[page] 308

Ile menneskelignende Aber: Orang'ens, Chimpansens og Gibbonernes Levemaade og Naturhistorie.

Efter Huxleys »Evidenceas to man's place in nature«. London. 1864.

Spørgsmaalet om Menneskets Forhold til Dyreriget og navnlig til Aberne, i systematisk Henseende, har oftere været paa Bane og er navnlig bleven meget drøftet i de senere Aar, da Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse og det hele organiske Livs Udviklingshistorie paa Jorden har sat ikke alene den videnskabelige Verden, men og- saa den uvidenskabelige (men just ikke ulidenskabelige) Almeenhed i en vis Bevægelse. Anskuelserne have staaet saa langt fra hverandre, som vel var muligt; medens nogle oprettede et eget Rige for Mennesket*), ansaae andre Slægtskabet mellem Mennesket og Aberne for at være saa inderligt, at de ikke toge i Betænkning at er- klære, at Mennesket maatte nedstamme (gjennem den hypothetiske Darwin ske Artsmetamorphose) fra en eller anden Abeform. Diskussionen herom har havt den gode Følge, at der derved er kastet en heel Deel Lys over Forholdet mellem Mennesket og Aberne i zoologisk Hen- seende; om de Kjendsgjerninger, som i denne Henseende komme i Betragtning, kan der i al Fald neppe disputeres

*) See dette Tidsskrift 2. Række, 3. Bd.

[page] 309

mere, og de Slutninger, som maa uddrages deraf, synes heller ikke at være synderlig tvivlsomme. I legemlig Henseende tilkommer der for det ferste utvivlsomt Mennesket en Plads blandt Pattedyrene; af disse er der intet, hvis Bygning kommer nærmere til hans egen end Abernes, navnligen de i den gamle Verdens varmere Egne levende, langarmede, haleløse, saakaldte anthropomorphe eller menneskelignende Aber; og maa man end indrømme, at deri legemlig Henseende er et noget større Spring mellem dem og Mennesket end mellem hver enkelt af disse Abeslægter (Gibbon, Orang, Chimpanse og Gorilla) indbyrdes*), saa maa man paa den anden Side vistnok ogsaa indrømme, at det menneskelige Legeme er saavel i sine store Træk som i sine fleste Enkeltheder ligesom modelleret efter Abelege- mets Grundform, er at betragte som et omdannet, til- lempet, høiere udviklet og af det høiere aandelige Standpunkt stærkt paavirket og præget Abelegeme; frem- deles, at der gives mange Abeformer, der i deres legem- lige Bygning afvige langt mere fra den høiere Abetypus end Mennesket, selv om man vil see bort fra de meget afvigende Former som Gnaveraben (Chiromys) og Flagre- aben (Galeopithecus). Vilde man derfor gjøre det Tanke- forsøg, at Mennesket skulde indføres i det zoologiske System, uden at noget var bekjendt om dette »tobenede Dyrs« aandelige og moralske Overvægt over de andre Dyr, vilde rimeligviis en fuldkommen upartisk, af alle Fordomme eller Hensyn upaavirket Naturforsker neppe tage i Betænkning at optage Slægten og Arten Menneske

*) See medfølgende Bække af Afbildninger af Menneskets og de anthro- pomorphe Abers Skeletter (Fig. 1).

[page] 310

[page] 311

(Homo sapiens) i Abernes Orden (eller, hvad der er det samme, Aberne i Menneskets), hvor det da — naar man vil være konsekvent — maatte anbringes i »de ægte Abers« Underorden og »den gamle Verdens A'bers« (Simiæ catarhinæ) Familie, i Nærheden af »de anthropomorphe Abers« Gruppe. Saaledes stiller f. Ex. Huxley Mennesket som første Familie i Primaternes Orden; de 6 andre dannes af de forskjel- lige Abeformer*). Paa den anden Side skal det villigen indrømmes, at Menneskets zoologiske Plads forrykkes be- tydeligt, saa snart man fraviger dette reent naturhistoriske Standpunkt og lægger hans Aand og Moral med i Vægt- skaalen; derved rykkes han saa langt bort fra sine nær- meste Frænder, at det næsten beroer paa et Skjøn, om man vil lade sig nøie med at opstille en egen Orden eller fordre et eget Rige for ham. Naturhistorisk vil det dog aldrig kunne forsvares at gaae videre end til at indrømme ham en egen Orden indenfor Pattedyrklas-

*) Der mangler dog heller ikke paa bestemte Indsigelser af udmær- kede Sagkyndige mod denne Anskuelse om et nøie Slægtskab mellem Mennesket og Aberne. Men naar en at disse, f. Ex. Gra- tiolet, udtaler, at »alt hos Aben har til særlig Grund en eller anden materiel Tillempning efter den physiske Verden, medens tvértimod alt i Menneskets Legemsbygning aabenbarer en høiere Afpasning efter Aandens Formaal« —. og »at der af disse Har- monier og høiere Formaal fremkommer i dets Former et Udtryk af Skjønhed, der ikke har noget tilsvarende i Naturen, og at man uden Overdrivelse kan sige, at Dyretypen er transfigure- ret i Mennesket« — da indeholde disse Yttringer intet, der stri- der mod den Opfattelse, som ovenfor er gjort gjældende, og Uenig- heden er virkelig mindre end den synes. Phantasien sættes saa let i Bevægelse, og Følelsen krænkes ved denne Sammenligning af Mennesker og Aber — var det endda en Fugl eller et andet smukt Dyr, hvormed man blev sammenlignet! — fordi man i sin lidenskabelige Opblussen misforstaaer Sammenligningen og glemmer at skjelne mellem sit legemlige og aandelige Jeg.

[page] 312

sen, og det turde vel endda egenlig være Følgen af en vis Indrømmelse til Opinionen, naar man bekvemmer sig dertil.

