RECORD: Anon. 1888. Darwinisme og Christendom. Tre prædikener af Biskopperne af Carlisle, Bedford og Manchester. Copenhagen: Høst.

REVISION HISTORY: OCRed by Nanna Kaalund, 11/2/2010. RN1

NOTE: See the record for this item in the Freeman Bibliographical Database by entering its Identifier here. The OCR text of this document has not been corrected. It is provided for the time being 'as is' to help facilitate electronic searching.

Copyright The Danish Darwin Archive, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus University.


[page] 1

«Salige er de Øjne, som se det, I se!»
Luc. X. 23.

For tre Aar siden blev jeg opfordret til at prædike
paa trettende Søndag efter Trinitatis i Anledning af Kirke-
congressens Møde i Byen Carlisle. Det forekom mig da,
at Begyndelsen af Dagens Evangelium vilde afgive en
passende Text for min Prædiken. Jeg kunde kun be-
tragte det som tjenligt at lægge mine Tilhørere paa
Sinde, at baade som Christne og som Medlemmer af
den engelske Kirke have vi al Grund til at være tak-
nemmelige for, at vi leve i en Tidsalder som den nær-
værende; at hvis der er mørke Skygger, saa er der ogsaa
klare Lyspuncter; at de Misligheder, som vor Tid og
vort Land unægtelig fremvise, ikke ophæve de positive
Velgjerninger, som vi nyde; at netop et Factum som
dette: en talrig Sammenkomst af Christne fra alle Kanter
med eet Hjerte og een Sjæl, var i og for sig selv et
næsten tilstrækkeligt Bevis for, at vi kunde tilegne og
anvende paa os selv de Ord af vor Herre og Mester:
»Salige de Øjne, som se det, I se!»

Hensigten med en stor Forening til Videnskabens
Fremme *) saavelsom dens Charactermærker er i mange

*) «The British Association for the Advancement of Sciences. —
Selve Prædikenerne, der bleve holdte den 4de September 1887, ere
udkomne under Titelen: «The Advance of Sciences.             O. A.

[page] 8

Henseender — skjøndt ikke i alle — forskjellig fra en
Kirkecongres. Maaske der er dem, der vige tilbage for
at sammenknytte to saa forskjellige Institutioner i den
samme Sætning. Andre ville maaske tænke, at jo
skarpere vi skjelne mellem de to, jo fuldstændigere den
Ene anerkjendes som aandelig, den Anden som verdslig,
jo tydeligere vi opfatte de Farer, hvori Videnskabens
Fremskridt — Saaledes som de nu foregaa — kunne
indvikle os, des mere gavne vi det religieuse Liv.
Men kunde det alligevel ikke være sandt, — ja er det
ikke sandt? — at Guds Finger og Tanker kunne ses i
al den Kundskabs Fremme, som hans Forsyn har gjort
mulig for Menneskene? Er der da en saadan uover-
stigelig Kløft mellem det Aandelige og det Verdslige?
Kunne vi bestemt angive, hvor det Ene ender og det
Andet begynder? Kunne vi aldeles bortvise de Tanker,
som have bemægtiget sig ethvert tænkende Menneske i
Manchester udenfor denne Kirke, og søge at indbilde os
selv, at, medens vi her i Kirken dyrke Gud, have vi
Intet at gjøre med dem? Maa det ikke i hvert Fald
være os en Trøst at føle, at vi, der tilbede Gud i
Christus, kunne glæde os over den menneskelige Kund-
skabs Fremskridt og af et oprigtigt Hjerte tro, at vore
Øjne ere velsignede fremfor vore Fædres derved, at det
forundes os at se de Ting, vi se?

Denne Verden er naturligvis i ingensomhelst Hen-
seende absolut fuldkommen, der er ingen Velsignelse,
der er ganske ublandet, ingen Stilling uden sine Mislig-
heder, ingen Tilstand, der er fuldkommen lykkelig. Da
vor Frelser brugte de Ord, som jeg har vovet at tage til
Text, talte han til Mænd, hvis Land sukkede under et for-
hadt fremmed Aag, midt i et Samfund fuldt af alle Slags
Onder, i en religieus Atmosphære, der var saa besmittet
af Falskhed og Hykleri, at selv hans blide Læber vare
nødte, saa at sige, at forsøge paa at rense den ved den

.

[page] 9

strengeste Udmaling af dens Afskyeligheder. Intet kunde
være mindre velsignet, Intet mere hæsligt og frastødende
end de Ting, som Christi Disciple daglig havde for Øje.
Hans Læres egentlige Maal og Med var netop at aabne
deres Øjne til at se, hvor hæsligt og frastødende disse
Ting vare. Ja, socialt, religieust og politisk talt var
Tilstanden i det hellige Land paa Christi Tid saa uvel
signet som muligt — ret en aandelig Nats Mørke og
Kulde — og dog skinnede der et Lys, som hvert
Menneske havde kunnet se. Udsigten for Menneske-
heden var lysere end nogensinde før, og skjøndt der
var et Overmaal af Ondt, hvis Existens man umulig
kunde benægte, saa var der dog umiskjendelige Tegn
paa en svulmende Strøm af Velsignelse og Glæde,
Tegn paa, at Gud havde besøgt og forløst sit Folk.

Paa en noget lignende Maade synes det mig, at
vi, som leve i England henimod Slutningen af det nit-
tende Aarhundrede, kunne betragte Videnskabens Frem-
skridt og prise os selv lykkelige over, at det forundes os
at se det, vi allerede have set, og glæde os til Synet af
endnu større og bedre Ting. Dog vil jeg ikke der-
med paastaa, at fordi denne er en videnskabelig Tids-
alder, den ogsaa er en særdeles dydig og religieus Tids-
alder. Hvis En ynder eller er foranlediget til at tro, at
i nogle Henseender de fordums Tider vare bedre end de
nuværende, saa kan dette ikke formenes ham. I sociale^
religieuse og politiske Spørgsmaal er der vid Plads for
forskjellige Anskuelser. Men hvad jeg synes vi skylde vor
Tid og os selv, det er: at erkjende de særlige Velsignel-
ser, som ere skjænkede Tiden, og at vi ikke skulle istemme
en nedsættende, haabløs og trøstesløs Tone, men søge at
se Guds ledende Haand og følge denne Haands Ledelse.

Et af de vigtigste Kjendemærker for Videnskabens
Fremskridt i den nyere Tid — lad mig sige: under
Dronning Victorias Regjering, eller saalænge British

[page] 10

Association har bestaaet — er den heldige Anvendelse
af Kundskab paa Menneskenes daglige Fornødenheder.
Bacon, der som en Moses fra Bjerget skuer ind i Videnska-
bens forjættede Land, lagde megen Vægt paa Anvendelse
afKundskab til Forbedring af Menneskenes Viikaar. Han er
bleven dadlet derfor, og han er bleven rost derfor, efter
vedkommende Critikeres forskjellige Smag. Men det er
visselig mærkeligt, i hvilken Grad hans Propheti er gaaet
i Opfyldelse i vore Dage. Verdens hele Udseende er
blevet forandret. Folkenes og Landenes Forhold ere
blevne ændrede. Jorden er bleven en anden end for-
hen, Krig og Fred, Handel, socialt Liv, Sundhed og
Sygdom og jeg veed ikke hvad mere: Alt er bleven
mere end modificeret. Ingen Revolution var nogensinde
mere radical og gjennemgribende.

Lad os et Øjeblik dvæle ved Damp og Electricitet.
Det er ikke stort mere end et halvthundrede Aar siden,
at George Stephenson udtalte den Propheti og det Haab,
at den Tid var nær, da selv de Ubemidlede vilde rejse
med hans Jernbanevogne, fordi det vilde blive billigere
end at gaa tilfods. Den Tid kom snart; og nu tager
Sælgekonen til Torvs med ligesaa megen Comfort
og Sikkerhed, som det var muligt for den mest Vel-
staaende for et hundrede Aar siden. Og denne Sælge-
konens Comfort er dog kun et enkelt Træk i det uhyre
Fremskridt, Verden har gjort i det hele Befordrings-
system, der har forenet England med Antipoderne, gjort
det britiske Riges Enhed mulig, bygget Bro over At-
lanterhavet og forvandlet denne udstrakte Jordkugle til
en bekvem menneskelig Bolig.

Electricitet har næsten ydet lige saa meget som
Damp. De ere værdige Allierede. Den fulde Brug af
den Ene beror for en stor Del paa Anvendelsen af den
Anden. For et Aarhundrede siden vare Electricitetens
Kræfter og Anvendelse ukjendte. Jeg selv kan godt

[page] 11

erindre den Tid, da en Electrisermaskine ikke var stort
Andet end en Curiositet i et populairt Auditorium. Nu
har den electriske Telegraph fejret sit Jubilæum, og
skjøndt vi vide, paa hvilken vidunderlig Maade Tele-
graphen afhjælper vore Fornødenheder og bidrager til
vor Comfort, saa kan dog Ingen forudsige, hvor langt
vidunderligere dens Fremtid vil blive. Jeg ser, at ved
Festlighederne i Anledning af Telegraph-Jubilæet yttrede
General-Postmesteren fornylig Følgende : «Jeg vover at
tro, hedder det, at naar vi se tilbage paa de sidste halv-
tredsindstyve Aars Fremskridt, skulle vi i dem finde
Motiver til et større Haab for Menneskehedens Fremtid
end i næsten hvilkensomhelst anden Periode af vor Slægts
Historie.« — Videre yttrede han om dem, der vare
knyttede til dette Telegraphens Arbejde: «De ere sand-
synligvis Disciple og Apostle i et nyt og absolut vél-
gjørende Princips Tjeneste;» medens han om Arbejdet
selv hævdede, at det «paa dets egne rolige, stille, be-
skedne Maade» udrettede mere end nogen anden Virk-
somhed for «Udbredelse af Fred og en Følelse af alminde-
ligt Broderskab.» — Jeg vil ikke nærmere drøfte eller
critisere den nøjagtige Betydning af saadanne lovprisende
Ord, der ere talte paa en Jubilæumsdag, men jeg slutter
mig gjerne til den omfattende Betragtning, som General-
Postmesteren fremsatte, og jeg formener, at vi vilde være
uværdige til vor Tids Fortrin, hvis vi betvivlede, at
saadanne Erobringer som Kundskab til Damp og Elec-
tricitet ere mægtige Redskaber til Opnaaelsen af noget
Mere end Bidrag til Bekvemmelighed, Hygge og Luxus
— hvis vi ikke anvendte dem til Løsningen af det store
Spørgsmaal om humane Fremskridt og til Afhjælpning
af nogle af Samfundets Onder, kort sagt, til at gjøre
Guds Jord noget mere lig det, som Guds Jord bør være.
Maaske kan Sejren over Rum og Tid gjennem Damp
og Electricitet betragtes som en af de mest iøjnefaldende

[page] 12

Anvendelser af Nutidens Kundskab til Menneskehedens
Fremskridt og Bekvemmelighed. Men, naar Alt kommer
til Alt, er det dog kun et enkelt Exempel paa, hvad
der er foregaaet i mange andre af Videnskabens Grene.

