[page] 449

Et Synspunkt for Darwinismen.

Darwin er ikke Naturfilosof, men — i udmærket For-
stand — Naturforsker. Denne simple Bemærkning, der
ikke antyder nogen ny Opdagelse, men blot udsiger, hvad
Enhver, der befatter sig med at gjøre Anmeldelser af Dar-
winshypothesen, kan sige sig selv, er efter vort Skjøn vel
skikket til at fjerne en Del af de Misforstaaelser, hvor-
med en gjærende Opinion fra mangfoldige Sider synes at
ville belemre et i sin Retning storartet Forsøg.

De Synspunkter, hvorom Opinionspolemiken dreier
sig, ere:

1)    Organismernes fælles Afstamning, sær-
lig Menneskets Oprindelse.

2)    Fremkomsten af de første organiske Væ-
sener paa Jorden, hvorvidt den skyldes en Ska-
belse eller blot en eiendommelig Samvirken af
almindelige Naturkræfter.

3)     Darwinismens Karakter i det Hele, om
den virkelig kan bestaae med Menneskets Vær-
dighed, eller maa siges at indeholde aandsfor-

For Ide og Virkelighed. 1873 I.                                               

[page] 450

Et Synspunkt for Darwinismen.

negtende, for Eeligion og Sædelighed farlige
Tendenser.

Til Opklaring af disse Hovedpunkter have vi, hvad
navnlig det sidste angaaer, aldeles ingen Veiledning i Dar-
wins rent personlige Overbevisning, der ikke er os
nærmere bekjendt og ei heller vedkommer Sagen; vi holde
os udelukkende til Theorien, Saaledes som den foreligger.

1) »Hvorfra ere disse Legioner af levende
Væsener, disse næsten talløse Arter og Slæg-
ter af Planter og Dyr, som findes i Naturen?«
Darwin svarer: »de nedstamme alle fra faa, simpelt orga-
niserede Former; de udgjøre eet sammenhængende Sy-
stem, hvis enkelte Led, tiltagende i Fylde og Fuldkom-
menhed, have i Tidernes Løb arbeidet sig frem under en
vedvarende Kamp for Livet.» Det vil nu let kunne sees,
at det gjør en stor Forskjel, om vi opfatte den Saaledes
udtalte Anskuelse fra Erfaringslærens eller fra Naturfilo-
sofiens Standpunkt. Anlægger man nu en naturfilo-
sofisk Maalestok, saa spørges der med Grund om det
Princip, hvoraf Theorien i sin Helhed lader sig aflede.

I denne Henseende have ikke blot Filosoferne,
men selv Naturforskere; som f. Ex. Th. L. Bisehoff, fun-
det sig utilfredsstillede. »Den Darwinske Lære», siger
Bisehoff, »er ingen Theori, den hviler ikke paa et Prin-
cip, som fordi det er afledet som et almengyldig rigtigt,
ogsaa maa af Alle erkjendes som et almengyldig sandt.
Den indeholder meget vigtige og sande Tanker ogKjends-
gjerninger; men disse kan man kun anerkjende for rig-
tige, for saa vidt de for den objektive Erfaring og Iagt-
tagelse bekræfte sig som rigtige. Men hvor denne Efter-
visning ikke lykkes eller ikke er lykkedes, ville vi ikke kunne

[page] 451

tillægge den Darwinske Theori nogen Betydning.« I.
Froschhammer*), der bedømmer Darwinismen udeluk-
kende fra et filosofisk kritisk Synspunkt, lægger blandt
Andet Vægt paa den Uklarhed, der hviler over Darwins
bekjendte Slagord: »den naturlige Udvælgelse«, (Kvalitets-
valget). Da en Del af hans øvrige Indvendinger fore-
komme os at være af temmelig tvivlsom Betydning, skulle
vi særlig fremhæve denne, der, i naturfilosofisk For-
stand, vel at mærke, ganske vist er væsenlig begrundet.
Fr. vælger som Esempel -Øiets Oprindelse og Udvikling.
»Da vi», siger han, »maae tænke os de primitive Dyre-
former, simple og ufuldkomne som de ere, uden -Øine,
ligesom der jo endnu existerer Dyr uden Øine, — saa
opstaaer paany Hovedspergsmaalet, hvordan da fra første
Begyndelse af Øinene opstode eller kunde opstaae. De
maatte enten opstaae ved Tilfælde, eller ved en uforklar-
lig, ubegribelig generatio æqvivoca, eller udtrykkelig ved
en ny Skabelsesakt. I alle Tilfælde kunde de ikke op-
staae ved en naturlig Udvælgelse, da denne efter såt Be-
greb kun formaaer at modificere eller egenlig kun at ved-
ligeholde et allerede Givet, ikke derimod at skabe et Nyt,
hidtil ikke Givet.«