Under alle Omstændigheder faaer det en særegen Interesse at oplyse de med Mennesket nærmest beslæg- tede, anthropomorphe Abers Liv og Naturhistorie, saa- snart det er erkjendt, at Slægtskabet er et temmelig nært, selv om det ikke er saa nært, som de mene, der tage. Ordet »Slægtskab« ganske bogstaveligt. Go- rillaen har allerede tidligere været Gjenstand for en saadan Skildring i dette Tidsskrift; vi have derfor troet, at det vilde behage vore Læsere at see denne suppleret ved de Oplysninger om Chimpansens, Gibbo- nernes og Orang'ens Levemaade, som fmdes samlede 1 Huxleys ovenfor anførte Værk, hvilket ikke var udkom- met, da vor Artikel om Gorillaen blev offenliggjort. Ved at sammenholde og i Tanken sammenstille disse to Ar- tikler, vil man faae et temmelig fuldstændigt Billede af hvad der i de senere Aar er bleven oplyst om denne mærkelige Dyregruppes Natur og Liv.

Der er nu gaaet halvtredie Aarhundrede siden vi fik den første Underretning om menneskelignende Aber; det var den korte, men i det hele vistnok rigtige Beretning, som en engelsk Eventyrer, Andreas Battell, der havde staaet i portugisisk Tjeneste i Kongo, meddelte Purchas. Denne Beretning gjaldt det Dyr, som Andreas Battell maaskee ved en Misforstaaelse gav Navn af Pongo, som de Indfødte nu benævne Engéena, men som er mere almindelig bekjendt under Navnet Gorilla, et Navn, som det ogsaa halvveis ved en Misforstaaelse har faaet. Mærkeligt nok er det den Art, som allersidst, først i den

[page] 313

nyeste Tid er bleven almindelig bekjendt og Gjenstand for videnskabelig Undersøgelse. Saa længe har det varet, inden man er kommet til fuld Vished og Klarhed om, at der gives 4 Hovedformer af menneskelignende Aber: i Øst-Asien Gibbon'erne og Orang'en, i Vest-Afrika Chimpansen (»Enge-eko«) og Gorillaen. Alle disse Dyr have visse Eiendommeligheder i deres Bygning til- fælleds. De have Saaledes som voxne alle det samme Antal Tænder som Mennesket, nemlig 32 (4 Fortænder, 2 Hjørnetænder, 4 falske og 6 ægte Kindtænder i hver Kjæbe). De høre til de saakaldte smalnæsede Aber, d. v. s. deres Næsebor have en smal Skillevæg og vende nedad. Dernæst ere deres Arme altid længere end deres Been, om end i forskjellig Grad; ordner man dem efter Armenes Længde i Forhold til Benene, faae vi følgende Række: Orangen (1$:1), Gibbonerne (1-^:1), Gorillaen (1-g- : 1) og Chimpansen (1^:1). Forlemmerne have Hænder, som ere udstyrede med længere eller kortere Tommelfingre; Tommeltaaen, der altid er mindre end hos Mennesket, er langt bevægeligere end hos dette og kan som en Tommel stilles imod den øvrige Fod. Ingen af disse Aber har Hale eller de for de lavere Aber eien- dommelige Kjæbeposer. Endelig beboe de alle den gamle Verden.

Gibbonerne ere de mindste, smækkreste og med de længste Lemmer forsynede af de menneskelignende Aber; deres Arme ere længere i Forhold til Kroppen end hos nogen anden anthropomorph Abe, saa at de naae til Jor- den i opreist Stilling., Deres Hænder ere længere end deres Fødder, og de ere de eneste i denne Gruppe, der besidde Sædepuder ligesom de lavere Aber. Deres Haar- farve er forskjellig hos de forskjellige Arter. Orangernes

[page] 314

Arme naae i opreist Stilling til Anklerne; deres Tommel- fingre og Tommeltæer ere meget korte, deres Fødder længere end deres Hænder. Legemet er bedækket med rødbrune Haar og Ansigtets Sidedele hos den voxne Han forlængede af to halvmaaneformige, bøielige Udvæxter eller fedtagtige Svulster. Chimpansens Arme naae kun til under Knæet: den har store Tommelfingre og Tommel- tæer, dens Hænder ere længere end dens Fødder, dens Haar sort, Ansigtshuden derimod lys. Gorillaens Arme endelig naae til midt paa Benet: den har store Tommelfingre og Tommeltæer, sort Ansigt og mørkegraa Haar. Orang'erne og Gibbonerne danne hver sin Slægt: Simia og Hylo- bates. De to afrikanske Former regnes af nogle til een Slægt (Troglo dy te s), af andre til to: Troglodytes og Gorilla.

At faae en nøiagtig Kundskab om disse Abers Vaner og Levemaade har været endnu vanskeligere end at til— veiebringe en rigtig Kundskab om deres Legemsbygning. Kun een Gang i hver Menneskealder faaer man en Wal- lace, der er legemlig og aandelig stærk nok til uden Skade at gjennemvandre Amerikas og Asiens tropiske Vildnisser for at gjøre pragtfulde Samlinger, og sam- tidig dermed skarpsindig nok .til at drage de Slut- ninger, der fremgaae af hans Indsamlinger. For den almindelige Forsker eller Samler frembyde det ækvatoriale Asiens og Afrikas tætte Skove, der udgjøre disse Abers Yndlingssteder, ualmindelige Vanskeligheder; og man kan vel undskylde den Mand, som allerede vover sit Liv ved et kort Besøg paa disse Egnes Feberkyster, naar han skræmmes; tilbage af Farerne i det Indre og lader sig nøie med at anspore de bedre akklimatiserede Indvaaneres Flid og at samle og sammenstille de mere eller mindre

[page] 315

mythiske Beretninger og. Sagn, hvormed de kun altfor gjerne forsyne ham. Paa denne Maade opstode de fleste tidligere Beskrivelser af de menneskelignende Abers Leve- maade, og selv nu maa en god Deel af hvad der alminde- lig fortælles derom indrømmes ikke at være aldeles sikkert. De bedste Efterretninger, som vi besidde, ere de næsten blot paa europæiske Vidnesbyrd beroende om Gibbonerne; de næstbedste angaae Orang'erne, hvorimod vor Kundskab om Chimpansens og Gorillaens Vaner i høi Grad trænge til at stadfæstes af dannede europæiske Øievidner. Naar vi derfor ville forsøge at gjøre os et-Begreb om hvad vi ere berettigede til at troe om disse Dyr, vil det være hensigtsmæssigt at begynde med de bedst bekjendte menneskelignende Aber, nemlig med Gibbonerne og Orang'en, og at benytte de fuldkommen paalidelige Efter- retninger, som vi besidde om disse, som et Slags Kri- terium for Sandheden eller Urigtigheden af de om de andre udbredte Fortællinger.

