RECORD: Darwin, C. R. 1872. Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen. Translated by J. P. Jacobsen. Copenhagen: Gyldendal.

REVISION HISTORY: Scanned by Jakob Bek-Thomsen, Hans Henrik Hjermitslev, Marie Larsen and Stine Grumsen. OCRed by John van Wyhe, corrections by Jakob Bek-Thomsen and van Wyhe 11.2006. RN1

NOTE: See the editorial introduction by Stine Grumsen.

See bibliographical introduction by R. B. Freeman.

Darwin in Denmark - a general introduction.


[spine]

Charles Darwin

Om Arternes Oprindelse

ved kvalitetsvalg

oversat af

J.P. Jacobsen

[front cover]

[inside front cover]

[page break]

[page break]

[page break]

[page break]

[page break]

CHARLES DARWIN.

OM ARTERNES OPRINDELSE.

[page break]

„Men hvad den materielle Verden angaaer, kunne vi i det Mindste sige saameget som saa —- vi kunne indse, at hvad der skeer, det fuldbyrdes ikke ved at Guddomsmagten sættes i Virksomhed ved hvert enkelt Tilfælde, men ifølge almene Love."

Whewell: Bridgewater treatice.

,,Ordet: ,,naturlig" betyder ene og alene: bestemt, sikker, ordnet; thi naturlig bliver Noget kun under Forudsætning af, at et intelligent Agens frembringer det stadigt eller til bestemte Tider, ligesom det Overnaturlige eller Mirakuløse fordrer et saadant Agens til at frembringe det en Gang for alle."

Butler: Analogy of revealed religion.

„Endelig skal derfor Ingen af daarlig forstaaet Ædruelighed eller ilde anvendt Maadeliold tro eller paastaa, at Mennesket kan søge for meget i eller blive for vel kjendt med Bogen om Guds Ord eller Bogen om Guds Værker, Gudsvidenskab eller Filosofi, tvertimod, lad alle Mennesker stræbe efter uendelig Udvikling og Fremskridt i begge."

Bacon: Advancement of learning.

[page break]

CHARLES

DARWIN.

OM ARTERNES OPRINDELSE

VED KVALITETSVALG

ELLER

VED DE HELDIGST STILLEDE FORMERS SEJR I KAMPEN FOR TILVÆRELSEN. EFTER ORIGINALENS FEMTE UDGAVE

OVERSAT AF

J. P. JACOBSEN.

KJøBENHAVN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL.) THIELES BOGTRYKKERI.

1872.

 

[page break]

[page break]

INDHOLD.

Historisk Oversigt I—XXII.

Indledning 1—6.

Første Kapitel. Husdyrs og dyrkede Planters Varieren.

Varieringens Aarsager — Sædvanens Virkninger — Varieringernes indbyrdes Forhold — Arvelighed — de forædlede Varieteters Særkjende — Vanskeligheden ved at skjelne mellem Varietet og Art — de forædlede Varieteters Afstamning fra en eller flere Arter — Husdueracerne, deres Forskelligartethed og Oprindelse — Principer for Racevalget, fulgte fra gammel Tid, deres Virkninger — planmæssig og ubevidst Racevalg — Manglen paa Kjendskab til vore forædlede Racers Oprindelse — Om stændigheder, der begunstige Menneskets Racevalg 7—50.

Andet Kapitel. Dyrs og Planters Varieren 1 vild Tilstand.

Foranderlighed — individuelle Forskelligheder — tvivlsomme Arter — Arter med vid Voksekreds — Arter, der forekomme mange Steder, og almindelige Arter variere mest — i ethvert Land variere Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter — mange af de større Slægters Arter ligne Varieteter deri, at de ere nært, men ulige meget beslægtede med hverandre indbyrdes, og deri, at de have en indskrænket Voksekreds — Resumé 51—73.

Tredie Kapitel.

Kampen for Tilværelsen.

Dens Forhold til Kvalitetsvalget — Begrebet brugt i udvidet Betydning — Individantallets Stigen i geometrisk Progression — Naturali-

[page break]

serede Dyrs og Planters hurtige Tiltagen — Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmme Tilvækst i Individantal — Rivaliseringen universel — Klimaets Indvirkning — Beskyttelse -ved Individantal — indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilværelsen — Kampen for Tilværelsen haardest mellem individer og Varieteter af samme Art, ofte haard mellem Arter af samme Slægt — Forholdet mellem Organisme og Organisme vigtigst af alle Forhold 74—95.

Fjerde Kapitel. Kvalitetsvalget; eller den Stærkeste lever.

Kvalitesvalget — dets Styrke i Sammenligning med Racevalgets

dets Magt over ubetydelige Karakterer — dets Magt over alle Aldre og begge Kjøn — Parringsvalget — Krydsning indenfor Arten — Omstændigheder, der begunstige eller hæmme Kvalitetsvalget i dets Virkninger, nemlig Krydsning, Isolerethed, Individantal — Langsom Virken Uddøen, foraarsaget ved Kvalitetsvalget — Karakterdivergens i Forhold til Forskjelligheden mellem Beboere af det samme lille Strøg i Forhold til Naturalisering — Hvorledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakter-Divergens og Uddøep paa virker Former, der nedstamme fra samme Art — En Forklaring af alle de organiske Væsners Gruppering — Organisationsfremskridt — Hvordan de lavere Former ere blevne bevarede — Indvendinger — Ensartethed i visse Karakterer, fordi disse ikke ere af synderlig Betydning eller ikke ere blevne paavirkede af Kvalitetsvalget — Ubegrændset Mangfoldiggjørelse af Arterne

Resumé……………………………………………………96-173.

Femte Kapitel.

Varieringslove.

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker — Brug og Ikke-Brug i Forbindelse med Kvalitetsvalget; Flyveredskaber og Synsredskaber — Akklimatisering — Korrelativ Variering — Væksterstatning og Vækst økonomi — Uægte Korrelation — Hyppig forekommende, rudimentære og lavt organiserede Bygningsdele ere variable — Dele, udviklede paa en usædvanlig Maade, i høj Grad variable: Artskarakterer mere variable end Slægtskarakterer: sekundære kjønslige Karakterer variable — Arter af samma Slægt analoge i deres Varieren — Tilbagevenden til Karakterer, der længe have været forsvundne — Resumé …………………………………...174—215.

Sjette Kapitel. Vanskeligheder for Theorien.

Vanskeligheder, der møde os ved Antagelsen af en af Modifikationer ledsaget Afstamning — Overgang — Overgangsformernes Sjeldenhed

[page break]

eller Ikke-Tilstedeværelse — Forandringer i Levevis — Forskjelligartede Sædvaner hos en og samme Art — Arter med Sædvaner, der ere vidt forskjellige fra deres Slægtninges — Yderst fuldkomne Organer — Over- gangs-Maader — Vanskelige Tilfælde — Natura non facit saltum — Organer, der kun have liden Betydning — Organer ikke i alle Tilfælde absolut fuldkomne — Loven om en fælles Type og om Betingelserne for Tilværelsen indesluttede i Kvalitetsvalgs-Theorien…………………………………….216 — 263.

Syfende Kapitel. Instinkt.

Instinkter kunne sammenlignes med Vaner, men have en anden Oprindelse — Instinktet paa forskjellige Trin — Bladlus og Myrer — Instinkter variable — Husdyrenes Instinkter og deres Oprindelse — Gjøgens, Strudsens og Snyltebiernes naturlige Instinkter — Myrer, der holde Slaver — Bien og dens Instinkt til at bygge Celler — Forandringer i Instinkt og Bygning ere ikke nødvendigvis samtidige — Vanskeligheder ved Theorien om Naturens Kvalitetsvalg overfor Instinkterne

— Kjønsløse eller golde Insekter — Résumé……………..264—307.

Ottende Kapitel.

Hybriditet

Forskjel mellem Goldheden ved Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed — Goldhed varierer i Styrke, er ikke universel, fremkaldes ved Krydsning af for nær staaende Individer, udslettes ved Kultivering - Love, som Hybridernes Sterilitet følger — Goldhed er ingen særegen Ejendommelighed, men hænger sammen med andre Forskelligheder og øges ikke ved Kvalitetsvalget — Aarsager til Goldheden ved Første-Krydsninger og hos Bastarder — Parallelisme mellem Virkningerne af forandrede Livsbetingelser og af Krydsning — Dimorflsme og Trimorflsme - Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde og deres Bastarders Frugtbarhed ikke universel — Sammenligning mellem Hybrider og Bastarder uden Hensyn til deres Frugtbarhed — Resumé …………………………………...308—354.

Niende Kapitel.

Om den geologiske Videns Utilstrækkelighed.

Om Manglen paa Mellemformer nutildags — Om de uddøde Mellemformers Natur; om deres Antal — Tidsrummenes Længde maalt ved Aflejring og Denudation — Tidrummenes Aaremaal — Om vore palæontologiske Samlingers Fattigdom — Om Denudation af Granitstrækninger

— Om Afbrydelsen i de geologiske Formationer — Om Manglen paa Mellemformer i de enkelte Formationer — Om den pludselige Tiisyne-

[page break]

komst af Grupper af Arter — Om deres pludselige Kommen til Syne i de nederste forsteningsførende Lag, man kjender - Jordens Ælde som beboelig…………………………………………………..355-395.

Tiende Kapitel.

Om de organiske Væsners Rækkefølge i de geologiske Lag.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt komme til Syne

— Om at de forandre sig ulige meget — Arter, der engang ere forsvundne, komme ikke til Syne igjen — Grupper af Arter følge de samme almindelige Love, hvad deres Forsvinden og Kommen til Syne angaaer, som de enkelte Arter — Om Uddøen — Om at Organismerne forandre sig næsten samtidigt den hele Verden igjennem — Om de uddøde Arters indbyrdes Slægtskab og deres Beslægtethed med de nulevende Arter — Om gamle Formers Udviklingstrin — Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor det samme Strøg — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel………………396—433.

Ellevte Kapitel.

GeografiskUdbredelse- Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskelligheder i de fysiske Betingelser .— Vigtigheden af Skranker — Organismerne i et Land ere beslægtede — Skabelsescentrer — Udbredelsesmidler: Forandringer i Klima, Niveauforandringer og Midler, der lejlighedsvis tilbyde sig — Udbredningen i Istiden — Istiderne afløse hinanden i Syd og Nord……………………………………………………….434-473.

Torlte Kapitel.

Geografisk Udbredelse. — Fortsat.

Ferskvandsorganismernes Udbredelse — Om Beboerne paa Øerne i Oceanet — Mangel paa Padder og Landpattedyr — Om Slægtskabet mellem Øbeboerne og det nærmeste Fastlands Beboere — Om Kolonisation fra de nærmeste Kilder og om den derpaa følgende Modifikation — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel ……………………………………………………………….474—502.

Trettende Kapitel.

Ae organiske Væsners indbyrdes Slægtskab: Morfologi, Embryologi, rudimentære Organer.

Klassifikation: Grupperne med deres Undergrupper — det naturlige System — Regler for og Vanskeligheder ved Klassifikationen, forklarede ved Theorien om en af Modifikation, ledsaget Afstamning — Klassifikation af Varieteter — Afstamning altid brugt i Klassifikationen —

[page break]

Analoge eller adaptive Karakterer — Beslægtethed i Hovedtrækkene, indviklet og udstraalende til alle Sider — Uddøen adskiller og begrændser Grupperne — Morfologi: Medlemmer af samme Klasse betragtede morfologisk; Individets enkelte Dele betragtede morfologisk — Embryologi, dens Love, forklarede ved at Varieringer ikke intræffe hos Individet i en ung Alder og reduceres i en tilsvarende Alder — Rudimentære Organer: deres Oprindelse forklaret — Resumé ..............................................................................503—558.

Fjortende Kapitel. Rekapitulation og Slutning.

Rekapitulation af Indvendingerne mod Kvalitetsvalgstheorien — Rekapitulation af de almene og særlige Omstændigheder, der begunstige den — Grundene til den almindelige Tro paa Arternes Uforanderlighed — Hvor vidt kan man udstrække Kvalitetsvalgstheorien — Om hvilke Følger det har for Studiet af Naturhistorien at antage denne Theori — Slutningsbemærkninger…………………………………….559 — 594.

Register ………………………………………………………..595-605.

Rettelser ………………………………………………………….606.

[page break]

[page I]

En historisk Oversigt

over

de nyeste Fremskridt i Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse.

Jeg vil her give en kort Oversigt over de Fremskridt, der ere gjorte i Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse. Indtil for kort Tid siden troede det store Flertal af Naturforskere, at Arterne vare uforanderlige Frembringelser og vare blevne skabte hver for sig. Denne Anskuelse er med Dygtighed bleven hævdet af mange Forfattere. Paa den anden Side have nogle faa Naturforskere troet, at Arterne undergaa Forandring, og at de existerende Livsformer ved virkelig Forplantning ere ligefremme Efterkommere af tidligere existerende Former. Forbigaa vi Hentydningerne til dette Spørgsmaal hos de klassiske Forfattere*), saa er den

*) Aristoteles bemærker i Physicæ auscultationes (Bog 2, Kap. 8), at Regnen ikke falder for at faa Kornet til at gro, lige saa lidt som den falder for at ødelægge Landmandens Korn, naar det bliver tærsket under aaben Himmel, og anvender saa den samme Argumentation paa Organismerne og tilføjer: (Hr. Clair Grece henledte først min Opmærksomhed paa dette Sted), »hvad er der derfor i Vejen for, at de forskjellige Dele [af Legemet] kunne forholde sig paa denne blot tilfældige Maade? Som Tænderne f. Ex., der fremkomme med Nødvendighed, de forreste skarpe for at være skikkede til at sønderdele og Kindtænderne brede og gode til at knuse Føden,

[page] II

første, der i den nyere Tid har behandlet det videnskabeligt, Buffon. Men da hans Meninger skiftede overordenlig meget til forskjellige Tider, og da han ikke indlader sig paa Grundene til Arternes Omformning og heller ikke omtaler Maaden hvorpaa den er bleven iværksat, behøver jeg ikke her at omtale ham detailleret.

Lamarck var den Første, hvis Anskuelser om dette Spørgsmaal vakte megen Opmærksomhed. Denne med Rette berømte Naturforsker forelagde først i 1801 Of-fenligheden sine Anskuelser. Han udvidede dem meget i 1809 i sin »Philosophie zoologique« og siden 1815 i Indledningen til sin »Hist. nat. des animaux sans vertébres.« I disse Værker fremsætter han den Lære, at alle Arter, Mennesket indbefattet, nedstamme fra andre Arter. Han har den store Fortjeneste at have henledt Opmærksomheden paa Sandsynligheden af, at alle Forandringer i den organiske saa vel som i den uorganiske Verden vare Resultatet af en Lov og ikke af en mirakuløs Indblanden. Lamarck synes hovedsagelig at være bleven ført til sin Antagelse af Arternes gradvise Forandring ved Vanskeligheden af at skjelne mellem Art og Varietet, ved de næsten fuldkomne Overgangsrækker, der findes i visse Grupper, og ved Analogi med Husdyr og dyrkede Planter. Med Hensyn til de Midler, ved hvilke Modifikationen skulde bevirkes, saa tilskrev han de fysiske Livsbetingelsers'

men dog ikke bleve dannede saaledes derfor, men bleve det tilfældigt. Og paa samme Maade hvad de andre Dele angaaer, hvor der synes at existere en Tillempelse til et Øjemed. Hvor som helst derfor alle Ting tilsammen (d. v. s. alle et Heles Dele) kom til at se ud, som om de vare dannede for en eller anden Sags Skyld, der bleve disse bevarede, idet de havde dannet sig paa en passende Maade ,ved et indvortes Spontanitet, og de Ting, der ikke vare saaledes dannede, de gik til Grunde og gjøre det endnu.« Vi se her en dunkel Antydning af Kvalitetsvalgsprincipet; men, hvor liden virkelig Forstaaelse Aristoteles havde deraf, seer man af hans Bemærkninger om Tænderne.

[page] III

direkte Indvirkning Noget, Krydsningen af de allerede existerende Former Noget og Brug og Ikke-Brug d. v. s. Virkningen af Sædvaner Meget. Denne sidste Magt synes han at tilskrive alle de smukke Tillempelser i Naturen; — saaledes mener han, at Giraffen har faaet sin lange Hals af at strække sig efter Træernes Grene. Men han troede ogsaa paa en fremadskridende Udviklingslov, og da alle Livets Former saaledes stræbe at gaa fremad, saa hævder han for at forklare, at der den Dag idag findes simple Organismer, at saadanne Former frembringes spontant*).

Geoffroy St. Hilaire anede allerede 1795, som man kan se af hans »Levnet«, skrevet af hans Søn, at det, vi kalde Arter, kun er Sideskud fra en og samme Type. Det var ikke før 1828, at han offenlig udtalte sin Overbevisning om, at de samme Former ikke havde holdt sig uforandret siden Tingenes Begyndelse. Geoffroy synes særlig i Livsbetingelserne eller »monde ambiant« at have søgt Aarsagen til Forandringerne. Han var forsigtig med

*) Jeg har taget Angivelsen af Lamarcks første Offenliggjørelse fra lsid. Geoffroy St. Hilaire's udmærkede Historie om Meningerne om dette Spørgsmaal (Hist. Nat. Générale, tom. II, p. 405, 1859). I dette Værk er der givet en fuldstændig Beretning om Buffons Meninger om samme Emne. Det er mærkeligt, i hvor høj Grad min Bedstefader Dr. Erasmus Darwin anteciperede Lamarcks Be-tragtningsmaade og fejlagtige Begrundelse i sin »Zoonomia« (vol. I, p. 500—510, udkommet 1794). Ifølge lsid. Geoffroy er der ingen Tvivl om, at Goethe var en stærk Tilhænger af lignende Anskuelser, hvad der ogsaa fremgaaer af Indledningen til et Værk, skrevet 1794 og 1795, men ikke offenliggjort før længe efter. Han har nemlig sagt (Goethe als Naturforscher, von Dr. Karl Meding, S. 34), at det, Naturforskerne for Fremtiden vilde faa at spørge om, f. Ex. var, hvordan Kvæget fik sine Horn, og ikke, til hvad de bruges. Det er et mærkværdigt Exempel paa den Maade, paa hvilken ens Anskuelser fremkomme paa omtrent samme Tid, at Goethe i Tydskland, Dr. Darwin i England og Geoffroy St. Hilaire, (som vi straks skulle se), i Frankrig, kom til det samme Resultat angaaende Arternes Oprindelse i Aarene 1794 og 95.

i

[page] IV

at drage sine Slutninger og troede ikke, at de existerende Arter endnu modificeredes, og som hans Søn tilføjer: »c'est done un probléme å reserver entiérernent å l'avenir, supposé méme que l'avenir doive avoir prise sur lui.«

1813 læste Dr. W. C. Wells for Royal Soiety: »en Beretning om et Fruentimmer af den hvide Race, hvis Hud paa visse Steder ligner Negerens;« men denne Afhandling blev ikke offenliggjort, før hans berømte »to Afhandlinger om Dug og Enkeltsyn« udkom i Aaret 1818. I denne Afhandling erkjender han tydeligt Kvalitetsvalget, og det er det første Sted, man kan vise en saadan Er-kjendelse; men han anvender det kun paa Menneskeracen og blot paa visse Karakterer. Efter at have bemærket, at Negere og Mulatter ere fri for visse tropiske Sygdomme siger han først, at alle Dyr variere i en vis Grad, og dernæst, at Landmændene forbedre deres Husdyr ved Udvælgelse, og saa tilføjer han, at, hvad der gjøres i dette sidste Tilfælde »ved Kunst«, synes at gjøres med lige saa heldigt Udfald, men langsommere, ude i Naturen ved Dannelsen af Varieteter af Menneskeslægten, som ere tillempede efter de Lande, hvori de bo. Af de tilfældige Menneskevarieteter, som optraadte blandt de saa spredte Indbyggere af Mellemafrikas Egne, vilde nogle være bedre skikkede end andre til at taale de Sygdomme, der herskede i Landet. Denne Race vilde selvfølgelig tiltage i Antal, medens de andre vilde aftage, og det ikke blot fordi de vare ude af Stand til at taale disse Anfald af Sygdom; men ogsaa fordi de ikke kunde rivalisere med deres mere kraftige Naboer. Denne kraftige Races Farve vilde, det anseer jeg for sikkert, efter hvad der allerede er sagt, være mørk. Men da nu Dispositionen til at danne Varieteter stadig existerede, vilde der i Tidernes Løb dannes mørkere og mørkere Racer, og da den mørkeste vilde passe bedst for Klimaet, saa vilde den tilsidst blive den herskende, om ikke den eneste Race i det Land, i hvilket den var opstaaet.« Han udstrækker da denne sin Be-

[page] V

tragtningsmaade ogsaa til de koldere Klimaters hvide Beboere. Hr. Rowley fra de forenede Stater har velvilligt igjennem Hr. Brace gjort mig opmærksom paa det ovenfor anførte Sted i Dr. Wells Værk.

W. Herbert, senere Dekan i Manchester, erklærer i det fjerde Bind af »Horticultural Transactions« 1822 og i sit Værk om »Amaryllidaceæ (1837, S. 19, 339)«, at »ved Dyrkningsforsøg er det uigjendrivelig godtgjort, at Plantearter kun ere et højere og konstantere Trin af Varieteter. Han mener ogsaa det Samme om Dyrene og troer, at oprindelig enkelte Arter af hver Slægt bleve skabte i en højst plastisk Tilstand, og at disse saa navnlig ved Krydsning, men ogsaa ved Variering, have frembragt alle vore nu existerende Arter.

1826 erklærer Professor Grant i Slutningsparagraffen i hans vel bekjendte Afhandling over Spongilla (Edingburgh Philosophical Journal, vol. 14, p. 283), at han troer, at Arterne nedstamme fra andre Arter, og at de blive forbedrede ved fortsat Modifikation. Den samme Anskuelse har han fremsat i sin fem og halvtredsindstyvende Forelæsning i »Lancet« 1834.

1831 udgav Hr. Patrick Matthew sit Værk om »Nawal Timber and Arboriculture«, hvori han fremsætter ganske de samme Anskuelser om Arternes Oprindelse, som Hr. Wallace og jeg fremsatte i »Linnean Journal« , og som den der nu mere udført foreligger i dette Bind. Uheldigvis blev denne Anskuelse fremsat af Hr. Matthew i spredte Sætninger i Tillæget til et Værk om et ganske andet Emne, saa at det forblev ubemærket, indtil Hr. Matthew selv henledte Opmærksomheden derpaa i »Gårdeners Chronicle« 7 April 1860. Forskjellen mellem Hr. Matthews Anskuelser og mine ere ikke synderlig store; han synes at antage, at Verden i paa hinanden følgende Tidsrum næsten var berøvet sin Befolkning, og giver som et Alternativ, at ny Former kunne dannes »uden Tilstedeværelsen af nogen Model eller Spire fra tidligere Aggregater«. Jeg

[page] VI

er ikke sikker paa, at jeg forstaaer nogle Steder rigtig; men det synes, som om han tilskriver Livsbetingelsernes direkte Virken megen Indflydelse. Han saa imidlertid tydeligt den fulde Betydning af Kvalitetsvalgspriricipet.

Den berømte Geolog og Naturforsker von Buch siger i sin udmærkede »Description physique des Iles Canaries« (1836, p. 147) tydeligt nok, at han troer, at Arterne langsomt blive omdannede til permanente Arter, der ikke længer kunne krydses med hinanden.

Rafinesque skrev i sin »New Flora of North America«, udkommen 1836, Side 6 som følger: »Det kan være, at alle Arter engang have været Varieteter, og at mange Varieteter lidt efter lidt blive Arter ved at antage konstante og ejendommelige Karakterer;« men længere hen (S. 18) tilføjer han: »undtagen de oprindelige Typer eller Slægts-Forfædre.«

1843—44 har Professor Haldeman (»Boston Journal of Nat. Hist. U. States, vol. IV, p. 468) heldigt sammenstillet Grundene for og imod Hypothesen om Arternes Udvikling og Modifikation. Han synes nærmest at helde til Forandringen.

»Vestiges of Creation« udkom 1844. I tiende og meget forbedrede Udgave (1853) siger den anonyme Forfatter (S. 155): »den Slutning, man efter lang Overvejelse kommer til, er, at de forskjellige Rækker af besjælede Væsner fra de laveste og ældste til de højeste og yngste, som ere dannede under Guds Forsyn, ere Resultater af for det Første en Livets Former meddelt Impuls, der i bestemte Tider faaer dem til ved Generation at skride fremad gjennem forskjellige Grader af Organisation, indtil de ende blandt de højeste Tokimbladede og Hvirveldyr, hvilke Grader ere faa i Antal og adskilte fra hinanden ved Huller i den organiske Rækkefølge, hvilket frembringer en praktisk Vanskelighed for Erkjendelsen af Slægtskabet; for det Andet: af en anden Impuls, som hænger sammen med Livskræfterne, og som i Løbet af de mange Generationer søger

[page] VII

at modificere de organiske Bygningsforhold, saa at de komme i Overensstemmelse med ydre Omstændigheder, saasom Føde, Lokalitetens Natur og de meteoriske Kræfter, hvilket er det, Naturtheologerne kalde for Tillempelser.« Forfatteren troer øjensynligt, at Organisationen gaaer fremad i pludselige Spring; men at de Virkninger, der frembringes ved Livsbetingelserne, ere trinvise. Han slutter meget kraftigt af almindelige Grunde, at Arterne ikke ere uforanderlige Frembringelser. Men jeg kan ikke se, hvorledes de to antagne »Impulser« i videnskabelig Forstand forklare de talrige og smukke Tillempelser, som vi se hele Naturen igjennem; jeg kan ikke se, at vi paa den Maade faa nogen Indsigt f. Ex., i hvorledes en Spætte er bleven lempet til sine særegne Livsvaner. Værket blev paa Grund af dets kraftige og glimrende Stil meget vidt udbredt, omendskjøndt det i de tidligere Udgaver kun udfoldede liden nøjagtig Kundskab og meget manglede videnskabelig Forsigtighed. Efter min Formening har det gjort udmærket Nytte her i Landet ved at henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet, ved at fjerne Fordomme og saa-ledes berede Vejen for analoge Anskuelser.

1846 fremsatte Veteranen for Geologerne M. J. d'O-malius d'Halloy i en udmærket, men kort Afhandling (»Bulletins de l'Acad. Roy. Bruxelles«, tom. XIII, p. 581) det som sin Mening, at det er rimeligere, at ny Arter ere blevne frembragte ved en at Modifikation ledsaget Afstamning, end at de ere blevne skabte hver for sig. Forfatteren opstilllede første Gang denne Theori 1831.

Professor Owen skrev 1849 (»Nature of Limbs«, p. 86), som følger: »Ideen om Grundtypen blev aaben-baret i Kjødet under forskjellige Modifikationer her paa vor Planet, længe før Tilstedeværelsen af de nu levende Dyrearter i Virkeligheden afgave Exempler paa den. Af hvilke naturlige Love eller sekundære Aarsager den regelmæssige Følgen paa hinanden og Fremskriden af saadanne organiske Fænomener har været afhængig, derom vide vi

[page] VIII

for Øjeblikket Intet.« I sin Tale til dét britiske Møde af Lærde 1858 taler ban (p. LI) om »Axiomet om Skabelses-kraftens eller de levende Tings ordnede Verdens stadige Virken.« Længere hen (p. XC) tilføjer han efter at have hentydet til den geografiske Fordeling, »disse Fænomener ryste vor Tro paa, at Ny-Zeelands Apteryx og Englands røde Hjerpe ere særegne Skabelser paa og for disse Øer. Ogsaa maa man vel erindre, at ved Ordet »Skabelse« forstaa Zoologerne »en Proces, de vide ikke hvilken«.« Han udfører saa denne Tanke ved at tilføje, at, naar saadanne Exempler som det med den røde Hjerpe anføres af Zoologerne som et Bevis paa, at Fuglen er særlig skabt paa og for en eneste 0, saa vil han dermed udtrykke, at han ikke veed, hvoraf det kommer, at den røde Hjerpe er der og der alene, betegnende altsaa ved denne Maade at udtrykke sin Uvidenhed paa, at han troer, at baade Fuglen og Øen skylde en stor første skabende Aarsag deres Oprindelse.« Dersom vi fortolke disse i samme Tale indeholdte Sætninger ved hinanden indbyrdes, saa synes det, at denne fremragende Forsker i 1858 følte sin Tro rokket paa, at Apteryx og Rødhjerpen først vare komne til Syne i deres respektive Hjem, »han vidste ikke hvorledes« eller ved en eller anden Proces, »han vidste ikke hvilken.« Denne Tale blev holdt, efterat Afhandlingerne om Arternes Oprindelse af Hr. Wallace og mig vare blevne oplæste for Linnean Society. Da den første Udgave af dette Værk udkom, var jeg ligesom saa mange Åndre saa fuldstændig skuffet af saadanne Udtryk som »den skabende Magts stadige Virken«, at jeg tog Professor Owen med blandt de andre Palæontologer, som vare fast overbeviste om Arternes Uforanderlighed; men det synes (Anat. of Vertebrates, Vol. III, p. 796) at være en Fejltagelse fra min Side. I sidste Udgave af dette Værk sluttede jeg, og det forekommer mig endnu, at det er ganske rigtigt, af et Sted, der begynder med de Ord: »no doubt the typeform etc.« (.samme Værk, vol. I, pag. XXXV), at Professor

[page] IX

Owen indrømmede, at Kvalitetsvalget kunde have havt nocen Betydning for Dannelsen af ny Arter. Dog synes dette (samme Værk, vol. III, pag. 798) at være unøjagtigt og ubeviist. Jeg meddelte ogsaa nogle Uddrag af en Brevveksling mellem Professor Owen og Udgiveren af »London Review«, efter hvilken det forekom baade Udgiveren og mig tydelig at fremgaa, at Professor Owen gjorde Fordring paa at have fremsat Theorien om Kvalitetsvalget tidligere end jeg, og over denne Fordring udtalte jeg min Forbavselse og Tilfredsstillelse; men, saa vidt det er muligt at forstaa visse nylig udgivne Steder (samme Værk, vol. III, p. 798), seer jeg, at jeg igjen tidels eller ganske har taget fejl. Det er en Trøst for mig, at Andre finde Professor Owens forskjellige Indlæg lige saa vanskelige at forstaa og at forlige med hinanden som jeg. Hvad nu den blotte og bare Omtale af Kvalitetsvalgsprincipet angaaer, saa er det ganske uvæsenligt, hvad enten Professor Owen eller jeg kom først; thi vi ere begge To, som jeg i dette historiske Udkast har viist, langt bag efter Dr. Wells og Etr. Matthew.

Hr. Isidore Geoffroy St.-Hilaire meddeler i Korthed i sine Forelæsninger, holdte i 1850, (et Resumé af dem er fremkommet i »Revue et Magazin deZoologie«, Jan. 1851), sine Grunde for, at han troer, at Artskaraktererne »ere uforanderlige hos hver Art, saa længe som den forplanter sig under de samme Omstændigheder; de forandre sig, dersom Livsbetingelserne skifte.« »I det Hele taget viser Iagttagelsen af de vilde Dyr allerede Arternes be-grændsede Variabilitet. Forsøgene med vilde Dyr, der ere blevne tæmmede, og med forvildede Husdyr viser det endnu tydeligere. De samme Forsøg bevise ogsaa, at de frembragte Forskjelligheder kunne have Værd som Slægts -karakterer.« I sin »Hist. Nat. Générale« (tom. II, pag. 430, 1859) udfører han lignende Slutninger videre.

Efter hvad Dr. Freke for nylig har ofFenliggjort, synes det, som om han i 1851 (»Dublin Medieal Press«, p. 322)

[page] X

fremsatte den Lære, at alle organiske Væsner nedstamme fra en Urform. Hans Grunde og den Maade, han behandler Spørgsmaalet paa, er en ganske anden end min; men da Dr. Freke nu (1861) har ofFenliggjort sin Afhandling »On the Origin of Species by means of organic affinity, 1861«, saa vilde det være overflødigt, om jeg søgte at gjøre den meget vanskelige Ting, som det er at give nogen P^orestilling om hans Anskuelser.

Hr. Herbert Spencer har i en Afhandling (først aftrykt i »Leader«, Marts 1852 og atter aftrykt i hans »Essays«, 1858 med en mærkværdig Duelighed og Kraft stillet de to Theorier om Skabelse og Udvikling af de organiske Væsner overfor hinanden. Han slutter af Analogi med Husdyr og dyrkede Planter af de Forandringer, som mange Arters Embryer undergaa, af Vanskeligheden ved at skjelne mellem Arter og Varieteter, og af den almindelige Gradations Princip, at Arterne ere blevne modificerede, og han tilskriver Forandring af Omstændighederne denne Modifikation. Forfatteren har ogsaa (1855) behandlet Psykologien efter Principet af en nødvendig trinvis Erhvervelse af hver enkelt sjælelig Evne og Færdighed.

1852 sagde en udmærket Botaniker, Hr. Naudin, udtrykkeligt i en beundringsværdig Afhandling om Arternes, Oprindelse (»Revue horticole, pag. 102, siden tildels igjen ofFenliggjort i »Nouvelles Archives du Museum, T. I, p. 171), at han troede, at Arterne bleve dannede paa en Maade, der var analog med den, paa hvilken Varieteter dannes under Dyrkningen, og dette Sidste tilskriver han Menneskets Udvælgelsesevne. Men han viser ikke, hvorledes Udvælgelsen virker ude i Naturen. Han troer ligesom Dekanen Herbert, at Arterne, da de fødtes, vare mere plastiske end nu. Han lægger Vægt paa det, han kalder »Finalitetsprineipet«, en mystisk ubestemt Magt, fatalistisk for Nogle, for Andre en providentiel Villie, hvis uophørlige Virken til alle Tilværelsens Epoker, for alle levende Væsner, bestemmer hver Enkelts Form, Omfang og

[page] XI

Varighed, Alt efter dens Bestemmelse i den Tingenes Orden, til thvilken den hører. Det er denne Magt, som bringer hvert enkelt Led i Harmoni med det Hele, idet den afpasser dem til den Forretning, som den har at overtage i Naturens almindelige Organisme, en Forretning, som for den er Grunden til, at den existerer*)«.

I 1853 fremsatte en berømt Geolog, Grev Keyserling, (»Bulletin de la Société géologique, 2 Ser., Tome X, p. 357) den Mening, at, ligesom ny Sygdomme, der mentes at være foraarsagede af en eller anden Miasma, have op-staaet og .udbredt sig over "Verden, saaledes kunne til visse Tider de existerende Arters Kim være bleven kemisk paavirket af omkring-flagrende Molekuler af en ejendommelig Natur og saaledes have frembragt ny Former.

I det samme Aar 1853 offenliggjorde Dr. Schaaffhausen en fortrinlig Afhandling (»Verhand. des Naturhist. Vereins der Preuss. Rheinlands« etc), i hvilken han hævder de organiske Formers fremadskridende Udvikling. Han nævner, at mange Arter have holdt sig uforandrede i lange Tider, medens nogle faa ere blevne modificerede. Arternes Divergens forklares hos ham ved Mellemformernes Undergang. »Levende Planter og Dyr ere derfor ikke adskilte fra de uddøde ved en ny Skabelse, men maa

*) Efter nogle Citater i Bronns »Untersuchungen uber die Entwickelungsgesetze« synes det, som om den berømte Botaniker og Palæontolog Unger 1852 offenlig udtalte, at han troede, at Arter udvikles og modificeres. Dalton udtaler i Pander og Daltons Værk om fossile Dovndyr, 1821, at han troer noget Lignende. Oken har som bekjendt i sin mystiske »Naturphilosophie« gjort sig til Talsmand for lignende Anskuelser. Efter Citater i Godrons Værk »Sur l'Espéce« synes det, som om Bory St. Vincent, Burdach, Poiret og Fries indrømme Alle, at der stadig frembringes ny Arter. Jeg kan tilføje, at af de 34 Forfattere, der ere nævnte i dette historiske Udkast, og som tro paa Arternes Modifikation eller i det Mindste tvivle om særegne Skabelsesakter, have de 27 skrevet over specielle Emner i Naturhistorie eller Geologi.

[page] XII

betragtes som nedstammende fra dem gjennem en fortsat Forplantning.«

En bekjendt fransk Botaniker, Hr. Lecoq, skriver 1854 (»Etudes sur la géographie botanique, T. I, p. 250): »Man seer, at vore Undersøgelser om Artens Konstans og Varieren fører os direkte til de Ideer, som ere udgaaede fra de to med Rette berømte Mænd Geoffroy St. Hilaire og Goethe.« Nogle andre Steder, der ere spredte omkring i Hr. Lecoqs store Værk, gjør det lidt tvivlsomt, hvor vidt han gaaer i sin Betragtning af Arternes Modifikation.

»Skabelsens Filosofi« er bleven behandlet paa en mesterlig Maade af Hr. Baden-Powell i hans »Essays on the Unity of Worlds«, 1855. Intet kan være mere slaaende end den Maade, paa hvilken han viser, at Fremkomsten af ny Arter er »et regelmæssigt og ikke tilfældigt Fænomen«, eller som Hr. John Herschel udtrykker det, »en naturlig Fremtoning« i Modsætning til en mirakuløs.

Det tredie Bind af »Journal of the Linnean Society« indeholder to Afhandlinger (læste 1 Juli 1858) af Hr. Wallace og mig, i hvilke, saaledes som man vil finde det omtalt i Indledningen til dette Værk, Kvalitetsvalgstheorien er udviklet med en beundringsværdig Kraft og Klarhed af Hr. Wallace.

Von Baer, for hvem alle Zoologer have den dybeste Agtelse, udtalte omtrent 1859 (se Rudolph Wagner, »Zoo-logisch-Antropologische Untersuchungen«, 1861, S. 51) det som sin Overbevisning, der hovedsagelig var grundet paa den geografiske Fordelings Love, at Former, der nu ere aldeles forskjellige, nedstamme fra en enkelt Stamform.

I Juni 1859 holdt Professor Huxley et Foredrag for Royal Institution om »Persistent Types of Animal Life« (Dyrelivets staaende Typer). Hentydende til saadanne Tilfælde bemærker han: »det er vanskeligt at forstaa Betydningen af saadanne Forhold som disse, dersom vi antage, at hver enkelt Dyre- og Planteart eller hver enkelt stor Organisations-Type blev dannet og sat her paa Jord-

[page] XIII

klodens Overflade længe efter hinanden ved en bestemt Skabelsesakt, og det kunde være heldigt at minde om, at en saadan Antagelse hverken støttes af Overlevering eller Aabenbaring, ligesom den ogsaa strider mod den almindelige Analogi i Naturen. Betragte vi paa den anden Side de staaende Typer i Forhold til den Hypothese, som antager, at de Arter, der leve til en given Tid, ved trinvis Modifikation ere affødte af tidligere existerende Arter — en Hypothese, som omendskjøndt ubeviist og paa en bedrøvelig Maade skadet af nogle af dens Tilhængere, dog er den eneste, som giver Fysiologien Noget at holde sig til —, saa synes Tilstedeværelsen af disse Typer at vise, at det Beløb af Modifikation, som levende Væsner have under-gaaet i den geologiske Tid, kun er meget ringe i Forhold til hele den Række af Forandringer, de have undergaaet.«

I December 1859 udgav Dr. Hooker sin »Introduction to the Australian Flora«. I første Del af dette store Værk indrømmer han Sandheden af Theorien om Arternes Afstamning og Modifikation og støtter denne Lære ved mange selvstændige Iagttagelser.

Den første Udgave af dette Værk udkom den 24 Novbr. 1859 og den anden Udgave 7 Januar 1860.

[page xiv]

[page 1]

INDLEDNING.

Da jeg var med hendes Majestæts Skib "Sporhunden" som Naturforsker, blev jeg i høj Grad slaaet af visse Omstændigheder ved Fordelingen af Sydamerikas organiske Væsner og af det Forhold, hvori de geologiske Lags uddøde Former stode til de nulevende. Disse Kjendsgjerninger syntes, som det vil sees i dette Værks sidste Kapitler, at kaste noget Lys over Arternes Oprindelse — dette Mysteriernes Mysterie, som en af vore største Filosofer har kaldt det. Da jeg var kommen hjem, det var i 1837, faldt det mig ind, at der maaske kunde gjøres Noget ud af dette Spørgsmaal ved taalmodig at samle og reflektere over alle de Kjendsgjerninger, som paa nogen Maade kunde staa i Forbindelse med det. Efter fem Aars Samlen gav jeg mig selv Lov til at tænke over Sagen og gjorde nogle smaa Optegnelser; disse udvidede jeg i 1844 til en Skitse, der meddelte de Slutninger, jeg den Gang var kommen til; fra den Tid og til den Dag i Dag har jeg bestandig be-skjæftiget mig med den samme Gjenstand. At jeg gaar ind paa disse personlige Detailler, haaber jeg, man vil undskylde, da jeg giver dem for at vise, at jeg ikke har været hastig med at komme til en Afgjørelse.

Mit Arbejde er nu næsten endt; men eftersom mit Helbred er langtfra stærkt, og det vil tage to, tre eller flere Aar at gjøre Arbejdet fuldstændig færdigt, har jeg seet mig nødt til at forelægge Offenligheden dette Abstraktum.

1

[page] 2

Jeg føler mig saa meget mere foranlediget dertil, som Hr. Wallace, der for Øjeblikket studerer det malayiske Arkipelags Naturhistorie, er kommen til næsten nøjagtig de samme Hovedresultater angaaende Arternes Oprindelse som jeg. I 1858 sendte han mig en Afhandling om dette Emne med en Anmodning om, at den maatte blive sendt til Hr. Charles Lyell; denne sendte Afhandlingen til det Linneiske Selskab, som offenliggjorde den i sit Tidsskrifts tredie Bind. Hr. C. Lyell og Dr. Hooker, der begge vare bekjendte med mit Arbejde, — den sidstnævnte havde læst min Skitse fra 1844, — hædrede mig ved deres Raad om at offenliggjøre, sammen med Hr. Wallace's udmærkede Afhandling, nogle kortfattede Uddrag efter mine Manuskripter.

Dette Abstraktum, som jeg nu forelægger Offenlig-heden, maa nødvendigvis være ufuldkomment. Jeg kan ikke her give Henvisninger og Citater til Støtte for mine for-skjellige Paastande, jeg maa stole paa, at Læseren har nogen Tillid til min Nøjagtighed. Uden Tvivl vil der være indløbet Fejltagelser, omendskjøndt jeg haaber overalt at hav«e været saa forsigtig kun at støtte mig til gode Autoriteter. Det, jeg her kan give, bliver kun de almindelige Slutninger, jeg er kommen til, oplyste ved nogle faa, men som jeg haaber i de fleste Tilfælde tilstrækkelige Kjendsgjerninger. Ingen kan stærkere end jeg selv føle Nødvendigheden af, senere detailleret og med de nødvendige Henvisninger at gjøre Rede for alle de Kjendsgjerninger, der danne Grundlaget for mine Slutninger, og jeg haaber i et kommende Værk at gjøre dette*); thi jeg veed kun altfor vel, at der neppe er et eneste af de her omhandlede Punkter, mod hvilket man ikke kunde anføre Kjendsgjerninger, der tilsyneladende vilde føre til

*) Dette er gjort i: »Husdyrenes og de dyrkede Planters Varieren.« (The variation of animals and plants under domestication. 1868).

O. A.

[page] 3

Slutninger, som ere dem stik modsatte, til hvilke jeg er kommen. Et smukt Resultat kan kun naaes ved at samle og veje alle de Kjendsgjerninger og Bevisgrunde, der kunne tale for eller imod hvert enkelt Spørgsmaal; men dette er her umuligt.

Jeg beklager meget, at Mangel paa Plads berøver mig den Tilfredsstillelse at bevidne min Erkjendtlighed for den rige Hjælp, der er bleven mig til Del fra saa overordenlig mange Naturforskere, selv fra nogle, som ere mig personlig ubekjendte. Jeg kan imidlertid ikke lade denne Lejlighed gaa hen uden at bevidne Dr. Hooker min inderligste Taknemlighed, fordi han i de sidste femten Aar har hjulpet mig paa enhver mulig Maade, af sit store Fond af Kundskaber og med sin skarpe Dømmekraft.

Hvad nu Arternes Oprindelse angaaer, saa er det let forstaaeligt, at en Naturforsker, naar han lagde Mærke til de organiske Væsners indbyrdes Slægtskab, deres Fostertilstande, deres geografiske Udbredelse, deres Rækkefølge i de geologiske Lag og andre saadanne Kjendsgjerninger, kunde komme til den Slutning, at Arterne ikke ere skabte uafhængigt af hinanden, men at den ene Art nedstammer fra den anden, ligesom en Varietet nedstammer fra en Art. En saadan Slutning vilde ikke desto mindre, selv om den var vel begrundet, være utilfredsstillende, indtil det kunde vises, hvorledes de utallige Arter, der opfylde Jorden, ere blevne modificerede, saaledes at de opnaaede den Fuldkommenhed i Bygning og den Afpassethed efter Forholdene, som vi med Rette beundre. Naturforskerne tale altid om ydre Betingelser, om Klima, Næring o. s. v., som de eneste tænkelige Aarsager til Varieringer. I en vis indskrænket Forstand kan dette, som vi senere skulle se, være rigtigt; men det er urimeligt at ville gjøre f. Ex. Spættens Bygning, hvor Alt, Fødder, Hale, Næb og Tunge er saa vidunderlig vel skikket til at fange Insekterne under Træets Bark, at ville gjøre Alt dette til et Resultat af rent ydre Betingelser. Og nu Misteltenen, som suger sin

1*

[page] 4

Næring af visse bestemte Træer, som fordrer visse Fugles Mellemkomst for at faa sine Frø saaede, og som endelig, da dens Blomster ere særkjønnede, absolut maa have visse Insekter til at bringe Støvkornene fra den ene Blomst til den anden, — vilde det ikke være urimeligt at forklare denne Snylteplantes Bygning og dens Forhold til de nævnte organiske Væsner som Virkninger af ydre Betingelser, af Vane eller af Plantens egen Villen?

Det er derfor af største Vigtighed at faa en klar Forestilling om de Maader, hvorpaa Organismerne modificeres og deres Levevis læmpes efter Forholdene. Da jeg begyndte mine Iagttagelser, forekom det mig sandsynligt, at et omhyggeligt Studium af Husdyrene og de dyrkede Planter var det, der nærmest vilde hidføre en Løsning af denne dunkle Opgave. Jeg blev heller ikke skuffet; i dette og alle andre vanskelige Tilfælde har jeg fundet, at vort Kjend-skab til Husdyr og dyrkede Planter, hvor ringe det end er, dog altid er den bedste og sikkreste Ledetraad. Saa omendskjøndt den Art af Studier i Almindelighed er bleven meget forsømt af Naturforskerne, vover jeg dog at ved-kjende mig det som min Overbevisning, at man ikke noksom kan lægge Vægt herpaa.

Det er ifølge denne min Anskuelse, at jeg helliger dette Værks første Kapitel til Husdyrene og de dyrkede Planter. Vi skulle da se, at der idetmindste er Mulighed for en Mængde arvelige Varieringer, og hvad der er ligesaa vigtigt eller endnu vigtigere, vi skulle se, hvor stor Magt Mennesket har til ligesom at ophobe de' paa hinanden følgende Smaavarieringer. Jeg vil derpaa gaa over til Arternes Foranderlighed i Naturtilstanden; men uheldigvis bliver jeg nødt til at behandle dette Punkt alt for kort, da det kun kan behandles tyldestgjørende ved at give hele lange Lister af Exempler; alligevel skulle vi faa Lejlighed til at se, hvilke de Omstændigheder ere, der mest begunstige Varieringen. Det følgende Kapitel vil omhandle den Kamp for Tilværelsen, som raser mellem alle

*

[page] 5

Jordens organiske Væsner, og som er en nødvendig Følge af det store Forhold, hvorefter Tilvæksten foregaaer. Dette er Malthus's Lære*) anvendt paa hele Dyre og Planteriget. Da der findes mange flere Individer af hver Art, end Livet kan rumme, og da der saaledes selvfølgelig ofte opstaaer Kamp om Tilværelsen, er det klart, at et Væsen, hvis Varieren, den være nok saa ubetydelig, er af den Natur, at den gjør Væsenets Stilling gunstigere, at dette Væsen, under Livets indviklede og undertiden varierende Betingelser, vil have størst Udsigt til at blive i Live, og det kan saaledes paa en Maade siges at være udvalgt af Naturen. Ifølge Arvelighedens stærke Lov vil nu en saadan udvalgt Varietet søge at forplante og udbrede sig i sin ny, ændrede Form.

I det fjerde Kapitel vil dette Naturvalgets Væsen blive omhandlet nogenlunde udførligt, og vi skulle da tillige se, hvorledes dette Valg næsten uundgaaeligt maa for-aarsage de mindre forbedrede Formers Uddøen og føre til, hvad jeg har kaldt Karakterdivergens. Det næste Kapitel vil omhandle Varieringens indviklede og lidet kjendte Love. I de fire følgende Kapitler omtales de største og mest iøjnefaldende Indvendinger mod Theorien; nemlig: for det første, hvordan en simpel Organisme eller et usammensat Organ kan blive forbedret og fuldkommengjort til en højt udviklet Organisme eller et meget sammensat Organ; for det andet, Instinktet eller Dyrenes sjælelige Evner; for det tredie, Hybriditet eller Arternes Goldhed og Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde, og endelig for det fjerde, Ufuldstændigheden af vor geologiske Viden. I det næste Kapitel skulle vi betragte, hvorledes de geologiske

*) Malthus (født 1766) opstillede i sit Værk: »essay on the principle of population« 1798 den Sætning, at Folkemængden stiger i geometrisk Progression (f. Ex. 7, 14, 28, 56, 112 ..'.), medens Lev-netsmidlerne kun stige i arithmetisk, (f. Ex. 7, 9, 11, 13, 15 . . .).

O. A.

[page] 6

Lags Organismer følge paa hinanden i Tid; i det ellevte og tolvte Kapitel, Organismernes geografiske Udbredelse gjennem Rummet; i det trettende, deres Klassifikation eller indbyrdes Slægtskab baade som Udvoksne og som Fostre. Sidste Kapitel bliver en kort Rekapitulation af hele Værket i Forbindelse med nogle faa Slutningsbemærkninger.

Man vilde ikke forbavses over, at der endnu er saa Meget uforklaret angaaende Arternes og Afarternes Oprindelse, naar man tog tilbørligt Hensyn til, i hvor høj Grad vi ere uvidende om de Væsners indbyrdes Forhold, der leve rundt omkring os. Hvem kan ^sige os, hvorfor en Art er vidt udbredt i utallige Exemplarer, medens en nær-staaende Art kun forekommer sjeldent indenfor meget snevre Grændser? Og dog ere disse Forhold af den højeste Vigtighed, thi de bestemme enhver Organismes Stilling i Nutiden og dens Omændring og Held i Fremtiden. Endnu Mindre vide vi om Forholdet mellem de Organismer, der have befolket Jorden under de mange forbigangne geologiske Perioder. Omendskjøndt Meget er dunkelt og længe vil forblive dunkelt, har jeg dog, efter at have studeret saa forsigtig og sluttet saa upartisk, som det har været mig muligt, ingen Tvivl om, at den Synsmaade, de fleste Naturforskere have og som jeg selv tidligere havde — den nemlig, at hver Art er Resultatet af en særlig Skabelses-akt — er falsk. Jeg er aldeles overbevist om, at Arterne ikke ere uforanderlige, men at de, der høre til, hvad man kalder samme Slægt, ere Efterkommere i lige Linie af en anden og i Almindelighed uddød Art, ganske som de almindeligt anerkjendte Varieteter af en Art ere denne Arts Efterkommere. Endvidere er jeg overbevist om, at Naturens Vælgen har været det væsenligste, men ikke eneste Middel til Omændringerne.

[page] 7

FØRSTE KAPITEL.

Husdyrs og dyrkede Planters Vaderen.

Varieringens Aarsager — Sædvanens Virkninger — Varieringernes indbyrdes Forhold — Arvelighed — de forædlede Varieteters Særkjende — Vanskeligheden ved at skjelne mellem Varietet og Art — de forædlede Varieteters Afstamning fra en eller flere Arter — Husdueracerne, deres Forskelligartethed og Oprindelse — Principer for Racevalget, fulgte fra gammel Tid, deres Virkninger — planmæssig og ubevidst Racevalg — Manglen paa Kjendskab til vore forædlede Racers Oprindelse — Omstændigheder, der begunstige Menneskets Racevalg.

Varieringens Aarsager.

Naar man blandt de Dyr og Planter, der længe have været Gjenstand for Menneskets Omsorg, sammenligner Individer af samme Varietet eller Dndervarietet, bliver man straks slaaet af den Omstændighed, at de ere langt for-skjelligere indbyrdes, end Individer af Arter eller Varieteter i den fri Natur ere det. Tage vi nu i Betænkning, hvor forskjelligartede de Dyr og Planter ere, som Mennesket har taget i sin Tjeneste, at de have varieret til alle Tider under alle Klimater og alskens Behandling, nødes vi til den Slutning, at dette kommer af, at disse Dyr og Planter ere blevne opelskede under Livsbetingelser, der ikke ere ganske de samme og ikke saa ensartede som de, hvorunder deres Stamarter have levet i den fri Natur. Der er saaledes, forekommer det mig, nogen Sandsynlighed for,

[page] 8

s

at Andrew Knight har Ret, naar han mener, at denne Varieren for en Del staaer i Forbindelse med Overmaal af Næring. Det synes indlysende, at organiske Væsner maa udsættes gjennem flere Generationer for nye Livsbetingelser, førend der kan naaes nogen mærkelig Varieren, og at de, naar de en Gang ere begyndte at variere, i Almindelighed ville blive ved at variere gjennem mange Generationer. Man har ialtfald ingen Underretning om, at en varierende Organisme er holdt op med at variere under Dyrkningen. Vore ældste dyrkede Planter give saaledes, som f. Ex. Hveden, endnu nye Varieteter, og vore ældste Husdyr ere endnu i Stand til hurtigt at forbedre eller forandre sig.

Saavidt jeg, efter længe at have givet mig af med det foreliggende Spørgsmaal, kan se, synes Livsbetingelserne at virke paa to Maader — direkte paa hele Organismen eller paa en bestemt Del og indirekte ved Paa-virkning af det reproduktive System. Med Hensyn til den direkte Paavirken maa vi erindre, at vi, hvad Professor Weismann nylig har hævdet, og hvad jeg lejlighedsvis har vist i mit Værk: »Husdyrenes og de dyrkede Planters Varieren«, altid have med to Faktorer at gjøre, nemlig: Organismens Natur og Betingelsernes Natur. Den første synes at være langt den vigtigste; thi det hænder, at næsten ensartede Varieringer opstaa under, saa vidt man kan skjønne, ulige Betingelser, medens uensartede Varieringer opstaa under, som det synes, næsten lige Betingelser. Virkningerne paa Afkommet ere enten bestemte eller ubestemte. Man kan anse dem for bestemte, naar hele eller næsten hele Afkommet af Individer, der have været udsatte for de visse givne Betingelser gjennem flere Generationer, er blevet modificeret paa samme Maade. Det er overordenlig vanskeligt at komme til nogen Afgjørelse om, hvilke Forandringer der ere blevne saaledes foranledigede. Om mange smaa Forandringer kan der imidlertid neppe herske nogen Tvivl — saaledes er Størrelsen bleven afgjort af Næringsmæng-den, Farven af Næringens Beskaffenhed, Hudens og Haar-

[page] 9

beklædningens Tykkelse af Klimaet o. s. v. Enhver af de utallige Variationer, vi se i vort Fjerkræs Fjerbeklædning, maa have havt sin Aarsag; og dersom den samme Aarsag kom til at virke gjennem en lang Række af Generationer paa mange Individer — for hvilke forøvrig ogsaa alt Andet var lige —, vilde de sandsynligvis alle blive modificerede paa samme Maade. Hvilke forunderlige Modifica-tioner Planterne kunde undergaa ved en Forandring i deres Safts kemiske Natur, se vi af de mærkværdige, sammensatte Udvækster, der altid fremkomme, naar Galhvepsen har indført sin forsvindende lille Giftdraabe i Bladkjødet.

Ubestemt Varieren er langt almindeligere Resultatet af forandrede Betingelser, end bestemt Varieren er det, og har sandsynligvis spillet en langt vigtigere Rolle end denne i Dannelsen af vore Plante og Husdyrracer. Ubestemt Varieren se vi i de utallige smaa Egenheder, der adskille Individerne af samme Art, og som ikke kunne siges at være nedarvede fra Forældre og ligesaa lidt fra endnu fjernere Forfædre. Selv stærktudprægede Forskjellighed'er forekomme lejlighedsvis blandt Unger af samme Kuld og Kimplanter af Frø fra samme Frøhus. Med lange Mellemrum opstaaer der mellem Millioner af Individer, opvoksede i samme Land og nærede af næsten samme Føde, Exemplarer med saa afgjort udprægede Afvigelser i deres Bygningsmaade, at de fortjene Navn af Monstrøsiteter, men Monstrøsitet kan ikke ved nogen skarp Grændse skilles fra den svagere Varieren. Alle saadanne Forandringer i Bygningsmaade, som vise sig, hvor mange Individer leve sammen, maa, enten de saa ere store eller smaa, betragtes som ubestemte Indvirkninger af Livsbetingelserne paa hver enkelt Organisme, omtrent som en Forkjølelse virker forskjelligt paa forskjellige Mennesker, ganske efter som deres Konstitution er: En faaer Snue, en Anden Hoste, En Gigt, en 'Anden Betændelse.

Hvad nu det angaaer, som jeg har kaldt de forandrede Betingelsers indirekte Paavirkning, nemlig Paavirkning af

[page] 10

det reproduktive System, saa maa vi slutte, at Varieren virkelig bliver foranlediget herved, dels fordi det er en Kjendsgjerning, at dette System er overordenlig følsomt for enhver Forandring i Betingelserne, og dels fordi der, som Kolreuter og Andre have bemærket, er en stor Lighed mellem den Varieren, der er Resultatet af en Krydsning af udprægede Arter, og den, man kan iagttage hos alle Dyr og Planter, der ere blevne opelskede under ny eller unaturlige Betingelser. Man har Exempler nok, der klar-ligen vise, hvor overordenlig fintfølende det reproduktive System er for enhver nok saa lille Forandring i Livsbetingelserne. Intet er lettere end at tæmme et Dyr, men faa Ting ere vanskeligere end at faa det til at yngle i Fangenskab, om end Hannen og Hunnen parres. Hvor mange Dyr er der ikke, som ikke ville yngle, skjøndt de holdes i næsten fri Tilstand og i deres egen Hjemstavn! Man siger i Almindelighed, men feilagtigt, at det er d-eres Instinkt, der har lidt. Mange dyrkede Planter vokse med en forbavsende Yppighed, og dog bære de sjeldent eller aldrig Frø. I nogle faa Tilfælde har man opdaget, at en meget ubetydelig Forandring, f. Ex. en Smule Vand mere eller mindre i en vis bestemt Vækstperiode, afgjør, hvorvidt Planten vil bære Frø eller ikke. Jeg kan ikke her give de Detailler, jeg har samlet og andensteds offenliggjort om dette mærkelige Emne; men for at vise, hvor underlige de Love ere, der bestemme Dyrenes Reproduktion i Fangenskabet, vil jeg nævne, at Rovpattedyr, selv fra Troperne, yngle meget villigt i Fangenskab her i Landet — dog med Undtagelse af Bjørnefamilien, der sjelden faaer noget Afkom — medens Rovfugle overordenlig sjeldent eller saa-godt som aldrig lægge udrugelige Æg. Mange exotiske Planter have deres Støvkorn i den samme ufuldkomne Tilstand som de goldeste Bastarder. Naar vi paa den ene Side se, at Husdyr og dyrkede Planter, skjøndt ofte svage og sygelige, yngle villigt i Fangenskab, og vi paa den anden Side se, at andre Individer, skjøndt fangne som unge, fuld-

[page] 11

komment tæmmede, længelevende og sunde (paa hvilket jeg kunde give talrige Exempler), have deres reproduktive System saa alvorligt paavirket af ubekjendte Aarsager, at det er ude af Virksomhed, saa er der ingen Grund til at forbavse sig over, at dette System, naar det er i Virksomhed under Fangenskab, virker uregelmæssigt og frembringer et Afkom, der er Forældrene noget uligt. Jeg maa tilføje, at ligesom nogle Organismer yngle villigt under de mest unaturlige Betingelser (f. Ex. Kaniner og Fretter i Fælder) og derved vise, at deres reproduktive Organer ikke ere paavirkede, saaledes ville nogle Dyr og Planter mod-staa Forædling eller Dyrkning og variere meget lidt — maaske neppe mere end i fri Tilstand.

Nogle Naturforskere hævde, at alle Varieringer staa i nært Forhold til Forplantningen; men dette er sikkert en Vildfarelse, thi jeg har i et andet Værk givet en lang Liste over Planter, der pludseligt have frembragt en enkelt Knop, som har havt et andet og undertiden vidtforskjelligt Udseende fra Plantens andre Knopper. Disse Knopvarie-ringer, som man kunde kalde dem, kunne formeres ved Podning, Stiklinger osv. og undertiden ved Frø. De forekomme sjeldent hos vilde Planter, men temmelig hyppigt hos dyrkede. Da en enkelt Knop blandt de mange tusinde, der Aar for Aar ere skudte frem under ensartede Betingelser paa det samme Træ, er bleven seet pludseligt at faa et fra dem forskjelligt Udseende, og da Knopper paa for-skjellige Træer, der vokse under forskjellige Betingelser, undertiden have givet omtrent samme Varietet — f. Ex. Knopper paa almindelige Ferskentræer have frembragt Nektarferskener, og Knopper paa almindelige Roser Mosroser — saa seer man let, at Betingelsernes Natur er af fuldstændig underordnet Betydning i Sammenligning med Organismens Natur for Bestemmelsen af hver enkelt Varieringsform. Den har ikke mere Betydning, end Naturen af den Gnist, der antænder en brændbar Masse, har for Bestemmelsen af Flammernes Natur.

[page] 12

Sædvanens Virkninger; Varieringernes indbyrdes Forhold; Arvelighed.

Sædvaner nedarves og have afgjort megen Indflydelse, f. Ex. paa Blomstringstiden hos Planter, der ere førte fra et Klima til et andet. Hos Dyrene have de en mere udpræget Indvirken; jeg finder saaledes, at den tamme Ands Vingeknogler veje mindre og Benenes Knogler mere i Forhold til Skelettet end de samme Knogler hos Vildanden; og denne Forskjel kan sikkert afledes deraf, at den tamme And flyver meget mindre og gaaer mere end dens vilde Forfædre. Det stærkt udviklede Yver (hvilken stærke Udvikling nedarves) hos Køer og Geder i de Lande, hvor de sædvanlig malkes, i Sammenligning med disse Organers Tilstand i andre Lande er sandsynligvis ogsaa et Bevis paa Sædvanens Virkninger. Af vore Husdyr kan der ikke nævnes et eneste, som ikke i et eller andet Land har hængende Øren, og den Formodning, der er bleven fremsat, om, at denne Hængen kommer af, at Ørets Muskler bruges for lidt, fordi Dyrene sjeldent blive forskrækkede for en eller anden Fare, synes rimelig.

Der er mange Love, der bestemme Varieringen; nogle faa af dem kan man utydeligt skimte, og de skulle ogsaa senere blive gjort til Gjenstand for en kort Omtale; men her vil jeg alene berøre Varieringernes indbyrdes Forhold (korrelativ Varieren). Vigtige Forandringer hos Fosteret eller Larven vil sandsynligvis volde tilsvarende Forandringer hos det udvoksne Dyr. Hos Monstrositeter er Forholdet mellem helt forskjellige Dele meget besynderligt, og mange Exempler herpaa ere givne i Isidore Geoffroy St. Hilaires store Værk om dette Emne. Opdrætterne tro, at der med lange Lemmer næsten altid følger langagtigt Hoved. Nogle Exempler paa indbyrdes Forhold mellem Varieringerne ere ligefrem snurrige: saaledes ere helt hvide Katte med blaa Øjne i Almindelighed døve. Farve og Ejendommeligheder

[page] 13

i Konstitutionen følges ad, paa hvilket der kunde gives mange mærkelige Exempler baade fra Dyre og Planteriget. Efter Heusingers Erfaringer synes det, som om hvide Faar og Kvier skades af Planter, der ikke have nogen saadan Indflydelse paa de mørtkfarvede Individer. Professor Wyman har nylig meddelt mig en god Illustration hertil: da han spurgte nogle Forpagtere i Florida om, hvoraf det kom, at alle deres Svin vare sorte, gave de ham den Oplysning, at Svinene aade Roden af en Farveplante (Lachnanthes), som farvede deres Knogler blegrøde og fik Klovene til at falde af undtagen hos de sorte Varieteter; og en af Florida-Nybyggerne tilføjede: »vi udvælge de sorte af hvert Kuld til Tillæg, da de alene have god Udsigt til at leve.« Haarløse Hunde have ufuldstændig Tandbesætning, langt og grovthaarede Dyr ere, som der forsikkres, tilbøjelige til at faa lange og mange Horn; Duer med fjerklædte Fødder have Hud mellem deres Ydertæer, Duer med kort Næb have smaa Fødder, og de langnæbede have store Fødder. Af dette følger, at naar Mennesket udvælger og derved forstørrer en eller anden Ejendommelighed, vil det næsten altid, uden .at det er dets Hensigt, modificere andre Bygningsforhold, ifølge Korrelationens mystiske Love.

Resultaterne af de forskjellige, ukjendte eller kun duukelt skimtede Varieringslove ere uendelig sammensatte og forskjelligartede. Det er nok Tiden værd at studere de forskjellige Afhandlinger om nogle af vore længedyrkede Planter, som Hyacinthen, Kartoflen, ja selv Georginen osv., og det er i Virkeligheden forbavsende at mærke sig de utallige Punkter i Bygning og Konstitution, i hvilke Varieteter og Undervarieteter afvige lidt fra hverandre. Hele Organisationen synes at være bleven plastisk og søger at afvige lidt fra Starntypens.

Enhver Varieren, som ikke nedarves, er uden Betydning for os. Men Mængden og Forskelligartetheden af arvelige Bygningsafvigelser, baade af stor og af lille fysiologisk

*

[page] 14

Betydning, er uendelig stor. Dr Prosper Lucas's Afhandling, i to store Bind, er det fuldstændigste og bedste Værk om dette Emne. Ingen Opdrætter tvivler om hvor stærk Tendensen er til Arvelighed; at det Lige frembringer det Lige er hans Grundsætning, Tvivl herom er kun bleven yttret af theoretiske Skribenter. Dersom en eller anden Afvigelse i Bygningsforholdene ofte forekommer, og vi finde den baade hos Fader og Barn, saa ere vi ikke i Stand til at afgjøre, om den er nedarvet eller fremkommen ved, at den samme Aarsag har indvirket paa dem begge; men dersom der iblandt Individer, tilsyneladende udsatte for de samme Betingelser, fremkommer en eller anden meget sjelden (lad os sige i Forholdet: en til flere Millioner) Afvigelse hos Faderen paa Grund af en eller anden overordentlig Kombination af Omstændighederne, og den saa viser sig igjen hos Barnet, nøder næsten selve Forandringernes Lov os til at tilskrive Arveligheden Afvigelsens gjentagne Tilsyneladelse. Enhver har hørt Tale om, at Tilfælde af Hvidfødthed, nuppret Hud og Laadenhed ere forekomne hos flere Medlemmer af samme Familie. Dersom nu besynderlige og sjeldne Afvigelser virkelig nedarves, saa kan man roligt antage, at ogsaa mindre besynderlige, mere hverdagsagtige Afvigelser ere arvelige. Maaske den korrekteste Maade at se det Hele paa bliver: at sætte Arvelighed af enhver Ejendommelighed, hvilken den saa er, som Regel og Ikke-Arvelighed som Uregelmæssighed.

De Love, der bestemme Arveligheden, ere for største Delen ubekjendte. Ingen kan sige, hvorfor den samme Ejendommelighed hos forskjellige Individer af samme Art eller hos forskjellige Arter undertiden nedarves og undertiden ikke; hvorfor Barnet ofte for visse Karakterers Vedkommende arver fra Bedstefader eller Bedstemoder eller endnu fjernere Forfædre; hvorfor en Ejendommelighed ofte overføres fra et Kjøn til begge Kjøn eller kun til det ene Kjøn, hyppigst, men ikke altid, til det samme Kjøn. Det

*

[page] 15

er en for os temmelig vigtig Kjendsgjerning, at Ejendommeligheder hos vore Husdyrs Hanner ofte overføres enten udelukkende eller fortrinsvis til Hannerne alene. Men en langt vigtigere Regel, som jeg anseer for sikker, er denne, at i hvilkensomhelst Livsperiode en Ejendommelighed først viser sig, søger den at vise sig igjen i en tilsvarende Tid hos Afkommet, skjøndt undertiden tidligere. For mange Tilfældes Vedkommende kunde dette ikke være anderledes: saaledes kunne hos Hornkvæget nedarvede Egenheder ved Hornene først komme tilsyne hos Afkommet, naar det er næsten voksent; Egenheder hos Silkeormen vise sig paa det tilsvarende Larve eller Kokon-Trin. Men arvelige Sygdomme og nogle andre Tilfælde have faaet mig paa den Tro, at hvor der ikke er nogen tydelig Grund til, at en Ejendommelighed skulde vise sig i en bestemt Alder, der er der dog en Tendens til at lade den komme frem hos Afkommet til samme Tid, som den først viste sig hos Forældrene. Jeg anseer denne Regel for at være af den højeste Vigtighed for at forklare Fosterlærens Love. Disse Bemærkninger sigte naturligvis paa Ejendommelighedens første Tilsynekomst og ikke paa dens første Aårsag, som maa have været virksom i Æget eller hos det mandlige Element — omtrent paa samme Maade, som at hos en korthornet Kos Afkom med en langhornet Tyr Hornenes større Længde, skjøndt det er Noget, der først viser sig sent, tydelig nok skyldes det mandlige Element.

Da jeg har berørt Spørgsmaalet om Nedarving af Ejendommeligheder fra fjernere Forfædre (Attavisme), vil jeg her omtale en Paastand, som ofte gjøres af Naturforskere, den nemlig, at vore tæmmede eller dyrkede Varieteter, naar de forvildes, lidt efter lidt, men uden Undtagelse, skulde falde tilbage til deres Stamform. Af den Grund har man hævdet, at man ikke kan slutte fra de forædlede Racer til vilde Arter. Jeg har forgjæves bestræbt mig for at opdage, hvilke afgjørende Kjendsgjerninger oven-

[page] 16

nævnte saa ofte og saa dristigt fremsatte Paastand støtter sig til. Man vilde faa megen Vanskelighed med at bevise dens Sandhed; thi vi kunne sige os selv, at overordenlig mange af de mest udprægede forædlede Racer umuligt kunde leve i vild Tilstand. I mange Tilfælde kjende vi desuden slet ikke Stamformen og kunde saaledes heller ikke afgjøre, om den paagjældende Organisme var gaaet næsten fuldstændigt tilbage dertil eller ikke. Det vilde fremdeles være nødvendigt, for at forhindre Krydsning, . at kun en enkelt Varietet havde slaaet sig løs i sit nye Hjem. Ikke destomindre, da vore forædlede Varieteter i Virkeligheden lejlighedsvis for enkelte Karakterers Vedkommende vende tilbage til fjernere Stamformer, forekommer det mig ikke usandsynligt, at dersom vi kunde have Held med os til at naturalisere eller til at dyrke, mange Generationer igjennem, de forskjellige Racer f. Ex. af Kaalen i meget mager Jord, (i hvilket Tilfælde imidlertid, nogen Indvirken maatte tilskrives den magre Jord), vilde de for en stor Del eller maaske endog ganske vende tilbage til den oprindelige vilde Stamform. Om Experimentet vilde lykkes eller ej, betyder ikke stort for vor Bevisførelse, thi ved selve Experimentet ere Livsbetingelserne forandrede. Men dersom man kunde vise os, at vore forædlede Varieteter røbede en stærk Tendens til Tilbagefald, — d. v. s. til at miste de Karakterer, de have vundet ved Dyrkning, medens de holdtes under de samme Betingelser, og i stort Antal, saa at Krydsningen kunde hæmme alle smaa Afvigelser — i saa Tilfælde vilde jeg tilstaa, at vi Intet kunne slutte fra de forædlede Varieteter om de vilde Arter. Men ikke en Skygge af Sandsynlighed begunstiger denne Hypothese; det er stik imod al Erfaring at ville hævde, at vi ikke kunne opfostre Trækheste og Væddeløbsheste, langt og korthornet Kvæg, alle Slags Fjerkræ og alle mulige Kjøkkensager i et ubegrændset Antal af Generationer.

[page] 17

De forædlede Varieteters Særkjendej Vanskeligheden Ted)at skjelne mellem Varietet og Art; de forædlede Varieteters Afstamning fra en eller flere Arter.

Tage vi de forskjellige Racer af Husdyr og dyrkede Planter i Øjesyn og sammenligne dem med nærstaaende Arter, finde vi, som allerede bemærket, i Almindelighed mindre Ensartethed -i Udseende hos Racerne end hos Arterne. De forædlede Racer have ofte et noget monstrøst Præg; hermed mener jeg, at skjøndt de kun afvige fra hinanden og fra andre Arter af samme Slægt i rene Ubetydeligheder, saa afvige de dog i overordenlig høj Grad for en eller anden Dels Vedkommende baade fra hverandre indbyrdes og endnu mere fra de vilde Arter, med hvilke de ere nærmest beslægtede. Med disse Undtagelser (og desuden en anden Ting, der senere skal blive omtalt, den nemlig, at Varieteter kunne være fuldkommen frugtbare i Krydsningstilfælde) afvige forædlede Racer af samme Art i de fleste Tilfælde kun lidet fra hverandre, omtrent som nærstaaende Arter af samme Slægt i vild Tilstand. Herimod kan ingen Indvendinger gjøfes, thi de forædlede Racer af mange Dyr og Planter ere af nogle kompetente Dommere blevne regnede for Efterkommere af oprindelig adskilte Arter og af andre kompetente Dommere for simple Varieteter. Dersom der fandtes noget tydeligt Skjelne-mærke mellem en forædlet Race og en Art, vilde der ikke være saa megen Tvivl og Uoverensstemmelse paa dette Om-raade. Man har ofte paastaaet, at forædlede Racer ikke afvige fra hinanden i Karakterer, der have Værdi som Slægts-mærke. Det kan godtgjøres, at denne Paastand er ukorrekt; men Naturforskerne ere iøvrig meget uenige om, hvilke Karakterer der have Værd som Slægtsmærke, idet alle saa-danne Vurderinger for Øjeblikket bero paa et rent Skjøn. Naar vi komme til at udvikle, hvorledes Slægter opstaa i Naturen, vil det sees, at man ingen Ret har til at vente,

2

[page] 18

at man ofte skal finde Karakterer, der have Værd som Slægtsmærke til at adskille vore forædlede Racer.

Naar man forsøger at vurdere den Forskjel i Bygning, der er mellem de forædlede Racer af samme Art, stedes man snart i Tvivl ved ikke at vide, om de ere Afstamninger fra en eller fra flere Stamarter. Dersom dette Spørgsmaal kunde blive klaret, vilde det være af stor Interesse; thi dersom man f. Ex. kunde vise, at Mynden, Blodhunden, Grævlingehnnden, Hønsehunden og Bulbideren, om hvilke vi vide, at de alle avle et dem selv aldeles ligt Afkom, — at de nedstamme fra en eneste Art, saa vilde en saadan Kjendsgjerning i høj Grad bestyrke vor Tvivl om Uforanderligheden af de mange nærbeslægtede vilde Arter, f. Ex. alle de forskjellige Jordstrøgs mange Rævearter. Jeg troer nu imidlertid ikke, som vi snart skulle se, at alle Forskellighederne mellem Hunderacerne ere Resultater af Forædlingen, jeg troer, at de ere Afstamninger fra bestemt adskilte Arter, og at dette har sin lille Part i Forskjelligheden. Hvad nogle stærkt udprægede Former hos andre forædlede Racer angaaer, da er der temmelig stor, ja overvejende Sandsynlighed for, at de alle nedstamme fra en enkelt vild Stamme.

Man har ofte paastaaet, at Mennesket til Forædling har valgt Dyr og Planter med en særlig stærk Varie-ringstendens i sig og med en sjelden Modstandskraft mod de forskjellige Klimater. Jeg skal ikke nægte, at disse Egenskaber i høj Grad have forøget de forædlede Organismers Værd; men hvorledes var det muligt, at en Vild, da han første Gang tæmmede et Dyr, kunde vide om det vilde variere i kommende Slægtled eller vilde kunne taale andre Klimater? Har Æslets og Gaasens ringe Varieringstendens eller Rensdyrets Ømfindtlighed mod Varme og Kamelens mod Kulde afholdt Mennesket fra at gjøre dem til Husdyr? Jeg nærer ingen Tvivl om, at dersom man tog andre vilde Dyr og Planter i ligesaa stort Antal som de forædlede, hørende til ligesaa forskjellige Klasser og fra ligesaa for-

[page] 19

skjellige Egne, og man kunde faa dem til at forplante sig gjennem ligesaa mange Generationer i tæmmet eller dyrket Tilstand, — at de da i Gjennemsnit- vilde variere ligesaa stærkt, som Stamarterne til vore Husdyr og dyrkede Planter have varieret.

For de fleste af vore længe tæmmede Dyrs og dyrkede Planters Vedkommende er det ikke muligt at komme til nogen sikker Afgjørelse om, hvorvidt de nedstamme fra en eller fra flere vilde Arter. Det Argument, hvortil de, der tro at vore Husdyr nedstamme fra mangfoldige Arter, fornemmelig støtte sig, er dette: at vi i de ældste Tider, som de ægyptiske Mindesmærker og de sveitsiske Pælebygninger udvise, finde mange Racer, og at nogle af disse gamle Racer i høj Grad ligne, ja endog ere ganske de samme som de, der leve den Dag idag. Men herved bevises blot, at Civilisationen er ældre, end man troer, og at man har tæmmet Dyr, langt tidligere, end man ellers er tilbøjelig til at antage. Beboerne af de sveitsiske Pælebygninger dyrkede forskjellige Slags Hvede og Byg, Ærter, Hør og endelig Valmuen for dens Olies Skyld, desuden havde de flere Husdyr og stode i Handelsforbindelse med andre Nationer. Alt dette viser tydeligt, som Heer bemærker, at man i hine fjerne Tider allerede var kommen temmelig vidt i Civilisationen; og dette forudsætter igjen en lang forudgangen Periode med mindre fremskreden Civilisation, i hvilken de Husdyr, der holdtes af de forskjellige Stammer i forskjellige Egne, kunne have varieret og saaledes foranlediget nye, bestemt adskilte Racers Fremkomst. Siden Opdagelsen af Flintredskaber i de øvre Jordlag i de forskjelligste Egne af Verden, tro alle Geologer, at der har existeret Mennesker med et Lavmaal af Civilisation i overordenlig tidlige Tider; og vi vide, at der nutildags neppe existerer en Stamme, som staaer saa lavt, at den ikke idetmindste har en Hund til Husdyr.

De fleste af vore Husdyrs Oprindelse vil rimeligvis altid vedblive at være dunkel. Men jeg maa her med

2*

[page] 20

Hensyn til de mangfoldige Slags Hushunde, der findes under de forskjelligste Himmelstrøg, bemærke, at jeg efter møjsommeligt at have samlet alle overkommelige Kjendsgjer-ninger er kommen til den Slutning, at man har tæmmet flere vilde Arter af Hundefamilien, og at det er Blod af en eller undertiden af flere af dem, der flyder i vore Hunderacers Aarer. Om Faar og Geder har jeg ikke kunnet danne mig nogen bestemt Mening, men efter hvad Hr. Blyth har meddelt mig om det indiske Pukkelkvægs Stemme, Bygning, Constitution og Levevis, anseer jeg det næsten for afgjort, at det har en Stamform, der er forskjellig fra det evropæiske Kvægs; dette sidste har efter flere kompetente Dommeres Mening havt to eller tre vilde Forfædre, enten det nu har været Arter eller kun Racer. Dette, saavel som den artslige Distinktion mellem Pukkelkvæg og almindeligt Kvæg, maa forøvrig betragtes som slaaet fast ved Professor Riitimeyers beundringsværdige Undersøgelser. Med Hensyn til Heste er jeg i Modsætning til flere Forfattere tilbøjelig (skjøndt jeg har mine Tvivl) til at tro, at alle Racer høre hen under samme Art. Af Høns har jeg holdt næsten alle britiske Racer, jeg har lagt til af dem og krydset dem og har undersøgt deres Skeletter, og det synes mig næsten sikkert, at de alle ere Efterkommere af den vilde indiske Høne: Gallus bankiva; dette er ogsaa det Resultat, hvortil Hr. Blyth og Andre, der have studeret denne Fugl i dens Hjemstavn, ere komne. For Ændernes og Kaninernes Vedkommende, blandt hvilke der er flere indbyrdes meget afvigende Racer, er det øjensynligt, at de alle nedstamme fra den almindelige Vildand og den vilde Kanin.

Læren om, at vore forskjellige Husdyrracer nedstamme fra mange forskjellige Former, er bleven ført til latterlige Yderligheder af nogle Forfattere. De tro, at enhver Race, hvis Yngel er en tro Afspejling af Forældrene, om saa Skjelnemærkerne ere aldrig saa smaa, har havt sin egen vilde Urform. Efter den Regning maa der have

[page] 21

existeret idetmindste en Snes Arter af vildt Hornkvæg, ligesaamange af Faar og en Del af Geder i Europa alene, ja alene i Storbritanien maa der have været adskillige. En Forfatter troer, at der tidligere existerede elleve vilde Faarearter i Storbritanien, Arter, der vare eiendommelige for Landet! Naar man nu betænker, at Britanien for Øie-blikket neppe har et Pattedyr, der er eiendommeligt for det, at Frankrig kun har nogle faa, der ere forskjellige fra de tydske, og omvendt, og at det Samme er Tilfældet med Ungarn og Spanien o. s. v., men at hvert af disse Lande har flere, dem egne Racer af Hornkvæg, Faar o. s. v., saa maa man indrømme, at der er opstaaet mange Husdyrracer i Europa; thi hvor skulde de være komne fra, da de forskjellige Lande ikke have kunnet eje saa stort et Antal af Arter, der vare eiendommelige for dem, hvorfra Racerne kunde stamme? Med Indien forholder det sig paa samme Maade. Selv hos de mangfoldige Hushunde, som jeg dog indrømmer ere Afstamninger fra flere vilde Arter, selv hos dem kan man ikke tvivle om, at der har været en umaadelig stor arvelig Varieren med i Spillet; thi hvem vil tro, at Dyr, der skulde have en nær Lighed med den italienske Mynde, Blodhunden, Bulbideren, Mopsen eller Blenheimer Hønsehunden o. s. v. — alle saa ulige den hele vilde Hundefamilie — at de nogensinde have gaaet om som vilde Dyr? Man har ofte, saadan rent paa det Løse, sagt, at alle vore Hunderacer ere opstaaede .ved Krydsning af nogle faa Stamarter; men ved Krydsning faa vi kun Former, der staa saa nogenlunde midt imellem Fader og Moder, og se vi med det i Minde paa vore Racer, maa vi antage, at de allerskarpest udprægede Former, som den italienske Mynde, Blodhunden, Bulbideren o. s. v., tidligere have levet i vild Tilstand. Endvidere har man havt for store Tanker om Muligheden af at frembringe bestemt adskilte Arter ved Krydsning. Ganske vist foreligger der Beretninger om mange Tilfælde, som tyde paa, at en Race kan blive modificeret ved tilfældige Krydsninger, dersom de understøttes af en omhyggelig

[page] 22

Udvælgen af de Individer, som frembyde de attraaede Ejendommeligheder, men at faa frembragt en Race, der saa at sige staaer midt imellem to overordenlig forskjel-lige Racer eller Arter, vilde være i høj Grad vanskeligt. Hr. J. Sebright experimenterede udtrykkeligt for at opnaa dette, men det mislykkedes. Afkommet af første Krydsning mellem to rene Racer er taalelig og undertiden (som jeg har seet det med Duer) udmærket ensformet, og det Hele synes simpelt nok; men naar man saa krydser disse Bastarder med hinanden, gjennem flere Generationer, da er der neppe to af dem, som ligne hinanden, og saa bliver Vanskeligheden ved Forsøget iøjnefaldende nok. En Race, der staaer midt imellem to ni'eget forskjellige Racer, kan saaledes sikkert ikke frembringes uden ved meget stor Omhu og ved længe fortsat Udvælgen, og man har da heller ingen Underretning om, at en virkelig Race er bleven til paa hin Maade.

Husdueracerne, deres Forskjelligartethed og Oprindelse.

Da jeg er af den Anskuelse, at det altid er bedst at studere en enkelt Gruppe, har jeg efter modent Overlæg valgt Husduerne. Jeg har af dem holdt hver eneste Race, jeg kunde overkomme ved Kjøb eller paa anden Maade, og jeg er bleven meget venlig betænkt med Dueskind fra de forskjellige Verdenskanter, i Særdeleshed fra Hr. W. Elliot fra Indien og fra Hr. C. Murray fra Persien. Der er bleven skrevet mange Afhandlinger om Duer i forskjellige Sprog, og nogle af dem ere meget vigtige, paa Grund af deres høje Ælde. Jeg har endvidere sat mig i Forbindelse med flere fremragende Liebhavere og har faaet Adgang til to af de londonske Dueklubber. Forskjellen mellem Racerne er forbavsende. Sammenlign den engelske Brevdue og den kortnæbede Tumler og se, hvilken Forskjel der er paa deres Næb, og hvilke Forskjelligheder dette medfører i Kraniets Bygning. Brevduen, særlig Hannen, er ogsaa mærkværdig ved den forunderlige Udvikling af kjertlet Hud

[page] 23

paa Hovedet, hvormed følger meget forlængede Øjelaag, meget store, ydre Næseboer og stor Mundvide. Den kortnæbede Tumlers Næb ligner i Omrids P'inkens, og den almindelige Tumler har den arvelige Sædvane: at flyve op til en stor Højde i tæt Flok og at tumle bagover oppe i Luften. Den spanske Due er en Fugl af betydelig Størrelse, med langt, svært Næb og store Fødder; nogle af dens Underracer have meget lange Halse, andre meget lange Vinger og atter andre mærkelig korte Haler. Berberduen er beslægtet med Brevduen, men i Stedet for langt Næb har den et kort og bredt. Kropduen har Legemet, Vingerne og Benene stærkt forlængede, og dens uhyre, stærkt udviklede Kro, som den finder Fornøjelse i at puste op, er nok egnet til at vække Forbavselse, ja selv Latter. Mæfikken har et meget kort og kegleformet Næb og en Række omvendte Fjer nedad Brystet, desuden har den for Skik stadig at udvide den øverste Del af Spiserøret lidt. Parykken har Fjerene saa meget opadbøjede paa Bagsiden af Halsen, at de danne et Slags Kappe, og den har i Forhold til sin Størrelse meget lange Vinger og Halefjer. Skoggerduen og Trompetduen have, som deres Navne røbe, en fra de andre Racer meget forskjellig Kurren. Hugstjerten har tredive, ja selv fyrgetyve Halefjer i Stedet for tolv eller fjorten, som ellers er det almindelige Antal hos alle Medlemmer af den store Duefamilie, og disse Fjer holdes udspilede og bæres saa oprette, at Hoved og Hale hos gode Exemplarer berøre hinanden; Oliekjertlen er aldeles uudviklet. Flere mindre, ejendommelige Racer ville lejlighedsvis blive omtalte.

I de forskjellige Racers Skeletter er der overordenlig stor Forskjel paa Ansigtsbenenes Længde, Brede og Krumning. Underkjæbens Ben variere paa en højst mærkværdig Maade saavel med Hensyn til Længde og Brede, som med Hensyn til Form. Hale- og Bækkenhvirvlerne variere i Antal, ligesom Ribbenene, der desuden variere med Hensyn til deres relative Brede og til Tilstedeværelsen af Side-

[page] 24

grene. Brystbenets Aabninger variere i høj Grad i Størrelse og Form, og Gaffelbenet varierer med Hensyn til dets to Armes Divergens og relative Længde. Mundaabningens Vide, Øjelaagenes, Næseborenes og Tungens Længde (Tungens Længde er ikke altid bestemt af Næbets), Altsammen forholdsvis, Kroens og Spiserørets Overdels Størrelse, Olie-kjertlens Udviklethed eller Hæmmethed, Svingfjerenes og Styrefjerenes Antal, Vingens og Halens gjensidige Forhold og deres Forhold til Kroppen, Benets og Fodens relative Længde, Antallet af Tæernes Skjæl og Udvikletheden af Hud mellem Tæerne er Altsammen Bygningsforhold, der ere variable. Den Tid, da den fuldstændige Fjerdragt erholdes, varierer, og det samme gjør den Tilstand, hvori de Dun, hvormed Ungerne ere beklædte efter Udrugningen, befinde sig. Ægenes Form og Størrelse varierer. Flyvemaaden, og hos nogle Racer Stemmen og Tilbøjelighederne, variere ganske mærkeligt. Endelig ere hos visse Racer Hannerne og Hunnerne komne til at afvige ganske lidt fra hinanden.

I det Hele taget kunde man tage idetmindste en Snes Duer, som, dersom de bleve viste en Fuglekjender, og man fortalte ham, at det var vilde Fugle, af ham ganske sikkert vilde blive anseete for bestemt adskilte Arter. Ja, jeg troer ikke engang, at nogen Fuglekjender vilde sætte den engelske Brevdue, den kortnæbede Tumler, den spanske Due, Berberduen, Kropduen og Hugstjerten i samme Slægt, i Særdeleshed da man i hver af disse Racer kunde vise ham flere Undervarieteter (eller Arter, som han vilde kalde dem) med et Forældrene ligt Afkom.

Skjøndt Forskjellen mellem Dueracerne er saa stor, er jeg dog fuldkommen overbevist om, at den hos Naturforskerne gængse Opfattelse er korrekt, den nemlig, at de alle nedstamme fra Klippeduen (Columba livia), idet der saa under denne Betegnelse indesluttes forskjellige geografiske Racer eller Underarter, som kun afvige fra hverandre i meget ubetydelige Ting. Da flere af de Grunde,

[page] 25

der faa mig til at tro dette , tildels kunne komme i Anvendelse i andre Tilfælde, vil jeg her, i al Korthed, anføre dem. Dersom de forskjellige Racer ikke ere Varietéter og ikke nedstamme fra Klippeduen, maa de være Efterkommere af idetmindste syv eller otte Stamformer; thi det er umuligt ved Krydsning af et ringere Antal at faa de nulevende Racer frembragte; hvorledes skulde man f. Ex. faa en Kropdue frem ved at krydse to Racer, naar ingen af dem havde den mægtige, karakteristiske Kro? De antagne Stamformer maa alle have været Klippeduer, d. v. s. Duer, som ikke bygge Rede i Træer eller i det Hele taget have Lyst til at opholde sig der. Men med Undtagelse af Columba livia og dens geografiske Underarter kjendes der kun to eller tre andre Arter af Klippeduer, og de have ingen Karakterer tilfælles med Husdueracerne. Heraf følger, at de antagne Stamformer enten maa existere endnu i de Lande, hvor de oprindelig bleve gjorte til Husdyr, og dog være Fuglekjenderne ube-kjendte, — men dette er temmelig usandsynligt i Betragtning af deres Størrelse, Sædvaner og iøjnefaldende Udseende, — eller ogsaa maa de være uddøde. Men Fugle, der have deres Reder paa utilgængelige Steder og ere gode Flyvere, ere ikke synderligt udsatte for at blive udryddede; og den almindelige Klippedue, som har Sædvaner tilfælles med Husdueracerne, er ikke bleven udryddet paa Middelhavets Kyster, ja ikke engang paa flere britiske Smaaøer. Derfor vilde det være meget dristigt at antage, at saa mange Arter med samme Sædvaner som Klippeduen skulde være uddøde. Fremdeles ere de forskjellige ovenfor nævnte Racer blevne bragte til alle Egne af Verden, og saaledes maa nogle af dem være blevne bragte tilbage til deres Fødeland; men ingen af dem ere blevne vilde, skjøndt Markduen , som er Klippeduen i meget lidt forandret Tilstand, er bleven forvildet flere Steder. Endelig viser den sidste Tids Erfaring, at det er vanskeligt at faa et vildt Dyr til at yngle villigt i Fangenskab, og dog maatte man, efter

[page] 26

Hypothesen om vore Duers Oprindelse fra mange Stamformer, antage, at de gamle Tiders halvciviliserede Menneske havde været saa heldig i sine Bestræbelser med idetmindste syv eller otte Arter, at han havde faaet dem fuldstændig frugtbare i Fangenskab.

Et Argument, der har stor Betydning og er anvendeligt i flere andre Tilfælde, er dette, at de ovenfor nævnte Racer, skjøndt de i det Hele taget stemme overens med den vilde Klippedue i Konstitution , Sædvaner, Røst, Farve og de fleste Bygningsforhold, dog ere den højst ulige i mange andre Ting; man vil forgjeves i hele den store Duefamilie lede efter et Næb som den engelske Brevdues, den kortnæbede Tumlers eller Berberduens, efter opadbøjede Fjer som Parykkens, efter en Kro som Kropduens og efter Halefjer som Hugstjertens. Herefter maa man antage, at det halvciviliserede Menneske ikke alene havde været saa heldig at faa flere Arter fuldstændigt tamme, men ogsaa at han, med Hensigt eller tilfældigvis, havde faaet udsøgt Arter, der afvege i meget høj Grad fra den almindelige Duetype, og at endvidere alle disse Arter siden ere uddøde eller ikke senere gjenfundne. Saa mange besynderlige Forudsætninger gjør Antagelsen i højeste Grad usandsynlig.

Visse Forhold ved Duernes Farver kunne vel fortjene at tages nøjere i Betragtning. Klippeduen er skiferblaa med hvide Laar (den indiske Underart, Columba inter-media Strickland, har denne Del blaa), Halen har en mørk Tværstribe i Spidsen, og de ydre Fjer have en hvid Rand ved Grunden, paa den udvendige Side; Vingerne have to sorte Tværstriber. Nogle halvtæmmede Racer og nogle vilde have, foruden de to sorte Tværstriber, Vingerne spættede med Sort. Disse forskjellige Karakterer findes ikke samlede hos nogen anden Art af hele Familien. Men i hver eneste god Husduerace forekomme nu og da alle de nævnte Karakterer, lige indtil den hvide Rand paa de ydre Halefjer, fuldstændigt udviklede. Endvidere, naar

[page] 27

Fugle, henhørende til to eller flere skarpt adskilte Racer, og af hvilke ingen ere blaa eller have de nævnte Karakterer, krydses med hverandre, saa er dog det blandede Afkom meget tilbøjeligt til at faa disse Karakterer. For blandt mange Eksempler at tage et, jeg selv har havt Lejlighed til at se: jeg krydsede nogle hvide Hug-stjerter, der altid avle dem selv ligt Afkom, med nogle sorte Berberduer (man lægge for det Følgendes Skyld Mærke til, at blaa Berberduer ere saa sjeldne, at jeg aldrig har hørt, at de have været seete i England), og de herved frembragte Bastarder vare sorte, brune og spraglede. Jeg krydsede fremdeles en Berberdue med en rød Kalot (Kalotten er hvid, med farvet Hale og en Plet paa Panden af Halens Farve), en Race, der altid avler sig selv ligt Afkom; Bastarderne vare sortladne og spraglede. Endelig krydsede jeg en Bastard af Berberduen og Hugstjerten med en Bastard af Berberduen og Kalotten, og Resultatet heraf blev en P'ugl med en ligesaa smuk, blaa Farve, med de samme hvide Laar, samme dobbelte, sorte Tværstribe paa Vingerne og med samme hvidrandede, tværstribede Halefjer som den vilde Klippedue.

Vi kunne forstaa dette, ved Hjelp af Attavismens velbekjendte Love, i Fald alle de forædlede Dueracer nedstamme fra Klippeduen. Men antage vi ikke det, maa vi slaa os til en af de tvende følgende, højst usandsynlige Hypotheser. Enten, at alle de forskjellige, antagne Stamformer vare farvede og tegnede ganske som Klippeduen (skjøndt ingen anden existerende Art har dennes Lød og Tegning), saa at det var af den Grund at der i hver. enkelt Race var en Tendens til at falde tilbage til netop denne Lød og denne Tegning. Eller ogsaa, at enhver Race, selv den reneste, er tolv eller højst tyve Generationer tilbage bleven krydset med Klippeduen. Jeg siger tolv eller tyve Generationer, fordi man ikke har noget Exempel paa, at en Race er slaaet tilbage i Slægtninge af fremmed Blod, naar det var flere end det nævnte Antal

[page] 28

Generationer siden, at Blodet var blevet bragt ind i Racen. Hos en Race, der kun er blevet krydset en Gang, vil Tendensen til at slaa tilbage til Ejendommeligheder, der hidrøre fra denne Krydsning, naturligvis blive svagere og svagere, eftersom der i hver senere Generation bliver mindre og mindre fremmed Blod; men naar der ingen Krydsning er foregaaet, og der er en Tendens hos Racen

Engelsk Brevdue.

til at slaa tilbage til en Ejendommelighed, som er gaaet tabt flere Generationer tilbage, saa maa denne Tendens, efter Alt, hvad vi kunne se, holde sig hos et ubegrændset Antal af Generationer. Disse to bestemt adskilte Arter af Attavisme ere ofte blevne sammenblandede af dem, der have skrevet om Arvelighed.

Slutteligen ere Hybriderne eller Bastarderne mellem alle Husdueracerne fuldkommen frugtbare. Jeg kan støtte

[page] 29

denne Paastand ved egne Forsøg, som jeg netop i dennne Hensigt har anstillet mellem de mest forskjellige Racer. Og nu er det vanskeligt, maaske umuligt, at nævne et eneste Tilfælde, hvor Bastarder mellem to skarpt adskilte Dyr have været fuldkommen frugtbare. Nogle Forfattere ere af den Mening, at længe fortsat Tæmning udvisker denne stærke Tendens til Goldhed, og efter Hunden og nogle

Kortnæbet Tumler.

andre Husdyr at dømme er der stor Sandsynlighed for, at denne Hypothese er rigtig, naar man anvender den paa nærbeslægtede Arter, skjøndt den ikke støttes af noget Forsøg. Men at strække Hypothesen saa vidt, at man antager, at Arter, der fra Begyndelsen af vare ligesaa bestemt adskilte som Brevduer, Tumlere, Kropduer og Hugstjerter nu ere, skulde give Afkom, som, naar det» krydsedes ind-

[page] 30

byrdes, gav frugtbare Bastarder, det synes mig at være at gaa til Yderligheder.

Af disse forskjellige Grunde, nemlig Usandsynligheden af, at Mennesket tidligere skulde have faaet syv eller otte

Kropdue.

antagne Arter af Duer til at yngle i tæmmet Tilstand — Arter, som slet ikke kjendes i vild Tilstand, og som ikke forvildes nogetsteds, Arter, der i visse Henseender have

[page] 31

Karakterer, der maa kaldes meget unormale, naar vi sammenligne dem med alle andre Duefugle (skjøndt de i de fleste andre Henseender staa Klippeduen saa overmaade nær, idet den blaa Farve og de forskjellige sorte Tegninger lejlighedsvis dukke frem i alle Racer, baade naar de holdes rene, og naar de krydses, og idet Bastarderne ere fuldkommen frugtbare): — af alle disse mange Grunde kunne

vi sikkert slutte, at alle vore Husdueracer nedstamme fra Columba livia og dens geografiske Underarter.

Til Støtte for denne Antagelse maa jeg for det Første tilføje, at det har været muligt at tæmme Columba livia eller Klippeduen baade i Europa og i Indien, og at den i Sædvaner og en stor Mængde Bygningsforhold stemmer overens med alle Husdueracerne. For det Andet, at omendskjøndt den engelske Brevdue og den kortnæbede

[page] 32

Tumler i visse Karakterer afvige umaaadeligt fra Klippeduen, kunne vi dog — naar vi sammenligne disse Varieteters for-skjellige Dnderracer, i Særdeleshed dem fra fjerne Lande — for disse To's og nogle andres, men ikke for Alles Vedkommende, faa en næsten fuldstændig Række af Overgange

Klippedue (Columba livia).

mellem deres ejendommelige Bygningsforhold. For det Tredie ere de Karakterer, som hovedsagelig skille Racerne fra hverandre, f. Ex. Brevduens Kam og lange Næb, Tumlerens korte Næb og Hugstjertens Antal af Halefjer, i overordenlig høj Grad variable, og hvor megen Betydning

[page] 33

dette har, vil man forstaa senere, naar vi komme til at afhandle Udvælgelsen. For det Fjerde ere Duer blevne holdte og opelskede med den største Omhyggelighed og Kjærlighed af mange Folkeslag. De have været tæmmede i Tusinder af Aar i forskjellige Verdensdele. Den tidligste Efterretning, man har om Duen, er fra det femte ægyptiske Dynasti, omtrent 3000 Aar f. Chr., efter hvad Professor Lepsius har vist mig; men Hr. Birch meddeler mig, at Duer omtales i en Spiseseddel fra det foregaaende Dynasti. Hos Romerne blev der, som Plinius fortæller os, givet uhyre Summer for Duer: »ja det er kommet saa vidt med dem, at de kunne tale om deres Stamtræ og Race.« Duer bleve meget skattede af Akber Khan i Indien, omtrent Aar- 1600. Der blev saaledes aldrig taget mindre end .20,000 Duer med Hoffet. »Irans og Turans Monarker sendte ham nogle meget sjeldne Fugle,« »og,« fortsætter den vel høflige Historieskriver, »hans Majestæt har forbedret Racerne i en forbavsende Grad ved at krydse dem, hvilken Fremgangsmaade aldrig er brugt før.« Paa samme Tid vare Hollænderne lige saa interesserede for Duer, som Romerne forhen. Den store Betydning, disse historiske Data have for at forklare de uhyre Varieringer, Duerne have undergaaet, vil forstaaes senere, naar vi komme til at omtale Udvælgelsen. Vi skulle ogsaa da se, hvoraf det kommer, at de forskjellige Racer saa ofte have en noget monstrøs Karakter. Endelig er det overordenlig heldigt for Frembringelsen af bestemt adskilte Racer, at Han- og Hunduer let kunne mages for Livstid og saaledes forskjellige Racer holdes i samme Duehus.

Jeg har omtalt Husduernes formenlige Oprindelse med nogen, men langtfra tilstrækkelig Udførlighed, fordi jeg, da jeg først begyndte at holde Duer og opdrætte de forskjellige Racer, følte fuldt saa megen Vanskelighed ved at tro, at de alle nedstammede fra en fælles tæmmet Stamart, som nogen Naturforsker kunde føle ved at komme

3

[page] 34

til en lignende Antagelse om de mange Finkearter eller hvilkensomhelst anden Gruppe af vilde Fugle. En Omstændighed har slaaet mig i høj' Grad, den nemlig, at næsten alle Opdrættere af de forskjellige Slags Husdyr og næsten alle Planteyndere, med hvem jeg er truffet sammen, eller hvis Afhandlinger jeg har læst, ere fast overbeviste om, at de forskjellige Racer, hver enkelt af dem netop har givet sig af med, nedstamme fra ligesaamange oprindelig skarpt adskilte Arter. Spørg, som jeg har gjort det, en berømt Opdrætter af Herefordkvæg, om hans Kvæg ikke kunde tænkes at nedstamme fra langhornet Kvæg eller fra en for begge Racer fælles Stamform, og du skal høre, hvor haanligt han vil udle dig. Jeg har aldrig mødt en Due-, Hønse-, Ånde- eller Kanin-Elsker, som ikke var fuldt og fast overbevist om, at hver enkelt Hovedrace nedstammede fra en egen Art. Van Mons viser i sin Afhandling om Æbler og Pærer, i hvor høj Grad han betvivler, at de forskjellige Sorter f. Ex. Rip-ston-pippinen eller Codlinæblet skulde være fremkomne af Frø fra samme Træ. Exemplerne kunde førøges i det Uendelige. Forklaringen forekommer mig at være simpel nok: ved et længe fortsat Studium have de faaet et meget stærkt Indtryk af Forskjellighederne mellem Racerne, og skjøndt de vel vide, at hver Race varierer lidt — thi de vinde netop deres Præmier ved at passe nøje paa saadanne Smaaforskjelligheder, — saa give de sig ikke af med almene Betragtninger og falde ikke paa, hvad der kunde komme ud, naar man lagde mange paa hinanden følgende Generationers Smaaforandringer sammen. Mon ikke de Naturforskere, der vide meget Mindre om Arvelighedslovene end Opdrætterne og ikke vide Mere end de om Mellemformerne i de lange Afstamningsrækker, men som dog indrømme, at mange af vore Husdyrracer have havt fælles Stamart — mon de ikke kunde lære at være lidt mere forsigtige og ikke at udle Tanken om, at en vild Art kunde være Efterkommer i lige Linie af en anden Art?

[page] 35

Principer for Racevalget *), fulgte fra gammel Tid, deres Virkninger.

Lad os nu i al Korthed betragte de Maader, paa hvilke man har frembragt de forædlede Racer enten af en eller flere Arter. Nogen Virkning maa tilskrives de ydre Livsbetingelsers direkte og bestemte Indflydelse, og lidt Betydning maa vel ogsaa Sædvanerne have; men det maatte være en overmaade dristig Mand, der kunde hjælpe sig hermed til at forklare Forskellighederne mellem Trækhesten og Væddeløbshesten, Mynden og Blodhunden, Brevduen og Tumleren. Et af de mest mærkelige Træk ved vore forædlede Racer er det, at de ere afpassede ikke saaledes som det var tjenligst for selve Dyret eller Planten, men efter Menneskets Nytte eller Smag. Nogle for Mennesket nyttige Varieringer ere rimeligvis fremkomne pludseligt, paa en Gang; saaledes mene mange Botanikere, at Klædefabrikanternes Kartebolle med dens Hager, med hvilke intet mekanisk Produkt kan maale sig, blot er en Varietet af den vilde Dipsacus, og denne Forandring maa pludselig have vist sig hos Planter, der vare avlede ved Frø. Saaledes er det sandsynligvis ogsaa gaaet med Grævlingehunden, og man veed, at det har været Tilfældet med Albuefaaret (ancon-sheep). Men naar vi sammenligne Trækhesten og Væddeløbshesten, Dromedaren og Kamelen, de forskjellige Faareracer, det ene Slags skikket til dyrket Land, det

*) Ved de forskjellige Slags Udvælgelser (selections), hvorom der her og andre Steder tales, er det visse Egenskaber ved Dyret eller Planten, der er det bestemmende; Valgene ere saaledes altid Kvalitetsvalg. Men den Vælgende er ikke altid den Samme, i et Tilfælde er det Mennesket, i et andet Naturen, der vælger, vi faa saaledes Menneskets Kvalitetsvalg (selection by man) og Naturens Kvalitetsvalg (natural selection). Da det første af disse Valg er det, der har fremkaldt de forskjellige Racer, vil det i det Følgende blive betegnet som Racevalg. Naturens Kvalitetsvalg ville vi for Kortheds Skyld simpelt hen betegne som Kvalitetsvalg. O. A.

3*

[page] 36

andet til Bjerg-Græsgange, det enes Uld god til dette Brug, det andets til hint; naar vi sammenligne de fo'r-skjellige Hunderacer, hver nyttig for Mennesket paa sin forskjellige Maade, naar vi sammenligne Kamphanen, der er saa haardnakket udholdende i Kamp, med andre saa lidt stridbare Racer, med »everlasting-layers« (stadige Æglæggere), der aldrig have Lyst til at ruge, og med den lille og elegante Bantamhane, naar vi sammenligne de mange Sædearter, Kjøkkenurter, Frugttræer, Haveblomster og Potteplanter med deres mangfoldige Sorter, der ere nyttige for Mennesket til de forskjelligste Aars-tider og i de forskjelligste Øjemed, eller som glæde hans Øje, saa maa vi, tænker jeg, se andetsteds hen end til blot og bar Variabilitet. Vi kunne ikke antage, at alle Racerne pludseligt bleve frembragte saa fuldkomne og saa nyttige, som vi nu se dem; og vi vide i Virkeligheden ogsaa, at det i mange Tilfælde ikke er gaaet saaledes til. Nej, det, det kommer an paa, er Menneskets Magt til at samle Smaavarieringerne; Naturen giver de paa hinanden følgende Varieringer, og Mennesket faaer dem samlede efter bestemte Øjemed, saaledes at de kunne være ham til Nytte. I den Forstand kan han siges at have dannet sig nyttige Racer.

Den store Magt, som jeg tillægger denne Samlen og Udvælgen (Racevalget), er ingenlunde hypothetisk. Det er en Kjendsgjerning, at adskillige af vore mest fremragende Opdrættere have, selv i enkelt Mands Levetid, omformet Faare- og Hornkvægracer i en betydelig Grad. For rigtig at se, hvad de have gjort, er det næsten nødvendigt at læse adskillige af de mange Afhandlinger, der ere helligede dette Emne og at tage Dyrene i Øjesyn. Opdrættere omtale i Almindelighed et Dyrs Organisation som en plastisk Masse, de næsten kunne omforme efter Behag. Havde jeg Plads, skulde jeg citere mangfoldige Steder fra højst kompetente Autoriteter for at vise dette. Youatt, som rimeligvis var bedre bekjendt med Agronomernes Værker

[page] 37

end nogen anden Dødelig, dg som selv var en meget god Dyrekjender, taler om Racevalget som »det, der sætter Landmanden i Stand til, ikke blot at ændre sin Hjords Væsen, men til helt at forandre den. Det er Eventyrets Ønskekvist, ved hvis Hjelp han kalder hvilken Form og Skikkelse, han vil, til Live«. Lord Somerville siger ved at tale om, hvad Opdrættere have virket i Retning af Faar: — »det synes som om de havde gjort et Udkast af en fuldkommen Form paa en Væg og saa havde givet selve Udkastet Liva. I Sachsen er Vigtigheden af Racevalget med Hensyn til Merinosfaar saa fuldstændig anerkjendt, at Folk ligefrem gjøre et Haandværk deraf: Faaret stilles op paa et Bord og studeres, som en Konstkjender studerer et Maleri, dette gjøres tre Gange med Maaneders Mellemrum, og Faarene blive hver Gang mærkede og klassificerede, for at de allerbedste endelig kunne blive udvalgte til Tillæg.

Hvad engelske Opdrættere i Virkeligheden have naaet, vise de iimaadelige Summer, der gives for Dyr med et godt Stamtræ, og saadanne udføres nu næsten til enhver Egn af Jordkloden. Forbedringen skyldes ingenlunde almindelig Krydsning af forskjellige Racer; alle de dygtigste Opdrættere ere meget mod denne Fremgangsmaade, undtagen for nært beslægtede Underracers Vedkommende; og naar en Krydsning har fundet Sted, saa maa der netop vælges paa det omhyggeligste, mere end ellers ved sædvanlige Lejligheder. Dersom Racevalget blot bestod i at udvælge en eller anden meget udpræget Varietet og saa lægge den til, var det hele saa ligefrem, at det neppe behøvede at omtales; men det Vigtige er netop den store Virkning, som opnaaes ved, Generation for Generation, med et bestemt Maal for Øje at samle Smaaafvigelser, der ere aldeles usynlige for et uvant Øje, hvad jeg for mit Vedkommende kan bekræfte. Ikke En blandt Tusinde har saa sikkert et Øje og saa skarpt et Skjøn, at han kan blive en dygtig Opdrætter. Men dersom han har de

[page] 38

nævnte Egenskaber, og han studerer sin Specialitet i aarevis og vier sig den for Livstid med ubetvingelig Udholdenhed, saa vil han naa det og kan gjøre store Forbedringer; mangler han derimod nogen af disse Egenskaber, slaaer det sikkert fejl for ham. Man aner ikke, hvilke Naturgaver og hvilken lang Øvelse der skal til blot for at blive en dygtig Dueopdrætter.

Havemændene følge de samme Principer som Opdrætterne, men Varieringerne ere her ofte mere abrupte. Ingen kunde vel falde paa at troe, at vore mest udsøgte Havefrembringelser skulde være fremkomne ved en enkelt Variering af Stamformen. Ialfald have vi Beviser paa, at det i nogle Tilfælde, om hvilke der haves nøjagtige Efterretninger, ikke forholder sig saaledes; for at tage et Exempel skulle vi blot gjøre opmærksomme paa det almindelige Stikkelsbærs stadige Tiltagen i Størrelse. Vi se et forbavsende Fremskridt i mange Zirplanter, naar vi sammenligne vore Blomster med Tegninger, der kun ere en tyve, tredive Aar gamle. Naar en Planteart er bleven saadan, som man vil have den, saa udvælger den, der dyrker den, ikke de bedste Planter, han gaaer blot sine Bede igjennem og rykker de Planter op, der afvige fra Typen. Med Dyr bærer man sig i Virkeligheden ogsaa ad paa denne Maade, thi der er neppe Nogen der er saa skjødesløs, at han lader sine daarlige Dyr yngle.

Med Hensyn til Planterne, da er der en anden Maade at iagttage Racevalgets Virkninger paa — nemlig ved i Blomsterhaven at sammenligne Forskjelligartetheden af Blomsterne hos den samme Art Varieteter, Forskjelligartetheden af Løvet, Bælgene eller Knoldene i Kjøkken-haven med de samme Varieteters Blomster og Forskjelligartetheden af samme Varieteters Frugter i Frugthaven med det samme Sæt Varieteters Blade og Blomster. Se, hvor forskjellige Kaalenes Blade og hvor lige Blomsterne ere, hvor afvigende Stedmoderblomstens Blomster ere og hvor ens dens Blade, se til de forskjellige Sorter Stik-

[page] 39

kelsbær, hvorledes deres Frugter afvige i Størrelse, Farve, Form og Behaaring, og se, hvilken ubetydelig Forskjel der er paa Blomsterne. Det er ikke saaledes at forstaa, at de Varieteter, der afvige meget i et Punkt, slet ikke skulde afvige i andre Punkter: dette er neppe nogensinde, — jeg taler efter at have foretaget omhyggelige Undersøgelser desangaaende — maaske aldrig Tilfældet. Loven om Varieringernes gjensidige Paavirkninger, hvis Vigtighed man aldrig maa undervurdere, vil volde nogen Forskjellighed; men i det Væsenlige kan jeg ikke tvivle om, at et fortsat Racevalg, rettet enten paa Blade, Blomster eller Frugt, vil frembringe Sorter, der hovedsagelig afvige fra hverandre i de nævnte Dele.

Man kunde maaske gjøre den Indvending, at Racevalget først er blevet anvendt methodisk i de sidste tre Fjerdedele af et Aarhundrede, og vistnok er der blevet lagt større Vægt derpaa i de senere Aar og mange Afhandlinger offenliggjorte desangaaende, og Resultatet har i en tilsvarende Grad været betydeligt og iøjnefaldende. Men det vilde være meget langt fra Sandheden at sige, at Racevalget var en moderne Opdagelse. Jeg kunde give adskillige Henvisninger til Værker af høj Ælde, som kunde vise, at man har havt sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa Racevalgets Betydning. For Englands Vedkommende blev der i fjerne, raa og barbariske Tider ofte indført udsøgte Dyr hertil, og der blev givet Love, som skulde forhindre deres Udførelse, der var Paabud om at dræbe Heste, som vare under en vis Størrelse, og det bliver jo det Samme som den Oprykken af Planter, der ikke svare til Typen, vi ovenfor omtalte. I en gammel kinesisk Encyklopædi finder jeg Principerne for Racevalget meget tydeligt fremsatte. Tydelige Regler findes hos nogle af de romerske Klassikere. Efter Steder i Genesis at dømme er det klart, at man i hine tidlige Tider havde sin Opmærksomhed henvendt paa Husdyrenes Farve. Nutidens Vilde krydse undertiden deres Hunde med vilde Arter af

[page] 40

Hundeslægten, og det gjorde de ogsaa fordum, hvad visse Steder hos Plinius godtgjøre. Sydafrikas Vilde parre deres Trækkvæg efter Lød, og Eskimoerne gjøre det Samme Ved deres Hundespand. Livingstone fortæller, at gode Husdyrracer skattes højt af det indre Afrikas Negre, der aldrig ere komne sammen med Evropæere. Nogle af disse Exempler tyde ikke ligefrem paa Eacevalg; men de vise, at Opdrætningen af Husdyr blev drevet med Omhu i de ældste Tider og drives den Dag i Dag af de laveste Vilde. Det vilde virkelig ogsaa have været en sælsom Ting, om man ikke havde været opmærksom paa Opdrætningen, da Arveligheden af gode og slette Egenskaber er saa vel-bekjendt.

Ubevidst Racevalg.

Nutildags søge udmærkede Opdrættere ved planmæssigt Racevalg, med et bestemt Maal for Øje, at danne en ny Form eller Underrace, der kan overgaa alt Andet, som findes i Landet. Men for os er et Slags Racevalg, man kunde kalde ubevidst, og som ganske simpelt resulterer af, at Enhver bestræber sig for at komme i Besiddelse af og at tillægge de bedst mulige Individer, mere vigtigt. Saa-ledes søger en Mand, der vil holde Hønsehunde, at faa fat paa saa gode Hunde som muligt, og siden hen lægger han til af sine bedste Hunde, men han hverken ønsker eller gjør sig Forventninger om stadig at forandre Racen. Ikke desto mindre maa vi bemærke, at denne Fremgangs-maade, fortsat gjennem Aarhundreder, vilde forandre og forbedre enhver Race paa samme Maade, som Bakewell, Collins o. fl. ved netop denne Fremgangsmaade, kun mere planmæssig gjennemført, endog i deres Levetid i høj Grad forandrede deres Hornkvægs Form og Egenskaber. Langsomme og umærkelige Forandringer af dette Slags kunde aldrig bemærkes, med mindre man for lang Tid siden havde udført nøjagtige Maalninger eller gjort omhyggelige Tegninger, hvilke Maal og Tegninger da nu kunde tjene til

[page] 41

Sammenligning. Imidlertid kan man i nogle Tilfælde finde uforandrede eller kun lidet forandrede Individer af den samme Race i mindre civiliserede Distrikter, hvor den er bleven mindre forbedret. Der er Grund til antage, at King Charles's Hønsehund siden hin Monarks Tid ubevidst er bleven ændret i høj Grad. Nogle yderst kompetente Autoriteter ere overbeviste om, at Vagtelhunden (setter) nedstammer direkte fra Hønsehunden (spaniel) og sandsynligvis lidt efter lidt er bleven forskjellig fra den. Man veed, at den engelske Hønsehund (pointer) er bleven meget forandret i det sidste Aarhundrede", og i dette Tilfælde er Forandringen, troer man, hovedsagelig bleven bevirket ved Krydsninger med Rævehunden; men det, der netop her angaaer os, er, at Forandringen er afstedkommen gradevis og ubevidst og dog med saa stor Virkning, at, omend-skjøndt den gamle spanske Hønsehund ganske vist kom fra Spanien, har Hr. Borrow dog ikke, som han har meddelt mig, kunnet se nogen indfødt Hund i Spanien der lignede vor Hønsehund.

Ved en lignende Udvælgen og ved omhyggelig Trai-nering er hele den engelske Væddeløbshesterace kommen til at overgaa dens arabiske Stamfædre i Hurtighed og Størrelse, -saaledes at disse sidste efter Goodwood Væddeløbenes Vedtægter begunstiges med Hensyn til den Vægt, der bæres under Løbet. Lord Spencer og andre have vist, hvorledes det engelske Kvæg er taget til i Størrelse og tidlig Føden i Sammenligning med det Kvæg, som tidligere holdtes her i Landet. Ved at sammenligne de Beretninger, der gives i gamle Due-Afhandlinger om Brevduer og Tumlere, med de Racer, der nu leve i England, Indien og Persien, kunne vi, troer jeg, tydeligt skjelne de Trin, de lidt efter lidt have oversteget, og hvorved de omsider ere naaede til at afvige i saa høj Grad fra Klippeduen.

Youatt giver en udmærket Illustration til Virkningerne af en Række Racevalg, der forsaavidt kunne ansees for ubevidste, som Opdrætterne aldrig kunne have ventet og

[page] 42

heller ikke ønsket at komme til det Resultat, der paafulgte — nemlig Frembringelsen af to bestemt adskilte Former. De to Hjorder Leicester Faar, som holdes af Hr. Buckley og Hr. Burgess, bemærker Hr. Youatt, »nedstamme ublandede fra Hr. Bakewells Hjord for henved halvtredsindstyve Aar siden. Der er ikke Nogen, som har Kjendskab til Sagen, der har den fjerneste Mistanke om, at nogen af Ejerne har tilført Hjorden det mindste fremmede Blod, og dog er Forskjellen mellem de to Herrers Faar saa stor, at de se ud, som de hørte til to aldeles forskjellige Varieteter.«*

Dersom der existerer Vilde, der ere saa barbariske, at det aldrig falder dem ind, at deres Husdyrs Afkom arver Forældrenes Ejendommeligheder, saa ville de dog omhyggeligt bevare et Dyr, som særligt er dem til Nytte i et eller andet bestemt Øjemed, fra Hungersnød og andre Ulykker, der saa tidt træffe vilde Stammer, og saadanne udsøgte Dyr ville da i Almindelighed efterlade et større Afkom end de ringere Dyr; og saaledes fik vi da i dette Tilfælde et Slags ubevidst Racevalg. Vi se, hvilken Pris selv saa barbariske Folk som Beboerne af Tierra del Fuego sætte paa Dyr, deraf, at de i Dyrtid slagte og æde deres gamle Kvinder som havende mindre Værd end deres Hunde.

