[page] 19-20

Darwins Udviklingstheori.

Der er vistnok faa Skifter, der have vakt
et saadant Røre som Darwins i 1859 udkomne
Værk "om Arternes Oprindelse". Den deri inde-
holdte Udviklingstheori er ganske vist tidligere ud-

[page] 21-22

talt af forskjellige Naturforskere og Philosopher,
men er aldrig bleven fremstillet med en saadan
Klarhed som af Darwin, og aldrig bleven belyst
ved et saa enormt Erfaringsmateriale, som det,
han har havt til sin Raadighed. Denne Theoris
store Fortjeneste er at have paavist Ensartet-
hederne af den organiske og uorganiske Verden,
og paa naturlig Maade forklaret Tilblivelsen af
og Sammenhængen mellem de mangfoldige For-
mer. Darwins Opgave er nemlig at vise, hvor-
ledes de forskjellige nulevende Dyre- og Plante-
arter alle maa antages at nedstamme fra én
eller nogle faa Grundtyper, af hvilke de i Tider-
nes Løb have udviklet sig ved deres Evne til
under Kampen for Tilværelsen at lempe sig ef-
ter forandrede Livsvilkaar og til at lade disse
Tillempninger gaae i Arv til deres Afkom. Idet
Udviklingstheorien betragter vor Tids Dyr og
Planter som opstaaede af tidligere Former ved
en Udvikling, som fortsættes den Dag idag, har
den derved benægtet Tilværelsen af constante Ar-
ter, idet den kun opfatter disse som midlertidigt
fæstnede Varieteter. At en Theori, der er saa
fuldstændig stridende mod alle, særlig de reli-
giøse Traditioner, at dens Fortjeneste netop er
at give en naturlig Forklaring af den organiske
Naturs Phænomener og udelukke enhver vilkaarlig
Skaberindgriben,ved sinFremkomstmødte betydelig
Modstand som afgjort materialistiske, er ganske
forklarligt; særlig Protest mødte den Consekvens
af Theorien, som Darwin selv ikke havde draget
i det før omtalte Værk, men som han senere
behandlede i sit 1871 udkomne Skrift "om Menne-
skets Oprindelse", nemlig at Mennesket maa
have udviklet sig af en Dyreform. Til de fra
Religionens Side reiste Indvendinger kan der al-
deles ikke tages Hensyn, medmindre man vil
tillægge gamle Myther samme Beviskraft som
videnskabelige Erfaringsresultater; de Indvendin-
ger derimod, som kan reises fra videnskabelig
Side, skal paa et senere Punkt blive berørte. Vi
ville nu først gaa over til i Korthed at behandle
Udviklingstheoriens Hovedpunkter.

Levende Væsners Evne til at modtage smaa
Ændringer i Legemsbygningen ("variere") og
lade dem gaa i Arv til deres Afkom er noksom
bekjendt for Husdyrenes og de dyrkede

Planters Vedkommende, hvor det styrende
Princip er Menneskets "Racevalg". Det er en
ubestridt Kjendsgjerning, at to Individer af
samme Art aldrig ere fuldstændig ens, selv om
de leve under saavidt muligt ens Betingelser, og
det forstaaes let, naar man erindrer hvilken
uhyre Rolle Ernæringen spiller i Organismens
Tilværelse, og at Tilvejebringelsen af aldeles de
samme Ernæringsforhold selvfølgelig er umulig.
Racevalget bestaaer nu i, at man blandt et stort
Antal Individer udvælger dem, der i særlig Grad
ere i Besiddelse af en for Mennesket nyttig
Eiendommelighed, og kun lader disse formere
sig, hvorved da den omspurgte Egenskab ned-
arves og forøges med hver Slægt; Ændringen
ved hver enkelt Generation er rigtignok som of-
test kun lidet iøinefaldende, men ved den plan-
mæssige Fremgangsmaade opnaaes desuagtet be-
tydelige Resultater i forholdsvis kort Tid i den
Grad, at de Saaledes frembragte Varieteter ofte
afvige mere fra hinanden end vildtlevende Arter.
Mest paafaldende er vistnok Resultatet for Du-
ernes Vedkommende, hvor alle de indbyrdes saa
forskjellige Racer nedstamme fra en og samme
Form, den vildtlevende Klippedue; Darwin har
j derfor særlig havt sin Opmærksomhed henvendt
paa denne Fuglegruppe og har selv paa sit Gods
holdt Størsteparten af de existerende Afarter.
Dueavlen har i England naaet en saadan Fuld-
kommenhed, at de dygtige Dueopdrættere paa
en given Tid kunne skaffe Fugle med de for-
ønskede Eiendommeligheder, og disse vedrøre
ikke blot mindre væsentlige ydre Forhold, men
gribe endogsaa forandrende ind i Skeletbyg-
magen.

