RECORD: Darwin, F. ed. 1889. Charles Darwins liv og breve med et kapitel selvbiografi. Translated by Martin Simon Søraas. Fagerstrand pr. Høvig: Bibliothek for de Tusen Hjem. Volume 2.

REVISION HISTORY: Scanned by Stine Grumsen and Jakob Bek-Thomsen; OCRed by John van Wyhe; corrections by Jensen, Bek-Thomsen and van Wyhe 12.2006. RN1

NOTE: See the editorial introduction by Gry Vissing Jensen.

See R. B. Freeman's bibliographical introduction.

Darwin in Denmark - a general introduction.


[spine]

[front cover]

[inside front cover]

[page break]

[page break]

[page break]

[page break]

[page 1]

CHARLES DARWINS

LIV OG BREVE

MED

ET KAPITEL SELYBIOGRAFI,

UDGIVNE AF HANS SØN

FRANCIS DARWIN.

OVERSAT AF

M. SØRAAS.

DET NATURVIDENSKABELIGE INDHOLD

GJENNEMSET AF

OLAV JOHAN-OLSEN.

II.

Forlag: Bibliothek for de tusen hjem. Fagerstrand pr. Høvik.

[page 2]

[page 3]

Kapitel 1.

Hvorledes „Arternes oprindelse"

BLEV TIL.

I første bind s. 102—105 har far selv kortelig fortalt, hvorledes „Artemes oprindelse" blev til. Brevene i nærværende og følgende kapitel vil illustrere og udvide den skisse, han saaledes har optrukket. I førstningen af hans reise med „Beagleu tillod hans synsmaader ham endnu at tale fuldstændig rettroende om nye arters tilblivelse. Saaledes skriver han i 1834 i Valparaiso: „Jeg har allerede fundet leier med skjæl af nyere oprindelse, der endnu har bevaret sin farve, i en høide af 1300 fod, og nedenfor er fladlandet oversaaet med dem. Grunden til, at dyreliv mangler her, er kanske den, at ingen dyr er blit skabte, siden dette land hævéde sig af havet. Dette synes ikke at være nogen urimelig gisning."

Dette sted findes ikke i den trykte „ Journal", hvoraf den sidste korrektur blev færdig i 1837; og dette stemmer godt med den forandring, vi ved der foregik i hans synsmaader i mellemtiden. Men i den trykte „Journal"finder vi steder, der viser en betragtnmgsmaade, som stemte mere med rettroende teologisk naturhistorie end med hans senere synsmaader. Saaledes siger han i sin behandling af fuglene synallaxis og scytalopus: „Naar man,—

[page] 4

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

som her — støder paa et dyr, der synes at spille en saa ubetydelig rolle i naturens store husholdning, kommer man næsten til at undre sig over, at en særskilt art er blit skabt". En sammenligning mellem de to udgaver af „Journal"er lærerig, fordi den bidrager til at vise, hvorledes hans syn paa evolutionslæren har udviklet sig. En saadan sammenligning gir os vistnok ikke nogen klar forestilling om den store mængde af gisninger, som formede sig i hans tanke; men den viser, at hans tro paa udviklingslærens sandhed i mellemtiden var blit saa stærk, at han lod denne lære faa en mere fremtrædende plads i anden udgave. I sin selvbiografi siger han, at det var først ved at læse Malthus, at han fik en klar forestilling om det naturlige udvalgs betydning. Dette var i 1838 — et aar efter at han var færdig med første udgave (som ikke udkom før 1839), og syv aar før anden udgave saa dagens lys (1845). Det afgjørende vendepunkt i denne teoris historie ligger derfor i tiden mellem 1839 og 1845. Først skal jeg anføre endel steder, som praktisk talt er de samme i de to udgaver, og som derfor hovedsagelig er af interesse, fordi de viser os hans opfatning af spørs-maalet i 1837. At der forekommer to arter af molothrus (Iste udg. s. 61, 2den udg. s. 53) maa ha været et af de tidligste af ham bemærkede eksempler paa repræsentative arter — noget, som vi ved gjorde dybt indtryk paa ham (selvbiografien s. 97). Hans betragtninger over indførte dyr (Iste udg. s. 139, 2den udg. s. 120) viser, hvilket indtryk det gjorde paa ham, da han blev opmærk-som paa det indviklede indbyrdes afhængighedsfor-hold, i hvilket dyrene paa et givet areal staar til hverandre. En lignende betragtningsmaade fremgaar (Iste udg. s. 98, 2den udg. s. 85) af hans behand-

[page] 5

UDVIKL1NGSTANKEN ER OPSTAAT.

ling af den feilagtige tro, at store dyr til sit underhold skulde behøve et yppigt vækstliv; det urigtige i denne antagelse illustreres ved en sammenligning mellem Syd-Afrikas og Syd-Amerikas fauna og mellem de to kontinenters vækstliv. Det interessante ved hans behandling er, at den klart paaviser vor aprioriske uvidenhed om de livsforhold, der passer for hvilkensomhelst organisme. Der er et sted, som mere end engang er blit eiteret, fordi det viser, hvorledes hans synsmaader blev til. Det er det sted, hvor han behandler den slaaende forskjel mellem musene paa øst- og vestsiden af Andes-bjergene (Iste udg. s. 399): ,,Medmindre vi gaar ud fra, at den samme art er blit skabt i to forskjellige lande, bør vi ikke vente at finde nogen større lighed mellem de organiske væsener paa de modsatte sider af Andesbjergene end paa kyster, der skilles ved et bredt sund". I anden udgave (s. 327) er stedet næsten ordret ligedan og inde-holder praktisk talt samme mening. Der er i 2den udgave andre steder igjen, hvor han stærkere holder paa evolutions-læren, men som forresten ligner de tilsvarende steder i Iste udgave. Under beskrivelsen af den blinde tuco-tuco (Iste udg. s. 60, 2den udg. s. 52) gjør han saaledes i Iste udgave ingen hentydning til, hvad Lamarck muligens kunde ha ment; han bruger den heller ikke som et eksempel paa tillempning som i udgaven af 1845. I 2den udgave (s. 173) træffer vi et slaaende sted om slægtskabet mellem „de uddøde gumlere og de nulevende dovendyr, myreslugere og panser-dyr". „Dette vidunderlige slægtskab paa det samme fastland mellem uddøet og nulevende vil utvilsomt for fremtiden kaste mere lys over organiske væse-ners optræden paa jorden og deres forsvinden derfra end nogen anden klasse af kjendsgjerninger". Denne

[page] 6

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

sætning findes ikke i Iste udgave; men den omstæn-dighed, at de nulevende dyreformers kjæmpemæssige forløbere var forsvundne fra jorden, havde øiensyn-lig gjort et dybt indtryk paa ham. Forskjellen mellem udviklingerne i de to udgaver er særdeles oplysende. I begge fremholder han stærkt vort ubekjendtskab til livs-betingelserne: men i 2den udgave paavises med stor styrke den voldsomma kamp for tilværelsen. Dernæst følger en sammenligning mellem sjelden forekomst1) og arrters uddøen; her træffer vi den tanke, at de nulevende arters bevarelse og herredømme er afhængig af den grad, i hvilken de er afpassede efter de omgivende forhold. I første udgave er han kun „ fristet til at tro, at slige simple forhold som forandring i klima og føde eller indførelsen af fiender eller andre arters overhaandtagen er granden til racernes afløs-ning af andre". Men i slutten af Iste udgave ender han kapitlet med en sammenligning mellem en arts uddøen og frugttræ-afarters forsvinden, som om han troede, at et mystisk livs-vilkaar var blit paatrykt hver enkelt art ved dens skabelse.

De forskjellige maader, hvorpaa Galapagos-spørsmaalet behandles i de to udgaver, er ogsaa af en vis interesse. I første udgave fremhæves det] eiendommelig amerikanske ved disse øers produkter, ligesaa den omstændighed, at de forskjellige øer eier særskilt udprægede former; men spørsmaalets store betydning fremholdes ikke videre stærkt; saa-ledes f. eks., naar han siger: „denne lighed i typer mellem fjerntliggende øer og fastlande, medens derimod arterne er forskjellige, har man neppe lagt

1) I 2den udgave s. 146 anføres niata-kvægets ødelæggelse ved tørke som et godt eksempel paa vor uvidenhed om aaraagerne til sjelden forekomst og arters uddøen. Stedet findes ikke i første udgave.

F. D.

[page] 7

NOTISE-BOG FRA 1837

tilstrækkeligt mærke til. Efter nogle forfatteres mening skulde denne omstændighed forklares ved, at den skabende kraft havde virket efter den samme lov paa et meget stort omraade." (Iste udg. s. 474). Dette sted findes ikke i 2den udgave, og de generaliserende betragtninger over den geografiske udbredelse er meget videre og fuldstændigere. Saaledes spørger han: „Hvorfor var deres urbe-boere, der baade i art og antal forekom i et andet forhold end fastlandets og derfor virker paa hverandre paa en forskjellig maade — hvorfor var de skabte efter amerikanske organisations-typer?." (2den udg. s. 393). Den samme forskjel i behandlingen fremgaar ogsaa af andre steder i dette kapitel. Saaledes beskrives nuanceringen i næb-form hos de tretten beslægtede finke-arter i første udgave (s. 461) uden kommentar; i 2den udgave derimod slutter han (s. 380): „Man kunde virkelig komme paa den tanke, at paa grund af fuglenes oprindelige sjeldenhed i dette ø-hav er en og samme art blit tåget og tillempet i forskjellige øiemed". Naar alt kommer til alt, synes jeg, det er rart, at forskjellen mellem de to udgaver ikke er større; det er et bevis til paa forfatterens forsigtighed og tilbageholdenhed i behandlingen af sin teori. ISTaar vi har læst den anden udgave af Journal, blir vi høist overraskede ved at finde, hvor langt hans synsmaader var udviklede i 1837. De notise-bøger, hvori han nedskrev spredte tanker og spørsmaal, sætter os istand til at danne os en mening herom. Jeg vil gi nogle citater fra den første notise-bog, der er ført mellem juli 1837 og februar 1838; dette lønner saa meget bedre umagen, som det gir os et indblik i hans tankeliv, før han havde læst Malthus. Bemærkningerne er skrevne i hui og hast; mange ord er udeladte, saa det ofte er van-

[page] 8

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

skeligt at skjønne meningen. Paa faa undtagelser nær (jeg har sat dem i firkantede klammer)1) har jeg trykt uddragene, som de er skrevne; dog er tegnsætningen ændret og endel aabenbare feil rettede, hvor det syntes mig nødvendigt. Uddragene er ikke trykte i systematisk orden, men er løst klassificerede2).

„ Forplantningen forklarer grunden til, at moderne dyr er af samme type som uddøde — en næsten bevist lov". „Vi kan se, hvorfor bygningen er fælles i visse lande; vi .anser det dog neppe for nødvendigt; men dersom det var nødvendigt for en stamfader, vilde resultatet bli, som det er; heraf antiloperne paa Gode Haabs forbjerg, pungdyrene i Australia". — „I længst adskilte lande størst forskjel ; hvis skilte paa grund af, at land er forsvun-det i havet, muligens to særskilte typer, men hver med sine repræsentanter — som i Australia". „Pas-ser dette paa hele den organiske natur, dengang vor planet først afkjøledes?" — Følgende to ud-drag viser, at han lod evolutions-teorien gjælde-„hele den organiske natur" fra planterne til mennesket. „Grir vi gjetningsevnen frie tøiler, da kan dyrene — vore brødre i smerte, sygdom, død,, lidelse og hunger — vore slaver i det værste slia —'. vore kammerater i fornøielser — da kan de stamme fra samme stamfar som vi — vi blir kan-ske to alen af samme stykke". — „Forskjellen i intelligens mellem mennesker og dyr er ikke saa

*) I uddragene af notisebøgerne forestiller almindelige klammer raiis fars parenteser. F. D.

3) Paa notisebogens første side er skrevet „Zoonomiaa; dette synes at referere sig til de første faa sider, hvor forplantning ved knopskyd-ning behandles, og hvor „Zoonomia" omtales. Mange blade er blit skaarne ud af notisebogen; dem har han sandsynligvis havt brug for, da han i 1844 skrev sit første udkast* og de vilde udentvil ha indeholdt de interessanteste uddrag. F. D.

[page] 9

NOTISE-BOG FRA 1837.

stor som mellem levende ting uden tanke (planter) og levende ting med tanke (dyr)". — Følgende ud-drag behandler en apriorisk betragtning af den mulighed, at ariernes oprindelse skyldes nedstamning — .,forplantning" (propagation), som han kaldte det. „ Livets træ burde kanske hedde livets koral, grenenes rod død, saa at overgangene ikke kan sees". „Der har kanske aldrig været nogen grad mellem svin og tapir, dog fra samme stamfar. Hvis nu de mellemliggende led havde frembragt en uendelighed af arter, vilde sandsynligvis rækken ha været fuld-stændigere." — Het han paa et andet sted taler om mellemliggende former, siger han: „Cuvier frem-sætter følgende indvending mod læren om arternes opstaaen ved forplantning: hvorfor har man ikke opdaget mellemliggende former mellempalæotherium, inegalonyx, mastodon og de nulevende arter? Efter min mening kunde (i Syd-Amerika) far til alle panserdyr være bror til megatherium1) — onkelen nu død". — Et andet sted siger han om mellemliggende former: „Modstanderne vil sige: vis mig dem. Jeg vil svare — ja, dersom I kan vise mig alle leddene mellem bulldog og mynde."

Her ser vi, at det allerede stod for ham, at husdyrene kunde bruges som eksempel paa frembringelsen af naturlige arter. Mellemliggende formers forsvinden fører naturligen til spørsmaal om arters uddøen, hvormed næste uddrag begynder. „Det er en vidunderlig ting dette — hesten, elefanten og mastodon uddør omtrent samtidig paa saa forskjellige kanter. Vil mr. Lyell sige, at en eller anden [samme] aarsag udryddede dem fra Spanien til Syd-Amerika? — (Aldrig!) — De dør uden at forandre sig som guld-reinetter; det er en forplantning af arter ligesom forplantning af individer. —-

1) Kfr. B. I, pag. 313 anm.

[page] 10

HVORLEDES „ ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

Hvorfor dør individet? For at fortsætte visse eien-dommeligheder (derfor tillempning), udslette tilfæl-dige af-arter og tillempe sig efter forandringer (thi naturligvis er forandring selv hos af-arter tillempning). Dette argument kan nu bruges om arteme. — Dersom individet ikke kan forplante sig, har det intet afkom; saaledes med arten. Dersom arter avler andre arter, er deres race ikke fuldstændig forsvundet: — som f. eks. guld-reinetter, der er avlede af frø, lever — ellers dør alle. Den forstenede hest avlede i Syd-Amerika zebraen — og vedblev at leve — gik tilgrunde i Amerika. Alle dyr af samme art er forbundne med hverandre ganske som plante-knopper, som dør samtidig, skjønt de er blit til paa forskjellig tid. Bevis, at det er med dyrene som med planterne — find nuanceringen mellem beslægtede og ikke-beslægtede dyr — og historien er fuldstændig."

I følgende notis linder vi spørsmaalet om arternes uddøen sat i forbindelse med ugunstig af-artning, og saaledes antydes det naturlige udvalg: „Hvad arternes uddøen angaar, indser vi let, at [en] af-art af struds-[en] (petise), som kanske ikke er heldig tillempet, derfor uddør; paa den anden side skjønner vi, at naar f. eks. orpheus [en fugl fra Galapagos] er gunstig tillempet, kan et stort antal frembringes. Heraf følger, at de rige af-artninger, der frembringes ved begrænset avl og under vekslende vilkaar, fortsættes og fremavles i forhold til tillempningen efter disse vilkaar; en arts uddøen er derfor (tvertimod hvad man skulde slutte fra Amerika) en følge af ikke-tillempning efter vilkaar ene."

Første del af følgende uddrag gaar ud paa det samme. Slutten af stedet er meget interessant, da den viser, at han allerede dengang havde en fore-

[page] 11

NOTISE-BOG FRA 1837.

stilling om sine ideers vidtrækkende betydning: „Med troen paa forvandling og geografisk gruppering ledes vi ind paa forsøg paa at opdage aarsagerne til forandringerne; tillernpningsmaaden (forældrenes ønske??), instinkt og bygning blir gjenstand for tænkning og iagttagelse. Hvis formerelsens plan er „indskrænkning"1), da er det en prøve paa den høiest tenkelige organisation. — Min teori vilde gjøre nyere og fossil sammenlignende anatomi mere smagelig; den vilde føre til studiet af instinkter, arvelighed. aandelig arvelighed — hele metafysiken.

.,Den vilde føre til den nøiagtigste undersøgelse af bastarder, af gjenfrembringelse (regeneration), af aarsagerne til forandringerne for at skaffe os kund-skab om, hvoraf vi er komne, og hvor vi gaar hen; den vilde føre os til at undersøge, hvilke vil-kaar der er gunstige for krydsning, og hvilke der er skadelige for den — dette og undersøgelse af direkte bygnings-overgange hos arter kunde føre til ændrings-love, som da vilde bli hovedgjenstand for studium og veiledning for vor tænkning."

Følgende to uddrag har en lignende interesse; no. 2 er især interessant, fordi det indeholder frøet til den sidste sætning i Ariernes oprindelse1): „Før man kom paa det rene med tyngdekraften, kunde det være sagt, at det var ligesaa vanskeligt at forklare alle [planeters] bevægelse ifølge én eneste lov som at forklare hver enkelts; saa det at sige, at alle pattedyr avledes af ét par og siden udbredtes paa

1) Jeg antager, han mener, at formerelsen er „indskrænketK til etvlidet antal af de bedst organiserede individer. F. D.

2) Denne sætning i Ariernes oprindelse er: „Der er storhed i denne be-tragtningsmaade, at livet med alle sine kræfter oprindelig er ind-blæst i nogle faa former eller i en eneste, og at saalænge denne planet bar gaaet sin kredsgang i overensstemmelse med tyngdelovene, uendelig mange skjenne og vidunderlige' former bar udviklet sig og fremdeles stadig udvikler sig af en saa ringe begyndelse."

F. D.

[page] 12

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

den maade, vi kan skjønne, kan synes ikke at forklare noget. Astronomer kunde forhen ha sagt, at Gud paa forhaand bestemte, at hver enkelt planet skulde bevæge sig i sin særegne bane. Paa samme maade kunde jo Gud ha skabt hvert enkelt dyr med visse former i visse lande; men hvor meget simplere og høiere er ikke denne tanke: — lad tyngdekraften virke efter en bestemt lov, det og det er de uundgaaelige følger; — lad dyr skabes: slige blir efterkommerne efter forplantningens faste love!

Lad overførings-kræfterne være de og de, og det ene lands former i forhold til det åndets vil bli de og de — lad geologiske forandringer foregaa paa den og den maade, og arternes tal og udbre-delse vil bli slig og slig! !"

Følgende tre uddrag er af blandet interesse: „Naar man ser en vorte paa en mands bryst, siger man ikke, at den er der til et bestemt brug, men at kjønnet ikke er blit bestemt, — saaledes med overflødige vinger under billernes dække — avlet af biller med vinger, men modifieerede; — hvis udeluk-kende skabelsesakt, vilde de være fødte uden dem". „I en aftagende befolkning bestandig færre nær be-slægtede (faa arter af slægter); endelig faa slægter (thi ellers vilde slægtskabet konvergere snarere), og tilsidst maaske en eneste en. Forklarer ikke dette de underlige slægter med faa arter, som staar mellem store grupper, som vi er nødte til at be-tragte som tiltagende?" Det sidste uddrag, jeg vil citere, viser os frøet til hans teori om slægtskabet mellem alpeplanter i verdens forskjellige dele; E. Forbes kom ham i forkjøbet med offentliggjørelsen heraf (se s. 104). I notise-bogen fra 1837 siger han, at alpeplanter „forhen gik længere ned; derfor

[page] 13

SKISSEN FRA 1842.

er de ændrede arter af lavere-voksende slægter, eller nordlige planter".

Vender vi os til den skisse af hans teori, han skrev i 1844 (altsaa før 2den udgave af Journal blev færdig), linder vi, at notisbogen af 1837 er blit uhyre forøget. Skissen er i virkeligheden en forbausende fyldig fremstilling af den udvikling, vi kjender saa godt fra ^Ariernes oprinddse". Der hersker en smule uklarhed med hensyn til tiden, paa hvilken den korte afhandling, der dannede grundlaget for skissen af 1844, er blit til. Vi ved af hans egne ord (se s. 99), at det var i juni 1842, han første gang nedskrev en kort fremstilling af sine synsmaader1). Denne hans forklaring er saa omstændelig, at det er næsten umuligt at tro, at den har en feilagtig tidsangivelse. Den stemmer ogsaa med følgende uddrag af hans dagbog. 1842, 18 de mai. Reise til Maer; 15 de juni til Shrewsbury og 18de til Capel Curig. Medens jeg var i Maer og Shrewsbury (fem aar efter paabegyndelsen) skrev jeg en blyantsskisse af arts-teorien." I indledningen til „Oprindelsen" skriver han s. 1: „Efter et mellemrum af 5 aars arbeide [fra 1837, o- i 1842] „tog jeg mig fore at tænke over sagen og nedskrev endel korte bemærkninger". I det af sir Charles Lyell og sir J. D. Hooker undertegnede brev, der tjener som indledning til den af C. Darwin og A. Wallace i fællesskab udgivne afhandling „ Tendency of Spedes to form Varieties" (Arters hang til al; danne af-arter) siges ikke destomindre skissen af 1844 (hvoraf der findes mange uddrag i nævnte afhandling) at være blit skisseret i 1839 og nedskrevet i 1844. Denne angivelse kommer aaben-

1)Denne fremstilling kan jeg ikke linde, og han har rimeligvis tilintetgjort den som saa meget af sit manuskript, efterat den var hlit forøget og omskrevet i 1844. F. D.

[page] 14

HVORLEDES „AETEKNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

bart deraf, at far har skrevet en note tversover; indholds-fortegnelsen til skissen af 1844, saalydende: „Dette blev skisseret i 1839 og helt nedskrevet,; som det her lyder, og læst af Dem i 1844". Jeg slutter mig til, at denne,note blev tilsat i 1858, da, manuskriptet . blev sendt til sir J. D. Hooker (se brev af 29de juni 1858). Der er ogsaa andre ting, der "taler for dette. I brev til mr.; Wallace (af 25de juni 1859) siger min far: „AUe,. som jeg har truffet, synes, at Deres afhandling er, velskrevet og interessant. Den stiller min afhandling (der er skrevet i 1839, altsaa for akkurat 20] aaa siden!) i skyggen; men til min undskyldning maa det tjene, at jeg aldrig havde tænkt at offentliggjøre, hvad jeg skrev." I biografier af min far er det ofte blit sagt, at den første skisse bleva skrevet i 1839; uden tvil har man dette fra „Linnean Journal"; men jeg tror, det er urigtigt. Feiltagelsen er muligens opstaaet paa følgende maade. Med sin, bemærkning tversover indholdsfortegnelsen til manuskriptet af 1844 tror jeg, min far har villet sige, at omridset til hans teori stod klart for hans tanke paa den tid. I selvbiografien (s. 104) taler han om „tiden ved 1839, da teorien var klart und-fanget"; derved tænker han ganske sikkert paa' slutten af 1838 og begyndelsen af 1839, da læsningen af Malthus havde git ham ideen til teorien om det naturlige udvalg. Men denne forklaring stemmer ikke med brevet til mr. Wallace; og hvaå stedet i „Linnean Journal"1) aogaar, da er det vanskeligt at forståa, hvorledes det har faaet lov til at staa, som det nu gjør; det bringer jo klar-

1) Min far har ganske sikkert set korrekturen til afhandlingen; thi kan tilfoiede en note nederst paa siden, hvori kan gjor undskyldning for stilen i uddragene, „da værket aldrig Tar tænkt at skulle offentliggjøres". F. D.

[page] 15

SKISSEN FRA 1844.

ligen folk til at tro, at hans første skisse var skrevet i 1839.

Skissen fra 1844 er skrevet med en afskrivers haandskrift og er paa 231 sider folio, med ubeskrevne blade indheftede i manuskriptet for en senere udvidelses skyld. Teksten er gjennemset og rettet; kritiske bemærkninger har han selv skrevet i margen med blyant. Den falder i to dele: 1-„0m organiske væseners ændringer i tam og naturlig tilstand". 2. „Hvad der kan siges for og-imod den anskuelse, at arter er naturlig dannede racer, der nedstammer fra fælles stamfædre". 1 første del gjenfinder vi det vigtigste af udviklingen i „Arternes oprindelse". Bevisførelsen er ligesom i sidstnævnte værk grundet paa studiet af husdyrene^ og baade skissen og „Oprindelsen" begynder med. et kapitel om af-artninger i tam tilstand og om kunstigt udvalg. Derpaa følger paa begge steder betragtninger over af-artninger i naturlig tilstand, og om kampen for tilværelsen. Her ophører enhver nøiere lighed mellem de to værker, hvad stoford-ningen angaar. 3die kapitel i skissen fra 1844, som afslutter første del, behandler forandringerne it dyrenes instinkter og livsvaner og svarer saaledes-paa en maade til 3de kapitel i „Oprindelsen". Det er saaledes en fuldstændiggjørelse af de kapitler,, hvor forandringer i bygning behandles. Det ser ud til, at det er sat saa tidlig i afhandlingen for at hindre, at hele teorien paa forhaand skulde bli forkastet af en læser, hvem tanken om, at det naturlige udvalg øver indflydelse paa instinktet, kunde forekomme umulig. Dette er saa meget rimeligere, som kapitlet om instinktet i „Oprindelsen" i ind-ledningen specielt nævnes som „en af de mest iøine-faldende og største vanskeligheder ved teorien." Desuden ender kapitlet i skissen af 1844 med ea

[page] 16

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

betragtning over det spørsmaal, „om der gives legemer af en saa særegen og vidunderlig bygning, at de berettiger til en forhaands-forkastelse af vor teori." Under denne overskrift findes betragtnin-gerne over øiet, som i „Oprindelsen" først findes i 6te kapitel under „Vanskeligheder ved teorien". Planen til 2den del synes at være lagt i overensstemmelse med det syn paa hans teori, der var: ham kjærest. Dette fremgaar af et brev til dr. Asa Gray af Ilte november 1859: „Jeg kan umulig tro, at en urigtig teori kunde forklare saai mange klasser af kjendsgjerninger, som jeg tror, denne teori virkelig gjør. Paa denne grund lar jeg ankeret falde i den tro, at vanskelighederne efter-haanden vil forsvinde. Efterat han i første del har fremstillet teorien, gaar han saa i 2 den del over til at paavise, i hvilken udstrækning forskjellige vide rækker af kjendsgjerninger kan forklares ved hjælp deraf. Saaledes svarer anden del af skissen fra 1844 omtrentlig til de ni sidste kapitler i Iste ud-gave af „Oprindeisen". Vi maa dog undtage kapitel 7 om instinktet (i „Oprindelsen"), der danner et kapitel i første del af skissen fra 1844, og kapitel 8 om bastarder (i „Oprindelsen"), et emne, han i nævnte skisse har behandlet under „Af-art-ninger i naturlig tilstand" i Iste del. Følgende fortegnelse over kapitlerne i 2 den del af skissen af 1844 gir oplysning om deres forhold til slutnings-kapitlerne i „Oprindelsen".

1ste kapitel. „Om de nødvendige mellemlig-gende former og deres antal". Her findes ogsaa en geologisk drøftelse; det svarer til 6te og 9de kapitel i „Oprindelsen".

2det kapitel. „ Organiske væseners gradvise fremkomst og forsvinden". Svarer til 10de kapitel i „Oprindelsen."

[page] 17

SKISSEN FRA 1844.

3die kapitel. „Geografisk udbredelse". Svarer til Ilte og 12te kapitel i ,,Oprindelsen".

4de kapitel. „Organiske væseners overensstemmelse og klassifikation".

5te kapitel. „Overensstemmelse i typer", morfologi og embryologi1).

Cte kapitel. „Dfuldkomne organer". Disse tre kapitler svarer til 12te kapitel i „Oprindelsen".

7de kapitel. „Resumé og afsluttende bemærk-ninger".

Den sidste sætning i skissen af 1844, som vi saa i den første raa form i notisebogen fra 1837, ligner nøiagtig slutnings-sætningen i „Oprindelsen"; meget er akkurat ligedan. „Oprindelsen" deles ikke i to dele; men at forfatteren egentlig har tænkt sig en saadan inddeling, ser vi af denne lig-hed mellem 2den del af skissen fra 1844 og slut-nings-kapitlerne i „Oprindelsen". Naar han i ind-ledningen taler om kapitlerne om ,.overgang", om „instinkt", om „bastarder" og det geologiske kapitel eom en eneste gruppe, da kommer det kanske netop af, at hans tidligste manuskript var i to dele.

Mr. Huxley har været saa venlig paa min op-fordring at gjennemlæse skissen af 1844; han be-mærker, at „hovedlinjerne i udviklingen" og illu-strationerne er de samme; men han siger ogsaa, at skissen i høiere grad end „Oprindelsen" lægger vægt paa den indflydelse, ydre forhold øver paa frembringelsen af af-arter, og paa nedarvingen af livsvaner. — Det er yderst interessant i skissen af 1844 at finde cævnt for første gang grundsætninger, som vi kjender saa godt fra ,,Arternes oprindelse". i første række blandt disse kan nævnes læren om kjønsvalget, der er klart fremsat. Den vigtige form

1) Læren om livsformerne og læren om fostrets udvikling.

Darwins Liv og breve. II.

[page] 18

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

af valg, vi kjender som „ubevidst", omtales ogsaa. I Her træffer vi ogsaa paa den lov, at eiendommelige karaktermærker hos afkommet gjerne viser sig i den 1 alder, i hvilken de optraadte hos faderen. Pro-fessor Newton, der har været saa snil at se igjen- 1 nem skissen af 1844, siger mig, at min fars be-mærkninger om fuglenes flytning, der i forbigaaende 3 findes paa mere end et sted, viser, at han havde- -I foregrebet senere forfatteres synsmaader. Hvad den 1 almindelige stil i skissen af 1844 angaar, da er det I ikke at vente, at den kan ha alle de mærker, der 1 karakteriserer „Oprindelsen", og i virkeligheden i fin der vi heller ikke der den ligevægt og den selv- 1 beherskelse, den sammentrængthed og det sikre ] greb i tingen, som er saa fremtrædende i arbeidet j fra'1859.

I selvbiografien har far anført, hvad han fandt- i at være hovedmangelen ved skissen fra 1844. Han I havde overset „et spørsmaal af stor vigtighed'%. spørsmaalet om „karakterens divergens". Det er 1 behandlet i „Arternes oprindelse"; men da det kan 1 være, at ikke alle læsere har nøiere kjendskab til det, vil jeg her anføre vanskeligheden og dens løs- 1 ning. Forfatteren begynder med at sige, at af- I arter er mindre indbyrdes forskjellige end arter, og i fortsætter derpaa: „Ikke desto mindre er efter min mening af-arter arter, der holder paa at dan- ' nes . . . Hvorledes gaar det da_til, at den mindre ! forskjel, der er mellem af-arter, udvikler sig til den større mellem arter? Han paaviser, at en lignende afvigen Ander sted i tam tilstand, hvor en op-. rindelig ensartet heste-stamme er blit spaltet i j væddeløbs-heste, brygger-heste osv., og forklarer i dernæst, hvorledes det samme gjælder arter i na- i turlig tilstand; dette kommer simpelthen deraf, at jo mere varierede efterkommerne af en art blir i.j

[page] 19

DIVERGENS-PRINCIPET.

bygning, beskaffenhed og livsvaner, des bedre sættes de istand til at fylde mange og meget vekslende stillinger i naturens husholdning og derfor tiltage i antal. Som eksempel herpaa anføres den kjends-gjerning, at naar man paa et sted saar en enkelt af-art af hvede og paa et andet en blanding af af-arter, blir grøden størst i sidste tilfælde. Flere individer har været istand til at eksistere, fordi de ikke alle var af samme af-art. En organisme blir fuldkomnere og mere levedygtig, naar ved arbeidets deling de forskjellige livsfunktioner udføres ved forskjellige organer. Paa samme maade blir en art kraftigere og mere levedygtig, naar forskjellige af-delinger af arten afviger fra hinanden saaledes, at de fylder forskjellige stillinger. Da jeg læste skissen af 1844, kunde jeg ikke finde, det var nogen mangel, at der ikke fandtes nogensomhelst klar definition paa divergens-principet. Nedstamning med tillempning indbefatter divergens, og vi blir saa vante til at tro paa nedstamning og derfor paa divergens, at vi ikke lægger mærke til, at der mangler bevis for, at divergens i og for sig er en fordel. Som vi har set af selvbiografien, fandt min far det i 1876 næsten utroligt, at han havde overset spørs-maalet og dets løsning. — Følgende brev passer bedre her, end blandt dermed samtidige breve, da det viser, hvad værd min far tilskrev skissen af 1844, da han havde gjort den færdig.

Til mrs. Darivin. Down 5. juli 18M.

Jeg er netop færdig med det arbeide, der fremstiller min arts-teori. Blir, som jeg haaber, min teori engang godkjendt bare af en eneste kompetent dommer, blir det et betydeligt videnskabeligt fremskridt. Dette skriver jeg derfor for livs og

[page] 20

HVORLEDES "ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

død.s skyld som min høitidelige sidste begjæring, 1 — og jeg er forvisset om, at du vil handle, som om den var lovformelig indført i mit testamente — at du anvender £ 400 (= kr. 7,200) paa dens 1 offentliggjørelse, og at du selv eller Hensleigh1) sørger for at ordne det fornødne i saa henseende. Jeg ønsker, at skissen overdrages til en eller anden kompetent mand tilligemed nævnte sum, der maaske kan bevæge ham til at lægge arbeide paa dens forbedring og videre udarbeidelse. Denne mand forærer jeg alle de bøger i mit naturhistoriske bibliotek, som enten er mærkede eller i slutten inde-' holder henvisninger til sider i skissen, med bøn til ham om omhyggelig at gjenneiase og betragte slige steder som virkelig eller muligens berørende denne sag. Jeg ønsker, at du skriver ud en liste over alle saadanne bøger — det kunde være en op- -muntring for en mulig udgiver. Jeg ønsker ogsaa, at du overgiver til ham alle disse uddrag, der paa en slump er fordelte i otte eller ti brune papir-mapper. Strimlerne med citater fra forskjellige værker er de, der muligens kan være til hjælp for min udgiver. Jeg ønsker ogsaa, at du eller en amanuensis vil være behjælpelig med at udtyde alle de strimler, som udgiveren kan tænke sig muligens vil være til nytte. Jeg overlader til udgiveren selv at afgjøre, om disse ting bør staa i teksten, eller om de bør sættes ind som noter eller følge som tillæg. Gjennemsynet af henvisninger og strimler blir et langvarigt arbeide; det vil ogsaa kræve adskillig tid at rette, udvide og ændre min skisse; jeg gir derfor udgiveren disse £ 400 foruden de mulige indtægter af arbeidet som en slags godtgjø- -reise. Det er min mening, at udgiveren for dette bør være forpligtet til at faa skissen offentliggjort

1) Mr. H. Wedgwood. F.-D.

[page] 21

SKISSEN FRA 1844.

enten paa en boghandlers eller egen resiko. Mange af strimlerne i mapperne indeholder bare løst henkastede tanker og synsmaader, der nu er værdiløse, og mange af kjendsgjerningerne vil sandsynligvis vise sig ikke at ha noget med min teori at bestille. Hvad valget af udgiver angaar, da vilde mr. Lyell være den bedste, om han vilde paatage sig det. Jeg tror, han vilde synes om arbeidet; han vilde ogsaa lære endel nye ting. Da udgiveren maa være geolog saavelsom naturhistoriker, vilde den næst-bedste udgiver være professor Forbes i London. Som numer tre (og i visse maader den aller-bedste) vil jeg nævne professor Henslow. , Dr. Hooker vilde være meget god; dernæst mr. Striekland1). Hvis ingen af disse vil gjøre det, ber jeg dig raad-føre dig med mr. Lyell eller en anden kyndig mand for at faa tag i en udgiver, der er baade geolog og naturhistoriker. Skulde det lykkes ved anvendelsen af et hundrede pund til at skaffe en god udgiver, er det min alvorlige bøn til dig, at du skaffer & 500. Mine tilbageværende naturhistoriske samlinger kan gives til den person eller det museum, der maatte ville modtage dem." — Følgende notis synes at ha udgjort en del af det oprindelige brev, men er kanske af senere dato: „Lyell — især med bistand af Hooker og en eller anden dygfig zoolog — vilde være den allerbedste. Med-mindre en udgiver vil forpligte sig til at ofre tid paa det, er det faafængt at betale en slig sum. Dersom det bliver uoverkommeligt at finde en udgiver, som vil sætte sig ordentlig ind i sagen og overveie de steders der er mærkede i bøger og

1) Efter mr. Stricklands navn kommer følgende sætning, der er blit nd-raderet, men dog er læselig: „Professor Owen Tilde Tære meget god; men jeg tro neppe, han Tilde paatage sig et saadant arbeide."

P. D.

[page] 22

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL.

skrevne af efter papir-strimler, saa kan du udgive skissen, som den er, med den oplysning, at den er blit udarbeidet for flere aar siden efter hukommelsen, uden at jeg har raadført mig med bøger, og uden at jeg har tænkt paa at offentliggjøre den." Den tanke, at skissen af 1844, ifald han skulde dø, kunde bli alt, hvad der gav oplysning om hans værk, synes længe at ha foresvævet ham; thi da han i august 1854 havde fuldført bogen om ranke-fødderne og tænkte paa at begynde med sit værk om arterne, tilføiede han paa bagsiden af dette brev: ..Hooker den bedste mand til at udgive mit arbeide om arterne. August 1854."

KAPITEL II.

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

Breve 1843—1856.

Min fars levnetsløb er fortalt fuldstændigere i brevvekslingen med sir J. D. Hooker end i nogen anden række af hans breve; dette gjælder fremfor alt „Oprtndelsensu tilblivelseshistorie. Dette synes derfor at være det rette sted for følgende notiser, som sir Joseph Hooker har været saa snil at gi mig. De gir desuden et interessant billede af hans" tidlige venskab med min far:

„Jeg traf første gang mr. Darwin paa Trafalgar-Square i 1839. Jeg gik og spaserede med en of-fieer, som en kort tid havde været sammen med

[page] 23

SIR J. D. HOOKERS ERINDRINGER.

nam ombord paa „Beagle" syv aar i forveien, men som jeg tror ikke havde truffet ham siden. Jeg blev forestillet for ham; mødet var naturligvis kort; slig som han dengang saa ud, har han siden hele tiden staaet for mig; en temmelig høi og bredskuldret mand, lidt ludende, med et behageligt og livligt ansigts-udtryk, naar han talte, med frem-staaende bryn og en noget hul, men blød stemme; sin gamle kammerat hilste han paa sjømands vis, det vil sige— overordentlig aabent og hjertelig. Jeg lagde nøie mærke til ham; thi jeg kjendte allerede til hans talenter og flid, da jeg havde læst forskjellige korrekturark af hans endda ikke offentliggjorte „ Journal'1. De var af mr. Darwin overgivne til mr. (senere sir Charles) Lyell og af denne sendte til hans far Ch. Lyell, Esq., til Kinnordy; af denne, der var en gammel ven af min far og interesserede sig varmt for min plan at bli naturforsker, havde jeg faaet lov til at læse dem. Jeg læste dengang paa liv og død for at ta min eksamen, før jeg som frivillig gik med sir James Ross paa den antarktiske ekspedition, som admiralitetet netop havde besluttet skulde foretages. Jeg havde saa liden tid, at jeg sov med korrektur-arkene af Journal under hodepuden, for at jeg kunde læse dem om morgenen i den stund, der forløb, fra jeg vaagnede, til jeg stod op. De gjorde et mægtigt indtryk paa mig; jeg kunde næsten sige, de gjorde mig fortvilet, saamange aandelige og fysiske egenskaber skulde den naturforsker ha, der vilde følge i Darwins fodspor; men de fyldte mig ogsaa med et brændende ønske om at reise og iagttage. Det har været mig en stadig kilde til tilfredshed, ,at jeg kjendte saapas til Darwins videnskabelige arbeide saa mange aar, før det inderlige venskab begyndte, der fra min side gik over til en saa høi grad af

[page] 24

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

ærefrygt for hans liv, værkér og karakter, som kan I forenes med rimelighed og sømmelighed. Jeg har i kun at tilføie, at jeg nogle dage, før jeg forlod 1 England, fra mr. Lyell fik i foræring et fuldstæn- 1 digt eksemplar af Journal. Kort tid, efter at jeg var I vendt tilbage fra den antarktiske ekspedition, be- 1 gyndte min brevveksling med mr. Darwin (i décbrM 1843), der sendte mig et langt brev med varme- ] lykønskninger, fordi jeg var kommen tilbage til ] familie og venner; han ønskede ogsaa gjerne at høre mere om ekspeditionens resultater, som han havde i nogen kundskab om af privatbreve fra mig (skrevne til eller meddelte ved mr. Lyell). Derpaa gaar han 1 med et ind paa videnskabelige sager og henleder I min opmærksomhed paa betydningen af at sammen- | holde floraen paa Tierra del Fuego med floraen i I Cordilleras og i Europa og indbyder mig til at A studere de botaniske samlinger, som han havde | gjort paa Galapagos-øerne, foruden hans planter fra 1 Patagonien og Tierra del Fuego. Dette førte da jj til, at jeg sendte ham et omrids af de slutninger, ] hvortil jeg var kommen med hensyn til planternes I fordeling i de sydligere egne og nødvendigheden af j at antage, at store land-strækninger var gaaede til-grunde, hvilket var den eneste mulige maade at | forklare de saakaldte antarktiske øers flora paa. Jeg tror ikke. at nogen af disse tanker var ham nye; men de førte til en livlig, lang og lærerig i brevveksling." — Her følger det ovenfor berørte brev til sir J. D. Hooker (af 1843).

Høistærede! Jeg havde haabet tidligere at ha* den fornøielse at besøge Dem og gratulere Dem med, at De heldig er kommen tilbage fra Deres lange og herlige reise. Men da jeg sjelden reiser til London, er det muligt, at vi ikke kommer til at -]

[page] 25

SIR J. D. HOOKERS ERINDRINGER.

træffes paa en tid — medmindre De kommer i de geologiske møder. Jeg vilde svært gjerne vide, hvad De agter at gjøre med alle Deres materialer — det var mig en saa stor glæde at læse dele af enkelte af Deres breve, at det vil gjøre mig ondt som en af publikum, om jeg ikke faar leilighed til at læse en hel del mere. De har det vel svært travelt nu og nyder vel rigtig livet. Jeg husker saa. godt, hvor lykkelig jeg følte mig de første faa maaneder, efterat jeg var kommen hjem — det kunde nok opveie mangen en storm og al dens elendig-hed. Men jeg er jo kommen bort fra det, der bevægede mig til at skrive— det nemlig, at jeg vilde udtrykke min glæde over, at Henslow har sendt Dem min lille plante-samling (noget, han skrev til mig om for nogle dage siden). De kan ikke tænke Dem, hvor det glæder mig; jeg var bange for, at de allesammen vilde ha gaaet tabt, og faa, som de. er, har de dog kostet mig en hel del bryderi. Jeg havde ogsaa skrevet nogle ganske faa notiser — jeg tror, Henslow har faaet dem — med beskrivelse af nogle af de mærkeligere planters ud-bredelse. Jeg ofre de særskilt opmærksomhed paa Tierra del Fuegos alpe-flora, og jeg er sikker paa, at jeg fik fat paa enhver plante, som stod i blomst i Patagonien, da jeg var der. Jeg har længe troet, at en almindelig skisse over floraen paa den land-strækning, der strækker sig langt sydover, vilde bli meget interessant. Kom nu endelig med ende! sammenlignende bemærkninger om de arter, der er beslægtede med de europæiske arter — til belærelse for botaniske ignoranter som mig. Det har ofte forekommet mig at maatte være interessant at komme efter, om der paa Tierra del Fuego er mange europæiske slægter, som ikke findes langs Cordillernes ryg; adskillelsen vilde i saa fald være saa uhyre.

[page] 26

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

Hvordan end Deres skisse blir, saa gjør opmærksomi paa, hvilke slægter der er amerikanske, og hvilke] der er europæiske, og hvor stor forskjel der er paa] urterne, naar slægterne er europæiske — alt til be-] lærelse for ignoranterne. Jeg haaber, Henslow sen-1 der Dem mine planter fra Galapagos (som sera Humboldt var meget nysgjerrig efter at faa beskedl om) — jeg gjorde mig megen umag og samlede alt,] jeg kunde En flora over denne øgruppe tror jegl vilde byde et sidestykke til St. Helenas, som saa længe har vakt opmærksomhed. Undskyld disse] linjer om veir og vind. Deres C. Darivin.

Vil De være saa snil at hilse sir W. Hooker fra mig.

[Med hentydning til sir J. D. Hookers arbeida om floraen paa Galapagos-øerne skriver min far i 1846: „Jeg kan ikke sige, hvor meget resultatet! af Deres undersøgelser har glædet og forbauset mig; de bekræfter paa en vidunderlig maade minej paastande om forskjellen i dyre-typer mellem del forskjellige øer — et punkt, jeg altid har væres ræd for." Og i 1849 skriver han igjen: „For noglel faa uger siden fik jeg Deres afhandling om Gala-1 pagos-øerne1), og jeg har læst den, siden jeg koml faidv Jeg kan ikke sige, hvormeget jeg beundres Deres behandling af spørsmaalet om den geografiske» udbredelse; efter min mening er det et rent mønster! paa, hvordan en saadan afhandling bør være; dea kostede mig fire dage at læse og gjennemtænkej den. Sandwichs-øernes flora ser ud til at væra meget interessant; jeg skulde ønske, De havda materialer forhaanden til at behandle den, som Da

a) Denne afhandling indeholder sir J. D. Hookers underse-gelse af mill fars planter fra Galapagos-øerne; den blev ndgivet af Linnedn Society i 1849. F. D.

[page] 27

HVAD ER ARTER?

har behandlet Galapagos-øernes. I den systematiske del af arbeidet savnede jeg almindelige bemærk-ninger om slægtskabsforhold, bygning o. s. v., noget lignende, som De ofte fremsætter i samtale; de Candolle og St. Hilaire havde ogsaa gjerne saadanne bemærkninger i sine arbeider, som derfor er af interesse ogsaa for ikke-botanikere."

„Kort efter — det er sir J. D. Hooker, jeg citerer — blev Ariernes oprindelse bragt paa bane af ham i et brev af januar 1844; jeg tror, jeg var den første, hvem han meddelte sine dengang nye tanker om dette emne; da de er af interesse som bidrag til udviklingslærens historie, gir jeg følgende uddrag af hans brev:"]

11te januar 1844.

— — Foruden den almindelige interesse, jeg har havt for sydpol-lande, har ogsaa en anden sag paakrævet min opmærksomhed, lige siden jeg kom hjem; jeg har hele tiden holdt paa med et meget formasteligt arbeide, og jeg kjender ikke et eneste menneske, som ikke vilde kalde det en daarskab. Jeg blev saa slagen med forbauselse over Galapagos-organismernes udbredelse o. s. v. o. s. v. og over de amerikanske forstenede pattedyrs former o. s. v. o. s. v., at jeg besluttede blindt hen at samle paa alle slags kjendsgjerninger, der paa nogen maade berører det spørsmaal: hvad er arter? Jeg har læst store hauger af bøger om jordbrug og gartneri og har hele tiden samlet paa kjendsgjerninger. Endelig er lidt lys faldt over sagen, og tvertimod hvad jeg mente, da jeg begyndte, er jeg nu næsten overbevist om, at arterne ikke (jeg har en følelse, som om jeg bekjendte mig skyldig i mord!) er uforanderlige. Himlen bevare mig fra Lamarcks sludder om en „tendens til fremadskriden", om „tillemp-

[page] 28

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

ninger af dyrenes træge vilje" o. s v.! Men de] slutninger, jeg er kommen til, er ikke stort for-' skjellige fra hans, skjønt maaden, paa hvilken jegj forklarer overgangene, er ganske forskjellig. Jeg tror — og nu kommer det formastelige — jeg har opdaget den simple maade, hvorpaa arter blir saa storartet tillempede efter de forskjellige øiemed. Jeg antager, at De vil sukke og tænke i Deres stille sind: „hvilken mand jeg har spildt tid og korrespondance paa!" For fem aar siden vilde jeg netop ha tænkt saaledes. ..."

Følgende brev af 23de februar viser, at for- ] holdet til J. D. Hooker allerede dengang holdt paa at gaa over til venskab. Brevet er hovedsagelig af 1 interesse, fordi det viser, hvad slags spørsmaal deri dengang beskjæftigede min far: ,

Kjære Hooker! Jeg haaber, De undskylder, at.1 jeg er saa fri at kalde Dem saaledes; men jeg har ' en følelse af, at som med-vandrere og som arbeids-] fæller (ihvorvel jeg er en daarlig arbeider) kan vi nu I lægge tilside lidt af den gamle verdens formaliteter. Jeg er netop blit færdig med eri lid en bog om de vulkanske .øer, vi besøgte. Jeg ved ikke, om De bryr Dem stort om ligefrem tør geologi; men jeg ] haaber, jeg faar lov til at sende Dem et eksemplar. Jeg antager, jeg kan sende det fra London paa almindelig maade i posten. Jeg vil gjøre Dem endnu nogle spørsmaal, skjønt jeg nok tror, at jeg ; uden at fremsætte dem faar svar i Deres værk, naar det udkommer; og det blir jo fuldstændig tidsnok til mit brug. Hvad saaledes for det første ., Galapagos-øerne angaar, saa vil De af min Journal se, at fuglene der, skjønt de udgjør særskilte arter, har en paafaldende lighed med fuglene i Syd-Amerika; jeg har netop forvisset mig om, at det

[page] 29

GALAPAGOS-ØERNES FLORA.

samme gjælder sjø-skjællene. Er det tilfældet ogsaa med de planter, der er eiendommelige for denne øgruppe? De gjør opmærksom paa, at deres numeriske forhold er som paa fastlandet (er ikke det underligt?); men er de i former beslægtede med Syd-Amerikas? Kjender De til nogen anden øgruppe, hvor hver enkelt ø eier tydelig udprægede arter? Jeg har hele tiden tænkt paa (men har endnu ikke gjort det) at læse, hvad Webb og Berthelot skriver om de kanariske øer i anledning heraf. Mr. BenthamN fortalte mig, at hver enkelt ø i Sandwich-gruppen eier tydelig udprægede arter af de samme slægter af læbeblomstrede; vilde det ikke lønne sig for Dem at undersøge dette? Hvorledes er det med Azorerne? De stærke vesten-storme gjør vel sit til at udbrede de samme arter over denne gruppe.

Jeg haaber (jeg tænker forresten, mit haab er ganske overflødigt), De vil ha Deres opmærksomhed henvendt paa dette almindelige slags slægtskabs-forhold paa isolerede øer, skjønt jeg nok kan tænke mig, at det er vanskeligere at opdage dette slags slægtskab for planternes end for fuglenes og de firføddedes vedkommende; disse sidste er vel mere begrænsede. Kan St. Helena, om end fjernt, stilles sammen enten med Afrika eller Syd-Amerika? Nogle kjendsgjerninger, som jeg har samlet, har bragt mig paa den tro, at fjeldene i hensyn paa fauna enten er mærkværdig lige (sommetider opviser de de samme arter og sommetider de samme slægter), eller at de er mærkelig ulige; og det har faldt mig ind, at grunden til denne eiendommelighed ved floraen paa St. Helena og Galapagos-øerne muligens tildels er den, at disse øers flora for en stor del er fjeldflora. Jeg er bange for, at mine bemærk-ninger neppe vil hjælpe Dem stort til at faa greie paa Gralapagos-planternes udbredelse; dog kan De

[page] 30

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

vel ha nytte af dem i nogle tilfælde; storparten I om ikke alle, af de grønne løvplanter er fra den høieste del af disse øer, og de tynde, brune planter uden løv er fra de lavere, tørre strøg; vær saa snil at huske dette, naar De undersøger min samling. —] Bare.et spørsmaal til: under en meningsudveksling] med mr. Gould fandt jeg, at blandt hovedmængden af de fugle-slægter, som holder til i hele verden, eller ialfald i størsteparten, har de individuelle arteri større udbredelse; saaledes findes uglen over helel verden, og mange af arterne har meget stor ud-j bredelse. Saaledes tror jeg, det er med land- og ferskvandsskjæl, og jeg . kunde anføre endnu flera tilfælde. Er det ikke ogsaa saaledes med kryp-J togame planter? Har ikke de fleste arter i dej slægter, som findes over hele verden, stor udJ bredelse? Jeg tror ikke, det omvendte er tilfælde,] o: at naar en arts udbredelse er stor, saa har ogsaa] den slægt, hvorunder den hører, en stor udbredelse.] Vil De gjøre mig den tjeneste ved leilighed aq tænke over dette? Det vilde volde mig over-ordentligt bryderi at skaffe mig en liste oven blomsterbærende slægter, der findes over hele verden, og saa undersøge, hvorvidt disse slægters arter i regelen har en vid udbredelse i de respektive egne. Men De kunde under Deres studier leilighedsvis huske paa dette, skjønt det kanske for længe siden har beskjæftiget Dem eller andre botanikere., Geologien bringer stadig for lyset interessant» kjendsgjerninger om skjællenes udbredelse. Jeg tror,; det er en anerkjendt sag, at en arts livskraft oa varighed staar i forhold til dens geografiske ud-, bredelses omfang. Jeg haaber, De vil forsøge saa vidt muligt at bære over med det bryderi, minft breve skaffer Dem.

Deres hengivne C. Darwin. M

[page] 31

SIR J. D. HOOKERS ERINDRINGER.

E. S. Jeg vilde være overordentlig taknemme-lig for det portræt af Humboldt, som De tilbød mig; jeg høiagter ham, og etterat jeg har havt den fornøielse at tale med ham i London, vil jeg endnu hellere ha et portræt af ham —- ligegyldigt, hvordan det er."

Hvad her følger, er uddrag af sir J. D. Hookers-notiser: „Næste akt i vort livs. drama indledes med personlig omgang. Denne begyndte med en ind-bydelse til at spise frokost med ham i hans bror Erasmus Darwins hus i Park-Street; kort efter ind-bød han mig til Down sammen med nogle andre naturforskere. I de korte mellemrum af god helse, som fulgte paa de lange sygdomsanfald, der gjorde ham livet til en byrde, mellem 1844 og 1847, fik jeg mange slige indbydelser, og fornøielige var mine besøg hos ham. Et gjæstfriere og i alle henseender mere tiltrækkende hjem kunde ikke tænkes — af fremmede var meget ofte dr. Falconer, Edward Forbes, professor Bell og mr. Waterhouse der — vi gjorde lange Spaserture, holdt leven med børnene paa hænder og knæ og hørte musik, som endnu klinger i mine øren. Hvor jeg mindes Darwins hjertelige væsen, hans hule latter og den inderlige maade, paa hvilken han nød familie-livet sammen med venner; ture tog vi med ham allesammen; men paa hans studerværelse kom vi ind efter tur og drøftede spørsmaal i alle de grene af biologien eller naturvidenskaben, vi havde lagt os efter; jeg idetmindste gik bestandig fra disse møder med en følelse af, at jeg ikke havde git noget, men tåget med mig mere, end jeg godt kunde bære. Senere, da han blev alvorligere syg, var jeg i dage og uger den eneste fremmede, tog mit arbeide med mig og nød godt af omgangen med ham, ettersom leilig-

[page] 32

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE.

heden tilbød sig. Det var en fastslaaet regel, atl han hver dag en halv times tid efter frokosten I „pumpede" mig paa sit kontor; først forelagde han : mig en bunke sedler med botaniske, geografiske og I andre spørsmaal til besvarelse og endte med at i fortælle mig om de fremskridt, hans eget arbeide ' gjorde, idet han spurte mig om min mening i for- I skjellige punkter. Jeg traf ham da ikke mere før 3 ved middagstiden; da hørte jeg hans bløde, klin- : gende stemme raabe paa mig under mit vindu — han vilde ha mig med paa sin daglige formiddagstur rundt sandgangen (ses. 135). Han var da om som- j meren klædt i en simpel graa jagtfrakke; om vinteren \ havde han et tykt slag over skuldrene; han gik < med en solid stav; saa traskede vi afsted gjennem , haven, hvor vi altid havde et eller andet eksperi-ment at se paa; derpaa bar det afsted til sand-gangen, og den gik vi rundt et bestemt antal gange, idet vi i regelen talte om fremmede lande og far- j vande, gamle venner, gamle bøger og ting, der laa I fjernt baade fra tanke og øie. Om ettermiddagen gjorde vi atter en lignende tur, hvorpaa han igjen Irak sig tilbage; var han saapas frisk, var han tilstede ved middagsbordet; i modsat fald bragte han 1 det i regelen til at vise sig i storstuen, hvor han j sad i sin høie stol med uhyre tøitøfler paa benene, ' der hvilte paa en høi krak; der nød han da I konversationen eller musiken."

Her følger en række breve, der viser, hvor-Ledes min fars synsmaader udviklede sig i denne tid, og sætter os ind i hans arbeides beskaffenhed.

Til J. JD. Hooker. d0W]1 (isa).

Den slutning, hvortil jeg er kommen, er, at de omraader, hvor arter optræder talrigst, ofte er i

[page] 33

SIR J. D. HOOKERS ERINDRINGER. [1844]

blit delte og isolerede fra andre omraader, forenede og saa delte paany — en proces, der forudsætter ælde og visse forandringer i de omgivende vilkaar. Dette klinger naturligvis mest som en hypotese; jeg kan ikke anføre mine grunde i alle detaljer. Men den slutning, hvortil alle organiske væseners geografiske udbredelse synes mig helst at føre, er, at isolation som oftest er tilstede og er hovedaarsagen, naar nye former optræder (jeg ved naturligvis, at der er en del undtagelser lige for haanden). Naar jeg dernæst lægger mærke til, hvor ofte planter og dyr sværmer i et land, naar de er indfødte der, og naar jeg ser, hvilken uhyre mængde planter der kan leve i England f. eks., dersom de holdes fri for ugrces og indfødte planter, — saa kan jeg ikke andet end komme til den slutning, at de organiske væseners udbredelse og antal i alle lande mindre er afhængige af landets ydre fysiognomi end af antallet af de former, som der er blit oprindelig skabte eller frembragte. Jeg tviler meget paa, at De Ander det muligt at paavise et bestemt proportionelt forhold mellem formernes antal og de ydre livsvilkaar paa det sted, hvor de lever, og om halvparten af ar-terne i et land var blit tilintetgjorte eller ikke "var blit skabte, er jeg alligevél sikker paa, at dette land vilde synes os at være fuldstændig befolket. Hvad den oprindelige skabelse eller frembringelse af nye former angaar, da har jeg sagt, at isolation synes at spille hovedrollen. Hvad jordens frem-bringelser angaar, da skulde jeg tro, at en land-strækning, der i en senere geologisk periode oftest var blit sænket og forvandlet til øer og saa atter forenet til et, havde de fleste former.

Men slige betragtninger kan jo ikke more andre end en selv, og i dette tilfælde er de unyttige, saasom de ikke støtter sig til nogen direkte iagt-

Darwins Liv og breve. II. 3

[page] 34

,ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1844]

tagelse, og havde jeg set, hvor hypotetiske diss uklare linjer er, vilde jeg ikke ha plaget Dem med; at læse dem. Sikkert er det dog, at det ikke er nogen hypotese, naar jeg kalder mig

Deres hengivne 0. Darwin.

Til J. D. Hooker. Down, 1844.

— Jeg har glemt, hvad der stod i mit sidste brev; men det maa ha været meget dumt, ettersom det ser ud til, at jeg der har fremsat den! mening, at antallet af arter paa et vist omraade eq stort eller lidet, ettersom omraadet ofte er blife isoleret og delt; jeg maa ha havt en skrue løs, da jeg skrev det; jeg har jo intet bevis at fremlægge, medmindre man da har lyst til at gaa med paa alle mine meninger; da følger det jo af sig selv;; men selv i mine mest sangvinske øieblikke har jegj aldrig haabet at kunne gjøre mere end paavise for] alle fornuftige naturforskere, at spørsmaalet om; arternes uforanderlighed har to sider, — at kjends-gjerninger kan ses og grupperes under det syns punkt, at beslægtede arter har nedstammet fn felles stamfedre. Hvad bøger om denne sag an-] gaar, da kjender jeg ingen systematiske undtagea! Lamaroks, og hans bog er det rene juks; men de: er mange forfattere, som f. eks. Lyell, Pritchar' o. s. v., der har behandlet spørsmaalet om ufor anderlighed. Agassiz har nylig ført i marken d< kraftigste beviser for uforanderligheden. Isidore G St. Hilaire har under titelen Zoologie Générale Suites å Buffon skrevet endel gode afhandlinger. hvori han helder til den mening, at arterne er for anderlige. Er det ikke underligt, at forfatteren til en slig bog som Animaux sans Tertebres (hvirvelløsej dyr) kan ha skrevet, at insekter, som aldrig se: sine æg, (ligesom planterne heller aldrig sit frø

[page] 35

BRONNS „GESCHICHTE DER NATUR". [1844]

skulde ville, at disse skal være af en særegen form, saa at de kan fæstes til særegne gjenstande.

Den anden almindelige (specielt tyske) mening er neppe mindre meningsløs, den nemlig, at klimatiske forhold, fødemidler o. s. v. skulde gjøre en pediculus (en lus) skikket til at klatre paa haar eller en hakke-spæt til at klatre paa trær. Jeg tror, at alle disse meningsløse synsmaader kommer af, at ingen saavidt jeg kan se, i sine undersøgelser har tåget hensyn til af-artninger i tam tilstand; der er, tror jeg, heller ingen, der har studeret alt, hvad man ved om dyr i tam tilstand.

Deres kritik over øfloraer og planters „ikke-udbredelse" glædede mig meget; men den sag er for vidtløftig til at behandles i et brev; jeg kunde nok forsvare mig et godt stykke; men jeg tviler paa, at De vilde ta mit forsvar for god vare; ja det er ikke engang sagt, jeg vjlde være tilfreds med det selv.

Til J. D. HooJcer. Downi jnli 1844.

— — Jeg holder nu paa med at læse en vidunderlig bog for at samle kjendsgjerninger til belysning af spørsmaalet om arternes foranderlighed, nemlig Bronns Geschichte der Natur; den er paa stiv tysk: han kommer mig ofte i forkjøbet, hvilket sommetider er mig meget glædeligt, men til andre tider volder mig megen sorg; jeg vil heretter komme til at forskrække Dem langt mere end H. Watson. Jeg har imod argumentation ud af resultater; men hvad min nedstamnings-teori angaar, blir naturhistorien virkelig et ophøiet emne, hvoraf storartede resultater følger (nu kan De drive gjøn med mig, fordi jeg lar sligt sludder slippe mig ud af munden). . . . Jeg maa la dette brev ligge til imor-gen, da jeg er træt; men jeg synes saa godt om at

[page] 36

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1845]

skrive til Dem, at jeg maa plage Dem lidt til. | Kan De anføre paalidelige beviser for, at der gives 1 smaa øer, som mangler insekter? Jeg fandt tretten i arter paa Keeling Atoll. Fluer er gode overførere j af befrugtningsstof; og jeg har set en mikroskopisk j kolera-fiue og en cecidomya flyve fra en blomst ] henimod en anden med blomsterstøv hængende ved I sig. I polar-landene synes bien at gaa ligesaa langt mod nord som nogen blomst.

TU J. D. Hooker. Shiwstrary i september 1845.

Kjære Hooker — jeg sender disse ord for at melde, at Cosmos1)er ankommen i god behold; med det samme vil jeg takke Dem for Deres kjærkomne note. Jeg har netop begyndt paa indled-ningen og sukker over stilen, som i de dele volder mindst det halve bryderi. Hvor sande er ikke mange af bemærkningerne (o: saa vidt jeg kan forståa den elendige engelsk) om naturskjønhederne; det er et nøiagtigt udtryk for ens egne tanker. Jeg skulde ønske, jeg havde nogen bøger" at laane 1 Dem til gjengjæld for de mange, De har laant mig.J Alt, jivad De saa venlig siger om mit værk om I arterne, forandrer ikke i mindste maade min for-| mastelighed at ophobe kjendsgjerninger og tænkeJ over spørsmaalet om af-artninger, uden at jeg har -1 bearbeidet den tilbøielige del af arter. Men i del sidste ni aar har det ialfald været min største for- nøielse.

Farvel, kjære Hooker, det gjør mig mere dndtj end De godt kan tænke Dem, at vi saa sjelden i har udsigt til at træffes; jeg har aldrig opdagetl mere end én feil hos Dem; men den har De i en I bedrøvelig grad, nemlig Deres beskedenhed.

Deres C. Darwin.

1) En oversættelse af Humboldts Kosmos. F. D.

[page] 37

LEONARD JENKINS. [1845]

Til L. Jenyns (Blomefield). Bown, 12. bktoBer 1845.

Kjære Jenyns! Tak for din billet. Det gjør mig ondt, at jeg ikke har en eneste kjendsgjerning vedrørende engelsk zoologi at meddele dig. Jeg har mærket, at selv ubetydelige iagttagelser fordrer adskillig tid og energi; af disse to tiug har jeg intet tilovers, da udarbeidelsen af mit geologiske arbeide fuldstændig lægger beslag paa begge dele. Jeg havde altid tænkt, at jeg skulde holde en dagbog og op-tegne alt muligt; men paa den maade, hvorpaa jeg nu lever, mærker jeg, at jeg ikke iagttager noget, der egner sig optegnelse. Opsynet ved min have og mine trær og nu og da en bitte liden tur, naar jeg intet andet gidder bestille, gjør, at den ene ettermiddag gaarsom den anden. Det overrasker mig, at du med alle dine prestelige forretninger kan ha havt tid til at udrette alt det, du har gjort. Jeg glæder mig meget til at se dit lille værk1) (og jeg skulde ha været stolt over at kunne berige .det med en eneste kjendsgjerning). Mit arbeide om arts-spørsmaalet har tydelig vist mig, hvor betyd-ningsfulde alle slige værker er, der indeholder, hvad folk ialmindelighed behager at kalde bagateller af kjendsgjerninger. Dette er netop den slags kjends-gjerninger, som sætter os ind i naturens arbeide eller husholdning. Der er et emne, som jeg svært gjerne vilde ha oplysning om, «og som du maaske kan kaste lidt lys over, om du nogensinde har tænkt over det; det er: hvilke hindringer og hvilke perioder i livet er det, som træder hemmende iveien for enhver given arts forøgelse? Regn bare ud en

J) Mr. Jenyns ObserwMons in Natural History (Naturhistoriske iagttagelser). Som fortale indeholder det- en indledning pm „Iagttagelses-maader under naturhistoriens studium", der følges af en „Almanak over periodiske naturhistoriske foreteelser" tilligemed „Bemærkninger-om saadanne almanakers betydning". F. D.

[page] 38

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1845]

fugls formerelse, om du antager, at blot halvparten af ungerne blir voksne, og disse atter fostrer afkom: i. forældrenes naturlige liv (o: hvis de ikke faar en voldsom død) blir antallet af individer uhyre, og jeg er blit rent forbauset, naar jeg har tænkt paa, for hvor megen ødelæggelse enhver art aar om andet eller tilfældigen nødvendigvis maa være udsat, og dog har vi neppe lagt mærke til midlerne til eller tiden for en slig ødelæggelse. — Jeg har uafbrudt læst for at samle kjendsgjerninger til belysning af spørsmaalet om husdyr og dyrkede planters af-art-ninger og af emnet: hvad er arter? Jeg har en storartet række kjendsgjerninger, og jeg tror, jeg kan drage endel rimelige slutninger af dem. De almene slutninger, som jeg langsomt er blit tvungen ind i fra den rent modsatte overbevisning, er, at arterne er foranderlige, og at beslægtede arter alle nedstammer fra fælles stamfedre. Jeg ved, hvilken dadel jeg udsætter mig for ved at være konimen til en saadan slutning; men jeg er ialfald kommen til den ærlig og efter modent over-Tæg. Jeg kommer ikke til at udgive noget om denne sag paa flere aar. For øieblikket holder jeg paa med Syd-Amerikas geologi. Jeg haaber, jeg i din bog kan finde endel kjendsgjerninger, der belyser smaa forandringer i bygning eller instinkt hos de dyr, du kjender. Din C. Darwin.

Til L. Jenyns. Down [1845?]

Kjære Jenyns! Hjertelig tak, fordi du har umaget dig med at skrive et saa langt brev til mig. Det spørsmaal hvor, naar og hvorledes en given art stanses i sin forøgelse, synes mig at være særlig interessant, og den vanskelighed, det volder os at besvare det, viser, hvor rent uvidende vi er om

[page] 39

KAMPEN FOR TILVÆRELSEN. [1845]

endog de almindeligst kjendte arters liv og vaner. Jeg kjendte til, at ældre fugle jager bort sine unger: men jeg havde aldrig tænkt paa, hvilken virkning det maa ha, hvad du saa klart peger paa, at lokale huller saaledes i en fart blir fyldte. Men den egentlige vanskelighed staar dog endnu tilbage; for hvis dine forpagtere ikke havde dræbt dine spurve og blaakraaker, hvordan vilde det da ha gåaet med dem, som nu slaar sig ned i dit sogn? I den midtre del af England er man rent for langt fra de egne, hvor blaakraakerne og spurvene i almindelighed opholder sig, til, at man skulde kunne antage, at ungerne er jagede helt did fra Cambridgeshire. Stansningen i en arts mængde-forøgelse maa være meget stærk i en vis tid af dens liv; for om man regner, at bare halvdelen af afkommet naar den voksne alder, blir dog forøgel-sen uhyre stor. Man har imidlertid ingen grund til at bli saa overrasket over sin uvidenhed, naar man ved, hvor umuligt det er uden statistiske opgaver at gjætte sig til gjennemsnits-levetiden og proeent-forholdet mellem dødsfald og fødsler for menneskets vedkommende. Hvis man kunde paa-vise, at de trækfugle, som ruger her og formerer sig, i de følgende aar vender tilbage i omtrent samme antal, hvorimod de, som hvert aar kommer hid for at opholde sig her om vinteren og i den aarstid, da de ikke ruger, kommer hid i samme antal, men vender tilbage i langt mindre mængder, saa vilde man vide (hvilket ogsaa synes rimeligt), at stansningen i forøgelse væsentlig faldt paa fuldvoksne fugle og ikke paa æggene og ungerne, som jeg hid-til ofte har holdt for det rimeligste. Hvis du engang skulde træffe til at gjøre iagttagelser over dette emne, vilde jeg være meget taknemmelig, om du vilde meddele mig dem.

[page] 40

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1845]

Hvad angaar mit endnu lidet fremskredne værk om arterne, da maa jeg ha udtrykt mig med en! besynderlig unøiagtighed, hvis du af mine bemærk-ninger har faaet det indtryk, at jeg anser mine slutninger for uundgaaelige. Det er dé blit for mig,, efterat jeg i mange aar har overveiet vanskelig-hederne, men bare for mig alene; i mine vildeste-vaagne drømme har jeg aldrig haabet at kunne, gjøre mere end vise, at spørsmaalet om arternes uforanderlighed har to sider, d. v. s. om arter er direkte skabte eller skylder mindre væsentlige love sin oprindelse (slig som tilfældet er med de enkelte menneskers liv og død). Jeg greb ikke emnet fra den side, at jeg gav mig af med. at bestemme, hvad der er arter, og hvad der er af-arter (ja, jeg vei igrunden ikke, hvorfor jeg gir dig denne udsigt-over mit arbeides historie); men jeg gik ud fiav saadanne kjendsgjerninger som slægtskabs-forholdet mellem de levende og de uddøde pattedyr i Syd-Amerika og mellem pattedyrene paa fastlandet paa den ene side og paa de nærliggende øer, f. eks. Galapagos-øerne paa den anden. Det faldt mig ind, at en samling af alle slige analoge kjendsgjerninger maatte kaste lys over arts-spørsmaalet og levere bevis for eller imod den anskuelse, at beslæg-tede arter er fælles afkom af en enkelt stamme. Lange granskninger i bøger om akerbrug og gartneri og samtaler med forskjellige jordbrugere har bragt mig paa den tro (jeg ved godt, hvor urimelig anmassende dette maa forekomme dig), at jeg har faaet øie paa maaden^ hvorpaa nye af-arter saa fortrinlig-blir tillempede efter de ydre livsvilkaar og andre omgivende væsener. Jeg er en dristig mand, som udsætter mig for at bli anset for en fuldstændig daare, og det en, som er det med overlæg. De grunde, som bringer mig til at tro, at arterne er

[page] 41

MR. JENKINS’ IAGTTAGELSER [1845]

foranderlige i form, er af en saadan art, at de ikke kan indskrænkes til at gjælde bare de nærmest be-slægtede arter; men i hvilken udstrækning de gjæl-der, kan jeg ikke sige, da mine grunde efterhvert falder bort, naar de anvendes paa arter, som efter-haanden fjerner sig fra hverandre. Du maa endelig ikke tro, jeg er saa blind, at jeg ikke ser, at min mening støder paa mange og store vanskeligheder;, men de synes mindre for mig end for den alminde-lige betragter. Jeg har skrevet et omrids af de resultater, jeg er tommen til, og har ladet det afskrive (det er paa 200 sider), og om du holdt det for umagen værdt at læse det, saa vilde jeg-naturligvis være meget taknemmelig ved at faa høre en saa sagkyndig kritikers mening. Undskyld, at dette brev er blit saa Vangt, saa egoistisk og saa, daarlig skrevet; men det er dine bemærkninger^ som er skyld deri.

Din hengivne C. Darwin.

Til L. Jenyns. Down, 17. oktober, ms.

Kjære Jenyns! Jeg har været meget utaknem-melig, som har ventet saa længe med at takke dig-for dine „Iagttagelser", som du Var saa venlig at forære mig. Men jeg havde tilfeldigvis faaet fat i adskillige andre bøger, saa jeg først blev ferdig med din for faa dage siden. Jeg fandt den meget underholdende, og mange af «kjendsgjerningerne interesserede mig meget. Besynderlig nok interesserede jeg mig mere for dine bemærkninger om nogle af de lavere dyr end for, hvad du siger om de høiere. Indledningen fandt jeg meget god; men-det var bare, hvad jeg havde ventet; for jeg husker godt den fornøiefie, jeg havde af den indledende afhandling i første nummer af ,,Annals of Natural

[page] 42

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1846]

History". En, ting savnede jeg til min storel .«ergrelse: du lovede mig jo endel bemærkninger omJ veiret og barometeret til retledning for nybegynderel i den kunst at spaa veiret; jeg havde ogsaa haabetl at kunne træffe paa nogle bemærkninger om, i hvilken grad vore almindeligste arter danner af-arter. a Andrew Smith sagde engang, at han vilde faa fat il nogle hundrede eksemplarer af lærker og spurve 1 fra hele Storbritannien og se, om han med deJ finest mulige maalinger kunde opdage forholdsvise! af-artninger i næb eller lemmer o. s. v. Dette punkta interesserer mig, fordi jeg nylig har kiket paa del urimelig modsatte slutninger, Gloger og Brehml «r komne til; den ene lager jo et halvt dusin arteri! af enhver almindelig fugl, og den anden slaar dissea samme arter sammen til en. Har du nogensindej gjort noget i denne branche, eller har du nogen-1 sinde studeret Glogers eller Brehms værker? HvadJ du siger om tagsvalerne har interesseret migj meget; thi jeg blev netop for kort tid siden meget ] forbauset ved at iagttage akkurat den samme ting, 1 som du omtaler; her om dagen talte jeg 7 stykker,! som besøgte det samme rede og klæbede søle fasfcB til væggen ved siden af. Samtidig skal jeg nævneJ at jeg engang saa nogle ekorn ivrig spalte de smaal halv gjennemsigtige, kugleformede galæbler paa bag-lj siden af eketræernes blade for at faa fat i markenj indi; ekornene er altsaa insektædende. En cychrusm rostratus (en bille) sprøitede engang noget ind i øinene paa mig og voldte mig en frygtelig smerte, og vedl bredden af Cam hændte der mig i den første tid, jeg drev insekt-studier, følgende *): under et stykke bark fandt jeg to carabi (en løbebille) (jeg har glemt5 hvilken art), og jeg tog netop en i hver haand, da i jeg opdagede en løbebille,panagæus crux major! Jegl

1) Cft. B. I pag. 61.

[page] 43

MR. JENKINS' IAGTTAGELSER. [1848]

kunde ikke bekvemme mig til at opgive nogen af mine carabi, og at gaa glip af panagæus kunde der aldeles ikke være tale om; i fortvilelsen puttede jeg forsigtig en carabi mellem tænderne; men til min usigelige væmmelse og smerte sprøitede den lille hensynsløse tingest sin syre ned gjennem halsen paa mig, og

i jeg mistede baade carabi og panagæus\ Jeg blev rent forbauset ved at høre om en jorå-planaria 1) thi for omtrent et aar eller to siden beskrev jeg i „Annals of Natural History" flere vakkert farvede i jorden levende arter fra den sydlige halvkugle, og jeg stod i den formening, at dette var noget ganske nyt. Apropos, du nævner et faar med afbrudt ben, som ikke havde ikter; jeg har hørt min far paastaa, at en feber eller et alvorligt ulykkestilfælde, som f. eks. at brække et ben, hos et menneske bevirker, at alle indvoldsorme udryddes. Kunde ikke dette muligens ha været tilfælde med ikterne paa dette tidlige stadium?

Jeg haaber, du ikke havde noget ondt af turen til Southampton2); jeg skulde ønsket, du havde været i lidt bedre hold. Jeg havde det meget hyggeligt

den uge, og det gjorde mig godt. Jeg savnede dig de sidste dage, og vi stelte det aldrig slig, at vi fik omgaaes stort, men det var jo saamange folk I der, at jeg for min del ikke saa stort til nogen-somhelst. Atter hjertelig tak for din venlige gave og den fornøielse, jeg har havt deraf.

Din hengivne G. Darwin.

P. S. Jeg glemte aldeles at fortelle, at dine bemærkninger om dyrestatistiken har interesseret fflig svært meget; naar vil naturhistorien komme

1) planaria, en fladorm; de fleste lever som snyltere eller i vand, tun

faa i jorden. J.-O.

2) Til et mede i British Association. F. D.

[page] 44

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1849]

saa langt, at man for noget dyrs vedkommende! lærer de punkter nøiagtig at kjende, som du behandler?

Til J. D. Hooker.

Malvem, 13. juni 1849.

— — Endelig skal jeg da sende i trykken den stakkars førstegrøde af mit arbeide med del fordømte cirripedia, nemlig de forstenede stilkede] rankefødder. De spørger, hvad indvirkning mit stu-1 diurn af arterne har havt paa mine af-arts-teorier; denl har ikke været stor, tror jeg — jeg har bare fun- , det nogle flere vanskeligheder. Paa den anden siae har. det slaaet mig, at hver del af enhver art i enl ringe grad varierer. Naar jeg sammenligner deg samme organ hos flere individer, Ander jeg altid enl eller anden liden forskjel, og følgelig er bestemmelsen af arter efter ubetydelige forskjelligheder altid| farlig. Jeg havde troet, at de samme dele hos del samme arter mere (end det iallefald er tilfældetl med rankefødderne) skulde ligne gjenstande støbte il samme form. Systematisering vilde været let, hvisl det ikke var for denne fordømte af-artning, somj imidlertid interesserer mig som tænker, skjønt jeg hader den som systematiker. Deres bemærkninger om de himalayiske rubus-arters1) og piletrærs o. s. v.-j for mig saa ubehagelige særpræg, naar man sammenligner dem med de samme arteri det nordlige [Europa?] osv. er meget interessante; hvis min løse skisse at; arterne har, om end kun i ringe grad, bidraget til, at De har gjort disse iagttagelser, saa har denl allerede gjort god og rundelig tjeneste og kan gaa.1 i graven med fred. Jeg har aldrig hørt noget saa besynderligt som den ligegyldighed, Falconer Viste

1) Bringebær, bjørnebær, multer, teiebær osv., en meget variabel slægt j

J. 0.

[page] 45

EDWARD FORBES. [1849]

for Deres breve; det glæder mig svært, at De er kommen paa god fod med ham igjen, skjent det maa ha kostet Dem anstrengelse. Falconer er en mand, man maa holde af. . . . Jeg ønsker, det maa gaa Dem godt i enhver henseende, kjære Hooker. Deres hengivne ven C. DwfVJin.

Til J. D. Hooker.

Down, onsdag, [september, u. d.].

— — Mange tak for Deres brev, som jeg modtog igaar; som det bestandig er tilfælde med Deres breve, gav det mig meget at tamke paa- Jeg maatte le over, at De tar fat paa mig, foj'di jeg har været saa paaholdende med hensyn til niveau-forandringer ligeoverfor Forbes1), naar jeg er saa gavmild mod mig selv; men jeg maa bemærke, at jeg aldrig har sænket eller hævet moder jords over-flade for at kunne forklare nogensomhelst foreteelse, og jeg tror, at jeg meget sjelden h&r gjort det uden at ha havt god grund dertil. Jeg tror derfor endnu, at det er noget dristigt (skjønt det maaske kan være berettiget) at la et saa stort stykke overflade forsvinde i havets dyb i en tid, da nulevende arter har været til. Jeg er fuldt beredt paa at indrømme, at niveau-forandringer har fundet sted i endog stor udstrækning; men jeg maa

1) Edward Fortes, fedt paa ovre Man 1815, d&de 1854. lians bedst kjendte arbeide var hans indberetning om udbredelsen af sjødyr paa forskjellige dybder i Middelhavet. Han indehavde eftef hlnanden stillingerne som bestyrer af det geologiske selskabs museum og som professor i naturhistorie ved museet for praktisk geologi; kort for sin dø-d blev han udnævnt til professor i naturhistorie ved Edin-burgs universitet. Hans samtidige synes at mindes ham som en mand med en mærkelig smidig og kraftig aand. Ovenstaaende hentydning til niveau-forandringer sigter til Eorbes's lyst til Q& forklare planters og dyrs geografiske udbredelse ved hjælp af en livlig geologisk indbildningskraft. F. D.

[page] 46

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1849]

sige, at jeg gjerne vilde ha bedre grunde end over-l ensstemmelsen mellem nogle faa planter, som muligens (jeg siger ikke sandsynligvis) kunde være] blit overførte paa anden maade. Særskilt tak skal De ha for Deres forsøg paa at skaffe mig el eksemplar af L’Espéce1)og næsten ligesaa stor tak for Deres kritik af den; jeg havde adskillig mistillid til forfatteren og var ikke meget tilbøielig til at tal hans kjendsgjerninger for noget evangelium. Jeg finder, at en af de største vanskeligheder med uden-1 landske forfattere er at bedømme deres troværdig-hed. Hvor smertelig sand (for mig) er ikke Deres bemærkning, at igrunden ingen har ret til at gil sig af med spørsmaalet om arterne, uden han nøi-« agtig har beskrevet en flerhed af arter. Det glædede mig imidlertid at høre fra Owen (som er en ivrig modstander af læren om arternes forander-lighed), at han syntes, det var et meget smuktl emne, og at der var en masse hidtil upaaagtedel kjendsgjerninger at bringe for dagen angaaendel dette spørsmaal. Min eneste trøst er (slig som jegl mener at ta fat paa emnet), at jeg har fusket i ad-1 skillige grene af naturhistorien og set dygtige specialister bearbeide mine arter; desuden kjenderl jeg lidt til geologi (dette er altsammen uundværlige! betingelser); og selv om jeg faar flere spark enda skillinger, saa vil jeg dog, hvis jeg faar beholde! livet, forsøge mig paa dette arbeide. Saavidt jegl ved, er Lamarck den eneste af dem, som nøiagtigl har beskrevet arter (i det mindste af de hvirvelløsel dyr), som har udtalt tvil om arternes uforanderlig-1 hed; men i sit urimelige, skjønt dygtige værk harl han gjort dette emne mere skade end gavn, ligesoml mr. Vestiges, og ligesom mr. D . . . . (maaske vil

1) Sandsynligvis Godrons af handling, offentliggjort af akademiet i Nancy j i 1848—49 og siden udgivet som særskilt bog i 1859. F. D.

[page] 47

SIR J. D. HOOKER'S AFHANDLING. [1853]

bli beskyldt for af en eller anden fremtidig overfladisk naturforsker, som forsøger sig paa de samme spekulationer). C. Darwin.

Til J. D. Hooker. Vom, 25. september [1853]-

Kjære Hooker. Jeg har læst Deres afhandling-med stor interesse; den synes mig at være meget klar, og den vil danne en udmærket indledning til Ny-Zealands flora eller til hvilkensomhelst flora i hele verden. Der er saa faa af vore systematikere, som kan generalisere; jeg tror næsten, at der skal ganske forskjellige evner til at systematisere og ræsonnere over store masser af kjendsgjerninger. Mange af Deres argumenter synes jeg er vel an-bragte, og, saavidt min erfaring strækker sig, er den ærlige maade, hvorpaa De behandler emnet, noget ganske enestaaende. Det hele vil være til stor nytte for mig, naar jeg tar fat paa mit værk, skjønt enkelte dele af Deres bog gjør mig rent modløs:, det blir nok haarde nødder for mig altsammen . . . for jeg har bestemt mig til at anføre argumenterne paa begge sider (saavidt jeg evner det), istedenfor bare at anføre, hvad der taler for læren om for-anderlighed.

I mit eget værk om cirripedia (i parentes sagt,, mange tak for den dosis smiger, De sendte mig; det gjør én — idetmindste mig — saa godt) — i mit eget værk har jeg ikke været mig bevidst, at den ting ikke at tro paa arternes uforanderliglied' gjør stort fra eller til i den ene eller anden henseende; i nogle faa tilfælde (det vil sige, hvis jeg skal la noget trykke om læren om ikke-uforander-lighed) vilde jeg ikke ha sat navne — og i enkelte-tilfælde vilde jeg ha sat navne til mærkelige-af-arter. Jeg har ganske vist følt det ydmygende i

[page] 48

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1853]

atter og atter at drøfte og tvile og undersøge, naar J den eneste tvil, jeg selv har havt, har været, hvor-vidt formen varierede Hag eller igaar (rentud sagt,] som Snagsby1) vilde sige). Efter at ha beskrevet I et sæt former som skarpt adskilte arter hår detj hændt, at jeg har revet op mit manuskript ogjH slaaet dem sammen til én art, derpaa revet det opJ| og skilt dem ad igjen og saa slaaet dem sammeni til én igjen; er der da noget rart i, at jeg har j akaaret tænder, forbandet arterne og spurt mig selv,! hvad for en synd jeg kan ha begaaet, siden jegj blev straffet saa strengt? Men jeg maa tilstaa, atl akkurdt det samme kunde kanske ha hændt migj med hvilketsomhelst arbeide.

Det glæder mig hjertelig at høre, at De eri kommen saa langt med Deres dagbog2); hvor glim-rende den vist blir illustreret! En „ østerlandsk naturforsker" med en hel del fantasi og ikke altfor! stor respekt for kjendsgjerninger er netop den rettei mand til at drøfte arts-spørsmaalet! Jeg synes titelen „Dagbog, ført af en naturforsker i Østen" er meget god; men jeg har tænkt paa, om ikke ..i Himalaya" vilde være bedre; thi „Østen" lyder lidt 1 ubestemt. . . .

Til J. B. Hooler. [1853].

Kjære Hooker! Jeg har ikke nogensomhelstI bemærkninger at gjøre, som det kan være værdt ay «ende Dem; heller ikke var det rimeligt, at jegl skulde ha nogen, naar man husker paa, hvor fuld-j kommen og grundig udarbeidet denne afhandlingl er3). Saavidt jeg kan bedømme bogen, er det den»

1) I „Bleak House". F. D.

2) Sir J. D. Hookers "Dagliog i Himalaya".

3) „Ny-Zealanas Flora", 1853. F.D.

[page] 49

„NEW ZEALAND FLORA". [1854]

 

 

betydeligste drøftelse af dette emne, som nogensindé er udkommet. Jeg kan ikke sige mere. Jeg er enig med Dem i næsten alt, De siger; men jeg maa ha lang tid til at fordøie en saadan bog. Den gjorde mig næsten trist, dels fordi jeg følte, at jeg ikke kunde gjøre rede for en del punkter, som jeg, teoretisk set, skulde ha ønsket noget anderledes, og dels, fordi jeg der fandt en langt dygtigere -behandling, end jeg kunde ha git, af nogle punkter, som

jeg havde tænkt at ta op til drøftelse..... Jeg

gjorde mig rigtig godt af de spark, De har git de provinsielle arts-kræmmere. . . Jeg skulde ønske, jeg kunde ha været til lidt nytte; den hele af handling har interesseret mig stærkt, og jeg gratulerer Dem til at ha frembragt et skrift, som jeg tror, man vil mindes. Jeg var ivrig optaget med at læse bogen, da Deres hensynsløse brev kom, hvori De ber mig ikke at skynde mig. Hjertelig tak baade til Deres kone og Dem, fordi I vil besøge mig. Jeg skal ikke la en sommer til gaa hen uden at aflægge Eder et besøg i Kew; for det vilde jeg virkelig ha megen glæde af.

De gjør mig mere ære, end jeg har fortjent. Om et aar eller to, naar jeg tar fat paa min bog om arterne (hvis jeg da ikke falder bort før den tid), skal jeg skjære tænder og skjælde Dem ud, fordi De saa forbandet godt har irettelagt saa mange kjendsgjerninger, der synes at tale mod mine teorier. Deres hengivne C. Darwin.

J-H J. JD. Hooker. DowlJi 26. marts [1854].

Kjære Hooker! Jeg har haabet, at De vilde ha pustet lidt ud efter Deres arbeide med dagbogen; men det synes langt fra at være tilfældet. Desmere taknemmelig (og lidt sønderknust) er jeg

Darwins Liv og breve. II.

[page] 50

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1854]

for det lange brev, jeg fik imorges, saa overordent-i lig spækket med nyheder og saa overordentlig inter-J essant for mig i mange henseender. Det glæderj mig særdeles meget at høre om reformerne o. s. v,| i Moyal Society. Klubben1) interesserer mig stærktj det er ikke mere end to-tre dage, siden jeg bekla-a gede mig for min kone over, at jeg opgav og blev] opgivet af næsten alle mine bekjendtskaber, og atl jeg vilde forsøge at reise oftere til London. Jeg| tænkte ikke dengaDg paa klubben; hvis noget er| istand dertil, vilde den akkurat være, hvad jeg! trænger, hjælpe mig til at holde vedlige gamle be-j kjendtskaber og stifte nogle nye. Jeg vil derfor] komme til London til hver klubdag — med faa] undtagelser — og jeg tænker da, mit hoved viB tillade mig gjennemsnitlig at deltage i hvert andeti møde. Men det er rent trist, hvorledes den mind-1 ste forandring udmatter mig. Endvidere vil jeg, soml jeg sagde til Lyell, forpligte mig til at gaa ud afl klubben efter et aars forløb, hvis jeg ikke møder! op nogenlunde ofte, saa i værste fald vilde jeg! komme til at genere klubben for en kortere tidl Hvis De kan faa mig indvalgt, vil det glæde migi

1) The Philosopliical Club, hvori min far blev indvalgt (som professorj Bonney har været saa ventig at meddele mig) den 24de april 1854.1 Han fratraadte som medlem i 1864. Klubben blev stiftet i 1844. Dal medlemsantallet ikke skulde overstige 47, blev det foreslaaet at debeg den „de 47"; men dette navn blev aldrig brugt. Hvad slags klub-j det var, kan man' slutte sig til af første paragraf i lovene: „Klub-| bens øiemed er, saa meget som muligt, at fremme det Kongelige Sel-*! skabs videnskabelige formaal; at lette samkvemmet mellem de med-| lemmer, som virksomt arbeider med studiet af de forskjellige naturel videnskaber, og som bar ydet bidrag til deres fremme; at forøge seg-1 ningen til aftenmøderne og at op muntre til bidrag og diskussjon afl af handlinger". Klubben traadte sammen for at spise middag kl. 6r| og mødet skulde hæves kl. 8,15; det var da meningen, at medlem-| merne skulde gaa i Royal Society. I de sidste aar har man spist] middag kl. 6,30; Royal Society har holdt møder om eftermiddageiM

F. D.

[page] 51

HUMBOLDT — AGASSIZ. [1854]

særdeles meget. Mange tak for Deres svar paa mine spørsmaal om isbræerne. Det glæder mig at høre, at 2den udgave kommer allerede nu1); men det forbauser mig ikke; for jeg har hørt om adskillige bare i vor lille omgangskreds, som har læst dem med megen fornøielse. Det skal bli moro at høre, hvad Humboldt siger; jeg tænker nok, at den vil glæde ham, og at han vil rose den fremfor nogen anden reisebeskrivelse; for jeg kan ikke huske nogen, som har saa meget tilfelles med hans som denne her. Hvilken vidunderlig gammel fyr han er. . . . Det er sandt, jeg haaber, De vil bli nødt til at faa Dem lidt ro, naar De reiser til Hitcham2) i slutningen af mai. Det bedrøver mig at høre, at ikke alle de slette symptomer har for-ladt Henslow; det er saa underligt og nyt at være urolig for hans helbred. Særlig tak fortjener De, fordi De sendte mig Asa Grays brev; hvor' morsomt han skriver! Den tilbageholdenhed, De og han viser i arts-spørsmaalet, burde beskjæmme mig og bringe mig til at rødme; den gjør, at jeg føler mig saa forbandet ilde ved. . . . Det er morsomt at høre, hvad han siger omAgassiz; hvor besynderligt det er, at en såa udmærket dygtig mand med slige umaadelige kundskaber i mange grene af naturhistorien skal skrive slig, som han gjør. Lyell fortalte mig, at han glædede sig slig over en af hans (Agassiz's) forelæsninger over fremadskridende ud-vikling o. s. v., at han gik hen til ham efterpaa og sagde, „at det var saa deiligt, at han ikke kunde bare sig for at sidde og ønske hele tiden, at det var sandt". Jeg ser sjelden en zoologisk af handling fra Nord-Amerika, uden at jeg mærker Agassiz's indfiydelse — i forbigaaende sagt, et bevis til paa,

1) Af Hookers „Dagbog i Himalaya". F. D. 2) Henslows bolig. F. D.

[page] 52

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1854]

hvilken stor mand han er. Det glædede og overraskede mig at se A. Grays bemærkninger om krydsning, der gjør det af med af-arter, et emne, som De ved jeg har samlet kjendsgjerninger over i det sidste halve dusin aar. Hvor forfærdelig flau jeg vil komme til at bli, naar jeg faar stillet sammen mine notiser om arterne o. s. v., og saa hele historien kanske eksploderer som en tom ulve-sop. De faar ikke arbeide Dem ihjel.

Deres hengivne C. Darwin.

Til J. D. HooJcer.

Down, 5. november [1854].

Kjære Hooker! Det glædede mig at faa Deres brev igaar. Jeg lykønsker Dem af ganske hjerte1), og hvad enten De bryr Dem meget eller lidet om den ting, saa fryder jeg mig ved at se den høieste videnskabelige domstol i Storbritannien anerkjende Deres berettigede krav. Jeg haaber, Deres hustru befinder sig vel, og E. ber mig specielt sende hende de hjerteligste lykønskninger. . . . Jeg har rigtig ondt af Dem, fordi De maa holde en tale efter middagen; jeg er imidlertid bange for, at jeg ikke faar høre den. Medmindre De har en langt større sjæl end jeg (og det tror jeg, De har), saa vil De finde, at medaljen er en behagelig liden opmuntring; naar det gaar daarlig med arbeidet, og man gaar og grubler paa, om det ikke er forfængelighed altsammen, er det behageligt at ha et paatageligt bevis for, at andre har tænkt anderledes. Farvel, kjære Hooker; jeg kan forsikre [Dem], at baade jeg og min kone glædede os meget over Deres og Deres hustrus besøg her. Farvel. Jeg er, kjære Hooker, Deres oprigtige ven C. Darwin.

1) I anledning: af, at Hooker blev tilkjendfc Royal, Societt/'s medalje.

F. D.

[page] 53

INSECTA KADERENSIA. [1855]

Til J. D. Hooker.

7. inarts [1855].

— — Jeg er netop færdig med at læse igjen-nem Wollastons1) Insecta Maderensia (insekter paa 31adeira); det er en beundringsværdig bog. Det er ganske mærkeligt, i hvilket forbausende antal de vingeløse coleopteras (biller) forekommer paa Madeira; og jeg tror, jeg har gjættet granden, nemlig at flyveevnen vilde være skadelig for insekter, som lever paa et begrænset omraade, og udsætte dem for at bli førte tilsjøs af vinden. De insekter, som bebor Dezerte Grande, en bitte liden ø, vilde være endnu mere udsatte for denne fare, og her er antallet af vingeløse insekter derfor forholdsvis endnu langt større end paa diet egentlige Madeira. Wollaston taler om Madeira og de andre ø-grupper som „ sikre og paalidelige vidnes-byrd om Forbes's gamle fastland" og den insekt-kyndige verden følger naturligvis stiltiende denne anskuelse. Men efter min mening vilde det være vanskeligt at tænke sig kjendsgjerninger, som kunde være mere uforenelige med denne syns-maade, end de, han har fremdraget. Det er rent

1) Thomas Vernon Wollaston, fedt 9de marts 1821, ded 4de januar 1878. Hans helbredstilstand nødte ham som ung mand til at bo i syden om vinteren, og imens helligede han sig til studiet af coleoptera (biller) paa Madeira, Kåpe de Verde og St. Helena, hvorfra han hentede beviser til stette for troen paa undervandsfastlandet „Atlantisa. En nekrolog af mr. Rye („Naturett 1878) sætter ham det ettermæle, at han var en ivrig og flittig videnskabsmancf „med et omfattende syn paa den videnskab, han helligede sig", medens han samtidig var „neiagtigheden og grundigheden selv og af naturen skarpt kritisk anlagt". Hans første videnskabelige afhandling blev skrevet, medens han var student ved Jerns College i Cambridge. Medens han laa ved universitetet, var han deltager i og siden fast medlem af the Uay Club; dette er et lidet selskab, som endnu har mede en gang i ugen og hvor de medlemmer, der hare er studenter, („deltagereu) nyder megen venlig opmuntring fra de ældre. F. D.

[page] 54

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

afskyeligt og ydmygende at se ligefrem modsatte slutninger dragne af de samme kjendsgjerninger.

Jeg har korresponderet lidt med Wollaston om dette og andre emner; han antager ganske rolig, 1) at fortidens insekter besad større vandre-evne end nutidens, 2) at det gamle land var særlig rigt paa skabelses-centrer, 3) at det landstykke, som forbandt det sunkne fastland med det nuværende, blev ødelagt, før de enkelte skabninger fik tid til at udbrede sig, og 4) at landet sank, før visse familier og slægter fik tid til fra Europa eller Afrika at naa det heromhandlede land. Er ikke dette en gild slump antagelser? og dog faar jeg] nok i det næste dusin eller snes aar se Wollaston eiteret som den, der har bevist, at Forbes's Atlantis har været til i gamle dage. Jeg haaber, jeg ikke har trættet Dem; men jeg troede, De kunde haj lyst til at høre om denne bog, som jeg finder er udmærket, hvad de der anførte kjendsgjerninger an-gaar; forfatteren er en meget tækkelig og beskeden mand.

Deres C. Darwin.

Til W. D. FOX. Down, 19. marta [1855]. I

Kjære Fox! Det er jo en evighed, siden vi skrev til hinanden, og jeg vilde saa gjerne høre, hvordan det staar til hos dig; men hvad jeg først og fremst tilsigter med dette brev er at be dig gjøre nogle iagttagelser for mig, og da jeg ved, at du er meget optaget og har altfor meget at bestille, er der god udsigt til, at du kan gjøre, hvad jeg ønsker, mens det vilde være haabløst at be en mand, som ingenting har at bestille. Da du haien Noas-ark, har du naturligvis ogsaa duer. (Jeg skulde meget ønske, de tilfeldigvis var „viftehaler" !). Nu, det, jeg vil vide, er, hvor gamle nyudklækkede

[page] 55

FJÆRE — SKELETTER. [1855]

duer er, naar deres halefjær er saavidt udviklede, at man kan tælle dem. Jeg tror ikke, jeg nogen-sinde har set en ung-due. Jeg arbeider flittig med at samle og sammenligne mine notiser for om en 2 — 3 aar at skrive en bog med alle de kjendsgjer-ninger og argumenter, jeg kan samle for og imod læren om arternes uforanderlighed. Jeg vil faa fat i unger af vore tamme racer for at se, hvor tidlig og i hvilken grad forskjellighederne viser sig. Jeg maa enten opdrætte duerne selv (og det er ikke nogen fornøielse, men tvertimod en forfærdelig plage) «Iler kjøbe due-unger; og før jeg gaar til en due-handler (Yarrell har opgit mig en), vil jeg gjerne vide noget om deres udvikling for ikke at røbe min overordentlige uvidenhed og udsætte mig for at bli snydt og tat ved næsen. Hvis du har nogen ren fjærkrærace, vilde jeg be om at faa en kylling med nøiagtig angit alder, omtrent en uge eller fjorten dage gammel; send den som pakke med posten, hvis du har hjerte til at dræbe en, og la saa mig faa lov til at betale portoen. . . . Hvis du vilde sende mig en almindelig ny-udklækket due, vilde det glæde mig meget, for jeg tænker at præparere endel skeletter, «g jeg har allerede begyndt at sammenligne vilde «g tamme sender. Eesultaterne synes jeg er ganske mærkelige1); thi ved meget omhyggelig at veie de forskjellige ben, efter at de er blit godt rensede, har jeg fundet, at der er stor forskjel, idet nemlig den tamme ands fod veier meget mere end den vildes. Jeg skulde ønske, jeg kunde faa fat i en

1)„Jeg Kar netop havt et jneget godt praktisk eksempel paa, hvorledes den ting, at man ikke brager et lem, gjar, at det blir mindre; jeg har undersogt skeletter af vilde og tamme ænder (tænk paa den deilige duft af en godt kogt fed and!), og jeg ser, at hegge vingerne paa den tamme and maatte veie 23,33 gr., hvis den skulde kunne hamle op mod sin vilde kammerat: men de veier hare 20,54." (Brer til sir J. D. Hooker, 1855). F. D.

[page] 56

"ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

liden uge-gammel vildand; men jeg ved, det erj næsten umuligt.

Om os selv er ikke meget at sige; her er ew| forfærdelig støi i huset nu; for vi kar faaet kig-f hosten; men ellers er alt vel. Det vigtigste, jeg? har at fortælle om mig selv, er, at jeg endelig er I blit aldeles færdig med de evindelige langhalse, il slutningen af forløbne aar var to af vore smaagutter 1 meget syge af forkjølelse og bronkit og alle slags pia-i ger. Dels for fornøielsens og dels for luft-forandrin-1 gens skyld reiste vi til London og leiede et hus forl en maaned; men det viste sig at være et stort feil-,. greb; thi det blev netop frygtelig koldt, mens vii var underveis, og alle vore børn blev daarlige, og E. og jeg blev forkjølet og havde hoste og gigt næsten hele tiden. Det første, vi havde bestemt os til at gjøre, var at besøge din kone; men der var; bogstavelig talt ikke en eneste dag saapas veir, at vi kunde gaa ud.

Jeg haaber, du om ikke længe vil kunne be-: søge os. Tiden gaar, og vi blir gamle. Kjære sig os, hvordan det gaar baade dig og din store familie, j

Jeg ved, du vil gi mig oplysninger om due-ungerne, hvis det er dig muligt. Lad det ialfald] ikke vare for længe, før du skriver.

Jeg er, kjære Fox, din oprigtige gamle ven

C. Darwin.

E. S. Til de smaatterier, som jeg morer mig med, hører ogsaa sammenligningen mellem frøeneJ af forskjellige af-arter af planter. Før havde jeg lidt frø af vildt voksende kaal, som jeg forærede bort; var det ikke til dig? Jeg vædder tusen modj| en paa, at det er blit kastet væk; men hvis du har I det, vilde jeg gjerne faa en klype af det.

[page] 57

INDSAML1NG AF MATERIALE. [1855]

[Følgeade uddrag af et brev til mr. Fox (af 27de marts 1855) behandler samme emne som fore-gaaende brev og gir lidt underretning om han» værk om arterne: „Jeg har tænkt at dræbe de unge tingester paa den maade, at jeg lægger dem under et omvendt ølglas med en teske æther eller-kloroform; glasset presses mod en flade, som gir efter; saa lar jeg dem ligge der en time eller to; for unger har slig evne til at levne op igjen. (Paa-denne maade har jeg dræbt møl og sommerfugle). Det bedste vilde være at sende dem i posten, slig som du faar fat i dem, i smaa papæsker, hvorpaa du kunde skrive adressen, og saa kan du jo slaa en hyssing omkring; det er virkelig sandt, at jeg helst vil faa lov til at bære porto-udgifterne m. m. selv. Jeg kan sandelig neppe tro, at nogen vilde-være saa godmodig at gjøre sig slig umag og befatte sig med den yderst ubehagelige ting at dræbe unger, og jeg er aldeles vis paa, at ingen anden af mine kjendinger vilde gjøre det. Jeg vil be om endda en ting; hvis nogen gammel han af oven-nævnte fjærkrærace (ikke ænder) skulde dø eller bli saa gammel, at de ikke er til nogen nytte, vilde jeg gjerne, du skulde sende mig den med jernbanen under adresse „C. Darwin, adr. mr. Acton, Bromley, Kent". Vil du opbevare denne adresse? Paa denne maade kommer pakkerne hurtigst frem. Men dette er endda ikke saa vigtigt, da jeg nemlig kunde kjøbe de gamle fugle døde hos Baily og præparerfr skeletterne. Selv om jeg ikke havde faaet brev fra dig, skulde jeg ha skrevet med et og bedet dig-lkke bry dig med duerne; for Yarrell har faaet mig til at forsøge selv, og jeg holder nu paa med at gjøre istand et sted, og jeg har skrevet til Baily^ for at faa opgivet pris m. m. Engang (naar du blir friskere) vilde jeg svært gjerne høre lidt om.

[page] 58

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

-din „lille lok-and"; hvorfor har du givet den dettejl navn? Og hvor har du faat fat i den? og hvordanjj «er den ud? . . . . Jeg var saa uvidende, at jeg : ikke engang vidste, der var tre af-arter af dorking-høns; hvori adskiller de sig fra hverandre? . . . ;|

Jeg husker ikke, om jeg har fortalt dig, hvad der er hensigten med det arbeide, jeg nu holder paa med, — det er at skaffe mig oversigt over del naturhistoriske kjendsgjerninger, som jeg kan magte (huttetu, hvor uvidende jeg er), — saasom geografisk udbredelse, forsteningslære, klassifikation, bastard-former, husdyr og dyrkede planter m. m. — for at *e, hvad jeg deraf kan slutte med hensyn til det spørsmaal, om vilde arter er foranderlige eller ufor-jM inderlige; jeg vil af al evne stræbe at anføre alle j argumenter — baade for og imod. Jeg har en helM del folk til at hjælpe mig paa forskjellige maader,jH og de gir mig meget værdifulde oplysninger; menB jeg er ofte næsten bange for, at emnet ganske skal % overvælde mig.

Se saa, nu er vi færdige med den halvt forret-B eingsmæssige del af brevet. Det bedrøvede mig 3 «ærdeles meget at høre, at det staar saa daarlig tilM med din helse; for dig, som har saa stor familie,m er livet meget værdifuldt, og for en, som er saafl "virksom og snil som dig, burde det ogsaa værej lykkeligt eller saa lykkeligt, som man fornuftigvis J lean vente det, naar man har sine bekymringer fonB fremtiden at trækkes med.

Vi kan ikke vente, at nutiden skal være saa | tiltrækkende som de gamle Crux-major-dage ved i foden af de ædle pile-stubber; jeg ærer altid min-H derne fra den tid. Jeg finder nu, at min lille i «mule insektkyndighed, som jeg har dig helt ogM holdent at takke for, kommer til god nytte. Det 2 glæder mig at høre, at du tar dig lidt fri for dine

[page] 59

INDSAMLING AF MATERIALE. [1855]

søndagspligter. Hvor du har været syg i din tid! Farvel, kjære Fox. Modtag min hjerteligste tak for den tilbudte hjælp."]

Til W. D. Fox.

Down, 7. mai [1855].