Hos Planterne kan man klart se den samme trinvis fremadskridende Forbedring — ved Bevarelse af de bedste Individer, hvad enten de nu ere udprægede nok til, første Gang de vise sig, at regnes for forskjellige Varieteter eller ej, og hvad enten to eller flere Arter eller Racer ere blevne blandede ved Krydsning — i den forøgede Størrelse og den større Skjønhed, der viser sig hos Varieteterne af Stedmodersblomsten, Rosen, Pelargonien, Georginen og andre Planter, naar man sammenligner dem med ældre Varieteter eller med deres Stamformer. Ingen venter, at han skulde avle Præmie-Stedmodersblomster eller Georginer ved at saa Frø af den vilde Plante. Ingen venter at faa udmærkede Pærer, der smelte i Munden, af Frø

[page] 43

fra det vilde Pæretræ, skjøndt det kunde lykkes ham at faa det af en stakkels Kimplante, der havde forvildet sig fra en Have. Pæren synes, skjøndt dyrket i de klassiske Tider, efter Pliniuses Beskrivelse at have været en Frugt af temmelig ringe Værd. Jeg har i Værker om Havedyrkning set Forfatterne udtrykke deres Forundring over den vidunderlige Duelighed, Gartnerne have vist i at faa et saa smukt Produkt ud af et saa daarligt Materiale; men Kunsten har for den Sags Skyld været simpel nok og er, hvad Enderesultatet angaaer, næsten dreven ubevidst. Kunsten har været denne: altid at dyrke den bedste Varietet, man kjendte, at saae dennes Frø, og naar der tilfældigvis viste sig en lidt bedre Varietet, saa at lægge sig efter den og saa fremdeles. Men den klassiske Tids Gartnere, som dyrkede den bedste Pære, de kunde faa fat paa, gjorde sig ingen Forestilling om, hvilken fortrinlig Frugt vi skulde spise, skjøndt vi til en vis ringe Grad skylde den udmærkede Frugt, vi have, den Omstændighed, at de selvfølgelig valgte og bevarede de bedste Varieteter, de nogensteds kunde finde.

Den store Mængde af Smaaforandringer, der saaledes ere blevne samlede langsomt og ubevidst i vore dyrkede Planter, forklarer, efter mit Skjøn, den velbekj endte Kjendsgjerning, at vi i flere Tilfælde ikke kunne gjenkjende og derfor heller ikke lære at kjende de vilde Stamformer til de Planter, der længst have været dyrkede i vore Blomster- og Kjøkkenhaver. Dersom det nu har taget Aarhundreder eller Aartusinder at forandre eller forbedre de fleste af vore Planter, saaledes at de bleve saa nyttige for Mennesket, som de nu ere, saa kunne vi let forstaa, hvorfor hverken Australien eller Kap det gode Haab eller nogen anden Egn, der beboes af ganske uciviliserede Mennesker, har ydet os en eneste Plante, der var værd at dyrke. Det er ikke det, der er i Vejen, at disse Egne, der ere saa rige paa Arter, ved et sælsomt Træf ikke skulde besidde Stamformer til nyttige Planter,

[page] 44

— men det er det, at Egnens Planter ikke ved fortsat Udvælgen ere blevne bragte op til en Fuldkommenhedstilstand, der kan lignes ved den, hvori længst civiliserede Landes Planter nu befinde sig.

Med Hensyn til de Husdyr, der holdes af uciviliserede Mennesker, maa man ikke lade det gaa upaaagtet hen, at de næsten altid selv maa sørge fer deres Føde i det Mindste til visse Tider. Og i to Lande, som ere meget forskjelligt stillede, vilde Individer af samme Art, der have lidet afvigende Bygning eller Konstitution, ofte lykkes bedre i det ene Land end i det andet, og saaledes kunde der ved Virkning af »Naturens Kvalitetsvalg«, som senere skal blive udførligere omtalt, dannes to Dnderracer. Dette forklarer maaske for en Del, hvad nogle Forfattere bemærke, nemlig: at de Varieteter, Vilde holde, have mere Karakter af Art end de Varieteter, der holdes i civiliserede Lande.

Ved den Fremstilling, der her gives af den overvættes vigtige Rolle, Racevalget har spillet, bliver det meget klart, hvorfor vore Husdyrracer og Plantesorter have deres Bygningsforhold eller Sædvaner læmpede efter Menneskets Behov eller Smag. Vi kunne, mener jeg, fremdeles for-staa, hvorfor vore forædlede Racer ofte have en abnorm Karakter, og hvorfor de afvige saa meget i de ydre Karakterer og forholdsvis saa lidt i de indre Dele eller Organer. Mennesket kan neppe eller kun yderst vanskeligt udvælge andre Afvigelser i Bygningsforhold end dem, der ere udvortes synlige, og i Virkeligheden bryder han sig kun sjeldent om det Indvortes. Han kan aldrig virke ved Racevalg paa Andet end paa Varieringer, der først i en vis ringe Grad ere givne af Naturen. Intet Menneske vilde nogensinde finde paa at frembringe en Hugstjert, før han havde set en Due med en Hale, der i en vis ringe Grad var udviklet paa en usædvanlig Maade, og ej heller vilde Nogen falde paa at frembringe en Kropdue, før han havde seet en Due med en Kro af en noget usædvanlig

[page] 45

Størrelse; men jo mere abnorm eller usædvanlig en Ejendommelighed var, da den først viste sig, desto rimeligere var det, at der vilde blive lagt Mærke til den. Naarjeghar sagt: at prøve paa at frembringe en Hugstjert eller en anden Race, saa er dette imidlertid utvivlsomt i de fleste Tilfælde yderst ukorrekt. Den Mand, som først udtog en Due med en Hale lidt over det Almindelige, drømte ikke om, hvad denne Dues Efterkommere vilde blive til ved længe fortsat, dels ubevidst, dels planmæssigt Racevalg. Maaske Stam-fuglen for alle Hugstjerter kun havde fjorten Halefjer, der vare lidt udbredte ligesom hos den nulevende japanesiske Hugstjert eller som hos Individer af andre og gode Racer, hos hvilke man har fundet indtil sytten Halefjer. Maaske den første Kropdue ikke pustede sin Kro mere op, end Mæfikken nu oppuster den øvre Del af Spiserøret, — en Sædvane, som Dueelskerne ingen Pris sætte paa, og som ikke regnes med blandt Racens Karaktermærker.

Man maa ikke tro, at der behøves nogen stor Afvigelse i Bygning, for at den skal falde Opdrætteren i Øje; han bemærker temmelig smaa Forskjelligheder, og det ligger i den menneskelige Natur at sætte Pris paa enhver Nyhed, naar det er En selv, der ejer den. Heller ikke maa den Pris, man tidligere satte paa en eller anden lille Afvigelse, vurderes efter den Pris, der nu sættes paa dem, efter at man nu en Gang har faaet dannet forskjel-lige gode Racer. Mange Smaaafvigelser kunde opstaa og opstaa virkelig blandt Duer, der uden videre betragtes som Fejl eller Udskejen fra Racens Type. Den almindelige Gaas har ikke afgivet nogen karakteristisk Varietet, om end Toulouseracen og den almindelige Race, der kun ere forskjellige i Farve (den mest ubestemte af alle Karakterer) i den senere Tid ere blevne udstillede som bestemt adskilte Racer paa vore Fjerkræsudstillinger.

Jeg troer, at disse Betragtninger forklare den ofte fremsatte Bemærkning, at vi Intet vide om vore Husdyrracers og Plantearters Oprindelse eller Historie. Men en Race

[page] 46

kan i Virkeligheden ligesaa lidt siges at have en bestemt Oprindelse, som en Sprogdialekt kan det. En Mand udtager et Individ med en eller anden lille Afvigelse fra det Almindelige i sin Bygning, han lægger det til og er niere 'omhyggelig end sædvanlig for at parre sine bedste Dyr sammen, saaledes forbedres de, og de forbedrede Dyr spredes langsomt omkring i hans umiddelbare Nærhed. Men endnu ville de neppe have faaet et eget Navn, og da der endnu ikke sættes synderlig Pris paa dem, saa bekymrer Ingen sig om deres Historie. De blive nu mere og mere forædlede ved den samme langsomme, stille fremadskridende Fremgangsmaade, de spredes i videre Kredse og anerkjen-des omsider som noget egent og værdifuldt og ville rimeligvis først da faa et Provincialnavn. I halvcivilicerede Lande, der ligge udenfor den almindelige Samfærsel, vil Udbredelsen af en ny Underart naturligvis være en langsom Historie. Saasnart man engang har faaet Øje paa de Punkter, der give den nye Race sit Værd, saa vil den Virksomhed, jeg har kaldt ubevidst Racevalg, stedse søge — maaske mere til en Tid end til en anden, eftersom Racen er mer eller mindre i Mode, maaske mere i en Egn end i en anden, eftersom Beboerne ere civiliserede til — langsomt at skjerpe Racens Ejendommeligheder, hvilke de nu ere. Men der vil være uendelig liden Rimelighed for, at der vil være bleven bevaret nogen Efterretning om saadanne langsomme, skiftende og umærkelige Forandringer.

Onstændigbeder, der begunstige Menneskets Racevalg.

Jeg maa nu sige nogle faa Ord om de Omstændigheder, der begunstige eller optræde fjendtligt mod Menneskets Racevalg. Det er indlysende, at en høj Grad af Variabilitet er heldig, idet den giver rigeligt Stof for Racevalget at virke paa; ikke fordi de rene individuelle Forskjelligheder jo ere mere end tilstrækkelige til, at der kan vindes en overordenlig stor Sum af Forandringer i

[page] 47

næsten hvilkensomhelst Retning, man forlanger, naar man gaaer frem med den yderste Omhyggelighed. Da Varierin-ger, der ere aabenbart nyttige eller behagelige for Mennesket, kun lejlighedsvis fremkomme, indseer man let, at Sandsynligheden for, at saadanne skulle vise sig, vil vokse med Antallet af de Individer, der holdes: saa-ledes bliver da dette af største Vigtighed for et heldigt Udfald. Marshall har bemærket med Hensyn til Faarene i visse Dele af Yorkshire, at »eftersom de i Almindelighed tilhøre fattige Folk og for det meste holdes i smaa Flokke, kunne de aldrig blive forbedrede«. Endvidere ere Gartnere, da de saae en større Mængde af samme Plante, i Almindelighed langt heldigere end Liebhavere i at faa ny og værdifulde Varieteter. For at der skal kunne holdes et stort Antal Individer i et Land, udfordres der, at de skulle være stillede under gunstige Livsbetingelser, saa at de kunne :formere sig rigeligt. Naar der er tyndt med Individer af en eller anden Art, faa i Almindelighed alle Individer, hvordan de saa end ere beskafne, Lov til at formere sig, og dette forhindrer jo ligefrem Racevalg. Men det vigtigste af det Altsammen er sandsynligvis, at Dyret eller Planten er saa nyttig for Mennesket eller har saa stor Værdi for ham, at han paa det allernøjeste giver Agt paa selv de allermindste Forandringer i Individets Egenskaber eller Bygning. Med mindre der gives saa nøje Agt, kan der Intet udrettes. Jeg har seet den meget vise Bemærkning, at det var over-ordenlig heldigt, at det skulde træffe sig saaledes, at Jordbærret begyndte at variere netop paa samme Tid, som Gartnerne begyndte at hellige det deres Opmærksomhed. Jordbærret har utvivlsomt altid varieret, saa længe det har været dyrket, men man har ikke givet Agt paa dets Smaavarieringer. Men saasnart Gartnerne begyndte at udsøge de Individer, der havde lidt større, lidt tidligere modne eller lidt bedre Frugter, og at saae af deres Frø og derpaa igjen at udsøge de bedste Individer af det nye Hold

[page] 48

og saae af deres Frø igjen, saa fremkom (maaske ogsaa ved Hjælp af Krydsning med andre Arter) disse mange beundringsværdige Jordbærvarieteter, som vi have seet i de sidste tredive, fyrgetyve Aar.

Angaaende Dyr, hvor Hanner og Hunner ikke altid leve sammen, ere Foranstaltninger, der forhindre Krydsning, en meget vigtig Betingelse for, at man skal være heldig i at danne nye Racer —' i det Mindste i et Land, hvor der allerede er fnldtop af andre Racer. I den Henseende spiller Indhegning af Landet en Rolle med. Vandrende Vilde eller Beboere af aabne Sletter have sjelden mere end en Race af samme Art. Duer kunne mages for Livstid, og dette er en stor Lettelse for Dueelskeren, thi derved kunne mange Racer forædles og holdes rene, skjøndt de leve mellem hverandre i samme Duehus, og denne Omstændighed maa for en stor Del have begunstiget Dannelsen af nye Racer. Duer forplante sig endvidere stærkt og meget hurtigt, og mindre gode Fugle kunne uden Betænkning udtages og dræbes, da de kunne tjene til Næring. Derimod kunne Katte paa Grund af deres natlige Stevne-møder vanskelig mages, og skjøndt de skattes saa højt af Kvinder og Børn, se vi dog næsten aldrig en bestemt adskilt Race holdt og holdt ren, thi de Racer, vi undertiden se, ere næsten altid indførte fra andre Lande. Om-endskjendt jeg ikke tvivler paa, at nogle Husdyr variere mindre end andre, saa kan dog vist Sjeldenheden eller Manglen af bestemt adskilte Racer blandt Katte, Æsler, Paafugle, Gjæs osv. for en stor Del tilskrives den Omstændighed, at der her intet Racevalg har været i Virksomhed; ikke hos Kattene, fordi det er saa vanskeligt at mage dem, ikke hos Æslerne, fordi disse kun holdes i ringe Antal af fattige Folk, og fordi der kun har været anvendt liden Omhu paa dem, — thi for nylig er dette Dyr i visse Egne af Spanien og de forenede Stater bleven forandret og forædlet i forbavsende høj Grad; ikke hos Paafuglene, ibrdi de ere vanskelige at opdrætte og ikke holdes i

[page] 49

synderlig Mængde; ikke hos Gjæssene, fordi disse kun skulle yde Fjer og Næring, og endnu mere fordi man ikke synes at have sat nogen Fornøjelse i at fremkalde fiere Racer; men forøvrig synes det, som særlig Gaasen har en uforanderlig Organisation.

Nogle Forfattere have hævdet, at vi hos vore Husdyr og dyrkede Planter snart have naaet et Højdepunkt af Variering, som da ikke vil kunne overskrides. Det vilde være lidt voveligt at sige, at Grændsen er naaet i noget Tilfælde, thi næsten alle vore Dyr og Planter ere blevne forædlede paa mange Maader i meget høj Grad i den sidste Tid, og dette forudsætter, at de have varieret. Det vilde ogsaa være noget dristigt at paastaa, at Karakterer, der nu ere drevne til deres yderste Grændse, ikke, efter at have holdt sig uforandrede i Aarhundreder, kunde variere igjen under nye Livsbetingelser. Uden Tvivl vil der, som Hr. Wallace meget sandt har bemærket, tilsidst naaes en Grændse. Der maa f. Ex. være en Grændse for et hvilket-somhelst Dyrs Hurtighed og denne Grændse vil bestemmes af den Gnidningsmodstand, der er at overvinde, Vægten af det Legeme, der skal bevæges fremad, og endelig Muskelfibrenes Sammentrækningsevne. Hvad der er af væsentlig Betydning for os, er, at de forædlede Varieteter af samme Art afvige mere fra hinanden i næsten hver eneste Karakter, som Mennesket har havt sin Opmærksomhed rettet paa, end bestemt adskilt Arter af samme Slægt gjøre det. Isidore Geoffroy St. Hilaire har bevist dette med Hensyn til Størrelsen, og saaledes forholder det sig ogsaa med P'arven og rimeligvis ogsaa med Haarenes Længde. Hvad Hurtigheden angaaer, som afhænger af mange legemlige Ejendommeligheder, saa var oEclipse« hurtigere og er Trækhesten stærkere end hvilkesomhelst to Arter af Hesteslægten. Saaledes er ogsaa Forholdet med Planter; Frøene af de forskjellige Bønne- og Mais-Varieteter ere mere forskjellige i Størrelse end Frøene af bestemt adskilte Arter i hvilken-somhelst Slægt af de Ærteblomstredes eller Græssenes

4

[page] 50

Familie. Det Samme gjælder ogsaa, naar Talen er om tbrskjellige Blomme varieteters Frugt, og endnu mere for Melonens Vedkommende saa vel som i utallige andre analoge Tilfælde.

Disse ere Hovedmomenterne i dette Kapitel: forandrede Livsbetingelser ere af den højeste Vigtighed, da de foraarsage Variabilitet, baade direkte ved at indvirke paa Organisationen og indirekte ved at paavirke det reproduktive System. Det er ikke rimeligt, at Variabilitet er en medfødt, nødvendig Egenskab under alle Omstændigheder. Arveligheden og Attavismens større eller mindre Styrke afgjør, hvorvidt de paagjældende Varieringer skulle holde sig. Variabiliteten paavirkes af mange ukjendte Love, særlig af Korrelation. Nogen Betydning maa tilskrives Livsbetingelsernes .bestemte Indvirken, men hvor megen vide vi ikke. Nogen Indflydelse maa tilskrives Brug og Ikke-Brug. Enderesultatet gjøres saaledes uendelig indviklet. I nogle Tilfælde har Krydsning af oprindelig skarpt adskilte Arter, formodenlig spillet en vigtig Rolle ved Dannelsen af vore forædlede Racer. Naar der engang er bleven dannet flere Racer i et eller andet Land, har Krydsning nu og da i Forbindelse med Racevalg udentvivl i høj Grad bidraget til Dannelsen af nye Underracer, men Krydsningens Betydning er bleven meget overvurderet, baade hvad Dyrene og de Planter, der ere formerede ved Frø, angaaer. For de Planter, der for en Tid formeres ved Podning og Stiklinger, er Krydsningen af overordenlig stor Betydning, thi Dyrkeren kan her ganske se bort fra Hybriders og Bastarders uhyre store Variabilitet og fra Hybridernes hyppige Goldhed; saadanne Planter, som ikke formeres ved Frø, ere imidlertid kun af liden Betydning for os, da de kun holde sig for en Tid. Men den Magt, der fremfor alt styrer alle disse Forandringer, er Racevalget med dets Evne til at samle Varieringerne, enten det nu anvendes methodisk og hurtigtvirkende eller ubevidst og langsomt, men derhos stærkere virkende.

[page 51] ÅNDET KAPITEL.

Dyrs og Planters Varieren i vild Tilstand.

Foranderlighed — individuelle Forskelligheder — tvivlsomme Arter — Arter med vid Voksekreds, Arter, der forekomme mange Steder, og almindelige Arter variere mest — i ethvert Land variere Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter — mange af de større Slægters Arter ligne Varieteter deri, at de ere nært, men ulige meget beslægtede med hverandre indbyrdes, og deri, at de have en indskrænket Voksekreds — Resumé.

Foranderlighed.

Førend vi anvende de Regler, vi have fundet i det foregaaende Kapitel, paa organiske Væsner i vild Tilstand, maa vi ganske kort undersøge, hvorvidt disse sidste ere Varieren underkastede eller ej. For tilbunds at undersøge dette maatte der egenlig meddeles en hel lang Liste over tørre Fakta, men den gjemmer jeg til mit andet Værk. Ikke heller skal jeg her give mig til at undersøge de, mangfoldige Definitioner, der er bleven givet paa Begrebet: Art. Ingen Definition har endnu tilfredsstillet alle Naturforskere, dog har enhver Naturforsker en vis ubestemt Forestilling om, hvad det er, han mener, naar han taler om Arter. I Almindelighed gaaer der en mystisk Forestilling om en særegen Skabelsesakt med i Begrebet. Begrebet »Varietet« er næsten ligesaa vanskeligt at definere, men her indsniger der sig i Almindelighed en Forestilling om, at det er Noget, der er nedstammet, skjøndt det

4*

[page] 52

sjelden kan bevises. Vi have ogsaa de saakaldte Monstrøsiteter, men de gaa over i Varieteterne. Ved Mon-strositet antager jeg, man i Almindeliglied mener en eller anden anseelig Afvigelse i Bygning, som er skadelig eller unyttig for Arten. Nogle Forfattere bruge Begrebet »Variering« som et teknisk Udtryk, der betegner en Forandring, som skyldes Livets fysiske Betingelser, og »Va-eieringenu i denne Forstand menes ikke at nedarves; men hvem kan afgjøre, om den Dværgtilstand, hvori Skallerne i Østersøens Brakvand, befinde sig, eller Alpetoppenes, Dværgplanter, eller den tykkere Haarbeklædning hos Dyr fra Højnorden, om Alt dette ikke, i det Mindste for nogle faa Generationer, er arveligt? og i saa Tilfælde antager jeg, at den paagjældende Form vilde blive kaldt en Varietet. Det er tvivlsomt, hvorvidt pludselige og store Afvigelser i Bygning, saaledes som vi nu og da se dem hos vore forædlede Racer, særligt hos Planterne, nogensinde til Stadighed formeres i vild Tilstand. Næsten enhver Del af ethvert organisk Væsen er saa smukt afpasset efter dens indviklede Livsbetingelser, at det synes ligesaa usandsynligt, at nogensomhelst Del skulde paa een Gang være bleven frembragt fuldkommen, som at en indviklet Maskine skulde være bleven opfunden aldeles fuldkommen. Blandt de forædlede Racer støder man ofte paa monstrøse Dannelser, der svare til normale Bygningsdele hos vidt forskjellige Dyr. Saaledes er der ofte blevet født Svin med et Slags Snabel lig Tapirens eller Elefantens. Dersom nu nogen vild Art af Svineslægten typisk havde havt en Snabel, saa kunde man formode, at denne ligeledes var fremkommet pludseligt som en monstrøs Dannelse, men hidtil har jeg ikke, trods flittig Søgen, nogetsteds fundet monstrøse Dannelser, der svarede til normale Bygningsdele hos nært beslægtede Former, og kun disse kunne komme i Betragtning. Dersom monstrøse Former af dette Slags nogensinde forekomme i Naturen og kunne forplantes (hvad ikke altid er Tilfældet), saa vilde der, da de forekomme sjeldent og enkeltvis,

[page] 53

udfordres usædvanlig gunstige Betingelser, for at de skulde blive bevarede. Ogsaa vilde de i den første og de første Generationer blive krydsede med den almindelige Form, og saaledes vilde de næsten uundgaaeligt tabe deres abnorme Karakter. Men jeg skal i et-senere Kapitel vende tilbage til at tale om tilfældige V arieringer, der bevares og holde sig.

Individuelle Forskjelligheder.

De mange Smaaforskjelligheder, som hyppigt sees hos Afkommet af de samme Forældre, eller som kunne antages ikke at skyldes nogen særegen Virksomhed, da man hyppigt iagttager dem hos Individer af samme Art, der findes paa samme snevert begrændsede Lokalitet, — kunne kaldes individuelle Forskjelligheder. Der er vel neppe Nogen, der antager, at alle Individer af samme Art ere ligesom støbte i samme Form. De individuelle Forskjelligheder ere af den højeste Vigtighed for os, thi de nedarves ofte, hvad man vel nok kan antage for almindelig bekjendt, og de afgive saaledes Stof, som Naturens Kvalitetsvalg kan paavirke, og sætte dette istand til at samle Varieringerne paa samme Maade, som Mennesket samler de individuelle Forskjelligheder i hvilkensomhelst given Retning- hos sine forædlede Racer. Disse individuelle Forskjelligheder paavirke i Almindelighed hvad Naturforskerne kalde uvæsenlige Dele; men jeg kunde ved en lang Liste af Exempler vise, at Dele, som maa kaldes væsenlige, enten man saa betragter dem fra et fysiologisk eller systematisk Synspunkt, undertiden variere hos Individer af samme Art. Jeg er overbevist om, at den mest erfarne Naturforsker vilde blive overrasket over den Mængde af Exempler paa Foranderlighed, selv i vigtige Bygningsdele, som han kunde samle hos paalidelige Hjemmelsmænd, saaledes som jeg har gjort i Løbet af flere Aar. Man maa vel huske, at Systematikerne slet ikke ere glade ved at finde Foranderlighed i de væsenlige Karakterer, og at der ikke findes mange

[page] 54

Mennesker, der ville tage sig over møjsommeligt at undersøge indvortes og vigtige Organer og anstille Sammenligninger mellem mange Exemplarer af samme Art. Det kunde aldrig være faldet Nogen ind, at Forgreningen af Hovednerven tæt op til det store Centralganglie hos et Insekt var foranderlig indenfor Arten; man skulde have troet, at Forandringer af den Natur kun kunde være fore-gaaede langsomt, Trin for Trin, og dog har for nylig Hr. J. Lubbock vist en Grad af Foranderlighed i disse Hovednerver hos Skjoldlusene (Coccus), en Foranderlighed, der nærmest kan sammenlignes med en Træstammes uregelmæssige Forgreningsmaade. Denne Naturforsker har fremdeles nylig vist, at Musklerne hos visse Insektlarver langt fra ere ens. Forfatterne slutte ofte i en Cirkel, naar de skulle hævde, at vigtige Organer aldrig variere; thi de samme Folk anse i Praxis kun de Dele for vigtige (hvilket nogle faa Naturforskere have været ærlige nok til at tilstaa), som ikke variere, og naar man seer Sagen paa den Maade, vil man ganske vist aldrig finde et vigtigt Organ varierende, men seer man paa enhver anden Maade, kan der virkelig nævnes mange Exempler derpaa.

Der er et Punkt, som staaer i Forbindelse med de individuelle Forskjelligheder, der er yderst forvirrende; jeg sigter til de Slægter, som man har kaldt »proteiske» eller »polymorfe«, hos hvilke Arterne variere umaadeligt stærkt, og angaaende hvilke neppe to Naturforskere ere blevne enige Om, hvad der er Art og hvad Varietet. Vi kunne exempelvis nævne Klyngerne (Rubus), Roserne og Høgeurterne (Hieracium) for Planternes Vedkommende, af Insekterne flere Slægter, flere Slægter af Brachiopoder og Brushønsene (Machetes pugnax) blandt Fuglene. I de fleste polymorfe Slægter have nogle af Arterne faste og bestemte Karakterer. Slægter, som ere polymorfe i et Land, synes, med nogle faa Undtagelser, ogsaa at være polymorfe i de andre Lande og ligeledes, efter Brachio-poderne at dømme, at have været det i tidligere Jord-

[page] 55

perioder. Alt dette er meget forvirrende, thi det synes at vise, at dette Slags Foranderlighed er uafhængigt af Livsbetingelserne. Jeg er tilbøjelig til at antage, at vi, i det Mindste i nogle af disse polymorfe Slægter, have med Varieringer at gjøre, som hverken ere til Nytte eller til Skade for Arten, og som selvfølgelig ikke ere blevne tagne til Indtægt af Naturens Kvalitetsvalg og gjorte bestemte, hvad vi senere nærmere skulle udvikle.

Individer af samme Art frembyde ofte store indbyrdes Forskjelligheder i deres Bygningsforhold; dette er saaledes Tilfældet med flere Dyrs Hanner og Hunner, med de to eller tre Hold af golde Hunner eller Arbejdere hos Insekterne og med mange af de lavere Dyrs Larvetilstande. Der er imidlertid andre Tilfælde, nemlig Dimorfisme og Trimorfisme, som let kunne blive, og virkelig ogsaa ofte ere blevne, forvekslede med Foranderlighed, hvorfra de imidlertid ere meget forskjellige. Talen er om de to eller tre forskjellige Former, som findes af visse Dyr af begge Kjøn og af visse tvekjønnede Planter. Saaledes har Hr. Wallace, der senest har henledt Opmærksomheden paa disse Forhold, vist, at Hunnerne af visse Sommerfuglearter i det malajiske Arkipelag regelmæssig forekomme i to eller endogsaa tre tydeligt adskilte Former, der ikke ere forbundne med hinanden indbyrdes ved mellemstaaende Varieteter. Mange tægeagtige Insekters vingede og vinge-løse Tilstand maa sandsynligvis regnes for Dimorfisme og ikke for blot og bar Variabilitet. Fritz Miiller har desuden nylig beskrevet analoge, men mere særegne Forhold for visse Krebsehanuers Vedkommende: saaledes forekommer Hannen af Tanais regelmæssig under to vidtfor-skjellige Former, der ikke ere forbundne ved Mellemformer; den ene af disse Former har meget stærkere og anderledes formede Kløer til at gribe Hunnen med, og den anden har, ligesom til et Slags Erstatning, sine Følehorn langt rigeligere forsynet med Lugtehaar, saa den har større Udsigt til at finde Hunnen. Endvidere forekommer en anden

[page] 56

Krebsehaii, en Orchestia, i to bestemt adskilte Former, hvis Kløer ere langt mere forskjellige indbyrdes i Bygning, end Kløerne hos forskjellige Arter af samme Slægt ellers i Almindelighed ere det. Med Hensyn til Planter, saa har jeg nylig vist, at Arterne i flere vidt adskilte Ordner forekomme under to, ja tre Former, som ere adskilte fra hinanden i fiere væsenlige Punkter, som f. Ex. Støvkornenes Størrelse og Farve, og disse Former ere, skjøndt alle tvekjønnede, saa forskjellige i Reproduktionsevne, at der til fuld Frugtbarhed, ja i nogle Tilfælde for at der i det Hele taget skal blive nogensomhelst Frugtbarhed, udfordres, at de gjensidig bestøve hinanden. Omendskjøndt Formerne af de faa dimorfe eller trimorfe Dyr og Planter, man har undersøgt, nu ikke ere forbundne med hinanden ved Mellemformer, vil det rimeligvis findes at være Tilfældet andetsteds; thi Hr. Wallace iagttog en vis Sommerfugl, der paa samme 0 fandtes i en stor Mængde af Varieteter, som vare forbundne ved Mellemformer, og begge de yderste Former i Varietetsrækken lignede nøjagtigt de to Former af en beslægtet dimorfisk Art, der fandtes paa et andet Sted i det malajiske Arkipelag. Hos Myrerne ere ogsaa de forskjellige Hold Arbejdere i Almindelighed aldeles forskjellige, men i nogle Tilfælde ere, som vi senere skulle se, Holdene forbundne ved Mellemformer. Det synes ganske vist ved første Øjekast en mærkelig Ting, at en og samme Sommerfugl skulde have Evne til paa een Gang at frembringe tre aldeles forskjellige Hunformer og en Han, at en Hankrebs skulde avle to Hanformer og en Hunform, alle indbyrdes vidt forskjellige, at en tvekjøunet Plante skulde i samme Frøhus sætte Frø, der blive til forskjellige tvekjønnede Former, der have tre forskjellige Slags Frugtblade (Hunner) og tre, ja seks forskjellige Slags Støvblade (Hanner). Ikke destomindre er dette blot en Udvidelse af det almindelige Tilfælde, at enhver Hun føder Hanner og Hunner, der undertiden afvige vidunderlig meget fra hinanden indbyrdes.

[page] 57

Tvivlsomme Arter.

De Former, som saa temmelig have Karakter af Art, men som paa den anden Side have en saa stor Lighed med andre Former eller ere knyttede saa tæt til dem ved Mellemformer, at Naturforskerne ikke holde af at gjøre dem til egne Arter, ere i flere Henseender de vigtigste for os. Vi have al mulig Grund til at antage, at mange af disse tvivlsomme og nærbeslægtede Former i deres Hjemstavn stadig have beholdt deres Karakter i lange Tider, ligesaa længe, som de virkelig gode Arter, efter hvad vi vide, have gjort det. I Praxis sætter en Naturforsker, naar han kan slaa to Former sammen, fordi der er andre Former, hvis Karakterer ere midt imellem deres, den ene som en Varietet af den anden, idet han gjør den almindeligste, undertiden ogsaa den først beskrevne til Hovedarten, den anden til en Varietet af den. Men der forekommer ogsaa meget vanskelige Tilfælde, som jeg ikke her vil gaa nærmere ind paa, hvor det ikke kan afgjøres, om man skal sætte den ene Form som Varietet af den anden, selv om der er meget gode Overgangsformer fra den ene til den anden, og hvor man heller ikke altid kan fjerne Vanskeligheden ved at holde sig til den almindeligt antagne Sætning om Mellemformernes hybride Natur. Men i mange Tilfælde gjør man en Form til en Varietet af en anden, ikke fordi man virkelig har fundet Mellemformer, men fordi Iagttageren ved Analogier ledes til at antage, at de enten nu existere et eller andet Sted, eller at de tidligere have existeret, og herved aabnes der en vid Dør for Tvivl og Gisninger.

Derfor synes det, at man i Bestemmelsen af, om en Form skal regnes for en Art eller for en Varietet, ikke har Andet at rette sig efter end det Skjøn, der udtales af Naturforskere med sund Dømmekraft og stor Erfaring. Undertiden maa vi imidlertid lade det afgjøre ved en almindelig Afstemning blandt Naturforskerne; thi der kan

[page] 58

kun nævnes faa velbekjendte og godt udprægede Varieteter, der ikke ere blevne gjorte tiL Arter af i det Mindste nogle kompetente Dommere.

Der kan ikke indvendes, at Varieteter af en saadan tvivlsom Natur ere sjeldne. Sammenlign de forskjellige Haandbøger i Storbritaniens, Frankrigs og de forenede Staters Flora, udarbejdede af forskjellige Botanikere, og se saa, hvilket forbavsende Antal Former der af den Ene gjøres til gode Arter, af den Anden til simple Varieteter. Hr. H. C. Watson, hvem jeg er megen Tak skyldig for Hjælp i flere Retninger, har nævnt mig 182 britiske Planter, der i Almindelighed ansees for Varieteter, men som alle af Botanikere ere blevne regnede for Arter, og dog er i denne Sum udeladt mange ubetydelige Varieteter, der ikke-destomindre ere blevne gjorte til Arter af nogle Botanikere, og ligeledes ere flere overordenlig polymorfe Slægter ganske forbigaaede. Hr. Babington nævner 251 Arter, heri de mest polymorphe Former, medens Hr. Bentham kun har 112, altsaa en Differents af 139 tvivlsomme Former! Blandt Dyr, der yngle flere Gange om Aaret, og som have let med at komme afsted, finder man sjeldent tvivlsomme Former, der af een Zoolog ansees for Arter, af en anden for Varieteter, i samme Land; men de ere almindelige nok i Landstrækninger, der ligge noget fra hinanden. Hvormange af de nordamerikanske og evropæiske Fugle og Insekter, som afvige lidt fra hinanden, ere ikke af en udmærket Naturforsker blevne regnede for gode Arter og af en anden for Varieteter eller, som de ofte kaldes: geografiske Racer! Hr. Wallace viser i flere værdifulde Afhandlinger om forskjellige Dyr, særlig om Sommerfugle, der bebo Øerne i det store malajiske Arki-pelag, at de der forekommende Former kunne deles i fire Hold, nemlig: variable Former, Lokalformer, geografiske Racer eller Underarter og typiske Arter. De første, de variable Former variere meget indenfor Grændserne af samme Øland. Lokalformerne ere nogenlunde konstante

[page] 59

og nogenlunde vel adskilte paa hver 0 for sig, men naar alle Formerne fra de forskjellige Øer sammenlignes, ere Forskellighederne saa smaa og i den Grad gaaende over i hinanden, at de hverken kunne bestemmes eller beskrives, skjøndt Formrækkernes Yderformer ere tilstrækkelig adskilte. De geografiske Racer eller Underarter ere Lokalformer, der ere blevne fuldkommen fæstnede og staa ganske isolerede, men da de ikke sondres fra hinanden ved skarpt udprægede eller vigtige Karakterer, »saa har man ikke nogensomhelst anden Rettesnor end det personlige Skjøn at gaa efter naar man skal afgjøre, hvilke der ere Arter og hvilke Varieteter.« Endelig indtage de typiske Arter den samme Stilling i hver Øs Naturhusholdning som Lokalformerne og Underarterne; men da de skilles fra hinanden ved et større Beløb af Forskjelligheder end Lokalformerne og Underarterne, regnes de næsten altid for gode Arter af Naturforskerne. Ikke destomindre er det ikke muligt at give nogetsomhelst sikkert Kriterium, ved hvilket man kan holde variable Former, Lokalformer, Underarter og typiske Arter ude fra hinanden.

For mange Aar siden, da jeg sammenlignede og saa Andre sammenligne Fuglene fra Galapagos-Arkipelagets tæt sammenliggende Øer, baade den ene Øs Fugle med den andens og hele Øgruppens med det amerikanske Fastlands, blev jeg i høj Grad slaaet af, hvor ubestemt og hvor rent en Skjønssag Adskillelsen mellem Art og Varietet var. Paa Øerne i den lille Madeira Gruppe er der mange Insekter, som i Hr. Wollastons beundringsværdige Værk ere gjorte til Varieteter, men som ganske vist vilde blive anseete for bestemt adskilte Arter af mange Entomologer. Selv Irland har nogle faa Lyr, der nu i Almindelighed betragtes som Varieteter, men som tidligere af flere Zoologer regnedes for Arter. Flere erfarne Ornithologer anse vor britiske røde Hjerpe for blot at være en godt udpræget Race af en norsk Art, medens Flertallet anseer den for en udmærket god Art, der er ejendommelig for Storbritanien.

[page] 60

Stor Afstand mellem to tvivlsomme Formers Findesteder er for mange Naturforkere nok til at gjøre dem til forskjellige Arter; men hvor stor, har man med Rette spurgt, skal Afstanden være! naar den er stor nok mellem Evropa og Amerika, er den saa ikke for lille mellem Evropa og Azorerne, Madeira eller de kanariske Øer eller mellem disse Smaa-Arkipelagers Øer indbyrdes?

Hr. B. D. Walsh, en udmærket nordamerikansk Entomolog, har for nylig givet en Beskrivelse over, hvad han kalder fytofage Varieteter og fytofage Arter. De fleste planteædende Insekter leve af en bestemt Planteart eller af en bestemt Plantegruppe, nogle leve uden Forskjel af mange Slags uden dog derfor at variere. Men i flere Tilfælde har Hr. Walsh iagttaget, at Insekter, der leve af forskjellige Slags Planter, frembyde smaa, men konstante Forskjelligheder i Farve, Størrelse og i Beskaffenheden af deres Sekretioner, enten som Larver eller som fuldkomne Insekter eller i begge Tilstande. I nogle Tilfælde er det Hannen alene, i andre Hannen og Hunnen, der i en ringe Grad blive saaledes paavirkede. Naar Forskjellighederne vare lidt mere udprægede, og naar begge Kjøn og alle Aldre vare paavirkede, vilde Formerne af alle Entomologer blive regnede for Arter. Men ingen Iagttager kan klare for Andre, om han end kan det for sit eget Vedkommende, hvilke af disse fytofage Former der bør kaldes Arter og hvilke Varieteter. Hr. Walsh regner de Former, om hvilke det kan antages, at de kunne krydses indbyrdes, for Varieteter, og dem, hvor dette ikke synes at kunne lade sig gjøre, for Arter. Da Forskjellighederne ere betingede af, at Insekterne i lang Tid have levet af forskjellige Planter, kan man ikke vente nu at finde Mellemformer, der forbinde de forskjellige Former. Herved mister Naturforskeren det, der bedst hjælper ham til at afgjøre, om saadanne tvivlsomme Former skulle regnes for Arter eller Varieteter. Den samme Forlegenhed indtræffer nødvendigvis ogsaa, naar Talen er om

[page] 61

nært beslægtede Organismer, der bebo Fastlande eller Øer, der ligge langt fra hinanden. Naar paa den anden Side et Dyr eller en Plante er udbredt over et Fastland eller flere Øer i det samme Arkipelag, og viser sig i for-skjellige Skikkelser i de forskjellige Strøg, er der altid god Udsigt til, at der kan findes Mellemformer, som kunne forbinde de yderste Led i Formrækken, og disse ere da derved nedsatte til at være Varieteter.

Nogle faa Naturforskere hævde, at vi hos Dyrene aldrig finde Varieteter; men de samme Naturforskere anse saa de ubetydeligste Varieringer for at have Værd som Artsmærker, og naar de finde den selvsamme Form i to Lande, der ligge langt borte fra hinanden, eller i to forskjellige geologiske Formationer, saa tro de, at to forskjellige Arter skjules under det samme Ydre. Men paa den Maade bliver Begrebet Art til en aldeles gold, ubrugelig Abstraktion, der ikke rummer stort mere end en Paastand om en egen Skabelsesakt. Det er afgjort, at mange Former, der af i høj Grad kompetente Dommere ansees for Varieteter^ saa fuldstændigt ligne Arter i Karakter, at de ere blevne gjorte til saadanne af andre i høj Grad kompetente Dommere. Men at give sig til at undersøge, om de virkelig burde kaldes Arter eller Varieteter, før man har faaet en almindeligt antagen Definition paa disse Begreber, det er at staa og fægte i Luften.

Mange af de stærkt udprægede Varieteter eller tvivlsomme Arter fortjene nok et nærmere Bekjendtskab; thi adskillige interessante Bevisgrunde, hentede fra den geografiske Udbredelse, analog Variering, Hybriditet osv. ere blevne tagne til Hjælp for at bestemme deres Plads, jeg har imidlertid ikke Plads til at indlade mig nærmere med dem. I mange Tilfælde vil nøjagtig Undersøgelse hjælpe Naturforskerne til at blive enige om, hvor de skulle sætte disse tvivlsomme Former. Dog maa det indrømmes, at det netop er i de bedst undersøgte Lande, at vi finde det største Antal Former af tvivlsomt Værd. Det har slaaet

[page] 62

mig, at naar et Dyr eller en Plante er meget nyttig i sin vilde Tilstand for Mennesket eller af en eller anden Grund tildrager sig hans Opmærksomhed, vil man næsten altid finde Varieteter af den omtalte. Disse Varieteter ville fremdeles ofte af nogle Forfattere blive ophøjede til Arter. Se nu den almindelige Eg, — hvor nøje den end er bleven studeret, saa er der dog en tydsk Forfatter, som gjør et Dusin Arter ud af Former, der næsten af. Alle ansees for Varieteter, og man kan citere de højeste botaniske Autoriteter og praktiske Folk blandt hans Landsmænd baade for, at Stilkegen (Quercus pedunculata) og Vinteregen (Q. sessiliflora) ere gode og bestemt adskilte Arter, og for, at de ere ganske simple Varieteter.

Jeg maa her standse lidt ved et udmærket Værk, som A. de Candolle nylig har udgivet over hele Jordklodens Ege. Ingen har nogensinde havt et større Materiale til at bestemme Arterne af, heller ikke kunde Nogen have bearbejdet det med mere Iver og Skarpsindighed. Først omtaler han udførligt de mangfoldige Bygningsforhold, hvori Arterne variere, og nævner et omtrentligt Tal for Hyppigheden af de enkelte Varieringers Forekomst. Han nævner omtrent et Dusin Karakterer, som kunne findes varierende endog paa samme Gren, undertiden efter Alder eller Ud-viklethed, ofte uden at det er muligt at angive nogen Grund. Saadanne Karakterer have naturligvis ikke Værd som Artsmærker, men de ere, som Asa Grev har bemærket i en Anmeldelse af Værket, saadanne, som sædvanligvis løbe med i Artsbeskrivelserne. Fremdeles siger De Candolle, at han regner de Former for Arter, som kunne adskilles ved Karakterer, der aldrig findes varierende paa samme Træ, og mellem hvilke der aldrig er fundet Overgangsformer. Efter denne Afgjørelse, Resultatet af megen Arbejden, siger han med Eftertryk: »De, som ideligt gjentage, at den største Del af vore Arter er skarpt begrændset, og at de tvivlsomme Arter ere i meget svag Minoritet, de tage fejl. Deres Paastand syntes at være

[page] 63

sand, saalænge en Slægt var ufuldstændig kjendt, og dens Arter opstillede efter nogle faa Exemplarer, altsaa vare foreløbige (provisoriske) Arter. Efterhaanden som vi lære dem bedre at kjende, løber der Overgangsformer med ind, og Tvivlen om Artsgrændserne vokser.« Han tilføjer endvidere, at det er de bedst kjendte Arter, der afgive de fleste Varieteter og Undervarieteter. Saaledes har Qvercus Robur otte og tyve Varieteter, hvilke alle med Undtagelse af seks ere samlede om de tre Underarter, Q. pedunculata, Q,. sessilifiora og Q. pubescens. De Former, der forbinde disse tre Underarter, ere sammenlignelsesvis sjeldne, og, som Asa Gray bemærker, dersom disse Bindeled, der nu ere sjeldne, ganske uddøde, saa vilde de tre Underarter ganske staa i samme Forhold til hverandre som de fire eller fem foreløbigt opstillede Arter, som nu slutte sig tæt til den typiske Qvercus Robur. Endelig siger De Candolle, at af de 300 Arter, som ville blive opstillede i hans Pro-dromus som hørende til Egefamilien, er i det Mindste de to Trediedele foreløbige Arter, som ikke bestemt vides at fyldestgjøre de Fordringer, der ovenfor ere stillede til en god Art. Thi, det maa jeg tilføje, at De Candolle ikke længer troer, at Arterne ere uforanderlige Væsner, men mener, at den Theori, der siger, at Formerne nedstamme fra hinanden, er den mest naturlige, »og den, der stemmer mest overens med det, Palæontologien, Dyre- og Plantegeografien, Anatomien og Systematiken lærer os,« men, tilføjer han, direkte Bevis, det mangle vi endnu.

Naar en ung Naturforsker begynder at studere en Gruppe af Organismer, som han slet ikke kjender noget til, saa har han i Begyndelsen megen Ulejlighed med at afgjøre, hvilke Forskjelligheder han skal anse for at være Artsmærker og hvilke for Varietetsmærker, thi han veed ikke, hvor store og hvilke de Varieringer ere, som denne Gruppe er tilbøjelig til, og dette viser i det Mindste, hvor overordenlig ofte der er nogen Varieren. Men dersom han begrændser sine Undersøgelser til een Klasse i eet Land,

[page] 64

vil han snart blive enig med sig selv om, hvilken Plads han skal give de fleste tvivlsomme Former. Han vil i Almindelighed være tilbøjelig til at lave mange Arter, thi han vil ligesom Due- og Hønseelskeren, vi før have omtalt, modtage et stærkt Indtryk af Forskellighederne mellem de Former, han stadig studerer, og han har kun liden almindelig Kjendskab til analog Varieren i andre Grupper og i andre Lande, hvorved han kunde blive istand til at rette paa sine første Indtryk. Efterhaanden, som han udvider sin Iagttagelseskreds, vil han møde flere vanskelige Tilfælde, thi han vil støde paa et større Antal nærtbeslægtede Former. Men hvis han strækker sine Iagttagelser meget vidt, vil han i Almindelighed kunne blive enig med sig selv om, hvad han skal kalde Varietet og hvad Art, men han vil kun kunne blive det ved at indrømme, at der finder megen Varieren Sted, og denne Indrømmelse vil ofte blive bekæmpet af andre Naturforskere. Naar han nu endvidere kommer til at studere beslægtede Former fra Lande, der ikke nu ere sammenhængende, hvor han ikke kan haabe at finde Bindeled mellem sine tvivlsomme Former, saa vil han næsten ikke have Andet at støtte sig paa end Analogien, og hans Vanskeligheder ere ved at naa deres Højdepunkt.

Visselig findes der ikke nogen skarp Grændselinie mellem Art og Underart d. v. s. de Former, som efter nogle Naturforskeres Mening uaa meget nær, men dog ikke ganske til at være Arter, heller ikke mellem Underarter og stærkt udprægede Varieteter eller mellem mindre udprægede Varieteter og individuelle Forskjelligheder. Alle disse Forskjelligheder gaa over i hinanden ganske umærkeligt Trin for Trin, og saadan en Række af umærkelige Trin fremkalder i Sjælen en Forestilling om Bevægelse.

Jeg anseer da altsaa de individuelle Forskjelligheder, der have saa liden Interesse for Systematikerne, for at være af den største Betydning for os, eftersom de gjøre det første Skridt henimod de smaa Varieteter, der ere saa

[page] 65

ubetydelige, at de ikke mere end netop nævnes i naturhistoriske Værker. Og jeg betragter Varieteter, der ere lidt mere bestemte og holdbare, som Skridt henimod mere skarpt udprægede og faste Varieteter og de sidste endelig som førende til Underarter og Arter. Stigningen fra det ene Trin til det andet er maaske i nogle Tilfælde ligefrem Resultatet af de forskjellige fysiske Betingelsers længe fortsatte Virken, men i de fleste Tilfælde maa den vistnok tilskrives Kvalitetsvalgets samlende Paavirken af den skiftende Variabilitet, som senere skal blive mere fyldigt omtalt. Efter dette kan man da saa kalde en godt udpræget Varietet for en begyndende Art; men om nu denne Maade at se Sagen paa er berettiget, det vil bero paa, hvilken Vægt man vil tillægge de Kjendsgjerninger og de Betragtninger, der findes hele Bogen igjennem.

Man behøver ikke at antage, at alle Varieteter eller begyndende Arter nødvendigvis skulle naa at blive Arter. De kunne uddø, og de kunne holde sig som Varieteter i meget lange Tider, (som Hr. Wollaston har viist, at det er Tilfældet med visse fossile Landsnegles Varieteter, der ere fundne paa Madeira, og som Gaston de Saporta har viist det for Planternes Vedkommende). Dersom en Varietet kom til at florere, saa at den i Tal fik Overvægt over Stam-arten, vilde Varieteten blive Art og Arten Varietet; den kunde ogsaa komme til at udrydde, træde i Stedet for Stamarten, eller ogsaa kunde begge existere ved Siden af hinanden og begge regnes for forskjellige Arter. Men vi skulle senere komme tilbage til dette Emne.

Af disse Bemærkninger vil man se, at jeg anseer Begrebet Art for Noget, man har skjønnet kunde være bekvemt at bruge som Betegnelse for et Hold af Individer, der ligne hinanden overmaade meget, og at jeg ikke mener, at der er nogen væsenlig Forskjel mellem det og Begrebet Varietet, som bruges til Betegnelse for mindre bestemte, mere skiftende Former. Begrebet Varietet er ligeoverfor de individuelle Forskjelligheder et Udtryk, der

5

[page] 66

ligesom Begrebet Art bruges for Nemheds Skyld og efter Skjøn.

Arter med Tid Voksekreds, Arter, der forekomme mange Steder, og almindelige Arter variere mest.

Ledet af theoretiske Betragtninger antog jeg, at der angaaende de Arters Natur og Forhold, som variere mest, maatte kunne udfindes nogle interessante Resultater ved at optegne alle Varieteterne fra flere velundersøgte Egnes Flora. Ved første Øjekast syntes dette at være en meget let Sag; men Hr. H. C. Watson, hvem jeg er megen Tak skyldig for hans værdifulde Raad og Hjælp heri, overbeviste mig snart om, at det ikke var saa let endda, og Dr. Hooker udtalte sig ogsaa i endnu bestemtere Udtryk om Vanskelighederne. Jeg skal gjemme Undersøgelsen af disse Vanskeligheder til mit kommende Værk, ligesom ogsaa selve Tabellerne over de varierende Arters Forholdstal først deri ville blive offenliggjorte. Dr. Hooker tillader mig at tilføje, at han efter omhyggeligt at have gjennemlæst mit Manuskript og undersøgt Tabellerne anseer de følgende Meddelelser for at være godt begrundede. Hele Sagen er imidlertid noget indviklet paa Grund af den Korthed, hvormed den nødvendigvis her maa omtales, og der kan ikke undgaaes Hentydninger til »Tilværelseskampen«, »Karakterdivergenso og andre Spørgsmaal, som først senere ville blive omtalte.

Alphonse de Candolle og Andre have viist, at Planter, der have en meget vid Voksekreds, i Almindelighed forekomme i fiere Varieteter, og dette er, hvad man kunde vente, da de maa blive udsatte for forskjellige fysiske Betingelser, og eftersom de komme til at kæmpe (hvilket, som vi senere skulle se, er en ligesaa vigtig eller endnu vigtigere Omstændighed), med forskjellige Hold organiske Væsner. Men mine Tabeller udvise endvidere, at de Arter, der i en begrændset Egn ere mest almindelige, d. v. s. forekomme i det største Antal Individer, og de Arter, der

[page] 67

forekomme de fleste Steder i deres Hjemstavn (og dette er noget Andet end at have en vid Voksekreds og til en vis Grad ogsaa noget Andet end Almindelighed), hyppigst frembringe Varieteter, der ere tilstrækkeligt udprægede til, at de kunne finde Omtale i botaniske Værker. Altsaa er det de mest blomstrende eller, som man kunde kalde dem, de herskende Arter — de, som have videst Voksekreds, findes paa de fleste Steder i deres Hjemstavn og forekomme i' det største Antal Individer, — der hyppigst frembringe de mest udprægede Varieteter eller, som jeg kalder dem, de begyndende Arter. Og dette kunde man maaske have forudseet; thi da Varieteter for at holde sig nødvendigvis maa kæmpe med Landets andre Beboere, have de Arter, som allerede i Forvejen ere de herskende, mest Udsigt til at frembringe et Afkom, der, omend-skjøndt det i en vis ringe Grad er forandret, dog arver de fordelagtige Egenskaber, som have sat dets Forfædre i Stand til at blive de Herskende overfor deres Landsmænd. Naar'her har været Tale om at herske, saa er dette Udtryk naturligvis kun brugt om Former, mellem hvilke der virkelig kan finde en Rivaliseren Sted, altsaa mere specielt Former, der have Slægt eller Klasse tilfælles, og som have næsten de samme Livsvaner. Naar der tales om en Arts Almindelighed eller Individantal, maa det forstaaes i Forhold til Lemmer af samme Gruppe. En Plante kan siges at være herskende, dersom den har større Individantal eller har flere Voksesteder end de andre Planter i samme Land, der ikke leve under vidt forskjel-lige Livsbetingelser. En Plante er saaledes ikke mindre herskende i den Forstand, hvori det her tages, fordi en eller anden Conferve (Vandhaar), der lever i Vandet, eller en eller anden snyltende Svamp forekommer i langt større Individantal eller mange flere Steder; men dersom en Conferveart eller en Art af Snyltesvampe overgaaer sine Slægtninge i de nævnte Henseender, er den den herskende Form i sin Klasse.

5*

[page] 68

1 ethvert Land Variere Arterne i de større Slægter hyppigere end Arterne i de mindre Slægter.

Dersom man deler Planterne i et Lands Flora i to lige store Hold — alle de, der høre til de større Slægter (d. v. s. de artsrige) paa den ene Side og alle de, der høre til de mindre Slægter paa den anden Side — vil man finde et noget større Antal af de Arter, der have mange Voksesteder og ere almindelige eller, som vi have kaldt det, ere de herskende, paa den Side, hvor de større Slægter ere. Dette kunde man nu ogsaa have forudseet, thi selve det, at der er mange Arter af en Slægt i Landet, viser, at der er Noget ved de organiske eller uorganiske Betingelser i dette Land, som er heldigt for Slægten, og som en Følge deraf maatte vi vente i de større, de mere artsrige Slægter at finde et forholdsvis større Antal herskende Arter. Men der er saa mange Ting, som igjen veje op mod dette og søge at udviske denne Overvægt, at det har forbavset mig, at mine Tabeller i det Hele taget vise noget Spor til Majoritet paa de større Slægters Side. Jeg skal af de nævnte Ting kun hentyde til tyende. Ferskvands-planter og Syltplanter have i Almindelighed en meget vid Voksekreds og mange Voksesteder; men dette synes at staa i Forbindelse med Lokalitetens Natur, hvor de leve, og synes at have Lidet eller Intet at gjøre med Størrelsen af de Slægter, Arterne tilhøre. Endvidere: Planter, der ere meget lavt organiserede, have i Almindelighed langt flere Voksesteder end de højere Planter, og her er der heller ikke noget nært Forhold til Slægternes Størrelse. Grunden til, at lavt organiserede Planter have en vid Voksekreds, vil blive omtalt i Kapitlet om Fordelingen i geografisk Henseende.

Ved at betragte Arterne som skarpt udprægede, godt begrændsede Varieteter kom jeg til den Antagelse, at i ethvert Land Arterne i de større Slægter oftere vilde frembyde Varieteter end de mindre Slægters Arter; thi

[page] 69

hvor mange nær beslægtede Arter (Arter af samme Slægt) ere blevue dannede, der maatte man ogsaa i al Almindelighed vente, at der nu dannedes mange Varieteter eller begyndende Arter. Hvor der groer mange store Træer, venter man at finde mange unge Træer. Hvor mange af en Slægts Arter ere blevne dannede ved Variering, der maa Omstændighederne have været gunstige for Variering, og saa kan man ogsaa vente, at Omstændighederne i Almindelighed endnu ville være gunstige for Variering, Men dersom man har et andet Syn paa Sagen, dersom man betragter hver Art som Resultatet af en egen Skabelses-akt, saa er der ikke nogen rimelig Grund til, at der skulde findes flere Varieteter i en Gruppe med mange Arter end i en med faa.

For at se, om min Antagelse holdt Stik, fordelte jeg tolv Landes Planter og to Distrikters Biller hver i to næsten lige store Hold, de større Slægters Arter paa den ene Side og de mindre Slægters paa den anden Side, og det har uvægerligen viist sig at være Tilfældet, at der blandt de Arter, som stode paa de større Slægters Side, vare flere, der frembøde Varieteter, end blandt dem, som stode paa de mindre Slægters. Endvidere: de Arter af de større Slægter, som have Varieteter, have ogsaa gjen-nemsnitlig flere saadanne end de af de mindre Slægters Arter, som have Varieteter. Begge disse Resultater op-naaes ligeledes, naar Delingen foretages noget anderledes, og naar alle de mindste Slægter, som kun have fra en til fire Arter, ganske lades ude af Beregningen. Det er nu klart nok, hvad disse Kjendsgjerninger betyde, naar man er af den Mening, at Arterne kun ere skarpt udprægede, holdbare Varieteter; thi hvor mange Arter af samme Slægt ere blevne dannede, eller hvor, dersom det maa være mig tilladt at bruge dette Udtryk, Artsfabrikken har været i Virksomhed, der burde vi i Almindelighed endnu finde Fabrikken i Gang, særligt da vi have enhver mulig Grund til at antage, at det: at fabrikere nye Arter er et meget

[page] 70

langsomt Arbejde. Og den nævnte Formodning er sikker nok, naar man betragter Varieteterne som begyndende Arter; thi mine Tabeller udvise tilstrækkeligt tydeligt som en almindelig Regel: at hvor der er bleven dannet mange Arter i en Slægt, der vise denne Slægts Arter et Antal af Varieteter, d. v. s. begyndende Arter, som er over Gjennemsnitstallet. Det er ikke saaledes at forstaa, at alle store Slægter nu variere meget og saaledes tiltage i Artsantal, eller at der ingen smaa Slægter ere, der nu variere og tage til; for dersom det havde været Tilfældet, saa vilde det have været skjæbnesvangert for min Theori, eftersom Geologien' klart nok lærer os, at smaa Slægter i Tidens Løb ofte have taget betydeligt til i Størrelse og at store Slægter ofte have naaet deres Højdepunkt, ere gaaede nedad Bakke og forsvundne. Alt hvad der skulde vises, var, at hvor der er blevet dannet mange Arter i en Slægt, der dannes der i Almindelighed endnu mange, og det holder ogsaa ganske sikkert Stik.

Mange af de storre Slægters Arter ligne Varieteter deri, at de

ere nær, men uligemeget beslægtede med hverandre indbyrdes,

og deri, at de hare en indskrænket Voksekreds.

Der er andre Forhold mellem de store Slægters Arter og bekjendte Varieteter, som fortjene at tages i Betragtning. Vi have seet, at der ikke er noget ufejlbarligt Kriterium hvorved man kan skjelne Arter fra skarpt udprægede Varieteter, og at Naturforskerne i de Tilfælde, hvor man ikke har fundet Bindeled mellem tvivlsomme Former, ere nødte til, for at komme til en Afgjørelse, at se paa, hvor megen Forskjel der er imellem dem, og saa ved Hjælp af Analogier at skjenne, om der er Forskjel nok til at gjøre den ene eller dem begge til Arter. Saaledes er altsaa Størrelsen af Forskjellen et meget vigtigt Kriterium til at afgjøre, om to Former skulle regnes for Arter eller for Varieteter. Nu har Fries med Hensyn til Planter og Westwood med Hensyn til Insekter bemærket, at i de

[page] 71

større Slægter er Forsk] eismængden mellem Arterne ofte overordenlig ringe. Jeg har søgt at komme efter dette ved Gjennemsnitstal, og saavidt mine ufuldstændige Resultater naa, støtte de den nævnte Iagttagelse. Jeg har ogsaa raadspurgt nogle skarpsindige og erfarne Iagttagere, og efter nogen Betænkning indrømme de, at det forholder sig rigtigt. I denne Henseende ligne derfor de større Slægters Arter mere Varieteter end de smaa Slægters. Eller man kan ogsaa udtrykke det anderledes og sige, at i de større Slægter, i hvilke der nu fabrikeres et Antal Varieteter eller begyndende Arter, der overstiger det almindelige Gjennemsnitstal, der ligne endnu mange af de allerede fabrikerede Arter til en vis Grad Varieteter; thi de afvige fra hinanden ved en Forskjelsmængde, som er under det Sædvanlige.

Fremdeles ere de større Slægters Arter beslægtede med hinanden paa samme Maade, som en eller anden Arts Varieteter ere det. Ingen Naturforsker vil paastaa, at alle en Slægts Arter ere ligemeget beslægtede; de kunne i Almindelighed fordeles i Underslægter, Sektioner eller mindre Grupper. Som Fries meget rigtig bemærker, ere smaa Grupper af Arter i Almindelighed samlede som Drabanter om en bestemt anden Art. Og hvad er Varieteter Andet end Grupper af Former, der ere ulige nært beslægtede og samlede rundt om bestemte Former — deres Stamformer? Unægtelig er der et meget vigtigt Punkt, hvori Arter og Varieteter ere forskjellige, det nemlig: at For-skjelsmængden mellem Varieteterne, naar man sammenligner dem indbyrdes eller med deres Stamformer, er meget mindre end Forskjelsmængden mellem Arter af samme Slægt. Men naar vi komme til at omtale det, jeg har kaldt Karakterdivergens, skulle vi se, hvorledes dette kan forklares, og hvorledes de mindre Forskjelligheder mellem Varieteterne søge at øges til de større Forskjelligheder mellem Arterne.

Der er et andet Punkt, som det er værd at lægge Mærke til. Varieteter have i Almindelighed en meget be-

[page] 72

grændset Voksekreds; denne Bemærkning er ganske vist neppe mere end en Truisme; thi dersom man fandt, at en Varietet havde videre Voksekreds end den antagne Stamform, vilde man ombytte Betegnelserne. Men der er ogsaa Gfrund til at tro, at de Arter, som ere meget nært beslægtede med andre Arter og forsaavidt ligne Varieteter, ofte have meget indskrænkede Voksekredse. Hr. H. C. Watson har saaledes af den meget fuldstændige Londons Flora (4de Udgave) udpeget mig 63 Planter, som deri regnes for Arter, men som han mener ere saa nært beslægtede med andre Arter, at de raaa ansees for tvivlsomme; disse 63 formentlige Arter ere udbredte over 6,9 af de Provindser, hvori Hr. Watson har inddelt Stor-britanien. Nu nævnes der i den samme Flora 53 an-erkjendte Varieteter, og disse ere udbredte over 7,7 Provindser, medens de Arter, til hvilke disse Variteter høre, ere udbredte over 14,3 Provindser. De anerkjendte Varieteter have saaledes meget nær den samme omtrentlige indskrænkede Udbredelse, som de med andre Former meget nær beslægtede Former, hvilke Hr. Watson har udpeget for mig som tvivlsomme Arter, men som næsten altid af de britiske Botanikere regnes for virkelige og gode Arter.

Resumé.

Altsaa, Varieteter kunne ikke skjelnes fra Arter paa anden Maade end ved Kjehdskab til Mellemformerne og ved en vis ubestemt Forskjelsmængde; thi dersom to Former ere meget lidt forskjellige, regnes de i Almindelighed for Varieteter, selv om man ikke kan vise, at de ere nær beslægtede; men selve Størrelsen af den Forskjelsmængde, der udfordres, for at to Former skulle kunne ansees for Arter, kan ikke angives. Have Slægterne i et Land et Artsantal, der overstiger det almindelige Gjennemsnits-tal, saa have ogsaa disse Slægters Arter et Varietetsantal, der overstiger det Almindelige. I større Slægter er det gjerne Tilfældet, at Arterne ere nær, men uligemeget be-

[page] 73

slægtede, og at de samle sig i smaa Hold rundt om visse andre Arter. Arter, der ere meget nær beslægtede med andre Arter, have tilsyneladende meget indskrænkede Voksekredse. I alle disse forskjellige Henseender er der en stærk Analogie mellem de større Slægters Arter og Varieterne. Og disse Analogier ere lette at forstaa, dersom Arterne engang have existeret som Varieteter og nedstamme fra dem, medens Analogierne ere aldeles uforklarlige, dersom hver Art er Resultatet af en særlig Skabelsesakt.

Vi have ogsaa seet, at det er de mest blomstrende eller herskende Arter i de større Slægter indenfor hver Klasse, som gjennemsnitsvis give de fleste Varieteter, og Varieteterne stræbe, som vi senere skulle se, at blive omdannede til nye og gode Arter. Saaledes søge de større Slægter at blive endnu større, og hele Naturen igjennem søge de af Livets Former, der nu ere herskende, at faa endnu større Overvægt ved at efterlade sig mange ændrede og herskende Efterkommere. Men paa den anden Side søge, hvad vi senere nærmere skulle paa vise, de større Slægter at blive sondrede i mindre Slægter. Og saaledes blive da Livets Former hele Universet igjennem delte i Grupper, der ere andre større Grupper underordnede.

[page 74] TREDIE KAPITEL.

Kampen for Tilværelsen.

Dens Forhold til Kvalitetsvalget — Begrebet brugt i udvidet Betydning — Individantallets Stigen i geometrisk Progression — Naturaliserede Dyrs og Planters hurtige Tiltagen — Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmme Tilvækst i Individantal — Rivaliseringen universel — Klimaets Indvirkning — Beskyttelse ved Individantal — Indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilværelsen — Kampen for Tilværelsen haardest mellem Individer og Varieteter af samme Art, ofte haard mellem Arter af samme Slægt — Forholdet mellem Organisme og Organisme vigtigst af alle Forhold.

Forhold til Kvalitetsvalget.

Førend jeg indlader mig paa Hovedemnet for dette Kapitel, maa jeg forudskikke nogle faa Bemærkninger om Forholdet mellem Kampen for Tilværelsen og Kvalitetsvalget. I det foregaaende Kapitel have vi seet, at der er nogen individuel Forskjellighed mellem de organiske Væsner i vild Tilstand, hvad vel Alle ere enige om; i det Mindste har jeg ikke hørt Nogen hævde det Modsatte. Det kommer ikke for os an paa, om en Mængde tvivlsomme Former kaldes Arter, Underarter eller Varieteter, om man f. Ex. regner de to eller tre hundrede tvivlsomme Former blandt de britiske Planter for det Ene eller det Andet, naar man blot vil indrømme os, at der existerer nogle skarpt udprægede Varieteter. Imidlertid hjælper den blotte Existens af individuelle Forskjelligheder og af nogle faa skarpt

[page] 75

udprægede Varieteter, skjøndt uundgaaelig nødvendige Forudsætninger, kun lidet til en Forstaaelse af, hvorledes Arterne opstaa i Naturen. Hvorledes er den ene Del af Organisationen bleven saa fuldkommen afpasset efter de andre Dele og efter Livsbetingelserne, og hvorledes er det ene organiske Væsen bleven afpasset efter det andet? Vi se disse udmærket hensigtssvarende Læmpelser saa overordenlig klart hos Spætten og Misteltenen og kun lidt mindre klart hos det ringeste Snyltekryb, der hænger sig fast ved Pattedyrets Haar eller Fuglens Fjer, vi se dem i Bygningsforholdene hos de Biller, der fare gjennem Vandet, hos det fnokkede Frø, som føres bort af det svageste Vindpust, kort sagt, vi se disse skjønne Læmpelser overalt, i hver enkelt Del af den organiske Verden.

Man kunde nu spørge, hvorledes gaaer det til, at Varieteter, eller, som jeg har kaldt dem, begyndende Arter, omsider blive til gode og bestemt adskilte x\.rter, som i de fleste Tilfælde afvige langt mere fra hinanden indbyrdes, end Varieteter af samme Art gjøre det? Hvorledes opstaa de Grupper af Arter, som danne det, man har kaldt bestemt adskilte Slægter, og som afvige mere fra hinanden indbyrdes end Arter af samme Slægt? Alt dette bevirke^, som vi mere fuldstændigt skulle se i næste Kapitel, af Kampen for Tilværelsen. Paa Grund af denne Kamp hjælpe Varieringer (hvor ubetydelige de end ere, og hvordan de end ere frembragte), dersom de ellers paa nogen Maade ere heldbringende for en Arts Individer i deres uendeligt indviklede Forhold til andre organiske Væsner og deres fysiske Livsbetingelser, til at bevare disse Individer og blive i Almindelighed nedarvede af deres Afkom. Dette Afkom vil saaledes nu have bedre Udsigt til at leve; thi af de mange Individer, der med visse Mellemrum komme til Verden af hver Art, er der kun et ringe Antal, som holder sig ilive. Dette Princip, ifølge hvilket enhver nok saa lille Variering, der er Individet nyttig, bevares, har jeg kaldt: Naturens Kvalitetsvalg

[page] 76

for at skjelne det fra og for med det Samme at antyde dets Slægtskab med Menneskets Kvalitetsvalg. Men det Udtryk, som Hr. Herbert Spencer ofte bruger: »den mest Skikkedes Bliven ilive« (survival of the fittest) er mere nøjagtigt og stundom ligesaa bekvemt. Vi have seet, at Mennesket virkelig ved sin Udvælgen kan opnaa store Resultater og læmpe de organiske Væsner efter sit Behov ved efterhaanden at samle de smaa, men nyttige Varierin-ger, som Naturen frembyder. Men Naturens Kvalitetsvalg er, som vi senere skulle se, en Magt, der altid er beredt til at gribe ind, en Magt, der er Menneskenes Smaa-anstrengelser ligesaa langt overlegen, som Naturens Værker Kunstens.

Vi ville nu gaa lidt mere i Enkeltheder med Kampen for Tilværelsen; men først i mit kommende Værk vil det blive behandlet med den Udførlighed, det saa vel fortjener. De Candolle den Ældre og Lyell have filosofisk og omstændeligt viist, at der finder en stærk Rivalisering Sted mellem alle organiske Væsner. For Planternes Vedkommende har Ingen behandlet dette Emne med større Dygtighed og mere aandrigt end W. Herbert, Decan i Manchester, sandsynligvis fordi han støttedes af sit store Kjend-skab til Havedyrkningen. Intet er lettere .end med sin Mund at bekjende den Sandhed, at der er en universel Tilværelseskamp; men Intet er vanskeligere — i det Mindste har jeg fundet det saaledes — end altid at se og tænke med denne Sandhed in mente. Og dog vil, hvis den ikke har slaaet fuldstændig Rod i Ens Bevidsthed, hele Naturens Økonomi, med Alt hvad der vedkommer Udbredthed, Sjeldenhed, Hyppighed, Uddøen og Varieren, kun sees meget taaget eller ganske misforstaaes. Vi se Naturens Aasyn straalende af Glæde, vi se ofte, at der er Næring i Overflod, men vi se ikke, eller vi forglemme, at de Fugle, der sidde og kviddre væk rundt om os, for Størstedelen leve af Insekter eller Frø og saaledes til enhver Tid ødelægge Liv; og heller ikke mindes vi, i

[page] 77

hvor høj Grad disse Sangere, deres Æg eller deres Unger ere udsatte for Ødelæggelse af Rovfugle og Rovpattedyr; vi have heller ikke altid det staaende klart for os, at skjøndt der i Øjeblikket kan være mere end Føde nok, er det dog ikke saaledes hvert Aar eller til hvjlkensom-helst Aarstid.

Begrebet Kamp for Tilværelsen brugt i udvidet Betydning.

Jeg maa forudskikke den Bemærkning, at jeg bruger dette Begreb billedligt og i udvidet Betydning, idet jeg lader det omfatte det ene Væsens Afhængighed af det andet og (hvad der er endnu vigtigere) ikke blot Individets Liv, men ogsaa dets Held til at efterlade sig Afkom. To Dyr af Hundeslægten kunne med Rette siges i knappe Aaringer at kæmpe med hinanden om, hvem af dem der skal finde Føde og leve. Men en Plante i Nærheden af en Ørken siges at kæmpe for Livet mod Tørken, skjøndt det vilde være rigtigere at sige, at den var afhængig af Fugtigheden. En Plante, som hvert Aar frembringer tusinde Frø, af hvilke gjennemsnitlig kun et bliver modent, kunde med større Ret siges at kæmpe med de Planter af samme eller anden Slags, der allerede bedække Jordsmonnet. Misteltenen er afhængig af Æbletræet og nogle faa andre Træsorter, men kan kun i allervideste Forstand siges at kæmpe med disse Træer, thi dersom for mange af disse Snylteplanter gro paa samme Træ, vil det tæres hen og dø. Men en hel Del Kimplanter af Misteltenen, der vokse tæt sammen paa samme Gren, kunne med større Ret siges at kæmpe med hinanden indbyrdes. Da Misteltenen ud-saaes ved Fuglenes Hjælp, er dens Tilværelse afhængig af Fuglene; og billedligvis kunde man sige, at den kæmper med andre frugtbærende Planter ved at friste Fuglene til at sluge og og saaledes udsaae dens Frø mere end de andre Planters Frø. I disse forskjellige Betydninger, der gaa over i hinanden, bruger jeg for Nemheds Skyld Ud-

[page] 78

trykket Kampen for Tilværelsen som et Fællesbegreb, der rummer dem alle.

lndividantallets Stigen i geometrisk Progression.

En Kamp for Tilværelsen er en uundgaaelig Følge af, at alle organiske Væsner stræbe efter at tage til i Antal efter saa højt et Forhold. Ethvert Væsen, som i sin Levetid frembringer flere Æg eller Frø, kan ikke undgaa Ødelæggelse i en eller anden Periode af sit Liv, til en eller anden Aarstid eller i et eller andet Aar; ellers vilde ifølge den Lov, der bestemmer, at Organismerne øges i geometrisk Progression, dets Individantal hurtigt blive saa overvættes stort, at intet Land kunde rumme det. Derfor, da der frembringes flere Individer, end Livet kan rumme, maa der i hvert enkelt Tilfælde finde en Kamp for Tilværelsen Sted mellem Individet og enten andre af samme Art, eller Individer af andre forskjellige Arter eller de fysiske Livsbetingelser. Det er Malthus' Lære anvendt med mange Gange forøget Styrke paa hele Dyre- og Planteriget; thi her kan "der ikke være Tale om nogen kunstig Forøgelse af Næringsmidler eller nogen beregnende Afholden sig fra at indgaa Ægteskab. Altsaa, skjøndt nok nogle Arter nu kunne tage til i Antal, mere eller mindre hurtigt, kunne dog ikke alle gjøre det, da Jorden ikke vilde kunne rumme dem.

Der er ingen Undtagelse fra den Regel, at ethvert organisk Væsen tiltager i Antal i saa højt et Forhold, at Jorden, dersom de ikke tildels breve tilintetgjorte, snart vilde blive fyldt af et eneste Pars Afkom. Selv Mennesket, der formerer sig saa langsomt, har fordoblet sit Antal i fem og tyve Aar, og efter den Beregning vilde der efter nogle faa Aartusinders Forløb bogstaveligt ikke blive saa megen Plads, at de talrige Efterkommere kunde staa ved Siden af hverandre. Linné har udregnet, at dersom en enaarig Plante frembragte blot to Frø aarligt — og der er ingen Plante der paa langt nær er saa uproduktiv — og

[page] 79

saa Planterne af disse Frø igjen frembragte to og saa fremdeles, vilde vi i det tyvende Aar have en Million Planter*). Elefanten ansees almindeligt for det af alle kjendte Dyr, der formerer sig langsomst; jeg har derfor gjort mig nogen Ulejlighed med at udfinde det sandsynlige Minimum for dens Tiltagen i Individantal; det vil være sikkrest at antage, at den begynder at forplante sig, naar den har naaet Trediveaarsalderen, og bliver ved, til den er halvfemsindstyve Aar og i dette Tidsrum bringer tre Par Unger til Verden: herefter vil der i Slutningen af det femte Aarhundrede være femten Millioner Elefanter ilive, alle Efterkommere af det første Par.

Men vi have bedre Støtter i dette Spørgsmaal end blot og bar theoretiske Beregninger, nemlig de hyppigt iagttagne Exempler paa visse vilde Dyrs forbavsende hurtige Tiltagen, naar Omstændighederne have været dem gunstige to eller tre Aar paa hinanden. Endnu bedre ere de Exempler, der haves paa, at mange .Husdyr af alle Slags ere blevne forvildede i alle Verdensdele. Dersom de Beretninger, der haves om det Forhold, efter hvilket Hornkvæg og Heste, som formere sig langsomt, have taget til i Sydamerika og senest i Australien, ikke vare saa paalidelige, at de ere hævede over ethvert Tvivlsmaal, kunde man fristes til at kalde dem utrolige. Saaledes forholder det sig ogsaa med Planter; der kunde nævnes mange Exempler paa indførte Planter, som ere blevne almindeligt udbredte over hele Ølande i et Tidsrum af mindre end ti Aar. Flere af de Planter, f. Ex. Artiskokken og en høj Tidselart, der nu ere yderst talrigt udbredte over La Platas vidtstrakte Stepper, og som danne en saa tæt Beklædning over hele Kvadratmile af deres Overflade, at de næsten udelukke alle andre Planter, ere blevne indførte fra Evropa, og der er Planter, der, som jeg hører fra Dr. Falconer, nu ere

*) Nøjagtig; 1,048,576. Sætter man blot tre Frø istedetfor to, vokser
Tallet til 3,486,784,401. " O. A.

[page] 80

udbredte fra Cap Comorin til Himalaya, som ere blevne indførte fra Amerika efter dets Opdagelse. I saadanne Tilfælde, og af dem kunde der anføres uendelig mange, er der vel neppe Nogen, som formoder, at disse Dyrs og Planters Frugtbarhed er bleven pludselig og midlertidig forøget i nogen mærkelig Grad. Den Forklaring, der ligger lige for, er den, at Livsbetingelserne have været meget gunstige, og at der selvfølgelig er blevet tilintetgjort faa Forældre og lidet Afkom, og at næsten hele Afkommet er kommet til at forplante sig. I saadanne Tilfælde forklarer Tilvæksten i Antal efter geometrisk Progression, hvis Resultater altid ere forbavsende, ganske simpelt aklimati-serede Organismers overordenlig hurtige Tiltagen og store Udbredelse i det nye Hjem.

I vild Tilstand frembringer næsten enhver Plante hvert Aar nyt Frø, og blandt Dyrene er der meget faa, som ikke parres en Gang om Aaret. Derfor kunne vi roligt sige, at alle Planter og Dyr stræbe efter at forøge deres Individ-antal i geometrisk Progression — saa at de alle yderst hurtigt vilde fylde hvert eneste Sted, hvor de paa nogen Maade kunde leve — og at denne stærke Tendens til Forøgelse maa modarbejdes ved Tilintetgjørelse til en eller anden Tid af deres Liv. Vort nøje Kjendskab til de større Husdyr kan let lede os paa Vildspor; thi vi se ikke dem underkastede nogen stor Ødelæggelse, og vi glemme, at der aarlig slagtes Tusinder af dem for at tjene til Næring, og at der i vild Tilstand vilde omkomme et ligesaa stort Antal paa en eller anden Maade.

Den eneste Forskjel mellem Organismer, der aarlig frembringe Æg eller Frø i tusindvis, og saadanne, som frembringe overordenlig faa, er den, at de der frembringe faa vilde kræve nogle faa Aar mere til under gunstige Betingelser at befolke et helt Strøg, lad det saa end være nok saa stort. Kondoren lægger et Par Æg og Strudsen en Snes, og dog hænder det, at Kondoren i et Land er den hyppigste af de to; Fulmar-Stormfuglen lægger kun

i

[page] 81

et Æg, og den er dog anseet for at være den Fugl, der har det største Individantal. En Flue afsætter Hundreder af Æg, en anden, saaledes som Hippobosca (Snyltefluen), kun'et eneste; men denne Forskjel afgjør ikke, hvor mange Individer af de to Arter der kan leve i en Egn. Et stort Æggeantal er af nogen Betydning for de Arter, der ere afhængige af en Næring, som er meget skiftende i Mængde, fordi den sætter dem istand til hurtigt at tage til i Antal. Men den Betydning, et stort Ægge- eller Frøantal i Virkeligheden har, er den at veje op imod megen Ødelæggelse til en eller anden Tid af Individets Liv, og den Tid er i de allerfleste Tilfælde en meget tidlig. Dersom et Dyr paa nogen Vis kan beskytte sine Æg eller Unger, saa behøves der kun at frembringes et ringe Antal, og dog kan det gjennemsnitlige Individantal rigelig holdes; men dersom mange Æg eller Unger blive ødelagte, saa maa der ogsaa frembringes mange, naar Arten ikke skal uddø. Det vilde være tilstrækkeligt til at vedligeholde det fulde Individantal af et Træ, der i Gjennemsnit levede Ettusind Aar, at der frembragtes et eneste Frø en Gang i tusinde Aar, forudsat at dette Frø aldrig blev tilintetgjort og altid kom til at spire paa et heldigt Sted. Altsaa er i dette Tilfælde det gjennemsnitlige Individantal af et Dyr eller en Plante kun middelbart afhængig af Antallet af Dyrets Æg eller Plantens Frø.

Naar man vil give sig af med Naturen, er de^ overordenlig nødvendigt at have de nysomtalte Betragtninger i Erindring. Man maa aldrig glemme, at hvert enkelt af de organiske Væsner, der leve rundt omkring os, kan siges at stræbe af yderste Evne efter at forøge sit Individantal, at ethvert lever i Kraft af en Sejer, det har vundet i en Kamp til en eller anden Tid af sit Liv, og at Tilintet-gjørelsen uundgaaeligt i hver Generation eller med visse Mellemrum falder tungt paa Unge og Gamle. Fjern en eller anden Hindring, hæm Tilintetgjørelsen nok saa lidt,

6

[page] 82

og Arten vil næsten øjeblikkelig naa op til et hvilket-somhelst Individantal.

Om Beskaffenheden af de Hindringer, der hæmme Tilvækst i Individantal.

De Hindringer, der virke hæmmende paa hver enkelt Arts naturlige Tendens til at tiltage i Antal, ere meget dunkle. Se til de mest livskraftige Arter, — lige saa stort som deres Individantal nu er, lige saa meget vil deres Tendens til at forøge sig blive forstørret. Vi vide ikke nøjagtigt, hvilke Hindringerne ere, i saa meget som et eneste Tilfælde. Det kan da heller ikke forundre Nogen, der vil betænke, hvor uvidende vi i saa Henseende ere for selve Menneskenes Vedkommende, skjøndt de ere saa ganske uden Sammenligning bedre kjendte end de andre Dyr. Det foreliggende Emne er bleven behandlet med megen Dygtighed af forskjellige Forfattere, og i mit kommende Værk skal jeg ogsaa udførligt omtale nogle af Hindringerne, med særligt Hensyn til de forvildede Dyr i Sydamerika. Her vil jeg blot gjøre nogle faa Bemærkninger, netop saa mange og saadanne, som ere skikkede til at henvende Læserens Opmærksomhed paa Hovedpunkterne. Æg og meget unge Dyr synes i Almindelighed at lide mest, men det er ikke ganske uden Undtagelse Tilfældet. Hos Planterne har Tilintetgjørelsen kastet sig med stor Voldsomhed over Frøene, men efter de Iagttagelser jeg har gjort, troer jeg, at det alligevel er Kimplanterne, der lide mest, derved, at de spire i Jord, der allerede er tæt besat med andre Planter. Et umaadeligt Antal Kimplanter falde ogsaa som Bytte for forskjellige Fjender; saaledes lagde jeg — ved et Stykke Jord, tre Fod langt og to Fod bredt, der var gravet og renset, og. hvor der ikke kunde være Tale om skadelig Indvirkning fra andre Planter — Mærke til alle de Kimplanter af vore almindelige Ukrudtsurter, som spirede frem der, og af de 357, der kom frem, bleve ikke mindre end 295' ødelagte, hovedsagelig af Snegle og Insekter.

[page] 83

Lader man et Stykke Græsmark, som ellers plejer at blive slaaet eller, hvad der frembringer samme Virkning, nær afgræsset af Kreaturerne, — lader man det gro, som det vil, saa ville de kraftigere Planter Jidt efter lidt dræbe de mindre kraftige, selv om disse forøvrigt ere godt udviklede: saaledes uddøde af tyve Arter, der groede paa et lille Stykke Grønsvær (3 Fods Brede med 4 Fods Længde), ni Arter, derved, at de andre Arter fik Lov til at vokse op.

Ved den Næringsmængde, hver Art maa have, sættes der naturligvis en Grændse, som Tilvæksten ikke kan overskride; men meget ofte er det ikke saameget det at faa nok at leve af, der bestemmer en Arts gjennemsnitlige Individantal, som den Omstændighed, at den tjener til Næring for andre Dyr. Saaledes synes det at være saa temmelig utvivlsomt, at det Antal Agerhøns, Hjerper og Harer, der findes paa et større Gods, hovedsagelig bestemmes ved, hvor mange Maarer der lægges øde. Dersom der i de næste tyve Aar i England ikke blev dræbt et eneste Stykke Vildt og der paa samme Tid ikke blev dræbt en eneste Maar, vilde der efter al Sandsynlighed, efter den nævnte Tidsfrist, være mindre Vildt, end der nu er, omendskjøndt der nu hvert Aar dræbes Hundredetusinder af Vildt. I nogle Tilfælde, saaledes som med Elefanten, bliver der ^paa den anden Side ingen dræbt af Rovdyr, thi selv den indiske Tiger vover kun yderst sjelden at angribe en ung Elefant, der gaar under sin Moders Beskyttelse.

Klimaet spiller en vigtig Rolle med i Bestemmelsen af en Arts gjennemsnitlige Individantal, og aarligt tilbagevendende Tider med stærk Kulde eller Tørke synes af alle Hindringer at være den mægtigste. Jeg ansatte (hovedsagelig efter det meget formindskede Antal Reder, der fandtes om Foraaret) den Ødelæggelse, som Vinteren 1854—55 havde anrettet blandt Fuglene paa mine Jorder, til firsindstyve Procent, og dette er en forfærdelig stor Dødelighed, naar man betænker, at der blandt Menneskene

6*

[page] 84

skal en overordenlig streng Epidemi til, for at Dødeligheden skal blive ti Procent. Klimaets Indvirkning synes ved første Øjekast at være ganske uden Forbindelse med Kampen for Tilværelsen; men forsaavidt som Klimaet navnlig griber ind ved at indskrænke Næringsmængden, saa fremtvinger det netop den heftigste Kamp mellem de Individer, enten af samme eller af forskjellige Arter, der leve af samme Slags Føde. Selv naar Klimaet virker direkte, f. Ex. ved meget stærk Kulde, vil det være de mindst Kraftige, eller dem, der have faaet mindst Næring i Forvinteren, som ville komme til at lide mest. Naar man reiser fra Syd til Nord eller fra et fugtigt Strøg op mod et tørrere, saa seer man altid nogle Arter efterhaanden blive sjeldnere, til de slutteligen forsvinde, og da det: at Klimaet her har forandret sig er det, som først falder i Øjnene, saa fristes man let til at tilskrive dets direkte Indvirkning den hele Forskjel. Men det er et fejlagtigt Syn paa Sagen; man glemmer, at hver eneste Art, selv hvor den forekommer i største Mængde, altid hjemsøges af overordenlig stor Ødelæggelse til en eller anden Tid af dens Liv, enten ligefrem af Fjender eller ogsaa af Organismer, der bejle med den til samme Plads og samme Føde; og dersom disse Fjender eller Medbejlere i mindste Maade begunstiges ved en eller anden nok saa lille Svingning i Klimaet, saa tage de til i Antal, .og da hvert Strøg i Klimaet har saa mange Beboere, som det vel kan rumme, vil den anden Art aftage i Antal. Reiser man sydpaa og seer en Art aftage i Individantal, saa kan man være vis paa, at det nok saa meget ligger i, at en anden Art er bleven begunstiget som i, at den nævnte Art er bleven skadet. Det samme gjælder, naar man rejser mod Nord, men i en noget ringere Grad, thi Antallet af Arter af alle Slags, altsaa ogsaa af Medbejlere, tage af imod Norden; derfor møder man, naar man gaaer nordpaa eller stiger op ad et Bjerg, langt oftere forkrøblede Former, frembragte ved en direkte skadelig Paavirkning af Klimaet, end man

[page] 85

møder, naar Rejsen gaaer sydpaa eller nedad et Bjerg. Naa vi op til de arktiske Regioner, til snebedækkede Tinder eller til rene Ørkener, saa føres Tilværelseskampen udelukkende mod Elementerne.

At Klimaet virker indirekte ved at-begunstige visse Arter, sees tydeligt deraf, at det umaadeligt store Antal Planter, vi dyrke i vore Haver, Planter, der udmærket godt kunne taale Klimaet, aldrig blive naturaliserede, fordi de ikke kunne tage Kampen op med vore indenlandske Planter og heller ikke kunne modstaa vore indenlandske Dyrs ødelæggende Angreb.

Naar en Art i et vist lille Strøg, paa Grund af yderst gunstige Omstændigheder, tiltager i Individantal i en uforholdsmæssig stor Grad, saa opstaaer der ofte — i det Mindste synes dette at indtræffe med vort Vildt — Epidemier, og her have vi da en hæmmende Magt, der er uafhængig af Kampen for Tilværelsen. Men selv nogle af disse saakaldte Epidemier vise sig at være foraarsagede af Snylteorme, som af en eller anden Grund — maaske for en Del fordi de have lettere ved at blive udbredte, naar Dyrene leve saa tæt sammen — ere blevne uforholdsmæssigt begunstigede, og her have vi saa et Slags Kamp mellem Snyltedyret og dets Bytte.

Paa den anden Side er, i mange Tilfælde, en stor Samling Individer af samme Art (Tallet bestemt ved Fjendernes Antal) absolut nødvendig for Artens Bevarelse. Saaledes kunne vi med Lethed dyrke Korn og Raps o. s. v. i Mængde paa vore Marker, fordi Frøene ere i en saa mægtig Majoritet overfor de Fugle, der ernære sig af dem; heller ikke kunne Fuglene, skjøndt de have Næring i Overflod, paa denne ene Aarstid tiltage i Individantal i Forhold til Næringsmængden, eftersom de have tabt i Antal om Vinteren; men Enhver, der har forsøgt det, veed, hvor vanskeligt det er at faa Frø af nogle faa Hvedeplanter eller andre saadanne Planter i en Have; jeg har for mit Vedkommende ved saadanne Leiligheder mistet hvert eneste

[page] 86

Frøkorn. Denne Omstændighed, at undertiden en stor Samling Individer af samme Art er nødvendig for Artens Bevarelse, forklarer, troer jeg, nogle særegne Forhold i Naturen, f. Ex. det, at meget sjeldne Planter undertiden forekomme i meget stor Mængde paa de faa Pletter, hvor de findes, og det, at nogle Planter ere sociale, d. v. s. forefindes i meget stort Individantal lige til Ydergrændsen af deres Voksekreds. Thi i saadanne Tilfælde kan man antage, at en Plante kun kunde existere der, hvor Livsbetingelserne vare saa gunstige, at mange kunde existere ved Siden af hinanden og derved frelse Arten fra ganske at gaa tilgrunde. Det tør tilføjes, at de gavnlige Virkninger af hyppige Krydsninger og de skadelige Virkninger af indbyrdes Befrugtning blandt for nært Beslægtede rimeligvis spiller en Rolle i nogle af disse Tilfælde, men jeg skal ikke her indlade mig nærmere paa dette indviklede Emne.

Indviklede Forhold mellem Dyr og Planter indbyrdes i Kampen for Tilrærelsen.

Der foreligger mange Beretninger, som tjene til at vise, hvor indviklede og hvor overraskende de fjendtlige og venskabelige Forhold ere, der bestaa mellem organiske Væsner, som kæmpe med hinanden i samme Land. Jeg vil kun give et enkelt Exempel, der, skjøndt det er simpelt, dog har interesseret mig meget. I Staffordshire var der paa et Gods, der tilhørte en Slægtning af mig, og hvor jeg havde rig Leilighed til at forfølge mine Undersøgelser, en stor og yderst gold Hedestrækning, der aldrig var bleven bearbejdet af Menneskehænder. Flere Hundrede Acre Land af nøjagtig samme Beskaffenhed vare blevne indhegnede og beplantede med skotsk Fyr for fem og tyve Aar siden. Den Forandring, som den oprindelige Vegetation havde undergaaet i den beplantede Del af Heden, var overordenlig mærkelig og større, end man i Almindelighed seer ved at gaa fra et Slags Jordbund til et andet, der er ganske forskjelligt. Der var ikke blot blevet et ganske andet

[page] 87

Forhold i Hedeplanternes Antal, men tolv Plantearter (Græsser og Stargræsser ikke medregnede), der ikke fandtes paa Heden, stode frodigt i Plantningerne. Insektverdenen roaa være bleven endnu mere paavirket, thi seks insektædende Fuglearter, som man aldrig skulde møde paa Heden, vare yderst almindelige i Plantningerne, og paa den anden Side havde Heden to eller tre den egne Arter af insektædende Fugle. Her seer man, hvilken mægtig Indflydelse, Indførelsen af en eneste Træsort har havt; thi Andet var der ikke bleven gjort, naar undtages, at Jorden var bleven indhegnet for at holde Kvæget ude. Men hvor vigtig Indhegningen kan være, det fik jeg en tydelig Forestilling om i Nærheden af Farnham i Surrey. Her er der vidtstrakte Heder med nogle faa Grupper af gamle skotske Fyrretræer paa Toppen af fjerne Høje. I de sidste ti Aar er der bleven indhegnet store Strækninger, og selv-saaet Fyr vælter nu op af Jorden, saa tæt, at de ikke nær alle kunne blive i Live. Da jeg havde forvisset mig om, at disse unge Træer hverken vare blevne saaede eller plantede, blev jeg saa forbavset over den Mængde, der var af dem, at jeg gik rundt til forskjellige Udsigtspunkter, hvorfra jeg kunde overskue Hundreder af Acres uindhegnet Hede, og jeg kunde bogstavelig talt ikke faa Øje paa en eneste skotsk Fyr med Undtagelse af de gamle plantede' Grupper paa Højene. Men da jeg nu bøjede Lyngbuskene til Side og saa nøje til, saa fandt jeg en Mængde Kimplanter og smaa Træer, som stadigt vare blevne afgnavede af Kvæget. Paa en Plet, der var lidt over to Kvadratalen og laa flere hundrede Alen borte fra en af de gamle Trægrupper, talte jeg to og tredive smaa Træer; og et af dem, med seks og tyve Aarringe, havde i en lang Aarrække søgt at løfte sit Hoved op over Lyngbuskene; men det havde slaaet det fejl. Det var da altsaa ikke saa forunderligt, at Jorden, saasnart den var blevet indhegnet, blev tykt bedækket med frodigt voksende unge Fyrretræer. Men det kunde dog aldrig falde Nogen ind, at Kvæget

[page] 88

vilde have søgt saa nøje og saa heldigt efter Føde paa en i saa høj Grad gold og saa vidtstrakt Hede.

Her se vi Kvæget afgjort bestemme den skotske Fyrs Existens; men i forskjellige Egne er det Insekter, der bestemme Kvægets Existens. Maaske vi i Paraguay finde det mærkeligste Exempel herpaa; thi her har hverken Kvæg, Heste eller Hunde nogensinde forvildet sig, skjøndt det vrimler af dem i forvildet Tilstand baade sønden og nordenfor; og Azara og Rengger have viist, at dette kommer af, at der i Paraguay er et større Individantal af en vis Flueart, som lægger sine Æg i Navlen paa spæde Kalve, Føl og Hvalpe. Disse Fluers Tiltagen i Individantal, stort som det er, maa stadigt hæmmes paa en eller anden Maade, rimeligvis ved andre Snylteinsekter. Dersom derfor visse insektædende Fugle aftoge i Antal i Paraguay, saa vilde disse Snylteinsekter rimeligvis tage til, og dette vilde formindske Antallet af de navlesøgende Fluer, saa vilde Kvæg og Heste blive forvildede, og dette vilde ganske vist i høi Grad forandre Vegetationen (hvad jeg ogsaa i Virkeligheden har iagttaget i Dele af Sydamerika), dette vilde saa igjen stærkt paavirke Insekterne, det igjen, som vi nylig saa det i Staffordshire, de insektædende Fugle og saa fremdeles mere og mere indviklet. Vi begyndte denne Kreds med insektædende Fugle, og nu have vi ogsaa sluttet med dem. Men det er ikke saadan at forstaa, at Forholdene nogensinde kunne være saa simple i Naturen som disse. Kamp indenfor Kamp maa stadigt vende tilbage med skiftende Held, og dog er med Tiden Kræfterne blevne saa nøje afpassede, at Naturens Aasyn holder sig uforandret i lange Tider, omendskjøndt den mindste Ubetydelighed ganske vist vilde give et organisk Væsen Sejren i Hænde overfor et andet. Og alligevel, saa tyk er vor Uvidenhed og saa stor vor Indbildskhed, at vi undre os, naar vi høre, at et organisk Væsen er uddøet; og eftersom vi ikke se den sande Aarsag, saa kalde

[page] 89

vi Syndfloder til Hjælp til at afbefolke Jorden, eller ogsaa finde vi paa Love for Varigheden af Livets Former!

Jeg fristes til at komme med nok et Exempel for at vise, hvorledes Planter og Dyr, der staa i modsatte Ender af Systemet, ere nøje forbundne med hverandre ved et Væv af indviklede Forhold. Jeg vil senere faa Leilighed til at vise, at den exotiske Lobelia fulgens i denne Del af England aldrig bliver besøgt af Insekter og derfor heller ikke, paa Grund af dens ejendommelige Bygnings-forhold, nogensinde sætter Frø her. Næsten alle vore orkideeagtige Planter (Gjøgeurter) kræve Insektbesøg for at faa deres Støvkorn bragte omkring, altsaa for at blive befrugtede. Efter Forsøg, jeg har gjort, finder jeg, at Humlebier ere næsten uundværlige for Stedmoderblomstens (Viola tricolor) Befrugtning, thi andre Bier søge ikke denne Blomst. Jeg har ogsaa fundet, at Besøg af Bier ere nødvendige for Befrugtningen af somme Kløverarter; saaledes gave 20 Hoveder Hvidkløver (Trifolium repens) 2,290 Frø, men 20 andre Hoveder, som Bierne .vare blevne holdte borte fra, gave ikke et eneste. Fremdeles gave 100 Hoveder Rødkløver (T. pratense) 2,700 Frø, men det samme Antal Hoveder, beskyttede mod Bier, gave ikke et. Kun Humlebier besøge Rødkløveren, eftersom andre Bier ikke kunne naa Honningduggen. Man har ment, at Phalæ-naer kunde hjælpe Kløveren ved Befrugtningen, men jeg betvivler dette for Rødkløverens Vedkommende, da de ikke veje nok til at tvinge det Kronblad ned, man kalder Baaden. Derfor kunne vi anse det for højst rimeligt, at dersom hele Humlebislægten uddøde eller blev meget sjelden i England, saa vilde ogsaa Stedmoderblomsten og Rødkløveren der blive meget sjeldne eller ganske forsvinde. Antallet af Humlebier i en Egn er i høj Grad afhængig af Antallet af Markmusene, der ødelægge deres Boer og Kager; og Hr. Newman, som i lang Tid har beskjæftiget sig med Humlebiernes Levemaade, troer, at »mere end de to Trediedele af dem blive ødelagte saaledes hele England

[page] 90

igjennem«. Nu er fremdeles, som Enhver veed, Musenes Antal i høj Grad afhængig af Kattenes Antal, og Hr. Newman siger: »nærved Landsbyer og Smaakjøbstæder har jeg fundet, at Humlebierne ere talrigere end andetsteds, hvilket jeg tilskriver Kattene, som udrydde Musene«. Saaledes er det altsaa helt vel troligt, at Tilstedeværelsen af et katteagtigt Dyr i stort Antal i et Distrikt kunde, med Mellemkomst af først Mus og dernæst Bier, bestemme Hyppigheden af visse Blomster i Distriktet.

Hver enkelt Art støder rimeligvis en eller anden Gang i sin Levetid, til den eller den Aarstid, i dette eller hint Aar, paa Hindringer af et eller andet Slags. Af disse Hindringer vil saa i Almindelighed en enkelt eller et Par Stykker være de stærkeste, men hvor forskjeUige de nu end kunne være i Magt eller Væsen, saa er det dog til Syvende og sidst det Samme de ville, nemlig forringe den paagjældende Arts Individantal. Det kan i nogle Tilfælde godtgjeres, at vidt forskjeUige Hindringer indvirke paa samme Art i de forskjeUige Egne. Naar man betragter en Skrænt, frodig bevokset med Urter og Buske, saa er man meget tilbøjelig til at anse det for ganske tilfældigt, hvilke Arter og hvor mange Individer af hver, der findes paa Skrænten. Men dette er en yderst fejlagtig Anskuelse. Enhver har hørt sige, at naar man rydder en amerikansk Skov, saa mylrer der straks en fra den foregaaende meget forskjellig Planteverden frem. Og nu har man i de sydlige forenede Stater bemærket, at Grunde, hvor der findes Spor af gamle indianske Bygninger, og hvor altsaa Træerne engang i Fortiden ere blevne huggede bort, nu ere bedækkede med de samme Arter i det samme Forhold, som de nærliggende Urskoves aldrig berørte Jordsmon. Hvilken Kamp maa der ikke her have været i lange Aarhundreder igjennem mellem de forskjeUige Træarter, som hvert Aar have udsendt Byger af Frø, hvor har ikke Insekt kæmpet mod Insekt, og Insekterne igjen tilligemed Snegle og andet Kryb mod Rovfugle og Rovpattedyr! Alle have de stridt

[page] 91

for at erobre eller beholde Pladsen, den ene bar ædt den anden eller fortæret Træerne, deres Frø og deres Kimplanter eller ogsaa de Urter, der først dækkede Jorden, — den Jord om hvilken de igjen stredes med Træerne.

Naar et organisk Væsen er ganske afhængigt af et andet, saa staa de i Almindelighed meget langt fra hinanden i Systemet, saaledes som det er Tilfældet med de snyltende Organismer og deres Værter. Det samme Forhold gjenfindevi, naar Talen er om saadanne, som i Ordets egenligste Forstand kæmpe med hinanden om Tilværelsen, saaledes som Græsserne og de græsædende Pattedyr. Kampen kan her være haard nok, men haardest raser den næsten altid mellem Individer af samme Art; thi de søge altid til de samme Egne, de fordre den samme. Næring, og ere udsatte for de samme Farer. Mellem Varieteter af samme Art er Kampen i Almindelighed næsten lige saa haard, og undertiden afgjøres Striden her hurtigt. Saaer man f. Ex. forskjellige Hvedevarieteter sammen og man saa gjensaaer den Blanding, som den første Udsæd har givet, ville nogle af de Varieteter, der bedst passe til Jordbunden,eller Klimaet, eller de, der af Naturen ere de givtigste, trives fremfor de andre, give mere Sæd, og som en Følge heraf ville de i Løbet af nogle faa Aar ganske have undertrykt de andre Varieteter. For at vedligeholde en bestemt Blanding af saa yderst nær beslægtede Former som de forskjelligt farvede Ærtevarieteter maa man hvert Aar indsamle Frø af hver Art for sig og ved Saaningen blande dem i et bestemt Forhold; thi regulerede man ikke saaledes den blandede Udsæd, vilde man Aar for Aar avle Mindre og Mindre af de svagere Sorter og tilsidst slet Intet. Med Faarevarieteterne forholder det sig paa samme Maade; visse Bjergvarieteter skulle saaledes, for-sikkres der, æde Græsset bort for andre Bjergvarieteter, saa at man, hvis man ikke vil, at det ene Hold skal dø af Sult, maa holde dem hver for sig. Det samme skeer, naar man holder forskjellige Varieteter af Blodigler paa

[page] 92

samme Sted. Endelig kunde det maaske nok være tvivlsomt, om nogen af vore dyrkede Planters eller noget af vore Husdyrs Varieteter have saa ganske samme Styrke, samme Livsvaner og samme Konstitution, at en bestemt Blanding kunde beholde sit oprindelige Forhold uforandret en fem, seks Generationer igjennem, ifald de forskjellige Varieteter fik Lov til at kæmpe med hinanden ligesom de vilde Organismer, og hvis man ikke hvert Aar sorterede Frøet eller det unge Afkom.

Kampen for Tilværelsen strengest mellem Individer og Varieteter af samme Art.

Da Arter af samme Slægt i Almindelighed, skjøndt ingenlunde altid, have megen Lighed med hinanden i Livsvaner og Konstitution, og da de altid have det i Bygnings-forhold , vil Kampen for Tilværelsen som oftest være strengere mellem dem end mellem Arter af forskjellige Slægter. Dette se vi f. Ex. af, at en Svaleart, der for nylig har faaet en meget stærk Udbredelse i visse Dele af de forenede Stater, har bragt en anden Svaleart til at aftage i Individantal. Mistel-Droslen er for nylig taget meget til i Antal i visse Egne af Skotland, og Sangdroslerne ere derfor blevne færre. Hvor ofte meldes der os ikke fra de forskjelligste Himmelstrøg, at en Rotteart har taget en andens Plads! I Rusland har den lille asiatiske Kakerlak overalt fordreven den store. I Australien udrydder vor almindelige Bi, som man har indført, Landets egen lille braadløse Bi. Somme Steder har et Slags Agerkaal drevet et andet af Markerne, og saaledes kunde vi fortsætte i det Uendelige. Vi kunne til en vis Grad se, hvorfor Kampen maa være haardest mellem beslægtede Former, som indtage næsten samme Stilling i Naturens Husholdning; men vi kunne neppe i et eneste Tilfælde med Bestemthed sige, hvorfor den ene Art har overvundet den anden.

Af de foregaaende Bemærkninger kunne vi uddrage en Slutning, der er af meget stor Betydning, den nemlig,

[page] 93

at ethvert organisk Væsens hele Bygning staaer i et meget væsenligt, skjøndt ofte dunkelt Forhold til alle de andre organiske Væsners Bygning, det vil da sige med de af dem, som den kommer til at kæmpe med om Plads eller Næring, eller de, som den maa se at undslippe, eller endelig de, blandt hvilke den søger sit Bytte. Dette se vi tydeligt udtalt i den Maade, hvorpaa Tigerens Tænder og Poter ere byggede, ligesaavel som det møder os i Benenes og Munddelenes Forhold hos det lille Snyltedyr, der lever mellem Haarene paa Tigerens Pels. Løvetandsblomsterets nydeligt fnokkede Frø og Vandkalvens sammentrykte og rand-haarede Ben synes derimod ved første Øjekast kun at tale om et Forhold til Elementerne, til Luften og Vandet. Men den Fordel, Planten har ved, at dens Frø har Fnok, staaer dog utvivlsomt i meget nært Forhold til den Omstændighed, at Jorden er meget tæt beklædt med andre Planteformer, ialfald tjener Fnokken da til at gjøre dette ugunstige Forhold mindre føleligt, idet Frøet ved den bæres vidt omkring og derved faaer større Udsigt til at falde i Jord, der ikke har saa tæt et Plantedække. Vandkalvens Ben, der ere byggede saaledes, at de sætte Dyret i Stand til at dykke udmærket, ere jo ogsaa mægtige Allierede i Tilværelseskampen mod de andre Vanddyr, hvad enten det nu gjælder om selv at gjøre Bytte eller om at slippe fri for andre Dyrs Efterstræbelser.

Den Mængde af Næringsstof, der findes i mange Planters Frø, synes ikke ved første Øjekast at kunne have Noget at sige overfor andre Planter. Men den frodige Vækst, som de unge Planter, der fremkomme af saadant Frø (f. Ex. Ærter og Bønner), have, selv naar Frøet er blevet lagt mellem højt Græs, bringer os paa den Formodning, at den væsenligste Nytte, som det omtalte Næringsstof gjør, er den, at det hjælper den unge Kimplante i dens Opvækst i Kampen mod dens kraftigt voksende Naboer*).

*) Medens nogle Planters Frø kun indeslutte et Par smaa Kimblade, Kimknoppen og Kimroden, er der andre, der have meget store

[page] 94

Lad os nu tænke os en Plante, der groer meget frodigt, lige i Hjertet af sin Voksekreds: hvorfor fordobler den ikke sit Individantal, hvorfor bliver der ikke efter-haanden ti Gange saa mange af den? Hvordan skulde vi bære os ad (det er naturligvis kun et Tankeexperiment) med at faa den til at tiltage i Individantal? Vi skulde stille den noget heldigere over for dens Medbejlere eller over for de Dyr, der muligvis leve af den. Vi vide, at den prægtigt kan taale lidt mere Varme eller Kulde, lidt mere Fugtighed eller Tørke; thi den findes jo andetsteds i lidt varmere eller koldere, lidt fugtigere eller tørrere Egne. Lige paa Grændsen af dens Voksekreds vilde en Forandring i dens Konstitution i Forhold til Klimaet naturligvis være heldbringende for en Plante; men vi have god Grund til at tro, at kun meget faa Planter eller Dyr ere udbredte over saa store Strækninger, at de ligefrem skulde blive dræbte af selve Klimaet. Nej, der er en vigtig Faktor, vi maa tage med i Beregningen: Rivaliseringen med andre organiske Væsner. Det er først naar vi komme til det organiske Livs yderste Grændser, til de arktiske Regioner eller til Randen af de goldeste Ørkener,

kjødfulde Kimblade og atter andre, der indeholde et Legeme, der morfologisk talt ikke hører til Kimen, dette Legeme kaldes Frøhvide.. Disse tykke Kimblade og Frøhviden hjælpe neppe med til at optage Næringsstoffer udenfra (ere ikke Assimilationsorganer), men ere selv Næring for den ganske unge Kimplanle, hvis Rodhaar endnu ikke ere komne frem eller ialfald endnu ikke ere saa vidt udviklede, at de kunne tilføre den Næring nok. Derfor optages ogsaa den Næring, de nævnte Organer frembyde, uden Rodhaarenes (i alt Fald uden deres umiddelbare) Medvirkning. Frøhvidens Næringsstoffer opsuges af Kimbladene og Kimknoppen og de tykke Kimblades Sloffer gaa over i den øvrige Kim gjennem Kimbladsstilkene eller Kimknoppen. Den Næringsmængde, Frøhviden og de tykke Kimblade indeholde, kan betragtes som en Sparepenge, Moderplanten giver sit Afkom med, som en Arv, der tages i Brug af den unge Kim i Spiringsøjeblikket; i mange Tilfælde altsaa efter Moderens Død. O. A.

[page] 95

at denne Rivalisering ophører. Landet kan være grumme koldt eller grumme tørt, — der vil dog være Kamp mellem nogle faa Arter eller mellem Individerne af samme Art, om de varmeste eller fugtigste Pletter.

Flytte vi en Plante eller et Dyr fra deres Hjemstavn over til et andet Land, over mellem andre Medbejlere end dem, de havde hjemme, saa ville, om end Klimaet er ganske ens begge Steder, deres Livsbetingelser dog være blevne forandrede i en ganske væsenlig Grad. Vilde vi have dem til at tiltage i Individantal i deres nye Hjem, maatte vi modificere dem paa en ganske anden Maade her, end den, vi skulde bruge i deres egenlige Hjem, thi vi skulde give dem en heldig Stilling overfor andre Medbejlere og andre Fjender.

Det kan være ganske godt i Tankerne at prøve paa at give en Form visse Fordele over en anden. Rimeligvis vilde vi ikke i et eneste Tilfælde vide, hvad vi skulde gjøre, for at det kunde lykkes os. Men det vilde altid gjøre den Nytte, at det vilde overbevise os om, at vi ere yderst uvidende om, i hvilket Forhold de organiske Væsner staa til hinanden indbyrdes; en Overbevisning, der er ligesaa nødvendig, som den synes vanskelig at erhverve. Vi maa foreløbig nøjes med stadigt at huske paa, at ethvert organisk Væsen søger at tage til i Individantal i geometrisk Progression, at det i en eller anden Periode af dets Liv, til en eller anden Aarstid, i hver Generation, eller med visse Tidsmellemrum, maa kæmpe for Tilværelsen og lide meget i Kampen. Ved Tanken om al denne Kamp maa vi trøste os selv ved fuldt og fast at tro, at Naturkampen ikke varer evigt, at der ingen Frygt føles i den, at Døden i Almindelighed er hurtig og at de Kraftige, de Sunde og de Lykkelige overleve den og mangfoldiggjøre sig.

[page 96] FJERDE KAPITEL.

Kvalitetsvalget; eller den Stærkeste lever.

Kvalitetsvalget — dets Styrke i Sammenligning med Racevalgets — dets Magt over ubetydelige Karakterer — dets Magt over alle Aldre og begge Kjøn - Parringsvalget — Krydsning indenfor Arten — Omstændigheder, der begunstige eller hæmme Kvalitetsvalget i dets Virkninger, nemlig Krydsning, isolerethed, Individantal — Langsom Virken — Oddøen, foraarsaget ved Kvalitetsvalget — Karakterdivergens i Forhold til Forskjelligheden mellem Beboere, af det samme lille Strøg og i Forhold til Naturalisering — Hvorledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakter-Divergens og Uddøen paavirker Former, der nedstamme fra samme Art — En Forklaring af alle de organiske Væsners Gruppering — Organisationsfremskridt — Hvordan de lavere Former ere blevne bevarede — Indvendinger — Ensartethed i visse Karakterer, fordi disse ikke er af synderlig Betydning eller ikke ere blevne, paavirkede af Kvalitetsvalget. Ubegrændset Mangfoldiggjørelse af Arterne. Resumé.

Kvalitetsvalget.

Hvorledes vil Kampen for Tilværelsen, som vi i det foregaaende Kapitel have omtalt i al Korthed, virke i Forhold til Varieringen? Kan Ddvælgelsesprincipet, som vi have seet, havde saa stor Betydning, naar Mennesket anvendte det, ogsaa virke i Naturen? Jeg troer, at vi skulle faa at se, at det kan virke saa temmelig godt. Lad os huske vel paa, hvilken uendelig stor Mængde ejendommelige Varieringer, der findes hos vore Husdyr og dyrkede Planter saavelsom, om end mindre hyppigt, hos Organismerne i vild Tilstand, og lad os saa heller ikke glemme, hvor stærk Tendensen til Arvelighed er. Om de forædlede

[page] 97

Racer kan det med Rette siges, at deres hele Organisation er til en vis Grad plastisk. Men denne store Variabilitet er ikke direkte bleven frembragt af Mennesket (baade Hooker og Asa Gray have henledet Opmærksomheden her-paa); thi Mennesket kan ligesaalidt fremtvinge Varieringer, som han kan holde dem borte, han kan blot bevare og saml« dem, der komme. Sig selv uafvidende udsætter han de organiske Væsner for ny og skiftende Livsbetingelser, og deraf følger saa Variabilitet; men lignende Forandringer i Betingelserne kunne ogsaa forekomme tide i Naturen og forekomme virkelig. Lad os ogsaa huske paa, hvor uendeligt indviklede og hvor nøje afpassede alle organiske Væsners Forhold ere, baade deres Forhold fil hinanden indbyrdes og til de fysiske Livsbetingelser, og lad os ikke glemme den'Mangfoldighed af Bygningsforskjelligheder, der, som en Følge deraf, kunne være de organiske Væsner til Nytte i Tilfælde af, at Livsbetingelserne skifte. Og da det har viist sig, at der opstaaer Varieringer, som ere nyttige for Mennesket, er det da saa utænkeligt, at der i Løbet af Tusinder af Generationer en Gang imellem skulde kunne fremkomme Varieringer, der paa en eller anden Maade kunde være Organismen selv til Nytte i den store, indviklede Kamp for Tilværelsen? Og fremdeles, dersom der nu skulde vise sig saadanne Varieringer, er der saa nogen Grund til at tvivle om, at de Individer, der ere om end aldrig saalidt heldigere stillede end de andre, at de have bedst Udsigt til at blive i Live *) og formere sig. Paa den anden Side kunne vi være temmelig sikkre paa, at en Variering, der i en nok saa ringe Grad er skadelig for Individet, neppe vil faa Lov til at vise sig i ret mange Generationer. Denne Bevaren af de Individet gavnlige Varieringer og Tilintetgjøren af de Individet skadelige Varieringer kalder jeg Naturens Kvalitetsvalg. Saadanne

*) Husk, at der fødes mange flere Individer end Tilværelsen kan rumme! O.

7

[page] 98

Varieringer, som hverken gavne eller skade det paagjældende Individ, kunne ikke paavirkes af Kvalitetsvalget og ville enten holde sig som et fluktuerende Element, (som Tilfældet maaske er med visse polymorfe Arter) eller tilsidst blive fæstnede, ganske efter som Organismens eller Betingelsernes Natur er i de enkelte givne Tilfælde.

Nogle Forfattere have misforstaaet Begrebet: Naturens Kvalitetsvalg, andre have gjort Indvendinger mod det. Der er endogsaa dem, der have sat sig i Hovedet, at Naturens Kvalitetsvalg foranlediger Variabilitet, medens der dog virkelig ikke er sagt Andet om det, end at det bevarer saadanne forhaandenværende Varieringer, som kunne være heldbringende for et Væsen med disse eller hine Livsbetingelser. Der er Ingen, der gjer Indvendinger, naar Agronomen taler om Racevalgets Virkninger, og dog er det et' ganske analogt Udtryk, idet det her ligeledes er Naturen, der først giver de individuelle Varieringer, som saa senere samles eller øges med dette eller hint Maal for Øje. Man har sagt, at Begrebet Kvalitetsvalg forudsætter en bevidst Vælgen hos de Dyr, der blive modificerede, og man har endogsaa drevet sin Logik saa vidt, at man har sluttet saaledes, at da Planterne ingen Vilje have, saa kan Kvalitetsvalget slet ikke have Noget at gjøre med dem. Ganske vist! naar man hænger sig fast i Ordenes bogstavelige Betydning, saa er Udtrykket: Naturens Kvalitetsvalg ikke korrekt; men hvorfor gjør man saa ikke Indvendinger, naar Kemikerne tale om de forskjellige Grundstoffers Valgslægtskab, for det er dog heller ikke korrekt at sige, at en Syre vælger den Base, med hvilken den foretrækker at indgaa en Forbindelse? Man bebrejder mig, at jeg taler om Naturens Kvalitetsvalg, som om det var en aktiv Magt eller Guddom; men kan man da ikke rette de samme Bebrejdelser mod en Forfatter, der siger, at Tyngdekraften styrer Planeternes Bevægelser? Enhver veed jo dog meget godt, hvad der menes med saadanne billedlige Udtryk, og veed, at de næsten ere uundgaaeligt nødvendige for Kort-

[page] 99

hedens Skyld. Det er ogsaa vanskeligt at undgaa at personificere Ordet: Natur; men jeg mener ikke Andet dermed end de mange Naturloves Virken og Virkninger, og ved Love forstaaer jeg den Uforanderlighed i Fænomernes Følgen paa hinanden, som vi have iagttaget. Naar man har beskjæftiget sig lidt med det foreliggende Emne, vil man snart have glemt saadanne overfladiske Indvendinger.

Vi ville bedst forstaa, hvorledes Kvalitetsvalget fore-.gaaer, ved at tage et Exempel. Et Land undergaaer en eller anden lille fysisk Forandring f. Ex. en Klimatfor-andring. Næsten øjeblikkelig ville de Talforhold, hvori Landets Beboere staa til hinanden, blive forandrede; visse Arter ville maaske uddø. Vi have seet, hvor nøje og hvor indviklet det Forhold er, der bestaaer mellem et Lands organiske Væsner, og heraf slutte vi, at en Forandring i Forholdene mellem nogles Individantal (ganske bortseet fra den Forandring, selve Klimaet kunde afstedkomme) vilde paavirke de andres meget stærkt. Dersom Landet ingen naturlige Grændser havde, vilde der ganske vist indvandre nye1 Former, og denne Omstændighed vilde da i høj Grad forstyrre de oprindelige Beboeres Forhold til hinanden indbyrdes. Vi have jo alt tidligere seet, hvilken mægtig Indflydelse Indførelsen af et enkelt Træ eller Dyr kan have paa en Egns organiske Væsner. Dersom nu vort Land var en 0 eller var begrændset af høje Bjerge eller andre naturlige Hindringer, der ikke vilde tilstede ny og bedre afpassede Former fri Adgang, saa vilde der blive Pladser i Naturens Husholdning, som vilde blive bedre besatte, ifald nogle af Landets oprindelige Arter bleve en Del modificerede; thi havde Landet været aabent tor Fremmede, saa vilde nogle af disse have taget de nævnte Pladser i Besiddelse. Smaa Modifikationer, som paa nogen Maade kunde være heldige for en Arts Individer ved at gjøre dem mere skikkede til at leve under de forandrede Livsbetingelser, vilde i saa Tilfælde blive bevarede og

7*

[page] 100

Kvalitetsvalget vilde saa være i Gang med sine Forbedringer.

