[page] 1

Om naturlovenes uforanderlighed.
I.

Svar til cand. P. la Cour i anledning af hans
anmeldelse af "Stenene råbe".

Af J. N L. Dalsgård,

Jeg kan jo ikke andet end være hr. cand magist.
Poul la Cour taknemmelig for den velvillige måde,
hvorpå han i sin længere anmeldelse af min bog
"Stenene råbe" i dette tidsskrifts februarhefte omtaler
samme. Da han imidlertid ved siden heraf tillige finder
"en væsentlig brist på konsekvents" og "har haft en
følelse af, at den tankegang, der går igennem den,
kan blive meget misledende, når den forfølges i sine
enkeltheder", og "ikke får sit — efter anmelderens
mening — nødvendige korrektiv", har jeg følt mig
opfordret til at fremkomme med følgende oplysninger,
som bedes optagne med den samme velvilje, som jeg
har taget imod hans.

For da at begynde med "begyndelsen", da Gud
skabte himlen og jorden, over for hvilken bibelske
begyndelse anmelderen "ikke finder de vantro fysikeres

[page] 45

forhold så selvmodsigende i at antage, at materien
har været fra evighed af, og samtidig erklære, at vi
på grund af videnskabens begrænsning ikke kan ud-
rede forholdene tilbage i tiden lige til det, matematisk
talt, uendelig fjærne, men må lade vor videnskab tage
fat på et eller andet tidspunkt, så langt den nu kan
række"; da må jeg hertil bemærke, at her finder en
fejltagelse sted fra la Cours side, idet efter min ud-
vikling den påpegede selvmodsigelse slet ikke beror
herpå. Det er jo let nok at indse, at "der intet selv-
modsigende er i, at man tænker sig materien eksister-
ende på en tid, da man ikke drister sig til at udtale,
hvordan den har været". Men den af mig påviste
selvmodsigelse fremkommer også på en hel anden
måde, idet ingen vel vil kunne nægte, at det er en
selvmodsigende tale, Cotta fører, når han på det ene
sted siger, at "da materiens udviklingsrække for os er
en absolut uendelig, bliver det umuligt at erkende
eller endog kun at tænke sig en virkelig be-
gyndelse for tingene", og så alligevel på et andet
sted, som jeg har anført på det samme sted i min
bog (s. 43), erklærer at "anvendelsen af udviklings-
loven på verdensdannelsen overhovedet forudsætter
nødvendigvis en begyndelse; ti udviklingen,
det vordende, bevæger sig herefter ligesom mellem to
divergerende linjer, og om vi end antage den vinkel,
som disse danne, for nok så lille, der bliver dog
en vinkel og følgelig en begyndelse". Det
selvmodsigende i disse to yttringer er dog indlysende
nok af sig selv, og behøver ingen nærmere påvisning.
Og når la Cour mener, at "det ikke forslår at stille

[page] 46

den sunde menneskeforstand op mod matematiken,
eftersom den på dette punkt er sikker i sin sag", så
som "det er mere logisk at tænke sig det uendeliges
mulighed) end det er at vægre sig ved at erkende
eller tænke sig en virkelig begrænsning derfor", så
mener jeg dog, at den sunde menneskeforstand allige-
vel ikke vil give tabt over for matematiken. Den ser
med den storste mistanke på hvad matematiken kalder
uendelig, når den hører det omforklaret som "det
uendelig fjerne, hvorved man ikke gerne bruger ordet
evig", og den forstår snart, at det kun er et abstrakt,
tænkt uendelighedsbegreb, som slet ikke tør benyttes
ved løsningen af livets og virkelighedens alvorligste
sporgsmål, eftersom matematikerne som sådan kuns
færdes i en tænkt verden, hvorfra der ligeså lidt som
fra logiken kan gores overgang til virkeligheden.
Man formår jo ikke at komme til det sidste tal i tal-
rækken, om så endog slægt efter slægt vilde tælle
derpå, men deraf tør man langt fra drage den slut-
ning, at der heller ingen ende eller grændse skulde
være sat for stjærnerne, om det end er umulig at
opdage de yderste deraf selv med det væbnede oje,
eller at der ikke må være sat mål og grændse for
rummet, selv om dette mål og denne grændse for os
viser sig som umålelig og ubegrændset, eller hvad vi
også kunde kalde uendelig stort. Den sunde menne-
skeforstand, som vi ene har brug for ved sådanne
undersøgelser (ligesom det jo også var dertil, at Luther
appellerede på rigsdagen i Worms), indser let, at man
godt kan tælle i tanken i det uendelige, fordi man
her kun har med tænkte storrelser at gore; men når