Kjære Fox! Brevvekslingen med mig har skaffet dig en hel del bryderi; men det skal ikke dette brev gjøre. Jeg fik dit brev, da jeg nu søndag kom hjem efter at ha arbeidet en uge i London. Der traf jeg Yarrell, som fortalte mig, at han nøi-agtig havde undersøgt alt vedrørende lok-anden, og han tvilte ikke paa, at den i det væsentlige var identisk og frivillig havde parret sig med de almin-delige af-arter i St. James's Park. Det vilde derfor glæde mig meget, hvis du kunde sende mig en syv dages andunge og en af de gamle fugle, hvis nogen af dem skulde dø. Yarrell fortalte mig, at Sabine havde faaet fat i 40 af-arter af den almin-delige and! . . . Nu, for at komme tilbage til forretningerne: jeg er vis paa, ingen bedre end du kunde bestemme smaa-kyllingers alder for mig. Hvad skeletterne angaar, saa har jeg været bange for, det skulde vise sig umuligt at præparere dem; men jeg tænker, jeg skal kunne maale lemmerne m. m. ved at føl^ paa leddene. Hvad du siger om gamle haner bekræfter netop den mening, jeg havde; jeg vil præparere skeletter af gamle haner. Hvis en gammel vild hane skulde dø, saa vær saa snil at huske paa mig; jeg bryr mig ikke om kalkun-unger og heller ikke om buldogger. Mange tak for dit tilbud. Jeg har hvalper af buldogger og mynder nedlagte i salt, og jeg har ladet unge føl af arbeidsheste og væddeløbsheste omhyggelig maale. Om jeg kommer til at udrette noget i dette emne, «r vel tvilsomt. Jeg har tat mig vand over hodet. Din hengivne G. Darwin.

[page] 60

"ARTERNES 0PRINELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

Et uddrag af et brev til mr. Fox kan anføresii her, skjønt brevet er af en senere dato, nemlig] juli 1855:

„Mange tak for den syv dages hvide dorking-høne og for dit løfte om flere. Jeg blir rent „et rædslernes kammer"; jeg sætter endnu mere pris! paa din venlighed nu end før; thi jeg har begaaet| den sorte ugjerning at myrde en engleagtig lidenS viftehale og en ti dages kropdue. Den første søgteH jeg at ta afdage ved kloroform og æter; men skjøntH det tydeligvis er en meget let dødsmaade, varedel det dog længe, før døden indtraadte; for den andens! vedkommende forsøgte jeg at lægge smaa stykke» cyankalium i en meget stor fugtig flaske en halv] time, før jeg puttede duen nedi, og den blaasyre-1 gas, som saaledes udvikledes, virkede meget hurtigl dræbende." Æ

I et brev til mr. Fox (af 23de mai 1855» nævnes for første gang min fars møisommelige arj beide med due-opdrætning.

„Jeg skriver dette for at fortælle dig, at jeg har iagttaget nogle af vore bastardkyllinger, og jeji finder, at 1 uge er passende alder. Det, som nu» mest interesserer mig og har gjort det i mange» aar, er at komme paa det rene med, om ungemeM af de tamme racer afviger ligesaameget fra hver-fj andre som forældrene, og jeg stoler ikke paa noge» andet end virkelige maalinger og reguladetri. JegJ haaber og tror, at jeg ikke volder alt dette bryderSB uden tilstrækkelig grund. Jeg har faat mine vifte-H haler og kropduer (prima vare, vil jeg haabe, da™ jeg har kjøbt dem hos Baily for 18 kroner parret)jB i et storartet bur og duehus; de er til stor for-B nøielse for mig og H."

å

[page] 61

DYREOPDRÆTNING. [1855]

I den tid, da min far sværmede for due-avl, maatte han nødvendigvis bli kjendt med en del opdrættere, og han meddelte gjerne sine erfaringer i Columbarian-Glub1) og PMloperistera-Cl-ub, hvoraf han var medlem; der traf han de mest begeistrede kjendere og lærte meget af hemmelighederne ved kunsten. I et brev til mr. Huxley nogle aar senere anfører han en del af en bog om duer af mr. J. Eaton for at fremhæve, hvor nødvendig „stor op-raærksomhed og nøie iagttagelse" er for en god opdrætter.

.,1 sin [mr. Eatons] afhandling, som bare he-skjæftiger -sig med mandel-tumleduen, som er en t under-afart af af-arten med det lille hode, som igjen er en af-art af tumleduen, ligesom denne er en af-art af klippeduen — siger mr. Eaton: ,,Nogle af begynderne i fugleopdrætningen er altfor begjærlige; de vil ha fat i alle fem eiendommeligheder med en gang (d. v. s. de fem karakteristiske punkter, som man især gir agt paa — C. D.); til løn opnaar de ingenting." Kort sagt, det ligger næsten over menneskets evne at gi agt paa alle mandeltumle-duens udmærkede egenskaber.

„For at være en god opdrætter og ha held med sig, naar man vil forbedre en race, maa man fremfor alt være begeistret for dette arbeide. Mr. iiaton har faaet præmier i massevis; hør paa ham:

„Hvis adelsmænd og gentlemen var istand til at fatte den hygge og fornøielse, man kan ha af mandel-tumleduen, naar de begynder at forståa dens \d. v. s. tumleduens) egenskaber, tror jeg neppe, «n eneste af dem vilde være uden ét fuglebur med mandel-tnmlere"."

Min far anførte oftere dette sted og altid i en £gjjan^ tone, at man forstod, han var enig med

*) Dne-klubfcen. 0.

[page] 62

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1865]

forf. mr. Eaton, skjønt han uden tvil havde glemt,:! hvorledes han som barn havde forundret sig over, at ikke enhver gentleman blev ornitolog. — (Selv-I biografien s. 43).

Han skyldte mr. "W. B. Tegetmeier, den be-l kjendte forfatter af flere skrifter om fjærkræ m. m.,| mange raad og megen retledning. Deres brevveksling begyndte i 1855 og vårede til 1881, da mia far skrev til ham: „Jeg forsikrer Dem, at jeg ofte? med fornøielse ser tilbage paa gamle dage, da jeg| beskjæftigede mig med duer, høns o. s. v., og Da hjalp mig saa meget. Jeg beklager ofte, at jeg! ikke har været saa stærk, at jeg har kunnet holde vedlige gamle bekjendtskaber og venskabsforbindel-ser." Min fars breve til mr. Tegetmeier bestaaa næsten udelukkende af en række spørsmaal angaa-s ende de forskjellige racer af høns, duer o. s. v., o9 de er derfor ikke interessante. Naar man læseig' igjennem denne masse med breve, blir man straks? opmærksom paa den ihærdighed, hvormed brevene» forfatter har søgt efter oplysninger, og man for-' staar, at han har havt fuld tillit til mr. Tegetmeier» kundskaber og sat megen pris paa dem og han» dom. Der forekommer en mængde udtryk, som viser, hvor høit han satte mr. Tegetmeiers hjælpf f. eks. „Deres brev er en ren guldgrube for mig"; desuden sætninger, som viser, hvilken pris han satte, paa mr. Tegetmeiers utrættelige iver og venlighe® og hans „rene og uegennyttige kjærlighed til viden-skaben". Megen hjælp fik ogsaa min far af nuv Tegetmeier, dengang han holdt paa med kube-bierna og deres skiver; han skrev herom: „Deres afhand-| ling om „biceller", som de læste op i British Assfc ciation, var til megen nytte for mig og satte mig, paa mange nye tanker."

For at kunne behandle dyrs og planteJa

[page] 63

INDSAMLING AF MATERIALE. [1855]

geografiske udbredelse efter evolutionistiske grund-sætninger maatte han studere den maade, hvorpaa, frø, æg o. s. v. kan føres tværs over store hav-strækninger. Denne nødvendighed er det, som gir den slags forsøg, hvortil følgende breve hentyder^ sin interesse.]

Til W. D. Fox.

Down, 17. mai [1855].

Kjære Fox! Du hader vel det blotte syn af min haandskrift; men jeg lover, at jeg herefter ikke skal be dig om nogen ting, ialfald ikke paa længe_ Du, som bor i en egn med sandig jordbund, har vel firfisler i nærheden? Hvis Du har, kunde det da. for skams skyld gaa an at tilbyde gutterne paa dia skole betaling fra mig, hvis de kunde skaffe fir-fisle-æg — 1 krone for et halvt dusin, eller mere, hvis de er sjeldne, indtil du fik samlet og sendt en 2—3 dusin? Om de tog feil og bragte dig orme-æg, vilde det bare være bra; for jeg behøver det ogsaa; og heromkring findés hverken firfisler eller orme. Sagen er, at jeg gjerne vil se, om æggene flyder i havvand, og om de holder sig iliver. naar de flyder slig en maaned eller to i min kjæl-der. Jeg gjør nu for tiden forsøg med transport af alle mulige organiske væsener; firfisler findes paa. enhver ø, og derfor vilde jeg meget gjerne se, om» æggene taaler havvand. Selvfølgelig behøver du ikke at svare paa dette brev, medmindre du ved et besynderligt og heldigt tilfælde en vakker dag skulde kunne besvare det ved at sende mig æggenc Din brysomme ven C. Darwin.

Til J. D. Hooker. 13. aprii [issa.

—- — Jeg har i nogen tid holdt paa med et eksperiment, som jeg tror blir interessant; jeg har

[page] 64

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

nemlig været beskjæftiget med at undersøge holdbar-fl heden hos frø, som lægges i saltvand i et kar, son» igjen staar i vand 32'—33 ° Fahrenheit (= 0 grad» Eeaumur og Celsius), som jeg har skaffet mig i og i lang tid skal ha til min raadighed, idet jeg har fyldt en stor kum med sne. Da jeg sidsfcf skrev, var jeg nær ved at triumfere over Dem:! thi mit forsøg havde tildels rykkedes; men det var jeg lumsk nok til ikke at nævne, da jeg haabede, De skulde sige, De vilde spise alle dem planter, jeg kunde faa til at vokse op af de &M jeg havde behandlet paa denne maade. Det erM meget kjedeligt, at jeg aldeles ikke kan huske, hvadH det var for noget, De sagde før, som bragte mig« til at tro, at De gjorde slig nar af forsøgene; forM nu lader det til, at De ser paa dem som en godB kristen. I smaa flasker, som jeg har staaende ude,B udsat for temperatur-forandringer, har jeg frø affl karse, reddiker, kaal, salat, gulerod, selleri og løg f — fire store familier. Alle disse har spiret, efteratB de har ligget i våndet akkurat en uge, hvilket jeg aldeles ikke havde ventet (jeg tænkte paa, hvor De w vilde gjøre nar af mig); thi våndet efter næsten» allesammen, og især karsen, lugtede meget ondt, ogU karsefrøet udviklede en masse slim, som hang sam-B men i en klump (ifølge ..Fodsporene" skulde mani !ha ventet, at det var blit til rumpetrold); men disse» frø spirede og vokste, saa det var en lyst. Spi-M ringen har for alles (og især karsens og salatens)* vedkommende gaaet meget hurtig; dog maa jeg.9 undtage kaalen, som kom op meget uregelmæssig, m og hvoraf mange frø døde, tror jeg. Naar manjB tænker paa kaalens voksesteder, skulde man ha i ventet, at den vilde ha klart sig bra. De skjærmblom- 1 strede og løgarterne synes at taale salt godt. JegH vasker frøene, før jeg saar dem. Jeg har skrevet tit»

[page] 65

SPIREEVNEN HOS FRØ. [1855]

Gardener's Ghronicle1), skjønt jeg har mine tvil, om det var saa meget værdt. Hvis det gaar saa godt med eksperimenterne, at jeg synes, det er umagen værdt, skal jeg sende en fortegnelse over frø for at faa Dem til at markere nogle forskjellige frøsorter. Idag saar jeg igjen samme slags frø, som jeg nævnte ovenfor; frøene har i fjorten dage ligget i salt vand. Da mange havstrømme gaar en (engelsk) mil i timen, kunde de bare paa en uge bli førte afsted 168 mil; Golfstrømmen skal gaa 50 å 60 (eng.) mil om dagen. Saa meget og ikke mer herom; men enhver synes nu bedst om sine egne børn. . . .

Til J. D. Hooker. 14. april> 1855.

— — — De er en snil mand, som erkjender, at De ventede, karsen skulde bli dræbt paa en uge; for saa faar jeg mig en liden pen triumf. Børnene var svært ivrige i begyndelsen og spurte mig ofte, „om jeg kom til at slaa mr. Hooker af marken" ! Karsen og salaten vokser nu meget bra efter at ha været tre uger i salt vand. Men jeg vil ikke skrive mere om dette, hvilket sandelig er godt gjort af mig; for jeg er saa forhippen paa at fortælle Dem alt, jeg gjør.

— — — Hvis De vidste, hvad for „eksperi-menter" jeg holder paa med, vilde De ha god grund til at rynke paa næsen; for de er saa meningsløse, ogsaa efter min mening, at jeg ikke tør snakke om dem. Visse folk har et mærkeligt . begreb om

1) Nogle faa ord, hvori lian "ber om oplysninger. Resultaterne blev trykte i Gardeners Ghronicle for 26de mai og 24de novbr. 1855. I samme aargang (p. 789) lindes en efterskrift til hans første afhand-ling; han retter her paa en trykfeil og tilføier nogle ord om frøet af de ærteblomstrede. En fyldigere afhandling om spire-evnen hos frø, der har været behandlet med saltvand, lindes i Linnean Soc. Jmirnal 1857, p. 130. F. D.

Darwins Liv og breve. II. &

[page] 66

„AKTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

eksperimenter. Jeg har faaet et brev, hvori det | heder, at frø maa ha, stor modstandsevne mod hav-M vand; for hvorledes skulde de ellers kunne naa over 1 til øer? Se, det er den rette maade at løse et« problem paa.

Til J. D. HooJcer. Down> 1855.

Kjære Hooker! De er en meget bra mand? i som lar Deres tilfredshed gi sig luft paa den maade, at De skriver to breve til mig; efter min mening -1 er det det bedste, De kunde finde paa; men naarM De viser Deres tilfredshed ved at fordømme mine^| eksperimenter, maa jeg rigtignok sige, jeg har det ondt 1 nok iforveien — disse skrækkelige frø, der ikke vil fl fiyde, hvis de synker, som De rigtig bemærker. Jeg fl har skrevet til Sooresby og faat et noksaa tørt svar;fl men jeg fik vide, hvad jeg vilde, og han gav niigflj ikke noget haab om, at der eksisterer, nogen migflj ubekjendt lov, som kunde stanse dem paa veienfl ned til oceanets dybeste dybder. Her kommer jegflj til at tænke paa en besynderlig ting; jeg talte medflj oberst Sabine en halv time om denne sag, menl kunde ikke faa ham til at forståa, at spørsmaalet om synkningen er et af de vanskeligste punkter ved 1 historien! Hvis nu de fordømte frø synker, kommer 1 jeg til at ærgre mig over, at jeg har havt alt dette 1 unyttige bryderi med at salte de utaknemmelige "I kjeltringer. Alt har gaaet forkjert i det sidstej» fiskene i Zoologiccd Society spiste op en hel del frø, i som laa i vand, og jeg gik saa og tænkte mig, at 1 fiskene og altsammen var blit slugt af en heire, var-J blit ført afsted en hundrede mil eller saa og derpaa a afleveret paa bredden af en anden indsjø, hvor d& I spirede, saa det var en lyst; men se! fiskene spyt- "i

[page] 67

SPIREEVNEN HOS FRØ. [1855]

tede ud alle frøerne med voldsomhed og med en væmmelse, som var ligesaa stor som min egen1).

Men jeg agter ikke at opgive flydeforsøgene endda; for det første maa jeg prøve med friskt frø, skjønt det naturligvis synes langt sandsynligere, at det vil synke; og for det andet, som en sidste til-flugt, maa jeg tænke mig, at bælgen eller endog hele planten eller grenen blir skyllet ud i havet af flod og skred og jordskjælv; dette maa uophørlig finde sted, og hvis bælgen o. s. v. blev holdt fugtig, tænker jeg, den ikke vilde aabne sig og udsaa frøet. Kjære, prøv Deres mimosa-irø i Kew.

Jeg havde tænkt at spørge Dem, om mimosa scandens og guilandina bonduc vokser i Kew; for jeg har lyst til at forsøge nye frøsorter. E. Brown fortæller mig, at han tror, fire vest-indiske frøsorter er blit skyllede iland paa Europas kyster. Paa Keeling-øen fik jeg vished for, at frø ikke sjelden skylles iland paa kysten; saa fly de maa og skal de! Ja, nu har jeg sandelig spundet en lang ende.

Hvis De har flere sorter frø fra Lofoten, saa læg nogle i lunkent vand og saa dem med den yderste omhyggelighed; det er et forsøg, som jeg kan like, med bare Yjooo'8 udsigt til held.

Til J. J). Hooker. Down, n. malj 1855.

Kjære Hooker! Jeg har netop faat Deres brev. Jeg glæder mig hjertelig og oprigtig over de

*) Min far skriver i et brev til mr. Fox om disse sine ubeld: „Hele naturen er vrang og vil aldeles ikke gjøre, hvad jeg pnsker: i dette øieblik skulde jeg ønske, jeg havde mine gamle rankefødder at arbeide med og ikke noget nyt". Forseget lykkedes tilsidst, og ban skrev da til sir J. Hooker: „Jeg rinder, at risk meget graadig spiser frø af vandplanter, og at birsefre, der er blit svælget af en fisk og saa git til en stork, spirer, naar fuglen afleverer det igjen". Det er akkurat, som det staar i barnekammer-historien: „dette er den kjæp, som slog den gris" o. s. v. F. D.

[page] 68

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

nyheder1), det indeholder, og det gjør ogsaa min« kone. Skjønt indtægten bare er liden, vil jeg haabe,» De og Deres kone finder erstatning herfor i denB ting, at den er vis. Da De engang maa forfrem-j8 mes til bestyrer, haaber jeg, De betragter dennej udnævnelse som en heldig skjæbnens tilskikkelse.™ Jeg for min del kan ikke tænke mig en behage-B ligere stilling end at bestyre et sligt udmærket ogB herligt sted; jeg synes, det er meget bedre end enjj professorpost i en stor by. Jo mer jeg tænker paaj det, des mer glæder det mig. Men jeg skal ikkelB sige mer om det, bare det, at jeg haaber, Deres kone I er vel fornøiet. — — Siden Gardener's ChronicleM har tåget ind mit spørsmaal og har tåget notis af 1 det, tror jeg, jeg maa sende — jeg tænker, i næste» uge — min første beretning til Lindley og overlade tila ham selv, om han vil ta den ind; men jeg finde^B det rimeligt, at han ikke anser den passende for et 1 tidsskrift for havestel. Naar jeg er ferdig medsB mine forsøg (forudsat, at resultaterne har nogenM værdi), skulde det glæde mig at faa indrykket deirB endelige beretning om dem i Linnean Journal, hvisB da redaktionen ikke har noget at udsætte paa, at 1 jeg før har ladet trykke ufuldstændige og foreløbigeS beretninger om forsøgene; dette har kostet mig saa] meget arbeide, at jeg tror, det er rimeligt, resul-1 taterne kunde fortjene et noget langvarigere liv,j end de kan faa ved at komme i en almindelig avis; I men jeg synes, jeg er forpligtet til at sende beret-j ningen til Lindley først.

Jeg begynder nu at synes, at flyde-spørsmaalet ' er vigtigere end spire-spørsmaalet; jeg gjør nu allel de undersøgelsef, jeg kan, om dette emne og haaberj at faa kastet lidt lys over det. ...

*) Sir J. D. Hookers udnævnelse til underbestyrer af de kongelige haver J i Kew. F. D.

 

[page] 69

INDSAMLING AF PLANTER. [1855]

Jeg haaber, I fik istand et godt møde i klubben. Kassererposten maa være en plage for Dem, og jeg haaber, De ikke blir kasserer længe; jeg for min del vilde heller melde mig ud af klubben end være dens kasserer. Farvel, hr. underbestyrer og kjære ven.

C. Darwin:

TU J. D. Hooker.

5. juni, 1855.

— — Miss Thorley1) og jeg holder paa med lidt botanik, for vor fornøielses skyld, og det morer mig virkelig overordentlig; vi holder nemlig paa med at indsamle alle de planter, som vokser paa et jorde, som i 15 aar har ligget brak, men som før har været dyrket fra umindelige tider. Vi ind-samler ogsaa alle de planter, som vokser paa jordet ved siden af; dette ligner det andet, hvad jordbunden angaar, men er dyrket; vi har nemlig moro af at se, hvilke planter er kommet til [har overlevet de andre?] eller er uddøde. Herefter maa vi ha lidt hjælp med at finde navne paa de vanskeligste. Hvor frygtelig vanskeligt det er at gi planter navn.

Det er et mærlcelig elskværdigt og venligt brev, dr. A. Gray har sendt mig som svar paa mine brysomme spørsmaal. Jeg har beholdt Deres eksemplar af hans „Haandbog", indtil jeg fik brev fra ham; naar jeg har svaret paa det, skal De faa den igjen.

Mange tak for hedysarium 2) jeg haaber virkelig, det ikke er meget kostbart; thi som jeg har fortalt Dem, skal det benyttes i et efter al sandsynlighed meget latterligt øiemed. Jeg har etsteds læst, at ingen plante lukker sine blade saa punktlig, naar det blir mørkt, som den, og jeg vil dække den over en halv time daglig og se, om jeg ikke ksan

) En dame, som i mange aar Tar guvernante hos Darwin. F. D. ) Sødklever, en æbleblomstrende art. J.-O.

[page] 70

HVORLEDES „ARTERNES OPRINDELSE" BLEV TIL. [1855]

lære den at lukke sine blade af sig selv eller lettere 1 end før. . . . Jeg skjønner ikke grunden til, at De anser det for rimeligere, at plante-overføringen fore- 1 gaar tillands end tilvands. Man skulde jo tro, at 1 jo flere overførings-maader De havde til raadighed, 1 des bedre. Det er ganske ligegyldigt for mine 1 yndlings-teorier, enten planterne overføres landveien 1 eller vandveien, naar man kun kan paavise enS rimelig overføringsmaade. Men jeg liker aldeles I ikke at lave landstrækninger, naar jeg ikke har« noget andet og selvstændigere bevis. Naar vi engangjl træffes, tænker jeg, nogle faa ord vil være nok tilB at klargjøre Deres anskuelse for mig. . .

Jeg har nylig klaret mit første græs, hurrafM hurra! Jeg maa erkjende, at lykken staar den 1 kjække bi; thi heldigvis var det det lette anthoxantmftU odoratum (vellugtende gulax); ikke destomindre er 1 det en stor opdagelse; jeg har aldrig ventet atB kunne bestemme en græsart i mit liv, og derfor I hurra! Min mave har havt mærkværdig godt af det.B

Til J. D. Hooker. Down> 15., [juili 1855]. i

Kjære Hooker! Jeg vil skrive et par ord for-j at fortælle, at hedysarium er godt og vel ankom-,! men, og tak skal De ha derfor.

De kan ikke tænke Dem, hvor det har glædet mig, at De har bestemt de tre græsarter for mig;, jeg har netop anskaffet papir til at tørre og opbe-| vare alle græsarterne. Hvis De skulde træffe paa] en ren nybegynder og vil gi ham smag for botanik, saa bed ham optage en udførlig fortegnelse over de planter, som vokser paa en liden eng eller i en) skov. Baade miss Thorley og jeg finder, at detj gir arbeidet en ganske ualmindelig interesse, at mani har en slig liden hyggelig afgrænset verden at ar-«

[page] 71

DR. ASA GRAY. [1855]

beide med istedenfor den forfærdelige msengde, det blir, naar man skal ta fat paa alle britiske planter.

Adios. Jeg var virkelig topmaalt uforskammet, som sagde min mening om tilbageskridtet1), og jeg fortjente en ordentlig irettesettelse; naar jeg tænker «ver det, er jeg svært glad, fordi De ikke svarede mig i Gardener^s Ghronicle.

Florulaen2) har interesseret mig svært meget.

[I en skrivelse af 5te juni til sir J. D. Hooker nævner min far et brev fra dr. Asa Gray. Det brev, hvortil der sigtes, var, svar paa følgende:]

Til Asa Gray3). Down, 25. april, isss.

Bedste dr. Gray! Jeg haaber, De husker, at jeg havde den fornøielse at bli præsenteret for Dem i Kew. Jeg vil be Dem om en stor tjeneste, og jeg har ingen undskyldning at fremføre for min paatrængenhed. Men det vil vist ikke skaffe Dem stort besvær, og det er af stor betydning for mig. Da jeg ikke er botaniker, vil vel det, at jeg forelagger Dem botaniske spørsmaal, forekomme Dem temmelig besynderligt; jeg faar derfor forudskikke den bemærkning, at jeg i adskillige aar har samlet paa

l) „At tænke sig slige uhyre geologiske forandringer i en tid, da nu-levende væsener har eksisteret, hare for at kunne forklare deres ud-hredelse, forekommer mig under den uvidenhed, vi endnu svæver i' med hensyn til overferings-spersmaalet, næsten at være et viden-skaheligt tilbageskridt11. Uddrag af en af handling om «Saltvand og tresorter" i Gardeners Ghronicle. 1855. F. D.

) Godrons Florida Juvenatis, hvori gives en interessant redegjørelse for planter, der er hlit indferte i udenlandsk uld. F. D.

) Den hekjendte amerikanske botaniker. Min fars venskah med dr. Gray hegyndte med den brevveksling, hvoraf dette- er det ferste brev. En bemærkning i et brev til sir J. Hooker fra 1857 viser, at min fars store personlige agtelse for dr. Gray var af tidlig dato: «Det har glædet mig at se A. Gray's breve; i dem alle er der noget, som viser, at ban er en meget elskværdig mand*. F. D.

[page] 72

"ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

kjendsgjerninger om arternes foranderlighed, og naar 3 jeg finder, at en almindelig iagttagelse synes atfl holde stik for dyrenes vedkommende, forsøger jegil at prøve den ogsaa for planternes. [Derefter berM han om oplysninger om de amerikanske fjeld-planterl og kommer med endel antydninger om maaden atj behandle dette emne paa.] Jeg ved inderlig godt,l hvor anmassende det er af mig, som ikke erj botaniker, at gi en saadan botaniker, som Demi endog det aller ubetydeligste vink; men efter, hvad'l jeg saa af Dem, og efter hvad vor fælles kjærel ven Hooker har fortalt om Dem, haaber og tror! jeg, at De vil undskylde mig.

Jeg forbliver med megen agtelse Deres

Charles Darwin.

TU Asa Gray. Dowrii 8. juni, j

Bedste dr. Gray! Hjertelig tak for Deres ualM mindelig venlige brev af 22de forrige maaned ogsl for den særdeles behagelige og forekommende;» maade, hvorpaa De besvarer mine temmelig bryij somme spørsmaal. De kan ikke tro, hvormegefca Deres fortegnelse over alpe-planter har interesserefcJ mig; jeg kan nu tildels udmale for mig, hvorledes» plantevæksten i høifjeldene ser ud over hos EderM Den nye udgave af Deres „Haandbog" indeholdera vigtige nyheder for mig. Af Deres fortale ser jeg,l hvor liden plads De har; men det vilde ikke t» stort rum at sætte (Eu.) i klammer efter hver euro-j pæisk plante; hvad mig angaar, saa vilde dette være-1 tilstrækkeligt1). Naar jeg har holdt paa at bestemmej engelske planter efter vore haandbøger, er jeg oftejj kommet til at tænke paa, hvor interessant det vilde ha-J været, om man havde faaet noget at vide om deresrjj

*) Dette vink fulgte dr. Gray i de følgende udgaver. F. D.

[page] 73

PLANTE-GEOGRAFI. [1855]

voksesteder; derfor tviler jeg heller ikke paa, at Deres amerikanske spørgere og nybegyndere gjerne vilde vide, hvilke af planterne er indenlandske og-hvilke europæiske. Vilde det ikke for -alpe-planter-nes vedkommende være bra at tilføie dette, som De nu har sendt mig i manuskript; jeg snakker her ikke for min egen syge mor, hvilket paa grund af Deres forekommenhed ikke nu længer behøves, men bare pro bono Americano publico. Det vilde vel bli for brysomt at anføre i Deres „Haandbog" voksested for planter, som findes vest for Rocky Mountains og ligesaa for planter, som findes i Øst-Asien indtil Yenesei (?) — den skal jo, hvis jeg husker rigtig, ifølge Gmelin, være Sibiriens vigtigste delings-linje. Maaske Sibiriens flora har mere lighed med det nordlige Amerikas. Planternes udbredelse i øst og vest, d. v. s. det spørgsmaal, om de fleste findes paa Grønland og i Vest-Europa eller i Øst-Asien, synes jeg er et meget interessant punkt, da det bidrager til at vise, om vandringerne har gaaet østover eller vestover. Vær forvisset om, at jeg inderlig vel ved, at disse bemærkninger ikke har nogen anden betydning end den at vise en botaniker, hvilke punkter en ikke-botaniker gjerne vil faa rede paa; thi jeg tror, at den, som grundig studerer et emne, ofte ikke er opmærksom paa, hvad det er for noget, begynderen trænger at faa opklaret. Det glæder mig meget, at De tænker paa at gjøre nogle bemærkninger om den geografiske udbredelse hos Eder; thi det omraade, „Haand-bogen" behandler, forekommer mig i mange dele at være mere skikket for sammenligninger med Europa, end Nord-Amerika i sin helhed vilde ha været. De her mig bestemt angive nogle punkter, hvorom jeg ønsker oplysning; men det kan jeg neppe gjøre; thi de er saa ubestemte; jeg vil heller se, hvad

[page] 74

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

resultater der kan komme ud åf sammenligninger,» «nd paa dette stadium opgive bestemte punkter.! Jeg formoder, at De ligesom andre botanikere, for 1 det af Dem behandlede omraade, vil gi oplysningerl om, hvor talrige de store hoved-familier er i for-J hold til planterne i sin helhed (uden at regne ind-MJ førte planter); dette er noget, i anledning af hvilket jeg havde tænkt at gjøre et uddrag af Deres bog (og jeg har ogsaa gjort et saadant paa slump); men det kunde naturligvis bare bli heist ufuldkomment. Jeg skulde naturligvis ogsaa ha undersøgt forholdet mellema| plantevæksten i sin helhed og de europæiske planterBJ -samt de enkelte store familier for at ha materialerj| til spekuleringer over overførings-maaden. Apropos» for nogle faa dage siden vovede jeg at sende DemsB et numer af Gardeners' Chronicle med en liden op-JJ sats af mig om nogle ubetydelige forsøg, jeg håra gjort for at undersøge plante-frøenes evne til at 9 taale sjøvand. Jeg ved ikke, om det er faldt Dem» ind, men jeg har ialfald tænkt paa det, at botani- ,J kerne burde angive forholdstallet mellem mængdenj| af familier i hele tal saavelsom i den mindste brøk rfl saaledes finder jeg ud efter Deres „Haandbog", å9 af indenlandske planter har de skjærmblomstrede etpj forholdstal af 86/1798 = V49 ; thi medmindre man kjen-jH der det samlede antal, kan man ikke bedømme, hvor nær planter af samme familie staar hinanden i antal i 1 to lande; men De anser vel dette for overflødigt. Mens jeg omtaler disse forholdstal, kan jeg nævnel Dem et eksempel paa, hvor ubestemte og intetsigende de ting ofte er, som jeg prøver at komme 1 paa det rene med . . .; idet jeg tænkte paa R..; Browns og Hookers paastand, at stor lighed i for- 1 holdstallene for de store familier i to lande sand- j synligvis beviser, at de engang har hængt fuld-stændig sammen, gav jeg mig til — som et eksempel!

[page] 75

PLANTERNES UDBBEDELSE. [1855]

— at beregne forholdstallet mellem de indførte kurvblomstrede i Storbritannien og alle indførte plan-; ter, og resultatet blev 10/92 = *]&$ For vor indenlandske floras vedkommende er dette forholdstal Y10; og i mange andre tilfælde fandt jeg en ligesaa slaaende overensstemmelse. Jeg tog derpaa Deres „Haand-bog" og regnede ud det samme efter den; her ånder jeg en næsten ligesaa slaaende overensstemmelse for de kurvblomstredes vedkommende, idet forholdstallet for indførte planter var 24/206 == Vs °S f°r de indenlandske 223/1798 = V8; men da jeg kom til de andre familier, fandt jeg et ganske forskjel-ligt forholdstal, hvilket da skulde bevise, at over-ensstemmelserne i den. britiske flora sandsynligvis er tilfældige! Jeg formoder, De vil angive forholdet mellem arter og slægter, d. v. s. vise hvormange arter gjennemsnitlig hver slægt indeholder; dette har jeg forresten regnet ud for mig selv.

Hvis det ikke vil bli altfor brysomt, tror De da ikke, det vilde være interessant og gi et meget godt begreb om Deres „Flora" at dele arterne i tre grupper, nemlig (a) arter, som findes over hele den gamle verden; her maatte angives, hvilke var felles for Europa og Asien; (b) indenlandske arter, men hørende til slægter, fundne i den gamle verden; og (c) arter, hørende til slægter, som bare findes i Amerika eller den nye verden? For at gjøre fuld-kommenheden fuldkommen burde der efter min mening være angivet, om man har andre eksempler paa, at slægter, som er almindelige i Europa eller den gamle verden, ikke er fundne paa Deres om-raade, slig som tilfældet er med erica. Oprigtig talt føler jeg, at det er rent latterligt af mig at skrive saa omstendelig om dette emne til Dem; men da De har bedet mig, imødekommer jeg Deres ønske med taknemmelighed og skriver til Dem,

[page] 76

„ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

akkurat som det var til Hooker, som ofte ler ubarm-8 hjertig af mig; og jeg er vis paa, De har bedrea grund til at gjøre det.

Der er en ting, jeg svært gjerne vil ha greieS paa; jeg har betænkt mig længe, før jeg besluttede* mig til at nævne det, og jeg gjør det bare, fordi» jeg forvist tror, De vil forståa, at jeg ikke er saal naragtig og anmassende, at jeg et øieblik skulde! vente at faa nogen oplysning om den sag, hvis detl volder Dem det mindste bryderi. Denne sag kan f for øieblikket ikke interessere andre end mig, hvilket! derimod ikke kunde siges om emnet: planternes! geografiske udbredelse. Den eneste maade, hvorpaaj De muligens kunde faa gjort det uden synderligtj bryderi, er at huske paa mit spørsmaal, naar Del retter korrekturarkene til „Haandbogen", og sætte! et kryds eller mærke ved de angjældende arter, og! saa la mig faa slige gamle ark, naar De sender en! pakke til Hooker. Men da maatte De ha det! bryderi at huske paa mit spørsmaal, og det kan jega neppe haabe eller vente, at De vil gjøre. Jeg skall straks nævne, hvad jeg ønsker; det er at faa sat! mærke ved de „særskilte arter" i en flora, saa atj man i forskjellige floraer kunde undersøge, om del samme slægter har „afsondrede arter"; jeg vildefl desuden benytte dette til andre øiemed, som imid-1 lertid er altfor ubestemte til at kunne opregnes.i Jeg har ved Hookers hjælp paa en lignende maade! prøvet at komme efter, om de forskjellige arter afj samme slægt paa fjernt fra hinanden liggende kanter! af jorden er foranderlige eller fremviser af-arter. 1 Den definition, jeg kom til at gi paa „særskilte! arter", blev, at en afsondret art var en saadan, soml De vilde finde bestemt adskilt fra andre, men soml De kunde tænke Dem, at en anden dygtig botaniker! kunde antage for bare en race eller af-art, eller

[page] 77

LEVEDYGTIGHED HOS PLANTEFRØ. [1855]

igjen en art, som De vilde faa besvær med at ad-skille fra andre arter, tiltrods for, at De har anledning til at studere den nøie. Forudsat, at De vil være saa inderlig snil at gjøre dette, og De (mod min forventning) kunde afse den tid, det vil ta, saa vil, som sagt, et kryds ved enhver af disse arter paa ubrugelige korrektur-ark gi mig al den oplys-ning, jeg ønsker; at den maa bli noget ubestemt, er jeg naturligvis fuldt opmærksom paa. Hvorledes skal jeg tilfulde kunne undskylde min formastelig-hed og dette brevs overordentlige længde? Tildels er det den store venlighed i Deres brev, som er grunden; som det saa ofte gaaf i denne verden, blir De altsaa dennegang straffet for Deres gode gjerninger. Deres taknemmelige G. Darwin.

Til J. D. Hooker. Down) 18. juh 1855.

Jeg tror, jeg snart kan dokumentere et mildt tilfælde med akersenneps-frø1). Men som det gik med den pokkers saltingen, gaar det ogsaa her: jeg kan ikke huske, hvormange aar De vilde gaa med paa, at åkersennep kunde leve i jorden. Næste gang De skriver, saa tag mod til Dem og sig mig, hvor mange aar De antager, der sandsynligvis gaar, inden den fuldstændig dør ud. En mand fortalte mig forleden om et ekstra tilfælde — og ekstr,a var det; thi efter hans udsagn kom sæden op af de

') I Gardeners Chronide for 1855 skrev min far en halv spalte om „Levedygtighed lios fresorter"; de ner nævnte kjendsgjerninger refererer sig til „Sandgangentt. Skogen blev plantet i 1846 paa en eng, der blev udlagt til græs i 1840. Da i 1855 jorden blev gravet op paa flere steder, vokste åkersennep (brassica sinapistrum) op i rigelig mængde. Denne sag vedblev at interessere ham, og jeg Ander en notis af 2den juli 1874, i hvilken min far beretter, at 46 akersenneps-planter det aar vokste op paa et areal (14 X 7 fod), som var blit gravet temmelig dybt. P. D.

[page] 78

"ARTERNES OPRINDELSE" OG DENS TILBLIVELSE. [1855]

lavere lag af Londoner-leren! ! ! Han syntes, jeg var svært ækkel, da jeg fortalte ham, at der efterj min mening burde være kommet palmer.

De spørger, hvor langt jeg gaar i at tilskrive organismerne en fælles afstamning. Jeg svarer, al jeg ikke ved det. Jeg agter at behandle dettel emne paa den maade, at jeg efter evne fremdrager! alle de kjendsgjerninger og grunde, der taler for og imod fælles afstamning af arter inden samme slægtj og undersøger, hvorvidt de samme argumenter talerl for eller imod antagelsen af former, der efterhaandenj mere og mere skiller sig fra hverandre; og naar vw kommer til former af forskjellige ordener og klasser J er der kun saadanne argumenter tilbage, som mu-j ligens kan udledes fra ligeartede rudimentære byg-i nings-forhold, og meget snart er alle argumentet! slupne op."

Følgende uddrag af et brev til mr. Fox afi oktober 18511) omtaler i korthed det sidste mødej i British Association, som han deltog i: „Jeg vedl virkelig intet nyt; det eneste, vi paa lang tid harj foretaget os, er en reise til Glasgow; men jeg blevi mere træt, end turen egentlig var værdt, og E.-3 paadrog sig en voldsom forkjølelse. Paa tilbageJ veien stansede vi en eneste dag i Shrewsbury ogg morede os med at bese det gamle sted. Jeg var lidia sammen med sir Philip2) (hvem jeg synes meget! godt om), og han spurte mig, „hvorfor i alverdenj jeg opmuntrede dig til at plyndre hans hønse-l gaard?" Mødet var vellykket, og hertugen afi Argyll talte udmærket."

1) Han udgav dette aar en af handling „0m isbjergenes evne til at danne retlinjede, ensrettede gange gjennem en undersjøisk belgeformig \ overflade". F. D.

2) Sir P. Egerton Tar nabo til mr. Eox. F. D.

[page] 79

Kapitel ii.

Den ufuldendte bog.

Fra mai 1856 til juni 1858.

I det selvbiografiske kapitel (Iste bind s. 100) skriver min far: „Tidlig i 1856 raadede Lyell mig til udførlig at nedskrive mine anskuelser, og jeg begyndte at gjøre dette efter en maalestok, der var tre eller fire gange saa vidtløftig som den, der siden blev fulgt i Arternes oprindelse; og dog var det kun et uddrag af de roaterialier, jeg havde samlet". Brevene i dette kapitel vedrører hoved-sagelig udarbeidelsen af denne ufuldendte bog. Arbeidet blev begyndt den 14de mai og jevnt fortsat til juni 1858, da det blev afbrudt. ved, at mr. Wallaces manuskript kom. I de to aar, vi nu skal ta for os, skrev han 10 kapitler (omtrent halvparten) af den paatænkte bog. Han holdt sig for det meste hjemme, men reiste dog af og til til dr. Lånes bade-anstalt i Moor Park og gjorde paa en af disse badereiser en pilgrimsfærd til Gilbert Whites grav i Selbourne.

Breve.

Til C. Lyell.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tænke om Deres forslag til en fremstilling af mine synsmaader:. jeg vil overveie det; men det staar i strid med, hvad jeg oprindelig har tænkt at gjøre. At gi en ordentlig skisse er absolut umuligt; thi hver sats kræver en lang række af kjendsgjerninger at støtte sig til.

[page] 80

DEN UfULDENDTE BOG. [1856]

Hvis jeg skulde gjøre noget, maatte det kun væra at behandle det væsentlige ved spørsmaalet om? af-artning — naturligt udvalg — og maaske pegej paa nogle faa af de vigtigste ting, der tjener til støtte for en saadan anskuelse, samt nogle faa ai de største vanskeligheder. Men jeg ved ikke, hvadj jeg skal gjøre; jeg har meget imod tanken om al skrive for prioritetens skyld, og dog vilde deg sikkert ærgre mig, om nogen anden skulde publiseres mine ideer før. mig. Jeg takker Dem ihvertfal* for Deres samfølelse. Næste uge kommer jeg tuj London og skal da afiægge Dem et besøg torsdag morgen paa akkurat en time for ikke at spildél formegen tid hverken for Dem eller mig selv. Meffl vil De denne gang la mig komme allerede kl. 9q Jeg har nemlig meget at gjøre om morgenen, mena jeg er i vigør. Farvel, min kjære gamle velynderj

Deres C. TJ. I forbigaaende sagt er tre planter kommet oa af den jord, som var fuldstændig indeklemt mellen» træ-rødderne, og 29 planter i den skefuld mudder! vi tog fra den lille dam. Hooker blev overraske! over dette og rent slagen, da jeg viste ham, hvoa meget mudder jeg havde skrabet af fødderne paa en and. Dersom jeg virkelig vilde udgive en lideffl skisse, hvor i al verden skulde saa det ske? Hvis] jeg ikke hører noget fra Dem, saa antager jeg, ai jeg kan komme paa torsdag i timen 9 —10.

Til J. I). Hooker. 9. mai_ ]85<>. I

Jeg trænger meget til raad og sand trøst, on De har noget sligt at gi. Jeg har talt en hel del med Lyell om mit værk over arterne, og han raal der mig stærkt til at skrive noget. Jeg er fasl bestemt paa ikke at gjøre det i noget tidsskrifil

[page] 81

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

 

 

eller avis. Dersom jeg udgiver noget, maa det bli et meget tyndt lidet bind med et omrids af mine anskuelser og de vanskeligheder, jeg har at kjæmpe med; men det er virkelig skrækkelig ufilosofisk uden nøiagtige henvisninger at gjøre ud-drag af et værk, der endnu ikke er udkommet. Men Lyell syntes at mene, at jeg kunde gjøre dette «fter venners raad, samt (hvad jeg maa erkjende rigtigheden af) foidi jeg har arbeidet paa det i 181) aar og endnu ikke paa flere aar kan faa det færdigt til trykning, og især fordi jeg kunde pege paa vanskeligheder, som forekommer mig at kræve speciel granskning. Hvad tror nu De? Jeg vilde være meget taknemmelig, om De vilde gi mig et raad. Jeg tænkte paa at spendere et par maaneder og skrive et saadant omrids og saa siden, naar det var færdigt, prøve at afgjøre, om det skulde udgives eller ikke. At gi nøiagtige henvisninger vil simpelthen bli umuligt. For alle vigtige spørsmaal vilde jeg kom,ine til at anføre forfatteren som eneste autoritet, og istedetfor at anføre alle de kjendsgjer-ninger, hvorpaa jeg grunder min mening, vilde jeg bare kunne gi et par efter hukommelsen. I fortalen vilde jeg oplyse, at arbeidet ikke kunde anses for strengt videnskabeligt, men for en blot og bar skisse eller et omrids af et værk med fuldstændige henvisninger o. s. v., som senere skulde udkomme. Jeg tror, jeg vilde rynke paa næsen ad enhver anden, som gjorde dette, og min eneste trøst er, a* Jeg virkelig aldrig havde drømt om saadant, førend Lyell satte mig paa det; han synes for alvor at finde det tilraadeligt. Jeg sidder i vanskelig-

1) Hvis der var atten aar raellem 1837, da ,han begyndte at samle kjendsgjerninger til belysning af arts-spersmaalet, og det aar, i hvilket dette brev blev skrevet, vilde brevets datum bli 1855; jeg tror dog, at det er fra 1856. F. D. i

Darwins Liv og breve. II. o

[page] 82

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

heder til opover ørerne og maa be om tilgivelse! for, at jeg volder Dem bryderi.

Deres hengivne C. Darwin.

Til J. D. Hoolær. n. mai> 1856.

— — Saa vil jeg gaa over til et vigtigere emne, nemlig mit eget jeg! Jeg er overordentlig; glad over, at De tror saa godt om en særskilti ;,foreløbig afhandling" ' (hvis jeg overhovedet kom-i mer til at. udgive noget); Lyell synes nærmest af| tvile herom1); men jeg kan ikke udholde tanken, om at tigge en redaktør om at udgive det, da jeg"; kanske siden maatte gjøre ydmyge undskyldningerj for at ha raadet ham ind i vanskeligheder. Hvaæ dette ene angaar, befinder jeg mig i den tilstand,] som efter et visdoms-ord af min far er den enesteJ hvori man passende bør be andre om raad; jeg er! nemlig fuldstændig paa det rene med, hvad jeg viH gjøre, og da er, som far sagde, gode raad megera velkomne, medens det er let at forkaste de sletteJ Men Gud skal vide, at det slet ikke forholder sigj saa med spørsmaalet om en foreløbig afhandlingj Det staar endnu for mig som ganske ufilosofisk at] publisere resultater uden at ta med alle de detaljere som fører til disse resultater. Det er en trist be-j tragtningsmaade, De gjør gjældende (og jeg haaberi den ikke er rigtig), at kjendsgjerninger beviser, hva& det skal være, og derfor er overflødige! Men jegi ser, at jeg saa temmelig har overdrevet Deres paa-] stand. Jeg er ikke bange for, at jeg skal bla hængende i feil o: jeg er ganske sikker paa, at jegj i mit store værk vilde opgive alt, hvad der i deM foreløbige afhandling maatte være urigtigt; rigtignoM kan jeg paa denne maade komme til at gjøre ugagn

1) Parentesen meget uklar. F. D.

[page] 83

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

ved at udbrede vildfarelser, og jeg har jo ofte hørt Dem sige, at det er langt lettere at udbrede end udrydde dem. Jeg tilstaar, at jeg mer og mer faar lyst paa i det mindste at gjøre forsøget, skrive et omrids og holde min dom aaben, om det skal ud-gives eller ikke. Men jeg kommer altid tilbage til min fikse ide, at det er frygtelig ufilosofisk at ud-give noget uden nøiagtige detaljer. Jeg tror sikkert, at det vilde gavne mit fremtidige værk, om jeg kunde faa høre, hvad mine venner eller kritikere vilde dømme om omridset. Gjaldt det en anden end Dem, vilde jeg be om undskyldning, fordi jeg saa længe har snakket om mine personlige forhold; men jeg tror, (og De har jo vist det ved den umag, De har gjort Dem), at dette er overfiødigt.

Deres meget forbundne Ch. Darwin.

E. S. Jeg har netop læst Deres brev paany; hvad De siger om, at en kortere afhandling muligens kunde gjøre en større senere udkommende bog overflødig og berøve den nyhedens interesse og idethele dens værd, er meget sandt. Lyell fik mig jo rigtignok til at offentliggjøre et foreløbigt omrids af min koralteori, og det gjorde hverken godt eller ondt. Jeg begynder oprigtigen at ønske, at Lyell aldrig havde nævnt dette med omridset for mig.

Af et brev til sir C. Lyell. juii i$æ.

„Det glæder mig, at jeg med absolut sandhed kan sige, at min afhandling er udgivet efter op-fovdring fra Dem; jeg haaber, jeg ikke behøver at gjøre saa mange undskyldninger for den, som jeg troede først; thi jeg har besluttet at gjøre den næsten saa fuldstændig, som mine materialier for øieblikket tillader. Jeg kan ikke ta med alt, hvad De antyder; det vilde synes for indbildsk."

[page] 84

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

Af et brev til W. D. FOX. Down, 14. juni 1856. 1

— — „Hvad du siger om min af handling, érM vist meget sandt, og det skaffede mig atter etan-l fald af mavepine. Jeg haaber, det skal lykkes migj at gjøre den rimelig. Jeg vilde saa gjerne skaffej mig oplysning om mange punkter, hvor jeg trænger | det. Men jeg skjælver for afhandlingen, og deti vilde jeg ikke gjøre, om jeg lod en 3—4 aar til gaa,* før jeg offentliggjorde noget."

Følgende uddrag af breve til mr. Fox fortjener 1 en plads her, da de viser, hvilket uhyre materiales han havde at haandtere.

14de juni 1856. J

„Mange tak for de ypperlige oplysninger onfl kattene; jeg ser, jeg havde tåget ordentlig feil: men*J jeg ved, jeg har dine notiser etsteds; men nitten 1 aars samler-arbeide har ophobet en slig massej notiser, at det vilde ta mindst et aar at gjennemgaaS og klassificere dem." — Novbr. 1856. „Undertiden« frygter jeg for, at jeg kommer til at bukke under;! thi stoffet blir sværere og sværere for hver maaned,| der gaar."

Til C. Ly ell. Down, 16. juni 1856. .1

Kjære Lyell! Hvad jeg nu agter at gjøre, erl det mest uforskammede, der kan tænkes. Men] blodet koger i mig, naar jeg tænker paa de geolo-j giske stormskridt, mange af Deres elever fareri frem i. Her kommer Forbes, stakkar, og lager mig^ et fastland helt til (o: som rækker helt til) Nord-J Amerika, og et andet (eller kanske, det er åem samme) til the Gulf weed. Saa lager Hooker et fraS Ny-Zealand til Syd-Amerika og rundt jorden tila Kerguelens land, og Wollaston taler om Madeira og

[page] 85

GAMLE FASTLANDE. [1856]

P. Santo .,soni sikre og tilforladel^ge beviser paa et tidligere fastlands tilværelse". Her kommer Wood-ward og skriver til mig: „Dersom De antager tilværelsen af et fastland, der strækker sig over en 200 — 300 (engelske) mile af havdybet (akkurat, som om dette ikke var nogenting), hvorfor ikke saa la et fastland strække sig til hver eneste ø i det stille hav og Atlanterhavet?" Og alt dette i en geologisk periode, i hvilken nyere arter har eksisteret! Hvis De ikke sætter en stopper for dette, min store mester, saa tror jeg, De gaar lige lukt til det sted, der er særlig indrettet til geologers afstraffelse (om der findes noget). Deres elever gjør minsandten alle fordums tilhængere af.katastrof-læren tilskamme, og det saadan langsomt og snigende. De kommer til at opleve at bli katastrofisternes store høvding. Se saa, nu har jeg skaffet mig luft og lettet min sjæl. Saa haaber jeg, De tilgiver Deres hengivne

C. Darwin. E. S. Svar ikke paa dette — jeg har skrevet det for at skaffe mig luft.

Til J. D. Hooker. Downi 17. Qmi) 1856.

— — Wollastons bog1) har interesseret mig meget, skjønt jeg er høist uenig med ham i mange af hans lærdomme. Har De læst noget saa flot som hans fordømmelse over dem, der gaar videre end han: „høist ondskabsfuldt", „dumt", „ufornuftigt" — han, der dog selv gaar temmelig langt. Der stikker teologi paa bunden af endel af det. Jeg sagde ham, at han mindede mig om Calvin, som brændte en kjætter. Efter min mening er det en værdifuld og velskreven bog. Det er klart, at han kun har læst lidet udenfor sit eget fag. Jeg raadede ham

1) The Variation of Spedes (Om arternes af-artning) 1856. F. D.

[page] 86

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

til at læse Deres bog om Ny-Zealand. Hans geolo-J giske standpunkt er temmelig eocent1), som jeg sagdejM ham. Jeg skrev meget aabent til ham, kanske for* aabent; ultra-ærlighed, siger han, maa være et 8 karaktertræk hos mig; jeg ved ikke, om det skuldeI være gjøn; jeg haaber, det ikke var tilfældet. Det i er sandt — medens vi snakker om eocen geologi — jeg blev saa sint for dette atlantiske fastland heriB forleden, især over en notis fra Woodward (soml har skrevet en udmærket bog om skjæl); han synesS ikke at tvile paa, at alle øer i Stillehavet og i Atlanterhavet er levninger af fastlande, der er« gaaede tilgrunde i de nulevende dyre- og plante-B arters periode; jeg fløi derfor i flint og skrev en protest til Lyell med opregning af alle de fastlande,* som Forbes (hovedynderen!), De, Wollaston ogjH Woodward har skabt, og jeg maa sige, det blir en net strækning alt i alt. Jeg er rasende i denne» sag, og har jeg ikke allerede uret, faar jeg det velB snart. Deres brev glædede mig meget. Adios.

C. Darwin. E. S. (18de juni). Lyell har tilskrevet mig 1 et langt brev og stillet sig paa Deres side; det» burde bringe mig rent ud af koncepterne, skjøntiH jeg ikke kan sige, det har gjort det. Men der era vel ingen raad for det — jeg maa slutte med rase-B riet, iføre mig ydmyghedens klædebon og la JersH skabe fastlande allesammen — akkurat som en kokfi lager pandekager.

Til C. Lyell. Downj 25. juni (isse). I

Kjære Lyell! Jeg vil ta kopi af følgende f frygtelige brev for at lette læsningen; desuden ønsker» jeg ogsaa at ha en kopi. Da De siger, at DejH

*) ældste tertiære formation, der kjæmpepattedyrene begynder at optræde. M

[page] 87

GAMLE FASTLANDE. [1856]

gjerne vil høre grandene til, at jeg er saa ulysten til at tro paa nyere forfatteres fastlande, skal jeg med fornøielse nedskrive dem; medmindre jeg blir overbevist om min feiltagelse, agter jeg ogsaa at anføre dem i sammentrængt form i min bog under behandlingen af spørsmaalet om enkelt og dobbelt skabelse; derfor vil det glæde mig saa særdeles at høre Deres mening om dem; i min ilterhed er det meget rimeligt, at jeg har lagt mere i dem, end der virkelig er. Hvis der var meget større grund til &t antage en slig kontinental udstrækning i et par tilfælde (f. eks. for Madeiras vedkommende) end i andre, saa vilde jeg ikke nære nogen betænkelighed. Men dersom man af hensyn til europæiske planter og kyst-muslinger anser det for nøivendigt at forbinde Madeira med fastlandet, saa er Hooker i sin gode ret, naar han forbinder Ny-Holland med Ny-Zealand og Auckland, Island (og Kaoul Island mod nordøst), disse igjen med Syd-Amerika og Falk-lands-øerne, disse med Tristan d'Acunha og saa -endelig disse med Kerguelen land — saaledes at man enten samtidig eller til forskjellige tider, men altid i en tid, da de nuværende væsener har eksisteret, skaber et næsten cirkumpolart landbelte. Saa maatte igjen Galapapos-øerne og Juan-Fernandez forbindes med Amerika, og skal vi dømme efter kyst-muslingerne, maa Galapagos-øerne ha været forbundne med Sydhavs-øerne (2400 engelske mil borte) saavelsom med Amerika; Woodward synes at "tro, at alle øerne i Stillehavet har udgjort et storartet fastland, og at øerne i den sydlige del af det indiske hav har udgjort et andet fastland sammen med Madagaskar og Afrika og maaske Indien. I den nordlige del af Atlanterhavet maa saa Europa strække sig halvveis over havet til Azorerne og længere nord helt over. Kort sagt, vi maa sand-

[page] 88

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

synligvis antage, at halvparten af det nuværende hav har været land i de nulevende organismers periode. Jordkloden maa paa den tid ha set ganske anderledes ud end nu. Den eneste maade afc| undersøge nøiagtigheden af dette paa er, saavidtys jeg kan skjønne, at undersøge, om fastlandene i. denne samme periode har undergaaet slige vidunderlige omvæltninger. I hele Nord-, Syd- og Mellem-Amerika finder vi baade nyere og miocene1) (eller:; eocene) skjæl, der er ganske forskjellige paa de- I modsatte sider, og efter dette kan jeg ikke tvile paa, at Amerika i sine grundtræk har ligget, hvor det ligger, idetmindste siden den miocene periode. I Afrika er næsten alle nulevende muslinger forskjellige paa de modsatte sider i de tropiske egne,: hvor kort end afstanden er i sammenligning med molluskers udbredelses-felt i uafbrudte hav-stræk-ninger; heraf slutter jeg, at Afrika har været til, sider vore nuværende arter blev skabte. Endog Suez-tangen og det aral-kaspiske bækken er af stor ælde; paa grund af de tertiære aflagringer antager jeg, at det samme er tilfældet med Indien. I Australien viser den store fauna af uddøde pungdyr, at denne verdens--del var et fastland for sig, før nutidens pattedyr op-| traadte. Jeg tviler ikke et øieblik paa, at store dele af alle disse fastlande har været underkastet store overflade-forandringer i denne periode; dog tror jeg, at de i sine grundtræk stod som skrankerl i havet, hvor de staar nu; derfor maatte der de9 vægtigste beviser til for at faa mig til at tro paa-J slige umaadelige forandringer i en periode, i hvilken! nulevende organismer har eksisteret i vore havef| hvor desuden de vertikale forandringer maa hål været større paa grund af den større dybde.

1) Mellemste del af tertiærformationen, kjæmpepattedyrenes, især hov-dyrenes "blomstringstid. J.-O.

[page] 89

GAMLE FASTLANDE. [1856]

2. Sæt, at vore nuværende fastlande synker, saa der blir igjen nogle faa fjeldtoppe som øer — hvordan blir saa disse øers karakter? Læg mærke-til, at Pyrenæerne, Sierra Nevada, Apenninerne, Alperne, Karpaterne ikke er vulkanske, medens Etna og Kaukasas er det. I Asien tror jeg, Altai og Himalaya er ikke-vulkanske; i Nord-Afrika har man de abyssinske Alper og Atlas, hvoraf ingen er vulkanske, saavidt jeg ved; i Syd-Afrika Sne-tjeldene, i Australien de ikke-vulkanske Alper. I Nord-Amerika the White Mountains, Alleghany-bjergene og Klippebjergene; kun nogle af de sidste er vulkanske, tror jeg. I Syd-Amerika har vi mod øst de ikke-vulkanske [Silla] i Caracas og Itaeolumi i Brasilien, længere syd Sierra Ventanas, og i Cor-dillerne har vi mange, der er vulkanske, men ikke alle. Sammenlign nu disse toppe med de oceanske-øer. Saavidt man ved, er alle vulkanske und-tagen St. Pauls (et snurrigt fjeld) og Seychellerne i Madagaskar-gruppen, om man kan kalde dem oceanske; Falklandsøerne, der kun ligger 500 (engelske) mile borte, er bare en grund banke. Ny-Caledonia, der neppe er ooeansk, er ogsaa en undtagelse. Dette argument er af stor vægt for mig. Tag et geografisk kart og sammenlign øer, der af flere grunde maa antages engang at ha hængt sammen med et fastland, som Sardinien f. eks., og se, hvor ganske anderledes den tar sig ud. Naar jeg tror, at fastlandene som fastlande og havene som have er af umaadelig ælde — saa vil jeg sige, at om der er nogen forbindelse mellem de nuværende oeean-øer og fastlandene, saa er det den, at de holder paa at danne fastlande; naar den tid kom, at øerne kunde danne et fastland, maatte vulkanerne v»re udbrændte og have efterladt toppe af syenit, diorit eller porfyr. Men har vi intetsteds en sidste-

[page] 90

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

vrag-stump af et fastland midt i havet? St. Pauls'i klippeø og slige gamle, ramponerede vulkanske øer* «om St. Helena kanske; men jeg tror, vi skjønner,' hvorfor vi ser flere mærker efter hævning end synkning af fastlande (hvis der da er noget sandt i den synsmaade, jeg har udtalt i min bog om korallerne, den nemlig, at jord-overfladens hævning ledsages af vulkanske udbrud); thi ved synkning er der intet, der virker erstattende, hvorimod ved hævning op-kastede vulkanske stoffe kommer med i spillet.

3. Hvad havets dybde angaar, da var jeg, før jeg fik Deres brev, tilbøielig til at nære mine tvil om dets uhyre dybde; men jeg maa stryge flag. Med hensyn til koral-rev, da reserverede jeg mig udtrykkelig mod den antagelse, at et fastland skulde angives ved atoll-grupper. Det forekommer mig, at det er vanskeligt at gjætte sig til, hvor stor denj synkning er, der betegnes ved koral-revene; men paa slige store vidder som Lowe-arkiplet, Marshal-øerne og Lakediverne vilde det — naar man skal dømme efter høiden hos de nu eksisterende oceanske øgrupper — være underligt, om ikke endel toppe paa en 8000 å 10000 fod var blit begravede. Selv da jeg havde læst Deres brev, fik jeg mine tvil, om det lod sig gjøre at slutte, at der havde eksisteret fastlande, fordi der havde forefaldt synkninger midt i de store have; men jeg har nylig i en samtale med Ramsay opfrisket min hukommelse med hensyn til den sandsynlige vertikale tykkelse af silur-1) og" kul-formationen; det ser ud til, at der * det mindste maa ha foregaaet en synkning paa 10 000 fod under

1) Silurformationen er den ældste formation i den saakaldte gamle tidsalder, hvori de første sikre, men ogsaa talrige dyr og sjøtang op-træder. Knlformationen er en yngre formation i samme periode der især karakteriseres ved plantevækstens yppighed, hvorved de mæg-tige stenkuls-lag er dannede. J.-O.

[page] 91

GAMLE FASTLANDE. [1856]

disse formationer i Europa og Nord-Amerika, hvor altsaa næsten samme sæt af organiske væsener har eksisteret. Men selv 12 000 fod vilde ikke strække til for Azorerne eller for Hookers fastland; jeg tror ikke, at Hooker antager, der har været noget sam-menhængende fastland; han holder snarere paa nære grupper af øer med ikke særdeles dybt hav imellem, om man kan dømme fra nu eksisterende fastlande. Men næsten hver eneste eksisterende ooeansk ø er af vulkansk art; dette taler imod tilværelsen af slige ø-grupper — thi jeg formoder, han ikke tæn-ker sig en kjæde af bare vulkanske øer som et bælte om den sydlige halvkugle.

4. De antagne fastlande synes mig ikke til-strækkelig at forklare alle foreteelser ved dyrs og planters udbredelse paa øer, som f. eks. mangelen paa pattedyr og padder, mangelen paa visse store grupper af insekter paa Madeira, paa akacier og banksias paa Ny-Zealand, planters sparsomme forekomst i visse tilfælde o. s. v. Ikke saa at forståa, at de fleste af disse tilfælde kan forklares bedre, naar man holder paa forskjellige tilfeldige aarsager til organiske væseners udbredelse; men man kan da i det mindste sige, at disse kjendsgjerninger vanskelig lader sig forene med antagelsen af tidligere sammenhængende fastlande.

Endelig: Af alle disse grunde, og især da vi maa anse det for afgjort, at vi kjender yderst lidet til udbredelsesmidlerne, kan jeg ikke andet end tro, at Forbes gjorde naturvidenskaben en daarlig tjeneste med sit Atlantis, der traadte hindrende iveien for et nøiagtigt studium af udbredelses-midlerne. Sæt Dem nu paa et ærligt dommer-sæde og sig mig saa i korthed, om disse grunde synes Dem at være af nogen vægt Jeg har fortalt Hooker, at jeg vilde skrive til Dem om denne sag; jeg vilde gjerne, han

[page] 92

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

skulde læse dette; men om han eller De synes, detn er værdt tid og porto, faar staa derhen.

Deres Charles Darwin.

Den 8de juli skriver han til sir Charles Lyelkj ..Det gjør mig ondt, at De ikke kan fælde |

nogen dom om fastlands-udstrækninger; jeg slutter!

heraf, at De ikke finder mine argumenter imod*J

samme synderlig vægtige. Jeg ved, jeg ønsker, at jeg I

kunde tro det."

Til Asa Gray. Dowi)i 2o. juii (isse). A

— — Det er ikke saa lidet egenkjærligt; men ) jeg skulde ha lyst til at fortælle Dem (og jeg trorm ikke, jeg har gjort det), hvorledes jeg anskuer mill værk. For 19 aar siden (!) faldt det mig ind. atj medens jeg paa anden maade var beskjeftiget medjl naturhistoriske studier, kunde jeg maaske gjøras nogen nytte ved at nedtegne alle slags kjendsgjer-9 ninger, der berører spørsmaalet om arternes oprin^fl deise, og dermed har jeg siden været beskjæftiget;j Enten er arterne skabte hver for sig, eller de ned— stammer fra andre arter ligesom af-arter fra én art. M Jeg tror, det kan paavises som sandsynligt, at M mennesket faar frem de tydeligst udprægede af- I arter ved at bevare de værdifuldeste og tilintet-HJ gjøre de andre; men skulde jeg fortsætte med atjj udvikle dette, maatte jeg fylde en hel bog papir, a I faa ord: jeg antager, at arterne ligesom vorej husdyr-afarter opstaar, efterat en stor mængde først 9 er uddøde; dernæst prøver jeg denne hypotese ved 1 en sammenligning med saa mange almene og vel 1 begrundede satser, som jeg kan finde godtgjorte M — i geografisk udbredelse, geologiens historie, osv. 1 Og under forudsætning af, at siige hypoteser for- I

[page] 93

GEOGRAFISK UDBREDELSE. [1856]

klarer saadanne almene forhold, forekommer det mig, at vi i overensstemmelse med, hvad der er almindeligt i alle videnskaber, ikke bør forkaste dem, før vi har fundet bedre hypoteser. At sige, at arterne er skabte slig og slig er efter min mening ingen videnskabelig forklaring, men kun en underdanig maade at sige det paa, at slig og slig er det. Men det er jo meningsløst i et brev at ville forklare den fremgangsmaade, jeg søger at følge. Som ærlig mand raaa jeg dog fortælle Dem, at jeg er kommen til den kjætterske slutning, at der ikke gives noget sligt som særskilt skabte arter — at arter kun er tydelig udprægede af-arter. 'Jeg ved, at dette vil paadrage mig Deres foragt. Jeg undervurderer ikke de mange uhyre vanskeligheder ved denne betragtningsmaade; men den synes mig at forklare saa meget, der ellers er uforklar-%t, at den umulig kan være falsk. For saaledes at nævne et punkt i Deres sidste brev, det nemlig, at arter af samme slægt ialmindelighed har fælles «Uer sammenhængende opholdssteder; dersom de i ret nedstigende linje stammer fra én art, vil dette naturligvis være tilfældet; og de desværre (for mig) altfor mange undtagelser maa forklares ved klimatiske og geologiske forandringer. Af nøiagtig de samme grunde skulde alle individer inden samme art forekomme paa sammenhængende omraader. Om denne sidste del af sagen har jeg skrevet sammen *t kapitel, og Hooker har været saa venlig at læse det igjennem. Jeg troede, at undtagelserne og vanskelighederne var saa store, at idetheletaget vægtskaalen vilde falde imod mine meninger; men jeg havde den glæde at finde, at det saa ud til, at Hooker tillagde dette adskillig vægt; han havde aldrig kommet til at tvile saa meget med hen-

[page] 94

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

syn til spørsmaalet om arternes uforanderlighed," sagde han.

Jeg maa sige endnu ét ord til retfærdiggjørelse (fe r jeg er sikker paa, at De vil være tilbøielig til at foragte mig og mine griller): alle mine anskuelser om, hvorledes arterne forandres, er hentede fra! samtaler med agronomer og gartnere og længe fortsatte studier af deres værker; og jeg tror, jeg ser klart for mig de midler, naturen anvender til at forandre arterne og tillempe dem efter de vidunderlige og overordentlig skjønne muligheder, ethvert levende væsen har foran sig.

Til J. B. Hooker. Dowilj 30. juii isj

Kjære Hooker! Deres brev har stort værd for mig. Som De vil se af vedlagte breve, var jeg ikke istand til at faa noget bestemt svar fra Lyell1), skjønt jeg drog den slutning, at han ikke vurderede mine argumenter videre høit. Havde det ikke været for denne brevvekslings skyld, vilde jeg ha ud-trykt mig rent for voldsomt. De kan forlade Dem paa, at jeg skal fremsætte mine tvil meget maade-holdent. Aldrig har nogen været i en slig slem situation som jeg: her vil I med Eders fastlande fjerne uhyre vanskeligheder fra min vei; som ærlig mand kan jeg ikke gaa med paa læren og maa sige» det. Jeg kan ikke komme bort fra den kjendsgjer-, ning, at ikke et eneste stykke af en sekundær eller palæozoisk2) bergart er blit fundet paa nogen ø, der er mere end 500 eller 600 mile fra fastlandet. De misforstaar mig rent, naar De tror, at jeg betvilerJ muligheden af en synken paa 20 000 eller 30 000?

1)Om Forbes's og andre forfatteres fastlands-udstrækninger. F. D.

2) Hørende til den anden saakaldte gamle tidsalder. Den første er å&m ældste, nrperioden, hvor kun et dyr, eozoon, optræder. J.-O.

[page] 95

KLASSIFIKATION [1856]

.

fod; hvad jeg betviler, er kun sandsynlighede» deraf, naar vi tænker paa de beviser, vi har uaf-hængig af den geografiske udbredelse. Jeg har endnu ikke i detaljerne behandlet pattedyrenes udbredelse i forhold til dette ene element: havets dybde-forhold; men saa langt jeg er kommen, er resul-taterne for mig overraskende overensstemmende med den tro, jeg har paa, at der ikke har eksisteret saadanne store geografiske forandringer, som De tror;: og for pattedyrenes vedkommende ved vi ganske vist mere om uåbredelses-midlerne end for nogen anden klasses. Ingenting ærgrer mig saa meget som det at opdage, at jeg af de samme kjendsgjerninger altid drager andre slutninger end andre og bedra dommere. Jeg indbilder mig, at jeg nylig har fjernet mange (ikke geografiske) indvendinger med mine meninger; men det kan jo være, at det er lutter indbildning altsammen.

Vær saa snil at sende Lyells brev tilbage. Hvilket ypperligt brev det er, Lyell har skrevet til Dem, og hvilken vidunderlig mand han er! Jeg er meget uenig med ham, naar han mener, at de, der ikke tror paa arternes uforanderlighed, vil mangfoldiggjøre arts-navnene; hvad mig selv angaar, da-ved jeg, at det var min hyppigste kilde til tvil, om ikke andre vilde tro, at dette eller hint var en af Grud skabt langhals og derfor fortjente eget navn. Ellers skulde jeg kun ha tåget under overveielse det spørsmaal, hvorvidt dens forskjel fra andre var stor nok til at retfærdiggjøre et eget navn. Det overrasker mig ogsaa, at han anser det for uvæsent-ligt, om arter er absolute eller ikke: naar det blir bevist, at alle arter er fremkomne ved forplantning og ifølge ændringslove, hvor let vil det ikke da bli at fylde hullerne i formationerne! Og hvilken en videnskab blir ikke naturhistorien, naar vi ligger i

[page] 96

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

vore grave, og alle «endringslovene anses for væsent-1 lige dele af denne videnskab! Jeg forstaar ikke, hvorfor Lyell tror, at meninger som mine eller de i Vestiges udtalte vil afsvække troen paa specielle. skabelses-centrer. Men jeg faar vel slutte og ikke spilde mere tid for Dem. Jeg frygter for, at mit; manuskript ikke blir afskrevet, før De reiser uden-Jands. Deres taknemmelige G. Darwin.

E. S. Efter at jeg først i sammentrængt form Tiår fremsat mine gunde imod antagelsen af fast-Jands-udstrækninger, agter jeg at tilføie noget saa-dant som, at to bedre dommere end jeg har over-; veiet disse argumenter og fundet, at de er betyd-; ningsløse.

lil J. D. Booker.

Down, 5. august (1856). _. :

— — Jeg er ganske af samme mening som; De med hensyn til Lyells breve til mig; de har vistnok interesseret mig, men ikke aabnet nye syns-' maader for mig. Fra et geologisk synspunkt har' Deres breve været mig nyttigere. De kan ikke "tænke Dem, hvor gjerne jeg vilde fordøie fast''1 landene; men det er mig umuligt; jo mere jeg tæn-< ker paa det — og jeg kan ikke faa sagen ud an hodet — des vanskeligere synes det mig. Dersom, der bare var en fem-seks tilfælde, skulde jeg ikke sige stort om det; men naar det er en almindelig regel, at alle øer — paa et par undtagelser nær —I for en væsentlig del har produkter fællés med et eller flere fastlande, da maa jeg nære mine stærke tvil. Hvor underligt er det ikke dette med epacridælt Det ærgrer mig, samtidig som det er ydmygende for mig, at jeg ikke kan godkjende den slaaende maade, hvorpaa De fremstiller Deres syn paa sagen. Jeg synes, de kjendsgjerninger, De anfører, (om

i

[page] 97

GEOGRAFISK UDBREDELSE. [1856]

eucalyptus (febertræet) osv.), af gjørende taler imod læren om fastlands-strækninger og, om De vil, ogsaa imod antagelsen af vandringer; ialfald volder disse kjends-gjerninger uhyre vanskelighed i saa maade. Granden til vor uenighed — i et brev maa jeg jo argumentere som Deres ligemand — er, saavidt jeg skjønner, den, at man neppe kjender noget til udbredelses-midlerne. Jeg er ganske enig med A. de Candolle (hvis mening De vel ogsaa hylder) i, at der er ikke stort værd i at sammenstille bare de mulige udbre-delsesmaader; men jeg ser ikke nogen anden maade at gribe sagen an paa; for jeg tror ikke stort paa det argument af A. de Candolle, at ingen planter er indførte i England uden ved mennesket selv. Jeg kan ikke bare mig for at tro, at teorien om fastlands-strækninger gjør en smule ugagn derved, at den sætter en stopper for undersøgelser af ud-bredelsesmidlerne; slige undersøgelser anser jeg nemlig for værdifulde, hvad enten de gaar i negativ eller positiv retning; falder de negativt ud, da maa naturligvis hver den, der tror paa enkelte skabelses-centrer, med det samme gaa med paa fastlands-strækningerne. — — — Jeg ser af Deres bemærk-ninger, at De ikke forstaar mine meninger om tillempning (hvad enten de nu er værdt noget eller ikke); jeg tror, klimaet o. s. v. spiller en meget ringe direkte rolle i den sag. Hvad specifike centrer angaar, da tror jeg, vi er af stik modsatte meninger. — Jeg vil kalde den kjøkkenhave, hvor den røde kaal blev frembragt, eller den gaard, hvor Bakewell produoerede korthorns-racen, for det specifike centrum for disse arter. Og dette maa da vel være centralisation nok. Jeg takker Dem oprigtig for al Deres hjælp; og enten nu min bog blir daarlig eller 'kke, saa har ialfald De gjort Deres bedste for at gjøre den saa lidet daarlig som muligt. Undertiden

Darwins Liv og breve. II.

 

[page] 98

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

er jeg i rigtig godt humør i anledning af den og.; sommetider igjen i meget daarligt. Hvad mig selvi angaar, da har jeg opgjort mig min mening angaaende^ spørsmaalet om arternes oprindelse; men du store Gud, hvor lidet den vel er værd!"

Med hensyn til „speeifike eentrer" er et sted i et brev af 25de juli 1856 fra sir Charles Lyeli'* til sir J. D. Hooker af interesse: „Jeg er bange" for, at dersom Darwin mener, at arter er spøgelser,. blir han ogsaa nødt til at medgive, at enkelte ud-' bredelses-eentrer er spøgelser; jeg synes, dyrs ogj planters nuværende udbredelses-distrikter er af-' megen værd til belysning af moderne og tertiære1)* forandringer i fysisk geografi " Han synes imidlertid at ha erkjendt, at man snart vilde komme tila at staa ansigt til ansigt med spøgelses-teorien; thi : i samme brev skriver han: „Hvad enten Darwin faar Dem og mig til at opgive vor tro paa arterne i (naar man tar geologiske epoker med i betragt-i ningen) eller ikke, saa forudser jeg, at mange vil I gaa over til læren om den ubegrænsede tillempning".

Om høsten arbeidede min far endnu med spørs-J maalet om den geografiske udbredelse og søgteil atter hjælp hos sir J. D. Hooker. „0m nogle uger'| vil De, ulykkelige menneske, faa manuskriptet fra I mig angaaende et enkelt punkt af spørsmaalet om * den geografiske udbredelse. Dette er sidste gangr;! jeg ber Dem om en saadan tjeneste; men hvad denne* stump manuskript angaar, er ,det mig af uendelig | vigtighed, at De ser det; thi aldrig i mit liv har| jeg været saa ilde ude med hensyn til, hvad jeg j skulde gjøre; gid, jeg kunde fare hele sagen over! med en harelab."

1) Hørende til den tredie periode, hovpalleopren tidsalder, som gi^S forud for istiden. J.-O.

[page] 99

BOTANISK GEOGRAFI. [1856]

I et brev til sir J. D. Hooker af juni 1856 findes følgende karakteristiske sted, hvortil vel arbeidet med den geografiske udbredelse har git ham anledning: „Der er overordentlig daarlig logik i hans [E. Forbes's] berømte og beundringsværdige afhandling om den geografiske udbredelse; slig synes det mig nu, da jeg ser mig istand til at gi hoved-punkteme paa én side. Stol paa det, det er sandt, hvad jeg siger: en kompilator er en stor mand, og en original mand er en almindelig mand. Enhver daare kan generalisere og tænke; men, himle! paa anden haand at lage en Ny-Zealand flora, det er Doget!"

Til W. D. FOX. S. oltober 1856.

— — Jeg husker, du protesterede mod det raad, Lyell gav mig, at fremsætte min lære i et kort omrids. Nu vel, da jeg tog fat, fandt jeg, det var sligt utilfredsstillende arbeide, at jeg lod det fare og holder nu paa med at fremsætte mine meninger saa fuldstændig, som min nitten aars material-samling tillader; jeg agter ikke at stanse for at fuldstændig-gjøre mine samlinger, men tænker at drive paa uaf brudt med arbeidet. — Saa vidt, men heller ikke videre, følger jeg Lyells indstændige raad. Dine bemærk-mnger forekom mig at være meget vægtige. Jeg ser til min sorg, at det blir en stor, tyk bog. Mit omhyggelige arbeide med duerne har virkelig været mig af uskatterligt værd, da det har sat mig paa ret vei mange steder i behandlingen af spørsmaalet om af-artninger i tam tilstand. Den righoldige gamle literatur, som bjælper mig til at faa rede paa de gradvise forandringer i due-racerne, har været overordentlig nyttig for mig. Jeg har netop faaet tevende duer og høns fra Gambia! Kaniner og

[page] 100

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

ænder lægger jeg noksaa nøie mærke til, men mindre end til duerne. Jeg fin der svært mærkelige afvigelser i kanin-skeletter. Har du nogensinde holdt ulige raeer af kaniner, og kan du gi mig nærmere underretning desangaaende? Endnu et spørsmaal: Jeg ved, du har holdt høge; ved du, hvor snart de kaster op kuglen1), efter at de har spist en fugl? — Der er intet, der volder mig saa meget bryderi, saa megen tvil og saa mange vanskeligheder som spørsmaalet om udbredelses-midlerne for de samme arter af jord-produkter paa ocean-øerne. Land-bløddyrene gjør mig rent gal, og jeg kan ikke paa nogen maade faa fat i æg af dem for at eksperimentere med deres flyde-evne og mod-stands-kraft mod salt-vandets skadelige indflydelse.-Jeg vil ikke gjøre nogen undskyldning for, at jeg skriver saa meget om mine egne sager. Kjære, vær nu saa snil ved leilighed at la mig høre, hvordan det gaar med din helse; og hvis du er i det hjørne, kan du jo sende mig nogle ord om „lok-ænder". Din hengivne Ch. Darwin.

Til J. D. Hooker. Down, sendag (oktober 1858).

Kjære Hooker! Frøene er komne frem i goæ stand; mange tak for dem. Det gjorde mig rigtig ondt, at jeg maatte smøre haser saa snart og saa-ledes gaa tabt af en del af min behageligste aften; og jeg forsvandt som de goter og vandaler uden at sige farvel til Deres kone; men det var akkurat saavidt, jeg kom tidsnok; trænet var kommet, da jeg satte min fod paa platformen. Vor samtale efter middagen glædede mig særdeles; det at udkjæmpe en strid med Dem gjør mig altid saa klar i hodet.'

1) De fleste rovfugle gulper, efter at lia spist og fordøiet et behaarefc eller befjædret dyr, haarene og fjærene op i form af en kugle. J.-0.1

[page] 101

GEOGRAFISK UDBREDELSE. [1856]

Det bedrøver mig meget at høre, at Asa Gray er enig med Dem i betragtningen af den botaniske geografis tilstand. Jeg ved bare, at dersom De var nødt til at søge efter lys i den zoologiske geografi, saa vilde modsætningen bringe Dem til at respektere Deres eget emne en hel del mere, end De gjør nu. Høgene har opført sig som gentlemen og har kastet op kugler med en masse frø i; og jeg har faaet en pakke raphøns-ben vel indlagte i dynd1). Adios. Deres afsindige og bagvendte C. Darwin.

Til J. D. Hooker. Down, 4. november 1856.

Kjære Hooker! Den tak, jeg sender Dem for Deres notis, er mere dybt følt, end De kanske tror. Deres dom2) har væltet en sten fra mit bryst. Paa ære og samvittighed — jeg vidste slet ikke, om De ikke muligens vilde sige — og da paa Deres venlige maade — at manuskriptet var saa daarligt, at De vilde be mig brænde det altsammen. Det forekom mig vistnok, at jeg der havde klaret en hel del vanskeligheder, der ovenikjøbet syntes mig noksaa greit fremstillede; men modstridende kjends-gjerninger, beviser, ræsonnements og meninger havde gjort mig saa usikker, at jeg følte med mig selv, at jeg ikke kunde dømme klart og rolig. Deres dom er saa meget gunstigere, end jeg havde ventet.

Til J. D. Hooker. Down, 23. november 1856.

Kjære Hooker! Jeg frygter, jeg trætter Dem med mine breve; men svar ikke paa dette; thi jeg kan med fuld sandhed og uden smiger sige, at jeg

1) Dyndet indeholder i slige tilfælde ofte frø, saa at planter overføres

paa denne maade. F. D.

2) Over manuskriptet til afhandlingen om den geografiske udbredelse. E, D.

[page] 102

DEN UFULDENDTE BOG. [1856]

vurderer Deres breve saa høit, at jeg efter en' svær portion som -nu nylig føler, at jeg har været! ødsel og trukket for mange penge og derfor masa indskrænke mig ved en anden leilighed. Da jegl sendte mit manuskript, havde jeg paa følelsen, at] jeg burde ha sendt Dem endel foreløbige spørsmaal om aarsagerne til af-artning. Om jeg har ret eller uret i disse punkter, er en sag for sig; men denj slutning, jeg er kommen til ganske uafhængig af hensynet til den geografiske udbredelse, er, at ydre, vilkaar (som naturforskere saa ofte paaberaaber sig) i og for sig gjør svært lidet. Hvor meget de gjør, er netop det punkt, hvor jeg føler mig svagest. Jeg drager mine slutninger fra af-artninger i tam tilstand, og det er jo muligt, at jeg endnu kan faa^ mere klarhed i sagen. Men for øieblikket er det] min mening — efter at jeg har skrevet sammen: noget i grove træk om denne sag — at ydre vil-' kaar gjør yåerst lidet, undtagen forsaavidt de er el» medvirkende aarsag til foranderligheden. Denne" foranderlighed (som f. eks. gjør, at barnet ikke fuldstændig ligner faderen) anser jeg for meget forskjellig fra dannelsen af en markeret af-art eller ny art. (Uden tvil beherskes foranderligheden af love, hvoraf jeg stræver dunkelt at etterspore endel). Dannelsen af en udpræget af-art eller art tilskriver jeg udelukkende udvalget af, hvad man kan kalde tilfældige af-artninger eller tilfældig foranderlighed. Denne udvalgets betydning staar i det aller nærmeste forhold til tiden og kan i naturtilstanden kun virke overordentlig langsomt. Valget af de ubetydelige forskjelligheder, hvorved en race eller art tilsidst dannes, hænger igjen, som jeg tror afj kunne paavise (for dyrenes vedkommende ligger det lige i dagen, men gjælder ogsaa for planternes), langt nærmere sammen med forholdet til beslægtede

[page] 103

NATURLIGT UDVALG. [1856]

racer og arter end til ydre vilkaar. Jeg ved ikke, om mine meninger er rigtige eller ikke; men de tillader mig ikke at gaa ind paa Deres sats, at tid og forandring i vilkaar og omgivelser er „enstydige udtryk". Jeg betragter det første og sidste (tiden og forandring i omgivelser) som langt vigtigere end det andet (forandring i vilkaar): Tiden er kun for-aaavidt af betydning, som den gir udvalget frit spillerum. Gud ved, om De faar tag paa, hvor jeg vil hen. Jeg faar drøfte og tænke mere, end jeg hidtil har gjort, over de tempererede og sub-arktiske1) former paa den sydlige halvkugle. Jeg vil dog helst tro, at jeg har ret i (at sige, hvis mine almene principer er rigtige), at der i vandringstiden (hvad enten den er længere eller kortere) kun vilde være iiden tendens til dannelsen af en ny art, ihvorvel «n betydelig grad af foranderlighed kan ha indtraadt.

Til J. B. Hooker. 24. aecto. issa.

Hvor jeg skulde ønske at bo i nærheden af Dem, saa jeg kunde drøfte forskjellige spørsmaal med Dem. Jeg har netop holdt paa med at sammenligne bestemmelser af arter og i korthed skaffe mig rede paa den maade, hvorpaa systematiske naturforskere udarbeider sine emner. Aquilegia (akkeleie) i Flora Inåica (indiske) var netop et eksempel, der høvede for mig. Det er virkelig latterligt at se, hvilke forskjellige ideer naturforskere gjør sig om, hvad der er „arter"; somme lægger al vægt paa lige-artetheden og næsten ingen paa nedstamningen; for somme synes lige-artetheden ikke at veie nogenting, medens skabelsen er den herskende tanke; andre tinder, at nedstamningen er det afgjørende; hos enkelte er ufrugt-

1) Ikke ganske lie-ifjeldaplanter, slige som paa grænsen. J.-O.

[page] 104

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

barheden af ufeilbarlig betydning, for andre era den ikke værdt en døit. Alt dette tror jeg kom-« mer af, at man har villet søge at bestemme det ubestemmelige. Jeg formoder, De har mistet det ~ underlige sorte frø fra fuglegjødselen (De husker det, som spirede); ialfald er det ikke noget at bry sig méd. Jeg har nu faaet fat i omtrent et dusin frø-1 korn fra smaafugle-gjødsel. Adios;

Deres C. Darwin.

Til Asa Gray. Down, 1. januar (1857?).

Kjære dr. Gray! Jeg har modtaget anden del af Deres af handling1), og skjønt jeg ikke har noget specielt at sige i den anledning, maa jeg faa ud-j trykke for Dem min tak og beundring. Afhand-1 lingen forekommer mig fuldstændig at udtømmel emnet, og jeg smigrer mig med den tro, at jeg nus forstaar Deres floras natur. Den iagttagelse, De :; har gjort med hensyn til slægter, viser stor forskjel ! fra Europa. Det har rigtig glædet mig at se, afl De er kommen til den slutning, at arter af store» slægter har store vokse-omraader; det stemmer fuld-j kommen med de resultater, hvortil jeg paa flere § maader er kommen. Denne sag er af stor betydning for mine meninger. I forbigaaende sagt —I De har sagt mig en stor kompliment2); bare det at bli nævnt i en slig af handling anser jeg for en meget stor ære. En af Deres slutninger kan jeg ikke rigtig med — den nemlig, at Grønland skulde være forbindelsesleddet mellem alpe-planter i stræng forstand. Jeg vilde svært gjerne se Deres grunde

 

1) Statistics of the Flora of the Northern United States. Stilleman» Journal, 1857. F. D.

2) „Selvstændige rmdersøgelser har ført denne skarpsindige naturforsker til den slutning, at store slægter er udbredte over større-omraader end arter af smaa slægter". Asa Gray i ovenfor nævnte afhandling. F. D.

[page] 105

TRÆR OG BUSKE. [1857]

detaljerede; thi det „arger" mig (er ikke det et passende udtryk?) frygtelig. Lyell har fortalt mig, at Agassiz engang havde laget sig en teori om, naar saurii, øglerne (firfislerne), blev skabte; da der blev gjort endel forsigtige indvendinger herimod, sagde han, at han ikke troede paa dem; „for naturen kan ikke lyve". Jeg er akkurat i samme tilfælde og siger ogsaa: „Naturen kan ikke lyve", — ergo har teoretikerne altid ret. — Overlæsset med arbeide, som De er, siger De vel, at jeg er en ækel plage-aand; men her er nu alligevel noget for Dem! En af mine vilde spekulationer (dette har rigtignok intet at bestille med den geografiske udbredelsey men det angaar Deres statistik) har bragt mig ind paa den tro, at trær har en stærk tilfrøielighed til at ha blomster med dioecisk, monoecisk eller polygam bygning1). Da dette syntes at være saa hos Persoon, tog jeg en liden britisk flora, og idet jeg efter Loudon skjelnede mellem trær og buske, fandt jeg, at resultatet for arters, slægters og familiers vedkommende var, som jeg troede. Jeg gjorde da Hooker bekjendt med mine meninger og bad ham inddele Ny-Zealand-floraen med dette for øie, og mit resultat syntes ham saapas mærkeligt, at han virkelig gjorde det; det viser sig da, at overensstemmelsen med Britannien i denne henseende er meget paafaldende, saa meget mere, som han ind-delte trær, buske og urt-agtige planter i tre klasser. (Siden, siger han, vil han bearbeide Tasmanias flora efter samme princip). Buskene indtager en mellem-stilling mellem de to andre klasser. Dette synes mig i og for sig ganske mærkeligt og er det ogsaa i høi grad, om min forklaring er rigtig2). Deres taknemmelige og brysomme C. Darwin.

  1. En-kjønnet, tve-kjønnet eller forskjellig-kjønnet. J.-O.
  2. 2) Se „Oprindelsen". F. D.

[page] 106

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

Til J. D. Hooker. Down, 12. apru 1857.a

Kjære Hooker! Deres brev har glædet mia meget; jeg kan aldrig faa ud af mit hoved, at jeg^ bruger Deres venskab paa egennyttig maade, efter-som jeg modtager alt og gir ingenting. De vilde være mand for at behandle emnet om af-artning.' De tilfælde, De drøfter i Deres sidste brev, er værdifulde for mig (saa forbandet slemme, som de er!); de viser jo, hvor rent uvidende vi er om aar-sagerne til af-artning. Jeg agter at henvise tifl disse tilfælde som en underafdeling af polymorfismec' {flerformethed, cfr. selvbiografien pag. 108); jeg tror,; de er lidt mere bestemte end f. eks. afartningen-af bjørnebærene; de er vel ogsaa ligesaa slemme,, eller kanske mere. — Jeg har netop holdt paa med: &t stille sammen mine bemærkninger om af-arter,' der tilsyneladende skyldes ydre aarsagers umiddel-3 bare og ligefremme indvirkning. Et resultat harj været mig paafaldende. De mest troende tilhængerel af læren om en uafhængig skabelse er med paa* den mening, at de samme arters skind blir tyndere,' jo længere man nærmer sig sydgrænsen for artens omraade; at de samme skjæl er lysere i syd end i nord; at de samme [skjæl] er blegere i dybt vand;' ilt insekter er mindre og mørkere paa fjelde; at" planter er mindre, mere haarrige og har lysere blomster paa fjeldene; men jeg har fundet, at i alle disse og andre tilfælde følger særskilte arter i de to zoner samme regel, og dette synes jeg forklares! lettest, naar man antager, at arterne kun er skarpt markerede af-arter og derfor følger de samme lovej som arter, der almindelig erkjendes og anses som saadanne. Jeg nævner alt dette paa grund af planters større og større af-artning, efterhaanden sona de kommer høiere tilfjelds; jeg lader foregaaenda:;

[page] 107

AFARTNING. [1857]

bemærkning staa bare saadan i sin almindelighed uden at anføre eksempler; thi — jeg maa tilføie — der er saa megen tvil og uenighed om, hvad man skal kalde af-arter; dog har jeg stødt paa saa mange tilfældige bemærkninger om, at af-arter af planter paa fjeldene er saa udprægede, at jeg tror, der maa være nogen sandhed i det. Hvad mener nu De? Antager De, at det, man vanligvis holder af-arter af planter, har nogensomhelst tilbøielighed til at bli mere haarrige og faa forholdsvis større og lysere blomster, jo høiere de kommer op paa et fjeld? Min ugræs-have paa 6 fod i firkant har interesseret mig en hel del; jeg mærker mig hver frøplante, eftersom den kommer op; jeg er rent forbauset over, hvor mange der kommer op, og endnu mere over, hvor mange der dræbes af vei-snegle o. s. v.; 59 stykker er alt blit dræbte paa denne maade; jeg ventede jo at finde, at en mængde slig gik tilgrunde; men jeg havde dog ikke troet, at dette kunde volde saa stor ødelæggelse, som det ser ud til at gjøre; jeg antog, at frøplan-ternes ødelæggelse næsten udelukkende kom af, at de kvaltes. Græsfrø-planter synes at lide meget mindre end exogen. — — *—

J-U J. D. Hooker. Moor Park, Farnliam (april ? 1857).

Kjære Hooker! Deres brev er kommet mig ihænde her, hvor jeg tar en fjorten dages vaodkur; jeg har været her en uge og er allerede blit bedre i en utrolig og uforklarlig grad. Jeg kan spasere og æde, som sig en kristen sømmer, og selv om natten er jeg bra. Det er mig umuligt at forståa, hvorledes vandkuren kan virke paa mig slig, som den aabenbart gjør. Den gjør en saa deilig dum; Jeg har ikke tænkt paa en eneste art af nogen

[page] 108

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

slags, siden jeg reiste hjemmefra. Deres brev er] rent kommet bag paa mig; jeg, som troede, at det var almindelig antaget, at arter af alpeplanter blev mere haarrige o. s. v.; jeg er vis paa, jeg har set hentydninger dertil et snes gange. Falconer lagde ud desangaaende for mig forleden dag. Jeg husker, at Meyen eller Gay eller en lignende fyr (som vel De vilde nære foragt for) gjør en bemærkning om planter fra Kordillerne. Wimmer har skrevet en; liden bog, der gaar ud paa det samme og paa, af af-arter er særskilt udprægede i Alperne. Men efterat jeg havde skrevet til Dem, maa jeg tilstaa, at jeg begyndte at tvile, da jeg fandt, at én mand (jeg tror, det var Moquin-Tandon) siger, at alpe-blomster har en stærk tilbøielighed til at bli hvide; desuden siger Linné, at kulde gjør planterne kron-løse, endog de samme arter! Er polarplanter ofte! kronløse? Mit kompilations-arbeide har bragt mig paa den almindelige tro — som jeg deler med Dem] — at klimatiske forhold kun øver liden direkte indflydelse; og jeg har netop pegt paa alpe-planter-nes haarrigdom som en undtagelse. Duften vilde være noget for mig, dersom jeg vidste, at af-arter var mere vellugtende paa tørre voksesteder. Jeg er bange for, at jeg har anset alpe-planternes haar--rigdom for saa almindelig antaget, at jeg ikke har mærket mig nogen steder, saa jeg kan vurdere vægten af de beviser, forfatterne har anført. Da jeg forleden dag spurgte Falconer, om han kjendte til, om individuelle planter mistede haar eller fik større haarrigdom, naar de blev overflyttede, maa jeg tilstaa, at han ikke vidste noget om det. Men netop nu i dette øieblik husker jeg tydelig,' at jeg et eller andet sted har læst ' om, at haarede planter fra Pyrenæerne har tabt sine haar, naar de er blit dyrkede i Montpellier. Jeg haaber, De ikke anser

[page] 109

NOVAKA-EKSPEDITIONEN. [1857]

mig for altfor nærgaaende, naar jeg siger Dem, at jeg undertiden har troet (ganske bortset fra foreliggende tilfælde), at De er en smule slem mod daarlige iagttagere; De synes at mene, at en be-mærkning af en daarlig iagttager ikke han være rigtig; en iagttager, som fortjener fordømmelses-dommen, vilde De fordømme helt og holdent. Jeg nærer absolut ærbødighed for enhver bemærkning, De gjør ud af Deret eget hoved; men naar den gaar en eller anden stakkars djævel imod, er min agtelse for Deres mening — imod min vilje forresten — ikke fuldt saa stor, skjønt den ogsaa da er betydelig. Jeg ved slet ikke, om der er noget sandt i denne min kritik; men jeg har ofte tænkt paa at meddele Dem den. Jeg er Dem virkelig meget forbunden for Deres brev; thi skjønt jeg kun agtede at komme med en eneste sætning, og det saadan ganske løselig, vilde den dog sandsynligvis være blit altfor voldsom. Deres C. Darwin.

E. S. Som De ser, behøver De aldeles ikke at svare paa dette brev. Ferskvands-molluskernes udbredelse har hvilet som en frygtelig mare paa mig; men jeg tror, jeg ved, hvordan jeg skal bære mig ad nu; naar de først er udklækkede, er de meget livlige, og jeg har faaet en firti eller femti til at kravle om paa en død ands fod; det gaar ikke an at støde dem af, og de kan leve femten, ja fem og tyve timer udenfor vand.

[Følgende brev angaar den østerrigske fregat Novaras togt; Lyell havde bedt min far- om raad.]

-Lll C. Lyell. . Down, 11. februar 1857.

Kjære Lyell! Det glædede mig i aviserne at se om den østerrigske ekspedition. Jeg har intet geologisk nyt at føie til mine bemærkninger i

[page] 110

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

Manual1). Jeg ved ikke, om ekspeditionen kum skal besøge bestemte steder. Men det bedste vilde være, om de medfølgende videnskabsmænd kunde ha noget at si angaaende valget af steder. Det er min bestemte overbevisning, at ingenting vilde være til større nytte for naturhistorien end en omhyggelig indsamling og undersøgelse af alle produkter paa de mest isolerede øer, især paa den sydlige halv-kugle. Med undtagelse af Tristan d'Acunha og Kerguelen land er de kun meget ufuldkomment kjendte; og hvor meget er der ikke selv paa;; Kerguelen land at komme paa det rene med i" hensyn paa brunkul-lagene og spørsmaalet, om der findes mærker efter fordums isbræ-virksomhed. Alle sjø-skjæl, insekter og planter fra slige steder er værdifulde. Et eller andet af ekspeditionens medlemmer bør ha Hookers bog om Ny-Zealand. Hvilket storartet arbeide er det ikke at udforske Eodiguez med dets forstenede fugle og lidet kjendte produkter af alle slags. Og saa Seychellerne, som med kokospalmen i slig umiddelbar nærhed maa være en levning af et andet land. Den ytre ø af gruppen Juan Fernandez er daarlig kjendt. En skare naturforskeres undersøgelse af disse steder vilde føre til storartede resultater; St. Paul's og Amsterdam vilde gi storartet udbytte baade i botanisk og geologisk henseende. Kan De ikke anbefale dem at skaffe sig min Journal og Volcanic Islands for Galapagos-øernes skyld. Hvis deikommer nordenfra, er det baade synd og skam, om de ikke be-søger Kokus-øen i Galapagos-gruppen. Jeg ærgrede mig bestandig over, at jeg ikke kunde undersøge de store kratere paa Albemarle Island, en af Galapagos-øerne. Paa Ny-Zealand maa De opfordre

1) Artikelen „-&eoIogi" i „Manual of Scientific Fnquiry". F. D.

[page] 111

NOVAKA-EKSPEDITIONEN. [1857]

dem til at søge efter vandre-blokke og mærker efter gamle isbræer. Læg dem paa minde at bruge-skraben i troperne; vi kjender jo lidet eller intet til grænserne for livet nede i de varme farvande. Det arbeide, jeg nu holder paa med, bar henledet min opmærksomhed paa, hvor meget husdyrene er blit vanskjøttede i afsidesliggende lande. Revillagigedo Island udenfor Mexiko tror jeg aldrig er betraadt af en naturforskers fod. Hvis ekspeditionen holder sig til slige steder som Rio, det gode Haabs For-bjerg, Ceylon, Australia o. s. v., vil den ikke udrette stort. Deres hengivne C. Darwin.

[Følgende sted findes i et brev til mr. Fox af 22de februar 1857 og angaar bogen om evolutions-læren, som han endnu holdt paa med: „Jeg er blit. overordentlig interesseret i mit emne; dog skulde jeg ønske, at jeg brød mig mindre om skinnet og^ tragtede mindre efter forfengelig hæder, baade i levende live og eftermælet; dog tror jeg ikke, jeg-nærer ærgjerrighed i nogen usædvanlig grad; kjender jeg mig selv ret, saa vilde jeg ogsaa arbeide^ ligesaa haardt, om end ikke ligesaa gjerne, om jeg vidste, at min bog skulde udkomme anonymt og forfatterens navn aldrig bli kjendt.-"].

TU A. R. WallaCe. Moor Park, l. mai 1857.

Høistærede mi*. Wallace! Jeg erkjender med glæde modtagelsen af Deres brev af 10de oktober fra Celebes; jeg fik det for nogle dage siden; naar man er optaget af et vanskeligt arbeide, ligger der en værdifuld og virkelig opmuntring i andres sympati. Af Deres brev og endnu mere af Deres afhandling1) i „ Annals" for et aar eller lidt mer

1) „0m den lov, der har reguleret indførelsen af nye arter". Ann~ Nat. Sist. 1855. F. D.

[page] 112

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

siden ser jeg, at vi har havt de samme tanker ogfl til en vis grad er komne til de samme resultaterflj Hvad afhandlingen i „Annalsu angaar, er jeg enig med Dem i næsten hvert eneste ord; og jeg tror» nok, De vil være enig med mig i, at det er meget sjeldent, man er fuldstændig enig i, hvad der eiflj udtalt i en teoretisk afhandling; thi det er ligefremflj beklageligt, hvilke forskjellige slutninger forskjellige mennesker drager af de samme kjendsgjerninger. I sommer blir det netop 20 aar, siden jeg begyndteflj at nedtegne mine tanker om, hvorledes arter ogfl af-arter adskiller sig fra hverandre. Jeg holder mi jj paa at forberede mit værk til udgivelse; men emnefcflj synes mig saa vidtløftigt, at jeg antager, jeg ikke-«8 kan komme til at udgive noget paa to aar fra nuflj af. Jeg har aldrig hørt, hvor længe De agter atfl bli paa de malayiske øer; jeg skulde ønske, DeresflJ reiseskildring kunde udkomme, før jeg kommer med™ mit arbeide; thi De vil utvilsomt gjøre en rig høst af kjendsgjerninger. Jeg har allerede handlet i J overensstemmelse med Deres raad at holde af-arteriB af husdyr og af dyr i naturtilstanden adskilte fraflj hverandre; men jeg har ofte næret mine tvil offl^B rigtigheden heraf, og derfor glæder det mig at se,'fl at De er af den mening. Jeg maa imidlertid be- fl kjende, at jeg tviler meget paa rigtigheden af den a nu gjængse mening, at alle vore husdyr nedstammer j fra forskjellige vilde stamfedre; i enkelte tilfælde *r jeg paa det rene med, at det er saa. Jeg tror, man kan anføre bedre beviser for bastarders ufrugt-barhed, end De synes at antage; hvad planterflj angaar, da har Kølreuter og Gaertner (og Herbert) J irettelagt en uhyre samling af omhyggelig fremstilledeS kjendsgjerninger. Jeg er fuldstændig enig med Dem i, at de „klimatiske vilkaar" kun øver liden ind-flj flydelse, tvertimod hvad man læser i alle bøger, saa-fl

I

[page] 113

ALPEPLANTER. [1857]

man næsten kan faa kvalme af det: jeg antager, at de klimatiske vilkaar vistnok øver en smule indflydelse; men jeg tror, at den er meget' ringe. Det er rent umuligt i et brevs snevre ramme at udvikle mine synsmaader om aarsagerne til af-artning i naturtilstanden og maaden, hvorpaa den foregaar; men jeg har efterhaanden tilegnet mig en tydelig og saa at sige paatagelig mening — om den er falsk eller rigtig, maa andre dømme om; thi en forfatters fasteste overbevisning om en læres sandhed synes desværre ikke at være den mindsfe garanti for, at den virkelig er sand.

Til J. D. Hooker. Moor Park, leriag (2. mai 1857).

Kjære Hooker! De har rigtig ordentlig bar-beret haaret væk fra alpeplanterne. Forholdet med anthyllis vil danne en paralle! til, hvad man har antaget om planter fra Pyrenæerne, nemlig at de blir glatte i lavere høider. Hvis jeg virkelig op-dager, at jeg har bidt mærke i slige kjendsgjer-ninger, vil jeg forelægge Dem beviset. Jeg undres, hvorledes denne tro kan være opstaaet. Skede det i det øiemed at holde planterne varme? I en samtale koblede Falconer sammen de to ting med uld-agtige alpe-planter og pattedyr. Hvor oprigtig og sagtmodig De tog min jeremiade over Deres streng-hed mod anden klasses videnskabsmænd. Efter at jeg havde sendt den, spurte en styg liden røst mig «t par gange, hvor meget af mit forsvar for de*" fattige i aanden der skyldtes den omstændighed, at De ikke sjeldent havde slaaet ihjel mine egne ynd-«ngs-meninger. Jeg bragte den stygge lille røst tøl taushed med foragt, men den hviskede atter og atter. Sommetider nærer jeg en rigtig grundig foragt for mig selv som en stakkars kompilator, skjønt

Darwins Liv og breve. II. "

[page] 114

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

jeg ikke foragter alt, jeg har udrettet, da jeg tror,| det er saa meget, at man derpaa- kan bygge ed diskussjon om arternes oprindelse. Jeg har skjældtj mig selv ud for en kompilator, fordi jeg havdej skrevet, at „alpe-planter har store blomster", og: nu skriver jeg kanske, at „alpe-planter har smaa. eller kronløse blomster"! — — —

Til J. D. Hooker. Dowilj 16. (mai 1857).'i

Kjære Hooker! De sagde, jeg vil haabe, det var ærlig ment — at De ikke havde noget imod, at jeg retter spørsmaal af almen natur til Dem; De kan naturligvis svare eller la det være, eftersom De har tid og lyst. Jeg tinder, at hos dyrene har enhver legemsdel og ethvert lem, som hos en art] er udviklet normalt (d. v. s. ikke til vanskabthed) i høi og usædvanlig grad tilbøielighed til at variere, sammenlignet med samme del eller lem hos be-slægtede arter. Efter den masse kjendsgjerninger, jeg har samlet, kan jeg ikke tvile herpaa. Jeg skal anføre et eksempel: korsnæbbenes næb har en meget usædvanlig bygning, sammenlignet med andre be-^ slægtede fringillidæ (sisikker), og det varierer svært. Himantapus, der er mærkelig paa grund af sine vidunderlig lange ben, varierer meget med hensyn til deres længde. Jeg kunde anføre mange meget slaaende og mærkelige eksemplar fra alle klasser, saa mange, at det umulig kan være en tilfældig-hed. Jeg har dog ingen fra planteriget; men de$j tror jeg kommer af min uvidenhed. Hvis nepenthes (kandebæreren, en kjødædende plante) bestod af eiK eller to arter i en gruppe med udviklet kurv, sas^ vilde jeg ha ventet, at den var meget variabel; men jeg betragter ikke nepenthes som et anvendeligt eksempel; thi naar en hel slægt eller gruppe har

[page] 115

ALPEPLANTER. [1857]

et — om end uregelmæssigt — lem, venter jeg ikke, at det skal variere — det er bare, naar en eller faa arter i et eller andet lem eller legemsdel afviger meget fra de former, som i alle andre henseender er nær beslcegtede med dem, at jeg tror, slige dele og lemmer varierer meget. Vil De tænke over dette? For mig ser det ud, som om det er en vigtig lov(!). Deres altid hengivne

C. Darwin.

E. S. Jeg ved ikke, om det interesserer Dem; men jeg ser, at Moquin-Tandon i sin „Teratologie", hvor han behandler planternes haarvækst, synes at tillægge tørheden mere betydning end høiden over havet; dog lader det til, at han indrømmer, at fjeldplanter er lodne, og at denne loddenhed bare tildels er forklaret ved de Candolles bemærkning, at de forkrøblende forhold, hvorunder fjeldplanterne lever, gjør, at haarene blir mer sammenpressede, og at disse planter derved faar udseende af at være mer haarede end andre. Han anfører Senebiers ,,PhysioIogie Yégétale" som autoritet — jeg tænker, det er den første autoritet for, at fjeldplanter er haarede.

Hvis jeg bestemt kunde paavise, at de endemiske (paa et begrænset omraade hjemmehørende) arter var mer haarede i tørre egne, vilde det for mig staa som en kjendsgjerning, at af-arterne blir mer haarede paa tør mark.

