[page] 156

Darwinisme.

(Af B. C.)

Gives der Noget i denne Verden, for hvilket
man nærer og bør nære Respect, saa er det vistnok
Omstændighederne, og ene disse skyldes det, at jeg.
denne Gang giver mig ifærd med Darwinismen; thi
visselig tilkommer det ikke mig, omgivet som jeg
er i denne Stad af store Aander, at tale med om
et saa høilærd Emne, og jeg havde sikkerlig heller
ikke indladt mig derpaa, dersom jeg ikke, omtumlet
netop af Omstændighederne, i et svagt Øieblik havde
givet et ubesindigt Løfte. Hvorledes jeg imidlertid
kom til at give dette Løfte, maa nødvendigviis om-
tales, da man kun heri vil finde, hvad der maaskee
kunde kaldes en formildende Forklaringsgrund, baade
hvorfor jeg drager Privatissima frem for Lyset, og
hvorfor jeg vover mig ind paa et saa vanskeligt
Omraade.

Sagen er denne. Naar jeg efter Dagens Ar-
beide trænger til Recreation, finder jeg en uskyldig
Fornøielse i at betragte Folkelivet i dets forskjellige
Former, dog helst saadanne, hvor det yttrer sig
frit og utvunget, og absolut saadanne, hvor det kan
tages i Øiesyn gratis. Dersom man nu vilde opfatte
Kjøbenhavn som en Organisme, og for at orientere
sig søgte at bestemme dens Benbygning, kunde
man maaskee kalde Kongens Nytorv Hovedet, Øster-
gade, Vimmelskaftet osv. Hvirvelsøjlen, og Vesterbro
med dens »Etablissementer« den høist sammensatte
og levende Hale. Enhver, som har Øine i Hovedet
og Lidt af »Naturforskerens lidenskabsløse Ro«, vil
paa disse Enemærker finde et uudtømmeligt Stof for
Iagttagelse; han vil snart komme paa det Rene med,
at her pulserer Livet i sine typiske Grundformer,
og idet han bevæger sig mellem Luxuskjøretøier,
udstoppede Silkepelse, Østersskaller, Campagneflasker,
Psalmebøger i Guldsnit og overdaadige Galanteri-
artikler, vil han forstaae, at Livets Opgave er idea-
listisk med forgyldt Snit, og forresten Materia-
lisme og Nydelsessyge ned til Hjerterødderne. Men
ogsaa de mere afsidesliggende og periferiske Dele
af denne Organisme have deres eiendommelige
Charme, Saaledes f. Ex. Adelgade og Borgergade;
ja, der gives neppe bedre Observatorier i den hele
Stad. Det kommer deraf, at man paa disse Steder
idelig er udsat for Overraskelser, om man saa hjem-
søger dem daglig i en hel Menneskealder, og vilde
man bruge en Sammenligning, kunde man sige, at
Adelgade og Borgergade forholde sig til de rigere
Kvarterer som Antikvarens støvede Pulterkammer til
den regulaire Boglade. I den Sidste veed man
saa omtrent hvad der forekommer; hos den Første
kan man til enhver Tid gjøre uventede og behage-
lige Opdagelser. Ligesaa i Adelgade og Borgergade
med deres Detailhandlere, Smaabaandværkere, Lig-
kistesnedkere, Spækhøkere, Traadhandlere, Arbeids-
folk, Sælgekoner og vildtvoxende Børn. Der er i
alt Dette noget Hjemligt og Hyggeligt, intet af For-
nemhedens Snerperi og Stængen-sig-inde, men en
Bevægelighed og et Liv, som er tiltalende for Ind-
bildningskraften, fordi det er saa rigt paa Mulig-
heder. Vidtløftige Beviser ere overflødige; man be-
høver kijn at nævne Kjendsgjerninger som Pressesylte
og hvide Mus i Tromler, og Ingen vil kunne negte,
at mellem saadanne Ydreled har Mulighedernes
Spillerum en ret anstændig Udstrækning.

Blandt det Meget, som her frembyder sig, finder
man ogsaa Elementer, som paa en betænkelig Maade
synes at tale til Fordel for Darwinismen. — Paa
en betænkelig Maade, siger jeg; thi som tilhørende
den dannede Middelstand kan jeg ikke ret vel ind-
rømme denne Lære nogen Gyldighed, og naar jeg
i det Følgende taler paa en Maade, som synes at
gaae i modsat Retning, skeer det kun for at bevæge
en eller anden Overordnet til at gjendrive mig. —
For det Første finder man her som gjennemgaaende
Charakteermærke »Kampen for Livet«, der bringer
høist uensartede Naturgjenstande i Forbindelse med
hverandre, og gjør det saa vedholdende og saa ofte,
at man tilsidst kommer i Tvivl om, hvorvidt det
er et af de Tilfælde, »der ligne en Tanke«, eller
maaskee en magisk Sympathi eller muligen det
strenge Forhold mellem Aarsag og Virkning. Gid
Saaledes Nogen kunde opklare, hvilken Sammenhæng
der finder Sted mellem Trækvogne med røgede Sild
og tykke Koner i Flonelstrøier, som (d. e. Konerne)
uafbrudt ere i Begreb med at drikke dampende sort
Kaffe, uden at man nogensinde kan opdage, hvem
der bringer dem den. — Man bliver her fremdeles
Vidne til den mærkelige Indvirkning, som det dag-
lige Syn af de paa Fade i Vinduerne fremstillede
Dyrehoveder i skoldet og skrabet Tilstand har paa
"En eller Anden af Sælgerne eller paa dem, som
boe ligeoverfor og ikke kunne undgaae Synet. Jeg
har fundet Individer, hos hvem den fysiognomiske
Lighed med de nysnævnte Gjenstande Aar for Aar

i den Grad blev fremtrædende, at darwinistiske Fore-
stillinger paatrængte sig, og skjøndt jeg tidt nok
har foreholdt mig selv, hvor upassende det er at
søge sine Forklaringsgrunde i en saadan Theori, har
jeg alligevel ikke ganske kunnet frigjøre mig. —
Man finder fremdeles talrige Exempler paa den saa-
kaldte »Formumning« i Naturen, i hvilken Henseende
jeg kun skal henvise til de Smaaindivider, som til-
bringe Tiden med at rode i Rendestenen, og som
efterhaanden paa en forbausende Maade have an-
taget Farve efter det Element, hvori de leve.

Med disse og lignende Smaating, som alle pege
i den samme Retning, havde jeg allerede længe
været beskæftiget og troede næsten at have udtømt
Seeværdighederne. Da indtraf det Mærkelige. Jeg
var standset foran et Vindue, hvor Fugle sade inde-
spærrede i Smaabure, medens en hvid Mus i sin
Tromle løb sig fra Sands og Samling, og idet jeg
tænkte paa den besynderlige Inconsekvens, at Sligt
ikke regnes for Dyrplageri, faldt mit Blik tilfældigviis
paa et beskrevet Stykke Papir, hvor Følgende stod
at læse: »Kanarier. Hanner og Hunner ved
Hans Pedersen«. Det var over al Maade for-
bausende. Forholdt det sig virkelig Saaledes, saa
havde Darwinismen vundet en glimrende Seir. Her
var ikke længere Tale blot om tvivlsomme Over-
gange gjennem mange Variationer, men om et Spring
fra Skabningens Herre, som man udtrykte sig i
Frederik VI's Tid, helt over i Fugleverdenen. Skulde
jeg tage Patent paa Opdagelsen og føre Hans Peder-
sen til den europæiske Humbugs Centrum (Paris)
eller — jeg fik ikke afgjort Spørgsmaalet, da jeg i
det Samme stødte paa en yngre Ven, som allerede
ved sit Ydre forraadte, at han var i stærkt Oprør.
Han stod et Øieblik stille, saae halvt aandsfraværende
paa mig og vilde ile videre; men jeg standsede ham
i Farten.

»Hvad er der i Veien, gode Ramsov? De seer
jo helt forstyrret ud,« sagde jeg.

»Ja undskyld, Hr. B. C, jeg vil helst ikke tale
derom idag,« svarede han og vilde afsted; men han
fik ikke Lov til det.

»Det hjelper ikke, Ramsov. Kom ligesaa godt
frem med det strax,« indvendte jeg. »De veed jo
nok, at er der Nogen, som tager Del i Deres An-
liggender, saa er det mig.«

»Ja, det er Sandhed,« svarede han med megen
Oprigtighed, »og jeg er Dem taknemmelig, som jeg
ogsaa troer, at De ...»

»ikke bryder mig om at høre,« tilføiede jeg;
»men jeg kan jo see paa Dem, at der er gaaet
Dem Noget imod. Betro Dem nu hellere til mig,
istedetfor at gaae hjem og tære paa det i Stilhed.«

Han blev et Øieblik staaende og saae ned for
sig; derpaa sagde han pludselligt: »De har Ret.
Lad os gaae hen i Kongens Have.« Jeg forstod
ham. Han ønskede at udtale sig paa et Sted, hvor
vi kunde være i Ro, og medens vi gik op og ned
i den store Allee, betroede han mig sine Sorger.

Ramsov var en ung Student, som i nogle Aar
havde dyrket Naturvidenskaberne. Ved et Tilfælde
var jeg kommet under Veir med, at han led Nød,
og da han tilmed var et begavet, kundskabsrigt og
høist agtværdigt ungt Menneske, gjorde jeg det til
en Pligt for mig at skaffe ham nogle Informationer.

»Jeg har idag faaet min Afsked hos Etatsraadens,«
sagde han pludseligt, medens Trækningerne i hans
Ansigt vidnede om den Smerte, han følte. »Jeg
blev jaget bort som en Hund.«

»Hvad siger De?«

»Det er Saaledes. — Jeg kunde ikke — vide
— at naar jeg skulde lære — Frøkenerne Natur-
historie — at jeg saa ikke — «

»Naa, Ramsov; videre, videre, at De saa ikke —«

— »maatte tale om Darwinismen,« fik han
endelig sagt.