Af Gibbonerne findes et halvt Dusin Arter spredte, over de asiatiske Øer, Java, Sumatra, Borneo samt over Malakka, Siam, Arracan og en ikke skarpt bestemt Deel af Hindostan paa det asiatiske Fastland. De største naae en Høide af nogle Tommer over 3 Fod fra Issen til Hælen, saa at de ere mindre end de andre menneskelignende Aber, hvortil endnu kommer, at deres selv i Forhold til deres mindre Størrelse smækkre Legemsform lader deres hele Legemsmasse synes endnu ubetydeligere. Dr. Salomon Muller, en udmærket hollandsk Naturfor- sker, der har levet mange Aar i det ostindiske Archipel, og paa hvis personlige Erfaringer vi ofte ville faae An- ledning til at beraabe os, angiver, at Gibbonerne ere ægte Bjergboere, at de elske Bjergenes Skraaninger og Kamme,

[page] 316

skjøndt de sjeldent stige op over Figentræernes Belte. Hele Dagen igjennem tumle de sig i de høie Træers

[page] 317

Kroner, og skjøndt de imod Aften stige ned i det aabne Land i smaa Afdelinger, fare de dog op ad Bjergskrå- ningerne og forsvinde i de mørkere Dale, saa snart de spore et Menneske. Alle Iagttagere bevidne deres Stem- mes fabelagtige Styrke. Ifølge den ovenfor anførte For- fatter er Siamang'ens (Hylobates syndactylus) Stemme fuld og gjennnemtrængende, svarer til Lydene: goek, goék, goék, goék, goek ha ha ha ha haaaaa, og kan meget godt høres i en Afstand af \ fransk Miil. Medens Skriget udstødes, bliver den sore Hudsæk under Struben, der staaer i Forbindelse med Stemmeredskabet, stærkt ud- videt, men synker igjen sammen, naar Dyret hører op at skrige. Duvaucel forsikkrer ligeledes, at Siamangens Skrig kan høres milevidt og bringer Skoven til at gjenlyde deraf. Martin beskriver Dngko'ens (H. agilis) som »overvældende og døvende« i et Værelse og »ved sin Styrke vel skikket til at drøne gjennem de uhyre Skove«. Waterhouse, der er en ligesaa udmærket Musiker som Zoolog, siger: »Gibbonens Stemme er ganske vist meget kraftigere end nogen Sangers, jeg nogensinde har hørt«. Og dog maa man huske paa, at Dyret ikke er halvt saa høit og forholdsviis endnu langt mindre stærkt bygget end Mennesket.

Vi have sikkre Vidnesbyrd om, at flere Arter af Gibboner meget let antage en opreist Stilling. George Bennett, en ganske udmærket Iagttager, siger i sin Be- skrivelse af en Han - Siamangs Adfærd, der i nogen Tid var i hans Besiddelse: »Paa en jevn Flade gaaer den stedse i opreist Stilling; dens Arme hænge da enten ned, saa at den kan støtte sig paa Knoerne, om den vil, eller, og det er det sædvanligere, den holder dem i Veiret i en næsten opret Stilling, men med hæn-

[page] 318

gende Hænder, beredt til at gribe en Snor for at kunne klattre op deraf, hvis en Fare truer eller en Fremmed kommer for nær. I opreist Stilling gaaer den temmelig hurtigt, men med en vaklende Gang, og den falder let, naar den forfølges og ikke kan faae Leilighed til at flygte ved Klattring. Naar den gaaer opreist, dreier den Benet og Foden indad, hvilket gjør dens Gang vaklende og giver den Udseendet af at være krumbenet«. Dr. Bur- rowgh siger om en anden Art, Horlack'en eller Hoo- luk'en: »De gaae opret, og naar man sætter dem paa flad Jord eller aaben Mark, holde de sig meget godt i Ligevægt ved at løfte Hænderne op over Hovedet og bøie Armen let i Albue og Haandled; de løbe da temmelig hurtigt, vaklende fra den ene Side til den anden; blive de ansporede til større Hurtighed, lade de deres Hænder falde ned til Jorden og støtte sig paa dem, idet de mere springe end løbe, men dog altid holde Legemet næsten opret«. Noget forskjellige derfra ere Dr. Winslow Lewis's Angivelser: »Deres eneste Maade at gaae paa var paa Baglemmerne, hvorved Forlemmerne holdtes i Veiret for at bevare Ligevægten, ligesom Liniedandserne støtte sig ved lange Balanceerstænger. Naar de gik, satte de ikke den ene Fod foran den anden, men brugte begge samtidigt ligesom til Spring«. Ogsaa Dr. S. Muller an- giver, at Gibbonerne bevæge sig afsted paa Jorden i korte Rækker af vaklende Spring, som kun udføres af Bagbenene, og hvorunder Legemet holdes aldeles opret. Martin, der ligeledes taler af egen Erfaring, siger om Gibbonerne i Almindelighed: »Omendskjøndt de ere sær- deles skikkede til Livet paa Træerne og udfolde en for- bausende Livlighed i Grenene, ere de dog ikke saa kej- tede og ubehjælpsomme paa flad Jord, som man skulde

[page] 319

troe. De gaae opret med en vaklende og usikker Gang, men med hurtige Skridt. Skal Legemets Ligevægt gjen- oprettes, berøre de Jorden først med Knoerne til den ene og saa til den anden Side, eller de løfte Armene i Veiret for at vinde Balancen. Ligesom Chimpansen sætte de hele den lange smalle Fodsaal paa een Gang til Jor- den og løfte den op paa een Gang igjen uden nogen Elasticitet i Skridtet". Efter alle disse overensstemmende og indbyrdes uafhængige Vidnesbyrd kan man ikke for- nuftigvis tvivle om, at det er sædvanligt og naturligt for Gibbonerne at antage den opreiste Stilling.

