[page] 1

Indhold.

Charles Darwin. I. II. — Storkereden, af Sophus Bauditz. — Reputliken og Republikanerne i Frankrig, af J.CM. — Meddelelser af blan-det Indhold.

Tillæg: Literatur.

Bekjendtgjørelser.

Charles Darwin,
I.

Hans Levnet.

I det nittende Aarhundrede har intet viden-
skabeligt Værk frembragt en saa storartet Opsigt,
en saa vedvarende Virkning og en saa grundig Om-
væltning af i Aarhundreder hævdede, videnskabelige
Anskuelser, som Darwins Værk om de organiske
Formers Oprindelse. En Mand, som Saaledes i for-
holdsviis faa Aar har formaaet at frembringe en
videnskabelig Eevolution, der med stedse stigende
Kraft udbreder sig over hele Verden, kan derfor
ogsaa i fiere Retninger gjøre Fordring paa den
største Interesse. Ikke alene hans
Lære om Organismernes Tilblivelse,
men ogsaa hans Liv og hele viden-
skabelige Virksomhed fortjene at
blive mere bekjendt, end de i Virke-
ligheden ere her i Danmark.

Darwin stammer fra en høit
begavet, lærd Familie. Hans Bedste-
fader var Erasmus Darwin, en i sin
Tid anseet engelsk Læge, Natur-
forsker og didaktisk Digter 1731 —
1802, især bekjendt for sit Hoved-
værk »Observations on the zoonomiau,
hvori han udtalte Anskuelser om
Organismernes naturlige Oprindelse,
som i høi Grad lignede de af La-
marck og Goethe næsten samtidigt
fremstillede, uagtet disse vare op-
komne ganske uafhængigt af hver-
andre. Erasmus' Søn, Dr. Robert
Waring Darwin fulgte ikke den
naturvidenskabelige Retning, skjøndt
han som ganske ung havde skrevet
en Afhandling om de subjective Lys-
indtryk, paa hvilken Goethe henledede
Opmærksomheden, men offrede sig
helt for sit Kald som praktiserende
Læge i Shrewsbury. Han døde 1848
og efterlod sig, foruden Charles, een
Søn og fire Døttre.

Charles Darwin er født den
12de Februar 1809 i Shrewsbury.
Indtil sit sextende Aar nød han
Skoleunderviisning i sin Fødeby, drog
derpaa til Universitetet i Edinburgh
og to Aar senere til Cambridge.
Her sluttede han sig nøie til den
botaniske Professor Henslow, Hoo-
kers Svigerfader, som stærkt anspo-
rede hans Tilbøielighed for natur-
historiske Studier, og det fremspirende
Genie blev af denne Mand knyttet
til en Bane, som skulde føre til

meget store Resultater. Ingen har tilnærmelsesviis
haft en saa stor Indflydelse paa Darwin, og med en
inderlig Taknemmelighed omtaler han altid denne
sin Lærer. I 1831 tog Darwin sin første Examen i
Cambridge og blev Bachelor of Arts og senere ogsaa
Master of Arts, en Værdighed, der omtrent svarer
til vort Doctor philosophiæ. 'Om hans Universitets-
studier er der iøvrigt meget lidt at berette. Ud-
rustet af Naturen med en fortræffelig Sundhed og
usædvanlige Kræfter tiltalte de stille videnskabelige
Studier ham ikke, og han tilbragte derfor Største-
delen af sin Studentertid i Edinburgh med Jagt i
de skotske Høilande, men dog tillige med Samlen af
alle Slags Naturalier og med almindelige Iagttagelser
over de vilde Dyrs Leveviis, og som Specialitet
med Studiet af de lavere Sødyr, som Professor
Grant ved Universitetet i London lærte ham at iagt-
tage og samle. Over en Forsømmelse fra denne
Periode beklager han sig stedse, nemlig Undladelsen
af at studere Anatomi, hvortil Universitetet i Edin-
burgh frembød saa rige Hjelpemidler, men Under-

søgelsen af Lig var ham meget imod; denne For-
sømmelse søgte han først sent og ved fordoblede
Anstrengelser at bøde paa. I Cambridge studerede
han Insecterne og fortrinsviis Billerne, men samtidig
beskæftigede han sig tillige med Geologien, hvilke
Studier imidlertid ikke bleve drevne med videnskabelig
Grundighed, men kun som en underholdende Beskæf-
tigelse. Den nu 62 Aar gamle, utrættelige Gransker
har i et Brev til Dr. Preyer, af hvis Optegnelser
denne Levnetsbeskrivelse hovedsagelig er taget, af-
lagt den Tilstaaelse, at han dengang kun var Natur-
elsker og Jæger, samt at han indtil sit 22de Aar slet
ikke havde arbeidet; men fra det Øieblik havde han
taget fat med hele sin Sjæls Fylde og Kraft. Aaret
1831 er Vendepunktet i hans Liv, og først med dette
Aar begynder, som han selv udtrykker sig, hans egent-
lige Uddannelse, og, som Frugten heraf, hans næsten
exempelløse videnskabelige Virksomhed.

Paa den Tid bestemte den engelske Regering
Briggen »Beagle« til en Expedition, som skulde op-
tage Kysterne af Ildlandet, Patagonien, Chile, Peru
og af nogle Øer i det stille Hav,
samt tillige udføre en Række Længde-
bestemmelser rundt om Jorden; Capi-
tain Fitzroy, Føreren af Skibet,
ønskede at medtage en videnskabelig
dannet Ledsager og tilbød denne
fri Forpleining og Part i sin Kahyt.
Da Darwin fik Underretning herom,
meldte han sig til at følge med paa
disse tarvelige Vilkaar, dog med den
Betingelse, at hans Samlinger fuld-
stændigt tilhørte ham, en Betingelse,
som Admiralitetet strax sanctionerede.
Expeditionen varede fra den 27de
December 1831 til den 2den Octo-
foer 1836; Reisen forløb fra Begyn-
delse til Ende uden noget egentligt
Uheld, og Expeditionen ydede et langt
større Resultat end der var ventet, ja
Englands høieste videnskabelige Au-
toriteter afgive det Vidnesbyrd om
denne Reise, at den ved de af Dar-
win hjembragte, storartede Samlinger
og ved hans rige Reiseiagttagelser
og Optegnelser er bleven en af de
vigtigste, der er foretaget i Viden-
skabens Tjeneste. Efter Hjemkom-
sten tog han til London og forblev
Åer i tre Aar, beskæftiget med at
ordne sine Naturaliesamlinger og
redigere sine Reisedagbøger. Fra
London tog han til Maer Hall i
Staffordshire til sin Morbroder, en
Søn af den bekjendto Fajancefabri-
kant, Josiah Wedgwood, og giftede
sig under dette Ophold med sin
Cousine Emma Wedgwood; fra dette
Ægteskab stamme fem Sønner og
to Døttre.

