[page] 1

Darwins Theori om Årternes Oprindelse«

Første Afsnit.

(Indledning; Kultur-Racerne; Afartningen i Naturen; Kampen
for Tilværelsen; Avisvalget; Afændringens Love.;

Indledning.

(Af Meddeleren.)

Hvorledes ere vel de paa Jordens Overflade
levende Arter af Dyr og Planter blevne til? —Dette
er et Spørgsmaal, som det er let at opkaste, men som »syv-
Vise ville have ondt ved at besvare«. Man kan til en Tid af-
vise det som upraktisk, som hørende til Naturens uløselige
Mysterier, men ikke forhindre, at det kommer idelig igjen,
naar der er indsamlet saa meget Stof af Erfaringer og
Iagttagelser om Naturen, at En eller Anden tiltroer sig
Evne til at behandle det; og man kan vel sige, at al
Naturforskning var hen i Veiret, naar der ikke paa Bunden
laae det Haab, at den Tid en Gang skal komme, om end
seent, da den skal kunne raade Tilværelsens Gaader og
forklare de skabte Tings Oprindelse. — Efter at Under-
søgelsen af Jordens Bjerglag havde bevist, at den nær-
værende Dyre- og Planteverden ikke er den eneste, som
har været til, men kun den sidste i en lang Række af
»Skabelser«, der have, hver til sin Tid, bredt sig over
Hav og Jord og befolket dem, og at disse forskjellige
Perioders Dyre- og Planteliv for saa vidt vare ganske uaf-

1

[page] 2

nængige af hinanden, som de i Reglen traadte op med
forskjellige Arter, var der to eller tre Hypotheser tænkelige.
Ifølge den ene er ved hver Jordperiodes Begyndelse, efter at
den forrige Dyre- og Planteverden var uddød eller ud-
ryddet, en aldeles ny organisk Verden bleven skabt, uden
nogen anden Forbindelse eller Sammenhæng med den
foregaaende end den, der var en Følge af Skaberens Plan
for Dyre- og Plantelivets successive Fremtræden paa Jor-
dens Overflade, — hvad enten man nu vil tænke sig
denne Nydannelse ved en Selvdannelse, ved Udvikling af
selvdannede eller skabte Kim (Æg) eller skabt i Ordets
egenlige Forstand ved Verdensherskerens umiddelbare
Mirakelkraft — tre Opfattelsesmaader, som kunne kappes
om, hvilken af dem der er den mindst videnskabelige.
Denne hemmelighedsfulde Skabelse maatte have gjentaget
sig lige saa mange Gange, som der er sikkre Jordperioder,
altsaa mindst en 30 Gange. Det er øiensynligt, at denne
Hypothese ikke er synderlig tilfredsstillende; den forklarer
egenlig intet og har derfor kun det negative Fortrin ikke
at meddele nogen positiv urigtig Forklaring. Ganske
naturligen have derfor mange vendt sig fra den og op-
stillet Hypotheser, der havde det Fortrin, at de gjorde
bedre Rede for den Sammenhæng, som aabenbart findes
mellem de forskjellige Perioders Dyre- og Planteliv, idet
de stille de forskjellige Perioders Skabelser i et genetisk
Afhængigheds-Forhold til hinanden og stadigen lade den
yngre nedstamme fra den ældre. For at forklare, hvor-
ledes de til to Perioder hørende Rækker af Individer kunne
vise sig specifisk forskjellige, uagtet de skulde ned-
stamme fra hinanden, hvilket strider mod den nuværende
Verdensorden, hvor det, som nedstammer fra hinanden,
eo ipso hører til samme Art, gaae de til Værks paa to for-

[page] 3

skjellige Maader. Forfægterne af den embryologiske
eller Udviklingsteorien paastaae, at selv i den nu
levende organiske Verden ere de forskjellige Klasser,
Ordener, Slægter osv. analoge med Trinnene i de fuld-
komnere Klassers Udviklingshistorie; de lavere ere blevne
til, ved at Naturen standsede paa disse forskjellige Trin
og gav dem selvstændig Tilværelse, inden den gik videre*).
Ved at antage, at alle skabte Væsener nedstamme fra
nogle faae Urformer eller Urtyper, begavede, med Evne
til at skride frem ad Udviklingens (Metamorfosens) Vei, og
at disse Urtypers successive Udviklingsformer tillige optraadte
som selvstændige Arter, kan man, saa antages det, gjøre Rede
for den successive Fremkomst af alle Slægter og Arter,
være sig nu levende eller fosile, som lade sig aflede
af en fælles Typus, altsaa i det mindste alle Former, som
høre til samme Klasse eller Række. Men hele denne
Theori staaer paa meget svage Fødder: det er en af
Zoologiens Grundlove, at ingen Larve er forplantnings-
dygtig, og dette maatte jo efter hin Theori have været Til-
fældet; de Exempler, som man kan anføre paa Analogi mellem
de nu levende lavere Dyre- og Planteformer og de høieres
Udviklingstrin (Fiskepadderne og Salamanderlarverne, Bræg-
nernes og Mossernes Forkim sammenlignet med Lav-
arter og Vandhaar), ere hverken meget talrige eller i
Stand til at staae sig for en grundig Kritik. Ikke stort
bedre gaaer det med de Exempler paa, at den fosile Dyre-
verdens Successionsrække er analog med Dyreklassernes
Udviklingsformer, som man kan opstille; de ældre Fiske-
formers skjæve Haler og formeentligen ufuldkomne Skelet-
bygning og Stilkstjernernes Fremkomst førend de frie

*) Smlgn. dette Tidsskrift, 2den Kækkes 3die Bind Pag. 411 og 412.

1*

[page] 4

Fjerstjerner ere næsten de eneste gode Exempler, som
kunne anføres derpaa, og de ere langt fra tilstrækkelige
til at bevise Sætningen i dens Almindelighed. En anden
Sag er det, at der utvivlsomt gjennem hele Jordelivets
Udviklingshistorie gaaer en vis Stræben mod det fuld-
komnere og en Fremgang mod det høiere, hvad enten
man nu vil opfatte denne som en Følge af en indre eller
af en ydre Nødvendighed eller af begge Dele i Forening.
Man kunde imidlertid ogsaa tænke sig den genetiske
Sammenhæng paa en anden Maade. Det er utvivlsomt,
at de saa kaldte geologiske Perioder repræsentere meget
lange Tidsrum; vilde man nu antage, at Arterne i
Løbet af meget lange Tidsrum kunde forandre sig
om end ganske lidt, saa var jo Muligheden given, at
samme Art paa forskjellige Steder og under forskjellige
Livsforhold osv. i Aartusindernes Løb kunde udvikle sig
saa forskjelligt, at den til sidst maatte siges at være
bleven til 2 eller flere forskjellige Arter; saaledes kunde
f. Ex. de forskjellige Arter af Næsehorn, som beboe for-
skjellige Dele af Afrika og Asien, maaskee nedstamme
middelbart fra et Ur-Næsehorn, som levede i en foregaaende
Jordperiode. Paa denne Maade vil man uden endnu at
behøve at fragte for at gjøre sig skyldig i altfor store Urime-
ligheder kunne føre Spørgsmaalet om alle Arters Dannelse
tilbage til Dannelsen af lige saa mange Ur-Arter som der
er Slægter (Genera). Men i mange Familier staae Slæg-
terne virkelig hinanden saa nær, at de næsten kun ere
at betragte som vilkaarligt afrundede Grupper af Arter,
mere beregnede paa Naturforskerens Bekvemmelighed end
begrundede i Naturen*); man tænke sig endnu nogle ube-

*) Især maa dette indrømmes, naar Slægternes Søndersplittelse drives
saa vidt, som af mange Specialzoologer i den syere Tid.

[page] 5

kiendte eller uddøde Mellemformer indskudte, og saa-
danne opdages jo hver Dag. saa flyde — i det mindste fra
flypothesens noget ophøiede Standpunkt — Slægterne
sammen, og en Ur-Art for hver Familie er da nok.
Nu er i Grunden Ævret opgivet, Phantasien supplerer let
Mellemrummene, disse være nu større eller mindre,
mellem Familierne, Ordenerne og Klasserne, og indskrænker
saaledes Antallet af de Ur-Arter, som Hypothesen ud-
kræver, mere og mere; det er vilkaarligt, hvor man vil
standse: er man konsekvent behøver man kun en eneste,
alle skabte Væseners Stammefader eller Stammemoder
lige fra den laveste Infusionsalge til det ypperste Menneske!
Naar man blot beregner en tilstrækkelig lang Tid dertil
og lægger tilbørlig Vægt paa Afartningsevnen, saa
foruroliger dette ved første Øiekast urimelige Resultat En
ikke længere; den successive Fremskriden fra det lavere
til det høiere, som den embryologiske Hypothese stiller i
Forgrunden, bliver nu ogsaa ad denne Vei let at forklare;
det falder ganske naturligt, at Afartningen, tildeels ledet
af og paavirket af ydre Naturforhold, maatte skride frem
mod fuldkomnere og høiere Former, der bedre vare i Stand
til at hævde deres Tilværelse og opfylde deres Bestemmelse.
Det kan ikke undre os, at en slig Hypothese er
bleven opstillet; i og for sig er den mere tiltalende end
den ældre, og det er med en vis Sorg, at man erklærer
sig imod den. For Meddeleren er Tanken heller ikke
ny; han har havt den, eller dog en lignende — og det
samme turde være Tilfældet med mange andre — da det
store Billede af Jordens Udviklingshistorie første Gang blev
oprullet for ham, men skjøndt han af og til, under sine
senere Studier, traf paa Fakta, som kunde stemme dermed,

[page] 6

maatte han dog tilstaae sig selv, at den neppe kunde
staae sin Prøve. Vel er den til forskjellig Tid kommen
til Orde i meer eller mindre videnskabelige Skrifter, men
det var dog med en vis Overraskelse, at man erfarede, at
den var adopteret af den berømte Charles Darwin, og
at denne havde søgt at give den videnskabelig Begrundelse
i et eget Skrift. Dette har vakt megen Opsigt; det har
fundet begeistret Tilslutning hos nogle og alvorlig Mod-
sigelse hos andre, og da der oftere er bleven hentydet til
det her i Tidsskriftet, og det tilmed i mange Henseender
er meget skarpsindigt og lærerigt, have vi troet at gjøre
Tidsskriftets Læsere en Tjeneste ved at meddele et Ud-
tog deraf og ledsage dette med nogle oplysende An-
mærkninger samt med en Efterskrift for at henlede Op-
mærksomheden paa dets formeentlige svage Punkter. En-
hver vil da selv kunne bedømme, om han kan gaae ind
paa Darwins Theorier, eller om han med Meddeleren vil
foretrække at lade hele Spørgsmaalet staae aabent og
overlade dets Afgjørelse til kommende Tider, erkjendende
Nutidens Mangel paa Evne til at besvare det. — At den
følgende Fremstilling er bleven noget aphoristisk eller ab-
strakt, er en naturlig Følge af, at den saa at sige er et
Udtog af et Udtog*); dog haabe vi, at det for de fleste
vil være nok saa let at arbeide sig gjennem dette Udtog
som gjennem Originalskriftet**).

*) Darwins Bog er nemlig i Grunden kun Forløberen for eller et

Udtog at et større Værk om samme Gjenstand.
**) Darwin »on the origin of species by means of natural selection
or the preservation of favoured races in the struggle for life« (1859i
eller Bronns tydske Oversættelse deraf: »Charles Darwin fiber
die Entstehung der Arten im Thier- und Pflanzenreich durch natur-
liche Zuchtung oder Erhaltung der vervollkomneten Racen im Kampfe
ums Daseyn« (1860)

[page] 7

1.

Den første Erfaring, som tilbyder sig, naar man
kaster et Blik paa vore gamle Kultur-Planter og
Kultur-Dyr, er at de enkelte Invivider af samme Art
afvige langt mere fra hinanden end Individerne af de
vilde Arter i deres Naturtilstand, ja endogsaa i visse Maader
langt mere end vilde Arter af samme Slægt afvige ind-
byrdes. Aarsagen til denne med Kulturen følgende store
Variabilitet kan først og fremmest søges deri, at de Kul-
turen underkastede Væsener leve under Livsbetingelser,
som deels ere forskjellige fra, deels mindre eensformige
end dem, hvorunder Stamforældrene levede, og navnligen
ville de i Reglen have rigeligere Føde. Er denne Varia-
bilitet først begyndt — hvortil der maaskee udfordres et"
Par Generationer — vil den blive ved at gjøre sig gjæl-
dende; saa længe Arten er udsat for Kulturens Indvirkning.
Dens egenlige Ophav er D. tilbøjelig til at søge hos For-
ældrene i Forplantningsfunktionerne, som altid
lide meer eller mindre og stærkere end noget andet
System ved Fangenskabet og ved Forandringer i
Livsbetingelserne; vilde Dyr ville i mangfoldige Til-
fælde aldeles ikke parre sig i Fangenskab*), og parre de sig,
er det uden Frugt; mange Kulturplanter strutte forresten
af Sundhed, men sætte ikke Frø. Medens denne Ind-
virkning saaledes kan medføre Ufrugtbarhed, bibringer den
i mange andre Tilfælde Forplantningsevnen kun ligesom
et Stød, bringer den ud af Ligevægten og modificerer
Arvelighedsloven saa meget, at Afkommet ikke bliver
Forældrene aldeles ligt. Ligesom de forskjellige Arter

*) Rovpattedyr, (Tigre, Løver osv.) forplante sig temmelig let i
Fangenskab, Rovfugle derimod næsten aldrig.

[page] 8

af Dyr og Planter i meget forskjellig Grad ere modtagelige
for denne Paavirkning -- nogle Dyr forplante sig meget
villigt selv under de unaturligste Forhold Kaniner og Fritter,
f. Ex. i Kasser, — ere de ogsaa i meget forskjellig Grad
variable, nogle ikke meget mere end i deres Naturtilstand.
Afartningen staaer dog ikke altid i nødvendig Sammen-
hæng med Forplantningsakten; den kan ogsaa have andre
Aarsager. I al Fald viser den ikke sjeldne Erfaring, at
Unger af samme Kuld afvige betydeligt fra hinanden, at
alt ikke kan tilskrives de ydre Livsbetingelser, da disse
jo have været eens for Forældrene og alle Ungerne.
Vanen har ogsaa sin Indflydelse; Gaard-Anden har lettere
Vingeknogler og tungere Beenknogler i Forhold til det
øvrige Skelet end Vild-Ånden, fordi den- gaaer mere og
flyver mindre end denne. Af alle Huspattedyr gives der
Racer med hængende Øren, vistnok fordi Husdyret let
kommer ud af Vane med at bruge sine Øremuskler, da
det »ikke føler sig foruroliget af nogen Fare. — I øvrigt
kjender man meget lidt til Afartningens Love; der er ofte
en vis Sammenhæng mellem Forhold, som ikke synes at
staae i nogen nødvendig Forbindelse med hinanden;
lange Been og- langt Hoved følges gjerne ad; Katte med
blaae Øine ere døve; Hovpattedyr med lange grove Haar
faae gjerne lange og mange Horn; de kortnæbede Duer
have smaae Fødder, og omvendt følges langt Næb og
store Fødder ad. Naar man derfor søger at fremkalde
visse Race-Eiendommeligheder, som man sætter Pris paa,
ved at vælge de Dyr til Avl, som i høieste Grad besidde
disse Eiendommeligheder, fremkalder man med det samme
andre, som man ikke har tænkt paa og maaskee slet ikke
ønsker. At Arveligheden i høi Grad gjør sig gjældende

[page] 9

i disse Forbold, er saa bekjendt, at det kun behøver at
antydes; man kan med vor Forfatter sige, at Reglen er,
at de Særegenheder, hvoraf et Individ er i Be-
siddelse, gaae i Arv, det modsatte er en Und-
tagelse.

Naturforskerne paastaae, at naar vore Husdyrracer
forvildes, antage de igjen efterhaanden Stamformens
Eiendommeligheder og »falde tilbage« til denne. Efter
Darwin lader denne Sætning sig vanskelig bevise, da man
i Reglen ikke kjender Stamarten og derfor ikke kan vide,
om de forvildede Racer ere fuldstændig faldne tilbage
eller ikke. I al Fald vil dette Resultat kunne tilskrives
de forandrede Livsbetingelser, der igjen fremkalde den til
dem svarende Dyre- eller Planteform. D. er i øvrigt ikke
blind for, at de tamme Dyreracer ofte have en vis
monstrøs Charakteer, men han lægger vel neppe til-
strækkelig Vægt paa dette Forhold; i den Omstændighed,
at blandt alle kultiverede Planter og Dyr er der nogle Racer,
som af en eller anden kompetent Autoritet ere blevne er-
klærede for at maatte være en egen Art, seer D. et Bevis
for, at de Afvigelser, som kultiverede Racer frembyde,
ere af samme Slags (om end af en lavere Grad) end de,
som Arterne ellers frembyde*). Gaves der en bestemt
Forskjel mellem Arter og Racer, kunde dette ikke gjen-
tage sig saa ofte, mener han.

Ved at drøfte det Spørgsmaal, hvor stor vel i det
hele Afartningen kan blive, møder Forfatteren den
Vanskelighed, at han ikke er paa det rene med, om ikke

*) Efter vor Mening ere de tvertimod af en anden Slags, men ofte
af en langt høiere Grad! Smlgn. Anm. S. 11.

(Medd. Anm.)

[page] 10

visse af vore tamme Dyr, f. Ex. Hunden, nedstamme fra
fiere med hinanden blandede, vilde Stamarter, og saa-
ledes den nærværende store Divergens kunde tildeels
have sin Grund i oprindelige Artsforskelligheder. Der-
som virkelig alle tamme Hunderacer nedstamme fra een,
hvor meget lettere vilde det samme da ikke kunne an-
tages f. Ex. om alle de over Jordens forskjellige Egne
spredte, hinanden saa nær staaende Ræve-Arter? — Den
største Vanskelighed, hvorpaa Theorien om vore Husdyrs
Nedstamning fra flere Arter støder, er den, at man saa
maatte forudsætte, at England f. Ex., der nu ikke har en
eneste for det eiendommelig vild Art af Pattedyr, skulde
have havt flere for det eiendommelige vilde Arter af Hunde,
Faar, Oxer osv., hvilket aabenbart er urimeligt. Krydsning-
ved forskjellige Arter forklarer desuden ikke Sagen, thi
derved vilde man i det høieste kunne frembringe Former,
som stode midt imellem de gamle, men ikke heelt nye
Combinationer, og vi maatte da antage, at netop de meest
extreme Former af vore Husdyr (Mynde, Bulbider osv.)
allerede havde existeret som vilde Stamformer, hvilket
ingenlunde er sandsynligt; virkelige Mellemracer dannes
kun meget vanskeligt, selv mellem Racer af samme Art,
ved stor Omhu i Valget af Avlsdyrene og med ringe Ud-
sigt til et heldigt Resultat.

D. har især studeret Racerne af Husduen, som
ogsaa egner sig meget godt til dette Studium; de afvige
ganske vist overmaade meget fra hinanden i Næb- og
Fodform, Skeletbygning (selv i Antallet af Ribbeen!), i
Fjerudvikling , Levemaade, Stemme, Manerer, Flugt
(Tumlerne f. Ex.) osv. Var det vilde Former, hvorom
Talen var, vilde man ganske vist ikke gjøre dem til samme

[page] 11

Art ja neppe til samme Slægt*). Efter D.'s Mening ned-
stamme de dog alle fra Columba livia, Klippeduen, og de
til denne hørende klimatiske Varieteter; i modsat Fald maatte
man antage en 7—8 eller flere Stamarter med de extre-
meste Forskjelligheder, men dog med samme Levemaade
i Hovedsagen (som f. Ex. at de ikke bygge Reder i Træer),
og som skulde have levet indenfor snevre geographiske
Grændser, men nu enten være udøde allesammen paa en
nær (den vilde Klippedue) eller endnu ikke opdagede i vild
Tilstand! Og dem skulde det alt i ældgamle Dage være
lykkedes at tæmme og bringe til at forplante sig indbyrdes?

__ Dette er aabenbart altfor urimeligt. Dertil kommer,

at ved at parre Duer af forskjellige Racer med hinanden
bliver ofte Resultatet, at man efter nogle Generationers
Forløb faaer Duer, som ikke ere til at kjende fra den
vilde Klippedue, uagtet de Racer, hvormed man begyndte,
saa. at sige slet ikke havde nogen Lighed med denne.
Desuden ere selv de meest afvigende tamme Dueracer
fuldkommen frugtbare indbyrdes, og det er aldeles ikke
bevist, at en langvarig Domestikation kan overvinde den
Ufrugtbarhed, der altid følger med Bastarddannelsen, selv
hos meget, nærstaaende Arter, og endelig findes der den fuld-

') Det forekommer os, at Forfatteren her ikke gaaer vidt nok; man
vilde nemlig aldrig kunne træffe den Slags Afvigelser mellem
vilde Arter af samme Slægt; Forskellighederne ere der ganske
vist meget ubetydeligere, men ramme i det hele andre Forhold.
Man sammenligne de talrige bekjendte Arter af Duefamilien, der
deles i en heel Mængde Slægter og adskillige Grupper; disses ind-
byrdes Forskjelligheder vise sig i heel andre Retninger. Tingen
er, at de tamme Dueraeers Eiendommeligheder noget nær alle ere
Monstrositeter; det er ikke ægte Racer, der holde sig indenfor
deres Stamarts naturlige Grændser, men kunstigt vedligeholdte,
til Yderlighed drevne Vanskabninger, der forplante deres Sær-
heder til deres Efterkommere.                              (Medd, Anm.i

[page] 12

stændigste Overgang mellem de forskjelligt Racer, og
disses Eiendommeligheder lide i høi Grad af en vis
Ubestemthed og Vaklen i deres Optræden. Ogsaa maa
det erindres, at Duelibhaberiet har en meget stor Ælde;
3000 Aar f. Chr. var der tamme Duer i Ægypten!
Romerne og Hollænderne have været lige duegale, og
Racedannelsen lettes meget derved, at det samme Par
gjerne holder trofast sammen, saa længe det lever, og derved
under gunstige Forhold let kan foranledige Dannelsen af
en bestemt Race, som egenlig ikke er andet end en
Familie i den almindelige Betydning af dette Ord.

