[page] 60

senere tilfældigt kan være indlagte deri, skont de vist
nok først komme til syne på et senere tidspunkt, men
alt fra begyndelsen af må have været genstand for
den guddommelige visdom og almagt, om end de
skaberord, hvorved de træde i virksomhed, først senere
ere blevne udtalte — således som, for at nævne et
eksempel, det er tilfældet med de forhold, hvorunder
atomerne fremtræde under de hojere organiske for-
bindelser. — Her stå vi rigtignok over for "rigdoms-
dybet både på Guds visdom og kundskab" og må
standse over for "hans urandsagelige veje"; men det
er dog et vidnesbyrd ydermere for denne naturbetragt-
nings sandhed, da vi på denne måde vinde den fuld-
komneste Guds-opfattelse, idet vi føle vor som hele
tilværelses dybeste afhængighed af den almægtige
skaber.

II.
Om naturlovenes uforanderlighed.

Et indlæg af Fv. Jungersen.

I nordisk månedskrift fra februar 1880 har hr.
P. la Cour givet en anmeldelse af Dalsgårds bog:
"Stenene råbe". Selve den anmeldte bog er mig endnu
ubekendt; men i anmeldelsen er der fremsat en op-
fattelse af forholdet mellem tro og viden, som jeg,
med redaktionens tilladelse, her i månedskriftet skal
underkaste en nærmere prøvelse, hvorpå den jo har

[page] 61

et gyldigt krav, eftersom dens forfatter selv både er
videnskabsmand og troende.

Det er efter la Cours påstand et overgreb, når
man i geologien søger at forklare sig jordklodens op-
rindelige udviklingshistorie efter de nugældende natur-
love, hvis oprindelighed og uforanderlighed
man forudsætter; men denne er videnskabeligt
ubevislig og stridende imod skriften; ufor-
anderligheden kom først efter syndfloden: i ordene
om, at herefter skal så længe jorden står, sæd og høst
o. s. v. ikke aflade,, ligger naturlovenes uforanderlig-
hed udtalt i en så ligefrem skikkelse som noget menne-
ske på Noahs eller Moses's tider kunde opfatte eller
nedskrive det; det forekommer mig (la Cour), at denne
udtalelse tillige meddeleros, at uforanderligheden ikke
tidligere har været udtalt af Guds mund.

Imidlertid siger forfatteren tillige: den kristne
"har mere end grund til at mene, at natur-
lovene i tidernes løb have lidt afbrydelse
for at give plads for underet"1). . .

Men disse "afbrydelser" (f, eks. ved Moses og
profeterne, ved Jesus Kristus, hans fødsel, opstandelse,
himmelfart) har jo især fundet sted efter, at lovene
på Noahs tid bleve gjorte uforanderlige for
resten al tiden ("så længe jorden står!")

Eftersom nu det uforanderlige ikke kan af-
brydes, det, som afbrydes, ikke kan være ufor-
anderligt, så er her en påtagelig selvmodsigelse,
som i og for sig vel kunde være tilstrækkelig til at

*) fremhævet af mig.

[page] 62

vise, at dette valgte standpunkt er uholdbart; men
min hovedgrund til at drøfte det nærmere er denne:
det er i mine tanker farligt at rokke ved naturens
lovbundethed, fordi man derved kommer til i det hele
at rokke ved tilværelsens lovbundethed, som er grund-
laget for al forvisning om sandheden, al begrundet
overbevisning, og det lige så fuldt på troens
som på videns område, så at hvad la Cour her
har villet bringe troen som et offer fra videnskaben,
med al påskonnelse af den gode hensigt, vist nok
ingen sinde kan eller må modtages. Vil man nemlig
i én provins af skabningens rige slå fast, at lovene
ikke er et udtryk for tingenes eget, fornuftige, fra
sandheden selv stammende væsen, men kun stå i et
ydre tilfældigt forhold til disse, så tingene kan være
både med og uden lovene (f. eks materien uden
tyngde), lovene kan ændres, til tider sættes ud af
kraft, rives itu, brydes, uden at tingene ophøre
at være til — de få kun andre "regler" — da er der
ikke mindste grund til, at ikke denne lovløshed i
skabningens inderste væsen kan, ja igrunden må gen-
tage sig i skabningens andre provinser; kan den ube-
vidste naturs love ændres og brydes, når og hvor
det skal være, hvorfor da ikke lige så vel den for-
nuftige, bevidste naturs love? kan tyngdeloven,
når og hvor det skal være i materien, sættes ud af
kraft, hvorfor da ikke lige så vel den lov, i kraft af
hvilken to og to er fire, en del mindre end det hele,
hvoraf den er en del, to størrelser lige store, når de
er lige store med én og samme tredje? hvorfor ikke
lige så vel retfærdighedslæren eller de psykologiske