Til J. B. Hooker. Dciwn> 3. jnni 1857i

Kjære Hooker! Nu vil jeg unde mig den glæde at fortælle Dem om mine egne anliggender; det glæder mig mer, end De godt kan forståa; thi jeg har ikke aabnet min mund om naturhistoriske emner paa mange maaneder. Jeg har iiavt meget udbytte

[page] 116

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

af Deres brev, og det har bragt mig til at tvilel paa min paastands rigtighed. Mangelen paa bota-.j niske kjendsgjerninger kan tildels forklares derved,! at det er saa vanskeligt at maale smaa af-artninger. j Dette faldt mig virkelig ind, efterat jeg havde be-1 gyndt at skrive; jeg har nemlig crucianella stylosa,% som nu holder paa at springe ud, og støv-veienl burde være meget foranderlig i længde; idet jeg nuj tænkte paa dette, indsaa jeg, hvor vanskeligt detj var at bedømme, om den varierede i nogen betyde-J lig grad. Hvor forskjellig fra et fuglenæb, for eksempel! Men jeg er ikke tilfreds med denne for- i klaring, og jeg nærer mine tvil. Dog tror jeg. der| er noget i denne lov; jeg har havt saa mangel eksempler, blandt andre følgende: Jeg skrev till Wollaston og bad ham undersøge de vingedækkede | paa Madeira og fortælle mig, om der hos nogen af dem fandtes stor uregelmæssighed i forhold til del beslægtede grupper. Han anførte et enestaaende til-i fælde med en hun, som havde et uhyre stort hoved,! og i hans bog saa jeg, at han allerede havde gjortj opmærksom paa, at hovedets størrelse var forbau-9 sende variabel. Endel af forskjellighederne hos plan- J terne kan forklares ved, at mange af de eksemplarer, I jeg undersøgte, havde sekundære mandlige eller livin-% delige eiendommeligheder: men saa har jeg set mærke-1 lige forhold hos tvekjønnede cirripedes (rankefødder).l Disse forhold ^rekommer mig at optræde altfor! hyppig til, at Tie kan være tilfeldige sammenstødl af stor foranderlighed og abnorm udvikling. Jeg] formoder, at De ikke har noget imod, at jeg tilføierJ en anmærkning om. at De har tænkt over tingen! og fundet, at skjønt en eller to tilfælde synes atl støtte min antagelse, er der dog ligesaa mangel eller flere, som forekommer Dem ganske uforenelige! med den. Denne mangel paa bevis overrasker migl

[page] 117

KAMPEN FOR TILVÆRELSEN. [1857]

saa meget mere, som jeg ialmindelighed finder, at en hvilkensomhelst hypotese lettere kan prøves efter iagttagelser i botaniske værker, som jeg har faaet fat i, end i zoologiske. Jeg havde aldrig drømt om, at De i det hele tåget havde tænkt over dette emne. Dette er ogsaa en af de mange skrække-lige vanskeligheder, jeg har at klare. Skjønt mine iagttagelser over kampen for tilværelsen foretoges efter en saa uendelig liden maalestok, begynder de dog efterhaanden at skaffe mig et klarere indblik i maaden, paa hvilken denne kamp føres. Af 16 slags frø, som jeg har saaet paa min eng, har 15 spiret; men nu dør de med en slig hurtighed, at jeg tviler paa, at mere end én sort kommer til at bære blomster. Her har vi tilfælde af kvælning; den rammer ogsaa i stor udstrækning planter — ikke frøplanter — som jeg lod vokse op paa et stykke af min græsvold. Paa et stykke jord, 2 fod langt og 3 fod bredt, har jeg hver dag i maanederne marts, april og mai mærket mig hver eneste frøplante, ettersom den kom op; 357 er komne op, og af disse er 277 allerede blit dræbte, væsentlig af veisnegle. I forbigaaende sagt, i Moor Park saa jeg et ganske vakkert eksempel paa dyrelivets ind-virkning paa plantevæksten; derborte rindes uhyre almenninger med klynger af gamle skotske naaletrær paa aaserne; for omtrent 8 eller 10 aar siden blev nogle af disse almenninger afgjærdede, og rundt omkring klyngerne af naaletrær vokser der du op vakre unge trær i millionvis, og det ser akkurat ud, som om de skulde være plantede; saamange af dem er lige gamle. I andre dele af almenningen, som endnu ikke var afgjærdede, kunde jeg ikke i milevis opdage et eneste ungt træ. Jeg gik derpaa hen til naaletræklyngerne (en fjerdings-vei fra dem) og saa nøie efter i lyngen; der fandt

[page] 118

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

jeg unge skotske trær i titusindvis (30 paa kvadrat! meteren); men toppene var bidt af af de smaa? buskaper, som nu og da streifer om paa disse tørrej moer. Et lidet træ. paa 76 m. m. var efter ringene1 at dømme 26 aar gammelt, stammen var kort og omtrent saa tyk som en lakstang. Hvilken vidunder-i lig gaade det er at løse, hvilket spil af kræfter, der bestemmer beskaffenheden og størrelsen af hver, plante, som findes paa en kvadratmeter jord! Det er rent vidunderligt. Og dog behager det os at' være forundrede, naar et dyr eller en plante dør ud. Det bedrøver mig meget, at De ikke kommer i klubben. Jeg ser, at Deres hustru skal reise tit Yarmouth; jeg haaber, at det ikke er Deres børns helbredstilstand, som er grunden. Farvel.

Deres hengivne G. Darwin.

E. S. Jeg tror, De ikke tør sende mig éns moden Edwardsia skolm af frygt for, at jeg skal la den seile fra Ny-Zealand til Chili! ! !

Til J. D. Hooker. Dowil] 6. jlini (1S57).

Kjære Hooker! Jeg ærer Dem for Deres sam-vittighedsfuldhed med medaljerne1). Gudskelov! jeg er bare en amatør i dette emne, men én, som er meget interesseret. Jeg har længe været af den mening, at man gjør mere godt ved at gi medaljer til yngre mænd, som endnu har en lang udvikling foran sig, end ved at skjænke dem som en blot og bar belønning til mænd, hvis videnskabelige løbebane er næsten endt. Om medaljer nogensinde udretter noget godt, er et spørsmaal, som ikke an-gaar os; medaljerne er nu engang der. Jeg tror, jeg hellere vilde skrue ned fordringerne noget og gi medaljer til unge arbeidere istedenfor til gamle,

1) Royal Society's medaljer. F. D.

[page] 119

AFARTNING. [1857]

som ikke har noget særligt krav derpaa. Hvad an-gaar særligt krav, saa tror jeg, De bør huske paa, at hvis man begynder at uddele medaljer bare for fortjenester af videnskaben i sin almindelighed, aabner man med det samme døren for stor slaphed i uddelingen. Tænk Dem en meget rig mand, som hjalp bare med pengebidrag, men i stor udstræk-ning — eller et sligt utænkeligt vidunder som en statsraad, der virkelig havde videnskabelige interesser. Vilde De gi slige mænd medaljer? Maaske vilde det være den bedste anvendelse af dem at gi dem udelukkende til slige mænd. Men jeg maa til-staa, at for tiden er jeg mest stemt for folk med særligt krav, som kan sættes paa papiret.

De har rent bragt mig ud af koncepterne ved Deres paavisning af, at der ikke findes klare kjends-gjerninger til støtte for min (eller rettere Water-houses), lov om, at unaturlig udvikling medfører stærk af-artning. Jeg har tænkt mer over Deres bemærkning om, hvor vanskeligt det er at bedømme eller sammenligne foranderligheden hos planter efter de enkelte deles almindelige foranderlighed. Jeg tror, De vilde gjøre grundigere ende paa loven, hvis De kunde erindre noget tilfælde af stor foranderlighed hos et lem og sige mig, om det er nogenlunde let at finde slige tilfælde; thi hvis de kan findes og alligevel ikke falder sammen med tilstedeværelsen af stor eller unaturlig udvikling, saa vilde loven derved faa naadestødet. De behøver jo bare først at hetragte spørsmaalet om af-artning istedetfor spørsmaalet om abnorm udvikling. Maaske burde man ikke ta i betragtning jde tilfælde, hvor en legemsdel varierer meget hos alle en gruppes arter, da de muligens kan være noget for sig og staa i forbindelse med spørsmaalet om polymorfisme. Vil De sætte kronen paa værket og yde mig endnu mere

[page] 120

DEN UFULDENDTE BOG.

hjælp, saa tar De spørsmaalet under fra denne side?

/ Idag har jeg været svært optaget med at sam-aH menligne alle mine notiser om af-artning hos de 1 forskjellige arter af slægten equus (hesteslægten)Æ og resultaterne af krydsning mellem dem. TD 3 veiledning benytter jeg strengt analoge kjendsgjer-« ninger fra de velsignede duer, og jeg synes, jeg 1 tydelig ser for mig farve og kjendemærker hos I stamfaderen til æslet, hesten, kvaggaen, hemionus i (det saakaldte vilde æsel) og zebraen nogle- | millioner slægtled tilbage i tiden! For faa aar tilbage vilde jeg ha rynket paa næsen, hvis nogen | havde sagt noget sligt; men mine beviser forekom- I mer mig saa gode, at jeg vil forelægge mit syn for J almenheden i slutningen af min lille drøftelse afw denne slægt.

I den sidste tid har jeg rent oversvømmet Dem med mine antagelser — De, den bedste af alle ven- 4 ner og filosofer! Adios. C. Darwin.

Ill 0. 1). Hooker. T,ioor p^ rarnham, 25. juni (1857). 3

Kjære Hooker! De behøver ikke at svare paa dette brev, jeg skal spørge Dem om det, naar vi -j træffes. Se paa indlagte tornblade og især paa det, hvor toppen er slaaet af. Det, at bladene \ nærmest frøbladene ser ud omtrent som kløverblade, I synes jeg er en smule analogt med embryoniske j (o: fra fosterliv) ligheder hos unge dyr, som f. eks. | det, at løven som ganske ung er stribet. Jeg vil i spørge Dem, om dette forholder sig saa1). Dr. La^ne2) J og hans kone og svigermoder, lady Drysdale, er 3

1) Se ^Planternes oevægelsesevne", s. 414. F. D.

2) Lægen i Moor Park. F. D.

[1857)-.

overveielse i

[page] 121

ARTER OG AF ARTER. [1857]

nogle af de hyggeligste folk, jeg nogensinde har truffet. Jeg reiser hjem den 30te. Farvel, kjære Hooker. Deres hengivne G. Darwin.

[Her følger en række breve af forskjellig dato. som handler om store slægters af-artning.]

TU J. D. Booker. n. mart81858.

— — Stødet til, at jeg tog fat paa alt dette arbeide, var en bemærkning af Fries om, at arterne af store slægter lignede hverandre mere end arterne af smaa slægter; hvis dette forholdt sig saa, sluttede jeg, at da det er næsten umuligt at skjelne mellem af-arter og arter, maatte jeg finde flere af-arter hos store slægter end hos smaa. — — Jeg haaber, De engang vil læse min korte drøftelse af dette emne. De har gjort mig en uhyre tjeneste — uanset hvilken mening jeg er kommen til — ved at henlede min opmærksomhed paa muligheden eller sandsynligheden af, at botanikerne opstiller flere af-arter i de store slægter end i de smaa. Det blir ikke godt for mig at være upartisk, naar jeg skal opgjøre mig min endelige mening.

Deres hengivne G. Darwin.

F. S. Jeg kommer til at holde paa med dette arbeide adskillige uger. Idag gik det daa-rlig med arbeidet, og jeg er i daarligt humør. Og hvor jeg hader arter og af-arter.

Til J. D. Hooker. u. m [1857?].

Jeg vil nu bede Dem om en rigtig stor tjeneste, nemlig om De vil laane mig Boreaus

„Flore du centre de la France", enten Iste eller 2den udgave, helst sidstnævnte; ligeledes „Flora

[page] 122

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

Matisbonensis" af dr. Fiirnrolir i ,,Naturhist. Topo*U graphie von Regensburg 1839". Hvis De paa noge^M maade kan undvære dem. saa send mig dem straks«H efter hosiagte adresse. Hvis De ikke har dem, saafl vær saa snil at sende mig underretning derom prH omgaaende; for da maa jeg forsøge, om Kippist1)» paa en eller anden maade kan finde dem: men detjM er jeg bange for blir næsten umuligt i LinneaiåM Xiljrary, hvor jeg ved, de er.

Jeg har holdt paa med nogle beregninger over» af-arter osv. Igaar snakkede jeg med LubbockJH lian paaviste for mig en grov prineip-bommert, som jeg har gjort, og som vil sige saa meget meget soaM 2 å 3 ugers spildt arbeide; og jeg maa nu holde op,]8 til jeg faar de nævnte bøger, saa jeg kan faa læseM dem over igjen og se, hvilket resultat jeg kommerB til, naar jeg anlægger beregningen rigtig. Jeg er den elendigste, dummeste og mest omtaagede hund j i hele England, og jeg kunde græde af ærgrelse-M over min blindhed og indbildskhed.

Deres hengivne og ulykkelige G. Darwin.

Til John Lubbock. Down, m. cjnii 1857].

Kjære Lubbock! De har gjort mig den størst mulige tjeneste ved at hjælpe mig med at klarne min hjerne. Hvis jeg er saa fortullet i alt som i proportioner og sandsynlighedsberegning — vil det bli en deilig bog, jeg faar istand!

Jeg har delt Ny-Zealands flora, som De fore-slog. Der er 339 arter i slægter paa 4 og derover og 323 i slægter paa 3 og derunder. Af de 339 arter op viser de 51 en eller flere af-arter. De 323 arter har bare 37. Efter det samme forhold burde

1) Nu afdøde mr. Kippist bestyrede dengang Linnean Societys biblio-^B thek. F. D.

[page] 123

ARTER OG AFARTER. [1857]

de havt 48Y2 arter, der havde af-arter at opvise (339:323 = 51:48.5). Saa det peger nok i den retning, jeg ønsker, men ikke saa tydelig, at jeg tør stole synderlig paa det, medmindre det skulde vise sig at holde almindelig stik. Jeg er aldeles overbevist om, at Deres metode er den rigtige; jeg tænkte nok paa den; men jeg havde aldrig kommet til at bruge den, hvis jeg ikke heldigvis havde faat snakke med Dem. Jeg er rent forfærdet over, hvor let jeg tuller mig bort; thi jeg havde tænkt meget over denne sag og var kommen til det resultat, at min metode var rigtig. Den er forferdelig vild-ledende. Hjertelig tak, fordi De har frelst mig fra en slig vanærende bommert.

Deres hengivne G. Darwin.

E. S. Jeg ærgrer mig, saa jeg kunde rive istykker hele mit manuskript og opgive det hele i fortvilelse.

Det vil ta adskillige uger for mig at se over alt mit materiale. Mep De kan ikke tro, hvor jeg er Dem taknemmelig!

Til J. B. Hooker. Down, Mguatj 1857.

Kjære Hooker! Det er frygtelig kjedeligt, at De ikke kan komme snart, og jeg angrer paa, at jeg ikke skrev før. Hvor De maa ha det travlt med en slig mængde botanikere i Kew. Tænk bare, jeg har netop faaet brev fra Henslow; han siger, han kommer hid mellem den Ilte og den 15de! Er det ikke prægtigt ? Mange tak for Deres bryderi med Fiirnrohr. Jeg maa pent be Kippist lede efter den; han var saa snil at skaffe mig Boreau.

Jeg interesserer mig svært for at sammenstille efter slægternes størrelse de arter, som har af-arter, der er mærkede med græske bogstaver eller paa

[page] 124

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

anden maade; resultatet (efter hvad jeg hidtil harl set) forekommer mig at være et af de vægtigstei argumenter, jeg kjender, for, at af-arter bare erj smaa arter — eller at arterne bare er stærkt ud-i prsegede af-arter. Dette punkt er i mange hen-1 seender overmaade vigtigt for mig; jeg skulde-2 ønske, De vilde tænke paa alle gode floraer med I 1000—2000 arter og med mærke ved af-arterne.J Jeg er færdig med, eller jeg holder paa med føl-p gende:

Babington, Henslow, London Catalogue, H. C. Watson (Britisk flora).

Boreau (Frankrige).

Miquel (Holland).

Asa Gray (De forenede stater).

Hooker (Ny-Zealand, fragment af Indiens flora).

Wollaston (Madeiras insekter).

Har ikke Koch udgivet en god tysk flora? Markerer han af-arterne ? Kunde De sende mig den"? Findes der ikke en eller anden stor russisk I flora, med markerede af-arter? Floraerne burde j være kjendte. Jeg har nu god tid i nogle uger. Vil De huske paa dette, naar De engang kan ta Dem lidt fri? Dette emne er af stor betydning for mit arbeide . . .

Til Asa Gray. Down, 21. februar 1859.

Kjære Gray! I mit sidste brev bad jeg Dem ikke om nogen tjeneste; men i dette vil jeg gjøre det. Men det vil koste Dem svært lidet bryderi at svare mig, og det vil være af stor betydning for i mig. Det gjælder en bemærkning af Hooker, som jeg ikke kan stole paa, og som blev foranlediget ved et af mine breve. Han vilde, jeg skulde spørge Dem, og jeg sagde, jeg aldeles ikke skulde lade Dem

[page] 125

ARTER OG AFARTER. [1857]

ane, hvad han mente. Ialmindelighed tror jeg blindt paa Hooker; men undertiden synes jeg, han er lidt for kritisk — ja han tilstaar det selv ogsaa — og hans evne til at opdage huller synes jeg er rent beundringsværdig. Her er mit spørsmaal: „Tror De, at dygtige botanikere, naar de skulde gi en fremstilling af en egns flora, hvad enten den var liden eller stor, eller naar de skulde gjøre en prodromus (fortegnelse) som de Candolles, næsten bestandig, men uden hensigt og ubevidst, vilde komme til at nævne (d. v. s. markere med græske bogstaver og i korthed angive kjendemærkerne paa) af-arterne i de store eller i de smaa slægter? Eller vilde de komme til at nævne af-arterne omtrent i lige mængde i slægter af alle størrelser? Kan De selv huske, om De har lagt mærke til og angivet mest omhyggelig af-arterne i de store eller- i de smaa — eller i de, rigtig smaa slægter?"

Jeg ved godt, hvilke svævende og ubetydelige tingester af-arter ofte er; men mit spørsmaal gjæl-der slige, som man har anset det umagen værd at markere og nævne. Hvis De kunde faa tid til at sende mig et brev, om det var aldrig saa kort, som svar paa dette nogenlunde snart, vilde De gjøre mig en stor tjeneste.

SDeres meget forbundne Ch. Darwin.

E. S. Ved De, om der er nogen, der har skrevet noget om plante-afarters geografiske udbre-delse sammenlignet med udbredelsen af de arter, hvortil de antages at høre? Jeg har forgjæves søgt at faa en smule begreb herom; med undtagelse af nogle oplysninger, som jeg fandt i en afhandling af mr. Watson om land-muslinger i De Forenede Stater, er det rent mislykket. Men hvis det er vanske-ligt for Dem at gi endog et kort svar herpaa, saa er jeg, ikke saa urimelig, at jeg venter det.

[page] 126

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

Hvis De snart skal skrive til England, kunde De lægge ind andre breve, som jeg kunde besørge ; videre.

Kjære, husk paa, at spørsmaalet er ikke, om der er flest eller færrest af-arter i større eller mindre slægter, men om botanikerne helst pleier at angive Dem i store eller i smaa slægter.

Til J. D. Hooker. Downj 6. mai 1858.

Med denne post sender jeg mit manuskript om den almindelige „forekomst" og „udbre-delse" samt „af-artningen" af arter i store og smaa slægter. De har tåget paa Dem et frygteligt arbeide ved saa venlig at tilbyde at læse det, og jeg takker Dem varmt derfor. Jeg har netop rettet manuskriptet, og jeg er blit skuffet ved at se, at min af handling er saa dunkel; men jeg kan ikke gjøre den klarere, og nu væmmes jeg desuden ved det blotte syn af den. Stilen maa naturligvis rettes paa mere, og hvis det skal trykkes, maa jeg prøve at gjøre den klarere, skjønt jeg endnu ikke begriber, hvorledes det skal gaa for sig.

Hvis De har meget at sige og har taalmodig-hed til at drøfte hele emnet, kunde jeg træffe Dem i London paa den dag, Phil. Club har møde, og.-: derved spare Dem det bryderi at skrive. For himlens skyld, De strenge og forferdelige dommer og tviler, husk paa, at mine slutninger kan væreØ rigtige, tiltrods for, at botanikerne kan ha angivet flere af-arter i de store end i de smaa slægter. Jeg synes, det bare er at veie sandsynligheder mod hverandre. Atter hjertelig tak; men jeg er bange, De vil finde, det er et frygteligt arbeide.

Deres hengivne 0. Darwin.

[page] 127

A. R. WALLACE. [1857]

[De breve, som nu følger, fortsætter fremstillingen af aarene 1857 og 1858.]

Til A. B. Wallace. , Down, 22. deebr. im.

Kjære mr. Wallace! Tak for Deres brev af 27de september. Det glæder mig særdeles at høre, at De tar udbredelseslæren efter teoretiske grund-sætninger. Jeg tror fuldt og fast, at tiden filosofisk ræsonnement kan man ikke iagttage godt og originalt. Faa reisende har været opmærksomme paa de punkter, De nu arbeider med. Vi kjender ikke paa langt nær saa godt til emnet om dyrenes ud-bredelse som til planternes. JJe siger, at De er lidt forbauset over, at man ikke har lagt videre mærke til Deres afhandling i Annals1). Det er mer, end jeg kan sige; thi yderst faa naturforskere bryr sig om noget andet end den blotte beskrivelse af arter. Men De maa ikke tro, at ingen har lagt mærke til Deres afhandling; to meget dygtige mænd, sir 0. Lyell og mr. E. Blyth i Calcutta, har særlig henledet min opmærksomhed paa den. Skjønt jeg er enig med Dem i de slutninger, De kommer til i Deres afhandling, tror jeg dog, jeg gaar meget videre end De; men det vil ta for lang tid at gaa ind paa mine filosofiske formeninger. Jeg har endnu ikke set Deres afhandling om udbredelsen af dyr paa Aruøerne. Den vil interessere mig svært; thi jeg anser hine egne for jordens interessanteste med hensyn til udbredelsen af dyr og planter, og jeg har i lang tid forsøgt, saa godt jeg kan, at samle oplysninger om det malayiske arkipel. Jeg er fuldt forberedt paa at underskrive Deres hypotese om landets synken; ja, efter hvad jeg saa ved koralrevene, troede jeg, at Aru-øerne var rester af

1)„Om den lov, som har reguleret indferelsen af nye' arter". Ann-Mt. Sist, 1855. F. D.

[page] 128

DEN UFULDENDTE BOG. [1857]

sunket fastland, og farvede dem derefter (i mit! værk om korallerne); men jeg blev bange og gjorde det om igjen. Men jeg kan skjønne, at De er til-bøielig til at gaa meget længer end jeg i at antage en fordums forbindelse mellem ooean-øer og fast-lande. Lige siden E. Forbes fremsatte denne lære, har man ivrig fulgt den; Hooker behandler meget grundig spørsmaalet om en fordums forbindelse-mellem alle de antarktiske øer og Ny-Zealand og Syd-Amerika. For et aars tid siden drøftede jeg dette emne meget med Lyell og Hooker (thi jeg kommer ind paa det i min bog), og jeg nedskrev da mine modgrunde; men det vil glæde Dem at høre, at hverken Lyell eller Hooker brød sig synderlig om mine grunde. Og dog tør jeg for en eneste gangs skyld ta parti imod Lyells næsten unaturlige skarpsindighed.

De spør om muslingskjæl paa øer, der ligger langt fra fastlandet. Madeira har nogle faa an samme slag som Europas, og her er beviset virkelig godt nok, da nogle af dem er sub-fossile (hører halvveis til fortidens slægter).

Paa øerne i Det stille hav har man lignende tilfælde, og jeg kan for tiden ikke faa mig selv til -at forklare dette ved at antage, at alle skjællene er didbragte af mennesker, skjønt dr. Aug. Gould afgjørende har bevist, at mange muslingskjæl paa den maade er spredte over Det stille havs øer. Disse historier med overføring er rigtig ækle. Fandt ikke De, at det var tilfældet i det malayiske arkipel? Efter fortegnelserne over pattedyr paaj Timor og andre øer lader det til, at adskillige efter al sandsynlighed er blit naturaliserede.

De spør, om jeg kommer til at drøfte spørsmaalet „mennesket". Jeg tror, jeg vil undgaa alt, som vedrører det punkt, da fordommene her er saa

[page] 129

A. R. WALLACE. [1858]

store; men jeg indrømmer fuldstændig, at det er det største og interessanteste problem, en naturforsker kan stille sig. Mit værk, som jeg nu har arbeidet mer eller mindre paa i 20 aar, kommer ikke til at afgjøre eller endelig bestemme noget; men jeg haaber, det vil bidrage til en løsning ved den mængde kjendsgjerninger, det indeholder, og som alle peger i en bestemt retning. Det gaar meget smaat, dels paa grund af sygdom, og dels fordi jeg arbeider sent. Jeg har skrevet færdig omtrent halvparten; men.jeg tror ikke, jeg kommer til at la noget trykke paa et par aar. Jeg har nu holdt paa i hele tre maaneder med det ene kapitel om bastardformer!

Det forbauser mig at se, at De gjør regning paa at bli borte i 3 å 4 aar endnu. Hvilken masse ting De faar se, og hvilke interessante egne — det storartede malayiske arkipel og de rigeste dele af Syd-Amerika! Jeg beundrer og høiagter Deres iver og mod i naturvidenskabens gode sag; og jeg sender Dem mine oprigtigste og hjerteligste ønsker om held i alle dele; gid alle Deres teorier maatte vinde anerkjendelse, undtagen den om ocean-øerne; thi den vil jeg bekjæmpe, saalænge jeg lever. Deres forbundne C. Darwin.

TU W. D. FOX. 8. februar 1858.

— — — Jeg arbeider meget strængt paa min bog, maaske for strængt. Den blir meget stor, og jeg er blit slaaet af den maade, hvorpaa kjends-gjerningerne falder sammen i grupper. Ligesom Krøsus er jeg overvældet af min rigdom paa kjendsgjerninger, og jeg agter at gjøre min bog saa fuld-kommen, som jeg paa nogen maade kan. Jeg sender den ikke i trykken paa et par aar allertidligst.

Darwins Liv og breve. II. 9

[page] 130

DEN UFULDENDTE BOG. [1858]

Til J. B. Hooker. 2.3. fetaar ms. I

— — Jeg blev ikke videre forbauset oven den store Buckle, og jeg beundrede den maade. hvorpaa De definerede deduktion og induktion.

Jeg holder paa at læse hans bog1), som til-j trods for sit sofisteri forekommer mig at være vidunderlig god og origmal og røber en forbausende masse kundskaber.

Jeg saa, De meget beundrede mrs. Farrers „Questa Nomba" af Beethoven; der er noget storartet ved hendes deilige toner.

Farvel. Grunden til, at jeg har skrevet dette brev, er dels den at faa drevet bicellerne ud af mit hode. Det glædede mig meget at se Deres hustru paa fredag; hun ser ud til at befinde sig meget vel. Tilgiv Deres plagsomme, men hengivne ven

C. Darwin

.

Til rr. D. Fox. Dowi)i 16. aprU 1858.

Kjære Fox! Jeg vil ha dig til at gjøre iagt-tagelser for mig om noget, som interesserer mig særdeles meget, og som ikke vil volde dig andet bryderi end det at ha øinene med dig, og det ved jeg godt, du pleier. Jeg finder, at heste af forskjellig farve ofte har et baand eller en stribe efter ryggen af en anden og mørkere farve end resten af kroppen; sjeldnere findes tværstriber paa benene, i almindelighed paa den nedre del af forbenene; endnu sjeldnere findes en tynd tværstribe paa bogen omtrent som paa et æsel.

Findes der nogen race af Delamereskog-ponier? Det er kun lidet, jeg ved om ponier i saa henseende. Sir P. Egerton har, saavidt jeg ved, nogle

1)„CiviIisatioiiens historie". E. B.

[page] 131

STRIBEDE HESTE. [1858]

kastatijebrune fuldblods-heste; har nogen af dem stribe paa ryggen? Musede ponier eller rettere smaa heste har ofte tværstriber paa ryg og ben. Det samme har sortbrune heste (med sortbrun mener jeg ægte créme-farve blandet med brunt, sortbrunt eller kastanje). Ligesaa undertiden kastanje-brune heste; men jeg har endnu ikke set noget tilfælde af rygstribe hos kastanjebrune væddeløbs-heste — eller hos ganske tunge arbeidsheste. Alle oplysninger om slige striber paa heste vilde være til stor nytte for mig. Noget lignende gjælder æslets fødder, og jeg har samlet nogle høist mærke-lige oplysninger om striber, som forekommer hos forskjellige krydsninger af hesteslægten. Jeg har ogsaa en mængde lignende oplysninger om vinge-striber hos forskjellige dueracer. Jeg har en anelse om, at det vil kaste lys over spørsmaalet om, hvilken farve den første hest havde. Hjælp mig derfor, hvis du tilfeldigvis faar høre noget, som angaar dette. — — Med helsen har det i den senere tid været meget daarligt paa grund af overanstrængelse, og paa tirsdag reiser jeg til bad paa en fjorten dages tid. Jeg blir holdende paa med mit værk i al evighed. Farvel. Jeg haaber, det staar godt til med dig. Farvel. C. Darwin.

Ill J. D. Hooker. lloor Park, Farnham (26. april 1858).

— — Jeg har nylig havt en umaadelig stor glæde, idet jeg nemlig fik brev fra Lyell. Jeg sagde til ham (eller han til mig), at efter beskaffen-heden af Azorernes flora maatte man antage, at isbjerge havde strandet der, og at jeg ventede, man vilde komme til at opdrage rullestene i de hævede lava-leier. Jeg fik Lyell til at skrive til Hartung, og nu siger H., at mit spørsmaal forklarer noget,

[page] 132

DEN UFULDENDTE BOG. [1858]

der havde været ham yderst paafaldende, nem-I lig store rullestene (og nogle afslebne) af glimmer-jB skifer, kvarts, sandsten o. s. v., nogle nedleirede ogS andre 40 å 50 (eng.) fod over havets overflade, saa han deraf sluttede, at de ikke var bragte med som 1 ballast. Er det ikke prægtigt?

Vandkuren har gjort mig endel godt, men idag | er det ikke rart med mig, og derfor farvel.

Deres ven C. D.

Til G. Lyell. Moor Pari, Famham, 26. april (1858). |

Kjære Lyell! Jeg skal ligge her og badelM 14 dage, da min mave paa grund af anstrængende m arbeide er kommen i frygtelig tilstand. Jeg er Dem I særdeles forbunden, fordi De sendte mig Hartungs 1 interessante brev. Det om rullestenene er prægtigt,J Her har vi et storartet tilfælde af svømmende is at 1 sætte op mod isbræerne. Han burde ha sammen- J lignet øernes nordlige og sydlige kyster med hver- 1 andre. Dette emne interesserer mig overmaade 1 meget; thi jeg har skrevet et svært langt kapitel -1 om det. Jeg har her kortelig irettelagt alle geolo- "1 giske vidnesbyrd om isens virkninger paa de forskjellige kanter af jorden; dernæst har jeg udførlig drøftet spørsmaalet om planters og dyrs vandringer og tillempninger paa sjø og land over en stor del af jorden (jeg gaar ud fra teorien om arternes foranderlighed). Efter min mening kaster det klart lys over hele udbredelses-spørsmaalet, naar man be- 1 tragter det i sammenhæng med arternes tillempnings- j evne. Jeg vover virkelig at tale om dette med I nogen selvtillid; thi Hooker var for for et aars tid M siden saa venlig at læse igjennem, hvad jeg havde j skrevet, og skjønt han dengang nærede stærke tvil 1 om rigtigheden af det resultat, jeg var kommen til, i havde jeg dog for et par ugers tid siden den for-

[page] 133

SVØMMENDE IS. [1858]

nøielse at erfare, at han var tilbøielig til aldeles at gaa over til min teori om dyrs og planters udbre-delse og ændringer i istiden. Forleden dag fik jeg brev fra Thompson i Calcutta; han undersøger for mig, hvor stor varme planter fra vort tempererede klima kan taale. Men dette emne er for vidtløftigt for et brev, og jeg skrev bare, fordi brevet fra Hartung paanyt henledede min opmærksomhed paa dette spørsmaal. Nu vil jeg slutte; thi min hensigt med at ligge her er at tænke paa ingenting, bade meget, gaa meget, spise meget og læse mange romaner. Farvel og hjertelig tak.

De venligste hilsener til Deres hustru.

Deres hengivne C. Darwin.

Til' mrs. Darwin. Hoor Park, onsdag, apni (isæ)

Veiret er aldeles deiligt. Efterat jeg igaar havde skrevet til dig, streifede jeg i halvanden time om i skogen og nød den herlige natur, den stolte furus friske mørkegrønt, de gamle birketrærs brune rakler og hvide stammer, og en frynse af grønne lærketrær et stykke borte dannede et overmaade vakkert skue. Tilsidst faldt jeg i dyb søvn paa græsset; jeg vaagnede ved, at et kor af fugle sang omkring mig, ekorn løb op ad træerne og nogle gjertrudsfugle skrattede; det var en scene saa land-^8 °g yndig, at jeg aldrig har set noget vakrere, og jeg brød mig ikke en døit om, hvorledes noget af disse dyr var blit til. Jeg sad i forsamlings-værelset til over otte; derpaa læste jeg rets-præsi-dentens resumé og kom til den slutning, at Bernard var skyldig J); siden læste jeg et stykke af den roman, jeg holder paa med; den er kvindelig, dydig, geist-

l) Simon Bernard blev anklaget i april 1858 som medskyldig i mordfor-seget paa den franske keiser. Juryens kjendelse lød paa „ikke skyldig". — F. D.

[page] 134

UDARBEIDELSEN. [1858]

Hg, filantropisk-og alt muligt, men græsselig flau. f Jeg siger kvindelig; thi forfatterinden er aldeles i uvidende i pengeaffærer og ikke meget af en dame \ thi hun lar sine mænd sige „My lady". Jeg liker i miss Craik meget godt, skjønt vi har nogle smaa fægtninger med hinanden og er uenige om alt muligt. Ungareren liker jeg ogsaa — en fuldendt gentleman, forhenværende attaché i Paris, siden an-sat ved det østerrigske kavalleri og nu amnesteret landflygtig med nedbrudt helse. Han lader ikke til at like Kossuth, men siger, han er vis paa, han eM en oprigtig patriot, meget dygtig og veltalende, men svag, uden nogen fast karakter. — —

Kapitel iv. udarbeidelsen.

18de juni 1858 til november 1859.

De breve, som meddeles i dette kapitel, for-tæller sin historie tydelig nok og behøver kun nogle faa ord til forklaring. Hr. Wallace's afhandling, som nævnes i første brev, bar titelen „Om af-arters tilbøielighed til i det uendelige at afvige fra den i oprindelige typus;" den blev offentliggjort i Linnean Soeiety's „Journal" (1858, vol III, p. 53) som e. del af en afhandling af „Messrs. C. Darwin og A; Wallaee", hvis fulde titel var „.0m arters tilbøielighed til at danne af-arter og om arters og af-arters forplantning ved naturligt udvalg".

Min fars bidrag til af handlingen bestod i

[page] 135

A. R. WALLACE'S MANUSKRIPT. [1858]

1) uddrag af skissen fra 1844; 2) en del af et brev, adresseret til dr. Asa Gray og dateret 5te september 1857; det er gjengivet side 140. Afhandlingen blev meddelt i selskabet af sir Charles Lyell og sir Joseph Hooker, i hvis indledende bemærkninger der gives en klar oversigt over sagens sammenhæng.

Under henvisning til mr. Wallaee's afhandling skrev de:

„Mr. Darwin vurderede de deri fremsatte anskuelser saa høit, at han i et brev til sir Charles Lyell foreslog, at man skulde skaffe sig mr. Wal-lace's tilladelse til at lade afhandlingen trykke saa snart som muligt. Vi gav dette forslag vort fuld-komne bifald under den forudsætning, at mr. Darwin ikke — som han havde mest lyst til — til bedste for mr. Wallace tilbageholdt for offentlighe-den det arbeide, han selv havde skrevet om samme emne. Dette havde, som før nævnt, en af os gjen-nemlæst i 1844, og dets indhold havde været os begge bekjendt i mange aar. Da vi fremholdt dette for mr. Darwin, gav han os tilladelse til at gjøre den brug, vi vilde, af hans arbeide; og naar vi nu har valgt den vei at oplæse den i Linnean Society, er det ikke bare for at vise, hvem der først er kommen til disse synsmaader, han eller hans ven; men det sker ogsaa, fordi vi har troet paa den maade bedst at varetage videnskabens interesser i det hele".

Breve.

Til C. Li/ell. ' Down, 18. [juni 1868].

Kjære Lyell. For nogle aar siden anbefalede De mig at læse en afhandling af Wallace i „An-

1) Annals and Mag. of Nat. Hist., 1855 F. D.

[page] 136

UDARBEIDELSEN. [1858]

nals", som havde interesseret Dem, og da jeg netop holdt paa at skrive til ham og vidste, at dette vilde glæde ham meget, fortalte jeg ham det. Idag har han sendt mig hoslagte opsats og bedet mig sende Dem den. Den er vel værd at læse, synes jeg. Deres ord har holdt ordentlig stik — at man vilde komme mig i forkjøbet. Det sagde De, dengang jeg i korthed forklarede Dem mine anskuelser om „naturligt udvalg" som beroende paa kampen for tilværelsen. Jeg har aldrig set et mærkeligere sam-mentræf; om Wallace i 1842 havde havt en afskrift af mit manuskript, kunde han ikke ha gjort et bedre uddrag! Ja, endog hans udtryk flndes som overskrift over. mine kapitler. Vær saa snil at sende mig manuskriptet tilbage; han siger ikke noget om, at han vil ha mig til at udgive det; men jeg skriver naturligvis straks og tilbyder at sende det til hvilketsomhelst tidsskrift. Paa denne maade faar jeg ikke noget for al min originalitet, hvor stor den end maatte være; men min bogs værdi, hvis den da nogensinde faar nogen, vil ikke bli forringet; thi hele arbeidet ligger i teoriens anvendelse.

Jeg haaber, De vil synes om Wallace's opsats, saa jeg kan sige ham Deres mening.

Jeg forbliver, kjære Lyell, Deres oprigtig hengivne C. Darwin.

Til C. Lyell. Down, fredag (25. juni 1858).

Kjære Lyell. Det gjør mig ondt at forstyrre Dem, saa travlt som De har det, med noget saa rent personligt; men hvis De vil overveie sagen og sige mig Deres mening, vil De gjøre mig en saa stor tjeneste, som et menneske kan gjøre et andet; thi jeg stoler fuldstændig paa Deres dømmekraft og hæderlighed — —

Der findes intet i Wallace's af handling, som

[page] 137

A. R. WALLACE'S MANUSKRIPT. [1858]

ikke findes meget fuldstændigere i min, der blev skrevet i 1844 og læst af Hooker for en tolv aar siden. For omtrent et aar siden sendte jeg et kort omrids af mine anskuelser — jeg har kopi deraf — til Asa Gray, med hvem jeg korresponderede om forskjellige spørsmaal; jeg kan derfor med sandhed sige, at jeg ikke har tåget noget fra "Wallace. Det vilde glæde mig meget, hvis jeg nu kunde la trykke et omrids af mine anskuelser i sin almindelighed paa et dusin sider eller saa; men jeg kan ikke komme fra den tanke, at det vilde være uhæderligt. Wallace siger intet om offentliggjørelse, og jeg ved-lægger hans brev. Men naar jeg ikke havde tænkt at udgive noget omrids af mine anskuelser, vil det da være hæderligt at gjøre det nu, da Wallace har sendt mig et omrids af sin teori? Jeg vilde langt hellere brænde hele min bog, end jeg vilde, han eller nogen anden skulde tro, jeg havde baaret mig lumpent ad. Synes De ikke, han har bundet mine hænder ved at sende mig denne skisse? Hvis jeg paa en hæderlig maade kunde gaa til offentliggjørelse, vilde jeg gjøre opmærksom paa, at det, der bevæger mig til nu at la min skisse trykke, er, at Wallace har sendt mig et omrids af de slutninger, jeg er kommen til. Og det skulde glæde mig at omtale, at De allerede for længe siden gav mig det raad at la min afhandling trykke. Den eneste forskjel mellem mig og Wallace er, at jeg kom til mine anskuelser ved at tænke over, hvad kunstigt udvalg har udrettet med husdyrene. Jeg vilde sende Wallace en kopi af mit brev til Asa Gray for at vise ham, at jeg ikke har stjaalet hans teori. Men jeg er ikke sikker paa, om det ikke vilde være lavt og lumpent at la noget trykke nu. Mit første indtryk var, at det vilde være uhæderligt, og jeg vilde visse-

[page] 138

UDARBEIDELSEN. [1858]

Hg ha handlet derefter, hvis ikke Deres brev var kommet. ,

Dette er en fille-affære at bry Dem med; men De ved ikke, hvor taknemmelig jeg vilde være for Deres raad.

Vilde De ha noget imod at sende dette og Deres svar til Hooker, som saa kunde tilføie, hvad han mener om tingen, og sende det til mig; paa den maade vilde jeg faa høre mine to bedste venners mening. Dette brev er elendig skrevet; jeg skriver det nu for at kunne banlyse hele dette emne for en tid; jeg er kjed af at tænke paa det længer — —

Tilgiv mig, kjære, gode ven. Dette er et daar-ligt brev.

Deres hengivne G. Darwin.

Jeg skal aldrig bry Dem eller Hooker mere med dette emne.

Til C. Lyell.

Down, 26. (juni 1858).

Kjære Lyell. Undskyld, at jeg sender Dem et brev til for at fremstille saa skarpt som muligt, hvad der kan siges mod offentliggjørelse.

Wallace kunde sige: „De tænkte ikke paa at la trykke et uddrag af Deres anskuelser, før De fik min meddelelse. Er det pent gjort at benytte Dem af, at jeg frivillig og uden opfordring har meddelt Dem mine meninger, og saaledes hindre mig fra at komme Dem i forkjøbet?" Den fordel, jeg i til-fældé benytter mig af, er da, at jeg privat er blit vidende om, at Wallace er i anmarsch. Jeg synes, det er haardt, at jeg saaledes skal miste min for-trinsret, der er af saa gammel dato, men jeg er aldeles ikke sikker paa, at dette forandrer sagen. Ens første indtryk er i almindelighed rigtige, og

[page] 139

SKISSEN FRA 1844. [1858]

jeg syntes først, at det vilde være uhæderligt af mig at la noget trykke nu.

Deres hengivne C. Darwin.

E. S. Jeg har altid troet, at De vilde bli en udmærket lordkansler, og nu henvender jeg mig til Dem som saadan.

Til J. D. Hooker. Dowll] tirsdag (29. juni 1858).

— — Jeg har modtaget Deres breve Nu1) kan jeg ikke tænke over dette; men jeg skal snart gjøre det. Jeg ser, at De og ligesaa Lyell har været imødekommende endog over forventning; ja, I er rigtig snille.

Jeg kan let faa mit brev til Asa Gray afskre-vet; men det er altfor kort.

— — Gud velsigne Dem. De skal snart høre fra mig, saa snart jeg kan tænke igjen.

Deres hengivne G. Darwin.

Til J. D. Hooker. Torsdag aften (29. juni 1858).

Kjære Hooker. Jeg har netop læst Deres brev, og jeg ser, De vil ha afhandlingerne straks. Jeg er meget nedslaaet og kan ikke bestille noget; jeg sender Wallace's afhandling og et uddrag af mit brev til Asa Gray;- men dette angiver kun høist ufuldkomment de maader, hvorpaa forandringer fore-gaar, og berører ikke grundene for, at arterne forandrer sig. Det er vist for sent altsammen. Jeg bryr mig næsten ikke om det. Men De er altfor snil, som ofrer saa megen tid paa dette. Det er meget opofrende og snilt af Dem. Jeg sender skissen fra 1844, bare for at De af Deres egen skrift kan se, at De virkelig har læst den. Jeg taaler

*) Lige efter, at hans lille barn var dpd af skarlagensfeber. F. D.

[page] 140

UDARBEIDELSEN. [1858]

virkelig ikke at se paa den. Spild ikke meget tid. Det er daarligt af mig, at jeg i det hele bryr mig om fortrinsretten.

Indholdsfortegnelsen vil vise, hvad det er.

Jeg vilde sende en lignende, men kortere og nøiagtigere skisse til „Linnean Journal".

Jeg vil gjøre alt, hvad de forlanger. Gud velsigne Dem, kjære, snille ven.

Jeg kan ikke skrive mer. Jeg sender dette med min tjener til Kew.

Deres C. Darwin.

[Følgende brev er det, der allerede er nævnt som udgjørende en del af den afhandling, Darwin og Wallaee i fællesskab offentliggjorde i Linnean Society's „Journal", 1858].

Til Asa Gray. Down, 5.8eptbr.») (iss7.

Kjære Gray. Jeg husker ikke længer akkurat de ord, jeg brugte i mit forrige brev; men jeg tror, jeg sagde, De vilde komme til at nære fuldstændig ringeagt for mig, naar jeg fortalte Dem, hvilke anskuelser jeg var kommen til; og det gjorde jeg, fordi jeg syntes, jeg var. forpligtet til det som ærlig mand. Jeg maatte ha været en besynderlig fyr, hvis jeg hermed havde ment at tillægge Dem endog et fnug af ond vilje; jeg,ved nok, hvad jeg skylder Deres overordentlige venlighed. Jeg maa fortælle Dem, at før jeg begyndte at korrespondere med Dem, havde Hooker vist mig adskillige af Deres breve (ikke private), og de indgav mig den varmeste agtelse for Dem, og Deres breve til mig og

*) I „Linnean Journal" staar oktober. Uddragene blev trykte efter en udateret gjenpart, som var i min fars besiddelse, og Tivorpaa lian havde skrevet: „TJette blev sendt til Asa Gray for 8 eller 9 maane-der siden, jeg tror, i oktober 1857u. F. D.

[page] 141

BREVET TIL DR. GRAY [1858]

.

alt, jeg har hørt om Dem, har kun øget styrken af denne følelse. Men jeg havde mine tvil, om De ikke, naar De fik se, hvorhen jeg stævnede, vilde anse mine anskuelser for saa fantastiske og narag-tige, at De ikke vilde holde det for umagen værd at hjælpe mere, (skjønt Gud ved, at det tog tid nok og kostede adskilligt — jeg tør sige samvittig-hedsfuldt —; arbeide, før jeg kom til disse anskuelser). For at nævne et eksempel: da jeg sidst snakkede med min kjære, gamle ven Faleoner, rettede han et skarpt, ihvorvel hensynsfuldt angreb paa mig. „De gjør mere skade, end et halvt snes naturforskere kan gjøre godt igjen", sagde han. „Jeg mær-ker, at De allerede har fordærvet og halvveis ødelagt Hooker!" Naar De ser, hvor stærkt mine bedste venner fordømmer mine anskuelser, kan det ikke undre Dem, at jeg altid venter, de skal mod-tages med foragt. Men nu kan det være nok, ja mer end nok, om dette.

Hjertelig tak for Deres venlige brev. Jeg er fuldkommen enig i alt, De siger, og jeg tror, jeg fuldt saa godt som nogen har øie for de vanskeligheder, min teori har at kjæmpe mod. Jo flere former jeg tar med i min undersøgelse, desto hurtigere ramler alle argumenter, der skulde støtte mine meninger, overende. Men for dyrenes vedkommende fører embryologien mig ind paa frygtelig store vidder. Det, som længst bidrog til at gjøre mig rettroende i videnskabelig mening, var de tilfælde, vi kjender, af tillempning-blomsterstøvklumperne hos asclepias arterne, — misteltenen, hvis blomsterstøv føres afsted af insekter og frøet af fugle-hakke-spætten med sine fødder og sin hale, sit næb og sin tunge, der sætter den istand til at klatre opad træstammerne og gribe insekter. Det er dumt at snakke om, at klima eller Lamarcks livsvaner frem-

[page] 142

UDARBEIDELSEN. [1858]

bringer slige tillempninger efter andre organiske væsener. Denne vanskelighed tror jeg, jeg har klaret. Siden De lader til at interessere Dem for dette emne, og det er en uhyre stor fordel for mig at høre Deres mening, om det saa var aldrig saa kortfattet, vil jeg vedlægge det kortest mulige om-rids af mine meninger om de midler, hvorved naturen frembringer sine arter (jeg sender det i afskrift for at spare Dem bryderi ved læsningen).

Min tro paa, at arterne virkelig har forandret sig, grunder jeg paa almene kjendsgjerninger i de organiske væseners slægtskabs-forhold, rudimentære1) (uferdige) organer, embryologi, geologi og den geografiske udbredelse. Hvad uddraget angaar, maa De ta storparten paa borg; hver paragraf udgjør et eller to kapitler i min bog. De vil kanske synes, det er lumpent af mig, naar jeg beder Dem ikke omtale min teori; grunden er, at hvis nogen, som forfatteren af „Fodsporene", fik høre om den, kunde han let finde paa at optage den, og saa maatte jeg citere efter et værk, som naturforskere kanske for-agtede, og det vilde høilig forringe udsigterne til, at mine anskuelser vilde bli antagne af dem, hvis dom jeg alene tillægger noget værd. [Her følger en drøftelse af „ store slægters af-artning", som ikke direkte har noget med det øvrige af brevet at gjøre].

1. Det er vidunderligt, hvad menneskets avls-valg —, det vil sige, udvælgelsen af individer med en eller anden eftersøgt egenskab og frembringelse af afkom véd dem, og saa atter udvælgelse — kan udrette. Endog opdrættere er blit forbausede over de resultater, de er komne til. Metodisk har man benyttet avlsvalg i Europa bare i det sidste halve

1) cfr. BUdviklingåiærens nuværende standpunkt" angaaende rudimenter og embryologi (fosterlære). J. 0.

[page] 143

BREVET TIL DR. GRAY. [1858]

aarhundrede. Men det er ogsaa leilighedsvis, og endog tildels metodisk, blit benyttet i de aller ældste tider. Der maa ogsaa ha været etslags ubevidst avlsvalg lige fra de ældste tider, idet man nemlig har bevaret de dyr, som under de forskjellige omstændigheder har været de nyttigste for mennesket (man havde ingen tanke for atkommet). „Roguing", som enfoldige mennesker kalder øde-læggelsen af af-arter, som afviger fra sin type, er et slags avlsvalg, racevalg. Jeg er overbevist om, at forsætligt og tilfældigt avlsvalg har. været den vigtigste faktor ved dannelsen af vore husdyrracer. Men hvordan nu end dette forholder sig, er dog dets store tillempningsevne uimodsigelig paavist i senere tider. Avlsvalg virker bare ved en mængde smaa eller store af-artninger, som foraarsages af ydre omstændigheder, eller i kraft af den kjends-gjerning, at barnet ikke er akkurat ligt forældrene. Ved hjælp af denne evne til at frembringe af-artninger, tillemper mennesket de levende væsener efter sit behov.— han kan siges af ét faar at frembringe uld, der er skikket til gulvtæpper og af et andet uld, som egner sig til klæde o. s. v.

2. Tænk Dem nu en, som ikke bare dømte efter det ydre, men som kunde studere hele den indre organisme — som ikke var afhængig af sine luner — og som i en eneste hensigt foretog udvalg igjennem millioner af slægtled — hvem kan sige, hvad han kunde udrette! I naturen har vi nogle smaa af-artninger, af og til for alle legemsdeles vedkommende, og jeg tror, det kan paavises, at forandring i livs-vilkaar er den vigtigste aarsag til, at barnet ikke nøiagtig ligner sine forældre; og geologien viser os, hvilke forandringer der har fundet sted og finder sted i naturen. Vi har en næsten ubegrænset tid til vor raadighed, noget, som kun en praktisk geo-

[page] 144

UDARBEIDELSEN. [1858]

log fuldt kan forståa at sætte pris paa. Tænk paa istiden; i den har idetmindste de nulevende musling-arter hele tiden eksisteret. I den periode maa der ha været millioner paa millioner af slægtled.

3. Jeg tror, det kan paavises, at der virker en slig ufeilbarlig kraft eller et »Naturligt udvalg", som min bog skal hede, som udelukkende virker heldbringende for alle organiske væseners vedkommende. Den ældre De Candolle, W. Herbert og Lyell har skrevet om kampen for tilværelsen; men de har ikke lagt tilstrækkelig vægt derpaa. Husk paa, at ethvert væsen (endog elefanten) formerer sig, med en 'slig hurtighed, at jordens overflade om faa aar eller i det høieste nogle faa aarhundreder ikke vilde kunne gi plads for afkommet af én art — den være hvilkensomhelst. Jeg synes, det er haardt stadig at skulle huske paa, at hver eneste arts forøgelse stanses i en vis tid af dens liv eller i et senere tilbagevendende slægtled. Kun ganske faa af dem, som fødes i et aar, faar leve, saa de kan forplante sig. Hvilken ubetydelig forskjel maa ikke ofte afgjøre, hvilke der skal leve, og hvilke der skal omkomme!

4. Tænk Dem nu det tilfælde, at et land un-dergaar en eller anden forandring; dette vil bevirke, at endel af beboerne varierer en smule; jeg tror forresten, at de fleste væsener til alle tider varierer saa meget, at avlsvalget har frit spillerum. Nogle af beboerne blir udryddede, og resten vil bli ud-sat for paavirkning af et forskjelligt sæt beboere, og det tror jeg vil ha større betydning for den enkeltes liv end udelukkende klimatiske forhold. Naar jeg tar i betragtning de uendelig forskjellige maader, hvorpaa dyr og planter erholder sin føde ved kamp med andre væsener, undgaar fare paa de forskjellige trin af sit liv og lægger sine æg eller udsaar sit

[page] 145

BREVET TIL DR. GRAY. [1858]

frø o. s. v., kan jeg ikke tvile paa, at i løbet af millioner slægtled vil individer af en art undergaa en eller anden liden af-artning, der paa en eller anden maade er gavnlig for deres tilværelse; disse vil ha bedre udsigt til at overleve de andre og forplante denne forandring, som saa igjen vil forøges lidt efter lidt ved det naturlige udvalgs indflydelse; og den afart, som saaledes er dannet, kommer en-* ten til at eksistere sammen med forældre-formen eller ogsaa — og dat er det almindelige — miste den. Et organisk væsen, som hakkespætten eller mistel-tenen, kan paa denne maade bli tillempet efter en snes forhold, idet avlsvalget frembringer flere og flere af de forandringer i bygning og former, som paa nogen maade eller i noget afsnit af dets liv kan være nyttige for det.

5. Enhver vil ha mangfoldige indvendinger at gjøre mod denne hypotese; paa de Heste kan der gives tilfredsstillende svar, tror jeg. „ Natura non facit saltum1)" er forklaringen for nogle af de mest iøinefaldendes vedkommende. Den langsomhed, hvormed forandringen foregaar, og den omstændighed, at kun nogle faa forandres ad gangen, forklarer andre. Vore fuldkomne geologiske kundskaber forklarer atter andre.

6. Et andet princip, som kan kaldes divergens-principet (afvigelsesprincipet), spiller efter min mening en betydelig rolle ved spørsmaalet om arternes oprin-delse. Den samme plet kan ernære flere væsener, naar der lever forskjellige former paa den. Vi ser dette af de mange slægtsformer i en (eng.) kvadratalen torv (jeg har talt 20 arter, hørende til 18 slægter) eller af planter og insekter paa hvilkensomhelst ensartet liden ø; de tilhører næsten ligesaamange slægter og fami-

 

 

1) „Naturen gjør ikke spring". , . 0.

Dar w ins Liv og breve. II. 10

[page] 146

UDARBEIDELSEN. [1858]

lier som arter. Vi kan forståa dette hos de høiere dyr, hvis vaner vi bedst kjender. Vi ved, ' at det eksperimentelt er blit paavist, at et stykke land gir større vægtsmængde avling, naar den besaaes med flere arter græs end med to eller tre arter. Nu kan man sige, at hvert organisk væsen, idet det forplanter sig raskt, stræber saa meget som muligt efter at forøges i antal. Slig vil det ogsaa være med afkom af hvilkensomhelst art, efterat den har opløst sig i af-arter, under-arter eller ægte arter. Og af det foregaaende følger, mener jeg, at det varierende afkom af hver art vil forsøge (kun for faa vil det lykkes) at bemægtige sig saa mange og saa forskjellige pladse i naturens husholdning som muligt. Enhver ny af-art eller art vil, naar den er dannet, i almindelighed indtage sine mindre godt udrustede forældres plads og saaledes udrydde dem. Jeg tror, dette er oprindelsen til alle organiske væseners klassifikation og gjensidige forhold til alle tider. De synes altid at dele sig i større og mindre grene, ligesom et træ grener sig ud fra en fælles stamme; de blomstrende kviste ødelægger de mindre kraftige — og. de døde og affaldne grene re-præsenterer i grove træk de uddøde slægter og familier.

Dette omrids af min hypotese er høist ufuld-komment; men paa saa lidet rum kan jeg ikke gjøre det bedre. Deres indbildningskrafl maa udfylde mange store tomrum. Før de har tænkt over det, ser det ud" som noget skrammel; ja karske det gjør det, ogsaa naar De har tat det op til tænkning.

0. Darwin.

IS. S. Dette lille udkast berører bare det na turlige udvalgs evne til at ophobe af-arter; jeg be-tragter den som det allervigtigste middel ved frem-

[page] 147

BREVET TIL DR. GRAY. [1858]

bringelsen af nye former. Lovene for den begyn-dende eller primordiale af-artning (som er betydningsløs undtagen som det grundlag, hvorpaa avls-valget bygger, i hvilken henseende den spiller en stor rolle) skal jeg behandle i flere kapitler; men som De nok kan tænke Dem, kan jeg kun komme til delvise og ufuldkomne resultater.

[Mr. Wallaoe's og min fars afhandling blev op-læst i Linnean Society om aftenen den Iste juli. Sir Charles Lyell og sir J. D. Hooker var tilstede, og jeg tror, de begge gjorde nogle faa bemærknin-ger i den hensigt at indskjærpe forsamlingen nødvendigheden af med største omhu at overveie, hvad de havde hørt. Der var dog ikke noget, som kunde kaldes en diskussion. Sir Joseph Hooker skriver til mig: „Den interesse, af handlingen vakte, var umaadelig; men emnet var for nyt og for farligt til, at den gamle skole skulde driste sig til at træde i skranken, før den havde væbnet sig. Efter mødet var der ivrig samtale om det. Lyells bifald og maaske tildels mit som hans sekundant i sagen imponerede forsamlingen; ellers vilde de ha faret løs paa den nye lære. Vi havde desuden den fordel at kjende forfatterne og emnet"].

Til J. B. HooJcér. Down, 5. juli (1858.)

Kjære Hooker. Vi er bedre tilmode og mindre forskrækkede nu, da vi har sendt alle børnene ud af huset, og vi skal flytte H., saa snart det gaar an. Vor første barnepige blev syg af halsbetændelse, og den anden har nu skarlagensfeber, men er, gud-skelov i bedring. De kan tænke Dem, hvor rædde vi har været. De sidste to uger har været meget triste. Mange tak for Deres brev om, at alt er gaaet bra i Linnean Society. Jeg maa endnu en gang faa lov til at takke Dem og Lyell for Eders

[page] 148

UDARBEIDELSEN. [1858]

venlighed ved denne anledning. Men jeg er virkelig skamfuld over, at I har spildt tid paa et blot og bart prioritetsspørsmaal. Jeg er nysgjerrig efter at faa se korrektfrarkene. Jeg ved aldeles ikke, om mit brev til A. Gray bør trykkes; jeg er aldeles ligeglad; De og Lyell faar gjøre ganske, som I vil.

Jeg kan nok gjøre et uddrag af hele mit værk, men jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg skal kunne gjøre det videnskabeligt nok for et tidsskrift, naar jeg ikke skulde anføre kjendsgjerninger, og det vilde bli umuligt. Et blot og bart uddrag kan ikke bli ganske kort. Har De noget begreb om, hvormange sider tidsskriftet vilde overlade mig?

Straks efter min hjemkomst kunde jeg begynde at tilskjære stoffet efter mit maal. Hvis redak-tionskomiteen skulde afvise det som ikke strængt videnskabeligt, kunde jeg maaske udgive det som fly veskrift. *

Vil De være saa snil at sende mit store med rene blade gjennemskudte uddrag1) under vedlagte adresse, før De forlader England? Hvis De ikke reiser før den 7de å 10de august, vil jeg helst, De skal la det ligge igjen hos Dem. Jeg haaber, De har noteret Deres kritik over mit manuskript over store slægter m. m., saa De husker Deres egne be-mærkninger, da jeg nemlig meget nødig^ vil gaa glip af dem. Og der er nok ingen udsigt til, at vi kan træffes, hvis De reiser til udlandet snart. Vi takker Dem hjertelig for Deres indbydelse til at følge med; jeg kan ikke tænke mig noget, jeg hellere skulde ville; men vi kan ikke reise fra vore børn; dertil er de for svagelige. Og jeg vilde vel ogsaa bare bli noget levende skrammel at fragte paa.

1) Skissen fra 1844. F. D.

[page] 149

BREV TIL SIR J. D. HOOKER [1858]

De sagde, De vilde skrive til Wallace; jeg vilde like det svært godt, da det ganske vilde fritage mig for dadel. Hvis De vilde sende mig Deres notiser — i forseglet stand —, skulde jeg skikke det videre sammen med mit eget, da jeg nemlig ved adressen o. s. v.

Vil De ved leilighed sige mig, hvad De mener om størrelsen af mit uddrag.

Hvis De træffer Lyell, saa fortæl ham, hvor taknemmelig jeg er for den venlige interesse, han har vist mig i denne sag. Det, at Englands første geolog og botaniker idethele viser interesse for dette emne, tror jeg, har stor betydning for den mod-tagelse, læren om arternes foranderlighed vil faa; jeg er vis paa, det vil rydde væk mange fordomme. Deres hengivne C. Darwin.

Til J. D. Hooker. Miss Wedgvoods bolig, Hartfield, Tunbridge

Hills (13. juni, 1858).

Kjære Hooker. Deres brev til Wallace synes jeg er, som det skal være, meget klart og høfiigt. Jeg tror ikke, det kunde være bedre, og jeg har idag sendt det videre sammen med et fra mig. Jeg har altid anset det for muligt, at nogen kunde komme mig i forkjøbet; jeg troede, jeg ikke vilde komme til at ta mig nær af det; men jeg ser, jeg tog feil, og jeg har nu faaet min straf derfor. Jeg havde ganske git tabt og havde allerede skrevet halvdelen af et brev til Wallace, hvori jeg overlader fortrinsretten til ham; og jeg havde sikkerlig ikke gjort det om, hvis det ikke havde været for Lyells og Deres skyld. Jeg føler, hvad jeg skylder Eder, og jeg skal ikke glemme det. Jeg er mere end tilfreds med udfaldet af mødet i Linnean Society. Jeg havde tænkt, at Deres brev og mit brev til

[page] 150

UDARBEIDELSEN. [1858]

Asa Gray bare skulde være et tillæg til Wallace's afhandling.

Om faa dage reiser vi herfra til bad, sandsyn-ligvis til Wight, og naar jeg kommer hjem (og har arbeidet en tid med due-skeletterne), vil jeg begynde paa uddraget, skjønt guderne maa vide, hvorledes jeg skal kunne gjøre noget af et uddrag, som bare skal ta 30 sider i et tidsskrift; men jeg skal gjøre mit bedste. Jeg skal bestille Bentham1); er det ikke synd og skam, at De skal spilde tiden med at tabellarisere af-arter? thi jeg kunde faa en skolemester fra Down til at gjøre det, naar jeg kommer . hjem, og saa meddele Dem alle resultaterne.

Jeg maa prøve at træffe Dem, før De reiser; men De maa ikke tro, jeg tænker at at bede Dem komme til Down; thi det faar De ikke tid til.

De kan ikke tænke Dem, hvor det har glædet mig, at tanken paa det naturlige udvalg har virket forløsende for Deres ubevægeligheds-tro. Naar den tid kommer, da naturforskerne kau betragte arter-nes forandring som fastslaaet, hvilken prægtig arbeidsmark vil der ikke da aabne sig — tænk paa afartnings-lovene — de levende væseners genealogi — deres vandre-linier o. s. v., o. s. v. Kjære, tak Deres kone for hendes venlige brev og sig, at jeg er hende meget forbunden, samtidig med, at jeg er rent skamfuld, naar jeg tænker paa, at hun har havt det besvær at skrive af mit stygge manuskript. Det var svært snilt af hende. Farvel, kjære ven. Deres hengivne C. Darwin.

E. S. Jeg har havt adskillig moro her af at iagttage slave-holdende myrer. Før kunde jeg ikke bare mig for at tvile paa de vidunderlige

') British Flora.

F. D.

[page] 151

„UDDRAGET". [1858]

historier, som fortaltes herom; men nu har jeg set en slagen røverbande og en udvandring fra et op-holdssted til et andet af slaveholdere, som bar sine slaver i munden; de holder Ms-slaver og ikke mark-slaver.

Jeg er tilbøielig til at tro, at det er en almin-delig regel, at naar der udskilles honning paa ét punkt af kronens omkreds, og støvveien bøier sig, saa bøier den sig altid i gjennemgangsveien til honningen. Lærkesporen er et godt eksempel herpaa i modsætning til Columbine — hvis De studerer dem, saa husk paa dette lille træk.

Til C. Lyéll. King's Head Hotel, Sandown, Isle of Wight.

18. juli (1858).

— — Vi skal opholde os her i 10 dage; der-paa skal vi reise til Shanklin, og det maa være et langt behageligere opholdssted for én, der som jeg ikke kan gaa. Vi haaber, at sjøluften vil gjøre H. og L. godt. Og hvis den det gjør, har turen svaret til sin hensigt; ellers ikke.

Jeg har aldrig faaet takke Dem nok for den overordentlige venlighed, De viste mig i Wallace-aflæren, og det bryderi, De havde af den. Hooker har fortalt mig, hvad der foregik i Linnean Society, og jeg er mer end tilfreds med udfaldet; jeg tror ikke, Wallace kan synes, jeg bar mig urigtig ad ved at tillade Dem og Hooker at gjøre, hvad I syntes var rigtigt. Jeg ærgrede mig visselig en smule over at skulle gaa glip af enhver fortrinsret; men jeg fandt mig i min skjæbne. Jeg skal nu gjøre et større uddrag; men det er rent umuligt at behandle dette emne paa en tilfredsstillende maade uden at anføre de kjendsgjerninger, hvorpaa hver enkelt slutning er bygget, og det vil naturligvis bli umuligt. At De og Hooker overhovedet interesserer

[page] 152

UDARBEIDELSEN. [1858]

Eder for mit værk, vil bidrage meget til, at folk overveier dette emne uden fordomme. Dette be-tragter jeg som en saa vigtig ting, at jeg næsten er glad over, at Wallaoe's afhandling kom, siden den har bevirket dette.

Jeg forbliver, kjære Lyell,

Deres meget taknemmelige C. Darwin.

[Det følgende brev sigter til korrektur-arkene af afhandlingen for Linnean Society's Journal. Med „indledningen" medens det indledende brev, som var undertegnet af sir C. Lyell og sir J. D. Hooker].

Til J. D. Hooker. King's Head Hotel, Sandown, Isle of Wight.

21. juli (1858):

Kjære Hooker. Først igaar modtog jeg korrek-turarkene, som jeg nu sender tilbage. Jeg synes, Deres indledning ikke kunde være bedre. — Jeg er lei over min daarlige stil; men jeg kan ikke forbedre den uden at skrive om igjen altsammen, og det vilde ikke være rigtigt og heller ikke umagen værdt, da jeg nemlig har begyndt paa et bedre uddrag til Linnean Society. Min undskyldning er, at det aldrig har været bestemt til offentliggjørelse. Jeg har bare gjort nogle faa rettelser i stilen; men jeg kan ikke faa den god; dog haaber jeg, den er nogenlunde forstaaelig. Jeg formoder, en eller anden vil læse 2den korrektur. (Skal jeg gjøre det?)

Kunde jeg faa et korrekturark at sende til Wallace ?

Jeg har endnu ikke overveiet tilstrækkelig Deres bemerkninger om de store slægter; men Deres tilslutning interesserer mig i høieste grad; jeg faar ikke tid til det, før jeg har gjennemset mit manuskript igjen. Men De kan stole paa, at De aldrig

[page] 153

„UDDRAGET" [1858]

 

gjør en bemærkning til mig, som gaar tabt paa grundaf uopmærksomhed. Jeg er særskilt glad, fordi De ikke har noget imod, at jeg anfører Deres ind-vendinger i en noget ændret form; thi jeg har altid anset dem for meget betydningsfulde, hvad enten de nu er farlige for min hypotese eller ikke. Jeg skal overveie alle Deres bemærkninger meget grundig — —

Jeg har skrevet efter Benthams flora; thi som — siger, det vil bli ganske snurrigt at se en flora, som er skrevet af en mand, der ikke kjender noget til de britiske planter!!

Det glæder mig meget, hvad De siger om mit uddrag; men De kan være vis paa, at jeg skal sammentrænge det saa meget som muligt. Jeg skal gjerne hjælpe til med penge, hvis det blir for langt1). Paa hvor mange maader har De ikke hjulpet mig! Deres hengivne C. Darwin.

[Dét „uddrag", som nævnes i slutningen af foregaaende brev, var det, som senere fik navnet „Arternes oprindelse", og som han nu begyndte at arbeide paa. I sin „Selvbiografi" (p. 101) nævner han, at han begyndte at skrive paa den i september; men i sin dagbog skrev han: „20de juni til 12te aug., i Sandown, begyndte paa min bog om arterne". „16de sept., gjenoptog arbeidet med bogen om arterne". Da han begyndte paa den, tænkte han at faa den udgivet som en afhandling eller som en række af handlinger af Linnean Society, og først sent paa høsten blev det klart for ham, at den maatte udgives som et selvstændigt værk].

1)cl. v. 8. han vil hjelpe til med tryknings-omkostninger, dersom trykningen skulde bli for lang for Linnean Society.' F. D.

[page] 154

UDARBEIDELSEN. [1858]

Til J. D. Hooker. Norfolk House, Slranklin, Isle of Wight.

Fredag, 30. (juli 1858).

Kjære Hooker. Vil De levere sir William hoslagte lap, hvori jeg takker ham for hans venlig-hed. Dette gir mig anledning til den fornøielse at skrive et brev til Dem, som De forresten ikke behøver at svare paa.

Dette er et meget deiligt sted, og vi har faaet et meget behageligt logis. Men desværre kan jeg ikke sige, at sjøluften har gjort H. eller L. meget godt. Heller ikke er min mave kommet i orden efter alle vore besværligheder. Jeg er meget glad over, at vi reiste hjemmefra; thi 6 børn i Down er nu døde af skarlagensfeber. Vi reiser hjem den 14de august.

Jeg har faaet Benthams „Britisk flora", og jeg er henrykt over den; William (som netop er reist en tur til udlandet) har været rigtig flink til at bestemme alle slags (for mig) nye planter. De smaa stykker med oplysninger er saa prægtige — — —. De engelske navne i de ekskursonsfloraerne gjør os fortvilede; man kan anføre dem, saameget man vil; men hvorfor i al verden sætter man ikke de latinske først; jeg blir rent sint. W. gav sig ikast med de kurvblomstrede og de skjærmblom-strede som en helt og gjorde det af med en hel masse med stor glans.

Jeg arbeider daglig et par timer paa min bog, og jeg synes, det er et fornøieligt arbeide. Jeg er nu Dem og Lyell hjertelig forbunden, fordi I har sat mig paa dette; for naar jeg er færdig med dette, vil jeg lettere og mageligere kunne fuldføre mit værk. Jeg maa tilstaa, at jeg hadede- den blotte tanke paa denne bog; og nu finder jeg den utilfredsstillende, fordi jeg ikke ser mig istand til at

[page] 155

"UDDRAGET". [1858]

anføre mine grunde for hver enkelt slutning. Den blir større, end jeg tænkte; det vil ta 35 foliosider i mit manuskript bare at gi et uddrag af mine anskuelser om afartning hos husdyr ; men jeg vil prøve bare at ta med det, som forekommer mig at ha nogen interesse, og som engang var nyt for mig. Det ser noget bagvendt ud at gjøre et uddrag af et utrykt værk; men alligevel er jeg, som sagt, yderst glad over, at jeg for alvor har begyndt paa det. Jeg haaber, De og Deres hustru faar en meget, meget behagelig tur.

Deres hengivne G. Darwin.

Til J. D. Hooker. Norfolk Hmistf, Shanklin, Isle of Wight.

Torsdag, (5te aug. 1858.)

Kjære Hooker. Jeg synes, apologien for uddra-gets stil helst bør staa som anmærkning. Men nu skriver jeg for at bede Dem sende mig pr. omgaaende mit manuskript om de store slægter, da jeg nemlig vil gjøre et uddrag deraf paa et -par sider. Jeg formoder, De er aldeles færdig med det; ellers vilde jeg ikke for nogen pris ha det tilbage. Hvis De binder en hyssing om det og sætter uden-paa: „Manuskript til trykning", saa tror jeg ikke, det koster over 4 pence. Jeg skulde ønske, jeg kunde sige, at De har læst dette manuskript og er enig med mig; men De skal faa høre dommen over det, før jeg læser det op i Linnean Society.

Det har glædet mig umaadelig, hvad De fortalte mig, efterat De havde snakket med Busk om uddragets længde. Det formindsker arbeidet bety-deligt, at man ikke behøver at beskjære saa meget bvert enkelt afsnit. Jeg skal prøve at vogte mig for vidtløftighed; thi jeg er bange for, det vil ødelægge al interesse for min bog, -1) naar den engang kommer.

1) Den storre bog, som paa"begyndtes i 1856. F. D.

[page] 156

UDARBEIDELSEN. [1858]

Det vil være bra at dele uddraget i forskjellige af-snit. Saaledes er jeg netop færdig med „afartning i tam tilstand" paa 24 manuskriptsider, og det er nok til én aften; men d*t vilde være meget kjede-ligt, hvis jeg ikke fik det altsammen udgivet underet.

Hvad De forøvrig siger om mit uddrag glæder mig høilig; men det forferder mig samtidig; thi jeg er bange for, jeg ikke kan gjøre det godt nok. Men slig som jeg nu rabler afgaarde om mine egne affærer!

For en 2 å 3 dage siden blev jeg meget forbauset ved at finde sir W. Hookers kort Tier; jeg havde uheldigvis været ude og spaseret. Henslow har skrevet til mJg og siger, han kommer til Down den 9de; men, ak, jeg reiser ikke hjem før den 13de og min kone først en uge senere. Det bedrøver mig at tænke paa, at jeg saaledes ikke kan faa besøge Dem; thi jeg vilde ikke synes om at forlade hjemmet saa snart. Jeg havde tænkt at reise til London og ta en tur paa et par timers tid til Kew.

Til J. D. Hooker. Norfolk House, Shanklin, Isle of Wight.

(August 1858).

Kjære Hooker. Jeg skriver bare for at for-tælle, at manuskriptet ankom hid i god behold for en to-tre dage siden. Mange tak, fordi De har rettet paa stilen; jeg synes, det er utrolig vanske-ligt at skrive klart. Naar vi træffes, maa jeg snakke med Dem om et par punkter vedrørende dette emne.

De taler om at reise til bad etsteds; vi synes, dette er det hyggeligste sted ved kysten, vi nogen-sinde har set, og vi liker Shanklin bedre end de andre steder paa sydkysten af øen, skjønt mange af dem er fortryllende og penere; jeg vil derfor

[page] 157

PLANTEVANDRINGER. [1858]

foreslaa Dem at tænke paa Shanklin. Vi bor paa serve kysten; men smagen er saa svært forskjellig angaaende opholdssted.

Hvis De reiser til Broadstairs en dag, naar det blæser en stærk vind fra Frankriges kyst, og veiret er vakkert, tørt og varmt, og De ser udover sjøen, vil De sandsynligvis (!) se tistelfrø blæse tværs over kanalen. Forleden dag saa jeg et, som blev blæst helt ind paa land og derpaa om faa minutter et til og saa atter et; jeg sagde til mig selv: Gud bevare mig, hvor mange tistler der maa være i Frankrige, og i tanken skrev jeg et brev til Dem. Men saa saa jeg paa de lave skyer og opdagede, at de ikke kom ind mod land, hvilket gjorde mig rent befippet. Jeg gik bortenfor en odde og fandt, at vinden gik i kystens retning, og netop paa denne odde var der endel prægtige tistler, som, hvergang der var lidt stærk kuling, for langt tilhavs og kom ind tillands igjen i en ret vinkel! En dag blev der skyllet iland en mængde insekter af floden, og jeg fik bragt ilive 13 arter af Coleoptera; men ikke tror jeg, de kom fra Frankrige. Men pas paa tistel-frøet, naar De slentrer om ved kysten.

Til Asa Gray. nte august (ismj.

Kjære Gray. Deres brev af 27de juli har netop naaet mig paa Wight. Det er mig en sand og stor glæde at skrive til Dem om mine anskuelser; og selv om det ikke var det, maatte jeg være en utak-nemmelig hund, om jeg ikke gjorde alt, De bad mig om, til gjengjæld for den uvurderlige hjælp, De har ydet. mig.

I mit lange manuskript har jeg behandlet de nyere klimatforandringer og deres indflydelse paa de organiske væseners vandringer, og her skal De faa et uddrag af et uddrag deraf; det sidstnævnte er

[page] 158

UDARBEIDELSEN. [1858]

er det uddrag, jeg steller istand for Linnean Society. Jeg kan ikke meddele Dem kjendsgjerninger, og jeg maa skrive dogmatisk, skjønt jeg ikke føler dogmatisk paa noget punkt. Jeg kan nævne — foråt De skal tro, jeg har nogen grund for mine meninger — at Hooker har læst mit manuskript; i førstningen var han rigtignbk uenig med mig i hovedsagen; men siden har han fortalt mig, at nærmere overveielse og nye kjendsgjerninger har omvendt ham.

I den ældre, eller maaske yngre, pliocæne periode (lidt før istiden) var temperaturen høiere end nu; derom kan der neppe være tvil; landets beskaffen-hed var, i ået store og hele, akkurat som nu, og efter skjæl at dømme fandtes der. væsentlig de samme arter som nu. I denne periode, da alle dyr og planter levede 10° å 15° nærmere polerne, tror jeg, at den nordlige del af Sibirien og Nordamerika var næsten sammenhængende, og at faunaen og floraen der var omtrent ensartet, slig som tilfældet nu er i de arktiske egne. (Naar man tænker paa det grunde vand der nord, er det meget muligt, at begge Behringsstræderne gik sammen, maaske lidt i syd). Klimatet blev derpaa gradvis koldere, indtil det blev, hvad det nu er; og da maatte de'tempererede dele af Europa og Amerika være adskilte, hvad ud-vandrings-forhold angaar, akkurat som de er nu. Saa kom istiden og drev alle væsener langt mod syd; det midtre, ja endog det sydlige Europa blev opfyldt af arktiske dyr og planter; da varmen kom tilbage, drog de sig langsomt opover bjergene, efter-hvert som sneen smeltede bort, og nu kan vi paa fjeldtoppene se levningerne af en engang sammenhængende flora og fauna. Dette er E. Forbes's teori, som jeg imidlertid havde udarbeidet 4 aar, før han lod sin offentliggjøre.

Enkelte ting har givet mig en svag anelse om,

[page] 159

PLANTEVANDRINGER. [1858]

at der mellem istiden og vor tid var en periode, da varmen var noget større. I overensstemmelse med min lære om tillempning tror jeg, at mange af Nord-Amerikas arter, der nøiagtig ligner Europas, er blit modificerede siden den pliocæne tid, da der paa den nordlige halvkugle var næsten fri forbindelse mellem den gamle og nye verden. Men nu kommer et vigtigere punkt. Der er temmelig mange beviser for, at hele jorden var koldere i istiden; det sluttede jeg for mange aar siden af eiendorumeligheder ved rullestene, som jeg omhyggelig iagttog baade paa Syd-Amerikas øst- og vestkyst. Nu vover jeg at antage, at mens istiden var paa sit høieste, og alle tropiske dyr og planter nødvendigvis maa ha havt det meget ondt, har enkelte tem-pererede former langsomt vandret ind i hjertet af troperne og endog naaet den sydlige halvkugle, og nogle faa former fra syden har trængt i modsat retning nordover. (Høider paa Borneo med australske former, Abyssinien med former fra Kap). Der, hvor der var næsten sammenhængende høiland, blev denne udvandring i overordentlig grad lettet; heraf forklares den europæiske karakter hos planterne paa Tierra del Fuego og paa Cordillernes toppe; lige-saa hos dem paa Himalaya. Etterhvert som temperaturen steg, tråk alle de ubudne tempererede gjæster sig tilbage til tjeldene; heraf forklares de europæiske former paa Nilgherries, Ceylon, toppe paa Java, Organ-fjeldene i Brasilien. Men da disse ubudne gjæster var omgivne af nye former, havde de en stærk tendens til at modificeres ved naturligt udvalg, saa de kunde tillempes efter de nye former, de fik at kjæmpe med; paa grund heraf er de fleste af formerne paa trope-egnenes fjelde ikke identiske, men repræsentative former for de nordlige tempererede planter.

[page] 160

UDARBEIDELSEN. [1858]

Lignende kjendsgjerninger kan fremdrages fra havets dyre- og planteliv. Alt dette forekommer Dem vel meget raskt sluttet, og det kan nok være; men jeg er vis paa, det ikke er saa raskt, som det ser ud i førstningen. Hooker kunde ikke fordøie det alt i begyndelsen; men nu har han rent omvendt sig. Af pattedyrene og det grunde hav slutter jeg, at Japan i en ikke saa fjern periode har været forenet med Chinas fastland, og altsaa maatte vandringerne nordover og sydover før, under og efter istiden ha samme virkning paa Japan som paa de tilsvarende breddegrader i China og de Forenede Stater.

Mer end noget andet skulde jeg ønske at vide, om De har nogen samlinger af alpeplanter fra Japan, og hvilke deres kjendemærker er. Stilen i dette brev er daarlig; men maaske er det godt nok til at vise, hvad jeg mener om de vigtigste nyere vandringer og temperaturforandringer

Til J. D. HooJier. (Down), 6te (oktober 1858).

— — Hvis De har tid, vilde det glæde mig særdeles at høre nyt om Deres kone, Dem selv og børnene. Hvorhen reiste I, hvad har I bestilt, og hvad bestiller I? Der har De en indholdsrig tekst.

De kan ikke tro, hvor jeg glædede mig over Deres korte besøg her. Det gjorde mig rigtig godt. Hvis Harvey endnu er hos Dem, saa hils ham paa det venligste fra mig.

— — Jeg arbeider meget regelmæssig paa mit uddrag; men det blir saa oversættes langt; men jeg kan ikke gjøre det kortere, naar jeg fuldstæn-dig og klart skal udvikle mine anskuelser (jeg anfører aldrig mer end i korthed en eller to kjendsgjerninger og farer over vanskelighederne med en harelab). Det vil ta 3 å 4 maaneder endnu; saa langsomt arbeider jeg, skjønt jeg aldrig er ledig.

[page] 161

BREVE TIL HOOKER. [1858]

De kan ikke tænke Dem, hvilken tjeneste De har gjort mig ved at faa mig til at gjøre dette uddrag. Jeg troede, jeg var klar altsammen; men dette har klarnet min hjerne og bragt mig til at veie de forskjellige elementers betydning.

Jeg har læst med megen interesse Deres (som jeg tror, det er) fortræffelige opsæt om R. Brown i Gardeners Chronicle — —

Til J. D. Hooker. Down, 12. oktober 1858.

— — Jeg har sendt otte eksemplarer1) pr. post til Wallace, og jeg vil gjemme de andre til ham, da jeg ikke ved nogen anden at sende dem til.

Jeg vil bede Dem ikke at udtale Dem altfor stærkt imod naturligt udvalg, før De har læst mit uddrag; thi skjønt De nok vil opdage mange iud-vendinger, som ikke er faldt mig ind, kan De dog ikke ha tænkt saa grundig over emnet som jeg.

Jeg tror, mit uddrag blir til en liden bog, som jeg faar udgi særskilt. — —

Hvilket prægtigt arbeide De holder paa med. Deres altid hengivne C, Darwin.

Til J. D. Hooker. dovt, 13. ottobr. isse.

— — Jeg har ærgret mig en smule over mig selv, fordi jeg bad Dem ikke ,,udtale Dem altfor stærkt imod det naturlige udvalg". Det gjør mig ondt, at jeg har plaget Dem; — men Deres svar har interesseret mig meget. Jeg skrev sætningen ned uden at tænke nærmere over det; men jeg er saa vant til at vente modstand og endog foragt — tildels fordi mine ikke-naturkyndige slægtninge pleier harsellere mig —, at jeg i øieblikket glemte, at De

1) Af C. Darwin og A. R. Wallaces af handling. F. D.

Darwin Liv og breve. II. 11

[page] 162

UDARBEIDELSEN. [1858]

er den eneste, som stadig har vist mig velvilje. De kan tro, jeg har ikke et øieblik glemt, hvor megen hjælp jeg har modtaget fra Dem. De har fuldstæn-dig ret i, at jeg aldrig har havt saa meget som en anelse om, at mine spekulationer var en „syltetøis-krukke" for Dem; jeg troede sandelig, lige til nu nylig, at mit manuskript havde været Dem aldeles ligegyldigt, og dette har ofte bragt mig til at tvile. Heller ikke vidste jeg, at de havde talt i alminde-lige udtryk om mit værk til vore venner, undtagen til vor kjære Falconer, som engang for nogle aar siden sagde, at jeg vilde komme til at gjøre mere ugagn, end ti naturforskere kunde gjøre godt igjen, og at jeg halvveis havde ødelagt Dem allerede! Alt dette er dumt egoistisk vrøvl, og jeg nævner det bare, for at De ikke skal anse mig for utak-nemmelig og tro, jeg ikke har sat pris paa og for-staaet Deres sympati; det skal Gud vide ikke er tilfældet. Det er forbandet slemt for en mand at bli saa optaget af et emne, som jeg er af mit.

Igaar var jeg i London nogle faa timer sammen med Falconer, der holdt en glimrende forelæsning for mig over menneskets alder. Vi er ikke opkom-linger; vi kan bryste os af et stamtræ, der gaar langt tilbage, ligetil tider, da nu uddøde arter eksi-sterede. Han har et storartet argument, nemlig en svær kindtand fra triasformationen.

Jeg er rent schakmat; næste mandag reiser jeg til Moor Park for at levne op igjen ved badet.

Jeg er, kjære Hooker, Deres hengivne

C. Darwin.

Til J. D. Hooker. November 1858.

— — Jeg havde svoret ikke at nævne det evindelige uddrag for Dem mer; thi jeg er vis paa,

[page] 163

BKEVE TIL HOOKER. [1858]

jeg har bryd Dem mer end nok med det; men siden De hentyder til udgivelsen, vil jeg fortælle, at jeg endnu har igjen at gjøre uddrag af afsnittene om instinkt og om bastarddannelse, og det kan ta en 14 dage for hvert; og bearbeidelsen af de materialer, jeg har samlet til forsteningslæren, læren om den geografiske udbredelse og om indbyrdes slægtskab vil ta tre uger for hver, da disse afsnit er mindre bearbeidede — saa jeg blir ikke færdig før april aller-tidligst, og da vil mit uddrag alt i alt udgjøre en liden bog. Jeg anfører aldrig mer end et eller to eksempler, og jeg gaar i korthed over alle indven-dinger, og dog kan jeg ikke gjøre mit uddrag kortere, naar det skal være tilfredsstillende.

[Omtrent paa denne tid gjenoplivede min far sine gamle kundskaber om biller, idet han hjalp sine gutter med at indsamle dem. Han sendte en kort meddelelse til „Entomologist's Weekly Intelli-gencer" for 25de juni 1859 om, at han havde faat fat paa Ucinus silphoides, clytus mysticus,' panagcms 4-pustulatus. Meddelelsen begynder med disse ord: „Vi tre meget unge insektsamlere har nylig i sognet Down fanget o. s. v.;" den er undertegnet af tre af hans sønner, men er tydeligvis ikke skrevet af dem. Jeg husker meget godt, hvilken fornøielse det var at tømme min flaske med døde biller for min far, foråt han kunde sige mig navnene paa dem, og den begeistring, som ogsaa greb ham, naar nogen af dem viste sig at være sjeldne sorter.

Følgende breve til mr. Fox (af 13de november 1858) og til sir John Lubboek belyser dette:]

Til W. D. FoX. Down, 13. november (1858).

— — Min søn W. ligger nu ved Christ's College og bor i værelserne over dine. Min gamle oppasser, Impey, blev meget forbauset ved at høre,

[page] 164

UDARBEIDELSEN. [1858]

at han var min søn, og sparte simpelthen: „Naa, har han været gift længe?" Hvilke behagelige timer vi tilbragte sammen, den tid jeg hver dag kom og dråk kaffe hos dig! Jeg bringes til at mindes gamle dage derved, at min tredje gut netop er be-gyndt at samle paa biller; forleden dag fangede han brachinus crepitans, til et udødeligt minde om Whitt-lesea Mere. Mit blod rullede med fordums fyrighed, da han en dag fangede en licinus — et bytte, som jeg aldrig har gjort.

Til John Lubbock. Torsdag (føl. 1867).

Kjære Lubbock. Jeg ved ikke, om De bryr Dem om biller; men for det tilfælde, at De skulde gjøre det, sender jeg denne i en flaske, da jeg nemlig ikke kan huske, jeg har set den før; men forresten er det jo ikke saa godt at huske 25 aar til-bage. Naar vi træffes, kan De sige mig, om De kjender den. — —

Jeg har en følelse som en gammel stridshest ved lyden af en trompet, naar jeg læser om fangst af sjeldne biller — er ikke dette en ædel lignelse for en afdanket entomolog? Jeg begynder næsten at længes efter at samle igjen. Farvel.

„Floreat entomologia/" — til den skaal har jeg i Cambridge drukket mangt et glas vin. Atter ,,Floreat entomologia11. N. B. Jeg har ikke drukket noget glas vin nu.

Deres C. Darwin.

Til Herbert Spencer. Down 25 November (1858).

Kjære Spencer! Jeg maa faa sende Dem min oprigtigste tak, fordi De var saa snil at forære mig Deres Essays1). Jeg har allerede læst adskillige af

1) „Essays Scientific, Political, and Speculative" .by Herbert Spencer» 1858—74.

[page] 165

HERBERT SPENCER. [1858]

dem med megen< interesse. Deres bemærkninger om det almindelige argument for den saakaldte udvik-lingslære synes jeg er ypperlige. Jeg holder nu paa med et uddrag af et større værk om arternes foranderlighed; men jeg behandler emnet bare som naturforsker og ikke fra noget almindeligt synspunkt; thi den side har De efter min mening behandlet saa glimrende, at det ikke kunde gjøres bedre, og jeg kunde ha eiteret Dem med megen fordel. Deres artikel om musiken bar ogsaa interesseret mig meget; thi jeg har ofte tænkt over det emne, og jeg var kommet til næsten samme slutning som De, skjønt jeg ikke kunde bevise min mening i de enkelte punkter. Endvidere har ved et besynderligt sam-mentræf udtryksmaaden hos dyr i mange aar været gjenstand for mine stadige løse spekulationer, og jeg er fuldstændig enig med Dem i, at ethvert udtryk har en eller anden biologisk betydning. Jeg haaber at lære endel af Deres opsæt om stil. Modtag min bedste tak.

Deres oprigtig hengivne C. Darwin.

Til J. B. Hooker. D0wn, 24. aeei*. (rø).

Kjære Hooker. Hvad De fortæller om gage og fri bolig, som De fik uden at søge om det, var en prægtig nyhed og gjør regjeringen ære. Mit værelse (28 -j- 19) med afdelt værelse ovenpaa og med alt tilbehør (og det malet) undtagen møblement, og rappet udvendig, — koster omtrent 9000 kr. Jeg glæder mig hjertelig over denne underretning. — Deres opiysninger om planters og dyrs udbredelse er virkelig meget mærkelige. Jeg husker godt, at ingen af Deres mange vidunderlige opiysninger i Deres forskjellige værker har bragt mig mere ud af koncepterne end den, at vandringerne væsentlig var foregaaede fra nord mod syd og ikke omvendt.

[page] 166

UDARBEIDELSEN. [1858]

Jeg er nu kommen til et resultat, der tilfredsstiller mig (skjønt det er jo noget ganske andet end at tilfredsstille andre); men det vilde bli en liden bog, hvis jeg skulde forklare mig tydelig. I lang tid saa jeg ikke, hvor den slutning bar hen, som jeg var kommen til i dette emne. Arter, som lever paa et stort landomraade, og som derfor forekommer i store mængder, og som har maattet udholde den strængeste konkurrance med andre former, maa ved naturligt udvalg ha naaet et trin af høiere fuldkom-menhed end de, som lever paa et lidet landomraade. Herved kan jeg forklare, at saa mange uregelmæs-sige former, eller hvad man kan kalde „ levende forsteninger" nu bare lever i ferskvand, idet de nemlig er blit udryddede i havet af mere leve-dygtige former; saaledes lever alle nu eksisterende ganoidfiske i ferskvand; ligesaa lepidosiren . og ani-thorhyneus o. s. v. Europas og Asiens planter har havt det største omraade at udbrede sig paa, og jeg betragter dem derfor som de mest „udviklede" og som istand til at beseire de mindre vel udvik-lede australske planter, medens disse ikke kunde modstaa de indiske. Læg mærke til, hvorledes alle dyr og planter paa Ny-Zealand gir tabt ligeoverfor Europas. De synes vel, at dette er bare vrøvl, men jeg tror, det er den skjære sandhed.

Jeg tænker, De indrømmer, at de australske planter, der blomster slig i Indien, ikke er noget bevis for, at de kunde holde stand mod de ti tusen naturlige muligheder af andre planter, insekter og dyr. Men hvad det sydvestlige Australien og Kap angaar, saa kan jeg gjerne gaa hjem og lægge mig, og jeg kan bare ønske det altsammen fanden ivold.

De siger, De gjerne vil se mit manuskript; men De har læst og syntes godt om mit lange

[page] 167

PLAN FOR UDGIVELSEN. [1859]

kapitel om isbræer, og jeg har endnu ikke skrevet afsnittet om den geografiske udbredelse, og heller ikke kommer jeg til at ta fat paa det paa en to-tre uger. Men det skal være mig en glæde at sende Dem enten uddraget. eller det gamle manuskript, helst uddraget.

Jeg har nu skrevet 330 foliosider af mit ud-drag, og endnu vil der gaa med en 150 å 200 sider, saa det blir en trykt bog paa 400 sider; jeg tror, det i mange henseender er bedst, at det trykkes særskilt. Emnet er i granden rent for vidtløftigt til at behandles i et videnskabeligt selskab, synes jeg, og desuden tror jeg, at enkelte af mine kjen-dinger vilde blande religionen ind i diskussionen.

Jeg tænker paa en udgave i lidet format, ilighed med 4de eller 5te udgave af LyeLVs „Principles".

Dette brev blev forferdelig langt. Ja, farvel da, kjære Hooker.

Deres altid hengivne G. Darwin.

Til J. D. Hooher. DoTO, 2o. jan. 1859.

Kjære Hooker. Jeg vilde svært gjerne faa laant Heer engang; thi jeg- vil ikke læse noget, som virker forstyrrende paa mig, før mit uddrag er færdigt. Deres sidste meget oplysende brev skal gjøre mig yderst forsigtig angaaende de hyper-spekulative emner, vi har holdt paa at diskutere.

Naar De siger, at De ikke kan klare tanke-rækken, saa ved jeg godt, at det er, fordi tankerne er altfor tvilsomme og dunkle. Jeg har ofte havt, hvad De kalder den ydmygende følelse af at bli mer og mer indvævet i tvil, jo mere jeg har tænkt over tvilsomme punkter. Men jeg trøster mig altid med at tænke paa fremtiden, og jeg har den faste tro, at de problemer, som vi nu gir os ikast

[page] 168

UDARBEIDELSEN. [1858]

med, vil bli løste engang; og naar vi rydder granden, gjør vi en god gjerning, selv om vi ikke ser nogen grøde.

Jeg er fuldstændig enig i, at der bare er en <5<r(*<fe-forskjel mellem vore meninger om udbredel-sesmidlerne, og det synes jeg er en ganske betydelig overensstemmelse. Deres bemærkninger om vore fastlandes forandringer tinder jeg meget træffende, og jeg er fuldstændig enig; men om havene har jeg mine tvil.

Jeg er ogsaa enig (De ser, jeg er blidelig stemt) med Dem i Deres argumentum ad hominem, naar De af den australske floras rigdom paa arter og slægter slutter, at den har været storartet; men her kommer en meget stærk og fortrædelig aber,1 nemlig isoleringens indflydelse.

Det eneste punkt, hvorom jeg formaster mig til at ha mine tvil, er de naturaliserede planters stilling i Australien. Jeg tror, Muller siger, at de har spredt sig langt udenfor dyrkede egne, og jeg kan neppe tro, at vore europæiske planter skulde kunne bebo steder, som var saa golde, at de inden-landske planter ikke kunde leve der. Jeg maa ha flere beviser for at kunne tro det. Jeg har skrevet dette brev bare for at takke Dem, saa De behøver ikke at svare paa det.

Til J. D. Hooker. p«mn, 23. jan. 1859.

— — Jeg vedlægger Wallace's breve til Dem og mig. Jeg beundrer i høi grad den aand, i hvilken de er skrevne. Jeg har aldrig følt mig rigtig sikker paa, hvordan han vilde ta det. Han maa være en elskværdig mand. Vær saa snil at sende mig det tilbage; Lyell^burde faa vide, hvor vel tilfreds han er. Disse breve har bragt mig til ea

[page] 169

A. R. WALLACE. [1859]

klar forstaaelse af, hvormeget jeg skylder Deres og Lyells saa venlige og ædelmodige optræden i denne sag. «

Hvor glad jeg skal være, naar udtogefe 6r færdigt, og jeg kan unde mig ro!

Ill A. M. WallaCe. Down, 25. januar 185,9.

Kjære Wallace. Det glædede mig overordentlig at modtage Deres breve til mig og dr. Hooker for 3 dage siden. Jeg maa faa lov at sige, hvor hjertelig jeg beundrer den aand, hvori de er skrevne. Skjønt jeg intet havde gj< rt for at bevæge Lyeli og Hooker til at foretage, hvad de ansaa for ret og billigt, kunde jeg dog naturligvis ikke undgaa med en vis spænding at imødese Deres svar.

Indirekte skylder jeg Dem og de to meget; thi jeg tror næsten, at Lyell vilde ha faat ret, og at jeg aldrig havde faat færdigt mit større værk; med min svage helse har jeg fundet udtoget svært nok at greie; men nu holder jeg da, gud ske lov, paa med mit næstsidste kapitel. Mit udtog kommer til at udgjøre en liden bog paa 4 — 500 sider. Naar det kommer ud, sender jeg Dem naturligvis et eksemplar, og da vil De se, hvilken rolle jeg tror, udvalget har spillet ved opdrætning i tam tilstand. Det spiller en ganske anden rolle her end i naturtilstanden. Jeg sendte under samme adresse som dette brev et eksemplar af „ Journal of the Linnean Society", og siden hår jeg sendt omtrent et halvt dusin eksemplarer. Jeg har endnu mange eksemplarer, som staar til Deres raadighed. — —

Det glæder mig at høre, at De har havt Dere» opmærksomhed henvendt paa fuglereder. Ogsaa jeg: har beskjæftiget mig dermed, skjønt næsten ude-lukkende med ét maal for -øie; jeg har nemlig villet

[page] 170

UDARBEIDELSEN. [1858]

vise, at instinkterne varierer, saa at udvalget kan vedblive at virke paa og forbedre dem. Faa andre instinkter kan, saa at sige, opbevares i et museum.

Mange tak for Deres tilbud om at iagttage for mig striberne paa heste; hvis De har adgang til at iagttage æsler, saa tag dem med. Det glæder mig at høre, at De har samlet vokskager fra bikuber. Dette er min specielle kjephest, og jeg tror, jeg kan kaste lys over den sag. Hvis De kan samle dubletter uden altfor store udgifter, saa vilde jeg gjerne ha nogle eksemplarer med endel bier af hvert slags. Unge, uregelmæssige kager i opvæksten og saadanne, som ikke har havt pupper, egner sig bedst til maa-ling og undersøgelse. Væggene i kagen bør beskyttes godt mod afgnidning.

Hver eneste en, jeg har talt med, har været af den mening, at Deres afhandling er meget godt skrevet og interessant. Den stiller mine uddrag fra 1839 fuldstændig i skyggen, men de var jo heller ikke bestemte til offentliggjørelse.

De spørger, hvorledes Lyell synes om dette. Jeg tror, han ikke rigtig ved det selv; men han gir ikke tabt og taler ofte med skræk til mig om, hvilket stykke forretning det vilde være for næste udgave af „the Prineiples", om han blev forført. Men han er meget oprigtig og ærlig, og jeg tror, lian vil ende med at bli „proselyt". Dr. Hooker er blit næsten en ligesaa stor kjætter som De og jeg, og jeg anser ham ubetinget for den bedste dominer i Europa.

Af ganske hjerte ønsker jeg Dem sundhed og fremgang i alle ting; og gud ved, at hvis berømmelig iver og energi fortjener held, saa maa De i rigeligt maal fortjene det. Jeg anser min egen løbebane for næsten slut. Hvis jeg kan faa udgivet

[page] 171

GEOGRAFISK UDBREDELSE. [1859]

mit uddrag og muligens ogsaa mit større værk over det samme emne, saa anser jeg mit livsvserk for endt. Deres hengivne C. Darwin.

Til J. D. Hooker.

Down, 2. marts 1859.

Kjære Hooker. Jeg er blit opmærksom paa følgende ubetydelige, men eiendommelige kjendsgjer-ning. Jeg tror neppe, det er muligt at nævne en fugl, som tilsyneladende har mindre med den geografiske udbredelse at gjøre end petrellen. Sir William Miller i St. Kilda skar op nogle nys ud-klækkede stormfugleunger og fandt endel store, sjeldne nødder i deres kro, opsnappede, antager jeg, i Golfstrømmen af forældrene. Han synes at sætte overordentlig stor pris paa disse nødder. Jeg har bedet ham (men jeg tviler paa, at han vil) sende en nød til sir William Hooker (jeg opgav denne adresse for effektens skyld for at se, om nogen af Eder kjender den og kan sige, fra hvilket land den er kommen. Vil De være saa god at omtale dette til sir William Hooker, og hvis nødden kommer, vil De da gjøre mig den tjeneste at sende den tilbage til „Sir W. Milner, Bart, Nunappleton, Tadcaster" i rekommanderet brev; saa skal jeg erstatte Dem porto-udlægget. Vedlæg en strimmel papir med navnet og landet, om De kan, og lad mig saa siden faa vide det. Tilgiv mig, at jeg beder Dem paatage Dem alt dette bryderi; men det er en morsom liden kjendsgjerning og ret efter mit sind.

Nu til noget andet. Jeg er færdig med mit uddrag af kapitlet om geografisk udbredelse, forsaa-vidt som denne vedrører det emne, jeg behandler. Jeg saa meget gjerne, at De læste det; men jeg siger dette i den tro, at De ikke vil gjøre det; De har det vel mer end almindelig travlt nu. Jeg

[page] 172

UDARBEIDELSEN. [1858]

gir Dem mit æresord paa, at jeg ikke skal føle mig krænket derover, og jeg ber Dem oprigtig om ikke at gjøre det, dersom det volder Dem bryderi. Jeg ønsker, at De vil gjøre det, fordi jeg specielt her føler mig usikker, og der saaledes kan have ind-sneget sig feil; tillige vilde jeg gjerne vide, hvilke dele De vil gjøre flest indvendinger mod. Jeg ved, at vi afgiver meget fra hverandre i forskjellige punkter, og at vi maa gjøre det. Endelig vilde jeg gjerne vide, om jeg har tåget noget fra Dem, som De selv gjerne vilde være den første til at offentliggjøre. Jeg tror, at jeg især har tåget af Deres udgivne værker, og skjønt jeg flere gange baade i dette kapitel og andetsteds har erkjendt Deres bistand, er jeg dog paa det rene med, at det ikke er muligt for mig at faa dette tilstrækkelig frem i ud-toget1). Men lad mig endnu engang faa sige, at De ikke maa tilbyde Dem at læse det, hvis det falder Dem meget besværligt. Det er langt — omkring 90 sider, i fuldt afskreven stand, tænker jeg. Jeg haaber, det staar godt til hos Dem. Moor Park har gjort mig adskillig godt.

Deres hengivne G. Darwin.

E. S. Himlen tilgive mig, her er et spørsmaal til. Hvorvidt har jeg ret, naar jeg antagér, at de vigtigste kjendemærker for inddelingen af planter er af embryologisk natur?

Frøet selv kan ikke anses som saadant, antagér jeg, hellerikke æggehviden, osv. Men jeg antagér, at frøbladene og deres stilling og stengel- og

1) „Jeg har aldrig rapset i nogen mands lomme, men idet jeg skriver nærværende kapitel, har jeg bestandig en følelse (selv naar jeg afvi-ger mest fra Dem) som om jeg stjal fra Dem; aaa meget skylder jeg Deres skrifter og vore samtaler, og det meget mere, end man kan slutte af min simple erkjendelse". — Brev til Sir J. D. Hooker, 1859.

[page] 173

GEOGRAFISK UDBBEDELSE. [1859]

rodspirens og hele embryos stilling og form i frøet er embryologiske, og hvorvidt er disse af fremtræ-dende betydning? Jeg vil gjerne anføre planter som eksempel paa vigtigheden af embryologiske kjendemærker ved klassifikationen. Hvad dyreriget angaar, er der naturligvis ingen tvil om dette.

Til J. D. Booker.

Down, 5. marts 1859.

Kjære Hooker. Mange tak for det om frøet — — det er besynderligt. Petreller i St. Kilda nærer sig tilsyneladende af frø fra Vestindien. Man burde se til at'komme efter, om saadanne nødder nogensinde er blit indførte til England. Det glæder mig meget, at De vil læse mit geografiske manuskript; det er nu under renskrivning, og der vil. antager jeg, gaa omtrent ti dage, før det blir færdigt. Det skal bli sendt, saasnart det er færdigt. — —

Det skal glæde mig meget at se Deres embryologiske tanker om planterne.

Jeg har været saa daarlig de tre, sidste dage, at jeg sommetider tviler paa, om jeg nogensinde skal faa min lille bog færdig, skjønt der nu mangler «aa lidet.

Til J. D. Hooker. Down> 15. martg (1859).

Kjære Hooker. Jeg er fornøiet over Deres dom om mit kapitel. De har ikke angrebet det nær saa meget, som jeg frygtede. De synes ikke at ha opdaget mange feil. Det var næsten helt igjennem skrevet efter hukommelsen, og derfor var det mest, jeg var bange; det vilde ha været bedre først at ha skrevet det hele omhyggelig og siden gjort uddrag. Jeg anser det for moralsk sikkert, at det maa indeholde mange feil i betragtningerne af almen natur. Jeg vil nu ta for mig nogle faa

[page] 174

UDARBEIDELSEN. [1858]

punkter i Deres brev, men umag Dem ikke med at

svare, uden at De har noget vigtigt at meddele.-------

— — Jeg er nysgjerrig efter at vide, om De ikke blev lidt slagen over hjemmeværende fiaggermus's forekomst paa øer; det har i særlig grad forundret mig, maaske altfor sterkt.

Med hjertelig tak Deres C. Darwin.

E. S. — De kan ikke tro, hvilken lettelse det har været for mig, at De har gjennemset dette kapitel, eftersom jeg her følte mig særdeles usikker.

Imorgen blir jeg færdig med mit sidste kapitel om slægtskabsforhold, overensstemmelse, embryologi osv. Det synes mig, at kjendsgjerningerne taler meget stærkt for læren om arternes foranderlighed; tilslut følger saa en afsluttende oversigt. Jeg har havt megen interesse af udarbeidelsen af dette kapitel. Jeg skal nu begynde at forberede til trykning de kapitler, jeg skrev først. Men min helbred er virkelig nu saa svag, at endog dette vil ta lang tid for mig.

TU W. D. FOX. Downi 24. (marta 1859).

Kjære Fox. Det var virkelig meget snilt af dig, at du skrev til mig midt i alle dine bekymringer, skjønt du synes at være kommet over nogle af dem nu, da du og din hustru har gjenvundet helsen. Jeg havde i det sidste ikke hørt noget til din mors befindende, og det gjør mig ondt at høre, at det staar saa daarlig til. Men at hun ikke lider meget, er jo en god ting; livet i og for sig tror jeg ikke de gamle sætter synderlig pris paa. Hvor slemt maatte du ikke ha det, da du maatte fare og reise frem og tilbage.