D. gaaer dernæst over til at undersøge, paa hvad
Maade Racer dannes hos vore Husdyr i Kulturtil-
standen. Svaret er ikke vanskeligt: det er især ved et
mere eller mindre bevidst Valg af de Dyr, som man be-
nytter til Avl og lader parre sig med hinanden. Kun der-
ved fremkommer den mærkværdige Gvereensstemmelse
med Menneskets Tarv og Smag, som kan paavises hos
saa mange nyere Racer. Det er Menneskets accu-
rnulative Valgevne, der er Nøglen til Gaaden, d. v. s.
ved at vælge de Individer til Avlen, som besidde de Egen-
skaber, paa hvilke han sætter meest Pris, kan han frem-
kalde deres Tilstedekomst i en bestandig lidt stærkere
Grad hos Afkommet. For saa vidt kan man sige, at Menne-
sket skaber nye Racer: Naturen leverer Variabiliteten,
og Mennesket leder denne i den Retning, som han sætter
Pris paa. Vi have allerede tidligere anført en Yttring af
den store Dueavler Sir John Seebright: »at han kunde I
frembringe en hvilken som helst Slags Fjer hos sine Duer I
i 3 Aar, men til at lave et ham opgivet Hoved eller I
Næb behøvede han 6 Aar.» Husdyrenes Forædling fremmes I
derimod slet ikke ved Krydsning med andre Racer; alleJ

[page] 13

erfarne Avlere udtale sig derimod, og er det skeet, er
stor Omhu i Valget af Avlsdyrene dobbelt nødvendig. Men
ikke En af Tusinde, siger D., har skarpt Øie nok til at
blive en fortrinlig Race-Avler; det gjælder her om at have
Øie for Forskjelligheder, der ere saa fine, at selv et øvet
øie ikke seer dem, men som ved at multipliceres gjen-
hem Avlsvalget og udvikles i en bestemt eensidig Ret-
ning til sidst blive saa overveiende, at et virkeligt Re-
sultat er vundet. Af samme Grund variere vore for-
skjellige Arter af Kulturplanter -netop kun saa stærkt i
de Dele (Organer), som have en eller anden bestemt prak-
tisk Betydning for Mennesket; Zirplanterne i Blomsterne,
Bodfrugterne i Knoldene, Kornsorterne og Frugttræerne
i Frugterne, Bælgfrugterne i Bælgene o. s. v., men ikke
synderligt i andre Dele, om end det ovenfor omtalte Af-
hængigsheds-Forhold mellem et Dyrs eller Plantes for-
skjellige Dele kan medføre, at en ringe Variation ogsaa i
andre Forhold ledsager den, som man bevidst eller ube-
vidst har fremavlet i Frugten, Bladene, Blomsten osv.
Maaskee er man først i dette Aarhundrede bleven sig
dette Avisvalgets Princip bevidst; men Fremgangs-
maaden har. alligevel Aartusinders Ælde, om end kun i
den simple Form, at under Hungersnød, Oversvømmelser,
Krig osv. vil selv den raaeste Vilde yde sin bedste Hund eller
Hest osv. al den Beskyttelse, som han formaaer, medens
han opgiver de mindre udmærkede Individer. (Ildlænderne
fortære i Hungersnød hellere deres gamle Koner end
deres Hunde.) Havde man ikke allerede i Oldtiden, saa
at sige uden at gjøre sig Regnskab derfor, valgt de bedste
Pæresorter, som dengang havdes, til Formering, vilde vi
nu ikke have saa gode Pærer, som vi have. I Tidens
Løb have derfor de dyrkede Planter og Dyr fjernet sig

[page] 14

saa langt fra Stamarten, at denne ofte ikke længere er til
at kjende, eller med andre Ord, at man nu ikke veed, hvor-
fra de nedstamme. Deri at Anvendelsen af dette Princip
i Begyndelsen er saa at sige ubevidst, ligger det ogsaa, at
man kjender saa lidt til Racernes Historie; først efter at
disse lidt efter lidt have udpræget sig i en mere betydelig
Grad, henledes Opmærksomheden paa dem, og de faae
særegne Navne; men da er deres tidligere Historie i Reglen
ikke længere til at udrede. I jo større Masser et Dyr
eller en Plante holdes, desto gunstigere ere naturligvis
Udsigterne til deres Forædling, thi desto flere Muligheder
er der for Fremkomsten af Eiendommeligheder, som
det er værd at holde fast paa. Mange andre Forhold
komme i øvrigt ogsaa i Betragtning, men kunne her
forbigaaes; at Tam-Katten f. Ex. ikke kløver sig i Racer,
er en simpel Følge af, at man der ikke har det i sin Magt
at vaage over eller indvirke paa Avlen. Af Gæs har man ingen
Afarter, fordi de kun benyttes til at yde Kjød og Fjer;
egner et Dyr eller en Plante sig derimod til at benyttes
i mange forskjellige Retninger, vil der snart under Kul-
turens Indflydelse danne sig tilsvarende Racer af dem.

2.

Efter Darwins Mening variere Arterne ogsaa i
Naturtilstanden langt mere end man i Almindelighed
antager, selv i physiologiske Forhold, som man ikke kan
lade være at tilskrive en vis Vigtighed. Han bemærker
ret træffende, at ved Bedømmelsen af denne Vigtighed
bevæger man sig ofte i en Kreds; man har let ved at
benægte, at Variationen ogsaa udstrækker sig til vigtige
Organer og Charakterer, naar man kun regner dem for
vigtige, som Erfaringen viser ikke variere. Exempler paa

[page] 15

variable Plantearter afgive Slægterne Rubus (Brombær),
Rosa, Bieracium (Høgeurt) osv., hvor aldrig to Botanikere
ere enige om, hvad der er Art og hvad der kun er Varietet.
Kan Naturforskeren finde alle Overgange mellem to Former
gjennem en Række af Mellemformer, vil han sige, at
det kun er to Varieteter (forudsat at ikke en Bastarddannelse
kan antages at have fundet Sted); og i mange Tilfælde afgiver
han den samme Kjendelse, fordi han ifølge Analogien med
andre lignende Tilfælde er tilbøielig til at antage, at saa-
danne Mellemformer findes eller kunne have været til,
skjøndt han rigtignok ikke kjender dem. Følgen er, at det i
mange Tilfælde kun kommer an paa et Skjøn, og der
er derfor kun faae Arter, hvis Grændser ikke af for-
skjellige Naturforskere af ubestridelig Autoritet og med et
anerkjendt sundt Blik ere blevne dragne forskjelligt. Om
hvor mange af de for Nord-Amerika og Europa fælles
Dyreformer er man ikke i denne Uvished, om det er den
samme Art, der optræder med to klimatiske Afarter, en i
Europa og en i Nord-Amerika, elier om det er to særskilte
Arter? Er den engelske, islandske og norske Rype 3 Arter
eller 3 Afarter af samme Art? Er den geographiske Af-
stand stor, vil man erklære sig for det første, er den
ringe maaskee for det sidste. — De fleste Varieteter har
man lært at skjelne hos de Dyre- og Planteformer, som i
en eller anden Henseende have særlig Betydning for
Mennesket (f. Ex. Egen, Flodkrebsen, Silden, Torsken*).

*) Man maa ikke oversee, at i disse artrige Slægter er man i Reglen
nødt til at studere Arterne meget grundigt for at fastsætte deres
Kjendemærker, og derved faaer man langt mere Leilighed til at
blive deres Afarter var end i de artfattige Slægter, hvis Arter ere
mere forskjellige indbyrdes end hine, og som derfor langt fra staderes
med den Omhu. Dertil kommer, at netop deres Betydning for

[page] 16

D. antager derfor Begreberne Art, Underart, Varietet
og individuel Afvigelse for kun at være kvantitativt
forskjellige*), for at repræsentere en Gradation i en
sig udviklende Forskjellighed, der begynder med
en »individuel Afvigelse« og ender med at danne
en »Art». »En godt udpræget Afart (Varietet)
er en begyndende Art«, siger han; og den bliver til

Mennesket giver Anledning til Studier i samme Retning; det bliver

af-lige stor Vigtighed for Fiskeren og Ichthyologen at vide, om

alle1 Sild eller alle Torsk ere lige gode, eller om der indenfor Arten

. er Former (Afarter), som i denne Henseende besidde et Fortrin,

(Medd. Ånm.)
*; Med denne magre Definition af Artsbegrebet vil man ikke kunne
lade sig nøie. Hvor uenige Naturforskerne end i mange Tilfælde
ere om, hvor Artens Grændser skulle trækkes, vildo gingen Zoolog
eller Botaniker, der besidder praktisk Øvelse i at udrede Arter,
opgive Ævret i den Grad, som D. her gjør det; tvertimod han
vil paastaae, at har han blot Materiale nok til Spørgsmaalets
Afgjørelse og tilstrækkelig empirisk Kjendskab til den om-
handlede Dyregruppe, vil han altid kunne give et aldeles af-
gjørende og uomtvisteligt Svar. Har Svaret hidtil i mange Til-
fælde lydt forskjelligt, da har enten en af Vedkommende ikke
havt Øvelse nok i at behandle den specielle Dyre eller Plante-
gruppe — eller han har ikke givet sig Tid nok — eller han har
ikke havt Materiale nok, ikke havt et tilstrækkeligt Antal Exem-
plarer af alle Aldre og Kjøn og fra forskjellige Steder, ikke ud-
videt sin Undersøgelse til Skelettet f. Ex. osv. osv. Skulde alt
andet glippe, er der endnu et »experimentum erucis«, der saa
godt som aldrig er bleven anvendt, i mange Tilfælde heller ikke
kan anvendes, i al Fald er meget besværligt og tidsspildende
og ikke kan anvendes i Museer eller Studerekamre, nemlig at
prøve om de omhandlede Former formere sig lige saa godt med
hinanden som Individer, der bevisligen tilhøre samme Art, Havde
man blot nogle flere Forsøg af denne Slags med tvivlsomme
Arter, vilde man deraf kunne drage Analogier til andre Tilfælde,
hvor Forsøget endnu ikke er anstillet eller maaskee ikke engang
ret vel kan anstilles; men af saadanne Forsøg, anstillede i dette
bestemte Øiemed, haves endnu altfor faae.

(Medd, Anm.)

[page] 17

Art gjennem den Proces, som han kalder Naturens
Avlsvalg (»natural selection«) eller Kaaring, og som er
analog med det kunstige Avlsvalg, som har frembragt
Vore Kultur-Racer. Er Afarten en sig udviklende og
selvstændig Tilværelse tilkæmpende Art, er det
ogsaa let forklarligt, at de fleste Afarter netop findes i de
artrige Slægter, hvis Arter optræde med et stort Antal af
Individer og ere udbredte over store Strækninger; er
derimod hver Art Produktet af en særskilt Skabelsesakt,
seer man ingen Grund til at det skulde være saa.

3.

Da Arterne ogsaa i Naturtilstanden besidde en
vis, om end ringere, Variabilitet, vilde der ogsaa der kunne
uddanne sig forskjellige Former af en oprindelig identisk
Grundform, naar der kunde finde et Slags Udvalg Sted
af de Former, der kom til at forplante sig, saa at visse
Modifikationer udelukkedes , andre ophobedes. Denne
Divergens i Udviklingen fører efter D.'s Theori til Dannelsen
af nye Arter, Slægter osv., og hint Udvalg er igjen en nød-
vendig Følge af Organismern es Kamp for deres Til-
værelse. Af denne Naturens Kamp, som grunder sig
paa mange forskjellige Forhold, giver D. en interessant
Skildring, af hvilken vi her skulle gjengive nogle Stykker.

»Vi see Naturen omkring os strutte i sin Livsfylde, i
sin Overflod paa Føde, men vi tænke ikke paa, at Fuglene,
der lade deres sorgfrie Sang høre omkring os, leve af
Insekter eller Frø og altsaa bestandig tilintetgjøre andre
Væseners Liv; at disse Sangfugle, deres Æg og Unger
uophørlig tilintetgjøres af Rovfugle og andre Fjender; at
findes der end for Øjeblikket Føde til dem alle, er dette
dog ikke Tilfældet paa enhver Aarstid.« Paa Ørkenens

2

[page] 18

Rand kæmper Planten med Tørken om sit Liv; selv om
den frembringer tusinde Frø hvert Aar, kommer dog maa-
skee kun et af dem til Udvikling; de andre bukke under'
i Kampen med de andre Arter eller Individer, som optage
Jordbunden. Voxer der mange Mistelplanter paa et Æbletræ,
vil dette gaae ud og Snylteplanterne med det, men disses
Tilværelse er desuden afhængig af, at Mistelbær blive førte
hen til et dertil passende Træ af Fuglene, og findes der paa
et givet Sted ingen Fugle, som ville fortære deres Bær,
maa denne Plante paa dette Sted bukke under i »Livets-
Kamp». Dersom ikke enhver Art leed stærkt ved saadanne
fjendtlige Indgreb, vilde hver enkelt af dem i en forbausende » \
kort Tid formere sig saa stærkt, at den optog hele Jorden;
de befinde sig derfor i en uafbrudt Kamp deels med
andre Arter, deels med Individer af deres egen Art, og
det gaaer naturligvis ud over de svagere. Dersom en
eenaarig Plante kun frembringer to Frø, vil den dog i 20
Aar levere en Million Planter, forudsat at ingen af dem
gaaer til Grunde; antager man, at Elefanten forplanter sig
fra sit 30te til sit 90de Aar og i al denne Tid kun faaer
3 Par Unger, vilde der dog af et Par i Løbet af 500 Aar
være bleven 15 Millioner, hvis ikke »Livets Kamp» holdt
Formereisen i Tømme. Planter, som ere blevne overførte
til fremmede Verdensdele og der have fundet gunstige
Forhold, have derfor ogsaa formeret sig der i en for-
bausende Grad, ikke fordi Formeringsevnen er bleven
ligefrem forøget, men fordi den idelige Tilintetgjørelse der
er svagere. Om en Art er hyppig eller ikke i Naturen,
afhænger ikke af, om den frembringer mange Frø eller Æg;
hos mange Dyr og Planter er dette kun Tilfældet, fordi
disse Æg eller Frø ere udsatte for saa mange Efter-
stræbelser, at det er en reen Undtagelse, at et af dem

[page] 19

reddes; kan et Dyr derimod beskytte sine Unger mere
eller mindre godt, avler det i Reglen færre og færre i
Forhold dertil. Et Træ, der f. Ex. bliver 1000 Aar gammelt,
behøver, strengt taget, kun at sætte et Frø i hele denne
sin Levetid for at holde Arten paa det samme Antal af Indi-
vider, forudsat at dette ene Frø kunde sikkres mod enhver
fjendtlig ludvirkning. Ofte lide de unge Planter nok saa
meget som Frøet; af 357 spæde Træplanter saae D. de
295 blive dræbte af Snegle og Orme! Bliver en Mark
idelig slaaet eller afgræsset, ville af 20 Arter de 9 gaae
til Grunde, fordi de ikke saa godt som de andre kunne
udholde denne Medfart. Blev der i England i 20 Aar
hverken skudt Vildt eller Rovdyr, vilde Vildtet rimeligvis
tage stærkere af end nu, da der aarlig skydes Tusinder.
1 en kold Vinter døde, efter D.'s Skjøn, paa hans Grund
i af alle Fugle, mindre maaskee ligefrem af Kulde end
af den derved fremkaldte Mangel paa Føde. Andre Arter
sættes ikke ligefrem tilbage ved Klimaet, men derved at
dette paa et givet Sted mere begunstiger de rivaliserende
Arters Udvikling, hvilke derved blive i Stand til at tage
Luven fra hine, eller ved at det begunstiger Udviklingen
af disses ligefremme Fjender, der ernære sig af dem eller
snylte paa dem. Mangfoldige Planter taale meget godt
vort Klima i Haverne, men kunne ikke naturaliseres,
fordi de ikke have Kraft til at udholde den Kamp, der
venter dem i det frie. Epidemier ere ofte en Følge af,
at en Art har formeret sig meget stærkt (f. Ex. hos skade-
lige Insekter); hidrøre disse Epidemier fra Snyltedyr, med-
fører Værtens Undergang naturligvis ogsaa Parasitens.
Mange Planter kunne kun leve i store Masser, fordi de.
ellers ville bukke under for deres middelbare og umiddel-
bare Fjender, t. Ex. Kornsorterne; de kunne holde sig,

2*

[page] 20

fordi Fuglenes Formerelse hæmmes af andre Virkninger;
dyrker man derimod Korn efter en lille Maalestok, f. Ex.
i en Have, vil man i Reglen miste hvert et Korn.

Sammenhængen mellem de organiske Væseners Livs-
betingelser er ofte meget indviklet. Paa en aldeles
udyrket Hede f. Ex. var et lille Stykke Land bleven ind-
hegnet og beplantet med Fyr. Dette indvirkede strax paa
hele Plante- og Dyrelivet; der voxede Planter der, som man
ikke havde seet noget til paa Heden; at det ogsaa havde
frembragt store Forandringer i Insektlivet, saaes deraf, at J
der levede der 6 Arter af insektædende Fugle, som heller
ikke fandtes paa Heden udenfor Hegnet, hvor man derimod
traf 2 eller 3 andre Arter. Udenfor Hegnet fandtes ikke
et eneste Fyrretræ, men vel ved nøiere Eftersyn en Mængde
smaae Fyrreplanter, der stadigen vare blevne afgnavede
af Kvæget. Af Aarsringene* saae man, at et af dem havde j
holdt ud i 26 Aar, inden det bukkede under i »Kampen
for sin Tilværelsen. Efter at Stedet var bleven indhegnet og
fredet, voxede der derfor meget hurtig en lille Fyrreskov op,
og med den indfandt sig da alle de ovenfor omtalte Forhold.
— 1 Paraguay findes der ingen forvildede Husdyr som saa i
mange andre Steder i Amerika, fordi en vis Flue-Art lægger
sine Æg i de nyfødte Ungers Navle; dersom nu de insekt-
ædende Fugle, som leve af hin Flue, toge betydelig til i
Mængde, vilde der igjen kunne danne sig vilde Flokke af I
Heste, Oxer osv. i Paraguay lige saa godt som paa andre 1
Steder, men hine Fugle kunde saa igjen formindskes af I
Rovfugle og Rovpattedyr, disse igjen af Mennesket; og 1
opstod der saaledes store Flokke af forvildede Husdyr,!
vilde dette igjen kunne gribe betydelig ind i Plante-j
verdenen, hvilket atter vilde virke ind paa Insektverdenen
og derigjennem paa de insektædende Fugle osv., i et be-

[page] 21

standigt Kredsløb. I Reglen holde alle disse Kræfter hin-
anden i Ligevægt, saa at Naturens Physionomi i Aartusinder
forbliver det samme, indtil Menneskets Optræden paa Skue-
pladsen bringer Forstyrrelse deri. — I). har bevist, at
den almindelige Hvid-Kløver kun sætter Frø, naar Humle-
bier kunne komme til den; døde Humlebierne ud i en
Een, vilde man intet Kløverfrø avle; Humlernes værste
Fjender ere Markmusene, som hjemsøge deres Reder og
Kager; de holdes igjen i Skranke af Kattene, og man
finder derfor fleest Humlebier i Nærheden af Landsbyerne; »
ramte en Epidemi Kattene, saa at de døde ud, vilde man
intet Kløverfrø faae, og denne uundværlige Plantes Til-
værelse er altsaa afhængig af Kattens! Hvem skulde
have troet det!

Saaledes er der en evig Kamp i Naturen. Det svagere
fortrænges af det stærkere. Saaer man flere Hvedesorter
mellem hinanden, ville efter et Par Omgange kun de meest
haardføre være tilbage. Ogsaa mellem nærstaaende Arter
gaaer den for sig; den ene Art af Kakerlak, Rotte,
Svale, Drossel osv. fortrænger den anden, skjøndt man
ikke altid kan sige, hvorfor den ene gaaer af med
Seiren paa den andens Bekostning. De Planter, hvis
Frø indeholde meget Næringsstof, sættes derved i Stand til
ved en hurtig Væxt at tage Luven fra andre samtidig
spirende men mindre vel udstyrede Planter; og de med
Vinger eller Flyvefnug forsynede Frø finde lettere et
passende Voxested, fordi de føres om af Vinden, end de
der blive liggende, hvor de tilfældigvis falde, og paa et
Sted, hvor de maaskee ikke kunne komme frem, fordi
Pladsen er optaget af andre Planter.

[page] 22

4.

D. viser dernæst, hvordan denne for alle levende .
Væsener fælles indbyrdes Kamp for at vedligeholde deres
Tilværelse som Individer og som Art, kan frembringe et
tilsvarende Resultat til det, som Kulturens Valg af Avls-
individerne frembringer hos de tamme Dyr og de dyrkede
Planter. Der maa nødvendigvis i Løbet af mange Gene-
rationer en Gang imellem fremkomme en Modifikation
af Arten, som er til Fordeel for Individet, og hvorved
dette bedre sættes i Stand til at begaae sig i Verden og ;
hævde sin Tilværelse end dets Sødskende og Fættere; der
er saaledes en overveiende Sandsynlighed for, at dette j
Individ fortrinsvis vil blive kaldet til at deeltage i For-
plantningsvirksomheden og faae Ledighed til at overføre
sine Fortrin ved Arv til sine Efterkommere; har det der-
imod faaet uheldige Egenskaber, er der stor Sandsynlighed
for, at det eller i al Fald dets Efterkommere, som maatte
have arvet hine Egenskaber, meget snart ville gaae til
Grunde og saaledes forhindres i at forplante denne uheldige
Retning. Naturen gjør saaledes middelbart det samme, som
Mennesket gjør mere umiddelbart; det vælger sine Avls-
dyr, skyder nogle frem, andre ud, blot med den Forskjel,
at Naturen kun har Artens Tarv for Øie, Mennesket
derimod sit, og at Naturen har uendelig mange Gange
længere Tidsrum at virke i; Mennesket kan kun lade sig

lede af de ydre Fænomener, som falde det i Øinene,

Naturen derimod kan ved den antydede Fremgangsmaade

virke paa et hvilket som helst ydre eller indre Organ, paa

hele Livets Maskineri, den kan i det hele gaae frem med
en ganske anden Konsekvens uden at vildledes af noget
Bihensyn eller nogen falsk Theori. »Hvor flygtige ere \

[page] 23

ikke Menneskets Ønsker og Anstrængelser, hvor kort dets
Virketid, hvor fattige dets Resultater i Sammenligning
med dem, som Naturen kan opsamle i Løbet af lange
Jordperioder! Kunne vi da undre os over, at Natur-
produkterne vise sig at være langt mere »ægte end
Menneskets, og at de passe langt bedre til Livets ind-
viklede Betingelser og bære Præget af et langt høiere
Mesterskab? Det naturlige Avisvalg er hver Dag og
hver Time i hele Verden beskjæftiget med at opdage den
ubetydeligste Afændring og at forkaste, vedligeholde eller
forbedre den, alt eftersom den er slet eller god, og med
at gjøre ethvert organisk Væsen fuldkomnere i Forhold
til dets Livsbetingelser. Vi see ingen af disse sig langsomt
udviklende Forandringer, førend vi ere ovre i en ny Jord-
periode, og da er vort Kjendskab til de længst forsvundne
Tider saa ufuldkomment, at vi kun formaae at iagttage
Resultatet, nemlig at Livsformerne ere blevne andre end
tidligere, at nye Arter ere traadte i de gamles Sted.«
— Vi fatte nu gjennem denne Theori den Overens-
stemmelse, som der ofte er mellem Dyrene og deres Farver
f. Ex. mellem grønne, og graae Insekter og Bladene eller
Barken, paa hvilken de leve; Alperypen er hvid om Vintren,
den skotske Rype har derimod Hedens Farve, Urhanen
Mosejordens osv.; deres Lighed i Farve med deres Om-
givelser gjør det vanskeligere for deres Fjender at opdage
dem, beskytter dem altsaa og bliver derfor gjennem
»Naturens Avisvalg« en konstant Artscharakteer. Man
har iagttaget, at lodne Frugter staae sig bedre mod visse
Insekter end de nøgne, at gule Blommer bedre modstaae
visse Sygdomme end røde osv.; i Naturens Kamp for Til-
værelsen kan det ikke være tvivlsomt, hvilke af disse Eien-
dommeligheder der ville blive kasserede, og hvilke der

[page] 24

ville blive nedarvede. Dertil kommer, at visse Organisations-
forhold ofte medføre andre, uden at man nærmere kan
gjøre Rede for Sammenhængen, Saaledes som det alt er
antydet i det foregaaende. — Mange Gange er Avisvalget
saa iøjnefaldende, at det ikke kan undgaae Opmærksom-
heden, f. Ex. naar Hanner af Alligatorer, Lax og Eghjorte
kæmpe om Hunnerne ligesom de i Polygami levende Patte-
dyr; her gjælder den stærkeres Ret: den svagere, fra
Naturens Side mindre godt udstyrede, mister sin For-
plantningsret; hos Fuglene gaaer det maaskee fredeligere
til, og Seiren tilfalder maaskee den bedste Sanger eller
den smukkeste Han; fortsættes dette gjennem Aartusinder,
maa det have en kjendelig indflydelse paa det endelige
Resultat. Paa denne Maade kan man forklare sig mange
af de Forskjelligheder, som findes mellem de to Kjøn af
samme Art; netop gjennem »Kaaringen» af de Hanner,
som i den stærkeste Grad besad visse kjønslige Fortrin i
Henseende til Vaaben eller Prydelser af forskjellig Art, ere

disse efterhaanden traadte stærkere og stærkere frem.
-
Som Exempel paa den Maade, hvorpaa det naturlige

Udvalg af Avisindivider gaaer for sig, anfører D. Ulven,

der bemægtiger sig sit Bytte ved sin List, sin Styrke og sin

Hurtighed. Er nu Ulven i en vis Egn henvist til at søge i

sin Føde blandt Hjortene f. Ex., fordi der ikke er andet

. passende Vildt for den at jage, ville de smækkreste og

hurtigste Individer af Ulveslægten have den bedste Udsigt

til at slaae sig igjennem og derved tillige faae en over-
vejende Andeel i Artens Vedligeholdelse; dertil kan komme

forskjellige medfødte Tilbøieligheder, ligesom vi see en

Kat søge Rotter, en anden Mus, en Harer og Kaniner,

en fjerde Snepper og andet Fuglevildt. Paa denne Maade

vil der i Tidens Løb kunne opstaae en ny Varietet af

[page] 25

Ulven; virkelig hedder det sig, at der i Catskill-
bjergene findes 2 Varieteter af Ulven, en lettere, mere
myndeagtig, der forfølger Hjortene, og en plumpere, mere
kortbenet, der angriber Faarehjordene!

