[page] 1

"Stenene råbe".
Et indlæg imod nutidens vantro naturbetragtning

af J. N. L. Dalsgård, præst.
Anmeldt af Poul la Cour, oand. magist.

I vor tid, da naturforskningen har klaret meget,
som tilforn var dunkelt, og da vantroen ikke undlader
at fortolke dens resultater efter sit tykke, trænger den
troende kristen, der ikke kan stå ligegyldig over for
menneskehedens dygtige og dybsindige idrætter, til at
sunde sig på, om dette ny fremtræder som modsætning
eller endog blot disharmonisk til det, der er kærnen i
kristendommen, eller dog til det liv og den livsansku-
else, hvori denne kan trives. Det er sagtens under
dette synspunkt, at præsten Dalsgård på Karl Schøn-
bergs forlag har udgivet en bog, "Stenene råbe", "et
indlæg imod nutidens vantro naturbetragtning", 352
sider i oktav; ti han venter ikke "dermed at kunne
overbevise den vantro videnskab selv". "Vi ville kim
skaffe klarhed i disse sporgsmål for os selv og bestyrk-
else for den troende menighed". Men for denne er
det virkelig forfatterens mening ikke blot at rydde den
modsigelse af vejen, som mange finde imellem natur-

Asurg. 1880, 1.                                                                                 6

[page] 82

P. la Cour.

videnskab og åbenbaring, men endog i "disse stumme
"stene", der gennem årtusender lige fra skabelsens
dage af har været tavse, og nu på en gang har fået
mæle", at se en hjælp, som Vorherre rækker "sine
forkyndere over for den store skare af fornægtere",
et udbytte af vantroens borns arbejde for den troende
menighed, "der nyder hovedlonnen for deres tidtmoj-
sommelige arbejde, lige som Kams bom altid har
måttet gore det grove arbejde for Sems og Jafets be-
nådede stammer (1. Mos. 9, 25—27)".

Det kan ikke heller nægtes, at man ved at gennem-
læse Dalsgårds bog ikke alene får et indtryk af, at
han selv har havt megen glæde af at sysle med de
herhen hørende sporgsmål, men tillige af, at mange
tilsyneladende modsigelser lade sig opfatte som gen-
sidige stadfæstelser. Forf., der har foretaget et om-
fattende studium af geologiske, filosofiske og andre
videnskabelige arbejder, fremsætter som en helhed den
anskuelse, hvortil hans studium har ført ham, og sam-
tidig hermed giver han efterhånden en kritisk behand-
ling af andre verdensanskuelser. De, der hylde disse,
ville ikke kunne klage over uredelighed i fremstillingen;
men når de desuagtet sagtens ikke ville føle sig over-
tydede, så er det, som sagt, ikke heller forf.s mening,
at han vil kunne rokke dem. Derimod må det ind-
vommes ham, at på den ene side træffer hans kritik
gennemgående godt, og på den anden side kan det,
som han fremfører for sin egen opfattelse, ingenlunde
kaldes søgt. Tvært imod strommer det hele lige som
ud af en overbevisning, der en tid lang har ønsket at
komme til orde, men har stemmet op for sig, til

[page] 83

arbejdets enkeltheder vare fuldkomment til forfatterens
rådighed. Man modtager derfor et friskt og velgør-
ende indtryk ved at læse bogen, og finder ikke let
anledning til at lade sig forstyrre af de mange sprog-
lige vendinger og ord fra videnskabens internationale
forrådskammer. — Da nu hertil kommer, at forf.s an-
skuelse ojensynlig er avlet af en dyb religiøs tanke-
gang og båren af en inderlig kristentro, så vil sikkert
bogen ikke alene opnå megen samstemning og tilfreds-
hed, men den vil lige frem virke forløsende på mange,
der have gået med overbevisningen om, at "åbenbar-
ingen og naturen ret besete ikke kunne modsige hin-
anden, da de jo har samme oprindelse", uden at de.
dog have været i stand til at opløse modsigelserne
således, som de nu se det gjort af Dalsgårds tanke-
klare, sandhedssøgende og — jeg betænker mig ikke
på at tilfoje — poetiske pen. — Des mere grund kan
der være for anmelderen, der ikke helt kan følge ham,
til, samtidig med, at han lykønsker vor bogverden med
denne forøgelse, som ventelig vil have varig betydning,
at fremdrage, hvad han anser for misledende i frem-
stillingen, og påvise, i hvilken henseende han har måttet
tillæmpe tankegangen i Dalsgårds bog for at kunne
have udbyttet af samme.

Bogen er både for stor og for indholdsrig til, at
der her kan gives et nogenlunde udtommende uddrag
af den; ti medens forf.s egen overbevisning er varm
og sikker, stræber han dog helt igennem at give læseren
lejlighed til selv at domme derved, at han i en sam-
mentrængt, men dog forholdsvis fyldig skikkelse fore-
lægger det fornødne æmne fra andres arbejder og

6«

[page] 84

vedrørende andres verdensanskuelser. Det er derfor
ikke her meningen at give noget uddrag, hvis læsning
kunde træde i steden for læsningen af dette arbejde;
ti dette er at anbefale enhver, der ønsker lys i disse
forhold, om ikke af anden grund, så fordi man heri
vil finde en orientering, som vor bogverden — mig
kendt — intet andet sted giver så let adgang til. Men
når jeg dog må fremdrage visse dele af arbejdet, så
er det for, dels at gore opmærksom på det ejendomme-
lige, og dels at imødegå, hvad jeg ikke kan slutte
mig til.

At naturvidenskaben må være i strid med åben-
baringen, kunde synes at fremgå deraf, "at dennes
modstandere nu om stunder hente sine skarpeste våben
fra naturvidenskaben", og deraf, "at flertallet af nu-
tidens videnskabsmænd vel må antages at stå i mod-
standernes række", om det end på den anden side
, må tilstås, "at i reglen de storste forskere til alle tider
have givet Gud æren". Når nu forf. vil bringe natur-
videnskaben og åbenbaringen til at mødes, så er det
ikke ved at beskære den første efter godtbefindende;
ti "der gives altid visse hovedkendsgerninger i enhver
videnskab, som ere så belyste og bekræftede, at ingen
nogenlunde indviet vil føle sig fristet til at drage deres
sandhed i tvivl (Cotta, s. 363)". — Det er ikke heller,
ved i en og samme bevidsthed at sammenstille hin-
anden modsigende ting, det ene under troens skjold,
det andet under videns; ti medKurtz afviser forf. den
opfattelse, "at den menneskelige ånd er et abstrakt,
dødt pakkammer, i hvilken menneskelig og guddomme-
lig erkendelse kan opstables hver for sig, afsondrede

[page] 85

fra binanden uden gensidig at berøre eller gennem-
trænge hinanden og indgå enhed med binanden". "Om
vi end villigen indromme, at biblen ingensteds bar til
hensigt at lære os naturvidenskab, så må vi dog fast-
holde, at hvor den berører de timelige ting, betræder
den med det samme den videnskabelige forsknings
enemærker og må altså også meddele os en natur-
opfattelse".