[page] 175

DAARLIG HILSE. [1859]

 

Vi er alle noksaa raske, og vor ældste datter er i bedring. Jeg har haab om snart at bli færdig med mit arbeide og holder nu paa at forberede manuskriptet til trykning; jeg haaber om en maaneå eller seks uger at faa de første korrekturark. Jeg er træt af det. Det er meget besynderligt, at jeg-ikke har nogen følelse af, at jeg overanstrænger min hjerne, men kjendsgjerninger nøder mig til at slutte, at min hjerne ikke er skabt til megen tænk-ning. Naar jeg blir færdig, har vi bestemt os for en tur til Ilkley eller et lignende sted paa en tor tre maaneder for at se, om jeg paa nogen maade-kan rette paa helsen, for det har virkelig været saa> daarlig med den paa det sidste, at jeg har været udygtig til alt muligt. Du gjør mig uret, naar Da tror, at jeg arbeider for berømmelsens skyld; jeg sætter pris paa den til en vis grad; men hvis jeg-kjender mig selv ret, saa er det et slags instinkt, som driver mig til at arbeide, for at prøve at finde-sandheden. Hvor glad jeg skulde bli, om Du en og anden gang kunde komme til Down, især naar jeg blir lidt bedre, hvad jeg endnu stedse haaber , jeg skal. Vi har sat op en billard, og jeg Ander., at den gjør mig meget godt og driver de skrække-lige arter ud af mit hode. Levvel, min kjære gamle ven!

Din hengivne 0. Darwin.

Til C. Lyeil. Down, 28. marts (1869).

Kjære Lyell. Hvis jeg kan beholde helsen saa. nogenlunde, haaber jeg at kunne sende mit værk til bogtrykkeren i begyndelsen af mai. Jeg vilde derfor gjerne be Dem om et lidet raad. Af ud-tryk i Deres hustrus brev slutter jeg, at De har talt med Murray. Er det saa? Og er han villig

[page] 176

UDARBEIDELSEN. [1858]

til at udgive mit udtog? Hvis De vil fortælle mig, om overhovedet noget er forhandlet og i saafald hvad, saa vil jeg skrive til ham. Kjender han noget til, hvad bogen handler om? Og for det andet, kan De sige mig, hvad der er bedst, enten at jeg først foreslaar ham de betingelser, jeg ønsker, eller skal jeg lade ham først foreslaa sine vilkaar? Og hvad anser De for rimelige vilkaar? Deling af for-ijenesten eller hvad?

Vil De saa sluttelig være saa snil at se paa vedlagte titel og sige mig Deres mening om den. De maa endelig huske paa, at om jeg faar helsen, og det viser sig at være umagen værdt, saa har jeg en meget større og fuldstændigere bog om samme emne næsten færdig. Mit udtog vil bli omtrent femhundrede sider af størrelse som første udgave af Deres „Elements of Geology".Tilgiv, at jeg bryr Dem med ovenstaaende spørsmaal; De skal ikke faa mere bryderi nu med dette. Jeg haaber, at det gaar Dem godt, og at det gaar fremad med Deres arbeide.Jeg arbeider meget strengt, næsten mere, end jeg taaler, og længes efter at blive færdig, saa jeg kan prøve at gjenvinde helsen.

Deres C. Darwin.

Oprigtig tak, fordi De arbeidede for at skaffe mig Wollaston-medaljen.

E. S. — Vil De raade mig til at sige Murray, at min bog ikke er mere kjættersk, end stoffet gjør uundgaaeligt? Skal jeg sige ham, at jeg ikke behandler menneskets oprindelse, at jeg ikke aabner nogen diskussion om Iste mosebog osv. osv., men fremdrager kun kjendsgjerninger og af dem drager de slutninger, jeg synes er fornuftige?

[page] 177

FORSLAG TIL TITEL. [1859]

Eller kanske jeg helst ikke burde sige noget til Murray, men forudsætte, at han ikke kommer med indvendinger i anledning af dette vidtgaaende kjætteri, som dog i virkeligheden ikke er værre, end hvad der præsteres i hvilkensomhelst geologisk afhandling, der staar i ligefrem strid med Moses.

Indlagt følger: Udtog af en afhandling om arters og afarters oprindelse ved naturligt udvalg af Charles Darwin

Fellow of tlie Royal, Geological, and Linnean Societies.

London. ««

osv. osv.

1859,

Til C. Lyell. n0Wn, 30. marts (1859).

Kjære Lyell. De har været mig en tro ven i alt, hvad De har gjort. De har ikke alene friet mig fra meget besvær og adskillig ængstelse, men har gjort alt saa ulige meget bedre, end jeg bavde været istand til. Jeg er meget fornøiet med alt, hvad De siger om Murray. Jeg vil skrive til ham idag eller imorgen og vil med det første sende ham en stor bunke; alle kapi^lerne er ikke paa langt nær saa tørre og kjedelige, som den del af manuskriptet; men uheldigvis kan jeg ikke faa gjort det den første uge, da de tre første kapitler er i af-skriverens hænder.

Darwins Liv og breve. II.

12

[page] 178

UDARBEIDELSEN. [1859]

Det gjør mig ondt, at Murray modsætter sig ordet „udtog", da jeg nemlig anser det for den eneste mulige undskyldning for, at jeg ikke gir fuldstændige henvisninger og ikke anfører kjends-gjerninger i detalj; men jeg vil ta hensyn til ham og Dem. Det gjør mig ogsaa ondt for udtrykket „Naturligt udvalg." Jeg haaber at kunne beholde det, naar jeg tilføier en forklaring som denne:

„Ved naturligt udvalg eller bevaring af foretrukne racer".

Grunden til, at jeg synes om udtrykket, er, at det stadig bruges i alle værker om avl, og det overrasker mig, at Murray ikke kjender det. Men jeg har saalænge studeret slige værker, at jeg ikke mere er nogen kompetent dommer.

Jeg inaa atter oprigtig og hjertelig takke Dem for Deres værdifulde bistand. , Deres forbundne C. Darwin.

Til J. B. Hooker. Dow]1> 2. api-u (isssi).

— — Jeg skrev til ham (Murray) og opgav ham overskrifterne til kapitlerne samt meddelte ham, at han ikke kunde faa manuskriptet førend om 10 dage eller saa, og imorges modtog jeg et brev fra ham, hvori han tilbyder mig gode vilkaar og gaar ind paa at udgive hele værket uden at se manuskriptet. Han er altsaa ivrig nok; jeg tror nok, at jeg i ethvert fald vilde ha været forsigtig; men i henhold til Deres brev forklarede jeg ham saa tydelig, som det lod sig gjøre, at jeg kun modtog hans tilbud paa den betingelse, at han havde fuld ret til at trække sig tilbage, naar han har set enten hele manuskriptet eller en del deraf. ' De synes kanske, at jeg er indbildsk, men jeg tror, at min bog til en vis grad vil bli populær nok i den

[page] 179

MANUSKRIPTET. [1859]

videnskabelige og halv-videnskabelige verden til at sikre (mod stort tab); jeg tror dette, fordi jeg i samtaler har fundet saa overraskende stor interesse hos saadanne mennesker og tildels ogsaa hos ikke-videnskabelig ' uddannede mænd for dette emne : geografisk udbredelse; De har jo læst, hvad jeg har skrevet derom. Murray er vel ialfald den bedste dommer, og hvis han vil udgive bogen, tænker jeg, at jeg kan vaske mine hænder. Jeg ved ogsaa, at mine venner, dvs. Lyell og De, har gjort alt muligt for at støtte sagen og ikke sparet paa umage.

Det vil glæde mig at se Dem hos mig dagen før langfredag, skjønt det vistnok i en henseende vilde være bedre for Dem at komme hvilkensom-helst anden dag; jeg venter nemlig .mine gutter hjem den dag, saa det vil bli næsten umuligt at sende vognen efter Dem. Der kommer, tænker jeg, nogle slægtninger ogsaa; men jeg haaber, De ikke bryr Dem om det; vi kan altid faa snakket saa meget sammen, som min svaghedstilstand tillader. Det skal glæde mig meget at se Dem.

—' — Jeg er træt, saa dette faar være nok. Deres hengivne G. Darwin.

E. S. Behag at sende mig mit geografiske manuskript, godt sammensnøret med en sterk hysing, henimod slutten af næste uge d. v. s. 7de eller 8de, foråt jeg kan sende det med mere til Murray; gud hjælpe ham, hvis han prøver at læse det.

Jeg kan ikke la være at tvile lidt paa, hvorvidt Lyell vilde interessere sig meget for at bevæge Murray til at paatage sig udgivelsen; jeg havde ikke bedt om det, og det er ikke frit for, at det krænker min stolthed.

Jeg ved, at Lyell har været uendelig trofast og opofrende ligeoverfor mig i denne sag, men det un-

[page] 180

UDARBEIDELSEN. [1859]

derstrøgne „bevæge" leder tanken hen paa, at Lyell har været paatrængende mod Murray.

Til Asa Gray. 4. april (im-1).

— — De ber om at faa se et aftryk af mine ark; jeg forsikrer Dem, at dette vil være mig den største glæde; jeg anser Deres anmodning for en stor kompliment. Jeg skal ikke, De kan stole der-paa, glemme en anmodning, som jeg betragter som en ære. Men (og det er et tungt „men" for mig), det vil ta lang tid, før jeg faar det i trykken; jeg kan med sandhed sige, at jeg aldrig er doven, jeg arbeider snarere formeget i forhold til min svage helse, men jeg kan kun arbeide tre timer om dagen, og jeg kan ikke danne mig nogen mening om, naar jeg blir færdig: jeg har skrevet elleve lange kapitler, men har adskillige meget vanskelige igjen, som kapitlerne om (forsteningslære) klassifikations-lære, embryologi, (læren om udvikling i moderlivet) osv.', og desuden har jeg at gjøre mange tillæg og rettelser til dem, der er skrevne. Jeg finder des-værre, at hvert kapitel gjennemsnitlig tar en tid af tre maaneder, saa sen er jeg. Der er ingen ende paa uundgaaelige digressioner. Jeg er netop færdig med et kapitel om instinktet, og her fik jeg føle, at det at gi sig i kast med en slig ting som bicel-ler og sammenligne alle mine gjennem 20 aar gjorte notater tog en fortvilet lang tid.

Men jeg sætter i vei om mig selv som en rig-tig egoist. Dog maa jeg faa lov til at sige, hvor nyttige jeg saa mangen gang har fundet Deres breve, som jeg nu nylig har gjennemset og eiteret; men De behøver ikke at frygte for, at jeg skal

1) Dette brev skulde været udeladt, da datoen sikkerlig ikke er korrekt.

F. D.

[page] 181

MR. MURRAY. [1859]

citere noget, som De ikke synes om; thi jeg søger at være meget forsigtig i saa henseende. Jeg haa-ber inderlig, at De kan faa væltet af Dem Deres gamle arbeide, der vel hviler paa Dem som en mare, saa De atter igjen kan bli en fri mand. Lad mig endnu engang faa lov til at forsikre Dem om min taknemmelighed.

Til J. Murray. Dowjl, 5te aprii isse.

Høistærede hr. Murray! Med posten sender jeg idag titelen (med enkelte bemærkninger paa en særskilt side) og de tre første kapitler. Har De taalmodighed til at læse hele første kapitel, tror jeg bestemt, at de vil kunne danne Dem en rimelig mening om bogen i sin helhed. Det er kanske bare indbildning; men jeg tror, at emnet vil interessere publikum; i hvertfald er synsmaaderne originale. Hvis De er af modsat mening, maa jeg endnu engang anmode Dem om, at De ikke paatager Dem arbeidet; det blir for mig en liden skuffelse, men ingen forurettelse. Tar De Dem for at læse 2det og 3die kapitel, træffer De efter min formening først paa et kjedeligt og temmelig dunkelt kapitel og dernæst paa et greit og interessant. Saasnart De er færdig med manuskriptet, vil De behage ved et sikkert bud og under tydelig adresse at sende det til miss G. Tollett, no. 14 Queen Anne Street, Cavendish Square. Denne dame, der er en for-træffelig dommer i stilistiske sager, vil gaa paa jagt for mig efter mulige feil. De maa ikke forhaste Dem; men jo tidligere De er færdig, des før blir hun ogsaa færdig, og des snarere kan jeg gaa til trykning, noget jeg saa gjerne vil. De vil kanske se fjerde kapitel, hovedhjørnestenen i mia bygning, samt maaske ogsaa 10de og Ilte kapitel. De maa isaafald sige til. Deres C. Darwin.

[page] 182

UDARBEIDELSEN. [1859]

Til J. I). Hooker. Down, llt6 apTu 18.69.

— — Dette for at melde, at jeg fik brev fra Murray igaar; han siger, han har læst de tre første kapitler (hvoraf et rigtig kjedeligt; han staar ved sit bud). Han bryr sig derfor ikke om at se mere manuskript, og De kan sende mit geografiske kapitel, naar De lyster.

[En del af manuskriptet ser ud til at være kommet bort, da det var underveis til min far; 14de april skriver han herom til J. Hooker: „Jeg har det gamle manuskript; tabet af det vilde ha tat livet af mig. Det værste er, at dette vil forsinke trykningen, og det allerværste er, at det nu ikke hjælper mig noget, at De har set igjennem mit kapitel, undtagen da den tilbagesendte trediedel. Det gjør mig rigtig ondt, at Deres kone gjorde sig det bryderi at afskrive de to sider].

Til J. D. Hooker. (April eUei mai 1859).

— — Aa, vær saa snil ikke at sige til nogen, at jeg troede, min bog om arterne vilde bli en populær bog og betale udgifterne ved udgivelsen (det var det høieste, min ærgjerrighed kunde tænke sig); thi om det hele gaar pokker i vold, kommer jeg til at staa i et saa meget latterligere lys. Vedlagt følger en kritik, en prøve paa, hvad fremtiden kan bringe: Pastor S. Haughtons tale i Geological Society, Dublin (februar 1858). „Disse tanker af herrerne Darwin og Wallace vilde ikke være op-mærksomhed værd, hvis det ikke var for de navnes autoritet (0: Deres og Lyells), under hvis beskyttelse de har set dagens lvs. Dersom de kun inde-holder, hvad de siger, er de en trivialitet;' indehol-der de noget mere, er de stridende mod de faktiske forhold". Hvilket skulde bevises.

 

[page] 183

STILEN. [1869]

I

Til J. D. Hooker. Down, llte mai 1859.

Kjære Hooker! Jeg er Dem meget forbunden, fordi De har gjort mig opmærksom paa, at min stil er uklar. Men Vorherre skal vide, at ingen neger med pisken over sig kunde ha trællet saarere for at bli klar,-end jeg har gjort. Men netop det, at det volder mig slig vanskelighed, gjør det jo sand-synligt, at det ikke er lykkedes mig. En dame, som har læst hele manuskriptet, har dog kun fundet to eller tre uklare sætninger; men naar Deres hustru har fundet slige steder, maa jeg sige, jeg blir ræd. Jeg vil gjøre alt muligt for at rette paa det, naar korrektur-arkene kommer. De er rigtig snil, som gjør Dem al denne umag med at skrive om det. Hvad vor gjensidige misforstaaelse1) angaar, har jeg aldrig næret tvil om, at vi kunde forklare os til-strækkelig tydelig mundtlig eller endog skriftlig, naar vi havde tid til at skrive udførlig nok. En eller anden bemærkning af Dem (jeg ved slet ikke hvilken) har bragt mig til at tro, at De betragter organismernes af-artning som nødvendig; fremdeles har jeg faat det indtryk, at De mener, af-artningen stedse udvikler sig divergerende i karakter eller grad. Isaafald er jeg ganske uenig med Dem. „Reversion" („tilbageforandring"), en af de former, under hvilke arveligheden optræder, tror jeg ikke ligefrem har noget med af-artning at bestille, skjønt naturligvis arveligheden er af afgjørende betydning for os; er nemlig en af-artning ikke nedarvet, spiller den for os ingen rolle. I saadanne spørsmaal tænkte jeg mig, at vi muligens gik ud ifra forskjellige grundbetragt-

1) „Naar jeg gjennemgaar kapitlet, vil jeg se, hvad jeg tan gjare; men jeg skjenner ikke, hvori.min uklarhed stikker; jeg er bange for, afc vi paa en eller anden maade misforstaar hverandre, fordi vi gaar ud fra grundforskjellige anskuelser." (Brev af 6te mai 1859. F. D.)

[page] 184

UDARBEIDELSEN. [1859]

ilinger. Jeg er forresten bange for, at min bog slet ikke kommer til at gjøre sig fortjent til alle de vakre ting, De "siger om den.

Efterat ovenstaaende var skrevet, har jeg mod-taget et rigtig interessant brev fra Asa Gray. Hvad han siger om min og Wallaoes afhandling har glæ-det mig meget. Han gir sig nok; thi det er ingen mening i at opgive en hel række og stanse ved en vilkaarlig trukken linie. Det er, hvad bedstefar kaldte unitarianisme, „en fjerseng til at opfange faldende kristne i".

Til J. D. Hooker. Down, iMe mai 1859.

Kjære Hooker! Det er meget daarligt med min helbred. Imorgen reiser jeg til bad paa en uges tid. Det gjør mig meget ondt, at jeg ikke kan se over nogen korrekturark denne nge (af Hookers Introduction to the „Flora of Australia"); hvad det gjælder for mig, er nemlig at banlyse disse greier af mit hoved. Otte dage imorgen kommer jeg tilbage. Dersom De anser det for umagen værdt — hvilket De vel neppe gjør — kunde De holde tilbage saa mange korrekturark, De lyster, til jeg kommer hjem igjen.

I al hast. Deres O. Darwin.

Ti dage senere skriver han til Sir J. D. Hooker: — „Disse linier skriver jeg for at melde, at jeg kommer tilbage søndag, og har De nogen korrekturark at sende, skal jeg med glæde gjøre alt, jeg kan. — Jeg var svært nedtrykt baade paa legeme og sjæl; men fuldstændig ro, duschen og „Adam Bede,, 2) i forening har været mig en sand helsebod".

2) George Elliots berømte roman. 0.

[page] 185

RETTELSER. [1859]

Til J. Murray. Down, Måe jmå issa

Bedste hr. Murray! Diagrammet passer rigtig-godt, og jeg vil meget snart sende det til mr. West for at faa ham til at foretage nogle ubetydelige rettelser. Det gaar smaat med korrekturarkene.. Jeg hu

sker, jeg skrev til Dem, at jeg ikke troede, der vilde være mange rettelser at foretage. Det var min oprigtige mening; men jeg har nok tat ordentlig feil. Stilen synes mig at være utrolig daarlig, og det er overordentlig vanskeligt at pynte paa den og gjøre den klar og grei. Naar jeg tæn-ker paa alle omkostningerne og tidstabet for mig, maa jeg tilstaa, at rettelserne er saa svære, som de godt kan være. Enkelte blik hist og her paa de følgende kapitler synes dog at vise, at de er noget bedre. Jeg skjønner ikke selv, hvorledes jeg ka» ha skrevet saa slet; men rimeligvis kommer det af, at hele min opmærksomhed var optaget af bevis-førelsen i sin almindelighed, saa jeg ikke lagde saa nøie mærke til detaljer. Jeg kan bare sige, at det gjør mig meget ondt.

Deres G. Darwin.

E, S. Jeg har set paa rettelserne. Saavidt jeg kan skjønne, kommer jeg til at volde Dem urimelige udgifter herved. Om De saa vil, har jeg-intet imod at indgaa paa et arrangement som følgende: Naar arbeidet er færdigt, opfører De en passende sum for korrektur-rettelser; hvad der overstiger den, gaar fra mit honorar eller betales af mig personlig,

Til C. Lyell. Down, 2iae juni 1859.

Jeg arbeider meget haardt; men det gaar smaat; thi rettelserne volder mig et skrække-

[page] 186

UDARBEIDELSEN. [1859]

ligt arbeide, der desuden falder mig i høieste grad vanskeligt. Jeg har gjennemgaaet 130 sider, og bogen blir paa 500. Jeg har gjort mit bedste for at gjøre den klar og grei, men er meget bange for, at det ikke har lykkedes mig. Saa meget er vist, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Hvis De havde siddet inde med alle mine materialer, er jeg vis paa, De vilde ha leveret noget ekstra. Jeg stunder til arbeidets afslutning; thi jeg er næsten udslidt. Deres meget hengivne C. Darwin.

TU J. D. HooJcer. Down, 22de juni 1859.

Kjære Hooker! Grunden til, at jeg ikke be-«varede Deres velkomne brev af 30te mai, der inde-holdt saa meget nyt, er den, at jeg ventede korrektur fra Dem. Men for øieblikket har jeg intet særligt at bestille og vil derfor rable ned nogle ord til Dem, skjønt jeg intet mærkeligt har at melde eller spørge om. Hvorledes kan . man ellers ha iioget at melde, naar man tilbringer hele dagen med at rette disse forbandede korrekturark? og det -slige korrekturark! Jeg maa for det meste sværte sætningerne og fæste papirstrimler til manuskriptet; flåa elendig daarlig er stilen. De siger, De har -drømt om, at min bog var underholdende; den drøm er jeg da vaagnet forsvarlig op af, og jeg begyn-der at frygte for, at publikum vil rinde den utaale-lig tør og uklar. Men en ting vil jeg fastholde: en dygtigere mand kunde ha gjort en glimrende bog ud af mine materialer. Det har glædet mig at høre om Prestwich's afhandling1). Hvad jeg har draget i tvil (og jeg ser, mr. Wright er inde paa det samme i „Athenæum"), er, om flintstens-styk-

1) Mr. Prestwich skrev en afhandling om fiintredskabers forekomst i forening med levninger af uddade dyr i Frankrige 1859. F. D.

J

[page] 187

KORREKTUR. [1859]

kerne virkelig er redskaber. Deres antal gjør, at jeg drager det i tvil; da jeg engang undersøgte Boucher de Perthes tegninger, kan jeg til det resultat, at de var stykker, som isen havde brudt af og skuret. —- Hvorledes gik det med forsøgene paa krydsningen af aoacia? Jeg er saa overlæsset med arbeide, at jeg ikke kan foretage nogen eksperimenter. Jeg er ikke kommen længer end til side 150 med første korrekturlæsning.

Adios, kjære Hooker. Deres C. D.

Til J. Murray. Down, 2sae juii issa.

Kjære hr. Murray! Jeg skriver for at melde, at fem ark er sendte til trykkeren i. fuldfærdig stand; to ark til behøver bare et gjennemsyn; jeg tenker derfor, De snart maa fatte beslutning om, hvormange eksemplarer der skal trykkes. Jeg kan umulig danne mig nogen mening herom. Stilen synes jeg nu er noksaa god og klar; men saa har det ogsaa kostet mig et svare bry. Men om bogen blir saa pas, at De er tilfreds med den, er jo en anden sag. Jeg haaber det bedste.

Deres C. Darwin.

Til A. B. Wallace.

Down, 9. august 1859.

Kjære mr. Wallace! Jeg fik Deres brev og ppsats *) den 7de; imorgen skal jeg sende det til Linnean Society. Men jeg vil gjøre Dem opmærk-som paa, at der ikke er noget møde før i begyn-delsen af november. Deres opsats synes mig at være meget fremragende, baade hvad indhold, stil og

1) Dette synes at sigte til mr. Wallaces afhandling „Om the Zoological Greography of the Malay Arehipelago", Linnean Soc. Journ 1860.

I\ D.

[page] 188

UDARBEIDELSEN. [1859]

bevisførelse angaar; jeg vil takke Dem mange gange, fordi De gav mig anledning til at læse den. Havde jeg læst den for to maaneder siden, vilde jeg ha kommet til at benytte den under udarbeideisen af min egen bog. Men de to kapitler, jeg har skrevet om denne sag, staar i sats, og skjønt der endnu ikke er læst nogen korrektur paa dem, er jeg ihvert-fald saa udslidt og klein, at jeg har hestemt mig til ikke at tilføie et eneste ord, men kun pudse paa stilen. De skjønner, at jeg er næsten enig med Dem i Deres synsmaader, og De kan stole paa, at jeg ikke kommer til at forandre et eneste ord, fordi jeg er blit kjendt med Deres tanker. Ved De, at mr. W. Earl (sic!) for flere aar flere aar siden har skrevet en bog, hvori han har stræbt at vise, at dyrenes udbredelse i det malayiske arkipel staar i nært forhold til dybden af havet mellem øerne ? (Sigter sandsynligvis til mr. W. Earles afhandling i Geographical Soo. Journal 1845 F. D.). Dette slog mig straks som meget mærkværdigt; alt, hvad der vedkommer den geografiske udbredelse i det malayiske arkipel — og ogsaa andetsteds — har jeg siden studeret med dette for øie. Jeg er kom-men til det resultat, at organismerne har været i høi grad udsatte for naturalisering paa de forskjellige malayiske' øer; dette har jeg i mange tilfælde anset for aarsagen til en hel række afvigelser og uregelmæssigheder. Det er især Timor, som har voldt mig bryderi. Hvad siger De f. eks. om den særegne felis-art paa denne ø? Jeg skulde meget ønske, at De havde besøgt Timor; jeg har ladet mig fortælle, at man der har fundet en forstenet mastodont- eller elefant-tand (jeg husker ikke, hvilken af delene); er dette tilfælde, vilde det jo være yderst mærkværdigt. Jeg vidste nok, at Celebes var noget for sig; men denne øs forhold til Afrika

[page] 189

GEOGRAFISK UDBREDELSE. [1859]

var mig ganske ukjendt; det er rent underligt, og jeg synes, det klinger næsten utroligt. Det er noget ligesaa alVigende og uregelmæssigt som det forhold, hvori det sydvestlige Australiens planteverden staar til planteverdenen paa det Gode Haabs forbjerg. Jeg er fddstændig uenig med Dem i Deres opfatning af ocean-øernes kolonisering; men forresten tror jeg, at alle andre stiller sig paa Deres side. Jeg er ganske enig med Dem, forsaavidt angaar øer, der ikke ligger fjernt ude i oceanet. Jeg har ogsaa samme opfatning som De med hensyn til den gjensidige udvandring af organismer fra land til land (ø til ø?), naar disse engang har modtaget sin rigelige del af dyr og planter; men jeg tror ikke, dette gjælder øer, der endnu ikke er beboede eller er daarlig forsynede med dyre- og planteliv. Kjen-dér De til det faktum, at fugle hvert eneste aar blæses til Madeira, Azorerne (og Bermudas-øerne) fra Amerika? Jeg vilde gjerne ha leveret en fuld-stændigere fremstilling af de grunde, som gjør, at jeg ikke kan slutte mig til Forbes i hans lære om fastlands-udstrækninger; men det er for sent; jeg vil intet forandre i, hvad jeg har skrevet, jeg er ud-slidt og maa ha ro. Jeg er desværre næsten sikker paa, at Owen blir vor bitre modstander. Hooker holder netop paa med udgiveisen af en storartet iud-ledning til Australiens flora; han slutter sig til os uden prut. Jeg har set korrekturark af omtrent halvparten.

Med mange gode ønsker Deres G. Darvin.

Til J. D. Hooher. Down, L sept. 1859.

Det forbauser mig aldeles ikke, at De synes, deres indledning er et vanskeligt stykke arbeide. Men beklag Dem nu ikke saa skrækkelig,

[page] 190

UDARBEIDELSEN. [1859]

sig ikke, at „De har brændt fingrene", og at ,,De har tat Dem vand over hodet"; thi jeg er sikker paa, at resultatet blir godt og fortræffeligt. Er jeg ikke rent tosset, saa maa jeg ha ret til at dømme lidt om slige almene drøftelsers værd, og jeg er fuldt ud paa det rene med, at Deres afhandlinger er de værdifuldeste, der nogensinde har set dagens lys. Jeg har næsten læst korrektur paa de sidste to kapitler af min bog; om en tre ugers tid haaber jeg at være færdig med 2den korrektur og hele historien; jeg (eller rettere vi allesammen) tar da afsked for at underkaste os nogle rnaaneders vand-kur; det har været overordentlig daarligt med hilsen; jeg blir svag som et barn og ude af stand til at gjøre nogen verdens ting med undtagelse af tre timers dagligt arbeide med korrekturlæsning. Vorherre maa vide, om jeg kan komme til at bestille noget igjen; maaske kan dog længere tids hvile og vandkuren udrette noget. — Jeg har ikke faat Asa Grays afhandling; jeg vilde desuden være ude af stand til at underkaste den nogen kritik, selv om jeg kunde opdrive det nødvendige fond af uforskam-methed og mod. De vil tro mig, naar jeg siger, det er mit ramme alvor, at Deres bog om Australia har interesseret mig ganske overordentlig — kanske næsten for meget. Det er mig en nydelse at læse den, og hvis De synes, at mine kritiske be-mærkninger er værdt nogenting, saa send mig kor-rektur-arkene (d. v. s. hvis De kan vente, til jeg biir friskere); men médmindre jeg kan yde Dem nogen, om end noksaa liden hjælp, saa vilde jeg hellere vente, til bogen udkommer. Men ønsker De det for Deres egen skyld, vilde det ganske vist gjøre mig særdeles ondt, om jeg ikke fik læse dem. Igaar blev jeg frygtelig syg, idag er jeg derfor særlig ude af humør, jeg er rasende forhippen paa at

[page] 191

KORREKTUREN FÆRDIG. [1859]

faa min forbandede bog færdig, slig som jeg har trællet med rettelser paa hver eneste side — mere,, end jeg nogensinde har set magen til. Det er saa* trættende at skulde slaa ihjel hele ettermiddagen, med ingenting at bestille efter klokken 12. Men jeg vil se til ikke at Hage mere. Farvel. Jeg haaber, vi træffes til vinteren.

Deres hengivne ven C. Darwin.

Til C. Lyell. Down 2. sept. 1859.

Det glæder mig, at De ønsker at se-mine korrekturark; jeg skulde ha budt Dem dem tøX, men jeg var ikke sikker paa, om De vikle like det; jeg har idagmorges skrevet til Murray og bedt ham sende dem. Jeg er desværre ikke kommén til den del, som jeg antager især vil interessere Dem, og som klarest og sterkest støtter min hele teori, den del nemlig, som behandler den geologiske rækkefølge, den geografiske udbredelse og isærdeleshed morfologi, embryologi og rudimentære (uferdige) organer1). Jeg skal sørge for, at de øvrige ark, efterhvert som de kommer fra trykken, kommer Dem ihænde. Ønsker De, at jeg skal sende den fuldstændig rettede og gjennemseede 2den korrektur? Isaafald kan De sende mig Deres adresse i en ren konvolut. Jeg liaaber, De læser altsammen, enten det er kjedeligt (især den sidste del af 2det kapitel) eller ikke:, thi jeg er paa det rene med, at der ikke fmdes en eneste sætning, uden at den har noget med argu-mentation i dens helhed at bestille. 4de kapitel vil De finde uklart og uforstaaeligt uden vedlagte underlige diagram 2), hvoraf jeg sender en gammel

1)Læren om livsformerne og deres udvikling, orn udvildingen i moders.

liv; cfr. „Udviklingslærens nuværende standpunkt". 'J.-O.

2) Diagrammet skal tjene til at opiyse afstamning samt divergens..

E. D.

[page] 192

UDARBEIDELSEN. [1859]

prøve, som jeg ikke mere har brug for. Som Murray siger, har jeg foretaget saa store rettelser, at jeg næsten kan siges at ha skrevet bogen fra nyt af; og endda frygter jeg, den er daarlig skrevet. Enkelte partier er. meget indviklede; og jeg tror næsten, at ikke engang De vilde kunne fremstille Dem klart. Gjør nu ikke som saa mange andre naturforskere: gaa ikke med et stykke for at stanse paa halvveien; det staar nemlig klart for mig, at dot er absolut nødvendigt at følge med helt ud; ellers maa man holde fast ved troen paa en skabelse af hver enkelt art; i sidste kapitel søger jeg i korthed at paavise dette. Husk paa, at Deres kjendelse sand-synligvis vil være vægtigere end min bog, naar det skal .afgjøres, om mine meninger skal antages eller forkastes af den nulevende slægt. Hvad fremtiden angaar, tviler jeg ikke paa, at de blir anerkjendte som sandhed; vore efterkommere vil være ligesaa forbausede over den nulevende slægts tro, som vi er over, at folk virkelig kan ha troet, at forstenede skjæl er blit skabte slig, som vi nu ser dem. Til-giv, at jeg saaledes gir mig til at ride min kjæphest.

Til J. D. Hooker. Down n. aept, 1859.

Kjære Hooker! Jeg læste korrektur paa sidste ark igaar ; jeg har nu igjen anden korrektur, registret o. s. v., og dette kommer jeg til at holde paa med næsten maaneden ud. Det værste er altsaa gudskelov nu gjort. Jeg skriver nu for at sige Dem, at min samvittighed gjør mig bebreidelser, fordi jeg ikke var tilstrækkelig redebon til at se igjennem Deres korrekturark; men da jeg skrev til Dem, var jeg syg paa legeme og sjæl. Vistnok tror jeg neppe, jeg kunde være Dem til nogen nytte; men hvis De tror, jeg kan, saa send mig endelig al den korrek-

[page] 193

LYELL. [1859]

 

tur, De har. Det vilde være sort utak, om jeg vilde betænke mig paa at gaa i ilden for Dem, efter femten aars (eller længere) uafbrudte hjælp fra Dem. Saasnart som jeg paa nogen maade kan bli færdig, reiser jeg til Ilkley eller et andet badested. Men jeg kommer til at bli her nogen tid endnu, da mine korrekturark er blit saa rent uforstaalige paa grund af rettelser, at jeg maa foretage adskillige rettelser ved anden korrektur ogsaa. Murray foreslaar at udgive bogen første uge i november. Du store gud! hvor det vil lette mig at kunne banlyse hele emnet fra min tanke. Jeg haaber, De ikke har tat mig historien med korrekturarkene altfor ilde op.

Deres C. Darwin.

Ill C Lyell. Down 20de sept 1859.

Kjære Lyell! Engang før voldte De mig den høieste grad af glæde ved saa høist uventet at vise stor interesse for min koral-teori; nu har De atter glædet mig høiligen ved den maade, paa hvilken De har omtalt mit værk over arterne 1.) Intet kunde være mig kjærere, jeg takker Dem. for min egen og endnu mere for sagens skyld; jeg ved godt, at

1) Sir Charles var præsident for den geologiske afdeling ved British Associations mo-de i Aberdeen 1859. Følgende sted forekommer i hans aabningstale ved denne leilighed: „Om dette vanskelige og dunkle emne vil der meget snart udkomme et værk af mr. Charles Darwin; det er resultatet af tyve aars iagttagelser og eksperimenter i zoologi, botanik og geologi; disse iagttagelser har fert ham til den slutning, at de naturkræfter, der frembringer racer og af-artnmger hos dyr og planter, er de samme som de, der i meget længere perioder frembringer arter og i endnu længere tidsrum frembringer forskjelligheder i skabelsens stamtræ. Jeg er af den mening, at det har lykkedes ham ved sine undersøgelser at kaste klart lys over mange klasser af fænomener, der hænger sammen med slægt-skahsforhold, geografisk udbredelse og organiske vasseners geologiske rækkefelge (succession) — emner, som hidtil ingen hypotese har været istand til eller søgt at forklare." V. D.

Darwin Liv og breve. II. 13

[page] 194

UDARBEIDELSEN. [1859]

Deres dom vil bringe mangen en til alvorlig at overveie tingen istedetfor at latterliggjøre den. Det kan jo være, at de tvil, De allerede før nærede om ariernes uforanderlighed, kan ha bidraget mere til at, omvende Dem (om De da idethele er omvendt) end min bog; men da jeg anser Deres dom for langt betydningsfuldere — og det gjør vist ogsaa alle andre — end et snes andres, det være sig, hvem det vil — er jeg naturligvis meget spændt paa den. Derfor ber jeg Dem holde Deres dom aaben, til De (kanske om en fjortendages tid) faar mine sidste kapitler; det er i disse kapitler, de bedste argumenter for min teori fremføres. Det sidste kapitel, der samler i en sum Og veier mod hinanden alle argumenter for og imod, tror jeg vil være Dem til megen nytte. Jeg kan ikke stærkt nok fremhæve min overbevisning om min læres almindelige sand-hed, og gud skal vide, at jeg aldrig har skyet at gi mig ikast med vanskeligheder. Jeg gaar i en rent naragtig spænding ianledning af Deres dom, ikke fordi jeg vil bli skuffet, om det viser sig, at De ikke er en tilhænger af min lære; jeg husker nok, hvor mange aar det vårede, før jeg selv forlod mine gamle meninger; men jeg vil bli sjæleglad, dersom De virkelig stiller Dem paa min side, især hvis jeg har bidraget noget væsentligt til Deres omvendelse; jeg vil da anse min løbebane for afsluttet og vil ikke bry mig synderlig, om jeg dur til noget videre mere i denne verden. — Mange tak, fordi De har git mig lov til at nævne Deres tvil1.) Dette kan vel være mer end nok om mig selv og mine egne sager. I Åberdeen-afhandlingen har jeg med største interesse læst, hvad De har skrevet om

1) Med hensyn til arternes uforanderlighet!, wOprindelsenH Iste udg. s. 310. F. D.

[page] 195

W. D. FOX. [1859]

flint-redskaberne, Sammenhængen staar nu langt klarere for mig; De syntes vel ikke, det med is-perioden var klart nok bevist. — Jeg takker Dem hjerteligst for Deres omtale af min bog.

Deres hengivne elev Charles Darwin.

Til W. D. Fox. Down 93. aept. 1859.

Kjære Fox! Dit kjærkomne brev fik jeg for nogle faa dage siden. Jeg har meget ønsket at høre fra dig; men jeg har været saa optaget af mit haarde trælle-arbeide, at jeg ikke har kommet mig til at skrive til nogen eller i det hele tåget gjøre noget udenfor mit daglige arbeide. Skjønt det af dit brev ser ud, som du har det bedre, tror jeg dog ikke, at du har det, som du skulde; du burde vist snart reise til Malvern igjen. Min far satte stærk lid til et gammelt ord, som sagde, at om en mand blev magrere mellem sit femtiende og sekstiende aar, var det lidet rimeligt, at han vilde bli nogen gammel mand ; derimod var det et godt tegn, om han lagde sig ud i den selvsamme alder; jeg betragter det derfor som et godt tegn, at du er blit saa før. Med mig har det staaet saa daar-lig til som vel muligt i hele sommer; og det er kun hyppige badereiser til Moor Park, som har holdt livet i mig; i det sidste har det dog været bedre; jeg er gudskelov saagodtsom færdig med min bog; jeg har kun igjen indholdsfortegnelsen og anden korrektur paa nogle faa ark. Bogen udkommer første uge i november; jeg skal straks sende dig et eksemplar. Du maa huske paa, at det er bare et udtog (som forresten har kostet mig tretten maa-neders arbeide!!), og at kjendsgjerninger langt fra er anførte i nogen større fylde. Jeg er spændt paa at faa vide, hvad du synes om bogen, skjønt jeg

[page] 196

UDARBEIDELSEN. [1859]

naturligvis ikke er taabelig nok til at haabe paa din omvendelse. Lyell har læst omtrent halvdelen ® i manuskript og berømmer den svært meget. Han nærer saa stærke tvil om arternes uforander-lighed, at jeg venter mig en proselyt i ham. Hooker har allerede gaat over til min lære og kommer snart til at forkynde det offentlig. Dette faar være nok om min forbistrede bog; den har kostet mig saa meget- stræv, at jeg næsten hader den. 3die oktober reiser jeg til Ukley; jeg kommer til at bruge tre dage til reisen. Det er saa sent, at vi ikke leier noget hus; vi blir der bare en 3—4 uger; det tænker jeg blir en passende bade-tørn; jeg agter at dovne mig forsvarlig i vinter — bare jeg nu kan holde mig, naar det kommer til stykket. Men kanske det ikke er bedre at kjede sig formeget end at ha ondt i maven. — —

Til G. Lyell. Down 25. aept. issa.

Kjære Lyell! Med posten idag sender jeg fire ark, som der er læst korrektur paa. Jeg har forandret den sætning, hvori jeg har sagt, at den eocene1) fauna er blit fordreven af den nyere — en rettelse, som jeg skylder Deres bemærkning. Jeg troede dog, at det vilde ha været indlysende, at jeg gik ud fra, at de klimatiske forhold var Kge-artede. De nærer naturligvis ingen tvil om, at den eocene og den nyere periodes klimatiske forhold paa forskjellige kanter af verden kunde være de samme. Jeg tror forresten ikke, klimaet paa langt nær spiller den store rolle, som de fleste naturforskere synes at mene. Efter min mening er ingen feiltagelse farligere end denne. Jeg blev meget glad,

1) eocen o: nutidens morgenrøde, det ældste afanit af den 4de tidsalder, nutiden. I denne tid optraadte talrige ægte pattedyr. J.-O.

[page] 197

TVIL. [1859]

da Hooker, som læste mine geografiske kapitler i manuskript,' erklærede sig ganske enig med mig i den antagelse, at organiske forhold var af langt større betydning. Jeg skulde ønske, De vilde ta s. 77 under overveielse for hver enkelt organismes vedkommende, som kommer, ind under den der behandlede kategori. — Jeg er ganske spændt paa at høre, hvilke tanker De har om den geografiske ud-bredelse i istiden og de foregaaende varmere perioder. Jeg er glad over, at De ikke synes, at kapitlet om vor geologiske kundskabs ufuldkommenhed er overdrevet; jeg var mere ræd for dette kapitel end for noget andet. Det embryologiske 7de kapitel tror jeg er noget af det, der er bedst gjort. Men jeg faar vel engang slutte; jeg er saa fyldt af emnet. — Jeg takker Dem for den ros, De ydede mig i Aberdeen. Jeg har i det sidste været saa træt og udmattet, at jeg i maanedsvis har tænkt paa, om jeg ikke har kastet bort tid og arbeide for ingenting. Men nu bryr jeg mig ikke om, hvad gud og hvermand siger; jeg har altid erfaret, at De havde ret, og dette blir sikkerlig ikke en anledning for mig til at gaa hen og tvile paa Dem. Om de følger mig langt eller kort, saa er jeg alli-gevel tilfreds; mit arbeide kan ikke være gjort forgjæves. De vilde le, om De vidste, hvor ofte jeg har læst, hvad De skrev; det har næsten virket som en dram paa mig. Deres C. Darwin.

Til C Lyell. Donn 30. sept. 1859.

Kjære Lyell! Jeg betragter Dem som min naturvidenskabelige Lord High Chanoellor (første dommer i høiesteret), og derfor ber jeg Dem, naar De er færdig med bogen, endnu engang at løbe igjen-nem sidste kapitel, hvor argumenterne for og imod

[page] 198

UDARBEIDELSEN. [1859]

er opsummerede; jeg er meget spændt paa at høre, hvad De mener om disse argumenter for og imod og om det forhold, hvori de optræder til hinanden. Jeg haaber, De vil indrømme, at jeg ikke har gaat af veien for vanskeligheder; jeg er fuldkommen overbevist om, at det vil gaa Dem, som. det gik mig: efterhaanden som De holder emnet op for Deres sjæl og overveier det, vil De mere og mere gaa over til mine meninger. Jeg husker godt, hvor mange og lange aar der gik hen, før jeg kunde se endel af vanskelighederne aabent i øinene uden at føle mig for-legen. Jeg strøg ligefrem ilag, da jeg kom til de kjøns-løse insekter (f. eks. arbeidsbier, myrer). Jeg maa vist tænke meget langsomt; De vilde bli ganske forbauset, om jeg sagde Dem, hvormange aar der gik, før jeg klart fattede somme af de problemer, jeg havde at løse; saaledes f. eks. karakter-divergensens naturlige nødvendighed, mellemliggende af-arters uddøen paa sammenhængende omraader, det dobbelte problem med første krydsnings ufrugtbarhed og bastarders ufrugtbarhed osv. Naar jeg nu ser tilbage, har jeg det indtryk, at det var vanskeligere at komme paa det rene med, hvilke opgaverne var, end at løse dem, saavidt det da har lykkedes mig; dette synes jeg er ganske underligt. Ja, hvad enten nu mit arbeide er godt eller daarligt, saa er det da forbi, gudskelov. De kan tro, jeg har arbeidet haardt; og meget af dette haarde arbeide har ikke baaret nogen frugt. Af dette skribleri kan De vel forståa, at det regner, og at jeg intet har at gjøre i ettermiddag. Jeg kunde ikke reise til llkley igaar, da jeg ikke befandt mig vel; men jeg haaber at komme afsted tirsdag eller onsdag. Naar De nu har læst min bog og tænkt lidt over den, er De vel saa snil at la mig høre fra Dem. Tag ikke i betænkning at gi mig paa pelsen, om De synes, det er nødvendigt;

[page] 199

VED BAD. [1859]

engang i fremtiden — muligens kan vi træffes i London — faar jeg kanske nogle detaljerede kritiske bemærkninger af Dem, d. v. s. om De har rablet nogen bemærkninger i margen; det vilde interessere mig for en mulig anden udgaves skyld. Murray har trykt 1250 eksemplarer; dette synes mig at være temmelig meget; jeg haaber dog, han ikke taber noget paa det. Men jeg gjør jo sligt væsen af bogen, som om det var den første, jeg har skrevet.

Deres C. Darwin.

Til J. J). Hooker. Ilkley, Torkslute, 15. oktober 1859.

Kjære Hooker! Vær nu sml og tag Dem tid til at skrive til mig om fortælle lidt om Dem selv og Deres liv. Er De skikkelig færdig med „Indledningen" ? Jeg ved naturligvis, at De holder den for daarlig og ønsker den pokker ivold; men samtidig ved jeg ogsaa, at jeg kommer til at bli glad i den. Jeg har været her næsten fjorten dage, og det har jeg havt rigtig godt af, uagtet jeg forrige søndag forstuvede ankelen, saa jeg ikke har kunnet spasere siden. Hele familien kommer mandag for at bli her en tre-fire uger; jeg vender da tilbage til det store bad og blir der fjorten dage; kan jeg bare holde humøret oppe, blir jeg derfor her otte uger, saa det ikke blir min skyld, om bade-kuren ikke kommer til at virke. Før jeg kom hid, var det skrækkelig daarlig bevendt med maven, kræfterne og humøret. Min bog har nu været fuld-stændig færdig en stund; saasnart jeg kan faa fat i et eksemplar, sender jeg Dem naturligvis et. Jeg haaber, De sætter mange mærker i bogen, saa Deres kritiske bemærkninger kan komme mig til nytte. Jeg vilde gjerne vide, hvad Deres indtryk er af bogen saadan i sin- almindelighed. Lyells breve

[page] 200

UDARBEIDELSEN. [1859]

synes at vise, at han nærer en gunstig mening om den; men samtidig synes han vist, at jeg gaar for langt. Sagen er, at om man gaar med paa tillempnings-teorien et stykke, saa er det mig umu-ligt at forståa, at man kan stanse vilkaarlig og sige: saalangt og ikke længer. Lyell kommer til at læse bogen engang til, og jeg haaber endnu, at han blir omvendt eller forvendt, som han siger. Han har været overordentlig forekommende og tilskrevet mig tre breve saa store som bøger; men han siger intet om den geografiske udbredelse i istiden. Jeg vilde gjerne vide, hvad han mener om den sag. Jeg har et spørsmaal at gjøre Dem: Kunde det nytte noget at sende et eksemplar til Decaisne? Kjender De nogen filosoferende botaniker paa fastlandet, som læser engelsk og bryr sig om slige sager? Isaafald gir De mig kanske adressen. Hvorledes er det med Andersson i Sverige? De kan ikke tænke Dem, hvor forfriskende det er at drive hele dagen bort uden at tænke videre paa den fordømte bogen, som næsten tog livet af mig. Jeg vilde glæde mig den dag, jeg fik høre, at De havde tat Dem en virkelig hvile; jeg ved nok, at De taa-ler en hel del; men jeg tror ikke, De ustraffet kan vedblive at arbeide, som De har gjort i det sidste. De spænder en vakker dag buen for høit. Farvel, min snille, gode, kjære ven. C. Darwin.

Til T. H. H-UXley. Ilkley, Yorkshire, 15. oktober 1859.

Kjære Huxley! Jeg ligger her ved bad og kommer lidt til kræfter igjen, efterat jeg har gjort færdig min forbandede bog; den vilde vist ha været let nok for andre; men mig holdt den paa at ta livet af. Jeg ved ingen anden at henvende mig til; det er grunden til, at jeg ber Dem opgive mig

[page] 201

MÆCENAT-EKSEMPLARER. [1859]

følgende adresser: Barrande, von Siebold, Keyser-ling (sir Roderiek kjender nok den sidstes). Kjen-der De nogen skikkelige og spekulativt anlagte ud-lændinger, som det kunde være umagen værdt at sende min bog om arternes oprindelse ? Jeg nærer tvil, om det kan nytte noget at sende den til Siebold. Jeg vilde gjerne sendt rundt endel eksemplarer; men hvor mange jeg faar raad til, ved jeg ikke, før jeg faar høre, hvilken pris Murray vil ta. Jeg behøver naturligvis ikke at sige, at jeg sender et til Dem i første uge af november. Jeg haaber, jeg kan sende omkring eksemplarer med det samme, bogen udkommer. Jeg er svært spændt paa at høre, hvad virkning den gjør paa Dem. Jeg ved, at der staar meget i den, som De ikke kan gaa med paa; desuden findes der naturligvis en hel del feil. Jeg venter ingenlunde at kunne forføre Dem til at gaa med paa alle mine kjætterske meninger; men paa den anden side bryr jeg ikke mig stort om, hvad den naturforskende mob siger, bare De og en to-tre andre synes, jeg er paa ret vei. Næstsidste kapitel flyr De vel i flint over; og dog tror jeg, det inde-holder intet uden den rene., skjære sandhed 1).

Deres C. Darwin.

Hl G. Ly ell. Ilklej, Yorkshire 20. oktober 1859.

Kjære Lyell! Jeg har netop læst ipjennem alle Deres breve efter hverandre, og jeg har det paa følelsen, at jeg ikke har takket Dem halvt saa meget, som jeg burde, for den glæde og nytte, jeg har havt af dem. Jeg ser af dem, hvorledes De til forskjellige tider har stillet Dem vaklende ligeover-for min teori, og dette forbauser mig ingenlunde;

1) 13de kapitel, som handler om klassifikation, morfologi, embryologi ©g ufærdige organer. F. D.

[page] 202

UDARBEIDELSEN. [1859]

thi jeg maa bekjetide, at jeg har været vaklende nok selv. — Der er et punkt i Deres sidste brev, som jeg ikke lagde nøie nok mærke til; De siger nemlig, at De ikke tror, dyr (og en hel del planter), der er naturaliserede i Australia, kunde holde sig uden menneskets hjælp. Jeg indser ikke, hvilken hjælp mennesket f. eks. yder det forvildede kvæg. Men lad gaa; men saa synes De at tro, at alt vildkvæget maa gaa til grunde, fordi tørken tar slig paa det. I de store tørke-perioder i La Platastaterne dør de indfødte dyr som den amerikanske hjort i tusenvis og lider til-syneladende ligesaameget som kvæget. I visse egne af Indien gaar der ti eller endnu flere aar, før de indfødte pattedyr naar sit fulde tal igjen efter en slig tørke. Dyr eller planter, som blir forvildede paa et begrænset territorium, kan vistnok klimaet faa bugt med; men jeg tror neppe, dette vilde bli muligt, om de var blit forvildet over store omraader. Jeg har slig lyst til at ønske Deres klima pokker ivold; tro nu ikke, at jeg gjør dette for at være ubehagelig. De siger, De tviler paa, at mennesket 'kunde'ha levet i det eocene klima; men det kan nu taale klimaet paa Grønland og i det vestlige Mellem-Afrika; og De mener visselig ikke, at klimaet i den eocene tid i hele Europa var1 lig forskjelligt fra nutidens klima, som De klimatiske forhold i polarlandene adskiller sig fra det midtre Afrikas? — Hvad det angaar, at organiske væsener i Amerika er blit skabte efter den amerikanske type, da kunde man jo sige, at de skabtes slig, for at de ikke skulde bli for godt skabte, saa de kunde ha udryddet ur-organismerne; men en saadan hypotese synes mig noget uhyrlig. Jeg har tænkt meget paa Deres be-mærkninger om nødvendigheden af en skabende krafts vedblivende indgriben. Jeg forstaar ikke, at dette er nogen nødvendighed. Hvis man nærer en

[page] 203

VED BAD. [1859]

saadan tro, mener jeg, at læren om det naturlige udvalg er ganske overflødig og ørkesløs. Tænk Dem en simpel oprindelig skabniug som amphioxus eller lepidosiren (lungefisk1) udstyret med de fem sanser og nogen antydning til sjæl, og jeg tænker, det naturlige udvalg er tilstrækkeligt til at forklare alle hvirveldyrs frembringelse. Tilgiv, at jeg saaledes gir efter for min skrivelyst.

Deres hengivne elev C. Darwin.

E. S. Om De læser bogen om igjen, ber jeg Dem skrive paa margen ordene „bør udvides", naar det er for sammentrængt, eller „uklart" eller,,?" Slige mærker vilde ikke koste Dem stort bryderi, jeg kunde skrive dem af og tænke paa dem, og deres værd for mig vilde være overordentligt. Mit større værk maa skrives helt om igjen; det blir ikke nok bare at udvide „Oprindelsen"; jeg ønsker derfor, at spilde saa liden tid som muligt paa denne sidste bog, om en ny udgave paakræves; men slig som jeg har behandlet emnet, er jeg bange for, at det er for indviklet for det almene publikum.

Til J. D. HooJcer.

Ilkley, Yorksnire, søndag 2B. oktober 1859.

Kjære Hooker! Jeg ønsker Dem inderlig tillykke med, at Deres „Indledning" 2) er færdig. Det, jeg har læst af dette arbeide (og jeg glæder mig meget til at læse det helt), har overbevist mig om, at det maa ha kostet Dem et uhyre arbeide. Jeg vil gjerne se manuskriptet, som De jo ogsaa selv foreslaar mig. Jeg lever for tiden i den grad som

1) er en dobbeltaande o: aander baade med ganen og lungen og kan leve i vand og uden vand. Man antog dem for overgange mellem reptilier og fiske. Nu har man ogsaa forstenede slige ilske. J.-O.

2) Til „Australian Flora". F. D.

[page] 204

UDABEEIDELSEN. [1859]

„gentleman", at jeg har ganske ondt for at faa dagen til at gaa; det er rent mærkværdigt, hvor jeg har dovnet mig disse tre uger. Hvis De finder nogen trøst i det, kan De jo søge at bedrage Dem selv ved at sige, at De agter „at holde Dem til den kjedelige videnskab." Men jeg tænker dog, det er omtrent, som om en plante vilde sige: „Nu har jeg holdt paa ot vokse hele livet; men, ved Jupiter, nu vil jeg stanse." De kan ikke for det; saa flink er De dog ikke. De kunde ikke engang bringe det til at gaa ledig i tre uger, slig som jeg har gjort. Hvad De siger om Lyell fryder mig saare. Hans breve havde slet ikke ladet mig ane, at han havde gaat saapas over til min hypotese. For over et aar siden husker jeg, jeg., tænkte som saa, at om bare De, Lyell og Huxley vilde slutte Eder til mig, dels tilskyndede af min bog og dels drevne af egen tænkning, saa vilde min teori snart klare, alle skjær; hele verden, tænkte jeg, kunde gjerne spotte; men tilsidst vilde dog teorien om „det naturlige udvalg" (ufuldkommen og mangel-fuld, som den endnu fremtræder) slaa igjennem. Intet kan faa mig til at tro, at tre saadanne mænd med saa mangeartede kundskaber og saa vante til at søge sandheden kan ta feil i nogen meget væ-sentlig grad. Jeg taler her om Dem, som om De er en proselyt, jeg har gjort; men jeg ved jo, at det er Deres selv-tænkning, der har gjort det meste. Jeg er overordentlig spændt paa at høre, hvad Huxley mener om min bog. Jeg er bange for, at min lange drøftelse af klassifikations-spørsmaalet vil byde ham imod; den gaar nemlig tvertimod, hvad han engang ved leilighed til mig udtalte som sin mening. — Men du alverden, hvor. jeg kjører paa! De kan nok mærke, jeg har god tid. Sagen er, at Deres brev satte mig i sligt perle-humør;

[page] 205

BEMÆRKNINGER TIL LYELL. [1859]

De maa derfor holde mig undskyldt. Apropos om vandringer i is-perioden: jeg antager, Lyell er fuldt enig med mig; thi han har anført for mig en kjends-gjerning, der støtter min mening. Men kanske han nader den rent ubevidst (De maa ikke sige det til ham); det kan jo nemlig være, at min teori er lidt lei for hans yndlings-hypotese, at alle klimatiske forandringer skyldes forandringer i landets og våndets indbyrdes stillinger. — Jeg skal sende eksemplarer af bogen til alle de af Dem naevnte mænd, kanske De er saa snil paa vedlagte lap at tilføie titel, -slig som doktor, professor, monsieur el. von, samt forbogstaverne og adresserne og sende mig det snart; Murray siger nemlig, at henimod slutten af ugen blir mæcenat-eksemplarerne til udlandet færdige. Jeg vil naturligvis gjerne, at min lære skal bli alment kjendt — jeg haaber og tror, at det ikke bare er af personlige grunde.—

Til C. Lyell. nkley, Yortahire, 25. oktober 1859.

Den meningsforskjel, der gjør sig gjæl-dende mellem os med hensyn til „udviklings-prin-cipet" og „tillempnings-evnen", er for stor til, at det kan nytte at drøfte den pr. brev. Har jeg uret, da kommer det af, at jeg aldeles ikke kan se bedre. Har jeg ret, kan vi komme over denne meningsforskjel, om De omhyggelig læser over de fire første kapitler i min bog igjen. Jeg ber Dem inderlig gjøre dette. Den saakaldte forbedring eller udvikling af korthornskvæg, duer osv. forudsætter ikke med nødvendighed nogen oprindelig „tillempnings-evne" eller noget „udviklings-prineip"; den forudsætter bare en mangeartet af-artning samt mennesker, som udvælger eller nyttiggjør sig de tillempninger, som de har brug for; saaledes gaar det øgsaa i

[page] 206

IJDAKBEIDELSEN. [1859]

naturen: naar en ubetydelig, men for en organisme nyttig af-artning indtræder, blir den gjenstand for udvalg og bevares i kampen for tilværelsen; en skadelig af-artning derimod gaar tilgrunde; en af-artning, der hverken er nyttig eller skadelig, gaar igjen som tilfældig (fluktuerende) egenskab. Naar De stiller det naturlige udvalg og ,,1'orbedringen" op imod hinanden, synes De altid at overse (be-negte det kan De jo ikke), at ethvert skridt i en arts naturlige udvalg forudsætter en „forbedring" eller „udvikling" af denne art i forhold til dens livsvilkaar. Ingen ændring kan bli gjort til gjenstand for udvælgelse, medmindre den er en forbedring eller fordel. Denne forbedring tænker jeg mig medfører, at hver enkelt form erholder en mængde organer, der er fortræffelig afpassede efter sin bestemmelse. Efterhaanden som hver art forbedres eller udvikles, og antallet af former tiltager, blir de organiske livsvilkaar for andre former mere ind-viklede, og disse andre former maa nødvendigvis gjennemgaa en lignende forbedring eller udvikling; ellers gaar de sin undergang imøde. Jeg indser ikke, at denne udviklingsproces kan være gjenstand for nogen begrænsning, medmindre et andet, direkte virkende udviklings-princip træder imellem. Alt dette synes jeg meget godt lar sig forene med den tanke, at visse former, der er afpassede efter enkle livsvilkaar, holder sig uforandrede eller gaar tilbage. Om jeg naar frem til en ny udgave, vil jeg paany gjentage: „Naturligt udvalg og dets almene virkning og naturlige udvikling." Skal jeg dømme efter de erfaringer, jeg selv har gjort, tror jeg nok, at en, der gaar saa langt som De, kommer til at gaa meget længer ogsaa. Husk paa, hvor længe det vårede, før ældre geologer gik med paa Deres storartede betragtninger over geologiske ænd-

[page] 207

BOGEN KOMMER. [1859]

rings-aarsager! Kan jeg overhovedet være til tjeneste med at besvare fremsatte spørsmaal, skal det være mig overmaade kjært at forsøge derpaa. Deres hengivne G. Darwin.

Til J. Murray. nidey, j0l±SMte, im-.

Kjære hr. Murray! Jeg har modtaget Deres venlige brev og medfølgende eksemplar af min bog; der er" ikke maade med den glæde og stoltlied, jeg føler, naar jeg ser, at mit barn endelig har set dagens lys. Jeg gaar gjerne ind paa Deres forslag om prisen. Men jeg synes virkelig, at De er næ-sten for rundhaandet ianledning af den kostbare korrektur. Gjør De ikke Dem selv uret? Gik det ikke an, at vi ialfald delte de S, 72 8 sh.? Jeg kan ialfald ikke beklage mig derover; vistnok var det ikke med vilje og forsæt, at mit manuskript var saa slet, som det var; men det var dog et temmelig stivt stykke. Jeg takker Dem saa meget for Deres tilbud om at sende eksemplarer med det samme til mine venner og medhjælpere. Bryd Dem ikke stort med udlændingerne; herrerne Williams og Norgate, der har stor øvelse i at sende bøger til alle verdens kanter, har velvilligst paataget sig at besørge det fornødne. Jeg vil gjerne naarsom-helst sende Dem betaling for mine eksemplarer. Jeg er saa fornøiet over, at De paatog Dem ud-givelsen. Deres ærbødige G. Darwin.

D. S. Lad mig faa høre fra Dem et par dage, før eksemplarerne uddeles. Jeg ved ikke, naar jeg kommer til at reise herfra; det blir ialfald ikke paa flere uger. Naar jeg kommer til London, skal jeg aflægge Dem en visit.

[page] 208

OM MODTAGELSEN AF

 

Kapitel v.

om modtagelsen af „arternes oprindelse".

(AF PROFESSOR HUXLEY).

For den nulevende slægt, d. v. s. for folk, der er lidt over og lidt under de tredive, staar Charles Darwins navn ved siden af Isaae Newtons og Michael Faradays; tanken paa ham som paa dem fremmaner idealet af en sandheds-søger og naturkyndig. Nutidens mænd tænker paa ham som paa en sjelden forening af genialitet, flid og urokkelig sand-hedskjærlighed, en mand, der vandt sig sin stilling blandt samtidens berømtheder udelukkende ved egen kraft, lige i synet paa herskende fordomme og uden noget tegn paa velvilje eller anerkjendelse fra ærens offioielle kilder; han var yderst følsom for ros og dadel; men uagtet han blev gjort ti! gjenstand for udfordringer, der kunde ha undskyldt hvilketsom-helst voldsomt udbrud fra hans side, holdt han sig ren for had, misundelse og ondskab og optraadte bestandig hensynsfuldt og retfærdig ligeoverfor al den ubillighed og uret, som regnede ned over ham, medens han til sit livs ende med taalmodighed og agtelse lyttede til enhver, om noksaa ubetydelig, indvending, der forekom ham at ha en rimelig grund.

Hvad den arts-teori angaar, hvortil Darwins navn er knyttet ligesaa uopløselig som Newtons til tyngdelovene, da synes intet mere fjernt fra den nulevende slægt end forsøg paa at kvæle den ved spot eller knuse den ved heftige udbrud af fordømmelse og dadel. „Kampen for tilværelsen" og „Naturligt

[page] 209

„ARTEBNES OPRINDELSE."

udvalg" er blit gjængse ord og hverdagslige forestillinger. Nutildags nærer intet menneske tvil med hensyn paa de vigtige natur-processer, hvorpaa Darwin grunder sine udviklinger; og hvad enten man gaar med paa at la dem virke helt ud og uden indskrænkning som Darwin selv eller ikke, saa tviler dog ingen paa deres uhyre vidtrækkende betydning. Overalt hvor biologiske studier drives, lyser „Arternes oprindelse" paa forskerens sti; overalt hvor de doceres, mærker man denne bogs indfly-delse. De darwinske ideers indflydelse har heller ikke været mindre udenfor biologien. Den ældste af alle filosofiske tanker, udviklings-tanken, blev bunden paa hænder og fødder og kastet ud i det yderste mørke i den skolastiske teologis aartusen. Darwin gjød nyt blod i den gamle skrot; lænkerne brast; det gamle Grækenlands tanke er levnet op igjen; den har vist sig at være et nøiagtigere udtryk for verdens-ordenen end nogen af de formler, som sytten aarhundreders lettroenhed har tat for god vare og deres overtro budt velkommen.

Udviklingslæren var forvist til de forhadte og — som mange haabede — forglemte sagers rige; derfra er den nu sluppet ud og har optraadt som kongs-emne i verdenstankens land; for den, der studerer tidernes tegn, er dette det nittende aar-hundredes mærkeligste begivenhed. Men de kraftigste af de vaaben, udviklings-lærens moderne for-kjæmpere bruger, blev smedede af Darwin. „Arter-nes oprindelse" har kaldt frem paa slagmarken en frygtelig trop af krigere, der er opøvede i natur-videnskabens strænge skole, og hvis øren vistnok længe var forblevne døve for a priori-tænkeres spekuleringer. — Jeg antager ikke, at nogen ærlig eller vel-underrettet mand vil benægte sandheden af denne min paastand. Han kan hade det blotte navn

Darwina Liv og breve. TL

1-1

[page] 210

OM MODTAGELSEN AF

„udvikling" og kan bestride dens krav ligesaa heftig, som en Jakob itbestred Georg den andens. Men her er den — ikke alene ligesaa sikkert bænket som dynastiet Hannover, men heldigvis ganske uaf-hængig af parlamentets godtykke; de taabeligste af dens modstandere har nu bragt det til at indse, at de har at gjøre med en fiende, som de ikke kan ta afdage ved noksaa mange skjældsord.

Selv teologerne har sluttet med at sætte Iste mosebogs greie mening op imod naturens ikke mindre tydelige ord. De ærligere, eller kanske rettere for-sigtigere, blandt dem har ophørt med at behandle udviklings-læren som fordømmelses-værdigt kjætteri; de bærer sig nu ad paa en af følgende to maader. Enten benægter de, at første mosebog nogensinde har villet forkynde den videnskabelige sandhed, idet de saaledes redder beretningens sandfærdighed paa bekostning af dens autoritet. Eller de bruger sin energi og skarpsindighed i fortolkningens tjeneste og snur og vender paa teksten i det ørkesløse haab at pine videnskabens lære ud af den. Men saa-snart den stærke tortur er forbi, træder den ærværdige martyrs gammeldags oprigtighed atter frem i dagen. Mosebogen er en hædersmand fra øverst til nederst og gir sig ikke ud for at være mere, end den er, en samling ærværdige overleveringer af ukjendt oprindelse, der hverken gjør krav paa eller eier videnskabelig autoritet.

Idet jeg slutter disse bemærkninger, kan jeg ikke andet end med en vis fornøielse tænke paa, hvilken forskrækkelig hurlumhei der vilde være blit gjort — og i virkeligheden ogsaa blev gjort — i anledning af slige udtalelser for et fjerdedels aarhundrede siden. Modsætningen mel-lem før og nu med hensyn paa det darwinske spørsmaals stilling i den almene opinion, — med

[page] 211

„ARTERNES OPRINDELSE. "

hensyn paa den anseelse, i hvilken Darwins syns-maader stod og staar i den videnskabelige verden,

— modsætningen mellem den ro, hvormed nutidens rimelige teologer optræder, og den samme stands voldsomme angreb i 1858 og 1859, da den nye arts-teori først blev kjendt blandt den ældre slægt, hvortil jeg hører — disse modsætninger er saa forbausende, at jeg ofte kunde ha lyst til at spørge mig selv, om ikke min hukommelse drømmer; men

— dokumenterne taler. Jeg har personlig megen agtelse for den yngre slægt (de yngre kan skrive vort levnet og trække frem vore daarskaber, om de da forresten vil gjøre sig saa megen umag); det vilde ogsaa glæde mig at vide, at denne følelse er gjensidig. Men jeg er bange for, at fortællingen om, hvorledes min samtid bar sig ad med Darwin, vil gjøre et stort skaar i den agtelse, som jeg gjerne vilde, at de yngre skulde nære for vor visdom. Vi kan ikke engang komme med den und-skyldning, at mr. Darwin for en tredive aar siden var en ukjendt nybegynder, som ikke kunde gjøre krav paa vor opmærksomhed. Tvertimod havde hans mærkelige zoologiske og geologiske undersø-gelser forlængst skaffet ham en agtet stilling blandt samtidens fremragende og originale forskere samtidig med, at hans fortryllende „Voyage of a Naturalist" med rette havde indbragt ham et vidtstrakt ry blandt det store publikum. Jeg tror neppe, der var nogen da-levende mand, som havde større ret til at vente sig, at alt, hvad han havde at sige om en saadan sag som arternes oprindelse, vilde bli modtaget med dyb opmærksomhed og drøftet med alvor, og ganske bestemt var der ingen mand, hvis personlige karakter burde ha ydet ham større beskyttelse mod ondskabsfulde angreb og skamløse beskyldninger.

[page] 212

OM MODTAGELSEN AF

Slig gik det dog en af de bedste og sanddrueste mænd, jeg nogensinde har havt den lykke at kjende; aar maatte gaa hen, før forvrængte fremstillinger, spot og kaad dadel ophørte at udgjøre hoved-be-standdelen af de kritiker over hans værk, som for-lod pressen. Jeg væmmes ved at ta frem fra en veltjent glemsel noget af disse gamle skandalskrifter; men jeg synes, jeg maa fremdrage et, som den nålevende slægt muligens vil holde for et stivt stykke, og da er der intet, der passer bedre til øiemedet og bedre fortjener en slig vanære end artikelen i „Quarterly Review1) for juli 1860.

Siden lord Brougham rettede sit bekjendte an-greb paa dr. Young, har verden ikke set et lignende eksempel paa taabelig og uforskammet ind-bildskhed; i dette mærkværdige produkt holdes en af de nøiagtigste af alle iagttagere, en af de forsigtigste logikere, en af de ærligste videnskabelige fortolkere, som nogensinde har levet — frem for verdens foragt som en fantast, der frister at „sætte støtter under sin fuldstændig raadne bygning af gisning og paa-fund", og hvis „maade at behandle naturen paa" fordømmes som „i høieste grad vanærende for natur-videnskaben". Og al denne stormægtige tale, der vilde ha tat sig ilde ud, om den var kommen fra en af mr. Darwins ligemænd, skriver sig fra en skribent, hvis mangel paa forstaaelse eller samvittig-hedsfuldhed eller maaske begge dele er saa stor, at han fremsætter følgende indvending mod mr. Darwins synsmaader: ,.Mon det er troligt, at alle hel-

1) Da jeg skrev dette, vidste jeg ikke, at forfatteren til denne artikel offentlig havde navngivet sig. Men en tilstaaelse uden anger Der ikke gjøre dommen mildere; og den hjertens-godhed, hvormed Darwin taler om forfatteren, biskop Wilberforce (se breve, fra Darwin i juli og august 1860 senere i dette bind), er saa karakteristisk for hans eiendommelige sagtmodighed og béskedenhed, at den stadig øger barmen mod kritikerens anmasselse. Professor Huxleys anmærkning.

[page] 213

„ARTERNES OPRINDELSE. "

dige af-arter af næper har nogen medfødt tilbøie-lighed til at bli mennesker?", som ikke har bedre greie paa palæontologien, end at han taler om „blomster og frugter" paa planter fra kul-perioden; hvis uvidenhed i sammenlignende anatomi leder ham til noksaa alvorlig at paastaa, at de giftige slangers gift-apparat „ikke er underlagt det dyriske livs gjængse love, men er noget for sig", som kjen-der saa meget til fysiologiens begyndelses-grunde, at han spørger, „hvilke forbedrede livsvilkaar der er istand til at forandre formen paa de smaa legemer, i hvilke blodets befrielse for gasarter kan foregaa?" Heller ikke undlader anmelderen at sætte saus paa sin utrolige uformuenhed ved et lidet strøg af odium theologicum1). Nogle smaa hentydningar til, hvorledes det gik i kampen mellem astronomi, geologi og teologi leder ham til at holde sig en tilbagetogs-linie aaben ved det forbehold, at han ikke kan „være med paa at bruge aabenbaringens ord som prøvesten paa naturvidenskabens sandhed;" men dette hindrer ham ikke fra at bruge den ene side efter den anden til at udvikle sin overbevisning om, at mr. Darwins teori „ikke lader sig forlige med skabningens aabenbarede forhold til skaberen" og „ikke kan beståa med hans fulde ære".

Hvis jeg indskrænker denne oversigt over den modtagelse, „Oprindelsen" mødte, til et aars tid eller saa, fra den kom ud, husker jeg intet andet, der i taabelighed helt ud kan maale sig med „Quarterly Reviews" artikel; det skulde da kanske være, at en geistlig professors tale i Dublin Geolo-gical Society kunde komme til at gjøre den rangen stridig.

Men en betydelig del af mr. Darwins kritikere

1) det teologiske nag.

0.

[page] 214

OM MODTAGELSEN AF

havde en beklagelig lighed med anmelderen i „Quar-terly", forsaavidt som de savnede vilje eller evne til at sætte sig ind i hans lære; der fandtes kanske ikke noget menneske, der var i stand til at følge ham paa det uhyre omraade af biologisk og geologisk viden, som „Oprindelsen" hvilede paa; altfor ofte havde de paa forhaand opgjort sig en mening om sagen ud af teologiske forudssetninger; som det synes at være uundgaaeligt i slige tilfælde, erstattede de mangelen paa grunde ved en overflødighed af harcellas.

Men det er baade behageligere og nyttigere at gaa over til de kritiker, som skrev sig fra navn-givne forfattere med videnskabelig myndighed, og som bar det indre stempel af større eller mindre evne og — ofte — god tro hos anmelderen. Tar jeg saaledes for mig det første aars tid, efter at bogen var udkommen, træffer jeg bl. a. paa Louis Agassiz x); paa Murray, en fortræffelig insekt-kjender; Harvey, en meget anseet botaniker; fremdeles forfatteren til en artikel i Edinburgh Review; alle disse kritikeres anmeldelser gaar Darwin i høi grad imod. Pietet, den udmærkede og lærde palæontolog fra Genf, behandler Darwin med en agtelse, der danner en velgjørende modsætning til den tone, hvori enkelte af de i det foregaaende nævnte kritiker

*) „De grunde, Darwin har ført i marken til støtte for den lære, at alle nu eksistere ide af-arter blandt levende væsener skriver sig fra en fælles urtype, har ikke gjort det ringeste indtryk paa mig. Saalænge det ikke er paavist, at de, der har samlet paa naturhistoriske kjends-gjerninger, har tat feil af dem, og at de inaa forklares paa en ganske anden maade end den hidtil almindelige, betragter jeg derfor af-artnings-teorien som et videnskabeligt feilgreh, der støtter sig til upaalidelige kjendsgjerninger, er uvidenskabelig i sin metode og skadelig i sin tendens". — Sillimans MJournaltt juli 1860 s. 113 og 154. Uddrag af Bdie hind af „Contributions to the Natural History of the United States". Prof. Huxleys anmærkning.

[page] 215

"ARTERNES OPRINDELSE. "

er skrevne; men han er bare tildels enig med ham1). Paa den anden side erklærede Lyell, der til den tid havde været en af modstandernes hovedstøtter, sig for tilhænger af Darwin — dog ikke uden at ta et betydeligt forbehold. (Bagefter saa Darwins mod-standere paa Lyell omtrent, som man kan tænke sig, at Pallas Athene saa paa Diana efter historien med Endymion). Trods dette sit forbehold var Lyell en af hovedstøtterne for den nye lære, og hans modige kamp for sandheden gjorde ham uendelig megen ære. Som evolutionister (tilhængere af udviklings-læren) uden prut husker jeg blandt bio-logerne ikke flere end Asa Gray, som førte striden paa en glimrende maade i de Forenede Stater, Hooker, som ikke kjæmpede mindre tappert herhjemme, sir John Lubboek og mig selv. Wallace var langt borte i det malayiske arkipel; men bortset fra den sidstes direkte andel i udviklings-lærens fremkomst vilde ingen opregning af mænd og værker paa omtalte tid være fuldstændig uden at minde om hans kraftige indlæg: „0n the Law which has regulated the Introduction of New Species", hvilken af handling udkom i 1855. Naar jeg nu læser den paany, forbauser det mig, at den ikke gjorde større indtryk ved sin fremkomst.

I Frankrige stillede Elie de Beaumont og Flourens sig op som modstandere af den nye lære;

1) „Jeg kan ikke indse, at der kan gjøres grundede mdvendinger mod den antagelse, at af-arter er frembragte ved naturligt udvalg i den nu eksisterende verden; livad foregaaende perioder angaar, kan denne lov antages fyldestgjorende at forklare nær beslægtede arters oprin-delse — naar man til dette eiemed tænker sig et meget langt tids-rum." — „Naar talen er om simple af-arter og nær beslægtede arter, da tror jeg, at mr. Darwins teori forklarer mange ting og belyser en bel række af spersmaal.'1 — „Sur TOrigine de PEspéce. Par Cbarles

. Darwin". — „Arebives des Sciences de la Bibliothéque Universelle de Genéve", marts 1860» Professor Huxleys anmærkning.

[page] 216

OM MODTAGELSEN AF

den førstnævnte er det, om hvem det siges, at han „har fordømt sig til evig berømmelse ved at finde paa klængenavnet „la science moussante" (den skummende videnskab) paa udviklings-læren1); jeg behøver ikke engang at tale om andre mæg-tige akademikeres modstand; disse to nævnte mænds indflydelse var saa stor, at man foreløbig sammensvor sig om at tie læren ihjel. Der gik mange aar hen, før akademiet tvættede af sig den skamplet ikke at tælle Darwin blandt sine medlemmer. En fremragende forfatter, monsieur Laugel, der stod udenfor den akademiske indfly-delses rækkevidde, skrev imidlertid en udmærket og anerkjendende anmeldelse af jjOprindelsen"1 i „Revue des Deux Mondes". Tyskland tog god tid til at summe sig. Bronn kom med en lidt „Bowdleri-seret" oversættelse af bogen, og „Kladderadatsch" gjorde sig lystig over menneskets nedstamning fra aberne; men jeg kan ikke erindre, at nogen viden-skabsmand med navn udtalte sig offentlig om den i 18602). Ingen af os drømte dengang om, at „dar-winismens" styrke (og maaske ogsaa dens svaghed) skulde vise sig i al sin glans og trækkes ud i alle sine konsekvenser i lærdommens land. Hvis en ud-lænding bør tillade sig at ha nogen mening om

1)Dette rninder om et andet a.kademisk epigrarns virkning. Hjerneskallens saakaldta hvirvelteori skal være kvalt i fødselen i Frankrig derved, at en akademiker hviskede til sin nabo, at i saafald maatte jo ens hode være en „vertébre pensante" (tamkende hvirvel). Professor Huxleys anmærkning.

2) Den mand, der ,næst Darwin har evet størst indflydelse paa de moderne biologer, K. E. von Blir, skrev dog i august 1860 et brev til mig, hvori han ndtaler sin tilslutning til udviklingslærens principer.

Ved udtrykket „J'ai énoncé les mémes idées.....que M. Darwin"

(jeg har fremsat de samme tanker som Darwin) sees det af hans følgende skrifter, at han kun har tænkt paa dette. Professor Huxleys anmærkning..

[page] 217

„ARTERNES OPRINDELSE. "

grunden til denne underlige taushed, da vil jeg ud-tale som min tro, at den kom af, at den ene halvpart af de tyske biologer var rettroende ud i finger-spidsene, medens den anden halvpart var ligesaa kjætterske i sine anskuelser. De sidste var allerede paa forhaand evolutionister, og de maa ha følt en for ræsonnerende tænkere naturlig modbydelighed mod at se en paa kjendsgjerninger og eksperimenter hvilende begrundelse for en tro, som de var komne til ad en saa meget hurtigere snarvei. Det er naturligvis ubehageligt at faa høre, at om end ens slutninger er ganske rigtige, saa er dog de grunde, hvortil man støtter dem, fuldstændig urig-tige eller ialfald ufuldstændige. I det store og hele tåget kan det derfor siges, at den nye læres til-hængere i 1860 var yderst faa i antal. Der er ingen tvil om, at vi vilde blit fordømte med stor majoritet, om der var blit holdt et videnskabeligt kirkemøde dengang. Paa den anden side er det ligesaa utvilsomt, at dommen vilde bli den modsatte, om et saadant møde blev holdt nuomstunder. Det vilde være ufornuftigt og ubeskedent at tro, at den tids mænd var udygtigere og uærligere end nutidens. Hvad kan da grunden være til, at den tids lærde og billig-tænkende mænd fældede en dom, der var saa forskjellig fra, hvad der nu synes os retfærdigt og rimeligt? Dette er et af de aller-interessanteste spørsmaal i videnskabens historie, og jeg vil søge at besvare det. Naar jeg gjør det, er jeg bange for, at jeg udsætter mig for at synes egenkjærlig. Men naar jeg fortæller min egen historie, da kommer det af, at jeg er den, der kjender den bedst. Jeg tror, jeg maa ha læst „Vestiges", før jeg forlod England i 1846; men ihvertfald kan ikke bogen ha gjort synderligt indtryk paa mig, og jeg

[page] 218

OM MODTAGELSEN AF

blev ikke bragt nærmere ind paa artsspørsmaalet før i 1850. Jeg var dengang kommen ud over mosebøgernes skabelses-teori, der var blit mig ind-prentet som guddommelig sandhed under trykket af forældres og læreres forenede autoritet, og som det havde kostet mig mangen en kamp at frigjøre mig fra. Men jeg stod endnu uhildet med hensyn til enhver lære, der udgav sig for at være grundet udelukkende paa videnskabeligt fornuft-ræsonnement. Det forekom mig dengang (som det forresten gjør endnu), at „skabelse" i ordets almindelige betydning er en fuldkommen forstaaelig ting. Jeg kan ikke finde nogen vanskelighed ved at indrømme, at denne verden ikke eksisterede i en tidligere tid, og at den fremstod paa seks dage (eller pludselig, om man hellere vil), som en følge af et forhen eksisterende væsens vilje. Dengang som nu syntes de saakaldte aprioriske beviser imod teismen og — ifald man indrømmer en guddoms tilværelse — imod skabelses-handlinger, mig at være blottede for fornuftig grund. Jeg havde dengaDg ikke — og har heller ikke nu — den ringeste aprioriske indven-ding at gjøre imod den fremstilling af dyrs og planters tilblivelse, der gives i „Paradise Lost", i hvilket digt Milton saa levende sammenfatter mosebøgernes naturhistoriske mening. Det være langt fra mig at sige noget saadant som, at det er usandt, fordi det er umuligt. Jeg indskrænker mig til, hvad der vel maa ansees for en beskeden og rimelig fordring: den allernødtørftigste skygge af bevis for, at de nu eksisterende arter af dyr og planter opstod paa den maade; men det maa ogsaa til, for at jeg skal fæste lid til en fremstilling, der synes mig i høi grad at bære usandsynlighedens præg. Naar jeg skal være fuldkommen opi-igtig, saa havde jeg ogsaa

[page] 219

„ARTERNES OPRINDELSE. "

det samme svar paa rede haand til evolutionisterne af 1851 — 58. Inden biologernes rækker dengang kjendte jeg ingen anden end dr. Grant af University College, der havde et godt ord at lægge ind for udviklings-læren, — og hans forsvar for sagen var just ikke egnet til at skaffe den tilhængere. Uden-for biologernes kreds var mr. Herbert Spencer den eneste vidtgaaende evolutionist af mit bekjendtskab, hvis kundskaber og evner indgjød respekt; jeg tror, jeg blev kjendt med ham i 1852; vi indgik da et venskab, som jeg er glad ved at tænke paa ingen-sinde er blit afbrudt. Vi kjæmpede mange og lange kampe om denne sag. Men selv min vens sjeldne dialektiske evne og eiendommelige fremstillings-talent kunde ikke fordrive mig fra min agnostiskex) stilling. Jeg tog stilling i følgende to grunde: for det første den, at dengang var endnu beviserne for af-artningsteorien ufuldstændig førte; for det andet den, at ingen af de til da fremsatte forklaringer af aarsagerne til af-artningen paa nogen maade var istand til at forklare fænomenerne. Naar jeg nu ser tilbage paa vore kundskabers tilstand dengang, fmder jeg, at det resultat, jeg kom til, var det eneste forsvarlige. Dengang havde jeg ikke saa meget som hørt om Treviranus's „Biologie". Jeg havde dog læst Lamarok med opmærksomhed og sat mig forsvarlig ind i „Vestiges"; men ingen af dem syntes mig egnet til at ændre min kritiske og afventende holdning. Hvad „Vestiges" angaar, da maa jeg tilstaa, at bogen simpelthen ærgrede mig ved forfatterens uhyre uvidenhed og helt igjennem uvidenskabelige fremtræden. Om den øvede nogen indflydelse paa mig, saa var det den, at den

1) agnostisk = det, at man intet ved. 0.

[page] 120

OM MODTAGELSEN AF

øgede min modstand mod udviklings-læren; og den eneste anmeldelse, jeg har samvittigheds-nag for paa grund af dens unødige liarskhed, er en, jeg skrev af „Vestiges", medens jeg endnu havde dette indtryk af den. Med hensyn til „Philosophie Zoologique", da er det ingen bebreidelse mod Lamarok at sige, at drøftelsen af arts-spørsmaalet i denne bog, der maaske var fremragende for sin tid (1809), stod meget lavt, naar man skulde lægge den maalestok paa den, som et halvt aarhundredes øgede kundskaber nødvendiggjorde. I dette halve aarhundrede var de lavere dyrs og planters bygning blit fuldstændigere opkla-ret, og man havde dannet sig rent forandrede meninger om deres indbyrdes forhold. Histologi, læren om vævenes regelmæssige udvikling, og embryologi i disse ords moderne betydning var blit skabte; fysiologien var blit bragt paa fode igjen; det geologiske og geografiske udbredelses-spørsraaal var blit nøiere studeret, kjendsgjerninger desangaa-ende fremdragne i mængdevis og ordnede metodisk. Enhver biolog, hvis studier i 1850 havde ført ham udover det rene arts-kræmmeri, maatte finde, at den ene halvpart af Lamarcks argumenter var aflægse, medens resten var feilagtige eller mangelfulde, fordi han ikke havde havt adgang til de forskjelligartede beviser, som var komne for dagens lys efter 1809. Dertil kommer, at hans eneste forklaring af aarsa-gerne til arternes gradvise af-artning — de anstræn-gelser, livsvilkaarene krævede — paa forhaand maatte sees ikke at gjælde hele vækst-riget. Jeg tror ikke, at nogen upartisk dommer, der læser „Philosophie Zoologique" nu og saa bagefter tar for sig Lyells skarpe og virkningsfulde kritik (der udkom allerede 1830) vil indrømme Lamarck en høiere plads i den biologiske udviklings-læres tilblivelse end den, Bacon

[page] 221

„ARTERNES OPRINDELSE. "

tildeler sig selv i forhold til naturvidenskaben idet-heletaget — buocinator tantum1).

Men — ironisk nok — den samme indflydelse, der bragte mig til at fæste ligesaa liden lit til moderne spekuleringer over dette emne som til de ærværdige overleveringer fra Iste mosebog, bidrog maaske mere end noget andet til at vedligeholde hos mig en slags from overbevisning dm, at udvik-lings-læren dog tilsidst vilde gaa. af med seiren. Jeg har nylig paany læst første udgave af „Prin-ciples of Geology"; og naar jeg tænker paa, at denne mærkelige bog næsten havde været 30 aar i almenhedens eie, og at den indprenter enhver læser med almindelige evner en stor regel og en stor kjendsgjerning — den regel, at det forbigangne maa forklares ved hjælp af det nærværende, med-mindre gode grunde kan anføres for det modsatte; den kjendsgjerning, at ingen saadan grund kan anføres for den tid, vi har noget kjendskab til vor klodes livs-historie2) — naar jeg tænker paa dette, kan jeg ikke andet end tro, at det var Lyell, der ryddede veien for Darwin. Thi logisk følgerigtighed forudsætter den samme udvikling i den organiske som i den uorganiske verden. En ny arts tilblivelse paa anden maade end den regelmæssige vilde være en langt større „katastrofe" end nogen af dem, Lyell med saa stort held udryddede af den nøg-

1) Erasmus Darwin var den første, der fremsatte Lamarcks grundtanker, og med større følgerigtighed lod han dem gjælde ogsaa for plante-rigets vedkommende. Men de, der paastaar, at han er den egentlige skalter af læren, har ikke kunnet paavise, at han har kjendt nOprindelsens11 egentlige grimdtanke. Professor Huxleys anmærkning.

a) Den samme regel og den samme kjendsgjerning leder enhver sund historisk undersøgelse og fremgaar som dens uundgaaelige resultat. Grotes „History of G-reece" er en frugt af den samme aandelige he-vægelse som Lyells „Principles". Professor Huxleys anmærkning.

[page] 322

OM MODTAGELSEN AF

terne geologi. I virkeligheden forstod ingen dette bedre end Lyell selv1). Hvis man opmærksomt læser hvilkensomhelst af de tidligere udgaver af „Principles" (især i lyset af den interessante række breve, Lyells biograf nylig har udgivet); ser man let, at Lyell trods sin kraftige modstand mod Lamarek paa den ene side og mod Agassiz's ideale quasi-udviklings-lære paa den anden dog i sit hjerte ikke havde noget imod at forklare alle nuværende og forbigangne arters tilblivelse ad naturlig vei. Men rigtignok ønskede han samtidig at beholde navnet skabelse for en naturlig proces, som han ansaa for ufattelig. I et brev til Mantell (af 2den marts 1827) taler Lyell om, at han netop har læst Lamarek; han udtrykker sin glæde over Lamarcks teorier samtidig med, at han siger sig løs fra enhver indvending imod dem paa teologisk grund. Og ihvor-vel han tydeligvis er blit lidt betænkelig over menneskets oprindelse fra abelignende former, slig som Lamarek lærer den, siger han dog: „Men naar alt kommer til alt, hvilke forandringer kan ikke arter undergaa! Hvor umuligt vil det ikke være at paapege og af-sætte en linie, udenfor hvilken enkelte af de saa-kaldte uddøde arter aldrig er gaaet over i nye!" Følgende mærkelige sted finder vi i etterskriften til

') Det er med fuld ret, Lyell gjør krav paa denne stilling. Han taler om at „tia holdt paa sammenhæng ogsaa i den organiske verden, saa-vidt det lod sig. gjøre, naar han ikke vilde gaa ind paa Lamarcks af-artningslære. Men medens jeg lærte, at saa ofte, som visse dyre- og planteformer forsvandt og andre af grunde, vi godt kan forståa, indtog deres plads i kraft af en aarsag, vi ikke kunde fatte, saa blev det Darwins sag at skaffe bevis for, at der ikke findes noget brud i ud-viklingen m&llem den forsvindende og den kommende art, at de er en frugt af udvikling, ikke af særskilt skabelse. — Jeg maa virkelig siges her i landet ved seks udgaver af mit værk, for ,, Vestiges of Creation" udkom i 1842 (1844), at ha banet veien for Darwins, arts-teori". Af „Lyells Life and Letters", brev til Haeckel 2det bind s. 430, af 23de november 18G8. Professor Huxleys anmærkning.

[page] 223

„ARTERNES OPRINDELSE. "

et brev til sir John Herschel i 1836: „Hvad nye arters oprindelse angaar, da glæder det mig meget, at De anser det for sandsynligt, at den kan foregaa ved mellemliggende aarsagers indvirkning. Dette vilde jeg, man skulde slutte sig til paa selvstændig maade; jeg troede nemlig ikke, det var umagen værdt at krænke en vis slags personer ved at iklæde ord, hvad der dog alene vilde være et tanke-eksperiment" 1). Han gaar dernæst over til at omtale de anker, der blev rettede mod ham for, at han forlader sin egen ensartetheds-teori, naar han lar arter opstaa paa overnaturlig maade, og han gir at forståa, at grunden til, at han ikke havde svaret, var hans medfødte ulyst til literære feider. Lyells samtidige var ikke helt uvidende om hans esoteriske lære Hvad man end vil dømme om Whewells „History of the Inductive Sciences" og dens videnskabelige værd, saa er denne bog dog altid læseværdig og interessant, om ikke af anden grund, saa fordi den er et vidneshyrd om, hvor langt en filosoferende geistlig dengang turde vove sig. I løbet af sin drøftelse af ensartetheds-teorien bemærker han: „Mr. Lyell har nævnt den hypotese, at „en paa sukcessiv skabelse af arter muligens foregaar i naturens husholdning"! men jeg tror neppe, han nogetsteds har skildret denne proces slig, at det deraf frenigaar, i hvilken videnskabelig kategori han sætter denne hypotese. Skabes disse arter ved frembringelsen nu og da af et afkom, der

1) He ogsaa brev til Whewell af 7de marts 1837: „Med hensyn til (len sidste sag (overgang fra en dyr- og planteform til en anden), da husker De vel, hvad Herschel sagde i sit brev til mig. Hvis jeg lige-saa greit som han havde forfægtet muligheden af, at nye arters oprindelse eller tilblivelse var en naturlig, ikke en overnaturlig proces, vilde jeg ha faat en hel hær af fordomme imod mig; saa gaar det jo desværre enhver tænker, der vil henvende sig til publikum i anledning af disse hemmelighedsfulde spørsmaal". Sign. brev til Sedgwiek af 20de januar 1838. Professor Huxleys anmærkning.

[page] 224

OM MODTAGELSEN AF

er arts-forskjelligt fra forældrene? Eller er de saa-ledes skabte arter frembragte uden foræl dre? Er de blit efterhaanden udviklede af et eller andet embryonisk stof? Eller vokser de med et op af jorden, ligesom hos digteren? En af disse former maa hypotesen antage, for at vi skal kunne give den plads blandt de kjendte ændrings-aarsager, som vi betragter i nærværende kapitel. Saalænge den blotte overbevisning om, at en frembringelse af arter har fundet sted — ligegyldigt om en eller flere gange — staar uden sammenhæng med vore organiske videnskaber, er den snarere at betragte som en lære henhørende under natur-teologien end under natur-filosofien"1). Den første del af denne kritik forekommer mig at være fuldkommen beføiet og rigtig; men det ser, ud til — at dømme efter den sidste del — at Whewell har opfattet Lyell, som om denne ved udtrykket «frembringelse" tæn-ker paa en overnaturlig, guddommelig handling; brevet til Hersehel viser dog, at Lyell tænkte paa en naturlig frembringelses-aarsag, og jeg nærer ingen tvil om, at sir Charles ligesaa vældig vilde ha kjæmpet for den lære, at arterne i den organiske verden skylder stadige — altsaa ogsaa nuvirkende — kræfter sin oprindelse, som han forsvarede denne antagelse for den u-organiske verdens vedkommende,— havde han bare kunnet komme fra den uund-gaaelige yderste følgeslutning om menneskets oprindelse, en slutning, for hvilken han, saalænge han levede, nærede en sand rædsel2).

1) Wliewells „Hislory" 3die lind s. 639—640. Prof. Huxley.

2) Følgende steder i Lyells breve synes mig uimodsigelig og klart at vise dette: Brev til Darwin af 3die oktober 1859, efter forste gangs læsning af „Oprindelsenu: „Jeg liar længe været paa det rene med, at man maa gaa med'paa alle de slutninger, De træklier i Deres sidste kapitel, hvis man først gaar med paa en eneste. Det er dette, der

[page] 225

„ARTERNES OPRINDELSE. "

Sagen er, at en skarp iagttager vilde ha for-udset, at af-artnings-læren i en eller anden form var en nødvendighed fra det øieblik, da William Smith havde fremsat den lære, som videnskaben siden har ophøiet til lov: at paa hinanden følgende geologiske lag har sine særskilte og særegne forstenings-levninger. Ingen har bedre udviklet denne læres videnskabelige konsekvenser end forfatteren til „History of the Inductive Sciences:" „Studiet af geologien gjør os kjendt med en mængde arts-grupper, som i jordens levnetsløb har afløst hverandre med store mellemrum; en gruppe dyr og planter ser næsten ud til at forsvinde fra vor pla-

har gjort mig tvilraadig; jeg har altid liavt det paa følelsen, at mennesket maa komme til at staa og falde sammen med de andre dyr og planterne; medgi ver man en vera causa (den sande aarsag) i et tilfælde istedetfor en blot og "bar indbildt og ukjendt, som „skabelse" er, maa man ogsaa la den gjælde rækken helt ud . . ." Til Darwin af 15de marts 1863: „Jeg busker, det var Lamarcks teori om menneskets oprindelse, som for tredive aar siden staalsatte mig imod det stærke indtryk, hans argumenter i begyndelsen gjorde paa mig, et indtryk, der blev saa meget stærkere, *da Constant Prévost, en af Cuviers elever, for firti aar siden for mig" udtalte som sin overbevisning, at „Cuvier ikke ansaa arterne for oprindelige, men ikkedesto-mindre troede, at videnskaben ikke kunde gaa frem, uden man støttede denne mening. —" Til Hooker af 9de marts 1863: „Han (Darwin) synes meget skuffetover, at jeg ikke felger ham længer, end jeg gjer, eller ikke taler mere ud. Jeg kan kun sige, at jeg har talt ud saa-vidt, som min overbevisning for tiden tillader mig, og mere, end min følelse tilsiger mig med hensyn til sporsmaalet om menneskets nedstam-ning fra dyrene; jeg ved, at jeg har halvveis omvendt ikke saa ganske faa, som før var imod Darwin og fremdeles er imod Huxley". Han taler om, at „han har maattet opgive gamle yndlingsmeninger, som i hans tidligere aar har gjorde den teoretiske videnskab saa tiltrækkende for ham, da han med Pascal troede paa teorien om „den styrtede erkeengel", — for at bruge Hallams udtryk . .. ." Se ogsaa brev til Darwin af Ilte marts 1863: „Jeg tror, at „skabelsen" i den gamle betydning er ligesaa nø-dvendig som nogensinde; men den maa naturligvis antage en ny form, dersom man slutter sig til Lamarcks teorier i Deres forbedrede form11. Prof. Huxleya anmærkning.

Da r v ins Liv og breve. II. 15

[page] 236

OM MODTAGELSEN AF

nets overflade, medens andre, der før ikke fandtes, tar fuldstændig overhaand. Saa opstaar paany det dilemma: enten maa vi gaa ind paa afartnings-læren og antage, at de organiske arter fra en geologisk periode gik over til organiske arter i en følgende periode — som en følge af en længe fortsat naturlig udvikling; eller vi maa tro paa mange forskjellige, paa hinanden følgende „skabelser" og uddøen af arter — ifølge en udenfor naturen virkende kraft — en kraft, som vi derfor med rette kan kalde mirakuløs". (Whewells „History" 2den udg. 3die bind s. 624—625). Dr. Whewell holder paa den sidste forklaring. Om nogen havde forelagt ham de fire spørsmaal, som han paa det allerede citerede sted retter til Lyell, da er alt, hvad man nu kan sige, at han ganske sikkert vilde ha sagt nei til det første. Men vilde han virkelig havt mod til at sige, at en rhinoceros tichorhinus f. eks. „blev frembragt uden forældre", eller „udviklede sig fra et eller andet embryonisk stof; eller at den pludselig fremstod af jorden ligesom Miltons løve „skrabende med labberne for at frigjøre sine bag-lemmer?" Jeg tillader mig at tvile paa, at selv hans prøvede mod — fysisk, intellektuelt og moralsk — turde ha vovet sig paa den bedrift. Naturligvis kan man tænke sig, at et halvt ton uorganiske smaa-dele formede sig til et levende næshorn, og at en saadan skabelse derfor er tænkelig. Men er dette i og for sig saa sandsynligt, at man til støtte for troen paa det kan opdrive noget tænkeligt bevis ? Ligeoverfor den paastand (som ofte blev fremsat i den første opposition mod Darwin), at han intet nyt havde føiet til Lamarcks lære, er det meget interessant at lægge mærke til, at muligheden af et femte alternativ foruden de fire, dr. Whewell har fremdraget, ikke er faldt ham ind. Den tanke, at

[page] 227

„ARTERNES OPRINDELSE. "

nye arter kan fremstaa som en følge af, at ydre vilkaar har virket udvælgende paa de af-artninger fra arts-typen, som de enkelte individer ppviser — af-artninger, som vi kalder ,,spontane" (naturnødvendige, vilkaarlige), fordi vi ikke kjender deres aarsag — er ligesaa ny for dr. Whewell som- for de biologiske forskere før 1858. Men netop dette er grundtanken i „Arternes oprindelse" og udgjør darwinismens egentlige kjerne.

Naar jeg saaledes kaster et blik ind i fortiden, kommer jeg til det resultat, at min afventende kritiske holdning var rigtig og fornuftig og efter den samme betragtning maa være blit fulgt af mange andre. Naar Agassiz sagde mig, at de livsformer, som efter hverandre havde eksisteret paa vor jord, var legemliggjørelser af Vorherres tanker, og at han havde udslettet en gruppe af disse legemliggjørelser ved en forfærdelig geologisk omveltning, eftersom hans tanker antog en fuldkomnere form> da var jeg ikke alene ude af stand til at medgive det rigtige i de udviklinger efter palæontologiske kjendsgjerninger, hvorpaa denne forbausende hypotese grundede sig, men jeg maatte' endog bekjende, at jeg manglede ethvert middel til at prøve rigtigheden af hans forklaring af dem. Desuden kunde jeg aldeles ikke indse, hvad forklaringen forklarede. Heller ikke hjalp det mig stort, at en fremragende anatom sagde mig, at arterne havde afløst hverandre „i kraft af en stadig virkende skabelses-lov". Dette syntes mig at være akkurat det samme som at sige, at arterne havde' afløst hverandre ifølge en efter stemmegivning tilblevet beslutning, hvor „lov" stod for videnskabsmandens skyld og „skabelse" for de rettroendes. Da tyede jeg til hin „thåtige Skepsis" („virksomme tvil"), som Goethe saa godt har skildret, og idet jeg vendte op og ned paa det apostoliske

[page] 228

OM MODTAGELSEN AF

bud at være alt for alle, forsvarede jeg i regelen den overleverede lære, naar jeg havde at gjøre med tilhængere af afartnings-læren, medens jeg paa samme tid holdt paa den sidste teori ligeoverfor de rettroende ; paa denne maade øgede jeg et, forresten ufortjent, ry for unødig stridbarhed.

Første gang jeg traf mr. Darwin, husker jeg, hvorledes jeg udtalte min overbevisning om den skarpe grænselinie mellem naturlige grupper og om umuligheden af at finde overgangsformer; dette gjorde jeg med hele ungdommens selvtillid og ufuldkomne kundskaber. Jeg vidste dengang intet om, at han i mange aar havde grundet over arts-spørsmaalet, og det godslige smil, som ledsagede hans hensyns-fulde svar — at han var af en modsat mening — kunde jeg sent glemme. Men man vil kanske ind-rømme, at fire eller fem aars haardt arbeide havde sat mig istand til at fatte, hvad det betød; i et brev til sir Charles Banbury (af 30te april 1856) siger Lyell: „Da Huxley, Hooker og Wollaston var hos Darwin forrige uge, rettede de (alle fire) stærke angreb paa arterne — jeg tror nok, de gik videre, end de i virkeligheden vil komme til at gjøre". Det eneste, jeg husker heraf, er, at jeg traf sammen med mr. Wollaston; og hvis det ikke var for sir Charles's udtrykkelige tilføielse alle fire, vildé jeg været tilbøielig til at tro, at min flot-hed rimeligvis havde virket som modvægt imod Wallastons konservatisme. Hvad Hooker angaar, da var han allerede som Voltaires Habakuk capable de tout (istand til, hvad det skulde være) i retning af at levere forsvar for udviklingslæren.

Som jeg allerede har bemærket, tror jeg, at de fleste af mine samtidige, der arbeidede alvorlig med spørsmaalet, tænkte omtrent som jeg; jeg tror, de havde mest lyst til at sige baade til konservative

[page] 229

„ARTERNES OPRINDELSE. "

og radikale: „gid pesten ramme Eder begge!" og helst vilde vende sig bort fra en endeløs og tilsyne-ladende frugtesløs drøftelse for at arbeide paa de sikre kjendssjerningers frugtbare mark. Jeg har vel derfor ogsaa grund til at tro, at Darwins og Wallaces fælles-afhandling i 1858 og endnu mere „Oprindelsen" i 1859 virkede paa dem som lynet, der i nattens mulm og mørke pludselig viser den vildfarende mand en vei, som han kan følge, hvad enten det er en benvei eller ikke. Hvad vi speidede efter, men ikke kunde opdage, var en hypotese angaaende kjendte organiske formers oprindelse, der ikke forudsatte andre kræfters indgriben end slige, som kunde bevises at være i virksomhed. Hvad vi ønskede var ikke at forsværge os til denne eller hin teori, men at faa tag i klare og bestemte tanker, der kunde bringes i ligefremt forhold til kjendsgjerninger og bli prøvede paa den maade. „Oprindelsen" skaffede os netop denne hypotese. Desuden gjorde den os den umaadelige tjeneste for altid at fri os ud fra det dilemma: vis skabelses-teorien fra dig — hvad har du da at foreslaa, der kan tiltale en forsigtig tænker? I 1857 kunde jeg ikke svare herpaa, og jeg tror heller ikke, at nogen anden kunde. Aaret efter snakkede vi om, hvor dumme vi var, som blev bragte ud af ligevægt ved et saadant spørsmaal. Da jeg første gang fik tag i „Oprindelsens" grundtanke, sagde jeg til mig selv: „Hvor taabelig du har været, som ikke har skjønt det før!" Jeg antager, det var dette, Columbus^ kamerater sagde, da han fik egget til at staa paa den ene ende. Af-artningen, kampen for tilværelsen, tillempningen efter vilkaarene — det var ting, vi kjendte før; men ingen af os havde tænkt paa, at alfarveien til arts-spørsmaalets kjerne laa igjennem dem, til Darwin og Wallace spredte mør-

[page] 228

OM MODTAGELSEN AF

bud at være alt for alle, forsvarede jeg i regelen den overleverede lære, naar jeg havde at gjøre med tilhængere af afartnings-læren, medens jeg paa samme tid holdt paa den sidste teori ligeoverfor de rettroende ; paa denne maade øgede jeg et, forresten ufortjent, ry for unødig stridbarhed.

Første gang jeg traf mr. Darwin, husker jeg hvorledes jeg udtalte min overbevisning om den skarpe grænselinie mellem naturlige grupper og om umuligheden af at finde overgangsformer; dette gjorde jeg med hele ungdommens selvtillid og ufuldkomne kundskaber. Jeg vidste dengang intet om, at han i mange aar havde grundet over arts-spørsmaalet, og det godslige smil, som ledsagede hans hensyns-fulde svar — at han var af en modsat mening — kunde jeg sent glemme. Men man vil kanske ind-rømme, at fire eller fem aars haardt arbeide havde sat mig istand til at fatte, hvad det betød; i et brev til sir Charles Banbury (af 30te april 1856) siger Lyell: „Da Huxley, Hooker og Wollaston var hos Darwin forrige uge, rettede de (alle fire) stærke angreb paa arterne — jeg tror nok, de gik videre, end de i virkeligheden vil komme til at gjøre". Det eneste, jeg husker heraf, er, at jeg traf sammen med mr. Wollaston; og hvis det ikke var for sir Charles's udtrykkelige tilføielse alle firey vildé jeg været tilbøielig til at tro, at' min flot-hed rimeligvis havde virket som modvægt imod Wallastons konservatisme. Hvad Hooker angaar, da var han allerede som Voltaires Habakuk capdble de tout (istand til, hvad det skulde være) i retning af at levere forsvar for udviklingslæren.