Tænk paa Chemien. Medlemmerne af British As-
sociation have nylig af deres President hørt et tanke-
vægtigt og lærd Foredrag over dette vigtige Æmne;
de ere blevne belærte ikke blot om de Naturmysterier
og Problemer, det indeholder, men ogsaa om dets store
Betydning for Nationaløconomien. De have set, hvor-
ledes Chemien, ligesom adskillige andre Videnskaber,
berøre nogle af de højeste Abstractioner, hvortil den
menneskelige Aand kan hæve sig, saavelsom de mest
almindelige Fornødenheder i det daglige Liv.

Eller lad os et Øjeblik tænke paa Fremskridtene i
Medicin og Ghirurgi. Jeg fremhæver disse, fordi de hen-
vende sig paa saa umiddelbar en Maade til Alles Hjerter og
Følelser. Videnskabens Fremskridt kunne ikke ophæve
Sygdom og Lidelser. Civilisationen og forfinede Vaner
mangfoldiggjøre sandsynligvis endog Sygdommene, men
enhver af os maa være bleven opmærksom paa, hvor
absolut forskjellig Behandlingen af Sygdom og Lem-
læstelse nu er fra hvad den var ior et halvthundrede Aar
siden. Stakkels Lidende, hvis Smerter i fordums Dage
i bedste Tilfælde kunde lindres ved en forfærdelig Ope-
ration, blive nu hver Dag behandlede aldeles smertefrit,
uden Bevidsthed om, at nogen Forandring er foretaget
med dem, før de vaagne i deres Seng og finde, at Alt
er overstaaet, og at de kun behøve Ro for fuldstændig
at komme sig. Jeg finder ikke Ord stærke nok til at
udtrykke, hvor velsignede de Øjne ere, som se de Ting,
vi se, med Hensyn til Behandlingen af menneskelig Syg-
dom og Lidelse. Naturligvis ere disse ikke fuldstændig
besejrede — og ville naturligvis aldrig blive det — men
er det formeget at sige, at Byrden af Sygdom og Lidelse

[page] 13

kjendeligt, ja endog umaadeligt, er bleven lettet ved
Videnskabens Fremskridt? Er der Nogen, der betvivler,
at Verden er bleven lykkeligere og lysere, eller idet-
mindste taaleligere, ved hvad der er sket i denne Ret-
ning ?

Disse Bemærkninger maa, hvor ufuldstændige de
end ere, være tilstrækkelige til at antyde een Maade
idettnindste, paa hvilken Videnskabens Fremskridt kan
betragtes med Tilfredshed. Mennesket har større Herre-
dømme over Naturen, end han havde — han kan over-
vinde Hindringer, som han før ikke kunde overvinde, —
Almuen og den Fattige have i deres daglige Liv Lettelser
og en Comfort, som de ikke vare vante til — Livet
er, for Gjennemsnittet af civiliserede Mennesker, mere
taaleligt, mere smertefrit, mere egnet til Anvendelse i
rosværdige Øjemed. Og hvis Videnskabens Fremskridt
er et Resultat af den almægtige Guds Villie — hvis
denne Kundskabens Væxt var, førend Verden blev skabt,
lige saa forudbestemt som nogen Del af Jordens physiske
Historie: — da tør vi vel tro, at Videnskabens Frem-
skridt maa bringe en Velsignelse med sig. Det vilde
være et Forræderi mod vor Skaber og en indirecte
Anerkjendelse af Djævelens Rige at antage, at noget -
somhelst retmæssigt Resultat af Brugen af de aandelige
Kræfter, Gud har givet os, kunde være at forværre
istedetfor at forbedre Menneskehedens Vilkaar.

Men Udbredelsen af Kundskab er dog maaske
en lige saa mærkværdig Kjendsgjerning som denne Kund-
skabs Tiltagen.

De Øjne, der se de Ting, vi se, ere utallige. Tør-
sten efter Kundskab er en vidtudbredt og voxende Tørst.
Ønsket om at udbrede Kundskab er et voxende Ønske.
De Opdagelser, der bebudes paa en Congres af Viden-
skabsmænd, blive snart offentlig Ejendom; og Lærernes
Iver og Bøgernes forbavsende Billighed sætter alle, som

[page] 14

have Villie og Evne dertil, istand til at vide Noget om,
hvad der beskjæftiger Videnskabsmændene. Er dette
en ringe Velsignelse for vor Tid ? Naturligvis kan Kund-
skab, som alle andre Ting, misbruges: sindrige Instru-
menter kunne forfærdiges for Røvere lige saa godt som
for Chirurger: Chemien kan anvendes i den ugudeligste
Hensigt: Explotivstoffer og Gifter kunne blive Redskabet
for Forbrydelser; og det synes i Virkeligheden næsten
afgjort, at Alt hvad der, ligesom Kundskab, er en
væsentlig Magt kan lige saa godt blive en ond som en
god Magt. Saaledes vil det ogsaa vedblive at være
evigt sandt, at medens Kundskab kan gjøre en Character
opblæst og fordærve den, er det alene Kjærligheden,
der opbygger, eller hvorpaa et virkeligt elskeligt Liv
kan grundes. Og derfor ville de, som tro, at den
videste Udsæd af Kundskab vil sikkre en Nation en
Høst af Lykke og Velstand, næsten altid blive skuffede
i deres Haab. I Virkeligheden er ogsaa den Tanke, at
Lykke og Velstand nødvendigvis maa fremspire af en
Udsæd af ren intellectuel Viden, saa ufornuftig, at den
knap er værd at imødegaa. Men Spørgsmaalet er, om
den store Udbredelse af nøjagtig Kundskab ikke i sig
selv er noget Godt. En Kundskabens Tid kan være
en Farens Tid; men ere Farerne større end de, der findes
i Uvidenhedens Tider? Hvis Onder opstaa i vore Dage
ved Misbruget af Kundskab, hvilke Onder er der da
ikke opstaaet i gamle Dage af Mangel paa Kundskab,
af Overtro, af uvidende, mørkt Barbari? Jeg ønsker
ikke at lukke mine Øjne, eller at man skal lukke Øjnene
i for de mægtige Onder, hvormed denne Slægt har at
kjæmpe — Onder, af hvilke nogle ere nær sammen-
hængende med den Kundskabens Overvægt og Let-
tilgjængelighed, hvorom jeg nu taler. Lad os se disse
Onder modigt i Øjnene, lad os bekjæmpe dem som
Mennesker og som Christne, men lad os ikke forsømme

[page] 15

at bemærke, men med Taknemmelighed anerkjende den
almindelige Løftelse af Menneskehedens Niveau, som er
kundbar i saadanne Tider som vore. At tro det Mod-
satte vilde være at forkynde selve Fortvivlelsens Evan-
gelium. At opdæmme for Kundskabens Flod er lige
saa umuligt som at drive selve Havet tilbage. Kunne
vi som Christi Disciple ønske dette? Det vilde være
en slet Tilskyndelse. Visselig er det en mere haabefuld
og trøsterig Tilskyndelse at glæde os over Vandenes
Svulmen og Udbredelse som et Værk af Ham, der
«throner over Vandfloderne.« Lad os da holde os
tappert oppe over. den svulmende Flod, med en fast
Tro paa at være i Sikkerhed, lad os velsigne Ham,
som forundte os at se disse Tider.

Ved en Lejlighed som denne kan jeg imidlertid
fuldt vel forstaa, at de Tanker, jeg nu har fremsat for
Eder, ville for de virkelige Videnskabsmænd — hvis
nogle af dem ere her tilstede idag — synes langtfra at
have hævet sig til det høje Standpunct, hvorfra Æmnet
kunde betragtes. Jeg indrømmer villigt, at dette er
Tilfældet. Spørgsmaalet om Lettelsen af Menneskenes
Livsvilkaar er ikke det fundamentale for de Aander,
der ere i Besiddelse af den højeste Evne til Granskning
og af Geniet for Opdagelser. Heller ikke er Udbredelsen
af Kundskaber til Menneskehedens Løftelse det særlige
Formaal eller det, disse overordentlige Aander efter-
tragte. For dem er Opdagelsen af en ny Sandhed —
den angaa nu den rene Mathematik, den anvendte, eller
Naturlæren, eller hvadsomhelst Andet — i sig selv den
højeste 'Spore til Arbejde og den tilstrækkelige Løn
derfor. Og den Forening, som nu er mødt i denne
By, er en Forening til Videnskabens Fremme —
Videnskabens, fordi den er Videnskab, hverken mer
eller mindre; og alle vi, som ere Medlemmer af denne
F"orening, anerkjende ved selve denne Omstændighed

[page] 16

det Princip, at, efter vor. Anskuelse, er Videnskabens
Fremme, den menneskelige Kundskabs Fremskridt, i og
for sig selv et værdigt Formaal for de største Aanders
højeste Bestræbelser. Hvad mig selv angaar, saa aner-
kjender jeg fuldstændigt dette Princip og vilde afslaa
at betjene mig af denne Domkirkes Prædikestol til For-
kyndelse af et modsat. Ja, jeg gaar videre og udtaler,
hvor vigtigt det efter min Opfattelse er, at en Forkynder
af Christi Evangelium — En, der selv tror at forkynde
Guds aabenbarede Sandhed, Guds Budskab til Menne-
skene om Kjærlighed og Forsoning — ikke taler med
en lunken Beundring om menneskelig Kundskab, dens
Propheter, Apostle og Martyrer. Selve Principet for
videnskabelig Granskning — nemlig, at den er vor
Søgen efter Sandheden for dennes egen Skyld, at Sand-
hed bør søges, ikke fordi den har nogen jordisk Værdi,
men fordi den er sand — den vidunderlige Indsigt,
som videnskabelig Opdagelse har givet os i Universets
Sammenhæng — den høje Skjønhed og Symmetri i de
mathematiske Problemer — den Heroisme, hvormed
Videnskabens store Mestere have forfulgt deres Maal —
den Værdighed, som Muligheden af virkelig Videnskab
udbreder over Menneskets Stilling som en af Guds Skab-
ninger: — disse og andre dermed sammenhængende
Overvejelser forekomme mig at gjøre det til en Pligt
for alle Sandhedens Forkyndere at betragte den viden-
skabelige Sandhed med Ærbødighed og Kjærlighed, om
det end ikke er just det af Sandhedens Riger, som de
ere særlig bemyndigede til at forkynde. Ja visselig maa
Videnskabens Præster og Christi Præster være Brødre og
Medstridende og Medarbejdere — efterdi Videnskaben
er sand, naar den er virkelig Videnskab, og fordi Christus
er selve Sandheden.