[page] 63

love? dersom de love, der gælde for menneskenaturen
ikke er de samme for os som for Adam, da er al
historisk videnskab rokket i sin grundvold, thi
al begrundet indsigt i slægtens udvikling er umulig-,
dersom det ikke er den samme lovbundne menneske-
natur i alle individer og slægter; og al tænkning
overhovedet er meningsløs, dersom tankens love er
usikre. —- Og nu for troens vedkommende; kan ret-
færdighedsloven vilkårlig sættes ud af kraft, hvorfor
kunde da Gud ikke uden videre slå en streg over det
brud på loven, som mennesket havde afstedkommet,
hvorfor afvente tidens fylde i en tusenårig udvikling,
hvorfor så offre sin enbårne son (som jo ikke kom
for at bryde men for at opfylde den guddommelige
lov)? hvorfor kan ikke en sjæl så sort som helvede
sættes ind i himmerige og føle dets glæde? fordi
menneskenaturen er sig selv ved at få sine love
opfyldte, disse er ikke udenfra foreskrevne
regler, men det urokkelige udtryk for selve dens
væsen, hvorfor den kun kan blive salig ved at den
opfyldes,

Grundtvigs udtryk, at "hans (Guds) mirakler er
alle i naturens gode orden" gå nærmest på selve
menneskenaturen; men dersom nu nogen vilde sige:
mennesket er skabt i Guds billede, med ham er det
en anden sag, derimod med den ydre natur behøver
det ikke at tages så noje, da vil jeg svare: hvad kunde
det hjælpe, at f. eks. tankelovene er urokkelige, at
begreber som årsag og virkning er urokkeligt for-
bundne med selve tænke-ævnen, dersom rier i den
ydre natur ikke er noget lovbundet forhold mellem

[page] 64

årsag og virkning; da er al erfaring gjort umulig!
erfaring er nemlig kun mulig, dersom jeg fra
visse iagttagne tilfælde tør slutte mig til alle, som
finde sted under samme betingelser, fordi samme
årsag under samme betingelser med nødven-
dighed må frembringe samme virkninger. Al
erkjendelse erhverves ved erfaring og sund menneske-
forstand; men lad forstanden i os være så sund og
klar den vil, er der ikke forsland i det stof, den an-
vendes på, så er den ubrugelig. — Jeg tror altså at
kunne slå fast: man kan ikke indføre lovløshed i na-
turen, uden at man indfører den også i ånden —
men Gud er mindst af alt lovløshedens Gud, for-
virringens Gud.

Nu kunde det imidlertid se ud, som om dette var
en umulighed, og så er jo kristentroen usand. Jeg
håber at kunne hævde tænkeligheden af at, som Kri-
stus sagde, han vilde ikke bryde, men fuldkomme
loven, så er al Guds gerning, også i underet, intet
brud, men en fuldbyrdelse. Men først skal jeg lidt
nærmere gå ind på, hvad videnskaben kan sige
om lovenes uforanderlighed.

La Cour siger, at naturlovenes uforanderlighed
er den stiltiende1) forudsætning, ikke alene for al
naturvidenskabelig forskning, men tillige for enhver af
vore daglige idrætter" — "videnskaben kunde passende
indskrive naturlovenes uforanderlighed som sin første
naturlov": men så snart han nærmere skal prøve denne
"stiltiende" forudsætnings gyldighed, går han (også

3) fremhævet af mig

[page] 65

"stiltiende") ud fra, at den eneste videnskabelige
prøveerat hente i erfaringen; "vi kan kun prøve en
lovs rigtighed indenfor det område, som iagttagelserne
eller forsøgene omfatte, og indenfor dette kun spora-
disk, idet mellemrummene imellem to iagttagelser ikke
har været genstand for nogen iagttagelse"; "fuld-
kommen sikker på, at (en pludselig, uventet afvigelse)
ikke kan gives, kan man ikke være." — "Jeg er over-
bevist om, at ingen samvittighedsfuld videnskabsmand
vil finde sig berettiget til at udtale sig anderledes
overfor sporgsmålet om naturlovenes uforanderlighed
— — og mere kan den troende kristen ej heller for-
lange af videnskaben". "Videnskaben" tor af den
grund ikke tale om utænkeligheden af verdens skab-
else i seks almindelige dage (som Dalsgård har gjort),
at den har måttet indromme muligheden af, at det
var andre love, som den gang var gældende. — Man
ser altså at den iagttagende, eksperimenterende natur-
videnskab gores til "videnskabe«."

