[page] i

[page] ii

[page] iii

[page] 143

Darwins Lære.

(Tidligere trykt i «Folkets Avis« for 29de Maj 1863.)

Selv længe efter at enkelte Grene af Naturvidenskaben, Saaledes Astronomien, havde naaet en forholdsviis be- tydelig Udvikling, vedblev man — enkelte udmærkede Aander fraregnede — i det store Spørgsmaal om det Tilværendes Oprindelse at staa tilfredsstillet paa den reli- giøse Traditions barnlige Standpunkt, der vel meddeler, at det Tilværende, Verden, ikke altid har været, som det er, at det har havt en Begyndelse, men forresten af- færdiger denne Begyndelse med en overnaturlig og plud- selig Skabelsesakt. Der kom imidlertid en Tid, hvor Jordlagenes gjensidige Ordning og deres Indhold af For- tidslevninger ikke tillod, at man saae Sagen i en saa ubestemt og intetsigende Almindelighed. Ad denne Vej fik man vel Bestyrkelse for den Sætning, at Livet her paa Jordkloden engang havde havt en Begyndelse, saa at der var en paaviseligTid, hvor det ikke fandtes, men man kom med det Samme til Erkjendelse af, at »Skabel- sesakten« hverken havde været aldeles umiddelbar eller pludselig, at der tvertimod var foregaaet en meget lang- som og sukcessiv Udvikling, hvis Trin ikke maatte be- regnes efter Dage, men efter Millioner af Aar.

[page] 144

Denne Løsning bragte til at opstille et nyt og meget interessant Spørgsmaal, der hidtil slet ikke var kommet frem, da den almindelige Skabelsesakt havde omfattet det, det nemlig, hvorledes er det organiske Liv paa Jorden opstaaet, og hvorledes er den nu stedfindende brogede Mangfoldighed af Plante- og Dyrearter frem- kommen. Det første Spørgsmaal forer uundgaaelig til Læren om en generatio æqvivoca, o: det Organiskes Fremkomst af det Uorganiske, en Doktrin, som man kan fortrænge som en for Nutiden gjældende Sætning, eftersom nu virkelig dens Gyldighed synes ophørt, men hvis Herredømme for Fortiden, for det Tidspunkt, da det organiske Liv tager sin Begyndelse paa Jorden, er uantasteligt, hvad enten man nu vil tænke sig den første Organismes Dannelse tilvejebragt ved Guddommens personlige Mellemkomst eller blot afhængig af en blind, Materien iboende Naturkraft. Det andet Spørgsmaal derimod kan efter vore Kundskabers nuværende Stand- punkt loses jpaa to Maader, der hver især have deres Fortrin og Vanskeligheder. Efter den ene har der paa Jorden fundet en idelig Omvexling af Arter Sted, under hvilken der spores en kjendelig Fremgang, saa at efter- haanden den fuldkomneste existerende Livsform er bleven alt højere og højere, Mennesket er den sidste og højeste, men Forbindelsen mellem disse vexlende Arter har kun været systematisk, ikke umiddelbar historisk; en lavere Art er gaaet tilgrunde og er bleven afløst af en højere (eller rettere sagt dette har været Tilfældet med hele Jordklodens Inventarium af organisk Liv, hvilket har gjentaget sig mange Gange), men mellem de to Arter

[page] 145

har der ikke fundet nogen umiddelbar Sammenhæng Sted, den ene Art følger efter den anden, men nedstammer ikke derfra. Arterne kunne uddø, men ikke forandres. Efter den anden Theori er der derimod i den hele Udvikling en virkelig,; Forbindelse mellem Arterne, saa at den lavere efterhaanden har frembragt den højere. Arttypen er Saaledes ikke uforanderlig, den kan variere om end kun lidt ad Gangen, men i Tidernes Løb op- hobe smaa Forandringer sig til store Eesultater. Denne sidste Theori er det, som den berømte engelske Natur- forsker Darwin, der tidligere har leveret flere meget værdifulde Arbejder, ny hg har opstillet i et stort og meget interessant Værk «on the origin of species«.

I sin Almindelighed er hans Lære imidlertid ikke en ny Opfindelse af ham, den er kun en Behandling af en ældre Tanke, der oftere har været forsvaret, Saaledes i sin Tid fornemmelig af den franske Soolog Lamarck og senere med Originalitet og Fantasirigdom i et anonymt engelsk Værk »Vestiges of the natural history of creation«. Dar- win har imidlertid bragt Læren et betydeligt Skridt fremad, idet han har paapeget et bestemt virksomt For- andringsmiddel for Arterne. Grunden til Arternes For- andring søgte man tidligere deels mere ubestemt i Om- givelsernes Paavirkning (Lamarck), deels ogsaa i en Naturen medfødt Lov til Udvikling henimod det Højere (Vestiges). Darwin påaviser den uhyre Bolle, som Kon- kurrencen under mange Former maa spille i saa Hen- seende. Darwin raisonnerer Saaledes. I Naturen er der mellem de Væsener, der leve af de samme Gjenstande,

10

[page] 146

^en uhyre Konkurrence, deels mellem del forskjellige Arter, deels mellem Individerne af samme Art. Enhver Art vilde formere sig i det Uendelige, hvis ikke dens Udbredelse stødte paa Hindringer; disse ere af forskjellig Art, men især er det Konkurrencen, der her er af- gjOTende, og som medfører, at det mindre Fuldkomne i sit Slags gaaer tilgrunde, enten ædes af andre, eller omkommer af Mangel eller ialfald ikke kommer til at forplante sig.

Heri ligger dog endnu ikke nogen Grund til Arternes Forandring, men kun til deres Tilintet- gjørelse eller i modsat Tilfælde deres Vedligeholdelse gjennem deres bedste Eepræsentanter. Foranderligheden forklares paa følgende Maade. Saavel Afkommet af et Dyr som af en Plante viser ved Siden af Artens alminde- lige Karakteer visse individuelle Egenskaber. Det Individ, hvem saadanne Ejendommeligheder sætte istand til for- trinsviis at naa et vist Formaal, vil have størst Lethed ved at komme frem under den almindelige Konkurrence, det vil kunne opholde. Livet og forplante sig. Ved For- plantningen ville dets Egenskaber maaskee nedarves paa dets Afkom i forskjellig Grad, og i denne anden Gene- ration ville de, hos hvem Egenskaben er stærkest ud- viklet, havde den største Chance for sig; Saaledes vil gjennem Eækker af Generationer en enkelt oprindelig individuel Nuance stedse tiltage, til der tilsidst deri- gjennem er opstaaet en ny Art, hvor det særegne Præg baade er stærkere end hos Stammefaderen og nu er aldeles konstant for Afkommet.

Darwin oplyser sin Lære yderligere med mange

[page] 147

andre Betragtninger og en Mængde Exempler, hvorpaa Pladsen dog ikke tillader os at gaa ind ligesaa lidt som paa Drøftelsen af de Indvendinger, der kunne fremsættes mod denne Theori; vi have kun villet give vore Læsere en Forestilling om dette interessante Spørgsmaals Om- fang og Betydning.

10*

[page] 226

(Ikke tidligere trykt.)

I det af Hr. Fr. Krebs udgivne Maanedsskrift "Sam- fundet« (3die Hefte) har Hr. J. S. Deichmann Branth under Titel af «De enkelte Nationers Bidrag til Natur- videnskabens Udvikling« leveret en Afhandling, der ikke alene vidner om Kundskaber og Flid men tillige om en selvstændig Opfattelse og en sund Dømmekraft, hvorfor man følger hans Udvikling med Interesse og Sympathi; men lige mod Slutningen skejer Forfatteren paa en be- klagelig Maade ud, idet han fremsætter Paastande, der ere aldeles uholdbare, tildeels afgjort urigtige, hvorfor jeg finder mig foranlediget til at fremsætte nogle Bemærk- ninger som Modvægt hos det ikke sagkyndige Publikum. Forfatteren siger Saaledes blandt Andet: «Hverken Videnskaben eller Civilisationen skylder den materialistiske

Aandsretning noget.....Blandt de store Naturforskere

findes der mange, for hvem den kristelige Tro er en Hjerte- sag.....Forestillingen om, at Naturvidenskaben hyp- pigst forer sine Dyrkere til irreligiøse Anskuelser« beroer paa en Vildfarelse. Hvad Forfatteren strængt taget har meent lader sig ikke afgjøre, eftersom de brugte Udtryk ere saa ubestemte. Hvad forstaaer han Saaledes ved

[page] 227

Materialisme, hvem regner han til denne Læres Til- hængere, og i hvilket Omfang tager han Begrebet «den kristelige Tro»? Men om Forfatteren endog ved en nær- mere Forklaring kunde og vilde begrændse disse Paa- stande Saaledes, at de lod sig forsvare, har han. under alle Omstændigheder gjort sig skyldig i to væsenlige Misgreb: Han har paa en begrebsmæssig utilladelig og i praktisk Henseende i høj Grad forvirrende Maade gjort «religiøse Anskuelser« identiske med Tilslutning til den kristne Kirkes Dogmatik, og han har bibragt sine usagkyndige Læsere — og netop for saadanne er Af- handlingen skreven — den Anskuelse, at Naturviden- skaben befinder sig i den bedste Harmoni med den kirkelige Dogmatik, og at de dissentierende Naturforskere ikke alene ere i komplet Mindretal, men tillige kun findes mellem de mindre Fremragende.

Det Første, der nu maa siges mod en saadan Frem- stilling er, at til en udtømmende Behandling af Sagen> mangler det væsenligste Materiale. For at dette skulde kunne siges at foreligge, maatte man ikke alene kjende Naturforskernes Førtjenester af deres Videnskabs Udvik- ling men tillige have en fuldstændig og paalidelig Kjend- skab til deres Hjertens Mening om samtlige religiøse Spørgsmaal, og denne Kjendskab er ganske vist ikke til, ja det er tvertimod som oftest en reen Tilfældighed, om den haves eller ikke.

Det lader sig maaskee med Sandhed sige, at det er forholdsviis faa Naturforskere især af de store, der ere fremtraadte som direkte Modstandere og Bekæmpere af visse af Kirken akcepterede dogmatiske Anskuelser; men

15*

[page] 228

skal Forfatteren alene støtte gig herpaa, saa hviler hans kristelige Naturvidenskab unægtelig paa en overordenlig skrøbelig Grundvold. Der lader sig nemlig let angive meget væsenlige Grunde til en saadan Tavshed endog for Mænd, der afgjort nærede Anskuelser af denne Beskaffenhed. For det Første var der tidligere ligefrem forbundet den yderste Fare der-med, som mange noksom bekjendte Exempler godtgjøre, endog nu er denne Fare ingen- lunde forsvunden om end formindsket; den maa uden Tvivl siges endnu at være tilstede i alle katholske Lande, siden man i det oplyste Frankrig fandt sig foranlediget til at afskedige Eenan, uagtet hans Lærestol var filolo- gisk, altsaa Kristendommen aldeles uvedkommende; og af de protestantiske Lande vil vistnok det Samme gjælde i England paa Grund af den stærke Opinion, der endog forhindrer Fremmede fra at tage sig de uskyldigste For- nøjelser om Søndagen, og noget Lignende gjælder maa- skee om Nordamerika, ja endog Sverig. Men om der endog ingen egenlig Fare vilde være for Person eller Gods, medfører en saadan Optræden dog altid en Mængde især selskabelige Ubehageligheder, og disse- blive desto føle- ligere, jo højere en Stilling den Paagjældende indtager, hvorfor de mindre berømte Naturforskere have lettere ved at overvinde denne Hindring end deres mere berømte Kolleger. Fremdeles lader det sig forudsee, at en saa- dan Optræden vil medføre saamegen Tidsanvendelse, som ikke direkte kommer Naturvidenskaben (men derimod den almindelige Oplysning) tilgode, at det er ganske forstaaeligt, at endog de Videnskabsmænd, der ikke vilde lade sig holde tilbage af Frygt eller Ulyst til Vrøvl.

