[page 289]

Gorillaen eller Kæmpeaben.

Ved Dr. phil. Chr. Lütken.

En egen Gruppe af Aber dannes af de saakaldte anthropomorphe eller menneskelignende, langarmede, haleløse Aber, hvis bekjendteste Repræsentanter ere Chimpansen og Orang-Utangen. Ligesaa ubestrideligt som det er, at Aberne ere den Pattedyrgruppe, som kommer Mennesket nærmest i Legemsbygning, ligesaa unægteligt er det, at af Aberne er det igjen den ovennævnte Gruppe, der kommer Mennesket nærmest i Bygning og Udseende; hvad enten man tog Hensyn til det umiddelbare Indtryk, som de gjøre paa Beskueren, eller til de finere Enkeltheder i deres Bygning, er man altid kommet til det samme Resultat. Af mange Grunde maatte Leddene i denne Kjede, der paa en saa iøjnefaldende Maade forbinder Mennesket og Dyrene, interessere Naturforskerne, og deres Anatomi og Naturhistorie er derfor bleven bearbejdet af flere af de dygtigste Naturforskere. Desto mere maatte det derfor vække Opsigt, saavel i den videnskabelige Verden som i Publikum, da det for omtrent 13 Aar siden blev berettet, at man paa Vestkysten af Afrika havde opdaget et nyt Led i denne Kjede, en ny menneskelignende Abe, der overgik de hidtil kjendte, ja i Grunden ogsaa Mennesket, i Størrelse. Den fik — af Grunde, som senere skulle omtales — Navnet Gorilla (Troglodytes

20

[page] 290

Gorilla Savage, Gorilla gina St. Hilaire), og medens vi ventede paa en Leilighed til her i dette Tidsskrift at give en kort Meddelelse om denne mærkelige Dyreform, hvis Opdagelse uden Tvivl er en af de interessanteste zoologiske Aqvisitioner i dette Aarhundrede, er den bleven Gjenstand for ypperlige Afhandlinger af saa berømte Naturforskere som Owen, Duvernoy og Geoffroy St. Hilaire. Støttende os paa disse Undersøgelser skulle vi meddele en kort Beskrivelse af dette Dyr, søge at bestemme dets Plads mellem de beslægtede Former og give en kort Udsigt over, hvad man veed om dets Levemaade. Først være det os dog tilladt at meddele nogle indledende Bemærkninger om den Abegruppe, hvortil den hører, og om Gorillaens videnskabelige Historie.

De Forhold, som udmærke de anthropomorphe Aber, ere 1) Mangelen af en udvendig synlig Hale saavelsom af Kjæbeposer, i hvilke Forhold de jo nærme sig til Mennesket, og 2) Armenes overordenlige Længde; de ere nemlig altid længere end Bagbenene, medens Forholdet hos Mennesket som bekjendt er omvendt. Hos de andre Aber (Marekatte, Bavianer o. s. v.) ere Bagbenene lidt længere end Forbenene, og de gaae derfor som de fleste andre Dyr paa alle fire Fødder med Kroppen i en horizontal Stilling. Paa Grund af Armenes Længde faae Chimpansen og Orang-Utangen derimod en ganske anden Gang, med stærkt bøiede Knæ og støttende sig paa Forhændernes Knoer, holdende Kroppen i en skraa, halvt forover bøiet Stilling. Dette er nu ganske vist ikke ligefrem en Lighed med Mennesket; tvertimod, vore Forlemmer ere forholdsvis korte og svage i Sammenligning med Baglemmerne; i opreist Stilling naae vore Fingerspidser jo kun til midt paaLaaret, hos Chimpansen naae de derimod lidt nedenfor

[page] 291

Knæet, hos Orang-Utangen lige til Anklerne og hos de saakaldte Gibbonner (Hylobates) — smaae, meget langarmede, rundhovede Aber fra de indiske Øer — ere de endnu længere. Men man tør dog nok sige, at denne halvt opreiste Holdning ligesom er et Tilløb til Menneskets heelt opreiste Gang og et nødvendigt Gjennemgangsled, som Naturen ikke har kunnet eller villet undvære, og at forsaavidt medfører dette Forhold dog en vis Tilnærmelse til Menneskets Bygningsplan. Af de andre talrige, mere eller mindre vigtige Forskjelligheder mellem Mennesket og disse Aber skulle vi blot endnu udhæve Hjernekassens forholdsvis ringe Udvikling og den dermed følgende lave Pande, den fremtrædende Snude, de store Tænder, de ufuldkomne Forhænder, Legemets fuldstændige Beklædning med en tæt Pels, og at Fødderne ere virkelige Hænder til at gribe med, — i flere Henseender endog fuldkomnere Hænder end Forlemmernes — for at vise, at der endnu var et betydeligt Gab mellem Aberne og Mennesket. Den Form, der kom Mennesket nærmest, var aabenbart Chimpansen (Troglodytes niger), fordi den har de korteste Arme, der ikke ere meget længere end hos Mennesket, de fladeste Negle og en Form af Hovedet, der fjerner sig mindre fra Ungens og derved tillige mindre fra Menneskets Hovedform end Orang-Utangens; den har en sort Haarklædning og beboer det vestlige Afrika (Guinea). Orang-Utangen (Simia Satyrus) har længere Arme og en rødbrun Pels; den er indskrænket til Øerne Sumatra og Borneo*). Ved Gibbonerne behøve vi ikke at opholde os,