Det fuldkomne -Øie sammenlignes med Teleskopet og
den naturlige Udvælgelses Virksomhed for at fuldkommen-
gjøre -Øiet med den menneskelige Intelligenses Anstren-
gelser for at forbedre hint Instrument; »men» — tilføier
den filosofiske Kritiker, — »sikkert med Urette. Den
bevidstløse Natur er lige saa lidt i Stand til at efterligne
eller udøve Optikernes planmæssige Virksomhed, som den

') Om Darwinismen, oversat af H, Steen. Kbhvn. 1873.

29*

[page] 452

er i Stand til at efterligne eller erstatte Konstnerens (Ma-
lerens eller endog blot Uhrmagerens) Virksomhed. Dar-
win geraader paa dette Sted, for ikke at gaae i Staa med
sin Forklaring af de fuldkomneste -Øines Oprindelse, ind
paa en formelig Personifikation af den naturlige Udvæl-
gelse. Den »naturlige Udvælgelse« skal »nøie iagttage«
og »omhyggelig udvælge« og med aldrig feilende Takt
vide at udfinde enhver Forbedring, der kan befordre den
videre Fuldkommengørelse«, Var dette at forstaae lige-
frem, saa var af Darwin selv en theologisk Magt indført
i Naturen, som vilde gjøre alle hans øvrige Forklarings-
forsøg overflødige?« »men tillige en Egenskab tillagt den
naturlige Udvælgelse, som ganske staaer i Strid med dens
øvrige Væsen. Men ere de nævnte Udtryk uegenlig at
forstaae, saa er her i Ord givet eller fingeret en Forkla-
ring, idet kun Noget figurlig paastaaes, som ikke i Kea-
liteten kan finde Sted. . . Den naturlige Udvælgelse
kan . . . ikke tilstræbe fuldkomnere Øine, men kan kun
vedligeholde og benytte dem, naar de engang paa en eller
anden Maade ere blevne til. Og her synes da altsaa paa
slaaende Maade det Tilfælde givet, hvorom Darwin selv
tilstaaer, at det kunde omstyrte hans Theori.« — Lig-
nende Indsigelser kunne reises imod den Maade, hvorpaa
Menneskets Oprindelse (i det udførlige Værk: The Des-
cent of Man) bliver forklaret. For at forberede Læseren
paa den kommende Udvikling, bliver strax i Begyndelsen
af første Del et Menneskefoster sammenstillet med et
Hundefoster; fra Ligheden i det Ydre sluttes der til Lig-
hed i Væsen, en Slutningsmaade, der er gjennemgaaende
og karakteristisk for hele den følgende Bevisførelse. Vil
Nogen kaste sig med kritisk Iver over dette Punkt, vil

[page] 453

det neppe være ham vanskeligt at opdage og blotte de
principielle Svagheder, naar Sagen, vel at mærke, behand-
les filosofisk. Men stille vi os paa Forskerens Stand-
punkt, faaer det Hele et andet Udseende.