»Om Darwinismen?« gjentog jeg forbauset. Paa
engang gik det op for mig. »Men, Ramsov, hvor
kunde De dog ogsaa være saa ubesindig!«

»Jeg kan ikke tale mod min Overbeviisning,«
yttrede han lidenskabeligt. »Selv om man gav mig
nok saamange Penge, vilde jeg ikke gjøre mig til
en Løgner; og det er nu engang min —«

»Tys, tys, min kjære Ramsov,« afbrød jeg ham.
»Her er slet ikke Tale om Overbeviisning. — Gode
Ven, see. dog at komme til Dem selv. Erindrer
De ikke, at jeg i sin Tid advarede Dem og sagde,
at hos Etatsraadens maatte De kun berøre det al-
mindeligt Vedtagne og aldrig give Dem af med det
Pikante, eller i ethvert Tilfælde kun med det ganske
Uskyldige.«

»Det Pikante,« svarede han; »jeg har aldrig
givet mig af med det Pikante.«

Man behøvede blot at see ham, som han stod
der i sin naive Keitethed og rystede af Sindsbevæ-
gelse, for at være overbeviist om, at Intet laa ham
fjernere end det Pikante.

»Ja ja, Ramsov, det er vel heller ikke slet

saa galt, som De forestiller Dem.« bemærkede jeg,
og søgte at berolige ham. »Jeg skal gaae derhen
og see at faae Sagen i Orden igjen.«

»Jeg sætter aldrig min Fod mere i dette Hus,«
udbrød han næsten hidsig. »Aldrig. Jeg taaler ikke,
at man haaner mig.«

»Ja seer De, Ramsov; det kommer Altsammen
deraf, at De ikke har fulgt mit Raad. Rigtignok
har jeg aldrig tænkt paa, at netop Darwinismen
skulde blive casus belli; men Alt kan jo blive det.
De er dygtig keitet, Ramsov, det har jeg ofte nok
sagt Dem, og De veed det jo godt selv; men ved
denne Leilighed har De været extra keitet. Ligner
det nu Noget i et fornemt Hus, hvor Eliten samles,
at falde med Døren ind i Huset og anbringe noget
saa Plumpt som Darwinisme? Kan De da ikke be-
gribe, at naar Aander af denne Rang ikke finde
Behag i Darwinisme, saa er det Deres forbandede
Skyldighed om muligt at afskye den endnu mere?
Er det aldrig kommet ind i Deres trekantede Hjerne,
at naar man leier Dem til at læse Naturhistorie med
unge Damer, saa har man selv Lov til at bestemme,
af hvilken Tønde man ønsker den ? Og naar De
blot faaer Deres Betaling, kan det saa ikke være
Dem temmelig ligegyldigt —«

»Det er ikke Deres Mening,« udbrød det grimme
Menneske og saae paa mig med et Udtryk, der
næsten gjorde ham smuk.

»Jo gu' er det min Mening.«

»Det er ikke muligt,«' svarede han, og saae
ganske forskrækket ud. »Var det muligt, vilde det
gjøre mig ondt, at jeg nogensinde havde modtaget
en Velgjerning af Dem,« tilføiede han og greb min
Haand.

Jeg maatte lee høit. »De er en Klodrian,
Ramsov, og bliver i Deres Levedage aldrig Andet,
medmindre det da skulde være Videnskabsmand.
Men gaa nu hjem — jeg mener ikke til Dem selv,
men til mig, og gjør nøiagtigt som jeg siger. Paa
Bordet staaer min Frokost; den spiser De — ingen
Snak, Ramsov; De veed nok, at jeg ikke holder af
mange Vidtløftigheder — derefter staaer De op paa
en Stol og stikker Haand en ned i den Cigarkasse,
som staaer ovenpaa Reolen tilhøire — det er de
fine Havanacigarer, som De nok veed — af dem
tænder De Dem en, sætter Dem i Lænestolen og
bringer Livsaanderne i Orden, indtil jeg kommer
tilbage. Der er min Haand, og der er Nøglen
til Døren, og skynd Dem saa.« Jeg er vis paa,
at der var Taarer i det tossede Menneskes Øine,
da jeg gav ham et Puf i Ryggen og sendte ham
afsted i den rigtige Retning.

Da han havde forladt mig, blev jeg et Øieblik
staaende og saae mig om med den veltilfredse Fø-
lelse man har, naar man skal være Vidne til noget
rigtig Extra; en lignende Fornemmelse som jeg
kunde tænke mig den hos en Læge, der skal til at
undersøge et interessant Benbrud eller en glimrende
Hjernebetændelse. Ved en uforklarlig Tankeforbin-
delse gjentog jeg de Ord, som gamle Rosenkilde har
sat under sit Portrait: »Naar man vil røre op i
Slyngelstreger, saa maae man endelig ikke giøre selv
den største Slyngel Uret; thi der er ingen Ting
der er Slyngelen mere velkommen.« Hvorfor jeg
just tænkte paa dem, kan jeg ikke vide, men jeg
gjorde det nu, og i den fornøieligste Stemning be-
gav jeg mig directe til Etatsraadens. Etatsraaden
selv forlod det Jordiske for mange Aar siden, og
med sømmelig Sands for det Passende undlod man
at sætte paa hans Gravsten: »Dybt savnet, aldrig
glemt«, hvilket undertiden betyder omtrent Saameget
som »Prosit«, men i dette Tilfælde mere end i
mange andre vilde have været en skammelig Usand-
hed ; thi hvis nogensinde en Mand har været et Nul
i sit Hus, saa var han det, og som han levede som
et Nul, døde han som et Nul. Fruen sørgede over
ham ved Hjelp af en Modehandlerinde og en sort Kjole,
og svingede derefter Scepteret i det store og rige
Hus. Det maa siges til hendes Roes, at hun Intet
sparede paa sine to Døttres Opdragelse; kun var
der forskjellige Meninger om den Maade, hvorpaa
det skete. Thi medens Nogle antage, at man kan
faae Alting for Penge, gives der igjen Andre, som
mene, at man f. Ex. kun kan faae Kundskaber og
Uddannelse ved Selvarbeide. Dette mente Etatsraad-
inden nu ikke, og da den ene Mening kan være
ligesaa god som den anden, saa leiede hun Folk af
alle Brancher til at virke for de unge Damers Ud-
dannelse, og det under en Form, som nærmest maatte
kaldes at made dem. De unge Damer lode sig
foredrage Historie, Geografi, Mythologi, Pædagogik,
Regning, Fransk, Tydsk, Italiensk og kun i et eneste
Fag forlangte Etatsraadinden, mærkeligt nok, at de
unge Damer selv skulde tage fat. Det var i Musik.
De kjedede sig imidlertid afgjort ved at Spille, men
Etatsraadinden kaldte det »skandaleust«, og da nu
Moderen var bestemt og Pigebørnene stridige, saae
jeg hende ofte i Forening med Gouvernanten ledsage

[page] 157

dem til Pianoet, nøiagtigt paa samme Maade som
Tilfældet er med den unge Frøken Muggs i Fritz
Jurgensens Tegninger. Ved et besynderligt Tilfælde
havde man imidlertid blandt de mange Videnskaber
rent glemt Naturhistorien. Det opdagedes først, da
Døttrene vare voxne, og da det engang paa en Tid,
medens de kjedede sig næsten overmenneskeligt, netop
kom paa Tale, blev jeg som gammel Husven anmodet
om at skaffe dem »en Fyr«, som kunde være brugelig
i dette Øiemed. Det traf sig heldigt; thi det var
just paa den Tid jeg havde lært Ramsov at kjende,
og efterat have formanet ham paa det Bedste, fore-
stillede jeg ham for Familien og overværede selv
de første Timer. De unge Damer ønskede,. at Ram-
sov skulde »fortælie« dem lidt Naturhistorie, »for
saadan var de vant til at faae det«. Ramsov sad i
det første Øieblik og saae dum ud; men da jeg med
et alvorligt Ansigt havde opfordret ham til »altsaa«
at begynde, saa begyndte han, og alt som han fol-
dede Systemet ud for os, sad idetmindste jeg som
hans oprigtige Beundrer og glædede mig over hans
Kundskaber og overbevisende Klarhed. De unge
Damer selv laae henstrakte i yppige Lænestole,
næsten mere honchalent end ønskeligt og tilstede-
ligt; men jeg vidste, at her ingen Fare var paa
nogen af Siderne, og Saaledes gik da Foredragene
deres Gang. Efterhaanden begyndte man i hensyns-
løs Overdaadighed at anskaffe sig kostbare Apparater
til Undervisningen, Skeletter, især af nydelige Smaa-
dyr, hvis Rygrade lignede Kniplinger; interessante
Væsener i Spiritus og udstoppede Fugle, navnlig
Papegøier, som selv i deres indtørrede Tilstand vakte
et rasende Had hos en levende Collega, der i sit
Bur skreg som en Besat, hvergang Tjeneren bragte
dem ind i Stuen. Paa denne Viis myrdedes efter-
haanden et ikke ringo Antal Timer, indtil det Hele
omsider endte med et Knald, og jeg stod netop og
bankede paa Døren for at gjøre mig bekjendt med
Explosionens Virkninger. Ved min Indtrædelse traf
jeg en Fremmed, som aflagde sit Formiddagsbesøg.
Det var Oberst Willemund von Wachsmuth, som stod
midt i Stuen og dreiede paa sine Knebelsbarter,
medens han saae fra den Ene til den Anden og
gjorde ondskabsfulde Bemærkninger. Det gjorde
han forresten altid. Etatsraadinden sad i sin Læne-
stol ved Vinduet og dirrede. Døttrene laae i deres
Chaiselongues og saae ligegyldigt op i Loftet; ogsaa
de dirrede. Jeg kom til at tænke paa »Kløften
med de klirrende Vaaben«.

«Det er ret beklageligt« — begyndte jeg i den
milde Toneart, som helst anvendes paa disse Høider.

»Beklageligt?« afbrød Fruen mig. »Det er
mere end beklageligt. Det er skandaleust. Kommer
jeg ikke her ind i Stuen, uden at ane Noget, og
finder ham ifærd med at fortælle Sofie og Caroline
om denne Karl, denne Darwin. — De skal ikke
have Tak, Hr. B. C, fordi De skaffede os en saa-
dan Person paa Halsen.«

»Desværre kunde jeg ikke forud vide, at dette
Afskum gik svanger med en slig Vranglære,« svarede
jeg; »men forhaabentlig er han afskaffet med det
Samme.«

»Naturligviis, og jeg skal sørge for, at han
ikke faaer Indpas hos nogen af vore Bekjendte,«
yttrede Fruen. »Man kjender dog sine Pligter,
haaber jeg.«

»Ganske vist, naadige Frue; men er da denne
Darwin virkelig saa farlig?« spurgte Obersten.