Den nu fremsatte tankegang vil, anvendt på et
bestemt eksempel, tage sig således ud: jeg har ganske
vist aldrig set en klippeblok på 100 lispund bæres
100 mile over havet af vinden; men jeg har aldrig
iagttaget endog blot en enkelt sådan klippeblok uaf-
brudt, og selv om jeg havde det, så kunde der før
min tid have været øjeblikke, hvor den skiftede natur,
eller vinden skiftede natur; jeg kan derfor som sam-
vittighedsfuld tænker, der er mig videnskabens grænser
bevidst, aldeles ikke stå inde for, at ikke f. eks. Rød-
stenen på Fur eller Hesselagerstenen på Fyn kan
være blæst herned fra Norge, om jeg end finder det

Aarg 1380. S,                                                                         5

[page] 66

overordenlig usandsynligt! — Jeg tror ikke, at nogen
heri kan påvise spor af forsætlig eller uforsætlig for-
drejelse; men jeg for min part mener rigtignok, at
der i naturen er et lovbundet forhold mellem årsag
og virkning, ifølge hvilket en - virkning umulig kan
fremkomme af en årsag, som ikke havde kraft til at
frembringe den, og påstår som noget afgjort sikkert,
at vinden aldrig gor mirakler!

Men, vilde måske nogen sige, dette kan jo se
rigtigt nok ud; dog er der endnu ikke givet nogen
som helst videnskabelig begrundelse af din ret til
at tale således! — Og vistnok, dersom erfaringen
var den eneste kilde, hvoraf vished om naturlovenes
uforanderlighed kunde hentes, så kan ingen vished
derom haves; thi det er en uomstødelig påstand af
la Cour, at ingen menneskelig iagttagelse kan være
så omfattende i rummet, så udholdende i tiden, at
den kan give uforanderligheden til resultat; herimod
kan ikke siges et eneste fornuftigt ord; ja, jeg vil gå
endnu videre: selv om en sådan alt omfattende iagt-
tagelse kunde gives, så vilde dens resultat aldrig
være, at en natur år sag med nødvendighed frem-
bringer en bestemt virkning — og først herved
haves lovens begreb — nqjagtig talt vilde iagt-
tagelsen kun give, at det vi kalde virkning, hidtil
altid har fulgt efter det, vi kalde årsag, men
ingenlunde, at dette med nødvendighed således
måtte være, og altså fremdeles vilde stå fast i al
fremtid; sådanne begreber som årsag, virkning,
nødvendighed, på hvilke naturloven hviler, hentes
ij emlig aldrig fra naturen udenfor os, de høre til

[page] 67

åndens egne stambegreber, dens oprindelige såkaldte
"kategorier", uden hvilke der overhovedet slet ikke
kan tænkes, uden hvilke ingen som helst overbevisning
kan dannes, ej heller om troens sandhed. L. Schrøder
har for nylig fremdraget en ytring af Grundtvig fra
hans unge dage (i en samtale med Treschow), at han
for at nå til den levende Gud vilde, om så skulde
være, gore et spring selv over modsigelsens grund-
sætning, hvad han dog neppe havde sagt, før han
bitterlig fortrød det; han forstod, at man ikke kan
tænke, ikke vinde overbevisning om sandheden, når
man ikke dertil bruger tænkningen selv med dens
nødvendige begreber *).

Med hvilken ret lægges nu disse åndens stam-
begreber også ind i naturen som de grundbegreber,
hvoraf den bæres? ja, hvorfra komme alle for gen-
standene gældende bestemmelser, endogså den aller-
første: at de ere, hvorfra kommer væren?

Dette er et filosofisk sporgsmål, og der er nu
en gang en videnskab til, som hedder filosofi; men
dette er en indvending, jeg har at gore imod la Cours
fremstilling af, hvad "videnskaben" har at sige om
lovene, at han standser ved naturvidenskaben (som
selv er ude af stand til at begrunde sin "stiltiende"
forudsætning om deres uforanderlighed) og ikke tager
hensyn til den eneste videnskab, som her har noget
at sige, nemlig filosofien.