Vi have Grund til, som det er sagt i første Kapitel, at tro, at Forandringer i Livsbetingelserne fremkalde en Tendens til at variere, og i det nys brugte Exempel ere vi gaaede ud fra den Antagelse, at Betingelserne ere blevne forandrede, hvilket aabenbart vilde være heldigt for Kvalitetsvalget, idet der derved bliver større Udsigt til, at Varieringer, der ere heldbringende for de paagjældende Organismer, kunne fremkomme: og kommer der ikke saa-danne Varieringer, kan Kvalitetsvalget slet Intet gjøre. I Betegnelsen: Varieringer, maa man vel mærke, ere de blot og bar individuelle Forskjelligheder altid med-indbefattede. Da Mennesket kan opnaa meget store Resultater for sine \ Husdyrs og dyrkede Planters Vedkommende blot ved at samle de individuelle Forskjelligheder med et bestemt Maal for Øje, saa vilde disse naturligvis ogsaa være tilstrækkelige for Naturen, saameget mere, som den har en uden Sammenligning længere Tid at virke i. Jeg troer da heller ikke, at der behøves nogen stor fysisk Forandring (f. Ex. en Forandring i Klima eller en usædvanlig høj Grad af Isolerethed, der kunde tjene til at forhindre Indvandring af nye Arter) til at skaffe Kvalitetsvalget nye og ubefolkede Pladser, som det saa kunde befolke ved at modificere og forbedre nogle af Egnens varierende Beboere. Thi da alle et Lands Beboere kæmpe mod hinanden med næsten nøjagtig samme Styrke paa begge Sider, saa vilde overordenlig smaa Ændringer i en Arts Bygningsforhold eller Sædvaner ofte stille den noget heldigere end andre Arter, og endnu flere Ændringer i samme Retning vilde ofte gjøre den heldige Stilling endnu heldigere, forudsat at dens Livsbetingelser forøvrig ikke forandredes, og at der ikke kom nye Fjender til. Man kan ikke nævne et eneste Land, i hvilket alle de der hjemmehørende organiske Væsner nu ere saa nøje tillæmpede efter hinanden og efter de fysiske Livsbetingelser, under

[page] 101

hvilke de leve, at de jo ikke skulde kunne tillæmpes endnu nøjere; thi i alle Lande ere de indfødte Organismer forsaavidt blevne besejrede af naturaliserede, som de have maattet lade Fremmede tage fast Stade i Landet. Og eftersom saaledes Fremmede i hvert enkelt Land have overvundet nogle af de Indfødte, kunne vi med Sikkerhed slutte, at de øvrige Indfødte kunde være blevne modificerede saa fordelagtigt, at de bedre havde kunnet modstaa Invasionen.

Da nu Mennesket kan opnaa og visselig ogsaa har opnaaet store Resultater ved sin ubevidste og sin methodiske Udvælgelse, hvad inaa da ikke Naturen kunne drive det til? Mennesket kan kun indvirke paa ydre, paa synlige Karakterer. Naturen har ikke nogen særlig Forkjærlighed for det Ydre, den paavirker det, hvis det er nyttigt at paavirke det, men den er ikke indskrænket hertil, den kan indvirke paa hvert eneste indre Organ, paa enhver nok saa lille Afskygning af konstitutionel Forskjellighed, paa hele Livsmekanismen. Mennesket udvælger kun for sin egen Skyld, Naturen kun for det paagjældende Væsens, og den har fuldstændig Raadighed over de Karakterer, den paavirker, hvad jo i og for sig allerede ligger deri, at den kan udvælge dem. Mennesket holder Væsner, der høre hjemme i de forskjelligste Jordstrøg, i et og samme Land; han udvikler sjeldent hver enkelt af de udvalgte Karakterer paa en egen og netop for den passende Maade; han giver en lang- og en kortnæbet Due samme Føde, han behandler ikke et langrygget eller langbenet Pattedyr efter en særegen Methode, og han udsætter Faar med lang Uld og Faar med kort Uld for det samme Klimas Indvirkninger. Han lader ikke de kraftigste Hanner kæmpe om Hunnerne. Han dræber ikke uden Barmhjertighed alle de mindre godt udviklede Individer, men beskytter tvertimod til enhver Tid, saavidt det staaer i hans Magt, alle sine Dyr. Han gaaer ofte ved sin Udvælgen ud fra en halv monstrøs Form, eller i det Mindste fra en Form, der er saa stærkt modifi-

[page] 102

ceret, at den enten allerede stikker i Øjnene eller tydeligt nok kan skjønnes at være nyttig. I Naturen derimod, der vipper den mindste Afvigelse i Bygning eller Konstitution øjeblikkelig den af Tilværelseskampen fint balancerede Vægt, og Afvigelsen gjøres frugtbringende. Og endelig, hvor flagrende og ubestemte ere ikke Menneskets Ønsker og Arbejde! Hvor kort er ikke hans Tid! Og hvor fattige maa derfor ikke de Resultater, han opnaaer, blive i Sammenligning med dem, Naturen naaer til, Naturen, der kan arbejde Slægtled for Slægtled, hele geologiske Perioder igjennem! Er det da til at undre sig over, at Naturens Frembringelser have et langt mere helstøbt Udseende end Dyrkningens, at dens Former ere uendeligt bedre afpassede efter de mest sammensatte Livsbetingelser, og at de i fuldeste Maal have Fuldendelsens stolte Præg?

Med et billedligt Udtryk kunde man sige, at Kvalitetsvalget Dag for Dag, Time for Time, den ganske Verden over, nøje vogter paa selv de allermindste Varieringer, forkastende de daaiiige, bevarende og samlende alle de gode; tavst og umærkeligt arbejdende paa, naar og hvor Lejlighed gives, at forbedre hvert enkelt organisk Væsens Forhold til dets organiske og uorganiske Livsbetingelser. Vi se Intet til disse langsomme Forandringer, medens de foregaa; først naar de have været i Virksomhed i Aar-hundreder, kunne vi se den samlede Sum af deres Arbejde, men det er dog kun et meget ufuldkomment Syn vi have paa hine længst forsvundne Tider, og vi se egenlig ikke stort Mere, end at Livets Former nu ere forskjellige fra, hvad de tidligere vare.

For at der skal kunne foregaa en betydelig Forandring nogetsteds, maa Forholdet være dette, at en Varietet ikke, naar den en Gang er bleven dannet, bliver staaende, men at den igjen — dog maaske undertiden først efter længere Tids Forløb — varierer eller frembyder individuelle For-skjelligheder af den samme gunstige Natur, som de den alt tidligere maa have frembudt: og her maa saa igjen

[page] 103

visse bestemte Forskjelligheder bevares og saaledes videre, Skridt for Skridt fremad. Eftersom nu individuelle Forskjelligheder af alle Slags stadigt fremkomme, har man neppe nogen Grund til at betegne denne Antagelse som urimelig; men om Alt dette forøvrigt virkelig har fundet Sted, det maa skjønnes af, hvorvidt vor Hypothese staaer i Overenstemmelse med og forklarer de almindelige Naturfænomener. Paa den anden Side støtter den almindelige gængse Antagelse (den nemlig, at der for Varieringen er visse bestemte snevre Grændser, der ikke kunne overskrides) sig kun paa en blot og bar Paastand.

Omendskjøndt Kvalitetsvalget kun kan virke ved og for det, der er heldbringende for hvert enkelt Væsen, kan det dog paavirke Karakterer og Bygningsforhold, som man i Almindelighed er tilbøjelig til at anse for meget ubetydelige. Naar man seer, at de løv-ædende Insekter ere grønne og de bark-ædende graaplettede, at Fjeldenes Rype er hvid om Vinteren, og at Rød-Hjerpen har Lynghedens Farve, saa kommer man til at tro, at Farverne ere nyttige for de nævnte Insekter og Fugle ved at beskytte dem mod Farer. Dersom Hjerperne ikke i en eller anden Del af deres Levetid bleve stærkt medtagne, vilde deres Individantal naa en forbavsende Højde; thi det Antal, der falder som Bytte for Rovfugle, er overordenlig stort. Da nu Høgene finde deres Bytte ved Synets Hjælp (der er saaledes Steder paa Fastlandet, hvor man undgaaer at holde hvide Duer, da de ere mest udsatte for at blive tagne af Rovfuglene), maa Kvalitetsvalget kunne udvirke en Del ved at give hver Slags Hjerpe en egen Farve, og ved, naar Farven var vundet, at vedligeholde den uforandret. Det, at der lejlighedsvis bliver ødelagt Dyr af en vis bestemt Farve, kan ogsaa have sin store Betydning; man erindre, hvor væsenligt det er i en Hjord hvide Faar at dræbe hvert eneste Lam, der har selv det svageste Spor af Sort paa sig. Vi have seet, hvorledes i Florida Farven af de Svin, der leve af Farveroden, afgjør, om Dyrene

[page] 104

skulle leve eller dø. Botanikerne anse Frugternes Dun og Frugtkjødets Farver for Karakterer af yderst ringe Betydning og nu erfare vi dog fra en udmærket Havemand, Downing, at den glatte Frugt i de nordamerikanske Fristater lider meget mere end den dunede af en vis lille Snudebilleart, og at røde Blommer angribes langt stærkere af en bestemt Sygdom end de gule, medens gulkjødede Ferskner angribes meget mere af en anden Sygdom end Ferskner med anderledes farvet Kjød. Dersom disse Smaaforskjelligheder ved Frugterne næsten bestemmer det Udbytte, de forskjellige Varieteter skulle give, her hvor dog Havekunsten hjælper paa hvert enkelt Individ, saa kan man nok indse, at dersom Træerne vare vilde og kæmpede med hinanden indbyrdes, med andre Træer og endnu en Mangfoldighed af andre Fjender, saa vilde de nævnte Smaaforskjelligheder komme til at afgjere, om det blev det Træ, der havde glat, eller det, der havde dunet Frugt, det med purpurfarvet eller dét med gult Frugtkjød, der skulde gaa af med Sejren.

Overfor mange af de mellem Arterne bestaaende smaa Forskjelligheder, der synes os i vor Uvidenhed aldeles uvæsenlige, maa vi vel huske paa, at Klima, Næring osv. kan have havt nogen direkte Indflydelse. Heller ikke maa man glemme, at naar en Del varierer og Varieringerne samles af Kvalitetsvalget, kan der i Følge Loven for korrelativ Varieren ofte medfølge Modifikationer, som man slet ikke havde gjort Regning paa.

Som vi tidligere have omtalt, søge de Varieringer, der lade sig tilsyne hos vore tæmmede Dyr og dyrkede Planter paa et vist bestemt Udviklingstrin, at komme frem paa et tilsvarende Trin hos Afkommet; — det er jo f. Ex. Tilfældet med Frøets Form, Størrelse og Smag hos mange af vore Kjøkkenurters og Sædarters Varieteter, med Silkeormevarieteternes Larve- og Kokontilstande, med Fjerkræets Æg og med Dunbeklædningens Farve hos deres Unger, endelig med Hornene hos næsten voksne Køer

[page] 105

og Faar. tide i Naturen er Forholdet det samme, Kvalitetsvalget paavirker og modificerer organiske Væsner af hvilkensomhelst Alder ved at samle de Variaringer, der ere heldbringende for hvert af de paagjældende Alderstrin, og Afkommet bliver delagtig i Modificationerne paa samme Alderstrin som Forfædrene. Dersom en Plante kan have nogen Nytte af, at dens Frø af Vinden bliver ført endnu videre om, end det hidtil har været Tilfældet, saa kan jeg ikke indse, hvorfor Kvalitetsvalget skulde have større Vanskelighed med at bevirke dette, end Bomuldsdyrkeren har med at forøge og forbedre Dunene i sine Bomulds-træers Kapsler, ved Hjælp af Racevalget. Kvalitetsvalget kan forandre og læmpe en Larve efter en hel Snes Forhold, der ere vidt forskjellige fra dem, hvorunder det fuldkomne Insekt kommer til at leve, og disse Modifikationer kunne saa ved Korrelation komme til at indvirke paa det Sidstnævntes Bygningsforhold; omvendt kunne de Forandringer, det fuldkomne Insekt undergaaer, komme til at indvirke paa Larvens Bygningsforhold; men i alle de enkelte Tilfælde skal Kvalitetsvalget nok passe paa, at de omtalte Forandringer ikke komme til at skade Dyret paa noget af dets Udviklingstrin, da Arten i modsat Tilfælde vilde uddø.

Kvalitetsvalget modificerer de Unges Bygningsforhold med bestemt Hensyn til Forældrene og Forældrenes med Hensyn til de Unge. Hos sociale Dyr*) vil det læmpe hvert enkelt Individs Bygningsforhold paa en saadan Maade, at Forandringen gavner hele Samfundet. Hvad Kvalitetsvalget ikke kan gjøre, det er: at omforme en Arts Bygningsforhold til Fordel for en anden Art, uden at den omformede Art selv vinder Noget ved Forandringen. I flere naturhistoriske Værker findes der rigtignok Exempler, der hævde det Modsatte, men de ere altfor skrøbelige til at kunne taale nogen nøjeregnende Kritik. Et Bygningsfor-

*) Hermed menes Dyr, der leve i Flok eller Koloni. 0. A.

[page] 106

hold, som kun tjener Dyret til Nytte en eneste Gang i hele dets Levetid, kan — hvis det da er af stor Betydning for Dyret — til en vis Grad blive modificeret af Kvalitetsvalget. Exempelvis skal jeg nævne visse Insekters store Munddele, der udelukkende benyttes til at aabne Puppehylsteret med, og den haarde Spids, der findes paa Fugleungens Næb, og som bruges til at bryde Æggeskallen. Der siges,, at af de bedste kortnæbede Tumlere døer Størstedelen i Ægget, fordi de ikke kunne komme ud, og Dueopdrætteren maa derfor ofte hjælpe til. Dersom nu Naturen skulde have den udvoksne Fugls Næb gjort meget kort, fordi dette paa en eller anden Maade vilde være Dyret tjenligst, saa vilde denne Omændring foregaa meget langsomt, fordi Kvalitetsvalget samtidig meget stærkt vilde, paavirke Ungerne i Ægget, saaledes nemlig, at det lod alle dem, der havde svage Næb, ynkelig omkomme, medens det skaanede dem, der havde de stærkeste og haardeste Næb; eller ogsaa vilde det henvende sin Opmærksomhed paa selve Æggeskallerne og da af dem foretrække de fineste og skøreste. (Æggeskallens Tykkelse varierer nemlig lige saa vel som alt Andet.)

Parringsvalget.

Da der ofte blandt de forædlede Dyreracer hos et af Kjønnene viser sig Ejendommeligheder, som kun nedarves til det paagjældende Kjøn, maa vel ogsaa det Samme finde Sted blandt de vilde Dyr, og i saa Fald vil Kvalitetsvalget blive i Stand til at modificere det ene Kjøns Funktionsforhold til det andet Kjøn eller (som det er Tilfældet med visse Insekter) begge Kjønnenes forskjellige Livsvaner. Jeg maa vel derfor i al Korthed gjøre Rede for, hvad det er, jeg forstaaer ved Parringsvalg (sexual selection). Parringsvalget betinges ikke af Kampen for Tilværelsen, men af en Kamp mellem Hannerne om Hunnerne. Den Skjæbne, der rammer den uheldige Deltager i Kampen, er ikke Død og Fordærvelse, men det Uheld: kun

[page] 107

at blive Fader til et faatalligt Afkom eller, i værste Tilfælde, slet ikke at blive Fader. Parringsvalget er saaledes ikke saa voldsomt i sine Virkninger som Kvalitetsvalget. I Almindelighed ville de kraftigste Hanner (d. v. s. de, som passe bedst til de tilstedeværende Livsbetingelser) efterlade sig det talrigste Afkom. Men i mange Tilfælde er det ikke selve den fysiske Styrke, men Tilstedeværelsen af eller Manglen paa visse, Hankjønnet ejendommelige Vaaben, der bestemme Kampens Udfald. En hornløs Hjort eller en sporeløs Hane have kun ringe Udsigt til at efterlade sig et talrigt Afkom. Parringsvalget maa nok kunne give ubetvingeligt Mod, øge Sporernes Længde og styrke Lemmerne, saaledes at Sporerne kunne hugges dybere ind; ialfald forbedre de brutale Hanekæmpere deres Flokke ved omhyggeligt at udvælge de bedste Haner til Tillægs-dyr. Jeg veed ikke, hvor lavt i Systemet Kampene forekomme; men der foreligger Beskrivelser af Han-Alligatorers Kamp om Hunnerne, hvori de første siges at brøle og hvirvle rundt som Indianerne i en Krigsdands, man har seet Han-Laks kæmpe en hel Dag til Ende, Han-Egehjorte have tidt Saar, som ere bibragte dem af andre Hanners vældige Kindbakker, og den uforlignelige Iagttager, Hr. Fabre, har hyppig seet visse Hvepse kæmpe om en bestemt Hun, der sidder og seer til som en tilsyneladende uinteresseret Iagttager, og som, naar Kampen er afgjort, gaaer sin Vej med Sejerherren. Kampen er maaske mest voldsom mellem Hannerne af de Dyr, der leve i Polygami, ligesom det ogsaa synes, som om de hyppigst vare forsynede med særegne Vaaben, Rovdyrenes Hanner synes at være tilstrækkeligt væbnede uden Parringsvalgets Mellemkomst, men det kan dog nok være, at det alligevel er dette, der har givet dem og andre Dyr visse Forsvarsvaaben, f. Ex. Løvens Manke og Han-Laksens krogede Underkjæbe, og Skjoldet kan vel nok siges at være til lige saa megen Nytte i Kampen som Sværdet og Spydet.

Blandt Fuglene have Sammenstødene ofte en mindre

[page] 108

voldsom Karakter. Alle de, der have havt deres Opmærksomhed henvendt paa dette Spørgsmaal, tro, at der mellem mange Arters Hanner finder en meget animeret Væddestrid Sted om ved Sang at drage Hunnerne til sig. Klippedroslen fra Guiana, Paradisfuglene og flere Andre forsamle sig i Flokke, og flere Hanner udfolde, en efter en, deres pragtfulde Fjerdragt og vise sig i forskjellige burleske Stillinger, Alt for Hunnerne, der ere Tilskuere til denne mærkelige Komedie, og som, naar den er forbi, vælge sig de mest tiltrækkende Skuespillere til Livsledsagere. De, der særlig have givet sig af med Fugle i fangen Tilstand, vide helt vel, at disse ofte fatte Forkjærlighed for visse Individer, medens andre ere Gjenstand for et afgjort Mishag. Hr. R. Heron har saaledes beskrevet, hvor overordenlig yndet en spraglet Paafuglehane var af alle hans Hunner. Jeg kan ikke her indlade mig med alle de til en grundig Drøftelse af Spergsmaalet nødvendige Detailler, men det forekommer mig forøvrig indlysende nok, at hvis Mennesket i en kort Tid kan give sine Bantam-Haner elegant Holdning og Skjønhed, der nøje svarer til de Begreber, han har om det Skjønne , saa maa Hunfugle ved gjennem Tusinder af Generationer at udvælge de Hanner, der efter deres Smag ere de tonerigeste og skjønneste, ogsaa kunne faa udvirket en Del. Nogle temmelig godt kjendte Love angaaende Han- og Hunfuglenes Fjerbeklædning i Forhold til Ungernes kunne forklares ved Parringsvalgets Indvirken paa Varieringer, der ere fremkomne i forskjellige Aldre og ere blevne .nedarvede til Hannerne alene eller til begge Kjøn i en tilsvarende Alder; men jeg har her ikke Plads til at indlade mig nærmere paa dette Emne.

Jeg troer da altsaa, at naar et Dyrs Hanner og Hunner have hovedsagelig de samme Livsvaner, medens de afvige fra hinanden i Bygning, Farve og Prydelser, saa skyldes saadanne Forskjelligheder fornemmelig Parrings-valgets Paavirkninger; og det er da gaaet til paa den Maade, at nogle mandlige Individer, gjennem flere paa

[page] 109

hinanden følgende Generationer, have været ganske lidt heldigere stillet med Hensyn til Vaaben, Forsvarsmidler eller Skjønhed (i hvad Retning det nu være vil) end de andre Hanner, og at hine saaledes beguntigede Individer have nedarvet disse Fordele til deres mandlige Afkom. Jeg skulde dog ikke holde af at skrive alle saadanne Forskjelligheder mellem Kjønnene paa Parringsvalgets Regning; thi vi se hos vore Husdyr Ejendommeligheder, der ikke kunne siges at være nyttige, opstaa og holde sig alene til det mandlige Kjøn (Exempler herpaa ere Hudkammens temmelig stærke Udvikling hos Brevduehannen, de hornagtige Udvækster hos visse Hanner o. s. v.). Ganske analoge Tilfælde møde os ogsaa i Naturtilstanden; den Haardusk f. Ex. der findes paa den kalkunske Hanes Bryst, kan ikke være til nogen Nytte, og den kan vel hellerikke siges at være forskjønnende; hvis den var fremkommen i Fangenskab, vilde der virkelig heller ikke have været nogen Meningsforskjel om, hvorvidt den skulde ansees for en monstrøs Dannelse eller ej.

Illustrationer til Kvalitetsvalgets Virkemaade.

For at gjøre det rigtig klart, hvorledes jeg mener, at Kvalitetsvalget virker, maa det være mig tilladt som oplysende Illustrationer at benytte et eller to Tankeexperi-menter. Lad os f. Ex. tænke os en Ulv, der levede af forskjellige Slags Pattedyr, idet dens Snedighed hjalp den til at faa fat paa nogle, dens Styrke paa andre og dens Uartighed paa atter andre; og lad os endvidere antage, at det fodrappeste af de Dyr, den levede af— lad det f. Ex. være en Hjorteart — paa Grund af en eller anden Forandring, der var foregaaet med Landet, var taget til i Antal, eller ogsaa at de andre Dyr, som tjente Ulven til Næring, vare tagne af i Antal, netop paa den Tid af Aaret, da Ulven er i størst Betryk for Føde. Under saadanne Omstændigheder vilde de rappeste og lettest byggede Ulve have størst Udsigt til at beholde Livet og vilde saaledes

[page] 110

blive bevarede eller udvalgte, stadigt under Forudsætning af, at de samtidig ogsaa havde Styrke nok til at holde fast paa deres Bytte, og da forøvrig ogsaa til andre Tider, naar Omstændighederne nødte dem til at jage et andet Slags Dyr. Jeg indseer ikke, hvorfor man skulde tvivle om dette, da man dog veed, at Mennesket kan gjøre sine Mynder mere rapfodede ved omhyggeligt og methodisk Racevalg eller ved ubevidst Racevalg, hvilket Sidste egentlig ikke bestaaer i Andet, end at de, der holde Hunde, passe paa at holde saa gode Exemplarer som muligt, uden forøvrig at tænke paa at modificere Racen. Jeg maa, med Hensyn til hvad der ovenfor er sagt om Ulve, tilføje, at efter Hr. Pierce beboes Cat-skill-Bjergene i de forenede Stater af to Ulvevarieteter, af hvilke den ene, der er let og myndeagtig bygget, søger sit Bytte blandt Hjortene, medens den anden, der er mere tung og har kortere Ben, hyppigst angriber Faareflokkene. Man maa vel mærke, at jeg ovenfor taler om, at de letteste Ulveindivider ere blevne bevarede, og ikke om, at noget Saadant er skeet med en enkelt stærkt udpræget Variering. I tidligere Udgaver af dette Værk faldt mine Ord undertiden saaledes, som om dette Sidste ofte var hændt. Jeg saa, hvilken stor Betydning de individuelle Forskjelligheder havde, og dette fik mig til udførligt at undersøge Resultaterne af Menneskets ubevidste Racevalg, der beroer paa, at man bevarer de bedst stillede eller værdifuldeste Individer, og paa, at man dræber de daar-ligste. Jeg saa fremdeles, at det i Naturen kun vilde ske meget sjeldent, at en eller anden lejlighedsvis forekommende Bygningsafvigelse, en Monstrøsitet f. Ex., blev bevaret, og at den, ifald den blev det, i Almindelighed, vilde gaa tabt ved Krydsning med de normale Individer. Ikke desto mindre fik jeg ikke, før jeg havde læst en dygtig og værdifuld Afhandling i »Nord-britisk Revue« (1867), rigtig Øjnene op for, hvor sjeldent enkelte Varie-ringer, enten de nu vare lidt eller meget udprægede, kunde

[page] 111

holde sig. Forfatteren vælger som Exempel et Par Dyr, der i hele deres Levetid frembringe et Afkom paa en tohundrede Individer, af hvilke, paa Grund af forskjellige fordærvelige Indvirkninger, gjennemsnitlig kun to blive i Live og frembringe et Afkom, der har deres og Forældrenes Ejendommeligheder. (Dette er nu imidlertid et vel højt ansat Dødelighedstal for de højere Dyrs Vedkommende, men ingenlunde for de lavere Organismers.) Fremdeles viser han, at dersom der blev født et eneste Individ, som varierede paa en eller anden Maade, og der gaves det dobbelt saa stor Udsigt som de andre Individer til at blive i Live, vilde dets Udsigter dog blive meget tynde. Men sæt alligevel, at det lever og yngler, og at det halve Antal Unger nedarve den omtalte heldige Variering, saa vil, udvikler Forfatteren, Ungerne dog kun have en ganske lidet bedre Udsigt til at holde sig i Live og forplante sig, og denne Udsigt vil tage af med hver kommende Gene-tion. Jeg troer ikke, man kan bestride Rigtigheden af disse Bemærkninger. Dersom f. Ex., en eller anden Fugleart kunde komme lettere til sin Føde, hvis dens Næb var krummet, og der saa fødtes et Individ med stærkt krummet Næb, hvilken Egenskab altsaa vilde stille Individet meget heldigt, saa vilde dog denne ene Fugl kun have meget ringe Udsigt til at blive Grundlægger af en egen Varietet, der var Hovedarten overlegen; men der er ingen Tvivl om (at dømme efter, hvad der finder Sted blandt Husdyrene), at dette Resultat vilde opnaaes ved, at der, mange Generationer igjennem, bevaredes et stort Antal Individer med mere eller mindre \rummede Næb, og ved, at der blev tilintetgjort et endnu større Antal af dem med lige Næb.

Man maa imidlertid ikke overse, at visse Varieringer, som Ingen kunde finde paa at regne for blot og bar individuelle Forskjelligheder, hyppigt dukke frem, derved, at ensartede Organiseringer ere blevne ens paavirkede; herpaa kunde der anføres utallige Exempler, hentede fra Husdyr

[page] 112

og dyrkede Planter. Dersom, i saadanne Tilfælde, et varierende Individ ikke ligefrem nedarvede sin nys-erhvervede Ejendommelighed til sit Afkom, vilde det utvivlsomt, saalænge som de forhaandenværende Livsbetingelser forbleve de samme, nedarve en endnu stærkere Tendens til at variere paa samme Maade til sine Unger. Livsbetingelserne kunde nu i og for sig virke paa en saa energisk og bestemt Maade, at de frembragte den samme Modifikation hos alle Artens Individer, uden Medvirkning af Udvælgelsen. Men lad os antage, at Livsbetingelserne kun havde Styrke til at paavirke en Tredie-Fjerde- eller Tiende-Del af Individerne, (og vi kunde da nævne for-skjellige saadanne Tilfælde; Graba regner saaledes f. Ex. at en Femtedel af Færøernes Tejster, der alle parres indbyrdes, dannes af en godt udpræget Varietet, som tidligere ansaaes for en egen Art Uria lacrymans (ringeløjet Tejste) kaldet: i slige Tilfælde vilde, dersom Varieringen var af en heldbringende Natur, den oprindelige Form, ved Kvalitetsvalgets Hjælp, snart blive afløst af den modificerede Form.

Med Hensyn til Virkningerne af Krydsning og Rivalisering maa man vel huske paa, at de fleste Dyr og Planter holde sig paa bestemte Steder og ikke strøjfe omkring, uden at det er nødvendigt; dette sees endogsaa at være Tilfældet med Trækfuglene, der næsten altid vende tilbage til samme Egn. Som en Følge heraf vilde en nysdannet Varietet sædvanligt være lokal i Begyndelsen, hvilket da ogsaa synes at være Reglen for de vilde Varieteter; saa at ens modificerede Individer temmelig tidligt vilde forekomme samlede i mindre Hobe og saaledes ofte komme til at staa i kjønsligt Forhold til hinanden. Var nu den ny Varietet heldig i sin Kamp for Tilværelsen, saa vilde den brede sig videre og videre, med sit første Findested som Centrum, idet den kæmpede med de uforandrede Individer og besejrede dem. Hvad Krydsningen angaaer, da skulle vi senere komme tilbage til den. De,

[page] 113

der ikke have givet sig af med Naturhistorie, kunde maa-ske gjøre den Indvending, at en længe fortsat Ophobning af individuelle Forskjelligheder ikke kan frembringe Dele eller Organer, der synes os ny og ofte ere kaldte saaledes; men som vi senere skulle se, er det vanskeligt at udfinde et eneste godt Exempel, paa et virkeligt nyt Organ; selv et saa sammensat og fuldkomment Organ som Øjet kan Trin for Trin forfølges ned til et ganske simpelt Væv, der har en ubestemt Fornemmelse af Lys.

Det kunde dog nok være Umagen værd at give en anden og mere indviklet Illustration til Kvalitetsvalgets Virkemaade. Visse Planter afsondre sød Saft, øjensynligt for at udskille visse skadelige Stoffer; dette udføres f. Ex. hos nogle Ærteblomstrede (Leguminosæ) af Smaakjertler ved Akselbladenes Grund og hos det almindelige Lavrbærtræ af Bladenes Underside. Denne Saft, skjøndt meget sparsomt forekommende, søges begjærligt af Insekterne; men disse Insektbesøg gjøre ikke Planten nogen Nytte. Lad os nu antage, at Saften eller Nektaren hos et vist Antal Planter, af lige meget hvilke Arter, udsvedtes af Blomsternes indvendige Side. De Insekter, der søgte Nektaren, vilde, da blive overstøvede med Støvkorn og vilde da, sikkert nok, ofte bringe Støvkorn fra en Blomst over til en anden. Blomsterne paa to forskjellige Individer af samme Art vilde saaledes blive krydsede, og denne Krydsning vilde, som vi have al mulig Grund til at tro, give et meget kraftigt Afkom, der selvfølgelig vilde have meget gode Udsigter til at leve og blomstre. De Planter, hvis Blomster havde de største Kjertier eller Nektarier (Honninggjemmer), af hvilke der afsondredes mest Nektar (Honningdug), vilde oftest blive Gjenstand for Insekternes Besøg og derved oftest blive krydsede; og saaledes vilde de med Tiden faa Overhaand og komme til at danne en lokal Varietet. Endvidere vilde de Blomster, som havde deres Støvdragere og Støv-

8

[page] 114

veje ordnede med bestemt Hensyn til den Størrelse og de Sædvaner, det bestemte Insekt, der søgte dem, havde, — altsaa paa en saadan Maade, at Støvkorns-Transporten lettedes — de vilde ligeledes blive begunstigede. Vi kunde ogsaa som Exempel have valgt Insekter, der søgte Blomsterne for at samle Støvkorn i Stedet for Honningdug. Da nu Støvkornet kun er blevet til for Befrugtningens Skyld, synes det, som om en saadan Ødelæggelse af Støvkorn ligefrem vilde være et Tab for Planten; og dog, dersom eu lille Støvkorns-Mængde først lejlighedsvis og senere sædvanligvis af det Støvkorn-ædende Insekt blev bragt fra Blomst til Blomst, og der herved blev bevirket en Krydsning: saa kunde dette, om ogsaa de ni Tiendedele af Støvkornet blev ødelagt, alligevel være en stor Vinding for Planten; og de Individer, der efterhaanden frembragte en større og større Støvkorns-Mængde og havde de største Støvknappe, vilde blive udvalgte.

Naar vor Plante, ved at den ovennævnte Vekselvirkning havde været: fortsat i lang Tid, var bleven gjort meget tiltrækkende for Insekterne, vilde disse (uden at have nogen Hensigt dermed for deres eget Vedkommende) regelmæssigt bringe Støvkorn fra Blomst til Blomst; og at de virkelig gjøre dette, kunde jeg let vise ved mange slaaende Exempler. Jeg skal kun nævne et, der med det Samme oplyser noget om Planternes Kjøns-adskillelse. Nogle Kristtorntræer bære kun Hanblomster; disse have fire Støvdragere, der kun frembringe en temmelig ringe Støvkornsmasse, og en rudimentær Støvvej; andre Kristtorntræer bære kun Hunblomster, og disse have en fuldtudviklet Støvvej, medens deres fire Støvdragere have indskrumpede Støvknappe, i hvilke man ikke kan faa Øje paa et eneste Støvkorn. Da jeg havde fundet et Træ med Hunblomster, der nøjagtigt stod 90 Alen fra et Træ med Hanblomster, tog jeg Arrene af tyve Blomster fra forskjellige Grene og lagde dem under Mikroskopet: og paa dem alle, uden Undtagelse, var der mindst nogle

[page] 115

faa Støvkorn og paa nogle endogsaa Støvkorn i Overflod. Da Vinden i flere Dage havde baaret fra Huntræet mod Hantræet, kunde Støvkornene altsaa ikke være -blevne overførte ved den. Vejret havde været koldt og uroligt, altsaa ikke heldigt for Bierne; ikke desto mindre var hver eneste Hunblomst, jeg undersøgte, bleven befrugtet af Bier, der vare fløjne fra det ene Træ til det andet for at søge efter Honningdug. Men for at komme ilbage til vort Tankeexperiment: saasnart Planten var bleven gjort i saa høj Grad tiltrækkende for Insekterne, at der regelmæssigt blev bragt Støvkorn fra Blomst til Blomst, kunde en anden Proces tage sin Begyndelse. Ingen Naturforsker tvivler om Fordelagtigheden ved det, man har kaldt: »den fysiologiske Arbejds-Deling«; der er da altsaa Grnnd til at tro , at det vilde være fordelagtigt for en Planteart at have sine Kjøn sondrede saa-ledes, at den havde de mandlige Organer i nogle Blomster og de kvindelige i andre, eller ogsaa Hanblomsterne paa en Plante og Hunblomsterne paa en anden. Hos Planter, der blive dyrkede og stillede under nye Livsbetingelser, blive undertiden Hanorganerne, undertiden Hunorganerne mere eller mindre golde (impotente); antage vi nu, at dette, om end i en nok .saa ringe Grad, hænder de vilde Planter, saa vilde — eftersom der i Forvejen regelmæssigt bringes Støvkorn fra Blomst til Blomst, og eftersom en fuldstændigere Adskillelse af vor Plantes Kjøn ifølge Arbejdsdelings-Principet vilde være fordelagtigt — Individer, hos hvilke denne Tendens blev stærkere og stærkere, stadigt blive begunstigede eller udvalgte, indtil en fuldstændig Adskillelse af Kjønnene var bleven bevirket. Det vilde tage for megen Plads at omtale de forskjellige Trin — Dimorfisme og andre Forhold —, ad hvilke Adskillelsen af Kjønnene hos Planter ai mange Slags tydeligt nok nu skrider frem; jeg tilføjer kun, at nogle nordamerikanske Kristtornarter, ifølge Asa Gray, ere i en Over-

8*

[page] 116

gangstilstand eller, som han udtrykker sig, ere dioecisk-polygame*).

Lad os nu vende os til de Insekter, der levede af Honningdug; vi kunde antage, at den Plante, hvis Honningdug vi, ved stadig fortsat Udvælgelse, langsomt havde forøget, var en almindelig Plante, og at visse Insekter hovedsageligt vare afhængige af den paa Grund af dens Honningdug. Jeg kunde meddele mange Exempler paa, hvor meget det er Bierne om at gjøre, at spare Tid: hertil maa saaledes henføres den Skik, de have, at gnave Hul paa visse Blomsters nederste Del for derigjennem at indsuge Honningduggen, som de med meget lidt mere Ulejlighed kunde komme til ved at gaa ind gjennem Blomstens Munding.

Med saadanne Exempler for sig bringes man let til at tro, at individuelle Forskjelligheder i Snabelens Krumning, Længde og andre saadanne fine Forhold, hvis Betydning vi ikke kunne dømme om, under visse Omstændigheder kunde være til Nytte for Bien eller et andet sugende Insekt, idet visse Individer vilde være i Stand til at faa deres Føde hurtigere end andre, hvorved de Samfund, til hvilke de hørte, vilde komme til at florere og udsende mange Sværme, som havde arvet de nævnte Ejendommeligheder. Den almindelige Rødkløvers (Trifolium pratense) og Blodkløverens (T. incarnatum) Kronrør synes ikke ved første Øjekast at være af forskjellig Længde; men dog kan den almindelige Bi let opsuge Blodkløverens Honningdug, men ikke Rødkløverens, hvilken Plante kun opsøges af Humlebien, saa hele Agre med Rødkløver forgjæves indbyde den almindelige Bi til at tage for sig af deres store Mængde af kostelig Honningdug. At Bien i høj Grad ynder denne Honningdug, er ganske vist, thi jeg har ofte, men kun om

*) Dioecia (Tvebo! o: Han- og Hunblomster paa forskjellige Planter. Polygamia (Flerbo) o: Han-Hun-og tvekjønnede Blomster paa samme eller forskjellige Planter. O. A.

[page] 117

Efteraaret, seet mange Bier suge af Blomsterne gjennem Huller, der af Humlebierne vare bidte i Kronrørets nederste Del. Den Længdeforskjel mellem de to Kløverarters Kroner, som er saa ubelejlig for Bien, maa være højst ubetydelig; thi det er bleven mig forsikkret, at naar man har slaaet Rødkløveren, saa bliver det andet Hold Blomsterhoveder noget mindre, og de besøges af mange Bier. Jeg veed ikke, om dette nøjagtigt forholder sig saaledes, og jeg veed heller ikke, om man tør stole paa følgende offenligt fremkomne Beretning, nemlig at den liguriske Bi, der almindeligt ansees for en simpel Varietet af den almindelige Bi, med hvilken den uden nogen Vanskelighed krydses, skal være i Stand til at naa og opsuge Rødkløverens Honningdug. I et Land, hvor dette Slags Kløver fandtes i Mængde, maatte det saaledes være yderst fordelagtigt for Bien at have en lidet længere eller noget anderledes bygget Snabel. Paa den anden Side, da denne Kløvers Frugtbarhed er absolut afhængig af, at dens Blomster blive søgte, vilde det, dersom nu Humlebierne bleve sjeldne i en eller anden Egn, være til stor Fordel for Planten der at have en kortere eller dybere fliget Krone, saa at den almindelige Bi kunde komme til at suge af dens Blomster. Saaledes kan jeg forstaa, at en Blomst og en Bi-Art, enten samtidig eller den ene efter den anden, ganske langsomt kunde blive omformede og afpassede efter hinanden paa den mest fuldkomne Maade derved, at alle de Individer, der frembøde saadanne smaa Bygningsforskjellig-heder, som vare begge Organismerne tjenlige, stadigt bleve bevarede.

Jeg veed helt vel, at der mod denne Theori om Kvalitetsvalget, som jeg ovenfor har oplyst ved nogle tænkte Ex-empler, at der mod den kan gjøres de samme Indvendinger, som man i Begyndelsen rykkede frem med imod Hr. Charles Lyells stolte Syn paa »Jordens Forandringer i den nyere Tid, til Belysning af Geologien«; men nutildags høre vi sjelden de Naturkræfter, som den Dag i Dag ere i Virk-

[page] 118

somhed, omtalte som ubetydelige eller intetformaaende overfor Uddybning af de dybeste Dale eller overfor Dannelsen af lange Rækker af Klipper. Kvalitetsvalget virker kun ved at bevare og samle saadanne smaa nedarvede Modifikationer, som ere heldbringende for det bevarede Væsen; og ligesom den moderne Geologi næsten har banlyst den Maade at se Sagen paa, som f. Ex. viser sig i at forklare en stor dyb Dal som frembragt af en enkelt diluvial Bølge, saaledes vil Kvalitetsvalget, saafremt det er et virkelig sandt Princip, banlyse enhver Tro paa en fortsat Skabelse af ny organiske Væsner og paa enhver stor og pludselig Modifikation af deres Bygningsforhold.

Krydsning indenfor Arten.

Her maa jeg gjøre en kort Digression. Det er naturligvis indlysende, at af Dyr og Planter med adskilte Kjøn maa der altid være to Individer medvirkende (her undtages de mærkelige og ikke helt forstaaede Tilfælde af Parthenogenesis*) for at bringe en Fødsel istand; men for Hermafroditernes**) Vedkommende er dette langtfra indlysende. Der er ikke desto mindre Grund til at tro, at der hos alle Hermafroditer er to Individer, som enten tilfældigvis eller sædvanligt virke sammen for at reproducere Arten. Denne Synsmaade blev først fremført af Andrew Knight. Vi skulle snart se dens Vigtighed; men jeg maa her behandle Emnet yderst kort, skjøndt jeg har Materiale nok til at behandle det i al Udførlighed. Alle Hvirveldyr, alle Insekter og nogle andre store Dyreklasser parres for. hver Fødsel. Nye Undersøgelser have meget formindsket Antallet paa de Væsner, der antoges at være Hermafroditer, og af de virkelige Hermafroditer

*) Parthenogenesis o: Jomfrufødsel kalder man saadanne Tilfælde, hvor der uden nogen foregaaende Befrugtning fremkommer Afkom

O. A. **) Hermafroditer ere saadanne Væsner, som baade have de mandlige og de kvindelige Kjønsdele. Tvekjønnethed. O. A.

[page] 119

er der et stort Antal som parres, d. v. s. at to Individer regelmæssigt forene sig for Reproduktionens Skyld, hvilket er Alt, hvad vi behøve. Men der er endnu blandt Dyrene mange Hermafroditer, som ganske vist ikke parres sædvanligt, og det større Flertal af Planterne ere Hermafroditer. Hvad Grund er der, kunde man sige, til i disse Tilfælde at formode, at to Individer nogensinde virke sammen for Reproduktionens Skyld? Da det her er umuligt at gaa ind paa Enkeltheder, nødes jeg til at tage min Tilflugt til nogle almindelige Betragtninger.

For det Første har jeg da samlet en stor Mængde Kjendsgjerninger, der, i god Overensstemmelse med Opdrætternes næsten universelle Opfattelse, vise, at Krydsning mellem forskjellige Varieteter, eller mellem Individer af samme Varietet, men af forskjellige Hold, baade hos Dyr og Planter, giver Afkommet Kraft og Frugtbarhed; og paa den anden Side, at naar Parringen eller Befrugtningen foregaaer mellem meget nærstaaende Individer, saa formindskes Kraften og Frugtbarheden. Alene disse Fakta gjøre mig tilbøjelig til at tro, at det er en almindelig Lov i Naturen, at intet organisk Væsen befrugter sig selv for en Evighed af Generationer; men at Krydsning med et andet Individ, nu og da — maaske med lange Mellemrum — er uundgaaelig nødvendig.

Naar vi antage, at dette er en Naturlov, kunne vi, troer jeg, forstaa forskjellige store Grupper af Kjendsgjerninger, saaledes som de følgende, der ere uforklarlige fra et hvilket som helst andet Synspunkt. Enhver, der har givet sig af med at krydse Planter, veed, hvor uheldbringende det er for Befrugtningen, at Blomsten er udsat for Væde, og se nu, hvilken Mængde af dem, der have deres Støvdragere og Ar fuldstændig udsatte for Veirligets Indvirkning! Dersom en Krydsning nu og da er uundgaaelig nødvendig, vil, uagtet Planternes Støvdragere og Støvvej staa saa nær ved hinanden, at de næsten sikkre Selvbefrugtningetidet: at der er den friest mulige Adgang for

[page] 120

andre Individers Støvkorn, forklare Organernes ovenfor omtalte udsatte Stilling. Paa den anden Side er der mange Blomster, der have deres Befrugtningsorganer tæt indesluttede, saaledes som Tilfældet er med de Ærteblomstredes (Papilionaceæ) store Familie; men hos de fleste af disse Blomster er deres Bygning og den Maade, paa hvilken Bierne bære sig med at komme til Honningduggen paa en mærkværdig Maade afpassede efter hinanden; idet Bierne nemlig, naar de suge Honningduggen, enten overføre Blomstens egne Støvkorn paa Arret eller Støvkorn, som de have bragt med fra andre Blomster. Saa nødvendige ere Biernes Besøg for mange Ærteblomstrede, at jeg, ved Experimenter, der andetsteds ere forelagte Offenlighedeu, har fundet, at deres Frugtbarhed i høj Grad formindskes, hvis man sætter en Stopper for de nævnte Smaadyrs Besøg. Det er jo nu neppe muligt, at Bierne skulde kunne flyve fra Blomst til Blomst uden at føre Støvkorn fra den ene til den anden, til, som jeg troer, stort Held for Planten. Bier ville virke ganske som Kamelhaarspensler*), og det er for at sikkre Befrugtningen fuldkommen nok: blot lige at berøre den ene Blomsts Støvknappe og saa den andens Ar med den samme Pensel. Man maa imidlertid ikke antage, at Bierne saaledes ville frembringe en Mængde Bastardforiner mellem de forskjellige Arter; thi dersom man paa den samme Pensel tager Plantens egne Støvkorn og Støvkorn fra en anden Art, saa vil det første virke saa overvejende stærkt, at det altid, og det fuldstændigt, vil (som Gartner har viist det) udslette enhver Paavirkning af det fremmede. Støvkorn.

I de Tilfælde, hvor Blomstens Støvdragere pludseligt springe over mod Støvvejen eller en efter en langsomt bøje sig over mod den, synes Planen ene og alene at være den: at sikkre Selvbefrugtning; og uden Tvivl hjælper

*) Man bruger, ved kunstig Befrugtning, Kamelhaarspensler til at overføre den ene Plantes Støvkorn paa den andens Ar. O A.

[page] 121

hin Anordning ogsaa til at naa dette Maal; men ofte fordres Insekternes Mellemkomst, for at Støvdragerne skulle springe frem, saaledes som Kolreuter har viist det for Berberissens Vedkommende. Om denne Slægt, der særlig synes at være anlagt paa Selvbefrugtning, er det imidlertid bekjendt, at hvis man planter nær beslægtede Former eller Varieteter nær ved hverandre, saa krydses de indbyrdes i en saadan Udstrækning, at det neppe er muligt at faa noget Frø af dem, som ikke giver Bastardformer. I mange andre Tilfælde er det saa langt fra, at der er truflfet Foranstaltninger til Hjælp for Selvbefrugtning, at der tvertimod (hvad jeg kunde vise ved Beretninger fra C. C. Sprengel og da ogsaa ved egne Iagttagelser) er egne Indretninger, som ligefrem forhindre Arret fra at modtage Støvkorn fra sin egen Blomst. Hos Lobelia fulgens er der f. Ex. en virkelig smuk og udarbejdet Konstruktion, ved hvilken alle de talrige Støvkorn fejes ud af hver Blomsts sammenvoksede Støvknappe, før Blomstens Ar ere rede til at modtage Støvet; og da disse Blomster aldrig, i det Mindste ikke i min Have , besøges af Insekter, sætte de ikke Frø, omeudskjøndt jeg ved at overføre en Blomsts Støv paa en anden Blomsts Ar fik spiredygtigt Frø i Mængde, ligesom ogsaa en anden Lobelia-Art, der voksede lige ved Siden af, og som blev besøgt af Insekter, bar meget Frø. Mange andre Blomster, hvor der ikke er slige mekaniske Indretninger til at forhindre Blomstens Ar i at modtage sine egne Støvkorn, hjælpe sig dog alligevel (hvad C. C. Sprengel har viist, og hvad jeg kan bekræfte), derved nemlig, at enten Støvkornet bryder frem af Støvknappene, før Arret er rede til at befrugtes, eller ogsaa derved, at Arret er rede før Støvkornet; disse Planter have saaledes i Virkeligheden adskilte Kjøn og maa derfor krydses. Det Samme er Tilfældet med de indbyrdes dimorfe og trimorfe Planter, til hvilke jeg tidligere har hentydet. Hvor mærkelige ere ikke disse Forhold! Hvor besynderligt, at den samme Blomsts Ar og Støvkorn, skjøndt stillede

[page] 122

hinanden saa nær, ligesom for at der netop skulde finde en Selvbefrugtning Sted, at de i saa mange Tilfælde slet ikke komme hinanden til Nytte! Hvor simpelt forklares ikke disse Forhold, naar man har det Syn paa Sagen, at en Krydsning nu og da med et andet Individ er fordelagtigt eller uundgaalig nødvendigt for Planten!

Hvor forskjellige Varieteter af Kaal, Ræddiker, Løg og af nogle andre Planter komme til at sætte Frø i Nærheden af hinanden, har jeg altid fundet, at et stort Flertal af de Planter, man faaer ved dette Frø, bliver Bastarder. Jeg fik f. Ex. ved at saae Frø af forskjellige Kaalvarieteter, der havde vokset i Nærheden af hinanden, 233 Planter, af hvilke kun 78 kunde henføres til de forskjellige Varieteter, og selv disse 78 vare tvivlsomme nok. Og dog er enhver Kaalblomsts Støvvej omgivet ikke blot af sine egne seks Støvdragere, men ogsaa af dem, de mange andre Blomster, som sidde paa samme Plante, have, og hver enkelt Blomsts Støvkorn kommer let paa dens eget Ar uden nogen Medvirken af Insekter; thi jeg har fundet, at en Plante, der var aldeles beskyttet mod disse Dyr, frembragte det fulde Antal Skulpe. Hvoraf kom det da, at saa stort et Antal af Planterne vare Bastarder? Jeg har en Mistanke om, at det kommer af, at en forskjellig Varietets Støvkorn har større Indflydelse end Blomstens eget, og at dette kan henføres under den store Lov, at der kommer noget Godt ud af, at forskjellige Individer af samme Art krydses med hinanden. Naar forskjellige Arter krydses, saa er Forholdet ganske det modsatte, thi en Plantes eget Støv har næsten altid større Indflydelse end fremmed Støv; men vi skulle komme tilbage til dette Emne i et senere Kapitel.

Man kunde gjøre den Indvending, at Støvet hos et stort Træ, der var bedækket med utallige Blomster, sjeldent kunde blive bragt fra Træ til Træ og for det Meste kun fra Blomst til Blomst paa samme Træ, og endvidere at Blomsterne paa et og samme Træ kun i en vis indskrænket

[page] 123

Forstand kunne betragtes som forskjellige Individer. Jeg troer, at dette er en meget kraftig Indvending, men Naturen har saa at sige forekommet den ved at give Træerne en stærk Tendens til at frembringe Blomster med adskilt Kjøn. Naar Kjønnene ere adskilte, kunne vi, skjøndt Han- og Hunblomster kunne forekomme paa samme Træ, indse, at der stadigt maa føres Støvkorn fra Blomst til Blomst, og dette vil give Støvkornene større Udsigt til lejlighedsvis at blive bragte fra Træ til Træ. At Træer, tilhørende alle mulige Arter, oftere have Kjønnene adskilte, end de ikke træagtige Planter, seer jeg holder Stik her i Landet; og paa min Anmodning har Dr. Hooker taget sig over at undersøge, hvorledes det i denne Henseende forholdt sig med Ny-Zeelands Træer, Dr. Asa Gray har gjort det Samme for de forenede Staters Vedkommende, og Resultatet blev det, jeg havde ventet. Paa den anden Side har Dr. Hooker nylig underrettet mig om, at han har fundet, at Reglen ikke passer for Avstraliens Vedkommende*); jeg har forøvrig ganske simpelt medtaget disse Bemærkninger om Træernes Kjøn for at henlede Opmærksomheden paa Spørgsmaalet.

Give vi os nu ogsaa til at se lidt paa Dyrene, saa finde vi, at der er nogle Hermafroditer, der tilhøre Landjorden, saaledes som Land-Bløddyr og Regnorme, men de parres alle. Vi kunne forstaa denne mærkelige Kjends-gjerning, som staaer i saa stærk Modsætning til Land-

*) Som jeg troer, forklares Avstraliens Fattigdom paa Træer med adskilt Kjøn ganske simpelt ved at sammenstilles med den af Darwin (nærværende Værk Side 115) udtalte Formodning om, at der i Planteriget er en Bestræbelse henimod Særkjønnethed. Det er da indlysende, at hvis der virkelig er en saadan Bestræbelse, saa maa der i tidligere Jordperioder have været færre særkjønnede Planter eller, da det synes at være Træerne, der gaa i Spidsen for Bestræbelsen, færre særkjønnede Træer. Men nu hører Avstraliens Flora til en tidligere Jordperiode end den øvrige Verdens, altsaa derfor har den færre særkjønnede Træer. O. A.

[page] 124

planterne i Fald vi antage, at en Krydsning nu og da er uundgaaelig nødvendig, ved at se hen til det Medium, i hvilket de nævnte Dyr leve, og til det befrugtede Elements Natur; thi vi kjende ingen Maader, paa hvilke— i Analogi med Insekternes og Vindens Virksomhed overfor Planterne — der nu og da kunde blive sat en Krydsning i Scene mellem vore Dyr. Her maa der to Individers Samvirken til. Blandt de Dyr, der leve i Vandet, er der mange Hermafroditer, der befrugte sig selv; men her have vi Strømningerne i Vandet, og ved deres Hjælp kan der let nok en Gang imellem komme en Krydsning i Stand. Og del har, ligesom før med Blomsterne, endnu, ikke været mig mulig, hjulpen af en af de største Autoriteter, nemlig Professor Huxley, at finde et eneste hermafrodit Dyr, der havde sine Reproduktionsorganer saa fuldstændigt indesluttede i Kroppen, at al Adgang udenfra og dermed et andet Individs Indvirkning kunde vises at henhøre til de fysiske Umuligheder. Det forekom mig i lang Tid, at Snerlefødderne (Cirripedia), sete fra dette Synspunkt, frembøde meget store Vanskeligheder; men, ved et heldigt Træf har det været mig muligt andetsteds at bevise, at to Individer, skjøndt begge sig selv befrugtende Hermafroditer, undertiden krydses.

Det maa have forekommet de fleste Naturforskere som en besynderlig Anomali, at vi af Arter af samme Familie, ja selv af samme Slægt, baade hos Dyr og Planter, skjøndt de stemme nøje overens med hinanden i næsten hele deres Organisation, ikke sjeldent kunne finde nogle, der ere Hermafroditer, andre der ere enkjønnede. Men dersom virkelig alle Hermafroditer nu og da krydses med andre Individer, bliver Forskjellen mellem hermafrodite og enkjønnede Arter, hvad Funktion angaaer, meget lille.

Disse forskjellige Betragtninger og de mange specielle Data, som jeg har samlet, men ikke kan fremkomme med her, gjør mig meget tilbøjelig til at hælde til den Anskuelse, at det baade for Plante- og Dyreriget er en

[page] 125

Naturlov, at der nu og da maa foregaa en Krydsning mellem forskjellige Individer. Forøvrig veed jeg meget godt, at der er mange Vanskeligheder ved denne Maade at se Sagen paa, og jeg seer da ogsaa at komme paa det Rene med nogle af disse Vanskeligheder. Altsaa kunne vi da slutte, at for mange organiske Væsner er en Krydsning mellem to organiske Væsner uundgaaelig nødvendig for hver enkelt Fødsel, hos mange andre foregaaer Krydsningen kun med lange Mellemrum; men jeg har en Mistanke om, at Selvbefrugtningen intetsteds kan blive ved i al Evindelighed.

Omstændigheder, der begunstige Frembringelsen af nye Former red Kvalitetsvalget.

Dette er et yderst indviklet Emne. Et stort Beløb af Variabilitet, i hvilket Begreb de individuelle Forskjellig-heder altid ere medindbefattede, vil naturligvis,være heldigt. Et stort Antal af Individer, vil, derved at det stiller større Udsigt til, at heldige Varieringer skulle vise sig indenfor en givet Tid, opveje et mindre Beløb af Variabilitet hos hvert enkelt Individ og betinger, troer jeg, i meget høj Grad Heldet. Omendskjøndt Naturen tilstaaer Kvalitetsvalget lange Tidsrum til dets Arbejde, tilstaaer den dog ikke et ubestemt Tidsrum; thi da alle organiske Væsner stræbe efter at faa en Plads i Naturens Husholdning, vil den Art, der ei bliver modificeret og forbedret, lige saa meget som dens Medbejlere, blive udryddet. Medmindre de heldige Varieringer nedarves af i det Mindste nogle af Afkommet, kan der ikke udvirkes noget ved Kvalitetsvalget. Tendensen til Attavisme kan ofte hindre eller standse Arbejdet, men eftersom denne Tendens ikke har forhindret Mennesket i ved Ddvælgen at danne sig talrige Racer, hvorfor skulde den saa være værre ved Kvalitetsvalget?

Ved det methodiske Racevalg vælger Opdrætteren med et bestemt Maal for Øje, og ubunden Krydsning vilde

[page] 126

aldeles tilintetgjøre hans Bestræbelser; naar der derimod er mange Mennesker, som, uden at have til Hensigt at forandre Racen, gaa ud fra næsten lige fuldkomne Individer, og alle søge at skaffe og tillægge de bedste Dyr, saa vil der ufejlbarligt, men langsomt resultere megen Forbedring af dette ubevidste Racevalg, og det trods de mange Krydsninger med temmelig daarlige Dyr. I Naturen vil det Samme blive Tilfældet; have vi saaledes en vis indskrænket Strækning, hvor der er nogle Samfunds-Pladser, der ikke ere helt besatte, saa vil Kvalitetsvalget der søge at bevare alle de Individer, som variere i den rigtige Retning — skjøndt ulige meget — for bedre at faa de ledige Pladser besatte. Men have vi nu en meget stor Strækning, ville de forskjellige Distrikter næsten altid frembyde forskjellige Livsbetingelser, og dersom saa den samme Art undergaaer forskjellige Forandringer i de forskjellige Strøg, vil der paa Distrikternes Grændser finde Krydsninger Sted mellem disse nydannede Varieteter. I det syvende Kapitel skulle vi nu se, at de i et mellemliggende Distrikt boende intermediære Varieteter, de være nu Resultatet af Krydsning mellem andre Varieteter eller fra Begyndelsen af fremstaaede med en intermediær Karakter, i Almindelighed i Tidernes Løb blive afløste af en af de paa en af Siderne boende Varieteter. Krydsning vil paavirke de Dyr mest, som parres for hver Fødsel, vandre meget og kun føde med længere Mellemrum. Derfor ville hos Dyr, der ere saaledes beskafne, Fugle f. Ex., Varieteterne i Almindelighed have deres Begrændsning indenfor Lande, der ere adskilte fra hinanden, og dette finder jeg da ogsaa er Tilfældet. Hos hennafrodite Organismer, som kun krydses lejlighedsvis, og ligeledes hos Dyr, som parres for hver Fødsel, men som vandre lidet og som formere sig meget hurtigt, kunde en ny og forbedret Varietet hurtigt dannes et eller andet Sted og kunde der leve i et Hold for sig og saa først sidenhen spredes, saaledes at Krydsningen navnlig vilde foregaa mellem Individerne af

[page] 127

den ny Varietet, der jo her levede sammen. Det er en Slutning som denne, der gjør, at Havemændene foretrække at tage Frø fra en stor Samling af Planter, da Udsigterne til Krydsning her have været mindre.

Selv hos de Dyr, som parres for hver Fødsel og som kun føde med længere Mellemrum, selv der kunne vi ikke antage, at Kvalitetsvalgets Virkninger altid straks udviskes af uhæmmet Krydsning; thi jeg kan fremlægge en anseelig Samling af Fakta, der vise, at Varieteter af samme Dyreart længe kunne holde sig forskjellige fra hinanden i den samme Egn derved, at de besøge forskjellige Steder, yngle til lidt forskjellige Tider, eller ogsaa derved, at det samme Slags Varieteter foretrække at parres indbyrdes.

Krydsning spiller en meget' vigtig Rolle i Naturen ved at holde Individerne af samme Art eller Varietet ensartede i Karaktererne. Det vil naturligvis virke stærkest paa denne Maade paa de Dyr, som parres for hver Fødsel; men som vi alt tidligere have sagt, have vi Grund til at tro, at Krydsning nu og da finder Sted hos alle Dyr og alle Planter. Selv om dette kun finder Sted med lange-Mellemrum, vil det Afkom, der er frembragt herved, have saa meget større Styrke og Frugtbarhed end det Afkom, der er Resultatet af længe fortsat Selvbefrugtning, saa at de ville have større Udsigt til at holde sig i Live og forplante sig; og saaledes vil da i Tidernes Løb Indflydelsen af Krydsningerne, selv om de komme sjeldent, være stor. Dersom der existerer organiske Væsner, der aldrig krydses, kan Ensartethed i Karakter, saa længe deres Livsbetingelser ikke forandre sig, kun vedligeholdes hos dem ved Hjælp af Arvelighedsloven og derved, at Kvalitetsvalget ødelægger hvert eneste Individ, som afviger fra Artstypen; men dersom deres Livsbetingelser forandres og Væsnerne selv modificeres, kan Kvalitetsvalget kun give deres modificerede Afkom Ensartethed i Karakter derved, at det bevarer lige heldigt stillede Varieringer.

[page] 128

Isolerethed er ogsaa et vigtigt Element i de Forandringer, som fremkaldes af Kvalitetsvalget. I et naturligt begrændset eller isoleret Strøg ville, dersom det ikke er meget stort, de organiske og uorganiske Livsbetingelser i Almindelighed saa omtrent være ensartede, saa at Kvalitetsvalget vil søge at modificere alle dé varierende Individer af samme Art paa samme Maade. Krydsning med Beboerne af de Strøget omgivende Distrikter vil blive forhindret. Moritz Wagner har fornylig forelagt Offenlig-heden en interessant Afhandling om dette Emne og har heri viist, at Isolerethed sandsynligvis er en endnu heldigere Omstændighed, end selv jeg antog, for de nylig dannede Varieteter .derved, at de hindres i at blive krydsede. Men af alt tidligere anførte Grunde kan jeg paa ingen Maade være enig med denne Naturforsker i, at Vandringer og Isolerethed ere nødvendige for Dannelsen af nye Arter. Isolerethed er ligeledes af stor Vigtighed ved at forhindre, at der indvandrer bedre stillede Organismer, efterat der er sket en eller anden fysisk Forandring i Livsbetingelserne, en Klimatforandring f. Ex. eller en Hævning af Jordbunden eller andet Saadant; thi derved, at den hindrer dette, bliver der i Distriktets Naturhusholdning nye Pladser ledige for de Indfødte, som disse saa kunne strides om og læmpe sig efter. Endelig vil Isolerethed give en eller anden ny Varietet Tid til langsomt at fæstne sig i sine nye Karakterer, og dette kan undertiden være af Vigtighed for Frembringelsen af nye Arter. Dersom imidlertid en isoleret Strækning er meget lille og enten er omgivet af større naturlige Hindringer eller har ganske særegne fysiske Betingelser, vil Indbyggernes samlede Antal være meget ringe, og dette vil forsinke Dannelsen af nye Arter ved Kvalitetsvalgets Hjælp derved, at Udsigterne til, at heldige individuelle Forskjelligheder skulde fremkomme, formindskes.

Selve Tiden eller Tidernes Løb virker i og for sig ikke Noget, hverken for eller imod Kvalitetsvalget. Jeg

[page] 129

bemærker udtrykkelig dette, fordi man fejlagtig har paa-staaet, at Tids-Elementet af mig antages at spille en forskrækkelig vigtig Rolle med Hensyn til Arternes Modificering, som om Alt nødvendigvis undergik, en Forandring ved en eller anden iboende Lovs Virken. De lange Tider ere kun for saavidt vigtige, som de forbedre Udsigterne til, at heldige Varieringer kunne opstaa, udvælges, styrkes og fæstnes i deres Forhold til de langsomt skiftende organiske og uorganiske Livsbetingelser. Ligeledes begunstige de Livsbetingelsernes bestemte Virken.

Vende vi os nu til Naturen for at prøve Sandheden af de ovenstaaende Bemærkninger, og kaste Blikket paa en eller anden lille isoleret Strækning som f. Ex. en 0. ude i Oceanet, saa finde vi, at skjøndt Antallet af de forskjellige Arter, der her findes, er ringe, — som vi skulle se i Kapitlet om geografisk Fordeling — saa er dog et meget stort Antal af Arterne endemiske, d. v. s. ere blevne frembragte der og intet andet Sted i Verden. Derfor synes en saadan 0 ude i Oceanet ved første Øjekast at have været særdeles heldigt stillet med Hensyn til Frembringelsen af nye Arter. Men vi kunde let gaa hen og narre os selv; thi for at afgjøre om den lille isolerede Strækning eller en stor aaben Strækning som et Fastland f. Ex. har været heldigst stillet med Hensyn til Frembringelsen af nye organiske Former, var det nødvendigt, at vi anstillede en Sammenligning indenfor den samme Tid, og dette ere vi ude af Stand til at gjøre.

Omendskjøndt Isolerethed er en meget vigtig Omstændighed ved Frembringelsen af nye Arter, saa er jeg dog i det Hele taget tilbøjelig til at anse det for mere vigtigt, at Strøget har en stor Udstrækning. Dette har særlig Betydning for Frembringelsen af saadanne Arter, som skulle være istand til at holde sig længe og spredes vidt omkring. I et stort og aabent Strøg vil der ikke alene være større Udsigt til, at der mellem det store Antal Individer af samme Art, som lever der, skal vise sig heldige

9

[page] 130

Varieringer, men Livsbetingelserne ere meget mere indviklede, paa Grund af det store Antal af allerede existe-rende Arter; og dersom nogle af disse mange Arter blive modificerede og forbedrede, er der andre, som maa forbedres i en tilsvarende Grad, da de ellers ville blive udryddede. Enhver ny Form vil saaledes, saasnart den er bleven meget forbedret, være i Stand til at udbrede sig over det aabne, sammenhængende Strøg og vil derved komme til at rivalisere med mange andre. Endvidere have vidtstrakte Strøg, der nu ere sammenhængende, hvad de kunne takke fordums Hævninger af Jordbunden for, i tidligere Tider været usammenhængende, saa at i Almindelighed ogsaa deres Organismer til en vis Grad have kunnet nyde Godt af de Fordele, Isolerethed medfører. Sluttelig kommer jeg da til det Resultat, at omendskjøndt smaa isolerede Strøg rimeligvis i visse Henseender have været overordenlig gunstige for Frembringelsen af nye Arter, saa ville dog i Almindelighed Forandringerne være fore-gaaede hurtigere i de store Strøg; og hvad der er endnu vigtigere: de nye Arter, der ere blevne frembragte i de store Strøg, (hvis organiske Væsner allerede have sejret over mangfoldige Medbejlere), de ville sprede sig videst og afføde flest nye Varieteter og Arter og ville saaledes spille den vigtigste Rolle i den organiske Verdens Omskiftelsers Historie.

Naar vi se Sagen paa denne Maade, kunne vi maaske forstaa nogle Forhold, som vi igjen skulle komme tilbage til i Kapitlet: geografisk Udbredelse; vi kunne f. Ex. forstaa, at de organiske Væsner, som den forholdsvis lille Landstrækning Avstralien har frembragt, at de nu fordrives af dem, der ere fremkomne i det store evropæisk-asiatiske Fastland. Det er ogsaa saaledes, det-gaaer til, at Fastlandsfrembringelserne efter en saa stor Maalestok ere blevne naturaliserede overalt omkring paa Øerne. Paa en lille 0 vil Tilværelseskampen have været mindre voldsom, og der har da der været færre Modificeringer og

[page] 131

mindre Uddøen. Det er maaske derfor, at Madejras Flora, efter Oswald Heers Beretning, ligner Evropas uddøde Tertiær-Flora. Alverdens Ferskvandssamlinger indtage tilsammen et meget lille Rumfang i Sammenligning med Havet og Landjorden; og som en Følge deraf maa der have-været mindre Rivalisering mellem Ferskvandsorganis-merne end andetsteds, og nye Former ville have været længere Tid om at blive dannede og de gamle Former ere uddøede langsommere. Det er da ogsaa i Ferskvand, at vi finde syv Slægter af Ganoider, en Fiskeorden, der i tidligere Tider var meget udbredt; det er fremdeles ogsaa i Ferskvand, vi finde de mest anomale Former, der kjendes, som Ornithorhynchus og Lepidosiren*), der, ligesom det ofte er Tilfældet med Fossilier, tildels forbinde Ordner, der staa meget langt fra hinanden i Systemet. Man kunde gjerrie kalde disse anomale Former levende Fossilier; at de have holdt sig til vore Dage, kommer af, at de have beboet skarpt afgrændsede Strøg og have havt at gjøre med et mindre varieret og derfor mindre mægtigt Medbejlerskab.

Vi ville, saavidt Emnets yderst indviklede Natur tillader det, opsummere de Omstændigheder, der ere gunstige, og de, der ere ugunstige, for Frembringelsen af nye Arter

*) Ornithorhynchus paradoxus eller Næbdyret er i mange Henseender meget afvigende fra de øvrige Pattedyr; det har et Næb som en Fugl, og Bygningen af dets Skulderparti er ogsaa megei fugleagtig. Dets Hjerne og dets indre Øre har mere Lighed med de andre Hvirveldyrklassers end med Pattedyrenes, ligesom ogsaa dets Kjønsorganers Munding fører ud i Endetarmen i Lighed med, hvad der er Tilfældet hos Fugle, Krybdyr og Padder. Dog føder Næbdyret levende Unger og giver dem Die; men Melken udskilles ikke gjennem en Brystvorte, men gjennem en Hudplet, der har Huller som en Si. Dyret findes kun paa Nyholland og Vandiemensland. Lepidosiren (Lungefisk) er et flskeagtigt Dyr, hvis Svømmeblære er uddannet til en virkelig funktionerende Lunge, og hvis Rygrad dannes af en brusket Streng, der ikke er delt i Hvirvler. Den lever i Sydamerikas og Afrikas Ferskvandssamlinger. O. A.

9*

[page] 132

ved Kvalitetsvalget. Jeg antager, at et stort Fastland, der har været mange Hævninger og Sænkninger underkastet, for Land-Organismernes Vedkommende maa have været den heldigste Lokalitet for Frembringelsen af talrige nye Livsformer, der vare saaledes beskafne, at de kunde holde sig længe og spredes meget vidt omkring. Saalænge Strækningen endnu var Fastland, maa Beboerne have havt et meget stort Individantal og et meget stort Artsantal, og der maa have fundet en meget stærk Kiva-lisering Sted imellem dem. Dengang nu Strækningen ved Sænkning var blevet opløst i store Øer, maa der endnu have levet mange Individer af samme Art paa hver enkelt 0; Krydsning paa Grændsen af hver ny Arts Territorium vil være bleven forhindret; efter fysiske Forandringer af et eller andet Slags, vil der være bleven sat en Stopper for Indvandring, saa de ledige Pladser i hver enkelt Ø'es Naturhusholdning have maattet udfyldes med modificerede Former af Øens oprindelige Beboere, og Varieteterne ville overalt have faaet Tid til at blive heldigt læmpede og fuldkommengjorte. Bleve saa Øerne ved Hævning igjen samlede til en Fastlands-Strækning, vil der igjen have fundet en meget stærk Rivalisering Sted, de heldigst stillede eller mest forbedrede Varieteter ville spredes videst omkring, de mindre heldigt stillede Former uddø i Mængde, og det gjenforenede Fastlands forskjellige Beboeres Forholdstal vil atter være forandret; og Kvalitetsvalget vil igjen faa fuldtop at bestille med at forbedre Beboerne endnu mere og saaledes frembringe nye Arter.

At Kvalitetsvalget virker yderst langsomt, er jeg meget villig til at indrømme; at det overhovedet skal kunne udrette Noget, afhænger af, at der i Naturens Husholdning findes Pladser, som kunne besættes mere fyldest-gjørende derved, at nogle af Landets Beboere undergaa Modifikationer af et eller andet Slags. At der nu findes saadanne Pladser, vil ofte bero paa fysiske Forandringer, der i Almindelighed ere meget langsomme, og paa, at al

[page] 133

Indvandring af bedre skikkede Former forhindres. Men endnu oftere vil Kvalitetsvalgets Virkninger rimeligvis være afhængige af, at nogle faa af Beboerne langsomt blive modificerede, efterat Forholdet mellem Landets øvrige organiske Væsner er bleven forstyrret ved de ovenfor omtalte Forandringer. Omendskjøndt Individer af samme Art alle ere mere eller mindre forskjellige indbyrdes, kan det dog hænde, at Forskjelligheder af en saadan Natur, at de vilde afpasse Individet endnu bedre efter de for-haandenværende Livsbetingelser, lade vente noget paa sig. Endvidere ville Krydsninger ofte have en meget betydelig hæmmende Indflydelse. Der er vel nu Mange, der ville raabe paa, at disse forskjellige Ting ere mere end tilstrækkelige til at neutralisere Kvalitetsvalget Magt. Det troer jeg ikke, men jeg troer, at Kvalitetsvalget i Almindelighed er meget langsomt til at fremkalde Forandringer, og at der er længe imellem, at det gjør det, og da blot hos nogle faa af en Egns Beboere. Jeg troer endvidere, at denne Kvalitetsvalgets langsomme og afbrudte Maade at virke paa er i god Overensstemmelse med Geologiens Beretninger om det Forhold, efter hvilket, og den Maade, paa hvilken Verdens Beboere have skiftet. Hvor langsom Kvalitetsvalgets Virkemaade nu end er, saa kan jeg dog ikke, da Mennesket med sin svage Evne kan udvirke meget ved kunstig Udvælgen, indse Andet, end at der ikke kan være nogen Grændse for det Totalbeløb af Forandringer, for den Skjønhed og for uendeligt sammensatte Tillæmpelser af de organiske Væsner (baade til hinanden indbyrdes og til deres fysiske Livsbetingelser), som i Tidernes Løb kan opnaaes ved Naturens Magt til at udvælge de heldigst stillede og til at lade dem leve.

Uddøen foraarsaget red Kvalitetsvalg. .

Dette Emne vil blive fyldigere omtalt i vort Kapitel om Geologi, men vi maa allerede her berøre det, da det er nøje forbundet med Kvalitetsvalget. Kvalitetsvalget

[page] 134

virker alene ved at bevare Varieringer, der paa en eller anden Maade ere fordelagtige, og som da ogsaa af den Grund holde sig. Som en Følge af det høje Forhold, efter hvilket alle organiske Væsners Individantal vokser, har ethvert Strøg allerede i Forvejen saa mange Beboere, som det kan rumme; og da endvidere de fleste Strøg ere opfyldte af en Mangfoldighed af Former, saa følger deraf, at medens enhver udvalgt og heldigt stillet Form forøger sit Individantal, ville de mindre heldigt stillede Former aftage, i Individantal og blive sjeldne. Sjeldenhed gaaer, som Geologerne fortælle os, forud for Uddøen. Deraf kunne vi slutte,' at en hvilkensomhelst Form, der forefindes i fåa Individer, ved Forandringer i Aarstiderne eller i Antallet af dens Fjender vil være meget udsat for ganske at gaa til Grunde. Men vi kunne gaa videre end som saa; thi da der stadig og langsomt frembringes nye' Former, maa der, med Mindre man vil antage, at Arternes Antal stadig vokser og det næsten i det Uendelige, uund-gaaelig uddø Mange. At nu Arternes Antal ikke vokser i det Uendelige, det fortæller Geologien os tydeligt nok, og vi skulle nu forsøge paa at vise, hvorfor det Antal Arter, der findes over den hele Verden ikke er blevet uendelig stort.

Vi have seet, at de Arter, der have det største Individantal, ogsaa have størst Udsigt til at frembringe heldige Varieringer indenfor et vist givet Tidsrum. Dette er allerede godtgjort ved de i det andet Kapitel anførte Kjendsgjerninger, der vise, at det er de almindelige Arter, der kunne opvise det største Antal af almindeligt god-kjendte Varieteter eller begyndende Arter. Derfor ville sjeldne Arter mindre hurtigt blive modificerede eller forbedrede indenfor et vist givet Tidsrum, og som en Følge deraf ville de, i Kampen for Tilværelsen, bukke under for de mere almindelige Arters modificerede Efterkommere.

[page] 135

Disse forskjellige Betragtninger bringe mig til at tro, at det umuligt kan være Andet, end at, da nye Arter dannes i Tidernes Løb ved Kvalitetsvalg, maa andre Arter blive sjeldnere og sjeldnere og tilsidst uddø. De Former, som nærmest kæmpe om Tilværelsen med dem, der blive modificerede og forbedrede, ville naturligvis lide mest. Og vi have i Kapitlet om Tilværelseskampen seet, at det er de nærmest beslægtede Former, — Varieteter af samme Art og Arter af samme Slægt eller af nærstaaende Slægter, — som, fordi de have næsten samme Bygning, Konstitution og Sædvaner, i Almindelighed, rivalisere stærkest med hinanden indbyrdes. Som en Følge heraf vil enhver ny Varietet eller Art, medens den modificeres bedre og bedre, i Almindelighed, øve størst Tryk paa sine nærmeste Slægtninge og søge at udrydde dem. Den samme Udryddelses-proces gjenfinde vi blandt Husdyr og dyrkede Planter, og her iværksættes Udryddelsen derved, at Mennesket udvælger de forbedrede Former. Der kunde anføres mange mærkelige Exempler, som vise, hvor hurtigt nye Racer af Hornkvæg, Faar og andre Dyr og Varieteter af Blomster erobre ældre og ringere Sorters Plads. Det er saaledes historisk, at det gamle sorte Kvæg i Yorkshire blev afløst af det langhornede, og at dette igjen »blev fejet bort af det korthornede« (jeg citerer her en agronomisk Skribents Ord) »ligesom af en dræbende Landfarsot«.

Karakterdivergens.

Det Princip, som jeg har givet denne Betegnelse, er af meget stor Betydning og forklarer, som jeg troer, adskillige vigtige Forhold. For det Første afvige Varieteter, selv de, der ere stærkt udprægede og have Noget af en Arts Karakter, — hvad der i mange Tilfælde viser sig ved de frugtesløse Forsøg paa at faa dem klassificerede — dog ganske vist langt mindre fra hinanden indbyrdes, end gode og veladskilte Arter gjøre det. Ikke destomindre er det mit Syn paa Sagen, at Varieteter ere Arter, der ere

[page] 136

ifærd med at omdannes eller ere, som jeg tidligere har kaldt dem: begyndende Arter. Hvorledes vokser da nu den mindre Forskjel mellem Varieteterne til den større Forskjel mellem Arterne? At dette er Noget, der jevnlig hændes, kunne vi slutte deraf, at de fleste af Naturens utallige Arter frembyde meget udprægede Forskjelligheder; medens Varieteterne (efter vor Antagelse fremtidige stærkt udprægede Arters Prototyper og Stamformer) frembyde smaa og svagt adskilte Forskjelligheder. Det blotte Tilfælde kunde faa en Varietet til at afvige fra dens Stamform i en eller anden Karakter og kunde saa igjen faa den herved dannede nye Varietets Afkom til at afvige fra dens Stamform i netop den samme Karakter og i en endnu højere Grad; men dette alene kunde aligevel aldrig forklare en saa almindelig og saa stor Forskjellighed, som den, der er mellem Arterne i samme Slægt.

Jeg har, som det altid har været min Skik, søgt at kaste noget Lys over Sagen ved at undersøge vore Husdyr og dyrkede Planter. Vi finde da ogsaa her noget ganske Analogt. Man vil indrømme, at saa forskjellige Racer som Korthorns- og Hereford-Kvæget, Væddeløbsheste og Heste til svært Trækbrug og de forskjellige Sorter Duer o. s. v., aldrig have kunnet være blevne dannede ved en ren tilfældig Ophobning af Varieringer i meget nærstaaende Karakterer, gjennem mange paa hinanden følgende Generationer. I Praxis er Forholdet f. Ex. dette: en Liebhaver bliver slaaet ved, at en Due har et Næb, der er lidt kortere end det Sædvanlige; en anden Liebhaver bliver slaaet ved, at en Due har et Næb, der er lidt længere end det Sædvanlige, og efter det bekjendte Princip, at »Liebhavere hverken ville eller kunne beundre en Form, der følger den gyldne Middelvej, men tvertimod sætte Pris paa det mest Yderliggaaende«, give de sig begge til (saaledes som det virkelig er hændt med Tumlerens UnderrajCer) at udvælge og tillægge Fugle med længere og længere Næb eller med kortere og kortere Næb. Vi

[page] 137

kunde f. Ex. ogsaa antage, at i en længstforsvunden Tid en Mand foretrak de Heste, der vare de hurtigste, en anden de, der vare de stærkeste og mest firskaarne. Forskellighederne ville i Begyndelsen have været meget srnaa, men-i Tidernes Lob ville, derved at nogle Opdrættere stadig udvalgte de hurtigste Heste og andre de stærkeste, Forskjellighederne blive større og større, og der vil være dannet to Underracer; endelig ville disse, efterat der er gaaet nogle Aarhundreder, være blevne til to holdbare og veladskilte Racer. Eftersom Forskjellen langsomt blev større og større, vil man have bekymret sig mindre om de svagere udprægede Dyr, der hverken vare meget stærke eller meget hurtige, og disse ville da forsvinde. Her se vi da i Menneskets Frembringelser det, man kunde kalde Divergensprincipet, virke paa den Maade, at det faaer Forskjelliglieder, der i Begyndelsen ere saa srnaa, at man neppe kan bemærke dem, til stadig at blive større og større, og derved faaer det da ogsaa Racerne til at fjerne sig mere og mere baade fra hinanden indbyrdes og fra deres fælles Stamform.

Men, kunde man spørge, hvorledes kan et analogt Princip komme til at virke ude i Naturen? Jeg troer at det baade kan virke og virkelig ogsaa virker meget eftertrykkeligt, (skjøndt det varede længe, førend jeg kunde se hvorledes), nemlig ganske simpelt saaledes: at jo mere Efterkommerne af en eller anden Art bleve forandrede i Bygning, Konstitution og Sædvaner, jo bedre bleve de skikkede til at udfylde mange og vidt forskjellige Pladser i Naturens Husholdning, og derved bleve de altsaa istand til at tiltage i Individantal.

Det er let at se dette, naar vi have Dyr med simple Livsvaner for os. Lad os f. Ex. tage et kjødædende Pattedyr, som for længe siden har naaet et saa stort Individantal, som Landet kan rumme; dersom dets Individantal forøges i dets almindelige naturlige Forhold kan der dog, hvis der ikke sker nogen Forandring med Livs-

[page] 138

betingelserne i Landet, kun blive Tale om en virkelig Tilvækst i Antal derved, at Dyrets Afkom varierer paa en saadan Maade, at det kan tilvende sig Pladser, der for Øjeblikket ere besatte af andre Dyr. Dette kunde jo f. Ex. gaa til paa den Maade, at nogle af dem bleve istand til at leve af et nyt Slags Bytte, enten dødt eller levende, eller at nogle af dem fik nye Opholdssteder, f. Ex. klavrede i Træerne eller levede i Vandet, eller endelig derved, at nogle af dem mindre udelukkende bleve kjødædende. Jo mere Afkommet af disse vore kjød-ædende Dyr forandrede sig med Hensyn til Sædvaner og Bygning, jo flere Pladser vilde de blive istand til at udfylde. Hvad der i saa Henseende gjælder om et Dyr, gjælder om alle Dyr til alle Tider, forudsat at de variere; thi ellers kan Kvalitetsvalget Intet udvirke. Saaledes forholder det sig ogsaa med Planterne. Ved Forsøg er det blevet godtgjort, at dersom man besaaer et Stykke Jord med en Art Græs, og en lignetide Plet med flere Arter, der tilhører bestemt adskilte Græsslægter, saa avler man et større Antal Planter og en større Vægt Hø paa det sidste Jordstykke. Det Samme har vist sig at være Tilfældet, naar man saaede en Hvedevarietet paa et Stykke Jord og en Blanding af Hvedevarieteter paa et andet ligesaa stort Stykke. Derfor vilde — dersom en eller anden Græsart gav sig til at variere, og saa de Varieteter, der afvege fra hinanden paa i det Hele taget samme Maade, som bestemt adskilte Arter og Slægter af Græsser afvige fra hinanden, stadigt vare blevne udvalgte — et temmelig stort Antal Individer af denne Græsart, (dens modificerede Afkom medindbefattet) kunne leve paa et og samme Jordstykke. Vi vide helt vel, at hver enkelt Græsart og Græsvarietet hvert Aar udsaaer næsten utallige Frø og saaledes, som man kunde sige, af yderste Evne stræber efter at forøge sit Individantal. Som Følge heraf vil, i Løbet af mange tusinde Generationer, den mest udprægede Varietet af en eller anden Græsart altid have

[page] 139

størst Udsigt til at holde sig i Live og til at tiltage i Individantal og saaledes da ogsaa til at remplacere de mindre udprægede Varieteter;— og naar Varieteter ere blevne meget forskjellige fra hinanden, faa de Rang af Arter.

Sandheden af den Lov, at jo større Forskjel, der er mellem Organismernes Bygning, desto flere af dem kan der leve paa samme Sted, har man tidt nok Lejlighed til at overbevise sig om i Naturen. Paa et temmeligt lille Strøg, særlig et saadant, som ligger aabent for Indvandring, og hvor Kampen mellem Individ og Individ maa være streng, finde vi altid, at Beboerne ere meget forskjelligartede. Jeg fandt f. Ex., at et Stykke Jord, der var tre Fod paa den ene Led og fire paa den anden, og som ,i mange Aar havde været udsat for nøjagtig de samme Betingelser, var bedækket af tyve Plantearter, og disse hørte til atten Slægter og til otte Ordener, hvilket noksom viser, hvor-meget disse Planter afvege fra hinanden. Forholdet er det samme med Planter og Insekter paa smaa Øer med ensformig Natur eller i smaa Ferskvandssamlinger. Landmænd finde, at de have størst Udbytte ved at dyrke Planter, der høre til de mest forskjellige Ordener efter hinanden (Vekseldrift). Naturen bruger, hvad man kunde kalde: simultan Vekseldrift. De fleste Dyr og Planter, som leve ganske nær ved et hvilketsomhelst lille Stykke Jord, kunde leve paa det (forudsat at dets Natur ikke var særlig ejendommelig) og kunde siges at stræbe af yderste Evne efter at leve der; men vi have seet, at hvor de komme til at rivalisere stærkest med hinanden, der bestemmer de Fordele, der er ved, at Bygningsforholdene ere meget forskjellige, (i Forbindelse med de hermed følgende Forskjelligheder i Konstitution og Sædvaner), at de Beboere, der saaledes nærmest støde sammen med hinanden, i Reglen skulle høre til hvad vi kalde forskjellige Slægter og Ordner.

Det samme Princip gjør sig gjældende, naar Talen er om Menneskets Virksomhed i Retning af Planters Naturali-

[page] 140

sering i fremmede Lande. Man kunde have ventet, at de Planter, som havde størst Held til at blive naturaliserede et eller andet Sted, i Almindelighed,. havde været nær beslægtede med de indfødte Planter, idet saadanne ofte opfattes som særlig skabte for og læmpede efter deres Hjemstavn. Man kunde maaske ogsaa have ventet, at naturaliserede Planter vilde have tilhørt nogle faa Grupper, der særlig vare tillæmpede efter visse Lokaliteter i deres nye Hjem. Men det forholder sig gan§ke anderledes, og Alph. de Candolle har i sit store og beundringsværdige Værk med Rette bemærket, at Floraer ved Naturalisering * forholdsvis vinde meget mere i Slægter end i Arter. For at anføre et enkelt Exempel: i den sidste Udgave af Dr. Asa Gray's »Haandbog i de forenede nordamerikanske Staters Flora« findes der nævnt 280 naturaliserede Planter, og disse høre til 162 Slægter. Vi se saaledes, at disse naturaliserede Planter ere af en yderst forskjelligartet Natur. De afvige desuden i høj Grad fra de indfødte Planter, thi af de 162 naturaliserede Slægter er der ikke mindre end 100 Slægter, der ikke ere indfødte, og derved faaer da det Antal Slægter, der nu leve i de forenede Stater, en forholdsvis meget stor Forøgelse.

Ved at betragte de Planters og Dyrs Natur, som med Held have bekæmpet de indfødte Beboere i et eller andet Land og ere blevne naturaliserede der, kunne vi faa et Slags raa Forestilling om, paa hvad Maade nogle af de Indfødte skulde modificeres for at blive heldigere stillet end de andre Indfødte, og vi kunne i det Mindste være sikkre paa, at det vilde være heldigt for dem, at deres Bygning blev saa meget forandret, at de kom til at danne nye Slægter.

Fordelen ved at Beboerne af det samme Strøg ere forskjelligartede er i Virkeligheden den samme, som ved det fysiologiske Arbejdes Fordeling til et Individs for-skjellige Organer — en Sag, der er bleven saa godt oplyst af Milne-Edwards. Ingen Fysiolog tvivler om, at en

[page] 141

Mave, der er indrettet til kun at fordøje Planteføde eller til kun at fordøje Kjød, kan drage mest Næring ud af disse Stoffer. Paa samme Maade forholder det sig med et Lands Naturhusholdning; jo mere omfattende og fuldkomment Dyrene og Planterne ere indrettede paa for-skjellige Livsvaner, jo større et Antal Individer kan der leve i Landet. Et Hold af Dyr, hvis Organisation kun var lidt forskjelligartet, kunde ikke med Held rivalisere med et Hold, der var mere forskjelligartet i Bygning. Det kunde f. Ex. være tvivlsomt, hvorvidt de avstralske Pungdyr, der ere delte i Grupper, som kun afvige lidt fra hinanden indbyrdes, og af hvilke, som Hr. Waterhouse og Andre have bemærket, vore Rovdyr, Tykhudede og Gnavere kun ufuldkomment repræsenteres, med Held kunde rivalisere med de nævnte stærkt udprægede Ordener. Hos de avstralske Pattedyr se vi Diversifikationsprocessen paa et tidligt og ufuldkomment Udviklingstrin.

Hvorledes Kvalitetsvalget ved Hjælp af Karakterdivergens og Uddøen paavirker Former, der nedstamme fra samme Art.

Af det ovenfor Sagte, som har været meget sammentrængt, kunne vi slutte, at en eller anden Arts modificerede Efterkommere ville blive stillede heldigere og heldigere, jo mere forskjelligartet deres Bygning bliver, idet de herved sættes istand til at erobre Pladser, der ere besatte af andre Væsner. Lad os nu se, hvorledes dette velgjørende Princip, der kan afledes af Karakterdivergens i Forbindelse med Kvalitetsvalg og Uddøen, bærer sig ad med at virke.

Den medfølgende Tavle vil hjælpe os til at forstaa dette temmelig indviklede Emne. Lad A til B forestille Arterne af en Slægt, som er stor i sin Hjemstavn; disse Arter antages at ligne hinanden ulige meget, saaledes som det i Almindelighed er Tilfældet i Naturen, og saaledes som det er antydet paa Tavlen ved, at Bogstaverne staa langt fra hinanden. Jeg sagde: en stor Slægt, fordi vi i

[page] 142

det andet Kapitel have seet, at gjennemsnitlig flere af de. store Slægters Arter variere end af de smaa Slægters, og at de store Slægters Arter frembyde et større Antal af Varieteter. Vi have ogsaa seet, at de Arter, som ere de almindeligste og de mest udbredte, variere mere end de sjeldne oglidet udbredte Arter. Lad A være en almindelig vidt udbredt og varierende Art, som hører til en Slægt, der er stor i sin Hjemstavn. De forgrenede, divergerende, punkterede, ulige lange Linier, som udgaa fra A, kunne forestille dens varierende Afkom. Vi antage, at Varierin-gerne ere yderst smaa, men af den mest forskjelligartede Natur, vi antage ikke, at de alle fremkomme samtidig, men ofte med lang Tids Mellemrum; heller ikke antage vi, at de alle holde sig lige længe. Kun de Varieringer, som paa en eller anden Maade ere heldbringende, ville blive bevarede eller udvalgte af Naturen, og her kommer nu det velgjørende Princip, som er afledt af Karakterdivergens med i Betragtning; thi det vil i Almindelighed sørge for, at de mest forskjellige eller mest divergerende Varieringer (paa Tavlen de yderste punkterede Linier) blive bevarede og samlede ved Kvalitetsvalg. Hvor en punkteret Linie naaer en af de vandrette Linier og er betegnet ved et lille Bogstav med Tal-Index, der antage vi, at der er blevet samlet saa megen Variering, at der er blevet dannet en veludpræget Varietet, en saadan, som vilde blive taget med i et systematisk Arbejde.

Mellemrummene mellem de vandrette Linier paa Tavlen kunne hver forestille tusinde Generationer eller titusinde. Efter tusinde Generationers Forløb antages Arten A at have frembragt to udprægede Varieteter, nemlig a1 og m1. Disse to Varieteter ville i Almindelighed vedblive at være udsatte for de samme Livsbetingelser, som fik deres Stamformer til at variere, og selve Tendensen til Variabilitet er arvelig; som en Følge deraf ville de søge at variere og i Almindelighed paa næsten samme Maade som deres Stamformer. Fremdeles ville disse to Varieteter, der jo

[page] 143

dog kun ere svagt modificerede Former, arve de Fordele, som gav deres Stamform A større Individantal end Landets fleste andre Beboere; ligeledes ville de have Del i de mere omfattende Fordele, som gjorde den Slægt, til hvilken Stamarten hørte, til en stor Slægt i dens Hjemstavn; Og alle disse Omstændigheder ere, som vi vide, gunstige for Frembringelsen af nye Varieteter.

Dersom da disse to Varieteter ere variable, ville de af deres Varieringer, som divergere mest, i Almindelighed blive bevarede gjennem de næste tusinde Generationer. Og efter dette Tidsrums Forløb antage vi, at Varieteten a1 (se Tavlen) har frembragt Varieteten a8, som ifølge Divergensprincipet vil afvige mere fra A, end Varieteten a1 gjorde. Varieteten m1 antages at have frembragt to Varieteter, nemlig m2 og s2, der afvige fra hinanden indbyrdes og endnu mere fra deres fælles Stamform A. Vi kunde blive ved at gaa frem med lignende Trin, saalænge det skulde være, og lade nogle af Varieteterne efter hvert Tusinde af Generationer frembringe blot en enkelt Varietet, men i en mere og mere modificeret Tilstand, og lade andre frembringe to eller tre Varieteter og atter andre slet ingen. Saaledes vilde Varieteterne eller de modificerede Efterkommere, gaaende ud fra den fælles Stamform A, i Almindelighed blive ved at tiltage i Antal og divergere i Karakter. Paa Tavlen ere vi gaaede op til den titusinde Generation og under en sammentrængt og simplificeret Form til den fjortentusinde Generation.

Jeg maa imidlertid her bemærke, at det ikke er min Mening, at det altid gaa er saa regelmæssigt til som paa Tavlen — skjøndt jeg der dog har gjort det noget uregelmæssigt — heller ikke at det altid er gaaet saa jevnt; det er langt mere sandsynligt, at hver enkelt Form forbliver uforandret i lange Tider og saa igjen bliver Forandringer underkastede. Jeg mener heller ikke, at det altid er de mest divergerende Varieteter, der blive bevarede; en Mellemform kan vel ogsaa ofte holde sig i

[page] 144

lang Tid og kan frembringe, eller lade være med at frembringe, mere end en modificeret Efterkommer; thi Kvalitetsvalget vil altid handle i Overensstemmelse med de Steders Natur, som enten ere ubesatte eller ikke fuldstændig besatte af andre Væsner, og dette vil afhænge af uendeligt indviklede Forhold. Men dette er en Hovedregel: at jo mere forskjelligartede i Bygning en eller anden Arts Efterkommere kunne blive gjorte, jo flere Pladser ville de være i Stand til at erobre, og desto stærkere vil deres modificerede Afkom tiltage i Antal. Paa vor Tavle er Afstamningslinien med regelmæssige Mellemrum brudt ved smaa Bogstaver med Index, hvorved de Former betegnes, der efterhaanden ere blevne tilstrækkeligt udprægede til at ansees for Varieteter; men disse Brud ere vilkaarlige og kunde have været anbragte paa andre Steder, naar det blot var blevet taget i Betragtning, at Tidsrummene maatte være saa lange, at der i dem havde kunnet samles et tilstrækkelig stort Beløb af divergerende Variering.

Da alle . de modificerede Efterkommere af en almindelig og vidt udbredt Art, som hører til en stor Slægt, ville søge at blive delagtige i de samme Fordele, som lod deres Stamform vinde i Tilværelseskampen, saa ville de i Almindelighed saavel tiltage i Individantal som divergere i Karakter; dette er fremstillet paa Tavlen ved de for-skjellige divergerende Grene, som udgaa fra A. De modificerede Efterkommere af de finere og mere forbedrede Forgreninger af Afstamningslinien ville rimeligvis ofte til— intetgjøre de tidligere og mindre forbedrede Forgreninger og indtage deres Plads; dette er betegnet paa Tavlen ved, at nogle af de lavere Grene ikke naa op til de øverste vandrette Linier. Jeg tvivler ikke om, at Modificationen jo i nogle Tilfælde vil være indskrænket til en enkelt Af-stamningslinie, og Antallet af Efterkommere vil ikke blive forøget, omendskjøndt Beløbet af divergerende Modification gjerne kan være blevet forøget i de paa hinanden følgende

[page break]

[Diagram]

[Diagram]

[page break]

[page] 145

Generationer. Dette Forhold vilde kunne fremstilles paa Tavlen derved, at man fjernede alle de Linier, der udgaa fra A med Undtagelse af den fra a1 til a10. Paa denne Maade have f. Ex. øjensynligt den engelske Væddeløbshest og den engelske Hønsehund langsomt fjernet sig fra deres Stamformers Karakterer, uden at nogen af dem har dannet nye Sidegrene eller Racer.

Vi antage, at Arten A, efterat der er gaaet titusinde Generationer, har frembragt tre Former a10, f10 og m10, hvilke derved, at de have divergeret i Karakter igjennem de paa hinanden følgende Generationer, ville være komne til at afvige meget, men maaske ulige meget, fra hinanden indbyrdes og fra deres fælles Stamform. Dersom vi antage, at der er overordenlig lidt Forskjel mellem de Beløb af Variering, der paa vor Tavle repræsenteres af to paa hinanden følgende vandrette Linier, ville disse tre Former ikke være uaaede til andet end til at være ret udprægede Varieteter; men vi behøve blot at antage, at de enkelte Trin i Modifikationernes Række ere mere talrige eller repræsentere et større Beløb af Forandring, for at disse tre Former kunde være blevne til tvivlsomme eller endelig til skarpt adskilte Arter; saaledes illustrerer Tavlen de Trin, ved hvilke de smaa, Varieteterne adskillende Forskjellig-heder ere voksede til de større, Arterne adskillende Forskelligheder. Ved at blive ved paa denne Maade gjen-.nem et større Antal Generationer (saaledes som det er viist paa Tavlen paa en sammentrængt og simplificeret Maade) faa vi otte Arter betegnede med de mellem a14 og m14 værende Bogstaver, alle nedstammende fra A. Saaledes, troer jeg, ere Arterne blevne mangfoldiggjorte og Slægterne dannede.

I en stor Slægt er det nu sandsynligt, at mere end en Art skulde give sig til at variere. Paa Tavlen har jeg ladet en anden Art I ved analoge Trin efter titusinde Generationers Forløb have frembragt enten to udprægede Varieteter eller to Arter (w10 og z10), eftersom man nu

10

[page] 146

gjør det Beløb af Forandringer, som antages repræsenteret af Mellemrummene mellem de vandrette Linier, stort eller lille. Efter fjorten tusinde Generationers Forløb antages der at være bleven dannet seks nye Arter, betegnede ved Bogstaverne fra n14 til z14. I en hvilkensomhelst Slægt ville de Arter, som ere meget forskjellige indbyrdes, søge at frembringe flest modificerede Efterkommere; thi de ville have størst Udsigt til at udfylde nye og vidt forskjellige Pladser i Naturens Husholdning; derfor har jeg paa Tavlen valgt den yderst staaende Art A og den temmelig yderligstaaende Art I til at have varieret stærkt og frembragt nye Varieteter og Arter. De andre ni Arter (paa Tavlen betegnede med store Bogstaver) af vor oprindelige Slægt kunne i lange, men ulige lange Tidsrum vedblive at frembringe uforandrede Efterkommere, og dette er viist paa Tavlen derved, at de punkterede Linier naa ulige højt op.

Men medens nu dette, som jeg har fremstillet paa Tavlen, er gaaet for sig, saa er der et andet Princip, der har spillet en vigtig Rolle med: Uddøen nemlig. Da Kvalitetsvalget* i ethvert fuldt besat Land nødvendigvis virker derved, at den Form, der er bleven udvalgt, paa en eller anden Maade, er stillet heldigere i Kampen for Tilværelsen end de andre Former, saa vil der til enhver Tid hos de forbedrede Efterkommere af en Art være en stadig Tendens til at træde istedetfor og udrydde deres Forgængere og deres oprindelige Stamform. Thi man maa vel huske paa at Rivaliseringen i Almindelighed vil være stærkest mellem de Former, der staa hinanden nærmest i Sædvaner, Konstitution og Bygning. Derfor ville alle de Former, der staa mellem de tidligere og de senere Led i Udviklingsrækken d. v. s. mellem de mindre og de mere forbedrede Former af en Art, saavelsom ogsaa den oprindelige Stamform selv, i Almindelighed være tilbøjelige til at uddø. Det Samme vil sandsynligvis ogsaa være Tilfældet med mange hele sideordnede Linier, der ville blive be-

[page] 147

sejrede af senere og forbedrede Linier. Dersom imidlertid en Arts modificerede Afkom kommer ind i et andet Strøg eller hurtigt bliver afpasset efter en eller anden ganske ny Lokalitet, hvor Afkom og Stamform ikke kommer til at rivalisere, kunne de begge vedblive at existere.

Dersom vi da altsaa antage, at det Beløb af Modifi-cation, som er fremstillet paa Tavlen, er stort nok, vilde Arten A og alle de første Varieteter være uddøde og være blevne afløste af otte nye Arter (a14 til m14), og I vil være bleven afløst af seks (n14 til z14) nye Arter.

Vi kunne imidlertid gaa videre endnu. Vi antoge, at de oprindelige Arter i vor Slægt lignede hinanden ulige meget, hvad der i Almindelighed er Tilfældet i Naturen. Arten A er nærmere beslægtet med B, C, D, end med de andre Arter, og Arten I mere beslægtet med G, H, K, L, end med de Andre. Disse to Arter A og I antoges ogsaa at være meget almindelige og vidtudbredte Arter, saa at de oprindelig maa have været noget heldigere stillede end Slægtens andre Arter. Deres modificerede Efterkommere (i den fjoftentusinde Generation fjorten i Tallet) ville rimeligvis have arvet nogle af de samme Fordele; de ere endvidere blevne modificerede og forbedrede paa forskjellig Maade paa hvert enkelt Udviklingstrin, saaledes, at de ere blevne afpassede efter mange Pladser i deres Lands Naturhusholdning. Det synes derfor at være højst rimeligt, at de ville have afløst og derved tilintetgjort ikke blot deres Stamformer A og I, men ogsaa de af de oprindelige Arter, der stode de nævnte Stamformer nærmest. Derfor ville kun meget faa af de oprindelige Arter være vedblevne at avle Afkom til den fjortentusinde Generation. Vi kunne antage, at kun en (F) af de to Arter E og F, som vare fjernest beslægtede med de andre ni oprindelige Arter, har havt Afkom paa dette sildige Udviklingstrin.

De nye Arter, der paa vor Tavle nedstamme fra de elleve oprindelige Arter, ville saaledes være femten i det Hele. Paa Grund af Kvalitetsvalgets Divergeringstendens

10*

[page] 148

vil Forskjellen i Karakter mellem Arterne a14 og z14 være meget større end Forskjellen mellem de to mest forskjel-lige Arter af de elleve oprindelige. De nye Arter ville fremdeles være beslægtede med hinanden paa en hel anden Maade. Af A's otte Efterkommere ville de tre, der ere betegnede som a14, q14, p14, være nær beslægtede, fordi de ere temmelig nye Grene fra a10; b14 og f14 ville være saa temmelig bestemt adskilte fra de tre førstnævnte Arter, fordi de noget tidligere ere komne fra a5, og endelig ville o14, e14 og m14 være nær beslægtede med hinanden, men da de lige i Begyndelsen have divergeret, ville de være vidt forskjellige fra de fem andre Arter og kunne komme til at danne en Underslægt eller endogsaa en Slægt.

I's seks Efterkommere ville danne to Underslægter eller Slægter; men da den oprindelige Art I afveg meget fra A, idet den næsten stod i den modsatte Ende af den oprindelige Slægt, ville I's Efterkommere paa Grund af Arveligheden alene afvige temmelig betydeligt fra A's otte Efterkommere; og nu antages jo ovenikjøbet de to Grupper at have divergeret i forskjellige Retninger. De mellemliggende Arter (og det er en meget vigtig Omstændighed), som forbandt Stamarterne A og I, ere ogsaa allesammen, med Undtagelse af F, uddøde og have intet Afkom efterladt sig. Derfor maa de seks nye Arter, som ere nedstammede fra I, og de otte, som ere nedstammede fra A, regnes for bestemt adskilte Underfamilier.

Saaledes troer jeg, det er gaaet til, at to eller fiere Slægter ere blevne frembragte ved en af Modifikationer ledsaget Afstamning fra to eller flere Arter af samme Slægt. De to (eller flere) Stamarter antages at nedstamme fra en eller anden Art af en tidligere bestaaende Slægt. Paa vor Tavle er dette betegnet derved, at de grovt punkterede Linier neden under de store Bogstaver konvergere nedad imod et enkelt Punkt; dette Punkt forestiller en enkelt

[page] 149

Art, som antages at være Stamfader til vore nye Underslægter og Slægter,

Det kunde imidlertid være Umagen værd blot et Øjeblik at undersøge, hvilken Karakter den nye Art F14 har; denne Art antages ikke at have divergeret i videre høj Grad, men at have beholdt F's Form enten uforandret eller kun forandret i ringe Grad. Med de andre fjorten nye Arter vil den være beslægtet paa en mærkelig Maade og ligesom ad Omveje. Da den er nedstammet fra en Form, som stod imellem de to Stamformer A og F, der nu antages at være uddøde og ubekjendte, vil den paa en vis Maade staa midt imellem de to Grupper, der ere nedstammede fra disse Arter, Men da disse to Grupper stadig have fjernet sig fra deres Stamformers Typer vil den ny Art Fu ikke ligefrem staa imellem dem, men snarere imellem de to Gruppers Typer, — Exempler her-paa kan enhver Naturforsker snart komme i Tanke om.

Vi have hidtil antaget, at hver enkelt af Tavlens vandrette Linier var Udtryk for tusinde Generationer; men de kunde jo ligesaa godt være det for en Million eller flere Millioner Generationer, ligesom en saadan Linie ogsaa kan forestille en Afdeling af de paa hinanden følgende Lag af Jordskorpen med de i den indesluttede uddøde organiske Levninger. Vi skulle, naar vi komme til Kapitlet om Geologi, komme tilbage til dette Emne, og jeg troer, at vi da skulle se, at Tavlen giver os nogen Oplysning om Slægtskabet mellem de uddøde Væsner, der, omendskjøndt de i Almindelighed tilhøre de samme Ordener, Familier eller Slægter, som de, der nu leve, dog ofte, paa en vis Maade, staa midt imellem de nu existe-rende Grupper. Dette er simpelthen saaledes at forstaa, at de uddøde Arter levede til en meget tidlig Tid, da Afstamningsliniens Grene ikke havde divergeret saa meget. Jeg kan ikke indse, hvorfor man skulde indskrænke det, vi her have udviklet om Modifikationen, til Dannelsen af Slægter alene. Dersom vi antage det Beløb af For-

[page] 150

andring, som paa Tavlen repræsenteres af hver enkelt af de paa hinanden følgende Grupper af divergerende punkterede Linier, for at være stort, saa ville de Former, der ere betegnede med a14 til p14, de, der ere betegnede med b14 og f14, og de, der ere betegnede med o14 til m14, danne tre meget bestemt adskilte Slægter. Vi faa da altsaa to meget bestemt adskilte Slægter, der nedstamme fra I og ere vidt forskjellige fra A's Efterkommere. Disse to Grupper af Slægter ville saaledes danne to bestemt adskilte Familier eller Ordener; det kommer jo an paa, hvor stort man antager det Beløb af divergerende Modifikation, som Tavlen frembyder, for at være. De to nye Familier eller Ordener nedstamme fra den oprindelige Slægt, og denne antages saa igjen at nedstamme fra en eller anden endnu ældre og ubekjendt Form.

Vi have seet, at det overalt er Arter, som høre til de større Slægter, der oftest frembyde Varieteter eller begyndende Arter. Dette kunde man nu have sagt sig selv iforvejen; thi da Kvalitetsvalgets Indvirkning paa en Form er betinget af, at denne Form paa en eller anden Maade er heldigere stillet i Kampen for Tilværelsen end de andre Former, vil det hovedsagelig paa virke dem, der allerede paa en eller anden Maade ere heldigt stillede; og det, at en Gruppe er stor, viser, at dens Arter have nogle heldige Egenskaber fælles, som de have arvet fra en fælles Stamform. Derfor vil Kampen om at frembringe nye og modificerede Efterkommere navnlig staa mellem de større Grupper, der alle bestræbe sig for at forøge deres Individantal. Den ene store Gruppe vil langsom besejre den anden, indskrænke dens Individantal og derved dens Udsigt til fremtidig Variering og Forbedring. Indenfor en og samme stor Gruppe ville de senere og mere fuldkomne Undergrupper, derved at de forgrene sig stærkt og sætte sig fast paa mange nye Pladser i Naturens Husholdning, stadig søge at afløse og ødelægge de tidligere og mindre forbedrede Undergrupper. Smaa usammenhængende Grupper

[page] 151

og Undergrupper ville tilsidst forsvinde. Kaste vi Blikket ud i Fremtiden, kunne vi forudsige, at de Grupper af organiske Væsner, der nu er store og herskende og som ere mindst usammenhængende, (d. v. s. af hvilke der er uddøet færrest), ville endnu længe vedblive at udvide sig. Men hvilke Grupper der til Syvende og sidst ville faa Overhaand, det kan Ingen forudsige; thi man har Ex-empler nok paa, at Grupper, der tidligere vare i overordenlig høj Grad udviklede, nu ere uddøde. Se vi endnu længere frem i Fremtiden, kunne vi forudsige, at en Mængde af mindre Grupper, paa Grund af at de store Grupper stadig vokse, ville gaa aldeles til Grunde og intet modificeret Afkom efterlade sig, og at endelig, som en Følge deraf, overordenlig faa af de Arter, som leve til en hvilkensomhelst given Tid, ville have Efterkommere i Live i en meget fjern Fremtid. Jeg skal komme tilbage til dette Emne i Kapitlet om Klassifikation, og jeg skal blot tilføje, at, ifølge det ovenfor Sagte, kun yderst faa af de nogenlunde gamle Arter have efterladt sig Afkom; og da alle en og samme Arts Efterkommere danne en Klasse, saa kunne vi forstaa, hvorfor der existerer saa faa Klasser i hvert af Dyre- og Planterigets Hovedafdelinger. Om-endskjøndt faa af de ældste Arter have efterladt sig modificeret Afkom, maa dog Jorden i fjerne geologiske Perioder have været næsten ligesaa godt besat med Arter af mange Slægter, Familier, Ordener og Klasser som den Dag idag.

Om den Grad, i hvilken Organisationen søger at skride frem.

Kvalitetsvalget virker udelukkende ved at bevare og samle Varieringer, som ere tjenlige under de organiske og uorganiske Livsbetingelser, for hvilke enhver Skabning er udsat til forskjellige Tider af sit Liv. Det endelige Resultat er det, at enhver Skabning søger at blive heldigere og heldigere stillet overfor disse Betingelser. Denne heldigere Stilling fører uundgaaelig til, at Flertallet

[page] 152

af de levende Væsner hele Verden igjennem Trin for Trin skrider fremad i Organisation. Men her komme vi ind paa et meget indviklet Emne; thi Naturforskerne have endnu ikke kunnet finde et Udtryk, som de alle kunne være enige om, for hvad der egenlig skal forstaaes ved Fremskridt i Organisationen. Blandt Hvirveldyrene* er det tydeligt nok at Intelligenshøjden og en Nærmelse til Menneskets Bygning kommer med i Betragtning. Man skulde antage, at den Mængde af Forandringer, som de forskjel-lige Dele og Organer gjennemgaa i deres Udvikling fra Embryo-Tilstanden til den fuldkomment udviklede Tilstand, kunde afgive en passende Maalestok; men der er Tilfælde (saaledes er det f. Ex. med visse Snyltekrebs), i hvilke forskjellige Bygningsdele blive mindre fuldkomne, saa at det udviklede Dyr ikke kan siges at staa højere end dets Larve. Von Baers Maalestok synes at være den, der er mest og bedst anvendelig, nemlig Differen-tieringsbeløbet af det samme organiske Væsens forskjellige Dele (i udvoksen Tilstand, som jeg skulde være tilbøjelig til at tilføje) og deres Uddannelse til forskjellige Funktioner, eller, som Milne Edwards vilde udtrykke det: Fuldstændigheden af Delingen af det fysiologiske Arbejde. Men man seer, hvor dunkel denne Sag er, naar man henvender sin Opmærksomhed paa f. Ex. Fiskene, af hvilke nogle Naturforskere anse dem for de højeste, der ligne Hajerne og komme. Amfibierne nærmest, medens andre Naturforskere regne Benfiskene (Teleostei) for de højeste, eftersom disse ere de mest fiskeagtige og afvige mest fra de andre Hvirveldyrklasser. Vi faa endnu bedre Øje for Sagens Dunkelhed, naar vi vende os til Planterne, blandt hvilke der jo naturligvis ikke kan være Tale om nogen Intelligenshøjde; her regne Botanikerne de Planter for de højeste, som have de enkelte Organer (Bægerblade, Kronblade, Støvdragere og Støvvej) fuldkomment udviklede i hver enkelt Blomst, medens andre Botanikere, sandsynligvis med mere Ret, anse de.Planter for de højeste,

[page] 153

som have deres forskjellige Organer meget modificerede og reducerede i Antal.

Dersom vi som Maalestok for høj Organisation tage Beløbet af de forskjellige Organers Differentiering og ensidige Udvikling hos hvert enkelt Væsen i udvokset Tilstand (og dette vil medindbefatte Hjernens fuldkomnere Uddannelse i intellektuelle Øjemed), saa fører Kvalitetsvalget tydelig nok fremad; thi alle Fysiologer ere enige om, at ensidig Uddannelse af Organerne, forsaavidt som en- saadan bringer dem til at fungere bedre, er fordelagtig for ethvert Væsen, og saaledes er da en Samling af Varieringer, der stræbe henimod ensidig Udvikling, indenfor Kvalitetsvalgets Rækkeevne. Paa den anden Side kunne vi, naar ri huske, at alle organiske Væsner stræbe at forøge deres Individantal efter et højt Forhold og efter at sætte sig fast paa enhver daarligt besat Plads i Naturens Husholdning, se, at det meget godt er muligt for Kvalitetsvalget at afpasse et organisk Væsen efter en Stilling, i hvilken adskillige Organer ville være overflødige og unyttige: i saa Tilfælde ville vi faa Tilbageskridt i Organisation. Hvorvidt Organisationen i det Hele taget virkelig er gaaet fremad, fra de fjerneste geologiske Perioder til den Dag idag, ville vi mere bekvemt kunne omtale i vort Kapitel om den geologiske Rækkefølge.

Man kunde imidlertid gjøre den Indvending, at dersom alle organiske Væsner saaledes søge at blive højere og højere organiserede, hvor er det da muligt, at der over den hele Verden endnu existerer en Mængde af de laveste Former, og hvordan gaaer det til, at i enhver stor Klasse ere nogle Former langt højere udviklede end andre? Hvorfor have ikke de mere fuldkommen udviklede Former overalt afløst og udryddet de lavere? Lamarck, som troede paa en iboende og uundgaaelig Tendens til Fuldkommen-gjørelse hos alle organiske Væsner, synes at have følt denne Vanskelighed saa stærkt, at han herved blev ledet til den Antagelse, at der stadig frembragtes nye og simple

[page] 154

Former ved Selvavling. Videnskaben kan imidlertid ikke paa sit nuværende Standpunkt, hvad den saa forøvrig kan komme til i Fremtiden, indrømme, at der nu opstaaer levende Skabninger paa den Maade. Det, at der stadig existerer simple Organismer, frembyder ingen Vanskelighed for vor Théori; thi Kvalitetsvalget medfører ikke nødvendigvis en fremadskridende Udvikling, det benytter sig kun af saadanne Varieringer, som maatte vise sig og som kunne være til Nytte for enhver enkelt Skabning under dens indviklede Livsforhold. Og hvad Nytte vilde, kunde man sige, efter hvad vi kunne se, et Infusionsdyr, en Indvoldsorm eller selv en Regnorm have af at være meget fuldkomment organiserede? Dersom det ikke var dem til nogen Nytte, saa vilde Kvalitetsvalget lade disse Former forblive uforandrede eller i al Fald kun forbedre dem lidt, og de kunde holde sig i uendelig lange Tider i deres nu lidet fuldkomne Tilstand. Geologien fortæller os da ogsaa, at nogle af de laveste Former, som Infusionsdyr og Rhizo-poder (Slimdyr), i uendelig lange Tider have været næsten saaledes, som de ere nu. Men at antage, at de fleste af de mange nu existerende, lavere Former ikke ere skredne det Mindste fremad, siden Livet først gryede, det vilde vel igjen være vel dristigt; thi enhver Naturforsker, som har dissekeret nogle af de Væsner, der nu regnes for at staa meget langt nede i Rækken, maa være bleven slaaet af deres i Virkeligheden vidunderlige og skjønne Organisation.

Vi kunne faa Brug for næsten de samme Betragtninger, naar vi se paa de forskjellige Organisationstrin indenfor enhver enkelt stor Gruppe, naar vi f. Ex. se hen til, at af Hvirveldyrene Pattedyr og Fisk leve samtidigt, af Pattedyrene Mennesket og Ornithorhynchus, af Fiskene Hajen og Trevlemunden (Branchiostoma), hvilken sidste Fisk paa Grund af dens Bygnings overordenlig store Simpelhed nærmer sig til de hviryelløse Dyrs Klasser. Men Pattedyr og Fisk kunne neppe komme til at rivalisere med hinanden,

[page] 155

hele Pattedyrklassens eller enkelte af dens Medlemmers fremadskridende Udvikling vilde ikke føre til, at den eller de afløste og derved udryddede Fisk. Fysiologerne tro, at Hjernen for at være i høj Grad virksom maa bades med varmt Blod, og hertil udfordres der, at der maa aandes i Luften, saa at varmblodede Pattedyr, der opholde sig i Vandet, have nogle Ulæmper, som Fiskene ere fri for. I denne sidste Klasse vilde Medlemmerne af Hajfamilien ikke søge at afløse Trevlemunden, thi den har, som jeg hører fra Fritz Muller en eneste Fælle og Medbejler paa Sydbrasiliens golde, sandede Kyst, nemlig en anomal Ledorm (Annelida). De tre laveste Pattedyr-Ordener, nemlig Pungdyr, Gumlere og Gnavere, leve i Sydamerika i samme Egn som mangfoldige Abekatte, og de have rimeligvis ikke meget med hinandenat gjøre. Omendskjøndt Organisationen i det Hele taget overalt kan være^ skredet fremad og vel endnu gjør det, „ saa vil dog den hele Række af Organismer altid kunne opvise mange Trin af Fuldkommenhed; thi visse Klassers elier enkelte af deres Medlemmers stærke Fremadskriden fører ikke altid med Nødvendighed til en Udryddelse af de Grupper, med hvilke de ikke komme til at rivalisere stærkt. I nogle Tilfælde synes, som vi senere skulle se, lavt organiserede Former at være blevne bevarede indtil vore Dage, derved, at de beboede stærkt begrændsede eller meget ejendommelige Lokaliteter, hvor de have været udsatte for mindre stærk Rivalisering, og hvor deres Faa-tallighed har indskrænket Udsigten, til at der skulde op-staa heldige Varieringer.

Endelig troer jeg, at der overalt nu existerer mange lavt organiserede Former af forskjellige andre Grunde. I nogle Tilfælde kan det være, at der aldrig har viist sig Varieringer eller individuelle Forskjelligheder af en saa heldig Natur, at Kvalitetsvalget kunde komme til at paavirke og samle dem. Rimeligvis har der ingensinde været Tid nok til, at den størst mulige Udvikling knnde naaes. I nogle faa Tilfælde er Organisationen gaaet tilbage. Men

[page] 156

Hovedgrunden er ganske simpelt den, at en høj Organisation under meget simple Livsvilkaar ikke vilde være til nogen Nytte og rimeligvis ligefrem til Skade, da den jo er af en mere delikat Natur og altsaa mere tilbøjelig til at komme i Uorden og til at lide Overlast.

Hvorledes, har man spurgt, ere, da Livet først gryede, da alle organiske Væsner rimeligvis vare saa simpelt byggede som muligt, hvorledes ere da Delene begyndte at gaa fremad i Udvikling eller i Differentiering? Hr. Herbert Spencer vilde rimeligvis svare, at saasnart som ' en simpel encellet Organisme ved Nydannelse eller ved Deling kom til at blive sammensat af flere Celler eller blev fæstnet til en eller anden Overflade, saa vilde hans Lov: »at homologe Forbindelser af hvilkensomhelst Orden bleve differentierede, alt efter som deres Forhold til de tilfældige Kræfter bleve forskjellige«, træde i Virksomhed. Men da vi ingen Kjendsgjerninger have at holde os til, saa er al Spekulation over Spørgsmaalet unyttig. Det er imidlertid fejlagtigt at antage, at der ikke vilde finde nogen Kamp for Tilværelsen Sted og som Følge deraf heller intet Kvalitetsvalg, førend der var blevet frembragt mange Former; ingenlunde! Varieringer hos en enkelt Art, som levede paa en isoleret Lokalitet, kunde være gunstige, og saaledes kunde den hele Mængde af Individer blive modificeret, eller der kunde opstaa to forskjellige Former. Men, som jeg bemærkede i Slutningen af min Indledning, man bør ikke blive forbavset over, at der er saa Meget angaaende Arternes Oprindelse, som man endnu ikke har kunnet forklare; thi vi maa tage tilbørligt Hensyn til, at vi ere saa tykt uvidende om det gjensidige Forhold mellem' de Væsner, der beboede Verden i de svundne Tider.