»Forskaan mig, Oberst. De veed ligesaa godt
som jeg, at en slig afskyelig Lære maa holdes ude
af ethvert anstændigt Hus, især naar der er unge
Piger. Jeg fatter virkelig ikke, at de, som skulle
sørge for det, ikke paa en eller anden Maade ud-
stede Forbud mod Sligt.«

»Udstede Forbud?« svarede Frøken Caroline
kjephøi. »Som om man kunde udstede E'orbud mod
en Videnskab. — Jeg ynder nu engang Darwinismen.«

»Ja, er det nu ikke forfærdeligt at høre!« ud:
brød Fruen. Hun ynder Darwinismen!«

»Ja, det gjør jeg, Moder,« svarede den unge
Dame, idet hun lagde Hænderne bag sit smukke
Hoved og indtog en bekvemmere Stilling, «og kan
det fornøie Dig, saa vil jeg blot sige Dig, at Sofie
gjør det Samme. Naar Hr. Ramsov ikke maa komme
her, saa kjøbe vi Bøger og læse dem selv.«

»Ikke paa nogen Maade!« erklærede Fruen.

»Lad De dem kun gjøre det, naadige Frue; de
ville have nok af det, naar de have læst den første
Side,« bemærkede Obersten.

»Saa? Troer De det? Ja det skal jeg dog
vise Dem,« bemærkede Frøken Caroline.

»Men siden De interesserer Dem saa levende
derfor, Frøken, saa siig mig, hvad er egentlig Dar-
winisme?« spurgte Obersten.

»Snak, Oberst!« svarede den unge Dame og
slog med Nakken.

»Caroline!« sagde Etatsraadinden.

»De troer nu, at jeg ikke veed det,« vedblev
Caroline; »men jeg veed det maaskee bedre end De.«

»Det tvivler jeg slet ikke om; men hvad er
det da?«

»Hvad det er? Det er naturligviis dengang
Menneskene vare Aber.«

»Bravo!« raabte Obersten. »Det er netop det,
det er. Og hvad er Opodeldok? Det er dengang
min Broder faldt paa Trappen og forstuvede sin Fod.«
Dermed bukkede han og gik.

Med ubønhørlig Fasthed erklærede de unge
Damer, at de vilde lægge sig efter Darwinismen,
og da Striden begyndte at antage en personlig
Charakteer, forlods ogsaa de Værelset. Saa var jeg
kun tilbage, og til mig kunde Fruen betroe sig.
Først erklærede hun, unegtelig til min store Over-
raskelse, at hun ikke selv rigtig vidste, hvad Dar-
winisme var — hun burde have sagt, at hun ikke
havde den fjerneste Anelse derom; at hun var tykt
uvidende derom; men i det gode Selskab vanker
man altid om paa Filtskoe — kun Saameget vidste
hun, at den var uanstændig, og derefter spurgte
hun, om jeg ikke kunde gjøre en lille Opsats, som
var tilstrækkelig oplysende for Sofie og Caroline, og
kunde faae dem til at opgive Kjøbet af disse skrække-
lige Bøger.

»Jeg skal prøve derpaa,« svarede jeg, men til-
føiede ubesindigt: »Det skal altsaa være in usum
delphmi.«

»Ja for mig gjerne. Vil De endelig have Sø-
dyr, saa faaer jeg ogsaa finde mig i don Udgift,«
bemærkede Fruen med et Suk; »men jeg saae rig-
tignok helst, om De kunde nøies med det Skramleri,
vi nu engang har faaet her i Huset.«

I det første Øieblik saae jeg ligesaa dum ud,
som i sin Tid Ramsov; men da det gik op for mig,
hvad Meningen var, anbefalede jeg mig paa det
Bedste, skyndte mig hjem, medens jeg endnu var i
Stemning, og gjorde følgende Udkast.       

En Rekruts Anholdelse.

Hvor herligt det end monne være, at høre til
det saakaldte store Fædrelands Hær og kunne regne
sig med blandt dens Helte, forekommer der dog af
og til Exempler paa, at denne Hæder just ikke
skattes saa overmaade høit af alle Keiser Wilhelms
Undersaatter, hvilket formodentlig har sin Grund i
Mangel paa den vedbørlige Skjønsomhed hos de
egentlige Tydskére, og vistnok i Had til disse hos
de i de senere Aar med Vold under den tydske
Corporalstok indrangerede Folkefærd.

At noget Menneske med glad Hjerte skulde
bidrage til at styrke sit Lands Undertrykkere, kan
ikke med Billighed ventes. Preusserne vente det
heller ikke, men bryde sig paa den anden Side
aldeles ikke om det glade Hjerte; de tage kun den
efter deres Lov til Krigstjeneste forpligtede Person
ved Vingebenet, naar han ikke stiller sig frivillig,
og lave en Soldat af ham, et Numer i Hæren. Vort
Billede viser, hvorledes en slig vrangvillig Rekrut
tvinges til at give Møde. Lieutenanten og en Menig
af et preussisk Commando ere trængte ind i Bon-
dens Stue for at gribe den Paagjeldende, som synes
tilbøielig til at værge sig, men holdes tilbage af sin
Kone og sin Datter, der grædende klynge sig til hans
kraftige Arme, medens hans alderstegne Fader ud-
øser sin Heftighed over den kolde Lieutenant, uden
dog at faae ham varm. Lieutenanten er nu vis paa
sit Bytte, og betragter med Ligegyldighed den For-
færdelse, som hans uvelkomne Besøg vækker, men
maaler derimod med et Slags Velbehag, i Tjenestens
Tarv, sin Rekruts Høide og Legemsbygning.

Saaledes er det gaaet, først i vort gamle Sønder-
jylland og senere i de franske Lande, og Saaledes
vil det vedblive at gaae, indtil Aaget engang tages
bort fra de Undertryktes Skuldre.

Den nye Opera i Paris.

Den store Begivenhed har altsaa efter Bestemmel-
sen fundetSted iforgaars. »Overraskelsernes Palads«
som en fransk Journalist har kaldt den nye
Opera i Paris — er Nyaarsdag bleven høitidelig
indviet, og den franske Musik har atter faaet et Hjem
efter at have savnet Husly siden Branden i Gaden
Le Pelletier, og de Tusinder af Spørgsmaal om,
hvorvidt den nye Kæmpebygning kan siges at svare
til sin Bestemmelse eller ikke, have nu endelig faaet
deres Afgjørelse. Og hvorledes* end Dommen i
' mange Punkter falder ud, selv om det skulde vise

157

3ig, at der hist og her er en lille Feil, en Svag-
hed eller sligt — saa Meget er dog vist, at den
Bygning, der nu endelig er fuldført, bør regnes
blandt de største architektoniske Mesterstykker,
ikke alene hvad Skjønhed, men tillige hvad praktisk
Indretning angaaer.

Det er selvfølgelig en Franskmand, der har
Æren af at have udført og tilendebragt dette
kolossale Arbeide, som skal have kostet over fyrre-
tyve Millioner Francs, og denne Franskmand er.
Årchitekten Charles Garnier, som ved dette Værk
har indskrevet sit Navn blandt Verdens første
Konstnere. Han seirede med sit geniale Udkast,
da der i 1861 udbødes til offentlig Concurrence, og
han har siden den Tid udelukkende helliget sig
dette storartede Foretagende, hvis Lige det falder i de
Færrestes Lod at kunne komme til at udføre.
Hvorledes denne geniale Architekt har anvendt sin
Tid, derom faaer man egentlig først et Begreb, naar
man gjør sig bekjendt med en af ham i 1871 ud-
given Bog, der fører Titlen »Le Théåtre«. I dette*
Skrift, der udgjør ikke mindre end henved fem-
hundrede Sider, har han udførlig gjort Rede for de
omfattende Studier og Reiser, han har foretaget sig
for at lære alle de mest berømte Theatre baade i
og udenfor Europa at kjende, og for de Principer,
der efter hans sagkyndige Mening bør være de
eneraadende, naar Talen er om at. bygge et The-
ater. Som derfor hans Theaterbygning efter al
Rimelighed i en Række af Aar vil være den Norm,
efter hvilken andre Architekter i Praxis ville rette
sig, naar der stilles dem lignende Opgaver, selv om
disse blive en miniature, Saaledes vil hans Skrift
utvivlsomt i ikke ringere Grad blive en Kilde, af
hvilken Architekterne i theoretisk Henseende kunne
øse rigelig Kundskab og Oplysning.

Naar man læser om den uhyre Capital, der er
medgaaet til at føre den nye Opera til Ende over-
ensstemmende med Architektens Planer og Udkast,
saa vil man kunne forstaae, at der i ingensomhelst
Retning er blevet sparet. De. første Konstnere have
rakt Haand til Bygningens decorative Udsmykning,
og de første Videnskabsmænd have stillet deres
Erfaringer til Bygmesterens Raadighed. Da for
Exempel Saaledes i 1863 Spørgsmaalet om Byg-
ningens Ventilation kom paa Bane, nedsattes i den
Anledning en Commission under Forsæde af den
kyndige General Morin, og i denne Commission
underkastedes alle de indkomne Ventilations- og
Opvarmnings-Projecter en nøie Drøftelse, indtil man
endelig valgte en Plan, der var udarbeidet af Civil-
ingenieuren d'Hamelincourt, og hvorefter der nu ved
den nye Opera findes en Kanalisation dels af varmt
og koldt Vand, dels af varm og kold Luft. Men
idet der Saaledes paa intet Punkt har været Tale
om at spare, har man ogsaa faaet det nye Konsteils
Tempel fuldt færdigt og har ikke — som desværre
herhjemme — været nødsaget til at udstyre de
Gange og Sale, der af Architekterne vare udseete til
at smykkes af Konstnerhaand, med det jævneste
Kalkpuds.