*) Det er nok ellers det, la Cour har prøvet: at nå den
levende Gud (ham, der kan gore undere) ved et spring
over en selvmodsigelse (den, jeg begyndte med at vise). -

[page] 68

Og dog kunde denne fremgarigsmåde også finde
medhold hos en nutidens filosof, nemlig Comte, stifteren
af den positivistiske filosofi, som hvis kendemærke
Comte opgiver dette "at betragte alle tilsyneladelser
som undergivne uforanderlige naturlove, hvis nojagtige
opdagelse og indskrænkning til det mindst mulige
antal er målet for alle vore anstrengelser, medens vi
anse det som noget for os uopnåeligt og blottet for
sund sans at lede efter det, man kalder årsagerne, enten
de første eller hensigtsårsagerne" (anført efter R.
Nielsen: Filosofiske grundproblemer s. 28) — hvilket
hos den danske positivist dr. Brandes tager sig så-
ledes ud: "nu som for raver menneskeheden i det
uendelige mørke og begriber intet af sin tilværelses
hemmelighed; hvortil fødes vi, hvorfor leve vi,
hvad fører det hele til? man er ikke rykket svaret
på disse sporgsmål nærmere". — Det er det samme
— videnskabelig talt — som hos la Cour, at viden-
skaben standser ved undersøgelsen af det foreliggende
og fortvivler om et "hvorfra" og et "hvortil". Rigtig-
nok er personligheden det ene sted vendt bort fra,
det andet sted hen til troen, men tankegangen om
videnskabens grænser ligner; kun er den konsekventere
hos la Cour: allerede Comtes engelske åndsfrænde
Stuart Mill indromnier, at når videnskabens hele ar-
bejde er at sætte i erfaringen, så ser det usikkert ud
med forudsætningen om de uforanderlige love; Mill
kan tænke sig "himmelegne, hvor begivenhederne
følge hverandre efter ren tilfældighed uden nogen fast
lov" ; men man behøver visselig ikke at rejse til syv-
stjernen for den tings skyld, det er rigtigt, at den

[page] 69

pludselige, Uventede afvigelse lige så godt kunde ligge
hvor som helst i mellemrummet mellem to iagttagelser
(la Cour).

Det er meget muligt, at dette sammentræf mellem
Comte og la Cour i at undgå den filosofiske under-
søgelse af forudsætningerne og fratage videnskaben
ethvert hvorfra og hvorhen, medens den ene slet ikke
vil have med det at gore, den anden henviser det til
troen alene, er tilfældigt; men som gennemgående
træk af nutidens åndsretning har det sin mærkelighed
at man således hengiver sig til det, man kalder det
virkelige, til fremstillingen af "de menneskelige doku-
menter" i poesien (Zola), til realpolitiken, til den
uhyre energiske syslen med de fysiske videnskaber,
medens forsøgene på at knytte sin viden til det over-
sanselige er sunkne i pris i en uhyre grad — det
minder om forfaldet i slutningen af oldtidens åndsliv,
hvor Stoikere, Epikuræere og Skeptikere havde gjort
forholdet til det oversanselige enten fortvivlet
eller ligegyldigt eller bælgmørkt, men hvor de fysiske
videnskaber tog stort opsving. Positivismen er iugen
filosofi, om den end kalder sig så, den er fortvivlelse
om at finde nogen sådan, for så vidt er dr. Brandes's
foranførte udbrud mere i karakteren; den er derfor i
slægt med alt dette udlevede, som overalt stikker
hovedet frem i det moderne evropæiske åndsliv —
det, som man har villet indføre her som den rette
ungdom og livsfriskhed! Jeg har stillet la Cours tanke-
gang sammen med dette, fordi jeg har villet vise, at
han er kommen i selskab, hvor han sikkert ikke føler
sig hjemme, —- Her kun endnu dette: dersom man

[page] 70

fratager videnskaben alt forhold til det, som ligger
bagved og det, som er foran, til "hvorfra" og "hvor-
hen", da fratager man den jo al berøring med gud-
dommen; gamle mester Eckardt sagde: jeg vilde aldrig
begære at drikke vand, dersom der ikke var noget af
gud i vandet; — jeg siger: jeg vilde aldrig begære at
have med videnskaben at gore, dersom der ikke var
noget af gud i den, dersom det ikke var for at efter-
spore guddomspræget på tilværelsen, de guddomstanker,
hvormed den er gennemvævet, og bagved skimte ham,
der tænkte tankerne og satte dem i værk; thi hvad
er dog igrunden videnskabelighed uden dette! enten
nyttighedsstræv eller forfængelighedssag eller tidsfordriv
for de bedre hoveder, som kortspil o. dsl. for de
ringere!

