[page] 1

Darwinismen.

(Efter en Afhandling med denne Overskrift af Professor N. J. Andersson

i Stockholm; "Framtiden", 2den Aarg., 5te Hefte.).

(Fortsættelse).

"Mod disse Betragtningsmaader optraadte bl. A. Cuvier, den
udmærkede Geolog og Palæontolog, og den 22de Febr. 1830 ud-
kjæmpedes i det franske Institut mellem ham og Geoffroy St.
Hilaire, Bannerførerne for de modsatte Partier, en Strid, hvori
Cuvier vinder Seiren, den forstandsmæssige Iagttagelsens Triumf
over den filosofiske Naturbetragtning, hvilken tilbagevistes som
uberettiget og magtesløs ligeoverfor Erfaringens Kjendsgjerninger.
Man erklærede Spørgsmaalet om Arternes Oprindelse for at være
"transcendental", og at ligge udenfor Naturvidenskabernes Omraade."

[page] 283

"Seiren i 1830 var saa fuldstændig, at Ingen i de næste derpaa
følgende Aar mere vovede at vække, hvad man kaldte "de gamle
Drømmerier", til Live. Men snart efter optraadte Englands meest
udmærkede Geolog, Lyell, og beviste, at de hidtil antagne Jord-
revolutioner kun have været lokale, samt at Jordens Historie er
den langsomme, men uimodstaaelige Udviklingens Historie, betinget
af Kræfter og ledsaget af Fænomener, som endnu den Dag i Dag
successivt omformer Alt. Og da nu senere Edw. Forbes paaviste
bl. A. Jord- og Klimatforandringernes store Indflydelse paa de
levende Væseners Omdannelse og indbyrdes Forhold, saa blev det
nødvendigt, at Læren om Skabelsens Kontinuitet blev optagen paany;
det er denne, som Darwin har fremdraget paa den meest glimrende
og storartede Maade, og som for Tiden hyldes af, man kan vel
sige, det overveiende Fleerta! af Nutidens meest ansete Natur-
forskere; dens Grundtræk skal jeg i Korthed antyde i det Følgende."

"Darwins Anskuelse om den organiske Naturs Udvikling hviler,
som allerede berørt, paa hans Forklaring af det Faktum, at de
levende Væsener stræbe efter under Anvendelse af en eller anden
Egenskab at afvige fra deres Type eller Grundform, derved at disse
individuelle Eiendommeligheder deels arves, deels til en vis, om
endog kun ringe Grad tiltage, indtil de efterstore Tidsrums og
mangfoldige Generationers Forløb fremstaae som nye Former, der
frembringe, saa at sige, nye Arter."

"Om vi end med den allerstørste Nøiagtighed undersøge de
Millioner af Blade, som sammenhvælve Lindens Krone, ville vi dog
ikke kunne finde et eneste, som i alle sine mindste Dele eller Træk
fuldkomment ligner noget af de andre. Om vi samle Exemplarer i
Hundredtal af f. Ex. Smørblomster, som glimre paa vore Grøn-
sletter, og sammenligne dem nøie med hverandre, ville vi ikke
kunne finde et eneste, som er absolut ligt noget af de andre. Om
vi betragte Børnene i en og samme Familie, Afkom af det samme
Forældrepar — hvilken Forskjel i det Ydre og i Sind. Ja, hvad
mere er, om vi begive os fra vort Norden til Sydeuropas Bjergegne,
ville vi, skjøndt vi synes der at gjenfinde vor Hjemstavns Natur, be-
høve nogen Tid og nogen Opmærksomhed, inden vi tilfulde fatte,
at det er vore egne Bjerges, Skoves og Enges Blomster, som her
paany glæde os. Disse Forskjelligheder mellem Formerne, ikke
blot i samme Egn, men endnu mere i forskjellige Lande, er det
ogsaa, som have fremkaldt Usikkerheden og Forskjellighederne i
Naturforskernes Opfattelse af det Bestemte eller det Bestaaende i
den levende Natur. Saaledes see vi f. Ex., at en Botaniker ved
Rhinen paastaaer, at i hans Hjem findes der, blot af Klynger-

[page] 284

slægten, et Par Hundrede Arter, medens Andre muligen med samme
Ret mene, at de udgjøre kun nogle faa eller endog kun en eneste
Art. Forholdet er det Samme i hvilkensomhelst anden formri»
Slægt, som vi undersøge med Nøjagtighed, og man kan gaae videre
og lade denne Paastand om Umuligheden af sikkre Afgrændsninger
ogsaa gjælde. om Familierne — ja endnu høiere op." .

"Dette Forhold, dette, om man saa vil, Virvar — hvilket møder
os, naar vi i selve den nulevende organiske Natur ville søge noget
Bestandigt —, er saa stort, at Mange paa Grund heraf have seet
sig tvungne til at fremsætte den Paastand, at Arterne udgjøre saa
at sige subjektive Begreber, der bestemmes deels af Omfanget af
den Erfaring, Vedkommende har erhvervet sig, deels af Rigdommen
paa det Materiale, man har at bearbeide, og endelig af selve Na-
turforskerens Skarpsindighed og Takt. Desuden, de som spørge,
hvorledes Arter kunne variere, de synes at glemme, at de levende
Individer bestandigt forandre sig, fra de fødes, til de døe. Det
levende Molekule, den lille sammensatte Bygning, Cellen, som vi
kalde det Levendes Formelement, Alt har sin Historie, sine Ud-
viklingstrin. I Dyreverdenen see vi jo oftest, at to i flere Hen-
seender forskjellige Individer danne et Par, at altsaa Arten er
sammensat af to forskjellige Slags Individer. Til Biernes Art be-
høves der endog fire forskjellige Former, og det Samme er Til-
fældet med mange Planter."

"Hvis det nu var muligt at tænke sig, at alle disse saa inder-
ligt med hverandre sammenhængende Former, der indbyrdes ligne,
og dog ere forskjellige fra hverandre, under hele deres Existens
have været uforanderlige og absolut ligne deres Forældre, saa
maatte vi ogsaa antage, at ethvert Individ kun var avlet af eet
enkelt Individ, og det netop paa det Sted, hvor det nu befinder
sig. Men en saadan Antagelse er umulig. Virkeligen er vor
Erfaring, der kun strækker sig over nogle Decennier eller Aar-
hundreder, utilstrækkelig til enten at modsige eller bekræfte den
Uforanderlighed hos Hovedformerne, som vore Iagttagelser tilsyne-
ladende godtgjøre. Men Følgerne af en saadan Iagttagelse ere
umulige og derfor ogsaa selve Udgangspunktet."

"Paa den anden Side lærer vor Erfaring os imidlertid, at visse
Eiendommeligheder ved Artsforandringerne ere arvelige. Ikke blot
legemlige Eiendommeligheder (saasom for mange eller for faa
Fingre eller Tæer, Albinisme, en haarklædt Hud, visse Sygdomme,
som indfinde sig ved en bestemt Alder etc), men endog sjælelige
(saasom Anlæg, Tilbøjeligheder, Vaner, Karakteertræk etc.) ere
arvelige med stor Seighed, og vi see dem ofte overspringe hele

[page] 285

Generationer for at optræde i en senere og det maaskee endog i
en Sidelinie. Dette er almindeligt anerkjendt, hvad vor egen Slægt
angaaer; ligeledes for Dyrenes Vedkommende, hvor vi see Faare-
hunde, Jagthunde etc. at frembringe Afkom af samme Slags, og
man kan vel være berettiget til at formode, at noget af, hvad vi
kalde Instinkt, er en Følge af Arvelighed af en ved Tvang frem-
kaldt Egenskab, saasom Gjøgens Sædvane at anbringe sin Yngel i
Smaafugles Reder, Myrernes at gjøre Slaver etc. Ogsaa for Plan-
ternes Vedkommende er det en bekjendt Sag, at jo mere en fraskilt
Deel har været i inderlig Forening med Moderplanten, desto større
er Arveligheden efter denne hos det Afkom, der har udviklet sig af
hiin, saasom f. Ex. Podninger, Aflæggere etc."

"Ikke destomindre seer man stundom, at Arveligheden af saa-
danne Afvigelser ikke indfinder sig; ofte optræder denne Slags til-
fældige Egenskaber først kun hos enkelte Individer, senere hos
flere, og til Slutning blive de bestandige og danne da en Varietet,
Saaledes som Tilfældet har været med en stor Deel af vore Sir-
planter og andre dyrkede Planter. Vi maae dernæst altid erindre,
at et Individ maa tage Arv efter de to, hvoraf det er avlet; en
Mængde Kombinationer kunne paa en fuldkomment naturlig Maade
opstaae heraf. Begge disse Omstændigheder, nemlig at Formerne i
den levende Natur, ere foranderlige, og at Foranderligheden er
arvelig, samt at Forskjellighederne paa Grund heraf blive større og
større, ere Kjendsgjerninger, som ingen ærlig og fordomsfri Iagt-
tager kan negte, og som Erfaringen næsten dagligen bestyrker."

"Idet nu Darwins Lære grunder sig paa disse Fakta, har han
dernæst udviklet, hvorledes de fremkaldes og virke, hvilket hoved-
sageligen skeer ved to Kræfter, som Darwin kalder det naturlige
Udvalg og Kampen for Tilværelsen."

,,Vi skulle først betragte, hvad Darwin kalder det naturlige
Udvalg."