Forskjellige Indvendinger.

Jeg vil her omtale nogle faa Indvendinger af for-skjellig Slags, som man har rejst imod min Maade at se Sagen paa, da derved Noget af det, vi tidligere have om-

[page] 157

talt, maaske kunde komme til at staa mere klart; men det vilde ikke være til nogen Nytte at omtale alle Indvendinger, eftersom der ere mange af dem, der ere blevne rejste af Skribenter, som ikke have gjort sig den Ulejlighed at forstaa min Synsmaade. Saaledes har fornylig en udmærket tysk Naturforsker udtalt, at det svageste Punkt i min Theori er det, at jeg anseer alle organiske Væsner for ufuldkomne. Hvad jeg i Virkeligheden har sagt er, at de ikke alle ere saa fuldkomne i deres Livsbetingelser, som de kunde være, og dette fremgaaer jo tydelig nok deraf, at der i mangfoldige Egne af Verden er en Mængde af indfødte Former, som fordrives af Fremmede, der have trængt sig ind og ere blevne naturaliserede. Ikke heller kunne alle organiske Væsner, selv om de til en vis givet Tid vare aldeles fuldkomment afpassede efter deres Livsbetingelser, vedblive at være dette, naar Betingelserne langsomt forandre sig, med Mindre ogsaa Organismerne forandre sig; og der er vel Ingen, der vil benægte, at ethvert Lands fysiske Betingelser saavel som dets Beboeres Antal og Art ere Forandringer underkastede.

Man har gjort den Indvending, at da ingen af de af Ægypternes Dyr og Planter, om. hvilke vi vide Noget, have forandret sig i de sidste 3000 Aar, saa er rimeligvis heller ingen i nogensomhelst anden Del af Verden blevne modificerede. De mange Dyr, som ere forblevne uforandrede siden Istidens Begyndelse, vilde have været en ganske anderledes stærk Indvending at møde med; thi de have været udsatte for store Klimatforandringer og have gjennemvandret store Strækninger, medens Livsbetingelserne i Ægypten, saavidt vi vide, i de sidste 3000 Aar have været aldeles ensformige. Den Omstændighed, at der kun har fundet liden eller ingen Modifikation Sted siden Istidens Begyndelse, vilde have nogen Vægt som Indvending mod dem, der tro paa en nødvendig iboende Udviklingslov; men den er magtesløs overfor Læren om Kvalitetsvalget, som kun hævder, at der lejlighedsvis,

[page] 158

hos nogle faa Arter, forekommer Varieringer eller individuelle Forskjelligheder af en heldig Natur, som da blive bevarede.

Man har sagt: dersom Kvalitetsvalget er en saa vældig Magt, hvorfor er saa ikke det Organ blevet modificeret og forbedret? hvorfor er ikke den almindelige Bies Sugesnabel blevet forlænget saa meget, at Dyret med den kan naa Rødkløverens Honningdug? hvorfor er der ikke bleven givet Strudsen Evne til at flyve? Ja, men selv under Forudsætning af, at de nævnte Dele og Organer have varieret i den rigtige Retning, forudsat at Kvalitetsvalget har havt Tid nok til sit langsomme Arbejde, idet det ofte er blevet hindret ved Krydsninger og ved. Tendensen til Attavisme, — hvem vil saa paastaa, at han kjender et eneste organisk Væsens Livshistorie saa nøje, at han kan sige, at en vis bestemt Forandring i det Hele taget vilde være det nyttig? kunne vi være sikkre paa, at en lang Sugesnabel ikke vilde være den almindelige Bi til Hinder, naar den indsugede Saft af de utallige smaa Blomster, den besøger? kunne vi være sikkre paa, at en laug Sugesnabel ikke ved Korrelation næsten nødvendigvis maatte forøge de -andre Munddeles Størrelse, maaske til Skade for det fine Cellebygningsarbejde? Hvad Strudsen angaaer, saa vilde man ved et Øjebliks Omtanke begribe, hvilken uhyre stor Næringsmængde, der nødvendigvis maatte til, for at denne Ørkenfugl kunde faa Styrke til at bevæge sit store Legeme igjennem Luften. Men det er vel i det Hele taget ikke værd at give sig af med slige uoverlagte Indvendinger.

Den berømte Palæontolog Bronn spørger i Slutningen af sin tydske Oversættelse af dette Værk, om hvorledes det kan stemme med Kvalitetsvalget, at en Varietet kan leve Side om Side med sin Stamform? Dersom begge ere blevne indrettede paa lidt forskjellige Livsvaner eller Livsbetingelser, kunne de leve sammen, skjøndt det, for de Dyrs Vedkommende, som kunne krydses og som vandre meget omkring, plejer at være Tilfældet, at Varieteterne

[page] 159

findes paa ganske bestemte Lokaliteter. Men dersom vi se bort fra de polymorfe Arter (hos hvilke Variabiliteten syntes at være af en ganske ejendommelig Natur) og alle blot foreløbige Varieringer, saaledes som betydelig Størrelse, Hvidfødthed o. s. v., saa findes de mere holdbare Varieteter, saa vidt jeg kari skjønne, altid paa særegne Lokaliteter, i Højlande eller Lavlande, i tørre eller side Distrikter eller i ganske bestemte Egne. Bronn hævder ogsaa, at bestemt adskilte Arter aldrig afvige fra hinanden i nogle enkelte Karakterer, men i mangfoldige Dele, og han spørger, hvordan det kan gaa til, at Kvalitetsvalget altid samtidig skulde have paavirket mange Dele af Organisationen? Men der er ikke Spor af Nødvendighed for at antage, at alle Delene ere blevne modificerede samtidigt; de kunne være blevne det en for en, og derved, at de ere -blevne nedarvede sammen, kommer det til at se ud, som om de vare blevne dannede samtidigt. Korrelation kan imidlertid forklare, at forskjellige Dele forandres, naar en eller anden enkelt Del forandres. Vi se dette tydelig nok hos vore Husdyr og dyrkede Planter, som — skjøndt de i en særlig høj Grad afvige i en eller anden bestemt Karakter — dog altid til en vis Grad ogsaa afvige fra hinanden i andre Karakterer.

Bronn spørger endvidere, hvordan det kan være, at Kvalitetsvalget ikke kan oplyse Noget om de Forskjellig-heder mellem Arterne, som ikke synes at være til nogen Nytte for disse, saaledes som Ørernes eller Halens Længde, Folderne i Tændernes Emaille hos forskjellige Arter Harer og Mus? For Planternes Vedkommende har Nageli fornylig behandlet dette Emne i en beundringsværdig Afhandling. Han indrømmer, at Kvalitetsvalget har udvirket Meget, men han fremhæver, at Plantefamilierne hovedsagelig ere forskjellige fra hinanden i saadanne morfologiske Karakterer, som synes at være Artens Velfærd aldeles uvedkommende; han troer som Følge heraf paa en iboende Tendens til at blive fuldkomnere og fuldkomnere

[page] 160

eller paa en fremadskridende Udvikling. Han nævner Anordningen af Vævenes Celler og Bladenes Stilling paa Aksen som saadanne Forhold, som Kvalitetsvalget ikke vilde kunne paavirke. Man kunde til disse føje de bestemte Talforhold hos Blomsterne, Ægenes Stilling og Frøets Form, ifald den da ikke er til Nytte for Frøets Spredning o. s. v. Professor Weismann forklarer, i sin Omtale af Nagelis Afhandling, saadanne Forskjelligheder ved, at den varierende Organismes Natur staaer under visse Betingelsers Indflydelse; og dette er det Samme, som jeg har kaldt Livsbetingelsernes direkte og bestemte Virkning, som faaer alle eller næsten alle Individer af samme Art til at variere paa samme Maade. Naar vi mindes saadanne Forhold som Dannelsen af de mere sammensatte Galæbler og visse Monstrøsiteter (som ikke kunne forklares ved Attavisme, Sammenvoksning o. s. v.) og pludselige stærkt udprægede Afvigelser i Bygning (som f. Ex. en Mosroses Fremkomst paa en almindelig Rose), saa maa vi indrømme at Individets Organisation ved dettes egne Vækstlove, under visse Betingelser, er i Stand til at undergaa store Modifikationer ganske uafhængig af den langsomme Samlen af smaa arvelige Modifikationer. Rimeligvis er der mange morfologiske Forskjelligheder, som maa sættes under denne Rubrik, som vi senere skulle komme tilbage til; men mange af Forskjellighederue kunne være til stor Nytte nu eller kunne tidligere have været det, omendskjøndt vi ikke ere i Stand til at se, hvad Nytte de gjøre; og de ville da være blevne paavirkede af Kvalitetsvalget. Et endnu større Antal morfologiske Forskjelligheder kunne vist betragtes som det nødvendige Resultat af andre læmpende Forandringer — Tryk, Mangel eller Overflod paa Næring, det at en tidlig dannet Del paavirker en senere udviklet, Korrelation o. s. v. — som alle Arter maa have undergaaet i deres lange Række af Afstamning og Modifikation.

[page] 161

Ingen vil hævde, at vi nu kjende Brugen af en eneste Plantes samtlige Dele eller hver enkelt Celles Funktioner i et eller andet Organ. For en fem, seks Aar .siden vilde en Uendelighed af Ejendommeligheder i Orkideeblomsternes Bygning, store Folder og Kamme og de forskjellige Deles Stilling til hinanden indbyrdes være blevne ansete for unyttige morfologiske Forskjelligheder, men nu vide vi, at de gjøre stor Nytte, og at de maa have været udsatte for Kvalitetsvalgets Paavirkning. Der er Ingen, der nu kan forklare, hvorfor Bladene paa et Skud divergere fra hinanden under en vis Vinkel; men vi kunne se, at deres Anordning staaer i Forhold til det, at de findes i lige store Afstande fra Bladene paa alle Sider, og vi kunne fornuftigvis vente, at det senere vil vise sig, at Vinklerne ere bestemte. af saadanne Forhold, som det, at der er kommet nye Blade til paa Skuddet, medens det laa sammentrængt i Knoppen, ligesaa uundgaaeligt, som at Bi-cellens Vinkler maa blive det, de ere, ved den Maade, hvorpaa Insekterne arbejde sammen.

Der er hele Plantegrupper, hvor Ægene ere oprette, andre, hos hvilke de ere hængende, og hos nogle faa Planter har et Æg den første, et andet Æg den anden Stilling i en og samme Frugtknude. Disse Stillinger synes ved første Øjekast udelukkende at have morfologisk og slet ingen fysiologisk Betydning; men Dr. Hooker underretter mig om, at af Ægene i samme Frugtknude ere i nogle Tilfælde kun de øverste, i andre Tilfælde kun de nederste befrugtede, og han antager, at dette efter al Sandsynlighed er afhængig af, hvilken Vej Støvrørene*) træde ind; er det Tilfældet, saa vil Ægenes Stilling — selv om et af dem er opret og et andet hængende være — en

*) Af de to Støvkornet omgivende Hinder træder den inderste, naar Støvkornet er bleven overført paa Arret, frem gjennem den yderste og trænger som et langt pølseformet Legeme (Støvrør) ned gjennem Støvvejen til Ægets Kimsæk og befrugter Ægcellen. 0. A.

11

[page] 162

Følge af, at der havde fundet en Udvælgelse Sted af en eller anden lille Afvigelse i Stilling, som kunde begunstige Befrugtningen og Frembringelsen af Frø.

Adskillige Planter, henhørende til forskjellige Ordener, frembringe Blomster af to Slags: aabne og med den sædvanlige Bygning og lukkede og ufuldkomne. Hos de sidste ere Kronbladene i Almindelighed reducerede til rene Rudimenter, og Støvkornene have en mindre Diameter. Hos Ononis collumnæ ere fem af de alternerende*) Støvdragere rudimentære, og hos nogle Violarter ere de tre af Støvdragere ogsaa rudimentære, medens de to andre nok ere i Stand til at funktionere, men dog ere meget smaa. Hos seks af tredive af en indisk Viols lukkede Blomster (hvilken Art vides ikke, da Planterne endnu ikke have frembragt fuldkomne Blomster) vare Bægerbladene reducerede fra det almindelige Antal fem til tre. Hos en Afdeling af Malpighiaceerne ere de lukkede Blomster ifølge A. de Jussieu endnu mere modificerede; thi de fem Støvdragere, som staa modsat Bægeret, ere alle uudviklede, og en sjette Støvdrager (som staaer modsat det eneste Kronblad, som er udviklet) findes ikke hos denne Arts almindelige Blomster; Griffelen, er uudviklet, og Frugtknuderne ere reducerede fra tre til to. Hos alle de nævnte Planter gjøre de smaa, lukkede Blomster god Nytte; thi de give næsten altid, og uden at bruge ret meget Blomsterstøv eller andet organiseret Stof, en stor Mængde Frø. . De fuldkomne Blomster gjøre det muligt, at der lejlighedsvis kan finde Krydsning Sted mellem forskjellige Individer. Derfor maa disse Forandringer være blevne, hvad de ogsaa uden Tvivl ere, frembragte ved Kvalitetsvalg, og jeg kan tilføje, at man undertiden kan se alle Overgangsformerne mellem fuldkomne og ufuldkomne Blomster paa en og samme Plante.

*) Alternerende o: som staa ligeoverfor Mellemrumme mellem den foregaaende Bladkredses (.her Kronens) enkelte Blade. O. A.

[page] 163

Hvad de Modifikationer angaa, som ere en nødvendig Følge af andre Forandringer (Mangel eller Overflod paa Næring, Tryk og andre ubekjendte Indflydelser), saa have vi kun Plads her for nogle faa og kortfattede oplysende Ex-empler. Hos den spanske Kastanie og hos visse Fyrrearter er ifølge Schacht Bladenes Divergensvinkel forskjellig paa de oprette og paa de næsten horisontale Grene. Hos den almindelige Rude og hos nogle andre Planter er der i Almindelighed en Blomst (som oftest den midterste, eller den, der afslutter Aksen), som først springer ud, og den har fem Bægerblade, fem Kronblade og femdelt Frugtknude, medens Firtallet er gjennemgaaende hos alle Plantens andre Blomster. Hos den britiske Desmerurt (Adoxa) har den øverste Blomst to Bægerflige og Firtallet gjennemgaaende hos de andre Organer, medens de den omgivende Blomster i iilminde-hed have tre Bægerflige og Femtallet gjennemgaaende hos de andre Organer; og denne Forskjel synes at være en Følge af den Maade, paa hvilken Blomsterne ere pakkede tæt sammen. Hos mange Kurveblomstrede, Skjærmplanter og hos nogle andre Planter have Randblomsterne meget mere udviklede Kroner end de midterste Blomster, og dette er rimeligvis en Virkning af Kvalitetsvalget; thi den hele Samling af Blomster gjøres derved meget mere iøjnefaldende for de Insekter, som ere nyttige eller vel end-ogsaa nødvendige for Blomsternes Befrugtning. Medens Kronerne saaledes ere mere udviklede, ere de reproduktive Organer hyppigt mer eller mindre uudviklede. Endnu mærkeligere er det, at Frøene af Randblomsterne og af de midterste Blomster undertiden ere meget forskjellige fra hinanden i Form, Farve og andre Karakterer. Hos Carthamus og nogle andre Kurveblomstrede ere kun de inderste Skalfrugter forsynede med Fnok, og hos Hyoseris har den samme Kurv tre forskjelligs Former af Skalfrugter. Hos visse Skjærmplanter ere Frøene af de yderste Blomster, ifølge Tausch, orthosperme og Frøene af de

11*

[page] 164

midterste coelosperme*), og denne Forskjel er af De Can-dolle blevet anseet for at have den største systematiske Betydning for Familien. Dersom i saadanne Tilfælde, som de nysomtalte, alle Blade, Blomster, Frugter o. s. v. paa samme Plante havde været udsatte for nøjagtig de samme ydre og indre Betingelser, vilde de uden Tvivl allesammen have frembudt de samme morfologiske Karakterer, og der vilde tydelig nok ikke være nogen Trang til at kalde et Fuldkommengjørelsens Princip til Hjælp. Dersom man antager, at man ikke kan hjælpe sig uden et saadant, saa maa man for de smaa lukkede Blomsters saavelsom for mange ufuldkomne Snyltedyrs Skyld tilkalde en iboende Tendens til Udvikling i tilbageskridende Retning.

Der kunde anføres.mange Exempler paa, at morfologiske Karakterer variere i høj Grad hos Planter, der høre til samme Art, og som vokse lige ved Siden af hinanden, ja vel endogsaa variere paa samme Individ, og der er nogle af disse Karakterer, der ansees for væsenlige i systematisk Henseende. Jeg vil kun omtale nogle faa saadanne Forhold, — de første, de bedste, jeg her kan komme i Tanke om. Det er ingen Nytte til at nævne Exempler paa, at Blomster paa den samme Plante snart have Firtallet, snart Femtallet gjennemgaaende i deres Organer; men da Varieringer i Delenes Antal, naar disse ere faa, altid ere forholdsvis sjeldne, saa skal jeg bemærke, at ifølge De Candolle have Blomsterne af Papaver bracteatum to Bægerblade og fire Kronblade (hvad der jo er det almindelige for Valmuer) eller tre Bægerblade og seks Kronblade. Den Maade, paa hvilken Kronbladene ligge sammenrullede i Knoppen, er hos de fleste Grupper en konstant morfologisk

*) Skjærmplanterne deles efter Frøhvidens Form i tre Grupper nemlig: Orthospermæ: Frøhviden plan paa den indadvendte Side, Cam-py lo s p er mæ:'Frøhviden paa Bugfladen indbøjet i Form af en Fold eller Fure og Coelospermæ: Frøhviden (og med den Frøet) fra Grunden til Spidsen krumbøjet. O. A.

[page] 165

Karakter; men Professor Asa Gray fortæller, at nogle Arter af Mimulus (Abeblomst) næsten ligesaa hyppig have Rhinantheernes (Skjallerne) Knopleje som Ånthirineernes (Torskemundene)*), til hvilken Afdeling Slægten hører. Aug. St. Hilaire nævner de følgende Exempler: Slægten Zanthoxylon hører til den Afdeling af Rutaceerne (Rudefamilien), som have en enkelt Frugtknude, men hos nogle af Arterne kan man paa samme Plante, ja selv i den samme Blomsterstand finde Blomster med en eller to Frugtknuder. Hos Helianthemum har man beskrevet Kapslen som en- eller trerummet, og hos H. mutabile »strækker der sig en mer eller mindre bred Lamel mellem Frugt-gjemmet og Frøstolen«. Hos Blomsterne af Saponaria officinalis (almindelig Sæbeurt) fandt Dr. Masters ogsaa i nogle Tilfælde, at Frøene vare vægstillede, i andre midtstillede. Endelig fandt St. Hilaire hen imod den sydligste Del af Gomphia olæformis's Voksekreds to Former, som han i Begyndelsen ansaa for utvivlsomt vel adskilte Arter, men senere saa han dem paa samme Busk, *og han tilføjer da: »her have vi da hos et og samme Individ Frugtknuder med tilhørende Griffel, der snart sidde paa en Frugtholder**), snart ikke.«

Skal man nu om disse sige, at man har seet dem ifærd med at gaa fremad mod et højere Udviklingsstadium? Ingenlunde! jeg vilde være tilbøjelig til at. drage den Slutning, at da saadanne Karakterer variere i saa høj Grad, have de rimeligvis meget lidt at sige for Planten selv, hvor vigtige de saa end kunne være for Klassifikationen. Omendskjøndt vi ere aldeles uvidende om, hvad det er, der fremkalder de enkelte Modifikationer, saa er det dog sandsynligt, efter hvad vi vide om Variabilitetens Forhold til forandrede Livsbetingelser, at en Bygnings-

*) Grupper af Maskeblomstrede. O.

**) Frugtholderen er en Forlængelse af den Del af Blomsteraksen, der ligger mellem Støvbladenes og Frugtbladenes Kreds. O. A.

[page] 166

maade under visse Omstændigheder vil have været mere fremherskende end alle andre og kan derved være blevet gjort næsten eller ganske konstant. Selve den Omstændighed, at saadanne Forskjelligheder ere uden Betydning for Artens Velfærd, gjør, at en eller anden lille Afvigelse, som maatte forekomme, ikke vilde blive forstærket ved Kvalitetsvalget; en saadan lille Afvigelse vilde netop være udsat for at forsvinde derved, at de forskjellige Individer krydsedes nu og da. En Bygningsmaade, som er bleven uddannet ved længe fortsat Ddvælgen, vil, naar den holder op med at være til Nytte for Arten, i Almindelighed blive variabel, (hvilket jo da ogsaa er Tilfældet med de rudimentære Organer); thi den vil ikke længer blive reguleret af den førnævnte Udvælgelsesmagt; men naar paa den anden Side bestemte Modifikationer, som ere uvæsenlige for Artens Velfærd, ere fremkomne ved selve Organismens Natur og ved en Forandring i Livsbetingelserne, saa kunne de, og ere øjensynlig ofte blevne det, nedarves i næsten samme Tilstand til mangfoldige anderledes modificerede Efterkommere. Ved Nedarvning have næsten alle Pattedyr faaet Haar, alle Fugle Fjer og de egenlige Krybdyr Skjæl. En Bygningsmaade, hvilken den saa er, naar den blot er fælles for mange beslægtede Former, ansees af os for at have stor systematisk Betydning og antages som en Følge heraf ofte af os for at være af stor Betydning for Artens Liv. Jeg er nu tilbøjelig til at tro, at morfologiske Forskjelligheder, som vi anse for væsenlige — f. Ex. Bladstillingen, Antallet af Frugtknudens Rum, Ægenes Stilling o. s. v. — i mange Tilfælde først fremkom som fluktuerende Varieringer, der tidligere eller senere bleve næsten konstante ved selve Organismens Natur og de forhaanden-værende Livsbetingelser saavelsom ogsaa ved Krydsning; thi da disse morfologiske Karakterer Intet betyde, for Artens Velfærd, saa ville deres smaa Afvigelser ikke blive paavirkede af Kvalitetsvalget. Det er et mærkeligt Resultat, vi saaledes komme til, nemlig det, at Karakterer, der

[page] 167

Iiave ringe Betydning for Artens Liv, ere de vigtigste for Systematikeren, men som vi senere skulle se, naar vi komme til at omtale det genetiske Klassifikationsprincip, er dette paa ingen Maade saa paradoxt, som det ved første Øjekast synes. Hvad man saa tænker om denne Synsmaade, saa er der dog intet af Forholdene i det ovenfor omtalte, der, saavidt jeg kan skjønne, kan godt-gjøre, at der existerer en iboende Tendens til Fuldkommen-gjørelsen eller fremadskridende Udvikling,

Jeg skal mi blot nævne to andre Indvendinger: en udmærket Botaniker, Hr. H. C. Watson, troer, at jeg overvurderer Karakterdivergensens Betydning (paa hvilken lian imidlertid øjensynligt troer), og hævder, at Karakterkonvergens, som man kunde kalde det, ligeledes har spillet en Rolle. Dette er et indviklet Emne, som vi ikke her behøve at omtale udførligt. Jeg skal blot bemærke, at dersom to Arter af to nærstaaende Slægter begge frembragte et Antal nye og divergerende Arter, saa vil jeg Bok tro, at de undertiden kunde nærme sig hinanden saa meget, at de for Bekvemheds Skyld bleve satte i den samme nye Slægt, og saaledes vilde da to Slægter blive til en (konvergere); men paa Grund af Arvelighedsprincipets Styrke, og fordi de to Stamarter have været forskjellige og som en Følge heraf ville have varieret paa en meget forskjellig Maade, synes det neppe troligt andet, end at de to nye Grupper i det Mindste ville danne forskjellige Afdelinger i Slægten.

Hr. Watson har endvidere indvendt, at en fortsat Virken af Kvalitetsvalget i Forbindelse med Karakterdivergens vilde søge at frembringe et uendeligt Antal Arter. Hvad de blot og bar uorganiske Livsbetingelser angaaer, synes det rimeligt, at et tilstrækkelig stort Antal Arter snart vilde blive afpassede til alle mulige Grader af Varme, Fugtighed o. s. v.; men jeg skal ganske villigt indrømme, at de organiske Væsners Forhold til hinanden indbyrdes har mere at sige, og at eftersom Antallet af Arter i et-

[page] 168

hvert Land tiltager, saa blive de organiske Livsbetingelser mere og mere indviklede. Som en Følge heraf synes der ved første Øjekast ikke at være nogen Græn'dse for det Beløb af heldbringende Forskelligartethed i Bygning og derfor heller ingen Grændse for det Antal Arter, der kunde frembringes. Vi have ingen Exempler paa, at noget Strøg, selv det rigeste, har saa mange Arter, som det kan rumme; selv i Kaplandet og i Avstralien, der have et saa forbavsende stort Antal Arter, ere mange evropæiske Planter blevne naturaliserede. Men Geologien lærer os, at Arts-antallet af Muslinger fra en tidlig Tid af den lange Tertiærtid, og at Antallet af Pattedyr fra Midten af den samme Tid har havt liden eller ingen Tilvækst. Hvad forebygger da en Forøgelse i det Uendelige af Artsantallet? Der maa være en Grændse for det Beløb af Liv, (jeg mener ikke Antallet af Arter), der kan underholdes paa en bestemt Strækning, eftersom Livet i saa høj Grad er afhængig af de fysiske Betingelser; dersom derfor en Strækning beboes af overordenlig mange Arter, saa maa hver eller næsten hver enkelt Art kun være repræsenteret af faa Individer, og saadanne Arter ville være udsatte for at gaa til Grunde ved tilfældigt* Omskiftelser i Aarstidernes Natur eller ved Forandringer i deres Fjenders Individantal. Udryddelsen vil i disse Tilfælde foregaa hurtigt, medens Frembringelsen af nye Arter altid maa foregaa meget langsomt. Forestil Dem engang, (hvilket er at sætte Sagen paa Spidsen), at der var ligesaa mange Arter som Individer i England, og den første strenge Vinter eller meget tørre Sommer vilde da udrydde Tusinder og atter Tusinder af Arter. Sjeldne Arter— og enhver Art vil blive sjelden overalt, hvor Arts-antallet forøges i det Uendelige — ville, som vi saa ofte have udviklet, i en vis given Tid frembringe faa heldige Varieringer; som en Følge heraf vil Frembringelsen af nye Arter kun gaa langsomt for sig. Bliver en eller anden Art meget sjelden, saa vil Krydsning mellem meget nær-staaende Individer hjælpe til at udrydde den; man antager,

[page] 169

at dette har virket med til at formindske Antallet af Urokserne i Lithauen, af Hjortene i Skotland og af Bjørnene i Norge o. s. v. Endelig vil — og det, er jeg tilbøjelig til at tro, er Noget af det Vigtigste — en herskende Art, som allerede har besejret mange Medbejlere i sin Hjemstavn, søge at udbrede sig og træde istedet for mange andre. Alph. de Candolle har viist, at de Arter, som udbrede sig meget, i Almindelighed søge at udbrede sig overordenlig meget, og som en Følge deraf ville de søge at træde istedetfor og at udrydde forskjellige Arter i forskjellige Strøg og saaledes forhindre en Forøgelse i det Uendelige af Arterne i Verden. Dr. Hooker har fornylig vist, at de endemiske*) Arter have aftaget i Antal i det sydøstlige Hjørne af Avstralien, hvor der øjensynligt er indvandret mange Arter fra forskjellige Verdensegne. Hvor stor Vægt man vil tillægge disse forskjellige Meddelelser, det kan jeg ikke have nogen Mening om, men tiisammen-tagne maa de i ethvert Land indskrænke Tendensen til at forøge Arterne i det Uendelige.

Resumé.

Dersom organiske Væsner under skiftende Livsbetingelser frembyde individuelle Forskjelligheder i alle deres Bygningsdele: og dette kan ikke nægtes; dersom der, paa Grund af, at enhver Art søger at tiltage i Antal i geometrisk Progression, finder en stærk Kamp for Tilværelsen Sted i en eller anden Alder til en eller anden Aarstid eller i et eller andet Aar: og dette kan visselig heller ikke nægtes — vilde det — naar man seer hen til, hvor uendelig indviklede de Forhold ere, i hvilke alle organiske Væsner staa til hinanden indbyrdes og til deres Livsbetingelser, og at dette gjør, at en uendelig stor Forskelligartethed i Bygning, Konstitution og Sædvaner bliver fordelagtig for dem —

*) Endemiske Arter ere saadanne, som kun forekomme i et enkelt Land. O A.

[page] 170

vilde det, siger jeg, være i høj Grad besynderligt, om der aldrig fremkom Varieringer, der vare nyttige for hvert enkelt Væsen, da der jo dog er fremkommet saa mange Varieringer, der have været nyttige for Mennesket. Men fremkommer der nogensinde Varieringer, der kunne være et eller andet organisk Væsen til Nytte, saa ville saa-danne Individer ubetinget have størst Udsigt til at blive bevarede i Kampen for Tilværelsen, og paa Grund af Arvelighedens stærke Lov ville de frembringe Afkom, der er ligesaa heldig stillet som de selv. Dette, at de heldigst indrettede overleve eller bevares, har jeg kaldt: Kvalitetsvalget. Det bevirker en Forbedring af hver enkelt Skabning i Forhold til dens organiske og uorganiske Livsbetingelser og paa den Maade, i de fleste Tilfælde, hvad der maa an-sees for Fremskridt i Organisation. Ikke destomindre ville lave og simple Former længe holde sig, dersom de ere godt afpaseede efter deres simple Livsbetingelser.

Ifølge den Lov, at Egenskaber nedarves i en Alder, der svarer til den, i hvilken de ere erhvervede, kan Kvalitetsvalget ligesaa let modificere Æg, Frø og Unger som de fuldt udviklede Tilstande. Hos mange Dyr vil Parrings-valget hjælpe Kvalitetsvalget derved, at det sikkrer de kraftigste og bedst skikkede Hanner det største Antal af Efterkommere. Parringsvalget vil ogsaa give Karakterer, der alene ere til Nytte for Hannerne i deres Kampe med andre Hanner, og disse Karakterer ville nedarves til et af Kjønnene eller til begge, alt efter som den ene eller den anden Form af Nedarvning er den herskende.

Hvorvidt nu Kvalitetsvalget virkelig saaledes har afpasset Livets mangfoldige Former til deres forskjellige Betingelser og Opholdssteder, det maa man blive enig med sig selv om ved at undersøge de i de følgende Kapitler anførte Grunde for og imod. Men vi have allerede seet, hvorledes det medfører Uddøen; og hvor stor en Rolle dette har spillet i Verdens Historie, det siger Geologien os tydeligt nok. Kvalitetsvalget fører ogsaa til Karakter-

[page] 171

divergens; thi jo mere organiske Væsner afvige fra hinanden indbyrdes i Bygning, Sæder og Konstitution, jo flere af dem kan der leve paa den samme Strækning, — hvilket vi kunne se Beviser paa ved at betragte enten Beboerne af en eller anden lille Plet eller ogsaa de naturaliserede Former. Derfor, jo mere Efterkommerne af en eller anden Art' divergere, jo heldigere ville de blive stillede i Kampen for Tilværelsen; (man huske vel paa, at Arterne stadig modificeres under Afstamningen, og at de uophørligt kæmpe for at tiltage i Individantal). Saa-ledes søge de smaa Forskjelligheder, der adskille Varieteter af samme Art fra hinanden, stadig at vokse op til at blive lige med de større Forskjelligheder, der adskille Arter af samme Slægt eller endog af forskjellige Slægter fra hinanden.

Vi have seet, at det er de almindelige, vidt udbredte og vidt herskende Arter, henhørende til de større Slægter, indenfor hver Klasse, som variere mest, og disse søge til deres modificerede Afkom at nedarve den Overlegenhed, som for Øjeblikket gjør dem til de herskende Arter i deres Hjemstavn. Kvalitetsvalget fører, som vi nys sagde, til Karakterdivergens og til Udryddelse efter én stor Maalestok af Livets mindre forbedrede Former (Mellemformer). Dette forklarer os, hvorfor de organiske Væsner paa samme Tid, som de ere beslægtede med hinanden, ere såa udpræget forskjellige. Det er virkelig en vidunderlig Kjendsgjerning — en Vidunderlighed, som vi ere tilbøjelige til at overse, fordi vi ere saa vante til den — at alle Dyr og alle Planter fra alle Tider og alle Steder ere forbundne med hinanden til naturlige Grupper, der igjen ordne sig i andre større Grupper, — saaledes som vi overalt kunne se det — og det paa en saadan Maade, at Varieteter af samme Art ere nærmest beslægtede med hinanden, Arter af samme Slægt mindre nært og ulige meget beslægtede med hinanden og ordnende sig i Underafdelinger ogUnderslægter, Arter af forskjellige Slægter meget mindre nær -beslægtede, og Slægter, der

[page] 172

danne Underfamilier, Familier, Ordner, Underklasser og Klasser, beslægtede med hinanden i forskjellig Grad. Man kan ikke ordne de forskjellige Grupper, der høre til en Klasse, i en enkelt Række; de synes snarere at samle sig omkring visse Punkter og disse igjen omkring andre Punkter og saa fremdeles næsten i en Uendelighed af Kredse. Dersom hver enkelt Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, saa kan der ingen Forklaring gives paa denne vel-bekjendte Ordning af alle de organiske Væsner; men den kan forklares ved Arveligheden og ved Kvalitetsvalgets mangeartede Virksomhed (heri indbefattet Uddøen og Karakterdivergens), saaledes som vi have oplyst det ved Hjælp af vor Tavle.

Man har undertiden villet give et Udtryk for Slægtskabet mellem alle Væsner af samme Klasse ved at fremstille Klassen som et stort Træ. Jeg troer, at dette Billede er overordenlig sandt. Kvistene med Løv og Knopper kunne forestille endnu levende Arter, og Grenene fra tidligere Aar kunne forestille den lange Rækkefølge af uddøde Arter. I hver enkelt Vækstperiode have alle de da voksende Kviste søgt at forgrene sig til alle Sider, søgt at overskygge og dræbe de dem omgivende Kviste og Grene, paa samme Maade som Arter og Grupper af Arter til alle Tider have overvældet andre Arter i den store Kamp for Tilværelsen. Stammens store Hovedforgreninger, som nu ere delte i store Grene, der igjen dele sig i mindre og mindre Dele, de vare selv en Gang, da Træet var lille, Kviste med Knopper, og denne Forbindelse mellem de tidligere og de nulevende Knopper ved forgrenede Grene kan være et meget godt Billede paa den Maade, paa hvilken alle uddøde Arter ere ordnede i Grupper, der igjen ere andre Grupper underordnede. Af de mange Kviste, der havde Liv og Løv, da Træet kun var Busk, er der kun to eller fire nu store Grene, der endnu leve og bære alle de andre Grene;' saaledes er der ogsaa meget faa af de Arter, der levede i længst forsvundne geologiske Perioder,

[page] 173

som nu have levende modificerede Efterkommere. Siden den Gang, Træet først skød frem, er mangen en Gren og mangt et Skud visnet bort og faldet af, og disse tabte Grene af forskjellig Størrelse kunne forestille de Ordner, Familier og Slægter, der ingen nulevende Repræsentanter have, og som vi kun kjende i fossil Tilstand. Ligesom vi hist og her se en underlig tynd Gren skyde frem fra en Tveje langt nede paa Træet, en Gren, der tilfældigvis har siddet heldigt og endnu er i Live øverst oppe, saaledes se vi ogsaa nu og da Dyr som Næbdyret (Ornithorhynchus) og Lungefisken (Lepidosiren), der til en vis Grad forbinder to store Livsgrene ved sit Slægtsskab med dem begge, og som øjensynlig har undgaaet en skjæbnesvanger Rivalisering ved at have levet paa et beskyttet Sted. Ligesom Knopper afføde nye Knopper, og disse, dersom de ere kraftige, slaa ud i Grene og overskygge mange svagere Skud paa alle Sider, saaledes troer jeg ogsaa, at det er gaaet med Livets store Træ, der opfylder Jordskorpen med sine døde og brudte Grene og bedækker Jordens Overflade med sine skjønne Forgreninger, der stadig skyde nye Skud.

[page 174] FEMTE KAPITEL.

Varieringslove.

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker. — Brug og Ikke-Brug i Forbindelse med Kvalitetsvalget; Flyveredskaber og Synsredskaber. — Akklimatisering. — Korrelativ Variering. — Væksterstatning og Vækstøkonomi. — Uægte Korrelation. — Hyppig forekommende, rudimentære og lavt organiserede Bygningsdele ere variable. — Dele, udviklede paa en usædvanlig Maade, i høj Grad variable: Artskarakterer mere variable end Slægtskarakterer: sekundære kjønslige Karakterer variable. — Arter af samme Slægt analoge i deres Varieren. — Tilbagevenden til Karakterer, der længe have været forsvundne. — Resumé.

Hvad en Forandring i Livsbetingelserne bevirker.

Jeg har hidtil talt, som om Varieringerne — der ere saa almindelige og mangeformede hos Husdyr og dyrkede Planter, hvad de ogsaa, men i en ringere Grad ere ude i Naturen — havde været Tilfældets Værk. Dette er naturligvis en aldeles ukorrekt Maade at udtrykke sig paa, men det tjener til ganske simpelt at vise vor Uvidenhed om Grunden til de enkelte Varieringer. Nogle Forfattere tro, at det ligesaameget er det reproduktive Systems Bestilling at frembringe individuelle Forskjelligheder eller smaa Afvigelser i Bygning som at gjøre Barnet ligt dets Forældre. Men den Kjendsgjerning, at Varieringer og Monstrositeter forekomme langt hyppigere blandt Husdyr og dyrkede Planter end ude i Naturen, og den, at Arter,

[page] 175

der have en vid Voksekreds, ere mere variable end de, der have en indskrænket Voksekreds, fører til den Slutning, at Variabiliteten staaer i direkte Forhold til de Livsbetingelser, under hvilke hver enkelt Art har levet gjennem flere paa hinanden følgende Generationer. I det første Kapitel forsøgte jeg at vise, at en Forandring i Livsbetingelserne kunde virke paa toMaader: direkte, enten paa hele Organisationen eller paa visse Dele alene, og indirekte gjennem det reproduktive System. Vi have altid med to Faktorer at gjøre: Organismens Natur, som er langt den vigtigste af de to, og Betingelsernes Natur. Den direkte Indvirken af en Forandring i Betingelserne giver bestemte eller ubestemte Resultater. I det sidste Tilfælde synes Organisationen at blive plastisk, og vi faa da megen fluktuerende Variabilitet. I det første Tilfælde er Organismens Natur en saadan, at den villigt giver efter, naar den sættes under visse bestemte Betingelser og alle eller næsten alle Individerne blive modificerede paa en og samme Maade.

Det er meget vanskeligt at afgjøre, hvorvidt en Forandring i Betingelserne, i Klima, Næring o. s. v. har virket paa en bestemt Maade. Der er Noget, der taler for, at den Virkning, de have havt i Tidernes Løb, har været større end den, for hvilken man kan føre et nogenlunde klart Sandsynlighedsbevis. Men vi kunne være saa temmelig sikkre paa, at de utallige, indviklede, samtidige Læmpelser i Bygning, som vi se overalt i Naturen hos forskjellige organiske Væsner, ikke uden videre kunne tilskrives de nævnte Forandringer. I det følgende Tilfælde synes Betingelserne at have havt en ringe, men bestemt Indflydelse. E. Forbes forsikkrer, at Muslinger i den sydlige Del af de Egne, de bebo, saavelsom hvor de leve i grundet Vand, ere mere straalende farvede end Individer af samme Art længere nord paa eller fra større Dybder; men dette har i den senere Tid været omtvistet. Hr. Gould troer, at Fugle af samme Art ere mere straalende

[page] 176

farvede, naar de opholde sig paa Steder, hvor Luften er klar, end naar de leve paa Øer eller nær ved Kysten, og Wollaston er overbevist om, at Ophold nær ved Havet paavirker Insekternes Farver. Moquin-Tandon meddeler en Liste paa Planter, som, naar de gro i Nærheden af Strandbredden, faa temmelig kjødede Blade, skjøndt de ellers ikke ere kjødede. Der kunde nævnes andre lignende Exempler.

Den Omstændighed, at Varieteter af en Art, naar de komme til at herske, hvor andre Arter have deres Ophold, ofte i en vis ringe Grad antage nogle af disse Arters Karakterer, stemmer godt overens med den Opfattelse, der i Arterne kun seer udprægede og holdbare Varieteter. Saa-ledes have de Muslingearter, som forekomme under Troperne og paa grundet Vand, i Almindelighed mere straalende Farver end de, der findes i koldere eller dybere Vand. Fastlandsfugle have ifølge Hr. Gould rigere Farver end Øfuglene. De Insektarter, som kun findes ved Søkysten, ere, som enhver Samler veed, ofte kobberfarvede eller mørke. Planter, som udelukkende leve ved Søkysten, ere meget tilbøjelige til at faa kjødede Blade. Den, som troer, at hver Art er skabt uafhængig af alle andre, maa sige, at dette Insekt f. Ex. blev skabt kobberfarvet, fordi det skulde leve nær ved Havet, men hint andet Insekt er, saa snart det naaede Søkysten, bleven kobberfarvet ved Variering.

Naar en Variering er til den allermindste Nytte for et eller andet Væsen, kunne vi ikke afgjøre, hvormeget der af denne Variering skyldes Kvalitetsvalgets Virksomhed og hvormeget Livsbetingelsernes bestemte Paavirkning. Saaledes vide Bundtmagerne helt vel, at Pelsen bliver tykkere og bedre hos Dyr af samme Art, jo længere nord paa de leve; men hvem kan sige, hvormeget af denne Forskjellighed der skyldes det, at det varmest klædte Individ i mange Generationer har været heldigt stillet og er blevet bevaret, og hvormeget der skyldes selve det

[page] 177

strænge Klima? thi det synes, som om Klimaet har nogen direkte Indvirkning paa vore Huspattedyrs Haarbeklædning.

Der kunde anføres Exempler paa, at ens Varieteter ere blevne frembragte af den samme Art under ydre Livsbetingelser, der vare saa forskjellige som vel muligt, og ligeledes paa, at forskjellige Varieteter ere blevne frembragte under tilsyneladende ens ydre Betingelser. Fremdeles kjender enhver Naturforsker utallige Exempler paa, at Arter aldeles ikke have varieret, skjøndt de leve under de mest forskjellige Klimater. Alt dette gjør, at jeg ikke er videre tilbøjelig til at lægge Vægt paa Livsbetingelsernes direkte og bestemte Virkning; men jeg skal villigt indrømme, at der fra den anden Side kan anføres stærke Argumenter af en mere almen Natur.

I en vis bestemt Forstand kan man sige, at Livsbetingelserne ikke alene foraarsage Variabilitet, men end-ogsaa medføre Kvalitetsvalget; thi det er Betingelserne, der afgjøre, hvorvidt denne eller hin Varietet skal blive i Live. Men naar Mennesket er den Udvælgende, saa er det let nok at holde de to Forandringselementer ude fra hinanden. Betingelserne foraarsage Variabiliteten, Menneskets Villie — virkende bevidst eller ubevidst — samler Varieringerne, og dette svarer til, at ude i Naturen den bedst skikkede bliver i Live.

Virkninger af Brug og Ikke-Brug under Kvalitetsvalgets Kontrol.

Jeg troer ikke, at der — at dømme efter de Kjends-gjerninger, som ere blevne omtalte i første Kapitel — kan være nogen Tvivl om, at vedholdende Brug af visse Legemsdele hos vore Husdyr styrker og forstørrer disse Dele, og at Ikke-Brug formindsker dem, og at endelig de herved fremkomne Modifikationer nedarves. Ude i Naturen kunne vi ikke godt bedømme Virkningerne af lang Tids Brug eller Ikke-Brug, da vi ikke kjende Stamformerne; men der er mange Dyr, der have Bygningsforhold, der kunne forklares som frembragte ved Ikke-Brug. Som Professor

12

[page] 178

Owen har bemærket, findes der ikke i hele Naturen noget saa Anomalt som en Fugl, der ikke kan flyve, og dog er der ikke saa faa af det Slags. Den tykhovedede And fra Sydamerika kan kun flagre henad Vandets Overflade og har sine Vinger i samme Tilstand som den Aylesbury Husand. Da de større Hønsefugle sjelden flyve, undtagen for at undfly en Fare, troer jeg, at den vingeløse Tilstand, i hvilken adskillige Fugle befinde sig — navnlig saadaune, som nu bebo eller som indtil for kort Tid siden beboede flere af Oceanets Øer, hvor der ingen Rovdyr er — er bleven foraarsaget af Ikke-Brug, Strudsen lever jo rigtignok paa Fastlandet og er udsat for Farer, for hvilke den ikke kan undslippe ved Hjælp af Flugt; men ved at sparke kan den forsvare sig mod Fjender ligesaa godt som noget af de mindre Pattedyr. Vi kunne antage, at Strudsens Stamfader havde de samme Sædvaner som Trapgaasen, og at dens Ben — alt eftersom Kvalitetsvalget i de paa hinanden følgende Generationer forøgede dens Legemes Vægt og Størrelse — bleve brugte mere og mere og dens Vinger mindre og mindre, indtil den tilsidst ikke kunde flyve med dem.

Kirby har bemærket — og jeg har iagttaget det Samme — at de forreste Fødder paa mange af Torbisternes Hanner ofte ere afbrudte; han undersøgte sytten Exemplarer i sin egen Samling, og der var ikke en, der havde saa Meget som en Stump tilbage. Hos Onites apelles mangle Fødderne saa ofte, at Insektet er blevet beskrevet saa-ledes, som om det slet ikke havde dem. Hos nogle andre Slægter forefindes de, men i en noget rudimentær Tilstand. Hos Ateuehus eller Pillebillen, Ægypternes hellige Bille, mangle de aldeles. Det er endnu ikke ganske afgjort, hvorvidt tilfældige Lemlæstelser kunne nedarves, men det mærkelige Tilfælde, som Brown-Séquard har iagttaget — nemlig atLigfald var arvelig hos nogle Guinea-Svin foraarsaget ved en Operation paa Rygraden burde faa os til at være forsigtige med ganske at benægte Muligheden af noget Saa-

[page] 179

dant. Dog vil det maaske være sikkrest at betragte Pillebillens totale Mangel paa de forreste Fødder og deres rudimentære Tilstand hos nogle andre Slægter som bevirket af lang Tids Ikke-Brug; thi da mange af Torbisterne i Almindelighed findes uden de forreste Fødder, maa det være Noget, der hænder til en tidlig Tid af deres Liv; derfor kunne Fødderne heller ikke være af megen Vigtighed eller blive meget brugte hos disse Insekter.

I nogle Tilfælde kunde vi let komme til at tilskrive Ikke-Brug Bygnings-Modifikationer, som ganske eller hovedsagelig skyldes Kvalitetsvalget. Hr. Wollaston har opdaget den mærkværdige Kjendsgjerning, at 200 Biller af de 550 Arter (nu kjender man flere), som leve paa Ma-dejra, ere saa tarveligt udstyrede, at de ikke kunne flyve, og at af de ni og tyve endemiske Slægter er der ikke mindre end tre og tyve, der have alle deres Arter i denne Tilstand! Adskillige Forhold, nemlig: at Billerne i mange Egne af Verden hyppigt blive blæste ud i Havet og der omkomme; at Billerne paa Madejra, som Hr. Wollaston har iagttaget, ligge meget skjulte, indtil Vinden lægger sig og Solen skinner; at der forholdsvis findes flere vingeløse Biller paa las Desertas*) end paa Madejra selv; og da navnlig den mærkværdige Omstændighed, som Hr. Wollaston lægger saa stor Vægt paa, at visse store Grupper af Biller —; der ellers overalt ere meget talrigt repræsenterede, og hvis Livsvaner næsten gjør det nødvendigt at de stadigt flyve — omtrent aldeles mangle : disse forskjellige Omstændigheder have faaet mig til at tro, at den vinge-løse Tilstand, i hvilken saa mange af Madejras Biller befinde sig, navnlig skyldes Kvalitetsvalget, men sandsynligvis i Forbindelse med Ikke-Brug. Thi i mange paa hinanden følgende Generationer ville de Biller, som fløj mindst — enten fordi deres Vinger vare ganske lidt mindre udviklede end det Sædvanlige, eller fordi de af Naturen vare

*) Tre øde og ubeboede Smaaøer S. 0. f. Madejra. O. A.

12*

[page] 180

lade — have havt størst Udsigt til ikke at være blevne blæste ud i Havet; og paa den anden Side ville de Biller, som vare mest rede til at flyve, oftest være blevne blæste ud i Havet og saaledes tilintetgjorte.

De af Madejras Insekter, der ikke søge deres Næring paa Jorden, og som, hvad der er Tilfældet med Sommerfuglene og de Biller, der søge deres Næring hos Blomsterne, i Almindelighed maa bruge deres Vinger for at faa Noget at leve af — de have, som Hr. Wollaston troer, ikke blot ikke faaet deres Vinger formindskede, men tvert-imod forstørrede. Dette passer saa ganske med Kvalitetsvalgets Maade at virke paa. Thi Kvalitetsvalgets Tendens til at forstørre eller formindske Vingerne paa de nye Insekter, der maatte komme til Øen, vilde være afhængig af, hvorvidt der blev frelst flest af de Individer, der med Held kunde kæmpe mod Vinden, eller af dem, der opgave Kampen og sjelden eller aldrig fløj. Og det har her været med Insekterne som med Søfolk, der strande nær ved Kysten: det vilde have været bedre for de gode Svømmere, om de havde kunnet svømme endnu længere, medens det ville have været bedre for dem, der vare daarlige til at svømme, om de slet ikke havde været i Besiddelse af denne Færdighed og havde holdt sig til Vraget.

Øjnene hos Muldvarpe og hos nogle Huler beboende Gnavere ere rudimentære hvad Størrelse angaaer og i nogle Tilfælde ganske bedækkede med Hud og Haar. Denne Øjnenes Tilstand har sandsynligvis sin Grund i, at de lidt efter lidt ere blevne reducerede ved Ikke-Brug, men maaske har ogsaa Kvalitetsvalget hjulpet til. I Sydamerika er der en hulebeboende Gnaver Tuco-tucoen eller Ctenomys, som er endnu mere underjordisk i sine Livsvaner end Muldvarpen; og en Spanier, som ofte havde fanget dem, forsikkrede mig, at de hyppigt vare blinde; en, som jeg holdt fangen, var ganske vist i denne Tilstand: Grunden dertil var, som det viste sig ved Dissektionen,

[page] 181

at der havde været Betændelse i Blinkhinden. Da hyppig Betændelse i Øjnene maa være skadelig for et hvilket-somhelst Dyr, og da Øjne ganske vist ikke ere nødvendige for Dyr, der leve under Jorden, vilde en Formindskelse af deres Størrelse og en Sammenvoksning af Øjenlaagene samt det, at der voksede Haar hen over dem, — i saadanne Tilfælde være heldigt, og i saa Fald vilde Kvalitetsvalget stadigt understøtte de Virkninger, som Ikke-Brug frembragte.

Det er velbekjendt, at de forskjeilige Dyr af meget forskjellige Klasser, som bebo Hulerne i Krain og Kentucky, ere blinde. Hos nogle Krabber bliver den Stilk, som bærer Øjet, tilbage, skjøndt Øjet er borte; Kikkert-Stativet er der, men Kikkerten og dens Glas ere blevne borte. Da det er vanskeligt at forstaa, at Øjne, om de end ere unyttige, kunne være skadelige for Dyr, der leve i Mørke, saa tilskriver jeg ganske Ikke-Bruget deres Forsvinden. Hos et af de blinde Dyr, nemlig Hulerotten (Neotoma), af hvilke Professor Silliman fangede to omtrent en halv Mils Vej inde i Hulen og derfor ikke i det aller dybeste Mørke, vare Øjnene klare og meget store, og disse Dyr kunde, som den nævnte Professor har underrettet mig om, efter omtrent en Maaneds Tid at have været udsatte for dæmpet Lys nogenlunde taaget skimte de dem omgivende Gjenstande.

Det er vanskeligt at tænke sig mere ensartede Livsbetingelser end dybe Linistens-Huler i næsten ens Klimater; saa at man efter den almindelige Opfattelse: at der er blevet skabt blinde Dyr for de amerikanske og blinde Dyr for de evropæiske Huler, maatte have ventet, at de lignede hinanden meget nøje i Organisation og i deres Stilling i Systemet. Dette er ganske vist ikke Tilfældet, naar vi betragte Faunaerne i deres Helhed; og hvad særligt Insekterne angaaer har Schiødte bemærket: »Ifølge de foreliggende Kjendsgjerninger kunne vi derfor neppe betragte det hele Fænomen anderledes end som et

[page] 182

rent lokalt, hvorved da den Overensstemmelse, der med Hensyn til et Par Former har viist sig mellem Mammuths-hulen (i Kentucky) og de krainiske Huler, bliver at anse som en ganske sædvanlig Yttring af den Analogi, der overhovedet finder Sted mellem den evropæiske og den nordamerikanske Fauna.« Efter min Synsmaade maa vi antage, at de amerikanske Dyr, der i de fleste Tilfælde have almindelige Synsredskaber, for hver Generation trak sig mere og mere tilbage fra Yderverdenen, dybere og dybere ind i Kentuckys Huler ligesom de evropæiske Dyr i Evropas Huler. Der er Noget, der taler for, at Forholdet har været dette; thi som Schiødte bemærker: »De underjordiske Faunaer turde saaledes rettest betragtes som enkelte Smaagrene, der fra Overfladernes, geografisk be-grændsede, Faunaer strækkes ind under Jorden, og som efterhaanden, idet de forgrenes ud i Mørket, ere formede i Overensstemmelse med de særegne Omgivelser, til hvilke de skulle tilpasses. Til at berede Overgangen mellem Lyset og Mørket ere Dyr benyttede, der ikke fjerne sig fra de sædvanlige Former; derpaa komme andre, som ere byggede for Tusmørket; tilsidst, hvor Mørket er fuldstændigt, optræde ganske særegne Skabninger.« Disse Schiødtes Bemærkninger angaa, vel at mærke, ikke den samme, men forskjellige Arter. Naar et Dyr endelig efter utallige Generationer havde naaet aller dybest ind, saa vil Ikke-Brug mer eller mindre fuldkomment have fjernet dets Øjne, og Kvalitetsvalget vil" ofte have frembragt andre Forandringer, f. Ex. givet det længere Følehorn til Erstatning for Øjnene. Trods disse Modifikationer maatte vi dog kunne vente hos Amerikas Hule-Dyr at finde en Beslægtethed med dette Fastlands andre Dyr og hos de evropæiske med det evropæiske Fastlands Beboere. Og dette er da ogsaa, som jeg hører fra Professor Dana, Tilfældet med nogle af de amerikanske Hule-Dyr; og nogle af de evropæiske Hule-Insekter ere meget nær beslægtede med dem i de omliggende Egne. Det vilde blive yderst

[page] 183

vanskeligt at give en rationel Forklaring af de blinde Hule-Dyrs Slægtskab med de to'nævnte Fastlandes øvrige Beboere, naar man vil fastholde den almindelige Syns-maade, at de alle ere skabte uafhængig af hinanden. At flere af den gamle og den ny Verdens Hulebeboere ere nær beslægtede, er Noget, man kunde vente sig deraf, at de fleste af deres andre Frembringelser som bekjendt ere beslægtede med hinanden. Da man har fundet en blind Art af Bathyscea i Mængde paa beskyggede Klipper langt borte fra Huler, saa staaer hos denne ene Slægt dens Hulearts Blindhed rimeligvis ikke i Forhold til dens mørke Opholdssted, og det er jo meget naturligt, at et Insekt, der er berøvet Synets Sands, let bliver afpasset efter mørke Huler. Med en anden blind Slægt (Anophthalmus) forholder det sig paa følgende mærkværdige Maade: dens forskjellige bestemt adskilte Arter bebo, som Hr. Murray har bemærket, flere fjernt fra hinanden liggende evropæiske Huler, ligesom den ogsaa findes i Kentucky-Hulerne, og findes forøvrig ikke andre Steder end i Huler; men det er muligt, at disse forskjellige Arters Stamform eller Stamformer tidligere, medens de endnu havde Øjne, have været vidt udbredte over begge Fastlandene og saa overalt ere blevne udryddede, undtagen i deres 'nuværende afsides Opholdssteder. Langt fra at være forbavset over, at nogle af Hule-Dyrene ere saa overordenlig anomale, som Agassiz har bemærket, at den blinde Fisk Amblyopsis er, hvad da forøvrig ogsaa er Tilfældet med den blinde Proteus i Forhold til Evropas andre Krybdyr, er jeg kun forbavset over, at der ikke er blevet bevaret flere Levninger fra de gamle Tider, da den Rivalisering, for hvilken disse mørke Opholdssteders Beboere maa have været udsat, ikke kan have været meget stærkt.

Akklimatisation.

Sædvaner nedarves hos Planterne, f. Ex. Blomstringstiden, det Fugtighed-Behov, som Frøene maa have til-

[page] 184

fredsstillet for at kunne spire, Søvntiden o. s. v. Alt dette faaer mig til at sige et Par Ord om Akklimatisation. Da det er meget almindeligt, at Arter af samme Slægt bebo varme og kolde Egne, saa maa der, i Fald det er sandt, at alle Arter af samme Slægt nedstamme fra en enkelt Stamform meget let kunne foregaa en Akklimatisation hos en længere Række af Afstamninger. Det er notorisk, at enhver Art er afpasset efter det Klima, der findes i dens Hjemstavn: Arter fra et arktisk eller selv fra et tempereret Klima kunne ikke taale et tropisk Klima eller omvendt. Ligeledes kunne mange saftige Planter heller ikke taale et fugtigt Klima. Man overvurderer imidlertid ofte den Grad, i hvilken en Art er afpasset til det Klima, i hvilket den lever. Dette kan man slutte deraf, at vi saa ofte ere ude af Stand til at forudsige, hvorvidt en indført Plante vil kunne taale vort Klima eller ej, og desuden ogsaa deraf, at vi have en Mængde Planter og Dyr fra forskjellige Lande, som befinde sig udmærket godt her. Vi have Grund til at tro, at Arterne ude i Naturen have deres Voksekreds meget strengt be-grændset, nok saa meget eller mere ' af Rivalisering med andre organiske Væsner som af Tillæmpelsen til de enkelte Klimater. Men hvorvidt Tillæmpelsen i Almindelighed er meget stærk eller ikke, det er klart for nogle enkelte Planters Vedkommende, derved nemlig, at disse Planter uden Menneskers Indblanding til en vis Grad vænne sig til forskjellige Temperaturer d. v. s. blive akklimatiserede: saaledes fandt man, at de Fyrrearter og Alperoser, som vare fremkomne af Frø, der vare samlede' af Dr. Hooker af den samme Art paa forskjellige Højder paa Himalaya, at de her i Landet havde forskjellig Evne til at taale Kulde. Hr. Thwaites underretter mig om, at han har iagttaget lignende Forhold paa Ceylon, og Iagttagelser i samme Retning ere blevne gjorte af Hr. H. C. Watson angaaende evropæiske Plantearter, som vare blevne bragte fra Azorerne tilEvropa; og jeg kunde nævne

[page] 185

endnu flere Exempler. Hvad Dyrene angaaer, saa kunde der anføres flere paalidelige Exempler, paa at Arter indenfor den historiske Tid i høj Grad have udvidet deres Territorium fra varmere til koldere Bredegrader og omvendt; men vi vide intet Bestemt om, hvorvidt disse Dyr vare pøje afpassede efter deres Hjemlands Klima, skjøndt vi for øvrigt ellers altid antage, at dette er Tilfældet; ikke heller vide vi, om de nu efterhaanden ere blevne særlig akklimatiserede i deres nye Hjem, saaledes at de nu passe bedre til det, end da de først kom der.

Da vi maa antage, at vore Husdyr af de uciviliserede Mennesker oprindelig bleve valgte, fordi de kunde være dem til Nytte og fordi de ynglede villigt i Fangenskab, men ikke fordi man senere fandt, at de kunde taale at føres meget langt bort: saa maa det, at vore Husdyr have den almindelige og mærkelige Ejendommelighed at kunne ikke blot taale de mest forskjellige Klimater, men ogsaa (hvad der betyder meget mere) at være fuldkommen frugtbare i de forskjelligste Klimater, kunne anføres som Bevis paa, at en forholdsvis stor Del af de vilde Dyr let kunde bringes til at taale højst forskjellige Klimater. Vi maa imidlertid heller ikke gaa for vidt, da vi maa huske paa, at det er rimeligt, at nogle af vore Husdyr nedstamme fra flere vilde Stamformer, at det f. Ex. er muligt, at en tropisk og en arktisk Ulvs eller vild Hunds Blod findes blandet hos vore Hushunde-Racer. Rotten og Musen kunne ikke ansees for Husdyr, men de ere blevne førte med Mennesket til mangfoldige Egne af Verden og ere nu langt videre udbredte end nogen anden Gnaver; thi nordpaa leve de under Færøernes kolde Klima og mod Syd under Falklandsøernes og desuden paa mange Øer i den hede Zone. Derfor maa man betragte Tillæmpning til et bestemt Klima som Noget, der hos de fleste Dyr ikke volder Vanskeligheder, da de i saa Henseende have en stor Bøjelighed i Konstitution medfødt. Derfor skulde man heller ikke betragte det, at Mennesket og dets Hus-

[page] 186

dyr kunne taale de mest forskjellige Klimater, og den Omstændighed, at Forverdenens Elefanter og Næshorn have kunnet taale et koldt Klima, medens de nulevende Arter af disse Dyr alle ere tropiske eller sub-tropiske — som Anomalier, men som Exempler paa en meget almindelig Bøjelighed i Konstitution, der er bleven gjort Brug af under ejendommelige Omstændigheder.

Hvormeget af Arternes Tillæmpelse til et bestemt Klima der skyldes Vanen, alene og hvormeget der skyldes det, at Kvalitetsvalget har valgt Varieteter med forskjellig Konstitution, og endelig hvormeget, der skyldes dem begge i Forening, — det er et dunkelt Spørgsmaal. At Livsvaner og Sædvaner have nogen Indflydelse, er jeg tilbøjelig til at tro, saavel naar jeg skal slutte fra Analogier, som dgsaa fordi der uophørlig i agronomiske Værker, selv i de gamle kinesiske Encyklopædier, raades til at være meget forsigtig med at føre Dyr fra det ene Distrikt til det anclet; thi da det ikke er rimeligt, at Mennesket skulde have været saa heldig at faa udvalgt en saadan Mængde af Racer og Underracer med Konstitutioner, der særlig passede til de Distrikter, i hvilke han boede, saa maa Resultatet, troer jeg, skyldes Vanen. Paa den anden Side vilde Kvalitetsvalget uundgaaelig søge at bevare de Individer, som vare fødte med saadanne Konstitutioner, som bedst passede til det Land i hvilket de levede. I Afhandlinger om mange Slags dyrkede Planter siges der om visse Varieteter, at de bedre kunne modstaa Klimaets Indvirkninger end andre; dette er meget fremtrædende i de Værker, som udgives i de nordamerikanske Fristater; thi i dem anbefales jevnlig visse Varieteter for de nordlige Stater, andre for de sydlige, og eftersom de fleste af disse Varieteter er opstaaede for ikke saa meget længe siden, saa kan det ikke være Vanen, de skylde deres konstitutionelle Forskjelligheder. Man har nævnt Jerusalems-Artiskoken, som aldrig formeres ved Frø her i England, og af hvilken der selvfølgelig ikke er blevet frembragt nye

[page] 187

Varieteter, som Bevis for, at man ikke kan akklimatisere; thi den er ligesaa ømfindtlig som altid. Man har ogsaa ofte anført Pralbønnen af samme Grund og med meget større Vægt; men før En eller Anden igjennem en Snes Generationer vil saae sine Pralbønner saa tidligt, at en stor Del af dem bliver ødelagt af Frosten, og saa samle Frø af de faa, der have holdt sig i Live, idet han stadigt passer paa at forhindre tilfældige Krydsninger, og saa igjen vil samle Frø af den forrige Udsæd og med den samme Forsigtighed, før kan man ikke sige, at man har forsøgt paa at akklimatisere denne Plante. Man maa ingenlunde tro, at der aldrig er Forskjel i Konstitution mellem Pralbønne-Planterne; thi der foreligger en offenlig Beretning om, hvorledes nogle Planter have viist sig at være langt mere haardføre end andre, og herpaa har jeg selv seet slaaende Exempler.

I det Hele taget troer jeg, at man kan antage, at Vane, Brug og Ikke-Brug i nogle Tilfælde have havt en temmelig betydelig Indflydelse paa Modificeringen af Konstitutionen og af forskjellige Organers Bygning; men at Virkningerne af Brug og Ikke-Brug ofte have været meget nær forbundne med og undertiden styrede af Naturens Udvælgelse af medfødte Varieringer.

Korrelativ Variering.

Ved dette Udtryk har jeg villet betegne, at alle Organisationsforhold under alskens Vækst og Udvikling ere saa nøje forbundne, at naar en eller anden Del varierer lidt og saa disse smaa Varieringer samles ved Kvalitetsvalget, saa blive andre Dele modificerede. Dette er et meget vigtigt Spørgsmaal, som man kun veed meget lidt om, og hvor man uden Tvivl meget let kan komme til at sammenblande meget forskjellige Forhold: vi skulle om lidt se, at simpel Nedarvning ofte kan komme til at se ud som Korrelation. Det almindeligste Tilfælde af virkelig Korrelation er dette: at de Varieringer i Bygning, som

[page] 188

vise sig hos de unge Dyr eller hos Larverne, søge, hvad der er meget naturligt, at paavirke det udvoksne Dyrs Bygning paa samme Maade, som en Misdannelse af Embryet i dets første Tid meget alvorligt paavirker den udvoksne Tilstands hele Organisation. De forskjellige Legemsdele, som ere homologe, og som tidligt i Embryotilstanden ere ganske ens byggede og nødvendigvis ere udsatte for de samme Livsbetingelser, synes at være i høj Grad tilbøjelige til at variere paa samme Maade. Man seer dette deraf, at Legemets højre og venstre Side varierer paa samme Maade; endvidere deraf, at For- og Bagbenene, ja selv Underkjæben og Lemmerne variere sammen, (Under-kjæben ansees nemlig af nogle Anatomer for at være homolog med Lemmerne). Jeg tvivler ikke om, at saadanne Tendenser mer eller mindre fuldstændig staa under Kvalitetsvalgets Indflydelse. Saaledes existerede der en Gang en Hjortefamilie, der kun paa den ene Side af Hovedet havde et Horn, og dersom dette havde været til videre Nytte for Racen, saa kunde Kvalitetsvalget rimeligvis have gjort denne abnorme Tilstand permanent.

Homologe Dele have, som nogle Forfattere have bemærket, Tilbøjelighed til at vokse sammen; dette sees ofte hos Plantemonstrositeter, og Ingenting er mere almindeligt end Sammenvoksning af homologe Dele i normale Bygningsforhold, f. Ex. Kronbladenes Sammenvoksning til et Rør. Haarde Dele synes at paavirke de tilstødende bløde Dele. Nogle Forfattere tro, at de forskjellige Former, som Fuglenes Bækken har, foranledige de mærkværdige Formforskjelligheder i deres Nyrer; Andre tro, at hos Mennesket den Form, som Moderens Bækken har, ved Tryk paavirker Barnets Hovedform. Ifølge Schlegel bestemmer hos Snogene Legemets Form og den Maade, paa hvilken Dyret sluger sit Bytte, flere af de vigtigste Indvolds-deles Plads og Form.

M. Is. Geoffroy St. Hilaire har udtrykkelig bemærket, at visse Misdannelser hyppigt, andre sjeldent, forekomme

[page] 189

sammen, uden at det dog er muligt at angive nogen Grund dertil. Hvad kan være mere besynderligt, end at der hos Katte er et bestemt Forhold mellem fuldstændig Hvidhed og Blaaøjethed og — Døvhed, eller mellem Hunkjønnet og en Farve og Tegning som Skilpaddeskal; eller hos Duer mellem Føddernes Fjerbeklædthed og Huden mellem Ydertæerne, eller mellem Tilstedeværelsen af mere eller mindre Dun hos Fugleungen, lige som den er sluppet ud af Æget, og dens Fjerbeklædning; eller fremdeles Forholdet mellem Haar og Tænder hos de haarløse tyrkiske Hunde, skjøndt uden Tvivl her Homologien kommer med i Betragtning? Med Hensyn til dette sidste Tilfælde af Korrelation kan jeg ikke tro, at det er tilfældigt, at de to Ordner af Pattedyr, som ere mest abnorme i deres Hudbeklædning, nemlig Hvalerne (Ceta"cea) og Gumlerne (Bæltedyrene, Skjældyrene o. s. v.) ogsaa ere de mest abnorme med Hensyn til deres Tænder.

Jeg kjender intet Tilfælde, der er bedre skikket til at vise Vigtigheden af Varierings- og Korrelations-Lovene uafhængige af Nyttigheden og derfor af Kvalitetsvalget, end et, jeg tidligere har omtalt, nemlig Forskjellen mellem de ydre og indre Blomster hos nogle Skjærmplanter og Kurveblomster. Enhver kjender Forskjellen mellem f. Ex. Gaaseurtens Rand- og Skivekroner, og denne Forskjel i Form ftdges ofte af en delvis eller fuldstændig Fejlslaaen af de reproduktive Organer. Men hos nogle af disse Planter afvige ogsaa Frøene i Form og Overfladens Udseende. Disse Forskjelligheder ere af nogle Forfattere blevne tilskrevne Kurvedækkets eller Svøbets Tryk paa Blomsterne eller deres Tryk paa hinanden indbyrdes, og den Form, som nogle Kurveblomsters Randblomst-Frugter have, taler herfor; men hos Skjærmplanterne, fortæller Dr. Hooker mig, er det paa ingen Maade hos de Arter, som have de tætteste Skjærme, at der hyppigst er Forskjel mellem de yderste og inderste Blomster. Man kunde have troet, at Randkronernes stærke Udvikling havde forvoldt, at de

[page] 190

reproduktive Organer sloge fejl, derved, at de havde taget den Næring, som disse skulde have brugt; men dette er neppe den eneste Grund; thi hos nogle Kurveblomster ere de yderste og de inderste Skalfrugter forskjellige, uden at der er nogen Forskjel paa Kronerne. Muligvis staa disse Forskjelligheder i Forbindelse med en forskjellig Tilførsel af Næring til de midterste og til de yderste Blomster: vi vide i det Mindste, at hos Planter, der normalt ere uregelmæssige, blive de, der staa nærmest ved Aksen, lettest Peloriablomster*), det vil sige: blive regelmæssige. Som et Exempel paa dette og tillige som et mærkeligt Tilfælde af Korrelation anfører jeg, at jeg for nylig hos mange Pelargonier har iagttaget, at i den midterste Blomst i Blomsterstanden tabe de to øverste Kronblade ofte deres mørktfarvede Pletter, og samtidigt med dette slaaer det tilhørende Honninggjemme ganske fejl. Naar Farven kun mangler hos det ene af de to øvre Kronblade, saa mangler Honninggjemmet ikke ganske, men er meget forkortet.

Hvad Forskjellighed i Udviklingen af Kronen hos de midterste og yderste Blomster angaaer, saa forekommer det mig, at Sprengels Ide, at Randblomsterne tjene til at hidlokke Insekterne, hvis Virksomhed er i høj Grad fordelagtig eller nødvendig for disse Planters Befrugtning, er højst rimelig, og forholder det sig saaledes, vil Kvalitetsvalget være kommet med i Spillet. Men hvad nu Frøene angaaer, saa synes det umuligt, at deres Formforskjelligheder, der ikke altid ere i Korrelation med Forskjelligheder i Kronen, paa nogensomhelst Vis kan være til Nytte; og dog ere disse Forskjelligheder hos Skjærmplanterne saa betydelige, (idet Frøene undertiden ere orthosperme hos de yderste Blomster og coelosperme hos de midterste Blomster), at den ældre De Candolle grundede sin Hovedinddeling af disse Planter

*) En indenlandsk Plante, der undertiden har Peloriablomster, er den almindelige Torskemund (Linaria vulgaris); den har da fem Sporer og fem Støvdragere. O. A.

[page] 191

paa saadanne Karakterer. Heraf se vi, som allerede tidligere bemærket, at Modifikationer i Bygning, som af Systematikerne ansees for at være meget vigtige, ganske kunne skyldes Varierings- o'g Korrelationslove, uden, saa-vidt vi kunne se, at være af den ringeste Nytte for Arten. Vi kunne ofte fejlagtig tilskrive den korrelative Variering Bygningsforhold, som ere almindelige for hele Grupper af Arter, og som i Virkeligheden ligefrem skyldes Arveligheden; thi en gammel Stamform kan ved Kvalitetsvalget have erhvervet en eller anden Modifikation i Bygning og efter Tusinder af Generationer endnu en anden og af den første uafhængig Modifikation; og disse to Modifikationer vilde, naar de nu vare blevne nedarvede til en hel Gruppe af Efterkommere med forskjellige Vaner, meget naturligt blive ansete for at være i Korrelation med hinanden paa en eller anden Maade. Korrelationen skyldes undertiden den Maade, paa hvilken Kvalitetsvalget virker. Alph. de Candolle har f. Ex. lagt Mærke til, at der aldrig findes vinget Frø i uopspringende Frugter: jeg vilde forklare dette Forhold derved, at det var umuligt for Frø, lidt efter lidt, at blive vingede ved Kvalitetsvalg, naar Kapslerne ikke først aabnede sig; thi alene i saa Fald kunde de Frø, som vare lidt bedre skikkede til at blive bortførte af Vinden, faa nogen Fordel fremfor dem, der vare mindre vel skikkede til saaledes at blive bragte vidt omkring.

Væksterstatning og Vækstøkonomi.

Den ældre Geoffroy og Goethe fremkom omtrent paa samme Tid med deres Lov om Væksterstatning eller Vækstbalance, det vil, som Goethe udtrykte det, sige: »for at kunne give ud et Sted er Naturen nødt til at spare paa et andet.« Jeg troer, at dette til en vis Grad holder Stik hos vore Husdyr og dyrkede Planter: dersom der strømmer Næring i Overflod til en Del eller et Organ, saa er det sjeldent, at der ogsaa strømmer Næring, i al Fald Næring i Overflod, til en anden Del; saaledes er det vanskeligt

[page] 192

at faa en Ko til at give megen Mælk og til at blive fed paa samme Tid. En Varietet af Kaal giver ikke paa en Gang en Overflødighed af nærende Bladværk og. en stor Mængde olie-holdige Frø. Naar Frøene hos vore Frugter blive forkrøblede, saa vinder selve Frugten meget i Størrelse og Kvalitet. Hos vort Fjerkræ følges i Almindelighed en stor Fjertop paa Hovedet af en formindsket Kam, og bliver Skjæget stort, saa blive Hudlapperne under Næbet smaa. Man vil neppe kunne hævde, at denne Lov altid gjælder for Arterne ude i Naturen; men mange gode Iagttagere, særlig blandt Botanikerne, tro paa dens Sandhed. Jeg vil imidlertid ikke her komme med Exempler; thi jeg troer neppe, at der er nogen Mulighed for at gjøre For-. skjel paa, om Virkningerne ere blevne fremkaldte derved, at en Del er bleven stærkt udviklet ved Kvalitetsvalget, medens en anden og nærliggende Del er bleven reduceret ved den samme Proces eller ved Ikke-Brug, eller derved at der er blevet draget Næring fra en Del, fordi der var stærk Grøde i en anden og nærliggende Del.

Jeg har ogsaa Mistanke om, at nogle af de Tilfælde, man har anført som Exempler for Væksterstatning, og ligeledes nogle andre Forhold kunne henføres til et mere almindeligt Princip, nemlig det: at Kvalitetsvalget stadigt søger at spare i enhver Del af Organisationen. Dersom et Bygningsforhold, der før var nyttigt, ved forandrede Livsbetingelser blev mindre nyttigt, saa vil enhver Formindskelse af dets Udvikling, om den end er aldrig saa ringe, blive paavirket af Kvalitetsvalg; thi det vil gavne Individet ikke at spilde sin Næring ved at udvikle unyttige Bygningsdele. Dette er den eneste Maade, paa hvilken jeg kan forstaa et Forhold, der slog mig, dengang jeg undersøgte Snerlefødderne (Cirripedia), og paa hvilket der kunde nævnes mange andre Exempler: nemlig, at naar en Snerlefod snylter inden i en anden og derved bliver beskyttet, saa mister den mer eller mindre fuldstændig sin egen Skal. Dette er Tilfældet med Ibla-Hannen og paa en virkelig

[page] 193

meget mærkelig Maade med Proteolepas; thi hos alle andre Snerlefødder dannes Skallen derved, at de tre forreste, højst vigtige Afsnit af Hovedet ere i meget høj Grad udviklede og forsynede med store Nerver og Muskler; men hos den snyltende og derved beskyttede Proteolepas er hele den forreste Del af Hovedet blevet til et slet og ret Rudiment, der sidder ved Grunden af Fangarmene. Nu vilde det, at der kunde spares en stor og indviklet Bygningsdel, som var bleven overflødig paa Grund af Proteolepas'ens snyltende Levevis, selv om det kun gik Skridt for Skridt, aldeles afgjort være til Fordel for ethvert efterfølgende Individ af Arten; thi i Kampen for Tilværelsen, for hvilken ethvert Dyr er udsat, vil ethvert Proteolepas-Individ have større Udsigt til at klare sig, naar det forbruger mindre Næring til Bygningsdele, der ere blevne unyttige.

Saaledes vil, som jeg troer, Kvalitetsvalget altid have Held med sig til i Tidernes Løb at reducere og fjerne enhver saadan Del af Organisationen, som ved en Forandring i Livsbetingelserne er bleven overflødig, uden paa nogen Maade at faa en anden Del til at blive stærkt udviklet i en tilsvarende Grad. Og omvendt vil Kvalitetsvalget meget godt kunne have Held med sig til at udvikle et Organ stærkt, uden at der, som en nødvendig Erstatning, kræves, at en tilstødende Del reduceres.

Tidt forekommende, rudimentære og lavt organiserede Bygningsdele ere Variable.

Det synes, som Is. Geoffroy St. Hilaire bemærker, at være en Regel, baade for Varieteter og for Arter, at naar en eller anden Del eller et eller andet Organ forekommer mange Gange i et og samme Individs Bygning, (Hvirvlerne hos Snogene og Støvdragerne hos de mange-hannede Blomster), saa varierer Antallet, medens de samme Deles eller Organers Antal, naar det er mindre, er konstant. Den samme Forfatter og nogle Botanikere have

13

[page] 194

endvidere bemærket, at tidt forekommende Dele ogsaa ere meget tilbøjelige til at variere i Bygning. Forsaavidt som denne »vegetative Gjentagelse«, for at bruge et Udtryk af Professor Owen, synes at være Tegn paa lav Organisation, saa synes det ovenfor Sagte at staa i Forbindelse med den blandt Naturforskerne meget almindelige Mening, at de Væsener, der staa langt nede i Systemet, ere mere variable end de højere staaende. Jeg antager, at »lavt« i dette tilfælde betyder, at de forskjellige Dele af Organisationen ikke ere blevne videre ensidigt udviklede til særegne Funktioner, og vi kunne maaske indse, hvorfor den samme Del, saalænge den maa udføre forskjellige Slags Arbejder, vil forblive variabel, det vil sige, hvorfor Kvalitetsvalget ikke skulde have bevaret eller forkastet enhver lille Afvigelse i Form ligesaa omhyggeligt, som i det Tilfælde, at den nævnte Del kun tjente et Øjemed. Omtrent paa samme Maade som en Kniv, der skal skjære alle Slags Ting, maa have en almindelig Form, medens et Værktøj, der skal bruges til et bestemt Arbeide, helst maa have en særegen Form. Man maa vel huske paa, at Kvalitetsvalget kun kan virke paa enhver Del og ethvert Væsen ved og for det, der er heldigt for dem.

Nogle Forfattere have, og som jeg troer med Rette, gjort opmærksom paa, at rudimentære Dele have Tilbøjelighed til at variere i høj Grad. Vi skulle senere komme til at omtale rudimentære og uudviklede Organer i det Hele taget, og jeg vil her kun bemærke, at deres Variabilitet synes at have sin Grund i deres Unyttighed, der foranlediger, at Kvalitstsvalget ikke kan komme til at paavirke deres Afvigelser i Bygning. Saaledes ere de rudimentære Dele ligesom Kasteboldte for de forskjellige Vækstlove, for længe fortsat Ikke-Brug og for Attavismen.

[page] 195

En Del, der er udviklet hos en eller anden Art paa en ganske særegen Maade i Sammenligning med den Maade, paa hvilken den er udviklet hos beslægtede Arter, er i høj Grad variabel.

For flere Aar siden blev jeg meget slaaet af en Bemærkning, der gik i Retning af det i Overskriften udtalte. Bemærkningen var af Hr. Waterhouse, og Professor Owen synes at være kommet til omtrent det samme Resultat. Det vilde være haabløst at forsøge paa at overbevise Nogen om Sandheden af den ovenfor staaende Sætning, uden at der meddeltes dem den lange Række af Kjends-gjerninger, som jeg umuligt kan faa Plads til her. Jeg kan kun sige, at det er min Overbevisning, at det er en Regel, der har megen almindelig Gyldighed. Jeg veed helt vel, at det her er meget let at tage fejl; men jeg haaber at have taget tilbørlig Hensyn hertil. Man maa endelig huske paa, at Reglen ingenlunde gjælder for en hvilken-somhelst Del, den være nok saa usædvanlig udviklet, med Mindre den er usædvanlig udviklet i Sammenligning med den samme Del hos nærbeslægtede Arter. Saaledes er Flagermusens Vinger et megej: abnormt Bygningsforhold i Pattedyrsklassen ; men der er ingen Anvendelse for Reglen her, fordi den hele Flagermusgruppe har Vinger; den vilde kun kunne komme til Anvendelse, dersom en eller anden havde Vingerne udviklede paa en mærkværdig Maade i Sammenligning med andre Arter af samme Slægt. Der er megen Anvendelse for Reglen, naar Talen er om sekundære Kjønskarakterer, der ere udviklede paa en eller anden usædvanlig Maade. Begrebet, sekundære Kjønskarakterer, som Hunter har brugt, bruges for at betegne Karakterer, som ere ejendommelige for det ene af Kjønnene, uden dog direkte at have Noget med Forplantningen at gjøre. Begrebet kan bruges baade med Hensyn til Hanner og til Hunner; men da Hunnerne sjeldent have mærkelige sekundære Kjønskarakterer, vil det sjeldnere blive brugt om dem. Det, at Reglen saadan er særlig

13*

[page] 196

anvendelig paa sekundære Kjønskarakterer, kan skyldes disse Karakterers store Variabilitet, (hvad enten de nu ere usædvanlig fremtrædende eller ej), om hvilken Kjends-gjerning jeg ikke troer der kan være stor Tvivl. At nu Reglen ogsaa kan anvendes paa Andet end paa sekundære Kjønskarakterer, det viser sig tydeligt for de tvekjønnede Snerlefødders Vedkommende. Jeg havde særlig min Opmærksomhed henvendt paa Hr. Waterhouses Bemærkning, dengang jeg undersøgte denne Orden, og jeg er fuldstændig overbevist om, at Reglen næsten altid holder Stik. Jeg skal i et fremtidigt Værk komme med eu Liste over alle de mere mærkværdige Forhold; her nævner jeg kun et Exempel, da det illustrerer Reglen i dens allervideste Anvendelse. De siddende Snerlefødders Laagskaller ere i enhver Betydning af Ordet meget vigtige Bygningsdele, og de afvige overordentlig lidt fra hinanden, selv i de forskjellige Slægter; men hos den ene Slægt Pyrgoma's for-skjellige Arter frembyde disse Skaller et vidunderligt stort Beløb af Forskjelligartethed; de homologe Skaller ere undertiden hos de forskjellige Arter hinanden ganske ulig i Form; og den Grad, i hvilken Individer af samme Art variere, er saa stor, at det ikke er nogen Overdrivelse at sige, at Varieteterne i de Kafakterer, der ere hentede fra disse vigtige Skaller, afvige nrere fra hinanden, end Arter, der børe til forskjellige Slægter. Eftersom Fugle i det samme Land variere i en mærkelig ringe Grad, saa har jeg væsenlig lagt Mærke til dem, og Reglen synes særlig at holde Stik i denne Klasse. Jeg kan ikke faa den til at passe for Planter, og dette vilde have rokket min Tro paa dens Sandhed meget alvorligt, havde ikke Planternes store Variabilitet gjort det vanskeligt at anstille nogen Sammenligning mellem forskjellige Grader af Variabilitet. Naar vi hos en Art se en eller anden Del eller et eller andet Organ udviklet i en mærkværdig Grad eller paa en mærkværdig Maade, saa ligger det lige for at antage, at den eller det har meget stor Betydning for Arten;

[page] 197

ikke desto mindre er den eller det i dette Tilfælde overordenlig tilbøjelig til at variere. Hvorfor er dette nu saa-ledes? Gaar man ud fra den Anskuelse, at hver enkelt Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, med alle sine Dele, saaledes som vi nu se dem, saa kan jeg ikke finde nogen Forklaring. Men naar man antager, at Grupper af Arter nedstamme fra andre Arter og ere blevne modificerede ved Kvalitetsvalg, saa troer jeg nok at kunne faa Lys i Sagen. Lad mig først sige, at dersom en eller anden Del hos vore Husdyr eller hele Dyret forsømmes, og der ikke anvendes noget Racevalg, saa vil denne Del, (f. Ex. Kammen hos Dorking-Hanen), eller den hele Race ophøre med at have en ensformet Karakter. Racen vil da siges at være degenereret. Hos rudimentære Organer og saadanne Organer, som kun i en ringe Grad ere blevne ensidig udviklede for at tjene et bestemt Øjemed, og maaske hos polymorfe Grupper møder der os et Tilfælde af næsten samme Slags; thi i saadanne Tilfælde er Kvalitetsvalget enten ikke, eller kan det ikke være kommet i fuld Virksomhed, og derved er Organisationen bleven fluktuerende. Men hvad der her nærmest angaaer os er, at de Dele hos vore Husdyr, der for Øjeblikket ved fortsat Udvælgen undergaa hurtige Forandringer, ogsaa ere meget tilbøjelige til at variere. Se engang til Dueracerne, hvad er der ikke for en uhyre Forskjel paa Tumlerens Næb, paa Brevduernes Næb og Kamme, paa Hugstjærtenes Holdning og Hale o. s. v., Altsammen Ting, som de engelske Dueopdrættere nu særlig lægge Mærke til. Selv hos Underracer, som hos den kortnæbede Tumler, er det notorisk vanskeligt at faa temmelig fuldkomne Fugle, idet nogle af dem fjerne sig meget langt fra Racetypen. Man kunde virkelig sige, at der var en stadig Kamp, hvor der paa den ene Side kæmpedes af Tendensen til at gaa tilbage til en mindre fuldkommen Tilstand, og desuden af en iboende Tendens til at variere, og paa den anden Side den stadige Udvælgen, der anstrenger sig for at naa op mod Raceidealet. I

[page] 198

Længden vinder Udvælgelsen, og man behøver ikke at være bange for, at man skal faa saa simp.le Fugle som de almindelige Tumlere af et Hold gode, kortnæbede Fugle. Men saalænge Udvælgelsen gaaer hurtigt fremad , maa man vente at finde megen Variabilitet hos de Dele, der modificeres. Det fortjener at bemærkes, at Karakterer, der ere modificerede ved Racevalg, undertiden af Grunde, der ere os ganske ubekjendte, mere nedarves til det ene Kjøn end til det andet, i Almindelighed til Hankjønnet, saaledes som det er Tilfældet med Brevduens Kamme og Kropduens store Kro.

Lad os nu vende os til Naturen. Naar et Organ er blevet udviklet paa en usædvanlig Maade hos en Art i Sammenligning med den Udvikling, der er bleven det nævnte Organ til Del hos de andre Arter af samme Slægt, saa kunne vi drage den Slutning, at dette Organ har været megen Modifikation underkastet siden den Tid, da Arten bøjede af fra Slægtens Stamform. Tiden vil imidlertid sjeldent ligge saa overordenlig langt tilbage , eftersom Arter sjeldent holde sig gjennem mere end en geologisk Periode. Et usædvanlig stort Beløb af Modifikation forudsætter en usædvanlig stor og længe varende Variabilitet, som stadig er blevet samlet af Kvalitetsvalget til Gavn for Arten. Men da den usædvanligt udviklede .Dels Variabilitet har været saa stor og er blevet fortsat saa længe indenfor en Periode, der ikke ligger saa overdreven langt tilbage, saa -maatte man jo nok i Almindelighed kunne vente at finde endnu mere Variabilitet hos saadanne Dele end hos andre Dele af Organisationen, der have holdt sig næsten konstante i meget lang Tid. Saaledes, det er jeg overbevist om, forholder Sagen sig. At Kampen imellem Kvalitetsvalget paa den ene Side og Tendensen til Atta-visme og Variabilitet paa den anden Side i Tidernes Løb vil holde op, og at de mest abnormt udviklede Organer kunne blive konstante, det seer jeg ingen Grund til at betvivle. Derfor, naar et Organ, det være saa abnormt det

[page] 199

være vil, er blevet nedarvet i nogenlunde den samme Tilstand til mange modificerede Efterkommere, saaledes som det er Tilfældet med Flagermusens Vinge, saa maa dette Organ, ifølge min Theori, have existeret i en uhyre lang Tid, i næsten den samme Tilstand, og derved kommer det til ikke at være mere variabelt end andre Bygningsdele. Det er alene i de Tilfælde, i hvilke Modifikationen har været forholdsvis ny og overordenlig stor, at vi kunde vente at finde, at den »generative Variabilitet", som man kunde kalde den, endnu var tilstede i høj Gr&d. Thi i et saadant Tilfælde vil Variabiliteten sjeldent allerede da være bleven fæstnet, for det Første ved en fortsat Udvælgelse af de Individer, der varierede paa den Maade og i den Grad, der fordredes, for det Andet ved en fortsat Ødelæggelse af dem, der søgte at vende tilbage til en tidligere og mindre modificeret Tilstand.

Artskarakterer mere variable end Slægtskarakterer.

Den Sætning, der er udtalt i Overskriften, kan udvides. Det er notorisk, at Artskarakterer variere mere end Slægts-karakterer. Jeg skal tage et simpelt Exempel for at forklare, hvad jeg mener: dersom i en stor Planteslægt nogle Arter havde blaa Blomster og andre røde, saa vilde Farven kun være Artskarakter, og Ingen vilde blive forbavset over, at en af de. blaa Arter varierede saaledes, at den blev rød eller omvendt; men dersom alle Arter havde blaa Blomster, saa vilde Farven blive Slægtskarakter, og saa vilde dens Variering være en mere usædvanlig Omstændighed. Jeg har valgt dette Exempel, fordi man ikke her kan benytte en Forklaring, som de fleste Naturforskere ville komme med, nemlig, at Artskarakterer ere mere variable end Slægtskarakterer, fordi hine søges hos Dele, der have mindre fysiologisk Betydning end de, der bruges til at opstille Slægter paa. Jeg troer, at denne Forklaring tildels, skjøndt kun indirekte, er sand; jeg skal imidlertid vende tilbage til dette Emne i Kapitlet om Klassifikation.

[page] 200

Det vilde imidlertid være overflødigt at anføre Exempler til Støtte for vor nu flere Gange gjentagne Sætning, at Artskarakterer ere mere variable end Slægtskarakterer; men jeg har i naturhistoriske Verker gjentagne Gange bemærket, at naar en Forfatter med Forundring har lagt Mærke til, at et eller andet vigtigt Organ eller en eller anden vigtig Del, som pleier at være mere konstant hele Grupper af Arter igjennem, har afveget temmeligt betydeligt hos nær beslægtede Arter, at det da ogsaa har været variabelt hos nogle af Arternes Individer. Og dette viser, at en Karakter, der i Almindelighed har Værdi som Slægts-karakter, naar den falder i Værd, og kun faaer Værdi som Artskarakter, ofte bliver variabel, skjøndt dens fysiologiske Betydning bliver den samme. Noget Lignende gælder om Monstrositeter; i det Mindste synes Is. Geoffroy St. Hilaire ikke at tvivle om, at jo mere et Organ normalt afviger hos de forskjellige Arter af samme Gruppe, i jo højere Grad er den individuelle Anomalier underkastet.

Hvorfor skulde, efter den almindelige Antagelse, at hver Art er bleven skabt uafhængig af alle andre, en Bygningsdel, som er forskjellig fra den samme Bygningsdel hos andre, uafhængig af hinanden skabte, Arter af samme Slægt, være mere variable end de Dele, der ligne hinanden meget hos de forskjellige Arter? Jeg kan ikke se, at der kan gives nogen Forklaring. Men ifølge den Antagelse, at Arterne kun ere stærkt udprægede og fæstnede Varieteter, kunde vi vente at finde, at de endnu ofte vedblive at variere i de Dele af deres Bygning, som havde varieret for ikke alt for længe siden, og som saaledes vare komne til at blive forskjellige. Eller, med andre Ord, de Punkter i hvilke alle en Slægts Arter ligne hinanden, og i hvilke de ere forskjellige fra nærstaaende Slægter, kaldes Slægts-karakterer; og disse Karakterer, antager jeg, ere nedarvede fra en fælles Stamform; thi det kan kun sjelden være hændt, at Kvalitetsvalget har modificeret en Del Arter, der ere afpassede efter mere eller mindre vidt forskjellige

[page] 201

Forhold, paa nøjagtig samme Maade : og da disse saakaldte Slægtskarakterer ere blevne nedarvede, før de forskjellige Arter først skilte sig fra deres fælles Stamform, og da de senere ikke have varieret eller ere komne til at afvige (i al Fald da kun lidt), saa er det ikke rimeligt, at de skulde variere nu. Paa den anden Side kaldes de Punkter, i hvilke Arter afvige fra andre Arter i samme Slægt, Arts-karakterer, og da disse Artskarakterer have varieret og ere komne til at afvige fra hinanden indbyrdes siden Arterne skilte sig fra en fælles Stamform, saa er det rimeligt, at de endnu ofte, til en vis Grad, ere variable, i det Mindste mere variable end de Dele af Organisationen, der i meget lang Tid ere forblevne konstante.

Sekundære Kjønskarakterer variable.

I Forbindelse med det foreliggende Emne skal jeg tillade mig at gjøre to Bemærkninger. Jeg troer, at man vil indrømme, uden at jeg gaaer ind paa Detailler, at sekundære Kjønskarakterer ere meget variable; jeg troer ogsaa, man vil indrømme, at Arter af samme Gruppe afvige i langt højere Grad fra hinanden i deres sekundære Kjønskarakterer, end i andre Dele af deres Organisation; sammenlign f. Ex. de Forskjelligheder, der findes hos Hønsefuglenes Hanner, hos hvilke sekundære Kjønskarakterer ere stærkt udviklede, med de Forskjelligheder, der findes mellem Hunnerne indbyrdes, og Sandheden af min Paastand vil ikke møde Modsigelse. Aarsagen til den oprindelige Variabilitet hos. sekundære Kjønskarakterer er ikke aabenbar, men vi kunne indse, hvorfor disse Karakterer ikke ere blevne ligesaa konstante og ensformede som andre Dele af Organisationen; thi sekundære Kjønskarakterer ere blevne samlede ved Parringsvalget, som virker mindre voldsomt end Kvalitetsvalget, eftersojp det ikke slaaer de mindre heldigt stillede Hanner ihjel, men kun giver dem færre Efterkommere. Hvad der saa end er Aarsagen til sekundære Kjønskarakterers Variabilitet, saa vil Kvalitetsvalget, da de

[page] 202

ere meget variable, have havt en vid Tumleplads for sin Virken og kan let have naaet at give Arter af samme Gruppe et større Beløb af Forskelligartethed i deres Kjøns-karakterer, end i andre Dele af deres Bygning.

Det er en mærkværdig Kjendsgjerning, at de sekundære Kjønsforskjelligheder, som adskille den samme Arts to Kjøn, i Almindelighed findes i netop de selv samme Dele af Organisationen, i hvilke de forskjellige Arter af samme Slægt afvige fra hinanden. Dette Forhold vil jeg illustrere ved to Exempler, de første de bedste, der falde mig ind; og eftersom Forskjellighederne i disse Tilfælde ere af en meget usædvanlig Natur, saa kan Slægtskabet neppe være tilfældigt. Samme Antal af Fodled er en Karakter, der i Almindelighed er fælles for meget store Grupper af Biller; men hos Engidæ varierer, som Westwood har bemærket, Antallet i meget høj Grad, og der er ligeledes For-skjel paa Antallet af Fodled hos de to Kjøn af samme Art; hos Gravehvepsene er den Maade, paa hvilken Ribberne ere fordelte i Vingerne, en Karakter af største Betydning fordi den er almindelig for store Grupper; men hos visse Slægter afvige de forskjellige Arter fra hinanden i denne Henseende, hvad da ogsaa begge Kjønnene hos de samme Arter gjøre. Hr. Lubbock har fornylig bemærket, at forskjellige smaa Krebsdyr paa en fortræffelig Maade illustrerer denne Lov. »Hos Pontella f. Ex. findes Kjøns-karaktererne navnlig i de forreste Følehorn og det femte Par Ben: Artsforskellighederne bestemmes ogsaa navnlig af disse Organer.« Dette Forhold er let nok at forstaa efter mit Syn paa Sagen; jeg betragter det nemlig som givet, at alle Arter af samme Slægt nedstamme fra den samme Stamform, hvad ogsaa en hvilkensomhelst Arts to Kjøn gjøre. Som en Følge deraf ville — hvilken Del af den fælles Stamform eller af dens tidligere Efterkommeres Bygning, der saa blev variabel — Varieringer af denne Del, efter al Sandsynlighed, blive benyttede af Parringsvalget til at afpasse de forskjellige Arter til deres forskjellige Pladser

[page] 203

i Naturens Husholdning og ligeledes til at afpasse en og samme Arts to Kjøn efter hinanden indbyrdes eller til at afpasse Hannerne og Hunnerne efter forskjellige Livsvaner eller Hannerne alene til at kæmpe med de andre Hanner om at komme i Besiddelse af Hunnerne.

Sluttelig antager jeg, at det, at der er større Variabilitet i Artskaraktererne, d. v. s. de Karakterer, der adskille Art fra Art, eller i Slægtskaraktererne, d. v. s. saadanne, som ere fælles for Arterne; — at den hyppigt forekommende yderliggaaende Variabilitet hos en eller anden Del, som er udviklet hos en Art paa en usædvanlig Maade i Sammenligning med den Maade, paa hvilken den findes udviklet hos de andre Arter ai samme Slægt, og den ringe Grad af Variabilitet, der findes hos en Del, der er om end aldrig saa mærkeligt udviklet, naar det er fælles for en hel Gruppe af Arter; — at de sekundære Kjønskarakterers store Variabilitet og det store Beløb af Forskjelligheder, der findes i disse Karakterer hos nær beslægtede Arter; — at sekundære Kjønsforskjelligheder og almindelige Artsforskelligheder i Almindelighed findes i de samme Dele af Organisationen; — at dette Altsammen er Ting, der staa nøje i Forbindelse med hverandre. Idet det altsammen hovedsagelig skyldes den Omstændighed, at Arter af samme Gruppe nedstamme fra en fælles Stamform, fra hvilken de alle have nedarvet meget, — den, at der er større Sandsynlighed for, at de Dele, der have varieret fornylig og meget, bleve ved at variere, end for, at Dele, der længe have været nedarvede og længe ikke have varieret, gjøre det, — den, at Kvalitetsvalget mer eller mindre fuldstændigt, alt eftersom der nu var gaaet Tid til, har behersket Tendensen til Attavisme og til videregaaende Variering, — den fremdeles, at Parringsvalget er mindre voldsomt end Kvalitetsvalget,— og den endelig, at Varieringer i de samme Dele ere blevne samlede af Kvalitetsvalget og Parringsvalget og saaledes ere blevne tillæmpede til de Øjemed, vi kalde sekundært kjønslige, og dem vi kalde almene.

[page] 204

Bestemt adskilte Arter frembyde analoge Varieringer, og en

Varietet af en Art antager ofte nogle af en beslægtet Arts

Karakterer eller render tilbage til nogle af en tidlig Stamforms

Karakterer.

Dette vil man bedst kunne forstaa, naar man seer hen til vore Husdyrracer. De mest forskjellige Dueracer i de længst fra hinanden liggende Lande frembyde Undervarieteter med omvendte Fjer paa Hovedet og Fjer paa Fødderne, — Karakterer, som den oprindelige Klippedue ikke har; her have vi da altsaa analoge Varieringer hos to eller flere bestemt adskilte Kacer. Det, at Kropduen har fjorten eller selv seksten Halefjer, kan ansees for at være en Variering, der frembyder en anden Races Normalbygning, nemlig Hugstjertens. Jeg antager at Ingen vil tvivle om, at alle saadanne analoge Varieringer skyldes den Omstændighed, at de forskjellige Dueracer fra en fælles Slægtning have arvet den samme Konstitution og Tendens til at variere, naar de blive paavirkede af de samme, os ubekjendte, Indflydelser. I Planteriget have vi et Tilfælde at analoge Varieringer i de fortykkede Stængler eller Rødder, som de i Almindelighed kaldes, hos den svenske Turnip og hos Rutabaga, Planter, som forskjellige Botanikere anse for Varieteter, der ere blevne frembragte ved Dyrkning af en fælles Stamform: dersom det ikke forholder sig saaledes, ville vi faa et Tilfælde af analog Variering hos to bestemt adskilte Arter, og til disse kunde man føje en tredie, nemlig den almindelige Turnip. Ifølge den almindelige Anskuelse, at Arterne ere blevne skabte uafhængig af hinanden, maatte vi tilskrive disse tre Planters Lighed, for deres fortykkede Stænglers Vedkommende, ikke den sande Grund, nemlig: fælles Afstamning og en deraf følgende Tendens til at variere paa samme Maade, men tre forskjellige og dog nær beslægtede Skabelsesakter. Mange lignende Tilfælde af analog Variering ere blevne iagttagne af Naudin i den store Græskarfamilie og af forskjellige

[page] 205

Forfattere hos vore Kornarter. Lignende Tilfælde hos Insekterne ude i Naturen ere fornylig blevne omtalte med megen Dygtighed af Hr. Walsh, som har stillet dem under sin Lov om: »ensformig Variabilitet«.

Hos Duerne have vi imidlertid et andet Tilfælde, nemlig det, at der lejlighedsvis hos alle Racer fremkommer skiferblaa Fugle med to sorte Tværstriber paa Vingerne, hvide Sider og en Tværstribe i Spidsen af Halen, hvor de ydre Fjer paa den indadvendte Rand nærved Grunden ere hvidkantede. Da alle disse Tegn ere karakteristiske for Stamformen: Klippeduen, antager jeg ikke, at man vil tvivle om, at vi her have med Attavisme at gjøre, og at det ikke er en ny analog Variering, der forekommer hos forskjellige Racer. Vi kunne, troer jeg, ganske roligt slutte saaledes, fordi, som vi have seet, disse Farve-Ejendommeligheder i høj Grad ere tilbøjelige til at fremkomme, naar man krydser Afkommet af to bestemt adskilte og for-skjelligt farvede Racer; og i dette Tilfælde er der i de ydre Livsbetingelser intet Andet end Indflydelsen af selve" Krydsningsakten paa selve Arvelighedslovene, der faaer det Skiferblaa og de forskjellige Tværstriber til at komme til Syne igjen.

Det er ganske vist en meget overraskende Omstændighed, at Kajakterer skulde komme til Syne igjen, efter at have været forsvundne i mange, maaske Hundreder af Generationer. Men naar en Race er bleven krydset, om det saa kun er en eneste Gang, med en anden Race, saa viser Afkommet lejlighedsvis Tendens til at vende tilbage til den fremmede Races Karakter, og det i mange Generationer, — der siges tolv, ja selv en Snes Generationer. Efter tolv Generationers Forløb er der, for at bruge en almindelig Ddtryksmaade, kun Blod af Stamformen i Forholdet 1 til 2048, og dog er det, som vi se, en almindelig Tro, at en Tendens til Attavisme ved denne lille Smule fremmed Blod vedligeholdes. I en Race, som ikke er bleven krydset, men hos hvilken begge Forældrene have tabt nogle

[page] 206

Karakterer, som deres Stamform besad, kunde Tendensen til at gjenfrembringe den tabte Karakter, som vi tidligere have sagt, trods Alt hvad man kunde indvende derimod, nedarves i næsten et hvilkensomhelst Antal Generationer. Naar en Karakter, som har været tabt hos en Race, efter et stort Antal af Generationer viser sig igjen, saa er den sandsynligste Hypothese ikke den, at Afkommet pludselig tager Arv efter en Slægtning, der har levet nogle hundrede Generationer før den, men den, at den omtalte Karakter i hver enkelt af de paa hinanden følgende Generationer har været skjult- tilstede, og at den tilsidst under gunstige (vi vide ikke hvilke) Betingelser er bleven udviklet. Det er f. Ex. sandsynligt, at der hos Brevduen, som meget sjel-dent har blaa Fugle blandt sit Afkom, i hver enkelt Generation ligger en skjult Tendens til at frembringe blaa Fjerbeklædning. Muligheden af, at Karakterer længe kunne ligge skjulte, kan forstaaes ved Hjælp af Hypothesen om Pangenesis, som jeg har omtalt i et andet Værk. Abstrakt seet er Usandsynligheden af, at en skjult Tendens nedarves gjennem en Mandfoldighed af Generationer, ikke større her end i de Tilfælde, i hvilke unyttige eller rudimentære Organer nedarves paa samme Maade. Selve Tendensen, til at frembringe et Rudiment, nedarves virkelig undertiden.

Da, efter vor Theori, alle Arter af samme Slægt antages at nedstamme fra en fælles Stamform, kunde man vente, at de nu og da vilde variere paa en analog Maade, saaledes at Varieteterne af to eller flere Arter vilde ligne hinanden, eller at en Varietet af en eller anden Art i visse Karakterer vilde ligne en anden og skarpt udpræget Art, — efter vor Synsmaade: kun en godt udpræget og holdbar Varietet. Men Karakterer, der vare vundne paa denne Maade, vilde sandsynligvis være af en temmelig uvæsenlig Natur; thi alle vigtige Karakterers Tilstedeværelse vilde blive bestemt af Kvalitetsvalget med tilbørlig Hensyn til Artens forskjellige Vaner og vilde ikke være overladte til en Vekselvirkning mellem Organismens Natur

[page] 207

og Livsbetingelser. Man kunde endvidere vente, at Arter af samme Slægt engang imellem vilde frembyde Tilbagefald til længe tabte Karakterer. Da vi imidlertid aldrig kjende Stamformen til en Gruppe ude i Naturen nøje, kunne vi ikke gjøre Forskjel paa disse to Tilfælde. Dersom vi f. Ex. ikke vidste, at Klippeduen ikke havde befjedrede Fødder og ikke havde omvendte Fjer paa Halsen, kunde vi ikke have afgjort, om disse vore Dueracers Karakterer skulde henføres til Attavisme eller kun til analog Variering; men vi kunde have sluttet, at den blaa Farve maatte skrives paa Attavismens Regning; thi det Antal af Mærker, som følger med denne Farvetone, vilde rimeligvis ikke alle fremkomme samtidigt, dersom det blot var simpel Variering. Vi kunde nu særlig have sluttet det deraf, at den blaa Farve og de forskjéllige Mærker saa ofte lader sig til Syne, naar man krydser skarpt adskilte og forskjelligt farvede Racer. Derfor, omendskjøndt det ude i Naturen i Almindelighed er tvivlsomt, hvilke Tilfælde der maa regnes for at være Tilbageslag til tidligere existerende Karakterer, og hvilke der ere nye, men analoge Varieringer, saa burde vi dog, ifølge vor Theori, undertiden finde en Arts varierende Afkom (enten ved Attavisme eller analog Variering) antage Karakterer, som iforvejen forekomme hos andre Medlemmer af samme Gruppe. Dette skeer utvivlsomt ogsaa.

Vanskeligheden ved, i vore systematiske Værker, at komme til en Forstaaelse af en variabel Art, skyldes for en stor Del den Omstændighed, at dens Varieteter ligesom efteraber andre Arter af samme Slægt. Man kunde ogsaa fremlægge en temmelig betydelig Liste over Former, der staa midt imellem to andre Former, som selv kun tvivlsomt kunne ansees for Arter, og dette viser, med Mindre man vil betragte alle disse Former som Arter, der ere skabte uafhængig af hinanden, at den ene, idet den varierede, har optaget nogle af den andens Karakterer og derved har frembragt Mellemformer. Man seer Forholdet endnu tydeligere, naar Dele eller Organer af en vigtig og

[page] 208

i Almindelighed ensformet Natur lejlighedsvis variere paa en saadan Maade, at de til en vis Grad faa den Karakter, som den samme Del eller det samme Organ har hos en nærstaaende Art. Jeg har en lang Liste over saadanne Tilfælde, men jeger her ligesom tidligere saa uheldig stillet, med Hensyn til Plads, at jeg ikke kan komme med den. Jeg kan kun gjentage, at saadanne Tilfælde ganske vist forekomme og synes mig meget mærkværdige.

Jeg vil imidlertid omtale et indviklet Tilfælde, ikke fordi det angaaer nogen væsenlig Karakter, men fordi det forekommer hos forskjellige Arter af samme Slægt, dels tamme og dels vilde. Det er næsten sikkert, at det, er et Tilfælde af Attavisme. Æslet har undertiden meget tydelige Tværstriber paa sine Ben, ganske som dem, der findes paa Zebraens Ben; man har paastaaet, at disse Striber ere tydeligst hos Føllet, og jeg troer, efter at have gjort en Del Forespørgsler i saa Henseende, at det er sandt. Striben over Skulderen er undertiden dobbelt, og varierer meget i Længde og Omrids. Man har beskrevet et hvidt, men ikke hvidfødt Æsel, der hverken havde Ryg- eller Skulderstriber, og disse Striber ere ogsaa undertiden meget utydelige eller mangle ligefrem hos mørktfarvede Æsler. Pallas's Koulan siges at være bleven seet med dobbelt Skulderstribe. Hr. Blyth har seet et Exemplar af Hemionus med en bestemt Skulderstribe, skjøndt den i Almindelighed ingen har, og Oberst Poole har underrettet mig om, at Føllene hos denne Art i Almindelighed ere stribede paa Benene og svagt stribede, over Skulderen. Kvaggaen har, (omendskjøndt den er saa tydelig stribet paa Kroppen, ganske som en Zebra), ingen Striber paa Benene; men Dr. Gray har afbildet et Individ med meget tydelige zebraagtige Striber paa Haserne.

Hvad Hesten angaaer, saa har jeg i England samlet Exempler paa, at der fandtes en Rygstribe hos dem i de mest forskjellige Racer; Tværstriber paa Benene ere ikke sjeldne hos Graabrune og Musegraa, og jeg har ogsaa en-

[page] 209

gang fundet dem hos en Kastaniebrun; hos Graabrune kan man undertiden se en svag Skulderstribe, og jeg har ogsaa fundet Spor til en saadan hos en Brun. Min Søn undersøgte omhyggeligt, og udførte en nøjagtig Skitse af en graabrun, belgisk Trækhest, der havde en dobelt Stribe paa hver Skulder og Striber paa Benene; jeg har selv seet en graabrun Devonshire-Pony, og en lille graabrun Wales-Pony er blevet mig omhyggelig beskrevet; begge havde de tre parallele Striber paa hver Skulder.

I den nordvestlige Del af Indien er Kattywar-Heste-racen saa almindelig stribet, at en Hest uden Striber ikke ansees for at være fuldblods; dette er blevet mig sagt af Oberst Poole, som har undersøgt Racen for det indiske Gouvernement. Der er altid en Stribe nedad Ryggen, Benene ere i Almindelighed stribede, og Skulderstriben, der undertiden er dobbelt og undertiden tredobbelt, er almindelig; desuden ere Hovedets Sider undertiden stribede. Striberne ere oftest tydeligst hos Føllene og forsvinde undertiden ganske hos de gamle Heste. Oberst Poole har seet baade graa og brune Kattywar-Heste, der vare stribede, da de folede første Gang. Jeg har ogsaa Grund til, efter hvad Hr. W. W. Edwards har sagt mig, at antage, at Rygstriben hos den engelske Væddeløbshest er meget almindeligere hos Føllet end hos det udvoksne Dyr. Selv har jeg for nylig opelsket et Føl af en brun Hoppe (falden efter en flamsk Hoppe ved en Berber-Hingst) og en brun engelsk Væddeløbshingst; dette Føl var, da det var en Uge gammelt, tegnet paa Bagbenene og paa Panden med talrige, meget mørke, zebraagtige Striber, og ogsaa dets Ben vare svagt stribede, alle Striberne forsvandt snart fuldstændigt. Uden her at ville gaa ind paa Detailler, vil jeg blot anføre, at jeg har samlet Exempler paa Ben- og Skulderstriber hos Heste af meget forskjellige Racer og fra for-skjellige Lande, ligefra Britanien til Østkina og fra Norge i Nord til det malaiske Arkipelag i Syd. I alle Dele af

14

[page] 210

Verden forekomme disse Striber mest hos Graabrune og Musegraa.*)

Oberst Hamilton Smith, som har skrevet om dette Emne, troer, at de forskjellige Hesteracer nedstamme fra flere forskjellige Racer, af hvilke en, den Graabrune, var stribet, og at alle de ovenfor nævnte Tilfælde skyldes fordums Krydsninger med Dyr af den gamle graabrune Form. Men denne Opfattelse er ganske vist ikke holdbar, thi det er i høj Grad usandsynligt, at det tunge belgiske Trækdyr, Wales-Ponien, Vædeløbshesten, den lange smalle Kattywar-Race o. s. v., som bo i de forskjelligste Egne af Verden, at de allesammen skulde være blevne krydsede med en saadan antagen oprindelig Form. Lad os nu se, hvilke Virkninger Krydsning af de forskjellige Arte» af Hesten slægten har havt. Rollin forsikkrer, at det almindelige Mulæsel, Afkom af Æsel og Hest, meget tidt har Striber paa Benene; ifølge Hr. Gosse har, i visse Dele af de forenede Stater, af ti Mulæsler de ni stribede Ben. Jeg saa engang et Mulæsel, hvis Ben vare i den Grad stribede, at man skulde have troet, at den var en Bastard af en Zebra; Hr. W. C. Martin har, i sin udmærkede Afhandling om Hesten, givet et Billede af et lignende Mulæsel. Paa fire kolorerede Tegninger, der forestillede Bastarden af Æsel og Zebra, vare Benene meget tydeligere stribede end den øvrige Del af Legemet, og paa en af dem var der en dobbelt Skulderstribe. Hos Lord Mortons berømte Hybrid, mellem en kastaniebrun Hoppe og en Kvagga, var Hybriden selv og endogsaa det rene Afkom, som Hoppen senere havde med en sort arabisk Hingst, meget tydeligere stribet paa Benene end Kvaggaen selv. Endelig, og dette er et meget mærkeligt Tilfælde, har Dr. Gray afbildet en Hybrid, (og

*) Jeg har ikke kunnet finde noget dansk Ord, der svarede til det engelske: »dun«. Darwin siger om denne Betegnelse: »i »dun« ligger der en hel Skala af Farver, lige fra en Farve, der ligger imellem Brunt og Sort, op til en, der nærmer sig stærkt til Flødefarvet. O. A.

[page] 211

han underretter mig om, at han kjender et Tilfælde til) af Æsel og Hemionus; og denne Hybrid havde — omendskjøndt Æslet kun engang imellem har stribede Ben og skjøndt Hemionus ikke har det, ja ikke engang har Skulderstribe — ikke desto mindre Striber paa alle fire Ben og tre korte Skulderstriber ganske som de, der findes hos de graabrune De-wonshire- og Wales-Ponier, ja den havde endogsaa nogle zebraagtige Striber paa Siden af Hovedet; med Hensyn til dette Sidste var jeg saa overbevist om, at ikke saa Meget som en Farvestribe kommer »tilfældigt«, at jeg blot derved, at der forekom Ansigtsstriber hos denne Hybrid af Æsel og Hemionus, blev ledet til at spørge Oberst Poole, om saa-danne Ansigtsstriber nogensinde forekom hos den stærkt stribede Kattywar-Hesterace, og jeg fik, som vi have seet^ et bekræftende Svar.

Hvad skulle vi nu sige om disse forskjellige Kjends-gjerninger? Vi se adskillige meget forskjellige Arter af Hesteslægten ved simpel Variering blive stribede paa Benene ligesom Zebraen eller stribede paa Skulderen ligesom Æslet. Hos Hesten se vi denne Tendens træde stærkt frem, saa-snart der viser sig en graabrun Farve — en Farve, som nærmer sig den, der er almindelig for-Slægtens andre Arter. Tilstedeværelsen af Striber følges ikke af nogen Forandring i Form eller af nogen anden ny Karakter. Vi se denne Tendens til at blive stribet stærkest udviklet hos flere af de mest forskjellige Arters Bastarder. Lad os nu igjen se paa de forskjellige Dueracer; de nedstamme fra en Due (to eller tre Underarter eller geografiske Racer heri med-indbefattede) af en blaalig Farve, med visse Tværstriber og andre Tegninger, og naar nu en eller anden Race ved simpel Variering faaer en blaaagtig Farve, saa komme altid disse Tværstriber og andre Tegninger tilsyne igjen, men uden at der forøvrig foregaaer nogen Forandring i Form eller Karakter. Naar de ældste og bedste Racer af forskjellige Farver blive krydsede, har den blaa Farve med dens Tværstriber og Tegninger en stærk Tendens til

[page] 212

at komme tilsyne igjen hos Bastarderne. Jeg har sagt, at den Hypothese, der giver den rimeligste Forklaring af, at meget gamle Karakterer igjen vise sig, er den, at der er en Tendens hos Ungerne i enhver Generation til at frembringe Karakterer, der længe have været tabte, og at denne Tendens af nbekjendte Grunde undertiden slaaer igjennem. Og vi have netop seet, at Striberne hos forskjel-lige Arter af Hesteslægten enten ere tydeligere eller forekomme hyppigere hos Ungerne end hos de Udvoksne. Kald Dueracerne, af hvilke nogle i Aarhundreder have holdt sig udprægede, Arter, og hvor nøje stemmer dette Forhold da ikke overens med Forholdet hos Hesteslægten! Jeg indlader mig, for mit Vedkommende, ganske rolig paa at se Tusinder og atter Tusinder af Generationer tilbage, og jeg seer da, at et Dyr, stribet som en Zebra, men maaske i andre Henseender meget forskjelligt, er den fælles Stamform til Hesten (enten den saa nedstammer fra en eller flere vilde Former) til Æslet, Hemionus, Quag-gaen og Zebraen.

De som tro , at enhver Art af Hesteslægten er bleven skabt uafhængig af alle andre, de ville, antager jeg, gaa ind paa, at hver enkelt Art er bleven skabt med en Tendens til at variere (baade i vild og i tam Tilstand) paa den ejendommelige Maade, at de ofte bleve stribede ligesom Slægtens andre Arter. Der maatte vel endvidere siges, at enhver enkelt Art var bleven skabt med en Tendens til, naar den blev krydset med Arter, der levede i fjerne Egne af Verden, at frembringe Hybrider, der i deres Striber lignede, ikke deres Forældre, men andre af Slægtens Arter. At ville gaa ind paa denne Synsmaade, synes mig at være det Samme som at forkaste en virkelig for en uvirkelig eller i det Mindste ubekjendt Grund. Det er, at gjøre vor Herres Værker til Spilleværk og Bedrag; jeg vilde næsten ligesaa gjerne tro med de gamle.Kosmogonister, at de fossile Skaller aldrig have omsluttet levende Dyr, men

[page] 213

ere blevne skabte inde i Stenen som skuffende Gjengivelser af de Muslinger, der leve ved Kysterne.

Resumé.