For nu altså at svare på det sporgsmål, hvorfra
alle de for genstandene gældende bestemmelser komme,
begynder jeg med dette: hvorfra fik de væren? thi
dette, at de ere, er den allerførste bestemmelse ved
dem; men hvad vished kan jeg nu have for, at de
virkelig er til? samme vished som for, at jeg selv er
til, hvilket jeg som bekendt ikke kan benægte uden i
samme åndedræt at bekræfte det; mit jeg kan jeg
nemlig aldeles ikke være mig bevidst uden 1) som det,
der selv er genstand for en fra omverdenen kommende
påvirkning igennem sansningen, (som det, der ser,
men jo altså må se — noget, hører, altså må høre
— noget, føler — noget), 2) som det, der igen gor
sig gældende overfor noget, bestemmer, hvad dette
noget er, gor det til genstand for sin tænkning, sin at-
trå, sin vilje, sin magt —men disse væsensytringer,

[page] 71

uden hvilke jeget ikke er jeg, er jo alle umulige uden
genstand; jeg kan ikke bestemme ved hjælp af
tænkningen, når der intet er at bestemme, ikke
attrå uden genstand, ikke ville, ikke formå noget,
uden der er noget, på hvilket jeg kan rette min
vilje og magt; jeg og noget (eller andet) stå altså
i min bevidsthed idelig i forhold til hinanden; tag alt
andet bort, så modtager jeg aldeles ingen påvirk-
ning, ytrer aldeles ingen genvirkning, lever ikke,
— derfor: er jeg til, så er andet også til. Jeg
kan nu altså ikke være uden andet, uden en gen-
stand; kan da genstanden være uden at være
genstand for nogen, foretjeg, en bevidsthed?
Jeget kunde ikke stå alene, thi det er sig kun bevidst
som sansende, tænkende, villende, ved at sanse, tænke,
ville noget; kan genstanden stå ved sig selv alene,
udenfor enhver bevidsthed? genstanden får alle
bestemmelser fra jeget, også væren — intet
bord, træ o. s. v. siger selv: jeg er; ingen genstand
er væren i al ubestemthed, men noget bestemt,
så som stort, småt, grønt, gult, lydende, føleligt, tænke-
ligt o. s. v. dette bestemmer genstanden ikke selv,
det er jeget, som ved sig selv frembringer disse
bestemmelser, det er jeget, som siger: dette blad er
grønt — ikke bladet, om det end kan være det
uden, at jeg og du sanse eller udsige det; ti gen-
standen kan meget godt være, og være bestemt, uden-
for min bevidsthed; men tag den alvidende be-
vidsthed bort, så er der intet, som er, eller er
noget bestemt; thi det følger ud af grundforholdet
mellem jeg og genstand, at enhver som helst

[page] 72

bestemmelse ved genstanden kommer ej fra denne
selv, men fra jeg; udenfor al bevidsthed har en
genstand slet ingen bestemmelser, er slet intet;
den alvidende bevidsthed må altså selv sætte gen-
standene med almagt, give dem væren og be-
stemt væren, også for sin egen skyld, da Gud kun
er alvidende ved at vide alle ting, almægtig ved at
magte dem; — men alle bestemmelser ere åndens
bestemmelser, afpræg af dens eget evige væsen;
uden disse bestemmelser eller egenskaber kan ingen
ting være, de er altså ikke tilfældige regler, som
kan foreskrives bagefter, at tingene selv er blevne
til, de er udtryk for selve den evige bevidsthed, den
evige forstand, og tingene blive og ere ,kun til
ved dem, kan slet ikke være uden dem; kun i og
med dem har tingene deres væsen og væren, —
Dersom nu nogen vilde sige, at de kunde tænke sig
den evige forstand skilt fra alle de bestemmelser, de
grundbegreber, der hos os udgore forstanden, så snakke
de, men tænke ikke, thi det er at lade forstanden
selv gå fra forstanden — Guds forstand kan
dog virkelig ikke fattes det, hvorpå forstand kendes!
Det er derfor selve forstandens egne bestem-
melser — deriblandt også årsag, virkning,
nødvendighed —, som er virkeliggjorte i skab-
ningen, og deraf kan der sluttes i alminde-
lighed, at de love, som findes, er virkelige
love, Derimod kan der fra dette almindelige grund-
lag ingen slutning gores til, hvilke disse love da
er, de er et udtryk for fii skaberfantasi, der
er sat i værk i kraft af almægtig fri vilje, og ingen