"Hvis vi tænke os et Individ, som af en eller anden Grund har
lidt visse Forandringer fra Hovedformens Type, og at disse For-
andringer siden ere blevne arvelige hos dets Efterkommere, saa
kunne de enten være ligegyldige, skadelige eller nyttige. I begge
de to første Tilfælde ere de uden Betydning, thi de have da ingen
positiv Deel i netop denne Forms Bevarelse. Men ere Forandrin-
gerne nyttige, tjene de til at betrygge Formen og medføre Mulighed
for den til en større og større Udvikling. Alt stræber ogsaa af
denne Grund efter at udlede og fremlokke saadanne Egenskaber, som
kunne blive til Fordeel for Individerne og kunne arves af deres
Efterkommere samt gjennem utallige efter hinanden følgende Gene-

[page] 286

rationer ligesom ophobe sine Virkninger i een Sum, saa at Resul-
tatet bliver en ny Form, en ny Art etc. Hvorledes dette foregaaer,
vil blive os klart ved at kaste et Blik først og fremmest paa de
dyrkede Planters Historie. Hvad disses Oprindelse angaaer, da vide
vi endnu Intet med Vished herom; i den Grad ere de under Menne-
skets Hænder blevne forandrede. De gamle Grækere sagde, at Ceres
havde skjænket Menneskene Kornarterne, og at Bacchus havde lært
dem at drikke Viin; Pallas gav dem Glietræet. Denne Forklaring
kunde være ligesaa god som saa mange andre, endogsaa fra nyere
Tider. De Candolle har angivet Antallet af vore dyrkede Planter
til 157 Arter, hvoraf han antog, at 85 ere mere eller mindre sik-
kert kjendte i vild Tilstand, men om de øvrige 72 hersker der
større Uenighed. Dog turde det være Tilfældet, at endog de første
ere os kun lidet bekjendte i denne Henseende, skjøndt de for
største Delen tilhøre Folkeslag, som neppe ere civiliserede, og ikke
have været dyrkede ret længe. Da vore almindelige Fødeplanter
først anvendtes i Menneskets Tjeneste, have de vilde Folkeslag,
som bragte dem i Anvendelse, uden Tvivl ikke udsøgt sjeldne Arter
dertil eller saadanne, som vare kun lidet iøinefaldende, eller som
havde hjemme i Ørkener eller paa nyligen opdagede Øer; det synes
derfor ei forklarligt, at man ikke skulde have fundet deres Urformer
i de Lande, som man med nogen Vished holder for at have været
Skueplads for Menneskets Optræden. Enten maae de derfor siden
den Tid være aldeles uddøde, hvilket neppe synes muligt, eller
ogsaa ere de ved Dyrkningen blevne saa forandrede, at vi ikke
mere gjenkjende deres Stamformer, hvilket Sidste ogsaa bekræftes
af alle Erfaringer. At vi endnu i vor Tid see visse Dele af Jorden,
saasom Nyholland og Sydafrika, neppe at eie Næringsplanter, har
uden Tvivl sin Grund deri, at de Folk, som boe der, ikke have
anvendt den Pleie paa de derværende Planter, hvorved disses op-.
rindeligen mindre nyttige Egenskaber kunde opnaae en større Ud-
vikling, hvilket derimod, ofte maaskee heelt tilfældigt, er skeet hos
Orientens og Europas Folkefærd."

"Hvorledes gaaer nu Mennesket tilværks for at frembringe disse
Masser af fødenyttige Planter, denne Mangfoldighed af Planter, som
tjene det til Nytte og Fornøielse? Planterne ere i den frie Natur
underkastede kun lidet mærkelige Forandringer, saavidt vi kunne
iagttage det. Men naar de føres ind paa en bearbeidet Jord, be-
gynde de, skjøndt ofte først efter flere paa hinanden følgende Gene-
rationer, mere kjendeligt at forandre sig paa Grund af den noget
forandrede eller mere rigelige Næring, som Rødderne her frit kunne
opsuge; en anden Fordeling af Lys, Skygge, Varme, Luft, Vand og

[page] 287

mange andre Omstændigheder fremkalde Forskjelligheder i Plan-
ternes Beskaffenhed, som have til Følge, at Væxtmassen i de for-
skjellige Organer forøges eller formindskes i ulige Grad, at Bladene
tiltage i Omfang eller indsnevres, at Misdannelser opstaae i Blom-
sterdelene , samt at Frugterne paavirkes paa forskjellig Maade.
Ofte see vi ogsaa, at de ernærende Organer udvikle sig paa fructi-
ficerende Deles Bekostning eller omvendt, Saaledes som man f. Ex.
kan forøge Produktionen af Kartoffelknolde ved at afskjære Blom-
sterknopperne, ligesom man ved den samme Operation kan gjøre
den toaarige Reseda buskagtig. Men som nys berørt, dette hænder
sjeldent hurtigen. Naar nu Plantedyrkeren samler det Frø, som en
af hans vel pleiede Planter har frembragt, og saaer dette, saa vil
han finde, at mange af de efter dette i større eller mindre Antal
opkomne Planter ere indbyrdes forskjellige med Hensyn til Frodig-
hed, Farve og deslige. Heraf udvælger han sig nu dem, der bedst
egne sig for et bestemt Øiemed, som enten ere frodige, smukke
eller ere reent nye Former, og Saaledes fortsætter han, Generation
efter Generation, med denne Udplukning. dette Udvalg, indtil det
er lykkedes ham at faae en gjennemgaaende fordeelagtig Form.
Paa denne Maade ere vore Kulturplanter uden Tvihl fremkomne,
idet de have udviklet de Dele paa sig, som vi helst eller bedst
anvende. Hveden f. Ex. varierer kun lidet paa Straaet eller paa
Bladene, thi de benyttes paa en mere eensartet Maade, end dens
saa forskjelligartede Korn. Hos Kaalen har man fremkaldt en
Overfrodighed snart i Bladene (Hovedkaal), snart i Stænglen (over-
jordisk Kaalrabi, snart i Knopperne (Rosenkaal) og snart i de mis-
dannede Blomster (Blomkaal). Bederne adskille sig kun lidet fra
hinanden ved Blomsterne, men mere ved Bladene og meest ved
Stængel og Rodknolde, hvilke sidste' Dele det er, som anvendes.
Frugttræernes Stamme, Grene, Blade og Blomster ere hos de for-
skjellige Sorter indenfor samme Art kun lidet forskjellige; men
Frugterne ere det desto mere. Til hvilken forbausende Yppighed og
Mangfoldighed man paa denne Maade kan udvikle visse Organer,
vise f. Ex. Agurke- og Melonplanterne, hvoraf man, som Naudin
antager, af to Stamformer har frembragt vel i Tusindtal af Former,
der indbyrdes kunne være saa forskjellige, at Frugten hos en Sort
er 2000 Gange saa stor som hos en anden. Hvilke kjæmpestore
Jordbær have ikke Nutidens Gartnere frembragt. Og i hvilken
ubeskrivelig Rigdom og skjønne Farver bryde sig nu ikke vore
Camelier, Georginer, Levkøier, Asters, for ikke at tale om de utal-
lige andre af Floras liflige Børn. Aldeles paa samme Maade kunne
Ændringer opstaae af og forplante sig ved Knopper. Gartnerne
vide meget godt, at ikke alle Knopper paa et Træ ere lige gode

[page] 288

med Hensyn til Udvikling af tidlig eller rigelig Frugt. De som
egne sig bedst for et bestemt Øiemed, anvendes til Forædling, og
paa samme Maade fremkomme "sporting piants" med hængende
Grene, haarsnitdeelte Blade etc, hvilke for Nutidens Havekunst ere
til Henrykkelse og Triumph."

"Et andet Middel til Frembringelse af nye Planteformer eier
man i den saakaldte Hybridisation, som bestaaer deri, at man paa
en eller anden Maade bringer Støvet fra en Blomst til Arret paa
en anden. Maaderne, hvorpaa dette skeer, ere temmelig almindeligt
bekjendte og ligeledes, at der ad den Vei opstaaer nye Former,
hvori to Arters eller Varieteters Eiendommeligheder sammensmelte."

"Endnu en Grund til Kulturplanternes Foranderlighed have vi i
deres Akklimatisation. Da enhver Plante oprindeligen ganske vist
nøie er afpasset baade med Hensyn til sit Ydre og sit Indre efter
de Naturforhold, der herske i dens Hjem, saa maa den, efter at
være flyttet til et for den fremmedt Land eller fremmed Egn,
derved lide visse Forandringer, hvilke give sig tilkjende i Løv-
springet, Blomstringstiden, Frugtproduktionen etc; heraf kan der
tillige fremkomme eiendommelige Ændringer, f. Ex. flere af de for
vort Land særegne udmærkede Æble- og Pæresorter."

"Naar nu Planterne Saaledes paa Grund af Menneskets Ind-
griben have begyndt at ændre sig, ville de derved fremkomne
Varieteter vedligeholde sig i flere efter hinanden følgende Slægtled
og overhovedet, saalænge de ydre Livsvilkaar for dem ere de
samme. Der findes imidlertid neppe nogen Grændse for deres,
stadigen fortsatte Afændring, hvorvel nogle (f. Ex. Hveden) ændre
sig mere, andre (f. Ex. Rugen) mindre. Saaledes ere vore
Frugttræer siden Romernes Tid blevne i den Grad forbedrede, at
De-Candolle med Rette yttrer, at "Luculli Dessertfrugter nu for
Tiden kun vilde smage os daarligt.""                        (Fortsættes).

(KP" Avertissementer optages mod en Betaling af 8 Sk. pr. Petitlinie eller
dennes Plads; for at komme i det først i Maaneden udgaaende Numer,
maae de være hos Udgiveren senest den 28de i den nærmest forud-
gaaende Maaned; skulle de optages i det midt i Maaneden udgaaende
Numer, maae de være hos Udgiveren senest d. 12te i samme Maaned.
Trykte Bilag kunne omsendes med Tidsskriftet mod en Godt-
gjørelse af fra 2—4 Edl. pr. Bilag.

Redigeret og udgivet af J. A. Djbdahl, Biilowsvei Nr. 36 A, Stuen tilv.
1 Komission hos Boghandler Gad, Vimmelskaftet Nr. 32.

Færdig fra Trykkeriet den 23de December.

Thieles Bogtrykkeri.

[page] 300

at man ved dennes Anlæg fornemmelig skulde anvende Kræfterne
paa Væxthuus- og Museumsapparatet og derimod indskrænke sig,
hvad Frilandsapparatet angaaer. Jeg gik jo herved ud fra, at i
den første af disse Retninger vil der her i Landet ikke findes andet
af nogen Betydning, end hvad den botaniske Have maatte kunne
stille paa Benene, medens der i den sidste Retning, og da navnlig
for Arboretets Vedkommende, allerede forefindes fuldkomment til-
fredsstillende Anlæg nær ved Hovedstaden..

Darwinismen.

(Efter en Afhandling med denne Overskrift af Professor N. J. Andersson

i Stockholm; "Framtiden", 2den Aarg., 5te Hefte.).

'(Fortsættelse).

"For yderligere at belyse dette vigtige Emne maa jeg anføre,
hvad der vedrører det angaaende Hunsdyrenes Forædling ved "do-
mestication" og ved Menneskets Udvalg. Naar vi betragte disse
talrige Ændringer af Hunde, Heste, Kvæg, Faar, Sviin, Duer m. fl.
og lægge Mærke til ikke alene den forbausende Mangfoldighed i
ydre Forskjelligheder, som ere fremkomne hos dem ved den nævnte
Paavirkning, men ogsaa til denne Forskjel i Temperament, Vaner,
Instinkter og Organisation, saa ville vi ikke kunne Andet end er-
kjende Betydningen af den Indflydelse, som en forandret Næring, en
forhøiet Omhu og et omhyggeligt Udvalg af de bedste Tillægsformer
(hvilke spille en stor Rolle ved Udstillingerne) kunne have paa
Afkommets saa fuldkomne Omændring, at der maa en høi Grad af
skarpsindig Forskning til for at gjenkjende de oprindelige Stamformer i
disse afledede Former. Undertiden kunne slige Ændringer optræde paa
et tidligt Trin, men i andre Tilfælde først paa et seent. Saaledes
yttrede en af Englands bekjendte Huusdyrproducenter, at han ,,i 3
Aar kunde frembringe en vis attraaet Fjerbeklædning, men at han
til at tilveiebringe en vis Form af Hoved og Næb vilde behøve
6 Aar.""