Paa det Billede, der idag findes her i Bladet,
seo vi Facaden af den nye Opera. Paa denne
Facade springer Pavillonen med en dobbelt Rampe
temmelig langt frem foran Bygningen. En og
Anden vil formodentlig nok finde denne Rampe
lidt aparte, men hører man først, hvad den skylder
sin Tilblivelse, vil man sikkert finde dens An-
bringelse saare naturlig. Det var nemlig paa-
lagt Årchitekten, at indrette en Loge for Keiseren
i Nærheden af Scenen, og da der paa Tilskuer-
pladsen findes fem Etager, maatte Keiserens Loge
anbringes i anden Etage. Men nu fordredes der
tillige af Bygmesteren, at der kun maatte være
ganske faa Trin fra Jorden op til denne Loge, og
det var en vanskelig Opgave at løse. Det lykkedes
dog for Garnier. Ved at opføre denne dobbelte
Rampe, tilveiebragte han en Op- og Nedkjørsel for
de keiserlige Vogne, saa at de høie Herskaber,
naar de under Pavillonens Tag stege ud af deres
Vogne, kun havde et Par Trappetrin for at naao
op til deres Loge i anden Etage.

Architekturen fordrer som ufravigelig Regel, at
enhver Bygning skal være construeret Saaledes, at
dens Ydre tydeligt og klart angiver, hvortil denne
Bygning er bestemt. Denne Regel har Garnier
ogsaa overalt haft for Øie, thi hvad enten man
betragter hans Værk fra Hovedfacaden eller fra en
af Siderne, vil man ikke et eneste Øieblik kunne
være i Tvivl om, at man har et til Tonekonsten
helliget Tempel for sig. Stærkest træder dette
selvfølgelig frem, naar man staaer foran den pragt-
fulde Hovedfacade med den storartede Indgang for
Publicum. Over Tilskuerpladsen hvælver sig don
mægtige Kuppel, der rager høit op over Forfacadeii,
men selv beherskes af Scenens imponerende Mur-
tinder, hvis to yderste Hjørner ere smykkede med
kolossale Billedhuggerarbeider. Til Høire for Be-

[page] 168

tage i Kampen mod Franskmændene, og han be-
sluttede nu at gaae den militaire Vei. I 1811 blev
han udnævnt til Secondlieutenant ved Ingenieurerne
i Cadix; men da han ikke saae sig istand til tage
den Examen, som krævedes ved dette Vaaben, for-
flyttedes han til Infanteriet. Han deltog trods sine
demokratiske Grundsætninger i Kampen mod de
spanske ColoDier i Sydamerika, hvorfra lian i 1824
vendte tilbage som Oberst. Han kom* hjem med
en betydelig Formue, som han havde forstaaet at
samle i Peru, et Punkt, hvori han ikke ligner
den uegennyttige Garibaldi. Denne Formue for-
øgedes yderligere ved hans Giftermaal med en Datter
af en rig Grundeier i Logrono, hvor han laa i Gar-
nison med sit Regiment.

Da Ferdinand VII i 1832 havde ophævet den
saliske Lov, erklærede Espartero sig for denne For-
anstaltning, og ved Kongens Død Aaret efter ansøgte
han om, at han maatte gaae med sit Regiment imod
de nordlige Provindser, som havde grebet til Vaaben
for den udelukkede Thronfølger Don Carlos. Han
blev da udnævnt til commanderende General i Bis-
caya og avancerede i kort Tid til Generallieutenant.
I Mai Maaned 1836 fik han Commandoen over det
Corps, som skulde dække Madrid, og da han Aaret
efter havde frelst Hovedstaden fra at blive over-
rumplet af Carlisterne, blev han af Taknemmelighed
herfor udnævnt til høistcommanderende General over
Nordhæren, Vicekonge i Navarra og Generalcapitain
i de baskiske Provindser. I 1837 blev han Medlem
af de constituerende Cortes, hvori han debuterede
med at styrte et Ministerium, og samme Aar frelste
han (den 12te September) endnu engang Madrid,
som truedes af Don Carlos selv. Prætendenten blev
kastet tilbage over Ebro, og da han modtog et nyt
Slag ved Lucana, drev Dronningens Soldater ham
med Bajonetten ud af hans stærke Stillinger, i hvilken
Anledning Espartero fik Titel af Greve af Lucana.
Den nye Greve forfulgte imidlertid ikke sin Seir
videre, men indskrænkede sig til at gjenoprette Dis-
ciplinen i Hæren og Ordenen i de tilbagevundne
Provindser, i hvilke han lod foretage en Række
Executioner. I 1838 slog han den carlistiske Ge-
neral Negri og tilintetgjorde ganske de Bander, som
denne commanderede.

Espartero havde nu efterhaanden vundet en
saadan Indflydelse, at han kunde tvinge Alle til at
bøie sig for den. Den umyndige Dronning Isabella
stod under Formynderskab af sin Moder, Enkedron-
ning Christine, men Espartero vilde selv beklæde
denne Post, især da Enkedronningen lod sig lede af
General Narvaez, til hvem han, medens de kæmpede
sammen i Sydamerika, havde fattet et uforsonligt
Had. Den ene af de to Mænd maatte rømme Plad-
sen, og Espartero benyttede den Anseelse, som hans
Seire over Carlisterne gave ham, til at ophidse Folket
og Hæren imod Narvaez. Dennes Afskedigelse for-
langtes i en Mængde Adresser til Enkedronningen,
og Esparteros Adjutant Linage insulterede Ministeren
i en Skrivelse, som blev bekjendt over hele Spanien.
Det varede ikke længe, førend Espartero saae sig
istand til at sætte Alt igjennem, hvad han vilde.
I 1839 vandt han nye Seire, hvorved Hjulmandens
Søn blev Grande af første Classe og Hertug af Vit-
toria, og han benyttede nu de Stridigheder, som
Carlisternes Nederlag fremkaldte i deres egen Leir,
til at afslutte Conventionen i Bergara, ved hvilken
Don Carlos nødsagedes til at forlade Spanien, hvor
endnu kun Cabrera søgte at vedligeholde Borgerkrigen.
Espartero var nu bestemt paa at bemægtige sig den
første Plads i Staten, og for at prøve, hvor vidt
hans Magt strakte sig, forlangte han, at Regeringen
skulde udnævne Linage til General. Narvaez mod-
satte sig selvfølgelig med Bestemthed denne Fordring,
men hans Colleger vovede ikke at byde Espartero
Trods, og han maatte som en Følge heraf træde ud
af Cabinettet. Ministeriet søgte imidlertid at hævne
sig paa Espartero, der var de exalterede Demokra-
ters Fører, ved at faae Cortes til at vedtage en
Lov, som indskrænkede Communernes Frihed, og den
blev derefter, trods Esparteros Protester, sanctioneret
af Enkedronningen. Denne Lov benyttede han som Paa-
skud for den længe forberedte Opstand, og Espartero,
som netop havde gjort fuldstændig Ende paa Carlist-
krigen ved at tilføie Cabrera et afgj ørende Nederlag,
rykkede i Triumf ind i Madrid, hvor han tvang Enke-
dronningen til at danne et nyt Ministerium, i hvilket
han selv indtog Forsædet. Herved blev han i Virke-
ligheden Spaniens Dictator, og da Enkedronning
Christine ikke under saadanne Omstændigheder vilde
vedblive at staae i Spidsen for Regentskabet, fra-
traadte hun dette, hvorefter Cortes den 8de Mai 1841
valgte Espartero til Regent i hendes Sted.

Esparteros Regentskab eller rettere Dictatur
varede lidt over to Aar, og han fik i dette
Tidsrum at føle, at det er lettere at styrte en
Regering, end at grundlægge en ny. Efterat han
var kommen til Magten, gik han som alle revolu-

tionaire Førere i lignende Tilfælde ud fra, at Folket
nu maatte være tilfreds, og at det skulde være
forbi med Omvæltningerne; men han blev fuld-
stændig skuffet i sine Forhaabninger. Da han var
den unge Dronnings'Formynder, og da han ved
sine Seire havde frelst hendes Throne, maatte han
selvfølgelig holde paa Monarchiet; men det skulde
være et Kongedømme med demokratiske Institu-
tioner, Saaledes som Stikordet dengang var, og han
saae dette Ideal realiseret i Forfatningen af 1837,
der var Progressisternes Værk. Republikanerne
mente imidlertid, at Kronen var overflødig, om ikke
skadelig, naar der skulde føres et folkeligt Regi-
mente, og det tidligere Regeringsparti, som Espar-
tero havde styrtet, var af den Anskuelse, at Kronen
blev reduceret til et betydningsløst Symbol, naar
det progressistiske System skulde gjennemføres. Den
nye Regent mødte Saaledes strax Modstand fra de
forskjelligste Sider og maatte begynde med at føre
en Række af Kampe, i hvilke han gik energisk og
skaanselløst tilværks. Republikanerne bleve slaaede
til Jorden overalt, hvor de reiste sig, en militair
Opstand, for hvilken O'Donnell stillede sig i Spidsen
i Pampelona for igjen at faae Regentskabet over-
draget til Enkedronningen, blev overvældet, og
General Diego Leon, der tilligemed General Concha
havde stiftet et militairt Complot, blev stillet for en
Standret og skudt den 15de October 1841. I de
baskiske Provindser indførtes et terroristisk Systeih,
som holdt Carlisterne itømme, og Republikanerne i
Barcellona bleve efter en haardnakket Kamp
tvungne til at anerkjende den nye Regent, der den
30te November holdt sit Indtog i Madrid som Seir-
herre i den nye Borgerkrig, hvortil han havde givet.
Signalet. Han var nu uindskrænket Hersker i
Spanien, men hans Popularitet havde tabt sig under
det sidste Felttog, som havde efterladt et bittert
Fjendskab imod ham allevegne, og for at styrke
sin Stilling søgte han ved sin ydre Politik at vinde
en Støtte i England; men den engelske Alliance
forhindrede ikke, at en republikansk Opstand atter
kom til Udbrud i Barcelona i Slutningen af 1842,
og han fik først Bugt med den efter at have udsat
den folkerige Stad for et Bombardements Rædsler.
Enkedronningens Tilhængere og Ultrademokraterne
indsaae nu, at de ikke kunde udrette Noget hver
for sig, og de sluttede derfor en af de unaturlige
Coalitioner, som høre hjemme i de Lande, der be-
finde sig i en politisk Opløsningstilstand. Ved deres
forenede Kræfter saae de sig ogsaa istand til at
byde Espartero Spidsen, og den første Seir, som de
vandt over ham, bestod i, at han i Mai 1843 blev
tvungen til at udstede en almindelig Amnesti. Nu
havde Coalitionen prøvet sin Magt overfor ham,
ligesom han i "sin Tid havde indledet Kampen
med Narvaez ved at tvinge Regeringen til at give
hans Adjutant et Generalspatent, og hans Modstandere
gik derefter strax videre, idet de forlangte, at han
skulde skille sig ved Linage, der beskyldtes for at
offre Spaniens Handelsinteresser for Englands, og at
General Zurbano, som var forhadt paa Grund af sin
Optræden imod Oprørerne i Barcelona, skulde stilles
for en Krigsret. Regenten vilde imidlertid ikke
give efter i disse Punkter, men opløste Cortes den
26de Mai, og herpaa svaredes der med en Opstand
i Catalonien, Andalusien, Aragonien og flere andre
Provindser. I Barcelona dannede der sig en revolu-
tionair Junta, som erklærede Espartero for afsat
og Dronning Isabella for myndig. Den for ikke længe
siden forgudede Espartero blev af den provisoriske
Regering, som bestod af Lopez, Caballero og
Serrano, beskyldt for Forræderi mod Fædrelandet,
og den fratog ham alle hans Værdigheder. Den
ellers saa raadsnare og energiske General tabte
ganske Besindelsen, da han mærkede, at Folkegunsten
svigtede ham, og han foretog næsten Intet for at
afværge det truende Slag. Han vilde gjøre et For-
søg paa at rykke imod Barcellona, men da Trop-
perne . negtede at følge ham, flygtede han over Hals
og Hoved til Cadix, hvorfra han den 30te Juli be-
gav sig til England. Otte Dage i Forveien var
Narvaez rykket ind i Madrid uden at støde paa
den ringeste Modstand.