[page] 229

undlade en saadan Fremtræden for ikke at forstyrres i deres Studier og Fagarbejder. Endelig er der mange Naturforskere, hvis Arbejder ere af en saa speciel Natur, at de ikke give dem Anledning til at fremsætte saa- danne mod . dogmatiske Sætninger polemiserende Yt- tringer*), medens en saadan naturlig frembyder sig for den, der behandler Videnskabens mere almindelige og mere vidtomfattende Omraader.

Hvor ufuldstændigt Materialet er, seer man ogsaa ad den reent empiriske Vej, naar man ligeoverfor en hvilkensomhelst tilfældig (o: ikke tendentieus) Optælling af et større Antal Naturkyndige spørger om disses direkte udtalte Anskuelser om Dogmerne; man vil da snart erfare., hvor lidt Besked man veed derom. Hr. Deich- mann Branth opregner ikke mindre end 150 store Natur- forskere, af disse er der kun to, Pascal og Newton, som jeg med Sikkerhed tør tillægge orthodoxe Anskuelser om de kristelige Dogmer. Det er muligt, at dette beroer *

*) Da denne Afhandling blev skreven, var jeg fuldstændig uvidende om, hvad og hvem Hr. Deichmann Branth var, jeg antog ham for en Student, der debuterede paa Forfatterbanen. Det var imidlertid en betydelig Vildfarelse. Hr. D. B. er Præst og er tidligere optraadt som botanisk Forfatter, særlig interesserer han sig for Laverne. Begge disse Momenter have Interesse. Hans borgerlige Stilling forklarer noksom hans Iver for at faa Kristendom og Naturvidenskab stillede paa en god Fod med hinanden, og hans særlige Naturstudium letter ham denne Opgave i en væsenlig Grad, saasom det er sand- synligt nok, at det kan lade sig gjøre at opregne og beskrive alle Danmarks Laver, ja vel endog Mosser og Alger med, uden at komme i nogen betænkelig Strid med Trinitetsdogmet, Forløsningslæren eller nogen anden af Kristendommens Fun- damentalsætninger.                              Senere Anmærkning.

[page] 230

paa Mangel paa Kundskab hos mig, men det er dog neppe i noget betydeligt Omfang, Hr. D. Br. og hans Kilde Whewell ville neppe være i Stand til at give Tallet nogen synderlig Forøgelse, naar de da ikke ville gaa aldeles ukritisk tilværks. De omtalte to Mænd, der visselig vare udmærkede Aander, have derhos i deres natur- videnskabelige Arbejder aldeles intet Spor efterladt sig af deres Dogmetro. Deres Methode er tvertimod fuldstændig forskjellig fra de theologiske og ganske den samme som den, der anvendes af de værste Atheister og Materialister, nemlig Erfaringen, Forsøget, Beregning og* den strængeste logiske Slutning, o: Dogmerne have aldeles ingen Ind- flydelse havt paa deres naturvidenskabelige Arbejder, og de vilde have gjort de selvsamme Opdagelser, om de endog om Eeligionen havde havt aldeles modsatte Anskuelser. Deres Tilslutning til den kristne Lære kan altsaa i det Højeste bevise, at det ikke er umuligt for en Natur- forsker at være troende Kristen, men uheldigviis er dette Beviis ikke engang fuldstændigt, thi trods al deres Bet- troenhed vare de Nævnte alligevel Kjættere, hvilket vi siden skulle komme til.

Deres Optræden ligeoverfor religiøse Spørgsmaal er iøvrigt karakteristisk nok. Newton anvendte uden Nytte endeel Aar af sin Alderdom paa Spekulationer over Jo- hannes's Åabenbaring. Det lykkedes ham ikke at løse Problemet, hvilket dog ikke hidrørte fra, at det over- hovedet var uløseligt, thi det er i vore Dage blevet løst paa aldeles afgjørende Maade af Folk, der vist ingen- lunde kunne maale sig med Newton i Aandskraft. Naar det dog mislykkedes for ham, laa det i, næstefter at

[page] 231

den Tid vel neppe havde tilvejebragt de fornødne For- arbejder, at han fulgte en Methode, der istedetfor at føre ham henimod Maalet bestandig maatte bringe ham længer bort derfra, og at han manglede den særegne Dannelse, der her udfordredes, nemlig et fortroligt Kjend- skab til den Tidsalder, da det drøftede Skrift var blevet til, og til den hele ligeartede Literatur (profe- tiske Eomaner), der florerede i de nærmeste Aarhundreder før og efter vor Tidsregnings Begyndelse. Havde Pascals Theologi ingen Indflydelse paa hans Naturstudier, saa søgte han omvendt at benytte Naturvidenskabens Methode ved theologiske Debatter, idet han i Erkjendelse af, at Guds Tilværelse ikke lader sig bevise, tog sin Tilflugt til Læren om Sandsynlighedsberegningen og «spillede Plat og Krone« om Problemet.

Til disse to orthodoxe Naturforskere vil jeg endnu føje Faraday og Tycho Brahe, den første, fordi han ifølge en nylig i «Fædrelandets« Feuilleton oversat Bio- grafi, var en ivrig Tilhænger af en Sekt, der forøvrigt er mig ubekjendt, men som der neppe er Grund til at antage for afvigende fra de almindelige Kirker i Dogmerne, ialfald ikke i kritisk Retning; den sidste fordi det sand- synligviis idetmindste tildeels var Bibelens Avtoritet, der bragte ham til at forkaste det kopernikanske System, en Holdning, der ligesaalidt bragte ham Ære som Viden- skaben Gavn. Men dermed ere vi saa ogsaa færdige.

Gaa vi nu fra denne Gruppe over til dens direkte Modsætning, de Naturforskere (blandt Forfatterens 150), der ligefrem have vedkjendt sig at være Modstandere af de kristne Kirkers Lære, vil det af de foran fremsatte

[page] 232

Grunde ikke undre os, at vi heller ikke her finde nogen stor Flok, men Tallet synes dog tilbøjeligt til at blive størst paa denne Side. Først vil jeg her nævne DAlembert paa Grund af, at han, hvis jeg ellers husker ret, hørte til Enkyklopædisterne, men da jeg ellers ikke veed noget om ham i denne Henseende, og dette ikke engang med Sikkerhed, lægger jeg naturligviis ingen Vægt paa dette Navn. At derimod Laplace hører herhen godtgjøres noksom af den bekjendte historiske. Anekdote, at da Napoleon den 1ste, der som Mathematiker med Interesse havde læst hans berømte Værk «mecanique celeste«, spurgte ham, hvorfor der i dette aldrig var Tale om Gud, svarede Laplace: «Je n'ai pas eu besoin de cette hypothese« jeg har ikke trængt til denne Gisning. Om Go the s Pan- theisme og hans Forhold til Kristendommen har der, især i Tydskland, været skrevet overmaade Meget. Vi behøve her kun at kjende et eneste lille Distikon af ham:

Jeglichen Schwårmer schlagt mir am Kreuz im drei-

zigsten Jahre

Kennt er erst nur die Welt, wird der Betrogne der

Schelm. Med andre Ord: «Det var godt, at Jesus blev hen- rettet i en ung Alder, thi nu døde han som en Sværmer, der kun bedrog sig selv, havde han faaet Lov til at blive ældre, vilde han have bedraget Andre.*)

*) Som man seer, er denne Opfattelse ikke meget afvigende fra Eenans, kun at denne allerede lader Bedrageriet indtræde før Døden om end ikke længe før, navnlig ved Lazarus's Opvæk- kelse. Strauzs's Jesu Levnet, der ikke som Eenans hele Tiden synger i hastemte Toner og strømmer over af Begej-

[page] 233

Af Naturforskere (af de 150), der udtrykkelig have erklæret sig for Modstandere af visse kirkelige Dog- mer, have vi maaskee ikke flere, men der er en Gruppe, der staaer dem meget nær, og som vi nu skulle betragte, det er dem, der ved deres Læresætninger vise sig som saadanne Modstandere, skjøndt de maaskee ikke sige det. Her have vi da først og fremmest H. C. ørsted. At hans «Aanden i Naturen« fandt en Modstander i Biskop Mynster, var allerede et stærkt Fingerpeg, men maaskee ikke tydeligt nok for den Ikkesagkyndige, efter- som Mynster, vistnok af flere Grunde, optraadte med megen Reservation; men fra den kirkelige Side fremkom der ogsaa Indsigelser fra anden Haand nemlig fra Dr. Kalckar i «Dansk Kirketidende», og disse vare formu- lerede med en ganske anden Uforbeholdenhed og Skarp- hed og ganske vist fra Bibeltheologiens Standpunkt uigjendrivelige. Ogsaa ørsteds øvrige Kommentatorer ere enige i hans Standpunkts Uforenelighed med Kirke- læren, jfr. "Striden mellem ørsted og Mynster eller Videnskaben og den officielle Theologi» af H—t. Kbhvn. 1851 og nogle utrykte Forelæsninger af Dr. Stilling, begge fra det kritiske Standpunkt, samt Licenciat Waa- ges Disputats fra det theologiske. Det er en afgjort Sag, at ørsted forkastede Miraklerne, ikke dette eller hiint enkelte Underværk men Miraklerne som saadanne,

stringsudbrud over Jesu store Egenskaber, gaaer i Virkelig- heden ud fra en mere human Opfattelse af hans Personlighed, idet den ikke gjør ham ansvarlig for den Slags Fænomener, som antages for ikke foregaaede men at have deres Oprin- delse fra den ældste Menigheds overspændte Fantasi.

[page] 234

efter deres Begreb, og med dem ogsaa det største Mi- rakel af dem alle, Guddommens Menneskebliven, altsaa Jesu Guddommelighed og alt, hvad deraf følger. Det synes endog, at han ikke anerkjendte et styrende For- syn, om han end visselig troede påa Gud som Skaber, som Verdens, det Tilværendes Ophav. Hvad Værd hans Kristendom derefter maatte have, ville vi henstille til Kirkens Afgjørelse, Svaret kan kun blive eet.

Som ørsted gaaer det Mange (naturligviis med in- dividuelle Modifikationer) Saaledes f. Ex. den berømte engelske Geolog Lyell. Lyell, der lever i England og det ikke i Lockes og Humes fritænkerske England men det nuværende England med dets strænge Kirkelighed og rigelige Hykleri, har ikke destomindre polemiseret stærkt mod den hele Syndflodstheori, ligesom der ingen Tvivl er om, at han som Geolog maa forkaste den mosaiske Kosmogoni. I den senere Tid har han afgjort sluttet sig til Darwins Lære om Arternes gjensidige Overgang. Kon- sekvensen heraf — og denne Konsekvens er mange Gange udtrykkelig bleven dragen — er, at Mennesket nedstammer fra en eller anden Fortidens Abeart. Naar dette er Tilfældet, bliver der ingen Plads for den bibelske Adam og Eva, med dem falder Dogmet om Syndefaldet, og dette river anseeligt mere med sig i sit Fald, Saaledes det hele Forløsningsværk og dermed Nødvendigheden af den anden Adam. Faktisk staaer altsaa Lyell i stærk Modsætning til en heel Række af Kirkens allervigtigste Dogmer. Lyell er ikke den eneste heterodoxe Geolog, tvertimod, da Geologien netop heelt igjennem er heterodox,

[page] 235

kan man sige, at med Undtagelse af Tilslutningen til den Darwinske Lære, der endnu er et aabent Spørgs- maal, staa saagodtsom alle Geologer paa Lyells Side i saa Henseende, Allerede den berømte Buffon blev indstævnet for Sorbonnen paa Grund af nogle Punkter i hans Kosmogoni, hvilke han maatte tilbagekalde, medens han naturligviis ligesaalidt forandrede Anskuelse som Galilei, hvis «og dog bevæger den (Jorden) sig» ganske vist betegner hans Tanker, om disse end ikke fik Le- geme i Ord.