"Naar vi nu nærmere betragte alle de Eiendommeligheder, som
ved saadan Paavirkning ligesom skabes af Nyt, ville vi finde, at de
ofte ere saa store, at de Karakterer, ved Hjælp af hvilke vi skjelne
mellem de vilde Former, i de fleste Tilfælde blive ubetydelige i
Sammenligning med hine. Men det er dog ikke altid lykkedes
Mennesket at fæstne disse Karakterer; den for enhver Art særegne,
om end for nogen Tid maaskee ligesom tilslørede Arvtagen er saa

[page] 301

stor, at Urformen hyppigt nok ligesom bryder frem igjen. Hvilken
Forskjel synes der f. Ex. ikke at være mellem en Mandel og en
Fersken; men det er sat udenfor al Tvivl, at Begge kunne slaae
over i hinanden ved snart den Enes, snart den Andens Frugters for-
skjelligartede Udvikling, og saavel i Frankrig som i England har
man dyrket en saakaldet Mandelfersken, som snart frembringer
Mandler, snart Ferskener; en saadan Form skal i Henhold til
Koch endog findes i vild Tilstand i det østlige Persien; jeg har
selv seet saadanne ved Buenos-Ayres. Det er ikke saa sjeldent,
at man træffer en Green paa et Ferskentræ, der bærer Mandel-
frugter."

"Det vilde Saaledes være aldeles ude med Transmutations- eller
Afændrings-Theorien, hvis Karaktererne vare konstante; man vilde
da ikke kunne slutte Noget fra de dyrkede Planter og fra de do-
mesticerede eller tæmmede Dyr med Hensyn til de vilde Formers
Uforanderlighed. Men disse Ændringer maae vel først og fremmest
godtgjøre en Hang og en Evne hos de organiske Væsener til at
ændre sig; thi ellers vilde Menneskets Indvirkning paa den or-
ganiske Natur tilvisse have været større end paa den uorganiske.
Dernæst maae vi betænke: hvor mange Tusinde Aar har Mennesket
vel arbeidet herpaa? og hvad er Menneskeslægtens Alder, den nu-
værende Skabelsesperiode, mod de ukjendte, uhyre Tidsrum, i hvilke
Naturen har udført sit Storværk? Hvor megen Planmæssighed har
der vel hidtil været i Menneskets Arbeide? Det virker blot paa de
ydre og synlige Karakterer og gjør sit Udvalg blot med Hensyn til
sin egen tilfældige Fordeel. Det uddanner sjeldent hver udvalgt
Særegenhed paa en for vedkommende Individ særskilt tillempet
Maade (vi give f. Ex. alle de Hundreder af forskjellige Slags Duer
samme Føde, samme Bolig og samme Pleie). Vi udrydde ikke alle
de lavere udviklede Former og tage ved vort Udvalg ofte en eller
anden halvt monstrøs Form til Udgangspunkt. Hvor foranderlige
ere ikke vore Luner og Ønsker, og hvor begrændsede vore Midler
til at skabe! Men Naturen er tilvisse en større Mester heri; den
bemærker i hvert Øieblik og allevegne den mindste Forskjel i
Størrelse og Bygning og drager Nytte deraf; større Kræfter og
Midler staae ganske sikkert til dens Raadighed, og den ledes uden
Tvivl af høiere Hensyn end vore smaalige."

"Medens Menneskets ændrende Indvirkninger paa de organiske
Naturvæsener foregaaer ved frit Udvalg, tilveiebringer Naturen sine
ved de organiske Væseners Kamp for Tilværelsen."

"Erfaringen lærer, at alle Individer i Plante- og Dyreriget ere
udstyrede med en større Evne til at formere sig, end der findes

[page] 302

Leilighed for deres Efterkommere til at finde Plads og Næring paa
Jorden. Naar vi betænke, at nogle Fiskearter lægge indtil 100,000
Æg ad Gangen, at en eneste Birk kan bære flere Tusinder Hun-
rakler og i hver af disse Frugter idetmindste i hundredviis, at en
Støvsvamp frembringer Sporer vel i Milliontal, saa er det klart, at
ifald alle disse Rognkorn, disse Frugter eller Sporer kom til Ud-
vikling, vilde de alene fylde Havet og bedække Jorden i Løbet af
nogle faa Aar. Et af de Dyr, der formerer sig langsomst, er
Elefanten; fra sit 30te til det 90de Aar avler det blot 3 Par
Unger, og ikke destomindre vilde der paa denne Maade i Løbet af
500 Aar kunne frembringes 15 Millioner Elefanter fra eet Par.
Allerede Linné beregnede, at en eenaarig Plante, som kun frem-
bringer 2 Frøkorn (og der findes neppe nogen saadan), i Løbet af
20 Aar vilde have frembragt en Million Individer. Selve Menne-
sket, der i hvert Aarhundrede forøges 16|Gange i Antal, vilde i
Løbet af nogle Aartusinder have formeret sig saa stærkt, at Jorden
ikke mere vilde kunne rumme denne Naturens Herre."

"Vi vide ogsaa, at en saadan temmelig uhindret Formering
undertiden griber om sig, hvor Vilkaarene for den have været gun-
stige. Saaledes nedstamme de vilde Heste og Oxer, som i talløse
Skarer græsse paa Sydamerikas uhyre Sletter, fra nogle faa Indivi-
der, der paa den spanske Invasions Tid bleve indførte fra Europa.
Pampassletterne, som strække sig fra det atlantiske Hav til Åndes-
bjergene ved det stille Hav, dækkes der af det tætteste Krat af
Dil og Artiskokker. I Indien findes der Planter, som for ikke ret
længe siden indførtes dertil fra Amerika, og nu have udbredt sig
fra Cap Komorin til Himalaya. I Australien er der ved de store
Havnepladser og andetsteds indført Planter fra Europa, som nu
have formeret sig saa stærkt, at de ere nærved at fortrænge den
der hjemmehørende Flora. Det vil dernæst være almindeligen be-
kjendt, hvorledes en Vandplante, Anacharis Alsinastrum for
nogle Decennier siden blev ført over fra Canada og nu fylder Vand-
løbene i England, Holland og Dele af Tydskland, saa at Skibsfarten
næsten standses ved den. Tusinder af andre Exempler paa, hvor-
ledes Organismerne kunne udbrede sig, kunde anføres. Men deres
Hærgen hemmes ved Tilintetgjørelsens Lov. Planter, som med
Bomuld ere blevne indførte andetsteds fra til sydfranske Havne-
pladser, leve vel endnu i disses Nærhed; men de fjerne sig ikke
ret langt fra dem, og Europa synes i det Hele taget ikke at være
saa gunstig til Udvandring som de nye Verdensdele. Vi dyrke en
Mængde fremmede Planter i vore Haver; men disse kunne ikke ud-
holde Kampen mod kraftige Urplanteindvaanere og udbrede sig

[page] 303

derfor ikke. Der findes visse Slags Høns, som lægge mange Æg,
men desuagtet ere blandt de sjeldneste, medens Stormfuglen, der
blot lægger eet Æg, alligevel er en af de talrigst forekommende
Fuglearter. Der gives Indvoldsorme, som i Løbet af kort Tid lægge
Millioner af Æg, medens Mennesket, hos hvem de snylte, kun lang-
somt formerer sig. En Mængde Orchideer frembringe Frøkorn i
tusindviis, skjøndt de høre til de sjeldnest forekommende Planter,
medens derimod visse kurvblomstrede Planter, der kun frembringe
faa Frø, alligevel ere særdeles hyppige. Oxebremsen, som kun
lægger eet Æg, er desto værre særdeles hyppig; i Almindelighed
ville vi see, at Dyr lægge desto flere Æg, jo vanskeligere de kunne
beskjærme Yngelen."

,,Det der nu modvirker denne uhyre Frugtbarhed, er deels de
enkelte Individers indbyrdes Konkurrence, deels Mangel paa ydre
Betingelser og den Kamp om Tilværelse, som foranlediges derved.
Millioner af Frø og Spirer gaae til Grunde paa mangfoldige Maader.
Darwin fandt, at de 295 af 351 Frøplanter bleve ødelagte af In-
sekter; af et Lands Fuglefauna gaaer der aarligen ligesaa mange In-
divider til Grunde, som der fødes. Derfor straaler Naturen overalt
af Kraft og Fylde uden Overflod; men i Virkeligheden hersker der en
uafbrudt, med alle Tilintetgjørelsens Vaaben og med den yderste Vold
og Grusomhed ført Kamp. Naturens vide, skjønne Rige er i sin
rene Virkelighed en uoverskuelig Slagmark, og Livet er mindre en
Idyl end en Krig, ført af Alle mod Alle. Og naar Du en straa-
lende Sommerdag hører Skovene gjenlyde af Fuglenes Sange, og
Alt synes dig at aande Fred og at dufte af Glæde her i "Naturens
Skjød", hvor lidet tænker Du vel da paa, at al denne Herlighed
existerer muligen kun ved en storartet Tilintetgjørelse af Liv, og at
disse Sange i de løvklædte Kroner blot ere Seierssange fra nogle
faa Brødre, som ikke ere bukkede under for Rovdyr, Veirligets
Ublidhed eller af Mangel paa Føde!"                           (Fortsættes).

"Anmålan".

"Tidning for trådgårdsodlare anmåles hårmed vordsamt till for-
nyad prenumeration fOr 1871. Den kommer liksom hittilis att utgifvas med
ett nummer om ett lielark i borjan af hvarje månad och blir dess enda
mål fortfarande att genom uppsatser i dith8rande åmnen soka verka for
spridande af insigt i och våckande af håg for trådgårdsodling bland alla.
samhållsklasser."

"Då tidningens foregående niårige verksamhet val numera bOr kunna
få anses vara någorlunda allmånt kånd, torde det vara ofverflodigt att

[page] 328

vise disse og lignende, tidligere tildeels upaaagtede Planter — deres
rette Plads i Havedekorationen —, nu snart blive almindelige i enhver
Have og faae Plads i første Række blandt vore Gruppeplanter.
London i Januar 1871.                               Conrad Petersen.