*) Spørgsmaalet om Chimpansen og Orang-Utangen ikke hver skulle kløves i flere Arter, vedkommer os i al Fald ikke her.

20*

[page] 292

da alle ere enige om, at de staae Mennesket fjernere end baade Orang-Utangen og Chimpansen.

Der forelaae imidlertid enkelte halvforglemte Efterretninger om en paa Afrikas Vestside levende, fra Chimpansen forskjellig »Skovmand«. Det ældste Vidnesbyrd om denne Art har man troet at finde i Hanno s berømte Periplus eller »Jordomseiling«, som den efter den Tids iiegreber vel fortjente at kaldes. I det 5te eller 6te Aarhundrede før Christi Fødsel udsendte den dengang saa blomstrende carthaginiensiske Republik 2 store Flaadeexpeditioner for samtidigt at undersøge Jordens nordligste og sydligste Egne; Hamilco gik mod Nord og synes at have naaet de brittiske Øer; Hanno gik derimod med en Eskadre af 60 Skibe med 300001?) Mennesker (Mænd og Kvinder) ombord ud forbi Herkules's Støtter for at grundlægge Kolonier paa Afrikas Vestkyst, hvilket Hverv han ogsaa udførte, men efter 26 Dages Seilads slap Fødemidlerne op, og Expeditionen vendte da om igjen og kom velbeholden tilbage til Karthago, hvor Admiralen nedlagde en af ham selv forfattet Beretning om Togtet i Saturns Tempel. Af denne Beretning er en græsk Oversættelse eller Udtog opbevaret til vore Dage, uden Tvivl et af de interessanteste Aktstykker i Geograflens Historie. Man har imidlertid været temmelig uenig om, hvor langt Hanno var kommet; efter nogles Mening kun til Cap Bojador, efter andre dog til Cap Blanco; for nogle Aar siden har Dureau de la Malle, Medlem af det franske Videnskabernes Akademi, søgt at vise, at han maatte have naaet Ækvator, og til Bevis derfor har han blandt andet anført, at det tydelig fremgik af Beretningen, at Hanno havde gjort Bekjendtskab med den i de sidste Aar opdagede eller gjenfundne Kæmpeabe, hvis geografiske Udbredning kun

[page] 293

strækker sig meget lidt nord for Ækvator. Det hedder nemlig hos Hanno: »Efterat have seilet 3 .Dage langs med disse brændende Floder kom vi til en Bugt ved Navn »det sydlige Horn«. Inderst i denne Bugt var en 0 med en Sø, og i denne nok en 0 fuld af vilde Mennesker (XXX); talrigst vare Kvinderne, som vare lodne over hele Legemet, og som vore Tolke kaldte Gorillaer (XXX). Vi forfulgte dem, men kunde ikke fange Mændene, de undslap os alle ved deres store Hurtighed og fortrinlige Klattreevne (XXX); tillige forsvarede de sig ved at kaste Steen paa os. Vi fangede kun 3 Hunner, der ikke vilde følge med, men bede og reve deres Bortførere, saa at man blev nødt til at dræbe dem. Vi trak Skindet af dem og bragte dem til Karthago; vi seilede nemlig ikke længere, da vore Levnetsmidler vare slupne op.« Af Plinius vide vi, at disse Huder*) vare opstillede i Junos Tempel, hvor de 2 af dem i det mindste endnu vare at see ved Rarthagos Fald. At de omtalte »vilde Mennesker« eller »Vildmænd« vare store anthropomorpheAber, kan der vel ingen Tvivl være om, men man maa vistnok give St. Hilaire Ret i, at de naturligere henføres til Chimpansen end til den Kæmpeabe, som Opdageren Savage døbte med det af Hanno s Beretning laante Navn »Gorilla«, men hvormed han vel at mærke aldeles ikke vilde udtale, at han ansaae den for at være den af Hanno hjembragte Art**). St. Hilaire s Grunde ere følgende: 1) at Chimpansen lever nær ved Kysten,

i

Gorillaen (i den moderne Betydning af Ordet) altid i det

*) Hos Plinius kaldes de Gorgoner.