Navnet Galilei fører os naturlig over i Astronomien, der sandelig ikke er mindre heterodox end Geologien. Det er da en uomtvistelig Sag, at Copernieus og Galilei vare store Fritænkere for deres Tid. Dette fremgaaer noksom af den Sidstes velbekj endte Skjæbne, og naar den Første ikke maatte friste en lignende, var Grunden vistnok kun den, at der ikke blev Tid dertil, eftersom han døde samtidig med, at hans Værk blev publiceret. Men disse Mænd ere ikke blot Fritænkere ligeoverfor deres flere Åarhundreder bag os liggende Tidsalder, men de ere det endnu og til alle Tider lige- overfor den for Bibelen tilgrundliggende Verdensanskuelse. Man maa ingenlunde forestille sig, at Spørgsmaalet, om det er Jorden, der bevæger sig om Solen, eller Solen, der kredser om Jorden, alene har Indflydelse paa det bekjendte Sted i Josvas Historie, hvor han efter Bibelens Beretning befalede Solen at staa stille, for at Dagen kunde blive lang nok til hans Gjerning; var dette Til- fældet, kunde det maaskee gaa an for Theologerne, at betragte det Hele som et uvæsenligt Punkt, men Saaledes

[page] 236

forholder det sig ingenlunde. Fortællingen om Josva er tvertimod kun en Konsekvens af den hele Verdensan- skuelse, der ligger til Grund overalt i Bibelen. Denne betragter heelt igjennem Jorden ikke blot som det Vigtigste, for hvis Skyld alt Åndet er til, men tillige som det eneste, der endogsaa blot i reent fysisk Hen- seende: i Størrelse osv. har nogen egenlig Betydning; at Jorden ved Siden af de utallige Himmellegemer af et langt betydeligere Omfang svinder ind til et Stevgran, er en Opfattelse, der ikke alene er fuldkommen fremmed for Bibelen men endog staaer i den meest direkte Strid med dens hele Tankegang, og denne Strid fører til de aller- alvorligste Konsekvenser, naar man sætter sig ret ind i Forholdet. Dette skal ikke her udvikles nærmere, da det kun vilde blive en Gjentagelse af, hvad der flere Gange er fremsat andetsteds med tilstrækkelig Styrke og Klar- hed, vi henvise blot til en lille Bog af nuværende Lands- thingsmand Fischer «Astronomien og Skriftens Avtori- tet» og Karl Sneils «Newton und die mechanische Weltanschauung«, der findes i Athenæums Bogsamling. Idet Saaledes Copernicus og Galilei gjøres til Kjæt- tere, rammer den samme Skjæbne alle dem, der til- træde deres Lære, det vil sige ikke alene omtrent alle senere Astronomer men alle andre Naturkyndige, forsaa- vidt de slutte sig til dem*) for ikke at tale om hele den dannede Verden. Der er i Virkeligheden ingen

*) Hermed gaa altsaa baade Newton, Pascal og Faraday ud af den foran opstillede Liste over Eettroende, der Saaledes svinder ind til den ene (forresten problematiske) Tyebo Brabe.

[page] 237

Forsoning mulig, enten maa man holde med Copernicus eller med Bibelen, det er kun Uklarheden eller den be- vidste Uærlighed, der kan give sig af med at ville forene begge.

Det er imidlertid ikke blot Geologien og Astrono- mien, der komme i Strid med Bibelens Opfattelse af Naturforholdene, det Samme gjælder om flere af de enkelte naturvidenskabelige Fag. Hverken Fysiken eller Kemien kunne Saaledes finde sig i Mirakellæren, Fysio- logien vil have Indvendinger at gjøre saavel mod adskil- lige Punkter heri som mod Syndefaldet osv. osv., ja endog Mathematiken, der dog kun er en Hjælpevidenskab for Naturstudiet, vil paa sine Steder fremsætte sine Ind- sigelser. Kort sagt, Modsigelsen er ikke tilfældig og lokal men gjennemgribende, væsenlig og implicit eller explicit tilstede paa alle Punkter.

Hvad vil nu alt dette sige? Er Resultatet af denne Undersøgelse, at alle Naturforskere eller ialfald deres store Fleerhed ere irreligiøse, staa i en aabenbar eller skjult og maaskee "netop derfor des farligere Opposition til Religiøsiteten, altsaa til det Dybeste, der har bevæget Menneskeheden i de Aartusinder, hvori vi have nogen Kundskab om dens Historie? Paa ingen Maade. Her vende vi tilbage til, hvad ovenfor i Forbigaaende blev betegnet som en væsenlig Fejl hos Hr. Deichmann Branth, at han gjorde Religiøsiteten identisk med Fastholdelsen af visse dogmatiske Sætninger. Dette er bundfalsk. Det gaaer paa ingen Maade an at gjøre Religiøsiteten af- hængig af Trosbekjendelsen, af Konfessionen. Hr. D. B. vil sikkert dadle denKatholik, der erklærer alle dem for

[page] 238

irreligiøse Mennesker, der ikke tro paa Jfr. Marias ube- smittede Undfangelse eller paa Transsubstantiationen. Han vil sikkert ogsaa erkjende, at en Jøde kan være religiøs, uagtet han i sin Egenskab af Jøde frakjender Jesus Guddommelighed osv. Konsekvensen forer natur- ligviis videre endnu. Ligesdm der trods Katholicismen kan være religiøse Protestanter og trods Kristendommen religiøse Jøder, Saaledes kan der endvidere være religiøse Muhamedanere, Hedninger, ja Mormoner (hvor stor en Slyngel saa Josef Smith har været). Med andre Ord: Eeligiøsiteten har aldeles ikke noget at gjøre med Tros- bekendelsen, med Vedkommendes Meninger om Eeli- gionsspørgsmaal. Eeligiøsitet er noget Selvstændigt, det er en Følelse, en Grundstemning, et Moment i Person- ligheden, der væsenlig har en oprindelig Karakteer, og som vel lader sig paa virke af Udviklingen men vanskelig synderlig forandre. Den hænger ikke sammen med eller staaer i Modsætningsforhold til denne eller hiin Anskuelse, men den danner Modsætningen til en anden Eetning i Karakteren, Egoismen. Medens denrie praktisk, om end vel kun i sjeldnere Tilfælde ogsaa bevidst theoretisk, sætter vedkommende Individ som Midtpunktet i hele Tilværelsen, som den, for hvis Skyld alt Andet er til, og som det derfor maa tjene, har den Eeligiøse en ganske anden Stemning, han føler sig som noget Underordnet, som et forsvindende Punkt i det store Hele, som den, der maa, bør og skal bøje sig for de i dette herskende Love, ikke blot for de materielt fysiske, der ikke taale nogen Modstand, men ogsaa for de moralske, som til- syneladende kunne omgaaes og trodses.

[page] 239

Spørge vi nu atter med dette Syn paa Religiøsitetens Væsen, om man vel kan tillægge Naturforskerne Religi- øsitet, maa Svaret blive, at da her tales om Karakteer- ejendommeligheder, og da Menneskene i Almindelighed have forskjellig udprægede Personligheder, er det rimeligt, at Naturforskerne ogsaa i denne Henseende ville være som Menneskene i Almindelighed, altsaa opvise Forskjel- ligheder. Til at antage, at der særlig hos Naturforskerne skulde være en Tilbøjelighed til Irreligiøsitet, er der aldeles ingen Grund, man kan tvertimod paastaa, at forsaavidt saadanne Karakteerejendommeligheder lade sig paavirke ved den Udvikling, Individet undergaaer i Livet, maa netop Naturstudiet ganske særlig fremme Religiøsi- teten, eftersom neppe nogen anden Virksomhed i den Grad stiller os levende for Øje, hvor ubetydelige vi, ikke blot det enkelte Menneske men vor Jord, ja det hele Solsystem, ere i Forhold til det umaadelige Verdensalt. Raadspørge vi Erfaringen, ville vi ogsaa finde bestyr- kende Exempler. Tage vi Saaledes en af de Mænd, som vi netop i det Foregaaende særlig have betegnet som Fri- tænkere, H. C. ørsted, da er det for enhver sagkyndig og' upartisk Iagttager umiskjendeligt, at netop denne Mand var gjennemtrængt af en dyb og inderlig Religiø- sitet, — det var vel netop den, der bragte ham til at optræde, som han gjorde — medens han samtidig rigtignok ingenlunde hyldede alle de kirkelige Dogmer men endog var ligefrem fjendlig stemt mod adskillige meget væsen- lige af dem.

Er det Saaledes saa langtfra, at Naturvidenskabens Studium skulde tilintetgjøre Religiøsiteten hos dens

[page] 240

Dyrkere, at dette tvertimod, forsaavidt saadant over- hovedet er muligt, netop i en særlig Grad er skikket til at udvikle eller endog fremkalde denne, stiller Sagen sig unægtelig paa en anden Maade, naar man ikke spørger om Eeligiøsiteten som saadan, eller i sin Reenhed i og for sig men om Troen paa visse bibelsk« og kirkelige Dogmer.

Bibelen, hvis yngste Skrift antages at være over halvandet tusinde Aar gammelt, og hvis ældste Afdelin- ger gjøre Fordring paa en endnu langt fjernere Oprin- delse, udtaler og hviler paa en Verdensanskuelse, der hverken vakte Forundring eller Modsigelse hos Samtiden. Tvertimod, enkelte udmærkede Aander fraregnede, var man dengang, saasnart noget Mærkeligt indtraf, strax rede til at søge Forklaringen i Mirakler, Trolddom,'Djævle- besættelser o. desl. Det var ikke blot i en mørk Tids- alder og i den raa og uvidende Røverrede Rom, at det kunde falde Vedkommende ind at udgive Romulus for en Søn af Mars, endnu flere hundrede Aar efter, paa en Tid, da Dannelsen og Oplysningen i mange Henseender stod meget højt, vovede Alexander af Makedonien i selve Civilisationens Centrum noget ganske Tilsvarende uden at kastes til Jorden af sin Samtids Latter. Enhver Verdensanskuelse er imidlertid et Produkt af de Erfaringer, som Menneskeslægten har gjort til den Tid, da Ansku- elsen dannes. Da nu Erfaringerne efterhaanden forøges, udvides og berigtiges, kan det ikke undgaaes, at en Verdensanskuelse efterhaanden maa opslides. Saaledes er det gaaet her. I det Seneste med Copernicus er der gjennem Naturvidenskaberne begyndt at hæve sig en

[page] 241

Verdensanskuelse, der i mange væsenlige Punkter er af- vigende fra, ja staaer i direkte Strid med de bibelske og kirkelige Dogmer. Den Saaledes opstaaede Kløft mellem det Gamle og det Nye er siden fra Dag til Dag bleven- udvidet ved Naturvidenskabens storartede Fremskridt, og der kan øjensynlig ikke være Tale om en Tilnærmelse eller Udsoning. Følgen af dette Forhold er da uund- gaaelig, at en stor Mængde Naturforskere, idetmindste i Hjertet, ere Modstandere af eller ialfald ikke tro paa de Dogmer, der komme i Strid med Naturvidenskaben.

Egenlig skulde man tro, at dette maatte være Til- fældet med dem Alle, og det især jo mere udmærkede de vare i deres Fag, og jo mere de altsaa maatte an- tages for gjennemtrængte af deres Videnskabs Aand. At paastaa dette vilde imidlertid være at gaa for vidt. Det kan ikke nægtes, at der gives Naturforskere, og det endog af fremragende Dygtighed, der ikke have op- givet Tro paa de kirkelige Dogmer, hvorom her er Talen. Dermed forholder det sig da paa een af to Maader.