---------------------/ .

Darwinismen.

(Efter en Afhandling med denne Overskrift af Professor N. J. Andersson

i Stockholm; "Framtiden", 2den Aarg., 5te Hefte.)-

(Fortsættelse).

"Under denne Kamp for Tilværelsen have naturligviis de Indivi-
der størst Udsigt til Seier, der udmærke sig ved et eller andet
legemligt eller sjæleligt Fortrin eller ved en eller anden for dem
nyttig Eiendommelighed, saasom: Styrke, Størrelse, Lidenhed, for-
skjellig Slags Bevæbning, Sang, Farvepragt, Beklædningsart, List
eller Snuhed i at søge sin Føde eller i at undvige Farer o. s. v.
For hele Artens Bestaaen vil en stor Frugtbarhed, for Individets
en stor Modstandskraft mod ydre Paavirkninger og Evne til at
lempe sig efter Jordbund etc. være heldig. For at overtyde sig
herom behøver man blot at lade Ukrudtet, som man siger, faae
Overhaand; de dyrkede Planter, der ere bestemte til at voxe under
visse Forhold blot, ville da snart bukke under; eller hvis man i en
Skov indhegner eller "freder" et mindre Parti, vil man der snart
see en frodig Vegetation udvikle sig. Slaaer man hyppigt en Græs-
plæne, ville blot de Former holde sig, der ere de stærkeste og
kunne modstaae dette voldsomme Indgreb i deres Tilværelse. Af
20 Arter, som voxede sammen, saae Darwin de 9 forsvinde aldeles
ved denne Behandling. Naar man saaer forskjellige Varieteter af
een eller anden Kulturplante, tager Frø af disse, udsaaer dette
paany og vedbliver hermed i længere Tid, vil blot et ringe Antal
af de oprindelige Varieteter vedligeholde sig, nemlig de stærkeste,
de frugtbareste og de, der passe bedst for den givne Jordbund.
Visse Racer af Huusdyr døe ud, naar de blandes med andre, idet
de Livsvilkaar, hvorunder de derved ere komne til at leve, have
været ugunstige for dem; dette har man endog iagttaget at være
Tilfældet med forskjellige Slags Blodigler, som holdes sammen, og
det Samme foregaaer i den frie Natur. De sydeuropæiske Rølli-
kearter, Achillea moschata og atrata, kunne Saaledes ikke trives
sammen med hinanden; men hver for sig af dem trives godt sammen
med vor almindelige Røllike, A. Millefolium. Det Samme er Til-

[page] 329

fældet med de to Alperosearter: Rhododendron ferrugineum og hir-
sutum, ligesom med flere Andre; Botanikerne have ikke nøie nok
Jagt Mærke til dette Forhold. Den sorte Rotte i England maatte
bukke under for den graae, som med Vilhelm Erobrerens Skib kom
over Kanalen, og i Kalifornien udryddes den hvide Rotte af den
sorte, som efter at være bleven indført dertil har formeret sig i den
Grad, at en Kat blev betalt med mange Rdl. I de forenede Stater
har en Svaleart fortrængt en anden, og der vilde kunne anføres
utallige andre Exempler paa, hvorledes det Svagere bukker under
for det Stærkere."

"Vi troe ofte, at Blandingen af Træ- og Buskarter, som kan
findes i en Lund, er tilfældig; men det er langt fra at være Til-
fældet. Man vil let kunne forestille sig, hvilken Kamp der gjennem
mange Aartusiuder maa have raset i de amerikanske Urskove, hvor
Rigdommen af Former, der ere blandede mellem hverandre, er
næsten ufatteligt stor, hvor Træerne staae saa tæt sammen, at
deres sammenflettede og tætte Kroner ikke lade Lyset slippe igjen-
nem sig, hvor man ofte kun træffer et eneste Individ af en og
samme Art, og hvor man for hvert hundrede Skridt opdager en ny
Palmeart, Saaledes som allerede Humboldt har bemærket, og det
omendskjøndt mange af dem bære Frugter i tusindviis. Jo ældre
og mere udlevede Formerne ere, desto mindre Kraft have de til at
bestaae i Kampen mod dem, der passe bedre for de nye Forhold,
og en forsvunden Form vender aldrig tilbage igjen. Slutteligen skal
der endnu her gjøres opmærksom paa, at alle saakaldte Mellem-
former ganske naturligen snart maae forsvinde; thi de maae bestaae
Kappestriden fra begge de te Sider, de staae imellem eller ligesom
tilhøre. Ved disses Tilintetgjørelse opstaaer der derfor Huller,
hvorved bevirkes, at Arter eller Former, som i Virkeligheden en
Gang have hørt sammen, have været forbundne med hinanden ved
mellemliggende Led, nu ofte vise sig at være vidt adskilte fra hin-
anden, ja endog hinanden heelt fremmede."

"Der findes en heel Mængde høist interessante Exempler paa,
hvorledes de enkelte Organismer indvirke paa hinanden og derved
frembringe et heelt System af Betingelser. I Paraguay gives der
Saaledes aldeles ingen forvildede Oxer, Faar, Heste eller Hunde,
hvilket derimod finder Sted i det øvrige Sydamerika; som Grund
hertil anføres der, at der i hiint Land forekommer i stor Mængde
en Flueart, der lægger sine Æg i de nyfødte Dyrs Navle, hvorved
den foraarsager deres Undergang. Kunde der nu indføres i Para-
guay en insektædende Fugleart, som ødelagde denne Flue, vilde de
nævnte Huusdyr frit kunne formere sig, hvorved der igjen vilde

[page] 330

fremkaldes en Forandring i den Vegetation, der tjener dem til Næ-
ring. Denne Forandring i Vegetationen vilde dernæst igjen virke
tilbage paa Dyreverdenen og Saaledes give Anledning til en heel
Kjæde af gjensidigt paa hinanden indvirkende Forandringer."

"Endnu et Exempel skal anføres her: Det er nutildags alminde-
ligt bekjendt, at Planterne meget sjeldent kunne frembringe modent
Frø, medmindre Støvet i deres Støvknapper overføres til Arret i en
anden Blomst ved Hjælp af Insekter, saasom Bier, Humlebier o. A.
Afspærres nu Planterne mod Besøg af Insekter, blive de golde, og
de fremmede Planter, som dyrkes her, blive ligeledes ofte golde,
fordi der ingen Insekter findes hos os, der ville besøge dem; dette
Sidste er Saaledes Tilfældet med Lobelia fulgens i England og mange
af vore i Væxthuse eller paa Friland dyrkede Planteformer."

"Saaledes beroer f. Ex. Humlebiernes Antal paa Markmusene, som
opsøge og forstyrre deres Reder; disses Antal igjen beroer paa Krager,
Alliker, Ugler o. s. v., og disse Fugles Antal endelig paa Katte af
en eller anden Art, saa at Tilstedeværelsen af en Katteform kan:
betinge Afgrøden af en Kløvermark, idet Humlebierne alene ere i
Stand til at befrugte Rødkløver, thi Bierne kunne ikke komme dybt
nok ned i dennes Kronrør; paa samme Maade kunne Smaafuglene i
vore Haver være en Betingelse for Udbyttet af disse. Efter en
endnu større Skala see vi denne Sammenhæng f. Ex. paa St. Helena.
Denne Øe var i Aaret 1600 dækket med tæt Skov; men Europæerne
indførte snart Geder og Sviin, hvilke bevirkede, at den i Løbet af
200 Aar blev aldeles blottet for Træer. Ku for Tiden beklædes de vul-
kanske Høidedrag og de dybe Kløfter af en fuldkomment europæisk
Vegetation, og det er kun paa det høieste Punkt, "Dianas peak",
at man endnu seer nogle og halvtredsindstyve af de oprindelige
Planteformer som Rester af og Minde om den tidligere Vegetation,
der forøvrigt er uigjenkaldeligen forsvunden."

"Det Anførte vil maaskee være tilstrækkeligt til at godtgjøre, at
ethvert Individs Bygning og hele Særegenhed paa det Allernøieste, skjøndt
ofte paa en skjult Maade, hænger sammen med de Forhold, hvorunder
det lever, for at det kan være i Stand til at tilkjæmpe sig sin Bolig,
sin Føde, sin Tilværelse. Naar Forholdene forandre sig, maae Or-
ganismerne ligeledes forandre sig — eller bukke under; Striden
afbrydes ikke, sluttes ikke; Frygt kjendes ikke, gjælder ikke; det
Svagere skal undertrykkes; det Friske og Lykkeligere skal leve
fremdeles og formere sig. Saaledes har det gaaet i Myriader af
Tidsrum, og Saaledes vil det vedblive at gaae i evindelige Tider.
Den hele Natur skal udvikle sig til større og større Styrke og
Fuldkommenhed; Saaledes er Loven !"

[page] 331

"Vi have seet, at det er Darwins Anskuelse, at der gives to
Magter i Naturen, som, saa at sige, regulere Livet og dets Former,
nemlig Foranderligheden og Arveligheden, samt at den samme
Indflydelse, som Mennesket udøver ved sit Udvalg af det bedste Afkom
med Hensyn til at ændre eller forædle de Væsener, der staae i dets
Tjeneste, udøver ogsaa den frie Natur selv ved sit Udvalg, hvilket be-
tinges af Organismernes Kamp deels med hinanden indbyrdes, deels med
de ydre Vilkaar. De samme Love, som gjælde i den ene Henseende,
have ogsaa Gyldighed i den anden. Vi maae imidlertid lægge
Vægt derpaa, at om disse Forandringer i det sidste Tilfælde end
indtræde langsommere, saa blive de til Gjengjæld saa meget desto
mere bestemte og varige; derfor unddrage de sig i Almindelighed
Menneskets Iagttagelser, saa at de vilde Former synes dette at
have været konstante i de faa Tusinder af Aar, det har existeret,"