Medens Darwins Sundhed i hans
Ungdom, som allerede anført, var
fortrinlig, siger han selv, at den fra
1840 var slet. Under den lange

[page] 342

Heise havde han at kæmpe med haardnakket Sø-
syge, og i Valparaiso var han i fem Uger bundet
til Sygeleiet. Hans ved Søsygen, den uvante Skibs-
kost og vel ogsaa ved legemlige Overanstrengelser
paa Excursionerne i Land rystede Sundhed, samt
hans Trang til i fuld Eo at fortsætte sine Stu-
dier foranledigede ham til kort efter sit Gifter-
maal i 1842 ganske at trække sig ud af Samfunds-
livet', og han flyttede derfor til en Landsby, Down,
paa 500 Indbyggere, sydøst for London, der ved
Jernbanestationen Bromley i Kent staaer i Forbin-
delse med Hovedstaden. Der har han i niogtyve Aar,
næsten uden Afbrydelse, levet sammen med .sin Fa-
milie, beskæftiget dels med Udarbeidelsen af sine
Reiseiagttagelser, dels og hovedsageligen med den
ved Undersøgelsen af Patagoniens Dyreverden i 1833
opstaaede og i Stilhed nærede Idee om alle Dyre-
og Planteformers Udvikling af faa Urtyper. Denne
lange Række Aar har Darwin tilbragt med Opdræt
af Dyr og Planter, og med Iagttagelser over de for-
skjellige Organismers Forplantning, Varieren og
Leveviis, for at paavise og begrunde sin Theori
for alle Organismers Oprindelse og Udvikling: Den
naturlige Forplantning med Evne til arveligt at
overføre Artsmærket, men tillige med Evne til
ubegrændset at afarte, paa Grund af forandrede
Livsvilkaar og Kampen for Tilværelsen, og som
væsentlig støttes af Avlsvalget — hans saakaldte Selec-
tionstheori. Med beundringsværdig Udholdenhed og
Samvittighedsfuldhed arbeidede han rastløs, bestandig
med det store Maal for Øie, og hvorlidet Overilelse
kan forekastes den ligesaa forsigtige som skarpe og
dristige Gransker, fremgaaer noksom af, at han i
tyve Aar bar sin Theori færdig i sit Indre, uden
at offentliggjøre endog en Stavelse deraf, idet han
bestandig stræbte at grunde den fastere og fastere.
Og da der endelig den 1ste Juli 1858 blev givet
en foreløbig Meddelelse om den, skete det ikke en-
gang efter hans eget Ønske; hans Venner, de be-
rømte Videnskabsmænd Geologen Charles Lyell og
Botanikeren Joseph Dalton Hooker, maatte formelig
overtale ham dertil.

Saaledes hengaaer denne store Mands jævne
Liv som et sandt Granskerliv. Fri for enhver offentlig
Stilling, fri for den store Verdens Adspredelser, fri
for enhver Familiesorg, kan han fuldt ud offre sig
for sin Livsopgave. Dog er han intet mindre end
Misanthrop; han ynder meget en utvungen Selskabe-
lighed og er ligesaa elskværdig i sin Omgang som
agtværdig i sin. Videnskab.

Darwins Ydre er i høi Grad imponerende. Det
lange hvide og bløde Skjæg, Hovedets usædvanlige
Hvælving, den langt fremskydende af dybe Tanker
furede Pande, de buskede hvide Øienbryn, som be-
skygge de overordentligt dybtliggende Øine, forlene
denne udmærkede Mand med noget Ophøiet, som
bedst kan lignes med Vaticanets Buster af de græske
Viismænd. Man veed ikke, hvad man mest skal
beundre ved dette Hoved: Besindigheden, Intelli-
gensen, Granskerblikket eller den tillidvækkende
Aabenhcd.

Af de mange videnskabelige Udmærkelser, der
ere blevne Darwin tildel, skulle vi her nævne nogle.
Royal Society i London tildelte ham i 1853 Royal-
Medaillen, i 1864 Copley-Medaillen, og det geologiske
Selskab samme Aar Wollaston-Medaillen. I 1867
blev han Ridder af den preussiske Orden »pour le
merite«, og i 1868 udnævntes han til Æresdoctor i
Medicinen af Universitetet i Bonn, i Anledning af dettes
halvhundredaars Jubelfest. I Diplomet kalder Facul-
tetet ham: theoria de origine specierum, et ardmalium
et plantarum proposita novce in scientia zoologica et bota-
nica cetatis conditorem. Darwin er endvidere Medlem
af Royal Society i London, Royal Society i Edin-
burgh, det Linnéske Selskab i London, det geologiske
Selskab sammesteds, Videnskabernes Akademier i
Berlin, Stockholm, Petersborg og Dresden, af Viden-
skabernes Selskab i Upsala og New York, Æres-
medlem af det naturvidenskabelige Akademi i Phila-
delphia og mange flere — men ikke af det kongelige
danske Videnskabernes Selskab.

II.

Hans literaire Virksomhed.

Langt større Interesse og Afvexling end Dar-
wins stille, ydre Liv frembyder hans literaire Virk-
somhed. Meget faa Granskere have, arbeidende
selvstændigt, betraadt et saa udstrakt Omraade med
saa store Resultater, som han. Darwin er ikke
Specialist, hverken i Geologi, Zoologi eller Botanik,
men han behersker lige kraftigt alle tre Discipliner;
hans Person er et sandt Skatkammer af naturhisto-
risk Viden. Sine største Opdagelser skylder han
dog det ivrige Studium af Husdyravlen og Plante-
culturen, og heri ligger en alvorlig Paamindelse til
alle Zoologer og Botanikere. Forhen arbeidede Op-
drætterne og Gartnerne uden at bekymre sig synder-

ligt om de rene theoretiske Granskninger, og paa
den anden Side bleve de forbausende Ydelser af
Husdyr- og Husplanteopdrætterne aldeles fremmede
for Videnskabmændene, Zoologerne og Botanikerne
af den Cuvierske og Linnéske Skole; det er Dar-
wins særegne Fortjeneste at have erobret denne nye
Mark for Videnskaben. Samtidigt med at han frem-
mer Praxis, fordriver han ud af Naturhistoriens
Rige dens tidligere Behersker, den miraculeuse
Skabelsestheori, og indsætter den naturlige Skabelses-
theori, den naturlige Forplantning og Udvikling, i
den dem tilkommende Rang.

Læserne ville bedst kunne bedømme hans om-
fattende og store Forfattervirksomhed ved at mod-
tage en chronologisk Fortegnelse over den, og vi
troe saa meget mere at burde give den, som den
yder et fuldt Indblik i hans Studiers Gang.

Den 1ste December 1835 blev et Udtog af ti
Breve til Henslow trykt som Manuscript til For-
deling blandt Medlemmerne i det naturvidenskabelige
Selskab i Cambridge. Brevene ere skrevne fra for-
skjellige Steder i Sydamerika og indeholde foruden
palæontologiske og zoologiske Reisenotitser, hoved-
sagelig geologiske Meddelelser.