Vor Uvidenhed om Varieringslovene er stor. Ikke i et Tilfælde af Hundrede se vi os istand til at angive nogensomhelst Grund til, at denne eller hin Del har varieret. Men naar vi i enkelte Tilfælde ere saaledes stillede, at vi kunne anstille en Sammenligning, saa synes Lovene at have virket saaledes, at de have afstedkommet mindre Forskjelligheder mellem Varieteterne af samme Art, og større Forskjelligheder mellem Arterne af samme Slægt. Forandrede Livsbetingelser medføre i Almindelighed ren fluktuerende Variabilitet, men undertiden blive de Aarsag til direkte og bestemte Virkninger, og disse kunne i Tidernes Løb blive stærkt udprægede, skjøndt vi ganske vist ikke ligefrem have Beviser i saa Henseende. Vane, Brug og Ikke-Brug synes i mange Tilfælde at have frembragt temmelig betydelige Virkninger; Vanen ved at fremkalde Ejendommeligheder ved Konstitutionen, Brug ved at styrke og Ikke-Brug ved at svække og formindske Organer. Homologe Dele søge at variere paa samme Maade, ligesom der da ogsaa hos dem er en Tilbøjelighed til Sammenvoksning. Modifikationer af haarde og af udvortes Dele paavirke undertiden bløde og indvortes Dele. Naar en Del bliver meget stærkt udviklet, søger den maaske at drage Næring fra de tilstødende Dele; og enhver Bygningsdel, som kan' undværes uden Skade, vil blive sparet. Forandringer i Bygning i en ung Alder kunne paavirke Dele, der senere blive udviklede, og i mange Tilfælde indtræder der uden Tvivl en korrelativ Variering, hvis Natur vi ere ude af Stand til at forstaa. Hyppigt forekommende Dele ere variable i; Antal og i Bygning, maaske fordi saadanne Dele ikke ere blevne ensidigt udviklede til at udføre en bestemt Funktion, saa at der ikke er blevet vaaget nøje over deres Modifikationer. Det er rimeligvis af samme

[page] 214

Grund, at organiske Væsner, der.staa lavt i Systemet, ere mere variable end de, der staa højere og have deres hele Organisation mere differentieret. Artskaraktererne — d. v. s. de Karakterer, som have forandret sig siden de forskjellige Arter af samme Slægt bøjede af fra en fælles Stamform — ere mere variable end Slægtskaraktererne — d. v. s. saa-danne, som ere blevne nedarvede for lang Tid siden og ikke ere blevne forandrede senere. I disse Bemærkninger have vi holdt os til enkelte Dele eller Organer, der endnu ere variable, fordi de for nylig have varieret og derved ere blevne forskjellige; men vi have i det andet Kapitel seet, at det Samme ogsaa gjælder om hele Individet, thi i et Distrikt, hvor der findes mange Arter af en Slægt — d. v. s. hvor der tidligere har været megen Variering og Differentiering, eller hvor den Fabrik, der frembringer nye Arter, har været rigtig i Gang — i det Distrikt og blandt disse Arter finde vi nu gjennemsnitlig flest Varieteter. Sekundære Kjøns-karakterer ere i høj Grad variable, og saadanne Karakterer ere meget forskjellige indbyrdes hos Arter af samme Gruppe. I Almindelighed er Variabilitet hos de samme Dele af Organisationen blevet benyttet til at give Kjønnene af samme Art sekundære Kjønsforskjelligheder og den samme Slægts forskjellige Arter Artsforskelligheder. En Del eller et Organ, der er udviklet til en usædvanlig Størrelse eller paa en usædvanlig Maade i Sammenligning med den samme Del eller med det samme Organ hos de beslægtede Arter, maa have undergaaet en overordenlig stor Mængde Modifikationer, siden Slægten opstod, og saaledes kunne vi for-staa, hvorfor den eller det endnu er i langt højere Grad variabel end andre Dele og Organer; thi selve Varieringen er en langvarig og langsom Sag, og Kvalitetsvalget vil i saadanne Tilfælde endnu ikke have faaet Tid til at faa Herredømmet over Tendensen til at variere endnu mere og vende tilbage til en mindre modificeret Tilstand. Men naar en Art med et eller andet usædvanligt udviklet Organ er bleven Stamform for en Mængde modificerede Efterkommere —

[page] 215

hvilket, efter vor Mening, maa være en meget langsom Sag, der fordrer et meget langt Tidsrum — i saa Tilfælde vil det være lykkedes Kvalitetsvalget at give Organet en bestemt Karakter, paa hvor overordenlig en Maade det saa end har været udviklet. Arter, der have arvet næsten den samme Konstitution fra en fælles Slægtning, og som ere udsatte for Indflydelser af samme Slags, frembyde, som naturligt er, analoge Varieringer, eller ogsaa kunne de nu og da vende tilbage til nogle af deres gamle Forfædres Karakterer. Omendskjøndt der ikke opstaaer nye og vigtige Modifikationer ved Attavisme og analoge Varieringer, saa forøge dog saadanne Modifikationer den skjønne og harmoniske Forskjellighed, der overalt møder os hos de organiske Væsner.

Hvilken saa end Grunden til enhver lille Forskjellighed mellem Forældre og Afkom er — og der maa være en Grund for hver eneste saadan Forskjellighed — saa er det dog Kvalitetsvalgets stadige Samlen af heldbringende Forskjelligheder, som har frembragt alle disse Bygnings-modifikationer, der ere saa overordenlig vigtige for hver enkelt Arts Velfærd.

[page 216] SJETTE KAPITEL.

Vanskeligheder for Theorien.

Vanskeligheder, der møde os ved Antagelsen af en af Modifikationer ledsaget Afstamning. — Overgang. — Overgangsformernes Sjeldenhed eller Ikke-Ti'lstedeværelse. — Forandringer i Levevis. — Forskelligartede Sædvaner hos en og samme Art. — Arter med Sædvaner, der ere vidt forskjellige fra deres Slægtninges. — yderst fuldkomne Organer. — Overgangs-Maader. — Vanskelige Tilfælde. — Natura non facit saltum. — Organer, der kun have liden Betydning. — Organer ikke i alle Tilfælde absolut fuldkomne. — Loven om en fælles Type og om Betingelserne for Tilværelsen indsluttede i Kvalitetsvalgs-Theorien.

Vanskeligheder, der mode os red Antagelsen af en af Modifikationer ledsaget Afstamning.

Læseren vil have mødt en hel Skare af Vanskeligheder, før han er naaet til denne Del af mit Værk. Nogle af dem ere af en saa alvorlig Natnr, at jeg den Dag idag neppe kan tænke paa dem, uden at blive betænkelig; men efter hvad jeg kan se, saa er Flertallet af dem kun tilsyneladende Vanskeligheder, og de, som virkelig ere det, troer jeg ikke ere farlige for min Theori.

Disse Vanskeligheder og Indvendinger kunne henføres til de følgende Poster— for det Første: dersom Arterne nedstamme fra andre Arter gjennem umærkelig fine Overgange, hvorfor se vi saa ikke overalt utallige Overgangs-

[page] 217

former? hvorfor er ikke hele Naturen i Forvirring istedetfor at Arterne ere vel adskilte?

For det Andet: er det muligt, at et Dyr, der f. Ex. har en Flagermuses Bygning og Sædvaner, kan være bleven dannet ved Modificering af et eller andet Dyr med vidt for-skjellig Bygning og vidt forskjellige Vaner? Kunne vi tro, at Kvalitetsvalget paa den ene Side kan frembringe Organer af saa ringe Betydning som Giraffernes Hale, der ikke er stort Andet end en Fluesmække, og paa den anden Side Organer, af en saa vidunderlig Bygning som Øjet, hvis uforlignelige Fuldkommenhed vi neppe endnu tilfulde forstaa?

For det Tredie: kunne Instinkter erhverves og modificeres ved Kvalitetsvalg? Hvad skulle vi sige til et saa vidunderligt Instinkt som det, der faaer Bien til at bygge Celler, der praktisk anticiperer dybsindige Mathematikeres Opdagelser?

For det Fjerde: hvorledes skulle vi forklare, at Arter, naar de krydses, ere golde og frembringe goldt Afkom, medens Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde intet Afbræk lider?

De to første Punkter skulle vi give os til at undersøge her — Instinkt og Hybriditet skulle vi omtale i særskilte Kapitler.

Om manglen paa eller Sjeldenheden af Overgangsformer.

Da Kvalitetsvalget kun virker ved at bevare heldbringende Modifikationer, saa vil i et fuldt besat Land enhver Form søge at remplacere, og til Slutning at udrydde, sin egen mindre forbedrede Stamform og de andre, mindre heldigt stillede Former, med hvilke den kommer til at rivalisere. Saaledes gaaer Uddøen og Kvalitetsvalg Haand i Haand. Derfor, dersom vi betragte enhver Art som nedstammet fra en eller anden ubekjendt Form, vil baade Stamformerne og Overgangsformerne i Almindelighed være blevne udryddede ved selve Dannelsen og Fuldkommen-gjørelsen af den nye Form.

[page] 218

Men da der ifølge denne Theori maa have existeret utallige Overgangsformer, hvorfor finde vi dem da ikke i umaadelige Mængder indlejrede i Jordskorpen? Det vil være mere bekvemt at undersøge dette Forhold i Kapitlet om Ufuldkommenheden af den geologiske Viden, og jeg vil her blot sige, at jeg troer, at Svaret hovedsagelig ligger i, at Materialet er meget mindre fuldstændigt, end man i Almindelighed antager. Jordskorpen er et stort Museum, men der er bleven gjort Indsamlinger til det paa en ufuldkommen Maade og kun med lang Tids Mellemrum.

Man kunde nu sige, at naar forskjellige nærbeslægtede Arter bebo det samme Territorium, saa burde vi finde mange Overgangsformer ilive. Lad os tage et simpelt Exempel: — naar man rejser igjennem et Fastland fra Nord til Syd, saa møder man i Almindelighed, med visse Mellemrum, nær beslægtede Planter, der øjensynligt udfylde næsten den samme Stilling i Landets Naturhusholdning. Disse hinanden remplacerende Planter mødes ofte og gaa ind paa hinandens Territorium. Alt eftersom den ene bliver sjeldnere og sjeldnere, bliver den anden mere og mere almindelig, indtil den ene træder istedetfor den anden. Men dersom vi sammenligne disse Arter med hinanden der, hvor de blandes, saa ere de i Almindelighed ligesaa absolut forskjellige fra hinanden i enhver Bygningsdetaille, som Individer, der ere tagne lige i Hjertet af deres Voksekreds ere det. Ifølge min Theori nedstamme disse beslægtede Arter fra en fælles Stamform; og under Modifikations-processen er enhver af dem blevet tillæmpet til sin egen Hjemstavns Livsbetingelser og har afløst og udryddet sin Stamform og alle Overgangsformerne mellem dens tidligere og dens nuværende Tilstande; derfor burde vi ikke vente at møde talrige Overgangsformer nu "? enhver Egn, om de end maa have levet der og ere indlejrede som Fos-silier i Jorden. Men hvorfor finde vi ikke i den mellemliggende Egn, som har mellemliggende Livsbetingelser, Overgangsformer, der staa midt imellem Arterne? Denne

[page] 219

Vanskelighed forvirrede mig i lang Tid ganske; men jeg troer, at det for største Delen kan forklares.

For det Første maa man være yderst forsigtig med at antage, at fordi en Strækning nu er sammenhængende, den saa har været det i et langt Tidsrum. Geologien vil have os til at tro, at de fleste Fastlande have været opløste i Øer, selv hen imod Slutningen af Tertiærperioden; og paa saadanne Øer kunde forskjellige Arter være blevne dannede, hver for sig, uden at der var nogen Mulighed for, at der kunde komme til at" existere Mellemformer i de mellemliggende Lande. Paa Grund af Forandringer i Landenes Form og Klima maa ofte Søstrækninger, der nu ere sammenhængende, for ikke altfor lang Tid siden have været i en meget mindre sammenhængende og ensformig Tilstand end nu. Jeg skal imidlertid ikke søge at slippe bort fra Vanskeligheden ad denne Vej; thi jeg troer, at mange vel adskilte Arter ere blevne dannede i sammenhængende Strækninger, skjøndt jeg paa den anden Side ikke tvivler om, at den opløste Tilstand, i hvilken Strækninger, der nu ere sammenhængende, tidligere befandt sig, har været af stor Betydning for Dannelsen af nye Arter, og da igjen særlig for saadanne Dyr, som vandrede og villig krydsedes.

Naar vi betragte Arterne saaledes som de nu ere fordelte over en vid Strækning, finde vi i Almindelighed, at de ere komne saa nogenlunde talrigt over en stor Strækning, og at de saa noget pludseligt blive sjeldnere og sjeldnere hen imod Grændserne og tilsidst forsvinde. Derfor er det neutrale Territorium mellem to Karakterarter i Almindelighed snevert i Sammenligning med det Territorium, over hvilket enhver af dem er udbredt. Vi møde det samme Forhold, naar vi bestige Bjerge, og undertiden er det ganske mærkværdigt, hvor pludseligt (hvad Alph. de Candolle har iagttaget) en almindelig Alpeart forsvinder. Det samme Forhold har E. Forbes lagt Mærke til, da han undersøgte Havbunden ved Hjælp af en Skraber. De, som

[page] 220

betragte Klimaet og de fysiske Livsbetingelser, som dem, der med Almagt bestemme de organiske Væseners Fordeling, de burde blive forbavsede over disse Forhold, da Klima, Højde og Dybde altid er Noget, der forandrer sig umærkeligt. Men naar vi huske paa, at næsten enhver Art, selv i Hjertet af dens Territorium , vilde tiltage umaadeligt i Antal, naar det ikke var for de andre rivaliserende Arter; at næsten alle Arter enten gjøre andre til Bytte eller selv ere Bytte for andre; kort sagt, at ethvert organisk Væsen, enten direkte eller indirekte paa en højst væsenlig Maade staaer i et Afhængighedsforhold til de andre organiske Væsner, saa kunne vi se, at den Udbredelse, som et eller andet Lands Beboere have, paa ingen Maade udelukkende er afhængig af de sig umærkelig forandrende fysiske Livsbetingelser, men for en stor Del af Tilstedeværelsen af andre Arter, af hvilke de leve eller af hvilke de blive tilintetgjorte eller med hvilke de komme til at rivalisere; og da disse Arter allerede ere udprægede og ikke gaa over i hinanden ved umærkelige Gradationer, saa vil en hvilkensomhelst Arts Territorium, afhængig som Arten er af andres Udbredelse, nærme sig til at blive skarpt be-grændset. Fremdeles vil enhver Art paa Grændsen af sit Territorium, hvor den er mere faatallig, ved Forandringer i dens Fjenders eller i dens Byttes Individantal eller ved Forandringer i Aarstiderne være i en meget høj Grad udsat for ganske at gaa til Grunde, og saaledes vil dens geografiske Udbredelse blive endnu skarpere begrændset.

Dersom jeg har Ret i at tro, at beslægtede Arter, naar de bebo en sammenhængende Strækning, i Almindelighed ere saaledes fordelte, at enhver af dem er udbredt over en meget stor Strækning, og at der er et forholdsvis snevert Territorium mellem dem, paa hvilke de næsten pludselig, blive sjeldnere og sjeldnere, saa vil, da Varieteter i intet Væsenligt afvige fra Arter, det Samme rimeligvis være gjældende for dem begge; og dersom vi tage en varierende Art, der beboer en meget stor Stræk-

[page] 221

ning, maa vi læmpe to Varieteter til to store Strækninger og en tredie Varietet til et snevert mellemliggende Bælte. Den mellemliggende Varietet vil selvfølgelig existere i et ringere Antal, da den beboer et mindre og smalt Strøg, og saa vidt jeg har kunnet se, holder denne Regel virkelig Stik ude i Naturen. Jeg har seet slaaende Exempler paa denne Regel hos Varieteter, der stode midt imellem udprægede Varieteter i Slægten Balanus. Og ifølge Meddelelser fra Hr. Watson, Dr. Asa Gray og Hr. Wollaston, synes det, som om Varieteter, der staa midt imellem to andre Former, altid have et langt ringere Individantal end de Former, som de forbinde. Dersom vi nu kunne stole paa disse Kjendsgjerninger og Slutninger og derved komme til det Resultat, at Varieteter, der forbinde de to andre Varieteter med hinanden, i Almindelighed have exi-steret i et ringere Antal end de Former, de forbinde, saa troer jeg, vi kunne forstaa, hvorfor Overgangsformer ikke holde sig meget længe, og hvorfor de i Almindelighed blive udryddede og forsvinde hurtigere end de Former, som de vare Bindeled imellem.

Thi en hvilkensomhelst Form, der fandtes i et mindre Antal, vilde, som vi tidligere have bemærket, have større Udsigt til at blive udryddet end en, der forefandtes i et større Individantal; og i det før omtalte Tilfælde vil den mellemliggende Form være i overordenlig høj Grad udsat for Overgreb af de paa begge Sider af den forekommende nærbeslægtede Former. Men langt vigtigere troer jeg det er, at medens den Modifikationsproces staaer paa, ved hvilken to Varieteter antages at omdannes til to bestemt adskilte Arter, ville de to, som forefindes i størst Mængde, fordi de bebo de største Strækninger, være meget heldigere stillede end Mellemformen, der forefindes i ringere Mængde i et snevert, mellemliggende Strøg. Thi Former, der findes i stort Antal, ville altid have større Udsigt til, indenfor en vis given Tid, at frembyde flere heldige Varieringer, som Kvalitetsvalget kan paavirke, end de sjeldnere Former,

[page] 222

der findes i et ringere Antal. Derfor ville de mere almindelige Former i Kampen for Tilværelsen søge at udrydde og træde istedetfor de mindre almindelige Former, thi disse ville blive mere langsomt modificerede og forbedrede. Det er det samme Princip, der, som jeg troer, forklarer, at en almindelig Art, som vi have viist det i det andet Kapitel, i Almindelighed frembyder et større Antal af udprægede Varieringer, end de sjeldne Arter gjøre. Jeg kan ved et Exempel illustrere, hvad jeg mener. Lad os antage, at man holder tre Varieteter af Faar, en, som passer til en temmelig vidtløftig Bjergegn, en anden, der passer til en bakket Egn, der er forholdsvis snever, og en tredie, som passer til de vidtstrakte Sletter nedenfor Bakkerne, og lad os fremdeles antage, at Beboerne alle søge med lige Ihærdighed og lige Dygtighed at forbedre deres Flokke ved Racevalg. Der vil i dette Tilfælde være meget større Udsigt for de store Faareopdrættere paa Bjergene og paa Sletterne til at faa deres Racer forbedrede i en Fart end for de smaa Faareopdrættere paa det snevre bakkede Terrain; og som en Følge deraf, ville de forbedrede Bjerg- eller Sletteracer snart tage den mindre forbedrede Bakkeraces Plads, og saaledes ville de to Racer, som oprindelig exi-sterede i størst Antal, komme i nær Berøring med hinanden, uden Mellemkomst af den fordrevne Bakkevarietet. Altsaa: jeg troer, at Arter kunne blive taalelig velbegrænd-sede, uden at de til nogen Tid behøve at frembyde et indviklet Kaos af varierende Overgangsformer. For det Første: fordi nye Varieteter dannes meget langsomt; thi Variering er en langsom Proces, og Kvalitetsvalget kan Intet gjøre, førend der viser sig heldige individuelle Forskjelligheder eller Varieringer, eller førend en Plads i Landets Naturhusholdning kan besættes bedre ved Modifikation af en eller flere af dets Beboere. Og saadanne Pladsers Tilstedeværelse vil være afhængig af langsomme Klimaforandringer eller deraf, at der tilfældig er skeet en Indvandring af nye Indbyggere, og sandsynligvis i en endnu højere Grad deraf, at

[page] 223

nogle af de gamle Beboere langsomt ere blevne modificerede, hvorved de nye Former, der saaledes ere blevne frembragte, og de gamle komme til at paavirke hinanden gjen-sidigt. Saaledes, at vi i en hvilkensomhelst Egn og til en hvilkensomhelst Tid kun skulde kunne se nogle faa Arter, der frembød smaa Bygningsmodifikationer,' der til en vis Grad vare permanente; og dette se vi ganske vist.

For det Andet: Landstrækninger, som nu ere sammenhængende, maa ofte, for ikke altfor længe siden, have exi-steret som isolerede Dele, paa hvilke mange Former, særlig af de Klasser, der parres for hver Fødsel og vandre meget, hver for sig kunne være blevne gjorte tilstrækkelig forskjel-lige til at kunne regnes for hinanden remplacerende Arter. I saa Tilfælde maa Overgangsformer mellem de forskjellige Arter og deres fælles Stamform tidligere have levet paa hvert isoleret Landstykke, men disse Mellemled ville ved Kvalitetsvalget være blevne opløste og udryddede, saa at man ikke længe vil finde dem i levende Live.

For detTredie: naar to eller flere Varieteter ere blevne dannede i forskjellige Dele af en nøje sammenhængende Strækning, saa er det sandsynligt, at der først vil være blevet dannet Overgangsformer i de mellemliggende Bælter; men de ville i Almindelighed kun have været af kort Varighed, thi disse Overgangsformer ville, af allerede tidligere angivne Grunde (nemlig paa Grund af det, vi vide om den virkelige Fordeling af nær beslægtede, hinanden remplacerende Arter og ligeledes om almindeligt antagne Varieteter), forekomme i de mellemliggende Bælter i ringere Antal end de Varieteter, som de ere Bindeled imellem. Alene af den Grund ville de mellemliggende Varieteter være tilbøjelige til nu og da at uddø, og ved de andre Modifikationer, som bevirkes ved Kvalitetsvalget, ville de næsten sikkert blive slagne og afløste af de Former, som de forbinde; thi naar disse Former existere i større Antal, ville de i det Hele taget frembyde mere Variering og saaledes blive mere forbedrede ved Kvalitetsvalget og vinde større Fordele.

[page] 224

Endelig, naar man seer hen til ikke en eller anden bestemt Tid, men til alle Tider, saa maa der ganske vist, dersom min Theori er rigtig, have existeret utallige Overgangs-former, der nøje forbandt alle Arter af samme Gruppe med hinanden; men som det saa »»ofte er bleven bemærket, blive ved selve Kvalitetsvalget Stamformerne og Mellemleddene udryddede. Som en Følge deraf kan Vished for, at de tidligere have existeret, kun faaes ved de fossile Levninger, der ere blevne bevarede, som vi i et kommende Kapitel skulle søge at vise det, i en meget ufuldkommen Tilstand.

Om Oprindelsen af og om Overgangen hos organiske Væsner med ejendommelige Vaner og Bygningsmaader.

De, som bekæmpe min Maade at se Sagen paa, have spurgt om, hvorledes f. Ex. et Landrovdyr kan være blevet forvandlet til et Dyr, der opholder sig i Vandet; thi sige de, hvorledes kan Dyret have existeret i Overgangstilstanden? Det vilde være let at vise, at der indenfor den samme Gruppe existerer Rovdyr, der danne en ypperlig Række af Overgange mellem Dyr, der leve i Vandet, og Dyr, der leve paa Landjorden, og eftersom ethvert af dem existerer ved en Kamp for Tilværelsen, saa er det klart, at ethvert af dem har faaet sine Sædvaner godt afpassede efter dets Stilling i Naturen. Se til Mustela vison fra Nordamerika, som har Svømmefødder og som har en Odders Pelts, korte Ben og Haleform; om Sommeren dykker dette Dyr efter Fisk, af hvilke det lever, men i den lange Vinter forlader det de tilfrusne Vande og jager lig en anden Ilder, efter Mus og andre Landdyr. Dersom man havde taget et andet Exempel og havde spurgt, hvorledes et insektædende Pattedyr kunde være blevet omdannet til en flyvende Flagermus, saa vilde Spørgsmaalet have været langt vanskeligere at besvare. Dog troer jeg, at saadanne Vanskeligheder kun have liden Vægt.

[page] 225

Her, som ved andre Lejligheder, er jeg meget uheldig stillet, thi af de mange slaaende Exempler, som jeg har samlet, kan jeg kun nævne et eller to, der vise, at Vaner og Bygningsforhold have været i Overgang hos nærstaaende Arter af samme Slægt, og at Vaner der ere blevne forandrede, enten konstant eller midlertidigt, hos den samme Art. Og det forekommer mig, at intet Andet end en lang Liste paa saadanne er tilstrækkeligt til at formindske Vanskeligheden ved et saa ejendommeligt Tilfælde som Flagermusens.

Se til Egernfamilien: her have vi de nydeligste Overgange fra Dyr med Haler, der kun ere lidt fladtrykte, og fra andre, som Hr. J. Richardson har bemærket, med den bageste Del af deres Legeme temmelig bred og med Huden hængende løst om Vommen, til de saakaldte Flyveegern; Flyveegern have deres Lemmer, og selv Grunden af Halen, samlede ved en bred Hudbræmme, der tjener som Faldskærm og gjør, at de kunne glide igjennem - Luften i forbavsende Afstande, fra Træ til Træ.- Vi kunne ikke tvivle om, at jo enhver enkelt af disse Bygningsmaader er til Nytte for hvert Slags Egern i dets Hjemstavn, ved at sætte det i Stand til at undfly Rovfugle og Rovpattedyr eller til hurtigere at faa sin Føde samlet eller, som der er Grund til at tro, ved at formindske det Farlige ved de Fald, der nu og da kunne indtræffe. Men heraf følger ikke, at ethvert af disse Egerns Bygning er den bedst mulige under alle Slags Livsbetingelser. Lad Klimaet og Planteverdenen forandre sig, lad der indvandre andre rivaliserende Gnavere eller nye Rovdyr, eller lad de gamle blive modificerede, og al Analogi vil føre os paa de Tanker, at i det Mindste nogle af Egernene ville aftage i Antal og blive udryddede, med Mindre de ogsaa bleve modificerede og forbedrede i Bygning paa en tilsvarende Maade. Derfor kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed, særlig naar Livsbetingelserne forandres, ved at Individer med løsere og løsere Vomhud blive bevarede, da enhver Modifikation er

15

[page] 226

nyttig, og da den nedarves, indtil ved Kvalitetsvalgets Virksomhed et fuldkomment - saakaldt Flyveegern er blevet frembragt.

Se til Galeopitheeus eller den flyvende Lemur, som tidligere blev regnet til Flagermusene. Den har paa Siderne af Kroppen en temmelig løs Hud, der gaaer fra Mundvigene til Halen og indeslutter Lemmerne og de forlængede Fingre; denne Hud er desuden forsynet med en Strækkemuskel. Omendskjøndt vi nu ikke have en Række af Overgangsformer, som ere forskjelligt indrettede til at glide igjennem Luften, ved hvilke Galeopitheeus kunde blive forbundet med de andre Lemurer, saa er der Intet til Hinder for at antage, at saadanne Led tidligere exi-sterede, og at hvert af dem var blevet dannet ved de samme Trin som de mindre fuldkomment flyvende Egern, og at enhver Bygningsmaade var dens Ejermand nyttig. Jeg kan heller ikke se, at der er nogen uovervindelig Hindring for at tro det muligt, at de hudforbundue Fingre og Forben hos Galeopitheeus kunde blive meget forlængede ved Kvalitetsvalg, og dette vilde, i alt Fald hvad Flyveredskaberne angaaer, gjøre den til en Flagermus. Hos visse Flagermus, som have Vingehuden udspilet fra oven for Skuldrene og ned til Halen, og Bagbenene indesluttede i den, se vi maaske virkelig Spor til et Apparat, der i Begyndelsen snarere var indrettet paa at glide igjennem Luften med end paa Flugt.

Dersom omtrent et Dusin Fugleslægter vare blevne udryddede eller ikke kjendtes, hvem vilde da have vovet at antage, at der existerede Fugle, der brugte deres Vinger, saaledes som den tykhovede And (Eytons Micropterus), som Finner i Vandet, og som Forben paa Landjorden saaledes som Pengvinen, som Sejl saaledes som Strudsen, og endelig til Ingenting ligesom Apteryx? Og dog er enhver af disse Bygningsmaader nyttig for hver enkelt af disse Fugle under de Livsbetingelser, for hvilke der ere udsatte, og enhver af dem lever i Kraft af en vunden Sejr;

[page] 227

men dog er Bygningsmaaden ikke den bedst mulige under alle mulige Livsbetingelser. Man maa nu ikke af disse Bemærkninger ledes til at tro, at nogen af de Udviklingsgrader af Vingebygning, som her er omtalt, og som maa-ske alle ere Resultatet af^ Ikke-Brug, angiver de Trin, ved hvilke Fuglene have erhvervet Evnen til fuldkommen Flugt; men de tjene i det Mindste til at vise, hvilke forskjellige Overgangsmaader der ere mulige.

Naar vi se hen til, at nogle faa Medlemmer af saadanne Klasser, som aande i Vandet, nemlig Krebsdyr og Bløddyr, ere læmpede til at leve paa Landjorden, og naar vi se, at vi have flyvende Fugle og Pattedyr, flyvende Insekter af de mest forskjellige Typer, og at vi tidligere havde flyvende Krebsdyr, saa er det forstaaeligt, hvorledes Flyvefiskene, som nu fare gjennem Luften, ved lidt efter lidt at komme til at kunne hæve sig og vende sig ved Hjælp af deres Finner, omsider kunde blive modificerede til fuldstændig vingede Dyr. Dersom dette var bleven udvirket, hvem i al Verden vilde saa have troet, at de i en tidligere Overgangstilstand havde hørt til det aabne Havs Beboere og havde brugt deres begyndende Flyveorganer, saavidt vides, udelukkende til at undgaa at blive opslugte af andre Fisk?

Naar vi se en eller anden Bygningsdel, der er i høj Grad skikket til et vist bestemt Brug, saaledes som f. Ex. Fuglenes Vinger ere det til Flugt, saa maa vi huske paa, at Dyr, som vise tidlige Overgangstrin i deres Bygning, sjeldent ville forekomme i vore Dage, thi de ville være blevne afløste af deres Efterfølgere, som lidt efter lidt bleve gjorte mere fuldkomne ved Kvalitetsvalg. Fremdeles maa vi antage, at Overgangstilstande mellem Bygnings-maader, der passe til meget forskjellige Livsvaner, sjældent ville være blevne udviklede tidligt i stort Antal og hos mange underordnede Former; saaledes, for at vende tilbage til vort Tankeexperiment med Flyvefisken, saa forekommer det os ikke sandsynligt, at Fisk, der virkelig kunde flyve,

15*

[page] 228

ville være blevne udviklede i mange underordnede Former til at skaffe sig Bytte af mange Slags, paa mange Maader, paa Landet og i Vandet, indtil deres Flyveredskaber vare blevne udviklede til en saa høj Grad af Fuldkommenhed, at de derved vare blevne afgjort heldigere stillede i Tilværelseskampen end andre Dyr. Derfor vil Udsigten til at opdage fossile Arter, hvis Bygningsdele ere i Overgang, altid være mindre, fordi de have existeret i et ringere Antal end de Arter, hvis Bygningsdele ere fuldt udviklede. Jeg vil nu nævne to eller tre Exempler paa diversificerede og paa forandrede Vaner hos Individer af samme Art; i begge Tilfælde vilde det være let for Kvalitetsvalget at læmpe Dyrets Bygning efter dets forandrede Sædvaner. Det er imidlertid vanskeligt at afgjøre, og for os er det ogsaa uvæsenligt, om det er Sædvanerne, der i Almindelighed forandre sig først og saa Bygnings.maaden bagefter; eller om smaa Forandringer i Bygning medføre en For-andringi Sædvaner, da begge Dele rimeligvis ofte skeer samtidigt. For de forandrede Sædvaners Vedkommende vil det være nok, lige blot at nævne, at der er mange britiske Insekter, der nu leve af exotiske Planter eller udelukkende af tilberedte Stoffer. Paa diversificerede Sædvaner kunde der nævnes utallige Exempler: jeg har i Sydamerika ofte lagt Mærke til, hvorledes en Fluesnapper (Saurophagus sulphuratus) undertiden holdt sig svævende først over et Sted og saa over et andet, ganske som Høgene gjøre det, og til andre Tider har jeg seet den staa længe ved Bredden af Vandet og saa hugge ned i det som en Isfugl efter en Fisk. Her i Landet kan man se Mejsen (Parus major) klavre om paa Grenene næsten som en Træ-pikker, og undertiden dræber den smaa Fugle ved Slag paa Hovedet ligesom Tornskaden, og jeg har mange Gange baade seet og hørt den hamre oppe paa en Gren paaTaxtræets Frugter og saaledes knække dem ligesom en Kjernebider. I Nordamerika saa Hearne den sorte Bjørn svømme om i

[page] 229

Timevis med opspærret Gab, og paa denne hvalflskeagtige Maade fange Vandinsekter.

Da vi undertiden se, at Individer af en Art have Sædvaner, der ere forskjellige fra dem den Art, hvortil de høre, og fra dem de andre Arter i samme Slægt have, saa kunde vi vente, at saadanne Individer lejlighedsvis vilde frembringe nye Arter, der havde anomale Sædvaner og hvis Bygning var blevet modificeret saaledes, at de enten afvege lidt eller temmelig meget fra deres Stamform. Og saadanne Tilfælde træffe vi da ogsaa i Naturen. Kan der f. Ex. nævnes et mere slaaende Exempel paa Tillæmpning end en Spætte, der klavrer op ad Træerne og fanger Insekter i Barkens Revner? Og dog findes der i Nordamerika Spætter, som navnlig leve af Plaoteføde og andre, der have forlængede Vinger og fange Insekter i Flugten. Paa La Platas Sletter, hvor intet Træ findes, lever der en Spætte (Colaptes cam-pestris), som har to Tæer, der vende fremad, og to, der vende bag ud, en lang tilspidset Tunge, spidse Halefjer, der ere stive nok til at holde Fuglen i lodret Stilling, — men ikke saa stive som hos de typiske Spætter —, og et lige, stærkt Næb. Næbet er imidlertid hverken saa lige eller saa stærkt som hos de typiske Spætter, men stærkt nok til at bore i Træ. Denne Colaptes er da i alle de væsenlige Dele af sin Bygning en Spætte. Selv i saadanne ubetydelige Karakterer som Farven, Stemmens skjærende Klang og den zigzagagtige Flugt taler Alt for dens nære kjødelige Slægtskab til vor almindelige Spætte, og dog kan jeg forsikkre, ikke blot efter mine egne Iagttagelser, men ogsaa efter den nøjagtige Azaras, at den aldrig klavrer paa Træer! Som et andet Exempel paa Familiens varierende Sædvaner vil jeg nævne, at en mexi-kansk Colaptes af De Saussure omtales som borende Huller i haardt Træ for saa i Hullet at have et helt Oplag af Agern, — til hvad vides ikke endnu.

Stormsvaler ere af alle Fugle de, som mest leve i Luften og paa Havet, men i Tierra del Fuegas rolige

[page] 230

Sunde vilde Puffinuria Berardi, efter dens almindelige Sædvaner : dens forbavsende Dykke-Evne, dens Maade at svømme paa og dens Maade at flyve paa, naar man faaer den til at tage Flugten, kunne antages af Enhver for en Alk eller Lom; ikke desto mindre er den i en væsenlig Grad en Stormsvale, men har mange Dele af sin Organisation saa stærkt læmpede efter devnye Livsvaner, medens La Plata Spætten kun havde faaet sin Bygning ganske lidt modificeret. Med Hensyn til Vanddroslen, saa vilde den skarpeste Iagttager ved at undersøge den i død Tilstand, aldrig faa Mistanke om, at den havde Noget videre med Vandet at gjøre, og dog lever denne Fugl, der er beslægtet med Drosselfamilien, alene ved at dykke, idet den bruger sine Vinger under Vandet og klamrer sig fast til Stenene med sine Fødder. Alle Medlemmer af den store Hvepsefamilie leve paa Landjorden med Undtagelse af Slægten Proctotrupes, der, som Hr. John Lubbock nylig har opdaget, holder sig til Vandet; den gaaer ofte ned i det og dykker omkring, ikke ved Hjælp af sine Ben, men ved Hjælp af sine Vinger og bliver saa omtrent en fire Timers Tid nede under Vandspejlet; og dog kan man i dens Bygning ikke opdage den allermindste Modifikation, der tyder hen paa saadanne abnorme Vaner.

Den, som troer, at ethvert Væsen er bleven skabt saadan, som vi nu se det, maa en Gang imellem være bleven noget forbavset ved at træffe paa Dyr, hvis Livsvaner og Bygning ikke ere i Overensstemmelse med hinanden. Hvad kan være tydeligere, end at Ændernes og Gæssenes med Svømmehud forsynede Fødder ere indrettede paa Svømning? Og dog er der- Gæs oppe i Højlandene, som have Fødder, der ere forsynede med Svømmehud, skjøndt de sjelden eller aldrig komme i Nærheden af Vandet, og med Undtagelse af Audubon har Ingen nogensinde seet Fregatfuglen, som har Svømmehud imellem alle sine Tæer, dale ned paa Oceanets Overflade. Paa den anden Side give Lommerne og Vandhønsene sig meget af med Vandet,

[page] 231

omendskjøndt deres Tæer kan have en Hudbræmrne. Hvad kan være tydeligere, end at Vadefuglenes lange Tæer, der ikke ere forsynede mecj, Hudbræmrne, ere dannede til at gaa over Moradser og svømmende Planter med? — Rørhønen og Snarren ere Medlemmer af denne Orden, og dog giver den første sig næsten ligesaa meget af med Vandet som Vandhønen, og den anden opholder sig ligesaa meget paa Landjorden som Vagtlen eller Agerhønen. I saadanne Tilfælde, og der kunde nævnes mange flere, er der skeet en Forandring i Vanerne uden nogen tilsvarende Forandring i Bygning, Højlandsgæssenes Svømmefod kan siges at være bleven rudimentær i Funktion, men ikke i Bygning. Hos Fregatfuglen viser den dybt indskaarne Hud mellem Tæerne, at der her er begyndt at foregaa en Forandring i Bygning.

Den, som troer paa forskjellige og utallige Skabelses-akter, kunde sige, at det i disse Tilfælde har behaget Skaberen at faa et Væsen af den eller den Type til at tage en Plads, der er besat af et Væsen af den eller den Type; men det synes mig kun at være at fortælle Historien om igjen i et højtideligt Sprog. Den, som troer paa Kvalitetsvalget, vil sige, at ethvert organisk Væsen stadig søger at forøge sit Individantal, og at, dersom en eller anden varierer, om end aldrig saa lidt, enten i Vaner eller i Bygning, og derved bliver noget heldigere stillet end nogen af Landets andre Beboere, saa vil den tage disse andre Beboeres Plads, hvor forskjellig denne end maa være fra dens egen. Derfor vil han ikke blive forbavset over, at der kan findes Gæs eller Fregatfugle, som have Svømmefødder, skjøndt de leve paa Landjorden eller højst sjeldent komme i Berøring med Vandet; ligesaa lidt som det, at der er langtaaede Vagtelkonger, som leve i Engene iste-detfor i Sumpe, at der er Spætter, hvor.der ikke er Træ skabt, at der er dykkende Drosler og dykkende Hvepse og Stormfugle, der have Alke-Vaner.

[page] 232

Yderst fuldkomne og sammensatte Organer.

At antage, at Øjet med alle dets uforlignelige Indretninger til at afpasse Fokus efter de forskjellige Afstande for at lade forskjellige Lysmængder slippe ind, for at korrigereden sværiske og kromatiske Aberration,— at det skulde være bleven dannet ved Kvalitetsvalget, det synes, skal jeg villigt indrømme, at være absurd i allerhøjeste Grad. Da det først blev sagt, at Solen stod stille og Jorden dreiede rundt, sagde den sunde Fornuft, at det var galt; men den gamle Talemaade: vox populi, vox dei,") kan man, som enhver Forsker*veed, ikke stole paa i Videnskaben. Fornuften siger mig, at dersom man kan vise, at der existerer talrige Overgange fra et ufuldkomment og simpelt Øje til et fuldkomment og sammensat, og at hver Form er nyttig for dens Ejermand; og dette er nu ganske vist Tilfældet; endvidere at Øjet varierer, om det end er aldrig saa lidt, og at disse Varieringer nedarves, hvilket ligeledes ganske vist er Tilfældet; endelig dersom det kan vises, at saadanne Varieringer nogensinde kunne være nyttige for noget Dyr under de existerende Livsbetingelser: saa vil Vanskeligheden ved at tro, at et fuldkomment og sammensat Øje kunde dannes ved Kvalitetsvalget, ikke, omendskjøndt vor Indbildningskraft ikke kan magte den, ansees for en virkelig. Hvordan det gaaer til, at en Nerve bliver modtagelig for Lysindtryk, det vedkommer os neppe mere, end hvordan Lyset selv først opstod; men jeg maa bemærke, at da nogle af de laveste Organismer, hos hvilke man ingen Nerver kan opdage, vides at have Lysfornemmelse, saa synes det ikke umuligt, at visse Elementer i Sarkoden**) af hvilken de hovedsagelig ere sammensatte, kunde samles og udvikles til Nerver, der havde denne særegne Modtagelighed.

*) Folkets Røst, Guds Røst.

"") Sarkode er det, der i den dyriske Celle svarer til Plantecellens Protoplasma (Dannelsesslim). O. A.

[page] 233

Naar vi ville søge efter de Overgangstrin, gjennem hvilke et Organ hos en eller anden Art er blevet fuldkommengjort, saa burde vi udelukkende se hen til dets Efterkommere i lige Linie; men dette er neppe nogensinde muligt. Vi tvinges til at se til andre Arter og Slægter i samme Gruppe, d. v. s. til de kollaterale Efterkommere af den samme Stamform, for at komme paa det Rene med, hvilke Overgange, der ere mulige, og hvorvidt det er sandsynligt, at nogle Former ere nedarvede i en uforandret eller kun lidet foraudret Tilstand. Men den Tilstand, i hvilken Organet er, selv hos forskjellige Klasser kan hændelsesvis give nogle Oplysninger om de Overgangstrin, gjennem hvilke det er gaaet hen imod Fuldkommenheden hos en eller anden Art.

Det simpleste Organ, som kan kaldes et Øje, bestaaer af en Synsnerve-, der er omgivet af Farveceller (Pigmentceller) og bedækket af en gjennemsigtig Hud, men uden nogen Lindse eller noget andet lysbrydende Legeme. Vi kunne imidlertid, ifølge M. Jourdain, gaa endnu et Trin lavere ned, og finde da en Samling af Farveceller, der øjensynlig tjene som Synsredskab, men uden nogen Nerve, og med et Underlag af ganske simpelt Sarkodevæv. Øjne, der ere saa simpelt indrettede, ere ikke istand til nogen bestemt Seen Og tjene kun til at adskille Lys fra Mørke. Hos visse Søstjerner ere smaa Fordybninger i det Pigmentlag, der omgiver Nerven, fyldte, saaledes som den nys citerede. Forfatter beskriver det, med en gjennemsigtig geleeagtig Masse, der har en udhvælvet Overflade, ligesom Hornhindeu hos de højere Dyr. Han antager ikke, at denne Foranstaltning hjælper til at danne noget Billede, men til at koncentrere Lysstraalerne og derved gjøre det lettere at opfatte dem. I denne Koncentrering af Straa-lerne have vi det første og langt det vigtigste Skridt fremad imod Dannelsen af et virkeligt billed-dannende Øje; thi vi behøve blot at stille den blotte Yderende af Synsnerven, som hos nogle af de lavere Dyr ligger dybt begravet i Legemet og hos nogle nær ved Overfladen, i den rigtige

[page] 234

Afstand fra det koncentrerende Apparat, og der vil dannes et Billede.

I Leddyrenes store Klasse maa vi gaa ud fra en Synsnerve, som simpelthen er beklædt med Pigment, der undertiden danner et Slags Pupil, medens Lindse eller andre optiske Redskaber mangle. Hos Insekterne vide vi nu, at de tallige Facetter paa Hornhinden i de der forekommende store sammensatte Øjne danne virkelige Lindser, og at de paa Facetterne staaende Kegler indeslutte mærkeligt modificerede Nervetraade. Men disse Organer ere hos Leddyrene saa forskjellige, at Muller tidligere dannede tre Hovedklasser af sammensatte Øjne med syv Underafdelinger, foruden en fjerde Hovedafdeling, hvor Synsredskaberne vare en Samling af enkelte Øjne.

Naar vi tænke over disse Forhold, der her ere alt for kort omtalte, overfor den Mængde af forskjelligartede Udviklingstrin, der hos disse lavt staaende Dyr haves af Øjet, og naar vi huske paa, hvor ringe Antallet af alle de nulevende Former maa være i Samenligning med det Antal, som er forsvundet, saa bliver det ikke saa overdreven vanskeligt at tro, at Kvalitetsvalget kan have omdannet det simple Apparat, som en Synsnerve beklædt med Pigment og en gjennemsigtig Hinde jo dog er, til et optisk Instrument som det, et hvilketsomhelst Medlem af den store Leddyrklasse har.

Den, som vil gaa saa vidt, burde ikke være betænkelig ved at gaa endnu et Skridt videre: dersom han, naar han har læst denne Bog tilende, finder, at en stdr Mængde Forhold, der ellers ere uforklarlige, kunne forklares ved Afstamningstheorien, saa burde han indrømme, at en Bygningsdel, selv om den var saa fuldkommen som en Ørns Øje, kunde dannes ved Kvalitetsvalget, omendskjøndt han i dette Tilfælde ikke kjender noget til Overgangstilstande. Man har indvendt, at for at modificere Øjet og dog stadig bevare det som et fuldkomment Instrument, maatte der være foretaget mange Forandringer samtidigt, hvilket man

[page] 235

antager, ikke kunde gjøres ved Kvalitetsvalg; men som jeg har forsøgt at vise i mit Værk om Husdyrenes Variering, er det ikke nødvendigt at antage, at alle Modifikationer vare samtidige, dersom de blot vare smaa nok og fulgte jevnt nok ovenpaa hinanden. Selv i den højest organiserede Afdeling af Dyreriget: Hvirveldyrene kunne vi finde et Øje saa simpelt, at det, saaledes som hos Trevlemunden, kun bestaaer af en lille gjennemsigtig Hudsæk, der har en Nerve og lidt Pigment, men ellers intet Andet. Baade hos Fisk og Krybdyr er der, som Owen har bemærket: »en Mængde forskjellige Grader af Fuldkommenhed i det lys-brydende Mediums Bygning«. Det er en betydningsfuld Kjendsgjerning, at hos selve Mennesket den smukke krystalklare Lindse, ifølge en saa stor Autoritet som Virchow, hos Embryet dannes af en Ophobning af Overhudsceller, der ligge i en sæklignende Hudfold, og Glasvædsken (corpus vitreum) er dannet af et hos Embryet under Huden liggende Væv. ' Det er virkelig uundgaaeligt, naar man skal forestille sig Dannelsen af Øjet med alle dets vidunderlige fuldkomne Karakterer, at Fornuften besejrer Indbildningskraften; men jeg har følt denne Vanskelighed altfor skarpt til at blive forbavset over enhver, selv nok saa sendrægtig, Tøven med at udstrække Kvalitetsvalgets Princip saa forbavsende vidt.

Man kan næsten ikke undgaa. at sammenligne Øjet med en Kikkert. Vi vide, at dette Instrument er blevet fuldkommengjort ved længe fortsatte Anstrengelser af den største menneskelige Intelligens, og vi slutte temmelig naturligt deraf, at Øjet er bleven dannet ved en nogenlunde analog Fremgangsmaade. Men .er ikke denne Slutning lidt forvoven? Have vi nogen Ret til at antage, at Skaberen arbejder med intellektuelle Kræfter, der ligne Menneskets? Dersom vi ville sammenligne Øjet med et optisk Instrument, maa vi tænke os et tykt Lag af gjennemsigtigt Væv, hvis Mellemrum er opfyldt af en Vædske og som har en for Lys modtagelig Nerve nedenunder, og saa antage, at enhver Del af dette Lag stadig langsomt forandres i Tæthed

[page] 236

saaledes, at det falder i Lag af forskjellig Tæthed og Tykkelse, der ere stillede i forskjellige Afstande fra hinanden, og hvor hvert enkelt Lags Overflade langsomt forandrer Form. Fremdeles maa vi antage, at der er en Magt, repræsenteret af Kvalitetsvalget, der opmærksomt passer paa enhver lille Forandring i de gjennemsigtige Lag, og som omhyggeligt bevarer enhver Forandring, der under forskjellige Forhold paa nogen Maade eller i nogensomhelst Grad stræber henimod at frembringe et mere bestemt Billede. Vi maa antage, at enhver ny Tilstand bliver mangfoldiggjort en Million Gange, og at hver enkelt bliver bevaret, indtil der bliver frembragt en bedre, og at saa alle de gamle blive tilintetgjorte. I levende Legemer vil Variering forvolde de smaa Forandringer; Generation for Generation ville de mang-foldiggjøres, næsten i det Uendelige, og Kvalitetsvalget vil, med aldrig svigtende Dygtighed, udvælge enhver enkelt Forbedring. Lad saa dette staa paa i Millioner af Aar, og hvert Aar med Millioner af Individer af mange Slags, og mon det saa ikke kunde tænkes, at der kunde dannes et levende optisk Instrument, der stod saa højt over Glasinstrumenterne, som Skaberens Værker over Menneskets?

Overgangsmaader.

Dersom man kunde paapege et eller andet sammensat Organ, som umuligt kunde være blevet dannet ved talrige paa hinanden følgende smaa Modifikationer, vilde dette absolut omstyrte min Theori. Men jeg kan ikke finde noget saadant Tilfælde. Der findes utvivlsomt mange Organer, af hvilke vi ingen Overgangstrin kjende, i Særdeleshed hvis vi ville søge hen til meget isolerede Arter, i hvis Omgivelser der, ifølge Theorien, ikke har været megen Uddøen. Eller dersom vi tage et Organ, der findes hos alle en stor Klasses Medlemmer; thi i saa Tilfælde maa Organet oprindelig være blevet dannet i en temmelig fjern Periode, siden hvilken alle Klassens mange Medlemmer ere blevne udviklede, og for at opdage de tidlige Overgangstrin, som

[page] 237

Organet har gaaet igjennem, maatte vi se hen til meget gamle Stamformer, der for længe siden ere blevne udryddede.

Vi burde være yderst forsigtige med at slutte, at et Organ ikke kan være blevet dannet ved Overgange af et eller andet Slags. Der kunde nævnes utallige Exempler paa, at det samme Organ hos de lavere Dyr paa samme Tid har aldeles forskjellige Funktioner; saaledes aander, fordøjer og udskiller Fordøjelseskanalen hos Guldsmedens Larve og hos Smerlingen (en Fiskeart: Cobites). . Hos Ferskvandspolypen (Hydra) kan Dyret vende sin Inderside udad, og saa vil den ydre Overflade fordøje og Maven aande. I saadanne Tilfælde kunde Kvalitetsvalget, dersom der var nogen Fordel derved, omdanne en Del af Organet eller hele Organet, som forhen udførte to Funktioner, til at udføre e n Funktion, og saaledes ved umærkelige Trin i høj Grad forandre dets Natur. Man kjender mange Planter, som regelmæssig paa samme Tid frembringe forskjelligt byggede Blomster, og dersom saadanne Planter kom til kun at frembringe det ene Slags, saa vilde der i nogle Tilfælde foregaa en stor Forandring med Artskarakteren. Man kan ogsaa vise, at Frembringelsen af de to Slags Blomster er foregaaet lidt efter lidt. Fremdeles kunne to forskjellige Organer hos det samme Individ samtidig udføre den samme Funktion, og dette er en overordenlig vigtig Overgangsmaade; for at tage et Exempel, — 'der gives Fisk med Gjæller, som indaande den Luft, der findes indblandet i Vandet, paa samme Tid som de indaande fri Luft med deres Svømmeblærer, idet dette sidste Organ er deelt ved overordenligt kar-rige Skillevægge og har en Luftgang, gjennem hvilken de kunne forsyne sig med Luft. Tage vi et nyt Exempel, et fra Planteriget, saa se vi, at Planter klavre paa tre forskjellige Maader: ved at sno sig i Spiral, ved at klamre sig fast med deres følsomme Slyngtraade og ved at udsende smaa Luftrødder; disse tre Maader findes sædvanlig hos forskjellige Grupper, men

[page] 238

nogle faa Planter have to af Maaderne eller endogsaa dem alle tre forenede hos det samme Individ. I alle saadanne Tilfælde kunde et af de to Organer, der udføre samme Funktion, blive modificeret og fuldkommengjort saaledes, at det udførte alt Arbejdet, idet det, alt som Modifikationen skred fremad, blev hjulpet af det andet Organ, og saa kunde dette andet Organ blive modificeret i et andet forskjelligt Øjemed eller ogsaa ganske forsvinde.

Exemplet med Fiskens Svømmeblære er ganske godt, fordi det tydelig viser os den i høj Grad vigtige Kjends-gjerning, at et Organ,, der oprindelig er bygget for at tjene et Øjemed, nemlig Flydningen, kan omdannes til et Organ, der har et helt forskjelligt Hverv, nemlig Aande-drættet. Svømmeblæren er ogsaa bleven paavirket som et Tillæg til visse Fisks Høreorganer. Alle Fysiologer indrømme, at Svømmeblæren i Stilling og Bygning er homolog eller ideelt lig med de højere Hvirveldyrs Lunger; derfor er der heller ingen Grund til at tvivle om, at Svømmeblærer virkelig ere blevne omdannede til Lunger, d. v. s. til Organer der udelukkende staa i Aandedrættets Tjeneste.

Efter dette at dømme kunde man antage, at alle de Hvirveldyr, der have virkelige Lunger, nedstamme fra en gammel og ukjendt Prototyp, som var forsynet med en Svømmeblære. Vi kunne, saaledes som jeg seer af Owens interessante Beskrivelse af disse Dele, forstaa det forunderlige Forhold, at hver eneste Smule Mad og Drikke, som vi synke, glider over Luftrørets Munding, med megen Risiko for at falde ned i Lungerne, til Trods for den skjønne Indretning, ved hvilken Luftrørets Munding er lukket. Hos de højere Hvirveldyr ere Gjællerne ganske forsvundne, men hos Embryet betegne Spalterne paa Siden af Halsen og Arteriernes slyngede Løb deres tidligere Plads. Men det er forstaaeligt, at de nu aldeles forsvundne Gjæller lidt efter lidt kunne være blevne uddannede af Kvalitetsvalget i et eller andet bestemt Øjemed; saaledes troer man

[page] 239

f. Ex., at Ledormenes Gjællebuske og Rygblade ere homologe med Insekternes Vinger og Vingedække, og det er ikke usandsynligt, at hos vore nulevende Insekter Organer, som for lang Tid siden stode i Aandedrættets Tjeneste, ere blevne omdannede til Flyveredskaber.

Naar man taler om Organernes Overgange, saa er det saa vigtigt at mindes, hvor stor Sandsynlighed der er for en Omskiften fra en Funktion til en anden, at jeg vil nævne et andet Exempel. Stilkfodede Snerlefødder have to smaa Hudfolder, som af mig kaldes Ægfurer, og som ved Hjælp af en klæbrig Udsondring holde Ægene tilbage, indtil de ere udrugede i Sækken. Disse Snerlefødder have ingen Gjæller; hele Overfladen af Legemet og af Sækken med de smaa Furer besørger Aandedrættet. Balanerne eller de siddende Snerlefødder, de have nu ingen Ægfurer, idet Ægene ligge løse i Bunden af Sækken indenfor den godt lukkede Skal; men de have paa det Sted, hvor Furerne sidde, store, meget foldede Hinder, som staa frit i Forbindelse med Sækkens og Legemets Hulheder og ere blevne anseete for Gjæller af Professor Owen og af alle andre Naturforskere, som have givet sig af med dette Emne. Jeg antager ikke, at Nogen vil benægte, at den ene Families Ægfurer ere aldeles homologe med den anden Families Gjæller, og i Virkeligheden gaa de ogsaa over i hinanden. Derfor er der ingen Grund til at tvivle om, at de to smaa Hudfolder, der oprindelig gjorde Tjeneste som Ægfurer, men som tillige virke ganske lidt med til Aandedrættet, lidt efter lidt ved Kvalitetsvalget ere blevne omdannede til Gjæller, ganske simpelt ved en Tilvækst i Størrelse og ved at undertrykke deres hosstaaende Kirtler. .- Dersom alle stilkfodede Snerlefødder vare blevne udryddede — og der er allerede gaaet mange fler tilgrunde af dem end af de siddende Snerlefødder — hvem vilde saa have fundet paa, at den sidstnævnte Families Gjæller oprindelig havde existeret som Organer, der skulde forhindre Ægene fra at blive vaskede ud af Sækken?

[page] 240

Nogle enkelte Vanskeligheder red Kvalitetsvalgs-Theorien.

Omendskjøndt vi maa være yderst forsigtige med at komme til den Slutning, at et Organ ikke kan være bleven frembragt ved paa hinanden følgende Overgangstrin, saa er der dog utvivlsomt nogle Tilfælde, hvor der er alvorlige Vanskeligheder, af hvilke nogle ville blive omtalte i mit kommende Arbeide.

Et af de alvorligste Tilfælde er de kjønsløse Insekter, som ofte ere byggede anderledes end baade Hannerne og de frugtbare Hunner; dette vil imidlertid blive omtalt i det næste Kapitel. Et andet, særlig vanskeligt Tilfælde frembyder Fiskenes elektriske Organer, thi det er umuligt at forståa, ved hvilke Overgangstrin disse vidunderlige Organer ere blevne frembragte. Som Owen har bemærket, er der megen Lighed imellem de elektriske Organer og dé almindelige Muskler i deres Maade at virke paa, i den Indflydelse, Nervekraften og saadanne Pirringsmidler som Stryk-, nin har paa dem, og, som Nogle troer, ogsaa i deres indre Bygniugsforhold. Vi vide ikke engang, til hvad Nytte disse Organer ere, omendskjøndt de hos den elektriske Barryg (Zitteraalen , Gymnotus) og hos den elektriske Rokke (Torpedo) utvivlsomt gjøre Nytte som virksomme Forsvarsmidler og maaske ogsaa tjene til at holde Byttet fast; dog viser et analogt Organ i nålen paa de egenlige Rokker selv ved megen Irritation, som Matteucci fornylig har bemærket, kun lidt Elektricitet, saa lidt, at den neppe kan være til Nytte i saadanne Øjemed. Fremdeles er der hos den egenlige Rokke, foruden det Organ vi nys have omtalt, efter hvad Dr. R. M'Donnell har viist, et andet Organ nær ved Hovedet, som ikke vides at være elektrisk, men som synes at være aldeles homologt med det elektriske Batteri. Endelig," da vi Ingenting vide om disse Fisks Forfædre, saa maa vi tilstaa, at vi ere for uvidende til at kunne godtgjøre, at der ingen Overgange ere mulige, ved hvilke de elektriske Organer kunde være blevne udviklede.

[page] 241

Disse samme Organer synes først at frembyde en anden mere alvorlig Vanskelighed, thi de findes omtrent hos et Dusin Fiskearter, af hvilke flere ere vidt forskjellige fra hinanden. I Almindelighed tilskrive vi, naar det samme Organ findes hos forskjellige Medlemmer af samme Klasse, særlig dersom Medlemmerne have meget forskjellige Livsvaner, en Nedarving fra en fælles Stamform dets Tilstedeværelse og Ikke-Brug eller Kvalitetsvalg dets Fraværelse hos nogle af Medlemmerne: saaledes, at dersom de elektriske Organer vare arvede fra en gammel Stamform, saa kunde de have været særlig beslægtede med hinanden indbyrdes; men dette er langt fra at være Tilfældet. Geologien faaer os heller ikke til at tro, at de fleste Fisk tidligere havde elektriske Legemer, som de modificerede Efterkommere nu have tabt. Men naar vi se noget nærmere paa Sagen, finde vi hos de forskjellige Fisk, som ere forsynede med elektriske Organer, at disse findes i forskjellige Dele af Legemet, — at de afvige fra hinanden saavel i Konstruktion som i Anordning af Pladerne og ifølge Pa-cini i den Maade, paa hvilken Elektriciteten frembringes — og endelig, at den Nervekraft, der fordres, ledes igjen-nem forskjellige Nerver fra vidt forskjellige Kilder, og det er maaske den vigtigste af alle Forskjellighederne. Derfor kunne de elektriske Organer hos de forskjellige, fjernt beslægtede Fisk ikke ansees for homologe, men blot for analoge i Funktion. Som en Følge deraf, er der ingen Grund til at antage, at de ere nedarvede fra en fælles Stamform; thi havde dette været Tilfældet, vilde de nøje have lignet hinanden i alle Henseender. Saaledes forsvinder den større Vanskelighed, idet den dog lader den anden store Vanskelighed tilbage, den nemlig: ved hvilke Overgangstrin disse Organer ere opstaaede og ere blevne udviklede i hver af de forskjellige Fiskegrupper?

De lysende Organer, som kun findes hos nogle faa Insekter, der høre til vidt forskjellige Familier og Ordener, og som findes i forskjellige Dele af Legemet, frembyde en

16

[page] 242

Vanskelighed, der næsten er nøjagtig parallel med den, de elektriske Organer frembøde. Der kunde nævnes andre Forhold ; hos Planterne f. Ex', er den meget mærkelige Indretning med en Støvkornsmængde baaren af en Stilk med en tilhørende Kirtel øjensynlig den samme hos Orchis (Gjøgeurt) og Asclepias (Svalerod)-Slægten, den næsten staa saa fangt fra hinanden, som det er muligt hos Blomsterplanterne. I alle saadanne Tilfælde, hvor de to Arter, der ere vidt forskjellige fra hinanden i Organisation, ere forsynede med de samme anomale Organer, der maa man vel lægge Mærke til, at omendskjøndt Organets Udseende og Funktion synes at være ganske den samme, saa kan der dog altid eller næsten altid findes en Grundforskjel imellem dem. Jeg er tilbøjelig til at tro, at paa den samme Maade som to Mennesker undertiden uafhængig af hinanden have gjort den samme Opdagelse, saaledes har Kvalitetsvalget, der arbejder for ethvert Væsens Bedste og drager Nytte af analoge Varieringer, undertiden modificeret to Organer paa næsten samme Maade hos to bestemt adskilte organiske Væsner, som kun skylde Nedarving fra en fælles Stamform meget Lidt af det, de have tilfælles med hinanden i Bygning.

Fritz Muller har i et udmærket Værk, som nylig er udgivet, anstillet Undersøgelser over et næsten parallelt Tilfælde, som Støtte for den Synsmaade, der er givet i dette Bind. I flere Smaakcebsefamilier findes der nogle faa Arter, der have et Aandedrætsapparat til at aande i Luften med, og som ere skikkede til at leve ude af Vandet. I to af disse Familier, som nu særlig bleve undersøgte af Muller, og som ere nær beslægtede med hinanden, der stemme Arterne meget nøje overens med hinanden i alle vigtige Karakterer, navnlig i Sandseorganer, Cirkulationssystem, i Stillingen af de Haarduske, med hvilke deres sammensatte Maver ere kantede, og endelig i Bygningen af de i Vand aandende Gjæller lige til de mikroskopiske Kroge, med hvilke de renses. Derfor kunde man have ventet, at det

[page] 243

ligesaa vigtige Apparat til at aande i Luften med vilde have været ens hos de faa Arter af begge Familier, som leve paa Landjorden, og det kunde nu de, som tro paa særlige Skabelsesakter, have ventet med mere Bestemthed; thi hvorfor skulde dette ene Apparat, som er givet Arten i det samme særegne Øjemed, være blevet gjort forskjelligt medens alle de andre vigtige Organer ligne hinanden nøje eller snarere ere identiske?

Fritz Muller mener, at denne store Lighed i saa mange Bygningsforhold, i Overensstemmelse med min Synsmaade, maa tilskrives Nedarving fra en fælles Stamform. Men da det langt overvejende Flertal af Arter i de omtalte to Familier, saavelsom de fleste Krebs af alle Ordner, opholde sig i Vandet, er det i højeste Grad usandsynligt, at deres fælles Stamform skulde have været indrettet paa at aande i Luften. Muller blev saaledes ført til at undersøge Aande-drætsapparatet hos de i Luften aandende Arter meget nøje, og hos hver af dem fandt han, at de afvege i forskjellige vigtige Punkter: i Mundingernes Stilling, i denMaade, paa hvilken de aabnes og lukkes, og i nogle Smaating. Nu ere saadanne Forskjelligheder forstaaelige, ja man kunde endogsaa i Forvejen have vidst, at de vare der, under. Forudsætning af, at Arter, der hørte til forskjellige Familier, langsomt vare blevne skikkede til mere og mere at leve ude af Vandet og at aande i Luften. Thi disse Arter vilde, fordi de høre til forskjellige Familier, være til en vis Grad forskjellige, og i Overensstemmelse med det Princip, at enhver Varierings Natur er afhængig af to Faktorer, nemlig Organismens Natur og Betingelsernes Natur, vilde disse Krebsdyrs Variabilitet sikkert ikke have været nøjagtig den samme. Som en Følge deraf vilde Kvalitetsvalget have havt et forskjelligt Materiale eller forskjellige Varieringer at paavirke for at komme til i funktionel Henseende ens Resultater, og de Bygningsdele, som bleve erhvervede paa denne Maade, maa næsten med Nødvendighed have afveget fra hinanden. Holder man paa Hypo-

16*

[page] 244

thesen om de særlige Skabelsesakter, bliver hele Sagen uforstaaelig. Den ovenfor af Fritz Muller brugte Betragt-ningsmaade synes for en stor Del at have bragt denne udmærkede Naturforsker til at antage den Synsmaade, som jeg hævder i dette Bind.

I de forskjellige Tilfælde, som vi nylig have omtalt, have vi seet, at hos Væsner, der ere mere eller mindre fjernt beslægtede, opnaaes det Samme og udføres den samme Funktion af Organer, der tilsyneladende, skjøndt ikke i Virkeligheden, ere ganske ens. Men den almindelige Regel er hele Naturen igjennem, at det Samme opnaaes undertiden — endogsaa naar det er Væsner, der ere nær beslægtede med hinanden — ved de mest forskjellige Midler. Hvor for-skjellig er ikke en Fugls fjerklædte Vinge og en Flager-muses hindeagtige Vinge, hvor alle Fingrene ere blevne udviklede i meget høj Grad; og i endnu højere Grad Sommerfuglens fire Vinger og Billens to tilligemed Vingedækkerne. Muslinger ere dannede til at aabnes og lukkes; men paa hvor mange forskjellige Maader er ikke Hængslet indrettet, ligefra den lange Række af nøjagtig ind i hinanden gribende Tænder hos Nucula indtil Blaamuslingens simple Ligament. Der er Frø, der spredes ved deres Lidenhed, ved at deres Kapsel er omdannet af et tæt, balonagtigt Hylster, ved at være indlejrede i saftigt Kjød, der er dannet af de mest forskjellige Dele og gjort nærende, og som er farvet paa en iøjnefaldende Maade, saaledes at det kan tiltrække sig Fuglenes Opmærksomhed og blive opslugt af dem, — ved at have Kroge og Hager af mange Slags og saugtakkede Stakke, hvormed de kunne hænge sig fast i Pattedyrenes Pels, og ved at være forsynede med Vinger og Fnok, der er ligesaa forskjelligt formet som elegant bygget, og ved hvis Hjælp de kunne føres bort af den letteste Luftning. Jeg vil nævne et andet Exempel; thi dette Spørgsmaal, om at opnaa det samme Resultat paa de mest forskjellige Maader, fortjener vel Opmærksomhed. Nogle Forfattere hævde, at de organiske Væsner ere blevne dannede paa

[page] 245

mangfoldige Maader blot for Afvekslingens Skyld, næsten ligesom Legetøjet hos en Isenkræmmer; men det forekommer mig at være utroligt. Hos Planter med adskilte Kjøn og hos dem, hvor, omendskjøndt de ere Hermafroditer, Støvkornet ikke af sig selv falder paa Arret, hos dem er nogen Hjælp ved deres Befrugtning nødvendig. Mange Steder er dette afhjulpet ved, at Støvkornene, som ere lette og ikke klæbe sammen, ved et rent Tilfælde blæses hen paa Arret; og dette er den simpleste Plan, der vel kan tænkes. En næsten ligesaa simpel, skjøndt meget forskjellig Forholdsregel er truffet hos mange Planter, hos hvilke en symmetrisk bygget Blomst udsondrer nogle faa Draaber Honningdug, hvorfor den naturligvis bliver besøgt af Insekter, som føre Støvkornene fra Støvknappene til Arret.

Gaa vi ud fra denne simple Form finde vi et umaa-deligt stort Antal Indretninger, alle i det samme Øjemed og tilvejebragte paa væsenlig den samme Maade, men medførende Forandringer i hver enkelt Del af Blomsten. Honningduggen kan være ophobet i forskjelligt formede Honninggjemmer, og Støvdragere og Støvveje kunne være modificerede paa mangfoldige Maader, undertiden saaledes, at de danne snareagtige Indretninger, og til andre Tider saaledes, at de ere istand til at bevæge sig som en Følge af deres Pirrelighed eller deres Elasticitet. Efterat have seet paa saadanne Bygningsmaader kunne vi gaa videre, indtil vi komme til en saa mærkelig Tillæmpning, som den, Dr. Criiger fornylig har beskrevet hos Coryanthes. Denne Orkidee har en Del af Underlæben udhulet til. en stor Beholder, ned i hvilken to Draaber af næsten rent Vand stadig falde fra to ovenover staaende Horn, der udsondre denne Vædske, og naar Beholderen er halv fuld, løber Vandet bort ad en Tud paa den ene Side. Underlæbens Grunddel staaer over Beholderen og er selv udhulet til et Slags Kammer med to Sideindgange; i dette Kammer er der mærkelige kjødede Lister. Det genialeste Menneske havde, ifald han ikke havde været Vidne til, hvad der

[page] 246

finder Sted, aldrig været istand til at gjøre sig nogen Forestilling om, hvilket Formaal alle disse Dele tjene. Dr. Criiger saae Skarer af store Humlebier besøge denne Orkidees gigantiske Blomster, ikke for at suge Honningdug, men for at gnave de kjødede Lister af, som fandtes i Kamret ovenover Beholderen; naar de vare i Færd med dette, hændte det ofte, at de pulfede hinanden ned i Beholderen, og da deres Vinger derved bleve vaade, kunde de ikke flyve bort, men maatte kravle ud igjennem den Tud, ad hvilken det overflødige Vand løber bort. Dr. Criiger saae en »evindelig Procession« af Bier, der saaledes kravlede bort fra dette ufrivillige Bad. Tuden er snever og dækkes foroven af Griffelstøtten*), saaledes, at en Bi ved at klemme sig ud først gnider sin Ryg mod det klæbrige Ar og saa imod de klæbrige Støvkornsmængder. Støvkorns-masserne ere saaledes klæbede til Ryggen af en Bi, som han havde dræbt, før den var kommen helt ud, og som han har sendt mig i Spiritus tilligemed en Blomst. Naar nu en Bi, der er saaledes forsynet, flyver til en anden Blomst eller til den samme Blomst en . anden Gang og af sine Kamerater bliver puffet ned i Beholderen og saa kravler ud gjennem Tuden: saa kommer Støvkornsmassen nødvendigvis først i Berøring med det klæbrige Ar, klæber sig fast til det, — og Blomsten er befrugtet. Nu se vi først den fulde Nytte af hver enkelt Del af Blomsten, de Saft udsondrende Horn, de med Vand halv fyldte Beholdere, som forhindre Bierne fra at flyve bort og tvinge dem til at kravle igjennem Tuden og gnide imod de der saa belejligt anbragte klæbrige Støvkornsmasser og klæbrige Ar.

Den Maade, paa hvilken Blomsten hos en anden nær beslægtet Orkidee, nemlig Catacetum, er bygget, er en ganske anden, skjøndt den gjør samme Nytte og ligeledes er meget mærkværdig. Bier besøge denne Plantes Blomster ligesom

*) Griffelstøtten dannes ved en Sammenvoksning af Støvdrager og Støvvej. .O. A.

[page] 247

Coryanthes'es, for at gnave af Underlæben;, ved at gjøre dette komme de uundgaaligt til at berøre en lang, tilspidset, følsom Fremspringning eller, som jeg har kaldt den, Følehornet. Dette Følehorn faaer, naar det er blevet berørt, en vis Hinde til at vibrere, hvorefter Hinden øjeblikkelig brister; herved frigjøres et Slags Fjeder, ved hvilken Støv-kornsmassen skydes frem ligesom en Pil og sætter sig ved Hjælp af sin Klæbrighed fast til Biens Ryg, Støvkorns-massen bliver nu saaledes baaren hen til en Hunplantes Blomster, hvor den bringes i Berøring med Arret, som er klæbrigt nok til at overvinde visse elastiske Traades Modstandskraft og holde Støvet tilbage; saaledes foregaaer Befrugtningen.

Hvorledes, kunde man spørge, kunne vi forstaa, at der i de foregaaende og i mange andre Exempler sees en Stigen i Indviklethed, og at en større og større Mangfoldighed anvendes for at naa det samme Maal? Svaret er udentvivl, som allerede tidligere bemærket, at naar to Former, som allerede i Forvejen afvige, om det end er nok saa lidt, fra hinanden, variere, saa vil Variabiliteten ikke have nøjagtig samme Natur, og som en Følge deraf ville de Resultater, der naaes til ved et Kvalitetsvalg, der gaaer ud paa det Samme, ikke blive det Samme. Vi maa ogsaa huske paa, at enhver meget udviklet Organisme har gjennemløbet en lang Række af Modifikationer, og at ethvert modificeret Bygningsforhold søger at nedarves, saa at det ikke saa let vil gaa helt til Grunde, men kan blive modificeret atter og atter. Derfor er Bygningen af enhver enkelt Arts enkelte Dele, hvad de saa bruges til, en Sum af mange nedarvede Forandringer, gjennem hvilke den paagjældende Art er gaaet, medens den lidt efter lidt læmpedes til andre Sædvaner og andre Livsbetingelser.

Altsaa, omendskjøndt det i mange Tilfælde er yderst vanskeligt endogsaa blot at gjætte paa, ved hvilke Overgange mange Organer ere komne til deres nuværende Tilstand, saa er jeg dog — i Betragtning af, hvor ringe Antallet

[page] 248

af de levende og kjendte Former ere i Forhold til de uddøde og ukjendte — bleven forbavset over, hvor sjeldent man kan nævne et Organ, der sletningen Overgangstrin frembyder. Det er ganske vist sandt, at nye Organer, der se ud som om de særlig vare skabte for dette eller hint Øjemed, sjelden eller aldrig i nogensotnhelst Klasse have viist sig pludseligt, hvad der jo staaer i god Overensstemmelse med hint gamle, vel sagtens noget overvurderede, naturhistoriske Ordsprog: natura non facit saltum*). Vise dette indrømmet i næsten hver eneste erfaren Naturforskers Skrifter. Millne.Edwards har paa en heldig Maade udtrykt det saaledes: Naturen er ødsel med Varieringer, men gjerrig med Nyheder. Hvorledes stemmer det med Skabelsestheorien, at der er megen Variering og saa lidt Nyhed? Hvorfor ere alle Dele og Organer hos de mange uafhængige Væsner, som antages at være blevne skabte hver for sig til sin egen Plads i Naturen, i Almindelighed knyttede saa nøje til' hinanden ved Overgangsforiner? Hvorfor skulde Naturen ikke springe fra den ene Bygningsmaade til den anden? Efter Kvalitetsvalgets Theori er det let nok at forstaa, hvorfor den ikke gjør det; thi Kvalitetsvalget virker kun ved at benytte de smaa paa hinanden følgende Varieringer; Kvalitetsvalget kan aldrig gjøre et pludseligt Spring, men maa gaa fremad med smaa og sikkre, men langsomme Trin.

Organer, der tilsyneladende have ringe Betydning, paarirkede af Kvalitetsvalget.

Da Kvalitetsvalget virker ved Liv og Død, — ved at lade de Stærkeste leve og ved at tilintetgjøre de mindre heldigt indrettede Individer, — saa har jeg undertiden havt stor Vanskelighed ved at forstaa, hvorledes lidet vigtige Dele opstaa eller dannes; næsten ligesaa stor Vanskelighed, skjøndt af en meget forskjellig Slags, som jeg havde over for de mest fuldkomne og sammensatte Organer.

¥) I Naturen er der ingen Spring.

[page] 249

For det Første ere vi altfor uvidende med Hensyn til et hvilketsomhelst organisk Væsens hele Økonomi, til at vi kunne afgjøre hvilke Smaamodifikationer der ville have Betydning og hvilke ej. let tidligere Kapitel har jeg nævnt Exempler paa meget ubetydelige Karakterer, som Frugternes Dun og Frugtkjødets Farve, Pattedyrenes Hud og Haar-farve, der fordi de staa i Forbindelse med konstitutionelle Forskjelligheder eller til en vis Grad i Forbindelse med Insekternes Angreb , ganske vist kunne paavirkes af Kvalitetsvalget. Giraffens Hale seer ud som én kunstig bygget Fluesmække, og det synes ved første Øjekast utroligt, at den kan være bleven afpasset efter det, den nu bruges til, ved sruaa paa hinanden følgende Modifikationer, den ene bedre skikket end den anden til et saa ubetydeligt Arbejde som det, at jage Fluer væk; vi skulde dog give os Tid, førend vi ere altfor bestemte, selv i dette Tilfælde; thi vi vide, at i Sydamerika er Kvægs og andre Dyrs Udbredelse og Tilværelse afhængig af deres Evne til at modstaa Insekternes Angreb, saa at Individer, som paa nogen Maade kunne forsvare sig mod disse smaa Fjender, vilde være istand til at udbrede sig til nye Græsgange og saaledes blive meget heldigt stillede. Det er nu ikke saadan at forstaa, at de større Pattedyr (nogle enkelte undtagne) virkelig blive tilintetgjorte af Fluer; men de blive stadigt plagede af dem, og derved bliver deres Styrke formindsket, saa at de blive mere udsatte for Sygdom eller ogsaa mindre skikkede til i Tilfælde af Misvækst at lede efter Føde eller til at undfly Rovdyrene.

Organer, der have nu meget liden Betydning, have sandsynligvis i nogle Tilfælde havt stor Betydning for fjerne Forfædre og efter langsomt at være blevne fuldkommengjorte i en tidligere Periode ere de blevne nedarvede til nulevende Arter i næsten samme Tilstand, skjøndt de nu ere til meget lidt Nytte; men virkelig skadelige Afvigelser i. deres Bygning ville naturligvis være blevne forhindrede af Kvalitetsvalget. Naar vi se, hvor vigtigt et Bevægelses-

[page] 250

redskab Halen er for de fleste af de Dyr, der leve i Vandet, saa kunne vi maaske deraf forklare os, at den forekommer saa almindeligt og kan bruges til saa mange Ting hos saa mange Landdyr, hvis Lunger eller modificerede Svømmeblære røbe, at de tidligere have levet i Vandet. Naar der hos et Dyr, der levede i Vandet, var blevet dannet en vel udviklet Hale, saa kunde den siden indrettes til at udføre alle mulige Slags Arbejder: den kunde blive til en Fluesmække, til et Griberedskab, til at ^hjælpe med ved hurtige Vendinger, saaledes som det er Tilfældet hos Hunden, skjøndt Nytten i den sidste Henseende maa være temmelig lille, da Haren, som næsten slet ingen Hale har, kan vende sig hurtigt nok.

Paa den anden Side kunne vi undertiden tildele Karakterer, der skylde rent sekundære Aarsager deres Oprindelse, og som Kvalitetsvalget ikke har havt Noget at gjøre med, en Vigtighed, som de slet ikke have. Vi burde erindre, at Klima, Næring o. s. v. sandsynligvis have havt nogen, maaske temmelig betydelig direkte Indflydelse paa Organisationen; at der er Karakterer, der atter komme tilsyne ved Attavisme; at Korrelation er et meget vigtigt Forandringselement, og endelig, at Parringsvalget ofte i en temmelig betydelig Grad har modificeret de højere Dyrs udvortes Karakterer for at give en Han Fordele i Kampen mod andre Hanner eller til at lokke Hunnerne; og Karakterer, der ere erhvervede ved Parringsvalg, kunne nedarves til begge Kjøn. Fremdeles kan en Modifikation, som er foranlediget af en af de ovenfor nævnte Aarsager, i Begyndelsen ikke have været til nogen direkte Fordel for Arten, men kunde sidenhen være bleven gjort fordelagtig for Artens Efterkommere, under nye Livsbetingelser og nye Livsvaner.

Dersom der f. Ex. kun havde existeret grønne Spætter, og vi ikke vidste, at der fandtes mange sorte og spraglede Arter, saa tør jeg nok paastaa, at vi vilde have tænkt, at den grønne Farve var en smuk Læmpelse, der skulde tjene

[page] 251

til at skjule denne Fugl, der opholder sig paa Træerne, for dens Fjender; og at det som en Følge heraf var en Karakter, der var af Vigtighed og var bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg; Forholdet er nu dette, at Farven sandsynligvis for en stor Del skyldes Parringsvalget. En slyngende Palme i det malaiske Arkipelag klavrer op ad de højeste Træer ved Hjælp af hensigtsmæssigt indrettede Kroge, der sidde i en Krands paa Grenenderne, — og denne Indretning er udentvivl til stor Nytte for Planten; men da vi se Kroge, der næsten se ligesaadanne ud, paa mangfoldige Træer, som ikke klavre, og vi paa Grund af den Udbredelse, de tornede Arter have i Afrika og Sydamerika, have Anledning til at tro, at de tjene som Forsvarsmiddel mod de løvædende Pattedyr, saa kunde Palmens Kroge først være blevne udviklede i denne Hensigt og siden være blevne anvendte til Klattring, da den blev anderledes modificeret. Den nøgne Hud paa Gribbens Hoved ansees i Almindelighed for en direkte Læmpelse, der er fremkommet, fordi den roder i raadne Stoffer; det kan ogsaa gjerne være, at det er rigtigt, men det kunde muligvis ogsaa skyldes det raadne Stofs direkte Indvirkning; man burde imidlertid være meget forsigtig med at drage nogen saadan Slutning, naar man seer, at Hovedhuden hos den Kalkunske-Hane, der lever af renlig Føde, ligeledes er nøgen. Sømmene i de unge Pattedyrs Hjerneskaller ere blevne anførte som en smuk Læmpelse, der hjælper ved Fødselen, og udentvivl lette de denne Akt eller, ere maaske uundværlige for den; men da der er Sømme i Hjerneskallerne hos de unge Fugle og Krybdyr, som kun skulle slippe ud af et Æg, saa kunne vi heraf slutte, at denne Bygningsmaade skyldes Vækstlovene og er bleven tagen til Indtægt for de højere Dyrs Fødsel.

Vi ere yderst uvidende om Grunden til enhver lille individuel Forskjellighed, og at dette er sandt, vil man snart indse, blot ved at tænke paa den Forskjel, der er paa vore Husdyrracer i forskjellige Lande — særlig i de

[page] 252

mindre civiliserede Lande, hvor der kun har været liden methodisk Udvælgen. Dyr, som holdes af Vilde i forskjel-lige Lande, maa stride for deres Livsophold og ere i en vis Grad udsatte for Naturens Kvalitetsvalg, og Individer med lidt forskjellig Konstitution vilde være heldigt stillede under skiftende Klimater. En god Iagttager forsikkrer, at Ømfindtligheden for Fluernes Angreb hos Kvæget staaer i Korrelation til Farven; det Samme gjør et Hang til at blive forgivet af visse Planter, saa at i dette ene Tilfælde end-ogsaa Farven vilde være under Kvalitetsvalgets Paavirkning. Andre Iagttagere ere overbeviste om, at et fugtigt Klima paavirker Haarets Vækst, og om at Hornene staa i Korrelation til Haarene. Bjergracerne ere altid forskjellige fra Lavlands-racerne, og et Bjergland vilde rimeligvis paavirke Baglemmerne ved at øve dem mere, samt rimeligvis ligeledes paavirke selve Bækkenets Form, og ifølge Lovene for homolog Variering vilde da Forlemmerne og Hovedet rimeligvis være blevne paavirkede. Bækkenets Form kunde ogsaa ved Tryk paavirke visse Deles Form hos Fosteret. Besværlighederne ved at aande i højere Regioner maa nødvendigvis, det have vi da Grund til at tro, forøge Brystkassens Størrelse, og saaledes vil her Korrelation igjen komme med i Spillet. Den Indflydelse, som formindsket Bevægelse tilligemed rigelig Føde har paa hele Organisationen, er endnu mere vigtig, og dette er, som H. v. ,Na-thusius nylig har vist i sin .udmærkede Afhandling, øjensynligt en af Hovedaarsagerne til den store Modifikation, som Svineracerne have undergaaet. Vi ere imidlertid endnu altfor uvidende til at spekulere over de forskjellige be-kjendte' og ubekjendte Varieringsgrundes relative Vigtighed, og jeg er kun fremkommet med disse Bemærkninger for at vise, at dersom vi ere ude af Stand til at gjøre os Rede for vore Husdyrracers Karakterforskjelligheder, hvilke ikke destomindre antages at være opstaaede ved almindelig Afstamning fra en eller fra nogle faa Stamformer, saa behøve vi ikke at lægge saa megen Vægt paa vor Uvidenhed om,

[page] 253

hvad der nøjagtig er Grunden til de smaa analoge Forskelligheder, der findes mellem Arterne. Jeg kunde til den Ende ogsaa have anført Forskjellighederne mellem Menneskeracerne, der ere saa stærkt udprægede; jeg kan tilføje, at der øjensynligt ved et Parringsvalg af en særegen Natur kunde forklares Meget heraf, men jeg skal ikke gaa videre ind herpaa, da min Tale, med Mindre jeg gik ind paa alle' Enkelthederne, herved vilde forekomme meget letsindig.

I hvilken Udstrækning Nyttighedstheorien er sand; hvorledes Skjønhed erhverves.

De foregaaende Bemærkninger bringe mig til at sige nogle faa Ord om den Protest, som nogle Naturforskere for nylig have nedlagt imod denne min Nyttighedstheori, som siger, at enhver lille Bygningsdetaille er bleven frembragt for Ejerens Bedste. De tro, at, mange Bygnings-forhold ere blevne skabte, fordi de ere skjønne i Menneskenes Øjne eller, som allerede omtalt, rentud sagt for en Afvekslings Skyld. Dersom saadanne Lærdomme vare sande, saa vilde de være meget farlige for min Theori. Og dog tilstaaer jeg beredvillig, at mange Bygningsforhold nu ikke direkte ere til Nytte for deres Ejermænd og maaske heller aldrig have været til nogen Nytte for deres Forfædre. Uden Tvivl har, som vi nylig sagde, de forandrede Betingelsers bestemte Virkning, korrelativ Variering og Attavisme havt deres Virkninger. Men den vigtigste Aarsag er den, at den største Del af enhver levende Skabnings Organisation er nedarvet, og at, som en Følge deraf, end-skjøndt enhver af dem ganske vist er meget godt afpasset efter dens Stilling i Naturen, er der dog mange Bygningsforhold, som nu ikke staa i noget direkte Forhold til de existerende Livsvaner. Saaledes kunne vi neppe tro, at Højlandsgaasens eller Fregatfuglens Svømmefødder i nogen særlig Grad ere til Nytte for disse Fugle; vi kunne ikke tro, at de Ben, der svare til hinanden i Abekattens

[page] 254

Arm, Hestens Forben, Flagermusens Vinge og Sælhundens Luffer ere til nogen særlig Nytte for hvert enkelt af disse . Dyr. Vi kunne sikkert tilskrive Nedarvingen disse Bygningsdele; men Højlandsgaasens og Fregatfuglens Stamform havde udentvivl ligesaa megen Nytte af Svømmefødder, som de af de nulevende Fugle, der mest opholde sig i Vandet. Saaledes kunne vi ogsaa antage, at Sælhundens Stamform ikke havde Luffer, men en Fod med fem Tæer, som var skikket til at gaa paa eller til at gribe med, og vi kunne endvidere driste os til at antage, at de forskjel-lige Ben i Abekattens, Hesten og Flagermusens Lemmer, som ere blevne nedarvede fra en eller anden gammel Stamform, tidligere have været til en mere speciel Nytte, end de nu ere for disse Dyr med deres vidt forskjellige Vaner, og de kunne som en Følge heraf være blevne modificerede ved Kvalitetsvalg. Naar vi have givet de forandrede Betingelsers bestemte#Virkning, Korrelation, Attavisme o. s. v., hvad deres er, saa kunne vi slutte, at enhver Bygnings-detaille hos enhver nu levende Skabning, enten nu er eller tidligere var til Nytte, — direkte eller indirekte ved de indviklede Vækstlove.

Med Hensyn til den Tro, at de organiske Væsner ere blevne skabte skjønne til Fornøjelse for Menneskene, — en Synsmaade, som man har sagt ganske sikkert kunde antages forsand, og som er i Høj Grad farlig for hele min Theori, — maa jeg for det Første bemærke, at Forestillingen om, at en eller anden Gjenstand er skjøn, øjensynligt er afhængig af Menneskets Sind, uafhængig af den beundrede Gjenstands virkelige Egenskab, og at Skjønhedsideen ikke er en medfødt og uforanderlig Sjælsevne. Vi se dette deraf, at Mænd af forskjellige Racer opfatte den kvindelige Skjønhed aldeles forskjelligt; hverken Negeren eller Kineseren beundrer det kaukasiske Skjønhedsideal. Forestillingen om malerisk Skjønhed i Omgivelser har først viist sig i de moderne Tider. For at hævde den Synsmaade, at de skjønne Gjenstande ere blevne skabte for Menneskets Skyld,

[page] 255

burde man kunne vise, at der var mindre Skjønhed paa Jordens Overflade, førend Mennesket kom, end der nu er, da han har viist sig paa Scenen. Vare de skjønne, snoede og kegleformede Sneglehuse fra den eocene Tid skabte, for at Mennesket Aartusinder efter skulde have dem at fornøje sig over i sit Naturaliekabinet? Faa Gjenstande ere skjønnere end Diatomernes uendelig smaa Kiselskaller; monstro de nu ogsaa bleve skabte for at blive undersøgte og beundrede under meget stærke Mikroskoper? Skjøn-heden skyldes i dette Tilfælde og i mange andre, ene og alene Organismens symetriske Vækst. Blomster høre til Naturens skjønneste Frembringelser, og de ere blevne skjønne ved Kvalitetsvalget eller ere snarere blevne satte i en iøjnefaldende Modsætning til de grønne Blade, saa at de let kunne blive sete og derved lokke Insekterne til sig, til Gavn for deres Befrugtning. Jeg er kommen til den Slutning derved, at jeg har fundet, at det altid er en Regel, at naar en Blomst bliver befrugtet af Vinden, har den aldrig nogen livligt farvet Krone. Fremdeles er der flere Planter, som sædvanlig frembringe to Slags Blomster; et Slags, der ere aabne og farvede, for at de kunne drage Insekterne til sig, og et andet Slags, der ere lukkede og ikke farvede og mangle Honningdug, og som aldrig besøges af Insekterne. Heraf følger, at dersom der aldrig havde existeret Insekter paa Jordens Overflade, vilde Planteverdenen ikke have havt saadanne skjønne Blomster, som den nu har, men vilde kun have frembragt saadanne uanseelige Blomster, som vi nu se hos vore Fyrretræer, Ege, Nøddetræer og Aske, hos Græsser, Spinat, Syre og Nelder. Paa den samme Maade kunne vi slutte for mangfoldige Frugters Vedkommende; at et modent Jordbær eller Kirsebær er ligesaa behageligt for Øjet som for Ganen, at Benvedens sirligt farvede Frugt og Kristtjørnens skarlagenfarvede Bær ere smukke Gjenstande, vil sagtens Enhver indrømme. Men denne Skjønhed tjener blot til at lokke Fugle og Pattedyr til, for at Frugten kan blive ædt, og for at Frøene saaledes, efter at være

[page] 256

gaaede igjennem Fordøjelseskanalen, kunne blive udsaaede. Jeg er kommet til den Slutning derved, at jeg hidtil altid har fundet, at Frø, som ere indlejrede i en Frugt af et eller andet Slags, d. v. s. i et kjødet Gjemme, i Tilfælde af, at dette Gjemme har en eller anden glimrende Farve eller blot er bleven gjort iøjnefaldende ved at være hvidt eller sort, altid ere blevne udsaaede efter først at have været slugte.

Paa den anden Side er jeg villig til at indrømme, at et stort Antal Handyr, saaledes som alle vore mest pragtfulde Fugle, nogle Fisk, nogle Pattedyr og en Mangfoldighed af prægtigt farvede Sommerfugle og nogle andre Insekter, ere blevne gjorte skjønne for Skjønhedens Skyld; men det er dog ikke blevet gjort, just for at Mennesker skulde have Glæde deraf, men ved Parringsvalget, d. v. s. derved, at de skjønneste Hanner stadig ere blevne foretrukne af de mindre prydede Hunner. Paa samme Maade forholder det sig med Fuglenes Sang. Vi kunne slutte Alt dette deraf, at en lignende Smag for skjønne Farver og for musikalske Toner hersker i en stor Del af Dyreriget. Naar Hunner ere ligesaa smukt farvede som Hanner, hvad der ikke saa sjelden hænder hos Fugle og Sommerfugle, saa er Sagen simpelhen den, at de Farver, som ere blevne erhvervede, ved Kvalitetsvalget ere blevne nedarvede til beggeKjøn, istedetfor til Hannerne alene. I nogle Tilfælde kan Hunnens Erhvervelse af iøjnefaldende Farver imidlertid være bleven forhindret af Kvalitetsvalget, idet dette har taget Hensyn til den Fare, som hun saaledes vil være udsat for under Rugningen.

Det er Kvalitetsvalget umuligt at frembringe nogen Modifikation hos nogensomhelst Art udelukkende til Bedste for en anden Art, omendskjøndt hele Naturen igjennem, den ene Art uophørlig benytter og gavnes af andres Bygning. Men Kvalitetsvalget kan frembringe, og frembringer virkelig ogsaa ofte, Bygningsdele, som ere til ligefrem Skade for andre Dyr; dette se vi i Hugormens Gifttand og hos Ichneumonens Læggebraad, ved hvilken den anbringer sine

[page] 257

Æg i andre levende Insekters Legemer. Dersom det kunde bevises, at uogensomhelst Bygningsdel hos nogensomhelst Art var bleven dannet udelukkende til Nytte for en anden Art, saa vilde dette omstyrte min Theori, thi en saadan Del kunde ikke være bleven frembragt ved Kvalitetsvalg. Omendskjøndt man i naturhistoriske Værker vil kunne finde mange Paastande, der gaa ud herpaa, har det dog ikke været mig muligt at finde, om det saa end blot varen eneste saadan, som jeg kan tilskrive nogen Betydning. Der siges, at Klapperslangen har Gifttænder til at forsvare sig selv med og til at dræbe sit Bytte med, men nogle Forfattere antage, at denne Slange desuden er forsynet med en Rangle, som er den selv til Skade, idet Ranglen nemlig ved at røbe Slangens Tilstedeværelse giver Byttet Lejlighed til at slippe bort. Jeg vilde næsten ligesaa gjerne tro, at Katten bugter sin Hale, medens den bereder sig til Springet, for -at advare den dødsdømte Mus. Men jeg har ikke Plads her til at gaa ind paa dette og andre lignende Tilfælde.

Kvalitetsvalget vil aldrig hos noget Væsen frembringe Noget, der er skadeligt for Væsnet selv, thi Kvalitetsvalget virker alene ved og for det, der er til Bedste for ethvert Væsen. Der vil ikke, som Paley har bemærket, blive dannet noget Organ med den Hensigt at volde dets Ejermand Smerte eller for at gjøre ham Skade. Dersom man nøje afvejer, hvad Godt og hvad Ondt der foraarsages af de enkelte Dele, vil man finde, at hver af dem i det Hele taget er fordelagtig. Dersom en eller anden Del i Tidernes Løb under de skiftende Livsbetingelser kommer til at blive skadelig, saa vil den blive modificeret; eller dersom dette ikke skeer, saa vil Væsnet gaa til Grunde, som Millioner af Væsner have gjort.

Kvalitetsvalget søger alene at gjøre ethvert organisk Væsen saa fuldkomment som, eller lidt mere fuldkomment end, de af Landets andre Beboere, med hvilke det har at kæmpe for Tilværelsen. Og dette er, som vi se, den Grad af Fuldkommenhed, der naaes i Naturen. Ny-Zeelands

17

[page] 258

endemiske Frembringelser ere f. Ex. fuldkomne, naar man sammenligner dem med hinanden indbyrdes; men de give nu hurtigt efter for de fremadskridende Legioner af Planter og Dyr, der ere indførte fra Europa. Kvalitetsvalget vil ikke frembringe absolut Fuldkommenhed, og vi møde da heller ikke altid, saavidt vi kunne skjønne, Fuldkommenhed i Naturen. Korrigeringen af Lysets Aberration siges af Muller at være ufuldkommen selv i det mest fuldkomne Organ: det menneskelige Øje. Dersom vor Fornuft faaer os til med Begejstring at beundre en Mangfoldighed af uforlignelige Foranstaltninger i Naturen, saa siger den samme Fornuft, at der, omendskjøndt vi i begge Tilfælde let kunne tage fejl, er andre Foranstaltninger, som ere mindre fuldkomne. Kunne vi betragte som fuldkommen Biens Braad, der, paa Grund af dens Modhager, ikke kan trækkes tilbage fra mange af de Dyr, mod hvilke den bruges, hvorved den altsaa uundgaaelig foraarsager Biens Død, idet den river dens Indvolde ud?

Antage vi, at Biens Braad oprindelig har existeret hos en fjern Stamform som et borende og savtakket Apparat lig det, der findes hos mange Medlemmer af den samme Orden, og at dette Instrument er blevet modificeret til det, det nu anvendes til, uden tillige at være blevet forbedret, og at Giften oprindelig har havt anden Anvendelse, f. Ex. den at frembringe Galæbler, men saa senere er bleven gjort mere intensiv: saa kunne vi maaske forstaa, hvorledes det kan gaa til, at Braaden saa ofte kan for-aarsage det stikkende Insekts Død; thi dersom i det Hele taget Evnen til at stikke er nyttig for Bisamfundet, saa vil herved alle Kvalitetsvalgets Fordringer ske Fyldest, selv om det skal koste nogle faa Individer Livet. Dersom vi beundre den i Virkeligheden vidunderlige Lugteevne, ved hvilken mange Insekters Hanner finde deres Hunner, kunne vi saa beundre Frembringelsen af Tusinder af Droner, der ere yderst unyttige for Samfundet i enhver anden Henseende end netop denne, og som tilsidst blive

[page] 259

myrdede af deres flittige og golde Søstre? Det kan falde vanskeligt; men vi burde beundre Bidronningens vilde, instinktmæssige Had, som faaer hende til at ødelægge sine Døttre, de unge Dronninger, saasnart de ere fødte, eller til selv at gaa til Grunde i Kampen; thi dette er utvivlsomt til Bedste for Samfundet, idet Moderkjærlighed eller Moderhad, skjønt det sidste heldigvis er meget sjeldent, er for det ubønhørlige Kvalitetsvalg Altsammen et og det samme. Dersom vi beundre de forskjellige geniale Indretninger , ved hvilke Orkideerne og mange andre Planter blive befrugtede under Insekternes Medvirken, kunne vi saa anse for ligesaa fuldkomment de tætte Skyer af Støvkorn, som staa omkring vore Fyrretræer, og hvor det overlades til Tilfældet, om Vinden kan faa et Par Støvkorn ført hen paa Æggene?

Resumé.

Vi have i dette Kapitel omtalt nogle af de Vanskeligheder, som kunde anføres mod Theorien. Mange af dem ere alvorlige, men jeg troer, at vi ved vor Omtale af dem have faaet kastet noget Lys over forskjellige Kjends-gjerninger, som, for dem, der holde paa de indbyrdes uafhængige Skabelsesakter, ere yderst dunkle. Vi have seet, at Arterne i en hvilkensomhelst Periode ikke kunne variere i det Uendelige og ikke ere knyttede til hinanden ved en Mangfoldighed af Mellemformer, dels fordi Kvalitetsvalget altid vil være meget langsomt og til en given Tid kun vil virke paa nogle faa Former, og dels fordi selve Kvalitetsvalget medfører en stadig Afløsen og Uddøen af de tidligere Mellemformer. Nær beslægtede Arter, der nu leve paa en sammenhængende Landstrækning, maa ofte være blevne dannede da Strækningen ikke var sammenhængende, og da Livsbetingelserne ikke forandrede sig ganske umærkeligt fra det ene Sted til det andet. Naar der dannes to Varieteter i to forskjellige Distrikter af en sammenhængende Strækning, vil der ofte blive dannet en Mellemform, som

17*

[page] 260

passer til mellemliggende Strøg; men af tidligere angivne Grunde vil den mellemliggende Varietet sædvanligvis exi-stere i et ringere Antal end de to Former, som den forbinder, og som en Følge deraf ville de to sidste, medens de nu modificeres videre, derved at de forekomme i større Antal, have en stor Fordel fremfor den mindre talrige Mellemform, og de ville saaledes i Almindelighed have Held med sig til at afløse og udrydde denne.

Vi have i dette Kapitel seet, hvor forsigtige vi burde være ved at slutte, at de mest forskjellige Livsvaner ikke kunne gaa over i hinanden, at f. Ex. en Flagermus ikke kunde være bleven dannet ved Kvalitetsvalg af et Dyr, der i Begyndelsen kun kunde glide gjennem Luften.

Vi have seet, at en Art under nye Livsbetingelser kunde forandre sine Vaner eller have forskjellige Sædvaner, hvoraf nogle vare dets nærmeste Slægtninges meget ulige. Dette hjælper os (naar vi saa tillige huske paa, at ethvert organisk Væsen stræber at komme til at leve overalt, hvor det kan) til at forstaa, hvorledes det gaaer til, at der er Højlandsgæs med Svømmefødder, Spætter, der leve paa Jorden, dykkende Drosler og Stormfugle, der have Alke-Sædvaner.

Omendskjønt det, at et Organ, der er saa fuldkomment som Øjet, skulde kunne være blevet dannet ved Kvalitetsvalget, er mer end nok til at faa En til at vakle i Troen, saa er det dog, naar vi vide om et Organ, at det tindes paa en hel Mængde forskjellige Trin af Sammensathed, hvoraf hvert er heldig for Ejermanden, — saa er det, siger jeg, dog ikke i logisk Henseende nogen Umulighed, at der under de skiftende Livsbetingelser kan erhverves en hvilkensomhelst Grad af Fuldkommenhed ved Kvalitetsvalget. I de Tilfælde, i hvilke vi ingen Mellem- eller Overgangstilstande kjende, burde vi være meget forsigtige med at slutte, at der ingen har existeret, thi Homologien mellem mange Organer og deres Mellemtilstande vise, hvilke vidunderlige Funktionsmetamorfoser der i det Mindste

[page] 261

ere mulige. En Svømmeblære er jo f. Ex. øjensynligt bleven omdannet til en Luft aandende Lunge. Det, at det samme Organ samtidigt har udført meget forskjellige Funktioner og saa tildels eller ganske er bleven uddannet til kun at udføre den ene Funktion, og det, at to forskjel-lige Organer samtidigt have udført den samme Funktion og at saa det ene er bleven fuldkommengjort ved det andets Hjælp, maa ofte have lettet Overgangen i en betydelig Grad.

Vi have hos to Væsner, der stode langt fra hinanden i Systemet, seet Organer, der bruges i det samme Øjemed og synes at være næsten de samme hos dem begge, blive dannede hver for sig og uafhængige af hverandre; men naar man nøje undersøger saadanne Organer, vil man næsten altid finde, at der er væsenlige Forskjelligheder i deres Bygning, og dette er en naturlig Følge af Kvalitetsvalgets Princip. Paa den anden Side er hele Naturen igjennem uendelig Forskelligartethed i Bygning for at naa det samme Maal den almindelige Regel, og dette er igjen en naturlig Følge af det samme store Princip.

Vi ere næsten i hvert eneste Punkt altfor uvidende til at være i Stand til med Sikkerhed at sige, at nogen-somhelst Del eller nogetsomhelst Organ er af saa lidt Betydning for Artens Velfærd, at Modifikationer i dens eller dets Bygning ikke kunne være blevne langsomt samlede af Kvalitetsvalget. Men vi kunne ganske roligt tro, at mange Modifikationer, som ganske skyldes Vækstlovene, og som i Begyndelsen paa ingen Maade ere heldbringende for Arten, sidenhen ere tagne til Indtægt af Artens endnu mere modificerede Efterkommere. Vi kunne ogsaa tro, at en Del, der tidligere var af stor Vigtighed, ofte er bleven bibeholdt (saaledes som Vanddyrenes Hale hos Landdyrene), omendskjøndt den er bleven af saa ringe Betydning, at den ikke i sin nuværende Tilstand kunde være bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg, en Magt, som alene virker ved at lade

[page] 262

de bedst skikkede Individer blive i Live i Kampen for Tilværelsen.

Kvalitetsvalget vil ikke hos en Art frembringe Noget, der er udelukkende til Skade for en anden, omendskjøndt det godt kan frembringe Dele, Organer og Afsondringer, der ere i høj Grad nyttige eller selv uundværlige, eller i høj Grad skadelige for en anden Art, men i ethvert Tilfælde paa samme Tid nyttige for Ejeren. Kvalitetsvalget maa i ethvert godt fyldt Land hovedsagelig virke ved Beboernes Rivaliseren med hinanden indbyrdes og vil som Følge deraf frembringe en Fuldkommenhed eller en Styrke i Tilværelseskampen, der retter sig efter Landets Tilstand. Derfor vige et Lands Beboere, i Almindelighed det mindres, ofte for et andet, og i Almindelighed større, Lands. I det større Land vil der nemlig have existeret flere Individer og mere forskjelligartede Former, og Rivaliseringen vil have været strengere, og saaledes vil den almindelige Tilstand have nærmet sig mere til Fuldkommenhed. Kvalitetsvalget vil ikke nødvendigvis frembringe absolut Fuldkommenhed, heller ikke kan, saavidt vi med vore indskrænkede Evner kunne dømme, absolut Fuldkommenhed findes nogetsteds.

Ved Kvalitetsvalgets Theori bliver det let at forstaa den fulde Betydning af det gamle naturhistoriske Udsagn: »natura non facit saltum.« Dersom vi kun se hen til Verdens nulevende Beboere, saa er dette Udsagn ikke i nogen høj Grad korrekt; men dersom vi medindbefatte alle dem, der have levet i svundne Tider, baade de, der ere kjendte, og de, der endnu ikke ere det, saa kan det blive bogstavelig sandt.

Det er almindelig antaget, at alle organiske Væsner ere blevne dannede efter to store Love — Typens Enhed og Tilværelsens Betingelser. Ved Typens Enhed forstaaes den Overensstemmelse i Hovedtrækkene i Bygning, som sees hos de organiske Væsner af samme Klasse, og som er ganske uafhængig af deres Livsvaner. Min Theori for-

[page] 263

klarer Typens Enhed ved fælles Afstamning. Udtrykket: Tilværelsens Betingelser, der saa ofte er blevet fremhævet af den berømte Cuvier, er ganske optaget i Kvalitetsvalget. Thi Kvalitetsvalget virker ved enten at læmpe ethvert Væsens varierende Dele efter dets organiske og uorganiske Livsbetingelser, eller ved at have læmpet dem derefter i længst forsvundne Tider, idet saa Læmpelserne i nogle Tilfælde ere blevne hjulpne af Brug og Ikke-Brug, og idet de ere blevne direkte paavirkede af de ydre Livsbetingelser og i alle Tilfælde underkastede de forskjellige Vækstlove. Derfor er i Virkeligheden Tilværelsens Betingelser den højeste af de to nævnte Love, eftersom den ved Hjælp af Nedarvning af tidligere Læmpelser rummer Loven om Typens Enhed.

[page 264] SYYENDE KAPITEL.

Instinkt.

Instinkter kunne sammenlignes med Vaner, men have en anden Oprindelse. — Instinktet paa forskjellige Trin. — Bladlus og Myrer. — Instinkter variable. — Husdyrenes Instinkter og deres Oprindelse. — Gjøgens, Strudsens og Snyltebiernes naturlige Instinkter. — Myrer, der holde Slaver. — Bien og dens Instinkt til at bygge Celler. — Forandringer i Instinkt og Bygning ere ikke nødvendigvis samtidige. — Vanskeligheder ved Theorien om Naturens Kvalitetsvalg overfor Instinkterne. — Kjønsløse eller golde Insekter. — Resumé.

Instinkter kunne sammenlignes nted Vaner, men hare en anden

Oprindelse.

Vi kunde gjerne have omtalt Instinkterne i de fore-gaaende Kapitler; men jeg tænkte, at det vilde være mere bekvemt at behandle dette Emne særskilt, saameget mere som et saa vidunderligt Instinkt som det, der leder Bien ved Bygningen af Bikagen, rimeligvis for mange Læsere vil have viist sig som en Vanskelighed, der var mere end stor nok til at omstyrte hele Theorien. Jeg maa forudskikke den Bemærkning, at jeg ikke har noget at gjøre med de primære Sjæleevners Oprindelse, ligesaa lidt som jeg har noget at gjøre med selve Livets Oprindelse. Os vedkommer kun Forskellighederne mellem Instinkterne og mellem de andre Sjæleevner hos Dyr, der høre til samme Klasse.

Jeg vil ikke forsøge paa at give nogen Definition af Instinktet. Det vilde være let at vise, at flere forskjellige

[page] 265

sjælelige Virksomheder i Almindelighed rummes i dette Begreb; men Enhver forstaaer, hvad der menes, naar man siger, at Instinktet driver Gjøgen til at vandre og til at lægge sine Æg i andre Fugles Reder. En Handling, som vi maatte have Erfaring for at kunne udføre, siges sædvanligt, naar den udføres af et Dyr, — særlig af meget unge Dyr, der ikke have nogen Erfaring, — og naar den udføres af mange Individer paa den samme Maade, uden at de vide, hvorfor den udføres, at være instinktmæssig. Men jeg kunde vise, at ingen af disse Instinktets Karakterer have almindelig Gyldighed. Som Pierre Huber siger, en' lille Smule Dømmekraft eller Fornuft kommer ofte med i Spillet, selv hos Dyr, der staa langt nede i Systemet.

Frederik Cuvier og flere af de ældre Metafysikere have sammenlignet Instinktet med Vane. Denne Sammenligning giver, troer jeg, en meget nøjagtig Forestilling om den Sindstilstand, i hvilken en instinktmæssig Handling udføres, men heraf følger det ikke med Nødvendighed, at der er sagt Noget om dets Oprindelse. Hvor ubevidst udføres ikke mange tilvante Handlinger, og det ikke saa sjeldent lige imod vor bevidste Villie! Og dog kunne de modificeres af Villien eller Fornuften. Vaner slutte sig let til andre Vaner, til visse Perioder og til visse Legemstilstande. Naar man engang har faaet dem, blive de ofte konstante hele Livet igjennem. Forskjellige audre Punkter, hvori Instinkt og Vane ligne hinanden, kunde udpeges. Det er med Instinkterne, som naar man gjentager en vel-bekjendt Sang, den ene Handling følger paa den anden i et Slags Rhytme; dersom man afbryder En midt i en Sang eller en Ramse, saa er han i Almindelighed nødt til at gaa tilbage for at komme ind i det gamle Tankespor. Saaledes fandt P. Huber, at det forholdt sig med en Kaalorm, som bygger et meget indviklet Væv; thi tog han en Kaalorm, der var naaet saa vidt med sin, at den var kommen til, lad os sige det sjette Trin i Konstruktionen, og satte den ind i et Væv, der kun var naaet til f. Ex.

[page] 266

det tredie Konstruktionstrin, saa gjorde Kaalormen ganske simpelt det fjerde, femte og sjette Konstruktions-Stadium om igjen. Dersom imidlertid en Kaalorm blev taget ud af et Væv, der f. Ex. var naaet til det tredie Stadium, og blev sat ind i et, der var kommet helt op til det sjette, saa at altsaa Meget af dens Arbejde var gjort for den, saa var den, langtfra at føle det Velgjørende heri, meget forlegen, og for at fuldføre Vævet syntes den at være nødt til at tage det tredie Stadium, hvor den havde holdt op, som Udgangspunkt, idet den saaledes søgte at fuldende det i Forvejen færdige Arbejde.

Dersom vi antage, at en eller anden tilvant Handling nedarves (og jeg troer, at man kan vise, at dette undertiden hænder), saa bliver Ligheden mellem Instinkt og det, der oprindelig var Vane, saa stor, at man ikke kan holde dem ude fra hinanden. Dersom Mozart i en Alder af tre Aar, istedetfor at spille paa Fortepiano efter forbavsende liden Øvelse, havde spillet ganske uden Øvelse, saa kunde han med Rette siges at have gjort dette instinktmæssigt. Men det vilde være en meget alvorlig Fejltagelse at antage, at Størstedelen af Instinkterne er bleven vundet ved Vane i en Generation og saa ved Ned-arvning gaaet over til de paafølgende Generationer; man kan med stor Tydelighed vise, at de vidunderligste Instinkter, vi kjende, nemlig Biens og mange Myrers, umuligt kunne være erhvervede ved Vane. Man vil i Almindelighed indrømme, at Instinkter have ligesaa megen Betydning som Legemsbygningen for hver enkelt Arts Velfærd under dens nuværende Livsbetingelser. Under forandrede Livsbetingelser er det i det Mindste muligt, at smaa Modifikationer i Instinktet kunne være en Art gavnlige; og dersom det kan paavises, at Instinkter variere, om end aldrig saa lidt, saa kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed for, at Kvalitetsvalget bevarer og stadigt ophober Varieringer af et Instinkt og saaledes bliver ved at samle dem, indtil de faa Hold og Styrke. Saaledes er det, som jeg troer, at

[page] 267

alle de mest indviklede Instinkter ere opstaaede. Ligesom Modifikationer i Legemsbygning opstaa og forøges ved Brug eller Vane og formindskes eller tabes ved Ikke-Brug, saaledes har uden Tvivl det Samme været Tilfældet med Instinkterne. Men jeg troer, at Vanens Virkninger ere af en meget underordnet Betydning for Kvalitetsvalget i Sammenligning med, hvad man kunde kalde spontane Instinktvarieringer, d. v. s. Varieringer, der ere frembragte af de samme ubekjendte Aarsager, som frembringe de smaa Afvigelser i Legemsbygning.

Et sammensat Instinkt kan umuligt frembringes ved Kvalitetsvalg, undtagen ved den langsomme, trinvise Ophobning af talrige smaa og dog heldbringende Varieringer. Derfor burde vi, ligesom da Talen var om Legemsbygning, ude i Naturen finde ikke selve de Overgangstrin, ved hvilke ethvert sammensat Instinkt er blevet erhvervet, thi disse kunne vi kun finde hos Artens Efterkommere i lige Linie, men vi burde i Sidelinierne finde Noget, der kunde gjøre saadanne Overgange sandsynlige; eller i det Mindste burde vi være i Stand til at vise, at Overgange af et eller andet Slags ere mulige, og dette kunne vi ganske vist ogsaa. Jeg er bleven forbavset ved at finde (idet jeg dog maa tillade mig at bemærke, at Dyrenes Instinkter kun ere blevne lidet iagttagne udenfor Evropa og Nordamerika, og at man Intet kjender til Instinktet hos de uddøde Arter), hvor overordenlig hyppigt man kan opdage Overganstrin, der føre til de mest sammensatte Instinkter. Forandringer i Instinktet kunne undertiden blive lettere derved, at den samme Art har forskjellige Instinkter i forskjellige Livsperioder eller til forskjellige Aarstider, eller naar den er stillet under forskjellige Omstændigheder o. s. v., i hvilket Tilfælde enten det ene eller det andet Instinkt kunde blive bevaret ved Kvalitetsvalget. Saadanne Exempler paa Instinktets Forskjellighed hos den samme Art kunne findes i Naturen.

[page] 268

Fremdeles er, ligesom naar Talen er om Legemsbygning, ifølge min Theori enhver Arts Instinkt godt for Arten selv, men er aldrig, saavidt som vi kunne dømme, udelukkende blevet frembragt til Bedste for andre. Et af de bedste Exempler, jeg kjender, paa at et Dyr tilsyneladende udfører en Handling, der kun er til Nytte for et andet Dyr, afgive Bladlusene, der, saaledes som Huber først iagttog det, frivillig give Myrerne deres søde Udsondringer. At de gjøre det frivillig, viser følgende Exempel. Jeg fjernede alle Myrerne fra en Gruppe af omtrent tolv Bladlus, der sad paa en Syre, og jeg holdt dem borte i flere Timer. Efter dette Tidsrums Forløb var jeg vis paa, at Bladlusene vilde have Trang til at udsondre. Jeg fulgte dem nøje i nogen Tid ved Hjælp af en Luppe, men ingen af dem udsondrede Noget; saa strøg og kildrede jeg dem med et Haar, saa godt jeg kunde paa samme Maade, som Myrerne gjøre det med deres Følehorn, men der var ikke en, der udsondrede Noget. Siden lod jeg en Myre komme hen til dem, og den syntes, efter dens ivrige Løben omkring at dømme, straks at være paa det Rene med, hvilken rig Flok den havde opdaget; saa begyndte den at lege med sine Følehorn først paa en Bladluses Bagkrop og saa paa en andens, og saasnart de fornam Følehornene, saa løftede de straks Bagkroppen i Vejret og udsondrede en klar Draabe af sød Saft, som Myren ivrigt fortærede. Selv de ganske unge Bladlus bar sig ad paa denne Maade, hvorved det vistes, at Handlingen var instinktmæssig og ikke Resultatet af en Erfaring. Efter Hubers Iagttagelser er det vist, at Bladlusene ikke have nogen Aversion for Myrerne; dersom disse ikke ere tilstede, saa blive de til— sidst nødte til at kaste deres Udsondring. Men da Udsondringen er temmelig klæbrig, ér det udentvivl bekvemt for Bladlusene at blive af med den; derfor udsondre de den rimeligvis ikke ene og alene til Bedste for Myrerne. Omendskjøndt der ikke er nogen Sandsynlighed for, at noget Dyr udfører en Handling udelukkende til Bedste for en

[page] 269

anden Art, saa søger dog hver enkelt af dem at have Fordel af de Andres Instinkter, ligesom enhver af dem søger at have Fordel af andre Arters svagere Legemsbygning. Saaledes er der igjen visse Instinkter, der ikke kunne ansees for absolut fuldkomne; men da Detailler angaaende dette og mange andre Punkter ikke ere uund-gaaelig nødvendige, skulle de her forbigaaes.

Da en vis Grad af Variering i Instinkterne ude i Naturen og Arveligheden af saadanne Varieringer ere Ting, der ere uundgaaelig nødvendige for Kvalitetsvalgets Virken, burde der her gives saa mange Exempler som muligt; men Mangel paa Plads forhindrer mig derfra. Jeg kan blot forsikkre, at Instinkterne virkelig variere, f. Ex. Vandre-instinktet varierer baade med Hensyn til Vandringens Udr strækning og Retning, og ogsaa saaledes, at det ganske mistes. Saaledes er det ogsaa med Fuglenes Reder, hvis Variering dels er bestemt af den valgte Plads, af Landets Natur og Temperatur, men ogsaa ofte af Ting, der ere os ganske ubekjendte. Audubon har nævnt flere mærkelige Forskjelligheder i Rederne hos den. samme Art i de forenede Staters nordlige og sydlige Dele. Hvorfor, har man spurgt, har Bien, dersom Instinktet er variabelt, ikke faaet »den Færdighed at bruge et andet Stof, naar den mangler Voks?" Men hvilket andet Stof kunde Bien bruge? De arbejde, som jeg har seet, med Voks, der er hærdet, med Kochenille og blødgjort med Fedt. Andrew Knight iagttog, at hans Bier, i Stedet for flittigt at samle Voksstof, brugte en Blanding af Voks og Terpentin, med hvilken han havde bedækket nogle Træer, der havde taget Skade paa deres Bark. Man har fornylig viist, at Bier, i Stedet for at søge Blomsternes Støvkorn, gjerne bruge et meget forskjelligt Stof, nemlig Havremel. Frygt for en bestemt Fjende er ganske vist en instinktmæssig Egenskab, hvad man kan se hos Fugleunger, skjøndt den styrkes ved Erfaring og ved at se, at andre Dyr have Frygt for den samme Fjende. Frygt for Mennesket erhverves langsomt

[page] 270

(hvad jeg andetsteds har viist) af de forskjellige Dyr, som bebo øde Øer, og vi se selv i England et Exempel derpaa, idet alle vore store Fugle ere meget mere vilde end de smaa, thi de store Fugle ere blevne mest efterstræbte af Mennesket. Vi kunne ganske sikkert give vore store Fugles større Vildhed denne Grund; thi paa ubeboede Øer ere store Fugle ikke mere bange af sig end de smaa, og Skaden, der er saa sky i England, er tam i Norge, og det er ogsaa den toppede Krage i Ægypten.

At de sjælelige Evner hos Dyr af samme Slags, som ere fødte ude i Naturen, variere meget, kunde vises ved mange Exempler. Der kunde ogsaa nævnes forskjellige Exempler paa tilfældige og underlige Vaner hos vilde Dyr, hvilke Vaner, dersom de vare fordelagtige for Arten, ved Kvalitetsvalgets Hjælp kunde frembringe nye Instinkter. Men jeg veed helt vel, at disse almindelige Paastande, uden detaillerede Fakta, kun have en svag Indvirkning paa Læserens Sind. Jeg kan kun gjentage min Forsikkring, at jeg ikke taler uden at have stor Sandsynlighed for det, jeg siger.

Nedarvede Forandringer i Sædvane eller Instinkt hos Husdyrene.

Muligheden eller selv Sandsynligheden af, at Varie-ringer i Instinktet nedarves i Naturtilstanden, vil styrkes ved at betragte nogle faa Tilfælde hos Dyr i tæmmet Tilstand. Vi skulle saaledes blive istand til at se, hvilken Rolle Vane og Udvælgelse af saakaldte tilfældige eller spontane Varieringer har spillet ved Modificeringen af vore Husdyrs sjælelige Evner. Det er notorisk, at Husdyr variere meget i deres sjælelige Evner. Med Katte forholder det sig f. Ex. saaledes, at en ganske af sig selv giver sig til at fange Rotter, en anden Mus, og disse Tendenser vides at være arvelige. En Kat bragte altid ifølge Hr. St. John vilde Fugle hjem, en anden bragte Harer eller Kaniner, og en anden jagede paa sumpet Bund og fangede næsten hver Nat Hjerper eller Snepper. Der

[page] 271

kunde gives en Mængde mærkelige og paalidelige Exempler paa, at der nedarves de forskjelligste Afskygninger af Disposition og Smag, og ligeledes af de løjerligste Indfald, i Forbindelse med visse Sindstilstande eller Tidsbestemmelser. Men lad os betragte Noget, vi kjende saa saare godt, nemlig Hunderacerne. Der er ingen Tvivl om, at unge Hønsehunde (jeg har selv seet et slaaende Exempel) undertiden ville staa, ja selv faae andre Hunde dertil den allerførste Gang, de blive tagne med. Vandhunde arve ganske vist i en vis Grad Færdighed i at apportere, og Hyrdehunde have fra Ungdommen af en Tilbøjelighed til at løbe rundt om Faareflokken og ikke lige løs .paa den.