At der dog ofte er en — skdnt kun tilsyneladende
— modsætning på "de punkter, hvor åbenbaring og
videnskab mødes og berøre hinanden", ligger deri, at
"de forfølge hver deres særlige ojemed og fremhæve
som lølge heraf ejendommelige sider ved fænomenerne".
"Medens naturvidenskaben beskæftiger sig med det
mellemliggende — det egentlig fænomenale — og ej
kan komme til hovedårsagen — cansa principalis eller
finalis —, overser åbenbaringen derimod det første og
fæster blikket på det sidste. Tingenes bovedårsag
eller begyndelse kan videnskaben ikke nå til, fordi den
kun mægter at udforske dem under deres fremtoninger.
Fysiken véd f. eks. god besked om de forskellige måder,
hvorpå lyset viser sig for os; men hvad det egentlig
er, som man kalder lys, endsige lysets oprindelse kan
den ikke forklare os. "Dette standpunkt for natur-
forskningen" — siger Ootta (side 358) — "har Kant
allerede fastslået i sine Prolegomena: "Naturviden-
skaben vil aldrig afsløre os tingenes inderste væsen
(das Innere der Dinge), d. v. s. det som ikke er frem-
toning (Erscheinung), men dog må tjæne som den
øverste forklaringsgrund for fremtoningerne"." Hvor
vi da nødsages til at slippe videnskabens bånd, tilbyder

[page] 86

åbenbaringen os sin for at føre os et betydningsfuldt
skridt videre frem". Det er netop herpå åbenbaringen
går ud; ti "det er ikke hensigten med dens skabelses-
beretning at angive på hvad måde, men ved hvem
verden er frembragt". "Åbenbaringen peger således
over alt kun på naturtingene for straks at stille os
over for deres første grund og forklare os tilværelsens
inderste gåde". "Den skildrer os derforstedge
naturtingene efter deres tilsyneladelse eller
fremtoning og ikke efter deres fysiske virkelighed";
og hertil bruger den jævne, dagligdags udtryk, hvad
der ikke er til at undres over; ti "hvorvel det er en
uomstødelig kendsgerning i vore dage, at i forhold til
jorden er solen stillestående, medens det er jorden,
der bevæger sig om samme, så tale vi dog alle, vise
og .enfoldige, som de gamle talte, om solens opgang
og nedgang. Ja selv almanaken, der vel for at blive
mere overensstemmende med videnskaben i desenere
år har taget "ansigtet" ud af månen, taler dog her
endnu på den samme måde den dag i dag, som Moses
gjorde for årtusender siden". Og på den anden side
"da videnskabens kendsgerninger i mange tilfælde kun
ere at anse for relative resultater, der ikke kan siges
at indeholde den fulde sandhed (Cotta, s. 359), kan
det heller ikke undgås, at biblen og videnskaben ved
flere lejligheder kan synes at modsige hinanden".

Efter at have bemærket, at der "her kun kæmpes om
udenværker og ikke om selve fæstningen: den kriste-
lige tro", går nu forf.s bestræbelser ud på at vise, at
disse tilsyneladende modsigelser kun beror på åben-
baringens og videnskabens forskellige mål og måde,

[page] 87

og at særlig Moses skabelsesberetning er så langt fra
at stride mod geologiens hovedsætninger, at den ret
beset bærer præget af en i profetisk sprog fremsat
meddelelse, hvis enkeltheder på en forbavsende måde
finder sin belysning i nutidens naturvidenskab, hvorom
"Moses eller nogen anden af de hellige forfattere ikke
kan have havt den ringeste anelse". Lige som
historien i tidens løb kaster lys over de
gamle profetier, der vare rettede fremad, så-
ledes, mener forf., belyser videnskaben de
gamle profetier, hvis blik var vendt tilbage.
Forf. slutter sig til den opfattelse at sammenholde
skabelsesberetningens "bibelske dagværker med de
forskellige geologiske perioder, der således komme til
at svare til de bibelske skabelsesdage". Det er da
en selvfølge, at han ikke har brug for den fortolkning,
der "imellem det første og det andet vers, lige som
også imellem det andet og tredje lader skabelses-
beretningen indeholde to hvide blade, på hvilke den
menneskelige videnskab kan skrive, hvad den vil, for
at udfylde de huller, som åbenbaringen selv har und-
ladt at udfylde som noget, der ikke lå inden fordens
opgave"; og han har altså heller ingen brug for Lind-
bergs "bekendte oversættelse af de to første vers i
biblen: I begyndelsen havde Gud skabt himlen og
jorden, men jorden var bleven øde og tom o. s. v.".
Man har herved lige som villet give videnskaben et
rum, hvor den frit kunde tumle sig, men "man kan
alligevel ikke slippe fri for at komme i berøring med
geologien, når man skal til nærmere at forklare seks-
dage-værket".

[page] 88

P. la Cour.

Hvad der bringer forf. til at hylde opfattelsen af
skabelsesdagene som perioder, er på den ene side hans
mening om, at i geologisk henseende "må antagelsen
af en skabelsestid af blot seks almindelige dage af-
gjort henregnes til utænkelighederne", og på den anden
side hans betragtning af, at biblens skabelsesberetning
er holdt i et profetisk sprog, hvis ord ikke må opfattes
som sædvanlige fysiske eller matematiske udtryk, men
som derimod, når de tages som profetier, ikke desto
mindre ere de bedst valgte udtryk til på en gang at
sige det rette og til at træffe netop der, hvor de tage
sigte, I steden for altså her at dvæle ved de mange
andre grunde, som Dalsgård med andre giver for op-
fattelsen af dage som tidsrum, vil jeg som eksempel på
den tankegang, der både her og i grunden helt igen-
nem hans bog er den ledende, gengive følgende:

"Videnskaben ser fra sit lave, endelige standpunkt
tilværelsen som gennem en tåge og kan derfor ej få
syn på endemålet, men fortaber sig i det mellemlig-
gende, der tilmed gennem tågen, hvor den ydermere
fortættes af vantroen, endog let kan antage storre dimen-
sioner end i virkeligheden. Og omvendt ser åbenbar-
ingen fra sit over tågerne ophojede standpunkt klart
endemålet; ti dette er evigheden. Men det profetiske
blik fortaber sig så let deri og overser det mellem-
liggende, idet afstanden fra de vide udsigters stand-
punkt tager sig kortere ud, end den i virkeligheden
er. Lige som det profetiske oje i den gamle pagts
tid af den grund så "tidens fylde" og Herrens dag
lige som at smelte sammen, og det troende oje atter
i "tidens fylde" så Jerusalems undergang i forbindelse

[page] 89

med den store verdens undergang, således møder os
også det samme, når vi vende blikket tilbage mod
tidernes begyndelse. Idet det troende oje fæster blik-
ket herpå, møder det synet af den evige Gud, der var
i begyndelsen og skabte den hele verden ved sit
almagtsord, og i evighedens glans forkorte de i tidens
horisont fjærnest liggende tider sig til enkelte dage,
og vi forstå, at også her gælder det, "at en dag er
for Herren som tusende år og tusende år som
en dag" (2. Pet. 3, 8)".

