne Iagttagelser, men ogsaa efter den nøjagtige Azaras, at den aldrig klavrer paa Træer! Som et andet Eksempel paa Familiens varierende Sædvaner vil jeg nævne, at en meksikansk Colaptes af De Saussure omtales som borende Huller i haardt Træ for saa i Hullet at have et helt Oplag af Agern, — til hvad vides ikke endnu.

Stormsvaler er af alle Fugle de, som mest lever i Luften og paa Havet, men i Tierra del Fuegas rolige Sunde vilde Puffinuari Berar- di, efter dens almindelige Sædvaner: dens forbavsende Dykkeevne, dens Maade at svømme paa og dens Maade at flyve paa, naar man faar den til at tage Flugten, kan antages af enhver for en Alk eller Lom; ikke desto mindre er den i en væsentlig Grad en Stormsvale, men har mange Dele af sin Organisation saa stærkt lempede efter de nye Livsvaner, medens La Plata Spætten kun havde faaet sin Bygning ganske lidt modificeret. Med Hensyn til Vanddroslen, saa vilde den skarpeste Iagttager ved at undersøge den i død Tilstand, al- drig faa Mistanke om, at den havde noget videre med Vandet at gøre, og dog lever denne Fugl, der er beslægtet med Drosselfamilien, alene ved at dykke, idet den bruger sine Vinger under Vandet og klamrer sig fast til Stenene med sine Fødder. Alle Medlemmer af den store Hvepsefamilie lever paa Landjorden med Undtagelse af Slægten Proctotrupes, der, som Hr. John Lubbock nylig har opdaget, holder sig til Vandet; den gaar ofte ned i det og dykker omkring, ikke ved Hjælp af sine Ben, men ved Hjælp af sine Vinger og bliver saa om- trent en fire Timers Tid nede under Vandspejlet; og dog kan man i dens Bygning ikke opdage den alier mindste Modifikation, der tyder hen paa saadanne abnorme Vaner.

Den som tror, at ethvert Væsen er bleven skabt saadan, som vi nu ser det, maa en Gang imellem være bleven noget forbavset ved at træffe paa Dyr, hvis Livsvaner og Bygning ikke er i Overens- stemmelse med hinanden. Hvad kan være tydeligere, end at Ænder-

[page] 195

nes og Gæssenes med Svømmehud forsynede Fødder er indrettede paa Svømning? Og dog er der Gæs oppe i Højlandene, som har Fødder, der er forsynede med Svømmehud, skønt de sjældent eller aldrig kommer i Nærheden af Vandet, og med Undtagelse af Audu- bon har ingen nogensinde set Fregatfuglen, som har Svømmehud imellem alle sine Tæer, dale ned paa Oceanets Overflade. Paa den anden Side giver Lommerne og Vandhønsene sig meget af med Van- det, endskønt deres Tæer kun har en Hudbræmme. Hvad kan være tydeligere, end at Vadefuglenes lange Tæer, der ikke er forsynede med Hudbræmme, er dannede til at gaa over Moradser og svøm- mende Planter med? — Rørhønen og Snarren er Medlemmer af denne Orden, og dog giver den første sig næsten lige saa meget af med Vandet som Vandhønen, og den anden opholder sig lige saa meget paa Landjorden som Vagtlen eller Agerhønen. I saadanne Tilfælde, og der kunde nævnes mange flere, er der sket en Foran- dring i Vanerne uden nogen tilsvarende Forandring i Bygning. Høj- landsgæssenes Svømmefod kan siges at være bleven rudimentær i Funktion, men ikke i Bygning. Hos Fregatfuglen viser den dybt indskaarne Hud imellem Tæerne, at der her er begyndt at foregaa en Forandring i Bygning.

Den som tror paa forskellige og utallige Skabelsesakter, kunde sige, at det i disse Tilfælde har behaget Skaberen at faa et Væsen af den eller den Type til at tage en Plads, der er besat af et Væsen af den eller den Type; men det synes mig kun at være at fortælle Historien om igen i et højtideligt Sprog. Den som tror paa Kvalitets- valget, vil sige, at ethvert organisk Væsen stadig søger at forøge sit Individantal, og at, dersom en eller anden varierer, om end aldrig saa lidt, enten i Vaner eller i Bygning, og derved bliver noget hel- digere stillet end nogen af Landets andre Beboere, saa vil den tage disse andre Beboeres Plads, hvor forskellig denne end maa være fra dens egen. Derfor vil han ikke blive forbavset over, at der kan findes Gæs eller Fregatfugle, som har Svømmefødder, skønt de lever paa Landjorden eller højst sjældent kommer i Berøring med Vandet; lige saa lidt som det, at der er langtaaede Vagtelkonger, som lever i Engene i Stedet for i Sumpe, at der er Spætter, hvor der ikke er Træ skabt, at der er dykkende Drosler og dykkende Hvepse og Stormfugle, der har Alke-Vaner.

13*

[page] 196

Yderst fuldkomne og sammensatte Organer.

At antage, at Øjet med alle dets uforlignelige Indretninger til at afpasse Fokus efter de forskellige Afstande for at lade forskellige Lysmængder slippe ind, for at korrigere den sfæriske og kromatiske Aberration, — at det skulde være bleven dannet ved Kvalitets- valget, det synes, skal jeg villigt indrømme, at være absurd i aller- højeste Grad. Da det først blev sagt, at Solen stod stille og Jorden drejede rundt, sagde den sunde Fornuft, at det var galt; men den gamle Talemaade: vox populi, vox dei,*) kan man, som enhver For- sker ved, ikke stole paa i Videnskaben. Fornuften siger mig, at der- som man kan vise, at der eksisterer talrige Overgange fra et ufuld- komment og simpelt Øje til et fuldkomment og sammensat, og at hver Form er nyttig for dens Ejermand; og dette er nu ganske vist Tilfældet; endvidere at Øjet varierer, om det end aldrig er saa lidt, og at disse Varieringer nedarves, hvilket ligeledes ganske vist er Tilfældet; endelig dersom det kan vises, at saadanne Varieringer nogensinde kan være nyttige for noget Dyr under de eksisterende Livsbetingelser: saa vil Vanskeligheden ved at tro, at et fuldkom- ment og sammensat Øje kunde dannes ved Kvalitetsvalget, ikke, endskønt vor Indbildningskraft ikke kan magte den, anses for en vir- kelig. Hvordan det gaar til, at en Nerve bliver modtagelig for Lys- indtryk, det vedkommer os næppe mere, end hvordan Lyset selv først opstod; men jeg maa bemærke, at da nogle af de laveste Orga- nismer, hos hvilke man ingen Nerver kan opdage, vides at have Lys- fornemmelse, saa synes det ikke umuligt, at visse Elementer i Sar- koden **), af hvilken de hovedsagelig er sammensatte, kunde samles og udvikles til Nerver, der havde denne særegne Modtagelighed.

Naar vi vil søge efter de Overgangstrin, gennem hvilke et Organ hos en eller anden Art er bleven fuldkommengjort, saa burde vi ude- lukkende se hen til dets Efterkommere i lige Linie; men dette er næppe nogensinde muligt. Vi tvinges til at se til andre Arter og Slægter i samme Gruppe, d. v. s. til de kollaterale Efterkommere af den samme Stamform, for at komme paa det rene med, hvilke Over-

*) Folkets Røst, Guds Røst.

**) Sarkode er det, der i den dyriske Celle svarer til Plantecellens Protoplasma (Dannelsesslim).

[page] 197

gange, der er mulige, og hvorvidt det er sandsynligt, at nogle For- mer er nedarvede i en uforandret eller kun lidet forandret Tilstand. Men den Tilstand, i hvilken Organet er, selv hos forskellige Klasser, kan hændelsesvis give nogle Oplysninger om de Overgangstrin, gen- nem hvilke det er gaaet hen imod Fuldkommenheden hos en eller anden Art.

Det simpleste Organ, som kan kaldes et Øje, bestaar af en Syns- nerve, der er omgivet af Farveceller (Pigmentceller) og bedækket af en gennemsigtig Hud, men uden nogen Linse eller noget andet lysbrydende Legeme. Vi kan imidlertid, ifølge M. Jourdain, gaa end- nu et Trin lavere ned, og finder da en Samling af Farveceller, der øjensynlig tjener som Synsredskab, men uden nogen Nerve, og med et Underlag af ganske simpelt Sarkodevæv. Øjne, der er saa simpelt indrettede, er ikke i Stand til nogen bestemt Seen og tjener kun til at adskille Lys fra Mørke. Hos visse Søstjerner er smaa Fordyb- ninger i det Pigmentlag, der omgiver Nerven, fyldt, Saaledes som den nys citerede Forfatter beskriver det, med en gennemsigtig gelé- agtig Masse, der har en udhvælvet Overflade, ligesom Hbrnhinden hos de højere Dyr. Han antager ikke, at denne Foranstaltning hjæl- per til at danne noget Billede, men til at koncentrere Lysstraalerne og derved gøre det lettere at opfatte dem. I denne Koncentrering af Straalerne har vi det første og langt det vigtigste Skridt fremad imod Dannelsen af et virkeligt billeddannende Øje; thi vi behøver blot at stille den blotte Yderende af Synsnerven, som hos nogle af de lavere Dyr ligger dybt begravet i Legemet og hos nogle nær ved Overfladen, i den rigtige Afstand fra det koncentrerende Appa- rat, og der vil dannes et Billede.

I Leddyrenes store Klasse maa vi gaa ud fra en Synsnerve, som simpelt hen er beklædt med Pigment, der undertiden danner en Slags Pupil, medens Linse eller andre optiske Redskaber mangler. Hos Insekterne ved vi nu, at de talrige Facetter paa Hornhinden i de der forekommende store sammensatte Øjne danner virkelige Lin- ser, og at de paa Facetterne staaende Kegler indeslutter mærkeligt modificerede Nervetraade. Men disse Organer er hos Leddyrene saa forskellige, at Muller tidligere dannede tre Hovedklasser af sammensatte Øjne med syv Underafdelinger, foruden en fjerde Hovedafdeling, hvor Synsredskaberne var en Samling af enkelte Øjne.

[page] 198

Naar vi tænker over disse Forhold, der her er alt for kort om- talte, overfor den Mængde af forskelligartede Udviklingstrin, der hos disse lavt staaende Dyr haves af Øjet, og naar vi husker paa, hvor ringe Antallet af alle de nulevende Former maa være i Sam- menligning med det Antal, som .er forsvundet, saa bliver det ikke saa overdreven vanskeligt at tro, at Kvalitetsvalget kan have om- dannet det simple Apparat, som en Synsnerve beklædt med Pig- ment og en gennemsigtig Hinde jo dog er, til et optisk Instrument som det, et hvilket som helst Medlem af den store Leddyrklasse har. ■

Den som vil gaa saa vidt, burde ikke være betænkelig ved at gaa endnu et Skridt videre: dersom han, naar han har læst denne Bog til Ende, finder, at en stor Mængde Forhold, der ellers er ufor- klarlige, kan forklares ved Nedstamningsteorien, saa burde han ind- rømme, at en Bygningsdel, selv om den var saa fuldkommen som en Ørns Øje, kunde dannes ved Kvalitetsvalget, endskønt han i dette Tilfælde ikke kender noget til Overgangstilstande. Man har ind- vendt, at for at modificere Øjet og dog stadig bevare det som et fuld- komment Instrument, maatte der være foretaget mange Forandringer samtidigt, hvilket man antager, ikke kunde gøres ved Kvalitetsvalg; men som jeg har forsøgt at vise i mit Værk om Husdyrenes Varie- ring, er det ikke nødvendigt at antage, at alle Modifikationer var samtidige, dersom de blot var smaa nok og fulgte jævnt nok oven- paa hverandre. Selv i den højest organiserede Afdeling af Dyre- riget: Hvirveldyrene kan vi finde et Øje saa simpelt, at det, saa- ledes som hos Trævlemunden, kun bestaar af en lille gennemsigtig Hudsæk, der har en Nerve og lidt Pigment, men ellers intet andet. Baade hos Fisk og Krybdyr er der, som Owen har bemærket: „en Mængde af forskellige Grader af Fuldkommenhed i det lysbry- dende Mediums Bygning". Det er en betydningsfuld Kendsgerning, at hos selve Mennesket den smukke krystalklare Linse, ifølge en saa stor Autoritet som Virchow, hos Fosteret dannes af en Ophob- ning af Overhudsceller, der ligger i en sæklignende Hudfold, og Glasvædsken (corpus vitreum) er dannet af et hos Fosteret under Huden liggende Væv. Det er virkelig uundgaaeligt, naar man skal forestille sig Dannelsen af Øjet med alle dets vidunderlig fuld- komne Karakterer, at Fornuften besejrer Indbildningskraften; men jeg har følt denne Vanskelighed altfor skarpt til at blive forbavset over enhver, selv nok saa sendrægtig Tøven med at udstrække Kva- litetsvalgets Princip saa forbavsende vidt.

[page] 199

Man kan næsten ikke undgaa at sammenligne Øjet med en Kik- kert. Vi ved, at dette Instrument er bleven fuldkommengjort ved længe fortsatte Anstrengelser af den største menneskelige Intelli- gens, og vi slutter temmelig naturligt deraf, at Øjet er bleven dan- net ved en nogenlunde analog Fremgangsmaade. Men er ikke denne Slutning lidt forvoven? Har vi nogen Ret til at antage, at Skaberen arbejder med intellektuelle Kræfter, der ligner Menneskets? Der- som vi vil sammenligne Øjet med et optisk Instrument, maa vi tænke os et tykt Lag af gennemsigtigt Væv, hvis Mellemrum er opfyldt af en Vædske og som har en for Lys modtagelig Nerve neden under, og saa antage, at enhver Del af dette Lag stadig lang- somt forandres i Tæthed Saaledes, at det falder i Lag af forskellig Tæthed og Tykkelse, der er stillede i forskellige Afstande fra hver- andre, og hvor hvert enkelt Lags Overflade langsomt forandrer Form. Fremdeles maa vi antage, at der er en Magt, repræsenteret af Kvalitetsvalget, der opmærksomt passer paa enhver lille Foran- dring i de gennemsigtige Lag, og som omhyggeligt bevarer enhver Forandring, der under forskellige Forhold paa nogen Maade eller i nogen som helst Grad stræber hen imod at frembringe et mere bestemt Billede. Vi maa antage, at enhver ny Tilstand bliver mang- foldiggjort en Million Gange, og at hver enkelt bliver bevaret, indtil der bliver frembragt en bedre, og at saa alle de gamle bliver tilintet- gjort. I levende Legemer vil Variering forvolde de smaa Forandrin- ger; Generation for Generation vil de mangfoldiggøres, næsten i det uendelige, og Kvalitetsvalget vil, med aldrig svigtende Dygtighed, udvælge enhver enkelt Forbedring. Lad saa dette staa paa i Millioner af Aar, og hvert Aar med Millioner af Individer af mange Slags, og mon det saa ikke kunde tænkes, at der kunde dannes et levende optisk Instrument, der stod saa højt over Glasinstrumenterne, som Skaberens Værker over Menneskets?

Overgangsmaader.

Dersom man kunde paapege et eller andet sammensat Organ, som umuligt kunde være bleven dannet ved talrige paa hinanden følgende smaa Modifikationer, vilde dette absolut omstyrte min Teori. Men jeg kan ikke finde noget saadant Tilfælde. Der findes utvivlsomt mange Organer, af hvilke vi ingen Overganstrin kender,

[page] 200

i Særdeleshed hvis vi vil søge hen til meget isolerede Arter, i hvis Omgivelser der, ifølge Teorien, ikke har været megen Uddøen. Eller dersom vi tager et Organ, der findes hos alle en stor Klasses Medlemmer; thi i saa Tilfælde maa Organet oprindelig være ble- ven dannet i en temmelig fjern Periode, siden hvilken alle Klassens mange Medlemmer er bleven udviklede, og for at opdage de tidlige Overgangstrin, som Organet har gaaet igennem, maatte vi se hen til meget gamle Stamformer, der for længe siden er bleven udryd- dede.

Vi burde være yderst forsigtig med at slutte, at et Organ ikke kan være bleven dannet ved Overgange af en eller anden Slags. Der kunde nævnes utallige Eksempler paa, at det samme Organ hos de lavere Dyr paa samme Tid har aldeles forskellige Funktioner; Saaledes aander, fordøjer og udskiller Fordøjelseskanalen hos Guld- smedens Larve og hos Smerlingen (en Fiskeart: Cobites). Hos Ferskvandspolypen (Hydra) kan Dyret vende sin Inderside udad, og saa vil den ydre Overflade fordøje og Maven aande. I saadanne Tilfælde kunde Kvalitetsvalget, dersom der var nogen Fordel der- ved, omdanne en Del af Organet eller hele Organet, som forhen udførte to Funktioner, til at udføre én Funktion, og Saaledes ved umærkelige Trin i høj Grad forandre dets Natur. Man kender mange Planter, som regelmæssig paa samme Tid frembringer forskelligt byggede Blomster, og dersom saadanne Planter kom til kun at frembringe den ene Slags, saa vilde der i nogle Tilfælde foregaa en stor Forandring med Artskarakteren. Man kan ogsaa vise, at Frembringelsen af de to Slags Blomster er foregaaet lidt efter lidt. Fremdeles kan to forskellige Organer hos det samme Individ sam- tidig udføre den samme Funktion, og dette er en overordentlig vig- tig Overgansmaade; for at tage et Eksempel, — der gives Fisk med Gæller, som indaander den Luft, der findes indblandet i Van- det, paa samme Tid som de indaander fri Luft med deres Svømme- blærer, idet dette sidste Organ er delt ved overordentligt karrige Skillevægge og har en Luftgang, gennem hvilke de kan forsyne sig med Luft. Tager vi et nyt Eksempel, et fra Planteriget, saa ser vi, at Planter klavrer paa tre forskellige Maader: ved at sno sig i Spiral, ved at klamre sig fast med deres følsomme Slyngtraade og ved at udsende smaa Luftrødder; disse tre Maader findes sædvanlig hos forskellige Grupper, men nogle faa Planter har to af Maaderne eller

[page] 201

endogsaa dem alle tre forenede hos det samme Individ. I alle saa- danne Tilfælde kunde et af de to Organer, der udfører samme Funktion, blive modificeret og fuldkommengjort Saaledes, at det ud- førte alt Arbejdet, idet det, alt som Modifikationen skred fremad, blev hjulpet af det andet Organ, og saa kunde dette andet Organ blive modificeret i et andet forskelligt Øjemed eller ogsaa ganske forsvinde.

Eksemplet med Fiskens Svømmeblære er ganske godt, fordi det tydelig viser os den i høj Grad vigtige Kendsgerning, at et Organ, der oprindelig er bygget for at tjene et Øjemed, nemlig Flydningen, kan omdannes til et Organ, der har et helt forskelligt Hverv, nem- lig Aandedrættet. Svømmeblæren er ogsaa bleven paavirket som et Tillæg til visse Fiskes Høreorganer. Alle Fysiologer indrømmer, at Svømmeblæren i Stilling og Bygning er homolog eller ideelt lig med de højere Hvirveldyrs Lunger; derfor er der heller ingen Grund til at tvivle om, at Svømmeblærer virkelig er bleven om- dannede til Lunger, d. v. s. til Organer, der udelukkende staar i Aandedrættets Tjeneste.

Efter dette at dømme kunde man antage, at alle de Hvirveldyr, der har virkelige Lunger, nedstammer fra en gammel og ukendt Prototyp, som var forsynet med en Svømmeblære. Vi kan, Saaledes som jeg ser af Owens interessante Beskrivelse af disse Dele, for- staa det forunderlige Forhold, at hver eneste Smule Mad og Drikke, som vi synker, glider over Luftrørets Munding, med megen Risiko for at falde ned i Lungerne, til Trods for den skønne Indretning, ved hvilken Luftrørets Munding er lukket. Hos de højere Hvirvel- dyr er Gællerne ganske forsvundne, men hos Fosteret betegner Spalterne paa Siden af Halsen og Arteriernes slyngede Løb deres tidligere Plads. Men det er forstaaeligt, at de nu aldeles forsvundne Gæller lidt efter lidt kan være bleven uddannede af Kvalitetsvalget i et eller andet bestemt Øjemed; Saaledes tror man f. Eks., at Led- ormenes Gællebuske og Rygblade er homologe med Insekternes Vin- ger og Vingedække, og det er ikke usandsynligt, at hos vore nule- vende Insekter Organer, som for lang Tid siden stod i Aandedræt- tets Tjeneste, er bleven omdannede til Flyveredskaber.

Naar man taler om Organernes Overgange, saa er det saa vig- tigt at mindes, hvor stor Sandsynlighed der er for en Omskiften fra en Funktion til en anden, og jeg vil nævne et andet Eksempel.

[page] 202

Stilkfodede Snerlefødder har to smaa Hudfolder, som af mig kaldes Ægfurer, og som ved Hjælp af en klæbrig Udsondring holder Ægge- ne tilbage, indtil de er udrugede i Sækken. Disse Snerlerødder har ingen Gæller; hele Overfladen af Legemet og af Sækken med de smaa Furer besørger Aandedrættet. Balanerne eller de siddende Snerlefødder, de har nu ingen Ægfurer, idet Æggene ligger løse i Bunden af Sækken indenfor den godt lukkede Skal; men de har paa det Sted, hvor Furerne sidder, store, meget foldede Hinder, som staar frit i Forbindelse med Sækkens og Legemets Hulheder og er bleven anset for Gæller af Professor Owen og af alle andre Natur- forskere, som har givet sig af med dette Emne. Jeg antager ikke, at nogen vil benægte, at den ene Families Ægfurer er aldeles homo- loge med den anden Families Gæller, og i Virkeligheden gaar de og- saa over i hinanden. Derfor er der ingen Grund til at tvivle om, at de to smaa Hudfolder, der oprindelig gjorde Tjeneste som Æg- furer, men som tillige virker ganske lidt med til Aandedrættet, lidt efter lidt ved Kvalitetsvalget er bleven omdannede til Gæller, ganske simpelt ved en Tilvækst i Størrelse og ved at undertrykke deres hosstaaende Kirtler. Dersom alle stilkfodede Snerlefødder var bleven udryddede — og der er allerede gaaet mange flere til Grunde af dem end de siddende Snerlefødder — hvem vilde saa have fun- det paa, at den sidstnævnte Families Gæller oprindelig havde eksi- steret som Organer, der skulde forhindre Æggene fra at blive vad- skede ud af Sækken?

Nogle enkelte Vanskeligheder ved Kvalitetsvalgsteorien.

Om endskønt vi maa være yderst forsigtige med at komme til den Slutning, at et Organ ikke kan være bleven frembragt ved paa hinanden følgende Overgangstrin, saa er der dog utvivlsomt nogle Tilfælde, hvor der er alvorlige Vanskeligheder, af hvilke nogle vil blive omtalt i mit kommende Arbejde.

Et af de alvorligste Tilfælde er de kønsløse Insekter, som ofte er byggede anderledes end baade Hannerne og de frugtbare Hun- ner; dette vil imidlertid blive omtalt i det næste Kapitel. Et andet, særlig vanskeligt Tilfælde frembyder Fiskenes elektriske Organer, thi det er umuligt at forstaa, ved hvilke Overgangstrin disse vid- underlige Organer er bleven frembragt. Som Owen har bemærket,

[page] 203

er der megen Lighed imellem de elektriske Organer og de alminde- lige Muskler i deres Maade at virke paa, i den Indflydelse, Nerve- kraften og saadanne Pirringsmidler som Stryknin har paa dem, og, som nogle tror, ogsaa i deres indre Bygningsforhold. Vi ved ikke engang, til hvad Nytte disse Organer er, endskønt de hos den elek- triske Barryg (Zitteraalen, Gymnotus) og hos den elektriske Rokke (Torpedo) utvivlsomt gør Nytte som virksomme Forsvarsmidler og maaske ogsaa tjener til at holde Byttet fast; dog viser et analogt Or- gan i Halen paa de egentlige Rokker selv ved megen Irritation, som Matteucci for nylig har bemærket, kun lidt Elektricitet, saa lidt, at den næppe kan være til Nytte i saadanne Øjemed. Fremdeles er der hos den egentlige Rokke, foruden det Organ vi nys har omtalt, efter hvad Dr. R. M'Donneil har vist, et andet Organ nær ved Ho- vedet, som ikke vides at være elektrisk, men som synes at være aldeles homologt med det elektriske Batteri. Endelig da vi ingen- ting ved om disse Fiskes Forfædre, saa maa vi tilstaa, at vi er for uvidende til at kunne godtgøre, at der ingen Overgange er mulige, ved hvilke de elektriske Organer kunde være bleven udviklede.

Disse samme Organer synes først at frembyde en anden mere alvorlig Vanskelighed, thi de findes omtrent hos et Dusin Fiske- arter, af hvilke flere er vidt forskellige fra hverandre. I Almindelig- hed tilskriver vi, naar det samme Organ findes hos forskellige Med- lemmer af samme Klasse, særlig dersom Medlemmerne har meget forskellige Livsvaner, en Nedarven fra en fælles Stamform dets Til- stedeværelse og Ikke-Brug eller Kvalitetsvalg dets Fraværelse hos nogle af Medlemmerne: Saaledes, at dersom de elektriske Organer var arvede fra en gammel Stamform, saa kunde de have været særlig beslægtede med hinanden indbyrdes; men dette er langt fra at være Tilfældet. Geologien faar os heller ikke til at tro, at de fleste Fisk tidligere havde elektriske Legemer, som de modificerede Efterkommere nu har tabt. Men naar vi ser noget nærmere paa Sa- gen, finder vi hos de forskellige Fisk, som er forsynede med elek- triske Organer, at disse findes i forskellige Dele af Legemet, — at de afviger fra hverandre saa vel i Konstruktion som i Anordning af Pladerne og ifølge Pacini i den Maade, paa hvilken Elektrici- teten frembringes — og endelig, at den Nervekraft, der fordres, ledes igennem forskellige Nerver fra vidt forskellige Kilder, og det er maaske den vigtigste af alle Forskellighederne. Derfor kan de

[page] 204

elektriske Organer hos de forskellige, fjernt beslægtede Fisk ikke anses for homologe, men blot for analoge i Funktion. Som en Følge deraf er der ingen Grund til at antage, at de er nedarvede fra en fælles Stamform; thi havde dette været Tilfældet, vilde de nøje have lignet hverandre i alle Henseender. Saaledes forsvinder den større Vanskelighed, idet den dog lader den anden store Vanskelig- hed tilbage, den nemlig: ved hvilke Overgangstrin disse Organer er opstaaede og er bleven udviklede i hver af de forskellige Fiske- grupper ?

De lysende Organer, som kun findes hos nogle faa Insekter, der hører til vidt forskellige Familier og Ordener, og som findes i for- skellige Dele af Legemet, frembyder en Vanskelighed, der næsten er nøjagtig parallel med den, de elektriske Organer frembød. Der kunde nævnes andre Forhold; hos Planterne f. Eks. er den meget mærkelige Indretning med en Støvkornsmængde baaren af en Stilk med en tilhørende Kirtel øjensynlig den samme hos Orchis (Gøge- urt) og Asclepias (Svalerod)-Slægten, der næsten staar saa langt fra hinanden, som det er muligt hos Blomsterplanterne. I alle saadanne Tilfælde, hvor de to Arter, der er vidt forskellige fra hinanden i Organisation, er forsynede med de samme anomale Organer, der maa man vel lægge Mærke til, at endskønt Organets Udseende og Funktion synes at være ganske det samme, saa kan der dog altid eller næsten altid findes en Grundforskel imellem dem. Jeg er til- bøjelig til at tro, at paa den samme Maade som to Mennesker under- tiden uafhængig af hinanden har gjort den samme Opdagelse, saa- ledes har Kvalitetsvalget, der arbejder for ethvert Væsens Vel og drager Nytte af analoge Varieringer, undertiden modificeret to Or- ganer paa næsten samme Maade hos to bestemt adskilte organiske Væsener, som kun skylder Nedarven fra en fælles Stamform meget lidt af det, de har tilfælles med hinanden i Bygning,

Fritz Muller har i et udmærket Værk, som nylig er udgivet, anstillet Undersøgelser over et næsten parallelt Tilfælde, som Støtte for den Synsmaade, der er givet i dette Bind. I flere Smaakrebse- familier findes der nogle faa Arter, der har et Aandedrætsapparat til at aande i Luften med, og som er skikkede til at leve ude af Vandet. I to af disse Familier, som nu særlig blev undersøgt af Muller, og som er nær beslægtede med hinanden, der stemmer Arterne meget nøje overens med hinanden i alle vigtige Karakterer, navnlig i Sanse-

[page] 205

organer, Cirkulationssystem, i Stillingen af de Haarduske, med hvil- ke deres sammensatte Maver er kantede, og endelig i Bygningen af de i Vand aandende Gæller lige til de mikroskopiske Kroge, med hvilke de renses. Derfor kunde man have ventet, at det lige saa vig- tige Apparat til at aande i Luften med vilde have været ens hos de faa Arter af begge Familier, som lever paa Landjorden, og det kunde nu de, som tror paa særlige Skabelsesakter, have ventet med mere Bestemthed; thi hvorfor skulde dette ene Apparat, som er givet Arten i det samme særegne Øjemed, være bleven gjort forskelligt, medens alle de andre vigtige Organer ligner hinanden nøje eller snarere er identiske?

Fritz Muller mener, at denne store Lighed i saa mange Byg- ningsforhold, i Overensstemmelse med min Synsmaade, maa tilskri- ves Nedarven fra en fælles Stamform. Men da det langt overvejende Flertal af Arter i de omtalte to Familier, saa vel som de fleste Krebs af alle Ordener, opholder sig i Vandet, er det i højeste Grad usand- synligt, at deres fælles Stamform skulde have været indrettet paa at aande i Luften. Muller blev Saaledes ført til at undersøge Aande- drætsapparatet hos de i Luften aandende Arter meget nøje, og hos hver af dem fandt han, at de afveg i forskellige vigtige Punkter: i 'Mundingernes Stilling, i den Maade, paa hvilken de aabnes og lukkes, og i nogle Smaating. Nu er saadanne Forskelligheder for- staaelige, ja man kunde endogsaa i Forvejen have vidst, at de var der, under Forudsætning af; at Arter, der hørte til forskellige Familier, langsomt var bleven skikkede til mere og mere at leve ude af Van- det og at aande i Luften. Thi disse. Arter vilde, fordi de hører til for- skellige Familier, være til en vis Grad forskellige, og i Overens- stemmelse med det Princip, at enhver Varierings Natur er afhæn- gig af to Faktorer, nemlig Organismens Natur og Betingelsernes Natur, vilde disse Krebsdyrs Variabilitet sikkert ikke have været nøjagtig den samme. Som en Følge deraf vilde Kvalitetsvalget have haft et forskelligt Materiale eller forskellige Varieringer at paavirke for at komme til i funktionel Henseende ens Resultater, og de Byg- ningsdele, som blev erhvervede paa denne Maade, maa næsten med Nødvendighed have afveget fra hinanden. Holder man paa Hypo- tesen om de særlige Skabelsesakter, bliver hele Sagen uforstaaelig. Den ovenfor af Fritz Muller brugte Betragtningsmaade synes for en

[page] 206

stor Del at have bragt denne udmærkede Naturforsker til at antage den Synsmaade, som jeg hævder i dette Bind.

I de forskellige Tilfælde, som vi nylig har omtalt, har vi set, at hos Væsener, der er mere eller mindre fjernt beslægtede, opnaas def samme og udføres den samme Funktion af Organer, der tilsyne- ladende, skønt ikke i Virkeligheden, er ganske ens. Men den al- mindelige Regel er hele Naturen igennem, at det samme opnaas un- dertiden — endogsaa naar det er Væsener, der er nær beslægtede med hinanden — ved de mest forskellige Midler. Hvor forskellig er ikke en Fugls fjerklædte Vinge og en Flaggermus's hindeagtige Vinge, hvor alle Fingrene er bleven udviklede i meget høj Grad; og i endnu højere Grad Sommerfuglens fire Vinger og Billens to tilligemed Vingedækkene. Muslinger er dannede til at aabnes og lukkes; men paa hvor mange forskellige Maader er ikke Hængslet indrettet, lige fra den lange Række af nøjagtig ind i hinanden gri- bende Tænder hos Nucula indtil Blaamuslingens simple Ligament. Der er Frø, der spredes ved deres Lidenhed, ved at deres Kapset er omdannet af et tæt, balonagtigt Hylster, ved at være indlejrede i saftigt Kød, der er dannet af de mest forskellige Dele og gjort nærende, og som er farvet paa en iøjnefaldende Maade, Saaledes at det kan tiltrække sig Fuglenes Opmærksomhed og blive opslugt af dem, — ved at have Kroge og Hager af mange Slags og sav- takkede Stakke, hvormed de kan hænge sig fast i Pattedyrenes Pels, og ved at være forsynede med Vinger og Fnok, der er lige saa forskelligt formet som elegant bygget, og ved hvis Hjælp de kan føres bort af den letteste Luftning. Jeg vil nævne et andet Eksempel; thi dette Spørgsmaal om at opnaa det samme Resultat paa de mest forskellige Maader, fortjener vel Opmærksomhed. Nogle Forfattere hævder, at de organiske Væsener er bleven dannede paa mangfoldige Maader blot for Afvekslingens Skyld, næsten ligesom Legetøjet hos en Isenkræmmer; men det forekommer mig at være utroligt. Hos Planter med adskilte Køn og hos dem, hvor, endskønt de er Hermafroditer, Støvkornet ikke af sig selv falder paa Arret, hos dem er nogen Hjælp ved deres Befrugtning nødvendig. Mange Steder er dette afhjulpet ved, at Støvkornene, som er lette og ikke klæber sammen, ved et rent Tilfælde blæses hen paa Arret; og dette er den simpleste Plan, der vel kan tænkes. En næsten lige saa simpel, skønt meget forskellig Forholdsregel er truffet hos mange

[page] 207

Planter, hos hvilke en symmetrisk bygget Blomst udsondrer nogle faa Draaber Honningdug, hvorfor den naturligvis bliver besøgt af Insekter, som fører Støvkornene fra Støvknapperne til Arret.

Gaar .vi ud fra denne simple Form finder vi et umaadelig stort Antal Indretninger, alle i samme Øjemed og tilvejebragt paa væsent- lig den samme Maade, men medførende Forandringer i hver enkelt Del af Blomsten. Honningduggen kan være ophobet i forskelligt formede Honninggemmer, og Støvdragere og Støvveje kan være modificerede paa mangfoldige Maader, undertiden Saaledes, at de danner snareagtige Indretninger, og til andre Tider Saaledes, at de er i Stand til at bevæge sig som en Følge af deres Pirrelighed eller deres Elasticitet. Efter at have set paa saadanne Bygningsmaader kan vi gaa videre, indtil vi kommer til en saa mærkelig Tillempning, som den, Dr. Cruger fornylig har beskrevet hos Coryanthes. Denne Orkidé har en Del af Underlæben udhulet til en stor Beholder, ned i hvilken to Draaber af næsten rent Vand stadig falder fra to oven over staaende Horn, der udsondrer denne Vædske, og naar Behol- deren er halv fuld, løber Vandet bort ad en Tud paa den ene Side. Underlæbens Grunddel staar over Beholderen og er selv udhulet til en Slags Kammer med to Sideindgange; i dette Kammer er der mærkelige kødede Lister. Det genialeste Menneske havde, ifald han ikke havde været Vidne til, hvad der finder Sted, aldrig været i Stand til at gøre sig nogen Forestilling om, hvilket Formaal alle disse Dele tjener. Dr. Cruger saa Skarer af store Humlebier besøge denne Orkidés gigantiske Blomster, ikke for at suge Honningdug, men for at gnave de kødede Lister af, som fandtes i Kamret oven over Beholderen; naar de var i Færd med dette, hændte det ofte, at de puffede hverandre ned i Beholderen, og da deres Vinger der- ved blev vaade, kunde de ikke flyve bort, men maatte kravle ud igennem den Tud, ad hvilken det overflødige Vand løber bort. Dr. Cruger saa en „evindelig Procession" af Bier, der Saaledes krav- lede bort fra dette ufrivillige Bad. Tuden er snæver og dækkes for oven af Griffelstøtten,*) Saaledes at en Bi ved at klemme sig ud først gnider sin Ryg mod det klæbrige Ar og saa imod de klæbrige Støvkornsmængder. Støvkornsmasserne er Saaledes klæbede til Ryg- gen af en Bi, som han havde dræbt, før den var kommen helt ud,

*) Griffelstøtten dannes ved Sammenvoksning af Støvdrager og Støvvej.

O. A.

[page] 208

og som han har sendt mig i Spiritus tillige med en Blomst. Naar nu en Bi, der er Saaledes forsynet, flyver til en anden Blomst eller til den samme Blomst en anden Gang og af sine Kamerater bliver puffet ned i Beholderen og saa kravler ud gennem Tuden: saa kom- mer Støvkornsmassen nødvendigvis først i Berøring med det klæb- rige Ar, klæber sig fast til det, — og Blomsten er befrugtet. Nu ser vi først den fulde Nytte af hver enkelt Del af Blomsten, de Saft udsondrende Horn, de med Vand halvt fyldte Beholdere, som for- hindrer Bierne fra at flyve bort og tvinger dem til at kravle igennem Tuden og gnider imod de der saa belejligt anbragte klæbrige Støv- kornsmasser og klæbrige Ar.

Den Maade, paa hvilken Blomsten hos en anden nær beslægtet Orkidé, nemlig Catacetum, er bygget, er en ganske anden, skønt den gør samme Nytte og ligeledes er meget mærkværdig. Bier be- søger denne Plantes Blomster ligesom Coryanthes's for at gnave af Underlæben; ved at gøre dette kommer de uundgaaelig til at be- røre en lang, tilspidset, følsom Fremspringning eller, som jeg har kaldt den, Følehornet. Dette Følehorn faar, naar det er bleven be- rørt, en vis Hinde til at vibrere, hvorefter Hinden øjeblikkelig bri- ster; herved frigøres en Slags Fjeder, ved hvilken Støvkornsmassen skydes frem ligesom en Pil og sætter sig ved Hjælp af sin Klæb- righed fast til Biens Ryg. Støvkornsmassen bliver nu Saaledes baa- ret hen til en Hunplantes Blomster, hvor den bringes i Berøring med Arret, som er klæbrigt nok til at overvinde visse elastiske Traa- des Modstandskraft og holde Støvet tilbage; Saaledes foregaar Be- frugtningen.

Hvorledes, kunde man spørge, kan vi forstaa, at der i de fore- gaaende og i mange andre Eksempler ses en Stigen i Indviklethed, og at en større og større Mangfoldighed anvendes for at naa det samme Maal? Svaret er uden Tvivl, som allerede tidligere bemær- ket, at naar to Former, som allerede i Forvejen afviger, om det end er nok saa lidt, fra hinanden, varierer, saa vil Variabiliteten ikke have nøjagtig samme Natur, og som en Følge deraf vil de Resultater, der naas til ved et Kvalitetsvalg, der gaar ud paa det samme, ikke blive det samme. Vi maa ogsaa huske paa, at enhver meget udviklet Organisme har gennemløbet en lang Række af Mo- difikationer, og at ethvert modificeret Bygningsforhold søger at ned- arves, saa at det ikke saa let vil gaa helt til Grunde, men kan blive

[page] 209

modificeret atter og atter. Derfor er Bygningen af enhver enkelt Arts enkelte Dele, hvad de saa bruges til, en Sum af mange ned- arvede Forandringer, gennem hvilke den paagældende Art er gaaet, medens den lidt efter lidt lempedes til andre Sædvaner og andre Livsbetingelser.

Altsaa, endskønt det i mange Tilfælde er yderst vanskeligt end- ogsaa blot at gætte paa, ved hvilke Overgange mange Organer er kommen til deres nuværende Tilstand, saa er jeg dog — i Betragt- ning af, hvor ringe Antallet af de levende og kendte Former er i Forhold til de uddøde og ukendte — bleven forbavset over, hvor sjældent man kan nævne et Organ, der slet ingen Overgangstrin frembyder. Det er ganske vist sandt, at nye Organer, der ser ud, som de særlig var skabt for dette eller hint Øjemed, sjælden eller aldrig i nogen som helst Klasse har vist sig pludseligt, hvad der jo staar i god Overensstemmelse med hint gamle, vel sagtens noget overvurderede, naturhistoriske Ordsprog: natura non facit saltum.*) Vi ser dette indrømmet i næsten hver eneste erfaren Naturforskers Skrifter. Millne Edwards har paa en heldig Maade udtrykt det saa- ledes : Naturen er ødsel med Varieringer, men gerrig med Nyheder. Hvorledes stemmer det med Skabelsesteorien, at der er megen Va- riering og saa lidt Nyhed? Hvorfor er alle Dele og Organer hos de mange uafhængige Væsener, som antages at være bleven skabt hver for sig til sin egen Plads i Naturen, i Almindelighed knyttede saa nøje til hinanden ved Overgangsformer? Hvorfor skulde Na- turen ikke springe fra den ene Bygningsmaade til den anden? Efter Kvalitetsvalgets Teori er det let nok at forstaa, hvorfor den ikke gør det; thi Kvalitetsvalget virker kun ved at benytte de smaa paa hin- anden følgende Varieringer; Kvalitetsvalget kan aldrig gøre et plud- seligt Spring, men maa gaa fremad med smaa og sikre, men lang- somme Trin.

*) I Naturen er der ingen Spring.

Darwin: Arternes Oprindelse

[page] 210

Organer, der tilsyneladende har ringe Betydning, paavirkede af Kvalitetsvalget.

Da Kvalitetsvalget virker ved Liv og Død, — ved at lade de stærkeste leve og ved at tilintetgøre de mindre heldigt indrettede Individer, — saa har jeg undertiden haft stor Vanskelighed ved at forstaa, hvorledes lidet vigtige Dele opstaar eller dannes; næsten lige saa stor Vanskelighed, skønt af en meget forskellig Slags, som jeg havde overfor de mest fuldkomne og sammensatte Organer.

For det første er vi alt for uvidende med Hensyn til et hvilket som helst organisk Væsens hele Økonomi, til at vi kan afgøre hvilke Smaamodifikationer der vil have Betydning og hvilke ej. I et tidligere Kapitel har jeg nævnt Eksempler paa meget ubetydelige Karakterer, som Frugternes Dun og Frugtkødets Farve, Pattedyre- ries Hud og Haarfarve, der 'fordi de staar i Forbindelse med kon- stitutionelle Forskelligheder eller til en vis Grad i Forbindelse med Insekternes Angreb, ganske vist kan paavirkes af Kvalitetsvalget. Giraffens Hale ser ud som en kunstig bygget Fluesmække, og det synes ved første Øjekast utroligt, at den kan være bleven afpasset efter det, den nu bruges til, ved smaa paa hinanden følgende Modi- fikationer, den ene bedre skikket end den anden til'et saa ubetyde- ligt Arbejde som det, at jage Fluer væk; vi skulde dog give os Tid, førend vi er altfor bestemte, selv i dette Tilfælde; thi vi ved, at i Sydamerika er Kvægs og andre Dyrs Udbredelse og Tilværelse af- hængig af deres Evne til at modstaa Insekternes Angreb, saa at Individer, som paa nogen Maade kan forsvare sig mod disse smaa Fjender, vilde være i Stand til at udbrede sig til nye Græsgange og Saaledes blive meget heldigt stillede. Det er nu ikke saadan at for- staa, at de større Pattedyr (nogle enkelte undtagne) virkelig bliver tilintetgjort af Fluer; men de bliver stadigt plagede af dem, og derved bliver deres Styrke formindsket, saa at de bliver mere ud- sat for Sygdom eller ogsaa mindre skikkede til i Tilfælde af Mis- vækst at lede efter Føde eller til at undfly Rovdyrene.

Organer, der nu har meget liden Betydning, har sandsynligvis i nogle Tilfælde haft stor Betydning for fjerne Forfædre og efter langsomt at være bleven fuldkommengjort i en tidligere Periode er de bleven nedarvede til nulevende Arter i næsten samme Tilstand, skønt de nu er til meget lidt Nytte; men virkelig skadelige Afvigel- ser i deres Bygning vil naturligvis være bleven forhindrede af Kva-

[page] 211

Htetsvalget. Naar vi ser, hvor vigtigt et Bevægelsesredskab Halen er for de fleste af de Dyr, der lever i Vandet, saa kan vi maaske deraf forklare os, at den forekommer saa almindeligt og kan bruges til saa mange Ting hos saa mange Landdyr, hvis Lunger eller modifice- rede Svømmeblærer røber, at de tidligere har levet i Vandet. Naar der hos et Dyr, der levede i Vandet, var bleven dannet en vel ud- viklet Hale, saa kunde den siden indrettes til at udføre alle mulige Slags Arbejder: den kunde blive til en Fluesmække, til et Gribe- redskab, til at hjælpe med ved hurtige Vendinger, Saaledes som det er Tilfældet hos Hunden, skønt Nytten i den sidste Henseende maa være temmelig lille, da Haren, som næsten slet ingen Hale har, kan vende sig hurtigt nok.

Paa den anden Side kan vi undertiden tildele Karakterer, der skylder rent sekundære Aarsager deres Oprindelse, og som Kvali- tetsvalget ikke har haft noget at gøre med, en Vigtighed, som de slet ikke har. Vi burde erindre, at Klima, Næring o. s. v. sandsyn- ligvis har haft nogen, maaske temmelig betydelig direkte Indflydelse paa Organisationen; at der er Karakterer, der atter kommer til Syne ved Atavisme; at Korrelation er et meget vigtigt Forandrings- element, og endelig, at Parringsvalget ofte i en temmelig betydelig Grad har modificeret de højere Dyrs udvortes Karakterer for at give en Han Fordele i Kampen mod andre Hanner eller til at lokke Hun- nerne ; og Karakterer, der er erhvervede ved Parringsvalg, kan ned- arves til begge Køn. Fremdeles kan en Modifikation, som er foran- lediget af en af de oven for nævnte Aarsager, i Begyndelsen ikke have været til nogen direkte Fordel for Arten, men kunde siden hen være bleven gjort fordelagtig for Artens Efterkommere, under nye Livsbetingelser og nye Livsvaner.

Dersom der f. Eks. kun havde eksisteret grønne Spætter, og vi ikke vidste, at der fandtes mange sorte og spraglede Arter, saa tør jeg nok paastaa, at vi vilde have tænkt, at den grønne Farve var en smuk Lempelse, der skulde tjene til at skjule denne Fugl, der opholder sig paa Træerne^ for dens Fjender; og at det som en Følge heraf var en Karakter, der var af Vigtighed og var bleven erhver- vet ved Kvalitetsvalg; Forholdet er nu dette, at Farven sandsynlig- vis for en stor Del skyldes Parringsvalget. En slyngende Palme i det malayiske Arkipelag klavrer op ad de højeste Træer ved Hjælp af hensigtsmæssigt indrettede Kroge, der sidder i en Krans paa Gren-

14*

/

[page] 212

enderne, — og denne Indretning er uden Tvivl til stor Nytte for Planten; men da vi ser Kroge, der næsten ser lige saadan ud, paa mangfoldige Træer, som ikke klavrer, og vi paa Grund af den Ud- bredelse, de tornede Arter har i Afrika og Sydamerika, har Anled- ning til at tro, at de tjener som Forsvarsmiddel mod de løvædende Pattedyr, saa kunde Palmens Kroge først være bleven udviklede i denne Hensigt og siden være bleven anvendt til Klatring, da den blev anderledes modificeret. Den nøgne Hud paa Gribbens Hoved anses i Almindelighed for en direkte Lempelse, der er fremkommen, fordi den roder i raadne Stoffer; det kan ogsaa gerne være, at det er rigtigt, men det kunde muligvis ogsaa skyldes det raadne Stofs direkte Indvirkning; man burde imidlertid være meget forsigtig med at drage nogen saadan Slutning, naar man ser, at Hovedhuden hos den kalkunske Hane, der lever af renlig Føde, ligeledes er nøgen. Sømmene i de unge Pattedyrs Hjerneskaller er bleven anført som en smuk Lempelse, der hjælper ved Fødselen, og uden Tvivl letter de denne Akt eller er maaske uundværlige for den; men da der er Sømme i Hjerneskallerne hos de unge Fugle og Krybdyr, som kun skal slippe ud af et Æg, saa kan vi heraf slutte, at denne Bygnings- maade skyldes Vækstlovene og er bleven taget til Indtægt for de højere Dyrs Fødsel.

Vi er yderst uvidende om Grunden til enhver lille individuel Forskellighed, og at dette er sandt, vil man snart indse, blot ved at tænke paa den Forskel, der er paa vore Husdyrracer i forskellige Lande — særlig i de mindre civiliserede Lande, hvor der kun har været liden metodisk Udvælgen. Dyr, som holdes af vilde i forskel- lige Lande, maa stride for deres Livsophold og er i en vis Grad ud- sat for Naturens Kvalitetsvalg, og Individer med lidt forskellig Kon- stitution vilde være heldigt stillede under skiftende Klimater. En god Iagttager forsikrer, at Ømfindtligheden for Fluernes Angreb hos Kvæget staar i Korrelation til Farven; det samme gør et Hang til at blive forgivet af visse Planter, saa at i dette ene Tilfælde endog- saa Farven vilde være under Kvalitetsvalgets Paavirkning. Andre Iagttagere er overbevist om, at et fugtigt Klima paavirker Haarets Vækst, og om at Hornene staar i Korrelation til Haarene. Bjerg- racerne er altid forskellige fra Lavlandsracerne, og et Bjergland vilde rimeligvis paavirke Baglemmerne ved at øve dem mere, samt rimeligvis ligeledes paavirke selve Bækkenets Form, og ifølge Lo-

[page] 213

vene for homolog Variering vilde da Forlemmerne og Hovedet rime- ligvis være bleven paavirkede. Bækkenets Form kunde ogsaa ved Tryk paavirke visse Deles Form hos Fosteret. Besværlighederne ved at aande i højere Regioner maa nødvendigvis, det har vi da Grund til at tro, forøge Brystkassens Størrelse, og Saaledes vil her Korre- lation igen komme med i Spillet. Den Indflydelse, som formindsket Bevægelse tillige med rigelig Føde har paa hele Organisationen, er endnu mere vigtig, og dette er, som H. v. Nathusius nylig har vist i sin udmærkede Afhandling, øjensynligt en af Hovedaarsagerne til den store Modifikation, som Svineracerne har undergaaet. Vi er imidlertid endnu alt for uvidende til at spekulere over de forskellige bekendte og ubekendte Varieringsgrundes relative Vigtighed, og jeg er kun fremkommet med disse Bemærkninger for at vise, at der- som vi er ude af Stand til at gøre os Rede for vore Husdyrracers Karakterforskelligheder, hvilke ikke desto mindre antages at være opstaaet ved almindelig Nedstamning fra en eller fra nogle faa Stam- former, saa behøver vi ikke at lægge saa megen Vægt paa vor Uvidenhed om, hvad der nøjagtig er Grunden til de smaa analoge Forskelligheder, der findes mellem Arterne. Jeg kunde til den Ende ogsaa have anført Forskellighederne mellem Menneskeracerne, der er saa stærkt udprægede; jeg kan tilføje, at der øjensynligt ved et Parringsvalg af en særegen Natur kunde forklares meget heraf, men jeg skal ikke gaa videre ind herpaa, da min Tale, med mindre jeg gik ind paa alle Enkelthederne, herved vilde forekomme meget letsindig.

I hvilken Udstrækning Nyttighedsteorien er sand; hvorledes Skønhed erhverves.

De foregaaende Bemærkninger bringer mig til at sige nogle faa Ord om den Protest, som nogle Naturforskere for nylig har nedlagt imod denne min Nyttighedsteori, som siger, at enhver lille Byg- ningsdetalje er bleven frembragt til Ejerens Gevinst. De tror, at mange Bygningsforhold er bleven skabt, fordi de er skønne i Men- neskets Øjne eller, som allerede omtalt, rent ud sagt for en Af- vekslings Skyld. Dersom saadanne Lærdomme var sande, saa vilde de være meget farlige for min Teori. Og dog tilstaar jeg beredvillig, at mange Bygningsforhold nu ikke direkte er til Nytte for deres Ejer-

[page] 214

mænd og maaske heller aldrig har været til nogen Nytte for deres Forfædre. Uden Tvivl har, som vi nylig sagde, de forandrede Be- tingelsers bestemte Virkning, korrelativ Variering og Atavisme haft deres Virkninger. Men den vigtigste Aarsag er den, at den største Del af enhver levende Skabnings Organisation er nedarvet, og at, som en Følge deraf, endskønt enhver af dem ganske vist er meget godt afpasset efter dens Stilling i Naturen, er der dog mange Byg- ningsforhold, som nu ikke staar i noget direkte Forhold til de eksi- sterende Livsvaner. Saaledes kan vi næppe tro, at Højlandsgaasens eller Fregatfuglens Svømmefødder i nogen særlig Grad er til Nytte for disse Fugle; vi kan ikke tro, at de Ben, der svarer til hinanden i Abens Arm, Hestens Forben, Flaggermusens Vinge og Sæl- hundens Luffer er til nogen særlig Nytte for hvert enkelt af disse Dyr. Vi kan sikkert tilskrive Nedarvingen disse Bygningsdele; men Højlandsgaasens og Fregatfuglens Stamform havde uden Tvivl lige saa megen Nytte af Svømmefødder, som de af de nulevende Fugle, der mest opholder sig i Vandet. Saaledes kan vi ogsaa antage, at Sælhundens Stamform ikke havde Luffer, men en Fod med fem Tæer, som var skikket til at gaa paa eller gribe med, og vi kan end- videre driste os til at antage, at de forskellige Ben i Abens, Hestens og Flaggermusens Lemmer, som er bleven nedarvede fra en eller anden gammel Stamform, tidligere har været til en mere speciel Nytte, end de nu er for disse Dyr med deres vidt forskellige Vaner, og de kan som en Følge heraf være bleven modificerede ved Kvalitetsvalg. Naar vi har givet de forandrede Betingelsers bestem- te Virkning, Korrelation, Atavisme o. s. v., hvad deres er, saa kan vi slutte, at enhver Bygningsdetalje hos enhver nulevende Skabning, enten nu eller tidligere var til Nytte, — direkte eller indirekte ved de indviklede Vækstlove.

Med Hensyn til den Tro, at de organiske Væsener er bleven skabt skønne til Fornøjelse for Menneskene, — en Synsmaade, som man har sagt ganske sikkert kunde antages for sand, og som er i høj Grad farlig for hele min Teori, — maa jeg for det første be- mærke, at Forestillingen om, at en eller anden Genstand er skøn, øjensynligt er afhængig af Menneskets Sind, uafhængig af den beun- drede Genstands virkelige Egenskab, og at Skønhedsideen ikke er en medfødt og uforanderlig Sjælsevne. Vi ser dette deraf, at Mænd af forskellige Racer opfatter den kvindelige Skønhed aldeles for-

[page] 215

skelligt; hverken Negeren eller Kineseren beundrer det kaukasiske Skønhedsideal. Forestillingen om malerisk Skønhed i Omgivelser har først vist sig i de moderne Tider. For at hævde den Synsmaade, at de skønne Genstande er bleven skabt for Menneskets Skyld, burde man kunne vise, at der var mindre Skønhed paa Jordens Overflade, førend Mennesket kom, end der nu er, da han har vist sig paa Sce- nen. Var de skønne, snoede og kegleformede Sneglehuse fra den eocene Tid skabt, for at Mennesket Aartusinder efter skulde have dem at fornøje sig over i sit Naturaliekabinet? Faa Genstande er skønnere end Diatoméernes uendelig smaa Kiselskaller; mon de nu ogsaa blev skabt for at blive undersøgt og beundrede under meget stærke Mikroskoper? Skønheden skyldes i dette Tilfælde og i mange andre, ene og alene Organismens symmetriske Vækst. Blomster hører til Naturens skønneste Frembringelser, og de er bleven skønne ved Kvalitetsvalget eller er snarere bleven sat i en iøjnefaldende Modsætning til de grønne Blade, saa at de let kan blive set og der- ved lokke Insekterne til sig, til Gavn for deres Befrugtning. Jeg er kommen til den Slutning derved, at jeg har fundet, at det altid er en Regel, at naar en Blomst bliver befrugtet af Vinden, har den aldrig nogen livligt farvet Krone. Fremdeles er der flere Planter, som sæd- vanlig frembringer to Slags Blomster; en Slags, der er aabne og far- vede, for at de kan drage Insekterne til sig, og en anden Slags, der er lukkede og ikke farvede og mangler Honningdug, og som aldrig besøges af Insekterne. Heraf følger, at dersom der aldrig havde eksisteret Insekter paa Jordens Overflade, vilde Planteverdenen ikke have haft saadanne skønne Blomster, som den nu har, men vilde kun have frembragt saadanne uanselige Blomster, som vi nu ser hos vore Fyrretræer, Ege, Nøddetræer og Aske, hos Græsser, Spinat, Syre og Nælder. Paa den samme Maade kan vi slutte for mangfoldige Frugters Vedkommende; at et modent Jordbær eller Kirsebær er lige saa behageligt for Øjet som for Ganen, at Benve- dens sirligt farvede Frugt og Kristtornens skarlagenfarvede Bær er smukke Genstande, vil sagtens enhver indrømme. Men denne Skøn- hed tjener blot til at lokke Fugle og Pattedyr til, for at Frugten kan blive ædt, og for at Frøene Saaledes, efter at være gaaet igennem Fordøjelseskanalen, kan blive udsaaede. Jeg er kommen til den Slut- ning derved, at jeg hidtil altid har fundet, at Frø, som er indlejrede i en Frugt af en eller anden Slags, d. v. s. i et kødet Gemme, i Til-

[page] 216

fælde af, at dette Gemme har en eller anden glimrende Farve eller blot er bleven gjort iøjnefaldende ved at være hvidt eller sort, altid er bleven udsaaet efter først at have været slugt.

Paa den anden Side er jeg villig til at indrømme, at et stort Antal Handyr, Saaledes som alle vore mest pragtfulde Fugle, nogle Fisk, nogle Pattedyr og en Mangfoldighed af prægtigt farvede Som- merfugle og nogle andre Insekter, er bleven gjort skønne for Skøn- hedens Skyld; men det er dog ikke bleven gjort, just for at Menne- sker skulde have Glæde deraf, men ved Parringsvalget, d. v. s. der- ved, at de skønneste Hanner stadig er bleven foretrukket af de min- dre prydede Hunner. Paa samme Maade forholder det sig med Fug- lenes Sang. Vi kan slutte alt dette deraf, at en lignende Smag for skønne Farver og for musikalske Toner hersker i en stor Del af Dyreriget. Naar Hunner er lige saa smukt farvede som Hanner, hvad der ikke saa sjældent hænder hos Fugle og Sommerfugle, saa er Sagen simpelt hen den, at de Farver, som er bleven erhvervede, ved Kvalitetsvalget er bleven nedarvede til begge Køn, i Stedet for til Hannerne alene. I nogle Tilfælde kan Hunnens Erhvervelse af iøjnefaldende Farver imidlertid være bleven forhindret af Kvalitets- valget, idet dette har taget Hensyn til den Fare, som hun Saaledes vil være udsat for under Rugningen.

Det er Kvalitetsvalget umuligt at frembringe nogen Modifikation hos nogen som helst Art udelukkende til bedste for en anden Art, endskønt hele Naturen igennem, den ene Art uophørlig benytter og gavnes af andres Bygning. Men Kvalitetsvalget kan frembringe, og frembringer virkelig ogsaa ofte, Bygningsdele, som er til ligefrem Skade for andre Dyr; dette ser vi i Hugormens Gifttand og hos Ichneumonens Læggebraad, ved hvilken den anbringer sine Æg i andre levende Insekters Legemer. Dersom det kunde bevises, at nogen som helst Bygningsdel hos nogen som helst Art var bleven dannet udelukkende til Nytte for en anden Art, saa vilde dette om- styrte min Teori, thi en saadan Del kunde ikke være bleven frem- bragt ved Kvalitetsvalg. Om endskønt man i naturhistoriske Værker vil kunne finde mange Paastande, der gaar ud herpaa, har det dog ikke været mig muligt at finde, om det saa end blot var en eneste saadan, som jeg kan tilskrive nogen Betydning. Der siges, at Klap- perslangen har Gifttænder til at forsvare sig selv med og til at dræbe sit Bytte med, men nogle Forfattere antager, at denne Slange des-

[page] 217

uden er forsynet med en Rangle, som er den selv til Skade, idet Ranglen nemlig ved at røbe Slangens Tilstedeværelse giver Byttet Lejlighed til at slippe bort. Jeg vilde næsten lige saa gerne tro, at Katten bugter sin Hale, medens den bereder sig til Springet, for at advare den dødsdømte Mus. Men jeg har ikke Plads her til at gaa ind paa dette og andre lignende Tilfælde.

Kvalitetsvalget vil aldrig hos noget Væsen frembringe noget, der er skadeligt for Væsenet selv, thi Kvalitetsvalget virker alene ved og for det, der er til bedste for ethvert Væsen. Der vil ikke, som Paley har bemærket, blive dannet noget Organ med den Hensigt at volde dets Ejermand Smerte eller for at gøre ham Skade. Dersom man nøje afvejer, hvad godt og hvad ondt der foraarsages af de enkelte Dele, vil man finde, at hver af dem i det hele taget er for- delagtig. Dersom en eller anden Del i Tidernes Løb under de skif- tende Livsbetingelser kommer til at blive skadelig, saa vil den blive modificeret; eller dersom dette ikke sker, saa vil Væsenet gaa til Grunde, som Millioner af Væsener har gjort.         (

Kvalitetsvalget søger alene at gøre ethvert organisk Væsen saa fuldkomment som, eller lidt mere fuldkomment end de af Landets andre Beboere, med hvilke det har at kæmpe for Tilværelsen. Og dette er, som vi ser, den Grad af Fuldkommenhed, der naas i Na- turen. Ny-Zeelands endemiske Frembringelser er f. Eks. fuldkomne, naar man sammenligner dem med hverandre indbyrdes; men de giver nu hurtigt efter for de fremadskridende Legioner af Planter og Dyr, der er indført fra Europa. Kvalitetsvalget vil ikke frembringe absolut Fuldkommenhed, og vi møder da heller ikke altid, saa vidt vi kan skønne, Fuldkommenhed i Naturen. Korrigeringen af Lysets Aberration siges af Muller at være ufuldkommen selv i det mest fuldkomne Organ: det menneskelige Øje. Dersom vor Fornuft faar os til med Begejstring at beundre en Mangfoldighed af uforlignelige Foranstaltninger i Naturen, saa siger den samme Fornuft, at der, endskønt vi i begge Tilfælde let kan tage fejl, er andre Foranstalt- ninger, som er mindre fuldkomne. Kan vi betragte som fuldkommen Biens Braad, der, paa Grund af dens Modhager, ikke kan trækkes tilbage fra mange af de Dyr, mod hvilke den bruges, hvorved den altsaa uundgaaelig foraarsager Biens Død, idet den river dens Ind- volde ud?

Antager vi, at Biens Braad oprindelig har eksisteret hos en

[page] 218

fjern Stamform som et borende og savtakket Apparat lig det, der findes hos mange Medlemmer af den samme Orden, og at dette Instrument er bleven modificeret til det, det nu anvendes til, uden tillige at være bleven forbedret, og at Giften oprindelig har haft anden Anvendelse, f. Eks. den at frembringe Galæbler, men saa senere er bleven gjort mere intensiv: saa kan vi maaske forstaa, hvorledes det kan gaa til, at Braadden saa ofte kan foraarsage det stik- kende Insekts Død; thi dersom i det hele taget Evnen til at stikke er nyttig for Bisamfundet, saa vil herved alle Kvalitetsvalgets For- dringer ske Fyldest, selv om det skal koste nogle faa Individer Livet. Dersom vi beundrer den i Virkeligheden vidunderlige Lugteevne, ved hvilken mange Insekters Hanner finder deres Hunner, kan vi saa beundre Frembringelsen af Tusinder af Droner, der er yderst unyttige for Samfundet i enhver anden Henseende end netop denne, og som tilsidst bliver myrdede af deres flittige og golde Søstre? Det kan falde vanskeligt; men vi burde beundre Bidronningens vilde, instinktmæssige Had, som faar hende til at ødelægge sine Døtre, de unge Dronninger, saa snart de er født, eller til selv at gaa til Grunde i Kampen; thi dette er utvivlsomt til bedste for Samfundet, idet Moderkærlighed eller Moderhad, skønt det sidste heldigvis er meget sjældent, er for det ubønhørlige Kvalitetsvalg altsammen et og det samme. Dersom vi beundrer de forskellige geniale Indret- ninger, ved hvilke Orkidéerne og mange andre Planter bliver be- frugtede under Insekternes Medvirken, kan vi saa anse for lige saa fuldkomment de tætte Skyer af Støvkorn, som staar omkring vore Fyrretræer, og hvor det overlades til Tilfældet, om Vinden kan faa et Par Støvkorn ført hen paa Æggene?

Resumé.

Vi har i dette Kapitel omtalt nogle af de Vanskeligheder, som kunde anføres mod Teorien. Mange af dem er alvorlige, men jeg tror, at vi ved vor Omtale af dem har faaet kastet noget Lys over forskellige Kendsgerninger, som, for dem, der holder paa de ind- byrdes uafhængige Skabelsesakter, er yderst dunkle. Vi har set, at Arterne i en hvilken som helst Periode ikke kan variere i det uende- lige og ikke er knyttede til hverandre ved en Mangfoldighed af Mellemformer, dels fordi Kvalitetsvalget altid vil være meget lang-

[page] 219

somt og til en given Tid kun vil virke paa nogle faa Former, og dels fordi selve Kvalitetsvalget medfører en stadig Afløsen og Ud- døen af de tidligere Mellemformer. Nær beslægtede Arter, der nu lever paa en sammenhængende Landstrækning, maa ofte være ble- ven dannede da Strækningen ikke var sammenhængende, og da Livsbetingelserne ikke forandrede sig ganske umærkeligt fra det ene Sted til det andet. Naar der dannes to Varieteter i to forskellige Di- strikter af en sammenhængende Strækning, vil der ofte blive dannet en Mellemform, som passer til mellemliggende Strøg; men af tidli- gere angivne Grunde vil den mellemliggende Varietet sædvanligvis eksistere i et ringere Antal end de to Former, som den forbinder, og som en Følge deraf vil de to sidste, medens de nu modificeres vi- dere, derved at de fremkommer i større Antal, have en stor Fordel fremfor den mindre talrige Mellemform, og de vil Saaledes i Al- mindelighed have Held med sig til at afløse og udrydde denne.

Vi har i dette Kapitel set, hvor forsigtige vi burde være ved at slutte, at de mest forskellige Livsvaner ikke kan gaa over i hin- anden, at f. Eks. en Flaggermus ikke kunde være bleven dannet ved Kvalitetsvalg af et Dyr, der i Begyndelsen kun kunde glide gen- nem Luften.

Vi har set, at en Art under nye Livsbetingelser kunde forandre sine Vaner eller have forskellige Sædvaner, hvoraf nogle var dets nærmeste Slægtninges meget ulige. Dette hjælper os (naar vi saa tillige husker paa, at ethvert organisk Væsen stræber at komme til at leve overalt, hvor det kan) til at forstaa, hvorledes det gaar til, at der er Højlandsgæs med Svømmefødder, Spætter, der lever paa Jorden, dykkende Drosler og Stormfugle, der har Alke-Sædvaner.

Om endskønt det, at et Organ, der er saa fuldkomment som Øjet, skulde kunne være bleven dannet ved Kvalitetsvalget, er mer end nok til at faa en til at vakle i Troen, saa er det dog, naar vi ved om ét Organ, at det findes paa en hel Mængde forskellige Trin af Sam- mensathed, hvoraf hvert er heldigt for Ejermanden, — saa er det, siger jeg, dog ikke i logisk Henseende nogen Umulighed, at der under de skiftende Livsbetingelser kan erhverves en hvilken som helst Grad af Fuldkommenhed ved Kvalitetsvalget. I de Tilfælde, i hvilke vi ingen Mellem- eller Overgangstilstande kender, burde vi være meget forsigtige med at slutte, at der ingen har eksisteret, thi Homologien mellem mange Organer og deres Mellemtilstande

[page] 220

viser, hvilke vidunderlige Funktionsmetamorfoser der i det mindste er mulige. En Svømmeblære er jo f. Eks. øjensynligt bleven om- dannet til en Luft aandende Lunge. Det at det samme Organ sam- tidig har udført meget forskellige Funktioner og saa til Dels eller ganske er bleven uddannet til kun at udføre den ene Funktion, og det, at to forskellige Organer samtidig har udført den samme Funk- tion og at saa det ene er bleven fuldkommengjort ved det andets Hjælp, maa ofte have lettet Overgangen i en betydelig Grad.

Vi har hos to Væsener, der stod langt fra hinanden i Systemet, set Organer, der bruges i det samme Øjemed og synes at være næsten de samme hos dem begge, blive dannede hver for sig og uafhængig af hinanden; men naar man nøje undersøger saadanne Organer, vil man næsten altid finde, at der er væsentlige Forskel- ligheder i deres Bygning, og dette er en naturlig Følge af Kvalitets- valgets Princip. Paa den anden Side er hele Naturen igennem uen- delig Forskelligartethed i Bygning for at naa det samme Maal den almindelige Regel, og dette er igen en naturlig Følge af det samme store Princip.