") At anvende Navne, laante fra de gamle Forfattere, men af uvis Betydning, som systematiske zoologiske Benævnelser er noget, der har lang Tids Hævd for sig.

[page] 294

Indre af Landet, 2) at Chimpansen flygter for Mennesket, hvorimod Nutidens Gorillaer altid uforfærdede gaae løs paa Angriberne, ja end ikke oppebie Angrebet; og 3) at hvis det havde været Kæmpeaben, som Hanno var stødt paa, vilde han udentvivl ikke have talt om »Vildmænd«, men om Kæmper. Hvor interessant det end vilde være at kunne paavise, at den dristige phøniciske Navigator havde kjendt og hjembragt til Karthago en først i vore Dage gjenfunden kæmpemæssig Abeform, maae vi dog i Sandhedens Interesse give Afkald derpaa og indrømme, at de Dyr, som han traf paa, rimeligvis vare Chimpanser, men at Hanno naaede det tropiske Afrika paa sin Reise, er vistnok i al Fald bevist herved; maaskee var Chimpansens Udbredning dengang større end nu, og han kan derfor have truffet den ikke meget Syd for Cap Blanco.

Det første sikkre Vidnesbyrd om den afrikanske Kæmpeabe skyldes Batte 11, som efter en besværlig og farefuld Reise i Syd-Amerika og efter at have levet i Fangenskab hos Indianerne i Brasilien blev sendt til Afrikas Vestkyst omtrent 1590 og tilbragte der, navnlig i Congo, 18 Aar under mange Skjæbnens Omskiftelser. Hans Reretning lyder Saaledes: »I Mayombas Skove i Kongeriget Loango seer man 2 Slags Uhyrer, af hvilke de største kaldes Pongos*), de andre Enge cos (efter en anden Udgave urigtigt Enjokos)**). De førstnævnte ligne Mennesket ganske nøie, men ere meget større og

") Dette Navn minder om Folket Mpongué eller Pongué i Nærheden af Gabon-Floden; her kaldes Kæmpeaben Engéena eller N'dschina, hvoraf Artsnavnet (Gorilla gina St. Hil.). ") Dette Negernavn paa Troglodytes niger er ved at gjengives paa forskjellig Maade snart bleven til Joko (hos Buffon) snart »N'tschego« eller »Tschego«.

[page] 295

meget høie; deres Ansigt er menneskeligt, men Øinene dybtliggende. Deres Hænder, Kinder og Øren ere nøgne, med Undtagelse af Øienbrynene, der ere meget lange*). Uagtet deres Legeme forresten er temmelig laadent, er Pelsen ikke meget tæt og dens Farve brun. Det eneste, der adskiller dem fra Mennesket, er at Benet mangler Læg.« Battells Pongo eraabenbart de nyeres Gorilla, og dens Hjemstavn, Landet omkring Mayomba Floden, ligger kun 3° 15' Syd for Gabon-Floden, hvorfra de fleste Exemplarer ere komne i den nyere Tid. De senere Reisende i de samme Egne sammenblandede derimod begge Arter af »Skovmænd«; Buffon havde dog Takt nok til at holde sig til Battells ovenanførte Beretning og antog derfor, at der i Afrika fandtes »2 Arter af Orang-Utanger«, som man dengang udtrykte sig, en større og en mindre, og han gav dem efter samme Kilde respektive Navn af Pongo og Joko; Buffon opstillede dem dog kun som 2 ved deres Størrelse forskjellige, »constante Varieteter« eller »Racer« af den samme Art, og den større af disse slog han sammen med den ostindiske Orang-Utang; Navnet Pongo blev derfor senere overført paa den gamle Orang-Utang, og Resultatet af den hele Forvirring var, at den ægte Pongo (Gorillaen) geraadede aldeles i Forglemmelse, uagtet der forelaa fra 1819 en fuldstændig Bekræftelse paa den Battellske Pongo s virkelige Tilværelse. Bowdich, der i 1817 blev sendt som Gesandt fra den engelske Regering til Aschanternes Land, omtaler nemlig i sin Reisebeskrivelse deels »den afrikanske Orang-Utang, Inchegoen« (Chimpansen), deels »Ingenaen« som den mærkeligste af Landets Abeformer, hvilken Bowdich dog

*) Denne Passus af Beskrivelsen er imidlertid urigtig.

[page] 296

ikke kjendte af Autopsi, men kun af de Indfødtes Beretninger; de sammenlignede den med »Inchegoen« men fortalte, at den var meget større, i Almindelighed 5 Fod høi og 4 Fod bred mellem Skuldrene.