Der gives Mænd, hvis Aand har en særegen Organi- sation, saa at de ved Siden af en endogsaa glimrende Dygtighed i deres særlige Fag, ikke føle Trang til at generalisere, at overføre deres heri vundne Erfaringer og fulgte Grundsætninger paa andre af Aandens Omraader. Hos saadanne Mænd er der Mulighed for, at der, uden at det egenlig er blevet dem selv klart, kan bestaa to Verdensanskuelser ved Siden af hinanden, den ene i deres specielle Fag, den anden i religiøse Spørgsmaal. Saa- danne Mænd kunne i god Tro hylde visse kirkelige Dogmer, fordi det af Mangel paa Eftertanke ikke er

16

[page] 242

blevet dem klart, at disse staa i Strid med, hvad de ellers ansee for rigtigt og sandt, og hvad de have gjort til deres Livsopgave at arbejde for. Naar Leverrier nylig i det franske Senat i Anledning af Kenan har ud- talt sig i strængt kirkelig Eetning, synes han, forsaavidt det ikke ligefrem er Hykleri, hvilken Antagelse de franske Forhold vel kunde give nogen Eimelighed — at maatte regnes til denne Gruppe.*) Denne Klasse vil forøvrigt bestandig formindskes, jo mere Modsætningerne fra begge Sider- pointeres, hvorved selv de meest Svagtsynede nødes til at see.

Medens Saaledes den nævnte Klasse samtidig holder paa Naturvidenskaben og de mod den stridende kirkelige Dogmer, fordi den af en Slags Mangel paa Eftertanke ikke er bleven sig Striden mellem disse fjendlige Ele- menter bevidst, er der en anden og vistnok større Klasse troende Naturforskere, som. have indrettet sig paa en ganske anden Maade. De tvivle ikke et -Øjeblik om Paalideligheden af den Videnskab, i hvis Tjeneste de virke, de kunne fremdeles ikke dølge for sig selv, at den kommer i en uforsonlig Strid med visse Sætninger i den kirkelige Tradition, de ere endvidere ikke blinde for, at saavel Naturvidenskabens Principer som de kirkelige Dogmer gjøre Fordring paa universel Gyldighed, hvad de efter deres Natur maa, og altsaa, hvor de komme i Strid, opstille et bestemt Enten-eller, hvorimellem der

*) At Leverrier ikke foran er omtalt mellem de orthodoxe Naturforskere, ligger i, at han ikke findes paa Forfatterens- Navnefortegnelse, som der udelukkende lagdes til Grund.

[page] 243

maa vælges. Ikke destomindre foretage de ikke dette Valg. Videnskaben kunne de naturligviis ikke opgive, det var at opgive sig selv, men paa den anden Side have de ikke Styrke til at løsrive sig fra den kirke- lige Tradition, deels fordi Opdragelsen og Barndoms- minderne udøve for stor Magt over dem, deels fordi de ikke kunne overskue, hvad der skal sættes i Stedet, og føle Gru for det Uvisse, deels endelig fordi de med Hr. D. Br. nære den bundfalske Forestilling, at Eeli- giøsitet er identisk med Antagelsen af visse bibelske Sætninger; men Beligiøsiteten overhovedet kunne de med Eette ikke bekvemme sig til at give slip paa. De gaa da paa en ejendommelig Maade paa Akkord, Saaledes at de med Erkjendelsen hylde Naturvidenskabens Sæt- ninger men samtidig forbeholde sig at tro paa de anti- naturvidenskabelige Dogmer. De etablere Saaledes som Nødhjælp »det dobbelte Bogholderi«, der, som det synes, af Prof. Easmus Nielsen opstilles som almeengyldigt Princip og af hans Tilhængere udbasunes som en ganske ny og mageløs Opdagelse*). Dette Forhold har Saaledes

*) Naar jeg udtrykker mig forsigtig med et «synes«, ligger det i, at jeg trods alt, hvad jeg har læst baade af Prof. Nielsen selv og hans Disciple og Trompetere ikke har kunnet komme paa det Eene med den nye Lære. Det er endda en Trøst at see, at det ikke gaaer andre brave Folk bedre. At Læren gaaer vå paa, at baade Naturvidenskabens og Kirkens Re- sultater skulle være gyldige er let nok at faa fat paa, des vanskeligere er det at forstaa, — hvad der vel egenlig skal være det Fine derved — hvorledes det er muligt. Paastanden derom fremsættes med den største Dristighed, men naar det kommer til Udviklingen, affærdiges man med nogle taagede Analogier, der ret besete vilde godtgjøre, at Trossætningerne

16*

[page] 244

f. Ex. den tydske Fysiolog Rudolf Wagner ligefrem vedkjendt sig, og saa vidt huskes rigtig, var det netop i Anledning af ham, at det spydige Udtryk «det dobbelte Bogholderi« blev anvendt afCarlVogt.

Denne Fremgangsmaade er nu ganske vist højst uvidenskabelig, og ligefrem at gjøre den til Princip vilde ikke være meget forskjelligt fra at erklære, at Sandheden slet ikke lader sig erkjende, eftersom to mod- stridende Sandheder er det samme som ingen Sandhed. Ikke destomindre lader den sig vel undskylde som en privat Nødhjælp, og at den ialfald er praktisk sees deraf, at den egenlig har været anvendt i mange Tider og i meget stort Omfang, maaskee uden at Vedkom- mende har gjort sig det selv klart. Den absolute Skep- tiker maa Saaledes nødvendigviis ty til den, allerede for blot at opholde Livet, thi da han ifølge sin Theori ikke kan erkjende Kavsalitetsbegrebet, vilde der ingen Grund være for ham f. Ex. til at spise, da det ikke kunde godtgøres, at derved Livsvirksomhed vedligeholdtes; ikke destomindre betænker han sig ikke paa heri at følge en Praxis, der ikke finder Hjemmel i hans Theori. Paa samme Maade vil det udentvivl gaa, hvis Nogen giver ham en paa øret; hvad hans Theori end siger, vil han ikke et øjeblik tage i Betænkning at bringe den Andens

objektivt taget ere — Løgn, hvilket dog ikke skal være Me- ningen. Forresten er selve Principet, saa mærkeligt det end er, neppe saa ganske nyt i Videnskabens Verden. Dét sees ikke rettere, end at det er en Fornyelse af den skolastiske, forlængst og med Rette forkastede Sætning: aliud in philoso- phia aliud in theologia verum, frit oversat: hvad der er sandt i Filosofien kan gjerne være Løgn i Theologien og omvendt.

[page] 245

opløftede Haand og Svien i sin egen Kind i Kavsalfor- bindelse med hinanden og blive dygtig vred paa Gjer- ningsmanden. Den konsekvente Determinist maa bruge samme Udvej. Naar Skjæbnen engang er ufravigelig forudbestemt, kan den ikke forandres ved nogen Hand- ling fra vor Side. Denne Anskuelse ophæver konsekvent al Handling. Er der Ild i mit Huus, bliver der ingen Grund for mig til at gaa ud deraf, thi enten er det bestemt, at jeg skal indebrænde ved denne Lejlighed, og saa bliver det min Skjæbne, hvad jeg end gjør for at forhindre det, eller ogsaa skal jeg reddes, og saa skeer det, hvad jeg end gjør. Ikke destomindre vil vistnok selv den stærkeste Determinist foretrække at forlade sit brændende Huus. Ja denne Praxis kan komme til An- vendelse paa ganske andre Videnskaber, hvor der ikke er Tale om saa ophøjede Ting som Verdensanskuelser. Vor berømte Jurist F. C. Bornemann var Saaledes engang i sin Retsfilosofi kommen til den Lære, at man for at afværge Ejendom sindgreb var berettiget til at anvende enhver Slags Nødværge, saa at man, naar Andet ikke knnde nytte, havde-Ret til at dræbe den, der vilde be- røve En en Knappenaal. Han kunde imidlertid ikke slaa sig til Ro ved «dette for den naturlige Følelse saa modbydelige Resultat« og tumlede derfor saa længe med Spørgsmaalet, til han fandt Forløsning i sin Distinktion mellem simpelt Nødværge og yderste Nødværge, hvilket sidste kun maatte finde Anvendelse ved Angreb paa Liv, Ære (især den kvindelige Kjønsære), og hvad dermed kunde sættes i Klasse.

Ret beseet er der vel slet ingen af os Alle, som jo

[page] 246

ved en eller anden Lejlighed har havt Brug for denne Bagdør,., saa man er ikke berettiget til ganske at kaste Vrag paa den eller at dømme dem, der benytte den, for strængt. Hvad forresten angaaer de Forhold, hvormed vi her nærmest sysselsætte os, saa er der vel ingen Grund til at antage, at den nævnte Udvej nogensinde vil blive definitivt opgiven, eftersom den synes at tilhøre den menneskelige Natur som saadan, derimod kan det vistnok uden Eisiko forudsiges, at dens Anvendelse efter - haanden vil blive indskrænket indenfor snævrere og snævrere Grændser, deels fordi det dog engang maa blive Fieer- heden af tænkende Mennesker klart, at den omtalte Konfusion af Beligiøsiteten som saadan og Antagelsen af disse bestemte kirkelige Sætninger er meningsløs, deels fordi Udviklingen aabenbart skrider frem i den Betning, at Individet frigjøres for, sin Livstid igjennem at være stemplet med det tilfældige Mærke, som Opdragelsen og Barndomsindtrykkene have givet ham.

Naar Hr. D. Br.'s Kilde Whewel siger: »alle store Opdagere i Videnskaben, have i Almindelighed hyldet Troen paa en alviis Verdensskaber.«; er dette udentvivl Noget, som han strængt taget ikke veed. Men om det endog forøvrigt er rigtigt, maa det kun noteres som en anden faktisk Bemærkning, og det gaaer paa ingen Maade an, hvad dog aabenbart er Meningen, at opstille et Kavsalitetsforhold mellem de to Momenter, saa at ved- kommende Opdagere Intet vilde have udrettet, hvis de ikke havde hyldet denne Tro. Det er almindelig erkjendt af Videnskaben, at Guds Tilværelse ikke lader sig be- vise. Dens Antagelse maa altsaa videnskabelig betragtet

[page] 247

ansees for en forudfattet Mening. Men nu er det netop det ene Fornødne for Naturforskeren at see bort fra alle forudfattede Meninger og i sine Undersøgelser kun gaa ud fra Erfaringer, Kjendsgjerninger. Undlader han dette, kommer han paa Vildspor. En Affedning af «Troen paa en. alviis Skaber« er den saakaldte Teleologi, der søger et bestemt paaviseligt, fornuftigt Formaal for alt i Na- turen, og denne Synsrnaade har ofte virket som en sand Lygtemand paa en letbevægelig Naturforsker. Naar saa- ledes Kepler i Kraft heraf ansaa Planeternes paa hans Tid bekjendte Tal 7 for det endelige og højst betyd- ningsfulde Tal, og herpaa byggede nogle vidtsvævende Drømmerier om en Sfærernes Musik og de enkelte Kloders forskjellige Boller i dennes Harmoni, saa fremmede han derved ikke Videnskaben det Allermindste men spildte sin Tid paa et unyttigt Arbejde. Hvor farligt det er for Naturforskeren at lade sig hilde i en forudfattet Mening, har man et frisk og stort Exempel paa fra den nyeste Tid. C u vi er standsede for en Tid sin Videnskabs Ud- vikling paa dette Punkt og beredte sig selv en alvorlig Prostitution ved sin apodiktiske Paastand om, at der ikke vilde findes Aber i den tertiære Tid. Næstefter paa den Omstændighed, at saadanne efter hans Vidende ikke hidtil vare fundne, var sandsynligviis denne hans Lære grundet paa den Betragtning, at da .Menneskeslægten (efter Bibelen) kun var 6000" Aar gammel, var der Plads nok i den kvaternære Tid for Aberne. Han er som be- kjendt bleven ynkelig gjendreven.