Vi er næsten i hvert eneste Punkt alt for uvidende til at være i Stand til med Sikkerhed at sige, at nogen som helst Del eller noget som helst Organ er af saa lidt Betydning for Artens Velfærd, at Mo- difikationer i dens eller dets Bygning ikke kan være bleven langsomt samlede af Kvalitetsvalget. Men vi kan ganske roligt tro, at mange Modifikationer, som ganske skyldes Vækstlovene, og som i Begyndel- sen paa ingen Maade er heldbringende for Arten, siden hen er taget til Indtægt af Artens endnu mere modificerede Efterkommere. Vi kan ogsaa tro, at en Del, der tidligere var af stor Vigtighed, ofte er bleven bibeholdt (Saaledes som Vanddyrenes Hale hos Landdyrene), end- skønt den er bleven af saa ringe Betydning, at den ikke i sin nu- værende Tilstand kunde være bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg, en Magt, som alene virker ved at lade de bedst skikkede Individer blive i Live i Kampen for Tilværelsen.

Kvalitetsvalget vil ikke hos en Art frembringe noget, der er udelukkende til Skade for en anden, endskønt det godt kan frem- bringe Dele, Organer og Afsondringer, der er i høj Grad nyttige eller selv uundværlige, eller i høj Grad skadelige for en anden Art, men i ethvert Tilfælde paa samme Tid nyttige for Ejeren. Kvali- tetsvalget maa i ethvert godt fyldt Land hovedsagelig virke ved Be-

[page] 221

boernes Rivaliseren med hverandre indbyrdes og vil som Følge deraf frembringe en Fuldkommenhed eller en Styrke i Tilværelses- kampen, der retter sig efter Landets Tilstand. Derfor viger et Lands Beboere, i Almindelighed det mindres, ofte for et andet, og i Al- mindelighed større, Lands. I det større Land vil der nemlig have eksisteret flere Individer og mere forskelligartede Former, og Ri- valiseringen vil have været strengere, og Saaledes vil den alminde- lige Tilstand have nærmet sig mere til Fuldkommenhed. Kvalitets- valget vil ikke nødvendigvis frembringe absolut Fuldkommenhed, heller ikke kan, saa vidt vi med vore indskrænkede Evner kan døm- me, absolut Fuldkommenhed findes noget Steds.

Ved Kvalitetsvalgets Teori bliver det let at forstaa den fulde Betydning af det gamle naturhistoriske Udsagn: „natura non facit saltum." Dersom vi kun sér hen til Verdens nulevende Beboere, saa er dette Udsagn ikke i nogen høj Grad korrekt; men dersom vi medindbefatter alle dem, der har levet i svundne Tider, baade de, der er kendt, og de, der endnu ikke er det, saa kan det blive bog- stavelig sandt.

Det er almindelig antaget, at alle organiske Væsener er bleven dannede efter to store Love — Typens Enhed og Tilværelsens Be- tingelser. Ved Typens Enhed forstaas den Overensstemmelse i Ho- vedtrækkene i Bygning, som ses hos de organiske Væsener af samme Klasse, og som er ganske uafhængig af deres Livsvaner. Min Teori forklarer Typens Enhed ved fælles Nedstamning. Ud- trykket Tilværelsens Betingelser, der saa ofte er bleven fremhævet af den berømte Cuvier, er ganske optaget i Kvalitetsvalget. Thi Kvalitetsvalget virker ved enten at lempe ethvert Væsens varierende Dele efter dets organiske og uorganiske Livsbetingelser, eller ved at have lempet dem derefter i længst forsvundne Tider, idet saa Lempelserne i nogle Tilfælde er bleven understøttede af Brug og Ikke-Brug, og idet de er bleven direkte paavirkede af de ydre Livs- betingelser og i alle Tilfælde underkastede de forskellige Vækst- love. Derfor er i Virkeligheden Tilværelsens Betingelser den høje- ste af de to nævnte Love, eftersom den ved Hjælp af Nedarving af tidligere Lempelser rummer Loven om Typens Enhed.

[page] SYVENDE KAPITEL Instinkt.

Instinkter kan sammenlignes med Vaner, men har en anden Oprindel- se — Instinktet paa forskellige Trin — Bladlus og Myrer — Instinkter va- riable — Husdyrenes Instinkter og deres Oprindelse — Gøgens, Strudsens og Snyltebiernes naturlige Instinkter — Myrer, der holder Slaver — Bien og dens Instinkt til at bygge Celler — Forandringer i Instinkt og Bygning er ikke nødvendigvis samtidige — Vanskeligheder ved Teorien om Natu- rens Kvalitetsvalg overfor Instinkterne — Kønsløse eller golde Insekter — Resumé.

Instinkter kan sammenlignes med Vaner, men har en anden Oprindelse.

Vi kunde gerne have omtalt Instinkterne i de foregaaende Ka- pitler; men jeg tænkte, at det vilde være mere bekvemt at behandle dette Emne særskilt, saa meget mere som et saa vidunderligt In- stinkt som det, der leder Bien ved Bygningen af Bikagen, rimelig- vis for mange Læsere vil have vist sig som en Vanskelighed, der var mere end stor nok til at omstyrte hele Teorien. Jeg maa forud- skikke den Bemærkning, at jeg ikke har noget at gøre med de pri- mære Sjæleevners Oprindelse. Lige saa lidt som jeg har noget at gøre med selve Livets Oprindelse. Os vedkommer kun Forskellig- hederne mellem Instinkterne og mellem de andre Sjæleevner hos Dyr, der hører til samme Klasse.

Jeg vil ikke forsøge paa at give nogen Definition af Instinktet. Det vilde være let at vise, at flere forskellige sjælelige Virksom- heder i Almindelighed rummes i dette Begreb; men enhver for- staar, hvad der menes, og naar man siger, at Instinktet driver Gø- gen til at vandre og til at lægge sine Æg i andre Fugles Reder, En Handling, som vi maatte have Erfaring for at kunne udføre, siges sædvanligt, naar den udføres af et Dyr, — særlig af meget unge Dyr, der ikke har nogen Erfaring, — og naar den udføres af mange Individer paa den samme Maade, uden at de ved, hvorfor

O

[page] 223

den udføres, at være instinktmæssig. Men jeg kunde vise, at ingen af disse Instinktets Karakterer har almindelig Gyldighed. Som Pierre Huber siger, en lille Smule Dømmekraft eller Fornuft kommer ofte med i Spillet, selv hos Dyr, der staar langt nede i Systemet.

Frederik Cuvier og flere af de ældre Metafysikere har sammen- lignet Instinktet med Vane. Denne Sammenligning giver, tror jeg, en meget nøjagtig Forestilling om den Sindstilstand, i hvilken en instinktmæssig Handling udføres, men heraf følger det ikke med Nødvendighed, at der er sagt noget om dets Oprindelse. Hvor ube- vidst udføres ikke mange tilvante Handlinger, og det ikke saa sjæl- dent lige imod vor bevidste Vilje! Og dog kan de modificeres af Viljen eller Fornuften. Vaner slutter sig let til andre Vaner, til visse Perioder og til visse Legemstilstande. Naar man engang har faaet dem, bliver de ofte konstante hele Livet igennem. Forskellige andre Punkter, hvori Instinkt og Vane ligner hinanden, kunde udpeges. Det er med Instinkterne, som naar man gentager en velbekendt Sang, den ene Handling følger paa den anden i et Slags Rytme; dersom man afbryder en midt i en Sang eller en Remse, saa er han i Almindelighed nødt til at gaa tilbage for at komme ind i det gamle Tankespor. Saaledes fandt P. Huber, at det forholdt sig med en Kaalorm, som bygger et meget indviklet Væv; thi tog han en Kaalorm, der var naaet saa vidt med sit, at den var kommen til, lad os sige det sjette Trin i Konstruktionen, og satte den ind i et Væv, der kun var naaet til f. Eks. det tredje Konstruktionstrin, saa gjorde Kaalormen ganske simpelt det fjerde, femte og sjette Kon- struktions-Stadium om igen. Dersom imidlertid en Kaalorm blev taget ud af et Væv, der f. Eks. var naaet til det tredje Stadium, og blev sat ind i et, der var kommen helt op til det sjette, saa at altsaa meget af dens Arbejde var gjort for den, saa var den, langt- fra at føle det velgørende heri, meget forlegen, og for at fuldføre Vævet syntes den at være nødt til at tage det tredje Stadium, hvor den havde holdt op, som Udgangspunkt, idet den Saaledes søgte at fuldende det i Forvejen færdige Arbejde.

Dersom vi antager, at en eller anden tilvant Handling nedarves (og jeg tror, at man kan vise, at dette undertiden hænder), saa bliver Ligheden mellem Instinkt og det, der oprindelig var Vane, saa stor, at man ikke kan holde dem ude fra hinanden. Dersom Mozart i en Alder af tre Aar, i Stedet for at spille paa Fortepiano

[page] 224

efter forbavsende liden Øvelse, havde spillet ganske uden Øvelse, saa kunde han med Rette siges at have gjort dette instinktmæssigt. Men det vilde være en meget alvorlig Fejltagelse at antage, at største Delen af Instinkterne er bleven vundet ved Vane i en Generation og saa ved Nedarvning gaaet over til de paafølgende Generationer; man kan med stor Tydelighed vise, at de vidunderligste Instinkter, vi kender, nemlig Biens og mange Myrers, umuligt kan være er- hvervede ved Vane. Man vil i Almindelighed indrømme, at Instink- ter har lige saa megen Betydning' som Legemsbygningen for hver enkelt Arts Velfærd under dens nuværende Livsbetingelser. Under forandrede Livsbetingelser er det i det mindste muligt, at smaa Modifikationer i Instinktet kan være en Art gavnlige; og dersom det kan paavises, at Instinkter varierer, om end aldrig saa lidt, saa kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed for, at Kvalitetsvalget bevarer og stadig ophober Varieringer af et Instinkt og Saaledes bliver ved at samle dem, indtil de faar Hold og Styrke. Saaledes er det, som jeg tror, at alle de mest indviklede Instinkter er opstaaede. Ligesom Modifikationer i Legemsbygning opstaar og forøges ved Brug ellerVane og formindskes eller tabes ved Ikke-Brug, Saaledes har uden Tvivl det samme været Tilfældet med Instinkterne. Men jeg tror, at Vanens Virkninger er af en meget underordnet Betydning for Kvalitetsvalget i Sammenligning med, hvad man kunde kalde spon- tane Instinktvarieringer, d. v. s. Varieringer, der er frembragt af de samme ubekendte Aarsager, som frembringer de smaa Afvigelser i Legemsbygning.

Et sammensat Instinkt kan umuligt frembringes ved Kvalitets- valg, undtagen ved den langsomme, trinvise Ophobning af talrige smaa og dog heldbringende Varieringer. Derfor burde vi, ligesom da Talen var om Legemsbygning, ude i Naturen finde ikke selve de Overgangstrin, ved hvilke ethvert sammensat Instinkt er bleven er- hvervet, thi disse kan vi kun finde hos Artens Efterkommere i lige Linie, men vi burde i Sidelinierne finde noget, der kunde gøre saadanne Overgange sandsynlige; eller i det mindste burde vi være i Stand til at vise, at Overgange af en-eller anden Slags er mulige, og dette kan vi ganske vist ogsaa. Jeg er bleven forbavset ved at finde (idet jeg dog maa tillade mig at bemærke, at Dyrenes In- stinkter kun er bleven lidet iagttaget udenfor Evropa og Nordame- rika, og at man intet kender til Instinktet hos de uddøde Arter),

( J

[page] 225

hvor overordentlig hyppigt man kan opdage Overgangstrin, der fører til de mest sammensatte Instinkter. Forandringer i Instinktet kan undertiden blive lettere derved, at den samme Art har forskellige Instinkter i forskellige Livsperioder eller til forskellige Aarstider, eller naar den er stillet under forskellige Omstændigheder o. s. v., i hvilket Tilfælde enten det ene eller det andet Instinkt kunde blive bevaret ved Kvalitetsvalget. Saadanne Eksempler paa Instinktets Forskellighed hos den samme Art kan findes i Naturen.

Fremdeles er, ligesom naar Talen er om Legemsbygning, ifølge min Teori enhver Arts Instinkt godt for Arten selv, men er aldrig, saa vidt som vi kan dømme, udelukkende bleven frembragt til bedste for andre. Et af de bedste Eksempler, jeg kender, paa at et Dyr tilsyneladende udfører en Handling, der kun er til Nytte for et andet Dyr, afgiver Bladlusene, der, Saaledes som Huber først iagttog det, frivillig giver Myrerne deres søde Udsondringer. At de gør det frivilligt, viser følgende Eksempel. Jeg fjernede alle Myrerne fra en Gruppe af omtrent tolv Bladlus, der sad paa en Syre, og jeg holdt dem borte i flere Timer. Efter dette Tidsrums forløb var jeg vis paa, at Bladlusene vilde have Trang til at ud- sondre. Jeg fulgte dem nøje i nogen Tid ved Hjælp af en Lupe, men ingen af dem udsondrede noget; saa strøg og kildrede jeg dem med et Haar, saa godt jeg Éunde paa samme Maade, som Myrerne gør det med deres Følehorn, men der var ikke en, der udsondrede noget. Siden lod jeg en Myre komme hen til dem, og den syntes, efter dens ivrige Løben omkring at dømme, straks at være paa det rene med, hvilken rig Flok den havde opdaget; saa begyndte den at lege med sine Følehorn først paa én Bladluses Bagkrop og saa paa en andens, og saasnart de fornam Følehornene, saa løftede de straks Bagkroppen i Vejret og udsondrede en klar Draabe af sød Saft, som Myren ivrig fortærede. Selv de ganske unge Blad- lus bar sig ad paa denne Maade, hvorved det vistes, at Handlingen var instinktmæssig og ikke Resultatet af en Erfaring. Efter Hubers Iagttagelser er det vist, at Bladlusene ikke har nogen Aversion for Myrerne; dersom disse ikke er tilstede, saa bliver de tilsidst nødt til at kaste deres Udsondring. Men da Udsondringen er temmelig klæbrig, er det uden Tvivl bekvemt for Bladlusene at blive af med den; derfor udsondrer de den rimeligvis ikke ene og alene til bed- ste for Myrerne. Om endskønt der ikke er nogen Sandsynlighed

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                    15

[page] 226

for, at noget Dyr udfører en Handling udelukkende til bedste for en anden Art, saa søger dog hver enkelt af dem at have Fordel af de andres Instinkter, ligesom enhver af dem søger at have Fordel af andre Arters svagere Legemsbygning. Saaledes er der igen visse Instinkter, der ikke kan anses for absolut fuldkomne; men da De- taljer angaaende dette og mange andre Punkter ikke er uundgaaelig nødvendige, skal de her forbigaas.

Da en vis Grad af Variering i Instinkterne ude i Naturen og Arveligheden af saadanne Varieringér er Ting, der er uundgaaelig nødvendige for Kvalitetsvalgets Virken, burde der her gives saa mange Eksempler som muligt; men Mangel paa Plads forhindrer mig derfra. Jeg kan blot forsikre, at Instinkterne virkelig varierer, f. Eks. Vandreinstinktet varierer baade med Hensyn til Vandringens Udstrækning og Retning, og ogsaa Saaledes, at det ganske mistes. Saaledes er det gaaet med Fuglenes Reder, hvis Variering dels er be- stemt af den valgte Plads, af Landets Natur og Temperatur, men og- saa ofte af Ting, der er os ganske ubekendte. Audubon har nævnt flere mærkelige Forskelligheder i Rederne hos den samme Art i de forenede Staters nordlige og sydlige Dele. Hvorfor, har man spurgt, har Bien, dersom Instinktet er variabelt, ikke faaet „den Færdighed at bruge et andet Stof, naar den manglede Voks?" Men hvilket andet Stof kunde Bien bruge ? De arbejder, som jeg har set, med Voks, der er hærdet med Kochenille og blødgjort med Fedt. Andrew Knight iagttog, at hans Bier, i Stedet for flittigt at samle Voksstof, brugte en Blanding af Voks og Terpentin, med hvilken han havde bedækket nogle Træer, der havde taget Skade paa deres Bark. Man har forny- lig vist, at Bier, i Stedet for at søge Blomsternes Støvkorn, gerne bruger et meget forskelligt Stof, nemlig Havremel. Frygt for en be- stemt Fjende er ganske vist en instinktmæssig Egenskab, hvad man kan se hos Fugleunger, skønt den styrkes ved Erfaring og ved at se, at andre Dyr har Frygt for den samme Fjende. Frygt for Mennesket erhverves langsomt (hvad jeg andet Steds har vist) af de forskellige Dyr, som bebor øde Øer, og vi ser selv i England et Eksempel derpaa, idet alle vore store Fugle er meget mere vilde end de smaa, thi de store Fugle er bleven mest efterstræbt af Mennesket. Vi kan ganske sikkert give vore store Fugles større Vildhed denne Grund; thi paa ubeboede Øer er store Fugle ikke

[page] 227

mere bange af sig end de smaa, og Skaden, der er saa sky i Eng- land, er tam i Norge, og det er ogsaa den toppede Krage i Ægypten. At de sjælelige Evner hos Dyr af samme Slags, som er født ude i Naturen, varierer meget, kunde vises ved mange Eksempler. Der kunde ogsaa nævnes forskellige Eksempler paa tilfældige og underlige Vaner hos vilde Dyr, hvilke Vaner, dersom de var fordel- agtige for Arten, ved Kvalitetsvalgets Hjælp kunde frembringe nye Instinkter. Men jeg ved helt vel, at disse almindelige Paastande, uden detaljerede Fakta, kun har en svag Indvirkning paa Læserens Sind. Jeg kan kun gentage min Forsikring, at jeg ikke taler uden at have stor Sandsynlighed for det, jeg siger.

Nedarvede Forandringer i Sædvane eller Instinkt hos Husdyrene.

Muligheden eller selv Sandsynligheden af, (at Varieringer i In- stinktet nedarves i Naturtilstanden, vil styrkes naar man betragter nogle faa Tilfælde hos Dyr i tæmmet Tilstand. Vi skal Saaledes blive i Stand til at se, hvilken Rolle Vane og Udvælgelse af saakaldte tilfældige eller spontane Varieringer har spillet ved Modificeringen af vore Husdyrs sjælelige Evner. Det er notorisk, at Husdyr va- rierer meget i deres sjælelige Evner. Med Katte forholder det sig f. Eks. Saaledes, at en ganske af sig selv giver sig til at fange Rotter, en anden Mus, og disse Tendenser vides at være arvelige. En Kat bragte altid i Følge Hr. St. John vilde Fugle hjem, en anden bragte Harer eller Kaniner, og en anden jagede paa sumpet Bund og fangede næsten hver Nat Hjerper eller Snepper. Der kunde gives en Mængde mærkelige og paalidelige Eksempler paa, at der ned- arves de forskelligste Afskygninger af Disposition og Smag, og lige- ledes af de løjerligste Indfald, i Forbindelse med visse Sindstilstande eller Tidsbestemmelser. Men lad os betragte noget, vi kender saa saare godt, nemlig Hunderacerne. Der er ingen Tvivl om, at unge Hønsehunde (jeg har selv set et slaaende Eksempel) undertiden vil staa, ja selv faa andre Hunde dertil den allerførste Gang, de bliver taget med. Vandhunde arver ganske vist i en vis Grad Fær- dighed i at apportere, og Hyrdehunde har fra Ungdommen af en Tilbøjelighed til at løbe rundt om Faareflokken og ikke lige løs paa den.

15*

[page] 228

Jeg kan ikke se, at disse Handlinger, der udføres uden Erfaring af den unge, og paa næsten samme Maade af hvert enkelt Individ, udføres med ivrig Glæde af hvert Hold og uden at det kender noget til det Maal, der skal naas — thi den unge Hønsehund ved ikke mere Besked med, at den staar for at hjælpe sin Herre, end den hvide Sommerfugl ved, hvorfor den lægger sine Æg paa Kaalbla- dene -- jeg kan ikke se, at disse Handlinger væsentlig er forskel- lige fra virkelige Instinkter. Dersom vi nu saa en Ulveart, der som ganske ung og uden at have haft med nogen som helst Slags Dres- sur at gøre, saa snart den sporede sit Bytte stod stiv som en Støtte og saa langsomt kravlede fremad paa en ejendommelig Maade; og en anden Ulveart, der, i Stedet for at fare løs paa en Hjord Dyr, løb rundt om dem og drev dem et langt Stykke bort: saa vilde vi sikkert kalde disse Handlinger instinktmæssige. Hus-Instinkter, som man kunde kalde dem, er ganske vist i langt ringere Grad fæstnede end naturlige Instinkter; men de har været paavirkede af en meget mindre kraftig Udvælgelse og har været nedarvede i en uden Sam- menligning kortere Tid og under mindre bestemte Livsbetingelser. . Hvor strengt disse Hus-Instinkter, Vaner og Dispositioner ned- arves, og hvor mærkeligt de bliver blandede, det viser sig tydeligt, naar forskellige Hunderacer krydses med hinanden. Saaledes ved man at en Krydsning med en Buldog har paavirket Mynders Mod og Haardnakkethed for mange Generationer, og en Krydsning med en Mynde har givet en hel Familie af Hyrdehunde Tilbøjelighed til at jage Harer. Disse Hus-Instinkter ligner, naar de Saaledes viser sig ved Krydsning, naturlige Instinkter, som paa en lignende Maade bliver forunderligt blandede med hinanden og i lang Tid frembyder Spor af begge Forældrenes Instinkter; Saaledes beskriver f. Eks. Le Roy en Hund, der havde en Ulv til Oldefader, og denne Hund viste, at den havde en saadan vild Slætning, paa en eneste Maade, nemlig ved, naar der blev kaldt paa den, ikke at komme hen til sin Herre i en lige Linie.

Hus-Instinkter omtales undertiden som noget, der er bleven ned- arvet ved længe varende og paatvungne Vaner; men det er ikke sandt. Ingen vil nogensinde have tænkt paa at lære og kunde rime- ligvis heller ikke have lært Tumleren at tumle, — noget, som jeg selv har set, at unge Fugle, der aldrig har set en Due tumle, under- tiden gør. Vi kan antage, at en eller anden Due viste en svag Til-,

\ ->

[page] 229

bøjelighed til denne besynderlige Sædvane, og at en længe fortsat Udvælgelse af de bedste Individer i de paa hinanden følgende Ge- nerationer gjorde Tumlerne til hvad de nu er. Nær ved Glasgow er der, som jeg hører af Hr. Brent, Hustumlere, som ikke kan flyve atten Tommer i Vejret uden at slaa Kaalbøtter. Det maa betvivles, at nogen nogensinde vilde have tænkt paa at dressere en Hund til at staa, dersom ikke en Hund af Naturen havde vist en Tilbøjelig- hed i denne Retning, og dette hænder en Gang imellem, Saaledes som jeg har set det med en ren Terrier. Den Ting at staa er sandsyn- ligvis, som mange har ment, kun en Forlængelse af den lille Pavse, i hvilken Dyret bereder sig til at springe løs paa sit Bytte. Saa snart den første Tendens til at staa havde vist sig, vilde metodisk Udvælgelse og de arvelige Virkninger af tvungen Træning i hver af de paa hinanden følgende Generationer snart fuldende Værket, og ubevidst Racevalg er i stadig Virksomhed, eftersom enhver søger, uden at have til Hensigt at forbedre Racen, at forskaffe sig de Hunde, som staar og jager bedst. Paa den anden Side har i nogle Tilfælde Vane alene været tilstrækkelig. Der er næppe noget Dyr, der er vanskeligere at tæmme end Ungerne af den vilde Kanin, og der er næppe noget Dyr, der er tammere end Ungerne af den tamme Kanin; men jeg kan næppe antage, at de tæmmede Kaniner ofte er bleven udvalgt alene for Tamhedens Skyld, saa vi maa til- skrive Vane og længe fortsat nøje Bevogtning i det mindste den største Del af den arvelige Forandring fra den højeste Grad af Vildhed til den højeste Grad af Tamhed.

Naturinstinkter tabes eller mistes i tæmmet Tilstand; et mærke- ligt Eksempel paa dette ser vi hos de Racer af Høns, som meget sjældent eller aldrig ligger, d. v. s. som aldrig ønsker at udruge deres Æg. Det er alene det, at vi kender vore Husdyr alt for godt, der forhindrer os i at se, i hvor høj Grad og hvor afgørende deres Sind er bleven modificeret. Det er næppe muligt at have nogen Tvivl om, at Kærlighed til Mennesket er bleven til et Instinkt hos Hunden. Alle Ulve, Ræve, Sjakaler og Arter af Katteslægten er, naar de holdes i tam Tilstand, meget tilbøjelige til at angribe Fjerkræ, Faar og Svin, og denne Tendens er blevet fundet inkurabel hos Hunde, der som Hvalpe er bleven bragt hjem fra Lande, som Tierra del Fuego (Ildlandet) og Avstralien, hvor de vilde ikke holder saadanne Hus- .rtyr. Hvor sjældent behøver paa den anden Side ikke vore civilise-

[page] 230

rede Hunde, selv som ganske unge, at lære, at de ikke maa an- gribe Fjerkræ, Faar og Svin. Ganske vist gør de nu og da et An- greb, men saa faar de Prygl, og hvis det ikke hjælper, bliver de slaaet ihjel, saa at Vane tillige med en lille Tanke af Racevalg rime- ligvis har hjulpet til at civilisere vore Hunde ved Nedarving. Paa den anden Side har smaa Kyllinger alene ved Vane tabt den Frygt for Hunde og Katte, som de oprindelig instinktmæssig havde, thi Hr. Kaptajn Hudson underretter mig om, at de unge Kyllinger hos Stamarten Gallus bankiva i Indien, naar de udruges af en almindelig Høne, i Begyndelsen er overordentlig vilde. Saaledes er det i Eng- land med unge Fasaner, som er udrugede af en Høne. Det er ikke Saaledes at forstaa, at Kyllingerne har mistet al Frygt, det gælder blot om Frygten for Hunde og Katte, thi naar Hønen udsender den Lyd, der varsler Farer, et Slags Farekluk, saa vil de (særlig unge Kalkuner) løbe bort fra Skjulet under hendes Vinger og gemme sig i det Græs eller Buskads, der maatte befindes i Nærheden, og dette er øjensynlig noget, der skyldes et Instinkt, som er beregnet paa, at Moderen hos de vilde Fugle flyver sin Vej. Men dette In- stinkt, som Kyllingerne har beholdt, er bleven unyttigt i tam Til- stand, thi Hønen har ved Ikke-Brug næsten ganske tabt sin Flyve- evne.

Af dette kan vi altsaa slutte, at der er bleven erhvervet Instink- ter i den tamme Tilstånd, medens ogsaa Naturinstinkter er bleven tabt, dels ved Vane og dels ved, at Mennesket igennem paa hin- anden følgende Generationer har udvalgt og ophobet særegne sjæle- lige Vaner og Evner, som først havde vist sig ved det, vi i vor Uvidenhed kalder et Tilfælde. I nogle Tilfælde har alene paatvungne Sædvaner været nok til at frembringe Forandringer, i andre Tilfælde har dette intet udrettet, og alt har været Resultatet af Udvælgelse, metodisk og ubevidst, men i de fleste Tilfælde har Vane og Ud- vælgelse rimeligvis virket sammen.

Særegne Instinkter.

Vi vil maaske bedst forstaa, hvorledes Instinkter ude i Naturen er bleven modificerede ved Udvælgelse, ved at betragte nogle faa Eksempler. Jeg vil kun vælge tre af dem, som jeg skal omtale i mit kommende Værk, nemlig det Instinkt, som faar Gøgen til at lægge

[page] 231

sine Æg i andre Fugles Reder; det Instinkt, som faar visse Myrer til at gøre Slaver, og den Evne til at bygge Celler, som er bleven Bien til Del; disse to Instinkter er i Almindelighed og med Rette af Naturforskerne bleven anset for de vidunderligste af alle bekendte Instinkter.

Gøgens Instinkter. — Nogle Naturforskere antager, at det, der egentlig er Ophavet til Gøgens Instinkt, er den Omstændighed, at den lægger sine Æg, ikke et hver Dag, men med to eller tre Dages Mellemrum; saa dersom den selv skulde bygge Rede og selv ligge paa sine egne Æg, saa vilde der være gaaet nogen Tid, inden de Æg, der først blev lagt, vilde være bleven rugede paa, og der vilde være Æg og Unger af forskellig Alder i den samme Rede. Under disse Forhold vilde Æglægningen og Udrugningen tage en ubekvem lang Tid, saa meget mere ubekvem, som Gøgehunnen trækker bort meget tidligt, og den først udrugede Unge rimeligvis saa maatte næres af Hannen alene. Den amerikanske Gøg har det nu paa denne Maade, thi den laver selv sin Rede, og den har Æg og Unger af ulige Alder. Det er bleven paastaaet, og det er bleven benægtet, at den amerikanske Gøg nu og da lægger sine Æg i andre Fugles Rede; men jeg har ganske for nylig hørt fra Dr. Merrell fra Iowa, at han engang i Illinois fandt en Gøgeunge sammen med en Skovskade- unge i en Skovskades (Garrulus cristatus) Rede, og de var begge to næsten helt færdige med deres Fjerbeklædning, saa der kunde ikke tages fejl af dem. Jeg kunde ogsaa nævne adskillige Eksempler paa, at forskellige Fugle nu og da har lagt deres Æg i andre Fugles Reder. Lad os nu antage, at den evropæiske Gøgs gamle Stamform havde den amerikanske Gøgs Sædvaner og nu og da lagde et Æg i en anden Fugls Rede. Dersom nu dette var til Nytte for den gamle Fugl, derved at den blev i Stand til at vandre tidligere eller af en eller anden Grund; eller dersom Ungerne blev mere kraftige (ved Fordele, der blev mindre derved, at en anden Art tog fejl af sit In- stinkt), end naar de blev opdraget af deres egen Moder, overlæsset som hun næppe kunde undgaa at være ved at have Æg og Unger af forskellige Aldre paa samme Tid, saa vilde enten de gamle Fugle eller de udsatte Fugle faa en heldigere Stilling. Analogien faar os til at tro, at de Unger, der er opelskede Saaledes, vil være tilbøje- lige til paa Grund af Arveligheden at følge deres Moders tilfældige og udskejende Skik, og de vilde, naar Turen kom til dem, blive til-

[page] 232

bøjelige til at lægge deres Æg i andre Fugles Reder og Saaledes have mere Held med at opelske deres Unger. Ved en fortsat Proces af dene Natur tror jeg, at vor Gøgs besynderlige Instinkt er bleven dannet. Det er ogsaa for nylig blevet forsikret, at Gøgen nu og da lægger sine Æg paa den bare Jord, ligger paa dem og mader sine Unger; dette sjældne og mærkelige Træf er øjensynligt et Tilfælde af Atavisme, en Venden tilbage tir de længst tabte oprindelige Rede- bygningsinstinkter.

Man har gjort den Indvending, at jeg ikke har lagt Mærke til andre beslægtede Instinkter og Lempelser, der omtales som nød- vendig sideordnede. Men i alle Tilfælde er Spekulation over en Ting, som man kun kender hos en eneste Art, unyttig, thi vi har ingen Kendsgerninger til at lede os. Indtil for ganske nylig var kun den evropæiske og den ikke-parasitiske, amerikanske Gøgs Instink- ter kendt. Nu kender vi, takket være Hr. E. Ramsay's Iagttagelser, saa omtrent tre avstralske Arter, som lægger deres Æg i andre Fugles Reder. Der er tre Hovedpunkter; for det første: det, at Gøgen med meget faa Undtagelser kun lægger et Æg i hver Rede, for at den store og graadige Unge kan faa fuldt op af Føde. For det andet: at Æggene er mærkværdig smaa, idet de ikke er større end Lærkens, en Fugl, der omtrent er fire Gange saa lille som Gøgen. At Æggenes ringe Størrelse nu i Virkeligheden er en Tillempelse, kan vi slutte af den Kendsgerning, at den ikke-parasitiske ameri- kanske Gøg lægger Æg, som har deres fulde Størrelse. For det tredje: at den unge Gøg straks efter Fødslen har det Instinkt, den Styrke og et saa ejendommelig formet Næb, at den kan kaste sin Fostbroder, som da omkommer af Kulde og Hunger, ud af Reden. Dette har man dristigt hævdet som et skønt Arrangement, der gik ud paa, at den unge Gøg kunde faa tilstrækkelig Føde, og at dens Fostbrødre kom til at miste Livet, førend de rigtig havde faaet nogen Følelse.

Naar vi nu vender os til de avstralske Arter, saa er det ikke saa sjældent, skønt Fuglene i Almindelighed kun lægger et Æg i hver Rede, at finde to eller selv tre i samme Rede. Hos Bronze-Gøgene varierer Æggene meget i Størrelse, fra otte til ti Liniers Længde. Dersom det nu havde været til nogen Fordel for denne Art at have lagt Æg, der var mindre end de, der nu lægges, for at kunne skuffe visse Plejeforældre eller, mere sandsynligt, for at de kan blive ud^

[page] 233

ruget i kortere Tid, (der forsikres nemlig, at der er Forhold imel- lem Æggets Størrelse og Rugetiden), saa falder det ikke vanskeligt at tro, at der kunde være bleven dannet en Race eller Art, som lagde mindre og mindre Æg; thi saadanne vilde sikrere blive udklækkede. Hr. Ramsay bemærker, at to af de avstralske Gøge, naar de lægger deres Æg i aabne Reder, viser en afgjort Forkærlighed for saadanne, som indeholder Æg, der ligner deres egne i Farve. Den evropæiske Art har nu ganske vist nogen Tendens til et lignende Instinkt, skønt den ikke sjældent afviger derfra, hvad man kan se deraf, at den lægger sine matte og blegt farvede Æg i Graairiskens (Accentor) Rede, der indeholder glinsende blaag rønne Æg. Havde vor Gøg altid vist det ovenfor omtalte Instinkt, saa vilde dette ganske vist have kommet til at høre til deres Tal, om hvilke man antager, at de alle er vundet paa engang. Den avstralske Bronze-Gøgs Æg varie- rer ifølge Hr. Ramsay i overordentlig høj Grad i Farve, saa at Kva- litetsvalget, saa vel i denne Henseende, som ogsaa hvad Størrelsen angaar, meget godt kunde have sikret og fæstnet enhver fordelagtig Variering.

Med Hensyn til det, at den unge evropæiske Gøg skulde kaste sine Plejebrødre ud, saa maa man først lægge Mærke til, at Hr. Gould, som særlig har givet sig af med dette Emne, er overbevist om, at det er en Vildfarelse; han forsikrer, at de smaa Fugleunger i Almindelighed bliver kastet ud i Løbet af de tre første Dage, og i den Tid er den unge Gøg aldeles magtesløs; han hævder, at den unge Gøg ved sine Hungerskrig eller ved andre Midler i den Grad tilvender sig Plejeforældrenes Opmærksomhed, at kun den faar Føde, saa at de andre maa sulte ihjel, og saa bliver de smidt ud af de gamle Fugle ligesom Æggeskallerne og Ekskrementerne. Han indrømmer imidlertid, at den unge Gøg, naar den er bleven ældre og stærkere, kan have Magt til og maaske ogsaa Instinkt til at kaste sine Plejebrødre ud, dersom de har været saa heldige ikke at sulte ihjel de første Dage efter deres Fødsel. Hr. Ramsay er for de av- stralske Arters Vedkommende kommen til det samme Resultat; han siger, at den unge Gøg i Begyndelsen er en lille, ubehjælpsom, fed Skabning, men „da den vokser hurtigt, saa fylder den snart den største Del af Reden, og dens ulykkelige smaa Kammerater, som enten ligges ihjel af den eller sultes ihjel paa Grund af dens Graa- dighed, bliver kastet ud af Forældrene." Ikke desto mindre er der

[page] 234

saa meget baade fra gamle Dage og fra Nutiden, som taler for, at den unge evropæiske Gøg kaster sine Plejebrødre ud, at man næppe kan betvivle det. Dersom det var af stor Vigtighed for den unge Gøg at faa saa megen Næring straks efter Fødslen, saa kan jeg ikke indse, at der kan være nogen særlig Vanskelighed ved, at den lidt efter lidt gennem mange paa hinanden følgende Genera- tioner kan have erhvervet den Sædvane (maaske ligefrem ved en Rastløshed, med hvilken den ikke havde nogen ond Hensigt), den Styrke og den Bygning, som passede bedst, naar den skulde smide sine Plejebrødre ud; thi de unge Gøge, som havde saadanne Vaner og en saadan Bygning, vilde blive bedst fodrede og være sikrest stillede i deres Barndom. Jeg kan ikke se, at der er større Vanske- lighed ved dette, end der er ved, at unge Fugle midlertidigt faar et eget Instinkt og en haard Spids paa deres Næb, for at de kan komme ud af Ægget, eller ved det, at unge Snoge, som Owen be- mærker, i deres Overkæbe har en skarp Tand til at gennemskære den sejge Æggeskal. Thi dersom enhver Del er tilbøjelig til indivi- duelle Varieringer til en eller anden Tid, og Varieringerne saa søger at nedarves paa en tilsvarende Tid — Ting som ikke kan nægtes —, saa kan Ungernes Instinkter og Bygning lige saa vel blive langsomt modificeret som de voksnes, og begge Dele maa staa eller falde med den hele Kvalitetsteori.

Den Vane nu og da at lægge sine Æg i andre Fugles Reder enten af den samme eller af en forskellig Art er ikke saa over- dreven sjælden hos Hønsefuglene, og dette forklarer maaske Op- rindelsen til et ejendommeligt Instinkt i den nærmest beslægtede Gruppe, nemlig Strudsenes. Hos den samler unge Hunstrudse sig og lægger først nogle faa Æg i én Rede og saa nogle i en anden, og disse bliver udrugede af Hannerne. Dette Instinkt kunde maaske være foranlediget derved, at Hunnerne lægger et stort Antal Æg, men ligesom Gøgen med to eller tre Dages Mellemrum. Den ameri- kanske Struds's Instinkt er imidlertid endnu ikke bleven fuldendt, thi der ligger et saa forbavsende stort Antal Æg strøet ud over Sletterne, saa jeg paa én Dags Jagt kunde opsamle ikke mindre erid tyve tabte og ødelagte Æg.

Mange Bier er Snyltere og lægger regelmæssig deres Æg i andre Biers Reder. Dette Tilfælde er mere mærkeligt end Gøgens, thi disse Bier har faaet ikke blot deres Instinkter, men ogsaa deres

~)

[page] 235

Bygning modificeret i Overensstemmelse med deres Snyltevaner, thi de har ikke det Apparat til at samle Støvkorn med, som vilde have været uundværligt, dersom de skulde samle Forraad af Næ- ring for deres Unger. Ligeledes er nogle Arter af Sphegidæ (hvepse- agtige Insekter) parasitiske paa den samme Maade overfor andre Arter, og Fabre har for nylig vist, at der er god Grund til at tro, at, endskønt Tachytes nigra laver sin egen Hule og fylder den med lamslaaet Bytte til Glæde for dens egne Larver, saa benytter dette Insekt sig dog, naar det finder en Hule, der allerede er indrettet og fyldt af en anden Sphex, deraf og bliver Saaledes for Øjeblikket parasitisk. I dette Tilfælde, ligesom i det, vi antog for Gøgens Ved- kommende, kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed ved, at Kvalitetsvalget kunde have gjort en tilfældig Vane permanent, der- som det var til Fordel for Arten, og dersom det Insekt, hvis Rede og hvis Oplag af Føde annekteredes paa en saa gavtyveagtig Maade, ikke blev udryddet derved.

Instinkt til at holde Slaver.

Dette mærkværdige Instinkt blev først opdaget hos Formica (Polyerges) rufescens af Pierre Hubert, der endogsaa var en bedre Iagttager end sin berømte Fader. Den nævnte Myre er afgjort af- hængig af sine Slaver; uden deres Hjælp vilde Arten ganske vist gaa til Grunde i Løbet af et eneste Aar. Hannerne og de frugtbare Hunner udfører ikke noget som helst Arbejde af nogen Slags, og Arbejderne eller de golde Hunner udfører, skønt de er i høj Grad energiske og modige ved Indfangning af Slaver, ikke det mindste andet Arbejde end netop dette. De er ude af Stand til at lave deres egne Reder eller fodre deres egne Larver. Naar den gamle Rede synes dem ubekvem og de maa udvandre, saa er det Slaverne, som staar for Udvandringen, og de bærer bogstavelig deres Herrer i deres Kindbakker. Saa yderst hjælpeløse er disse Herrer, at, da Hubert lukkede en tredive Stykker af dem inde, uden at give dem Slaver med, men med en Overflødighed af den Næring, de holdt mest af, og med deres egne Larver og Pupper til at ægge dem til Arbejde, saa kunde de ikke engang føde sig selv, og mange af dem døde af Sult. Hubert satte da en enkelt Slave (Formica fusca) ind til dem, og den gav sig straks til at arbejde, fodrede og frelste dem,

[page] 236

der endnu var i.Live, lavede nogle Celler og puslede om Larverne og satte alting i Orden, Hvad kan være mere vidunderligt end disse højst sikre Kendsgerninger? Dersom vi ikke havde kendt til nogen anden Myre, der holdt Slaver, vilde det have været haabløst for os at spekulere over, hvorledes et saa vidunderligt Instinkt kunde være bleven bragt til en saadan Fuldkommenhed.

P. Hubert var ligeledes den første, der opdagede, at en anden Art, Formica sanguinea, var en af de Myrer, der holdt Slaver. Den- ne Art findes i de sydlige Dele af England, og dens Sædvaner er bleven iagttaget af Hr. F. Smith ved det britiske Museum, til hvem jeg staar i stor Taknemmelighedsgæld for hans Meddelelser saavel om dette som om andre Emner. Om endskønt jeg ganske stolede paa Huberts Og Hr. Smits Beretninger, søgte jeg dog at se med lidt Tvivl paa Emnet, og det kan vel nok undskyldes, om man tvivler lidt paa Sandheden af et saa overordentligt og saa afskyeligt Instinkt som det at holde Slaver. Jeg skal nu give en detaljeret Fremstilling af mine Iagtagelser. Jeg aabnede fjorten Reder hos Formica sanguinea og fandt nogle faa Slaver i dem alle. Hanner og frugtbare Hunner af Slavearten (F. fusca) finder man kun i disse Myrers egne Samfund, og de er aldrig bleven iagttaget i F. sanguinea's Reder. Slaverne er sorte og er ikke over halvt saa store som deres røde Herrer, saa der er stor Forskel paa deres Udseende. Naar man gør Tuen lidt Skade, kommer Slaverne sommetider ud og er ligesom deres Herrer i en meget ophidset Sindsstemning og forsvarer Reden; bringer man megen Forstyrrelse i. Reden og faar Larverne og Pupperne frem, saa arbejder Slaverne meget energisk tillige med deres Herrer paa at faa dem baaret bort og bragt i Sikkerhed. Heraf ser man, at Sla- verne er ganske, ligesom de var hjemme. I Juni og Juli Maahed i tre paa hinanden følgende Aar har jeg mange Timer i Træk siddet og passet paa forskellige Tuer i Surrey og Sussex, og jeg saa aldrig en Slave forlade én Tue eller gaa ind i den. Da Slaverne i disse Maaneder er meget faa i Antal, tænkte jeg, at de muligvis kunde bære sig anderledes ad, naar de var meget talrige; men Hr. Smith underretter mig om, at han har passet paa Tuerne til forskellige Tider af Dagen i Maj, Juni og Avgust baade i Surrey og Hampshire, og hån har aldrig set Slaverne, skønt der er en stor Mængde af dem i Avgust, forlade Tuen eller gaa ind i den. Derfor tror han, at de kun er Husslaver. Paa den anden Side kan man stadig se

[page] 237

Herrerne bringe Byggemateriale og Føde af al Slags. Men i Aaret 1860 i Juli Maaned fandt jég et Myresamfund, som havde et usæd- vanlig stort Hold Slaver, og jeg saa da, at der var nogle faa Slaver, der forlod Reden tilligemed deres Herrer og gik ad den samme Vej hen til en høj skotsk Fyr, der stod en fem og tredive Alen borte, og som de gik op ad sammen, sandsynligvis for at finde Bladlus eller Skjoldlus, Ifølge Hubert, som havde god Lejlighed til Iagt- tagelse, arbejder de i Schweiz i Almindelighed sammen med deres Herrer paa Redebygningen, og kun Slaverne aabner og lukker Ind- gangene Morgen og Aften, og, som Hubert udtrykkelig siger, deres Hovedbeskæftigelse er at søge efter Bladlus. Denne Forskellighed i Herrernes og Slavernes almindelige Sædvaner i de to nævnte Lande har sandsynligvis ganske simpelt sin Grund i, at Slaverne kan fanges i større Antal i Schweiz end i England. .

En Dag var jeg saa heldig at blive Vidne til en Udvandring af F. sanguinea fra en Tue til en anden, og det var et interessant Skue at se Herrerne omhyggeligt bære deres Slaver i deres Kindbakker i Stedet for selv at blive baaret af dem, Saaledes som det var Tilfæl- det med F. rufescens. En anden Dag slog dét mig at se en Snes af Slaveejerne gaa rundt omkring den samme Plet og øjensynligt ikke for at søge Føde; de nærmede sig til et uafhængigt Samfund af Slavearten F. fusca og blev med Kraft slaaet tilbage. Der var under- tiden tre af denne Myreart, der holdt sig fast til Benene af Slave- ejerne (F. sanguinea). Disse sidste dræbte uden Barmhjertighed deres smaa Modstandere og bar deres Lig bort til deres Rede, der laa en'fyrretyve Alen borte, for at bruge dem som Næring, men de fik ingen Pupper til at faa Slaver af. Saa gravede jeg et lille Stykke Jord, hvori der var Pupper af F. fusca, ud af en anden Rede og lagde det paa en bar Plet nær ved Valpladsen, og Pupperne blev ivrigt grebet og baaret bort af Tyrannerne, som maaske tænkte, at de alligevel var gaaet af med Sejren i den sidste Batalje.

Paa samme Tid lagde jeg paa den samme Plet en lille Jordklump med Pupper af en anden Art F. flava med nogle faa af disse smaa gule Myrer endnu hængende ved dette Brudstykke af deres Tue. Denne Art bliver undertiden, skønt sjældent, gjort til Slaver, saa- ledes som Hr. ■Smith har beskrevet det. Om endskønt denne Art er meget lille, er den dog meget modig, og jeg har set den angribe andre Myrer meget voldsomt. Engang fandt jeg til min store For-

[page] 238

bavselse et uafhængigt Samfund af F. flava under en Sten, der laa under en Rede, som tilhørte den slaveholdende F, sanguinea, og da jeg tilfældigvis kom til at ødelægge begge Rederne, angreb de srnaa Myrer deres store Naboer med et forbavsende Mod. Jeg var nu meget nysgerrig efter at faa at vide, om F. sanguinea kunde skelne Pupperne af F. fusca, som de i Almindelighed gør til Slaver, fra den lille og rasende F. flava's Pupper, som de sjældent tager, og det var øjensynligt, at de straks kunde kende dem; thi vi har set, at de ivrigt og øjeblikkeligt greb Pupperne af F. fusca, medens de blev meget forskrækkede, da de mødte Pupperne, ja blot Jorden fra F. flava's Tue, og løb hurtigt deres Vej; men efter omtrent et Kvar- ters Forløb, kort efter at alle de smaa gule Myrer var kravlet bort, tog de Mod til sig og drog afsted med Pupperne.

En Aften saa jeg et andet Samfund, bestaaende af F. sanguinea, og jeg fandt et Antal af disse Myrer paa Vejen hjemad i Færd med at gaa ind i deres Tuer. De bar Ligene af F. fusca (hvad der viste, at det ikke var en Udvandring) og en stor Mængde Pupper. Jeg fulgte en hel lang Række af Myrer, der var belæssede med Bytte, henved et halvt hundrede Alen tilbage til en meget tæt Plet Lyng, hvorfra jeg saa det sidste Individ af F. sanguinea komme ud, bæ- rende paa en Puppe; men jeg var ikke i Stand til at finde den øde- lagte Tue i den tætte Lyng. Tuen maa imidlertid ikke have været langt borte, for to eller tre Individer af F. fusca løb omkring i den største Sindsbevægelse, og en af dem stod stiv og stille med en af dens egen Arts P,upper i Munden paa Enden af et Lyngskud, som et Billede paa Fortvivlelsen over et ødelagt Hjem.

Saaledes er Kendsgerningerne, endskøndt de med Hensyn ti! det vidunderlige Instinkt til at gøre Slaver ikke trængte til nogen Bekræftelse fra mig. Pas nu paa, hvilken Modsætning der er imel- lem F. sanguinea's instinktmæssige Vaner og Fastlandsarten F. ru- fescens's. Den sidste bygger ikke sin egen Tue, bestemmer ikke sine egne Udvandringer, samler ikke Føde til sig selv eller sit Af- kom og kan ikke engang æde selv. Den er aldeles afhængig af sine talrige Slaver. Formica sanguinea har paa den anden Side meget færre Slaver og om Forsommeren meget faa. Herrerne afgør, naar og hvor en ny Tue skal dannes, og naar de udvandrer, saa bærer Herrerne Slaverne. Baade i Schweiz og England synes Slaverne udelukkende at passe Larverne, og kun Herrerne gaar paa Slave-

[page] 239

fangst. I Schweiz arbejder Herrerne og Slaverne sammen, bringer Materiale til Reden og bygger den; begge, men hovedsagelig Sla- verne, passer og malker, som man kunde sige, deres Bladlus, og Saaledes samler de begge Føde til Samfundet. I England plejer kun Herrerne at forlade Reden og samle Byggemateriale og Føde til sig selv, Slaverne og Larverne. Herrerne i dette Land modtager altsaa meget færre Tjenester af deres Slaver end de i Schweiz.

Ved hvilket Trin F. sanguinea's Instinkt er blevet til, det skal jeg ikke indlade mig paa at gætte. Men da Myrer, der ikke holder Slaver, plejer, som jeg har set, at bære Pupper af andre Arter bort, dersom de ligger i Nærheden af deres Rede, saa er det muligt, at saadanne Pupper, som oprindelig var bleven samlede for at tjene til Føde, kunde udklækkes, og de fremmede Myrer, der Saaledes var bleven opklækkede, vilde da følge deres sædvanlige Instinkt og gøre, hvad Arbejde de kunde. Dersom nu deres Nærværelse viste sig at være nyttig for de Arter, som havde taget dem i Hus — det kunde jo være fordelagtigere for disse Arter at fange Arbejdere end selv at frembringe dem — saa kunde den Vane at samle Pupper til Næring ved Kvalitetsvalget blive styrket og blive gjort staaende Saaledes, at de nu samlede Pupper i den Hensigt at opdrage Slaver. Naar Instinktet engang var erhvervet, selv om det var i en meget ringere Grad end hos vor britiske F. sanguinea, der, som vi har set, faar mindre Hjælp af sine Slaver, end den samme Art faar i Schweiz, saa kunde Kvalitetsvalget forøge og modificere Instinktet — idet vi stadig antager, at enhver Modifikation er til Nytte for Arten —, indtil der var bleven dannet en Myre, der var saa afgjort afhængig af sine Slaver som Formica rufescens.

Biens Instinkt til at danne Celler.

Jeg vil ikke her indlade mig paa dette Emnes smaa Detaljer, jeg vil blot give et let Udkast af de Slutninger, til hvilke jeg er kom- men. Det maa være en sløv Natur, som kan undersøge Bygningen af en Bikage, der saa smukt tjener sit Formaal, uden enthusiastisk Beundring. Matematikerne fortæller os, at Bien praktisk har løst en vanskelig Opgave og har givet sin Celle netop den Form, som kan rumme den størst mulige Mængde Honning med det mindst mulige Forbrug af det kostbare Voks. Man har bemærket, at en dygtig Me-

[page] 240

kaniker med passende Værktøj og Maal vilde finde det vanskeligt at lave Voksceller af den rigtige Facon, endskønt dette bliver gjort ganske udmærket af en Skare af Bier, som arbejder i en mørk Kube. Med Underforstaaelse af hvad Instinkt man vil, synes det ved første Øjekast ganske ubegribeligt, hvorledes de kan danne alle de nød- vendige Vinkler og Planer eller blot bemærke, at de er rigtig gjort. Men Vanskeligheden er dog ikke saa stor, som man kunde tro. Jeg tror, at det kan vises, at hele dette skønne Værk følger af nogle faa simple Instinkter.

Jeg kom til at undersøge dette Spørgsmaal paa Foranledning af Hr. Waterhouse, som viste, at Cellens Form staar i et nært For- hold til den tilstødende Celles Form, og det følgende kan maaske betragtes blot som en Modifikation af hans Teori. Naturen holder saa meget af at gaa frem Skridt for Skridt, lad os se, om den ikke derved her kan hjælpe os paa Spor. Trinrækken er kort. I den ene Ende har vi Humlebierne, som bruger deres gamle Puppehylstre til at gemme Honning i, idet de undertiden tilføjer nogle korte Rør af Voks og da ogsaa forstaar at gøre nogle enkelte og meget uregel- mæssigt rundede Voksceller. I den anden Ende af Rækken har vi Biens Celler, som er stillede i et dobbelt Lag; hver Celle er, som man ved, et sekssidet Prisme, hvis enkelte Siders nedre Dele er indskaarne Saaledes, at der op i dem passer en Pyramide begrænset af tre Rhomber. Disse Rhomber har bestemte Kanter, og de tre, som danner den enkelte Celles pyramideformede Bund paa Kagens ene Side, indgaar igen i Dannelsen af Grunden af tre sammen- stødende Celler paa den modsatte Side. I Rækken mellem Biens fuldkomment byggede Celler og Humlebiens simpelt byggede har vi Cellerne hos den meksikanske Melipona domestica, der er omhyg- geligt beskrevne og afbildede af Pierre Hubert. Meliponaen staar selv i Bygning midt imellem Bien og Humlebien, men nærmest ved den sidste. Den danner en næsten regelmæssig Vokskage af cylin- driske Celler, i hvilke Afkommet udklækkes, og desuden nogle store Voksceller, som er gjort til at rumme Honning. Disse sidste Celler er næsten kugleformede, næsten af samme Størrelse og er samlede i en temmelig uregelmæssig Klump. Men det Punkt, som det særlig kommer an paa at lægge Mærke til, det er, at disse Cel- ler altid er byggede saa nær ved hverandre, at de vilde have skaaret eller brudt hverandre, dersom de havde været fuldstændige Kugler,

[page] 241

men dette er de aldrig, idet Bierne bygger fuldkommen flade Voks- vægge mellem de Kugler, som Saaledes tegner til at ville skære hverandre. Derfor bestaar hver Celle af en ydre sfærisk Del og af to, tre eller flere fuldkommen plane Flader, alt efter som den støder op til to, tre eller flere andre Celler. Naar en Celle hviler paa tre andre Celler, hvilket, da Kuglerne næsten er af samme Størrelse, hyppigt, ja nødvendigvis er Tilfældet, saa er de tre flade Planer samlede til en Pyramide, og denne Pyramide er, som Huber har bemærket, aabenbart en plump Efterligning af den tresidede Pyra- mide, som begrænser Bicellen. Ligesom i Biens Celler, Saaledes gaar ogsaa her de tre plane Flader i en eller anden Celle nødven- digvis ind i de tre tilstødende Cellers Form. Det er tydeligt, at Melipona sparer Voks og, hvad der er vigtigere, Arbejde ved denne Maade at bygge paa, thi de flade Vægge mellem de op til hinanden stødende Celler er ikke dobbelte, men har den samme Tykkelse som de ydre sfæriske Dele, og dog danner hver af de plane Dele en Del af to Celler.

Ved at tænke over dette Tilfælde, kom jeg i Tanker om, at, der- som Melipona havde bygget sine Kugler i en vis given Afstand fra hverandre, havde gjort dem lige store og ordnet dem symmetrisk i et dobbelt Lag, saa vilde den deraf resulterende Bygning rimeligvis have været lige saa fuldkommen som Biens Vokskage. Jeg skrev derfor til Professor Miller i Cambridge, og denne Matematiker har venlig gennemlæst det følgende, som er blevet til med hans Hjælp, og han siger, det er aldeles korrekt.

Dersom man beskriver et vist Antal lige store Cirkler, som har deres Centra i to parallele Planer, og naar hver Cirkels Centrum ligger i Afstanden Radius X j/2 eller Radius X' 1,41421 (eller noget mindre) fra de seks Cirklers Centra i samme Plan og i den samme Afstand fra Centrerne af de tilstødende Cirkler i det andet og parallele Lag, saa vil der, hvis man lægger tangerende Planer til de forskellige Cirkler i begge Lag, fremkomme et dobbelt Lag af sekssidede Prismer, som er forenede ved pyramidalske Baser, der er dannede af tre Rhomber, og Rhomberne og Siderne i det seks- sidede Prisme vil have alle deres Vinkler lige store med dem, som jeg ved de nøjagtigste Maalinger har kunnet faa ud ved Biens Celle. Men jeg hører af Professor Wyman, som har foretaget mangfoldige og omhyggelige Maalinger, at Biens Nøjagtighed i Arbejdet er ble- Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    16

[page] 242

ven i høj Grad overvurderet, saa meget, at, som han siger, hvilken Cellens typiske Form end er, saa er den sjældent eller aldrig bleven realiseret.

Derfor kan vi med Sikkerhed slutte, at dersom vi kunde modifi- cere de Instinkter, som Meliopanen har, og som i sig selv ikke er meget vidunderlige, saa vilde denne Bi danne en Bygning, der var lige saa vidunderlig fuldkommen som Biens. Vi maatte antage, at Meliopanen havde det i sin Magt at bygge sine Celler aldeles sfæ- riske og lige store, og dette vilde ikke være meget forbavsende, da vi ser, at den allerede til en vis Grad gør det, og naar vi ser, hvilke fuldkommen cylindriske Huler mange Insekter kan gøre i Træ øjen- synlig blot ved at vende og dreje sig rundt omkring et bestemt Punkt. Vi maatte antage, at Meliopanen ordnede sine Celler i et horisontalt Lag, hvad den jo gør med sine cylindriske Celler, og vi maatte endvidere antage, og det er den største Vanskelighed, at den paa en eller anden Maade kunde skønne nøjagtig, i hvilken Afstand den skulde staa fra sine Medarbejdere, naar de var flere, der lavede Kugler, men den er allerede for saa vidt i Stand til at dømme om Afstanden, som den altid bygger sine Celler Saaledes, at de kan skære hverandre temmelig stærkt, og saa forbinder den Skærings- punkterne ved plane Flader. Vi maatte endvidere antage, men dette er ingen Vanskelighed, at — efter at de sekssidede Prismer var bleven dannede derved, at Kugler i samme Lag indbyrdes skærer hverandre — den kunde forlænge det sekssidede Prisme til en hvilken som helst Højde, der udfordres for at gemme Honningen — paa den samme Maade som den simple Humlebi bygger Vokscylin- dre til sine gamle Puppers runde Aabninger. Ved saadanne Modifi- kationer af Instinkter, der i og for sig ikke er videre vidunderlige — næppe mere vidunderlige end det, der leder en Fugl, naar den bygger sin Rede — tror jeg, at Bien ved Kvalitetsvalgets Hjælp har erhvervet sine uforlignelige Evner i Retning af det arkitektoniske.

Men denne Teori kan ogsaa støttes ved et Forsøg. Følgende Hr. Tegetmeiers Eksempel adskilte jeg to Vokskager og satte mellem dem en lang tyk rektangulær Voksstribe. Bierne begyndte straks at grave smaa kredsrunde Brønde i det, og efter som de gjorde disse Smaabrønde dybere og dybere, gjorde de dem ogsaa videre og vi- dere, indtil de var bleven omdannede til flade Beholdere, der for Øjet ganske saa ud som Dele af en Kugle, og som omtrent havde

[page] 243

en Celles Diameter. Det var meget interessant for mig at iagttage, at hvor som helst forskellige Bier havde begyndt at udhule Behol- derne nær ved hinanden, der havde de begyndt deres Arbejde i en saadan Afstand fra hinanden, at, da Beholderne havde faaet den oven for omtalte Vidde, (det vil sige omtrent en almindelig Celles Vidde), og i Dybde var omtrent en Sjettedel af Diameteren af den Kugle, af hvilken de dannede en Del, saa skar Beholderens Rande hinanden eller gik ind i hinanden. Naar dette hændte, saa holdt Bierne op med at udhule og begyndte med at opbygge flade Voks- vægge paa Skæringslinierne mellem Beholderne, Saaledes at et- hvert seksidet Prisme var bygget paa den takkede Rand af en glat Beholder i Stedet for paa den lige Kant af en tresidet Pyramide, Saaledes som Tilfældet er med almindelige Celler.

I Stedet for et Stykke tykt rektangulært Voks satte jeg saa en tynd og smal Strimmel, som var farvet med Kochenille, ind i Kuben. Bierne begyndte øjeblikkelig paa begge Sider at udhule smaa Be- holdere ved siden af hinanden paa samme Maade som før, men Voksstrimlen var saa tynd, at Beholderens Bunde, dersom der da var bleven udhulet til samme Dybde som i det forrige Eksperi- ment, vilde være bleven gennembrudt fra begge Sider. Bierne lod det imidlertid ikke komme saa vidt, de standsede deres Udhulinger paa en passende Tid, saa at Bassinerne, saa snart som de var bleven lidt fordybede, kom til at faa flade Bunde, og disse flade Bunde, som var dannede af smaa tynde Plader af farvet Voks, der ikke var bleven gennemgnavet, de laa, saa vidt Øjet kunde skelne, nøjagtig langs med det tænkte Skæringsplan mellem Voksstribens modsatte Beholdere. Nogle Steder var der kun smaa Dele, paa andre Steder store Dele af rhombiske Flader ladt tilbage imellem de over for hinanden liggende Beholdere, men Værket var paa Grund af den unaturlige Tingenes Tilstand ikke bleven omhyggelig udført. Bier- ne maa have arbejdet i næsten samme Forhold med deres Gnaven bort og Graven Beholdere paa begge Sider af den farvede Voks- strimmel, for at det Saaledes skulde være lykkedes dem at efter- lade plane Flader mellem Beholderne ved at standse Arbejdet ved Skæringsplanet.

I Betragtning af, hvor bøjeligt og tyndt Voks er, kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed for, at Bierne, medens de arbejder paa de to Sider af Voksstrimmelen, kan opdage, naar de har gnavet

16*

[page] 244

Vokset bort i en passende Tykkelse, og saa standse deres Arbej'de. I de almindelige Bikager har jeg undertiden set, at det ikke altid lyk- kedes Bierne at følges ad med Arbejdet paa begge Sider; thi jeg har ved Grunden af den nylig paabegyndte Celle set halvt fuldendte Rhomber, som var lidt konkave paa den ene Side og konvekse paa den anden Side, og her antager jeg derfor, at Bierne har hulet for stærkt ud det ene Sted, medens de har arbejdet mindre hurtigt paa det andet Sted. I et særlig udpræget Tilfælde satte jeg Kagen ind i Ku- ben igen og lod Bierne arbejde videre en kort Tid, undersøgte saa Cellen igen og fandt da, at den rhombiske Flade var bleven fuld- stændig og bleyen ganske flad; det var absolut umuligt paa Grund af den lille Plades store Tyndhed, at de kunde have bevirket dette ved at gnave lidt af den konvekse Side, og jeg har Mistanke om, at Bierne i et saadant Tilfælde staar og trykker og bøjer det sejge og varme Voks (hvilket jeg har set er let at gøre) ind i det Plan, i hvilket det skulde være, og paa den Maade faar den flad.

Af Eksperimentet med den farvede Voksstrimmel kan vi se, at dersom Bierne selv skulde bygge en tynd Voksvæg, saa kunde de lave deres Celler. i ..en saadan Form, som der udfordres, ved at staa i en passende Afstand fra hinanden og udhule lige meget og bestræbe sig for at lave lige store sfæriske Hulheder, men sta- dig passende paa, at disse Fordybninger ikke kom til at falde sam- men. Nu laver Bierne, hvad man tydelig kan se ved at undersøge Kanten. af en Kage, paa hvilken der arbejdes, en raa Mur eller Kam, som gaar helt rundt om Kagen, og de gnaver denne bort fra to modsatte Sider, idet de stadig, medens de gør hver Celle dybere, gør det runde Rum videre. De laver ikke hele den tresidede pyra- midalske Grund hos en Celle paa en Gang, men kun den ene rhom- biske Flade, som findes ved den ydre Rand, paa hvilken der bygges, eller de to Flader, ligesom det nu kan være, og de fuldfører aldrig de rhombiske Fladers øverste Kant, førend de seks Sider er bleven paabegyndt. Nogle af disse mine Iagttagelser afviger fra den med Rette berømte ældre Hubers, men jeg er overbevist om deres Nøj- agtighed, og dersom jeg havde Plads, kunde jeg vise, at de er i Overensstemmelse med min Teori.

Hubers Iagttagelse, at den første Celle er hulet ud af en lille Voksmur med parallele. Sider, er ikke, efter hvad jeg har set, al- deles korrekt, idet den første Begyndelse altid har været en lille

[page] 245

Vokshætte, men jeg vil ikke her gaa ind paa disse Detaljer. Vi ser, hvor vigtig en Rolle Udhulingen spiller ved Bygningen af Cellerne, men det vilde være en stor Fejltagelse at tro, at Bierne ikke kunde bygge en raa Mur af Voks i den rigtige Stilling, det vil sige i det Plan, som ligger imellem to hinanden tangerende Cirkler. Jeg har adskillige Eksempler, der viser, at de kan gøre dette. Selv i den raa Mur eller Kam af Voks, som findes rundt om en Kam, paa hvil- ken der bygges, kan man undertiden iagttage Bøjninger, der i deres Stilling svarer til den fremtidige Celles rhombiske Grunds Planer. Men den raa Voksvæg maa altid pyntes noget mere, hvad der sker ved, at der bliver gnavet meget bort af dem paa begge Sider. Den Maade, paa hvilken Bierne bygger, er mærkelig; de gør altid den første raa Mur ti til tyve Gange tykkere end den yderst tynde fuld- førte Cellevæg, som tilsidst bliver staaende. Vi kan forstaa, hvor- ledes de arbejder, ved at tænke os, at en Murer først lavede en bred Cementvold og saa begyndte at skære bort af den, ligelig paa begge Sider nær ved Jorden, indtil en glat meget tynd Mur var ladt tilbage i Midten, idet han saa stadig opsamlede den Cement, der var skaaret bort, og stadig lagde frisk Cement til paa Toppen af Volden. Vi vilde Saaledes faa en tynd Væg, der stadig voksede opad og altid foroven var forsynet med en gigantisk Gesims. Der- ved, at alle Cellerne, baade de, der nylig er paabegyndt, og de, der er fuldt færdige, har en saadan stærk Voksgesims, kan Bierne tumle sig og kravle hen over Kagen uden at skade Prismets fine Vægge. Væggene varierer, som Professor Miller venlig har under- søgt for mig, i meget høj Grad i Tykkelse og er efter et Gennemsnits- tal, som er fundet ved tolv Maalinger nær ved Kagens Rand, saa omtrent ^s Tomme i Tykkelse, medens de rhombiske Plader ved Grunden er tykkere, næsten i Forholdet tre til to, idet de gennem- snitlig efter en og tyve Maalinger ere g-J-g- Tomme. Ved den oven- for omtalte mærkelige Maade at bygge paa opnaas der, at Kagen stadig er stærk, medens der spares saa meget Voks som muligt.

Det synes i Begyndelsen at forøge Vanskeligheden ved at for- staa, hvorledes Cellerne bliver byggede, at der er en Mangfoldig- hed af Bier, der alle arbejder sammen, idet en Bi efter at have arbejdet en kort Tid paa en Celle gaar til en anden, saa at der, som Huber har bemærket, allerede er en Snes Individer til at ' arbejde blot paa Begyndelsen af den første Celle. Det lykkedes mig

[page] 246

praktisk at vise dette Forhold ved at bedække Randene af en en- kelt Celles hexagonale Vægge eller den ydre Rand af den Kam, der følger Omkredsen af en Kage, paa hvilken der arbejdes, med et yderst tyndt Lag af smeltet Voks, der var farvet med Kochenille, og jeg fandt altid, at Farven var bleven meget fint spredt af Bierne — saa fint som en Maler kunde have gjort det med sin Pensel — derved, at Smaadele af den farvede Voks var bleven taget bort der- fra, hvor jeg havde anbragt den, og brugt til Opførelsen af alle de omgivende Cellers Rande. Bygningsarbejdet synes at være et Slags Væddestrid imellem Bierne, der allesammen instinktmæssig staar i samme relative Afstand fra hinanden, allesammen søger at lave lige store Kredse og saa enten opbygge Snitfladerne mellem disse Hulheder eller ogsaa gaar bort fra dem uden at gnave paa dem. Det var virkelig mærkeligt i vanskelige Tilfælde, som naar to Styk- ker af Kagen stødte sammen i en Vinkel, at se, hvor ofte Bierne nedrev og opbyggede den samme Celle paa forskellige Maader, idet de undertiden kom tilbage til en Form, som de først havde for- kastet.