Det var dog først den amerikanske Missionair Dr. Savage, der drog denne Dyreform frem af Forglemmelsen og gav faktiske Beviser for dens Tilværelse*). Da han i Aaret 1847 kom til Bredderne af Gabon-Floden under 0° 15' N. Br., saae han hos en anden Missionair, Hr. Wil s on, blandt andre naturhistoriske Mærkeligheder Craniet af en »ved sin Størrelse og Vildhed udmærket Abeform«. Savage saae strax, at det var »en ny Art af Orang«, men det lykkedes ham kun at komme i Besiddelse af 2 Cranier af forskjelligt Kjøn og Alder og af nogle andre Skeletdele; paa dem opstillede han i Forening med Prof. Wymann i Boston sin nye Chimpanse-Art (Troglodytes Gorilla), idet han, som anført, laante Artsnavnet af Hannos berømte Reiseberetning. De af den engelske Marines Officerer, som vare stationerede paa Afrikas Vestkyst, satte sig imidlertid strax i Bevægelse for at skaffe noget Materiale tilveie til denne nyopdagede Arts Naturhistorie, og endnu i samme Aar kunde Capt. Wagstaff indsende til Owen 3 Cranier af Gorillaer. Da Gabon-Landet, som forhen var et af Negerhandelens Arnesteder, nu er under Frankrigs Beskyttelse og Sædet for en fransk Flaadestation og Fort, var det naturligt, at de franske Officerer og Læger ikke vilde staae tilbage i denne Henseende for de engelske.

*) Allerede 1836 var Skindet af en Gorilla-Hun kommet til Museet i Havre; men det var i en meget beskadiget Tilstand og blev derfor ikke erkjendt for hvad det var, men henført til Chimpansen, som man dengang endnu ikke besad i Europa i udvoxen Tilstand.

[page] 297

Hr. Gautier-Laboullay, der allerede i 1846 havde faaet Nys om, at der i Landet fandtes en Abeform, der indgød de Indfødte den allerstørste Skræk, saae sig i 1849 i Stand til at indsende til Museet i Paris et fuldstændigt Skelet samt 2 Cranier, og allerede 1851 kunde Admiral Penaud og Dr. Franquet bringe en ung og en gammel GorillaHan til Frankrig, opbevarede i Brændevin; 1856 indkom der ikke mindre end 3 Gorilla-Skind til Pariser-Museet. Enkelte Stykker ere ogsaa komne i Naturaliehandelen, og British Museum 'og Wiener-Museet besidde allerede udstoppede Gorillaer. Blandt de Stykker, der senere ere komne til England er ogsaa et Cranium fra Money- eller Danger Floden, der ligger 40 Mile længere mod Nord.

Vor saakaldte Gorillas Fysionomi vil træde os klart imøde af medfølgende fortrinlige Afbildning af Hannen*); man vil see, hvorledes dens hele Bygning og Holdning røber den høieste Grad af Muskelstyrke; den er idetmindste 5 Fod og 2" høi**), men da den i Sammenligning med et Menneske af samme Høide baade er meget lavbenet, særdeles langarmet og af en overordenlig Skulderbrede (3 Fod), vil man let see, at den egenlig overgaaer Mennesket lige saa meget i Størrelse som i Styrke. Den opreiste Holdning falder den naturligere end Chimpansen og Orang-Utangen, og dens korte og brede Hænder og Fødder røbe en vis Tilnærmelse til Menneskets Legemsform. Særdeles charakteristisk er dens hæslige, vilde, fremstaaende Ansigt med de svære Hjørnetænder; de smaae Ører staae i en vis Modsætning til Chimpansens netop temmelig store Ører. Halsen er overmaade kort

") Efter en i Museet i »Jardin des Plantes« i Paris udført Afbildning. ') Efter nogle Angivelser endog over 3 Alen høi.

[page] 298

og tyk paa Grund af den stærke Udvikling af Halshvirvlernes Torntappe for at bære det svære Hoved, Munden er stor, Læberne tykke, Næsen kløftet, Øienbryneue nøgne.

[page] 299

Vristen er tyk, Fingrene tykke og opsvulmede, Neglene forholdsvis smaae og temmelig flade. Dens Hudfarve er mørk; paa Ansigtet, under Halsen, under Skulderleddet og tildeels paa Brystet er den nøgen, saavelsom paa Hænder og Fødder; ellers er den dækket med sortebrune stride Haar, hist og her indsprængte medGraat; paa Issen gaaer Farven over i det rødlige; sjeldnere er Haarklædningens Farve mere graalig. Hunnen er mindre*) og mere spinkelt bygget) dens Hoved mere rundt og dens Ansigt mindre fremtrædende, Hjørnetænderne mindre udviklede, og dens lodne Unge seer mere uskyldig ud end man af den gamle Hans modbydelige Fysionomi skulde formode. Selv den er dog ved sit sorte Ansigt (Chimpansens er nemlig rødligt) og ved sine smaae Øren let at kjende fra den ligealdrende Chimpanse.