Jeg kan ikke se, at disse Handlinger, der udføres uden Erfaring af den Unge, og paa næsten samme Maade af hvert enkelt Individ, udføres med ivrig Glæde af hvert Hold og uden at det kjender noget til det Maal, der skal naaes — thi den unge Hønsehund veed ikke mere Besked med, at den staaer for at hjælpe sin Herre, end den hvide Sommerfugl veed, hvorfor den lægger sine Æg paa Kaal-bladene — jeg kan ikke se, at disse Handlinger væsenlig ere forskjellige fra virkelige Instinkter. Dersom vi nu saae en Ulveart, der, som ganske ung og uden at have havt med nogensomhelst Slags Dressur at gjøre, saasnart den sporede sit Bytte stod stiv som en Støtte og saa langsomt kravlede fremad paa en ejendommelig Maade; og en anden Ulveart, der, istedetfor at fare løs paa en Rudel Dyr, løb rundt om dem og drev dem et langt Stykke bort: saa vilde vi sikkert kalde disse Handlinger instinktmæssige. Hus-Instinkter, som man kunde kalde dem, ere ganske vist i langt ringere Grad fæstnede end naturlige Instinkter; men de have været paavirkede af en meget mindre kraftig Udvælgelse og have været nedarvede i en uden Sammenligning kortere Tid og under mindre bestemte Livsbetingelser.

Hvor strengt disse Hus-Instinkter, Vaner og Dispositioner nedarves, og hvor mærkeligt de blive blandede,

[page] 272

det viser sig tydeligt, naar forskjellige Hunderacer krydses med hinanden. Saaledes veed man, at en Krydsning med en Buldog har paavirket Mynders Mod og Haardnakkethed for mange Generationer, og en Krydsning med en Mynde har givet en hel Familie af Hyrdehunde Tilbøjelighed til at jage Harer. Disse Hus-Instinkter ligne, naar de saaledes vise sig ved Krydsning, naturlige Instinkter, som paa en lignende Maade blive forunderligt blandede med hinanden og i lang Tid frembyde Spor af begge Forældrenes Instinkter; saaledes beskriver f. Ex. Le Roy en Hund, der havde en Ulv til Oldefader, og denne Hund viste, at den havde en saadan vild Slægtning, paa en eneste Maade, nemlig ved, naar der blev kaldt paa den, ikke at komme hen til sin Herre i en lige Linie.

Hus-Instinkter omtales undertiden som Noget, der er blevet nedarvet ved længe varende og paatvungne Vaner; men det er ikke sandt. Ingen vilde nogensinde have tænkt paa at lære og kunde rimeligvis heller ikke have lært Tumleren at tumle, — Noget, som jeg selv har seet, at unge Fugle, der aldrig have seet en Due tumle, undertiden gjøre. Vi kunne antage, at en eller anden Due viste en svag Tilbøjelighed til denne besynderlige Sædvane, og at en længe fortsat Udvælgelse af de bedste Individer i de paa hinanden følgende Generationer gjorde Tumlerne til hvad de nu ere. Nærved Glasgow er der, som jeg hører af Hr. Brent, Hustumlere, som ikke kunne flyve atten Tommer i Vejret uden at slaa Kulbøtter. Det maa betvivles, at Nogen nogensinde vilde have tænkt paa at dressere en Hund til at staa, dersom ikke en Hund af Naturen havde viist en Tilbøjelighed i denne Retning, og dette hænder en Gang imellem, saaledes som jeg har seet det, med en ren Terrier. Den Ting at staa er sandsynligvis, som Mange have ment, kun en Forlængelse af den lille Pavse, i hvilken Dyret bereder sig til at springe løs paa sit Bytte. Saasnart den første Tendens til at staa havde viist sig, vilde methodisk Udvælgelse og de arvelige

[page] 273

Virkninger af tvungen Trainering i hver af de paa hinanden følgende Generationer snart fuldende Værket, og ubevidst Racevalg er i stadig Virksomhed, eftersom Enhver søger, uden at have til Hensigt at forbedre Racen, at forskaffe sig de Hunde, som staa og jage bedst. Paa den anden Side har i nogle Tilfælde Vane alene været tilstrækkelig. Der er neppe noget- Dyr, der er vanskeligere at tæmme end Ungerne af den vilde Kanin, og der er neppe noget Dyr, der er tammere end Ungerne af den tamme Kanin; men jeg kan neppe antage, at de tæmmede Kaniner ofte ere blevne udvalgte alene for Tamhedens Skyld, saa vi maa tilskrive Vane og længe fortsat nøje Bevogtning i det Mindste den største Del af den arvelige Forandring fra den højeste Grad af Vildhed til den højeste Grad af Tamhed. Naturinstinkter tabes eller mistes i tæmmet Tilstand; et mærkeligt Exempel paa dette se vi hos de Racer af Høns, som meget sjeldent eller aldrig ligge, d. v. s. som aldrig ønske at udruge deres Æg. Det er alene det, at vi kjende vore Husdyr altfor godt, der forhindrer os i at se, i hvor høj Grad og hvor afgjørende deres Sind er blevet modificeret. Det er neppe muligt at have nogen Tvivl om, at Kjærlighed til Mennesket er bleven til et Instinkt hos Hunden. Alle Ulve,- Ræve, Jakaler og Arter af Katteslægten ere, naar de holdes i tam Tilstand, meget tilbøjelige til at angribe Fjerkræ, Faar og Svin, og denne Tendens er bleven funden inkurabel hos Hunde, der som Hvalpe ere blevne bragte hjem fra Lande, som Tierra del Fuego (Ildlandet) og Avstralien, hvor de Vilde ikke holde saadanne Husdyr. Hvor sjeldent behøve paa den anden Side ikke vore civiliserede Hunde, selv som ganske unge, at lære, at de ikke maa angribe Fjerkræ, Faar og Svin. Ganske vist gjøre de nu og da et Angreb, men saa faa de Prygl, og hvis det ikke hjælper, blive de slaaede ihjel, saa at Vane tilligemed en lille Tanke af Racevalg rimeligvis har hjulpet til at civilisere vore Hunde ved Nedarving. Paa den anden Side have smaa Kyllinger alene ved Vane

18

[page] 274

tabt den Frygt for Hunde og Katte, som de oprindelig instinktmæssig havde, thi Hr. Kapitajn Hudson underretter mig om, at de unge Kyllinger hos Stamarten Gallus ban-kiva i Indien, naar de udruges af en almindelig Høne, i Begyndelsen ere overordenlig vilde. Saaledes er det i England med unge Fasaner, som ere udrugede af en Høne. Det er ikke saaledes at forstaa, at Kyllingerne have mistet al Frygt, det gjælder blot om Frygten for Hunde og Katte, thi naar Hønen udsender den Lyd, der varsler Farer, et Slags Farekiuk, saa ville de (særlig unge Kalkuner) løbe bort fra Skjulet under hendes Vinger og gjemme sig i det Græs eller Buskads, der maatte befindes i Nærheden, og dette er øjensynlig Noget, der skyldes et Instinkt, som er beregnet paa, at Moderen hos de vilde Fugle flyver sin Vej. Men dette Instinkt, som Kyllingerne have beholdt, er blevet unyttigt i tam Tilstand, thi Hønen har ved Ikke-Brug næsten ganske tabt sin Flyveevne.

Af dette kunne vi da altsaa slutte, at der er blevet erhvervet Instinkter i den tamme Tilstand, medens ogsaa Naturinstinkter ere blevne tabte, dels ved Vane og dels ved, at Mennesket igjennem paa hinanden følgende Generationer har udvalgt og ophobet særegne sjælelige Vaner og Evner, som først havde viist sig ved det, vi i vor Uvidenhed kalde et Tilfælde. I nogle Tilfælde har alene paa-tvungne Sædvaner været nok til at frembringe Forandringer, i andre Tilfælde har dette Intet udrettet, og Alt har været Resultatet af Udvælgelse, methodisk og ubevidst, men i de fleste Tilfælde have Vane og Udvælgelse rimeligvis virket sammen.

Særegne Instinkter.

Vi ville maaske bedst forstaa, hvorledes Instinkter ude i Naturen ere- blevne modificerede ved Udvælgelse, ved at betragte nogle faa Exempler. Jeg vil kun vælge tre af dem, som jeg skal omtale i mit kommende Værk, nemlig det Instinkt, som faaer Gjøgen til at lægge sine

[page] 275

Æg i andre Fugles Reder; det Instinkt, som faaer visse Myrer til at gjøre Slaver, og den Evne til at bygge Celler, som er bleven Bien til Del; disse to sidste Instinkter ere i Almindelighed og med Rette af Naturforskerne blevne ansete for de vidunderligste af alle bekjendte Instinkter.

Gjøgens Instinkter. — Nogle Naturforskere antage, at det, der egenlig er Ophavet til Gjøgens Instinkt, er den Omstændighed, at den lægger sine Æg, ikke et hver Dag, men med to eller tre Dages Mellemrum; saa, dersom den selv skulde bygge Rede og selv ligge paa sine egne Æg, saa vilde der være gaaet nogen Tid, inden de Æg, der først bleve lagte, vilde være blevne rugede paa, og der vilde være Æg og Unger af forskjellig Alder i den samme Rede. Under disse Forhold vilde Æglægningen og Udrugningen tage en ubekvem lang Tid, saa meget mere ubekvem, som Gjøgehunnen trækker bort meget tidligt, og den først udrugede Unge vilde rimeligvis saa maatte næres af Hannen alene. Den amerikanske Gjøg har det nu paa denne Maade, thi den laver selv sin Rede, og den har Æg og Unger af ulige Alder. Det er blevet paastaaet, og det er blevet benægtet, at den amerikanske Gjøg nu og da lægger sine Æg i andre Fugles Rede; men jeg har ganske fornylig hørt fra Dr. Merrell fra Yowa, at han engang i Illinois fandt en Gjøgeunge sammen med en Skovskadeunge i en Skovskades (Garrulus cristatus) Rede, og de vare begge To næsten helt færdige med deres Fjerbeklædning, saa der kunde ikke tages fejl af dem. Jeg kunde ogsaa nævne adskillige Exempler paa, at forskjellige Fugle nu og da have lagt deres Æg i andre Fugles Reder. Lad os nu antage, at den evropæiske Gjøgs gamle Stamform havde den amerikanske Gjøgs Sædvaner og nu og da lagde et Æg i en anden Fugls Rede. Dersom nu dette var til Nytte for den gamle Fugl, derved at den blev istand til at vandre tidligere eller af en eller anden Grund; eller dersom Ungerne bleve mere kraftige (ved Fordele, der bleve mindre derved, at en anden Art tog fejl af sit

18*

[page] 276

Instinkt), end naar de bleve opdragne af deres egen Moder, overlæsset som hun neppe kunde undgaa at være ved at have Æg og Unger af forskjellige Aldre paa samme Tid, saa vilde enten de gamle Fugle eller de udsatte Fugle faa én heldigere Stilling. Analogien faaer os til at tro, at de Unger, der ere opelskede saaledes, ville være tilbøjelige til paa Grund af Arveligheden at følge deres Moders tilfældige og udskejende Skik, og de vilde, naar Turen kom til dem, blive tilbøjelige til at lægge deres Æg i andre Fugles Reder og saaledes have mere Held med at opelske deres Unger. Ved en fortsat Proces af denne Natur troer jeg, at vor Gjøgs besynderlige Instinkt er blevet dannet. Det er ogsaa fornylig blevet forsikkret, at Gjøgen nu og da lægger sine Æg paa den bare Jord, ligger paa dem og mader sine Unger; dette sjeldne og mærkelige Træf er øjensynligt et Tilfælde af Attavisme, en Vendentilbage til de længst tabte oprindelige Redebygningsinstinkter.

Man har gjort den Indvending, at jeg ikke har lagt Mærke til andre beslægtede Instinkter og Læmpelser, der omtales som nødvendig sideordnede. Men i alle Tilfælde er Spekulation over en Ting, som man kun kjender hos en eneste Art, unyttig, thi vi have ingen Kjendsgjerninger til at lede os. Indtil for ganske nylig vare kun den evro-pæiske og den ikke-parasitiske, amerikanske Gjøgs Instinkter kjendte. Nu kjende vi, takket være Hr. E. Ramsay's Iagttagelser, saa omtrent tre avstralske Arter, som lægge deres Æg i andre Fugles Reder. Der er tre Hovedpunkter; for det Første: det, at Gjøgen med meget faa Undtagelser kun lægger et Æg i hver Rede, for at den store og graadige Unge kan faa fuldtop af Føde. Foldet Andet: at Ægene ere mærkværdig smaa, idet de ikke ere større end Lærkens, en Fugl, der omtrent er fire Gange saa lille som Gjøgen. At Ægenes ringe Størrelse nu i Virkeligheden er en Tillæmpelse, kunne vi slutte af den Kjendsgjerning, at den ikke-parasitiske amerikanske Gjøg lægger Æg, som have deres fulde Størrelse. For

[page] 277

det Tredie: at den unge Gjøg straks efter Fødselen har det Instinkt, den Styrke og et saa ejendommelig formet Næb, at den kan kaste sin Fosterbroder, som da omkommer af Kulde og Hunger, ud af Reden. Dette har man dristigt hævdet som et skjønt Arrangement, der gik ud paa, at den unge Gjøg kunde faa tilstrækkelig Føde, og at dens Fosterbrødre kom til at miste Livet, førend de rigtig havde faaet nogen Følelse.

Naar vi nu vende os til de avstralske Arter, saa er det ikke saa sjeldent, skjøndt Fuglene i Almindelighed, kun lægge et Æg i hver Rede, at finde to eller selv tre i samme Rede. Hos Bronze-Gjøgene variere Ægene meget i Størrelse, fra otte til ti Liniers Længde. Dersom det nu havde været til nogen Fordel for denne Art at have lagt Æg, der vare mindre end de, der nu lægges', for at kunne skuffe visse Plejeforældre eller, mere sandsynligt, for at de kunne blive udrugede i kortere Tid, (der forsi'kkres nemlig, at der er Forhold imellem Ægets Størrelse og Rugetiden), saa falder det ikke vanskeligt at tro, at der kunde være blevet dannnet en Race eller Art, som lagde mindre og mindre Æg; thi saadanne vilde sikkrere blive udklækkede. Hr. Ramsay bemærker, at to af de avstralske Gjøge, naar de lægge deres Æg i aabne Reder, vise en afgjort For-kjærlighed for saadanne, som indeholde Æg, der ligne deres egne i Farve. Den evropæiske Art har nu ganske vist nogen Tendens til et lignende Instinkt, skjøndt den ikke sjeldent afviger derfra, hvad man kan se deraf, at den lægger sine matte og blegt farvede Æg i Graairiskens (Accentor) Rede, der indeholder glindsende blaagrønne Æg. Havde vor Gjøg altid viist det ovenfor omtalte Instinkt, saa vilde dette ganske vist have kommet til at høre til deres Tal, om hvilke man antager, at de alle ere vundne paa engang. Den avstralske Bronze-Gjøgs Æg variere ifølge Hr. Ramsay i overordenlig høj Grad i Farve, saa at Kvalitetsvalget, saavel i denne Henseende, som ogsaa hvad Størrelsen an-

[page] 278

gaaer, meget godt kunde have sikkret og fæstnet enhver fordelagtig Variering.

Med Hensyn til det, at den unge evropæiske Gjøg skulde kaste sine Plejebrødre ud, saa maa man først lægge Mærke til, at Hr. Gould, som særlig har givet sig af med dette Emne, er overbevist om, at det er en Vildfarelse; han forsikkrer, at de smaa Fugleunger i Almindelighed blive kastede ud i Løbet af de tre første Dage, og i den Tid er den unge Gjøg aldeles magtesløs; han hævder, at den unge Gjøg ved sine Hungerskrig eller ved andre Midler i den Grad tilvender sig Plejeforældrenes Opmærksomhed, at kun den faaer Føde, saa at de andre maa sulte ihjel, og saa blive de smidt ud af de gamle Fugle ligesom Æg-skallerne og Exkrementerne. Han indrømmer imidlertid, at den unge Gjøg, naar den er bleven ældre og stærkere, kan have Magt til og maaske ogsaa Instinkt til at kaste sine Plejebrødre ud, dersom de have været saa heldige ikke at sulte ihjel de første Dage efter deres Fødsel. Hr. Ramsay er for de avstralske Arters Vedkommende kommen til det samme Resultat; han siger, at den unge Gjøg i Begyndelsen er en lille, ubehjælpsom, fed Skabning, men »da den vokser hurtigt, saa fylder den snart den største Del af Reden, og dens ulykkelige smaa Kammerater, som enten ligges ihjel af den eller sultes ihjel paa Grund af dens Graadighed, blive kastede ud af Forældrene.« Ikke desto mindre er der saa Meget baade fra gamle Dage og fra Nutiden, som taler for, at den unge evropæiske Gjøg kaster sine Plejebrødre ud, at man neppe kan betvivle det. Dersom det var af stor Vigtighed for den unge Gjøg at faa saa megen Næring straks efter Fødselen, saa kan jeg ikke indse, at der kan være nogen særlig Vanskelighed ved, at den lidt efter lidt gjennem mange paa hinanden følgende Generationer kan have erhvervet den Sædvane (maaske ligefrem ved en Rastløshed, med hvilken den ikke havde nogen ond Hensigt), den Styrke og den Bygning, som passede bedst, naar den skulde smide sine

[page] 279

Plejebrødre ud; thi de unge Gjøge, som havde saadanne Vaner og saadan en Bygning, vilde blive bedst fodrede og være sikkrest stillede i deres Barndom. Jeg kan ikke se, at der er større Vanskelighed ved dette, end der er ved, at unge Fugle midlertidigt faa et eget Instinkt og en haard Spids paa deres Næb, for at de kunne komme ud af Æget, eller ved det, at unge Snoge, som Owen bemærker, i deres Overkjæbe have en skarp Tand til at gjennemskjære den sejge Ægeskal. Thi dersom enhver Del er tilbøjelig til individuelle Varieringer til en eller anden Tid, og Varieringerne saa søge at nedarves paa en tilsvarende Tid — Ting som ikke kunne nægtes —, saa kunne Ungernes Instinkter og Bygning lige saa vel blive langsomt modificeret som de Udvoksnes, og begge Dele rnaa staa eller falde med den hele Kvalitetsvalgstheori.

Den Vane nu og da at lægge sine Æg i andre Fugles Reder enten af den samme eller af en forskjellig Art er ikke saa overdreven sjelden hos Hønsefuglene, og dette forklarer maaske Oprindelsen til et ejendommeligt Instinkt i den nærmest beslægtede Gruppe, nemlig Strudsenes. Hos dem samle unge Hunstrudse sig og lægge først nogle faa Æg i en Rede og saa nogle i en anden, og disse blive udrugede af Hannerne. Dette Instinkt kunde maaske være foranlediget derved, at Hunnerne lægge et stort Antal Æg, men ligesom Gjøgen med to eller tre Dages Mellemrum. Den amerikanske Strudses Instinkt er imidlertid endnu ikke bleven fuldendt, thi der ligger et saa forbavsende stort Antal Æg strøet ud over Sletterne, saa jeg paa en Dags Jagt kunde opsamle ikke mindre end tyve tabte og ødelagte Æg.

Mange Bier ere Snyltere og lægge regelmæssigt deres Æg i andre Biers Reder. Dette Tilfælde er mere mærkeligt end Gjøgens, thi disse Bier have faaet ikke blot deres Instinkter, men ogsaa deres Bygning modificeret i Overensstemmelse med deres Snyltevaner, thi de have ikke det Apparat til at samle Støvkorn med,

[page] 280

som vilde have været uundværligt, dersom de skulde samle Forraad af Næring for deres Unger. Ligeledes ere nogle Arter af Sphegidæ (hvepseagtige Insekter) parasitiske paa den samme Maade overfor andre Arter, og Fabre har for nylig viist, at der er god Grund til at tro, at, omendskjøndt Thachytes nigra laver sin egen Hule og fylder den med lamslaaet Bytte til Glæde for dens egne Larver, saa benytter dette Insekt sig dog, naar det finder en Hule, der allerede er indrettet og fyldt af en anden Sphex, deraf og bliver saaledes for Øjeblikket parasitisk. I dette Tilfælde, ligesom i det, vi antoge for Gjøgens Vedkommende, kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed ved, at Kvalitetsvalget kunde have gjort en tilfældig Vane permanent, dersom det var til Fordel for Arten, og dersom det Insekt, hvis Rede og hvis Oplag af Føde annekteredes paa en saa gavtyveagtig Maade, ikke blev udryddet derved.

Instinkt til at holde Slaver.

Dette mærkværdige Instinkt blev først opdaget hos Formica (Polyerges) rufescens af Pjerre Hubert, der end-ogsaa var en bedre Iagttager end sin berømte Fader. Den nævnte Myre er afgjort afhængig af sine Slaver; uden deres Hjælp vilde Arten ganske vist gaa til Grunde i Løbet af et eneste Aar. Hannerne og de frugtbare Hunner udføre ikke nogetsomhelst Arbejde af noget Slags, og Arbejderne eller de golde Hunner udføre, skjøndt de ere i høj Grad energiske og modige ved Indfangning af Slaver, ikke det mindste andet Arbejde end netop dette. De ere ude af Stand til at lave deres egne Reder eller fodre deres egne Larver. Naar den gamle Rede synes dem ubekvem og de maa udvandre, saa er det Slaverne, som staa for Udvandringen, og de bære bogstavelig deres Herrer i deres Kindbakker. Saa yderst hjælpeløse ere disse Herrer, at, da Hubert lukkede en tredive Stykker af dem inde, uden at give dem Slaver med, men med en Overflødighed af den Næring, de holde mest af, og med deres egne Larver

[page] 281

og Pupper til at ægge dem til Arbejde, saa kunde de ikke engang føde sig selv, og mange af dem døde af Sult. Hubert satte da en enkelt Slave (Formica fusca) ind til dem, og den gav sig straks til at arbejde, fodrede og frelste dem, der endnu vare ilive, lavede nogle Celler og puslede om Larverne og satte Alting i Orden. Flvad kan være mere vidunderligt end disse højst sikkre Kjends-gjerninger? Dersom vi ikke havde kjendt til nogen anden Myre, der holdt Slaver, vilde det have været haabløst for os at spekulere over, hvorledes et saa vidunderligt Instinkt kunde være blevet bragt til en saadan Fuldkommenhed.

P. Hubert var ligeledes den Første, der opdagede, at en anden Art, Formica sanguinea, var en af de Myrer, der holdt Slaver. Denne Art findes i de sydlige Dele af England, og dens Sædvaner ere blevne iagttagne af Hr. F. Smith ved det britiske Museum, til hvem jeg staaer i stor Taknemlighedsgjæld for hans Meddelelser saavel om dette som om andre Emner. Omendskjøndt jeg ganske stolede paa Huberts og Hr. Smiths Beretninger, søgte jeg dog at se med lidt Tvivl paa Emnet, og det kan vel nok undskyldes, om man tvivler lidt paa Sandheden af et saa overordenligt og saa afskyeligt Instinkt som det at holde Slaver. Jeg skal nu give en detailleret Fremstilling af mine Iagttagelser. Jeg aabnede fjorten Reder hos Formica sanguinea og fandt nogle faa Slaver i dem alle. Hanner og frugtbare Hunner af Slavearten (F. fusca) finder man kun i disse Myrers egne Samfund, og de ere aldrig blevne iagttagne i F. sanguinea's Reder. Slaverne ere sorte og ere ikke over halvt saa store som deres røde Herrer, saa der er stor Forskjel paa deres Udseende. Naar man gjør Tuen lidt Skade, komme Slaverne sommetider ud og ere ligesom deres Elerrer i en meget ophidset Sindsstemning og forsvare Reden; bringer man megen Forstyrrelse i Reden og faaer Larverne og Pupperne frem, saa arbejde Slaverne meget energisk tilligemed deres Herrer paa at. faa dem baarne bort og bragte i Sikkerhed. Heraf seer man, at

[page] 282

Slaverne ere ganske, ligesom de vare hjemme. I Juni og Juli Maaned i tre paa hinanden følgende Aar har jeg mange Timer i Træk siddet og passet paa forskjellige Tuer i Surrey og Sussex, og jeg saa aldrig en Slave forlade en Tue eller g§a ind i den. Da Slaverne i disse Maaneder ere meget faa i Antal, tænkte jeg, at de muligvis kunde bære sig anderledes ad, naar de vare mere talrige; men Hr. Smith underretter mig om, at han har passet paa Tuerne til forskjellige Tider af Dagen i Maj, Juni og Avgust baade i Surrey og Hampshire, og han har aldrig seet Slaverne, skjøndt der er en stor Mængde af dem i Avgust, forlade Tuen eller gaa ind i den. Dertor troer han, at de kun ere Husslaver. Paa den anden Side kan man stadig se Herrerne bringe Byggemateriale og Føde af al Slags. Men i Aaret 1860 i Juli Maaned fandt jeg et Myresamfund, som havde et usædvanlig stort Hold Slaver, og jeg saa da, at der var nogle faa Slaver, der forlode Reden tiligemed deres Herrer og gik ad den samme Vej hen til en. høj skotsk Fyr, der stod en fem og tredive Alen borte, og som de gik op ad sammen, sandsynligvis for at finde Bladlus eller Skjoldlus. Ifølge Hubert, som havde god Lejlighed til Iagttagelse, arbejde de i Svejts i Almindelighed sammen med deres Herrer paa Redebygningen, og kun Slaverne aabne og lukke Indgangene Morgen og Aften, og, som Hubert udtrykkelig siger, deres Hovedbeskæftigelse er at søge efter Bladlus. Denne Forskjellig-hed i Herrernes og Slavernes almindelige Sædvaner i de to nævnte Lande har sandsynligvis ganske simpelt sin Grund i, at Slaverne kunne fanges i større Antal i Svejts end i England.

En Dag var jeg saa heldig at blive Vidne til en Udvandring af F. sanguinea fra en Tue til en anden, og det var et meget interessant Skue at se Herrerne omhyggeligt bære deres Slaver i deres Kindbakker i Stedet for selv at blive baarne af dem, saaledes som det var Tilfældet med F. rufescens. En anden Dag slog det mig at se en Snes

[page] 283

af Slaveejerne gaa rundt omkring den samme Plet og øjensynligt ikke for at søge Føde; de nærmede sig til et uafhængigt Samfund af Slavearten F. fusca og bleve med Kraft slaaede tilbage. Der var undertiden tre af denne Myreart, der holdt sig fast til Benene af Slaveejerne (F„ sanguinea). Disse Sidste dræbte uden Barmhjertighed deres smaa Modstandere og bare deres Lig bort til deres Rede, der laa en fyrgetyve Alen borte, for at bruge dem som Næring, men de fik ingen Pupper til at faa Slaver af. Saa gravede jeg et lille Stykke Jord, hvori der var Pupper af F. fusea, ud af en anden Rede og lagde det paa en bar Plet nær ved Valpladsen, og Pupperne bleve ivrigt grebne og baarne bort af Tyrannerne, som maaske tænkte, at de alligevel vare gaaede af med Sejren i den sidste Bataille.

Paa samme Tid lagde jeg paa den samme Plet en lille Jordklump med Pupper af en anden Art F. flava med nogle faa af disse smaa gule Myrer endnu hængende ved dette Brudstykke af deres Tue. Denne Art bliver undertiden, skjøndt sjeldent, gjort til Slaver, saaledes som Hr. Smith har beskrevet det. Omendskjøndt denne Art er meget lille, er den dog meget modig, og jeg har seet den angribe andre Myrer meget voldsomt. Engang fandt jeg til min store Forbavselse et uafhængigt Samfund af F. fiava under en Sten, der laa under en Rede, som tilhørte den slaveholdende F. sanguinea, og da jeg tilfældigvis kom til at ødelægge begge Rederne, angreb de smaa Myrer deres store Naboer med et forbavsende Mod. Jeg var nu meget nysgjerrig efter at faa at vide, om F. sanguinea kunde skjelne Pupperne af F. fusca, som de i Almindelighed gjøre til Slaver, fra den lille og rasende F. flava's Pupper, som de sjeldent tage, og det var øjensynligt, at de straks kunde kjende dem; thi vi have seet, at de iyrigt og øjeblikkeligt grebe Pupperne af F. fusca, medens de bleve meget forskrækkede, da de mødte Pupperne, ja blot Jorden fra F. flava's Tue, og løb hurtigt

[page] 284

deres Vej; men efter omtrent et Kvarters Forløb, kort efter at alle de smaa gule Myrer vare kravlede bort, toge de Mod til sig og droge afsted med Pupperne.

En Aften saa jeg et andet Samfund, bestaaende af F. sanguinea, og jeg fandt et Antal af disse Myrer paa Vejen hjemad i Færd med at gaa ind i deres Tuer. De bare Ligene af F. fusca (hvad der viste, at det ikke var en Udvandring) og en stor Mængde Pupper. Jeg fulgte en hel lang Række af Myrer, der vare belæssede med Bytte, henved et halv hundrede Alen tilbage til en meget tæt Plet Lyng, hvorfra jeg sa^ det sidste Individ af F. sanguinea komme ud, bærende paa en Puppe; men jeg var ikke i Stand til at finde den ødelagte Tue i den tætte Lyng. Tuen maa imidlertid ikke have været langt borte, for to eller tre Individer af F. fusca løb omkring i den største Sindsbevægelse, og en af dem stod stiv og stille med en af dens egen Arts Pupper i Munden paa Enden af et Lyngskud, som et Billede paa Fortvivlelsen over et ødelagt Hjem.

Saaledes ere Kjendsgjerningerne, omendskjøndt de med Hensyn til det vidunderlige Instinkt til at gjøre Slaver ikke trængte til nogen Bekræftelse fra mig. Pas nu paa, hvilken Modsætning der er imellem F. sanguine'as instinktmæssige Vaner og Fastlandsarten F. rufescens's. Den Sidste bygger ikke sin egen Tue, bestemmer ikke sine egne Udvandringer, samler ikke Føde til sig selv eller sit Afkom og kan ikke engang æde selv. Den er aldeles afhængig af sine talrige Slaver. Formica sanguinea har paa den anden Side meget færre Slaver og om Forsommeren meget faa. Herrerne afgjøre, n'aar og hvor en ny Tue skal dannes, og naar de udvandre, saa bære Herrerne Slaverne. Baade i Svejts og England synes Slaverne udelukkende at passe Larverne, og kun Herrerne gaa paa Slavefangst. I Svejts arbejde Herrerne og Slaverne sammen, bringe Materiale til Reden og bygge den; begge, men hovedsagelig Slaverne, passe og malke, som man kunde

[page] 285

sige, deres Bladlus, og saaledes samle de begge Føde til Samfundet. I England pleje kun Herrerne at forlade Reden og samle Byggemateriale og Føde til sig selv, Slaverne og Larverne. Herrerne i dette Land modtage altsaa meget færre Tjenester af deres Slaver end de i Svejts. Ved hvilket Trin F. sanguinea's Instinkt er blevet til, det skal jeg ikke indlade mig paa at gjætte. Men da Myrer, der ikke holde Slaver, pleje, som jeg har seet, at bære Pupper af andre Arter bort, dersom de ligge i Nærheden af deres Rede, saa er det muligt, at saadanne Pupper, som oprindelig vare blevne samlede for at tjene til Føde, kunde udklækkes, og de fremmede Myrer, der saaledes vare blevne opklækkede, vilde da følge deres sædvanlige Instinkt og gjøre, hvad Arbejde de kunde. Dersom nu deres Nærværelse viste sig at være nyttig for de Arter, som havde taget dem i Hus — det kunde jo være fordelagtigere for disse Arter at fange Arbejdere end selv at frembringe dem — saa kunde den Vane at samle Pupper til Næring ved Kvalitetsvalget blive styrket og blive gjort staaende saaledes, at de nu samlede Pupper i den Hensigt at opdrage Slaver. Naar Instinktet engang var erhvervet, selv om det var i en meget ringere Grad end hos vor britiske F. sanguinea, der, som vi have seet, faaer mindre Hjælp af sine Slaver, end den samme Art faaer i Svejts, saa kunde Kvalitetsvalget forøge og modificere Instinktet — idet vi stadigt antage, at enhver Modifikation er til Nytte for Arten —, indtil der var blevet dannet en Myre, der var saa afgjort afhængig af sine Slaver som Formica rufescens.

Biens Instinkt til at danne Celler.

Jeg vil ikke her indlade mig paa dette Emnes smaa Detailler, jeg vil blot give et let Udkast af de Slutninger, til hvilke jeg er kommen. Det maa være en sløv Natur, som kan undersøge Bygningen af en Bikage, der saa smukt tjener sit Formaal, uden enthusiastisk Beundring.

[page] 286

Mathematikerne fortælle os, at Bien praktisk har løst en vanskelig Opgave og har givet sin Celle netop den Form, som kan rumme den størst mulige Mængde Honning med det mindst mulige Forbrug af det kostbare Voks. Man har bemærket, at en dygtig Mekaniker med passende Værktøj og Maal vilde finde det vanskeligt at lave Voksceller af den rigtige Fagon, omendskjøndt dette bliver gjort ganske udmærket af en Skare af Bier, som arbejde i en mørk Kube. Med Underforstaaelse af hvad Instinkt man vil, synes det ved første Øjekast ganske ubegribeligt, hvorledes de kunne danne alle de nødvendige Vinkler og Planer eller blot bemærke, at de ere rigtig gjorte. Men Vanskeligheden er dog ikke saa stor, som man kunde tro. Jeg troer, at det kan vises, at hele dette skjønne Værk følger af nogle faa simple Instinkter.

Jeg kom til at undersøge dette Spørgsmaal paa Foranledning af Hr. Waterhouse, som viste, at Cellens Form staaer i et nært Forhold til den tilstødende Celles Form, og det Følgende kan maaske betragtes blot som en Modifikation af hans Theori. Naturen holder saa meget af at gaa frem Skridt for Skridt, lad os se, om den ikke derved her kan hjælpe os paa Spor. Trinrækken er kort. I den ene Ende have vi Humlebierne, som bruge deres gamle Puppehylstre til at gjemme Honning i, idet de undertiden tilføie nogle korte Rør af Voks og da ogsaa forstaa at gjøre nogle enkelte og meget uregelmæssigt rundede Voksceller. I den anden Ende af Rækken have vi Biens Celler, som ere stillede i et dobbelt Lag; hver Celle er, som man veed, et sekssidet Prisme, hvis enkelte Siders nedre Dele ere indskaarne saaledes, at der op i dem passer en Pyramide begrændset af tre Rhomber. Disse Rhomber have bestemte Kanter, og de tre, som danne den enkelte Celles pyramideformede Bund paa Kagens ene Side, indgaa igjen i Dannelsen af Grunden af tre sammenstødende Celler paa den modsatte Side. I Rækken mellem Biens fuldkomment byggede Celler og Humlebiens simpelt byggede have vi

[page] 287

Cellerne hos den mexikanske Melipona domestica, der ere omhyggeligt beskrevne og afbildede af Pjerre Hubert. Meliponaen staaer selv i Bygning midt imellem Bien og Humlebien, men nærmest ved den sidste. Den danner en næsten regelmæssig Vokskage af cylindriske Celler, i hvilke Afkommet udklækkes, og desuden nogle store Voksceller, som ere gjorte til at rumme Honning. Disse sidste Celler ere næsten kugleformede, næsten af samme Størrelse og ere samlede i en temmelig uregelmæssig Klump. Men det Punkt, som det særlig kommer an paa at lægge Mærke til, det er, at disse Celler altid ere byggede saa nær ved hinanden, at de vilde have skaaret eller brudt hinanden, dersom de havde været fuldstændige Kugler, men dette ere de aldrig, idet Bierne bygge fuldkommen flade Voksvægge mellem de Kugler, som saaledes tegne til at ville skære hinanden. Derfor bestaaer hver Celle af en ydre sfærisk Del og af to, tre eller flere fuldkommen plane Flader, alt efter som den støder op til to, tre eller flere andre Celler. Naar en Celle hviler paa tre andre Celler, hvilket, da Kuglerne næsten ere af samme Størrelse, hyppigt, ja nødvendigvis er Tilfældet, saa ere de tre flade Planer samlede til en Pyramide, og denne Pyramide er, som Huber har bemærket, aabenbart en plump Efterligning af den tresidede Pyramide, som begrændser Bicellen. Ligesom i Biens Celler, saaledes gaa ogsaa her de tre plane Flader i en eller anden Celle nødvendigvis ind i de tre tilstødende Cellers Form. Det er tydeligt, at Melipona sparer Voks og, hvad der er vigtigere, Arbejde ved denne Maade at bygge paa, thi de flade Vægge mellem de op til hinanden stødende Celler ere ikke dobbelte, men have den samme Tykkelse som de ydre sfæriske Dele, og dog danner hver af de plane Dele en Del af to Celler.

Ved at tænke over dette Tilfælde, kom jeg i Tanker om, at, dersom Melipona havde bygget sine Kugler i en vis given Afstand fra hinanden, havde gjort dem lige store og ordnet dem symmetrisk i et dobbelt Lag, saa vilde

[page] 288

den deraf resulterende Bygning rimeligvis have været lige saa fuldkommen som Biens Vokskage. Jeg skrev derfor til Professor Miller i Cambridge, og denne Mathematiker har venlig gjennemlæst det følgende, som er blevet til med hans Hjælp, og han siger, det er aldeles korrekt.

Dersom man beskriver et vist Antal lige store Cirkler, som have deres Centra i to parallele Planer, og naar hver Cirkels Centrum ligger i Afstanden Radius X \/^ e"er Radius X l,*usi (eller noget mindre) fra de seks Cirklers Centra i samme Plan og i den samme Afstand fra Centrerne af de tilstødende Cirkler i det andet og parallele Lag, saa vil der, hvis man lægger tangerende Planer til de forskjellige Cirkler i begge Lag, fremkomme et dobbelt Lag af sekssidede Prismer, som ere forenede ved pyramidalske Baser, der ere dannede af tre Rhomber, og Rhomberne og Siderne i det sekssidede Prisme ville have alle deres Vinkler lige store med dem, som jeg ved de nøjagtigste Maalinger har kannet faa ud ved Biens Celle. Men jeg hører af Professor Wyman, som har foretaget mangfoldige og omhyggelige Maalinger, at Biens Nøjagtighed i Arbejdet er blevet i høj Grad overvurderet, saa meget, at, som han siger, hvilken Cellens typiske Form nu end er, saa er den sjelden eller aldrig bleven realiseret.

Derfor kunne vi med Sikkerhed slutte, at dersom vi kunde modificere de Instinkter, som Meliponaen har, og som i sig selv ikke ere meget vidunderlige, saa vilde denne Bi danne en Bygning, der var lige saa vidunderlig fuldkommen som Biens. Vi maatte antage, at Meliponaen havde det i sin Magt at bygge sine Celler aldeles sfæriske og lige store, og dette vilde ikke være meget forbavsende, da vi se, at den allerede til en vis Grad gjør det, og naar vi se, hvilke fuldkommen cylindriske Huler mange Insekter kunne gjøre i Træ øjensynlig blot ved at vende og dreje sig rundt omkring et bestemt Punkt. Vi maatte antage, at Meliponaen ordnede sine Celler i et horisontalt Lag, hvad den jo gjør med sine cylindriske Celler, og vi

[page] 289

maatte endvidere antage, og det er den største Vanskelighed, at den paa en eller anden Maade kunde skjønne nøjagtig, i hvilken Afstand den skulde staa fra sine Medarbejdere, naar de vare flere, der lavede Kugler, men den er allerede for saa vidt i Stand til at dømme om Afstanden, som den altid bygger sine Celler saaledes, at de kunne skære hinanden temmelig stærkt, og saa forbinder den Skæringspunkterne ved plane Flader. Vi maatte endvidere antage, men dette er ingen Vanskelighed, at-—efterat de seks-sidede Prismer vare blevne dannede derved, at Kugler i samme Lag indbyrdes skære hinanden — den kunde forlænge det sekssidede Prisme til en hvilkensomhelst Højde, der udfordres for at gjemme Honningen — paa den samme Maade som den simple Humlebi bygger Vokscylindre til sine gamle Puppers runde Aabninger. Ved saadanne Modifikationer af Instinkter, der i og for sig ikke ere videre vidunderlige — neppe mere vidunderlige end det, der leder en Fugl, naar den bygger sin Rede — troer jeg, at Bien ved Kvalitetsvalgets Hjælp har erhvervet sine uforlignelige Evner i Retning af det Arkitektoniske.

Men denne Theori kan ogsaa støttes ved et Forsøg. Følgende Hr. Tegetmeiers Exempel adskilte jeg to Vokskager og satte mellem dem en lang tyk rektangulær Voks-stribe. Bierne begyndte straks at grave smaa kredsrunde Brønde i det, og efter som de gjorde disse Smaabrønde dybere og dybere, gjorde de dem ogsaa videre og videre, indtil de vare blevne omdannede til flade Beholdere, der for Øjet ganske saa ud som Dele af en Kugle, og som omtrent havde en Celles Diameter. Det var meget interessant for mig at iagttage, at hvorsomhelst forskjellige Bier havde begyndt at udhule Beholderne nær ved hinanden, der havde de begyndt deres Arbejde i en saadan Afstand fra hinanden, at, da Beholderne havde faaet den oven for omtalte Vide, (det vil sige omtrent en almindelig Celles Vide), og i Dybde vare omtrent en Sjettedel af Diameteren af den Kugle, af hvilken de dannede en Del,

[page] 290

saa skar Beholderens Rande hinanden eller gik ind i hinanden. Naar dette hændte; saa holdt Bierne op med. at udhule og begyndte med at opbygge flade Voksvægge paa Skæringslinierne mellem Beholderne, saaledes at ethvert sekssidet Prisme var bygget paa den takkede Rand af en glat Beholder i Stedet for paa den lige Kant af en tresidet Pyramide, saaledes som Tilfældet er med almindelige Celler.

I Stedet for et Stykke tykt rektangulært Voks satte jeg saa en tynd og smal Strimmel, som var farvet med Kochenille, ind i Kuben. Bierne begyndte øjeblikkelig paa begge Sider at udhule smaa Beholdere ved Siden af hinanden paa samme Maade som før, men Voksstrimlen var saa tynd, at Beholdernes Bunde, dersom der da var bleven udhulet til samme Dybde som i det forrige Experiment, vilde være blevne gjennembrudte fra begge Sider. Bierne lode det imidlertid ikke komme saa vidt, de standsede deres Udhulinger paa en passende Tid, saa at Bassinerne, saasnart som de vare blevne lidt fordybede, kom til at faa flade Bunde, og disse flade Bunde, som vare dannede af smaa tynde Plader af farvet Voks, der ikke var blevet gjennemgnavet, de laa, saa vidt Øjet kunde skjelne, nøjagtig langs med det tænkte Skæringsplan mellem Voksstribens modsatte Beholdere. Nogle Steder var der kun smaa Dele, paa andre Steder store Dele af rhombiske Flader ladte tilbage imellem de over for hinanden liggende Beholdere, men Værket var paa Grund af den unaturlige Tingenes Tilstand ikke blevet omhyggelig udført. Bierne maa have arbejdet i næsten samme Forhold med deres Gnaven-bort og Graven-Beholdere paa begge Sider af den farvede Voksstrimmel, for at det saaledes skulde være lykkedes dem at efterlade plane Flader mellem Beholderne ved at standse Arbejdet ved Skæringsplanet.

I Betragtning af, hvor bøjeligt og tyndt Voks er, kan jeg ikke se, at der er nogen Vanskelighed for, at Bierne, medens de arbejde paa de to Sider af Voksstrimmelen, kunne

[page] 291

opdage, naar de have gnavet Voksen bort i en passende Tykkelse, og saa standse deres Arbejde. I de almindelige Bikager har jeg undertiden seet, at det ikke altid lykkedes Bierne at følges ad med Arbejdet paa begge Sider; thi jeg har ved Grunden af den nyUg paabegyndte Celle seet halv fuldendte Rhomber, som vare lidt konkave paa den ene Side og konvexe paa den anden Side, og her antager jeg derfor, at Bierne have hulet for stærkt ud det ene Sted, medens de have arbejdet mindre hurtig paa det andet Sted. I et særlig udpræget Tilfælde satte jeg Kagen ind i Kuben igjen og lod Bierne arbejde videre en kort Tid, - undersøgte saa Cellen igjen og fandt da, at den rhombiske Flade var bleven fuldstændig og bleven ganske flad; det var absolut umuligt paa Grund af den lille Plades store Tyndhed, at de kunde have bevirket dette ved at gnave lidt af den konvexe Side, og jeg bar Mistanke om, at Bierne i et saadant Tilfælde staa og trykke og bøje den sejge og varme Voks (hvilket jeg har seet er let at gjøre) ind i det Plan, i hvilket den skulde være, og paa den Maade faa den flad.

Af Experimentet med den farvede Voksstrimmel kunne vi se, at dersom Bierne selv skulde bygge en tynd Voksvæg, saa kunde de lave deres Celler i en saadau Form, som der udfordredes, ved at staa i en passende Afstand fra hinanden og udhule lige meget og bestræbe sig for at lave lige store sfæriske Hulheder, men stadig passende paa, at disse Fordybninger ikke kom til at falde sammen. Nu lave Bierne, hvad man tydelig kan se ved at undersøge Kanten af en Kage, paa hvilken der arbejdes, en raa Mur eller Kam, som gaaer hel rundt om Kagen, og de gnave denne bort fra to modsatte Sider, idet de stadig, medens de gjøre hver Celle dybere, gjøre det runde Rum videre. De lave ikke hele den tresidede pyramidalske Grund hos en Celle paa en Gang, men kun den ene rhombiske Flade, som findes ved den ydre Rand, paa hvilken der bygges, eller de to Flader, ligesom det nu

19*

[page] 292

kan være, og de fuldføre aldrig de rhombiske Fladers øverste Kant, førend de seks Sider ere blevne paabegyndte. Nogle af disse mine Iagttagelser afvige fra den med Rette berømte ældre Hubers, men jeg er overbevist om deres Nøjagtighed, og, dersom jeg havde Plads, kunde jeg vise, at de ere i Overensstemmelse med min Theori.

Hubers Iagttagelse, at den første Celle er hulet ud af en. lille Voksmur med parallele Sider, er ikke, efter hvad jeg har seet, aldeles korrekt, idet den første Begyndelse altid har været en lille Vokshætte, men jeg vil ikke her gaa ind paa disse Detailler. Vi se, hvor vigtig en Rolle Udhulingen spiller ved Bygningen af Cellerne, men det vilde være en stor Fejltagelse at tro, at Bierne ikke kunne bygge en raa Mur af Voks i den rigtige Stilling, det vil sige i det Plan, som ligger imellem to hinanden tangerende Cirkler. Jeg har adskillige Exempler, der vise, at de kunne gjøre dette. Selv i den raa Mur eller Kam af Voks, som findes rundt om en Kam, paa hvilken der bygges, kan man undertiden iagttage Bøjninger, der i deres Stilling svare til den fremtidige Celles rhombiske Grunds Planer. Men deri raa Voksvæg maa altid pyntes noget mere, hvad der skeer ved, at der bliver gnavet meget bort af den paa begge Sider. Den Maade, paa hvilken Bierne bygge, er mærkelig; de gjøre altid den første raa Mur ti til tyve Gange tykkere end den yderst tynde fuldførte Cellevæg, som tilsidst bliver staaende. Vi kunne forstaa, hvorledes de arbejde, ved at tænke os, at en Murer først lavede en bred Cementvold og saa begyndte at skære bort af den, ligelig paa begge Sider nærved Jorden, indtil en glat meget tynd Mur var ladt tilbage i Midten, idet han saa stadig opsamlede den Cement, der var skaaret bort, og stadig lagde frisk Cement til paa Toppen af Volden. Vi vilde saaledes faa en tynd Væg, der stadig voksede op ad og altid for oven var forsynet med en gigantisk Gesims. Derved, at alle Cellerne, baade de, der nylig ere paabegyndte, og de, der ere fuldt

[page] 293

færdige, have en saadan stærk Voksgesims, kunne Bierne tumle sig og kravle hen over Kagen uden at skade Prismets fine Vægge. Væggene variere, som Professor Miller venlig har undersøgt for mig, i meget høj Grad i Tykkelse og ere efter et Gjennemsnitstal, som er fundet ved tolv Maalninger nær ved Kagens Rand, saa omtrent -j-!¥ Tomme i Tykkelse, medens de rhombiske Plader ved Grunden ere tykkere, næsten i Forholdet tre til to, idet de gjennem-snitlig efter en og tyve Maalninger ere 5|¥ Tomme. Ved den oven for omtalte mærkelige Maade at bygge paa op-naaes der, at Kagen stadig er stærk, medens der spares saa megen Voks som muligt.

Det synes i Begyndelsen at forøge Vanskeligheden ved at forstaa, hvorledes Cellerne blive byggede, at der er en Mangfoldighed af Bier, der alle arbejde sammen, idet en Bi efterat have arbejdet en kort Tid paa en Celle gaaer til en anden, saa at der, som Huber har bemærket, allerede er en Snes Individer til at arbejde blot paa Begyndelsen af den første Celle. Det lykkedes mig praktisk at vise dette Forhold ved at bedække Randene af en enkelt Celles hexagonale Vægge eller den ydre Rand af den Kam, der følger Omkredsen af en Kage, paa hvilken der arbejdes med et yderst tyndt Lag af smeltet Voks, der var farvet med Kochenille, og jeg fandt altid, at Farven var bleven meget fint spredt af Bierne — saa fint som en Maler kunde have gjort det med sin Pensel — derved, at Smaadele af den farvede Voks vare blevne tagne bort derfra, hvor jeg havde anbragt dem, og brugt til Opførelsen af alle de omgivende Cellers Rande. Bygningsarbejdet synes at være et Slags Væddestrid imellem Bierne, der alle sammen instinktmæssig staa i samme relative Afstand fra hinanden, alle sammen søge at lave lige store Kredse og saa enten opbygge Snitfladerne mellem disse Hulheder eller ogsaa gaa bort fra dem uden at gnave paa dem. Det var virkelig mærkeligt i vanskelige Tilfælde, som naar to Stykker af Kagen stødte sammen i en Vinkel, at se, hvor ofte

[page] 294

Bierne nedreve og opbyggede den samme Celle paa for-skjellige Maader, idet de undertiden kom tilbage til en Form, som de først havde forkastet.

Naar Bier have en Plads, paa hvilken de kunne staa i en Stilling, der passer for Arbejdet, f. Ex. paa et Stykke Træ, der staaer'lige midt under en Kage, paa hvilken der bygges i nedad gaaende Retning, saaledes at Kagen maa komme til at gaa over et Stykke af Pinden — kunne de lægge Grunden til et nyt sekssidet Prismes Væg ganske paa den Plads, den skal have, og saaledes, at den staaer og rager frem borte fra de andre færdige Celler. Det er nok for Bierne at være i Stand til at staa i de rigtige ikfstande fra hinanden og fra Murene af den sidst fuldendte Celle, thi saa kunne de ved at slaa imaginære Cirkler opbygge en Mur midt mellem to til hinanden stødende Cirkler; men efter hvad jeg har seet, afgnave og afpudse de aldrig en Celles Kanter, før en stor Del baade af den Celle og af de tilstødende Celler ere blevne byggede. Denne Biernes Færdighed til under visse Omstændigheder midt imellem to nylig paabegyndte Celler at lægge en raa Væg, netop som den skal ligge, er vigtig, eftersom den forklarer en Kjendsgjerning, der ved første Øjekast ganske synes at omstyrte den foran staaende Theori, nemlig den at Cellerne paa den yderste Rand af Hvepsekagerne undertiden ere nøjagtig sekssidede; men jeg har ikke Plads til at indlade mig paa dette Spørgsmaal. Heller ikke synes det mig at volde nogen stor Vanskelighed, at et enkelt Insekt (hvad der saaledes er Tilfældet med Bidronningen) kan danne sekssidede Celler, dersom det. kommer til at arbejde skiftevis paa Yder- og Indersiden af to eller tre Celler, som ere paabegyndte paa samme Tid, idet det stadig kommer til at staa i den rigtige Afstand fra de nys paabegyndte Cellers Dele, medens det danner halvkugleformede Fordybninger eller Cylindre og bygger Flader op imellem dem.

[page] 295

Da Kvalitetsvalget alene virker ved at samle smaa Modifikationer i .Bygning og Instinkt, saadanne nemlig, som. ere heldbringende for Individet under de for Haanden værende Livsbetingelser, saa kan man med Rette spørge, hvorledes en lang Trinfølge af modificerede Bygningsin-stinkter — alle sammen stræbende hen imod den nuværende fuldkomne Bygningsplan — kunne have været til Nytte for Biens Forfædre. Jeg troer ikke, at det vil være vanskeligt at svare herpaa. Celler, der ere byggede som Biens eller Hvepsens, ere meget stærke og spare baade meget Arbejde, Plads og Bygningsmateriale. Hvad selve Voksproduktionen angaaer, veed man, at Bier ofte ere slemt i Vaande med at faa tilstrækkelig Voksstof, og Hr. Teget-meier har underrettet mig om, at man ved Forsøg har godtgjort, at en Kube Bier har brugt fra tolv til femten Pund tørt Sukker til hvert Pund Voks, de udsondrede; saa at der maa samles og forbruges et uhyre stort Kvantum Honningdug af en Kube Bier for at afsondre det Voks, de have nødig til Bygningen af deres Kager. Fremdeles maa mange Bier være ledige i mange Dage under Udsondringsprocessen. Der skal et stort Forraad af Honning til at nære et stort Hold Bier Vinteren igjennem, og Kubens Sikkerhed afhænger hovedsagelig af, at der er en stor Mængde Bier. Derfor maa det at spare Voks, fordi der herved spares Honning og den Tid, der med-gaaer til at indsamle Honning, være en Ting, der har meget stor Indflydelse paa en Bifamilies Tilværelse. Naturligvis maa Artens Stilling i Tilværelsen være afhængig af Antallet af dens Fjender eller Snyltedyr eller helt andre Grunde og paa den Maade altsaa aldeles uafhængig af den Mængde Honning, som Bierne kunne samle; men lad os antage, at den sidste Omstændighed afgjorde, som den rimeligvis ofte har afgjort, hvor vidt en Bi, der var beslægtet med vore Humlebier, kunde existere i et stort Antal i et eller andet Land, og lad os fremdeles antage, at denne Arts Samfund levede Vinteren igjennem og som

[page] 296

en Følge deraf fordrede et Oplag af Honning: saa kan der i dette Tilfælde ikke være nogen Tvivl om, at det vilde være fordelagtigt for .vor imaginære Humlebi, dersom en lille Modifikation i dens Instinkter fik den til at lave sine Voksceller nær ved hinanden, saaledes at de stødte sammen; thi en Væg fælles, om det saa kun var for to sammenstødende Celler, vilde altid spare lidt Arbejde og lidt Voks. Derfor vilde det stadig blive mere og mere fordelagtigt for vore Humlebier, dersom de lavede deres Celler mere og mere regelmæssigt nærmere sammen og samlede i en Klump ligesom Meliponas Celler; thi i dette Tilfælde vilde en stor Del af hver Celles Skillevæg tjene til Grændse for de tilstødende Celler, og derved vilde meget Arbejde og meget Voks spares. Af den samme Grund vilde det endvidere være fordelagtigt for Meliponaen, dersom den byggede sine Celler nærmere sammen og i enhver Henseende mere regelmæssigt end nu; thi da vilde, som vi have seet, de sfæriske Overflader ganske forsvinde og blive erstattede af plane Flader, og Meliponaen vilde bygge en Kage ligesaa fuldkommen som Biens. Ud over dette Fuldkommenhedstrin af Bygning kunde Kvalitetsvalget ikke føre, thi Biens Kage er, saa vidt vi kunne se, absolut fuldkommen, hvad Besparelsen af Arbejde og Voks angaaer.

Saaledes kan, som jeg troer, det mest vidunderlige af alle Instinkter, man kjender, nemlig Biens, forklares derved, at Kvalitetsvalget har benyttet sig af talrige paa hinanden følgende smaa Modifikationer af simplere Instinkter paa den Maade, at det ganske langsomt, lidt efter lidt fik Bierne til med større og større Fuldkommenhed at danne lige store sfæriske Fordybninger i en vis Afstand fra hinanden i et dobbelt Lag og at opbygge og udhule Vokset efter Tangeringsplanerne. Bierne vidste naturligvis ikke mere om, at de lavede deres Kredse i en bestemt Afstand fra hinanden, end de vide, hvor stor det sekssidede Prismes forskjeilige Kanters og de rhombiske Pladers

[page] 297

Hældningsvinkler ere. Den bevægende Kraft i Kvalitetsvalgets Fremgangsmaade har været at bygge Celler af passende Styrke, Størrelse og Form for Larverne saaledes, at dette blev iværksat med det mindst mulige Forbrug af Arbejde og Voks. Den Sværm af Individer, som saaledes lavede de bedste Celler og med mindst Tab af Honning til Fordel for Voksafsondringen have staaet sig bedst og have nedarvet deres nys erhvervede økonomiske Instinkter til nye Sværme, som saa igjen havde bedst Udsigt til at staa sig i Kampen for Tilværelsen.

Indvendinger mod Kvalitetsvalgs-Theoriens Anvendelse paa Instinkter; kjønsløse og golde Insekter.

Man har gjort den Indvending mod den foregaaende Betragtning af Instinkternes Oprindelse, at »Varieringer i Bygning og Instinkt maa have været samtidigt og nøjagtigt afpassede efter hinanden, eftersom en Modificering af den ene. uden en tilsvarende øjeblikkelig Forandring i det andet vilde have været skæbnesvanger.« Denne Indvending har kun Styrke-, naar man antager, at Forandringerne baade i Instinkt og Bygning ere abrupte. Som et oplysende Exempel ville vi tage Forholdet med den store Mejse (Parus major), som vi hentydede til i det sidste Kapitel: Denne Fugl holder ofte, siddende paa en Gren, Frøene af Takstræet imellem sine Fødder og hamrer løs paa dem, indtil den kommer ind til Kjernen. Hvilken særlig Vanskelighed vilde der være ved, at Kvalitetsvalget bevarede alle de smaa individuelle Varieringer af Næbets Form, som gjorde det bedre og bedre skikket til at aabne Frøene, indtil der var blevet dannet et Næb, der var saa godt indrettet til dette Øjemed som Spætmejsens. Paa den samme Tid førte Vane eller Drift eller spontane Varieringer i Smagen Fuglen til mere og mere at blive frøædende. I dette Tilfælde antages det, at Næbet bliver langsomt modificeret ved Kvalitetsvalget som en Følge af, men i Overensstemmelse med, langsomt skiftende Vaner

[page] 298

eller Smag; men lad Mejsens Fødder variere og ved Korrelation blive større samtidig med Næbet eller af en eller anden ubekjendt Grund, og det er ikke usandsynligt, at saadanne større Fødder vilde faa Fuglen til at klavre mere og mere, indtil den erhvervede Spætmejsens mærkværdige . Klavreinstinkt og Styrke. I dette Tilfælde antage vi,, at en trinvis Forandring i Bygning har ført til en Forandring i de instinktmæssige Sædvaner. For at nævne et Exempel til: Faa Instinkter ere mere mærkværdige end det, der faaer de ostindiske Øers Svale til at lave sin Rede udelukkende af tykt Spyt. Nogle Fugle bygge deres Reder af Dynd, som man antager, de væde med Spyt, og en af Nord-Amerikas Svaler laver sin Rede (som jeg har seet) af Pinde, der ere klæbede sammen med Spyt, ja selv af hele Lag af denne Substans. Er det da saa meget usandsynligt, at Kvalitetsvalget af de Svaler, som mer og mer afsondrede Spyt, tilsidst kunde have frembragt en Art, hvis Instinkt fik den til at forsømme andre Materialer og til at bygge sin Rede udelukkende af tykt Spyt? Og saaledes i mange andre Tilfælde. Det maa imidlertid indrømmes, at vi i mange Tilfælde ikke kunne have nogen Mening om, hvor vidt det har været Instinktet eller Legemsbygningen, der først har varieret.

Uden Tvivl kunde man endnu stille mange Instinkter, som vare vanskelige at forklare, op imod Kvalitetsvalget — enten saadanne Tilfælde, i hvilke vi ikke kunne se, hvorledes det har været muligt, at et saadant Instinkt kunde opstaa, eller Tilfælde, hvor der ikke vides at existere noget Mellemtrin, Tilfælde, hvor Instinktet har været af en saa ringe Betydning, at det neppe kan være blevet paavirket af Kvalitetsvalget, og endelig saadanne Tilfælde, hvor Instinkter næsten ere ganske de samme hos Dyr, der staa saa fjernt fra hinanden i Systemet, at vi ikke kunne henføre deres Lighed i Instinkter dertil, at de vare nedarvede fra en fælles Stamfader, og hvor man som en Følge deraf maa tro, at de ere blevne erhvervede

[page] 299

uafhængigt af Kvalitetsvalgets Hjælp. . Jeg vil ikke her indlade mig paa disse forskjellige Tilfælde, men vil indskrænke mig til en speciel Vanskelighed, som i Begyndelsen forekom mig uovervindelig og virkelig farlig for den hele Theori. Jeg hentyder her til de kjønsløse eller golde Hunner i Insektsamfundene, thi disse Kjønsløse afvige ofte meget i Instinkt og i Bygning baade fra Hannerne og fra de frugtbare Hunner, og dog kunne de ikke, da de ere golde, overføre deres Ejendommeligheder paa noget Afkom. Dette Emne fortjener vel at blive omtalt udførligt, men jeg vil her kun nævne et eneste Exempel nemlig Arbejdermyrerne. Hvorledes disse Arbejdere ere blevne gjort golde, det er en Vanskelighed, men ikke en, der er meget større end en hvilkensomhelst anden slaaende Modifikation i Bygning, thi det kan vises, at nogle Insekter og andre Leddyr i Naturtilstanden lejlighedsvis blive golde, og dersom saadanne Insekter havde været sociale, og det havde været gunstigt for Samfundet, at der hvert Aar skulde fødes et vist Antal, som var i Stand til at arbejde, men ude af Stand til at forplante sig: saa kan jeg ikke se nogen særlig Vanskelighed ved, at dette er blevet udvirket ved Kvalitetsvalget; men jeg maa forbigaa denne foreløbige Vanskelighed. Hovedvanskeligheden ligger deri, at Arbejdermyrerne afvige meget i Bygning baade fra Hannerne og fra de frugtbare Hunner, f. Ex. i Bygningen af Brystringen, deri, at de mangle Vinger og undertiden Øjne og endelig i Instinkt. Hvad nu Instinktet alene an-gaaer, saa vilde den vidunderlige Forskjel i denne Henseende mellem Arbejderne og de fuldkomne Hunner have havt et,bedre Exempel i Bien. Dersom en Arbejdermyre eller et andet kjønsløst Insekt havde været et almindeligt Dyr, vilde jeg uden Betænkning have antaget, at alle dets Karakterer langsomt vare blevne erhvervede ved Kvalitetsvalg, nemlig derved, at der var blevet født Individer med smaa heldige Modifikationer, som saa nedarvedes af Afkommet, og at dette saa igjen varierede og igjen

[page] 300

blev udvalgt og saa fremdeles. Men i Arbejdermyren have vi et Insekt, som er i høj Grad forskjelligt fra sine Forældre, og som dog er absolut goldt, saa at det aldrig kunde have nedarvet lidt efter lidt erhvervede Modifikationer i Bygning eller Instinkt til sit Afkom. Man maa nok spørge om, hvorledes det er muligt at forlige dette Tilfælde med Kvalitetsvalgtheorien!

Lad os for det Første huske paa, at vi have utallige Exempler baade hos vore Husdyr og dyrkede Planter og ogsaa ude i Naturen paa alle mulige Slags Forskjelligheder i nedarvet Bygningsmaade, som staa i Korrelation til visse Aldre og til begge Kjøn. Vi have Forskjelligheder, som staa i Korrelation ikke blot til det ene Kjøn, men til den korte Periode, i hvilken det reproduktive System er virksomt, saaledes som det er Tilfældet med mange Fugles Parringsdragt og i Han-Laksens krogede Kjæber. Vi have endogsaa Smaaforskjelligheder ved Hornene hos de for-skjellige Kvægracer, som staa i Forbindelse med en kunstig frembragt ufuldkommen Tilstand af de mandlige Organer; thi Stude af visse Racer have længere Horn end Studene af andre Racer, alt efter som Hornene ere lange eller ei hos disse samme Racers Tyre og Køer. Derfor kan jeg ikke se nogen stor Vanskelighed ved, at en eller anden Karakter kommer i Korrelation til den golde Tilstand, i hvilken visse Medlemmer af Insektsamfundet befinde sig. Vanskeligheden ligger i at forstaa, hvorledes saadanne korrelative Bygningsmodifikationer langsomt kunne være blevne samlede af Kvalitetsvalget.

Skjøndt denne Vanskelighed synes uovervindelig, saa formindskes den dog eller forsvinder, som jeg troer, naar man husker paa, at Udvælgelsen kan anvendes over for Familien lige saa vel som over for Individet og kan saaledes føre til det, der fordres. Saaledes ønske Kvægopdrættere, at Kjød og Fidt gaa smukt ind i hinanden; Dyret bliver slagtet, men Opdrætteren gaaer med Tillid til den samme Stamme, og hans Bestræbelser lykkes.

[page] 301

Man kan stole saa meget paa Kvalitetsvalgets Magt, at det er rimeligt, at en Kvægrace, der altid havde Stude med overordenlig lange Horn, langsomt kunde dannes ved omhyggelig at passe paa, hvilke Tyre og Køer der, naar de bleve parrede, frembragte Stude med de længste Horn; dog vilde jo aldrig nogensinde en Stud have nedarvet sin Ejendommelighed til noget Afkom. Her er en bedre og virkelig Illustration. I Følge Verlot frembringe nogle Varieteter af den dobbelte, forskjellig farvede Vinterlevkøj derved, at de længe ere blevne udvalgte paa den rigtige Maade, altid af deres Frø en stor Mængde Planter, der bære dobbelte og ganske golde Blomster, saaledes, at, dersom Varieteten ikke desuden havde givet andre, vilde den pludselig være uddøet; men den giver altid nogle enkelte frugtbare Planter, som kun afvige fra den almindelige enkelte Varietet deri, at den kan frembringe de to Former. Saaledes kunne de frugtbare Planter, som have enkelte Blomster, sammenlignes med Myresamfundets Hanner og Hunner, og de golde, dobbelt blomstrede Planter, som regelmæssig frembringes i større Antal, med de mange golde kjønsløse i det samme Samfund. Saaledes, troer jeg, det har været med det selskabelige Instinkt: en lille Modifikation i Bygning eller i Instinkt, som stod i Korrelation til den golde Tilstand, i hvilken visse Medlemmer af Samfundet befandt sig, har været fordelagtig for Samfundet. Som en Følge deraf har dette Samfunds frugtbare Hanner og Hunner været heldigt stillede, og de have til deres frugtbare Afkom nedarvet en Tendens til at frembringe golde Medlemmer, der havde den samme Modifikation. Og jeg troer, at denne Proces er bleven gjentaget, indtil det store Beløb af Forskjelligheder mellem de frugtbare og golde Hunner af samme Art hos saa mange selskabelige Insekter er bleven naaet.

Men vi have ikke endnu naaet op til Vanskelighedens Klimax, det Forhold nemlig, at de Kjønsløse hos forskjel-lige Myrer afvige ikke blot fra de frugtbare Hunner og

[page] 302

Hanner, men fra hinanden indbyrdes i en næsten utrolig Grad og blive paa den Maade delte i to eller endogsaa i tre Kaster. Kasterne gaa nu desuden i Almindelighed slet ikke over i hinanden, men ere udmærket godt adskilte, idet de ere lige saa forskjellige fra hinanden som to Arter af samme Slægt eller snarere som to Slægter af samme Familie. Hos Eciton er der kjønsløse Arbejdere og Soldater, hvis Kjæber. og Instinkter ere overordenlig forskjellige; hos Cryptocerus bære kun en Kastes Arbejdere et vid'-underligt Slags Skjold paa Hovedet (Brugen af dette Skjold er ubekjendt). Hos den mexikanske Myrmecocystus forlader en Kaste af Arbejderne aldrig Tuen, de fodres af Arbejdere af en anden Kaste, og de have en mægtig udviklet Bagkrop, der afsondrer et Slags Honning, som træder i Stedet for den, der afsondres- af vore Bladlus eller, som man kunde kalde dem, det Malkekvæg, som vore evropæiske Myrer vogte og holde paa Stald.

Man vil jo vel sagtens tænke, at jeg har en urimelig Tillid til Kvalitetsvalget, naar jeg ikke vil indrømme, at saadanne vidunderlige og vel begrundede Kjendsgjerninger med et Slag omstyrte Theorien. I det simplere Tilfælde, hvor alle de kjønsløse Insekter høre til en Kaste, og, som jeg troer, ere blevne gjorte forskjellige fra de frugtbare Hanner og Hunner ved Kvalitetsvalget, der kunne vi ved Hjælp af Analogien fra almindelige Varieringer, drage den Slutning, at de smaa heldige, paa hinanden følgende Modifikationer ikke først viste sig hos alle en Tues Kjønsløse, men kun hos nogle faa, og at derved, at de Samfund, hvis Hunner frembragte flest Kjønsløse med den fordelagtige Modifikation, bleve i Live, bleve alle de Kjønsløse sluttelig saaledes formede. Efter denne vor Antagelse burde vi nu og da i den samme Rede finde kjønsløse Insekter, der fremviste forskjellige Overgangsformer, og det finde vi ogsaa endog temmelig hyppigt, naar vi tage i Betragtning, hvor faa kjønsløse Insekter der ere blevne omhyggeligt iagttagne uden for Evropa. Hr. F. Smith har viist, at de

[page] 303

Kjønsløse hos adskillige britiske Myrer afvige i en forbavsende Grad fra hinanden i Størrelse og undertiden i Farve, og at der mellem de mest forskjellige Former kan dannes en Overgangsrække af Individer, tagne af den samme Tue. Jeg har selv seet meget smukke Overgange af dette Slags. Undertiden hænder det, at de største Arbejdere ere de talrigste, undertiden at de mindste ere det, eller ogsaa at baade de store og de smaa ere talrige, medens de af Mellemstørrelse ere temmelig faatallige. Formica flava har store og smaa Arbejdere foruden nogle faa af Mellemstørrelse, og hos denne Art har Hr. F. Smith iagttaget, at de store Arbejdere have simple Øjne (ocelli), som, omendskjøndt de ere smaa, dog tydelig kunne skjelnes, medens de mindre Arbejdere have rudimentære ocelli. Da jeg omhyggelig har dissekeret adskillige af disse Arbejdere, kan jeg bekræfte, at Øjnene ere langt mere rudimentære hos de smaa Arbejdere, end man kan tilskrive deres mindre Størrelse, og jeg er fuldstændig overbevist om, skjøndt jeg ikke lige frem tør paastaa det, at Arbejderne af Mellemstørrelse have deres ocelli i en Tilstand, der nøjagtig ligger midt imellem de store og de smaa Arbejderes. Her have vi altsaa to Hold golde Arbejdere i den samme Tue, og de afvige ikke alene fra hinanden i Størrelse, men ere ogsaa forskjellige, hvad deres Synsorganer an-gaaer, men ere dog forbundne med hinanden ved nogle faa Individer, der befinde sig i en Mellemtilstand. Jeg kunde gaa endnu videre ved at tilføje, at, dersom de smaa Arbejdere havde været de mest nyttige for Samfundet, og dersom Hanner og Hunner, der frembragte flere og flere smaa Arbejdere, stadig vare blevne udvalgte, indtil alle Arbejderne vare komne i denne Tilstand, saa vilde vi have faaet en Art af Myrer, hvis Kjønsløse næsten havde været i samme Stilling som Myrmicas. Thi Myrmica-Ar-bejderne have ikke engang Rudimenter af ocelli, skjøndt baade Slægtens Hanner og Hunner have vel udviklede ocelli.

[page] 304

Jeg maa endnu anføre et Exempel: Jeg var saa vis paa at finde Grader af Forskjellighed i væsenlige Bygningsdele hos de forskjellige Kaster af Kjønsløse hos den samme Art, saa at jeg glad benyttede Hr. F. Smiths Tilbud om talrige Individer fra den samme Rede af Drivermyren (Anomma) fra Vest-Afrika. Læseren vil maaske bedst kunne vurdere den Forskjel, der var paa disse Arbejdere, derved, at jeg ikke giver de ligefremme Maalinger, men en ganske nøjagtig Illustration. Forskjellighederne vare de samme, som dersom vi satte et Hold Arbejdere, af hvilke mange vare fem Fod og fire Tommer høje og mange seksten Fod høje, til at bygge et Hus; vi maa tillige sætte, at de store Arbejdere havde Hoveder, der vare fire i Stedet for tre Gange saa tykke som de smaa Folks, og Kindbakker, der næsten vare fem Gange saa tykke. Kindbakkerne hos de ulige store Arbejdermyrer afvege mærkværdigt i Form og ogsaa i Tændernes Antal og Form. Men det, der er vigtigst for os, er, at, omendskjøndt Arbejderne kunne deles i to Kaster af forskjellig Størrelse, saa gaa de dog umærkeligt over i hinanden, og det gjøre ogsaa deres Kindbakkers vidt forskjellige Bygningsmaader. Jeg taler med fuld Tillid til dette sidste Punkt, da Hr. J. Lubbock med Kamera lucida gjorde Tegninger for mig af Kindbakkerne, som jeg havde udpræpareret af Arbejdere af forskjellig Størrelse. Hr. Bates har i sit meget interessante Værk: »Naturforskeren ved Amazonfloden« beskrevet analoge Tilfælde.

Med disse Kjendsgjerninger for mig troer jeg, at Kvalitetsvalget ved at virke paa de frugtbare Myrer eller Forældre kunde danne en Art, som regelmæssig frembragte Kjønsløse, enten alle af den største Størrelse med en bestemt Form af Kindbakker eller alle smaa og med Kindbakker, der havde en hel anden Bygning, eller endelig, og dette er Vanskelighedens Klimax, et Hold af Arbejdere af den og den Størrelse og den og den Bygning og paa den samme Tid et andet Hold af Arbejdere af en anden Størrelse og

[page] 305

Bygning; \— idet der først var blevet dannet en Række af Overgangsfornier, saaledes som det var Tilfældet med Drivermyren, og dernæst ere de extreme Former blevne frembragte i større og større Antal derved, at de Forældre, som affødte dem, stadig holdt sig i Live, indtil der ikke mere frembragtes nogen med en Bygning af Mellemslags.

Hr. Wallace har givet en analog Forklaring af et lige saa indviklet Tilfælde, det nemlig, at visse malayiske Sommerfugle regelmæssig forekomme under to eller endog tre forskjellige Hun-Former, og Fritz Muller har ogsaa givet en lignende Forklaring med Hensyn til visse brasilianske Krebs, der forekomme under to vidt forskjellige Han-Former. Men det behøve vi nu ikke at opholde os ved her.

Jeg har nu, som jeg troer, forklaret, hvorledes det mærkværdige Forhold, at deri samme Tue findes to vel adskilte Kaster af golde Arbejdere, som baade ere vidt forskjellige fra hinanden indbyrdes og ogsaa fra deres Forældre, har kunnet finde Sted. Vi kunne se, hvor nyttig Frembringelsen af dem maa have været for et Myresamfund i Følge det samme Princip, efter hvilket Arbejdets Deling er nyttig for det civiliserede Menneske. Myrerne arbejde imidlertid med nedarvede Instinkter og med nedarvede Organer eller Redskaber, medens Mennesket arbejder med erhvervede Kundskaber og fabrikerede Instrumenter. Men jeg maa tilstaa, at med al min Tro paa Kvalitetsvalget, vilde jeg aldrig af mig selv være falden paa, at dette Princip kunde være i saa høj Grad virksomt, havde ikke disse kjønsløse Insekter overbevist mig om Forholdet. Jeg har derfor omtalt dette Tilfælde med nogen, men ganske utilstrækkelig Udførlighed for at vise Kvalitetsvalgets Magt, og ligeledes fordi dette uden Sammenligning er den alvorligste specielle Vanskelighed, som min Theori har mødt. Tilfældet er ogsaa meget interessant, eftersom det viser, at hos Dyr som hos Planter et hvilketsomhelst Beløb af Modifikigion kan til Veje bringes ved en Ophobning af talrige smaa spontane Varieringer, som paa en eller anden Maade ere

20

[page] 306

heldige, uden at de ere blevne hjulpne af Øvelse eller Sædvane. Thi særegne Vaner, som kun fandtes hos Arbejderne eller de golde Hunner, kunde, hvor længe de saa end fulgtes, umulig paavirke Hannerne og de frugtbare Hunner, som ene og alene frembringe Afkommet. Jeg er forbavset over, at endnu Ingen har anført dette lærerige Forhold med de kjønsløse Insekter imod den vel bekjendte Lære om nedarvede Sædvaner, saaledes som Lamarck fremsætter den.

Resumé.

Jeg har bestræbt mig for i dette Kapitel i al Korthed at vise, at vore Husdyrs sjælelige Evner variere, og at Varieringerne nedarves. Med endnu større Korthed har jeg forsøgt at vise, at Instinkterne ogsaa variere lidt ude i Naturen. Ingen vil1 nægte, at Instinkterne ere af den største Betydning for hvert enkelt Dyr. Derfor er der ingen virkelig Vanskelighed for, at Kvalitetsvalget under de skiftende Livsbetingelser kan samle smaa Modifikationer i Instinktet, naar de blot paa en eller anden Maade ere nyttige. I nogle Tilfælde ere Vane eller Brug og Ikke-Brug rimeligvis komne med i Spillet. Jeg paastaaer ikke, at det, der er sagt i dette Kapitel, i nogen høj Grad styrker min Theori, men der er dog ingen af Vanskelighederne, efter hvad jeg kan skjønne, som omstyrte den. Paa den anden Side: den Kjendsgjerning, at Instinkter ikke altid ere absolut fuldkomne og kunne tage fejl; — det, at det ikke kan vises, at noget Instinkt er blevet frembragt til Bedste for et andet Dyr, skjøndt Dyrene drage Fordel af hinandens Instinkter; — det, at det naturhistoriske Ordsprog: »natura non facit saltum,« er anvendeligt paa Instinkter saa vel som paa Bygningsdele og er let at forklare efter vor Maade at se paa, men paa andre Maader uforklarlig: alle disse Ting styrke Kvalitets-valgstheorien.

[page] 307

Denne Theori bliver ogsaa styrket ved nogle faa andre Forhold, der vedkomme Instinktet, saaledes som nu det almindelige Tilfælde, at nær beslægtede, men skarpt adskilte Arter, naar de bebo forskjellige Egne af Jorden og leve under i høj Grad forskjellige Livsbetingelser, alligevel ofte beholde næsten de samme Instinkter. Vi kunne f. Ex. ved Arvelighedsprincipet forklare, hvordan det gaaer til, at Droslen i det tropiske Syd-Amerika udfylder sin Rede med Dynd paa den samme ejendommelige Maade som vor britiske Drossel; hvordan det gaaer til, at Afrikas og Indiens Næshornfugle have det samme mærkværdige Instinkt til at indelukke og indmure Hunnerne i Huller i Træerne, idet de kun lade et lille Hul aabent i Muren, igjennem hvilket Hannen fodrer dem og Ungerne, naar de ere blevne udrugede; hvordan det gaaer til, at Amerikas Han-Gjerdesmutten (Troglodytes) bygger en Rede for sig selv lige som vore Gjærdesmuttehanner, en Sædvane, hvortil der slet ikke findes noget Tilsvarende hos nogen anden Fugl. Endelig — det er ikke just nogen iogisk Slutning, men for mig er det langt mere tilfredsstillende at betragte saadanne Instinkter som det, at den unge Gjøg kaster sin Plejebroder ud af Reden, at Myrer holde Slaver, at Ich-neumoniderne lægge deres Æg i levende Kaalormelegemer, som ikke særlig givne eller skabte Instinkter, men som nogle smaa sørgelige Konsekvenser af en stor almindelig Lov, der fører alle organiske Væsner fremad, den Lov nemlig: tiltag i Antal, varier, lad den Stærkeste leve og den Svageste dø!

20*

[page 308] OTTENDE KAPITEL, Hybriditet.

Forskjel mellem Goldheden ved Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed. — Goldhed Varierer i Styrke, er ikke universel, fremkaldes ved Krydsning af for nær staaende Individer, udslettes ved Kultivering. — Love, som Hybridernes Sterilitet følger. — Goldhed er ingen særegen Ejendommelighed, men hænger sammen med andre Forskjelligheder og øges ikke ved Kvalitetsvalget. — Aarsager til Goldheden ved Første-Krydsninger og hos Bastarder. — Parallelisme mellem Virkningerne af forandrede Livsbetingelser og af Krydsning. — Dimorflsme og Trimor-flsme. — Varieteternes Frugtbarhed i Krydsningstilfælde og deres Bastarders Frugtbarhed ikke universel. — Sammenligning mellem Hybrider og Bastarder uden Hensyn til deres Frugtbarhed. — Resumé.

Forskjel mellem Goldheden red Første-Krydsninger og Hybridernes Goldhed.

Naturforskerne ere i Almindelighed af den Mening, at der særlig er givet Arterne Goldhed, naar de krydses, for derved at forhindre Forvirring. Denne Synsmaade synes ganske vist ved første Øjekast at have stor Sandsynlighed for sig, thi de Arter, der levede i det samme Land, kunde neppe være blevne holdte ude fra hinanden, hvis de uden videre havde kunnet krydses indbyrdes. Det er et i mange Henseender vigtigt Emne for os, særlig fordi det, at Arterne, naar de krydses med hinanden, ere golde, og det, at deres blandede Afkom er det, ikke kan være bleven erhvervet derved, at der stadig er kommet heldige Trin af Goldhed. Jeg haaber at kunne vise, at det hidrører fra Forskjellig-

[page] 309

heder i Stamarternes reproduktive System, og at det hverken er en særlig erhvervet eller medfødt Egenskab.

Man har ved Behandlingen af dette Emne i Almindelighed sammenblandet to Klasser af Kjendsgjerninger, imellem hvilke der til en vis Grad er en Grundforskjel, nemlig den Goldhed, som viser sig, naar to Arter krydses, og den, der viser sig, naar man krydser det blandede Afkom.

Rene Arters Reproduktionsorganer ere naturligvis af en fuldkommen Beskaffenhed; dog frembringe de, naar de krydses, enten lidet eller intet Afkom. Hybridernes Reproduktionsorganer ere ude af Stand til at fungere, hvad man let kan se hos det mandlige Element, baade hos Planter og Dyr, medens de Organer, af hvilke Afkommet dannes, have en fuldkommen Bygning, saavidt man ved Mikroskopets Hjælp kan se. I det første Tilfælde ere de to Kjønselementer, som skulle danne Embryet, fuldkomne; i det andet Tilfælde ere de enten aldeles ikke udviklede eljer ufuldkomment udviklede. Dette er en meget vigtig Distinktion, naar man skal undersøge Grunden til den Goldhed, som findes i begge Tilfælde. Rimeligvis er man gaaet glat hen over denne Distinktion, fordi man i begge Tilfælde betragtede Goldheden som en særegen Gave, der gik langt over vor Forstand.

Frugtbarheden hos Varieteterne — det vil sige de Former, om hvilke man veed eller troer, at de have fælles Stamform — i Krydsningstilfælde, ligesom ogsaa Frugtbarheden hos deres blandede Afkom, er for min Theoris Vedkommende ligesaa vigtig som Arternes Goldhed; thi der synes herved at dannes en bred og klar Adskillelse mellem Varieteter og Arter.

Grader af Goldhed. -- Først om Goldheden hos Arter, der krydses, og hos deres hybride Afkom. Det er umuligt at studere de forskjellige Afhandlinger og Arbejder, som skyldes hine to samvittighedsfulde og udmærkede Iagttagere, Kolreuter og Gartner, der næsten helligede

[page] 310

hele deres Liv til dette Emne, uden at faa et meget stærkt Indtryk af, hvor overordenlig almindelig en vis Grad af Goldhed er. Kolreuter gjør det til en almindelig Lov, men det er at hugge Knuden over; thi i ti Tilfælde, i hvilke han fandt, at to Former, som af de fleste Forfattere ansees som bestemt adskilte Arter, vare frugtbare, naar de krydsedes med hinanden, der siger han uden Tøven, at saa er det Varieteter. Gartner gjør ogsaa Regelen almindelig, og han benægter, at der er fuldstændig Frugtbarhed i Kolreuters ti nævnte Tilfælde. Men i disse og i mange andre Tilfælde er Gartner for at vise, at der er en Grad af Goldhed, nødt til omhyggelig at tælle Frøene. Han sammenligner altid det største Antal Frø, som to Arter, naar de første Gang krydses, frembringe, og det største Antal, som deres blandede Afkom frembringer, med det Gjennemsnitsantal, som frembringes af begge Forældrene ude i Naturen. Men her synes det mig, at der er kommet en meget alvorlig Fejl ind, thi for at en Plante skal krydses, maa den lemlæstes, og hvad der er endnu mere vigtigt, den maa holdes afsondret, for at forhindre, at der bliver bragt Støvkorn, til den fra andre Planter ved Insekters Mellemkomst. Næsten alle de Planter, som Gartner experimenterede med, stode i Potte og havde faaet Plads i et Værelse i hans Hus. Der kan nu ikke være Tvivl om, at disse Ting ofte skade Planternes Frugtbarhed, thi Gartner har selv i sin Tabel omtrent en Snes Tilfælde, hvor han har lemlæstet Planterne og befrugtet dem kunstigt med deres egne Støvkorn, og (med Udelukkelse af alle saadanne Planter som de Ærteblomstrede, hos hvilke der, som bekjendt, er Vanskeligheder for Behandlingen) Halvdelen af disse tyve Planter havde faaet deres Frugtbarhed noget formindsket. Endvidere, eftersom Gartner gjentagne Gange krydsede nogle Former, som den almindelige røde og blaa Arve (Anagallis arvensis og coerulea), hvilke de mest ansete Botanikere regne for Varieteter, og fandt, at de vare aldeles golde, saa kunne vi

[page] 311

nok komme til at tvivle om, hvorvidt mange Arter virkelig, naar de krydses, ere saa golde, som han troede.

Det er paa den ene Side vist, at Goldheden hos forskjellige Arter i Krydsningstilfælde har saa mange forskjellige Grader af Styrke og aftager saa umærkeligt, og paa den anden Side, at rene Arters Frugtbarhed saa let paavirkes af forskjellige Omstændigheder, at det i Praxis er overordenlig vanskeligt at sige, hvor fuldkommen Frugtbarhed ender og Goldhed begynder. Jeg troer ikke, at man kan forlange noget bedre Bevis paa, at dette forholder sig saaledes, end det, at de to mest erfarne Iagttagere, som nogensinde have levet, nemlig Kolreuter og Gartner, ere komne til diametralt modsatte Resultater for en og samme Arts Vedkommende. Det er ogsaa meget lærerigt at sammenligne — men jeg har her ikke Plads til at gaa ind paa Detailler — de Beviser, som vore bedste Botanikere anføre, naar der er Spergsmaal om, hvorvidt en bestemt tvivlsom Form skal anses for Art eller for Varietet, med Beviser, der ere hentede fra Frugtbarhed og som anføres af forskjellige Experimentatores eller af den samme Forfatter efter Experimenter, han har gjort i Løbet af flere Aar. Det kan saaledes vises, at hverken Goldhed eller Frugtbarhed afgiver nogen klar Adskillelse mellem Arter og Varieteter, men at Bevisgrundene, som hentes herfra, gradvis forsvinde og ere tvivlsomme i samme Grad som de Beviser, man henter fra andre Forskjelligheder i Konstitution og Bygning.

Med Hensyn til Goldheden hos Hybrider i paa hinanden følgende Generationer, saa siger Gartner bestemt, at deres Frugtbarhed aldrig tager til, men tvertimod tager betydeligt af og temmelig pludseligt, skjøndt det dog lykkedes ham, ved omhyggelig at vogte de paagjældende Planter fra at blive krydsede med Nogen af Forældrene, at fremstille Hybrider i seks eller syv, og i et enkelt Tilfælde ti Generationer. Med Hensyn til denne Aftagen i Frugtbarhed raaa man for det Første lægge Mærke til, at dersom

[page] 312

der er nogen Afvigelse i Bygning eller Konstitution, der er fælles for begge Forældre, saa nedarves den ofte i en stærkere Grad til Afkommet; og begge Slags Kjønsorganer ere hos hybride Planter allerede i Forvejen i en vis Grad paavirkede. Men jeg troer, at i næsten alle disse Tilfælde er Frugtbarheden bleven formindsket af en anden Grund, nemlig den, at Individerne have været alt for nær i Slægt med hinanden. Jeg har samlet en stor Mængde Exempler, der vise, at paa den ene Side en Krydsning nu og da med et bestemt forskjelligt Individ eller en bestemt for-skjellig Varietet forøger Afkommets Kraft og Frugtbarhed, og at paa den anden Side Kraften og Frugtbarheden formindskes, naar saadanne Individer, som ere meget nær beslægtede, befrugte hinanden indbyrdes,* saa at jeg maa indrømme, at dette, som næsten alle Opdrættere antage, virkelig forholder sig saaledes. Experimentatores holde sjeldent Hybrider i noget stort Individantal, og da Hybridernes Forældre eller andre Slægtninge i Almindelighed vokse i samme Have, maa man i Blomstertiden omhyggelig forhindre Insektbesøg; derfor ville Hybrider i Almindelighed i h^er Generation blive befrugtede af deres eget Blomsterstøv, og dette vi/rimeligvis skade deres Frugtbarhed,'der allerede i Forvejen er forringet ved deres blandede Oprindelse. Jeg er bleven styrket i denne min Overbevisning af en mærkværdig Paastand, som Gartner stadig gjentager, den nemlig, at om selv de mindre frugtbare Hybrider blive kunstigt befrugtede med Støvkorn fra Hybrider af samme Slags, saa vil deres Frugtbarhed, uagtet de skadelige Indvirkninger, den Fingereren, som følger med kunstig Befrugtning, hyppigt har-, undertiden afgjort tiltage og blive ved med at tiltage. Ved den kunstige Befrugtning bliver der nu ligesaa ofte tilfældigvis (hvad jeg veed af egen Erfaring) taget Støvkorn fra andre Blomsters Støvknappe, som fra Støvknappene af den Blomst selv, som skal befrugtes, saa at der ofte vil komme en Krydsning istand mellem to forskjellige Blomster, skjøndt vel som oftest

[page] 313

hos samme Plante. Fremdeles vil ved saadanne indviklede Experimenter en saa omhyggelig Iagttager som Gartner have skaaret Støvdragerne bort paa sine Hybrider, og dette vil i hver Generation have foranlediget, at Befrugtningen er bleven iværksat ved Støvkorn fra en anden Blomst end den befragtede, enten det nu er fra den samme Plante eller fra en anden Plante af den samme hybride Natur, og saaledes kan man, som jeg tror, forklare den mærkelige Omstændighed, at Frugtbarheden tiltager i de paa hinanden følgende Generationer hos de kunstigt befrugtede Hybrider — medens det Modsatte er Tilfældet med dem, hvor Befrugtningen overlades til Naturen — derved, at der er blevet undgaaet en Befrugtning mellem altfor nær beslægtede Blomster.

Lad os nu se, hvilke Resultater en tredie, meget erfaren Experimentator, nemlig Hans Højærværdighed W. Herbert, er kommen til. Han staaer nu ligesaa bestemt paa, at nogle Hybrider ere fuldkommen frugtbare — lige saa frugtbare som de ublandede Forældre — som Kolreuter og Gartner staa paa, at det er en almengyldig Naturlov, at der fremkommer en vis Grad af Goldhed, naar bestemt adskilte Arter krydses. Han gjorde Forsøg med nogle af de selvsamme Arter som Gartner. Forskjellen i deres Resultater kan man, troer jeg, for en Del tilskrive det, at Herbert havde en meget stor Dygtighed i Alt, hvad der angik Havedyrkningskunst, og det, at han havde Drivhuse til sin" Raadighed. Af hans mange vigtige Beretninger vil jeg her kun nævne en enkelt som Exe'mpel, den nemlig: »hvert eneste Æg i en Kapsel hos Crinum capense, som var bleven befrugtet af en C. revolutum, frembragte en Plante, som jeg aldrig har seet fremkomme Magen til som Resultat af en naturlig Befrugtning.« Her have vi altsaa en fuldkommen eller endogsaa en mer end fuldkommen Frugtbarhed resulterende af den første Krydsning mellem to skarpt adskilte Arter.

[page] 314

Dette Forhold med Grinum faaer mig til at omtale det mærkelige Forhold, at Individerne hos visse Arter af Lobelia, Kongelys og Passionsblomst let kunne befrugtes ved Støvkorn fra andre Arter, men ikke ved Støvkorn fra samme Plante, omendskjøndt det kan vises, at dette Støvkorn er fuldkommen sundt, idet det kan befrugte andre Planter eller Arter. Hos Slægten Hippeastrum, hos Lærkespore (Corydalis), som Professor Hildebrand har viist det, hos forskjellige Orkideer, som Hr. Scott og Fritz Muller have viist det, forholde alle' Individer sig paa denne mærkelige Maade. Altsaa hos nogle Arter kunne visse abnorme Individer og hos andre Arter alle Individerne virkelig meget lettere befrugtes ved Støvkorn fra andre Individer end fra det samme Individ! For at nævne et Exempel: et Løg af Hippeastrum aulicum frembragte fire Blomster; tre af dem ble ve af Herbert befrugtede med deres egne Støvkorn, og den fjerde blev derefter befrugtet med Støvkorn fra en Hybrid, der var bleven dannet ved forskjellige Krydsninger mellem tre forskjellige Arter. Resultatet blev, at »de tre første Blomsters frugtknuder snart holdt op med at vokse og visnede, efter faa Dages Forløb, ganske bort, medens den Kapsel, som var bleven befrugtet af Støvkorn fra Hybriden, voksede hurtigt og kraftigt og bar godt Frø, som var villigt til at spire.« Hr. Herbert gjorde flere lignende Experimenter gjennem en længere Aarrække og altid med det samme Resultat. Hos de Planter, hvor kun visse Individer ikke "kunne befrugtes af deres egne Støvkorn, skjøndt de ere ganske sunde og skjøndt baade Æg og Støvkorn ere udmærket gode overfor Befrugtning med andre Arter, maa disse dog paa en eller anden Maade være i en unaturlig Stilling. Disse Exempler tjene til at vise, hvilke ubetydelige og mystiske Aarsager en Arts større eller mindre Frugtbarhed undertiden er afhængig af.

Havemændenes praktiske Experimenter fortjene, skjøndt de ikke gjøres med videnskabelig Nøjagtighed, megen

[page] 315

Opmærksomhed. Det er bekjendt, paa hvilken højst sammensat Maade man har krydset Arterne af Pelargonium, Fuchsia, Calceolaria (Tøffelblomst), Petunia, Rhododendron (Alperose) o. s. v., og dog er der mange af disse Hybrider, der sætte rigeligt Frø. Herbert forsikkrer f. Ex., at en Hybrid mellem Calceolaria integrifolia og plantaginea, Arter, der ere højst forskjellige i Udseende, »formerede sig ligesaa fuldkomment, som om den havde været en virkelig naturlig Art fra Chili's Bjerge.« Jeg har gjort mig megen Ulejlighed med at komme paa det Rene med, hvorledes det forholder sig med Frugtbarheden hos de meget indviklede Krydsninger af Rhododendron, og jeg er bleven overbevist om, at mange af dem ere fuldkommen frugtbare. Hr. C. Noble underretter mig f. Ex. om, at han har opelsket Stammer til Indpodning af en Hybrid mellem Rhododendron Ponticum og R. Catawbiense, og at denne Hybrid »giver saa rigeligt Frø, som man vel kan ønske sig.« Dersom Hybrider under god Behandling altid vare blevne ved med at aftage i Frugtbarhed i hver paa hinanden følgende Generation, saaledes som Gartner troede det var Tilfældet, saa vilde dette have været Havemændene bekjendt. Disse Havemænd opelske store Bede af den samme Hybrid; og det er kun saadanne, som blive godt behandlede, fordi ve-d Insekternes Medvirkning dej forskjellige Individer af den samme Hybrid komme til fat krydses med hinanden, og den skadelige Indflydelse af Befrugtningen mellem altfor nær staaende Individer saaledes bliver forhindret. Man kan let overbevise sig selv om, hvormeget Insekternes Medvirkning har at sige, ved at undersøge Blomsterne hos de mere golde Arter af hybride Rhododendron'er, som ingen Støvkorn frembringe; thi man vil paa deres Ar finde Støvkorn i Overflod, som ere blevne bragte derhen fra andre Blomster.

Hvad Dyrene angaaer, saa er der blevet gjort meget færre omhyggelige Experimenter med dem, end med Planterne. Dersom man kan stole paa den systematiske

[page] 316

Anordning, det vil sige, dersom Dyrenes Slægter ere ligesaa skarpt adskilte fra hinanden, som Planteslægterne ere det, saa kan man sige, at Dyr, som staa længere fra hinanden i Systemet, lettere kunne krydses med hinanden, end det er Tilfældet med Planterne; men selve Hybriderne ere, som jeg troer, mere golde. Jeg tvivler om, at der er noget Exempel paa fuldkommen frugtbare hybride Dyr, der kan betragtes som virkelig paalideligt. Man maa imidlertid huske paa, at der paa Grund af, at faa Dyr forplante sig villigt i Fangenskab, er blevet gjort faa gode Experimenter; Kanariefugle ere f. Ex. blevne krydsede med 9 andre Finkearter, men eftersom der ikke er en eneste af disse 9 Arter, der forplanter sig villigt i Fangenskab, have vi ingen Ret til at vente, at de Dyr, som fremkomme ved Krydsninger mellem dem og Kanariefuglen eller mellem Hybriderne indbyrdes, skulde være fuldkommen frugtbare. Fremdeles med Hensyn til Frugtbarheden hos de paa hinanden følgende Generationer af mere frugtbare hybride Dyr, saa veed jeg neppe noget Exempel paa, at to Familier af den samme Hybrid, med forskjellige Forældre, ere blevne opelskede samtidigt, saa at man har kunnet undgaa de daarlige Virkninger af alt for nær Familieskab. Tvertimod, Brødre og Søstre ere i Almindelighed blevne krydsede med hinanden, Generation efter Generation, stik imod det, som enhver Opdrætter stadig har advaret imod. Og i saa Tilfælde er det aldeles ikke forbavsende, at Hybridernes Goldhed er bleven større og større. Dersom vi bare os saaledes ad med Dyr, der slet ikke var hybride, men som af en eller anden Grund havde en ganske ringe Tilbøjelighed til Goldhed, og gave os til at parre Broder og Søster, saa vilde Racen ganske vist gaa tilgrunde i Løbet af nogle faa Generationer.

Omendskjøndt jeg ikke veed noget ganske paalideligt Exempel paa fuldkommeu frugtbare hybride Dyr, saa har jeg dog Grund til at tro, at Hybriderne mellem Cervulus vaginalis og C. Reevesii og mellem Phasianus colchieus og

[page] 317

P. torqvatus ere fuldkommen frugtbare. Man har i den senere Tid paastaaet, at to saa forskjellige Arter som Haren og Kaninen, naar man kan faa dem til at parres, frembringe et næsten aldeles frugtbart Afkom; men dette er endnu meget tvivlsomt. Hybriderne mellem den almindelige Gaas og den kinesiske Gaas (Anser cygnoides), Arter, der ere' saa forskjellige, at de i Almindelighed henføres til forskjellige Slægter, have her i Landet ofte parret sig med en af Forældrearterne, og i et enkelt Tilfælde have de parret sig indbyrdes. Det var Hr. Eyton, der fik dette istand. Han fik frembragt to Hybrider mellem det samme Par Forældre, men af forskjellige Hækninger, og af disse to Fugle fik han saa frembragt ikke mindre end 8 Hybrider (Børnebørnsbørn af Gaasen) fra en Rede. I Indien maa imidlertid disse krydsede Gæs være langt frugtbarere, thi to overordenlig kompetente Øjenvidner, nemlig Hr. Blyth og Kapitain Hutton, forsikkre, at der i forskjellige Egne af Landet holdes hele Flokke af disse Blandingsgæs, og da de ligefrem holdes for Fordelens Skyld paa Steder, hvor der ikke findes nogen af Stam-arterne, saa maa de ganske vist være i hej Grad eller ogsaa ganske frugtbare.

De forskjellige Racer af hvert Slags Husdyr ere ganske frugtbare, naar de krydses indbyrdes, dog nedstamme de i mange Tilfælde fra to ejler flere vilde Arter. Af dette maa man drage den Slutning, enten at de oprindelige Stamarter i Begyndelsen frembragte fuldkommen frugtbare Hybrider, eller at de Hybrider, der siden hen bleve frembragte i den tæmmede Tilstand,, bleve ganske frugtbare. Dette Sidste, som først blev fremsat af Pallas, synes meget sandsynligt og kan i Sandhed neppe betvivles. Det er f. Ex. næsten vist, at vore Hunde nedstamme fra flere vilde Hold, og dog ere de, maaske med Undtagelse af visse indfødte Hushunde i Syd-Amerika, allesammen indbyrdes frugtbare i Krydsningstilfælde, og Analogien faaer mig til meget stærkt at betvivle, at de forskjellige oprinde-

[page] 318

lige Arter i Begyndelsen villig vilde have parret sig med hinanden og have frembragt ganske frugtbare Hybrider. Saaledes har jeg ogsaa for nylig faaet afgjørende Vished om, at Bastarder mellem det indiske Pukkelkvæg og det almindelige Kvæg ere fuldkommen frugtbare indbyrdes; og efter Riitimeyers Iagttagelser om deres vigtige Forskjellig-heder i Benbygning, saavelsom Hr. Blyths om Forskelligheder i Sædvaner, Stemme, Konstitution o. s. v., maa disse to Former betragtes som saa gode og saa bestemt adskilte Arter, som man i det Hele taget kan finde dem i denne Verden. Naar man vil holde sig til denne Opfattelse af mange Husdyrs Oprindelse, maa vi enten give Slip paa Troen om, at forskjellige Dyrearter i Krydsnings-tilfælde næsten altid ere golde, eller ogsaa maa vi betragte Goldheden ikke som et uforanderligt Karakteristikon, men som Noget, der kan fjernes ved Tæmning.

Endelig, naar vi se hen til alle de sikkre Kjends-gjerninger, der haves om Krydsninger hos Planter og hos Dyr, saa kan man slutte, at en vis Grad af Goldhed baade ved den første Krydsning og ved en Krydsning mellem Hybriderne er det, der i Almindelighed resulterer, men at vi dog ikke, efter hvad vi nu vide, kunne sige, at det er Noget, der absolut altid finder Sted.

De Love, af hvilke Goldhed i en første Krydsning og i en Krydsning mellem Hybrider bestemmes.

Vi ville nu se noget nøjere paa de Omstændigheder og de Regler, som ere bestemmende for Goldhed hos første Krydsninger og hos Hybrider. Det, det for os især vil komme an paa, vil være at se, hvorvidt Reglerne udtale, at Arterne særlig ere blevne begavede med denne Egenskab for at forhindre, at de skulle krydses og blandes med hinanden, saa at det Hele blev idel Forvirring, eller ej. De følgende Regler og Slutninger er jeg hovedsagelig kommen til ved Gartners vidunderlige Værk om Krydsning af Planter. Jeg har gjort

[page] 319

mig megen Ulejlighed med at komme til Klarhed om, hvorvidt disse Regler ogsaa gjælde for Dyrene, og i Betragtning af, hvor tarvelige vore Kundskaber ere med Hensyn til hybride Dyr, er jeg bleven meget forbavset ved at se, hvor almindeligt de samme Regler passe for begge Rigerne.

Det er allerede tidligere blevet bemærket, at Frugt-barhedsgraden baade ved første Krydsning og ved Hybrider gaaer lige fra Nulpunktet op til fuldkommen Frugtbarhed. Det er forbavsende, paa hvormange mærkelige Maader denne Trinfølge kan vises, men her kan jeg kun give en yderst skitseret Fremstiling af Forholdene. Naar Støvkorn fra en Plante af en Familie kommer over paa Arret af en Plante af en anden Familie, saa har det ikke mere Indflydelse, end den samme Mængde uorganisk Støv vilde have. Fra dette Frugtbarhedens Nulpunkt kan saa den samme Slægts forskjellige Arters Støvkorn, overført paa en eller anden Arts Ar, frembyde en hel Trinrække, der viser sig i Antallet af de Frø, som bliver frembragt, og som kan gaa op til næsten fuldstændig eller selv ganske fuldstændig Frugtbarhed; ja, som vi have seet i visse abnorme Tilfælde, den kan endogsaa overgaa den Frugtbarhed, som Plantens egne Støvkorn kunne frembringe. Hos Hybriderne er der Nogle, som aldrig have frembragt og rimeligvis aldrig ville frembringe, selv om det saa var efter en Befrugtning af Støvkorn fra deres Stamarter, et eneste spiredygtigt Frø; men i nogle af disse Tilfælde kan man opdage et svagt Spor af Frugtbarhed deri, at Støvkornet fra en af Stamarterne faaer Hybridens Blomst til at visne tidligere, end den ellers vilde have gjort, og det er velbekjendt, at Blomstens tidlige Henvisnen er et Tegn paa, at Befrugtningen er begyndt. Til denne høje Grad af Goldhed slutter sig saa sig selv befrugtende Hybrider, der frembringe et større og større Antal Frø, og tilsidst naa de op til fuldkommen Frugtbarhed.

[page] 320

Hybrider mellem to Arter, som ere meget vanskelige at krydse, og som sjeldent frembringe noget Afkom, ere i Almindelighed meget golde, men Vanskeligheden ved at faa en første Krydsning istand og de ved en saadan frembragte Hybriders Goldhed — to forskjellige Ting, som man i Almindelighed sammenblander — staa paa ingen Maade i et bestemt Forhold til hinanden. Der er mange Tilfælde, i hvilke to rene Arter — det er saaledes Tilfældet i Slægten Kongelys (Verbascum) — kunne krydses med usædvanlig stor Lethed og frembringe et stort Afkom af Hybrider, og dog ere disse Hybrider i en mærkelig høj Grad golde. Paa den anden Side er der Arter, som meget sjeldent kunne krydses, eller i alt Fald kun yderst vanskeligt, men Hybriderne ere, naar man endelig har faaet dem frembragt, meget frugtbare. Det kan endogsaa hænde, at man finder disse to modsatte. Tilfælde indenfor samme Slægt, f. Ex. hos Negliken (Dianthus).

Frugtbarheden baade hos første Krydsninger og hos Hybrider paavirkes lettere af uheldige Omstændigheder end de rene Arters Frugtbarhed. Men Frugtbarhedsgraden er ligeledes iboende variabel, thi den er ikke altid den samme, naar man krydser de samme to Arter under de samme Omstændigheder, men er tildels afhængig af Konstitutionen hos de Individer, som tilfa;ldigvis ere blevne valgte til Experimentet. Saaledes er det ogsaa med Hybrider, thi deres Frugtbarhedsgrad findes ofte at være meget for-, skjellig hos de forskjellige Individer, som ere blevne opelskede^ af Frø fra den samme Frøkapsel og udsatte for de samme Betingelser.

Ved Begrebet systematisk Affinitet menes Lighed mellem Arterne i Bygning og Konstitution, særlig i Bygning af Dele, som ere af stor fysiologisk Betydning, og som kun afvige lidt hos de nærstaaende Arter. Nu er Frugtbarheden hos Produktet af to Arters Krydsning og hos Hybrider, frembragte af dem, i høj Grad bestemt af deres systematiske Affinitet. Dette seer man tydeligt deraf,

[page] 321

at man aldrig har faaet frembragt Hybrider mellem Arter, der af Systematikerne henføres til forskjellige Familier, og paa den anden Side deraf, at meget nær beslægtede Arter i Almindelighed krydses med Lethed. Men der er paa ingen Maade noget bestemt Forhold mellem den systematiske Affinitet og den større eller mindre Lethed, hvormed Krydsningen foregaaer. Der kunde nævnes en Mængde Exempler paa meget nær beslægtede Arter, som ikke ville krydses eller i alt Fald meget vanskelig gjøre det, og paa den anden Side kunde der ogsaå nævnes meget skarpt adskilte Arter, som krydses yderst let. I den samme Familie er der saaledes en Slægt som Dianthus, i hvilken overordenlig mange Arter meget let kunne krydses, og en anden Slægt som Silene, hos hvilken det ikke er lykkedes med de mest vedholdende Anstrengelser at frembringe en eneste Hybrid mellem temmelig nær staaende Arter. Selv indenfor Grændserne af den samme Slægt møde vi denne Forskjellighed. De mange Arter af Nicotiana (Tobak) ere blevne mere krydsede end Arterne af nogen anden Slægt, jeg troer, men Gartner fandt, at N. accuminata, som ikke er en særlig skarp adskilt Art, aldrig vilde befrugte og heller ikke lade sig befrugte af ikke mindre end otte andre Arter af Nicotiana: Der kunde nævnes mange analoge Tilfælde.

Ingen har været istand til at udpege hvad Slags eller hvilket Beløb af Forskjellighed, i en eller anden kjendelig Karakter, der er tilstrækkelig til at forhindre to Arter i at krydses. Det kan vises, at Planter, der ere høist forskjellige i Sædvaner og almindeligt Udseende, og som have stærkt udprægede Forskjelligheder i enhver Del af Blomsten, selv i Støvkorn, i Frugten og i Kimbladene kunne krydses. Enaarige og perennerende Planter, Planter, der kaste deres Løv, og stedsegrønne Træer, Planter, der bebo forskjellige Lokaliteter, og som ere afpassede efter høist forskjellige Klimater, kunne ofte krydses med Lethed.

21

[page] 322

Ved gjensidig Krydsning mellem to Arter, forstaaer jeg f. Ex. et saadant Tilfælde, hvor en Hestehingst først er bleven krydset med en Æselshoppe, og en Æsels-hingst med en Hestehoppe. Naar det er skeet, saa kan man sige, at disse to Arter ere blevne gjensidigt krydsede. Der er ofte den størst mulige Forskjel paa den Lethed eller den Vanskelighed, med hvilken gjensidige Krydsninger komme istand. Saadanne Tilfælde ere i høj Grad vigtige, thi de vise, at to Arters Tilbøjelighed til at krydses ofte er aldeles uafhængig af deres systematiske Affinitet, eller af nogen Forskjellighed i deres hele Organisation, undtagen i deres reproduktive Systemer. Forskjelligheder i Resultatet ved gjensidige Krydsninger mellem de samme to Arter, bleve iagttagne for lang Tid siden af Kølreuter. Forat nævne et Exempel: Mirabilis lalapa kan meget let befrugtes med Støvkornet fra M. longiflora, og de saaledes frembragte Hybrider ere temmelig frugtbare; men Kølreuter prøvede mere end to hundrede Gange i otte paa hinanden følgende Aar, omvendt at befrugte M. longiflora med Støvkornet af M. lalapa, men det mislykkedes aldeles. Adskillige andre, lige saa slaaende Tilfælde, kunne nævnes. Thuret har iagttaget det samme Forhold hos visse Tangarter (Fueus). Gartner kan fremdeles af denne Forskjel i Tilbøjeligheden til at krydses gjensidig se, at den er yderst almindelig, naar man ogsaa tager Hensyn til Andet end det stærkeste Udtryk, der findes for det. Han har iagttaget det, selv mellem nærbeslægtede Former (som Levkøjerne, Matthiola annua og glabra), som mange Botanikere kun anse for Varieteter. Det er ogsaa en mærkværdig Omstændighed, at Hybrider, som ere opstaaede ved gjensidige Krydsninger, omendskjøndt de naturligvis ere en Blanding af akkurat de samme to Arter, da den ene Art først er bleven brugt som Fader, og saa som Moder, at disse Hybrider, skjøndt de sjeldent ere for-skjellige i udvortes Karakterer, dog i Almindelighed afvige

[page] 323

fra hinanden i Frugtbarhed i ringe, leilighedsvis i høj Grad.

Adskillige andre mærkelige Regler kunne nævnes efter Gartner, f. Ex. at nogle Arter have en mærkværdig Evne til at krydses med andre Arter; andre Arter af samme Slægt have en mærkværdig Evne til at give deres hybride Afkom Lighed med sig, men disse to Evner følges aldeles ikke nødvendigt ad. Der ere visse Hybrider, som istedetfor, hvad der er det Almindelige, at have en Karakter, der staaer midt mellem deres to Forældres, altid nøje ligne en af dem; og saadanne Hybrider ere, skjøndt de udvortes i saa høj Grad ligne deres Forældre, med faa Undtagelser yderst golde. Blandt Hybrider, der paa almindelig Maade staa midt mellem deres Forældre i Bygning, fødes . der undertiden ganske særegne og abnorme Individer, som nøje ligne en af Forældrene, og disse Hybrider ere næsten altid yderst golde, selv naar de andre Hybrider, der ere komne af Frø fra den samme Kapsel, ere i temmelig høj Grad frugtbare. Disse Kjendsgjerninger vise, hvor ganske Hybridernes Frugtbarhed er uafhængig af deres udvortes Lighed med en af Forældrene.

Give vi os nu til at betragte de forskjellige Regler vi her have fremsat, og bestemme Frugtbarheden ved Første-Krydsninger og Hybrider, se vi, at naar Former, der maa betragtes som gode og skarpt adskilte Arter, krydses, saa gaaer deres Frugtbarhed lige fra Nul op til fuldkommen Frugtbarhed, ja, under visse Omstændigheder til overdreven Frugtbarhed. Endvidere, at deres Frugtbarhed, ved Siden af at være i høj Grad paavirkelig af gunstige og ugunstige Betingelser, er af Naturen variabel. Endvidere, at Frugtbarheden paa ingen Maade altid er lige stor efter den første Krydsning og hos Hybrider, der ere frembragte af denne Krydsning. Fremdeles, at Hybridernes Frugtbarhed ikke er afhængig af den Grad, i hvilken de i deres Ydre ligne en af deres Forældre. Og endelig, at den større eller mindre Grad af Lethed, med

21*

[page] 324

hvilken en Første-Krydsning bringes istand mellem to Arter, ikke altid er bestemt af deres systematiske Affinitet eller af, i hvor høj Grad de ligne hinanden. Denne sidste Sætning bevises tilfulde ved den Forskjel, der er i Resultaterne af gjensidig Krydsning mellem de samme to Arter, thi alt eftersom den ene Art bliver Fader eller Moder, er der i Almindelighed nogen Forskjel, og lejlighedsvis den videst mulige Forskjel paa den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken en Krydsning kommer istand. Endvidere ere Hybrider, der ere frembragte ved gjensidige Krydsninger, ofte forskjellige i Frugtbarhed.

Betyder nu disse indviklede og besynderlige Regler, at Arterne af Naturens Haand have faaet Goldheden som en Gave, der skulde forhindre, at de gik aldeles over i hinanden? Jeg troer det ikke. Thi hvorfor skulde Goldheden være saa højst forskjellig i Grad, naar forskjellige Arter bleve krydsede, da det jo dog maatte antages at være lige vigtig for dem Allesammen, at de ikke bleve blandede? Hvorfor skulde Goldhedsgraden af Naturen være variabel hos Individer af samme Art? Hvorfor skulde nogle Arter krydses med Lethed og dog frembringe meget golde Hybrider, og andre Arter krydses med den største Vanskelighed og dog frembringe meget frugtbare Hybrider? Hvorfor skulde der ogsaa være en saa stor Forskjel paa de Resultater, hvortil en gjensidig Krydsning mellem de samme to Arter fører? Hvorfor i al Verden, kunde man spørge, er det endelig blevet tilladt, at der blev frembragt Hybrider? At tilstaa Arterne den særegne Evne at frembringe Hybrider, og saa at standse deres videre Forplantning ved forskjellige Grader af Goldhed, der ikke staa i noget bestemt Forhold til den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken den første Krydsning mellem deres Forældre kom istand, synes at være et besynderligt Arrangement.

De ovenfor omtalte-Regler og Kjendsgjerninger forekomme mig paa den anden Side klarligt at tilkjendegive

[page] 325

at Goldhed, baade ved Første-Krydsninger og mellem Hybrider, er rent tilfældig eller afhængig af ukjendte Tilfældigheder i deres reproduktive Systemer; idet Forskellighederne ere af en saa ejendommelig og saa begrændset Natur, at i gjensidige Krydsninger mellem de samme to Arter, vil det mandlige Kjønselement hos den ene, ofte virke paa den andens kvindelige Kjønselement, medens det omvendte ikke er Tilfældet. Det vil maaske være raadeligt lidt fyldigere at forklare, hvad jeg mener ved at Goldheden er afhængig af andre Forskjelligheder, og ikke en særlig medfødt Egenskab. Lad os tage et Exempel: Da en Plantes Skikkethed til at blive indpodet paa en anden, er saa uvæsenlig for den ude i Naturen, saa formoder jeg, at der . ikke er Nogen, der vil antage, at denne Skikkethed er en Egenskab, som den særlig er bleven begavet med, men at man vil indrømme, at den er afhængig af Forskjelligheder i de to Planters Vækstlove. Vi kunne undertiden se Grunden til at et Træ ikke vil lade sig indpode paa et andet; nu er det Forskjelligheder i den Hurtighed, med hvilken de vokse, saa er det Haard-heden af deres Ved, og til andre Tider er det Forskjelligheder i deres Safts Natur, eller ogsaa Forskjelligheder i den Tid Saftstigningen foregaaer osv.; men i en Mangfoldighed af Tilfælde kunne vi ikke angive nogensomhelst Grund. Stor Forskjellighed i to Planters Størrelse, det at den ene er træagtig, den anden urteagtig, det at den ene er stedsegrøn og det at den anden fælder alt sit Løv hvert Aar, og endelig Tillæmpelse til de forskjellige Klimater, alt dette forhindrer ikke altid at to Planter kunne indpodes paa hinanden; ligesom ved Krydsning, saaledes er ogsaa ved Podning Muligheden bestemt ved systematisk Affinitet; thi Ingen har nogensinde været istand til at pode Træer, der hørte til to bestemt adskilte Familier paa hinanden, og paa den anden Side, nær beslægtede Arter og Varieteter af samme Art kunne sædvanlig, men ikke altid, indpodes med Lethed. Men denne Færdighed

[page] 326

er, ligesom ved Krydsning, paa ingen Maade ganske bestemt af den systematiske Affinitet. Omendskjøndt mange bestemt adskilte Slægter, indenfor den samme Familie, ere blevne indpodede paa hinanden, saa kan det i andre Tilfælde hænde, at Arter af samme Slægt ikke ville indpodes paa hinanden. Pæren kan langt lettere indpodes paa Kvæden, der dog er en forskjellig Slægt, end paa Æbletræet , der hører til samme Slægt. Selv forskjellige Varieteter af Pæren indpodes ikke med lige Lethed paa Kvæden,, og saaledes forholder ogsaa forskjellige Apprikos-og Ferskentræer sig overfor Blommetræet.

Ligesom Gartner fandt, at der undertiden var en medfødt Forskjellighed mellem de forskjellige Individer af de samme to Arter, naar de skulde krydses, saaledes troer Sageret ogsaa, at dette er Tilfældet med de forskjellige Individer af de samme Arter, naar disse skulle indpodes paa hinanden. Ligesom ved gjensidige Krydsninger den Lethed, hvormed en Forening tilveiebringes, ofte er meget forskjellig, saaledes er det ogsaa hvad Podning angaaer, idet det almindelige Stikkelsbær f. Ex. ikke kan indpodes paa Ribsbusken, medens Ribsen uden Vanskelighed kan indpodes paa Stikkelsbærret.,

Vi have seet, at Goldheden af de Hybrider, som have deres reproduktive Organer i en ufuldkommen Tilstand, er forskjellig fra Vanskeligheden ved at krydse to rene Arter, som have deres reproduktive Organer fuldkomne; dog ere disse to forskjellige Tilfælde til en vis Grad parallele. Noget analogt træffer vi ved Podningen; thi Thouin fandt, at tre Arter af Robinia (uægte Akasie), som villigt gave Frø, da de stod paa deres egne Rødder, og som uden stor Vanskelighed kunde indpodes paa en anden Art, vare, da de saaledes vare blevne indpodede, golde. Paa den anden Side give visse Arter af Sorbus (Røn), naar de ere blevne indpodede paa andre Arter, to Gange saamegen Frugt, som ellers. Ved dette Sidste, komme vi til at huske paa det mærkværdige Tilfælde med

[page] 327

Hippeastrum, Passiflora osv., som give mere Frø, naar de ere blevne befrugtede med Støvkorn fra en forskjellig Art, end naar de ere blevne befrugtede med Støvkorn fra den samme Art.

Vi se saaledes, at omendskjøndt der er en klar og stor Forskjel imellem de podede Stammers blotte Sammenhæng og Foreningen af det mandlige og kvindelige Element i Forplantelsesakten, saa er der dog en vis Grad af Lighed i de Resultater, man kommer til, ved at pode og krydse forskjellige Arter. Og da vi maa betragte de mærkelige, indviklede Love, der ere bestemmende overfor den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken Træer kunne indpodes paa hinanden, som beroende paa Forskjellig-heder i deres vegetative Systemer, saa troer jeg, at de endnu mere indviklede Love, >som bestemme den større eller mindre Grad af Lethed, med hvilken Første-Krydsninger komme istand, ere afhængige af ubekjendte Forskelligheder i deres reproduktive Systemer. Disse Forskelligheder følge i begge Tilfælde til en vis Grad (hvad man kunde have ventet) den systematiske Affinitet, ved hvilken enhver Lighed og Ulighed mellem de organiske Væsner tænkes udtrykt. Kjendsgjerningerne synes mig paa ingen Maade at udsige, at den større eller mindre Vanskelighed ved enten at krydse eller pode forskjellige Arter, er en særegen Ejendommelighed, omendskjøndt ved Krydsningen Vanskeligheden er ligesaa vigtig for Arternes Holdbarhed og Varighed, som det ved Podningen er uvæsenligt for deres Velfærd.

Goldhedens Oprindelse og Aarsager red Første-Krydsninger og

Hybrider.