Som jeg allerede har bemærket, tror jeg, at de fleste af mine samtidige, der arbeidede alvorlig med spørsmaalet, tænkte omtrent som jeg; jeg tror, de havde mest lyst til at sige baade til konservative

[page] 229

„ARTERNES OPRINDELSE. "

0« radikale: „gid pesten ramme Eder begge!" og helst vilde vende sig bort fra en endeløs og tilsyne-ladende frugtesløs drøftelse for at arbeide paa de sikre kjendssjerningers frugtbare mark. Jeg har vel derfor ogsaa grand til at tro, at Darwins og Wallaoes fælles-afhandling i 1858 og endnu mere Oprindelsen" i 1859 virkede paa dem som lynet, der i nattens mulm og mørke pludselig viser den vildfarende mand en vei, som han kan følge, hvad enten det er en benvei eller ikke. Hvad vi speidede efter, men ikke kunde opdage, var en hypotese angaaende kjendte organiske formers oprindelse, der ikke forudsatte andre kræfters indgriben end slige, som kunde bevises at være i virksomhed. Hvad vi ønskede var ikke at forsværge os til denne eller hin teori, men at faa tag i klare og bestemte tanker, der kunde bringes i ligefremt forhold til kjendsgjerninger og bli prøvede paa den maade. nOprindelsen" skaffede os netop denne hypotese. Desuden gjorde den os den umaadelige tjeneste for altid at fri os ud fra det dilemma: vis skabelses-teorien fra dig — hvad har du da at foreslaa, der kan tiltale en forsigtig tænker? I 1857 kunde jeg ikke svare herpaa, og jeg tror heller ikke, at nogen anden kunde. Aaret efter snakkede vi om, hvor dumme vi var, som blev bragte ud af ligevægt ved et saadant spørsmaal. Da jeg første gang fik tag i „Oprindelsens" grundtanke, sagde jeg til mig selv: „Hvor taabelig du har været, som ikke har skjønt det før!" Jeg antager, det var dette, Columbus^ kamerater sagde, da han fik egget til at staa paa den ene ende. Af-artningen, kampen for tilværelsen, tillempningen efter vilkaarene — det var ting, vi kjendte før; men ingen af os havde tænkt paa, at alfarveien til arts-spørsmaalets kjerne laa igjennem dem, til Darwin og Wallace spredte mør-

[page] 230

OM MODTAGELSEN AF

ket og „Oprindelsens" vardebaal viste de vildfarende veien gjennem den mørke nat.

Om den eiendommelige form, udviklings-læren i sin anvendelse paa den organiske verden fik under Darwins behandling, vilde bli den endelige eller ikke, var i mine øine en ligegyldig sag. I mine tidligste anmeldelser af „Oprindelsen" vovede jeg at paapege, at lærens logiske grundvold var usikker, saalænge forsøg i avkvalg ikke havde opvist af-arter, der var mer eller mindre ufrugtbare; denne usikker-hed gjør sig gjældende den dag idag. Men trods alle de kritiske tvil, mit skeptiske skarpsind, kunde finde paa, var og blev Darwins hypotese uden nogen sammenligning mere sandsynlig end skabelses-hypo-tesen. Og hvis det var saa, at ingen af os havde kunnet fatte den store betydning ved nogle af de tydeligste og mest kjendte naturlige kjendsgjer-ninger, før vi, saa at sige, fik lugte paa dem, hvad blev der saa igjen i dilemmaet — skabelse eller intet? Det var overmaade meget sandsynligere, at sammen-hængen i det naturlige aarsagsforhold var skjult for vore stærblinde øine, end at det naturlige aarsagsforhold skulde være ude af stand til at frembringe naturens foreteelser. Folk, der kun havde det maal at finde sandheden, havde bare en ting at gjøre, og det var at tåge „darwinismen" som en hypotese, der kunde arbeides videre paa, og saa se, hvad der kunde gjøres ud af den. Paa den maade vilde det enten vise sig, at den var istand til at opklare det organiske livs mysterier, eller den vilde styrte sammen under det pres, der lagdes paa den. Dette var, hvad sund sans tilsagde, og for en gangs skyld gik den sunde sans af med seiren. Resultatet er blit den omvæltning i hele den viden-skabelige verden, som maa forekomme den nuværende slægt saa overraskende. Det er ikke min

[page] 231

„ARTERNES OPRINDELSE."

mening at sige, at alle den biologiske videnskabs ledende mænd har erklæret sig for Darwins tilhæn-eere; men jeg tror ikke, der er en eneste zoolog, botaniker eller palæontolog blandt vor tids mange energiske arbeidere, uden han er tilhænger af ud-viklings-læren og har været under Darwins indfly-delse. Hvorledes det end gaar med den særegne af Darwin fremsatte teori, vover jeg at p — saavidt jeg ved — alle fiendtlige kritikeres forenede skarpsind og lærdom ikke har været istand til at anføre en eneste kjendsgjerning, hvorom det kan siges, at den staar i bestemt strid med Darwins teori. I den organiske naturs uhyre og indviklede mangfoldighed er der mange foreteelser, som ikke kan forklares ved nogen af de videnskabelige love, vi hidtil har fundet. Men det samme kan siges om enhver anden klasse af natur-gjenstande. Saavidt jeg ved, har det endnu heller ikke lykkedes astronomerne at faa maanens bevægelser til at passe rigtig med tyngde-lovene.

Selv om det gik an, vilde det dog her ikke være stedet til at indgaa paa en drøftelse af de vanskeligheder og uløste gaader, som udviklings-lærens forkjæmpere hidtil har stødt paa, og som sandsynligvis vil vedblive at sysselsætte dem i mange kommende slægtled. Menger er et par ind-vendinger af mere almen natur, som støtter sig paa eller antages at støtte sig paa filosofisk og teologisk grund, der i de darwinske stridigheders første tider gjentagne gange fremførtes, og som nu for tiden atter sommetider stikker sig frem, skjønt de er blit be-svarede atter og atter.

Den besynderligste af disse kanske udødelige vildfarelser, der vedbliver at leve ligesom Tithonus, efterat følelse og kraft forlængst har forladt dem, er den, at mr. Darwin skal ha forsøgt paa at gjen-

[page] 232

OM MODTAGELSEN AF

indsætte paa sin plads den gamle hedenske gudinde tilfældet. Man har sagt, at efter hans mening frembringes af-arterne „tilfældigvis", at de bedst skikkede overlever de „tilfældigheder", som kampen for tilværelsen udsætter dem for, og at saaledes „tilfældet" sættes istedetfor den guddommelige plan-mæssighed.

Det er ikke saa lidet underligt, at en saadan anklage rettes imod en forfatter, som den ene gang efter den anden gjør læseren opmærksom paa, ai; naar han bruger ordet „spontan" (naturnødvendig, vilkaarlig), saa sker det kun, fordi han derved vil betegne, at han er uvidende om grunden til, hvad der kaldes saaledes, og hvis hele teori~ gaar rent i stykker, om han ikke netop holder paa det naturlige aarsagsforholds ensartethed og regelmæssig-hed i uendelige forbigangne tidsrum. Men sand-synligvis vil man bedst svare dem,, der taler om, at darwinismen betyder „tilfældets" herredømme, naar man spørger dem, hvad de selv forstaar veaj „tilfælde". Tror de, at noget i denne verden hæn-der uden aarsag eller grund? Mener de virkelig, at der sker noget, der ikke har nogen grund, og som ikke kunde ha været forudsagt af enhver, der havde den fornødne indsigt i naturens husholdning? Hvis de nærer slige meninger, da er det dem, der har arvet gammeldags fordom og uvidenhed, og hvis sjæl aldrig en straale fra videnskabens verden har lyst op i. En ting forlanger man, at en, der be-kjender sig til videnskabelige grundsætninger, skal sværge til, og det er, at han skal tro paa en almen verdensorden og paa aarsags-lovenes absolute virken til alle tider og under alle omstændigheder. En saadan bekjendelse er en troshandling, fordi en slig sats efter tingenes natur ikke lader sig bevise; en saadan tro er ikke blind, men fornuftig, fordi den

[page] 233

„ARTERNES OPRINDELSE."

bestandig bekræftes af erfaringen og danner det eneste paalidelige grundlag for al handling.

Dersom en af disse folk, hos hvem vore gamle forfædres religiøse dyrkelse af tilfældet endnu saa besynderlig lever, skulde befinde sig i nærheden af havet, naar der blæser en stærk storm, saa vil jeg be ham gaa ned til stranden og iagttage scenen. Jeg vil be ham nærke sig, hvor uendelig forskjellige bøl-gerne ude paa havet er i form og størrelse, eller de skummende brændingers bugtninger, naar de vælter sig mod klippen; jeg vil be ham lytte til sandets hvislen, naar det kastes op og ned ad stranden, eller se paa skumflagene, eftersom de driver hid og did for vinden; eller jeg vil be ham mærke sig det spil af farver, som et solblink fremkalder, naar det falder paa deres ti-tusen bobler. Her vil han — om overhovedet nogetsteds — sige, at tilfældet er eneraadende, og bøie knæ som en, der er traadt indenfor sin guddoms allerhelligste. Men viden-skabens mand ved, at her som overalt fuld-stændig orden og regelmæssighed kommer tilsyne; han ved, at der ikke er en bugtning paa bølgerne, ikke en tone i det hylende kor, ikke et regnbue-streif paa en boble, der er andet end en nødvendig følge af naturens love; han ved, at en mand med tilstrækkeligt kjendskab til vilkaarene samt med til-strækkelig fysisk-matematisk indsigt kunde forklare, ja forudsige enhver af disse „tilfældige" begiven-heder.

En anden meget almindelig indvending mod mr. Darwins synsmaader var (og er), at de gjør det af med teleologien og tar livet af planmæssigheds-troen. Det er næsten tyve aar, siden jeg vovede at fremsætte endel bemærkninger om denne sag, og da mine argumenter til dato ikke er blit gjendrevne, haaber jeg, man vil undskylde, at jeg her aftrykker dem

[page] 234

OM MODTAGELSEN AF

paany. Jeg bemærkede, „at udviklingslæren er den frygteligste modstander af alle teleologiens alminde- : ligere og grovere former. Men den største tjeneste, mr. Darwin har gjort biologien, er maaske den ud-soning mellem teleologi og morfologi (læren om livs-formerne) samt den forklaring af begges faktiske forhold, som hans lære muliggjør. Den teleologi, som gaar ud fra, at øiet, slig som vi finder det hos mennesket eller et af de høiere hvirveldyr, er blit skabt nøiagtig med den bygning, det har, for at sætte dyret eller mennesket istand til at se, har ganske vist faat sit dødsstød. Det er dog nødven-digt at huske paa, at der er en videre form af teleologi, som ikke berøres af udviklings-læren, men I netop er baseret paa denne læres egentlige grund-tanke. Denne tanke er den, at hele verden, den levende som den livløse, er et resultat af en I gjensidig lovmæssig virksomhed mellem de kræf-ter, som laa i de molekyler (smaadele), hvoraf vor verdens oprindelige taage .bestod. Er dette sandt, da er det ikke mindre vist, at vor verden laa som en mulighed i verdenstaagen, og at en mand med tilstrækkelig forstand og nødvendigt kjendskab til disse taage-molekylers natur kunde ha forudsagt f. eks. den britiske faunas (dyreverdens) tilstand i 1869 ligesaa sikkert, som man kan sige, hvorledes det vil gaa med dampen af ens I aandedræt en kold vinterdag . . . Den teleologiske og mekaniske betragtning af naturen udelukker ikke med nødvendighed hinanden. Tvertimod — jo følge-rigtigere en tænker holder paa den mekaniske be-: tragtning, desto bestemtere forudsætter han en op-rindelig ordning af molekylerne, hvoraf alle verdens foreteelser kan følge, og desto fuldstændigere har han derved udleveret sig til teleologerne, som altid kan opfordre ham til at afbevise, at foreteelserne i

[page] 235

„ARTERNES OPRINDELSE."

vor verden ikke var tænkt at skulle fremgaa af denne oprindelige ordning af molekylerne1). Paley, denne ivrige teleolog, fandt ingen vanskelighed ved at indrømme, at «frembringelse af ting" kan være resultat af en række mekaniske anordninger, paa forhaand bestemte efter en fornuftig plan og holdt i virksomhed af en kraft i oentrum, det vil sige, han foregreb den moderne udviklingslære; og hans etterfølgere gjorde vistnok bedst i at følge sin fører eller ialfald gjøre sig kjendt med hans vægtige ræ-sonnement, før de indlod sig paa en strid, der er uden ethvert fornuftigt grundlag.

Efterat vi saaledes har set, at udviklings-læren ikke lærer tro paa tilfældet og nægter planmæssig-heden, kunde man kanske la den tredie anklage mod læren, at den er antiteistisk, skjøtte sig selv. Men den haardnakkethed, hvormed mange mennesker vægrer sig for at trække konsekvenserne af den lære, de siger sig at bekjende sig til, gjør det nødvendigt at gjøre opmærksom paa, at udviklings-læren hverken er teistisk eller antiteistisk. Den har simpelthen ligesaa lidet med teismen at bestille som med første bog af geometrien. Det er ganske sikkert, at et nylagt friskt eg hverken indeholder hane eller høne; det staar ogsaa ligesaa fast som nogen sætning i fysiken eller morallæren, at om et sligt eg udsættes for den nødvendige paavirkning i tre uger, finder man en hane eller høne i det. Det er ligeledes givet, at om skallet var gjennemsigtigt, vilde vi kunne se, hvorledes den lille fugl daglig voksede og udviklede sig fra en usynlig celle-agtig spire til sin fulde størrelse og indviklede bygning. Derfor paagaar udviklingen (evolution) i dette og millioner af lignende tilfælde overalt, hvor levende

1) „Genealogy of Animals" (The BAcademy", 1869). Prof. Huxley.

[page] 236

OM MODTAGELSEN AF

skabninger fxndes. For at tale med Butler: da det der nu sker, maa være i overensstemmelse mei! guddommens egenskaber, saa maa — ifald et saa-dant guddommeligt væsen er til — udviklingen være i overensstemmelse med disse egenskaber. Dersom dette er tilfældet, maa verdensudvik-lingen, der er hverken mere eller mindre let forklaring end kyllingens udvikling, være i overensstemmelse med dem. Betragtet som en filosofisk lære har derfor udviklings-læren ikke det aller-mindste at bestille med teismen. Hvad den strider imod og er fuldstændig uforenlig med, er troen paa en skabelse, som teologiske tænkere har grundet paa første mosebog.

Folk snakker saameget om og beklager sig] saameget over de saakaldte religiøse vanskeligheder, som naturvidenskaben har skabt. I teologien har den naturligvis ingen slig vanskelighed frembragt. Nu for tiden træffer den tænkende teist ikke paa et eneste spørsmaal, som ikke har været til fra den stund, da filosoferne begyndte at gjennemtænke teis-mens logiske aarsag og virkning. Alle de virkelige eller indbildte vanskeligheder, som flyder af forestillinger om verden som en bestemt mekanisme, gjør sig ogsaa gjældende ved antagelsen af en evig, almægtig og alvidende Gud. Forsynet er det, teologien har at stille op imod videnskabens opfatning af verdens-ordenen. Og forudbestemmelses-læren (determinismen) følger ligesaa sikkert af den forud-videnhed, teologien tillægger forsynet som af den videnskabelige lovmæssighed, videnskaben lærer. Englene i „Paradise Lost" vilde ikke ha havt spor af mere stræv med at indprente Adam begreberne „skjæbne, forudvidenhed og fri vilje", om deres elev havde gaaet paa en realskole og var blit drevet i alle et moderne universitets laboratorier. Med

[page] 237

„ARTERNES OPRINDELSE."

hensyn til filosofiens store gaader staar den efter-darwinske slægt i en vis forstand akkurat der, hvor de før-darwinske slægtled stod. Disse gaader er og blir uløselige. Men den nulevende slægt har den fordel at ha til sin raadighed bedre midler til at fri sig fra visse skin-løsninger.

Det kjendte er begrænset, det ukjendte ube-orænset; aandelig talt staar vi paa en holme midt i det uforklarliges ubegrænsede hav. Hvert slægtled har sin gjerning — at indvinde lidt mere land, øge vore besiddelser en smule i udstrækning og soliditet. Selv et flygtigt blik paa de biologiske videnskabers historie i løbet af det sidste fjerdedels aarhundrede er tilstrækkeligt til at retfærdiggjøre den paastand, at det kraftigste vaaben til udbredel-sen af naturvidenskabens herredømme, som mennesket har faat i sin haand siden Newtons „Principia", er Darwins „Arternes oprindelse".

Den blev slet modtaget af den slægt, til hvilken den først henvendte sig, og det er trist at tænke paa de udbrud af vredt våas, hvortil den blev foranledningen. Men den. nulevende slægt vil sandsynligvis optræde ligesaa slet, om en ny Darwin skulde opstaa og paatvinge den, hvad folk flest hader mest af alt i verden — den nødvendighed at granske sin samvittighed. Jeg vil derfor be den nye slægt være skaansom mod os gamle; og dersom de unge ikke behandler en ny velgjøser bedre, end mine samtidige behandlede Darwin, saa ber jeg dem huske paa, at det alligevel ikke blev til stort med vor harme, der hovedsagelig gav sig luft i skinhel-lige Xantippers skjælden og smelden. Jeg vil be dem ligesaa hurtig gjøre helt om og følge sandheden, hvor den end fører hen. Den nye sandheds mod-standere vil ligesom Darwins modstandere opdage, at naar alt kommer til alt, er teorier ikke istand

<

[page] 238

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

til at forandre kjendsgjerninger, og at verden blir staaende alligevel, om endel tekster rakner op. Eller — eftersom historien gjentager sig selv — kan det hænde, at deres skarpsindighed vil opdage, at den nye vin er akkurat åf samme aargang som den gamle, og at — ret set — de gamle flasker viser sig at være gjorte udtrykkelig for at optage den.

Kapitel vi.

„arternes oprindelse" udkommer.

Fra 3die oktober 1859 til 31te deobr. 1859.

Iste oktober 1859 forekommer i min fars dagbog følgende sted: „Færdig med korrekturlæsning paa min mindre bog om „Arternes oprindelse"; tog tretten maaneder og ti dage; 1250 eksemplarer trykte. Første udgave udkom 24de november; alle eksemplarer gik første dag". Den 2den oktober reiste han med sin familie til bade-anstalten Ilkley ved Leeds, hvor han blev til december, og den 9de s. m. var han igjen i Down. Det eneste, han for-uden nævnte sted har skrevet i dagbogen for dette aar," er følgende: „I slutten af november og begyn-delsen af december beskjæftiget med at foretage rettelser til 2den udgave, der blir paa 3000 eksemplarer; breve i massevis1)". Det første og nogle

1) I min fars konespondence rinder jeg ikke eanon (domprovst) TrS strams afhandling i oktober-numret af the „Ibisa for 1859 nævnt. Professor Newton har gjort mig opmærksom paa, at Tristram var den første zoolog, der offentlig erklærede sig for tilhænger af teorien om det naturlige udvalg, og det gjorde han udelukkende i tilslutning til afhandlingen i „Linn. Soc. Journal" 1858. E. D.

[page] 239

SIR CHARLES LYELL'S DOM. [1859]

enkelte af de følgende breve angaar korrektur-ark og eksemplarer af „Oprindelsen", som blev sendte yl venner, før bogen udkom.

C, Li/ell til C. Darwin. Mi6 oktober lm.

Kjære Darwin! Jeg er netop færdig med Deres bog, og glad er jeg, fordi jeg og Hooker gjorde vort bedste for at faa Dem til at udgive den uden at vente paa en tid, som rimeligvis aldrig kunde ha kommet, selv om De var blit hundrede aar, den tid nemlig, at De havde faat ordnet alle de kjends-rrjerninger, hvorpaa De grunder saa mange storartede almen-slutninger.

Deres bog er et mønster paa skarp logik og kraftig argumentation paa et saa stort antal sider; De har sammentrængt stoffet umaadelig, kanske formeget for de uindviede; men det er en udmærket foreløbig fremstilling; den gir anledning til nu og da at anføre nyttige eksempler, som f. eks. tilfældet er med Deres duer og cirripedes, hvpraf De gjør slig fortræffelig brug. Jeg er bestemt af den formening, at De snart faar foranstalte en ny udgave; De burde da, synes jeg, hist og her anføre faktiske ting for at bringe lidt afveksling ind i den uhyre mængde abstrakte satser. Jeg for mit vedkommende er saa vel forberedt paa at tro Dem paa Deres ord,< naar De nævner en ting, at jeg ikke antager, offentliggjørelsen af Deres eksperimenter vil gjøre stort fra eller til i saa maade, og jeg har længe tydelig set, at naar man først gjør en indrømmelse, er man nødt til at gaa med paa alt, hvad De forlanger i sidste kapitel. Det er dette, der har gjort mig saa længe tvilraadig; jeg har altid havt en følelse af, at baade mennesker, dyr og planter kommer ind under samme kategori, og at om en „vera causa"

[page] 240

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

(virkelig grund) medgives for et tilfælde istedetfor en blot og bar ukjendt og tænkt, som f. eks. en „skabelse", maa man gaa med paa alle følgeslut-ninger.

Da jeg netop staar i begreb med at forlade dette sted, er jeg bange for, at jeg idag ikke faar tid til at indlade mig paa en mængde forskjellige kommentarer og sige Dem, hvor indtaget jeg blev i oceanske øer — rudimentære (uferdige) organer —«: embryologi — den geografiske udbredelse, og —. men om jeg fortsatte, kom jeg nok til at skrive af overskrifterne paa alle Deres kapitler. Men jeg vil sige et par ord om resuméet for det tilfælde, at en ubetydelig forandring eller idetmindste udeladelse af et ord eller to her endnu er mulig.

Angaaende det første sted paa s. 480 tror jeg ikke, det med rette kan siges, at de mest fremragende naturforskere har forkastet læren om arternes foranderlighed. De mener da vel ikke at overse G. St. Hilaire og Lamarck? Hvad den sidste an-gaar, kan De jo sige, at De for dyrenes vedkom-, mende i betydelig udstrækning har sat det naturlige udvalg istedetfor hans „vilje"; men i sin teori om planternes ændringer kunde han jo ikke indføre i viljen; paa den anden side er det vistnok sandt, at han har lagt uforholdsmæssig stor vægt paa forandringer i de fysiske livsforhold og for liden vægt paa kampen for tilværelsen. Men' naar alt kommer til alt, saa forfægtede han dog en ubegrænset af-artning og læren om et genealogisk led mellem de ældste og de nulevende arter. Hans skole paabe-raabte sig ogsaa af-artninger i tam tilstand. (Mener De nulevende naturforskere?1)

1) I første udgave s. 480 er ordene: udmærkede nulevende naturforskere. .

[page] 241

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

Paa første side af dette saa vigtige résumé gir J)e modstanderen et godt tag ved saadan udenvidére at fremsætte en saa høist overraskende lære som <Jen om „øiets" dannelse — den lære, at det blir til ikke paa en for den menneskelige forstand fatte-]ig maade eller kanske snarere i kraft af en evne, der staar umaadelig høit over den menneskelige fornuft, men i kraft af af-artninger som dem, en kvæg-opdrætter betjener sig af. De vilde behøve flere sider, om De saaledes skulde definere Deres indvending niod den gjængse lære og fjerne den. Da det er Deres maal at overbevise, vilde det være bedre intet at sige. Jeg tror, De bør udelade enkelte sætninger og i en kommende udgave udarbeide det fuldstæn-digere. Imellem indførelsen af en slig anstødssten paa læserens vei og overgangen til arbeids-myrerne g. 460 trænges der flere sider; og selve disse myrer «r en ren antiklimax for læseren, før han endnu har sundet sig efter Deres nye lære om, at øiet har naaet sin nuværende fuldkommenheds-tilstand fra en tilstand af blindhed eller stærblindhed i kraft af saadanne af-artninger, som vi ser for vore øine. Jeg tror, at nogle smaa udeladelser vilde gjøre disse sætninger langt mere smagelige, hvis De ikke har tid til omarbeidelse og udvidelse.

Men dette er jo bare smaating — rene pletter paa solen. Deres sammenligning mellem stumme bogstaver i ord og rudimentære (overflødige) organer hos levende væsener er fortræffelig; begge disse ting er helt og holdent af genealogisk art.

Mangelen paa eiendommelige fugle paa Madeira synes jeg er en større vanskelighed, end De synes at ville indrømme. Jeg kunde anføre steder, hvor De viser, at af-artninger er indførte som en følge af nye kolonisters behov; er dette saa, maa nogle fugle paa Madeira ligesom paa Galapagos-øerne

Darwins Liv og breve. II. 16

[page] 242

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

være eiendommelige for dette sted. For Madeiras vedkommende har man tid nok til raadighed lige-som for Porto Santos. De lægger Deres korrektur-ark i gammelt manuskript, og derfor maa De betale dem som breve, d. v. s. 2-pence ekstra. Jeg skulde ønske, at alle poststyrelsens mulktpaalæg paa manuskript var saa meget værdt. Jeg betalte forledea dag 4-skillings 6-pence for slig „vask" (wash) fra,: en mand i Paris, som kan levere bevis for 300 oversvømmelser i Seinedalen. Med de hjerteligste lykønskninger i anledning af Deres storartede arbeide-er jeg

Deres hengivne Chas. Lyell.

Darwin til Lyell. Ilkley, Jarkshire, lite oktbr. 185».

Kjære Lyell! Jeg takker Dem saa mange gange for, at De har ofret saa meget af Deres! kostbare tid paa at skrive til mig Deres to breve af 3die og 4de d. m. Jeg skrev nogle ord medi det manglende korrekturark til Scarborough. Jeg: erkjender med tak, at jeg har gaat ind paa alle: Deres mindre rettelser i sidste kapitel og paa de', større, saavidt det gik an uden videre arbeide. Jegi tog braadden fra begyndelsen af stykket „om øiet" ved simpelthen at sætte „sammensatte organer"; i mit større værk viser jeg overgangene i øiets bygning. Men De er rigtig en net Lord Chancellor, som gaar hen og fortæller den ene af parterne, hvorledes han skal vinde sagen. Udeladelsen af „nulevende" foran „udmærkede naturforskere" var en frygtelig buk.

Fuglene paa Madeira og Bermudas-øeme ikke oprindelige. De har ret, der er en hage ved dette; jeg troede ikke, nogen vilde ha opdaget det; det var en feil af mig, at jeg undlod at medtage en drøftelse, som jeg havde udarbeidet helt ud. Men I

[page] 243

LYELLS KRITIK. [1859]

lad mig en gang for alle sige til min undskyldning, at det var meget vanskeligt at afgjøre, hvad der burde udelades. Naar fugle, der har gjennemgaaet kampen for tilværelsen i sit oprindelige hjem, bo-sætter sig i store mængder i et nyt land, vil de ikke være udsatte for nogen af-artning, da deres gjensidige forhold ikke vil bli meget forandret. Men jeg er ganske enig med Dem deri, at de i tidens løb vil komme til at gjennemgaa en smule forandring. Paa Madeira og Bermudas-øerne anta-ger jeg, de har holdt sig uforandrede derved, at der hyppig fra fastlandet er kommet skarer af den samme oprindelige art, hvormed de da har indgaat krydsning. For Bermudas-øernes vedkommende kan dette bevises; det er ogsaa overmaade sandsynligt for Madeiras vedkommende, som det fremgaar af endel breve fra E. V. Harcourt. Der er desuden god grund til at tro, at kryds-afkommet (friskt blod, som opdrættere vilde sige) mellem de! nye indvandrere og gamle kolonister af samme art vilde bli ualmindelig kraftigt og vilde ha de største chan-cer for at overleve andre; paa denne maade vil en saadan krydsning endnu mere hjælpe til at holde de gamle kolonister uforandrede.

Bemærkninger om, at Galapagos-øernes naturprodukter er. af amerikansk type, naar man gaar ud fra, en skdbelse. Jeg er ikke enig med Dem, naar De siger, at arter, der var skabte for at optage kampen med amerikanske former, maatte være skabte efter den amerikanske type. Kjendsgjernin-ger viser akkurat det modsatte. Se paa de udyrkede strækninger i La Plata; de er bedcekkede med europæiske produkter, der ikke er nær beslægtede med de indfødte prodokter. Det er ikke amerikanske typer, der har overvundet de oprindelige. Saaledes er det paa hver eneste ø over hele verden.

[page] 244

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

Alph. de Candolles sats (skjønt han ser ikke dens fulde^rækkevidde), at godt naturaliserede [planter] i almindelighed er meget forskjellige fra ur-indvaa-nere (idet de i en flerhed af tilfælde tilhører ikke-indfødte slægter) er det meget vigtigt altid at huske paa. Jeg haaber, De vil mærke Dem her engang for alle, at jeg skriver saadan dogmatisk for kort-heds skyld.

Bemærhninger om en uafbruåt skabelse af mona-der. Denne lære er blit gjort overflødig og uholdbar ved teorien om det naturlige udvalg, der ikke med nødvendighed forudsætter en tendens til stadig fremadskriden. En monade kunde holde sig uforandret fra lang tid før den siluriske periode til nu-tiden, hvis der ikke indtraadte nogen afvigelse i dens bygning, der kunde være den til nytte under dens yderst simple livsforhold. Jeg anser det for givet, at der ialmindelighed vil åndes tendens til en mere sammensat og indviklet organisme, ihvorvel denne hos væsener, der er afpassede efter meget simple livsforhold, vilde være ubetydelig og udvik-les langsomt. Hvorledes vilde en mere sammensat og indviklet organisme kunne være til nytte for en monade? Og dersom den ikke var dyret til nogen nytte, vilde den ikke være noget fremskridt. De sekundære infusoria adskiller sig kun lidet fra de nulevende. Den monade, hvorfra de andre nedstammer, kunde meget godt vedblive at leve uforandret og afpasset efter sine simple livsforhold, medens denne selvsamme monades afkom kunde bli afpassede efter mere sammensatte forhold. Ur-proto-typen for alle levende og uddøde skabninger kan for den sags skyld godt leve endnu den dag idag. Desuden kunde, som De siger, høiere former nu og da sættes tilbage paa et lavere udviklingstrin; slangen typhlops synes ('?!) at ha livsvaner fælles med

[page] 245

LYELLS KRITIK. [1859]

den almindelige medemark. En fortsat skabelse af simple former forekommer mig saaledes at være overflødig.

„Er De ikke nødt til at forudsætte en oprindelig skåtende kraft, som ikke handler efter en ensartet plan ? Eller hvorledes kunde ellers mennesket Mi til (supervene) ?" Jeg er ikke rigtig sikker paa, om jeg forstaar de bemærkninger af Dem, der følger paa de ovenfor nævnte. Under vor nuværende viden maa vi gaa ud fra skabelsen af en, enkelt eller nogle faa former paa samme maade, som filosoferne gaar ud fra tiltrækningskraftens tilværelse uden videre for^ klaring. Enhver følgende tilføielse af „nye kræfter og egenskaber" er efter min mening unødvendig, og jeg forkaster den af denne grund; ligesaa forkaster jeg ethvert „forbedrings-princip", undtagen forsaa-vidt som enhver eiendommelighet, der er udvalgt eller bevaret, paa en vis maade kan siges a*t være en forbedring, eller fordel; .ellers vilde den ikke være blit udvalgt. Hvis jeg troede, at læren om det naturlige udvalg nødvendiggjorde slige tillæg, vilde jeg forkaste den som noget kram; men jeg tror fuldt og fast paa den; thi var den urigtig, kan jeg ikke skjønne, at den kunde forklare saa mange klasser af kjendsgjerninger, som den virkelig forekommer mig at gjøre — hvis jeg da forresten er ved mine fulde fem. Saavidt jeg fatter Deres bemærkninger, tviler De , paa muligheden af en nuancering (gradation) i aandsevnerne. Men hvis jeg udelukkende tar for mig nulevende dyr, forekommer det mig, at vi finder en meget vakker nuancering i hvirveldyrenes aandsevner med ét temmelig stort gab (der dog ikke er halvparten saa stort som forskjellen i legemsbygning i en mængde til-fælde) mellem f. ekB. en hottentot og en orangutang, selv om denne sidste har gjennemgaaet en lige

[page] 246

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

saa stor aandelig udvikling, som vi finder i rækken ulv-hund. De tviler vel ikke paa, at aands-evnerne er ligesaa vigtige for et levende væsens velvære som legemsbygningen; og isaafald kan jeg ikke indse, at der kan være noget iveien for, at de aandelig mest udviklede individer i en art stadig blir gjorte til gjenstand for udvalg; saaledes maa ogsaa den nye arts aandsevner bli forbedrede, sand-synligvis under indllydelse af nedarvet aandelig op-øvelse. Denne udvikling tror jeg foregaar nu med menneskeracerne saaledes, at de, der er mindst udviklede i aandelig henseende, efterhaanden gaar til grunde. Men jeg faar ikke ram til at drøfte denne sag. Har jeg forstaat Dem ret, saa begynder vor| uenighed dermed, at De anser det for umuligt, at en arts aandelige evner kan bli meget forbedrede ved et fortsat naturligt udvalg af de aandelig mest udviklede individer. For at De kan komme paa det rene med, at der er nuancer i de aandelige evner, behøver De bare at huske paa, hvor umuligt man hidtil har fundet det at være at bestemme forskjellen i aandelig henseende mellem mennesket og de lavere dyr; disse synes at ha de samme egenskaber som den lavest-staaende vilde — om end i en langt mindre udviklet tilstand. Jeg gir absolut ikke en døit for teorien om det naturlige udvalg, dersom den trænger miraklet i sin tjeneste paa noget punkt i udviklingen. Det er min mening, at embryologien, homologier, klassifikations-læren o. s. v. viser, at alle hvirveldyr nedstammer fra en fælles stamfader; men hvorledes denne stamfader er blit til, ved vi ikke. Hvis De — selv paa meget uvæsentlige punkter — medgiver rigtigheden af den udvikling, jeg har git af embryologi, homologi og klassifikations-lære, vil De snart se, at det neppe gaar an at sige: saa langt holder udviklingen stik, men ikke videre;

[page] 247

LYELLS KRITIK. [1859]

her maa vi ty til „nye skabende kræfter". Jeg tror, De blir nødt til at forkaste alt eller gaa ind paa alt; Deres brev gir mig grund til at frygte for, at De vælger det første; isaafald er jeg sikker paa, at skylden er min og ikke teoriens, og det er jo altid en trøst. Hvad de store rigers (som f. eks. hvirveldyrs, leddyrs o. s. v.) nedstamning fra en følles stamfader angaar, da har jeg i sidste kapitel sagt, at bare analogien (sammenligning med ligear-tede tilfælde) synes mig at gjøre den sandsynlig; «fter min mening holder de af mig fremførte argumenter og kjendsgjerninger kun stik for hvert rige for sig.

Bemærkninqer om, at de former, der ligger under i kampen for tilværelsen, tilsammen arver visse mær-ker paa svækkelse. Her har jeg formentlig iKke tat forbehold nok; men kunde ikke udtrykket svækkelse betegne en mindre fuldkommen tillempning efter vilkaarene?

Mine bemærkninger gjælder ikke enkelte arter, men grupper eller slægter; de fleste slægters arter er i det mindste afpassede efter varme og mindre varme, fugtigere og mindre fugtige _ klimatiske forhold; og naar de forskjellige arter 1 en gruppe blir overvundne og udryddede af arterne i en anden gruppe, da kommer det efter min mening ialminde-lighed ikke deraf, at hver enkelt ny art er blit afpasset efter klimaet, men deraf at alle de nye arter tilsammen har en vis fordel af at finde underhold eller undfly fiender. For gruppers vedkommende har vi eksempel herpaa i forholdet mellem negerne og de hvide i Liberia; men et langt bedre har vi i den til sikkerhed grænsende sandsynlighed, at slægten orang engang i tiden vil bli udryddet af slægten menneske; dette kommer ikke deraf, at mennesket er bedre afpasset efter de klimatiske

[page] 248

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

forhold, men deraf, at orang-slægtens arvede intelligens er saa meget mindre end menneskets, der har opfundet ildvaabnet og lært at nedhugge skogene. Grunde, som jeg har anført i bogen, bringer mig til at tro, at akklimatation (tillempning efter klimaet) er noget, der lettelig gaar for sig i naturtilstanden. Det har kostet mig saa mange, aars arbeide at komme bort fra den altfor store indfly-delse, man har tillagt klimatet — hvis indflydelse falder saa let i øinene, medens kampen for tilværelsen er meget vanskeligere at faa tag i — at jeg næsten har lyst til at forbande nordpolen og, som Sydney Smith sagde, endog skulde ville tale uærbødig om æquator. Jeg vil be Dem tænke paa (for mig staar intet som saa lærerigt), hvorledes det gaar med tusener af planter midt i deres respektive voksesteder, der — vi ved det med vished — med lige lethed taaler lidt mere varme og kulde, lidt, mere fugtighed og tørke, men som i sit riges hovedstad ikke forekommer i store mængder, skjønt de vilde dække jorden fuldstændig, om mange af de andre planter gik fil grunde. Vi indser saaledes-klart nok, at de i næsten alle tilfælde holdes nede i antal ikke af klimatet, men af andre organismer^ med hvilke de faar at kjæmpe. Alt dette synes-Dem kanske selvindlysende; men før jeg havde gjen-taget det for mig selv tusen gange, tror jeg," jeg havde en aldeles urigtig opfatning af hele naturens-husholdning.

Bemcerkninger om bastarder. Det glæder mig-overordentlig, at De skjænker dette kapitel Deres bifald; De vilde bli rent forbauset, om jeg vilde sige-Dem, hvormeget arbeide det kostede mig; saa ofte var jeg paa galt spor.

Rudimentære organer. Efter udvalgs-teorien er der stor forskjel paa rudimentære organer, og

[page] 249

LYELLS KRITIK. {1859]

hvad De kalder spirer til organer, samt hvad jeg i mit større værk kalder ..vordende" organer. Et organ burde ikke kaldes rudimentært, medmindre det er unyttigt — som f. eks. tænder, der aldrig gjen-nemskjærer gummerne, papillæ, der erstatter støv-veien hos hanblomster, vingen paa apteryx1) eller rettere smaa vinger under fastsiddende skjæl. Disse organer er nu tydeligvis unyttige, og de vilde visselig være unyttige selv i en mindre udvikiet tilstand. D.et naturlige udvalg virker udelukkende derved, at det tjener til at bevare smaa nyttige af-artninger. Det naturlige udvalg kan derfor ikke skabe et unyttigt eller rudimentært organ. Slige organer skyldes (som -jeg har udvikiet i min bog) udelukkende arv og peger tydelig paa en stamfader, der har havt organet i fuldt udvikiet stand. De er tydeligvis ofte blit skabte i andre øiemed og er derfor rudimentære-alene for den dem oprin delig tiltenkte funktion — hvilket undertiden er indlysende nok. Et „vordende" (som endnu er i sin begyndelse) organ maa, hvor lidet udvikiet det end er, være til nytte paa ethvert trin af sin udvikling. Eftersom vi ikke er fremsynte,, kan vi ikke sige, hvilke organer der nu er „vor-dende"; og slige organer er vel sjelden blit nedarvede af visse medlemmer af en klasse fra en fjern periode til vore dage; thi væsener, der har havt et eller andet vigtigt organ mindre vel udvikiet, er vel ialmindelighed blit erstattede af efterkommere, der har havt organet vel udvikiet. Pattekjertlern» hos omithorhynckus (næbdyret) kan man kanske betragte som „vordende" i sammenligning med yverne paa en ko; ovigerous f rena hos visse cirripe-des (cfr. B. I pg. 96) er vordende gjæller; som svømme-apparat maa blæren næsten siges at være

1) Den eiendommelige nyzeelandsie struds Kiwis med haaragtige fjære uden egentlige vinger. J. 0.

[page] 250

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

rudimentær og er begyndelsen til lunge. Ping-« vinens (fedtgaasens) lille vinge, der bare bruges som svømmefinne, kunde siges at være „vordende"J som vinge; ikke fordi jeg er af denne mening; thi fuglens hele bygning tyder paa, at den oprindeliglH har havt fiyve-evne; en pingvin ligner saa fuhiM komnien andre fugle, at vi har ret til at slutte, at dens vinger sandsynligvis er blit modifieerede og i overensstemmelse med dens levemaade under våndet blit formindskede slig i kraft af det naturlige udvalg. i Analogien sætter os saaledes ofte istand til at af-gjøre, om et organ er rudimentært eller vordende. Jeg tror, at os coxygis (halehvirvlerne) afgiver fæste for enkelte muskler; men i mine øine er det ikke I tvilsomt, at det er begyndelsen til en hale. Fuglenes bastard-vinge er en rudimentær finger;, og jeg tror, at om man finder forstenede fugle meget dybt | nede i lagene, vil man se, at de har en dobbelt eller tvedelt vinge. Er ikke det en dristig spaa-1 dom? At medgive, at der tindes anlæg, der skal have betydning i fremtiden (profetiske spirer), er I jevngodt med at opgive teorien om det naturlige udvalg. Det glæder mig meget, at De holder ' det for umagen værdt at gjennemgaa min bog en gang til; jeg tror, jeg tør sige, det glæder mig mere for sagens end for min egen skyld. Men om De en stund vil holde spørsmaalet op for Deres I sjæls øie, gjøre Deres indvendinger og saa finde en I løsning paa dem, da tror jeg, dette vil være af I langt større betydning end en fornyet læsning af j min bog. Hvis De tænker dybt nok, haaber jeg, De blir „forvendt", og blir De det, ved jeg, at teo- I rien om det naturlige udvalg i hovedsagen er I reddet; at den i sin nuværende skikkelse indeholder J mange feil, er næsten sikkert, ihvorvel jeg ikke er-I istand til at se dem. Jeg anser det for givet, at-3

[page] 251

AGASSIZ. [1859]

pe ikke indlader Dem paa at besvare dette brev. jyjen om De faar en anden anledning til at skrive igjen, fortæller De mig kanske, om jeg i nogen grad har rokket nogen af Deres indvendinger. Med hjertelig tak for Deres lange breve og værdifulde ^emærkninger er jeg

Deres G. Darwin.

E. S. De taler ofte om Lamarcks værk; jeg ved ikke, hvad De synes om det; men mig forekom det overmaade stakkarsligt; jeg modtog ikke en Jdendsgjerning eller en idé derfra.

Til L. Agassiz.1) Down, n. november 1859. .

Kjære herr Agassiz! Jeg har tat mig den frihed at sende Dem et eksemplar af min bog ,,Ar-ternes oprindelse"; det er dog bare et udtog af et større værk. Da de resultater, jeg er kommen til, paa adskillige punkter er saa vidt forskjellige fra de meninger, De hylder, har jeg tænkt mig, at De muligens kunde tro, at jeg havde sendt Dem bogen for at være ubehagelig eller for at gjøre mig til. Men jeg forsikrer Dem, at min bevæggrund er en

1) Jean Louis Rodolphe Agassiz, født i Mortier ved sjøen Morat i Schweitz 28. mai 1807. Han udvandrede til Amerika i 1846 og tilbragte her resten af sit liv; han døde 14. december 1873. Hans „Liv", der blev udgit af hans enke, udkom 1855. Følgende uddrag af et brev til Agassiz (1850) kan jeg her passende anføre, da det viser, hvilken mening min far havde øm ham; jeg viltilføie, at han nærede de samme hjertelige følelser mod -den store amerikanske naturforsker, saalænge han levede: „Sjelden har moget glædet mig mere end den gave. De nylig sendte mig, Deres „Lake Superior". Jeg havde hørt om den og vilde svært gjerne læse den; men jeg tilstaar, at det er den store ære at ha i mit eie en bog med Deres navntræk som gave, der har gjort mig saa overordentlig glad. Jeg takker Dem oprigtig for den. Jeg har tat fat paa læsningen med ualmindelig megen interesse, og jeg forstaar godt, at interessen vil øges, efterhaanden som jeg læser videre." F. D.

[page] 252

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

ganske anden. Hvor feilagtige De end anser mine resultater for at være, haaber jeg dog, De idet-mindste vil tro, at jeg oprigtig har stræbt at finde sandheden. Med megen høiagtelse er jeg

Deres Charles Darwm.

Ill A. de CanaOlle. Down, 11, november 1859.4

Høistærede herr De Candolle! Jeg har troqtl at De ikke vilde ta mig det ilde op, at jeg (gjen-nem boghandlerne Williams og Norgate) tillader., mig at sende Dem et eksemplar af min bog „Ar-ternes oprindelse" (uddrag af et større arbeide). Jeg ber om at faa lov til dette, da. det er den eneste, ihvorvel tarvelige, maade, paa hvilken jeia kan aflægge vidnesbyrd om den overordentlige interesse og nytte, Deres storartede værk om den geo-ij grafiske udbredelse har skaffet mig. Om De skulde^ ville læse min bog, vil jeg gjøre opmærksom paaj at den kun vil kunne forstaaes, naar den læses helt;! ud, ettersom stoffet og fremstillingen er meget sam-mentrængt. Det vilde være mig overordentlig kjært,, om nogen del af bogen skulde interessere Dem. Jeg er fuldkommen opmærksom paa, at De vil være ganske uenig med mig i resultatet. — De har ?;and-synligvis helt og holdent glemt mig; men for mange aar siden gjorde De mig den ære at spise hos mig i London sammen med min kones onkel og tante M. og Madam Sismondi1).

Jeg er med høiagtelse

Deres Charles Darwin.

Til Hugh Falconer. Dowilj n. novemDer vså

Kjære Falconer! Jeg har bedt Murray sende Dem et eksemplar af min bog „Arternes oprindelse",

*) Jessie Allen, søster af mrs. Josiait Wedgwood i Maer. F, D. -3

[page] 253

ASA GRAY [1859]

eller rettere sagt et uddrag af den. Hvis De vil læse den, maa de læse den fra begyndelsen til enden; dens store sammentrængthed vil ellers gjøre <jen uforstaaelig. Gud! hvor sint De blir, om De læser den! Jeg er bange, De faar lyst til at kors-fæste mig levende. Jeg er ræd, det blir den eneste virkning, den kommer til at øve paa Dem; men om den skulde bringe Dem til at tvile om end noksaa lidet, er jeg overbevist om, at De for hvert aar, som gaar, blir mindre fast i troen paa arternes uforanderlighed. Med denne dristige og hovmodige tro er jeg

Deres Charles Darwin.

TU Asa Gray. Down, 11. november 1859.

Kjære Gray! Jeg har ladet sende et eksemplar af min bog „Arternes oprindelse" (i udtog) til Dem. Jeg ved, hvor travlt De har det; men om De kan læse den, vil det glæde mig uendelig. — — — Hvis De virkelig læser den og kan faa tid til at sende mig selv en meget ubetydelig notis om Deres indtryk af bogen, dens fortrin og svag-heder, vil jeg være Dem saare taknemmelig. Siden De ikke er geolog, vil De forhaabentlig undskylde mig, naar jeg griber anledningen til at gjøre mig til af, at Lyell sætter megen pris paa dens to geologiske kapitler; han anser det ikke for nogen overdrivelse, hvad jeg har skrevet om vor geologiske kundskabs ufuldkommenhed. I ham har jeg næsten gjort en proselyt. — Jeg vil tilføie, at jeg ved meget godt, at der er mange vanskeligheder, som ikke har fundet en tilfredsstillende løsning ved min afartnings-teori; men jeg kan umulig fatte, at en urigtig teori skulde kunne forklare saa mange klasser af kjendsgjerninger, som det forekommer

[page] 254

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

mig, denne teori gjør. Paa denne grund lar je» ankeret falde i den tro, at vanskelighederne efterhaanden vil bli ryddede afveien. — — —

Til J. S. Henslow. Downj n. novemijer 1859_ I

Kjære Henslow! Jeg har bedt Murray sende-et eksemplar af min bog om arterne til Dem, min kjære gamle lærer i naturhistorien. Jeg er imidlertid bange for, at Deres elev dennegang ikke falder i Deres smag. Af bogens nuværende udseende kan > man ikke danne sig nogen forestilling om, hvilket uhyre arbeide den har kostet mig. — Om De kunde afse tid til at læse den omhyggelig og vilde sige, hvilke partier der synes Dem daarligst og hvilke bedst, vilde det være mig en meget væsentlig bjælp,' naar jeg skal gaa ilag med at skrive min større; bog, som jeg haaber at kunne ta fat paa om nogle maaneder. De ved ogsaa, hvilken pris jeg sætter paa Deres dom. Jeg er ikke saa urimelig,, at jeg ønsker eller venter, at De vil sende mig en længere kritisk afhandling; jeg haaber kun paa nogle alminde-lige bemærkninger, hvori De gjør mig opmærksom paa bogens svagheder.

Blir De om end aldrig saa lidet rokket i troen paa arternes uforanderlighed (hvilket jeg forresten neppe venter), er jeg overbevist om, at denne Deres tro efterhaanden svinder mere og mere; saaledes er det gaat med mig.

Deres hengivne C. Darwin,

Til John Lubbock.1) IlMey, Jorksbire, lerdag 12.

november 1859.

— —- Mange tak for indbydelsen til Brighton. Jeg haaber, De vil ha rigtig godt af Deres ferier. Jeg har bedt Murray sende Dem et eksemplar

J) Na sir John Lubbock.

F. D.

[page] 255

SIR JOHN LUBBOCK. [1859]

til Mansion House Street, og d«t undrer mig, at De ikke bar faat det. Der kan gjøres saa vægtige ind» vendinger med mine meninger at De eller hvemsom^-helst, om De saa vil, paa den anden side, lettelig vil kunne faa Dem selv til at tro, at jeg er rent paa vild-spor; uden tvil tar jeg ogsaa feil i mangt og meget, maaske i alt, endskjønt jeg ikke er istand til afc jndse det. Da man første gang leverede bevis for, at torden og lynild skyldes sekundære (anden haands) aarsager, var der vist mange, som det gjorde-ondt at skulle opgive den tro, at lynet frembragtes-ved Guds umiddelbare indgriben. Farvel. Jeg er meget klein idag.

Deres C. Darwin.

Til John Lubbock. HHey, Jorkshire, tirsdag 15.

november 1859.

Kjære Lubbock! Jeg maa be om undskyldning* for, at jeg er Dem til uleilighed nu ' igjen. Jeg skjønner ikke, hvorledes jeg kan ha baaret mig ad med at udtrykke mig saa forkjært, at De deraf har sluttet, at vi modtog indbydelsen til Brighton. Hvad jeg vilde var bare at takke Dem saa meget, fordi De virkelig vilde se hos Dem en slig udslidt gammel hund som mig. Jeg ved ikke rigtig, naar vi reiser herfra; det blir ikke paa 14 Dage, og da tror jeg nok, vi helst vil hvile under eget tag.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har næret større beundring for en bog end for Paley's „Natural Theology". Jeg har engang kunnet den næsten udenad.

Det glæder mig, at De har faat min bog; men jeg er bange for, De sætter den altfor høit. Kritiske bemærkninger modtages med tak. Anmeldelser bryr jeg mig ikke om; men jeg sætter pris paa at

[page] 256

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

høre, hvad folk som De, Hooker, .Huxley, Lyell og flere mener om bogen.

Farvel. Min kones og min egen tak til ©em og hustru.

Adios. G. Darwin.

Til L. JenynS.1) Ilkley, JorksMre 13. november 1859. !

Kjære Jenyns! Jeg maa takke dig for det venlige brev fra dig, der er sendt mig fra Down. Jeg har været meget daarlig i sommer og har i de sidste seks uger ligget her ved bad; hidtil har det ikke baadet mig stort. Jeg blir her idetmindste fjorten dage til. Vær nu saa snil at huske paa, at min bog bare er et uddrag; den er meget sam-mentrængt og maa læses med stor omhu, om den idetheletaget skal forstaaes. Jeg vil være dig tak-nemmelig for kritik. Jeg er fuldt vidende om, aji du ikke følger mig helt ud. Det tog mange aaiyi før jeg blev omvendt. Det er naturligvis muligt, afe jeg tar skammelig feil; men jeg kan ikke bringe mig selv til at tro, at en teori, der (som denne synes-mig at gjøre) forklarer en hel række af kjendsgjer--ninger, kan være helt og holdent urigtig — og det tiltrods for alle de mange vanskeligheder, som paa en eller anden maade maa overvindes, og som gjør mig tvilraadig den dag idag.

Jeg skulde ønske, min helse havde gjort mig det muligt at udgive min bog in extenso (i sin helhed); blir jeg engang saapas, vil jeg gjøre det, eftersom storparten er udarbeidet; nærværende bog er et uddrag af mit store manuskript. — Jeg er ræd,: disse linier er næsten ulæselige, men jeg er daarlig og kan med nød og neppe sidde oppe. Farvel.

1) Nu rev. L. Blomefield.

[page] 257

MR. WALLACE. [1859]

Med tak for dit venlige brev og gode minder fra gamle dage.

Din C. Darwin.

fil A. JR- Wattace. BMey, 13. november 1S59.

Kjære herr Wallace! Jeg har bedt Murray sende Dem (om muligt med posten) et eksemplar af min bog, og jeg haaber, De faar den omtrent samtidig med dette brev. (NB. Jeg har faat ondt i en finger, og dette gjør, at jeg idag skriver endnu daarligere end sædvanlig). Om De intet har imod det, vilde jeg svært gjerne høre, hvad indtryk bogen i sin almindelighed har gjort paa Dem, eftersom De har tænkt saa grundig over sagen og næsten nærer de samme meninger som jeg selv. Jeg haaber, der er noget, der er nyt for Dem, om end ikke meget. Husk nu paa, at det er bare et udtog, og det i meget sammentrængt form. Gud maa vide, hvad publikum vil synes. Ingen har læst bogen undtagen Lyell, med. hvem jeg har korrespondéret en hel del desangaaende. Hooker siger, Lyell er fuldstændig enig med mig, hvilket dog ingenlunde fremgaar af hans breve til. mig; men ialfald interesserer han sig ov

erordentlig for sagen. J«g tror ikke, Deres andel i og bidrag til teorien vil bli overset af virkelige dommere, som Hooker, Lyell, Asa Gray o. s. v. Af mr. Selater har jeg hørt, at Deres afhandling om det malayiske arkipel er blit oplæst i Linnean Society. Den havde interesseret ham ganske overordentlig.

Jeg har ikke talt med en naturforsker paa seks eller ni maaneder, da det har været daarlig bevendt med helsen, og derfor har jeg virkelig intet nyt at melde. Dette skriver jeg fra Ilkley Wells (I. bad), hvor jeg har ligget med familjen de sidste

Darwin Liv og breve. II. 17

[page] 258

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

seks ugers tid; jeg blir her endnu en stund. Hid-til har det ikke hjulpet mig stort. Gud maa vide naar jeg kan bli saapas frisk, at jeg kan ta fat paa min store bog. — Jeg haaber oprigtig, at De faar beholde helsen; jeg formoder, De snart tænker paa at snu næsen hjemover med Deres store samlinger og endnu større aands-forraad1). De skal se, det blir slemt at afgjøre, hvorledes De skal bære Dem ad med offentliggjørelsen. Royal Sooiety's fond blir noget at tænke paa for Dem.

Med gode ønsker for Dem er jeg

Deres forbundne Charles Darwin.

E. S. Jeg tror, jeg før har sagt Dem, at Hooker er fuldstændig enig med os. Kan jeg faa: bugt med Huxley, vil jeg være tilfreds.

Til W. D. FOX. Ilkley, Jorkshire, onsdag 16.

november 1859.

Jeg synes meget godt om dette sted; baadej børnene og min kone har havt svært godt af op-holdet her. I førstningen saa det ogsaa ud til, at' H. skulde komme sig lidt; men det er atter begyndt at gaa den forkjerte veien med hende. Jeg har været udsat for en hel række uheld: først for-stuvede jeg en ankel, dernæst trutnede den ene foden og ansigtet op; saa fik jeg en masse udslæt og endelig en hel del bylder — fire eller fem paa en gang. Jeg har været rigtig klein og har ikke stor tro paa, at denne „krisis" skal gjøre mig videre godt.

.... Har du ikke allerede faat min bog om; arterne, saa faar du den snart. Jeg tror naturligviB,. den indeholder sandheden; men jeg ved jo godt, ata

1) Mr. Wallace var dengang i det malayiske arkipel.' F. D.

[page] 259

DR. CARPENTER [1859]

du ikke er enig med mig. Dr. Hooker, hvem jeg holder for en af Europas bedste dommere i slige gpørsmaal, er fuldstændig gaat over til mine meninger, og han siger, at det samme er tilfældet med Lyell. Skal jeg dømme efter Lyells breve til mig, vakler han idetmindste meget stærkt i sin tro paa arternes uforanderlighed. Farvel. Om aanden driver dig, saa skriv et par ord til mig. . . .

TU W. B. Carpenter. IlkleJS jorMlire, IS. november

1859.

Kjære Carpenter! Jeg takker Dem for Deres brev paa egne vegne og, om jeg forresten kjender mig selv ret, endnu mere paa sagens. Ettersom De synes at ha forstaat mit sidste kapitel uden at ha læst de foregaaende, maa De ha tænkt modent og dybt over sagen paa egen haand; thi det har voldt mig den allerstørste vanskelighed at faa selv dygtige mænd til at forståa, hvor jeg sigter hen. Mine anskuelser vil møde stærk modstand. Om jeg har ret i hovedsagen (naturligvis tindes der hist og her feiltagelser, som jeg ikke har kunnet opdage), vil min læres skjæbne være langt mere afliængig af mænd som Dem med Deres grundfæstede ry end af mine egne skrifter. I den tro, at De efter bogens gjennemlæsning holder min lære for sandhed i hovedsagen, takker jeg Dem i ærbødighed, fordi De har villet udsætte Dem for at bli upopulær ved at ta den i forsvar. Jeg har ikke den mindste anelse, om nogen vil ta sig for at anmelde bogen i et tidsskrift. Jeg skjønner ikke, hvorledes en forfatter skulde kunne blande sig op i det; men om De har lyst til at anmelde bogen nogetsteds, er jeg — efter den beundring, jeg saa længe har næret og ved-kjendt mig for Deres „Comparative Physiology" r)

1) Sammenlignende fysiologi.

[page] 260

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

sikker paa, at anmeldelsen blir fortræffelig skrevet: og vil være nyttig for den sag, som interesserer mig saa dybt — ikke bare af egenkjærlige bevæg-grunde, tror jeg. Jeg er meget syg idag, og dette1 brev er stygt skrevet, kanhænde næsten uforstaaeligt; men De maa bolde mig undskyldt; thi jeg kunde ikke la en post gaa unyttet uden at takke Dem for Deres brev. Det vil bli et seigt stykke arbeide for Dem at rokke sir H. Holland, om end aldrig saa lidet. Privat tør jeg vel udtale den mening, at den store mand neppe har kundskaber nok til at trænge ind i emnet.

Jeg er Deres oprigtig hengivne

G. Darwin.

E. S. Eftersom De ikke er praktisk geolog, vil jeg tilføie, at Lyell ikke anser kapitlet om ufuld-kommenheden i vor geologiske viden for overdrevet.

Til W. B. Carpenter. iJeji jorksnire, 19. november

1859.

Kjære Carpenter! Nu maa De virkelig und-skylde, at jeg uleiliger Dem igjen. Hvis De efter læsningen af min bog kommer til nogen bestemt opfatning, vil De da synes, der er noget rart i, at jeg ber Dem la mig høre fra Dem? Jeg ber ikke om en lang afhandling, men bare om Deres indtryk i korte omrids. Deres vidstrakte kundskaber, Deres stadige søgen efter sandheden og Deres store evner gjør, at jeg sætter pris paa at høre Deres mening. Skjønt jeg naturligvis tror paa min egen læres sandhed, nærer jeg mistanke om, at ingen tro er levende, før den deles af andre. Hidtil kjender jeg kun en troende; men saa er da det ogsaa en mand med den største autoritet, Hooker nemlig. Naar jeg tænker paa de mange, som i aarevis har studeret en sag og har overtydet sig om rigtigheden af de

[page] 261

ANMELDELSER. [1859]

ravgaleste meninger, blir jeg undertiden en smule ræd for, at jeg ogsaa kanske kan være en med en glig fiks idé.

Jeg faar endnu engang be Dem holde mig denne feanske noget urimelige anmodning tilgode. En ganske kort notis vil være nok; jeg kan nok taale at staa for en fældende dom; jeg tænker, der blir nok af dem.

Deres C. Darwin..

TU J. D. Hooker. UMey, Jorkshire, søndag

(november 1859).

Kjære Hooker! Jeg har netop læst en anmeldelse af min bog i Athenæum, og jeg er meget nysgjerrig efter at vide. hvem der er forfatteren. Om De skulde faa at vide, hvem der pleier at skrive i Athenæum, vilde jeg svært gjerne vide det. Anmeldelsen forekommer mig at være vel skrevet; men forfatteren, der er blandt mine modstandere, anfører ingen nye indvendinger og gjennemgaar punktvis alt, hvad der kaa siges for min lære. . . . Skal jeg dømme efter anmeldelsens tone, er jeg bange for, at jeg har udtrykt mig overlegent og skraasikkert, og det skammer jeg mig lidt over.1) Der er ogsaa en anden anmeldelse, hvis forfatter jeg gjerne vilde ha greie paa, nemlig af H. C. Watsons bog i Gardeners' Ohronicle?) Endel af bemærk-ningerne ligner Deres, og han burde ha bank; men anmeldelsen er vist altfor strid. Er ikke det Deres mening ogsaa? . . .

1)Anmelderen taler om forfatterens „iøinefaldende selvtilfredshed", og om hans „mer eller mindre freidige" maade at affeie alle vanskeligheder paa. F. D.

2) Anmeldelse af fjerde hind af H. C. Watsons ^Cyhele Britannica" Gardeners Chroniele 1859, s. 911. F. D.

[page] 262

„ARTERNFS OPKINDELSE" UDKOMMER, [lSsM

Jeg har faat brev fra Carpenter, som det ser ud til vil omvende sig. Fra Quatrefages har jeg i ogsaa hørt; han gaar vist med et godt stykke af! veien. Han siger, at han i en forelæsning har frem-] vist et diagram, der lignede mit paa et haar.

Jeg blir her en fjorten dages tid emlnu; aaM reiser jeg til Down; underveis blir jeg dog en ugessj tid i Shrewsbury. Jeg har været rigtig ulykkelig^ de fem uger af syv har jeg maattet holde mig inde.j Det har været slemt for mig; thi jeg har ikke kun-i net la være i en urimelig grad at tænke paa mitti bog. Hvis bare en fire—fem gode mænd gaar overs til vore anskuelser, nærer jeg ingen ængstelse mectjj hensyn paa udfaldet. Jeg længes efter at vide,] hvad Huxley mener. Er Deres indledning1) ud« kommet? Jeg formoder, De vil sælge den for sigj Kjære underret mig om det; thi jeg vil skaffe mia et ekstra eksemplar til Wallace. Jeg er nu ogsaaj saa brysom. Deres G. Darwin.

Det glæder mig at se, at mr. Bentham har faat the Royal Medal (den kongelige medalje).

H. G. Watson til Darwin.

Thomas Ditton, 21. november 1859JS

Bedste herr Darwin! Da jeg engang havde begyndt at læse „Oprindelsen", kunde jeg ikke hvilet før jeg havde galloperet igjennem hele bogen. Jeg. vil nu begynde at læse den om igjen med mere eftertanke. Imidlertid er jeg blit fristet til at med-ij dele Dem mine første indtryk; jeg nærer ingen tvil; om, at de i hovedsagen blir de endelige:

1. Deres grundtanke, det naturlige udvalg, blifl udentvil en af videnskabens anerkjendte sandheder.;

1) Indledning til „Flora of Australia14. F. D.

[page] 263

WATSONS KRITIK. [1859]

pen har alle store natursandheders karaktermærke: den opklarer, hvad der var dunkelt, gjør det ind-viklede simpelt og øger vore kundskaber i høi grad. De er naturvidenskabens største revolutions-mand i dette aarhundrede, kanske i alle.

2. De kommer kanske til i nogen mon at begrænse eller modificere, kanske ogsaa tildel ud-vide den anvendelse, De for øieblikket gjør af principet naturligt udvalg. Uden at gaa ind paa detaljer maa jeg sige, det staar for mig som en betydelig mangel paa konsekvens, naar analogien mellem arter og af-arter paa et enkelt punkt ikke slaar til; en anden mangel er den skranke, der af utilstrækkelige grunde er reist for naturen, den, der kommer af „divergensen". Men det er jo mii-ligt, at disse feil egentlig kun er tilstede i min indbildning som en følge af, at jeg endnu kun saa høist ufuldkomment har tilegnet mig Deres syns-maader. Og jeg gjorde vist rigtigst i ikke at bry Dem med disse ting, før jeg har læst bogen engang til.

3. Nu, da disse nye anskuelser er saa greit fremlagte for det videnskabelige publikum, synes det virkelig mærkeligt, at der er saa mange videnskabs-mænd, der ikke har set sagens rette sammenhæng tidligere. Hvorledes kunde f. eks. sir Charles Lyell i tredive aar læse, skrive og tænke over arterne og deres indbyrdes afløsning og dog hele tiden se i den gale retning? For et fjerdedels aarhundrede siden maa De og jeg noget nær ha havt den samme opfat-ning af hovedspørsmaalet. Men De var istand til at se og gribe arternes indbyrdes afløsning i sin rette sammenhæng — hele sagens alfa og omega —, medens jeg ikke var istand dertil. Jeg sender idag med posten et lidet stridsskrift af gammel dato — Combe og Scott. Hvis De vil gjøre Dem den

[page] 264

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

umag at kaste et blik paa de steder, der er sat mærke ved i margen, vil De se, at ogsaa jeg for fem og tyve aar siden var. en af de faa, som den-gang tvilede paa, at der var nogen absolut ind-ii byrdes forskjel mellem arterne, og paa, at de var særskilt skabte. Som alle de andre kunde jeg imidlertid ikke se sammenhængen, som det var Deres skarpsynthed forbeholdt at opdage og Deres dømmekraft at anvende.

De besvarede mit spørsmaal om det tomme rum mellem satyrus og homo (abe og menneske), som jeg kunde vente. Den ligefremme forklaring var aldrig faldt mig ind før nogle maaneder, efterat jeg havde læst afhandlingen i Linnean Society's forhandlinger. Den første art af fere-home1) begyndte naturligvis snart at føre en direkte udryddelses-krig mod sine infra-homo2) fættere. Paa denne maade opstod naturligvis gabet og blev stadig større og større, indtil det har udviklet sig til det nuværende uhyre tomrum, der fremdeles altid udvikler sig videre. Men hvor meget vii De ikke med dette og Deres tidsregning for det dyriske liv tørne imod og oprøre mange menneskers tilvante tankegang! Deres Heivett G. Watson.

J. D. Hooker til Darwin. Athenæum mandag

(21. november 1859).

Kjære Darwin! Jeg er en stor synder, som ikke har skrevet til Dem før nu; jeg burde jo ha skrevet, om ikke for andet, saa for at takke Dem for Deres herlige bog — hvilken masse skarpt ræsonnement over eiendommelige kjendsgjerninger og friske fremtoninger — det er et mesterværk og

1) „Næsten-menneskeH. F. D.

2) «Lavere end menneske". * 0,

[page] 265

DR. HOOKER. [1859]

vil komme til at gjøre stor lykke. Dette siger jeg, etterat jeg en to-tre gange har kiket i ligesaa mange kapitler; thi jeg har endnu ikke fristet at læse det hele. Lyell, hos hvem vi for tiden opholder os, er ligefrem henrykt og fryder sine øine ved bogen. Jeg maa modtage Deres kompliment til mig og Deres erkjendelse af saakaldet modtagen hjælp som en varm og kjærlig tribut fra en hæderlig (skjønt vildledet) mand; fremdeles er jo dette noget, som er smigrende for min forfængelighed; men, min kjære ven, hverken mit navn eller min dom eller min hjælp havde fortjent slige komplimenter, og dersom jeg er uærlig nok til at pryde mig med laante fjedre, kan det nok saavidt passere. Der er stor forskjel paa at læse bogen og manuskriptet. Jeg ser, jeg faar meget at drøfte med Dem. De dovendyr af trykkere er endnu ikke ferdige med min ulykkelige afhandling; ved siden af Deres bog vil den komme til at ta sig uu som et fillet lomme-tørklæde ved siden af en kongelig stander. Alt vel her.

Deres hengivne Jos. I). Hooker.

TH J. D. HoOKer. Hkley, Jorkshire (november 1859).

Kjære Hooker! Jeg kan ikke for det; jeg maa takke Dem for Deres kjærlige og venlige brev. De fordreier hovedet paa mig. Ved Gud, jeg maa se til at bli en smule beskeden. Anmeldelsen1) ærgrede mig en smule. Jeg haaber, det ikke var —. Som advokat kunde han maaske tro sig i sin ret, naar han gav argumenterne bare paa den ene side. Men

*) Dette sigter til en anmeldelse i Atlienæum af 19de november 1859, hvor anmelderen efter forst at ha berort bogens teologiske synspunkter overlader forfatteren til „det teologiske kollegium, universitetet, fore-læsnings-salen og museet*. F. D.

[page] 266

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

den maade, paa hvilken han drager ind udødeligheds- -spørsmaalet og sætter præsterne paa mig og overlader mig til deres naade, er lidt simpel. Han vil slet ikke brænde mig selv; men han vil gjøre veden istand og gi de sorte dyrene anvisning paa,' hvor de kan faa tag i mig. . . . Det vilde være storartet over al maade, om Huxley vilde gjøre emnet til gjenstand for forelæsninger; men dette er naturligvis blot en mulighed. Faraday kunde muligens anse det for altfor uortodoks.

.... Jeg har faaet et brev fra (Huxley) med slig overstrømmende ros over min bog, at min beskedenhed (en urt, som jeg vel faar friste atj dyrke efter evne) gjør, at jeg ikke vil sende Dem det, hvilket jeg forresten skulde ha havt lyst til afcl gjøre, ettersom han er meget beskeden for sit vedkommende. — De har dægget slig for mig, at jeg:| føler, at jeg kan ta det op med morske anmeldere i snesevis. Jeg formoder, De endnu er hos Lyells. Hils dem venligst fra mig. Det er en triumf for mig at høre, at han fremdeles er paa overgangen. Deres beskedne ven C. D.

Til C. Lyell. nkley WillB, Jorkshire, 23. november 1859.

Kjære Lyell! De synes at ha arbeidet be-undringsværdig med artsspørsmaalet. De kunde umulig ha handlet klogere end at sætte Dem ind i modpartens papirer. Det volder mig dyb glæde, at De agter at udtale Dem til gunst for af-artnings-læren i den nye udgave af Deres bog.1) Jeg er

*) Det ses af Lyells breve, at han agtede at udtale sig for udvfklings-læren i en ny udgave af „Manual"; men denne udkom forst i 1865. Dog boldt ban i 1860 paa med „Autiquity of Man" og bavde allerede foresat sig at optage „Oprindelsen" til drøftelse i slutten af bogen.

F. D.

[page] 267

SIR CHARLES LYELL. [1859]

overbevist om, at intet kunde bidrage mere til den» fremgang.

Jeg nærer den mest uskrømtede agtelse for *Dem. Naar man først i en tredive aars tid som autoritet har forsvaret en sag fra den ene side og saa opgiver sit forsvar efter modent overlæg — da er dette noget, hvortil jeg tror, der ikke findes mange sidestykker i videnskabens historie. For mit personlige vedkommende fryder dette mig ogsaa saa uhyre; thi naar jeg tænker paa, hvor ofte det hænder, at mænd i aarevis forfølger en illusion, overfaldes jeg ofte af en ubehagelig gysen, og jeg spørger mig selv, om jeg ikke muligens har viet mit liv til en drøm.

Nu anser jeg det for moralsk umuligt, at sand-hedssøgere som De og Hooker kan ta saa fuld-stændig feil, og derfor tar jeg det med stor ro. Manke tak for Deres bemærkninger, som jeg i en mulig anden udgave vil ta tilbørligt hensyn til. Jeg har tænkt paa den mulighed, at det kunde være skadeligt for Deres skrifters fremgang, at jeg forbandes slig som ateist o. s. v.; men jeg haaber, det ikke blir tilfældet; thi saavidt jeg kan huske, udgydes i regelen bigotteriets edder over den, der har vakt forargelsen; de vise og freidige fanatikere beklager som forførte dem, der slutter sig til ham.

Jeg kan ikke andet end tro, at De overvurderer betydningen af hundens nedstamning fra flere arter („multiple oprindelse"). Den eneste forskjel er, at naar vi gaar ud fra dens afstamning fra en eneste art, er al raceforskjel opstaaet, efterat mennesket har gjort arten til husdyr. Hvor vi forudsætter sammensat oprindelse, skyldes forskjellen tildels natur-forhold. I alle tilfælde, hvor kjendsgjerningerne tillader det, vilde jeg uendelig-meget hellere holde paa enkelt oprindelse. Men

[page] 268

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

naar jeg tænker paa, hvor glade vilde folk er i at temme dyr, synes det mig paa forhaand usand-synligt, at mennesket til alle tider og over hele verden af den vidtforgrenede hundeslægt skulde ha gjort låre en og samme art til gjenstand for tæmning. Den store lighed, der er mellem mindst tre slags amerikanske hunde og vilde arter, der endnu findes i lande, hvor de nu holdes som husdyr, forekommer mig desuden næsten ligefrem at vise, at mennesket har tæmrnet mere end en vild hund. Med hjertelig tak for al den ædle iver, De har vist for min bog, er jeg

Deres ven og elev Charles Darwin.

Sir J. Herschel, til hvem jeg har sendt et eksemplar af min bog, skal nu til at læse den. Han siger, han er nærmest uenig med mig. Om De skulde træffe ham, etterat han har læst bogen, er De kanske saa snil at sondere ham en smule; han vil naturligvis ikke Bkrive. Det skulde virkelig interessere mig mer end almindelig at vide, om jeg har gjort noget indtryk paa en saadan aand.

I. H. Huxley til Darwin. JermT„ street, w.

23. november 1859.

Kjære Darwin! Jeg blev færdig med Deres bog igaar. Siden jeg for ni aar siden læste von-Bars1) af handlinger, ha.- intet naturvidenskabeligt arbeide gjort et saadant indtryk paa mig, og jeg takker Dem hjerteligst for den række nye ideer, De har git mig. Jeg tror ikke, bogens tone kunde ha været heldigere; den gjør indtryk paa dem, der

1)Karl Ernest von Båer, f. 1792, ded i Dorpat 1876, en af vort aar-hunåredes mest fremragende biologer. Det er barn, som praktisk bar grundlagt den moderne embryologi. E. D.

[page] 269

PROF. HUXLEY [1859]

ikke kjender noget til emnet. Hvad Deres lære angaar, er jeg villig til at dø — om det fornødiges-— for 9de kapitel, det mest^ af 10de, Ilte og I2te kapitel; 13de kapitel indeholder mange glimrende ting; men jeg tar forbehold for et par punkters vedkommende, indtil jeg har set nøiere paa. sagens forskjellige sider. Med hensyn til de fire første kapitler, da er jeg helt og holdent enig i principet. Jeg tror, De har paavist den sande grund til arters frembringelse og har væltet bevisbyrden for, at arterne ikke er blit til paa den af Dem forfægtede maade, over paa modstanderne. Men jeg føler ved mig selv, at jeg endnu ikke paa langt nær har fordøiet de mærkelige og originale kapitler 3, 4 og 5, og vil derfor for nærværende ikke berøre den sag videre.

De eneste indvendinger, der er faldt mig ind, er: for det første, at De har bebyrdet Dem med en unødig vanskelighed ved saa ubetinget at optage-principet natura non facit saltum (naturen gjør int

et sprang); for det andet staar det ikke klart for mig, at af-artning idetheletaget kan forekomme, om stadig virkende fysiske forhold er af saa ringe betydning, som De mener. Men jeg faar vel læse bogen igjen-nem et par gange til, før jeg indlader mig paa, nogen kritik. Jeg haaber, De ikke vil ta Dem det allermindste nær af alle de smædelser og mistydninger, som — om jeg ikke tar storligen feil — venter Dem. Men vær De rolig — De har gjort Dem fortjent til alle tænkende mænds varige tak. Og med hensyn til alle de kjøtere, der kommer til at gjø og bjæffe, da maa De huske paa, at nogle af Deres venner ialfald er begavede med en god slump stridbarhed, som (skjønt De ofte og med rette har irettesat os derfor) nu kan .komme vel med. Jeg hvæsser klør og næb til kamp. Naar

[page] 270

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

jeg ser tilbage paa mit brev, maa jeg tilstaa, at det kun svagt og ufuldkomment udtrykker, hvad jej tænker om Dem og Deres ædle bog, saa jeg næsten skammer mig over det; men saa forstaar De nok, at jeg — ligesom papegøien i historien — tænker desmer.

Deres forbundne T. H. Huxley.

Darwin til T. H. Huxley. mdey, 25. november 1859.

Kjære Huxley! Jeg har faat sendt Deres brev fra Down. Som en god katolik, der har faat „den sidste olie", kan jeg nu synge »nunc diniittis".1j Jeg vilde ha været mer end tilfreds med halv parten af, hvad De siger. Da jeg for akkura femten maaneder siden satte pennen paa papir for at ta fat paa denne bog, havde jeg bange anelse jeg troede, jeg kanske havde bedraget mig selv, so saa mange andre har gjort; jeg tog da ved mi selv sigte paa tre dommere, hvis dom jeg beslut tede at være tilfreds med. Disse dommere var Lyel Hooker og De. Det var dette, der gjorde mig sa overordentlig spændt paa udfaldet. Jeg er nu til freds og kan synge mit „nunc 'dimittis". Det vild rigtig være noksaa vittigt, om jeg kunde klapp Dem paa ryggen, naar De farer løs paa en elle anden ubevægelig tilhænger af skabelsesteorien I ét punkt har De ret fiffig truffet sømmet pa hodet, et punkt, der har voldt mig meget bryder" dersom ydre vilkaar — efter hvad jeg maa anta~ — kun frembringer liden direkte virkning, hva pokker er det da, 'der bestemmer hver enkelt af-< artning? Hvad er det, der har sat kammen paa

1)„Nu lade du din tjener fare i fred". 0.

[page] 271

ERASMUS DARWIN. [1859]

hane-hodet og haarene paa en mosrose? Jeg vilde gjerne tale om dette med Dem. Med hjertelig tak for brevet.

Deres C. Darwin.

E. S. Herefterdags blir jeg særlig spændt paa at høre, hvad De mener om min forklaring af den embryologiske lige-artethed. Jeg er bange for, vi ryger uklar om klassifikations-spørsmaalet. Har De lagt mærke til det argumentum ad Jiominem Huxley om kænguruen og bjørnen?

Erasmus Darwin til C. Darwin.

23. november 1859.

Kjære Charles! Det er nu saa meget daarligere med hodet, at jeg næsten ikke ved, om jeg kan skrive; men jeg vil i hvert fald rable ned lidt af, hvad doktoren1) har sagt. Han har ikke læst stort over halvparten; han kan derfor, som han siger, ikke fælde nogen afgjørende dom; han betoner gjentagende, at han ikke har bundet sig til nogen syns-maade, og at han altid har holdt sig en udvei aaben ved den maade, hvorpaa han har talt om af-arter. Jeg kom til at tale om øiet, før han havde læst den del af bogen, og det gjorde ham rent anpusten — aldeles umuligt — bygning — bestemmelse — o. s. v. o. s. v.; men jda han havde læst det kapitel, mumlede han og stammede han — maaske var der nogen mening i det alligevel — og saa faldt han tilbage paa øre-benene; det pm dem var aldeles usandsynligt og ubegribeligt. Han nævnte mig en liden buk, som jeg ogsaa lagde mærke til: idet du taler om, at slavemyrerne bærer hverandre, lader du arterne forandre sig uden at gjøre opmærksom

1) Dr., senere sir Henry Holland.

F. D.

[page] 272

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

paa det først, og saa maa man gaa tilbage igjen. . . . For mit eget vedkommende tror jeg virkelig, det er den interessanteste bog, jeg nogensinde har læst; den eneste sammenligning, jeg synes passer, er ind-førelsen i kemiens begyndelsesgrunde; man kommer jo da ind i en ny verden eller rettere bag scenen. I mine øine er den geografiske udbredelse, jeg mener øers forhold til fastlande, det mest overbevisende argument; ligesaa synes jeg godt om det bevis, der er hentet fra de ældste formers forhold til nulevehde arter. Jeg har vist ikke en til— strækkelig følelse af mangelen paa af-arter; men saa ved jeg jo heller ikke, om palæontologerne kunde gjenkjende de forskjellige nulevende arter, om de pludselig blev forstenede. I virkeligheden er for-haandsræsonnementet fuldstændig tilfredsstillende i mine øine; passer ikke kjendsgjerningerne med mit aprioriske ræsonnement, saa er det saa meget værre-for dem; slig har nu jeg det. Koldfeberen har gjort mig saa sløv, at jeg skulde ønske, jeg havde gjen-nemgaaet den naturlige udvalgsproces.

Din egen E. A. D.

Til C. Lyéll. Illdey, 24de november 1859.

Kjære Lyell! Jeg maa atter takke Dem for en værdifuld bunke kritiske bemærkninger i brev afj 22de. Imorges fik jeg ogsaa høre fra Murray, at han solgte hele oplaget den første dag1). Han vil ha en ny udgave med det samme, og dette bringer mig rent ud af koncepterne. Nu, da jeg ligger ved bad, og al min nervevirksomhed er rettet mod huden, kan jeg umulig arbeide med hodet og maa. indskrænke mig til at foretage rent nødvendig© rettelser. Saavidt det lar sig gjøre, naar jeg ikke

1) Første udgave var paa 1250 eksemplarer. . F. D.

[page] 273

PAATÆNKT FKANSK OVERSÆTTELSE. [1859]

har mit manuskript, vil jeg dog drage mig Deres vink til nytte; det er ikke stort, jeg kan vove mig paa. Aa, send mig nogle ord og sig mig, om jeg absolut maa ta fat i den sekundære hval1); det gaar mig til hjertet. Anbelangende klapper-slangen kan De se efter i min journal under trigonocephalus, (en giftig slange); der vil De erfare ranglens2) sandsynlige oprindelse; og i overgange er det ialminde-lighed le premier pas qui coute (det første skridt, som koster).

Madame Belloc vil gjerne oversætte min bog paa fransk; jeg har -tilbudt at gjennemse bogen fra et viåenskabéligi synspunkt. Kjender De noget til hende? Jeg tror, Murray er gaat ind paa hendes forslag efter mit indstændige raad; men jeg er bange, jeg har handlet noget overilet. Quatrefages har skrevet til mig; han siger, han følger mig meget langt. Det er en udmærket naturforsker. Jeg har svært liden tid. Vil De sende nogle ord om hva-lerne? Endnu engang tak for utrættelig bistand i raad og daad; jeg nærer sand høiagtelse for Deres opofrende og rene sandhedskjærlighed.

C. Darwin.

[I anledning af en oversættelse paa fransk skrev han til mr. Murray i november 1859: „For sagens skyld (Gud skal vide, det ikke er af forfængelighed) vilde jeg saa inderlig gjerne se min bog oversåt; om den blir kjendt udenfor vort land, vil jo dette indirekte ogsaa bare gjøre godt ligeoverfor et engelsk publikum. Kom det bare an paa mig, vilde jeg

1) Udeladt i 2den udgave. F. D.

2) Som hekjendt har klapperslangen en rangle 0: liærdede hornringe efter hver hudskiftning paa halen. Spørsmaalet er, ora disse kan være til nbgen nytte for slangen, eller hvorledes de overhovedet er opstaået. J. 0'.

Darwin Liv og hreve. II. 18

[page] 274

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

gjerne gi mit samtykke uden betaling, sende et j eksemplar straks og kun sætte den betingelse, at 1 hun (madame Belloo) fik en videnskabsmand til at i

se jgjennem oversættelsen.....Skjønt jeg jo erij

meget daarlig i fransk, kunde De alligevel paa mine "l vegne sige, at jeg nok kunde opdage videnskabelige bommerter og derfor kunde paatage mig at se igjen- | nem korrektur-arkene". Den omtalte oversættelse kom ikke istand, og i det følgende aar gik det lige-dan med en anden plan. Han skrev til M. de .1 Quatrefages: „Den herre, der vilde oversætte „Ar-ternes oprindelse", har ikke kunnet faa nogen for- I lægger. Bailliére, Masson og Hachette viste alle-sammqn forslaget tilbage med foragt. Det var nok baade dumt og indbildsk af mig at ville fremtræde J i fransk dragt; men jeg vilde heller ikke ha faldt paa det, om det ikke var blit mig foreslaaet. Det 3 er forresten synd. Jeg maa se til at trøste mig med den oversættelse paa tysk, som prof. Bronn forbereder."

Et sted i et andet brev til M. de Quatrefages I viser, hvor magtpaaliggende det var ham at faa om- ;| vendt en af samtidens største zoologer: „HvorS gjerne jeg vilde vide, om Milne-Edwards har læst a det eksemplar, jeg sendte ham, og om han synes,* jeg har klaret vor betragtning af spørsmaalet tilfredsstillende. Der er ingen naturforsker i verden, Jf for hvis mening jeg har saa stor agtelse. Naturligvis er jeg ikke saa taabelig, at jeg venter at kunne rokke hans overbevisning"].

TU C. Ly ell. miej 25de november 1859.

Kjære Lyell! Deres brev af 24de har jeg mod-taget. Det er ørkesløst at forsøge paa at takke Dem; dertil er Deres forekommenhed for stor. Jeg skal ganske bestemt udelade det om hvalen og

[page] 275

FORVENTNINGERN OVERTRUFNE [1859]

bjørnen .... Første udgave var paa 1250 eksemplarer. Naar jeg var i humør, gik jeg sommetider og tænkte, at min bog vilde gjøre lykke: men det har aldrig faldt mig ind at bygge et saadant luftkastel, at den skulde slaa igjennem slig, som tilfældet har været; jeg tænker ikke her paa afsætningen, men paa det indtryk, den har gjort paa Dem (hvem jeg altid har betragtet som den fornemste dommer), Hooker og Huxley. Det har altsammen overtruffet mine dristigste forventninger. Farvel. Jeg er træt, da jeg har gjennemgaaet korrekturarkene.

Deres C. Darwin.

Til C. Ly ell. Ilkley, YorlsMre 2. deeember 1859.

Kjære Lyell! Ethvert af Deres breve har interesseret mig i høi grad. Bring Deres kone en tak for hendes bemærkning. I de kapitler, hun sigter til, var det mig umuligt at ændre de paa-pegede steder i overensstemmelse med Deres vink; men i slutningskapitlet har jeg forandret en tre-fire. I brev til mig bemærker Kingsley1) meget godt, at mine meninger ikke kan hindre en fra at danne sig høie forestillinger om guddommen. Jeg har sat det ind i form af uddrag af et brev fra en berømt geistlig forfatter. Jeg har tat med lidt om jordende" organer. Det voldte mig særdeles megen vanskelighed at greie Sedgwick's brev upartisk; jeg har vistnok høiligen undervurderet dets klarhed. Hvordan jeg end optræder, er jeg bange, jeg blir ordentlig smædet. Sedgwicks bemærkning om, at min bog vilde bli farlig og skadelig, besvarede jeg ved at spørge, om det ikke er saa, at det eneste afgjørende mærke paa en sags sandhed er dens seier over alle angreb. Men det er altsammen

1) Brevet følger nedenfor. F. D.

[page] 276

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

ørkesløst. H. C. Watson fortæller mig, at en vis zoolog siger, han vil læse min bog; „men jeg vil aldrig tro det". Er ikke det at gaa til læsningen af en bog med det rette sind? Crawford skriver til mig, at hans anmeldelse vil gaa mig imod, men at han ikke vil indlade sig paa at smæde forfatteren.1) Han siger, han har læst min bog — „idetmindste de dele deraf. som han kunde forståa". Han sendte mig endel bernærkninger og vink (forresten uden al betydning), og deraf kan jeg se, at jeg absolut har skadet sagen ved at udgive et ud-drag. Han er en rigtig Pallasianer; næsten alle vore husdyrracer stammer efter ham fra en mangfoldig-hed af vilde arter, der nu er sammenblandede. Det var ikke andet, end jeg ventede mig, at Murchi-son skulde ta haardt fat. Hvor fuldstændig vilde ikke han ha været ude af stand til at gi sig ikast med denudation (ofr. b. I. pag. 83 anm. 1). Det er ganske rart at tænke paa, at en saa stor geolog skal være saa blottet for filosofiske begreber. Jeg har faat flere breve fra —, meget høflige, men endnu mere svævende. Han siger, han ikke vil træde i marken mod mig uden efter megen overveielse, og at han kanske intet vil sige i sagens anledning. X siger, han vil se at komme til den del af helvede, hvor Dånte paastaar, de folk kommer hen, der hverken er Guds eller satans børn.

Det er min faste tro, at jeg er Dem og nogle

1) John Crawford, orientalist, ethnolog osv. f. 1783, d. 1868. Anmeldelsen kom i BExaminer", og skjent den gik far imod, er den i ingen henseende bigot, som følgende sted viser: „Yi kan ikke la være at sige, at den gndsfrygt maa være svært kræsen paa det, som har ind-vendinger at gjøre mod en teori, hvis øiemed er at vise, at alle organiske væsener — mennesket iberegnet —^ bennder sig i en stadig fortsat forbedrings- og udviklingstilstand, og som er frerosat i det ærbødige sprog, vi netop bar eiteret11. F. D.

[page] 277

„TIDEN OG LIVET" AP PROF. HUXLEY. [1859]

faa andre den væsentlige tak skyldig for den hygge og det velbefindende, jeg kan komme til at nyde de følgende faa aar af mit liv. Jeg tror ikke, jeg vilde havt mod nok til at kunne ha udholdt at være gjenstand for had og" forfølgelse uden trøst og hjælp fra andre. Nu er jeg saa modig som en løve. Men én ting ser jeg, jeg maa se til at lære, og det er at tænke mindre paa mig selv og min bog. Farvel.

Deres C. Darwin.

Jeg reiser hjem den 7de d. m.; jeg kommer til at ligge hos Erasmus. Torsdag den 8de kommer jeg til Dem omtrent kl. 10 for at underholde Dem ved frokostbordet, som jeg har gjort saa mangen gang.

[I December kom der i „Macmillans Magazine" en artikel „Tiden og livet" af professor Huxley. Denne artikel bestaar hovedsagelig af en analyse af tankegangen i „Oprindelsen"; men den indeholder ogsaa det vigtigste af en forelæsning, der holdtes i Royal Institution, før denne bog udkom. I sin forelæsning udtaler Huxley sig stærkt for udviklings-læren; dette, siger han, gjør han, fordi han kan støtte sig til det kjendskab, han har til „grundtan-ken i de undersøgelser, som saa længe har beskjæf-tiget mr. Darwin;" hvad der mere end noget andet gir ham mod til at gjøre dette, er den fuldstændige tillit, han nærer til mr. Darwins kundskaber, ud-holdenhed og „ædle sandhedskjærlighed". Disse mr. Huxleys ord glædede ham øiensyniig meget, og han skrev: „Jeg maa takke Dem for Deres saa venlige anmeldelse i „MacmilIan". Det kunde ikke gaa an at faa en glædeligere og mere hædrende kompliment. Mit tilbagetrukne liv har gjort, at jeg ikke havde hørt om Deres forelæsning. Vort ven-skab gjør, at De gir mig altfor megen ære. De

[page] 278.

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

har udviklet min grundtanke med beundringsværdig klarhed. Hvilken evne De har til at skrive (eller rettere sagt tænke) klart!"]

Til W. B. Garpmter. IUdey, Yorkshire, 3die december 1859.

Kjære Carpenter! Deres brev har gjort mig overmaade glad. Det er store ting, at vi har faat en stor fysiolog paa vor side. Jeg siger „vor"; thi vi udgjør nu en ret tæt masse af rigtig gode mænd, hvoraf desuden storparten ikke er gamle folk. I længdeløbet kommer vi til at seire. Jeg har intet tilovers for at bli smædet; men jeg føler, at jeg kan finde mig i det nu; og som jeg sagde Lyell, er jeg faldt overtydet om, at det er den, forargelsen kommer fra, der blir forsmædelsens største offer. De har gjort mig én væsentlig tjeneste ved at lsegge en kapsun paa odium theologicum hos E. R.1). Det gjør ens kvindelige slægtninge meget ondt og skader desuden sagen. Jeg synes, det er uvæsentligt, om vi gaar akkurat lige langt eller ikke; og hvis jeg skal dømme fra mig selv, tror jeg, at De kommer til at gaa videre, naar De tænker paa en række former som ornithorht/ncus2) og paa de forskjellige hvirveldyr-ordeners felles homologiske og embryo-logiske bygning (cfr. b. II. pag. 17). Men dette er uvæsentligt. Jeg er ganske enig i, at principet er alt. I mit fuldstændigere manuskript har jeg drøftet en hel del instinkter; men der blir sikker-

1) Sigter til „Edinburgh Keview". Mr. J, Estlin Carpenter har fortalt mig, at dr. Carpenter indtrængende havde indskjærpet udgiveren af «Edinburgh Éeview" nødvendigheden af en blot og har videnskabelig behandling af „Oprindelsen«. F. D. I

2) Det raærkværdige australske næbdyr, et dyr med melkekjertler, men uden pattevorter, der lægger æg og ikke fader levende unger, men dier dem, naar de er udklækkede, har fugle-benbygning, næb i stedet for tænder o. s. v. Se „udviklingslærens nuværende standpunkt*.

J. 0.

[page] 279

CARPENTER — OWEN. [1859]

]ig flere tomrum her end i behandlingen af legems-bygningen; thi vi har ikke forstenede instinkter og har neppe kjendskab til instinktet hos andre dyr end de europæiske. Naar jeg tænker paa, hvor særdeles sent det gik for mig at komme til mit nuværende standpunkt, forbauses jeg isandhed over den af Dem, Lyell, Hooker og Huxley udviste ær-lighed. Efter min mening er den storartet. Jeg takker Dem oprigtig for Deres bryderi med at skrive en anmeldelse i „National". Gud skal vide, der ikke blir for mange anerkjendende af den sort1) ....

Til C. Lyell. Lordag (5te december 1859).

.... Imorges fik jeg brev fra Carpenter. Han har ^anmeldt min bog i „National". Han har omvendt sig, men gaar ikke fuldt saa langt som jeg, skjønt han jo gaar langt nok, idet han med-giver, at alle fugle stammer fra en fælles stamfar, og at sandsynligvis alle fiske og krybdyr stammer fra en anden stamfar. Men den sidste bid blir sid-dende i halsen paa ham. Han kan ikke rigtig ind-rømme, at alle hvirveldyr stammer fra én stamfar. Homologien2) og embryologien (b. II. pag. 17) vil dog vise ham nødvendigheden af denne slutning. Jeg hetragter det som noget storartet at ha omvendt en stor fysiolog; thi jeg tror virkelig, han er stor i det fag. Jeg er overmaade spændt paa at høre, hvorledes Owen vil stille sig. Jeg er bange for, han blir vor svorne modstander; da han havde modtaget min bog, skrev han dog et meget liberalt brev til mig, hvori han siger, at han er rede til at veie min bevisførelse retfærdig og fordomsfrit.

1) Se brev til dr. Carpenter senere i dette bind. F. D.

2) Læren om overensstemmelserne mellem de forskjellige legemsdele bos de forskjellige organismer. J. 0.

[page] 280

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

Til C, Lyell.

Down, lerdag (12te december 1859).

.... Jeg havde meget lange sammenkomster med —; De kunde kanske ha lyst til at høre lidt om dem. Af flere indtryk slutter jeg, at han i granden gaar et temmelig langt stykke med os.

Haus udtalelse gik ud paa, at min forklaring var den bedste, der nogensinde var git af spørsmaalet om arterneg oprindelse. Jeg sagde, det glædede mig at høre det. Han slog straks koldt vand i blodet paa mig: „De maa aldeles ikke tro, at jeg er enig med Dem i alle punkter." Jeg sagde, at jeg ansaa det for ligesaa urimeligt, at jeg skulde ha ret i næsten alle punkter, som at jeg skulde slaa op krone tyve gange itræk, om jeg gav mig- til at slaa krone og mynt. Jeg spurte ham, hvad han ansaa for bogens svageste parti. Han sagde, han ikke havde noget særligt at udsætte paa nogen, del. Han tilføiede: „Skal jeg endelig kritisere, vill jeg sige, at hvad det interesserer os at vide, er ikke, hvad Darwin tror om det eller det, men hvad han kan bevise." Jeg indrømmede fuldstændig, at jeg-sandsynligvis havde gjort mig skyldig i svære for-gaaelser i saa henseende; men samtidig forsvarede jeg min fremgangsmaade i sin almindelighed — at lage en teori og Sia undersøge, hvormange rækker af kjendsgjerninger denne teori kunde forklare. Jeg tilføiede, at jeg vilde søge at modificere „antagel-^_ serne" og „overbevisningerne". Han afbrød mig med: „Da ødelægger De bogen; det fortryllende (!) ved den er netop, at den er Darwin selv!" Han kom med endnu en indvending, at bogen var for teres atque rotundus (sig selv nok) — at den forklarede alt muligt, og at det var i allerhøieste grad usandsynligt, at dette skulde kunne lykkes mig. Jeg er ganske enig i denne forresten noget under-

[page] 281

HERSCHEL. [1859]

lige indvending; resultatet er, at bogen enten er ekstra god eller ekstra daarlig. . .

Jeg har børt som et rygte, at Herscbel siger, at min bog er en „hulter-til-bulterheds-lov". Hvad han rigtig mener med dette, ved jeg ikke; men det er greit, at det er noget foragteligt noget. Isaa-fald er det et trist slag og ikke videre opnruntrende.,

Til Johfl Lubbock 14de deeember 1859.

.... Slutten af ophoidet i Ilkley gjorde mig meget godt; men jeg blir nok aldrig stærk igjen;. thi det arbeide, jeg har havt fore, siden jeg kom hjem, har mer end engang udmattet mig. Jeg har havt det travlt med at faa et nyt oplag (med meget faa forandringer) gjennem pressen. — Hidtil har min bog gjort langt større lykke, end jeg nogensinde havde drømt om: Murray har for øieblikket et oplag paa 3000 eksemplarer under trykken. Har De læst den tilende? Isaafald maa De være saa god at sige mig, om De er enig eller uenig i mit almene udgangspunkt. Ifald De er imod mig, ved jeg vel, at jeg i Dem faar en ærlig, retfærdig og oprigtig modstander; og det er adskillig mere, end» jeg kan sige om alle mine modstandere .... Aa, sig mig, hvad De har bestilt. Har De havt nogea tid tilovers til naturhistoriske studier?

E. S. Jeg — gid jeg kunde sige vi — har faat et gildt antal fremragende mænd over paa vor side i striden om arts-spørsmaalet.

Hooker til Darwin. Kew (is59>.

Kjære Darwin! Jeg ved, at De har holdt paa at drukne i breve, siden Deres bog udkom, og jegr har af denne grund undladt at yde min skjærv1).

1) Se dog foran side 264.

F. D.

[page] 282

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

Jeg haaber, at De nu er godt og vel færdig med i Sden udgave, og jeg har hørt, at De blomstrede og i -fcrivedes vel i London. Jeg er endnu ikke halv- i færdig med bogen — granden er ikke mangel paa J vilje, men paa tid —; thi skal jeg rigtig ha godt af den, blir det den mest haardlæste bog, jeg nogen- f sinde har været ikast med — saa propfuld er den af stof og udvikling deraf. Jeg er saa meget j mere glad, fordi De har .offentliggjort Deres resultater i denne form, som de tre bind, naar dettp ikke var gaat iforveien, vilde ha sat sig i halsen . paa enhver naturforsker i det 19de aarh., og gan- i ske bestemt vilde ha gjort mig blødhjernet, om jeg skulde ha fristet at optage deres indhold. Jeg er rent træt af at beundre den ufattelige masse ] kjendsgjerninger, De kjører op med, og Deres dyg-tighed i at opstille dem og kaste dem mod fienden. | Saalangt mit kjendskab hidtil strækker sig, er bogen j ogsaa overmaade klar, skjønt den slet ikke er let-S læst. Hvordan det nu er gaaet til — der er stor j forskjel paa at læse bogen og manuskriptet, og J jeg synes ofte, at jeg maa ha baaret mig dumt ad, j naar jeg ikke har fulgt den bedre i manuskript. 1 Lyell har omtalt sine kritiske indvendinger for mig. | Jeg var ikke enig i allesammen, og der er mange smaating, som jeg haaber engang at faa drøfte med j Dem. Jeg saa en høist smigrende anmeldelse i f „English Churchman"; den var ganske kort og ind- 1 lod sig ikke paa nogen drøftelse, men var fuld afl ros over Dem og Deres bog og talte om Deres lære i i en beskyttende tone! .... Bentham og Hens- i low vil nok fremdeles ryste ;paa hovedet, tænker | jeg mig ... .

Deres hengivne Jos. D. Hooker.

[page] 283

J. E. GRAY. [1859]

Darwin til Hooker. Dow„ i4de deCemi.er iss».

Kjære Hooker! Deres ros over min bog er mig af mange grunde særdeles kjær; men saa maa jeg jo skrive adskilligt paa Deres forekommenheds og sam-følelses regning. Ethvert menneske med alminde-lige evner kunde ha skrevet min bog, om han havde havt taalmodighed nok og rundelig tid til sin raa-dighed. De ved ikke, hvormeget jeg beundrer Deres og Lyells ædelmodige og uegennyttige medfølelse; jeg tror ikke, nogen af Eder vilde ha bryd gig saa meget om bogen, om en af Eder havde skrevet den. Hidtil har min bog gjort større lykke, end jeg nogensinde havde vovet at haabe i mine vildeste vaagne drømme. Vi blir snart en stor skare arbeidere, og jeg er overbevist om, at vi faar alle unge, opadstræbende naturforskere paa vor side. Jeg er overordentlig spændt paa at høre, om min bog har gjort noget indtryk paa Asa Gray. Efter hvad jeg hørte hos Lyell, tror jeg nok, Deres korre-spondence allerede har ført ham et stykke paa veien. Jeg er ræd for, at der ikke er nogensom-helst udsigt til, at Bentham blir rokket i sine meninger. Vil han læse bogen? Har han noget eksemplar? I modsat fald vil jeg sende ham et af den nye udgave. Gamle J. E. Gray1) ved British Museum rettede et fint angreb paa mig: „De har fremstillet Lamarcks lære paany, intet andet, og

1) John Edward Gray, (f. 1800, d. 1875) var sen af S. P. Gray, forfatter af „Supplement to the Pharmacopoeia", I 1821 udgav han i sin fars navn „The Natural Arrangement of British Plants", et af de ferste værker om det naturlige- system paa engelsk. I 1824 traadte han i forbindelse med British Museums naturhistoriske afdeling og blev i 1840 udnævnt til konservator ved dets zoologiske samlinger. Han var forfatter af „lllustrations of Indian Zoology", „The Knowsley Menagerie" o. s. v. samt af et utal afhandlinger af beskrivende zoologisk art. F. D.

[page] 284

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

saa har Lyell og andre gaat og angrebet ham i < tyve aar; men fordi De (med en spodsk latter) siger 1 akkurat det samme, gaar de allesammen hen og.fl omvender sig; det er den latterligste mangel paa 1 konsekvens" o. s. v. o. s. v.

De er vel glad nu, De er kommet torden | hjemme; jeg haaber, alle forbedringer tilfredsstiller 1 Dem. Saavidt min erfaring strækker sig, blir for-J bedringer aldrig fuldkommengjørelser. Det gjør, mig J meget ondt at høre, at De fremdeles har det saaS travelt og er saa optaget. Og nu til den egentlige I hensigt med dette brev — det er at spørge Dem j og Deres hustru samt alle Eders børn, (som det 1 er en hel evighed, siden jeg har set) om De ikke -har lyst til at komme hid og bli hos os en uges tid. Det vikle være en stor fornøielse baade foJB mig og min hustru .... Saavidt vi kan skjønne J nu, blir vi hjemme hele vinteren udover. Hvilken-.: somhelst tid vilde nok være os lige bekvem; men er J det Dem muligt, saa opsæt det ikke for længe;.| ellers kunde det glippe. Tænk mi paa dette, faa j Deres kone med; kom nu endelig, saa er De snil. 1

C. Darwin.

E. S. Jeg vilde svært gjerne vide, hvad De i synes om min drøftelse af klassifikations-spørsmaalet ; (b. I. pag. 96'—97) i 13de kapitel; jeg tror, Huxley ; er uenig i det altsammen; jeg tror, han- siger, 1 han har spigret flaget til masten, og jeg for min | del vil hellere dø end gi mig; vi er derfor akkurat -. ligesaa godt oplagte til at drøfte det spørsmaal som ,< hvilkesomhelst to pietister. — Embryologien, (b. II. i pag. 17) er mit yndlingsstykke i bogen; men pokker \ ta mine venner, om nogen af dem har ladet mig mærke det.

[page] 285

INDBYDELSE TIL HOOKER. [1859]

TIL J- D. Hooker. Down, 21de december 1859.

Kjære Hooker! Min bedste tak til Deres hustru for hendes venlige brev, som har voldt mig rnegen glæde. Det gjør os ondt, at hun ikke kan komme; men samtidig vil det jo glæde os at se Dem og W. (vore gutter blir hjemme) her i 2den iige af januar eller naarsomhelst. Jeg vil saa gjerne drøfte alle mulige punkter i mia bog med Dem. — Jeg kan ikke like, at De gaar og taler ondt om Deres eget arbeide. Jeg sætter tvertimod i al oprigtighed den største pris paa alt, De har skrevet. Det er en gammel og fast tro hos mig, at de naturforskere, der ophober mange kjendsgjerninger og gjør mange stykkevise generalisationer, er viden-skabens sande velgjørere. For dem, der kun ophober kjendsgjerninger, har jeg ikke synderlig respekt. Jeg havde haabet at kunne komme ind til London til klubmødet imorgen; men jeg har nu mine stærke tvil, om jeg blir istand dertil. Jeg synes ikke at ha havt noget synderlig godt af opholdet i Ilkley. Mandag sad jeg i retten; paadømmelsen af endel aager tog ly2 times længere tid end sædvanligt; da jeg kom hjem, var jeg yderlig udmattet og har ondt for at friskne til igjen. Jeg er ikke mange slanter værdt. Mange slags tak for Deres kjærkomne brev.

C. Darwin.

E. S. Hvad oprindelseslærens fremtid angaar, da er jeg fuldt ud paa det rene med, at tilslutning og videre bearbeidelse af praktiske naturforskere som Dem er af langt større betydning end min bog; saa for Guds skyld, gaa ikke slig og smæd Deres „Indledning".

[page] 286

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

TIL Asa Gray. Down 21de december 1859.

Kjære Gray! Jeg har netop faat Deres venlige, lange og værdifulde brev. Jeg skriver igjen om nogle dage; thi for øieblikket er jeg syg og har meget at bestille; disse linier er bare af rent personlig art. Af flere grunde vilde jeg synes godt om en amerikansk udgave af bogen. Jeg har bestemt mig til at finde mig i en god portion smæ-deri; men jeg tror, det er af vigtighed, at mine synsmaader læses af intelligente mennesker, der er fortrolige med en videnskabelig tankegang, om de end ikke er naturforskere. Det klinger kanske taabe-ligt; men jeg har virkelig den mening, at slige mænd vil drage efter sig naturforskere, der har sat sig det altfor fast i hodet, at en art er et væsen for sig. Første udgave, der var paa 1250 eksemplarer, gik paa en dag, og min forlægger trykker nu op i al hast 3000 eksemplarer til. Dette nævner jeg kun, fordi det synes at gjøre det sandsynligt, at det vil lønne sig at sælge bogen i Amerika. Jeg vilde være Dem uendelig taknemmelig, om De kunde hjælpe mig med at faa istand et amerikansk optryk af bogen og for min egen og forlæggerens skyld vilde ordne det fornødne paa en fordelagtig maade.. Ihvorvel den nye udgave bare er et optryk, harl jeg dog foretaget nogle faa vigtige forandringer.-Jeg skal om nogle dage la sende de ark, der da er færdige, og resten siden; De kan gjøre, hvad De lyster; blir det ikke til noget, saa er jo ingen skade sket; jeg vilde gjerne, at den nye og ikke den forrige udgave blev optrykt.

I hast. Deres taknemlige G. Darwin.

Jeg skriver med det første igjen.

[page] 287

NAUDIN — DECAISNE. [1859]

TIL C. Ly ell. Down 22de december 1859.

Kjære Lyell! Jeg takker saa meget for det med „bjørnene" *), et for mig ildevarslende ord. Jeg er for daarlig til at reise noget sted og kommer derfor ikke til at besøge Dem.

Deres bemærkninger om Hooker2) glæder mig særdeles. Jeg har endnu ikke faat afhandlingen. De dele af den, som jeg læste i korrektur-ark, syntes mig særdeles storartede, især ^eneralisationerne over selve den australiske flora. Det er noget ganske andet end Robert Browns berømte afhand-ling! Jeg har ikke læst Naudin's3) arbeide og faar nok ikke fat i det, før jeg gir mig til at støve gjennem bibliotekerne. Jeg vil svært gjerne se det. Decaisne synes at mene, han fremsætter min hele teori. Jeg ved ikke, naar jeg kan faa tid og kraft til at ta op kampen med Hooker ....

E. S. Jeg har faat brev fra sir W. Jardine4)

1) Se „Oprindelsen" Iste udg. s. 184. F. D.

2) Sir C. Lyell skrev til sir J. D. Hooker 19de december 1859: „Jeg-har netop læst ud Deres prægtlge arbeide („Flora of Australia") oia ariernes oprindelse, der saa godt illustreres af Deres store erfaring som "botaniker; jeg synes, det bidrager særdeles meget til at hæve-hypotesen om af-artninger til en teori; det gir en god forklaring af den maade. nvorpaa nye arter blir til. F. D.

3) „Revue Horticole* 1852. Se den historiske oversigt i de senere-udgaver af „Oprindelsen". F. D.