[page] 73

tænker har nogen sinde kunnet påvise nogen nødven-
dighed for, at naturen netop måtte være denne natur,
lovene netop disse love. De virkelige love må altså
findes ved forsøg, men når lov en s begreb overhovedet
gælder, så behøves ingen uafladelig iagttagelse for at
slå deres gyldighed fast i alle tilfælde.

Altså: selve guddommen er sig selv kun bevidst
som vidende ved at vide noget, som alvidende
ved at vide alle ting, ved at tænke alle deres
bestemmelser, men disse kan kun tænkes af ham ved
at være udtryk for hans egen forstand —
dette er grunden til, sat lovene er noget væ-
sentligt, noget, der ikke uden selvmodsigelse
kan brydes.

Men hvor bliver så muligheden for underet?

Da alle genstande kun er til i og ved den gud-
dommelige, alvidende og almægtige bevidsthed, så
følger det af sig selv, at de aldeles er i guds magt
og slet intet er ved sig selv; men da jeget bestandig
må have en genstand for at være jeg1), så må det
almægtige jeg netop have magt overfor sig, efter-
som magt altid måles på den modstand, den magter a);

l) På dette punkt ligger R. Nielsens fortjæneste som logiker,
at han har klaret hvad der i det filosofiske kunstsprog
kaldes objektiveringens problem: "intet er objektivt
uden ved at objektiveres": intet er genstand udea
ved at sættes som genstand for en bevidsthed — og om-
vendt! her er nøglen til hans filosofi.

) Den storsté modstand kan ydes af de skabte frie viljer,
derfor må almagten være kærlighed, det eneste, som er
overmagt over frie viljer.

[page] 74

inan forherliger derfor slet ikke almagten ved at gore
verden til slet intet, thi så er almagten en overmagt
over skygger — den forsvinder selv; netop for almagtens
skyld må derfor verden være noget væsenligt; men
derved retfærdiggøres ingenlunde den opfattelse af
naturen, som idelig spøger i nutidens naturvidenskab,
som igrunden går ud på, at naturen overfor skaberen
skal være så selvstændig, at den for ham er som et
låset og lukket hus, i hvilket han ikke kan komme
ind uden ved at gore indbrud, i hvilket han ikke
vilde kunne røre sig til nogen fri handling uden at
slå noget i stykker! altså har han ikke en gang så
megen frihed i sin egen skabning som mennesket,
der dog kun kan have fået sin frihed af ham! thi et
menneske har dog f. eks. lov til at tage en byrde op
fra jorden uden, at man straks råber på vold mod
tyngdeloven, medens fysikernes hele korus istemmer
et skrig over brud på denne tyngdelov, når den al-
mægtige holder sin son oppe, medens han vandrer på
havet, eller løfter ham op til sig i himmelfarten! —
Er der da noget unaturligt eller naturstridigt i, at den
almægtige har en kraft, som opvejer tyngden i Jesu
menneskelegeme? tilintetgores derfor tyngden? tilintet-
gores tyngden i den sten, jeg løfter? den vedbliver
jo at være tung! behøver man altså her at tale om,
at tyngden ikke ekssisterer for gud, at hans mirakler
her sætter den ud af kraft? tvertimod! der hører
jo ingen almagt til at løfte, hvad der er sin tyngde
aldeles berøvet!

Lovene er uforanderlige, men deres virkning
ændres i det uendelige efter de betingelser, hvorunder

[page] 75

de virke; når mennesket kender disse betingelser og
bar dem i sin magt kan ban, netop ved at bruge
lovene, frembringe virkninger, som naturen på egen
bånd uden denne frihedens bjælp i at tilvejebringe
betingelser aldrig vilde kunne nå; naturen er altså
netop anlagt på frihedens indgriben, står selvfølgelig
altså også åben for fri guddommelig indgriben,
som tilvejebringer nye betingelser og derved i det
uendelige kan ændre lovenes virkninger, har selvfølge-
lig ikke sat sin almagt til ved skabelsen, kan derfor
sætte noget nyt ind, men netop på grundlag af det
hidtil udviklede og bestående, som ikke brydes ved
det nye; det er derfor ikke i mindste måde natur-
stridigt, at der på grundlag af de hidtil udviklede
betingelser sættes et ikke forhen ekssisterende levende
væsen, som f. eks. mennesket — det vilde kun være
naturstridigt dersom det var naturens væsen at være
"sig selv nok", være ved sig selv alene og udvikle alt
af sig selv; men det er en ren tilsnigelse af natur-
videnskaben.