Fremgangsmaaden ved Race valg et belyses
maaske bedst ved et Par Exempler. Ønsker
man en Blomst i bestemt Farve, vælger man
blandt en hel Udsæd dem, der tilnærmelsesvis
besidde vedkommende Farve og lader Bestøvningen
foregaae mellem dem indbyrdes; den derved
vundne Udsæd vil allerede indeholde den ønskede
Farve skarpere udtalt, og ved gjennem flere
Generationer at bære sig ad paa denne Maade
kan man tilsidst opnaae det tilsigtede Resultat.
Samme Methode benyttes for Dyrenes Vedkom-
mende, Saaledes ved Merinofaareavlen, hvor sta-

[page] 23-24

dig de mest finhaarede Dyr blive omhyggeligt
udsøgte, og kun de faae Lov til at formere sig«

Grunden til, Tillæmpningsresultaterne ere
saa iøinefaldende, ligger maaske tildels i, at
en enkelt Del af en Organisme ikke kan modi-
ficeres, uden at derved tillige fremkaldes Modi-
fikationer af andre Dele, et Phænomen, der be-
roer paa Ernæringsforholdene og ligeledes er
noksom bekjendt fra det daglige Liv. Vil man
have en Plante i en Afart med særlige udviklede
Blade, maa man skaffe disse den størst mulige
Mængde af Plantens samlede Ernæringsmateriale
ved f. Ex. at bortskjære Blomsterknopperne, der
ellers til deres Udvikling vilde have brugt endel
Næringsstof, som nu kan komme Bladene tilgode.
Omvendt kan man berøve Frugttræer deres
Blade for at spare Næringsemnet til Frugtdannel-
sen. Noget tilsvarende finder Sted ude i Naturen,
idet ved særlig Udvikling af et enkelt Organ den
dertil nødvendige Næring undrages andre Or-
ganer, som derfor forkrøble. Undertiden er Sam-
menhængen ved denne saakaldte, "Correlative
Tillempning" aldeles uforklaret, som Exempel
blot det bekjendte Faktum, at hvide Katte med
blaa Øine almindeligvis ere døve.

Ligesom Husdyr og dyrkede Planter ved
planmæssig Behandling fra Menneskets Side
kunne danne Afarter, der stadig fjerne sig mere
fra Stamformen, Saaledes mener nu ogsaa Dar-
win, at de vildtlevende Organismer kunne
variere, naar Livsvilkaarene forandres, idet de
Individer, der have Evne til at lempe sig efter
Forholdene, lettere ville bestaae i Kampen for
Tilværelsen end deres i denne Henseende mere
mangelfuldt udstyrede Kammerater og Saaledes
faae Leilighed til at formere sig og lade deres
Eiendommeligheder gaa i Arv. Tillempningen
er altsaa det forandrende, Arveligheden det con-
servative Moment. Som Bevis kan blandt Andet
anføres den Overensstemmelse, der er mellem
Dyrenes Farve og deres Opholdssted, og som
maa tænkes opstaaet ved, at af de oprindelig
arvede Individer de, der nærmest lignede deres
Omgivelser, vare mindre udsatte for Forfølgelse
og Saaledes fik Lov til at lade deres eiendomme-
lige Farve gaa i Arv; f. Ex. de bladædende Insecter,
der gjerne ere grønne, Ryperne, der om Vin-