Naar Bier har en Plads, paa hvilken de kan staa i en Stilling, der passer for Arbejdet, f. Eks. paa et Stykke Træ, der staar lige midt under en Kage, paa hvilken der bygges i nedad gaaende Ret- ning, Saaledes at Kagen maa komme til at gaa over et Stykke af Pinden — kan de lægge Grunden til et nyt sekssidet Prismes Væg ganske paa den Plads, den skal have, og Saaledes, at den staar og rager frem borte fra de andre færdige Celler. Det er nok for Bierne at være i Stand til at staa i de rigtige Afstande fra hverandre og fra Murene af den sidst fuldendte Celle, thi saa kan de ved at slaa imaginære Cirkler opbygge en Mur midt mellem to til hinanden stødende Cirkler; men efter hvad jeg har set, afgnaver og afpudser de aldrig en Celles Kanter, før en stor Del baade af den Celle og af de tilstødende Celler er bleven byggede. Denne Biernes Færdig- hed til under visse Omstændigheder midt imellem to nylig paabe- gyndte Celler at lægge en raa Væg, netop som den skal ligge, er vigtig, eftersom den forklarer en Kendsgerning, der ved første Øje- kast ganske synes at omstyrte den foran staaende Teori, nemlig den at Cellerne paa den yderste Rand af Hvepsekagerne undertiden er nøjagtig sekssidede; men jeg har ikke Plads til at indlade mig paa dette Spørgsmaal. Heller ikke synes det mig at volde nogen stor

[page] 247

Vanskelighed, at et enkelt Insekt (hvad der Saaledes er Tilfældet med Bidronningen) kan danne sekssidede Celler, dersom det kom- mer til at arbejde skiftevis paa Yder- og Indersiden af to eller tre Celler, som er paabegyndt paa samme Tid, idet det stadig kommer til at staa i den rigtige Afstand fra de nys paabegyndte Cellers Dele, medens det danner halvkugleformede Fordybninger eller Cylindre og bygger Flader op imellem dem.

Da Kvalitetsvalget alene virker ved at samle smaa Modifikationer i Bygning og Instinkt, saadanne nemlig, som er heldbringende for Individet under de for Haanden værende Livsbetingelser, saa kan man med Rette spørge, hvorledes en lang Trinfølge af modificerede Bygningsinstinkter — alle sammen stræbende hen imod den nu- værende fuldkomne Bygningsplan — kan have været til Nytte for Biens Forfædre. Jeg tror ikke, at det vil være vanskeligt at svare herpaa. Celler, der er byggede'som Biens eller Hvepsens, er meget stærke og sparer baade meget Arbejde, Plads og Bygningsmateriale. Hvad selve Voksproduktionen angaar, ved man, at Bier ofte er slemt i Vaande med at faa tilstrækkeligt Voksstof, og Hr. Tegetmeier har underrettet mig om, at man ved Forsøg har godtgjort, at en Kube Bier har brugt fra tolv til femten Pund tørt Sukker til hvert Pund Voks, de udsondrede; saa at der maa samles og forbruges et uhyre stort Kvantum Honningdug af en Kube Bier for at afsondre det Voks, de har nødig til Bygningen af deres Kager. Fremdeles maa mange Bier være ledige i mange Dage under Udsondringsprocessen. Der skal et stort Forraad af Honning til at nære et stort Hold Bier Vinteren igennem, og Kubens Sikkerhed afhænger hovedsagelig af, at der er en stor Mængde Bier. Derfor maa det at spare Voks, fordi der hecved spares Honning og den Tid, der medgaar til at indsamle Honning, være en Ting, der har meget stor Indflydelse paa en Bi- families Tilværelse. Naturligvis maa Artens Stilling i Tilværelsen være afhængig af Antallet af dens Fjender eller Snyltedyr eller helt andre Grunde og paa den Maade altsaa aldeles uafhængig af den Mængde Honning, som Bierne kan samle; men lad os antage, at den sidste Omstændighed afgjorde, som den rimeligvis ofte har afgjort, hvorvidt en Bi, der var beslægtet med vore Humlebier, kunde eksistere i et stort Antal i et eller andet Land, og lad os fremdeles antage, at denne Arts Samfund levede Vinteren igennem og som en Følge deraf fordrede et Oplag af Honning: saa kan der

[page] '248

i dette Tilfælde ikke være nogen Tvivl om, at det vilde være for- delagtigt for vor imaginære Humlebi, dersom en lille Modifikation i dens Instinkter fik den til at lave sine Voksceller nær ved hinanden, Saaledes at de stødte sammen; thi en Væg fælles, om det saa kun var for to sammenstødende Celler, vilde altid spåre lidt Arbejde og lidt Voks. Derfor vilde det stadig blive mere og mere fordelag- tigt for vore Humlebier, dersom de lavede deres Celler mere og mere regelmæssigt nærmere sammen og samlede i en Klump lige- som Meliponas Celler; thi i dette Tilfælde vilde en stor Del af hver Celles Skillevæg tjene til Grænse for de tilstødende Celler, og der- ved vilde meget Arbejde og meget Voks spares. Af den samrrie Grund vilde det endvidere være fordelagtigt for Meliponaen, dersom den byggede sine Celler nærmere sammen og i enhver Henseende mere regelmæssigt end nu; thi da vilde, som vi har set, de sfæriske Overflader ganske forsvinde og blive erstattede af plane Flader, og Meliponaen vilde bygge en Kage lige saa fuldkommen som Biens. Ud over dette Fuldkommenhedstrin af Bygning kunde Kvalitetsval- get ikke føre, thi Biens Kage er, saa vidt vi kan se, absolut fuldkom- men, hvad Besparelsen af Arbejde og Voks angaar.

Saaledes kan, som jeg tror, det mest vidunderlige af alle In- stinkter, man kender, nemlig Biens, forklares derved, at Kvalitets- valget har benyttet sig af talrige paa hinanden følgende smaa Mo- difikationer af simplere Instinkter paa den Maade, at det ganske langsomt, lidt efter lidt fik Bierne til med større og større Fuld- kommenhed at danne lige store sfæriske Fordybninger i en vis Af- stand fra hinanden i et dobbelt Lag og at opbygge og udhule Vokset efter Tangeringsplanerne. Bierne vidste naturligvis ikke mere om, at de lavede deres Kredse i en bestemt Afstand fra hinanden, end de ved, hvor stor det sekssidede Prismes forskellige Kanters og de rhombiske Pladers Hældningsvinkler er. Den bevægende Kraft i Kvalitetsvalgets Fremgangsmaade har været at bygge Celler af passende Styrke, Størrelse og Form for Larverne Saaledes, at dette blev iværksat med det mindst mulige Forbrug af Arbejde og Voks. Den Sværm af Individer, som Saaledes lavede de bedste Celler og med mindste Tab af Honning til Fordel for Voksafsondringen har staaet sig bedst og har nedarvet deres nys erhvervede økonomiske Instinkter til nye Sværme, som saa igen havde bedst Udsigt til at staa sig i Kampen for Tilværelsen.

[page] 249

Indvendinger mod Kvalitetsvalgstepriens Anvendelse paa Instinkter; kønsløse og golde Insekter.

Man har gjort den Indvending mod den foregaaende Betragt- ning af Instinkternes Oprindelse, at „Varieringer i Bygning og In- stinkt maa have været samtidigt og nøjagtigt afpassede efter hin- anden, eftersom en Modificering af den ene uden en tilsvarende øje- blikkelig Forandring i det andet vilde have været skæbnesvanger." Denne Indvending har kun Styrke, naar man antager, at Forandrin- gerne baade i Instinkt og Bygning er abrupte. Som et oplysende Eksempel vil vi tage Forholdet med den store Mejse (Parus Major), som vi hentydede til i det sidste Kapitel: Denne Fugl holder ofte, siddende paa en Gren, Frøene af Takstræet imellem sine Fødder og hamrer løs paa dem, indtil den kommer ind til Kærnen. Hvilken særlig Vanskelighed vilde der være ved, at Kvalitetsvalget beva- rede alle de smaa individuelle Varieringer af Næbbets Form, som gjorde det bedre og bedre skikket til at aabne Frøene, indtil der var bleven dannet et Næb, der var saa godt indrettet til dette Øje- med som Spætmejsens. Paa den samme Tid førte Vane eller Drift eller spontane Varieringer i Smagen Fuglen til mere og mere at blive frøædende. I dette Tilfælde antages det, at Næbbet bliver langsomt modificeret ved Kvalitetsvalget som en Følge af, men i Overensstemmelse med, langsomt skiftende Vaner eller Smag; men lad Mejsens Fødder variere og ved Korrelation blive større sam- tidig med Næbbet eller af en eller anden ubekendt Grund, og det er ikke usandsynligt, at saadanne større Fødder vilde faa Fuglen til at klavre mere og mere, indtil den erhvervede Spætmejsens mærk- værdige Klavreinstinkt og Styrke. I dette Tilfælde antager vi, at en trinvis Forandring i Bygningen har ført til en Forandring i de in- stinktmæssige Sædvaner. For at nævne et Eksempel til: Faa Instink- ter er mere mærkværdige end det, der faar de ostindiske Øers Svale til at lave sin Rede udelukkende af tykt Spyt. Nogle Fugle bygger deres Reder af Dynd, som man antager, de væder med Spyt, og en af Nord-Amerikas Svaler laver sin Rede (som jeg har set) af Pinde, der er klæbede sammen med Spyt, ja selv af hele Lag af denne Substans. Er det da saa meget usandsynligt, at Kva- litetsvalget af de Svaler, som mer og mer afsondrede Spyt, tilsidst kunde have frembragt en Art, hvis Instinkt fik den til at forsømme andre Materialer og til at bygge sin Rede udelukkende af tykt Spyt?

[page] 250

Og Saaledes i mange andre Tilfælde. Det maa imidlertid indrøm- mes, at vi i mange Tilfælde ikke kan have nogen Mening om, hvor- vidt det har været Instinktet eller Legemsbygningen, der først har varieret.

Uden Tvivl kunde man endnu stille mange Instinkter, som var vanskelige at forklare, op imod Kvalitetsvalget — enten saadanne Tilfælde, i hvilke vi ikke kan se, hvorledes det har været muligt, at et saadant Instinkt kunde opstaa, eller Tilfælde, hvor der ikke vides at eksistere noget Mellemtrin, Tilfælde, hvor Instinktet har været af saa ringe Betydning, at det næppe kan være bleven paa- virket af Kvalitetsvalget, og endelig saadanne Tilfælde, hvor In- stinktet næsten er ganske det samme hos Dyr, der staar saa fjernt fra hinanden i Systemet, at vi ikke kan henføre deres Lighed i In- stinkter dertil, at de var nedarvede fra en fælles Stamfader, og hvor man som Følge deraf maa tro, at de er bleven erhvervede uaf- hængigt af Kvalitetsvalgets Hjælp. Jeg vil ikke her indlade mig paa disse forskellige Tilfælde, men vil indskrænke mig til en speciel Vanskelighed, som i Begyndelsen forekom mig uovervindelig og virkelig farlig for den hele Teori. Jeg hentyder her til de kønsløse eller golde Hunner i Insektsamfundene, thi disse kønsløse afviger ofte meget i Instinkt og i Bygning baade fra Hannerne og fra de frugtbare Hunner, og dog kan de ikke, da de er golde, overføre deres Ejendommeligheder paa noget Afkom.

Dette Emne fortjener vel at blive omtalt udførligt, men jeg vil her kun nævne et eneste Eksempel nemlig Arbejdermyrerne. Hvor- ledes disse Arbejdere er bleven gjort golde, det er en Vanskelighed, men ikke en, der er meget større end en hvilken som helst anden slaaende Modifikation i Bygning, thi det kan vises, at nogle Insekter og andre Leddyr i Naturtilstanden lejlighedsvis bliver golde, og dersom saadanne Insekter havde været sociale, og det havde været gunstigt for Samfundet, at der hvert Aar skulde fødes et vist Antal, som var i Stand til at arbejde, men ude af Stand til at forplante sig: saa kan jeg ikke se nogen særlig Vanskelighed ved, at dette er bleven udvirket ved Kvalitetsvalget; men jeg maa forbigaa denne foreløbige Vanskelighed. Hovedvanskeligheden ligger deri, at Ar- bejdermyrerne afviger meget i Bygning baade fra Hannerne og fra de frugtbare Hunner, f. Eks. i Bygningen af Brystringen, deri, at de mangler Vinger og undertiden Øjne og endelig Instinkt. Hvad

[page] 251

nu Instinktet alene angaar, saa vilde den vidunderlige Forskel i den- ne Henseende mellem Arbejderne og de fuldkomne Hunner have haft et bedre Eksempel i Bien. Dersom en Arbejdermyre eller et andet kønsløst Insekt havde været et almindeligt Dyr, vilde jeg uden Betænkning have antaget, at alle dets Karakterer langsomt var ble- ven erhvervede ved Kvalitetsvalg, nemlig derved, at der var bleven født Individer med smaa heldige Modifikationer, som saa nedarve- des af Afkommet, og at dette saa igen varierede og igen blev ud- valgt og saa fremdeles. Men i Arbejdermyren har vi et Insekt, som er i høj Grad forskelligt fra sine Forældre, og som dog er absolut goldt, saa at det aldrig kunde have nedarvet lidt efter lidt erhvervede Modifikationer i Bygning eller Instinkt til sit Afkom. Man maa nok spørge om, hvorledes det er muligt at forlige dette Tilfælde med Kvalitetsvalgteorien!

Lad os for det første huske paa, at vi har utallige Eksempler baade hos vore Husdyr og dyrkede Planter og ogsaa ude i Naturen paa alle mulige Slags Forskelligheder i nedarvet Bygningsmaade, som staar i Korrelation til visse Aldre og til begge Køn. Vi har For- skelligheder, som staar i Korrelation ikke blot til det ene Køn, men til den korte Periode, i hvilken det reproduktive System er virk- somt, Saaledes som det er Tilfældet med mange Fugles Parrings- dragt og i Han-Laksens krogede Kæber. Vi har endogsaa Smaafor- forskelligheder ved Hornene hos de forskellige Kvægracer, som staar i Forbindelse med en kunstig frembragt ufuldkommen Tilstand af de mandlige Organer; thi Stude af visse Racer har længere Horn end Studene af andre Racer, alt efter som Hornene er lange eller ej hos disse samme Racers Tyre og Køer. Derfor kan jeg ikke se nogen stor Vanskelighed ved, at en eller anden Karakter kommer i Korrelation til den golde Tilstand, i hvilken visse Medlemmer af Insektsamfundet befinder sig. Vanskeligheden ligger i at forstaa, hvorledes saadanne korrelative Bygnings Modifikationer langsomt kan være bleven opsamlede af Kvalitetsvalget.

Skønt denne Vanskelighed synes uovervindelig, saa formindskes dén dog eller forsvinder, som jeg tror, naar man husker paa, at Udvælgelsen kan anvendes over for Familien lige saa vel som over for Individet og kan Saaledes føre til det, der fordres. Saaledes øn- sker Kvægopdrættere, at Kød og Fedt gaar smukt ind i hinanden; Dyret bliver slagtet, men Opdrætterne gaar med Tillid til den sam-

[page] 252

me Stamme, og hans Bestræbelser lykkes. Man kan stole saa me- get paa Kvalitetsvalgets Magt, at det er rimeligt, at en Kvægrace, der altid havde Stude med overordentlig lange Horn, langsomt kunde dannes ved omhyggeligt at passe paa, hvilke Tyre og Køer der, naar de blev parrede, frembragte Stude med de længste Horn; dog vilde jo aldrig nogensinde en Stud have nedarvet sin Ejendom- melighed til noget Afkom. Her er en bedre og virkelig Illustration. I Følge Verlot frembringer nogle Varieteter af den dobbelte, forskellig farvede Vinterlevkøj derved, at de længe er bleven udvalgt paa den rigtige Maade, altid af deres Frø en stor Mængde Planter, der bærer dobbelte og ganske golde Blomster, Saaledes, at, dersom Va- rieteten ikke desuden havde givet andre, vilde den pludselig være uddøet; men den giver altid nogle enkelte frugtbare Planter, som kun afviger fra de almindelige enkelte Varietet deri, at den kan frembringe de to Former. Saaledes kan de frugtbare Planter, som har enkelte Blomster, sammenlignes med Myresamfundets Han- ner og Hunner, og de golde, dobbelt blomstrede Planter, som regel- mæssig frembringes i større Antal, med de mange golde kønsløse i det samme Samfund. Saaledes, tror jeg, det har været med det sel- skabelige Instinkt: en lille Modifikation i Bygning eller i Instinkt, som stod i Korrelation til den golde Tilstand, i hvilken visse Med- lemmer af Samfundet befandt sig, har været fordelagtig for Sam- fundet. Som en Følge deraf har dette Samfunds frugtbare Hanner og Hunner været heldigt stillede, og de har til deres frugtbare Af- kom nedarvet en Tendens til at frembringe golde Medlemmer, der havde den samme Modifikation. Og jeg tror, at denne Proces er ble- ven gentaget, indtil det store Beløb af Forskelligheder mellem de frugtbare og golde Hunner af samme Art hos saa mange selskabelige Insekter er bleven naaet.

Men vi er endnu ikke naaet op til Vanskelighedens Klimax, det Forhold nemlig, at de kønsløse hos forskellige Myrer afviger ikke blot fra de frugtbare Hunner og Hanner, men fra hinanden ind- byrdes i en næsten utrolig Grad og bliver paa den Maade delt i to eller endogsaa i tre Kaster. Kasterne gaar nu desuden i Alminde- lighed slet ikke over i hinanden, men er udmærket godt adskilt, idet de er lige saa forskellige fra hinanden som to Arter af samme Slægt eller snarere som to Slægter af samme Familie. Hos Eciton er der kønsløse Arbejdere og Soldater, hvis Kæber og Instinkter

[page] 253

er overordentlig forskellige; hos Cryptocerus bærer kun én Kastes Arbejdere et vidunderligt Slags Skjold paa Hovedet (Brugen af dette Skjold er ubekendt). Hos den meksikanske Myrmecocystus forlader en Kaste af Arbejderne aldrig Tuen, de fodres af Arbejdere af en anden Kaste, og de har en mægtig udviklet Bagkrop, der afsondrer en Slags Honning, som træder i Stedet for den, der afsondres af vore Bladlus eller, som man kunde kalde dem, det Malkekvæg, som vore evropæiske Myrer vogter og holder paa Stald.

Man vil vel sagtens tænke, at jeg har en urimelig Tillid til Kva- litetsvalget, naar jeg ikke vil indrømme, at saadanne vidunderlige og vel begrundede Kendsgerninger med et Slag omstyrter Teorien. I det simplere Tilfælde, hvor alle de kønsløse Insekter hører til én Kaste, og; som jeg tror, er- bleven gjort forskellige fra de frugtbare Hanner og Hunner ved Kvalitetsvalget, der kan vi ved Hjælp af Analogien fra almindelige Varieringer, drage den Slutning, at de smaa heldige, paa hinanden følgende Modifikationer ikke først viste sig hos alle en Tues kønsløse, men kun hos nogle faa, og at derved, at de Samfund, hvis Hunner frembragte flest kønsløse med den fordelagtige Modifikation, blev i Live, blev alle de kønsløse sluttelig Saaledes formede. Efter denne vor Antagelse burde vi nu og da i den samme Rede finde kønsløse Insekter, der fremviste forskellige Overgangsformer, og det finder vi ogsaa endog temmelig hyppigt, naar vi tager i Betragtning, hvor faa kønsløse Insekter der er bleven omhyggeligt iagttaget uden for Evropa. Hr. F. Smith har vist, at de kønsløse hos adskillige britiske Myrer afviger i en forbavsende Grad fra hverandre i Størrelse og undertiden i Farve, og at der mellem de mest forskellige Former kan dannes en Overgangsrække af Individer, taget af den samme Tue. Jeg har selv set meget smukke Overgange af denne Slags. Undertiden hænder det, at de største Arbejdere er de talrigste, undertiden at de mindste er det, eller ogsaa at baade de store og de smaa er talrige, medens de af Mellemstørrelse er temmelig faatallige. Formica flava har store og smaa Arbejdere foruden nogle faa af Mellemstørrelse, og hos denne Art har Hr. F. Smith iagttaget, at de store Arbejdere har simple Øjne (ocelli), som, endskønt de er smaa, dog tydelig kan skelnes, medens de mindre Arbejdere har rudimentære ocelli. Da jeg om- hyggelig har dissekeret adskillige af disse Arbejdere, kan jeg be- kræfte, at Øjnene er langt mere rudimentære hos de smaa Arbejdere,

[page] 254

end man kan tilskrive deres mindre Størrelse, og jeg er fuldstændig overbevist om, skønt jeg ikke ligefrem tør paastaa det, at Arbej- derne af Mellemstørrelse har deres ocelli i en Tilstand, der nøj- agtig ligger midt imellem de store og de smaa Arbejderes. Her har vi altsaa to Hold golde Arbejdere i den samme Tue, og de afviger ikke alene fra hinanden i Størrelse, men er ogsaa forskellige, hvad deres Synsorganer angaar, men er dog forbundne med hinanden ved nogle faa Individer, der befinder sig i en Mellemtilstand. Jeg kunde gaa endnu videre ved at tilføje, at, dersom de smaa Arbejdere havde været de mest nyttige for Samfundet, og dersom Hanner og Hunner, der frembragte flere og flere smaa Arbejdere, stadig var bleven udvalgt, indtil alle Arbejderne var kommen i denne Tilstand, saa vilde vi have faaet en Art af Myrer, hvis kønsløse næsten havde været i samme Stilling som Myrmicas. Thi Myrmica-Arbejderne har ikke engang Rudimenter af ocelli, skønt baade Slægtens Hanner og Hunner har vel udviklede ocelli.

Jeg maa endnu anføre et Eksempel: Jeg var saa vis paa at finde Grader af Forskellighed i væsentlige Bygningsdele hos de forskel- lige Kaster af kønsløse hos den samme Art, saa at jeg glad benyttede Hr. F. Smiths Tilbud om talrige Individer fra den samme Rede af Drivermyren (Anomma) fra Vest-Afrika. Læseren vil maaske bedst kunne vurdere den Forskel, der var paa disse Arbejdere, derved, at jeg ikke giver de ligefremme Maalinger, men en ganske nøjagtig Illustration. Forskellighederne var de samme, som dersom vi satte et Hold Arbejdere, af hvilke mange var fem Fod og fire Tommer høje og mange seksten Fod høje, til at bygge et Hus; vi maa tillige sætte, at de store Arbejdere havde Hoveder, der var fire i Stedet for tre Gange saa tykke som de smaa Folks, og Kindbakker, der næsten var fem Gange saa tykke. Kindbakkerne hos de ulige store Arbejder- myrer afveg mærkværdigt i Form og ogsaa i Tændernes Antal og Form. Men det, der er vigtigst for os, er, at endskønt Arbejderne kan deles i to Kaster af forskellig Størrelse, saa gaar de dog umær- keligt over i hinanden, og det gør ogsaa deres Kindbakkers vidt for- skellige Bygningsmaader. Jeg taler med fuld Tillid til dette sidste Punkt, da Hr. J. Lubbock med Camera lucida gjorde Tegninger for mig af Kindbakkerne, som jeg havde udpræpareret af Arbejdere af forskellig Størrelse. Hr. Bates har i sit meget interessante Værk: „Naturforskeren ved Amazonfloden" beskrevet analoge Tilfælde. Med disse Kendsgerninger for mig tror jeg, at Kvalitetsvalget

/

[page] 255

ved at virke paa de frugtbare Myrer eller Forældre kunde danne en Art, som regelmæssig frembragte kønsløse, enten alle af den største Størrelse, med en bestemt Form af Kindbakker eller alle smaa og med Kindbakker, der havde en hel anden Bygning, eller endelig, og dette er Vanskelighedens Klimax, et Hold af Arbejdere af den og den Størrelse og den og den Bygning og paa den samme Tid et andet Hold af Arbejdere af en anden Størrelse og Bygning; — idet der først var bleven dannet en Række af Overgangsformer, Saaledes som det var Tilfældet med Drivermyren, og dernæst er de ekstre- me Former bleven frembragt i større og større Antal derved, at de Forældre, som affødte dem, stadig holdt sig i Live, indtil der ikke mere frembragtes nogen med en Bygning af Mellemslags.

Hr. Wallace har givet en analog Forklaring at et lige saa ind- viklet Tilfælde, det nemlig, at visse malayiske Sommerfugle regel- mæssig forekommer under to eller endog tre forskellige Hun-For- mer, og Fritz Muller har ogsaa givet en lignende Forklaring med Hensyn til visse brasilianske Krebs, der forekommer under to vidt forskellige Han-Former. Men det behøver vi nu ikke at opholde os ved her.

Jeg har nu, som jeg tror, forklaret, hvorledes det mærkværdige Forhold, at der i samme Tue findes to vel adskilte Kaster af golde Arbejdere, som baade er vidt forskellige fra hinanden indbyrdes og ogsaa fra deres Forældre, har kunnet finde Sted. Vi kan se, hvor nyttig Frembringelsen af dem maa have været for et Myresamfund i Følge det samme Princip, efter hvilket Arbejdets Deling er nyttig for det civiliserede Menneske. Myrerne arbejder imidlertid med nedarvede Instinkter og med nedarvede Organer eller Redskaber, medens Mennesket arbejder med erhvervede Kundskaber og fabri- kerede Instrumenter. Men jeg maa tilstaa, at med al min Tro paa Kvalitetsvalget, vilde jeg aldrig af mig selv være falden paa, at dette Princip kunde være i saa høj Grad virksomt, havde ikke disse køns- løse Insekter overbevist mig om Forholdet. Jeg har derfor omtalt dette Tilfælde med nogen, men ganske utilstrækkelig Udførlighed for at vise Kvalitetsvalgets Magt, og ligeledes fordi dette uden Sammenligning er den alvorligste specielle Vanskelighed, som min Teori har mødt. Tilfældet er ogsaa meget interessant, eftersom det viser, at hos Dyr som hos Planter et hvilket som helst Beløb af Modifikation kan bringes til Veje ved en Ophobning af talrige smaa spontane Varieringer, som paa en eller anden Maade er heldige,

[page] 256

uden at de er bleven hjulpet af Øvelse eller Sædvane. Thi særegne Vaner, som kun fandtes hos Arbejderne eller de golde Hunner, kun- de, hvor længe de saa end fulgtes, umulig paavirke Hannerne og de frugtbare Hunner, som ene og alene frembringer Afkommet. Jeg er forbavset over, at endnu ingen har anført dette lærerige For- hold med de kønsløse Insekter imod den vel bekendte Lære om ned- arvede Sædvaner, Saaledes som Lamarck fremsætter den.

Resumé.

Jeg har bestræbt mig for i dette Kapitel i al Korthed at vise, at vore Husdyrs sjælelige Evner varierer, og at Varieringerne ned- arves. Med endnu større Korthed har jeg forsøgt at vise, at Instink- terne ogsaa varierer lidt ude i Naturen. Ingen vil nægte, at Instink- terne er af den største Betydning for hvert enkelt Dyr. Derfor er der ingen virkelig Vanskelighed for, at Kvalitetsvalget under de skiftende Livsbetingelser kan samle smaa Modifikationer i Instinktet, naar de blot paa en eller anden Maade er nyttige. I nogle Tilfælde er Vane eller Brug og Ikke-Brug rimeligvis kommen med i Spillet. Jeg paastaar ikke, at det, der er sagt i dette Kapitel, i nogen høj Grad styrker min Teori, men der er dog ingen af Vanskelighederne, efter hvad jeg kan skønne, som omstyrter den. Paa den anden Side den Kendsgerning, at Instinkter ikke altid er absolut fuldkomne og kan tage fejl; — det, at det ikke kan vises, at noget Instinkt er bleven frembragt til bedste for et andet Dyr, skønt Dyrene drager Fordel af hinandens Instinkter; — det, at det naturhistoriske Ord- sprog: „natura non facit saltum," er anvendeligt paa Instinkter saa vel som paa Bygningsdele og er let at forklare efter vor Maade at se paa, men paa andre Maader uforklarlig: alle disse Ting styrker Kva- litetsvalgsteorien.

Denne Teori bliver ogsaa styrket ved nogle faa andre Forhold, der vedkommer Instinktet, Saaledes som nu det almindelige Tilfæl- de, at nær beslægtede, men skarpt adskilte Arter, naar de bebor forskellige Egne af Jorden og lever under i høj Grad forskellige Livsbetingelser, alligevel ofte beholder næsten de samme Instinkter. Vi kan f. Eks. ved Arvelighedsprincippet forklare, hvordan det gaar til, at Droslen i det tropiske Syd-Amerika udfylder sin Rede med Dynd paa den samme ejendommelige Maade som vor britiske Dros-

[page] 257

sel; hvordan det gaar til, at Afrikas og Indiens Næshornfugle har det samme mærkværdige Instinkt til at indelukke og indmure Hun- nerne i Huller i Træerne, idet de kun lader et lille Hul aabent i Muren, igennem hvilket Hannen fodrer dem og Ungerne, naar de er bleven udrugede; hvordan det gaar til, at Amerikas Han-Gærde- smutte (Troglodytes) bygger en Rede for sig selv ligesom vore Gærdesmuthanner, en Sædvane, hvortil der slet ikke findes noget tilsvarende hos nogen anden Fugl. Endelig — det er ikke just nogen logisk Slutning, men for mig er det langt mere tilfredsstillende at betragte saadanne Instinkter som det, at den unge Gøg kaster sin Plejebroder ud af Reden, at Myrer holder Slaver, at Ichneumoni- derne lægger deres Æg i levende Kaalormelegemer, som ikke sær- lig givne eller skabte Instinkter, men som nogle smaa sørgelige Konsekvenser af en stor almindelig Lov, der fører alle organiske Væsener fremad, den Lov nemlig: tiltag i Antal, varier, lad den stærkeste leve og den svageste dø!

Darwin: Arternes Oprindelse.

[page] OTTENDE KAPITEL

Hybriditet.

Forske! mellem Goldheden ved Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed — Goldhed varierer i Styrke, er ikke universel, fremkaldes ved Krydsning af for nær staaende Individer, udslettes ved Kultivering — Love, som Hybridernes Sterilitet følger — Goldhed er ingen særegen Ejendom- melighed, men hænger sammen med andre Forskelligheder og øges ikke ved Kvalitetsvalget — Aarsager til Goldheden ved Første-Krydsninger og hos Bastarder — Parallelisme mellem Virkningerne af forandrede Livs- betingelser og af Krydsning — Dimorflsme og Trimorfisme — Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde og deres Bastarders Frugtbarhed ikke universel — Sammenligning mellem Hybrider og Bastarder uden Hensyn til deres Frugtbarhed — Resumé.

Forskellen mellem Goldheden ved Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed.

Naturforskerne er i Almindelighed af den Mening, at der særlig er givet Arterne Goldhed, naar de krydses, for derved at forhindre Forvirring. Denne Synsmaade synes ganske vist ved første Øjekast at have stor Sandsynlighed for sig, thi de Arter, der levede i det samme Land, kunde næppe være bleven holdt ude fra hverandre, hvis de uden videre havde kunnet krydses indbyrdes. Det er et i mange Henseender vigtigt Emne for os, særlig fordi det, at Arterne, naar de krydses med hinanden er golde, og det, at deres blandede Afkom er det, ikke kan være bleven erhvervet derved, at der stadig er kommen heldige Trin af Goldhed. Jeg haaber at kunne vise, at det hidrører fra Forskelligheder i Stamarternes reproduktive System, og at det hverken er en særlig erhvervet eller medfødt Egenskab.

Man har ved Behandlingen af dette Emne i Almindelighed sam- menblandet to Klasser af Kendsgerninger, imellem hvilke der til en vis Grad er en Grundforskel, nemlig den Goldhed, som viser sig,

[page] 259

naar to Arter krydses, og den, der viser sig, naar man krydser det blandede Afkom.

Rene Arters Reproduktionsorganer er naturligvis af en fuld- kommen Beskaffenhed; dog frembringer de, naar de krydses, enten lidt eller intet Afkom. Hybridernes Reproduktionsorganer er ude af Stand til at fungere, hvad man let kan se hos det mandlige Element, baade hos Planter og Dyr, medens de Organej-, af hvilke Afkommet dannes, har en fuldkommen Bygning, saa vidt man ved Mikroskopets Hjælp kan se. I det første Tilfælde er de to Kønselementer, som skal danne Embryonet, fuldkomne; i det andet Tilfælde er de enten aldeles ikke udviklede eller ufuldkomment udviklede. Dette er en meget vigtig Distinktion, naar man skal undersøge Grunden til den Goldhed, som findes i begge Tilfælde. Rimeligvis er man gaaet glat hen over denne Distinktion, fordi man i begge Tilfælde betragtede Goldheden som en særegen Gave, der gik langt over vor Forstand.

Frugtbarheden hos Varieteterne — det vil sige de Former, om hvilke man ved eller tror, at de har fælles Stamform — i Kryds- ningstilfælde, ligesom ogsaa Frugtbarheden hos deres blandede Af- kom, er for min Teoris Vedkommende lige saa vigtig som Arter- nes Goldhed; thi der synes herved at dannes en bred og klar Adskil- lelse mellem Varieteter og Arter.

Grader af Goldhed. — Først om Goldheden hos Arter, der kryd- ses, og hos deres hybride Afkom. Det er umuligt at studere de for- skellige Afhandlinger og Arbejder, som skyldes hine to samvittig- hedsfulde og udmærkede Iagttagere, Kolreuter og Gartner, der næ- sten helligede hele deres Liv til dette Emne, uden at faa et meget stærkt Indtryk af, hvor overordentlig almindelig en vis Grad af Goldhed er. Kolreuter gør det til en almindelig Lov, men det er at hugge Knuden over; thi i ti Tilfælde, i hvilke han fandt, at to For- mer, som af de fleste Forfattere anses som bestemt adskilte Arter, var frugtbare, naar de krydsedes med hinanden, der siger han uden Tøven, at saa er det Varieteter. Gartner gør ogsaa Regelen almin- delig, og han benægter, at der er fuldstændig Frugtbarhed i Kol- reuters ti nævnte Tilfælde. Men i disse og i mange andre Tilfælde er Gartner for at vise, at der er en Grad af Goldhed, nødt til om- hyggelig at tælle Frøene. Han sammenligner altid det største An- tal Frø, som to Arter, naar de første Gang krydses, frembringer, og det største Antal, som deres blandede Afkom frembringer, med

17*

[page] 260

det Gennemsnitsantal, som frembringes af begge Forældrene ude i Naturen. Men her synes det mig, at der er kommen en meget alvor- lig Fejl ind, thi for at en Plante skal krydses, maa den lemlæstes, og hvad der er endnu mere vigtigt, den maa holdes afsondret, for at forhindre, at der bliver bragt Støvkorn til den fra de andre Planter ved Insekters Mellemkomst. Næsten alle de Planter, som Gartner eksperimenterede med, stod i Potte og havde faaet Plads i et Væ- relse i hans Hus. Der kan nu ikke være Tvivl om, at disse Ting ofte skader Planternes Frugtbarhed, thi Gartner har selv i sin Ta- bel omtrent en Snes Tilfælde, hvor han har lemlæstet Planterne og befrugtet dem kunstigt med deres egne Støvkorn, og (med Ude- lukkelse af alle saadanne Planter som de Ærteblomstrede, hos hvilke der, som bekendt, er Vanskeligheder for Behandlingen) Halv- delen af disse tyve Planter havde faaet deres Frugtbarhed noget for- mindsket. Endvidere, eftersom Gartner gentagne Gange krydsede nogle Former, som den almindelig røde og blaa Arve (Anagallis arvensis og coerulea), hvilke de mest ansete Botanikere regner for Varieteter, og fandt, at de var aldeles golde, saa kan vi nok kom- me til at tvivle om, hvorvidt mange Arter virkelig, naar de krydses, er saa golde, som han troede.

Det er paa den ene Side vist, at Goldheden hos forskellige Ar- ter i Krydsningstilfælde har saa mange forskellige Grader af Styr- ke og aftager saa umærkeligt, og paa den anden Side, at rene Arters Frugtbarhed saa let paavirkes af forskellige Omstændigheder, at det i Praksis er overordentlig vanskeligt at sige, hvor fuldkommen Frugtbarhed ender og Goldhed begynder. Jeg tror ikke, at man kan forlange noget bedre Bevis paa, at dette forholder sig Saaledes, end det, at de to mest erfarne Iagttagere, som nogensinde har levet, nemlig Kolreuter og Gartner, er kommen til diametralt modsatte Resultater for en og samme Arts Vedkommende. Det er ogsaa meget lærerigt at sammenligne — men jeg har her ikke Plads til at gaa ind paa Detaljer — de Beviser, som vore bedste Botanikere an- fører, naar der er Spørgsmaal om, hvorvidt en bestemt tvivlsom Form skal anses for Art eller for Varietet, med Beviser, der er: hentede fra Frugtbarhed og som anføres af forskellige Eksperi- mentatorer eller af den samme Forfatter efter Eksperimenter, han har gjort i Løbet af flere Aar. Det kan Saaledes vises, at hverken Goldhed eller Frugtbarhed afgiver nogen klar Adskillelse mellem

[page] 261

Arter og Varieteter, men at Bevisgrundene, som hentes herfra, grad- vis forsvinder og er tvivlsomme i samme Grad som de Beviser, man henter fra andre Forskelligheder i Konstitution og Bygning.

Med Hensyn til Goldheden hos Hybrider i paa hinanden føl- gende Generationer, saa siger Gartner bestemt, at deres Frugtbar- hed aldrig tager til, men tværtimod tager betydeligt af og temmelig pludseligt, skønt det dog lykkedes ham, ved omhyggeligt at vogte de paagældende Planter fra at blive krydsede med nogen af For- ældrene, at fremstille Hybrider i seks eller syv, og i et enkelt Tilfælde ti Generationer. Med Hensyn til denne Aftagen i Frugt- barhed maa man for det første lægge Mærke til, at dersom der er nogen Afvigelse i Bygning eller Konstitution, der er fælles for begge Forældre, saa nedarves den ofte i en stærkere Grad til Afkommet; og begge Slags Kønsorganer er hos hybride Planter allerede i For- vejen i en vis Grad paavirkede. Men jeg tror, at i næsten alle disse Tilfælde er Frugtbarheden bleven formindsket af en anden Grund, nemlig den, at Individerne har været altfor nær i Slægt med hin- anden. Jeg har samlet en stor Mængde Eksempler, der viser, at paa den ene Side en Krydsning nu og da med et bestemt forskelligt Individ eller en bestemt forskellig Varietet forøger Afkommets Kraft og Frugtbarhed, og at paa den anden Side Kraften og Frugtbar- heden formindskes, naar saadanne Individer, som er meget nær beslægtede, befrugter hinanden indbyrdes, saa at jeg maa indrømme, at dette, som næsten alle Opdrættere antager, virkelig forholder sig Saaledes. Eksperimentatorer holder sjældent Hybrider i noget stort Individantal, og da Hybridernes Forældre eller andre Slægt- ninge i Almindelighed vokser i samme Have, maa man i Blomster- tiden omhyggelig forhindre Insektbesøg; derfor vil Hybrider i Al- mindelighed i hver Generation blive befrugtede af deres eget Blom- sterstøv, og dette vil rimeligvis skade deres Frugtbarhed, der alle- rede i Forvejen er forringet ved deres blandede Oprindelse. Jeg er bleven styrket i denne min Overbevisning af en mærkværdig Paa- stand, som Gartner stadig gentager, den nemlig, at om selv de min- dre frugtbare Hybrider bliver kunstigt befrugtede med Støvkorn fra Hybrider af samme Slags, saa vil deres Frugtbarhed, uagtet de skadelige Indvirkninger, den Fingereren, som følger med kun- stig Befrugtning, hyppigt har, undertiden afgjort tiltage og blive ved med at tiltage. Ved den kunstige Befrugtning bliver der nu lige

[page] 262

saa ofte tilfældigvis (hvad jeg ved af egen Erfaring) taget Støv- korn fra andre Blomsters Støvknapper, som fra Støvknapperne af den Blomst selv, som skal befrugtes, saa at der ofte vil komme en Krydsning i Stand mellem to forskellige Blomster, skønt vel som oftest hos samme Plante. Fremdeles vil ved saadanne indviklede Eksperimenter en saa omhyggelig Iagttager som Gartner have skaa- ret Støvdragerne bort paa sine Hybrider, og dette vil i hver Gene- ration have foranlediget, at Befrugtningen er bleven iværksat ved Støvkorn fra en anden Blomst end den befrugtede, enten det nu er fra den samme Plante eller fra en anden Plante af den samme hybride Natur, og Saaledes kan man, som jeg tror, forklare den mærkelige Omstændighed, at Frugtbarheden tiltager i de paa hin- anden følgende Generationer hos de kunstigt befrugtede Hybrider — medens det modsatte er Tilfældet med dem, hvor Befrugtningen overlades til Naturen — derved, at der er bleven undgaaet en Be- frugtning mellem alt for nær beslægtede Blomster.

Lad os nu se, hvilke Resultater en tredje, meget erfaren Eks- perimentator, nemlig hans Højærværdighed W. Herbert, er kom- men til. Han staar nu lige saa bestemt paa, at nogle Hybrider er fuldkommen frugtbare — lige saa frugtbare som de ublandede For- ældre — som Kolreuter og Gartner staar paa, at det er en almen- gyldig Naturlov, at der fremkommer en vis Grad af Goldhed, naar bestemt adskilte Arter krydses. Han gjorde Forsøg med nogle af de selv samme Arter som Gartner. Forskellen i deres Resultater kan man, tror jeg, for en Del tilskrive det, at Herbert havde en meget stor Dygtighed i alt, hvad der angik Havedyrkningskunst, og det, at han havde Drivhuse til sin Raadighed. Af hans mange vig- tige Beretninger vil jeg her kun nævne en. enkelt som Eksempel, den nemlig,: „hvert eneste Æg i en Kapsel hos Crinum capense, som var bleven befrugtet af en C. revolutum, frembragte en Plante, som jeg aldrig har set fremkomme Mage til som Resultat af en na- turlig Befrugtning." Her har vi altsaa en fuldkommen eller end- ogsaa en mer end fuldkommen Frugtbarhed resulterende af den første Krydsning mellem to skarpt adskilte Arter.

Dette Forhold med Crinum faar mig til at omtale det mærke- lige Forhold, at Individerne hos visse Arter af Lobelia, Kongelys og Passionsblomst let kan befrugtes ved Støvkorn fra andre Arter, men ikke ved Støvkorn fra samme Plante, endskønt det kan vises,

[page] 263

at dette Støvkorn er fulkommen sundt, idet det kan befrugte andre Planter eller Arter. Hos Slægten Hippeastrum, hos Lærkespore (Corydalis), som Professor Hildebrand har vist det, hos forskellige Orkidéer, som Hr. Scott og Fritz Muller har vist det, forholder alle Individer sig paa denne mærkelige Maade. Altsaa hos nogle Arter kan visse abnorme Individer og hos andre Arter alle Individerne virkelig meget lettere befrugtes ved Støvkorn fra andre Individer end fra det samme Individ! For at nævne et Eksempel: et Løg af Hippeastrum aulicum frembragte fire Blomster; tre af dem blev af Herbert befrugtet med deres egne Støvkorn, og den fjerde blev der- efter "befrugtet med Støvkorn fra en Hybrid, der var bleven dannet ved forskellige Krydsninger mellem tre forskellige Arter. Resultatet blev, at „de tre første Blomsters Frugtknuder snart holdt op med at vokse og visnede efter faa Dages Forløb ganske bort, medens den Kapsel, som var bleven befrugtet af Støvkorn fra Hybriden, voksede hurtigt og kraftigt og bar godt Frø, som var villigt til at spire." Hr. Herbert gjorde flere lignende Eksperimenter gennem en længere Aarrække og altid med det samme Resultat. Hos de Planter, hvor kun visse Individer ikke kan befrugtes af deres egne Støvkorn, skønt de er ganske sunde og skønt baade Æg og Støvkorn er udmærket gode overfor Befrugtning med andre Arter, maa disse dog paa en eller anden Maade være i en unaturlig Stilling. Disse Eksempler tjener til at vise, hvilke ubetydelige og mystiske Aar- sager en Arts større eller mindre Frugtbarhed undertiden er afhæn- gig af.

Havemændenes praktiske Eksperimenter fortjener, skønt de ikke gøres med videnskabelig Nøjagtighed, megen Opmærksomhed. Det er bekendt, paa hvilken højst sammensat Maade man har kryd- set Arterne af Pelargonium, Fuchsia, Calceolaria (Tøffelblomst), Petunia, Rhododendron (Alperose) o. s. v., og dog er der mange af disse Hybrider, der sætter rigeligt Frø. Herbert forsikrer f. Eks., at en Hybrid mellem Calceolaria integrifolia og plantaginea, Arter, der er højst forskellige i Udseende, „formerede sig lige saa fuld- komment, som om den havde været en virkelig naturlig Art fra Chili's Bjerge." Jeg har gjort mig megen Ulejlighed med at komme paa det rene med, hvorledes det forholder sig med Frugtbarheden hos de meget indviklede Krydsninger af Rhododendron, og jeg er bleven overbevist om, at mange af dem er fuldkommen frugtbare.

[page] 264

Hr. C. Noble underretter mig f. Eks. om, at han har opelsket Stam- mer til Indpodning af en Hybrid mellem Rhododendron Ponticum og R. Catawbiense, og at denne Hybrid „giver saa rigeligt Frø, som man vel kan ønske sig." Dersom Hybrider under god Behand- ling altid var bleven ved med at aftage i Frugtbarhed i hver paa hinanden følgende Generation, Saaledes som Gartner troede det var Tilfældet, saa vilde dette have været Havemændene bekendt. Disse Havemænd opelsker store Bede af den samme Hybrid; og det er kun saadanne, som bliver godt behandlede, fordi ved Insekternes Medvirkning de forskellige Individer af den samme Hybrid kom- mer til at krydses med hinanden, og den skadelige Indflydelse af Befrugtningen mellem alt for nær staaende Individer Saaledes bliver forhindret. Man kan let overbevise sig selv om, hvor meget Insek- ternes Medvirkning har at sige, ved at undersøge Blomsterne hos de mere golde Arter af hybride Rhododendron'er, som ingen Støv- korn frembringer, thi man vil paa deres Ar finde Støvkorn i Over- flod, som er bleven bragt derhen fra andre Blomster.

Hvad Dyrene angaar, saa er der bleven gjort meget færre om- hyggelige Eksperimenter med dem end med Planterne. Dersom man kan stole paa den systematiske Anordning, det vil sige, dersom Dyrenes Slægter er lige saa skarpt adskilte fra hverandre, som Planteslægterne er det, saa kan man sige, at Dyr, som staar læn- gere fra hinanden i Systemet, lettere kan krydses med hinanden, end det er Tilfældet med Planterne; men selve Hybriderne er, som jeg tror, mere golde. Jeg tvivler om, at der er noget Eks- empel paa fuldkommen frugtbare hybride Dyr, der kan betragtes som virkeligt paalideligt. Man maa imidlertid huske paa, at der paa Grund af, at faa Dyr forplanter sig villigt i Fangenskab, er bleven gjort faa gode Eksperimenter; Kanariefugle er f. Eks. bleven kryd- sede med 9 andre Finkearter, men eftersom der ikke er en eneste af disse 9 Arter, der forplanter sig villigt i Fangenskab, har vi ingen Ret til at vente, at de Dyr, som fremkommer ved Krydsninger mellem dem og Kanariefuglen eller mellem Hybriderne indbyrdes, skulde være fuldkommen frugtbare. Fremdeles med Hensyn til Frugtbarheden hos de paa hinanden følgende Generationer af mere frugtbare hybride Dyr, saa ved jeg næppe noget Eksempel paa, at to Familier af den samme Hybrid, med forskellige Forældre, er bleven opelskede samtidigt, saa at man har" kunnet undgaa de daar-

[page] 265

lige Virkninger af alt for nært Familieskab. Tværtimod, Brødre og Søstre er i Almindelighed bleven krydsede med hinanden, Genera- tion efter Generation, stik imod det, som enhver Opdrætter stadig har advaret imod. Og i saa Tilfælde er det aldeles ikke forbavsende, at Hybridernes Goldhed er bleven større og større. Dersom vi bar os Saaledes ad med Dyr, der slet ikke var hybride, men som af en eller anden Grund havde en ganske ringe Tilbøjelighed til Gold- hed, gav os til at parre Broder og Søster, saa vilde Racen ganske vist gaa til Grunde i Løbet af nogle faa Generationer.

Om endskønt jeg ikke ved noget ganske paalideligt Eksempel paa fuldkommen frugtbare hybride Dyr, saa har jeg dog Grund til at tro, at Hybriderne mellem Cervulus vaginalis og C. Reevesii og mel- lem Phasianus colchicus og P. torqvatus er fuldkommen frugtbare. Man har i den senere Tid paastaaet, at to saa forskellige Arter som Haren og Kaninen, naar man kan faa dem til at parres, frembringer et næsten aldeles frugtbart Afkom; men dette er endnu meget tvivl- somt. Hybriderne mellem den almindelige Gaas og den kinesiske Gaas (Anser cygnoides), Arter, der er saa forskellige, at de i Almin- delighed henføres til forskellige Slægter, har her i Landet ofte parret sig med en af Forældrearterne, og i et enkelt Tilfælde har de parret sig indbyrdes. Det var Hr. Eyton, der fik dette i Stand. Han fik frembragt to Hybrider mellem det samme Par Forældre, men af for- skellige Hækninger, og af disse to Fugle fik han saa frembragt ikke mindre end 8 Hybrider (Børnebørnsbørn af Gaasen) fra en Rede. I Indien maa imidlertid disse krydsede Gæs være langt frugtbarere, thi to overordentlig kompetente Øjenvidner, nemlig Hr. Blyth og Kaptajn Hutton, forsikrer, at der i forskellige Egne af Landet hol- des hele Flokke af disse Blandingsgæs, og da de ligefrem holdes for Fordelens Skyld paa Steder, hvor der ikke findes nogen af Stam- arterne, saa maa de ganske vist være i høj Grad eller ogsaa ganske frugtbare.

De forskellige Racer af hver Slags Husdyr er ganske frugtbare, naar de krydses indbyrdes, dog nedstammer de i mange Tilfælde fra to eller flere vilde Arter. Af dette maa man drage den Slutning, enten at de oprindelige Stamarter i Begyndelsen frembragte fuld- kommen frugtbare Hybrider, eller at de Hybrider, der siden hen blev frembragt i den tæmmede Tilstand, blev ganske frugtbare. Dette sidste, som først blev fremsat af Pallas, synes meget sandsyn-

[page] 266

ligt og kan i Sandhed næppe betvivles. Det er f. Eks. næsten vist, at vore Hunde nedstammer fra flere vilde Hold, og dog er de, maaske med Undtagelse af visse indfødte Hushunde i Syd-Amerika, allesammen indbyrdes frugtbare i Krydsningstilfælde, og Analogien faar mig til meget stærkt at betvivle, at de forskellige oprindelige Arter i Begyndelsen villig vilde have parret sig med hinanden og have frembragt ganske frugtbare Hybrider. Saaledes har jeg og- saa for nylig faaet afgørende Vished om, at Bastarder mellem det indiske Pukkelkvæg og det almindelige Kvæg er fuldkommen frugt- bare indbyrdes; og efter Rutimeyers Iagttagelser om deres vigtige Forskelligheder i Benbygning, saa vel som Hr. Blyths om Forskel- ligheder i Sædvaner, Stemme, Konstitution o. s. v., maa disse to Former betragtes som saa gode og saa bestemt adskilte Arter, som man i det hele taget kan finde dem i denne Verden. Naar man vil holde sig til denne Opfattelse af mange Husdyrs Oprindelse, maa vi enten give Slip paa Troen om, at forskellige Dyrearter i Krydsnings- tilfælde næsten altid er golde, eller ogsaa maa vi betragte Gold- heden ikke som et uforanderligt Karakteristikon, men som noget, der kan fjernes ved Tæmning.

Endelig, naar vi ser hen til alle de sikre Kendsgerninger, der haves Om Krydsninger hos Planter og hos Dyr, saa kan man slutte, at en vis Grad af Goldhed baade ved den første Krydsning og ved en Krydsning mellem Hybriderne er det, der i Almindelighed re- sulterer, men at vi dog ikke, efter hvad vi nu ved, kan sige, at det er noget, der absolut altid finder Sted.

De Love, af hvilke Goldhed i en første Krydsning og i en Krydsning mellem Hybrider bestemmes.

Vi vil nu se noget nøjere paa de Omstændigheder og de Reg- ler, som er bestemmende for Goldhed hos første Krydsninger og hos Hybrider. Det, det for os især vil komme an paa, vil være at se, hvorvidt Reglerne udtaler, at Arterne særlig er bleven begavede med denne Egenskab for at forhindre, at de skal krydses og blandes med hverandre, saa at det hele blev idel Forvirring, eller ej. De føl- gende Regler og Slutninger er jeg hovedsagelig kommen til ved Gartners vidunderlige Værk Om Krydsning af Planter. Jeg har gjort mig megen Ulejlighed med at komme til Klarhed om, hvorvidt

[page] 267

disse Regler ogsaa gælder for Dyrene, og i Betragtning af, hvor tarvelige vore Kundskaber er med Hensyn til hybride Dyr, er jeg bleven meget forbavset ved at se, hvor almindeligt de samme Reg- ler passer for begge Rigerne.

Det er allerede tidligere bleven bemærket, at Frugtbarheds- graden baade ved første Krydsning og ved Hybrider gaar lige fra Nulpunktet og til fuldkommen Frugtbarhed. Det er forbavsende, paa hvor mange mærkelige Maader denne Trinfølge kan vises, men her kan jeg kun give en yderst skitseret Fremstilling af Forholdene. Naar Støvkorn fra en Plante af en Familie kommer over paa Arret af en Plante af en anden Familie, saa har det ikke mere Indflydelse, end den samme Mængde uorganisk Støv vilde have. Fra dette Frugtbarhedens Nulpunkt kan saa den samme Slægts forskellige Arters Støvkorn, overført paa en eller anden Arts Ar, frembyde en hel Trinrække, der viser sig i Antallet af de Frø, som bliver frembragt, og som kan gaa op til næsten fuldstændig eller selv ganske fuldstændig Frugtbarhed; ja, som vi har set i visse abnorme Tilfælde, den kan endogsaa overgaa den Frugtbarhed, som Plantens egne Støvkorn kan frembringe. Hos Hybriderne er der nogle, som aldrig har frembragt Og rimeligvis aldrig vil frembringe, selv om det saa var efter en Befrugtning af Støvkorn fra deres Stamarter, et eneste spiredygtigt Frø; men i nogle af disse Tilfælde kan man opdage et svagt Spor af Frugtbarhed deri, at Støvkornet fra en af Stamarterne faar Hybridens Blomst til at visne tidligere, end den ellers vilde have gjort, og det er vel bekendt, at Blomstens tidlige Henvisnen er et Tegn paa, at Befrugtningen er begyndt. Til denne høje Grad af Goldhed slutter sig saa sig selv befrugtende Hybrider, der frembringer et større og større Antal Frø, og tilsidst naar de op til fuldkommen Frugtbarhed.

Hybrider mellem to Arter, som er meget vanskelige at krydse, og som sjældent frembringer noget Afkom, er i Almindelighed me- get golde, men Vanskeligheden ved at faa en første Krydsning i Stand og de ved en saadan frembragte Hybriders Goldhed — to forskellige Ting, som man i Almindelighed sammenblander — staar paa ingen Maade i et bestemt Forhold til hinanden. Der er mange Tilfælde, i hvilke to rene Arter — det er Saaledes Tilfældet i Slæg- ten Kongelys (Verbascum) — kan krydses med usædvanlig stor Let- hed og frembringe et stort Afkom af Hybrider, og dog er disse Hy-

[page] 268

brider i en mærkelig høj Grad golde. Paa den anden Side er der Ar- ter, som meget sjældent kan krydses, eller i alt Fald kun yderst van- skeligt, men Hybriderne er, naar man endelig har faaet dem frem- bragt, meget frugtbare. Det kan endogsaa hænde, at man finder disse to modsatte Tilfælde inden for samme Slægt, f. Eks. hos Nel- liken (Dianthus).

Frugtbarheden baade hos første Krydsninger og hos Hybrider paavirkes lettere af uheldige Omstændigheder end de rene Arters Frugtbarhed. Men Frugtbarhedsgraden er ligeledes iboende varia- bel, thi den er ikke altid den samme, naar man krydser de samme to Arter under de samme Omstændigheder, men er til Dels afhæn- gig af Konstitutionen hos de Individer, som tilfældigvis er bleven valgt til Eksperimentet. Saaledes er det ogsaa med Hybrider, thi deres Frugtbarhedsgrad findes ofte at være meget forskellig hos de forskellige Individer, som er bleven opelskede af Frø fra den samme Frøkapsel og udsat for de samme Betingelser.

Ved Begrebet systematisk Affinitet menes Lighed mellem Ar- terne i Bygning og Konstitution, særlig i Bygning af Dele, som er af stor fysiologisk Betydning, og som kun afviger lidt hos de nær- staaende Arter. Nu er Frugtbarheden hos Produktet af to Arters Krydsning og hos Hybrider, frembragt af dem, i høj Grad bestemt af deres systematiske Affinitet. Dette ser man tydeligt deraf, at man aldrig har faaet frembragt Hybrider mellem Arter, der af Systema- tikerne henføres til forskellige Familier, og paa den anden Side deraf, at meget nær beslægtede Arter i Almindelighed krydses med Lethed. Men der er paa ingen Maade noget bestemt Forhold mellem den systematiske Affinitet og den større eller mindre Let- hed, hvormed Krydsningen foregaar. Der kunde nævnes en Mængde Eksempler paa meget nær beslægtede Arter, som ikke vil krydses eller i alt Fald meget vanskeligt gør det, og paa den anden Side kunde der ogsaa nævnes meget skarpt adskilte Arter, som krydses yderst let. I den samme Familie er der Saaledes en Slægt som Dian- thus, i hvilken overordentlig mange Arter meget let kan krydses, og en anden Slægt om Silene, hos hvilken det ikke er lykkedes med de mest vedholdende Anstrengelser at frembringe en eneste Hy- brid mellem temmelig nær staaende Arter. Selv indenfor Græn- serne af den samme Slægt møder vi denne Forskellighed. De mange Arter af Nicotiana (Tobak) er bleven mere krydsede end Arterne

\

[page] 269

af nogen anden Slægt, jeg tror, men Gartner fandt, at N. accu- minata, som ikke er en særlig skarpt adskilt Art, aldrig vilde be- frugte og heller ikke lade sig befrugte af ikke mindre end otte andre Arter af Nicotiana. Der kunde nævnes mange analoge Til- fælde.

Ingen har været i Stand til at udpege hvad Slags eller hvilket Beløb af Forskellighed, i en eller anden kendelig Karakter, der er tilstrækkelig til at forhindre to Arter i at krydses. Det kan vises, at Planter, der er højst forskellige i Sædvaner og almindeligt Udseen- de, og som har stærkt udprægede Forskelligheder i enhver Del af Blomsten, selv i Støvkorn, i Frugten og i Kimbladene kan krydses. Enaarige og perennerenda Planter, der kaster deres Løv, og stedse- grønne Træer, Planter, der bebor forskellige Lokaliteter, og som er afpassede efter højst forskellige Klimater, kan ofte krydses med Lethed.

Ved gensidig Krydsning mellem to Arter, forstaar jeg f. Eks. et saadant Tilfælde, hvor en Hestehingst først er bleven krydset med en Æselshoppe, og en Æselshingst med en Hestehoppe. Naar det er sket, saa kan man sige, at disse to Arter er bleven gensidigt krydsede. Der er ofte den størst mulige Forskel paa den Lethed el- ler den Vanskelighed, med hvilken gensidige Krydsninger kommer i Stand. Saadanne Tilfælde er i høj Grad vigtige, thi de viser, at to Arters Tilbøjelighed til at krydses ofte er aldeles uafhængig af deres systematiske Affinitet, eller af nogen Forskellighed i deres hele Or- ganisation, undtagen i deres reproduktive Systemer. Forskellighe- der i Resultatet ved gensidige Krydsninger mellem de samme to Arter blev iagttaget for lang Tid siden af Kølreuter. For at nævne et Eksempel: Mirabilis Ialapa kan meget let befrugtes med Støv- kornet fra' M. longiflora, og de Saaledes frembragte Hybrider er temmelig frugtbare; men Kølreuter prøvede mere end to hundrede Gange i otte paa hinanden følgende Aar, omvendt at befrugte M. longiflora med Støvkornet af M. Ialapa, men det mislykkedes alde- les. Adskillige andre, lige saa slaaende Tilfælde, kan nævnes. Thuret har iagttaget det samme Forhold hos visse Tangarter (Fu- cus). Gartner kan fremdeles af denne Forskel i Tilbøjeligheden til at krydses gensidig se, at den er yderst almindelig, naar man ogsaa tager Hensyn til andet end det stærkeste Udtryk, der findes for det Han har iagttaget det, selv mellem nær beslægtede Former (som Lev-

[page] 270

køjerne, Matthiola annua og glabra), som mange Botanikere kun an- ser for Varieteter. Det er ogsaa en mærkværdig Omstændighed, at Hybrider, som er opstaaet ved gensidige Krydsninger, endskøndt de naturligvis er en Blanding af akkurat de samme to Arter, da den ene Art først er bleven brugt som Fader, og saa som Moder, at disse Hybrider, skønt de sjældent er forskellige i udvortes Karakterer, dog i Almindelighed afviger fra hinanden i Frugtbarhed i ringe, lejlig- hedsvis i høj Grad.

Adskillige andre mærkelige Regler kan nævnes efter Gartner, f. Eks. at .nogle Arter har en mærkværdig Evne til at krydses med andre Arter; andre Arter af samme Slægt har en mærkværdig Evne til at give deres hybride Afkom Lighed med sig, men disse to Evner følges aldeles ikke nødvendigt ad. Der er visse Hybrider, som i Stedet for, hvad der er det almindelige, at have en Karakter, der staar midt imellem deres to Forældres, altid nøje ligner en af dem; og saadanne Hybrider er, skønt de udvortes i saa høj Grad ligner deres Forældre, med faa Undtagelser yderst golde. Blandt Hybrider, der paa almindelig Maade staar midt imellem deres Forældre i Byg- ning, fødes der undertiden ganske særegne og abnorme Individer, som nøje ligner en af Forældrene, og disse Hybrider er næsten altid yderst golde; selv naar de andre Hybrider, der er kommen af Frø fra den samme Kapsel, er i temmelig høj Grad frugtbare. Disse Kendsgerninger viser, hvor ganske Hybridernes Frugtbarhed er uafhængig af deres udvortes Lighed med en af Forældrene.

Giver vi os nu til at betragte de forskellige Regler, vi her har fremsat og bestemmer Frugtbarheden ved Første-Krydsninger og Hybrider, ser vi, at naar Former, der maa betragtes som gode og skarpt adskilte Arter, krydses, saa gaar deres Frugtbarhed lige fra Nul op til fuldkommen Frugtbarhed, ja, under visse Omstændjg- heder til overdreven Frugtbarhed. Endvidere, at deres Frugtbarhed, ved Siden af at være i høj Grad paavirkelig af gunstige og ugunstige Betingelser, er af Naturen, variabel. Endvidere, at Frugtbarheden paa ingen Maade altid er lige stor efter den første Krydsning og hos Hybrider, der er frembragt af denne Krydsning. Fremdeles, at Hy- bridernes Frugtbarhed ikke er afhængig af den Grad, i hvilken de i deres Ydre ligner en af deres Forældre. Og endelig, at den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken en Første-Krydsning bringes i Stand mellem to Arter, ikke altid er bestemt af deres syste-

[page] 271

matiske Affinitet eller af, i hvor høj Grad de ligner hinanden. Denne sidste Sætning bevises fuldt ud ved den Forskel, der er i Resulta- terne af gensidig Krydsning mellem de samme to Arter, thi alt efter- som den ene Art bliver Fader eller Moder, er der i Almindelighed nogen Forskel, og lejlighedsvis den videst mulige Forskel paa den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken en Krydsning kom- mer i Stand. Endvidere er Hybrider, der er frembragt ved gensidige Krydsninger, ofte forskellige i Frugtbarhed.

Betyder nu disse indviklede og besynderlige Regler, at Arterne af Naturens Haand har faaet Goldheden som en Gave, der skulde forhindre, at de gik aldeles over i hinanden? Jeg tror det ikke. Thi hvorfor skulde Goldheden være saa højst forskellig i Grad, naar for- skellige Arter blev krydsede, da det jo dog maatte antages at være lige vigtigt for dem allesammen, at de ikke blev blandede? Hvorfor skulde Goldhedsgraden af Naturen være variabel hos Individer af samme Art? Hvorfor skulde nogle Arter krydses med Lethed og dog frembringe meget golde Hybrider, og andre Arter krydses med den største Vanskelighed og dog frembringe meget frugtbare Hy- brider? Hvorfor skulde der ogsaa være en saa stor Forskel paa de Resultater, hvortil en gensidig Krydsning mellem de samme to Arter fører? Hvorfor i al Verden, kunde man spørge, er det endelig bleven tilladt, at der blev frembragt Hybrider? At tilstaa Arterne den sær- egne Evne at frembringe Hybrider, og saa at standse deres videre Forplantning ved forskellige Grader af Goldhed, der ikke staar i noget bestemt Forhold til den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken den første Krydsning mellem deres Forældre kom i Stand, synes at være et besynderligt Arrangement.

De ovenfor omtalte Regler og Kendsgerninger forekommer mig paa den anden Side klarligt at tilkendegive, at Goldhed, baade ved Første-Krydsninger og mellem Hybrider, er rent tilfældig eller af- hængig af ukendte Tilfældigheder i deres reproduktive Systemer; idet Forskellighederne er af en saa ejendommelig og saa begrænset Natur, at i gensidige Krydsninger mellem de samme to Arter, vil det mandlige Kønselement hos den ene ofte virke paa den andens kvindelige Kønselement, medens det omvendte ikke er Tilfældet. Det vil maaske være raadeligt*lidt fyldigere at forklare, hvad jeg mener ved at Goldheden er afhængig af andre Forskelligheder, og ikke en særlig medfødt Egenskab. Lad os tage et Eksempel: Da

[page] 272

en Plantes Skikkethed til at blive indpodet paa en anden er saa uvæ- sentlig for den ude i Naturen, saa formoder jeg, at der ikke er nogen, der vil antage, at denne Skikkethed er en Egenskab, som den sær- lig er bleven begavet med, men at man vil indrømme, at den er af- hængig af Forskelligheder i de to Planters Vækstlove. Vi kan un- dertiden se Grunden til, at et Træ ikke vil lade sig indpode paa et andet; nu er det Forskelligheder i den Hurtighed, med hvilken de vokser, saa er det Haardheden af deres Ved, og til andre Tider er det Forskelligheder i deres Safts Natur, eller ogsaa Forskel- ligheder i den Tid, Saftstigningen foregaar o. s. v.; men i en Mang- foldighed af Tilfælde kan vi ikke angive nogen som helst Grund. Stor Forskellighed i to Planters Størrelse, det at den ene er træ- agtig, den anden urteagtig, det at den ene er stedsegrøn og det at den anden fælder alt sit Løv hvert Aar, og endelig Tillempelse til de forskellige Klimater, alt dette forhindrer ikke altid, at to Planter kan indpodes paa hinanden; ligesom ved Krydsning Saaledes er ogsaa ved Podning Muligheden bestemt ved systematisk Affinitet; thi ingen har nogensinde været i Stand til at pode Træer, der hørte til to bestemt adskilte Familier, paa hinanden, og paa den anden Side, nær beslægtede Arter og Varieteter af samme Art kan sædvanlig, men ikke altid, indpodes med Lethed. Men denne Færdighed er, ligesom ved Krydsning, paa ingen Maade ganske bestemt af den systematiske Affinitet. Om endskønt mange bestemt adskilte Slæg- ter, indenfor den samme Familie, er bleven indpodede paa hin- anden, saa kan det i andre Tilfælde hænde, at Arter af samme Slægt ikke vil indpodes paa hinanden. Pæren kan langt lettere indpodes paa Kvæden, der dog er en forskellig Slægt, end paa Æbletræet, der hører til samme Slægt. Selv forskellige Varieteter af Pæren indpodes ikke med lige Lethed paa Kvæden, og Saaledes forholder ogsaa for- skellige Abrikos- og Ferskentræer sig overfor Blommetræet.

Ligesom Gartner fandt, at der undertiden var en medfødt For- skellighed mellem de forskellige Individer af de samme to Arter, naar de skulde krydses, Saaledes tror Sageret ogsaa, at dette er Til- fældet med de forskellige Individer af de samme Arter, naar disse skal indpodes paa hinanden. Ligesom ved gensidige Krydsninger den Lethed, hvormed en Forening tilvejebringes, ofte er meget for- skellig, Saaledes er det ogsaa hvad Podning angaar, idet det almin- delige Stikkelsbær f. Eks. ikke kan indpodes paa Ribsbusken, me- dens Ribsen uden Vanskelighed kan indpodes paa Stikkelsbærret.

[page] 273

Vi har set, at Goldheden af de Hybrider, som har deres repro- duktive Organer i en ufuldkommen Tilstand, er forskellig fra Van- skeligheden ved at krydse to rene Arter, som har deres reproduktive Organer fuldkomne; dog er disse to forskellige Tilfælde til en vis Grad parallele. Noget analogt træffer vi ved Podningen; thi Thouin fandt, at tre Arter af Robinia (uægte Akacie), som villigt gav Frø, da de stod paa deres egne Rødder, og som uden stor Vanskelighed kunde indpodes paa en anden Art, var, da de Saaledes var bleven indpodede, golde. Paa den anden Side giver visse Arter af Sorbus (Røn), naar de er bleven indpodede paa andre Arter, dobbelt saa megen Frugt som ellers^ Ved dette sidste kommer vi til at huske paa det mærkværdige Tilfælde med Hippeastrum, Passiflora osv., som giver mere Frø, naar de er bleven befrugtede med Støvkorn fra en forskellig Art, end naar de er bleven befrugtede med Støvkorn fra den samme Art.