[page] 47

vi begive os over i virkelighedens verden, undlader
den ikke at komme frem med sin indsigelse, hvis nogen
mener, at han godt kan forestille sig materiens så vel
som rummets uendelighed, så fremt det da ikke skal
være en betegnelse for den storst mulige tid og
udstrækning, hvilket så dog alligevel til syvende
og sidst bliver et endeligt begreb. Dette indrommer
da også som sagt Cotta, idet han bruger billedet af
de to divergerende linjer, som, hvor langt de end må
føres tilbage, dog til sidst må støde sammen, og det
går ej her an som la Cour at benytte billedet af den
rette linje, da derved ingen udvikling kan betegnes.
Da selv materialisterne ikke godt kan nægte en sådan
verdensudvikling, må man også ved at gå tilbage i
tiden til sidst komme til kaoset med de i dens første
urform opløste atomer. Her kan tanken imidlertid
umulig blive stående; ti atomkraften, som videnskaben
kender den, er ingen hvilende kraft, men forudsætter
virksomhed og udvikling; og vi slippe derfor ikke for
dog til sidst at stå overfor den unge Epikurs sporgs-
mål, om hvad der var før kaoset. Hvis matematiken
vilde driste sig til at give noget svar på dette sporgs-
mål, der oversat i dens eget sprog vel måtte lyde
således: hvad var der bag ved den uendelig lange tid,
når grændsen derfor var nået? måtte det sagtens
være: nul, d. v. s. intet! Og det skal den fra sit
standpunkt have ret i.

Kand. la Cour vil måske hertil indvende, at det
er inkonsekvent af mig ikke her at fæste lid til viden-
skaben, da dog hans hovedindvending mod "Stenene
råbe" just består deri, at jeg skal have gjort viden-

[page] 48

skaben en farlig indrommelse med hensyn til hævdel-
sen af naturlovenes uforanderlighed: "Vei kender
videnskaben ikke til nogen afvigelse fra denne, som
vi kan kalde dens første naturlov, eller til underet;
men alligevel må vi være varsomme med at indromme
samme uden nogen begrænsning, d. v, s. kun inden-
for det område, som iagttagelserne og forsøgene om-
fatte, og indenfor dette endda kun sporadisk, idet
mellemrummet mellem to til hinanden grændsende
iagttagelser ikke har været genstand for nogen iagt-
tagelse. Og man tør kun sige, at i samme grad som
en række spredte iagttagelser ligge hinanden nær og
følge en simpel lov, i samme grad er det sandsyn-
ligt, at der ikke sker pludselige afbrydelser i mellem-
rummene; men absolut sikker derpå kan man
ikke være. Han er overbevist om, at ingen sam-
vittighedsfuld videnskabsmand vil finde sig berettiget
til at udtale sig anderledes lige over for sporgsmålet
om naturlovenes uforanderlighed, så vel hvad det
kontinuerlige, som hvad det uendelige angår; og mere
kan heller ikke den troende kristen forlange af natur-
videnskaben; ti han har mere end grund til at mene,
at naturloven i tidernes løb have lidt afbrydelser for
at give plads for underet, og at de ikke ere evige,
men en gang ere indsatte som de regler, hvorefter
alt skal foregå, så længe verden står. Men hvorvel
nu Dalsgård opfatter naturlovene som "Guds ord",
så synes han dog — ti hans opfattelse heraf synes
ikke rigtig klar på dette punkt — at indromme, at
om endog forholdene "i begyndelsen" vare andre end
nu, så rettede de sig dog på samme måde efter de