24

teren ere hvide, saa at de ikke kan skjelnes fra
Sneen o. s. v. Ogsaa Flagreegernets mellem For-
og Baglemmerne udspændte Faldskjærm maa tæn-
kes opstaaet ved en saadan "naturlig Udvæl-
gelse", idet de med en paa det omtalte Sted
rigeligere Krophud udstyrede Individer bedre
have undgaaet Farerne ved de lange Spring end
deres mindre heldigt stillede Kammerater; lige-
ledes kan den tættere Behaaring af Bladene hos
Planter itarre Egne betragtes som et Resultat
af disse Planters Evne til at fastholde Fugtig-
heden. Ligesom altsaa Menneskets Racevalg er
det virksomme Moment ved de cultiverede Or-
ganismers Varrier en, er den "naturlige Udvælgelse"
det for de vildtlevende Formers Vedkommende;
medens Mennesket virker planmæssigt, med et
forønsket Resultat for Øie, foregaaer den anden
Virksombed planløst, og derfor langsommere,
men ligesaa sikkert gjennem Kampen om de
nødvendige Betingelser for Existentsen, den saa-
kaldte "Kamp for Tilværelsen".

Ifølge statistiske Beregninger over Be-
folknings-Forholdene tiltager Befolkningen efter

geometrisk Progression o. som 1:2:4:8 - -

medens de fornødne Subsistensmidler kun til-
tage efter arithmetisk Progression o. som 1:2:

3:4:- - det øjensynlige Resultat af denne

Kjendsgjerning bliver, at der til hvert givet Tids-
punkt er for faa Subsistentsmidler, so ni natur-
ligvis ville tilfalde de heldigst stillede, medens
de uheldigere stillede gaa tilgrunde. Overføres
disse Forhold fra Menneskelivet til den øvrige
organiske Natur, faae vi let Forklaringen paa
den gjennem hele Naturen stadigt stedfindende
Kamp for Tilværelsen, som saa langt fra vil
kunne ophøre, at den endogsaa nødvendigvis
bestandig maa tiltage. Resultatet bliver i begge
Tilfælde en Fuldkommengjørelse af Organis-
men, ligesom den med de fuldkomneste Takker
udstyrede Hjorts Sejr i Kampen om Hunnerne
vil føre til en stærkere Udvikling af Hjortenes
Hovedprydelse, Saaledes vil ogsaa det intelligen-
teste Menneskes Seir i Tilværelseskampen med-
føre en stadigt fuldkomnere Bygning af den
menneskelige Hjerne. — Hvad Lovene for
Nedarvningen angaaer, har man hidtil be-
skjæftiget sig saalidt dermed, at mangfoldige

[page] 25-26

herhen hørende Forhold ere fuldstændig uop-
klarede. At tilfældige Eiendommeligheder og
Sygdomme kunne nedarves hos Menneskene er
en bekjendt Sag: en særlig stærk eller i anden
Retning ualmindelig Haarvæxt findes ofte hos
hele Familier; det samme gjælder de saakaldte
Modermærker" o. mørktfarvede Pletter i Huden;
sex Fingre og Tæer fandtes hos den overvei-
ende Del af en spansk Familie; Mangel paa
Farvestof i Haaret og i Øiets Aarehinde o:
hvidt Haar og røde Øine ("Albinisme") er lige-
ledes en saavel hos Mennesker som hos Katte,
Mus, Kaniner, Geder, arvelig Monstrøsitet.
Paa samme Maade optræde visse Sygdomme,
især Bryst-, Kirtel- og Sindssygdomme gjerne
gjennem flere Slægtled. Ofte springer Arve-
ligheden en Generation over, saa at den ned-
arvede Egenskab først viser sig i andet Slægtled:
at Børn hyppigt have stærkt udprægede psychiske
Særegenheder tilfælles med deres Bedsteforældre
og derimod ikke med deres Forældre, er et
noksom bekjendt Factum. Særlig stærkt ud-
talt er dette Phænomen ved det hos vore lavere
Dyr optrædende "Generationsskifte." Hos
mange Leddyr og Bløddyr findes nemlig de for-
skjellige Forplantningsmaader, som vexle med
hinanden foruden den i Dyreriget almindelige,
kjønnede Forplantning ved Æg, befrugtede ved
Sæd, tillige en ellers i Planteriget hjemme-
hørende Forplantning ved Knopper, som uden
nogen Befrugtning skyde frem fra Moderdyrets,
den saakaldte "Ammes" Krop, og enten for-
blive i Forbindelse med den og danne en
"Coloni" eller løsne sig for at føre en selv-
stændig Tilværelse; disse to Forplantningsmaader
kunne enten skifte Saaledes, at hverandet Slægt-
led er kjønnet o: bestaaer af Hanner og Hunner
og hverandet kjønsløst o: bestaaer af Ammer,
eller Saaledes, at der mellem de paa hin-
anden følgende kjønnede Slægter er indskudt
flere, indtil en halv Snes Ammegenerationer,
som meget hyppigt leve paa ganske andre Ste-
der og have et ganske andet Udseende end de
æglæggende Dyr.