Naturforskeren har ikke den Opgave at konstruere
de levende Væseners typiske Eiendommeligheder og sted-
findende Forskjelligheder ud af et almindeligt Princip;
tvertimod! han forefinder de forskjellige Former givne i
Naturen. Hans første Spørgsmaal er ikke et Nødvendig-
heds-, men et Mulighedsspørgsmaal. Skulle de mange
forskjellige Arter og Slægter antages at staae uafhængige
af hverandre, da maa der forudsættes ligesaa mange Ska-
belsesmirakler som der er Arter; men at bygge paa Mi-
rakler er at opgive al Forskning; hver Gang man er i
Forlegenhed med at udfinde en naturlig Grund til en na-
turlig Kjendsgjerning, kan man jo paa den allerbekvem-
meste Maade bryde af ved at sige: her er skeet et Mi-
rakel. »Efter den almindelige Betragtningsmaade, den,
at hvert enkelt Væsen er Eesultat af en egen Skabelses-
akt, kunne vi kun sige, at Saaledes er det, — at det har
behaget Skaberen at indrette alle Dyr og Planter i hver
stor Klasse efter en ensformig Plan; men dette er ikke
nogen videnskabelig Forklaring." Disse Ord af Darwin
angive tydelig nok, hvad det er, hvorpaa han sigter.
Darwins Lære optræder ikke som nogen fuldfærdig For-
klaring og Begrundelse af de organiske Typers stedfin-
dende Eiendommelighed, men som en Hypothese. Denne
Hypothese har den store videnskabelige Betydning, at den
leder Forskningen ind i nye Spor og angiver en ny Me-
thode. At opstille Hypotheser er en let Sag; men at an-
give nye og frugtbare Methoder er forbeholdt Videnska-

[page] 454

bens Udmærkede. Hvad Darwin lærer os om Organernes
Udvikling og Omdannelse i Kampen for Livet, om Kvalitets-
valg, Arvelighed, Varieringslove o. s. v. ere afgjørende
Bestemmelser ved den Ketning, hvori hans Forskninger
gaae, altsaa ved hans Methode. Istedenfor at paaprakke
ham et naturfisosofisk Princip, som han ikke har,
gjorde man bedre i at fæste sin hele Opmærksomhed paa
Methodens Eiendommelighed, thi Forskerens Princip et-
hans Methode. Darwin er ikke gjendreven, fordi han
endnu ikke bar kunnet paavise, hvorledes et Bløddyr er
gaaet over til at blive enten et Leddyr eller et Hvirvel-
dyr og endnu mindre, hvorledes en Abe med filosofisk
Nødvendighed er blevet til et Menneske; han sigter, saa-
vidt vi have forstaaet hans Methode, ikke paa de tilblevne
Formers Nødvendighed, men paa de gradvise Overganges
Mulighed og derved paa Muligheden af at naae til større
og større Indsigt i de organiske Formers indbyrdes na-
turlige Sammenhæng. Hvad de enkelte Mellemled an-
gaaer, er der Ingen, der stærkere end Darwin har ind-
skærpet, hvor umaadelig stor vor Uvidenhed er.

2) Hvorledes ere de første organiske Væse-
ner fremkomne paa Jorden? Dette Spørgsmaal
kan ingen Naturforsker besvare, og det forekommer os,
at Darwin paa den værdigste Maade har hævdet sin Viden-
skabs Standpunkt ved slet ikke at give sig Mine af at
ville besvare det. »Der er», siger han, »Storhed i det
Syn paa Livet, at det med dets forskjellige Kræfter, af
Skaberen oprindelig er blevet nogle faa eller en enkelt
Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rul-
let rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige For-
mer, heist skjønne og høist vidunderlige, fra en simpel

[page] 455

Begyndelse udviklet sig og udvikle sig endnu.« I Sand-
hed et Sprog, der er en Naturforsker værdigt! Skal Dar-
winshypothesen absolut skrues ind i et naturfilosofisk
System og underkaste sig en »dialektisk Kritik«, da er
det unegtelig sandt, at Forskeren maa komme i Forle-
genhed. Har man først indrømmet eet Mirakel, hvorfor
saa ikke indrømme flere? Ere de første organiske Væse-
ner skabte, hvorfor maae de da ikke alle være skabte?
Det er en Kritik, som Enhver let kan overkomme, og
det er derfor ikke at undres over, at den har ladet sig
høre fra saa mange Sider. Men hvad er nu egenlig For-
skerens Tanke? Han seer i Livet en Virksomhed, som
vel overalt falder ind under almengjældende Naturlove,
men dog en Virksomhed, som ikke lader sig aflede eller
forklare af elementære Kræfters Vexelvirkning. Livets
Oprindelse er en Gaade, og Gaaden antydes ved, at »Livet
med dets forskjellige Kræfter af Skaberen oprindelig er
blevet nogle faa eller en enkelt Form indblæst«. Ved
denne Henvisning til en Skabelse fastsættes intet bestemt
Mirakel: det overlades til Enhver at forestille sig den
dunkle Begyndelse, som han vil: Livets Oprindelse og
første Begyndelse er ingen Gjenstand for empirisk Natur-
forskning. Det gaaer hos Darwin med Læren om Ska-
belsen som med Læren om Midler og Øiemed i Naturen
(det Teleologiske): Skabelse og Øiemed høre ikke til
de Kategorier, der finde frugtbar Anvendelse i Erfarings-
læren. Naar Forskeren nu og da seer sig nødsaget til
at anvende slige Betegnelser, da befinder han sig i en
vis Forlegenhed, fordi Ordene Skabelse, Naturens Øiemed
o. desl. maae tages paa een Gang baade i billedlig og
ubilledlig Betydning: om den egenlige Skaben som Hånd-