Den 1ste November 1837 bragte det londonske
geologiske Selskabs Forhandlinger det første viden-
skabelige Arbeide af Darwin, nemlig en Meddelelse
om Muldjords Dannelse, hvori han paa en over-
bevisende Maade godtgjør, at denne opstaaer ved
Regnormenes Virksomhed, idet enhver Partikel af
Jordlaget, hvoraf Tørven i gammelt Græsland dannes,
maa være gaaet gjennem Ormenes Fordøielsescanal.,
I samme Aar udkom endvidere Bemærkninger om
den amerikanske Struds.

I 1838 meddelte han i forskjellige Tidsskrifter:
Bemærkninger over nyere Hævninger af Chile-Kysten,
over Sammenhænget i de vulkanske Fremtoninger i
Sydamerika, over Hævninger og Sænkninger af
Bunden i det stille Ocean og det indiske Ocean,
paaviist ved Koraldannelser, over nogle vulkanske
Klippers Lighed med Isbræer i Henseende til
Structur, og endelig over Aflagringer af forstenede
Pattedyr i Omegnen af Platastrømmen, samt over
saltholdige Aflagringer i Patagonien.

I 1839 udkom Beretningen om »Beagles« Jord-
omseiling. Af det tredie Bind om denne Reise,
hvilket Darwin alene har forfattet, udkom der i
1846 en forbedret og forkortet stereotyperet Ud-
gave, der afsattes i 10,000 Exemplarer. Omend-
skjøndt denne Reisebeskrivelse er meget rig paa
videnskabelige Iagttagelser, er den dog skrevet i et
saa populairt Sprog, Dyre- og Plantelivet saa til-
trækkende og frisk skildret, og Reiselivet saa be-
hageligt fortalt, at den ogsaa iblandt det store
Publicum har faaet en vid Udbredelse. I samme
Aar skrev han ogsaa nogle Bemærkninger om en
Klippeblok, der var seet paa svømmende Is, samt
endvidere over de parallole Jordvolde ved Glen Roy.

I 1840 begyndte han Udgivelsen af det store
Værk over de zoologiske Resultater af Reisen om-
kring Jorden, der blev sluttet 1843. Værket er i
fem Dele: Fossile Pattedyr af Owen med en geolo-
gisk Indledning af Darwin; Pattedyr af Waterhouse
med en geografisk Indledning af Darwin; Fugle af
Gould med Anmærkninger om deres Leveviis og
Udbredelse af Darwin; Fiske af Jenyns og Reptiler
af Bell, begge med Anmærkninger af Darwin, og
til enhver enkelt i dette Værk beskreven Dyreart
har han føiet en Beretning om dens Leveviis og
Udbredelse. Regeringen bevilligede 1000 Pd. St.
til at dække endel af Udgifterne ved Udgivelsen.
De af Darwin hjembragte hvirvelløse Dyr, navnlig
Insecterne, bleve beskrevne i særegne Afhandlinger
af Newman, Walker, Waterhouse og White, de i
Sydamerika og paa Gallopagos-Øerne samlede Planter
af Hooker, de fra Keelings-Øerne bestemte af HeUslow,
og Kryptogamerne af Berkeley. Intet er gaaet tabt af
disse videnskabelige Skatte; hvad der ikke allerede
er bearbeidet, er i Hænderne paa Englands første
Videnskabsmænd,

I 1841 udgav han en Beskrivelse af en mærk-
værdig Sandstensbarre ved Pernambuco; i 1842 en
Afhandling over erratiske o: ved Vandflod flyttede
Stenblokke i Sydamerika, og Bemærkninger om for-
dums Isbræer i Caernavonshire, samt endelig, som
første Bind af den geologiske Del af Reisen med
»Beagle«, sit berømte Værk om Bygningen og Udbre-
delsen af Koralrev. Under sit Ophold paa Oceanets
Øgrupper og især paa de sydvestfor Java liggende
Keelings-Øer kunde Darwin ikke undlade at gjøre
sig det Spørgsmaal, hvorledes disse Øer opstode
midt i et Ocean med et bundløst Dyb. Koraldyret
behøver en Bund at bygge paa, og det kan ikke
leve særdeles dybt under Havets Overflade. Efter
omhyggelige Iagttagelser opdagede Darwin da, at
hele den flade Havbund lidt efter lidt var sunket
og havde draget med sig det Fastland, hvoraf
spredte Topper endnu høine sig som en løsreven

Øverden. Paa disse Høider fandt nu Polypdyret ]
den Dybde, i hvilket det kan leve under Havet,
dykkede ned og opførte de Bygninger, som altid
holde sig omtrent i samme Niveau. Denne Theori
er nu almindelig adopteret.

I 1844 udkom hans fortræffelige geologiske
Bemærkninger om de paa Reisen besøgte vulkanske
Øer, og to zoologiske Arbeider: Iagttagelser over
Bygningen og Forplantningen af Sagitta, on mærke-
lig oceansk vandklar Dyreform, omtrent et Par Tom
mer stor, og korte Beskrivelser over nogle Land-
planarier, Fladorme, samt over nogle i Havet levende
eiendommelige Arter med en Beretning om deres
Leveviis; i 1845 en Beretning om det Støv, som
ofte falder paa Skibe i det atlantiske Ocean; i 1846
hans fremragende Arbeide: Iagttagelser over Syd-
amerikas Geologi, og endvidere i samme Aar en
Afhandling om Falklandsøernes Geologi; i 1848
Bemærkninger over erratiske Blokkes Vandringer
fra et lavere til et høiere Niveau.

I 1849 udgav det engelske Admiralitet: »i
manual of scientific enquiry prepared, for the use of
officers in H. M. navy and travellers in general.t
Den geologiske Del af denne Bog er skrevet af
Darwin.

I 1851 udgav han en Monografi over Stor-
britaniens forstenede Lepader eller stilkede Cirri-
peder — lavere Krebsdyr — trykt for det pa-
læontografiske Selskab i London, og i hint Aar
begyndte han tillige Udgivelsen af sit classiske
Værk over de nulevende Cirripeder, Snerlefødderne,
af hvis gaadefulde Natur samtlige Systematikere,
selv Cuvier, havde taget fcil. Første Del indeholder
Beskrivelsen af Lepaderne eller de stilkede Snerle-
fødder, og anden Del, der udkom i 1854, Balani-
derne eller de stilkløse Snerlefødder. Sidstnævnte
Værk supplerede han endnu samme Aar med en
Monografi over Storbritanions fossile Balanider.

I 1855 udkom Bemærkninger om Isbjergenes
Kraft til at sønderrive og udhule undersøiske Flader;
1857 om Havvandets Indvirkning paa Plantefroets
Spirekraft, og 1858 om Biernes Rolle ved Befrugt-
ningen af Papilionaceerne, de Ærteblomstrede.