Et andet Exempel fra Planteverdenen: en eller anden
Plante udsondrer Honning i sin Krone; jo stærkere, dette
skeer, desto ivrigere besøges den af Insekter, desto mere
Støv overføre disse paa andre Individer af samme Art, som de
besøge af samme Grund; Krydsningen, som er en Følge
deraf, giver el særdeles kraftigt Afkom; dette vil være
meget tilbøieligt til Honningdannelse, og saaledes vil efter-
haanden denne Afsondring blive en fast Eiendommelighed
for Planten. En tilsyneladende ubetydelig Omstændighed
vil. saaledes kunne foranledige Dannelsen af en ny Afart.
Jo heldigere paa den anden Side den enkelte Bies Bygning,
Snabelens Længde og Krumning osv. er for at kunne
komme til Honningen og Blomsterstøvet, desto bedre Ud-
sigt vil den have til at bestaae, formere sig og nedarve
sine Eiendommeligheder*). Paa denne Maade kan en
Plante og et Dyr udøve en modificerende, forædlende Ind-
flydelse paa hinanden og komme til at passe bedre og
bedre til hinanden**).

') Hvis ikke uheldigvis alle Arbeidsbier vare kjønsløse, Exemplet er
derfor ikke godt valgt.                                           (Medd. Anm.)

'") Darwin sammenlignertræfiendesinTheorimedLyells omde endnu
foregaaende geologiske Forandringers Anvendelse paa Tydningen
at de geologiske Fænomener overhoved; nu hører man ikke længere
Brændingens Virkning paa Udhulningen af kæmpemæsige Dale
eller paa Dannelsen af lange Klippelinier langt inde i Landet
omtale som en ubetydelig og latterlig Aarsag, og man seer ikke
længere Dannelsen af store Dale forklaret ved en eneste uhyre
Diluvialbølge; og dersom det her opstillede Princip om den natur-
lige Kaarings store, om end langsomme, Omdannelseserne er

[page] 26

Hvilke Forhold der især fremme denne gjennem lange
Slægtsfølger sig mere og mere ophobende Afvigelse fra
de oprindelige Bygningsforhold, er vanskeligt at sige; i
nogle Tilfælde kan den fremmes ved Afsondring, men
den gaaer dog efter D.'s Mening raskere for sig, hvor
denne ikke finder Sted. Dette være nu som det vil:
tænke vi os oprindelig givet et vist Antal, f. Ex. 7, nær-
staaende Arter, da vil enhver af disse, naar de underkastes
Kampen med Livsbetingelserne, efterhaanden udvikle sig
divergerende til en Gruppe af Afarter, som hver udfylde
sin Plads i Naturens Husholdning, hver paa sin Vis have.
skabt sig en Stilling i Samfundet, og af hvilke nogle maaskee
kun have en efemer Existens, medens andre, som be-
gunstiges af deres egen iboende Kraft og af de ydre For-
hold, udvikle sig til egne Arter; dem gaaer det igjen
paa samme Maade, nogle bukke under i Tidernes Løb,
andre blive Stamarter til andre Arter osv., og det ende-
lige Resultat bliver saaledes efter mange Jordperioders Forløb
maaskee en Snes Arter, som ville blive henførte til flere
forskjellige Slægter, fordi de forbindende Mellem-
former efterhaanden ere skudte ud. Vi maae nemlig
erindre , at Kampen i Naturen ikke blot frembringer nye
Former, men tillige bestandig udskyder og tilintetgjør;
det begynder med at en Art bliver sjelden; et eneste
ugunstigt Aar er da maaskee nok til at udrydde dens
sidste Repræsentanter. Det bedste Billede, som man kan
give af Naturen, opfattet som systematisk Hele, er som
et Træ med sine større og mindre Grene: lad hvert Blad

sand, vil det ogsaa fortrænge Theorien om en fortsat Skabelse af
nye Organismer eller om pludselige og gjennemgribende Modi-
fikationer af disse.

[page] 27

forestille en Art, hver lille Green med sine Blade en
Slægt, hver større Green en Familie, de af næste Grad
Ordener og Klasser, Stammens Hovedgrene Rækkerne osv.,
hvor godt passer dette da ikke paa den her fremsatte
Theori, der lader den hele Mangfoldighed af Arter lige-
som udgrene sig fra en eneste? Paa hvilken anden
Maade vil man forklare hine forskjellige Slægtskahsgrader
mellem de nu levende Væsener, som man saa træffende
har sammenlignet med Træets Forgrening? Vare alle Arter
skabte uafhængigt af hinanden, vilde de da ikke alle
staae hinanden lige nær og lige fjernt? Der vilde da kun
existere Arter, hverken Slægter eller Familier, for
hvilke Begreber man instinktmæsigen har valgt Udtryk,
der fremkalde Forestillingen om en fælles Nedstamning*).

Vi ville gjengive Forfatterens Fremstilling af dette Billede med
hans egne Ord, da disse maaskee allerbedst ville give Læseren
en Forestilling om hans Theori: »Slægtskabet mellem alle Væsener,
der henhøre til samme Klasse, er ofte bleven fremstillet i Form
af et stort Træ. Jeg troer, at dette Billede i høi Grad svarer
til Sandheden. De grønne, knopskvdende Grene forestille de nu-
værende, de tidligere Aarsskud den lange Række af uddøde Arter.
I enhver Vaextperiode have alle voxende Grene stræbt efter at
skvde ud til alle Sider og at voxe fra de omgivende Grene og
undertrykke dem, ligesom Arter og Grupper af Arter i den store
Kamp om Tilværelsen søge at overvælde andre Arter. De store i
mange mindre Grene gjentagne Gange underafdelte Grene have i
sin Tid selv været unge, knopskvdende Grene, og denne For-
bindelse mellem de tidligere og de nuværende Knopper ved flere
Systemer af Grene forestiller ganske godt alle de uddøde og levende
Arters Klassifikation i Grupper og Undergrupper. Af de mange
Grene, som udviklede sig, dengang Træet var en Busk, leve nu
kun 2 eller 3, der som mægtige Grene afgive alle de andre For-
greninger, ligesom kun meget faae af de Arter, der levede i længst
forsvundne Jordperioder, endnu have levende, afændrede Efter-
kommere. Siden Stammens første Udvikling er mangen en Green
tørret ind og forsvundet, og disse undergaaede Grene af for-
skjelligt Omfang kunne forestille hine Ordener, Familier os Slægter,

[page] 28

5.
Det er altsaa Afændringen, der giver det Stof,
som »Naturens Eaaring« bearbeider, som giver det første
Anlæg til de Forandringer,, hvoraf Avisvalget ved Ned-
stamningens Accumulationsevne danner nye Arts- og
Slægtscharakterer. imidlertid ere Afændringens Love meget
dunkle; ikke i et Tilfælde af hundrede ere vi i Stand til at
sige, hvorfor et eller andet Organ hos Børnene har ud-
viklet sig anderledes end hos Forældrene. De ydre Livs-
betingelser, Klima, Føde osv., tilskriver D., som alt er anført,
kun en ringere Indflydelse derpaa**). Større Betydning

der kun kjendes som fossile og ikke have nogen nulevende Re-
præsentant. Og ligesom vi undertiden see en enkelt tynd Green
komme frem langt nede paa Stammen og blive ved at leve, be-
gunstiget af Tilfældet, saaledes træffe vi ogsaa paa enkelte Dyre-
former, der ved deres Slægtskabsforbindelser forbinde to store
Grene af den levende Verden med hinanden og aabenbart ere
reddede fra Undergang ved at beboe et eller andet Sted, hvor de
fandt Beskyttelse mod Livets Kampe. De nulevende Ganoider
f. Ex. ere alle Ferskvandsfiske, fordi Ganoidformen lettest kunde
holde Livet vedlige i fersk Vand ifølge den Lov, at i snevre vel-
afgrændsede Distrikter er de levende Væseners indbyrdes Rivalisation
mindst heftig. Ligesom Knopper avle nye Knopper, der stræbe
efter at rage frem til. alle Sider og voxe ud over de svagere Grene,
saaledes er det gaaet med Livets store Træ, der med sine døde
og afbrudte Grene opfylder Jordskorpen dg beklæder dens Over-
flade med sine herlige, endnu bestandig friske Skud skydende
Grene.» —
') De ville vistnok stemme Forældrenes Konstitution gunstig for
Afkommets Variabilitet, men hvorfor denne netop yttrer sig i dette
eller hint Forhold, formaae vi ikke at sige. Det kan ikke nægtes,
at Arter, der ere bundne til et vist Klima, otte have de samme
Eiendommeligheder som Afarter af andre Arter under samme
Forhold, f. Ex. kjødfulde Blade hos Strandplanter, matte Farver
hos Strandfugle og Kyst-Insekter, livlige Farver hos Sneglehuse fra
lavt Vand i varme Egne, Forhold, som alle tale for D.'s Theori,

[page] 29

vil det have, at naar et Organ er af stor Betydning for
Dyret og derfor bruges meget, vil det naturligen hos Af-
kommet fremtræde i en bestandig mere og mere uddannet
Skikkelse, medens omvendt, hvis det er unyttigt, det vil
aftage i Omfang og Brugbarhed og til sidst maaskee for-
svinde. Meget store Fugle, som Strudsen, behøve ikke
Vinger for at unddrage sig deres Forfølgere; de miste der-
for i Tidens Løb Flyveevnen, uagtet de maaskee op-
rindelig i denne Henseende have forholdt sig som Trappen.
Gravende Pattedyr have ofte meget smaae Øine og et svagt
Syn eller ere endog aldeles blinde; andre i Tusmørke
levende Dyreformer have tvertimod meget store Øine, fordi
Synssandsen for dem er et uundværligt Gode. Af Maderas
Biller er et forbausende stort Antal (c. 1/3) vingeløse; de vingede
Insekter føres nemlig paa en saadan lille 0 let udi Havet
og omkomme der; at mangle Vingerer derfor her etFor-
trin, som Naturen stræber at tildele sine Arter derved,
at de Individer, der tilfældigvis faae de svageste Vinger,
bestandig blive dem, der holdes i Live, medens de andre
bukke under. Den mærkelige Hulefauna i de dybe
Kalksteenshuler i Europa og Amerika bestaaer væsenligen
af blinde Insekter og andre Leddyr, hvis nærmeste Slægt-

at Arter kun ere mere udprægede og mere konstante
Afarter; i modsatPFald vilde disse Egenskaber i det ene Til-
fælde være Arten medfødt, i det andet derimod fremkomne ved
Afendring, hvilket synes lidet konsekvent. Naar Dyr af samme
Art i koldere Klimater faae en tættere Pels, hidrører dette saa
fra Klimaets umiddelbare Indvirkning paa Huden eller derpaa. at
de med den bedste Pels beklædte Individer i disse Egne ere blevne
fortrinsvis »valgte« af Naturen til at forplante Arten? Det er let
at bevise, at den samme Afændring kan opstaae under forskjellige
Livsbetingelser og omvendt, medens der paa den anden Side
ogsaa gives konstante Arter, der aldrig variere, selv i de for-
skjelligste Klimater.

[page] 30

ninge ikke ere blinde og leve ovenover Jordens Overflade. 1
i det omliggende Landskab. Der er derfor ikke anden
Lighed mellem den amerikanske og europæiske
Hulefauna end den, der følger med den Grad af Lighed,
som findes mellem begge Landes Leddyrverden over-
hoved: Hulefaunaen er som en Forgrening ind i Bjergets
Indre af den omgivende Dyreverden. Paa hvilken anden
Maade end gjennem det Darwinske Princip vil man til-
fredsstillende forklare dette Forhold? Vare de skabte
særligt for Hulelivet, maatte man vente at de krainske og
kentuckyske Huledyr vare langt nærmere beslægtede med
hinanden end de ere. Visse Skarnbasser mangle konstant
»Tarsen« (Fodleddene) paa Forbenene, andre have den i
uudviklet Skikkelse, og andre skulde egenlig have den,
men den er i Reglen afbrudt; den kan altsaa ikke have
stor Betydning for dem, og det er da let forklarligt, at
den hos hine Arter kan være forsvunden aldeles, fordi
de nemlig aldrig bruge dem. Det er i disse Tilfælde
vanskeligt at sige, hvad der er Følgen af, at et Organ
ikke anvendes, og hvad der er Følgen af »Kaaringen«,
som — uden at nogen bestemt Hensigt fra Individernes
Side kan finde Sted eller kunde udrette noget — fremmer
det nyttige og hæmmer det skadelige. Bruges et
Organ ikke — f. Ex. Øiet hos Dyr, der leve i Mørke, —
da er det ofte ligefrem til Skade, da det er udsat for
Sygdomme eller for at besværes paa anden Maade, til
Plage for Dyret, ved den underjordiske Levemaade.

Det er heller ikke muligt altid at trække en Grændse
mellem, hvad der er en Følge af Naturens Avisvalg og
altsaa af fælles Nedstamning, og hvad der hidrører fra
den dunkle Sammenhæng, som der er mellem Legemets
forskjellige Dele, og i Kraft af hvilken en Afændring af

[page] 31

en Deel ofte medfører Afændring af andre, der tilsyne-
ladende ikke komme den det mindste ved. Det er vel
neppe tilfældigt, at de Pattedyr, der have de meest af-
vigende Tandforhold (Gumlere og Hvaler) ogsaa have den
meest afvigende Hudbeklædning; thi Huddannelser og
Tænder ere til en vis Grad eensartede Dele, og det er
en Lov, at naar af to eensartede Dele den ene modificeres,
er det samme gjerne tillige Tilfældet med den anden.
Fordi to Forhold følges ad, er det i øvrigt ikke vist, at
det ene er en Følge af det andet; Arten eller Slægten kan
have lagt sig dem til ganske uafhængigt af hinanden til
meget forskjellige Tider. Allerede G o the har sagt, at
Naturen er nødt til at spare paa et Sted, hvad den giver
paa et andet: skal en So give Mælk, kan den ikke blive
fed, og samme Kaalsort kan ikke paa en Gang yde kjød-
fulde Blade og olierige Frø. Bliver et Organ unyttigt for
en sig uddannende Art, er det en Fordeel for Organismen,
at det inddrages, da det ellers tærer paa det disponible
Næringsstof og altsaa svækker Organismen; snyltende Skal-
dyr, der beskyttes af andre Organismer, miste derfor selv
Skallerne. Dog vil Naturen ogsaa være i Stand til at give
et betydningsfuldt Organ en stærkere Uddannelse uden at
være bundet til at gjøre dette paa de andres Bekostning.
Organer, som ere tilstede i meget stort Antal, variere
mere baade i Henseende til Antal og Bygning end de,
som kun ere tilstede i mindre Antal; lavere Former mere
end høiere, fordi hines Organer have en fieersidigere
Anvendelse; rudimentære Organer, paa hvilke der ikke
ligger megen Magt, ere meget tilbøielige til at variere;
er en Deel usædvanlig stærkt udviklet hos en Art (Orangu-
tangens Arme f. Ex.), vil den være større Variationer
underkastet end den tilsvarende mindre udviklede Deel

[page] 32

hos andre Arter. Ogsaa dette forklares let af D.'s Theori;
det er nemlig et Forhold, som Arten aabenbart har
lagt sig til for ikke ret længe siden, og som kun kan
være udviklet ved en temmelig stærk Variationstendens,
og det er derfor naturligt, at det endnu ikke kan have
antaget nogen rigtig fast Charakteer, ligesom vore Husdyr-
Racer ingen Fasthed vise, saa længe de ere af forholdsvis
ny Oprindelse. Det samme gjælder om de underordnede
Kjønsmærker, som udmærke de to Kjøn, men ikke staae
i nogen Forbindelse med Forplantningen; de variere meget
saa vel indenfor Slægten som indenfor Arten, og ofte ere
de samme Forhold i nogle Slægter Artsmærker, men i
andre Kjønsmærker, f. Ex. Antallet af Fodled og Vinge-
ribbernes Forløb hos visse Insekter. Finder man, at i en
given Slægt et Forhold optræder med større Forskjelligheder
fra Art til Art end hos andre nærstaaende Slægter, kan
man ogsaa være vis paa, at det vil variere betydeligt
indenfor hver af hine Arter. Overhoved variere Arts-
.. mærkerne lettere end Slægtsmærkerne; disse ere nemlig,
efter D., af ældre Oprindelse end hine, de ere netop
Slægtsmærker af ingen anden Grund, end fordi
flere Arters Stamfader har besiddet dem og ned-
arvet dem paa sit Afkom, de nuværende Arter; i Plante-
slægter, hvis Arter alle normalt have blaae Blomster, er
det f. Ex. sjeldent at træffe en Afart med røde, hvilket
derimod oftere vil findes hos Arter, der vel normalt
ere blaae, men høre til Slægter, for hvilken den blaae
Farve ikke er nogen fast Regel. 1 alle disse Forhold
seer D. en sammenhængende Kjede af Kjendsgjerninger,
der kun lade sig forklare ved hans Theori.

Der er ofte en vis Analogi mellem Afarter af nær-
staaende Arter, og Afarter minde ofte paa en paafaldende

[page] 33

Maade om andre Arter, navnlig saaledes at de gjenoptage
visse den hypothetiske Stamform oprindelig tilkommende
Forhold, der ere gaaede tabt hos dens egen Hovedart.
Et smukt Exempel paa denne Lov, der har sit tilsvarende
i hvad der finder Sted hos Husdyrene, f. Ex. Duerne,
hvis meest extreme Racer, især naar de krydses,
saa hyppig falde tilbage til Klippeduens Farver, afgive
mange Hesteracer, der — især som Føl — tydelig vise
Æslets Rygstribe og 1 — 3 Skulderstriber, ja endog Striber
paa Benene og Hovedet*). Ogsaa hos Bastarder (saavel
hos Mulæsler som hos Bastarder af Æsel og Dshiggetai)
er dette ikke sjeldent, uagtet ingen af Forældrene have
vist Spor til Striber. Dette vil vanskeligt kunne forklares
anderledes, end at alle Hestearters Stamrace har havt
Charakteren af en Tigerhest, hvilken Charakteer hos de
nuværende Arter er bleven stærkt udpræget hos nogle
(Zebra, Kvagga osv.,) og fortrængt hos andre, men dog ikke
kan lade være at dukke op igjen hos enkelte Racer eller
hos enkelte Individer af disse.

(Fortsættes.)

*) Saaledes forklares maaskee det bekjendte Tilfælde, at en Hoppe,
der tidligere havde født et Bastardføl med en Zebra, senere med
en virkelig Hingst fik et Hesteføl, der viste Spor til Stribning,
et Tilfælde, hvoraf man har villet udlede, at en tidligere Be-
frugtning kunde indvirke paa en senere Avl.          (Medd. Anm.)

3

[page] 131

Andet Afsnit.

(Forskjellige Indvendinger mod Theorien; Instinktet; Bastarddannelser;
Geologiens og Palæontologiens Resultaler).

6.

Uarwin søger dernæst at imødegaae de Indvendinger, som
man kunde opstille mod hans Theori. Den første af disse
er denne: »Hvorfor see vi ikke overalt i Naturen
utallige Overgangsformer? hvorfor byder Naturen os
en Række af i det hele vel afgrændsede Arter istedenfor
et Miskmask af Former, der løbe i hinanden?«

Man kan hertil svare for det første, at mange Arter
kunne være opstaaede paa en Tid, da Lande eller Have,
der nu hænge sammen, endnu vare adskilte; mellem de
under disse Forhold opstaaede Arter vil man da ikke med
Grund kunne vente, at der skulde være Mellemformer.
Dernæst, at Naturen ved »Alvsvalget« selv sætter Grændse
for den uendelige Afændring ved at udstøde alle mindre
heldige Former; det gaaer dermed som med Afarterne.
Man tænke sig en sammenhængende Landmasse, bestaaende
af et stort Bjergland, et udstrakt Sletteland og paa Grændsen
mellen dem et smalt Bakkestrøg. Hos Beboerne af hver
af disse Landstrækninger vil der f. Ex. uddanne sig en egen
Faarerace, men Bakkelandets Race vil, selv om alle andre
Betingelser ere lige gode, paa Grund af dens ringere Anlal

9*

[page] 132

af Jndivider ikke skride saa hurtigt frem paa Forædlingens
Bane som de andre og efter nogen Tids Forløb derfor
fortrænges af disse. Paa samme Maade vil det gaae med
Arterne, hvis disse kun ere sig udviklende Afarter.
Mellemformerne maae imidlertid have levet en Gang; man
kunde derfor mene, at man maatte finde dem som fossile;
at dette dog kun i en meget ringe Grad kan være Til-
fældet, udvikles senere i et eget Afsnit. »Jordskorpen er
vel et stort Museum, men dettes naturhistoriske Samlinger
ere kun tilveiebragte til enkelte Tider, der ligge uendelig
langt fra hinanden.«

En anden Hovedindvending er: Hvorledes vil et Dyr
(eller en Plante) med en bestemt, skarpt udpræget
Levemaade og Bygning kunne have sin Oprin-
delse fra et andet med en ganske anden Leve-
maade og Bygning? Hvorledes kan f. Ex. et Land-
Rovdyr forvandles til et Vand-Rovdyr? Svaret gives, efter
D.s Mening, let af de i Naturen virkelig forekommende Over-
gangs- eller Mellemformer mellem større Grupper med for-
skjellig Bygning og Levemaade. Flodilderen f. Ex. har
Svømmehud mellem Tæerne og ligner Odderen i Hen-
seende til Pelsen, de korte Been og Haleformen; om
Sommeren dykker den i Vandet og lever af Fisk, om Vintren
lever den som andre Ildere af Mus. Den kan altsaa be-
tragtes som en Overgangsform mellem Ilder og Odder.
Hvorledes skulde man vel kunne forklare sig Flager-
musenes Tilblivelse efter D.s Theori? Naar man seer
hen til de mange Tillempninger, hvorved den sædvanlige
Pattedyrform gjennem Flyveegern og Flagreaber bringes
til at nærme sig Flagermusens, til de mange Trin fra
Egernets behændige Spring gjennem de flagrende Pattedyrs
Svæven til Flagermusens virkelige Flugt, kan man ikke

[page] 133

betvivle, at denne saa afvigende Pattedyrforms Uddannelse
jo er skeet gjennem lignende Mellemled. Dersom de nu-
levende Slægter af »vingeløse Fugle*)« vare strøgne af
Systemet, dersom de f. Ex. alt for rum Tid siden vare
uddøde og forblevne ubekjendte, hvem vilde da have troet,
at der kunde existere saa mange Trin i Flyveevnens
Udvikling hos Fuglene? Det følger af sig selv, at disse
hypothetiske Overgangsformer ofte kun fik en kort Til-
værelse, og at de derfor nu ikke længere kunne paavises.
Det er fremdeles ikke vanskeligt at anføre Exempler paa,
at Dyr kunne forandre deres Levemaade — f. Ex. de
Insekter, som leve af indførte Planter — eller at denne kan
ligesom grene sig ud i meget forskjellige Retninger; den
sorte Bjørn i Nordamerika svømmer ofte i hele Timer
om i Vandet med aaben Mund for at fange Smaadyr ligesom
en Hval, og D. anfører Exempler paa Fugle, hvis Leve-
maade paa en Gang svarer til Taarnfalkens og Isfuglens,
eller, som Musvitens, omfatter baade Tornskadens, Træ-
løberens og Nøddekrigens. Ofte seer man ogsaa i en
Slægt med meget udpræget Bygning, hvis andre Arter
strængt holde sig til den derved paabudte Levemaade,
enkelte alligevel afvige paafaldende i denne Henseende,
f. Ex. frugtædende Spætter eller langvingede Spætter, der
fange Insekter i Flugten istedenfor paa disse Fugles sæd-
vanlige Maade; paa la Platas Sletter, hvor der ikke
voxer et Træ, lever der en Fugl, som i Bygning, Røst,
Flugt, Farver o. s. v. er aldeles en Spæt, men som hverken
klattrer eller kan klattre. I Ildlandets stille Sunde gives
der en Stormfugl (Puffinaria Berardi), der vilde blive tagen
for en Alk — altsaa en Fugl af en ganske anden Familie

*) See dette Tidsskrift 2den Række 1 Bd.