4) Sir William Jardine, Baronet, f. 1800, d. 1874, var sen af sir A. Jardine af Applegarth, Dumfresshire. Han fik sin uddannelse i Edinburgh og arvede sin titel ved faderens de-d i 1821. I forening med mr, Prideaux J. Selby,, sir Stamford Raff les, dr. Horsfield og andre ornitologer udgav han „Illustrations of Ornithology" og „The Naturalist'» Library" i 40 bind; det omfattede de fire grene: Pattedyr, fugle, fiske-og insekter. Af disse 40 bind skrev han selv de 14. I 1836 blev han udgiver af „Magazine of Zoology and Botany", som to aar senere gik over til "Annals of Natural History", men vedblev at redigeres-af ham. For Bohn's menster-bibliotek udgav ban Whites „Naturai

[page] 288

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

hans kritiske bemærkninger er betydningsløse. Nogle 1 af de saakaldte arter fra Graiapagos-øerne mene^H han bør kaldes af-arter; dette var netop, hvad jeg | ventede; flere af de underslægter, som jeg har an- 1 set for stedegne, har man fundet paa fastlandet 1 {han angiver ingen kilde); men jeg kan ikke indse, 1 at det er de samme arter. Hans brev er kort og 1 svævende; han siger, han vil skrive engang til.

Til J. D. Hooker. Éiyn 23de december 1859.

Kjære Hooker! Igaaraftes fik jeg Deres „Ind-a ledning", for hvilken jeg aflægger min hjertelige \ tak; jeg er forbauset over, at den er blit saa stor. i Jeg kommer ikke til at kunne læse den med dét I første. Det var snilt af Dem at sende Naudin; jeg i havde slig lyst til st læse ham. Det forbauser i mig, at Decaisne har sagt, at Naudins bog inde-j holdt det samme som min. Naudin gir en frem-1 stilling af det kunstige udvalg som saa mange en- j «elske forfattere; og da jeg kom til hans ytring om, i at arterne er blit til paa samme maade, ansaa jeg j det for givel, at afhandlingen vilde gaa ud paa det 1 samme som min bog. Men jeg finder intet der om 1 kampen for tilværelsen og det naturlige udvalg. i Tvertimod, han kommer (s. 103) med sit endelig- 1 heds-princip (hvilket jeg ikke forstaar); det er hos I somme forfattere, siger han, den uafvendelige nød-jl vendighed, hos andre forsynet; det tillemper ethvertll væsens form og gjør dem harmoniske hele naturen!! igjennem. — Ligesom de ældre geologer (der antogji

History of Selborne". Sir W. Jardine var ogsaa en af udgiverne af a ^Edinburgh Philosophical Journal" og Tar forfatter til „British J Satmonidæ", „Iciinology <f Almandale", „Memoirs of tne Late Hugir I Strickland", „Contributi&&s to Ornithology"," „Ornithological Syno- W nyras" o. s. v. (Fra "Waid „Men of the.Reign" og Cates Dictionary 1 of General Biography). E. D.

[page] 289

A. SEDGWICK. [1859]

at naturkræfterne fordum var større end nu) mener han, at arterne oprindelig var mere plastiske. Hans billede med træ og klassifikation er det samme som mit (og andres); men jeg tror ikke, han kan ha tænkt stort paa sagen; ellers vilde han se, at genealogien (afstamningen) ikke i og for sig gir en systematisk inddeling; jeg maa sige, at jeg synes ikke, Naudin er kommet Wallace og mig stort nærmere end Lamarok vi er alle enige i af-artningen og af-stamningen. Hvis jeg ikke hører noget fra Dem, sender jeg tilbage „Revuen" om nogle dage. Jeg tror nok, Lyell gjerne vilde se den. Forresten tror jeg, jeg beholder bogen, indtil jeg faar besked, om jeg skal sende den til Lyell oller ikke. Jeg skulde ikke ha noget imod, at Lyell fik se dette brev, skjønt det jo er taabeligt at ligge og slaas for en fortrins-rets skyld.

A. SedgWick1) til 0. Darwin. Cambridge 24de december 1859.

Kjære Darwin! Jeg skriver dette brev for at takke Dem for Deres værk „Arternes oprindelse". Jeg tror, det kom i slutten af forrige uge; men det er ogsaa muligt, at bogen er kommet nogle dage før og er blit overset blandt mine bogpakker; de blir ofte liggende uaabnede, naar jeg enten er meget lad eller har det travlt med et eller andet arbeide. Saasnart jeg havde aabnet den, begyndte jeg at læse, og efter mange af bry deiser blev jeg endelig færdig med den paa tirsdag. Igaar var jeg optaget

1) med at forberede mig til min forelæsning; 2) var jeg tilstede i et møde af universitetslærere for at drøfte den parlamentariske kommissions endelige forslag; 3) holdt jeg forelæsning; 4) paahørte jeg

1)Kev. Adam Sedgwick, professor i geologi ved Cambridge universitet.

F. 1785, d. 1873.

F. D.

Darwins Liv og breve. II. 19

[page] 290

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

slutningen af diskussionen og var med at gi universitetets svar, der — i overensstemmelse med 1 mine egne ønsker — gik ud paa at akoeptere kommis- 1 sionens forslag; 5) spiste jeg hos en gammel ven'.* ved Clare College, 6) derfra begav jeg mig til Kay i Club, der da holdt sit ugentlige møde; derfra vendte a jeg tilbage kl. 10 kveld, hunde-træt og næsten ude 1 af stand til at klare mig opover trappen. Endelig f endte jeg dagen med at kike paa Times for at se, I hvad verden udenom foretar sig.

Dette fortæller jeg ikke for at ha. noget at <j fylde papiret med (skjønt jeg vistnok tror, at natu- j ren nærer afsky for tomrum), men for at vise, at M mit svar og min tak sendes Dem, saasnart jeg kan 1 opdrive tid dertil. Var. det ikke, fordi jeg tror, I De er en snil og sandhedselskende mand, vilde jeg f ikke fortelle Dem, at, jeg (til trods for de store-B kundskaber, De lægger for dagen, til trods for den I mængde kjendsgjerninger, De fører i marken, til 1 trods for Deres storartede syn paa det gjensidige 1 forhold mellem den organiske naturs forskjellige,] dele, til trods for Deres beundringsværdige behand- 1 ling a,f beslægtede organiske væseners udbredelse j over store omraader osv. osv.) har læst Deres bog I med større smerte end glæde. Enkelte partier be- 1 undrede jeg i høi grad; andre lo jeg til, saa jeg I fik rent ondt; atter andre læste jeg med afgjort i sorg, fordi jeg tror, de er yderst urigtige og lige- i frem skadelige. De har — efter at ha tat Deres i udgangspunkt paa al solid naturvidenskabs sporvei I — svigtet den sande induktions-metode og ført os 1 afsted med et maskineri, der er ligesaa vildt, synes 1 jeg, som biskop Wilkins's lokomotiv, der skulde føre j os til maanen! Mange af Deres vidtrækkende slut- J ninger hviler paa antagelser, der hverken kan bevises eller modbevises; hvorfor har De da fremsat

[page] 291

A. SEDGWICK. [1859]

 

dem i den filosofiske induktions sprog og efter dens metode? Hvad f. eks. Deres store grundtanke — naturligt udvalg — angaar, kvad er saa det andet end i anden række en følge af antagne eller kjendte elementære sandheder? Udvikling er et bedre ord, fordi det staar i nærmere sammenhæng med en saa-dan sandheds grund. Thi De benægter jo ikke aarsagsforholdet. Jeg kalder aarsagen Guds vilje; og jeg kan bevise, at hvad han gjør, det gjør han til sine skabningers vel. Han handler ogsaa efter love, som vi kan studere og forståa. Lovmæssig virksomhed ifølge det, De kalder endelige aarsager, det er, om jeg ikke tar feil, Deres hele grundtanke. De skriver om „naturligt udvalg", som om den vælgende faktor valgte med bevidst hu. Det er bare en følge af den paa forhaand antagne udvikling og den deraf følgende kamp for tilværelsen. Dette syn paa naturen har De fremstillet paa en fortræffelig maade; men det er jo ogsaa noget, alle nogenlunde fornuftige naturforskere er fuldkommen enige i. Vi er alle af den mening, at udviklingen er en historisk kjendsgjerning; men hvorledes er den blit organiseret? Her staar vi akkurat, hvor vi begyndte, baade med hensyn til det sproglige udtryk og endnu mere'i logisk henseende. Naturen har to sider: en moralsk eller metaf) sisk saavel som en fysisk. Kan man nægte dette, er man sunket dybt i daarskabens dynd. Det er netop den organiske videnskabs glans og ære, at den gjennem endelige aarsager knytter materie og moral sammen, medens den dog ikke gir os lov til at blande dem sammen, naar vi danner os vore love og klassifice-rer dem, hvad enten vi nu betragter naturen fra den ene eller anden side. De har ikke tat med dette led; og om jeg forstaar Dem ret, har De gjort Deres bedste for i et par iøinefaldende til-

[page] 292

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

fælde at gjøre det af med det. Hvis dette gik an (hvilket det gudskelov ikke gjør), da vilde efter min mening menneskeligheden lide et tab, som kunde komme til at stille os i klasse med dyrene og sætte menneskeheden tilbage i en nedværdigelse, der var større end nogen, der har rammet den, siden den først traadte frem i historiens dagslys. Tag for Dem bi-cellerne. Hvis den af Dem paabe-raabte udvikling har frembragt biens og dens celles ' forandringer (hvilket ingen dødelig kan bevise), da| vilde den endelige aarsag vise sig at være den ledende grund, hvorefter de hverandre afløsende slægt-led handlede og efterhaanden gik fremad. Enkelte steder i Deres bog som det, jeg netop har„ nævnt (og der er andre, der næsten er ligesaa slemme) har i høi grad stødt min moralske sans. I Deres, behandling af den organiske afstamning tror jeg, De lar geologien bevise mere, end den virkelig gjør; paa den anden side synes jeg, De ikke lægger: tilstrækkelig vægt paa denne videnskab, idet De? taler om de manglende led i Deres naturlige stam- j træ. Men jeg har ikke stort mere plads, og jeg maa forføie mig ind paa mit auditorium. Tilsidst vil jeg derfor sige, at jeg synes saare ilde om De-pes sidste kapitel — ikke som résumé; thi som: saadant synes det at være godt —; hvad jeg har imod det, er den triumferende tillidsfuldhed, hvor-; med De appellerer til den kommende slægt (defrl samme havde jeg at udsætte paa „Vestiges") og, spaar om ting, som tiden endnu ikke bærer i sit. skjød, og (om vi da kan stole paa den menneskelige fornufts erfaringer og dens logiske evne) som| sannsynligvis aldrig vil komme til at findes andet- i steds end i menneskets frugtbare indbildningskraft. For nu at sige et par ord om en søn af en abe og en gammel ven af Dem: Jeg er friskere, langt fri-

[page] 293

A. SEDGWICK. [1859]

skere, end jeg var ifjor. Jeg har holdt tre forelæsninger om ugen (før holdt jeg seks), uden at det har generet mig stort; men det gaar nedad med aktiviteten; hukommelsen slappes, de produoerende aandsevner ligesaa; og jeg masrkér, at mit legeme snart maa gaa al kjødets gang. Men jeg har frem-tids-syner; de er en del af mig selv i samme grad som min mave og mit hjerte, * og disse syner skal faa sit modbiUede i nydelsen af det bedste og største, der er til. Men alt bare paa en betingelse — at jeg ydmygt modtager Guds aabenbaring baade i hans gjerninger og i hans ord, og gjør mit bedste for at handle i overensstemmelse med den kundskab, som han alene kan skjænke mig, og han alene kan opholde mig i. Om De og jeg gjør alt dette, træf-fes vi i himlen.

Jeg har skrevet i stor hast og i broderkjærlig-hedens aand; derfor vil jeg be Dem bære over med, hvad De kan synes ilde om i dette brev; og hvor uenige vi end kan være i visse punkter, der er af den største moralske interesse, er jeg dog altid Deres gamle ven

A. Sedgwick.

TIL T. H. HuXley. Down 25de decemter 1859.

Kjære Huxley! En del af Deres brev har glædet mig saa meget, at jeg, maa takke Dem for det. Ikke alene sir H. H. (Holland), men ogsaa mange andre har angrebet mig, fordi jeg er af den mening, at analogi-slutninger medfører troen paa en eneste skabt urtype *). (Herved mener jeg bare, at vi endnu intet kjender til, hvorledes livet er op-

1) „Oprindelsen" Iste udg. s. 484: „Derfor er jeg tilboielig til ad analogisk Tei at drage den slutning, at alle organiske væsener, der i tidens le-b liar levet paa vor klode, nedstammer fra en fælles urtype, der først fik livets aande indblæst i sig1*. F. D.

[page] 294

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

staaet). Jeg troede, jeg blev almindelig fordømt i 1 dette stykke. Men jeg svarede, at skjønt det muli- j gens vilde været klogere ikke at ta det med, vilde j jeg dog la det bli staaende, da det forekom mig j noksaa sandsynligt, og jeg anfører jo ingen anderiM grund for det. Jeg tænker, De forstaar, hvad det i var for grunde, der gjorde, at jeg holdt paa det; S det, der i saa maade gjorde størst indtryk paa mig, I var Deres mærkelige iagttagelser over de synbareM homologier (overensstemmelser) mellem hovederne | paa hvirveldyr og leddyr. De har gjort et storar- M tet stykke arbeide i agentveienx) (De er den eneste;* agent, jeg har hørt om, der har slidt saa haardtj uden betaling); det at snakke med sir H. H. var, rigtig et karsstykke; thi han øver megen indflydelse.s Han tog ordentlig fat i mig for min uvidenhed or øre-benene; og jeg lovte ved mig selv, at jeg vilde spørge Dem, hvorledes det hang sammen.

Deres taknemmelige beundrer C. Darwin.

De smiler kanske over den forsigtige omhu,; jeg har vist med mit stygge manuskript2); det er ikke, fordi jeg sætter slig pris paa det; men jegl husker, hvilket utaaleligt arbeide det kostede mig,; — slig som f. eks. tilfældet var med undersøgelsenj af due-racernes historie.

Til J. D. Booker. Down 25de december 1859. \

.... Jeg kommer ikke til at skrive til De*B caisne 3j. Jeg har altid havt en stærk følelse af, at \ ingen burde forsvare sin egen fortrinsret. Jeg kan?

r) „Min general-agent" var et opnavn, som min far dengang satte paa mr. Huxley. F. D.

2) Manuskript, som mr. Huxley havde faat til gjennemlæsnmg.

F. D.

3) Om Naudina af nandling .i „E,evue Horticole," 1852. F. D. '

[page] 295

HUXLEYS ANMELDELSE I „TIMES". [18591 295

dog ikke sige, at sagen er mig saa ligegyldig, som den burde være. — Jeg tror ikke en døit af Deres tale om, at De har tilegnet Dem nogen af mine meninger ubevidst; De har altid været mer end retfærdig mod mig. Men jeg tror virkelig, jeg gjorde Dem en daarlig tjeneste, da jeg fik Dem til at læse det gamle manuskript; det maa ha været en kapsun paa Deres egne originale tanker. En ting er jeg fuldt overtydet om, den nemlig, at sagens fremtidige fremgang (der jo er det eneste vig-tige) kommer til mere at afhænge af, at virkelig gode og anerkjendte arbeidere som De, Lyell og Hux-ley tar sagen op, end af mit arbeide. Jeg ser klart og greit, at det er dette, der virker paa mine ikke-videnskabelige venner. — Forleden aften sagde jeg til mig selv: nu skal jeg skjære op Hookers indled-ning, men ikke begynde at læse deri; men naturligvis — jeg kunde ikke bare mig og læste en god time.

Deres C. Darwin.

Til J. D. Hooker. 28de decemfcer 1859.

. . . Har De læst den glimrende anmeldelse af min bog i Times for 26de d. m.? Jeg har en stærk mistanke om, at den er af Huxley; men jeg har aldrig hørt, at han skriver i Times. Den vil gjøre storartet virkning . . .

Til T. H. Huxley. Down 28de deceirter 1859.

Kjære Huxley! Da jeg igaaraftes læste Times for iforgaars, blev jeg overrasket ved at finde en glimrende anmeldelse af min bog. Hvem kan forfatteren være? Det er jeg overmaade nysgjerrig efter at faa vide. Den indeholdt en lovtale over mig, som aldeles rørte mig, skjønt jeg jo ikke er

[page] 296

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

forfsengelig nok til at tro, at den er helt fortjent. I Forfatteren er en literær mand af den tyske skole. 1 Han har læst min bog med stor opmærksomhed; i men hvad der er meget mærkværdigt — han ser -1 ud til at være en stiv naturforsker. Han kjender 1 min bog om cirripedes (cfr. b I pag. 96), men sætter i den altfor høit. Endelig skriver og tænker han ual- 1 mindelig kraftig og klart; hvad der er endnu sjeldnere I — hans opsæt er krydret med det behageligste vid. I Vi lo alle hjertelig over enkelte sætninger. Jeg blev i rent indtaget i disse urimelige dødelige, der ved alt 1 muligt og allesammen anser det for passende at 1 stille sig paa en og samme side1). Hvem kan detj være? Jeg skulde ganske bestemt ha sagt, at der*J kun var en mand i England, der kunde ha skrevet 1 denne anmeldelse, og det var Dem. Men jeg tar 1 formodentlig feil; der findes kanske et bortgjemt geni 1 af sværeste kaliber et eller andetsteds. Thi hvor- 1 ledes kunde De bære Dem ad med at faa Jupiter j Olympius til at ofre halvljerde spalte paa et rent vi- J denskabeligt emne? De gamle stabeiser vil nok tro, || at verdens ende er nær. Nu, hvem det end kan 1 være, der har skrevet, saa har han ialfald gjort I vor sag en stor tjeneste; han har gavnet den langt .1 mere ved denne anmeldelse, end om han havde 1 skrevet et dusin anmeldelser i almindelige tids- I skrifter. Hans storartede fordomsfrihed i religiøs

1) Anmelderen forbigaar den ortodokse betragtningsmaade, ifølge hvilken < den organiske verdens fremtoninger er „et umiddelbart resultat af et 1 skabende bliv! og følgelig helt og holdent ligger udenfor videnska- ] bens omraade". Og dette gjør han „saa meget hellere, som forholdet ] er dette, at folk, der er praktisk fortrolige med sagens faktiske for- ; hold (hvilket klarligen maa siges at være en betydelig fordel) altid ,') har troet det mest passende at stille sig i samme kategori som folk, jj der hylder synsmaader, som siger sig udelukkende at hvile paa viden- 1 skabelig grund og derfor taaler at trækkes ud i sine konsekvenser". 1

F. D.

[page] 297

HUXLEYS ANMELDELSE I „TIMES". [1859]

henseende og Tiines's behandling af slige sager be-tragter jeg som meget væsentlig og betydningsfuld — selv bortset fra arts-spørsmaalet. Dersom De tilfseldigvis skulde være hjendt med forfatteren, saa sig mig for Guds skyld, hvem det er.

Deres G. Darwin.

[Det er umuligt paa et kort rum at gi nogen rigtig idé om Huxleys artikel i Times af 26de deoember. Den er fortræffelig gjort; den fordrer i videnskabens navn ærbødig opmærksomhed for „Op-rindelsen" og er meget fjern fra alt, hvad der sma-ger af dogmatisme i sit forsvar for sandheden af den lære, bogen fremholder. Nogle faa steder kan her citeres: „At denne geniale hypotese forklarer aarsagerne til mange tilsyneladende uregelmæssighe-der med hensyn til levende væseners udbredelse i tid og rum, og at den ikke staar i strid med livets vigtigste foreteelser, forekommer os uomtvisteligt". Mr. Huxley anbefaler „Oprindelsens" læsere en „thatige Skepsis" — „en tvil, der elsker sandheden saa høit, at den hverken tør bli i tvilen eller dræbe sig selv ved ugrundet tro". Den sidste sats i anmeldelsen danner en ren modsætning til professor Sedgwick og hans „reb og bobler" (se næste hefte). Mr. Huxley skriver: „Mr. Darwin afskyr den blotte spekulation ligesaameget, som naturen afskyr tomt rum. Han er ligesaa umættelig paa kjendsgjerninger og præcedenser som nogen jurist, og han fast-slaar ikke noget princip, uden det kan prøves ved iagttagelse og forsøg. Den vei, han indbyder os til at følge, er ikke bare en luft-sti, der er laget af ideelt kingelvæv, men en af kjendsgjerninger støttet solid og bred bro. Og er dette saa, fører den os sikkert over mangen en kløft i vore kund-skaber og fører os til egne, der er fri for de sna-

[page] 298

„ARTERNES OPRINDELSE." UDKOMMER. [1859]

rer, der lægges ud af disse fortryllende, men ufrugt-bare jomfruer, de endelige aarsager, som en høl autoritet med saa stor ret har advaret os mod".

Der er ingen tvil om, at denne kraftige anmeldelse, der saa dagens lys i den ledende dagsavis, maa ha øvet stor indflydelse paa det læsende publikum. Mr. Huxley har git mig lov til efter et brev at fortælle om det lykkelige tilfælde, der gav ham anledning til at skrive den.

„Oprindelsen" blev sendt til mr. Lucas, der var en af Timess medarbeidere paa den tid; jeg formoder, den blev sendt ham til ekspedition som enhver anden bog. Skjønt mr. Lucas var en fortræffe-lig journalist og senere blev udgiver af „ Onee a Week", var han dog saa uskyldig som et barn i naturviden-skabelige spørsmaal og beklagede sig for en kjen-ding over, at han skulde gi sig ifaerd med en slig bog. Hans bekjendt anbefalede ham da at henvende sig til mig i sagens anledning; han gjorde det, idet han dog forklarede, at det var nødvendigt for ham formelt at adoptere, hvad jeg vilde skrive, ved at forudskikke et par bemærkninger af ham selv. Jeg havde slig lyst paa at gjøre, hvad jeg kunde, for bogen blandt Times's mangfoldige læsere, at jeg ikke gjorde nogen vanskeligheder med hensyn til vilkaarene; og da emnet netop da stod saa levende for mig, tror jeg, jeg skrev artikelen hurtigere, end jeg nogen-sinde har skrevet noget, og sendte den til mr. Lucas, som ganske rigtig forudskikkede sine ind-iedende bemærkninger. — Da artikelen kom frem, var der mange, der spekulerede paa, hvem forfatteren kunde være. Hemmeligheden kom i tidens løb ud som alle andre hemmeligheder; men det var ikke min skyld; og jeg morede mig mangen gang i mit stille sind over mine mere skarpsindige venner, naar de med Btor heftighed paastod, at de skjønte af|

[page] 299

HUXLEYS ANMELDELSE I „TIMES". [1859]

indledningen, at artikelen var af mig. Da Times for nogle aar siden kom med en hentydning til min befatning med artikelen, tror jeg ikke, det kan være noget brud paa fortrolighed at offentliggjøre denne lille historie, om De ellers synes, den er saa ni eget værdt". —

Kapitel vil

„arternes oprindelse" (fortsætt.).

1860.

Af min fars dagbog hidsætter jeg: „7de januar. Anden udgave af „Oprindelsen", paa 3000 eksemplarer udkom idag".

„22de Mai. Første udgave af „Oprindelsen" i de Forenede stater var paa 2500 eksemplarer". Min far har her opgivet de summer, han tjente paa bogen.

Første udgave . . . £ 180. 0. 0 Anden — ... 636. 13. 4

< & 816. 13. 4 Da anden udgave var udkommet, begyndte han straks (d. 9de januar) at se igjennem sit materiale til „Variation of Animals and Plants" (Dyrs og planters af-artninger); det eneste arbeide forresten i dette aar var bogen om drosera (soldug, en kjød-ædende plante). — Han var i Down hele dette aar, naar undtages, at han i juni maaned besøgte dr. Lånes vandkur-anstalt i Sudbrooke; desuden aflagde

[page] 300

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

han to gange besøg hos miss Elizabeth Wedgwoodj i Hartfield, Sussex, nemlig i juli og senere fra 22de] september til 16de november.

Til J. D. Hooker.

Down, 3die januar 18G0.

Kjære Hooker! Jeg er færdig med Deres bog.1) Da De sandsynligvis gjerne vil høre min mening om den, skjønt jeg jo ikke er botaniker, vil jeg heri fremsætte den uden mindste overdrivelse. Efterl min mening staar den i storartet interesse langt; over alt andet, jeg har læst af den slags. Del ved, at jeg har været en stor beundrer af Deres tid- ^ ligere bøger; men denne synes mig uden samenlig-j ning mere storartet. Hvad der følger efter side 24, j liker jeg gjennemgaaende bedre end det, der gaarl foran, sandsynligvis fordi det er mere nyt for mig. Jeg antager, De ikke er tilfreds med dette; thi jegj tror, at enhver forfatter synes bedst om de ræson-| nerende dele af sit forfatterskab. Hvor langt staarl ikke Deres bog over Browns (her vil De naturligvis! rynke paa næsen for første gang). Alle Deres' slutninger er saa mærkværdig klart fremsatte, at! man slet ikke behøver at være botaniker for H skjønne den (næse-rynken no. 2). Det vilde vedl Gud bar,e gjøre skade at forbinde nogen tanke med de lange navn paa udenlandske ordener. Man kan se paa Deres slutninger med den samme ', filosofiske abstraktion, hvormed en matematiker ser' paa sit axx -j- v 22 o. s. v. o. s. v. Jeg ved næ-' sten ikke, hvilke dele har interesseret mig mest; thi gang paa gang maatte jeg raabe: „Dette er mesterligt". Den almindslige sammenligning mellem Australiens flora og de andre verd ensdeles slaar

1) „Australian Flora". F. D.

[page] 301

„AUSTRALIAN FLORA" AF HOOKER, [1860]

mig nu (som før) som overmaade original og god; den gir en saa meget at tænke paa.

.... Den indiske floras indvandring er et interessant kapitel; men jeg synes, at den kjends-gjerning, De nævner paa slutten — at den indiske plantevækst i modsætning til den malayiske forekommer paa de lave og flade dele af de malayiske øer, i høi grad formindsker den vanskelighed, der i begyndelsen syntes saa stor (s. 1). Ens egne barn er dog altid de vakreste! Jeg tror, vi her har for os det samme tilfælde, som man støder paa ved udvandringerne i istiden og naturaliserede natur-frembringelser — den ting nemlig, at store omraaders natur-frembringelser overvinder mindre omraaders; selvfølgelig vilde de indiske former vanskeligere kunne sætte sig fast i Australiens kjøligere egne. Jeg liker ikke Deres bemærkning (s. 1) om, at „De ikke kan indse, der er noget ved Indiens jord-bund, klima eller plantevækst", der kunde træde hindrende iveien for indførelsen af australiske planter. Henimod slutningen har De endel fortræffelige bemærkninger om vor fuldstændige uvidenhed i hensyn paa aarsagerne til en mulig naturalisation eller overførelse andetsteds fra.

Den modsætning, De opstiller mellem verdensdelens sydvestlige og sydøstlige hjørne, er noget af, det mærkværdigste, jeg har hørt tale om .... Deres paavisning af denne eiendommelighed er overordentlig skarp. Deres drøftelse af blandede indvandrede planter paa det sydøstlige hjørne (og paa Ny-Zealand) er et ligesaa eiendommeligt og indviklet problem som undersøgelsen af de etnografiske forhold (race-for-hoidene) i Britanien. Det slaar mig som en vigtig og stor nyhed, hvad De siger om, at en blandet indvandrende flora holder nede eller ødelægger den oprindelige, som dog var rigere paa arter. Jeg

[page] 302

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

tror næsten, at Deres drøftelse af Ny-Zealands fioraJB har været endnu lærerigere for mig. Jeg kan ikke 1 noksom beundre begge dele. Men det tar lang tidl at fordøie alle kjendsgjerningerne. Paavisningen af, i at de største australske ordner har faa eller ingen I arter paa Ny-Zealand, er yderst mærkværdig. Ihvert-3 fald har De nu-—næse-rynken no. 3—leveret bevis) for, at Ny-Zealand aldrig, ikke engang tilnærmelses-i vis har staaet i forbindelse med Australia!! Paal s. 89 findes en sætning om denne sag, der er den! eneste i sit slags i hele bogen, som jeg ikke rigtig j kan være enig i, den nemlig, at „ingen oversjøisk» udvandrings-teori kan forklare" o. s. v. o. s. v. Nu» holder jeg overfor al verden paa, at intet menneske—j kjender noget til naturprodukters oversjøiske ud-J vandrings-evne. Man ved absolut intet om, oml ikke de manglende ordener har frø, der er blitjB dræbt af sjøvand, som tilfældet er med næsten alle 1 leguminosæ (bælgplanter, ærteblomstrede) og endnuH en orden til, li vis navn jeg ikke husker. Fugle 1 udvandrer ikke fra Australia til Ny-Zealand, ogj derfor synes overføring gjennem havstrømningernej at være den eneste mulige forklaringsmaade; menB dog paastaar jeg, at vi kjender forlidet til detteH spørsmaal til at kunne danne os nogen rimelig mening derom, især da vi ikke kjender til denij vigtige ting, om frøet af australske ordener dræbes 1 af sjøvand eller ikke.

Behandlingen af europæiske slægter er særdeles 1 interessant; men her vil jeg saa gjerne ha nøiere 1 besked, d. v. s., jeg vil gjerne faa vide, hvilke aim disse slægter der mangler i troperne eller med» andre ord, hvilke der er indskrænkede til de tempe- 1 rerede egne. Jeg er endvidere meget nysgjerrig 1 efter at vide, hvor langt af-artningen er gaaet i 1 Australia. Men jeg gjør vel bedst i at forklare*

 

[page] 303

„AUSTRALIAN FLORA" AF HOOKER [1860]

mig, naar vi træffes, saa jeg kan faa Dem til at gjennemgaa listen med mig . . . Fortegnelsen over naturaliserede planter er yderst interessant, men i al barmhjertigheds navn — hvorfor opsummerer De ikke Deres egne kjendsgjerninger og drøfter dem tilsidst? Nu vil jeg more mig lidt over Dem til gjengjæld for al den moro, De vel har havt af dette brev. Burde De ikke ianledning af den mængde planter, der er naturaliserede i Australia og de Forenede Stater under yderst forskjellige klimatiske forhold, ha bemærket, at dette viser klimaets store betydning? Og i anledning af det betydelige islæt af planter fra Indien, Nord-Amerika og Syd-Afrika burde De vist ikke ha forsømt at pege paa, at dette viser, hvor vigtig en hyppig indførsel af frø er! Hvad angaar „overfiødigheden paa ikke optaget jord i Australia" — tror De da, at de europæiske planter, som menneskene har indført, der nu vokser i Australia, paa steder, som var absolut ubevoksede? Jeg er en næsvis hund; men man maa jo dog forsvare sine teorier imod slige grumme folk som Dem. Jeg tænker, dette brev vil forekomme Dem meget flot; men det, man læser med opmærksomhed, maa man danne sig en mening om; og naar jeg skal være ærlig og oprigtig, maa jeg sige, jeg ikke kan finde ord for min beundring over Deres arbeide. Deres altid hengivne ven C. Darwin.

E. S. Jeg er uenig med Dem i det om 8a-turday Revieiv1). Man kan ikke forlange, at en

1) Saturday Eeview, 24de deeember 1859. Anmelderens argumenter imod „Oprmdeisen" er af geologisk art. Han behandler især weald^for-mationens blottelse. Anmelderen bemærker, at „om en million aar-bundreder, lidt mer eller lidt mindre, trænges til at sandsynliggjøre hans argumenter, betænker han sig ikke et e-ieblik paa at ty til dem, naar de blot passer til øiemedet." F. D.

[page] 304

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

anmelder skal være retfærdig, og jeg beklager mig ; derfor ikke over, at alle argumenter undtagen det-geologiske ikke er medtagne. Endel af anmelderens bemærkninger om de store tids-forløb er meget gode, og han gir adskillige dygtige og? velfortjente rap — ækelt som det er. Det gjør mig ondt at maatte tilstaa dette; men det har jol intet med mit hoved-argument at bestille. Der stod en kjæk anmeldelse i Gardeners' Ghronicle. Jeg haa-J ber og indbilder mig, at Lindley næsten er en afl vore. Glem ikke at fortælle mig, om Bentham be-gynder at gi sig. Med hensyn til spørsmaalet omj tropiske planter i istiden, da slynger jeg Deres egnej kjendsgjerninger i ansigtet paa Dem; det er jo Dem, der har paavist, at det ved Himalayas fod er ma-i ligt, at i det mindste de tropiske og tempererede I egnes former kan vokse side om side. Jeg kan* anføre noget lignende for dyrs vedkommende i Mexico. 0, min høitelskede lille søn, hvor grumme j folk er mod Dem! Det glæder mig meget, at Del er enig i de geografiske kapitler ....

Til C. Li/ell.

Down 4de januar 1860.

Kjære Lyell! Gardeners' Ghronicle er vendt tilbage i god behold. Tak for brevet. Jeg er saa glad over, at arts-spørsmaalet griber Dem mere og mere; thi det er, som jeg altid har sagt, saa, at Deres meninger og skrifter vil bidrage langt mere, til at overtyde verden end mine. De vil drøfte spørsmaalet „menneske" ; dette er modig gjort, og-| jeg ærer Dem derfor. Det er gaat mig som Dem; alle argumenter paa begge sider har overrasket mig ved sin mangel paa originalitet. Grwyn Jeffreys retter i sit brev med rette et angreb paa mig ian-ledning af, at strandskjæl i egentlig forstand sjelden

[page] 305

GREV KEYSERLING. [1860]

findes afleirede, i det mindste i aflagringer fra den tertiære periode; jeg gik i taagen; thi jeg tænkte paa sekundære aflagringer; rigtignok tilhører chtha-lamus den tertiære .... Kanske De kunde ba lyst til at se indlagte brev fra Whewell *), bare for at overtyde Dem om, at han ikke er saa skræk-slagen endda. De kan sende det tilbage, naar De faar anledning og tid til at skrive.

C. D.

Til C. Lyell. Down 4de (?) januar 1860.

.... Jeg bar faat et kort brev fra Keyser-ling2): Han tror paa arternes foranderlighed; han er enig i, at det naturlige udvalg tilfredsstillende forklarer tillempning i formel henseende; men ar-terne, siger han, ændres saa regelmæssig — akkurat som det skede efter en eller anden kemisk lov —, at det synes ham urimeligt, at det naturlige udvalg kan være den eneste grund til af-artningen. Jeg har ondt for at forståa hans korte brev; men jeg tror, dette er meningen .... Jeg vil sende A. Murrays opsæt3), saasnart det udkommer. Det

1) Dr. Whewell skriver (2den januar 1860): „Jeg kan ikke, i det mindste ikke for tiden, gaa over til Deres meninger. Men Deres arbeide er saa rigt paa tanker og kjendsgjerninger, at man ikke kan angribe det, uden man med stor ombn vælger grund og form for sin uenig-hed." Dr. Whewell nedlagde i mange aar en praktisk protest ved ikke at gi sit 9amtykke til, at et eksemplar af „Arternes oprindelse" blev indlemmet i bibliotheket ved Trinity College. F. D.

2) Geologen grev Keyserling, der sammen med Murehison i 1845 udgav „Geology of Bussia". Se prof. Geikies „Life of Murehison".

F. D.

3) Afdede* Andrew Murray skrev to opsæt om „Oprindelsenu i Proeeedings of Eoyal Soc. of Edinburgh for 1860, Det, hvortil her sigtes, er

daterot 16de januar 1860. Følgende er et citat af særaftrykkets p. 6: «Det andet, og som jeg tror, vigtigste skift i tilbagefaldet til typen (noget mr. Darwin praktisk, om ikke helt og holdent, har overset) er det instinkt, der leder individer af samme art til at fore-Darwin Liv og breve. II.

20

[page] 306

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

indeholder spekulationer (maaske han vil lempe en-' del paa dem), der er saa overilede og saa blottede for støtte i faktiske forhold, at han og andre kri-' tikere vilde ha tat mig ordentlig af dage, om jeg havde fremsat dem. Det gjør mig ondt at maattej tilstaa, at jeg ikke har noget „trøstefuldt syn", paa menneskets værdighed. Jeg er tilfreds med, afr mennesket sandsynligvis vil gaa fremad, og bryr mig ikke stort om, om vi i en fjern fremtid blirj betragtede som rene vildmænd. Mange tak for Deres sidste brev.

Deres C. Darwin.

En Manchester-avis har git mig en temmelig! god sarkasme; den anfører, at jeg har bevist, at| „magt er ret" : altsaa er Napoleon i sin gode ret i enhver snydenstrup af en foretningsmand er ogsaal i sin gode ret.

Til W. B. Carpenter. Down 6te januar 1860. I

Kjære Carpenter! Jeg har netop læst Deres fortræffelige artikel i „National". Den vil gjørel stor nytte, især om den blir kjendt som Deres pro-j dukt. Det forekommer mig, at den paa en særde-j les klar maade gjør rede for mr. Wallaces og min] teori. De falder teologerne ordentlig i ryggen vedl at sætte imod dem slige folk som Bentham og del

trække krysning med slige, der besidder de egenskaber, de selvB mangler; paa denne maade kan racens renhed eller ligevægt be-8B vares .... Det er saa forslidt, at det er blit til et ordsprog, atfl svære mænd gifter sig med sinaa kvinder — en genial mand gifterJJ sig med en tosk af et fruentimmer —; man fortæller os, at detteJB kommer af, at modsætningen virker tiltrækkende, eller af, at vi hosflj andre beundrer de egenskaber, som vi selv mangler. Jeg tror ikkeH paa denne forklaring. Jeg tror, det kommer af naturens arbeide paa 9 at bevare racens typiske ligevægts-forhold.* F. D. I

I

[page] 307

W. B. CARPENTER. [1860]

mere filosofisk anlagte systematikere! Jeg aflægger Dem min oprigtigste tak for den yderst hædrende maade, paa hvilken De nævner mig. Jeg vilde gjerne ha set endel kritiske bemærkninger over embryologi, et emne, De er saa vel hjemme i. Jeg tror ikke, noget oprigtigt menneske kan læse Deres artikel, uden at den gjør indtryk paa ham. Den gamle lære om arternes uforanderlighed vil sikkert, om end langsomt forsvinde. Det er skammeligt af mig at volde Dem bry; men jeg vilde være Dem særdeles forbunden, om De kunde sige mig, hvor jeg kan finde beskrivelse over forskjellig-farvede æg hos individer af gjøge-familien, tilligemed beretning om, at de værper i syv og tyve forskjellige slags reder. Kjender De af egen erfaring noget til, om faar, der er indførte i Vestindien, skifter farve paa enkelte lemmer? Jeg har faaet nøiagtig underretning om uld-tabet; men det ser efter de opgaver, jeg har faat, ud til, at forandringen foregaar langsommere, end De har skildret den.

Med tak og agtelse Deres Ch. Darivin.

Til L. Jenyns1) Down 7de jamiar 1800.

Kjære Jenyns! Jeg er dig saare taknemmelig for dit brev. Det er baade nyttigt og interessant for mig at vide, hvilken virkning min bog øver paa filosofisk anlagte og dannede mænd. Jes takker dig for de komplimenter, du siger mig; du følger mig meget længere, end jeg havde ventet. Du synes ka,nske, det er dristigt; men dersom omstændig-hederne medfører, at du kommer til at tænke paa sagen, er jeg overbevist om, at du kommer til at gaa længere. Ingen har hidtil søgt at rokke ved min forklaring af gruppers underordning under andre

1) Rev. L. Blomefield.

i. p.

[page] 308

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

grupper, af homologier, embryologi og ufærdige or-1 ganer; og er min forklaring af disse klasser af 1 kjendsgjerninger rigtig, da maa store klasser af orfl ganiske væsener gaa ind under en enkelt nedstam-'! nings-lov.

Den „geologiske reeords" ufuldkommenhed er en af de største vanskeligheder. I den tidligste periode maatte „reeorden" være mest ufuld-j kommen; og det forekommer mig, at dette er til-* strækkeligt til at forklare aarsagen til, at vi ikkel linder mellemliggende former mellem klasserne i de samme store riger. Det var tilvisse noget overilet» af mig at anføre min tro paa det sandsynlige i, at j alle former nedstammer fra en urtype; men eftersoml jeg endnu helder til denne mening, har jeg ikke lyst fl til at slette det. Huxley er den eneste, der støtter» mig i dette stykke; jeg tror, et og andet kundeM siges for det. Hvad mennesket angaar, da være det» langt fra mig at ville paanøde nogen min tro; men» jeg syntes, det var uhæderligt ganske at lægge skjul I paa min mening. Naturligvis staar det enhver fritl for at tro, at mennesket er skabt ved et særskilta mirakel; men jeg for min del synes, dette hverken 3 er nødvendigt eller sandsynligt. — Min oprigtige ^ tak for dit venlige brev. Naar du følger mig et I stykke, da tror jeg ikke, jeg tar saa svært meget j feil endda. I lang tid stod jeg og vippede paa | halvveien; men jeg tror ikke, nogen granskende -2? aand blir staaende paa halvveien. Folk maa for-S kaste det hele eller gaa med paa det hele; ved] „det hele" mener jeg bare alt, hvad der tilhører et- 1 hvert af de store naturriger.

Din oprigtig forbundne G. Darwin.

Til C. Lyell. Down, 10de januar 1860.

.... Det er fuldkommen rigtigt, at jeg skyl-»

[page] 309

„SPØRGSMAALET MENNESKE". [1860]

der Dem næsten alle videnskabelige rettelser1), medens jeg staar i gjseld baade til Dem og andre for adskillige formelle rettelser; det glæder mig særdeles, at De er enig i dem; hidtil har bare to ting voldt mig ubehagelighed: disse forbandede millioner2) af aar (ikke fordi jeg tror, det er galt), samt den omstændighed, at jeg (af uagtsomhed) har undladt at nævne Wallaee i résuméet i slutten af bogen; forresten har ingen sagt noget (il mig om dette. Jeg har nu tat med Wallaces's navn paa et iøine-faldende sted s. 484. Jeg kan ikke gi Dem nogen anvisning paa dødeligheds-tabeller for børn o. s. v. o. s. v. Jeg har notiser etsteds; men jeg har ikke spor af idé om, hvor jeg skal lede efter dem; des-uden er jo mine notiser temmelig gamle nu. Jeg vil med glæde og omhu læse manuskriptet til bogen om mennesket og lade Dem faa høre min mening derom. De har mangen gang sagt til mig, at jeg skal være forsigtig med spørsmaalet „menne-ske". Jeg er bange, jeg faar anledning til at sende advarslen hundre fold tilbage. Deres behandling af dette emne blir naturligvis meget storslagen; men saadan med det samme vil den skræmme verden mere end hele min bog, og det uagtet jeg etsteds (s. 489) viser, at jeg sætter mennesket i samme kategori som andre dyr. Sagen er, det er umuligt at tvile paa den ting. Jeg har tænkt over spørsmaa-

1) Anden udgave af „0prindelsenw paa 3000 eksemplarer udkom 7de januar 1860. F. D.

2) Dette sigter til det sted i rArternes oprindelse", hvor forfatteren drøfter det tidsrum, der er medgaaet til Weald-formationens blottelse. Denne drøftelse sletter med følgende sætning: „Dct er derfor ikte usandsynligt, at der er gaaet mere end 300 millioner aar siden den sidste del af den sekundære periode." Dette sted er udeladt i de senere udgayer af „Oprindelsen", tvertimod flere af hans venners raad, som man kan se af blyants-notiseme i min fars eksemplar af 2den udgave. F. D.

[page] 310

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

let „menneske" skjønt temmelig løselig. Hvad race-spørsmaalet angaar, da har jeg maattet opgive-en af mine bedste teorier, fordi det var umuligt at: faa tag i kjendsgjerninger. Jeg har fundet en god; men man maa , tro fuldt og fast paa det naturlige udvalg, før man vil lytte til den. I psy-; kologisk henseende har jeg neppe gjort noget. Kanske man dog hertil kan regne ansigtsudtrykket; om det emne har jeg samlet en mængde kjendsgjerninger og tænkt meget paa det; dog tror jeg; ikke, jeg nogensinde kommer til at skrive nogefci derom, skjønt sagen er ualmindelig interessant. Ij forbigaaende sagt — iforgaars sendte jeg en mængdej spørsmaal om ansigts-udtrykket til Tierra del Fuegojj Jeg har aldrig læst Spencers „Psykologi" ; men jeg! tror dog, at den bog behandler psykologien netopl slig, som vi skulde se paa den. De bør absolutt læse fortalen — omtrent 20 sider — til Hensleighl Wedgwoods nye leksikon, om sprogets første oprin-j deise; Erasmus laaner Dem nok bogen. Jeg era enig med Dem i Deres bemærkning om Carpenter;j det var en saare god artikel; men der var ikke; meget originalt i den .... I en tale i Botanieal; Society of Edinburgh har Andrew Murray kritiseret] opsættet i „Linnean Journal" ; han har gjort det afj med hele teorien ganske letvindt, idet han meget! listelig har opdaget en vanskelighed, som jeg i min taabelighed ikke havde tænkt paa. Sagen er, als blandt de blinde hule-insekter paa forskjellige kan-i ter af verden findes nogle af samme slægt, og dog: findes ikke slægten udenfor hulerne eller i fri luft.; Jeg er overbevist om, at det er med disse insekter som med fisken amblyopsis og som med Proteus, (blind underjordisk fisk og den bekjendte blinde padde i de underjordiske søer i Østeuropa) at de er „levninger af fordums liv" eller „levende for-:

[page] 311

„SPØRGSMAALET MENNESKE". [1860]

steninger", der har undgaaet kampen for tilværelsen og deraf følgende udryddelse; tidligere, tænker jeg mig, fandtes seende insekter af samme slægt over hele det omraade, paa hvilket disse blinde insekter nu forekommer.

Farvel. Deres 0. Darwin.

E. S. Vor stamfar var et dyr, som tråk pusten i våndet, havde svømme-blære, svømme-hale, en ufuldkommen udviklet hjerneskal og uden tvil var hermafrodit (tvekjønnet) — saa mennesket er af fin herkomst!

Til C. Lyell.

Down 14de januar 1860.

. . . Jeg vil meget gjerne læse Deres afhandling om mennesket: min mening skal De faa ganske nøiag-tig; men om den er stort værdt, er en anden sag; men jeg har saalænge betragtet Dem som mønster paa forsigtig omgang med videnskabelige spørsmaal (efter min mening en af de største og nyttigste egenskaber ved en videnskabsdyrker), at jeg er ræd, min mening er ganske overflødig. Jeg maa le, naar jeg tænker paa, hvor vittigt det vil ta sig ud, om jeg maa begynde at be Dem være forsigtig, saa mange gange som De har indskjærpet mig nødvendigheden deraf.

Jeg vil bestille Owens bog1). Det glædede mig meget at høre Huxleys mening om hans klassi-fikation af mennesket; uden at jeg havd» det fornødne kjendskab til sagen, forekom det mig lige fra begyndelsen af saare urimeligt; enhver klassifika-tion, der hviler paa enkelte kjendemærker, tror jeg vil mislykkes.

1) „Crassifikation of Mammalia" (Pattedyrenes kla?sifikation) 1859.

F, D.

[page] 312

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

. . . Det var en storartet velgjerning, De viste mig, da De fik Murray til at udgive min bog. Først idag har jeg forstaat, at den holder paa at bli viden spredt og kjendt; en dame skriver idag til E., at hun har hørt en mand spørge efter den| paa jernbane-stationen!! ved Waterloo Bridge; bog-a handleren sagde, ban ikke kunde gjøre noget veci det, før den nye udgave kom; han sagde ogsaa, an han ikke havde læst den; men han havde hørt den omtale som en høist mærkværdig bog!!!

Til J. D. Hooker. Down, 14de januar 1860,

.... Jeg fik brev fra Lyell imorges, og han| melder mig en nyhed. De dur da heller ikke til, noget; her gaar De og slider Dem ibjæl og maa skrive en anmeldelse af min bog, De, som neppe har et minut tilovers. Jeg syntes, anmeldelsen1)^ var saare god; den gjorde sligt indtryk paa mig, afe jeg sendte den til Lyell. Men jeg ansaa det for en selvfølge, at den var af Lindley. Nu, da jeg ved,j anmeldelsen er af Dem, har jeg læst den op igjen; og, min kjære, gamle ven, det har gjort mig varm om hjertet at se alle de smukke og hædrende ting, De siger om mig. Jeg var adskillig overrasket over, at Lindley skulde komme med endel af be-mærkningerne i den kritik; men jeg ikke saa meget som drømte om Dem. Jeg beundrede den især, fordi den var saa vel skikket til at øve indflydelse blandt læserne af Gardmers' Chronicle; men nu beundrer jeg den i en anden aand.

Farvel, hjertelig tak .... Lyell tar fat paa-mennesket med en dristighed, som gjør mig rent bange; det er noksaa vittigt; før gav han mig bestandig det raad at glide over det spørsmaal.

1) Gardmers' Chronicle 1860. Hooker s'iller sig lier paa et fuldstændig upartisk standpunkt for ikke at blotstille Lindley. E. D.

[page] 313

ASA GRAY. [1860]

[I Gar (leners' Chronicle for 21de januar 1860 stod et kort brev fra min far; det var fremkaldt ved, at mr. Westwood i det foregaaende mimer af tidsskriftet havde drøftet endel iagttagelser med hensyn paa kryds-avl og sat dem i forhold til ..Oprindelsen". Mr. Westwood svarede (Ilte febr.) og anførte flere beviser mod afstamnings-teorien, som f. eks. den fuldkomne lighed mellem strudse-figurerne paa de gamle „ægyptiske mindesmærker" og denne fugl slig, som vi nu kjender den. Denne brevveksling er neppe omtale værdt undtagen som et af de meget faa tilfælde, hvori min far blev ind-viklet i noget, der havde lighed' med en feide].

Asa Gray til J. B. Hooker. caml"id«"> *» 6ty,a0raar

Kjære Hooker! Deres sidste brev, som naaede mig lige før jul, er blit forlagt under de oprumste-ringer i mit arbeidsværelse, som finder sted paa denne aarstid; jeg har endnu ikke fundet det. Det vilde gjøre mig ondt at miste det; thi der var endel botaniske sager i det, som jeg ikke havde skrevet af . . . . Størsteparten af Deres brev indeholdt lovtaler over Darwins bog. — Denne bog er kommet mig ihænde; jeg har læst den omhyggelig igjen-nem, noget, jeg blev færdig med for fire dage siden; jeg kan nu trygt sige, at Deres ros ikke er paa urette sted. Bogen er mesterlig skrevet. Jeg kan godt tænke mig, at det har tat tyve aar at frembringe et saadant værk. Stoffet er overvældende rigt — vel fordøiet — vel udtrykt — bogen er logisk, overbevisende, og set som system tar den sig bedre ud, end jeg havde troet muligt. Da jeg sidst talte med Agassiz, havde han bare læst lidt af den. Han siger, den er tarvelig meget tarvelig (mellem os sagt). Sagen er, den kommer ham lidt paa tværke ... og jeg er ikke forbauset over det.

[page] 314

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

At bringe ethvert ideelt system ind under viden-skabelig behandling og gi gode fysiske eller naturlige forklaringer af alle hans yndlingspunkter — det er en ligesaa slet handling som at la Forbes ta isbræ-materialerne .... og gi en videnskabelig forklaring paa alle fremtoningerne.

Fortæl Darwin alt dette. Jeg vil skrive til ham, saasnart det lar sig gjøre. Som jeg har lovet, han og De skal bli retfærdig behandlede her . . . ; Jeg maa selv skrive en anmeldelse af Darwins bog for „Silliman's Journals" (saa meget mere, som jeg tror, Agassiz agter sig ifærd med den) martsnumer; jeg skal nu til med det (jeg burde dog helst hvert øieblik bearbeide compositce (kurvblomstrede) fra opdagelses-ekspeditionen; det forstaar jeg mig jo ogsaa meget bedre paa). Som De kan forståa, er det langt fra at være nogen let sag. Jeg er bange for, jeg ikke kommer til at gjøre det til Deres fulde tilfredshed; jeg er sikker paa, jeg kommer til at mishage Agassiz. Jeg hører, et optryk er under trykning; bogen vil vække megen opmærksomhed her og adskillig strid ....

Darwin til Asa Gray.

Down 28de januar 1860.

Kjære Gray! Hooker har sendt mig Deres brev til ham; jeg kan ikke sige Dem, hvor det glæder mig. At modtage bifald fra en, hvem man længe har høiagtet, og hvis dømmekraft og kund-skaber anerkjendes fra alle kanter, er den høieste løn, en forfatter kan ønske og vente; og jeg takker Dem hjertelig for Deres venlige ord. — Jeg har været hjemmefra nogle dage og har derfor ikke før kunnet besvare Deres brev af 10de januar. Det er saa overordentlig snilt gjort af Dem alt det, De| har gjort for den amerikanske udgave. Det er en i

[page] 315

. AMERIKANSK UDGAVE. [1860]

feil fra udgiyerens side, at ikke korrektur-arkene er sendt over til Dem. Jeg havde helt og holdent glemt Deres tilbud om at modtage arkene, eftersom de kom. Men jeg behøver ikke at dadle udgiveren; thi selv om jeg havde husket Deres venlige tilbud, er jeg ganske sikker paa, at jeg ikke vilde ha benyttet mig af det; jeg havde nemlig aldrig drømt om, at bogen skulde gjøre slig lykke hos almindelige læ-sere; jeg tror, jeg havde kommet til at smile ved tanken.paa at skulle sende korrektur-arkene over til Amerika1). Efter megen overveielse og stærkt tilskyndet af Lyell har jeg besluttet at la bogen være, som den er (jeg kommer naturligvis til at rette paa feil og af og til indskyde korte sætninger) ; jeg agter at bruge al min kraft — der des-værre er saare Håen — paa at faa istand første del (i form af et særskilt bind med fortegnelse o. s. v.) af de tre bind, som mit store værk skal udgjøre; jeg er derfor ikke videre lysten paa at bruge min tid til at foretage rettelser for en amerikansk ud-gave. Indlagt følger fortegnelse over nogle rettelser i anden udgave, som De vel nu har faat komplet; jeg kunde sende fire eller fem rettelser eller tillæg af lige liden betydning eller rettere sagt ligesaa korte. Jeg agter ogsaa at skrive en kort fortale med en kort historik. Dette 'vil jeg gi mig ikast med straks; det maa jo ske sent eller tidlig; jeg skal sende Dem det om kort tid — de faa rettelser først og fortalen bagetter, medmindre De da opgiver tanken paa en særudgave for Amerika. De

1) I brev til Murray 1860, skriver min far: „Asa Grays fortælling om, at min bog bar vakt slig bevægelse blandt naturforskerne i de Forenede stater, bar glædet mig høiligen. Agassiz bar brudt staven over den i en avis, men i slige udtryk, at det i grunden er et godt avertissement !a Dette synes at sigte til en' forelæsning i Mercantile Library Association. P. D.

[page] 316

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

vil da kunne afgjøre, om det er umagen værdt at foranstalte en ny udgave med Deres anmeldelse. Af hvad natur denne end er, forsikrer jeg Dem om, at jeg vil anse det for en stor ære at se Deres anmeldelse i spidsen for min bog ....

Cambridge 23de januar 1860.

Asa Gray Ul Darwin.

Kjære Darwin! Jeg skriver i al ,hast for at melde, at den sidste rest af arkene til 2den udgave er komne; jeg havde ordnet det fornødne med hensyn til en amerikansk udgave i Boston.. Alt saa; saare godt ud, da vi pludselig opdagede, at en > anden forlagsforretning i New-York ogsaa havde anmeldt et optryk. Jeg skrev da til begge New- ; Yorker-huse og bad dem vige for forfatteren og hans. optryk af en gjennemseet udgave. Fra Harpers fik jeg det svar, at de opgav det; fra Appleton fik jeg derimod besked om, at bogen allerede var uåkom-met (dagen efter saa jeg et eksemplar), men at ; „om bogen gaar godt, vil vi gjerne betale forfatteren et rimeligt og klækkeligt honorar". Da Apple-tons optryk saaledes var kommet, negtede Boston-huset at gaa videre. Jeg skrev da til Appleton ogi tog ham paa ordet; jeg tilbød at yde min bistand1 ved optrykket og la 'forandringerne i Londoner-op-trykket komme ham tilgode, saasnart jeg kunde afgjøre, hvad de bestod i o. s. v. o. s. v. Jeg sendte ham det første blad og bad ham ta ind i det følgende tusen det nyt tilkomne sted fra Butler1), deri synes mig vel anbragt. Saaledes staar altsaa sagen-for tiden. Hvis der allerede nu kommer nyt stof til for den kommende tredie Londoner-udgave, skal jeg

1) Et citat fra Butlers „Analogy" arrgaaende brugen af ordet „naturlig" i anden udgave er det stillet sammen med stederne fra Whewell o; Bacon paa s. 2 ligeoverfor titel-bladet. F. D.

[page] 317

ASA GRAY. [1860]

la Appleton betale derfor. Det er muligt, jeg kan skaffe Dem noget. Men fortjenesten blir vel i intet tilfælde synderlig stor.

De smaa anmeldelser, som hidtil nu og da er fremkomne i aviserne her i Amerika, er ret hen-synsfulde. Jeg haaber næste uge at faa korrektur-arkene til min anmeldelse fra New-Haven; jeg skal da sende dem til Dem; De er kanske saa snil at la dr. Hooker faa dem. — De vilde gjerne vide, bvad jeg anser for de svageste og bedste partier af bogen. Men dette er ingen let sag og lar sig ikke gjøre i et par ord. Den bedste del synes jeg er helheden, d. v. s. plan og behandling; De tumler med den umaadelige mængde af kjendsgjerninger og skarpe slutninger som en fuldkommen mester. Jeg synes ikke, der er noget rart i, at der gaar med tyve aar til at, frembringe en saadan bog. Stilen er klar og god; af og til mangler lidt puds. Deres viden-skabelige ærlighed og oprigtighed er dog Deres største dyd. Det virker velgjørende at træffe en forfatter med en ny teori, der i al oprigtighed bekjen-der, at han ved sagen finder vanskeligheder, der — ialfald ikke for tiden — lar sig overvinde. Jeg kjender forfattere, som aldrig kjender til vanskeligheder. Fra det øieblik, jeg forstod Deres præmis-ser, var jeg paa det rene med, at de havde en solid grund at staa paa. Og dersom man gaar ind paa Deres præmisser, kan jeg ikke indse, at man kan la være at medgive Deres slutninger — ialfald som en rimelig og sandsynlig hypotese.

Af min anmeldelse kan man naturligvis ikke egentlig danne sig nogen forestilling om det stærke indtryk, DereB bog har gjort paa mig. Under de forhaandenværende omstændigheder antager jeg, jeg gjør Deres teori større nytte her ved at hævde den en retfærdig stilling og ved ikke at staa helt last

[page] 318

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

og brast med Dem i alle Deres slutninger end ved at erklære mig for en ubetinget tilhænger af Deres lære; dette vilde jo ikke engang være ganske korrekt. — Hvad der forekommer mig at være bogens svageste side, er det forsøg, De har gjort paa at, forklare organernes bygning,,øiets tilblivelse o. s. v. ved hjælp af udvalgs-teorien. Adskilligt af dette klinger rent lamarckisk. — Kapitlet om bastarder er ikke et svagt, men et stæfkt punkt. De har gjor rene mirakler. Dog har De ikke tilfulde forklare aarsagen til, at divergens til en vis grad frembringe forøget frugtbarhed hos bastarder, men ført aldri saa lidet videre fremkalder ufrugtbarhed, altsaa ven der forholdet helt om. Sandsynligvis er De pa det rette spor; men der staar adskilligt igjen a gjøre for Dem endnu i den sag. Dog for øieblikke' nok herom .... Jeg er ikke ufølsom for Dere komplimenter; fremfor alt vurderer jeg høit de„ ære, De har vist mig ved at sætte pris paa min mening. De har aabenbart høiere tanker derom end jeg, skjønt De jo ikke kan ha fattet Deres gode omdømme fra de breve, jeg skriver til Dem, og endnu mindre fra dem, jeg skriver til Hooker. — Jeg siger — alt vel overveiet — at jeg aldrig har lært saa meget af nogen bog som af Deres. Jeg skulde endnu ha lyst til at sige en uendelighed af ting om den.

Deres Asa Gray.

Darwin til Gray. a?ewr? isgo).

.... Nu vil jeg gjennemgaa nogle punkter i Deres brev. Hvad De siger om min bog, glæder mig høilig, og jeg skulde bare ønske, det var fortjent altsammen. Det er min mening, at en mand, der endnu ikke er ganske enig i, hvad han anmelder — hvis han da forresten er retfærdig og ikke

[page] 319

ASA GRAY. [1860]

smører for tykt paa med ros — leverer den i alle henseender bedste anmeldelse. Jeg er enig med De"m i Deres opfatning af bogens svage punkter. Det med øiet bringer mig til at gyse den dag idag; men naar jeg tænker paa de skjønne nuaneer, siger min fornuft mig, at jeg maa se til at overvinde min gysen. — Aa, vær saa snil at hilse professor Wyman fra mig; sig ham, at jeg vil modtage ethvert vink, enhver underretning eller kritisk be-mserkning fra ham med taknemmelighed. Jeg har den største respekt for hans mening. Det gjør mig ondt, at det er saa daarlig bevendt med Danas helse. Jeg har allerede bedt ham at besøge mig. — Farvel; jeg er kommen i stor forbindtligheds-gjæld til Dem — dog ikke saa at forståa, at jeg føler det som nogen gjæld. Det volder mig den høieste grad af tilfredsstillelse, at De har fundet min bog læseværdig; thi Dem og tre andre regner jeg i mit stille sind for de dommere, hvis mening jeg sætter høiest blandt alle.

Deres hengivne G. Darwin.

E. S. De erfaringer, jeg har gjort, siger mig, at dersom Deres studier fører Dem til at holde arts-spørsmaalet op for Deres tanke, vil Deres tro stadig bli sterkere. Det vårede mange aar, før jeg kom til mine nuværende meninger, og jeg forsikrer Dem, at jeg er forbauset over det indtryk, min bog har gjort paa mange mennesker. Jeg er ræd for, at jeg for tyve aar siden ikke havde været halvparten saa ærlig og overbevisnings-tro.

Til J. D. IlOOker. Down 31te januar 1860.

Kjære Hooker! Jeg har besluttet at skrive en kort oversigt over de fremskridt, læren om arternes foranderlighed efterhaanden har gjort. Vil De eller

[page] 320

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Deres hustru gjøre mig den tjeneste at skrive af*j for mig én sætning af Naudins af handling i „ Revue Horticole" for 1852, s. 103, det sted nemlig, der handler om hans endeligheds-tanke. Vil De la mig ' faa det snart med disse forbandede figurer overl vokalerne omhyggelig tilsatte? Jeg tror, Asa Gray I arbeider paa at faa istand en anden udgave af min > bog, og jeg vilde gjerne sende ham den lille fortale med det første. Jeg tænkte ikke paa, at det var ; nødvendigt at ha Naudins sats om endeligheden; ellers havde jeg afskrevet den selv.

Deres hengivne C. Darwin.

E. S. Jeg vil tilslut nævne Deres Australian Flora Introduotion. Naar udkom den, i deoember j 1859 eller januar 1860? Vær saa snil at sige mig ; dette. Hin fortale passer ogsaa for den franske udgave, som jeg tror endelig kommer istand.

 

Til J. D. Hooker.

Februar 1860.

.... Som det nu staar med „Oprindelsen". har Harvey1) rettet et godt slag mod min megen tale om de umærkelig fine overgange (nuancer); sandt at sige har det forbauset mig endel, at man

') William Henry Harvey nedstammede fra en kvæker-familie i Joughal; hau er fedt i februar 1811 i Summerville, en gaard ved Shannon Han dø-de i Torquay i 1866. I 1835 reiste Harvey til Afrika {Table Bay) for at drive botaniske studier; resultatet af disse var hans „Genera of South African Plants". I 1838 tvang daarlig helse ham til for en tid at reise hjem til England; i 1840 vendte han tilbage til Cape Town, men maatte atter reise hjem paa grund af sygdom. I 1843 blev han professor i botanik ved Trinity College, Dublin. I 1854, 1855 og 1856 besøgte han Australia, New Zealand, Venskabs-eerne og Fiji-øerne. I 1857 kom dr. Harvey hjem og blev professor Allmans etterfølger som professor i botanik ved universitetet i' Dublin. Han har skrevet nere botaniske værker, især om tangarterne. (Af en levnetsbeskrivelse fra 1869). F. D,

[page] 321

ANGREB OG MISFORSTAAELSER. [1860]

skulde kunne komme og kaste mig i ansigtet den simple kjendsgjerning, at jeg ikke havde opstillet tilstrækkelig bratte *og store af-artninger i naturlig tilstand. Der fordres imidlertid en god del flere beviser, for at jeg skal tro, at former ofte har gjennemgaaet bratte ændringer. Har De set Wolla-stons angreb i „ Annals and Magazine of Natur al History?* Stenene begynder at komme. Men teologien har mere at bestille med disse to angreb end videnskaben . . .

[I dette brev hentydes der til et opsæt af Harvey i Gardeners Chronicle for 18de februar 1860. Han gjør rede for et tilfælde af vanskabthed hos begonia frigida; i dette tilfælde var vanskabtheden saa forskjellig fra, hvad denger hos en almindelig begonia, at den godt kunde ha gjældt for en type af en særskilt naturlig orden. Harvey søger nu at vise, at dette ikke lar sig forene med læren om det naturlige udvalg; efter den skulde jo ikke af-artninger foregaa per saltum (sprangvis); han tilføier, at „nogle faa slige tilfælde vilde kunne omstyrte mr. Darwins teori helt og holdent". I det følgende numer af Gardeners' Chronicle viste sir J. D. Hooker, at dr. Harvey havde misforstaaet betydningen af dette 6e<70«m-tilfælde; han paaviser endvidere, at det ikke paa nogen maade kunde omstyrte læren om af-artning ved det naturlige udvalg. Min far nævner denne historie i et brev til Lyell (18de februar 1860): „Jeg sender Dem med posten idag et angreb af den fremragende botaniker Harvey i Gardeners Chronicle. Det synes mig noksaa under-ligt; han gaar ud fra, at vanskabninger er blivende, medens sandheden er, at de i almindelighed er ufrugtbare og sjelden arvelige. Men sæt nu allige-vel, at det er, som han, siger, i dette tilfælde; sagen er, at jeg har vist for stor forsigtighed ved ikke at

Darwins Liv og breve. II. 21

[page] 322

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

antage store og pludselige af-artninger. Her viser det sig atter, at uddraget har gjort skade. I mit fuldstændigere manuskript har jeg netop drøftet dette spørsmaal".

I anledning af sir J. D. Hookers svar skrev far:]

Down 26de februar 1860.

Kjære Hooker! Deres svar til Harvey synes mig glimrende. De vilde ha gjort kolossal lykke som advokat. Det er dog mærkværdigt, at Harvey kan gaa hen og undlade at ta hensyn til nuancer. blomsternes udvikling. Men hvad der er det aller-rareste — uagtet jeg burde kjende min egen bog bedst, har De dog fremdraget en mængde argu menter, som jeg aldrig havde tænkt paa. Deres henvisning til klassifikationslæren (formentlig til slige tilfælde, som vi træffer paa hos aspicarpa) er uå mærket; thi den vanskabte begonia er og blir dog sikkert nok i alle dele en begonia. Jeg havde ikke tænkt paa dette, heller ikke paa det tilbage skridt, det vilde være at gaa over fra adskilt kjøn til tvekjøns-tilstanden; fremdeles havde jeg ikke tænkt paa vanskabningers formindskede frugtbar-hed. Jeg burde skamme mig. — Verden vilde-kunne sige: hvilken jurist har vi her tabt i denne . simple botaniker! Farvel, min kjære lærer i mit,-. eget fag.

Deres C. Darwin.

Det glæder mig saa hjertelig, at kapitlet on* % klassifikations-læren vinder Deres bifald. Jeg undres^ hvad Harvey vil sige. Dog tror jeg neppe, nogen med det samme er istand til at se, at han er slaat af marken.

[Følgende breve handler om den første tyske

[page] 323

TYSK UDGAVE VED BRONN. [1860]

oversættelse af ,.Arternes Oprindelse" (1860); H. G. Bronn, én fremragende zoolog og palæontolog, som dengang var i Freiburg, men senere blev professor i Heidelberg, havde opsynet med den. Man har- sagt mig, at oversættelsen ikke var vellykket: man mærkede altfor tydelig, at det var en oversættelse, og den var i samme grad ubehagelig at læse. Bronn tilføiede oversættelsen en fortegnelse over de indvendinger, han havde at gjøre mod bogen. Hvorledes kunde f. eks. det naturlige udvalg forklare artsforskjelligheder, naar disse forskjellig-heder ikke synes at være til nogen nytte for sine eiere, saaledes som f. eks. tilfældet er med længden af øren og hale eller med folderne paa tandglassu-ren hos forskjellige gnaver-arter? I sin bog „ Charles Darwin" s. 91 kritiserer Krause Bronns forhold i denne sag; men man vil se, at det var min far, som gav Bronn ideen til tilføielsen af disse bemærk-ninger. En alvorligere anklage har Krause (s. 87) rettet imod Bronn ved sin paavisning af, at denne simpelthen udelod steder, som han var uenig i; saaledes f. eks. det sted („Oprindelsen" første udg, s. 488). „Det vil kaste lys over menneskets oprindelse og dets historie". Jeg er ikke sikker paa, om min far kjendte noget til disse forandringer.

Til H. G. Bronn. D„wn iåe fet)r„ar mo.

Høistærede herr H. G. Bronn! Jeg takker Dem oprigtig for Deres venlige brev; jeg var bange for, at De vilde i høi grad misbillige „Oprindelsen", og jeg sendte Dem kun bogen som et bevis paa min oprigtige høiagtelse. Jeg vil med megen interesse læse Deres bog om øers naturprodukter, saasnart den kommer mig ihænde. Jeg takker Dem saa, meget for Deres anmeldelse i „Neues Jahrbuch fur Mineralogie" og endnu mere, fordi De har talt til

[page] 324

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Schweizerbart om en oversættelse. Thi jeg vilde | saa gjerne, at det store og intelligente tyske folk skulde kjende noget til min bog. — Jeg har bedt» min forlægger uopholdelig at sende et eksemplar i af den nye udgave til Schweizerbart, til hvem jeg samtidig har skrevet, at jeg gir afkald paa enhver J fortjeneste for mit eget vedkommende; jeg haaber i derfor, at oversættelsen vil kunne komme istand.11 Jeg frygter, at bogen blir vanskelig at oversætte, 1 og dersom De kunde gi Schweizerbart anslag paa j en god oversætter, vilde De gjøre mig en sfor j tjeneste; endnu mere forbunden vilde jeg være Dem, f om De vilde se igjennem oversættelsens vanskeligere a dele; men dette er vel at fordre formeget. DaJ bogen er saa sammentrængt, er jeg sikker paa, at J den blir vanskelig at oversætte. — Endnu en gang m tak for Deres ædle og uegennyttige sympati.

Deres G. Darwin.

E. S. Den nye udgave har nogle faa rettelser, 1 og jeg vil desuden sende Schweizerbart i manu-S skript nogle ekstra rettelser samt en kort historisk fortale. — Jeg tror, De kunde gjøre værket interes- f sant, om De vilde optræde som udgiver (jeg mener i Ikke oversætter) og tilføie noter, hvori De gjen-U driver eller bekræfter mine satser. I England "er i bogen gaat saa udmærket, at jeg tror, en forlægger 1 vilde kunne tjene penge paa oversættelsen.

ltl H. G. Hr Orm. dowi1 i4ae februar 18«0.

Kjære herr Bronn! Jeg takker Dem mange I gange for den overordentlig store tjeneste, De viser M mig ved at ville ha opsyn med oversættelsen. Jeg f har nævnt sagen til endel fremragende videnskabs— mænd, og de er alle enige i, at De har gjort en f ædel og opofrende handling. Selv om det viser 1

[page] 325

TYSK UDGAVE VED BRONN. [1860]

sig, at jeg helt og holdent har uret, er det mig en trøst at tro, at min bog alligevel kan gjøre sin nytte; thi sandheden kan kun kjendes derpaa, at den gaar seirrig ud af alle angreb. Jeg takker Dem ogsaa meget for anmeldelsen og for den venlige maade, hvorpaa De taler om mig. Med dette brev sender jeg endel rettelser og tillæg til herr Schweizerbart tilligemed en kort historisk fortale. Jeg er ikke synderlig kjendt med tyske forfattere, da jeg læser tysk meget langsomt; derfor kjender jeg ikke til, om der gives tyskere, der har forfægtet lignende synsmaader som mine; hvis det er tilfældet, gjør De mig kanske den tjeneste at oplyse om det i en anmærkning til fortalen. Schweizerbart har nu faat andet oplag, saa oversætteren naarsomhelst kan begynde sit arbeide. Flere videriskabsmænd har anset udtrykket „naturligt udvalg" for heldigt, fordi dets betydning ikke springer i øinene med det samme, og saaledes ikke enhver kan fortolke det paa sin egen maade; desuden knytter det lige fra begyndelsen af-artning i tam og naturlig tilstand sammen. Gives der noget tilsvarende udtryk, som bruges af tyske opdrættere? „Adeling" —. forædling, vilde kanske være for overført. Det er jo i grunden dumt af mig at snakke om det; men jeg har alligevel mine tvil, om „Wahl der Lebensweise" udtrykker mm mening korrekt. Paa mig gjør det det indtryk, at jeg da maa holde paa Lamarcks lære om, at livsvanerne er det ene rigtige — en lære, som jeg jo forkaster. Mennesket har forandret og saaledes forbedret den engelske væddeløbshest ved efterhaanden at udvælge hurtigere individer; paa grund af kampen for tilværelsen tror jeg, at naturen selv vilde udvælge eller bevare lignende ubetydelige forandringer hos den vilde hest, dersom de var fordelagtige for den. Jeg håaber, De undskylder, at jeg bryr Dem med disse

[page] 326

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

bemærkninger om vigtigheden af at vælge gode tyske I udtryk for „Natural Selection".

Deres ærbødige Charles Darwin.

Til II. G. Bronn. Down Ma<. jUu iseo.

Kjære herr Bronn! Netop hjemkommen efter et i længere fravær har jeg fundet oversættelsen af tredie 1 del1) af „Oprindelsen"; det afsluttende kapitel med -Deres kritiske bemærkninger har særlig glædet mig. Jeg har læst de første faa satser og slutnings-satsen; jeg er faldkommen tilfreds, ja mer end tilfreds med den ædie og ærlige maade, paa hvilken De har be- | handlet mine meninger. De roser mit værk i altfor , høie toner. Jeg vil naturligvis med omhu læse hele kapitlet; men skjønt jeg med lethed kan læse bøger,-af beskrivende indhold som Gaertners, naar der kommer lidt ræsonnement ind imellem, finder jeg dog i det store og hele tåget, at tysk er over- 1 maade, vanskeligt at forståa. Jeg vilde gjerne en- I gang vide, hvorledes min bog er blit modtaget i Tyskland, og jeg haaber inderlig, at herr Schweizer- ', bart ikke vil tabe penge paa foretagendet. De fleste engelske anmeldelser har gaat mig grusomt imod; jeg har dog gjort nogle proselyter; ikke saa faa naturforskere, som i begyndelsen ikke troede paa et eneste ord af hele stasen, holder nu paa "i at omvende sig og indrømmer, at det dog er muligt, at det naturlige udvalg kan ha udrettet noget. Dette gir mig haab om, at tilslut flere til en vis grad vil slutte sig til mine meninger. Jeg vil altid tro mig i dyb gjæld til Dem for den store tjeneste og ære, De bar vist mig ved at foranstalte den for-træffelige oversættelse af min bog.

Deres forbundne Charles Darwin.

 

1)Den tyste oversættelse udkom som liroelmre i tre dele. E. D.

[page] 327

PROF. HUXLEYS FORELÆSNING.

Til C. Lyell. Down, 12te februar 1860.

.... Jeg synes det var stor synd, at Huxley skulde spilde saa megen tid paa forelæsningen over de indledende bemærkninger; .... men forelæsningen selv synes mig meget god og meget kjæk. Jeg har protesteret imod hans forsøg paa at vise, at ufiugtbarhed er arternes bestandige og ubedrage-lige følgesvend. — Jeg er overbevist om, at Deres værk om mennesket blir storartet. Det glæder mig saa overordentlig at høre, at De og Deres hustru vil komme hid. Bestem nu selv tiden; hvis det ikke er os beleiligt, vil vi sige fra. Vi kan da drøfte spørsmaalet „menneske" .... Hvor meget skylder jeg ikke Dem og Hooker. Jeg tror neppe, jeg nogensinde havde kommet til at udgive min bog, om ikke I to bavde været.

[Den i dette brev nævnte forelæsning blev holdt i Royal Institution 10de februar 1860. Følgende brev blev skrevet som svar paa mr. Huxleys anmodning om oplysninger i anledning af avl, bastarders frembringelse o. s. v. Det er af interesse, fordi det gir en livlig oversigt over forfatterens erfaringer i dette emne.]

Til T. H. Huxley.

Ilkley, YorksMre, 27de november 1859,

Kjære Huxley! Gartner storartet, Kolreuter storartet; men deres afhandlinger er spredte paa mange bind og meget lange. Jeg maatte gjøre et uddrag af dem. Herberts bog om amaryllidaceæ er meget god; ligesaa to fortræffelige opsæt i „Horti-eultural Journal". For dyrenes vedkommende kjen-der jeg intet paalideligt résumé; man maa samle kjendsgjerningér fra alle originale kilder1). Jeg er

.{1860]

1) Dette udføres nærmere i folgende uddrag af et tidligere brev til professor Huxley: „Den unø-iagtighed, der udvises af den velsignede

[page] 328

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

ræd for, at manuskriptet til min større bog (det er to eller tre gange saa stort som manuskriptet til „Oprindelsen") med alle henvisninger vilde være ulæseligt; men det vilde spare Dem for uendelig meget arbeide; jeg vilde naturligvis gjerne laane- . Dem det; men jeg har ingen afskrift; De maatte '; derfor være meget omhyggelig med det. Jeg er dog bange for, at min forbandede haandskrift vilde være iveien. — Hvad avl angaar, da kjender jeg ingen \ bog desangaaende; jeg husker, jeg ikke havde syn1- l derlig høie tanker om Lowe; men jeg kan ikke op-give Dem nogen bedre. Jeg anser Jouatt for en meget bedre og mere praktisk autoritet; men saa maa man lede efter hans meninger i tre eller fire '" digre bind. Det meste har jeg lært ved at læse utallige særskilte afhandlinger og alle landbrugs-og havetidender. Men dette tar jo mange aar. i Vanskeligheden bestaar i at vide, hvad man skal lite paa. Jeg haaber og tror, jeg har været virkelig f( rsigtig i saa maade; det, jeg hidtil har git, er I dog altfor kortfattet. Jeg har havt megen nytte af at slaa mig ilag med praktiske kjendere og opdræt- | tere. Saaledes sad jeg en kvæld paa en restaura- \ tion i et selskab af dueopdrættere, da det blev nævnt, at mr. Bull havde krydset sine kropduer med dverg-duer (runts) for at frembringe en større race; og dersom De havde set den høitidelige og hemmelig-

samlerbande (hvortil jo ogsaa jeg horer), gaar udover alle grænser. Yanskahninger er ofte blit beskrevne som bastarder uden spor af bevis. Jeg maa anfere et eksempel til for at vise, hvorledes vi muntre geseller bærer os ad. En belgisk baron (for oieblikket husker jeg ikke hans navn) krydsede to gjæs af forskjellig race med hverandre og fik syv bastarder; siden beviste han, at disse var fuldstændigr ufrugtbare; nu, kompilator numer en, Chevreul, siger, at bastarderne avledes i syv slægtled indbyrdes: numer to (Morton) har misforstaaet det franske navn og anfører latinske navne for to gaase-arter til; han siger, at Clieweul selv fik dem indbyrdes i syv slægtled; dette, sidste er saa gaat fra bog til bog". F. D.

[page] 329

PROF. HUXLEYS FORELÆSNINGER. [1860]

hedsfulde maade, paa hvilken opdrætterne rystede paa hodet til denne skandal, vilde De ha skjønnet, at krydsning har saare lidet at bestille med raee-forbedring, og hvor farlig fremgangsmaaden var for en uendelighed af slægtled. Dette gjorde et langt mere levende indtryk paa mig end hele sider af skrevne fremstillinger. Men nu driver jeg jo paa og skribler som en taabe. Jeg ved sandelig ikke,, hvilket raad jeg skal gi med hensyn til samling af faktiske oplysninger om avl og race-forædling. Reis til dyrskuer; det er en maade. Læs alt, hvad der er skrevet om et enkelt husdyr, og stol ikke paa noget, uden det er bekræftet fra flere hold. Til Deres forelæsninger kan jeg skaffe Dem endel anekdoter, dersom De ønsker at bringe Dere& auditorium til at le. — Jeg takker Dem særlig,, fordi De har fortalt mig om naturforskernes mening. Kan vi bare engang komme til at udgjøre en samlet masse troende, er seiren sikkert vor. Det glæ-der mig overordentlig, at Eamsay er paa vor side;, efter min mening er han en første-rangs geolog. Jeg sendte ham et eksemplar. Jeg haaber, han har faat det. Jeg er særdeles spændt paa at høre, om bogen har gjort noget indtryk paa Prestwich;, jeg sendte ham et eksemplar, ikke i egenskab af ven, men fordi jeg havde læst et par sætninger i en eller anden afhandling, der bragte mig paa den tro, at han vaklede. —z Rev. Kingsley er paa omvendelsens vei. Quatrefages siger, han følger mig^ et godt stykke paa vei; han har, siger han, fremvist diagrammer af samme sort som mine.

Deres taknemmelige C. Darwin.

[Jeg anfører her slutningen af professor Hux-leys forelæsning, da den er et af de tidligste og mest veltalende indlæg til gunst for „Oprindelsen";

[page] 330

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

„Jeg har sagt, at videnskabsmanden er natu-rens svorne tolk i fornuftens høiesteret. Men hvad I nytter hans ærlige tale, dersom uvidenhed er dorarB merens. bisidder og fordom juryens formand? Jeg .1 kjender neppe en eneste stor fysisk sandhed, uden j at der forud for den almene erkjendelse af den erJH gaaet en tid. i hvilken meget respektable folk har 1 hævdet, at de undersøgte fænomener var afhængige af den guddommelige vilje, og at forsøget paa at 1 undersøge dem ikke alene var forgjæves, men guds-bespotteligt. Og denne slags modstand er utrolig seiglivet. Man kan knuse og lemlæste den i hvertB eneste slag; den synes dog aldrig at dø; efter hun- i drede nederlag breder den sig dag idag ligesaa meget* som i Galileis dage, om den end ikke er ligesaa skadelig. Men for den, hvis liv — for at brugtÉM Newtons ædle ord — er gaat hen med at ta op en sten j her og en sten der ved sandhedens store hav, for den^M der dag for dag ser, hvorledes den langsomt, men sik-M kert vælter sig frem denne mægtige flod, der i sitJB «kjød bærer de tusen skatte, hvormed mennesket.* forædler og forskjønner livet — for ham vilde det*] være latterligt, om det ikke var saa trist, at deiiM smaa Knut sidder paa sin trone i høitideligt skrud,. j byder denne store bølge at blive og truer med at '1 stanse dens velgjørende fremgang- Bølgen hæver 3 sig, og de Knuter flyr; men ulig den gamle danske, lærer de ikke ydmyghed deraf; man sætter tronen M op igjen i, hvad man holder for tryg afstand, og '9 de samme narrestreger gjentages. Ganske vist er det almenhedens pligt at søge at hindre alt saa-:« dånt, og at gjøre det af med slige geskjæftige narre, % som indbilder sig at gjøre Vorherre en tjeneste,. 1 naar de hindrer et nøiagtigt studium af hans værk. — 1 Arternes oprindelse er ikke det første og blir ikke det sidste af de store videnskabelige spørsmaal, derH

a

[page] 331

PROF. HUXLEYS FORELÆSNING. [1860]

fordrer løsning af den nulevende slægt. Det gjærer i menneskets sind, og folk, der vogter paa tidernes tegn, anser det for givet, at det nittende aarhun-drede faar se omvæltninger i tanke og handling, der fuldstændig kan maale sig med det sekstende aarhundredes. Hvem kan fortælle, hvilke prøvelser og haarde kampe den oivilicerede verden faar at gjennemgaa i løbet af denne nye reformation?

Men komme, hvad komme vil, det er min tro, at Englands rolle i denne kamp blir stor og. ædel. Vort land kan vise verden, at hos ét folk idet-mindste er ikke despoti og demagogi de to eneste mulige regjeringsformer; at frihed og orden godt kan forliges; at ærbødighed er kundskabens terne; at fri diskussion er sandhedens liv og betingelsen for et folks sande enhed. — Skal England spille denne rolle?1 Det afhænger af, hvorledes De, publikum, optræder mod videnskaben. Hegn om den, ær den, følg dens metode trofast og ufravigelig i dens anvendelse paa alle den menneskelige tankes grene, og dette folks fremtid blir større end dets fortid. Lyt til dem, der vil kneble og bagbinde den, og jeg er bange for, at vore børn vil se Englands hæder bli borte som Arthur i skodden; de vil altfor sent istemme Guinevers smertesraab:

„Det var min pligt at holde høit det høie;

Det vilde været mig den største løn og fryd,

Om jeg det havde set og vidst".]

Til 0. Ly ell. Down 15de februar 1860.

. . . Jeg har idag læst anmeldelsen i „ Annals" *)

vj „Annals and Magazine of Natural History", 3die række 5te bind side 132. Min far har tydeligvis laant udtrykket „pestilentsagtig" fra følgende sted (s. 138) flMen, har vi ret til at spørge, hvem er denne natur, der har en slig forskrækkelig magt, og som siges at udfe-re slige vidunderlige bedrifter? Hvordan ser den ud, og hvilke egen-

[page] 332

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

og er nu.fuldt overbevist om, at den er af Wolla-ston. Intet andet menneske i hele verden kunde ha brugt saa mange parenteser. Jeg har skrevet til ham og sagt ham, at den „pestilentsagtige" fyr takker ham for den venlige maade, paa hvilken han omtaler ham. Jeg har ogsaa glædet ham med den oplysning, at Oxforder-bispen erklærer bogen for det mest ufilosofiské1) arbeide, han nogensinde har læst. Anmeldelsen synes mig at være godt skrevet; den mistyder mig kun paa et par steder. Ligesom alle mine andre modstandere forbigaar han den udvikling, jeg har git af klassifikations-spørs-maalet, af morfologi, embryologi, rudimentære organer osv. Jeg har læst Wallaces' afhandling i manuskript2); jeg synes, den er aldeles udmærket; han ved ikke, at andre har kommet ham i forkjøbet med den opdagelse, at det er dybden af det mellem-liggende hav, der bestemmer den geografiske udbre-delse . . . Den mærkværdigste del af afhandlingen^ synes mig at være den, i hvilken han paaviser den afrikanske karakter hos naturprodukterne fra Cele-bes; men jeg vilde gjerne ha nærmere besked . . I Henslow er hos mig; jeg har underholdt mig en del med ham; det er med ham omtrent som

skaber viser den sig at ha, naar Ti trækker den frem fra dens ordrige-gjemme? Er den andet end et pestilents-agtigt tankefoster, ligesom stev, der kastes os i einene for at formerke en fornnftig aarsags-værk?" Anmelderen taler anerkjendende om min fars ærlighed, *der er saa „mandig og aaben, at den. næsten dækker over en syndernes mangfoldighed". Parénteserne (hvortil der hentydes i ovenstaaende-hrev) er meget hyppige og karakteristiske for mr. Wollastons opsæt.

F. D.

1) Lyell, til hvem disse ord blev ytrede, citerer ordene anderledes: „dea, mest ulogiske bog, der nogensinde er skrevet". Lyells „Life" 2det bind s. 358. P. D.

2) „0n the Zoological Geography of the Malay Archipelago". Linnean Soc. Journ. 1860. F. D.

[page] 333

BIFALD OG DADEL. [1860]

med Bunbury1); han er enig med os i nogle uvæ-sentlige punkter, skjønt han ikke kan føre i marken noget virkeligt argument for, at man ikke bør gaa videre. Det om øiet har ogsaa voldt ham angst og bævelse. Det er virkelig rart (maaske det ogsaa er et argument i vor favør), hvor forskjellig de forskjellige modstandere anskuer den sag. Henslow har før grundet sin modstand paa den geologiske videns ufuldkommenhed; men nu tænker han ikke mere derpaa; han siger, jeg har klaret mig godt ud af det; jeg skulde ønske, jeg kunde være enig med ham deri. Baden Powell siger, han aldrig har læst noget saa logisk som min fremstilling af øiet!! En fremmed skriver til mig om kjønsudvalget og beklager, at jeg bryr mig med slig en bagatel som han-kalkunens haardusk o. s. v. Da L. Jenyns virkelig er filosofisk anlagt, og De siger, De har lyst til at se alt muligt, sender jeg et gammelt brev fra ham. I et brev til Henslow, som jeg har læst, er han oprigtigere, end nogen anden af mine modstandere; thi, siger han, uagtet jeg ikke kan gaa saa langt som Darwin, kan jeg dog egentlig ikke indse grunden dertil. Det er morsomt at se, hvorledes hvert menneske trækker en grænse, ved hvilken han stanser. Det minder mig saa levende om, hvad jeg fik høre om Dem 2), da jeg først he-gyndte paa geologien — at jeg skulde tro endel, men ingenlunde alt.

Deres hengivne C. Darwin.

Til Asa Gray DowI1 18de februar 1860.

Kjære Gray! For en uges tid siden fik jeg to ark af Deres anmeldelse3); jeg læste dem og sendte

1)Afdede sir Charles Bunbury, den bekjendte palæontolog1. F. D.

2) Af professor Henslow. F. D.

3) „American Journal of Science and Arts" marts 1860. Optrykt i nDarwiniana" 1876.

F. D.

[page] 334

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

dem til Hooker; jeg har nu faat dem tilbage og læst dem om igjen med omhu, og imorgen sender jeg dem til Lyell. Deres anmeldelse synes mig beundringsværdig, uden sammenligning den bedste, jeg har læst. Jeg takker Dem af ganske hjerte baade for min egen og sagens skyld. Den mod-sætning, De paaviser mellem Agassiz' synsmaader og slige som mine, er meget morsom og lærerig1). Apropos, dersom Agassiz skriver noget om denne sag, er De kanske saa venlig at gjøre mig opmærk-som derpaa. Det billede, De bruger, om bækken, der aldrig rinder imod tyngdens love, er rent dei-ligt. Den grænse, De opstiller mellem en hypotes og en teori, forekommer mig at være genial; me jeg tror ikke, den nogensinde befølges. Gud o hvermand taler nutildags om bølge-feow» (lysets) og dog er æteren bare en hypotese, og svingnin gerne er man kun kommen til ved at indgaa pa en forklaring af lysfænomenerne. Og tar vi for o~ tyngåe-teorien — kjender vi da her den virkend kraft? Kommer vi ikke først til den ved en udi vikling af æblets fald og pla

neternes bevægelser'. Det forekommer mig, at en hypotese udvikler sig ti en teori blot derved, at der forklarer en betydeli række kjendsgjerninger.- Jeg takker Dem atter o0 atter for den ædelmodige hjælp, De har ydet mi til drøftelsen af en teori, med hensyn paa hvilke" De selv staar aldeles uhildet og upartisk.

Deres forbundne G. Darwin.

E. S. Flere præster følger mig langt paa vei, saaledes f. eks. L. Jenyns, der er en fortræffeli

1)Disse modsætninger opsummeres i kortlied, som følger: „Agassiz" teori gaar ud fra, at arternes naturnødvendige og deres nuværende ud-tjredelse over verden er i lige grad oprindelig og i lige grad overnatur lig; Darwins teori gaar ud fra, at de er i lige grad afiedede og na turlige". Darwiniana s. 14. F. D.

[page] 335

SANDHEDSKJÆRLIGE PRÆSTER. [1860]

naturforsker. Henslow gaar et ganske lidet stykke med mig, jeg har ialfald ikke skræmt ham rent. Han har netop været her paa hesøg.

[Med hensyn til den stilling, kirkens mere liberale repræsentanter indtog, er følgende brev fra Charles Kingsley (der allerede er nævnt i det fore-gaaende) af interesse:]

C. Kingsley til C. Darwin. Ewiey føme***, wmA-

field, 18de noveinber 1859.

Høistærede herr Darwin! Jeg faar takke Dem for den uventede ære, De har vist mig ved at sende mig Deres bog.

Den omstændighed, at den af alle nulevende naturforskere, jeg helst vilde kjende, har sendt en videnskabsmænd af. min rang sin bog, opmuntrer mig idetmindste til at iagttage omhyggeligere og tænke langsommere. — Jeg er saa daarlig (i hodet),, at jeg er bange for, at jeg for øieblikket ikke kan læse Deres bog saaledes, som jeg burde. Alt, hvad jeg har set af den, indgyder mig rædsel; dels paa grund af den uhyre masse kjendsgjerninger, De har irettelagt, og den agtelse, der staar af Deres navn, dels formedelst den klare forstaaelse af, at har Die ret, maa jeg opgive meget af det, jeg har troet paa og skrevet om. Det faar dog være det samme. Lad Gud være sanddru og hvert menneske en løgner! Lad os faa vide, hvad der virkelig er, og som gamle Sokrates sagde, forfølge den slemme,, snedige ræv, vi kalder en bevisførelse, hvilket ulænde den end monne føre os ud i, bare vi tilslut faar tag i den. Jeg vil idetmindste være fri for to meget almindelige fordomme, naar jeg skal dømme om Deres bog:

1. Allerede for længe siden bragte iagttagel-sen af krydsnings-resultater for husdyrs og planters

[page] 336

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

vedkommende mig til at tvile paa dogmet om ariernes uforanderlighed.

2. Jeg har efterhanden lært at indse, at det er en ligesaa ophøiet forestilling om Gud, at han tar skabt oprindelige former, der havde evnen til selv at udvikle sig til alle de former, som tid og sted nødvendiggjør, som at tro, at han i hvert enkelt tilfælde optræder skabende for at udfylde de huller, som er hans eget værk. Det er endog et spørs-maal, synes jeg, om ikke dette sidste er den mest ophøiede forestilling. Men lad dette være, som det vil; Deres bog vil jeg prise baade for dens egen skyld, og fordi den er mig et vidnesbyrd om, at 1 De husker en saadan ubetydelighed som

Deres ydmyge tjener C. Kingsley.

[Min fars gamle ven Brodie Innes, der i mange aar var præst til Down, skriver i samme aand: „Vi angreb aldrig hverandre. Før jeg lærte mr. Darwin at kjende, havde jeg offentlig udtalt den mening, at naturhistoriske studier som videnskabe-lige studier ialmindelighed burde drives uden noget hensyn til bibelen, fremdeles at naturens og aaben-baringens bog kom fra den samme guddommelige kilde, gik ved hverandres side og — ret forstaaet . — aldrig vilde kunne bli uenige. Han nærede paa sin side omtrent de samme forestillinger. Naturligvis er enhver samtale, vi kan ha havt om rent .3 religiøse spørsmaal, ligesaa ukrænkelig hemmelig nu som i hans levende live; men jeg vil dog anføre den underlige vending, en af dem tog. Vi havde talt om den tilsyneladende modsætning, der var mellem nogle antagne opdagelser og første mose-bog; han sagde da: „De er (han burde hellere ha sagt: De burde være) teolog, og jeg er naturforsker; udgangspunkterne er forskjellige. Jeg søger at

[page] 337

FORSKJELLIGE DOMME FRA PRÆSTER. [1860]

komme kjendsgjerninger paa spor uden at bry mig om, hvad der staar 1 -første mosebog. Jeg angriber ikke Moses, og jeg synes, Moses kan passe sig selv". I samme retning gaar noget, ban engang senere skrev: „Jeg kan ikke huske, at jeg nogen-sinde offentlig har. udtalt mig imod religionen eller præsterne; men dersom De fik læse et lidet fiyve-skrift, som jeg for et par dage siden modtog — det er af en præst — vilde De le og indrømme, at jeg var noksaa undskyldt, om jeg blev lidt bitter. Efter at han paa to eller tre sider har skjændt mig huden fuld saa greit og eftertrykkelig, at enhver rimelig mand vilde ha fundet det tilstrækkeligt, erklærer han tilslut, at han i det engelske sprog forgjæves har søgt at finde udtryk, der passende kunde udtrykke hans foragt for mig og alle dar-winianere". I et andet brev til mig, etterat jeg havde forladt Down, siger han: ..Vi har ofte været uenige; men De er en af hine sjeldne dødelige, som man vel kan være uenig med, men ikke nære nag mod, og det er noget, jeg vilde være stolt over, om nogen sagde det om mig". — Sidste gang jeg var i Down, sagde mr. Darwin ved middagsbordet: ..Brodie Innes og jeg har været godvenner i tredive aar; vi har bare en eneste gang været fuldkommen enige i en sag, og da stod vi og stirrede paa hverandre i den tro, at en af os maatte være blit svært syg".

Til C. Lyell. Down, 23. fete. 1860.

Kjære Lyell! Det er et glimrende svar det fra dommer Cromptons far. Det er rart nok, at dommeren fandt paa netop de samme punkter som De. Det viser mig, hviiken glimrende jurist De vilde være blit; De vilde nok ha faat mangen uret-færdig lov til at se retfærdig ud. Og dog har nok

Darwin Liv og breve. II. 22

[page] 338

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]


videnskaben været et større virkefelt for Dem. end lovkyndigheden vilde ha været. Om der kommer en udgave til, vil jeg nærmere iidvikle kapitlet om nuancer i øiets bygning og det om alle formers nedstamning fra en fælles urtype; paa denne maade kunde kanske begge dele bli mindre usandsynlige ... I Med hensyn til Bronns indvending, at det ikke kan paavises, hvorledes livet opstaar, og tildels ogsaa'," Asa Grays bemærkning, at det naturlige udvalg ikke er en vera causa (en sand grund), maa jeg sige, det interesserede mig i Brewsters „Life of Newton"' tilfældigvis at se, at Leibnitz gjorde indvendinger I mod tyngdelovene, fordi Newton ikke kunde vise, hvad tyngden i sig selv var. Nu træff.-r det sig saa, at jeg selv har brugt dette samme argument breve, idet jeg lidet vidste, at nogen virkelig havd gjort denne indvending imod tyngdeloven. Newton svarer, at man godt kan bestemme en klokkes be-vægelser, fordi om man ikke ved, hvorfor loddet gaar nedad mod jorden. Leibnitz indvendte end-l videre, at tyngdeloven stod i strid med den naturlige religion. Er ikke dette underligt? Jeg tror;! virkelig, jeg vil bruge dette som' et slags indledende bemærkninger til min større bog .... Jeg ser, De I spørger, hvorfor man ikke finder vanskabtheder hos 3 de høiere dyr; men naar de lever, er de fordet-meste ufrugtbare (selv kjsemper og dværge er ial-mindelighed ufrugtbare), og vi ved ikke, om Harveys vanskabning vilde ha været avledygtig. Saavidt jeg ved, kjender man med sikkerhed kun et eneste tilfælde af frugtbarhed hos en pelorisk blomst, og:; jeg husker ikke, om denne atter formerede sig. Men lad mig vende tilbage til øiet. Jeg tror virkelig, det vilde ha været uhæderligt ikke at ta oj den sag; og hvad der er værre (som Talleyrand vilde sagt), det vilde ha været upolitisk: man vilde

 

[page] 339

HERBERT SPENCER. [1860]

visselig ha kastet mig det i næsen, ligesom H. Holland gjorde med næsebenene, indtil Huxley stoppede munden paa ham ved at paavise, hvilke skjønne nuanceringer vi finder i saa henseende bbindt nu-levende skabninger. Deres C. Darwin.

E. S. Jeg sender et brev fra Herbert Spencer, gom De kan læse eller ikke efter behag. Efter min mening stiller han spørsmaalets logiske side bedre end nogen anden. Jeg ktinde ikke gjøre noget ud af Danas idealistiske meninger om arterne; men, som Wollaston siger, jeg er jo heller intet metafysisk hode. Apropos, jeg har slynget Wollaston i planeten en afhandling af Alexander Jordan, der metafysisk beviser, at alle vore racer er arter skabte af Gud. Af og til mistyder Wollaston storartet enkelte steder i min bog. Han skrev sin anmeldelse uden at se nøiere paa dem.

Til C Lyell. Dora 25de februar 1860.

. . . Jeg kan ikke åndet end undre mig over den iver, De viser for min bog. Jeg erklærer paa ære og samvittighed, at jeg synes, De bryr Dem ligesaa meget om bogen som jeg selv. De gjør uret i at være i den grad uegennyttig. Jeg har af mit spid (o: min traad) tat ned et brev fra Ram-say; hver eneste omvendelse af geologer synes jeg nemlig er saare betydningsfuld. For nogen tid siden fik jeg se et brev fra H. D. Rogers1) til Huxley; han følger os et godt stykke.

Til J. D. HooJier. Down imiig Mie marts 1860.

Kjære Hooker! Hvad De dog havde at gjøre den torsdag! Jeg kunde ikke komme til London før mandag; og da var det dumt af mig at reise

1) Professor i geologi ved universitetet i Glasgow. Fedt i de Forenede Stater 1809, ded 1866.

[page] 340

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

did; thi nat til tirsdag fik jeg et feberanfald medj en snæv af bryst-betændelse; det kom som en løve og gik som et lam; det har dog sat mig en del til-bage .... Deres sidste brev har interesseret mig høilig. Jeg tror, De venter Dem formeget med hensyn til omslaget i meningerne om artsspørsmaa-let. En stor klasse mænd, især tror jeg naturforskere, vil aldrig komme til at bry sig om noget spørsmaal af almindelig natur overhovedet; gamle Gray ved British Museum er en ren type paa slige mennesker. Dernæst er næsten alle mennesker, der i aar eller udvikling er komne ud over en vis alder, fuldstændig ude af stand til at se kjendsgjerninger fra et nyt synspunkt. Den fremgang, sagen har gjort, har virkelig forbauset og glædet mig; kast et blik paa vedlagte1). — siger, min bog er glemt om ti aar; kanske det gaar saa; men jeg er dog personlig overbevist om, at en slig liste vil kunne hindre det. — De siger, De tror, Bentham er rokket, men at han „som klog general holder sin mund". Maaske De mener, at han ikke kan træffe noget valg; ellers synes jeg, en slig taushed er alt andet end høisindet. Hvis andre skulde gjøre ligesaa, hvordan skulde det da gaa med fremskridtet i denne verden? Det er ligefrem en pligt-forsømmelse2). Det glæder mig saa meget at høre om Thwaites3).

1) Se efterfølgende navne-liste. F. D.

2) I et følgende brev til sir J. D. Hooker (12te marts 1860) siger milt far: „jeg forstaar nu fuldkommen Benthams taushed". F. D.

3) Dr. G. H. K. Thwaites, F. R. S. er født i 1811 eller saa omtrent o døde paa Ceylon Uto sept. 1882. Han var oprindelig notar. M lians begeistring for botanik og insektlære gjorde, at han tilsidst he" ofrede sig for naturvidenskabelige stadier. Han blev docent i botani ved den medicinske skole i Bristol, og i 1849 blev han udnævnt t" bestyrer af de botaniske haver i Pradeniya, som han gjorde til „de; skjønneste tropiske have i verden". Bedst kjendt er han ved opd-gelsen af conjugation hos diatomaceæ (kisilalger) (1847).Hans „Emim Tatio Plantarum Zeilaniæ" (optælling af fundne planter paa

[page] 341

„PROSELYTER". [1860]

Dr. Boott har tilskrevet mig et underligt brev1). Man kunde benytte det til at gjøre nar af ham eller mig, og derfor vil jeg ikke sende det til nogen. Han skriver som en ædel sandhedens ven. — Jeg undres, hvad Lindley synes. Sandsynligvis har hån det for travlt til at kunne læse eller tænke over sagen. — Benthams taushed ærgrer mig; thi det vilde ha været af virkelig værd at vide, hvilke dele af bogen en mand' med hans iagttagelsesevne ansaa for de svageste. Deres ven G. Darwin.

E. S. Hører ikke Harvey til det slags mennesker, der aldeles ikke bryr sig om generalisationer? Jeg husker, De sagde, De ikke kunde faa ham til at skrive om den geografiske udbredelse. Hans værker synes mig i enhver henseende ufrugtbare.

[Her følger ovennævnte liste.]

Geologer.

Zoologer og palæontologer.

Fysiologer.

Botanikere.

Lyell. '

Ramsay.

Jukes 2).

H. D. Rogers.

Huxley. J. Lubbock. L. Jenyns (ialfald i hovedsagen). Searles Wood3)

Carpenter. Sir H. Holland

(i hovedsagen).

Hooker. H. C. Watson.

Asa Gray

(tildels).

Dr. Boott (i hovedsagen).

Tbwaites.

(1858—1864) var den første fuldstændige fremstilling efter moderne gmndsætninger af et begrænset omraades plantevækst". (Af en notis i «Nature" for 26de oktober 1882). F. D.

1) Dette brev strømmer over af ros og er aabenbart ganske oprigtig ment F. D.

2) Joseph Beete Jukes, M. A., F. R. S., født 1811, død 1869. Han fik sin uddannelse i Cambridge; fra 1842 til 1846 fulgte han som naturforsker Hendes Majestæts skib „FIy" paa en opdagelsesreise til Australia og Ny-Guinea. Siden blev han udnævnt til direktor for Irlands geologiske undersøgelse. Han har skrevet mange afhandlinger og mere end en god haandbog i geologien. F, D.

3) Searles Valentine Wood f. 14de februar 1798, d. 1830. Især bekjendt for sit værk om the „Cragsu mollusker (bloddyr). F. D.

[page] 342

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

[Følgende brev er af interesse af hensyn til den maade, hvorpaa mr. Bentham er omtalt i fore-gaaende brev:]

Q. Bentham til Francis Darwin.

25

Wilton Place, S. W. 3Ute mai 1882.

Kjære herr Darwin! Jeg etterkommer herved Deres anmodning og sender Dem de breve, jeg har faat fra Deres far. Da jeg saa den aimindelige op-fordring i aviserne til at gjøre det, tænkte jeg ogsaa derpaa; men jeg troede efter nærmere overveielse, at der ikke fandtes nogen breve blandt dem, deri kunde være Dem til nytte. Høilig smigret som jeg følte mig over den opmærksomhed, mr. Darwin ajf og til viste mig, kom jeg dog aldrig til at staa pae nogen fortrolig fod med ham, og han har derfor aldrig gjort mig meddelelser vedrørende sine syns-maader og arbeider. Jeg har helt igjennem hørt til hans oprigtigste beundrere; jeg har fuldstæn-dig gjort hans teorier og resultater til mine til trods for den sorg og skuffelse, de i førstningen foraarsagede mig. Den dag, da hans berømte af-handling blev oplæst i Linnean Society, Iste juli 1858, skulde ogsaa en længere afhandling af mig været oplæst sammesteds; jeg havde der skrevet bemærkninger til den britiske flora og samlet en mængde iagttagelser og kjendsgjerninger til belysning af en vis fasthed hos arterne, som jeg troede at ha iagttaget, hvor vanskeligt det end kunde vær© at angive deres indbyrdes grænser; jeg havde ogsaa søgt at paapege en vis tendens hos uregelmæssige former, der var frembragte ved dyrkning eller paa anden maade, til at trække sig tilbage inden disse sine oprindelige grænser, naar De blev overladte ti sig selv. Heldigvis maatte min afhandling vige fo mr. Darwins, og da den engang var oplæst, følte

[page] 343

G. BENTHAM. [1860]

jeg mig forpligtet til paany at ta min under overveielse. Jeg begyndte at tvile paa sagen, og da ..Arternes oprindelse" udkom, blev jeg, skjønt mod-stræbende, nødt til at opgive min længe nærede overbevisning, der var resultatet af meget arbeide og studium. Jeg slog en streg over alt det, der gik ud paa at vise arternes uforanderlighed, og af resten udgav jeg kun brudstykker, især i „Natural History Review". Jeg har siden ved forskjellige anledninger offentlig erkjendt, at jeg hylder mr. Darwins anskuelser, hovedsagelig i min præsident-tale i 1863 og i min trettende og sidste tale, der udkom i form af en beretning til British Association ved dens møde i Belfast 1874.

Jeg sætter megen pris paa mr. Darwins breve og skulde meget ønske at faa dem tilbagesendte, naar De har brugt dem. Jeg har desværre mistet konvolutterne; mr. Darwin datérede ialmindelighed sine breve kun efter maaned, ikke efter aar, saa de fremkommer ikke i kronologisk orden.

Deres hengivne George Bentham.

Darwin til Lyell. Down marts lm.