Dens Fædreland, Gorilla-Landet, er en med Skove rigt udstyret Landstrækning i det vestlige Afrika, der strækker sig, gjennemflydt af Floderne Danger og Gabon, fra Ækvator indtil 10 eller 15° S. Br. Der hvor Gorillaen træffes i størst Mængde, bestaaer Landet afvexlende af Bakker, dækkede af høie Træer, og af Dale, bevoxede med grovt Græs og hist og her med Krat. En Mængde forskjellige Frugttræer voxe baade paa Bakkerne og i Dalene, og selv de, der ere Negerne for grove, opsøges og ædes med Graadighed af Gorillaen; og da hver- Art har sin Aarstid til at modnes, mangler Skovens grimme Fyrste ikke rigelig Frugt til nogen Aarstid. Af Palmenødden (Elais guineensis) elsker den høit Frugten og den øverste Deel af Stængelen — Negerne have det Sagn, at deres Forfædre først af den lærte at spise denne

*) Forskjellen er efter nogle Angivelser 8—12".

[page] 300

saakaldte »cabbage« —; fremdeles Peberkagetræets iParinarium exelsum) blommeagtige Frugt, Papayen (Carica papaya), Bananen (Musa sapientum og paradisiaca), 2 Amomum-Arter og nogle andre ubekjendte Træer, af hvilke det ene bærer kirsebærlignende, det andet valdnødagtige Frugter, hvilke sidste Gorillaen aabner ved et Slag med en Steen. Sukkerrør og Honning nævnes ogsaa blandt dens Retter; maaskee gaaer en Rede fuld af Æg eller skaldede Unger ogsaa ned med engang imellem. Sin Soveplads eller Rede bygger den som en Hængekøie i et løvrigt Træ ved at sammenbinde dets Grene med Lianernes lange og seige Stængler og tække dem med langt Hø eller med tørre Palmeblade; denne Hængekøie*) træffer man i en Høide af 10 til 40 Fod fra Jorden, men aldrig mere end en i hvert Træ. Gorillaen er nemlig ikke noget selskabeligt Dyr; man seer den gjerne parvis eller ledsaget af et Par Unger af forskjellig Alder. Forældrene sidde da paa en Green, med Ryggen mod Stammen, hvorfor Haarene hos de Gamle gjerne ere slidte af langs nedad Ryggen, og gnave paa en Frugt, medens de unge lege og springe eller gynge sig fra Green til Green, og Skoven gjenlyder af deres Skrig og Munterhed. Naar den gamle Han træffes alene, er den gjerne bevæbnet med en stærk Stok, som Negerne forsikkre er det Vaaben, hvormed den angriber sin Hovedfjende, Elefanten, som dog ikke gjør den anden Fortræd end at den gjør Indgreb i dens Proviantforraad; naar Gorillaen derfor opdager

*) Efter andre Beretninger skal Gorillaen vel bygge sig en Slags Rede, dækket af et Tag, men ikke fastere end at Regnen med Lethed gaaer igjennem det, hvorimod Chimpansens er vandtæt. Ogsaa Orang-Utangen bygger sig en Hytte i Træerne til Beskyttelse mod Regn og Nattens Kølighed.

[page] 301

sin snablede Rival ifærd med at rive Grenene af dens Yndlingstræer, lister den sig gjennem Krattet og giver den et voldsomt Slag med sin Kølle over den for slige Indtryk meget modtagelige Snabel og driver den derved paa Flugt, brølende af Raseri og Smerte. — Naar Gorillaen gaaer fra et Træ til et andet, skal den gaae halvt opreist ved Hjælp af sin Stok, men med en vaklende, klodset Gang, eller den gaaer ligesom et Menneske med Hænderne foldede sammen bagved Nakken, for Saaledes instinktmæssig at tilveiebringe en Modvægt mod Legemets Tilbøielighed til at falde forover. Overrasker man den, medens den er paa Jorden, lader den sin Stok falde og giver sig til at løbe paa alle fire, idet den støtter Forhænderne paa Knoerne, i en eiendommelig, skjæv, svingende Slags Gallop til det nærmeste Træ, hvor den oppebier sin Forfølger, især hvis dens Familie er i Nærheden og trænger til dens Forsvar. Ingen iNeger har megen Lyst til at nærme sig det Træ, hvori Gorilla-Hannen holder Vagt; ikke engang naar han er bevæbnet med en Flint, angriber den erfarne Neger først, men gjemmer sin Ild til sit eget Forsvar. Den knækker et Geværløb som et Halmstraa. Gorillaen er den Fjende, som de meest frygte, naar de gjøre bevæbnede Streiftog ind i Skoven for at søge Elfenbeen; komme de uforvarende for nær til en Gorilla-Familie, trækker dens Hoved sig ikke som Løven langsomt tilbage, medens Hunnen og Ungerne flygte, men udstøder sit »Krigsskrig«, et langtrukket »Kh-ah«, der gjenlyder i Skoven, styrter rask frem lil Angreb, svinger

*) En Iagttager, der har seet en ung Gorilla gaae, siger, at den gik med stærkt bøiedeKnæ, støttende med Forhænderne udenfor og bagved Bagfødderne, idet den skiftevis dreiede sig frem, først til høire, saa til venstre, bestandig halvt om sin ene Side.