I 1848 kunde Espartero vende tilbage til sit
ustadige Fædreland, hvor der imidlertid var fore-
gaaet et Omslag til hans Fordel. Det Decret, som
havde frataget ham alle hans Titler og Ordener,
blev sat ud af Kraft, og han indtog atter sin Plads
i Senatet; men han mærkede snart, at hans Rolle
var udspillet, og da han kom i et fjendtligt Forhold
til Hoffet, som afviste alle hans Tilbud, trak han
sig tilbage til Logrono. Efterat han i sex Aar
havde levet i Stilhed her, blev han atter trukken
frem paa den offentlige Skueplads ved den militaire
Opstand, som den 28de Mai 1854 udbrød under
O'Donnell, Dulce og flere andre Generaler. Det
seirende Militairparti frygtede nemlig for, at det
skulde støde paa alvorlig Modstand hos-Folket, og '

for at afværge denne Fare bekvemmede det sig til
at gaae paa Accord med Espartero, der af Dron-
ningen udnævntes til Conseilspræsident paa samme
Tid som en revolutionair Junta i Saragossa havde
udnævnt ham til »Generalissimus for de nationale
Hære». General O'Donnell, der havde været den
vigtigste Leder af Revolutionen, traadte ind i det
nye Cabinet som Krigsminister, og man ventede sig
store Resultater af Forstaaelsen imellem de to Mænd;
men det viste sig snart, at Enigheden kun var
overfladisk. O'Donnell var som Statsmand Espartero
langt overlegen, og de to Aar, i hvilke Ministeriet
bestod, hengik under uafbrudte Rivninger imellem
dem. Den 8de November 1854 var en ny consti-
tuerende Forsamling traadt sammen i Madrid, og
nu begyndte den vel bekjendte Cyclus af theoretiske
Discussioner og høitravende Declamationer, som snart
satte Statens politiske Existens paa Spil. Espartero
kunde som sædvanlig ikke beherske sine Popularitets-
lyster, og saasnart det extreme Parti i Cortes mær-
kede, at det kunde gjøre Regning paa hans Sympathi
og Bistand, forsvandt enhver Udsigt til Overenskomst.
Forsamlingen spaltede sig i to uforsonlige Partier,
de rene Progressister, som støttede sig til Espartero,
og de conservative Progressister, der anerkjendte
O'Donnell som deres Fører, og de to Aar hengik
under frugtesløse Kampe. Saasnart O'Donnell saae,
at han var stærk nok til at undvære Espartero,
gav han denne Løbepas og traadte selv i Spidsen
for et nyt Ministerium.

Fra dette Øieblik af har Esparteros Rolle været
udspillet i Spanien. Hans Afskedigelse fremkaldte i
Juli Maaned 1856 Opstande i Madrid, Barcelona og
Saragossa, men han afholdt sig som en klog General
fra selv at deltage i dem, skjøndt de foretoges i
hans Navn, og foretrak at sikkre sig et behageligt
Otium i Logrono, hvortil han atter trak sig tilbage.
Her har han, som sagt, siden den Tid uafbrudt levet
og ladet sig nøie med at være et folkeligt Orakel,
hvorved han ikke risikerede at blive forstyrret i
Nydelsen af sin store Formue. Da Dronning Isa-
bella styrtedes ved Septemberrevolutionen i 1868,
sendte han Marskalk Serrano et Brev, hvori han i
de varmeste Udtryk billigede den foregaaede Om-
væltning; men selv vilde den gamle General ikke
have Noget med den at gjøre. Under det forfærde-
lige Røre, som derefter paafulgte, afholdt han sig
ligeledes fra al activ Deltagelse i Begivenhederne.
I 1869 havde en spansk Deputeret det originale
Indfald at foreslaae, at de constituerende Cortes,
dersom de bestemte sig for den monarchiske Rege-
ringsform, skulde overdrage Kronen til Espartero,
men denne Idee fandt hverken Gjenklang hos For-
samlingen eller hos Folket, skjøndt der foretoges
flere Demonstrationer for at støtte den. Det var det
sidste Forsøg, som gjordes paa igjen at drage Espar-
tero bort fra Logrono. Han har nu accurat oplevet
den sidste Omvæltning, hvorved Spanien vil gjøre et
nyt Forsøg paa at komme ud af det Uføre, hvori'
samvittighedsløse Demagoger og uduelige Regeringer
have bragt det.

Darwinisme.

(Af B. C.)
(Sluttet.)

Darwinismen forlanger uoverskuelige Aarrækker,
for at en Art gjennem Variationer skal kunne tænkes
forvandlet til en anden Art, og man seer i den An-
ledning de Lærde dundre hverandre ned i dybe Af-
grunde. Men hvorfor gjøre saa mange Ophævelser
om en simpel Ting, som foregaaer hver eneste Dag
lige for vore Øine, og hvortil der saa lidt kræves
Millioner af Aar, at der i mange Tilfælde kun be-
høves et Secund, og Arten er ikke mere til at gjen-
kjende?

Lad mig som Exempel anføre Familien Braband,
og først angive dens Artsmærke; fhi her kommer
det jo fremfor Alt an paa Arten. Dens Specifieum
er at være afgjort demokratisk, og det ikke uden
et vist Anstrøg af rød Tinctur. Den forsikkrer til
enhver Tid paa Dagen høit og dyrt, at alle Menne-
sker ere lige og skulle være lige, og dersom Nogen
dristede sig til at gjøre gjeldende, at f. Ex. Dannel-
sen sætter visse Afstande, som hverken Rigdom eller
Fødsel eller nogensomhelst Magt er istand til at
ophæve, saa vilde han risikere et Anathema i en
temmelig utvetydig Form. Men Familien lader deti
ikke blive ved Forsikkringer; den gjør daglig Ud-
kast til en Mængde Lovbestemmelser, som, hvis de
vedtoges, vilde sætte hele Menneskeslægten istand
til at føre et uafbrudt Slaraffenliv. Og endnu mere
Familien Braband er velhavende og ynder at give
Selskaber — den vilde nemlig forgaae af Kjedsom-
melighed, hvis den ikke gjorde det — og ved en-

168

[page] 169

hver saadan Leilighed drikker den under alle mulige
Former, i Champagne og Rhinskvin, Folkets Skaal.
Folkestammen leve! Folkets Kjerne vorde sund
og kraftig! Gid Folkets Marv maa blive tyk og
fed! Gid Folkets Rødder maae finde fast Bund og
groe i Dybden! Slige Variationer ere gjennem-
gaaende for Skaaltalerne i denne Region. Derimod
vover Familien sig aldrig ned i de virkelige Kjæl-
dere eller op paa de virkelige Kvistkamre, hvor den
virkelige Nød findes; thi alt Dette skal forbedres
ved Lovene, og er ingenlunde private Folks Sag;
desuden vilde jo den Enkelte her være afmægtig.
I Ly af Theoriens Skygge sidder saa denne Familie
lunt inden Døre og forbedrer den lidende Men-
neskeheds Kaar. Særlig Anerkjendelse fortjener
Frøken Signe Braband. Hun er en smuk Pige og
af et livligt Temperament, og dersom det var paa
Scenen, vilde det tage sig ret net ud, naar hun
saadan med en koket Turban ligger henslængt paa
Sofaen og nyder en duftende Havanacigar. Hun har
faaet Øie for, at Menneskeslægten først bliver lyk-
kelig, naar den vender tilbage til Naturstanden, og
trodser bevidst de Smaahensyn, som ifølge gammel-
dags Overtro gjøre en Kvinde kvindelig.

Men hvad skeer nu? En Sommerdag, da Fa-
milien var ude paa sit Landsted, overfaldtes et lystigt
Selskab af en Tordenbyge og søgte Ly i Huset.
De modtoges gjestfrit, men da de navngave sig,
kom det Skrækkelige for Dagen: det var lutter
Grever og Baroner. Sprængtes nu Taget af Huset
som Hatten af en Dampkjedel? Opløftede Braband'-
erne et vildt Krigsraab og joge dem paa Døren?
Nei, de gjorde ikke. I sit hemmelige Værksted
foretog Naturen i den samme Stund en af disse
Forvandlinger, som altid fremkalde vor Beundring.
De belevne unge Herrer bleve i et Nu til Magneter,
paa hvilke Familien satte sig som Jernfilspaan. Der
blev i Hast hentet Venner og Veninder fra Øst og
Vest, og paa et improviseret Sommerbal, det nyde-
ligste man kunde tænke sig, blev der dandset til
næste Morgen. Man hørte uafbrudt: Behager Ba-
ronen ikke Dit og Greven Dat? Frøken Signe var
»Nattens Dronning« og optraadte virkelig med Ynde,
saa at hun endog satte Grevehjerter i Brand— idet-
mindste troede man det, og haabede, at Ingen vilde
slukke Branden. Dette er Darwinisme.