Kjære Lyell! Jeg har tænkt nærmere over, hvad vi samtalte om; det forekommer mig nu, at det er saa langt fra, at de gamle grækeres høie aandelige udvikling med paafølgende liden eller ingen fremgang volder nogen vanskelighed ligeover-for vor teori, at denne omstændighed snarere synes mig at staa i fuld overensstemmelse med den. Hvis man holder paa Lamaroks eller Vestiges' lære om en nødvendig fremadskridende udvikling, vilde det være et leit aber; men naar man som jeg mener, at fremskridtet er afhængigt af vilkaarene, er det ingen hage og staar i fuld overensstemmelse med

[page] 344

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

den fremadskriden, vi kjender og kan iagttage i andre dyrs legemsbygning. Thi naar lovløshed, despoti eller slet styre er herskende, eller naar indfald af barbarer har fundet sted, maa jo magten, styrken eller raaheden og ikke fornuften gaa af med seiren.

Vi har glædet os slig over Deres og Deres hustrus besøg.

Godnat. C. Darwin.

E. S. Underlig nok (thi jeg liavde ikke engang nævnt sagen) rettede damerne ikveld stærke angreb paa mig og kastede mig grækernes høit ud-viklede kultur i næsen som noget, der intet var atsl svare paa; men heldigvis havde jeg mit svar paa1: rede haand og bragte dem til taushed.

Til J. PrestwkJt1). Down 12te marts 1860.

..... Om De engang faar tid, naar De har læst min bog „Arternes oprindelse", vilde jeg være j Dem særdeles forbunden, om De vilde sende mig nogle almindelige kritiske bemærkninger. Jeg forlanger ikke lange afhandlinger, men slige korte bemærkninger, som kan finde plads i et brev. Jeg har altid beundret Deres forskjellige arbeider saa^ meget, at jeg meget gjerne vilde høre Deres mening, som kunde være mig til stor nytte'.

Tro nu ikke, at jeg tænker at omvende eller forvende Dem; det skulde glæde mig, om jeg kunde bringe Dem til at tvile aldrig saa lidet; vær heller ikke ræd for at genere mig med altfor stræng kri-tik; thi flere af mine bedste venner har git mig rigtig velmente spark. Hvis De ikke har noget imod at sige mig Deres mening, vil jeg saare gjerne høre den ....

1)Nu professor i g-eologi Ted universitetet i Oxford. F. D.

 

[page] 345

VREDE ANMELDERE. [1860]

Til Asa Gray. Down 3ji6 apr;i 18f)0.

.... Jeg husker godt den tid, da tanken paa øiet bragte det til at løbe koldt nedover ryggen paa mig; men jeg er kommen over dette stadium, og kun enkelte smaa bygnings-eiendommeligheder gjør mig meget ulykkelig. Synet af en fjær i en paafugle-hale gjør mig rent syg, naar jeg ser paa den .... De har kanske lyst til at høre lidt om anmeldelser af min bog. Sedgwick (baade Lyell og jeg er af indre grunde overbeviste om, at det er ham) har skrevet en rasende og uretfærdig anmeldelse i Spedator1). Han skjælder og smelder meget og er utvilsomt ubillig i flere henseender. Enhver, der er ukyndig i geologi, maatte jo, om han skulde tro Sedgwick, mene, at det er mig, der har fundet paa de store gab mellem de forskjellige paa hinan-den følgende geologiske formationer, uagtet dette er en almindelig anerkjendt sag. Men min snille gamle ven Sedgwick er mei sit ædle hjerte blit gammel, og harmen har gjort ham rasende. Det er vanske-ligt at gjøre alle tillags; De husker kanske, at jeg i mit forrige brev bad Dem at udelade det om Weald-formationen: dette sagde jeg til Jukes (der er direktør for den irske geologiske undersøgelse); han dadlede mig derfor, han troede fuldt og fast paa det og syntes aldeles ikke, det var overdrevet. I virkeligheden har geologerne intet middel til at maale den svundne tids uendelighed. Der er kommet et uhyre af en anmeldelse, en, der gaar mig imod (af palæontologen Pietet1) ved Bib. Univer-

1) Se de citater, som ledsager dette brev. F. D.

2) Francois Jules Pietet i „Arehives des Seiences de la Bibliothéqu.: Universelle" for marts 1860. Artikelen er skrevet i en hen g og hen-synsfuld tone og slutter med, at „Oprindelsen" vil bli af virkelig værd for naturforskere, især om dens forførende udvikling ikke narrer dem til at tro paa afartnings-læren. Et sted, som ser ud til at lha

[page] 346

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

selle i Genf); den er helt igjennem billig og ret-.; ferdig, og jeg er enig i hvert ord, han siger; denj eneste forskjel mellem os er, at han lægger mindre vægt paa de argumenter, der taler for min lære, og mere paa dem, der gaar den imod, end jeg gjør. Af alle fientlige kritiker over min bog synes jeg, dette er den eneste, der er fuldkommen retfærdig; jeg havde forresten aldrig ventet at se nogen slig. Tro nu ikke, at jeg betragter Deres anmeldelse som fiendtlig, som De selv synes at tro. Den har gjort mig altfor store tjenester til, at jeg nogensinde kan komme til at regne den som saadan. Men jeg er. bange, jeg kommer til at trætte Dem med al denne-snak om min bog. Jeg tror, der er al mulig ud-sigt til, at jeg kan bli Europas mest egenkjærlige mand. Hvilke stolte udsigter! Men De har været med at gjøre mig til det, og derfor maa De tilgive mig, om det er Dem muligt.

Deres taknemmelige C. Darwin.

[I et brev til Sir Charles Lyell nævnes Sedgwicks anmeldelse i Spectator for 24de marts: „Jeg er rutl sikker paa, at Sedgwick er forfatteren til artikelen i Spectator. Ingen kunde falde paa at bruge slig grov mund. Og hvor han mistyder mine meninger! Enhver, der er ukyndig i geologi, maa jo tro, at jeg først har fremsat den lære, at bruddene mellem paa hinanden følgende formationer var mærke paa lange perioder. Det er jo rent ubilligt. Men den kjære Sedgwick synes at være fløiet fuldstændig i flint

slaat min far som værdifuldt, og overfor hvilket han har gjort dobbelte blyantsmærker og skrevet ordet „godta, er værdt at eiteret „M. Darwins teori stemmer daarlig med de typer med bestemte former, som kun synes at ha levet i et begrænset tidsrum. Man kunde anfore eksempler i hundretal herpaa, f. eks. flyve-krybdyrene, ichthyo-saurer (de store fiskeogler) o. s. v." Pietet er født i 1809, de-d 1872 han var professor i anatomi og zoologi i Genf. F. D.

 

[page] 347

VREDE ANMELDERE. [1860]

i denne anledning. ..Demoraliseret forstand!" Om Jeg nogensinde træfFer ham, vil jeg sige ham, at jeg aldrig havde troet, at en kjætterdommer kunde være en snil mand; men nu ved jeg, at en mand kan stege en anden og dog ha et saa godt og ædelt hjertelag som Sedgwick". — Følgende steder er citater af anmeldelsen: ,,Jeg hehøver neppe at fortsætte med disse indvendinger. Men jeg kan ikke slutte uden at udtale min afsky for teorien, fordi. den er saa gjennemført materialistisk; — fordi forfatteren har forladt induktions-metoden, den eneste, der fører til indhlik i naturens sandheder; — fordi han fuldstændig afviser tanken om endelige aar-sager; dette er mærke paa en demoraliseret forstand."

„Ikke fordi jeg tror, Darwin er ateist, skjønt jeg ikke kan se andet end ateisme i hans materialisme. Jeg tror, den er usand, fordi den strider imod naturens klare gang; jeg anser den for de» induktive sandheds rake modsætning. Jeg holder den ogsaa for i høi grad fordærvelig.

„Hver enkelt række kjendsgjerninger holdes sammen ved en række formodninger og gjentagelser af den ene falske grundtanke. Man kan ikke lage et godt reb af luftbobler.

„Men ethvert overraskende og (formodet) nyt paradoks, der hævdes dristigen og gjøres nogen-iunde rimeligt, frembringer hos enkelte mennesker en slags behagelig ophidselse, der paa forhaand indtager dem for paradokset; og dersom de er uvante med omhyggelig tænkning og ikke gjerne vil indlade sig paa den med nøiagtige undersøgelser forbundne møie, vil de efter al sandsynlighed komme til det resultat, at hvad der ser originalt ud, maa. være et oprindeligt genis værk, og at alt, der stiller sig i modsætning til antagne meninger, maa være»

[page] 348

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

en storartet opdagelse, — kort sagt, at alt, livad der kommer fra .,bunden af en brønd", maa være den :,sandhed", der antages at ligge skjult der".

I en anmeldelse i december-numret af „Mac-millans Magazine" 1860, Jpg Fawcett kraftigen min far i forsvar mod beskyldningen for at bruge en falsk videnskabelig methode; en beskyldning, som forekommer i Sedgwioks kritik og dengang gjen-toges saa ofte, at man kunde faa kvalme deraf, i udtryk som: „Dette er ikke den rette baconianske metode". Fawcett gjentog sit forsvar i „British -AssociationV' møde i 18611).

Til W. B. Carpenier. Down 6. april 1860.

Kjære Carpenter! Jeg har netop læst Deres anmeldelse i „Med. Chirurg. Review" (april 1860), De maa la mig faa udtrykke min beundring over denne fremragende artikel; jeg haaber inderlig, at ret mange vil læse den; thi den maa gjøre stor virkning. Jeg burde dog ikke beundre den saa stærkt; thi jeg er bange for, at De roser bogen i altfor høie toner. Men De har glædet mig storligen; -og skjønt jeg tror og haaber, at ikke-videnskabelige læseres bifald er mig saa temmelig ligegyldigt, kan jeg dog ikke sige, at dette er tilfældet med Dem og Deres faa lige. Jeg har ingen bemærkning at gjøre; thi jeg er enig i hvert eneste ord; og jeg beundrer det hele, saa jeg ikke kan plukke ud en del som bedre end resten. Alle de enkelte dele staar i et saa godt forhold til hverandre. Det er umuligt andet end at bli forbauset over Deres store kundskaber i geologi, botanik og zoologi. De citater, de anfører fra Hooker, synes mig udmærket

1) Se et interessant brev fra min far i mr. Stephen'3 „Life of Henry Fawcett" 1886. F. D.

[page] 349

CARPENTER OG HUXLEY. [1860]

valgte og meget overbevisende. Jeg er ogsaa særdeles glad i, hvad de siger om Lyell. Jeg gaar virkelig i en ren begeistrings-rus og bør vel slutte brevet med det samme.

Med hjertelig tak Deres C. Darwin.

Til 0. Lyell. Down i0cle apra igeo.

Kjære Lyell! Mange tak for Deres brev af 4de d. m.; det glæder mig meget at børe, at De er i Torquay. Jeg vilde tidligere ha undt mig den glæde at skrive til Dem; men Hooker og Huxley har været her, og de har lagt fuldt beslag paa min tid, da der ikke skal stort til, før det er nok for mig .... Her har været en syndflod af anmeldelser. Der staar en meget lang kritik af Carpenter i ,.Medical and Chirurgical Review"; den er særdeles god, men ikke glimrende. Han drøfter Hookers-bøger ligesaa vidtløftig som min og gjør fortræffe-lige uddrag; men jeg kunde ikke faa Hooker til at føle den mindste interesse for den ros, der ødsledes paa ham. Carpenter omtaler Dem saaledes, som sig hør og bør. Huxley har (i „Westminster Review") skrevet en brilliant anmeldelse med mange fortrin-lige vendinger og tanker; men jeg synes ikke, haa der har bragt sagen stort frem. Jeg tror, jeg har overtydet ham om, at han neppe har lagt vægt nok paa den omstændighed, at af-arter af planter til en vis grad er ufrugtbare. — Men for at tale om. noget andet: Igjennem Asa Gray har Wyrnan (som forresten agter at skrive selv) fortalt mig, at alle svin er sorte i Virginiens sumpe (Everglades). Jeg har erkyndiget mig om grunden, og det ser ud til, at de sorte svin, naar de spiser en egen slags nød,, faar røde knokler, men at de Jwide mister høverne og gaar tilgrunde, „vi vil tilføie i kraft af det na-

[page] 350

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

turlige udvalg; thi vi slagter storparten af de hvide grisunger". Jeg kjender andre tilfælde, der ganske stemmer med dette. Det blev Wyman berettet af folk, som neppe kunde læse. Det er forresten et stserkt slag for mig, at De ikke kan gaa med paa, at det naturlige udvalg er en saa mægtig kraft, som jeg tror. Jo mere jeg tænker paa det, des mere overbevist er jeg om dets evne til at bevirke store og smaa af-artninger. Jeg har netop læst en kritik i „Edinburgh Review"; den er ganske be-j stemt af —.

Den er udspekuleret ondskabsfuld og godt gjort; jeg frygter, den vil volde megen skade. Han gaar voldsomt i rette med Huxley for hans fore-' læsning og er bitter mod Hooker. Vi tre kunde derfor nyde den i fællesskab. Ikke netop saa at forståa, ai jeg virkelig nød den videre; thi den skaffede mig en søvnløs nat: men nu er jeg atter i vigør. Jeg maatte studere ikke. saa lidet for at sætte tilbørlig pris påa alle de bitre bemærkninger om mig; jeg var heller ikke mand for at opdag-alt selv. Den mistyder mange steder paa en skandaløs maade. Enkelte steder citerer han urigtig-saaledes forandrer han ord imellem gaase-øine .... Det er pinligt at være gjenstand for et saa glødende had som det, — nærer mod mig. — Nu vil jeg anføre en ganske snurrig ting med min bog, og saa er jeg færdig. I sidste lørdags-nummer af Garde-ner-i' Chronide (4de april) offentliggjør en mr. Patric' MattheW et langt uddrag af sit i 1831 udgivn værk „Naval Timber and Arboriculture"; her ha han kortelig, men fuldstændig fremsat min teori om det naturlige udvalg, altsaa kommet mig i forkjøbet! Jeg har bestilt bogen, da nogle sætninger er temmelig dunkle; men jeg tror bestemt, at han har kommet mig i forkjøbet, om han end ikke har udviklet

[page] 351

FORTRINSRET. [1860]

sin teori videre. Erasmus har bestandig sagt, at det en vakker dag vilde vise sig at være tilfælde. Det er i hvert fald undskyldeligt, at man ikke har lagt mærke til dette i et værk om Naval Timber. Jeg haaber inderlig, at Deres arbeide, fra Torquay maa bli vellykket. Hils Falconer venligst fra mig; jeg haaber, han er frisk og rask. Hooker og Huxley (hvis kone ogsaa var med) har været her paa be-søg; det var rigtig morsomt. Men Hooker stakkar er dødstræt af min bog, og det vilde være et vidunder, om ikke De er (om muligt) endnu mere kjed af den. Farvel.

Deres ven G. Darwin.

Til J. D. Hooker. D0wn i3ae aprii iseo.

Kjære Hooker! Priori tets-spørsmaal leder ofte til ubehagelige stridigheder; jeg vilde derfor være Dem særdeles forbunden, om De vilde læse ind-lagte1). Dersom De tror, jeg bør sende det (og derom kan der vel neppe være spørsmaal), og De

*) Min far skrev („Sardeners' Chronicle" 1860 s. 362 21de april): „Mr. Patrick Matthew's meddelelse i Deres blad for 7de april har i hei grad interesseret mig.' Jeg indremmer aabent, at mr. Matthew mange aar før mig har leveret den samme forklaring, som jeg har git en af ar-ternes oprindelse, nemlig det naturlige udvatg. Jeg tror ikke, det Til overraske nogen, at hverken jeg eller (lader det til) nogen anden naturforsker har kjendt til mr. Matthew's meninger, naar man husker paa, hvor kortfattet de er fremsatte, og at de var at linde i et tillæg til en bog om Naval Timber and Arhoriculture. Det eneste, jeg kan gjøre, er at gjøre mr. Matthew min undskyldning, fordi jeg har været fuldkommen ubekjendt med, hvad han har skrevet. Dersom der kommer en ny udgave af min bog, vil jeg naturligvis gjøre opmærksom paa dette forhold". Trods min fars indrømmelse af, at han havde .?3ren af at være første-opdager, var og blev mr. Matthew utilfreds og beklagede sig over, at en artikel i „Saturday Analyst and Leader" kaldte Darwin opdageren af teorien om det naturlige udvalg; „jeg (Matthew) fremsatte for mere end ni og tyve aar siden hele den teori, som mr. Darwin nu soger at bevise". F. D.

[page] 352

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

synes, det er tilstrækkelig fyldigt og udtømmende,': er De kanske saa snil at forandre datoen til den I dag, De lægger det i posten, hvilket jeg helst saa.'j skede snart. I den skikkelse, hvori sagen findes I forelagt offentligheden i „Gardeners' ChronidelL, synes den at være en smule mere egnet til at gjøre' indtryk end slig, som den forekommer i mr. Mat-thew's bog, hvor de citerede sætninger findes spredte paa tre forskjellige steder; men det synes mig dog ikke at være noget at ta notis af. Dersom De ikke liker mit brev, saa er De vel saa snil at sende mig \ det tilbage. Det er, kjære Hooker, store ting for i mig at ha en saa snil og oprigtig gammel ven sora.JB Dem. Meget af mit videnskabelige virke skylder; jeg mine venner tak for. — Mange tak for Huxleys forelæsning. Den sidste del af den forekom mig at være glimrende veltalende. — Jeg har læst igjennei anmeldelsen i „Edinburgh Keview" igjen og sammenlignet de angjældende steder; mistydningerne har høilig forbauset mig. Det glæder mig dog, at jeg besluttede mig til ikke at svare. Det er kanske I egenkjærligt; men det er mig altfor ubehageligt ats svare og tænke mere paa sagen. Det gjør mig rig-tig ondt, at Htixley for min skyld er blit udsat for et saa voldsomt angreb. Jeg tror ikke, De bryr Dem stort om det umotiverede anfald paa; Dem, — Lyell siger i et brev, at De paa ham gjorde indtryk af at være overanstrængt. Kjære, vær nu forsigtig; husk paa, hvor mange der har :1 handlet som De. De ved, at De var klein, før DeW gjorde Deres indiske reise.

Til C. Lyell. Down i april 1860.

Kjære Lyell! Deres prægtige lange brev fra ] Torquay kom mig meget kjærkomment. Jeg har havt en mængde nødvendige breve at skrive og

[page] 353

TEOLOGISKE SPØRSMAAL. [1860]

kunde derfor ikke skrive til Dem i Wells. Det interesserede mig især meget at se, at De mente, jeg ikke burde ta nogen notis af artikelen i „Edinburgh Review". Hooker og Huxley ansaa det for en slags pligt at gjøre opmærksom paa forfalskningen af eitaterne; der er noget sandt i dette; men tanken var mig saa meget imod, at jeg besluttede intet at ioretage. Jeg kommer til London lørdag den 14de; jeg har en masse ting at gjøre der; om jeg ikke faar anden slags besked, kommer jeg til Dem omtrent tre kvarter til 10 søndag morgen; men jeg skal ikke optage meget af Deres tid og gaar snart igjen. Jeg maa endnu sige et par ord om vor halv-teologiske strid om det naturlige udvalg; jeg kan faa høre, hvad De mener, naar jeg kommer til London. Er De af den mening, at de gjentagne af-artninger i kropduens kro, som mennesket har frembragt for sin fornøielses skyld, skyldes „Brahmas skabende og opholdende kraft?" Hvis De hermed forstaar, at en almægtig og alvidendé guddom maa ordne og vide alting, maa dette siges at være saa. Og dog kan jeg, naar jeg skal være rigtig ærlig, ikke ret gaa med paa det. Det synes urimeligt, at skaberen af en verden skulde bry sig om en dues kro bare for at gjøre menneskets dumme luner tillags. Men dersom De er enig med mig i, at en saadan indgriben fra guddommens side er upaakræ-vet, kan jeg ikke indse, at der er nogensomhelst grand til at tro paa en saadan indgriben, naar det gjælder natur-væsener, hos hvilke beundringsværdige eiendommeligheder er blit gjorte til gjenstand for naturlig udvælgelse til dette væsens eget bedste. Tænk Dem en krop-due i vild tilstand vade ud i våndet og saa, holdt oppe af sin opsvulmede kro, seile om for at søge efter føde. Hvilken beundring vilde ikke dette ha vakt — tillempning efter

Darwin Liv og "breve. II. 23

[page] 354

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

lovene for det hydrostatiske tryk o. s. v. Saasandt jeg er til, kan jeg ikke indse, hvorfor ikke det naturlige udvalg skulde kunne bevirke den mest indviklede og udsøgte legemsbygning, dersom det da er saa, at en saadan bygning kan naaes gjennem gjentagne forandringer (gradvis); jeg ved af erfaring,, at det er saare vanskeligt at nævne nogen eien-dommelighed ved legems-bygningen, uden at man idetmindste skulde kunne paavise enkelte af-artnin-ger i den retning.

Deres G. Darwin.

E. S. Som jeg har sagt Asa Gray, er jeg kommen til det resultat, at det i dette brev behandlede spørsmaal ligger udenfor den menneskelige-forstands omraade ligesom „forudbestemmelse og fri viJje" eller „det ondes oprindelse".

Til J. D. Hooker. Down 18de aprn 186o.

Kjære Hooker! Jeg sender hermed —'s brev tilbage. Nogle af mine slægtninge siger, at artike-len1) umulig kan være af —, ettersom den i saa høie toner omtaler —. Stakkars enfoldige mennesker. Min nabo mr. Norman siger, artikelen er saa daarlig og uklart skrevet,, at ingen vil læse den . . . Asa Gray har sendt mig en artikel2) fra de Forenede Stater; den er god og gaar mig imod. Et argument er meget fornøieligt. Anmelderen siger, at dersom læren var^sand, vilde de geologiske lag være fulde af mislykkede vanskabninger. Den for-

1) I „Edinburgh Review". F. D.

2) „r?orth American Review" april 1860. „Af prof. Bowen" staar det paa min fars eksemplar. Det sted, hvortil her sigtes, staar paa s. 488, hvor forf. siger, at vi. maa anse en „uendelighed af andre af-artninger for grove og tilsyneladende uden raaal og med — for ert ribevidst aarsags meningsløse værk". F. D..

[page] 355

AMERIKANSKE ANMELDELSER. [1860]

fatter har en saare grei forestilling om kampen for tilværelsen! . . . Det glæder mig, at De synes saa godt om Adam Bede. Jeg var henrykt over den . . . Vi tror her, at mit kostelige numer af „National Review" ved en feiltagelse maa være kommet sammen med Deres. Se efter, er De snil1).

Til Asa Gray. Down 25de april 1800.

Kjære Gray! Det er naturligvis Dem, jeg har at takke for, at jeg har faat mig tilsendt en kritik over „Oprindelsen" i .,North American Review". Den synes mig at være godt gjort og vil ganske vist skade bogen. Jeg havde tænkt at gjøre nogle bemærkninger ved den; men Lyell vilde gjerne beholde den, og det gaar rent rundt for mig efter alle de anmeldelser, jeg har læst i den senere tid. Jeg tror ganske bestemt, at anmelderen har tat feil med hensyn til bi-celler, £>: med hensyn til afstande; enhver mindre afstand vilde passe, ja selv større; isaafald maatte endel af stederne ligge udenfor de frugtbare omraader; dette vilde dog ikke gjøre værket stort vanskeligere. Anmelderen har underlige tanker om instinktet; han synes at betragte forstanden som et udviklet instinkt; dette tror jeg er fuldstændig urigtigt. Jeg tror ikke, han videre har studeret instinktet og dyrenes sjæl; kanske han har læst en del derom. — Mit vigtigste ærende til Dem dennegang er at be Dem skaffe mig et numer af New-York Times for onsdag 28de marts. Der staar en meget slaaende anmeldelse af min bog, som jeg gjerne vilde ha. Det er rart nok, at de to mest slaaende anmeldelser (Deres egen og den her nævnte) er fremkomne i Amerika. Denne er ikke synderlig

1) Sigter vistnok til januar-numret, der indeholdt dr. Carpenters anmeldelse af „0prinder3en". F. D.

[page] 356

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

fremragende, men gjør dog et slags indtryk. Der stod en god kritik i „Revue des Deux Mondes" for Iste april: den var af M. Laugel, der skal være en dygtig mand.

For en uges tid siden var Hooker her paa nogle dages besøg; han var meget interessant, meaj jeg er bange, han overanstrænger sig. Hans og Benthams „Genera Plantarum" blir nok et kjæmpe-mæssigt foretagende. Jeg haaber, han ikke blir saa ogtaget af det, at han ikke faar tid til studier af planternes geografiske udbredelse og lignende emner. — Jeg har begyndt at bearbeide spørsmaalet om af-artning i tam tilstand; jeg arbeider flittig; men| det gaar som sædvanlig smaat.

Deres hengivne C. Darwin.

Til C. Lyell. Down 8de mai 1860.

.... Jeg har bestilt „Canadian Naturalist". Kan jeg ikke skaffe mig et eksemplar, vil jeg laane Deres. Imorges fik jeg brev fra Henslow; han for-tæller, at Sedgwick sidste mandagkvæld vilde rette et angreb paa mig i Cambridge Philosophical Society. Det er mig jo i alle tilfælde en stor ære at bli gjort til gjenstand for kritik der og i Edinburgh Royal Society. — Jeg anser det ikke for umagen værdt at modsige enkeltstaaende oplysninger; heller ikke tror jeg, det lønner sig at indlade sig i feide med folk, der ikke lægger mærke til, hvad jeg siger. Et øiebliks eftertanke vil vise Dem, at vor teori maa medgive, at der gives store slægter, der ikke undergaar nogen af-artning, se side 56 i anden udg. af „Oprindelsen", hvor denne sag behandles, omend ikke udførlig. — Det er muligt, jeg er for indtage' for mine egne meninger; men for Atlantis-teorie foretrækker jeg min egen lære, at planter og dyr e

 

[page] 357

PLANTE- OG DYREVANDRINGER. [1860]

vandrede fra den gamle til den nye verden eller omvendt i en tid, da klimaet var meget varmere, igjennem Behrings-strædet eller saa omtrent. Som De siger, er det saare interessant at se, at nu-levende plante-former gaar saa langt tilbage i tiden. Jeg undres, om vi nogensinde opdager tørlands-fioraen i kulperi-oden, og om vi ikke ånder, at den er ligesaa ure-gelmæssig som den kuldannende eller myr-floraen. — Jeg arbeider med det velsignede due-manuskript; men af en eller anden aarsag gaar det særdeles smaat .... Idag tidlig fik jeg brev fra det naturhistoriske akademi i Philadelphia, der har gjort mig til korresponderende medlem .... Det lader til, at der derborte findes naturforskere, der ikke anser mig for et saa stort videnskabeligt afskum som mange herhjemme.

Deres taknemmelige G. Darwin.

E. S. Det er en mærkværdig opdagelse det med den uddøde hjorts horn, der er bearbeidet af menneskehaand!

Til J. D. Hooker. Down 13de mai 1860.

Kjære Hooker! Jeg tilbagesender Henslows op-sæt; det var morsomt at se det. Og saa venligt det var af ham at ta mig i forsvar1)! Jeg skriver og takker ham. Da De sagde, De gjerne vilde høre Thomsons2) mening, sender jeg hans forekommende , brev. Han er os aabenbart en vældig modstander.

Deres C. Darwin.

T%1 J. D. Hooker. Down 15de mai 186o.

.....Det er rigtig usselt af slige mænd som

X. Y. & co. ikke at læse Deres bog. Det er utro-

*) I Cambridge Philosophical Society imod Sedgwicks angreb. E. D. 2) Den indiske botaniker dr. Thomas Thomson. Han udgaY sammen med Hooker „Flora Indica" 1865. E. D.

[page] 358

„ABTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). I186OJ1

lig daarligt1). De kan gjerne udøse sin harme over mig. Jeg er staalsat. Hvad de gamle stabeiser i Cambridge angaar, da har det jo ingenting at sige. Jeg betragter deres angreb som bevis paa, at vort arbeide er noget, der bør gjøres. Det bringer mig bare til at spænde rustningen bedre paa. Jeg skjønner jo godt, at det blir en tung strid. Men husk paa, hvilken modstand Lyell mødte, og hvorledes det alligevel gik. En ting indser jeg særdeles godt, og det er, at uden Deres, Lyells, Huxleys og Carpenters hjælp vilde min bog bare ha været en klik. Men holder vi bare alle ud, gaar vi sikkert af med seiren. Og jeg ser nu, at det er noget at kjæmpe for. Jeg haaber af mit ganske hjerte, at De er af samme mening. Gjør Bentham frem-skridt? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om Oxford2), jeg vilde gjerne reise med Dem; men det kommer jo an paa helsen.

Deres G. Darwin. Til C. Lyell. D0wn 18de mai iseo.

Kjære Lyell! Jeg sender et brev fra Asa Gray, hvoraf De vil kunne se, hvorledes striden raser derover; jeg sender ogsaa et fra Wallace; hans be-mærkninger er meget rigtige; men han roser mig formeget og er for beskeden; han er ogsaa mærk-værdig fri for misundelse og nag. Han maa være en snil mand. Kanske jeg ogsaa lar følge et brev fra Thomson i Calcutta; det er jo ikke stort; men Hooker har saa høie tanker om ham . . . Henslow fortæller mig, at Sedgwick3) og siden professor

1) Disse bemærkninger gjælder ikke dr. Harvey, om hvem forresten det samme kunde siges. F. D.

2) Hans daarlige helse hindrede ham fra at reise til British Associations-mede i Oxford. F. D.

3) Sedgwicks tale lindes noget forkortet i Cambridge Clironicle for 19de mai 1860. F. D.

[page] 359

[1860] A. R. WALLACE.

Clarke (sic!)1) rettede et vildt anfald paa min bog her nylig i Cambridge Philosophical Society; men Henslow synes at ha forsvaret mig godt; han har hævdet, at emnet var af en saadan natur, at det godt kunde gjøres til gjenstand for undersøgelse. Siden har Philipsa) holdt forelæsning i Cambridge over det samme emme og behandlet det meget ret-færdig. Asa Gray kjæmper som en helt. Den eneste virkning, alle disse angreb gjør paa mig, er den, at de viser mig, at sagen er en kamp værd, og jeg skal ganske vist gjøre mit bedste . . . Jeg haaber, anfaldene bidrager til at holde Deres mod oppe, noget, De visselig kan trænge til . . .

TU A. R. Wallace.- Down 18de mai 1860.

Kjære Wallace! Imorges fik jeg Deres brev fra Ambogna af 16de februar; De roser deri min tog altfor meget. Deres brev har glædet mig overordentlig meget, og jeg er ganske af Deres mening med hensyn til, hvad der er bogens bedste og sva-geste punkter. Vor geologiske videns ufuldkom-menhed er, som De siger, det svageste af det hele; men ikkedestomindre har jeg opdaget, at jeg har flere tilhængere blandt geologerne end blandt andre naturvidenskabsmænd .... Jeg tror, geologerne er lettere at omvende end andre naturforskere, fordi

1) Nylig' afdø-de William Clark, professor i anatomi. Min far synes at ha misforstaaet sin hjemmelsmand. Mr. J. W. Clark har forsikret mig, at hans far (prof. Clark) ikke understøttede Sedgwick i hans angreb. F. D.

2) John Philips, M. A, F. E. S. f. 1800, d. 1874 som folge af et fald, professor i geologi ved King's College, London, siden i Oxford. Han holdt „Eedeu-forelæsningen i Cambridge d. 15de mai 1860 over „Den maade, hvorpaa liv har afiost liv paa jorden". Rede-torelæseren vælges aarlig af vice-kansleren og honoreres af et legat, der i 1524 under Henrik den 8des regjering stiftedes af justitiarius sir Robert Bede. F. D.

[page] 360

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

de er mere vante med ræsonnement. Før jeg for-/ tæller Dem om de fremskridt, sagen gjør, maa je^ faa lov til at sige Dem, hvor høit jeg beundrer den ædelmodige maade, hvorpaa De omtaler min bo/g. De fleste i Deres stilling vilde ha følt en smule n/ag eller misundelse. Hvor fuldstændig fri synes De ikke-at være for denne almindelige menneskelige svaglied. Men De taler altfor beskedent om Dem selv. Havde De havt ligesaa god tid som jeg, vilde De ha udført arbeidet fuldstændig ligesaa godt som jeg, maaske-bedre . . . Agassiz sender mig en høflig personlig hilsen, men retter uophørlige angreb paa mig. Asa Gray kjæmper dog som en løve imod ham. Lyell staar fast som fjeld; ihøst vil han udgive en bog „Geological History of Man" (menneskets geologiske historie); han vil deri offentlig erklære sig for vor tilhænger; det er jo forresten allerede nu en kjendt sag, at han er det. Jeg haaber, De har faat Hookers glimrende bog .... Igaar fik jeg af Lyell underretning ora, at en tysker, dr. Sohaaffhausen1), har sendt ham et flyveskrift, der udkom for nogle aar siden, og hvori næsten de samme anskuelser son» vore er fremsat; jeg har dog endnu ikke set dette flyveskrift. Min bror, der er en meget skarpsindig mand, har altid sagt: „Du faar nok se, at der er en eller anden, der har kommet dig i forkjøbet". Jeg holder paa med mit større arbeide, der blir et værk for sig. Men daarlig helse og en uendelighed af breve gjør, at det gaar smaat. Jeg haaber, disse detaljer ikke har kjedet Dem formeget. Med op-rigtig tak for brevet og mange gode ønsker for Dem baade som videnskabsmand og ellers er jeg

Deres C. Darwin.

1) Hermann Sohaaffhausen „Ueher Bestandigkeit und Umvandlung der Arten". Verhandlingen des Naturhistorischen Vereins, Bonn, 1853 Se den historiske oversigt i „Oprindelsentt. F. D.

[page] 361

AFSÆTNINGEN. [1860]

Til Asa Gray. Down 22Se mai 1860.

Kjære Grray! Jeg faar atter takke Dem for et hyggeligt brev af 7de mai og indlagte 22 pund (ca. .kr. 400). Alt det bryderi, De har paataget Dem for min skyld, har rent forbauset mig. Appletons regnskab sender jeg herved tilbage. Ifald De skulde ønske en formel kvittering, vedlægges en saadan. Ifald De faar mere at gjøre med Appleton & co., siger De dem maaske min tak for deres liberalitet: thi liberalt synes jeg, det er. Det overrasker mig ingenlunde, at salget aftager. Hvad der har overrasket mig, er den mængde eksemplarer, bogen er blit solgt i. Publikum er naturligvis blit skammelig tat ved næsen! Folk kjøbte jo bogen i den tro, afc den var behagelig og letlæst. Jeg venter, at etterspørselen snart blir slut i England, skjønt Lyell forleden dag skrev til mig, at Murray havde fortalt ham, at der i de nærmest-foregaaende to døgn var solgt 50 eksemplarer. Det glæder mig særdeles, at De i „Silliman's Journal" vil ofre nogen opmærksom-hed paa tillæggene til „O

prindelsen". Naar jeg skal dømme efter breve (jeg har netop set et fra Thwaites til Hooker) og folks beraærkninger, maa» jeg tro, at det er den største mangel ved min bog, at den ikke forklarer, hvorledes det hænger sammen, med, at ikke alle former med nødvendighed udvik-ler sig til stedse større fuldkommenhed, hvorledes der altsaa endnu den dag idag kan findes simple organismer .... Jeg hører, der skal staa en saare stræng anmeldelse af bogen i „North British" af en rev. mr. DunsJ), en frikirkelig præst og fusker i naturhistorie. Jeg vilde gjerne se alle amerikanske kritiker, da de alle er mer eller mindre fremra-

1) Angivelsen af forfatterens navn skriver sig fra Robert Chambers.

F. D.

[page] 362

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

gende. De siger, De vil berøre de andre anmeldelser. Huxley* fortalte mig for nogen tid siden, at han om en stund vilde skrive en kritik over alle de andre kritikere; om det blir noget af, ved jeg ikke. Dersom De tar fat i anmeldelsen i Edinburgh Review", tør jeg be Dem ha opmærksomhed henvendt paa endel af de punkter, som jeg vil ud-pege paa en lap papir. 1 „Saturday Review 18" (et -af vore bedst redigerede tidsskrifter) for 5te mai, s. 573, staar der en prægtig liden artikel om „Edin-burgh"-anmeldelsen; den tar Huxley i forsvar, men ikke Hooker; jeg synes, denne sidste behandles paa en alt andet end ædelmodig maade1) af kritikerne i „Edinburgh Review". Men De blir vel dødssyg baade af mig og mine kritikere. Hvad den teologiske side af spørsmaalet angaar, da maa jeg sige, at den altid har været mig pinlig. Jeg ved hverken ud eller ind. Det var ikke min mening at skrive i en ateistisk aand. Men jeg indrømmer, at jeg ikke saa tydelig som andre, og som jeg gjerne vilde, er istand til at se beviser paa planmæssighed og godhed rundt om os. Jeg synes, der er altfor megen ulykke i verden. Jeg kan ikke faa mig selv til at tro, at eu god og almægtig Gud med overlæg kan ha skabt ichneumoniderne udtrykkelig i den hensigt, at de skal finde sin føde i kaalormens levende legemer, eller en kat i den hensigt, at den skal lege med mus. Naar jeg ikke tror dette, kan jeg heller ikke finde, at det er nødvendigt at tro, at øiets form er blit forud-bestemt ^af skaberen.

1) I brev til mr. Huxley skriver min far: „Har De set sidste numer af Saturday Review? Jeg er vel tilfreds med dens forsvar for Dem ,og mig. Jeg vilde gjerne, at anmelderen havde nusket Hooker. Anmelderen er en godslig og snil mand; det viser baade denne anmeldelse og den forrige kritik over mig. Han skriver udmærket og er for-træffelig inde i sit emne. Han kunde for mig gjerne ha tat lidt alvorligere fat i „Edinburgh Keviews" anmelder". E. D.

[page] 363

TEOLOGISKE SPØRSMAAL. [1860]

Paa den anden side kan jeg heller ikke finde mig i at betragte denne vidunderlige verden og især den menneskelige natur som resultat af den raa kraft. Jeg tror nærmest, at alt er et resultat af lovmæs-sighed og plan saaledes, at enkelthederne, hvad enten de nu er gode eller onde, er en følge af, hvad vi kan kalde tilfældet. Ikke fordi denne mening paa langt nær tilfredsstiller mig. Jeg føler tydelig, at hele sagen er for dyb og indviklet for den menneskelige fornuft En hund kunde ligesaa godt gi sig til at spekulere paa Newtons sjæl. Hvert menneske faar haabe og tro, hvad han kan. Jeg er ganske enig med Dem i, at mine synsmaa-der ingenlunde med nødvendighed maa være ateistiske. Lynet dræber et menneske, hvad enten det er godt eller ondt, i kraft af naturlovens overordentlig indviklede virksomhed. Et barn (som kanske blir idiot) er et produkt af endnu mere indviklede love, og jeg kan ikke indse, hvorfor ikke et menneske ell^r andet dyr oprindelig kan være frembragt ifølge andre love, og hvorfor ikke alle disse love kan være udtrykkelig forudbestemte af en alvidende skaber, der forudsaa alle deres fremtidige virkninger. Men jo mere jeg tænker paa denne sag, des mere indviklet synes den mig — hvilket jeg vel har bevist ved dette brev.

Deres Charles Darwin.

[Her følger min fars kritiske bemærkninger til „Edinburgh Review": „Det er en flause, naar han (o: anmelderen) siger, at han ikke forstaar, hvad jeg mener med udtrykket Syd-Amerikas beboere. Alle mennesker maa jo faa det indtryk, at jeg i. hele min bog ikke har berørt spørsmaalet om den geografiske udbredelse. Han er heller ikke opmærk-som paa, hvad jeg har skrevet om klassifikation,

[page] 364

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

geologisk tidsfølge, homologi, embryologi og rudimentære organer. — Han anvender falskeligen, hvad jeg (maaske noget krast) siger om „forudfattede; meningers blindhed" paa dem, der tror paa skabel-sen, medens jeg udelukkende bruger denne be-mærkning oin dem, der har opgivet troen paa store mængder af arter som virkelige arter, men tror paa resten. — Han foretager en ubetydelig forandring med, hvad jeg har sagt — jeg spørger, om de, der holder paa skabelses-teorien, virkelig tror, at elementære atomer pludselig er blit til liv. Han siger, at jeg skildrer dem som troende, og dette er visselig noget andet. — Han taler om mit „skraal" imod alle dem, der tror paa en skabelse; dette forekommer mig at være en ubillig anklage. — Han lar mig sige, at ryg-hvirveldyrene er gjenstand for af-artning; dette er simpelthen en forfalskning; jeg taler intetsteds om ryghvirveldyr. — Det er, synes jeg, smaalig sagt af anmelderen, at jeg gjør fordring paa at være saa ekstra videnskabelig ærlig, og at jeg sprænger skranker, som bragte Cuvier til at stanse: slige argumenter vilde kunne stanse ethvert videnskabeligt fremskridt. — Det forekommer mig at være simpelt at citere min bemærkning til Dem om mit horte brev [i „Linnean Soc. Journal"], som om dette fandt anvendelse paa emnet i sin helhed. — Det er ogsaa temmelig nederdrægtigt at sige, at vi indbydes til at lyse teorien i kuld og kjøn paa grund af vor geologiske kundskabs ufuld-kommenhed, naar jeg den ene gang efter den anden peger paa de store vanskeligheder, som følger af denne ufuldkommenhed".

Til J. D. Hooker. Down 30te mai 1860.

Kjære Hooker! Jeg sender Harveys brev til-bage; det glædede mig at faa se grunden til, at han

[page] 365

KAMPEN OM „ARTERNES OPRINDELSE". [1860]

ikke har læst Deres bog. Jeg frygtede for, at det var bigotteri (ensidig iver). Jeg ser til min glæde, at han er enig med os et stykke {meget længere, «nd jeg havde troet). Jeg var glad over at finde en anledning til at skrive til Harvey bare for at vise ham, at jeg ikke tog mig nær af, at han havde latterliggjort mig og min bog1), ikke netop fordi jeg synes, det var ham værdigt eller noget, jeg havde fortjent. Det fornøier mig, at De har interesse af at iagttage de fremskridt, læren om ariernes foranderlighed gjør i den almene mening: jeg var bange for, at De var træt og kjed af det; derfor har jeg heller ikke sendt Dem Asa Grays breve. Kampen raser voldsomt i de Forenede Stater. Gray siger, han holder paa og udarbeider en tale, som det vil ta l1/^ time at fremsige, og som han ,,tror skal ha vasket sig". Han kjæmper som en helt; han ser ud til at ha optaget sagen til drøftelse med Agassiz og mange andre paa møderne. Agassiz synes synd i mig, der har ladet mig saadan narre. Hvad angaar den almene opinions fremskridt, da indser jeg klart, at det blir yderst langsomt, næsten ligesaa langsomt som selve arternes forandring . . . Jeg blir snart træt af denne storm af fiendtlige anmeldelser, hvoraf der næsten ikke er gavn i en eneste en . . .

J-ll C. Lyell. Down, fredag kveld Iste juni 1860.

.... Har De set, hvad Hopkins1) skriver i

1) Et „alvorligt-komisk spotteskrift", oplæst i Dublins universitets zoologiske og botaniske forening 17de februar 1860 og trykt til privat uddeling. G-ave-eksemplaret til min far bar paaskriften „Med forfatterens anger*, oktober 1860.'' F. D.

2) William Hopkins dede i 1866 „i sit tre og syttiende aar". Han var oprindelig farmer i Suffolk, men begyndte siden — forholdsvis sent — sine studier ved Paterbouse i Cambridge. Han tog eksamen i 1827 og

[page] 366

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

det nye „Fraser"? Jeg tror, publikum vil komme til at synes, det er noget svært. Han er, som De spaaede, min svorne modstander, skjønt hån er høflig og forekommende mod mig personlig1). Skulde alle lægge hans maalestok paa det videnskabelige bevis, kunde naturvidenskaben aldrig gaa frem; thi uden teorier er jeg ganske overbevist om, at der ikke kunde tænkes iagttagelser . . . Jeg har be-gyndt at læse „North British" (mai 1860); jeg synes, den ikke er saa værst. Phillips's forelæsning

blev siden.Esquire Bedell ved universitetet. Han var især kjendt sona manuduktør i matematik og var udmærket heldig til at skaffe studenter bedste eksamen til første grad. Alligevel siger mr. Stephen („Life of Faweett" s. 26), at han var blandt dem, der mest bidrog til at indprente et friere syn paa stuåierne. Han sagte at fremme filosofisk interesse i de matematiske videnskaber istedetfor simpelthen, at lægge an paa at vække kappelysten". Han har skrevet meget om geologiske og matematiske emner i videnskabelige tidsskrifter. Han ©vede en stærk og gavnlig indflydelse paa de unge, med hvem han kom i berørelse. Det brev, han skrev til Henry Fawcett ianledning af at denne var blit blind, viser dette. .Mr. Stephens siger „Life of Eawcett", s. 48), at Eawcett ved dette opmuntrende ord i rette tid „blev vakt af den modleshed, der havde grehet ham", og sat istand til „at tilegne sig en tilfredsere og bestemtere tone". E. D.

1) «Frasera Magazine" for juni 1860. Min far sigter uden tvil her til det sted (s. 752), hvor anmelderen siger, at han „som alle andre nærer den største agtelse for forfatteren baade som menneske og vi-denskabsmand, og det saa meget mere, som det af vore følgende be-mærkninger vil fremgaa, at vi er ineget uenige med ham i mange af hans resultater og det ræsonnement, paa hvilket de hviler: men vi fordrer fuld ret til at udtale en saadan forskjel i opfatningen med al den frihed, som hensynet til den videnskabelige sandhed fordrer, og som visselig mr. Darwin vilde være en af de sidste til at formene enhver, der udøver den ærlig og høflig". Om denne anmeldelse skriver min far til Asa Gray: „Jeg har protesteret mod hans (Hopkins's) paastand, at jeg grunder mine betragtninger paa, hvad jeg selv holder for store vanskeligheder. Naar man tar disse vanskeligheder for sig, kan man naturligvis gjøre det af med mig i en fart. Jeg kunde, om jeg havde lyst, selv skrive en mere tilintetgjørende kritik end alle de, der hidtil er komne". En anden anmeldelse af Hopkins stod i juli-numret af „Fraser's Magazine". E. D.

[page] 367

NYE PROSELYTER. [1860]

i Cambridge blev udgivet. Alle disse gjentagne an-greb vil øve sin virkning; folk vil ikke længere gaa med paa teorien, og der blir sandsynligvis endel tilbagefald. Jeg haaber, De ikke mister modet; jeg vil holde ud til det sidste. Den store Buckle hører jeg er enig med os. Jeg har faat brev fra Blyth1) som er blit høilig skuffet ved at erfare, at lord Canning ikke vil bevilge penge; jeg er derfor bange for, at al Deres urnag vil være spildt. Blyth siger (og han er i mange henseender en særdeles god dommer), at der er foregaaet en fuldstændig omvæl^ning i hans tanker om arterne ....

Til J. B. Hooker.

Down 5te juni 1860.

Kjære Hooker! Det er mig en fornøielse at, skrive til Dem, da jeg ikke har nogen at tale med om de sager, vi skriver til hverandre om. Men jeg ber Dem alvorlig ikke at skrive, medmindre De er oplagt til at gjøre det; De er jo meget optaget paa mange maader; med mig forholder det sig anderledes . . . Har De set —'s grove artikel mod mig? .... Den overgaar endog „North British" og „Edinburgh

1) Edward Blyth, f. 1810, d. 1873. Han nærede en saadan ubetvingelig' lyst til naturhistoriske studier, at han forsømte den drogue-forretning,. han drev, og han blev snart indviklet i pekuniære vanskeligheder. Efter at han i nogle aar havde ernæret sig ved at skrive om naturhistoriske emner, reiste han tilsidst til Indien som bestyrer for det. Bengalsk-Asiatiske Selskabs museum; her tilbragte han størsteparten af sit arbeidsliv. Hans fornemste arbeider var de maanedlige indbe-retninger, det paalaa ham at afgive i sin egenskab af selskabets funktionær. Hans storartede hukommelse gjemte paa uhyre kundska-ber, især med hensyn til Indiens pattedyr og fugle — kundskaber,, som han gjerne meddelte til andre. Hans breve til min far gjør ind-tryk af at være blit omhyggelig pudsede, og den lange liste over notiser efter hans navn i registret til „AnimaIs and Plants" viserv hvor megen hjælp han fik fra den kant. Hans liv var ulykkeligt og glædeløst, fuldt af pengenød og formerket ved tabet af hans hustru, efter faa aars ægteskab. F. D.

[page] 368

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Review" i misforstaaelse og mistydning. Under drøftelse af biceller ignorerer han tilfældet med melipona (et insekt), der bygger vokskager, der ligger næsten nøiagtig imellem kuber og humler. Hvad har — gjort, siden han føler sig saa uendelig ophøiet over alle os stakkars naturforskere og alle nationaløko-nomer, deriblandt den store filosof Malthus? Denne anmeldelse og Harvevs brev har imidlertid gjort mig det iadlysende, at jeg maa ha saare vanskeligt for at forklare mig greit og tydeligt. Ingen af dem forstaar rigtig, hvad jeg mener ved naturligt udvalg. Jeg skulde ha lyst til at opgive hele sagen som haabløs. Naar folk ikke begriber det før, ser det ogsaa ud til at være umuligt at gjøre dem det be-gribeligt. — Jeg tror forresten, at De og jeg er enige: kanske jeg bruger for kraftigt sprog om ud-valget. Jeg er ganske af samme mening som De — ja, skulde ha lyst til at gaa endda videre — naar De siger, at klimatet (o: af-artning paa grund af alle ukjendte aarsager) er „en virksom terne, der øver en saare væsentlig indflydelse paa sin her-skerinde". Jeg har da virkelig heller ikke sagt, at „det naturlige udvalg er den virkende aarsag til udelukkelse af den anden", o: af-artning paa-grund af klimatiske forhold o. s. v. I selve udtrykket udvalg ligger det jo, at noget, o: af-artning eller forskjel, gjøres til gjenstand for udvælgelse . . . ,.; Hvorledes gaar det med Deres bog (jeg mener Deres almindelige bog om planterne); jeg haaber til Gud, at det vil lykkes Dem bedre at faa folk til at fatte Deres mening, end det har lykkedes mig. Jeg begynder næsten at tro, at jeg har tat fuld-stændig feil, og at jeg er en stor tosk; men saa kan jeg atter ikke rigtig faa mig selv til at tro, at Lyell, De, Huxley, Carpenter, Asa Gray, Watson og

[page] 369

UDTRYKKET „NATURLIGT UDVALG". [1860]

flere skulde være saa dumme allesammen. Tiden vil vise det, intet andet. Farvel ....

TIL C. Lyell. Down ete juni 1860.

. . . . Det er en trøst for mig, at — rynker paa næsen af Malthus; thi det viser klart, at uag-tet han er matematiker, kan han ikke fatte et al-mindeligt ræsonnement. Forresten er Malthus et trist eksempel paa, at den greieste og simpleste sag kan mistydes og misforstaaes. Jeg har læst „Future" („Fremtiden"); det er ganske morsomt, at flere af mine kritikere kommer med slige vilde argumenter som det, at af-arter af hund og kat ikke blander sig sammen, og at de fører i marken den gamle forkastede lære om bestemte analogier .... Jeg begynder at mistvile, om det nogensinde er muligt at faa storparten af publikum til at forståa mine meninger. Ikke engang Hopkins forstaar dem helt ud. Apropos om Hopkins — den maade, hvorpaa han omtaler mig personlig, er meget elskværdig. Jeg maa ha saaré ondt for at gjøre mig forstaaelig. Jeg haaber til himlen, at De blir heldigere. Flere kritiker og breve har kun altfor tydelig vist mig, hvor lidet jeg forstaaes. „Naturligt udvalg" maa ha været et daarligt udtryk. Men at forandre det nu vilde vel være at gjøre forvirringen endnu værre, heller ikke kan jeg finde noget bedre. I „Naturlig bevarelse" vilde ikke ligge en bevarelse af eiendommelige af-arter; det vilde ta sig ud som en truisme (selv-indlysende sandhed) og vilde desuden ikke bringe menneskets og naturens udvalg ind under det samme synspunkt. Det eneste, jeg kan haabe paa, er ved gjentagne forklaringer tilslut at. tydeliggjøre sagen. Hvis mit manuskript vedbliver at udvide. sig, tenker jeg, jeg kommer til at udgive et bind udelukkende om husdyrs og kulturplanters

Darwins Liv og ftreve. II. 24

[page] 370

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

af-artninger. Jeg vilde gjerne vise, at jeg ikke har gaaet fuldt saa overilet og hurtig frem, som mange tror.

Skjønt jeg er træt af anmeldelser, vilde jeg dog gjerne engang se Lowells1) .... Jeg antager, at. den vanskelighed, Lowell har paapegt i anledning af instinktet, er den samme som den, Bowen har fremholdt; men denne synes mig udelukkende at hvile paa den antagelse, at instinktet ikke kan variere i saa mange nuancer som legemsbygningen. Jeg har i min bog sagt, at det er næsten umuligt at vide, hvilket der undergaar den første umærkelige af-artning, instinkt eller legemsbygning. Sandsynligvis er det snart det ene, snart det andet. Naar et britisk insekt lever paa en udenlandsk plante, har instinktet gjennem-gaaet en ubetydelig af-artning, og legemsbygningen kunde forandre sig saaledes, at det kunde drage fuld nytte af den nye føde. Eller legemsbygningen kunde forandres først, som tilfældet f. eks. hos en enkelt af-art af den indiske elefant er med hugtændernes-retning, hvilket leder den til at angribe tigeren paa, en anden maade end andre elefanter. Tak for Deres brev^af 2den, især for det om Murray. (NB. Harvey i Dublin anfører i et brev den ting, at svære mandfolk gjerne gifter sig med smaa fruentimmer2), som et argument af stor betydning! —I Jeg forstaar ikke rigtig, hvad De mener med følgende : ,.jo mere man beviser, at De undervurderer fysiske vilkaar, saa meget deste bedre for Dem; for her kommer geologien Dem til hjælp". . . . Jeg ser hos Murray og mange andre en sammenhængende feiltagelse, naar de hentyder til smaa forskjellighe-der i fysiske vilkaar som værende af megen betyd-

1) Netop afdede J. A. Lowell i „ Christian Exammer" (Boston, TJ. S.)mai 1860. F. D.

2) Se foran e-. 305, anmærkning. * F. D.

[page] 371

FORSKJELLIGE ANMELDERE. [1860]

ning; de glemmer nemlig den kjendsgjerning, at alle arter med undtagelse af meget indskrænket stedlige, forekommer over et anseligt omraade og holder sig uforandrede, uagtet de er udsatte for, hvad folk kalder en mangfoldighed af forskjellige vilkaar. Jeg har behandlet dette i .;Oprindelsen" under sammenligningen mellem den gamle og den nye verdens naturprodukter. Farvel. Reiser De til Oxford? Blir H. frisk, reiser jeg kanske.

Deres C. D.arwin.

Til C. Lyell. Down 14de juni 1860.

.... Lowells anmeldelse1) er behagelig skrevet; men det er klart, at han ikke er naturforsker. Han overser ganske det vigtige i ophobningen af rent individuelle forskjelligheder; jeg tror dog, jeg kan paavise, at det er disse, der hovedsagelig frembringer af-artninger i tam tilstand. Jeg er ikke færdig med Sohaaffhausen, da jeg er saa daarlig i tysk. Jeg har bestilt et eksemplar; jeg vilde dog gjerne beholde Deres, til mit kommer, men skal naturligvis straks sende Dem det tilbage, om De ønsker det. Hidtil har jeg kun fondet en eneste sætning, der peger i retning af naturligt udvalg. Næstsidste numer af „All the Year Round" har en liden notis om min bog; den er ikke stort værd, hovedsagelig et opkog af mine egne ord. Deres sidste brev interesserede og trøstede mig meget. — Jeg har udtrykkelig gjort opmærksom paa, at jeg tror, fysiske forhold øver en mere ligefrem indflydelse paa planter end paa dyr. Men jo mere jeg tænker paa sagen, des mere indlysende blir det mig, at det naturlige udvalg i naturtilstanden virker regulerende

1) I „Christian Examiner" mai 1860. F. D.

[page] 372

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

paa de ubetydeligste forskjelligheder. Ligesom firkantet sten eller mursten eller tømmer er uundvær-ligt materiel til opførelsen af en bygning og øver indflydelse paa dens karakter, saaledes er af-artnin-gen ikke alene uundværlig, men den øver ogsaa indflydelse. Men ligesom arkitekten er den, hvorom alt dreier sig ved opførelsen af en bygning, saaledes er udvalget det „ene fornødne" for de organiske væseners vedkommende . . .

[British Associations møde i Oxford i 1860 er blit berømt for to hovedslag i krigen om „Arternes oprindelse". Begge to skrev sig fra ubetydelige af-handlinger. Torsdag den 28de juni gjorde dr. Daubeney af Oxford en meddelelse til sektion D: „Om de endelige aarsager til planters kjøn med særligt hensyn til mr. Darwins værk om „Arternes oprindelse". Præsidenten opfordrede Huxley til at ytre sig; men (jeg følger Athenæums referat) denne søgte at undgaa en diskussion, idet han anførte, at „almindelige tilhørere, hvis følelser vilde komme til at lsegge baand paa deres forstand, ikke var det publikum, for hvilket en saadan diskussion skulde føres". Sagen fik dog ikke lov til at falde. Sir R. Owen (jeg citerer fremdeles Athenæum for 7de juli 1860), som „gjerne vilde betragte denne sag fra et filosofisk standpunkt", udtalte som sin overbevisning, „at der gaves kjendsgjerninger, ved hjælp af hvilke man kunde danne sig en mening om rime-ligheden af mr. Darwins teori". Han sagde videre, at „gorillaens hjerne var mere forskjellig fra et menneskes hjerne end fra hjernen hos de lavest-staaende og mest problematiske af slægten quadru-mana (de firhændede aber)". Mr. Huxley svarede og benegtede ligefrem og ubetinget disse paastandes rigtighed; han forpligtede sig til at bevise, hvad han

[page] 373

OXFORD-SLAGET. [1860]

sagde, andetsteds1) — en forpligtelse, som han fuld-kommen indløste2). Fredag var det stille; men lørdag den 30te begyndte kampen paany med fordoblet raseri i anledning af en afhandling af dr. Draper fra New-York om „Europas aandelige udvikling set i lys af mr. Darwins teorier". — Et øienvidne har git følgende skildring af denne scene:

„Ophidselsen var frygtelig. Den forelæsningssal, som var blit bestemt til diskussionens afholdelse, viste sig at være altfor lid en; forsamlingen begav sig da til museets bibliotek, som var aldeles prop-fuldt, længe før de kjæmpende stridsmænd havde indfundet sig. Tilhørernes antal ansloges til mellem 700 og 1000. Havde det ikke været i ferierne, eller havde publikum i almindelighed faat adgang, vilde det ha været aldeles umuligt at skaffe plads til alle dem, der havde indfundet sig for at høre den modige biskop. Professor Henslow, formand i sektion D, dirigerede; han gjorde klogeligen op-mærksom paa, at bare de, der havde virkelige argumenter at føre i mafken, vilde faa adgang til at tale; denne forsigtighedsregel viste sig at være nødvendig, thi ikke mindre end fem blev af ham fra-tagne ordet, fordi de bare udgjød sig i tomme og ubestemte talemaader.

„Bispen passede tiden og talte i hele halvanden time uforlignelig livlig, hult og ubillig. Det fremgik tydelig af hans behandling af emnet, at andre havde proppet ham aldeles fuld med oplysnin-ger, og at han intet kjendte paa første haand; i virkeligheden brugte han ikke et eneste argument, som man ikke kan finde i hans opsæt i „QuarterIy Keview". Han latterliggjorde Darwin og Huxley, den ene værre end den anden, men altsammen £

1) „Man's Place in Nature" af T. H. Hnxley 1863. side 114. P. D. J) Se „Nat. Hist. BeyieV fot 1861. F. D.

[page] 374

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

saadanne hyrdetoner, paa en saa overbevisende maade og i saa velformede sætninger, at jeg, der ikke havde likt, at dirigenten gav sit samtykke til en diskussion, som ikke kunde være af nogen viden-skabelig nytte, nu tilgav ham af mit ganske hjerte. Uheldigvis glemte bispen sig i sin veltalenheds hede saa meget, at han indlod sig paa personligheder, idet han engang i talens løb vendte sig om og tiltalte Huxley. Jeg husker ikke nøiagtig ordene og citerer efter Lyell. „Hans høiærværdighed spurgte, om det var paa fædrene eller mødrene side, Huxley var i slægt med aberne1)". Huxley besvarede den videnskabelige del af modstanderens tale med fynd og klem; den personlige hentydning svarede han paa med et maadehold, der forlenede hans knusende svar med stor værdighed. Jeg har hørt mange forskjellige referater af mr. Huxleys tale; følgende har jeg fra et brev fra nylig afdøde John Eichard Green, der dengang endnu ingen akademisk grad havde tat, til nuværende professor Boyd Dawkins: „Jeg har sagt, og jeg gjentager, at ingen har nogen grund til at skamme sig over at ha en abe til bedstefar. Dersom jeg skulde skamme mig ved at nedstamme fra noget levende væsen, da vilde det være, om jeg til stamfar havde et vist slags menneske, et menneske med urolig og flygtig intelligens, som ikke tilfreds med at gjøre en tvetydig2) lykke i sit eget livskald indlader sig paa videnskabelige spørs-maal, som han intet virkeligt kjendskab har til, bare for at formørke dem ved en meningsløs tale-færdighed og trække tilhørernes opmærksomhed bort fra sagens kjerne ved hjælp af veltalende digressio-

1) Lyells „Letters" 2det tind s. 335. F. D.

2) Prof. Victor Carus, der husker nævnte scene meget godt, erindrer ikke ordet „tvetydig". Han tror ogsaa, at Lyells referat af abe-historien ikke er ganske korrekt. F. D.

[page] 375

OXFORD-SLAGET. [1860]

ner (udskeielser fra emnet) og glimrende appeller til religiøse fordomme *) ".

Samme brev fortsætter saaledes: „Ophidselsen Tar nu paa det største; en dame besvimede og maatte bæres ud, og det vårede en stund, før dis-kussionen blev gjenoptaget. Nogle raabte paa Hooker, og dirigenten indbød ham til at sige sin mening om teorien fra et botanisk synspunkt. Idet han gjorde dette, paaviste han, at biskopen klarligen Iiavde lagt for dagen, at han aldrig havde forstaat „Oprindelsens" grundtanke, og at han var absolut uvidende i botanikens begyndelses-grunde. Biskopen svarede ikke, og mødet sluttede. Om kvelden var der en meget besøgt soirée hos den gjæstfrie og gemytlige professor i botanik dr. Daubeney; det staaende og omtrent eneste samtale-emne var „Op-rindelses-slaget", og det forbausede mig meget at «e, hvor aabent og fordomsfrit Oxfords sortkjoler og hvidkraver drøftede spørsmaalet, og hvor lige-frem de gratulerede dagens „seierherrer".]

Til J. I). Hooker.

Sudbrook Park, mandag kveld, 2den juli 1860.

Kjære Hooker! Jeg har netop modtaget Deres brev. Jeg har været meget daarlig og har havt en slem hovedpine næsten uafbrudt i to døgn; det var daarligt med humøret, og jeg sad netop og speku-lerede paa, hvilken unyttig byrde jeg var for mig selv og andre, da Deres brev kom; det har glædet mig meget; jeg fik taarer i øinene ved at tænke paa Deres godhed og hengivenhed. Berømmelse, ære, fornøielse, rigdom, alt det er ingenting i

1) Mr. Fawcett skrev („Macmillan's Magazine" 1860): „Svaret var saa vel fortjent og saa aldeles fortræffeligt, at ingen af de tilstedeværende nogensinde kan glemme det indtryk, det gjorde". F. D.

[page] 376

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

sammenligning med kjærlighed og hengivenhed; dette idetmindste er en lære, som Deres brev siger mig, at De gaar med paa af ganske hjerte -aj Jeg vilde saa gjerne ha reist med Dem, om jeg havde været saapas frisk; og endnu mere vilde jeg ha glædet mig ved at høre Dem triumfere overi bispen. Deres held og dristighed rent forbauser fflig. Det er mig ganske ufatteligt, hvorledes det gaar an at optræde og tale offentlig paa taleres vis. Jeg havde ingen idé om, at De havde denne evne. Jeg har i det sidste læst saa mange fiendtlige kritiker, at jeg begyndte at tro, at jeg alligevel kanske-var paa fuldstændig galt spor, og at — havde ret da han sagde, at hele sagen vilde være glemt on» ti aar; men nu, da jeg hører, at De og Huxley vil optræde offentlig og kjæmpe (noget, jeg aldrig kunde-gjøre), tror jeg fuldt og fast, at vi kommer til at seire i længden. Jeg er glad, fordi jeg ikke var ij Oxford; thi saa daarlig, som jeg nu er, vilde jeg ikke ha kunnet holde det ud.

Deres C. Darwin.

Til T. H. Huxley.

Sudbrook Park, Richmond, 3die juli 1860.

.... Sent søndag kveld skrev Hooker til mig fra Oxford og fortalte mig lidt om de frygtelig© kampe om arterne. Han siger, De kjæmpede tappert med Owen (men han nævner ingen detaljer), og at De gav bispen et fortræffeligt svar. Jeg syne» ofte, at mine venner (og De mere end alle andre) har god grund til at hade mig, fordi jeg har voldt slig brudulje og ført dem ind i saa mange ubehageligheder. Havde jeg været min egen ven, vilde jeg ha hadet mig selv. (Jeg skjønner ikke, hvorledes jeg skal faa den sætning til at ta sig iid paa en-

[page] 377

OXFORD-SLAGET. [1860]

gelsk!) Men vel at mærke, havde ikke jeg voldt brudulje», vilde én anden snart ha gjort det. Jeg ærer og agter Deres mod; jeg var før død, før jeg havde søgt at svare bispen i en slig forsamling . . .

[Den 20de juli skrev min far til mr. Huxleyr „Alt, jeg hører fra forskjellige kanter, bringer mig^ til at tro, at Oxforder-mødet har gavnet vor sag. Det er af uberegnelig betydning, at verden faar se, at der gives nogle første-rangs mænd, som ikke er bange for at sige sin mening".]

Til J. D. Hooker. Ju?i røe*

Jeg har netop læst „Quarterley Review1)".

1) «Quarterly Review", juli 1860. Nævnte artikel var af Wilberforce,. biskop til Oxford, og blev udgivet i lians «samling af bidrag til «Quarterly Review", 1874. Stedet fra ^Anti-Jacobin" gir rummets udviklings-historie fra „verdens første b.egyndelse eller pundum saltens", som tænkes at ba bevæget sig „frem i ret lifcje, ad infmi-turn (i det uendelige), til det blev træt, hvorefter den rette linje, det bavde skabt, begyndte at sætte sig selv i bevægelse til siden og beskrev et oraraade af uendelig udstrækning. Saasnart dette omraade blev sig sin egen tilværelse bevidst, begyndte det at stige eller falde». eftersom dets specifike vægt bestemte det, og dannede et uhyre fast ram fyldt med vacuum (tomrum), der blev istand til at ramme den nuværende verden". — Folgende kan tjene som eksempel paa de steder* hvor anmelderen omtaler sir Charles Lyell: „Det er slemt nok, at mr. Darwin bar forladt naturens brede landevei og bar begivet sig ind i de fantastiske formodningers kratskog. Vi baaber, han tar feil, naar han tror at kunne regne sir Charles Lyell blandt sine proselyter. Vistnok indser vi tilfulde, hvilke fristelser han kan udsætte sir>. geologiske broder for . . . Men ingen har klarede og mere logisk benæg-tet arternes foranderlighed end Lyell, og det ikke i hans videnskabe-' lige livs barndom, men i dets fulde og modne kraft". Bispen appellerer fremdeles til Lyell, foråt «denne lese idé ved hans hjælp kart bli tat ligesaa ettertrykkelig af dage, som dens mindre lærde tvillingbror «Vestiges of Creation" blev*. — Om denne artikel skriver mjv Brodie Innes, min fars gamle ven og nabo: „De neste vilde ha tat sig nær af en artikel, der var skrevet med bispens sædvanlige kraft-

[page] 378

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Artiklen er ualmindelig dygtig skrevet; den plukker med dygtighed ud alt, hvad der blot støtter sig til gisninger, og fremfører alle indvendinger, der kan gjøres, paa en udmærket maade. Den driver glimrende gjøn med mig ved at citere „Ånti-Jacobin" mod min bedstefar. Hverken De eller — underligt nok — Huxley omtales. Jeg ser tydelig her og der —'s haand. De sidste sider vil bringe Lyell til at skjælve i sine sko. Forlader han os ikke efter dette, er han en sand helt. Godnat. Deres bespottede, men ikke bedrøvede, hengivne ven.

a d.

Jeg kan se, der har været gjort endel kunster med tidsskriftet; et blad er blit udskaaret ogomtrykt.

[I et brev til Asa Gray af 22de juli omtaler min far Lyells stilling saaledes: „Naar jeg tænker paa hans alder, hans tidligere meninger og hans stillling i samfundet, synes jeg, hans holdning har været en helts i denne sag".]

Til Asa Gray. Hartfieia, sussex, 22de ju« isao.

Kjære Gray! Da jeg har været ved bad og siden hår fulgt min syge datter til det sted, hvorfra jeg nu skriver dette brev, har jeg først nylig faat læst foredraget i Proc. American Academy1);

en blanding af argumentation og spot. Mr. Darwin skrev til mig i anledning af endel sager vedkommende sognet og tilfe-iede følgende efterskrift: „Dersom De ikke har set sidste „Quarterly", saa faa fat i <len. Bispen har mig og min bedstefar saa glimrende tilbedste". Da jeg fik dette brev, var jeg tilfældigvis i samme hus som bispen og viste ham det. Han sagde: „Det glæder mig meget, at han tar det slig; han er en prægtig kar". F. D.

1) 10de april 1860. Dr. Gray gav en detaljeret kritik over «den stilling, som i det foregaaende mede var blit indtaget af mr. J. A. Lowell, prof. Bowen og prof. Agassiz". Stykket blev optrykt i Åthenæum for 4de august 1860. E. D.

[page] 379

ASA GRAY. [1860]

 

og nu kan jeg ikke la være at udtrykke min op-rigtige beundring for Deres klare logiske evner. Som Hooker netop sagde i et brev til mig, er De i høiere grad end nogen anden inde i emnet. Jeg erklærer, at De kjender min bog ligesaa godt som jeg selv: De belyser ogsaa spørsmaalet paa en ny maade og anfører nye argumenter, saa De vækker min forbauselse, ja næsten min misundelse. Jeg beundrer Deres opsats her ligesaa meget, ja næsten mer end Deres artikel i „Silliman's Journal". Hvert eneste ord synes vel overveiet og virker som en to- og tredive-punder. Den faar mig til at ønske (men jeg ved jo, De ikke har tid), at de kunde skrive mere udførlig og for eksempel anføre, hvad De ved om amerikanske vild-frugters af-artning. Athenæum er mest udbredt, og jeg har sendt mit eksemplar til udgiveren med anmodning om at offentliggjøre paany den første afhandling; jeg er dog bange, han ikke vil, da han gav en saa haard kritik af bogen. — Jeg vil bestille august-numret, om jeg faar vide, at det indeholder Deres modkri-tik. Jeg er kommen til det resultat, at det var galt af Dem at bli botaniker; De burde være blit jurist .... Henslow1) og Daubeney er rokkede.

1) Professor Henslow nævntes i december-numret af „Macmillans ilaga-zine" som tilhænger af udviklingslæren. I den anledning oifentlig-gjorde han i samme tidsskrifts februar-numeY det følgende aar et brev, hvori han nærmere angav sin stilling. Dette gjorde han ved uddrag af et brev til ham fra pastor L. Jenyns (Blomefield), som „temme-lig neiagtig", siger han, udtrykte hans mening. Mr. Blomefield skrev: „Jeg vidste ikke, at De var gaat over til hans (Darwins) teori, og kan neppe tro, at De slutter Dem til den i dens helhed, om De end ligesom jeg kan gaa saa langt som til at antage, at mange af de mindre grupper, baade af dyr og planter i en meget fjern tid kan ha havt samme oprindelse. Jeg siger ikke som nogle, at hans teori ikke kan være sand i sin helhed — men at den er meget langt fra at være bevist; og jeg tviler paa, at det nogensinde blir nmligt at bevise den". F. D.

[page] 380

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Hooker melder, at Hochstetter har fortalt ham, at mine meninger gjør raske fremskridt i Tyskland, og at dygtige arbeidere har spørsmaalet under dis-kussion. Ved slutten af sin oversættelse har Bronn et kritisk kapitel; men det er saa vanskeligt tysk, at jeg endnu ikke har læst det. Hopkins's anmeldelse i „Fraser" ansees for den bedste af kritikerne imod os. Jeg tror, Hopkins er saa uenig med os, fordi hans studier aldrig har ført kam ind paa saa-danne sager som geografisk udbredelse, klassifika-tion, homologier o. s. v., saa han ikke føler det som nogen lettelse at faa en slags forklaring.

Til C. Lyell. Haitflela (Sussex) 30te juli 1860. .

. . . Jeg har faat en mængde fornøielige breve om British Association, og det ser ud til, at vor sag har staat sig godt. Man har drøftet sagen ligesaa ivrig paa den anden side af Atlanterhavet som her. Jeg tror neppe, nogen kjender sagen bedre end Asa Gray, og han har kjæmpet tappert. Han er en første-rangs logiker. Jeg har sendt en af hans trykte taler til vort Athenæum, og udgiveren siger, han vil ta den ind. Det er en stund, siden „Quarterly" kom. Der er intet ondskabsfuldt i den, og det er rent vidunderligt .... Det lægger mig i munden mange ting, som jeg ikke siger. Tilslut citerer det Deres satser imod Lamarck og retter en høitidelig appel til Dem om at staa fast i troen. Jeg tænker, det vil bringe Dem til at skjælve lidt; — har listelig stivet op biskopen (tilligemed Murchison) imod Dem som hovedet for uniformitarianerne (de, der holder paa ensartethed og uforanderlighed), Den eneste anmeldelse forresten, der er omtale værdt, staar i 3die numer af „London Review"; den maa være af en geolog og er mærkelig nok

[page] 381

NEDSTAMNING FRA FAA FORMER. [1860]

anerkjendende. Den er godt gjort, og jeg vilde gjerne . vide, hvem der er forfatteren. Naar De kommer tilbage, vil jeg gjerne høre, om Bronns tyske oversættelse af „Oprindelsen" har vakt nogen opmærksomhed for sagen. Huxley har det svært travlt med en „Natural History Review", som han og andre skal udgive; han har faat saa mange første rangs medarbeidere, at jeg tror, det blir et første rangs tidsskrift. Det eneste, jeg har bestilt, har været for moro skyld at arbeide lidt med botanik. Jeg vil nu gjerne vide, om Deres tur har hjulpet Dem noget. Deres bog om menneskets geologiske historie tænker jeg blir en ordentlig bombe. Jeg faaaber, den ikke lar vente saa særdeles længe paa sig. Vi hilser Deres kone paa det venligste. Dette brev er daarligt; men jeg har intet bedre at sende Dem.

Deres C. Darwin.

Til F. WatJcins. Bom mte im 1860.

Kjære Watkins! Dit brev har glædet mig særdeles. I mit tilbagetrukne liv tænker jeg, syg som jeg er, oftere paa gamle dage, end folk ialmindelig-hed rimeligvis gjør; og nu ser jeg dit godmodige ansigt for mig ligesaa levende som i gamle dage. — Min bog er blit udskjældt, rost og saa glimrende haanet -af biskopen af Oxford. Men den indflydelse, den har øvet paa virkelige videnskabsmænd, har overtydet mig om, at jeg i hovedsagen er paa ret vei. Hvad dit spørsmaal angaar, da tror jeg, det forholder sig saa, at alle dyr nedstammer fra fire eller fem oprindelige former; og analogier og grunde af forresten ringe vægt synes at vise, at alle disse nedstammer fra en felles ur-type. Farvel, gamle

[page] 382

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

ven. Jeg mindes gamle Cambridge-dage med ublandet glæde og tilfredshed.

Din hengivne Charles Darwin.

T. H. Huxley til Darwin. ete.august mn.

Kjære Darwin! Jeg kan melde Dem om en ny og stor forbundsfelle ....

Von Bår skriver til mig (paa fransk): „De har over M. Darwins bog skrevet en kritik, hvoraf jeg kun ånder brudstykker i en tysk avis. Jeg har glemt det skrækkelige navn paa den engelske avis, hvori Deres anmeldelse findes. Ihvertfald kan jeg ikke finde den her. Da jeg interesserer mig meget for mr. Darwins tanker, hvorom jeg offentlig har udtalt mig, og som jeg kanske vil skrive endel om — vilde De gjøre mig en overmaade stor tjeneste, om De vilde skaffe mig, hvad De har skrevet derom. Jeg har udtalt de samme tanker om arter-nes oprindelse som mr. Darwin1). Men jeg støtter mig udelukkende paa dan geografiske udbredelse. I sidste kapitel af bogen „Ueber Papuasund Alfu-ren" vil De se, at jeg har udtalt mig meget bestemt derom uden at vide, at mr. Darwin beskjæftigede sig med dette emne".

Den bog, von Bår sigter til, gav han mig, da han var herover; men jeg har ikke faat tid til at læse den, siden hans brev naaede mig for to dage siden. Naar jeg finder den, vil jeg fortælle Dem, hvad der staar i den.

Deres T. H. Huxley.

Darwin til Huxley. Down 8de angust 1860.

Kjære Huxley! Deres brev melder om store ting, og jeg takker Dem hjertelig, fordi De sendte

1) Se dette bind s. 236 anm.

F. D.

[page] 383

PROSELYTER I TYSKLAND. [1860]

mig det. Von Bar mere end opveier al den galde, anmelderen i „Edinburgh Eeview" har ndøst mod mig, og alle Agassiz's svage argumenter. Dersom De skriver til von Bår, maa De for Guds skyld sige ham, at vi vil sætte den allerstørste pris paa det ubetydeligste bifalds-nik fra, hans side; og dersom han skriver noget, saa bed ham sende os det; jeg vil da la det trykke i Athenæum og „Silliman" for at gi Agassiz en vækker .... Har De sei denne sidstes svage metafysisk-teologiské angreb paa „Oprindelsen" i sidste numer af „Silliman *) ?" Jeg havde tænkt at sende Dem det; men det vil jo» være mindre bryderi for Dem at se paa det i London end at sende det tilbage til mig. R. Wagner har sendt mig en tysk brochure2), der gir et ud~ drag af Agassiz's „Essay on Classification" o. s. v. Han følger os ikke farlig langt, men tror, at sandheden ligger midt imellem Agassiz og „Oprindelsen". Naar han først gaar saa langt, maa han snart, enten han vil eller ikke, gaa længere. Han siger, han vil skrive en anmeldelse af „Oprindelsen". Jeg err min snille apostel til evangeliets o: djævle-evange-liets udbredelse,

Deres G. Darwin.'

Til C. Lyell. Down lite august 1860.

.... Jeg har leet ordentlig til Woodward, som tror, at De er mand for at la publikums røst

1) Den amerikanske „Journal of Science and Art" (i regelen kaldet „Silliman's Journal"), for juli 1860. Min fars eksemplar har et med blyant skrevet „Sandt" i margen ved følgende sted; „Hedmindre Darwin og hans tilhængere kan vise, at kampen for tilværelsen har et andet øiemed end at begunstige visse individer, saa de kan leve til fortrængsel for andre, vil de snart rinde, at de forfølger en skygge". - F. D.

2) „Louis Agassia's" „Prinzipien der Classifikation" o. s. v. med henblik paa Darwins anskuelser. 1860. F. D.

[page] 384

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

lia indflydelse paa Deres mening; og dog var jeg nødt til at tilstaa for mig selv, at jeg ikke var rig-tig vis paa, hvilken virkning det kunde komme til at øve paa Dem, naar saa meget svært skyts afty-redes af store mænd. Da Murray har sendt mig et ekstra eksemplar af „Quarterly Review", sender jeg det med denne post; det kan kanske more Dem. Det med „Anti-Jacobin" morede mig. Kritiken vrimler af feil, og Hooker tænker paa at svare paa den. Et blad er blit omtrykt; det skulde more mig at vide, hvad det er for en diger buk, der har staaet der. Hooker siger, at — har drevet sit spil med bispen og faat ham til at synge i den toneart, han helst vilde; han har ønsket at gjøre artiklen saa ubehagelig som muligt mod Dem. Jeg vil sende Athenæum om et par dage. — Siden De gjerne vil vide, hvilke anmeldelser der er komne kan jeg melde, at Agassiz har smeldt løs paa mig ^ sidste numer af „Silliman"; han er slet ikke heldig, benægter, at der gives af-artninger, og støtter Qg til det geologiske bevises fuldkommenhed. Asa ray melder, at en meget fremragende ven af ham , blit næsten omvendt til vore meninger ved den p itik, han (Gray) skrev over Agassiz . . . Professor rsons1) har i samme numer af „Silliman" ladet trykke en filosoferende af handling, der optræder overlegent og korrigerende ligeoverfor mig; den er forresten intet værdt. I „Highland Agricultural Journal" (Landmandsblad for Høilandene) staar der en anmeldelse af en entomolog (insektkjender); den er ikke rar. Dette er alt, jeg husker .... Som Huxley siger — peloton-ilden maa snart slutte. Hooker og Huxley og Asa Gray ser jeg er bestemte paa at holde kampen gaaende og ikke gi tabt.

1) Theophilug Parsons, prof. i lovkyndiglied ved Harvard < universitet (Forenede Stater). F. D.

 

[page] 385

OPRINDELSE FRA FLERE ARTER. [1860]

Naar De udtaler Dem, ved jeg saa godt, at det vil #ve megen indflydelse paa alle veirhaner — foruden paa mange andre. — Jeg glemte forresten at nævne Daubenys brochure1); den er meget liberal og ærlig, men svag i videnskabelig henseende. Jeg tror neppe, Hooker reiser noget i sommer. Han har saa meget at gjøre .... Han har skrevet mange prægtige breve til mig. Naar De kommer tilbage, vil jeg saa gjerne høre lidt om Deres geologiske bedrifter. Siden jeg taler om geologi — De har bestandig interesseret Dem slig for „piber" i kridt-gange. For omtrent tre aar siden opstod pludselig til alles store forbauselse et fuldstændig oirkelrundt hul paa en flad græsmark; det blev fyldt med mange vognlæs jord; og for to eller tre dage siden «r det atter sunket to eller tre fod til. Hvor klart viser ikke dette, hvad der endnu gaar for sig i jorden. — Idag tog jeg atter fat paa mit arbeide; jeg holder nu paa med hundene. Naar jeg har skrevet færdigt det lille, jeg vil, om dem, vil jeg la det trykke, og har De lyst, kan De da faa se, hvorledes det er med beviserne for deres „sammensatte" (multiple) oprindelse (oprindelse fra flere arter). Siden De synes at anse dette for væsent-iigt, kunde det kanske ikke være afveien, at De læste det; jeg er dog ikke sikker paa, at De kommer til akkurat samme resultat som jeg. — Bispen har faat et godt tag paa mig ved at samle sammen en mængde steder, hvor jeg udtrykker mig ubestemt og tvilende; dette er dog meget ubilligt; thi i slige tilfælie som her med hunden maa beviset nødvendigvis være ubestemt ....

1) Bernærkninger om de endelige aarsager til planternes kjøn med sær-ligt hensyn til mr. Darwins værk „Arternes Oprindelse". 1860.

F. D.

Darwins Liv og J)reve. IL 25

'

[page] 386

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Til Asa Gray. Down Ilte august 1860.

Kjære Gray! Da jeg kom hjem fra Sussex for en uges tid siden, fandt jeg flere artikler, der var mig sendte af Dem. Den første artikel, fra ,,Atlantic Monthly", er jeg meget glad over at ha faatfat paa. I forbigaaende, redaktøren af „Athenæumu har. tat ind Deres svar til Agassiz, Bowen & Co.; og da jeg læste det der, beundrede jeg det endnu mere end før. Det virker rent overraskende, saa knapt, kraf-tigt, klart eg nyt, som det er. — Det forbauser mig, at ikke Agassiz kunde skrive noget bedre. Den er dog tarvelig, denne logiske spidsfindighed: ..dersom arterne ikke er til, hvorledes kan de da forandre sig?" Som om der var nogen, der tyllede paa deres midlertidige tilværelse. Han forudsætter ogsaa ganske rolig, at der er en klart bestemt forskjel mellem individuelle forskjelligheder og af-art-ninger. Det er ikke noget rart i, at en mand, der kalder de samme former, naar de forekommer i to lande, særskilte ar^r — der er ikke noget rart i, - at han ikke kan opdage af-artning i naturen. Det er ogsaa urimeligt at forudsætte, at afarter af husdyr og kultur-planter, som mennesket har udvalgt for sin egen fornøielse, skulde ligne naturlige afarter eller arter. Hele artiklen synes mig tarveligj den forekommer mig neppe at være svar værdt- (selv om jeg kunde gjøre det, og jeg tviler stærkt paa, at jeg besidder Deres dygtighed til at finde frem springende punkter og gjøre det af med dem); desuden har jo De allerede besvaret flere af hans indvendinger. Men bare navnet Agassiz er os en slem modstander .... Træffer De professor Par-sons, saa vær saa snil fra mig at takke ham for den humane tone, der gaar igjennem hans opsæt1).

1) „Silliman's Journal" for juli 1860. . F. D.

[page] 387

„GUNSTIG VANSKABTHED". [1860]

Sig ham, at jeg har tænkt meget paa muligheden af, at tilfælder af gunstig vanskabthed (d. v. s. stor og pludselig af-artning) kunde opstaa. Jeg kan naturligvis ikke ha noget at sige paa det; det vilde jo være mig en stor hjælp; men grunden til, at jeg ikke har nævnt det i min bog, er den, at jeg efter meget bryderi ikke kunde finde noget, der gjorde noget saadant indlysende i mine øine. Jeg synes,. der for næsten alle skabningers vedkommende er for mange, for indviklede og for skjønne af-artnin-ger, til at jeg kan tro, at de er opstaaede pludselig. Under behandling af frø udstyrede med skjønne gjen-faager har jeg pegt.paa en saadan mulighed. Vanskab-ninger pleier gjerne være ufrugtbare eller ialfald ikke forplante slige éiendommeligheder. Betragt de vakre nuancer hos skjæl fra paa hinanden følgende lag eller periode i en og samme store formation. Jeg kunde ogsaa anføre mange andre betragtninger, der gjorde en saadan antagelse urimelig i mine øine. For husdyrs og kultur-planters vedkommende finder det ganske vist sted til en vis grad: her bevarer jo mennesket ofte en eller anden pludselig forandring i bygningen. Det morede mig at se sir R. Murchison eiteret som kjender af slægtskabs-forholå mellem dyr, og det løb koldt ned af ryggen paa mig, da jeg saa mr. Parsons spekulerede paa, om e» virkelig crustacea kunde føde en fisk1)!

Deres C. Darwin.

1) Parsons siger, idet ban taler om pterichiys (et krebsdyr) og cephalas-pis:*) „Er det nu for meget af disse kjendsgjerninger at slutte, at et af disse dyr, hvis det Tar et krebsdyr, var saa ligt en fisk, at nogle af dets æg kan være blit til fisk? — eller at det, om det var en fisk, var saa ligt et krebsdyr, at det kan være kommet af et krebsdyræg?14

F. D.

2) Disse to dyr bører til de mærkværdige ældste fiske; den første var en panserfisk og kavde to eiendommelige yingeagtige forfmner, den anden et næsten krebsdyrlignende boved. Disse rare fiske er rimeligvis de ældste kjendté repræsentanter for hvirveldyr, som vi bar. J—0.

[page] 388

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Til C. Lyell. Down Iste september 1860.

Kjære Lyell! Deres interessante brev af 28de f. m. fik jeg idag tidlig. Det har frydet mig, fordi det viser, at De i det sidste har tænkt en hel del over naturligt udvalg. Faa ting har overrasket mig saa meget som det ringe antal af anmeldernes ind-vendinger, der er nye for mig. Deres bemærknin-ger er af en anden sort, og de er nye for mig. Jeg vil i hast gjennemgaa dem og forsvare mig saa godt, jeg kan.

Den mulighed, at Galapagos-øerne havde været helt sammenhængende med Amerika, nævnte jeg ude-lukkende for at gjøre de mange tillags, som tror paa Forbes's lære; jeg indsaa ikke det farlige i indrømmelsen af, at i saa fald jo smaa pattedyr maa findes der fra hin tid. Visse eiendommelighe-der ved strandskjæl (idet nemlig Stille-havs og syd-amerikanske strandskjæl-arter forekommer) overbeviste mig imidlertid om, at Galapagos-øerne aldrig havde staat i sammenhængende forbindelse med fastlandet — saa i dette tilfælde handlede jeg udeluk-kende af lavt trællesind og skræk for Hooker & Co.

Hvad atoller (koraløer cfr. b. I s. 83) angaar, tror jeg neppe, pattedyr vilde kunne leve særdeles ge paa dem, selv om hovedøerne (thi som jeg har

i min bog om koraløer, ser ikke atol-grupper ud som et tidligere fastland) havde været beboede af pattedyr; dette slutter jeg af det yderst ubetydelige omraade, de eiendommelige forhold og sandsynligheden af, at alle eller næsten alle atoller i den tid, da synkningen er foregaaet, er blit brudte og førte afsted af havet mange gange i sin tilværelse som atoller.

Jeg kan ikke tænke mig, at noget nulevende krybdyr kunde forvandles til et pattedyr. , Homo-

[page] 389

PATTEDYRENES STAMFAR. [1860]

logier gjør det i mine øine indlysende, at alle pattedyr nedstammer fra en fælles stamfader. Det er umuligt og ørkesløst at søge at danne sig nogen mening om denne stamfaders natur og egenskaber. Sandsynligvis har ur-typen lignet ornithorhynchus (det anstralske næbdyr) eller echidna (det lille næbdyr) mere end nogen somhelst af vore kjendte former; hine dyr forbinder nemlig krybdyrs-mærker (og tildels, men ikke i saa høi grad fugle-mærker) med pattedyrs-mærker. Paa samme maade, som det forholder sig med lepidosiren1) nu for tiden, maa vi ogsaa tsenke os en form, der danner bindeleddet mellem kryb-dyr og fiske, mellem pattedyr og fugle paa den ene side (thi de beholder længere de samme embryo-logiske egenskaber) og krybdyr paa den anden. Hvad den omstændighed angaar, at pattedyr ikke er blit-udviklede paa nogen ø, da manglede der nu for det første den fornødne tid til en saadan uhyrlig udvikling; dernæst maatte den nødvendige og eiendommelige stamfar, der maatte ha mærker fælles med et pattedyrs embryo, og ikke et allerede udviklet krybdyr, en fugl eller en fisk, være indvandret did. Vi kunde bibringe en fugl et pattedyrs livsvaner; men arveligheden vilde næsten i al evighed bevare noget af fugle-bygningen og hindre, at den nye skabning kunde sættes i klasse med virkelige pattedyr. Jeg har ofte tænkt paa øers ælde, men ikke med Deres nøiagtighed og ikke under det synspunkt, at det naturlige udvalg ikke har gjort, hvad der kunde være foregrebet. Det argument, De udleder af de miocænez) strandskjæl paa de kanariske øer, er nyt for mig. Den stærke grad af denudation (blottelse) (cfr. b. I s. 83) var for mig et bevis paa St. Helenas ælde, og dets alder stemmer

1) En hmgefisk, der kan aande med gjæller og lunger). J—0.

2)Miocæne, et tidsafsnit af den yngie tertiærtid (cfr. 1> I). J— 0.

[page] 390

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

med den eiendommelige flora. Det, at flagermus paa New-Zealand (NB. der er to eller tre euro-pæiske flagermus-arter paa Madeira og — tror jeg — paa de kanariske øer) ikke har frembragt en gruppe af ikke-flyvende flagermus, synes mig ganske overraskende nu, da De fremstiller sagen, saa meget mere. som den New-Zealandske fiagermus-art er meget eiendommelig og derfor sandsynligvis er indført for længe siden, og man taler nu om Cretaceatie forsteninger der. Men det staar endnu igjen at paavise det første nødvendige skridt, nemlig at en flagermus begynder at ernære sig paa jorden eller i det hele noget andet sted end i luften. Jeg faar bekjende, at jeg virkelig kjender et enkelt saadant tilfælde, nemlig at en indisk art dræber frosker. I det elendige eksempel med isbjørnen, jeg har i min bog, paaviser jeg det første skridt, der vilde gjøre forandringen til en'hval ,.let", „alt] andet end vanskelig". Saaledes med sæl; jeg kjen-' der ikke noget faktum, der peger paa den mindste begyndende af-artning hos sæl, der iever paa stranden. Desuden vandrer sælen meget: jeg søgte forgjæves og kunde ikke op dage et eneste eksempel paa, at nogen art af sæl. er indskrænket til en ø. Og derfor vilde indvandrede eksemplarer lettelig kunne krydse sig med individer, der gjennemgaar hvilkensomhelst forandring paa en ø, som tilfældet er med landfugle paa/ Madeira og Bermudas-øerne. Den samme bemærkning gjælder ogsaa flagermus, saasom de hyppig kommer til Bermudas-øerne fra fastlandet, der dog er 600 mile borte. Hvad Gala-pagos-øernes amblyrhynchus (en blind øgle) angaar, saa kan man, da skjæl-firben saa .sjelden vover sig ud paa havet, og de arter, der holder sig til jorden, er ind-skrænkede til nogle faa centrale øer, med en vis grad af sandsynlighed slutte, at stamfaren først kom til

[page] 391

GALAPAGOS-ØGLEN. [1860]

Galapagos-øerne — det er umuligt at sige fra hvilket land, da dens slægtskabsforhold til andre kjendte arter er meget uklart. De paa land levende arters afkom fik sandsynligvis efterhaanden sjø-yaner. I dette tilfælde kan jeg vistnok ikke paavise nogen forandring i livsvaner: men blandt land-arterne har vi en, der lever paa planter (i og for sig temmelig usædvanligt), især paa lavarter, og det vilde ikke være nogen stor forandring for dens afkom først at leve paa kyst-alger og dernæst paa undersjøiske alger. — Jeg har nu anført til mit forsvar, hvad jeg kan; men Deres angreb er ikke saa greit at parere. Man burde bestandig huske paa, at ingen forandring vil bevirkes, før en af-artning i levevis eller legems-bygning eller begge dele træffer til at indtræde i den rigtige retning, saaledes nemlig, at vedkommende organisme opnaar en fordel over andre eksisterende land- eller sjø-organismer, og dette kan i hvert særskilt tilfælde ta uendelig lang tid. Det glæder mig meget, at De vil læse mit hunde-manuskript; det vil nemlig være af væsentlig betydning for mig at se, hvad De mener om de af mig irettelagte bevisligheder. Naar man længe har tænkt over et emne, «r det ofte vanskeligt at dømme derom. Hjertelig tak for Deres interessante brev.

Til J. 1). Hooker. Down 2aen september 1860.

Kjære Hooker! Jeg er rent forbauset over, hvad De idag har meldt mig. Jeg er blit en slig gammel stabeis, at Deres iver undrer mig. Gaa nu for Guds skyld ikke hen og faa halsen skaaret over paa Dem. Saasandt jeg er til, jeg tror, De maa være en smule gal. Jeg maa tilstaa, det vil bli en særdeles interessant tur, og om De kommer paa toppen af Libanon, yderst interessant — iburde faa

[page] 392

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

fat paa alle mulige biller under stene der; men in-sektkjenderne er slige efterliggere. Jeg tror neppe, man kunde faa noget ud af dem. De har aldrig bearbeidet Britaniens høifjelds-insekter. Træffer De paa saltvands-sjøer, saa læg mærke til floraen og faunaen der; det er ganske mærkeligt, hvor lidet man har studeret disse sager.

Jeg har faat et langt brev fra Lyell, der fr.em-sætter skarpsindige indvendinger imod det naturlige-udvalg, fordi det ikke har udrettet mere, end det har. Dette er meget bra; thi det viser, at han har sat sig fuldstændig ind i emnet, og at han mener det alvorlig. Brevet er helt igjennem interessant j det glæder mig ind i hjerteroden.

.... Hvor jeg kommer til at savne Dem, De den bedste og snilleste af alle mine venner.

Deres hengivne C. Darwin.

Til Asa Gray. Down 10cle septemi>er 186o.

.... De blir vel træt og kjed af min ros ? men Deres opsæt1) synes mig at være udmærket i sin argumentation; det er godt og morsomt skrevet. De er uopnaaelig i brugen af billeder. I et tidligere brev sagde jeg, at De var jurist; jeg har vist tat storligen feil; De maa være digter. Nei min. sandten, jeg vil sige Dem, hvad De er: De er en bastard, en blanding af jurist, digter, naturforsker og teolog. Har man hørt tale om slig en vanskab-ning før!

Jeg har netop set igjennem de steder, jeg har mærket mig som ekstra gocje; men jeg ser, at der er saa mange af dem, at det ikke gaar an at nævne hvert enkelt; det er ingen overdrivelse. Mit øie falder netop paa den heldige sammenligning mellem

1) I .Atlantic Monthly" for juli 1860.

F. D.

[page] 395

DET EMBRYOLOGISKE BEVIS. [1860]

prismets farver og vore kunstige grupper. Jeg har opdaget en liden feil med hensyn til det forstenede kvæg i Syd-Amerika. — Det «r mærkværdigt, hvor forskjellig man kan vurdere argumenter: embryologien er i mine øine det, der taler stærkeBt for af-artning af former, og jeg tror ikke, en eneste af mine anmeldere har omtalt dette. Den omstændighed, at af-artningen indtræder i en ikke meget tidlig alder og" nedarves i en ikke meget tidlig tilsvarende alder,, forklarer, synes det mig, den største af alle naturhistoriske eller rettere zoologiske kjendsgjerningery nemlig ligheden mellem embryos.

[Dr. Gray skrev tre artikler i „ Atlantic Monthly" for juli, august og oktober; de blev trykte som bro-chure i 1861 og udgjør nu 3die kapitel i „Darwini-ana" (1876) under overskriften: „Det naturlige udvalg strider ikke mod natur-teologien".]

Til 0. Lyell. Down 12te september 1860.

Kjære Lyell! Jeg havde aldrig tænkt paa at vise Deres brev til nogen. I et brev til Hooker omtalte jeg, at jeg havde faat en interessant skrivelse fra Dem med mange originale indvendinger,, der hovedsagelig gik ud paa, at det naturlige udvalg ikke havde udrettet saa meget, som man kunde ha ventet ... I det brev, jeg netop har modtaget fra Dem, har De gjort Deres indvending imod ud-valget endnu stærkefe; den vilde gjøre indtryk paa publikum (lad nu ikke argumentets nyhed friste Dem til at tilspidse det for meget); den synes mig dog" ikke rigtig dræbende, skjønt jeg ikke kan svare paa den; især er jeg uden svar paa det spørsmaal, hvorfor gnaverne ikke har fundet nogen høi udvikling i Australia. De maa mene, at de har eksisteret i

[page] 394

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Australia i meget lang tid, noget, der muligens er til-fældet og muligens ikke. Men jeg føler, at vi er saa fuldstændig uvidende om, hvorfor en form er be-varet med næsten den samme bygning eller opviser fremskridt eller kanske endog tilbageskridt i orga-nisation eller uddør — at jeg ikke kan lægge synderlig vægt paa den indvending. Dertil kommer, at vi — som De ofte gjør opmærksom paa i Deres breve — ikke ved, hvormange geologiske tidsaldre der kan ha gaat med til at gjøre store fremskridt i organisation. Husk paa aberne i de eoeæne1) formationer : men jeg indrømmer, at De har anført en fortræffelig indvending; jeg kan kun gi utilfredsstillende og ubestemte svar, magen til dem, De selv har fremsat; De lægger dog neppe tilstrækkelig vægt paa den absolute nødvendighed af, at af-artninger først opstaar i den rigtige retning, i dette tilfælde altsaa, at sæl begynder at leve paa stranden. — Jeg er ganske enig med Dem, naar De siger, at bare en art blandt flere blir gjenstand for af-artning. Jeg husker, at dette slog mig stærkt, da jeg holdt paa-at optage en fortegnelse over af-arter af planter, ogg jeg har behandlet denne sag etsteds. Det hænger nødvendigvis sammen med mine tanker om klassifi-kation og divergens, at bare en eller to arter selv af store slægter frembringer nye arter; og mange slægter uddør helt og holdent. . . . . . Se s. 341 i

.,Oprindelsen". Men jeg husker ikke, at jeg i „0p-rindelsen" har anført den kjendsgjerning, at bare meget faa arter i hver slægt varierer. De har", fremstillet sagen meget bedre i Deres brev. Iste-detfor at sige, som jeg saa ofte gjør, at meget faa arter varierer samtidig, burde jeg ha sagt, at meget faa arter af en slægt nogensinde varierer slig, at de blir gjenstand for af-artning; dette er nemlig den

1) Eocæn 0: morgenrøde, den ældste tertiærtid. J—0.

[page] 395

PUNGDYR OG PLACENTALER. [1860]

grund, hvorpaa forklaringen af klassifikationen hviler, som jeg har vist i mit diagram. Jeg synes som De, at det er underligt og uforklarligt, at næbdyret og den australske trigonia (en musling) eller den siluriske lingula (et af de ældste bløddyr beslægtet med blækspruterne) er blitbevaret. Jeg gjentager atter og atter for mig selv, at vi neppe kjender grunden til, at en enkelt art er sjelden eller almindelig i de bedst kjendte lande. Jeg har et steds en række af iagttagelser over ferskvands-dyr; det er ganske rart, hvor mange af disse der er, som er gamle eller mellemliggende former; dette tror jeg lar sig_ forklare deraf, at kampen for tilværelsen har været mindre haard; desuden har vel de organiske formers af-artning foregaaet langsommere paa smaa, begrænsede omraader, som jo alle ferskvande opvi-ser i sammenligning med hav eller land. Jeg ser, at De paa sidste side udhæver som en vanske-lighed den omstændighed, at pungdyr ikke er blit til placentaler1) i Australia; men jeg mener, at De ikke har ret til at vente Dem noget saadant; det er nemlig sandsynligt, at pungdyr og placentaler nedstammer fra en mellemliggende og lavere form. Da er det argument, at gnaverne ikke har naaet en faøiere udvikling i Australia (forudsat, at de har eksisteret der i længere tid), af langt større vægt. Det gjør mig bitterlig ondt at se, at De peger paa en skabelse af „særskilte, paa hinanden følgende typer saavelsom af et vist antal særskilte ur-typer". Er dette Deres mening, saa husk, at De da opgiver det embryologiske bevis (det, der i mine øine veier mest

1) Som bekjendt adskiller næbdyr og pungdyr sig fra alle andre patte_ dyr derved, at de mangler moderkage (placenta). Unger fedes derfor til verden i en langt ufuldkomnere tilstand end hos de høiere pattedyr, hvor fostrene gjennem røoderkagen blir ernæ-et til et fuldkom-nere stadium inde i livmoderen. J—0.

[page] 396

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

af alle) samt desuden det morfologiske eller homologiske argument. De tar livet af mig og af Dem selv med, og jeg tror, De kommer til at angre det. Saa meget om arterne. Det slaaende uddrag, som E. afskrev, var af Dem selv!! fra et brev til mig for mange, mange aar siden; det skrev hun af og sendte til madama Sisemondi; min tante, der for nylig ordnede sine breve, fandt det og sendte det tilbage til E ... . I det sidste bar jeg været skammelig doven, d. v. s. jeg har iagttaget1) iste-detfor at skrive; og det første er dog ganske an-derledes fornøieligt.

Deres C. Darwin.

-Lli Kj. J-jyCii. Marine Parade 15, Eastbourne, søndag 23de

september 1860.

Kjære Lyell! Deres brev af 18de d. m. fik jeg, netop da jeg stod paa reisen hid. De taler om at spare mig for umagen med at svare. Tænk aldrig paa det; thi jeg betragter alle Deres breve som en hæder og en fornøielse, og det er alt andet, end jeg kan sige om alle de breve, jeg modtager. Jeg har nu et paa tretten tætskrevne sider om arterne at besvare.

Jeg er bestemt af den formening, at alle pattedyr nedstammer fra en eneste stamfader. Tænk paa den store mængde af detaljer, hvoraf særdeles mange er af yderst liden betydning for vedkommende dyrs levevis (som antallet af ben i hodet, haar-beklæd-ning, fælles embryologisk udvikling o. s. v.). Disse ligheder kan jeg kun forklare mig ved at antage en fælles afstamning. Jeg ved meget godt, at der erj flere tilfælde, i hvilke det samme eller næsten det samme organ er blit udviklet ved uafhængige hand-

1) Drosera, soldug. F. D.

i

[page] 397

PATTEDYRENES FÆLLES STAMFAR. [1860]

linger af det naturlige udvalg. Men for de fleste af disse organer, der tilsyneladende ligner hverandre saa meget, gjælder det, at man kan opdage en eller anden homologisk forskjel. Læs s. 193 „De elektriske organer;" tro mig, den sætning: „I alle disse tilfælde af to tydelig adskilte arter" o. s. v., skrev jeg ikke uden overlæg; jeg undersøgte hvert enkelt tilfælde med megen omhu. Anvend saa dette argument paa pattedyrenes hele bygning, baade den ydre og den indre, og De vil forståa grunden til, at jeg saa stærkt helder til den mening, at alle stammer fra en fælles stamfader. Jeg har netop læst Deres brev om igjen, og jeg er ikke ganske sikker paa, at jeg forstaar Dem rigtig.

Jeg vedlægger to diagrammer, der viser den maade, paa hvilken jeg tror, at pattedyr har ud-viklet sig. Jeg tænkte endel paa dette, da jeg skrev s. 429, det afsnit, der begynder med: „Mr. Waterhouse". (Vær saa sml at læse afsnittet selv). Jeg ved ikke at vælge mellem disse to diagrammer. Dersom pungdyrenes hjerne nøiagtig ligner placen-talernes, vilde jeg ikke betænke mig paa at vælge no. 2; dette stemmer ogsaa med micfolestes1 alder. Som regel vilde jeg foretrække det første diagram; om pungdyrene har havt en fortsat udvikling eller er stegne i orden fra en meget tidlig periode eller ikke, vilde afhænge af omstændigheder, der er altfor indviklede til endog at være gjenstand for gjæt-ning. Lingula har ikke steget i orden siden den siluriske periode, medens andre bløddyr kanske har gjort det. I følgende diagram repræsenterer A en ukjendt form, der rimeligvis ligger mellem pattedyr, krybdyr og fugle, omtrent slig som lepidosiren nu kan siges at ligge mellem fiske og nøgenhudede. Denne ukjendte form er sandsynligvis nærmere be-slægtet med 'ornifhorhynchus end med nogen anden

[page] 398

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

kjendt form. — Jeg tror ikke, at hundens sammensatte oprindelse er noget bevis imod menneskets enkelte afstamning . . . Alle menneskeracer er -saa uhyre meget nærmere beslægtede med hverandre end med nogen abe, at (som tilfældet stiller sig med pattedyr) jeg betragter det som givet, at de alle stammer fra en og samme stamfar. Jeg anser det for sandsynligt, at menneskeracerne fordum var mindre talrige og mindre indbyrdes forskjellige end nu for tiden, medmindre da en laverestaaende og mere afvigen.de race end selve hottentottsrne er ud-død. Forudsat, at vore hunde — og dette tror ialfald jeg — nedstammer fra to eller tre ulve, schakaler o. s. v., saa stammer dog disse efter vor synsmaade fra en eneste fjern og ukjendt stamfar. Hvad vore tamme hunde angaar, er spørsmaalet simpelthen, om hele den store forskjel er frembragt, efterat mennesket havde tæmmet en enkelt art, eller | om en del af forskjellen er opstaat i natur-til-standen.

(Her følger diagrammerne).

[insert image]

[page] 399

NEGER OG KAUKASIER, [1860]

Agassiz & Co. er af den mening, at negeren og kaukasieren nu tilhører to særskilte arter, og det er unyttig passiar at drøfte det spørsmaal, om de, dengang de var mindre forskjellige, vilde fortjene navn af arter. Det svar, De gir Dem selv i denne sag, er jeg enig i; og billedet med mennesket, der holder nede ethvert nyt menneske, soin maatte ud-vikles, slaar mig som godt og nyt. Den hvide mand har „missioneret ud af verden" racer, der endog næsten er hans ligemænd. Hvad øer angaar, da lægger jeg mere vægt paa tidsmanglen alene end paa flagermus og gnavere.

NB. Jeg ved ikke af, at gnavere paa ocean-øer (naar jeg undtager min Galapagos-nms, som muligens er blit indført af mennesket) holder andre klassers udvikling nede. Meget større vægt vilde jeg dog lægge paa, at der nu hverken paa øer eller andetsteds gives kjendte dyr, der ligger meliem pattedyr, fiske, krybdyr osv., hvoraf et nyt pattedyr

[page] 400

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

kunde udvikles. Dersom alle hvirveldyr blev ødelagte i hele verden, men vore nu almindelige kryb-dyr blev tilbage, kunde millioner af aar gaa hen, før krybdyr kunde naa en udvikling, der svarede -til pattedyrenes; og ifølge arvelighedsloven vilde de danne en helt ny klasse og ikke kunne regnes til pattedyrene, skjønt de kanske blev mere forstandige. Jeg har ikke ringeste mening om, hvorvidt De bryr Dem om dette filosofiske brev.