[page] 49

samme love, som de endnu gore i vore dage, for så
vidt de samme forhold tilvejebringes, så han tænker
sig det hele udviklet i overensstemmelse med fysik-
ens og geologiens grundsætninger. Men her træffe
vi en væsentlig brist på konsekvents hos forf. deri, at
han samtidig med, at han lader alt foregå efter de
nugældende fysiske og kemiske naturlove igennem de
lange tidsrum ikke betænker sig på at slutte sig til
den opfattelse, at planterne og dyrene træde ind i
verden ved et skaberord, og dette ikke således, at
planterne og dyrene ikke selv opstå ved udvikling af
en oprindelig skabt grundform, men at hver eneste
ny slægt og til sidst mennesket optræder på jorden
ved et nyt skaberord. At Skaberen allerede skulde
have indført en fast tingenes orden i verden,
som råder i ethvert eneste atom, medens han endnu
vedbliver, som skriften udtrykker sig ved menneskets
skabelse, at danne legemet af "støv" og indblæse det
livsånde, dette forekommer i alt fald ham at være en
lidet naturlig tankegang, og la Cour kan godt forstå,
om mange på dette punkt få en mer eller mindre
bevidst følelse af, at de her savne fast bund under
fødderne og frasige, sig udsigten til at komme i for-
ståelse med forfatteren, fordi det er deres overbevisning
imod at få verdensudviklingen fremsat som en natur-
lig og selvfølgelig ting, hvori skaberen kun fra aller-
først af har nedlagt sin uforanderlige lov og senere
hen i tidan udtaler sit "bliv" til hver ny slægt, som
skal rejse sig, medens hans virksomhed under alt
dette kun går ud på, at lade lovene stå ved magt#
Så ligger dog den tanke nær: når hele den fysiske

Aatg. 1880. 8.                                                                        4

[page] 50

verdensudvikling er fuldbragt ved de fra først af ind-
satte naturlove, så kan det være gået ligeså med den
fysiologiske verdensudvikling, om vi ellers forstod at
gore rede for denne lige så godt som for den fysiske.
Jeg må nu hertil svare, at det her af anmelderen
fremdragne, også er det, der udgor bogens kærne, så
skulde det vise sig, at min opfattelse i så henseende
var fejlagtig, vilde den også med det samme med rette
kunne kaldes forfejlet. Hvad der især har givet mig
lyst til at udarbejde skriftet, var tanken om, at jeg
ved eftervisningen af "livsordet" i naturen ligesom
kunde give en prøve på sandheden af den grundtvigske
oplysning om dets betydning i den åndelige verden.
Nu er det jo heller ikke det, la Cour angriber; tvert
imod kalder han fremstillingen heraf smuk, og erklærer,
at han væsentlig kan slutte sig hertil. Men alligevel
står det klart for mig, at hans misforståelse af min
fremstilling af naturlovenes virkemåde beror på at
han ikke har fået det fuldkommen klare syn for Guds-
ordets betydning i skabningen. Om jeg måske i min
udvikling deraf ikke kan have været ganske heldig, så
er det dog noget, hvortil der idelig vendes tilbage
gennem hele udviklingen, så jeg ikke ret kan forstå,
hvorledes nogen har kunnet få den mening ud deraf,
at verdensudviklingen i følge min fremstilling væsent-
lig kun vilde være en selvudvikling af de fra begynd-
elsen af ved skaberordet i materien nedlagte kræfter,
hvori skaberen i det hojeste kun nu og da greb ind,
når fuldkomnere eksistensformer skulde sættes ind i
tilværelsen. Dette er dog en mærkelig misforståelse,
da jeg tvert imod gentagne gange har bekæmpet