[page] 134

— efter sin hele Maade at leve, dykke og svømme paa
Naturligvis har i alle disse Tilfælde Fuglens Bygning ogsaa
faaet sit særegne Præg af den afvigende Levemaade; men
det er dog en virkelig Spæt, en Stormfugl og ikke en
Alk o. s. v. Der gives Gæs, altsaa »Svømmefugle« med
»Svømmehud«, der aldrig gaae i Vandet; Fregatfuglen har
Svømmefødder, men nedlader sig aldrig paa Vandet, svømmer
følgelig heller ikke. Rørhønsene ere lige saa meget Vand-
fugle som Vandhønsene, uagtet der er stor Forskjel paa
deres Fodform, som hos Rørhønsene omtrent er den
samme som hos Vagtelko ngen, der vel hører til den samme
Familie, men har Vagtlens eller Agerhønens Levemaade.
Man kan sige, at i disse Tilfælde har Skaberen sat et
Dyr af en Gruppe paa samme Plads i Livet, som ellers
tilkommer Dyr af andre Grupper; ifølge D.s Theori er
dette en Følge af de to Hovedforhold: 1) Særkjendernes
Arvelighed, hvorved f. Ex. alle »Svømmefugle« have
arvet »Svømmehuden« efter deres hypothetiske Stamart, og
2) Afartningsprineipet, der bringer Fløjmændene i
de fra to forskjellige Urformer nedstammende Grupper i
umiddelbar Berøring med hinanden og stiller dem omtrent
paa samme Plads i Livet.

Fremdeles vil man kunne opstille den Indvending:
Er det muligt, at det samme Princip', Avlsvalget,
baade kan frembringe de ubetydeligste og uvæsen-
ligste Organer og de allerfuldkomneste, f. Ex.
baade Giraffens Haladusk og Ørnens Øie? Meget
ofte vide vi slet ikke, om et Organ er af Betydning eller ikke
for Dyret; deraf at det er ringe eller uanseligt, tør man
endnu ikke slutte noget. Giraffens Haledusk er den maaskee
af stor Betydning som Insektsmække; vi vide jo, at der
er Egne i Afrika, hvor de store Hovpattedyr ikke kunne

[page] 135

ve for Fluerne. Dernæst er mangt et tilsyneladende
væsenligt Redskab maaskee netop tilstede, fordi det er
nedarvet fra Stamarten; Hvirveldyrenes Urform (Archetyp)
er uden Tvivl udstyret med Hale, og dette forklarer, at
denne Legemsdeel findes hos mange Hvirveldyr, hvor den
ikke er til nogen begribelig Nytte. Endelig optræder
selv det fuldkomneste Redskab altid, naar man forfølger
det gjennem en længere Række af Former, med saa mange
Trin i sin Uddannelse — som f. Ex. Øiet hos Leddyrene
- at den Forestilling næsten fremkommer af sig selv,
at det kan være bleven uddannet gjennem en lignende
Trinrække. Den gamle Regel »natura non facit saltus«
(»Naturen gjør intet Spring«), der just ikke altid gjælder
om Dyre- og Plante formerne, naar disse opfattes som et
systematisk Hele, gjælder næsten altid om Legemets enkelte
Organer. Enkelte Redskaber synes vel at gjøre en Und-
tagelse i denne Henseende f. Ex. Fiskenes elektriske Red-
skaber, og dog har man i de senere Tider deels paavist
en høi Grad af Analogi imellem dem og Musklerne, deels
Overgangsdannelser mellem disse to tilsyneladende for-
resten saa forskjellige Organer, saa det turde vel være, at
ogsaa deres Uddannelse kunde forklares gjennem D.s Theori.
Et smukt Exempel paa, hvorledes et Organ kan aldeles
forandre Bestemmelse og Brug og uddannes i en heel
ny Retning, er Fiskenes Svømmeblære; ingen Fysiolog
vil nu nægte, at dette Redskab og de høiere Dyrs Lunge
jo er det samme, der er uddannet i to forskjellige Ret-
ninger og hos enkelte Fiske (Lungefisken, Lepidosiren)
endogsaa virker paa begge Maader. Denne Lungens Op-
rindelse vil kunne forklare, at ogsaa hos os gaaer Føden
forbi Indgangen til Luftrøret, hvor uhensigtsmæsigt dette end
i og for sig synes at være (hvorfor denne Indgang jo ogsaa

[page] 136

her beskyttes ved særegne Indretninger); thi hos den for
alle Hvirveldyr fælles flskeagtige Urform mundede Luftgangen
uden Tvivl fra Svømmeblæren ind i Spiserøret.

Naar man vil gjøre sig Rede for et eller andet Dyrs
Bygning, skeer det altid ved at opløse denne i de to
Aarsager: den for Klassen eller Rækken fælles Grund-
plan paa den ene, og Tilpasningen til ydre LiVs-v
betingelser paa den anden Side. Dette stemmer meget
godt med den D.ske Theori; den fælles Grundplan er ea
simpel Følge af den fælles Herkomst, Tilpasningen til
de givne Livsforhold af den naturlige »Kaarings« i lang
Tid fortsatte, langsomme Værk.

7

Fremdeles spørger D.: Kunne Dyrenes ofte saa
vidunderlige Instinkter uddannes eller omdannes
ad »Kaaringens« Vei? — Instinktet er at betragte som
Indbegrebet af Dyrets aandelige Organisation; kunde
de Forskjelligheder, som Dyrenes legemlige Organisation
frembyde, forliges med den D.ske Theori, ville en Række
af lignende Betragtninger kunne fjerne de Vanskeligheder,
som man fra denne Side maatte kunne reise. Vel er der
megen Lighed imellem Vane og Instinkt — det er ikke
let at trække en Grændse mellem, hvad vi gjøre »af Vane«,
og hvad vi gjøre »instinktmæsig« — men det gaaer dog
ikke an at antage, al Instinkter i Reglen erhverves ved
Vane i een Generation og saa overføres ved Arv paa den
næste; med Honningbien gaaer dette f. Ex. slet ikke an, da
Instinktet jo netop er uddannet hos de kjønsløse »Arbeidere«J
Den eller hin bestemte Form for Instinktet er ikke mindre
vigtig for Dyret end de eller hine Eiendommeligheder i
dets Bygning, som stemme med dets særegne Stilling i

[page] 137

Livet,' og dersom det nu kan bevises, at Instinktet kan
variere, om end nok saa lidt, indenfor Arten, vil den
hele Række af Betragtninger og Slutninger om Naturens
• Avlsvalg og Accumulationsevne kunne anvendes med selv-
samme Ret paa den aandelige som paa den legemlige
Organisation. Neglen »Naturen gjør intet Spring« gjælder
lige saa fuldt for Instinktet som for Legemsbygningen; vi
kunne paavise Overgange og Tilnærmelser, der forbinde
de høiere og lavere Former, hvorunder Instinktet træder
op, og vi kunne vise, at dette under forskjellige Forhold
ofte antager en forskjellig Charakteer hos den samme
Dyreform. Andubon anfører adskillige mærkelige Exempler
paa Forskjellighed i Redebygningen hos samme Fugleart
i de nordlige og sydlige Fristater; hvorledes eiendomme-
lige Retninger af Instinktet kunne opstaae og nedarves,
seer man f. Ex. godt hos vore Jagthunde, og hvor vigtigt
det er at holde en slig Race ublandet, naar ikke dens
Brugbarhed skal svækkes ved at andre forstyrrende In-
stinkter komme med i Spillet paa Grund af Krydsningen,
det er almindelig bekjendt; at Husdyrenes Instinkter ikke
ere Følgen af Afretning alene, viser Tumlerduens eien-
dommelige Kolbøtteflugt, hvortil den aldrig kan være bleven
afrettet; og man vilde* vistnok aldrig have faldet paa
at afrette Jagthunde til at »staae«, hvis ikke en eller
anden Hund af Naturen havde vist en Antydning eller
Tilnærmelse dertil, som saa ved Afretning og omhyggeligt
Avisvalg kunde uddannes videre. At Instinktet ved Kul-
turens Indvirkning kan modificeres betydeligt eller endog
ganske tabe sig, er bekjendt nok; vi behøve blot at hen-
nise til de Hønseracer, der ikke ville ligge, eller til
vore Hunde, hvem det i Reglen ikke falder ind at jage
vort Fjerkræ, vore Faar eller vore Svin (hvorimod tamme

[page] 138

Ulve eller Ræve vise den meest afgjorte Lyst dertil) lige
som paa den anden Side de nævnte Husdyr have mistet
deres naturlige Frygt for Hunden og Katten; denne Om-
dannelse af Hundens naturlige Instinkt er ganske vist deels
en Virkning af Vanen — gjennem Dressuren —, deels
af Avlsvalget. Men lignende Indvirkninger staae ogsaa til
Naturens Raadighed og maae gjøre den det muligt at
lade Instinktets Tillempning og Omdannelse holde Skridt
med Legemets.

For at vise, at Instinktet ikke er mere uforanderligt
og ubøieligt end Legemsbygningen, gjennemgaaer D. nærmere
Instinktet hos Gøgen, de slaveholdende Myrer og Honning-
bien. Den amerikanske Gøg lægger ikke som vor sine
Æg i andre Fugles Reder; Følgen er, at den paa samme
Tid har baade Æg og Unger af forskjellig Alder, eftersom
den ikke er hurtigere til at lægge Æg end vor Gøg. Lad
os nu antage, at det forholdt sig paa samme Maade med
dens og vor Gøgs fælles Stamform, men at denne dog af
og til undtagelsesvis lagde et Æg i en anden Fugls Rede
— hvilket kan bevises undertiden at finde Sted hos visse
Fugle — da er den Mulighed given, at den sidst nævnte
Udartning eller Sideudvikling af Instinktet kunde nedarves
paa en heel Række af Efterkommere, især hvis den med-
førte Fordele for disse: medens en anden Række beholdt
den normale Form af Instinktet, og at dette saaledes hos
de fra Urformen nedstammende to Arter kunde vise sig
i en noget forskjellig Skikkelse. — Snyltebierne, der
mangle »Kurven«, lægge deres Æg i de redebyggende Biers
Celler; ogsaa visse Gravehvepse snylte paa lignende Maade,
og man har iagttaget, at Tachytes nigra vel i Reglen
selv graver sit Bo og forsyner det med Føde for sine Unger,
men ogsaa benytter sig af Leiligheden, naar den kan see
sit Snit til at anbringe sit Æg i en anden Arts Rede.

[page] 139

Den Drift at holde Slaver*) optræder ikke eens hos
alle Myrer, der give sig af dermed. Formica rufescens
er aldeles afhængig af sine Slaver og vilde døe ud paa
et eneste Aar, hvis den ikke havde dem; Hannerne og
Hunnerne arbeide som sædvanlig ikke, men Arbeiderne
heller ikke, uagtet de udfolde megen Tapperhed og Handle-
kraft ved at fange Slaver, men de kunne hverken bygge
deres egen Rede eller opfede deres egne Larver. Skal
en Udvandring finde Sted, er det Slaverne, som bestemme
den og bære deres Herrer bort i deres Kjæber. Huber
indespærrede c. 30 Arbeidere af Formica rufescens,
rigeligt forsynede med deres Yndlingsføde, men uden
nogen Slave, derimod med nogle Puper og Larver af deres
egen Art for at anspore dem til at bestille Noget; de rørte
sig ikke til nogen Ting og flere af dem døde af Sult.
Da satte han en eneste Slave (F. fusca) ind til dem; den
tog sig strax af de overlevende, fodrede dem, byggede
Celler, pleiede Larverne og bragte alting i Orden. Ander-
ledes forholder det sig med F. sanguinea; i dens
Reder finder man altid nogle faae Slaver, men aldrig
Hanner og Hunner af Slavearten (F. fusca), som kun
opfostres i dennes egne Reder; de ere sorte og kun halv
saa store som deres Herrer. Forstyrrer man Reden, ere
de lige saa ivrige som deres Herrer for at forsvare den og
bringe Larver og Puper i Sikkerhed; ellers forlade de den
næsten aldrig, de ere kun Husslaver, som sørge for
Larverne, det er derimod Arbeiderne af den store herskende
Art, som indsamle Stoffet til Redebygningen og Føde-
midlerne. I Schweitz derimod, hvor disse Slaver synes at
holdes i større Mængde, deeltage de mere i den udvendige

i See dette Tidsskrift 1ste Række 3die Bd. p. 214 og flgd.

[page] 140

Gjerning og have navnlig det Hverv at malke Bladlusene.
Skal en Udvandring gaae for sig, seer man Herrerne om-
hyggeligen bære Slaverne bort i deres Kjæber. Saa stor
er Forskjellen mellem dette ejendommelige Instinkt hos
to Myrearter, ja endog hos samme Art i to forskjellige
Egne af samme Verdensdeel, og dermed er jo den Mulighed
givet, at Naturen ad den af D. antydede Vei kan under-
kaste det en yderligere Omdannelse og Tillempning efter
Forholdene. En Myre, der ellers ikke holder Slaver, bort
fører, ville vi antage, en Deel Puper af en anden Art for at
bruge dem til Fødemiddel; en Deel af disse benyttes
maaskee ikke, men udklækkes, og de ville da ifølge deres
Instinkt gjøre, hvad Nytte de kunne, i den Stat, hvori
Skjæbnen har gjort dem til Borgere. Viser det sig nu
at være fordeelagtigt for denne at holde saadanne Slaver
ved at røve dem istedenfor at avle dem, maa det staae i
Naturens Magt at bøie Instinktet i denne Retning og be-
standig at uddanne det videre og videre, forudsat at
enhver saadan Forandring er til Artens Bedste.

Honningbien løser som bekjendt hver Dag den
indviklede mathematiske Opgave ved den bedst mulige
Benyttelse af Rummet at huse den størst mulige Mængde
Honning i den mindst mulige Mængde Vox; dens Celler
ere som bekjendt ordnede vandret i lodretstillede Kager i
et doppelt Lag, saa at de vende Bunden mod hinanden. De
ere sexkantede, og Bunden dannes af 3 rudeformige Flader,
som tillige hver danne 1/3 af Bunden i 3 sammenstødende
Celler af dem paa den anden Side af Kagen. Mellem
dem og Humlebierne, som deels fylde deres gamle
Pupesvøb med Honning (undertiden efter at have givet
dem en Tilbygning af Vox), deels bygge isolerede, uregel-
mæsige, rundagtige Celler af Vox, stiller sig den mexi-

[page] 141

kanske Mellipona domestica, der foruden en næsten
regelmæsig Voxkage af cylindriske Celler til Ungerne
opfører nogle store næsten kuglerunde Celler, som til-
sammen danne ikke nogen regelmæsig Kage, men en
uregelmæsig Masse; disse Celler ere imidlertid altid
byggede saaledes, at de krumme Flader vilde skjære hin-
anden, hvis de ikke afbrødes af de forbindende flade
Vægge; hver enkelt Celle bestaaer saaledes af en ydre
krum og to, tre eller flere rette Flader, som berøre de
tilstødende Celler. Her er aabenbart et Tilløb til, hvad
der viser sig endnu fuldkomnere hos Honningbien. Der
behøves ikke meget til at uddanne Melliponens Instinkt
saa meget, at den byggede Kager af samme Slags som
Honningbien; Sparsommelighed med Voxet er ofte en Dyd
af Nødvendighed, thi 12—15 Pd. Sukker give kun 1 Pd.
Vox, og enhver Smule Vox koster derfor Bierne meget.
En saadan Tillempning af Instinktet maa derfor være til
stor Fordeel for Arten*), og andet behøves der ikke for at
det naturlige Avisvalg kan fremkalde den. Den Sværm,
der bruger mindst Vox, staaer sig bedst og forplanter

^

Men hvorfor har da Naturen ikke givet den dette høiere Sving
og bragt den lige saa vidt som Honningbien? Mon blot for at vise
os Trappetrinene i den Udvikling, der førte til Honningbiens
Cellebygning? Mod blot for at give D. de fornødne Beviser til hans
Theori? Hvorledes har den kunnet hindre Instinktet i at udvikle'
sig tii sin fuldkomneste Form hos alle Bier? Hvorledes har den
kunnet bevare Instinktets forskjellige Udviklingstrin og gjøre disse
staaende hos de forskjellige Slægter og Arter? Det er det samme
Spørgsmaal, som vender tilbage i en anden Form, naar man maa
spørge: Hvorledes har Naturen kunnet forhindre sine Skabninger fra
ad den af D. antydede Vei alle at kæmpe sig frem til en høiere
Grad af Fuldkommenhed? Hvorledes har den kunnet sikkre sig,
at et passende (og vi kunne tilføie: saa stort) Antal af Former
blev tilbage i deres Udvikling for at udfylde Systemets lavere

[page] 142

dette Anlæg i stedse stigende Udvikling til sine Efter-
kommere , samtidig med at de andre, mindre vel be-
gavede, gaae til Grunde. Herved er der rigtignok den
store Vanskelighed, at Årbeiderne jo ere kjønsløse oe
altsaa ikke kunne forplante deres Talenter ved Arv. Disse
kjønsløse Insekter anseer D. selv for en af de værste
Anstødsstene for hans Theori. Det er bekjendt nok, at
de ofte i Bygning ere meget forskjellige fra de kjønnede
Individer, og at der ofte findes to mere eller mindre
forskjellige Slags Arbeidere i samme Koloni; hos en Myre-
slægt, Cryptoce.rus, har den ene Arbeiderform paa
Hovedet et mærkeligt Skjold, hvis Brug ikke kjendes, og
hos den mexikanske »Honningmyre« (Myrmecocystus)
forlade Årbeiderne af den ene Kaste aldrig Reden, men
fødes af den anden og have en uhyre udviklet Bagkrop
der afsondrer en Slags Honning; de erstatte saaledes
Manglen af Bladlus eller andet lignende Malkekvæg. Hos
Formiea- flava findes der to Slags Arbei.dere med alle
mulige Overgange, større og mindre; de større have
Smaa Øine (ocelli), hvorimod disse hos den mindre
Form ere aldeles hæmmede o. s. v. Hvorledes skulle
disse Forskjelligheder kunne uddannes ved »Avisvalget«
og vel at mærke tillige gjentaget Kuld efter Kuld? D. hen-
viser til, at i visse korthornede Racer af vort Horn-
kvæg blive Oxerne (de kastrerede Tyre) mere langhornede
end i andre; der kan altsaa gjennem de kjønnede
Individer indvirkes ogsaa paa de kjønsløse, og det vil

Rammer og udføre de beskednere Roller i Naturens Drama?
Hvor kan det være, at den endnu efter saa mange Millioner Aars
nødvendige Fremskridt — thi hvad der ikke gaaer frem, maa
gaae under i »Livets Kamp« — findes lavere Dyr og Planter?
D. synes at blive os Svaret skyldig.                         (M. Anm.).

[page] 143

skee, hvis det er til Fordeel for Arten. De Kolonier, i
hvilke der findes Hanner og Hunner, hvis kjønsløse Afkom
er tilbøieligt til at danne to særegne Former, ville staae
sig bedst, fordi »Arbeidets Deling« altid er en Fordeel;
de ville derfor faae en overvættes Indflydelse paa Artens
Vedligeholdelse, og i Tidens Løb bliver det da Lov. at
Arten optræder i denne firdoppelte Skikkelse, uagtet Ar-
beiderne længere tilbage i Tiden maaskee kun varierede til-
fældigt*). Kan Naturens Avlsvalg paa denne indirekte Maade
tillempe Legemsbygningen hos de kjønsløse Insekter,
vil det samme kunne være Tilfældet med Instinktet,
stadigen forudsat, at det er til Artens Fordeel. Den simple
Lov, der forklarer alle Dyrs og Planters Tilblivelse med alle
deres sjælelige og legemlige Eiendommeligheder, er altsaa
den: »Forplanter Eder, men varierer og lader
de stærke leve og de svage døe!«

8.

Det antages at være en almindelig Lov, at kun Indi-
vider af samme Art kunne avle frugtbart Afkom med hin-
anden. Hvorledes kan denne Lov stemme med D.s Hypo-
these? Ere Afarter og Arter ikke væsenlig for-
skjellige frahinanden, hvorfor kunne disse sidste
da ikke lige saa godt forplante sig indbyrdes
som hine?

I Hos den afrikanske Vandremyre finder man i samme Flok
lignende Forskjelligheder, som om der blandt de Folk, der arbeide
paa et Hus, var nogle af 5' 4" Haide og andre af 16' Høide,
hvilke sidste havde fire Gange saa store Hoveder og fem Gange
saa store Kjæber o. s. v. som hine, men dog med alle tænkelige
Overgange mellem disse Yderligheder.

[page] 144

Det er umuligt at studere Skrifterne af de to ud-
mærkede Experimentatorer, Koelreuter og Gartner, der
næsten opoffrede deres Livpaa dette Spørgsmaal for Planternes
Vedkommende, uden at faae et stærkt Indtryk af, at en vis
Grad af Ufrugtbarhed næsten altid ledsager Ar-
ternes Blanding. Begge udtale deReglen endnu skarpere-
rigtignok fik Koelreuter ti Tilfælde, hvor to Former, som i
Reglen betragtes som egne Arter, fik Afkom med hin*
anden; han betragter dem derfor kun som Afarter, hvori
imod Gartner gaaer den modsatte Vei og betvivler, at
de have været fuldkommen frugtbåre. Men i disse og
mange andre Tilfælde er han nødt til at tælle de avlede
Frø og sammenligne det udkomne Tal med det Antal Frø,
som avles af to Individer af samme Art, for at bevise
deres større Ufrugtbarhed. Men her er der efter D.s
Mening en alvorlig Kilde til Feil; naar en Plante skal
befrugtes af en anden Art, maae Støvdragerne borttages
af den, og den maa afspærres aldeles for at forhindre, at
Insekter bringe Blomsterstøv til den af dens egen Art,
hvilket netop er en af de Veie, som Naturen allermeest
benytter for at befrugte Planternes Støvveie; dertil kommer
at Gartners Planter uden Tvivl vare Potteplanter, der
holdtes i Hus, og alle disse Omstændigheder maae aaben-
bart have svækket deres Frugtbarhed betydelig. At dette
virkelig var Tilfældet, sees deraf, at han kastrerede ad-
skillige Planter og befrugtede dem med deres eget Støv,
og dog formindskedes deres Frugtbarhed, saa vel som deraf,
at adskillige Planter, som upaatvivlelig kun ere Afarter af
samme Art, ved hans Forsøg viste sig aldeles ufrugtbare
med hinanden. Naar forskjellige Arter krydses med hin-
anden, kan den derved fremkaldte Ufrugtbarhed være tilstede
i saa forskjellig Grad og tabe sig saa gradevis, at det er

[page] 145

vanskeligt at sige, hvor Ufrugtbarheden begynder og Frugt-
barheden hører op, saa meget mere som ogsaa indenfor
Arten Frugtbarheden let paavirkes af forskjellige Vanskelig-
heder; og den afgiver derfor, efter D.s Mening, ikke noget
bedre Skjelnernærke mellem Arter og Afarter end alle andre
Forskjelligheder, som man vilde forsøge at holde sig til.