Den flade Jord er imidlertid ikke det Sted, hvor disse Dyr kunne udfolde deres høist mærkværdige og eiendommelige Bevægelsesevne og hiin fabelagtige Livlig- hed, som næsten kunde forlede En* til at sætte dem snarere blandt de flyvende end blandt de klattrende Patte- dyr. Martin har givet en saa udmærket og saa malerisk Beskrivelse af en Dngko's Bevægelser, der levede 1840 i den zoologiske Have, at vi ville meddele den udførligt: »Det er næsten umuligt med Ord at give en Forestilling om dens Bevægelsers Hurtighed og Ynde; de kunne næsten kaldes luftige, da den kun synes at berøre de Grene, paa hvilke den gjør sine Evolutioner. Ved disse Kunstpræstationer ere dens Arme og Hænder dens eneste Bevægelsesredskaber; hænger Legemet ligesom i en Snor ved den ene Haand, f. Ex. den høire, svinger den sig ved en rask Bevægelse til en fjern Green, som den fatter med den venstre, men den holder ikke fast ved den saameget som et Øieblik; Stødet til det næste Sving er allerede givet; den Green, som nu naaes, gribes atter med høire Haand, er øjeblikkelig sluppen igjen, og saa videre i vexlende Række. Paa denne Maade gjennem-

[page] 320

flyves Mellemrum af 12—18 Fod med den største Lethed og uden Afbrydelse og det i timeviis uden det svageste Tegn paa Træthed; det er klart, at kunde der indrømmes den mere Plads, vilde Afstande paa langt over 18 Fod overvindes med samme Lethed, saa at Duvaucels Paa- stand, at han har seet disse Dyr svinge sig fra en Green til en anden 40- Fod derfra, vel fortjener at troes, hvor vidunderlig den end klinger. Griber den en Green i Flugten, svinger den sig undertiden blot ved den ene Arms Kraft heelt rundt omkring den i en saadan Fart, at Øiet ikke kan følge den, og fortsætter saa sine Bevægel- ser med uformindsket Hurtighed. Det er ganske mærke- ligt at see, hvor pludseligt denne Gibbon kan standse, uagtet dens Springs Hurtighed og Længde give saa- dan et Stød, at en successiv Aftagen af Bevægelsen skulde synes nødvendig, for at Dyret kunde gjøre Holdt; midt i Flugten griber den en Green, løfter sit Le- geme op derpaa, og nu seer man den som ved et Trylle- slag sidde ganske roligt paa den og holde den fast med Fødderne; ligesaa pludseligt -giver den sig paa Farten igjen. — En levende Fugl blev sluppen løs i dens Buur; den iagttog dens Flugt, svang sig til en fjern Green, fangede underveis Fuglen med den e-ne Haand og greb Grenen med den anden; begge disse Maal ramte den saa sikkert, som om kun en eneste Gjenstand havde fængslet dens Opmærksomhed. Jeg vil endnu tilføie, at den strax bed Hovedet af Fuglen og plukkede Fjerene af den, men derpaa kastede den bort uden at gjøre noget Forsøg paa at fortære den. En anden Gang svang den sig fra en Stang over en Gang, der var mindst 12 Fod bred , mod et Vindue, som man troede øieblikkelig maatte knuses. Det skete dog ikke; til Alles Forundring

[page] 321

greb den det smalle Træværk mellem Ruderne med Haanden , gav sig i samme Øieblik et passende Stød og sprang tilbage til Buret, som den havde forladt — et Kunststykke, som ikke blot udfordrede stor Kraft, men og- saa stor Nøiagtighed«.

Gibbonerne synes al være af en meget blid Natur, men man har ogsaa sikkre Beviser for, at de kunne bide farligt, naar de tirres: en Hun-Dngko bed en Mand saa farligt med sine lange Hjørnetænder, at han døde deraf. Da den ogsaa saarede andre betydeligt, var man saa for- sigtig at affile disse/ frygtelige Tænder; men naar den blev truet, overfaldt den alligevel sin Vogter. Gibbonerne æde Insekter, men synes ellers i Almindelighed at und- gaae dyrisk Føde. Bennett har imidlertid seet en Sia- mang gribe et levende Fh'rbeen og fortære det med Graa- dighed. De drikke i Almindelighed paa den Maade, at de dyppe deres Fingre i Vandet og derpaa slikke dem. Det angives, at de sove siddende. Duvaucel forsikkrer, at han har seet Hunnen bære sine Unger ned til Vandet og vadske .deres Ansigt trods deres Skrig og Modstand. I Fangenskab ere de blide og omgængelige, lunefulde og pirrelige som forkjælede Børn, men dog ikke uden en Slags Samvittighed, som en af Bennett fortalt Anekdote vil vise. Det synes næsten som om hans Gib- bon har havt en egen Tilbøjelighed til at bringe Sagerne i hans Kahyt i Uorden; blandt dem fængslede et Stykke Sæbe dens særdeles Opmærksomhed, og en eller to Gange havde den faaet .Skjænd, fordi den havde taget det. »En Morgen skrev jeg», siger B., »i min Kahyt, hvor Aben ogsaa var, og da jeg saae op efter den, blev jeg vaer, at den lille Fyr igjen tog min Sæbe. Jeg iagttog den uden at den mærkede det; af og til kastede

Tredje Række. II.                                                                             22

[page] 322

den et stjaalent Blik hen til den Side, hvor jeg sad. Jeg lod som om jeg skrev, og da den saae mig flittigt be- skjæftiget, tog den Sæben og gik bort med den i Poten. Da den var kommen halvveis gjennem Kahyten, talte jeg roligt uden at forskrække den. I samme Øie- blik den mærkede, at jeg saae den, gik den tilbage og lagde Sæben næsten paa samme Sted, hvor den havde taget den. I denne Opførsel laae der dog vist mere end blot Instinkt: den røbede aabenbart en Bevidsthed om at have gjort Uret, baade ved den første og ved den sidste Handling — og hvad er Fornuft, naar dette ikke er et Tegn derpaa?»