Mod denne Naturvidenskabens velbegrundede Frygt for ubeviste Forudsætninger, maa det ikke indvendes, at

[page] 248

man dog kan paavise en vis Hensigtsmæssighed i Na- turen, thi ret beseet er Naturens Hensigtsmæssighed i det Store og Almindelige kun et andet Udtryk for det meget simple Faktum, at den er til; var den nemlig ikke hensigtsmæssig, kunde den ligesaa lidt være bleven til som have fortsat sin Bestaaen, det Uhensigtsmæssige d: det Hensigtsstridende, det med Forholdene Uforenelige gaaer uhjælpelig til Grunde, og det er jo noksom be- kjendt, hvor meget i Naturen, der gaaer den Vej. Man vil imidlertid tage meget fejl, hvis man troer overalt i Naturen at kunne komme til en Forstaaelse ved at søge efter Hensigten. Tvertimod, det gaaer i den fysiske Ver- den som i den moralske: der er mange Forhold, der aldeles ikke lade sig forstaa, naar man blot seer hen til den Bolle, de spille i Nutiden, men som maa søge deres Forklaring i den historiske Udvikling. Naturen til— intetgjør det Hensigtsstridige, eller det gaaer tilgrunde af sig selv, men mellem det Hensigtsmæssiges og det Hensigtsstridiges Enemærker ligger et nevtralt Grændse- land, det Ligegyldige, det, som hverken gjør Gavn eller Skade, og som kan faa Lov at bestaa. De Dyr, der leve i mørke Huler, ere Hindfødte, ganske simpelt, fordi de ingen Nytte kunde have af -Øjnene, medens disse vare udsatte for at tage Skade og Saaledes kun vilde være til Ulempe for Dyret. I Fosterstanden derimod er Dyret beskyttet mod Indvirkninger udenfra, og der har det Øjne, der aldrig komme til Udvikling, ligesaalidt som de kunne gjøre nogen Nytte i Moders Liv. Hvorledes er det nu muligt at forstaa dette teleologisk? For en historisk Betragtning derimod stiller Sagen sig ganske anderledes.

[page] 249

Darwinismen har en mægtig Forbundsfælle i Embryolo- logien, der synes at vise, at Tilstande, som Dyrets For- fædre i en nærmere eller fjernere Fortid have gjennem - gaaet, men som det nuværende Dyr er kommet udover, afspejle sig i Fosterets Udviklingshistorie. I dette Til- fælde er den historiske Forklaring simpelthen denne: Huledyrene høre ikke fra Først af hjemme i Hulerne, de ere komne ind udenfra, fra den lyse Omverden. Oprin- delig have de altsaa havt -Øjne, men da disse som sagt kun kunde gjøre Skade men ingen Gavn, ere Dyrene i Tidens Løb blevne blinde, medens Fostertilstanden har bevaret Billedet af det gamle Forhold.

Kesultatet af den hele Undersøgelse er da kortelig dette: Det er saalangt fra, at Naturvidenskaben efter sit Væsen maa tilintetgjøre sine Dyrkeres Keligiøsitet, at den tvertimod, forsaavidt saadant er muligt, maa udvikle denne. Derimod er det ganske vist, at dens Eesultater ere uforenelige med visse bibelske og kirkelige Ansku- elser, hvorfor ogsaa et stort Antal Naturforskere i deres Hjerte forkaste disse Anskuelser. Naar det ikke er Til- fældet med alle Naturforskere, ligger det deels i uklare Anskuelser, saa at Striden ikke er bleven dem aabenbar, deels i Karakteren, i Mangel paa Energi til at gjøre det afgjørende Skridt.

(Endt den Ude Januar 1868.)

[page] o

logle Bemærkninger om Menneskeæden.

(Ikke tidligere trykt)

Da jeg for nogle Aar siden skrev en Anmeldelse af Etatsraad Steenstrups interessante, desværre ikke endnu fortsatte «Blik paa Natur- og Oldforskningens Forstudier til Besvarelsen af Spørgsmaalet om Menneskeslægtens tidligste Optræden i Evropa« (Anmeldelsen findes i «Fædrelandet« for 18de April 1863), faldt det mig ind, at den Befolkning, der havde efterladt sig Køkken- møddingerne, ikke kunde antages at have været Men- neskeædere, siden Forfatteren ikke omtalte, at der var fundet spaltede Marvknokler af Mennesket*). Derved

*) Denne Slutning kunde synes noget dristig men vil dog neppe findes overilet, naar man betænker, at Køkkenmøddingerne maa antages at indeholde Prøver paa alle saadanne Maaltids- levninger, som efter deres Natur kunne modstaa Tiden; og at hine Folk havde for Skik altid at spalte Marvknoklerne i deres Maaltid for at faa Marven taget ud og fortæret. At Saadant ogsaa har været Brug med Menneskeknokler, derom fik jeg, et Aarstid efter at min Anmeldelse var skrevet, et interessant Vidnesbyrd, idet Carl Vogt i anden Deel af «Vor- lesungen uber den Menschen» anfører et af Spring i Nærheden af Floden Maas gjort Fund af en Mængde Menneske- og Dyre- knokler, hvoraf alle Marvknoklerne vare spaltede. Der siges

[page] 251

førtes jeg til at anstille nogle Betragtninger over, hvor- vidt Kannibalismen stod i noget Forhold til Klimaet. Jeg formaaede imidlertid ikke at løse Problemet, men dette gav Anledning til, at jeg senere samlede Materiale til dets Løsning, idet jeg optegnede deels de faktiske Oplysninger om Menneskeæden, som jeg tilfældigviis stødte paa under min Læsning, deels de Tanker, som Spørgsmaalet fremkaldte hos mig. Jeg tør vel ikke sige, at hvad jeg Saaledes har optegnet, nu i nogen Maade kan ansees for at udtømme Spørgsmaalet, men da jeg dog nu er kommen til en bestemt Anskuelse, og jeg fremdeles har faaet en særlig Tilskyndelse ved Quatre- fages's Yttringer i det nylig udgivne TiUægshefte til »Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturviden- skaben«, vil jeg ikke undlade at fremsætte mine Eesul- tater og Grundene derfor. Det kan dog ialfald gjøre den Nytte at henlede Andres Opmærksomhed paa Sagen.

nu herom: «Spring schlieszt aus diesem Fimde und zwar mit vollem Rechte, wie es scheint, dasz die Knochen die Reste eines Festes von Kannibalen seien und er stiitzt diesen Schlusz auf den gleiehen Zustand aller Knochen, der menschlichen wie der Thierknochen, die alle z"erbrochen waren um das Mark herauszunehmen sowie auf den Umstand, dasz alle Menschenknochen nur jungen Individuen angehorten, deren Fleisch man gewisz bei solchen Festen vorzog. Zugleich bringt er einige Stellen aus alten. Schriftstellern und Kirchen- vatern vor, welehe allerdings Zeugnisz ablegen, dasz in Bel- gien und in gallischen Landern Menschenopfer und Men- schenfresserei sich noch bis in die romische Zeit hinein er- halten hatten. Der tilføjes, at Beskrivelsen af Hjerneskallen viser, at de fundne Individer maa have tilhørt en anden Race end den «dog vel samtidige« Race i Danmark og Nordtydsk- land.

[page] 252

Det Problem, der frembød sig, var, om Menneske- æden var en almindelig udbredt Sædvane hos alle Folk paa et vist lavt Udviklingstrin, og i saa Tilfælde hvilke Betingelser der henholdsviis havde foraarsaget dets Af- skaffelse eller usædvanlig lange Vedbliven, eller om det ikke var noget oprindelig Slægten Tilhørende men en Udskejelse, og i saa Tilfælde Grundene til denne Ud- artning.

Hvad enten man med Darwins Tilhængere betragter Mennesket som gjennem en Eække Forvandlinger frem- gaaet af Dyrerækken og nærmest af Aberne, eller man i Overeensstemmelse med den ældre og almindeligst hyl- dede Lære antager Mennesket ligesom enhver anden Dyre- (og Plante-) Art for fremstaaet umiddelbart som saadant, maa den naturlige Betragtning nødvendig lede til at stille det primitive Menneske paa et meget lavt Standpunkt*); egenlig er det kun et Dyr blot med den Forskjel, at det har Evnen til en videre aandelig Udvik- ling. Man kan endog spørge om, hvorvidt dette Natur- menneske levede i Familieliv, eller om tvertimod Hannen

**) Udviklingstheoriens Tilhængere kunne komme i en vis For- legenhed, naar de ved en Række Overgangsformer efter deres Lære mellem Aber og Mennesker skulle bestemme, hvor hiin hører op, og dette begynder. Spørgsmaalet har jo kun theo- retisk Interesse, saalænge Overgangsformerne ikke ere paa- viste, men forresten syues den korrekte Løsning at maatte blive den, at sætte det første Menneske der, hvor den legem- lige Overgang i det Væsenlige er afsluttet, altsaa naar den oprejste Gang ifølge Skelettets Bygning er bleven normal, naar Baglemmernes Haand er bleven til en Fod, naar Armene have forkortet sig til et passende Maal, og Bækkenet har antaget den menneskelige Form.

[page] 253

kun havde Samkvem med Hunnen under Parringen, medens Moderen forresten alene maatte sarge baade for sig og Afkommet. Det er dog rimeligt, at der strax har været et Familieliv; i saa Henseende er det vel ikke afgørende, at man har fundet et saadant endog hos de vildeste Mennesker, thi man kan vel antage, at vi ikke kjende nogen Stamme, der staaer paa det fuldkommen primitive Standpunkt, men mere Betydning har det, at saavel Hovdyrene som Aberne, hvilke hver paa sin Viis afgive saamange Analogier med det raa Menneske, have et Familieliv. I hiin af Farer og Besværligheder paa alle Sider omgivne Tilværelse, vilde det vel ogsaa uden Mandens Hjælp have været Kvinden en Umulighed at bevare og forøge Slægten.