Den 1ste Juli 1858 er den nu almindelige,
under Navnet Darwinisme bekjendte Theories Fødsels-
dag. Paa denne Dag blev der af Lyell og Hooker
fremlagt for det Linnéske Selskab i London:

1)  On the variation of organic beings in a State
,of nature; on the natural means of selections; on the

comparison of domestic races and true species. Skriftet
var et Uddrag af et ikke til Offentliggjørelse be-
stemt Manuscript over Artsbegrebet, hvilket Darwin
i 1839 havde nedskrevet som en Skizze og i 1844
afskrevet og forelæst Hooker, og- hvis Indhold
af denne derpaa blev meddelt Lyell. Den første
Del behandler i Almindelighed Organismernes For-
anderlighed saavel i den cultiverede som i den vilde
Tilstand, og den anden Organismernes Foranderlig-
hed i den vilde Tilstand, den naturlige Forplant-
ning, samt en Sammenligning mellem de tamme
Racer og de virkelige Arter;

2)   Abstract of a letter from Darwin to Prof.
Asa Gray, Boston, Septbr. 5. 1857. I dette Brev
meddeler han Gray de vigtigste Sætninger af Dar-
winismen, og det blev fremlagt som Beviis for, at
Theorien ikke havde undergaaet nogen Forandring
fra 1839 til 1857; og

3)   On the tendency of varieties to depart inde-
finetily from the original type, by Alfred Russel Wallace.

Denne Afhandling om Varieteternes Tendens
til ubegrændset at afvige fra den oprindelige Type
er skrevet af den berømte Naturforsker paa den
molukkiske Ø Ternate i Februar 1858. Wallace
sendte den til sin Ven og Correspondent Darwin
med Anmodning om, dersom han fandt den til-
strækkelig interessant, da at tilstille Lyell den.
Nu viste det sig, at der i dette geniale Arbeide
netop var udviklet den selvsamme Theori, som Dar-
win allerede for 19 Aar siden havde nedskrevet.
Darwin opfordrede Lyell til at indhente Wallaces
Tilladelse til snarest muligt at offentliggjøre Ar-
beidet, og Lyell og Hooker erklærede sig bered-
villige dertil, men kun paa den Betingelse, at
Darwin ikke, som han var tilbøielig til, til Fordel
for Wallace, længere unddrog Offentligheden sit
Manuscript af 1844, som de allerede havde kjendt
i saa mange Aar. Som Følge heraf fremlagdes
disse Actstykker som alt anført i det Linnéske
Selskab, og som Følge af at Darwin allerede
1839 havde nedskrevet Theorien, blev han anseet
som dens Fosterfader, og den døbtes med hans Navn.

Fra denne Dag blev Darwin ikke længere blot
en af Videnskabsmændene kjendt og erkjendt Stor-
hed; han er for alle dem, som i den ægte Natur-
forsknings Resultater see et Vilkaar for vor Tids
aandelige og materielle Udvikling og Fremskridt, i
Kraft af denne sin Lære bleven en Magt, hvis Be- '
tydning vi endnu kun ufuldstændigt kunne fatte.

A

[page] 343

Det store Publicum anseer imidlertid 1859
for Darwinismens Fødselsaar, da det ikke blev be-
kjendt med de Aarct i Forveien givne foreløbige
Meddelelser og først lærte denne Theori, der be-
grunder en ny Æra i Naturhistorien, at kjende
gjennem Darwins Værk: On the origin of species by
means of natural selection, or the preservation of fa-
wured races in the struggle for life. Den første Ud-
gave udkom i hint Aar og den sjette 1869; den
første tydske 1862, den tredie 1869; to franske,
to russiske, to amerikanske, en hollandsk og en
italiensk betegne Værkets Betydning. Hos os have
vi kun to meget korte Udtog af dette Arbeide, eet'
i »Tidsskrift for populaire Fremstillinger af Natur-
lidenskaberne « og eet i .»Nyt dansk Maanedsskrift«.
Darwin betragter kun dette Værk som en Forløber
[for omfangsrigere Skrifter, hvis Offentliggjørelse
ogsaa er paabegyndt i 1868. I 1859 fremkom der
endnu en Afhandling fra ham i det Linnéske Sel-
skabs Journal: Om Organismernes Forandring i Natur-
standen.

I 1862 udkom hans mærkværdige Undersøgelser
om Orchideernes, Gjøgeblomsternes, Befrugtning ved
Insecters Medvirkning gjennem en dertil afpasset
Bygning af Blomsten, samt om Betydningen og
Hytten af Krydsning. I et klart Udtog har Pro-
fessor Lange gjengivet dette Arbeide i »Tidsskrift
for Naturvidenskaberne« 3die B. 2det B. 4de H.
Samme Aar udkom fremdeles Undersøgelsen over
Orchideen Oatasetum tridéntatum's tre eiendomme-
lige Former, om Primula-Arternes dobbelte Blomst-
form eller Dimorphi, samt om Pampas-Formationens
Udstrækning ved Buenos Ayres; i 1863 over Cirri-
pedernes saakaldte Høresæk og over Slægten Linum,
Hørrens to Former og deres gjensidige Kjønsforhold;
i 1864 over de tre Lythrum eller Kattehaleformer;
i 1865 over Klatreplanternes Bevægelser og Eien-
dommeligheder, og i 1867 over Beskaffenheden og
den bastardagtige Natur af de illegitime Efter-
kommere af dimorphe og trimorphe Planter, og
over den specifike Forskjel mellem Primula veris
og vulgaris, samt over den sidstnævnte, den almin-
delige Kodrivers Bastard-Natur.

I 1868 saae endelig de to første Bind af
Darwins udførlige Værk, over hans saakaldte Selec-
tionstheori Dagens Lys; de indeholde alt hans Iagt-
tegelsesmateriale under Titlen: The variation of ani-
ttiah and piants under domestication. I dette storartede
Værk blive Principerne for Avl, Nedarvning, .Til-
bageslag og Krydsning i, Almindelighed fremstillede
og godtgjorte, og Hypothesen om Pangenesis gjort
sandsynlig.

I et andet Værk skal den naturlige Forplant-
ning og Kampen for Tilværelsen samt Organismernes
Foranderlighed i Naturstanden. udførlig behandles og
begrundes, og navnlig skal deri undersøges de indi-
viduelle Forskjelligheder hos Planter og Dyr, og de
noget større sædvanligt arvelige Afændringer, hvor-
med man pleier at betegne Varieteter og geografiske
Racer, ligesom det ogsaa ved denne Leilighed vil
blive paaviist, at de hyppigste og mest udbredte
Arter variere stærkest, og at de artrigeste Slægter
indeholde de mest foranderlige Arter. Hovedind-
holdet af dette Værk vil overhovedet blive Pro-
blemet om Omdannelsen af Afarter til Arter, det
er, Udviklingen af de fra Begyndelsen af ubetydelige
Eiendommeligheder, der betegne Varieteterne, til
charakteristiske Kjendemærker for betydningsfulde
Arter og lignende Forhold for Slægter, navnlig
ogsaa den Vidunderlige Tilpasning af de enkelte
Organismer til de forviklede organiske og uorga-
niske Livsbetingelser. Slutningen skal helliges de
Indvendinger, der ere reiste mod hans Theori.