Selvfølgelig kan ingen menneskelig tanke udmåle
almagten, thi dertil måtte vi kjende den fra os selv
— men vi har den jo ikke — eller kunne tvinge den
til at åbenbare sig, som man kan tvinge naturkræfter
til at ytre sig — men dertil behøvedes, at vi var
mere end almægtige, kunde få overmagt over den fri
almægtige; hvad han kan gore, er det derfor umuligt
for os at vide eller forstå, derfor kan ingen forstå
underet; men ingen kan stille naturlovene på vagt
derimod, som vantroen idelig vil — tag et enkelt
eksempel: en vantro fysiker vil sige: hvor lynilden

[page] 76

slår ned, er tilfældigt, alene bestemt ved naturen;
dersom nu den samme fysikus måske hojlig glæder
sig over lynaflederen eller telegrafen, hvorved menne-
sket, det frie menneske, har fået lynilden til dels i
sin magt ved at kende dens natur, så måtte han selv
jo være meget mere end gud, dersom den, der er
årsag til ham selv, bl. a. da også til hans frihed og
hans tanke, ikke selv havde så megen tanke og frihed
og kendskab til lynets natur, at han kunde tilveje-
bringe de nødvendige betingelser for at lede det, hvor-
hen han vil, og det dog vilde være latterligt, om nogen
vilde kræve at se en telegraftråd anbragt fra himlen
for at gore det muligt! — Men om vi nu tog noget så
afvigende fra tingenes sædvanlige gang som Jesu op-
standelse, er den så ikke et bestemt brud på den
naturlov, at døden overvinder hvert enkelt liv? Man
skal nu være lidt forsigtig med at udgive noget for
en lov, det er ikke hver mands sag at finde love;
det er jo i almindelighed nok til at gore en mand
udødelig, at han har opdaget en lov; det er ikke
livets lov at dø, det er livets lov at leve og
gore det selvløse til betingelse for sin egen
selvbevaring og selvudvikling — loven for alt
liv er en selvhedslov; loven for det selvløse er en
andethedslov o: dets væsen er kun at være mid-
del, det har ikke sig selv som formål. Er så døden
en virkelig naturlov, noget, som med nødvendig-
hed fremgår af selve livets væsen? ingenlunde, den
fremgår af de betingelser, hvorunder livet for tiden
Tirker, men er i sig selv en modsigelse, som må

[page] 77

fjernes for at livets lov kan få sin opfyldelse *) —
det kan netop siges at være en ubrødelig naturlov,
at livets ide skal befries for den modsigelse at ligge
under for andethedens magt (som vel ikke kan tilintet-
gøre det — ti lige så lidt som videnskaben iadrommer,
at det selvløse stof bliver til intet, lige så lidt kan
den i virkeligheden gå ind på, at noget liv bliver til
intet — men dog modarbejder dets udvikling.) — Men
så synes det værd også på dette punkt at holde fast, at
Kristus, som stod op afdøde, iing en henseende kom
for at bryde nogen virkelig for skabningen gældende
lov, heller ikke naturloven — men for at op-
fylde den! — Og om nogen gor indsigelse, fordi de
ikke forstår, hvorledes livet kunde vende tilbage og
påny få magt over det døde legeme — så er det jo
ligefrem, at de ikke forstår det; guddomstankens
magt er nojagtig netop det, som menneske-
tanken aldrig fatter, fordi det nojagtig er,
hvad den selv fattes; og ét skal tanken vide: den
er kun fri, så længe den rører sig indenfor sine græn-
ser, kommer den udenfor dem, da er den som en
muldvarp, der er kommen ovenfor jorden: kan den
ikke finde sit hul igen, da er luftens fugle snart på
færde for at snappe den.