I noget af denne tankegang er jeg enig med Dals-
gård; men jeg vilde ønske, at han endnu stærkere
havde gennemført den. Men inden jeg udvikler dette
nærmere, må jeg gore en indsigelse, når han i den
forøvrigt smukke behandling, han giver af begrebet
"begyndelsen", da Gud skabte himlen og jorden, finder
de vantro fysikeres forhold over for dette sporgsmål
for så "selvmodsigende". Det er jo ganske vist ikke
for disse, han har skrevet sin bog; men hvad han dog
tilsigter, er at hævde et over for vantroen holdbart
stade, og i denne henseende synes her at være et
svagere punkt. Der er nemlig i og for sig ikke noget
"selvmodsigende" i at antage, at materien har været
fra evighed af, og samtidig at erklære, at vi på grund
af videnskabens begrænsning ikke kan udrede forhold-
ene tilbage i tiden lige til det, matematisk talt, uende->
lig fjærne, men må lade vor videnskab tage fat på et
eller andet tidspunkt, så langt den nu kan række.
Der er intet "selvmodsigende" i, at man tænker sig
materien eksisterende på en tid, da man ikke drister
sig til at tænke eller udtale, hvordan den har været*

[page] 90

Det er ikke heller "ulogisk", når Ootta siger, "at da
materiens udviklingsrække for os er en absolut uende-
lig, så bliver det umuligt at erkende eller endog kun
at tænke sig en virkelig begyndelse for tingene". Hvem
der er vant til at omgås med det uendelige storrelses-
begreb, ligegyldigt om dette gælder tid eller rum eller
hvadsomhelst, vil vide, at det er mere logisk at tænke
sig det uendeliges mulighed, end det er at vægre sig
ved at erkende eller tænke sig en virkelig begræns-
ning derfor. Det forslår ikke, herimod at stille det
udsagn, at "den sunde menneskeforstand kræver en
første begyndelse"; ti på dette punkt ermatematiken
sikker i sin sag: den kan ikke blot tænke sig det
uendelige, men i mange måder tumle dermed med
samme frihed som med endelige begreber, ja endog
undertiden med held bruge det til løsningen af opgaver
af endeligt indhold, og noget bedre bevis for, at viden-
skaben ikke i denne henseende går i tåget, kan vel
ikke gives. — Ikke heller vil forf. kunne vente den
vantro videnskabsmands samstemning, når han sporger:
"Er det dog ikke utænkeligt, at atomerne i denne ur-
tilstand skulde have været til fra evighed af uden
nogen forandring eller udvikling, da vi ellers altid ser
dem uden ro og hvile i en bestandig virksomhed ? En
uvirksom hvile, der skulde kunne tænkes at være gået
forud for deres nuværende virksomhed, - er utænkelig
så vel for videnskaben som for tænkningen selv". "Det
er den", svarer videnskaben med hensyn til den sidste
sætning, "ti de materien iboende kræfter have selv-
følgelig også eksisteret uendelig længe, og dette endog
i aldeles uforandret størrelse. Både materie og kraft

[page] 91

kan meget vel have eksisteret uendelig længe (den
vantro fysiker bruger ikke gærne ordet "evig"), og
verdensudviklingen dog ikke være kommen videre end
den er, lige så vist som jeg kan pege på et punkt i
en ret linje, der kommer uendelig langt borte fra og
går i det uendelige, og dernæst på punkter forved og
bagved hint, og disse punkter stå da, skont de ere
dele af en uendelig linje, i et vist forhold til hinanden
på lignende måde som de tidspunkter af verdens-
udviklingen, som vi mennesker i nutiden gå og be-
tragte" *).

Men jeg skulde ikke have fremdraget dette, da
bogen udtrykkelig ikke er skreven for at overbevise
de vantro, hvis det ikke var, fordi jeg derved troede
bedre at kunne tydeliggøre nødvendigheden af at fast-
holde det ellers af Dalsgård indtagne rene og tanke-
klare stade i alle dets afskygninger; og det forekom-
mer mig, at dette må ikke falde svært for den, der
med Dalsgård har fået Sje for, at videnskaben på alle
kanter er omgivet af grænser, de være nu videre eller
snævrere, i forskellige retninger. Men inden jeg
endnu påpeger den stedfindende brist i Dalsgårds be*

x) I det hele taget vilforf. i hvert fald ikke få matematikernes
medhold, når han vil forvise uendelighedsbegrebet fra den
virkelige verden og f. eks. siger, at "tanken ikke kan fore-
stille sig andet, end at der må være sat mål og grænse for
rummet, da dette ellers vilde miste sit begreb eller ophøre
at være rum". Jeg véd godt, at forf. ikke er helt ene om
at sige således; mindes jeg ret, blev en lignende sætning
udtalt i "reformationsfeststriden" i "Fædrelandet" i vinteren
1875—76, men da også af prof. Sten afvist som uforstandig,
hvilket den vil blive af enhver matematiker.

[page] 92

tragtning eller måske rettere savnet af, at han ikke
helt har gennemført grundtanken i sin betragtning, vil
det være på sin plads kortelig at fremsætte hans
smukke fremstilling af hans opfattelse af "naturlovene".

"Ånden har sit levende udtryk og virker, som det
er Grundtvigs udødelige fortjæneste at have fremhævet
i sin fulde klarhed, i ordet. I følge sit væsen som
frihed (2. kor. 3, 17) vil den til sin åbenbarelse kun
benytte sig af ordet som det eneste fri meddelelses-
middel. Men medens menneskeordet som et skabt ord
er uden den skabende myndighed, er det derimod just
det guddommelige ords særkende, at det besidder
denne fuldkomne "myndighed" (Mattli. 7, 29), "der
skaber, hvad det nævner", og hvorefter, når "han
taler, så det sker, når han byder, så står det
der" (salme 33, 9). Hos Gud er derfor aldrig, som
det så tidt er tilfældet hos os mennesker, ord og ger-
ning på udvortes måde sondrede fra hinanden; men i
hans ord er tillige hans gerning, så de ej kan skilles
ad og derfor også udelukke enhver forestilling om vil-
kårlighed hos Skaberen over for hans skabning. Der-
for er Guds-ordet også et levende ord (Joh. 6, 63),
der som et evigt ord bliver og er mægtigt til at op-
holde, bevare og udvikle sine gerninger, så længe han
ikke kalder det tilbage (1. Pet. 1, 23). Lige som
Guds-ordet altså har kraft til at "kalde de ting,
som ikke ere, som værende" (rom. 4,17), således
bevares også alt det skabte ved det samme ords kraft
(hebr. 1, 3)".

"At dette her i fuld overensstemmelse med den
hellige skrift udviklede nu ikke er en blot "menneskelig

[page] 93

forestilling", kan vi tilfulde forvisse os om derved, at
vi på mange måder endnu ere i stand til at efterlæse
det guddommelige skaberord og eftervise dets kraft i
de af de naturkyndige derfor også kaldte naturlove.
Men også ved at betragte det menneskelige ord kan
vi overtyde os om Guds-ordets underfulde almagt. Ti
om menneskeordet, som sagt, end kun er det skabte
ord, er det dog ikke en blot naturlyd, skænket os til
dermed at gore os forståelige for hverandre, lige som
dyrenes såkaldte natursprog, men også til vore tankers
virkeliggorelse. Deri åbenbarer sig just den storste
kraft, som findes hernede i skabningen, så det er ene
formedelst ordet, at mennesket som den åndelige skab-
ning udøver sit herredomme over kreaturet. Og når
vi således med rette kan sige, at ved menneskets ord
jordens skikkelse på mangfoldig måde er bleven for-
andret, ja at, som selv Cotta indrommer, mennesket
med sit ord samvirker til verdensudviklingen, skulde
det da vel være en meningsløs antagelse, at der også
gives et uskabt almagtsord? Når skriften betegner
"ordet at være Gud" (Joh. 1, 1), da er derved dette
ords inderlige og uudgrundelige forhold til og forbind-
else med verdensaltets ophojede ophav udtrykt. Når
vi dog over alt finde en så vidunderlig visdom og ord-
ning, så selv den råeste stens bestanddele kan beregnes
efter mål, tal og vægt o. s. v. (visdom. 11, 22), hvor-
ved de samvirkende kræfters særlige forbindelse kan
bestemmes, aldeles på samme måde, som de menneske-
lige værker og opfindelser kan forklares og bestemmes,
nødes vi dog ikke herved til at erkende, at vi i de
såkaldte naturlove egentlig har de guddommelige

[page] 94

skaberord for os, som vi stave på, slægt efter slægt,
for bedre at kunne efterlæse og udtyde dem, skont vi
forud véd, at de ere så ophojede, at menneskeånden
aldrig i denne tilværelse vil kunne vente at blive færdig
hermed?"