"Lamarck meente, at de levende Væsener selv havde Evne til
at tillempe sig efter de ydre Vilkaar, som fremkaldte deres Ændringer.
Darwin opfatter Forholdet paa en aldeles modsat Maade, idet han
nemlig mener, at Organismerne mere villieløst omændres af de ydre
Vilkaar. Saaledes skulle efter hans Mening de sympathetiske
Farver være opstaaede; vi see nemlig, at Dyr, der leve i Lande,
som om Vinteren ere sneedækkede, have en hvidlig Farve; de, der
leve i Ørkener, en guul; Hedernes Dyr en broget; Havets Dyr en
blaa og gjennemskinnelig, og Insekter, som leve paa Planternes
Blade, have som disse en grønlig Farve etc. En Mængde Karak-
terer, som vi ofte ansee for aldeles ubetydelige, staae dog i For-
bindelse med Organismens Væsen, som f. Ex. purpurfarvede Blom-
mer, hvilke lide mere af en vis Sygdom end de gule, visse Slags
Frø med en glat Skal, hvilke paa Grund af denne lettere forstyrres
af Insekter; andre have en mere tydelig Forklaringsgrund, saasom:
Spætternes Taaretning, stive Hale og spidse, stærke Næb, Rov-
dyrenes stærke Kløer o. s. v. Som Exempler paa Organernes Ud-
vikling i Forhold til deres Anvendelse see vi, at tamme Ænder
have stærkere Knogler i Fødderne, men et svagere Flyveapparat
end de vilde; Køer og Geder faae paa Grund af Malkningen større
Yvere; næsten alle Slags Huusdyr have hængende Øren, thi de be-
høve ikke, som i vild Tilstand, at lytte med oprette Øren efter
enhver Fare; Fugle, der ikke flyve, som Pingvinen og Kasuaren,
have ingen Vinger; Muldvarpen er blind, ligeledes de Insekter,
Fiske og Flagermuus, som leve i de bekjendte Grotter i Steiermark
og Kentucky, skjøndt de dog i Virkeligheden have rndimentære
Øine; paa Madeira have de Billeformer, som udelukkende have
hjemme paa denne Øe, saa ufuldkomne Vinger, at de ikke kunne

[page] 332

flyve, og der er her en fuldkommen Mangel paa Billeformer med
vel udviklet Flyveevne, skjøndt saadanne andetsteds ere talrige.
Dette, mener Darwin, har sin Grund deri, at disse Dyr, dersom
de kunde flyve paa Madeira og hæve sig i Luften, vilde af de
stærke Vinde fra de høie Bjerge paa Øen føres ud i Havet, hvor de
da vilde omkomme; de svage eller indolente kunne derimod leve
der, og fra dem nedarves paa Efterkommere Mangel paa Evne til
at udsætte sig for Fare; de komme ogsaa først frem, naar Solen
skinner og Vinden har lagt sig. De Insekter paa Madeira, som
kunne flyve, have særdeles stærke Vinger for at kunne modstaae
Vindens Voldsomhed."

"Darwin belyser ved talrige Exempler de ydre Forholds Ind-
virkning paa Organisationen; et Par af disse skulle endnu anføres
her. Den nu for Tiden i Afrika levende Giraf nedstammer fra en
langt tilbage i Tiden uddød Form, som endnu ikke havde hiins
lange Hals og sikkert ogsaa i andre Henseender var forskjellig fra
den nulevende. Denne Mellemform kan have levet en nu ubestem-
melig lang Tid, indtil der er indtruffet en stor Mangel eller Tørke,
hvorved de fleste Træer ere gaaede til Grunde, og kun de høieste
og kraftigste ere blevne tilbage. Heraf har det nu maattet blive
en nødvendig Følge, at blot de Exemplarer af en Girafhjord kunde
vedligeholde Livet, som overgik de øvrige med Hensyn til høiere
Legemsvæxt og længere Hals, og som paa Grund af denne Ejen-
dommelighed have kunnet forskaffe sig Næring trods de ugunstige
Forhold. Denne Egenskab have dernæst deres Efterkommere arvet,
indtil efter et ubestemmeligt Tidsrums Forløb det samme Fænomen
har gjentaget sig og har fremkaldt en tilsvarende Virkning paa de
dalevende Giraffer, hvilket har gjentaget sig, indtil efterhaanden den
nuværende Form er fremkommen. Et andet Exempel fra Plante-
riget! Naar Insekter bevirke Bestøvningen hos Planter, skeer det, fordi
de lokkes til Blomsterne af en sukkerholdig Vædske, der udskilles
af en eller anden Kjertel, som sædvanligen sidder ved Kronens
Grund. Insekterne komme nu ved de af denne Grund foraarsagede
Besøg i Berøring kun med Støvdragerne i nogle Blomster, fra hvis
Støvknapper de føre Støvet med sig til andre Blomster, hvor det
saa afsættes paa Arret. Støvveien i de førstnævnte Blomster bliver
derved unyttig, hvorfor vi ogsaa ofte see, at den slaaer Feil eller
bliver rudimentær, saasom hos Nelder og mange Andre."

"Ved Siden heraf bør nu fastholdes en Sag af stor Vigtighed,
nemlig det, som Darwin kalder "Udviklingens Vexelvirkning", hvor-
ved der forstaaes, at alle Organer eller Dele af en Organisme staae
i et harmoniskt indbyrdes Forhold til hverandre, saa at Forandringer

[page] 333

i et af dem fremkalder Forandringer i andre. Saaledes har man
f. Ex. iagttaget, at forlængede Been ledsages af et forlænget Hoved,
at Duer med kort Næb have korte Fødder, at Katte med blaa Øine
ere døve, at haarløse Hunde ere tandløse o. s. v. Vi vide fremdeles,
at den komparative Anatom ofte kan være i Stand til fra et eneste
lille Been at slutte sig til det hele Skelets Beskaffenhed og derfra
igjen til Dyrets Levemaade og Form."

"Denne Kraft hos de ydre Indflydelser til under deres Om-
skiftning, som i Tidernes Løb bestandigt foregaaer paa den meest
mangeartede Maade, at indvirke omdannende paa Organismerne,
iagttage vi ganske vist tydeligst hos Dyrene, hvis Organer ere hvert
for sig mere særegent afpassede for det i hvert enkelt Tilfælde paa-
gjældende Formaal; men selv med Planternes Organer foregaaer der
saadanne Omæudringer. Under hvilke forskjellige Former optræder
Saaledes ikke Bladet, der egenligen er til for ved sin Rigdom paa
det grønne Farvestof, Chlorophyl, at muliggjøre Assimilationen;
hvor forskjellige finde vi ikke Stammerne at være, idet de snart ere
tykkest forneden for at kunne bære den aarligt tiltagende Blad- og
Greenmængde, snart som hos Palmerne hæve sig slankt tilveirs med
'de svaiende Blade i Spidsen. Blandt de mærkeligste Dannelser maae
nævnes disse Ranker eller Slyngtraade, som hos Planter hjælpe til
at fasthefte Stænglerne til den Støtte, hvorpaa de klattre, eller
hvorom de slynge sig. Saadanne Planters Top har derfor Evne til at
forandre Plads, saa at de til Slyngtraade omdannede Grene, Blade
eller Blomsterstilke kunne hefte sig til den Gjenstand, der skal
tjene dem til Støtte. Vi kjende Alle den saakaldte vilde Viin, der
benyttes saameget til Løvhytter eller til at beklæde Mure og andre
Vægflader med. Den har lange, deelte Heftetraade, der ere snoede
ligesom Seglgarn; naar den skal klamre sig til en Flade, ligesom
udsender den de som skarpe Kløer bøiede Spidser af Heftetraad-
grenene for at opsøge en Ujevnhed; hvor den nu synes at have
faaet fat paa en saadan, begynder Heftetraaden at fæste sig;
men egner det udsøgte Punkt sig ikke hertil, trækker den sig snart
tilbage og opsøger et nyt og mere passende Punkt; her tager den
fat, og dens Spids begynder da at svulme op til en rødlig Pude,
som afsondrer en klæbrig Vædske, hvormed enhver Ujevnhed over-
limes, og Traaden vil nu snart være saa fastvoxet, at den ikke kan
rykkes løs. Den hele Heftetraad bliver derpaa haard og træagtig,
saa at den kan bære fiere Punds Vægt, og den er Saaledes i Stand
til at holde den hele Stamme med dens Green- og Bladfylde i Veiret
i ofte over 100 Fods Høide. En stor Mængde Planter, som haard-
nakket ville beholde den engang indtagne Plads uden at behøve

[page] 334

eller uden at kunne danne Vedmasser, blive fleeraarige under Jord-
dækket enten derved, at de have en Mellemstok eller ved for-
tykkede Rødder, Løg eller Knolde. Herfra udvikle de hver
Vegetationsperiode enkelte Skud, som skulle bearbeide Nærings-
vædskerne ved Vexelvirkning med Atmosfæren, samt blomstre og
sætte Frø. Paa denne Maade kunne de modstaae stærk og lang-
varig Kulde, heftige Temperaturforandringer og et barskt Klima.
Derfor ere Planterne paa de høie Bjerges Toppe og i det høie
Norden fleeraarige under denne Form."                       (Fortsættes).

Arboretet i den nye botaniske Have.

Efter at Hr. botanisk Gartner Friederichsen havde underrettet
mig om, at Størrelsen af de- til Arboretet i den nye botaniske Have
bestemte Arealer efter hans Opmaalinger kun vilde beløbe sig til
henimod 6 Td. og ikke, som af mig i Nr. 19 angivet, c. 8 Td. Land,
lod jeg, da min Helbredstilstand for Tiden forhindrer mig i selv at
udføre et saadant Arbeide med fornøden Sikkerhed, paany foretage
en Opmaaling af de paagjældende Partier paa Planen over den nye
Have. Det viste sig da, at Uoverensstemmelsen imellem Hr. Friede-
richsens og min nysnævnte Angivelse af Arboret-Arealet hidrører
fra, at den, der tidligere havde opmaalt disse Arealer for mig, havde
medtaget den paa Tegningen angivne aabne Trekant nærmest omkring
Observatoriet, alle Gangene i de med Arboret-Signaturer betegnede
Partier og Mosepartiet i Salicetet, hvilket Hr. Friederichsen ikke
har medtaget i sin Beregning. Idet jeg erkjender Berettigelsen til
at udelade disse Arealer af Arboret-Arealet, maa jeg dog bemærke,
at jeg ikke skjønner rettere, end at Uoverensstemmelserne med
Hensyn til Arboretets Størrelse ere uden Betydning ligeoverfor
Arboret-Sagens Kjerne, o: lige over for det, jeg i mine "Be-
mærkninger" i Nr. 15 havde anført om, at et egenligt Arboret er
aldeles unødvendigt i den nye botaniske Have, da der allerede fore-
findes to Arboreter nærved Hovedstaden, der tilsammen ere e. 15
Td. Land store og indeholde en meget fuldstændig Samling af haard-
føre træagtige Planter. Da Planen over den nye Have med til-
hørende Maalestok fulgte med Nr. 14, tør jeg endvidere haabe, at
Læserne, som derved vare satte istand til selv at beregne de her
paagjældende Partiers Størrelse, ikke i nogen hetydelig Grad ville
være blevne vildledte ved mine tidligere Angivelser.