[page] 51

denne deistiske opfattelse. Og jeg kan, som sagt, kun
forklare mig misforståelsen fra anmelderens side som
fremkommen ved en mangelfuld opfattelse af Guds-
ordets betydning over for naturtingene. På dette
mener jeg nemlig, at aksenten bliver at lægge, efter-
som atomerne selv tilligemed alle de forskjellige for-
hold, hvorunder de åbenbarer sig, ikke har deres
eksistens uafhængig af Gudsordet, så at ligesom de
derved fra først af ere blevne kaldte til tilværelse,
således bæres de — som skriften udtrykker sig —
fremdeles ved det samme kraftes ord, så atomerne
ikke noget ojeblik kan tænkes løsrevne fra ordet, da
de i så tilfælde vilde være svundne tilbage i det
intet, hvorfra de i begyndelsen blev kaldte frem. Jeg
har fiere steder havt lejlighed just til at gore opmærk-
som på, at Gudsordet ikke må sammenlignes med et
menneskeligt momentant virkende ord, men er et evig-
heds ord, der aldrig kan miste sin betydning overfor
det derved frembragte. Et frø af en eller anden plante
kan som bekendt se dødt og livløst ud; men ingen
tvivler dog om, at dette besidder et om end fortiden
slumrende liv i kraft af det Guds ord, hvorigennem
skaberen meddeler det livskraften; og det er dog
utænkeligt, at livsordet kun nu og da på sporadisk
vis skulde virke derigennem; ti med det første ophør
heraf vilde livet være udslukt; så at altså så længe
frøet er til som frø (d. v. s. har bevaret sin spireævne),
ophører heller ikke gudsordets kraft deri. Altså kan
jeg umulig have udtalt i min bog, at "skaberen kun
fra allerførst af skulde have nedlagt sine uforander-
lige love i tilværelsen og kun senere hen i liden

4«

[page] 52

udtaler sit "bliv" til hver ny slægt"; thi hine love
kunne i intet ojeblik tænkes adskilte fra hans "bliv"
d, v. s. have kun tilværelse i ordet; i enhver lov er
et "bliv", der udgår fra Guds mund. Og når vi der-
næst mærke os, at Gudsordet som det evige åndsord,
efter hvad Grundtvig har oplyst os om, og som jeg
atter mange gange har peget på, kun kan tænkes
virkende i frihed som det fri skaberord, der fra Guds
side ikke kan være bunden ved nogen som helst nød-
vendighed overfor det derved frembragte, så tilstedes
dog derved skaberen på ethvert punkt den fuldkomne-
ste frihed til at gribe ind i sin skabning, når og hvor
han vil, så jeg ikke kan indromine, at der med rette
kan bebrejdes mig, at jeg har givet en fremstilling,
der synes tvetydig, i det verdensudviklingen derved
bliver fremstillet som en naturlig og selvfølgelig ting,
hvori skaberen fra allerførst af har nedlagt sine ufor-
anderlige love, og hvorved der ingen plads bliver til
overs for underet. Det er jo dog den grundbetragt-
ning, hvor til der atter og atter, ja næsten til overflod
vendes tilbage i skriftet, at her nede i tilværelsen er
underet det naturlige, og at den forskjel, den
vantro naturbetragtning vil gore mellem naturen og
underet ret beset er falsk, i det vi tvert imod, når vi
ellers ret kan få oje derfor, med gamle Brorson må
undres over alt, hvad Gud har gjort, det mindste med
det storste. Jeg har også gjort opmærksom på den
tvetydighed, hvormed videnskaben tit bruger ordet
"naturen" eller "naturlig", og kan ikke andet end
undres over, at la Cour her gor sig skyldig i noget
Mgnende, når han anker over, at jeg søger at fremstille

[page] 53

udviklingen som "en naturlig og selvfølgelig ting".
I vor "realistiske tid" går det desuden ikke an at
fremstille tilværelsen på nogen anden måde; og når
vi ved "naturen" kun vil forstå de ved skaberordet
satte eksistenser, så bliver det, synes mig, på en gang
klart og tydeligt, både at kun det eksisterende eller
naturlige kan være det virkelige, og at dette eksister-
ende (naturlige) i sin inderste grund må være det
underfulde, eftersom ingen menneskelig tanke formår
at gennemskue skaberordets virkemåde. Anmelderen
synes mig at have en mindre klar opfattelse af underet,
ligesom han også synes at have overset den forskjel,
jeg gor mellem underet, som tilhører den nuværende
verdensorden, og det, som tilhører den hojere til-
kommende åndelige, hvilket i skriftsn særlig betegnes
som under og også kaldes fortegn eller forvarsler for,
hvad der en gang skal indtræde som den fuldkomne
verdensorden med "fuldendelsen". Da begge imidler-
tid har deres inderste grund i skaberordet, er der
ingen væsentlig forskjel derimellem, hvilket også kan
skonnes deraf, at hvor skaberordet nægtes, svinde de
også med det samme bort: åndsunderne forkaster man
da som en umulighed og tilværelsesundere synke ned
til at blive den blinde nødvendigheds værk. Skaber-
ordet sætter først — som la Cour heller ikke synes
at have bemærket, at jeg overalt i bogen fremhæver
— springet i tilværelsen, hvorved "nødvendighed og
selvfølgelighed" udelukkes så vel i den uorganiske,
som den organiske verden. Her er det just — som
jeg har vist — at man ved hjælp af Grundtvigs stor-
syn kan hente et af sine bedste våben mod material-