Vi ser Saaledes, at endskønt der er en klar og stor Forskel imellem de podede Stammers blotte Sammenhæng og Foreningen af det mandlige og kvindelige Element i Forplantelsesakten, saa er ■der dog en vis Grad af Lighed i de Resultater, man kommer til, ved at pode og krydse forskellige Arter. Og da vi maa betragte de mær- kelige, indviklede Love, der er bestemmende overfor den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken Træer kan indpodes paa hinanden, som beroende paa Forskelligheder i deres vegetative Sy- stemer, saa tror jeg, at de endnu mere indviklede Love, som be- stemmer den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken Første-Krydsninger kommer i Stand, er afhængige af ubekendte Forskelligheder i deres reproduktive Systemer. Disse Forskellig- heder følger i begge Tilfælde til en vis Grad (hvad man kunde have ventet) den systematiske Affinitet, ved hvilken enhver Lighed og Ulighed mellem de organiske Væsener tænkes udtrykt. Kendsger- ningerne synes mig paa ingen Maade at udsige, at den større eller mindre Vanskelighed ved enten at krydse eller pode forskellige Arter, er en særegen Ejendommelighed, endskønt ved Krydsningen Vanskeligheden er lige saa vigtig for Arternes Holdbarhed og Varig- hed, som det ved Podningen er uvæsentligt for deres Velfærd.

Darwin: Arternes Oprindelse.

[page] 274

Goldhedens Oprindelse og Aarsager ved Første-Krydsninger og Hybrider.

Det forekom mig engang sandsynligt, Saaledes som det ogsaa er forekommet andre det, at Goldheden hos Første-Krydsninger og hos Hybrider langsomt kunde være bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg, derved at der virkedes paa en ganske langsomt aftagende Frugtbar- hedsgrad — der viste sig spontant — ligesom enhver anden Varie- ring hos visse Individer af en Varietet, naar den blev krydset med en anden Varietet. Thi det vilde tydeligt nok være fordelagtigt for to Varieteter eller begyndende Arter, dersom de kunde holdes fra at blandes, ligesom det, naar Mennesket paa samme Tid udvælger to Varieteter, er nødvendigt for ham at holde dem hver for sig. Først og fremmest maa man lægge Mærke til, at forskellige Egne ofte bebos af Grupper af Arter og enkelte Arter, som, naar de er bragt sammen og krydsede, findes at være mere eller mindre golde; men nu er det tydeligt nok, at saadanne adskilte Arter ikke kan have haft nogen Fordel af at blive gjort gensidigt golde, og som en Følge heraf kunde det-ikke være bleven bevirket ved Kvalitetsvalget; men man kunde maaske indvende, at, dersom en Art blev gjort gold i Forhold til en Landsmand, saa vilde der heraf som en Nødvendighed følge Goldhed overfor andre Arter. For det andet er det næsten lige saa meget imod Kvalitetsvalgsteorien, som det er imod Teorien om de særlige Skabelser, at i gensidige Krydsninger det mandlige Element hos en Form skulde være gjort aldeles uvirksomt over for en anden Form, medens paa samme Tid denne anden Forms mandlige Element er i Stand til med Lethed at befrugte den første Form, thi denne det reproduktive Systems ejendommelige Tilstand kunde umulig være til Fordel for nogen af Arterne.

Naar man undersøger, hvorvidt det er sandsynligt, om Kvalitets- valget har været medvirkende til at gøre Arterne indbyrdes golde, saa vil man finde, at der ligger en stor Vanskelighed deri, at der eksisterer mange Overgangstrin fra ganske lidt formindsket Frugt- barhed til absolut Goldhed. Man kunde, ifølge det ovenfor fremsatte Princip, indrømme, at det vilde gavne en begyndende Art, dersom den i en vis ringe Grad blev gjort gold, naar den krydsedes med sin Stamform eller med en eller anden Varietet; thi Saaledes vilde færre

\

[page] 275

blandede og forringede Efterkommere komme til at blande deres Blod med de ny Arter, der var ved at danne sig. Men den, som vil gøre sig den Ulejlighed at tænke over de Trin, ved hvilke denne første Grad af Goldhed ved Kvalitetsvalget kunde forøges til den høje Grad, som er almindelig for saa mange Arter, og som altid findes hos Arter, der er bleven saa vidt differentierede, at de har naaet op til Rang af Slægt eller Familie, han vil finde Emnet i over- ordentlig høj Grad indviklet. Efter moden Overvejelse synes det mig, at det ikke kan være bleven bevirket ved Kvalitetsvalget; thi det kunde ikke have været til nogen direkte Fordel for noget Dyre- Individ at yngle daarligt sammen med et andet Individ af en forskel- lig Varietet og Saaledes at efterlade lidt Afkom; som en Følge heraf kunde saadanne Individer ikke være bleven bevarede eller udvalgt. Eller lad os tage det Tilfælde, at to Arter, som i deres nuværende Tilstand, naar de krydsedes, frembragte faa og golde Efterkommere, hvad er der saa, som kunde begunstige det, at de Individer blev i Live, som hændelsesvis havde lidt mere gensidig Ufrugtbarhed, og som Saaledes ved et lille Trin nærmede sig absolut Goldhed? Allige- vel maa et Fremskridt af denne Slags, dersom Kvalitetsvalgsteorien skal holde Stik, stadig være hændt mange Arter, thi en Mængde af dem er indbyrdes ganske golde. Hos golde kønsløse Insekter har vi Grund til at tro, at Modifikationer i deres Bygning og Frugtbarhed langsomt er bleven samlede ved Kvalitetsvalget derved, at der saa- ledes indirekte er bleven givet det Samfund, til hvilket de hørte, en heldigere Stilling end andre Samfund af samme Art; men et Indi- vid, som ikke hørte til et saadant Samfund, vilde, dersom det blev gjort lidt goldt, naar det blev krydset med en eller anden Varietet, ikke derved selv blive heldigere stillet og ikke heller stille de andre Individer af samme Varietet heldigere og Saaledes føre til, at de blev bevarede. Af disse forskellige Grunde drager jeg den Slut- ning, at for Dyrenes Vedkommende de forskellige Grader af for- mindsket Frugtbarhed, som træffes hos Arter, naar de krydses, ikke kan være bleven samlede langsomt ved Hjælp af Kvalitetsvalget.

Hos Planter er det muligt, at Forholdet er noget forskelligt. Hos mange Arter bærer Insekter stadig Støvkorn fra Planter, der staar i hinandens Nærhed, til hver enkelt Blomsts Ar, og hos nogle Arter udføres dette af Vinden. Dersom nu Støvkornet af en Varietet, naar det anbringes paa den samme Varietets Ar, ved spontan Variering

18*

[page] 276

i en, om end aldrig saa lille, Grad fik Overvægten over andre Varie- teters Støvkorn, saa vilde dette visselig være en Fordel for Varie- teten, thi dens eget Støvkorn vilde Saaledes udslette de Virkninger, som andre Varieteters Støvkorn kunde have, og derved forhindre en Forværrelse i Karakter. Og jo mere Overvægt Varietetens eget Støvkorn, ved Kvalitetsvalgets Hjælp, kunde faa, desto større For- del vilde det være. Vi ved af Gartners Undersøgelser, at hos Arter, som er indbyrdes golde, har hver Arts Støvkorn altid paa dens eget Ar Overvægt over de andre Arters; men vi ved ikke, hvorvidt denne Overvægt er en Følge af den gensidige Goldhed eller Gold- heden en Følge af Overvægten. Dersom det sidste er det rigtigste, vilde, eftersom Overvægten ved Kvalitetsvalg blev stærkere og stær- kere, (fordi det var fordelagtigt for en Art, der var i Færd med at dannes), Goldheden, der var afhængig af Overvægten, paa samme Tid forøges, og det endelige Resultat vilde være forskellige Grader af Goldhed, Saaledes som vi træffer det hos de eksisterende Arter. Man kunde udstrække denne Synsmaade til Dyr, i Fald Hunnen før hver Fødsel havde Omgang med flere Hanner, saa at Kønselementet hos den Han af hendes egen Varietet, der havde Overvægten, til- intetgjorde de Virkninger, som andre Varieteters Hanner havde frembragt men vi har ingen Grund til at tro, i det mindste ikke for Landdyrenes Vedkommende, at dette er Tilfældet, eftersom de fleste Hanner og Hunner parres for hver Fødsel og nogle faa for Livstid.

I det hele taget kan vi drage den Slutning, at Goldheden hos krydsede Arter blandt Dyrene ikke er bleven langsomt forøget ved Kvalitetsvalget, og da denne Goldhed følger de samme almindelige Love i Planteriget som i Dyreriget, saa er det usandsynligt, skønt det ganske vist er muligt, at krydsede Arter hos Planterne er bleven gjort golde paa en anden Maade. Naar vi betænker dette, og naar vi erindrer, at Arter, som aldrig har levet sammen i det samme Land og derfor ikke kan have haft nogen Fordel ved at være bleven gjort gensidigt golde, hvad de dog er, naar de krydses, og naar vi husker paa, at der ved gensidige Krydsninger mellem de samme to Arter undertiden er den største Forskel paa deres Goldhed, saa maa vi opgive Troen paa, at Kvalitetsvalget er kommen med i Spillet. Vi bliver Saaledes drevet tilbage til vor tidligere Antagelse, den nemlig, at Goldhed hos Første-Krydsninger og indirekte ogsaa hos Hybrider

[page] 277

er simpelt hen afhængig af ubekendte Forskelligheder i Standarter- nes reproduktive Systemer.

Vi kan jo nu forsøge at se lidt nøjere efter, af hvad Natur disse Forskelligheder, som fremkalder Goldhed ved Første-Krydsninger og hos Hybrider, kan være. Ublandede Arter og Hybrider afviger, som vi allerede tidligere har bemærket, i deres reproduktive Or- ganers Tilstand; men efter det, som ret straks skal blive sagt om gensidigt dimorfe og trimorfe Planter, kunde det synes, som om der eksisterede en ubekendt Forbindelse eller Lov, ifølge hvilken det Individ, der fremgik af en ikke fuldstændig frugtbar Forbindelse, selv blev mere eller mindre ufrugtbart.

I Tilfælde af Første-Krydsninger mellem rene Arter afhænger den større eller mindre Vanskelighed, man har ved at tilvejebringe en Forbindelse og ved at erholde Afkom, tydeligt nok af adskillige bestemt forskellige Aarsager. Det kan undertiden være en fysisk Umulighed for det mandlige Element at naa Ægget, hvad der stun- dom vilde være Tilfældet med en Plante, der havde en Støvvej, der var for lang til, at Støvrørene kunde naa ned til Frugtknuden. Man har ogsaa lagt Mærke til, at, naar Støvkorn af en Art anbringes paa Arret af en fjern beslægtet Art, saa trænger Støvrørene ikke ned i Arrets Overflade, skønt de vel skyder frem. Endvidere kan det mandlige Element vel naa det kvindelige Element men dog være ude af Stand til at faa Embryoet udviklet, hvilket synes at have været Tilfældet med nogle af Thurets Forsøg med Fucusarter. Man kan ikke mere forklare disse Forhold, end man kan forklare, hvor- for visse Træer ikke kan indpodes paa andre. Endelig kan et Em- bryo udvikles og gaa til Grunde paa et tidligt Udviklingstrin. Dette sidste har man ikke lagt tilstrækkelig Mærke til, men jeg tror, efter Iagttagelser at dømme, som er bleven mig meddelt af Hr. Hewitt, som har stor Erfaring, hvad det angaar at krydse Fasaner og Høns, at Embryoets Død paa et tidligt Udviklingstrin meget hyppig er Grunden til Goldhed hos Første-Krydsninger. Hr. Salter har nylig meddelt de Resultater, han kom til ved at undersøge omtrent fem hundrede Æg, der var frembragt ved forskellige Krydsninger mel- lem tre Arter af Høns (Gallus) og deres Hybrider; største Delen af disse Æg var bleven.befrugtet, og hos største Delen af de befrug- tede Æg vare Embryoerne enten bleven delvis udviklede og var saa aborterede eller var bleven næsten fuldt udviklede, kun at de unge

[page] 278

Kyllinger havde været ude af Stand til at bryde igennem Skallen. Af de Kyllinger, som virkelig kom for Dagen, døde mere end fire Femte- dele indenfor de første faa Dage eller i det højeste Uger „uden nogen synlig Grund, rimeligvis af blot og bar Mangel paa Levedygtighed" ; Saaledes at der af de fem hundrede Æg kun blev tolv Kyllinger i Live. Det at hybride Embryoer dør tidligt, er sagtens ogsaa noget, der finder Sted hos Planterne, i det mindste ved man, at Hybrider, der er fremkommen af meget forskellige Arter, undertiden er svage og dværgagtige og gaar til Grunde i en tidlig Alder, hvilket Max Wichura for nylig har oplyst ved nogle slaaende Eksempler hentede fra hybride Pile. Det kunde her være værd at lægge Mærke til, at i nogle Tilfælde af Parthenogenesis, Embryoer, som var bleven frembragt af Silkeormeæg, der ikke var bleven befrugtede, kom over de første Udviklingstrin og døde saa, ligesom Embryoer, der var bleven frembragt ved en Krydsning mellem to bestemt adskilte Arter. Indtil jeg blev bekendt med disse Kendsgerninger, var jeg uvillig til at tro paa, at hybride Embryoer hyppig døde tidligt; thi Hybrider er, naar de først er fødte, i Almindelighed sunde og længe levende, hvad vi f. Eks. ser er Tilfældet med det almindelige Mul- dyn Hybrider er imidlertid stillede paa en ganske forskellig Maade før Fødselen og efter Fødselen; naar de er fødte og lever i et Land, hvor deres Stamarter lever, saa er de i Almindelighed stillede under heldige Livsbetingelser. Men en Hybrid har kun halv Del i sin Moders Natur og Konstitution, og derfor kan den før Fødselen, saa længe den næres i Moderens Liv eller i det Æg eller Frø, som Moderen frembringer, være udsat for Betingelser, der er til en vis Grad uheldige, og som en Følge heraf kan den være udsat for at gaa til Grunde i en tidlig Periode, saa meget mere som alle meget unge Væsener er i høj Grad ømfindtlige for skadelige eller unaturlige Livsbetingelser. Men i det hele taget saa ligger Grunden med større Sandsynlighed i, at der har været nogen Ufuldkommenhed ved Und- fangelsesakten, snarere end at det er Mangler ved de Betingelser, for hvilke Embryoet senere udsattes.

Med Hensyn til Goldheden hos Hybrider, hos hvilke de køns- lige Elementer er ufuldkomment udviklede, saa er Forholdet her et andet. Jeg har mere end en Gang hentydet til en stor Mængde Kendsgerninger, som jeg har samlet, der viser, at naar Dyr og Planter fjernes fra deres naturlige Betingelser, er de yderst tilbøje-

[page] 279

lige til at faa deres reproduktive System alvorlig paavirket. Dette er i Virkeligheden den store Vanskelighed ved at faa Dyr tæmmede. Imellem den Goldhed, der herved er foranlediget, og Hybridernes Goldhed, er der mange Lighedspunkter. I begge Tilfælde er Gold- heden afhængig af Sundhed i Almindelighed og følges ofte af usæd- vanlig Størrelse eller stor Yppighed. I begge Tilfælde forekommer Goldheden i forskellige Grader; i begge er det mandlige Element mest tilbøjeligt til at blive paavirket, men undertiden er det kvinde- lige det dog mere end det mandlige. I begge Tilfælde følger Tenden- sen til en vis Grad med den systematiske Affinitet, thi hele Grupper af Dyr og Planter gøres impotente ved de samme unaturlige Betin- gelser, og hele Grupper af Arter stræber at frembringe golde Hybri- der. Paa den anden Side vil en Art i en Gruppe undertiden modstaa store Forandringer i Betingelserne uden at faa sin Frugtbarhed for- mindsket, og visse Arter i en Gruppe vil frembringe usædvanlig frugtbare Hybrider. Ingen kan sige, før han forsøger det, hvorvidt et eller andet bestemt Dyr vil yngle i Fangenskab, eller hvorvidt en eller anden eksotisk Plante villigt vil give Frø ved Dyrkningen; ikke heller kan han sige, før han har forsøgt det, hvorvidt to Arter af en Slægt vil frembringe mere eller mindre gode Hybrider. Endelig, naar organiske Væsener flere Generationer igennem har været stil- lede under Betingelser, der ikke er naturlige for dem, saa er de i høj Grad tilbøjelige til at variere, hvilket til Dels synes at skyldes den Omstændighed, at deres reproduktive Systemer særlig er bleven paavirkede, skønt i en ringere Grad end naar der følger Goldhed derefter. Saaledes er det ogsaa med Hybrider, thi deres Afkom er i de paa hinanden følgende Generationer i høj Grad tilbøjeligt til at variere, hvad enhver Eksperimentator har iagttaget.

Saaledes ser vi, at naar organiske Væsener er stillede under nye og unaturlige Betingelser, og naar Hybrider er bleven frembragt ved en unaturlig Krydsning af to Arter, paavirkes det reproduktive Sy- stem, uafhængig af den almindelige Helbredstilstand, af Goldhed paa en meget lignende Maade. I det ene Tilfælde er Livsbetingelser- ne bleven forandrede, skønt ofte i en saa ringe Grad, at vi næppe kan bemærke det; i det andet Tilfælde, altsaa naar Talen er om Hybrider, er de udvortes Betingelser forbleven de samme, men Or- ganisationen er bleven forstyrret ved, at to forskellige Bygnings- maader og Konstitutioner er bleven blandede ind i hinanden. Thi

[page] 280

det er næppe muligt, at to Organisationer skulde kunne samles til en, uden at der blev afstedkommet nogen Forstyrrelse i Udviklingen eller i den periodiske Virksomhed eller i de forskellige Deles og Or- ganers gensidige Forhold, enten til hinanden indbyrdes eller til Livs- betingelserne. Naar Hybrider er i Stand til at krydses indbyrdes, saa nedarver de den samme blandede Organisation til deres Afkom Generation for Generation, og derfor behøver vi ikke at være for- bavsede over, at deres Goldhed, skønt den er til en vis Grad varia- bel, ikke formindskes; den er endogsaa tilbøjelig til at tiltage, hvad der i Almindelighed, som før forklaret, er Resultatet af Krydsning mellem Individer, der staar hinanden for nær. Den ovenfor frem- satte Synsmaade om, at Hybridernes Goldhed foraarsages af det, at to forskellige Konstitutioner blandes sammen til en, er for nylig bleven stærkt hævdet af Max Wichura; men man tilstaa, at den Goldhed, (hvad vi snart skal forklare), som paavirker de dimorfe og trimorfe Planters Afkom, naar Individer, der hører til samme Form, krydses, gør denne Synsmaade noget tvivlsom. Man maa imidler- tid huske paa, at disse Planter har erhvervet deres Goldhed i et sær- ligt Øjemed og at denne kan afvige i Oprindelse fra Hybridernes.

Det maa indrømmes, at vi hverken efter den ovenfor fremsatte Synsmaade eller nogen anden kan forstaa flere af de Forhold, der "har Hensyn til Hybridernes Goldhed, f. Eks. den ulige Frugtbarhed hos Hybrider, der er frembragt ved gensidige Krydsninger, eller den forøgede Goldhed hos de Hybrider, som lejlighedsvis nøje ligner en af Stamformerne. Jeg paastaar heller ikke, at de foran staaende Bemærkninger gaar lige ind til Sagens Marv; der er ikke givet nogen Forklaring af, hvorledes en Organisme, naar den er bleven stillet under unaturlige Betingelser, gøres gold. Alt hvad jeg har forsøgt at vise, er at i to Tilfælde, der i nogle Henseender er beslægtede med hinanden, er Goldhed det almindelige Resultat — i det ene Til- fælde derved, at Livsbetingelserne er bleven forandrede paa en uheldig Maade, i det andet Tilfælde derved, at Organisation og Kon- stitution er bleven forandrede ved, at to Organisationer er bleven blandede sammen til en.

En lignende Parallelisme udstrækker sig øjensynligt til en be- slægtet, men dog meget forskellig, Klasse af Kendsgerninger. Det er en gammel og næsten almindelig udbredt Tro, som er grundet paa en Mængde Erfaringer, at smaa Forandringer i Livsbetingel-

[page] 281

serne er velgørende for alle levende Væsener. Vi ser Landmænd og Gartnere anstrenge sig i denne Retning ved hyppigt at skifte med Frø, Knolde osv. fra én Jordbund til en anden, fra ét Klima til et andet og tilbage igen. Naar Dyr er ved at komme sig efter en Syg- dom, har de meget betydelig Gavn af næsten enhver Forandring i Livsbetingelserne. Fremdeles er det hævet over al Tvivl, at en Krydsning baade hos Planter og Dyr mellem Individer af samme Art, men som til en vis Grad er forskellige fra hinanden, giver Kraft og Frugtbarhed til Afkommet, og en Krydsning mellem for beslægtede Individer, fortsat flere Generationer igennem, særlig, hvis Livsbetingelserne holdes uforandrede, næsten stadig fører til Svaghed og Goldhed.

Derfor synes det da paa den ene Side, at smaa Forandringer i Livsbetingelserne er velgørende for alle de organiske Væsener, og paa den anden Side smaa Krydsninger, det vil sige Krydsninger mellem Hanner og Hunner af samme Art, som har varieret og er bleven lidt forskellige fra hinanden, giver Afkommet Kraft og Frugt- barhed. Men vi har set, at større Forandringer eller Forandringer af en særegen Natur ofte til en vis Grad gør de organiske Væsener golde, og at større Krydsninger, det vil sige Krydsninger mellem Hanner og Hunner, der er bleven vidt forskellige eller forskellige i en bestemt Henseende, frembringer Hybrider, der i Almindelighed er golde til en vis Grad. Jeg kan ikke overtale mig selv til at tro, at denne Paralleisme er tilfældig eller illusorisk. Begge Rækker af Kendsgerninger synes mig at være forbundne ved et eller andet almindeligt, men ubekendt Bindeled, som er væsentlig beslægtet med Livsprincippet, og dette Princip er øjensynligt, som Hr: Herbert Spencer har bemærket, at Livet afhænger af eller bestaar i en uop- hørlig Virken og Tilbagevirken af forskellige Kræfter, som overalt og altid stræber hen imod en Ligevægtstilstand, og naar denne ved en eller anden Forandring forstyrres lidt, saa tiltager øjensyn- ligt de vitale Kræfter i Magt.

Gensidig Dimorfisme og Trimorfisme.

Dette Emne maa vi her omtale i al Korthed, og man vil se, at det kaster noget Lys over Krydsningerne. Adskillige Planter, der hører til forskellige, Ordener, optræder under to Former, som eksi-

[page] 282

sterer i næsten lige Antal, og som ikke er forskellige i andet ^nd i deres reproduktive Organer, idet den ene Form har en lang Støvvej og korte Støvdragere, den anden en kort Støvvej og lange Støvdra- gere ; begges Støvkorn er af forskellig Størrelse. Hos trimorfe Plan- ter er der tre Former, der ligeledes er forskellige fra hverandre i deres Støvvejes og Støvdrageres Længde, i deres Støvkorns Stør- relse og Farve og i nogle andre Henseender, og da der hos hver af disse tre Former er to Hold Støvdragere, saa er der i det hele taget tre Hold Støvdragere og seks Slags Støvveje. Der er saadan et For- hold, hvad Længden angaar, hos disse Organer, at i to, ligegyldigt hvilke, af Formerne er Halvdelen af Støvdragerne hos dem begge i samme Højde som Arret hos den tredje Form. Nu har jeg vist, og Resultatet er bleven bekræftet af andre Iagttagere, at, for at op- naa fuld Frugtbarhed hos disse Planter, er det nødvendigt, at den ene Forms Ar befrugtes af Støvkorn, der bliver taget fra Støvdra- gerne af tilsvarende Højde hos den anden Form, saa at der hos di- morfe Arter er to Forbindelser, der er fuldkommen frugtbare, og som man kan kalde legitime, og to, der er mer eller mindre ufrugt- bare, og som man kan kalde illegitime. Hos de trimorfe Arter er der seks Forbindelser, der er legitime eller fuldkommen frugtbare, og tolv, der er illegitime eller mer eller mindre ufrugtbare.

Den Ufrugtbarhed, som kan iagttages hos forskellige dimorfe og trimorfe Planter, naar de bliver illegitimt befrugtede, det vil sige af Støvkorn, der er taget af Støvdragere, der ikke har samme Højde som Støvvejen, den forekommer i mange forskellige Grader af Styr- ke lige op til absolut Goldhed, ganske Saaledes som vi har det ved Krydsning af bestemt adskilte Arter. Ligesom Goldhedsgraden i det sidste: Tilfælde i meget høj Grad er afhængige af, at Livsbetin- gelserne er mer eller mindre heldige, Saaledes har jeg ogsaa fundet, at det var Tilfældet med de illegitime Forbindelser. Det er velbe- kendt, at, dersom Støvkornet af en forskellig Art anbringes paa en Blomsts Ar og saa Blomstens eget Støvkorn senere, selv temmelig længe efter, anbringes paa det samme Ar, saa er Støvkornets Ind- virkning i saa høj Grad overvejende, at det i Almindelighed tilintet- gør det fremmede Støvkorns Indvirkning; Saaledes er det ogsaa med Støvkornet fra de forskellige Former af samme Art, thi de legi- time Støvkorn har ganske Overvægten over det illegitime Støvkorn, naar begge anbringes paa samme Ar. Jeg forvissede mig om dette

[page] 283

ved at befrugte flere Blomster først illegitimt og fire og tyve Timer efter legitimt med Støvkorn, der var taget af en ejendommelig farvet Varietet, og alle de unge Planter var farvet paa lignende Maade. Dette viser, at det legitime Støvkorn, endskønt anvendt fire og tyve Timer senere, ganske har tilintetgjort eller forhindret det tidligere anbragte illegitime Støvkorns Virkning. Ligesom der, naar man for- anstalter gensidige Krydsninger mellem de samme to Arter, nu og da er stor Forskel i Resultatet, Saaledes hænder det samme ogsaa med trimorfe Planter. Her er et Eksempel: den Form af Lythrum Sali- caria (Kattehale), "som har tn Griffel af Mellemstørrelse, blev med største Lethed illegitimt befrugtet med Støvkorn fra de længere Støvdragere af den Form, der har kort Griffel, og den gav mange Frø; men den sidste Form gav ikke et eneste Frø, da den blev be- frugtet af de længere Støvdragere hos den Form, der har Griffel af Mellemstørrelse.

I alle disse Henseender og i andre, som vi kunde have taget med, opfører Formerne af en og samme vel udpræget Art, naar de bliver illegitimt forenede, sig ganske paa samme Maade som to forskellige Arter, naar de krydses. Dette førte mig til omhyggeligt at iagttage mange unge Planter, som jeg i Løbet af fire Aar stadig frembragte ved forskellige illegitime Forbindelser. Hovedresultatet blev, at disse illegitime Planter, som man kunde kalde dem, ikke er ganske frugt- bare. Det er muligt af dimorfe Arter at opelske baade langgriflede og kortgriflede illegitime Planter og af trimorfe Planter alle tre il- legitime Former; disse kan da krydses paa en legitim Maade. Naar man nu har gjort det, saa er det ikke muligt at se nogen Grund, hvorfor de ikke skulde give lige saa mange Frø, som deres For- ældre gav, da de blev legitimt befrugtede. Men dette er ikke Til- fældet; de er alle frugtbare, men i forskellige Grader, idet nogle er i saa høj Grad og saa uhelbredelig golde, at de i Løbet af fire Aar ikke gav et eneste Frø, ja ikke saa meget som en Frøkapsel. Denne Goldhed, vi finder hos disse illegitime Planter, naar de kryd- ses med hinanden paa en legitim Maade, kan ganske sammenlignes med den, der findes hos Hybrider, naar de krydses med hinanden indbyrdes. Naar paa den anden Side en Hybrid krydses med en af de rene Stamarter, bliver Goldheden i Almindelighed meget for- mindsket, og Saaledes forholder det sig ogsaa, naar en illegitim Plante bliver befrugtet af en legitim Plante. Paa den samme Maade

[page] 284

som Hybriders Goldhed ikke altid staar i et ganske bestemt For- hold til den Vanskelighed, der var ved at faa den første Krydsning i Stand imellem Stamarterne, Saaledes er visse illegitime Planters Goldhed usædvanlig stor, medens der paa ingen Maade var stor Goldhed i den Forbindelse, ved hvilken de opstod. Hos Hybrider, der er kommen af Frø af samme Frøkapsel, er Goldhedsgraden med- født variabel, og Saaledes forholder det sig ogsaa paa en udpræget Maade med illegitime Planter. Endelig er der mange Hybrider, der blomstrer rigt og vedholdende, medens andre og mere golde Hy- brider frembringer faa Blomster og er svage, elendige Dværge; nøjagtig lignende Tilfælde kendes for det illegitime Afkoms Ved- kommende hos forskellige dimorfe og trimorfe Planter.

I det hele taget forholder illegitime Planter og Hybrider sig gan- ske ens i Karakter og Opførsel. Det er næppe nogen Overdrivelse at hævde, at de første er Hybrider, men saadanne, som er frembragt indenfor Grænserne af den samme Art ved en mindre heldig Kryds- ning af Formerne, medens de almindelige Hybrider er frembragt ved en Forbindelse mellem saakaldte skarpt adskilte Arter. Vi har ogsaa allerede tidligere set, at der i alle Henseender er den nøjeste Lighed mellem illegitime Første-Forbindelser og Første-Krydsninger mellem skarpt adskilte Arter. Dette vil maaske kunne gøres mere indlysende, naar jeg benytter et Eksempel: Lad os antage, at en Botaniker fandt to godt udprægede Varieteter (og der findes saa- danne) af den langgriflede Form af den trimorfe Lythrum Salicaria, og at han besluttede sig til ved Krydsning at prøve, hvorvidt de var specifik forskellige. Han vilde finde, at de kun gav omtrent en Fem- tedel af det normale Antal Frø, og at de i alle de ovenfor nærmere omtalte Henseender bar sig ad, som om de havde været to bestemt adskilte Arter. Men for at være sikker paa sin Sag saa vilde han opelske Planter af det for hybrid antagne Frø, og han vilde finde, at Planterne var jammerlig forkrøblede, ganske golde, og at de i alle andre Henseender bar sig ad som simple Hybrider. Han kunde da paastaa, at han virkelig havde bevist, efter det, der er den alminde- lige Synsmaade, at disse to Varieteter var lige saa gode og bestemt adskilte Arter som nogen anden Art i Verden, men han vilde have taget aldeles fejl.

De Kendsgerninger, der nu er meddelt om dimorfe og trimorfe Planter, er vigtige, fordi de viser os, for det første, at den fysiolo-

[page] 285

giske Prøvesten: formindsket Frugtbarhed, baade hos Første-Kryds- ninger og hos Hybrider, ingenlunde sikkert afgør, at Arterne er for- skellige; for det andet, fordi vi kan slutte, at der er et eller andet ubekendt Bindemiddel, som sætter de illegitime Forbindelsers Ufrugtbarhed i Rapport til deres illegitime Afkoms, og vi føres til at udvide den samme Synsmaade til Første-Krydsninger og Hybri- der; for det tredje, fordi vi finder, og dette synes mig at være af særlig Vigtighed, at man kan finde to eller tre Former af den sam- me Art, som ikke afviger fra hinanden i andet end i deres reproduk- tive Organer, og som dog er golde, naar de krydses paa forskellig Maade. Hos dimorfe Planter er det kun Forbindelsen mellem de to bestemt adskilte Former, der er fuldstændig frugtbare, og som frem- bringer ganske frugtbart Afkom, medens Forbindelser mellem Indivi- der, der hører til samme Form, er mere eller mindre golde, Saaledes at Resultatet er det modsatte af det, vi har hos bestemt adskilte Arter. Hos dimorfe Planter er den resulterende Goldhed aldeles uafhængig af nogen som helst Forskellighed i den almindelige Bygning eller Konstitution, thi den opstaar af Forbindelser mellem Individer, der hører, ikke blot til samme Art, men til samme Form. Den maa der- for være afhængig af de kønslige Elementers Natur, og disse maa da være Saaledes lempede efter hinanden, at det mandlige og det kvindelige Element, som forefindes hos samme Form, ikke passer til hinanden, medens de, som forekommer hos de to bestemt ad- skilte Former, gensidigt passer til hinanden. Efter denne Betragt- ningsmaade synes det rimeligt, at Goldheden hos bestemt adskilte Arter, i Tilfælde af, at de krydses, og hos deres hybride Afkom, udelukkende er afhængig af Kønselemenernes Natur og ikke af no- gen almindelig Forskellighed i Bygning eller Konstitution. Vi le- des virkelig til denne samme Slutning, naar vi betragter gensidige Krydsninger, hos hvilke den ene Arts Han ikke kan krydses eller kun med stor Vanskelighed krydses med en anden Arts Hun, me- dens den omvendte Krydsning kan sættes i Værk med stor Lethed, thi denne Forskel paa Letheden ved at danne gensidige Krydsninger og paa deres Afkoms Frugtbarhed maa tilskrives det, at enten det mandlige eller det kvindelige Element hos den første Art har været differentieret i højere Grad i Forhold til den anden Arts Kønsele- ment end i det omvendte Tilfælde. Den udmærkede Iagttager Gart- ner kom ligeledes til det samme Resultat, nemlig at Arter, naar de

[page] 286

krydses, er golde paa Grund af de Forskelligheder, der findes i deres reproduktive Systemer.

Frugtbarheden hos Varieteter i Krydsningstilfælde og hos deres blandede Afkom.

Det kunde hævdes som et overvældende Bevis paa, at der maa være en eller anden væsentlig Forskel mellem Arter og Varieteter, at de sidste, hvor meget de saa afviger fra hinanden i udvortes Udseende, krydses med fuldstændig Lethed og giver fuldkommen frugtbart Afkom. Bortset fra nogle Undtagelser, som straks skal blive meddelt, er jeg fuldstændig villig til at indrømme, at dette er Reglen. Men der er en Mængde Vanskeligheder ved Spørgsmaalet, thi ser vi hen til Varieteter ude i Naturen, saa hænder det, at, der- som to Former, der hidtil har været anset for at være Varieteter, findes at være paa nogen som helst Maade golde i deres Forhold til hinanden, bliver de straks af de fleste Naturforskere anset for Arter. Den blaa og den røde Arve (Anagallis) f. Eks., der af de fleste Botanikere anses for Varieteter, siges af Gartner ikke at være ganske frugtbare, naar de krydses, og som en Følge heraf anser han dem for gode Arter. Dersom vi Saaledes vil tænke i en Cirkel, saa vil det nok vise sig, at alle Varieteter ude i Naturen er frugtbare.

Dersom vi vender os til Varieteter, der er frembragt eller som antages at være bleven frembragt under Menneskets Auspicier, saa er vi endnu stedt i Tvivl; thi naar der f. Eks. paastaas, at den tyske Spids krydses lettere med Ræven end andre Hunde, eller at visse sydamerikanske, indfødte Hushunde ikke er villige til at krydses med de evropæiske Hunde, saa vil det være klart for enhver, at Forklaringen er den, at disse Hunde nedstammer fra oprindelig be- stemt adskilte: Arter, hvad der vel ogsaa er rigtigt. Ikke desto mindre er den fuldkomne Frugtbarhed hos saa mange Husdyr og dyrkede Planter, der afviger i høj Grad fra hverandre i Udseende (f. Eks. Duer og Kaal), en mærkværdig Kendsgerning, især naar vi betæn- ker, hvor mange Arter der er, som, endskønt de ligner hinanden meget, er yderst golde, naar de bliver krydsede med hinanden. Der er imidlertid adskillige Omstændigheder, som gør de dyrkede eller hæmmede Varieteters Frugtbarhed mindre mærkværdig. For det første maa man lægge Mærke til, at det Beløb af udvortes Forskel-

[page] 287

lighed, der findes hos to Arter, ikke siger noget sikkert om, i hvil- ken Grad de er gensidig golde, saa at lignende Forskelligheder hel- ler ikke hos Varieteterne vil sige os noget sikkert. Det er næsten vist, at Grunden til Arternes udelukkende Goldhed maa søges i deres kønslige Konstitutions Forskelligheder. Nu har de Omstændigheder, for hvilke de tæmmede Dyr og dyrkede Planter har været udsat, haft saa ringe Tendens til at modificere det reproduktive System paa en saadan Maade, at det førte til gensidig Goldhed, saa at vi har god Grund til at antagePallas's stik modsatte Lære, den nemlig at saadanne Betingelser i Almindelighed udrydder denne Tendens, hvilket altsaa vil sige, at de tæmmede eller dyrkede Efterkommere efter Arter, som i Naturtilstanden vilde have været golde, til en vis Grad, naar de blev krydsede med hinanden, blev fuldkommen frugt- bare indbyrdes. Saa langt er Dyrkning fra at give en Tendens hen- imod Goldhed, naar vel adskilte Arter krydses, at i flere sikkert iagt- tagne Tilfælde, som vi allerede tidligere har hentydet til, visse Plan- ter er bleven paavirkede paa en modsat Maade, thi de er bleven selv-impotente, medens de dog bibeholder Evnen til at befrugte andre Arter og til at blive befrugtede af dem igen. Dersom Pallas's Lære om, at Goldheden tilintetgøres ved længe fortsat Dyrkning eller Tæmning, antages, og den kan næppe forkastes, saa bliver det i høj Grad usandsynligt, at de samme Omstændigheder baade skulde fremkalde og udrydde den samme Tendens; dog kunde Gold- hed i visse Tilfælde nu og da fremkaldes, Saaledes hos Arter, der har en ejendommelig Konstitution. Jeg tror, at vi nu kan forstaa, hvorfor, der ikke hos Husdyrene er bleven frembragt Varieteter, der er gensidig golde, og hvorfor hos Planterne kun nogle faa; saa- danne Tilfælde, der straks skal blive omtalt, er bleven iagttaget.

Den virkelige Vanskelighed ved det foreliggende Emne er, efter hvad jeg kan se, ikke, hvorfor de dyrkede eller tæmmede Varieteter ikke er bleven gjort gensidig golde i Krydsningstilfælde, men hvor- for dette saa ofte hændes med Naturens Varieteter, saa snart de er bleven modificerede saa meget og saa længe, at de faar Rang af Arter. Det er langt fra, at vi kender noget til Aarsagen, og det er da heller ikke forbavsende, naar vi ser, i hvor høj Grad vi er uvi- dende om det reproduktive Systems normale og abnorme Virken. Men vi kan se, at Arter paa Grund af deres Kamp for Tilværelsen med de mangfoldige Medbejlere maa have været udsat for mere ens-

[page] 288

formede Livsbetingelser lange Perioder igennem end de dyrkede "el- ler tæmmede Varieteter, og dette kan vel nok gøre en stor Forskel i Resultatet. Thi vi ved, hvor hyppigt vilde Dyr og Planter, naar man tager dem bort fra deres naturlige Betingelser og dyrker eller tæm- mer dem, er bleven gjort golde, og de reproduktive Funktioner hos de organiske Væsener, som al deres Tid har levet og er bleven lang- somt modificerede under de naturlige Betingelser, vilde rimeligvis paa en lignende Maade blive i høj Grad følsomme for en unaturlig Krydsning. Paa den anden Side var Husdyr og dyrkede Planter, hvad selve Dyrkningen eller Tæmningen udviser, fra Begyndelsen af ikke i høj Grad ømfindtlige for Forandringer i deres Livsbetin- gelser, og de kan nu i Almindelighed med uformindsket Frugtbar- hed modstaa gentagne Forandringer af Betingelserne; saa man kun- de vente, at de frembragte Varieteter kun i ringe Grad vilde være tilbøjelige til at faa deres reproduktive Kræfter skadelig paavirkede ved en Krydsningsakt med andre Varieteter, som var opstaaet paa en lignende Maade.

Jeg har hidtil talt, som om Varieteter af samme Art ved Kryds- ning altid er frugtbare. Men det er umuligt ikke at lægge Mærke til de Vidnesbyrd, der findes om en vis Grad af Goldhed i nogle faa Eksempler, som jeg i Korthed skal omtale. Beviset er i det mindste lige saa godt som det, der faar os til at tro paa Goldheden hos en Mængde Arter, og det er tilmed hentet fra fjendtlige Vidner, som i alle andre Tilfælde betragter Frugtbarhed og Goldhed som sikre Arts-Kriterier. Gartner havde i flere Aar en Slags Dværgmajs med gule Frø og en høj Varietet med røde Frø, der begge voksede i hans Have ved Siden af hinanden, og endskønt disse Planter er særkønnede, saa krydsedes de dog aldrig af sig selv. Han befrug- tede da tretten af den enes Blomster med Støvkorn af den anden, men kun et eneste Aks frembragte Frø og det dog kun fem. Der er i dette Tilfælde ikke Tale om for megen Berøring, der kunde have indvirket skadeligt, thi Planterne var jo særkønnede. Jeg tror ikke, at nogen har haft disse Majsvarieteter mistænkt for at være forskellige Arter, og det er vigtigt at lægge Mærke til, at de hy- bride Planter, der Saaledes opstod, var fuldkommen frugtbare, saa at selv Gartner ikke turde driste sig til at anse de to Varieteter for forskellige Arter.

Girou de Buzareingues krydsede tre Varieteter af Agurker med

[page] 289

hverandre, der ligesom Majsen er særkønnet, og han forsikrer, at Befrugtningen mellem dem indbyrdes er vanskeligere, jo større For- skellighederne er. Hvorvidt man kan stole paa disse Eksperimenter, det ved jeg ikke, men de Former, med hvilke der er bleven eks- perimenteret, regnes af Sagaret, som hovedsagelig grunder sin Klas- sifikation paa Ufrugtbarheden, for Varieteter, og Naudin er kommen til den samme Slutning.

Det følgende Tilfælde er langt mærkværdigere og synes i Be- gyndelsen ganske utroligt; men det er Resultatet af et forbavsende Antal Forsøg, der er bleven anstillede i Løbet af mange Aar med ni Arter af Verbascum (Kongelys) af en saa god Iagttager og en saa afgjort Modstander som Gartner. Først er der da det, at de gule og hvide Varieteter, naar de krydses, frembringer mindre Frø, end naar ensfarvede Varieteter af samme Art krydses. Fremdeles forsikrer han, at, naar gule og hvide Varieteter af en Art krydses med.gule og hvide Varieteter af en forskellig Art, frembringes der mere Frø ved Krydsningen mellem de ensfarvede Blomster end ved Krydsnin- gen af dem, der ere forskelligt farvede. Hr. Scott har ogsaa eksperi- menteret med Kongelysets Arter og Varieteter, og endskønt han ikke kan bekræfte de Resultater, Gartner kom til ved Krydsningen af forskellige Arter, saa finder han dog, at de forskelligt farvede Varieteter af samme Art giver færre Frø (omtrent i Forholdet 86 til 100) end de ensfarvede Varieteter. Og dog er der ikke nogen For- skel paa disse Varieteter i andet end i Farven paa deres Blomster, og én Varietet kan undertiden fremkomme af den andens Frø.

Kolreuter, hvis Nøjagtighed er bleven bekræftet af enhver se- nere Iagttager, har bevist den mærkværdige Kendsgerning, at en bestemt Varietet af den almindelige Tobak var mere frugtbar end de andre Varieteter, naar den bliver krydset med en vidt forskellig Art. Han gjorde Forsøg med fem Former, som i Almindelighed anses for Varieteter, og som han prøvede ved den strængeste Prøve, nemlig ved gensidig Krydsning, og han fandt deres Afkom fuldkommen frugtbart. Men en af disse fem Varieteter gav, naar den enten brug- tes som Fader eller som Moder og blev krydset med Nicotiana gluti- nosa, altid Hybrider, der ikke var saa golde som de, der blev frem- bragt af de fire andre Varieteter, naar de blev krydsede med N. glutinosa. Derfor maa denne ene Varietets reproduktive System paa en vis Maade og til en vis Grad have været modificeret.

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    19

[page] 290

Efter det, vi her har fremført, kan det ikke hævdes, at Variete- ter i Krydsningstilfælde altid er ganske frugtbare; — paa Grund af den store Vanskelighed man har ved at overbevise sig om Variete- ternes Ufrugtbarhed i vild Tilstand, (thi dersom en antagen Varietet viste sig at være i nogen som helst Grad ufrugtbar, vilde den, næsten af alle, straks blive regnet for en Art), paa Grund af, at Mennesket kun lægger sig efter de ydre Karakterer hos Husdyr og dyrkede Planter, og fordi saadanne Varieteter ikke i meget lang Tid har været udsat for ensformede Livsbetingelser, af alle disse Grunde kommer vi til den Slutning, at Frugtbarhed i Krydsningstilfælde ikke er nogen Grundforskellighed, efter hvilken vi kan adskille Va- rieteter og Arter. Den hos krydsende Arter hyppig forekommende Goldhed kan ganske sikkert betragtes, ikke som noget særligt er- hvervet eller givet, men som noget, der staar i Forbindelse med For- andringer af en ubekendt Natur hos deres Kønselementer.

Hybrider og Blandingsformer sammenlignede uden Hensyn til deres Frugtbarhed.

Afkommet af Arter, der er bleven krydsede, og af Varieteter, der er bleven krydsede, kan, bortset fra. Frugtbarhedsspørgsmaalet, sammenlignes med hinanden i forskellige andre Henseender. Gart- ner, hvis Ønske det var at drage en bestemt Grænse mellem Arter og Varieteter, kunde kun finde meget faa, og som det synes mig ganske uvæsentlige Forskelligheder mellem Arternes hybride Af- kom og Varieteternes blandede Afkom. Og de stemmer da ogsaa meget nøje overens i mange væsentlige Henseender.

Jeg skal her behandle dette Spørgsmaal med stor Korthed.: Den væsentligste Forskel er, at Blandingsformerne i den første Genera- tion er mere variable;end Hybriderne; men Gartner indrømmer, at Hybrider mellem Arter, der længe er bleven dyrkede, ofte rer variable i første Generation, og jeg har selv set slaaende Eksempler herpaa. Gartner siger endvidere, at Hybrider mellem nær beslæg- tede Arter er mere variable end Hybrider mellem meget skrarpt ad- skilte Arter, og dette viser, at der er Gradation i Variabiliteten. Naar Blandingsformer og de mere frugtbare Hybrider forplantes gennem flere Generationer, saa er det notorisk, at der i begge Tilfælde fore- findes et meget stort Beløb af Variabilitet hos Afkommet; men

[page] 291

der kunde dog nævnes nogle faa Eksempler paa, at baade Hybrider og Blandingsformer længe har beholdt en ensformet Karakter. Imid- lertid er Variabiliteten i de paa hinanden følgende Generationer maaske større hos Blandingsformer end hos Hybrider.

Denne Blandingsformernes større Variabilitet forekommer mig ikke at være saa mærkværdig; thi Blandingsformernes Forældre er Varieteter og for det meste Varieteter af Husdyr eller dyrkede Plan- ter, (idet der er bleven gjort meget faa Forsøg med vilde Varieteter); heraf følger nu, at der har været Variabilitet for nylig, og denne vil ofte være vedbleven og bleven lagt til den, som opstaar ved Kryds- ningsakten. Hybridernes ringe Grad af Variabilitet i første Gene- ration i Modsætning til Variabiliteten i de følgende Generationer er en mærkværdig Omstændighed, som fortjener Opmærksomhed. Den fører nemlig til den Forstaaelse, som jeg har af Grundene til den almindelige Variabilitet, den nemlig, at det reproduktive Sy- stem derved, at det er i høj Grad følsomt for Forandringer i Livs- betingelserne, under disse Omstændigheder fejler i Udførelsen af sin Funktion, den Funktion nemlig, at frembringe Afkom, der i alle Henseender er identisk med Forældrene. Nu nedstammer Hybrider i første Generation fra Arter, der (med Undtagelse af dem, der længe har været dyrkede) ikke paa nogen som helst Maade har faaet deres reproduktive System paavirket, og de er ikke variable; men Hybriderne selv, de har faaet deres reproduktive System alvorlig paavirket, og derfor er da deres Efterkommere i høj Grad va- riable.

( Men lad os vende tilbage til vor Sammenligning mellem Blan- dingsformer og Hybrider. Gartner siger, at Blandingsformer er mere 'filbøjelige end Hybriderne til at'slaa tilbage til en af Forældrene; men dette er, dersom det er sandt, ganske vist kun en Gradsforskel. Fremdeles siger Gartner udtrykkeligt, at'Hybrider mellem længe dyrkede Planter er mere tilbøjelige til Atavisme end Hybrider mel- lem vilde Arter, og dette forklarer rimeligvis den mærkværdige For- skellighed i de Resultater, til hvilke de forskellige Iagttagere er kom- men. Saaledes er Max Wichura i Tvivl om, hvorvidt Hybrider no- gensinde slaår tilbage til deres Forældre, og han eksperimenterede med udyrkede Pilearter, medens Naudin paa den anden Side i de stærkeste Udtryk hævder, at der næsten altid hos Hybrider er Ten- dens til Atavisme, og han eksperimenterede hovdsagelig med dyr-

19*

[page] 292

kede Planter. Fremdeles siger Gartner, at, naar to Arter, som er meget nær beslægtede med hinanden, krydses med en tredje Art, er Hybriderne vidt forskellige fra hinanden, medens Hybriderne ikke er meget forskellige, dersom to meget udprægede Varieteter af en Art krydses med en anden Art. Men saa vidt jeg kan se, er det en Slutning, der kun har et eneste Forsøg til Grundlag, og det synes at være stik imod de Resultater, til hvilke Kolreuter er kom- men ved adskillige Eksperimenter.

Dette er de uvæsentlige Forskelligheder, som Gartner har væ- ret i Stand til at finde mellem Planternes Hybrider og Blandings- former. Paa den anden Side følger, efter Gartner, Blandingsfor- mernes og Hybridernes Lighedsgrader og Lighedsmaader overfor deres respektive Forældre, og da særligt hos Hybrider, der er frem- bragt af nær beslægtede Arter, de samme Love. Naar to Arter kryd- ses, saa har undertiden den ene overvejende Magt til at danne Hy- brider i sit Billede, og Saaledes tror jeg ogsaa, det er med Planter- nes Varieteter. Hos Dyrene har ganske vist ofte den ene Varietet Overvægten over den anden Varietet. Hybride Planter, der er ble- ven frembragt ved gensidig Krydsning, ligner i Almindelighed hin- anden meget nøje, og Planternes Blandingsformer forholder sig ved gensidige Krydsninger paa samme Maade. Baade Hybrider og Blan- dingsformer kan bringes tilbage til en af Forældrene ved gentagne Krydsninger med en af Forældrene i flere paa hinanden følgende Generationer.

Disse forskellige Bemærkninger lader sig aabenbart ogsaa an- vende paa Dyrene; men Emnet er her meget indviklet til Dels paa Grund af Tilstedeværelsen af sekundære Kønskarakterer, men end- nu mere paa Grund af, at Overvægt med Hensyn til at nedarve Lighed er stærkere hos det ene Køn end hos det andet, baade naar en Art krydses med en anden, og naar en Varietet krydses med en anden Varietet. Jeg tror f. Eks., at de Forfattere har Ret, som hævder, at Æslet i denne Henseende har Overvægt over Hesten, saa at baade Mulæslet og Muldyret har mere Lighed med Æslet end med Hesten, men denne Overvægt er stærkere hos Han-Æslet end hos Hun-Æslet, saa at Mulæslet, som er Afkom af Æselhingst og Hestehoppe, mere ligner Æslet, som er Afkom af Æselhoppe og Hestehingst.

Nogle Forfattere har lagt megen Vægt paa den formodede Om-

[page] 293

stændighed, at det kun er hos Blandingsformer, at Afkommet ikke staar midt imellem Forældrene i Karakter, men dog nøje ligner en af Forældrene; dog hænder det undertiden med Hybrider, men jeg tilstaar, langt sjældnere med dem end med Blandingsformerne. Ser vi hen til de Eksempler, som jeg har samlet, paa at krydsede Dyr nøje ligner en af Forældrene, saa synes denne Lighed hovedsage- lig at indskrænke sig til de Karakterer, der næsten er monstrøse af Natur, og som pludselig har vist sig (Saaledes som Hvidfødthed, Sortfødthed (Melanisme), Mangel paa Hale eller paa Horn eller overtallige Fingre og Tæer) og synes ikke at staa i Forhold til de Karakterer, der er bleven langsomt erhvervede ved Udvælgelsen. Som en Følge deraf vil pludselige Tilbageslag til en af Forældrenes fuldkomne Karakterer med langt større Sandsynlighed forekomme hos Blandingsformer, der nedstammer fra Varieteter, som ofte er bleven pludselig dannede og ofte har en halv monstrøs Karakter. I det hele taget er jeg ganske enig med Dr. Prosper Lucas, som, ef- ter at have ordnet en uhyre Mængde af Kendsgerninger fra Dyre- riget, kommer til den Slutning, at Lovene om Lighed mellem Bar- net og dets Forældre er de samme, hvad enten de to Forældre af- viger lidt eller meget fra hinanden, navnlig naar der er Tale om Krydsninger hos Individer af samme Varietet eller hos forskellige Varieteter eller hos forskellige Arter.

Bortset fra Spørgsmaalet om Frugtbarhed og Goldhed, synes der, i alle andre Henseender, at være en almindelig og meget stor Lighed mellem de krydsede Arters Afkom og de krydsede Variete- teters. Betragter vi Arterne som særlig skabt og Varieteterne frem- bragt ved sekundære Love, saa vilde denne Lighed være en højst mærkelig Kendsgerning. Derimod staar den i den fuldeste Overens- stemmelse med den Anskuelse, at der ikke er nogen væsentlig For- skel paa Arter og Varieteter.

ii                                                          -_____________________

Resumé.

Første-Krydsninger mellem Former, der er tilstrækkelig for- skellige til at regnes for Arter, og deres Hybrider er meget hyp- pigt, men ikke altid, golde. Goldheden forekommer i alle Grader og er ofte saa ringe, at de mest omhyggelige Eksperimentatorer er kommen til diametralt modsatte Resultater ved deres Vurdering af

[page] 294

Formerne, med Frugtbarheden til Prøvesten. Goldheden er hos In- divider af samme Art iboende variabel og er i høj Grad modtage- lig for heldige eller uheldige Omstændigheders Indvirkning. Gold- hedsgraden følger ikke nøjagtig med den systematiske Affinitet, men beherskes af forskellige mærkelige og indviklede Love. Den er i Almindelighed forskellig og undertiden meget forskellig i gensidige Krydsninger mellem de samme to Arter. Den er ikke altid lige stærk hos en Første-Krydsning og hos Hybrider, der er frembragt ved denne Krydsning.

Ligesom ved Podningen den ene Arts eller Varietets Evne til at slaa an paa den anden er afhængig af ubekendte Forskelligheder i deres vegetative System, Saaledes er Krydsningen den større eller mindre Lethed, med hvilken en Art krydses med en anden, afhængig af ubekendte Forskelligheder i deres reproduktive Systemer. Der er ikke mere Grund til at tro, at Arterne er bleven særligt bega- vede med forskellige Grader af Goldhed for at forhindre, at de skal krydses og gaa over i hinanden, end der er til at tro, at Træer- ne er bleven begavede med forskellige og noget analoge Grader i den Vanskelighed, med hvilken de indpodes paa hinanden for at for- hindre dem i at sammenvokse med hinanden i vore Skove.

Goldheden hos Første-Krydsninger og hos det hybride Afkom er ikke, hvad vi kan se, erhvervet ved Kvalitetsvalg. Hvad Første- Krydsninger angaar, saa synes de at være afhængige af forskellige Omstændigheder, i nogle Tilfælde hovedsagelig af Embryoets tid- lige Død. Hvad Hybridernes Goldhed angaar, saa er den maaske afhængig af, at hele Organisationen er bleven forstyrret ved at være bleven sammenblandet af to distinkte Former, og Goldheden staar i nær Forbindelse med den, sotn saa hyppigt findes hos rene Arter, naar de er udsat for unaturlige Livsbetingelser. Denne Maade at se Sagen paa støttes af en Parallelisme af en anden Slags, den nem- lig, at for det første: Krydsning af Former, der kun var lidt differen- tierede, er heldig for deres Afkoms Kraft og Frugtbarhed, medens Krydsning mellem alt for nære Individer er skadelig, og for det andet, at smaa Forandringer i Livsbetingelserne øjensynlig forøger alle organiske Væseners Kraft og Frugtbarhed, medens større For- andringer ofte er skadelige. Men det, der er oplyst om Goldheden hos illegitime Forbindelser af dimorfe og trimorfe Planter og hos deres legitime Afkom, gør det sandsynligt, at et eller andet ube-

[page] 295

kendt Bindeled i alle Tilfælde sætter Frugtbarhedsgraden hos Før- ste-Forbindelser i Forhold til deres Afkoms. Betragtningen af disse Forhold, saa vel ved Dimorflsme som ved gensidige Krydsninger, fører tydelig nok til den Slutning, at den egentlige Grund til Gold- hed findes i Forskelligheder i Kønselementerne, men hvorfor Arter- ne saa almindelig er bleven mer eller mindre modificerede, Saaledes at det fører til indbyrdes Ufrugtbarhed mellem dem, det ved vi ikke.

Det er ikke saa forbavsende, at Vanskeligheden ved at krydse hvilke som helst to Arter og Goldheden hos deres hybride Afkom i de fleste Tilfælde svarer til hinanden, selv om det skyldes forskel- lige Aarsager; thi begge er afhængige af det Beløb af Forskellig- hed, der findes mellem de Arter, der er bleven krydsede. Heller ikke er der nogen Grund til at bliv forbavset over, at den Lethed, med hvilken en Første-Krydsning frembringes og Frugtbarheden af de Saaledes frembragte Hybrider og Evnen til at slaa an, naar de ind- podes paa hinanden — endskønt dette sidste øjensynlig afhænger af vidt forskellige Omstændigheder — at alt dette til en vis Grad skal være paa en Maade parallelt med de til Forsøget brugte Formers systematiske Affinitet; thi i systematisk Affinitet rummes der Lig- heder af alle Slags.

Første-Krydsningen mellem Former, om hvilke man ved, at de er Varieteter, eller som er hinanden tilstrækkelig lige til at blive anset for Varieteter og deres blandede Afkom er meget almindelig, men ikke, som man saa ofte har sagt, altid frugtbare. Heller ikke er denne næsten universelle og fuldkomne Frugtbarhed forbavsende, naar vi erindrer, hvor tilbøjelige vi er til at slutte i en Cirkel, naar det angaar de vilde Varieteter. Endvidere maa1 vi erindre, at det store Flertal af Varieteter er bleven frembragt ved Menneskenes Udvælgelse af rene udvortes Forskelligheder, og at de ikke har været længe udsat for ensformede Livsbetingelser. Man maatte ogsaa gerne huske paa, at længe fortsat Dyrkning eller Tæmning søger at udslette Goldheden, og der er derfor kun liden Sandsyn- lighed for, at den skulde medføre denne Egenskab. Uafhængig af Spørgsmaalet om Frugtbarhed er der i alle andre Henseender den nøjeste almindelige Lighed mellem Hybrider og Blandingsformer, i deres Variabilitet, i deres Evne til at absorbere hinanden efter gentagne Krydsninger og i deres Nedarven af begge Forældrenes

[page] 296

Karakterer. Endelig (endskønt vi er i høj Grad uvidende om, hvad der egentlig er Grunden til Goldhed ved Første-Krydsninger og Hybrider) synes det mig, at det, der er bleven meddelt i dette Ka- pitel, ikke staar i Strid med den Antagelse, at Varieteter og Arter ikke er grundforskellige.

[page] NIENDE KAPITEL Om den geologiske Videns Utilstrækkelighed.

Om Manglen paa Mellemformer nu til Dags — Om de uddøde Mellem- formers Natur; om deres Antal — Tidsrummenes Længde maalt ved Af- lejring og Denudation — Tidsrummenes Aaremaal — Om vore palæontolo- giske Samlingers Fattigdom — Om Denudation af Granitstrækninger — Om Afbrydelserne i de geologiske Formationer — Om Manglen paa Mellem- former i de enkelte Formationer — Om den pludselige Tilsynekomst af Grupper af Arter — Om deres pludselige Kommen til Syne i de nederste forsteningsførende Lag, man kender — Jordens Ælde som beboelig.

Om Manglen paa Mellemformer nu til Dags.

I det sjette Kapitel nævnte jeg de Hovedindvendinger, som med Rette kunde fremføres mod den Synsmaade, som hævdes i dette Værk. De fleste af dem er nu bleven omtalt. En, nemlig Forskellen mellem de specifikke Former og det, at de ikke gaar over i hinanden ved utallige Overgangsformer, er en meget stor Vanskelighed. Jeg angav Grunde for, hvorfor saadanne Mellemformer ikke almindeligt forekommer den Dag i Dag, selv under Omstændigheder, der øjen- synligt maatte være dem heldigst, nemlig paa vidtstrakte sammen- hængende Landstrækninger, hvis fysiske Livsbetingelser forandres lidt efter lidt. Jeg bestræbte mig for at vise, at hver enkelt Arts Liv paa en langt væsentligere Maade var afhængig af Tilstedeværelsen af andre alt udprægede organiske Former end af Klimaet; og at saa- ledes de Livsbetingelser, som virkelig raadede, ikke forandrede sig ganske umærkeligt ligesom Varme og Fugtighed. Jeg bestræbte mig ogsaa for at vise, at Mellemformer, derved at de forefindes i ringere Antal end de Former, som de forbinder, i Almindelighed vil blive slaaet og udryddede, efterhaanden som Modifikation og For- bedring skrider fremad.

Hovedaarsagen, hvorfor der ikke nu overalt hele Naturen igen- nem møder os utallige Mellemformer, vil man imidlertid finde i selve Kvalitetsvalgsprocessen, idet nye Varieteter stadig afløser og

[page] 298

udrydder deres Stamformer. Men netop fordi denne Udryddelses- proces har virket efter en saa uhyre Maalestok, maa Antallet af Mellemformer, som tidligere eksisterede, være ganske enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk Formation og hvert eneste Lag fuldt af saadanne Mellemformer? Geologien aabenbarer os gan- ske vist ikke nogen saadan Trinrække af organiske Væsener, og dette er maaske den største og alvorligste Indvending, man kan gøre mod Teorien. Forklaringen ligger, som jeg tror, i den geologi- ske Videns Utilstrækkelighed.

For det første burde man nu altid huske paa, hvilken Slags Mel- lemformer der, ifølge Teorien, tidligere maa have eksisteret. Jeg har fundet det vanskeligt, naar jeg saa paa to Arter, at undgaa at fore- stille mig Former, der stod direkte midt imellem dem. Men dette er en ganske fejlagtig Synsmaade; man bør altid se efter Former, der staar midt imellem hver Art og en fælles, men ubekendt Stamform, og Stamformen vil nu i Almindelighed i nogle Henseender have afveget fra alle sine modificerede Efterkommere. Jeg kan oplyse det ved et simpelt Eksempel: Hugstjerten og Kropduen nedstam- mer begge fra Klippeduen; dersom vi nu havde alle de Mellem- former, der nogensinde har eksisteret, saa vilde vi have en temme- lig jævn Række mellem begge de nævnte Dueracer og Klippeduen; men vi vilde ikke have nogen Varietet, der stod direkte midt imel- lem Hugstjerten og Kropduen. Ingen f. Eks., som forbandt en noget udbredt Hale med en noget udvidet Kro, hvilket er disse to Racers Karaktermærker. Fremdeles er disse to Racer bleven saa meget modificerede, at dersom vi ikke havde historisk eller indirekte Bevis for deres Oprindelse, saa vilde det ikke have været muligt ved en blot og bar Sammenligning mellem deres Bygning og Klippeduens (Columba livia) at have afgjort, hvorvidt de nedstammede fra denne Art eller fra en anden beslægtet Art, f. Eks. Columba oenas..

Saaledes er det ogsaa med de vilde Arter. Dersom vi betragter Former, der er meget skarpt adskilte, f. Eks. Hesten og Tapiren, saa har vi ingen Grund til at antage, at der nogensinde har eksiste- ret direkte Mellemformer mellem dem, men imellem hver af dem, og en ubekendt fælles Form. Denne fælles Stamform vil i hele sin Organisation have haft megen almindelig Lighed med Tapiren og Hesten, men kan i nogle Punkter af sin Bygning have afveget anse- ligt fra begge, ja maaske endnu mere end de afviger fra hinanden

[page] 299

indbyrdes. Derfor vil vi i alle saadanne Tilfælde være ude af Stand til at udfinde Stamformen til to eller flere Arter, selv om vi nøje sammenlignede Stamformens Bygning med dens modificerede Efter- kommeres, det skulde da være, at vi paa samme Tid havde en næsten fuldstændig Kæde af Overgangsformer.

Efter min Teori er det jo nok muligt, at en levende Form kan nedstamme fra en anden levende, f. Eks. en Hest fra en Tapir, og i dette Tilfælde maa der have eksisteret direkte Mellemformer mel- lem dem. Men et saadant Tilfælde vilde forudsætte, at en Form i meget lang Tid var forbleven uforandret, medens dens Efterkom- mere have undergaaet et stort Beløb af Forandringer; Princippet for Rivalisering mellem Organisme og Organisme, mellem Barn og Forældre vil imidlertid gøre dette til en meget sjælden Begivenhed; thi i alle Tilfælde søger Livets nye og forbedrede Former at afløse de gamle og uforbedrede. Ifølge Kvalitetsvalgets Teori har alle le- vende Arter været forbundne med hver enkelt Slægts Stamart ved Forskelligheder, der ikke var større, end dem, vi ser mellem Varie- teter af samme Art den Dag i Dag, og disse Stamarter, der nu i Al- mindelighed er uddøde, har i deres Tid paa lignende Maade været forbundne med ældre Arter, og Saaledes længere og længere tilbage stadig konvergerende henimod hver enkelt stor Klasses fælles Stam- form. Antallet af Mellemformer og Overgangsformer mellem alle de levende og uddøde Arter maa have været ubegribelig stort. Men de har ganske vist, dersom denne Teori er sand, levet paa Jorden.

Tidsrummenes Længde, maalt ved Aflejring' og Denudation.

Uden at tage Hensyn til den Omstændighed, at vi ikke finder fossile Levninger af saa uendelig talrige Mellemformer, kunde man gøre den Indvending, at Tiden ikke kan have slaaet til til et saa stort Beløb af organisk Forandring, idet alle Forandringer er bleven be- virkede meget langsomt. Det er næppe muligt for mig, selv blot at erindre den Læser, som ikke er praktisk Geolog, om de Kends- gerninger, der saa nogenlunde sætter os i Stand til at bestemme Længden af de forløbne Tider. Den, som kan læse Hr. Charles Lyells store Værk om Geologiens Grundsætninger — som frem- tidige Historikere vil omtale som det, der har fremkaldt en Revolu- tion i Naturvidenskaben — og ikke vil indrømme, at de forsvundne

[page] 300

Tidsperioder har været ufattelig lange, han kan lige saa godt straks lukke denne Bog. Ikke at det er tilstrækkeligt at studere: „The prin- ciples of Geology" eller at læse Special-Afhandlinger af forskellige Forfattere om de forskellige Formationer for at se, hvorledes en- hver af dem bestræber sig for at give en Forestilling, der ikke altid passer, om hver Formation, eller selv ethvert Lags Varighed. Vi kan bedst faa en Forestilling om den svundne Tid, naar vi faar at vide, hvilke Kræfter det var, der var i Virksomhed, og naar vi lærer, hvor meget af Landenes Overflade, der er bleven ført bort og hvor meget Sediment der er bleven aflejret. Som Lyell med Rette be- mærker, er Udstrækningen og Tykkelsen af Aflejrings-Formationer- ne Resultatet af og Maalet paa den Denudation*), som Jordens Skor- pe andet Steds har undergaaet. Derfor skulde man selv undersøge de uhyre Masser af ovenpaa hinanden liggende Lag og se paa Bæk- kene, hvorledes de fører Dynd med sig, og paa Bølgerne, hvorledes de underminerer Klipperne ved Havet, blot for saa nogenlunde at faa en Forestilling om Længden af Tiden, hvis Monumenter vi ser rundt omkring os.

Det er meget belærende at gaa langs med en Kyst, der er dannet af nogenlunde haarde Klipper, og lægge Mærke til den Ødelæg- gelsesproces, der her foregaar. Ved Tidevandene naar Havet i de fleste Tilfælde kun en kort Tid, to Gange om Dagen, Klipperne, og Bølgerne kan kun, naar de fører Sand og Smaasten med sig, gnave bort af Klipperne, thi man har Beviser nok paa, at klart Vand ikke slider Klipperne op. Tilsidst bliver Klippens Grund undermineret, store Bundstykker falder ned, og hvis disse bliver liggende fast, saa maa de slides op Gran for Gran, indtil de er bleven saa smaa, at Bølgerne kan rulle omkring med dem, og saa bliver de noget hurtigere malede til Grus, Sand eller Dynd. Men hvor ofte ser vi ikke, at der langs med Grunden af de stejle Klipper ligger afrundede Klippestykker, alle tykt beklædt med Saltvandsorganismer, noget, der viser, hvor lidt de bliver slidt og hvor sjældent de bliver rullede omkring. Dersom vi fremdeles følger en Række Klippeskær, som er udsat for Ødelæggelse, blot nogle faa Mil, saa vil vi finde, at det kun er hist og her paa et kort lille Stykke eller rundt omkring en Frem-

*) Ved Denudation forstaas faste Stoffers Bortførelse af Vandet, det være sig ved Regnskyl, Floder, ved Havets Bølgegang eller Strømninger.

[page] 301

springning, at Skærene for Øjeblikket lider noget. Deres Overflade og Vegetation viser paa de andre Steder, at der er gaaet Aar, siden Havet beskylled'e dem.