Den udførligste Beretning om Orang-Utan'ens Naturhistorie er S. Mullers og Schlegels, og hvad vi have at sige derom er næsten udelukkende grundet paa deres Angivelser, med Tilføiende hist og her af interessante Træk af Brooke, Wallace og andre. — Orang-Utan'en synes kun sjeldent at blive høiere end 4 Fod, men Krop- pen er meget tyk, f af Høiden i Omfang. Den findes kun paa Sumatra og Borneo og er ikke almindelig paa nogen af disse Øer; begge Steder træffer man den kun paa flade Lavsletter, aldrig i Bjergene.^ Den ynder de tætte og skyggefulde Skove , som strække sig ind i Landet fra Kysten af, og man træffer den der- for kun i den østlige Halvdeel af Sumatra, hvor der alene findes saadanne Skove, skjøndt den ogsaa leilig- hedsviis kommer over paa Vestsiden. Derimod er den almindelig udbredt over Borneo med Undtagelse af Bjer- gene eller hvor Befolkningen er tæt. Har en Jæger Held, kan han paa gunstige Steder see 3 eller 4 i Løbet af en Dag.

[page] 323

Med Undtagelse af Parringstiden leve de gamle Han- ner i Almindelighed alene. De gamle Hunner og unge

Hanner sees derimod ofte 2 eller 3 sammen; de første have sædvanlig Unger med sig, skjøndt de frugtsomme-

22*

[page] 324

lige Hunner i Almindelighed skille sig fra de andre, og de ligeledes holde sig for sig selv efter Ungernes Fødsel. De unge Oranger synes at blive usædvanligt længe under deres Mødres Beskyttelse, sandsynligviis som Følge af deres langsomme Væxt. Naar den klattrer, bærer Moderen stedse L'ngen ved sit Bryst, ved hvilken Leilig- lied denne holder sig fast ved hendes Haar. I hvilken Alder Orang-Utan'en bliver forplantningsdygtig og hvor længe Hunnerne ere drægtige, er ubekjendt; men det er sandsynligt, at de ikke ere voxne førend det 10de— 1 5de Aar. En Hun, der havde levet 5 Aar i Batavia, var endnu ikke £ saa stor som de vilde Hunner. Sandsynlig- viis blive de ved at voxe, om end langsomt, efterat de egenlig ere voxne,. og naae en Alder af 40 —50 Aar. Dyakerne paa Borneo fortælle om gamle Oranger, som ikke blot havde mistet alle deres Tænder, men hvem det endog var blevet saa besværligt at klattre, at de maatte leve af nedfaldne Frugter og saftige Drter.

Orangen er langsom og viser aldeles ikke den vid- underlige Behændighed, som er saa charakteristisk for Gibbonerne. Kun Sulten synes at foranledige den til at bevæge sig, og saasnart denne er stillet, falder den til Ro igjen. Sidder den, bukker den Ryggen og sænker Hove- det Saaledes, at dette vender lige nedad mod Jorden; ofte holder den sig fast med Hænderne ved høiere liggende Grene, men ligesaa ofte lader den dem hænge phlegma- tisk ned til Siderne — og i disse Stillinger bliver den ofte siddende hele Timer paa den samme Plet, næsten uden al Bevægelse; kun af og til giver den en dyb, brummende Tone fra sig. Om Dagen klattrer den i Reglen fra den ene Trækrone til den anden og stiger kun om Natten ned paa Jorden; skræmmes den af en

[page] 325

Fare, søger den Beskyttelse i Underskoven. Bliver den ikke jaget, holder den sig længe, ja endogsaa mange Dage, paa det samme Sted, hvorved et fastere Punkt mellem Grenene tjener den til Leie. Kun sjeldent til- bringer Orangen Natten paa Toppen af et høit Træ, sand- synligvis fordi det der er for koldt og for luftigt for den; saasnart Natten bryder frem, stiger den tvertimod ned fra sin Høide og opsøger sig et passende Leie i den lavere og dunklere Deel af Træet, eller i den bladrige. Krone af et af de mindre Træer, blandt hvilke den giver Nibong-Palmerne, Pandanerne eller en af hine parasitiske Orchideer, som give Borneos Ur-Skove et saa charakteri- stisk og paafaldende Udseende, Fortrinet.- Men hvor den end beslutter sig til at sove, saa laver den sig en Slags Rede: smaa Grene og Blade blive trukne sammen om det valgte Sted og bøiede over Kors, og for at gjøre Sen- gen blød lægger den store Blade af Brægner, Orchideer, Pandanus fascicularis og Nipa fruticans der- ovenpaa. De Reder, som Muller saae, og af hvilke mange vare ganske friske, vare anbragte i en Høide af 10—25 Fod over Jorden og havde i Gjennemsnit et Om- fang af 2—3 Fod. Nogle vare belagte med et mange Tommer tykt Lag af Pandanus-Blade; andre udmærkede sig kun ved de sammenbøjede Grene, som vare forbundne med hverandre i et fælleds Midtpunkt og dannede en regel- mæssig Flade. »Den raa Hytte« , siger Sir James Brooke, »som de efter den almindelige Angivelse bygge paa Træerne, kunde man mere passende kalde et Sæde eller en Rede; thi de have intet Tag eller noget andet Dække. Den Lethed, hvormed de bygge denne Rede, er mærkværdig; jeg havde Ledighed til at see en saaret

[page] 326

Hun væve Grenene sammen og sætte sig i Løbet af et Minut«.