Dette Arbeide er endnu ikke udkommet; men i
indeværende Aar overraskede Darwin Verden med sit
nye Værk: » The descent of man« i to Bind paa noget
over 900 Sider. Som Consekvens af Darwinismen
»avde allerede flere af hans Tilhængere behandlet
Menneskets Nedstamning fra Hvirveldyrene og nær-
mest fra Aberne; men Darwin havde selv tidligere
ildeles ikke berørt dette Spørgsmaal, som man
nente af Frygt for den engelske Pløikirke og det
fiske Bigotteri. Nu har Mesteren talt og i oven-
liævnte Værk har han godtgjort, at Mennesket har
/æret og fremdeles er underkastet ganske den samme
'Jdviklingslov som alle andre Dyreformer, og at det
idt efter lidt og skridtviis er udviklet af lavere
Ivirveldyr og nærmest af abelignonde Pattedyr. I,
im sædvanlige prægnante Stil og med en Masse af
Facta som Beviismidler godtgjør han dette sit Be-
iultat, og undersøger tilsidst, hvorvidt de aandelige
iikjelnemærker skabe et befæstet Svælg mellem Men-

Storkereden.

(Af Sophus Bauditz.)

Ovre i Jylland, tæt ved Braband Sø, ligger Lands-
byen Aarslev. Store frodige Enge strække sig fra
Søen lige op til don, derfor er der fuldt af Storke;
hvert Hus har en Rede, og somme have to, tre, fire,
alt som det nu kan træffe. Men lad os kun blive
lidt nede i Engene; Storkene komme vi nok til,
eller rettere sagt, de komme til os, naar vi først
ere dernede.

Det var Høbjergningstid. Alle Karle og Piger
fra hele Byen vare i Arbeide, thi nu var Veiret
godt, og hvem kunde vide, hvor længe det vilde
holde? Gamle Peder Loft havde sidste Nat følt
Gigten i den venstre Storetaa: det betød afgjort
Regn; rigtignok viste Præstens Barometer paa »Sta-
digt«, men hvad var det ligeoverfor Peder Lofts
Taa? Da Præsten engang i al Sagtmodighed havde
tilladt sig at mene, at hans Veirviser dog var den
sikkreste, havde Peder ganske tørt spurgt: »Hvor
gammel er den Glastingest?« Og da Svaret lød
paa, at den lige var kommen fra Kjøbstaden, havde
den Gamle rettet sig, saa vidt Alderen tillod det,
og høfligt, men bestemt viist det unge Menneske

—  Præsten var nemlig kun mellem 40 og 50 Aar

—  tilrette véd at sige:

»Ja, men den Taa har jeg haft i 75 Aar; troer
Fa'er nu hans Veirglas holder saa længe?«

Fra den Dag af stod Peder Loft urokkelig som
Profet, og Præstens Glastingest foragtedes fuldstændigt.

Man skyndte sig altsaa det bedste man kunde
hin Dag. Stak efter Stak flyttede Karlene fra den
moderlige Eng over paa Vognen, Kudsken steg høiere
og høiere sammen med sit Læs, og havde han ende-
lig stuvet saa meget sammen, som Hostene nogen-
ledes kunde trække, saa gjaldt det: Hjulene skar
dybt overalt, de dannede smaa Canaler, paa Bredden
kantede med Græsstubber, derfor maatte der passes
godt paa ovre ved den store El, thi svingede man
blot en Alen for langt tilhøire, saa sad man der —
der var gyngende Bund, og ligesaa stor en Ære
det er at kjøre i Gaard med toppet Læs, ligesaa
stor en Skam er det at blive hængende, ikke at
tale om at vælte, som Jens Andersens Søren gjorde
ifjor — det huskedes endnu. Pigerne rev sammen
hvad- der spildtes fra Vognene, og Børnene fik Lov
at hjelpe til; men saae de deres Snit, boltrede de
sig i Høet saa det spredtes rundt, det var ingen
god Hjelp.

Hen paa Eftermiddagen vare de fleste Stakke
inde, og efter on stiltiende Overenskomst holdt hele
Engen Mellemmadshvil paa samme Tid; Teinerne
kom frem, og man leirede sig op ad de tilbageblevne
Stakke paa Skyggesiden, nogle Steder tre, fire i
Tallet, andre Steder to og to; hvor det Sidste var
Tilfældet, var det snurrigt nok altid een Karl og
een Pige.

»Sæt Dig her, Ane, aa hvad, her paa min
Trøie,« sagde en høi, smuk Karl. Ane lod først,
som om hun ikke hørte det, i Haab om en Gjen-
tagelse af Anmodningen, men da denne udeblev,
satte hun sig dog, mon naturligviis ikke paa Trøien,
som Karlen havde bredt til hende.

»Nei, her paa min Trøie, oliers bliver det pæne
grønne Skjørt vaadt,« sagde han. Nu rykkede hun
da ind paa den, først paa den yderste Kant, men
lidt efter lidt længere frem, indtil hun tilsidst sad
helt tørt og godt. Nu lukkede hun Teinen op og
viste den til ham:

»Sikken deilig Mellemmad jeg smurte i Morgos,
Anders, frisk Sigtekage med Ost paa, og Martsøl,
som Du selv var med at brygge, er der i Bimpelen.«

»Ja, Du er rigtignok en rar Ane,« sagde han
og saae ufravendt paa hende.

»Spis nu, Anders,« sagde hun, og saa spiste
de i Taushed.

Anders, der under hele Maaltidet ikke havde
haft Øjnene fra hende, tog, da han var færdig, lige-
som en kraftig Beslutning, reiste sig halvt op og
sagde: »Ane!«, men med en saadan Varme og
en saadan Betoning, at Ane ikke turde see paa
ham, da hun svarede: »Anders!« Hvor bankede
ikke hendes lille Hjerte af Længsel efter at høre
ham sige det, som hun i Aar og Dag havde vidst,
at han tænkte. Men Anders kunde nu engang ikke
faae Munden paa Glid; hundrede Gange havde han
været ligesaa nær ved det som nu, og var bleven
siddende som nu, hundrede Gange havde hun tænkt:
»Herregud, hvorfor kan ikke jeg frie, han faaer
det dog aldrig sagt.«

Anders sagde ikke mere, han lagde sig bag
over i Stakken og lukkede Øinene halvt, saa seer
man stundom bedre. Det var et Leie han hvilte
paa, blødere end de fineste Dun og mere duftende
end Rosenhækken om Foraaret! Græsstraaene vare
saa bløde som Silke, og alle de deilige spraglede
Blomster, der smilende vare faldne for Leen,