Endnu kun et ord om den videnskab, som jeg
her har søgt at slå lidt til lyd for: filosofien. Man
har naturligvis det sporgsmål på rede hånd: véd du

*) Jeg vilde ønske, at de, som har nogen interesse for disse
sporgsmål, vilde gennemlæse den åndrige udvikling i E,
Nielsens "Natur og ånd" s 535—549

[page] 78

da ikke, at det er med de forskellige filosofier som
med det græs på marken, der står i dag og i morgen
kastes i ovnen? jeg vilde svare: lægger I da ikke
mærke til, at det går jer med filosofien som det går
med naturen: hvor tit man jager hende ud, "hun kommer
dog igen, den heks!" Den, som forkaster en filosofi
gor det med sin egen filosofi: med sine tanker om,
hvordan man skal rime den daglige, håndgribelige
virkelighed med det, man tror — altså om forholdet
mellem tro og viden — sine tanker om, hvad et
menneske er, formår, skal, altså sin psykologi og
moral o. s, v. Men det er dog nok i alle forhold
så, at hvor gode ævner man end kan have, så får
man dem aldrig ret i sin magt, når man ikke går i
skole hos den, der er mester — dertil skulde "man
ikke være for stor. Der er her af la Cour rejst et
såre stort sporgsmål, men, hvis jeg ikke tager fejl,
mener jeg at have påvist, at det langt fra ikke er
bleven tilstrækkelig indtrængende behandlet, og det
til trods for, at la Cour er hjemme i sin egen viden-
skab og véd, hvad troen er. Det, der fattes, er filo-
sofik dannelse; jeg vilde være meget glad, dersom jeg
havde gjort lidt til at vise, at man kommer galt afsted,
når man uden den behandler filosofiske sporgsmål,
selv om man både er en dygtig fagvidenskabsmand og
en varmbjærtet kristen.

Det rejste sporgsmål er stort, såre stort, gives
der egenlig noget storre eller mere brændende oplys-
ningssporgsmål i en tid, hvor en menneskelig og kriste-
lig vakt ungdom begærer lys i alle retninger, og hvor
fritænkeriet er levende og dygtigt? Men der ligger

[page] 79

derfor også på de vedkommende et stort ansvar for
at man giver dem, man oplyser, en forsvarlig rustning.
Jeg véd vel, at det er hovedsagen, om man kan række
dem troens skjold, og derfor er det sikkert af ube-
regnelig stor betydning, at den mand, som på den
udvidede Askov hojskole skal undervise de unge i
naturvidenskaben, tillige giver dem det personlige ind-
tryk af, at han selv er varm for troen; uden dette vil
selv den åndrigste oplysning om, at troen er en per-
sonlighedssag, at den ikke har sit udspring af viden-
skaben, men sin egen kilde o. s. fr. vel skade de unge
mere end gavne dem; thi de fleste unges retning
bestemmes meget mere ved indtryk af en personlighed
end af beviser. Men dette pinlige, som vi andre kende
så godt fra vor skolegang: at videnskaben synes at
tage, hvad troen giver, og troen synes kun at kunne
trives i mørke, denne — jeg kan ud af mit livserfaring
sige: gruelige indvortes splittelse, hvor det er, som
det var umuligt at være både troende og tillige oplyst
og ærlig — den føres de unge netop ind i, når
man bygger en, i mine tanker, så usigelig skrøbelig
bro imellem tro og viden som den, la Cour her har
givet tegning til, som sandelig længe før Ragnarok
vilde briste under Jættefødder. — Når der så her
i landet gives en tænker, der har ofret overorden-
lige ævner og overordenlig flid på at behandle dette
sporgsmål i dets hele udstrækning, så mener jeg, at,
som det i det hele aldrig er forsvarligt, når et folk
ikke vil modtage lærdom af sine åndelige overhoveder,
så vilde det end mindre være forsvarligt, om den, der
særlig har til opgave at oplyse på disse områder, i

[page] 80

længden vilde vægre sig ved at gå grundig i stole
hos den eneste mand i landet, der har virkelig over-
legenhed over hele det herhen hørende lærdomsapparat
og tankestof.

La Cour vil ikke tage mine bemærkninger ilde
op; vi er mange, som med varme omfatte den ud-
videde hojskole i Askov og se på den med forvent-
ninger; men både venners og fjenders ojne vogte på
den med opmærksomhed, og derfor må det, som
kommer fra den, være den skæbne underkastet: at
blive noje efterset. — Da jeg har syslet ikke lidt med
det af Dem rejste sporgsmål, mener jeg ikke at savne
ret til at tale med derom, og jeg har ikke villet til-
bageholde mine tanker, da der som sagt, i mine ojne
ligger stor vægt på, hvordan man tager denne sag
— netop på Askov.