Mod denne opfattelse kan ganske vist "ingen ædru
videnskab have noget at indvende; selv om den kun
vil tage imod åbenbaringens oplysninger som en blot
hypotese, så forlange vi heller ikke mere af den. Kun
påstå vi, at den er den bedste af alle hypoteser om
verdens tilblivelse [og vedligeholdelse], da det er den
eneste, der ikke indvikler sig i modsigelser og ender
i uklarhed". "Og den indvending, at en teori, der
stotter sig på underet, ingen forklaring er, har her
intet at sige, da videnskaben selv, trods alle sine hypo-
teser, dog til sidst ikke kan undgå at stotte sig til
underet i naturen, efter som selve tyngden, lyset,
varmen o. s. v. ere og forblive uigennemtrængelige
gåder for vor forskning".

Idet jeg væsentlig kan slutte mig til denne tanke-
gang, vil jeg hertil knytte følgende betragtning. Med
hensyn til de såkaldte naturlove er det en kendsger-
ning, at de ere uforanderlige; gælder det i dag,
at en vis luftarts rumfang forholder sig omvendt som
trykket, så må fysikeren stole på, at det altid gælder,
og hans erfaring har aldrig vist ham det anderledes.
Det er den stiltiende forudsætning, ikke alene for al
naturvidenskabelig forskning, men tillige for enhver af
vore daglige idrætter. Vor erfaring har fra fød-
selen af gjort os så fortrolig med denne
naturlovenes naturlov, den om dissesuforander-

[page] 95

lighed, at vi ikke ville tro vore egne sanser eller andre
mennesker, om de skulde melde os en afvigelse derfra,
eller, hvis en sådan virkelig skulde stadfæste sig, vilde
vi kalde det et under. Men noget sådant kender
videnskaben ikke, og den går derfor ud fra denne
kendsgerning, så at den altså passende kunde indskrive
naturlovenes uforanderlighed som sin første
naturlov,

Kan videnskaben nu virkelig indestå for denne
lovs rigtighed? Lad os tage dette sporgsmål for os
på samme måde, hvorpå vi undersøge og forvisse os
om en hvilken som helst anden naturlovs gyldighed.
Besidde vi et vist iagttagelsesmateriale over det om-
handlede sporgsmål, eller skaffe vi os det ved forsøg,
da kunne vi ved hjælp af disse prøve lovens rigtighed,
men kun inden for det område, som iagttag-
elserne eller forsøgene omfatte, og indenfor
dette endda kun sporadisk, idet mellemrummet
mellem to til hinanden grænsende iagttagelser ikke har
været genstand for nogen iagttagelse. Jo tættere iagt-
tagelserne ligge ved hinanden, og jo simplere en form
loven i følge disse har, des storre er sandsynligheden
for, at der ikke i mellemrummet mellem et par iagt-
tagelser findes en pludselig og uventet afvigelse; men
fuldkommen sikker på, at den ikke gives, kan man
ikke være. Jeg skal tage et eksempel: sæt, at det
sanseredskab, hvorved vi erkende lyset, ikke somojet
var indrettet til at kunne modtage lysvirkninger fra
en storre flade på en gang, men at vi f. eks. kun
kunde erkende, om der var lys, eller om der ikke var
lys på en særdeles lille flade ad gangen, da vilde for-

[page] 96

P. la Cour.

søg over, hvad vi nu kalde et farvespektrum af hvid-
glødende kalk, kunne sige os, at lysvirkninger fra et
sådant legeme vilde kunne erkendes af vort lille sanse-
organ, når dette efter hånden blev flyttet omkring på
en stor flade, den, der dækkes af spektret. Men hvis
vi nu på lignende måde vilde undersøge, om der kom-
mer lysvirkning, dersom der i steden for det ophedede
kalk anbringes en spritflamme med kogsalt, og vi til
den ende efter hånden flyttede sanseorganet omkring
på de forskellige steder af spektrets plads, hvor man
for erkendte lys, men nu ikke nogen steds træffer på
sådant, da vilde vi slutte fejl ved at sige, at der intet
gives; ti som bekendt findes der et par gule striber,
men de ere så smalle, at sanseorganet godt kan have
været på to hinanden nærliggende steder, det ene
på den ene side, det andet på den anden side af
striben uden at mærke lys. Man tor altså kun sige:
i samme grad som en række spredte iagttagelser ligge
hinanden nær og følge en simpel lov, i samme grad
er det sandsynligt, at der ikke sker pludselige af-
vigelser i mellemrummene; men absolut sikker
derpå kan man ikke være. Og hvis en anden
fortæller, at han har fundet en aivigelse, tor man ikke
uden videre nægte muligheden deraf.

Endnu mindre tor man udstrække lovens gyldig-
hed ud over det område, inden for hvilket alle iagt-
tagelserne falde. I denne henseende findes der i
fysiken erfaringer nok af, at man ofte har taget fejl,
når man gjorde sig skyldig heri. Mangen lov, som
man både fandt bekræftet af alle de iagttagelser, man
ejede, og som man endog undertiden betragtede som

[page] 97

liggende i sagens natur, har senere, når man blev i
stand til at udstrække iagttagelserne ud over de første
erfaringers grænser, vist sig at være helt fejlagtig (så
som Mariottes lov, Newtons afkølingslov, prortionaliteten
mellem farvestrålers brydning og spredning, o. s. v.)

Er nu altså talen om prøvelsen af loven om natur-
lovenes uforanderlighed eller, som det også kan ud-
trykkes, deres uafhængighed af tiden, da må en om-
hyggelig og samvittighedsfuld naturforsker sige: alle
mine iagttagelser stadfæste denne uforanderlighed;
iagttagelserne ere mange; ti hvert minut oplever jeg
i det daglige liv stadfæstelser derpå; jeg må altså
anse det for i hojeste grad sandsynligt, at loven
er almengyldig, for så vidt som der næppe er øjeblikke-
lige afvigelser fra den; men indestå derfor, kan jeg
ikke, og hvis nogen påstår at have oplevet afvigelser,
tor jeg ikke nægte muligheden deraf. — Da der end-
videre igennem de tider, hvorover jeg har iagttagelser,
ikke findes den mindste variation i loven, må jeg
fremdeles anse det for sandsynligt, at den samme
lov har gjaldt uendelig længe og vil vedblive at gælde
i det uendelige; og når jeg ingen grund har til at
mene anderledes, slutter jeg mig naturligvis til det,
der er sandsynligst; men dette kan kun være genstand
for min "mening", ikke for min "viden", så jeg kan
ingenlunde svare for rigtigheden heraf.