[page] 302

sig ned til de lavere Grene og kaster sig over den, der er den nærmest; de grønne Øine lyne da af Raseri, og Pandehuden med de strittende Børstehaar trækkes hurtig frem og tilbage over Øinene, hvilket forøger dens hæslige og skrækindjagende Indtryk. Føler den sig saaret, bibringer den sin Modstander farlige, ofte dødelige Saar med sine skarpe og stærke Hjørnetænder. Naar Negerne liste sig gjennem Urskovens mørke Skygger, blive de undertiden først denne frygtelige Abes Nærhed vaer derved, at en af deres Kamerater forsvinder, løftet op i et Træ, udstødende maaskee et kort kvalt Skrig; faa Minuter efter falder han til Jorden som et kvalt Lig! Gorillaen har passet sit Snit, udstrakt sin uhyre Baghaand og grebet den Ulykkelige i Nakken, trukket ham op med sig og først ladet ham falde, naar hans Dødskamp var forbi. Dens Styrke gjør den Seiren over Leoparden let, ja sætter den i Stand til at kæmpe med Løven; og da det kun er Hannen, der er forsynet med de uhyre Hjørnetænder, har den aabenbart faaet dem for at kunne forsvare sine Unger og sin Hun. Sandsynligvis slaaes Hannerne ogsaa indbyrdes om Hunnerne. At dræbe en Gorilla er en stor Bedrift, der skaffer dens Udøver en ubestridelig Helterang, og Slaven Frihed og en anseet Stilling i Samfundet. — En kjæk Neger, Anfører for et Elefantjægerkorps, blev opfordret af Admiral Penaud til at forsøge at bringe en levende Gorilla hjem med sig; »det kunde jeg ikke gjøre, om Du .vilde give mig Vægten af hin Høi i Guldmynter«, lød Svaret. Da det endnu aldrig er lykkedes at fange en voxen Chimpanse, maa det ogsaa ansees for lidet rimeligt, at man nogensinde skulde faae en levende Gorilla at see i et europæisk Menageri. — Det smukkeste Træk i dens Cbarakteer er dens Kjærlighed til sit Afkom;

[page] 303

en fransk Naturaliesamler ledsagede et Selskab af GabonNegre ind i Gorilla-Skovene og overraskede en Hun med 2 Unger paa et stort Boababtræ (Adansonia) i nogen Afstand fra den nærmeste Trægruppe; hun steg strax ned af Træet med sin yngste Pode paa Ryggen og ilede afsted til Skoven paa alle fire; efter der at have bragt Puslingen i Sikkerhed kom hun tilbage paa sin ældre Unges gjennemtrængende Skrig, men førend hun kunde komme ned med den igjen, var Tilbagetoget afskaaret; da hun saae en af Negerne rette sit Gevær mod hende, svingede hun sin ene Haand mod ham ligesom for at afbede Skuddet og trykkede Ungen til sig med den anden. Kuglen gik gjennem Moderens Hjerte, Ungen derimod overlevede Reisen til Havre, men døde ved sin Ankomst dertil.

Negerne ansee Gorillaen for at være et med dem selv nærbeslægtet Væsen — hvilket dog ikke forhindrer dem i at spise dens røgede Kjød som en stor Delicatesse — men have ikke meden Agtelse for dens Forstand. De lee af den, »fordi den i Regntiden bygger sig en Hytte uden Tag«, og de fortælle, at naar de have forladt deres Natild for at drage videre, kommer Gorillaen ned for at varme sig ved Emmerne, men har ikke Forstand nok til at kaste mere Ved paa Ilden, »den gamle Dumrian«. Uagtet Chimpansen og Gorillaen leve i det samme Land, leve de dog aldrig paa det samme Sted; den svagere maa sagtens vige for den stærkere, men man kjender dog intet Exempel paa en Kamp imellem dem, hvis Udfald da heller ikke kunde være tvivlsomt.

Til Overtroen tør man ganske sikkert henregne Negernes Fortælling om, at naar en Gorilla døer, begrave dens Kamerater den under en Dynge af Blade og løs Jord. Ligeledes at de skulde bortføre Negerinderne og

[page] 304

beholde dem hos sig i Skovene som Gjenstand for deres Ømhed, om man kan kalde det saa; det er et meget udbredt Sagn, som man hører fortælle paa mange forskjellige Steder og Tider, deels om Gorillaen, deels om Chimpansen, men man har aldrig kunnet opdrive Beviser for denne vistnok meget unaturlige og usandsynlige Historie.