[Jagtet Gartner var i Stand til at vedligeholde visse
Bastarder (Mellemarter) i 6—10 Generationer ved om-
hyggelig at afspærre ,dem fra al Krydsning med Stam-
arterne, forsikkrer han dog, at Frugtbarheden altid tog
stærkt af, ofte allerede efter de første Slægtled. Men D.
antager, at her er traadt en Aarsag til, som har bidraget
stærkt til Frugtbarhedens Formindskelse, nemlig Indavl
mellem nær beslægtede.Individer*). Bastarder avles desuden
altid i Haver, i ringe Antal, og da Stamarterne i Reglen

*) Det har tidligere været almindelig antaget, at Indavl mellem nær
beslægtede Dyr, naar den fortsattes gjennem en Række af Slægt-
led, vilde ende med at fremkalde Ufrugtbarhed. Der er om dette
Spørgsmaal netop i de senere Aar bleven ført en varm Strid;
for saa vidt vi have kunnet følge den, synes Overvægten i Hen-
seende til Kjendsgjerningernes Beviskraft, at være paa deres Side,
som benægte, at Slægtskabsforholdet, være sig hos Mennesker
eller Dyr, har den det tillagte Indvirkning paa Afkommets Sundhed
eller Frugtbarhed. Dette Spørgsmaal er naturligvis overmaade
vigtigt i sanitær og social Henseende, for Lovgivningen, i Husdyr-
avlen o. s. v.; her i Spørgsmaalet om Bastarddannelser har det
den store Betydning, at hvis det forholdt sig saa, at Indavl mellem
nær beslægtede Individer kunde allerede i faae Slægtled svække
Afkommets Sundhed og paavirke Forplantningsevnen saa stærkt,
at det snart endte med fuldstændig Ufrugtbarhed, vilde dette alene
kunne forklare mange af de Tilfælde, hvor man ikke har faaet
frugtbart Afkom ved al parre Bastarder med hinanden; thi disse
ville gjerne have nær beslægtede eller endog Sødskende. En anden
Ulempe ved disse Forsøg er maaskee, at man i Reglen har ilet
med Forsøget og ikke afventet den 'Alder, hvori Individernes For-
plantningsevne staaer paa sin største Høide.

(M. Anm.)

10

[page] 146

ville voxe i deres umiddelbare Nærhed, maae de ved
kunstige Midler afspærres fra Insekternes Besøg; derved
formindskes ydermere deres allerede iforveien svækkede
Frugtbarhed. — Herbert, der ogsaa har experimenteret
meget med Dannelsen af Plantebastarder, forsikkrer ud-
trykkelig, at i mange Tilfælde giver en Plante lige mange
frugtbare Frø, hvad enten den befrugtes med Støv af dens
egen Art eller af en anden Art af samme Slægt; der skal
endogsaa være Planter (Hippeastrum, Lobelia, Passiflora,
Verbascum), som i det sidste Tilfælde vise sig meget
frugtbare, men ikke give Frø, naar de befrugtes af deres
eget Støv, uagtet dette igjen kan befrugte andre Arter!
Dette svarer jo ganske til, at Frugtbarheden kan forøges
ved Krydsning med en anden Afart! Det er ogsaa be-
kjendt, i hvilken Grad Arterne af Pelargonium, Fuchsia,
Calceolaria, Petunia og Rhododendron ere blevne
blandede, og mange af disse Bastardformer give lige saa
rigelig Udsæd som Stamarten. D. betvivler derfor stærkt,
at Bastarder ere saa tilbøielige til Ufrugtbarhed som Gartner
antog.

Bastarder af Dyr synes at være endnu mindre frugt-
bare end Bastarder af Planter. Dog maa herved erindres,
at Dyr overhoved kun vanskelig lade sig bringe til at
parre sig i Fangenskab, og at det er let forklarligt, at en
paa saa unaturlig Maade avlet Bastard viser sig ufrugtbar;
desuden er Forsøget med at lade Bastarder parre sig ind-
byrdes altid anstillet med meget nær beslægtede Individer.
Blev man ved i nogle Slægtled bestandig at parre Brødre
og Søstre med hinanden, selv om de vare af ublandet
Blod, vilde Dannelsen af nyt Afkom uden Tvivl snart
standse, naar der var den svageste Tilbøielighed til Ufrugt-
barhed tilstede. D. mener dog at kunne anføre et Par

[page] 147

Exempler paa fuldkommen Frugtbarhed hos Bastarder;
den almindelige og den kinesiske Gaas (Anser cygnoides)
henføres i Reglen til forskjellige Slægter, men deres Ba-
starder avle ofte Afkom med begge Stamarterne, under-
tiden ogsaa indbyrdes. Eyton flk saaledes to Bastarder af
anden Generation og ved at parre dem 8 af tredie Gene-
ration. I Indien skulle disse Bastarder være meget hyppige
og holdes flokkevis i Egne, hvor ingen af Stamarterne
findes, og deres Frugtbarhed synes derfor at være ube-
grændset*).

i Newton har saaledes meddeelt et Exempel paa, at to Bastarder
(Sødskende) af den almindelige And og den spidshalede And (Anas
acuta) vare frugtbare indbyrdes, men deres Afkom viste sig
ufrugtbart. A. Wagner har tidligere kritisk gjennemgaaet de
Exempler, som man har paa, at Bastarder kunne være frugtbare,
og vist, at de blive næsten til ingen Ting, naar man fastholder,
at kun de Tilfælde bevise noget, hvor Bastarderne have været
frugtbare indbyrdes; thi at de ere det med Stamarterne,
beviser naturligvis intet. Senere har han (Sechs Abhandlungen
aus dem Gebiej* der Naturwissenschaften 1862 p. 86 og flgd.) paa
lignende Maade kritisk gjennemgaaet de formentlige Tilfælde af
denne Art, som Geoffroy St. Hilaire havde søgt at gjøre
gjældende. En i Lord Derbys Menageri af en Æselhingst og en
Zebrahoppe avlet Bastardliingst skulde have vist sig frugtbar
med en almindelig Hoppe, men den nærmere Dokumentation af
dette Faktum savnes. I Menageriet i Paris blev der avlet en
»Bastardhingst« af en Dshiggatai (E. hemionus) og en Æselhoppe,
hvilken formentlige Bastard senere skal have befrugtet begge sine
Stamarter; men den formentlige Dshiggatai var ingen ægte Dshigga-
tai, men kun et vildt Æsel (Kulan, Onager), altsaa ikke som Art
forskjellig fra det tamme Æsel, og dette Tilfælde falder altsaa
bort. Hvis Alpakaen kun er den til den vilde Vicunja svarende
tamme Lamaform, er det heller ikke saa forunderligt, at der
har kunnet opstaae en Mellemrace, de saa kaldte »Alpavicunjaer.«
Den mærkeligste Erfaring af denne Art er maaskee den Mellem-
art af Haren og Kaninen, som en Mand i Angouléme har
dannet; efter at disse to Arter tidligere have modstaaet alle
Blandingsforsøg, er det lykkedes ham at faae dem til at parre
sig, og Afkommet siges udtrykkelig at være frugtbart indbyrdes;

10*

[page] 148

Det fremgaaer fremdeles af Gartners Undersøgelser,
at den med Castarddannelsen følgende Ufrugtbarhed op-
træder i alle mulige Grader, saa at det er aldeles umuligt
at benytte den til at drage Grændse mellem Art og Afart.
Frugtbarheden er = 0, naar man bestøver en Plantes
Ar med Blomsterstøv af en Plante, der hører til en anden
Familie; bestøves den ved en anden Art, viser An-
tallet af de avlede Frø alle Grader lige indtil usvækket
eller i enkelte Tilfælde endog forøget Frugtbarhed. Nogle

dog avles især en Race, hvis Blodblanding kan udtrykkes ved
Tallet | (Afkom af en Halvblods- og en Trekvartsblodshare), og
af denne havde man allerede i 1859 erholdt den 13de Generation.
Desværre foreligge ingen specielle Oplysninger om Forsøg med reen
Indavl af rene Halvblods Hare-Kaniner, og Forsøget synes i det hele
ikke at være lykkedes for andre end for Eoul Det var jo end-
ogsaa tænkeligt, at man havde forvexlet den vilde graae Kanin
med Haren. De formentlige Bastarder af forskjellige Arter Silke-
sommerfugle, som Guérin-Ménéville skal have frembragt, kunde
beroe paa, at de omtalte Sommerfugle ikke ere arts forskjellige,
men kun Afarter af samme Art. Man har nok faaet Bastarder i
3 Generationer af Kanarifugl og Irisk, men* kun ved at parre
Halvblodsbastarderne med en af Stamarterne, saaledes som det
rimeligvis ogsaa er gaaet til ved Dannelsen af de ovenfor omtalte
Hare-Kaniner. Bastarder mellem to vilde Pattedyrarter i Natur-
tilstanden kjendes aldeles ikke, og mellem vilde Fugle kun i
meget sjeldne Tilfælde, vistnok kun, naar Hannerne af den ene
Art paa Grund af Menneskets Indgriben i Naturen have manglet
i en given Egn. Wagner synes dog at indrømme, at det er be-
vist, at Hundens Bastarder med Ulven eller med Sehakalen kunne
forplante sig i flere Generationer ved reen Indavl, men han for-
søger at redde sig ved at erklære, at det ikke er bevist, at Hunden
er forskjellig som Art fra Sehakalen og Ulven. Det kan saa være;
men vil man med W. hævde, at Hunden ikke kan være en
Blanding af flere Arter, saa maa man gaae til den Yderlighed
at erklære Ulv og Schakal for to Afarter af samme Art; men det
vil Zoologien neppe indrømme. Heller ikke kan man gaae ind
paa Wagners Idee, at Husdyrene aldrig have ..været vilde, men
ere skabte som tamme, for at træde i Menneskets Tjeneste, og
at de i dette Øiemed ere blevne begavede med en større Afartnings-
evne end andre Arter.                                                    (M. A.).

[page] 149

Bastarder give aldrig et eneste frugtbart Frø ved at
bestøves med en af deres Stamarter; hos andre viser
der sig i dette Tilfælde ligesom et Tilløb til en Be-
frugtning derved, at Blomsten visner tidligere end den
ellers vilde have gjort, i andre Tilfælde avles der et
mindre eller større Antal Frø, indtil Rækken sluttes af
de Tilfælde, hvor Frugtbarheden er usvækket. Avles der
en enkelt Gang Bastarder af to Arter, der vanskelig
befrugte hinanden, ere de i Reglen golde; men Paral-
lelismen mellem disse to Tilfælde er ikke fuldstændig. Der
er Arter, som let danne Bastarder, men hvis talrige Ba-
starder ere i høi Grad golde, og der er omvendt Bastarder,
som vanskelig dannes, men saa til Gjengjæld ere meget
frugtbare. Jo nærmere Arterne staae hinanden, desto
frugtbarere er i Reglen Afkommet, men der er mange
Undtagelser derfra; Dianthus-Arterne danne let Bastarder
med hinanden, Silenerne derimod aldeles ikke*). Det
er aldeles umuligt at sige, hvad Slags Forskjelligheder
eller hvilket Beløb deraf der skal til for at forhindre en
Bastarddannelse; eenaarige og fleeraarige Planter, med
affaldende eller vedblivende Løv, fra forskjellige Klimater
o. s. v. lade sig ofte let befrugte af hinanden. Mira-
bilis jalappa befrugtes let af M. longiflora, og Ba-
starderne ere temmelig frugtbare, men det omvendte lader
sig aldeles ikke gjøre! I andre Tilfælde giver den gjen-
sidige Krydsning i alt Fald forskjellige Resultater, fordi
Bastardernes Frugtbarhed er forskjellig, eftersom de have
den ene eller den anden Art til Fader eller Moder. Visse

*) Quatrefages anfører efter Koelreuter, at i Agurkfamilien kan
man aldeles ikke danne Bastarder (af forskjellige Arter), uagtet
Krydsningen imellem Afarter (af samme Art) gaaer for sig med den
allerstørste Lethed uden Anvendelse af Kunst.                (M. Anm.).

[page] 150

Bastarder ligne altid i en overveiende Grad deri ene af
Stamarterne, istedenfor at være Mellemformer af dem begge,
og saadanne Bastarder ere som oftest golde. Det synes
heraf at fremgaae, at Bastardernes større eller mindre
Frugtbarhed er afhængig af endnu ukekjendte Forskellig-
heder i Stamarternes Forplantningsredskaber og Forplant-
ningsstoffer, der vistnok for en Deel, men ikke absolut,
rette sig efter det systematiske Slægtskabsforhold, som
tilnærmelsesvis udtrykker den almindelige Lighed og Ulighed
mellem Formerne. Det forholder sig paa lignende Maade
med Muligheden af at pode en Planteart paa en anden;
den afhænger ganske vist af, at Forskjellighederne ikke
overstige en vis Grændse, men hvilken er denne? Analogien
gaaer saa vidt, at man baade kan anføre Exempler paa,
at Podningen forøger Frugtbarheden, og paa at den
ophæver den. Grunden til, at Parringen mellem for-
skjellige Arter ofte er ufrugtbar, forklarer D, deels derved
at det befrugtede Stof ikke kan naae Æget, deels derved,
at den sig udviklende Kim har optaget et fremmed Element
i sig og derfor ikke befinder sig under naturlige Forhold,
hvilket har til Følge, at den ofte gaaer til Grunde uden at
udvikles; at Bastarder ofte ere ufrugtbare, sammenligner
han med, at Ufrugtbarhed ofte er en Følge af, at et Dyr
eller en Plante lever i unaturlige Forhold, som jo fortrins-
vis paavirke Forplantningsevnen, selv om Individet for-
resten trives ypperligt. -Og Bastarden, der har optaget
to forskjellige Organisationer i sig og faaet dem ligesom
sammensmeltede til en, befinder sig altid i en unaturlig
Tilstand*); den har Unaturen i sig, det fangne Dyr har

") Vistnok ganske rigtigt, men stemmer det med D.s egen Hypothese?
Ere Arter kun videre udviklede Afarter, hvorledes kan deres Organi-
sation da være saa forskjellig, at deres Sammensmeltning til en
bliver Unatur?                                                            (M. Anm.j.

[page] 151

den omkring sig. Analogien er saa fuldstændig, at
Ingen kan sige, om et Dyr vil forplante sig i Fangenskab
gljer en Plante i dyrket Tilstand, førend han har forsøgt
det, ligesom Ingen kan sige forud, om to nærstaaende
Arter, naar de parres, eller to Bastarder ville vise sig
golde eller ikke. Bastarder vise netop den samme Tendens
til at afændre, som i saa høi Grad udmærker vore Kultur-
planter og Kulturdyr; lidt Krydsning (o: mellem Afarter
af samme Art) befordrer Frugtbarheden og styrker Af-
kommet, ligesom lidt Afvexlirig i Levemaade og Livs-
betingelser o. s. v. er gunstig for de fleste Organismer;
men en stor Forandring i denne Henseende virker lige saa
uheldigt som en stærk Krydsning (o: med andre Arter).
»Jeg kan ikke overtale mig til at troe, siger D. at denne
Parallelisme skulde være tilfældig eller illusorisk; begge
Bækker af Kjendsgjerninger synes at være forbundne ved
et fælles ubekjendt Baand, der staaer i nøie Forbindelse
med selve Livsprincipet.«

Paa den anden Side" ere Afarter af sammeArt i Reglen
fuldstændig frugtbare indbyrdes, og Dueracerne afgive
et ypperligt Exempel derpaa, navnlig lige overfor de
Arter, der staae hinanden meget nær, men dog ikke
formaae at avle Afkom med hinanden. Dog maa man
ikke slutte for meget af Husdyrene; thi det kunde nok
tænkes, at fordi Afarterne eller Racerne ikke under Kul-
turens Indvirkning udvikle Forskjelligheder i Forplant-
ningsevnen, som svække eller hindre Frugtbarheden, kunde
dette dog maaskee nok finde Sted under Naturens Indvir-
kning hos Descendenter af samme Art. Gartner fandt,
at en Dvergform af Maisen med gule Korn næsten ikke
lod sig befrugte af en høi Form af samme Kornsort
med røde Korn, og at gule eller hvide Afarter af for-

[page] 152

skjellige Kongelys-Arter viste sig mere frugtbare ind-
byrdes end den gule og hvide Afart af samme Art,
uagtet man ofte faaer den gule og hvide Form af samme.
Kapsels Frø! — Dertil kommer, at det ikke lader sig
bevise, at Afarterne i Naturen ere tilbøjelige til ind-
byrdes Ufrugtbarhed, selv om dette maaskee virkelig er
Tilfældet; thi viser denne sig, er man strax rede til at
erklære dem for særskilte Arter.

Hertil kommer nu endelig, atBastarder (af to Arter)
og Mestitser (af to Afarter af samme Art) i alle andre
Henseender vise sig fuldkommen analoge; begge
falde f. Ex. lige let tilbage til Stamformen ved gjentagen
Krydsning med denne gjennem en Række af Slægtled*).
Denne Lighed vilde være besynderlig, hvis Arten var op-
staaet ved en særlig Skabelsesakt, Afarten derimod ved
Nedstamning; men den forklares let, hvis der ikke er
nogen væsenlig Forskjel mellem dem eller mellem den
Maade, hvorpaa de ere blevne til**).

•) Men Blandingsracerne kunne holdes rene, naar man anvender Omhu
'derpaa; Bastard-Racerne falde derimod altid — i det mindste i
Dyreriget — tilbage til en af Stamarterne, hvis de ikke døe ud
forinden. Man har neppe endnu — det kan i al Fald ikke siges at
være bevist — været i Stand til at danne en virkelig Bastardrace
af to Dyrearter; thi Flokke af Bastarder, der altid maae dannes af
nyt ved at vende tilbage til en Parring mellem begge Stamarterne,
som f. Ex. den peruanske Faareged, danne selvfølgelig ingen Race.
Parringen imellem Hest og Æsel er saa godt som altid frugtbar, uagtet
det koster stor Møie at fremkalde den ; Mulhingsten er altid gold, og er
Mulhoppen det ikke, er det en Begivenhed der f. Ex. hos Araberne
vækker den høieste Forbauselse og Forfærdelse. See dette Tidsskrift
2den Række 4de Bd. p. 36.                                          (M. A.).

"') Quatrefages, som i sit Skrift »l'unité de l'espéce humaine« har
behandlet dette samme Spørgsmaal om Bastarddannelsen, kommer
til aldeles det modsatte Resultat. Han gjør opmærksom paa, hvor
let Mestitser (af forskjellige Afarter) dannes i vore Haver og Hus-
dyrflokke — . Vanskeligheden bestaaer ikke i at danne disse

[page] 153

9
D. søger fremdeles at imødegaae de Indvendinger mod
hans Theori, som man kunde hente fra Geologien og
Palæontologien. Var den rigtig, saa maatte man vel
ved at gaae tilbage gjennem de ældre Jorddannelsers
Række kunne paapege de nulevende Arters Stamtræ og
paavise i alle sine Enkeltheder, hvorledes Arterne have
udviklet sig af hinanden, ved at fremlægge den hele
Række af Overgangs- og Mellemformer og navnlig en

Blandingsracer, men tvertiniod i at holde Racerne rene! — og
hvor faae (høist 40!) Bastarder af vilde Planter man kjender,
uagtet den af D. saa stærkt udhævede Befrugtning ved Insekter
maa medføre en utrolig Mængde Bestøvninger af Planter ved foiv
skjellige Arter. Man kan vel herlil svare, at Erfaringen lærer, at
naar en Plante samtidig bestøves af sit eget Pollen og af en anden
Arts, viser dette sig uvirksomt; det er sandt, men kan det rimes
med, at Arter ikke ere Andet end Afarter? »Naturen vil ingen
Bastarddannelser« siger man; men hvorledes kan den hindre
dem, naar ikke Art og Afart ere noget væsenligt forskjelligt?
Der skal aldeles unaturlige Omstændigheder til at formaae Dyr i
Naturtilstanden til at indgaae saadanne Forbindelser mod Naturen;
Hannerne af Tjuren ere lette at skyde under deres Parringsbrunst;
de bortskydes derfor let i visse Strækninger, .og Parringsdriften
driver nu Tjurhønsene til at indfinde sig paa Urhønsenes Lege-
pladser, og i sit Parringsraseri befrugter Urhanen de tilstede-
værende Tjurhøns i Flæng med Tjrhønsene. Resultatet deraf er
de saakaldte »Rakkelhøns,« der altid ere golde. Saa mange
eiendommelige Omstændigheder skulle til for at danne en naturlig
Bastard! Forresten kjender man kun i Dyreriget i Naturtilstanden
nogle faae Exempler paa Bastarder blandt Fuglene og Insekterne.
Var D.s Theori rigtig, synes de at maatte være meget hyppigere.

Forresten henvises til Quatrefages citerede Skrift og til det
her i Tidsskriftet givne Udtog deraf. En Sammenligning mellem
de to Forfatteres Udviklinger af disse Forhold efterlader det Ind-
tryk, at Q: rigtignok synes at bryde sig for lidt om de.af D. an-
førte Kjendsgjerninger, men at den afQ. og Wagner hævdede
gammel Regel, at virkelig Bastarddannelse ender med Ufrugtbarhed,
dog maa fremdeles staae ved Magt som almindelig Regel-

(M. Anni.).