343

laae nu tørrede som i Botanikerens Herbarium og
blandede deres svage Aroma med den søde, ube-
skrivelig friske Duft af Høet; henne ved Søbredden
spankede Storken paa Fiskeri, hvert Øieblik bukkede
han sig for at standse en Frø i dens glade Hop, og
saa gik han endnu stoltere videre; Guldsmede sur-,
rede rundt i Luften som straalende Colibrier, og
satte-sig kun et Øieblik paa de svaiende Siv, og
over det Hele hvælvede sig den klare blaae Himmel
— det var en Lyst at see! Og Anders saae og
saae og lyttede og lyttede til den glade Symfoni,
som alt Levende istemte. Men det var mærkeligt,
det var som Alt, hvad han hørte og saae, var ander-
ledes end ellers; han havde aldrig før lagt Mærke til,
hvor deiligt Aakanden som en gylden Baad vuggedes
paa Bølgerne mellem de grønne Øer, som dens egne
Blade dannede, aldrig tænkt over, hvor,klart Kirken
paa Bakken speilede sig i Søen, eller over den dei-
lige Farvepragt, Vorherre har spredt over Engens
Blomster, ja selve Frøens Plask, naar den plum-
pede i Vandet, og Kobrølet oppe fra Græsmarken
syntes ham nu næsten som en Musik, langt lifligere
end Knud Spillemands Reel ved sidste Høstgilde. Og
dog, der dandsede han første Gang med Ane; første
Gang lagde han der sin Arm om hendes Liv og saae
ind i do velsignede, blaae Øine, saae et Glimt af
Himmerig selv! Den Melodi, han da dandsede efter,
havde i Uger og Maaneder klinget for hans Øre,
nei, saa smukt lød det dog neppe nu, skjøndt Græs-
hoppen gned sin Fiol og Fluerne summede de dej-
ligste Sange, naar man blot forstod dem. Men au,
der satte on næsviis En sig lige paa hans Næse,
forsigtigt hævede han Haanden og slog, saa fløi den.
Han reiste sig op og saae paa Ane; hun saae paa
ham, som hun hele Tiden havde gjort, men slog
kjønt Øinene ned, da han saae det. Anders kram-
mede og krammede til han fik fat paa hendes Haand;
den tog han mellem sine og sagde da saa kjærligt,
saa bedende de Ord: »Aa hvad, lille Ane!« Det
var ikke Meget sagt, det er vist, mon endnu mindre
sagde Ane; hun taug helt stille og kastede sig blot
til hans Bryst.

Meget prosaiske Mennesker ville nu maaskee
mene, at dot egentligt var den Flue, der satte sig
paa hans Næse, som mandede ham op, saa at han
fik det afgjørende Ord sagt; meget lærde Mennesker
ville maaskee udbrede sig om den bedøvende Duft ved
en slaaet Eng, som skyldes det og det chemiske
Stof, og heraf forklare den Følelse der havde be-
hersket Anders og lagt. ham Ordene paa Læben.
Men det hjelper Altsammen ikke: der er en beru-
sende Magt i det deilige, duftende Hø, det er sandt;
men det er ingen sløvende, lænkende Rus, det brin-
ger, det er tvertimod en Frigjørelse, en Løften over
alt Dagligdags, der snærer og tynger; man seer for
en Stund Guds skjønne Jord i hele dens Herlighed;
der kommer en Luftning fra den evige Sommers
Land og Hjertets Spirer svulme, grønnes og sætte
Blomst. Landsbyfolk ere mangen Gang langt rime-
ligere end Byfolk; de kjende godt den Tilstand og
søge ikke klogt og fornuftigt at bortforklare den
ved at opløse den til et Par.Grundstoffer; »Hødron-
ningen soler sig,« sige de, naar Høet ret dufter, og
drømmer En vaagon i en Stak, sigo de: »Nu aander
Dronningen paa ham.«

Ane var Jens Dams eneste Barn og Anders
dennes Avlskarl. Som klog, beregnende Mand havde
don gamle Gaardmand fuldt vel gjort sig Redo for,
at Anders, stolende paa den Magt, der ligger i et
glat Ansigt og en hjolpsom Haand, kunde faae den
formastelige Tanke, at angribe hans egen lille Anes
Hjerte; men hans Frygt herfor var dog bleven be-
seiret af den Skandse, han troede dragen om sin
Datter. I hans Øine sad nemlig Ane midt i en Vold
af blanke Sølvdalere, som kun den kunde overskride,
dor gik ud fra et ligesaa høit Fodfæste; at En
turde vove et Spring fra den blotte, bare Jord og
endda komme godt fra det, vilde han have anseet
for en Fabel, hvis Nogen havde omtalt det. Men
stor Skado var det, at kun han saae sin Datters
stærke Forsvar; hverken hun selv eller Anders hin-
dredes paa nogen Maade, og i et helt Aar havde
de uden Modstand sendt Tusinder af Øienprojectiler
mod hinanden, de havde alle tændt, og det sidste
Baand, Læbens, var nys bristet nede paa Engen.

Dagen efter stod Anders indo i sin Husbonds
Stue; i Kjøkkenet ved Siden af, hvortil Døren stod
paa Klem, skurede Ane voldsomt paa en Pande;,
idag kunde hun slet ikke faae den blank.

»Det var jo kjønt af Dig, Anders,« sagde Jens
Dam, »at fortælle mig det; saa Du har friet til
min Ane! Ja, Du har vol kun sagt mig det for
Løierlighedens Skyld; thi Du kan vel tænke, at jeg-
ikke render hen og klapper Jer sammen.«

Anders svarede Intet, og. Ane skurede endnir.
ivrigere.

»Du kan vel tænke,« vedblev don Gamle, »afe>

[page] 357

Tilgang af Medlemmer, skjøndt der i Bankens Sta-
tuter findes en Bestemmelse, som havde vakt Uro
hos Mange. I § 5 hedder det nemlig: »Ethvert
Medlem hefter, naar Bankens Formue viser sig
utilstrækkelig, solidarisk med hele sin Formue for
enhver af Banken lovlig stiftet Gjeldspost«; men
nærmere beseet er det just denne Bestemmelse, der
giver disse Banker, hvoraf der nu i Tydskland er
over 600, med en aarlig Omsætning af omtrent
120 Millioner EdL, deres store Betydning. Den
nordtydske Foreningslov af 4de Juli 1868 tillader
ikke, at en saadan Bank spiser sine Creditorer af
med en Aecord, men paa den anden Side fastsætter
den, at skulde en saadan Bank gaae fallit, ind-
træder det solidariske Ansvar først, naar det har
viist sig, at Underbalancen ikke kan dækkes ved
Fordeling mellem Medlemmerne, der jo alle have
indskudt lige Meget. Den solidariske Ansvarlighed
er altsaa en stor Sikkerhed for Alle, der indlade
sig med Banken, og i Virkeligheden ikke meget
hesværende for Medlemmerne. — Det fortjener at
bemærkes, at Bestyrelsen for Folkebanken i Solingen
ingen fast Løn oppebærer, men kun faaer en vis
Andel af Forretningens Udbytte.