Tør man Saaledes antage, at det primitive Menneske har levet i et Familieliv, maa man vistnok ogsaa ind- skrænke Samfundslivet hertil. Da Stammen efter al Sandsynlighed udspringer af Familien, maa hiin ansees for en senere Dannelse, men det er vistnok et Spørgs- maal, om der dannede sig Stammer lige strax, saasnart det var fysisk muligt, eller om dette mere udstrakte Samliv ikke tvertimod først indtraadte paa et senere Stadium ved en begyndende Civilisation, medens det tidligere var gaaet med den menneskelige Familie som med den dyriske, at naar Ungerne ere komne saa vidt, at de kunne hjælpe sig selv, opgives de af Familien og kj endes fremtidig ikke mere af denne. Herefter vilde den Tids borgerlige Samfund altsaa falde sammen med Familien i sin meest indskrænkede Betydning: Manden, Konen (Konerne?) og de ikke voxne Børn. Noget Saa-

[page] 254

dant som (ugifte) Onkler og Tanter kjendte man ikke. Kvinderne blev rimeligviis alle gifte, medmindre de besad meget afskrækkende Legemsfejl, og i saa Tilfælde fik de vel neppe Lov at leve, og hvad Mændene angik, kunde- det vel hænde, at En og Anden besejret af stærkere Rivaler forhindredes i at danne en selvstændig Familie, men saa blev han rigtignok heller ikke optaget i nogen anden, beslægtet eller ubeslægtet, han maatte da henleve sin glædeløse Tilværelse som en misanthropisk Ronkedor. Disse diminutive Samfund vare nu altid omringede af Farer og tilbragte Livet i en stadig og anstrængt Kamp for Tilværelsea,. en Kamp, hvori de ofte bukkede under. Om de første Mennesker endog fremstod under Troperne, hvad der dog ikke er en afgjort Sag, og alt- saa begunstigedes af et mildt Klima og en gavmild Planteverden, vare de ofte udsatte for Mangel, ja endog for Hungersnød. De levede «af Haanden og i Munden», først senere opfandt de at samle Forraad; om at dyrke nyttige Planter kunde der naturligviis ikke være Tale. Deres Næringsmidler vare Frugter, spiselige Plantestængler og -Rødder, lavere Sødyr, der skylledes op paa Bredden — Fisk forstod de naturligviis ikke at fange, og disse lade sig ikke tage med Hænderne — maaskee nogle In- sekter og andre lavere Landdyr samt endelig de Patte- dyr, som de kunde nedlægge med en Steen eller en af- brukken Green, der gjorde Tjeneste som Kølle. Disse Næringsmidler kunde imidlertid slippe op deels paa Grund af Konkurrencen om dem, især fra de planteædende Dyrs Side, deels paa Grund af klimatiske Forhold, især Vandmangel. Naar Saadant indtraf, var der vel ikke-

[page] 255

Noget i Vejen for at søge andetsteds hen, hvor der var bedre Forraad, thi den meget simple Bolig lod sig let erstatte; ikke destomindre var dog paa dette Udviklings- trin Vandringerne temmelig snævert begrændsede. For det Første maatte man sikkre sig Drikkevand og forlod derfor nødig Flodernes og Kildernes Løb; for det Andet var man ikke istand til at overvinde ret mange Hindringer. Var man vant til at leve paa Sletten, gik man nødig ind i Bjergene; stødte man paa en ørken, kunde man ikke komme videre, ligesaalidt som man var istand til at sætte over en større Flod, Sø eller Havarm. Hertil kom, at en vis ubestemt Frygt for det Ubekjendte, der plejer at være stærkest paa et lavt Oplysningstrin, sand- synligvis har spillet en .stor Bolle.

Havde de smaa Familiesamfund Saaledes allerede ondt nok ved at skaffe sig de nødvendige Næringsmidler, vare de paa den anden Side omgivne af Fjender paa alle Kanter. Først var der de store Kovdyr og Slanger, der ligefrem efterstræbte deres Liv, og som vare vanskelige at modstaa med de primitive Vaaben. Dernæst var der de planteædende og som oftest fredelige Dyr, der imid- lertid havde den Fejl, at de optraadte som Menneskets Konkurrenter til det ikke rige Forraad af Næringsmidler, som Egnen tilbød. De maatte følgelig bekæmpes, dræbes eller forjages. Hertil kom endnu, at ved alle disse Farer ophidsedes Sindet Saaledes, at det i alt Nyt og Ubekjendt saae en Fjende. At to menneskelige Familier ikke kunde mødes uden en saadan Følelse var en Selvfølge. Deels var den virkelig ubegrundet i Forholdene, forsaavidt de

[page] 256

ved at færdes i samme Egn tog hinanden Brødet af Munden, ligesom hver af Mændene kunde befrygte, at den Anden vilde berøve ham hans Koner og den Smule simple Eedskaber og Prydelser, han mulig kunde være i Besiddelse af (en funden skarp Steen, en broget Musling- skal eller Fuglefjær osv.); deels viser Mennesket i vild Tilstand sig altid meget ufordrageligt mod sine Lige, saa at det ikke taaler Andre i sin Nærhed end sine Egne, hvad enten disse nu ere Familiens eller paa et højere Trin Stammens Medlemmer. Denne Ufordrageligheds - følelse maa altsaa betragtes som et Instinkt, der først udslettes ved en temmelig fremskreden Civilisation.

Mødtes nu to Familier, kom det til Kamp, en Kamp, der vel i de fleste Tilfælde endte med den svageste af Mændenes Død, thi hos Sejrherren var der ingen Skaansel at vente. Nu er det, at Spørgsmaalet ind- træder, om Sejrherren derefter aad den Dræbte, og dette forekommer mig i højeste Grad sandsynligt. For det Første maa man betænke, at paa denne Maade vare de vante til at behandle alle de Dyr, de fældede. Vilde Folk gjøre ikke som vi Forskjel paa spiselige og uspise- lige Dyr. For det Andet havde de snart gjort den dob- belte Erfaring, at Kjød er det bedste Næringsmiddel og meget vanskeligt at komme i Besiddelse af; det faldt dem derfor ikke let ind at kaste Vrag paa et saadant Bytte, naar det engang var erhvervet. For det Tredie havde Kampen opflammet alle Sejrherrens vilde og blodtørstige Instinkter, og Maaltidet var i Grunden kun en Fortsættelse af Kampen, eftersom ^ejren tildeels var

[page] 257

vundet ved Tændernes*) Hjælp, og man paa det første Eaahedens Standpunkt nød Kjødet raat, da man endnu ikke havde opfundet at tilberede det ved Ild, hvilket Element i det Hele var ubekjendt. Et saadant Maaltid var altsaa i alle Henseender det naturligste for dem, og hvad skulde vel afholde dem fra at nyde det? Følelsen af den men- neskelige Solidaritet? Om den havde de ikke Skygge af Begreb. Den ene Mand saae i den anden kun en Fjende. Solidariteten, den menneskelige indbyrdes Lighed, er en Opdagelse af Civilisationen, og den skrider meget lang- somt frem. Det første Trin af den er netop at afskaffe Kannibalismen, det andet at hindre, at man uden Nød- vendighed dræber en fangen Fjende, det tredie at for- dømme Slaveriet, og saavidt er man endnu ikke kommen hos alle «eiviliserede» Nationer. Nej, siger man, en saadan Erkjendelse kunde ikke afholde Sejrherren fra at æde sit Offer, men hans naturlige Instinkt forbød ham det. Hvoraf veed man det? De, der have afskaffet Kannibalismen, bilde sig vistnok ind at have et saadant Instinkt, men de, der udøve denne tiltalende Praxis, kjénde intet dertil**). For Fidsjiøernes Befolkning,

*) Naar man endnu den Dag idag kan see Folk i Slagsmaal af- bide deres Modstanderes Najser, og naar Egil Skallegrimsen (N. M. Petersens »Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude») bed Struben over paa sin Fjende, hvem kan da tvivle om, at Datidens tobenede Rovdyr ogsaa brugte Tæn- derne, naar det kom til Haandmænge?

*) Naar Quatrefages antyder, at nogle menneskeædende Stam- mer udøve Kannibalisme med Modbydelighed, er det intet Beviis mod, hvad her er sagt. Det godtgj'ør kun, at disse Stammer i Principet have opgivet Menneskeæderiet og kun udøve det drevne af eii sørgelig Nødvendighed. De ere for-

17

[page] 258

Maorierne (paa Nyseeland) og Fanerne i Afrika er tvert- imod eller var fornylig Menneskesteg den bedste og kjæreste Mad.

Betragte vi den højere Pattedyrverden, der efter Sagens Natur maa afgive de bedste Analogier for det primitive Menneske, see vi ogsaa, at det ingenlunde er noget Uhørt, at fortære sine Artsfæller. Selvfølgelig maa man her kun tage Hensyn til de kjødædende (og altædende) Arter, da de planteædende naturligviis ikke kunde faa et saadant Indfald. Det er da noksom be- kjendt, at Ulvene, ialfald naar de ere sultne, fortære deres Kammerater, der friste dem ved et blødende Saar. Det er ligeledes en bekjendt Sag, at Hankatte sønder- rive og æde levende Kattekillinger. Der er rigtignok en Forfatter, der Sandheden tro ikke tør benægte Fak- tum men undskylder Misdæderen med, at han antager sit Offer for Botter. Det er imidlertid ikke let at for- staa, hvorledes Katteinkvisitten har kunnet gjøre ham en saadan Meddelelse om sine Motiver, ligesom den ial- fald turde have det tilfælles med andre Forbryderes For- klaringer, at den ikke er ganske paalidelig*). Denne

saavidt ikke forskjellige fra de mange Kejsende og især Sø- farende af alle Folk, endog de meest civiliserede, som under en uafhjælpelig Hungersnød endnu den Dag idag ty til denne sørgelige Udvej som det sidste Middel. *) Det turde forresten være et Spørgsmaal, om den virkelig civiliserede Kat gjør sig skyldig i slige Udskejelser. Jeg har fra min Barndom været en stor Katteven og havt meget Sam- kvem med Katte, hvilket har givet mig Lejlighed til at stifte et fortroligt Bekjendtskab med disse Dyrs Vaner og Tilbøje- ligheder. Med Hensyn til det her omhandlede Spørgsmaal har jeg to Gange gjort Iagttagelser, der forekomme mig tern-

[page] 259

upassende Vane synes tvertimod at tilhøre alle Kattene, ikke blot vore smaa Huuskatte men ogsaa de store

melig betydelige om end ikke afgjørende. For endeel Aar siden fik jeg hyppig Besøg af en fremmed, sjelden stor, sort Hankat. Dyret, der var meget tamt, hørte hjemme i Nabolaget og aflagde stadig Besøg i de omliggende Huse. Da det altid hos mig havde fri Adgang til Sofaen og beværtedes med hvad Huset formaaede«, kom det omtrent daglig og slog sig til Eo hos mig, indtil jeg gik ud. Paa denne Tid fik jeg foræret en Killing af Hankjøn, der lige netop var begyndt at labe Mælk og at gaa omkring, og som ganske vist var mindre end en Kotte. Da jeg ofte nok havde hørt Hankattens Kannibalisme omtale, var jeg spændt paa at see et Møde mellem disse to Individer, idet jeg naturligviis forbeholdt mig at intervenere, hvis Forholdene antog et truende Udseende. Lejligheden kom snart, den fremmede Kat indfandt sig som sædvanlig, men istedetfor at fare løs paa Killingen, ignorerede han den fuldstændig. Dette var denne imidlertid ikke for- nøjet med, den vilde endelig i Kast med den store Kat for at lege med den o. desl.; denne vedligeholdt imidlertid sin pas- sive Holdning, saalænge det paa nogen Maade var muligt; blev Killingen endelig altfor nærgaaende, fik den en Advarsel i Form af et Dask med Poten. Omtrent den samme Historie gjentog sig senere, da denne Killing var bleven en gammel (og meget kjælen) Kat, og jeg fra den soologiske Have an- skaffede mig en Angorakilling. Den gamle Kat var ikke vel- fornøjet med den nye Huusfælle, som han desuden var skin- syg paa, naar Nogen af Familien, og især jeg, gav sig af med den, men han gjorde den ingen Fortræd. Han fik ikke Lov til at skytte sig selv, da Killingen vilde lege med ham; berørte den ham nu, saa hvæste han og gav den et Dask med Poten, sandsynligviis dog med inddragne Kløer, da det ikke formindskede Killingens Frejdighed. Man kan indvende, at disse Dyr vidste, at de iagttoges, og derfor lagde Baand paa deres naturlige Tilbøjeligheder. Men ikke at tale om, at hos Dyrene endnu lettere end hos Mennesket Lidenskaben sejrer over det rolige Overlæg, forudsætter denne Grund til Dyrets Fredelighed allerede en udviklet Bevidsthed, thi den sidste Kat havde aldeles ikke Fornemmelsen af ikke at maatte

17*

[page] 260

tropiske Arter, Løver osv. Ialfald fortaltes der fornylig i de offenlige Blade, at i et Menageri, hvor to Hanløver vare sammen i Buur med en Hunløve, fik denne to Unger, hvoraf den ene øjeblikkelig fortæredes af Han- nerne, medens Moderen med Nød og neppe kunde for- svare den anden. Her er det Hannen, der er Kanni- balen, medens Moderen til det Yderste forsvarer sit Af- kom. Svinet gaaer et Skridt videre; der er det ikke noget sjeldent Tilfælde, at Moderen umiddelbart efter Fødselen fortærer Grisene. Naar Nedkomsten nærmer sig, lader Ejermanden derfor holde Vagt over Soen, ikke just for at komme Barselkonen til Hjælp men for at beskytte Grisene mod dens kannibalske Indfald.