Vi har imidlertid af de Iagttagelser, der er gjort af Rarnsay, som er Forløber for udmærkede Iagttagere som Jukes, Geikie, CroU og andre, lært, at den Ødelæggelse, der afstedkommes ved en Berø- ring med Luften, er langt vigtigere end Kystødelæggelsen eller Bøl- gernes Magt. Landenes hele Overflade er udsat for de kemiske Ind- virkninger af Luften og Regnvandet med dets opløste Kulsyre, og i de koldere Lande ogsaa for Frostens Virkninger; det løsnede Stof bliver ved stærkt Regnvejr ført ned selv af ganske lidt hældende Skraaninger, og' i en større Udstrækning end man skulde have troet, ført bort af Vinden, særlig da i de tørre Egne; saa bliver det ført bort af Strømme og Floder, der, naar de har rivende Løb, fordyber deres Lejer og knuser Brudstykkerne. Paa en regnfuld Dag ser vi, selv i et jævnt bølgeformigt Land, Virkningerne af Luftens Ødelæg- gelse i de dyndede Vandfurer, som løber ned ad enhver Skrænt. D'Hrr. Ramsay og Whitaker har vist, og det er en meget forbav- sende Iagttagelse, at de store Skraaningslinier i Wealden-Distriktet og de, som gaar tværs over England, og som tidligere af enhver betragtedes som gamle Søkyster, ikke kan være bleven Saaledes dan- nede, thi hver Linie er sammensat af en og samme Formation, medens vore nuværende Kystskær overalt er dannede ved Indskæ- ringer i forskellige Formationer. Naar dette er Tilfældet, saa bliver vi nødt til at indrømme, at disse Skraaninger for en stor Del skylder den Omstændighed deres Oprindelse, at de Klipper, af hvilke de er sammensat, har modstaaet Luftens Indvirkninger bedre end den omliggende Overflade, idet denne Overflade naturligvis lidt efter lidt er bleven lavere, medens de haarde Klipper er bleven staaende. Intet giver vort Sind et saa stærkt Indtryk af Tidens uhyre Længde, efter de Forestillinger, vi har om Tid, end den Overbevisning, vi her har faaet, den nemlig, at Luftens Indvirkning, der synes at have saa lidt Magt, og som synes at arbejde saa langsomt, at der ved den er bleven frembragt saa store Resultater.

Har vi nu Saaledes faaet et Indtryk af den Langsomhed, med hvilken Landet slides op af Luften og Havet, saa er det godt, for at vurdere Varigheden af de forsvundne Tider, paa den ene Side, at betragte den Klippemasse, som er bleven fjernet og udbredt over

[page] 302

mange vidtstrakte Strækninger, og paa den anden Side, Tykkelsen af vore Aflejringsformationer. Jeg erindrer, at jeg blev meget slaaet ved at se vulkanske Øer, som var bleven slidt og indskaarne af Bølgerne i hele deres Omkreds til lodrette Klipper, der var et eller to tusinde Fod høje; thi Lavastrømmens sagte Fald viste, paa Grund af deres tidligere flydende Tilstand, ved første Øjekast, hvor langt de haarde Klippelag engang har gaaet ud i det aabne Hav. Det samme viser sig endnu tydeligere ved de saakaldte „faults", store Klippemasser, langs med hvilke Lagene er bleven løftede paa den ene Side, og kastede ned paa den anden til Højder eller i Dybder paa Tusinder af Fod; thi siden Skorpen brast (og det er lige meget, hvad enten Hævningen var pludselig eller, som de fleste Geologer nu tror, meget langsom og gjort Trin for Trin) er Egnens Overflade bleven saa fuldstændig jævnet, at der ikke mere er noget udvortes Spor af disse store Forandringer. „Craven Fault" strækker sig f. Eks. omtrent tredive engelske Mil, og langs med denne Linie fjerner Lagene sig fra 600 til 3000 Fod fra den vandrette Linie. Professor Ramsay har offentliggjort en Beretning om en Sænkning paa Ånglesea paa 2,300 Fod, og han fortæller mig, at han er ganske overbevist om, at der er en i Merionetshire paa 12,000 Fod, og dog er iér i djsse Tilfælde intet i Landets Overflade, der tyder paa saa- danne mægtige Bevægelser. Klippemassen paa begge Sider af Kløf- ten er bleven fejet glat bort.

Paa den anden Side er i alle Dele af Verden de aflejrede Lags Masser af en vidunderlig Tykkelse. I Cordilleras takserede jeg en Konglomerat-Masse til ti tusinde Fod; og endskønt Konglomerater sandsynligvis er bleven ophobede hurtigere end de mere findelte Aflejringer, saa er de dog, da de er dannede af slidte og afrundede Smaastene, af hvilke hver enkelt minder om lange Tider, gode til at vise, hvor langsomt Massen maa være bleven dannet. Professor Ramsay har opgivet mig den højeste Tykkelse, man i de fleste Til- fælde er kommen til ved virkelige Maalinger af de paa hinanden følgende Formationer i forskellige Dele af Storbritannien, og dette er Resultatet:

Fod. Palæozoiske Lag (de vulkanske Lag ikke medregnede) ... 57,154.

Sekundære Lag ... .............................. ... 13,190.

Tertiære Lag.......:. ... ..................... ... 2,240,

)

[page] 303

hvilket tilsammen udgør 72, 584 Fod. d. v. s. omtrent 13% engel- ske Mil. Nogle af Formationerne, som i England repræsenteres af tynde Lag, er Tusinder af Fod tykke paa Fastlandet. Endvidere har vi imellem hver af de paa hinanden følgende Formationer, ifølge de fleste Geologers Mening, uhyre lange Perioder, saa at den uhyre Masse af Aflejringslag i England kun giver en ufuldkommen Fore- stilling om den Tid, der er gaaet med til at ophobe dem. Betragt- ningen af disse forskellige Kendsgerninger gør omtrent det samme Indtryk paa Sindet som den forfængelige Bestræbelse at fatte Evig- heden.

Ikke desto mindre er dette Indtryk for en Del falsk. Hr. Croll bemærker i en meget interessant Afhandling, at vi ikke tager fejl „i at danne os en for stor Forestilling om de geologiske Perioders Længde", men ved at regne dem efter Aar. Naar Geologer ser paa store og indviklede Fænomener og dernæst paa Tal, som forestiller flere Millioner Aar, saa frembringer de to Ting et aldeles forskelligt Indtryk paa Sindet, og Tallene erklæres for at være for smaa. Men med Hensyn til Denudationen, saa viser Hr. Croll ved at beregne de bekendte, aarlig af visse Floder medførte Aflejringsmassers Forhold til Størrelsen af den Landstrækning, hvorfra de drager deres Vand- masse, at tusinde Fod af en ved Luftens Virksomhed opløst Klippe- masse i Løbet af seks Millioner Aar vilde blive taget af hele Land- strækningens Middelhøjde. Dette synes at være et forbavsende Re- sultat, og nogle Forhold faar os til at'fatte Mistanke om, at det er meget for stort, men selv om man halvefede det eller dividerede det med fire, saa er det dog endnu meget forbavsende. Der er imidlertid kun faa af os, der ved, hvad en Million i Virkeligheden betyder; Hr. Groll oplyser det paa følgende Maade: tag en smal Strimmel Papir, som har en Længde af 83 Fod og 4 Tommer, og spænd den saa ud langs med Væggene i en stor Sal; afsæt saa ved den «ne Ende et Stykke, saa stort som en TiendedeLaf en Tomme. Denne Tiendedel af en Tomme vil da forestille et hundrede Aar, og hele Strimlen en Million Aar. Men lad os huske paa, hvad, i Forhold til dette Værks Emne, hundrede Aar betyder, repræsenteret som det er ved et aldeles forsvindende Mærke i en Sal af de ovenfor nævnte Dimensioner. Ad- skillige udmærkede Opdrættere har i saa høj Grad indenfor en Mands Levetid modificeret nogle af de højere Dyr, som forplanter sig langt langsommere end de fleste lavere Dyr, Saaledes at de har

[page] 304

faaet dannet, hvad der vel fortjener at blive kaldt nye Underracer. Faa Mennesker har med nødvendig Omhyggelighed lagt Mærke til et Hold i mere end et halvt Aarhundrede, Saaledes at et Aarhun- drede kommer til at repræsentere to efter hinanden følgende Op- drætteres Arbejde. Man kan ikke formode, at Arter ude i Naturen nogensinde forandrer sig saa hurtigt som Husdyrene gør det, ledede af metodisk Udvælgelse. Sammenligningen vil i enhver Henseende passe bedre overfor ubevidst Udvælgelse, d. v. s. Bevarelsen af de nyttigste eller smukkeste Dyr, uden nogen dermed forbunden Hen^ sigt i Retning af at omdanne Racen; men ved dette ubevidste Race- valg er forskellige Racer bleven forandrede temmelig tydeligt i Løbet af to eller tre Aarhundreder.

Arterne forandrer sig rimeligvis meget langsommere og kun nogle faa forandrer sig i det samme Land til den samme Tid. Denne Langsomhed er en Følge deraf, at ikke alle.Beboerne af det samme Land allerede er saa vel skikkede og saa godt afpassede efter hin- anden, at nye Pladser i Naturens Husholdning kun forekommer med lange Mellemrum, naar der er kommen Forandringer af en eller anden Slags i de fysiske Betingelser, eller da ogsaa ved Indvandring, og det kunde ogsaa være, at individuelle Forskelligheder eller Va- rieringer af den rigtige Natur, ved hvilke nogle af Beboerne kunde blive bedre afpassede til deres nye Pladser, under de forandrede Omstændigheder ikke straks viste sig. Vi kan ikke angive i Aar, hvor lang Tid det tager at modificere en Art. Hr. Croll regner efter Solens Varmekraft og efter den Tid, som han antager var den sidste Istid, at der kun er gaaet tresindstyve Millioner Aar, siden det før- ste cambriske Lag*) fremkom. Dette synes at være en meget kort Periode for saa mange og saa store Forandringer, som ganske vist siden er foregaaet med Livets Former. Det indrømmes, at mange af Tallene i dette Regnestykke er mer eller mindre tvivlsomme, og Hr. W. Thomson giver den beboede Verdens Alder et endnu videre

*) Den cambriske Formation kaldes de laveste (ældste) Lag af den si- luriske Formation.

Til Vejledning for Læseren hidsættes her, efter Lyell, Formationerne efter Alder, begyndende med den ældste (laveste) og opad Silurisk Formation.

Devon.

Stenkuls-Formation. Permisk Formation.

Primære (palæozoiske).

[page] 305

Spillerum. Men som vi har set, kan vi ikke forstaa, hvad der virke- lig ligger i Tallet 60,000,000, og i denne eller maaske en længere Aarrække har Landet og Vandene overalt vrimlet af levende Skab- ninger, alle udsat for Tilværelseskampen og alle forandrende sig.

Om vore palæontologiske Samlingers Fattigdom.

Lad os nu begive os hen til vore rigeste geologiske Museer, og hvad er det saa ikke for en Armod, vi bliver Vidne til! At vore Samlinger er meget ufuldkomne,, det indrømmes af enhver. Den be- undringsværdige Palæontolog Edward Forbes's Bemærkning, at mange af vore fossile Arter kun er kendt og opstillede efter enkelte og ofte itubrudte Eksemplarer, eller fra nogle faa Eksemplarer, der er fundet paa en eller anden lille Plet. Kun en ringe Del af Jordens Overflade er bleven geologisk undersøgt, og intet Steds med'til- strækkelig Omhu, hvad de vigtige Opdagelser, der hvert Aar gøres i Europa, beviser. Ingen Organisme, som er ganske blød, kan be- vares. Skaller og Ben vil tilintetgøres og forsvinde, hvis de ligger paa Bunden af Vand, hvor der ingen Aflejring foregaar. Jeg tror, at vi ofte tager fejl, naar vi ganske stiltiende bliver enige med os selv om, at der aflejres over næsten hele Havbunden med en Hurtighed, der er stor nok til at indlejre og bevare fossile Levninger. Over en uhyre stor Del af Oceanet taler Vandets klare blaa Farve for dets Renhed. De mange Beretninger om Lag, der efter uhyre Tidsrum bliver bedækkede af en anden og senere Formation uden at det underliggende Lag i Mellemrummet har lidt nogen som helst Over- last,, synes kun forklarligt derved, at Havets Bund ikke sjælden i

Trias.

Lias.

Nedre-Oolit.

Mellem-Oolit.

Øvre-Oolit.

Grønsand og Wealden

Kridt.

Eocen.

Miocen.

Ældre Pliocen.

Yngre Pliocen.

Post-Pliocen.

Sekundære.

> Tertiære.

O. A.

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                         -                          20

[page] 306

lange Tider ligger i en uforandret Tilstand. De Levninger, som bliver indlejrede, vil, dersom det er i Sand og Grus, naar Lagene hæver sig, i Almindelighed blive opløst ved Gennemsivning af Regnvand, der er mættet af Kulsyre. Nogle af de mange Slags Dyr, som lever i Stranden mellem Høj- og Lavvandsmærket, synes sjæl- dent at blive bevarede, f. Eks. de forskellige Arter af Chthamalinæ (en Underfamilie af de siddende Snerlefødder), som beklæder Klip- perne den ganske Verden over i uhyre Masser, de holder sig alle meget nøje til Havstokken med Undtagelse af en eneste Middelhavs- art, som lever paa dybt Vand, og den er blevet fundet fossil paa Sicilien, medens ikke en af de andre Sorter hidtil er bleven fundet i nogensomhelst tertiær Formation. Dog ved man nu, at Chthama- linæ eksisterede i Kridttiden. Endelig er mange store Aflejringer, som har behøvet et langt Tidsrum for at blive ophobede, ganske blot- tede for organiske Levninger, uden at vi er i Stand til at angive nogen Grund; et af de mest slaaende Tilfælde er Flysch-Formatio- nen, som bestaar af Lerskifer og Sandsten; den har en Tykkelse af flere tusinde, lejlighedsvis endogsaa seks tusinde Fod, og stræk- ker sig mindst over tre hundrede Mil mellem Wien og Schweiz, og endskønt denne store Masse er bleven omhyggelig undersøgt, er der dog ingen Fossilier fundet, med Undtagelse af nogle faa Plante- levninger.

Med Hensyn til de Landformer, som levede i den sekundære og palæozoiske Periode, da er det overflødigt at forsikre, at det, vi faar ud af de fossile Levninger derfra, er i alier højeste Grad fragmen- tarisk. Indtil for ganske nylig var der f. Eks. ikke kendt en eneste Landsnegl, som hørte til nogen af disse uhyre Perioder, med Und- tagelse af en Art, som Hr. C. Lyell og Dr. Dawson opdagede i de kulførende Lag i Nordamerika, af hvilken Snegl der nu er bleven samlet omtrent hundrede Eksemplarer. Hvad nu Levninger af Patte- dyr angaar, saa vil et eneste Blik paa den historiske Tabel, som findes i Lyells Haandbog, langt bedre vise Sandheden af hvor til- fældig og sjælden Bevarelse af dem er, end hele Sider af Detaljer vilde. Der er da heller ikke noget forbavsende i, at de er saa sjældne, naar vi erindrer, hvor stor en Del af de tertiære Pattedyrs- Ben, der er bleven opdagede enten i Hule- eller Sumpaflejringer, og at man ikke kender en eneste Hule eller en eneste virkelig Sump- aflejring, som hører til de sekundære eller palæozoiske Perioder.

;

[page] 307

Men det mangelfulde ved den geologiske Viden er en Følge af en anden mere vigtig Aarsag end nogen af de foregaaende; nemlig deraf, at de forskellige Formationer er adskilte fra hinanden ved store Tidsmellemrum. Paa denne Lære er der bleven lagt stor Vægt af mange Geologer og Palæontologer, der ligesom E. Forbes tvivler om Arternes Foranderlighed. Naar vi ser Formationerne ordnede paa Tabeller i Bøgerne eller naar vi forfølger dem i Naturen, saa er det vanskeligt at undgaa at tro, at de følger umiddelbart ovenpaa hverandre. Men vi ved, f. Eks. fra, Hr. Murchisons store Værk om Rusland, hvilke uhyre Mellemrum' der i dette Land er mellem de ovenpaa hinanden liggende Lag; Saaledes er det ogsaa i Nord- amerika og mange andre Dele af Verden. Dog vilde den dygtigste Geolog, dersom hans Opmærksomhed udelukkende havde været henvendt paa disse store Strækninger, aldrig haft nogen Anelse om, at i den Tid, der var gold og øde i hans Land, ophobedes der andet Steds store Masser af Aflejringer, opfyldt af nye og ejendom- melige Livsformer. Og dersom man næppe i hver enkelt Egn er i Stand tir at danne sig nogen Forestilling om den Forskel i Tid, der er mellem de paa hinanden følgende Formationer, saa kan man slutte sig til, at man ikke kan faa nogen Vished derom noget Steds. De hyppige og store Forandringer i den mineralogiske Sammen- sætning af de paa hinanden følgende Lag, hvormed der i Alminde- lighed følger store Forandringer i de omliggende Landes Geografi, de Lande, hvorfra Aflejringen er kommen, stemmer godt overeos med den Tro, at der er gaaet store Tidsmellemrum mellem de en- kelte Formationer.

Vi kan dog, tror jeg, se, hvorfor de geologiske Formationer i hver enkelt Egn næsten altid er afbrudt, det vil sige, har ikke fulgt lige i Hælene paa hinanden. Jeg er næppe nogensinde i en stær- kere1 Grad bleven slaaet af en Kendsgerning, end dengang, da jeg undersøgte mange hundrede Mile af Sydamerikas Kyster, der har hævet sig flere hundrede Fod i den nuværende Periode, der mang- lede nemlig enhver ny Aflejring med tilstrækkelig Størrelse til at vare blot en kort geologisk Periode igennem. Langs med hele Vest- kysten, hvor der lever en ejendommelig Havfauna, der er de ter- tiære Lag saa fattigt udviklede, at der rimeligvis ingen Vidnesbyrd om forskellige paa hinanden følgende og ejendommelige Havfaunaer vil blive bevaret til fjerne Tider. Ved Hjælp af lidt Reflektion vil

20*

[page] 308

man kunne forstaa, hvorfor der ingen Steds langs med Syd-Amerikas vestlige Kyster, der nu hæver sig, kan findes vidt strakte Forma- tioner med nye og tertiære Levninger, endskønt Aflejringsstoffet i lange Tider maa have været stort paa Grund af de dyndede Floder, som falder ud i Havet. Forklaringen er uden Tvivl denne, at de litorale og sublitorale Lag stadig slides bort, saa snart de er bragt frem for Dagen og for Brændingens Indvirkning, derved, at Landet langsomt og Trin for Trin hæver sig.

Vi kan, tror jeg, antage at Aflejringsmængden maa ophobes i overordentlig tykke, solide eller udstrakte Masser, for at den, baade naar Hævninger begynder og under senere Niveauforan- dringer kan modstaa saavel Bølgernes aldrig standsende Indvirk- ning, som ogsaa de Ødelæggelser, den atmosfæriske Luft senere kunde afstedkomme. Saadanne tykke og udstrakte Ophobninger kan dannes paa to Maader, enten i store Havdybder, i hvilket Til- ) fælde Bunden ikke vil blive beboet af saa mange og saa forskellige Livsformer, som i de mere grundede Have; og naar Massen bliver hævet op, vil den give en ufuldkommen Underretning om de Orga- nismer, som eksisterede i Verden, dengang Laget ophobedes. Der kan ogsaa dannes et Lag af temmelig stor Tykkelse og Udstrækning paa grundet Vand, naar Bunden langsomt synker. I dette sidste Til- fælde vil, saa længe som Sænkningen og Tilførslen af Aflejrings- masse saa omtrent holder hinanden Stangen, Vandet vedblive at være grundet, og heldigt for mange og varierende Former, og saa- ledes vil en rigt fossilførende Dannelse, der, naar den hæves, er tyk nok til at modstaa megen Denudation, blive dannet.

Jeg er overbevist om, at næsten alle vore gamle Formationer, som i største Delen af deres Tykkelse er rige paa Fossilier, er bleven aflejrede ved stadige Sænkninger. Siden jeg i 1848 forelagde Offentligheden mine Anskuelser angaaende dette Emne, har jeg nøje fulgt Geologiens Fremskridt, og har til min Overraskelse set, hvorledes Forfatter efter Forfatter ved Omtale af nu denne, nu hin store Formation er kommen til den Slutning, at den er bleven dan- net ved en Sænkning. Jeg vil tilføje, at den eneste gamle tertiære Formation paa Vestkysten af Sydamerika, som har været stærk nok til at taale en saadan Ødelæggelse, som der er overgaaet den, der imidlertid næppe vil holde ud til fjerne geologiske Tider, har dannet sig ved Sænkning af Bunden, og Saaledes naaet en anselig Tykkelse.

[page] 309

Alle geologiske Kendsgerninger siger os tydeligt nok, at et- hvert Strøg er undergaaet talrige langsomme Niveauforandringer, og alle disse Forandringer har aabenbart haft en stor Udstrækning. Som en Følge heraf maa Formationer, der er rige paa Fossilier og tilstrækkelig tykke og udstrakte nok til at kunne modstaa Ødelæg- gelse, være bleven dannede over vide Strækninger i Sænknings- perioderne, men kun, hvor der var saa stærk Tilførsel af Materiale, at det kunde holde Vandet flak og indlejre og bevare de fossile Lev- ninger før de blev ødelagt. Saa længe, paa den anden Side, som Søbunden forblev uforandret, kunde tykke Aflejringer ikke samles paa de flakke og for Livet heldige Grunde. Endnu mindre kunde dette ske under skiftende Sænknings- og Hævningsperioder, eller for at udtrykke mig tydeligere, de Lag, som blev aflejrede under Sænkningen, vilde i Almindelighed være bleven ødelagt, naar de ved Hævningen blev bragt indenfor Brændingens Virkekreds.

Disse Bemærkninger tager hovedsagelig Hensyn til litorale og sublitorale Aflejringer. Naar vi har et vidt udstrakt og grundet Hav, Saaledes som det, der findes om det malayiske Arkipelag, hvor Dybden varierer fra tredive eller fyrretyve indtil tresindstyve Fav- ne, kan der dannes en vidt udstrakt Formation i en enkelt Hæv- ningsperiode, uden at Formationen kommer til at lide synderligt, medens den langsomt løftes opad; men Tykkelsen vil ikke blive stor, thi paa Grund af den opadgaaende Bevægelse vil den blive mindre end den Dybde, i hvilken den er dannet; ikke heller vil Lagene blive meget stærkt forbundne eller blive dækkede af andre Formationer, saa der vil være Udsigt nok til, at de, medens de sta- dig hæver sig, vil blive fortærede af Luftens Indvirkning og ogsaa af Havets. Det er imidlertid blevet antaget af Hr. Hopkins, at der- som en Del af Strøget, efter at have hævet sig, og før det var bleven ødelagt, igen sank, saa vilde de ikke tykke Lag, som var bleven dannede under Hævningen, efterhaanden blive beskyttede af nye Dannelser, og Saaledes blive bevarede for en lang Tid.

Hr. Hopkins tror ogsaa, at Aflejringer med anselig vandret Ud- strækning sjældent er bleven ganske ødelagt. Alle Geologer, med Undtagelse af de faa, som tror, at den nu forekommende metamor- fiske*) Skifer og de plutoniske Klipper engang dannede Jordkuglens

*) Metamorflske Bjergarter er kaldt Saaledes, fordi man etter Skotlæn- deren Hutton antager, at de først er dannede ved Aflejring i Vand og se-

[page] 310

Primordialkærne, vil indrømme, at de omtalte Klipper har under- gaaet en Denudation, der var meget stor. Thi det er næppe muligt, at saadanne Klipper kan være bleven hærdede og krystalliserede medens de var ubedækkede, men dersom den metamorfiske Ind- virkning var foregaaet i store Dybder af Oceanet, saa behøver det tidligere beskyttende Lag ikke at have været særdeles tykt. Antager vi nu, at Gnejs, Glimmerskifer, Granit, Diorit osv. engang var be- dækkede, hvorledes kan vi da forklare, at saadanne Klippemasser i mange Dele af Verden forekommer nøgne og i vid Udstrækning, uden ved at sige, at de alle efterhaanden er bleven blottede for alle de overliggende Lag? At saadanne vidtstrakte Strækninger eksi- sterer, derom kan der ingen Tvivl være: Humboldt beskriver Granitregionen i Parime som mindst nitten Gange saa stor som Schweiz. Syd for Amazonstrømmen angiver Boué en Strækning af Klipper af denne Natur, af samme Størrelse som Spanien, Frankrig, Italien, de britiske Øer og en Del af Tyskland tilsammen. Denne Egn er ikke bleven omhyggelig undersøgt, men efter Rejsendes en- stemmige Vidnesbyrd er Granitstrækningen meget stor. Von Esch- wege giver Saaledes et detaljeret Gennemsnit af de Klipper, der strækker sig fra Rio de Janeiro 260 geografiske Mile ind ad Landet til i en lige Linie, og jeg selv rejste 150 Mil i en anden Retning, og saa ikke andet end Granitklipper. Talrige Stykker, der var sam- lede langs med hele Kysten, fra nær ved Rio Janeiro til Mundingen af La Platafloden — en Strækning paa 1100 geografiske Mil — blev undersøgt af mig, og jeg fandt, at de alle hørte til denne Klasse. Inde i Landet langs med La Platastrømmens nordlige Bred saa jeg foruden nye tertiære Lag kun en lille Plet af ganske svagt meta- morfoseret Klippe, som kun kunde have dannet en Del af Granit- dannelsernes oprindelige Dække. Vender vi os til en velbekendt Egn, nemlig til de forenede Stater og Kanada, saa har jeg, idet jeg af Professor H. D. Rogers's smukke Kort udskar og vejede det Papir, der ved sin Farve angav sig som Granit, at de metamorfe (de halvmetamorfe undtagne) og granitagtige Klipper i Forholdet 19 til 12,5 havde Overvægten over de nyere palæozoiske Formationer.

nere er bleven omdannede og gjort krystallinske ved Ildens Indvirkning. Som Eksempel paa, at en saadan Omdannelse virkelig har fundet Sted, skal det nævnes, at man har mørk Kalksten, opfyldt af Snegle og Koraller, som er bleven forvandlet til hvidt Marmor.                                       O. A.

[page] 311

I mange Egne vilde man se, at de metamorfe og granitagtige Klipper er langt mere udbredte, dersom alle de Aflejringer, der ikke har kunnet danne en Del af det oprindelige Dække, under hvilket de blev krystalliserede, og som nu bedækker dem, blev fjernede. Der- for er det sandsynligt, at i nogle Dele af Verden hele Formationer er bleven fuldkommen blottede, uden at der er bleven saa meget som en Stump tilbage.

En Bemærkning kunde det her være værd at gøre. I den Tid Hævningerne foregaar, tiltager Laridene og de tilgrænsende flakke Havstrækninger i Størrelse, og der vil ofte blive dannet nye be- boelige Lokaliteter, — altsammen Omstændigheder, der, som vi tidligere har sagt, begunstiger Dannelsen af nye Varieteter og Ar- ter. Men under saadanne Perioder vil der i Almindelighed være et Hul i vor geologiske Viden. Paa den anden Side vil de beboede Strækningers Størrelse og Beboernes Antal formindskes under Sænkningen (Kystbeboerne undtagne i det Tilfælde, at et fast Land opløses i Øgrupper), og derfor vil der under Sænkningen, endskønt der er megen Uddøen, kun blive dannet faa nye Varieteter eller Arter. Men det er netop under diss Sænkningsperioder, at de Lag, som er de rigeste paa Fossilier, er bleven ophobede.

Om Manglen paa talrige Mellemformer i alle de enkelte Formationer.

Efter hvad vi ovenfor har sagt, kan der ikke være Tvivl om, at vor geologiske Viden som Helhed betragtet er utilstrækkelig, men henvender vi vor Opmærksomhed paa kun en enkelt Formation, saa bliver det meget vanskeligt at forstaa, hvorfor vi ikke der fin- der en Trinrække af Varieteter mellem de beslægtede Arter, som levede ved Begyndelsen og ved Slutningen af Formationen. Der anføres forskellige Tilfælde, hvor den samme Art frembyder Varie- teter i de øvre og de nedre Dele af de samme Formationer: saa- ledes nævner Trautschold et Antal Eksempler for Ammonites*) Vedkommende, og Hilgendorf har beskrevet et højst mærkværdigt Tilfælde med ti Overgangsformer af Planorbis multiformis**), der

*) Ammonites, en nu uddød Slægt, hører til Blæksprutternes Klasse og er nærmest beslægtet med Nautilerne, fra hvilke den afviger ved bug- tede Skillevægge.                                                                    O. A.

**) Ferskvandsslægt. Skivesnegl.                                        O. A.

[page] \

" 312

fandtes i de paa hinanden følgende Lag i en Ferskvandsdannelse i Schweiz. Om endskønt hver enkelt Formation utvivlsomt har for- dret et stort Antal Aar til at blive aflejret, saa kan der dog angives forskellige Grunde, der kan bidrage til at forklare, hvorfor hver en- kelt af dem i Almindelighed ikke indeslutter en Trinrække af Over- gangsled mellem de Arter, som levede i Begyndelsen, og dem, som levede i Slutningen, men jeg kan dog næppe tillægge de følgende Betragtninger den nødvendige Vægt.

Om endskønt hver enkelt Formation svarer til en meget lang Aarrække, saa er dog sandsynligvis hver af dem kort i Sammen- ligning med den Periode, der fordres til at forandre en Art til en anden. Jeg ved vel, at to Palæontologer, hvis Mening det vel er værd at tage Hensyn til, nemlig Bronn og Woodward, er kommen til det Resultat, at hver enkelt Formations gennemsnitlige Varighed er to eller tre Gange saa lang som de specifikke Formers gennemsnit- lige Varighed. Mig forekommer det imidlertid, at uoverstigelige Vanskeligheder forhindrer os fra at komme til noget nøjagtigt Re- sultat i dette Spørgsmaal. Naar vi ser en Art fremtræde første Gang midt i en eller anden Formation, saa vilde det være en noget dristig Slutning derfor at antage, at den ikke tidligere havde eksi- steret andet Steds. Fremdeles, naar vi finder, at en Art forsvinder, førend de sidste Lag er bleven nedfældede, vilde det ligeledes være dristigt at slutte, at den uddøde dengang. Vi glemmer, hvor ringe en Strækning Evropa er i Sammenligning med den øvrige Verden, og ikke heller er de forskellige Trin i den samme Formation med fuldkommen Nøjagtighed bleven sammenlignede hele Evropa igen- nem.

Hvad Havdyr af alle Slags angaar, kan vi ganske sikkert antage et stort Beløb af Udvandren under Klimatforandringer og andre Omskiftelser, og naar vi ser en Art optræde første Gang i en eller anden Formation, saa er der Sandsynlighed for, at den da for før- ste Gang var indvandret til denne Strækning. Det er f. Eks. vel bekendt, at adskillige Arter viste sig noget tidligere i Nordameri- kas palæozoiske Lag end i Evropas, øjensynlig fordi der udfordredes Tid til, at de kunde vandre fra de amerikanske til de evropæiske Have. Ved Undersøgelser af de seneste Aflejringer i de forskellige Egne af Verden har man overalt lagt Mærke til, at nogle faa endnu eksisterende Arter er almindelige i Aflejringen, men er uddøde i

[page] 313

det omliggende Hav, eller omvendt at nogle Arter nu forefindes i Overflødighed i det nærliggende Hav, men er sjældne eller mangler i Aflejringen. Det er en meget god Skole at gaa igennem, at sætte sig til at tænke paa det Beløb af Vandringer, der bevislig er bleven foretaget af Evropas Beboere i Istiden, som kun danner en Del af en hel geologisk Periode; ligeledes er det lærerigt at tænke over Niveauforandringerne, over Klimaets store Forandringer og over den uhyre lange Tid, altsammen indenfor den samme Istid. Og dog turde det være tvivlsomt, hvorvidt noget Steds i Verden Aflejringer, som indeslutter fossile Levninger, er bleven ved at ophobes paa det samme Strøg hele denne Periode igennem. Det er f. Eks. ikke sandsynligt,, at der blev udfældet Aflejringer under hele Istiden nær ved Missisi'ppis Munding, indenfor den Dybde, paa hvilken Havdyrene bedst trives, thi vi ved, at store geografiske Forandrin- ger foregik i andre Dele af Amerika i dette Tidsrum. Naar saadanne Lag, som blev aflejrede i det flakke Vand nær ved Missisippis Munding i en vis Del af Istiden, engang skulde komme til at hæve sig, vilde de organiske Levninger sandsynligvis først vise sig igen og forsvinde i de forskellige Niveauer, alt eftersom Ar- terne har vandret, og eftersom der er foregaaet geografiske For- andringer. Og i en fjern Fremtid vil en Geolog, som undersøger disse Lag, blive fristet til at antage, at den gennemsnitlige Varighed af de indlejrede Fossiliers Liv har været langt mindre end Istidens, i Stedet for at den i Virkeligheden har været langt større, det vil sige har udstrakt sig fra før Istiden og til den Dag i Dag.

For nu at faa en fuldstændig Række af Overgangsformer mel- lem de to forskellige Former i de øvre og nedre Lag af den sam- me Formation, maatte Laget gennem en meget lang Periode, stadig være bleven ved at ophobes, for at der kan være Tid til Modifika- tionens langsomme Proces; derfor maa Laget være overordentlig tykt, og de Arter, som har undergaaet Forandring, maa have levet i det samme Strøg hele denne Tid, men vi har set, at en Formation af stor Mægtighed, og som er fossilførende helt igennem, kun kan samles under en Sænkningsperiode. For at nu Dybden skal være omtrent den samme, hvad der er nødvendigt, for at de samme Hav- dyr kan leve paa den samme Plads, var det endvidere nødvendigt, at Tilførslen af Aflejringen næsten vejede op imod Sænkningen. Men netop denne Sænknings-Bevægelse vil ogsaa søge at sænke de Strøg,

[page] 314

hvorfra Aflejringen kommer, og vil Saaledes formindske Tilførslen, medens Bevægelsen nedad vedbliver. I Virkeligheden er denne næ- sten nøjagtige Ligevægt imellem Tilførsel og Sænkning efter al Sandsynlighed sjælden, thi mere end en Palæontolog har iagttaget, at meget tykke Lag i Almindelighed er blottede for organiske Lev- ninger undtagen i deres øverste og nederste Del.

Det synes, som om hver enkelt Formation, ligesom den hele Række af Formationer i et Land i Almindelighed er bleven dannet under forskellige Afbrydelser. Naar vi, hvad der saa ofte er Til- fældet, ser en Formation sammensat af Lag, der har en forskellig mineralogisk Sammensætning, saa kan vi med Grund slutte, at Af- lejringsprocessen har været meget forstyrret, da en Forandring i Havets Strømme og en Tilførsel af en forskellig Natur i Almin- delighed vil have haft sin Grund i geografiske Forandringer, der for- drer megen Tid. Den nøjagtigste Undersøgelse af en Formation giver nu ikke engang en Forestilling om den Tid, der er medgaaet til dens Aflejring. Der kunde nævnes mange Eksempler paa, at Lag, der kun har nogle faa Fods Tykkelse, svarer til Formationer, der andet Steds er Tusinder af Fod tykke, og som maa have ud- fordret et uhyre Tidsrum til deres Ophobning, og der var ingen, som var uvidende om dette, der vilde have anet, hvilket uhyre Tidsrum det tynde Lag repræsenterede. Der kunde nævnes mange Eksempler paa, at en Formations nedre Lag er bleven hævede, blottede, sænkede og saa igen bleven bedækkede af den samme Formations øvre Lag, — Kendsgerninger, der viser, at store, men let oversete Afbrydelser, har fundet Sted i dets Aflejring. I andre Tilfælde afgiver store fossile Træer, der endnu staar lige op og ned, som dengang, de groede, tydelige Beviser paa mange, lange Af- brydelser og Forandringer i Niveauet under Aflejringen, noget, som man aldrig vilde have anet, var ikke Træerne hændelsesvis bleven bevarede. Hr. C. Lyell og Dr. Dawson fandt Saaledes i Ny-Skotland kulførende Lag paa 1400 Fods Tykkelse, gamle Lag, der var fulde af Rødder, det ene oven paa det andet, i ikke mindre end otte og tresindstyve forskellige Højder. Derfor er der, naar de samme Arter findes nederst, midt i og øverst i en Formation, Sandsynlighed for, at de ikke har levet paa den samme Plet under hele Aflejrings- perioden, men at de er forsvundet og kommet til Syne igen, maaske mange Gange i den samme geologiske Periode. Dersom derfor saa-

[page] 315

danne Arter undergik et anseligt Beløb af Modifikation i en eller anden geologisk Periode, saa vilde man ikke i et Gennemsnit af Lagene finde alle de fine Overgange, som ifølge vor Teori maa have eksisteret, men man vil finde abrupte skønt maaske smaa Form- forandringer.

Det er af største Vigtighed at erindre, at Naturforskerne ikke er saa heldige at have en gylden Regel, ved Hjælp af hvilken de kan adskille Arter og Varieteter fra hinanden; de tilstaar hver Art lidt Variabilitet, men naar de saa finder to Former, mellem hvilke der er et noget større Beløb af Forskellighed, saa regner de begge for Arter, med mindre de er i Stand til at forbinde dem med hin- anden ved ganske nær staaende Mellemformer. Og dette kan vi, af de Grunde, vi nylig har angivet, sjældent have Haab om at finde i et geologisk Gennemsnit. Antager vi, at B og C er to Arter, og at en tredje A findes i et ældre og lavere liggende Lag, saa vilde A, selv om den stod ganske nøjagtig midt imellem B og C, simpelt hen blive regnet for en tredje særegen Art, medmindre den var ganske nøje forbunden med den ene af Formerne eller med dem begge ved mellemliggende Varieteter. Man maa heller ikke glemme, hvad vi før har henledt Opmærksomheden paa, at A kunde være B's og C's virkelige Stamform, uden derfor nødvendigvis at staa nøjagtig midt imellem dem i alle Henseender. Og Saaledes kunde vi da finde Stamarterne og deres forskellige modificerede Efterkom- mere i den samme Formations øvre og nedre Lag og dog ikke, med mindre vi fandt talrige Overgangsformer, erkende deres kødelige Slægtskab og vilde som en Følge heraf blive nødt til at regne dem for bestemt adskilte Arter.

Gud og hver Mand ved, paa hvilke yderst ubetydelige Forskel- ligheder mange Palæontologer har grundet deres Arter, og de er saa meget mere tilbøjelige til at gøre dette, dersom Eksemplarerne kom- mer fra forskellige Lag i samme Formation. Nogle erfarne Kon- kyliologer nedsætter nu mange af D'Orbigny's og andres meget svage Arter til Varieteter, og naar man ser paa denne Maade, saa finder vi ogsaa den Forandring, som vi efter Teorien burde finde. Se engang paa de nyere tertiære Aflejringer, som indeslutter saa mange Bløddyr-Arter, der af Flertallet af Naturforskerne anses for at være identiske med nulevende Arter; men nu er der mange udmær- kede Naturforskere, som Agassiz og Pietet, der hævder, at alle disse

[page] \

316

tertiære Arter er specifik forskellige fra de nulevende, endskønt det indrømmes, at Forskellen er megt lille, saa her har vi, med mindre vi tror, at disse udmærkede Naturforskere er bleven ført paa Vildspor af deres Indbildningskraft, og at disse ny-tertiære Arter i Virkeligheden ikke i noget som helst er forskellige fra deres nu- levende Repræsentanter, eller med mindre vi tror, at det store Fler- tal af Naturforskere har taget Fejl, og at de tertiære Arter virkelig alle er forskellige fra de nulevende, saa har vi siger jeg, Bevis nok paa, at der hyppig forekommer smaa Modifikationer af den Slags, der fordres. Betragter vi nu Lag, der ligger temmelig langt fra hin- anden i Tid, nemlig forskellige, men paa hinanden følgende Etager af den samme store Formation, finder vi, at de indlejrede Fossilier, skønt de almindelig anses for specifik forskellige, dog er langt nær- mere beslægtede med hinanden end de Arter, der findes i mere for- skellige Formationer, saa her har vi igen tydeligt Bevis paa, at der rindes Forandring i den af Teorien fordrede Retning; men til dette sidste Spørgsmaal skal jeg vende tilbage i det følgende Kapitel.

Om Dyr og Planter, som formerer sig hurtigt og ikke vandrer meget, er der, som vi tidligere har set, Grund til at antage, at deres Varieteter i Almindelighed først er lokale, og fremdeles at saadanne lokale Varieteter ikke udbredes vidt og afløser deres Stamformer, førend de er bleven modificerede og fuldkommengjort i en temmelig betydelig Grad. Heraf følger, at Udsigten til, i en Formation i et eller andet Land, at opdage alle de tidligere Over- gangstrin mellem to saadanne Former er ringe, thi de paa hinanden følgende Forandringer maa antages at have været lokale og ind- skrænkede til en bestemt Plet. De fleste Havdyr er vidt udbredt, og nu har vi, for Planternes Vedkommende, set, af det er dem, der har den videste Voksekreds, der oftest frembyder Varieteter, og derfor er det sandsynligt, at af Bløddyr og andre Havdyr de, som har været videst udbredt, langt ud over Grænserne for Evropas kendte geolo- giske Formationer, oftest har frembragt, først lokale Varieteter og endelig nye Arter, og dette vil nu igen i høj Grad indskrænke Ud- sigten til at finde Mellemformerne i en eller anden geologisk For- mation.

En mere vigtig Betragtning, der fører til det samme Resultat, en Betragtning, der hævdes af Dr. Falconer, er den, at den Periode, i hvilken enhver enkelt Art modificeredes, skønt lang, naar man

[page] 317

vilde udmaale den i Aar, dog rimeligvis, af de nys angivne Grunde, var kort i Sammenligning med det Tidsrum, i hvilket den holdt sig uforandret.

Man burde vel huske paa, at man nu til Dags, selv om man har udmærkede Eksemplarer til Undersøgelse, sjældent kan forbinde to Former med hinanden ved Mellemformer og Saaledes bevise, at de hører til samme Art, medmindre man har samlet mange Indi- vider fra mange Steder, og for de fossile Arters Vedkommende kan Palæontologerne sjældent gøre disse Fordringer Fyldest. Vi kan maaske bedst forstaa, hvor usandsynligt det er, at vi skulde være i Stand til at forbinde Arterne med hverandre ved talrige fossile Mellemformer ved blot f. Eks. at spørge os selv, om Geologerne i den kommende Tid vil være i Stand til at bevise, at vore forskellige Racer af Køer, Faar, Heste og Hunde oprindelig nedstammer fra et enkelt Hold eller flere, eller fremdeles hvorvidt visse Havblød- dyr, der lever ved Nordamerikas Kyster, og som af nogle Kon- kyliologer anses for særegne Arter, der er forskellige fra deres evropæiske Repræsentanter, af andre Konkyliologer kun holdes for Varieteter, om disse virkelig er Varieteter, eller, som man siger, specifik forskellige. Dette kunde kun ske derved, at den fremtidige Geolog opdagede utallige Mellemtrin i fossil Tilstand, og et saadant Held er i højeste Grad usandsynligt.

Det er atter og atter bleven forsikret af Forfattere, som tror paa Arternes Uforanderlighed, at Geologien ingen Mellemformer giver. Denne Forsikring er aldeles falsk. Som Hr. J. Lubbock har bemærket, „enhver Art er et Forbindelsesled mellem andre beslæg- tede Former." Dette viser sig tydeligt, dersom vi tager en Slægt, der har en Mængde nulevende og uddøde Arter, og ødelægger de fire Femtedele af dem; thi i saa Tilfælde vil vel næppe nogen be- tvivle, at Resten vil staa langt skarpere adskilt fra hinanden. Der- som de ekstreme Former i Slægten tilfældigvis Saaledes er bleven ■ødelagt, saa vil Slægten i de fleste Tilfælde staa mere bestemt for- skellig fra de andre beslægtede Slægter. Kamelen og Svinet eller Hesten og Tapiren er nu øjensynlig meget bestemt adskilte For- mer; men dersom vi tager de forskellige fossile Pattedyr, som alle- rede nu er bleven opdagede, af de Familier, hvortil Kamelen og Svinet hører, med i Betragtning, saa bliver disse Former forenede med hinanden ved Led, der ikke staar hverandre saa overordentlig

[page] 318

fjernt. Denne Kæde af Mellemformer gaar imidlertid ikke i dette Tilfælde eller i noget andet Tilfælde lige fra den ene levende Form til den anden, men kommer ad Omveje i Berøring med de Former, som levede i længst forsvundne Tider. Hvad den geologiske Under- søgelse ikke har ledet til at vise, er det, at der tidligere eksisterede utallige Mellemformer i lige saa fine Gradationer som de nulevende Varieteter, Mellemformer, som forbandt næsten alle vore eksiste- rende Arter med uddøde Arter. Dette burde man heller ikke have ventet, og dog er det gentagne Gange bleven anført som en højst al- vorlig Indvending mod mine Anskuelser.

Det kunde vel nok være Umagen værd at opsummere de oven- for anførte Bemærkninger om Grundene til den geologiske Videns Ufuldkommenhed i et Tankeeksperiment. Det malayiske Arkipelag har omtrent Evropas Størrelse fra Nordkap til Middelhavet og fra Britannien til Rusland og svarer derfor i Udstrækning, naar man medtager de nordamerikanske Fristater, til de Strøg, hvis geologiske Formationer er bleven undersøgt med megen Nøjagtighed. Jeg er ganske enig med Hr. Godwin-Austen i, at det malayiske Arkipelags nuværende Tilstand: — store talrige Ølande, adskilt ved brede og flakke Vandstrækninger — efter al Sandsynlighed, repræsenterer den Tilstand, i hvilken Evropa tidligere befandt sig, medens de fleste af vore Formationer ophobedes. Det malayiske Arkipelag er en af de Dele af Verden, der er rigest paa organiske Væsener, og dog, dersom man kunde samle alle de Arter, der nogensinde gen- nem alle Tider har levet der, hvor ufuldkomment vilde de ikke re- præsentere Verdens Naturhistorie!

Vi har imidlertid al mulig Grund til at tro, at Arkipelagets Land- frembringelser er bleven bevarede paa en yderst ufuldkommen Maade i de Formationer, som vi antager ophobes der. Ikke mange af de Dyr, som var nøje knyttede til Kysten, eller af dem, der le- vede paa nøgne undersøiske Skær, vilde blive indlejrede, og de, der blev indlejrede i Grus eller Sand, vilde ikke holde sig til fjerne Tider. Der, hvor der ikke skete nogen Aflejring paa Havbunden, eller hvor Aflejringen ikke gik hurtigt nok for sig til at beskytte de organiske Legemer mod Ødelæggelse, der kunde ingen Levnin- ger bevares.

Formationer, der er rige paa Fossilier af mange Slags, og som er tykke nok til at holde ud til en Tid, der ligger saa langt borte i

>

[page] 319

Fremtiden, som de sekundære Formationer ligger i Fortiden, vil i Almindelighed kun dannes i Arkipelaget under Sænkningsperioder. Disse Sænkningsperioder vilde være adskilt fra hinanden ved umaa- delige Tidsmellemrum, under hvilket Terrænet holdt sig stille eller hævedes. Hævedes det, vilde de fossilførende Formationer ved de stej- lere Kyster ødelægges næsten lige saa hurtigt, som de ophobedes, ved den uophørlige Brænding, Saaledes som vi ser det nu ved Syd- amerikas Kyster, og selv i vidt strakte og flakke Havstrækninger, indenfor Arkipelaget, kunde Aflejringer næppe samles i nogen stor Grad af Mægtighed under Hævningsperioden eller blive overlejrede og beskyttede af senere Udfældninger, saa at de fik god Udsigt til at holde sig til en meget fjærn Fremtid. Under Sænkningsperioderne vilde der sandsynligvis gaa meget levende tabt, under Hævnings- perioderne vilde der være megen Varieren, men den geologiske Viden vilde da derved blive mere utilstrækkelig.

Der kan nu være Tvivl om, hvorvidt Varigheden af en stor Sænkningsperiode over hele Arkipelaget eller en Del af det, i For- bindelse med den samtidige Aflejring, vilde være større end Arter- nes Gennemsnitsvarighed, og dog vilde dette være en uundgaaelig nødvendig Betingelse for, at alle Overgangsformerne mellem to eller flere Arter skulde bevares. Dersom saadanne Overgangsformer ikke alle blev fuldt bevarede, vilde de Varieteter, der var i Over- gang, ligefrem synes lige saa mange nye og bestemt adskilte Ar- ter. Der er ogsaa Sandsynlighed for, at enhver stor Sænknings- periode er bleven afbrudt af Niveauforandringer, og at smaa Kli- matforandringer har indfundet sig under saa lange Perioder, og i saa Tilfælde vilde Beboerne af Arkipelaget udvandre, og der kunde ikke bevares nogen nøje sammenhængende Række af deres Modifi- kationer i en enkelt Formation.

I Overordentlig mange af Arkipelagets Saltvandsbeboere findes nu Tusinder af Mil udenfor dettes Grænser, og ved Analogi føres man ganske simpelt til den Tro, at det hovedsagelig vilde være disse videst udbredte Arter (skønt kun nogle af dem), der oftest vilde frembringe nye Varieteter, og disse Varieteter vilde i Begyn- delsen i Almindelighed være lokale eller indskrænkede til en enkelt Plet, men dersom de i en eller anden Henseende var bestemt hel- digt stillede, eller naar de var bleven videre modificerede og for- bedrede, vilde de udbrede sig langsomt og afløse deres Stamformer.

[page] X

320

Naar saadanne Varieteter vendte tilbage til deres gamle Hjem, vilde de, i Overensstemmelse med de Principper, som mange Palæonto- loger følger, blive regnede for nye og bestemt adskilte Arter, fordi de vilde afvige fra deres tidligere Tilstand paa en temmelig ensartet Maade, endskønt maaske i en yderst ringe Grad, og fordi de vilde blive fundet indlejrede i lidt forskellige Lag af den samme Forma- tion.

Dersom der da er nogen Sandhed i disse Bemærkninger, har vi ingen Ret til at vente, i vore geologiske Formationer, at finde utal- lige fine Overgangsformer, der ifølge vor Teori har forbundet alle de uddøde og nulevende Arter af samme Gruppe til en lang og for- grenet Kæde af Liv. Vi burde kun vente at finde nogle faa Led, hvad vi virkelig ogsaa finder — nogle fjernere, nogle nærmere ved hinanden, og disse Led, lad dem være aldrig saa nær ved hinanden, vilde, dersom de blev fundet paa forskellige Trin af den samme For- mation, af mange Palæontologer blive regnet for bestemt adskilte Arter. Men jeg tilstaar, at jeg aldrig vilde have faaet Mistanke, om, hvor fattig vor Viden i de bedst bevarede geologiske Sektioner var, havde ikke Manglen af utallige Mellemformer mellem de Arter, som levede i Begyndelsen og Slutningen af hver Formation, tynget saa haardt paa min Teori.

Om den pludselige Tilsynekomst af hele Grupper af beslægtede Arter.

Den abrupte Maade, paa hvilken hele Grupper af Arter pludselig viser sig i visse Formationer, er af forskellige Palæontologer, f. Eks. Agassiz, Pietet og Sedgwick, bleven fremført som meget farlig for Troen paa Arternes Foranderlighed. Dersom talrige Arter, der hører til de samme Slægter eller Familier, virkelig var styrtet ind i Livet paa engang, saa vilde en saadan Kendsgerning være farlig for en Teori, der hævder Nedstamning i Forbindelse med en af Kvalitets- valget bevirket langsom Modifikation. Thi Udviklingen af en Gruppe af Former, der alle nedstammer fra en eller anden Stamform, maa have været en yderst langsom Proces, og Stamformerne maa have levet lange Tider før deres modificerede Efterkommere. Men vi overvurderer stadig den geologiske Fuldkommenhed og slutter fejl- agtigt, fordi visse Slægter og Familier ikke er fundet neden under

[page] 321

et vist Lag, at de ikke eksisterede før de nævnte Lag. I alle Tilfælde kan man ganske stole paa positive palæontologiske Beviser, nega- tive Beviser er aldeles værdiløse, som Erfaringen saa ofte har vist. Vi forglemmer stadig, hvor stor Verden er i Sammenligning med de Strøg, hvor de geologiske Formationer er bleven omhyggelig un- dersøgt. Vi glemmer, at Grupper af Arter kan have eksisteret længe andet Steds og langsomt have mangfoldiggjort sig, førend de ind- vandrede til Evropas og de forenede Staters gamle Arkipelager. Vi tager ikke tilbørligt Hensyn til de enorme Tidsmellemrum, som er henrundet mellem vore paa hinanden følgende Formationer — Tids- rum, der maaaske i mange Tilfælde var længere end de, der ud- fordres til at at ophobe de enkelte Formationer. Disse Mellemrum vil have givet Arten Tid til at mangfoldiggøre sig fra en eller nogle faa Stamformer, og i den paafølgende Formation vil saadanne Grup- per af Arter vise sig som pludselig skabt.

Jeg maa her minde om en tidligere Bemærkning, den nemlig, at der kunde udfordres lange Tider til at lempe en Organisme efter en eller anden ny og ejendommelig Levemaade, f Eks. den at flyve gen- nem Luften, og at som en Følge heraf Overgangsformerne ofte læn- ge vilde være indskrænkede til en eller anden bestemt Egn; men naar denne Lempelse engang var afstedkommet og nogle faa Arter Saaledes var bleven gunstigere stillede end andre Organismer, saa behøvedes der kun en sammenlignelsesvis kort Tid til at frembringe mange forskellige Former, der vilde spredes hurtigt og vidt omkring i Verden. Professor Pietet kan i sin udmærkede Anmeldelse af dette Værk, der, hvor han taler om tidlige Overgangsformer og tager Fuglene som Eksempel, ikke se, hvorledes de paa hinanden følgende Modifikationer af Forlemmerne hos en antagen Stamform paa no- gen Maade kan have været til nogen Fordel. Men se til Sydhavets Pingviner, har ikke disse Fugle deres Forlemmer næsten nøjag- tig i en saadan Mellemtilstand, at de er „hverken virkelige Arme eller virkelige Vinger" ? Dog holder disse Fugle sejrrigt deres Plads i Kampen for Tilværelsen, thi de findes i et uendelig stort Antal og i mange Arter. Jeg antager ikke, at vi her ser de Overgangstilstande, som Fuglevingerne virkelig har gennemgaaet; men hvad særlig Van- skelighed er der i at tro paa, at det kunde gavne Pingvinens modifi- cerede Efterkommere først at blive i Stand til at flagre henad Van- Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                       21

[page] X

322

dets Overflade ligesom den tykhovede And og sluttelig at hæve sig fra dets Overflade og glide hen gennem Luften?

Jeg vil nu nævne nogle faa Eksempler som Illustrationer til de foregaaende Bemærkninger og for at vise, hvor tilbøjelige vi er til at begaa den Fejltagelse at antage, at hele Grupper af Arter pludse- lig er bleven frembragt. Selv i Løbet af et saa kort Tidsrum som det, der ligger mellem første og anden Udgave af Pietets store Værk om Palæontologi — udkommet i 1844—46 og 1853—57 — er Me- ningerne om de forskellige Dyregruppers første Tilsynekomst og. Forsvinden bleven betydeligt modificerede, og en tredje Udgave vilde atter behøve Forandringer. Jeg maa minde om den velbekendte Kendsgerning, at det altid i geologiske Afhandlinger, der udkom for ikke mange Aar siden, blev sagt at Pattedyrene var kommen pludse- ligt i Begyndelsen af de tertiære Lag. Og nu hører en af de paa Grund af deres Tykkelse rigeste Ophobninger af fossile Pattedyr til Midten af den sekundære Række, og virkelige Pattedyr er ble- ven opdagede i den nye røde Sandsten, der næsten er fra Begyndel- sen af denne store Række. Guvier plejede at hævde, at der ingen Aber fandtes i de tertiære Lag, men nu er der bleven opdaget uddøde Arter i Indien, Sydamerika og Evropa, helt tilbage i Miocen- tiden. Havde det ikke været for den mærkelige Hændelse, at Fod- sporene var bleven bevarede i de forenede Staters røde Sandsten, hvem vilde saa have dristet sig til at antage, at der foruden Kryb- dyr eksisterede ikke mindre end 30 Slags Fugle, deriblandt nogle af gigantisk Størrelse, i den Periode? Thi ikke saa meget som en Bensplint er bleven fundet i disse Lag. Uagtet Antallet af Led, som findes paa disse fossile Aftryk, svarer til Antallet af Led i de enkelte Tæer af de nulevende Fugles Fødder, saa er der dog nogle For- fattere, der tvivler om, hvorvidt de Dyr, der har efterladt disse Af- tryk, virkelig var Fugle. Indtil for ganske nylig kunde disse Forfat- tere have hævdet, og nogle har ogsaa hævdet, at den hele Fugle- klasse kom pludselig ind i Tilværelsen i Eeocenperioden; men nu ved vi, med Professor Owen som Hjemmelsmand, at der ganske vist levede en Fugl, dengang det øvre Grønsand aflejredes, og endnu senere er den mærkelige Fugl, som man har givet Navn af Archæop- teryx, og som har en lang Salamanderhale, hvor der er et Par Fjer paa hvert Led, og som har sine Vinger forsynede med to frie Kløer, bleven opdaget i Solenhofens Oolith-Skifer. Der er næppe nogen af

[page] 323

de nyere Opdagelser, der mere kraftigt end denne viser, hvor lidet vi endnu kender til Verdens tidligere Beboere.

Jeg kan nævne et andet Eksempel, som, fordi det er foregaaet lige for mine Øjne, har slaaet mig meget. I en Afhandling om fos- sile siddende Snerlefødder hævdede jeg, fordi der var et saa stort Antal af uddøde og tertiære Arter, fordi mange Arters Individer forekommer i en saa overordentlig stor Overflødighed den hele Ver- den over, lige fra de arktiske Regioner til Ækvator og paa de for- skelligste Dybder, lige fra 50 Favne og til den øvre Flodgrænse; fordi Eksemplarerne er bevarede paa en saa fuldkommen Maade i de ældste tertiære Lag, fordi de er saa lette at kende, selv om der ikke er mere end Brudstykke af en Skal tilbage; af alle disse Grun- de hævdede jeg, at havde der eksisteret siddende Snerlefødder i den sekundære Periode, saa vilde de ganske vist være bleven bevarede og opdagede, og da ikke en eneste Art den Gang var bleven opdaget i den Tids Lag, saa sluttede jeg deraf, at denne store Gruppe var bleven udviklet pludselig i Begyndelsen af Tertiærtiden. Dette var en slem Forlegenhed, jeg var kommen i, idet der her, som jeg tænkte, var bleven givet et Eksempel mere paa pludselig Tilsyne- ladelse af en stor Gruppe Arter. Men mit Værk var næppe kommen ud, før en dygtig Palæontolog Hr. Bosquet sendte mig en Tegning af et vel vedligeholdt Eksemplar af en umiskendelig siddende Snerle- fod, som han selv havde fundet i belgisk Kalk. Og ligesom for at gøre Tingen saa slaaende som mulig var denne siddende Snerlefod en Chthamalus, en meget almindelig, stor og alle Steder forekom- mende Slægt, af hvilken der endnu ikke er bleven fundet et eneste Eksemplar i noget som helst tertiært Lag. Vi ved nu altsaa bestemt, at siddende Snerlefødder eksisterede i den sekundære Periode, og disse Snerlefødder kan have været Stamfædrene til de mange ter- tiære og nulevende Arter.

Det Eksempel paa tilsyneladende pludselig Fremkomst af en hel Artsgruppe, som hyppigst fremføres af Palæontologerne, er Ben- fiskenes (Teleostei) Fremkomst i Kridtperiodens nedre Lag. Denne Gruppe indeslutter det store Flertal af de nulevende Arter. For nylig har Professor Pietet ført deres Tilværelse et Trin længere tilbage, og nogle Palæontologer tror, at visse meget ældre Fisk, hvis Plads i Systemet endnu er meget usikker, i Virkeligheden er Benfisk. An- tager vi imidlertid, at hele Gruppen, Saaledes som Agassiz hævder,

21*

[page] 324

viste sig ved Begyndelsen af Kridtformationen, vilde dette ganske vist være i høj Grad mærkeligt; men jeg kan ikke indse, at det vilde være en uoverstigelig Hindring for denne Teori, med mindre man ligeledes kunde vise, at Arterne af denne Gruppe fremkom pludselig og samtidig den hele Verden over i denne samme Periode. Det er næsten overflødigt at bemærke, at der næppe kendes nogen fossil Fisk Sønden for Ækvator, og blader man Pietets Palæontologi igennem, vil man se, at meget faa Arter kendes fra forskellige evro- pæiske Formationer. Nogle faa Fiskefamilier forekommer nu paa et indskrænket Territorium; Benfiskene kunde tidligere have haft en lignende begrænset Forekomst og efter at være bleven i høj Grad udviklet i et eller andet Hav have udbredt sig vidt omkring. Vi har jo heller ikke nogen Ret til at antage, at Havene altid har været saa aabne fra Syd til Nord, som de nu er. Selv den Dag i Dag vilde, dersom det malayiske Arkipelag blev forvandlet til Land, de tropiske Dele af det indiske Ocean danne et stort og fuldkomment indesluttet Bassin, i hvilket en hvilken som helst stof Gruppe af Havdyr kunde mangfoldiggøre sig, og her vilde de forblive indeluk- kede, indtil nogle af Arterne blev lempede efter et køligere Klima og blev i Stand til at gaa omkring Afrikas eller Avstraliens Syd- spidser og derved naa hen til andre fjerne Have.

Paa Grund af disse Betragtninger, paa Grund af vor Uvidenhed om de Landes Geologi, der ligger udenfor Evropas og de forenede Staters Grænser, og paa Grund af den Revolution, der er frembragt i vor palæontologiske Viden ved de sidste ti—tolv Aars Opdagelser, synes det mig at ville være omtrent lige saa dristigt at dogmatisere over den Maade, paa hvilken de organiske Former har fulgt paa hin- anden her i Verden, som det vilde være, om en Naturforsker gik i Land en fem Minutters Tid paa et goldt Sted i Avstralien og saa gav sig til at tale vidt og bredt om dets Frembringelsers Antal og Ud- bredelse.

Om den pludselige Tilsynekomst af Grupper af beslægtede Arter i de nederste fossilførende Lag, man kender.

Der er en anden og beslægtet Vanskelighed, som er langt alvor- ligere. Jeg hentyder til den Maade, paa hvilken mange Arter fra flere af Dyrerigets Hovedafdelinger pludselig kommer til Syne i de

[page] 325

laveste fossilførende Lag, man kender. De fleste Argumenter, som har overbevist mig om, at alle de eksisterende Arter af den samme Gruppe nedstammer fra en enkelt Stamform, kan anvendes med næsten samme Styrke overfor de tidligst kendte Arter. Det kan f. Eks. ikke betvivles, at jo alle de siluriske Trilobiter*) nedstam- mer fra et eller andet Krebsdyr, som maa have levet længe før den siluriske Tid, og som sandsynligvås afveg meget fra alle de Dyr, man kender. Nogle af de ældste siluriske Dyr som: Nautilus, Lin- gula**) osv. afviger ikke meget fra nulevende Arter, og det kan ikke efter vor Teori antages, at disse gamle Arter var Stamformer for alle de Arter af den samme Gruppe, som senere er kommen til Syne, thi de har paa ingen Maade Karakter af Mellemformer.

Som en Følge heraf er det, dersom Teorien er sand, uomtviste- ligt, at før de laveste siluriske eller cambriske Lag blev aflejrede, hengik der lange Perioder, lige saa lange eller sandsynligvis meget længere end der er fra den cambriske Periode til den Dag i Dag, og i disse lange Tider vrimlede Verden af levende. Skabninger. Her møder vi en frygtelig Indvending, thi det synes tvivlsomt, hvorvidt Jorden længe nok har været i en Tilstand, der gjorde den skikket til at bebos af levende Skabninger. Hr. W. Thompson mener, at Jordskorpens Stivnen næppe kan være foregaaet for mindre end tyve eller for mere end fire hundrede Millioner Aar siden, men sandsynligvis ikke for mindre end otte og halvfemsindstyve eller mere end to hundrede Millioner Aar siden. Disse meget vide Græn- ser viser, hvor tvivlsomt det er, og der kunde jo maaske ogsaa komme andre Ting med ind i Beregningen. Hr. Croll regner, at der er gaaet omtrent tresindstyve Millioner Aar siden den cam- briske Periode, men dette synes, naar man ser hen til det ringe Beløb af organisk Forandring, der er foregaaet siden Istidens Be- gyndelse, at være en meget kort Tid for de mange og store Foran- dringer af Livet, som visselig er indtraadt siden den cambriske For- mation, og de forudgangne hundrede og fyrretyve Millioner Aar kan næppe anses for tilstrækkelige til Udviklingen af de forskellige Livsformer, der ganske vist eksisterede henimod Slutningen af den cambriske Periode.

*) Trilobiter er Sraaakrebs, der nærmest er beslægtede med de nu- levende Dolkhaler.                                                                  O. A. **) Meget lavtstaaende Bløddyr med hornagtig Skal. O. A.

[page] 326

Paa det Spørgsmaal, hvorfor vi ikke finder rige fossilførende Aflejringer, der tilhører hine antagne tidligere Perioder, kan jeg ikke give noget tilfredsstillende Svar. Flere fremragende Geologer, med Hr. R. Murchison i Spidsen, var indtil for nylig overbeviste om, at vi i de laveste siluriske Lags organiske Levninger saa Livets første Gruppe. Andre højst kompetente Dommere som Lyell og E. Forbes har bestridt denne Paastand. Vi burde ikke glemme, at kun en lille Del af Verden kendes nogenlunde nøje. For ikke længe siden føjede Hr. Barrande et andet og lavere Lag, der vrimlede af nye og ejendommelige Arter, til, neden under det gamle siluriske System. Levninger af forskellige Former er ogsaa bleven opdagede i Longmynd-Gruppen*) under Barrandes Primodialbælte, som nu deles i to Etager, der danner det nedre cambriske System. Tilstede- værelsen af fosfatiske Knolde og et Jordbeg lignende Stof i nogle af de laveste azoiske Lag tyder sandsynligvis paa, at der har været Organismer til i denne Periode. Men nu er den store Opdagelse af Eozoon i den lavrentiske Formation i Kanada bleven gjort, thi efter at have læst Dr. Carpenters Beskrivelse af denne mærkværdige Fossil, er det næppe muligt at tvivle om dens organiske Natur. Der er tre store Rækker af Lag neden under det siluriske System i Ka- nada, og i det laveste af disse blev Eozoon fundet, og Hr. W. Logan siger, at disse Lags „samlede Tykkelse rimeligvis langt overgaar alle de efterfølgende Lag lige fra Grunden af de palæozoiske Lag til Nutiden. Vi føres Saaledes tilbage til en Periode, der er saa fjern, at Fremkomsten af Barrandes saakaldte Primodialfavna kan betragtes som en temmelig ny Hændelse." Eozoon hører til den lavest organi- serede af alle Dyreklasser, men i Forhold til sin Klasse er den meget fuldkomment organiseret. Den levede i uhyre Antal og nærede sig, som Dr. Dawson har bemærket, ganske vist af andre smaa organi- ske Væsener, som maa have forekommet i stor Mængde. Saaledes er de Ord, som jeg skrev i 1859 om de store Perioder, der rimelig- vis var hengaaet førend det cambriske System, næsten de samme, som Hr. W. Logan siden har brugt. Ikke desto mindre er Vanske- ligheden ved at give nogen god Grund for Manglen paa store Dyn- ger af fossilrige Lag neden under de øvre cambriske Formationer

*) Det cambriske Systems Underlag. Det bestaar af Skifer og Sandsten.

O. A.

[page] 327

meget stor. Det er ikke sandsynligt, at de ældste Lag ganske er bleven slidt bort ved Denudation, eller at deres Fossilier er bleven ganske tilintetgjort ved Metamorflsme, thi dersom dette havde været Tilfældet, saa skulde vi kun have fundet faa Levninger efter de i Alder nærmest paafølgende Formationer, der ogsaa da maatte fore- findes i en delvis metamorfoseret Tilstand. Men de Beskrivelser, vi har af de siluriske Aflejringer over umaadelige Strækninger i Rus- land og Nordamerika, støtter ikke den Antagelse, at jo ældre en Formation er, desto mere har den altid lidt af Denudation og Meta- morfisme.

Sagen maa for Øjeblikket forblive uforklaret og kan virkelig bruges som et kraftigt Argument mod den Betragtningsmaade, der her er gjort gældende. For at vise, at den senere dog maaske kunde forklares, fremsætter jeg følgende Hypotese. Af den Natur, som de organiske Væsener, der ikke synes at have levet paa store Dyb- der, og hvis Levninger findes i Evropas og de forenede Staters for- skellige Formationer, har, af den Mængde af Aflejring, der har Miles Mægtighed, og af hvilke Formationerne er dannede, kan vi slutte, at lige fra Begyndelsen til Slutningen maa der i Nærheden af Evropas og Nordamerikas Kontinenter have været store Øer eller andre Landstrækninger, hvorfra Aflejringsmassen kom. Men vi ved ikke, hvilken Tingenes Tilstand da var i Mellemrummene mellem de paa hinanden følgende Formationer, om Evropa og de forenede Stater i disse Mellemrum eksisterede som tørt Land eller som under- søiske Kyststrækninger, paa hvilke der intet aflejredes, eller som Bunden af et aabent og umaadelig dybt Hav.