Den 27de Janumr 1871.                                       J. A. Dybdahl.

[page] 347

Ny Plante,

Thymus citriodorus aureus er en guulbladet Timian, der be-
tragtes som en Akvisition for Tæppebede. Den er desuden ganske
ny, idet den i afvigte Oktober Maaned første Gang blev sat i Han-
delen af E. G. Henderson & Søn, Wellington Road, i hvis Have
den har været udplantet og prøvet i afvigte Sommer, og hvor der
endnu staaer en Deel Exemplarer af den, for at dens Haardførhed kan
blive prøvet; disse have hidtil modstaaet Vinteren — c. % 8° R. —
godt, og den antages at være haardfør her, idetmindste i en gun-
stig Jordbonitet. Jeg kjender af Erfaring denne Plantes gode
Egenskaber som Tæppebedsplante fra fornævnte Have og troer ikke
at kunne give den nogen bedre Anbefaling end at tilføie, at den er
af en regelmæssig, noget udbredt Væxt, dækker hurtigt og fuld-
stændigt Jordbunden, hvori den er plantet, bliver kun c. 2 å 3"
høi og fordrer Saaledes i Reglen ingen Topstudsning; med Hensyn
til Farven, da overgaaer den den bekjendte Pyrethrum Golden Father.
Et første Klasses Certificat blev tilkjendt denne Thymus paa en
Udstilling i afvigte September Maaned af the Royal Horticultural
Society. Prisen for Tiden er omtrent 1 Rd. 3 Mk. pr. Plante. Den
lader sig temmelig villigt og hurtigt formere.

London, i Januar 1871.                             Conrad Petersen.

Darwinismen.

(Efter en Afhandling med denne Overskrift af Professor N. J. Andersson

i Stockholm; "Framtiden", 2den Aarg., 5te Hefte.).

(Fortsættelse).

"Det er imidlertid ikke blot de vegetative Organer, der paa
denne Maade tillempes i Former, som ere gunstige for Individets
Bestaaen; dette gjælder tillige om de fructificerende Organer. Det
er allerede omtalt, hvorledes Kulturplanterne blive formrigere og
ændres ved Krydsning, Hybridisation. Dette Fænomen er vel
mindre almindeligt i den frie Natur; men det optræder muligviis
dog hyppigere der, end man hidtil har troet. Derimod faaer man
med hver Dag nye og ubestridelige Beviser for, at kun to for-
skjellige Individer kunne frembringe et tredie. Efter at Darwin i
et stort Arbeide over Orchideernes Befrugtning havde paaviist, hvor
vidunderligt disse Planters Blomster ere byggede, for at det kan
blive saa let som muligt for Insekterne at udføre deres Rolle med

[page] 348

Hensyn til Frødannelsen hos dem, fæstede han sin Opmærksomhed
paa de to forskjellige Former af vor almindelige Kodriver. Den
ene er mere storblomstret end den anden og har sine 5 Støvdragere
befæstede lige i Kronens Svælg ovenover Griflen, som ikke hæver
Arret op i Høide med dem. Paa den anden Form er Forholdet
omvendt; hos den er det kun Arret, der rager frem udenfor Kronens
Svælg, hvorimod Støvdragerne ere indesluttede i Kronrøret. Naar
nu Insekterne begive sig ned i den første Forms Blomst, træffe de
paa Støvknapperne og føre Støvet med sig bort fra disse; begive
de sig derefter til en Blomst af den anden Form, støde de paa
dennes Ar og afbørste paa dette det medbragte Støv, hvorpaa der
her vil udvikles fuldkomne Frøkorn. , Men hvis man derimod med
en Pensel fører Støvet fra Støvdragerne i en Blomst til Arret i
den samme Blomst, blive Frøkornene ikke fuldkomment udviklede."

"Denne Forskjellighed mellem Blomsterne hos samme Art har
man fundet hos det store Fleertal af Arter, og hos nogle af disse
er den endnu større. Saaledes har f. Ex. Kattehale, Lythrum
Salicaria, som skinner saa rødt ved vore Ferskvandsbredder, tre
Slags Blomster, der ere saa forskjellige indbyrdes, som om hver af
dem hørte til sin særskilte Art, og de frembringe hver især Frø i
Mængde. Hver af disse Slags Blomster har dernæst 3 Slags Støv-
veie og 3 Slags Støvdragere, der ere indbyrdes forskjellige i Form
og Funktion; vi faae paa Grund heraf flere forskjellige Slags
Støvkorn, som ere af væsenlig Betydning med Hensyn til Frugt-
dannelsen. For at komme til et Beviis herfor maatte Darwin fore-
tage 216 Experimenter. Man kan heraf let slutte sig til, hvilke
sammensatte Midler Naturen betjener sig af for at naae til Ud-
førelsen af sit fuldendte Arbeide. Føie vi nu til disse vigtige Iagt-
tagelser den, at det fornemmelig er de Blomster, der ere udstyrede
med straalende Farver, vellugtende Duft eller Honning afsondrende
Organer, som kunne hidlokke Insekterne og faae Hjælp af disse til
Fuldførelsen af deres vigtigste Livsyttring, men at alle mindre an-
seelige Blomster og i Særdeleshed de, der have hængende Støv-
knapper, saasom Græsserne, befrugtes ved at blive bevægede af
Vinden, saa kan man slutte heraf, at der i Planteverdenen ikke
forefandtes Arter med skinnende Blomsterfarver, før Insekterne op-
traadte. Og i samme Henseende : hvor indbyrdes forskjellige ere
ikke ofte Forældre-Individerne i Dyreverdenen!"

"En anden Grund til disse Forandringer er Frugternes eller
Frøkornenes Spredning til Steder eller Egne, hvor Voxevilkaarene
ere forskjellige fra dem, der findes, hvor Frugterne eller Frøkornene
ere blevne frembragte. En Mængde Planters Frøkorn ere saa smaa,

[page] 349

at de let bortføres af Vinden, Fuglene eller Menneskene til afsides
liggende Egne; nogle bringes af Havstrømningerne til fremmede
Kyster; andre ere udstyrede med Hager, Børster, Haar eller Duun,
hvorved deres Transport lettes. Derfor findes ofte Arter, der ligne
hinanden jnere eller mindre, udbredte over langt fra hinanden ad-
skilte Egne. Saaledes see vi f. Ex., at Øgrupper, der ligge tem-
melig langt fra det nærmeste Fastland, have en Plante- og Dyre-
verden, der vel synes at være afvigende og eiendommelig, men dog
ubestrideligt har de nærmest liggende Kontinenters Grundtype.
Gallopagos-Øerne danne fremfor andre en saadan mærkelig Øgruppe;
de ligge nærved Ækvator og omtrent 15 Grader Vest for Syd-
amerikas Fastland. Hidtil har man lært at kjende 333 Arter af
blomsterbærende Planter paa dem; af disse have de 154 til-
fælles med andre Egne af Jorden, medens mere end Halvdelen,
nemlig 179 Arter, synes at være eiendommelige for dem; Øerne
fremvise i denne Henseende 3 Regioner. Ved Kysterne findes der
Planteformer, som meest ligne dem, der findes i Æquador, Central-
amerika og Vestindien. Høiere oppe, i den mellemste Region, op-
træde eiendommelige Arter og Varieteter, der dog, hvor de støde
op til den nedre Region, ere beslægtede med dennes Planteformer
og muligen endnu ikke ere forskjellige fra deres Stamformer paa
Fastlandet imod Øst. I den øverste Region optræde endnu mere
eiendommelige Former, hvilke ere forskjellige fra, ihvorvel dog ana-
loge med de antilliske Former. Man vil ikke kunne forklare nøi-
agtigt denne tydelige Sammenhæng og disse tilsyneladende Eien-
dommeligheder paa anden Maade end derved, at disse Planter op-
rindeligen ere komne med Vinden, Havstrømningerne og Trækfuglene
fra Amerikas Fastland og Vestindien, og efterhaanden som de vul-
kanske Gallapagos-Øer have hævet sig i Veiret — thi Vulkaner
ryge endnu der —, have de lidt efter lidt forandret sig Saaledes, at
det meest Særegne nu findes i de høiere og ældste Dele, medens
det med Fastlandets og Vestindiens Former meest Overensstem-
mende findes længere nede og ved Havbredderne."

"Vi finde ogsaa, at mere indskrænkede eller mere udstrakte
Arealer staae i vidt forskjelligt Forhold til hinanden med Hensyn
til Antallet af Planteformer. Paa et lille Areal findes der flere
Arter, som i lige høi Grad gjøre hinanden Tilværelsen stridig; thi
Kampen er stærkest mellem de nærmest beslægtede, da disse kon-
kurrere om samme Livsvilkaar, hvorfor alle Mellemformer ogsaa
snart uddøe. Saaledes fandt Darwin paa et Areal af 3—4 □'
20 Plantearter, som høre til 18 Slægter og 8 Ordener; og dette

[page] 350

turde foruden andre Grunde være een Grund til, at f. Ex. Pung-
dyrene i Nyholland endnu kunne hestaae, da de ere saa indbyrdes
forskjellige, at nogle ligne Rovdyr, andre Gnavere o. s. v. Et større
og mere aabent Areal, som sammenhænger med flere andre, egner
sig bedre for Fremkomsten af nye Former, deels fordi der fore-
kommer flere Individer af samme Art — og de almindeligste For-
mer ere just de, der variere meest, da Kapløbet er stærkest mellem
dem —, deels fordi de ydre Livsvilkaar her ere mere sammensatte,
og om nogen af Arterne undergaaer Forandring her, maa netop
denne indvirke paa de andre. Hver ny og stærkere Form vil ud-
brede sig mere og undertrykke dem, der ikke kunne følge med i
Udviklingen."