[page] 54

ismens nødvendige og selvfølgelige udviklingsteori,
efter som man derved kun kan komme til en kvanti-
teren, men aldrig springer over til en ny kvalitet,
hvormed tilværelsen er opfyldt. Ved således overalt
at hævde underet som det naturlige hernede, mener
jeg da at have frigjort tilværelsen for nødvendighedens
uafkastelige lænker, og ved desuden at have påvist,
hvorledes — i analogi med hvad der også i de tidlige
jordperioder fandt sted — en hojere verdens undere
på profetisk måde allerede nu og da bebude sig, har
jeg endydermere hævdet friheden og den personlige
skaber som tilværelsens inderste grund; så det er så
langt fra, at. her ikke er fast bund under fødderne,
at tvert imod her er bygget på den grund, der be-
står, selv når himmel og jord rokkes. Må vi dog ikke
sige, at ved den grundtvigske oplysning er der her
givet menigheden en så fast grund under fødderne,
som intet andet sted kan findes, så at ligesom livsordet
ved at pege på Herrens levende menighed gor kristen-
troen til en soleklar kendsgerning, som ingen kan
bestride, således er det også tilfældet med skaberordet
i den timelige verdyn: ved hjælp deraf bliver den til-
kommende verdensorden fra at være en blot anelse
en virkelighed, som ingen med rette tør bestride, i
det der ligesom bliver slået bro mellem den nærvær-
ende og den tilkommende verdensorden. I vor super-
kloge tid, da der altid råbes på kendsgerninger, anser
jeg det for at være godt for os, at vi kan bestyrke
os selv i forvisningen om, at også den nærværende
verden varsler om sin egen fornyelse og en tilkom-
mende fuldkommenhed, hvis hojere love alt nu og da

[page] 55

ere blevne os åbenbarede i de hojere åndelige undere.
1 denne forstand mener jeg, at der med rette kan
tales om "åndsvirkelighed", og jeg nytter her lejlig-
heden til den bemærkning, at det ikke har været
min hensigt at ville bestride samme, men nok en mis-
forstået åndløs anvendelse heraf.

Når jeg nu således ved at fremhæve naturlovenes
afhængighed af skaberordet mener at have hævdet
deres foranderlighed så stærkt, som gores kan,
bliver det dernæst et ikke mindre vigtigt sporgsmål
at afgore, hvor vidt og med hvilket område sådanne
forandringer nu også virkelig har fundet sted. Når
la Cour i så henseende henviser til Gen. 9, 8—17 og
mener deraf at kunne drage den slutning, at før
syndfloden lysbrydningsloven ikke har eksisteret, da
tror jeg neppe nogen naturkyndig vil give ham med-
hold heri. Jeg vover at påstå, at det er en i boj
grad uhjemlet påstand, når man erkender tilstede-
værelsen af regndråber og solstråler, der bryde sig i
disse, at ville påstå, at der har været en tid, da
alligevel ingen lysbrydning fandt sted. Herved vilde
der gives vilkårligheden og tilfældigheden et sådant
råderum, at dermed al sand videnskabelig granskning
i grunden var umuliggjort, så der f. eks. slet ikke
vilde kunne være tale om geologi. Den samme på-
stand møde vi også, når la Cour mener at kunne
hævde de bibelske skabelsesdage som virkelige dage
og dog synes deri at have tid nok til de store geo-
logiske udviklinger væsentlig på samme måde, som
jeg har fremstillet dem. Jeg har nok mødt en sådan
påstand hos uvidenskabelige teologer, men undrer mig