Men medens jeg Saaledes her priser Videnskaben
og Videnskabens Dyrkere, er jeg, som I vel kunne

m

[page] 17

indse, ikke blind for det Factum, at Fremskridtene i
Videnskaben altid have frembragt, og sandsynligvis altid
ville frembringe, Vanskeligheder med Hensyn til Troen:
ikke Vanskeligheder med Hensyn til Troen objectivt be-
tragtet, men Vanskeligheder med Hensyn til dette eller
hint Menneskes Tro, eller dette eller hint Menneske-
samfunds Tro. Den Tro, «der fordum blev overantvordet
de Hellige» og efter vor Bekjendelse er nedlagt i Christi
Kirkes Trossætninger, er uafhængig af den menneskelige
Kundskabs Fremskridt. Stat crux, dum volvitur orbis.
Men Maaden, hvorpaa denne Tro opfattes, og de subsi-
diaire Meninger eller Forestillinger, dér, ligesom Mos,
klynge sig til Klippen, hvorpaa Christus har bygget sin
Kirke, kunne vexle efter Tid og Omstændigheder og blive
anfægtede af den menneskelige Kundskabs Standpunct;
og een Generation kan betragte med Ængstelse, hvad
en følgende Generation aldeles ikke ængstes over, eller
næsten antager som selvindlysende. — Hvad nu de
sidste Fremskridt i Videnskaben angaar, saa finder jeg,
at en af vore ypperste Videnskabsmænd i et nyligt ud-
kommet Værk resumerer «vor Tids store Erobringer» i
følgende tre Theorier eller Opdagelser: i ° Materiens
moleculaire Sammensætning; 2° Energiens Bevarelse;
3 ° Evolutionen. —Jeg antager, at det kun er den sidste
af disse, som selv den mest frygtsomme Aand kan be-
tragte med nogen Ængstelse. Antaget at Theorien er
sand, indrømmer jeg gjerne, at selv naar den tilbørligt
begrændses og defineres, er der Meget i den, der kan
saare den almindelige Tro med Hensyn til Tingenes og
Menneskets Oprindelse. Men saa maa det lige saa vel
indrømmes, at Læren ikke kan komme i Strid med den
christne Tro, efterdi der er ingen Trosartikel, der staar
i et ubetinget Forhold til samme. Det afgjørende Spørgs-
maal ved Daaben er ikke: Tror du paa Evolutionen?
men: Tror du paa Christus? Og naar dette er Saaledes,

[page] 18

da tør vi vel antage, at de Vanskeligheder, som muligvis
kunne fremkomme ved en ny Opfattelse af Verdens og
Menneskets Oprindelse, efterhaanden ville aftage og for-
svinde, paa samme Maade som andre foruroligende
Vanskeligheder ere aftagne og forsvundne i fordums
Dage. Langt være det fra mig at tale letsindigt om
de aandelige Kampe og Smerter, som opkomme i al-
vorlige og fromme Sjæle, naar en eller anden ny Op-
dagelse synes, ligesom et Jordskjælv, at ryste den
Grundvold, hvorpaa deres Tro og Haab hvilede; og
langt være det fra mig at paastaa, at saadanne Jord-
skjælv kunne undgaas ved at møde Alt, hvad enhver
ny Opdager bebuder som sandt, enten med Uvidenhedens
Benægtelse eller med et ligegyldigt Samtykke. Alle
Bebudelser af nye Opdagelser bør modtoges med Var-
somhed. Enhver Videnskabsmand vil indrømme Nød-
vendigheden af en saadan Varsomhed: men naar den
almindelige Samstemning af competente Mænd, naar
Resultatet af al Drøftelse og Tidens Prøve, naar alle
disse samstemme i at fastslaa Sandheden af en stor Op-
dagelse, da forene Erfaringerne fra Fortiden og Sagens
Natur sig for at belære os om, at det er en Pligt for
forstandige, sandhedskjærlige Mænd at acceptere Op-
dagelsen og at lægge Følgerne deraf i Hans Hænder,
der Saaledes har tilladt, at endnu eet Mysterium mere
af hans Rige er bleven aabenbaret for Menneskene. Jeg
antager, at vor store Digter var inspireret af en lignende
Tanke, da han skrev disse Linier:

Jeg vakler, hvor jeg før stod fast,
Og falder med min Bekymrings Last
Paa Universets Altertrin,
Der leder — gjennem Mørke —
Til Gud i Himlen ind

t

[page] 19

Med Troens svage Haand jeg famler,
Støv og Avner dog blot jeg samler,
Men kalder paa Ham med høje Raab,
Jeg føler er Altings Herre:
Og tror — med Haab mod Haab.

Jeg glæder mig ved at anføre Ord som disse, ikke
blot paa Grund af deres indre Skjønhed, men fordi de
vise os, at Digteren kan belære os om nogle Sandheder
vedrørende Gud og Mennesket, som ingen Forening til
Videnskabens Fremme nogensinde kan opdage eller for-
kynde. Videnskabsmanden er det, som en sand Naturens
Præst, forundt at betræde «Universets .Altertrin, der
gjennem Mørke leder til Gud»; det er ham forundt
selv at betræde dem og at vise Andre Vejen, forundt
ham, bevidst eller ubevidst, at bringe et Offer til Ham,
der, som i Jacobs Syn, staar øverst oppe paa Alter-
trinene; men som en Naturens Præst, kjender han Intet
til at udstrække «Troens Haand», Intet til det indre,
intuitive Haab, der driver et Menneske til «at kalde paa
Ham, som han føler er Altings Herre*; men derfor be-
høver Naturens Præst ikke at misunde Troens og
Haabets Præst hans Plads paa Altertrinene, thi der er
Rum nok for begge. De burde snarere arbejde sammen,
efterdi de pege og lede henimod den samme Herre, og
naar den Første har naaet det højeste Trin, kan den
Anden da ikke udbryde: Excelsiorl og lede dem, der
søge Gud, til et endnu højere Stade?

Tanker som disse, mine christne Brødre, synes mig
— °S Je? haaber ogsaa, de maa synes Eder — pas-
sende for en Lejlighed som den nærværende. Viden-
skaben holder en stor Højtidsfest i Manchester, og midt
under Festen kommer som sædvanlig den ugentlige Fest
i den christne Kirke, som vi særlig benævne som »Her-
rens Dag». Her i England blotte alle Arbejdere —
det være nu Handelens, Industriens, Agriculturens eller

[page] 20

Videnskabens — deres Hoveder og ære Herrens Dag.
Salige ere vore Øjne, der se den Herre Jesus Christus
endnu æret, ialtfald med ydre Ærbødighed og, — jeg
tvivler ikke derpaa, — ogsaa med stor indre Andagt af
Mænd af enhver Slags og i alle Stillinger. Og jeg
tvivler heller ikke paa, at der er Mange, der paa en
Maade, som det ikke er givet de Fleste af os, have
gjennemtrængt Naturens Mysterier, der ere begavede
med saadanne Iagttagelsens og Granskningens Kræfter,
som ene findes hos Videnskabens egentlige Aristocrati
— og som dog betragte det som en Velsignelse, at det
forundes dem at mødes i Herrens Hus og paa Herrens
Dag med den simpleste af deres Brødre for at frembære
et Lovoffer og et Takkeoffer til deres fælleds Herre. —
Thi, naar Alt kommer til Alt, er den sandeste Anven-
delse af de Ord, jeg har taget til min Text idag, dog
at finde, naar vi betragte dem som anvendte paa Christus
selv. Herren erklærede sine Disciples Øjne for salige,
fordi de saae, hvad Propheter og hellige Mænd havde
begjæret at se og ikke havde set, men Synet over alle
Syn, den Aabenbarelse, der indeholder og overgaar alle
andre, det virkelige Brændpunct for Salighedens Sol,
det var dog selve Guds enbaarne Søns personlige Nær-
værelse. Og da dette forholder sig Saaledes, ere vi
Mennesker i Nutiden paa en vis Maade ligestillede med
selve Disciplene: — salige ere vore Øjne, fordi vi kunne
se Jesus Christus.

Jeg har forsøgt at vise, at Menneskenes Øjne i vore
Tider ere salige af andre Aarsager — nemlig paa Grund
af Fremskridtene i menneskelig Kundskab, den Magt
som Kundskab forlener, de forskjellige Anvendelser af
denne Magt, den exempelløse Aabenbarelse af Universets
naturlige Mysterier, det lyse Haab, som vi ere berettigede
til at nære om yderligere Fremskridt. Alle disse Ting
og andre lignende lede mig til at antage, og have idag

[page] 21

ledet mig til at bekjende, at vi som Guds tro Tjenere
ere forpligtede til at betragte vor Lod som en velsignet
Lod; men dette forhindrer mig ikke fra at tro og fra
at bekjende — tvertimod forekommer det mig at maatte
give mig mere Haab om, at mit Vidnesbyrd vil blive
antaget — at der er et Syn, der er saligere end alle
andre, og det er Synet af Christus selv. Kundskab er
Magt, Kundskab bør søges fremfor Guld og Ædelstene.
Kundskab er Lykke og Glæde. De Mennesker ere vel-
signede , som søge Kundskab, og som gjøre en god
Brug deraf. Men Christus er «Guds Kraft og Guds Vis-
dom.* I ham bor al sand Kundskabs Fylde. Han er
«Vejen, Sandheden og Livet.» Han er «den Ypperste
blandt Titusende og over al Maade elskelig.« Ja, intet
menneskeligt Øje kan kaldes saligt, førend det, i en
sand og levende Betydning, er blevet istand til at se
vor Herre Jesus Christus!

[page] 22

[page] 23

II.

Af Biskoppen af Bedford.

[page] 24

[page] 25

Den ganske Skrift er indblæst
af Gud og nyttig til Lærdom, til
Overbevisning, til Rettelse, til Op-
tugtelse i Retfærdighed, at det Guds
Menneske maa vorde fuldkomment,
dygtiggjort til al god Gjerning.»
II Timoth. 3, 16—17.

Bibelen er «nyttig til Lærdom, til Overbevisning,
til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed.« — Ja,
ganske vist; men jeg ser ikke, den gjør Fordring paa
at være nyttig til videnskabeligt Studium. Og det Guds
Menneske er ved den «dygtiggjort til al god Gjerning.»
— Ja, ganske sikkert; men jeg finder ikke, at han ved
den er endog kun delvis dygtiggjort til Slutninger i
videnskabelige Materier. Jeg er aldeles overbevist om,
at mange ørkesløse Vanskeligheder ere opstaaede ved en
overvejende snever og aandløs Opfattelse af Inspirations-
begrebet, og at slige Vanskeligheder ofte vilde blive
overvundne ved en frimodig Indrømmelse af den Sand-
hed, at Gud tillod Bibelens Forfattere at skrive som
Mennesker, enhver afprægende sin særlige Individualitet
i sit Værk; enhver, idet han forkyndte Guds Budskab
og lededes af Guds Aand, dog benyttende sig af sin
Tids almindelige, phænomenale Sprog med Hensyn til
videnskabelige Materier (og han vilde da heller ikke paa
nogen anden Maade kunnet gjøre sig forstaaelig for sine

[page] 26

Samtidige); enhver ufejlbarlig ledet til den Sandhed,
som det var Guds Villie han Saaledes skulde forkynde
til practisk Brug for hans Folk, men ikke paa over-
naturlig Vis oplyst om Universets Mysterier eller om
Verdenshistoriens Annaler. Lad os ikke søge i Bibelen,
hvad den aldrig har havt til Hensigt at lære. Det vil
allerede hjælpe os ud over en god Del Vanskeligheder.

Det Æmne, jeg har valgt, nemlig Bibelen i dens
Forhold til Videnskaben, er saa omfattende, at jeg
maa søge at begrænse det ved at udvælge et bestemt
Punct til nærmere Belysning.