At Lassalles Indflydelse er aftaget i Solingen,
er saa meget mærkeligere, som det er fra Solingen,
at Lassalle i September 1863, »omjublet af ti tu-
sinde Arbeidere«, sendte sit berømte Telegram til
Bismark. Da Borgemesteren i Solingen med Bajon-
netter og Sabler havde opløst en af Lassalle sammen-
kaldt Arbeiderforsamling, drog denne i et fuldstændigt
Triumftog til Telegrafstationen, hvor han telegrafe-
rede til Bismark og udbad sig hans Afgjørelse.
Den forlangte Afgjørelse kom og gik Borgemesteren
imod. Modsætningerne Lassalle og Bismark søgte
hinanden; de mødtes i hadefuld Bekæmpelse af det
national-liberale Parti, »Fremskridtspartiet", »Bour-
geoisiet«, hvortil den af Lassalle haanede Schulze-
Delitzsch hørte og hører. — Hin Forening mellem
yderste Venstre og Høire bestaaer dog ikke mere,
Bismark behøver for Tiden ingen Alliancer; men
derfor er det ikke forbi med Lassallianerne, thi
desværre kan man ikke sige om Tydskland i dets
Helhed, hvad ovenfor er sagt om Solingen. Den
3lte August 1864 døde Lassalle i Genf, efter at
være bleven saaret i en Duel, der var foranlediget ved
et Kjærlighedsforhold; hans Lig blev balsameret og
ført til Tydskland, og saa mægtig blev Bevægelsen
overalt, hvor det kom frem, at det preussiske Politi
satte sig i Besiddelse af det i Cøln. Af "Politi-
betjente blev det ført til Breslau og der begravet i
Overværelse af en stor Politistyrke. Den lidenskabe-
lige, lærde og begavede, veltalende og energiske,
men hensynsløse og hovmodige, sandselige og selv-
kjærlige Lassalle blev efter sin Død gjort til det
nittende Aarhundredes Messias, og Lassallianismen
tæller Troende i tusindviis — Tydskland har sine
Communister saa godt som Frankrig og Schweitz.

Charles Darwin.

III.
Hans Lære.

Der staaer nu tilbage at give en sammentrængt
Fremstilling af Udviklingsgangen i den Darwinske
Lære, men denne fattes først tilfulde ved at sees i
Relation til sin ligefremme Modsætning, »den mira-
culeuse Skabelsestheori«. Ifølge denne Theori har
Jorden undergaaet en Eække uforklarlige perio-
diske Omvæltninger, der have tilintetgjort hele
den samtidige Dyre- og Planteverden; men ved Be-
gyndelsen af enhver ny Periode er der tillige frem-
staaet en Befolkning af nye, formerede og forbedrede
Organismer, Alt i Kraft af Skaberens Villie. Denne
Lære repræsenteres fornemmelig af Moses, Linné,
Cuvier og Schweitzer-Geologen Agassiz; Moses'
bibelske Autoritet og de andre geniale Mænds
Verdensberømmelse, der med Bette var erhvervet
ved deres eminente videnskabelige Dygtighed og
epochegjørende Ydelser paa Naturvidenskabens Om-
raade, gav Læren en saadan Betydning, at den var
den alt beherskende lige til Darwins Fremstaaen.
Vel havde allerede tidligere en hel Bække Natur-
granskere og Naturfilosofer bekæmpet denne Opfat-
telse af Organismernes Tilbliven, hvoraf de mest
fremragende vare Aristoteles, Goethe, Geofi'roy St.
Hilaire, dog fremfor alle Lamarck, og i Modsætning
dertil opstillet Udviklingstheorien eller Organismernes
successive Udvikling fra een eneste eller fra meget
faa Urformer gjennem Afstamning og Varieren; men
det lykkedes først Darwin at bringe denne Lære til
fuld Anerkjendelse. Ved indtrængende at gjennem-
granske Organismernes Forplantning og ved at for-
følge Afstamningen og Afartningen i alle Ketninger
har han nemlig hævet Theorien fra en Hypothese

til en videnskabelig Lære, der i consekvent Sam-
menhæng afslører for os de naturlige fysiske og
mechaniske Aarsager for Organismernes Udvikling
og Formning : Loven for hele den organiske Na-
turs, for alle Dyre- og Plantearters Tilbliven og
evige, ubegrændsede Udvikling. Denne Lære er det
som han kalder Selectionstheorien eller Theorien
om den naturlige Forplantning ved Naturens Kaa-
ring, selectio naturalis, og som vi nu ville bestræbe
os for at gjengive i en saa sammentrængt, men til-
lige saa klar Fremstilling som mulig.

Skaberen har fra Begyndelsen af frembragt
enkelte eller ganske faa Plante- og Dyreformer
— ja maaskee kun een eneste — med en Livsevne,
i Kraft af hvilken disse Organismer vare istand til
at udvikle og forplante sig, samt tillige til ved
enhver Forplantning at variere i en hvilkensomhelst
Retning om end nok saa lidet, hvad Darwin kalder:
»naturlig Forplantning med Afartningsevnen. Aar-
sagerne til denne Afartning søger Darwin hoved-
sagelig i Forplantningsfunctionerne, og for en mindre
Del i de ydre Livsbetingelsers umiddelbare Ind-
flydelse.

Disse smaa Afvigelser fra Forældrenes Typus
kunne være skadelige, ligegyldige eller nyttige, og
om de endog vare nok saa ringe, medførte de dog,
at Individerne med de førstnævnte Afvigelser havde
den ringeste og Individerne med den sidstnævnte den
største Udsigt til at overleve de andre og til at
forplante sig videre. De overlevende Individer ville
nu overføre de dem nyttig blevne Afvigelser paa
deres Efterkommere, og naar nu disse atter efter
10 Generationer eengang varierede i samme Ret-
ning og Styrke, saa var Afartningsmaalet og som
Følge deraf tillige Udsigten til at overleve de andre
Individer end yderligere formeret. Naturen begun-
stiger altsaa fortrinsviis Forplantningen af de Indi-
vider, der ere i Besiddelse af nyttige Afartningsevner,
paa de andre Individers Bekostning, og den lader
disse Afartninger stige til en stedse høiere Potens
hos de senere Efterkommere, ganske paa samme
Maade som en Kvægopdrætter bærer sig ad ved
Forædlingen af sine Racer for at udvikle de Egen-
skaber, som han eftertragter, og ganske ved det
samme Middel: »Avlsvalget«.

Efter tusinde, titusinde, hundredetusinde Genera-
tioner kan Saaledes hos en enkelt Efterkommer af
en første Urform hin Afvigelse blive potenseret
hundrede, tusinde, titusinde Gange; der kan af den
første næsten umærkelige Afartning opstaae en
virkelig Afart, en egen Art, en anden Slægt, ja
efter en Million eller endnu flere Generationer en
anden Orden eller Classe af Organismer; thi der
foreligger ingen naturlig Aarsag eller logisk Grund
til at antage, at Maalet for de langsomme Afæn-
dringer et eller andet Sted skulde finde sin Be-
grændsning.