"Deraf kan det forklares, hvorledes Produkter fra Fastlandet
faae Overmagten over dem, der høre Øgrupperne til, hvorhos vi
see, at der, hvor en saadan Væddestrid ikke har fundet Sted, er
Foranderligheden ikke bleven stor, Saaledes som Tilfældet er f. Ex.
med Nyholland, hvor Pattedyr, der hørte Europas Sekundærtid til,
endnu findes, og med Madeira, som endnu har en Tertiærflora.
Vandene forholde sig ogsaa paa samme Maade. Alle Jordens
Ferskvandsdrag kunne i Udstrækning ikke sammenlignes med Havene.
Nye Produkter kunne Saaledes mindre let opstaae i hine end i
disse, og det er ogsaa i Ferskvandsdrag, at vi finde Ornithorynchus
og Lepidosiren, hvilke danne Bindeled mellem Dyregrupper, der nu
for Tiden ere vidt adskilte. Har nu en vidtudstrakt Landmasse i
Løbet af lange Tidsperioder og med lange Mellemrum været under-
kastet stadige Forandringer, idet den snart dannede Kontinenter,
snart opløste sig i Øgrupper, snart hævede sig, snart sænkede sig,
saa maae disse Forandringer tilvisse i en betydelig Grad have ud-
strakt deres Indflydelse endog til de levende Væsener. Idet Sam-
menhængen mellem Australien og Afrika, mellem Amerika og dens
Øverden, mellem Europa og Amerika, mellem England, Frankrig og
Norge o. s. v. sønderbrødes — og idet de levende Væsener under
Jordfladens vexlende Konfiguration og som Følge af Tusinder af
storartede Aarsager langsomt men uimodstaaeligt spredtes hid og
did og i deres nye Hjemstavne bleve undergivne Myriader af Aars
Paavirkninger, hvorunder den Svagere enten bukkede under eller
bestandigen stræbte at blive jevnbyrdig med den Stærkere — saa
fremkom efterhaanden denne Mangfoldighed, som vi nu beundre, saa
frembragtes disse Former, hvis Urtyper vi spore dybt nede i Jord-
lagene og langt tilbage i Urtidens Historie."

"Mod denne Darwins Lære om Naturens Perfektibilitet har

[page] 351

man fra videnskabeligt Synspunkt gjort nogle Indvendinger, hvoraf
jeg i største Korthed skal anføre de vigtigste."

"Som Beviis for Formernes Uforanderlighed har man stedse
anført, at Oldtidslevninger i Ægypten, hvad enten de forefindes som
Malerier paa Tempelhvælvingerne eller som Brudstykker i Mumier
eller Jorden, endnu den Dag i Dag ere identiske med de nulevende
Organismer, at Fund af Frugter i Pompeji: Dadler, Oliven, Hvede
m. m., vise samme Egenskaber, og Unger har undersøgt et Par
Teglsteen fra en af de ældste Pyramider i Ægypten, vel 4000 Aar
gammel, og fundet i dem Rester af Planter, hvilke han kunde be-
stemme som tilhørende endnu levende Former. Hvad nu denne
Indvending angaaer, da maa man først og fremmest lægge Mærke
til, at Darwin ingenlunde nægter, at Formerne kunne holde sig
uforandrede igjennem Tusinder af Generationer, ihvorvel det muligen
turde betvivles, om Bestemmelsen af disse Rester er saa særdeles
nøiagtig og om de paaberaabte Væggemalerier ere saa paalidelige.
Vi vide nemlig, at Exemplarer af Krokodiler i de ægyptiske Kata-
komber afvige fra de nu levende, og hvad Malerier angaaer, da er
det bekjendt, hvorledes de fineste og meest kunstfuldt udførte af
Nutidens Afbildninger ofte nok ikke ere fuldkomment tilstrækkelige
til med Bestemthed at gjengive en vis Form. Dernæst maae vi
erindre, at Ægypten i Aartusinders Løb neppe har undergaaet
nogen mærkelig Forandring med Hensyn til Klimat- eller Jordbunds-
forhold, hvorved tilsvarende Forandringer kunde være blevne frem-
kaldte hos de levende Væsener, og endeligen, hvad betyde 4—600O
Aar i Naturens Udviklingshistorie!"                                    (Sluttes).

Bekjendtgjørelser.

GartnerelcT søges.
I et sterre Herregaardsgartneri paa Sjælland, hvor de forskjellige
Grene af Gartneriet ere godt repræsenterede, er Plads ledig for en Elev..
Nærmere Oplysninger faaes hos                      Handelsgartner H. Dalberg,

Amaliegade 29, Kbhvn.

Gartner.

En praktisk og velanbefalet yngre Gartner søger til Foraaret eo.
selvstændig Plads eller i Mangel deraf en Plads som Medhjælper i Danmark
eller Sverige. Redakteuren anviser.

[page] 373

(Efter en Afhandling med denne Overskrift af Professor N. J. Andersson

i Stockholm; "Framtiden", 2den Aarg., 5te Hefte.).

(Slutning)

"Ja men, har man indvendt, Antagelsen af denne Lære om
Organismernes Foranderlighed medfører Antagelsen af uhørte Tids-
rum. Ligesom Astronomerne udtrykke Afstandene mellem Verdens-
legemerne ikke i Miletal, men efter Sirius-Længder, Saaledes har
Forskningen i vor Jords Historie lært os at maale denne ikke efter
Aar men efter geologiske Perioder. Skabelsens gamle Monumenter,
saasom Drageblodstræet paa Teneriffa, Baobab paa den grønne
Odde, Wellingtonia i Kalifornien, Montezumas Fyr i Mexiko o. fl. a.,
hvis Alder man anslaaer til 3—6000 Aar, synke tilvisse herved ned
til rene Ubetydeligheder; men vi kunne ikke afhjælpe, at endog
Myriader af Aartusinder ere for den nuværende Videnskab om
Nutidens Udvikling som Draaber i Verdenshavet."

"Denne Naturens successive Udvikling lader sig dog, siger
man videre, vanskeligen bringe i Samklang med Erfaringen,
som viser, at der findes store Gab mellem vidt adskilte Former,
hvilke Gab ikke udfyldes ved nogensomhelst Mellemform. Men
saadanne Mellemformer findes dog, eller ere i det mindste blevne
fundne, og det allevegne. Naar vi studere Naturgjenstandene blot
omkring en By, i en Provinds eller i et Land, synes det tilvisse,
som om der fandtes vide, tomme Rnm imellem dem indbyrdes med

[page] 374

Hensyn til deres naturlige Slægtskab; men jo mere vi udstrække
vore Forskninger til dem alle i hele deres Udbredning, desto kla-
rere bliver Slægtskabs-Sammenhænget imellem dem. Den nyere
Tids Undersøgelser over Organernes Udviklingshistorie have ogsaa
tydeligere paaviist, at Mange ere paa Grund af Arveligheden ud-
styrede med saakaldte rudimentære Organer, uagtet disse ikke
under de stedfindende forandrede Livsvilkaar behøvede at være
tilstede. Saaledes findes der rudimentære Øine hos Dyr, der leve i
Grotter eller under Jorden, rudimentære Vinger hos Fugle, der ikke
behøve at flyve, rudimentære Bagbeen hos Slangerne, Antydning af
Tænder hos Fuglenes Foster o. s. v. Selv hos Mennesket forekom-
mer der flere saadanne Reminiscenser fra et Slægtskabs-Sammen-
hæng med de nærmest staaende Pattedyr. Og det er godtgjort
ikke alene, at den allerførste Begyndelse saavel til Dyre- som til
Planterigets mange forskjellige Former er aldeles den samme,
nemlig den levende Protoplasmamasse eller Cellen, men tillige at
denne Lighed" vedligeholder sig længere frem, saa at f. Ex. et
Fosteranlæg af et Pattedyr, en Fugl, en Slange, en Skildpadde eller
en Øgle ere indbyrdes saa lige hinanden, at det kun er ved deres
forskjellige Størrelser, at de kunne adskilles. Ja man har ud-
gransket, at Fosteranlægene til de lavere Hvirveldyr og til Menne-
sket under deres Udvikling lidt efter lidt gjennemgaae alle Hoved-
trin, som forefindes i den Dyreverden, der staaer lavere end de,
og dette gjælder ikke alene om de Organismer, som nu leve, men
i lige saa høi Grad om dem, der tidligere have existeret. Agassiz
udtaler sig herom Saaledes: "Det er et Faktum, som er heelt al-
mindeligt, at Fosteranlægene og Ungerne af alle nu levende Dyr,
til hvilken Klasse de end høre, ere de levende Miniaturbilleder af
de respektive Familiers fossile Repræsentanter."

"Baumgartner opstillede i 1855 den Theori, at de høiere
Dyr ere opstaaede af de lavere gjennem Metamorfoser; og Steen-
strups Lære om "Generationsskifte", eller at Organismerne, idet-
mindste de lavere, fremtræde under forskjellige Former, der ofte
have været holdte for egne Arter og Slægter, inden de afslutte
deres sidste Udviklingsstadium, har kastet meget Lys paa denne
Theori. Kollicker, som ogsaa mener, at Organismerne ikke
kunne være fremkomne fuldt færdige, antager dog, at Udviklingen
snarere er gaaet for sig paa den Maade, at et Æg eller et Frøkorn
af en lavere Organisme kan gaae over til en anden og det tilmed til
en høiere Form. Bierne opklække Viserne af Æg, hvoraf ellers Ar-
beidsbier fremkomme, derved at de holde dem i særskilte og større
Rum samt give dem en rigeligere Næring, og paa lignende Maade ud-
vikles hos Myrerne kjønsløse Arbeidsmyrer til en fuldkomnere Form."