Ser vi hen til de nu forekommende Have, der har tre Gange saa stor Udstrækning som Landet, finder vi, at de er fyldt med mange Øer, men ikke en eneste oceanisk 0 (Ny-Zeeland undtaget, hvis det forøvrigt kan kaldes en virkelig oceanisk 0), kender man, som frembyder, om det saa kun var en Levning af palæozoisk eller sekundær Formation. Deraf kan vi maaske slutte, at der under de palæozoiske og sekundære Perioder hverken eksisterede Fastlande eller Fastlandsøer dér, hvor vore Have nu findes; thi havde der eksisteret Øer eller Fastlande dér, saa vilde der, efter al Sandsyn- lighed, ved Aflejringsstof, der var taget fra dem, være bleven dan- net palæozoiske og sekundære Formationer, og disse vilde i det mindste delvis være bleven løftet ved de Niveauforandringer, som

[page] 328

maa have forekommet i disse uhyre lange Perioder. Dersom vi da kan slutte noget af disse Kendsgerninger, saa er det det, at dér, hvor vore Have nu findes, dér har der været Have lige fra de fjer- neste Tider, om hvilke vi har nogen Anelse, og paa den anden Side, at dér, hvor Fastlandet nu rindes, dér har der været Landstræk- ninger, uden Tvivl udsat for store Niveauforandringer lige siden den første siluriske Periode. Det kolorerede Kort, der følger med min Bog om Koralrevene, fik mig til at drage den Slutning, at de store Oceaner endnu stadig er Sænkningsstrøg, de store Arkipelager endnu Scenen for skiftende Niveauforandringer og Fastlandene Strøg, der hæves. Men vi har ingen Grund til at antage, at det alt- sammen har været Saaledes lige fra Verdens Begyndelse. Vore Fastlande synes hovedsagelig at være opstaaet derved, at Hæv- ningen under de mange Niveauforandringer har haft Overvægten; men kan ikke de Steder, hvor Hævningen eller Sænkningen har Overvægten, have byttet Rolle i Tidernes Løb? Paa en Tid, der laa længe før den siluriske Tid, kan der have eksisteret Fastlande dér, hvor der nu er Oceaner, og der kan have været store aabne Ocea- ner dér, hvor vi nu har Fastland. Man vilde nu imidlertid ikke være berettiget til at antage, at f. Eks. det stille Oceans Bund, dersom det skulde blive omdannet til et Fastland, vilde frembyde Aflejrings- formationer i en saadan Tilstand, at man kunde kende Levningerne fra Tider, der var ældre end de siluriske Lag, thi det kunde godt hænde, at Lag, som rykkede Jordens Midtpunkt nogle Mil nærmere, og som var bleven tyngede af det ovenover liggende Vands umaade- lige Vægt, kunde have lidt langt mere af Metamorfisme end Lag, der altid har været nærmere ved Overfladen. De uhyre Stræk- ninger, der i nogle Dele af Verden, f. Eks. i Sydamerika, findes af nøgne metamorfe Klipper, der maa være bleven glødede under stort Tryk, har altid forekommet mig at fordre en særegen Forklaring, og vi kan maaske antage, at vi i disse store Strækninger ser de mange Formationer, der var til længe før den siluriske Tid, i en fuldkom- men metamorfoseret og blottet Tilstand.

De forskellige Vanskeligheder, der her er omtalt — den Kends- gerning, at, endskønt vi i vore geologiske Formationer finder mange Mellemled mellem de Arter, som nu eksisterer, og som tidligere eksisterede, saa finder vi dog ikke utallige fine Overgangsformer, der knytter dem nær til hinanden allesammen; endvidere den

~\

[page] 329

pludselige Maade, paa hvilken adskillige Grupper af Arter for første Gang viser sig i de evropæiske Formationer, og endelig det at der for Øjeblikket, saa vidt vi ved, næsten ganske mangler fossilrige Formationer under de cambriske Lag — er alle utvivlsomt af den alvorligste Natur. Vi ser dette i den Kendsgerning, at de mest frem- ragende Palæontologer, nemlig Cuvier, Agassiz, Barrande, Pietet, Falconer, E. Forbes o. fl. og alle vore største Geologer som Lyell, Murchison, Sedgwick o. fl. ofte enstemmigt paa det stærkeste har hævdet Arternes Uforanderlighed. Men Hr. Charles Lyell støtter nu ved sin store Autoritet den modsatte Anskuelse, og de fleste andre Geologer og Palæontologer er bleven meget rystede i deres tidligere Tro. De, som tror, at den geologiske Viden er nogenlunde fuld- kommen, vil utvivlsomt ganske og aldeles forkaste Teorien. Jeg for min Del, jeg ser, for at bruge et Billede af Lyell, paa den geo- logiske Viden som paa en Verdenshistorie, der er ufuldstændig og skreven i en skiftende Dialekt; af denne Historie ejer vi det sidste Bind alene, der kun handler om to eller tre Lande. Af dette Bind er der atter kun hist og her blevet bevaret et kort Kapitel og af hver Side nu og da kun nogle faa Linier. Hvert Ord i det langsomt skiftende Sprog, der er mere eller mindre forskelligt i de paa hin- anden følgende Kapitler, kan repræsentere de Livsformer, som er begravede i de paa hinanden følgende Formationer, og som falske- lig synes os at være fremkommen pludseligt. Har man dette Syn paa Sagen, saa bliver de ovenfor omtalte Vanskeligheder meget, meget mindre, ja man kan endogsaa sige, at de forsvinder.

[page] TIENDE KAPITEL

Om de organiske Væseners Rækkefølge i de geologiske Lag.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt kommer til Syne — Om at de forandrer sig ulige meget — Arter, der en Gang er forsvundet, kom- mer ikke til Syne igen — Grupper af Arter følger de samme almindelige Love, hvad deres Forsvinden og Kommen til Syne angaar, som de enkelte Arter — Om Uddøen — Om at Organismerne forandrer sig næsten sam- tidigt den hele Verden igennem — Om de uddøde Arters indbyrdes Slægt- skab og deres Beslægtethed med de nulevende Arter — Om gamle For- mers Udviklingstrin — Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor de samme Strøg — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt kommer til Syne.

Lad os nu se, om de forskellige Kendsgerninger og Love, der har Hensyn til det, at de organiske Væsener i de geologiske Lag følger efter hinanden, stemmer bedst overens med den almindelige Tro, at Arterne er uforanderlige, eller dermed, at de er bleven modificerede langsomt og trinvis ved Nedstamning og Kvalitetsvalg.

Nye Arter er kommen ganske langsomt, den ene efter den anden, baade til Lands og til Vands. Lyell har vist, at det, hvad dette Punkt angaar, næsten er umuligt andet end at blive overbevist af de for- skellige tertiære Etager; og hvert Aar søger at udfylde de tomme Rum mellem Etagerne og at gøre Gennemsnitstallet af de forsvundne og nye Former mere ligeligt. I nogle af de nyeste Lag, endskønt de utvivlsomt er meget gamle, dersom man maaler dem ved Aar, er kun en eller to Arter uddøde, og kun en eller to er nye og fore- kommer der enten for første Gang paa den Lokalitet, eller, saavidt vi ved, for første Gang i Verden. De sekundære Formationer er mere usammenhængende, men, som Bronn har bemærket, er de

1

[page] 331

mange uddøde Former, der er indlejrede i hver Formation, hverken kommen til Syne eller forsvundet samtidigt i dem alle.

Arter af forskellige Slægter og Klasser har hverken forandret sig lige hurtigt eller lige stærkt. I de ældste tertiære Lag kan man endnu finde nogle faa nulevende Arter mellem en Mængde uddøde Former. Falconer har givet et slaaende Eksempel paa et lignende Forhold, idet han nemlig fortæller, at en nulevende Krokodil fore- kommer sammen med mange uddøde Pattedyr og Krybdyr i de sub- himalayiske Aflejringer. Den siluriske Lingula afviger kun lidet fra den nulevende Art af denne Slægt, medens de fleste andre siluriske Bløddyr og alle Krebsdyrene har forandret sig i høj Grad. Land- jordens Frembringelser synes at forandre sig hurtigere end Havets; herpaa har man nylig set et slaaende Eksempel i Schweiz. Der er nogen Grund til at tro, at Organismer, der staar højt i Systemet, hurtigere forandrer sig end de, der staar langt nede, endskønt der er Undtagelser fra denne Regel. Totalsummen af organisk Foran- dring er, som Pietet har bemærket, ikke.den samme i hver af de paa hinanden følgende Formationer, (som man har kaldt dem). Dersom vi imidlertid sammenligner hvilke som helst (dog ikke de aller nær- mest beslægtede) Formationer, vil vi finde, at alle Arterne har undergaaet nogen Forandring. Naar en Art engang er forsvunden fra Jordens Overflade, saa har vi ingen Grund til at tro, at den selv samme Form nogensinde vil komme igen. Noget, der nærmest kunde synes at danne en Undtagelse fra denne Regel, er Barrandes saakaldte „Kolonier", der dannes af Arter, som en Tidlang skyder ind i de ældre Formationer og Saaledes lader den tidligere eksiste- rende Fauna komme til Syne igen; men Lyell's Forklaring, at dette maa være Tilfælde af midlertidig Udvandring fra en bestemt geo- grafisk Provins, synes mig tilfredsstillende.

Disse forskellige Kendsgerninger stemmer godt overens med min Teori, der ikke forudsætter nogen fast Udviklingslov, som faar alle et Strøgs Indbyggere til at forandre sig, pludseligt eller sam- tidigt eller lige meget. Modifikationsprocessen maa være langsom og vil i Almindelighed kun paavirke nogle faa Arter samtidig; thi den enkelte Arts Variabilitet er ganske uafhængig af alle de andres. Om saadanne Varieringer eller individuelle Forskelligheder, - som maatte opstaa, vil blive samlede af Kvalitetsvalget stærkere eller svagere og derved komme til at foraarsage et større eller mindre

[page] 332

Beløb af permanent Modifikation, vil være afhængig af mange ind- viklede Betingelser: — af det, om Varieringerne er af en heldig Beskaffenhed, af Krydsningen, af Landets langsomt skiftende fysi- ske Betingelser, af Indvandring af nye Kolonister og af den Natur, som de andre Beboere, med hvilke den varierende Art kommer til at kæmpe, har. Derfor er det paa ingen Maade forbavsende, at en Art kan beholde den selv samme Form meget længere end andre, eller at den, dersom den forandrer sig, gør det i en ringere Grad. Vi finder, at der er lignende Forhold til Stede mellem Beboerne af forskellige Lande, Saaledes er Madeiras Landsnegle og Biller kom- men til at afvige betydeligt fra deres nærmeste Slægtninge paa Evropas Fastland, medens Havsneglene og Søfuglene er forbleven uforandrede. Vi kan maaske forstaa dette, at det tilsyneladende gaar hurtigere med Forandringerne hos Landfrembringelser og hos højere organiserede Frembringelser i Sammenligning med saadanne, som enten tilhører Havet eller er lavere stillede, Saaledes: at de højere Væsener staar i et mere indviklet Forhold til deres organiske og uorganiske Livsbetingelser, som det i et tidligere Kapitel er sagt. Naar mange af et Strøgs Beboere er bleven modificerede og forbed- rede, saa kan vi forstaa, at paa Grund af Rivaliseringen og paa Grund af det højst vigtige Forhold mellem Organisme og Organis- me i Tilværelseskampen, vil'enhver Form, som ikke modificeres og forbedres noget, let komme til at blive udryddet. Heraf ser vi, hvorfor alle Arterne i den samme Egn tilsidst, naar vi tager Tid nok dertil, bliver modificerede, thi ellers vilde de blive udryddede.

Hos Medlemmer af samme Klasse er det gennemsnitlige Beløb af Forandring i Løbet af lange og ensartede Tidsperioder maaske saa omtrent det samme; men da Ophobningen af længe varende Formationer, der er rige paa Fossilier, er afhængig af at store Mas- ser er bleven aflejrede under en Sænkningsperiode, saa maa vore Formationer næsten nødvendigvis være bleven ophobede med store og uregelmæssige Afbrydelser; som en Følge heraf er det Beløb af organisk Forandring, som Fossilier, der er indlejrede i paa hinanden følgende Formationer, opviser, ikke det samme. Enhver Formation betegner Saaledes ikke, efter denne Maade at se Sagen paa, en ny og fuldstændig Skabelsesakt, men kun en tilfældig Scene, der er taget, saa at sige, paa Maa og Faa ud af et Drama med en evindelig skiftende Handling.

[page] 333

Vi kan let forstaa, hvorfor en Art, naar den engang er gaaet tabt, aldrig kommer igen, om saa end de selv samme Livsbetingel- ser, baade de organiske og de uorganiske, vendte tilbage. Thi end- skønt Afkommet af en Art kunde lempes (og dette har utvivlsomt fundet Sted i utallige Tilfælde) til at udfylde den Plads, som en anden Art indtager i' Naturens Husholdning og hvorved den altsaa vilde komme til at afløse den, saa vilde dog de to Former — den gamle og den nye — ikke være identiske; thi begge vilde, man kunde næsten sige afgjort, have arvet forskellige Karakterer fra deres bestemt adskilte Forfædre, og Organismer, der er forskellige, varierer paa forskellig Maade. Det er f. Eks. nok muligt at Due- elskerne, dersom alle Hugstjerter uddøde, kunde danne en ny Race, som næppe var til at skelne fra den nu eksisterende; men dersom Stamfaderen, Klippeduen, ligeledes var gaaet til Grunde — og vi har god Grund til at tro, at Stamformerne i Naturen almindeligt afløses og udryddes af deres forbedrede Afkom — saa er det utro- ligt at en Hugstjert, som var identisk med den nulevende Race, kunde dannes af en anden Dueart eller blot af en anden udpræget Husdue-Race; thi de paa hinanden følgende Varieringer vilde tem- melig sikkert være til en vis Grad forskellige og den nylig dannede Varietet vilde rimeligvis fra sin Stamform nedarve nogle karakteri- stiske Forskelligheder.

Grupper af Arter, d. v. s. Slægter og Familier, følger de samme Regler for Kommen til Syne og Forsvinden, som følges af de en- kelte Arter, idet de saa forandres mere eller mindre hurtigt og i større eller mindre Grad. Naar en Gruppe en Gang er forsvunden, kommer den aldrig n\ere til Syne, d. v. s. at dens Eksistens, saa længe den varer, er kontinuerlig. Jeg ved, at der tilsyneladende er nogle Undtagelser fra denne Regel, men de er forbavsende faa, saa faa, at E. Forbes, Pietet og Woodward (endskønt deres Anskuelser aldeles ikke stemmer med mine) indrømmer Reglens Sandhed, og den er i god Samklang med min Teori. Alle Arter af samme Gruppe, hvor længe den saa end har varet, er nemlig modificerede Efter- kommere af hinanden og af en eller anden fælles Stamform. I Slæg- ten Lingula f. Eks. maa de Arter, som efterhaanden er kommen til Syne i alle de forskellige Tider, have været sammenkædede i en ubrudt Række af Generationer lige fra de laveste siluriske Lag til den Dag i Dag.

[page] 334

Vi har i det sidste Kapitel set, at mange af en Gruppes Arter tilsyneladende pludselig optræder i Masse, og jeg har forsøgt at give en Forklaring af dette Forhold, der, hvis det virkelig er sandt, vilde være skæbnesvangert for min Synsmaade. Men saadanne Tilfælde er rene Undtagelser; den almindelige Regel er, at der er en jævn Tiltagen i Antal indtil Gruppen naar sit Maksimum, og saa er der igen, tidligere eller senere, en jævn Aftagen. Dersom Antallet af en Slægts Arter eller Antallet af en Families Slæg- ter tænkes fremstillet ved en lodret Linie af skiftende Tykkelse og som stiger op gennem de forskellige paa hinanden følgende Formationer, i hvilke Arterne findes, vil Linien undertiden fejl- agtig forneden synes at begynde, ikke i en fin Spids, men bredt; derefter tager den jævnt til i Tykkelse opad, idet den ofte et længere Stykke har samme Tykkelse, og sluttelig bliver den tyn- dere i de øvre Lag, hvorved det betegnes, at Arten aftager og endelig uddør. Det, at en Gruppes Arter gradvis tiltager i Antal, staar i den nøjeste Overensstemmelse med Teorien; thi Arterne af samme Slægt og Slægterne af samme Familie kan kun tiltage langsomt og trinvis. Modifikationsprocessen af et Antal af beslægtede Former er nemlig en langsom og stille fremad skri- dende Proces, idet en Art først frembringer to eller tre Varieteter, og disse saa bliver langsomt omdannede til Arter, der saa igen lige saa langsomt frembringer andre Varieteter og Saaledes videre frem, indtil Gruppen bliver stor, ligesom et Træ, der begynder med en enkelt Stamme og ender i en Skov af Grene.

Om Uddøen.

Vi har tidligere kun lejlighedsvis omtalt, at Arter og Grupper af Arter forsvinder. Efter Kvalitetsvalgsteorien staar gamle Formers Uddøen og Frembringelsen af nye og forbedrede Former nøje i Forbindelse med hinanden. Den gamle Forestilling, at alle Jordens Beboere blev fejet bort ved store Omvæltninger i de forskellige Perioder, er i Almindelighed opgivet, selv af saadanne Geologer som Elie de Beaumont, Murchison, Barrande o. A., hvis Synsmaade naturligt fører dem til denne Antagelse. Tværtimod, vi har, belært ved Studiet af de tertiære Formationer, god Grund til at tro, at Arter og Grupper af Arter gradvis forsvinder en for en, først et Sted fra, saa et andet Sted fra, og endelig gaar helt ud af Tilværelsen. Imid-

[page] 335

lertid maa Uddøningsprocessen i nogle faa Tilfælde have haft me- gen Fart, f. Eks. ved Gennembrudet af en Landtunge, hvormed der følger, at en Masse ny Beboere styrter ind i et tilstødende Hav, eller naar en 0 dukker under. Baade enkelte Arter og hele Grupper af Arter er i høj Grad forskellige med Hensyn til Varighed, nogle Grupper har, som Vi har set, levet fra den tidligste Livsgry vi ken- der og til den Dag i Dag, andre er forsvundet før Slutningen af den palæozoiske Periode. Ingen fast Lov synes at afgøre, hvor lang Tid de enkelte Arter og enkelte Slægter skal holde sig. Der er Grund til at tro, at Udryddelsen af en hel Gruppe Arter i Almin- delighed gaar langsommere for sig end deres Frembringelse. Der- som man betegner deres Kommen til Syne og Forsvinden som før ved en lodret Linie af forskellig Tykkelse, saa vil man finde, at Linien i dens øvre Del, som betegner Uddøningen, aftager mere gradvis i Tykkelse end i dens nederste Del, som betegner Arternes første Tilsynekomst og tidligste Tiltagen. I nogle Tilfælde har imid- lertid Uddøningen af hele Grupper været vidunderlig pludselig, Saaledes som det var. Tilfældet med Ammohites hen imod Slutningen af den sekundære Periode.

Arternes Uddøen har uden Grund været nedsænket i det hem- melighedsfuldeste Mørke. Nogle Forfattere har endogsaa antaget, at ligesom Individet har en bestemt Levetid, Saaledes har Arten det ogsaa. Ingen kan have undret sig mere over Arternes Uddøen end jeg. Da jeg i La Plata fandt en Hestetand indlejret sammen med Levninger af Mastodon, Megatherion,*) Toxodon og andre uddøde Uhyrer, som alle levede samtidig med en endnu levende Konkylie fra en meget sen geologisk Periode, blev jeg opfyldt af Forbavselse; thi da jeg saa hvorledes Hesten, siden den af Spanierne blev ind- ført til Syd-Amerika, har forvildet sig over hele Strøget og har for- øget sit Individantal med en Hurtighed, hvortil der ikke haves Mage, saa spurgte jeg mig selv, hvad det kunde være der saa ny- ligt havde udryddet den tidligere Hest under Livsbetingelser, der tilsyneladende var saa gunstige. Min Forbavselse var imidlertid ugrundet. Professor Owen bemærkede snart, at Tanden, skønt den meget lignede den nulevende Hests Tænder, havde tilhørt en uddød

*) Mastedon, nær beslægtet med Elefanten, Megatherion, en Slags gigan- tisk Dovendyr.                                                                              O. A.

[page] 336

Art. Havde denne Hest endnu været i Live, men nogenlunde sjæl- den, saa vilde ingen Naturforsker have været det mindste forbavset over dens Sjældenhed, thi der er saa mangfoldige Arter af alle mulige Klasser i alle mulige Lande, der er sjældne. Naar vi spørger os selv, hvorfor denne eller hin Art er sjælden, har vi det staaende Svar, at der er noget i dens Livsbetingelser, som er uheldigt; men hvad dette noget er, kan vi næppe nogensinde angive. Naar vi an- tog, at den fossile Hest endnu levede som en sjælden Art, saa kunde vi have været overbevist om, efter Analogi med alle andre Patte- dyr, selv med Elefanten, der formerer sig saa langsomt, og med den tamme Hests Naturalisationshistorie i Syd-Amerika, at den under mere gunstige Betingelser i overordentlig faa Aar vilde have fyldt hele Landet. Men vi kunde ikke have sagt, hvilke de ugunstige Betingelser var, som standsede dens Tiltagen og heller ikke kunde vi sige, om det var en eller flere Omstændigheder, lige saa lidt som til hvilken Tid af Hestens Liv og i hvilken Grad de hver for sig virkede. Dersom Betingelserne var bleven ved, om end aldrig saa langsomt, at blive mindre og mindre gunstige, saa vilde vi ganske sikkert ikke have lagt Mærke til denne Kendsgerning, skønt den fossile Hest ganske vist vilde være bleven sjældnere og sjæld- nere og sluttelig udryddet — idet en eller anden heldigere Med- bejler vilde have taget dens Plads,

Det er højst vanskeligt altid at erindre, at enhver Skabnings Tilvækst stadig hindres af ubekendte fjendtlige Virksomheder; og at disse samme ubekendte Virksomheder er mer end nok til at vol- de Sjældenhed og sluttelig Uddøen. Saa lidt har man begrebet dette, at jeg gentagne Gange har hørt Folk udtrykke deres Forbavselse over, at saadanne store Uhyrer som Mastodon og de endnu ældre Dinosaurier *) er bleven udryddede, ret som om blot og bar le- gemlig Styrke var det, der i Kampen for Tilværelsen bragte Sejr. I og for sig vilde et stort Legeme tværtimod i nogle Tilfælde, som Owen har bemærket, fremskynde Udryddelsen, fordi der fordredes en saa stor Mænde Føde. Før der boede Mennesker i Indien og Afrika, maa der have været et eller andet, der hindrede den der levende Elefant i stadig at tiltage i Antal. En overordentlig kom- petent Dommer, Dr. Falconer, tror, at det hovedsagelig er Insekter,

*) Indtil en Snes Alen lange Landøgler.

O. A.

[page] 337

som hindrer den indiske Elefant i dens Tiltagen ved uophørligt at plage den og holde den vaagen; og dette var ogsaa den Slutning, til hvilken Bruce i Abyssinien, for den afrikanske Elefants Ved- kommende, kom. Saa meget er vist, at Insekter og blodsugende Flaggermus har Indflydelse paa de større naturaliserede Pattedyrs Tilværelse i forskellige Dele af Sydamerika.

Vi ser i mange Tilfælde i de nyere tertiære Formationer, at Sjældenhed gaar forud for Uddøen, og vi ved, at det har været Gan- gen for de Dyrs Vedkommende, der er bleven udryddede lokalt eller fuldstændigt ved Menneskets Indvirkning. Jeg kan gentage, hvad jeg offentlig fremførte 1845, nemlig, at det at indrømme, at Arter i Almindelighed bliver sjældne førend de uddør, og ikke at undre sig over, at en Art bliver sjælden, men saa alligevel at blive i høje- ste Grad forbavset, naar den endelig forsvinder, det er ganske som at indrømme, at Sygdommen gaar forud for Døden og ikke at blive forbavset over, at et Individ bliver sygt, men at undre sig, naar det syge Menneske dør og fatte Mistanke om, at han kom af Dage ved en Voldsgerning.

Kvalitetsvalgsteorien hviler paa den Antagelse, at hver ny Va- rietet og sluttelig hver ny Art frembringes og holdes i Live derved, at den har nogle Fordele fremfor dem, med hvilke den kommer til at rivalisere og deraf følger uundgaaeligt, at de mindre heldigt stil- lede Former uddør. Det forholder sig paa samme Maade med Hus- dyr og dyrkede Planter: naar en ny og lidt forbedret Varietet er fremkommen, saa afløser den først de mindre forbedrede Varieteter i sin Nærhed; naar den er bleven meget forbedret, saa sendes den til nær og fjern, Saaledes som det er sket med Korthorns- Kvæget, og tager saa andre Racers Plads i andre Lande. Saaledes er Fremkomsten af nye Former og de gamle Formers Forsvinden, hvad enten de nu er naturligt eller kunstigt frembragt, nøje knyttede til hinanden. I Grupper, der er i Velmagt, har Antallet af nye specifikke Former, som er bleven frembragt indenfor en vis given Tid, rime- ligvis i nogle Perioder været større end Antallet af de gamle spe- cifikke Former, der er bleven udryddede; men vi ved, at Arterne ikke er bleven ved at tage til i det uendelige, i det mindste ikke i de senere geologiske Epoker, saa at vi, naar vi ser hen til senere Tider, kan tro, at Frembringelsen af nye Former har foraarsaget Uddøen af omtrent det samme Antal gamle Former.

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                    22

[page] 338

Rivaliseringen vil i Almindelighed være strengest, Saaledes som vi tidligere har udviklet og ved Eksempler oplyst det, mellem de Former som i alle Henseender ligner hinanden mest. Derfor vil de forbedrede og modificerede Efterkommere af en Art i Almindelig- hed foraarsage, at Stamarterne udryddes, og dersom mange nye Former er bleven udviklede af en eller anden Art, saa vil de nær- meste Slægtninge til denne Art, d. v. s. Arter af samme Slægt, være mest udsat for at uddø. Saaledes kommer, som jeg tror, et Antal nye Arter, der nedstammer fra een Art, d. v. s. en ny Slægt, til at afløse en gammel Slægt, som hører til den samme Familie. Men det maa ofte være hændet, at en ny Art, hørende til en eller anden Gruppe, har taget en Plads, som var besat af en Art, der hørte til en ganske anden Gruppe, og Saaledes voldt dens Død. Dersom der if den heldige Usurpator udvikles mange beslægtede Former, saa er der mange, der kommer til at rømme deres Pladser; og i Al- mindelighed vilde det være beslægtede Former,, der paa Grund "af at en eller anden arvelig Svaghed, der er fælles for dem, vilde bukke under. Men hvad enten det er Arter af samme eller en an- den Klasse, som har maattet afgive deres Pladser til andre modi- ficerede og forbedrede Arter, saa kan ofte nogle faa af de svagere blive bevarede en Tidlang, derved at de er lempede efter en eller anden ejendommelig Maade at leve paa eller derved, at de bebor fjerne og isolerede Lokaliteter, hvor de er bleven fri for streng Rivalisering. I det avstralske Hav lever f. Eks. endnu nogle Arter af Trigonia, en Snegle-Slægt, som var meget udbredt i de sekun- dære Formationer og nogle faa Medlemmer af den store og næsten uddøde Gruppe af Ganoider*) findes endnu i vore ferske Vande. Derfor er den fuldstændige Udryddelse af en Gruppe i Alminde- lighed, som vi har set, en langsommere Proces end dens Frem- bringelse.

Hvad angaar den tilsyneladende pludselige Udryddelse af hele Familier eller Ordener, Saaledes som Trilobiterne mod Slutningen af den palæozoiske Periode og Ammoniterne ved Slutningen af den sekundære Periode, maa vi mindes, hvad der tidligere er bleven sagt om, at der rimeligvis er store Mellemrum i Tid mellem de paa

*) Fisk (Bruskfisk), som tidligere fandtes i stor Mængde og i mange Arter.                                                                                   O. A.

[page] 339

hinanden følgende Formationer og i disse Mellemrum kan der have været megen langsom Udryddelse. Endvidere vil, naar, ved plud- selig Indvandring eller ved usædvanlig hurtig Udvikling, mange Arter af en ny Gruppe har taget et Strøg i Besiddelse, mange af de ældre Arter værd bleven udryddede paa en tilsvarende hurtig Maade og de Former, som Saaledes maa afgive deres Pladser, vil i Almindelighed være beslægtede, thi de har de samme Skrøbelig- heder fælles.

Saaledes stemmer, synes det mig, den Maade, paa hvilken en- kelte Arter og hele Grupper af Arter bliver udryddede, godt over- ens med Kvalitetsvalgsteorien. Vi behøver ikke at forundre os over Uddøen; skal vi forundre os, lad det saa være over den An- masselse, at vi har bildt os ind, om end kun et Øjeblik, at vi for- staar de mange indviklede Betingelser af hvilke hver enkelt Arts Tilværelse afhænger. Dersom vi et Øjblik glemmer, at hver en- kelt Art søger at tiltage overordentlig stærkt og at der altid er en eller anden Hindring virksom, om vi end sjældent kan faa Øje paa den, saa vil hele Naturens Husholdning blive os yderst dunkel. Først naar vi nøjagtig kan sige, hvorfor denne Art har et større Individ- antal end hin, hvorfor denne Art og ikke en anden kan blive natu- raliseret i et vist givet Land, da først og ikke før, har vi Ret til at blive forbavsede over, hvorfor vi ikke kan forstaa en bestemt Arts eller Artsgruppes Uddøen.

Om at Livets Former forandrer sig næsten samtidigt den hele Verden igennem.

Der er næppe nogen palæontologisk Opdagelse, der er mere forbavsende end den, at Livets Former næsten samtidigt forandrer sig den hele Verden igennem. Saaledes kan vor evropæiske Kridt- formation genfindes i mange fjerne Dele af Verden, under de mest forskellige Klimater, hvor man. ikke kan finde en Stump af Kridtet selv, i Nordamerika, i det ækvatoriale Sydamerika, i Ildlandet ved Kap det gode Haab og paa den indiske Halvø. Thi paa disse for- skellige Steder frembyder de organiske Levninger i visse Lag en umiskendelig Lighed med Kridtets. Det er ikke saadan at forstaa, at vi finder de samme Arter; thi i nogle Tilfælde er der ikke een Art,

22*

[page] 340

der er ganske den samme, men de hører til de samme Familier, Slægter og Underafdelinger af Slægter og er undertiden karakteri- serede paa en temmelig ensartet Maade, selv for saadanne ube- tydelige Særmærkers Vedkommende som Overfladens Skulptur. Endvidere: andre Former, som ikke findes i Evropas Kridt, men som forekommer i Formationerne, enten ovenover eller neden- under, genfindes i den samme Orden i hine fjerne Verdensegne. I de forskellige paa hinanden følgende palæozoiske Formationer i Rusland, Vest-Evropa og Nord-Amerika har forskellige Forskere iagttaget en lignende Parallelisme imellem Livets Former. Ifølge Lyell forholder det sig Saaledes med de forskellige nordamerikan- ske tertiære Aflejringer. Selv om de faa fossile Arter, som er fælles for den gamle og den ny Verden, lades ganske ude af Betragtning, vilde dog den almindelige Parallelisme mellem de paa hinanden følgende Livsformer i de palæozoiske og tertiære Lag være aaben- bar og Korrelationen mellem de forskellige Formationer let at finde.

Disse Iagttagelser angaar imidlertid Havets Beboere; vi har ikke tilstrækkelige Data til at afgøre, hvorvidt Landjordens og det ferske Vands Frembringelser paa indbyrdes langt fra hinanden lig- gende Punkter ligeledes skifter parallelt. Der kan være Tvivl om, hvorvidt de har skiftet Saaledes. Dersom Megatherium, Mylodon, Macrauchenia*) og Toxodon var bleven bragt til Evropa fra La Plata, uden nogen Underretning om deres geologiske Stilling, saa vilde ingen have anet, at de havde eksisteret sammen med Hav- bløddyr, der alle lever den Dag i Dag, men da disse anomale Uhyrer levede samtidig med Mastodon og Hesten, kunde man dog i det mindste have sluttet, at de havde levet i en af Tertiær-Perio- dens sidste Afdelinger.

Naar der siges om Havets Livsformer, at de har forandret sig samtidigt den hele Verden igennem, maa man ikke tro, at dette Udtryk gælder for det samme tusinde Aar eller ti tusinde, eller blot at det har en meget bestemt geologisk Betydning; thi dersom alle de Havdyr, der nu lever i Evropa, og alle de, der levede i Evropa i den pleistocene Periode**) (en Periode, der ligger meget langt tilbage, naar man vil maale den med Aar, og som indbefatter hele Istiden)

*) Mylodon, gigantisk Form af Gumlernes Familie.               O. A.

**). Den samme, som i vor Anmærkning Side 364 kaldes: yngre Pliocon.                                                                                O. A.

[page] 341

blev sammenlignede med dem, der nu lever i Sydamerika eller Avstralien, vilde den dygtigste Naturforsker næppe være i Stand til at afgøre, hvorvidt Evropas nulevende eller dets pleistocene Beboere har mest Lighed med den sydlige Halvkugles. Adskillige højst kompetente Iagttagere hævder Saaledes, at de forenede Staters nulevende Former er nærmere beslægtede med dem, der levede i Evropa i visse sene tertiære Tider, end med dem, der nu bebor denne Verdensdel, og dersom dette forholder sig Saaledes, er det indlysende, at de fossilførende Lag, som nu aflejres ved Nord- amerikas Kyster, siden vil være udsat for at blive sat i Klasse med noget ældre evropæiske Lag. Ikke desto mindre kan der, naar vi ser hen til en fjern fremtidig Epoke, kun være liden Tvivl om, at alle de mere moderne Havformationer, nemlig de øvre pliocene, de pleistocene og de i strængeste Forstand moderne Lag i Evropa, Nordamerika, Sydamerika og Avstralien, fordi de indeholder fossile Levninger, der er til en vis Grad beslægtede, og fordi de ikke inde- holder de Former, som kun findes i de ældre underliggende Af- lejringer, vilde rigtigt blive regnet som samtidige i geologisk For- stand.

Den Kendsgerrring, at Livets Former samtidig i den ovenfor an- givne vide Betydning skifter i de forskelligste Egne af Verden, har i høj Grad slaaet hine beundringsværdige Iagttagere de Verneuil og d'Archiac. Efter at have hentydet til Parallelismen mellem de palæo- zoiske Livsformer i forskellige Dele af Evropa tilføjer de: „Dersom vi slaaet af denne mærkelige Følgeslutning henvender vor Op- mærksomhed paa Nordamerika og saa der opdager en Række af analoge Fænomener, saa vil det synes sikkert, at alle disse Modi- fikationer af Arter, deres Uddøen og Indførelsen af nye ikke kan skyldes simple Forandringer i Havets Strømme eller andre Aar- sager, der er mere-eller mindre lokale og midlertidige,' men maa være afhængige af almindelige Love, som styrer hele Dyreriget." Hr. Barrande har gjort lignende Iagttagelser og lagt særligt Efter- tryk paa dem.. Det er i Sandhed ganske urimeligt i Strømforandrin- ger, Forandringer i Klima eller andre fysiske Betingelser at søge Grunden til disse store Forandringer i Livsformerne den hele Ver- den igennem under de mest forskellige Klimater. Vi maa, som Bar- rande har bemærket, se os om efter en eller anden særlig Lov. Vi skal se dette klarere, naar vi kommer til at omhandle de organiske

[page] 342

Væseners nuværende Udbredelse, og da forstaa, hvor lidet be- tydende Forholdet mellem de forskellige Landes fysiske Betingel- ser og deres Beboeres Natur er.

Denne betydningsfulde Kendsgerning, at der er Parallelisme tilstede mellem den Maade, paa hvilken Livets Former den hele Verden igennem følger efter hinanden, kan forklares ved Kvalitets- valgsteorien. Nye Arter bliver dannet derved, at de staar heldigere end ældre Former, og de Former, som i Forvejen er de herskende eller indtager en heldigere Stilling end de andre Former i deres Fødestavn, har mest Udsigt til at blive Ophavet til det største Antal Varieteter eller begyndende Arter. Vi finder et bestemt Bevis her- for deri, at de Planter, som er herskende, d. v. s. som er de alminde- ligste og de videst udbredte, frembringer det største Antal nye Varieteter. Det er ligeledes naturligt, at de herskende varierende og vidt udbredte Arter, som allerede til en vis Grad er rykket ind paa andre Arters Territorier, det er, siger jeg, naturligt, at det bliver dem, der faar størst Udsigt til at spredes endnu videre og til i nye Lande at afføde andre nye Varieteter og Arter. Udbredelsesproces- sen vil ofte være meget langsom, afhængig som den er af klimatiske og geografiske Forandringer, af tilfældige Hændelser og af de nye Arters gradvise Akklimatisation i de forskellige Klimater, igennem hvilke de maatte have at vandre; men i Tidernes Løb vil de her- skende Former i Almindelighed have Held med sig i at blive ud- bredt og vil tilsidst vinde Overhaand. Udbredelsen vilde rimelig- vis være langsommere for de Jordbeboere, der lever i adskilt liggende Lande, end for det sammenhængende Havs Beboere. Vi kunde derfor vente at finde, og vi finder det ogsaa, at der var en mindre høj Grad af Parallelisme mellem Landfrembringelsernes Følgen paa hinanden end mellem Havfrembringelsernes.

Saaledes synes det mig, at de samme Livsformers parallelle eller i udvidet Betydning samtidige Følgen paa hinanden den hele Ver- den . igennem passer godt sammen med den Sætning, at de nye Arter er bleven dannet derved, at herskende Arter spredes vidt og varierer, idet de nye Arter, der er Saaledes frembragt, selv er her- skende, fordi de paa en eller anden Maade har været heldigere stillet end deres i Forvejen herskende Stamformer (og ogsaa hel- digere end de andre Arter) og saa igen har udbredt sig, varieret og frembragt nye Former. De gamle Former, som bliver slaaet og

[page] 343

som afgiver deres Pladser til de nye og sejrrige Former, vil i Al- mindelighed høre sammen gruppevis, fordi de ved Arv har en eller anden Skrøbelighed fælles, og derfor, alt som nye og forbedrede Grupper udbredes paa Jorden, vil gamle Grupper forsvinde, og For- mernes Følgen paa hinanden vil overalt komme til at passe sammen baade i deres første Tilsynekomst og deres endelige Forsvinden.

Der er en anden Bemærkning, som det, da den staar i Forbin- delse med dette Emne, kunde være værd at fremføre. Jeg har an- ført de Grunde, hvorfor jeg tror, at de fleste af de af vore store Formationer, som er rige paa Fossilier, bliver aflejrede under en Sænkningsperiode, og at lange, hvad Fossilier angaar sporløse, Mellemrum forekom under de Perioder, hvor Havbunden enten holdt sig stille eller hævedes, og ligeledes ogsaa, naar der ikke kom Aflejringsmasse hurtigt nok til at omslutte og bevare de orga- niske Levninger. I disse lange tomme Mellemrum antager jeg, at hver enkelt Egns Beboere undergik et anseligt Beløb af Modifika- tion og ofte uddøde, ligesom at der fandt megen Vandren Sted fra andre Egne af Verden. Da vi har Grund til at tro, at store Stræk- ninger er bleven paavirkede af den samme Bevægelse, saa er det rimeligt, at strængt samtidige Formationer ofte er bleven ophobede paa meget store Strækninger i den samme Egn af Verden; men det er saare langt fra, at vi har nogen Grund til at antage, at dette altid har været Tilfældet, og at store Strækninger altid er bleven paavirkede af de samme Bevægelser. Naar to Formationer er bleven aflejrede to Steder i næsten, men ikke ganske samme Periode, vil vi i begge, af de tidligere angivne Grunde, i Hovedsagen finde den samme Følgerække af Livsformer; men Arterne vil ikke nøjagtigt svare til hinanden; thi der vil i den ene have været lidt mere Tid til Modifikation, Uddøen og Indvandring end i den anden.

Jeg formoder, at Tilfælde af denne Natur har forekommet i Ev- ropa. Hr. Prestwich er i sine beundringsværdige Afhandlinger om Englands og Frankrigs eocene Lag i Stand til at drage en alminde- lig Parallel mellem de forskellige Lag i de nævnte Lande; men naar han sammenligner visse Lag i England med dem i Frankrig, saa afviger — endskønt han mellem begge finder en mærkelig Overensstemmelse i Antallet af Arter, som hører til de samme Slægter — Arterne selv paa en Maade, som det er meget vanske- ligt at forklare sig, da Strækningerne ligger hinanden saa nær,

[page] 344

med mindre man vil antage, at en Landtange her havde adskilt to Have, der var befolkede af forskellige, men samtidige Faunaer. Lyell har anstillet lignende Iagttagelser over nogle af de senere tertiære Formationer. Barrande viser ogsaa, at der er en slaaende almindelig Parallelisme mellem Bøhmens og Skandinaviens Suiter af siluriske Aflejringer. Ikke desto mindre finder han, at der er en forbavsende Forskel mellem Arterne. Dersom de forskellige For- mationer i disse Egne ikke er bleven aflejrede til ganske samme Tid — idet en Formation i den ene Egn ofte svarer til et bart Rum i den anden — og dersom i begge Egne Arterne stadig langsomt har forandret sig, medens de forskellige Formationer ophobedes og i de lange Mellemrum mellem dem, saa kunde de forskellige Forma- tioner ordnes i samme Følge i Overensstemmelse med Livsformer- nes almindelige Rækkefølge, og det vilde saa fejlagtigt se ud, som om der her var nøjagtig Parallelisme; ikke desto mindre vilde Ar- terne ikke alle være de samme i de to Egnes tilsyneladende hin- anden modsvarende Lag.

Om de uddøde Arters indbyrdes Slægtskab og om deres Beslægtethed med de levende Former.

Lad os nu betragte de uddøde og de levende Arters indbyrdes Slægtskab. Alle kan de henføres til nogle faa store Klasser, og den- ne Kendsgerning forklares tilstrækkelig ved Nedstamningslæren. Det er en almindelig Regel, at, jo ældre en Form er, desto mere afviger den fra de levende Former. Men som Buckland for længe siden bemærkede, kan alle de uddøde Arter indordnes enten i en af de nu eksisterende Grupper eller mellem dem. At de uddøde Livsformer hjælper til at udfylde Mellemrummene mellem de nu bestaaende Slægter, Familier og Ordener, derom kan der ikke stri- des. Thi dersom vi indskrænker vor Betragtning enten til de levende eller uddøde Former alene, saa er Rækken langt mindre fuldkom- men, end den bliver ved en Kombination af begge til et alminde- ligt System. For Hvirveldyrenes Vedkommende kunde jeg fylde hele Sider med Oplysninger efter Owen, Oplysninger, som skulde tjene til at vise, hvorledes uddøde Dyr har deres Plads midt imel- lem eksisterende Grupper. Cuvier regnede Drøvtyggerne og Tyk-

[page] 345

hudene for to af de mest udprægede Pattedyrordener; men Owen har opdaget saa mange fossile Led, at han har maattet forandre den hele Klassifikation og har stillet visse Tykhudede i Underorden med Drøvtyggere. Ved overordentlig fine Overgange udvidsker han f. Eks. den tilsyneladende meget store Forskel mellem Svinet og Ka- melen. En anden udmærket Palæontolog Hr. Gaudry viser, at over- ordentlig mange af de fossile Pattedyr, som han har opdaget i At- tika, paa den simpleste Maade af Verden forbinder nulevende Slæg- ter. Selv om det store Mellemrum mellem Fugle og Krybdyr har Professor Huxley vist, at der paa den mest uventede Maade til Dels er bleven slaaet Bro over det, paa den ene Side ved Strudsen og den uddøde Archæopteryx og paa den anden Side ved Compsogna- thus, en af Dinosaurierne — den Gruppe, som rummer de kæmpe- mæssigste af alle Landkrybdyr. Om de hvirvelløse forsikrer Bar- rande, og en højere Avtoritet kan man ikke finde, at han hver Dag lærer, at, skønt de palæozoiske Dyr ganske vist indordnes under eksisterende Grupper, saa var dog i hin gamle Tid Grupperne ikke saa bestemt adskilt fra hinanden, som de nu er.

Nogle Forfattere har gjort Indvendinger imod, at en uddød Art eller en Gruppe af Arter betragtes som staaende midt imellem le- vende Arter eller Grupper. Dersom man herved mener, at en uddød Form i alle sine Karakterer staar midt imellem to levende Former, saa staar Indvendingen ved Magt. Men i en naturlig Klassifikation staar mange fossile Arter ganske vist imellem levende Arter og; nogle uddøde Slægter imellem levende Slægter, endogsaa saadanne, som hører til forskellige Familier. Det almindelige Tilfælde, særlig med Hensyn til meget forskellige Grupper Saaledes som Fisk og Krybdyr synes at være, at, naar vi vil sætte de Karakterer, hvorved de adskilles fra hinanden den Dag i Dag, til et Dusin eller saa, saa er de gamle Medlemmer skilt fra hinanden ved et meget mindre Antal Karakterer, saa at de to Grupper, endskønt tidligere ganske adskilt i den Periode, nærmede sig noget mere til hinanden.

Det er en almindelig Tro, at, jo ældre en Form er, desto mere stræber den ved nogle af sine Karakterer at forbinde Grupper, der staar langt fra hinanden. Denne Bemærkning maa uden Tvivl ind- skrænkes til de Grupper, som har undergaaet megen Forandring i Løbet af de geologiske Perioder, og det vilde være vanskeligt at bevise Sandheden af Sætningen, for nu og da opdager man, at selv

[page] 346

levende Dyr, Saaledes som Lepidosiren, er beslægtede med meget forskellige Grupper; dog dersom vi sammenligner de ældre Krybdyr og Padder, de ældre Fisk, de ældre Cefalopoder (Blæksprutter) og de eocene Pattedyr med de senere Medlemmer af samme Klasser, saa maa vi indrømme, at der er noget sandt i Bemærkningen.

Lad os nu se, hvorvidt disse forskellige Kendsgerninger og Slut- ninger stemmer overens med Teorien om en af Modifikation ledsaget Nedstamning. Da Emnet er noget indviklet, maa jeg bede Læseren om at holde sig til den i det fjerde Kapitel meddelte Tavle. Vi maa antage, at de Bogstaver, der har Index, forestiller Slægter, og de punkterede Linier, der udstraaler fra dem, hver enkelt Slægts Arter; Tegningen er alt for simpel, idet der er givet for faa Slægter og for faa Arter, men det gør i og for sig ikke noget. De vandrette Linier kan forestille de paa hinanden følgende geologiske Forma- tioner, og alle Formerne under den øverste Linie kan betragtes som uddøde. De tre eksisterende Slægter a14, q14, p14, vil danne en lille Familie; b14 og f14 en nær beslægtet Familie eller Underfamilie og o14, e14, m14 en tredje Familie. Disse tre Familier sammen med de mange uddøde Slægter i de forskellige Nedstamningslinier, som udstraaler fra Stamformen (A), vil danne en Orden, thi de vilde alle have arvet noget fælles fra deres gamle Stamform. Ifølge Læren om den fortsatte Tendens til Karakterdivergens, som tidligere oplystes ved denne Tavle, vil en Form, jo nyere den er, i Alminde- lighed afvige saa meget mere fra dens gamle Stamform. Dette lærer os at forstaa den Regel, at de ældste Fossilier afviger mest fra de nulevende Former. Vi maa imidlertid ikke antage, at Karakter- divergens er en nødvendig Fremtoning; den afhænger alene deraf, at Efterkommerne af en Art ved den bliver i Stand til at sætte sig fast paa mange forskellige Steder i Naturens Husholdning. Derfor er det meget muligt, Saaledes som vi har set det var Tilfældet med nogle siluriske Former, at en Art kunde blive ved stadig at blive lidt modificeret i Overensstemmelse med dens lidt forandrede Livs- betingelser og dog igennem en uhyre lang Tid i Hovedtrækkene beholde de samme Karakterer. Dette er fremstillet paa Tavlen ved Bogstavet Fu.

Alle de mange Former, uddøde og nulevende, som nedstammer fra A, udgør, som jeg før sagde, én Orden, og denne Orden er ved fortsatte Indvirkninger af Uddøen og Karakterdivergens bleven ind-

[page] 347

delt i adskillige Familier og Underfamilier, af hvilke nogle antages at være gaaet til Grunde til forskellige Tider og andre at have holdt sig til den Dag i Dag.

Naar vi betragter Tavlen, saa kan vi se, at dersom mange af de uddøde Former, der antages at være indlejrede i de paa hinanden følgende Formationer, blev opdagede paa forskellige Punkter langt nede i Rækken, saa vilde de tre eksisterende Familier (paa den øverste Linie) komme til at staa mindre skarpt adskilte. Dersom f. Eks. Slægterne a1, a5, a10, f8, ms, m6, m9 var bleven udgravede saa vilde disse tre Familier være knyttet saa nøje til hinanden, at de sandsynligvis vilde blive forenede til én stor Familie, saa nogen- lunde paa samme Maade som det er hændet med Drøvtyggerne og visse Tykhudede. Dog vilde den, der gjorde Indvendinger mod at kalde de uddøde Slægter, som Saaledes forbandt de tre Familiers levende Slægter, intermediære i Karakter, paa en vis Maade faa Ret, eftersom de vel nok er intermediære, men ikke direkte, kun ad lange Omveje, gennem mange vidt forskellige Former. Dersom der blev opdaget mange uddøde Former oven over en af de mellemste vandrette Linier eller geologiske Formationer — f. Eks. oven over Nr. VI — men ingen neden under denne Linie, saa vilde kun to af Familierne (de til venstre a14o. s. v. og b14o. s, v.) være bleven forenede til én, og vi vilde faa to Familier, som var mindre forskel- lige fra hinanden nu end før Opdagelsen af Fossilierne. Fremdeles, dersom de tre Familier, dannede af 8 Slægter (a14 til m14) paa den øverste Linie antoges at afvige fra hinanden ved et halvt Dusin væ- sentlige Karakterer, vilde de Familier, som eksisterede under den Periode, der er betegnet med VI, ganske vist have afveget, fra hin- anden ved et mindre Antal Karakterer; thi de vilde paa dette tidlige Trin af Nedstamning have afveget i en ringere Grad fra deres fæl- les Stamform. Deraf kommer det, at gamle og uddøde Slægter ofte i en vis ringe Grad i Karakter staar midt imellem deres modificerede Afkom eller deres kollaterale Slægtninge.

I Naturen vil Sagen være langt mere indviklet end den er det paa Tavlen; thi Grupperne har været meget talrige, de har varet i højst ulige lange Tider og har været modificerede i forskellige Gra- der. Da vi kun besidder det sidste Bind af de geologiske Dokumen- ter og det i en meget daarlig Tilstand, saa har vi ingen Ret til at vente, undtagen i sjældne Tilfælde, at vi skal komme til at udfylde

[page] 348

de store Huller i det naturlige System og Saaledes forene adskilte Familier eller Ordener. Alt hvad vi har Ret til at vente, er, at de Grupper, som indenfor kendte geologiske Perioder har undergaaet megen Modifikation, at de i de ældre Formationer nærmer sig lidt tif hinanden, Saaledes at de ældre Medlemmer i nogle af deres Karakterer afviger mindre fra hinanden end de nulevende Medlem- mer af de samme Grupper, og dette er efter vore bedste Palæontolo- gers enstemmige Vidnesbyrd ofte Tilfældet.

Saaledes er, efter Teorien om en Nedstamning med ledsagende Modifikation, Hovedkendsgerningerne, med Hensyn til de uddøde Livsformers Slægtskab til hinanden indbyrdes og til de levende Former, forklarede paa en tilfredsstillende Maade. Og de er aldeles uforklarlige efter en hvilken som helst anden Synsmaade.

Efter denne samme Teori er det indlysende, at Dyreverdenen fra en hvilken som helst stor Periode i Jordens Historie i sine al- mindelige Hovedtræk vil staa midt imellem den, der gik forud for den og den, der fulgte efter den. Saaledes er de Arter, som levede paa Tavlens sjette store Nedstamningstrin, det modificerede Afkom af det, der levede paa det femte Trin, og er Ophavet til dem, der blev endnu mere modificerede paa det syvende Trin. Derfor skal de ogsaa have ondt ved at undgaa at komme til i Karakter at staa midt imellem Livsformerne over dem og under dem. Vi maa imidlertid tage Hensyn til nogle af de tidligere Formers fuldstændige Uddøen og ogsaa i en eller anden Region tage Hensyn til Indvandringen fra nye Regioner, ligesom ogsaa til et stort Beløb af Modifikation, fore- gaaet i de lange og tomme Mellemrum mellem de paa hinanden føl- gende Formationer. Med disse Forbehold altsaa er enhver geologisk Periodes Fauna utvivlsomt i Karakter intermediær mellem de forud- gaaende og efterfølgende Faunaer. Vi behøver kun at nævne et Eksempel, nemlig hvorledes Fossilierne i Devon-Systemet, dengang dette første Gang blev opdaget af Palæontologerne, øjeblikkelig saas at staa midt imellem Forsteningerne i det ovenover liggende kulførende System og det underliggende siluriske, men enhver Fauna er ikke nødvendigt nøjagtig intermediær, eftersom der er medgaaet ulige Tidsmellemrum mellem de paa hinanden følgende Formationer.

Det er ingen virkelig Indvending mod Sandheden af, at en- hver Periodes Fauna, som Helhed betragtet, næsten er intermediær

[page] 349

i Karakter mellem de foregaaende og efterfølgende Faunaer, at visse Slægter frembyder Undtagelser fra Reglen. Mastodonter og Elefanter blev f. Eks. ordnede af Dr. Falkoner i to Rækker, først efter deres indbyrdes Beslægtethed og saa efter de Perioder, i hvilke de eksisterede; men disse Opstillinger stemte ikke overens med hinanden. De Arter, som er yderliggaaende i Karakter, er ikke de ældste eller nyeste; heller ikke er de, der er intermediære i Ka- rakter, intermediære i Alder, men selv om vi for et Øjeblik antager, i dette og saadanne andre Tilfælde, at Arterne var udmærket godt bevarede, baade i deres første Tilsynekomst og deres Forsvinden, saa har vi dog ingen Grund til at tro, at Former, der er frembragt en for en, nødvendigvis maa vare lige længe. En meget gammel Form kunde lejlighedsvis vare meget længere end en Form, der senere blev frembragt, særlig i det Tilfælde, at Talen var om Land- frembringelser, der beboede adskilte Strøg. Lad mig forklare det store ved det smaa! Dersom de vigtigste af de levende og uddøde Husdueracer blev ordnede, saa godt som det kunde lade sig gøre, i Række efter deres Slægtskab, saa vilde denne Anordning ikke stem- me nøje med de Tider, paa hvilke de var bleven frembragt og endnu mindre med den Orden, i hvilken de var forsvundne; thi Stam- formen, Klippeduen, lever endnu og mange Varieteter imellem Klippeduer og Berberduen, der er yderliggaaende i den vigtige Ka- rakter, som Næbbets Længde er, opstod tidligere end den kortnæb- bede Tumler, som med Hensyn til Næbbet findes i den modsatte Ende af Rækken.

Med den Paastand, at de organiske Levninger af en intermediær Formation til en vis Grad er intermediære i Karakter, er den Kends- gerning, som hævdes af alle Palæontologer, nøje forbunden, den nemlig: at Fossilier fra to paa hinanden følgende Formationer er langt nærmere beslægtede med hinanden end Fossilierne fra to For- mationer, der ligger længere borte fra hinanden. Pietet giver os et vel bekendt Eksempel: den almindelige Lighed mellem de organi- ske Levninger fra de forskellige Trin i Kridtformationen, endskønt Arterne er forskellige paa hvert Trin. Denne Kendsgerning alene synes, paa Grund af sin Almindelighed, at have rystet Professor Pietet i hans faste Tro paa Arternes Uforanderlighed. Den, som er bekendt med de nulevende Arters Fordeling paa Jorden, vil ikke forsøge paa at forklare den høje Grad af Lighed, der er mellem

[page] 350

forskellige Slægter i tæt paa hinanden følgende Formationer, der- ved, at de gamle Strøgs fysiske Betingelser er forbleven næsten de samme. Lad os huske paa at Livets Former, i det mindste de der bebor Havet, har forandret sig samtidigt, næsten den hele Verden igennem, og derfor under de mest forskellige Klimater og Betingel- ser. Læg Mærke til de forunderlige Omskiftelser i Klimaet under den pleistocene Periode, som rummer hele Istiden, og se hvor lidet Havets Arter er bleven paavirkede.

Ifølge Nedstamningsteorien er den fulde Betydning af den Kendsgerning, at de fossile Levninger fra nær paa hinanden føl- gende Formationer er nær beslægtede, om de end regnes som be- stemte Arter, tydelig nok. Da Ophobningen af hver enkelt Forma- tion ofte har været afbrudt, og da der er kommen lange tomme Mellemrum mellem de paa hinanden følgende Formationer, saa burde vi ikke i en eller to Formationer vente at finde, som jeg i det sidste Kapitel forsøgte at vise, alle de intermediære Varieteter mel- lem de Arter, som viste sig i Begyndelsen og Slutningen af disse Perioder, men vi burde vente, efter Mellemrum, der var meget lange, naar man vil maale dem i Aar, men kun af middelmaadig Længde, naar man maaler dem geologisk, at finde nær beslægtede Former eller, som de af nogle Forfattere er bleven kaldt, Repræ- sentanter, og dette finder vi da ogsaa. Vi finder, kort sagt, mange Beviser paa de specifikke Formers langsomme og næsten umærke- lige Forandring, hvad man jo ogsaa havde Ret til at vente.

Om gamle Formers Udviklingstrin i Sammenligning med nulevende.

Vi har i det fjerde Kapitel set, at den Grad af Differentiering og Specialisering som alle organiske Væseners Dele naaede, naar de kom til fuld Modenhed, er det bedste Maal, der endnu er bleven opstillet for deres Fuldkommenhedsgrad. Vi har ogsaa set, at, da ensidig Udvikling af Dele og Organer er en Fordel for ethvert Væsen, saa vil Kvalitetsvalget søge at gøre ethvert Væsens Orga- nisation mere ensidig og fuldkommen og i denne Forstand højere; ikke fordi den jo baade vil og kan lade mange Skabninger beholde deres simple og uforbedrede Bygning, som passer vel til simple

1

[page] 351

Livsbetingelser, og i nogle Tilfælde vil den endogsaa simplificere og omdanne deres Organisation i tilbageskridende Retning, idet dog saadanne retograd udviklede Væsener bliver mere skikkede til deres nye Levevej. Paa en anden og mere almindelig Maade vil nye Arter blive deres Forgængere overlegne, thi de vil være nødt til i Kampen for Tilværelsen at overvinde alle de ældre Former, med hvilke de kom til at rivalisere. Vi kan derfor slutte, at dersom, under et næsten ens Klima, Verdens eocene Beboere kunde komme til at rivalisere med de nulevende Beboere, saa vilde de første blive slaaet og udryddede af de sidste og saaaledes vilde det gaa de se- kundære overfor de eocene og de palæozoiske overfor de sekun- dære Former. Ifølge Kvalitetsvalget maa derfor de nye Former staa højere end de gamle ved ikke blot dette Grundbevis for deres Sejr i Tilværelseskampen, men ogsaa derved, at deres Organer er langt mere ensidig udviklede. Er dette Tilfældet? Det store Flertal af Palæontologer vil besvare dette Spørgsmaal bekræftende, og jeg antager, at dette Svar vil være det rette, endskønt det vil være van- skeligt rent ud at bevise det.

Det er ikke nogen kraftig Indvending mod denne Slutning, at visse Brachiopoder kun er bleven lidt modificerede, siden de frem- kom i en yderst fjern geologisk Epoke. Det er ikke nogen uover- stigelig Vanskelighed, at Foraminifererne ikke, Saaledes som Dr. Carpenter hævder, er gaaet fremad i Organisation siden den lavrentiske Epoke; thi nogle Organismer maatte jo være vedbleven at passe til simple Livsbetingelser, og hvad kun- de vel passe bedre hertil end disse lavt organiserede Protozoer? Det er ikke nogen stor Vanskelighed, at Ferskvandsmuslinger, hvad Professor Phillips har fremhævet, er bleven næsten ufor- andrede fra den Tid, de først viste sig, til den Dag i Dag; thi disse Muslinger har været udsat for mindre stærk Rivalisering end de Bløddyr, der bebor Havets langt mere udstrakte Egne med deres utallige Beboere. Saadanne Indvendinger som disse vilde være skæbnesvangre for Teorier, i hvilke Fremskridt i Organisation var sat som et nødvendigt Moment. Det vilde ligeledes være skæbne- svangert for min Teori, dersom det f. Eks. kunde bevises, at Fora- minifererne først var kommen ind i den lavrentiske Epoke eller Brachiopoderne var kommen i den cambriske Formation; thi i saa Tilfælde vilde der ikke have været Tid nok til at udvikle disse Or-

[page] 352

ganismer til en saadan Fuldkommenhed, som den de da naaede. Naar de engang var skredet fremad til et vist givet Punkt, saa var der ingen Nødvendighed for, at de efter Kvalitetsvalgsteonen var bleven ved at udvikle sig videre, endskønt de i hver af de paa hin- anden følgende Tider vil være bleven let modificerede efter de skif- tende Livsbetingelser. Alle saadanne Indvendinger afhænger af det Spørgsmaal, hvorvidt vi virkelig ved, hvor gammel Verden er og i hvilke Perioder de forskellige Livsformer først viste sig, og det kan man baade sige Ja og Nej til.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Organisationen i det hele taget er gaaet fremad, er i mange Henseender højst indviklet. Den geolo- giske Viden, der til alle Tider er ufuldkommen, gaar ikke langt nok tilbage til med umiskendelig Klarhed at vise, at Organisationen indenfor den Tid, man kender af Verdenshistorien, er gaaet meget fremad. Selv den Dag i Dag er Naturforskerne ved Betragtning af Medlemmer af samme Klasse ikke ganske enige om, hvilke Former der skal anses for de højeste. Saaledes er der nogle, der mener, at Selaceerne eller Hajerne, fordi de i nogle vigtige Punkter nærmer sig Krybdyrenes Bygning, er de højeste Fisk, andre anser Ben- fiskene (Teleostei) for de højeste. Ganoiderne staar midt imellem Hajerne og Benfiskene; de sidste er nu til Dags de talrigste, men tidligere eksisterede der kun Hajer og Ganoider og Saaledes vil det, alt efter det, man anser for det højeste, kunne siges, at Fiskene er gaaet fremad eller gaaet tilbage i Organisation. At forsøge paa at maale, hvilke der staar højest af Medlemmer af forskellige Typer, synes haabløst. Hvem vil afgøre, hvad der staar højest, Blæksprut- ten eller Bien — det Insekt, om hvilket den store von Baer troede, at det var „i Virkeligheden højere organiseret end en Fisk, skønt efter en hel anden Type" ? Det er højst troligt, at Crustaceerne (Krebsene), som ikke staar meget højt i deres egen Klasse, i den indviklede Tilværelseskamp kunde overvinde Cephalopoderne (Blæksprutterne), de højeste Bløddyr, og saadanne Crustaceer vil- de, endskønt de ikke var i nogen høj Grad udviklede, staa meget højt i Rækken af hvirvelløse Dyr, dersom man skulde dømme efter den mest afgørende af alle Prøver — Styrkeprøven. Bortset fra visse Vanskeligheder ved at afgøre, hvilke Former der er de mest fremskredne i Organisation, skulde vi ikke blot sammenligne de højeste Medlemmer af en Klasse i to Perioder — endskønt dette

s*

[page] 353

utvivlsomt er det vigtigste Element ved en Taksering — men vi skulde sammenligne alle de to Perioders Medlemmer, baade høje og lave. I en fjern Fortid var de højeste og laveste Bløddyr, nemlig Cephalopoder og Brachiopoder, højst talrige: nu er begge Ordener i høj Grad bleven indskrænkede, medens andre Ordener, som staar midt imellem i Organisation, er tiltaget stærkt. Som en Følge heraf hævder nogle Naturforskere, at Bløddyrene tidligere var langt højere udviklede end nu; men man kan egentlig bedre sige det modsatte, naar man lægger Vægten paa, at de laveste Bløddyr har aftaget i saa høj Grad, og naar man lægger Mærke til den Kends- gerning, at de nulevende Cephalopoder, skønt faa i Antal, er højere organiserede end deres gamle Repræsentanter. Vi burde ogsaa sammenligne Proportionstallene for de højere og lavere Klasser i to Perioder; dersom der f. Eks. den Dag i Dag eksisterede halv- tredsindstyve tusinde Slags Hvirveldyr, og vi vidste, at der i en tidligere Periode kun havde eksisteret ti tusinde Slags, saa burde vi betragte denne Forøgelse i Antal i den højste Klasse, hvorved der tillige indbefattes en stor Forandring i de lavere Former, som et afgjort Fremskridt i Organisation. Vi ser Saaledes, hvor haabløst vanskeligt det er under saa yderst indviklede Forhold fuldkommen rigtigt at sammenligne de Udviklingstrin, hvorpaa de paa hinanden følgende Perioders ufuldstændig kendte Faunaer har staaet.

Vi vil komme til at vurdere denne Vanskelighed rigtigere ved at betragte visse eksisterende Faunaer og Floraer. At dømme efter den usædvanlige Maade, paa hvilken evropæiske Frembringelser nylig har udbredt sig over Ny-Zeeland, vil i Tidernes Løb en Mæng- de britiske Former blive aldeles naturaliserede der og komme til at udrydde mange af de indfødte. Paa den anden Side kan det, at næppe en eneste af den sydlige Halvkugles Beboere har forvildet sig i Evropa, nok faa os til at tvivle om, hvorvidt noget anseligt Antal af Ny-Zeelands Frembringelser, dersom de alle blev sat ud i Storbritannien, vilde blive i Stand til at indtage Pladser, der nu er besat af vore indfødte Planter og Dyr. Set fra dette Synspunkt staar Storbritanniens Frembringelser meget højere i Rækken end Ny-Zeelands. Dog kunde den dygtigste Naturforsker ved en Under- søgelse af de to Landes Arter ikke have forudset dette Resultat.

Agassiz og forskellige andre højst kompetente Dommere paa- staar, at gamle Tiders Dyr til en vis Grad ligner Fostre af nulevende

Darwin : Arternes Oprindelse                                                                                     23

[page] 354

Dyr, som hører til den samme Klasse, og at de uddøde Formers geologiske Rækkefølge næsten er parallel med de ekisterende For- mers embryologiske Udvikling. Denne Synsmaade stemmer vidun- derlig godt med vor Teori. I et fremtidigt Kapitel skal jeg forsøge at vise, at den voksne afviger fra sit Foster paa Grund af Varie- ringer, som kommer i en ikke tidlig Alder og nedarves i en tilsva- rende Alder. Denne Proces gør, medens den næsten lader Fosteret uforandret i Løbet af de paa hinanden følgende Generationer, den voksne mere og mere forskellig. Saaledes kommer Fosteret til at blive en Slags Billede, som Naturen har bevaret af Dyrets gamle og mindre modificerede Tilstand. Denne Maade at se Sagen paa turde vel nok være rigtig, og dog kunde det være, at man aldrig blev i Stand til at bevise det. Naar vi f. Eks. ser, at de ældste kend- te Pattedyr, Krybdyr og Fiske nøje hører til deres egne Klasser, endskønt nogle af disse gamle Former er lidt mindre bestemt ad- skilt fra hinanden, end de typiske Medlemmer af de samme Grup- per er det nu til Dags, saa vilde det være forgæves at se efter Dyr, som havde Hvirveldyrenes fælles embryologiske Karakter, førend man havde opdaget rigt fossilførende Lag neden under det laveste siluriske Lag — en Opdagelse, hvortil der ikke er stor Udsigt.

Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor de samme Strøg i de senere Tertiær-Perioder.

Hr. Clift viste for mange Aar siden, at de fossile Pattedyr fra de avstralske Huler var nær beslægtede med denne Verdensdels nulevende Pungdyr. I Sydamerika er der tydeligt nok et lignende Slægtskab, som selv et mindre skarpt Øje kan opdage, i de gigan- tiske Panserstykker, der ligner Armadillens Beklædning, og som findes i forskellige Dele af La Plata, og Professor Owen har paa den mest slaaende Maade vist, at de fleste af de fossile Pattedyr, som findes indlejrede der i stort Antal, er beslægtede med Syd- amerikas Typer. Dette Slægtskab kan ses endnu tydeligere i de vidunderlige Samlinger af fossile Ben, som D'hr. Lund og Clausen fandt i Brasiliens Huler. Disse Kendsgerninger gjorde et saadant Indtryk paa mig, at jeg i Aarene 1839 og 1845 særligt fremhævede denne „Lov om Typernes Følgen paa hinanden" og „dette vidunder-

[page] 355

lige Slægtskab mellem dødt og levende i samme Land". Professor Owen har siden udvidet dette ogsaa til den gamle Verdens Pattedyr. Vi finder den samme Lov i Ny-Zeelands uddøde gigantiske Fugle, der er restavrerede af ham. Vi ser det ogsaa hos Fuglene i de brasi- lianske Knokkelhuler. Hr. Woodward har vist, at den samme Lov holder Stik overfor Havmuslingen, men paa Grund af den store Udbredelse, de fleste Bløddyr-Slægter har, er den hos dem ikke saa god at se. Der kunde anføres endnu andre Eksempler, Saaledes Slægtskabet mellem de uddøde og de nulevende Landsnegle paa Madejra og mellem de uddøde og nulevende Brakvandssnegle fra det aralkaspiske Hav.