En ikke mindre interessant Fremtoning
er den saakaldte "Atavisme" eller Tilbage-
fald til Forfædrenes Udseende; det hænder f.

26

Ex. undertiden, at der hos Heste viser sig en
Farvetegning med mørke Tværstriber, som vi
træffe den hos de i Sydafrika vildtlevende En-
hovede, Zebra og Qvagga, og som bekræfter
den formodede Afstamningsforbindelse, idet
de tamme Hesteracer antages at være Efter-
kommere af de omtalte vilde Former. Ogsaa i
Planteriget træffes denne Atavisme; ved saa-
ledes at bringe de dyrkede Æblesorter under
lignende Betingelser som dem, hvorunder de
voxe frit i Naturen, kan man føre dem tilbage
til deres fælles, ucultiverede Stamform.

Ofte overføres særegne Bygningsforhold
ved Arv kun til det ene Kjøn, Saaledes Hjortens
Takker, Løvens Manke, Hanens Sporer, Man-
dens Skjæg, medens hyppigst Afkommet faaer
nogle af Moderens og nogle af Faderens Egen-
skaber; Anvendeligheden af Bastarder som
Muldyr og Mulæsel beroer netop paa, at de fra
begge Forældre arve de for Mennesket nyttige
Egenskaber.

Et Forhold, der spiller en betydelig Rolle
ved Siden af Naturens Kvalitetsvalg er Parrings-
valget, som er særligt iøinefaldende for Fug-
lenes Vedkommende; Hanfuglenes ofte pragt-
fulde Fjerklædning og andre Prydelser maa
ligesom Sangfuglenes Stemme tænkes opstaaet
derved, at Hunnerne mellem de mange Hanner
særlig have valgt dem, der vare i Besiddelse af
den pragtfuldeste Fjerdragt eller den smukkeste
Sangstemme, og denne Antagelse støttes af
mange Kjendsgjerninger, at f. Ex. Hannerne
hos visse Fugle i Parringstiden samle sig og
foretage en stram Revuemarche for Hunnerne,
hvorefter saa disse vælge dem, der tiltale dem
mest, og at mange Sangfugles Hanner foran-
stalte Væddekampe, hvorved da de bedste
Sangere blive de lykkelige.

Naturens Kvalitetsvalg og Hunnernes Par-
ringsvalg vil føre til en stadigt fremadskridende
Divergents af Arterne, idet det jo er klart, at
jo forskjelligere Organismerne ere, desto flere
vil der kunne leve af dem paa samme Sted,
ligesom Arbeidsdelingen praktisk har vist sig
at være hensigtsmæssig i det menneskelige
Samfundsliv.