[page] 154

Deel af de Mellemarter, som Tid efter anden ere gaaede
til Grunde og udstødte af de levende Formers Tal. Det
er ganske vist, at kunde man blot for en lille Kvist af
Naturens Stamtræ gjøre Rede for denne Sagens faktiske
Sammenhæng, vise hvorledes det var gaaet til, ved at
fremlægge selve den Formrække, som Arten til forskjellig
Sted og Tid havde iført sig, i Form af de forstenede
Knogler, Skaller o. s. v. af disse Mellemarter og Overgangs-
former, vilde selv den meest haardnakkede Modstander til-
juble D. Bifald og Samstemning. Men det kan man ikke.
Og dog — kan man end ikke, paa Grund af de geologiske
Mindesmærkers Ufuldstændighed og paa Grund af Viden-
skabens endnu ufuldkomne Standpunkt, paapege denne
genetiske Sammenhæng mellem alle nulevende og uddøde
Arter, saa maatte det vel dog være muligt for en Deel af
dem eller i al Fald for nogle af dem? Geologien veed
imidlertid ikke noget af en saadan Sammenhæng mellem
Formerne, dens Vidnesbyrd gaaer tvertimod ud paa, at
ogsaa i tidligere Jordperioder have Arterne været lige saa
vel adskilte fra hinanden som nu, og den veed intet af, at
den ene Periodes Arter gik direkte eller indirekte over i den
næstes. Nøglen til denne Modsigelse mellem Geologiens
formeentlige Resultater og den af ham forfægtede Theori
søger D. i de geologiske Mindesmærkers Ufuld-
stændighed. — Den Indvending, at den Tid, som er med-
gaaet til Dannelsen af de forskjellige tag, som sammen-
sætte den forsteningsførende Deel af Jordskorpen, ikke
kan have været tilstrækkelig til den uendelige Mængde af
Omdannelser af gamle Former og Udviklinger af nye, som
hans Theori forudsætter, naar den skal anvendes paa
samtlige Jordperioders Dyr og Planter, eftersom Naturens
Omdannelsesproces jo efter D.s egen Theori maa gaae

[page] 155

uhyre langsomt for sig, imødegaaer han ved at henvise til,
at Jordens Dannelseshistorie nødvendigvis maa omfatte
en aldeles ufattelig lang Række af Aar. Enhver Dannelse
af nye Jordlag ved Havets Virksomhed forudsætter, at
Materialet dertil leveres ved Havets nedbrydende Virkning
paa andre Steder, og har man ved at vandre langs med
en Kyst overbevist sig om, hvor uhyre langsomt saa vel
denne Nedbrydning som Dannelsen af nye Jordlag gaaer
for sig, har man lagt Mærke til, hvor ofte Havet igjen
borttager, hvad det har dannet, navnlig naar en langsom
Hævning fandt Sted samtidig dermed, saa vil man faae en
om end kun svag Forestilling om, hvilken uendelig lang
Tidsrække der er medgaaet til at danne f. Ex. Englands
forsteningsførende Jordlag, der stablede ovenpaa hinanden
tilsammen vilde have en Mægtighed af omtrent 3 danske
Mil*). Dertil kommer, at mange Dannelser, som f. Ex.
i England ere meget lidt udviklede, paa andre Steder f. Ex.
i Rusland optræde med en forholdsvis uhyre Mægtighed,
og at de enkelte Jordperioders Dannelser ikke følge umiddel-
bart paa hinanden, men maae tænkes adskilte ved lange
Mellemrum, i hvilke der ikke afsattes noget. Det er
nemlig ikke altid at nye Jordlag dannes under saadanne
Forhold, at de kunne opbevares for Efterverdenen og
danne et Blad i Jordhistoriens Arkiv. Langs med hele Syd-
Amerikas Vestkyst findes næsten slet ingen nyere Dannelser,
sandsynligvis fordi den voldsomme Bølgegang bestandig
har skyllet dem bort igjen, saa snart de vare dannede, og
om det rige Dyreliv, som har existeret der under vexlende
Former gjennem en lang Række af Jordperioder, vil det
derfor aldrig blive os muligt at komme til nogen som helst

*) Missisipideltaet er en af de Dannelser, som i Nutiden gaaer hurtigst
for sig; man regner, at det i 100,000 im faaer en Tilvæxt af 600 Fod.

[page] 156

Kundskab. Da Havets Dyreliv altid er indskrænket til et
forholdsvis smalt og ikke meget dybt Bælte langs med
Kysterne*), rnaa en Jorddannelse af en vis Mægtighed, og
som heelt igjermem er rig paa Forsteninger, nødvendigvis
være dannet under en langsom Sænkning; skete Sænk-
ningen nemlig meget hurtigt, vilde Dyrelivet snart gaae
til Grunde der paa Stedet og ingen Forsteninger kunne
afsættes i de samtidig afsatte Lag; fandt derimod en
langsom Hævning Sted, vilde det nydannede sandsynligvis
snart igjen bortskylles af Bølgerne. Alle de Lag, som
sammensætte den forsteningsførende Deel af vor Jord-
skorpe, ere derfor kun at betragte som lokale og for-
holdsvis kortvarige Dannelser, og uagtet de i Rummet
naturligvis maae følge umiddelbart paa hinanden og slutte
sig tæt til hinanden, ere de i Virkeligheden kun tilfældigt
samlede Brudstykker, der kun indeholde Stumper af en
Text, om hvis fulde Indhold de aldrig ville kunne give
nogen Forestilling. Det er derfor ikke saa forunderligt,
at Arternes Stamtræ ikke kan være nedlagt fuldstændigt i
disse i Grunden saa usammenhængende og fragmentariske
Jorddannelser, og at vi istedenfor den hele Bække af
Overgange kun finde enkelte af de Former, som Arterne
Tid efter anden have iført sig.

Dertil kommer, at det kun er en ringe Deel af Jord-
kloden, Amerika og Europa, som er bleven nogenlunde
tilfredsstillende undersøgt i denne Henseende, og selv
denne Undersøgelse er mangelfuld nok, som man bedst
seer af de mange nye Forsteninger, der opdages Aar for
Aar. Mange Forsteninger ere derfor kun kjendte i enkelte
Exemplarer fra et enkelt Sted, ikke at tale om, at mange

") See dette Tidsskrift 2den Række 3die Bind p. 130.

[page] 157

Dyreformer paa Grund af deres fuldstændige Mangel paa
faste Dele aldeles ikke kunde opbevares som fossile, og
at dette med mange andre kun var muligt under ganske
særegne og yderst sjeldne Omstændigheder. Erfaringen
viser, at Fortidens Pattedyr fortrinsvis ere blevne op-
bevarede i Kalksteenshuler og Tørvemoser; naar Lev-
ninger af Pattedyr ikke ere fundne i ældre Dannelser,
er det derfor maaskee kun en Følge af, at der ikke
gaves noget saadant passende Opbevaringssted for dem. —
Ifølge D.s Theori vil en Hævningsperiode netop frem-
byde de gunstigste Betingelser for Dannelsen af nye Former,
fordi den vil fremkalde nye Livsbetingelser og nye Forhold,
men af en saadan Periodes Dyreliv vil ingen Erindring
overleveres til Efterverdenen; Sænkningsperioden af-
giver derimod gunstige Betingelser for Dyrelevningernes
Opbevaring, men ikke for Fremkomsten af nye Former;
det er som om Naturen vilde eller maatte forhindre, at
dens Overgangsformer kom til Forskerens Kundskab, og
denne, der kun vil og kan tage Hensyn til, hvad han kan
see og tage og føle paa, slutter da med Urette, at slige
Former ikke have existeret. — Man har ogsaa indvendt, at
Geologien viser, at hele Dyregrupper pludselig ere
traadte op med megen Fylde paa en bestemt geologisk
Tid, men D. indvender igjen herimod med Rette, at fordi
Beenflskene f. Ex. optræde saaledes paa en bestemt Tid
i Europa, følger deraf dog ingenlunde, at de ikke kunne
have existeret et andet Sted længe i Forveien, f. Ex. mellem
Vendekredsene; deres tiltagende Antal i Forbindelse med
en eller anden Forandring i de bestaaende geografiske
Forhold — og af saadanne Forandringer er der vistnok
foregaaet mange — gav saa maaskee Anledning til, at de
pludselig udbredte sig til Europa. — En anden Indvending,

[page] 158

nemlig at det allerførste Dyreliv pludselig træder op med
stor Rigdom paa Arter af de forskjelligste Klasser i de
ældste sibiriske Dannelser, imødegaaer D. ved at opstille
den Hypothese, at der forud for den siluriske Periode
kan have ligget en meget lang Række af Jordperioder, i
hvilke Dyrelivet efterhaanden udviklede sig til den Rigdom,
hvormed det træder op i de ældste bekjendte forstenings-
førende Lag, men at af Grunde, som ikke nærmere lade
sig paavise, intet forsteningsførende Lag i denne Periode
blev dannet eller opbevaret til Efterverdenen. Det generer
aabenbart D., som har stor Respekt for den særlige Sag-
kundskab, at de meest udmærkede Palæontologer og Geo-
loger som Cuvier, Owen, Agassiz, Barrande, Fal-
coner, Forbes, Sedgewich, Murchison og tidligere
Lyell, alle have forfægtet det gamle Princip om Arternes
Uforanderlighed. Men han betragter Jordens Historie, for
saa vidt den er nedlagt i den faste Jordskorpe, som en
Krønnike, der er ført meget ufuldstændigt, har været afbrudt
ofte og længe, hvis Skrift er vanskelig at tyde, og hvis
Sprog for en Deel er ukjendt og ikke det samme paa
alle Steder; og af denne Krønnike eie vi endda kun de
Afsnit af dens sidste Bind, som omhandle, visse bestemte
Lande, og saa have vi endda kun Brudstykker af disse
Afsnit, kun enkelte Linier af de Sider, som ere blevne
opbevarede. Sees det geologiske Materiale i dette Lys,
saa formindskes eller forsvinde maaskee endogsaa de Vanske-
ligheder, som fra denne Side vilde reise sig mod D.s
Hypothese*).

') Man maa da paa den anden Side, hvad aabenbart er en meget
mislig Sag, give Afkald paa enhver direkte Understøttelse fra
Geologiens Side for D.s Theori. Hvor uheldigt er ikke vor geniale
Forfatter stillet, naar han,, istedenfor at hente Støttegrunde og

[page] 159

10.
D. søger dernæst at vise, at de andre Hovedlove,
som Palæontologien har vist at være de raadende med
Hensyn til Dyrelivets Udviklingshistorie, lade sig vel forlige
med hans Theori. At Arter uddøe, er saaledes en Følge
af, at de fortrænges af andre, og er en Art en Gang
uddød, kommer den ikke igjen eller dannes paa ny,
hvilket ellers synes let at maatte kunne blive Tilfældet.
Undersøger man en Række af sammenhørende Dannelser,
der svare til forskjellige efter hinanden følgende Afsnit
af samme længere Jordperiode, vil man let overbevise sig
om, at ere end Arterne for største Delen forskjellige i de
ældste og yngste af disse Dannelser, saa skeer Foran-
dringen i Faunaens eller Floraens Sammensætning dog
ikke pludselig, men de nye Arter komme frem, og de
gamle døe ud lidt efter lidt. De store uddøde syd-
amerikanske Pattedyr vare saaledes samtidige med visse
nulevende Skaldyrarter, men neppe med noget nulevende
Pattedyr. Naar en Dyregruppe træder op i Jordens Ud-
viklingshistorie, skeer det i Reglen ikke pludselig, med
en stor Mængde Former paa een Gang, men viser der
sig enkelte Medlemmer af den nye Familie eller Orden,
der endnu i Begyndelsen staae ligesom fremmede eller
afvigende Former, men som i følgende Perioder efterfølges
af stedse flere og flere, indtil Gruppen naaer sit Høide-
punkt i Henseende til Slægternes og Arternes Mængde.
I de følgende Jordperioder aftager den saa igjen bestandig
mere og mere, indtil den i nærværende Jordperiode er

Bevismidler fra denne Videnskab, der dog har lært os saa uhyre
meget, maa opbyde sin hele Sagkundskab og Skarpsindighed for at
bevise, at den intet kan bevise!

(M. Anm.).

[page] 160

bragt ned til et Minimum, som det f. Ex. er Tilfældet med
Sølilier, Ganoider og Nautiler, eller aldeles uddød, maaskee
endog for mange Jordperioder siden. Atter andre Grupper
optræde først senere, og mange naae først deres Maximum
i den nærværende Periode. Der er dog enkelte Und-
tagelser (f. Ex. Ammoniterne*) fra denne almeengyldige Lov,
der jo unægtelig nok lader sig forlige med den D.ske
Hypothese. — Selv den mærkelige Lov, at de Forandringer
i Dyrelivets Sammensætning, som udmærke Jordperioderne,
ere indtraadte samtidig eller næsten samtidig — thi den
fulde Samtidighed lader sig vanskelig bevise — paa Steder
af Jorden, der ligge meget langt fra hinanden, for-
klares efter D.s Mening let ved hans Theori, nemlig
derved at visse fremragende Hovedformer, der havde for-
maaet at gjøre sig særligt gjældende gjennem Livets Kamp,
maatte have let ved at udbrede sig over hele Jordens
Kreds og saaledes omtrent samtidig give det organiske
Liv et vist fælles Præg. — Naar de forskjellige Jord-
perioders organiske Væsner nedstamme fra hinanden, er
det ogsaa forstaaeligt, at samtlige Jordperioders Dyr (eller
Planter) kunne lade sig indordne i et og samme System,
og at de uddøde Former saa let finde hver sin Plads i
Systemet mellem de nulevende. Snart er Forholdet saa-
ledes, at uddøde Arter, selv fra fjerne Perioder, fuldstændig-

*) A. Wagner har i en senere Afhandling om dette Æmne udhævet
Flyveøglerne som et mærkeligt Exempel paa en Undtagelse
fra denne Regel, der aldeles ikke vil lade sig indordne i det D.ske
System. Denne mærkelige, skarpt udprægede Gruppe træder op.
ganske pludseligt; thi.med Sikkerhed kjendes den kun i Jura-
formationen , og hver af dennes 3 Led (den ældre og yngre Lias
og den lithographiske Skifer) har sine egne, skarpt adskilte Arter
af Flyveøgler. De vare uden Forløbere og fik ingen Efterfølgere.

jM. Anm,).

[page] 161

gjøre endnu levende Slægter, snart tjene uddøde Familier
og Slægter til at forbinde nærmere med hinanden Grupper
af nu levende Væsner, som uden dem vilde komme til
at staae langt fra hinanden, som f. Ex. de talrige i de
senere Tider opdagede uddøde Former af Hovpattedyr eller
Gumlere. Det maa dog her bemærkes, at det ikke er
nogen nødvendig Følge af den D.ske Nedstamningstheori,
at enhver ældre Art eller Slægt just i alle Henseender
skal staae lige midt imellem de to yngre Arter eller Slægter,
som antages at nedstamme fra den. Jo ældre en Form
er, desto mere forskjellig vil den i Reglen være fra nu-
levende, og desto oftere vil den frembyde Eiendommelig-
heder, som nu tilhøre flere forskjellige Grupper(Agassiz's
»synthetiske« eller »profetiske« Typer); den er altsaa et
Slags forbindende Led, en Slags Mellemform mellem disse,
netop fordi den er Stamformen til dem. — Der er
ingen Art, som gaaer gjennem alle Jordperioder lige til
Nutiden; derimod er dette Tilfældet med enkelte Slægter.
Ogsaa dette lader sig vel forene med D.s Theori, som
ikke udelukker at »Afartningeh« eller den Nedstamningen
ledsagende Omdannelse kan have været mindre for nogle
Urformers Vedkommende end for andres. — Det er der-
næst en bekjendt Erfaringssætning, at Dyrelivet i en given
Jordperiode altid staaer midt imellem den foregaaendes
og den efterfølgendes, saa at man ad denne Vei kan be-
stemme en nyopdaget Jorddannelses Plads i det geologiske
System, selv om dens Dyre- eller Planteliv ikke viser
nogen fuldstændig Overensstemmelse med en tidligere
kjendt Formations. Forklaringen af denne almeengyldige
Lov er meget simpel, hvis de omhandlede tre Perioders
Dyreskabninger stode i det af D. antagne Afstamnings-
forhold til hinanden.

11

[page] 162

At der kan paapeges et bestemt Fremskridt gjennem
det organiske Livs Udviklingshistorie fra det lavere til
det høiere, fra det ufuldkomnere til det fuldkomnere, >er
ogsaa en simpel Følge af den stadigen fuldkomnere og
fuldkomnere Uddannelse, som udgjør en saa væsenlig Deel
af den D.ske Theori »om Racernes Fuldkommengjørelse i
Livets Kamp ved det naturlige Avlsvalg;« selv den saa kaldte
embryologiske Theori om de undergaaede Dyreformers
Forhold til de nulevendes Fosterformer vil her kunne finde
sin Plads, hvis det overhovedet lader sig bevise, at der
er Former paa hvilke den passer, hvis der altsaa virkelig
er noget sandt i den. — Man har endelig lagt megen
Vægt paa, at der gjennem den yngre tertiære Pattedyr-
skabnings Fordeling paa Jordkloden gik de samme Hoved-
love som gjennem Nutidens, at de samme Hovedtyper af
Pattedyr, som den Gang udmærkede Brasiliens og Ny-
hollands Fauna, ere betegnende for dem den Dag idag*),
om end gjennem andre Slægter og Arter; men hvor smukt
vilde dette ikke stemme med D.s Theori, hvis Brasiliens
tertiære Gumlere og Nyhollarids tertiære Pungdyr kunde
antages for Stamarterne til de nu sammesteds levende
Former? Forkaster man denne Forklaring, forbliver disse
to Jordperioders umiskjendelige geografiske Repræsentation
af hinanden et uløseligt Mysterium ligesom alle de andre
her opregnede palæontologiske Hovedlove. Theoriens For-
hold til de nuværende Udbredningsforhold skal beskjæf-
tige os i et følgende Afsnit.

*) See dette Tidsskrift 1ste Række 1ste Bind p. 21—25. ..

[page] 217

Tredie Afsnit.

(Dyrenes og Planternes Udbredningsforhold; det naturlige System;

fælles Grundplan; Homologier; embryologiske Forhold; hæmmede

Organer. Efterskrift.)

11.
Oarwin søger dernæst at vise, at nogle af de vigtigste
Forhold ved Dyrenes og Planternes Udbredning
paa Jordkloden stemme vel med den af ham frem-
satte Nedstamningstheori og ad denne Vei lade sig forklare
paa en ret naturlig Maade. Det er saaledes ikke muligt
at forklare de organiske Væsners geografiske Udbrednings-
forhold alene af klimatiske og physiske Forhold.
Man seer dette bedst ved at sammenligne Amerikas Dyre-
verden med de andre Verdensdeles; det vil da vise sig,
at hele Syd-Amerika med en Deel af Nord-Amerika udgjør
et meget eiendommeligt dyregeografisk Rige, uagtet det
indbefatter Landstrækninger med yderst forskjellig klimatisk
og naturlig Beskaffenhed. Paa den anden Side vil det
ikke være vanskeligt at paavise en nøie Overeensstemmelse
i klimatisk og physisk Henseende mellem visse Egne af
Syd-Amerika, Syd-Afrika og Ny-Holland, og dog er disse tre
Verdensdeles Dyreliv saa forskjelligt, som det vel er mu-
ligt. Det viser sig altsaa, at der maa være ganske andre
Aarsager til de Forskjelligheder, som finde Sted mellem
de store dyregeografiske Provindser, saavel for Landdyrenes

15

[page] 218

som for Havdyrenes Vedkommende. De store Havbækkener
danne nemlig ikke mindre uoverstigelige Hindringer for
Landdyrenes Udbredning end de store Landmasser eller
store Strækninger af dybt Hav uden Øer for Kyst-Hav-
dyrenes. Det er derfor en ganske anden Fauna, der
lever langs med Amerikas Østkyst, end den, som træffes
langs med dets Vestkyst, uagtet de kun ere adskilte ved
den smalle Panama-Tange*), og det er igjen en anden
Fauna, der træder op ved de østligste Øer i det stille
Hav; men denne sidste vil saa igjen følge os fra 0 til 0
og fra Kyst til Kyst igjennem hele det indiske og stille
Ocean lige til Afrikas Kyst, fordi der ikke her er noget
stort og dybt Hav, der kunde sætte Grændse for Arternes
Udbredning fra det ene Sted til det andet. Den Omstæn-
dighed, at de store Fastlandsmasser næsten berøre hin-
anden indenfor Polarkredsen, har derfor mere end den
klimatiske Overeensstemmelse bevirket, at saa vel den
arktiske Landfauna som den tilsvarede Havfauna næsten
ere de samme hele dette Jordbælte rundt. — Naar vi
undtage dette arktiske Bælte og tildeels det nordlige tem-
pererte, finde vi nu tneget ofte, at ikke alene visse Arter,
men ogsaa hele Slægter og Familier ere indskrænkede til
en enkelt af de større Verdensdele; det vil, for at oplyse
dette, være tilstrækkeligt at henpege paa, at Kolibrier,
Tukaner og Klapperslanger kun forekomme i Amerika, lige-
ledes Dovendyr og Bæltedyr, at Syd-Amerikas steppe-
beboende Gravemus og Pampasharer, Haremusene paa
Ånderne samt Flodsvinet og Bæverrotten i de sydamerikanske
Floder alle tilhøre en og samme sluttede Gruppe indenfor Gna-
vernes Orjlen, hvilken Gruppe udenfor Syd-Amerika kun har

*) See dette Tidsskrift 2den Række 3die Bd. p. 131—35.

[page] 219

meget faae Repræsentanter. Et ikke mindre godt Exempel af-
give Pungdyrene paa Ny-Holland og de nærliggende Øer, og
lignende Forhold lade sig paavise for mange Havdyrs
Vedkommende. Vil man nu gaae ind paa den Antagelse,
at alle Arter af en af disse Grupper nedstamme fra en
fælles Stamform, blive disse eiendommelige Udbrednings-
forhold lette at forklare. I saa Fald maa man jo rigtignok
ogsaa antage, at Arterne af de Slægter, der ere spredte
over hele Jordens Kreds, have en lignende fælles Nedstam-
ning, og for disses Vedkommende vil det da blive nød-
vendigt at antage betydelige Vandringer fra deres fælles
Skabelsesmidtpunkt, om end maaskee kun i Løbet af flere
Jordperioder.

Ifølge D.s Theori kan hver Art meget godt have
sin Oprindelse fra flere Par af Individer, men det er ikke
rimeligt, at samme Art skulde være dannet paa to langt
fra hinanden liggende Steder. Der opstaaer da den
Vanskelighed, hvorledes man skal forklare sig samme
Arts Forekomst paa to Steder, som ikke staae i nogen
tænkelig Forbindelse med hinanden, som f. Ex. paa
Alperne, paa Pyrenæerne og i Polarbæltet. Man har
troet at kunne forklare saadanne Udbredningsforhold ved
at antage, at Lande og Øer, som nu ere skilte, i sin Tid
kunne have været forbundne ved sammenhængende Land-
masser, der senere ved Sænkning ere forsvundne; men
den Omstændighed, at de fleste oceaniske Øer, for saa
vidt som de ikke ere Koraløer, ere af vulkansk Oprindelse,
taler just ikke for, at de tidligere have været Dele af de
Fastlandsmasser, i hvis større eller mindre Nærhed de
findes, og dog have de deres særegne Dyre- og Planteliv.
Forsøg, som D. og Andre have anstillet, lede ham til at
antage, at i Gjennemsnit ville af 100 Planter Frøene af

15*

[page] 220

de 10 kunne taale at føres 900 Mile bort af Havets
Strømme, uden at deres Spireevne dræbes af Salt-
vandet, og heri er der da givet en større Mulighed
for Udbredelsen af Planter fra Sted til Sted end man
tidligere har antaget. D. har udtaget Jord mellem Rød-
derne af Drivtømmer, som længe havde flydt om paa
Havet, og deri fundet Frø, som spirede, da det blev saaet.
I Aadsler af frøædende Fugle, som drive om paa Vandet,
kunne Frøene længe bevare deres Spireevne, især i Kroen;
Fugle, som af heftige Storme forslaaes til fjerne Verdens-
dele, kunne paa lignende Maade medbringe til disse Frø,
som endnu ikke have mistet deres Spirekraft; naar de i
udmattet Tilstand komme til Kysten, blive de let et Bytte
for Rovfuglene, og i disses Skarn eller ophulkede Boller
af ufordøielige Dele vil man da kunne finde enkelte spire-
dygtige Frø. Det samme kan være Tilfældet, naar fiske-
ædende Fugle fortære Fisk, der have slugt Frø af Vand-
planter. Hvor lidt Jord der end klæber ved Fuglenes
Fødder, vil dette dog kunne give Anledning til en Plante-
vandring; men betænke f. Ex. blot, hvor mange tusinde
Vagtler, der hvert Aar sætte over Middelhavet. Endelig
ville Isbjerge kunne flytte Plantefrø med sig i den Jord,
som ofte bedækker dem, til forholdsvis fjerne Steder, og
D. forklarer paa denne Maade, at Madeiras Flora har en
forholdsvis nordisk Charakteer, eftersom Isbjerge, rimelig-
vis i den saakaldte Glacial-Periode, have efterladt sig
utvivlsomme Spor paa denne Ø. Det er noksom bekjendt,
at det faste Lands Bedækning med Is, som nu er ind-
skrænket til Polarlandene og de høieste Bjergegne, tidligere
i alle Verdensdele har havt en langt større. Udbredning
end nu. Stribede og polerede Klippeflader, Klippeblokke,
der ere førte langt bort fra deres oprindelige Hjemstavn,

[page] 221

og Levninger af gamle Gletschervolde aflægge Vidnesbyrd
herom saa vel ved Himalaias og Åndernes Fod som paa
Ny-Zeland, ved Alpernes Fod og i den nordlige Deel af
det nu tempererede Europa og Amerika*). Det er en
Selvfølge at i denne saa kaldte Istid maa Jordens Varme-
grad have været betydelig lavere end nu, og man har
ingen Grund til at formode, at denne almindelige Synken
af Luftvarmen, som gik umiddelbart forud for den nær-
værende Jordperiode og sandsynligvis har vedvaret en
meget lang Række af Aar, ikke skulde være indtraadt
omtrent samtidig overalt paa Jorden. Forud for denne
Istid har der maaske gaaet en Tid, da Luftvarmen var
forholdsvis høiere end nu, og de tempererede Dyre- og
Planteformer have derfor maaske den Gang gaaet længere
mod Nord end nu. Alt som Kulden tog til, maatte de
vandre mod Syd og indtage de tropiske Formers Plads,
samtidig med at arktiske Arter bredte sig over Europa
og Nord-Amerika lige til Alperne og Pyrenæerne og maaskee,
følgende Cordillerernes Ryg, lige til Amerikas Sydspidse.
Senere, da Kulden igjen tog af og de nuværende klima-
tiske Forhold indtraadte, bleve da disse arktiske Former
tilbage paa Alpernes og Pyrenæernes Tinder, adskilte ved
et stort geografisk Mellemrum fra deres Søstre i det høie
Norden. Kun paa denne Maade vil man kunne forklare,
at Ildlandets Flora tæller ikke mindre end 40 Arter, som
ogsaa findes i den nordligste Del af Europa og Amerika,
foruden mange andre Stedfortrædere for nordiske Former,
skjøndt som Arter forskjellige fra disse, hvilke alle mangle
i det uhyre mellemliggende Jordbælte. Naar man over-
hovedet vil gaae ind paa, at Arter af samme Slægt eller

*) See dette Tidsskrift 2den Række 4de Bd. p. 230-31.