Jeg er overbevist om, at ingen samvittighedsfuld
videnskabsmand vil finde sig berettiget tilatudtale
sig anderledes lige over for sporgsmålet om naturlov-
enes uforanderlighed, så vel hvad det kontinuerlige,
som hvad det uendelige angår; og mere kan ikke heller

Aacj. 1880. j.                                                                     7

[page] 100

er den absolute betingelse for opfattelsen af underet.
Derfor har videnskabsmanden ikke som sådan nogen
stærkere kamp at bestå for at bevare sin tro end
enhver anden. Det, som kaldes "at tage forstanden
fangen", er i og for sig lige så svært for en læg som
for en lærd; hin så vel som denne har en følelse af,
at troens indhold er ikke det "matematisk sandsynlig-
ste"; og hin kan derfor have lige så megen grund til
at lade sig friste af sin "sunde sands" som denne af
sin "viden". — Derimod er videnskabsmanden vel i
reglen sig selv mere bevidst og måske også mere fri-
modig til at meddele sig til andre, og derfra kommer
sagtens det forholdsvis storre tal af fornægtere blandt
lærde end blandt læge. I og for sig er den sidste
dog ikke bedre stillet derved, at det er hans sunde
sans mere end hans viden, der siger nej til troen; men
jeg tor ikke nægte, at der måske kan være nogen for-
skel på den lethed, hvormed en, der vel tidligere i
sit hjærte, men ikke åbenbart har sagt nej, senere kan
have ved at lukke op for troen, og den lethed, hvor-
med den, som åbenlyst og måske offentligt har be-
kæmpet troen og herunder udviklet sig et system, der,
skont en menneskelig tankebygning, kan have en vis
skonhed ved sig, kan fornægte sit eget og være rede
til offentlig at vedkende sig det.

Dette har jeg nu udviklet, ikke i den mening, at
dette skulde være i væsentlig modsætning til Dalsgårds
anskuelser, men snarere i en følelse af, at det nogen-
lunde stemmer dermed. Men så bliver det næste
sporgsmål: hvor Dalsgård, der altså opfatter natur-
lovene som "Guds ord", tænker sig disse satte ind i

[page] 101

tilværelsen i deres nuværende skikkelse, eller, for at
tale matematisk, hvor længe loven om naturlovenes
uforanderlighed har, med de enkelte afvigelser, som
underne kræve, været gældende ? Hvad der herom er
forf.s mening, er mig ikke helt klart, medens jeg dog
ikke kan få andet ud af hans bog, end at hans op-
fattelse heraf må være følgende. De love, som man
kunde kalde de kemiske og fysiske love, må han an-
tage at være blevne til enten, da Gud i begyndelsen
skabte himlen og jorden, eller, da Gud sagde: bliv
lys. Forf.. mener nemlig, at fra den tid foregik alt,
hvad der skete kemisk og fysisk, efter de selv samme
love, som endnu gælde. Det forstår sig: forholdene
vare den gang andre end nu, fordelingen af materien
og af kræfterne, f. eks. af varmen, var en helt anden;
men om end tallene vilde have set anderledes ud, så
rettede de sig dog på samme måde efter de samme
love, som de endnu gore i vore dage, for så vidt de
samme forhold tilvejebringes. — At dette må være
forf.s mening, skont den ikke findes udtalt på denne
måde i hans bog, slutter jeg deraf, at han tænker sig
det hele udviklet i overensstemmelse med fysikens
og geologiens grundsætninger, hvilket vilde jo være
meningsløst, hvis man ikke stiltiende forudsatte, at
lovene allerede fra dette ojeblik vare aldeles de samme
som nu, da fysiken og geologien ikke kender andre
love. — De plante- og dyrefysiologiske love derimod
må forf. uden tvivl tænke sig indtrådte samtidig med
plante- og dyrelivet, efter som lovene ikke ere en tom
ordlyd, men de netop ere de ord, der "skaber, hvad
de nævner". Ånderledes kan jeg heller ikke forstå

[page] 102

forf.s udtalelser side 340. Gores disse forudsæt-
ninger, vil man i forf.s udvikling finde noget har-
monisk smukt, hvorpå der her skal gives en lille prøve.
""Og Gud sagde: der blive lys! Og der blev lys".
Således lyder her det guddommelige skaberord, det
første, vi høre nævnt, og hvorved verdensudviklingen
bliver indledet, så vor klode fra nu af forlader sin
kaotiske urtilstand, og dens første store fremskridt
fuldbyrdes. Naturforskerne ere også enige i at til-
skrive lyset eller varmen, som i følge fysikerne (Adam
Paulsen, Naturkræfterne, 2. del, s. 2) er af ensartet
natur med lyset — der jo kan betegnes som dennes
fremtoning —, en sådan betydning. Videnskaben viste
os, at det oprindelige kaos var en mørk afgrund, men
hvor vel øde og tom, dog tillige svangert med de i
sammes atomer nedlagte kræfter, som også efter hånden
begynde at ytre sig. Under påvirkning af tyngdeloven
mener man, at atomerne indbyrdes begyndte at til-
trække hverandre og at antage den for flydende le-
gemer naturlige kugleform, idet de under den ved
tiltrækningen frembragte bevægelse samlede sig om-
kring et midtpunkt. Da denne bevægelse imidlertid,
som de lærde antage, måtte blive omsat i en umåde-
lig varme, var disse mægtige dunstkugler på grund af
den opløste tilstand, hvorunder deres atomer endnu
holdtes, fremdeles ude af stand til at udstråle lys eller
varme. Derimod antager man, at de under den fort-
satte bevægelse har delt sig i mindre dunstkugler, af
hvis tågemasser igen de forskellige kloder, hvoraf hvert
solsystem består, efter hånden ere udsondrede. Det
er jo altsammen kun løse teorier, hvorfor intet fyldest-

[page] 103

gorende bevis vel nogensinde vil kunne leveres. Men
på den anden side synes videnskaben ej heller at være
i stand til at kunne levere os nogen bedre forklaring
heraf. Man har ikke blot i det små kunnet eftervise
de love, hvorefter en sådan udsondring kan have fundet
sted (A, Paulsen, Naturkræfter, 1. del s. 242 o. flg.);
men så vel Saturns "ringe" som klodernes ejendomme-
lige vægtfylde, deres bestemte baner omkring hoved-
kloden og endelig deres grundstoffers tilsyneladende
ensartethed over hele universet synes at være faktiske
vidnesbyrd herfor".

"Efter hånden måtte der imidlertid indtræde ny
forandringer. Under den fortsatte udstråling i det
kolde verdensrum måtte varmen til sidst aftage så
meget, at atomerne kunde begynde at indgå forbind-
elser og antage en fortættet, gasformig tilstand, der
gjorde det muligt for dem at udstråle intensivt lys og
varme (Cotta, s. 310). På dette trin i sin udvikling
var vor klode således efter naturforskernes formening
bleven forvandlet til en strålende, selvlysende dunst-
kugle, længe for vor sol endnu var nået så vidt. Her-
med træder den da ud af sin kaotiske tilstand. Dens
oprindelige mørke og øde nat bliver afløst af lysets
morgen, der kalder stoffernes forskellige virksomhed
til live, så at med lysets fremtræden er tillige ord-
ningen af det oprindelige kaos begyndt (Dana, s. 742)".

"Lysets første fremtræden har således også fra
videnskabens standpunkt betragtet en væsentlig be-
tydning for verdensudviklingen. Og da det desuden
er det mest fremtrædende og i ojne faldende natur-
fænomen, bliver det lige så let at forstå, som det

[page] 104

videnskabelig er berettiget, hvorfor åbenbaringen just
fremhæver denne naturkraft ved at gore samme til
genstand for et særligt skaberord, der således i grunden
tillige antyder alle de øvrige kræfters begyndende
virksomheder og den derved indledede verdensudvik-
ling. Her er altså en mærkelig overensstemmelse
mellem skriften og "stenene", når biblen lader det
første dagværk afsluttes med lysets skabelse. Og det
bliver desto mærkeligere, som man i tidligere dage
har spottet over biblens enfold at lade lyset blive
skabt for solen. Den fremskridende videnskab har dog
på dette punkt til fulde godtgjort sandheden af den
bibelske beretning, så vi heri kan se et godt varsel
for fremtiden med hensyn til de punkter, hvor enig-
heden endnu ikke' er tilvejebragt. Og at det ikke er
et blot slumpetræf, kan tydelig ses af, at der i beret-
ningen hos Moses er brugt forskellige hebraiske ord
til at betegne lyset på den første og på den fjerde
dag. Her på det første sted betegner det lysstoffet,
lyset i almindelighed eller det elementære lys, medens
det på det andet sted må oversættes ved "lyslegemer"
eller "lysbærere" (Keil)".