Undertiden kan Udviklingen snarere faae

[page] 27-28

Udseende af en Tilbagegang end af et Frem-
skridt, Saaledes naar man seer Krebsdyr, som,
efter først at have været fritlevende, i en senere
Periode blive Snyltedyr, og under denne Til-
stand tabe Lemmer og Sandseredskaber; men
det er desuagtet en hensigtsmæssigere Form, idet
derved det Næringsmateriale, der ellers vilde
bruges til de nævnte, nu unyttige Organer,
spares til en videre Udvikling af Forplantnings-
og Ernæringsredskaberne.

Af de mangfoldige Exempler, Darwin an-
fører som Bevis for, hvor indviklede Forholdene
kan være ved Tilværelseskampen, skal endnu
blot nævnes et enkelt: Beboerne af mange af
Sydhavsøerne nære sig væsenlig af en tvebo
Palme, hvis Frugtdannelse er betinget af, at
nogle Insecter føre Støvet fra Han- til Hun-
planterne og Saaledes fremme Befrugtningen.
Disse Insekter tjene til Føde for Smaafugle,
disse igjen for Rovfugle, som atter hjemsøges
og ofte ødelægges af en snyltende Mide; denne
endelig beboes af Snyltesvampe, som altsaa
paa femte Haand betinge de omtalte Øboeres
Existens, idet de ved rigelig Forekomst ville
indskrænke Midernes og ved den deraf følgende
Forøgelse af Rovfuglemængden tillige Smaa-
fuglenes Antal, hvoraf saa igjen Resultatet vil
blive en Tiltagen i Antallet af de Bestøvningen
fremmende Insekter.

Et slaaende Bevis for Tilværelseskampen
faaes ved Sammenligning af det Antal Individer,
der paa en given Tid kunde komme til Udvik-
ling, og dem, der virkelig existere. Overskud
af Næringsstof bevirker hos et levende Væsen
en Forøgelse ud over dets egen Vækst o: Frem-
bringelse af et Afkom. Det Antal Æg, et
levende Væsen kan producere, er efter Arten
højst forskjelligt; Mennesket og flere andre
Pattedyr faa almindeligvis kun en enkelt Unge
ad Gangen, medens Aalekvabben føder 2—300;
mange Svømmefugle lægge kun et enkelt Æg,
medens Torsken og Støren lægge henholdsvis
4 og 3 Millioner; mange Planter frembringe
Frø i Tusindvis, andre præstere kun nogle faa.
Antallet af samtidig existerende individer staaer
imidlertid slet ikke i Forhold til Æggenes
gjennemsnitlige Antal hos vedkommende Art,

27

og Grunden hertil er, at det unge Individ lige-
fra sin første Oprindelse er mangfoldige, til-
fældige Omstændigheder underkastet og har en
stor Mængde Kampe at bestaa mod Forfølgelse
af Rovdyr, Temperatur og først og fremmest
mod de beslægtede Organismer, og disse Kampe
ere højst forskjellige for de forskjellige Arter.

F..
(Fortsættes.)

[page] 43-44 Darwins Udviklingstheori.

(Fortsat.)

Den i forrige Nr. i sine Hovedtræk fremstil-
lede Darwinske Udviklingstheori har, 3om rimeligt

44

er, været Gjenstand for en overordentlig livlig
litterær Debat, idet der baade fra naturviden-
skabelig og fra phiiosophisk Side er fremkommen
Indlæg for og imod i en saadan Mængde, at
denne Theories Litteratur er voxet til et Omfang,
som neppe er naaet af nogen anden naturfiloso-
fisk Hypotheses. At der kan reises mangfoidige
begrundede Indvendinger mod Theorien, skal al-
deles ikke benægtes; men mange af dem have
ogsaa kun tilsyneladende Gyldigbed, og mange
ere ialfald svundne væsentlig ind ved at gjen-
drives dels af Darwin selv, dels af en af hans
betydeligste Disciple, Hackel, som tillige begge
med overbevisende Klarhed have fremstillet The-
oriens Hovedstøttepunkter. Af disse ville vi nu
som de væsentligste omtale den gradvise Over-
gang mellem saavel de forskjellige fossile som
nulevende organiske Former, Overensstemmelsen
mellem Individets Fosterudvikling, de uddøde
Organismers Afstamningskjæde og de nulevende
Formers systematiske Udviklingsrække, fremdeles
de saakaldte "rudimentære Organer" og endelig
de levende Væsners geografiske Udbredning.