Hvad betyder nu denne mærkværdige Lov om de samme Typers Følgen paa hinanden indenfor det samme Territorium? Den maatte være meget dristig, som efter at have sammenlignet det nuværende Klima i Avstralien med Klimaet i visse Dele af Sydamerika under samme Bredde, vilde forsøge paa den ene Side at forklare Ulig- heden mellem disse to Verdensdeles Beboere ved de fysiske Betin- gelsers Ulighed og paa den anden Side ved Betingelsernes Lighed at forklare den Ensformighed, der følger samme Typer i hver af Ver- densdelene i de senere tertiære Perioder. Man kan heller ikke an- tage, at det er en uforanderlig Lov, at der hovedsagelig eller alene skulde være bleven frembragt Pungdyr i Australien, eller at Gum- lere og andre amerikanske Typer ene og alene skulde være bleven frembragt i Sydamerika. Thi vi ved, at Evropa i gamle Dage var beboet af talrige Pungdyr, og jeg har i de Skrifter, jeg ovenfor har hentydet til, vist, at Fordelingen af Landpattedyr i Amerika tidligere var en ganske anden end den nuværende. Nord-Amerikas Karakter lignede tidligere meget den, som denne Verdensdels sydlige Halv- del nu har, og den sydlige Halvdel stod tidligere den nordre Halv- del nærmere end nu. Paa en lignende Maade ved vi efter Falconers og Cautleys Opdagelser, at det nordlige Indien tidligere for dets Pattedyrs Vedkommende var nærmere beslægtet med Afrika, end det nu er. Der kunde anføres analoge Eksempler paa Havdyrenes Udbredelse. Ved Teorien om Nedstamning ledsaget af Modifika- tion er den store Lov om en længe varende, men ikke uforanderlig Følgen paa hinanden af de samme Typer indenfor de samme Strøg forklaret; thi Beboerne af enhver Verdensegn vil aabenbart søge i deres Egn i de nærmest paa hinanden følgende Tidsperioder at

23*

[page] 356

efterlade nær beslægtede skønt noget modificerede Efterkommere. Dersom Beboerne af et Fastland tidligere i høj Grad var forskellige fra et andet Fastlands Beboere, vil deres modificerede Efterkom- mere endnu afvige fra hinanden paa næsten samme Maade og næ- sten i samme Grad. Men efter meget lange Tidsmellemrum og efter store geografiske Forandringer, som afstedkommer megen Ud- og Indvandren, vil de svagere give efter for de mere herskende For- mer, og intet vil blive uforanderligt i Fortidens og Nutidens Udbre- delseslove.

Man kunde maaske for Spøg spørge mig, om jeg antager, at Me- gatherion og andre beslægtede store Uhyrer, som tidligere levede i Sydamerika, har efterladt Dovendyret, Armadillen og Myresluge- ren som deres degenererede Efterkommere. Dette kan ikke et Øje- blik indrømmes. Hine stor Dyr er bleven aldeles udryddede og har intet Afkom efterladt sig. Men i Brasiliens Knokkelhuler er der mange uddøde Arter, som baade i Størrelse og i alle andre Karak- terer er nær beslægtede med de Arter, der endnu lever i Sydame- rika, og nogle af disse Fossilier kunde være de nulevende Arters virkelige Forfædre. Man maa ikke glemme, at, ifølge vor Teori, alle Arter af samme Slægt er Efterkommere af en enkelt Art, saa- ledes at, dersom seks Slægter, hver paa otte Arter, findes i en geo- logisk Formation, og der saa i den paafølgende Formation findes seks andre nærstaaende Slægter, hver med det samme Antal Arter, saa kan vi i Almindelighed drage den Slutning, at kun en Art af hver af de ældre Slægter har efterladt sig modificerede Efterkommere, som udgør de nye Slægters forskellige Arter, idet Saaledes de syv andre Arter af hver gammel Slægt er uddøde og ikke har efterladt sig noget Afkom. Eller, og dette vil rimeligvis være det alminde- ligste Tilfælde, to eller tre Arter, i kun to eller tre af de seks gamle Slægter, vil være Forældre til de nye Slægter, idet de andre Arter og de andre hele Slægter ganske er gaaet til Grunde. Hos Or- dener, der er ved at uddø, og hvor Slægter og Arter aftager i Antal, Saaledes som det er Tilfældet med Sydamerikas Gumlere, vil endnu færre Slægter og Arter efterlade modificerede Efterkommere i lige Linie.

, , i

[page] 357

Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.

Jeg har forsøgt paa at vise, at den geologiske Viden er højst util- strækkelig; at kun en ringe Del af Jordkloden har faaet en om- hyggelig geologisk Undersøgelse; at kun faa Klasser af organiske Væsener er bleven talrigt bevarede i fossir Tilstand; at det Antal, baade af Individer og af Arter, som forefindes i vore Museer, er lige saa meget som ingen Ting i Sammenligning med det Antal Ge- nerationer, der maa have fulgt paa hinanden i selv en eneste For- mation; at, fordi Sænkning næsten er nødvendig for Ophobningen af Aflejringer, der er rige paa fossile Arter af mange Slags og tykke nok til at modstaa senere ødelæggende Indvirkninger, maa der være hengaaet store Tidsrum mellem de fleste af vore paa hinanden følgende Generationer; at der sandsynligvis har været mest Uddøen i Sænkningsperioderne og mest Varieren i Hævningsperioderne, og at vi ved mindst om de sidste; at hver enkelt Formation ikke er ble- ven aflejret uafbrudt; at Varigheden af hver enkelt Formation sand- synligvis er kort i Sammenligning med de specifikke Formers gen- nemsnitlige Varighed; at Vandring har haft en væsentlig Del i de ny Formers første Tilsynekomst i de enkelte Strøg og Formationer; at vidt udbredte Arter er de, der har varieret mest og oftest frem- bragt nye Arter; at Varieteterne først har været lokale. Endelig er det, endskønt enhver Art maa have gennemgaaet talrige Overgangs- tilstande, sandsynligt, at de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem modificeredes, selv om de er mange og lange, naar de skal maales med Aar, har været korte i Sammenligning med de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem forblev uforandret. Disse Grunde tilsam- men vil til en vis Grad forklare, hvorfor — skønt vi virkelig finder mange Mellemled — vi finder et uendeligt Antal Varieteter, der forbinder alle uddøde og eksisterende Arter med hinanden ved de alier fineste Overgange. Man skulde nu ogsaa altid huske paa, at, dersom man fandt Varieteter, der var Bindeled mellem to eller flere Former, saa vilde man, med mindre hele Rækken var aldeles fuldstændig, gøre dem til lige saa mange nye og bestemt adskilte Arter; thi ingen skal kunne paastaa, at vi har noget sikkert Kri- terium, ved hvilket vi kan skelne Arter og Varieteter fra hinanden.

Den, som ikke vil gaa ind paa denne Betragtning af den geo- logiske Viden som utilstrækkelig, han vil med Rette forkaste den hele Teori. Thi han maa forgæves spørge om, hvor de er bleven af,

L

[page] 358

de utallige Overgangsled, der tidligere maa have forbundet de nær beslægtede Arter, som findes i de paa hinanden følgende Lag i sam- me store Formation. Han vil ikke tro paa de uhyre Tidsrum, der ligger imellem de paa hinanden følgende Formationer. Han vil over- se den vigtige Rolle, som Vandringen har spillet, naar det gælder om at betragte Formationerne i en eller anden stor Strækning som f. Eks. Evropa; han vil lægge stærk Vægt paa, at hele Grupper af Arter tilsyneladende, men rigtignok ogsaa ofte kun tilsyneladende, pludselig er kommen ind i Verden. Han kan spørge om, hvor de er, disse Levninger af fine utallige Organismer, som maa have eksiste- ret længe, før det cambriske System blev aflejret. Vi ved nu, at der i det mindste eksisterede ét Dyr dengang; men jeg kan kun svare paa det Ovenfor stillede Spørgsmaal ved at sige, at jeg formoder, at der, hvor nu Oceanerne er, der har de været i uhyre lange Tider, og der, hvor vore stigende og synkende Fastlande nu staar, der har de staaet siden Begyndelsen af det cambriske System; men længe før den Tid saa Verden ganske anderledes ud, og at hine gamle Fastlande, der var dannede af Formationer, ældre end dem, vi kender, de eksisterer nu kun som Levninger og er aldeles om- dannede, eller ogsaa ligger de endnu begravede under Havene.

Bortset fra disse Vanskeligheder synes det mig, at Palæontolo- giens andre store Hovedkendsgerninger ganske simpelt følger af Nedstamningsteorien med dens ved Kvalitetsvalg bevirkede Modi- fikationer. Vi kan Saaledes forstaa, hvordan det gaar til, at de nye Arter kommer langsomt og lidt efter lidt; hvorfor de forskellige Klassers Arter ikke nødvendigvis forandres samtidigt paa samme Maade eller i samme Grad, men dog alle i Løbet af lange Tider undergaar nogen Modifikation. Udryddelsen af gamle Former er den næsten uundgaaelige Følge af Frembringelsen af nye Former. Vi kan forstaa, hvorfor en Art, naar den engang er forsvunden, al- drig kommer igen. Arts-Grupperne vokser langsomt i Antal og varer ulige længe, thi Modifikationsprocessen er nødvendigvis langsom og er afhængig af mange indviklede Omstændigheder. De her- skende Arter, som hører til de store og herskende Grupper, stræ- ber at efterlade sig mange modificerede Efterkommere, som dan- ner nye Grupper og Undergrupper. Som disse opstaar, har Arterne af de mindre kraftige Grupper paa Grund af den Svaghed, de har ved Arv fra en fælles Stamform, Tilbøjelighed til at gaa ud af Til1

~\

[page] 359

væreisen sammen og til ikke at lade Jordens Overflade beholde noget af deres modificerede Afkom. Men den fuldstændige Uddøen af en hel Arts Gruppe har undertiden været en langsom Proces, fordi nogle faa Efterkommere har tøvet paa beskyttede og isolerede Lokaliteter. Naar en Gruppe engang ganske er forsvunden, kom- mer den ikke igen, thi Generationernes Kæde er brudt.

Det er let at forstaa, hvorfor de herskende Former, som ud- bredes videst og frembringer det største Antal Varieteter, vil stræ- be at befolke Verden med nærstaaende modificerede Efterkommere, som i Almindelighed vil have Held med sig til at tilrane sig de Pladser, der er besat med Grupper, som ikke kan hamle op med dem i Kampen for Tilværelsen. Derfor kan det, naar lange Tider er gaaet, se ud, som om Verdens Frembringelser har skiftet sam- tidigt.

Vi kan forstaa, hvorfor alle Livets Former i fjerne Tider og Nutiden tilsammen udgør nogle faa store Klasser; thi alle er de forbundne ved fælles; Nedstamning. Vi kan, fordi der stadig er en Tendens til Karakterdivergens, forstaa, hvorfor en Form, jo ældre den er, afviger des mere i Almindelighed fra de nulevende; hvorfor gamle og uddøde Former ofte udfylder Hullerne mellem to nu- levende Former og undertiden samler to Grupper, der tidligere er regnede for forskellige, til en; men endnu hyppigere blot nærmer dem lidt til hinanden. Jo ældre en Form er, des hyppigere staar den til en vis Grad midt imellem Grupper, der nu er bestemt ad- skilte; thi jo ældre en Form er, des nærmere vil den være beslæg- tet med og som en Følge deraf ogsaa ligne den fælles Stamform til Grupperne, der siden er kommen til at afvige i meget høj Grad fra hinanden. Uddøde Former staar sjældent direkte midt mellem nu- levende Former, men er kun intermediære ad mange og lange Om- veje, gennem uddøde og afvigende Former. Vi kan let indse, hvor- for de organiske Levninger af tæt paa hinanden følgende Forma- tioner er nær beslægtede, thi Generationerne er her hinanden nær- mere. Ligeledes er det let at indse, hvorfor de organiske Levninger i en intermediær Formation har en intermediær Karakter.

Beboerne af enhver af de paa hinanden følgende Perioder maa have overvundet deres Forgængere i en Kamp for Tilværelsen og staar for saa vidt paa et højere Fuldkommenhedstrin, og deres Byg- ning er ogsaa i Almindelighed bleven mere ensidig udviklet, og

[page] 360

heri maa man søge Grunden til den for mange Palæontologer fæl- les Tro, at Organisationen i det hele taget er gaaet fremad. Uddøde og gamle Dyreformer ligner til en vis Grad Fostrene af de nyere Dyr af samme Klasse, og denne vidunderlige Kendsgerning faar ved vor Teori en simpel Forklaring. Det at de samme Organisations- typer følger ovenpaa hinanden indenfor det samme Strøg i de se- nere geologiske Perioder, det holder op med at være mysteriøst og bliver ganske simpelt en Følge af Nedarvningsprincippet.

Dersom da den geologiske Viden er saa ufuldkommen, som mange tror — og det kan da i det mindste paastaas, at man ikke kan bevise, at den er synderlig fuldkommen — saa er Hoved- indvendingerne mod Kvalitetsvalgsteorien i høj Grad formindskede eller forsvinder ganske. Paa den anden Side synes det mig, at alle Palæontologiens Hovedlove tydelig nok siger, at Arterne er bleven frembragt ved almindelig Avling, idet gamle Former er bleven af- løst af nye og forbedrede Livsformer, Produkter af Variering og Kvalitetsvalg.

: A

[page] ELLEVTE KAPITEL

Geografisk Udbredelse.

Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskelligheder i de fysiske Betingelser — Vigtigheden af Skranker — Organismerne i et Land er beslægtede — Skabelsescentrer — Udbredelsesmidler: Foran- dringer i Klima, Niveauforandringer og Midler, der lejlighedsvis tilbyder sig — Udbredningen i Istiden — Istiderne afløser hinanden i Syd og Nord.

Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskellig- heder i de fysiske Betingelser.

Naar vi betragter de organiske Væseners Udbredelse over Jor- dens Overflade, saa er den første store Kendsgerning, som falder os i Øjnene, den, at hverken Ligheden eller Uligheden mellem Be- boerne af de forskellige Egne kan forklares ved deres klimatiske eller andre fysiske Betingelser. I den snere Tid er næsten hver eneste Forfatter, som har studeret dette Spørgsmaal, kommen til denne Slutning. Man behøver næsten kun at nævne Amerika for at bevise, at den er rigtig; — undtager vi nemlig de nordlige Dele, hvor Pollandet næsten er sammenhængende, saa er alle Forfattere enige om, at en af Hovedinddelingerne for den geografiske Ud- bredelses Vedkommende er Adskillelsen mellem en ny og en gam- mel Verden. Alligevel, dersom vi gennemrejser det store amerikan- ske Fastland fra de forenede Staters Midtpartier helt ned til Syd- spidsen, træffer vi de mest forskellige Betingelser: fugtige Strøg, golde Ørkener, høje Bjerge, græsrige Sletter, Skove, Marskenge, Indsøer og store Floder under næsten en hvilken som helst Tem- peratur. Der er næppe i den gamle Verden et Klima eller nogen Til- stand, som ikke har sin Parallel i den ny Verden — en Parallel, der i det mindste er saa nøje, som det behøves for de samme Arters

[page] 362

Trivsel. Uden Tvivl kan man i den gamle Verden udpege Smaa- strøg hedere, end man kan finde dem i den ny Verden, men paa disse Strøg lever der ikke nogen Fauna, som er forskellig fra de omliggende Distrikters; thi man vil meget sjældent finde en Gruppe af Organismer indskrænket til at bebo et lille Strøg, der har Be- tingelser af en særegen, og det, om end aldrig saa lidt særegen, Natur. Men hvor vidt forskellige er ikke den gamle og den ny Ver- dens Frembringelser til Trods for denne almindelige Parallelisme mellem deres Betingelser!

Naar vi paa den sydlige Halvkugle sammenligner store Land- strækninger i Avstralien, Syd-Afrika og den vestlige Del af Syd- Amerika mellem 25 og 35 Graders Bredde, saa vil vi finde Dele, der i høj Grad ligner hinanden i alle deres Betingelser, og dog vilde det ikke være muligt at finde tre Faunaer eller Floraer, der er mere forskellige. Fremdeles kan vi sammenligne Frembringel- serne i Syd-Amerika under 35 Graders Bredde med dem Nord paa under 25 Grader, der altsaa er adskilt fra hinanden ved Mellem- rum paa 10 Breddegrader og er udsat for betydelig forskellige Be- tingelser, og dog er de uden Sammenligning langt nærmere be- slægtede med hinanden, end de er det med Avstraliens eller Afri- kas Naturfrembringelser, der har næsten samme Klima. Analoge Kendsgerninger kunde anføres for Havbeboernes Vedkommende.

Under vore Bestræbelser for at faa en almindelig Oversigt er der en anden vigtig Kendsgerning, der falder os i Øjnene, den nem- lig, at Skranker af hvilke som helst Slags eller Ting, som hæmmer Vandringernes Frihed, staar i et nøje og væsentligt Forhold til For- skellighederne mellem de enkelte Egnes Naturfrembringelser. Vi ser dette i den store Forskel, der er paa næsten alle den gamle og ny Verdens Landfrembringelser, — herfra undtager vi dog de nordlige Dele, hvor Landene næsten løber sammen, og hvor der under et kun lidet forskelligt Klima kan have været fri Passage for de nordlige tempererede Former, Saaledes som der nu er det for de strængt arktiske Frembringelser. Vi ser det samme gentage sig i den store Forskel mellem Avstraliens, Afrikas og Sydamerikas Be- boere under samme Breddegrad; thi disse Lande er næsten saa godt skilt fra hinanden som muligt. Vi har det samme igen paa hvert enkelt Fastland; thi paa de modsatte Sider af høje og sammen- hængende Bjergkæder, af store Ørkener og selv af store Floder

i

1

i

[page] 363

finder vi forskellige Frembringelser; men da Bjergkæder, Ørkener osv. ikke er uoverstigelige eller uigennemtrængelige og rimelig- vis heller ikke har varet saa længe som de Have, der adskiller Fastlandene, saa er Forskellighederne langt ringere end de, der karakteriserer bestemt adskilte Verdensdele.

For Havet gælder den samme Lov. Faunaerne paa Øst- og Vest- kysten af Sydamerika er meget forskellige og har yderst faa Fisk, Muslinger eller Krabber fælles; men Dr. Gunther har for nylig vist, at paa begge Sider af Landtangen ved Panama er omtrent tredive Procent af Fiskene de samme, og denne Omstændighed har faaet Naturforskerne til at tro, at Landtangen tidligere var gennem- brudt. Vest for Amerikas Kyster er der en stor Strækning af aabent Hav, hvor der ikke er Øer eller Hvilepladser for Udvandrere; her har vi altsaa en Skranke af en anden Slags, og saasnart som denne er passeret, møder vi paa det stille Havs østlige Øer en anden og ganske forskellig Fauna. Saaledes findes der altsaa tre Havfaunaer, der strækker sig parallelt med hinanden langt Nord fra til langt Syd paa, ikke langt fra hinanden og under Klimater, der svarer til hinanden; men fordi de er adskilt fra hinanden ved uoverstigelige Skranker af Land eller aabent Hav, er de næsten ganske forskel- lige. Gaar vi saa endnu længere mod Vest fra de østlige Øer af det stille Havs tropiske Dele, saa møder vi ingen uoverstigelige Skran- ker, og vi har utallige Øer til Hvilepladser, eller ogsaa har vi sam: menhængende Kyster, indtil vi efter at være kommen Jordkuglen halvvejs rundt naar Afrikas Kyster. I hele den Strækning, vi her har gennemvandret, finder vi ikke forskellige eller stærkt udpræ- gede Havfaunaer, endskønt saa faa Muslinger, Krabber eller Fisk er fælles for de ovenfor nævnte tre nær ved hinanden liggende Fau- naer, nemlig Øst- og Vestamerikas og det stille Havs østlige Øer, saa er dog mange Fisk, der findes lige fra det stille Hav til det indi- ske Ocean, og mange Muslinger, der er fælles for det stille Havs østlige Øer og Afrikas Østkyst under næsten modsatte Meridianer.

En tredje stor Kendsgerning, der til Dels rummes i det fore- gaaende, er det Slægtskab, der finder Sted mellem det samme Lands eller det samme Havs Naturfrembringelser, endskønt Arter- ne i sig selv er forskellige paa de forskellige Punkter og Steder. Dette er en Lov, der har stor almen Gyldighed, og ethvert Land frembyder utallige Eksempler. Ikke desto mindre bliver Natur-

[page] 364

forskeren, naar han rejser f. Eks. fra Nord 'til Syd, altid slaaet af den Maade, paa hvilken de paa hinanden følgende Grupper af Væ- sener, som er nær beslægtede, men specifik forskellige, afløser hin- anden. Han hører fra nøje beslægtede, men dog forskellige Arter af Fugle, Toner, der næsten er de samme, og ser deres Reder byggede paa næsten, men ikke ganske samme Maade, og med Æg, der næsten har samme Farve og Tegning. Sletterne i Nærheden af Magellan-Strædet bebos af en Art Nandu (Rhea, amerikansk Struds), og Norden for er La Plata Sletterne beboede af en anden Art af samme Slægt og ikke af en virkelig Struds eller Emu, Saaledes som de findes i Afrika og Avstralien under samme Bredde. Paa disse samme La Plata Sletter ser vi Agutien og Viscacha'en, Dyr, der næsten har de samme Sædvaner som vore Harer og Kaniner og hører til den samme Orden af Gnavere, men med alt dette dog viser sig som en særegen amerikansk Type. Bestiger vi Kordilleras Toppe, finder vi alpine Arter af Viscacha, og tager vi Vandet med til vor Undersøgelse, finder vi ikke Bæveren eller Moskusrotten, men Koypu'en (sydamerikansk Bæverrotte) og Capivaren (Flodsvinet), Gnavere af den sydamerikanske Type. Der kunde nævnes utallige andre Eksempler. Betragter vi Øerne ved Amerikas Kyst, saa finder vi, at, hvor meget de end maatte afvige i deres geologiske Bygning, er deres Beboere dog væsentlig amerikanske, om end allesammen særegne Arter. Vi kan se tilbage til svundne Tider, og vi finder da, at det var amerikanske Typer, der var de overvejende paa Amerikas Fastland som i Amerikas Have. Vi ser i disse Kendsgerninger, at der er en skjult organisk Forbindelse mellem de samme Land- og Vandstrækningers Beboere, en Forbindelse, som er uafhængig af de fysiske Betingelser. Den Naturforsker, som ikke føler Lyst til at efterspore, hvad denne Forbindelse er, maa være lidt søvnig af sig.

Forbindelsen er simpelt hen Arvelighed, den Aarsag, der alene, efter hvad vi ved, frembringer Organismer, der ganske ligner hin- anden eller, som Tilfældet er med Varieteter, næsten ligner hin- anden. Uligheden mellem Beboerne af forskellige Egne maa til- skrives Modifikation ved Kvalitetsvalg og i en underordnet Grad ogsaa de forskellige fysiske Betingelsers direkte Indflydelse. Hvor stor Uligheden er, det vil afhænge af, om de mere fremherskende Livsformer er bleven mere eller mindre forhindrede i deres Van- dring fra en Egn til en anden, tidligere eller senere, — af de tid-

[page] 365

ligere indvandredes Natur og Antal — og af den Indvirkning, de forskellige Beboere har haft paa hinanden, hvad Bevarelsen af for- skellige Modifikationer angaar, idet, som jeg allerede ofte har be- mærket, Forholdet mellem Organisme og Organisme i Kampen for Tilværelsen af alle Forhold er det vigtigste. Saaledes kommer Skrankerne til at spille den samme vigtige Rolle, hvad det angaar at hindre Vandring, som Tiden spiller ved Kvalitetsvalgets langsomme Modifikationsproces. Vidt udbredte Arter, som forefindes i stort Individantal, og som allerede har triumferet over mange Medbej- lere i deres egen vidt udstrakte Hjemstavn, vil have bedst Udsigt til at vinde nye Pladser, naar de spredes til nye Lande. I deres nye Hjem vil de være udsat for nye Betingelser og vil hyppig blive endnu mere modificerede og forbedrede, og Saaledes vil de blive endnu mere overlegne og vil frembringe Grupper af modificerede Efterkommere. Ved Hjælp af dette, af Modifikationen ledsagede Arvelighedsprincip, kan vi forstaa, hvordan det gaar til, at Afde- linger af Slægter, hele Slægter og selv Familier er indskrænkede til et bestemt Strøg, Saaledes som det som bekendt hyppigt er Til- fældet.

Som jeg i det sidste Kapitel bemærkede, tror jeg ikke paa en Lov om nødvendig Udvikling. Da hver enkelt Arts Variabilitet er en uafhængig Ejendommelighed, som kun vil blive gjort nyttig ved Kvalitetsvalget, for saa vidt som det er gavnligt for hvert enkelt Individ i dets indviklede Kamp for Tilværelsen, saa vil Modifika- tionsbeløbet hos de forskellige Arter ikke være af nogen ensartet Størrelse. Dersom et Antal Arter, efter længe at have rivaliseret med hinanden i deres gamle Hjemstavn, kom til i Flok at indvandre til et nyt Land, som saa lidt efter blev isoleret, saa vilde de kun være lidet tilbøjelige til Modifikation; thi hverken Vandring eller Isolering kan i og for sig bevirke noget som helst. Disse to Ting kommer kun til at faa nogen Betydning derved, at de bringer Orga- nismerne i nye Forhold til hinanden og i en ringere Grad ogsaa til de dem omgivende fysiske Betingelser. Ligesom vi i det sidste Ka- pitel saa, at nogle Former har beholdt næsten den samme Karakter fra uhyre fjerne geologiske Perioder af, Saaledes har visse Arter vandret over vide Strækninger og er ikke bleven synderlig modifi- cerede, undertiden slet ikke.

Ifølge denne Synsmaade er det indlysende, at de forskellige

[page] 366

Arter af samme Slægt, endskønt de bebor de fjernest fra hinanden liggende Egne af Verden, dog oprindelig maa være kommen samme Steds fra, eftersom de nedstammer fra den samme Stamform. Hvad angaar de Arter, som gennem hele geologiske Perioder kun har undergaaet lidt Modifikation, saa er der ikke nogen Vanskelighed for at tro, at de kan have vandret ud fra den samme Egn; thi det er muligt, at de kan have vandret næsten saa meget, det skal være, under alle de store geografiske og klimatiske Forandringer, som er foregaaet siden hine fjerne Tider. Men i mange andre Tilfælde, hvor vi har Grund til at tro, at en Slægts Arter er bleven frembragt i en forholdsvis sen Tid, dér kan dette have store Vanskeligheder. Det er ligeledes indlysende, at den samme Arts Individer, endskønt de nu bebor fjerne og isolerede Egne, maa være udgaaet fra en Plet, hvor deres Forældre først blev frembragt; thi, som vi i det sidste Kapitel har udviklet, det er utroligt, at Individer, der er gan- ske identiske, skulde være bleven frembragt af Arter, der var spe- cifik forskellige.

Enkelte formentlige Skabelses-Centra. — Vi er Saaledes kom- men til det Spørgsmaal, som saa meget er bleven drøftet af Natur- forskerne, det nemlig, hvorvidt Arterne er bleven skabt paa et eller flere Punkter af Jordens Overflade. Det er ingen Tvivl underkastet, at der er mange Tilfælde, i hvilke det er yderst vanskeligt at for- staa, hvorledes det har kunnet være en Art muligt fra en Plet at have vandret hen til saa mange fjernt fra hinanden liggende isole- rede Punkter, hvor den nu findes. Ikke desto mindre gør den simple Sætning, at hver Art først blev frembragt i en bestemt Egn, mest Indtryk paa Sindet. Den, som forkaster den, forkaster den sande Grund, nemlig almindelig Avling med efterfølgende Vandring, og foretrækker Miraklet. Det indrømmes almindeligt, at det af en Art beboede Strøg i de fleste Tilfælde er sammenhængende, og at, naar en Plante eller et Dyr findes paa to Punkter, der staar saa langt fra hinanden, eller mellem hvilke der ligger et Strøg af en saadan Beskaffenhed, at der ikke ved Vandring let kunde naas fra den ene Lokalitet til den anden, saa betragter man dette som noget mærk- værdigt og noget, der kun hændes undtagelsesvis. Der er maaske ingen Forhold, der frembyder større Vanskeligheder end Landpatte- dyrs Vandringer over en stor Havstrækning. Vi finder derfor heller ingen uforklarlige Tilfælde, hvor de samme Pattedyr bebor fjernt

[page] 367

fra hinanden liggende Dele af Jorden. Ingen Geolog generes af den Vanskelighed, at Storbritannien har de samme Pattedyr som det øv- rige Evropa; thi de har uden Tvivl været forenede med hinanden engang. Men dersom nu den samme Art kunde frembringes paa to adskilte Punkter, hvorfor finder vi saa ikke et eneste Pattedyr fælles for Evropa og Avstralien eller Sydamerika? Livsbetingelserne er saa nær de samme, at en Mængde evropæiske Dyr og Planter er ble- ven naturaliserede i Amerika og Avstralien, og nogle af de indfødte oprindelige Plantearter er ganske de samme paa disse fjernt fra hinan- den liggende Punkter, Punkter, af hvilke det ene ligger paa den nord- lige, det andet paa den sydlige Halvkugle. Svaret herpaa er, som jeg tror, at Pattedyr ikke har været i Stand til at vandre, medens nogle Planter, paa Grund af deres mangfoldige Udbredelsesmidler, har kunnet vandre tværs over store Mellemrum. Den store og iøjne- faldende Indflydelse, som Skranker af alle Slags har, kan kun for- staas Saaledes, at det store Flertal af Arter er bleven frembragt paa den ene Side og har ikke været i Stand til at komme over paa den anden Side. Nogle faa Familier, mange Underfamilier, overordent- lig mange Slægter og et endnu større Antal Slægtsafdelinger er ind- skrænkede til en enkelt Egn, og adskillige Naturforskere har lagt Mærke til, at de fleste naturlige Slægter eller saadanne, i hvilke Arterne er nærmest beslægtede med hinanden, i Almindelighed findes indenfor et enkelt Lands Grænser, eller dersom de er vidt udbredte, saa er der ingen Afbrydelser i deres Udbredelse. Hvilken besynderlig Anomali vilde det ikke være, dersom netop det mod- satte var Tilfældet, naar vi gaar et Trin lavere ned i Rækken, nem- lig til Individerne af samme Art, og sagde, at disse i det mindste ikke i Begyndelsen har været indskrænkede til en bestemt Egn!

Derfor forekommer det mig, som det er forekommet mange andre Naturforskere, at den rimeligste Antagelse er den, at hver enkelt Art kun er bleven frembragt et Sted og saa siden er vandret fra det Strøg, saa langt bort som dens Vandreevne og dens Evne .til at holde ud under forbigangne og nuværende Betingelser tillod. Ganske vist er der mange Tilfælde, i hvilke vi ikke kan forklare, hvorledes en Art kan være kommen fra et Punkt til et andet. Men de geografiske og klimatiske Forandringer, som ganske vist er ind- truffet i sene geologiske Tider, maa have gjort mange Arters Ud- bredelse, der tidligere var sammenhængende, usammenhængende.

[page] 368

Vi kommer da til at se ad, om Undtagelser fra Kontinuitet i Ud- bredelse forekommer saa tidt og er af en saa alvorlig Natur, at vi derfor skulde opgive den Antagelse, som en almindelig Betragt- ning gør sandsynlig, at hver enkelt Art er bleven frembragt et Sted og saa derfra er vandret saa vidt omkring, som den kunde. Det vilde være haabløst kedsommeligt at omtale alle de enkelte Und- tagelsestilfælde, hvor den samme Art nu lever paa langt fra hin- anden fjernede Punkter, og desuden kunde det ikke falde mig ind et eneste Øjeblik at foregive, at der i mange af Tilfældene virkelig kan gives nogen Forklaring. Men efter nogle foreløbige Bemærk- ninger vil jeg omtale nogle faa af de mærkeligste Klasser af Kends- gerninger, nemlig den samme Arts Tilstedeværelse paa Toppen af fjernt fra hinanden liggende Bjergkæder og paa fjernt fra hinanden liggende Punkter i de arktiske og antarktiske Regioner og for det andet (i det følgende Kapitel) Ferskvandsorganismernes store Ud- bredelse og for det tredje Tilstedeværelsen af de samme Land- Arter paa Øerne og deres Moderland, endskønt de er skilt fra hin- anden ved aabent Hav i Hundreder af Mile. Dersom Tilstedeværel- sen af den samme Art paa fjernt fra hinanden liggende og isolerede Punkter af Jordens Overflade i mange Tilfælde kan forklares ved den Antagelse, at hver enkelt Art har vandret ud til en bestemt Fødestavn, saa forekommer det mig, naar vi ser hen til, hvor uvi- dende vi er med Hensyn til tidligere klimatiske og geografiske For- andringer og de forskellige tilfældige Transportmidler, at det uden Sammenligning vil være det sikreste at tro, at en enkelt bestemt Hjemstavn for hver Art er Loven.

Ved at behandle dette Spørgsmaal skal vi samtidig faa Lejlig- hed til at henvende vor Opmærksomhed paa et Punkt, der.er lige saa vigtigt for os, nemlig hvorvidt de forskellige Arter af en Slægt, som jo ifølge Teorien alle maa nedstamme fra en fælles Stamform, kan have udvandret fra deres Hjemstavn og under Vandringen have undergaaet Modifikation. Naar de fleste af de Arter, der bebor en Egn, er forskellige fra dem, der lever i en anden Egn, men dog er nær beslægtede med dem eller hører til den samme Slægt, dersom man i saadanne Tilfælde kan vise, at der rimeligvis i en tidligere Periode har været Vandring fra den ene Egn til den anden, saa vil dette meget styrke vor Betragtningsmaade; thi Forklaringen er let nok at give efter Teorien om Nedstamning ledsaget af Modifika-

[page] 369

tion. En vulkansk 0 f. Eks., der er løftet og dannet i nogle faa hundrede Miles Afstand fra et Fastland, vilde rimeligvis i Tidernes Løb faa nogle Kolonister, og deres Efterkommere vilde, om de end blev modificerede, stadig vedblive at være beslægtede med Fast- landets Beboere. Tilfælde af denne Natur er almindelige og er, som vi siden skal se, ikke til at forklare ved Hjælp af Teorien om ind- byrdes uafhængige Skabelsesakter. Denne Betragtning af Forholdet mellem en Egns Arter og en anden Egns er ikke meget forskellig fra den, Hr. Wallace har. Han slutter nemlig, at „enhver Art er kommen ind i Tilværelsen i Overensstemmelse, baade i Tid og Rum, med en forud eksisterende, nær beslægtet Art". Og jeg ved nu, at han tilskriver Nedstamning ledsaget af Modifikation denne Overensstemmen.

Drøftelsen af „enkelte og mangfoldige Skabelses-Centra" har ikke direkte noget at gøre med et andet beslægtet Spørgsmaal, det nemlig, hvorvidt alle Individer af samme Art nedstammer fra et enkelt Par eller en enkelt Hermafrodit eller ogsaa, som nogle For- fattere antager, fra mange samtidigt skabte Individer. Dersom der eksisterer organiske Væsener, som aldrig krydses, saa maa hos dem hver enkelt Art nedstamme fra en hel Successionslinie af modifi- cerede Varieteter, der har afløst hinanden; men som aldrig har blandet sig med andre Individer eller Varieteter af samme Art, saa- ledes at ved hvert paa hinanden følgende Stadium af Modifikation og Forbedring alle Individer af samme Varietet vil nedstamme fra en enkelt Stamfader. Men i de Tilfælde, der langt er de fleste, de nemlig, hvor alle Organismer parres for hver enkelt Fødsel, eller som lejlighedsvis krydses, vil de Individer af samme Art, som be- bor det samme Strøg, blive holdt næsten ensartede ved Krydsning, Saaledes at mange Individer vil blive ved samtidig at forandres, og det hele Beløb af Modifikation vil paa hvert enkelt Stadium ikke skyldes Nedstamning fra en enkelt Stamfader. Jeg vil nævne et Eksempel for nærmere at oplyse, hvad jeg mener. Vore engelske Væddeløbsheste adskiller sig fra enhver anden Races Heste; men denne deres Forskellighed og Overlegenhed skylder de ikke deres Nedstammen fra noget enkelt Par; men den er frembragt ved, at der stadigt omhyggeligt er bleven udvalgt og træneret mange Indi- vider i hver enkelt Generation.

Før jeg drøfter de tre Klasser af Kendsgerninger, som jeg har

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                     24

[page] 370

valgt som dem, der frembyder den største Mængde Vanskeligheder for Teorien om „enkelte Skabelses-Centra", maa jeg sige nogle faa Ord om de Midler, ved hvilke Organismerne udbredes.

Udbredelsesmidler.

Hr. C. Lyell og andre Forfattere har med Dygtighed behandlet dette Emne. Jeg kan her kun i al Korthed omtale de mere vigtige Forhold. Forandring af Klima maa have haft en virksom Indflydelse paa Vandringen; en Egn, der nu er ufremkommelig, kan engang, da dens Klima var forskelligt fra, hvad det nu er, have været Van- dringens Alfarvej. Jeg skal imidlertid snart omtale denne Del af Emnet med nogen Udførlighed. Niveauforandringer af Landet maa ogsaa have haft stor Indflydelse: en smal Landtange adskiller f. Eks. nu to Havfaunaer. Lad den synke, eller lad den tidligere have været nedsænket, og de to Faunaer vil blandes med hinanden eller vil tidligere have været blandede. Hvor nu Havets Bølger skum- mer, dér kan i tidligere Tider Øer eller muligvis ogsaa Fastlande have været forbunden med hinanden ved Landstrækninger, og Land- jordens Naturfrembringelser har da kunnet komme fra det ene Land til det andet. Ingen Geolog vil nægte, at der har fundet store Niveauforandringer Sted i de nulevende Organismers Tid. Edward Forbes hævdede, at alle Øerne i det atlantiske Hav for ikke længe siden maatte have været forbundet med Evropa eller Afrika og Ev- ropa igen forbundet med Amerika. Andre Forfattere har Saaledes hypotetisk slaaet Bro over hvert eneste Hav og forenet næsten hver eneste 0 med et eller andet Fastland. Og i Sandhed, dersom man kunde fæste Lid til de Argumenter, som Forbes bruger, saa maa man indrømme, at der næsten ikke eksisterer en eneste 0, som ikke for nylig har været forenet med et eller andet Fastland. Denne Maade at se Sagen paa overhugger den gordiske Knude, som. den samme Arts Forekomst paa saa fjernt som muligt fra hinanden lig- gende Punkter virkelig er, og fjerner mangen en Vanskelighed; men, efter hvad jeg kan se, kan, vi ikke have Lov til at antage, at der er foregaaet saa store geografiske Forandringer i de nulevende Arters Tid. Det synes mig, at vi har mere end Bevis nok paa, at baade Havet og Landet har været store Niveauforandringer under-

[page] 371

kastede; men der er dog næppe foregaaet saa store Forandringer i vore Fastlandes Beliggenhed og Udstrækning, saa at de skulde have været forbundet med hinanden indbyrdes og med Oceanets for- skellige, mellemliggende Øer for ikke ret lang Tid siden. Jeg ind- rømmer villigt, at der tidligere eksisterede mange Øer, som nu ligger dybt i Havets Skød, og som tidligere har gjort Nytte som Hvileplads for Planter og for mange Dyrearter under deres Van- dringer. I de Have, hvor der findes Koraller, der kan man nu kende saadanne sunkne Øer derpaa, at der ovenpaa dem staar Ringe af Koralrev eller Atoller. Naar man engang bliver enig om, hvad man rimeligvis nok bliver, at hver enkelt Art er udgaaet fra en enkelt bestemt Fødestavn, og naar vi i Tidernes Løb faar mere bestemt Viden om Udbredelsesmaaderne, saa vil vi blive i Stand til at tale med Sikkerhed om, hvor langt og hvor vidt Landene tidligere strakte sig. Men jeg tror ikke, at det nogensinde vil blive bevist, at for ikke alt for længe siden de fleste af vore Fastlande, som nu er ganske adskilte, har været sammenhængende eller i alt Fald næsten er gaaet i et med hinanden indbyrdes og med de mange Øer, som nu findes omkring i Havene. Visse Forhold ved Fordelingen, — saa- ledes som den store Forskel, der er paa de Havfaunaer, der findes paa modsatte Sider af næsten ethvert større Fastland, — det nære Slægtskab, der er imellem forskellige Landes ja endogsaa Haves tertiære Beboere og deres nulevende Beboere, — den Grad af Be- slægtethed, der er imellem de Pattedyr, der lever paa Øerne, og dem, der lever paa det nærmeste Fastland, hvilken Grad af Be- slægtethed (som vi senere skal se) vokser og aftager med Dybden af det mellemliggende Ocean, — disse og andre lignende Forhold synes mig at staa i Strid med den Antagelse, at der i temmelig nær Tid skulde være foregaaet saa uhyre geografiske Revolutioner, som efter Forbes's Betragtningsmaade nødvendigvis maa antages at have fundet Sted, og som virkelig ogsaa er bleven antaget af mange af hans Elever. De oceaniske Øers Beboeres Natur og For- holdstal synes mig ligeledes at staa i Strid med den Antagelse, at de er Levninger af sunkne Fastlande; — dersom de oprindelig havde eksisteret som Fastlands-Bjergkæder, saa vilde i det mindste nogle af Øerne ligesom andre Bjergtoppe have været dannede af Granit, metamorfoseret Skifer, gamle fossilførende Masser o. desl. i Stedet for altid af blot og bar vulkanske Bjergarter.

24*

[page] 372

Jeg maa nu sige nogle faa Ord om det, man har kaldt tilfæl- dige Udbredelsesmidler; men som man bedre kunde kalde lejlig- hedsvis forefaldende. Jeg skal her indskrænke mig til Planterne. I botaniske Værker fortælles der, at denne eller hin Plante kun er daarligt skikket til stor Frøspredning; men hvad nu Transport over Havet angaar, saa kan man nok sige, at det er ganske ube- kendt, hvorvidt denne foregaar med en større eller mindre Grad af Lethed. Indtil jeg med Hr. Berkeley's Hjælp anstillede nogle faa Eksperimenter, vidste man ikke engang, hvorvidt Frø kunde modstaa Havvandets Indvirkning. Til min Forbavselse fandt jeg, at af 87 Slags spirede 64 efter at have ligget i Vandet i 28 Dage, nogle faa endogsaa efter at have ligget der i 137 Dage. Det for- tjener at bemærkes, at visse Familier tager meget mere Skade end andre. Ni Ærteblomstrede (Legunimosæ) blev prøvede, og med en enkelt Undtagelse modstod de kun Saltvandet meget slet; syv Arter af de beslægtede Familier Hydrophyllaceæ og Polemonia- ceæ blev alle dræbt ved at ligge en Maaned i Vandet. For Bekvem- meligheds Skyld prøvede jeg navnlig smaa Frø uden Frøgemme, og da alle disse i Løbet af nogle faa Dage sank til Bunds, saa kunde de ikke være bleven ført hen over store Havstrækninger, hvad en- ten de tog Skade af Saltvandet eller ej. Senere prøvede jeg nogle større Frugter, Kapsler osv., og nogle af disse holdt sig i lang Tid flydende. Det er vel bekendt, hvilken Forskel der er paa grønt og tørt Træ's Evne til at holde sig flydende paa Vandet, og jeg er kommen i Tanker om, at Floderne kunde skylle Planter og Grene med sig, og at disse saa kunde blive tørrede paa Sandbankerne, og saa naar Strømmen tog en ny Retning blive skyllede ud i Havet. Derfor tog jeg mig for at tørre Stammer og Grene af 94 Planter med moden Frugt og lagde dem i Havvand. Flertallet sank hurtigt til Bunds; men nogle, der som grønne kun flød ovenpaa en meget kort Tid, holdt sig, da de var tørrede, flydende meget længere. Saaledes gik f. Eks. modne Hasselnødder øjeblikkelig til Bunds; men efter at være bleven tørrede holdt de sig flydende i 90 Dage, og da jeg saa lagde dem i Jorden, spirede de; en Asparges-Plante med modne Bær flød ovenpaa i 23 Dage, tørret flød den i 85 Dage, og Frøene spirede siden. Det modne Frø af Helosciadium (Skjærm- lille) gik til Bunds efter to Dages Forløb, tørret flød det i omtrent 90 Dage, og siden spirede det. Af de 94 tørrede Planter var der

[page] 373

i det hele 18, der holdt sig ovenpaa i omtrent 28 Dage og nogle af de atten endnu meget længere. Saaledes at da der spirede §4 Frø efter at have ligget i Vandet i 28 Dage, og da ■$-£■ Planter med mo- den Frugt (men ikke alle de samme Arter som i tøet foregaaende Eksperiment) efter at have været tørrede, holdt sig flydende i om- trent 28 Dage, saa kan vi, for saa vidt det er tilladt at slutte noget af disse ubetydelige Forsøg, beregne, at Frøene af T^ af et hvilket som helst Lands Planter kan sejle afsted med Havstrømningerne i en 28 Dages Tid og dog beholde deres Spirekraft. I Johnston's fysi- kalske Atlas er de forskellige atlantiske Strømmes Gennemsnits- Hastighed 33 Mil pr. Dag); efter dette kunde altsaa Frøene af ^^ af et hvilket som helst Lands Planter føres til et andet Land over 924 Mil Hav, og dersom de, naar de var bleven skyllede op, blev blæst hen til en heldig Plet af en Paalandsvind, saa vilde de spire. Efter at jeg havde anstillet mine Forsøg, anstillede Martens nogle lignende, men paa en meget bedre Maade, thi han anbragte Frøene i en Æske i selve Havet, Saaledes at de vekselvis blev vaade og vekselvis udsat for Luften ligesom Planter, der virkelig flød. Han prøvede med 98 Frøsorter, for største Delen forskellige fra mine, men han valgte mange store Frugter og ligeledes Frø fra Planter, som lever nær ved Havet, og dette maa have gjort den Gennemsnitstid, i hvilken de holdt sig flydende, og i hvilken de modstod Havvandets skadelige Indflydelse, vel stor. Men paa den anden Side tørrede han ikke Planterne eller Frugtgrenene i For- vejen, og dette vilde, som vi har set, have faaet nogle af dem til at holde sig flydende meget længere. Resultatet blev, at 4J- af hans Frø flød ovenpaa i 42 Dage, og var saa i Stand til at spire. Jeg tvivler imidlertid ikke om at Planter, som var udsat for Bølgerne, vilde holde sig flydende i kortere Tid end de Planter, som i vore Forsøg er beskyttede mod voldsomme Bevægelser. Derfor vilde det maaske være det sikreste at antage, at Frøene af omtrent få^ af en Floras Planter, efter at være bleven tørrede, kan føres flydende over 900 Mil Hav og saa spire. Det er en interessant Kendsgerning, at de større Frugter ofte holder sig længere flydende end de smaa, da Planter med store Frø eller Frugter vanskeligt kan blive trans- porterede paa andre Maader; og Alph. de Candolle har vist, at saa- danne Planter i Almindelighed har snævert begrænsede Vokse- kredse.

[page] 374

Men Frø kan lejlighedsvis blive ført afsted paa en anden Maade. Der skylles Drivtømmer op paa de fleste Øer, selv paa dem, der ligger midt i de større Oceaner, og de indfødte paa Koraløerne i det stille Hav faar ene og alene Sten til deres Redskaber fra Rød- derne af Træer, der er kommen drivende. Disse Sten er da ogsaa et kongeligt Regale. Ved Undersøgelse har jeg fundet, at, naar uregelmæssigt formede Sten er indknebne mellem Træernes Rød- der, saa er der meget hyppigt indsluttet smaa Partier af Muldjord i deres Fordybninger, — saa godt indesluttede, at der ikke kunde blive skyllet et Gran bort under selv den længste Transport — af saadan en Smule Jord, der var fuldstændig indesluttet i en halv- tredsindstyveaarig Eg, fremspirede der tre tokimbladede Planter; jeg er vis paa Nøjagtigheden af denne Iagttagelse. Jeg kan frem- deles vise, at det undertiden hænder, at Fugle-Aadsler, naar de flyder paa Havet, undgaar at blive fortærede; og mange Slags Frø beholder deres Spire-Evne i Kroen af saadanne flydende Fugle; Ærter og Vikker dræbes f. Eks. ved at ligge, selv kun nogle faa Dage, i Havvand, men nogle, som jeg tog ud af Kroen af en Due, der havde flydt 30 Dage paa kunstig lavet Saltvand, spirede til min store Forbavselse næsten allesammen.

Levende Fugle udfolder utvivlsomt en meget stor Virksomhed i Retning af at transportere Frø. Jeg kunde nævne mange Eksempler, der viser, hvor hyppigt Fugle af mange Slags af Stormen er bleven blæst uhyre langt bort tværs over Havet. Vi kan ganske sikkert antage, at Gennemsnitshastigheden af deres Flugt ofte vil være en 35 Mil i Timen, og nogle Forfattere har ansat den endnu langt høje- re. Jeg har aldrig set en nærende Frøsort komme igennem en Fugls Tarmkanaler, men haarde Frø kommer uskadt, selv gennem en Kalkuns Fordøjelsesorganer. I Løbet af to Maaneder samlede jeg i min Have tolv Slags Frø i Smaafugles Ekskrementer, og disse Frø syntes ikke at fejle noget, og nogle af dem spirede da ogsaa, da de blev saaet. Følgende Kendsgerning er imidlertid vigtigere: Fuglenes Kro afsondrer ikke Mavesaft og har, jeg ved det fra For- søg, ikke den mindste skadelige Indvirkning paa Frøenes Spire- kraft; naar nu en Fugl har fundet og slugt en stor Mængde Føde, saa er det ganske vist, at ikke alle Frø i de første tolv eller end- ogsaa atten Timer kommer ned i Maven. I en saa lang Tid kan en Fugl meget let blive blæst en 500 Mil bort, og man ved, at Falkene

[page] 375

holder Udkig efter udmattede Fugle, og Saaledes kan da Indholdet af deres Kroer lettelig blive udsaaet. Nogle Falke og Ugler sluger deres Bytte helt, og tolv eller tyve Timer efter opgylper de Foder- boller, der, som jeg har fra Forsøg, der blev anstillede i den zoolo- giske Have, ved, indeholder Frø, der er i Stand til at spire. Nogle Frø af Havre, Hvede, Hirse, Kanariegræs, Hamp, Kløver og Rød- bede spirede efter at have været tolv til en og tyve Timer i for- skellige Rovfuglemaver; og to Rødbedefrø spirede efter at have været der to Dage og fjorten Timer. Jeg har fundet, at Ferskvands- fisk æder mange Land- og Vandplanters Frø; Fisk bliver hyppigt fortærede af Fugle, og Saaledes kunde Frøene blive transporterede fra Sted til Sted. Jeg puttede mange Slags Frø i Maverne paa døde Fisk og gav saa Fiskeørne, Storke og Pelikaner dem at æde. Efter mange Timers Forløb gylpede disse Fugle Frøene op i Boller eller udskilte dem med deres Ekskrementer, og adskillige af disse Frø beholdt deres Spirekraft; der var imidlertid visse Frø, som dræbtes ved denne Proces.

Græshopper bliver undertiden blæst langt bort fra Land; jeg har selv fanget en 370 Mil fra Kysten af Afrika, og jeg har hørt Tale om, at der er fanget andre endnu længere borte. R. T. Lowe underretter C. Lyell om, at Græshoppesværme i November 1884 besøgte Madejra. Der var en uhyre Mængde af dem; de var saa tætte som Snefnug i den stærkeste Snestorm, og Sværmen strakte sig saa langt opad, som man kunde se med en Kikkert. I to-tre Dage svingede de langsomt rundt i Luften i en uhyre Elipse, der mindst var 5 eller 6 Mil i Diameter, og om Natten satte de sig paa de højere Træer, som de fuldstændig bedækkede. Saa forsvandt de ud over Søen lige saa hurtigt, som de havde vist sig, og har ikke senere gæstet Øen. Enkelte Steder i Natal tror nogle af Kolo- nisterne, rigtignok uden at have tilstrækkeligt Bevis for deres An- tagelse, at der bliver indført skadeligt Frø paa Græsmarkerne i de Ekskrementer, som de store Græshoppesværme, der ofte hjemsøger dette Land, lader tilbage. I Anledning heraf sendte Hr. Weale mig i et Brev en lille Pakke af de tørrede Ekskrementer, i hvilke jeg med Mikroskopets Hjælp fandt adskillige Frø og fik da ogsaa af dem opelsket syv Græsplanter, der hørte til to Arter i to for- skellige Slægter. Man ser Saaledes, at en Græshoppesværm, saa- ledes som den, der besøgte Madejra, let kunde blive Midlet til at

[page] 376

indføre forskellige Slags Planter til en 0, der laa langt borte fra Fastlandet.

Om endskønt Fuglenes Næb og Fødder i Almindelighed er rene, saa hænder det dog undertiden, at der hænger Jord ved dem. Engang havde jeg taget en og tresindstyve Gran og en anden Gang to og tyve Gran tør leragtig Jord fra en Agerhønes ene Fod, og i Jorden var der en lille Sten saa stor som et Vikkefrø. Det følgende Eksempel er endnu bedre: en Ven af mig sendte mig Foden af en Sneppe, og paa Løbet sad der en lille Kage af tørret Jord, der ikke vejede mere end 9 Gran, og heri var der et Frø af Tudse-Siv (Jun- cus bufonius), som spirede og blomstrede. Der kunde nævnes mange Eksempler der viser, hvorledes Jorden næsten alle Steder er opfyldt med Frø. Professor Newton sendte mig f. Eks. Benet af en rødbenet Agerhøne (Caccabis rufa), som var bleven saaret og ikke kunde flyve, og ved den hang der en lille Kugle haard Jord, som vejede seks og en halv Unze. Jorden havde ligget i tre Aar, men da den blev smuldret, vandet og sat under et Blomster- glas, fremkom der ikke mindre end to og firsindstyve Planter. Af disse var de tolv Enkimbladede, hvorimellem almindelig Havre og i det mindste en Græsart til, og de andre halvfjerdsindstyve Tokimbladede bestod, saa vidt man efter de unge Planter kunde skønne, af i det mindste tre forskellige Arter. Kan vi nu, naar der foreligger saadanne Kendsgerninger, tvivle om at de mangfoldige Fugle, som hvert Aar af Stormen blæses tværs over store Stræk- ninger af Oceanet, og de som aarlig vandrer — f. Eks. de Millioner af Vagtler, der gaar over Middelhavet — at de lejlighedsvis maa føre nogle faa Frø med sig, der er indlejrede i den Jord, der hænger ved deres Fødder eller Næb? Jeg skal imidlertid vende tilbage til dette Emne.

Da man om Isbjerge ved, at de undertiden fører Jord og Sten med sig, ja endogsaa har ført Krat, Knogler og en Landfugls Rede med sig, saa kan det næppe være Tvivl underkastet, at de jo lej- lighedsvis, som Lyell ogsaa har antaget, har ført Frø fra et Sted til et andet i de arktiske Regioner og i Istiden fra en Del af de nu tempererede Regioner til en anden. Jeg antager, at Azorerne, paa Grund af at de har et saa stort Antal Planter fælles med Evropa, naar man samimenligner dem med de Arter, der findes paa andre Øer i Atlanterhavet, og som ligger Fastlandet nærmere og (som Hr.

[page] 377

H. C. Watson har bemærket) paa Grund af den nordlige Karakter deres Vegation har, i Forhold til den Breddegrad under hvilken Øerne ligger, at de for en Del er bleven forsynede med Frø, som Isen har baaret derned under Istiden. Paa Foranledning af mig skrev Hr. C. Lyell til Hr. Hartung for at spørge, hvorvidt han havde iagttaget Vandreblokke paa disse Øer, og denne svarede, at han havde forefundet store Brudstykker af Granit og andre Klippe- sorter, som ellers ikke træffes i Arkipelaget. Heraf kan vi sikkert slutte, at Isbjerge tidligere lossede deres Klippelast paa Strand- bredderne af disse Øer midt i Oceanet, og det er i det mindste mu- ligt, at de kan have bragt Frø derhen af Nordens Planter.

Naar vi nu tager i Betragtning, at disse forskellige Transport- midler og de andre Midler, som uden Tvivl er tilbage at opdage, har været i Virksomhed Aar for Aar i Titusinder af Aar, saa forekommer det mig, at det vilde være mærkeligt, om ikke mange Planter saa- ledes var bleven ført vidt omkring. Man har undertiden kaldt disse Transportmidler tilfældige, men dette er ikke ganske nøjagtigt. Ha- vets Strømme er ikke tilfældige, heller ikke er den Vindretning det, som er den overvejende. Man maa lægge Mærke til, at der næppe er nogen Transportmaade, paa hvilken Frø kunde føres bort i store Afstande, thi et Frø beholder ikke sin Spirekraft, naar det i lang Tid har været udsat for Saltvandets Paavirkning, og det kan da hel- ler ikke bæres længe i Fuglenes Kroer og Tarmkanaler. Men disse Midler er tilstrækkelige til en lejlighedsvis Transport over nogle hundrede Mile Hav, eller til en Transport fra 0 til 0 eller fra Fast- land til Naboø; men de slaar ikke til til en Transport fra et fjernt Fastland til et andet. De fjernt fra hinanden liggende Fastlandes Flora vil ikke blive blandede derved, men vil holde sig lige saa bestemt adskilte som de nu er. Strømmene vil, paa Grund af deres Løb, aldrig bringe Frø fra Nordamerika til Britannien, skønt de kan bringe, og virkelig ogsaa bringer, Frø fra Vestindien til vor Vest- kyst, hvor de, om de ikke i Forvejen var bleven dræbt af at have ligget saa længe i Saltvand, dog ikke vilde komme nogen Vej, da de ikke kan taale Klimaet. Næsten hvert Aar bliver der en eller to Gange blæst Landfugle tværs over Atlanterhavet fra Nordame- rika til Irlands og Englands Vestkyst; men disse sjældne Vandrere kan kun føre Frø med sig paa een Maade, nemlig ved at der hang; Jord ved deres Næb eller Fødder, hvad der i og for sig er et sjæl-

[page] 378

dent Træf. Men om det nu traf sig Saaledes, hvor ringe Udsigt var der dog ikke til, at Frøet skulde falde i passende Jord og vokse og holde sig, til det kunde formere sig. Men det vilde være en stor Vildfarelse at slutte Saaledes, at, fordi en vel bevokset 0 som Stor- britannien ikke, saa vidt man ved (det vilde være vanskeligt at bevise det), i de sidste faa Aarhundreder ved forskellige nu og da forekommende Transportmaader har modtaget Emigranter fra Ev- ropa eller andre Fastlande, at saa en svagt befolket 0, om den end ligger længere borte fra Fastlandet, ikke skulde kunne mod- tage Kolonister paa den nævnte Maade. Af hundrede Frø eller Dyr, som føres til en 0, selv om den er langt svagere befolket end Storbritannien, vilde maaske ikke mere end et enkelt passe Saaledes for det nye Hjem, at det kunde blive naturaliseret. Men dette, forekommer det mig, er ikke nogen kraftig Indvending imod hvad der kunde bevirkes ved lejlighedsvis forekommende Trans- portmidler i lange, lange Tider, medens Øen hævedes og før den var bleven fuldkommen besat med Indvaanere. Paa næsten bart Land, hvor der levede faa eller ingen ødelæggende Insekter eller Fugle, vilde næsten ethvert Frøkorn, som af en Hændelse kom der- hen, dersom Klimaet passede til det, spire og leve.

Udspredelsen i Istiden.

Det at de samme Planter og Dyr findes paa Bjergtoppe, der er adskilt fra hinanden ved hundrede Mil af Lavlande, hvor Alpe- arter umuligt kunde leve, er et af de mest slaaende Eksempler paa, at den samme Art lever paa Punkter, der ligger langt fra hinanden, uden at der er nogen særlig iøjnefaldende Mulighed for, at de kan have vandret fra det ene Punkt til det andet. Det er i Sandhed en mærkværdig Kendsgerning at se saa mange Planter af samme Art leve i Alpernes og Pyrenæernes snedækte Regioner og i de aller nordligste Dele af Evropa; men det er langt mærkværdigere, at Plan- terne paa White Mountains i de nordamerikanske Fristater er gan- ske de samme som de i Labrador og, som Asa Gray fortæller, næsten de samme som de, der findes paa Evropas højeste Bjerge. Selv saa langt tilbage som 1747 fik saadanne Kendsgerninger Gme- lin til at antage, at den samme Art maa være bleven skabt paa for-

r

[page] 379

skellige langt fra hinanden liggende Punkter og paa hvert Sted uafhængige af alle de andre; og vi kunde være bleven i den samme Tro, havde ikke Agassiz og andre faaet os til at lægge rigtig Mær- ke til Istiden, der, som vi straks skal se, giver en ganske simpel Forklaring af disse Forhold. Vi har Beviser af næsten alle mulige Slags, organiske som uorganiske, paa, at i en ikke meget fjern geo- logisk Periode havde Mellemevropa og Nordamerika et arktisk Klima. Ruinerne af et Hus efter en Ildebrand taler ikke tydeligere om Ilden end Skotlands og Wales's Bjerge med deres furede Sider, deres glatte Flader, deres svævende Klippeblokke taler om de Is- strømme, med hvilke deres Dale for ikke saa overdrevent længe siden var opfyldt. Saa meget har Evropas Klima forandret sig, at de gigantiske Moræner, som de gamle Gletschere har dannet, nu er bedækkede med Vin og Majs. Gennem en stor Del af de nordameri- kanske Fristater taler Vandreblokke og furede Klipper højt om en tidligere kold Tid.

Den Indflydelse, som Istidens Klima tidligere havde paa Ev- ropas Beboere, vil nedenfor blive omtalt efter den Fremstilling Ed- ward Forbes har givet af Hovedtrækkene. Men vi kan lettere forstaa Forandringerne ved at antage, at en ny Istid ganske lang- somt kom og gik igen, Saaledes som tidligere er sket. Som Kulden kom paa, og som ethvert mere sydligt Bælte blev skikket til at rumme nordligere Beboere, vilde disse indtage den Plads, de tem- pererede Regioners tidligere Beboere havde. Disse vilde paa samme Tid drage længere og længere Syd paa, med mindre de traf paa uoverstigelige Hindringer. I saa Tilfælde vilde de omkomme. Bjer- gene vilde blive bedækkede med Sne og Is, og deres tidligere Beboere vilde stige ned til Sletterne. Naar saa Kulden havde naaet sit Maksimum, saa vilde vi have en arktisk Fauna og Flora i Midtevropa, saa langt Syd paa som til Alperne og Pyrenæerne, ja vel endogsaa ned i Spanien, De Egne af de forenede Stater, som nu er tempererede, vilde ligeledes være Tumleplads for ark- tiske Planter og for arktiske Dyr og det saa nogenlunde de sam- me som Evropa, thi de Væsener, der nu lever omkring Polen, og om hvilke vi har antaget, at de overalt drog Syd paa, er i en mær- kelig Grad ensartede Jordkuglen rundt.

Som- nu Varmen kom tilbage, vilde de arktiske Former trække sig Nord paa, og de mere tempererede Egnes Naturfrembringelser

[page] 380

vilde følge i Hælene paa dem. Og naar nu Sneen smeltede ved Bjergenes Fod, saa vilde de arktiske Former sætte sig fast paa den isfri, fugtige Grund, stadigt stigende opad, højere og højere, alt efter som Varmen tog til og Sneen fra neden af smeltede bort, me- dens deres Brødre fortsatte deres Rejse Nord paa. Derfor vil, naar Varmen igen kommer fuldstændig tilbage, de samme Arter, som for nylig havde levet sammen paa Evropas og Nordamerikas Sletter, genfindes i den gamle og ny Verdens arktiske Regioner og paa mange isolerede Bjergtinder fjernt fra hverandre.

Saaledes kan vi forstaa den Overensstemmelse, der er imellem mange Planter, der ligger saa uhyre langt fra hinanden som Ev- ropas og de nordamerikanske Fristaters Bjerge. Vi kan ogsaa paa den Maade forstaa den Kendsgerning, at Alpeplanterne paa enhver Bjergkæde er særligt beslægtede med den arktiske, der lever lige Nord eller næsten lige Nord for dem, thi den første Vandring, da Kul- den kom paa, og Tilbagevandringen, da Varmen kom igen, vi! i Al- mindelighed have været stik Syd og stik Nord. Saaledes er f. Eks. Skotlands alpine Vækster, som Hr. H. C. Watson har bemærket, og Planterne paa Pyrenæerne, som Hr. Ramond har bemærket, nøje be- slægtede med Planterne i det nordlige Skandinavien; de forenede Sta- ters Planter er beslægtede med Labradors, de sibiriske Bjerges med samme Lands arktiske Regioners. Denne Synsmaade, grundet som den er paa, at der tidligere har været en Istid, hvad der er fuld- kommen vist, synes mig paa en saa tilfredsstillende Maade at for- klare den nuværende Udbredelse, som Evropas og Amerikas alpine og arktiske Frembringelser har, at naar vi i andre Egne finder den samme Art paa fjerne Bjergtinder, kan vi næsten uden andet Bevis slutte, at et koldere Klima tidligere tillod dem at vandre tværs over de mellemliggende Lavlande, der nu er bleven alt for varme til, at de kan leve der.

Da de arktiske Former først bevægede sig Syd paa og senere tilbage mod Nord, alt som Klimaet skiftede, saa vil de ikke under deres lange Vandringer have været udsat for store Temperaturulig- heder; og da de allesammen vandrede sammen, vil deres indbyrdes Forhold ikke være bleven meget forstyrret. Derfor vilde, i Overens- stemmelse med de Principper, der er forsvarede i dette Værk, disse Former ikke have været udsat for megen Modifikation. Hvad Alpe- planterne angaar, som i det Øjeblik, Varmen kom igen, blev ladt

[page] 381

isolerede tilbage, først ved Foden og senere ved Toppen af Bjer- gene, saa vilde de have været noget anderledes stillede; thi det er ikke rimeligt, at alle de samme arktiske Arter er bleven ladt til- bage paa Bjergkæder, der ligger langt fra hinanden, og at de saa har levet der siden; nej, de vilde efter al Sandsynlighed være bleven blandede med gamle alpine Arter, som maa have forekommet paa Bjergene før Istidens Begyndelse, og som i dens koldeste Periode midlertidigt vilde være bleven drevet ned paa Sletterne, de vilde altsaa have været udsat for nogle forskellige klimatiske Indflydelser. Deres indbyrdes Forhold vilde jo ogsaa til en vis Grad være bleven forstyrret; som en Følge heraf vilde de have været udsat for Mo- difikation, og dette finder vi da ogsaa har været Tilfældet; thi der- som vi sammenligner de nulevende alpine Planter og Dyr fra de forskellige store evropæiske Bjergkæder med hinanden indbyrdes, saa er der jo nok mangeaf Arterne, der er ganske identiske; men nogle forekommer som Varieteter, andre som tvivlsomme Former eller Underarter og atter andre som skarpt adskilte, men dog nær beslægtede Arter, der træder i Stedet for hinanden paa de forskel- lige Steder

I det foregaaende har jeg antaget, at de arktiske Frembringelser, ved Begyndelsen af vor imaginære Istid, var lige saa ensformede rundt om Polaregnene, som de er i Dag. Men det er nødvendigt ogsaa at med indbefatte mange subarktiske og nogle faa tempere- rede Former; thi nogle af disse er de samme paa de lavere Bjerg- skraaninger og paa Nordamerikas og Evropas Sletter, og man kunde nok spørge, hvorledes jeg forklarer denne Grad af Ensformighed hos de subarktiske og de tempererede Former Jorden rundt i den virkelige Istids Begyndelse. Nu til Dags er de subarktiske og nord- lig tempererede Naturfrembringelser i den gamle og den ny Ver- den adskilt fra hinanden ved hele det atlantiske Ocean og ved det stille Havs nordlige Dele. I Istiden, da den gamle Verdens og den ny Verdens Beboere levede længere Syd paa, end de nu gør, maa de have været endnu mere fuldstændigt adskilt fra hinanden ved store Havstrækninger, saa der er nok Grund til at spørge om, hvor- ledes den samme Art kunde være kommen til to Fastlande, der da var saa vidt adskilt fra hinanden. Forklaringen tror jeg, ligger i den Natur, Klimaet havde før Istidens Begyndelse. Dengang, i den nyere pliocene Periode, var Flertallet af Verdens Beboere specifik

[page] 382

de samme som nu, og vi har god Grund til at tro, at Klimaet var varmere, end det nu er. Derfor kan vi antage, at Organismer, som nu lever under 60 Graders Bredde, at de i den pliocene Periode levede længere Nord paa under Polarkredsen, under 66 til 67 Gra- ders Bredde, og at de Naturfrembringelser, der nu er arktiske, da levede paa det usammenhængende Land nærmere ved Polen. Der- som vi nu ser paa en Jordglobe, vil vi finde, at der under Polar- kredsen er næsten sammenhængende Land fra Vest-Evropa gen- nem Sibirien til Øst-Amerika. Og denne Landets Kontinuitet, der, i Forbindelse med et heldigt Klima, maatte føre til, at Beboerne havde let ved at blandes mellem hinanden, kan nok forklare den Ensformighed, som vi har antaget, at den gamle og den ny Verdens subarktiske og tempererede Frembringelser havde i den Periode, der gik forud for Istiden.

Da jeg af Grunde, som jeg tidligere har hentydet til, tror, at vore Fastlande længe har holdt sig i næsten den samme relative Stilling, endskønt de har været store partielle Niveauforandringer underkastede, saa er jeg meget tilbøjelig til at give den ovenfor omtalte Betragtningsmaade en videre Udstrækning og at slutte, at i en eller anden endnu tidligere og endnu varmere Periode, saadan som den ældre pliocene, boede der et større Antal af de samme Planter og Dyr i det næsten sammenhængende Land omkring Polen og at disse Planter og Dyr, baade i den gamle og ny Verden, begyndte langsomt at vandre Syd paa, alt eftersom Klimaet blev mindre varmt, længe før Istidens Begyndelse. Vi ser nu, som jeg tror, deres Efterkommere, rigtignok for det meste modificerede, i de mellemste Dele af Evropa og de forenede Stater. Naar vi har dette Syn paa Sagen, kan vi forstaa det Slægtskab, der, ved Siden af meget lidt Identitet, er mellem Nordamerikas og Evropas Frem- bringelser, et Slægtskab, som er i høj Grad mærkværdigt, naar vi lægger Mærke til den Afstand, der er mellem de to Landstrækninger og det, at de er adskilt ved hele det atlantiske Ocean. Vi kan frem- deles forstaa det forunderlige Forhold, som adskillige Iagttagere har lagt Mærke til, at Evropas og Amerikas Frembringelser i den sidste Del af Tertiærtiden var mere nær beslægtede med hinanden, end de nu er; thi i disse varmere Perioder vil de nordlige Dele af den gamle og ny Verden have været næsten kontinuerligt forbunden ved Land- jord, en Bro, der senere af Kulden er bleven gjort ufarbar for Be- boerne.