Disse Exempler, der udentvivl kunde forøges, godt- gjøre ialfald, at Kannibalisme ikke er ubekjendt hos de højere Pattedyr. Vilde man gaa ned til den lavere Dyreverden, kunde man naturligviis forøge Kækken be- tydelig. Edderkoppehunnen fortærer Saaledes efter Par- ringen den ulykkelige Han, hvis denne ikke sikkrer sig ved en ilsom Flugt.

Er nu den her fremsatte Anskuelse rigtig, saa at Kannibalismen ikke er en tilfældig Udskejelse hos en

dræbe i min Nærværelse, da han efter disse Dyrs Viis tvertimod hyppig triumferende bragte mig levende Muus, som han fortærede efter at have leget med dem i nogen Tid. At forøvrigt Kattekannibalismen er mere end en tom Tradition, derom nærer jeg ingen Tvivl. Jeg har fornylig faaet en aldeles paalidelig Meddelelse om et saadant Tilfælde ude paa Landet, men Misdæderen var rigtignok alt andet end tam, den lod sig slet ikke tage af Mennesker, ja hørte ikke engang til Gaardens Besætning men var kommen dertil som Vagabond.

[page] p

261

enkelt Stamme men et af Menneskehedens naturlige Udviklingstrin, saa maa det kunne godtgjøres, at Men- neskeæderiet har været meget udbredt blandt Fortidens og Nutidens vilde Tolk. Det er dette, jeg nu skal for- søge at vise. Den strænge Konsekvens vilde med- føre, at Kannibalismen maatte kunne udpeges overalt, men saa stærke Fordringer ere vi ikke berettigede til at stille, da Efterretningerne om dette Fænomen nødven- digviis ligesom alle Oplysninger om fjerntliggende Tider og Lande maa være meget mangelfulde.

Vi finde da Kannibalismen udbredt over alle Syd- havsøerne, ligesom vi træflfe den hos visse Stammer i Sydamerika. I Mellemamerika er den vel nu forsvunden, men den herskede hos Karaiberne, der i sin Tid beboede de vestindiske -Øer men nu ere udryddede. De nord- amerikanske Kødhuder vides ikke at være forfaldne dertil saalidt som Eskimoerne. Eigtignok beskylder Oehlen- schlager i »Landet fundet og forsvundet« Viinlands »Skrællinger« for denne Skik, men denne Anklage har vel neppe nogen paalideligere Hjemmel end Digterens Fantasi. I Afrika møde vi Kannibalismen hos Fanerne*), i Asien paa Sundaøerne, i Evropa have vi ovenfor seet den paaviist endnu paa Eomernes Tid i Belgien, og efter en Notits i «Dansk Eigstidende« (14 Febr. 1866) be-

*) Efterretningerne om de menneskeædende Faner skyldes ude- lukkende den franske Amerikaner Du Chaillus Rejsebe- skrivelse, hvorfor de her anføres med ethvert Forbehold. Da Du Chaillu havde offenliggjort sin Rejseberetning, blev han Gjenstand for heftige Angreb, der beskyldte ham for forsætlig Løgn, fra andre Sider blev han imidlertid tagen i Forsvar, og Debattens Resultat er mig ubekjendt.

[page] 262

skyldte Russerne 1556 Samojederne for, at de «fortærede fangne Russere«. Homers Fortælling om Polyfem, der holdt Maaltid med Odyssevs's Rejsefæller, hvilken Hi- storie senere gaaer igjen paa flere Steder og især i Sind- bads Rejser (i »Tusind og een Nat»), er derimod vistnok altfor fantastisk, til at man deri tør see et historisk Grundlag, ja den kan ikke engang tjene som Beviis for, at Kannibalismen dengang ikke var noget ubekjendt Begreb, thi Polyfem var ikke noget Menneske, hans Menneskeæden er altsaa ikke Kannibalisme men staaer ganske ved Siden af det almindelige Faktum, at et Menneske fortæres af en Løve eller Tiger. Direkte kan man heller ikke paaberaabe sig de i Oldtiden ikke sjeldne Fortællinger om, at Nogen af Ondskab, især af Hævn, har sat Menneskekjød, endog den Beværtedes nærmeste Slægtningers, frem som Maaltid for en uvidende Gjæst (Astyages og Harpagos, Tantalos og Zevs). Man kan endog heri see et Beviis for, at Menneskeæden for- dømtes. Ikke destomindre fortjene disse Fortællinger dog Opmærksomhed, fordi de vidne om, at hiin raa og sæl- somme Fremgangsmaade laa Datidens Mennesker nær, hvilket atter tyder paa, at Menneskeæderiet ikke kan være forsvundet for saa meget længe siden.

Vi have Saaledes Exempler fra alle Verdensdele, nogle af dem ere endog meget omfattende, og denne Liste vilde vistnok kunne forøges ikke ganske lidt, naar man besad tilstrækkelig Læsning i Rejsebeskrivelser og gamle historiske Forfattere. Imidlertid skal jeg villig erkjende, at Udbyttet vilde være noget fattigt og staa i Misforhold til Opgavens Storhed, hvis vi vare indskrænkede

[page] 263

til disse direkte Vidnesbyrd. Dette er imidlertid ikke Tilfældet; hertil maa endnu lægges et anseeligt Antal indirekte men meget vægtige Beviser.

Disse hentes fra Menneskeofringerne. I Noten om den belgiske Kannibalisme have vi allerede seet Men- neskeoffring og Menneskeæden bragte i Forbindelse med hinanden, og ligeledes opstiller Quatrefages et Kavsal- forhold mellem disse to Fænomener. Deri har han ganske vist Eet, ligesom det er ganske rigtigt, at den Omstæn- dighed, at Kongen paa Otahejti ved Menneskeofringer lod, som om han fortærede det ham tilbudte Menneske- øje, godtgjor, at han i en tidligere Periode virkelig har spiist det. Men naar Quatrefages antager Menneske- ofring for det Oprindelige, Menneskeæderiet for udsprunget deraf, saa er han fuldkommen paa Vildspor, Forholdet er netop det Omvendte, det er Menneskeæderiet, der fremkalder Menneskeofringer, og man kan opstille som almindelig Eegel, at overalt hvor man træffer paa Menneskeoffring, der er Folket eller har tid- ligere været forfaldent til Menneskeæden.

Oldtidens som i det Hele den hedenske Verdens Eeligioner vare i Eeglen Nationalreligoner, der ikke gjorde Paastand paa universel Gyldighed men nøjedes med det Folk, af hvis Skjød de vare oprundne. En voldsom Ud- bredelse af en Religion er paa dette Standpunkt menings- løs og forekommer i Reglen heller ikke i Praxis. Ikke engang den jødiske Jehovadyrkelse havde Tendens til Proselytmageri; uagtet den antog Jehova for den eneste sande Gud, der herskede over Hedninger som Jøder, havde den dog ikke opgivet Præget af en Nationalreligion,

[page] 264

thi Jøderne vare Guds Ejendomsfolk, og dette Ejen- domsfolk dannedes ikke af Menigheden, Jehovadyrkerne, men af Individerne af denne bestemte Nationalitet, om de endog faldt fra den sande Tro og derved paadrog sig Straf. Derimod gjøre Kristendommen og Muhamedanismen Paastand paa at være Verdensreligioner, og det er ogsaa dem, der have bragt Proselytmageriet med Ild og Sværd i. System. Uagtet de hedenske Eeligioner ikke udbrede sig med Vold, kan der dog vistnok paavises Exempler paa, at de ere blevne antagne udenfor den Kreds, der har frembragt dem, men en saadan frivillig Tilslutning finder kun Sted, hvor Eeligionen passer for Folkets Begrebssfære og hele sædelige Tilstand, den kan derfor ikke indføre Skikke, som Folket for Eeligionsforandringen havde betragtet med Afsky. En udenfra indført men .frivillig antaget Eeligion kan derfor ikke indføre Men- neskeæden, som en Konsekvens af Menneskeofringer hos et Folk, hvor ingen af Delene tidligere har været kjendt men endog vilde have vakt Afsky, thi hos et saadant Folk er Overgangen til denne Eeligion en Umulighed. Men ligesaa lidt kan der hos et Folk selv opstaa en Eeligion med Menneskeoffre og Kannibalisme, naar Na- tionen i Forveien staaer paa et ædlere Standpunkt. Den Eeligion, der danner sig hos et Folk, er et Billede af Folkets aandelige Tilstand og kan ikke staa under denne og endnu mindre være i Modstrid dermed. Af Menneskeæderiet maatte der paa det lave Kulturstand- punkt ganske naturlig udvikle sig Menneskeofringer. Det naive Naturmenneske dannede sine Guder ganske i sit eget Billede, tillagde dem sine egne Lyster og Liden-

[page] 265

skaber. Offret betragtedes som Føde for Guderne og bragtes disse som en skyldig Skat eller som en Slags Bestikkelse. Naar det nu var Brug at æde Mennesker, og denne Føde maaskee endog, som faktisk har været Tilfældet idetmindste paa nogle Steder, betragtedes' som den bedste og delikateste, var det en Selvfølge, at man bød Guderne denne Kost, naar man rigtig vilde gjøre dem tilgode.

Offerpraxissen undergaaer nu forøvrigt flere Udvik- lingstrin. Det Første er som sagt, at Guderne antages selv at fortære Offret, medens det i Virkeligheden bliver et Bytte for de vilde Dyr; af dette Standpunkt have vi endnu Reminiscenser i den, idetmindste ikke for lang Tid siden, brugelige Skik hos Almuen at udsætte Julegrød til Nissen. Det næste Standpunkt er, at Guden antages at fortære Offret, medens dette hemmelig nydes af Præsterne; her er der allerede indtraadt en Spaltning mellem den store Hob, der bedrages, og en Klasse, der nyder godt af Bedrageriet. Det tredie Udviklingstrin er, at Offret egenlig kun er Lejlighed til et Gjæstebud, idet man selv i godt Selskab fortærer Offerdyret, medens Guderne af- spises med Indvoldene, der brændes og derved tilveje- bringe en formeentlig Behagelighed for dem, hvad enten den nu skal betragtes som en virkelig Nydelses- eller kun som en Æressag. Dette Standpunkt have vi hos Homer.

Kan Religionen Saaledes ikke indføre Menneskeæderi gjennem Menneskeoffringer, idet disse netop ere frem- gaaede af hiin Kilde, kan den derimod bidrage til at holde denne Skik udover sin naturlige Tilværelse. Idet Religionen dannes, svarer den ganske vist til Folkets

[page] 266

Standpunkt, afgiver et Billede af dets sædelige Tilstand. Men Folket bliver ikke staaende paa- dette Standpunkt, det gaaer fremad, Eeligionen derimod bliver staaende. Den bevarer de gamle Skikke, der nu ere forsvundne fra Hverdagslivet, og netop paa Grund af disse Skikkes be- viislige Alderdom, der har bragt den vulgære Oprindelse i Forglemmelse, omgives dette Forældede med et vist mystisk Hellighedsskin. Saaledes kan det lykkes at be- vare Menneskeoffringer, ja endog som Undtagelse, der kun finder Sted ved disse Lejligheder, Menneskeæderi, tilsidst kun symbolsk som paa Otahejti, medens Kanni- balismen for længe siden er forsvunden af Folkets daglige Liv. Menneskeoffringer give Saaledes let An- ledning til Menneskeæderi og vidne ialfald om, at det Folk, der anvender dem, i en tidligere Periode har været Kannibaler.