Jeg antager, at Mange af os ere voxede op i den
gammeldags Anskuelse, som synes for vore Forfædre
saa klarligt at støttes af Bibelens Autoritet, at Gud
skabte Mennesket paa Jorden som et fuldkomment nyt
og hidtil ukjendt Væsen, grundforskjellig fra alle andre
Skabninger, i fuld Legemsstørrelse og fuldstændig sæde-
lig og aandelig udviklet, omtrent 4004 Aar førend den
christelige Tidsregning. Men Ingen af os kan være
uvidende om nyere Anskuelser med Hensyn til Men-
neskets Oprindelse, der ere meget afvigende fra hin
gammeldags Tro. Af alle disse Theorier er den mest
fremtrædende, saavelsom den mest forbavsende, den, der
forkyndes af Evolutionens Tilhængere, hvilke mene,
at alle levende Skabninger ere blevne udviklede af tid-
ligere og mindre fuldkomne Former, Saaledes at hvis vi
formaaede at efterspore denne Kjædes næsten utallige
enkelte Led, vilde vi finde Menneskets sande Oprindelse
i den allerlaveste og enkleste Skabning, hvori Livet
overhovedet har existeret, medens ethvert efterfølgende
levende Væsen har været begavet med en Udviklings-
evne og, ved de i Kampen for Tilværelsen mest Dyg-
tiges Overleven, ved den plastiske Virksomhed af ydre
Omstændigheder og ved andre uophørligt virkende Natur-
love : været istand til gjennem lange Tidsrum at udvikle

[page] 27

sig til bestandig højere og fuldkomnere Existenstyper;
indtil vi tilsidst naa til den underfulde Skabning —
Mennesket. Jeg er ikke ganske vis paa, at de ypperste
Videnskabsmænd allerede betragte denne Theori som
endelig fastslaaet, eller som noget mere end en i høj
Grad sandsynlig Hypothese. Men der er utvivlsomt
Facta og Argumenter, der tale til Gunst for den, hvilke
det vilde være taabeligt at overse, og som for mange
af Videnskabens Dyrkere synes næsten at besidde hele
Afgjørelsens Vægt.

Men hvad skal nu den Christne, som tror paa
Bibelen, tænke om dette?

Der er gudsfrygtige Mennesker, som ville sige:
Disse og alle lignende Speculationer ere lige stik imod
Guds Ord og derfor yderligt usande og absurde. Jeg
kan end ikke gaa ind paa at drøfte dem, som om der
var nogen Mulighed for deres Antagelse. — Men dette
er ikke talt ud af en Aand, der har Udsigt til at naa
Sandheden. Have vi da saa aldeles forglemt, hvor stor
Skade der er tilføjet Religionen i fordums Dage ved
Kirkens taabelige Modstand mod Astronomiens Opdagelser
som uforenelige med Bibelen? Er det da saa længe
siden, at vi hørte enfoldige Anklager rettede imod
Geologien, fordi den lærte, at Skabelsesdagene betød
uhyre Tidsrum og kastede en Tvivl paa den gjængse
Mening om, at Forsteningerne paa vore Bjerge vare
bragte derhen ved Syndfloden ? Vi have læst vor Bibel
galt før, vi kunne maaske læse den galt endnu. — Jeg
har kaldt Bibelens Sprog med Hensyn til Naturæmner
phænomenalt, efterdi dette Sprog aabenbart ikke har
til Hensigt at lære videnskabelig Sandhed eller at hjælpe
til videnskabelige Opdagelser, men er Forestillingens
Sprog, beskrivende Tingene (som ordentligvis alle Sprog
gjøre) ikke som de ere, men som de synes. Jeg mener,
at hvis de hellige Forfattere havde været inspirerede til

[page] 28

at tale om Tingene ganske som de ere i Guds egen
guddommelige Viden, vilde de have været fuldkommen
uforstaaelige for Menneskene. En Berkeleys, en Hamil-
tons, en Mills Speculationer, for kun at nævne nogle
faa af de mest bekjendte af vore philosophiske Skri-
benter, ere tilstrækkelige til at vise, hvor lidet vi
vide om Tingene udover det rent Phænomenale. Saa-
ledes lemper Guds Ord, idet det afholder sig fra
videnskabelige Aabenbarelser, sig ganske simpelt efter
vor Forstand paa samme Maade, som naar det taler
om Gud i anthropomorphistiske Udtryk, tillæggende
ham det menneskelige Legemes Organer, for at, vi
kunne se en Skygge af hans Virken paa vort Fængsels
Væg. Sjeldent har Kirken paa en sørgeligere Maade
nedværdiget sig selv, end da den alderstegne Galilei
blev fordømt af Inquisitionen og bragt til højtideligt at
afsværge sin kjætterske Lære om, at Jorden bevæger
sig rundt omkring Solen, lige stik imod Guds Ord, del-
taler om Solens Opgang og om Jordens urokkelige
Stilling. Lad os dog vogte os for at gjentage denne
Vildfarelse i disse Oplysningens Tider. Hvad jeg tager
Ordet imod er blot en overilet Anklage imod det, som
maaske engang vil blive bevist at have idetmindste
nogen Sandhed i sig, imod en haanlig Forkastelse af
Theorier, som vi maaske lære en Dag at antage lige
saa let og i lige saa ringe Modstrid imod Guds Ord,
som vi nu antage den sande Theori om Jordens Be-
vægelse rundt om Solen, eller den lange Varighed af de
geologiske Perioder.

Men der er en anden Stilling, som Nogle antage
ligeoverfor disse Theorier. De sige, at Religion og
Videnskab indtage to aldeles forskjellige Sphærer og
behøve slet ikke at have noget at gjøre med hinanden.
Det. er ligesom de bevægede sig i forskjellige Planer,
uden nogensinde at møde hinanden. Paa denne Maade

[page] 29

kunne vi godt med den største Frihed lægge os efter
videnskabelige Studier, og paa samme Tid yde Theo-
logien vor ærbødigste Hyldest, idet vi slet ikke behøve
at frygte noget Sammenstød, da de ikke have noget
Berøringspunct fælleds.

Jeg har aldrig været istand til at forstaa dette
Standpunkt, skjøndt jeg ofte har set det fremsat. Det
synes mig, at der er og maa være forskjellige Berørings-
puncter mellem Theologien og Videnskaben, og derfor
hyppig Fare for Sammenstød, og at det er taabeligt at
ignorere eller benægte dette. Uden Tvivl bevæge de
sig i forskjellige Baner, men disse Baner skjære hinanden
paa visse Puncter. Med andre og simplere Ord: Gud
taler til os gjennem sit Ord og sine Værker; og skjøndt
han for største Delen taler om forskjellige Ting i disse
to store Sprog, saa er dette dog ikke altid Tilfældet.
Undertiden taler han til os om den samme Ting i de
to Sprog, og da ere vi nødte til at udlægge det ene
ved det andet og vogte os vel for, at vi ikke misforstaa
noget af Sprogene. Nu er Menneskets Oprindelse just
en af de Ting, som Gud synes at tale til os om i begge
Sprog. Det er et af Berøringspuncterne og (som det
synes for Nutiden) et muligt Collisionspunct, hvorfor vi
ere forpligtede til at overveje Sagen meget nøje.

Lad mig da nu, for at drøfte Sagen, antage, at
Evolutionstheorien er fuldstændig fastslaaet, for Menne-
skets Vedkommende ikke mindre end for de andre
levende Væseners. Lad mig antage, at vi ved Tyd-
ningen af Guds Haandskrift i hans Værker ere blevne
belærte om at betragte Mennesket som den sidste Ud-
vikling af en Structur og et System, hvis Rudimenter
og gradvise Væxt vi kunne følge tilbage igjennem ti-
tusinde tidligere progressive Former. Hvad saa? —
Nuvel, saa var dette den vidunderlige Maade, paa hvil-
ken Gud Herren skabte Mennesket af Jordens Støv. Vi

[page] 30

se isaafald Gud skabe ved Evolution istedetfor ved iso-
lerede og usammenhængende Acter og Skabelsesenergier.
Men nu lærer vor Bibel os at tro, at Mennesket
er skabt som et Væsen aldeles forskjelligt fra de andre
levende Skabninger paa Jorden og ved en ganske særlig
og ejendommelig Aet af den guddommelige Villie. Kunne
vi tvivle om dette? Nuvel, der er ganske vist dem, der
betvivle det. Men kunne vi? — Antaget at Evolutions-
theorien fuldt ud er bevist, saa kan den dog alene ved-
røre det materielle Legeme og dettes Kræfter og Evner.
Lad Videnskaben lære, at Mennesket er udviklet fra
tidligere Livstyper: det kan dog kun være som et Dyr
— som en levende Organisme, — at han er bleven
Saaledes udviklet. Men er det Alt, hvad Mennesket
er? Omfatter det hele Begrebet Menneske? Er han
intet Mere end det højest udviklede Dyr paa Jor-
den? O, mine Venner, hvorfra kom da dette vidunder-
lige aandelige Princip, som I og jeg ere os bevidste,
og som er vor sande Menneskeheds Væsen? — Hvad
siger det, om Darwin hos nogle af de lavere Dyr kan
eftervise dunkle Antydninger — fjerne Analogier —
til nogle af de grovere og næsten instinctive Ejendomme-
ligheder (hvad de engang antoges at være) hos den
menneskelige Race? Kan dette virkelig hjælpe os til at
slaa Bro over det svælgende Gab imellem det klogeste
Dyr og Menneskets tænkende, sluttende, haabende, pøn-
sende, gudsdyrkende Aand? Hvad om Gud havde valgt
at lade sine Skabninger modnes gjennem umærkelige
Overgange til mere og mere fuldkomne Former, indtil
endelig een var frembragt, som han i sin Visdom ansaa
skikket til at indblæses en udødelig Aand? Var dette
ikke en ny Skabelse? — Hvad om Gud af alle sine
Skabninger udvalgte een, der skulde begaves med hans
egen Lighed og hæves op til at være en levende Sjæl?
Vilde dette være uværdigt for den høje Plads, som

[page] 31

Menneskets Skabelse indtager i den ældgamle Beretning?
Mig synes det helt vel muligt at forsone Theorien om
naturlig Evolution af Menneskets ydre Organisme (med
dens hemmelighedsfulde og complicerede Udvikling af
Evner og Tilpasninger) med den Værdighed, som Skaber-
blivet har tildelt det Væsen, der i sin glimrende Ud-
rustelse med aandelige og intellectuelle Kræfter skulde
blive en ny Skabning.

Man vil se, at jeg ikke betragter selv de dristigste
Hypotheser med Hensyn til Menneskets Oprindelse som
nødvendigvis uforenelige med den fasteste Tro paa hans
Udrustelse med en særlig Gave af guddommeligt-aande-
lige Kræfter og med en ny Natur, der var unddraget
Døden; og jeg begrunder dette paa den uhyre dybe
Forskjel, der er mellem det Materielle og det Aaande-
lige hos Mennesket, idet jeg til det Yderste bekjæmper hine
materialistiske Theorier, der ville sammenblande begge og
gjøre det Aandelige til intet Andet end en Phase og et
Phænomen af det Materielle. Jeg tror, at saadanne An-
skuelser ere factisk gjendrevne ved selve den menneske-
lige Natur, og at de ere i Strid med alt det Højeste,
Bedste og Ædleste i vort Væsen. Jeg tror, at der er
en hel Region af Facta, som man ikke rationelt kan
forklare, naar man udelukkende betragter Mennesket fra
et materialistisk Standpunct.