Saameget vil nu forhaabentlig være klart, at
Fornemhed er en af de Betingelser, der have en
væsentlig Indflydelse paa Arternes Variation, og det
ikke alene blandt naive og ubefæstede Gemytter,
men ogsaa hos udviklede, tænksomme og begavede
Folk. Charakteer og Beslutning have her kun lidt
at betyde overfor denne store Naturmagt. Det kom-
mer i Regelen ikke lidt efter lidt, men reiser sig
pludseligt og giver sig Udtryk i en vis febrilsk
Dirren og en Bestræbelse efter at nærme sig det
Fornemme, hvilket vort Sprog betegner ved Udtrykket
»at gnide sig op ad de Store«. Man bliver jævnlig
Vidne til denne Forvandlingsproces i Selskabet, og
der behøves ingen særlig Iagttagelsesgave for at see
den. Naar De midt under den blideste Stemning
og behageligste Conversation pludseligt mærker en
Uro, som man kunde sammenligne med et magnetisk
Uveir; naar Samtalen paa engang bliver springende,
Individerne tankefulde og aandsfraværende, og Alles
Blikke stjaalent vende sig i samme Retning; naar
krakilske Folk blive gudhengivne og selv Tvær-
driveren straaler med et saligt Smil, saa kan De
være overbeviist om, at Arterne ere i livlig Varie-
ren, thi Guden nærmer sig.

Klæder. Jeg tvivler slet ikke paa, at Mange
ville møde den Paastand med Vantro, at Klæderne
skulde have nogen Betydning for Arternes Varieren;
men lad os engang undersøge Sagen i al Fredsom-
melighed. Man siger nok, at det ikke gaaer saa
let med at forandre sin Natur som med at trække
sin Frakke af; ja, man siger Saameget. Men sandt
er og bliver det dog, hvor besynderligt det end i
Begyndelsen kan lyde, at Klæderne efterhaanden paa
en Maade træde i Forbindelse med vor Person-
lighed. Man forestiller sig uvilkaarligt som Eet
f. Ex. med sin Hovedbedækning, og føler sig paa en
anden Maade forlænget i en høi sort Hat, end i en
Hue, der slutter fast til Hovedet. Man skrider
freidigere hen ad Gaden i en ny vatteret Overfrakke,
end i en luslidt Paletot, og dvæler med et ganske
andet æsthetisk Velbehag ved et Par moderne, ele-
gant formede Støvler, end ved en plump Fodbedæk-
ning, der kun er for Nyttens Skyld. Selv Linnedets
Hvidhed har sin Betydning for vort personlige Vel-
være, og det var ikke uden Grund, naar en ældre
Tids Romanforfattere lagde særlig Vægt paa denne
Beklædningsgjenstand hos ædle Røvercapitainer; thi
det er i ethvert Tilfælde hævet over al Tvivl, at
»skinnende hvidt« Linned har blændet mangen
Læser(inde) og bidraget Sit til at forsone hende
med Røverens morderske Færd, saa at hun omsider,
opløst i Taarer, sympathetisk kunde ledsage ham

paa hans sidste tunge Vandring. Og med en ringe
Forandring ere vi Andre i Grunden ikke et Haar
bedre; thi hvem kjender ikke de Glimt af ond Sam-
vittighed, som forfølge os paa saadanne Dage, naar
vi vide med os selv, at vi i ovennævnte Henseende
ikke ere ganske pletfrie, og derfor betjene os af
smaa lønlige Konstgreb for at skjule vor Brøst,

I dette Vexelforhold mellem Personen og hans
Klæder kan der nu opstaae en interessant Kamp,
hvori snart Personen faaer Magt over Klæderne,
snart Klæderne over Personen, medens i begge
Tilfælde Darwinismen i Stilhed nyder sine Trium-
fer. For blot at nævne Frakker, saa er det en
Kjendsgjerning, at dette Klædningsstykke i Ti-
dens Løb kan forandre Natur og Saaledes gjennem-
trænges af sin Herres Personlighed, at det »afspeiler«
denne, selv om det hænger løst og ledigt paa en
Knag. En Frakke kan aabenbare den pilne, nøiag-
tige og propre, men mecbaniske og borneerte In-
dividualitet, som besørger sine Contoirforretninger
til Fuldendthed, indtager sin Middag paa Slaget fire,
og er misfornøiet med Verden i Almindelighed og med
Restaurationsmad i Særdeleshed; men den kan og-
saa fortælle os om den sangvinske, letsindige Vove-
hals, eller ved Kravens skødesløse Bøining og ejen-
dommelige Formationer af den brede Ryg aflægge
Vidnesbyrd om den joviale Godmodighed, som paa
enhver Tid er oplagt til en brølende Latter. Kunde
det overhovedet tænkes muligt, at en Frakke, som
var acclimatiseret hos en Forpagter paa Landet,
nogensinde kunde ligne en Frakke, som havde vimset
bag en Disk i Kjøbenhavn, selv om de to Exem-
plarer ikke havde været til at kjende fra hinanden,
da de udgik fra Skrædderens Haand? Jeg gad seet
Den, der kunde fremlægge Beviser for det Modsatte.
Men for at fjerne enhver Tvivl, vil det være til-
strækkeligt at minde om den Uniform, hvori Lieute-
nant von Buddinge i sin Tid præsenterede sig paa
Scenen, eller Mr. Robertson i »De Deporterede«.
Selv den mest talentfulde Theaterskrædder vilde
aldrig kunne frembringe saadanne Resultater alene
ved »Naalens Magt«; det var de Koristnere, der
stak i Klæderne, som yed deres overlegne Person-
lighed foretoge Forvandlingen. I Opslagene ,paa
Lieutenant von Buddinges Frakkeærmer virkede den.
samme Aand, som helt og holdent opfyldte denne
Individualitet, paa en for Darwinismen glimrende
Maade. Dette er Aandens Seir over Naturen.

Men nu omvendt. Ogsaa det Tilfælde kan ind-
træde, at Personen bukker under i Kampen og Klæ-
derne faae Overmagten, saa at man egentlig er til-
strækkelig orienteret, naar man faaer Øie paa disse
og kun lidet agter paa Individet, som bærer dem. Lad
os, for at anføre et eneste Exempel, blot antage, at
man tog en ny sort Silkehat af moderne Facon, en
Slip af skrigende Farver og en Naal med en Heste-
sko af Guld, indlagt med Diamanter; fremdeles en
vatteret Vinterfrakke af »storslaaet« Snit, lyse melerede
Benklæder, som slutte stramt om Legemet, et Par
Klemmebriller og et tyndt Spanskrør med forgyldt
Knap, samt endelig et yngre Individ, som forstaaer
at sætte Næsen i Sky. Forbind disse Elementer til
et Hele, og lad dette Hele spankulere frem og til-
bage i Bredgade; der vil da ingen Tvivl være om,
at Enhver endog paa lang Afstand med Sikkerhed
vil bestemme Arten efter Klæderne. Dette er Na-
turens Seir over Aanden.

Partivæsenet er en darwinistisk Factor, som
ogsaa fortjener Omtale. Den fordrer vel i de fleste
Tilfælde længere Tid, men Resultatet er til Gjengjeld
saameget desto sikkrere. Skjøndt ellers Motiverne
kunne have stor Betydning for den følgende Udvik-
ling, træde de her mærkeligt nok i Baggrunden:
hvad enten man slutter sig til Partiet af Overbeviis-
ning eller af Beregning, af Klogskab eller Dumhed,
eller endog af Kjedsommelighed og for at forslaae
Tiden, thi ogsaa dette Tilfælde forekommer — Re-
sultatet bliver bestandigt det Samme. Lad os vælge
det heldigste Tilfælde, hvori man melder sig hos
Partiet af levende og varm Overbeviisning. Man
modtages med aabne Arme; der holdes Middagsgilder
— thi uden dem kan et Parti ikke tænkes — der
poculeres, Ens Skaal bliver drukket. Man føler sig
løftet og hensættes i den Tilstand, som paa Tydsk
hedder »Wonne« (hvad den hedder paa Dansk, veed
jeg ikke). Man finder Alt indenfor Partiet saa ædelt,
saa rigtigt, saa uegennyttigt, saa herligt, velsignet
og guddommeligt; Alt hos Modpartiet saa fult, lum-
pent, beregnet, lavstammet, nedrigt, for ikke at sige
nederdrægtigt. Man siger: »naturligviis« til enhver
Proposition og troer virkelig paa Partiets Evighed.
Indpodningen er foretaget; man er i Begreb med
at groe fast til Moderstammen; den darwinistiske
Forvandling er i fuld Virksomhed. Nu kommer det
imidlertid an paa Beskaffenheden af den lille Pode-
kvist ; thi, for at tale uden Billede, de fleste Menne-
sker have dog et, om end nok saa ringe Gran af
Selvstændighedsfølelse, af egne Anskuelser og Domme

169

og egne Værdimaalere; men foregaaer nu Forvand-
lingen saa let, at man uden videre gaaer op i Par-
tiet, saa forvandles man først til Noget, hvorom man
efter Behag kan anvende Udtryk som Skraalhals eller
Trompeter, og derpaa gaaer Forvandlingen sin rolige
Gang, indtil man saa sikkert som nogen Ting ender
som Idiot. Behøver man at lede længe for at finde
slige Producter af Partidarwinismen? Og er det
muligt Andet, end at føle Medlidenhed med saadanne
Mennesker, som oprigtigt men naivt have kæmpet
under Partifanen, og forsaavidt havde et billigt Krav
paa Erkjendtlighed, idetmindste indenfor Partiet,
men som ikke desto mindre, da Tidens Fylde kom,
lempeligt skubbedes tilside, uden ringeste Del i
Byttet?