Der er endnu et Spørgsmaal tilbage med Hensyn til denne Dyreform, som det er af en vis Interesse at faae besvaret. Staaer Gorillaen, Chimpansen eller Orangutangen Mennesket nærmest i Bygning? Er der ved denne Opdagelse føiet et nyt Led til den Kjede, som forbinder Mennesket med Dyreverdenen, eller er Gabet mellem os og Aberne endnu ligesaa stort som før? De ovennævnte Naturforskere, som have studeret Gorillaen specielt, ere ikke enige om dette Punkt; medens de alle ere enige om at stille Orang-Utangen fjernest fra Mennesket, altsaa lavest i Rækken, erklære Duvernoy og Geoffroy St. Hilaire, at Gorillaen maa faae Plads mellem Chimpansen og Orang-Utangen, uagtet de ikke ere blinde for, at den navnlig ved Haand- og Fodformen nærmer sig mere til Mennesket end nogen anden Abe; de støtte sig navnlig til, at den har en mere udviklet Ansigtsdeel end Chimpansen, altsaa en ugunstigere Ansigtsvinkel, og mere udviklede, altsaa mere dyriske Hjørnetænder. Owen stiller derimod Gorillaen først i Rækken som den, der af alle Aber kommer Mennesket nærmest, og der er altsaa efter hans Mening virkelig føiet et nyt Led ind mellem den kidtil kjendte Dyreverden og Mennesket. Hans Bevisførelse forekommer os aldeles overbevisende, og vi skulle derfor søge at gjengive nogle af dens Hovedpunkter.

[page] 305

Det er sandt, at Gorillaen har et mere dyrisk Fysionomi. et mere fremragende Ansigt og mere fremtrædende Hjørnetænder end Chimpansen, at dens Hjerneskal derfor er forholdsvis mindre, sammenlignet med Ansigtsdelens Omfang, og Ansigtsvinklen ugunstigere. Men deraf tør man som bekjendt ikke dømme noget; Gorillaens, Chimpansens og Orang- Utangens Unger have forholdsvis en meget større Hjernekasse og en meget mere tilbagetrængt Ånsigtsdeel, altsaa en gunstigere Ånsigtsvinkel og et mere menneskeligt Fysionomi end deres respektive Forældre, ja Barnet vilde endogsaa efter denne Maalestok komme til at staae høiere end sine Forældre, Kvinden nøiere end Manden. Tingen er, at inden Mælketænderne fældes, har Hjernen allerede naaet sin fulde Størrelse; den voxer nu ikke mere, medens Dyrets Kjæber forlænges for at give Plads for de større og talrigere Tænder af det blivende Sæt, og navnlig for de svære Hjørnetænder, og medens der udvikler sig nøie Nakke- og Issekamme for at give Plads og Fæste for de vældige Kjæbemuskler paa Hjernekassens udvendige Side. Vi maae altsaa gaae ud fra andre Sammenligningspunkter; Armenes Længde afgiver strax et saadant. Gibbonerne kunne i opreist Stilling lægge deres Haandfiade paa Jorden, Orang-Utangens Forlemmer naae til Anklerne, Chimpansens lidt under Knæet, Gorillaens næsten til Knæet*), Menneskets lidt nedenfor Midten af Laaret. Hos Gibbonerne og Orangutangen er Overarmen kortere end Underarmen; hos Chimpansen og Gorillaen er det omvendt, og Gorillaen har forholdsvis den længste Overarm af dé to, skjøndt

*) Mærkeligt nok ere St. Hilaire og Owen uenige om dette Punkt. Ifølge den førstnævnte har Gorillaen længere Arme, der skulde naae til midt paa Skinnebenet, end Chimpansen.