[page] 456

ling, om en Tilbliven som »en Begyndelse til en Væren
efter Ikkeværen«, have vi, siger A. Humboldt, hverken
Begreb eller Erfaring. - Det Samme maa siges om den
planmæssige og dog naturnødvendige Virksomhed, som
af Darwin tillægges »den naturlige Udvælgelse«. At der
endnu hviler en mystisk Uklarhed over saadanne Grund-
begreber som Skabelse og Øiemed, det er aabenbart Fi-
losofiens Skyld og kan ikke falde den empiriske Natur-
lære til Last. Dette fører os til Betragtningen af det
tredie Hovedpunkt.

3) Kan Darwinismen med Grund siges at
indeholde aandsfornegtende, for Keligion og
Sædelighed farlige Tendenser? Dersom det kunde
forudsættes, at de Mange, som i Nutiden have et impo-
nerende Indtryk af Naturlærens store, omfattende Betyd-
ning for Kulturlivet, ogsaa havde en klar Erkjendelse af,
hvad Naturlæren er og maa være som Naturvidenskab,
da vilde det være en let Sag at bevise, at Darwinslæren
hverken er mere eller mindre aandsfornegtende end en
hvilkensomhelst anden naturhistorisk Theori. Naturlæren
er hverken religiøs eller irreligiøs, hverken ethisk eller
uethisk; vil man fra et religiøst-ethisk Udgangspunkt an-
gribe Darwinismen, da angriber man med det Samme
den hele vidtforgrenede Naturvidenskab i alle dens Led
og Dele. Det skal være det Forargelige ved Darwinismen,
at den vil paavise naturlig Afstamning af høiere Arter
fra lavere, fordi derved tilsigtes en Paavisning af Menne-
skets naturlige Afstamning fra en ubekjendt Dyreform.
Det er, siger man, en Krænkelse af Menneskets Adel.
Ganske vist! naar man underskyder den religiøse Fore.-
stilling om en overnaturlig Skabelsesakt og vil have Troens

[page]457

Forudsætninger konfirmerede i Videnskaben. En saadan
Konfirmation opnaaer man rigtignok ikke hos Darwin;
men, saa sige man os, hos hvilken Naturforsker man da
mener at opnaae den. Louis Agassiz, Darwins erklærede
Modstander, betegner rent ud hans Afstamningslære som
et videnskabeligt Misgreb, som usand i sine Kjendsgjer-
ninger, uvidenskabelig i sin Methode og fordærvelig i sin
Tendens: Agassiz holder strængt paa Arternes og Slæg-
ternes uforanderlige Grændser; mon hans Theori da maa-
ske skulde være mere religiøs end Darwins? Agassiz gaaer ud
fra Dyregeografien og udleder deraf Konsekvenser for
Menneskets Tilblivelse, Han taler om Skabelser og Ska-
belsescentra og faaer ikke mindre end otte Skabelsescen-
tra med otte store zoologiske Biger: det arktiske, det
mongolske, det europæiske, det amerikanske
Rige, Negerriget, Hottentotriget, det malaiske
og det australiske Rige. Hvert af disse Riger har sin
ved en Lokalkraft frembragte karakteristiske Fauna og
sin ligeledes ved Lokalkraften frembragte karakteristiske
Menneskeæt. Her er da Skabelser nok. Langt fra at komme
i tvetydig Berøring med dyriske Overgangsformer, staaer
Mennesket selvstændig overfor Dyret; thi Mennesket er
skabt, ikke blot een Gang, men otte Gange, det kan
forslaae Noget. Men at den otte Gange gjentagne Ska-
belse, der skyldes den paa otte Steder værende »Lokal-
kraft«, ikke har Noget med den religiøse Tro paa Skabel-
sen, Menneskets Skabelse i Guds Billede, at gjøre, er øien-
synligt: Agassiz's Theori er lige saa lidt religiøs som
Darwins.