Men nu de mere Begavede? Med dem gaaer
Forvandlingen ikke saa ganske let. De have f. Ex.
en Smule Samvittighed, lidt Sandhedskærlighed og
Antydninger af Humanitet, og nære i den Anledning
smaa Tvivl, om Modstanderne nu ogsaa virkelig have
saa absolut Uret i Alt, som der paastaaes. De gjøre
maaskee denne Tvivl gjeldende, men mærke en dump
Torden indenfor Partiet; det trækker saa smaat op
til Uveir, og da Partiet allerede ret forsvarligt har
Haand i Hanke med dem, saa stemme de for een
Gangs Skyld tildels mod deres Overbeviisning —
ganske vist i en ren Biting, naturligviis, en ren
Bagatel, Noget som kun angaaer det Periferiske,
maaskee blot en Formalitet; men de føle det dog
som et lille Naalestik. Tilfældet gjentager sig, og
allerede anden Gang falder det lettere. Nu begynder
Darwinismen sit Værk, og med rivende Fart for-
våndler den dem, ikke til Trompetere — de have
nemlig i sig selv for meget Værd til at ansættes
ved en saa underordnet Tjeneste — men til Sofister,
og saa gjennemført kan Forvandlingen blive, at de
midt i Usandheden tilsidst selv »troe« paa deres
ædle Formaal. Disse Formationer af Darwinismen
ere høist farlige; thi de ere istand til at besmykke
for sig selv aabenbare Voldshandlinger, og den be-
tænksomme Mand holder sig borte fra dem, fordi
uforudseelige Tilfældigheder kunne gjøre ham til
Gjenstand for deres grændseløse Vilkaarlighed.

Men alt som Aarene gaae og Heden sætter
sig, kan der hos saadanne Mennesker komme en
Rest frem, som er undgaaet Darwinismen, en Rest
af Sandhedsfølelse og Agtelse for afvigende Menin-
ger. I slige Tilfælde, men sjeldne ere de ganske
vist, kan Individet fare tilbage for sig selv, og med
oprindeligt Skarpblik faae Øie for den Forvandling,
»Omstændighederne« have medført hos ham. Er der
da lidt Charakteer igjen, lægger han frivilligt Sta-
ven ned, og tilbringer Resten af sine Dage med at
grunde over Fortiden. At dette forholder sig saa-
ledes, veed jeg af (heldigviis ikke egen) Erfaring.
»Tro De mig,« sagde for nogen Tid siden en høit-
begavet og sanddru Mand til mig, »man sætter noget
af det Bedste i sit Liv til, naar man gaaer ind i et
Parti. Jeg har selv prøvet det. Desværre lade Tingene
sig neppe ordne anderledes; men man bringer i Virke-
ligheden paa denne Maade store Offere. Man føler, at
Ens Eiendommelighed slibes bort, og tvinges undertiden
til at bifalde Noget, jeg ikke ligefrem vil kalde
Uretfærdighed, men som dog har en vis Lighed
dermed. — Jeg har,« tilføiede han efter en Pause,
»indenfor Partivæsenet gjort bittre Erfaringer og
trak mig ud deraf itide. Saaledes er det, derom
kan jeg forsikkre Dem.« — Jeg behøvede ikke hans
Forsikkringer; men jeg takkede ham i mit stille
Sind for hans Oprigtighed og tænkte paa Darwi-
nismen.

Penge. Med dette Ord er nævnet et af Dar-
winismens Hovedmidler. For Dyrs og Planters Ved-
kommende kan det gjerne være, at Jordbund, Klima
og øvrige Omgivelser frembringe de mest indgribende
Variationer; men indenfor Menneskeslægten kan Intet
komme i Sammenligning med Penge. Medens man
undertiden ved Hjelp af Evner og Flid efterhaanden
kan arbeide sig frem og skabe sig en taalelig Stil-
ling, sætter man ved Hjelp af Penge med eet Spring
over alle Hindringer og staaer strax i Centrum. Lad
et Individ, som under almindelige Omstændigheder
kunde leve og døe, uden at Nogen bekymrede sig
om ham, lad ham komme i Besiddelse af en Million,
og han vil i samme Øieblik være forvandlet, ligesaa-
vist som hans Omgivelser ville være det. Jeg sigter
herved ikke til den trivielle Sandhed, som Leporello
udtaler, naar han negter at være en af disse lumpne
Krabater, som lade sig lokke med Ducater. I saa
Tilfælde var her jo kun et simpelt Hykleri, men
ingen Forvandling, altsaa heller ingen Darwinisme.
Maaskee forstaaes det bedst, naar man erindrer det
gamle Ord, at den, hvem Gud giver et Embede,
giver han ogsaa Forstand;*) thi det er i Sandhed

*) Man vogte sig vel for den omvendte Sætning: »Hvem
Gud giver Forstand, giver han ogsaa et Erabede«; thi
denne Paastand vilde være høist vildledende; men

i

[page] 172

forbausende at see, hvilken Værdighed, og Over-
legenhed, og Selvfølelse, og Aplomb, der kan komme
selv over en ubetydelig Person, naar han faaer et
Embede, og selv om man nu i Forholdet mellem
Mand og Mand kan føle sig ilde berørt af et saa-
dant Blæreri, vil man ikke undlade at dømme ander-
ledes, naar man betragter det samme Fænomen fra
Ideens Standpunkt; thi det vil da blive os klart,
at: Mandens Stilling er en darwinistisk Factor,
som ifølge en af de skjønneste Naturlove forvandler
ham til vor Overmand, selv om vi til daglig Brug,
og naar vi ville være splendide, i det Høieste kunne
anerkjende ham som vor Ligemand. — I endnu
høiere Grad kommer dette frem, hvor Penge spille
Hovedrollen og frembringe den Art indenfor Men-
neskeslægten, som kaldes Matadorer.

»Hvoraf kommer det,« spurgte jeg engang en
Matador, »at naar De gjør Deres Mening gjeldende,
saa stødes der i Trompeter fra Skagen til Konge-
aaen selv om det angaaer en ren Bagatel; men
dersom jeg vilde sige det Selvsamme, saa var der
ikke et Menneske, som tog Notits deraf?«

»Det skal jeg sige Dem, min Ven,«*) svarede
Matadoren; »det kommer ganske simpelt deraf, at De
ikke har Capital.«

»Capital?« spurgte jeg forundret. Jeg var
dengang meget grøn. »Er da ikke Sandheden Sand-
hed, uden at behøve Capital?«

»Sandheden Sandhed?« gjentog han med en
gryntende Latter. »Sandheden Sandhed ? Nei gu' er
den ei. Men éier De saamegen Capital, at De kan
sige til de Andre: »Gaa Fanden ivold!« saa skal
De bare see, hvor man lægger Mærke til Deres Ord.
— Hæ! — — Hæ!« Dermed tændte han sig en
Cigar og kastede sig i sin Lænestol.

Paa mig var denne fortrolige Meddelelse ikke
spildt, skjøndt jeg dengang langtfra anede, at Man-
den med det Samme havde foræret mig en Capital.
Først senere blev det mig klart, og navnlig ved
Hjelp af Darwinismen; thi hvilken anden Forklarings-
grund skulde vel tænkes mulig, naar man vil for-
staae den Forskjel, der er mellem Matadorernes
Optræden og andre Folks Optræden. Betragt f. Ex.
den Maade, hvorpaa Matadoren i en Samtale sætter
«andre Folk« til Væggen. Grunde og Beviser ere
for ham Intet; han affærdiger dem med det lille og
bekvemme Ord »Snak«, og Folk finde sig glatvæk deri.
Han fordrer i enhver Sag, ligesom de daarlige Billard-
spillere, at faae indrømmet visse Points forud, og
see, man indrømmer ham det! »I Hovedsagen og alt
det Afgjørende har jegKet,« siger han; »muligen kan
De faae Lov til at have en Mening om Bitingene; men
det er et stort Spørgsmaal, om jeg saa gider høre paa
Dem.« Dette er Kvintessensen af hans Tale i Politiken,
i Konsten, i Videnskaben, i Handel og Vandel, kort sagt
overalt; thi ethvert Omraade har sine Matadorer.
Og nu spørger jeg, om Sligt vilde blive taalt mellem
fornuftige Mennesker, dersom der ikke i Forveien
var foregaaet en Forvandling med os Allesammen.
Eller for at nævne et andet Exempel, hvem
kjender ikke den kjephøie Tone, som selv meget
unge Damer tillade sig, naar Tilfældet har stillet
dem indenfor Matadorverdenen? Det skulde være
Deres eller min Datter, som vovede at tiltale Folk
paa den Maade; vi vilde øieblikkeligt kjøre hende
ud af Stuen, og skamme os over hendes Uopdragen-
hed; men i hin Livets Beletage kan en næsviis
Putte tillade sig omtrent, hvad hun vil, og det op-
tages som Vidnesbyrd om en livlig Aand; hun er
»mageløs morsom« og »begavet«, seer De, »interes-
sant, pikant, charmant« og kort sagt, i sin gode
Ret, thi hun er et Product af en Naturlov, og hvem
glæder sig ikke over Naturen? —

Men synes det nu ikke blot efter denne ringe
Begyndelse, som om Alt kunde blive til Alt? Jeg
erindrer engang at have seet en Tegning, som be-
gyndte med et Strygebrædt, der lidt efter lidt blev
forvandlet, indtil det endte som en Baldame, og
skjøndt man kunde controllere hver Skridt, var det
umuligt at paavise noget Spring i Overgangene. Jeg
har seet en Støvleknegt, der paa samme Viis blev
animeret saalænge, til den endte som en Justitsraad.
Er dette ikke betænkeligt? Thi kan en Konstner
foretage saadanne Forvandlinger, hvad kan saa Na-
turen ikke gjøre? Og see vi ikke besynderlige
Fænomener trindt omkring? En betydelig Mand
samler et Parti, og den betydelige Mand er skaldet,
har en stor Næse og bruger tærnede Lommetør-
klæder. Strax begynder Darwinismen at arbeide i

den er heller ikke, saavidt mig bekjendt, nogetsteds
bleven opstillet.
;) Jeg var slet ikke denne Mands »Ven«; men det er en
Ejendommelighed hos denne Art, at tiltale Tkke-Matadorer
som Skoledrenge. Mellem Ligestillede har en saadan Tiltale
et Element af det Næsvise og Uforskammede, men fra
Matadorens Standpunkt er det ikke saa; der er det tvert-
imod naturbegrundet, og forsaavidt interessant og hen-
rivende.

det Skjulte, og i Løbet af faa Aar finde vi en Kreds,
hvis Medlemmer alle ere skaldede, have store Næser
og bruge tærnede Lommetørklæder. Den betydelige
Mand skriver kun med Gaasefjer, og Staalpenne ere
banlyste i den hele Kreds. Den betydelige Mand
decreterer, at Dette er godt, Hint slet; hele
Kredsen kan derefter kun see Dette, men har
faaet sort Stær overfor Hint. Den betydelige Mand
pleier at give Brøl, naar han nyser; hele Kredsen
brøler, og Antidarwinisterne raabe Prosit. —

Her nødes jeg til at standse, skjøndt Frem-
stillingen først nu skulde til at begynde paa det
Punkt, som egentlig vedkommer de to unge Damer,
og som i dybere Forstand skulde tilfredsstille dem,
nemlig »Kvalitetsvalget«; men da Bal- og Selskabs-
væsenet for Øieblikket er i fuld Gang, turde det
maaskee være hensigtsmæssigst ikke at give de unge
Damer Anviisningen altfor tydeligt, da de — Gud
velsigne dem! — i dette Punkt darwinisere saa for-
træffeligt, fordi de netop her ere saa vidunderligt
udstyrede fra selve Naturens Haand.