Efter Dyakernes Angivelser forlader Orangen sjeldent sin Seng, førend Solen er kommen op over Horizonten og har adspredt Taagerne. Den staaer omtrent op Kl. 9 og gaaer omtrent Kl. 5 igjen i Seng, skjøndt ofte først seent i Aftendæmringen. Undertiden ligger den paa Ryggen, eller den vender sig for en Forandrings Skyld om paa Siden, idet den trækker Benene op til sig og støtter sit Hoved paa Haanden. Er Natten kold, blæsende eller regnfuld, dækker den i Almindelighed sin Krop med en Bunke af de Pandanus-, Nipa- eller Brægneblade, hvoraf den har redt sin Seng, og er især omhyggelig for at indhylle sit Hoved deri. Sandsynligviis har denne Vane at dække sig til givet Anledning til den Fabel, at Oran- gen bygger Hytter paa Træerne. — Skjøndt den om Dagen opholder sig paa store Træers Grene, seer man den dog sjeldent sidie sammenkrøben paa en tyk Green, Saaledes som andre Aber og især Gibbonerne gjøre det. Tvertimod indskrænker den sig til de tyndere bladbærende (irene, og man seer den derfor i selve Træets Top, en Levemaade, som staaer i nøie Forbindelse med Dannelsen af dens Baglemmer og især af Sædet: dette mangler nemlig de Sædepuder, som findes hos mange lavere Aber, ja selv hos Gibbonerne; Sædebenene, som danne det faste Skelet i den Flade, hvorpaa Legemet hviler i siddende Stilling, ere derfor heller ikke brede som hos de med Sædepuder forsynede Aber, men ligne mere Menneskets.

Orangen klattrer saa langsomt og forsigtigt *), at den ogsaa i denne Henseende mere ligner Mennesket end de

*) Wallaces Beskrivelse af Orangens Bevægelser stemmer næsten ganske overeens med den her meddelte.

[page] 327

andre aber; den er meget øm over sine Fødder, og et Saar i dem synes at angribe den langt mere end andre Aber. I Modsætning til Gibbonerne, hvis Forlemmer be- sørge den største Deel af Arbeidet, naar de svinge sig fra Green til Green, gjør Orangen aldrig selv det korteste Spring. Naar den klattrer, flytter den skifteviis en Haand og en Fod eller trækker begge Fødder samtidigt til sig, naar den har faaet ordenligt fat med Hænderne. Naar den vil gaae over fra et Træ til et andet, udsøger den sig bestandigt et Sted, hvor begges Grene naae tæt hen til hverandre eller ind i hverandre. Selv naar den bliver skarpt forfulgt, er dens Forsigtighed forbausende; den ryster Træerne for at see, om de kunne bære den, bøier saa den høiere Green nedad og danner sig, derved at dens Vægt efterhaanden trykker paa den, en Bro fra det Træ, som den vil forlade, over til det næste*).

Paa flad Jord gaaer Orangen altid møisommeligt og vaklende paa alle Fire. Forfulgt løber den hurtigere end et Menneske, men bliver snart indhentet. De meget lange Arme, som kun bøies lidt under Løbet, løfte Kroppen i den Grad iveiret, at den næsten antager samme Stilling som en rigtig gammel Mand, der bøiet af Alderen hjælper sig af'sted med en Stok. Under Gangen er Kroppen i Almindelighed rettet lige fremad, i Modsætning til de andre Aber, der løbe mere eller mindre skraat, hvori dog Gibbonerne atter som i saamange andre Henseender danne en mærkelig Undtagelse fra deres Frænder. — Orangen kan ikke sætte sine Fødder lige plat paa Jorden, men støtter sig paa deres ydre Kant, hvorved Hælen hviler

') »De ere de langsomste, og mindst bevægelige i hele Abeslægten, og deres Bevægelser ere forbausende keitede og plumpe«, siger Sir J. Brooke.

[page] 328

mere paa Jorden, medens de krummede Tæer tildeels berøre Jorden med den øverste Side af deres første Knoer, hvilket de to yderste Tæer endogsaa gjøre med hele deres øvre Flade. Fingrene ere ved denne Lejlig- hed krummede i den Grad, at deres øverste Led især paa de to inderste Fingre hvile paa Jorden med deres øvre Side, medens Spidsen af den frie og lige Tom- melfinger tjener til yderligere Støttepunkt. — Derimod staaer Orangen aldrig paa Bagbenene, og alle Afbildnin- ger, der fremstille den paa denne Maade, ere ligesaa urigtige som den Paastand, at den forsvarer sig med Stokke eller deslige.

De lange Arme ere den til megen Nytte ikke alene under Klattringen, men ogsaa til at plukke Frugter af de Træer, som Dyret ikke tør betroe at bære sit tunge Le- geme. Figener, Blomster og unge Blade af forskjellig Slags udgjøre Orangens Hovedføde; dog fandt man ogsaa 2—3 Fod lange Bambustrevler i Maven af en Han. Man veed ikke af at den fortærer levende Dyr. — Skjøndt den snart bliver tam, naar den fanges som ung, og virkelig synes at ynde menneskeligt Selskab, er den dog i Natur- tilstanden et meget vildt og sky Dyr, om end tilsyne- ladende lad og melankolsk. Dyakerne forsikkre, al naar gamle Hanner blot saares af deres Pile, forlade de ikke sjeldent Træerne og gaae som rasende løs paa deres Fjen- der, hvis eneste Redning er øieblikkelig Flugt, da de kunne være sikkre paa at blive dræbte, hvis de lade sig indhente. — Sir J. Bro oke siger: »Orangerne ere saa langsomme og dovne, som det er muligt at tænke sig, og naar jeg forfulgte dem, bevægede de sig aldrig saa hurtigt, at jeg jo i en ikke altfor tæt Skov kunde holde Skridt med dem, og selv naar naturlige Forhindringer

[page] 329

(som f. Ex. at vi maatte vade i til Halsen) gave dem et Forspring, kunde vi være sikkre paa, at de sakkede af og lode os komme sig paa Livet igjen. Jeg har aldrig seet dem gjøre det mindste Forsøg paa at forsvare sig, og det Ved, der raslede os om Ørene, blev afbrudt ved deres Tyngde, men ikke kastet efter os, som det ofte angives. Bliver den imidlertid drevet til det yderste maa den være frygtelig: et ulykkeligt Menneske, som i Forening med nogle andre forsøgte at fange en stor »Pappan« levende, mistede to Fingre, foruden at han blev bidt slemt i An- sigtet, medens Dyret tilsidst drev sine Forfølgere tilbage og undslap«. — Paa den anden Side paastaaer Wallace, at han oftere har seet dem kaste Grene ned, naar de bleve forfulgte. »Det er sandt, at de ikke kaste efter nogen bestemt Person, men lige nedad; thi det er ind- lysende , at en Green ikke kan kastes langt bort fra Kronen af et høit Træ i en tæt Skov. En Gang vedligeholdt en Hun- Orang i mindst 10 Minuter fra et Duriane-Træ en ved- varende Regn af Grene og de tunge tornede Frugter af en 32 pundig Kanonkugles Størrelse, der med stort Held holdt os borte fra Træet. Man kunde see den bryde dem af og kaste dem ned i.fuldt Raseri og for ramme Alvor, udstødende med Mellemrum en høi gryntende Tone.«