Det forekom mig engang sandsynligt, saaledes som det ogsaa er forekommet Andre det, at Goldheden hos Første-Krydsninger og hos Hybrider langsomt kunde være bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg, derved at der virkedes paa en ganske langsomt aftagende Frugtbarhedsgrad — der

[page] 328

viste sig spontant — ligesom enhver anden Variering hos visse Individer af en Varietet, naar den blev krydset med en anden Varietet. Thi det vilde tydeligt nok være fordelagtigt for to Varieteter eller begyndende Arter, dersom de kunde holdes fra at blandes, ligesom det, naar Mennesket paa samme Tid udvælger to Varieteter, er nødvendigt for ham at holde dem hver for sig. Forst og fremmest, maa man lægge Mærke til, at forskjellige Egne ofte beboes af Grupper af Arter og enkelte Arter, som, naar de ere bragte sammen og krydsede, findes at være mere eller mindre golde; men nu er det tydeligt nok, at saadanne adskilte Arter ikke kunne have havt nogen Fordel af at blive gjorte gjensidigt golde, og som en Følge heraf kunde det ikke være blevet bevirket ved Kvalitetsvalget; men man kunde maaske indvende, at, dersom en Art blev gjort gold i Forhold til en Landsmand, saa vilde der heraf som en Nødvendighed følge Goldhed overfor andre Arter. For det Andet er det næsten lige saa meget imod Kvalitetsvalgstheorien, som det er imod Theorien om de særlige Skabelser, at i gjensidige Krydsninger det mandlige Element hos en Form skulde være gjort aldeles uvirksom over for en anden Form, medens paa samme Tid denne anden Forms mandlige Element er i Stand til med Lethed at befrugte den første Form, thi denne det reproduktive Systems ejendommelige Tilstand kunde umulig være til Fordel for nogen af Arterne.

Naar man undersøger, hvorvidt det er sandsynligt, om Kvalitetsvalget har været medvirkende til at gjøre Arterne indbyrdes golde, saa vil man finde, at der ligger en stor Vanskelighed deri, at der existerer mange Over-gangstrin fra ganske lidt formindsket Frugtbarhed til absolut Goldhed. Man kunde, i Følge det ovenfor fremsatte Princip, indrømme, at det vilde gavne en begyndende Art, dersom den i en vis ringe Grad blev gjort gold, naar den krydsedes med sin Stamform eller med en eller anden Varietet; thi saaledes vilde færre blandede og for-

[page] 329

ringede Efterkommere komme til at blande deres Blod med de ny Arter, der vare ved at danne sig. Men den, som vil gjøre sig den Ulejlighed at tænke over de Trin, ved hvilke denne første Grad af Goldhed ved Kvalitetsvalget kunde forøges til den høje Grad, som er almindelig for saa mange Arter, og som altid findes hos Arter, der ere blevne saa vidt differentierede, at de have naaet op til Rang af Slægt eller Familie, han vil finde Emnet i overordenlig høj Grad indviklet. Efter moden Overvejelse synes det mig, at det ikke kan være blevet bevirket ved Kvalitetsvalget; thi det kunde ikke have været til nogen direkte Fordel for noget Dyre-Individ at yngle daarligt sammen med et andet Individ af en forskjellig Varietet og saaledes at efterlade lidt Afkom; som en Følge heraf kunde saadanne Individer ikke være blevne bevarede eller udvalgte. Eller lad os tage det Tilfælde, at to Arter, som i deres nuværende Tilstand, naar de krydsedes, frembragte faa og golde Efterkommere, hvad er der saa, som kunde begunstige det, at de Individer bleve i Live, som hændelsesvis havde lidt mere gjensidig Ufrugtbarhed, og som saaledes ved et lille Trin nærmede sig absolut Goldhed? Alligevel maa et Fremskridt af dette Slags, dersom Kvalitetsvalgstheorien skal holde Stik, stadig være hændt mange Arter, thi en Mængde af dem ere indbyrdes ganske golde. Hos golde kjønsløse Insekter have vi Grund til at tro, at Modifikationer i deres Bygning og Frugtbarhed langsomt ere blevne samlede ved Kvalitetsvalget derved, at der saaledes indirekte er bleven givet det Samfund, til hvilket de hørte, en heldigere Stilling end andre Samfund af samme Art; men et Individ, som ikke hørte til et saadant Samfund, vilde, dersom det blev gjort lidt goldt, naar det blev krydset med en eller anden Varietet, ikke derved selv blive heldigere stillet og ikke heller stille de andre Individer af samme Varietet heldigere og saaledes føre til, at de blive bevarede. Af disse forskjellige Grunde drager jeg den Slutning, at for Dyrenes Vedkommende de

[page] 330

forskjellige Grader af formindsket Frugtbarhed, som træffes hos Arter, naar de krydses, ikke kunne være blevne samlede langsomt ved Hjælp af Kvalitetsvalget.

Hos Planter er det muligt, at Forholdet er. noget forskjelligt. Hos mange Arter bære Insekter stadig Støvkorn fra Planter, der staa i hinandens Nærhed, til hver enkelt Blomsts Ar, og hos nogle Arter udføres dette af Vinden. Dersom nu Støvkornet af en Varietet, naar det anbringes paa den samme Varietets Ar, ved spontan Variering i en, om end aldrig saa lille, Grad fik Overvægten over andre Varieteters Støvkorn, saa vilde dette visselig være en Fordel for Varieteten, thi dens eget Støvkorn vilde saaledes udslette de Virkninger, som andre Varieteters Støvkorn kunde have, og derved forhindre en Forværrelse i Karakter. Og jo mere Overvægt Varietetens eget Støvkorn, ved Kvalitetsvalgets Hjælp, kunde faa, desto større Fordel vilde det være. Vi vide af Gartners Undersøgelser, at hos Arter, som ere indbyrdes golde, har hver Arts Støvkorn altid paa dens eget Ar Overvægt over de andre Arters; men vi vide ikke, hvorvidt denne Overvægt er en Følge af den gjensidige Goldhed eller Goldheden en Følge af Overvægten. Dersom det Sidste er det rigtigste, vilde, efter som Overvægten ved Kvalitetsvalg blev stærkere og stærkere, (fordi det var fordelagtigt for en Art, der var i Færd med at dannes), Goldheden, der var afhængig af Overvægten, paa samme Tid forøges, og det endelige Resultat vilde være forskjellige Grader af Goldhed, saaledes som vi træffe det hos de existerende Arter. Man kunde udstrække denne Syns-maade til Dyr, i Fald Hunnen før hver Fødsel havde Omgang med flere Hanner, saa at Kjønselementet hos den Han af hendes egen Varietet, der havde Overvægten, tilintetgjorde de Virkninger, som andre Varieteters Hanner havde frembragt, men vi have ingen Grund til at tro, i det Mindste ikke for Landdyrenes Vedkommende,

[page] 331

at dette er Tilfældet, eftersom de fleste Hanner og Hunner parres for hver Fødsel og nogle faa for Livstid.

I det Hele taget kunne vi drage den Slutning, at Goldheden hos krydsede Arter blandt Dyrene ikke er bleven langsomt forøget ved Kvalitetsvalget, og da denne Goldhed følger de samme almindelige Love i Planteriget som i Dyreriget, saa er det usandsynligt, skjendt det ganske vist er muligt, at krydsede Arter hos Planterne ere blevne gjorte golde paa en anden Maade. Naar vi betænke dette, og naar vi erindre, at Arter, som aldrig have levet sammen i det samme Land og derfor ikke kunne have havt nogen Fordel ved at være blevne gjorte gjensidigt golde, hvad de dog ere, naar de krydses, og naar vi huske paa, at der ved gjensidige Krydsninger mellem de samme to Arter undertiden er den største Forskjel paa deres Goldhed, saa maa vi opgive* Troen paa, at Kvalitetsvalget er kommet med i Spillet. Vi blive saaledes drevne tilbage til vor tidligere Antagelse, den nemlig, at Goldhed hos Første-Krydsninger og indirekte ogsaa hos Hybrider er simpelt hen afhængig af ubekjendte Forskjelligheder i Stamarternes reproduktive Systemer.

Vi kunne jo nu forsøge at se lidt nøjere efter, af hvad Natur disse Forskjelligheder, som fremkalde Goldhed ved Første-Krydsninger og hos Hybrider, kunne være. Ublandede Arter og Hybrider afvige, som vi allerede tidligere have bemærket, i deres reproduktive Organers Tilstand; men efter det, som ret straks skal blive sagt om gjensidigt dimorfe og trimorfe*Planter, kunde det synes, som om der existerede en ubekjendt Forbindelse eller Lov,, i Følge hvilken det Individ, der fremgik af en ikke fuldstændigt frugtbar Forbindelse, selv blev mere eller mindre ufrugtbart.

I Tilfælde af Første-Krydsninger mellem rene Arter afhænger den større eller mindre Vanskelighed, man har ved at tilvejebringe en Forbindelse og ved at erholde Afkom, tydeligt nok af adskillige bestemt forskjellige

[page] 332

Aarsager. Det kan undertiden være en fysisk Umulighed for det mandlige Element at naa Æget, hvad der stundom vilde være Tilfældet med en Plante, der havde en Støvvej, der var for lang til, at Støvrørene kunde naa ned til Frugtknuden. Man har ogsaa lagt Mærke til, at, naar Støvkorn af en Art anbringes paa Arret af en fjern beslægtet Art, saa trænge Støvrørene ikke ned i Arrets Overflade, skjøndt de vel skyde frem. Endvidere kan det mandlige *Element vel naa det kvindelige Element men dog være ude af Stand til at faa Embryet udviklet, hvilket synes at have været Tilfældet med nogle af Thurets Forsøg med Fukusarter. Man kan ikke mere forklare disse Forhold, end man kan forklare, hvorfor visse Træer ikke kunne 'indpodes paa andre. Endelig kan et Embrye udvikles og gaa til Grunde paa et tidligt Udviklingstrin. Dette Sidste har man ikke lagt tilstrækkelig Mærke til, men jeg troer, efter Iagttagelser at dømme, som ere blevne mig meddelte af Hr. Hewitt, som har stor Erfaring, hvad det angaaer at krydse Fasaner og Høns, at Embryets Død paa et tidligt Udviklingstrin meget hyppig er Grunden til Goldhed hos Første-Krydsninger. Hr. Salter har nylig meddelt de Resultater, han kom til ved at undersøge omtrent fem Hundrede Æg, der vare frembragte ved for-skjellige Krydsninger mellem tre Arter af Høns (Gallus) og dere's Hybrider; Størstedelen af disse Æg var bleven befrugtet, og hos Størstedelen af de befrugtede Æg vare Em-bryerne enten blevne delvis udviklede og vare saa aborterede eller vare blevne næsten fuldt udviklede, kun at de unge Kyllinger havde været ude af Stand til at bryde igjennem Skallen. Af de Kyllinger, som virkelig kom for Dagen, døde mere end fire Femtedele indenfor de første faa Dage eller i det Højeste Uger »uden nogen synlig Grund, rimeligvis af blot og bar Mangel paa Levedygtighed«; saaledes at der af de fem Hundrede Æg kun blev tolv Kyllinger i Live. Det at hybride Embryer dø. tidligt, er sagtens ogsaa Noget, der finder Sted hos Planterne, i det

[page] 333

Mindste veed man, at Hybrider, der ere fremkomne af meget forskjellige Arter, undertiden ere svage og dverg-agtige og gaa til Grunde i en tidlig Alder, hvilket Max Wichura for nylig har oplyst ved nogle slaaende Exempler hentede fra hybride Pile. Det kunde her være værd at lægge Mærke til, at i nogle Tilfælde af Parthenogenesis, Embryer, som vare blevne frembragte af Silkeormeæg, der ikle vare blevne befrugtede, kom over de første Udviklingstrin og døde saa, ligesom Embryer, der vare blevne frembragte ved en Krydsning mellem to bestemt adskilte Arter. Indtil jeg blev bekjendt med disse Kjendsgjerninger, var jeg uvillig til at tro paa, at hybride Embryer hyppig døde tidligt; thi Hybrider ere, naar de først ere fødte, i Almindelighed sunde og længe levende, hvad vi f. Ex. se er Tilfældet med det almindelige Muldyr. Hybrider ere imidlertid stillede paa en ganske forskjellig Maade før Fødselen og efter Fødselen; naar de ere fødte og leve i et Land, hvor deres Stamarter leve, saa ere de i Almindelighed stillede under heldige Livsbetingelser. Men en Hybrid har kun halv Del i sin Moders Natur og Konstitution, og derfor kan den før Fødselen, saa længe den næres i Moderens Liv eller i det Æg eller Frø, som Moderen frembringer, være udsat for Betingelser, der ere til en vis Grad uheldige, og som en Følge heraf kan den være udsat for at gaa til Grunde i en tidlig Periode, saa meget mere som alle meget unge Væsner ere i høj Grad ømfindtlige for skadelige eller unaturlige Livsbetingelser. Men i det Hele taget saa ligger Grunden med større Sandsynlighed i, at der har været nogen Ufuldkommenhed ved Undfangelsesakten, snarere end at det er Mangler ved de Betingelser, for hvilke Embryet senere udsattes.

Med Hensyn til Goldheden hos Hybrider, hos hvilke de kjønslige Elementer ere ufuldkomment udviklede, saa er Forholdet her et andet. Jeg har mere end en Gang hentydet til en stor Mængde Kjendsgjerninger, som jeg har samlet, der vise, at, naar Dyr og Planter fjernes fra

[page] 334

deres naturlige Betingelser, ere de yderst tilbøjelige til at faa deres reproduktive System alvorlig paavirket. Dette er i Virkeligheden den store Vanskelighed ved at faa Dyr tæmmede. Imellem den Goldhed, der herved er foranlediget, og Hybridernes Goldhed,, er der mange Lighedspunkter. I begge Tilfælde er Goldheden afhængig af Sundhed i Almindelighed og følges ofte af usædvanlig Størrelse eller stor Yppighed. I begge Tilfælde forekommer Goldheden i forskjellige Grader; i begge er det mandlige Element mest tilbøjeligt til at blive paavirket, men undertiden er det kvindelige det dog mere end det mandlige. I begge Tilfælde følger Tendensen til en vis Grad med den systematiske Affinitet, thi hele Grupper af Dyr og Planter gjøres impotente ved de samme unaturlige Betingelser, og hele Grupper af Arter stræbe at frembringe golde Hybrider. Paa den anden Side vil en Art i en Gruppe undertiden modstaa store Forandringer i Betingelserne uden at faa sin Frugtbarhed formindsket, og visse Arter i en Gruppe ville frembringe usædvanlig frugtbare Hybrider. Ingen kan sige, før han forsøger det, hvorvidt et eller andet bestemt Dyr vil yngle i Fangenskab, eller hvorvidt en eller anden exotisk Plante villigt vil give Frø ved Dyrkningen; ikke heller kan han sige, før han har forsøgt det, hvorvidt to Arter af en Slægt ville frembringe mere eller mindre golde Hybrider. Endelig, naar organiske Væsner fiere Generationer igjennem have været stillede under Betingelser, der ikke ere naturlige for dem, saa ere de i høj Grad tilbøjelige til at variere, hvilket tildels synes at skyldes den Omstændighed, at deres reproduktive Systemer særlig ere blevne paavirkede, skjøndt i en ringere Grad end naar der følger Goldhed derefter. Saaledes er det ogsaa med Hybrider, thi deres Afkom er i de paa hinanden følgende Generationer i høj Grad tilbøjeligt til at variere, hvad enhver Experimentator har iagttaget.

Saaledes se vi, at, naar organiske Væsner ere stillede under nye og unaturlige. Betingelser, og naar Hybrider

[page] 335

ere blevne frembragte ved en unaturlig Krydsning af to Arter, paa virkes det reproduktive System, uafhængig af den almindelige Helbredstilstand, af Goldhed paa en meget lignende Maade. I det ene Tilfælde ere Livsbetingelserne blevne forandrede, skjøndt ofte i en saa ringe Grad, at vi neppe kunne bemærke det; i det andet Tilfælde, altsaa naar Talen er om Hybrider, ere de udvortes Betingelser forblevne de samme, men Organisationen er bleven forstyrret ved, at to forskjellige Bygningsmaader og Konstitutioner ere blevne blandede ind i hinanden. Thi det er neppe muligt, at to Organisationer skulde kunne samles til en, uden at der blev afstedkommet nogen Forstyrrelse i Udviklingen eller i den periodiske Virksomhed eller i de forskjellige Deles og Organers gjensidige Forhold, enten til hinanden indbyrdes eller til Livsbetingelserne. Naar Hybrider ere i Stand til at krydses indbyrdes, saa nedarve de den samme blandede Organisation til deres Afkom Generation for Generation, og derfor behøve vi ikke at være forbavsede over, at deres Goldhed, skjøndt den er til en vis Grad variabel, ikke formindskes; den er end-ogsaa tilbøjelig til at tiltage, hvad der i Almindelighed, som før forklaret, er Resultatet af Krydsning mellem Individer, der staa hinanden, for nær. Den ovenfor fremsatte Synsmaade om, at Hybridernes Goldhed foraarsages af det, at to forskjellige Konstitutioner blandes sammen til en, er for nylig bleven stærkt hævdet af Max Wichura; men man maa tilstaa, at den Goldhed, (hvad vi snart skulle forklare), som paavirker de dimorfe og trimorfe Planters Afkom, naar Individer, der høre til samme Form, krydses, gjør denne Synsmaade noget tvivlsom. Man maa imidlertid huske paa, at disse Planter have erhvervet deres Goldhed i et særligt Øjemed og at denne kan afvige i Oprindelse fra Hybridernes.

Det maa indrømmes, at vi hverken efter den ovenfor fremsatte Synsmaade eller nogen anden kunne forstaa flere af de Forhold, der have Hensyn til Hybridernes Goldhed,

[page] 336

f. Ex. den ulige Frugtbarhed hos Hybrider, der ere frembragte ved gjensidige Krydsninger, eller den forøgede Goldhed hos de Hybrider, som lejlighedsvis nøje ligne en af Stamformerne. Jeg paastaaer heller ikke, at de foran staaende Bemærkninger gaa lige ind til Sagens Marv; der er ikke givet nogen Forklaring af, hvorledes en Organisme, naar den er bleven stillet under unaturlige Betingelser, gjøres gold. Alt, hvad jeg har forsøgt at vise, er, at i to Tifælde, der i nogle Henseender ere beslægtede med hinanden, er Goldhed det almindelige Resultat — i det ene Tilfælde derved, at Livsbetingelserne ere blevne forandrede paa en uheldig Maade, i det andet Tilfælde derved , at Organisation og Konstitution ere blevne forandrede ved, at to Organisationer ere blevne blandede sammen til en.

En lignende Parallelisme udstrækker sig øjensynligt til en beslægtet, men dog meget forskjellig, Klasse af Kjendsgjerninger. Det er en gammel og næsten almindelig udbredt Tro, som er grundet paa en Mængde Erfaringer, at smaa Forandringer i Livsbetingelserne ere velgjørende for alle levende Væsener. Vi se Landmænd og Gartnere anstrænge sig i denne Retning ved hyppigt at skifte med Frø, Knolde osv. fra en Jordbund til en anden, fra et Klima til et andet og tilbage igjen. Naar Dyr ere ved at komme sig efter en Sygdom, have de meget betydelig Gavn af næsten enhver Forandring i Livsbetingelserne. Fremdeles er det hævet over al Tvivl, at en Krydsning baade hos Planter og hos Dyr mellem Individer af samme Art, men som til en vis Grad ere forskjellige fra hinanden, giver Kraft og Frugtbarhed til Afkommet, og en Krydsning mellem for nær beslægtede Individer, fortsat flere Generationer igjennem, særlig, hvis Livsbetingelserne holdes uforandrede, næsten stadig fører til Svaghed og Goldhed.

Derfor synes det da paa den ene Side, at smaa Forandringer i Livsbetingelserne ere velgjørende for alle de organiske Væsner, og paa den anden Side smaa Kryds-

[page] 337

ninger, det vil sige Krydsninger mellem Hanner og Hunner af samme Art, som have varieret og ere blevne lidt for-skjellige fra hinanden, give Afkommet Kraft og Frugtbarhed. Men vi have seet, at større Forandringer eller Forandringer af en særegen Natur ofte til en vis Grad gjøre de organiske Væsener golde, og at større Krydsninger, det vil sige Krydsninger mellem Hanner og Hunner, der ere blevne vidt forskjellige eller forskjellige i en bestemt Henseende, frembringe Hybrider, der i Almindelighed ere golde til en vis Grad. Jeg kan ikke overtale mig selv til at tro, at denne Parallelisme er tilfældig eller illusorisk. Begge Rækker af Kjendsgjerninger synes mig at være forbundne ved et eller andet almindeligt, men ubekjendt Bindeled, som er væsenlig beslægtet med Livsprincipet, og dette Princip er øjensynligt, som Hr. Herbert Spencer har bemærket, at Livet afhænger af eller bestaaer i en uophørlig Virken og Tilbagevirken af forskjellige Kræfter, som overalt og altid stræber hen imod en Ligevægtstilstand, og naar denne ved en eller anden Forandring forstyrres lidt, saa tiltage øjensynligt de vitale Kræfter i Magt.

Gjensidig Dimorfisme og Trimorfisme.

Dette Emne maa vi her omtale i al Korthed, og man vil se, at det kaster noget Lys over Krydsningerne. Adskillige Planter, der høre til forskjellige Ordener, optræde under to Former, som existere i næsten lige Antal, og som ikke ere forskjellige i Andet end i deres reproduktive Organer, idet den ene Form har en lang Støvvej og korte Støvdragere, den anden en kort Støvvej og lange Støvdragere; begges Støvkorn ere af forskjellig Størrelse. Hos trimorfe Planter er der tre Former, der ligeledes ere forskjellige fra hinanden i deres Støvvejes og Støvdrageres Længde, i deres Støvkorns Størrelse og Farve og i nogle andre Henseender, og da der hos hver af disse tre Former er to Hold Støvdragere, saa er der i det Hele taget tre Hold Støvdragere og seks Slags Støvveje. Der er saadan

22

[page] 338

et Forhold, hvad Længden angaaer, hos disse Organer, at i to, ligegyldigt hvilke, af Formerne ere de halve af Støvdragerne hos dem begge i samme Højde som Arret hos den tredie Form. Nu har jeg viist, og Resultatet er blevet bekræftet af andre Iagttagere, at, for at opnaa fuld Frugtbarhed hos disse Planter, er det nødvendigt, at den ene Forms Ar befrugtes af Støvkorn, der blive tagne fra Støvdragere af tilsvarende Højde hos den anden Form, saa at der hos dimorfe Arter er to Forbindelser, der ere fuldkommen frugtbare, og som man kan kalde legitime, og to, der ere mer eller mindre ufrugtbare, og som man kan kalde illegitime. Hos de trimorfe Arter er der seks Forbindelser, der ere legitime eller fuldkommen frugtbare, og tolv, der ere illegitime eller mer eller mindre ufrugtbare. Den Ufrugtbarhed, som kan iagttages hos forskjellige dimorfe og trimorfe Planter, naar de blive illegitimt befragtede, det vil sige af Støvkorn, der ere tagne af Støvdragere, der ikke have samme Højde som Støvvejen, den forekommer i mange forskjellige Grader af Styrke lige op til absolut Goldhed, ganske saaledes som vi have det ved Krydsning af bestemt adskilte Arter. Ligesom Goldheds-graden i det sidste Tilfælde i meget høj Grad er afhængig af, at Livsbetingelserne ere mer eller mindre heldige, saaledes har jeg ogsaa fundet, at det var Tilfældet med de illegitime Forbindelser. Det er velbekjendt, at, dersom Støvkornet af en forskjellig Art anbringes paa en Blomsts Ar og saa Blomstens eget Støvkorn senere, selv temmelig længe efter, anbringes paa det samme Ar, saa er Støvkornets Indvirkning i saa høj Grad overvejende, at det i Almindelighed tilintetgjør det fremmede Støvkorns Indvirkning; saaledes er det ogsaa med Støvkornet fra de forskjellige Former af samme Art, thi det legitime Støvkorn har ganske Overvægten over det illegitime Støvkorn, naar begge anbringes paa samme Ar. Jeg forvissede mig om dette ved at befrugte flere Blomster først illegitimt og fire og tyve Timer efter legitimt med Støvkorn, der var

[page] 339

taget af en ejendommelig farvet Varietet, og alle de unge Planter vare farvede paa lignende Maade. Dette viser, at det legitime Støvkorn, omendskjøndt anvendt fire og tyve Timer senere, ganske har tilintetgjort eller forhindret det tidligere anbragte illegitime Støvkorns Virkning. Ligesom der, naar man foranstalter gjensidige Krydsninger mellem de samme to Arter, nu og da er stor Forskjel i Resultatet, saaledes hænder det samme ogsaa med tri-morfe Planter. Her er et Exempel: den Form af Lythrum Salicaria (Kattehale), som har en Griffel af Mellemstørrelse, blev med største Lethed illegitimt befrugtet med Støvkorn fra de længere Støvdragere af den Form, der har kort Griffel, og den gav mange Frø; men den sidste Form gav ikke et eneste Frø, da den blev befrugtet af de længere Støvdragere hos den Form, der har Griffel af Mellemstørrelse. I alle disse Henseender og i andre, som vi kunde have taget med, opføre Formerne af en og samme veludpræget Art, naar de blive illegitimt forenede, sig ganske paa samme Maade som to forskjellige Arter, naar de krydses. Dette førte mig til omhyggeligt at iagttage mange unge Planter, som jeg i Løbet af fire Aar stadig frembragte ved forskjellige illegitime Forbindelser. Hovedresultatet blev, at disse illegitime Planter, som man kunde kalde dem, ikke ere ganske frugtbare. Det er muligt af dimorfe Arter at opelske baade langgriflede og kortgriflede illegitime Planter og af trimorfe Planter alle tre illegitime Former; disse kunne da krydses paa en legitim Maade. Naar man nu har gjort det, saa er det ikke muligt at se nogen Grund, hvorfor de ikke skulde give ligesaa mange Frø, som deres Forældre gav, da de bleve legitimt befrugtede. Men dette er ikke Tilfældet; de ere alle frugtbare, men i forskjellige Grader, idet nogle ere i saa høj Grad og saa uhelbredelig golde, at de i Løbet af fire Aar ikke gave et eneste Frø, ja ikke saa meget som en Frøkapsel. Denne Goldhed, vi finde hos disse illegitime Planter, naar de krydses med hinanden paa en legitim Maade, kan ganske sammen-

22*

[page] 340

lignes med den, der findes hos Hybrider, naar de krydses med hinanden indbyrdes. Naar paa den anden Side en Hybrid krydses med en af de rene Stamarter, bliver Goldheden i Almindelighed meget formindsket, og saaledes forholder det sig ogsaa, naar en illegitim Plante bliver befrugtet af en legitim Plante. Paa den samme Maade som Hybriders Goldhed ikke altid staaer i et ganske bestemt Forhold til den Vanskelighed, der var ved at faa den første Krydsning i Stand imellem Stamarterne, saaledes er visse illegitime Planters Goldhed usædvanlig stor, medens der paa ingen Maade var stor Goldhed i den Forbindelse, ved hvilken de opstode. Hos Hybrider, der ere komne af Frø fra samme Frøkapsel, er Goldhedsgraden medfødt variabel, og saaledes forholder det sig ogsaa paa en udpræget Maade med illegitime Planter. Endelig er der mange Hybrider, der blomstre rigt og vedholdende, medens andre og mere golde Hybrider frembringe faa Blomster og ere svage, elendige Dverge; nøjagtig lignende Tilfælde kjendes for det illegitime Afkoms Vedkommende hos forskjellige dimor/e og trimorfe Planter.

I det Hele taget forholder illegitime Planter og Hybrider sig ganske ens i Karakter og Opførsel. Det er neppe nogen Overdrivelse at hævde, at de første ere Hybrider, men saadanne, som ere frembragte indenfor Grændserne af den samme Art ved en mindre heldig Krydsning af Formerne, medens de almindelige Hybrider ere frembragte ved en Forbindelse mellem saakaldte skarpt adskilte Arter. Vi have ogsaa allerede tidligere seet, at der i alle Henseender er den nøjeste Lighed mellem illegitime Første-Forbindelser og Første-Krydsninger mellem skarpt, adskilte Arter. Dette vil maaske kunne gjøres mere indlysende, naar jeg benytter et Exempel: Lad os antage, at en Botaniker fandt to godt udprægede Varieteter, (og der findes saadanne,) af den langgriflede Form af den trimorfe Lythrum Salicaria, og at han besluttede sig til ved Krydsning at prøve, hvorvidt de vare specifisk forskjellige. Han

[page] 341

vilde finde, at de kun gave omtrent en Femtedel af det normale Antal Frø, og at de i alle de ovenfor nærmere omtalte Henseender bare sig ad, som om de havde været to bestemt adskilte Arter. Men for at være sikker paa sin Sag saa vilde han opelske Planter af det for hybrid antagne Frø, og han vilde finde, at Planterne vare jammerlig forkrøblede, ganske golde, og at de i alle andre Henseender bare sig ad som simple Hybrider. Han kunde da paastaa, at han virkelig havde beviist, efter det, der er den almindelige Synsmaade, at disse to Varieteter vare lige-saa gode og bestemt adskilte Arter som nogen anden Art i Verden, men han vilde have taget aldeles fejl.

De Kjendsgjerninger, der nu ere meddelte om dimorfe og trimorfe Planter, ere vigtige, fordi de vise os, for det Første , at den fysiologiskePrøvesten: formindsket Frugtbarhed, baade hos Første-Krydsninger og hos Hybrider, ingenlunde sikkert afgjør, at Arterne ere forskjellige; for det Andet, fordi vi kunne slutte, at der er et eller andet ubekjendt Bindemiddel, som sætter de illegitime Forbindelsers Ufrugtbarhed i Rapport til deres illegitime Afkoms, og vi føres til at udvide den samme Synsmaade til Første-Krydsninger og Hybrider; for det Tredie, fordi vi finde, og dette synes mig at være af særlig Vigtighed, at man kan finde to eller tre Former af den samme Art, som ikke afvige fra hinanden i Andet end i deres reproduktive Organer, og som dog ere golde, naar de krydses paa forskjellig Maade. Hos dimorfe Planter er det kun Forbindelser mellem de to bestemt adskilte Former, der ere fuldstændigt frugtbare, og som frembringe ganske frugtbart Afkom, medens Forbindelser mellem Individer, der høre til samme Form, ere mere eller mindre golde, saaledes at Resultatet er det Modsatte af det, vi have hos bestemt adskilte Arter. Hos dimorfe Planter er den resulterende Goldhed aldeles uafhængig af nogensomhelst Forskjellighed i den almindelige Bygning eller Konstitution, thi den opstaaer af Forbindelser mellem Individer, der høre, ikke blot til samme Art, men til samme Form. Den maa derfor være afhængig

[page] 342

af de kjønslige Elementers Natur, og disse maa da være saaledes lempede efter hinanden, at det mandlige og det kvindelige Element, som forefindes hos samme Form, ikke passe til hinanden, medens de, som forekomme hos de to bestemt adskilte Former, gjensidigt passe til hinanden. Efter denne Betragtningsmaade synes det rimeligt, at Goldheden hos bestemt adskilte Arter, i Tilfælde af, at de krydses, og hos deres hybride Afkom, udelukkende er afhængig af Kjønselementernes Natur og ikke af nogen almindelig For-skjellighed i Bygning eller Konstitution. Vi ledes virkelig til denne samme Slutning, naar vi betragte gjensidige Krydsninger, hos hvilke den ene Arts Han ikke kan krydses eller kun med stor Vanskelighed krydses med en anden Arts Hun, medens den omvendte Krydsning kan sættes i Værk med stor Lethed, thi denne Forskjel paa Letheden ved at danne gjensidige Krydsninger og paa deres Afkoms Frugtbarhed maa tilskrives det, at enten det mandlige eller det kvindelige Element hos den første Art have været differentierende i højere Grad i Forhold til den anden Arts Kjønselementerne end i det omvendte Tilfælde. Den udmærkede Iagttager Gartner kom ligeledes til det samme Resultat, nemlig at Arter, naar de krydses, ere golde paa Grund af de Forskjelligheder, der findes i deres reproduktive Systemer.

Frugtbarheden hos Varieteter i Krydsningstilfælde og hos deres blandede Afkom.

Det kunde hævdes som et overvældende Bevis paa, at der maa være en eller anden væsenlig Forskjel mellem Arter og Varieteter, at de Sidste, hvor meget de saa afvige fra hinanden i udvortes Udseende, krydses med fuldstændig Lethed og give fuldkommen frugtbart Afkom. Bortseet fra nogle Undtagelser, som straks skulle blive meddelte, er jeg fuldstændig villig til at indrømme, at dette er Regelen. Men der er en Mængde Vanskeligheder ved Spørgsmaalet, thi se vi hen til Varieteter ude i

[page] 343

Naturen, saa hænder det, at, dersom to Former, der hidtil have været ansete for at være Varieteter, findes at være paa nogensomhelst Maade golde i deres Forhold til hinanden, blive de straks af de fleste Naturforskere ansete for Arter. Den blaa og den røde Arve (Anagallis) f. Ex., der af de fleste Botanikere ansees for Varieteter, siges af Gartner ikke at være ganske frugtbare, naar de krydses, og som en Felge heraf anseer han dem for gode Arter. Dersom vi saaledes ville tænke i en Cirkel, saa vil det nok vise sig, at alle Varieteter ude i Naturen ere frugtbare.

Dersom vi vende os til Varieteter, der ere frembragte, eller som antages at være blevne frembragte under Menneskets Auspicier, saa ere vi endnu stedte i Tvivl; thi naar der f. Ex. paastaaes, at den tyske Spids krydses lettere med Ræven end andre Hunde, eller at visse Syd-Amerikanske, indfødte Hushunde ikke ere villige til at krydses med de evropæiske Hunde, saa vil det være klart for Enhver, at Forklaringen er den, at disse Hunde nedstamme fra oprindelig bestemt adskilte Arter, hvad der vel ogsaa er rigtigt. Ikkedestomindre er den fuldkomne Frugtbarhed hos saa mange Husdyr og dyrkede Planter, der afvige i høj Grad fra hinanden i Udseende (f. Ex. Duer og Kaal), en mærkværdig Kjendsgjerning, især naar vi betænke, hvor mange Arter der er, som, omendskjøndt de ligne hinanden meget, ere yderst golde, naar de blive krydsede med hinanden. Der er imidlertid adskillige Omstændigheder, som gjøre de dyrkede eller hæmmede Varieteters Frugtbarhed mindre mærkværdig. For det Første ma'a man lægge Mærke til, at det Beløb af udvortes For-skjellighed, der findes hos to Arter, ikke siger noget Sikkert om, i hvilken Grad de ere gjensidig golde, saa at lignende Forskjelligheder heller ikke hos Varieteterne ville sige os noget Sikkert. Det er næsten vist, at Grunden til Arternes udelukkende Goldhed maa søges i deres kjønslige Konstitutions Forskjelligheder. Nu have de Omstændigheder,

[page] 344

for hvilke de tæmmede Dyr og dyrkede Planter have været udsatte,havt saa ringe Tendens til atjnodificere det reproduktive System paa en saadan Maade, at det førte til gjensidig Goldhed, saa at vi have god Grund til at antage Pallas's stik modsatte Lære, den nemlig at saadanne Betingelser i Almindelighed udrydde denne Tendens, hvilket altsaa vil sige, at de tæmmede eller dyrkede Efterkommere efter Arter, som i Naturtilstanden vilde have været golde, til en vis Grad, naar de bleve krydsede med hinanden, bleve fuldkommen frugtbare indbyrdes. Saa langt er Dyrkning fra at give en Tendens henimod Goldhed, naar vel adskilte Arter krydses, at i flere sikkert iagttagne Tilfælde, som vi allerede tidligere have hentydet til, visse Planter ere blevne paavirkede paa en modsat Maade, thi de ere blevne selv-impotente, medens de dog bibeholde Evnen til at befrugte andre Arter og til at blive befrugtede af dem igjen. Dersom Pallas's Lære om, at Goldheden tilintet-gjøres ved længe fortsat Dyrkning eller Tæmning, antages, og den kan neppe forkastes, saa bliver det i høj Grad usandsynligt, at de samme Omstændigheder baade skulde fremkalde og udrydde den samme Tendens; dog kunde Goldhed i visse Tilfælde nu og da fremkaldes, saaledes hos Arter, der have en ejendommelig Konstitution. Jeg troer, at vi nu kunne forstaa, hvorfor der ikke hos Husdyrene er blevet frembragt Varieteter, der ere gjensidig golde, og hvorfor hos Planterne kun nogle faa saadanne Tilfælde, der straks skulle blive omtalte, ere blevne iagttagne.

Den virkelige Vanskelighed ved det foreliggende Emne er, efter hvad jeg kan se, ikke, hvorfor de dyrkede eller tæmmede Varieteter ikke ere blevne gjensidig golde i Krydsningstilfælde, men hvorfor dette saa ofte hændes med Naturens Varieteter, saasnart de ere blevne modificerede saa meget og saa længe, at de faa Rang af Arter. Det er langt fra, at vi kjende Noget til Aarsagen, og det er da heller ikke forbavsende, naar vi se, i hvor høj Grad vi ere uvidende om det reproduktive Systems nor-

[page] 345

male og abnorme Virken. Men vi kunne se, at Arter paa Grund af deres Kamp for Tilværelsen med de mangfoldige Medbejlere maa have været udsatte for mere ens-formede Livsbetingelser lange Perioder igjennem end de dyrkede eller tæmmede Varieteter, og dette kan vel nok gjøre en stor Forskjel i Resultatet. Thi vi vide, hvor hyppigt vilde Dyr og Planter, naar man tager dem bort fra deres naturlige Betingelser og dyrker eller tæmmer dem, ere blevne gjorte golde, og de reproduktive Funktioner hos de organiske Væsener, som al deres Tid have levet og ere blevne langsomt modificerede under de naturlige Betingelser, vilde rimeligvis paa en lignende Maade blive i høj Grad følsomme for en unaturlig Krydsning. Paa den anden Side vare Husdyr og dyrkede Planter, hvad selve Dyrkningen eller Tæmningen udviser, fra Begyndelsen af ikke i høj Grad ømfindtlige for Forandringer i deres Livsbetingelser, og de kunne nu i Almindelighed med uformindsket Frugtbarhed modstaa gjentagne Forandringer af Betingelserne; saa man kunde vente, at de frembragte Varieteter kun i ringe Grad vilde være tilbøjelige til at faa deres reproduktive Kræfter skadelig paavirkede ved en Krydsningsakt med andre Varieteter, som vare opstaaede paa en lignende Maade.

Jeg har hidtil talt, som om Varieteter af samme Art ved Krydsning altid ere frugtbare. Men det er umuligt ikke at lægge Mærke til de Vidnesbyrd, der findes om en vis Grad af Goldhed i nogle faa Exempler, som jeg i Korthed skal omtale. Beviset er i det Mindste lige saa godt som det, der faaer os til at tro paa Goldheden hos en Mængde Arter, og det er tilmed hentet fra fjendtlige Vidner, som i alle andre Tilfælde betragte Frugtbarhed og Goldhed som sikkre Arts-Kriterier. Gartner havde i flere Aar et Slags Dvergmajs med gule Frø og en høj Varietet med røde Frø, der begge voksede i hans Have ved Siden af hinanden, og omendskjøndt disse Planter ere særkjønnede, saa krydsedes de dog aldrig af sig selv.

[page] 346

Han befrugtede da tretten af den enes Blomster med Støvkorn af den anden, men kun et eneste Aks frembragte Frø og det dog kun fem. Der er i dette Tilfælde ikke Tale om for megen Berøring, der kunde have indvirket skadeligt, thi Planterne vare jo særkjønnede. Jeg troer ikke, at Nogen bar havt disse Maj s varieteter mistænkt for _at være forskjellige Arter, og det er vigtigt at lægge Mærke til, at de hybride Planter, der saaledes opstode , vare fuldkommen frugtbare, saa at selv Gartner ikke turde driste sig til at anse de to Varieteter for forskjellige Arter.

Girou de Buzareingues krydsede tre Varieteter af Agurker med hinanden, der ligesom Majsen er særkjønnet, og han forsikrer, at Befrugtningen mellem dem indbyrdes er vanskeligere, jo større Porskjellighederne ere. Hvorvidt man kan stole paa disse Experimenter, det veed jeg ikke, men de Former, med hvilke der er blevet experi-menteret, regnes af Sageret, som hovedsagelig grunder sin Klassifikation paa Ufrugtbarheden, for Varieteter, og Naudin er kommen til den samme Slutning.

Det følgende Tilfælde er langt mærkværdigere og synes i Begyndelsen ganske utroligt; men det er Resultatet af et forbavsende Antal Forsøg, der ere blevne anstillede i Løbet af mange Aar med ni Arter af Verbascum (Kongelys) af en saa god Iagttager og en saa afgjort Modstander som Gartner. Først er der da det, at de gule og hvide Varieteter, naar de krydses, frembringe mindre Frø, end naar ensfarvede Varieteter af samme Art krydses. Fremdeles forsikrer han, at, naar gule og hvide Varieteter af en Art krydses med gule og hvide Varieteter af en for-skjellig Art, frembringes der mere Frø ved Krydsningen mellem de ensfarvede Blomster end ved Krydsningen af dem, der ere forskjelligt farvede. Hr. Scott har ogsaa experimenteret med Kongelysets Arter og Varieteter, og omendskjøndt han ikke kan bekræfte de Resultater, Gartner kom til ved Krydsningen af forskjellige Arter, saa finder

[page] 347

han dog, at de forskjelligt farvede Varieteter af samme Art give færre Frø (omtrent i Forholdet 86 til 100) end de ensfarvede Varieteter. Og dog er der ikke nogen Forskjel paa disse Varieteter i Andet end i Farven paa deres Blomster, og en Varietet kan undertiden fremkomme af den andens Frø.

Kolreuter, hvis Nøjagtighed er bleven bekræftet af enhver senere Iagttager, har bevist den mærkværdige Kjendsgjerning, at en bestemt Varietet af den almindelige Tobak var mere frugtbar end de andre Varieteter, naar den blev krydset med en vidt forskjellig Art. Han gjorde Forsøg med fem Former, som i Almindelighed an-sees for Varieteter, og som han prøvede ved den strængeste Prøve, nemlig ved gjensidig Krydsning, og han fandt deres Afkom fuldkommen frugtbart. Men en af disse fem Varieteter gav, naar den enten brugtes som Fader eller som Moder og blev krydset med Nicotiana glutinosa, altid Hybrider, der ikke vare saa golde som de, der bleve frembragte af de fire andre Varieteter, naar de bleve krydsede med N. glutinosji. Derfor maa denne ene Varietets reproduktive System paa en vis Maade og til en vis Grad have været modificeret.

Efter det, vi her have fremført, kan det ikke hævdes, at Varieteter i Krydsningstilfælde altid ere ganske frugtbare; — paa Grund af den store Vanskelighed man har ved at overbevise sig om Varieteternes Ufrugtbarhed i vild Tilstand, (thi dersom en antagen Varietet viste sig at være i nogensomhelst Grad ufrugtbar, vilde den, næsten af Alle, straks blive regnet for en Art), paa Grund af at Mennesket kun lægger sig efter de ydre Karakterer hos Husdyr og dyrkede Planter, og fordi saadanne Varieteter ikke i en meget lang Tid have været udsatte for ens-formede Livsbetingelser, af alle disse Grunde komme vi til den Slutning, at Frugtbarhed i Krydsningstilfælde ikke er nogen Grundforskjellighed, efter hvilken vi kunne adskille Varieteter og Arter. Den hos krydsede Arter hyppig

[page] 348

forekommende Goldhed kan ganske sikkert betragtes;, ikke som noget særligt Erhvervet eller Givet, men som Noget, der staaer i Forbindelse med Forandringer af en ubekjendt Natur hos deres Kjønselementer.

Hybrider og Blandingsformer sammenlignede uden Hensyn til deres Frugtbarhed.

. Afkommet af Arter, der ere blevne krydsede, og af Varieteter, der ere blevne krydsede, kan, bortseet fra Frugt-barhedsspørgsmaalet, sammenlignes med hinanden i forskjel-lige andre Henseender. Gartner, hvis Ønske det var at drage en bestemt Grændse mellem Arter og Varieteter, kunde kun finde meget faa, og som det synes mig ganske uvæsenlige Forskjelligheder mellem Arternes hybride Afkom og Varieteternes blandede Afkom. Og de stemme da ogsaa meget nøje overens i mange væsenlige Henseender.

Jeg skal her behandle dette Spørgsmaal med stor Korthed. Den væsenligste Forskjel er, at Blandingsformerne i den første Generation ere mere variable end Hybriderne; men Gartner indrømmer, at Hybrider mellem Arter, der længe ere blevne dyrkede, ofte ere variable i første Generation, og jeg har selv seet slaaende Exempler herpaa. Gartner siger endvidere, at Hybrider mellem nært beslægtede Arter ere mere variable end Hybrider mellem meget skarpt adskilte Arter, og dette viser, at der er Gradation i Variabiliteten. Naar Blandingsformer og de mere frugtbare Hybrider forplantes gjennem flere Generationer, saa er det notorisk, at der i begge Tilfælde forefindes et meget stort Beløb af Variabilitet hos Afkommet; men der kunde dog nævnes nogle faa Exempler paa, at baade Hybrider og Blandingsformer længe have beholdt en ensformet Karakter. Imidlertid er Variabiliteten i de paa hinanden følgende Generationer maaske større hos Blandingsformer end hos Hybrider.

Denne Blandingsformernes større Variabilitet forekommer mig ikke at være saa mærkværdig; thi Blandings-

[page] 349

formernes Forældre ere Varieteter og for det meste Varieteter af Husdyr eller dyrkede Planter, (idet der er blevet gjort meget faa Forsøg med vilde Varieteter); heraf følger nu, at der har været Variabilitet for nylig, og denne vil ofte være vedbleven og blevet lagt til den, som opstaaer ved Krydsningsakten. Hybridernes ringe Grad af Variabilitet i første Generation i Modsætning til Variabiliteten i de følgende Generationer er en mærkværdig Omstændighed, som fortjener Opmærksomhed. Den fører nemlig til den Forstaaelse, som jeg har af Grundene til den almindelige Variabilitet, den nemlig, at det reproduktive System derved,' at det er i høj Grad følsomt for Forandringer i Livsbetingelserne, under disse Omstændigheder fejler i Udførelsen af sin Funktion, den Funktion nemlig, at frembringe Afkom, der i alle Henseender er identisk med Forældrene. Nu nedstamme Hybrider i første Generation fra Arter, der, (med Undtagelse af dem, der længe have været dyrkede,) ikke paa nogensomhelst Maade have faaet deres reproduktive System paavirket, og de ere ikke variable; men Hybriderne selv, de have faaet deres reproduktive System alvorlig paa virket, og derfor ere da deres Efterkommere i høj Grad variable.

Men lad os vende tilbage til vor Sammenligning mellem Blandingsformer og Hybrider. Gartner siger, at Blandingsformer ere mere tilbøjelige end Hybriderne til at slaa tilbage til en af Forældrene; men dette er, dersom det er sandt, ganske vist kun en Gradsforskjel. Fremdeles siger Gartner udtrykkeligt, at Hybrider mellem længe dyrkede Planter ere mere tilbøjelige til Attavisme end Hybrider mellem vilde Arter, og dette forklarer rimeligvis den mærkværdige Forskjellighed i de Resultater, til hvilke de forskjellige Iagttagere ere komne. Saaledes er Max Wichura i Tvivl om, hvorvidt Hybrider nogensinde slaa tilbage til deres Forældre, og han experimenterede med udyrkede Pilearter, medens Naudin paa den anden Side i de stærkeste Udtryk hævder, at der næsten altid hos

[page] 350

Hybrider er Tendens til Attavisme, og han experimenterede hovedsagelig med dyrkede Planter. Fremdeles siger Gartner, at, naar to Arter, som ere meget nær beslægtede med hinanden, krydses med en tredie Art, ere Hybriderne vidt forskjellige fra hinanden, medens Hybriderne ikke ere meget forskjellige, dersom to meget udprægede Varieteter af en Art krydses med en anden Art. Men saa vidt jeg kan se, er det en Slutning, der kun har et eneste Forsøg til Grundlag, og det synes at være stik imod de Resultater, til hvilke Kolreuter er kommen ved adskillige Experimenter.

Dette er de uvæsenlige Forskjelligheder, som Gartner har været i Stand til at finde mellem Planternes Hybrider og Blandingsformer. Paa den anden Side følge, efter Gartner, Blandingsformernes og Hybridernes Lighedsgrader og Lighedsmaader overfor deres respektive jForældre, og da særligt hos Hybrider, der ere frembragte af nær beslægtede Arter, de samme Love. Naar to Arter krydses, saa har undertiden den ene overvejende Magt til at danne Hybriden i sit Billede, og saaledes troer jeg ogsaa, det er med Planternes Varieteter. Hos Dyrene har ganske vist ofte den ene Varietet Overvægten over den anden Varietet. Hybride Planter, der ere blevne frembragte ved gjensidig Krydsning, ligne i Almindelighed hinanden meget nøje, og Planternes Blandingsformer forholde sig ved gjensidige Krydsninger paa samme Maade. Baade Hybrider og Blandingsformer kunne bringes tilbage til en af Forældrene ved gjentagne Krydsninger med en af Forældrene i fiere paa hinanden følgende Generationer.

Disse forskjellige Bemærkninger lade sig aabenbart ogsaa anvende paa Dyrene; men Emnet er her meget indviklet tildels paa Grund af Tilstedeværelsen af sekundære Kjønskarakterer, men endnu mere paa Grund af, at Overvægt med Hensyn til at nedarve Lighed er stærkere hos det ene Kjøn end hos det andet, baade naar en Art krydses med en anden, og naar en Varietet krydses med

[page] 351

en anden Varietet. Jeg troer f. Ex., at de Forfattere have Ret, som hævde, at Æslet i denne Henseende har Overvægt over Hesten, saa at baade Mulæslet og Muldyret have mere Lighed med Æslet end med Hesten, men denne Overvægt er stærkere hos Han-Æslet end hos Hun-Æslet, saa at Mulæslet, som er Afkom af Æselhingst og Hestehoppe, mere ligner Æslet, som er Afkom af Æselhoppe og Hestehingst.

Nogle Forfattere have lagt megen Vægt paa den formodede Omstændighed, at det kun er hos Blandingsformer, at Afkommet ikke staaer- midt mellem Forældrene i Karakter, men dog nøje ligner en af Forældrene; dog hænder dette undertiden med Hybrider, men jeg tilstaaer, langt sjældnere med dem end med Blandingsformerne. Se vi hen til de Exempler, som jeg har samlet, paa at krydsede Dyr nøje ligne en af Forældrene, saa synes denne Lighed hovedsagelig at indskrænke sig til de Karakterer, der næsten ere monstrøse af Natur, og som pludselig have viist sig (saaledes som Hvidfødthed, Sortfødthed (Melanisme), Mangel paa Hale eller paa Horn eller overtallige Fingre og Tæer) og synes ikke at staa i Forhold til de Karakterer, der ere blevne langsomt erhvervede ved Udvælgelsen. Som en Følge deraf ville pludselige Tilbageslag til en af Forældrenes fuldkomne Karakter med langt større Sandsynlighed forekomme hos Blandingsformer, der nedstamme fra Varieteter, som ofte ere blevne pludselig dannede og ofte have en halv monstrøs Karakter. I det Hele taget er jeg ganske enig med Dr. Prosper Lucas, som, efter at have ordnet en uhyre Mængde af Kjendsgjerninger fra Dyreriget, kommer til den Slutning, at Lovene om Lighed mellem Barnet og dets Forældre ere de samme, hvad enten de to Forældre afvige lidt eller meget fra hinanden, navnlig naar der er Tale om Krydsninger hos Individer af samme Varietet eller hos forskjellige Varieteter eller hos forskjellige Arter.

Bortseet fra Spørgsmaalet om Frugtbarhed og Goldhed, synes der, i alle andre Henseender, at være en almindelig

[page] 352

og meget stor Lighed mellem de krydsede Arters Afkom og de krydsede Varieteters. Betra'gte vi Arterne som særlig skabte og Varieteterne frembragte ved sekundære Love, saa vilde denne Lighed være en højst mærkelig Kjendsgjer-ning. Derimod staaer den i den fuldeste Overensstemmelse med den Anskuelse, at der ikke er nogen væsenlig Forkjel paa Arter og Varieteter.

Resumé.

Første-Krydsninger mellem Former, der ere tilstrækkelig forskjellige til at regnes for Arter, og deres Hybrider ere meget hyppigt, men ikke altid, golde. Goldheden forekommer i alle Grader og er ofte saa ringe, at de mest omhyggelige Experimentatorer ere komne til diametralt modsatte Resultater ved deres Vurdering af Formerne, med Frugtbarheden til Prøvesten. Goldheden er hos Individer af samme Art iboende variabel og er i høj Grad modtagelig for heldige eller uheldige Omstændigheders Indvirkning. Goldhedsgraden følger ikke nøjagtig med den systematiske Affinitet, men beherskes af forskjellige mærkelige og indviklede Love. Den er i Almindelighed forskjellig og undertiden meget forskjellig i gjensidige Krydsninger mellem de samme to Arter. Den er ikke altid lige stærk hos en Første-Krydsning og hos Hybrider, der ere frembragte ved denne Krydsning.

Ligesom ved Podningen den ene Arts eller Varietets Evne til at slaa an paa den anden er afhængig af ube-kjendte Forskjelligheder i deres vegetative System, saa-ledes «r i Krydsningen den større eller mindre Lethed, med hvilken en Art krydses med en anden, afhængig af ubekjendte Forskjelligheder i deres reproduktive Systemer. Der er ikke mere Grund til at tro, at Arterne ere blevne særligt begavede med forskjellige Grader af Goldhed for at forhindre, at de skulle krydses og gaa over i hinanden, end der er til at tro, at Træerne ere blevne begavede med forskjellige og noget analoge Grader i den Vanskelig-

[page] 353

hed, med hvilken de indpodes paa hinanden for at forhindre dem i at sammenvokse med hinanden i vore Skove.

Goldheden hos Første-Krydsninger og hos det hybride Afkom er ikke, efter hvad vi kunne se, erhvervet ved Kvalitetsvalg. Hvad Første-Krydsninger angaaer, saa synes de at være afhængige af forskjellige Omstændigheder, i nogle Tilfælde hovedsagelig af Embryets tidlige Død. Hvad Hybridernes Goldhed angaaer, saa er den maaske afhængig af, at hele Organisationen er bleven forstyrret ved at være bleven sammenblandet af to distinkte Former, og Goldheden staaer i nær Forbindelse med den, som saa hyppig findes hos rene Arter, naar de ere udsatte for unaturlige Livsbetingelser. Denne Maade at se Sagen paa støttes af en Parallelisme af et andet Slags, det nemlig, at for det Første: Krydsning af Former, der kun vare lidt differentierede, er heldig for deres Afkoms Kraft og Frugtbarhed, medens Krydsning mellem altfor nære Individer er skadelig, og for det Andet, at smaa Forandringer i Livsbetingelserne øjensynlig forøge alle organiske Væsners Kraft og Frugtbarhed, medens større Forandringer ofte ere skadelige. Men det, der er oplyst om Goldheden hos illegitime Forbindelser af dimorfe og trimorfe Planter og hos deres legitime Afkom, gjør det sandsynligt, at et eller andet ubekjendt Bindeled i alle Tilfælde sætter Frugtbarheds-graden hos Første-Forbindelser i Forhold til deres Afkoms. Betragtningen af disse Forhold, saa vel ved Dimorfisme som ved gjensidige Krydsninger, fører tydelig nok til den Slutning, at den egenlige Grund til Goldhed findes i Forskelligheder i Kjønselementerne, men hvorfor Arterne saa almindelig ere blevne mer eller mindre modificerede, saaledes at det fører til indbyrdes Ufrugtbarhed mellem dem, det vide vi ikke.

Det er ikke saa forbavsende, at Vanskeligheden ved at krydse hvilkesomhelst to Arter og Goldheden hos deres hybride Afkom i de fleste Tilfælde svarer til hinanden, selv om det skyldes forskjellige Aarsager; thi begge ere

23

[page] 354

afhængige af det Beløb af Forskjellighed, der findes mellem de Arter, der ere blevne krydsede. Heller ikke er der nogen Grund til at blive forbavset over, at den Lethed, med hvilken en Første-Krydsning frembringes og Frugtbarheden af de saaledes frembragte Hybrider og Evnen til at slaa an, naar de indpodes paa hinanden — omendskjøndt dette Sidste øjensynlig afhænger af vidt forskjellige Omstændigheder — at alt dette til en vis Grad skal være paa en Maade parallelt med de til Forsøget brugte Formers systematiske Affinitet; thi i systematisk Affinitet rummes der Ligheder af alle Slags. Første-Krydsninger mellem Former, om hvilke man veed, at de ere Varieteter, eller som ere hinanden tilstrækkelig lige til at blive ansete for Varieteter og deres blandede Afkom ere meget almindelig, men ikke, som man saa ofte har sagt, altid frugtbare. Heller ikke er denne næsten universelle og fuldkomne Frugtbarhed forbavsende, naar vi erindre, hvor tilbøjelige vi ere til at slutte i en Cirkel, naar det angaaer de vilde Varieteter. Endvidere maa vi erindre, at det store Flertal af Varieteter er blevet frembragt ved Menneskenes Udvælgelse af rene udvortes Forskjelligheder, og at de ikke have været længe udsatte for ensformede Livsbetingelser. Man rnaatte ogsaa gjerne huske paa, at længe fortsat Dyrkning eller Tæmning søger at udslette Goldheden, og der er derfor kun liden Sandsynlighed for, at den skulde medføre denne Egenskab. Uafhængig af Spørgsmaalet om Frugtbarhed er der i alle andre Henseender den nøjeste almindelige Lighed mellem Hybrider og Blandingsformer, i deres Variabilitet, i deres Evne til at absorbere hinanden efter gjentagne Krydsninger og i deres Nedarven af begge Forældrenes Karakterer. Endelig, (omendskjøndt vi ere i høj Grad uvidende om, hvad der egenlig er Grunden til Goldhed ved Første-Krydsninger og Hybrider), synes det mig, at det, der er blevet meddelt i dette Kapitel, ikke staaer i Strid med den Antagelse, at Varieteter og Arter ikke ere grundforskjellige.

i

[page 355] NIENDE KAPITEL.

Om den geologiske Videns Utilstrækkelighed.

Om Manglen paa Mellemformer nutildags —- Om de uddøde Mellemformers Natur; om deres Antal — Tidsrummenes Længde maalt ved Aflejring og Denudation — Tidsrummenes Aaremaal — Om vore palæontologiske Samlingers Fattigdom — Om Denudation af Granitstrækninger — Om Afbrydelserne i de geologiske Formalioner — Om Manglen paa Mellemformer i de enkelte Formationer — Om den pludselige Tilsynekomst af Grupper af Arter — Om deres pludselige Kommen til Syne i de nederste forsteningsførende Lag, man kjender — Jordens Ælde som beboelig.

Om Manglen paa Mellemformer nutildags.

I det sjette Kapitel nævnte jeg de Hovedindvendinger, som med Rette kunde fremføres mod den Synsmaade, som hævdes i dette Værk. De fleste af dem ere nu blevne omtalte. En, nemlig Forskjellen mellem de specifiske Former og det, at de ikke gaa oVer i hinanden ved utallige Overgangsformer, er en meget stor Vanskelighed. Jeg angav Grunde for, hvorfor saadanne Mellemformer ikke almindeligt forekomme den Dag idag, selv under Omstændigheder, der øjensynligt maatte være dem heldigst, nemlig paa vidtstrakte sammenhængende Landstrækninger, hvis fysiske Livsbetingelser forandres lidt efter" lidt. Jeg bestræbte mig for at vise, at hver enkelt Arts Liv paa en langt væsenligere Maade var afhængig af Tilstedeværelsen af andre alt udprægede organiske Former end af Klimaet;

23*

[page] 356

og at saaledes de Livsbetingelser, som virkelig raadede, ikke forandrede sig ganske umærkeligt ligesom Varme og Fugtighed. Jeg bestræbte mig ogsaa for at vise, at Mellemformer, derved at de forefindes i ringere Antal end de Former, som de forbinde, i Almindelighed ville blive slagne og udryddede, efterhaanden som Modifikation og Forbedring skred fremad.

Hovedaarsagen, hvorfor der ikke nu overalt hele Naturen igjennem møder os utallige Mellemformer, vil man imidlertid finde i selve Kvalitetsvalgsprocessen, idet nye Varieteter stadigt afløse og udrydde deres Stamformer. Men netop fordi denne Udryddelsesproces har virket efter en saa uhyre Maalestok, maa Antallet af Mellemformer , som tidligere existerede, være ganske enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk Formation og hvert eneste Lag fuldt af saadanne Mellemformer? Geologien aabenbarer os ganske vist ikke nogen saadan Trin-række af organiske Væsner, og dette er maaske den største og alvorligste Indvending, man kan gjøre mod Theorien. Forklaringen ligger, som jeg troer, i den geologiske Videns Utilstrækkelighed.

For det Første burde man nu altid huske paa, hvilket Slags Mellemformer der, ifølge Theorien, tidligere maa have existeret. Jeg har fundet det vanskeligt, naar jeg saa paa to Arter, at undgaa at forestille mig Former, der stode direkte midt imellem dem. Men dette er en ganske fejlagtig Synsmaade; man bør altid se efter Former, der staa midt imellem hver Art og en fælles, men ubekjendt Stamform, og Stamformen vil nu i Almindelighed i nogle Henseender have afveget fra alle- sine modificerede Efterkommere. Jeg kan oplyse det ved et simpelt Exempel: Hugstjerten og Kropduen nedstamme begge fra Klippeduen; dersom vi nu havde alle de Mellemformer, der nogensinde have existeret, saa vilde vi have en temmelig jevn Række mellem begge de nævnte Dueracer og Klippeduen; men vi vilde ikke have nogen Varietet, der stod direkte midt

[page] 357

imellem Hugstjerten og Kropduen. Ingen f. Ex., som forbandt en noget udbredt Hale med en noget udvidet Kro, hvilket er disse to Racers Karaktermærker. Fremdeles ere disse to Racer blevne saameget modificerede, at dersom vi ikke havde historisk eller indirekte Beviis for deres Oprindelse, saa vilde det ikke have været muligt ved en blot og bar Sammenligning mellem deres Bygning og Klippeduens (Columba livia) at have afgjort, hvorvidt de nedstammede fra denne -Art eller fra en anden beslægtet Art, f. Ex. Columba oenas.

Saaledes er det ogsaa med de vilde Arter. Dersom vi betragte Former, der ere meget skarpt adskilte, f. Ex. Hesten og Tapiren, saa have vi ingen Grund til at antage, at der nogensinde har existeret direkte Mellemformer mellem dem, men imellem hver af dem, og en ubekjendt fælles Form. Denne fælles Stamform vil i hele sin Organisation have havt megen almindelig Lighed med Tapiren og Hesten, men kan i nogle Punkter af sin Bygning have afveget anseeligt fra Begge, ja maaske endnu mere end de afvige fra hinanden indbyrdes. Derfor ville vi i alle saadanne Tilfælde være ude af Stand til at udfinde Stamformen til to eller flere Arter, selv om vi nøje sammenlignede Stamformens Bygning med dens modificerede Efterkommeres, det skulde da være, at vi paa samme Tid havde en næsten fuldstændig Kjæde af Overgangsformer.

Efter min Theori er det jo nok muligt, at en levende Form kan nedstamme fra en anden levende, f. Ex. en Hest fra en Tapir, og i dette Tilfælde maa der have existeret direkte Mellemformer mellem dem. Men et saadant Tilfælde vilde forudsætte, at en Form i meget lang Tid var forbleven uforandret, medens dens Efterkommere havde under-gaaet et stort Beløb af Forandringer; Principet for Rivalisering mellem Organisme og Organisme, mellem Barn og Forældre vil imidlertid gjøre dette til en meget sjelden Begivenhed; thi i alle Tilfælde søge Livets ny og forbedrede Former at afløse de gamle og uforbedrede. Ifølge Kvalitets-

[page] 358

valgets Theori have alle levende Arter været forbundne med ' hver enkelt Slægts Stamart ved Forskjelligheder, der ikke vare større, end dem, vi se mellem Varieteter af samme Art den Dag idag, og disse Stamarter, der nu i Almindelighed ere uddøde, have i deres Tid paa en lignende Maade været forbundne med ældre Arter, og saaledes længere og længere tilbage stadig konvergerende henimod hver enkelt stor Klasses fælles Stamform. Antallet af Mellemformer og Overgangsformer mellem alle de levende og uddøde Arter maa have været ubegribelig stort. Men de have ganske vist, dersom denne Theori .er sand, levet paa Jorden.

Tidsrummenes Længde, maalt ved Aflejring og Denudation.

Uden at tage Hensyn til den Omstændighed, at vi ikke finde fossile Levninger af saa uendelig talrige Mellemformer, kunde man gjøre den Indvending, at Tiden ikke kan have slaaet til til et saa stort Beløb af organisk Forandring, idet alle Forandringer ere blevne bevirkede meget langsomt. Det er neppe muligt for mig, selv blot at erindre den Læser, som ikke er praktisk Geolog, om de Kjendsgjerninger, der saa nogenlunde sætte os istand til at bestemme Længden af de forløbne Tider. Den, som kan læse Hr. Charles Lyells store Værk om Geologiens Grundsætninger — som fremtidige Historikere ville omtale som det, der har fremkaldt en Revolution i Naturvidenskaben — og ikke vil indrømme, at de forsvundne Tidsperioder have været ufattelig lange, han kan ligesaa godt straks lukke denne Bog. Ikke at det er tilstrækkeligt at studere: »the principles of Geology« eller at læse Special-Afhandlinger af forskjellige Forfattere om de forskjellige Formationer for at se, hvorledes Enhver af dem bestræber sig for at give en Forestilling, der ikke altid passer, om hver Formation, eller selv ethvert Lags Varighed. Vi kunne bedst faa en Forestilling om den svundne Tid, naar vi faa at vide,, hvilke Kræfter det var, der vare i Virksomhed, og naar vi lære, hvormeget af Landenes Overflade, der er

[page] 359

blevet ført bort og hvormeget Sediment der er blevet aflejret. Som Lyell med Rette bemærker, er Udstrækningen og Tykkelsen af Aflejrings - Formationerne Resultatet af og Maalet paa den Denudation*), som Jordens Skorpe andetsteds har undergaaet. Derfor skulde man selv undersøge de uhyre Masser af ovenpaa hinanden liggende Lag og se paa Bækkene, hvorledes de føre Dynd med sig, og paa Bølgerne, hvorledes de underminere Klipperne ved Havet, blot for saa nogenlunde at faa en Forestilling om Længden af Tiden, hvis Monumenter vi se rundt omkring os. Det er meget belærende at gaa langs med en Kyst, der er dannet af nogenlunde haarde Klipper, og lægge Mærke til den Ødelæggelsesproces, der her foregaaer. Ved Tidevandene naaer Havet i de fleste Tilfælde kun en kort Tid, to Gange om Dagen, Klippene, og Bølgerne kunne kun, naar de føre Sand og Smaasten med sig, gnave bort af Klipperne, thi man har Beviser nok paa, at klart Vand ikke slider Klipperne op. Tilsidst bliver Klippens Grund undermineret, store Bundstykker falde ned, og hvis disse blive liggende fast, saa maa de slides op Gran for Gran, indtil de ere blevne saa smaa, at Bølgerne kunne rulle omkring med dem, og saa blive de noget hurtigere malede til Grus, Sand eller. Dynd. Men hvor ofte se vi ikke, at der langs med Grunden af de stejle Klipper ligge afrundede Klippestykker, alle tykt beklædte med Saltvands-organismer, Noget, der viser, hvor lidt de blive slidte 0,4 hvor sjeldent de blive rullede omkring. Dersom vi fremdeles følge en Række Klippeskær, som ere udsatte for Ødelæggelse, blot nogle faa Mil, saa ville vi finde, at det kun er hist og her paa et kort lille Stykke eller rundt omkring en Fremspringning, at Skærene for Øjeblikket lide Noget. Deres Overflade og Vegetation viser paa de

*) Ved Denudation forstaaes faste Stoffers Bortførelse af Vandet, det være sig ved Regnskyl, Floder, ved Havets Bølgegang eller Strømninger. O. A.

[page] 360

andre Steder, at der er gaaet Aar, siden Havet beskyllede dem.

Vi have imidlertid af de Iagttagelser, der ere gjorte afRamsay, som er P'orløber for udmærkede Iagttagere som Jukes, Geikie, Croll og Andre, lært, at den Ødelæggelse, der afstedkommes ved en Berøring med Luften, er langt vigtigere end Kystødelæggelsen eller Bølgernes Magt. Landenes hele Overflade er udsat for de kemiske Indvirkninger af Luften og Regnvandet med dets opløste Kulsyre, og i de koldere Lande ogsaa for Frostens Virkninger; det løsnede Stof bliver ved. stærkt Regnvejr ført ned selv af ganske lidt heldende Skraaninger, og i en større Udstrækning end man skulde have troet, ført bort af Vinden, særlig da i de tørre Egne; saa bliver det ført bort af Strømme og Floder, der, naar de have rivende Løb, fordybe deres Lejer og knuse Brudstykkerne. Paa en regnfuld Dag se vi, selv i et jevnt bølgeformigt Land, Virkningerne af Luftens Ødelæggelse i de dyndede Vandfurer, som løbe ned ad enhver Skrænt. D.Hrr. Ramsay og Whitaker have viist, og det er en meget forbavsende Iagttagelse, at de store Skraaningslinier i Wealden-Distriktet og de, som gaa tvers over England, og som tidligere af Enhver betragtedes som gamle Søkyster, ikke kunne være blevne saaledes dannede, thi hver Linie er sammensat af en og samme Formation, medens vore nuværende Kystskær overalt ere dannede ved Indskæringer i forskjellige Formationer. Naar dette er Tilfældet, saa blive vi nødt til at indrømme, at disse Skraaninger for en stor Del skylde den Omstændighed deres Oprindelse, at de Klipper, af hvilke de ere sammensatte, have modstaaet Luftens Indvirkninger bedre end den omliggende Overflade, idet denne Overflade naturligvis lidt efter lidt er blevet lavere, medens de haarde Klipper ere blevne staaende. Intet giver vort Sind et saa stærkt Indtryk af Tidens uhyre Længde, efter de Forestillinger, vi have om Tid, end den Overbevisning, vi her have faaet, den nemlig, at Luftens Indvirkning, der synes at have saa

[page] 361

lidt Magt, og som synes at arbejde saa langsomt, at der .ved den er blevet frembragt saa store Resultater.

Have vi nu saaledes faaet et Indtryk af den Langsomhed, med hvilken Landet slides op af Luften og Havet, saa er det godt, for at vurdere Varigheden af de forsvundne Tider, paa den ene Side, at betragte den Klippemasse, som er blevet fjernet og udbredt over mange vidtstrakte Strækninger, og paa den anden Side, Tykkelsen af vore Aflejringsformationer. Jeg erindrer, at jeg blev meget slaaet ved at se vulkanske Øer, som vare blevne slidte og indskaarne af Bølgerne i hele deres Omkreds til lodrette Klipper, der vare et eller to tusinde Fod høje; thi Lavastrømmenes sagte Fald viste, paa Grund af deres tidligere flydende Tilstand, ved første Øjekast, hvor langt de haarde Klippelag engang have gaaet ud i det aabne Hav. Det Samme viser sig endnu tydeligere ved de saakaldte »faults« store Klippemasser, langs med hvilke Lagene ere blevne løftede paa den ene Side, og kastede ned paa den anden til Højder eller i Dybder af tusinder af Fod; thi siden Skorpen brast (og det er ligemeget, hvad enten Hævningen var pludselig eller, som de fleste Geologer nu tro, meget langsom og gjort Trin for Trin) er Egnens Overflade bleven saa fuldstændig jevnet, at der ikke mere er noget udvortes Spor af disse store Forandringer. »Craven Fault« strækker sig f. Fx. omtrent tredive engelske Mile, og langs med denne Linie fjerne Lagene sig fra 600 til 3000 Fod fra den vandrette Linie. Professor Ramsay har of-fenliggjort en Beretning om en Sænkning paa Anglesea paa 2,300 Fod, og han fortæller mig, at han er ganske overbevist om, at der er en i Merionetshire paa 12,000 Fod, og dog er der i disse Tilfælde Intet i Landets Overflade, der tyder paa saadanne mægtige Bevægelser. Klippemassen paa begge «Sider af Kløften er bleven fejet glat bort.

Paa den anden Side er i alle Dele af Verden de aflejrede Lags Masser af en 'vidunderlig Tykkelse. I Cor-

[page] 362

dilleras taxerede jeg en Konglomerat-Masse til ti tusinde Fod: og omendskjøndt Konglomerater sandsynligvis ere blevne ophobede hurtigere end de mere findelte Aflejringer, saa ere de dog, da de ere dannede af slidte og afrundede Smaastene, af hvilke hver enkelt minder om lange Tider, gode til at vise, hvor langsomt Massen maa være blevet dannet. Professor Ramsay har opgivet mig den høieste Tykkelse, man i de fleste Tilfælde er kommet til ved virkelige Maalinger af de paa hinanden følgende Formationer i forskjellige Dele af Storbritanien, og dette er Resultatet:

Fod. Palæozoiske Lag (de vulkanske Lag ikke medregnede) 57,154.

Sekundære Lag 13,190.

Tertiære Lag 2,240,

hvilket tilsammen udgjør 72,584 Fod; d. v. s. omtrent 134 engelske Mil. Nogle af Formationerne, som i England repræsenteres af tynde Lag, ere tusinder af Fod tykke paa Fastlandet. Endvidere have vi imellem hver af de paa hinanden følgende Formationer, ifølge de fleste Geologers Mening, uhyre lange Perioder, saa at den uhyre Masse af Aflejringslag i England kun giver en ufuldkommen Forestilling om den Tid, der er gaaet med til at ophobe dem. Betragtningen af disse forskjellige Kjendsgjerninger gjør omtrent det samme Indtryk paa Sindet som den forfængelige Bestræbelse at fatte Evigheden.

Ikkedestomindre er dette Indtryk for en Del falsk. Hr. Croll bemærker i en meget interessant Afhandling, at vi ikke tage fejl «i at danne os en for stor Forestilling om de geologiske Perioders Længde«, men ved at regne dem efter Aar. Naar Geologer se paa store og indviklede Fænomener og dernæst paa Tal, som forestille flere Millioner Aar, saa frembringe de to Ting et aldeles forskjel-ligt Indtryk paa Sindet, og Tallene erklæres for at være for smaa. Men med Hensyn til Denudationen, saa viser Hr. Croll ved at beregne de bekjendte, aarlig af visse

[page] 363

Floder medførte Aflejringsmassers Forhold til Størrelsen af den Landstrækning, hvorfra de drager deres Vandmasse, at tusinde Fod af en ved Luftens Virksomhed opløst Klippemasse i Løbet af seks Millioner Aar vilde blive taget af hele Landstrækningens Middelhøjde. Dette synes at være et forbavsende Resultat, og nogle Forhold faa os til at fatte Mistanke om, at det er meget for stort, men selv om man halverede det eller dividerede det med fire, saa er det dog endnu meget forbavsende. Der er imidlertid kun Faa af os, der vide, hvad en Million i Virkeligheden betyder; Hr. Croll oplyser det paa følgende Maade: tag en smal Strimmel Papir, som har en Længde' af 83 Fod og 4 Tommer, og spænd det saa ud langs med Væggene i en stor Sal; afsæt saa ved den ene Ende et Stykke, saa stort som en Tiendedel af en Tomme. Denne Tiendedel af en Tomme vil da- forestille ethundrede Aar, og hele Strimlen en Million Aar. Men lad os huske paa, hvad, i Forhold til dette Værks Emne, hundrede Aar betyder, repræsenteret som det er ved et aldeles forsvindende Mærke i en Sal af de ovenfor nævnte Dimensioner. Adskillige udmærkede Opdrættere have i saa høj Grad indenfor en Mands Levetid modificeret nogle af de højere Dyr, som forplante sig langt langsommere end de fleste lavere Dyr, saaledes at de have faaet dannet, hvad der vel fortjener at blive kaldt nye Underracer. Faa Mennesker have med nødvendig Omhyggelighed lagt Mærke til et Hold i mere end et halvt Aarhundrede, saaledes at et Aarhundrede kommer til at repræsentere to efter hinanden følgende Opdrætteres Arbejde, Man kan ikke formode, at Arter ude i Naturen nogensinde forandre sig saa hurtigt som Husdyrene gjøre det, ledede af methodisk Udvælgelse. Sammenligningen vil i enhver Henseende passe bedre overfor ubevidst Udvælgelse, d. v. s. Bevarelsen af de nyttigste eller smukkeste Dyr, .uden nogen dermed forbunden Hensigt i Retning af at omdanne Racen; men ved dette ubevidste Racevalg ere forskjellige Racer blevne forandrede temmelig tydeligt i Løbet af to eller tre Aarhundreder.

[page] 364

Årterne forandre sig rimeligvis meget langsommere og kun nogle faa forandre sig i det samme Land til den samme Tid. Denne Langsomhed er en Følge deraf, at ikke alle Beboerne af det samme Land allerede ere saa vel skikkede og saa godt afpassede efter hinanden, at nye Pladser i Naturens Husholdning kun forekomme med lange Mellemrum, naar der er kommet Forandringer af et eller andet Slags i de fysiske Betingelser, eller da ogsaa ved Indvandring, og det kunde ogsaa være, at individuelle For-skjelligheder eller Varieringer af den rigtige Natur, ved hvilke nogle af Beboerne kunde blive bedre afpassede til deres nye Pladser, under de forandrede Omstændigheder ikke straks viste sig. Vi kunne ikke angive i Aar, hvor lang Tid det tager at modificere en Art. Hr. Croll regner efter Solens Varmekraft og efter den Tid, som han antager var den sidste Istid, at der kun er gaaet tredsinds-tyve Millioner Aar, siden det første cambriske Lag*) fremkom. Dette synes at være en meget kort Periode for saa

*) Den cambriske Formation kaldes de laveste (ældste) Lag af den si-luriske Formation.

Til Vejledning for Læseren hidsættes her, efter Lyell, Formationerne efter Alder, begyndende med den ældste (laveste) og opad:

[page] 365

mange og saa store Forandringer, som ganske vist siden ere foregaaede med Livets Former. Det indrømmes, at mange af Tallene i dette Regnestykke ere mer eller mindre tvivlsomme, og Hr. W. Thomson giver den beboede Verdens Alder et endnu videre Spillerum. Men som vi have seet, kunne vi ikke forstaa, hvad der virkelig ligger i Tallet 60,000,000, og i denne eller maaske en længere Aarrække har Landet og Vandene overalt vrimlet af levende Skabninger, alle udsatte for Tilværelseskampen og alle forandrende sig.

Om vore palæontologiske Samlingers Fattigdom.

Lad os nu begive os hen til vore rigeste geologiske Museer, og hvad er det saa ikke for en Armod, vi blive Vidne til! At vore Samlinger ere meget ufuldkomne, det indrømmes af Enhver. Den beundringsværdige Palæontolog Edward Forbes's Bemærkning, at mange af vore fossile Arter kun ere kjendte og opstillede efter enkelte og ofte itubrudte Exemplarer, eller fra nogle faa Exemplare.r, der ere fundne paa en eller anden lille Plet. Kun en ringe Del af Jordens Overflade er blevet geologisk undersøgt, og intetsteds med tilstrækkelig Omhu, hvad de vigtige Opdagelser, der hvert Aar gjøres i Europa, bevise. Ingen Organisme, som er ganske blød, kan bevares. Skaller og Ben ville tilintetgjøres og forsvinde, hvis de ligge paa Bunden af Vand, hvor der ingen Aflejring foregaaer. Jeg troer, at vi ofte tage fejl, naar vi ganske stiltiende blive enige med os selv om, at1 der aflejres over næsten hele Havbunden med en Hurtighed, der er stor nok til at indlejre og bevare fossile Levninger. Over en uhyre stor Del af Oceanet taler Vandets- klare blaa Farve for dets Renhed. De mange Beretninger om Lag, der efter uhyre Tidsrum blive bedækkede af en anden og senere Formation uden at det underliggende Lag i Mellemrummet har lidt nogensomhelst Overlast, synes kun forklarlig derved, at Havets Bund ikke sjelden i lange Tider- ligger i en uforandret

[page] 366

Tilstand. De Levninger, som blive indlejrede, ville, dersom det er i Sand og Grus, naar Lagene hæve sig, i Almindelighed, blive opløste ved Gjennemsivning af Regnvand, der er mættet med Kulsyre. Nogle af de mange Slags Dyr, som leve i Stranden mellem Høi- og Lavvands-mærket, synes sjeldent at blive bevarede, f. Ex. de for-skjellige Arter af Chthamalinæ (en Underfamilie af de siddende Snerlefødder), som beklæde Klipperne den ganske Verden over i uhyre Masser, de holde sig alle meget nøje til Havstokken med Undtagelse af en eneste Middelhavsart, som lever paa dybt Vand, og den er blevet fundet fossil paa Sicilien, medens ikke en af de andre Sorter hidtil er blevet fundet i nogensomhelst tertiær Formation. Dog veed man nu, at Chthamalinæ existerede i Kridttiden. Endelig ere mange store Aflejringer, som have behøvet et langt Tidsrum for at blive ophobede, ganske blottede for organiske Levninger, uden at vi ere istand til at angive nogen Grund; et af de mest slaaende Tilfælde er Flysch-Formationen, som bestaar af Lerskifer og Sandsten; den har en Tykkelse af. flere tusinde , lejlighedsvis endogsaa seks tusinde Fod, og strækker sig mindst over tre hundrede Mil mellem Wien og Sveits, og omendskjøndt denne store Masse er bleven omhyggelig undersøgt, er der dog ingen Fossilier blevne fundne, med Undtagelse af nogle faa Plantelevninger.

Med Hensyn til de Landformer, som levede i den sekundære og palæozoiske Periode, da er det overflødigt at forsikkre, at det, vi faa ud af de fossile Levninger derfra, er i allerhøjeste Grad fragmentarisk. Indtil for ganske nylig var der f. Ex. ikke kjendt en eneste Landsnegl, som hørte til nogen af disse uhyre Perioder, med Undtagelse af en Art, som Hr. C. Lyell og Dr. Dawson opdagede i de kulførende Lag i Nordamerika, af hvilken Snegl der nu er bleven samlet omtrent hundrede Exemplarer. Hvad nu Levninger af Pattedyr angaaer, saa vil et eneste Blik paa den historiske Tabel, som findes i Lyells Haandbog,

[page] 367

langt bedre vise Sandheden af hvor tilfældig og sjeldeu Bevarelse af dem er, end hele Sider af Detailler vilde. Der er da heller ikke noget forbavsende i, at de ere saa sjeldne, naar vi erindre, hvor stor en Del af de tertiære Pattedyrs Ben, der ere blevne opdagede enten i Hule- eller Sumpaflejringer, og at man ikke kjender en eneste Hule eller en eneste virkelig Sumpaflejring, som hører til de sekundære eller palæozoiske Perioder.

Men det Mangelfulde ved den geologiske Viden er en Følge af en anden mere vigtig Aarsag end nogen af de foregaaende; nemlig deraf, at de forskjellige Formationer ere. adskilte fra hinanden ved store Tidsmellemrum. Paa denne Lære er der bleven lagt stor Vægt af mange Geologer og Palæontologer, der ligesom E. Forbes tvivle om Arternes Foranderlighed. Naar vi se Formationerne ordnede paa Tabeller i Bøgerne eller naar vi forfølge dem i Naturen, saa er det vanskeligt at undgaa at tro, at de følge umiddelbart ovenpaa hinanden. Men vi vide, f. Ex. fra Hr. R. Murchisons store Værk .om Rusland, hvilke uhyre Mellemrum der i dette Land er mellem de ovenpaa hinanden liggende Lag; saaledes er det ogsaa i Nordamerika og mange andre Dele af Verden. Dog vilde den dygtigste Geolog, dersom hans Opmærksomhed udelukkende havde været henvendt paa disse store Strækninger, aldrig havt nogen Anelse om, at i den Tid, der var gold og øde i hans Land, ophobedes der andetsteds store Masser af Aflejringer, opfyldte af nye og ejendommelige Livsformer. Og dersom man neppe i hver enkelt Egn er istand til at danne sig nogen Forestilling om den Forskjel i Tid , der er mellem de paa hinanden følgende Formationer, saa kan man slutte sig til, at man ikke kan faa nogen Vished derom nogetsteds. De hyppige og store Forandringer i den mineralogiske Sammensætning af de paa hinanden følgende Lag, hvormed der i Almindelighed følger store Forandringer i de omliggende Landes Geografi, de Lande, hvorfra Aflejringen er kommet, stemmer godt overens med

[page] 368

den Tro, at der er gaaet store Tidsmellemrum mellem de enkelte Formationer.

Vi kunne dog, troer jeg, se, hvorfor de geologiske Formationer i hver enkelt Egn næsten altid ere afbrudte, det vil sige, have ikke fulgt lige i Hælene paa hinanden. Jeg er neppe nogensinde i en stærkere Grad blevet slaaet af en Kjendsgjérning, end dengang, da jeg undersøgte mange hundrede Mile af Sydamerikas Kyster, der have-hævet sig flere hundrede Fod i den nuværende Periode, der manglede nemlig enhver ny Aflejring med tilstrækkelig Størrelse til at vare blot en kort geologisk Periode igjennem. Langs med hele Vestkysten, hvor der lever en ejendommelig Havfauna, der ere de tertiære Lag saa fattigt udviklede, at der rimeligvis ingen Vidnesbyrd om forskjellige paa hinanden følgende og ejendommelige Havfaunaer vil blive bevaret til fjerne Tider. Ved Hjælp af lidt Reflektion vil man kunne forstaa, hvorfor der ingensteds langs med Syd - Amerikas vestlige Kyster, der nu hæve sig, kan findes vidtstrakte Formationer med nye og tertiære Levninger, omendskjøndt Af-lejringsstoffet i lange Tider maa have været stort paa Grund af Kystskærenes stærke Aftagen og paa Grund af de dyndede Floder, som falde ud i Havet. Forklaringen er uden Tvivl denne, at de litorale og sublitorale Lag stadigt slides bort, saasnart de ere bragte frem for Dagen og for Brændingens Indvirkning, derved, at Landet langsomt og Trin for Trin hæver sig.

Vi kunne, troer jeg, antage at Aflejringsmængden maa ophobes i overordenlig tykke, solide eller udstrakte Masser, for at den, baade naar Hævninger begynde og under senere Niveauforandringer, kan modstaa saavel Bølgernes aldrig standsende Indvirkning, som ogsaa de Ødelæggelser, den atmosfæriske Luft senere kunde afstedkomme. Saa-danne tykke og udstrakte Ophobninger .kunne dannes paa to Maader, enten i store Havdybder, i hvilket Tilfælde Bunden ikke vil blive beboet af saa mange og saa forskjel-

[page] 369

lige Livsformer, som i de mere grundede Have; og naar Massen bliver hævet op, vil den give en ufuldkommen Underretning om de Organismer, som existerede i Verden, dengang Laget ophobedes. Der kan ogsaa dannes et Lag af temmelig stor Tykkelse og Udstrækning paa grundet Vand, naar Bunden langsomt synker. I dette sidste Tilfælde vil, saalænge som Sænkningen og Tilførselen af Af-lejringsmasse saa omtrent holde hinanden Stangen, Vandet vedblive at være grundet, og heldigt for mange og varierende Former, og saaledes vil en rigt fossilførende Dannelse, der, naar den hæves> er tyk nok til at modstaa megen Denudation, blive dannet.

Jeg er overbevist om, at næsten alle vore gamle Formationer, som i Størstedelen af deres Tykkelse ere rige paa Fossilier, ere blevne aflejrede ved stadige Sænkninger.Siden jeg i 1845 forelagde Offenligheden mine Anskuelser angaaende dette Emne, har jeg nøje fulgt Geologiens Fremskridt, og har til min Overraskelse seet, hvorledes Forfatter efter Forfatter ved Omtale af nu denne, nu hin store Formation er kommen til den Slutning, at den er bleven dannet ved Sænkning. Jeg vil tilføje, at den eneste gamle tertiære Formation paa Vestkysten af Syd-Amerika, som har været stærk nok til at taale en saadan Ødelæggelse, som der er overgaaet den, der imidlertid neppe vil holde ud til fjerne geologiske Tider, har dannet sig ved Sænkning af Bunden, og saaledes naaet en anseelig Tykkelse.

Alle geologiske Kjendsgjerninger sige os tydeligt nok, at ethvert Strøg er undergaaet talrige langsomme Niveau-forandringer, og alle disse Forandringer have aabenbart havt en stor Udstrækning. Som en Følge heraf maa Formationer, der 'ere rige paa Fossilier og tilstrækkelig tykke og udstrakte nok til at kunne modstaa Ødelæggelse, være blevne dannede over vide Strækninger i Sænkningsperioderne, men kun, hvor der' var saa stærk Tilførsel af Materiale, at det kunde holde Vandet flak og indlejre og bevare de

24

[page] 370

fossile Levninger før de bleve ødelagte. Saa længe, paa den anden Side, som Søbunden forblev uforandret, kunde tykke Aflejringer ikke samles paa de flakke og for Livet heldige Grunde. Endnu mindre kunde dette ske under skiftende Sænknings- og Hævningsperioder, eller for at udtrykke mig tydeligere, de Lag, som bleve aflejrede under Sænkningen, ville i Almindelighed være blevne ødelagte, naar de ved Hævningen blive bragte indenfor Brændingens Virkekreds.

Disse Bemærkninger tage hovedsagelig Hensyn til li-torale og sublitorale Aflejringer. Naar vi have et vidt-udstrakt og grundet Hav, saaledes som det, der findes om det malayiske Arkipelag, hvor Dybden varierer fra tredive eller fyrretyve indtil tredsindstyve Favne, kan der dannes en vidt udstrakt Formation i en enkelt Hævningsperiode, uden at Formationen kommer til at lide synderligt, medens den langsomt løftes opad; men Tykkelsen vil ikke blive stor, thi paa Grund af den opadgaaende Bevægelse vil den blive mindre end den Dybde, i hvilken.den er dannet; ikkeheller ville Lagene blive meget stærkt forbundne eller blive dækkede af andre Formationer, saa der vil være Udsigt nok til, at de, medens de stadig hæve sig, ville blive fortærede af Luftens Indvirkning og ogsaa af Havets. Det er imidlertid blevet antaget af Hr. Hopkins, at dersom en-del af Strøget, efter at have hævet sig, og før det var blevet ødelagt, igjen sank, saa vilde de ikke tykke Lag, som vare blevne dannede under Hævningen, efterhaanden blive beskyttede af nye Dannelser, og saaledes blive bevarede for en lang Tid.

Hr. Hopkins troer ogsaa, at Aflejringer med anseelig vandret Udstrækning sjeldent ere blevne ganske ødelagte. Alle Geologer, med Undtagelse af de Faa, som tro, at den nu forekommende metamorfiske*) Skifer og de plutoniske

*) Metamorfiske Bjergarter ere kaldte saaledes, fordi man efter Skot-lændereren Hutton, antager, at de først ere dannede ved Aflejring

[page] 371

Klipper engang dannede Jordkuglens Primordialkjerne, ville indrømme, at de omtalte Klipper have undergaaet en De-nudation, der var meget stor. Thi det er neppe muligt, at saadanne Klipper kunne være blevne hærdede og krystalliserede medens de vare ubedækkede, men dersom den metamorfiske Indvirkning var foregaaet i store Dybder af Oceanet, saa behøver det tidligere beskyttende Lag ikke at have været særdeles tykt. Antage vi nu, at Gnejs, Glimmerskifer, Granit, Diorit osv. engang vare bedækkede, hvorledes kunne vi da forklare, at saadanne Klippemasser i mange Dele af Verden forekomme nøgne og i vid Udstrækning, uden ved at sige, at de alle efterhaan-den ere blevne blottede for alle de overliggende Lag? At saadanne vidtstrakte Strækninger existere, derom kan der ingen Tvivl være: Humboldt beskriver Granitregionen i Parime som mindst nitten Gange saa stor som Sveits. Syd for Amazonstrømmen angiver Boué en Strækning af Klipper af denne Natur, af samme Størrelse som Spanien, Frankrig, Italien, de britiske Øer og endel af Tydskland tilsammen. Denne Egn er ikke bleven omhyggelig undersøgt, men efter Rejsendes enstemmige Vidnesbyrd er Granitstrækningen meget stor. Von Eschwege giver saaledes et detailleret Gjennemsnit af de Klipper, der strække sig fra Rio de Janeiro 260 geografiske Mile ind ad Landet til i en lige Linie, og jeg selv rejste 150 Mile i en anden Retning, og saa ikke Andet end Granitklipper. Talrige Stykker, der vare samlede langs med hele Kysten, fra nær ved Rio Janeiro til Mundingen af la Platafloden — en Strækning paa 1100 geografiske Mile — bleve undersøgte af mig, og jeg fandt, at de alle hørte til denne Klasse. Inde i Landet langs med hele la Platastrømmens nordlige

i Vand og senere ere blevne- omdannede og gjorte krystallinske ved Ildens Indvirkning. Som Exempel paa, at en saadan Omdannelse virkelig har fundet Sted, skal det nævnes, at man har mørk Kalksten, opfyldt af Snegle og Koraller, som er bleven forvandlet til hvidt Marmor. 0. A.

24*

[page] 372

Bred saa jeg foruden nye tertiære Lag kun en lille Plet af ganske svagt metamorfoseret Klippe, som kun kunde have dannet en Del af Granitdannelsernes oprindelige Dække. Vende vi os til en velbekjendt Egn, "nemlig til de forenede Stater og Kanada, saa har jeg, idet jeg af Professor H. D. Rogers's smukke Kort udskar og vejede det Papir, der ved sin Farve angav sig som Granit, at de metamorfe (de halvmetamorfe undtagne) og granitagtige Klipper i Forholdet 19 til 12,5 havde Overvægten over de nyere palæozoiske Formationer. I mange Egne vilde man se, at de metamorfe og granitagtige Klipper ere langt mere udbredte, dersom alle de Aflejringer, der ikke have kunnet danne en Del af det oprindelige Dække, under hvilke de bleve krystalliserede, og som nu bedække dem, bleve fjernede. Derfor er det sandsynligt, at i nogle Dele af Verden hele Formationer ere blevne fuldkommen blottede, uden at der er blevet saa meget som en Stump tilbage. En Bemærkning kunde det her være værd at gjøre. I den Tid Hævningerne foregaa, tiltage Landene og de tilgrændsende flakke Havstrækninger i Størrelse, og der vil ofte blive dannet nye beboelige Lokaliteter, — altsammen Omstændigheder, der, som vi tidligere have sagt, begunstige Dannelsen af nye Varieteter og Arter. Men under saadanne Perioder vil der i Almindelighed være et Hul i vor geologiske Viden. Paa den anden Side vil de beboede Strækningers Størrelse og Beboernes Antal formindskes under Sænkningen (Kystbeboerne undtagne i det Tilfælde, at et fast Land opløses i Øgrupper), og derfor vil der under Sænkningen, omendskjøndt der er megen Uddøen, kun blive dannet faa nye Varieteter eller Arter. Men det er netop under disse Sænkningsperioder, at de Lag, som ere de rigeste paa Fossilier, ere blevne ophobede.

Om Mangelen paa talrige Mellemformer i alle de enkelte Formationer.

Efter hvad vi ovenfor have sagt, kan der ikke være Tvivl om, at vor geologiske Viden som Helhed betragtet

[page] 373

er utilstrækkelig, men henvende vi vor Opmærksomhed paa kun en enkelt Formation, saa bliver det meget vanskeligt at forstaa, hvorfor vi ikke der finde en Trinrække af Varieteter mellem de beslægtede Arter, som levede ved Begyndelsen og ved Slutningen af Formationen. Der anføres forskjellige Tilfælde, hvor den samme Art frembyder Varieteter i de øvre og de nedre Dele af de samme Formationer: saaledes nævner Trautschold et Antal Exempler for Ammonites*) Vedkommende, og Hilgendorf har beskrevet et højst mærkværdigt Tilfælde med ti Overgangs-former af Planorbis multiformis **), der fandtes i de paa hinanden følgende Lag i en Ferskvandsdannelse i Sveits. Omendskjøndt hver enkelt Formation utvivlsomt har fordret et stort Antal Aar til at blive aflejret, saa kan der dog angives forskjellige Grunde, der kunne bidrage til at forklare, hvorfor hver enkelt af dem i Almindelighed ikke indeslutter en Trinrække af Overgangsled mellem de Arter, som levede i Begyndelsen, og dem, som levede i Slutningen, men jeg kan dog neppe tillægge de følgende Betragtninger den nødvendige Vægt.

Omendskjøndt hver enkelt Formation svarer til en meget lang Aarrække, saa er dog sandsynligvis hver af dem kort i Sammenligning med den Periode, der fordres til at forandre en Art til en anden. Jeg veed vel, at to Palæontologer, hvis Mening det vel er værd at tage Hensyn til, nemlig Bronn og Woodward, ere komne til det Resultat, at hver enkelt Formations gjennemsnitlige Varighed er to eller tre Gange saa lang som de specifiske Formers gjennemsnitlige Varighed. Mig forekommer det imidlertid, at uoverstigelige Vanskeligheder forhindre os fra at komme til noget nøjagtigt Resultat i dette Spørgs-

*) Ammonites, en nu uddød Slægt, hører til Blæksprutternes Klasse og er nærmest beslægtet med Nautilerne, fra hvilke den afviger ved bugtede Skillevægge. O. A.

**) Ferskvandsslægt. Skivesnegl. O. A.

[page] 374

maal. Naar vi se en Art fremtræde første Gang midt i en eller anden Formation, saa vilde det være en noget dristig Slutning derfor at antage,, at den ikke tidligere havde existeret andetsteds. Fremdeles, naar vi finde, at en Art forsvinder, førend de sidste Lag ere blevne nedfældede, vilde det ligeledes være dristigt at slutte, at den uddøde dengang. Vi glemme, hvor ringe en Strækning Evropa er i Sammenligning med den øvrige Verden, og ikke heller ere de forskjellige Trin i den samme Formation med fuldkommen Nøjagtighed blevne sammenlignede hele Evropa igjennem.

Hvad Havdyr af alle Slags angaaer, kunne vi ganske sikkert antage et stort Beløb af Udvandren under Klimat-forandringer og andre Omskiftelser, og naar vi se en Art optræde første Gang i en eller anden Formation, saa er der Sandsynlighed for, at den da for første Gang var indvandret til denne Strækning. Det er f. Ex. vel-bekjendt, at adskillige Arter viste sig noget tidligere i Nord-Amerikas palæozoiske Lag end i Evropas, øjensynlig fordi der har udfordredes Tid til, at de kunne vandre fra de amerikanske til de evropæiske Have. Ved Undersøgelser af de seneste Aflejringer i de forskjellige Egne af Verden har man overalt lagt Mærke til, at nogle faa endnu existerende Arter ere almindelige i Aflejringen, men ere uddøde i det omliggende Hav, eller omvendt at nogle Arter nu forefindes i Overflødighed i det nærliggende Hav, men ere sjældne eller mangle i Aflejringen. Det er en meget god Skole at gaa igjennem, at sætte sig til at tænke paa det Beløb af Vandringer, der bevislig er blevet foretaget af Evropas Beboere i Istiden, som kun danner en Del af en hel geologisk Periode; ligeledes er det lærerigt at tænke over Niveauforandringerne, over Klimaets store Forandringer og over den uhyre lange Tid, altsammen indenfor den samme Istid. Og dog turde det være tvivlsomt, hvorvidt nogetsteds i Verden Aflejringer, som indeslutte fossile Levninger, ere blevne ved at op-

[page] 375

hobes paa det samme Strøg hele denne Periode igjennem. Det er f. Ex. ikke sandsynligt, at der blev udfældet Aflejringer under hele Istiden nær ved Missisippis Munding, indenfor den Dybde, paa hvilken Havdyrene bedst trives, thi vi vide, at store geografiske Forandringer foregik i andre Dele af Amerika i dette Tidsrum. Naar saadanne Lag, som bleve aflejrede i det flakke Vand nær ved Missisippis Munding i en vis Del af Istiden, engang skulde komme til at hæve sig, vilde de organiske Levninger sandsynligvis først vise sig og igjen forsvinde i de for-skjellige Niveauer, alt eftersom Arterne have vandret, og efter som der er foregaaet geografiske Forandringer. Og i en fjern Fremtid vil en Geolog, som undersøger disse Lag, blive fristet til at antage, at den gjennemsnit-lige Varighed af de indlejrede Fossiliers Liv har været langt mindre end Istidens, i Stedet for at den i Virkeligheden har været langt større, det vil sige har udstrakt sig fra før Istiden og til den Dag idag.

For nu at faa en fuldstændig Række af Overgangs-former mellem de to forskjellige Former i de øvre og nedre Lag af den samme Formation, maatte Laget gjennem en meget lang Periode, stadig være blevet ved at ophobes, for at der kan være Tid til Modifikationens langsomme Proces; derfor maa Laget være overordenlig tykt, og de Arter, som have undergaaet Forandring, maa have levet i det samme Strøg hele denne Tid, men vi have seet, at en Formation af stor Mægtighed, og som er fossilførende helt igjennem, kun kan sa-mles under en Sænkningsperiode. For at nu Dybden skal være omtrent den samme, hvad der er nødvendigt, forat de samme Havdyr kunne leve paa den samme Plads, var det endvidere nødvendigt, at Tilførselen af Aflejringen næsten vejede op imod Sænkningen. Men netop denne Sænknings-Bevægelse vil ogsaa søge at sænke de Strøg, hvorfra Aflejringen kommer, og vil saaledes formindske Tilførselen, medens Bevægelsen nedad vedbliver. I Virkeligheden er denne næsten nøjagtige Ligevægt imellem

[page] 376

Tilførsel og Sænkning efter al Sandsynlighed sjælden, thi mere end en Palæontolog har iagttaget, at meget tykke Lag i Almindelighed ere blottede for organiske Levninger undtagen i deres øverste og nederste Del.

Det synes, som om hver enkelt Formation, ligesom den hele Række af Formationer i et Land i Almindelighed er blevet dannet under forskjellige Afbrydelser. Naar vi, hvad der saa ofte er Tilfældet, se en P^ormation sammensat af Lag, der have en forskjellig mineralogisk Sammensætning, saa kunne vi med Grund slutte, at Aflejrings-processen har været meget forstyrret, da en Forandring i Havets Strømme og en Tilførsel af en forskjellig Natur i Almindelighed vil have havt sin Grund i geografiske Forandringer, der fordre megen Tid, Den nøjagtigste Undersøgelse af en Formation giver nu ikke engang en Forestilling om den Tid, der er medgaaet til dens Aflejring. Der kunde nævnes mange Exempler paa, at Lag, der kun have nogle faa Fods Tykkelse, svare til Formationer, der andensteds ere tusinder af Fod tykke, og som maa have udfordret et uhyre Tidsrum til deres Ophobning, og der var Ingen, som var uvidende om dette, der vilde have anet, hvilket uhyre Tidsrum det tynde Lag repræsenterede. Der kunde nævnes mange Exempler paa, at en Formations nedre Lag ere blevne hævede, blottede, sænkede og saa igjen blevne bedækkede af den samme Formations øvre Lag, — Kjendsgjerninger, der vise, at store, men let oversete Afbrydelser, have fundet Sted i dets Aflejring. I andre Tilfælde afgive store fossile Træer, der endnu staa lige op og ned, som dengang de groede, tydelige Beviser paa mange, lange Afbrydelser og Forandringer i Niveauet under Aflejringen, Noget som man aldrig vilde have anet, vare ikke Træerne hændelsesvis blevne bevarede. Hr. C. Lyell og Dr. Dawson fandt saaledes i Ny-Skotland kulførende Lag paa 1400 Fods Tykkelse, gamle Lag, der vare fulde af Rødder, det ene oven over det andet, i ikke mindre end otte og tresindstyve forskjellige Højder. Derfor er der, naar

[page] 377

de samme Arter findes nederst, midt i og øverst i en Formation, Sandsynlighed for, at de ikke have levet paa den samme Plet under hele Aflejringsperioden, men at de ere forsvundne og komne til Syne igjen, maaske mange Gange i den samme geologiske Periode. Dersom derfor saadanne Arter undergik et anseeligt Beløb af Modifikation i en eller anden geologisk Periode, saa vilde man ikke i et Gjennem-snit af Lagene finde alle de fine Overgange, som i Følge vor Theori maa have existeret, men man vil finde abrubte skjøndt maaske smaa Formforandringer.

Det er af største Vigtighed at erindre, at Naturforskerne ikke ere saa heldige at have en gylden Regel, ved Hjælp af hvilken de kunne adskille Arter og Varieteter fra hinanden; de tilstaa hver Art lidt Variabilitet, men naar de saa finde to Former, mellem hvilke der er et noget større Beløb af Forskjellighed, saa regne de begge for Arter, medmindre de ere i Stand til at forbinde dem med hinanden ved ganske nærstaaende Mellemformer. Og dette kunne vi, af de Grunde, vi nylig have angivet, sjældent have Haab om at finde i et geologisk Gjennem-snit. Antage vi, at B og C ere to Arter, og at en tredie A findes i et ældre og lavere liggende Lag, saa vilde A, selv om den stod ganske nøjagtig midt imellem B og C, simpelthen blive regnet for en tredie særegen Art, medmindre den var ganske nøje forbunden med den ene af Formerne eller med dem begge ved mellemliggende Varieteter. Man maa heller ikke glemme, hvad vi før have henledt Opmærksomheden paa, at A kunde være B's og C's virkelige Stamform, uden derfor nødvendigvis at staa nøjagtig midt imellem dem i alle Henseender. Og saaledes kunde vi da finde Stamarterne og deres forskjellige modificerede Efterkommere i den samme Formations øvre og nedre Lag og dog ikke, medmindre vi fandt talrige Overgangsformer, erkjende deres kjødelige Slægtskab og vilde som en Følge heraf blive nødte til at regne dem for bestemt adskilte Arter.

[page] 378

Gud og Hvermand veed, paa hvilke yderst ubetydelige Forskjelligheder mange Palæontologer have grundet deres Arter, og de ere saa meget mere tilbøjelige til at gjøre dette, dersom Exemplarerne komme fra forskjellige Lag i samme Formation. Nogle erfarne Konkyliologer nedsætte nu mange af D'Orbigny's og Andres meget svage Arter til Varieteter, og naar man seer paa denne Maade, saa finde vi ogsaa den Forandring, som vi efter Theorien burde finde. Se engang paa de nyere tertiære Aflejringer, som indeslutte saa mange Bløddyr-Arter, der af Flertallet af Naturforskerne ansees for at være identiske med nulevende Arter; men nu er der mange udmærkede Naturforskere, som Agassiz og Pietet, der hævde, at alle disse tertiære Arter ere specifisk forskjellige fra de nulevende, omend-skjøndt det indrømmes, at Forskjellen er meget lille, saa her have vi, medmindre vi tro, at disse udmærkede Naturforskere ere blevne førte paa Vildspor af deres Indbildningskraft, og at disse ny-tertiære Arter i Virkeligheden ikke i Nogetsomhelst ere forskjellige fra deres nulevende Repræsentanter, eller med mindre vi tro, at det store Flertal af Naturforskere har taget fejl, og at de tertiære Arter virkelig alle ere forskjellige fra de nulevende, saa have vi, siger jeg, Bevis nok paa, at der hyppig forekommer smaa Modifikationer af det Slags, der fordres. Betragte vi nu Lag, der ligge temmelig langt fra hinanden i Tid, nemlig forskjellige, men paa hinanden følgende Etager af den samme store Formation, finde vi, at de indlejrede Fossilier, skjøndt de almindelig ansees for specifisk forskjellige, dog ere langt nærmere beslægtede med hinanden end de Arter, der findes i mere forskjellige Formationer, saa her have vi igjen tydeligt Bevis paa, at der findes Forandring i den af Theorien fordrede Retning; men til dette sidste Spørgsmaal skal jeg vende tilbage i det følgende Kapitel.

Om Dyr og Planter, som formere sig hurtigt og ikke vandre meget, er der, som vi tidligere have seet, Grund

[page] 379

til at antage, at deres Varieteter i Almindelighed først ere lokale, og fremdeles at saadanne lokale Varieteter ikke udbredes vidt og afløse deres Stamformer, førend de ere blevne modificerede og fuldkommengjorte i en temmelig betydelig Grad. Heraf følger, at Udsigten til, i en Formation i et eller andet Land, at opdage alle de tidlige Overgangs-trin mellem to saadanne Former er ringe, thi de paa hinanden følgende Forandringer maa antages at have været lokale og indskrænkede til en bestemt Plet. De fleste Havdyr ere vidt udbredte, og nu have vi, for Planternes Vedkommende, seet, at det er dem, der have den videste Voksekreds, der oftest frembyde Varieteter, og derfor er det sandsynligt, at af Bløddyr og andre Havdyr de, som have været videst udbredte, langt ud over Grændserne for Evropas kjendte geologiske Formationer, oftest have frembragt, først lokale Varieteter og endelig nye Arter, og dette vilde nu igjen i høj Grad indskrænke Udsigten til at finde Mellemformerne i en eller anden geologisk Formation.

En mere vigtig Betragtning, der fører til det samme Resultat, en Betragtning, der hævdes af Dr. Falconer, er den, at den Periode, i hvilken enhver enkelt Art modificeredes, skjøndt lang, naar man vil udmaale den i Aar, dog rimeligvis, af de nys angivne Grunde, var kort i Sammenligning med det Tidsrum, i hvilket den holdt sig uforandret.

Man burde vel huske paa, at man nutildags, selv om man har udmærkede Exemplarer til Undersøgelse, sjælden kan forbinde to Former med hinanden ved Mellemformer og saaledes bevise, at de høre til samme Art, medmindre man har samlet mange Individer fra mange Steder, og for de fossile Arters Vedkommende kunne Palæontologerne sjælden gjøre disse Fordringer Fyldest. Vi kunne maaske bedst forstaa, hvor usandsynligt det er, at vi skulde være i Stand til at forbinde Arterne med hinanden ved talrige fossile Mellemformer ved blot f. Ex. at spørge os selv, om Geologerne i den kommende Tid ville være

[page] 380

i Stand til at bevise, at vore forskjellige Racer af Køer, Faar, Heste og Hunde oprindelig nedstamme fra et enkelt Hold eller fra flere, eller fremdeles hvorvidt visse Havbløddyr, der leve ved Nord-Amerikas Kyster, og som af nogle Konkyliologer ansees for særegne Arter, der ere forskjellige fra deres evropæiske Repræsentanter, af andre Konkyliologer kun holdes for Varieteter, om disse virkelig ere Varieteter, eller, som man siger, specifisk forskjellige. Dette kunde kun ske derved, at den fremtidige Geolog opdagede utallige Mellemtrin i fossil Tilstand, og et saa-dant Held er i højeste Grad usandsynligt.

Det er atter og atter blevet forsikret af Forfattere, som tro paa Arternes Uforanderlighed, at Geologien ingen Mellemformer giver. Denne Forsikring er aldeles falsk. Som Hr. J. Lubbock har bemærket, »enhver Art er et Forbindelsesled mellem andre beslægtede Former.« Dette viser sig tydeligt, dersom vi tage en Slægt, der har en Mængde nulevende og uddøde Arter, og ødelægge de fire Femtedele af dem; thi i saa Tilfælde vil vel næppe Nogen betvivle, at Resten vil staa langt skarpere adskilt fra hinanden. Dersom de extreme Former i Slægten tilfældigvis saaledes ere blevne ødelagte, saa vil Slægten i de fleste Tilfælde staa mere bestemt forskjellig fra de andre beslægtede Slægter. Kamelen og Svinet eller Hesten og Tapiren ere nu øjensynlig meget bestemt adskilte Former; men dersom vi tage de forskjellige fossile Pattedyr, som allerede nu ere blevne opdagede, af de Familier, hvortil Kamelen og Svinet høre, med i Betragtning, saa blive disse Former forenede med hinanden ved Led, der ikke staa hverandre saa overordenlig fjernt. Denne Kjæde af Mellemformer gaaer imidlertid ikke i dette Tilfælde eller i noget andet Tilfælde lige fra den ene levende Form til den anden, men kommer ad Omveje i Berørelse med de Former, som levede i længst forsvundne Tider. Hvad den geologiske Undersøgelse ikke har ledet til at vise, er det, at der tidligere existerede utallige Mellemformer i lige saa

[page] 381

fine Gradationer som de nulevende Varieteter, Mellemformer, som forbandt næsten alle vore existerende Arter med uddøde Arter. Dette burde man heller ikke have ventet, og dog er det gjentagne Gange blevet anført som en højst alvorlig Indvending mod mine Anskuelser.

Det kunde vel nok være Umagen værd at opsummere de ovenfor anførte Bemærkninger om Grundene til den geologiske Videns Ufuldkommenhed i et Tankeexperiment. Det malayiske Arkipelag har omtrent Evropas Størrelse fra Nordkap til Middelhavet og fra Britannien til Rusland og svarer derfor i Udstrækning, naar man medtager de nordamerikanske Fristater, til de Strøg, hvis geologiske Formationer ere blevne undersøgte med megen Nøjagtighed. Jeg er ganske enig med Hr. Godwin-Austen i, at det malayiske Arkipelags nuværende Tilstand: — store talrige Ølande, adskilte ved brede og flakke Vandstrækninger — efter al Sandsynlighed, repræsenterer den Tilstand, i hvilken Evropa tidligere befandt sig, medens de fleste af vore Formationer ophobedes. Det malayiske Arkipelag er en af de Dele af Verden, der er rigest paa organiske Væsner, og dog, dersom man kunde samle alle de Arter, der nogensinde gjennem alle Tider have levet der, hvor ufuldkomment vilde de ikke repræsentere Verdens Naturhistorie!

Vi have imidlertid al mulig Grund til at tro, at Arkipelagets Landfrembringelser ere blevne bevarede paa en yderst ufuldkommen Maade i de Formationer, som vi antage ophobes der. Ikke mange af de Dyr, som vare nøje knyttede til Kysten, eller af dem, der levede paa nøgne undersøiske Skjær, vilde blive indlejrede, og de, der bleve indlejrede i Grus eller Sand, vilde ikke holde sig til fjerne Tider. Der, hvor der ikke skete nogen Aflejring paa Havbunden, eller hvor Aflejringen ikke gik hurtig nok for sig til at beskytte de organiske Legemer mod Ødelæggelse, der kunde ingen Levninger bevares.

Formationer, der ere rige paa Fossilier af mange Slags, og som ere tykke nok til at holde ud til en Tid,

[page] 382

der ligger saa langt borte i Fremtiden, som de sekundære Formationer ligge i Fortiden, ville i Almindelighed kun dannes i Arkipelaget under Sænkningsperioder. Disse Sænkningsperioder vilde være adskilte fra hinanden ved umaadelige Tidsmellemrum, under hvilke Terrainet holdt sig stille eller hævedes. Hævedes det, vilde de fossilførende Formationer ved de stejlere Kyster ødelægges næsten ligesaa hurtigt, som de ophobedes, ved den uophørlige Brænding, saaledes som vi se det nu ved Syd-Amerikas Kyster, og selv i vidtstrakte og flakke Havstrækninger, indenfor Arkipelaget, kunde Aflejringer neppe samles i nogen stor Grad af Mægtighed under Hævnings-perioden eller blive overlejrede og beskyttede af senere Udfældninger, saa at de fik god Udsigt til at holde sig til en meget fjern Fremtid. Under Sænkningsperioderne vilde der sandsynligvis gaa meget Levende tabt, under Hævningsperioderne vilde der være megen Varieren, men den geologiske Viden vilde da derved blive mere utilstrækkelig.

Der kan nu være Tvivl om, hvorvidt Varigheden af en stor Sænkningsperiode over hele Arkipelaget eller en Del af det, i Forbindelse med den samtidige Aflejring, vilde være større end Arternes Gjennemsnitsvarighed, og dog vilde dette være en uundgaaelig nødvendig Betingelse for, at alle Overgangsformerne mellem to eller flere Arter skulde bevares. Dersom saadanne Overgangsformer ikke alle bleve fuldt bevarede, vilde de Varieteter, der vare i Overgang, ligefrem synes ligesaamange ny og bestemt adskilte Arter. Der er ogsaa Sandsynlighed for, at enhver stor Sænkningsperiode er bleven afbrudt af Niveau-forandringer, og at smaa Klimatforandringer ere indtrufne under saa lange Perioder, og i saa Tilfælde vilde Beboerne af Arkipelaget udvandre, og der kunde ikke bevares nogen nøje sammenhængende Række af deres Modifikationer i en enkelt Formation.

[page] 383

Overordenlig mange af Arkipelagets Saltvandsbeboere findes nu tusinder af Mile udenfor dettes Grændser, og ved Analogi føres man ganske simpelt til den Tro, at det hovedsagelig vilde være disse videst udbredte Arter (skjøndt kun nogle af dem), der oftest vilde frembringe nye Varieteter, og disse Varieteter vilde i Begyndelsen i Almindelighed være lokale eller indskrænkede til en enkelt Plet, men dersom de i en eller anden Henseende vare bestemt heldigt stillede, eller naar de vare blevne videre modificerede og forbedrede, vilde de udbrede sig langsomt og afløse deres Stamformer. Naar saadanne Varieteter vendte tilbage til deres gamle Hjem, vilde de, i Overensstemmelse med de Principer, som mange Palæontologer følge, blive regnede for nye og bestemt adskilte Arter, fordi de vilde afvige fra deres tidligere Tilstand paa en temmelig ensartet Maade, omendskjøndt maaske i en yderst ringe Grad, og fordi de vilde blive fundne indlejrede i lidt forskjellige Lag af den samme Formation.

Dersom der da er nogen Sandhed i disse Bemærkninger, have vi ingen Ret til at vente, i vore geologiske Formationer, at finde utallige fine Overgangsformer, der ifølge vor Theori have forbundet alle de uddøde og nulevende Arter af samme Gruppe til en lang og forgrenet Kjæde af Liv. Vi burde kun vente at finde nogle faa Led, hvad vi virkelig ogsaa finde — nogle fjernere, nogle nærmere ved hinanden, og disse Led, lad dem være aldrig saa nær ved hinanden, vilde, dersom de bleve fundne paa forskjellige Trin af den samme Formation, af mange Palæontologer blive regnede for bestemt adskilte Arter. Men jeg tilstaaer, at jeg aldrig vilde have: faaet Mistanke om, hvor fattig vor Viden i de bedst bevarede geologiske Sektioner var, havde ikke Mangelen af utallige Mellemformer mellem de Arter, som levede i Begyndelsen og Slutningen af hver Formation, tynget saa haardt paa min Theori.

[page] 384

Om den pludselige Tilsynekomst af hele Grupper af beslægtede

Arter.

Den abrubte Maade, paa hvilken hele Grupper af Arter pludselig vise sig i visse Formationer, er af for-skjellige Palæontologer, f. Ex. Agassiz, Pietet og Sedgwick, bleven fremført som meget farlig for Troen paa Arternes Foranderlighed. Dersom talrige Arter, der høre til de samme Slægter eller Familier, virkelig vare styrtede ind i Livet paa engang, saa vilde en saadan Kjendsgjerning være farlig for en Theori, der hævder Afstamning i Forbindelse med en af Kvalitetsvalget bevirket langsom Modifikation. Thi Udviklingen af en Gruppe af Former, der alle nedstamme fra en eller anden Stamform, maa have været en yderst langsom Proces, og Stamformerne maa have levet lange Tider før deres modificerede Efterkommere. Men vi overvurdere stadig den geologiske Fuldkommenhed og slutte fejlagtigt, fordi visse Slægter og Familier ikke ere blevne fundne nedenunder et vist Lag, at de ikke existerede før det nævnte Lag. T alle Tilfælde kan man ganske stole paa positive palæontologiske Beviser, negative Beviser ere aldeles værdiløse, som Erfaringen saa ofte har viist. Vi forglemme stadig, hvor stor Verden er i Sammenligning med de Strøg, hvor de geologiske Formationer ere blevne omhyggelig undersøgte. Vi glemme, at Grupper af Arter kunne have existeret længe andensteds og langsomt have mangfoldiggjort sig, førend de indvandrede til Evropas og de forenede Staters gamle Arkipelager. Vi tage ikke tilbørligt Hensyn til de enorme Tidsmellemrum. som ere henrundne mellem vore paa hinanden følgende Formationer — Tidsrum, der maaske i mange Tilfælde vare længere end de, der udfordres til at ophobe de enkelte Formationer. Disse Mellemrum ville have givet Arten Tid til at mangfoldiggjøre sig fra en eller nogle faa Stamformer, og i den paafølgende Formation ville saadanne Grupper af Arter vise sig som pludselig skabte.

[page] 385

Jeg maa her minde om en tidligere Bemærkning, den nemlig, at der kunde udfordres lange Tider til at læmpe en Organisme efter en eller anden ny og ejendommelig Leve-maade, f. Ex. den at flyve igjennem Luften, og at som en Følge heraf Overgangsformerne ofte længe ville være indskrænkede til en eller anden bestemt Egn; men naar denne Lempelse engang var afstedkommet og nogle faa Arter saaledes vare blevne gunstigere stillede end andre Organismer, saa behøvedes der kun en sammenlignelsesvis kort Tid til at frembringe mange forskjellige Former, der vilde spredes hurtigt og vidt omkring i Verden. Professor Pietet kan i sin udmærkede Anmeldelse af dette Værk, der, hvor han taler om tidlige Overgangsformer og tager Fuglene som Exempel, ikke se, hvorledes de paa hinanden følgende Modifikationer af Forlemmerne hos en antagen Stamform paa nogen Maade kunne have været til nogen Fordel. Men se til Sydhavets Pingviner, have ikke disse Fugle deres Forlemmer næsten nøiagtig i en saadan Mellemtilstand, at de ere »hverken virkelige Arme eller virkelige Vinger« ? Dog holde disse Fugle sejerrigt deres Plads i Kampen for Tilværelsen, thi de findes i et uendelig stort Antal og i mange Arter. Jeg antager ikke, at vi her se de Overgangstilstande, som Fuglevingerne virkelig have gjennemgaaet; men hvad særlig Vanskelighed er der i at tro paa, at det kunde gavne Pingvinens modificerede Efterkommere først at blive i Stand til at flagre henad Vandets Overflade ligesom den tykhovede And og sluttelig at hæve sig fra dets Overflade og glide hen gjennem Luften?