[page] 56

over at se den fremsat af en naturkyndig. At således
— for at tage et eksempel — alle de sælsomme dyre-
former fra middellivets tid, som svare til bibelens
femte dag, skulde være fremkomne og have udviklet
sig gennem mange slægtled i 24 almindelige timer,
det vover jeg at påstå både er utænkeligt og umuligt,
fordi den organiske udviklingslov hos disse kæmpedyr
i ingen henseende tyder på væsentlig- at have været
anderledes end nu om stunder, så man slet ingen
grund har til at formene, at de kan have ladet sig
nøje med et så ubetydeligt tidsforløb for deres udvik-
ling, medens geologien her taler om millioner af år.
Skal man for ikke at komme i strid med Gen. 9 an-
tage, at Noas regnebue var den første, der er bleven
set på himlen, så må man påstå (som Gerlach), at
der indtil den tid ikke havde regnet. Men da dette
dog er en synderlig påstand, efter som ikke blot Gen.
2, 5 synes at antyde det modsatte; men endog hele
syndflodsbegivenheden taler derom til overflod, så må
man med andre fortællere (f. eks. Keil og Delitzch)
gå ud fra, at atmosfærens tilstand før floden har været
af anden beskaffenhed end nu og forhindret solstrålerne
i at trænge igennem og bryde sig i regndråberne.
Også jeg har stærk fremhævet, at jordklodens tilstand
under istiden og indtil efter syndfloden har været en
hel anden end den nuværende, idet jeg i så henseende
har støttet mig til geologiske kendsgerninger, Men
iøvrigt mener jeg, at vi af Gen. 9 ikke. ubetinget tør
slutte, at . der aldrig før har eksisteret en regnbue
Der gives også troende fortolkere, der navnlig af eje-
stedordet "min", som er fojet til den regnbue, hvor

[page] 57

om her er tale, mene det modsatte, så enhver kan
have lov til at antage, hvad han synes er rettest;
kun at han vogter sig for fantastike eller uvidenskabe-
lige forklaringer al naturfænomenerne. Og skal man
tage det hebraiske "jom" for en almindelig jorddag,
så må man også følge den lindbergske oversættelse
af biblens to første vers og deri indlægge de ældre
harmonisters fortolkning, hvilken jeg imidlertid tror
tilstrækkelig at have påvist at være uholdbar i vore
dage; men la Cours oven for berørte påstand falder
atter ind under det uvidenskabelige. Vel bebrejder
han mig, at mine forklaringer ere "rationalistiske";
og jeg skal rigtignok tilstå, at det er et tvetydigt ord
han her betjæner sig af på grund af den betydning,
man nu plejer at forbinde med dette fremmede ord.
Den hedenske rationalismes hovedbrøst var imidlertid
den, at den overalt nægtede underets tilværelse og
navnlig bestred de højere undere fra den åndelige
verden og deres åbenbarelse hernede. Men da jeg
tvert imod på det stærkeste hævder disses realitet,
kan han næppe have forstået andet hermed, end hvad
jeg hellere vilde kalde "rationelle", om vi skal benytte
os af et fremmed ord, der så på dansk vel måtte
sige så meget som: overensstemmende med de i den
virkelige natur givne forhold. Og skulde det vel være
forkasteligt at have forsøgt på på denne måde at g6re
disse to naturbegivenheder (Edens undergang og So-
domas og Gomorras ødelæggelser) sandsynlige, når
jeg ved siden af udtrykkelig (se navnlig slutningen af
afsnittet om syndfloden) har fremhævet, at disse be-
givenheder ikke var et værk af en blind naturmagt,