Den gradvise Overgang mellem de
forskellige Former kan umiddelbart iagttages
for de nulevende Organismers Vedkommende,
hvad derimod de uddøde Planter og Dyr
angaaer, maa man søge Oplysninger i de saa-
kaldte "Fossilier" eller "Forsteninger," hvorved,
som bekjendt, forstaaes Rester af Fortidens Or-
ganismer, bevarede i Jordskorpen i mere eller
mindre uskadt Tilstand. For at fatte disse Fos-
siliers Dannelse og videnskabeUge Betydning be-
høver man blot at kaste et Blik paa Jordklodens
Oprindelse og videre Udvik'ing, Saaledes som
den fremstilles i den nu almindelig anerkj endte
Kant-Laplaceske Hypothese. Ifølge denne har
Verdensrummet oprindelig været opfyldt af en
dampformig Materie af ubestemmelig Varmegrad,
høi nok til at holde selv de vanskeligst smel-
telige Grundstoffer i Luftform. Paa forskjellige
Steder har saa denne Materie samlet sig til
sammenhængende Dampmasser, i hviske der, uvist
hvorledes — og heri ligger Theoriens Hoved-
vanskelighed — maa tænkes opstaaet en rote-
rende Bevægelse, hvorved efterhaanden de om-
talte Dampmasser have antaget Form af Kugler,
som under den forøgede Rotation bleve fladtrykte

[page] 45-46

46

ved Polerne og stadigt stærkere opsvulmede
under Æqvator. Fra saadanne Dampkugier har
nu ifølge Hypothese« de forskjellige Solsystemer
deres Oprindelse. Naar nemiig Fladtrykningen
ved Kuglens Poler og Uddrivningen paa Midten
havde naaet en saadan Høide, at den midtpunkt-
flyende Kraft under Æqvator var stærkere end
Sammenhængskraften, løsnedes en Dampring, som
slyngedes ud i Rummet, rullede sig sammen og
dernæst som en mindre Dampkugle kredsede
udenom den større, fastholdt i sin Bane af den
for alle Legemer fælles Tiltrækningskraft Ved
en Gjentagelse af dette Phænomeo maa f. Ex
for vort Solsystems Vedkommende Jorden og de
andre Planeter tænkes opstaaede. Fra disse damp-
formige mindre Kloder har saa paa lignende
Maade ved forøget Rotation atter løsnet sig Rin-
ge, af hvilke hver har rullet sig sammen for
derpaa som en "Maane', under stadig Omdrei-
ning om sin Åxe og sin tilhørende Planet, at
ledsage denne paa dens Bane udenom Resten af
den oprindelige Dampklode, Solen. Alle disse
Kloder ere efterhaanden, ved at afgive Varme til
Verdensrummet, gaaede over i Vædskeform, og
disse koossaleDraaber ved yderligere Afkjølingpaa
Overfladen størknede til en fast Skorpe.

Betragte vi nu med disse Forudsætninger
vor Planet, maa den, uagtet dens Alder neppe
kan anelaaes i Millioner Aar, dog betragtes som
forholdsvis ungdommelig, idet dens faste Skorpe
kun er meget tynd i Sammenligning med dens
ildflydende Indhold; denne Skorpe bestaaer af
flere Lag, som ere dannede efter hverandre, dels
derved, at til forskjellige Tider flydende Masser
ere brudte ud gjennem den tynde Overflade,
dels derved, at under den fortsatte Afkjølmg,
stadigt nye Stoffer ere gaaede over fra luftformig
til flydende og fast Tilstand.