Naturligvis indser jeg godt, at jeg her kun har be-
rørt een Side af et meget vidtløftigt og indviklet Spørgs-
maal. Jeg har ganske simpelt blot søgt at vise, at paa
eet Omraade, hvor Bibelen og Videnskaben berøre
hinanden, og hvor de ofte synes at tale forskjelligt,
kunne idetmindste nogle af de tilsyneladende Modsigelser
være foranledigede ved vor egen urigtige Tydning af
den Ene eller den Andens Sprog. — Jeg har talt om
Mistydning af Bibelen, fordi dette er den Side, hvor jeg
især er forpligtet til at være paa min Post. Viden-

[page] 32

skabens sande Tilhængere vide fuldt vel, at de i ikke
mindre Grad maa være paa deres Post imod Mistydninger
fra den anden Side. Det er saa let at antage vore egne
umodne Fortolkninger for Guds egen Røst. Naar Alt
kommer til Alt, vide vi dog kun meget Lidt. De Viseste
søge famlende efter sand Kundskab, og den, der har
lært mest, er almindeligvis ogsaa den, der bedst forstaar,
hvor lidet han egentlig veed. Der er en sand christelig
Agnosticisme, som ikke er Andet end en ydmyg Er-
kjendelse af vor Uvidenhed med Hensyn til Mysterier,
der ere for store og for dybe til at kunne fattes af vor
svage Forstand. — «Da var jeg ufornuftig og kunde
ikke forstaa Noget, jeg var som et Dyr for Dig.»

Jeg har talt om Puncter i den Grændseregion, hvor
Viden og Religion støde op til hinanden. Men er der
da Intet at sige om de vidtstrakte Sphærer, der ere saa
langt skilte fra hinanden som Nordpol fra Sydpol, og
hvor intet Berøringspunct findes? Vi Christne tro, at
vi have et helt Rige af dyrebare Sandheder og Reali-
teter, der ere aldeles uafhængige af Naturgranskningens
og den videnskabelige Classifications Resultater. Have
vi Intet at sige om dette Rige? Skal Astronomen kunne
sige: — Kom med mig, og jeg vil vise Dig Stjerner saa
langt borte, at Straalen, der naaer dit Øje, har været Tu-
sinder af Aar undervejs med ufattelig Hurtighed, siden den
forlod sit fjerne Fødested? — Skal Chemikeren kunne sige:
Kom med mig, og jeg vil opløse Jorden, Du træder paa,
Vandet, Du drikker, Luften, Du aander, i deres enkelte
Elementer? — Skal Physikeren kunne sige: Kom med
mig og jeg vil vise Dig de Gasser og Metaller, der i
deres Forbrænding frembringe Lyset i Sirius og Plej-
aderne? — Skal Geologen kunne sige: Kom med mig,
og jeg vil afsløre for dit Blik Hemmelighederne ved
denne store Verdens Dannelse, og Du skal med din
Haand berøre de Skabninger, der levede paa Jorden i

[page] 33

Urtidens umaalelige Perioder? — Skal Zoologen kunne
sige: Kom med mig, og jeg vil lade Dig se Spirerne
til og Rudimenterne af de forskjellige Dele af dit
eget underfulde Legeme i Organismer saa smaa, at
dit ubevæbnede Øje neppe kan opdage dem? — —
Skulle de kunne sige dette og vi selv staa maalløse?
Have vi da ingen Indbydelse at udtale? Have vi ingen
Undere at rose os af i den Sphære, som vi af Er-
faring kjende? Eller skulle vi ikke meget mere sige
(og jeg antager, at der er Videnskabsmænd, der gjerne
høre denne Indbydelse) : — Kom med mig, og jeg vil
lede Dig ind i et skjønt Land og vise Dig Ting, som
ville gjøre dit Hjerte glad. Maaske tror Du, at det
Land, som jeg taler om, kun er et uvirkeligt, taaget
Drømmeland; men kom selv og se! Maaske finder Du
der noget Bedre end blot Drømme og Skygger. Maaske
kan jeg der vise Dig en Strøm, der kan afvaske Plet-
terne paa en brødefuld Samvittighed. Maaske Du der
kan finde Lægedom for et sygt Hjerte. Maaske jeg
kan vise Dig til en Kilde, der vil slukke en feberhed
Sjæls Tørst. Maaske jeg kan vise Dig et Lys, der vil
lede Dig sikkert gjennem en Verden af Farer. — Men,
nok af Billedtale! Kom med mig, og Du skal lære at
besejre en oprørsk Villie og rense et fordærvet Hjerte.
Du skal vinde en Styrke, der skal gjøre Dig til Herre
over din Selviskhed og give Dig Sejer over Synden.
Du skal gaa ind bag Sandsernes Forhæng og se Ting,
som ere usynlige, Ting, som intet Øje har set, intet Øre
hørt, og som ikke ere opkomne i noget Menneskes Hjerte,
men fra hvis Betragtning Du skal vende tilbage til din
Videnskab, rig ved nye Skatte af Visdom, stærk ved et
nyt Liv og nye Kræfter, glad ved et nyt Haab og til-
bedende — ikke Naturen, men Naturens Herre og Gud.

3

[page] 34

[page] 35

III.

Af Biskoppen af Manchester.

[page] 36

[page] 37

«Det var det sande Lys, som oplyser
hvert Menneske, der kom til Verden.»
Joh. I. g.

J eg har hverken Myndighed eller Evne til at frem-
stille Naturvidenskabens store Triumpher, hverken med
Hensyn til Tilværelsens Hemmeligheder eller Forbedringen
af Menneskelivets materielle Vilkaar. Mit Blik har, som
I vel kunne vide, hovedsagelig været rettet paa de
Puncter, hvor Videnskaben berører Religion og Moral
— hvor den træder i Forhold til Bibelen og Samvittig-
heden og vor Slægts religieuse Instincter. Men alene
disse Puncter ere saa talrige og lede ind paa saa uhyre
Tankevidder, at hvis jeg idag vil sige noget af Betyd-
ning og Gavn til Eder, maa jeg nødvendigvis udvælge
et eller to af disse Berøringspuncter, og dog behandle
dem i den største Almindelighed. Jeg skal derfor be-
stræbe mig for at fremstille for Eder nogle af de Virk-
ninger, der i den sidste Tid ere blevne frembragte af Viden-
skabens Fremskridt paa vor Opfattelse af Aabenbaringen.
Det er næsten en Selvfølge, at jeg begynder med
at nævne den Indflydelse, som den videnskabelige Paa-
pegning af hvad man kalder Continuitetens Lov har
havt. Vi have lært, at baade Verdensmaterien og Ver-
densenergien ere fast bestemte Størrelser, og at ingen
menneskelig Magt formaar hverken at formere eller for-

[page] 38

mindske nogen af dem; endvidere, at i de Forandringer,
de udvise, forudsætter den senere Tilstand altid en fore-
gaaende, med hvilken — saavelsom med alle lignende
Tilstande — den er forbunden ifølge Love, som opdages
den ene efter den anden. Dette er ingen blot Hypo-
these. Det er et Factum, der erfaringsmæssigt er prøvet
og videnskabeligt fastslaaet. Dets Opdagelse i Nutiden
er en sand Aabenbaring, tilstaaet Mennesket som Beløn-
ning for ærlig og alvorlig Anstrengelse, af det guddomme-
lige Ord, der i Begyndelsen var hos Gud, der er Ver-
densordenens iboende Fornuft, ved hvilket alle Ting ere
skabte, ved hvilket alle Ting opholdes og styres, som
er det sande, oprindelige Lys, værende og ogsaa vor-
dende, immanent og ogsaa manifesterende sig, og som
oplyser ethvert Menneske, af enhver Race og enhver
Tid, gjennem enhver af dette Menneskes ærlige Bestræ-
belser for at kjende Sandheden. Jeg tror alt dette
indeholdes i vor Texts Ord. Og hvis dette nu er
saa, og det endvidere er sagt os, at dette guddommelige
Ord i Tidens Fylde blev Kjød og boede iblandt os:
hvad kan da være mere sikkert, end at hvad Han viste
og lærte os om Faderen maa være overensstemmende
med den Belæring, som Han har givet og endnu giver
os gjennem alle vore Bestræbelser for at kjende Visdom-
men i hans Værker, eller med andre Ord — Ham Selv.
Men hvis Alt i den legemlige Verden sker ifølge
en Lov, i regelmæssig, sammenhængende, forud bestemt
Orden, hvilken Mulighed have vi da endnu, kan man
spørge, for at kunne adlyde Christi Bud, at vi uafladelig
skulle holde ved med Bønnen ? — Spørgsmaalet om Mirak-
ler, der paa en sjelden og usædvanlig Maade transcendere
Verdensordenen, lades her ude af Betragtningen. — Vi
spørge ikke, hvorvidt i den evige Plan, Gud i sin Visdom
har lagt, han af Hensyn til sine højere aandelige Skab-
ningers Trang i særlige Tider har holdt Muligheden

[page] 39

aaben for formaalstjenlige Uregelmæssigheder, men vi
spørge om, hvorledens Naturens regulaire Øconomi kan
bestaa med Bønnens regulaire Øconomi. —- Ja, en Jøde
— eller en Christen af Biskop Wharburtons Type —
kunde vel forsøge paa at undgaa denne Vanskelighed
ved at fremhæve, at da Aabenbaringen var rettet til et
lille særligt Folk, kunde Gud vel have stillet sig i et
specielt, mirakuleust Forhold til samme, uden derved
at gribe altfor forstyrrende ind i Naturens lovbestemte
Orden. Men i vore Tider er et saadant Argument, eller
rettere, en saadan Udflugt ikke længer mulig. Vor
Herre og Mester bød os at gjøre alle Mennesker til sine
Disciple, og det er Saaledes til hele den menneskelige
Slægt, at det Bud er givet, at de skulle frembære deres
Bønner for Gud. Hvis derfor Bønnen paa nogensomhelst
Maade støder an imod Naturens Orden, maa den ube-
tinget, overalt og bestandig støde an derimod. Derfor er
Spørgsmaalet, hvorvidt et saadant Sammenstød virkelig
finder Sted, et alvorligt Spørgsmaal og fortjener alvorlig
Overvejelse.

Som en væsentlig Betingelse for, at Bønnen skal
være velbehagelig og kunne opfyldes, fremhævede vor
Frelser: Tro. Er det da overensstemmende med den
guddommelige Villie, at naar vi som Individer lide under
Naturens sædvanlige Gang — f. Ex. under Tørke eller
af formegen Regn — vi da skulle bede Gud skride ind
mod denne Regelmæssighed. At vi i slige Tilfælde
skulle bede om Hengivelse i den guddommelige Villie
og om den Visdom, som kan lede os til ogsaa fremtidig
at underkaste os den, er en Selvfølge og fremgaar med
Nødvendighed af Forholdet mellem den aandelige Fader
og hans aandelige Børn. Men bør vi ikke gaa videre
end hertil? Bør vi bede — i den Forventning, at vor
Bøn vil være virksom — om at Gud vil intervenere i
Naturens lovbestemte Orden? Lad os søge at forestille

[page] 40

os, hvad Følgerne vilde blive, hvis vi frembar en saadan
Bøn og den blev opfyldt. I en verdensomfattende Kirke
vilde enhver Troende opkaste sig selv til Dommer over,
hvad der vilde tjene ham og hans Nabo bedst, og paa
denne Maade vilde Verdensordenen overalt være pris-
givet Individernes Luner og Uvidenhed. Uregelmæssig-
hed vilde som Følge heraf træde istedetfor Uforander-
lighed. Intet Menneske vilde kunne forudsige, hvad der
vilde ske imorgen. Videnskabsmanden vilde finde alle
sine Forskninger efter Regel og Lov skuffede, Land-
manden alle sine Beregninger kuldkastede; som i Uvi-
denhedens Tider vilde Naturen atter blive Menneskets
Herre; ligesom en Ørn, gjennemboret af en Pil der var
bevinget med en af dens egne Fjedre, vilde Mennesket
have bundet sig selv med sin gamle Trældoms Lænker
ved den tøjlesløse Anvendelse af sin egen Frihed og
vilde have ført det Kosmos, som Gud gjorde ham til
Herre over, tilbage til et Kaos, der overvældede ham
med sine uforudsete Slag (I). Sandelig, dette kan ikke
være Guds Villie, vil Videnskabsmanden udbryde. Gaa
tilbage til dit nye Testamente, gransk deri paany og med
større Omhu, og sig os saa, hvad du finder.