Det staaer fast, at Naturvidenskaben i det Hele hver-
ken er religiøs eller irreligiøs, hverken hedensk eller kri-

[page] 458

Et Synspunkt for Darwinismen.

stelig, hverken ethisk eller uethisk; den er, hvad den
alene kan og skal være: objektivt forskende Videnskab.
Der klages, og ikke uden Grand, over, at Videnskabens
Dyrkere kun altfor ofte misbruge Forskningens Resultater
til Angreb paa Religionens og dermed paa Livets høieste,
hellige Sandheder; vi svare: naar saa er, saa er. det ikke
Videnskaben, men Videnskabsdyrkerne, man har at holde
sig til. Og hvad er saa det, der frister Videnskabsdyr-
kerne, de være Darwinianere eller Åntidarwinianere, til
Overgreb? Det er jo netop den gamle indgroede For-
dom, at Religionens overnaturlige Kjendsgjerninger skulde
lade sig begrunde i Videnskaben, at der virkelig skulde
gives en paa Mirakler bygget Videnskab, en sand Mirakel-
videnskab, som randsager Natur og Historie, Jordens Dan-
nelse, de levende Slægters Fremkomst, Menneskets Op-
rindelse o. s. v. med et ganske andet dybt videnskabeligt
Blik ved Hjælp af Mirakler, end den almindelige Forsk-
ning formaaer det uden Mirakler. Hver Gang nu den
foregivne Mirakelvidenskab sætter sin videnskabelige Mine
op og vil til at vise Forskerne til Rette, bliver dens Hul-
hed blottet, og idet den skarpt tilbagevises, skeer det des-
værre ikke sjældent, at den høiere Sandhed, hvis Forsvar
føres med falske Vaaben, bliver miskjendt. Saalænge
man haardnakket holder paa den gamle Fordring, at Viden-
skaben skal være religiøs og Religionen videnskabelig, vil
det gaae stadig fremad med Bortvendelsen fra alt Over-
naturligt og Fornegtelsen af Åabenbaringens Ord, thi Forsk-
ningens Tankegang er Evangeliets saa modsat som muligt.
Først naar det tilfulde indsees, at Religionen har og
maa have sin Erkjendelseskreds for sig selv, uafhængig af
Videnskaben, og Videnskaben sine Undersøgelseskredse for

[page] 459

sig, uafhængig af Religionen: først naar man ad dyrt kjøbte
Erfaringers Vei omsider har lært at indsee, at det er lige
saa aandsforvirrende at ville drage religiøse Slutninger af
videnskabelige Præmisser som videnskabelige Slutninger
af religiøse Præmisser, kan der være Tale om Fred og
Forlig mellem Religion og Videnskab. Den eneste be-
grundede Indvending, der kan gjøres mod en foregiven
videnskabelig Theori, er, at den er uvidenskabelig. Har
Darwinsmethoden videnskabelige Mangler, vil den blive
korrigeret i Videnskaben, og Naturforskerne ere de eneste
rette, kompetente Dommere. Om den seirer eller taber
i Striden, har ingen væsenlig Indflydelse paa Aandslæren.
Det religiøse Begreb om Skabelse er ikke et Vidensbegreb,
men et Troesbegreb. Darwinismen gjør ikke Religionen
Afbræk, bevæger sig ikke paa Troens Enemærker, løser
ikke Skabelsens Problem, afkræfter ikke det aabenbarede
Ord: at Mennesket er skabt i Guds Billede.

R. Nielsen.