Et af de vigtigste Tidspunkter i Jord-
klodens Udviklingshistorie har været det, hvor
Varmegraden var bleven tilstrækkelig ringe til at
de Jorden omgivende Vanddampe kunde fortættes
og som enorme Regnskyl afkjøe den hede Over-
flade, da dette har betinget Fremkomsten af de
første Organismer. Ved Oprindelsen til disse
første levende Væsner støde vi igjen paa et
Knudepunkt, om hvilket man for Øieblikket intet
kan afgjøre, men der synes fra et materialistisk
Standpunkt ikke at være Noget til Hinder for at
antage, at de ere opstaaede ved "Selvdannede*
(,,generatio aeqvivoca") al den livløse, uorganiske
Materie. Mod denne Antagelse er det ikke no-
get Bevis, at man for Øieblikket ikke er istand
bl kunstigt at fremstille en eneste livsdygtig
Lelle, endsige en mere compliceret Organisme,
idet dette kun vilde finde Sted under Sammen-
stød af en Mængde eiendommelige Betingelser,

som det naturligvis er meget vanskeligt, om ikke
umuligt, at tilveiebringe. Man er paa dette
Punkt kun kommen saavidt, at man kan efter-
ligne den organiske Celles Bygning ved ie saa-
kaldte "kunstige Celler". Bringer man nemlig
en Draabe af en Limopløsning i en Opløsning af
Garvesyre, kan man paa Draabens Overflade faa
dannet en Udfældningshinde af garvesur Lim,
som svarer til den organiske Cellehinde, og som
endogsaa kan bringes til at voxe ved Indlivning
af nye Smaadele af den omtalte Forbindelse.
For ikke længe siden var man ikke istand til at
fremstille et eneste organisk Stof, medens Kemi-
keren nu kan sammensætte en betydelig Mængde^
af dem, saa at der ikke er nogen Grund til at
tvivle om, at det ogsaa engang vil lykkes med déM
saakaldte "Æggehvidestoffer" hvoraf de dyriske
Celler væsentlig bestaa.

Om disse første Organismer have vi aldeles
ingen Oplysninger, da de paa Grund af deres
overordentlig simple og rimeligvis fuldkomment
bløde Bygning ikke have efterladt fossile Lev-
ninger; hos de af Fortidens levende Væsner
derimod, til hvilke vi dog have noget Kjendskab
gjennem Forsteningerne i senere Jordlag, see vi
en tydelig gradvis Fremadskriden i Udvikling,
uagtet naturligvis paa Grund af de med Bevarel-
sen forbundne, særegne Vanskeligheder, mang-
foldige Overgangstrin mangle. De Forsteninger,
vi træffe i de dybere geologiske Lag, hidrøre
især fra de laveste Planteformer, hovedsagelig
Alger; af Repræsentanter for Dyreriget finde vi
Krebsdy og enkelte Fisk; senere optræde høiere
blomsterløse Planter, f. Ex. træagtige Bregner,
Padderokker og Ulvefødder, og sammen med
dem talrige Fisk og nogle Krybdyr; endnu senere
Naaletra^er og endelig høiere Blomsterplanter
og varmblodige Hvirveldyr, blandt hvilke igjen
Mennesket er optraadt sidst.

Den samme trinvise Fremadskriden træffe
vi blandt de nulevende Former (den "systemati-
ske Udviklingsrække") og i det enkelte Individs
Udvikling,

Indbegrebet af alle Fortidens og Nutidens
organiske Væsner er af Darwin sammenlignet
med et Træ, der har sin Rod i de ældste Jord-
lag og derfra med sin Krone strækker sig op
ajenneæ hele Jordskorpen. Nutiden? Fauna og
Flora eje Træets yngste Kviste; jo længereman
gaaer ti bage i Tiden, desto færre blive Arterne,
jo længore man gaaer tilbage i Træets Tilvæ-
relse, dasto mindre b iver Antalet af de jævn-
aldrende Grene, indtil endelig disses ældste Ge-
neration udgaaer fra Træets Stamme, ligesom
de første divergente Arter fra en fælles Urform.
Mange af de æ åre Grene ere gaaede ud, lige-
som mange af Fortidens organiske Typer un-

[page] 47-48

48

der Kampen for Tilværelsen ere bukkede under
uden at efterlade sig Efterkommere, medens
man paa aen .-uden Side hist og her kan træffe
en ganske eiendommelig Fremtoning, som Næb-
dyret >g Søkoen, udvik'et isoleret under sær-
egne Korhold ligesom man undertiden seer et
enkelt Skud fremtrædende isoleret langt nede
paa et Træes Stamme.