Men en Afartning, der i een Egn, under een
Situation, under eet Samfund o. s. v. er nyttig, kan
under andre være skadelig, og der kan derfor ogsaa
af den samme Urform under forskjellige ydre For-
hold opstaae Afartninger i ganske forskjellige Ret-
ninger, der, naar de vedblive, med Tiden lidt efter
lidt danne ganske forskjellige Slægter, Familier og.
Classer, hvad Darwin betegner med Navnet: »Cha-
rakterens Divergens«. Da altsaa Nytten af enhver
Slags Afændring er afhængig af Beskaffenheden af
de ydre Livsbetingelser, under hvilken den fore-
kommer, og da disse Afændringer under andre Be-
tingelser maae være af en anden Beskaffenhed, saa
bestaaer Naturens Opdræt i »en fortsat Tilpasning
af de organiske Former til de ydre Livsbetingelser«
og en Vænnen sig til disse. Disse Betingelser ere
Bopælen, Jordbunden, Klimaet, Lyset, Næringen,
men fremfor Alt Vexeldriften mellem de sammen-
boende Organismer, deres Leven af hverandre, Nød-
vendigheden af gjensidig at søge at fortrænge og
ødelægge hverandre, som Følge af at langtfra Alle,
der blive fødte sammen, kunne fortsætte Samlivet
med hverandre. Og her have vi Saaledes Darwins
Lære om »Kampen for Tilværelsen« med dens Seir
og Liv for de ved en fortsat Udvikling og Udbre-
delse fuldkommengjorte Slægter, og med dens Til-
intetgjøren af de ved en ringere Udvikling beseirede.

Jo flere organiske Former der Saaledes op-
staae, desto mangfoldigere blive følgelig igjen Livs-
betingelserne; men deraf fremstaaer atter en ved-
varende Forandring, Fuldkommengjørelse og Mang-
foldiggjørelse af enkelte Organer, medens andre
forsvinde — ikke som en Følge af Tilfældet, men
som en Følge af en aldeles nødvendig, lovbunden
Fremtoning. Mange Organer maae, som Følge af
»Brug«, udvikle sig videre og fuldkommengjøres,
medens andre ved »Ikke-Brug« lidt efter lidt gaae
tilbage og svinde bort — »Darwins rudimentaire
Organer« — naar de under forandrede Livsbetin-
gelser ikke mere ere nødvendige eller maaskee
endogsaa skadelige. Ligesom den naturlige For-

plantning lidt efter lidt differentierer hele Orga-
nismer for at tilpasse dem efter de forskjellige Livs-
betingelser, Saaledes gaaer den ogsaa ofte tilværks
med eensartede Organer, der forekomme i større
Antal eller mere udviklede hos Individer af samme
Slags.

Naar arvelige Afændringer imidlertid først frem-
træde eller erhverves i en vis Levealder, saa ned-
arves de ogsaa kun i denne Levealder paa Efter-
kommerne, og disse faae nu med den fremrykkende
Alder nye Former og gjennemløbé fra Embryon-
tilstanden af en »Metamorfose«, medens der gives
andre Organismer, som beholde næsten ganske den
samme embryonale Form, og deraf kommer det, at
Væsenernes oprindelige Slægtskab sædvanlig længst
røbes ved Overensstemmelsen i Embryon-Tilstanden.

Den gradvise Fremstaaen af saa mange altid
mangfoldigere og i Almindelighed ogsaa fuldkomnere
Væsener ved Forplantning med Afartning under en
samtidig Uddøen af andre, sammenligner Darwin med
et Træes Udvikling. Stammen danner Urformerne,
Hoved- og Bigrenene Ordener, Slægter og Arter,
og dette naturlige System kan ikke fremstilles paa
anden Maade end i Form af et Stamtræ. Dette
Træ strækker sig igjennem alle Bjergformationer ud
fra Dybet, men da det alt i Silurtiden har delt
sig i mange Grene, saa maa den egentlige Stamme
være leiret i endnu ældre og dybere Lag, som
endnu ikke ere opdagede eller komne til vor Er-
kjendelse, enten fordi de ved metamorforiske Pro-
cesser ere forandrede og derved tilligemed deres
organiske Rester blevne ukjendelige, eller fordi de
ligge under Oceanet; thi det kunde være muligt, at
Verdenshavet siden den siluriske Periode i det Hele
taget er under Sænkning, ligesom vort nuværende
Continent i det Hele taget er under en vedvarende
Hævning.

Organismernes Udbredelsesmaade tilskriver Dar-
win, afseet fra den tilfældige og leilighedsvise Ud-
bredelse af enkelte Individer, hovedsagelig de store
klimatiske og geografiske Forandringer, f. Ex. Is-
tiden, som alle Dele af Jordoverfladen have under-
gaaet, og som have drevet dens Beboere hen til
andre Egne og jævnet Veie for dem snart her snart
der, saa at mange Beboere af den tempererede
Zone endog have overskredet Ækvator og forplantet
deres Art til en anden Hemisfære.

Darwins omstændelige Beviisførelse for hans
ovenfor fremstillede Lære med dens Masser af
Kjendsgjerninger kunne vi i denne Tidendes be-
grændsede Rum naturligviis ligesaalidet give nogen
Fremstilling af, som af de Indvendinger, der ere
fremkomne imod den; vi maae her indskrænke os
til at henvise de Læsere, der gjennem populaire
Skrifter maatte ønske at gjøre sig yderligere for-
trolig hermed, til tvende fortræffelige Arbeider:
»Kurze Darstellung der Lehre Darwins, mit 38 Holz-
schnitten« af Dr. Dub og »Naturliche Schopfungs-
geschichte« af Dr. Haeckel.

Heller ikke ere vi istand til, af ovennævnte
Grund, at give nogen Fremstilling af Darwinismens
for Tiden uoverskuelige Betydning for Verdens-
opfattelsen; vi kunne kun gjøre opmærksom paa,
at Darwin — ved at give Loven for alle organiske
Væseners Tilbliven og evige Udvikling, lige fra
Cellen til den ypperste Fremtoning, Mennesket,
— ikke alene rammer Zoologien, Botaniken, den
sammenlignende Anatomi og Embryologien i deres
inderste Væsen, men at selv Anthropologien, Ethno-
logien, Filosofien, navnlig Psychologien, og Theo-
logien, ikke kunne unddrage sig Lærens revolutio-
naire Virkninger.

Begyndende med Cellen, Urtypen eller Urtyperne,
giver Darwin os Loven for alle Organismers Til-
bliven o: den naturlige Forplantning, men ud over
dette Stadium gaaer han ikke; han giver os ikke
den sidste Aarsag {ultimo, ratio) til denne Lov,
selve Materiens Evne til at opføre denne Tilbli-
velses- og Udviklings-Bygning; men ville vi nogen-
sinde naae til Erkjendelsen heraf? Med vor nu-
værende Erkjendelsesevnes Begrændsning maae vi
vistnok besvare dette Spørgsmaal med et bestemt
Nei; vi ville ligesaa lidt kunne opfatte den sidste
Aarsag til denne Lov som de sidste Aarsager til
Lovene for Himmellegemernes og de uorganiske
Legemers Tilbliven og Væren, Tyngden og Affi-
niteten.

Den næstsidste Aarsag da? Ja, den ane vi i
Urslimen — Protoplasmet — denne æggehvide-
lignende Materie, som i en halv flydende Tætheds-
tilstand findes hos alle levende Organismer, og som
er den oprindelige Bærer og Skaber af alle Livs-
frembringelser og alle organiske Formdannelser.
Men den sande sidste Aarsag til denne Lov ville
først de fortsat udviklede Menneskeslægter komme
til at skue — ja maaskee først en hel ny Slægt,
udgaaet af Menneske-Pattedyret.                  R—r.