[page] 222

Slægter af samme Familie kunne have en fælles Oprin-
delse, vil man ligeledes kunne forstaae, hvorfor vi paa
Bjergene i det varme Bælte træffe saa mange Planteformer
af nordiske Slægter- og Familier; de hidrøre fra den Tid,
da Kulden havde drevet de tempererede Former til den
tropiske Zone, paa hvis Bjerge den tiltagende Varme senere
under mangehaande Omdannelser drev dem op. Lignende
Forhold gjorde sig upaatvivlelig gjældende for Dyrenes
Vedkommende*). — Den Lighed, som let lader sig paavise
mellem Floraen og Faunaen i det tempererede Europa
og Amerika, saaledes nemlig at Arterne for en mindre
Deel ere de samme, for en større Deel derimod træde
istedenfor hinanden, uagtet disse Floraer og Faunaer ikke
strække sig saa langt mod Nord, at et direkte Samkvem
mellem dem under nærværende Forhold kan have fundet
Sted, forklares let ved at antage, at de nedstamme fra
en Fauna eller Flora, som førend Istiden strakte sig mere
mod Nord. Der er en vis Grad af Lighed f. Ex. mellem
Fiskefaunaen ved Japan og i Middelhavet, mellem Fiske-
og Krebsdyrfaunaen ved England og Ny-Zeland, mellem
Faunaen paa begge Sider af Panama-Tangen, mellem de
arktiske og antarktiske Bløddyr; alle disse i og for sig
temmelig paafaldende Ligheder forklares let ved D.s Theori,
naar man vil antage en tidligere umiddelbar Forbindelse,

) For saa vidt der ved disse her anførte og andre Ligheder mellem
forskjellige Floraer og Faunaer ikke er Tale om Arts-Identitet,
men blot om Repræsentation ved nærstaaende Arter eller Slægter,
synes Forholdet ogsaa at kunne forklares ved Lighed i de
physiske og klimatiske Forhold, som man vel maa indrømme
Magt til at fremkalde Tilstedekomsten af Slægten paa de for den
passende Steder, uden at deraf Just følger, at den skal fremkomme
overalt, hvor saadanne findes.                                    (M. Anm.j

[page] 223

der nu er forstyrret ved Forandringer i de klimatiske og
geografiske Forhold.

12.

Hvorledes skal man vel forklare sig, at saa mange
Arter af Ferskvandsdyr og Ferskvandsplanter have
saa stor en Udbredning paa Jorden og ofte fore-
komme paa vidt adskilte Steder, naar man ikke vil antage,
at samme Art kan være skabt paa flere forskjellige Steder,
og altsaa maa forudsætte, at en Vandring har fundet Sted,
saa vel som at Ferskvandsfaunaen og Floraen i det hele har
en saa eensformig Charakteer hele Jorden over i Mod-
sætning til Landjordens? D. søger at vise, at ufrivillige
Vandringer af Planter og lavere Dyr ikke ere saa vanske-
lige, som man maaskee har været tilbøielig til at forestille
sig dem. Man har oftere seet, at levende Fisk ere faldne
ned fra Luften, sandsynligvis bortførte af en Skypumpe,
og det er aabenbart muligt, at de paa denne Maade
kunne overføres fra et Flodsystem til et andet; Unger af
Ferskvands-Bløddyr kunne transporteres gjennem Luften
med den Andemad, der bliver hængende ved de opflyvende
Vandfugle, og ved at lægge en Andefod i et Kar, hvori
der fandtes megen Yngel af Ferskvandsbløddyr, fandt D.,
at meget af denne satte sig fast til Andefoden og bevarede
sin Livsevne i en ikke saa ganske kort Tid; paa samme
Maade vil den kunne sætte sig fast til sovende Vandfugles
Fødder og paa denne Maade kunne flyttes lidt efter lidt
fra det ene Ferskvand til det andet. Hvorledes Frø af
Vandplanter kunne flyttes langt bort uden at tabe deres
Spireevne, derved at de sluges af Fisk og disse igjen af
Fugle, er omtalt i det foregaaende; at Frø af Vandplanter
og Æg af lavere Vanddyr ofte maae kunne føres vidt

[page] 224

omkring med Dyndet, som klæber ved Vandfuglenes Fødder,
fremgaaer af et af D. anstillet Forsøg; han fandt nemlig,
at tre Spiseskefulde Dynd fra Ferskvandsdamme indeholdt
ikke mindre end 537 spiredygtige Plantefrø, som bleve
talte, alt som de spirede og kom op.

De Forhold, som Faunaen og Floraen paa de
oceaniske Øer, der ligge i længere Afstand fra det
faste Land, frembyde, lade sig ogsaa vel forklare ved D.s
Theori. Arterne ere saaledes faae; medens Ny-Zeland f. Ex.
ikke har flere oprindelig indenlandske Blomsterplanter
end Øen Anglesea, har Ascerrsion ikke en Gang et
halvt Dusin, og dog finder man saa vel her som paa
St. Helena, at i de senere Tider mange fremmede
Planter der have fæstet Bo, saa at Floraens Fattigdom
ikke kan forklares af Øens physiske Forhold. Det
er nu let at indsee, at jo længere Afstanden er
mellem Øen og andre Landmasser, og jo mindre Øen
selv er, desto vanskeligere vil den kunne blive befolket
med Dyr og Planter andetstedsfra, og desto vanskeligere
ville disse kunne blive Udgangspunktet for en rig Fauna
eller Flora. Man finder dernæst, at paa disse oceaniske
Øer ere de fleste Dyr og Planter endemiske; d. v. s.
findes ikke noget andet Sted end netop der; Galapagos-
Øerne beboes af 26 Arter af Landfugle, hvilke paa een
nær alle ere eiendommelige for denne Øgruppe; derimod
have Bermudas-Øerne og Madeira ikke en eneste endemisk
Fugl, fordi de bestandig forsynes, hine fra Amerika, denne
fra Europa og Afrika; derimod har Madeira mange eien-
dommelige Landsnegle, men ingen endemiske Havsnegle.
Disse endemiske Faunaer tænker D. sig at være blevne
til gjennem lokale Udviklinger og Omdannelser af Faunaer,
som langt tilbage i Tiden paa en eller anden Maade have

[page] 225

fundet Vei derhen. En anden Hovedregel er, at visse
Dyreklasser altid mangle paa de oceaniske Øer, f. Ex.
Padderne, uagtet disse ere blevne indførte paa Madeira
og Azorerne og der have formeret sig meget stærkt.
Grunden til, at de mangle paa de fleste Øer i de store
Verdenshave, er rimeligvis, at deres Æg strax dræbes af
Søvandet. Der kjendes intet Jordpattedyr, som har oprinde-
lig hjemme paa nogen oceanisk 0, derimod forekommer
der Flagermus paa de fleste af dem, og Bermudasøerne
besøges aarligen af et Par amerikanske Arter; Flager-
musene kunne derfor godt antages at være indvan-
drede paa denne Maade, men at de forskjellige oceaniske
Øer nu have hver sine Arter af Flagermus, maatte da til-
skrives den særegne Uddannelse, som Arten i Tidens Løb
har faaet paa hvert enkelt Sted. — Det viser sig der-
næst, at Faunaen og Floraen paa saadanne oceaniske
Øer, skjøndt i Besiddelse af en større eller mindre Selv-
stændighed, dog altid er nærmest beslægtet med det nær-
meste Fastlands og danner ligesom en Underafdeling
eller Koloni af denne. Uagtet saaledes Galapagos-
Øernes Flora og Fauna*) for den allerstørste Deel ere
endemiske, have de dog saa aldeles en amerikansk
Charakteer, at Naturforskeren, som betræder disse Øer,
troer endnu at være i Amerika, skjøndt han er flere
hundrede Mile fra dettes Kyster. Det er amerikanske
Slægter og Familier saa vel af Planter som af Dyr,
hvoraf han seer sig omgiven, f. Ex. Kaktuser og Leguaner.
I øvrigt er Floraen og Faunaen ingenlunde eens paa de
enkelte Øer, som danne denne Øgruppe; dertil ligge de
for langt fra hinanden og ere adskilte ved altfor brede

*) See dette Tidsskrift 2den Række, 4de Bd. p. 313—47,

[page] 226

og dybe Sunde med altfor rivende en Strøm; kun en Deel
af Arterne ere de samme, forresten træde forskjellige
Arter af de samme Slægter istedenfor hinanden paa de
forskjellige Øer. Galapagos-Øerne ere altsaa blevne be-
folkede med Dyr og Planter fra Amerikas Kyst, der, skjøndt
fjern, dog er den nærmeste; denne under fremmede For-
hold omplantede Koloni har i Tidernes Løb udviklet sig
til en vel tildeels eiendommelig, men dog aldeles ameri-
kansk Flora og Fauna; den samme lokale Indflydelse gjorde
sig igjen .gjældende i det mindre paa hver enkelt 0;
Isolationen havde til Følge, at disse ikke fik en fælles
Dyre- og Planteverden, men tildeels i det mindste kun Re-
præsentanter for de samme Former; selv af de for Gala-
pagos-Øerne eiendommelige Fugle ere flere indskrænkede
hver til sin 0. Kerguelen-Øens Planter ere nærmere
beslægtede med Amerikas end med Afrikas, uagtet Af-
standen fra Afrika er mindre end fra Amerika. Grunden
dertil maa være en tidligere Forbindelse mellen Syd-Amerika
og de antarktiske Øer og Lande, af hvad Art man nu
end vil tænke jsig denne Forbindelse. Ny-Zelands Flora
har Lighed med Syd-Amerikas saa vel som med Ny-Hollands,
og man har kunnet paavise en vis Tilnærmelse mellem
Floraen i det sydvestlige Hjørne af Ny-Holland og den
kapske*). Alle disse Tilfælde forklarer D. gjennem de to
Principer, Kolonisation og Adaption, det vil sige den
Tilpasning til de nye Naturforhold, som finder Sted gjen-
nem Livets Kamp og Naturens Avisvalg**). Paa samme

*) Den japanske Flora har et betydeligt nordamerikansk Element,
medens omvendt den kaliforniske indeholder et japansk.

(M. Anni.)
**) Pladsen tillader Ikke her nærmere atdrøfte de geografiskeUdbred-
ningsforhold paa andre Øgrupper, t. Ex. den vestindiske eller

[page] 227

Maade forklarer man sig let det Forhold, hvori den under-
jordiske Hulefauna, som ovenfor er antydet, staaer til
den omgivende overjordiske Fauna, ligesom ogsaa at Be-
boerne af høie Bjerge saa ofte høre til de samme Typer,
som beboe Lavlandet ved deres Fod, men dog ere for-
skjellige som Art eller Slægt fra disse (f. Ex. Andes-Tapi-
ren, Haremusene, Andes-Kolibrierne og Bjergmallerne
i Syd-Amerika), samt at et lignende Forhold endelig ogsaa
ofte finder Sted mellem mange Salt- og Brakvandsformer.

13.

Hvad erOpgaven for det saa kaldte naturlige
System? For saa vidt det naturlige System allerede er
færdigt eller kan siges at nærme sig til at være det, er
det ikke blot en vilkaarlig Sammenstilling af Dyre- og

malaiiske; vi maae indskrænke os til at bemærke, at Faunaen
paa sidstnævnte Sted er væsenlig indisk, men dog med sine
særlige Eiendommeligheder; at sammenligner man de enkelte Øer,
vil man vel finde, at de have en Deel vidt udbredte Arter tilfælles,
men at Arterne ogsaa ofte optræde hver med sin lokale Varietet paa
hver enkelt af de større Øer, samt at mange Arter ere indskrænkede
til en enkelt af disse, og altsaa, for saa vidt de høre til samme
Slægt, repræsentere hinanden. Paa de østligste Øer møder en stærk
Indblanding af nyhollandske Former, vel ikke af nyhollandske
Arter, knap nok af Slægter, som ogsaa findes paa Ny-Hollaud,
men dog af aldeles nyhollandsk Præg (Pungdyr). Lignende For-
hold træffe vi i Vestindien; naar man veed, hvor stor en Udbred-
ning de fleste Arter af Landdyr have paa Amerikas Fastland, for-
bauses man ved at see, at de store Antiller, Cuba, Jamaica,
Portorico og Haiti, i Reglen have hver sine Arter af Krybdyr
og Landconchylier, som ikke findes paa de andre Øer; at andre
Arter igjen optræde paa de danske Antiller, paa de karaibiske Øer
osv. Det er saadanne Forhold, som maaskee allerbedst kunde
tale for, atD.s Theori var begrundet i Naturen. (See Reinhardts
og Lutkens »Bidrag til Vestindiens Herpetologi« i »Videnskabe-
lige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening« for 1862.)

[page] 228

Planteformerne efter Godtbeflndende; det er heller ikke be-
grundet paaOvereensstemmelse i Opholdssted og Levemaade,
eftersom Former af samme Gruppe ofte afvige betydeligt fra
hinanden i denne Henseende, og omvendt. Der er noget
mere i det naturlige System end en blot Sammenstilling
af Formerne efter Lighed og Ulighed; heller ikke er det
alene et Middel til at forkorte Fortegnelsen over en given
Forms Kjendemærker, idet dens Henførelse til et bestemt
Sted i Systemet jo strax oplyser os om en Mængde Eien-
dommeligheder ved den, som det saa er overflødigt at
opregne. Man har sagt, at dette ubekjendte Noget, som
man søgte at udtrykke ved det naturlige System, var
Skaberens ubekjendte Plan for den organiske Natur; men
dette Ubekjendte, som gjør, at man kan sammenstille de
organiske Væsner efter deres nærmere og fjernere saa kaldte
»Slægtskab« i Slægter, Familier, Ordener, Klasser osv.,
er netop deres Slægtskab i Ordets sædvanlige og egen-
lige Betydning, d. v. s. deres fælles Nedstamning i
nærmere eller fjernere Grad. Den dermed følgende
Arvelighed af visse Forhold, medens andre modificeres,
forklarer ogsaa, at det er saa vanskeligt at give bestemte
Regler for, hvilke Eiendommeligheder der ere vigtige,
d. v. s. betegnende for større Afdelinger, eller kun have
Betydning som Kjendemærker for Grupper af lavere Rang.
Erfaringen viser snart, at de Forhold, som udtrykke Leve-
maaden og betegne Dyrets eller Plantens almindelige
Plads i Naturens Husholdning, f. Ex. Hvalens Lighed
med Fiskene, kun have en underordnet Vigtig-
hed, ja man kan næsten sige, at jo mindre Betydning
et Organ har med Hensyn til særlig Levemaade, desto
vigtigere og brugbarere er det for Systematiken. Organer
af stor physiologisk Betydning afgive unegtelig ofte gode

[page] 229

systematiske Kjendemærker, men i andre Grupper kunne
de være aldeles værdiløse, og mange ypperlige Særkjender
have yderst ringe physiologisk Betydning. Forhold, som
i visse Grupper afgive ypperlige Kjendemærker, f. Ex.
Følehornenes Form og Bygning, kunne aldeles ikke bruges
i andre, uden at man er i Stand til at aflede denne For-
skjel i deres Brugbarhed for Systematiken af en tilsvarende
Forskjel i deres Betydning for Dyret. Selv aldeles hæm-
mede Dele kunne ofte afgive et ypperligt Hjælpemiddel
for Systematiken, som f. Ex. de uudviklede Blomster hos
Græsarterne. Det er kun Erfaringen, som kan vise,
om et Forhold har stor systematisk Betydning eller ikke;
seer man, at en bestemt Form eller Bygning af et Red-
skab viser sig bestandig hos en Række af Former, som
paa Grund af andre hinanden krydsende, men ikke lige saa
konstante Ligheder vise sig at høre sammen, saa veed
man, at dette Forhold har en særdeles Vægt og kan be-
nyttes til at sammenknytte andre Former, som maaskee
ikke besidde hine mindre paalidelige Bygningsforhold, med
hine. Men førend man skrider til Bearbeidelsen af en
Gruppe, som man ikke kjender nærmere til iforveien,
kan Ingen vide, paa hvilke Forhold han skal lægge meest
Vægt til at stille Arterne sammen i større og mindre
Grupper. Grunden hertil er, ifølge D., at den Overens-
stemmelse, der finder Sted mellem to Arter, hidrører fra,
at de have en fælles Stamform, for saa vidt som den ikke
blot er en ydre og beroer paa, at de ere afpassede efter
de samme Naturforhold. Men de Tillempninger, som de
fra samme Stamart nedstammende Former efterhaanden
have undergaaet, have efter Omstændighederne snart
ramt eet Forhold, snart et andet, og derfor ville Descen-
denterne af een Form alle have arvet visse Særkjender,

[page] 230

medens Descendenterne af en anden Form vise stor
Uoverensstemmelse i Henseende til det samme Forhold.
Det, som man søger at udtrykke ved det naturlige System,
er altsaa Naturens Stamtræ; det ægte naturlige System
er genealogisk, netop ligesom den eneste naturlige
Opstilling af de forskjellige Racer af en Husdyrart vil
være den, som udtrykker deres Nedstamning fra hinanden,
og ligesom et virkelig naturligt System af Sprogene
med det samme vilde give os Folkestammernes Stamtræ.
Kjendte vi samtlige Arter og Slægter, som ifølge D.s Theori
have levet paa Jordkloden, saa vilde det naturlige System
jo rigtignok for saa vidt være en Umulighed, som alle
Klasser, Ordener og Familier osv. vilde være forbundne
ved Mellemformer, der udviskede Grændserne mellem
Grupperne, saa at disse hverken kunde begrændses eller
charakteriseres; men man kunde da give i det mindste en
genealogisk Oversigt over Hovedformerne, om hvilke 'de
mindre fremtrædende Former grupperede sig. Et saadant
virkelig naturligt, genealogisk System vil det af Grunde, som
ere udviklede i det foregaaende, vistnok aldrig være muligt
at tilveiebringe, men det kunde vel nok være, at Fremtiden
vil kunne gjøre det for enkelte Afdelingers Vedkommende.
Et af de interessanteste Afsnit af Naturhistorien
er det, som afhandler den fælles Grundplan i
Dyrenes Bygning, som viser, at Dyr, der staae langt
fra hinanden i Systemet, men dog høre til samme natur-
lige Række, ikke ere byggede hver efter sin Plan, men
efter et fælles Forbillede eller Mønster, som det var
Naturen umuligt at fravige, hvor meget det end var den
om at gjøre at afpasse den enkelte Dyreform efter de
særlige Naturforhold, hvorunder den skulde leve og virke.
Naturligvis simplificerer denne Eenhed i Planen Kundskaben

[page] 231

om de organiske Væsner i høi Grad; man veed, at hos
hvilket som helst Hvirveldyr skal man f. Ex. kunne gjenflnde
den fælles Plan for Beenbygningen, og man vil da snart
gjenflnde dennes velbékjendte Dele. Hvor forskjellige end
Menneskets Haand, Muldvarpens Gravefod, Flagermusens
Vinge, Hvalens Luffe, Hestens Fod og Fuglens Vinge ere*),
vil man dog let overbevise sig om, at de alle ere dannede
af et og samme System af Knokler, saa at man paa det
bestemteste kan sige, hvilke Knokler, der svare til hin-
anden i de forskjellige Fodformer, hvor forskjellige disse
end ere i Henseende til Form og Anvendelse. Paa lig-
nende Maade er det let at vise, at Munddelene hos
Sommerfugle, Biller og Fluer fiestaae af de samme Dele,
hvor forskjelligt de end ere udviklede. Man vil forgjæves
søge at forklare denne strænge Fastholden ved Grund-
planen som en Følge af det hensigtsmæsige eller af, at
det saa var Skaberens Plan; derimod forklares den let
som en arvelig Fællesegenskab for Dyr af samme Gruppe,
naar man gaaer ud fra, at disse have en fælles Stamfader,
hvis Bygning nødvendigvis maatte afgive Normen for alle
hans Descendenters. Grundplanen i Dyrenes Bygning
simplificeres ofte end yderligere for Opfattelsen derved,
at forskjellige Dele af det samme Organsystem kunne vises
at være Gjentagelser af hinanden (at være homologe);
det lader sig let bevise, at Insekternes Munddele kun ere
omdannede Lemmer, og mange Naturforskere antage, at
Hvirveldyrenes Hjernekasse bestaaer af omdannede Hvirvler.
Man vil forgjæves søge at forklare disse Hontologier
gjennem det hensigtsmæsige eller Nytten; derimod kan
man, efter D.s Mening, forklare dem af den fælles Ned-

*) See dette Tidsskrift, 1ste Række, 4de Bd. p. 325—29.

[page] 232

stamning og den successive Omdannelse af Stamformen.
Hvirveldyrenes Urform (Afchetyp) har sandsynligvis havt
en lang Række af Hvirvler, men ingen egenlig Hjernekasse,
og Leddyrenes Urform en lang Række af Led med leddede
Lemmer, men ingen egenlige Munddele. Erfaringen viser,
at netop saadanne hyppigt sig gjentagende Dele ere meget
tiibøielige til at variere, og saaledes vil D. da forklare,
at de til sidst gjennem en lang Række af Mellemformer
kunne underkastes den gjennemgribende Omdannelse,
hvoraf f. Ex. Krabbernes Kjæbefødder og Fiskenes Bag-
hoved (Nakkehvirvlen) endnu bære saa tydelige Spor.

Det er en almindelig Regel, at Fostrene eller Lar-
verne ere meer eller mindre forskjellige fra de voxne
Individer af samme Art, og at navnlig de Dele, som senere
ere meget forskjellige (f. Ex. For- og Baglemmer hos
samme Dyr), paa tidligere Udviklingstrin frembyde en
større Grad af Lighed. Man vil dernæst finde, at Fostre
eller Unger af forskjelige Arter ligne hinanden langt
mere end senere, hvorom mange Insektlarver og Fugle-
unger aflægge Vidnesbyrd. Den Overeensstemmelse i
Bygning, som vi finde mellem Larver eller Unger af for-
skjellige Dyregrupper, lader sig kun sjelden forklare som
Følge af en bestemt Levemaade, med mindre Larven er
henvist til at skaffe sig sin Føde paa en bestemt Maade,
i hvilket Tilfælde Larverne ofte ere mindre forskjellige
end de udvoxne Dyr, fordi de leve under mindre forskjel-
lige Livsforhold*) end disse. Man vil endelig kunne an-
føre Exempler paa, at Larven er et fuldkomnere Væsen

*) Ofte findes dog ogsaa det omvendte Forhold, at Larverne ere
meget forskjellige, paa Grund af at den ene f. Ex. lever i Vandet,
den anden i Jorden, medens Forskjellen mellem de udviklede
Insekter kun er ringe.                                                (M. Anm.)