[page] 375

Tilstedeværelsen af disse rudimentære Organer er Saaledes at
ansee for utvetydige historiske Dokumenter i Spørgsmaalet om
Naturens Udviklingsgang. Antager man nemlig, at hver organisk
Form er bleven skabt direkte, saa bør den indeholde alle de Or-
ganer, der ere nødvendige for den og Intet mere; men da blive
disse rudimentære Dannelser lige saa overflødige som uforklarlige."
"Desuden, hvor mange umiskjendelige Slægtskabsbaand gives
der ikke i den nærværende organiske Verden mellem vidt adskilte
Former. Lepidosiren (Lungefisken) er en Mellemting mellem Fisk
og Krybdyr, idet den samtidigen aander ved Gjæller og Lunger.
Amphioxus lanceolatus (Lancetfisken) lever endnu i Nordsøen som
en sandsynlig Rest af de laveste Fortidens Former og staaer ved
Manglen af Hjerneskal, særskilt Hjerne, Hjerte og farvet Blod langt
under de høiere Former af Led- eller Bløddyrene. Men foruden
disse Exempler, hentede fra de nulevende Organismer, og som vilde
kunne forøges i tusindviis, give de geologiske Opdagelser os næsten
dagligen rigeligere Materialer ihænde, hvorved Udviklingens indre
Sammenhæng lægges klart for Dagen. Saaledes har man, for blot
at nævne et Par af disse Vidnesbyrd, ved Opdagelsen af Fossilier
i de østerrigske Alper kunnet ligesom indskyde omtrent 800 Arter
af Havdyr, som udfylde den tomme Kløft mellem to geologiske
Perioder. I Steinheimer-Dammene fandt Hilgendorf 69 Varie-
teter af en i millionviis forekommende Snegl, en Planorbis; disse
forskjellige Former ere indbyrdes saa forskjellige fra hinanden,
at de, hver for sig, vilde være blevne ansete for at være fuld-
komment gode Arter, om han kun havde havt dem repræsenterede
i enkelte Exemplarer; men hver enkelt Varietet indtager nu sit
bestemt afgrændsede Bælte af Afleiringerne, og de ere alle leirede
efter deres Slægtskab, saa at Hovedformerne ere gjemte paa Grænd-
serne mellem Bælterne, medens disse selv indtages af Overgangs-
former mellem to hinanden nærmest beslægtede Hovedformer; vi
kunne Saaledes her følge en Arts Udviklingshistorie gjennem store
Tidsrum. Man har fundet, at Forverdenens Elefant, Mammouthdyret,
har havt ikke mindre end 26 Forgjængere af elefantagtige Dyr,
hvorved en Overgang er bleven tilveiebragt mellem denne Type og
Mastodon; ligeledes har Owen fundet Forbindelsesled mellem de
drøvtyggende og tykhudede Pattedyr, nemlig mellem Kamelen og
Svinet. 1861 fandtes i Solenhofen Archæcopterix macrurus, der
vurderedes saa høit, at den solgtes til England for 15,000 Rdl.
Den har en øgleagtig Hale af 4 Tommers Længde, som er sammen-
sat af 20 tynde Hvirvelknokler, hvoraf hver har baaret et Fjerpar.
Før denne Opdagelse yttrede Andreas Wagner: "Et Krybdyr
med en Fugls Vinger vilde være et Monstrum, som kunde existere

[page] 376

i Fantasien, men som ikke vilde kunne have nogen virkelig Til-
værelse." Nogle Uger efter blev Archæopterix funden, og Giebe}
har ikke vidst at værge sig imod de heraf dragne Slutninger paa
anden Maade end ved at erklære Fundet for et Falsum."

"Vi maae forøvrigt ikke søge efter Overgangsled mellem to-
levende Former, som ere Produkter af en forud for dem langt til—
bagerækkende Udviklingshistorie. De forskjellige Ændringer af
Duer f. Ex. nedstamme ikke, den ene fra den anden, men alle fra
en fælleds Stamform, nemlig Klippeduen; Udtrykket: Formernes
Udvikling af hverandre, maa Saaledes forandres til: deres jevnsides
gaaende Udvikling fra en fælles Stamform. Dernæst maae vi er-
indre, at det netop er Overgangsformerne, der ere meest udsatte
for at bukke under i Striden med deres samtidige Slægtninger;
vi -see derfor, at der for de Formers Vedkommende, som ere i Færd
med at uddøe, saasom: Strudser, Elefanter, Giraffer etc, ikke findes
deslige Overgangsformer."

"Dernæst, hvor lidt kjende vi i Grunden til Jorden i palæon-
tologisk Henseende; neppe 1/10.000 Deel af den er kjendt i denne
Retning. Hvor meget er ikke sporløst forsvundet! I Aaret 1853
udtørredes det bekjendte Haarlemer-Hav i Holland; men ihvorvel
Tusinder af Skibsbrud ere lidte her, talrige Søslag ere blevne
holdte, og Skarer af Mennesker have færdedes paa dets Kyster og
ere gaaede til Grunde, fandtes der ikke paa dets Bund Spor af
Menneskebeen, blot nogle Skibsvrag og Vaaben. De undergaaede
Arter, som tidligere have levet, ville have kunnet existere gjennem
hele geologiske Perioder i Hundredtusinder af Aar, medens Re-
sterne af dem muligen kun have vedligeholdt sig i Tusinder af Aar;
og med hvilken Sikkerhed kan man ved Hjælp af saadanne efter-
ladte Brudstykker bestemme, om det har været Arter eller Va-
rieteter, da de nu levende Former volde os saa meget Hovedbrud i
saa Henseende?"

"Darwins Lære, hvis Grundtræk jeg i det Foregaaende har
søgt at angive i den største Korthed, er bleven bestridt af Mange
og er bleven forkjættret og det endog af andre Grunde end viden-
skabelige. Den overflødiggjør, har man sagt, al Forskning af det
Specielle eller umuliggjør denne, da den antager stadig Foranderlig-
hed som Livets Grundtræk. Denne Indvending er imidlertid ligesaa
uberettiget som kortsynet. Darwinismen lægger tvertimod den
største Vægt paa den allernøiagtigste Opfattelse af de existerende
Former og deres indbyrdes Slægtskab. Varieteter, hvilke man tid-
ligere skjænkede kun ringe Opmærksomhed, ja endog helst ganske
ignorerede, blive efter denne Lære af den størsre Betydning, idet
de ere Vidnesbyrd om Hovedformernes Bøielighed. Om den end

[page] 377

opstiller Naturens Udvikling som en Grundsætning, fornægter den
dog ingenlunde, at denne Natur for vor Betragtning viser sig saa
uforanderlig, at vi ved vor Iagttagelse kunne fastholde Formerne.
Saalænge Menneskeaanden finder sin Glæde og sin Nydelse i at
lære at kjende de mangfoldigartede Væsener, ikke blot med Hensyn
til deres ydre Former og indre Bygning, men ogsaa med Hensyn til
deres Udviklingshistorie, deres geografiske Udbredelse paa Jordens
Overflade, deres Forhold til og Afhængighed af Jordbund og Klima,
saalænge vil Darwinismen erkjende med Linné: at "al sand Kund-
skab hviler paa Specialforskning". "Hvad vi hidtil have kaldet
Slægtskab mellem Organismerne, bliver imidlertid efter denne Lære
Blodets Slægtskab, og Systemet med alle dets Forgreninger en Ge-
nealogi". Specialstudiet vil aldrig kunne blive undertrykt eller
ringeagtet af Darwinismen; det maa tvertimod, som uundværligt,
drives med Kraft og vinde en ædlere Betydning, efter at det er
blevet dets Opgave at udforske Livets Fænomener."

"Darwins Lære er ogsaa bleven kaldt en skjøn Drøm eller,
hvad der er endnu værre: en Hypothese. Men den er imidlertid
videnskabeligt berettiget, og det ikke blot fordi den magter at for-
klare Organismernes Forhold til hinanden indbyrdes, men ogsaa
fordi den staaer i Harmoni med alle bekjendte Fænomener i Natu-
ren. Den viser os, hvorfor der findes en saa stor Overens-
stemmelse mellem de forskjellige Organer med Hensyn til ydre
Form, indre Bygning og Funktion, at de under forskjellige Forhold
kunne erstatte hinanden; den giver Forklaring af, hvorfor de or-
ganiske Væseners Udviklingshistorie er eens, uagtet Nogle blive
staaende paa et lavere Trin, medens Andre naae nærmere op mod
Udviklingens høieste Stadium; den lægger det urokkelige Faktum
for Dagens Lys, at de Former, som i forskjellige Tidsperioder ere
gaaede under, vise en konsekvent Lovbundethed i deres Optræden,
og den giver Nøglen til, ikke alene de organiske Væseners geologi-
ske Alder og indbyrdes Sammenhæng, men ogsaa til en Mængde
Fænomener med Hensyn til deres geografiske Udbredning paa
Jorden og de Særegenheder hos dem, som ere betingede deraf.
Denne Lære vidner i hvert af sine Træk derom, at Skabelsen er
evig gammel og evig ung, at den ikke arbeider, som Penelope, med
bestandigen at tilintetgjøre sit Arbeide og saa begynde forfra igjen.
Tidsrum uden Grændser, "det er den Dug, hvorpaa den til-
virker sit Storværk!" Hvad vil man da fordre mere af en Hypothese
for at give den Anerkjendelse som Sandhed? Forskningen kan idetmind-
ste sikkrere end ellers arbeide sig frem til Sandheden over denne Bro."

"For at gjendrive Darwinismen opstiller man dernæst en anden
Paastand, nemlig at Jordens Udvikling er foregaaet gjennem almin-

[page] 378

delige Omvæltninger, at en ny Jord hver Gang er bleven dannet i
eet Sæt med nye levende Væsener, hvilke under hver paagjældende
Periode have vedligeholdt sig uforandrede, ligesom Planterne og
Dyrene nu synes at have været i den Tid, Mennesket har existeret.
Dette er vel ogsaa en Hypothese, men med den Forskjel fra den
foregaaende, at der intet Beviis kan anføres til Forsvar for den, at
den Intet forklarer, og at den strider mod alle Erfaringer baade
om den Natur, som nu smykker Jorden, og om den tidligere organi-
ske Natur, som nu hviler i Jordens moderlige Skjød. Darwinismen
har ogsaa været udsat for de heftigste Angreb, fordi den fremkalder
Tvivl om Grundsætninger, hvortil man længe har støttet sig og
spørger efter Love der, hvor man har ladet sig nøie med at anføre
Kjendsgjerninger."

"Man har slutteligen forekastet Darwinismen, at dens Konse-
kvenser fremkalde disse to Spørgsmaal, hvorledes opstode Livets
Formelementer? — og paa hvilken Maade er selve Mennesket ind-
heftet i Naturens uimodstaaelige Forvandlings- og Udviklingsgang?
Men Theorien om de pludseligt indgribende Skabelsens Magter har
ikke troet at have nødig at bekymre sig om Spørgsmaalene om
Tingenes Oprindelse; den forestiller sig Mennesket som ligesaa
umiddelbart kaldet til Livet som Infusionsdyret i Vanddraaben,
Mange ansee Saaledes disse Spørgsmaal for uberettigede, netop
fordi de holdes for at være umulige at besvare."

,,Er da med Darwinismen de Vises Steen funden? Ak nei!
I Tusinder og atter Tusinder af Aar har Menneskeaanden forsket
og iagttaget, spurgt og ledt; den har samlet Skatte af Erfaring,
Forraad af Viden. Men Maalet ligger endnu langt fremme i det
Fjerne. Det er, som havde vi arbeidet os op paa en Høide, hvor-
fra vi klarere kunde oversee den tilbagelagte Bane og skue fremad
mod det, der staaer tilbage. Vort Standpunkt giver os ikke blot
Indsigt, men tillige Udsigt. Vi kunne, vi maae nu ikke mere holde
det for at være formasteligt eller frugtesløst at stille de Spørgsmaal'
til Naturens Sfinx, som nødvendigen tilhøre Videnskaben. Fri, dyb,
ærlig og uforvildet Forskning skal lede os mod det, som er det
Stærkeste, det Lifligste i Himmel og paa Jord — til Sandheden."