Om end Orangen er overordenlig stærk, er det dog sjeldent, at den forsøger at forsvare sig, især naar den angribes med Skydevaaben. Ved saadanne Lejligheder søger den at skjule sig eller at undfiye ad Træernes høieste Topgrene, hvorved den bryder Grene af og kaster dem ned. Er den saaret, trækker den sig tilbage til det høieste Punkt af et Træ, som den kan naae, og ud- støder et eiendommeligt Skrig, som først bestaaer af høie Toner, men efterhaanden synker ned til en sagte Brum-

[page] 330

men, ikke ulig en Panthers. Naar den udstøder de høie Toner, skyder den Læben frem i Form af en Tragt; men naar den frembringer de dybe, holder den derimod Mun- den vidt aaben og udspiler samtidig den store Strube- sæk..— Efter Dyakernes Fortællinger er Krokodilen, der leilighedsviis angriber den, naar den besøger Flodbred- den, det eneste Dyr, med hvilket Orangen maaler Styrke; de tilføie, at Orangen er sin Fjende mere end voxen og slaaer den ihjel eller river Struben op paa den ved at trække Kjæberne fra hinanden.

Meget af hvad her er blevet meddeelt har Dr. Mul- ler sandsynligviis øst af sine Dyak-Jægeres Fortællinger. Dog levede en stor Han, 4 Fod høi, en heel Maa- ned i Fangenskab under hans Tilsyn, men fik en høist ugunstig Bedømmelse. »Det var et meget vildt Dyr«, siger M., »af fabelagtig Styrke, falsk og ondskabsfuld i høieste Grad. Nærmede nogen sig, reiste den sig lang- somt med en dyb Brummen, fæstede sine Øine i den Retning, hvori den agtede at udfore sil Angreb, stak Haanden langsomt gjennem Stængerne i sit Buur og gjorde da, idet den uventet strakte sin lange Arm ud, et plud- seligt Greb, i Reglen efter Ansigtet«. Uagtet Orangerne bides indbyrdes, forsøgte den dog aldrig at bide, men dens Hænder vare dens virksomme Angrebs- og Forsvarsvaaben. Dens Forstand var meget stor; M. bemærker, at skjøndt man ogsaa har anslaaet Orangens Aandsevner for høit, vilde dog Cuvier, hvis han havde seet hans Exemplar, ikke have betragtet dens Forstand som kun staaende lidt over Hun- dens. Dens Hørelse var meget skarp, hvorimod Synet syntes at være mindre fuldkomment. Underlæben var dens vigtigste Føleredskab og spillede en stor Rolle, naar den drak, idet den blev strakt frem som et Trug for

[page] 331

enten at fange den faldende Regn eller modtage Ind- holdet af den med Vand fyldte halve Kokosskal, som den hældte ud i det Saaledes dannede Trug.

Malayernes Orange-Utan gaaer hos Dyak'erne paa Borneo under Navnet Mias, og de skjelne mellem flere Arter, Mias Pappan eller Zimo, Mias Kassu og Mias Rambi. Om dette er forskjellige Arter eller blot Racer, og om nogen af dem falder sammen med den sumatranske Orang, som Wallace antager om »Mias Pappan«, det er endnu uafgjorte Spørgsmaal; disse store Abers Variabilitet er saa betydelig, at Afgjørelsen er en meget vanskelig Sag.

Saavidt os bekjendt, har ingen bestridt Rigtigheden af de ovenfor anførte Angivelser om de to menneske- lignende Abeformers Levemaade; og hvis de altsaa ere rigtige, maa man indrømme som vist: 1) at en saadan Abe let kan bevæge sig frem paa flad Jord i en opret eller halvtopret Stilling, uden at støtte sig paa Armene; 2) at de have en saa lydelig Stemme, at den let kan høres 1 eller 2 engelske Mile bort; 3) at især den vmne Han, naar den tirres, kan blive meget ondskabsfuld og hæftig; og ende- lig 4) at den kan bygge en Rede, hvori den sover. — Er dette nu sikkre Kjendsgjerninger med Hensyn til de asiatiske Anthropoider, ville vi allerede efter Analogien være berettigede til at vente, at de afrikanske Arter ville vise lignende Eiendommeligheder, enten enkeltviis eller i lignende Kombinationer. Troværdige Vidnesbyrd om voxne Chimpansers Manerer og Vaner i deres hjemlige Skove have næsten ganske manglet, indtil Dr. Savages Afhandling udkom: den indeholder de Iagttagelser, som han har havt Leilighed til at gjøre, og de Efterret-

[page] 332

oinger, han har kunnet samle af Kilder, som han ansaae for troværdige, under sit Ophold ved Cap Palmas paa Nordvestgrændsen af Benin-Distriktet.