. . . "Sporger så nogen: "Er alt dette, som her
er udviklet, da indeholdt i den korte bibelske beret-
ning, eller forstod Adam og Moses og alle de tidligere
slægter det således fra først af?" da svare vi: nej, på
ingen måde! Men den, der fra først af har berettet
Adam eller, om man vil, Moses det, han forstod det
således; ti han var selv nærværende derved, ja værk-
mesteren selv. Og derfor forstod han også at tilpasse
sin fortælling på en så vidunderlig måde, at den på

[page] 105

en gang kan fattes af de enfoldigste og blive beundret
af de viseste".

På lignende måde vedbliver nu forf. at fremstille
den fysisk-astronomiske, geologiske og fysiologiske ud-
vikling igennem de forskellige perioder, som han op-
fatter som de tidsrum, der i vor bibeloversættelse be-
tegnes som dage. Tankegangen i denne fremstilling
kan ikke siges at være ukendt; tvært imod, dens enkelt-
heder have mere elleg: mindre været gjort gældende
af mange kristne geologiske forfattere, og den hyldes
uden tvivl på forhånd af mange andre kristne, der
have havt lejlighed til at komme i forhold til geologien.
Ikke des mindre vil man både have udbytte og for-
nøjelse af at læse Dalsgårds fremstillmg, der giver
som en omhyggelig udarbejdet helhed, hvad man ellers
kun er vant til at se fremsat enten skematisk kort-
fattet eller kun brudstykkevis, og desforuden findes
indflettet i udviklingen forskellige orienterende over-
blik, f. eks. over darwinismen eller med hensyn til menne-
skeslægtens enhed, e. 1. Der er ikke her lejlighed til
at give et uddrag af fremstillingen, så meget mindre,
som den bor læses i sammenhæng. Når det endvidere
bemærkes, at forf. i videnskabelig henseende gennem-
gående støtter sig på udtalelser af forskellige viden-
skabsmænd, vil der næppe heller blive nogen anledning
til kritik fra sådannes side undtagen med hensyn til
forf.s udtalelser om uendelighedsbegrebet og andre,
mindre væsentlige punkter, såsom den opfattelse, at
det er på grund af den atmosfæriske lufts storre vægt-
fylde, at den kan lade de lettere vanddampe stige
opad og samle sig i skyer (side 67), medens det er

[page] 106

i\ la Cour.

diffusionen, der besørger den ensartede blanding, og
de opstigende luftstrdmmes teori gor rede for sky-
dannelsen i hojden. Men bemærkninger af denne slags,
hvoraf der dog næppe er mange at gore, ere her uden
væsentlig betydning.

Idet forf. nu går ud fra, at det, der i biblen er
nævnt under hver enkelt skabelsesdagværk, er det, der
har været det mest karakteristiske for vedkommende
tidsrum, påviser forf., hvorledes videnskaben stadfæster
skabelsesberetningen, ja endog må indromme, at der
ikke kunde tænkes nogen så kortfattet fremstilling af
skabelsen, som på en gang er så almenfattelig, og
samtidig, når dens ord ikke tages med spidsfindighed,
men på lignende måde, som det profetiske ord altid
bor modtages, på en så forbavsende måde véd at
træffe det, som videnskabsmændene henlægge til de
forskellige perioder som det for dem ejendommelige.
— Man kan ikke sige, at forf.s forsøg på at gennem-
føre dette på noget punkt er søgt, end ikke på, hvad
der vel må kaldes, det vanskeligste punkt: lyslegemer-
nes fremkomst på den fjerde dag, hvilket han opfatter
som et udtryk for, at jordens afkøling var så vidt frem-
skreden, at de tætte skylag, der endnu i primærtiden
indhyldede den varme dampende jord, nu for første
gang opløste sig, så at lyslegemerne i himmelrummet
nu kunde skinne igennem ned til jordoverfladen; kun
synes forf. at udtrykke sig vel btærkt, når han siger,
at solen ikke tidligere "endog en eneste gang har
været i stand til at løfte skysløret til side og vise
jorden i sin gyldne, strålende skive". Det vilde her
have stemmet bedre med forf.s øvrige tankegang, om

[page] 107

han havde sagt: selv om også jordatmosfæren i primær-
tiden nu og da kunde blive opklaret — det vilde være
unaturligt at tænke sig andet —, så er dog det
stærkt overskyede det ejendommelige for primærtiden,
og det afklarede for den tid, der følger efter, som mod-
sætning til hin.

Endvidere ser forf. et vidnesbyrd om, at skabelses-
dagene ere perioder, deri, at beretningen lader hvert
dagværk afslutte med ordeqe "og der blev aften, og
der blev morgen", hvilket forf. tager som "en alminde-
lig betegnelse for begyndelsen og fuldendelsen
af den givne jordperiode", hvortil endvidere kommer
den "veksel af mørke og lys", der kan have ledsaget
de "storre omvæltninger, frembragte ved udbrud af den
underjordiske ild", som i reglen har adskildt de for-
skellige jordperioder fra hinanden; ti på den syvende
dag er ingen sådan tilfojelse gjort, og heri ser forf.
vidnesbyrd om, at denne vedvarer endnu. Forf. ser
nemlig med Miller "forløsningsværket som Guds store
sabbatsgerning", kun således, "at dette ikke var ud-
talt fra den syvende dags morgens standpunkt, da alt
endnu var såre godt, men fra faldets standpunkt, efter
at paradiset var forsvundet fra jorden". — Medens
Gud hidtil alene havde arbejdet på verdensudviklingen,
mener forf. med Miller, at ved menneskets skabelse
var han udkåret til at være Guds medarbejder i
denne gerning, hvilket han finder udtalt i Guds
velsignelse, derlyderpåat "gore sig jorden under-
danig og herske over havets fiske oghimlens
fugle og over alle dyr, som krybe på jorden".
Men da mennesket faldt og hans samarbejde med

[page] 108

Skaberen således var bleven forstyrret, må vi tænke
os "den guddommelige forløsnings hovedformål over
for det faldne menneske som gående ud på at dygtig-
gore ham til på ny at blive en tro medarbejder, efter
at han havde svigtet sit oprindelige kald, ved igen at
indordne hans vilje under den guddommelige".