Jeg vil nu nævne nogle faa Exempler som Illustrationer til de foregaaende Bemærkninger og for at vise, hvor tilbøjelige vi ere til at begaa den Fejltagelse at antage, at hele Grupper af Arter pludselig ere blevne frembragte. Selv i Løbet af et saa kort Tidsrum som det, der ligger mellem første og anden Udgave af Pietets store Værk om Palæontologi — udkommet 1844—46 og 1853—57 — ere Meningerne om de forskjellige Dyregruppers første

25

[page] 386

Tilsynekomst og Forsvinden blevne betydeligt modificerede,, og en tredie Udgave vilde atter behøve Forandringer. Jeg maa minde om den velbekjendte Kjendsgjerning, at det altid i geologiske Afhandlinger, der udkom for ikke mange Aar siden, blev sagt at Pattedyrene vare komne pludseligt i Begyndelsen af de tertiære Lag. Og nu hører en af de paa Grund af deres Tykkelse rigeste Ophobninger af fossile Pattedyr til Midten af den sekundære Række, og virkelige Pattedyr ere blevne opdagede i den nye røde Sandsten, der næsten er fra Begyndelsen af denne store Række. Cuvier plejede at hævde, at der ingen Abekatte fandtes i de tertiære Lag, men nu er der blevet opdaget uddøde Arter i Indien, Sydamerika og Evropa, helt tilbage i Miocentiden. Havde det ikke været for den mærkelige Hændelse, at Fodsporene vare blevne bevarede i de forenede Staters røde Sandsten, hvem vilde saa have dristet sig til at antage, at der foruden Krybdyr existerede ikke mindre end 30 Slags Fugle, deriblandt nogle af gigantisk Størrelse, i den Periode? Thi ikke saameget som en Bensplint er blevet fundet i disse Lag. Uagtet Antallet af Led, som findes paa disse fossile Aftryk, svarer til Antallet af Led i de enkelte Tæer af de nulevende Fugles Fødder, saa er der dog nogle Forfattere, der tvivle om, hvorvidt de Dyr, der have efterladt disse Aftryk, virkelig vare Fugle. Indtil for ganske nylig kunde disse Forfattere have hævdet, og Nogle have ogsaa hævdet, at den hele Fugleklasse kom pludselig ind i Tilværelsen i Eocenperioden; men nu vide vi, med Professor Owen som Hjemmelsmand, at, der ganske vist levede en Fugl, dengang dét øvre Grønsand aflejredes, og endnu senere er den mærkelige Fugl, som man har givet Navn af Archeopteryx, og som har en lang Salamanderhale, hvor der er et Par Fjer paa hvert Led, og som har sine Vinger forsynede med to frie Kløer, bleven opdaget i Solenhofens Oolith-Skifer, Der er neppe nogen af de nyere Opdagelser, der mere kraftigt end

[page] 387

denne viser, hvor lidet vi endnu kjende til Verdens tidligere Beboere.

Jeg kan nævne et andet Exempel, som, fordi det er foregaaet lige for mine Øjne, har slaaet mig meget. I en Afhandling om fossile siddende Snerlefødder hævdede jeg, fordi der var et saa stort Antal af uddøde og tertiære Arter, fordi mange Arters Individer forekomme i en saa overordenlig stor Overflødighed den hele Verden over, lige fra de arktiske Regioner til Ækvator og paa de forskjelligste Dybder lige fra 50 Favne og til den øvre Flodgrændse; fordi Exemplarerne ere bevarede paa en saa fuldkommen Maade i de ældste tertiære Lag, fordi de ere saa lette at kjende, selv om der ikke er mere end Brudstykke af en Skal tilbage; af alle disse Grunde hævdede jeg, at havde der existeret siddende Snerlefødder i den sekundære Periode, saa vilde de ganske vist være blevne bevarede og opdagede, og da ikke en eneste Art den Gang var bleven opdaget i den Tids Lag, saa sluttede jeg deraf, at denne store Gruppe var bleven udviklet pludselig i Begyndelsen af Tertiærtiden. Dette var en slem Forlegenhed, jeg var kommen i, idet der her, som jeg tænkte, var blevet givet et Exempel mere paa pludselig Tilsyneladelse af en stor Gruppe Arter. Men mit Værk var neppe kommet ud, før en dygtig Palæontolog Hr. Bousquet sendte mig en Tegning af et vel vedligeholdt Exemplar af en umiskjendelig siddende Snerlefod, som han selv havde fundet i belgisk Kalk. Og ligesom for at gjøre Tingen saa slaaende som mulig var denne siddende Snerlefod en Chthamalus, en meget almindelig, stor og alle Steder forekommende Slægt, af hvilken der endnu ikke er blevet fundet et eneste Exemplar i nogetsomhelst tertiært Lag. Vi vide nu altsaa bestemt, at siddende Snerlefødder existerede i den sekundære Periode, og disse Snerlefødder kunne have været Stamfædrene til de mange tertiære og nulevende Arter.

Det Exempel paa tilsyneladende pludselig Fremkomst af en hel Artsgruppe, som hyppigst fremføres af Palæ-

25*

[page] 388

ontologerne, er Benfiskenes (Teleostei) Fremkomst i Kridtperiodens nedre Lag. Denne Gruppe indeslutter det store Flertal af de nulevende Arter. Fornylig har Professor Pietet ført deres Tilværelse et Trin længere tilbage, og nogle Palæontologer tro, at visse meget ældre Fisk, hvis Plads i Systemet endnu er meget usikker, i Virkeligheden ere Benfisk. Antage vi imidlertid, at hele Gruppen, saa-ledes som Agassiz hævder, viste sig ved Begyndelsen af Kridtformationen, vilde dette ganske vist være i høj Grad mærkeligt; men jeg kan ikke indse, at det vilde være en uoverstigelig Hindring for denne Theori, med mindre man ligeledes kunde vise, at Arterne af denne Gruppe fremkom pludselig og samtidig den hele Verden over i denne samme Periode. Det er næsten overflødigt at bemærke, at der næppe kjendes nogen fossil Fisk Sønden for Ækvator, og blader man Pietets Palæontologi igjennem, vil man se, at meget faa Arter kjendes fra forskjellige evropæiske Formationer. Nogle faa Fiskefamilier forekomme nu paa et indskrænket Territorium; Benfiskene kunde tidligere have havt en lignende begrændset Forekomst og efter at være bleven i høj Grad udviklet i et eller andet Hav have udbredt sig vidt omkring. Vi have jo heller ikke nogen Ret til at antage, at Havene altid have været saå aabne fra Syd til Nord, som de nu ere. Selv den Dag idag vilde, dersom det malayiske Arkipelag blev forvandlet til Land, de tropiske Dele af det indiske Ocean danne et stort o'g fuldkomment indesluttet Bassin, i hvilket en hvilkensomhelst stor Gruppe af Havdyr kunde mangfoldiggjøre sig, og her vilde de forblive indelukkede, indtil nogle af Arterne bleve lempede efter et kjøligere Klima og bleve istand til at gaa omkring Afrikas eller Avstraliens Sydspidser og derved naa hen til andre fjerne Have.

Paa Grund af disse Betragtninger, paa Grund af vor Uvidenhed om de Landes Geologi, der ligge udenfor Evropas og de forenede Staters Grændser, og paa Grund af den Revolution, der er frembragt i vor palæontologiske Viden

[page] 389

ved de sidste ti—tolv Aars Opdagelser, synes det mig at ville være omtrent lige saa dristigt at dogmatisere over den Maade, paa hvilken de organiske Former have fulgt paa hinanden her i Verden, som det vilde være, om en Naturforsker gik i Land en fem Minutters Tid paa et goldt Sted i Avstralien og saa gav sig til at tale vidt og bredt om dets Frembringelsers Antal og Udbredelse.

Om den pludselige Tilsynekomst af Grupper af beslægtede Arter i de nederste fossilførende Lag, man kjender.

Der er en anden og beslægtet Vanskelighed, som er langt alvorligere. Jeg hentyder til den Maade, paa hvilken mange Arter fra flere af Dyrerigets Hovedafdelinger pludselig komme tilsyne i de laveste fossilførende Lag, man kjender. De fleste Argumenter, som have overbevist mig om, at alle de existerende Arter af den samme Gruppe nedstamme fra en enkelt Stamform, kunne anvendes med næsten samme Styrke overfor de tidligst kjendte Arter. Det kan f. Ex. ikke betvivles, at jo alle de siluriske Trilobiter*) nedstamme fra et eller andet Krebsdyr, som maa have levet længe før den siluriske Tid, og som sandsynligvis afveg meget fra alle de Dyr, man kjender. Nogle af de ældste siluriske Dyr som: Nautilus, Lingula**) osv. afvige ikke meget fra nulevende Arter, og det kan ikke efter vor Theori antages, at disse gamle Arter vare Stamformer for alle de Arter af den samme Gruppe, som senere ere komne tilsyne, thi de have paa ingen Maade Karakter af Mellemformer.

Som en Følge heraf er det, dersom Theorien er sand, uomtvisteligt, at før de laveste siluriske eller cambriske Lag bleve aflejrede, hengik der lange Perioder, ligesaa lange eller sandsynligvis meget længere end der er fra

*) Trilobiter ere Sirf&akrebs, der nærmest ere beslægtede med de nulevende Dolkhaler. . O. A.

**) Meget lavtsstaaende Bløddyr med hornagtig Skal. O. A.

[page] 390

den cambriske Periode til den Dag idag, og i disse lange Tider vrimlede Verden af levende Skabninger. Her møde vi en frygtelig Indvending, thi det synes tvivlsomt, hvorvidt Jorden længe nok har været i en Tilstand, der gjorde den skikket til at beboes af levende Skabninger. Hr. W. Thompson mener, at Jordskorpens Stivnen neppe kan være foregaaét for mindre end tyve eller for mere end fire Hundrede Millioner Aar siden, men sandsynligvis ikke for mindre end otte og halvfemsindstyve eller mere end to Hundrede Millioner Aar siden. Disse meget vide Grændser vise, hvor tvivlsomt det er, og der kunde jo maaske ogsaa komme andre Ting med ind i Beregningen. Hr. Croll regner, at der er gaaet omtrent tredsindstyve Millioner Aar siden den cambriske Periode, men dette synes, naar man seer hen til det ringe Beløb af organisk Forandring, der er foregaaét siden Istidens Begyndelse, at være en meget kort Tid for de mange og store Forandringer af Livet, som visselig ere indtraadte siden den cambriske Formation, og de forudgangne hundrede og fyrgetyve Millioner Aar kunne neppe ansees for tilstrækkelige til Udviklingen af de forskjellige Livsformer, der ganske vist existerede henimod Slutningen af den cambriske Periode.

Paa det Spørgsmaal, hvorfor vi ikke finde rige fossilførende Aflejringer, der tilhøre hine antagne tidligere Perioder, kan jeg ikke give noget tilfredsstillende Svar, Flere fremragende Geologer, med Hr. R. Murchison i Spidsen, vare indtil for nylig overbeviste om, at vi i de laveste siluriske Lags organiske Levninger saa Livets første Gruppe. Andre højst kompetente Dommere som Lyell og E. Forbes have bestridt denne Paastand. Vi burde ikke glemme, at kun en lille Del af Verden kjendes nogenlunde nøje. For ikke længe siden føjede Hr. Barrande et andet og lavere Lag, der vrimlede af nye og ejendommelige Arter, til, nedenunder det gamle siluriske System. Levninger af forskjellige Former ere ogsaa blevne

[page] 391

opdagede i Longmynd-Gruppen*) under Barrandes Primo-dialbelte, som nu deles.i to Etager, der danne det nedre cambriske System. Tilstedeværelsen af fosfatiske Knolde og et Jordbeg lignende Stof i nogle- af de laveste azoiske Lag tyder sandsynligvis paa, at der har været Organismer til i denne Periode. Men nu er den store Opdagelse af Eozoon i den lavrentiske Formation i Kanada bleven gjort, thi efter at have læst Dr. Carpenters Beskrivelse af denne mærkværdige Fossil, er det neppe muligt at tvivle om dens organiske Natur. Der er tre store Rækker af Lag nedenunder det siluriske System i Kanada, og i det laveste af disse blev Eozoon fundet, og Hr. W. Logan siger, at disse Lags »samlede Tykkelse rimeligvis langt overgaaer alle de efterfølgende Lag lige fra Grunden af de palæozoiske Lag til Nutiden. Vi føres saaledes tilbage til en Periode, der er saa fjern, at Fremkomsten af Barrandes saakaldte Primodialfavna kan betragtes som en temmelig ny Hændelse.« Eozoon hører til den lavest organiserede af alle Dyreklasser, men i Forhold til sin Klasse er den meget fuldkomment organiseret. Den levede i uhyre Antal og nærede sig, som Dr. Dawson har bemærket, ganske vist af andre smaa organiske Væsner, som maa have forekommet i stor Mængde. Saaledes ere de Ord, som jeg skrev i 1859 om de store Perioder, der rimeligvis vare hengaaede førend det cambriske System, næsten de samme, som Hr. W. Logan siden har brugt. Ikkedestomindre er Vanskeligheden ved at give nogen god Grund for Manglen paa store Dynger af fossilrige Lag nedenunder de øvre cambriske Formationer meget stor. Det er ikke sandsynligt, at de ældste Lag ganske ere blevne slidte bort ved Denudation, eller at deres Fossilier ere blevne ganske tilintetgjorte ved Metamorfisme, thi dersom dette havde været Tilfældet, saa skulde vi kun

*) Det cambriske Systems Underlag. Det bestaaer af Skifer og Sandsten. O. A.

[page] 392

have fundet faa Levninger efter de i Alder nærmest paafølgende Formationer, der ogsaa da maatte forefindes i en delvis metamorfoseret Tilstand. Men de Beskrivelser, vi have af de siluriske Aflejringer over umaadelige Strækninger i Rusland og Nord-Amerika, støtte ikke den Antagelse, at, jo ældre en Formation er, desto mere har den altid lidt af Denudation og Metamorfisme.

Sagen maa for Øjeblikket forblive uforklaret og kan virkelig bruges som et kraftigt Argument mod den Be-tragtningsmaade, der her er gjort gjældende. For at vise at den'senere dog maaske maa kunne forklares, fremsætter jeg følgende Hypothese. Af den Natur, som de organiske Væsner, der ikke synes at have levet paa store Dybder, og hvis Levninger findes i Evropas og de forenede Staters forskjellige Formationer, have, af den Mængde af Aflejring, der har Miles Mægtighed, og af hvilke Formationerne ere dannede, kunne vi slutte, at lige fra Begyndelsen til Slutningen maa der i Nærheden af Evropas og Nord-Amerikas Kontinenter have været store Øer eller andre Landstrækninger, hvorfra Aflejringsmassen kom. Men vi vide ikke, hvilken Tingenes Tilstand da var i Mellemrummene mellem de paa hinanden følgende Formationer, om Evropa og de forenede Stater i disse Mellemrum existerede som tørt Land eller som undersøiske Kyststrækninger, paa hvilke der Intet aflejredes, eller som Bunden af et aabent og umaadelig dybt Hav.

Se vi hen til de nu forekommende Have, der have tre Gange saa stor Udstrækning som Landet, finde vi, at de ere fyldte med mange Øer, men ikke en eneste oceanisk 0 (Ny-Zeeland undtaget, hvis det forøvrigt kan kaldes en virkelig oceanisk 0), kjender man, som frembyder, om det saa kun var en Levning af palæozoisk eller sekundær Formation. Deraf kunne vi maaske slutte, at der under de palæozoiske og sekundære Perioder hverken existerede Fastlande eller Fastlandsøer der, hvor vore Have nu findes; thi havde der existeret Øer eller Fastlande der, saa vilde

[page] 393

der, efter al Sandsynlighed, ved Aflejringsstof, der var taget fra dem, være bleven dannet palæozoiske og sekundære Formationer, og disse vilde i det Mindste delvis være blevne løftede ved de Niveauforandringer, som maa have forekommet i disse uhyre lange Perioder. Dersom vi da kunne slutte noget af disse Kjendsgjerninger, saa er det det, at der, hvor vore Have nu findes, der har der været Have lige fra de fjerneste Tider, om hvilke vi have nogen Anelse, og paa den anden Side, at der, hvor Fastlandet nu findes, der har der været Landstrækninger, uden Tvivl udsatte for store Niveauforandringer lige siden den første siluriske Periode. Det kolorerede Kort, der følger med min Bog om Koralrevene, fik mig til at drage den Slutning, at de store Oceaner endnu stadig ere Sænkningsstrøg, de store Arkipelager endnu Scenen for skiftende Niveauforandringer og Fastlandene Strøg, der hæves. Men vi have ingen Grund til at antage, at det Altsammen har været saaledes lige fra Verdens Begyndelse. Vore Fastlande synes hovedsagelig at være opstaaede derved, at Hævningen under de mange Niveauforandringer har havt Overvægten; men kunne ikke de Steder, hvor Hævningen eller Sænkningen har Overvægten, have byttet Rolle i Tidernes Løb? Paa en Tid, der laa længe før den siluriske Tid, kan der have existeret Fastlande der, hvor der nu er Oceaner, og der kan have været store aabne Oceaner der, hvor vi nu have Fastland. Man vilde nu imidlertid ikke være berettiget til at antage, at f. Ex. det stille Oceans Bund, dersom det skulde blive omdannet til et Fastland, vilde frembyde Aflejringsformationer i en saadan Tilstand, at man kunde kjende Levningerne fra Tider, der vare ældre end de siluriske Lag, thi det kunde godt hænde, at Lag, som rykkede Jordens Midtpunkt nogle Mile nærmere, og som vare blevne tyngede af det ovenover liggende Vands umaadelige Vægt, kunde have lidt langt mere af Metamorfisme end Lag, der altid have været nærmere ved Overfladen. De uhyre Strækninger, der i nogle Dele af

[page] 394

Verden f. Ex. i Syd-Amerika findes af nøgne metamorfe Klipper, der maa være blevne glødede under stort Tryk, have altid forekommet mig at fordre en særegen Forklaring, og vi kunne maaske antage, at vi i disse store Strækninger se de mange Formationer, der vare til længe før den siluriske Tid, i en fuldkommen metamorfoseret og blottet Tilstand.

De forskjellige Vanskeligheder, der her ere omtalte, — den Kjendsgjerning, at, omendskjøndt vi i vore geologiske Formationer finde mange Mellemled mellem de Arter, som nu existere, og som tidligere existerede, saa finde vi dog ikke utallige fine Overgangsformer, der knytte dem nær til hinanden Allesammen; endvidere den pludselige Maade, paa hvilken adskillige Grupper af Arter for første Gang vise sig i de evropæiske Formationer, og endelig det at der for Øjeblikket, saavidt vi vide, næsten ganske mangler fossilrige Formationer under de cambriske Lag — ere alle utvivlsomt af den alvorligste Natur. Vi se dette i den Kjendsgjerning, at de mest fremragende Palæontologer, nemlig Cuvier, Agassiz, Barrande, Pietet, Falconer, E. Forbes o. Fl. og alle vore største Geologer som Lyell, Murchison, Sedgwick o. Fl. ofte enstemmigt paa det Stærkeste have hævdet Arternes Uforanderlighed. Men Hr. Charles Lyell støtter nu ved sin store Avtoritet den modsatte Anskuelse, og de fleste andre Geologer og Palæontologer ere blevne meget rystede i deres tidligere Tro. De, som tro, at den geologiske Viden er nogenlunde fuldkommen, ville utvivlsomt ganske og aldeles forkaste Theorien. Jeg for min Del, jeg seer, for at bruge et Billede af Lyell, paa den geologiske Viden som paa en Verdenshistorie, der er ufuldstændig og skreven i en skiftende Dialekt; af denne Historie eje vi det sidste Bind alene, der kun handler om to eller tre Lande. Af dette Bind er der atter kun hist og her blevet bevaret et kort Kapitel og af hver Side nu og da kun nogle faa Linier. Hvert Ord i det langsomt skiftende Sprog, der er mere eller mindre for-

[page] 395

skjelligt i de paa hinanden følgende Kapitler, kan repræsentere de Livsformer, som ere begravede i de paa hinanden følgende Formationer, og som falskeligen synes os at være fremkomne pludseligt. Har man dette Syn paa Sagen, saa blive de ovenfor omtalte Vanskeligheder meget, meget mindre, ja man kan endogsaa sige, at de forsvinde.

[page 396] TIENDE KAPITEL.

Om de organiske Væsners Rækkefølge i de geologiske Lag.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt komme til Syne — Om at de forandre sig ulige meget — Arter, der en Gang ere forsvundne, komme ikke til Syne igjen — Grupper af Arter følge de samme almindelige Love, hvad deres Forsvinden og Kommen til Syne angaaer, som de enkelte Arter — Om Uddøen — Om at Organismerne forandre sig næsten samtidigt, den hele Verden igjennem — Om de uddøde Arters indbyrdes Slægtskab og deres Beslægtethed med de nulevende Arter — Om gamle Formers Udviklingstrin — Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor de samme Strøg — Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.

Om at de nye Arter langsomt og lidt efter lidt komme til Syne.

Lad os nu se, om de forskjellige Kjendsgjerninger og Love, der have Hensyn til det, at de organiske Yæsner i de geologiske Lag følge efter hinanden, stemme bedst overens med den almindelige Tro, at Arterne ere uforanderlige, eller dermed, at de ere blevne modificerede langsomt og trinvis ved Afstamning og Kvalitetsvalg.

Nye Arter ere komne ganske langsomt, den ene efter den anden, baade tillands og tilvands. Lyell har viist, at det, hvad dette Punkt angaaer, næsten er umuligt Andet end at blive overbeviist af de forskjellige tertiære Etager.; og hvert Aar søger at udfylde de tomme Rum mellem Etagerne og at gjøre Gjennemsnitstallet af de

[page] 397

forsvundne og ny Former mere ligeligt. I nogle af de nyeste Lag, omendskjøndt de utvivlsomt ere meget gamle, dersom man rnaaler dem ved Aar, ere kun en eller to Arter uddøde, og kun en eller to ere ny og forekomme der enten for første Gang paa den Lokalitet, eller, saa-vidt vi vide, for første Gang i Verden. De sekundære Formationer ere mere usammenhængende, men, som Bronn har bemærket, ere de mange uddøde Former, der ere indlejrede i hver Formation, hverken komne til Syne eller forsvundne samtidigt i dem alle.

Arter af forskjellige Slægter og Klasser have hverken forandret sig lige hurtigt eller lige stærkt. I de ældste tertiære Lag kan man endnu finde nogle faa nulevende Arter mellem en Mængde af uddøde Former. Falconer har givet et slaaende Exempel paa et lignende Forhold, idet han nemlig fortæller, at en nulevende Krokodil forekommer sammen med mange uddøde Pattedyr og Krybdyr i de subhimalayiske Aflejringer. Den siluriske Lingula afviger kun lidet fra den nulevende Art af denne Slægt, medens de fleste andre siluriske Bløddyr og alle Krebsdyrene have forandret sig i høj Grad. Landjordens Frembringelser synes at forandre sig hurtigere end Havets; herpaa har man nylig seet et slaaende Exempel i Svejts. Der er nogen Grund til at tro, at Organismer, der staa højt i Systemet, hurtigere forandre sig end de, der staa langt nede, omendskjøndt der er Undtagelser fra denne Regel. Totalsummen af organisk Forandring er, som Pietet har bemærket, ikke den samme i hver af de paa hinanden følgende Formationer, (som man har kaldt dem). Dersom vi imidlertid sammenligne hvilkesomhelst (dog ikke de allernærmest beslægtede) Formationer, ville vi finde, at alle Arterne have undergaaet nogen Forandring. Naar en Art engang er forsvunden fra Jordens Overflade, saa have vi ingen Grund til at tro, at den selvsamme Form nogensinde vil komme igjen. Noget, der nærmest kunde synes at danne en Undtagelse fra denne Regel, er Barrandes

[page] 398

saakaldte »Kolonier«, der dannes af Arter, som en Tidlang skyde ind i de ældre Formationer og saaledes lade den tidligere existerende Fauna komme til Syne igjen; men Lyell's Forklaring, at dette maa være Tilfælde af midlertidig Udvandring fra en bestemt geografisk Provinds, synes mig tilfredsstillende.

Disse forskjellige Kjendsgjerninger stemme godt overens med min Theori, der ikke forudsætter nogen fast Udviklingslov, som faaer alle et Strøgs Indbyggere til at forandre sig, pludseligt eller samtidigt eller lige meget. Modifikationsprocessen maa være langsom og vil i Almindelighed kun paavirke nogle faa Arter samtidig; thi den enkelte Arts Variabilitet er ganske uafhængig af alle de Andres. Om saadanne Varieringer eller individuelle Forskjelligheder, som maatte opstaa, ville blive samlede af Kvalitetsvalget stærkere eller svagere og derved komme til at foraarsage et større eller mindre Beløb af permanent Modifikation, vil være afhængig af mange indviklede Betingelser: — af det, om Varieringerne ere af en heldig Beskaffenhed, af Krydsningen, af Landets langsomt skiftende fysiske Betingelser, af Indvandring af nye Kolonister og af den Natur, som de andre Beboere, med hvilke den varierende. Art kommer til at kæmpe, har. Derfor er det paa ingen Maade forbavsende, at en Art kan beholde den selvsamme Form meget længere end andre, eller at den, dersom den forandrer sig, gjør det i en ringere Grad. Vi finde, at der er lignende Forhold tilstede mellem Beboerne af forskjellige Lande, saaledes ere Madeiras Landsnegle og Biller komne til at afvige betydeligt fra deres nærmeste Slægtninge paa Evropas Fastland, medens Havsneglene og Søfuglene ere forblevne uforandrede. Vi kunne maaske forstaa dette, at det tilsyneladende gaaer hurtigere med Forandringerne hos Landfrembringelser og hos højere organiserede Frembringelser i Sammenligning med saadanne, som enten tilhøre Havet eller ere lavere stillede, saaledes: at de højere Væsner staa i et

[page] 399

mere indviklet Forhold til deres organiske og uorganiske Livsbetingelser, som det i et tidligere Kapitel er sagt. Naar mange af et Strøgs Beboere ere blevne modificerede og forbedrede, saa kunne vi forstaa, at paa Grund af Rivaliseringen og paa Grund af det højst vigtige Forhold mellem Organisme og Organisme i Tilværelseskampen, vil enhver Form, som ikke modificeres og forbedres noget, let komme til at blive udryddet. Heraf se vi, hvorfor alle Arterne i den samme Egn tilsidst, naar vi tage Tid nok dertil, blive modificerede, thi ellers vilde de blive udryddede.

Hos Medlemmer af samme Klasse er det gjennem-snitlige Beløb af Forandring i Løbet af lange og ensartede Tidsperioder maaske saa omtrent det samme; men da Ophobningen af længevarende Formationer, der ere rige paa Fossilier, er afhængig af at store Masser ere blevne aflejrede under en Sækningsperiode, saa maa vore Formationer næsten nødvendigvis være blevne ophobede med store og uregelmæssige Afbrydelser; som en Følge heraf er det Beløb af organisk Forandring, som Fossilier, der ere indlejrede i paa hinanden følgende Formationer, opvise, ikke det samme. Enhver Formation betegner saaledes ikke, efter denne Maade at se Sagen paa, en ny og fuldstændig-Skabelsesakt, men kun en tilfældig Scene, der'er taget, saa at sige, paa Maa og Faa ud af et Drama med en evindelig skiftende Handling.

Vi kunne let forstaa, hvorfor en Art, naar den engang er gaaet tabt, aldrig kommer igjen, om saa end de selvsamme Livsbetingelser, baade de organiske og de uorganiske, vendte tilbage. Thi omendskjøndt Afkommet af en Art kunde lempes (og dette har utvivlsomt fundet Sted i utallige Tilfælde) til at udfylde den Plads, som en anden Art indtager i Naturens Husholdning og hvorved den altsaa vilde komme til at afløse den, saa vilde dog de to Former — den gamle og den nye — ikke være identiske; thi Begge vilde, man kunde næsten sige afgjort, have arvet forskjel-

[page] 400

lige Karakterer fra deres bestemt adskilte Forfædre, og Organismer, der ere forskjellige, variere paa forskjellig Maade. Det er f. Ex. nok muligt at Dueelskerne, dersom alle Hugstjerte uddøde, kunde danne en ny Race, som neppe var til at skjelne fra den nu existerende; men-dersom Stamfaderen, Klippeduen, ligeledes var gaaet tilgrunde — og vi have god Grund til at tro, at Stamformerne i Naturen almindeligt afløses og udryddes af deres forbedrede Afkom — saa er det utroligt at en Hugstjert, som var identisk med den nulevende Race, kunde dannes af en anden Dueart eller blot af en anden udpræget Hus-due-Race; thi de paa hinanden følgende Varieringer vilde temmelig sikkert være til en vis Grad forskjellige og den nylig dannede Varietet vilde rimeligvis fra sin Stamform nedarve nogle karakteristiske Forskjelligheder.

Grupper af Arter, d. v. s. Slægter og Familier, følge de samme Regler for Kommen til Syne og Forsvinden, som følges af de enkelte Arter, idet de saa forandres mere eller mindre hurtigt og i større eller mindre Grad. Naar en Gruppe en Gang er forsvunden, kommer den aldrig mere til Syne, d. v. s. at dens Existens,. saa længe: den varer, er kontinuerlig. Jegveed, at der tilsyneladende er nogle Undtagelser fra denne Regel, men de ere forbavsende faa, saa faa, at E. Forbes, Pietet og Woodward (omendskjøndt deres Anskuelser aldeles ikke stemme med mine) indrømme Reglens Sandhed, og den er i god Samklang med min Theori. Alle Arter af samme Gruppe, hvorlænge den saa end har varet, ere nemlig modificerede Efterkommere af hinanden og af en eller anden fælles Stamform. I Slægten Lingula f. Ex. maa de Arter, som efterhaanden ere komne til Syne i alle de forskjellige Tider, have været sammenkædede i en ubrudt Række af Generationer lige fra det laveste siluriske Lag til den Dag idag.

Vi have i det sidste Kapitel seet, at mange af en Gruppes Arter tilsyneladende pludseligt optræde i Masse, og jeg har forsøgt at give en Forklaring af dette Forhold,

[page] 401

der, hvis det virkelig er sandt, vilde være skæbnesvangert for min Synsmaade. Men saadanne Tilfælde ere rene Undtagelser; den almindelige Regel er, at der er en jevn Tiltagen i Antal indtil Gruppen naaer sit Maximum, og saa er der igjen, tidligere eller senere, en jevn Aftagen. Dersom Antallet af en Slægts Arter eller Antallet af en Families Slægter tænkes fremstillet ved en lodret Linie af skiftende Tykkelse og som stiger op igjennem de forskjel- lige paa hinanden følgende Formationer, i hvilke Arterne findes, vil Linien undertiden fejlagtig forneden synes at begynde, ikke i en fin Spids, men bredt; derefter tager den jevnt til i Tykkelse opad, idet den ofte et længere Stykke har samme Tykkelse, og slutteligen bliver den tyndere i de øvre Lag, hvorved det betegnes, at Arten aftager og endelig uddøer. Det, at en Gruppes Arter gradevis tiltage i Antal, staaer i den nøjeste Overensstemmelse med Theorien; thi Arterne af samme Slægt og Slægterne af samme Familie kunne kun tiltage langsomt og trinvis. Modifikationsprocessen af et Antal af beslægtede Former er nemlig en langsom og stille fremadskridende Proces, idet en Art først frembringer to eller tre Varieteter, og disse saa blive langsomt omdannede til Arter, der saa igjen ligesaa langsomt frembringe andre Varieteter og saaledes videre frem, indtil Gruppen bliver stor, ligesom et Træ, der begynder med en enkelt Stamme og ender i en Skov af Grene.*

Om Uddøen.

Vi have hidtil kun lejlighedsvis omtalt, at Arter og Grupper af Arter forsvinde. Efter Kvalitetsvalgstheorien staaer gamle Formers Uddøen og Frembringelsen af nye og forbedrede Former nøje i Forbindelse med hinanden. Den gamle Forestilling, at alle Jordens Beboere bleve fejede bort ved store Omvæltninger i de forskjellige Perioder,

26

[page] 402

er i Almindelighed opgivet, selv af saadanne Geologer som Elie de Beaumont, Murchtson, Barrande o. A., hvis Syns-maade naturligt fører dem til denne Antagelse. Tvertimod, vi have, belærte ved Studiet af de tertiære Formationer, god Grund til at tro, at Arter og Grupper af Arter gradvis forsvinde en for en, først et Sted fra, saa et andet Sted fra, og endelig gaa helt ud af Tilværelsen. Imidlertid maa Dddøningsprocessen i nogle faa Tilfælde have havt megen Fart, f. Ex. ved Gjennembruddet af en Landtunge, hvormed der følger, at en Masse ny Beboere styrte ind i et tilstødende Hav, eller naar en 0 dukker under. Baade enkelte Arter og hele Grupper af Arter ere i høj Grad forskjellige med Hensyn til Varighed, nogle Grupper have, som vi have seet, levet fra det tidligste Livs-gry vi kjende og til den Dag idag, Andre ere forsvundne før Slutningen af den palæozoiske Periode. Ingen fast Lov synes at afgjøre, hvor lang Tid de enkelte Arter og enkelte Slægter skulle holde sig. Dér er Grund ti! at tro, at Udryddelsen af en hel Gruppe Arter i Almindelighed gaaer langsommere for sig end deres Frembringelse. Dersom man betegner deres Kommen til Syne og Forsvinden som før ved en lodret Linie af forskjellig Tykkelse, saa vil man finde, at Linien i dens øvre Del, som betegner Uddøningen, aftager mere gradvis i Tykkelse end i dens nederste Del, som betegner Arternes første Tilsynekomst og tidligste Tiltagen. I nogle Tilfælde har imidlertid Uddøningen af hele Grupper været vidunderlig pludselig, saaledes som det var Tilfældet med Ammonites henimod Slutningen af den sekundære Periode.

Arternes Uddøen har uden Grund været nedsænket i det hemmelighedsfuldeste Mørke. Nogle Forfattere have endogsaa antaget, at, ligesom Individet har en bestemt Levetid, saaledes har Arten det ogsaa. Ingen kan have undret sig mere over Arternes Uddøen end jeg. Da jeg i La Plata fandt en Hestetand indlejret sammen med

[page] 403

Levninger af Mastodon, Megatherion*), Toxodon og andre uddøde Uhyrer, som Alle levede samtidig med en endnu levende Konkylie fra en meget sen geologisk Periode, blev jeg opfyldt af Forbavselse; thi da jeg saa hvorledes Hesten, siden den af Spanierne blev indført til Syd-Amerika, har forvildet sig over hele Strøget og har forøget sit Individantal med en Hurtighed, hvortil der ikke haves Mage, saa spurgte jeg mig selv, hvad det kunde være der saa nyligt havde udryddet den tidligere Hest under Livsbetingelser, der tilsyneladende vare saa gunstige. Min Forbavselse var imidlertid ugrundet. Professor Owen bemærkede snart, at Tanden, skjøndt den meget lignede den nulevende Hests Tænder, havde tilhørt en uddøet Art. Havde denne Hest endnu været i Live, men nogenlunde sjelden, saa vilde ingen Naturforsker været det mindste forbavset over dens Sjeldenhed, thi der er saa mangfoldige Arter af alle mulige Klasser i alle mulige Lande der ere sjældne. Naar vi spørge os selv, hvorfor denne eller hin Art er sjelden, have vi det staaende Svar, at der er Noget i dens Livsbetingelser, som er uheldigt; men hvad dette Noget er, kunne vi næppe nogensinde angive. Naar vi antog, at den fossile Hest endnu levede som en sjelden Art, saa kunde vi have været overbeviste om, efter Analogi med alle andre Pattedyr, selv med Elefanten, der formerer sig saa langsomt, og med den tamme Hests Naturalisations-historie i Syd-Amerika, at den under mere gunstige Betingelser i overordenlig faa Aar vilde have fyldt hele Landet. Men vi kunde ikke have sagt, hvilke de ugunstige Betingelser vare, som standsede dens Tiltagen og heller ikke kunde vi sige, om det var en eller fiere Omstændigheder, ligesaa lidt som til hvilken Tid af Hestens Liv og i hvilken Grad de liver for sig virkede. Dersom Betin-

*) Mastedon, nærbeslægtet medEiefanten, MegatherioD, et Slags gigan tisk Dovendyr.

O. A. 26*

[page] 404

gelserne vare blevne ved, om end aldrig saa langsomt, at blive mindre og mindre gunstige, saa vilde vi ganske sikkert ikke have lagt Mærke til denne Kjendsgjerning, skjøndt den fossile Hest ganske vist vilde være bleven sjeldnere og sjeldnere og sluttelig udryddet — idet en eller anden heldigere Medbejler vilde have taget dens Plads.

Det er højst vanskeligt altid at erindre, at enhver Skabnings Tilvækst stadig hindres af ubekjendte fjendtlige Virksomheder; og at disse samme ubekjendte Virksomheder ere mer end nok til at volde Sjeldenhed og sluttelig Uddøen. Saa lidt har man begrebet dette, at jeg gjentagne Gange har hørt Folk udtrykke deres Forbavselse over, at saadanne store Uhyrer som Mastodon og de endnu ældre Dinosaurier*) ere blevne udryddede, ret som om blot og bar legemlig Styrke var det, der i Kampen for Tilværelsen bragte Sejr. I og for sig vilde et stort Legeme tvertimod i nogle Tilfælde, som Owen har bemærket, fremskynde Udryddelsen, fordi der fordredes en saa stor Mængde Føde. Før der boede Mennesker i Indien og Afrika, maa der have været Et eller Andet, der hindrede den derlevende Elefant i stadigt at tiltage i ilntal. En overordenlig kompetent Dommer, Dr. Falconer, troer, at det hovedsagelig. er Insekter, som hindre den indiske Elefant i dens Tiltagen ved uophørligt at plage den og holde den vaagen; og dette var ogsaa den Slutning, til hvilken Bruce i Abys-sinien, for den afrikanske Elefants Vedkommende, kom. Saa meget er vist, at Insekter og blodsugende Flagermus have Indflydelse paa de større naturaliserede Pattedyrs Tilværelse i forskjellige Dele af Syd-Amerika.

Vi se i mange Tilfælde i de nyere tertiere Formationer, at Sjeldenhed gaaer forud for Uddøen, og vi vide, at det har været Gangen for de Dyrs Vedkommende, der ere blevne udryddede lokalt eller fuldstændigt ved Menneskets Indvirkning. Jeg kan gjentage hvad jeg offenlig

*) Indtil en Snes Alen lange Landøgler.

O. A.

[page] 405

fremførte 1845, nemlig, at det at indrømme, at Arter i Almindelighed blive sjeldne førend de uddø, og ikke at undre sig over, at en Art bliver sjelden, men saa alligevel at blive i højeste Grad forbavset, naar den endelig forsvinder, det er ganske som at indrømme, at Sygdommen gaaer forud for Døden og ikke at blive forbavset over, at et Individ bliver sygt, men at undre sig, naar det syge Menneske døer og fatte Mistanke om at han kom af Dage ved en Voldsgjerning.

Kvalitetsvalgstheorien hviler paa den Antagelse, at hver ny Varietet og sluttelig hver ny Art frembringes og holdes i Live derved, at den har nogle Fordele fremfor dem, med hvilke den kommer til at rivalisere og deraf følger uundgaaeligt, at de mindre heldigt stillede Former uddø. Det forholder sig paa samme Maade med Husdyr og dyrkede Planter: naar en ny og lidt forbedret Varietet er fremkommet, saa afløser den først de mindre forbedrede Varieteter i sin Nærhed; naar den er blevet meget forbedret, saa sendes den til Nær og Fjern, saaledes som det er skeet med Korthorns-Kvæget, og tager saa andre Racers Plads i andre Lande. Saaledes er Fremkomsten af nye Former og de gamle Formers Forsvinden, hvad enten de nu ere naturligt eller kunstigt frembragte, nøje knyttede til hinanden. I Grupper, der ere i Velmagt, har Antallet af nye specifiske Former, som ere blevne frembragte indenfor en vis given Tid, rimeligvis i nogle Perioder været større end Antallet af de gamle specifiske Former, der ere blevne udryddede; men vi vide, at Arterne ikke ere blevne ved at tage til i det Uendelige, i det Mindste ikke i de senere geologiske Epoker, saa at vi, naar vi se hen til senere Tider, kunne tro, at Frembringelsen af nye Former har foraarsaget Uddøen af omtrent det samme Antal gamle Former.

Rivaliseringen vil i Almindelighed være strengest, saaledes som vi tidligere have udviklet og ved Exempler oplyst det, mellem de Former som i alle Henseender ligne

[page] 406

hinanden mest. Derfor ville de forbedrede og modificerede Efterkommere\af en Art i Almindelighed foraarsage, at Stamarterne udryddes, og dersom mange nye Former ere blevne udviklede af en eller anden Art, saa ville de nærmeste Slægtninge til denne Art, d. v. s. Arter af samme Slægt, være mest udsatte for at uddø. Saaledes kommer, som jeg troer, et Antal nye Arter, der nedstamme fra een Art, d. v. s. en ny Slægt, til at afløse en gammel Slægt, som hører til den samme Familie. Men det maa ofte være hændet, at en ny Art, hørende til en eller anden Gruppe, har taget en Plads, som var besat af en Art, der hørte til en ganske anden Gruppe, og saaledes voldt dens Død. Dersom der af den heldige Usurpator udvikles mange beslægtede Former, saa er der mange der komme til at rømme deres Pladser; og i Almindelighed vilde det være beslægtede Former, der paa Grund af at en eller anden arvelig Svaghed, der er fælles for dem, vilde bukke under. Men hvadenten det er Arter af samme eller en anden Klasse, som have maattet afgive deres Pladser til andre modificerede og forbedrede Arter, saa kan ofte nogle faa af de Svagere blive bevarede en Tidlang, derved at de ere lempede efter en eller anden ejendommelig Maade at leve paa eller derved, at de bebo fjerne og isolerede Lokaliteter, hvor de ere blevne fri for streng Rivalisering. I det avstralske Hav lever f. Ex. endnu nogle Arter af Trigonia, en Snegle-Slægt, som var meget udbredt i de sekundære 'Formationer og nogle faa Medlemmer af den store og næsten uddøde Gruppe af Ga-noider*) findes endnu i vore ferske Vande. Derfor er den fuldstændige Udryddelse af en Gruppe i Almindelighed, som vi have seet, en langsommere Proces end dens Frembringelse.

*) Fisk (Bruskfisk), som tidligere fandtes i stor Mængde og i mange Arter. O. A.

[page] 407

Hvad angaaer den tilsyneladende pludselige Udryddelse af hele Familier eller Ordener, saaledes som Trilo-biterne mod Slutningen af den palæozoiske Periode og Ammoniterne ved Slutningen af den sekundaire Periode, maa vi mindes, hvad der tidligere er blevet sagt om at der rimeligvis er store Mellemrum i Tid mellem de paa hinanden følgende Formationer og i disse Mellemrum kan der have været megen langsom Udryddelse. Endvidere ville, naar, ved pludselig Indvandring eller ved usædvanlig hurtig Udvikling, mange Arter af en ny Gruppe have taget et Strøg i Besiddelse, mange.af de ældre Arter være blevne udryddede paa en tilsvarende hurtig Maade og de Former, som saaledes maa afgive deres Pladser, ville i Almindelighed være beslægtede, thi de have de samme Skrøbeligheder fælles.

Saaledes stemmer, synes det mig, den Maade, paa hvilken enkelte Arter og hele Grupper af Arter blive udryddede, godt overens med Kvalitetsvalgstheorien. Vi behøve ikke at forundre os over Uddøen; skulle vi forundre os, lad det saa være over den Anmasselse, at vi have bildt os ind, om end kun et Øjeblik, at vi forstaa de mange indviklede Betingelser af hvilke hver enkelt Arts Tilværelse afhænger. Dersom vi et Øjeblik glemme, at hver enkelt Art søger at tiltage overordenlig stærkt og at der altid er en eller anden Hindring virksom, om vi end sjeldent kunne faa Øje paa den, saa vil hele Naturens Husholdning blive os yderst dunkel. Først naar vi nøjagtig kunne sige, hvorfor denne Art har et større Individantal end hin, hvorfor denne Art og ikke en anden kan blive naturaliseret i et vist givet Land, da først og ikke fer, have vi Ret til at blive forbavsede over, hvorfor vi ikke kunne forstaa en bestemt Arts eller Artsgruppes Uddøen..

[page] 408

Om at Livets Former forandre sig næsten samtidigt den hele Verden igjennem.

Der er neppe nogen palæontelogisk Opdagelse, der er mere forbavsende end den, at Livets Former næsten samtidigt forandrer sig den hele Verden igjennem. Saa-ledes kan vor evropæiske Kridtformation gjenfindes i mange fjerne Dele af Verden, under de mest forskjellige Klimater, hvor man ikke kan finde en Stump af Kridtet selv, i Nord-Amerika, i det ækvateriale Syd-Amerika, i Ildlandet ved Kap det gode Haab og paa den indiske Halvø. Thi paa disse forskjellige Steder frembyde de organiske Levninger i visse Lag en umiskjendelig Lighed med Kridtets. Det er ikke saadan at forstaa, at vi finde de samme Arter; thi i nogle Tilfælde er der ikke een Art, der er ganske den samme, men de høre til de samme Familier, Slægter og Underafdelinger af Slægter og ere undertiden karakteriserede paa en temmelig ensartet Maade, selv for saadanne ubetydelige Særmærkers Vedkommende som Overfladens Skulptur. Endvidere: andre Former, som ikke findes i Evropas Kridt, men som forekomme i Formationerne, enten oven over eller neden under, gjenfindes i den samme Orden i hine fjerne Verdensegne. I de forskjellige paa hinanden følgende palæozoiske Formationer i Rusland, Vest-Evropa og Nord-Amerika har forskjellige Forskere iagttaget en lignende Parallelisme imellem Livets Former. Ifølge Lyell forholder det sig saaledes med de forskjellige nordamerikanske tertiære Aflejringer. Selv om de faa fossile Arter, som ere fælles for den gamle og den ny Verden, lades ganske ude af Betragtning, vilde dog den almindelige Parallelisme mellem de paa hinanden følgende Livsformer i de palæozoiske og tertiære Lag være aabenbar og Korrelationen mellem de forskjellige. Formationer let at finde.

Disse Iagttagelser angaa imidlertid Havets Beboere; vi have ikke tilstrækkelige Data til at afgjøre, hvorvidt

[page] 409

Landjordens og det ferske Vands Frembringelser paa indbyrdes langt fra hinanden liggende Punkter ligeledes skifte parallelt. Der kan være Tvivl om hvorvidt de have skiftet saaledes. Dersom Megatherium, Mylodon, Macrau-chenia*) og Toxodon vare blevne bragte til Evropa fra La Plata, uden nogen Underretning om deres geologiske Stilling, saa vilde Ingen have anet, at de havde existeret sammen med Havbløddyr, der alle leve den Dag idag, men da disse anomale Uhyrer levede samtidig med Mastedon og Hesten, kunde man dog i det Mindste have sluttet, at de havde levet i en af Tertiær-Periodens sidste Afdelinger. Naar der siges om Havets Livsformer, at de have forandret sig saratidigt den hele Verden igjennem, maa man ikke tro, at dette Udtryk gjælder for det samme Tusinde Aar eller Titusinde, eller blot at det har en meget bestemt geologisk Betydning; thi dersom alle de Havdyr, der nu leve i Evropa, og alle de, der levede i Evropa i den pleistocene Periode**) (en Periode, der ligger meget langt tilbage, naar man vil maale den med Aar, og som medindbefatter hele Istiden) bleve sammenlignede med dem, der nu leve i Syd-Amerika eller Avstralien, vilde den dygtigste Naturforsker neppe være i Stand til at afgjøre, hvorvidt Evropas nulevende eller dets pleistocene Beboere have mest Lighed med den sydlige Halvkugles. Adskillige højst kompetente Iagttagere hævde saaledes, at de forenede Staters nulevende Former ere nærmere beslægtede med dem, der levede i Evropa i visse sene tertiære Tider, end med dem, der nu bebo denne Verdensdel, og dersom dette forholder sig saaledes, er det indlysende, at de fossilførende Lag, som nu aflejres ved Nord-Amerikas Kyster, siden ville være udsatte for at

*) Mylodon, gigantisk Form af Gumlernes Familie.

O. Å. **) Den Samme, som i vor Anmærkning Side 364 kaldes: yngre Pliocon.

0. A.

[page] 410

blive satte i Klasse med noget ældre evropæiske Lag. Ikkedestomindre kan der, naar vi se hen til en fjern fremtidig Epoke, kun være liden Tvivl om, at alle de mere moderne Havformationer, nemlig de øvre pliocene, de pleistocene og de i strængeste Forstand moderne Lag i Evropa, Nord-Amerika, Syd-Amerika og Avstralien, fordi de indeholde fossile Levninger, der ere til en vis Grad beslægtede, og fordi de ikke indeholde de Former, som'kun findes i de ældre underliggende Aflejringer, vilde rigtigen blive regnede som samtidige i geologisk Forstand. Den Kjendsgjerning, at Livets Former samtidigt i den ovenfor angivne vide Betydning skifte i de forskjelligste Egne af Verden, har i høj Grad slaaet hine beundringsværdige Iagttagere de Verneuil og d'Archiac. Efter at have hentydet til Parallelismen mellem de palæozoiske Livsformer i forskjellige Dele af Evropa tilføje de: »Dersom vi slagne af denne mærkelige Følgeslutning henvende vor Opmærksomhed paa Nord-Amerika og saa der opdage en Række af analoge Fænomener, saa vil det synes sikkert, at alle disse Modifikationer af Arter, deres Uddøen og Indførelsen af nye ikke kan skyldes simple Forandringer i Havets Strømme eller andre Aarsager, der ere mere eller mindre lokale og midlertidige, men maa være afhængige af almindelige Love, som styre hele Dyreriget.« Hr. Barrande har gjort lignende Iagttagelser og lagt særligt Eftertryk paa dem. Det er i Sandhed ganske urimeligt i Strømforandringer, Forandringer i Klima eller andre fysiske Betingelser at søge Grunden til disse store Forandringer i Livsformerne den hele Verden igjennem under de mest forskjellige Klimater. Vi maa, som Barrande har bemærket, se os om efter en eller anden særlig Lov. Vi skulle se dette klarere, naar vi komme til at omhandle de organiske Væsners nuværende Udbredelse, og da for-staa, hvor lidet betydende Forholdet mellem de forskjellige Landes fysiske Betingelser og deres Beboeres Natur er.

[page] 411

Denne betydningsfulde Kjendsgjerning, at der er Parallelisme tilstede mellem den Maade, paa hvilken Livets Former den hele Verden igjennem følge efter hinanden, kan forklares ved Kvalitetsvalgstheorien. Nye Arter blive dannede derved, at de staa heldigere end ældre Former, og de Former, som i Forvejen ere de herskende eller indtage en heldigere Stilling end de andre Former i deres Fødestavn, have mest Udsigt til at blive Ophavet til det største Antal Varieteter eller begyndende Arter. Vi finde et bestemt Bevis herfor deri, at de Planter, som ere herskende, d. v. s., som ere de almindeligste og de videst udbredte, frembringe det største Antal nye Varieteter. Det er ligeledes naturligt, at de herskende varierende og vidt udbredte Arter, som allerede til en vis Grad ere rykkede ind paa andre Arters Territorier, det er, siger jeg, naturligt, at det bliver dem, der faa størst Udsigt til at spredes endnu videre og til i nye Lande at afføde andre nye Varieteter og Arter. Udbredelsesprocessen vil ofte være meget langsom, afhængig som den er af klimatiske og geografiske Forandringer, af tilfældige Hændelser og af de nye Arters gradvise Akklimatisation i de forskjellige Klimater, igjennem hvilke de maatte have at vandre; men i Tidernes Løb ville de herskende Former i Almindelighed have Held med sig i at blive udbredte og ville til Syvende og sidst vinde Overhaand. Udbredelsen vilde rimeligvis være langsommere for de Jordbeboere, der leve i adskilt liggende Lande, end for det sammenhængende Havs Beboere. Vi kunde derfor vente at finde, og vi finde det ogsaa, at der var en mindre høj Grad af Parallelisme mellem Landfrembringelsernes Følgen paa hinanden end mellem Havfrembringelsernes.

Saaledes synes det mig, at de samme Livsformers parallele eller i udvidet Betydning samtidige Følgen paa hinanden den hele' Verden igjennem passer godt sammen med den Sætning, at de nye Arter ere blevne dannede derved, at herskende Arter spredes vidt og variere, idet

[page] 412

de nye Arter, der ere saaledes frembragte, selv ere herskende, fordi de paa en eller anden Maade have været heldigere stillede end deres i Forvejen herskende Stamformer (og ogsaa heldigere end andre Arter) og saa igjen have udbredt sig, varieret og frembragt nye Former. De gamle Former, som blive slagne, og som afgive deres Pladser til de nye og sejerrige Former, ville i Almindelighed høre sammen gruppevis, fordi de "ved Arv have en eller anden Skrøbelighed tilfælles, og derfor, alt som nye og forbedrede Grupper udbredes paa Jorden, ville gamle Grupper forsvinde, og Formernes Følgen paa hinanden vil overalt komme til at passe sammen baade i deres første Tilsynekomst og deres endelige Forsvinden.

Der er en anden Bemærkning, som det, da den staaer i Forbindelse med dette Emne, kunde være værd at fremføre. Jeg har anført de Grunde, hvorfor jeg troer, at de fleste af de af vore store Formationer, som ere rige paa Fossilier, blive aflejrede under en Sænkningsperiode, og at lange, hvad Fossilier angaaer sporløse, Mellemrum forekom under de Perioder, hvor Havbunden enten holdt sig stille eller hævedes, og ligeledes ogsaa, naar der ikke kom Aflejringsmasse hurtig nok til at omslutte og bevare de organiske Levninger. I disse lange tomme Mellemrum antager jeg, at hver enkelt Egns Beboere undergik et anseligt Beløb af Modifikation og ofte uddøde, ligesom at der fandt megen Vandren Sted fra andre Egne af Verden. Da vi have Grund til at tro, at store Strækninger ere blevne paavirkede af den samme Bevægelse, saa er det rimeligt, at strængt samtidige Formationer ofte ere blevne ophobede paa meget store Strækninger i den samme Egn af Verden; men det er saare langt fra, at vi have nogen Grund til at antage, at dette altid har været Tilfældet, og at store Strækninger altid ere blevne paavirkede af de samme Bevægelser. Naar to Formationer ere blevne aflejrede to Steder i næsten men ikke ganske samme Periode, ville vi i begge, af de tidligere angivne Grunde, i Hoved-

[page] 413

sagen finde den samme Følgerække af Livsformer; men Arterne ville ikke nøjagtigt svare til hinanden; thi der vil i den ene have været lidt mere Tid til Modifikation, Uddøen og Indvandren end i den anden.

Jeg formoder, at Tilfælde af denne Natur have forekommet i Evropa. Hr. Prestwich er i sine beundringsværdige Afhandlinger om Englands og Frankrigs eocene Lag i Stand til at drage en almindelig Parallel mellem de forskjellige Lag i de nævnte Lande; men naar han sammenligner visse Lag i England med dem i Frankrig, saa afvige — omendskjøndt han mellem Begge finder en mærkelig Overensstemmelse i Antallet af Arter, som høre til de samme Slægter — Arterne selv paa en Maade, som det er meget vanskeligt at forklare sig, da Strækningerne ligge hinanden saa nær, medmindre man vil antage, at en Landtange "her havde adskilt to Have, der vare befolkede af forskjellige men samtidige Favnaer. Lyell har anstillet lignende Iagttagelser over nogle af de senere tertiære Formationer. Barrande viser ogsaa, at der er en slaaende almindelig Parallelisme mellem Bøhmens og Skandinaviens Suiter af siluriske Aflejringer. Ikkedestomindre finder han, at der er en forbavsende Forskjel mellem Arterne. Dersom de forskjellige Formationer i disse Egne ikke ere blevne aflejrede til ganske samme Tid — idet en Formation i den ene Egn ofte svarer til et bart Rum i den anden — og dersom i begge Egne Arterne stadig langsomt have forandret sig, medens de forskjellige Formationer ophobedes og i de lange Mellemrum mellem dem, saa kunde de forskjellige Formationer ordnes i samme Følge i Overensstemmelse med Livsformernes almindelige Rækkefølge, og det vilde saa fejlagtigt se ud, som om der her var nøjagtig Parallelisme; ikkedestomindre vilde Arterne ikke alle være de samme i' de to Egnes tilsyneladende hinanden modsvarende Lag.

[page] 414

Om de uddøde Arters indbyrdes Slægtskab og om deres Be-slægtethed med de lemide Former.

Lad os nu betragte de uddøde og de levende Arters indbyrdes Slægtskab. Alle kunne de henføres til nogle faa store Klasser, og denne Kjendsgjerning forklares tilstrækkelig ved Afstamningslæren. Det er en almindelig Regel, at, jo ældre en Form er, desto mere afviger den fra de levende Former. Men som Buckland for længe siden bemærkede, kunne alle uddøde Arter indordnes enten i en af de nu existerende Grupper eller mellem dem. At de uddøde Livsformer hjælpe til at udfylde Mellemrummene mellem de nu bestaaende Slægter, Familier og Ordner, derom kan der ikke strides. Thi dersom vi indskrænke vor Betragtning enten til de levende eller uddøde Former alene, saa er Rækken langt mindre fuldkommen, end den bliver ved en Kombination af Begge til et almindeligt System. For Hvirveldyrenes Vedkommende kunde jeg fylde hele Sider med Oplysninger efter Owen, Oplysninger, som skulde tjene til at vise, hvorledes uddøde Dyr have deres Plads midt imellem existerende. Grupper. Cuvier regnede Drøvtyggerne og Tykhudene for to af de mest udprægede Pattedyrordner; men Owen har opdaget saa mange fossile Led, at han har maattet forandre den hele Klassifikation og har stillet visse Tykhudede i Underorden med Drøvtyggere. Ved overordenlig fine Overgange udvidsker han f. Ex. den tilsyneladende meget store Forskjel mellem Svinet og Kamelen. En anden udmærket Palæontolog Hr* Gaudry viser, at overordenlig mange af de fossile Pattedyr, som han har opdaget i Attika, paa den simpleste Maade af Verden forbinde nulevende Slægter. Selv om det store Mellemrum mellem Fugle og Krybdyr har Professor Huxley viist, at der paa den mest uventede Maade tildels er blevet slaaet Bro over det, paa den ene Side ved Strudsen og den uddøde Archeopteryx og paa den anden Side ved Compsognathus, en af Dinosaurierne — den Gruppe^

[page] 415

som rummer de kæmpemæssigste af alle Landkrybdyr. Om de Hvirvelløse forsikkrer Barrande, og en højere Avtoritet kan man ikke finde, at han hver Dag lærer, at, omend-skjøndt de palæozoiske Dyr ganske vist kunne indordnes under existerende Grupper, saa vare dog i hin gamle Tid Grupperne ikke saa bestemt adskilte fra hinanden, som de nu ere.

Nogle Forfattere have gjort Indvendinger imod, at en uddød Art eller Gruppe af Arter betragtes som staaende midt imellem levende Arter eller Grupper. Dersom man herved mener, at en uddød Form i alle sine Karakterer staaer midt mellem to levende Former, saa staaer Indvendingen ved Magt. Men i en naturlig Klassifikation staa mange fossile Arter ganske vist imellem levende Arter og nogle uddøde Slægter imellem levende Slægter, endogsaa saadanne, som. høre til forskjellige Familier. Det alminde-Tilfælde, særlig med Hensyn til meget forskjellige Grupper saaledes som Fisk og Krybdyr, synes at være, at, naar vi ville sætte de Karakterer, hvorved de adskilles fra hinanden den Dag idag, til et Dusin eller saa, saa ere de gamle Medlemmer skilte fra hinanden ved et meget mindre Antal Karakterer, saa at de to Grupper, omendskjøndt tidligere ganske adskilte i den Periode, nærmede sig Noget mere til hinanden.

Det er en almindelig Tro, at, jo ældre en Form er,. desto mere stræber den ved nogle af sine Karakterer at forbinde Grupper, der staa langt fra hinanden. Denne Bemærkning maa uden Tvivl indskrænkes til de Grupper, som have undergaaet megen Forandring i Løbet af de geologiske Perioder, og det vilde være vanskeligt at bevise Sandheden af Sætningen, for nu og da opdager man, at selv levende Dyr, saaledes som Lepidosiren, ere beslægtede med meget forskjellige Grupper; dog dersom vi sammenligne de ældre Krybdyr og Padder, de ældre Fisk, de ældre Cefalapoder (Blæksprutter) og de eocene Patte-

[page] 416

dyr med de senere Medlemmer af samme Klasser, saa maa vi indrømme, at der er Noget sandt i Bemærkningen. Lad os nu se, hvorvidt disse forskjellige Kjends-gjerninger og Slutninger stemme overens med Theorien om en af Modifikation ledsaget Afstamning. Da Emnet er noget indviklet, maa jeg bede Læseren om at holde sig til den i det fjerde Kapitel meddelte Tavle. Vi maa antage, at de Bogstaver, der have Index, forestille Slægter, og de punkterede Linier, der udstraale fra dem, hver enkelt Slægts Arter; Tegningen er altfor simpel, idet der er givet for faa Slægter og for faa Arter, men det gjør i og for sig ikke Noget. De vandrette Linier kunne forestille de paa hinanden følgende geologiske Formationer, og alle Formerne under den øverste Linie kunne betragtes som uddøde. De tre existerende Slægter a14, q14, p14 ville danne en lille Familie; b14 og f'4 en nær beslægtet Familie eller Underfamilie og o14, e14, m14 en tredie Familie. Disse tre Familier sammen med de mange uddøde Slægter i de forskjellige Afstamningslinier, som udstraale fra Stamformen (A), ville danne en Orden, thi de vilde alle have arvet Noget fælles fra deres gamle Stamform. Ifølge Læren om den fortsatte Tendens til Karakterdivergens, som tidligere oplystes ved denne Tavle, vil en Form, jo nyere den er, i Almindelighed afvige saameget mere fra dens gamle Stamform. Dette lærer os at forstaa den Regel, at de ældste Fossilier afvige mest fra de nulevende Former. Vi maa imidlertid ikke antage, at . Karakterdivergens er en nødvendig Fremtoning; den afhænger alene deraf, at Efterkommerne af en Art ved den blive istand til at sætte sig fast paa mange og forskjellige Steder i Naturens Husholdning. Derfor er det meget muligt, saaledes som vi have seet det var Tilfældet med nogle siluriske Former, at en Art kunde blive ved stadig at blive lidt modificeret i Overensstemmelse med dens lidt forandrede Livsbetingelser og dog igjennem en uhyre lang

[page] 417

Tid i Hovedtrækkene beholde de samme Karakterer. Dette er fremstillet paa Tavlen ved Bogstavet fk.

Alle de mange Former, uddøde og nulevende, som nedstamme fra A, udgjøre, som jeg før sagde, en Orden, og denne Orden er ved fortsatte Indvirkninger af Uddøen og Karakterdivergens bleven inddelt i adskillige Familier og Underfamilier, af hvilke Nogle antages at være gaaede til Grunde til forskjellige Tider og Andre at hav« holdt sig til den Dag idag.

Naar vi betragte Tavlen, saa kunne vi se, at dersom mange af de uddøde Former, der antages at være indlejrede i de paa hinanden følgende Formationer, bleve opdagede paa forskjellige Punkter langt nede i Rækken, saa vilde de tre existerende Familier (paa den øverste Linie) komme til at' staa mindre skarpt adskilte. Dersom f. Ex. Slægterne a1, a5, a10, f8, m3, me, m9 vare blevne udgravede, saa vilde disse tre Familier være knyttede saa nøje til hinanden, at de sandsynligvis vilde blive forenede til een stor Familie, saa nogenlunde paa samme Maade som det er hændet med Drøvtyggerne og visse Tykhudede. Dog vilde Den, der gjorde Indvendinger mod at kalde de uddøde Slægter, som saaledes forbandt de tre Familiers levende Slægter, intermediære i Karakter, paa en vis Maade faa Ret, eftersom de vel nok ere intermediære, men ikke direkte, kun ad lange Omveje, gjennem mange vidt forskjellige Former. 'Dersom der blev opdaget mange uddøde Former oven over en af de mellemste vandrette Linier eller geologiske Formationer — f. Ex. ovenover Nr. VI — men Ingen nedenunder denne Linie, saa vilde kun to af Familierne (de til venstre a14 o. s. v. og b14 o. s. v.) være blevne forenede til een, og vi vilde faa to Familier, som vare mindre forskjellige fra hinanden nu end før Opdagelsen af Fossilierne. Fremdeles, dersom de tre Familier, dannede af 8 Slægter (a14 til m14) paa den øverste Linie antoges at afvige fra hinanden ved et halvt

27

[page] 418

Dousin væsenlige Karakterer, vilde de Familier, som existerede under den Periode, der er betegnet med VI, ganske vist have afveget fra hinanden ved et mindre Antal Karakterer; thi de vilde paa dette tidlige Trin af Afstamning have afveget i en ringere Grad fra deres fælles Stamform. Deraf kommer det, at gamle og uddøde Slægter ofte i en vis ringe Grad i Karakter staa midt imellem deres modificerede Afkom eller deres kollaterale Slægtninge.

I Naturen vil Sagen være langt mere indviklet end den er det paa Tavlen; thi Grupperne have været mere talrige, de have varet i højst ulige lange Tider og have været modificerede i forskjellige Grader. Da vi kun besidde det sidste Bind af de geologiske Dokumenter og det i en meget daarlig Tilstand, saa have vi ingen Ret til at vente, undtagen i sjeldne Tilfælde, at vi skulle komme til at udfylde de store Huller i det naturlige System og saaledes forene adskilte Familier eller Ordner. Alt hvad vi have Ret til at vente, er, at de Grupper, som indenfor kjendte geologiske Perioder have under-gaaet megen Modifikation, at de i de ældre Formationer nærme sig lidt til hinanden, saaledes at de ældre Medlemmer i nogle af deres Karakterer afvige mindre fra hinanden end de nulevende Medlemmer af de samme Grupper, og dette er efter vore bedste Palæontologers enstem-.mige Vidnesbyrd ofte Tilfældet.

Saaledes ere, efter Theorien om en Afstamning med ledsagende Modifikation, Hovedkjendsgjerningerne, med Hensyn til de uddøde Livsformers Slægtskab til hinanden indbyrdes og til de levende Former, forklarede paa en tilfredsstillende Maade. Og de ere aldeles uforklarlige efter en hvilkensomhelst anden Synsmaade.

Efter denne samme Theori er det indlysende, at Dyreverdenen fra en hvilkensomhelst stor Periode i Jordens Historie i sine almindelige Hovedtræk vil staa midt imellem den, der gik forud for den og den, der fulgte efter den. Saaledes ere de Arter, som levede paa Tavlens

[page] 419

sjette store Afstamningstrin, det modificerede Afkom af det, der levede paa det femte Trin, og ere Ophavet til dem, der bleve endnu mere modificerede paa det syvende Trin. Derfor skulle de ogsaa have ondt ved at undgaa at komme til i Karakter at staa midt imellem Livsformerne over dem og under den. Vi maa imidlertid tage Hensyn til nogle af de tidligere Formers fuldstændige Uddøen og ogsaa i en eller anden Region tage Hensyn til Indvandringen fra nye Regioner, ligesom ogsaa til et stort Beløb af Modifikation, foregaaet i de lange og tomme Mellemrum mellem de paa hinanden følgende Formationer. Med disse Forbehold altsaa er enhver geologisk Periodes Fauna utvivlsom i Karakter intermediær mellem de forudgaaende og efterfølgende Faunaer. Vi behøve kun at nævne et Exempel, nemlig hvorledes Fossilierne i Devon-Systemet, dengang dette første Gang blev opdaget af Palæontologerne, øjeblikkelig saaes at staa midt imellem Forsteningerne i det ovenover liggende kulførende System og det underliggende siluriske, men enhver Fauna er ikke nødvendig nøjagtig intermediær, eftersom der er medgaaet ulige Tidsmellem-rum mellem de paa hinanden følgende Formationer.

Det er ingen virkelig Indvending mod Sandheden af, at enhver Periodes Fauna, som Helhed betragtet, næsten er intermediær i Karakter mellem de foregaaende og efterfølgende Faunaer, at visse Slægter frembyde Undtagelser fra Reglen, Mastodoner og Elefanter bleve f. Ex. ordnede af Dr. Falkoner i to Rækker, først efter deres indbyrdes Beslægtethed og saa efter de Perioder, i hvilke de existe-rede; men disse to Opstillinger stemte ikke overens med hinanden. De Arter, som ere yderliggaaende i Karakter, ere ikke de ældste eller nyeste; heller ikke ere de, der ere intermediære i Karakter, intermediære i Alder, men selv om vi for et Øjeblik antage, i dette og saadanne andre Tilfælde, at Arterne vare udmærket godt bevarede, baade i deres første Tilsynekomst og deres Forsvinden,

27*

[page] 420

saa have vi dog ingen Grund til at tro, at Former, der ere frembragte en for en, nødvendigvis maa være lige lange. En meget gammel Form kunde lejlighedsvis vare meget længere end en Form, der senere blev frembragt, særlig i det Tilfælde, at Talen var om Landfrembringelser, der beboede adskilte Strøg. Lad mig forklare det Store ved det Smaa! Dersom de vigtigste af de levende og uddøde Husdueracer bleve ordnede, saa godt som det kunde lade sig gjøre, i Række efter deres Slægtskab, saa vilde denne Anordning ikke stemme nøje med de Tider, paa hvilke de vare blevne frembragte og endnu mindre med den Orden, i hvilken de vare forsvundne; thi Stamformen, Klippeduen, lever endnu og mange Varieteter imellem Klippeduer og Berberduen, der ere yderliggaaende i den vigtige Karakter, som Næbets Længde er, opstod tidligere end den kortnæbede Tumler, som med Hensyn til Næbet findes i den modsatte Ende af Rækken.

Med den Paastand, at de organiske Levninger af en intermediær Formation til en vis Grad ere intermediære i Karakter, er den Kjendsgjerning, som hævdes af alle Palæontologer, nøje forbunden, den nemlig: at Fossilier fra to paa hinanden følgende Formationer ere langt nærmere beslægtede med hinanden end Fossilierne fra to Formationer, der ligger længere borte fra hinanden. Pietet giver os et velbekjendt Exempel: den almindelige Lighed mellem de organiske Levninger fra de forskjellige Trin i Kridtformationen, omendskjøndt Arterne ere forskjellige paa hvert Trin, Denne Kjendsgjerning alene synes, paa Grund af sin Almindelighed, at have rystet Professor Pietet i hans faste Tro paa Arternes Uforanderlighed. Den, som er bekjendt med de nulevende Arters Fordeling paa Jorden, vil ikke forsøge paa at forklare den høje Grad af Lighed, der er mellem forskjellige Slægter i tæt paa hinanden følgende Formationer, derved, at de gamle Strøgs fysiske Betingelser ere forblevne næsten de samme. Lader os huske paa at Livets Former, i det Mindste de der bebo

[page] 421

Havet, have forandret sig samtidigt, næsten den hele Verden igjennem, og derfor under de mest forskjellige Klimater og Betingelser. Læg Mærke til de forunderlige Omskiftelser i Klimaet under den pleistocene Periode, som rummer hele Istiden, og se hvor lidet Havets Arter ere blevne paavirkede.

Ifølge Afstamningstheorien er den fulde Betydning af den Kjendsgjerning, at de fossile Levninger fra nær paa hinanden følgende Formationer ere nær beslægtede, om de end regnes som bestemte Arter, tydelig nok. Da Ophobningen af hver enkelt Formation ofte har været afbrudt og da der er kommet lange tomme Mellemrum mellem de paa hinanden følgende Formationer, saa burde vi ikke i en eller to Formationer vente at finde, som jeg i det sidste Kapitel forsøgte at vise, alle de intermediære Varieteter mellem de Arter, som viste sig i Begyndelsen og Slutningen af disse Perioder, men vi burde vente, efter Mellemrum, der vare meget lange, naar man vil maale dem i Aar, men kun af middelmaadig Længde, naar man maaler dem geologisk, at finde nær beslægtede Former eller, som de af nogle Forfattere ere blevne kaldte, Repræsentanter, og dette finde vi da ogsaa. Vi finde, kort sagt, mange Beviser paa de specifiske Formers langsomme og næsten umærkelige Forandring, hvad man jo ogsaa havde Ret til at vente.

Om gamle Formers Udviklingstrin i Sammenligning med nulevende.

Vi have i det fjerde Kapitel' seet, at den Grad af Differentiering og Specialisation som alle organiske Væsners Dele naaede, naar de kom til fuld Modenhed, er det bedste Maal, der endnu er blevet opstillet for deres Fuldkom-menhedsgrad. Vi have ogsaa seet, at, da ensidig Udvikling af Dele og Organer er en Fordel for ethvert Væsen, saa vil Kvalitetsvalget søge at gjøre ethvert Væsens Organisation mere ensidig og fuldkommen og i denne Forstand højere; ikke fordi den jo baade vil og kan lade

[page] 422

mange Skabninger beholde deres simple og uforbedrede Bygning, som passer vel til simple Livsbetingelser, og i nogle Tilfælde vil den endogsaa simplificere og omdanne deres Organisation i tilbageskridende Retning, idet dog saadanne retograd udviklede Væsner blive mere skikkede til deres nye Levevej. Paa'en anden og mere almindelig Maade ville nye Arter blive deres Forgængere overlegne, thi de ville være nødte til i Kampen for Tilværelsen at overvinde alle de ældre Former, med hvilke de kom til at rivalisere. Vi kunne derfor slutte, at dersom, under et næsten ens Klima, Verdens eocene Beboere kunde komme til at rivalisere med de nulevende Beboere, saa vilde de Første blive slagne og udryddede af de Sidste og saaledes vilde det gaa de sekundaire overfor de eocene og de palæozoiske overfor de sekundaire Former. Ifølge Kvalitetsvalget maa derfor de nye Former staa højere end de gamle ved ikke blot dette Grundbevis for deres Sejr i Tilværelseskampen, men ogsaa derved, at deres Organer ere langt mere ensidig udviklede. Er dette Tilfældet? Det store Flertal af Palæontologer ville besvare dette Spørgs-maal bekræftende, og jeg antager, at dette Svar vil være det rette, omendskjøndt det vil være vanskeligt rent ud at bevise det.

Det er ikke nogen kraftig Indvending mod denne Slutning, at visse Brachiopoder kun ere blevne lidt modificerede, siden de fremkom i en yderst fjern geologisk Epoke. Det er ikke nogen uoverstigelig Vanskelighed, at Foraminifererne ikke, saaledes som Dr. Carpenter hævder, ere gaaede fremad i Organisation siden den lavrentiske Epoke; thi nogle Organismer maatte jo være vedblevne at passe til simple Livsbetingelser, og hvad kunde vel passe bedre hertil end disse lavt organiserede Protozoer? Det er ikke nogen stor Vanskelighed, at Ferskvandsmuslinger, hvad Professor Phillips har fremhævet, ere blevne næsten uforandrede fra den Tid, de først viste sig, til den Dag idag; thi disse Muslinger have været udsatte for

[page] 423

mindre stærk Rivalisering end de Bløddyr, der bebo Havets langt mere udstrakte Egne med deres utallige Beboere. Saadanne Indvendinger som disse vilde være skæbnesvangre for Theorier, i bvilke Fremskridt i Organisation var sat som et nødvendigt Moment. Det vilde ligeledes være skæbnesvangert for min Theori, dersom det f. Ex. kunde bevises, at Foraminifererne først vare komne ind i den lavrentiske Epoke eller Brachiopoderne vare komne i den cambriske Formation; thi i saa Tilfælde vilde der ikke have været Tid nok til at udvikle disse Organismer til en saadan Fuldkommenhed, som den de da naaede. Naar de engang vare skredne fremad til et vist givet Punkt, saa var der ingen Nødvendighed for, at de efter Kvalitetsvalgstheorien vare blevne ved at udvikle sig videre, omendskjøndt de i hver af de paa hinanden følgende Tider ville være blevne let modificerede efter de skiftende Livsbetingelser. Alle saadanne Indvendinger afhænge af det Spørgsmaal, hvorvidt vi virkelig vide, hvor gammel Verden er og i hvilke Perioder de forskjellige Livsformer først viste sig, og det kan man baade sige Ja og Nej til.

Spørgsmaalet om hvorvidt Organisationen i det Hele taget er gaaet fremad, er i mange Henseender højst indviklet. Den geologiske Viden, der til alle Tider er ufuldkommen, gaaer ikke langt nok tilbage til med umiskjende-lig Klarhed at vise, at Organisationen indenfor den Tid man kjender af Verdenhistorien, er gaaet meget fremad. Selv den Dag idag ere Naturforskerne ved Betragtning af Medlemmer af samme Klasse ikke ganske enige om, hvilke Former der skulle ansees for de højeste. Saaledes er der Nogle der mene, at Selaceerne eller Hajerne, fordi de i nogle vigtige Punkter nærme sig Krybdyrenes Bygning, ere de højeste Fisk, Andre anse Benfiskene (Teleostei) for de højeste. Ganoiderne staa midt.imellem Hajerne og Benfiskene; de sidste ere nu til Dags de talrigste, men tidligere existerede der kun Hajer og Ganoider og saaledes vil det, alt efter det man anser for det højeste, kunne

[page] 424

siges, at Fiskene ere gaaede fremad eller gaaede tilbage i Organisation. At forsøge paa at maale hvilke der staaer højst af Medlemmer af forskjellige Typer, synes haabløst. Hvem vil afgjøre hvad der staaer højst, Blæksprutten eller Bien — det Insekt, om hvilket den store von Baer troede, at det var »i Virkeligheden højere organiseret end en Fisk, skjøndt efter en hel anden Type«? Det er højst troligt, at Crustaceerne (Krebsene), som ikke staa meget højt i deres egen Klasse, i den indviklede Tilværelseskamp kunde overvinde Cephalopoderne (Blæksprutterne), de højeste Bløddyr, og saadanne Crustaceer vilde, omend-skjøndt de ikke vare i nogen høj Grad udviklede, staa meget højt i Rækken af hvirvelløse Dyr, dersom man skulde dømme efter den mest afgjørende af alle Prøver — Styrkeprøven. Afset fra visse Vanskeligheder ved at afgjøre, hvilke Former der ere de mest fremskredne i Organisation, skulde vi ikke blot sammenligne de højeste Medlemmer af en Klasse i to Perioder — omendskjøndt dette utvivlsomt er det vigtigste Element ved en Taxering — men vi skulde sammenligne alle de to Perioders Medlemmer, baade høje og lave. I en fjern P^ortid vare de højeste og laveste Bløddyr, nemlig Cephalopoder og Bra-chiopoder, højst talrige: nu ere begge Ordener i høj Grad blevne indskrænkede, medens andre Ordener, som staa midt imellem i Organisation, ere tiltagne stærkt. Som en Følge heraf hævde nogle Naturforskere, at Bløddyrene tidligere vare langt højere udviklede end nu; men man kan egenlig bedre sige det Modsatte, naar man lægger Vægten paa, at de laveste Bløddyr have aftaget i saa høj Grad, og naar man lægger Mærke til den Kjendsgjerning, at de nulevende Cephalopoder skjøndt faa i Antal ere højere organiserede end deres gamle Repræsentanter. Vi burde ogsaa sammenligne Proportionstallene for de højere og lavere Klasser i to Perioder; dersom der f. Ex. den Dag idag existerede halvtredsindstyve Tusinde Slags Hvirveldyr, og vi vidste, at der i en tidligere Periode kun havde

[page] 425

existeret ti Tusinde Slags, saa burde vi betragte denne Forøgelse i Antal i den højeste Klasse, hvorved der tillige indbefattes en stor Forandring i de lavere Former, som et afgjort Fremskridt i Organisation. Vi se saaledes, hvor haabløs vanskeligt det er under saa yderst indviklede Forhold fuldkommen rigtigt at sammenligne de Udviklingstrin, hvorpaa de paa hinanden følgende Perioders ufuldstændig kjendte Faunaer have staaet.

Vi ville komme til at vurdere denne Vanskelighed rigtigere ved at betragte visse existerende Faunaer og Floraer. At dømme efter den usædvanlige Maade, paa hvilken evropæiske Frembringelser nylig have udbredt sig over Ny-Zeeland, vil i Tidernes Løb en Mængde britiske Former blive aldeles naturaliseret der og komme til at udrydde mange af de Indfødte. Paa den anden Side kan det, at neppe en eneste af den sydlige Halvkugles Beboere har forvildet sig i Evropa, nok faa os til at tvivle om, hvorvidt noget anseligt Antal af Ny-Zeelands frembringelser, dersom de alle bleve satte ud i Storbritannien, vilde blive istand til at indtage Pladser, der nu ere besatte af vore indfødte Planter og Dyr. Seet fra dette Synspunkt staa Storbritanniens Frembringelser meget højere i Rækken end Ny-Zeelands. Dog kunde den dygtigste Naturforsker ved en Undersøgelse af de to Landes Arter ikke have forudseet dette Resultat.

Agassiz og forskjellige andre højst kompetente Dommere paastaa, at gamle Tiders Dyr til en vis Grad ligne Em-bryer af nulevende Dyr, som høre til den samme Klasse, og at de uddøde Formers geologiske Rækkefølge næsten er parallel med de existerende Formers embryologiske Udvikling. Denne Synsmaade stemmer vidunderlig godt med vor Theori. I et fremtidigt Kapitel skal jeg forsøge at vise, at den Voksne afviger fra sit Embrye paa Grund af Varieringer, som komme i en ikke tidlig Alder og nedarves i en tilsvarende Alder. Denne Proces gjør, medens den næsten lader Embryet uforandret i Løbet af de paa

[page] 426

hinanden følgende Generationer, den Udvoksne mere og mere forskjellig. Saaledes kommer Embryet til at blive et Slags Billede, som Naturen har bevaret af Dyrets gamle og mindre modificerede Tilstand. Denne Maade at se Sagen paa turde vel nok være rigtig, og dog kunde det være, at man aldrig blev istand til at bevise det. Naar vi f. Ex. se, at de ældste kjendte Pattedyr, Krybdyr og Fiske nøje høre til deres egne Klasser, end-skjøndt nogle af disse gamle Former ere lidt mindre bestemt adskilte fra hinanden, end de typiske Medlemmer af de samme Grupper ere det nu til Dags, saa vilde det være forgjæves at se efter Dyr, som havde Hvirveldyrenes fælles embryologiske Karakter, førend man havde opdaget rigt fossilførende Lag nedenunder det laveste siluriske Lag — en Opdagelse, hvortil der ikke er stor Udsigt.

Om de samme Typers Følgen ovenpaa hinanden indenfor de samme Streg i de senere Tertiær-Perioder.

Hr. Clift viste for mange Aar siden, at de fossile Pattedyr fra de avstralske Huler vare nær beslægtede med denne Verdensdels nulevende Pungdyr. I Sydamerika er der tydeligt nok et lignende Slægtskab, som selv et mindre skarpt Øje kan opdage, i de gigantiske Pantserstykker, der ligne Armadillens Beklædning, og som findes i for-skjellige Dele af La Plata, og Professor Owen har paa den mest slaaende Maade viist, at de fleste af de fossile Pattedyr, som findes indlejrede der i stort Antal, ere beslægtede med Syd-Amerikas Typer. Dette Slægtskab kan sees endnu tydeligere i de vidunderlige Samlinger af fossile Ben, som Dhr. Lund og Clausen fandt i Brasiliens Huler. Disse Kjendsgjerninger gjorde et saadant Indtryk paa mig, at jeg i Aarene 1839 og 1845 særligt fremhævede denne »Lov om Typernes Følgen paa hinanden« og »dette vidunderlige Slægtskab mellem Dødt og Levende i samme Land«. Professor Owen har siden udvidet dette ogsaa til den gamle Verdens Pattedyr. Vi finde den samme Lov i

K

[page] 427

Ny-Zeelands uddøde gigantiske Fugle, der ere restavrerede af ham. Vi se det ogsaa hos Faglene i de brasilianske Knokkelhuler. Hr. Woodward har viist, at den samme Lov holder Stik overfor Havmuslingen, men paa Grund af den store Udbredelse, de fleste Bløddyr-Slægter have, er den hos dem ikke saa god at se. Der kunde anføres endnu andre Exempler, saaledes Slægtskabet mellem de uddøde og de nulevende Landsnegle paa Madejra og mellem de uddøde og nulevende Brakvandssnegle fra det aral-kaspiske Hav.

Hvad betyder nu denne mærkværdige Lov om de samme Typers Følgen paa hinanden indenfor det samme Territorium? Den maatte være meget dristig, som efter at have sammenlignet det nuværende Klima i Avstralien med Klimaet i visse Dele af Syd-Amerika under samme Brede, vilde forsøge paa den ene Side at forklare Uligheden mellem disse to Verdensdeles Beboere ved de fysiske Betingelsers Ulighed og paa den anden Side ved Betingelsernes Lighed at forklare den Ensformighed, der følger samme Typer i hver af Verdensdelene i de senere tertiære Perioder. Man kan heller ikke antage, at det er en uforanderlig Lov, at der hovedsagelig eller alene skulde være bleven frembragt Pungdyr i Avstralien, eller at Gumlere og andre amerikanske Typer ene og alene skulde vær.e blevne frembragte i Syd-Amerika. Thi vi vide, at Evropa i gamle Dage var beboet af talrige Pungdyr, og jeg har i de Skrifter, jeg ovenfor har hentydet til, viist, at Fordelingen af Landpattedyr i Amerika tidligere var en ganske anden end den nuværende. Nord-Amerikas Karakter lignede tidligere meget den, som denne Verdensdels sydlige Halvdel nu har, og den sydlige Halvdel stod tidligere den nordre Halvdel nærmere end nu. Paa en lignende Maade vide vi efter Falconers og Cautleys Opdagelser, at det nordlige Indien tidligere for dets Pattedyrs Vedkommende var nærmere beslægtet med Afrika, end det nu er. Der kunde anføres analoge Exempler paa Havdyrenes Udbredelse.

[page] 428

Ved Theorien om Afstamning ledsaget af Modifikation er den store Lov om en længe varende, men ikke uforanderlig Følgen paa hinanden af de samme Typer indenfor de samme Strøg forklaret; thi Beboerne af enhver Verdens-egn ville aabenbart søge i deres Egn i de nærmest paa hinanden følgende Tidsperioder at efterlade nær beslacgtede skjøndt noget modificerede Efterkommere. Dersom Beboerne af et Fastland tidligere i høj Grad vare forskjellige fra et andet Fastlands Beboere, ville deres modificerede Efterkommere endnu afvige fra hinanden paa næsten samme Maade og næsten i samme Grad. Men efter meget lange Tidsmellemrum og efter store geografiske Forandringer, som afstedkomme megen Ud- og Indvandren, ville de Svagere give efter for de mere herskende Former, og Intet vil blive uforanderligt i Fortidens og Nutidens Ud-bredelseslove.

Man kunde maaske for Spøg spørge mig, om jeg antager, at Megatherion og andre beslægtede store Uhyrer, som tidligere levede i Syd-Amerika, have efterladt Dovendyret, Armadillen og Myreslugeren som deres degenererede Efterkommere. Dette kan ikke et Øjeblik indrømmes. Hine store Dyr ere blevne aldeles udryddede og have intet Afkom efterladt sig. Men i Brasiliens Knokkelhuler er der mange uddøde Arter, som baade i Størrelse og i alle andre Karakterer ere nær beslægtede med de Arter, der endnu leve i Syd-Amerika, og nogle af disse Fossilier kunde være de nulevende Arters virkelige Forfædre. Man maa ikke glemme, at, ifølge vor Theori, alle Arter af samme Slægt ere Efterkommere af en enkelt Art, saaledes at, dersom seks Slægter, hver paa otte Arter, findes i en geologisk Formation, og der saa i den paafølgende Formation findes seks andre nærstaaende Slægter, hver med det samme Antal Arter, saa kunne vi i Almindelighed drage den Slutning, at kun en Art af hver af de ældre Slægter har efterladt sig modificerede Efterkommere, som udgjøre de ny Slægters forskjellige Arter, idet saaledes

[page] 429

de syv andre Arter af hver gammel Slægt ere uddøde og ikke have efterladt sig noget Afkom. Eller, og dette vil rimeligvis være det almindeligste Tilfælde, to eller tre Arter, i kun to eller tre af de seks gamle Slægter, ville være Forældre til de ny Slægter, idet de andre Arter og de andre hele Slægter ganske ere gaaede tilgrunde. Hos Ordener, der ere ved at uddø, og hvor Slægter og Arter aftage i Antal, saaledes som det er Tilfældet med Syd-Amerikas Gumlere, ville endnu færre Slægter og Arter efterlade modificerede Efterkommere i lige Linie.

Resumé af dette og det foregaaende Kapitel.

Jeg har forsøgt paa at vise, at den geologiske Viden er højst utilstrækkelig; at kun en ringe Del af Jordkloden har faaet en omhyggelig geologisk Undersøgelse; at kun faa Klasser af organiske Væsner ere blevne talrigt bevarede i fossil Tilstand; at det Antal, baade af Individer og af Arter, som forefindes i vore Museer, er ligesaa-meget som Ingenting i Sammenligning med det Antal Generationer, der maa have fulgt paa hinanden i selv en eneste Formation; at, fordi Sænkning næsten er nødvendig for Ophobeisen af Aflejringer, der ere rige paa fossile Arter af mange Slags og tykke nok til at modstaa senere ødelæggende Indvirkninger, maa der være hengaaet store Tidsrum mellem de fleste af vore paa hinanden følgende Generationer; at der sandsynligvis har været mest Uddøen i Sænkningsperioderne og mest Varieren i Hævnings-perioderne, og at vi vide mindst om de Sidste; at hver enkelt Formation ikke er .bleven aflejret uafbrudt; at Varigheden af hver enkelt Formation sandsynligvis er kort i Sammenligning med de specifiske Formers gjennemsnit-lige Varighed; at Vandring har havt en væsenlig Del i de ny Formers første Tilsynekomst i de enkelte Strøg og Formationer; at vidt udbredte Arter ere de, der have varieret mest og oftest frembragt ny Arter; at Varieteterne først have været lokal. Endelig er det, omendskjøndt

[page] 430

enhver Art maa have gjennemgaaet talrige Overgangstilstande, sandsynligt, at de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem modificeredes, selvom de ere mange og lange, naar de skulle maales med Aar, have været korte i Sammenligning med de Perioder, i hvilke hver enkelt af dem forblev uforandret. Disse Grunde tilsammentagne ville til en vis Grad forklare, hvorfor — skjøndt vi virkelig finde mange Mellemled — vi ikke finde et uendeligt Antal Varieteter, der forbinde alle uddøde og existerende Arter med hinanden ved de allerfineste Overgange. Man skulde nu ogsaa altid huske paa, at, dersom man fandt Varieteter, der vare Bindeled mellem to eller flere Formér, saa vilde man, medmindre hele Rækken havdes aldeles fuldstændig, gjøre dem til ligesaa mange ny og bestemt adskilte Arter; thi Ingen skal kunne paastaa, at vi have noget sikkert Kriterium, ved hvilket vi kunne skjelne Arter og Varieteter fra hinanden.

Den, som ikke vil gaa ind paa denne Betragtning af den geologiske Viden som utilstrækkelig, han vil med Rette forkaste den hele Theori. Thi han maa forgjæves spørge om, hvor de ere blevne af, de utallige Overgangs-led, der tidligere maa have forbundet de nær beslægtede Arter, som findes i de paa hinanden følgende Lag i samme store Formation. Han vil ikke tro paa de uhyre Tidsrum, der ligge imellem de paa hinanden følgende Formationer. Han vil overse den vigtige. Rolle, som Vandringen har spillet, naar det gjælder om at betragte Formationerne i en eller anden stor Strækning'som f. Ex. Evropa; han vil lægge stærk Vægt paa, at hele Grupper af Arter tilsyneladende, men rigtignok ogsaa ofte kun tilsyneladende, pludselig ere komne ind i Verden. Han kan spørge om, hvor de ere, disse Levninger af fine utallige Organismer, som maa have existeret længe, før det cambriske System blev aflejret. Vi vide nu, at der i det Mindste existerede et Dyr dengang; men jeg kan kun svare paa det ovenfor stillede Spørgsmaal ved at sige, at jeg formoder, at der,

[page] 431

hvor nu Oceanerne ere, der have de været i uhyre lange Tider, og der, hvor vore stigende og synkende Fastlande nu staa, der have de staaet siden Begyndelsen af det cambriske System; men længe før den Tid saa Verden ganske anderledes ud, og at hine gamle Fastlande, der vare dannede af Formationer, ældre end dem, vi kjende, de existere nu kun som Levninger og ere aldeles omdannede, eller ogsaa ligge de endnu begravede under Havene.

Bortseet fra disse Vanskeligheder synes det mig, at Palæontologiens andre store Hovedkjendsgjerninger ganske simpelt følge af Afstamningstheorien med dens ved Kvalitetsvalg bevirkede Modifikationer. Vi kunne saaledes forstaa, hvordan det gaaer til, at de ny Arter komme langsomt og lidt efter lidt; hvorfor de forskjellige Klassers Arter ikke nødvendigvis forandres samtidigt paa samme Maade eller i samme Grad, men dog alle i Løbet af lange Tider undergaa nogen Modifikation. Udryddelsen af gamle Former er den næsten uundgaaelige Følge af Frembringelsen af nye Former. Vi .kunne forstaa, hvorfor en Art, naar den engang er forsvunden, aldrig kommer igjen. Arts-Grupperne vokse langsomt i Antal og vare ulige længe, thi Modifikationsprocessen er nødvendigvis langsom og er afhængig af mange indviklede Omstændigheder. De herskende Arter, som høre til store og herskende Grupper, stræbe at efterlade sig mange modificerede Efterkommere^ som danne ny Grupper og Undergrupper. Som disse op-staa, have Arterne af de mindre kraftige Grupper paa Grund af den Svaghed, de have ved Arv fra en fælles Stamform, Tilbøjelighed til at gaa ud af Tilværelsen sammen og til ikke at lade Jordens Overflade beholde noget af deres modificerede Afkom. Men den fuldstændige Uddøen af en hel Arts Gruppe har undertiden været en langsom Proces, fordi nogle faa Efterkommere have tøvet paa beskyttede og isolerede Lokaliteter. Naar en Gruppe engang ganske er forsvunden, kommer den ikke igjen, thi Generationernes Kjæde er brudt.

[page] 432

Det er let at forstaa, hvorfor de herskende Former, som udbredes videst og frembringe det største Antal Varieteter, ville stræbe at befolke Verden med nærstaaende modificerede Efterkommere, som i Almindelighed ville have Held med sig til at tilrane sig de Pladser, der ere besatte med Grupper, som ikke kunne hamle op med dem i Kampen for Tilværelsen. Derfor kan det, naar lange Tider ere gaaede, se ud, som om Verdens Frembringelser have skiftet samtidigt.

Vi kunne forstaa, hvorfor alle Livets Former i fjerne Tider og Nutiden tilsammen udgjøre nogle faa store Klaser; thi alle ere de forbundne ved fælles Afstamning. Vi kunne, fordi der stadig er en Tendens til Karakterdivergens, forstaa, hvorfor en Form, jo ældre den er, afviger des mere i Almindelighed fra de nulevende; hvorfor gamle og uddøde Former ofte udfylde Hullerne mellem to nulevende Former og undertiden samle to Grupper, der tidligere ere regnede for forskjellige, til en; men endnu hyppigere blot nærme dem lidt til hinanden. Jo ældre en Form er, des hyppigere staaer den til en vis Grad midt imellem Grupper, der nu ere bestemt adskilte; thi jo ældre en Form er, des nærmere vil den være beslægtet med og som en Følge deraf ogsaa ligne den fælles Stamform til Grupperne, der siden ere komne til at afvige i meget høj Grad fra hinanden. Uddøde P'ormef staa sjælden direkte midt mellem nulevende Former, men ere knn intermediære ad mange og lange Omveje, gjennem uddøde og afvigende Former. Vi kunne let indse, hvorfor de organiske Levninger af tæt paa hinanden følgende Formationer ere nær beslægtede, thi Generationerne ere her hinanden nærmere. Ligeledes er det let at indse, hvorfor de organiske Levninger i en intermediær Formation have en intermediær Karakter.

Beboerne af enhver af de paa hinanden følgende Perioder maa have overvundet deres Forgængere i en Kamp for Tilværelsen og staa for saa vidt paa et højere Fuldkommenhedstrin, og deres Bygning er ogsaa i Al-

[page] 433

mindelighed bleven mere ensidig udviklet, og heri maa man søge Grunden til den for mange Palæontologer fælles Tro, at Organisationen i det Hele taget er gaaet fremad. Uddøde og gamle Dyreformer ligne til en vis Grad Em-bryerne af de nyere Dyr af samme Klasse, og denne vidunderlige Kjendsgjerning faaer ved vor Theori en simpel Forklaring. Det at de samme Organisationstyper følge ovenpaa hinanden indenfor det samme Strøg i de senere geologiske Perioder, det holder op med at være mysteriøst og bliver ganske simpelt en Følge af Nedarvingsprincipet.. Dersom da den geologiske Viden er saa ufuldkommen, som Mange tro — og det kan da i det Mindste paastaaes, at man ikke kan bevise, at den er synderlig fuldkommen — saa ere Hovedindvendingerne mod Kvalitetsvalgstheorien i høj Grad formindskede eller forsvinde ganske. Paa den anden Side synes det mig, at alle Palæontologiens Hovedlove tydelig nok sige, at Arterne ere blevne frembragte ved almindelig Avling, idet gamle Former ere blevne afløste af ny og forbedrede Livsformer, Produkter af Va-riering og Kvalitetsvalg.

28

[page 434] ELLEVTE KAPITEL.

Geografisk Udbredelse.

Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskelligheder i de fysiske Betingelser — Vigtigheden af Skranker — Organismerne i et Land ere beslægtede — Skabelsescentrer — Udbredelsesmidler: Forandringer i Klima, Niveauforandringer og Midler, der lejlighedsvis tilbyde sig — Udbredningen i Istiden — Istiderne afløse hinanden i Syd og Nord.

Den nuværende Udbredelse kan ikke forklares ved Forskelligheder i de fysiske Betingelser.

Naar vi betragte de organiske Væsners Udbredelse over Jordens Overflade, saa er den første store Kjends-gjerning, som falder os i Øjnene, den, at hverken Ligheden eller Uligheden mellem Beboerne af de forskjellige Egne kan forklares ved deres klimatiske eller andre fysiske Betingelser. I den senere Tid er næsten hver eneste Forfatter, som har studeret dette Spørgsmaal, kommen til denne Slutning. Man behøver næsten kun at nævne Amerika for at bevise, at den er rigtig; — undtage vi nemlig de nordlige Dele, hvor Pollandet næsten er sammenhængende, saa ere alle Forfattere enige om, at en af Hovedinddelingerne for den geografiske Udbredelses Vedkommende er Adskillelsen mellem en ny og en gammel Verden. Alligevel, dersom vi gjennemrejse det store amerikanske Fastland fra de forenede Staters Midtpartier helt ned til Sydspidsen,

[page] 435

træffe vi de mest forskjellige Betingelser: fugtige Strøg, golde Ørkner, høje Bjerge, græsrige Sletter, Skove, Marskenge, Indsøer og store Floder under næsten en hvilkensomhelst Temperatur. Der er neppe i den gamle Verden et Klima eller nogen Tilstand, som ikke har sin Parallel i den ny Verden — en Parallel, der i det Mindste er saa nøje, som det behøves for de samme Arters Trivsel. Uden Tvivl kan man i den gamle Verden udpege Smaa-strøg hedere, end man kan finde dem i den ny Verden, men paa disse Strøg lever der ikke nogen Fauna, som er forskjellig fra de omliggende Distrikters; thi man vil meget sjældent finde en Gruppe af Organismer indskrænket til at bebo et lille Strøg, der har Betingelser af en særegen, og det, om end aldrig saa lidt, særegen, Natur. Men hvor vidt forskjellige ere ikke den gamle og den ny Verdens Frembringelser til Trods for denne almindelige Parallelisme mellem deres Betingelser!

Naar vi paa den sydlige Halvkugle sammenligne store Landstrækninger i Avstralien, Syd-Afrika og den vestlige Del af Syd-Amerika mellem 25 og 35 Graders Brede, saa ville vi finde Dele, der i høj Grad ligne hinanden i alle deres Betingelser, og dog vilde det ikke være muligt at finde tre Faunaer eller Floraer, der ere mere forskjellige. Fremdeles kunne vi sammenligne Frembringelserne i Syd-Amerika under 35 Graders Brede med dem Nord paa under 25 Grader, der altsaa ere adskilte fra hinanden ved Mellemrum paa 10 Bredegrader og ere udsatte for betydelig forskjellige Betingelser, og dog ere de uden Sammenligning langt nærmere beslægtede med hinanden, end de ere det med Avstraliens eller Afrikas Naturfrembringelser, der have næsten samme Klima. Analoge Kjendsgjerninger kunde anføres for Havbeboernes Vedkommende.

Under vore Bestræbelser for at faa en almindelig Oversigt er der en anden vigtig Kjendsgjerning, der falder os i Øjnene, den nemlig at Skranker af hvilkesomhelst Slags eller Ting, som hæmme Vandringernes Frihed, staa

28*

[page] 436

i et nøje og væsenligt Forhold til Forskjellighederne mellem de enkelte Egnes Naturfrembringelser. Vi se dette i den store Forskjel, der er paa næsten alle den gamle og ny Verdens Landfrembringelser, — herfra undtage vi dog de nordlige Dele, hvor Landene næsten løbe sammen, og hvor der under et kun lidet forskjelligt Klima kan have været fri Passage for de nordlige tempererede Former, saaledes som der nu er det for de strængt arktiske Frembringelser. Vi se det samme gjentage sig i den store Forskjel mellem Avstraliens, Afrikas og Syd-Amerikas Beboere under samme Bredegrad; thi disse Lande ere næsten saa godt skilte fra hinanden som muligt. Vi have det Samme igjen paa hvert enkelt Fastland; thi paa de modsatte Sider af høje og sammenhængende Bjergkjæder, af store Ørkner og selv af store Floder finde vi for-skjellige Frembringelser; men da Bjergkjæder, Ørkener osv. ikke ere uoverstigelige eller uigjennemtrængelige og rimeligvis heller ikke have varet saa længe som de Have, der adskille Fastlandene, saa ere Forskjellighederne langt ringere end de, der karakterisere bestemt adskilte Verdensdele. For Havet gjælder den samme Lov. Faunaerne paa Øst- og Vestkysten af Syd-Amerika ere meget forskjellige og have yderst faa Fisk, Muslinger eller Krabber fælles; men Dr. Giinther har for nylig viist, at paa begge Sider af Landtangen ved Panama ere omtrent tredive Procent af Fiskene de samme, og denne Omstændighed har faaet Naturforskerne til at tro, at Landtangen tidligere var gjennembrudt. Vest for Amerikas Kyster er der en stor Strækning af aabent Hav, hvor der ikke er Øer eller Hvilepladser for Udvandrere; her have vi altsaa en Skranke af et andet Slags, og saasnart som denne er passeret, møde vi paa det stille Havs østlige Øer en anden og ganske forskjellig Fauna. Saaledes findes der altsaa tre Havfaunaer, der strække sig parallelt med hinanden langt Nord fra til langt Syd paa, ikke langt fra hinanden og under Klimaer, der svare til hinanden; men fordi de ere

[page] 437

adskilte fra hinanden ved uoverstigelige Skranker af Land eller aabent Hav, ere de næsten ganske forskjellige. Gaa vi saa endnu længere mod Vest fra de østlige Øer af det stille Havs tropiske Dele, saa møde vi ingen uoverstigelige Skranker, og vi have utallige Øer til Hvilepladser, eller ogsaa have vi sammenhængende Kyster, indtil vi efter at være komne Jordkuglen halvvejs rundt naa Afrikas Kyster. I hele den Strækning, vi her have gjennemvandret, finde vi ikke forskjellige eller stærkt udprægede Havfaunaer, omendskjøndt saa faa Muslinger, Krabber eller Fisk ere fælles for de ovenfor nævnte tre nærved hinanden liggende Faunaer, nemlig Øst- og Vest-Amerikas og det stille Havs østlige Øer,, saa ere dog mange Fisk, der findes lige fra det stille Hav til det indiske Ocean, og mange Muslinger, der ere fælles for det stille Havs østlige Øer og Afrikas Østkyst under næsten modsatte Meridianer.

En tredie stor Kjendsgjerning, der tildels rummes i det Foregaaende, er det Slægtskab, der finder Sted mellem det samme Lands eller det samme Havs Naturfrembringelser, omendskjøndt Arterne i sig selv ere forskjellige paa de forskjellige Punkter og Steder. Dette er en Lov, der har stor almen Gyldighed, og ethvert Land frembyder utallige Exempler. Ikkedestomindre bliver Naturforskeren, naar han rejser f. Ex. fra Nord til Syd, altid slaaet af den Maade, paa hvilken de paa hinanden følgende Grupper af Væsner, som ere nær beslægtede, men specifisk forskjellige, afløse hinanden. Han hører fra nøje beslægtede, men dog forskjellige Arter af Fugle, Toner, der næsten ere de samme, og seer deres Reder byggede paa næsten, men ikke ganske samme Maade, og med Æg, der næsten have samme Farve og Tegning. Sletterne i Nærheden af Magei-lan-Strædet beboes af en Art Nandu (Rhea, amerikansk Struds), og Norden for ere La Plata Sletterne beboede ai en anden Art af samme Slægt og ikke af en virkelig Struds eller Emu, saaledes som de findes i Afrika og

[page] 438

Avstralien under samme Brede. Paa disse samme La Plata Sletter se vi Agutien og Viscacha'en, Dyr, der næsten have de samme Sædvaner som vore Harer og Kaniner og høre til den samme Orden af Gnavere, men med alt dette dog vise sig som en særegen amerikansk Type. Bestige vi Kordilleras Toppe, finde vi alpine Arter af Viscacha, og tage vi Vandet med til vor Undersøgelse, finde vi ikke Bæveren eller Moskusrotten, men Koypu'en (sydamerikansk Bæverrotte) og Capivaren (Flodsvinet), Gnavere af den sydamerikanske Type. Der kunde nævnes utallige andre Exempler, Betragte vi Øerne ved Amerikas Kyst, saa finde vi, at, hvor Meget de end maatte afvige i deres geologiske Bygning, ere deres Beboere dog væsenlig amerikanske, om end Allesammen særegne Arter. Vi kunne se tilbage til svundne Tider, og vi finde da, at det var amerikanske Typer, der vare de overvejende paa Amerikas Fastland som i Amerikas Have. Vi se i disse Kjendsgjerninger, at der er en skjult organisk Forbindelse mellem de samme Land- og Vandstrækningers Beboere, en Forbindelse, som er uafhængig af de fysiske Betingelser. Den Naturforsker, som ikke føler Lyst til at efterspore, hvad denne Forbindelse er, maa være lidt søvnig af sig.

Forbindelsen er simpelthen Arvelighed, den Aarsag, der alene, efter hvad vi vide, frembringer Organismer, der ganske ligne hinanden, eller, som Tilfældet er med Varieteter, næsten ligne hinanden. Uligheden mellem Beboerne af forskjellige Egne maa tilskrives Modifikation ved Kvalitetsvalg og i en underordnet Grad ogsaa de forskjellige fysiske Betingelsers direkte Indflydelse. Hvor stor Uligheden er, det vil afhænge af, om de mere fremherskende Livsformer ere blevne mere eller mindre forhindrede i deres Vandring fra en Egn til en anden, tidligere eller senere, — af de tidligere Indvandredes Natur og Antal — og af den Indvirkning, de forskjellige Beboere have havt paa hinanden, hvad Bevarelsen af forskjellige Modifikationer angaaer, idet, som jeg allerede ofte har

[page] 439

bemærket, Forholdet mellem Organisme og Organisme i Kampen for Tilværelsen af alle Forhold er det vigtigste. Saaledes komme Skrankerne til at spille den samme vigtige Rolle, hvad det angaaer at hindre Vandring, som Tiden spiller ved Kvalitetsvalgets langsomme Modifikations-proces. Vidt udbredte Arter, som forefindes i stort Individantal, og som allerede have triumferet over mange Medbejlere i deres egen vidtudstrakte Hjemstavn, ville have bedst Udsigt til at vinde ny Pladser, naar de spredes til ny Lande. I deres ny Hjem ville de være udsatte for ny Betingelser og ville hyppig blive endnu mere modificerede og forbedrede, og saaledes ville de blive endnu mere overlegne og ville frembringe Grupper af modificerede Efterkommere. Ved Hjælp af dette, af Modifikationen ledsagede Arvelighedsprincip, kunne vi forstaa, hvordan det gaaer til, at Afdelinger af Slægter, hele Slægter og selv Familier ere indskrænkede til et bestemt Strøg, saaledes som det som bekjendt hyppig er Tilfældet.

Som jeg i det sidste Kapitel bemærkede, troer jeg ikke paa en Lov om nødvendig Udvikling. Da hver enkelt Arts Variabilitet er en uafhængig Ejendommelighed, som kun vil blive gjort nyttig ved Kvalitetsvalget, forsaavidt som det er gavnligt for hver-t enkelt Individ i dets indviklede Kamp for Tilværelsen, saa vil Modifikationsbeløbet hos de forskjellige Arter ikke være af nogen ensartet Størrelse. Dersom et Antal Arter, efter længe at have rivaliseret med hinanden i deres gamle Hjemstavn, kom til i Flok at indvandre til et nyt Land, som saa lidt efter blev isoleret, saa vilde de kun være lidet tilbøjelige til Modifikation; thi hverken Vandring eller Isolering kan i og for sig bevirke Nogetsomhelst. Disse to Ting komme kun til at faa nogen Betydning derved, at de bringe Organismerne i ny Forhold til hinanden og i en ringere Grad ogsaa til de dem omgivende fysiske Betingelser. Ligesom vi i det sidste Kapitel saa, at nogle Former have beholdt næsten den samme Karakter fra uhyre fjerne geologiske

[page] 440

Perioder af, saaledes have visse Arter vandret over vide Strækninger og ere ikke blevne synderlig modificerede, undertiden slet ikke.

Ifølge denne Synsmaade er det indlysende, at de for-skjellige Arter af samme Slægt, omendskjøndt de bebo de fjernest fra hinanden liggende Egne af Verden, dog op-rindeligen maa være komne sammesteds fra, eftersom de nedstamme fra den samme Stamform. . Hvad angaaer de Arter, som gjennem hele geologiske Perioder kun have undergaaet lidt Modifikation, saa er der ikke nogen Vanskelighed for at tro, at de kunne have vandret ud fra den samme Egn; thi det er muligt, at de kunne have vandret næsten saa meget, det skal være, under alle de store geografiske og klimatiske Forandringer, som ere foregaaede siden hine fjerne Tider. Men i mange andre Tilfælde, hvor vi have Grund til at tro, at en Slægts Arter ere blevne frembragte i en forholdsvis sen Tid, der kan dette have store Vanskeligheder. Det er ligeledes indlysende, at den samme Arts Individer, omendskjøndt de nu bebo fjerne og isolerede Egne, maa være udgaaede fra en Plet, hvor deres Forældre først bleve frembragte; thi, som vi i det sidste Kapitel have udviklet, det er utroligt, at Individer, der ere ganske identiske, skulde være blevne frembragte af Arter, der vare specifisk for-skjellige.

Enkelte formentlige Skabelses-Centra. — Vi ere saaledes komne til det Spørgsmaal, som saameget er blevet drøftet af Naturforskerne, det nemlig, hvorvidt Arterne ere blevne skabte paa et eller paa flere Punkter af Jordens Overflade. Det er ingen Tvivl underkastet, at der er mange Tilfælde, i hvilke det er yderst vanskeligt at forstaa, hvorledes det har kunnet være en Art muligt fra en Plet at have vandret hen til saa mange fjernt fra hinanden liggende isolerede Punkter, hvor den nu findes. Ikkedestomindre gjør den simple Sætning, at hver Art først blev frembragt i en bestemt Egn, mest Indtryk paa

[page] 441

Sindet. Den, som forkaster den, forkaster den sande Grund, nemlig almindelig Avling med efterfølgende Vandring, og foretrækker Miraklet. Det indrømmes almindeligt, at det af en Art beboede Strøg i de fleste Tilfælde er sammenhængende, og at, naar en Plante eller et Dyr findes paa to Punkter, der staa saa langt fra hinanden, eller mellem hvilke der ligger et Strøg af en saadan Beskaffenhed, at der ikke ved Vandring let kunde kommes fra den ene Lokalitet til den anden, saa betragter man dette som noget mærkværdigt og noget, der kun hændes undtagelsesvis. Der er maaske ingen Forhold, der frembyde større Vanskeligheder end Landpattedyrs Vandringer over en stor Havstrækning. Vi finde derfor heller ingen uforklarlige Tilfælde, hvor de samme Pattedyr bebo fjernt fra hinanden liggende Dele af Jorden. Ingen Geolog generes af den Vanskelighed, at Storbritannien har de samme Pattedyr som det øvrige Evropa; thi de have uden Tvivl været forenede med hinanden engang. Men dersom nu den samme Art kunde frembringes paa to adskilte Punkter, hvorfor finde vi saa ikke et eneste Pattedyr fælles for Evropa og Avstralien eller Syd-Amerika? Livsbetingelserne ere saa nær de samme, at en Mængde evro-pæiske Dyr og Planter ere blevne naturaliserede i Amerika og Avstralien, og nogle af de indfødte oprindelige Plantearter ere ganske de samme paa disse fjernt fra hinanden liggende Punkter, Punkter, af hvilke det ene ligger paa den nordlige, det andet paa den sydlige Halvkugle. Svaret herpaa er, som jeg troer, at Pattedyr ikke have været i Stand til at vandre, medens nogle Planter, paa Grund af deres mangfoldige Udbredelsesmidler, have kunnet vandre tvers over store Mellemrum. Den store og iøjnefaldende Indflydelse, som Skranker af alle Slags have, kan kun forstaaes saaledes, at det store Flertal af Arter er blevet frembragt paa den ene Side og have ikke været i Stand til at komme over paa den anden Side. Nogle faa Familier, mange Underfamilier, overordenlig mange Slægter og et

[page] 442

endnu større Antal af Slægtsafdelinger ere indskrænkede til en enkelt Egn, og adskillige Naturforskere have lagt Mærke til, at de fleste naturlige Slægter eller saadanne, i hvilke Arterne ere nærmest belægtede med hinanden, i Almindelighed findes indenfor et enkelt Lands Grændser, eller dersom de ere vidt udbredte, saa er der ingen Afbrydelser i deres Udbredelse. Hvilken besynderlig Anomali vilde det ikke være, dersom netop det Modsatte var Tilfældet, naar vi gaa et Trin lavere ned i Rækken, nemlig til Individerne af samme Art, og sagde, at disse i det Mindste ikke i Begyndelsen have været indskrænkede til en bestemt Egn!

Derfor forekommer det mig, som det er forekommet mange andre Naturforskere, at den rimeligste Antagelse er den, at hver enkelt Art kun er blevet frembragt et Sted og saa siden er vandret fra det Strøg, saa langt bort som dens Vandreevne og dens Evne til at holde ud under forbigangne og nuværende Betingelser tillod. Ganske vist er der mange Tilfælde, i hvilke vi ikke kunne forklare, hvorledes en Art kan være kommen fra et Punkt til et andet. Men de geografiske og klimatiske Forandringer, som ganske vist ere indtrufne i sene geologiske Tider, maa have gjort mange Arters Udbredelse, der tidligere var sammenhængende, usammenhængende. Vi komme da til at se ad, om Undtagelser fra Kontinuitet i Udbredelse forekomme saa tidt og ere af en saa alvorlig Natur, at vi derfor skulde opgive den Antagelse, som en almindelig Betragtning gjør sandsynlig, at hver enkelt Art er bleven frembragt et Sted og saa derfra er vandret saa vidt omkring, som den kunde. Det vilde være haabløst kjed-sommeligt at omtale alle de enkelte Undtagelsestilfælde, hvor den samme Art nu lever paa langt fra hinanden fjernede Punkter, og desuden kunde det ikke falde mig ind et eneste Øjeblik at foregive, at der i mange af Tilfældene virkelig kan gives nogen Forklaring. Men efter nogle foreløbige Bemærkninger vil jeg omtale nogle faa af

[page] 443

de mærkeligste Klasser af Kjendsgjerninger, nemlig den samme Arts Tilstedeværelse paa Toppen af fjernt fra hinanden liggende Bjergkjæder og paa fjernt fra hinanden liggende Punkter i de arktiske og antarktiske Regioner og for det Andet (i det følgende Kapitel) Ferskvandsorga-nismernes store Udbredelse og for det Tredie Tilstedeværelsen af de samme Land- Arter paa Øerne og deres Moderland, omendskjøndt de ere skilte fra hinanden ved aabent Hav i Hundreder af Mile. Dersom Tilstedeværelsen af den samme Art paa fjernt fra hinanden liggende og isolerede Punkter af Jordens Overflade i mange Tilfælde kan forklares ved den Antagelse, at hver enkelt Art har vandret ud fra en bestemt Fødestavn, saa forekommer det mig, naar vi se hen til, hvor uvidende vi ere med Hensyn til tidligere klimatiske og geografiske Forandringer og de forskjellige tilfældige Transportmidler, at det uden Sammenligning vil være det Sikkreste at tro, at en enkelt bestemt Hjemstavn for hver Art er Loven.

Ved at behandle dette Spørgsmaal skulle vi samtidigt faa Lejlighed til at henvende vor Opmærksomhed paa et Punkt, der er ligesaa vigtigt for os, nemlig hvorvidt de forskjellige Arter af en Slægt, som jo ifølge Theorien alle maa nedstamme fra en fælles Stamform, kunne have udvandret fra deres Hjemstavn og under Vandringen have undergaaet Modifikation. Naar de fleste af de Arter, der bebo en Egn, ere forskjellige fra dem, der leve i en anden Egn, men dog ere nær beslægtede med dem eller høre til den samme Slægt, dersom man i saadanné Tilfælde kan vise, at der rimeligvis i en tidligere Periode har været Vandring fra den ene Egn til den anden, saa vil dette meget styrke vor Betragtningsmaade; thi Forklaringen er let nok at give efter Theorien om Afstamning ledsaget af Modifikation. En vulkansk 0 f. Ex., der er løftet og dannet i nogle faa hundrede Miles Afstand fra et Fastland, vilde rimeligvis i Tidernes Løb faa nogle faa Kolonister, og deres Efterkommere vilde, om de end bleve modificerede,

[page] 444

stadig vedblive at være beslægtede med Fastlandets Beboere. Tilfælde af denne Natur ere almindelige og ere, som vi siden skulle se, ikke til at forklare ved Hjælp af Theorien om indbyrdes uafhængige Skabelsesakter. Denne Betragtning af Forholdet mellem en Egns Arter og en anden Egns er ikke meget forskjellig fra den, Hr Wallace har> Han slutter nemlig, at »enhver Art er kommen ind i Tilværelsen i Overensstemmelse, baade i Tid og Rum, med en forud existerende, nær beslægtet Art«. Og jeg veed nu, at han tilskriver Afstamning ledsaget af Modifikation denne Overensstemmen.

Drøftelsen af »enkelte og mangfoldige Skabelses-Centra« har ikke direkte Noget at gjøre med et andet beslægtet Spørgsmaal, det nemlig, hvorvidt alle Individer af samme Art nedstamme fra et enkelt Par eller en enkelt Hermafrodit eller ogsaa, som nogle Forfattere antage, fra mange samtidigt skabte Individer. Dersom der existerer organiske Væsner, som aldrig krydses, saa maa hos dem hver enkelt Art nedstamme fra en hel Successionslinie af modificerede Varieteter, der have afløst hinanden; men som aldrig have blandet sig med andre Individer eller Varieteter af samme Art, saaledes at ved hvert paa hinanden følgende Stadium af Modifikation og Forbedring alle Individer af samme Varietet ville nedstamme fra en enkelt Stamfader. Men i de Tilfælde, der langt ere de fleste, de nemlig, hvor alle Organismer parres for hver enkelt Fødsel, eller som lejlighedsvis krydses, ville de Individer af samme Art, som bebo det samme Strøg, blive holdte næsten ensartede ved Krydsning, saaledes at mange Individer ville blive ved samtidig at forandres, og det hele Beløb af Modifikation vil paa hvert enkelt Stadium ikke skyldes Afstamning fra en enkelt Stamfader. Jeg vil nævne et Fxempel for nærmere at oplyse, hvad jeg mener. Vore engelske Væddeløbsheste adskille sig fra enhver anden Races Heste; men denne deres Forskjellighed og Overlegenhed skylde de ikke deres Nedstammen fra noget

[page] 445

enkelt Par; men den er frembragt ved, at der stadig omhyggeligt er blevet udvalgt og traineret mange Individer i hver enkelt Generation.

Før jeg drøfter de tre Klasser af Kjendsgjerninger, som jeg har valgt som dem, der frembyde den største Mængde Vanskeligheder for Theorien om »enkelte Ska-belses-Centra«, maa jeg sige nogle faa Ord om de Midler, ved hvilke Organismerne udbredes.

Udbredelsesmidler.

Hr. C. Lyell og andre Forfattere have med Dygtighed behandlet dette Emne. Jeg kan her kun i