De Chimpanser, som Dr. Savage har maalt, over- skrede aldrig en Høide af 5 Fod, hvilken Høide Hannerne paa det nærmeste havde. I Hvilen indtoge de^i Alminde- lighed en siddende Stilling. 1 Reglen seer man dem staae og gaae, men blive de i det samme opdagede, tage de øieblikkeligt tilbeens og flygte bort fra Iagtta- gerens Omraade. Deres Legemsbygning er Saaledes beskaffen, at de ikke kunne staae aldeles opreist, men hælde forover. Naar de staae, seer man dem derfor slaae Hænderne sammen over Nakken, eller over Lænden, hvil- ket synes at være dem nødvendigt for at holde Ligevægten vedlige. Tæerne ere hos de voxne stærkt krummede og vendte indad og kunne ikke strækkes fuldstændigt ud. Naar de forsøge derpaa, danner Huden paa Tæernes Rygside tykke Folder, hvoraf fremgaaer, at den fuldkomne Strækning af Foden er dem unaturlig. Deres naturlige Stilling er paa alle Fire, med Legemet hvilende paa Knoerne, der ere meget brede med en fremspringende tyk Hud ligesom paa Fod- saalen. De ere — i Modsætning til Orangen, men i Lighed med Gibbonerne — behændige til at klattre, hvil- ket man allerede maatte formode af deres Rygning. Under deres Lege svinge de sig langt bort, først med det ene, saa med det andet Been, og springe med en forbausende Behændighed. Man seer ikke sjeldent »de Gamle« sidde under et Træ og æde Frugter under en venskabelig Slad- dren, medens »Børnene« springe omkring dem og i kaad Munterhed svinge sig fra Green til Green. Man kan just ikke sige, at de leve selskabeligt eller i Flokke, da man sjeldent finder flere end 5, høist 10 sammen.

[page] 333

Støttet paa gode Kilder har man sagt, at de under- tiden forsamle sig i stort Antal for at lege. Dr. S.s Hjemmelsmand forsikkrede ham, at han en Gang ved en saadan Leilighed havde seet ikke færre end 50, som jub- lede, skrege og trommede med Slokke paa gamle Stammer, hvilket sidste de gjorde med samme Lethed med alle fire Hænder. De synes aldrig at gaae angrebsviis tilværks, sjeldent forsvarsviis, om de nogensinde gjøre det. Ere de nærved at blive fangne, sætte de sig dog til Modværge ved at slaae Armene om deres Modstander og søge at bide ham med Tænderne. Dr. S. saae en Mand, som paa denne Maade var bleven saaret betydeligt i Fødderne. Den stærke Udvikling af Hjørnetænderne hos de voxne kunde synes at antyde en Tilbøielighed til at leve af Kjød, som de dog aldrig røbe uden i Fangenskab; i Begyndelsen vise de det fra sig, men faae dog let For- kjærlighed for det. Hjørnetænderne udvikles tidligt og ere aabenbart bestemte til at spille en stor Rolle som For- svarsvaaben. Kommer Dyret i Berøring med Mennesker, er næsten det første det forsøger, at bide.

De undgaae Menneskenes Opholdssteder og bygge sig Boliger paa Træerne; disses Bygningsmaade er snarere som Reder end som Hytter, som mange Naturforskere mindre rigtigt have kaldt dem. De opføre dem i Reglen ikke høit' over Jorden. Større og mindre Grene blive bøiede, knækkede og satte over Kors, og det hele støttes af en Gaffelgreen. Ofte tinder man Reden nær ved En- den af en tyk bladrig Green 20—30 Fod over Jorden. Dr. S. har fundet en, der laae i en Høide af 40—50 Fod, men dette er et usædvanligt Tilfælde. — Faste Bopæle have de ikke, men skifte dern efter Omstændighederne, som Trangen til at søge Føde eller uforstyrret Ro fører det

[page] 334

med sig. Dr. S. saae dem oftest paa højtliggende Steder, men dette hidrører fra den Omstændighed, at de for de Indfødtes Riisavl gunstigere lave Strækninger ofte blive ryddede og derfor næsten altid mangle Træer af pas- sende Størrelse til at bygge Rede i. Det er sjeldent, at man finder mere end een eller to Reder paa det samme Træ eller i det samme Nabolag; engang fandt man 5, men det var et meget usædvanligt Tilfælde.

Deres Levemaade er meget skidenfærdig. De Ind- fødte have det Sagn, at de engang vare Medlemmer af deres egen Stamme, men at de paa Grund af deres ud- artede Vaner bleve udstødte af alt menneskeligt Selskab og paa Grund af deres haardnakkede Fastholden ved de- res simple Tilbøieligheder efterhaanden sank ned til deres nærværende Standpunkt og Organisation. De spise imidlertid disse deres fordums Medbrødre og ansee dem, naar de koges med Palmenøddens Olie og Marv, for en meget velsmagende Ret.

Ved deres Opførsel røbe Chimpanserne en mærkværdig Forstand, og Moderen yttrer megen Kjærlighed til sine Unger. En Hun befandt sig, da den blev opdaget, paa et Træ med sin Han og to Unger, en af hvert Kjøn. Dens første Indskydelse var at stige meget hurtigt ned og undflye til Krattet med Hannen og Hun-Ungen, men snart vendte den tilbage for at redde Han-Ungen, der var bleven tilbage. Den steg ned og tog den i sine Arme, men blev skudt i samme Øieblik; paa sin Vei til Moderens Hjerte »gik Kuglen gjennem Ungens Underarm. En anden Hun blev med sine Unger paa Træet og fulgte opmærksomt Jæge- rens Bevægelser; da han sigtede, gjorde den en Bevæ- gelse med Haanden, ganske som et Menneske vilde have gjort, for at bevæge ham til at lade det være og gaae

[page] 335

bort. Naar Saaret ikke er øieblikkeligt dræbende, har man lagt Mærke til, at de søge at stille Blodet ved al

trykke liaanden mod Saaret eller, naar det ikke forslaaer, ved at lægge Blade og Græs derpaa. Blive de ramte, udstøde de et pludseligt Skrig, ikke uligt et Menneskes, der kommer i uventet stor Nød. Man forsikkrer imid-

[page] 336

lertid, at Chimpansens almindelige Stemme ikke' er meget lydelig, en hæs Strubelyd, omtrent som »whuu-whuu«.

Fig. 5. En gaaende Gorilla, tegnel af Wolff.

Da Gorillaen tidligere har været udførligt skildret lier i Tidsskriftet, kunne vi indskrænke os til at meddele de to Afbildninger af dette Dyr, som skyldes den engelske Dyretegner Wolffs Mesterhaand, og som vise os Dyret klattrende og gaaende, medens vi tidligere have gjort Bekjendtskab med dets Udseende i staaende-Stilling*).

*) See dette Tidsskrift 2. Række, 2. Bind S. 298.