Deres C. Darwin.

TIL Asa Gray. Dora 26de september 1860.

.... Harvey har sendt mig et brev paa fjorten foliosider med kritik over min bog; det inde-holder adskillige nye og skarpsindige bemærkninger. Men det er rent besynderligt: han skjønner ikke, hvad jeg forstaar ved naturligt udvalg. Jeg har bedt ham læse dialogen i næste numer af „ Sili-man", da jeg ved, De aldrig berører sagen uden at gjøre den klarere. Jeg synes, det er endnu vidunderligere, at De aldrig siger et ord eller bruger et epithet (nærmere forklaring, -tilføielse, tilnavn), aden at det er et nøiagtigt udtryk for min tanke. Lyell, Hooker og andre, som fuldkommen forstaar min bog, bruger alligevel af og til udtryk, som jeg steiler ved. Hvorom alting er, Deres overordentlige arbeide er nu forbi; gives der en rimelig del af aandhed i min betragtningsmaade, er jeg ganske vis paa, at Deres svære arbeide ikke er bortkastet . . .

Jeg haaber og tror dog, at den dag vil komme, da De gaar videre i Deres tro paa arternes foran-derlighed, end De før gjorde og endnu gjør. Vil De sige mig, om De nu gaar videre og er fastere i Deres tro,J end De var i begyndelsen? Jeg vilde virkelig gjerne vide dette. Af min uhyre korre-

[page] 401

FEILTAGELSER. . [1860]

spondence med Lyell kan jeg se, at han, der i be-gyndelsen havde mange indvendinger at gjøre, i de sidste seks maaneder, maaske ubevidst, har sluttet sig nærmere til min lære; jeg tror, det samme er tilfældet med Hooker. Dette gjør mig sikrere i min sag end noget andet.

XII ty. ljyCil. Marine Parade, Eastbourne, fredag aften

(28de september 1860).

.... Det glæder mig svært meget, at tyskerne læser min bog. Ingen vil omvende sig, viden han selvstændig har begyndt at tvile paa arternes uforanderlighed. Er ikke Krohn1) en bra kar? Jeg har længe tænkt paa at skrive til ham. Han har arbeidet med cirripedes og har opdaget to eller tre gyselige bommerter . . . forresten i punkter, hvorom jeg gudskelov udtalte mig temmelig tvilende. Dissektionen var saa vanskelig, at den endog mislykkedes for Hux-ley. Det er især den forklaring, jeg gir af de enkelte dele, der er saa urigtig, og ikke delene selv. Men det var nogle digre feil, og grunden til, at jeg siger alt dette, er den, at Krohn istedetfor at hovere paapegte mine feil med al mulig hensynsfuldhed. Jeg har hele tiden tænkt paa at skrive til ham og takke ham. Jeg formoder, at brev under adresse dr. Krohn, Bonn, vilde naa ham. Jeg kan endnu ikke se, hvorledes hundens sammensatte oprindelse kan bruges som argument for menneskets sammensatte oprindelse. Har De ikke endnu lidt i^jen af den følelse, der har været os alle saa dybt ind-prentet, at en art er et væsen forlig, noget ganske

1) Der er to afhandlinger af Ang. Krohn, en om cement-kjertler og en anden om udviklingen af rankefodderne i „Wiegmanns Archiv11. Min far har bemærket, at han „gjorde nogle skrækkelige bukker i behandlingen af cement-kjertler14. Selvbiografien b. I.s. 96. F. I). Darwin Liv og breve. II. 26

[page] 402

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

forskjelligt fra en af-art? Er det ikke saa, at dette med hunden afsvækker det argument, der ligger i frugtbarheden, saa dette ene hoved-argument for, at menneske-racerne er af-arter og ikke arter (nemlig den omstændighed, at de er indbyrdes frugtbare), er meget svækket? — Jeg er fuldkommen enig med Hooker, naar han siger, at enhver af-artning, der er mulig i kultur-tilstanden, ogsaa er mulig i naturlig tilstand, — ikke saa at forståa, at nogensinde den samme form kunde naaes gjennem menneskets ud-valg for sin egen fornøielses skyld som gjennem naturens udvalg til organismens eget bedste. Siden jeg taler om ,,naturligt udvalg" — om jeg skulde skrive min bog om igjen, vilde jeg bruge udtrykket „naturlig bevarelse". Thi jeg opdager, at folk son) Harvey i Dublin ikke kan forståa mig; og han har dog læst bogen to gange. Dr. Gray ved British Museum gjorde den bemærkning til mig, at „uåvalg var klarligen nok en umulighed for planternes vedkommende ! Ingen kunde sige ham, hvorledes det kunde være muligt". Og han kan nu tilføie, at forfatteren selv ikke forsøgte paa at gjøre ham det begribeligt.

Deres C. Darwin.'

Til C. Lyeil. Marine Parade 15, Eastbourne, 8de oktbr. 1860.

Kjære Lyell! Jeg sender den engelske over-sættelse af Bronn1); den første del af kapitlet med almindelige bemærkninger og lovtaler er ikke tat med. Der er mange gode ting. Han gjør en til-syneladende og ogsaa i virkeligheden træffende bemærkning naar han siger, jeg ikke kan forklare granden til, at en rotte har længere hale, en anden længere

1) En oversættele i manuskript af Bronns kritiske bemærkninger i slutten af den tyske oversættelse af „Arternes oprindelse". F. D.

[page] 403

MISFORSTAAELSER. [1860]

øren o. s. v. Men han synes at ta storligen feil og mene, at disse dele ikke varierede samtidig eller den ene del saa umærkelig kort foran den anden, at de i virkeligheden blev samtidige. Jeg kunde spørge tilhængeren af skabelses-teorien, om han anser denne forskjel hos de to rotter for at være af nogen betydning eller for at staa i et vist indbyr-des forhold ifølge vækst-lovene. Og dersom han indrømmer dette, burde udvalget komme med i spillet. Den, som tror, at Gud skabte dyrene ind-byrdes forskjellige som en slags sport eller for moro skyld, akkurat som mennesket skifter klær efter moden, vil ikke indrømme, at dette mit argu-mentum ad hominem har nogen betydning. — Bronn tar feil, naar han mener, at jeg holder paa flere is-perioder. Han tar fremdeles feil, naar han til-lægger mig den mening, at udviklingen foregaar lige hurtig i alle dele af verden. Jeg antager, dette beror paa en misforstaaelse; han maa ha forvekslet det med min lære om, at de mere fremherskende former udvandrer til alle kanter af verden. Jeg har bestilt dr. Bree1); De skal faa laane den, om De ha

r lyst, og der er noget ved den.

.... Det glæder mig, at det var en misforstaaelse af mig det, at arterne ikke havde evnen til af-artning, ihvorvel i virkeligheden meget faa frembringer nye arter. Det ser ud til, at jeg har særdeles let for at misforstaa Dem \ jeg formoder, jeg altid ser indvendinger — selv der, hvor der ingen er. . . . Igaar fik jeg brev fra Thwaites paa Ceylon; han var før i mangt uenig med mig. Han siger nu: „Jeg ser, at jo nærmere kjendskab jeg faar til Deres meninger om de forskjellige fremtoninger

1) „Species not Transmutable" („om arternes ikke-foranåerliglied11) af C. K. Bree. 1860. P. D.

[page] 404

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

i naturen, desto enigere blir jeg efterhaanden med Dem".

Til J. M. Bodwell1).

Marine Parade 15, Eastbourne, 5te november 1860.

Høistærede herr Rodwell! Jeg er Dem over-maade forbunden for Deres brev; jeg kan kun sammenligne det med en plumpudding, saa fuldt er det af gode ting.

Jeg har'været noget forhastet med kattene2); dog havde jeg, hvad jeg troede var gode autoriteter. Eev. W. D. Fox gav mig en fortegnelse over indtrufne tilfælde i forskjellige fremmede racer, hvor han havde iagttaget gjensidigheds-forholdet og i aarevis forgjæves havde gaaet paa jagt efter en undtagelse. En fransk avis anfører ogsaa talrige tilfælde, især en meget mærkværdig historie med en katunge, som efterhaanden mistede den blaa farve i øinene og ogsaa lidt efter lidt fik høre-evnen. Jeg havde ikke hørt om Deres onkel mr. Kirbys omhyggelige stræv med katte-avl. Saa længe jeg kan mindes, har jeg høiagtet ham. Jeg ved ikke, om mr. Kirby3) var Deres kjødelige onkel eller ikke; men Deres breve viser mig, at De godt kunde ha Kirby-blod i Deres aarer, og at De, om De ikke havde kastet Dem .over sprog, 'vilde blit en førsterangs naturforsker.

Jeg haaber oprigtig, De faar anledning til at

1) Bev. J. M. Rodwell, som laa i Cambridge sammen med min far, busker følgende ytring af ham: „t>et forekommer mig, at vort kjendskab til vor jords bygning er svært Hg det kjendskab, en gammel bene vilde ha til et jorde paa en hundrede akres, hvor den driver og roder borti en krok".

F. D.

2) „Katte med blaa øms er bestandig deve". („Oprindelsen" side 12).

E. D.

3) William Kirby, sammen med Spencer forfatter til den bekjendte „Introduction to Entomology" (indledning i insektlæren). 1818.

F. D.

[page] 405

UDVIKLINGSLÆRE OG SPROGVIDENSKAB. [1860]

udføre Deres plan at skrive om „Ords fødsel, liv og død". Ialfald har De der en gild titel, og mange holder titelen for det sværeste ved en bog. For mange aar siden husker jeg, sir J. Hersohel engang sagde til mig paa Kap: „Jeg skulde ønske, at der var nogen, der vilde behandle sprogene paa samme maade, paa hvilken Lyell har behandlet geologien". De maa jo være en svare sprogmand, som oversætter koranen! Jeg har et elendigt sproghode og nærer derfor frygtelig respekt for sprogmænd. Jeg ved ikke, om min svoger Hensleigh Wedgwoods „Etymological Dietionary" (etymologisk ordbog) vilde være noget for Dem ; men han har i korthed behandlet ordenes oprindelse, og jeg synes, det er saare skarpsindig skrevet. Deres venlige meddelelse, at De vil meddele mig alle de kjendsgjernin-ger, De kommer over over, glæder mig, og jeg vil med taknemmelighed modtage tilbudet. Ikke et blandt tusen af den mangfoldighed af breve, man sender mig, er saa værdifuldt som Deres. — Jeg haaber, De undskylder dette slurvede brev; med op-rigtig tak er jeg

Deres . Darwin.

Til C. Lyell.

20de november 1860.

.... Jeg har ikke kunnet mande mig op til at læse Phillips*) endnu, heller ikke en frygtelig lang kritik af professor Bowen i 4de numer af det amerikanske videnskabs-selskabs forhandlinger2). Forresten hører jeg ogsaa, at Agassiz bereder sig paa at tordne mod mig i næste del af „Bidragene".

1) „Life on the Earth". F. D.

2) «Bemærtninger om udviklings-teoriens nyeste form". Af Francis Bowen, professor i natur-religion og moralfilosofi ved Harvard universitet. E. D.

[page] 406

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Mange tak for Deres beretning om ..Oprindelsens" afsætning, noget, jeg intet havde hørt om. Jeg an-tager, der engang maa komme en ny udgave; jeg ønsker fremforalt Deres raad i et enkelt punkt, og De ved, jeg holder Dem for det viseste af alle mennesker; Deres raad skal jeg ubetinget holde mig efterrettelig. Det er faldt mig ind, at det maaske kunde være fornuftigt at tilføie en række anmærkninger (en firti å femti stykker) til „Oprindelsen", udelukkende helliget mine anmelderes feiltagelser. Nu er der jo ingen anmærkninger i bogen. Jeg har tænkt mig, at hvor en faitiker kan ta feil, gaar det %ogsaa an for en almindelig læser at ta feil. Dernæst vil det jo vise læseren, at han ikke maa stole blindt paa anmeldere. For det tredie skulde jeg, naar en speciel kjendsgjerning gjøres til gjenstand for angreb, ha lyst til at forsvare den. Jeg vilde ikke lægge nogen slags vrede for dagen. Jeg vedlægger et simpelt schema, udarbeidet uden omhu og nøiagtighed, alene efter hukommelsen, bare for at vise Dem min tanke. Vil De gjøre mig den store tjeneste at iænke nøie over dettet Jeg har den tro, at det vilde gjøre god virkning og indgyde læseren en vis tillid. Det vilde bli en gyselig plage at skulle gjennemgaa alle anmeldelserne.

Deres hengivne C. Darwin.

[Her følger prøver paa anmærkningerne; bind og side in blanco. Man vil se, at han i enkelte tilfælde glemmer, at det er anmærkningerne, 'han skriver, idet han skriver, som om det fremdeles var til Lyell:

Dr. Bree paastaar, at jeg forklarer bygningen af kube-biens celler „ved hjælp af den aflægse tryk-teori". Men jeg siger ikke et eneste ord, der

[page] 407

PAATÆNKTE ANMÆRKNINGER I EN NY UDGAVE. [1860]

direkte eller indirekte har noget med „tryk" at bestille.

Anmelderen i ..Edinburgh Eeview" oiterer mig, som om jeg har sagt, at „duernes ryg-hvirvler er forskjellige i antal". Jeg ikke saa meget som næv-ner ryg-hvirvlerne, medens jeg taler om bækken- og faale-hvirvlerne.

Samme anmelder udtaler tvil, om disse organer er cirripedes-gjceller. Men professor Owen indrøm-mer i 1854 uden videre, at de er gjæller, hvilket John Hunter har gjort for længe siden.

Den forbandede Weald-beregning1) bør vel gaa ud og en anmærknicg indtages om, at jeg er blit overbevist om dens unøiagtighed ved en anmeldelse i Saturday Seview og af Phillips, da jeg i hans indholdsfortegnelse ser, at han hentyder til det.

Mr. Hopkins („Fraser") siger — jeg citerer bare løselig efter hukommelsen — at „jeg bruger Tor geologiske kundskabs overordentlige ufuldstæn-dighed som et argument for min lære"; dette «r, siger han, første gang i videnskabens historie, han har hørt uvidenhed paaberaabt som grund. Men sandheden er, at jeg gang paa gang i det stærkeste sprog, der staar til min raadighed, ind-rømmer, at det ufuldkomne bevis, som geologien afgiver med hensyn til overgangs-former, taler meget stærkt imod min teori. Der er visselig én ikke liden forskjel paa fuldstændig at medgive en indvending og saa søge at afsvække den ved at vise, at den ikke er saa væsentlig, som det ved første øiekast saa ud til — og mr. Hopkins's forsikring om, at jeg brugte den som et argument fi r min lære.

Jeg vilde ogsaa sætte en anmærkning til ,.Na-

1) Wealdformation er en tertiær mellemformation. J—0.

[page] 408

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

turligt udvalg" og vise, paa hvor mange forskjellige maader det er blit misforstaaet.

En forfatter i „Edinburgh Philosophical Journal" benægter rigtigheden af min anførsel, at La Platas gjertruds-fugl aldrig opholder sig i trær. Jeg studerede dens levevis i to aar; men livad der har mere at sige, Azara, hvis nøiagtighed alle med-giver, udtaler sig med endnu større sikkerhed derhen, at den aldrig holder til i trær. Mr. Å. Murray mener, den ikke bør kaldes gjertruds-fugl; den har to tær foran og to bag, spidse hale-fjær, en lang spids tunge og den gamme legemsform, den samme flugt, de samme farve-nuaneer og den samme røst. Til for ganske nylig sattes den i samme klasse — picus — som alle andre gjertruds-fugle; men nu opføres den som en særegen slægt blandt picidce. Den eneste forskjel paa den og den egentlige picus er, at dens næb ikke er fuldt saa stærkt, og at dens øvre kindbakke er en smule buet. Jeg antager, disse oplysninger fuldstændig godtgjør rigtigheden af, hvad jeg har sagt, at den „i alt væsent-ligt med hensyn til sir. bygning maa siges at være en gjertruds-fugl".]

Til T. H. Huxley. Down 22de november 1860.

Kjære Huxley! For himlens skyld, gaa ikke hen og skriv en anti-darwinistisk årtikel; De vilde gjøre det saa forbandet godt! Jeg har undertiden moret mig med at tænke paa. hvorledes jeg skulde bære mig ad med at ta mig selv afdage paa den bedste maade, og jeg tror nok, jeg kunde gi mig et par ordentlige stød. Men jeg vil se paa Dem — først, før jeg gir mig ikast dermed. Jeg blir meget utaalmodig efter at se tidsskriftet1). Faar det frem-

1) Første mimer af den nye række af „Nat. Hist. Keview" udkom i 1861.

F. D.

[page] 409

TREDIE UDGAVE GJØRES ISTAND. [1860]

gang, kan det virkelig komme til at gjøre meget,, rigtig meget godt.

Fra Murray har jeg idag faat besked om, at jeg fluksens niaatte gi mig ifærd med en ny udgave af „Oprindelsen". Han siger, at anmeldelserne ikke har bidraget til større afsætning. Jeg vil åltid be-tragte disse tidlige anmeldelser, der næsten alle var af Dem, som en umaadelig tjeneste. Dersom har nogen vigtige tanker eller kritiske bemærknin-ger at anføre ianledning af nogen del af „Oprindel-sen", vil jeg naturligvis modtage dem med tak. Jeg agter nemlig at rette saa meget, jeg kan; men jeg vil ikke udvide bogen. Men — De maa jo være inderlig kjed af og . sint paa hele greia — takke til, om De ikke er sint paa mig med. Adios.

Til C. Lyell.

Down 24de november 1860.

Kjære Lyell! Mange tak for Deres brev. Jeg havde begyndt at more mig ved tanken paa, hvorledes jeg bedst kunde skrubbe mine anmeldere, men jeg havde bestemt mig til i alle fald at følge Deres raad, og før jeg var blit færdig med læsningen af Deres brev, var jeg fuldkommen overbevist om Deres raads visdom1). Hvor godt det dog er for mig at ha slige venner som Dem. Jeg vil følge Deres raad til punkt og prikke. Jeg har netop faat breT fra Murray; han siger, han solgte 700 eksemplarer paa sin auktion, og at han ikke kan skaffe halvpar-

1) „Det gaar smaat med min nye udgave. Jeg ser nu, at Deres raad var udmærJiet. Jeg tan besvare alle kritikere uden nogen direkte-; hentydning ved en li den udvidelse bist og her og ved af og til at indskyde en ny sats. Brenn alene vil jeg vise den respekt at besvare hans indvendinger under hans navn. Jeg haaber, jeg skal gjøre bogen ikke saa lidet bedre og dog bare gjøre den en tyve sider større"^ Fra brev til Lyell af 4de december 1860. F. D.

[page] 410

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

ten af dette antal, saa jeg maa begynde med det «amme1).

E. S. Jeg maa fortælle Dem en liden ting, som har fornøiet mig meget. De husker kanske, at jeg nævner fiskenes elektriske organer som en af de største vanskeligheder, der har mødt mig, og — anfører dette sted paa en særlig underfundig maade. Mo. Donnell i Dublin (en førsterangs mand) skriver iil mig, at han syntes, denne vanskelighed var aldeles dræbende for min teori. Ikke alene er de fiske, der har elektriske organer, meget forskjellige; men nogle har organet tæt ved hodet, andre vei halen, og det er ganske forskjellige nerver, der virker i de to tiifælde. Det synes umuligt, at der kan tænkes nogen overgang. En ven, der er min bitre modstander, synes at ha gjort nar af Mo. Donnell, som fortæller, at han sagde "til sig selv: har Darwin ret, maa der findes homologe organer liaade ved hoved og hale hos andre, ikke-elektriske fiske. Han begyndte da at undersøge sagen, og ved Gud, han har fundet slige organer2), saa at endel af vanskeligheden er fjernet; er det ikke morsomt, at mine hypoteser har ført til smukke opdagelser? McDonnell synes at være meget forsigtig. Han «iger, der kommer til at gaa aar, før han vover at kalde sig troende i denne sag; men, siger han, i de emner, han har kjendskab til d. v. s. morfologi og embryologi, ser mine meninger meget rimelige tid og kaster lys over emnet i dets helhed.

1) Paa tredie udgave af „Årternes Oprindelse", der udkom i april 1861

F. D.

2)„0m et organ hos rokken, der synes at være det homologe organ til torpedoens (zitter-rokkens) elektriske organ" af K. McDonnell, „Nat Hist. Keview" 1861 s. 57. F. D.

[page] 411

PLANMÆSSIGHED ELLER TILFÆLDE. [1860]

Tti Asa Gray. Down 26ae november 1860.

Kjære Gray! Jeg har to breve at takke Dem for; i det sidste, som De havde skrevet, før — det med rettelserne — De fik mit brev, ber De om et amerikansk optryk og siger, at det er haabløst at udgive Deres anmeldelser som flyveskrift, da det er umuligt at faa gjort flyveskrifter kjendte blandt publikum. Det glæder mig, at august-artiklen (den anden artikel i „Atlantic") er blit optrykt i „Ån-nals and Magazine of Natural History" ; men jeg har ikke set den der. Igaar læste jeg omhyggeligen over det tredie opsæt; det synes mig fremdeles ud-mcerket. Dog maa jeg med sorg som ærlig mand bekjende, at jeg ikke kan gaa saa langt som De med hensyn til planmæssigheden. Jeg ved med mig selv,' at jeg .her befinder mig i et haabløst mørke. Jeg tror ikke, at verden, slig som vi ser den, er et resultat af tilfældet; og dog kan jeg ikke tro, at hver enkelt ting er et resultat af planmæssighed. For at ta et slaaende eksempel — af Deres ytringer (s. 414) maa jeg slutte, at De tror, at „af-art-ningen er blit ledet i en vis velgjørende retning". Jeg tror ikke dette; jeg tror, De kommer til at maatte indrømrre, at vifte-halens hale har maattet gjennemgaa den af-artning i antallet og retningen af sine fjer, som nogle faa menneskers luner har villet. Om viftehalen havde været en vild fugl og havde brugt sin uregelmæssige hale i et eller andet sær-ligt øiemed, som f. eks. til at seile for vinden, alt-saa anderledes end andre fugle, vilde enhver ha sagt: „For en vakker og vis ordning af forsynet". Jeg gjentager atter, at jeg altid kommer til at be-finde mig i et haabløst mørke.

[page] 412

„ARTERNES OPRINDELSE" (FORTSÆTTELSE). [1860]

Mange tak for Bowens 4de anmeldelse1). Den ro og sikkerhed, med hvilken han uden videre fri-' tager dyrene for forstand, er simpelthen meningsløs. Paa s. 103 udtaler han sig — uhyrlig nok — imod muligheden af en stedse tiltagende af-artning og springer helt og holdent over udvalget. Rimelig-heden eller muligheden for, at en forbedret kort-horns-race eller en forbedret kropdue-race skulde kunne frembringes ved en stedse tiltagende af-artning uden menneskets kunstige udvalg — den er næsten som uendeligheden mod intet; saaledes er det ogsaa med naturlige arter uden det naturlige udvalg.

Hvor fortræffelig paaviser De ikke i „Atlantic", at ifølge Bowen geologi og astronomi er metafysik! Men han udelader dette i den 4de afhandling.

Jeg har ikke stort at sige Dem om min bog. Jeg har netop faat vide, at Da Bois-Reymond er| enig med mig. Det gaar godt med afsætningen, og den store mængde kritiker har ikke stanset den; . . . jeg maa derfor med det samme begynde paa en ny rettet udgave. Jeg vil sende Dem et eksemplar, ifald De nogensinde skulde komme til at læse den engang til. Men, du store Gud, hvor De maa være

Til T. H. Huxley. Down 2den december 1860.

.... De fiendtlige kritiker har gjort mig rent klein. De har dog forsaavidt gjort sin nytte, som de har vist mig, naar jeg skal udbrede mig vidt- I løftigere, og naar jeg skal indføre nye drøftelser. Naturligvis skal jeg sende Dem et eksemplar af den nye udgave. Jeg er ganske enig med Dem i, at de J

1) „Meraoirs (forhandlinger) of the American Academy of Arts anå Sciences". F. D.

[page] 413

UDVIKLINGSLÆREN OG UNGDOMMEN. [1860]

vanskeligheder, mine meninger støder paa, er frygte-lige; efterat jeg har faat se, hvad alle anmeldelserne har sagt imod mig, har jeg dog faat større lit til lærens almene sandhed end forhen. En anden om-stændighed styrker ogsaa mit mod, den nemlig, at adskillige folk, som før gik med mig en halv tomme, nu gaar videre, og somme, som før var mine bitre modstandere, nu er mindre bitre. Dette bringer mig til at føle det som en liden skuffelse, at De ikke anser min almindelige betragtning for en liden smule mere rimelig nu, end De gjorde i begyndelsen. Dette synes jeg er , temmelig ildevarslende. Ellers vilde jeg være mere tilfreds med den grad af tro, De har paa min lære. Dersom min teori nogensinde skal bli almindelig antaget, indser jeg klart, at det maa ske derigjennem, at unge mænd vokser op og erstatter de gamle arbeideie og saa ser, at de kan gruppere kjendsgjerninger og opdage nye undersøgel-ses-metoder bedre i tilknytning til af-artnings-læren end til skabelses-teorien. Men tilgiv, at jeg saale-des rider min kjæphest. Naar man fører et saa ensomt liv som jeg, kommer man til at nære slige taabelige tanker om sit eget værk.

Deres C. Darwin.

XU J. 1). H00/Cer. Down Ilte december ^60.

.... Idag fik jeg brev fra Asa Gray; efter mit raad vil han trykke op de tre artikler fra „Atlautic" som et flyvésKrift og sende 250 eksemplarer til England, for hvilke jeg agter at betale halvdelen af omkostningerne ved hele udgaven; jeg vil gi væk endel og søge at sælge resten ved at faa ind i aviserne nogle avertissementer, og om muligt endel notiser i tidsskrifter .... David Forbes har bearbeidet Chiles geologi med stor omhu; da jeg

[page] 414

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

sætter mere pris paa ros for nøiagtighed i iagttagelser end for nogen anden egenskab, saa tilgiv (om muligt) den utaalelige forfængelighed fra min side, at jeg citerer den sidste sætning i hans brev: „Jeg betrag-ter Deres sær-afhandling om Chile som en af de allersmukkeste prøver paa geologisk undersøgelse". Jeg faar formelig lyst til at gaa og sprætte som en kalkunsk hane!

KAPITEL VIII.

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE.

1861—1862.

[Begyndelsen af aaret 1861 fandt endnu min far med 3die kapitel af „Variation of Animals and Plants" mellem hænderne. Dette kapitel var paabe-gyndt i august det foregaaende aar og blev ikke færdigt før i marts 1861. Endel af denne tid (jeg tror i december 1860 og januar 1861) var han dog beskjæftiget med en ny udgave (paa 2000 eksemplarer) af „Oprindelsen"; denne udgave indeholdt mange rettelser og nye ting og udkom i april 1861. lanledning af denne 3die udgave skrev han i december 1860 til mr. Murray: „Jeg vil gjerne, naar De har bestemt Dem, faa besked om, hvormange eksemplarer De agter at trykke — jo flere, des bedre for mig i enhver henseende, saavidt det godt og vel gaar an; thi jeg haaber, at jeg for fremtiden skal slippe at gjøre saa mange rettelser eller rettere sagt tilføielser, som jeg dennegang har maattet gjøre

[page] 415

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

for at faa de mange noksaa dumme kritikere til at begribe, hvad jeg mener. Jeg haaber og tror, at bogen er blit betydelig værdifuldere". En interessant ting i den nye udgave var den -historiske oversigt over de fremskridt, den almene opinion i det sidste har gjort i henseende til ariernes oprin-delse1)", som nu saa dagens lys for første gang og fortsattes i de senere udgaver. Forfatterens karakter fornægter sig ikke — han bestræber sig meget tydelig for at vise retfærdighed mod alle sine for-gjsengere, — ihvorvel oversigten netop i dette stykke tildels er blit strængt bedømt. Henimod slutten af dette aar (1861) afsluttedes de endelige forberedelser til den første franske udgave af „Oprindelsen", og i september blev et eksemplar af den tredie engelske udgave afsendt til Mdlle. Clémenee Royer, som overtog oversættelsen. Bogen udbredtes nu paa fastlandet; en hollandsk udgave var kommet, og som vi har set, saa en tysk over-sættelse lyset i 1860. I brev til mr. Murray (10de september 1861) skrev min far: „Min bog ser ud til at vække megen opmærksomhed i Tyskland, om jeg skal dømme efter den mængde kritiker, der sendes mig". Tausheden var hrudt, og om faa aar skulde den tyske videnskab være blandt udviklings-lærens vægtigste forsvarere.

I hele den første del af aaret (1861) arbeidede han paa den masse detaljer, som er ordnede og fremsatte i de første kapitler i „Animals and Plants". I hans dagbog forekommer saaledes de korte notiser: „16de mai færdig med fjærkræet (otte uger); 31te mai færdig med senderne".

1) Den historiske oversigt havde allerede staaet i den første tyste ud-

tgave (1860) og i den amerikanske adgave. Bronn siger i den tyske-udgave (s. 1, anm.), at det var hans kritik i „r?. Jahrhuch fur Mine— ralogie", som gav min far ideen til denne oversigt F. D.

[page] 416

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

Iste juli reiste han med familie til Torquay,* hvor han blev til 27de august — en ferie, som hanfl karakteristisk nok i sin dagbog kalder „otte uger og en dag". Det hus, han beboede, laa i Hesketh ' Crescent, en hyggelig husrække tæt ved sjøen, et stykke fra, hvad der dengang udgjorde den største del af byen, og ikke langt fra den med vakre fjeld-knatter besatte kystlinje i nærheden af Ansteys Gove. Under opholdet i Torquay og i resten af aaret arbeidede han med orehideers (marihaandbloraster) befrugt-ning. Denne del af aaret 1861 behandles ikke i nær-, værende kapitel, fordi (som jeg har sagt i fortalen) hans livshistorie, slig. som den fremgaar af hans breve, blir klarere, naar hans botaniske studier i sin hel-hed samles og behandles for sig. Nærværende række breve vil derfor blot behandle hans arbeiders fremgang set i forhold til en udvidelse og fuldstæn- % diggjørelse af „Oprindelsen" — som f. eks. ud- j givelsen af „Anima!s and Plants", „Descent of Man" o. s. v.].

Til J. D. Hooker. Down 154e jaimar 1801.

Kjære Hooker! Synet af Deres haandskrift . fryder mig altid lige ind i hjerteroden .... Jeg Jj mars erklære mig fuldstændig enig i, hvad De siger"'H om Hnxleys artikel1) og skrive-evnen .... Hele 1

 

1) «Natnral Histojy Review", 1861 s. 67. „0n the Zoological Relations of Man with the Lower Animals" (ora menneskets zoologiske forhold til de lavere dyr). Dette opsæt havde sin grund i ende! ytringer i en diskussion i British Associations sidste mede, „hvor professor Huxley følte sig forpligtet til simpelthen at henægte rigtigheden af visse paastande af professor Owen om den forskjel, der er paa hjernen hos de heieré aher og mennesket". Men for at hans kritiske bemærknin-ger skal kunne referere sig til vel overveiede ord, knytter han dem til professor Owens afhandling „0n the Ckaracters (kjendemærker) ete. of the Class Mammalia" (pattedyr), der Mev oplæst i Linnean

[page] 417

USKJØNSOM KRITIK. [1861]

artiklen synes mig glimrende. Har ikke Oliver leveret «t fortræffeligt resumé af botaniske bøger? Du store Gud, hvilken læsning det maa ha kostet ham! — Jeg synes som De, at Phillips1) er saa kjedelig, at det ikke gaar an læse ham. De behøver ikke at bry Dem med Bree2) .... Skulde De faa fat paa en af handling af Freke „Om arternes oprindelse ved hjælp af organisk slægtskab", saa læs en side hist og her .... Han ber læseren lægge mærke til, at han er kommen til sit resultat ved „induktion", medens alle mine slutninger kun er „analogi-slut-ninger". Jeg ser, at en mr. Neale i Zoological Society har oplæst en afhandling om „Typisk ud-valg"; hvad han mener dermed, ved jeg ikke. Jeg har ikke læst H. Spencer; thi det er en erfaring, jeg gjør hver dag, at jeg maa se til at holde nogen-lunde hus med de smaa kræfter, jeg har. Jeg er undertiden bange for, at jeg rent maa lægge aarerne ind .... Saasnart dette skrækkelige veir blir lidt mildere, faar jeg se at komme til en bade-anstalt. Har De læst „the Woman in White" (den hvide dame) ? Intrigen er uhyre interessant. Jeg kan

Society i februar og april 1857; lier foreslaar Owen, at man ikke alene skal stille mennesket op i en særskilt orden, men ogsaa i «en særegen underklasse under pattedyr" — Archeneephala. F. D.

1) „Iiife on the Earth" (1860) af professor Phillips; afhandlingen inde-holder det vigtigste af rede-forelæsningen (mai 1860), F. D.

2) Felgende sætning (s. 16) af «Arternes ikke-foranderlighed" viser, hvor-meget han forstod af «Arternes oprindelse": «Den eneste virkelige forskjel mellem mr. Darwin og hans to forgjængere (Lamarck og «Vestiges") er felgende: — „medens de to sidstnævnte hegge to har fremstillet en maade, paa hvilken de tænker sig, at de store forandringer, som de forfægtér, er foregaaet, undlader mr. Darwin dette ganske". Efter dette blir vi ikke overraskede over følgende sted i fortalen: «Ingen har havt mere glæde, end jeg i gamle dage havde af at studere mr. Darwins andre værker, og ingen har felt sterre sorg over, at han har spoleret sit ry ved at udgive sin bog om «Arternes oprindelse".

F. D.

Darwin Liv og breve. II. 27

[page] 418

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

anbefale Dem en bog, som har interesseret mig i høi grad, nemlig Olmsteds „Journey in the Back Country". Den gir et overmaade levende billede af menneskene og slaveriet i Syd-staterne ....

Til C. Lyell,

2den februar 1861.

Kjære Lyell! Jeg har tænkt mig, at De gjerne vilde læse følgende sted af et brev fra A. Gray (der holder paa at udgive sine anmeldelser som et flyveskrift1), hvoraf han vil sende endel eksemplarer til England), eftersom jeg synes, hans fremstilling er os i høi grad gunstig:

„Jeg skulde ønske, jeg havde tid til at gi Dem en fremstilling af, hvor langt Bowen og Agassiz hver for sig gaar. Den første bestrider helt og-holdent arveligheden (enhver overføring undtagen den specifike). Den anden er nær ved at benægte, at vi genetisk (o: iflg. fødselen) nedstammer fra vore-tip-oldefædre; han er ikke langt fra at paastaa, at lighederne i tydelig beslægtede sprog, som latin, græsk, sanskrit, ikke kommer af, at de har en fælles oprindelse, men at de er autochtone (tilblevne i landet). Agassiz indrømmer, at afiedningen af sprog, former og arter hviler paa samme grundlag, og at han maa medgive de sidste, om han gaar ind paa det første, noget, det er ganske logisk".

Er ikke dette vidunderligt?

Deres C. Darwin.

TIL J. D. Hooker. Down 4de februar 1861.

Kjære Hooker! Deres lange pratsomme brev

1) „Natural Selection not Inconsistent with Natural Tbeology" (Det naturlige udvalg staar ikke i strid med den naturlige teologi) af „At-lantic MontMy" for juli, august og oktober 1860; udgivet af Triibner.

F. D.

[page] 419

STUDIUM. [1861]

glædede mig særdeles; desuden blev jeg saa fornøiet ved at høre, at De holder paa at tø op ligeoverfor videnskaben. For mig kunde de næsten gjerne ha været frossen en stund til; men gaa nu ikke hen og tø op altfor hurtig og voldsomt. Ingen holder længe ud at arbeide, som De har gjort. De skal dovne Dem; men — det tar sig smukt ud, at jeg gaar og præker; thi saa gjerne jeg vil, kan jeg ikke dovne mig; jeg befinder mig aldrig vel, undtagen naar jeg holder paa med mit arbeide. Ordet ferie tilhører for mit vedkommende et dødt sprog, og rigtig slemt er det, synes jeg. Vi takker Dem saa meget for den sympati, De viser med vor stakkars H. (Darwins datter) .... Hun har nu kommet tilbage til sit første stadium; hun kan af og til staa op et par timer to gange om dagen . . . Hos os er det blit en regel aldrig — eller saa lidet som muligt — at tænke paa fremtiden. Det var dog noget ganske andet at være ung og aldrig tænke paa fremtiden; gyldne, om end forfengelige haab! ....

Men for at tale om „Natural History Eeview", da kan jeg ikke rigtig tro, at damer vilde være saa særdeles følsomme for „firfisle-tarmer"; men selve udgivelsen er for tiden ganske vist et slags bastard, og originale afhandlinger bør neppe udkomme i et tidsskrift. Jeg tviler paa, at det nogensinde kan komme til at betale sig, ihvorvel jeg meget vil beklage, om det gaar ud af sagaen. Alt, hvad De siger, tar sig meget fornuftig ud; men kunde et tidsskrift i ordets egentlige betydning fyldes, med læseligt stof? — Jeg har ikke bestilt stort, naar undtages, at jeg har gjort ferdig den nye udgave af „Oprin-delsen"; desuden har jeg saa smaat arbeidet med min bog „Variation under Domestication". (Husdyrs og kulturplanters af-artning).

[page] 420

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

[Følgende brev angaar mr. Bates's af handling „ Contributions to an Insect Fauna of the Amazon Valley" (bidrag til Amazon-dalens insekt-fauna) i „Transactions of the Entomological Society", Ste bind. Mr. Bates paapeger, at da efter istiden et varmere klima vendte tilbage i ækvatorial-egnene. tråk de arter, der dengang boede ved ækvator, sig tilbage til sine gamle hjem i nord og sjå og over-lod til endel af sine slægtsfæller, der efterhaanden havde gjennemgaaet en af-artning, atter at befolke . de egne, de selv havde forladt". I saa fald maa de ved ækvator nu eksisterende arter opvise et tydeligt slægtskab med de arter, der lever omkring den 25 de paralleleirkel, hvis fjerne slægtninge de selvfølgelig vilde bli. Men det er ikke tilfælde, og dette er netop den vanskelighed, min far nævner. Mr. Belt har git en forklaring i sin „Naturalist in Nicaragua" (1874), side 266.

„Jeg tror, gaadens løsning stikker deri, at en hel mængde arter gik tilgrunde i istiden, saa at j mange arter (og enkelte slægter etc. som f. eks. den :| amerikanske hest) ikke overlevede den, medens mange arter fandt et tilflugtssted paa landstræknin-ger, der nu er overskyllede af havet; disse stræk-ninger maatte altsaa være blit bare ved havets 5 sænkning, der var en følge af den umaadelige mængde vand, som frøs sammen i store masser paa 1 landjorden".]

Til J. D. Hooker. Down 27de marts isei.

Kjære Hooker! Jeg havde tænkt at sende Dem Bates's artikel endnu idag. Det glæder mig, at De synes om den. Mig har den gjort et stærkt ind-tryk paa. Han argumenterer godt og leverer knusende beviser mod is-teorien. Jeg kan ikke vri

[page] 421

MR. BATES. [1861]

mig fra det: jeg er rent forbløffet; dog tror jeg, at en forklaring engang vil komme, og jeg kan ikke opgive ækvator-kulden; den forklarer saa meget og stemmer med saa meget. Naar De skriver (og jeg venter med spænding paa Deres brev), saa vær saa snil at sige mig, hvorvidt floraer i regelen har ensartede slægts-mærker fra 0° til 25° nord og syd for ækvator.....Før jeg læste Bates, var jeg blit fuldstændig misfornøiet med, hvad jeg skrev til Dem. Jeg haaber, De kan faa Bates til at skrive i „Linnean Journal".

Hvad gir de mig for følgende? H. C. Watson (som, haaber og tror jeg, vil anmelde den nye ud-gave af „Oprindelsen") siger, at i indledningens fire første afsnit forekommer ordene „jeg", „mig", „min" tre og firti gange. Jeg havde en slags dunkel bevidst-hed om denne fordømte sag. Han siger, det kan forklares ad frenologisk vei, hvilket vel i al høflighed vil sige, at jeg er den mest selvgode og selvtilfredse mand i verden; det er kanske tilfældet. Jeg undres, om han sætter denne behagelige kjendsgjerning paa tryk! Den slaar Wollastons parenteser fuldstændig af marken.

Min kjære Hooker, jeg er Deres hengivne

C. Darwin. t

E. S. Lad ikke denne morsomme vits komme ud; den bider næsten for godt.

Til J. B. Hooker. Down 23de april iset

.... Jeg er af samme mening som De med hensyn til løitnant Huttons anmeldelse1). Jeg ved

1) „Geologista 1861, s. 132 af løitnant Frederick Wollaston Hutton af Staff College. „Geologist" gik senere op i „Geologieal Magazine".

F. D.

[page] 422

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

ikke, hvem han er; den forekom mig at være meget original. Han er af de meget faa, der indser, at arternes af-artning ikke kan direkte bevises, og at læren maa gaa tilbunds eller holde sig oppe, alt ettersom den er istand til at gruppere og forklare fenomener. Det er dog mærkeligt, hvor faa der er, der dømmer den paa denne maade, der dog klarligen er den eneste rette. Benthams artikel i N. H. K. x) har interesseret mig i høi grad; paa Dem,- der er fortrolig med sagen før, vilde den naturligvis ikke gjøre det samme indtryk som paa mig. Jeg syntes godt om det altsammen med alle disse kjendsgjer-ninger og iagttagelser over nær-beslægtede og varierende arters natur. Du store Gud! Disse britiske botanikere, som stikker næsen iveiret og siger, at han ikke kjender noget til de britiske planter! Jeg blev ogsaa glad over nans bemærkninger om klassi-fikationen; de viser jo, at det, jeg skrev om denne sag i „Oprindelsen", var rigtigt. Jeg traf Bentham i „Linnean Society'1 og talte endel med ham og Lubbock, Edgeworth, Wallich og flere andre. Jeg bad Bentham fremsætte sine tanker om arterne; enten han delvis stillede sig paa vor side eller skrev bent imod os, vilde indholdet i hans indlæg være godt, uåmærket godt. Han gav intet svar; men jeg fik det indtryk, at han vilde skrive, hvis man gik ham paa livet; angrib ham derfor De. Alle talte med kjærlighed og ængstelse om Henslow2). Jeg spiste hos Bell i Linnean Club; jeg syntes godt om mig .... At spise ude er noget nyt for mig, og derfor syntes jeg om det. Bell har et rigtig godt hjerte. Jeg syntes godt om Rollestons af-handling; men jeg har aldrig læst noget saa dunkelt

1) „0n the Species and Genera of Plants" etc. (om planters arter og

slægter) i „Natural History Review" 1861, s. 133. F. D.

2) Professor Henslow laa paa dedsleiet. F.-D.

[page] 423

R. CHAMBERS. [1861]

og floket som hans jjCanons"1) .... Jeg besøgte R. Chambers i hans vakre hjem i St. John's Wood og havde en hyggelig passiar med ham paa en halv tirae. Han er en prægtig kar. Han gjorde en god ' bemærkning, som 'lian gottede sig over, den nemlig, at lægfolket helt og holdent havde behandlet striden om „Essays and Reviews" (afhandlinger og anmeldelser) som en sag, der bare vedkom folk af faget, og derfor ikke deltaget i den, men ladet geistligheden stelle med den sag.

Jeg er meget spændt paa at se Deres næste brev om Henslow2). Farvel.

Deres C. Darwin.

E. S. Vi er meget forbundne for „London Review". Vi læser gjerne en hel del af den, og det videnskabelige er der uden sammenligning bedre skjøttet end i „Athenæum". De skal ikke fortsætte meget længe med at sende det; alle pennierne og bryderiet vil ruinere Dem. Jeg er gyselig fastmanet til Athenæum og Gardeners' Chronide;* men jeg har holdt dem i saa mange aar, at jeg ikke kan op-give dem.

[Følgende brev angaar Lyells besøg ved Bid-denham-grustagene ved Bedford i april 1871. Be-søget skede efter indbydelse fra mr. James Wyatt, der nylig havde opdaget to sten-redskaber „i en dybde af tretten fod under jorden"; de hvilede paa

1) George Bolleston, F. E. S. f. 1829, d. 1881. Professor i anatomi og fysiologi i Oxford; en meget lærd mand, der kun efterlod faa offentliggjorte værker, hvoriblandt kan næynes hans haandbog „Form of Animal Life". Om „Canons" se „Nat. Hist. Bev." 1861, s. 206.

F. D.

2) Sir Joseph Hooker var Henslows svigerson.

F. D.

[page] 424

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

„solide lag af oolitisk1) kalksteen" 2). Her, siger sir Charles Lyell, „saa jeg for første gang fyldestgjø-rende bevis for disse tre fremtoningers kronologiske (tids —) slægtskab — de gamle redskaber, uddøde pattedyr og is-formationen".]

Til C. Lyell. Dow„ i2te april 1861.

Kjære Lyell! Deres brev har interesseret mig mer, end jeg kan sige. De synes at ha udført det mest storartede arbeide og gjort det længste skridt af alle med hensyn til mennesket.

Især er det mig en stor trøst at høre, at De anser de franske overflade-afiagringer for delta-agtige og semi-marine (brakvandsafleiringer); for bare to dage siden sagde jeg til en ven, at den ukjendte maade, paa hvilken disse af-lagringer var blit op-hobede, syntes at være det store, mørke punkt i det udførte værk. Jeg kunde ikke med debaoles eller indsjø-leier (lacustrine beds). Det var rent storartet. Jeg husker, Falconer fortalte mig, at han ansaa endel af levningerne i hulerne i Devonshire for ældre end istiden; jeg formoder, dette nu er Deres mening med hensyn til de ældre kelter med hyæne og flodhest. Det er storartet. De har rigtig git mennesket en lang stamtavle!

Jeg har aldrig havt den tanke, at strandlinier er opstaaede under synkning. Det forekommer mig, at jeg øiner endel vanskeligheder ved denne betragtningsmaade, skjønt da jeg læste Deres brev, kom jeg — noget forhastet — paa denne tanke.

1) Oolit eller rognsten er en eiendommelig kalkstensart fra juraperioden-bestaaende af smaa torn, der ser ud som sammenpressede flskerogn. Denne sten er det bedste byggematerial, der rindes i England og Frankrige. Formationen kaldes derfor ogsaa oolitformationen. J—0.

2)„Antiquity of Han", fjerde udgave, s. 214. F. D.

[page] 425

MYRERNES BEGRAVELSES-SKIKKE. [1861]

Men jeg vil igjen ta under overveielse alt det, som stod deri. Stomacho volente (ifald ikke maven slaar sig gal) kommer jeg til London tirsdag' for at arbeide med haner og høner, og onsdag morgen omtrent et kvarter før ti vil jeg besøge Dem (med-mindre jeg faar anden besked fra Dem); jeg vil saa gjerne tale med Dem. Jeg gratulerer Dem med Deres storartede værk.

Deres C. Darwin.

E. S. Sig Deres kone, at jeg ikke kunde for-døie myrernes begravelsesskikke, uagtet Erasmus-ofte har sagt mig, at jeg en vakker dag vilde opdage,, at de havde sine biskoper. Efter et slag har jeg altid set myrerne bære bort de døde til mad. My-rerne er yderst sparsommelige og fører alle døde med-skabninger med sig til mad. Jeg har netop sendt to yderst rnærkværdige breve til Busk fra en skogrydder i Texas; han har klarligen studeret myrerne med megen omhu; han paastaar bestemt, at de planter og dyrker et slags græs til proviant og buskvækster til beskyttelse! Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro; dog tror jeg ikke, at den gamle fyren skrøner med overlæg. Jeg har fuldstændig over-ladt til Busk at afgjøre, om han vil læse op brevene (nemlig i Linnean Society).

Til Thomas Davidson1). Down 2Me aprii isel.

Bedste herr Davidson! Jeg haaber, De und-

1) Thomas Davidson, F. R. S. f. i Edinburgh 17de mai 1817; d. 1885, Hans undersøkelser dreiede sig især om geologi og palæontologi og -gik hovedsagelig ud paa at opklare kjendemærker, kIassifikationr historie, geologisk og geografisk udbredelse for moderne og forstenede '. hrackiopodas vedkommende. Om dette emne skrev han et betydeligfc. arbeide ..British Fossil Brachiopoda'1, 5 bind kvart. (Cooper „Men of the Time", 1884). , F. D.

[page] 426

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

skylder, at jeg tar mig den frihed at gi Dem et vink, som jeg meget godt ved der er liden sand-synlighed for, at De vil bry Dem om. Jeg ved ikke, om De har læst min bog „Arternes Oprindelse" ; i denne bog har jeg gjort den bemærkning, som jeg antager alle er enige i, at i det store og hele tåget ligger enhver formations fauna i karakter og kjende-mærker mellem den ovenfor og nedenfor liggende formation. Men flere virkelig gode dommere har gjort mig opmærksom paa, at det vilde være ønske-ligt at faa dette oplyst ved eksempler ag udarbeidet mere vidtløftig for en enkelt gruppes vedkommende. INu vil alverden være med paa, at ingen kan gjøre dette bedre end De med brachiopoda. Resulstatex kunde bli ugunstigt for de synsmaader, jeg forfæg-ter; i saafald er det jo saa meget bedre for min modstandere1). Men jeg skulde dog være tilbøieli "til at tro, at det vilde komme til at støtte af-artnings-læren; for et aars tid siden limede mr. Salter2) i museet i Jermyn Street nogle spirifers s) paa et bræt, de var fra tre palæozoiske lag; han opstillede dei i enkelte og forgrenede linier med horisontale linje til at markere formationerne (ligesom diagrammet

1) „Mr. Davidson tror ingenlunde fuldt og fast paa store artsærtdringC dette vil jo gjøre kans værk saa meget værdifuldere". Darwin ti B. Chambers (30te april 1860). P. D.

2) John William Salter f. 1820, d. 1869. Han traadte ind i den geologisk-imdersøgelses tjeneste i 1846 og blev, da Edward Forbes tråk sig til-bage, dens. palæontolog, en stilling, som han opgav i 1863. Han ha-arbeidet sammen med flere bekjendte naturforskere — med Sedgwick, Murchison, Lyell, Ramsay og Huxley. Der er seksti numre med hans navn i Eoyal Societys katalog. Ovenstaaende er tat fra en nekrolog over mr. Salter i „Geological Magasine" for 1869. F. D.

^) Spirifer er en paa arter meget rig slægt skjælbærende bleddy (braehiopod), som især levede i den gamle eller palæotetiske tidsalder; denne tid var som bekjendt de lavere dyrs glansperiode, isæ bleddyrs, straaledyrs, leddyrs. De talrigste var brachiopoderne, e~ slags mellomgruppe mellem blæksprut og muslinger. Sealger [v ogsaa talrigt repræsenterede. . J—0.

[page] 427

DAVIDSON OG BRACHIOPODER. [1861]

min bog, om De har set det); resultatet syntes mig særdeles mærkeligt, skjønt jeg ikke havde tilstrække-ligt kjendskab til emnet til at vurdere overensstem-melserne.> Jeg havde megen lyst til at faa kobber-stik af disse skjæl, slig som de var ordnede af mr. Salter, forbundne ved punkterede linier; jeg skulde gjerne ha betalt de dermed forbundne omkostninger; men jeg kunde ikke faa mr. Salter til at skrive et lidet opsæt om emnet. Jeg kan ikke tvile paa, at en, der var tilstrækkelig hjemme i sagen, vilde ånde mange mærkelige ting til overveielse, naar han vilde ta for sig en dyre-gruppe og studere den i lys af afartnings-læren. Alle de former fra en gammel periode, der er komne til os meget lidet modifice-rede, tror jeg ikke burde tåges med, medens man alene burde ta for sig slige former, som har gjen-nemgaaet en betydelig af-artning i hvert enkelt af de paa hinanden følgende tidsrum. Det eneste, jeg nærer betænkelighed ved, er, om brachiopoda har været udsatte for af-artning nok. Man fik baade ta i betragtning den absolute forskjel i former inden slige grupper paa de modsatte tidspunkter og overveie, hvorvidt de tidlige former i karakter og kjende-mærker ligger mellem dem, der optraadte meget senere. En gruppes alder blir i virkeligheden ikke mindre, som enkelte uden synderlig grund synes at antage, fordi om den til vore dage har forplantet nær beslægtede formen Et andet punkt, som maatte overveies, er, hvorvidt hver slægts slægtslinje er ubrudt fra det øieblik, den optræder, og til den dør ud, naturligvis under fornødent hensyn til formationer, der er fattige paa forsteninger. Jeg kan ikke andet end tro, at en mand som De uden stort besvær maatte kunne skrive en betydningsfuld afhand*-ling herom (af langt større betydning end hundrede literære kritiker). Jeg ved desværre, at det er høist

[page] 428

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

sandsynligt, at De ikke har tid eller ikke bryr Dem om emnet, men jeg stoler i hvert fald paa, atDe vil undskylde, at jeg har vovet at sætte Dem paa denne' tanke. Hvis det skulde træffe sig saa overordentlig heldigt, at De vilde tænke nærmere paa sagen, vil jeg be Dem gjennemlæse mit 10de kapitel, der handler om den geologiske rækkefølge. Jeg vilde i saa fald faa lov til at sende Dem et eksemplar af den nye udgave, der netop er udkommen; i denne udgave har jeg gjort endel tilføielser og foretaget nogle rettelser i 9de og 10de kapitel. — Jeg haaber, De undskylder dette lange brev.

Deres C. Darwin.

E. S. Jeg skriver saa stygt, at jeg har ladet dette brev afskrive.

Til Ihomas Davidson.

Down 30te april 1861.

Bedste herr Davidson! Jeg takker dem oprig-tig for Deres brev. Jeg vid ste intet om, at De havde ofret min bog nogen opmærksomhed. Naar jeg tæn-ker paa Deres kundskaber og Deres aands filosofiske retning (jeg husker meget godt et mærkeligt brev, De skrev til mig, og har set igjennem Deres forskjellige skrifter), betragter jeg dette som en af de største, maaske den største anerkjendelse, der er blit mig til del. Jeg fører et saa ensomt liv, at jeg sjelden høxjer, hvad der gaar for sig, og jeg vilde være taknemmelig for at faa vide, i hvilket af Deres skrifter De har behandlet min bog; den store interesse, jeg nærer for sagen, haaber jeg ikke bare er af egenkjærlig art; Deres brev har derfor, som De vil forståa, glædet mig særdeles; jeg er fuldkommen fornøiet, om man vil overveie sagen, hvad enten man helt ud eller for en ringe del er enig i mine

[page] 429

UDVIKLINGSLÆRENS FØLGER. [1861]

synsmaader. Tro nu ikke, at jeg i mindste maade er forbauset over, at De nærer betænkelighed ved saadan med det samme at gaa ind paa mine anskuelser; sandt at sige vilde jeg ikke nære stor agtelse for den mands dømmekraft, der gjorde det — hvis jeg da skal dømme efter den lange tid, det tog, før jeg selv gik over til disse meninger. Hvert enkelt stadium kostede mig aar. Som De siger, er van-skelighederne mange og store: men jo mere jeg tænker paa tingen, desmere kommer jeg til den overbevisning, at de er en følge af, at vi undervurderer vor egen uvidenhed. Jeg er saa gammeldags af mig, at jeg finder, jeg lægger større vægt paa de vanskeligheder, der følger af vor ufuldkomne geologiske kundskab, end enkelte af de yngre. Til min overraskelse og glæde ser jeg, at saa gode mænd som Ramsay, Jukes og Greikie — samt en af de ældre, nemlig Lyell — mener, at jeg ikke i mindste maade .har overdrevet denne ufuldkomne kundskab1). Dersom det blir bevist, at mine meninger er sande, maa vor gjængse geologiske betragt-ning ændres ikke ubetydelig. Det, der volder mig størst bekymring er, at jeg ikke er istand til at veie de direkte følger af den gjennem længere tid fortsatte ændring i livsvilkaar uden udvalget med

1) Professor Sedgwick behandlede denne del af „Arternes oprindelse'1 meget anderledes, som man kunde vente af en, der var saa uenig i udviklings-læren i sin almindelighed. I den allerede før nævnte arti-kel i Spectator af 24de marts 1860 skrev Sedgwick: „Yi kjender den mesozoiske (eller oolitiske) periodes udviklede organiske foreteelser. Denne periode modsiger paa hvert enkelt trin afartnings-læren! Ja men, siger Darwin, dette er hare et brudstykke: jeg vil skyde ind lange perioder, der kan forklare alle forandringerne. Jeg svarer — dersom De henægter den slutning, jeg drager af et positivt bevis, tilbageviser jeg den, De drager af et negativt bevis — den opblæste pude, De frister at bruge som stette for manglerne ved Deres hypotese". F. D.

[page] 430

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

udvalgets virkning paa (saa at sige) tilfældige af-artninger. Jeg svinger mellem de modsatte meninger her; i regelen vender jeg tilbage til min gamle tro, at livsvilkaarenes direkte virkning ikke har været stor. Idetmindste kan den kun ha bidraget yderst lidet til frembringelsen af alle de utallige og skjønne af-artninger hos hver eneste levende skab-ning. Hvad forresten troen angaar — jeg forstaar ikke, hvorledes man (som Carpenter) kan gaa s«a~ langt, at man antager, at alle fugle. godt kan ha nedstammet fra en fælles stamfader, men dog ikke medtager alle medlemmer af den samme store af-1 deling herunder. Paa denne maade blir alle kjends-gjerninger i morfologi og embryologi (efter min mening de vigtigste af alle emner) bare guddommelig hareellas .... Jeg kan ikke sige, hvor glad jeg er over, at De engang vil udgive Deres teoretiske betragtninger over brachiopodearternes (cfr. om braehiopoderne o: de armføddede muslinger pag. 426) af-artning og varighed (udholdenhed); jeg er vis paa, at det blir et høist værdifuldt bidrag til vore kundBkaber. Undskyld dette meget egoistiske brev, skjønt det jo tildels er Deres egen skyld, at det er blit, som det er; De har glædet mig saa meget. Jeg har bedt Murray sende Dem et eksemplar af den nye udgave af „Oprindelsen".

Deres Ch. Darwin. \

[I mr. Davidsons monografi over biitiske brachio-poder, der kort efter blev udgivne af Palæontographi-cal Society, er forfatteren tildels kommet til saadanne resultater som de, min far paa forhaand antog. „Ikke mindre end femten almindelig antagne arter har mr. Davidson paavist gjennem en lang række overgangsformer tilhører .... en og samme type1)".

1) Lyell „Auticmity of Man" Iste udg. s. 428.' F. D.

[page] 431

DR. GRAYS FLYVESKRIFT. [1861]

I høsten 1860 og førstningen af 1861 havde min far en længere korrespondence med professor Asa Gray om et allerede før nævnt emne — offentliggjørelsen i flyveskrifts form af professor Grays tre artikler i juli-, august- og oktober-numret af ..Atlantic Monthly" 1860. Skriftet blev udgivet af herrerne Triibner, med hensyn til hvem min far skrev: ,. Herrerne Triibner har været overmaade liberale og forekommende og vil ikke ha noget for alt sit bry; jeg har truffet aftale om endel avertissementer, og de vil indtage et gratis i sine egne tidsskrifter". -— Læseren vil finde disse artikler i dr_ Grays „Darwiniana" s. 87 under titelen „Det naturlige udvalg strider ikke mod den naturlige teologi". Flyveskriftet fandt mange beundrere blandt dem, der var bedst istand til at dømme om dets fortjenester, og min far troede, at det bidrog betydelig til at formindske modstanden og omvende folk til udviklings-læren. Hans høie tanker om skriftet fremgaar ikke alene af hans breve, men ogsaa derafr at han omtaler det specielt paa et iøinefaldende sted i 3die udgave af „Oprindelsen". Blandt andre an-erkjendte Lyell dets værd som modgift mod den slags kritiker, der skadede udviklings-lærens sag.. Saaledes skrev min far til dr. Gray: „Som eksempel paa, hvad Deres flyveskrift kan bruges til, kan jeg anføre, at da biskopen af London spurgte Lyellr hvad han mente om anmeldelsen i „Quarterly", sva-rede Lyell: „Læs Asa Gray i „Atlantic". Ligeover-for slige arbeider som dr. Grays viser det sig tydelig, at min far ikke frydede sig over den fremgang,, hans særlige syn paa udviklings-læren gjorde — det nemlig, at af-artningen hovedsagelig skulde skyldes det naturlige udvalg; tvertimod havde han en stærk følelse af, at det, det egentlig gjaldt, var, at ned-stamnings-teorien blev alment anerkjendt. Saaledes

 

[page] 432

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

skrev han Ilte mai 1863 til professor Gray med-henblik paa Lyells „Antiquity of Man" :

„De taler om Lyell som dommer; hvad jeg beklager mig over, er netop, at han afslaar at være dommer .... Jeg har undertiden næsten ønsket, at Lyell havde udtalt sig imod mig. Naar je g siger „mig", tænker jeg udelukkende paa arts-ændring ved nedstamming. Det synes mig at være kjernen i sagen. Personlig ligger det naturlige udvalg mig naturligvis meget paa hjertet; men det synes mig dog at være meget ligegyldigt i sammenligning med spørsmaalet skabelse eller af-artning".]

Til Asa Gray. Down Ilte april 1861.

Kjære Gray! Tusen tak for Deres fotografi; jeg venter et af mig og skal sende det, saa snart ske kan. Det er fælt stygt, og jeg tror ikke, det «r fotografens skyld .... Siden jeg skrev sidst, har jeg faat en række breve med høie lovtaler over; Deres arbeide; alle er enige om, at det er det aller-bedste, der er paa prent; jeg tviler ikke paa, at det har gjort „Oprindelsen" store tjenester. Jeg har endnu ikke hørt noget om, hvorledes det gaar med afsætningen. De har vel set en anmeldelse i „Gardener$' Ckronicle". Gamle Henslow, til hvem jeg staar i saa stor gjæld, ligger for døden, og Hooker er hos ham. Mange tak for de to sæt ark af forhandlingerne. Jeg skjønner ikke, hvor Agas-siz vil hen. Saavidt jeg husker, omtalte engang professor Bowyer som en meget dygtig mand. Skulde jeg dømme efter hans skrifter, vilde jeg tro, han var en mand uden synderlig iagttagelsesevne. Han kan ikke ha set stort til dyr; ellers maatte han ha set forskjellen mellem gamle, kloge hunde og unge hunde. Hans afhandling om arvelighed

[page] 433.

PROFESSOR HENSLOW. [1861]

slaar alt andet ihjel. Gaa hen og fortæl en op-drætter, at han kan ta ud sine mest individuelt ud-prægede dyr og skaffe sig af kom af dem i det haab at faa præmie — og han vilde kalde Dem splittergal.

[Professor Henslow døde d. 16de mai 1861; han led af bronkit, lunge-kongestion og for stort hjerte. Han var meget stærk, saa han holdt længe ud; han var svag i længere tid; han vidste, hans time var slagen, og saa døden i øinene uden frygt. I mr. Blomefield's (Jenyns) „Memoir of Henslow" (1862) finder vi en værdig og rørende skildring af professor Sedgwick's afskedsbesøg hos hans gamle ven. Sedgwick sagde siden, at han aldrig havde set „et menneske, hvis sjæl var himlen nærmere". — Min far skrev til sir J. D. Hooker, da han fik høre om Henslows død: „Jeg tror fuldt og fast, at et bedre menneske aldrig har levet i denne verden". Han gav sit indtryk af Henslows karakter i mr. Blomefield's Memoir. Med henblik paa disse erindringer skrev han til sir J. D. Hooker (30te mai 1861): „Idag morges har jeg nedskrevet det indtryk, jeg havde af Henslows karakter omtrent ved aar 1830. Det var et behageligt arbeide; derfor har jeg skrevet en fire—fem sider, der nu er under afskrivning. Jeg antager, De ikke vil bruge det hele; De kan naturligvis ændre alt, hvad De behager. Om De bruger mer end en sætning, vilde jeg gjerne se et korrektur-ark, da jeg aldrig kan skrive nogenlunde skikkelig, saa længe jeg ikke har set det paa prent. Det er høist sandsynligt, at endel af mine bemærkninger kan forekomme Dem ubetydelige nok; men jeg syntes, det var bedst at gi mine tanker, eftersom de blev til; De eller Jenyns kan jo da bruge dem, som De synes. De vil se, at jeg har gjort mer, end De bad om; men som

Darwins Liv og breve. II. 28

[page] 434

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

jeg før sagde, det var mig en glæde at nedskrive mit indtryk af hans herlige karakter".]

Til Asa Gray.

Down Ste juni 1861.

Kjære Gray! Jeg har havt usædvanlig meget at bestille; jeg har derfor tat mig god tid til at besvare Deres brev af 6te mai. Jeg haaber, De for længe siden har faat 3 die udgave af ,,Oprindel-

sen".....Jeg har ikke hørt noget fra Trubner om afsætningen af Deres bog; jeg er derfor bange, den ikke har været stor; jeg skrev og sagde, De kunde skaffe flere. Til sir J. Herschel sendte jeg et eksemplar, og i den nye udgave af „Physical Geography" har han en bemærkning om „Oprindel-sen"; han gaar med et lidet stykke; men ved plan-mæssigheden tar han et forbehold, omtrent som Dem.....Jeg har faat anledning til at tænke mere paa denne sag i det sidste; det gjør mig ondt, at jeg kommer til at fjerne mig endnu mere fra Dem. Ikke fordi en forudbestemt af-artning, som det forekommer mig, gjør min afgud „naturligt ud-valg" overfiødigt; men ved studier af husdyrs og kulturplanters af-artning har jeg set, hvilket umaa-deligt felt af ikke forudbestemt af-artning det naturlige udvalg kan tilegne sig og bruge i hvilketsom-helst øiemed, der kan være til nytte for hver enkelt skabning.

Jeg takker Dem mange gange, fordi De har sendt mig Deres anmeldelse af Phillips-1). Jeg husker, jeg har opgivet Dem en hel del leveveie, De burde ha slaat ind paa: men nu er jeg fuldstændig paa det rene med, at De er en født literær kritiker. De træffer saa ofte og saa fortræffelig sømmet paa

1) „Life on the Earth", 1860. F. D.

[page] 435

DR. FALCONER. [1861]

hodet. De sætter Phillips' bog høiere end jeg og Lyell, der synes, den er et frygteligt tilbageskridt. Jeg morede mig med at parodiere Phillips's argu-mentation anvendt paa husdyrs og kulturplanters af-artning. De kunde saaledes bevise, at anden «Uer duen ikke har forandret sig, fordi gaasen ikke har gjort det, uagtet den har været husdyr i længere tid, og man ikke kan paavise nogen rimelig grund til, at den ikke har frembragt mange af-arter. Jeg har aldrig fundet aviserne saa interessante. Nord-Amerika gjør ikke retfærdighed mod England; jeg har ikke talt med eller hørt om nogep moders sjæl, som ikke er med Norden1). Enkelte — og jeg er blandt dem — ønsker endog, at Norden, selv om det skulde koste millioner af ' liv, vilde præke korstog mod slaveriet. I længden vilde tabet af en million mennesker opveies af, hvad menneskeligheden vilde vinde derigjennem. Det er dog nogle underlige tider, vi lever i! Massachusetts synes at vise ædel '.begeistring. Store Gud! hvor inderlig vilde jeg ikke se verdens største forbandelse — slaveriet — .afskaffet! Farvel.

Hooker har havt det travlt med Henslows affærer.

Deres G. Darwin.

Hugh Falconer til Darwin. Sacimiie street si. w. 23Je

juni 1861.

Kjære Darwin ! Jeg har besøgt Adelsberg-hulen og har bragt med mig en levende proteus anguinus, (cfr. b. I.) fra første øieblik af bestemt for Dem, dvs. om De har noget aquarium og forresten bryr Dem om at ha den. Jeg vendte først igaaraftes tilbage fra udlandet; da jeg nu af Deres bror hører, at De

1) I slave-spersmaalet.

[page] 436

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

staar i begreb med at reise til Torquay, skynder jeg mig med at gjøre Dem tilbudet. Det stakkars dyr lever endnu, skjønt det ikke paa en hel maa-ned har faat føde, som det sætter pris paa; jeg-vilde gjerne være kvit det ansvar, der er forbundet med at sulte det længere. I Deres hænder vil det faa det bedre og ha god udsigt til uopholdelig at udvikle sig til en art af dueslægten *— f. eks. en kropdue eller tumledue.

Jeg har, min kjære Darwin, i det sidste streifet om i Norditalien og Tyskland. Overalt har Deres teori og prægtige bog været paa. tale; teorien har man naturligvis ofte været uenig i — eftersom enhvers opfatning har været; men bogen, dens ær-lighed, dens storartede syn, dens glimrende og modige fremstilling har altid været omtalt i de mest anerkjendende udtryk. Og blandt Deres bedste> venner har ingen glædet sig mere over den agtelse, der blev navnet Charles Darwin tildel, end

Deres H. Falconer.


TU Hugh Falconer.
Down 2iåe jum isei.

Kjære Falconer! Jeg har netop faat Dere* brev — heldigvis en dag tidligere, end det var at vente; jeg svarer med det samme og takker Dem for Deres tilbud; men jeg har intet aquarium og-skal straks reise til Torquay, saa det vilde være rigtig synd, om jeg fik den. Jeg vilde dog svært gjerne se den; men jeg er bange for, at det er umuligt. Vilde ikke det' zoologiske selskab være-det rette sted? Den interesse, mange mennesker vilde ha for dette usædvanlige dyr, vilde betale-Dem for Deres umag. — Naar jeg skal være ærlig, maa jeg sige, at hvor snilt det end var af Dem at bry Dem med dette og tilbyde mig dyret, saa

[page] 437

HARVEYS ANMELDELSE. [1861]

sætter jeg dog endnu større pris paa Deres brev. Jeg skal opbevare det blandt enkelte faa breve, som er mig særlig dyrebare. Deres godhed har rørt mig dybt.

Deres hengivne Ch. Darwin.

Til J. D. Hooher. Hesketh Orescent 2, Torquay, 13de

juli 1861.

.... Jeg haaber, det er bedre med Harvey; for et par dage siden fik jeg hans anmeldelse af min bog1); heraf slutter jeg, at han maa være i bedring; den er meget god og retfærdig; men det «r morsomt at se en mand ta sit udgangspunkt i syndfloden, naar han vil behandle dyrenes afstam-oing. Eftersom Vorherre dengang ikke rent tilintetgjorde mennesket, saa gjorde han det vel rimeligvis heller ikke ganske af med de andre dyre-racer i liver enkelt geologisk periode! Jeg havde dog aldrig ventet at faa hjælp fra det gamle testamente.

Til 0. Lyell. Hesketh Crescent 2, Torquay, 20de juli 1861.

Kjære Lyell! For to eller tre dage siden sendte jeg Dem en dublet af en god anmeldelse af „Op-rindelsen" af en mr. Mawa); det er aabenbart en mand med gode tanker; jeg tænkte mig, at De -vilde ha den, da De alt har saa mange. — Dette «r et yndigt sted; jeg tror virkelig, jeg har spase-reit gode to mile frem og tilbage, en svare bedrift

1) .Dublin Hospital G-azette" 15ae mai 1861. F. D.

2) - Mr. George Maw til Beuthall Hall. Anmeldelsen stod i „Zoologist" for juli 1861. Paa bagsiden af min fars eksemplar er skrevet: „Maa itages paa raad i tilfælde af ny udgave af „Oprindelsenu, ord, der imangler paa mange mer* fordringsfulde kritiker, paa hvilke ofte staar O)—, 3: intet nyt. F. D.

[page] 438

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

af mig. — Forleden dag traf jeg mr. Pengelly1),. hans begeistring frydede mig saare. Jeg har ingen-somhelst anelse, om i De er i London. Deres syg-dom maa ha kostet Dem megen tid; men jeg haaber-dog, De er næsten færdig med den nye udgave — et svært arbeide. Er De i London, maa De ha det meget travlt; jeg vil derfor være ædelmodig og-ikke forlange noget svar paa dette kjedelige lille brev ....

Til Asa Gray. Down 17de september 1861..

Kjære Gray! Jeg siger Dem mange slags tak for Deres lange og interessante, videDskabelige ogr politiske brev af 27de og 29de august og 2den september; det kom mig ihænde idag tidlig. Jeger enig med Dem i meget af, hvad De siger, og haaber oprigtig, vi engelskmænd tar grundig feil., naar vi tviler 1) om Norden er istand til at beseire Syden; 2) om Norden har mange venner i Syden, og 3) om I brave jindbyggere af Massachusetts med'rette kan tillægge mændene fra Washington Eders egne gode følelser. Jeg siger endna engang, at jeg oprigtig haaber, vi gjør uret i at tvile om disse punkter; det er bare numer 3, son> gjør, at England ikke er begeistret for Eder. Hvorledes det kan være i Lancashire, ved jeg ikke; men i Syd-England har bomulden intet at bestille med vore tvil. Dersom slaveriets afskaffelse blir en følge af Eders seier, vil hele verden se lysere ud i mine og mange andres øine. Selv om man bare-kunde hindre slaveriets indtrængen i Territorierne, vilde meget være vundet -— dersom det da lar sig gjøre uden slaveriets ophævelse, hvilket jeg betviler.

1) Geologen William Pengelly, den bekjendte ndforsker af Devonsnire-lralerne. F. D.

[page] 435

PLANMÆSSIGHED? [1861]

De bør ikke undre Dem saa meget over Englands kulde, naar De husker, hvor mange forslag der i begyndelsen af krigen fremkom, sigtende til at føre sagerne tilbage til den gamle stilling. Men nok om dette; alt, hvad jeg kan sige, er, at Massachusetts og de tilgrænsende stater har hver bra mands sympati, som jeg kjender. Denne sympati vilde gjælde hele forbundet, dersom vi kifnde overtyde os om, at Eders følelser besjælede alle staterne. Men jeg faar vel slutte med dette; det hører ikke ind under mine studier, hvorvel jeg læser alle efterretninger fra Eder og tidligere nøiagtig har studeret Omsted .... De maalbinder mig rent, naar De spørger, hvilke »bevisligheder der skai til for at overbevise mig om planmæssighed i naturen. Dersom jeg fik se en engel komme fra himmelen og gjøre godt, og andre, der ogsaa havde set ham, kunde gjøre mig det indlysende, at jeg var ved mine fulde fem, vilde jeg tro paa planmæssigheden. Dersom man greit og klart kunde overbevise mig om, at sjælen paa en eller anden ukjendt maade var en funktion af en anden vægtløs kraft, vilde jeg føle mig overtydet. Dersom mennesket bestod af messing eller jern og ikke i mindste maade havde noget at gjøre med nogen anden organisme, der har været til, vilde jeg maaske føle mig overbevist. Men det er jo barnsligt af mig at skrive slig. Jeg har nylig havt en korrespondence med Lyell, som jeg tror tiltræder Deres tanke om, at af-artningens strøm ledes eller planmæssig bestemmes af en anden magt. Jeg har spurgt ham (og han siger, han vil tænke paa det og gi mig svar), om han tror, at min næses form var forudbestemt. Tror han det, har jeg intet mere at bemærke. Tror han det ikke, maa jeg i betragtning af, hvad opdrættere har udrettet med duernes næseben gjennem udvalg af individuelle for-

[page] 440

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [186 lj

skjelligheder, holde paa, at det er ulogisk at mene, at de af-artninger, som det naturlige udvalg bevarer til bedste for et væsen, er forudbestemte. Men som før sagt tror jeg, jeg befinder mig i den samme røre, som alverden synes at være i med hensyn til den frie vilje — trods det, at alt anses for forud-set eller forudbestemt. Farvel, kjære Gray, og tak for Deres interessante brev.

Deres ubarmhjertige korrespondent

G. Darwin.

lil H. W. BateS. pown 3die december 1861.

Kjære herr Bates! Jeg takker Dem saa meget for Deres overordentlig interessante brev med værdifulde henvisninger, skjønt Gud maa vide, naar jeg atter skal komme tilbage til denne del af mit emne. Naturligvis kan man ikke dømme om stilen ved bare at høre en af handling oplæst1), men Deres stil syntes mig at være meget klar og god. Tro mig, jeg vurderer den høit. Fra et almindeligt synspunkt er jeg fuldkommen overbevist om (Hooker og Huxley sluttede sig for nogle maaneder siden hertil), at en behandling af særlige emner (slig som De har gjort) er det eneste middel til at hamre et filosofisk syn paa naturen ind i naturforskere. Hvad det foreliggende tilfælde angaar, tror jeg, De har løst en af de vanskeligste opgaver, som overhovedet gives. Til min glæde hører jeg fra Hooker, at Linnean Society vil skjænke planener, dersom De kan skaffe tegninger.

Beklag Dem ikke over mangel paa raad paa Deres reiser; jeg antager, at en del af Deres store originalitet skyldes nødvendigheden af selvtænkning. Jeg

1) On Mimetic Butterflies (om efterabende sommerfugle), oplæst i Linnean Soc. 21de november 1861. F. B.

[page] 441

H. W. BATES. [1861]

kan forståa, at Deres modtagelse i British Museum vilde lægge en dæmper paa Dem; der er en del meget bra folk, men ikke a.f den sort, der forstaar at sætte pris paa Deres værk. I virkeligheden har jeg længe troet, at alt for meget systematisk arbeide og beskrivelse svækker aandsevnerne en smule. Det almindelige publikum sætter langt større pris paa en ordentlig dosis ræsonnement eller generalisering med nye og eiendommelige bemærkninger om livsvaner, endelige aarsager osv., end naturforskerne gjør .... Det glæder mig overmaade, at De har tat fat paa Deres reiser ...... Jeg har særdeles meget at bestille; men jeg vil med virkelig glæde yde Dem al den hjælp, jeg kan, ved at læse Deres første par kapitler. Jeg tror neppe, jeg er*mand for at rette stilen af den simple grund, at jeg efter gjentagne forsøg ser, at jeg ikke kan rette min egen stil, før jeg har manuskriptet i sats for mig. Hos nogle mennesker er evnen til at skrive medfødt; andre, som jeg og Lyell, maa arbeide meget haardt og langsomt paa hver eneste sætning. Naar jeg ikke synes om en vanskelig drøftelse, pleier jeg at ind-bilde mig, at nogen kommer ind til mig og spørger mig, hvad jeg bestiller; jeg søger da straks at forklare den indbildte fremmede, hvad det gjælder. Dette har jeg gjort for mig selv flere gange og undertiden for min kone, til jeg ser, hvorledes det bør være. Jeg tror, det er bra at læse manuskript høit. Men stilen er for mig en stor vanskelighed; flere gode dommere siger dog, at min stil er bra — noget, jég siger for at opmuntre Dem.

Hvad jeg virkelig tror, jeg kan gjøre, er at sige Dem, om enkelte dele helst burde afkortes. Efter min mening bør man kaste sig „in medias res" (midt opi emnet) og saa senere ta med geografiske beskrivelser eller alle historiske enkelthe-

[page] 442

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

der, som kan vise sig nødvendige. Murray er glad i mange træsnit — skaf endelig nogle af myrer. Publikum sætter pris paa abekatter — vore stakkars fættere. Hvilke er fejønsforskjellighederne hos ^berne? Har De holdt tamme aber? Skriv i saa, fald om udtrykket hos dem. Jeg er bange, De ikke kan læse min elendige haand; men om jeg stod paa hodet, kunde jeg ikke skrive bedre. Jeg vil sige Dem min oprigtige mening om Deres manuskript; men husk paa, at det er vanskeligt at dømme efter manuskript; man læser langsomt, og vanskelige partier synes endnu vanskeligere. En førsterangs dommer sagde, at min Journal ikke var rar; nu, d den er paa tryk, ved jeg tilfeldigvis, at han syne godt om den. Jeg er vis paa, De forstaar granden til, at jeg er saa egenkjærlig.

Wallaces bog om Amazon har skuffet mig en smule1); den indeholder for faa kjendsgjerninger. I Gosses 2) bog er der derimod efter min smag for lidet ræsonnement. Vorherre maa vide, om De bryr Dem om at læse alt dette rableri . . . Det fornøier mig, at De havde en hyggelig dag hos Hooker3); det er en prægtig mand i enhver henseende.

[Følgende uddrag af et brev til mr. Bates om samme sag er interessant, fordi det gir os en id' om den plan, min far fulgte under udarbeidelse af sin ,, Naturalists Voyage" '. „ Pillad mig som e gammel udslidt forfatter at give Dem et raad, de nemlig, at de udelader hvert eneste ord, der ikk er absolut nødvendigt for den ting, De netop be

1) „Travels (reiser) on the Amazon and Rio Negro" 1853. F. D.

2) Sandsynligvis „The Naturalist's Sojourn in Jamaica" 1851. F. D. 3) I brev til sir J. D. Hooker (december 1861) skriver min far: „De~ glæder mig meget, at De er indtaget i Bates. Sjelden har et menneskes aandskraft gjort større indtryk paa mig". F. D.

[page] 443

MR. BATES'S BOG. [1861]

handler, og som ikke kunde interessere en fremmed. Jeg spurgte mig stadig: Vilde en fremmed bry sig om dette? og strøg ud eller tog med derefter. Jeg er af den mening, at man aldrig kan gjøre sig for megen umag med at gjøre stilen gjennemsigtig og klar; man bør helst la veltalenheden gaa pokker i vold. Mr. Bates's bog „The Naturalist on the Ama-zons" udkom i 1863; men følgende brev passer dog bedre her end paa sin egentlige kronologiske plads].

Til H. W. Bates. D0wn xgae apni 1863.

Kjære Bates! Jeg er færdig med Iste bind. Min kritik kan sammenfattes i en eneste sætning, nemlig at bogen er den bedste reisebeskrivelse af naturhistorisk indhold, der har set dagens lys i England. Deres stil forekommer mig at være for-træffelig. Intet kan være bedre end drøftelsen af kampen for tilværelsen og af skoglandskabet1). Det er en storartet bog, og enten den tinder rask af-sætning eller ikke, vil den leve. De* har talt modig ud om arterne; og modig optræden i denne sag" synes at bli sjeldnere og sjeldnere. Bogen er smukt illustreret. Bygsnittet er særdeles smagfuldt. Jeg gratulerer Dem hjertelig med den bog. — Athenæum forholdt sig temmelig kjølig som altid; det behandlede ]|eres ledende faktiske oplysninger i høi grad uforskammet. Har De set Header? Jeg kan sende Dem det, om De ikke har set det2).

1) Min far skriver i et brev til Lyell: „Han (mr. Bates) overgaaes kuni af Humboldt i skildringen af en tropisk skog". F. D.

2) „Jeg har læst første bind af Bates's bog; det er udmærket; jeg synes.. det er den bedste naturhistoriske reiseskildring, der nogensinde er ndkommet i England. Han taler aabent og modig om arterne, og Athenæum siger koldt: „Han snur kjendsgjerningerne efter sit ønske", (af brev til sir J. D. Hooker). F. D.

 

[page] 444

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1861]

Til Asa Gray. dowi1 me aecember isei.

.... Hvad forudbestemmelsen angaar, er jeg mere tilbøielig til at vise hvidt flag end at affyre mit sædvanlige langtrækkende skyts. Jeg synes om at gjøre Dem et flok-ét spørsmaal; men naar De gjengjælder komplimenten, har jeg saa mine tvil, om det er en ærlig stridsmaade. Er noget overliovedet forudbestemt, maa det ganske vist være mennesket. Ens ,,indre bevidsthed" (der jo forresten kan være en daarlig fører), siger en det; dog kan jeg aldrig gaa ind paa, at menneskets rudimentære bryster . . . var forudbestemte. Dersom jeg sagde, at jeg troede dette, vilde jeg tro det paa samme utrolige maade, paa hvilken en ortodoks (rettroende) tror paa treenigheden i enheden. De siger, De gaar i skodde; jeg gaar omkring i tykt dynd, en ortodoks vilde sige i stinkende, afskyeligt dynd; dog' lean jeg ikke holde mig spørsmaalet fra livet. Min kjære Gray, undskyld dette væv.

[Deres G. Darwin.

"' 1862.

r «C7 [Da en af gutterne blev syg af skarlagensfeber, leiede han om høsten et hus i Bournemouth. Han skrev til dr. Gray fra Southampton (21de august 1862): „Vor familie er en elendig en og burde udryddes af jorden. Vi sov her, for at vor gut kunde faa hvile paa reisen til Bournemouth, og min kjære \vustrufik skarlagensfeber; hun har været temmelig haardt angrebet, men holder nu paa at komme sig. Der blir da heller aldrig ende paa alt ondt her i denne syndige verden. Jeg blir ikke rolig, før vi »lle er hjemme igjen, og naar det blir, ved jeg ikke. Men det er jo dumt at klage"; Dr. Gray pleiede at sende frimærker til den syge; om

[page] 445

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1862]

denne hans venlighed skrev far: ' „Jeg maa vende tilbage til frimærker; gutten har fundet ud, at han nu har 6 frimærker, som ingen anden gut paa skolen har. Det er en triumf. Deres brev var paa-klistret mange kulørte frimærker, og han undersøgte længe konvoluten i sengen med megen tilfredshed". Størsteparten af brevene -fra 1862 behandler værket om orchideer (marihaandblomster); men omvendelsen til udviklings-læren gik endnu for sig, og anmeldelser og breve over dette emne kom endnu i mængdevis. Som eksempel paa de snurrige breve, han fik, kan nævnes et, som kom i januar d. a. fra en tysk homøopatlæge, en brændende beundrer af „Oprindelsen". Han havde selv udgivet en lignende bog, i hvilken han dog gaar meget dybere. Han forklarer planters og dyrs oprindelse efter homøopatiske principer og spiralens love. Bogen ikke bemærket af nogen i Tyskland. Vilde derfor oversætte den og udgive den i England".]

Til T. H. Huxley: Down 14de (januar?) 1862.

i

Kjære Huxley! Det glæder mig inderlig, at De har havt sligt held i Norden1); jeg takker Dem for Deres brev og seddel. De har saamæn angrebet skinhelligheden i dens egne forskansninger. Jeg troede, mobben vilde ha kringsat Dem rent. Det glæder mig saa meget, at De vil udgive forelæsnin-gerne. De synes at ha holdt en passende middelvei mellem mod og forsigtighed. Det var bra, atalt gik saa godt, som det gjorde. Jeg haaber, det staar godt til med mrs. Huxley . . . Jeg maa sige et ord om bastard-spørsmaalet. De har naturligvis

1) Dette sigter til to forelæsninger, Huxley holdt i Philosophical Insti-tution, Edinburgh, 1862. Deres væsentlige indhold tindes i „Man's Place in Nature" (Menneskets plads i naturen). F. D.

[page] 446

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1862]

Tet i, at der er et stort hul i beviset; jeg tror dog, De overvurderer det; De nævner aldrig den herlige sag, at af-arter af verbascutn (kongelys) og nico-tiana (tobaksplanten) tildels er ufrugtbare sammen. Det tar sig snurrig ud for mig at læse om, at den største krydsende gartner bare blæser ad den forskjel, botanikere opstiller i dette stykke, og at han paastaar, at krydsede af-arter meget hyppig frembringer ufrugtbart afkom. Gjør mig den tjeneste at læse halvparten af min afhandling om primula (aurikel) i „Linn. Journ."; det fører mig nemlig paa den tro, at man herefter i betydelig mon maa betragte ufrugtbarhed som en erhvervet eller udvalgt egenskab — en synsmaade, som jeg skulde ønske, jeg havde havt materiale nok til at gjøre gjældende i „Oprindelsen1)".

Til J. 1). Hooker. Down 25de januar 1862.

Kjære Hooker! Mange tak for Deres sidste søndagsbrev, et af de hyggeligste, jeg har faat i mit liv. Det staar nu nogenlunde til liv med os .allesammen igjen, og jeg har atter tat fat paa mit arbeide. Jeg syntes, det var bedst at gaa til be-kjendelse for Asa Gray; jeg sagde ham, at middagen i Boston o. s. v. o. s. v. rent havde vendt op og ned paa min mave, at jeg næsten trode, det vilde være godt for verdens fred, om de Forenede Stater blev oprevne; paa den anden side sagde jeg, at det smertede mig saare at tænke paa, at slave-holderne skulde triumfere, og at vanskelighederne ved at opstille 'en skille-linje var frygtelige. Jeg lindres, hvad han vil sige ... Vi lo rigtig godt til tanken om, at „Oprindelsen" i virkeligheden havde gjort en god gammel tory af Dem. Jeg har af og til

1) Denne betragtningsmaade vil bli dreftet i -kapitlet ohi planter med uensartet udviklede støv-dragere (cfr. b. I pag. 125). F. D.

[page] 447

INDIREKTE UDVALG. [1862]


tænkt over dette. Førstefødselsretten *) er noget, der staar i den største modsætning til udvalget; tænk Dem, at den førstefødte okse af hver enkelt opdrætter blev valgt som avlsdyr for besætningen. Paa den anden side er det jo, som De siger, at de dygtigste mænd stadig hæves i pairs-standen og krydses ind i de ældre lord-racer, medens lorderne stadig ud-vælger sig de smukkeste og mest fortryllende kvin-der af de lavere klasser; det er saaledes en hel del indirekte udvalg, der bidrager til at forbedre lord-blodet. Det er ganske vist rigtigt, som De siger, at det nuværende^spektakel i Amerika drager os alle stærkt i tory-retning. Det glæder mig særdeles, at De skal begynde paa trykningen af ,,Genera"; det er en vidunderlig tilfredsstillelse at kunne lægge sig med en slig bevidsthed — jeg tror, det er det bedste i livet, om man end ved, at et andet barn snart vil udvikle sig.

Til Maxwell Masters2). Down 26de februar isea.

Kjære herr Masters! Jeg er Dem meget for-forbunden, fordi De har sendt mig Deres artikel, som jeg netop har læst med megen interesse3). Det historiske og for den sags skyld ogsaa meget andet var ganske nyt for mig. Jeg synes, det er ndmærket tænkt og klart skrevet. De bør virkelig skrive Deres større værk. De taler altfor velvillig

1) Min far havde en stærk følelse af det uretfærdige ved førstesfødsels-retteri og nærede paa samme maade uvilje over de urimelige testamenter, der gjeres, ret som det er. Han erklærede med eftertryk, at om lian var lovgiver, skulde intet testamente være gyldigt, der ikke offentliggj ordes i arreladerens levetid; dette, mente han, vilde sætte en stopper for meget af den vilkaarligbed og ubillighed, der udmær-ker saa mange testamenter. . F. D.

2) Dr. Masters er en berømt kjender af misdannelser bos planter og bar i mange aar været udgiver af vGardeners' Chronicle". F. D.

3) En af handling om „Plante-morfologi" af dr. Masters i „British and Foreign Medico-Chirurgical Review" for 1862. F. D.

[page] 448

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1862]

om min bog; men jeg maa tilstaa, at jeg har læst Deres ros med megen glæde; thi saavidt jeg ved, har ingen gjort bemærkninger om, hvad jeg siger om klassifikationen — et emne, som jeg var meget indtaget i, da jeg skrev om det.

Deres taknemmelige G. Darwin.

[Om vaaren d. a. (1862) læste min far 2det bind af Buckles „Civilisations-historie". Følgende i stærke ordelag udtalte mening om den kan kanske her anføres: „Har de læst 2det bind af Buckle? Det har interesseret mig høiligen; jeg bryr mig ikke synderlig om, om hans meninger er rigtige eller ikke; men jeg er tilbøielig til at tro, at de inde-holder megen sandhed. Der gaar gjennem hele bogen en ædel kjærlighed til fremskridt og sandhed; og efter min mening er han den, der har skrevet engelsk bedst af alle forfattere, absolut bedst".]

Til Asa Gray. Down 15de marts 1862.

Kjære Gray! Tak for aviserne (ihvorvel de stiklede ikke saa lidet paa England), og for Deres brev af 18de februar. Det er næsten !en fornøielse at bli pirket og stukket af en saa glat, fin og skarp dolk som Deres pen . . . Jeg tror, at Deres flyve-skrift har gjort, meget for min bog; jeg takker Dem af hjertet for min egen del; og da jeg tror, at mine meninger for en væsentlig del er rigtige, maa jeg ogsaa tro, at De har gjort naturvidenskaben en stor tjeneste. „Det naturlige udvalg" forekommer mig at gjøre en smule fremskridt i England og i udlandet. En ny tysk udgave kræves, og en fransk udgave er netop udkommet1). En af de bedste

1) I juni 1862 skrev min far til dr. Gray: „For to eller tre dage siden modtog jeg en fransk oversættelse af „Oprindelsen" af Madlle Royer, der maa være et af de dygtigste og snurrigste kvindfolk i Europa;

[page] 449

MR. OWEN. [1862]

niænd — der forresten endnu er ganske ukjendt — der har optaget disse meninger, er mr. Bates. Læs hans „Travels in Amazonia", naar den udkommer; den blir vist meget god, om jeg skal dømme efter de to første kapitler, som jeg har læst i manuskript.

Deres C. Darwin.

Ill C Lyell. Carlton'Terrace 1, Southampton1) 22de ang. 1862.

. . . Jeg haaber af mit ganske hjerte, at De2) kan komme i oktober .... De siger, at biskopen og Owen vil ta Dem fat; den sidste kan neppe; thi man har sagt mig som vist, at Owen i sine forelæsninger ivaar fremsatte som en ny idé, at vingeløse fugle havde mistet sine vinger, fordi de havde ladet dem ubrugte, og at grunden til, at skjærer stjal skeer o. s. v. var, at de endnu havde en rest igjen af det samme instinkt, som the Bower-Bird, „allé-byggeren", har — den fugl, der pryder indgangen til sin rede med smukke fjedre. Ja, man har sagt mig, at han temmelig tydelig antydede, at alle fugle nedstammer fra en enkelt ....

Deres efterskrift berører, synes det mig, temmelig vanskelige spørsmaal. Det glæder mig at se, at jeg i „Oprindelsen" kun siger, at naturforskerne jalmindelighed er af den mening, at lave organismer varierer mer end høie; dette tror jeg virkelig er den almindelige mening. Jeg fremstillede det saa-ledes for at vise, at jeg bare ansaa det for en

linn er en brændende deist, hader kristendommen og erklærer, at det naturlige ndvalg og kampen for tilværelsen forklarer al moral, den menneskelige natnr, politikon o. s. v. Hnn gjer endel meget gode og snurrige bemærkninger og siger, hnn vil ndgive en bog om disse sager". Madlle. Koyer tilfeiede anmærkninger i oversættelsen; paa mange steder, hvor forf. nærer tvil, forklarer hun vanskeligheden eller paaviser,-at der ingen saadan er, F. D.

1) Hos sønnen William. F. D,

2)d. v. s. „The Antiqnity of Man". F. D,

Darwins Liv og breve, IL 29

[page] 450

UDVIKLINGSLÆERNS UDBREDELSE. [1862]

mening, der havde sandsynligheden for sig. Jeg maa tilstaa, at jeg slet ikke sætter lit selv til Hookers mening, der gaar i den stik modsatte retning, da jeg er temmelig sikker paa, at han ikke har tabellariseret resultater. Jeg har en del materialier hjemme; jeg synes huske, jeg strævede med at klare denne sag; men jeg kan ikke erindre resultatet. —

Ren afartnings-evne, der dog er den nødvendige betingelse for enhver tillempning, tror jeg næsten altid er tilstede i tilstrækkelig grad til at tilstede en hvilkensomhelst grad af udvalgt forandring; det synes mig derfor ingenlunde uforenligt, at en gruppe, der i en periode (eller i alle paa hinanden følgende perioder) varierer mindre, i tidens* løb har været gjenstand for større tillempning end en gruppe, der i regelen er mere foranderlig.

Placentaler (med moderkage udstyrede pattedyr cfr. pag. 395) f. eks. kunde i hver enkelt periode være mindre foranderlige end pungdyr og kunde desuagtet ha været underkastet en større differentie-ring og udvikling end pungdyrene som følge af en eller anden fordel, sandsynligvis udvikling af hjernen. — Hookers paastand, at høiere arter, slægter o. s. v. er bedst begrænsede, overrasker mig; men jeg vil ikke paatage mig at danne mig nogen mening derom. Den synes mig lidt dristig. — Vender jeg mig til „Oprindelsen", ser jeg, at jeg der anfører, at landprodukter forandrer sig hurtigere end sjøprodukter (10de kap. s. 339, 3die udg.), og jeg tilføier, at der er noget, som taler for den antagelse, at organismer, der indtager en høi plads i rækken, forandres hurtigere end de, der staar lavt. Jeg husker, at jeg skrev disse sætninger efter meget overlæg .... Jeg var i megen tvil, om jeg skulde ta ind endog disse forsigtige sætninger. Jeg husker, at mine tvil hang sammen med den hast, hvormed

[page] 451

DE. FALCONER OM ARTERNE. [1862]

forandringer foregaar hos radiata (meget lavtstaa-ende kalkdyr fra de tidligste lag, bare bestaaende af en protoplasmaklump med kalkskal — mosdyr) i den sekundære formation, og hos foraminifera (straa-ledyrene) i de ældste tertiære lag. Godnat.

C. Darwin.

TIL C. Lyell. Down Iste oktober 1862.

.... Jeg fandt her1) et kort og meget ven-ligt brev fra Falconer med nogle sider af hans „Elephant Memoir" (om elefanten), som han agter at udgive, og hvor han skriver fortræffelig om lang typisk udholdenhed. Jeg troede, det var hans agt at rette et langt og knusende angreb paa mig; men til min store glæde slutter han med at udpege et smuthul og tilføier2): „Som han har jeg ingen tro paa, at mammut-dyret og andre uddøde elefanter fremstod pludselig.....Det synes at være

rimeligst at antage, at de er modificerede etterkommere af tidligere stamfedre o s. v." Dette er jo rent udmærket. Der kommer ikke saa snart en skikkelig palæontolog, som tror paa arternes ufor-anderlighed. Falconer tænker ikke paa den mulig-hed, at prohoscide-grmppen (snabeldyr, som ligner elefant o. s. v.) er i tilbagegang og derfor rimeligvis ikke kan afgive nye racer. Han tilføier, at han tror ikke, det naturlige udvalg er en tilstrække-lig forklaring. Jeg skjønner ikke rigtig, hvori tyngden i hans bevisførelse ligger; han overser tilsyne-ladende, at jeg gjentager den ene gang efter den

1) Efter sin tilbakekomst fra Bournemouth. F. D.

2) Falconer „Om den forstenede amerikanske elefant" i „Nat. Hist. Eew." 1863, s. 81. De ord, der gaar foran de af min far anførte, gjør hans mening: tydeligere: „De slutninger, jeg drager af disse kjendsgjer-ninger, strider ikke med en af grundtankerne i Darwins teori. Som han o. s. y," F. D.

[page] 452

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1862]

anden, at det naturlige udvalg ikke kan udrette noget uden foranderlighed, og at denne sidste er underkastet de mest indviklede og faste love . . . ..

[I brevene til sir J. D. Hooker ved dette aars slut forekommer nu og da enkelte oplysninger om, hvorledes det gik med udarbeidelsen af „husdyrs og kulturplanters af-artning". Saaledes skriver han 4de november: „Jeg forstaar ikke rigtig selv, hvorfor jeg er lidt ude af humør; men det arbeide, jeg holder paa med, leder mig til at tro mere paa de naturlige vilkaars direkte virksomhed. Jeg antager, jeg har imod det, fordi det fordunkler det naturlige udvalg og er saa forbandet tvilsomt. Maaske kommer jeg paa andre tanker igjen, naar jeg faar samlet alle kjendsgjerninger under et synspunkt — noget, der vil bli et ganske haardt stykke arbeide". Og den 22de deeember: „Idag har jeg begyndt at tænke paa at ordne mine slutnings-kapitler om ar-, velighed, tilbageforandring, udvalg og lignende; jeg staar her net i det; jeg ved hverken, hvorledes jeg skal begynde eller ende, eller hvad jeg skal gjøre med min uhyre material-samling".]

Til Asa Gray. Down 6t6 november 1862.

Kjære Gray! Da Deres brev af 4de og 13de oktober (der især handlede om Max Muller) kom, havde jeg næsten læst ud den af Dem nævnte bog1) og havde tænkt paa at anbefale Dem den. Jeg er ganske enig med Dem i, at det er en overmaade interessant bog, dog saaledes, at den sidste del om sprogets første oprindelse ikke paa langt nær er saa tilfredsstillende som første del. Det er et vidun-derligt problem . . . Der er maskerede sidehug til

1) „Lectures on the Science of Langnage1* (forelæsninger over sprog-videnskaben), Iste udg. 1861. E. D.

[page] 453

BISKOP COLENSO. [1862]

mig, noget, han dog synes at komme over i slutten af bogen. Jeg har lidt ondt for at se, hvorledes den kan fremme „min sag", som De siger; men jeg forstaar godt, at folk med literært talent (jeg tror ikke, jeg var istand til det) kunde gjøre udstrakt brug af den.ting1).

Hvilke vakre billeder vilde ikke De gjøre ud af det! Jeg skulde ønske, nogen vilde holde en hel del af de mest støiende aber i halv fri tilstand og studere den maade, hvorpaa de meddeler sig til hverandre!

Her er udkommet en bog af biskop Colenso, som jeg antager vil volde en hel del spektakel, og som — at dømme efter uddrag — gjør kort prooes med storparten af det gamle testamente2). Siden jeg taler om bøger — jeg er netop midt inde i en, som jeg synes godt om, skjønt den er af en meget uskyldig art, nemlig miss Coopers „Journal of a Naturalist". Hvem er miss Cooper? Det synes at være et dygtigt fruentimmer; hun gjør udmærket godt rede for kampen mellem vore og Eders vækster. Krænker det ikke Eders Yankee-stolthed, at vi tar Eder saa forbandet af dage? Jeg tænker, mrs. Gray vil ta Eders egne planter i forsvar. Spørg hende, om det ikke er mere skikkelige, ligefrem bra planter. Bogen har et særdeles smukt billede af en landsby hos Eder; men det er dog altid en trøst at se, at høsten hos Eder kommer tidligere end hos os; men saa er den jo saa meget gildere til[ gjengjæld ....

1) Sproget blev behandlet paa den her angivne maade af sir C. Lyell i flAntiqnity of Man". Ligesaa af prof. Schleicher, hvis skrift blev anmeldt i Header, 27de febr. 1864 (som jeg ser af en af prof. Huxleys „Lay Sermons" (Lægprækener). F. D,

2)«The Pentateuch and Book of Joshua eritically examined" (mosebo-gerne og Josva bog kritisk belyste) i seks dele, 1862-1871. V. D.

[page] 454

UDVIKLINGSLÆRENS UDBBEDELSE. [1862]

Til H. W. Bates.

Down 20de november 1862.

Kjære Bates! Jeg har netop læst ud Deres afhandling1). Efter min mening er den en af de mærkeligste og bedste afhandlinger, jeg har læst i mit liv. De mimiske tilfælde er isandhed vidunderlige, og De forbinder paa en glimrende maade en hel række af analoge kjendsgjerninger. Illustratio-

1) Dette sigter til mr. Bates'3 afhandling „Contributions to an Insect Fauna of the Amazons Valley" (bidrag til en insekt-fauna over Ama-zondalen) i „Linn. Soc. Trans." 1862; denne afhandling har skabt den nu velkjendte gren af zoologien, som man kalder formumning (mi-micry). Min far skrev en kort anmeldelse af den i „Natural History Review" 1863; denne anmeldelse er tildels optaget ordret" i de senere udgaver af „Arternes oprindelse". Felgende sted viser, hvilke vanskeligheder en tilhænger af skabelsesteorien har at overvinde i denne henseende: „Paa hvilken maade, kan man spørge, har saa mange sommerfugle i Amazon-dalen faat sin skuffende dragt? De fleste naturforskere vilde svare, at de har baaret denne dragt lige fra stabeisen af — et svar, der ialmindelighed vil vinde saa megen tilslutning, at man kun kan imødegaa det ved lange udvikliuger; men det er et kostbart svar — det sætter en stopper for al videre undersegelse. I dette særegne tilfælde vil desuden tilhængerne af skabelses-teorien stede paa særlige vanskeligheder; thi flere af de efterabende former af Uptalis kan man paavise bare er afarter af en art; andre efterabere (mimi-ekers) er ganske bestemt særlige arter eller endog særlige slægter. Nogle a,f de efterlignende former kan man atter paavise er lutter af-arter;. men størstedelen maa opferes som særskilte arter. Heraf felger, at tilhængeren af skabelses-teorien maa indremme, at nogle af disse former er blit efterabere i kraft af af-artnings-lovene, medens han maa betragte andre som særskilt skabte i sin nuværende skikkelse. Han maa endvidere indrømme, at nogle er blit skabte som efterligning af former, der ikke selv er skabte slig, som vi nu ser dem, men skylder af-artnings-lovene sin tilblivelse! Prof- Agassiz vilde vistnok ikke lægge stor vægt paa denne vanskelighed; thi han mener, at ikke alene hver art og hver af-art, men ogsaa grupper af individer, skjent de er fuldkommen lige, dog, naar de forekommer i forskjellige lande, alle er blit særlig skabte i antal, der stemmer med hvert enkelt lands behov. Men ikke mange naturforskere vil neie sig med saaledes at tro, at af-arter og individer er satte ud i verden fuldt færdige, omtrent som naar en fabrikant uddsender legetei i forhold til markedets behov." F. D.

[page] 455

H. W. BATES - FORMUMNING. [1862]

nerne er smukke og meget velvalgte; men det vilde ha sparet læseren for ikke ringe møie, om navnet var sat til under hver enkelt figur. Det vilde naturligvis isaafald ha løbet gravøren koldt ned ad ryggen, eftersom det vilde ha spoleret den smukke planehe. Det forbauser mig ingenlunde, at en saa-dan afhandling har tat megen tid. Jeg fryder mig over, at jeg sprang over hele dette emne i „0p-rindelsen;" thi jeg vilde nok ha laget en ordentlig labskaus af det. De har stillet og løst et vanske-ligt problem overmaade klart og tydelig. De fleste vil naturligvis synes, at dette er afhandlingens kjerne; men jeg for min del er ikke rigtig paa det rene med, om ikke alle de kjendsgjerninger, De fremdrager over af-artning, og ræsonnement De fører desangaaende og over fuldkomne og ikke fuldkomne arters udsondring, er mere eller i det mindste ligesaa værdifulde. Jeg har aldrig forstaaet den ting saa klart før; det er, som man stod og saa paa nye formers skabelse. Jeg havde dog gjerne set, at De havde behandlet ligeartede af-ar-ters parring med noget større udførlighed; flere kjendsgjerninger synes her nødvendige. Og saa har De en saadan nængde blandede iagttagelser — som f. eks. om beslægtet kjønslig og individuel af-artning; lever' jeg saa længe, saa blir de mig en dag en hel skatkiste. — Tror De ikke, at den omstændig-hed, at formumning er saa almindelig blandt insekter, hænger sammen med deres ubetydelige størrelse? De kan ikke forsvare sig; de kan ikke redde sig ved flugt, idetmindste ikke fra fugle; kanske de derfor greier sig ved kneb og list? Jeg har en alvorlig anke mod Dem, og det er den titel, De har valgt; jeg synes, at De burde ha git for-mumningen en fremtrædende plads i den. Deres afhandling er for god til, at den kan vente større

[page] 456

UDVIKLINGSLÆRENS UDBREDELSE. [1862]

paaskjønnelse af den store sjsel-løse naturforskende almue; men stol paa, at den vil faa blivende værd, og jeg gratulerer Dem hjertelig med Deres første store arbeide. Jeg antager, Wallaoe vil vide at sætte tilbørlig pris paa den. Hvorledes gaar det med Deres bog? Hold humøret oppe. En bog er ikke noget let arbeide. Jeg har havt det bedre i det sidste og har arbeidet haardt; men det er dog ikke rart med helsen.

Hvorledes staar det til med Dem?

Deres C. Darwin.

 

Bind II. Indhold.

Side

Kapitel I. Hvorledes „Arternes oprindelse" blev til...... 3

— II. „Arternes oprindelse" og dens tilblivelse...... 22

— III. Den ufuldendte bog ......... . .... 79

— IV. Udarbeidelsen................ 134

— V. Om modtagelsen af „Arternes oprindelse". Af professor Huxley................... 208

— VI. „Artenes oprindelse" udkommer.......... 238

— VII. „Arternes oprindelse" (fortsættelse) ........ 299

— VIII. Udviklingslærens udbredelse........... 414

[page 457]

[page 458]

[inside back cover]

[back cover]


This document has been accessed 192750 times

Return to homepage

Citation: John van Wyhe, editor. 2002-. The Complete Work of Charles Darwin Online. (http://darwin-online.org.uk/)

File last updated 2 July, 2012