Overgangen mellem de mangfoldige
nulevende organiske Former sees tyde-
ligt, taar man kaster et Blik paa hele Dyre- og
Planteriget under Et. Som fælles Begyndelses-
trin for begge Riger staa de saakaldte "Pro-
tister,"' meget ufuldkomne organiske Væsner af
Udseende som enkelte Celler eller simple Celle-
hobe; først paa et høiere Trin dele disses en-
kelte Celler Arbeidet imei em sig og overtage
forskjellige Funotioner, idet de modificeres i
Bygning ("Differenzering") og danne Organer,
og jo skarpere denne Organernes Årbeidsdeling
er udtalt, desto mere kan hvert enkelt af dem
præstere i sin Retning, og desto fuldkomnere
er Organismen, som det sees af Udvik'ingaskalaen
i Dyre- og Planteriget, hvilke stadigt fra det
førnævnte fælles Begyndelsesstadium fjerne sig
mere og mere fra hinanden, indtil vi paa de
øverste Trin træffe de høiest udviklede Blomster-
planter som Repræsentanter for det ene, og
Mennesket som Repræsentant for det andet
Rige.

Vi ville dernæst i Korthed omtale Overens-
stemmelsen mellem alle de levende
Væsners Udviklingskjæde og den enkelte
Organismes Fosterudvikling: den indivi-
duelle Udvikling giver nemlig i sammentrængt
Form et Billede af Artens, Lad os for bedre
at forstaae dette et Øieb ik betragte Foetal-
udvikiingen bos den fuldkomneste Organisme,
Mennesket. Mennesket har, som de fleste an-
dre levende Væsner, baade Dyr og Planter, sin
Oprindelse fra et Æg o: en enkelt Celle af om-
trent 3/10 Størrelse; denne deler sig først og
danner ved gjentagen Kløvning en Cellehob, hvis
midterste Celler dernæst opløses, hvorved op-
staaer en Kimblære, begrændset af en tynd Væg.
I denne dannes der paa et enkeit Sted en
skiveformig Fortykkelse, Begyndelsen til Foste-
rets Legeme. Skiven udvides ved de to Ender,
bliver derimod smal paa Midten — en Form,
som er fælles for alle Hvirveldyr — og kommer I
under sin videre Udvikling tit at bestaae af 4
Blade, af hvilke ét senere bliver til Dyrets
Hud, Hjerne og Rygmarv; et andet udvikler sig
til Fosterets Knogle — og Muskelsystem, af
det 3die opstaaer Blodkarsystemet og Forplant-
nings! edskabeme, medens endelig det 4de
danner Tarmkanalens og Lungernes Slimhinde

med de den tilhørende Kirtler Fosterudvik-
lingen begynder Saaledes med et Stadium, der
svarer til den laveste Organisme og derfor er
fælles for alle levende Væsner, ved den første
Begyndelse til Fosterlegemet viser Embryoet sig
som Hvirveldyr, men faaer f. Ex. under de føl-
gende Udviklingstrin paa hver Side af Hovedet
4 Gjællebuer, et Bevis for en Afstamnings-
forbindelse med Fiskene; senere viser det sig
særlig som Pattedyr, men har f Ex endnu i
Slutningen af 2den Maaned en tydelig Hale, og
først langt hen i Udviklingen charakteriseres
det bestemt som Menneskefoster

Bedst op yses maaske denne Parallelisme
mellem Artens og Individets Udvik ing ved
Insecternes og Paddernes Forvand ing, hvorved
nogle af Udviklingstrinene først gjennenvøbes,
efterat Dyret har faaet selvstændig Tilværelse

(Fortsættes.)