[page] 58

men var bevirkede af den levende skaber til udførelsen
af hans retfærdige domme? Der omtales dog andre
lignende begivenheder i skriften, hvor der tydelig peges
herpå, Dette gælder således f. eks. om de ti plager,
der kom over Ægypten, hvilke tydelig blive skildrede
som almindelige landeplager, der her blive benyttede
af Herren i et særligt ojemed. Og hvorfor skulde vel
også naturens skaber og herre undlade at betjæne
sig af naturens kræfter? Det kunde dalet få udseende
af, at han ikke var fuldkommen mægtig derover, hvis
han måtte tage sin tilflugt til, hvad der måtte kaldes
unaturlige midler. Her kan jeg ikke se rettere, end
at der er et svagt punkt til stede hos la Cour. Hans
fremstilling af Herrens forhold til naturens kræfter og
love er ikke den fuldkomne visdoms og almagts forhold,
der aldrig kan forenes med tilfældighed og vilkårlig-
hed Der sker her en indskrænkning i den teleologiske
verdensudvikling, og man formår ikke at afvise mod-
standernes påstand om "den vilkårlige og lunefulde
skaber", som handler hensynsløs over for den af ham
selv satte verdensordning. La Cour tør dog neppe
for alvor påstå, at de i atomere oprindelig nedlagte
kræfter under tidernes gang ere blevne ændrede, så
t. eks. hvad vi nu betegne som brintatomer fra først
af ikke havde den samme beskaffenhed og ejendomme-
lighed, som vi nu kan iagttage derved. Så måtte vi
jo rettere sige, at der oprindelig egentlig ikke havde
eksisteret det, som vi nu betegne som brint, men
hvis oprindelige tilværelse videnskaben dog på flere
måder kan overbevise sig om. Skaberen er dog ikke
som et menneske, at han efter en tid at have oppereret

[page] 59

med visse kræfter og love kaster dem bort og frem-
bringer ny i deres sted, hvormed det så igen går på
samme måde. Skriften omtaler aldrig, at selv det
ringeste støvgran er forsvundet, men det siges tvert
imod ganske i overensstemmelse med videnskaben "at
vende tilbage til jorden". Hvad Gud har frem-
bragt, bliver aldrig ubrugeligt, som det er
tilfældet med selv de fuldkomneste menneskeværker.
Han bortkaster ikke så meget som det ringeste atom
af hvad han har skabt; deri må vi give videnskaben
medhold. Men hans værk kan heller ikke igen —
hvad der så tit kan hændes os mennesker — sætte
ham i forlegenhed. Han er på ethvert punkt den fri
Herre over derfor, idet han gennemskuer det med sin
visdoms oje og ved sin almagts ord forvandler og ud-
vikler det under de ny og hojere eksistensformer, som
vi både kan iagttage i den uorganiske og i den organ-
iske verden. Dette har jeg jo bestræbt mig for nær-
mere at påvise i skriftet; og la Cour har også i det
hele taget godkendt det. Der findes altså en indre
forbindelse imellem naturens forskellige kræfter og
love, ifølge hvilken vi se dem komme til syne under
stedse fuldkomnere former, uden at disse dog på den
anden side kan forklares som bevirkede ved den tving-
ende nødvendighed, da de meget mere overalt åben-
bare sig som den fuldkomne friheds værk, som på
ethvert punkt i kraft af skaberordet fremkalder springet,
hvorved der opstår stedse fuldkomnere liv og tilværelse.
På denne måde forklares det, hvorledes de hos de
forskellige atomer under deres forskellige forbindelser
efterhånden fremtrædeode virkemåder og love ikke

[page] 60

senere tilfældigt kan være indlagte deri, skont de vist
nok først komme til syne på et senere tidspunkt, men
alt fra begyndelsen af må have været genstand for
den guddommelige visdom og almagt, om end de
skaberord, hvorved de træde i virksomhed, først senere
ere blevne udtalte — således som, for at nævne et
eksempel, det er tilfældet med de forhold, hvorunder
atomerne fremtræde under de hojere organiske for-
bindelser. — Her stå vi rigtignok over for "rigdoms-
dybet både på Guds visdom og kundskab" og må
standse over for "hans urandsagelige veje"; men det
er dog et vidnesbyrd ydermere for denne naturbetragt-
nings sandhed, da vi på denne måde vinde den fuld-
komneste Guds-opfattelse, idet vi føle vor som hele
tilværelses dybeste afhængighed af den almægtige
skaber.