Kaste vi nu med dette Syn paa Sagen et Blik ud- over Menneskeslægten, faa vi unægtelig et meget forøget Omraade for Kannibalismen. Ved Avstralien behøve vi ikke at dvæle, da denne Verdensdeel allerede er noksom repræsenteret under den utilslørede Kannibalisme; Amerika derimod giver strax en betydelig Tilvæxt, idet de gamle Mexikanere, Aztekerne, anvendte Menneskeoffringer i en stor Maalestok. I Afrika have vi denne Skik hos de fleste Negerfolk og i Oldtiden idetmindste hos Kartha- ginienserne. Disse havde uden Tvivl medbragt deres Kultus fra deres Moderland, Fønicien, hvorved vi føres over til Asien. Fønicierne vare dog ingenlunde det eneste asiatiske Folk, der er os bekjendt fra denne Side. Dette gjælder ogsaa om deres Naboer — Jøderne. Denne Paa-

[page] 267

stand vil maaskee forekomme Mange utrolig. Jeg skal da blot som Beviis minde om Abrahams strandede Plan om at offre sin egen Søn og om Jeftas Datter.*) I Ev- ropa træffe vi Menneskeoifring hos de gamle Gallere, hos Venderne, hos Skandinaverne og hos Grækerne. Jeg minder i sidste Henseende om Ifigenia, om at der i Slutningen af Iliaden offres Mennesker, og om Sagnene om Athamas's Familie og Lykaon. Her kan ogsaa nævnes Mythen om Persevs og Andromeda og den Blodskat, Athenen maatte betale til Kreta, indtil Thesevs dræbte Minotavros. Hos Romerne husker jeg ikke noget Men- neskeoffer i Ordets strængeste Forstand, men at Tanken ikke var dem fremmed sees af de ikke sjeldne Devove- ringer og af Curtius, som for at frelse Fædrelandet fra Undergang styrtede sig selv i Jordens aabnede Ildsvælg.

Ogsaa om denne Fortegnelse maa det naturligviis siges som om den foregaaende og vel endog i højere Grad, at den udentvivl kan forøges betydelig.

Endnu er der en Maade at komme til Kundskab om, at et Folk i sin Tid har været hengivent til Menneske- æden, uagtet der savnes historiske Efterretninger om dette Punkt, det er nemlig at undersøge Folkets Mytho- logi. Da denne nemlig afspejler Folkets sædelige Tilstand

*) Naar jeg her citerer Fortællinger af det gamle Testamente, vil jeg dermed ikke have sagt noget for eller imod det Spørgs- maal, hvorvidt disse hidrøre fra de Forfattere, som de officielt tillægges, eller ere skrevne paa den Tid, der officielt an- gives, eller overhovedet om deres historiske Karakteer. For mig er det nok, at disse Fortællinger beviislig- i mange Aar- hundreder af det jødiske Folk ere blevne betragtede som hellige Skrifter, der indeholde dets ældste Historie.

[page] 268

paa den Tid, daMytherne skabtes, vil den ikke tillægge Guderne Handlinger, som den vilde fordømme hos Men- neskene ; fortæller den nu fra Gudernes, ialfald de Godes, Liv Træk, som hos Mennesker maatte karakteriseres som Kannibalisme, er det et Tegn paa, at Kannibalismen ikke har været Folket modbydeligt, da det skabte sine Guder. Denne Kilde maa imidlertid benyttes med Forsigtighed, da det ofte er vanskeligt at komme paa det Kene med, hvad der i en Mytliekreds har været virkelig Folke- tro, og hvad der kun er digterisk Udsmykning; det er naturligviis kun for det første Slags, at Nationen har et moralsk Ansvar. Ja endog i Folketroen kan det være tvivlsomt, om et Faktum skal tages slet og ret efter Ordene, eller kun er et Natursymbol, i hvilket sidste Tilfælde Handlingen naturligviis taber sin moralske Be- tydning, og Anken maa indskrænkes til Fremstillingens æsthetiske Side og det valgte Billedes Smagløshed.

I den græske Mythologi fortælles Saaledes, at Kronos, der var den højeste Gud før Zevs, aad sine egne Børn. Her er nu to Muligheder: Enten, og det forekommer mig sandsynligst, har der aldrig været nogen Periode, da man ikke kjendte Zevs og kun dyrkede Kronos, men den paagjældende Eeligion begynder umiddelbart med Zevsdyrkelsen, og den hele Fortælling om Kronos er kun opfundet for at give Zevs en Fader og en Barndoms- historie; i dette Tilfælde er den symbolske Betydning, at hvad der fødes i Tiden, ogsaa forgaaer i Tiden, klar nok. Eller ogsaa antyder Fortællingen om de vexlende Over- guder en virkelig Udvikling i Keligionssystemet, idet der har været en Periode, hvor Kronos dyrkedes som Over-

[page] 269

gud, medens hans Dyrkelse siden fortrængtes af Zevs- dyrkelsen, hvilket betegnes ved, at Zevs kæmpede med ham og overvandt ham. Har dette været Tilfældet, kunde vel Fortællingen om, at han aad sine Børn, vække en Mistanke om, at Menneskeæden ikke har været hiin antezevsiske Periode fremmed.

Naar det Saaledes antages, at Menneskeæderiet har været et naturligt Udviklingstrin for Menneskeheden i Almindelighed, bliver det næste Spørgsmaal, hvorledes man da kommer ud over dette lidet tiltalende Stand- punkt. Svaret falder af sig selv og er i Grunden alle- rede givet ovenfor om end kun i Forbigaaende. Det er Civilisationen, der tilintetgjør denne Eaahed, og der be- høves dertil ikke nogen høj Grad af Civilisation, tvert- imod naaede man sandsynligviis forholdsviis tidlig dertil. Her frembyder der sig imidlertid en Vanskelighed, der maa forklares, hvis man skal kunne tillægge Theorien noget Værd: Medens vi kjende meget raa Folk, der ikke gjøre sig skyldige i Kannibalisme, er der paa den anden Side Nationer, der samtidig med at staa paa et for «Vilde» ganske anseeligt Civilisationstrin beviislig hengive sig til Menneskeæderi. (Beboerne paa Fidsjiøerne, Fa- nerne i Vestafrika).

Det første Punkt falder meget let.. De raa (ikke- kannibalske) Folk, vi kjende, kunne staa meget lavt, men derfor er deres Tilstand dog langtfra saa dyrisk, som man maa antage den hos det primitive Menneske. Da de altsaa have hævet sig over deres oprindelige Til- stand, er det forstaaeligt, at de blandt andre slette Vaner ogsaa have aflagt Kannibalismen. Det andet

[page] 270

Punkt bliver en haardere Ned at knække men giver dog ikke Grund til at fortvivle om Lærens Gjennemferlighed. Det er nemlig aabenbart, at et Folk, som i det Hele gaaer frem ad Civilisationens normale Vej, ved visse særlige Forhold kan holdes tilbage i visse Ketninger, saa at det i dem under Tidernes Løb kommer til at staa under andre Folk, som det forresten er langt overlegent i Civilisation. Opgaven for Theorien maa altsaa være: hvor der er godtgjort Menneskeæden i en forholdsviis ny Tid, at paavise de særlige Forhold, der have be- virket, at Folket trods sin øvrige Udvikling endnu ikke er kommet udover Menneskehedens første raa Tilstand i denne Henseende. Dette lader sig nu ogsaa gjøre.

For Sydhavets Vedkommende har Quatrefages meget tilfredsstillende oplyst, at Grunden ligefrem er Overbe- folkning og Mangel paa Næringsmidler. Noget Lignende gjælder om de menneskeædende Stammer i Sydamerika. Med Hensyn til Karaiberne og de gamle Beboere af Belgien savner man det fornødne Materiale for at kunne drøfte Sagen. Vi have Saaledes kun tilbage Du Chaillus Faner. Hos disse er det aabenbart om ikke ligefrem Mangel paa Levnetsmidler saa dog Mangel paa Kjødnæring, der er den egenlige Drivefjeder for deres Kannibalisme. Man skulde tro, at under et tropisk Klima — Fanerne bo omtrent under Ækvator — kunde man nøjes med Plantekost, men dette er i Virkeligheden ikke Tilfældet. Rejsende bevidne, at Mangelen paa Kjødnæring i Længden bliver aldeles utaalelig ikke blot for de Indfødte men ogsaa for Evropæerne, ja endog fremkalder en bestemt Syg- dom, som Du Chaillu kalder «Gouamba», (hvilket for-

[page] 271

modenlig skal udtales Guamba). Det forekommer mig dog sandsynligt, at denne Trang til Kjødnæring mindre er rettet mod Kjødtrevlerne, der vistnok lade sig erstatte ved Plantekost, end mod Kjødsaften paa Grund af de deri indeholdte Salte, som kun meget ufuldstændig fore- komme i de vegetabilske Næringsmidler. Vi see ogsaa, at i de samme Egne findes der intet eller ikke tilstræk- keligt Salt, men dette er en kostbar og meget efter- spurgt Indførselsartikel. At de planteædende Dyr, saavel tamme som vilde, med Begjærlighed slikke Salt og Salt- vand er noksom bekjendt, og efter Kejsendes Vidnesbyrd kan man i det indre Afrika see Børn løbe og suge paa et Stykke Salt som vore Børn paa Sukker. Dette vilde vore Børn ganske sikkert ikke indlade sig paa. De føle nemlig ingen Trang til Salt, da de faa tilstrækkeligt i deres Næring. Hos os bruger Bondestanden langt mere Salt til sin Mad end de andre Stænder, fordi den mindre end disse nyder frisk Kjød og mere Planteføde (Grød). Disse Forhold passe nu ganske paa Fanerne, der bo af- skaarne fra Kysten og desuden for ikke længe siden ere indvandrede fra Nordøst, altsaa fra det egenlige Central- afrika, hvor efter al Sandsynlighed Saltmangelen er endnu større og mere trykkende.

Der er et andet Fænomen, som kunde synes be- synderligt, nemlig at de bekj endte Menneskeædere alle findes i mere eller mindre varme Egne, medens de kolde Soner ingen have at opvise, ialfald med. Undtagelse af den usikkre Angivelse om Samojederne i det 16de Aar- hundrede. Dette kan nu ganske vist være en Tilfældig- hed begrundet i Listens Fattigdom, men der kan ogsaa

[page] 272

anføres Momenter for, at Forholdet er begrundet i Sagens Natur. Det ligger nær nok at antage, at Beboerne i hine ugjæstfrie Egne ikke ere Avtoktoner men ere ind- vandrede fra mildere Lande paa en Tid, da Civilisationen der var vidt nok fremskreden, til at Menneskeæderiet var forsvunden. Under et vist Lavmaal af Civilisation kunde Mennesket sandsynligviis ikke opholde Livet i denne uvenlige Natur. Bortseet fra sporadiske Hungers- nødstilfælde, der vel ligesaa vel for de Indfødte som for de evropæiske Eejsende føre til Kannibalisme, turde Fristelsen til Menneskeæderi heller ikke være videre stor netop under disse Forhold. Føden er næsten ude- lukkende af animalsk Natur og sættes desto højere, jo federe den er, men i saa Henseende kan det menneske- lige Legeme ikke maale sig med Sælhundenes, Hvalernes eller de trannede Søfugles, hvilke sidste undertiden ere saa fede, at de kunne brænde som Lampe, naar man blot trækker en Væge igjennem dem.

(Endt den 5te Februar 1868.)