Jeg vender nu igen tilbage til sporgsmålet om
naturlovenes indsættelse i verden, og det forekommer
mig da, at vi i denne henseende træffer en væsentlig
brist på konsekvents hos forf. deri, at han samtidig
med, at han lader alt foregå efter de nu gældende fysiske
og kemiske naturlove igennem de lange tidsrum, ikke
betænker sig på at slutte sig til den opfattelse, at
planterne og dyrene træde ind i verden ved et skaber-
ord, og dette ikke således, at planterne og dyrene selv
opstå ved udvikling af en oprindelig skabt grundform,
men at hver eneste ny slægt, og til sidst mennesket,
optræder på jorden ved et nyt skaberord. — At Skaberen
allerede skulde have indført en fast tingenes orden i
verden, som råder i hvert eneste atom, medens han
endnu bestandig vedbliver, som skriften udtrykker sig
ved menneskets skabelse, at danne legemet af "støv"
Og indblæse det livsånde, dette forekommer i alt fald
mig at være en lidet naturlig tankegang; og jeg kan
godt forstå, om mange på dette punkt får en mer
eller mindre bevidst følelse af, at de her savner fast
bund under fødderne. Der er vel endog dem, der
ved at gore et lille indblik i Dalsgårds bog, forlængst
have frasagt sig udsigten til at komme i forståelse med
forf., fordi — selv om de ikke tor gore nogen ind-
vending mod hans fortolkning af det hebraiske ord

[page] 109

der plejer at oversættes ved dag — det dog er deres
overbevisning imod, at få verdensudviklingen fremsat
som en naturlig og selvfølgelig ting, hvori Skaberen
kun fra allerførst af har nedlagt sine uforanderlige love
og senere hen i tiden udtaler sit "bliv" til hver ny
slægt, som skal rejse sig, medens hans virksomhed
under alt dette kun går ud på at lade lovene stå ved
magt. Skont forf. selv iøvrigt med dygtighed begrunder
sin opfattelse af dyrenes optræden ved nye skaberord,
så ligger dog den tanke nær: når hele den fysiske
verdensudvikling er fuldbragt ved de fra først af ind-
satte naturlove, så kan det være gået lige så med den
fysiologiske verdensudvikling, om vi ellers forstod at
gore rede for denne lige så godt som for den fysiske.
— Kort sagt: er der dem, der med udelt glæde og
tilslutning kan læse Dalsgårds bog, så vil der sikkert
også være dem, der ikke kunne det. Jeg for mit ved-
kommende må tilstå, at skont jeg har følt mig tiltalt
af meget deri, så har jeg ikke uden videre kunnet til-
egne mig dens enkeltheder, men mangen gang havt en
følelse af, at den tankegang, der går igennem den,
kan blive meget misledende, når den forfølges i sine
enkeltheder, medens den på den anden side kan være
lige frem opbyggelig, når den får sit — efter min
mening nødvendige — korrektiv.

Om det tidspunkt, fra hvilket naturlovene i deres
nuværende skikkelse er trådt i kraft, kan, som oven
for udviklet, videnskaben ingen oplysning give. Det
vilde altså blive ens egen sag, når man fandt det
naturligst at tænke sig dette, hvis ikke biblen selv
gav os en så lige frem oplysning derom, som den

[page] 110

åbenbart efter sin på en gang almenfattelige og
"profetiske" udtryksmåde har gjort det; og jeg må
tilstå, at det undrer mig, at forf. i den udførlige
behandling, som han efter den af skabelsesberetningen,
giver af "syndfloden", tilligemed en smuk samling af
hedenske syndflodssagn, ikke har fundet anledning til
at tage de ord under nærmere overvejelsr, som Gud
talede, da Noah gik ud af arken, — Forf, opfatter
"floden" som lokal, men dog udstrakt over hele den
på datiden' beboede verden, og finder en forklaring
for denne så vel som for paradisets forsvinden i vold-
somme jordrevolutioner i de egne, hvor menneske-
slægtens vugge stod. Disse forklaringer, som man for-
øvrigt kunde tænke sig på flere måder, og som jeg
derfor ikke her skal gengive, da det slet ikke er derpå,
det kommer an, kunne ikke i og for sig kaldes natur-
stridige, men endog for så vidt kaldes meget rimelige,
som man går ud fra, at alt er gået naturligt til, o: i
kraft af de gældende naturlove.

Men der kan vel være grund til at lægge mærke
til — både den guddommelige "selvtale" og til den
pagt, Gud sluttede med Noah og hans sonner efter
floden. Om den første hedder det, efter at Noah var
stegen ud af arken og havde bragt Herren et brænd-
offer: "Da lugtede Herren den behagelige lugt og sagde
i sit hjærte: jeg vil ikke mere forbande jorden for
menneskets skyld; ti menneskets hjærtes tanke er ond
fra hans ungdom, og jeg vil ikke mere ihjelslå alt
levende, således som jeg har gjort. Her efter skal,
så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede,
sommer og vinter, dag og nat ikke aflade". Næstefter

[page] 111

heri at se Guds rådslutning med hensyn til sin skab-
ning, kan jeg ikke i slutningsordene læse andet end
en udtalelse af naturlovenes uforanderlighed i en så
ligefrem skikkelse, som noget menneske på Noahs eller
Moses tider kunde opfatte eller nedskrive det. Det
forekommer mig, at denne udtalelse tillige meddeler
os, at uforanderligheden ikke tidligere har været ud-
talt af Guds mund, Hvad nemlig naturlovene ere for
videnskabsmandens mere analyserende tanke, det er
den ordensmæssige gang af de naturforhold, hvorunder
vi leve, for almenopfattelsen, og der kan vel i så hen-
seende ikke vælges noget mere træffende og omfattende
end sæd og høst — hvortil atter knytter sig begreb-
erne om arbejde og Ion, ja, for den mere drøftende
tanke, endog om årsag og virkning —, kulde og hede
— de fysiske vilkår, hvorpå plante-, dyre- og menneske-
livet mest direkte og i hojeste grad beror —, sommer
og vinter — med den dertil knyttede oplivelse og hen-
døen i naturen —, dag og nat — med lys og mørke,
gerning og hvile, o. s. v.

Er det ikke som om Guds-ordet her går ud på,
at der i hele naturen, i alle dens enkeltheder, fra nu
af skal herske en fast orden; ti havde den faste orden,
nemlig naturlovenes uforanderlighed, været indført tid-
ligere, så måtte dog også sæd og høst, kulde og hede,
sommer og vinter, dag og nat, altid have gået sin
regelmæssige vekselgang, noget, hvori end ikke "floden"
kan betragtes som nogen afbrydelse; ti enten var
denne lokal, medens sæd og høst o. s. v. på den øvrige
jord har havt sin vante gang, og sådanne lokale af-
vigelser fra sæd og høst o, s. v. har man ofte senere

[page] 112

kendt, eller også var floden over hele jorden, og da
nødes man til at indromme, at de samme love ikke
kan have gjaldt for og under floden som nu; ti disse
tilstede ikke en total vandflod.

Men hvad dette ikke allerede er klart efter Guds
selvtale, så forekommer det mig, at hans tale til Noah
og hans sonner slår denne sag fast (1. Mos. 9, 8—17):
"Se, jeg opretter min pagt med eder og eders afkom
efter eder; og med alle levende væsener, som er hos
eder, både fugle, kvæget og alle jordens vilde dyr hos
eder, af alle dem, som gik ud af arken, kort med alle
jordens levende skabninger; ja min pagt vil jeg oprette
med eder, så at al skabning ikke mere skal ødelægges
af flodens vande, og der skal ikke mere komme vand-
flod til at fordærve jorden. Gud sagde: dette er
pagtens tegn, som jeg sætter mellem mig og eder, og
al levende skabning, som er hos eder, til de sildigste
slægter: min bue har jeg nemlig sat i skyen, og den
skal være pagtens tegn mellem mig og jorden; og det
skal ske, når jeg fører skyen over jorden, da skal buen
lade sig til syne i skyen, og jeg vil komme min pagt
i hu imellem mig og eder og alle levende væsener og
hele skabningen, og der skal ikke mere komme vand
til oversvømmelse til at fordærve al skabning; men
buen skal være i skyen, og jeg vil se den for at mindes
den evige pagt mellem Gud og alle levende væsener
i hele skabningen, som er på jorden. Og Gud sagde
til Noah: det er tegnet, som jeg har oprettet imellem
mig og al skabning, som er på jorden". — At denne
beretningnu udelukker muligheden af, at regn-
buen kan have været til syne for floden, kan

[page] 113

ikke bestrides, og man må altså nødvendigvis ind-
ramme dette, når man ikke vil forkaste beretningen
som urigtig. Men havde man aldrig tidligere, ja havde
blot ikke Noah tidligere i sine 600 år set nogen regn-
bue, så vil mathematikeren sige, at der er en til vis-
hed grænsende sandsynlighed for, at lysbrydningsloven
ikke tidligere har fundet sted i dens nu gældende
skikkelse; ti det vilde være urimeligt andet, end at
regnskyer og solen måtte mangen gang til forn have
været i den stilling i forhold til Noah, hvorved de
danne regnbuen. Og talen er jo da for øvrigt ikke
en gang om Noah for har set den, men den nævnes jo
som noget absolut nyt.