Nogle af os have lyttet til denne Opfordring, og
en fornyet Undersøgelse af det nye Testamente har bragt
os et aldeles uventet Resultat. Vi finde, at vor Herre
og Frelser klart har udtalt, hvad Nogle have kaldet:
Naturens sædelige Indifferens, men hvad han snarere
kalder: Guds Godhed. Han befaler os at elske vore
Fjender, at vi kunne blive Børn af vor Fader, som er
i Himlen, fordi «han lader sin Sol opgaa over Onde og
over Gode og lader det regne baade paa Retfærdige og
paa Uretfærdige». Her have vi en lige saa bestemt
Benægtelse af, at naturlige Velsignelser ere den særlige
Belønning for Retfærdighed, som den, der i Jobs Bog
bliver fremsat mod denne uholdbare Paastand. — Og

[page] 41

hvis En skulde være fristet til at sige: «Ja, men deraf
følger ikke, at naturlig Lidelse og Savn ikke ogsaa ere
bestemte til Straf for Ugudelighed», saa have vi yder-
mere paa den anden Side den Udtalelse, at hine Gali-
læer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer,
ikke maatte anses som Syndere fremfor de øvrige Gali-
læer, fordi de led Sligt — saalidt som de atten, der
af en Hændelse bleve knuste ved et Taarns Omstyrt-
ning i Siloam, af den Grund burde kaldes Syndere frem-
for alle Andre, der boede i Jerusalem. Naturulykker og
Samfundsonder maatte ikke opfattes som Guds moralske
Domme.

Men, kan man spørge, hvis Bønner for Afbrydelse
af Guds naturlige Orden Saaledes maa betragtes som
værende af tvivlsomt Værd, hvad skal da være Indholdet
af vor Bøn? Herpaa er mit Svar: betragt i saa Hen-
seende den Mønsterbøn, som vor Herre Jesus har lært
os. Hvad byder han os heri at søge? Er det ikke,
udtrykt med faa Ord, at vore syndige Hjerter maa for-
sones med Gud, at vi maa ville, hvad han vil, og gjøre,
som han gjør? — Sandt nok, vil Du maaske svare;
men er der dog ikke den ene Bøn om det daglige Brød,
som ogsaa maa tages i Betragtning. Hvorfor skulle vi
bede om det, hvis vi ikke opnaa nogen Forandring
i den Naturens Orden, af hvilken vort daglige Brød
afhænger? — Men afhænger da dit daglige Brød
alene eller hovedsagelig af Naturforholdene ? Har
din egen Flid, Klogskab, Maadehold og Selvopoffrelse
Intet at gjøre dermed? Eller have de ikke langt
mere at gjøre dermed end den særlige Naturorden,
hvorunder Du arbejder? Og hvis nu dette er saa,
ser du da ikke, at medens en Bøn som denne upaa-
tvivlelig minder os om vor Afhængighed af Gud med
Hensyn til Naturens velgjørende Orden, er den selv
hovedsagelig en Anraaben om det rette Sindelag i os

[page] 42

selv? Saaledes vilde vor Slutning være, hvis vi vare
nødte til at antage den almindelige Fortolkning af denne
Bøn. Men dette er ingenlunde Tilfældet. Jeg vil ikke
overdrive Usikkerheden i Tydningen af det Ord, der gjen-
gives ved «daglige», men jeg tror, at Dr. Mac Lellan
definitivt har fastslaaet Gjengivelsen Saaledes: «Giv os
idag det Brød, som er os tjenligt for den kommende
Verden». — «Giv os idag vort Brød for imorgen« —-
det, der hører til det evige «imorgen» — vort evige
Livs Brød. Dette er sikkert den gyldigste patristiske Ud-
lægning*). Men hvilken Udlægning man end vil adop-
tere, vil jeg minde om, at Mennesket bestaar af Sjæl
og Legeme — at han behøver Næring for begge; og
at det er utænkeligt, at vor Frelser ikke her skulde
have gjort nogen Hentydning til vor aandelige Trang,
naar vi erindre hans Lære om Forholdet mellem det
jordiske og det himmelske Brød. Bekymrer Eder ikke,
siger han, for Føden og for Klæderne. Eders Fader
veed, at I have disse Ting behov; og hvis han føder
Ravnene og klæder Lilierne, skulde han da ikke meget
mere føde og klæde Eder? Overlad derfor saadanne
ringe og uvigtige Gjenstande som disse til hans naturlige
Forsyn — som en Tilgift af Guds spontane Godhed —
og søger først hans Rige og hans Retfærdighed — at
blive ham lige i Aand, Hjerte og Villie — at bøje Eder
under den evige Sandheds og Retfærdigheds Orden og
at leve Kjærlighedens guddommelige Liv. (II)

Jeg beder Eder at bemærke, at hvad jeg her hat-
fremsat er ikke tilfældige Udtryk, eller Henvisninger til
særlige Aandsgaver eller Omstændigheder, men de store
og betegnende Træk i vor Frelsers Lære om den evige

*) Se den omhyggelige og lærde Anmærkning pp. 642 — 647 i
«Mac Lellans New Testament«, a new translation from the revised
Greek text, with analyse, notes etc.

[page] 43

Husholdning i hans Rige. De vise os, at han vil have
os til først og fremmest, om ikke udelukkende, at bede
om den Bistand af Guds Aand/ ved hvilken vort Sind
kan oplyses og vor Villie bringes i Harmoni med den
guddommelige Villie. Hvad vore naturlige Fornøden-
heder angaar, da belæres vi om at overlade dem til
Gud med den samme Sorgløshed som de lavere Skab-
ninger føle, fortrøstende os til, at vi under Verdens
almindelige Gang (der kun er et andet Udtryk for Guds
fornuftige Forsyn) ville blive tilstrækkeligt forsynede
dermed.

Hvor langt aandeligere er ikke et Evangelium som
dette end den populaire Forestilling af samme, hvilken
Videnskaben har lært os at berigtige! Det var denne
Forestillings udtrykkelige Tendens at fæste Menneskenes
Opmærksomhed hovedsagelig paa de materielle For-
nødenheder: paa Penge og paa hvad der kan kjøbes for
Penge — paa den Skat, som Møl og Rust kunne fortære,
og som Tyve kunne bryde ind og stjæle. Og hvis et
Menneske hovedsagelig blot beder om Føde, Klæder og
legemlig Sundhed, hvis han bestandig overhænger Gud
om at fylde hans Bord og hans Lader, hvorledes kan han
da undgaa at synke ned til en blot sandselig Skabnings
Stilling med lave Fornødenheder og sneverhjertede Be-
kymringer? Jeg siger ikke, at han, saalænge han er i
denne jordiske Tilværelse, kan ustraffet undlade at bede
om timelig Velsignelse. Men saalænge han trænger til
denne, vil det sikkerlig være hans Pligt at kaste denne
Sorg paa Gud; og det sømmer os vel, der vide bedre,
at bære over med saadanne Bønner, der idetmindste
altid ville minde os om vor egen absolute Afhængighed
af den Lovmæssighed, som den guddommelige Kjærlig-
hed har fastslaaet for den Verden, hvori vi leve. Men
lad os dog ikke glemme, at en Tro med en ufuldstæn-
dig Kundskab, hvor god og nødvendig den end er for

[page] 44

ham, der føler den, dog altid mer eller mindre vil være
overtroisk, kjødelig og ufuldstændig, og at der for den,
der endnu er bunden i verdslige Ønskers og Bekymrin-
gers Lænker, ikke er nogen Bøn saa nødvendig og gavnlig
som denne: at Gud vil befri ham fra saadanne Ønsker og
fra Nødvendigheden af at anraabe om deres jordiske Til-
fredsstillelse, idet han istedet herfor med hele Bønnens
Inderlighed bør søge hine Naadegaver af guddommelig
Visdom og Kjærlighed, der udgjøre Himmerigets skjulte
Skatte. — Forsaavidt vi have lært denne Sandhed :—
den højeste i Christi aandelige Skole — tror jeg, at vi
i ikke ringe Grad skylde denne vor Fremgang den nyere
Videnskabs Advarsler og Tilskyndelser, og at paa denne
Maade det Lys, der skinner i enhver oprigtig Sandheds-
søgers Sjæl har vist os Vejen til Menneskets sande Liv
— Christus.

Og sikkerligt have de nyeste Fremskridt i rationel
Ethik ikke mindre bidraget til at forstærke vort Indtryk
af, at det rent Aandelige bør have Forrangen i vor Tro.
Ingen, mener jeg, kan være blind for den Kjendsgjer-
ning, at det er den nyeste ethiske Forsknings klare
Tendens at fastslaa, at Menneskets summutn bonum er
den højeste Udvikling af hans egen Natur, og at den
definitive Autoritet for de ethiske Bud hverken maa søges
i Nytten eller Lyksaligheden, men i Samvittighedens
categoriske Imperativ. Hvis vi derfor maa hævde Ube-
tingetheden af Grundlaget for den moralske Sandhed og
Menneskets moralske og religieuse Udvikling som det
højeste Formaal, saa følger heraf, at vi maa søge selve
Hjertepunktet af den absolute Religion i den Del af
samme, der ordner vore moralske og religieuse Forhold.

Nu var der, som jeg selv har erfaret, en Tid, da i
de gjængse religieuse Forestillinger noget Andet indtog
denne højeste Plads. Ja, jeg mindes en Tid, da det
neppe vilde have været en Overdrivelse at betegne den

[page] 45

populaire Religion som hinsidig Verdslighed. At et
Menneske skulde frelse sin egen Sjæl, og at han skulde
frelse den ved at offre denne Verden for den næste - —
at han skulde besejre Fristelsen af verdslig Dannelse og
Adspredelse for at undgaa Helvede — at han skulde
give Afkald paa mange af det sociale og politiske Livs
Nydelser for at vinde Himlen: Sligt antoges af over-
ordentlig Mange at være en sand Christens Hovedformaal
og Bestemmelse. — Men skjøndt Spinozas Ringeagt for
en Sædelighed, der er baseret paa Belønning og Straf,
maaske er ensidig, idet han ikke tager tilstrækkeligt
Hensyn til Selvkjærlighedens berettigede Krav og Haabets
ethiske Betydning, saa var det dog sikkert ikke uden
Grund, at denne store Philosoph ironiserede over dem,
«der hige efter Belønning og betragte Fromhed og
Moralitet som Byrder, hvilke de kun samtykke i at
bære af Hensyn til en fremtidig Lyksaligheds Vederlag.»