[page] 233

end det udvoxne, ved en tilbageskridende Metamorfose
omdannede Dyr. Efter D.s Mening lade alle disse For-
hold sig forklare derved, at de Eiendommeligheder, der
udmærke en vis Race eller Varietet, i Reglen først frem-
træde hos det udvoxne eller næsten udvoxne Dyr og hos
dets Afkom derfor ligeledes først ville træde frem i den
tilsvarende Alder, sjeldnere i en tidligere. Saaledes fandt D.,
at Dueunger af forskjellige Racer, Hundehvalpe, Føl, osv.
lignede hinanden langt mere strax efter Fødslen end senere,
og da han jo ikke antager Arter og Varieteter for væsenlig
forskjellige, bliver det ham ikke vanskeligt at forklare, at
Fostre af forskjellige Arter ligne hinanden mere end de
voxne, og at visse Organer hos Fostrene vise sig mere
eens end senere; deres Forskjellighed hos det udvoxne
Dyr kan nemlig antages at være erhvervet lidt efter lidt,
men først efter at Individerne vare fuldvoxne og fuldstæn-
dig i Stand til at spille deres Rolle i Livet. De Snyltekrebs
og Cirripedier, som ved en tilbageskridende Metamorfose
iføre sig en fra Krebsdyrene saa afvigende Form*) samt
en i mange Henseender saa ufuldkommen Bygning, ned-
stamme, ifølge D.s Theori, fra en mindre omdannet Urform,
og det er da let forklarligt, at Larverne vende tilbage til
denne. — Ogsaa over de saa kaldte hæmmede eller
rudimentære Organer kaster D.s Theori Lys. Hvad
er vel Bestemmelsen med Bardehvalernes Fostertænder, der
aldrig komme til Udvikling, med mange ikke flyvende In-
sekters rudimentære Vinger, med de rudimentære Patter hos
Hanpattedyrene eller med de hæmmede Støvdragere og
Støvveie i mange særkjønnede Blomster? Man kan opstille
en særlig Lov for disse Tilfælde og sige, at de ere der,
fordi Naturen nødig giver Slip paa det, som den nu
*) See dette Tidsskrift 2den Række 4de Bd. p. 142-44.

16

[page] 234

en Gang har anskaffet til Brug for en vis Dyre- eller
Plantegruppe, selv om den ikke har nogen direkte Brug
for det i det enkelte Tilfælde, eller at den nødig gjar
Spring og derfor benytter de hæmmede Organer som
Overgange til de Tilfælde, hvor de aldeles forsvinde; men
Sagen er efter D. den, at de ere en Arv fra Stamformen,
hos hvilken de fandtes i en mere udviklet Tilstand lige-
som hos andre Former, men en Arv, som ved ikke at
bruges er bleven bragt ned til sit Minimum eller endog
hos andre Former sporløst forsvunden.

Efterskrift.

Vi have i det foregaaende gjengivet det vigtigste i
de Betragtninger og Kjendsgjerninger, hvorved D. har
søgt at begrunde og belyse sin Theori om Arternes Op-
rindelse, snart mere udførligt, snart mere kortfattet, snart
med Forfatterens egne Ord, snart i en friere Form. Vi
betvivle ikke, at den Læser, der har havt Taalmodighed
til at følge os saa langt, har følt sig i høi Grad gjennem-
trængt af Beundring for Forfatterens store SkarpsindighedT
geniale Indblik i Naturens indviklede Forhold og hans
alsidige Kundskabsfylde, saa vel som for den Sindighed
og Upartiskhed, hvormed han drøfter, hvad der kunde
tale mod hans Anskuelser, og forsmaaer at søge Bistand
i Anskuelser og Theorier, der ikke forekomme ham til-
strækkeligt begrundede. Det kan heller ikke nægtes, at
den Darwinske Theori har noget meget tiltalende ved sigr
for saa vidt som den forklarer meget, som ellers synes at
være uforklarligt, og forener til een Hovedlov mange af
de Resultater, til hvilke man tidligere var kommet, men
mellem hvilke det hidtil ikke var lykkedes at paavise nogen

[page] 235

Sammenhæng. Hvor herligt vilde det ikke være, der-
som der virkelig var opdaget en ny Naturlov for den
organiske Verden, der ligesom de almindelige Tiltræknings-
love (Tyngden og den chemiske Affinitet) i den uorganiske
kunde betragtes som Grundprincipet for hele den organiske
Verdens Udvikling! Det har ikke undgaaet nogen Natur-
forsker, som har tænkt over Kjendsgjerningerne og ikke
blot indskrænket sig til at skrive dem op, at der gik en
vis Modsigelse gjennem den sædvanlige Fremstilling af
Verdens Udvikling. Medens alt, hvad der henhørte til
den uorganiske Verden, ganske var overladt til de
døde Naturkræfters Spil, maatte Skaberens umiddelbare
Optræden gjentagne Gange paakaldes for igjen at bringe
Liv i Tingene og tilvejebringe en ny Dyre- og Plante-
verden istedenfor den gamle, der var gaaet under. En
Theori, som bragte os ud over denne Vanskelighed og
forresten lod sig forene med Kjendsgjerningerne, kunde
derfor have Krav paa at modtages med stort Bifald. Vi
antage derfor ogsaa, at D.s Skrift, selv om det større
Arbeide, for hvilket det skulde være Forløberen, og hvortil
han i 20 Aar har været beskjæftiget med at indsamle Stof,
ikke skulde udkomme, hvorom der dog efter Forlydende
skal være grundet Haab, vil gjøre i en vis Grad Epoke
i Videnskaben; i en kortere eller længere Fremtid ville
Naturforskerne have deres Opmærksomhed henvendt paa
det og benytte enhver Leilighed til at undersøge, om
Kjendsgjerningerne tale for eller imod det. Vinder Theorien
almindeligt Bifald, kan den have den mindre gode Følge,
at mange Naturforskere anvende mindre Nøjagtighed i
deres Undersøgelser af Arterne, idet de tænke som saa,
at hvis der ingen egenlige Arter er i Naturen, er det
mindre vigtigt, om de saa kaldte Arter skjelnes meer

16*

[page] 236

eller mindre omhyggeligt fra hinanden. Men den kan
ogsaa have den gode Følge, at man bliver mindre til—
bøielig til at opstille virkelige Afarter som egne Arter, og
hvad mere er, at der bliver samlet en Skat af nye Iagtta-
gelser og nye Sammenstillinger af bekjendte Ejendsgjer-
ninger, der, selv om det endelige Resultat skulde blive,
at D.s Theori blev opgivet som uholdbar, vilde have en
særdeles befrugtende Indflydelse paa Videnskabens Udvik-
ling. At fælde nogen afgjørende Dom om D.s Theori,
forekommer os ikke at være muligt, i det mindste ikke for
Tiden, dertil har den for meget Charakteren af en blot og
bar Hypothese. Og her komme vi da til den første af
de Misligheder, som forekomme os at klæbe ved hin
Theori, nemlig at den efter Forfatterens egen Til-
staaelse aldeles ikke kan bevises, selv om man
ikke tager dette Ord i sin strengeste Betydning. Ja, han
maa endogsaa opbyde sin hele Skarpsindighed for at for-
sone os med den Modsigelse, at den hverken lader sig
demonstrere i Nutid eller i Fortid, uden at vi dog dermed
ville sige, at det just saa ganske lykkes ham at over-
bevise Læseren. Thi vel kan han bestandig forskandse
sig bagved det, som man ikke veed og ikke kan vide,
men selv om han nok saa godt beviser os det urimelige
i den Fordring, at han skal fremlægge sine Mellemformer,
saa har han dog ikke bevist, at Variabiliteten kan være
ubegrændset; denne Sætning er ubevist og ubeviselig,
men om man vil, ogsaa uigjendrivelig; den er en Hypo-
these og intet Andet. Bronn bemærker med Rette, at
der gives en Art, der netop har været stillet under alle
de Forhold, som efter D.s Theori skulde kunne bevirke
dens successive Opløsning i flere Arter, nemlig Men-
nesket, og dog er det for dettes Vedkommende kun

[page] 237

kommet til en Dannelse af Racer, der ere fuldkommen
frugtbare indbyrdes*). D. gaaer ud fra, at selv i Natur-
tilstanden findes der nogen Variation indenfor Arten, og
han forudsætter da, at naar en Modification blot er gavn-
lig for Arten, maa den i Tidens Løb kunne uddannes til
en hvilken som helst Grad, men han vil intet Exempel kunne
anføre paa, at noget saadant virkelig har fundet Sted;
Knogler af 3—4000 Aars Ælde fra Urindvaanernes Kjøkken-
møddinger og Ægypternes Grave vise ingen Afvigelser
fra Knoglerne af de samme Arter, naar disse endnu
existere i vild Tilstand, og hvor kort er ikke i Sammen-
ligning dermed den Tid, som udfordres til at danne en
ny Husdyrrace? Hine Forandringer maae altsaa foregaae
saa langsomt, at 3—4000 Aar ingen Indflyldelse have
kunnet udøve, og dog skulde Jordens Udviklingshistorie
have omfattet saa uhyre lang en Tid, for ikke at sige en
Evighed, at alle Jordens nulevende Slægter og Arter lige
fra Mennesket til det laveste Infusionsdyr skulde have faaet
Tid til at udvikle sig af en fælles Urform! Thi dette er
aabenbart Consekvensen af D.s Theori og synes virkelig
ogsaa i Grunden at være hans Mening; thi skjøndt han
nærmest synes at tænke sig alle Arter af samme Klasse
nedstammende fra en fælles Urform, forekommer der dog
ogsaa Antydninger af, at han tænker sig denne Proces

*.) Man har slet ingen Grund til at antage, at der nutildags opstaae
nye Arter; enhver Naturforsker, som opdager en ny Art, bilder
sig ikke et eneste Øieblik ind, at den først er bleven til fornylig,
han veed meget vel, at der er al Sandsynlighed for, at den
hidtil er bleven overseet; heller ikke kan man anføre noget som
helst Exempel paa, at Arter nutildags dae ud af sig selv. Om
alle de Arter, hvis Tilintetgjørelse er indtraadt i den historiske
Tid, er det vitterligt, at den skyldes Mennesket, og fornemmelig
det meer eller mindre civiliserede Menneske.

[page] 238

udvidet til alle Former af den samme Række, og i Virke-
ligheden synes der heller ikke at være noget til Hinder
derfor; kan man tænke sig alle Fiske nedstamme fra en
fælles Urform og ligeledes alle Padder, er det ikke vanske-
ligt at tænke sig disse to Urformer, Urfisken og Urpadden,
nedstamme fra en fælles Urform, en Urpaddeflsk, og kan
man tænke sig Snegleklassen og Muslingklassen afledte
af en Ursnegl og en Urmusling, kan man lige saa godt
tænke sig alle Bløddyr nedstammende fra en fælles Stamform,
og saaledes fik vi da som Jordklodens første Repræsen-
tanter for Dyreriget 3 eller 4 Arter, antydende hver sin
Dyrerække. Hvad er nu lettere end at tænke sig disse
3 eller 4 Arter afledede af etUrdyr, og vi indsee virkelig
ikke, hvorfor man ikke skulde vove det sidste Skridt og
lade Urdyret og Urplanten nedstamme fra et fælles organisk
Urvæsen, et Urplantedyr. Men dette vil dog vel fore-
komme de fleste af dem for stærkt, som nok vilde være
tilbøielige til at gaae ind paa D.s Theori for Slægternes
og tildeels for Familiernes Vedkommende; og dog ind-
sees det ikke, at man kan lade sig nøie med mindre;
det er i Virkeligheden ikke vanskeligere at tænke sig
hundrede tusinde Arter skabte af nyt og Skabelsen
gjentaget 30 til 40 Gange, end at tænke sig 4, 3, 2 eller
1 Art skabte af nyt og denne Nyskabelse kun at være
foregaaet en eneste Gang. Hvis D. ikke kan befrie os
tillige for denne første Nyskabelse, saa kan hans nye
Naturlov dog ikke stilles ved Siden af de uorganiske
Naturlove; det vil synes de fleste galt nok at lade Men-
nesket nedstamme fra en Abekat, og det kunne de dog
ikke slippe for, hvis de ville tiltræde D.s Anskuelser,
men hvad vilde man da mene om at lade Mennesket ned-
stamme fra en eencellet Alge? Vil man bedre kunne gaae

[page] 239

ind paa denne Tanke, fordi ogsaa det menneskelige Foster
har sin Oprindelse fra en enkelt Celle; et Æg? Hvis hele
den organiske Verden har siri Oprindelse fra to eensartede
Celler, Urplanten og Urdyret, hvorledes vil man da
kunne tænke sig den ene af disse komme i Besiddelse
af Dyrets Hovedegenskaber, Fornemmelse og Bevidsthed,
Villie og Bevægelsesevne? og hvorledes, kunne vi endelig
spørge med Bronn, have Dyrerigets Urarter, som D. kun
tænker sig skabte i eet eller to Exemplarer, kunnet und-
gaae at æde hinanden og den lige saa fattige Planteverden
op og saaledes undergrave Betingelserne for deres egen
Existens?

Det er ogsaa i høi Grad stridende mod alt, hvad vi
hidtil have troet at kunne opfatte som det planmæsige
i Naturen, at den Grundlighed i Bygning, som vi kunne
forfølge gjennem store Afdelinger af den organiske Natur,
nedsættes til at blive noget reent tilfældigt; thi det er
aabenbart aldeles tilfældigt, om en Ejendommelighed
nedarves og saaledes bliver et Fællesmærke for en større
eller mindre Afdeling, eller ikke. Noget nyt uddannes
kun for saa vidt som det er nyttigt for Dyret eller Planten,
men hvad kan ikke være til Nytte paa en eller anden Maade,
naar det haves, men undværes uden Skade, naar det
modsatte er Tilfældet? og meget nedarves kun paa en
Række af Stambørn, fordi det er ligegyldigt og uvæsenligt
og derfor ikke berøres af Omdannelsesprincipet, der idelig
gaaer paa Jagt efter det hensigtsmæsige. Meget af det,
der hidtil har staaet for os som væsenligt og vigtigt,
netop fordi vi saae, at Naturen sjelden eller aldrig gjorde
Brud derpaa, vilde efter D.s Theori netop blive uvæsenligt
og uvigtigt. Selv om Fremtiden derfor kunde bringe os
Fremstillingen af det Stamtræ, som D. tænker sig at ligge

[page] 240

til Grund for- hele den organiske Natur, vilde denne ikke
desto mindre, med Hensyn til de for den raadende Love,
vise sig som et trøstesløst Chaos, hvor Tilfældigheden ene
herskede. Man maatte høiligen undre sig over, at der dog
i Naturen findes saa meget lovmæssigt, som der er, og
at ikke endnu mere extravagante Dyre- og Plante-
former have seet Lyset. Det er maaskee det meest trøstes-
løse ved det D.ske Princip, at det aldeles giver Slip paa
det lovmæsige og overlader alt til Tilfældighedens Ind-
flydelser; og det er tilvisse ikke det Indtryk, som man
modtager ved at studere Naturen!

Men, ville maaskee D.s Tilhængere sige, alt dette er •
kun gamle, indgroede Fordomme, hvorfra Du ikke har
kunnet løsrive Dig, men som ville forsvinde for den nye
Troes Lys. Det kan saa være, det er vanskeligt at sige
sig selv, om den Anskuelse, man nærer, er en Fordom
eller ikke, derom dømme Andre bedre. Vi ville derfor
hellere føre Striden ind paa de mere sikkre Kjendsgjernin-
gers Omraade, og her møder os da navnligen to Forhold,
der gjøre os det umuligt for Tiden at tilegne os den D.ske
Theori. Det maa staae fast, at, hvad end D. har anført
derimod, ere Bastarddannelser som Regel umulige,
altid vanskelige og stadigen ufrugtbare, om end
ikke i første Led; en sig perpetuerende Bastardform,
der, uden at krydses med Stamarterne, forplanter sig lige
saa godt som disse, er i det mindste en overordenlig stor
Sjeldenhed, hvis den overhovedet findes, og i de 999 Til-
fælde af 1000 ere selv de af Stamarterne umiddelbart
dannede Bastarder ufrugtbare indbyrdes. Hvorledes er
det vel muligt at bringe dette til at stemme med
D.s Grundanskuelse, at Arterne kun ere udprægede

[page] 241

Afarter?*) Viser Naturen os ikke selv her, hvor Grændsen
skal trækkes? Hunde af de meest forskjellige Afarter danne

*) For at komme ud over denne Vanskelighed har en engelsk For-
fatter, Hr. Vansittart Neale, i et Foredrag i det zoologiske Selskab
i London opstillet en Modification af den D.ske Theori, hvorved
han har troet at kunne hæve enhver Vanskelighed, som denne
maatte frembyde. Han gaaer ud fra, at de af Mennesket dannede
Racer ingenlunde besidde den Fasthed, som de af Naturen dan-
nede Arter, men at de i Virkeligheden kun opretholdes saa længe
man ved prohibitive Forholdsregler kan holde dem ude fra hin-
anden, og falde tilbage til Stamformen saa snart man tillader fri
Krydsning iblandt dem. Han indrømmer fremdeles, at der ikke
kan anføres noget som helst Exempel paa, at »Livets Kamp« kan
forvandle Afarter til Arter. Denne Forvandling er imidlertid efter
hans Mening gaaet for sig gjeutagne Gange, men altid ved en
Slags Indskriden af den bevidste Verdensstyrelse, der maa have
det i sin Magt paa denne Maade at komme Naturen til Hjælp.
Han tænker sig dette nærmest at gaae saaledes for sig, at Indi-
viderne af samme Afart efterhaanden opnaae den Evne at være
mere frugtbare indbyrdes end med Individer af de andre Afarter af
samme Art, og at der samtidig meddeles deres Instinkt en saadan
Retning, at Parringen fortrinsvis vil finde Sted indenfor Afarten.
Efterhaanden ville da gjennem en Række af Generationer, der dog
ikke behøver at være saa lang, som D. forudsætter, Afarterne have
udviklet sig til Arter, som ikke længere ere frugtbare indbyrdes.
Først paa denne Maade kommer der en fast Plan i det hele
Skabelsesværk, der har sin Kilde i en høiere Tanke, og først paa
denne Maade bliver Kaaringen i Naturen (»Typical Selection«
kalder han den, fordi der finder et Udvalg af nye Art-Typer Sted)
analog med den Kaaring af Avisindividerne, hvorigjennem Menne-
sket har frembragt sine Culturracer. At Naturens Værk, de ny-
dannede Arter, kunne faae Fasthed som saadanne, Culturracerne
derimod ikke, forklares deels deraf, at Naturen kan virke inden-
fra, Mennesket kun udenfra, deels ved at henvise til den alminde-
lige Lov, at Menneskets Værker ikke have den Varighed som Natu-
rens. Livets Kamp, som hos D. fremkalder det samme Resultat,
der hos Neale skyldes selve den høieste Verdensstyrelse, nemlig
at forvandle Afarterne til Arter, skal ifølge den sidstnævnte For-
fatter kun have Betydning ved at forøge Afsondringen og ved at
fjerne fra Skuepladsen de Mellemformer, der til en vis Tid endnu
maatte forbinde de nydannede Arter med hinanden. — Man vil
let see, at den bekjendte og saavel af N. som af D. anerkjendte

[page] 242

med største Lethed et Afkom, der er lige saa frugtbart
som Afarterne selv, endog i fjerneste Led, men man for-
søge blot at frembringe det samme Resultat mellem Ulv
og Ræv! D. vil vel svare os, at naar to Afarter under
stadig Divergens udvikle sig til to Arter, da indtræder
der et Punet, som ikke kan overskrides uden at Evnen
til at avle frugtbart Afkom gaaer tabt; men hvorfor, ville
vi da spørge, er dette Punkt ikke bleven overskredet hos
de under Menneskets Indvirkning dannede Racer af Duer,
Hunde og andre Husdyr, der dog ofte have fjernet sig
saa vidunderlig langt fra deres Udgangspunkt? D. vil for-
klare Muldyrets Ufrugtbarhed derved, at to Organismer i
det ligesom ere blevne sammensmeltede til een, det be-
finder sig derfor lige saa unaturligt som et vildt Dyr i
Fangenskab, og under saadanne Omstændigheder gaaer
Frugtbarheden tabt. Men hvori stikker det unaturlige
uden deri, at det er to Arter, hvis Organisation er
sammensmeltet til een, men dette unaturlige fattes, naar
to Afarter parre sig, selv om deres Organisation er nok
saa forskjellig som hine Arters. — Vor anden Hovedvanske-
lighed er den, at det hidtil ikke er lykkedes og efter D.s
Mening maaskee heller ikke nogensinde vil lykkes at frem-
stille blot et Brudstykke af det Arternes Stamtræ, som
D. tænker sig. Vi underskrive villigen det meste, hvad

Kjendsgjerning, at Individer af forskjellige Racer netop danne et
frugtbart og stærkt Afkom, paa hvilket D.s Theori strander, her
kun overvindes ved direkte Indskriden af Skabermagten, et Slags
Mirakel, som D.s Theori har den Fortjeneste at holde udenfor
Naturens Virksomhed. Hr. N.s Theori synes derfor ikke at besidde
større Fortrin end D.s, med mindre det en Gang i Fremtiden skulde
kunne lykkes at sætte en bestemt organisk Naturlov istedenfor
den af ham antagne midlertidige Ophævelse af de sædvanlige
Naturlove.

[page] 243

D. har anført*) om de geologiske Annalers Magerhed og
Ufuldstændighed, men paa nogle Steder i det mindste,
hvor Forsteninger forekomme i stor Mængde gjennem
mægtige Dannelser og aabenbart paa de Steder samt
under de Forhold, hvorunder de have levet, maatte det
dog vel være muligt i det mindste at paavise nogle Spor
af Arternes Omdannelsesproces. Saa længe dette ikke er
skeet, forekommer det os, at D.s skarpsindigt udtænkte
og genialt gjennemførte Theori ikke er traadt ud af
Hypothesernes taagede Rige i Virkelighedens klare Lys.
Det er vel sandt, at D. selv stærkt har følt Vanskeligheden
i at forlige de her udviklede Forhold med hans Theori,
og at det for saa vidt ikke er noget af ham overseet
Forhold, som vi her have fremdraget, men han har troet
at kunne bringe Vægtskaalen til at synke til dens Fordeel
ved Hjælp af alle de Forhold, paa hvilke den kan passe,
og som den virkelig kan forklare. Efter vor Anskuelse
ere de af os fremhævede Vanskeligheder derimod tunge
nok til i det mindste at holde Vægtskaalen svævende. Til-
fredsstiller D.s Theori os saaledes ikke aldeles, ville vi
dog gjerne slutte os til det af Bronn udtalte Haab, at
den dog maaskee kan indeholde en Sandheds Kjærne,
der en Gang i Fremtiden kan lede os paa Spor efter
Skabelsens Mysterier.

*) Ogsaa Bronn, vistnok en af de competenteste Dommere i dette
Spørgsmaal, finder D.s Fremstilling af dette Forhold overdreven,
og Agassiz erklærer den ligefrem for aldeles falsk og paastaaer,
at Formationerne i det hele taget følge uden Afbrydelse efter
hinanden. Navnlig vil han aldeles ikke indrømme, at en geologisk
Dannelse betinges af en samtidig Sænkning.                 C. L.