[page] 383

Dengang Pliocentidens Varme langsomt tog af, vilde de Arter, som beboede den gamle og den ny Verden, da de vandrede Syd for Polarkredsen sammen, være bleven fuldkomment afskaaret fra hin- anden. Denne Adskillelse maa for de mere tempererede Egnes Vedkommende have fundet Sted for meget længe siden. Som Plan- terne og Dyrene vandrede Syd paa, vil de det ene Sted være bleven blandede med de almindelige amerikanske Former, det andet Sted med den gamle Verdens Former, der langt senere blev ladt isole- rede tilbage paa de forskellige Bjergkæder og i Evropas og Nord- amerikas arktiske Lande. Deraf kommer det, at, naar vi sammen- ligner de Former, der nu lever i den gamle og ny Verdens tempe- rerede Egne, med hinanden, saa finder vi meget faa Arter, der er identiske, (endskønt Asa Gray nylig har vist, at der er langt flere Planter, der er identiske, end man tidligere antog), men vi finder i enhver stor Klasse mange Former, som nogle Naturforskere regner for geografiske Racer og andre for bestemt adskilte Arter, foruden en Mængde af nær beslægtede Former, der paa forskellige Steder træder i Stedet for hinanden, og som af alle Naturforskere regnes for specifik forskellige.

Saadan som det er gaaet til paa Landjorden, er det ogsaa gaaet til i Havets Vande. En langsom Vandren Syd paa af den Havfauna, som i Pliocentiden eller noget tidligere var næsten ensformet langs med Polarkredsens sammenhængende Kyster, vil efter Kvalitets- valgsteorien forklare, hvordan det gaar til, at mange nær beslæg- tede Former nu lever i Havstrækninger, der er fuldstændig adskilt. Saaledes tror jeg, vi kan forstaa nogle nulevende og nogle tertiære nær beslægtede Formers Tilstedeværelse ved det tempererede Nord- amerikas vestlige og østlige Kyster, ligesom den endnu mere for- bavsende Kendsgerning, at mange nær beslægtede Krebsdyr, (saa- ledes som det er beskrevet i Danas beundringsværdige Værk), nogle Fisk og andre Havdyr forekommer i Middelhavet og i det japanske Hav — disse to Lokaliteter er jo nu fuldstændig adskilt fra hinanden ved et stort Fastlands hele Bredde og et stort Stykke Hav.

Disse Tilfælde af nært Slægtskab mellem: Arter, der enten nu bebor eller tidligere beboede Havene ved Nordamerikas Øst- og Vest-Kyster, Middelhavet og det japanske Hav og det tempererede Nordamerikas og Evropas Fastlande, kan ikke forklares ved Hjælp

[page] 384

af Skabelsesteorien. Man kan nu ikke hævde, at saadanne Arter er bleven skabt ens i Samklang med Strøgenes næsten ens fysiske Betingelser; thi dersom vi f. Eks. sammenligner visse Dele af Syd- amerika med Dele af Sydafrika eller Avstralien, saa finder vi her Lande, der ligner hinanden meget, hvad alle de fysiske Betingelser angaar; men hvad Beboerne angaar, saa er der slet ingen Lighed.

Istider afløser hinanden i Syd og Nord.

Men vi maa vende tilbage til det Spørgsmaal, der særligt fore- ligger. Jeg er overbevist om, at Forbes's Betragtningsmaade kan faa en større Udstrækning, end han har givet den. I Evropa rinder vi de klareste Beviser paa, at der har været en Istid lige fra Bri- tanniens Vestkyst til Ural-Kæden mod Øst og til Pyrenæerne mod Syd. Vi kan af de i Istiden indefrosne Pattedyrs Natur og af Bjerg- vegetationens Natur forstaa, at der i Sibirien har fundet noget lig- nende Sted. Ifølge Dr. Hooker bedækkede i Libanon tidligere evig Sne Midtpartiet og gav Næring til Gletschere, der skød hele 4,000 Fod nedad i Dalene. I Himalaya har Gletschere paa Punkter, der ligger 900 Mile fra hinanden, ladet Spor tilbage, der viser, hvor dybt de tidligere gik ned, og i Sikkim saa Dr. Hooker Majs vokse paa gamle kæmpemæssige Moræner. Sønden for det asiatiske Fast- land paa den anden Side Ækvator ved vi nu fra Dr. I. Haast's og Dr. Hector's udmærkede Undersøgelser, at uhyre Gletschere tidligere steg langt ned paa Ny-Zeeland, og de Planter af samme Art, som Dr. Hooker fandt paa vidt adskilte Bjerge paa denne 0, fortæller den samme Historie om en tidligere kold Periode. Efter Kendsgerninger, som Hr. W. B. Clarke har meddelt mig, synes det ogsaa, som der er Spor efter en tidligere Tids Ismasser paa Bjergene i det sydøst- lige Hjørne af Avstralien.

Ser vi hen til Amerika, saa har man paa den østlige Side af Fastlandets nordre Halvdel iagttaget Brudstykker af Klipper, der er bleven ført af Isen saa langt Syd paa som til 36 eller 37 Graders Bredde og paa det stille Havs Kyster, hvor Klimaet nu er saa gan- ske anderledes, saa langt Syd paa som til 46 Graders Bredde. Man har ogsaa iagttaget Vandreblokke paa „Rocky Mountains". Paa Kordilleras i Sydamerika, omtrent lige under Ækvator, gik Giet-

[page] 385

scherne engang langt dybere ned end nu. I Mellem-Chile har jeg undersøgt en uhyre Masse af Detritus med store Vandreblokke, som gaar tværs gennem Portillo-Dalen, og det kan næppe betvivles, at dette engang har dannet en mægtig Moræne, og Hr. D. Forbes med- deler mig, at han i forskellige Dele af Kordilleras fra 13 til 30 Graders sydlig Bredde i en Højde af omtrent 12,000 Fod har fundet dybt furede Klipper, med hvilke han var bleven saa godt bekendt i Norge, og desuden store Masser af Detritus, der indesluttede rid- sede Stene. Paa hele dette Stykke af Kordilleras findes der nu ingen rigtige Gletschere selv i en meget større Højde. Længere Syd paa, paa begge Sider af Fastlandet fra 41 Graders Bredde og til den syd- lige Spids foreligger der det tydeligste Bevis paa, at Isen her tid- ligere har været virksom, i talrige uhyre Blokke, der er bleven ført langt bort fra deres Hjemstavn.

Af disse forskellige -Kendsgerninger, nemlig deraf, at Isen har været i Virksomhed hele den nordlige og sydlige Halvkugle rundt — deraf, at Istiden i geologisk Forstand har været i en ikke fjern Tid paa begge Halvkugler — deraf, at den begge Steder har varet uhyre længe, hvad man kan se af det store Arbejde, den har faaet gjort, og endelig deraf, at Gletschere, for ikke altfor længe siden, er gaaet meget langt ned paa hele Kordilleras Kæden, af alle disse forskellige Grunde har jeg tidligere troet, at man nødvendigvis maatte komme til den Slutning, at den hele Verdens Temperatur overalt paa sam- me Tid var bleven lavere i Istiden. Men nu har Hr. Croll i en Række fortrinlige Afhandlinger søgt at vise, at et Istids-Klima er Resultatet af forskellige fysiske Aarsager, som er kommen i Virk- somhed ved en Forøgelse af Jordbanens Eksentricitet. Alle disse Aarsager søger at bevirke det samme; men det, der synes at være det virksomste, det er Jordbanens Eksentricitets Indvirkning paa Oceanets Strømme. Af Hr. Crolls Undersøgelser fremgaar, at kolde Tider regelmæssig vender tilbage med 10 eller 15,000 Aars Mellem- rum; men at Kulden paa Grund af visse sammenstødende Omstæn- digheder er overordentlig streng i meget længere Tider og varer over- ordentlig længe. Hr. Croll tror, at den sidste store Istid indtraf for omtrent 240,000 Aar siden og vedvarede med smaa Klimatforan- dringer saa omtrent 160,000 Aar. Hvad de ældre Istider angaar, saa mener flere Geologer, at de Har direkte Bevis paa, at saadanne indtraf i Miocen- og Eocen-Tiden, ikke at tale om de endnu ældre

Darwin: Arternes Oprindelse.                                                                                     25

[page] 386

Formationer. Men for det Spørgsmaal, som her særlig beskæftiger os, er af de Resultater, som Hr. Croll er kommen til, det det vig- tigste, at, naar der i den nordlige Halvkugle er en kold Tid, saa bliver der varmere i den sydlige Halvkugle paa den Maade, at Vinteren bliver meget mildere, og dette bevirkes hovedsagelig ved Forandrin- ger i Havstrømningernes Retning. Og Saaledes omvendt, varmt i den nordlige Halvdel, naar der er Istid i den sydlige. Disse Slutnin- ger har, som vi straks skal se, en meget stor Betydning for den geografiske Udbredelse; men først vil jeg meddele de Kendsgernin- ger, der behøver en Forklaring. I Sydamerika har Dr. Hooker vist, at foruden mange nær beslægtede Arter er der mellem fyrretyve og halvtreds af Ildlandets Planter (en ikke ubetydelig Del af dets fattige Flora), som det har fælles med Nordamerika og Evropa, til Trods for at det er Strøg, som ligger langt borte fra hinanden paa forskellige Halvkugler. Paa høje Bjerge i den Del af Amerika, der ligger omkring Ækvator, forefindes der Skarer af ejendommelige Arter, som hører til evropæiske Slægter. Paa Organ-Bjergene i Bra- silien fandt Gardner nogle faa Arter fra det tempererede Evropa, nogle antarktiske og nogle arktiske Slægter, som ikke findes i de mellemliggende hede Lavlande. Paa Silla i Caracas fandt den be- rømte Humboldt for lang Tid siden Arter, som hører til Slægter, der er karakteristiske for Kordilleras.

I Afrika findes der adskillige Former, der er karakteristiske for Evropa, og nogle faa Repræsentanter for Kap det gode Haabs Flora paa Abyssiniens Bjerge. Ved Kap det gode Haab finder man nogle enkelte evropæiske Arter, om hvilke man antager, at de ikke er bleven indført ved Mennesket, og paa Bjergene findes der forskel- lige repræsentative evropæiske Former, som man ikke har fundet i de tropiske Dele af Afrika. Dr. Hooker har ogsaa for nylig vist, at forskellige af de Planter, der trives i de højere liggende Dele af den høje 0 Fernando Po og de nærliggende Cameron Bjerge i Gui- nea-Bugten, er nær beslægtede med dem, der findes paa Abyssi- niens Bjerge, og ligeledes med dem, der findes i det tempe- rerede Evropa. Det synes nu ogsaa, som jeg hører fra Dr. Hooker, at nogle af disse samme tempererede Planter er bleven fundet af Hr. R. T. Lowe paa de Kap Verdiske Øers Bjerge. Denne de samme tempererede Formers Udbredelse, næsten under Ækvator, tværs

[page] 387

over hele Afrika og til det Kap Verdiske Arkipelag er et af de mest forbavsende Forhold, der findes i hele Plantegeografien.

Paa Himalaya og paa den indiske Halvøs isolerede Bjergkæder, paa Højdedragene paa Ceylon og paa Javas vulkanske Kegler findes der mange Planter, som enten er aldeles identiske eller ogsaa er hinandens Stedfortrædere og paa samme Tid Stedfortrædere for evropæiske Planter, som ikke findes i de mellemliggende hede Lav- lande. En Liste over de Planteslægter, som er samlede paa Javas høje Bjergtinder, faar en til at tænke paa en Samling fra nogle Høje i Evropa! Endnu mere slaaende er den Kendsgerning, at ejendom- melige sydavstralske Former repræsenteres af visse Planter, der gror paa Toppen af Borneos Bjerge. Nogle af disse avstralske For- mer forekommer, som jeg hører fra Dr. Hooker, paa Halvøen Ma- laccas Bjerge og forekommer spredt og sparsomt i Indien paa den ene Kant og paa den anden Kant saa højt Nord paa som Japan.

Paa Bjergene i Syd-Avstralien har Dr. F. Muller opdaget adskil- lige evropæiske Arter; andre Arter, der ikke er indført ved Men- nesket, træffes i Lavlandene, og der kunde gives en lang Liste, er jeg bleven underrettet om af Dr. Hooker, over evropæiske Slæg- ter, som er fundet i Avstralien, dog ikke i de midterste hede Egne. I Dr. Hookers beundringsværdige „Introduction to the Flora of New- Zealand" nævnes der analoge og mærkelige Kendsgerninger angaa- ende denne store Øs Planter. Af dette ser vi nu, at visse Planter, der vokser paa de højere Bjerge i alle Verdens tropiske Egne og paa Nordens og Sydens tempererede Sletter, er enten identiske eller Varieteter af samme Art. Man maa imidlertid lægge Mærke til, at disse Planter ikke er rent arktiske Former; thi, som Hr. H. C. Wat- son har bemærket, „naar man gaar fra Polen nedad mod Ækvator, bliver Alpefloraen eller Bjergfloraen sikkert mindre og mindre ark- tisk." Foruden disse identiske og nær beslægtede Former er der mange Arter, der bebor de samme vidt adskilte Strøg, og som hører til Slægter, der nu ikke findes i de mellemliggende tropiske Lav- lande.

De ovenfor anførte korte Meddelelser angaar kun Planter; men der kunde nok gives nogle faa analoge Kendsgerninger for Land- dyrenes Vedkommende. For Havorganismerne gælder det samme; som et Eksempel kan jeg nævne, at den store Avtoritet Professor Dana siger „det er visselig en vidunderlig Kendsgerning, at Ny-

25*

[page] 388

Zeeland, hvad dets Krebsdyr angaar, har større Lighed med dets Antipode Storbritannien end med noget som helst andet Strøg i Verden." Hr. J. Richardson taler om, at nordlige Fiskeformer igen viser sig ved Ny-Zeelands og Tasmaniens Kyster. Dr. Hooker under- retter mig ogsaa om, at fem og tyve Alpearter er fælles for Ny-Zee- land og Evropa, medens de ikke er bleven fundet i de mellemlig- gende tropiske Have.

Af de foregaaende Kendsgerninger, nemlig: Tilstedeværelsen af tempererede Former i Højlandene tværs over hele det ækvatoriale Afrika, langs med den indiske Halvø til Ceylon og til det malayiske Arkipelag og, paa en mindre udpræget Maade, ogsaa tværs over den store Strækning tropisk Sydamerika, synes det næsten vist, at i en eller anden tidlig Tid, utvivlsomt i den strængeste Del af Istiden, disse store Kontinenters Lavlande overalt under Ækvator har været beboede af et anseligt Antal tempererede Former. Paa den Tid var Ækvators Klima, i Højde med Havet, det samme, som nu under de samme Bredder hersker i en 5—6000 Fods Højde, ja det var maaske snarere koldere. Under denne den koldeste Periode maa Lavlandene under Ækvator have været beklædt med en blandet tropisk og tempereret Vegetation som den, Hooker beskriver, der nu findes frodigt voksende i en Højde af 4 eller 5000 Fod paa Hima- layas lavere Skraaninger, men med maaske en endnu større Over- vægt af tempererede Former. Saaledes fandt fremdeles Hr. Mann paa Fernando Po's Klippeø i Guinea-Bugten, at de tempererede evropæiske Former begyndte at vise sig i en Højde af over 5000 Fod. Paa Panamas Bjerge i en Højde af kun tusinde Fod fandt Dr. Seemann en Vegetation som den meksikanske „med Former fra den hede Zone harmonisk blandede med Former fra den tempe- rerede" .

Lad os nu se, om Hr. Crolls Slutning, at, naar der var meget koldt paa den nordlige Halvkugle i den store Istid, saa var der var- mere paa den sydlige Halvkugle, lad os nu se, om der herved kastes et klart Lys over den nuværende tilsyneladende uforklarlige Forde- ling af forskellige Organismer i begge Halvkuglernes temperede Dele og paa den hele Zones Bjerge. Istiden, maalt i Aar, maa være meget lang, og naar vi husker paa, over hvor store Strækninger nogle naturaliserede Planter og Dyr har udbredt sig indenfor nogle faa Aarhundreder, vil denne Periode have været stor nok for et hvilket

~s

[page] 389

som helst Beløb af Vandring. Vi ved, at, som Kulden blev stærkere og stærkere, indvandrede de arktiske Former til de tempererede Egne, og, efter hvad der nylig er meddelt, kan der næppe være Tvivl om, at nogle af de mere kraftige, herskende og videst spredte, tempererede Former virkelig da vandrede ned til Lavlandene under Ækvator. Disse Lavlandes Beboere vilde paa samme Tid vandre til Sydens tropiske eller subtropiske Egne; thi paa den sydlige Halv- kugle var det jo paa den Tid varmere. Da Istiden begyndte at vige, og begge Halvkuglerne lidt efter lidt fik deres tidligere Temperatur tilbage, vilde de nordlige temperede Former, der levede paa Lav- landene under Ækvator, blive drevet tilbage til deres tidligere Hjem- stavn eller blive ødelagt, idet de blev afløst af de ækvatoriale For- mer, der vendte tilbage fra deres Rejse til Syden. Nogle af de nord- lige tempererede Former vilde imidlertid temmelig sikkert stige op paa et tilstødende Højland, hvor de, dersom det var tilstrækkelig højt, vilde leve længe ligesom de arktiske Former paa Evropas Bjerge. De kunde holde sig i Live, selv om Klimaet ikke ganske passede for dem; thi Temperaturforandringen maa være gaaet meget langsomt for sig, og Planter har utvivlsomt en vis Evne til at akkli- matiseres, hvad man ser deraf, at de til deres Afkom nedarver for- skellige konstitutionelle Evner i Retning af at staa imod Hede og Kulde.

Dersom Tingene gaar deres vante regelmæssige Gang, vil den sydlige Halvkugle ogsaa faa. en streng Istid at trækkes med, medens den nordlige Halvkugle vil faa det varmere, og saa bliver det de sydlige tempererede Former, som drager ind i Lavlandene under Ækvator. De nordlige Former, som tidligere var bleven ladt tilbage paa Bjergene, de vilde nu stige ned og blandes med Sydens Former. Disse sidste vilde, naar Varmen kom igen, vende tilbage til deres tidligere Hjemstavn, idet de lod nogle faa Arter tilbage efter sig paa Bjergene og førte nogle af de nordlige tempererede Former, som var steget ned fra deres Bjergfæstninger, med sig Syd paa. Saaledes skulde vi have nogle faa Arter, der var identiske i de nordlige og sydlige tempererede Zoner og paa Bjergene i de mellem- liggende tropiske Egne. Men de Arter, der i en lang Tid havde væ- ret ladt tilbage paa Bjergene eller paa forskellige Halvkugler, vilde faa mange nye Former at kæmpe imod og vilde blive udsat for noget forskellige fysiske Betingelser; derfor vilde de være i høj Grad

[page] 390

tilbøjelige til at modificeres og skulde nu almindelig forefindes som Varieteter eller som repræsenterende Arter, og det gør de ogsaa. Vi maa ogsaa huske paa, at der har fundet tidligere Istider Sted paa begge Halvkugler; thi dette vil, i Overensstemmelse med de samme her udviklede Grundsætninger, forklare, hvoraf det kommer, at saa mange udprægede Arter findes i langt fra hinanden liggende Egne, uagtet de hører til Slægter, der nu aldeles ikke findes i de mellem- liggende hede Egne.

Det er en mærkværdig Kendsgerning, som Hooker bestemt hæv- der for Amerikas Vedkommende og Alph. de Candolle for Avstra- liens, at der er vandret mange flere identiske eller nu lidt modifice- rede Arter fra Nord til Syd end i den modsatte Retning. Vi finder imidlertid nogle faa sydlige Former paa Borneos og Abyssiniens Bjerge. Jeg tænker, at denne overvejende Vandren fra Nord til Syd har sin Grund i, at Landet har større Udstrækning mod Nord, og deri, at de nordlige Former i deres Hjemstavn er forekommet i større Antal og Saaledes selvfølgelig ved Tilværelseskamp og Kvali- tetsvalg er bleven tvunget op til en højere Grad af Fuldkommenhed (det vil altsaa i denne Sammenhæng sige Evne til at blive hersken- de), end de sydlige Former. Og som nu de to Hold, naar de to Is- perioder afløser hinanden, blandes med hinanden i Ækvators Egne, vil de nordlige Former være de stærkeste og bedst kunne holde deres Pladser paa Bjergene og siden hen vandre Syd paa med de sydlige Former, medens det ikke er saadan med de sydlige Former overfor de nordlige. Paa samme Maade ser vi, at den Dag i Dag mange evropæiske Organismer bedækker Jorden i La Plata, Ny- Zeeland og i en ringere Grad ogsaa Avstralien og har overvundet de indfødte, medens overordentlig faa sydlige Former er bleven na- turaliserede i den nordlige Halvkugles Egne, endskønt Huder, Uld og andre Genstande, hvormed der plejer at blive ført Frø, er bleven indført efter en stor Maalestok i de to sidste Aarhundreder til Ev- ropa fra La Plata og i de sidste tredive eller fyrretyve Aar ogsaa fra Avstralien. Neilgherrie-Bjergene i Indien danner imidlertid til Dels en Undtagelse; thi der saar, som jeg hører fra Dr. Hooker, avstralske Former sig selv og bliver naturaliserede. Før den sidste store Istid var uden Tvivl Bjergene mellem Vendekredsene tæt op- fyldt med endemiske alpine Former; men de har næsten overalt givet efter for de mere herskende Former, som er født paa Nordens

"s

[page] 391

vidt strakte og tæt befolkede Sletter. Paa mange Øer er de naturali- serede Naturfrembringelser næsten lige saa mange som de oprinde- lige, ja, nogle Steder mange flere, og det er det første Skridt hen- imod Uddøen. Bjerge er som Øer paa Landjorden, og deres Be- boere har givet efter for dem, der var bleven frembragt paa Nor- dens vide Strækninger, ganske paa samme Maade, som de virkelige Øers Beboere overalt har givet efter og endnu stadig giver efter for Fastlandets Former,, der er bleven naturaliserede ved Menne- skets Hjælp.

Der gælder de samme Grundsætninger for Fordelingen af Land- dyr og Havorganismer i de nordlige og sydlige tempererede Zoner og paa Bjergene mellem Vendekredsene. Da Istiden var paa sit højeste og Oceanets Strømme vidt forskellige fra, hvad de nu er, saa kan nogle af de tempererede Haves Beboere have naaet Ækvator; af disse vilde maaske nogle faa være i Stand til at vandre Syd paa ved at holde sig til de kølige Strømme, medens andre kunde blive tilbage og holde sig i Llve i de køligere Dybder, indtil det blev den sydlige Halvkugles Tur til at holde Istid, hvorved det saa blev dem muligt at drage videre frem, omtrent paa samme Maade som der, i Følge Forbes, den Dag i Dag eksisterer isolerede, af arktiske Naturfrembringelser beboede, Strækninger i de dybere Dele af de tempererede Have.                                                                 ......

Man maa nu ikke tro, at jeg mener, at ved Hjælp af alt det, der ovenfor er sagt, alle Vanskeligheder er fjernede, som, angaar Udbredelsen af og Slægtskabet mellem de identiske og nær staaen- de Arter, som nu lever saa langt fra hinanden i Syd og Nord og undertiden paa mellemliggende Bjergkæder. Man kan ikke nøjagtigt angive Vandringsruterne. Man kan ikke sige, hvorfor netop disse Arter og ikke de andre har vandret; heller ikke, hvorfor disse Arter er bleven modificerede og har frembragt ny Former, medens andre er forbleven uforandrede. Vi kan imidlertid ikke have noget Haab om at faa disse Ting oplyst, før vi kan sige, hvorfor den ene Art og ikke den anden bliver naturaliseret i fremmede Lande ved Menne- skets Mellemkomst, eller hvorfor den ene Art er udbredt to eller tre Gange saa vidt og er to eller tre Gange saa almindelig, som en anden Art er det, i deres fælles Hjemstavn.

Der bliver ogsaa forskellige Vanskeligheder tilbage at faa Kla- ring paa, f. Eks. det, som Dr. Hooker har vist, at de samme Planter

[page] 392

træffes sammen paa Punkter, der ligger saa uhyre langt borte fra hinanden som Kerguelen-Land, Ny-Zeeland og Ildlandet; Lyell me- ner, at Isbjergene nok kan have spillet en Rolle i deres Udbredelse. Det er et endnu mere mærkeligt Tilfælde, at Arter, som, endskønt de er forskellige, dog hører til Slægter, der udelukkende findes i Syden, træffes paa disse Punkter og paa fjernt fra hinanden lig- gende Punkter af den sydlige Halvkugle. Nogle af disse Arter er saa udprægede, at vi ikke kan antage, at der siden Begyndelsen af den sidste Istid har været Tid til, at de baade har kunnet vandre og siden blive modificerede saa meget, som de maa være bleven det. Det forekommer mig, at der herved egentlig siges, at forskel- lige Arter, der hører til de samme Slægter, har udvandret i for- skellige Retninger fra et fælles Centrum, og jeg er tilbøjelig til, i den sydlige saa vel som i den nordlige Halvkugle, at antage en tid- ligere og varmere Periode før Begyndelsen af Istiden, i hvilken Pe- riode de antarktiske Lande, som nu er bedækkede med Is, fostrede en højst ejendommelig og isoleret Flora. Man kunde nu antage, at, førend denne Flora blev tilintetgjort i den sidste Istid, havde nogle faa Former spredt sig vidt omkring til forskellige Punkter af den sydlige Halvkugle ved Hjælp af lejlighedsvis forekommende Trans- portmidler, idet de havde haft nu sunkne Øer til Hvilepladser; Saaledes kunde Sydkysterne af Amerika, Avstralien og Ny-Zee- land være bleven svagt berørt af disse samme ejendommelige Livs- former.

Hr. Charles Lyell har anstillet Betragtninger, omtrent paa sam- me Maade som jeg, over den Indflydelse, som store Klimatomskif- telser har haft paa den geografiske Udbredelse. Vi har nu set, at Hr. Crolls Antagelse, at forskellige paa hinanden følgende Isperio- der, af hvilke hver enkelt faldt sammen med en varmere Periode paa den modsatte Halvkugle, at den, i Forbindelse med den An- tagelse, at Arterne langsomt forandrede sig, forklarer en Mængde Forhold angaaende Fordelingen af ens og beslægtede Livsformer i alle Klodens Dele. Livets Strømme har i visse Perioder rullet fra Nord til Syd og siden den modsatte Vej og har i begge Tilfælde naaet Ækvator; men de er strømmet med større Kraft fra Nord til Syd end fra Syd til Nord, derfor har de ogsaa i rigere Maal overstrømmet Syden. Ligesom Tidevandene efterlader Sporene af Flodens Tilførsel i lodrette Linier, der stiger højere op paa de Ky-

[page] 393

ster, hvor Floden gaar højest, Saaledes har Livets Vande efterladt deres levende Tilførsel paa vore Bjergtoppe i en Linie, der fra de arktiske Lavlande hæver sig langsomt til en betyddelig Højde under Ækvator. De forskellige Væsener, som den Saaledes har skyllet op, kan sammenlignes med de forskellige vilde Menneskeracer, der, trængt tilbage, næsten i alle Lande, holder sig paa Bjerghøj- der som interessante Rester af de omliggende Lavlandes tidligere Befolkninger.

[page] TOLVTE KAPITEL

Geografisk Udbredelse. — Fortsat.

Ferskvandsorganismernes Udbredelse. — Om Beboerne paa Øerne i Oceanet — Mangel paa Padder og Landpattedyr — Om Slægtskabet mel- lem Øbeboerne og det nærmeste Fastlands Beboere — Om Kolonisation fra de nærmeste Kilder og om den derpaa følgende Modifikation — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.

Ferskvandsorganismer.

Da Søer og Flodsystemer er adskilt fra hinanden ved Skranker af Land, saa kunde man tro, at Ferskvandsorganismerne ikke havde nogen vid Udbredelseskreds indenfor det samme Land, og da Havet øjensynligt er en endnu værre Skranke, endnu mindre i fjernt fra hinanden liggende Lande. Men nu er ganske det modsatte Tilfældet. Ikke alene har mange Ferskvandsarter, som hører til ganske for- skellige Klasser, en uhyre Udbredelseskreds, men beslægtede Arter er de herskende den hele Verden igennem paa en mærkelig Maade. Jeg mindes saa godt min Forbavselse, da jeg første Gang gjorde Indsamlinger i Brasiliens ferske Vande, over den Lighed, der var - imellem Ferskvandsinsekterne, Muslingerne osv., der og hjemme i Britannien, og den Ulighed, der var imellem Landjordens Orga- nismer.

Men denne Ferskvandsorganismernes store Udbredthed kan, saa paafaldende den end er, dog, tror jeg, forklares derved, at de, paa en Maade som er højst nyttig for dem, er bleven skikkede til korte og hyppige Vandringer fra Dam til Dam eller fra Strøm til Strøm; og Tilbøjelighed til at blive vidt udbredt bliver saa næsten denne Evnes nødvendige Konsekvens. Vi kan her kun omtale nogle faa Tilfælde. Hvad Fisk angaar, saa tror jeg aldrig, at den samme Art træffes i fjernt fra hinanden liggende Landes Ferskvandssam- linger. Men i et og samme Fastland er Arternes Udbredelse meget

"\

[page] 395

stor og undertiden meget lunefuld; thi to Flodsystemer har i Al- mindelighed nogle Fisk fælles, nogle forskellige. Der er nogle faa Forhold, som synes at tale til Gunst for, at de lejlighedsvis kan blive transporterede ved tilfældige Midler, f. Eks. det, at Hvirvelvindene i Indien ikke saa sjældent fører levende Fisk med sig, og det, at deres Rogn kan beholde sin Livskraft udenfor Vandet. Men jeg er tilbøjelig til at antage, at Ferskvandsfiskenes Udbredelse hoved- sagelig skyldes Niveauforandringer i Landet i en temmelig sen Tid, hvorved saa Floderne er kommen til at løbe i hinanden. Der kunde ogsaa nævnes Eksempler paa, at dette er hændt ved Oversvømmel- ser, uden at der er foregaaet nogen Forandring i Niveauet. Den store Forskel, der er paa Fisk paa modsatte Sider af sammenhæn- gende Bjergkæder, der fra meget tidligere Tider af fuldkomment maa have forhindret, at Flodsystemerne løb i hinanden, synes at føre til den samme Slutning. Hvad angaar beslægtede Ferskvands- fisk, som findes paa meget langt fra hinanden liggende Steder i Verden, saa tvivler jeg ikke om, at der jo er mange Tilfælde, som man ikke for Øjeblikket kan forklare; men nogle Feskvandsfisk hører til meget gamle Former og under saadanne Omstændigheder vil der have været mere end Tid nok til store geografiske Forandrin- ger og som en Følge deraf Tid og Midler til megen Vandren. Paa den anden Side kan Saltvandsfisk med Forsigtighed langsomt væn- nes til at leve i fersk Vand og, ifølge Valenciennes, er der næppe en eneste Fiskegruppe, hvis Medlemmer allesammen udelukkende er indskrænkede til Ferskvand, saa at en Havart af en Fersvands- gruppe kunde rejse vidt omkring langs med Havets Kyster og siden blive modificeret og skikket til at leve i et fjernt Lands ferske Vande.

Nogle Arter af Ferskvandssnegle er meget vidt udbredte og be- slægtede Arter (hvilke, ifølge vor Teori, nedstammer fra en fælles Stamform og maa være udgaaet fra et enkelt bestemt Sted) og fore- kommer som herskende Arter hele Verden igennem. Denne deres Fordeling satte mig i Begyndelsen i stor Forlegenhed, da det ikke var rimeligt, at deres Æg var transporterede af Fugle og da de øje- blikkelig dør, naar de kommer i Saltvand, hvad ogsaa voksne gør. Jeg kunde ikke engang forstaa, hvorfor nogle naturaliserede Arter havde udbredt sig hurtig indenfor det samme Land. Men to Kends- gerninger, som jeg har lagt Mærke til — og uden Tvivl er der

[page] 396

mange tilbage at iagttage — kaster noget Lys over dette Emne. Naar en And pludselig dukker op fra Bunden af en Dam, hvis Overflade er grøn af Andemad, har jeg to Gange set, at disse smaa Planter hænger ved Andens Ryg og det er hændt mig ved at tage lidt Andemad fra et Akvarium til et andet, at jeg, imod min Hen- sigt, ganske har fyldt det ene med Ferskvandssnegle fra det andet. Men der er en anden Ting, der maaske har mere at sige. Jeg stak en Andefod ned i et Akvarium, hvor der blev udruget en Mængde Æg af Ferskvandssnegle, og jeg fandt, at mange af de yderst smaa og nylig udrugede Snegle kravlede op paa Foden og sad saa fast paa den, at man ikke kunde ryste dem af, naar man tog Foden ud af Vandet, endskønt de i en mere fremskreden Alder villigt falder af. Disse nys udrugede Bløddyr, Vanddyr som de er, levede paa Ande- foden i fugtig Luft fra tolv til tyve Timer og i denne Tid kunde en And eller Hejre flyve i det mindste seks til syv hundrede Mil, og dersom den blev blæst tværs over Havet til en 0 i Oceanet eller til et andet fjernt Punkt, kan man være sikker paa at den straks vil søge til en Dam eller Bæk. Hr. Charles Lyell underretter mig om, at man har fanget en Dytiscus (Vandkalv), paa hvilken en Ancylus (en Ferskvandssnegl der ligner en Skivesnegl) sad fast; og en Vand- bille af den samme Familie, en Colymbetes, fløj engang ombord paa „Sporhunden" („Beagle"), da den var fem og fyrretyve Mil borte fra det nærmeste Land, hvor langt videre den kunde være kommen med en heldig Vind, det er der ingen der kan sige.

Hvad Planter angaar, saa har man længe vidst hvilken uhyre Udbredelse mange Ferskvands-Arter og ogsaa Sump-Arter har, baade paa Fastlandet og paa de fjerneste Øer i Oceanet. Dette viser sig paa en slaaende Maade, som Alph. de Condolle har bemærket, ved store Grupper af Landplanter, blandt hvilke der findes nogle faa Medlemmer, der holder sig til Vandet; thi disse sidste synes øje- blikkelig, ligesom det var en Selvfølge, at faa en meget vid Ud- bredelseskreds. Jeg tænker, at heldige Udbredelsesmidler forklarer dette. Jeg har før nævnt, at Jord lejlighedsvis, skønt sjældent, hænger fast til Fuglenes Fødder og Næb. Vadefugle, som søger Dam- menes mudrede Bredder, vil rimeligvis, naar de bliver pludseligt opskræmmede, flyve bort med dyndede Fødder. Jeg kan vise, at Fugle af denne Orden er de største Vandrere og at de lejlighedsvis bliver fundet paa de fjerneste og goldeste Øer i det aabne Hav.

"S

[page] 397

Der er ingen Rimelighed for, at de sætter sig paa Havets Overflade, hvorved Dyndet vilde blive vadsket af deres Fødder; og naar de naar Land, kan man være vis paa, at de søger til ferske Vande. Jeg tror ikke, at Botanikerne ved, hvor fuldt Dyndet i Dammene er af Frø. Jeg har gjort adskillige smaa Forsøg, men jeg vil her kun nævne det mest slaaende Tilfælde: Jeg tog i Februar tre Spiseske- fuld Dynd fra tre forskellige Steder under Vandet ved Bredden af en lille Dam, dette Dynd vejede tørt kun 6% Unze. Jeg havde det i mit Værelse i seks Maaneder og rykkede hver enkelt Plante op ligesom den spirede, der var Planter af mange Slags, i det hele var der 537, og dog var dette Dynd altsammen indeholdt i en Overkop! Naar man nu tænker paa det, saa tror jeg, det vilde være uforklarligt, om Vade- fuglene ikke førte Frø til Damme og Strømme, der laa meget langt fra hinanden og ikke var stærkt opfyldt med Planter. Paa den sam- me Maade kan ogsaa Æggene af nogle af de mindre Ferskvandsdyr være bleven ført omkring.

Andre og ubekendte Forhold har rimeligvis ogsaa spillet deres Rolle. Jeg har sagt, at Ferskvandsfisk nærer sig af nogle Slags Frø, endskønt de giver mange andre Slags fra sig igen efter at have slugt dem; selv smaa Fisk sluger Frø af en temmelig betydelig Størrelse, Saaledes Frøet af den gule Sværdlilie (Iris) og af Vandaks (Potamogeton). Hejrer og andre Fugle er det ene Aarhundrede efter det andet daglig gaaet ud paa Fiskefangst og naar de saa løfter, sø- ger de ofte til andre Vande og bliver ogsaa tilfældig drevet over Havet, og vi har set, at Frø ofte endnu har deres Spirekraft, naar de mange Timer efter bliver udskilt enten i Boller eller i Ekskre- menter. Da jeg saa, hvor stor Frøene af den skønne Vandlilie Ne- lumbium var og huskede paa, hvad Alph. de Candolle siger om denne Plante, saa troede jeg, at dens Udbredelse maatte forblive fuldkommen uforklarlig, men Audubon siger, at han fandt Frøene af den store, sydligt voksende Vandlilie (Dr. Hooker mener, at det var Nelumbium luteum) i en Hejres Mave og, endskønt jeg ikke har bestemte Fakta derfor, saa faar Analogien mig dog til at tro, at en Hejre, naar den fløj til en anden Dam og dér indtog et solidt Maaltid Fisk, rimeligvis vilde opgylpe Klumper, der indeholdt de ufordøjede Frø af Nelumbium; det kunde ogsaa være, at Fuglen tabte Frøene, medens den fodrede sine Unger, paa samme Maade som man ved, at Fisk undertiden tabes.

[page] 398

Ved Betragtningen af disse forskellige Udbredelsesmaader burde man lægge Mærke til, at, naar en Bæk eller Dam første Gang dan- nes, f. Eks. paa en 0, der hæver sig, saa vil den være aldeles blottet for Beboere, og et enkelt Frø eller Æg vil have stor Udsigt til at trives. Om endskønt der altid vil blive en Kamp for Tilvæ- relsen imellem Beboerne af samme Dam, hvor faa Slags der end er, saa vil dog, da Antallet, selv i en vel fyldt Dam, er ringe i Sammenligning med det Antal Arter, der bebor en lignende Stræk- ning Land, Rivaliseringen være mindre streng mellem Vand-Arter end mellem Land-Arter; som en Følge deraf vil en Art, som kommer mer fra et fremmed Lands Vande, have bedre Udsigt til at sætte sig fast paa den ny Lokalitet, end Tilfældet er med Kolonister, der skal leve paa det tørre. Man burde ogsaa erindre, at mange Fersk- vands-Organismer staar lavt i Systemet og vi har Grund til at tro, at lavere Dyr og Planter forandres mindre hurtigt end de højere, og der vil Saaledes blive længere Tid end den almindelige til Vand- Arternes Vandringer. Man burde nu ogsaa huske paa, at der er Sandsynlighed for, at mange Arter tidligere har hersket over uhyre Strækninger, saa sammenhængende som Ferskvandsorganismer no- gensinde har dem, og at de siden er bleven udryddede i mellemlig- gende Egne. Men den vide Fordeling af Ferskvandsplanter og af lavere Dyr, som beholder den samme identiske Form eller blot til en vis Grad modificeres, tror jeg navnlig afhænger deraf, at deres Frø og Æg spredes vidt omkring af Dyr, særlig af Vadefugle, som har stor Flyveevne og sOm rejser fra den ene Dam til den anden.

Om Beboerne paa Øerne i Oceanet.

Vi kommer nu til den sidste af de tre Klasser af Kendsgernin- ger, jeg har udvalgt, fordi de frembyder de største Vanskeligheder, dersom vi antager den Betragtningsmaade, at ikke blot alle Individer af samme Art, hvor de saa rindes, har udvanaret fra et bestemt Strøg, men at ogsaa beslægtede Arter, selv om de nu bebor de fjer- nest fra hinanden liggende Punkter, at ogsaa de er udgaaet fra et enkelt bestemt Sted — deres Stamforms Fødested. Jeg har allerede sagt, at jeg vilde slippe for alt for godt Køb ved at gaa ind paa Forbes's Anskuelse om Kontinenternes Udstrækning,der,dersom man rigtigt udførte den, vilde føre til den Antagelse, at alle nuværende

[page] 399

Øer har været kontinuerlige eller næsten kontinuerligt forenede ved et eller andet Fastland indenfor en ikke fjern Tid. Denne Betragt- ningsmaade vilde fjerne mange Vanskeligheder, men den vilde ikke forklare alle de mærkelige Forhold ved Øernes Naturfrembringel- ser. I de følgende Bemærkninger skal jeg ikke indskrænke mig til kun at omtale selve Udbredelsesspørgsmaalet, men skal se noget nærmere paa nogle andre Kendsgerninger, som vedrører Sand- heden af de to Teorier: indbyrdes uafhængige Skabelsesakter og en af Modifikation ledsaget Nedstamning.

De Arter af alle Slags, som lever paa Øer i Oceanet, er faa i Antal, naar man sammenligner dem med dem, der findes paa lige store Fastlandsstrækninger; Alph. de Condolle indrømmer dette for Planternes Vedkommende, Wollaston for Insekternes. Ny Zeeland f. Eks. med dets høje Bjerge og dets højst forskellige Lokaliteter og som er 780 Mil bred, med de omkringliggende Øer Auckland, Campbell og Catham indeholder tilsammen kun 960 Slags Blomster- planter; dersom vi sammenligner dette beskedne Antal med An- tallet af de Arter, som myldrer paa lige store Strækninger i det syd- vestlige Avstralien eller ved Kap det gode Haab, saa maa vi ind- rømme, at noget, der er ganske uafhængigt af den Forskel, der er paa de fysiske Betingelser, har foraarsaget en saa stor Forskel i Antal. Selv det ensformige Cambridge har 847 Planter og den lille 0 Anglesea 764, men der er med indbefattet nogle faa Bregner og nogle faa indførte Planter i dette Tal og Sammenligningen er i andre Henseender ikke ganske korrekt. Vi har Bevis for, at den golde Himmelfartsø oprindelig havde mindre end et halvt Dusin Blomsterplanter; dog nu er der mange, der er bleven naturaliserede der, hvad der ogsaa har været Tilfældet paa Ny-Zeeland og paa hver eneste 0 i Oceanet, der nævnes kan. Der er Grund til at tro, at de naturaliserede Planter og Dyr paa St. Helena, næsten eller ganske, har udryddet mange der hjemmehørende Organismer. Den, som vil gaa ind paa Læren om, at hver enkelt Art er skabt for sig, han kom- mer til at indrømme, at der ikke blev skabt et tilstrækkeligt Antal af de bedst skikkede Planter og Dyr paa Øerne i Oceanet, thi Men- nesket har ganske tilfældigt fyldt dem langt rigere og fuldkomnere, end Naturen gjorde.

Om endskønt Arterne er faa i Antal paa Oceanets Øer, findes dog de endemiske Arter (d. v. s. de, der ikke findes andre Steder

[page] 400

i Verden) ofte i et meget stort Forhold. Dersom vi f. Eks. sammen- ligner Antallet af de endemiske Landsnegle paa Madejra eller An- tallet af de endemiske Fugle paa Galapagos Øerne med det Antal, der findes paa et eller andet Fastland, og vi saa anstiller en Sam- menligning mellem Øens og Fastlandets Udstrækning, saa vil man se, at dette er sandt. Dette kunde man nu ifølge Teorien have ventet sig; thi, som jeg allerede har udviklet, naar Arter lejligheds- vis, efter lange Tidsmellemrum, kommer til et nyt og isoleret Strøg og dér har at kæmpe med ny Rivaler, vil de blive i høj Grad tilbøjelige til at blive modificerede og vil ofte frembringe Grupper af modificerede Efterkommere. Men fordi paa en 0 næsten alle Arter i en Klasse er ejendommelige, saa følger der paa ingen Maade dbraf, at Arterne i en anden Klasse eller i en anden Afdeling af den samme Klasse er ejendommelige, og denne Forskel synes dels at komme deraf, at de Arter, som ikke modificeredes, er indvan- drede massevis, Saaledes at deres indbyrdes Forhold ikke er bleven meget forstyrret, og dels deraf, at der hyppigt ankom umodificerede Indvandrere fra Moderlandet, med hvilke Indvandrere Øformerne er bleven krydsede. Man maa nu huske paa, at Afkommet af saa- danne Krydsninger temmelig sikkert vilde vinde i Kraft, saa at selv en tilfældig Krydsning vilde frembringe mere Virkning, end man i Forvejen skulde have tænkt. Jeg vil give nogle faa Illustrationer til de foregaaende Bemærkninger. Paa Galapagos Øerne er der 26 Landfugle. Af disse er 21 (eller maaske 23) ejendommelige for Øgruppen, medens af dens 11 Strandfugle kun to er ejendommelige, og det er indlysende, at Havets Fugle lettere og hyppigere kan kom- me til disse Øer, end Landfuglene kan det. Bermuda, som ligger omtrent lige saa langt fra Nordamerika som Galapagos Øerne fra Syamerika, og som har en meget ejendommelig Jordbund, har ikke en eneste endemisk Landfugl, og vi ved fra Hr. J. M. Jones's for- trinlige Beretning om Bermuda, at overordentlig mange nordameri- kanske Fugle nu og da eller endogsaa hyppigt besøger denne 0. Hr. E. W. Harcourt fortæller mig, at der næsten hvert Aar blæser mange evropæiske og afrikanske Fugle til Madejra; denne 0 bebos af 99 Arter, af hvilke kun en er ejendommelig, skønt selv den er nøje beslægtet med en evropæisk Form, og tre eller fire andre Arter er indskrænkede til denne 0 og til de kanariske Øer. Saaledes er da Bermuda og Madejra Øerne fra Nabokontinenterne bleven forsy-

[page] 401

nede med Fugle, som i lange Tider har rivaliseret med hinanden og er bleven lempede efter hinanden, hvorfor hver Slags, naar de var kommen til deres nye Hjem, af de andre vilde blive holdt paa dens sædvanlige Plads og i dens sædvanlige Vaner, og de vilde da kun være lidet udsat for Modifikation. Enhver Tendens til Modifikation vilde ogsaa blive hæmmet ved Krydsning med umodificerede Ind- vandrere fra Moderlandet. Madejra er nu fremdeles beboet af et mærkværdigt stort Antal af ejendommelige Landsnegle, medens der ikke er en eneste Art Havsnegle, der er dets Kyster ejendommelig. Skønt vi nu ikke ved, hvorledes Havsneglene udbredes, kan vi dog se, at deres Æg eller Larver, maaske fasthæftede til Tangarter eller Drivtømmer eller til Fødderne af Svømmefugle, langt lettere end Landsneglene kan transporteres over 3 eller 400 Mil aabent Hav. De forskellige Ordener af Insekter, som bebor Madejra, afgiver næsten lignende Eksempler.

Øer i Oceanet har undertiden Mangel paa Dyr af visse Klasser, og disse Pladser indtages af andre Klasser. Saaledes har eller havde for nylig paa Galapagos Øerne Krybdyr og paa Ny-Zeeland gigan- tiske vingeløse Fugle Pattedyrenes Plads. Om endskønt vi her om- taler Ny-Zeeland som Oceanø, saa er det dog temmelig tvivlsomt, om den kan anses som en saadan. Den har en betydelig Størrelse, og den adskilles ikke fra Avstralien ved noget særlig dybt Hav; dens geologiske Karakter og Retningen af dens Bjergkæder har for nylig faaet Hr. W. B. Clarke til at hævde, at denne 0, saa vel som Ny- Kaledonien begge skal betragtes som hørende til Avstralien. Vender vi os nu til Planterne, saa har Dr. Hooker vist, at de forskellige Ordeners Forholdstal paa Galapagos-Øerne er meget forskellige fra, hvad de andet Steds er. Alle saadanne Forskelligheder i Tal og Manglen paa hele Dyre- og Plantegrupper paa Øer forklares i Al- mindelighed ved antagne Forskelligheder i deres fysiske Betingel- ser; men denne Forklaring er ikke saa lidt tvivlsom. Den Omstæn- dighed, at Indvandring har været let, synes at have haft nok saa meget at sige som Betingelsernes Natur.

Der kunde anføres mange mærkværdige Smaating angaaende Oceanøernes Beboere; f. Eks. paa visse Øer, hvor der ikke lever et eneste Pattedyr, har nogle af de endemiske Planter Frø, der er for- synede med smukke Hager, og der er faa Ting, der er saa tydelige, som det at Frø med Hager er lempede til at føres omkring med Patte-

Darwin : Arternes Oprindelse.                                                                                   21!

[page] 402

dyrenes Uld eller Laad. Men et med Hager forsynet Frø kunde blive ført til en 0 paa andre Maader, og Planten vilde saa ved at blive modificeret komme til at danne en endemisk Art, der endnu kunde beholde Hagerne, som imidlertid ikke vilde være et mere nyttigt Apparat end de furede Vinger neden under mange Øbillers sammen- voksede Vingedæk. Fremdeles har Øer ofte Træer eller Buske, der hører til Ordener, som ellers kun indeholder urteagtige Arter' og nu har Træerne, som Alph. de Candolle har vist, i Almindelighed, hvad Grunden dertil saa end er, indskrænkede Voksekredse. Der- for vil der være meget lidt Rimelighed for, at Træer naaede fjerne Øer i Oceanet, og en urteagtig Plante, som ikke havde nogen Ud- sigt til at rivalisere heldigt med de mange fuldt udviklede Træer, der fandtes paa et Fastland, kunde, naar den var kommen til en 0, have Fordel af at blive højere og højere og ved denne stærkere Vækst faa Overvægt over de urteagtige Planter. I saa Fald vilde Kvali- tetsvalget søge at gøre Planten højere, hvad Orden den saa hørte til, og derved omdanne den først til en Busk, siden til et Træ.

Manglen paa Padder og Landpattedyr paa Oceanets Øer.

Hvad det angaar, at hele Ordener af Dyr mangler paa Oceanets Øer, har Bprry St. Vicent for lang Tid siden bemærket, at Padder (Frøer, Tudser og Salamandre) aldrig findes paa de Øer, der er spredt rundt omkring i de store Oceaner. Jeg har gjort mig den Ulejlighed at komme efter Sandheden af denne Paastand, og jeg har fundet, at det forholder sig ganske rigtigt, kun at Ny-Zeeland og Andamanøerne og maaske Salomonøerne danner en Undtagelse. Men jeg har allerede tidligere sagt, at det er tvivlsomt, hvorvidt Ny- Zeeland kan regnes med til Oceanets Øer og det samme gælder i endnu højere Grad om Andaman- og Salomon-Grupperne. Denne almindelige Mangel paa Frøer, Tudser og Salamandre paa saa man- ge af Oceanets Øer kan ikke finde sin Forklaring i disses fysiske Betingelser; tværtimod, det synes som om Øerne er særlig vel skik- kede for disse Dyr, thi man har indført Frøer til Madejra, Azorerne og Mauritius og de har formeret sig Saaledes, at de er bleven en Plage. Men da man ved, at disse Dyr og deres Æg øjeblikkelig dræ- bes af Havvandet, saa vilde det være meget vanskeligt at trans-

[page] 403

portere dem tværs over Havet og det maa være Grunden til, at de ikke findes paa Oceanets Øer. Men efter Skabelsesteorien vilde det være meget vanskeligt at forklare, hvorfor de ikke skulde være ble- ven skabt der.

Pattedyrene afgiver et andet lignende Eksempel. Jeg har om- hyggelig gennemsøgt de ældste Rejsebeskrivelser og jeg har endnu ikke fundet et eneste utvivlsomt Tilfælde af, at Landpattedyr (Hus- dyr, som de vilde holdt, undtagne) findes paa Øer, der ligger over 300 Mil fra et Fastland eller et stort Øland; og paa mange Øer, som ligger langt nærmere, mangler de ligeledes. Falklands Øerne, som bebos af en ulveagtig Ræv, er nærmest ved at danne en Und- tagelse, men denne Gruppe kan ikke regnes til Oceanets Øer, da den dannes af Dele af en Banke, og staar i Forbindelse med Fast- landet; fremdeles bragte Isbjerge tidligere Vandreblokke til deres vestlige Kyster og de kunde jo gerne have ført Ræve med sig, saa- ledes som det jo endnu hænder i de arktiske Regioner. Man kan nu ikke gøre den Indvending, at Pattedyr ikke kan leve paa smaa Øer, i det mindste ikke for de smaa Pattedyrs Vedkommende, thi de træf- fes i mange Dele af Verden paa meget smaa Øer, naar disse ligger tæt op til et Fastland, og man kan næppe nævne en 0, paa hvilken ikke vore mindre Pattedyr er bleven naturaliserede og har formeret sig stærkt. Holder man paa den almindelige Skabelsesteori, saa kan man ikke sige, at der ikke har været Tid til at skabe Pattedyr. Mange vulkanske Øer er gamle nok, hvad der vises ved de uhyre Ødelæggelser, der er overgaaet dem, og ved deres tertiære Lag; desuden har der jo været Tid til at frembringe endemiske Arter i andre Klasser, og man ved, at paa Fastlandene kommer og forsvin- der Pattedyrene hurtigere end andre og lavere Dyr. Om endskønt Jordpattedyr ikke findes paa Oceanets Øer, saa kan man dog træffe Luftpattedyr paa næsten hver eneste 0. Ny-Zeeland har to Flagger- mus, som ikke findes andre Steder i Verden; Nordfolk-Øerne, Vitti- Arkipelaget, Bonins Øerne, Mariane- og Karoline-Grupperne har alle deres ejendommelige Flaggermus. Hvorfor, kunde man spørge, har den formodede Skabermagt frembragt Flaggermus og ikke andre Pattedyr paa de fjerne Øer? Holder man sig til min Betragtnings- maade, saa kan man let svare paa Spørgsmaalet; der er ingen Jord- pattedyr, der kan føres tværs over en stor Havstrækning, men Flag- germus kan flyve derover. Man har om Dagen set Flaggermus vandre

26*

[page] 404

tværs over det atlantiske Ocean og to amerikanske Arter besøger, regelmæssigt eller tilfældigt, Bermuda-Øerne, 600 Mil borte fra Fastlandet. Jeg hører fra Hr. Tomes, der særlig har studeret denne Familie, at mange Arter har en uhyre Udbredelseskreds og findes paa fjernt fra hinanden liggende Øer og Fastlande. Vi behøver saa- ledes blot at antage, at saadanne vandrende Arter er bleven modifi- cerede i deres nye Hjem i Forhold til deres nye Stilling, og vi kan da forstaa, at der paa Oceanets Øer findes epdemiske Flaggermus, me- dens alle andre Landpattedyr mangler.

Interessant er det Forhold, der bestaar mellem Dybden af det Vand, som adskiller en 0 fra en anden eller fra det nærmeste Fastland, og den Grad, i hvilken de paagældende Øers eller Kon- tinenters Pattedyr er beslægtede med hinanden. Jarlen af Windsor har gjort nogle mærkværdige Iagttagelser i denne Retning, og de er bleven supplerede ved Hr. Wallace's beundringsværdige Under- søgelser af det malayiske Arkipelag. Dette er nemlig i Nærheden af Celebes delt ved en dyb Havstrækning, paa begge Sider af hvil- ken da ogsaa Pattedyrfaunaerne er vidt forskellige. Mellem Øerne paa begge Sider af det dybe Vand er Vandet temmelig flakt, og Pattedyrene er de samme, eller da næsten de samme paa de Øer, der hører til den samme af de to Saaledes dannede Grupper. Jeg har endnu ikke haft Tid til at se, om dette forholder sig Saaledes i alle Egne af Verden; men der, hvor jeg har set efter det, holder det Stik. Britannien f. Eks. er Saaledes ved en mindre dyb Kanal adskilt fra det øvrige Evropa, og Pattedyrene er de samme paa begge Sider af den nævnte Kanal; det samme er Tilfældet med Øerne nær ved Avstraliens Kyster. De vestindiske Øer derimod, der staar paa meget dybt Vand (omtrent 1000 Favne), har vel amerikanske Former, men det er andre Arter, ja selv andre Slægter. Da det Beløb af Modifikation, som Dyr af alle Arter undergaar, til Dels er afhængigt af Tiden, og da der er større Sandsynlighed for at Øer, der er adskilt fra hinanden indbyrdes eller fra Fastlandet ved flakke Stræder, har været sammenhængende indenfor en Tid, der ikke ligger alt for langt tilbage, end der er for at Øer, der er ad- skilt ved dybe Stræder, har været det, saa kan vi indse, hvorfor der er Forhold mellem Dybden af det Hav, der adskiller Pattedyr- faunaer og Graden af deres Beslægtethed — et Forhold, som aldeles

[page] 405

ikke kan forklares ved Teorien om indbyrdes uafhængige Skabelses- akter.

De foregaaende Oplysninger om Beboerne paa Oceanets Øer — nemlig det ringe Antal Arter, af hvilke en meget stor Del bestod af endemiske Arter — det at Medlemmerne af visse Grupper og ikke af andre Grupper i samme Klasse er bleven modificerede — Manglen paa hele Ordener, som Pad- der og Landpattedyr, med Undtagelse af flyvende Flaggermus ■— Former er bleven udviklede til Træer osv. — synes mig at stemme bedre med den Antagelse, at lejlighedsvis tilstede værende Trans- portmidler har været i Virksomhed igennem en meget lang Tid, end med den Antagelse, at alle Oceanets Øer tidligere stod i Forbin- delse med det nærmeste Fastland, og efter denne sidste Antagelse vilde det være meget rimeligt, at de forskellige Klasser havde ind- vandret mere ensformigt og, da Arterne indvandrede i Selskab, saa vilde deres Forhold til hinanden indbyrdes være bleven meget forstyrret, og som en Følge heraf vilde de enten slet ikke være bleven modificerede, eller ogsaa være bleven det paa en mere lige- lig Maade.

Jeg nægter ikke, at der er mange alvorlige Vanskeligheder i Vejen for at forstaa, hvorledes Beboerne af de fjernere liggende Øer, hvad enten disses Beboere har beholdt deres oprindelige Udseende eller er bleven modificerede, har naaet deres nuværende Hjemstavn. Man maa imidlertid ikke overse, at der sandsynligvis har eksisteret Øer, der har kunnet tjene som Hvilepladser, men af hvilke der nu ikke er en Stump tilbage. Jeg vil nærmere omtale et saadant vanskeligt Tilfælde. Næsten alle Oceanets Øer, selv de mest isolerede og mindste, bebos af Landsnegle, i Almindelighed endemiske Arter, som findes andet Steds (hvad Dr. A. A. Gould har vist for det stille Havs Vedkommende). Nu er det notorisk, at Landsnegle let dræbes af Søvand og deres Æg, i det mindste dem jeg har prøvet, gaar til Bunds og dør, og dog maa der, ifølge vor Teori, være nogle ube- kendte Maader, paa hvilke de lejlighedsvis bliver transporterede. Skulde monstro Ynglen, ligesom den er krøben ud af Ægget, under- tiden sætte sig fast paa Fødderne af Fugle, der hvilede paa Jorden og paa den Maade blive ført omkring? Det faldt mig ind, at Land- snegle, naar de overvintrer og har et hindeagtigt Laag for Skallens Aabning, kunde føres over temmelig store Havstrækninger i Driv-

[page] 406

tømmerets Spalter og Revner. Jeg fandt da ogsaa, at adskillige Arter paa denne Maade, uden at tage Skade, kunde taale at være neddykkede i Saltvand i syv Dage. En Snegl, Helix pomatia, der var bleven Saaledes behandlet og igen var kommen i Vintertilstand, blev atter puttet i Havvand og, endskønt den havde ligget der i tyve Dage, kom den dog fuldkommen til sig selv igen. I en saa lang Tid kunde Sneglen af en Havstrøm, der havde den almindelige Hastig- hed, være bleven ført 660 geografiske Mile bort. Da denne Helix har ét tykt kalkagtigt Laag, tog jeg det bort, og da den havde dannet et nyt hindeagtigt, lagde jeg den igen i en 14 Dages Tid i Havvand og den kom sig og kravlede sin Vej. Baron Aucapitaine har for nylig gjort lignende Forsøg; han lagde 100 Landsnegle, der hørte til ti Arter, i en Æske, der var gennemboret med Huller, og lod den ligge en fjorten Dages Tid i Havet. Af de hundrede Snegle var der syvogtyve, der kom sig. Tilstedeværelsen af Laag synes at have været af Vigtighed, da der af tolv Eksemplarer af Cyclostoma ele- gans, som er forsynet med et saadant, var elleve, der kom sig. Det er mærkværdigt, naar man ser, hvor godt Helix pomatia i mine Forsøg modstod Saltvandet, at ikke en af fire og halvtresindstyve Individer, der hørte til fire Arter af Helix, kom sig igen i Aucapi- taines Forsøg. Det er imidlertid aldeles ikke rimeligt, at Land- sneglene ofte er bleven Saaledes transporterede; Fuglefødderne har rimeligvis haft meget mere at sige.

Om Slægtskabet mellem de Organismer, der bebor Øerne og de, der bebor det nærmeste Hovedland.

Den mest slaaende og vigtigste Kendsgerning er for os den, at de Arter, der lever paa Øer og de, der lever paa den nærmest lig- gende større Landstrækning, er beslægtede med hinanden, uden just at være de samme. Der kunde nævnes mangfoldige Eksempler. Galapagos-Arkipelaget, der ligger under Ækvator, er mellem 500 og 600 Mil borte fra Sydamerikas Kyster. Paa disse Øer har næsten hver eneste Land- og Vand-Organisme et umiskendeligt Præg af det amerikanske Fastland. Der er seks og tyve Landfugle og en og tyve eller maaske tre og tyve regnes for særegne Arter og antages at være bleven skabt dér; og dog er Slægtskabet mellem de fleste af

[page] 407

disse Fugle og amerikanske Arter overmaade iøjnefaldende i hver enkelt Karakter, i deres Vaner, Bevægelser og Røst. Saaledes er det ogsaa med de andre Dyr og med Flertallet af Planterne, som Dr. Hooker har vist i sin fortrinlige Flora over dette Arkipelag. Naturforskeren føler sig, naar han betragter Beboerne af disse Syd- havets vulkanske Øer, der ligger adskillige hundrede Mile fra Fast- landet, hensat til Amerikas Fastland. Hvorledes kan det være? Hvorfor skulde de Arter, som antages at være bleven skabt paa Galapagos-Arkipelaget og ingen Steder ellers, have et saa tydeligt Præg af Beslægtethed med de Arter, der er skabt i Amerika. Der er intet i Livsbetingelserne, intet i Øernes geologiske Natur, deres Højde eller Klima, lige saa lidt som der er noget i det Forhold, i hvilket de forskellige Klasser er forbundet med hinanden, som nøje ligner Betingelserne paa Sydamerikas Kyst, tværtimod, der er en betydelig Ulighed i alle de nævnte Henseender. Paa den anden Side ligner Galapagos-Arkipelaget og det Kap Verdiske hinanden i en temmelig betydelig Grad i Jordbundens vulkanske Natur, i Klima, Højde og Øernes Størrelse; men hvor er ikke deres Beboere ganske og aldeles forskellige! Ligesom Galapagos-Øernes Beboere er be- slægtede med amerikanske Former, Saaledes er de Kap Verdiske Øers beslægtede med afrikanske. Forhold som disse kan ikke, naar man holder sig til den almindelige Betragtningsmaade: indbyrdes uafhængige Skabelsesaktef, finde nogen Forklaring; efter vor Be- tragtningsmaade er det jo ganske indlysende, at Galapagos-Øerne rimeligvis vilde have modtaget Kolonister, hvad enten det var ved at der lejlighedsvis tilbød sig Transportmidler, eller ved Hjælp af tidligere sammenhængende Land, fra Amerika; de Kap Verdiske Øer fra Afrika og at saadanne Kolonister vilde være udsat for at blive modificerede, idet da Arvelighedsprincippet stadig vilde røbe, hvor de oprindelig var født.

Der kunde nævnes mange analoge Kendsgerninger, thi det er næsten en almengyldig Regel, at Øers endemiske Frembringelser er beslægtede med det nærmeste Fastlands eller den nærmeste Øs. Undtagelserne er faa, og de fleste af dem kan forklares. Kerguelen- land ligger Saaledes nærmere ved Afrika end Amerika, men alligevel er dens Planter beslægtede med Amerikas og det meget nøje, som vi ved fra Dr. Hookers Beretning; men naar man antager, at denne 0 hovedsagelig er bleven fyldt med Frø, som Jord og Stene har

[page] 408

taget med sig paa Isbjergene, der er bleven borte i den her her- skende Strømretning, saa forsvinder denne Anomali. Ny-Zeeland er i dets endemiske Planter langt nærmere beslægtet med Avstralien, det nærmeste Hovedland, end med nogen anden Egn, og det er det modsatte af det, man kunde have ventet, men Ny-Zeeland er ogsaa tydelig beslægtet med Sydamerika, der, endskønt det er det næst nærmeste Fastland, dog ligger saa uhyre langt borte, at dette Lig- hedsforhold bliver en Anomali. Men denne Vanskelighed forsvinder næsten, naar man antager, at Ny-Zeeland, Sydamerika og de andre sydlige Lande til Dels har faaet deres Befolkning fra et næsten mellemliggende, skønt fjernt Punkt, nemlig fra de antarktiske Øer, dengang de i en varmere tertiær Periode før Begyndelsen af den sidste Istid var bedækkede med Vegetation. Det Slægtskab, der, skønt svagt, dog virkelig findes, som Dr. Hooker har forsikret mig, mellem Floraen paa Avstraliens Sydvesthjørne og Kap det gode Haabs Flora, er et langt mærkværdigere Tilfælde, men dette Slægt- skab er indskrænket til Planterne og vil uden Tvivl en eller anden Dag finde sin Forklaring.

Den samme Lov, som har bestemt Slægtskabet mellem Øernes og det nærmeste Fastlands Beboere, den viser undertiden sin Magt efter en mindre Maalestok, men paa en højst interessant Maade, indenfor det samme Arkipelags Grænser. Saaledes har hver enkelt 0 i Galapagos-Arkipelaget, hvad der er højst mærkeligt, egne Arter; men disse Arter er langt nærmere beslægtede med hinanden ind- byrdes end med Beboerne i nogen anden Del af Verden. Dette er hvad man kunde have ventet, thi Øer, som ligger nær ved hinanden, er næsten nødt til at modtage Indvandring fra den samme oprindelige Kilde og fra hinanden indbyrdes. Men hvorledes gaar det til, at mange af de indvandrede er bleven forskelligt modificerede, skønt kun i en ringe Grad paa Øer, der ligger saa nær ved hinanden, at man kan se fra den ene til den anden, Øer, som er af samme geologiske Be- skaffenhed, som har samme Højde, Klima osv. ? Dette forekom mig længe at være en stor Vanskelighed, men Vanskeligheden kommer egentlig fra den indgroede Vildfarelse, at betragte et Lands fysiske Betingelser som de mest vigtige, medens der ikke kan være Tvivl om, at den Natur som de andre Beboere, med hvilke der skal rivali- seres, har, i det mindste har lige saa megen Betydning og i Alminde- lighed langt mere Betydning for dens heldige Udvikling. Betragter

[page] ■ 409

vi nu de Arter, som bebor Galapagos-Arkipelaget og som ogsaa findes i andre Dele af Verden, saa finder vi, at de afviger temmelig meget fra hinanden paa de forskellige Øer. Denne Forskellighed kunde man nok have ventet sig, dersom Øerne var bleven befolkede ved Transportmidler, der lejlighedsvis tilbød sig, f. Eks. ved at et Frø af én Plante var bleven bragt til den ene 0 og et Frø af en anden Plante til den anden 0, endskønt Frøene kom samme Steds fra. Naar derfor, i tidligere Tider, en Indvandrer første Gang satte sig fast paa en af Øerne eller naar den efterhaanden spredtes fra den ene til den anden, vilde den utvivlsomt blive udsat for forskellige Betingelser paa de forskellige Øer, thi den vilde have at rivalisere med et forskelligt Hold Organismer; en Plante vilde f. Eks. finde den Jordbund, som bedst passede sig for den, optaget af noget for- skellige Arter paa de forskellige Øer og vilde blive udsat for Angreb af meget forskellige Fjender. Dersom den da varierede, vilde Kva- litetsvalget rimeligvis begunstige forskellige Varieteter paa de for- skellige Øer. Nogle Arter kan imidlertid spredes og dog beholde den samme Karakter hele Gruppen igennem, ganske som de Arter vi ser sprede sig over et helt Fastland uden at forandre sig.

Det, der i Virkeligheden er det forbavsende her med Galapagos- Arkipelaget og i en ringere Grad ogsaa i nogle analoge Tilfælde, er det, at hver enkelt ny Art, efter at være bleven dannet paa en eller anden 0, ikke hurtigt spredtes til de andre Øer. Men skønt Øerne ligger indenfor Synsvidde af hinanden, er de skilt ved dybe Sunde, i de fleste Tilfælde bredere end Dowerkanalen, og der er ingen Grund til at antage, at de tidligere har været sammenhængende. Havets Str