—   Hvilken fornuftig Christen vil ikke, i Modsætning
hertil, give ham Ret i, «at der overhovedet ikke kan
paavises noget større Gode end Gud selv, og at Salig-
heden ikke er Dydens Belønning, men Dyden selv.»
Som Shaftesbury siger, og som vel de Fleste af os
ville indrømme, er det, at gjøre Belønning og Straf, til
Hovedmotiver for Pligten, at ødelægge den christelige
Religion og at opgive og bortkaste dens ypperste Princip

—   Kjærligheden.

Men hvilken Anvendelse, kan der spørges, har disse
Betragtninger paa vor Opfattelse af det nye Testament?
Mit Svar er: de have bragt Mange af os til paany at
granske i det, og Resultatet er blevet, at vi have op-
daget, at det i en meget betænkelig Grad er bleven
misforstaaet af den populaire Christendom. Ved at læse
vort nye Testamente omhyggeligere, finde vi, at vor
Herre blev kaldet Jesus (Frelser) «fordi han skulde frelse
Menneskene« — ikke fra Helvede, men — «fra deres

[page] 46

Synder»; — at Hensigten med hans Prædiken, ikke
mindre end med Johannes den Døbers, var at berede
Menneskenes Hjerter til at modtage Guds Rige, og at
vor Frelsers Evangelium udtrykkeligt kaldes: «Guds
Riges Evangelium«. Hvad hans Disciple skulde søge,
var Guds Rige; og hvis vi derfor klart ville forstaa
Evangeliets Hovedindhold, maa vi nødvendigvis spørge,
hvad dette prægnante Udtryk: «Guds Rige» indeholder.
Vi behøve ikke at gaa udenfor vor Frelsers egen Lære
for at erholde et fuldt og klart Svar paa dette Spørgs-
maal. Hovedformaalet for vor Frelsers Lære, som han
fremsatte i Lignelser, er i Virkeligheden at bringe os til
en klar Forstaaelse af hans Riges Væsen og Skjæbner.
Dér bliver Himmeriges Riges Fremgang sammenlignet
med et Sennepskorns Væxt og med Virkningen af en
Surdejg paa Melet. Det er ikke i Fuldkommenhedens
Tilstand, men indeslutter paa sin aandelige Ager Klinte
saavelsom Hvede. Det maa ikke udelukkende søges i en
fremtidig, paradisisk Lyksalighed, «thi se,» siger Herren,
«Himmeriges Rige er inden i Eder!» I dets Begyndelse
var det ringe og foragtet, og det var lige saa vanske-
ligt for rige Folk at gaa ind ad dets Selvfornægtelses
og Verdenforsagelses Port, som det er for en Kamel at
gaa igjennem et Naaleøje. Dets Fordringer vare strenge
og dets Belønninger af aandelig Art. Det bestod ikke,
som St. Paulus siger, i Mad og Drikke, men i Ret-
færdighed, Fred og Glæde i den hellige Aand. Under-
tiden kaldes Besiddelsen af det: Liv, og Mangelen deraf:
Død; men altid siges det, at dette Liv og denne Død
kan findes hos et Menneske her paa Jorden, ikke mindre
end i den anden Verden, og i denne blot som en Ud-
vikling og Fuldkommeise af hvad der var begyndt i
Tiden. At være kjødelig-sindet, siger Apostelen, er
Død, og at være aandelig-sindet er Liv. «Den, som
tror, har det evige Liv,» et Liv, som ejes i fuld Be-

[page] 47

siddeise nu, og som skal være Spiren til og Grundlaget
for alt det Efterfølgende. Midlet til at opnaa dette Liv
er et aandeligt Middel, nemlig Tro paa Jesus Christus,
som er dets guddommelige Kilde og Midtpunkt; og ikke
mindre aandelig er Driften og Bevæggrunden til dets
Fremvæxt — den Kjærlighed til Gud, der gjør os til
Børn af vor Fader, som er i Himlene. — Hvor for-
skjelligt et Evangelium er ikke denne Christi Christen-
dom fra hin barnagtige Forestilling om samme, der en-
gang var saa almindelig! Vistnok ligger heri ikke nogen
Benægtelse af Forestillingen om en Belønning, naar
dette Krav stilles paa sin rette Plads; men denne Idee
fremtræder ikke længere som Hovedmotivet, som det
bestemmende Princip for Guds Naades Evangelium til
Menneskene. Menneskene skulle vindes snarere ved
Kjærlighed end ved Frygt, og fremfor Alt skulle de
søge og tjene Gud, ikke paa Grund af nogen ydre, til-
fældig Fordel, men fordi det at elske Gud, at tjene Gud
og at blive ham lig, er i og for sig den højeste Salig-
hed, som baade Himmel og Jord kan skjænke. For-
saavidt altsaa, at den videnskabelige Ethik har forhjulpet
os til denne højere Indsigt i Evangeliet, har den visselig
bragt os nærmere til Christi Aand og Lære.

Videnskaben har endvidere lært os, at vi i ethvert
sandt Guds Værk, hvad enten det findes i Naturen eller
hos Menneskene, i Livet eller i Historien, ville finde
Tegn ikke alene paa Lovmæssighed, men ogsaa paa
Udvikling. Og denne store Lære om Udviklingen —
der er saa urokkeligt fastslaaet i sine almindelige Hoved-
træk, hvor ufuldstændig og rudimentair den end endnu
er i nogle af dens Anvendelser, — hvor bestemt fører
den os ikke tilbage til Studiet af Kilderne, hvor peremp-
torisk foreskriver den os ikke den historiske Forsknings
Methode, med hvilken Sikkerhed byder den os ikke at
anticipere den progressive Udvikling som et Factum.

[page] 48

Det er i Virkeligheden ikke formeget at sige, at det i
vore Dage- er aldeles umuligt at forestille sig en saadan
Tilstand af den semitiske Religion, der til enhver Tid
skulde have været lige udviklet, eller en saadan Beret-
ning om denne Tilstand, der i alle Maader havde Sand-
hedens absolute Gyldighed. Næsten som af Instinct
adopterer den videnskabeligt dannede Mand i sit Studium
af den hellige Skrift den historiske Critiks Methode med
dens nødvendige Forudsætning af gradvis Udvikling.
Og dette har medført en fuldstændig Revolution i vort
Studium af Guds Ord. Religieus Sandhed, kan man
sige, er Sjælens Kundskab om dens Forhold til Gud.
Idet vi derfor gaa ud fra, at Gud bestandig var med
og i den menneskelige Sjæl, som dens Lys og Støtte,
maa vi ogsaa vente at finde, at den Lærdom, der
blev den tildel, var af den Art, som den havde Trang
for, og lempet efter dens Opfattelse paa de forskjellige
Stadier af dens religieuse Udvikling. Og hvor uende-
ligt mere frugtbringende og indholdsrigere er, — takket
være det Lys, som denne store Sandhed har kastet
paa den hellige Skrifts Blade, — Resultatet ikke blevet!
Vi begynde med en Tid, betegnet ved rudimentaire
Begreber, ved uudviklet Moral, ved symbolske og meta-
phoriske Forestillinger. Meget er raat, Meget er ufuld-
komment, saavel i Idee som i Udtryk. Her er ingen
Religion, der passer for det nittende Aarhundrede efter
Christus, men kun dens raa, indskrænkede Begyndelse.
Under Ledelse af den historiske Critik rykke vi frem
til en Tid med voxende Intelligens og finere Følelser,
og vi se Herren lede sit Folk ved et guddommeligt indre
Lys til renere Begreber, strengere Sædelighed og mere
aandelige Institutioner. Naturtilbedelse — eller hvad
der practisk løber ud paa det Samme, — svinder be-
standig mere og mere for den- strenge prophetiske Pro-

[page] 49

test; de locale Bamoth, *) med deres urene og larmende
Lystighed, vige Pladsen for den eneste Helligdom; Land-
præsterne med deres raa Uvidenhed og lave Moral blive
erstattede ved Levi Stamme og Arons Familie. De
Institutioner, som give disse Reformer Skikkelse og
Fasthed, blive gradvist udviklede og indordnes i den
tidligere Cultus. Paa denne Maade fastslaar tilsidst det
udvalgte Folk for alle Tider sin store Tanke om Guds
Enhed og hans strenge Retfærdighed. Saa følger
(som man maaske kunde vente) en ensidig Vedhængen
ved Lovens formelle Forbud, med al den ved en saa-
dan Reaction klæbende Formalisme og Aandløshed.
Forgjæves er Prophetens høje Aandighed, forgjæves
hans Protest mod Misbruget af den Lov, med hvilken
han selv har tøjlet sit Folks Overtro og Selvraadighed.
Formalisme og Bogstavtjeneste gaa af med Sejren —
dog blot indtil de paa deres Side have udrettet den for
dem bestemte Gjerning — og ved den uafbrudte Mis-
fornøjelse, de frembringe, opvække de en Længsel efter
hint Sandhedens Lys, der, da Tidens Fylde var kommen,
brød frem over Galilæas Høje.

Vistnok ville vi finde mangen Uregelmæssighed i
denne Udvikling og mangt et anticiperende Lysglimt,
naar vi mindst vente det — dette er blot et almindeligt
Kjendetegn for alle Former af Evolution — men ikke
destomindre er hvad vi have iagttaget en gradvis og
regelmæssig Udvikling, en Proces, i hvilken i det Hele
og Store Aabenbaringens indre Lys, idet det leder Folket
efter dets Modtagelighed, og Fremskridtet under Ledelsen
af dette Lys begge samvirke til at forberede de for-
skjellige Stadier af religieus Evolution. Er en saadan
Udvikling mindre guddommelig, fordi den er gradvis?
Er en saadan Aabenbaring mindre inspireret, fordi den

*) Afgudshøje.

O. A.
4

[page] 50

tager Hensyn til, hvad der er muligt og tjenligt?
Man kunde lige saa godt sige, at den Kraft, som har
udformet Verden, ikke er guddommelig, fordi den har
virket ad Udviklingens Vej istedetfor ved en pludselig
skaberisk Impuls. Jeg tilstaar, at det forekommer mig,
at man kun da faar en klar Idee om det guddommelige
Forsyns Visdom og Kjærlighed, om dets vide Forsorg
og barmhjertige Omsigt, naar man ser det under Syns-
punetet af en gradvis Opdragelse, der tager Hensyn til
alle de, ved Tid og Omstændigheder givne, nødvendige
Betingelser, og som aldrig bliver utaalmodig over Menne-
skenes Fejltrin og Svaghed.

Og hvor fuldstændigt forsvinde ikke alle de alminde-
lige Indvendinger mod den guddommelige Aabenbaring,
naar denne betragtes i Lyset af denne Theori om en
aandelig Progression. — Indvender man, at der i hine
ældgamle Dage vare Anskuelser fremherskende om Guds
og Menneskets Væsen og om Forsynet, som vi nu finde
ere uholdbare? Det, svare vi, er netop hvad Udviklings-
theorien forudsætter. Hvis de tidligere Syn paa Religion
og Sædelighed ikke havde været ufuldkomne, hvor havde
da Udviklingen været? Hvis symbolske Syner og mythisk
Digtning ikke forefandtes i det tidlige orientalske Udtryk
for den guddommelige Sandhed, hvor havde da Ud-
viklingen været? Det tilstrækkelige Svar paa nioghalv-
femsindstyve af hundrede Indvendinger mod Bibelen som
en Beretning om vor Slægts guddommelige Opdragelse
ligger i det ene Ord: Udvikling. Og hvem skylde vi da
dette mægtige Ord, der, som ved en Magikers Stav, i et
Øjeblik saa fuldstændigt har omformet vor Viden og løst
vore Vanskeligheder? Vi skylde det den moderne Viden-
skab, der resolut er vedbleven i sin Søgen efter Sand-
heden, tiltrods for Hobens Bagvadskelse og — ak, at jeg
skal være nødsaget til at sige det: — altfor ofte tiltrods
for theologiske Denunciationer.