Ulykken paa Shipton-Jernveien.

Ved Middagstide sidstledne 24de December
hændtes paa en af de engelske Jernveie en Ulykke,
som forvandlede Manges Juleglæde til den dybeste
Sorg. Et Iltog, bestaaende af to Locomotiver med
fjorten eller sexten Vogne, fulde af Reisende, susede
frem fra Oxford til Birmingham. Da gik der Brist
paa et Hjul; Toget kom ud af Skinnerne og tum-
lede videre henved 500 Alen, indtil det tørnede
mod Brystværnet paa Broen over Oxford- og Bir-
mingham-Canalen og derved bragtes aldeles i Virvar,
idet nogle af Vognene kastedes ned ad Skraaningen
og de andre slyngedes sammen i en Bunke paa
Veien. Af de Reisende dræbtes 26 paa Stedet;
6 ere senere afgaaede ved Døden, og 70 ere komne
alvorlig til Skade, nogle saa farlig, at der er ringe
Haab om deres Liv. Vort Billede, som er taget af
en engelsk Konstner forinden der skredes til Bort-
skaffelse af de ødelagte Vogne, vil give en bedre
Forestilling om Katastrofen end hvilkensomhelst Be-
skrivelse.

Et kort Stykke Vei fra det Sted, hvor Ulykken
hændtes, ligger Hampton Gay Papirfabrik, hvis Eier
strax ilede til med sine Arbeidere og ydede virk-
som Hjelp, men Vognenes ramponerede Tilstand
voldte mange Vanskeligheder ved at skaffe de Lidende
ud. Senere kom de ved Telegrafen fra Oxford til-
kaldte Læger, og underkastede de Saarede en mere
videnskabelig Behandling.

Efter de optagne Forhør synes det utvivlsomt, at
Ulykken maa tilskrives den ovennævnte Aarsag, og at
Bristen fandt Sted paa en udrangeret, firehjulet Vogn,
som i Oxford var sat til Toget; men desuden lader
det til, at Signallinen mellem Vognene og Loco-
motivet har været uklar. Denne sørgelige Begivenhed
vil maaskee virke til Afskaffelsen af firehjulede Vogne,
mod hvilke de engelske Blade nu, i de Reisendes
Interesse, drage tilfelts, samt fremskynde Antagelsen
af et forsvarligt System til at signalisere fra Vognene
til Locomotivføreren, saa at denne, naar han gjøres
opmærksom paa at der er Noget i Veien, vil kunne
bremse strax, hvilket betydelig vilde have formindsket
Ulykkens Omfang, hvis det var skeet i dette Tilfælde.

Det kongelige Theaters Tilskuer-Foyer.

Selv om Træsnittet i dette Numer af Bladet,
fremstillende det kongelige Theaters Til-
skuer-Foyer i dens vordende Skikkelse, var et
Ideal af et Træsnit, vilde det naturligviis kun i
høist begrændset Grad kunne give Forestilling om
et Rum, hvor stærke Farver og glimrende Belysning
i Forbindelse med elegante Toiletter skulle udgjøre
de egentlige Virkemidler; men — en Skjelm giver
Mere, end han kan, og man faaer tage til Takke
med det, der lader sig præstere, i Øvrigt tagende
Fantasien til Hjelp samt, hvis man vil, supplerende
det, der gives af Billedet, med følgende Oplysninger.

Hensigten med denne Foyer er at yde Noget,
som ganske vist ikke har Stort at gjøre med dra-
matisk Konstnydelse, men som dog er knyttet til de
fleste eller alle større Theatre fra de senere Tider.
Tilskuernes Foyer skal nemlig være en Salon, hvori
Tilskuerne fra de dyreste Pladser, særlig fra Balcon-
Etagen, kunne samle sig i Mellemacterne, conver-
sere og nyde en eller anden let Forfriskning. Man
kunde maaskee tilføie, at der i Tilskuer-Foyererne
skal være Leilighed til at see de smukke Dragter,
som selv de bedste Pladser i Theatersalen kun

Nr. 798.

ufuldstændig bringe til Skue. Om man end ikke af-
spærrer den fine Foyer for det mindre fine Publi-
cum, vil dette dog i det Hele ikke søge dertil,
eftersom man i Regelen ikke har Lyst til at træde
frem i en mere elegant Selskabskreds med tarve-
lige Dragter. Det er da ikke heller Meningen,
at Publicum her skal tilfredsstille en Appetit, der
røber, at Middagstiden ligger paa et mindre fashio-
nabelt Klokkeslet; det er en Forvildelse, naar saa
plumpe Varer som f. Ex. 01 viste sig i dette Locale,
og det er en fuldstændig Misforstaaelse, naar
Gjesterne selv søge hen til de Buffets, der ere an-
bragte i smaa Siderum ved Salen. Nei, Tanken
gaaer ud paa Promenade, Hvile og Conversation,
medens Opvartningen overlades til galonerede Tjenere,
der frembære en kvægende Frugt-Is, en pikant
Likeur eller i det Høieste en flødeskummet »Tasse>
Chokolade. Kun til saadant Brug ere de omtalte
Buffets indrettede, og de, der have — om man saa
tør sige — grovere Fornødenheder i Retning af
tykt Smørrebrød, 01 og Brændevin, ville være at
henvise til Restaurationslocalet ovenpaa, hvor Ved-
kommende da selv maa besørge Opvartningen, men
hvor der til Gjengjeld og'saa er rundeligere Plads
ved de mad- og drikkefyldte Diske.

Vel er Architekternes Plan endnu ikke fast-
slaaet; men lad os ikke desto mindre efter disse
indledende Betragtninger kaste et Blik paa den nye
Foyer, Saaledes som de have tænkt sig den. Fra
den store halvrunde Spadsere-Foyer træder man ind
igjennem Døre, der ere udførte som mat Bronce
med blanke Ornamenter. Staalgraae Silkegardiner med
couleurte Border, drappere Døre og Vinduer. Gulvet
er af Egetræ i Parquet og med Mahogni-Indlægning;
sorte Marmorkaminer med Bronce-Ornamenter staae
ved Endevæggene, fire Sofaer og Blomstergrupper
fylde de lange Sidevægge samt Mellemrummene
mellem Vinduerne, to runde Sofaer med Blomstervaser
indbyde midt paa Gulvet til at sidde under Glandsen
af tre funklende Glas-Lysekroner, hvis Straaler
blive mangefold retlecterede i store Speile. Selve
Væggene skulle afdeles ved sorte Marmorfriser
og rigtsmykkede Guldlister; derved fremkomme 8
store Felter, i hvilke Scener af Repertoirets
mest charakteristiske Stykker skulle anbringes.
Man har f. Ex. tænkt paa en Scene af en Oehlen-
schlægersk Tragedie og af en Holbergsk Comedie,
paa et Optrin af en Bournonville'sk Ballet, paa
! Scener af »Hamlet«, af »Don Juan«, o. s. fr. Men
j man agter ikke at gjenfremstille, hvad der er givet
! paa den virkelige Scene, Saaledes at der skulde
! være Tale om at copiere Arrangementet eller om at
portraitere bestemte sceniske Konstnere; man
ønsker at give Maleren frie Hænder, for at der i
Billederne kan lægges desto Mere af en fyldig,
almen Charakteristik af menneskelige Følelser, (
Stemninger og Lidenskaber. En saadan friere Be-
handling vilde ogsaa stemme bedst med den Stil,
hvori denne Foyer skulde være holdt, idet den
nærmest søger sine Forbilleder i en Tidsalder, da
Væggene tapetseredes med Gobelins, som der jo
imidlertid ikke nu kan være Tale om at skaffe eller
om directe at eftergjøre. Man vil formentlig finde,
at det hele Rum, der for Øieblikket er alt Andet
end skjønt, da vil være ligesaa hyggeligt, som
elegant.

Tilbage staaer at sige et Par Ord om Loftet,
hvor alt nu den gipsede Casettering antyder Lidt
af Ideerne. Man skal da tænke sig Bunden af
Casetterne belagt med Sølv og decoreret med Reliefs
i Guld: Genier og Engle, Arabesker osv. Inddelings-
Linierne fremhæves ved Canellering og Maling i
Mønstre å la greque, fra Skæringspunkterne skulle
svulmende, gyldne Druer hænge ned. Endelig vil Lof-
tets og Væggenes Decoration være at forbinde ved en
omløbende Frise, Relief paa farvet Grund. Da den
aabne Loggia jo staaer i nær Sammenhæng med
Tilskuernes Foyer, skal det kortelig nævnes, at man
her har at tænke sig farvede Marmorbrøstninger,
rige Arabesker paa Væggene og forgyldte Pendantifs
foroven.

Til allersidst vil Læseren maaskee spørge om,
hvad alt Dette skal koste, og hvilken Udsigt der
er til at faae Planerne sat i Værk. Vi skulle dog
ikke indlade os paa indiscrete Oplysninger om de
forhaandenværende Midler, men kun gjøre den lige
saa simple som sande Bemærkning, at jo ivrigere
Publicum vil være for at fylde den Kasse, hvoraf
den konstneriske Udsmykning skal bestrides, desto
hurtigere vil Udsmykningen blive til Virkelighed, og
vi tør endydermere paastaae, at dér endnu i be-
meldte Kasse er »nogle ledige Pladser«, hvori En-
hver med Tryghed kan anbringe de Kroner, som
ikke kunne anvendes paa en bedre Maade end til
det endnu saa ukongeligt nøgne, skaldede og hvid-
tede kongelige Theaters konstneriske Udsmykning.
Een rundhaandet Gave hertil er allerede til-
sikkret, nemlig fra den ligeoverfor sit Fædreland og