21

[page] 306

den er forholdsvis kortere end Menneskets. Ingen anden Abe har saa korte og saa menneskeagtige Fingre som Gorillaen*), og ingen af dem har forholdsvis saa udviklet en Tommel; vor naaer til midt paa Pegefingrens inderste Led eller lidt længere, Gorillaens kun lidt ind paa dette samme Led, Chimpansens og de andre Abers derimod ikke engang til Enden af Mellemhaanden. Skulderbladene ere mere menneskelige end hos nogen anden Abe, og med Bækkenbenene er dette i endnu nøiere Grad Tilfældet; hos ingen anden Abe bøie de sig saameget fremad at de frembringe en virkelig Bækkenhule, eller ere saa brede i Forhold til deres Længde; hos Chimpansen og Orangen ere de endog snarere hule bagpaa end forpaa. Ogsaa ere Baglemmerne, hvor korte de end ere i Sammenligning med Menneskets, dog længere i Forhold til Forlemmerne og til hele Kroppen end hos Chimpansen. Hælen er mere fremtrædende, Hælbenet større og af en mere menneskelig Form; dertil kommer, at skjøndt Gorillaens Fod endnu er dreiet lidt indad for, ligesom i en endnu stærkere Grad hos de andre Aber, at gjøre den skikket til at klattre med, er Dreiningen her dog svagere og Foden altsaa mere skikket til at træde paa end hos Chimpansen, endsige hos Orang - Utangen og Gibbonerne. Ogsaa i Henseende til den store Taas Stilling og Uddannelse viser Gorillaen en tydelig Tilnærmelse til Mennesket, og den Betydning, som den har for Gangen, er maaskee det meest betegnende Træk i den menneskelige Fods Bygning. Or an g- U tangens naaer ikke til Enden af 2den Taas Mellemfodsbeen, Chimpansens og Gorillaens derimod til

*) Gorillaens 3 midterste Fingre ere dog først adskilte fra Midten af det inderste Led. Det samme er Tilfældet med Baghaandens Fingre.

[page] 307

Enden af den samme Taas inderste Led, men Gorillaens er tykkere og stærkere; endnu er den dog en ægte Tommel, der danner en Vinkel paa 60° med den øvrige Fod, og denne er derfor endnu en virkelig Haand. Altid træffe vi den samme Trappestige i Udviklingen: Mennesket, Gorillaen, Chimpansen, Orangutangen, Gibbonerne*). Vi kunne endnu tilføie, atOwen udførligt påaviser den samme Regel med Hensyn til mange Enkeltheder i Hovedskallens Bygning, i hvilken Henseende vi her blot ville fremhæve Mellemkjæbebenets Lidenhed, de fremstaaende Næsebeen og Øiehulernes Form som Punkter, hvori Gorillaen afviger fra de andre langarmede Aber og tydeligt nærmer sig noget til Mennesket. Gorillaen er altsaa den af alle Aber, der kommer Mennesket nærmest, saavel af de levende, som af de fossile. Vi bemærke udtrykkelig dette sidste, da den Tanke ligger nær: Mon der da ikke skulde gives en uddød Abeform, der igjen udfyldte Mellemrummet mellem Aberne og Mennesket? Hidtil er ingen saadan funden efter Owens Mening. Vi behøve her kun at omtale de fossile Abeformer, der hverken høre til den brednæsede amerikanske Familie eller ere beslægtede med den gamle Verdens Marekatte og Bavianer**); af anthropomorphe Aber

*) En tilsyneladende Undtagelse er der dog, nemlig at skjøndt Mennesket, Gorillaen, Chimpansen og Orang-Utangen alle have det samme Antal af Ryghvirvler ialt, har Chimpansen og Gorillaen dog 13 Brysthvirvler (altsaa ogsaa 13 Ribbeen), Orang-Utangen og Mennesket derimod 12, men de førstnævnte have da ogsaa en Lændehvirvel mindre, og af hvad tidligere er oplyst i dette Tidsskrift om Ribbenenes Betydning vil det fremgaae, at denne Forskjel ikke har saa meget at sige.

") De indiske tertiære Aber, som hidtil kjendes, høre til Marekattene (Semnopithecus), de engelske (fra Suffolk og Essex) til Macacus-Gruppen.

21*

[page] 308

har man fundet 2 Former i tertiære Lag i Frankrig; den ene, kaldet Pliopithecus, er efter Owen neppe generisk forskjellig fra Hylobates (Gibbonerne); den anden, Dryopithecus, blev rigtignok af Lartet anseet for »at komme Mennesket nærmere end nogen anden levende eller uddød Abeform«, men Owen viser, at man aldeles ikke er berettiget til at drage denne Slutning af de hidtil opdagede Dele af dens Skelet; de tyde tvertimod paa en stor Gibbon-Form, der overgik de nulevende lige saa meget i Størrelse som den af Dr. Lund opdagede Protopithecus i Brasiliens tertiære Dannelser overgik de nulevende Brøleaber. — Det er maaskee heller ikke overflødigt at bemærke, at der ikke paa Opdagelsen af en endnu mere menneskelig Abeform end de tidligere bekjendte lader sig støtte nogetsomhelst Sandsynlighedsbevis for en Theori, der ligefrem vilde udlede Menneskets Oprindelse fra Aberne og tænke sig Mennesket som en høiere Udvikling af Abeformen gjennem direkte Nedstamning. Tvertimod, de talrige Forskjelligheder mellem Gorillaens og Menneskets Legemsbygning ere aldeles ikke af den Art, at en historisk Overgang mellem dem kan tænkes mulig.