[page] 51

Men Videnskaben har ved sin Fremhæven af den
historiske Udviklings Princip ydet os en anden og endnu
vigtigere Tjeneste. Den har nødt Theologerne til at
erkjende deres Mesters og hans Apostles dybsindige
Lære om den allerhøjeste Gjenstand for Speculationen

—  Guds Væsen og Virksomhed. Der er, som I vide,
to Maader at opfatte Guds Væsen og hans Forhold til
sine Værker: først, som et transcendent Væsen, skarpt
adskilt fra hans Skabninger; og dernæst som et immanent
Væsen, der er sine Skabningers Liv og Princip. — At
det første Standpunct som ensidigt var uphilosophisk —
at det logisk gjorde Gud til et endeligt Væsen, be-
grændset ved Skabningen, som udelukkede ham — har
ikke været tilstrækkeligt til at forhindre dets Antagelse,
især i Occidentens Kirke, af den store Masse af mindre
skarpttænkende Christne; men jeg behøver ikke at sige
Eder, at det neppe under nogensomhelst Form kan for-
liges med Evolutionstheorien. Hvis Skabelsen har været
regelbunden og continuerlig — hvis den er skreden grad-
vis frem i Overensstemmelse med Love, som Viden-
skaben er competent til at udgranske: saa maa Gud,
skjøndt erkjendt som den transcendente Skaber, ogsaa
opfattes som immanent, som den skjulte guddommelige
Kraft, der virker i alle Skabelsens og Historiens Processer.

— Nuvel, det Spørgsmaal paatrænger sig os da, hvilken
Belæring finde vi med Hensyn til dette Punct hos vor
Herre og Mester og hos hans to største Apostle, St.
Johannes og St. Paulus? Svaret kan intet Øjeblik være
tvivlsomt. Hvis det er Gud, der føder Ravnene og
klæder Lilierne — hvis alle vore Hovedhaar ere talte —
hvis ingen Spurv falder til Jorden uden vor Faders Villie

—  hvis det Ord, hvorved han skabte alle Ting, er det
Lys, som oplyser ethvert Menneske — hvis Alt sammen-
fattes i Christus — hvis, med eet Ord, det er Gud, i
hvem «vi leve, røres og ere»: da er denne store Sand-

4*

[page] 52

héd om Guds Personlighed i Immanens den allerdybeste
Lære om vor Fader, som er i Himlene, og vi maa til-
staa, at det for en stor Del er Videnskaben vi skylde,
at vi have været istand til at gjenvinde den klare Op-
fattelse af denne Sandhed i den nyeste Tid.

Endelig har den videnskabelige Critik ydet os en
uvurderlig Tjeneste ved at samle vor Opmærksomhed
paa Christus. Den har bortfejet Meget, som skjulte
eller fortrængte ham. Den har bragt hans Disciple —
selv de største af dem — i det sande Underordnings-
forhold til ham, og den har vist os ham, ragende højt
op over dem alle, uden noget forvrænget Træk i hans
majestætiske Skikkelse, uden nogen Plet paa hans Hellig-
heds hvide Kjortel og uden nogen af hans guddommelige
Selvopoffrelses Gjerninger fornægtet. «Hvad end den
rationelle Critik kan berøve os,» siger John Stuart Mill,
«saa have vi dog bestandig Christus tilbage, en ene-
staaende Skikkelse, lige saa forskjellig fra alle hans For-
løbere som fra alle hans Efterfølgere.» — Hvis Viden-
skaben ikke havde gjort mere for os end dette — hvis
alle de Tjenester, den har ydet Kirken, vare indskrænkede
til dette ene Factum, at den med bøjet Hoved staar
pegende paa vor guddommelige Mesters Skikkelse som
Menneskehedens virkeliggjorte Ideal — saa vilde den
alene herved have Krav paa vor evige Taknemmelighed
og Tillid. — — Arbejd, gransk, sammenlign, opdag,
giv os mere Lys, raabe vi til den videnskabelige Forsker;
thi, som Lamartine engang saa sublimt har sagt: «jo
mere Lys der er, des bedre ser man Gud.» Den højeste
Grad af Aabenbaring er, ifølge Herder, at se Tingene,
som de ere, befriede for Billeder og Drømme, Ansigt
til Ansigt. Og har det ikke til alle Tider været alle
sande Videnskabsmænds Bestræbelser at trænge gjennem
Formen ind til Væsenet, igjennem Phænomenet at naa
ind til Loven, at skue Naturens Fornuftmæssighed

[page] 53

Ansigt til Ansigt ? Hvem skulde da bedre end Viden-
skabsmanden være istand til at erkjende det Sublime
i den guddommelige Intuition, med hvilken den Herre
Jesus saae lige ind i Menneskenes Hjerteliv, umiddelbart
opdagende der vore sande Forhold til Gud og Næsten
og udtalende dem i Ord af en saadan gjennemsigtig
Klarhed og Simpelhed, at de ere blevne en Aabenbarelse
for alle Tider. Sandelig, vi have da her i Ham, der
Saaledes snarere saae end tænkte, der «lærte med Myndig-
hed og ikke som de Skriftkloge,» det menneskelige Ud-
tryk for Universets guddommelige Fornuft, «Lyset, der
oplyser ethvert Menneskes; og vi have Ret til at sige
med Apostelen, midt under Mørkets og Frafaldets Tider,
hvis saadanne skulle komme : «Herre, til hvem skulle vi
gaa hen? Du har det evige Livs Ord.»

[page] 54

Anmærkninger til den tredie Prædiken.

i.

(Pag- 38.)
Jeg kunde ønske her kortelig at antyde, hvorledes disse
Betragtninger kunne tjene til at belyse det mørke Problem
om det naturlige og det moralske Onde. Vi finde, at Naturen
er den uforanderlige Lovmæssigheds Sphære, og at det er
alene gjennem Uforanderligheden af Naturens Orden, at vi
erholde Herredømme over den og tvinge den til at tjene
os. Nu kan det vel hænde, paa Grund af den legemlige
Verdens Sammensætning, at denne Naturens Regelmæssighed,
der i det Hele og Store er saa heldbringende, kan med-
føre Smerte og Tab for os. Men hvis dette er saa, er det
da ikke bedre for os at bære denne Smerte og dette Tab
end at opoffre de langt større Goder, der følge for os af
Lovmæssigheden? Paa den anden Side finde vi, at den
menneskelige Aand er den moralske Friheds Sphære. Dette
er et Factum, der umiddelbart er givet os i vor Bevidst-
hed, og intet Argument kan nogensinde rokke vor Over-
bevisning om dets Realitet. Men Frihed indeslutter Mulig-
heden af at vælge det Urette. Skaberen vidste dette, da
han gjorde os frie, — ja, og vidste, at Mennesket vilde
vælge det Onde med al den deraf følgende Nedværdigelse
og Elendighed. Hvorfor, kan der spørges, skabte han os

[page] 55

da frie? Hvorfor lod han ikke det sidste Udtryk for sin
Villie blive staaende ved de lavere Former af Instinctet?
Dette er et Spørgsmaal, der er lettere fremsat end besvaret,
men Christendommen antyder dog idetmindste en Mulighed
for Løsningen af denne Vanskelighed. Gud bestemte fra
Evighed af Menneskehedens Forløsning ved sin Søns Sen-
delse. Og naar vi erindre den guddommelige Kjærligheds
vidunderlige Aabenbaring til alle endelige Fornuftvæsener i
denne Naadens Husholdning, og den Værdighed og Velsignelse,
som den havde til Hensigt at tildele dem, der vare Gjen-
standen for den, da kunne vi vel forstaa, at Menneskets
Fremskridt gjennem Oprøret mod Guds Villie lige indtil
hans Enbaarnes Korsfæstelse har forekommet den guddomme-
lige Kjærlighed en ønskelig Udviklingsgang og maaske,
naar Alt kommer til Alt, den bedste, som Menneskets Op-
dragelse kunde tage. I Belysningen af Evangeliet om «det
bedre Haab» bliver denne Tanke endnu lettere forstaaelig.
Hvad mig selv angaar, da ser jeg ingen anden Maade
mulig for at lindre den smertefulde Følelse, med hvilken vi
betragte Existensen af det naturlige og det moralske Onde,
end ved Bekræftelsen af disse to Kjendsgjerninger: i) at
Naturen er Sphæren for uforanderlig Lovmæssighed, og 2)
at Menneskets Aand er den jordiske Sphære for den mo-
ralske Frihed — for Naade og Forløsning fra Guds Side
og for Tro og Bøn fra Menneskets.

 

II.

(Pag. 40.)

Jeg hidsætter følgende patristiske Udlægninger, der
citeres af Mac Lellan i ovennævnte Værk.

Tertullian: Bønner for jordiske Fornødenheder komme
først i anden Række, endskjøndt jeg er mere tilbøjelig til
at forstaa: cfianem nostrum quotidianumi> — vort daglige
Brød — aandeligt. Christus er vort Brød, vi tro, at hans
Legeme er i BrøBet osv. Idet vi derfor bede om det dag-

[page] 56

lige Brød, bede vi om fortsat Liv i Christus og om uafbrudt
Forening med hans Legeme.

Cyprian: Bønnen kan forstaas baade aandeligt og bog-
staveligt. Thi Christus er Livets Brød, og dette Brød
er vort.

Augustin: Hvorfor skulle vi bede for dette Livs For-
nødenheder, naar det dog hedder: «Bekymrer Eder ikke
om, hvad I skulle æde etc. etc.» Kan det være for Sligt,
at vi skulle gaa ind i vort Lønkammer og lukke Døren og
bede saa alvorligt? Han siger ikke: Søg først Guds Rige
og dernæst disse Ting, men: alt Sligt skal tillægges Eder,
d. v. s. uden at I søge det.

(Dette er de Kirkefædres Anskuelser, der antoge den
latinske Oversættelse: «daglig». Naar vi imidlertid komme
til dem, der correct antage en Derivation af XXXt, møde
vi endnu interessantere Udtalelser. Under Forudsætning af
denne Afledelse — hvilken han imidlertid ikke antog, —
finde vi Følgende hos)

Origines: Saaledes paalægges det os at stræbe efter
det Brød, der hører til det andet Liv, at Gud paa For-
haand maa tilstaa os det nu . . . idet '<idag» her, som saa
mange andre Steder i Skriften, tages som ensbetydende
med den nærværende Verden, «imorgen» som ensbetydende
med den tilkommende Verden.»

Athanasius: Thi i denne Bøn (giv os idag vort
XXX Brød) lærte han os at bede i den nærværende
Verden om rov XXX — det er XXX, det frem-
tidige Brød, hvoraf vi have en Forsmag i det nærværende
Liv, naar vi æde Herrens Kjød, (Joh. VI. 51) — thi Her-
rens Kjød er levendegjørende Aand.


This document has been accessed 25645 times

Return to homepage

Citation: John van Wyhe, ed. 2002-. The Complete Work of Charles Darwin Online. (http://darwin-online.org.uk/)

File last updated 25 September, 2022