Medens altså sagen selv — regnbuens skabelse —
viser, at en lov som lysbrydningsloven ikke tidligere
var fastslået, og at altså den tilværelse, hvori natur-
lovene ere uforanderlige, ikke tilforn fandt sted, så
kan det endvidere siges, at næst efter at være et så
talende tegn på pagten mellem "himlen" og "jorden",
som regnbuen, der tilmed fremkommer derved, at s o 1 e n s
stråler brydes i jordens dråber, så kunde vel ingen
tænke sig noget mere træffende valg af et tegn, der
skulde forvisse menneskene om, at Gud fremtidig vilde
vedligeholde den orden, han nu havde indført, end
regnbuen, der så lige frem, som noget umiddelbart
betragtet naturfænomen over hovedet kan, udtrykker
en naturlov, ja passende kunde kaldes en hieroglyfisk
skreven naturlov, selv ufravigelig af uforandret bygning?
form og størrelse, fra hvilket som helst standpunkt den
end betragtes. Det synes endog, som om fortælleren
selv har været sig den fysiske årsag til regnbuens

Aarg. 1880. 1.                                                                     8

[page] 114

P. la Cour.

fremkomst bevidst samtidig med, at han melder om
den dybere årsag til dens fremkomst; ti han taler et
par gange om den som knyttet til skyen, og har altså
rimeligvis vidst, at der hørte vanddråber til dens dan-
nelse ; ti man kan også se regnbuer på en tilsyneladende
skyfri himmel. Men hvad enten nu dette sidste
var tilfældet eller ikke, så vilde det stemme med den
tidt af Dalsgård brugte udtryksmåde at sige, at viden-
skabens lys over det her af skriften omtalte fænomen
kun kan bidrage til at vække tiltroen til beretningens
troværdighed, fordi der, ret beset, her er brugt så
betegnende udtryk, hvis træffende betydning den hellige
forfatter næppe til fulde kan have havt forståelsen af.
Jeg kan altså ikke se rettere, end at når vi have
sluppet videnskaben, der kun kan oplyse os om, hvad
der er det sandsynligste, og søgt oplysning i skriften,
så have vi foreløbig her et lige frem svar i ord på,
når vi skal tænke os den nuværende tingenes orden
indført, så lige frem, som vi efter det sprog, biblen
fører, og efter det mål, den har, kunde vente os. Og
endvidere må jeg tilstå, at det for mig er langt mere
tiltalende, at opfatte hele den tidligere udvikling under
dette synspunkt. Jeg tror ikke, at denne min opfat-
telse alene skyldes de indtryk, der blev indpodet mig
med min "bornelærdom"; ti når jeg læser den hellige
skabelsesberetning igennem, så kan jeg ikke, uden ved
at gore vold på mig selv, læse denne som en lang-
varig udviklingshistorie, med — hvad man kunde kalde
— skabelsesstænk i sig; jeg kan ikke andet end at
se udviklingen som underlagt Guds skabende virk-
somhed på en væsentlig anden måde end den, hvorpå

[page] 115

i vore dage alt opholdes ved hans kraftens ord.
Men er dette tilfældet, så går det ikke an at drage
vore slutninger om, hvorledes det kan være foregået;
ti vor forstand er aldeles inkommensurabel med hvilke
som helst andre love end de nu gældende. Jeg vil
ikke tale om, hvad der jo er en selvfølge, at når loven
er en anden, svigter vore målestokke, og intet i verden
kan skaffe os de forhen brugelige ; men vi kunne over-
hovedet slet ikke magte en tanke, som ikke stemmer
med de gældende naturlove og med de forestillinger,
som disse konsekvent afføde; til dem er hele vor ånds-
virksomhed så knyttet, at vi fra dem må låne udtryk
til brug endog om åndeverdenen, vel vidende, at de
passer ikke lige frem, men at de kun formå at frem-
kalde den forestilling hos os, som kommer det nær-
mest, som de skulde være udtryk for. Vi har nu en
gang ikke andre forestillinger til vor rådighed end
dem, der hører denne verden til, det vil sige, som ere
i overensstemmelse med dennes natur og dens natur-
love, og alt andet er for vor forstand meningsløst.

Derfor vilde det i og for sig være meningsløst at
tale om geologi for syndfloden, hvis det ikke var så,
at det er den samme, der indrettede alt, og
som opholder alt, hvorved det falder naturligt at
tænke sig, at vor forstand dog til en vis grad kan
finde sig til rette i "skabelsen", om ikke kvantitativt, så
dog nogenlunde kvalitativt. Til belysning heraf vil jeg
bruge Dalsgårds egne ord om en anden, men dog
ganske tilsvarende genstand. I sin omtale af darwin-
ismen hævder han nemlig umuligheden af en dyreslægts
udvikling af en anden dyreslægt og til sidst menneske-

[page] 116

slægtens udvikling af en eller anden abeslægt og af-
viser det bevis herfor, som peger på ligheden imellem
nærstående slægter, idet han fremhæver, at denne
"lighed ikke kan være nogen genealogisk, men en
ideel . . . Det bliver derfor", fortsætter forf., "langt
simplere og lettere for os, vejledede af og i overens-
stemmelse med åbenbaringen, atter her at hævde
den guddommelige kavsalitet igennem skaberordet,
der på ethvert trin sætter overgangen gen-
nem et spring i skabningsrækken ved hver
gang at lade noget nyt komme til, hvorved
dette væsentligt bliver bestemt". — Således
siger også jeg her: geologien viser os ved jordlagene
og dannelserne de forskellige perioder som rundne efter
hinanden væsentlig på en tilsvarende måde, som om
deres indhold havde udviklet sig af hinanden efter de
nu gældende love; vi betragte her ligheden imellem
de til hinanden grænsende perioder, og tillige udvikl-
ingen, fremskridtet, medens vi end ikke kunne få perio-
derne slet så håndgribeligt i hænde, som darwinisterne
kunne få individer af forskellige slægter; men lige
så lidt — for ikke at sige endnu mindre — kunne
vi påstå, at den geologiske udvikling kan
være foregået på "naturlig" måde, som vi kan
sige dette om den soologiske udvikling.

Til dette forbehold kan geologien som videnskab
ikke have nogen indvending at gore. Det er nok som
bekendt, hvor uoverensstemmende f. eks. geologernes
tidsangivelser ofte ere. Man træffer på tidsrum, som
en geolog opgiver til 100,000 år eller mere, medens
en anden anslår det samme tidsrum til etpartusende

[page] 117

år; der findes iøvrigt i Dalsgårds bog eksempler nok
i så henseende (292 o. fl. st.). Af dette gor geologien
imidlertid ingen hemmelighed. Den erklærer snarere
med ufortrøden samvittighedsfuldhed, ofte den ene
gang efter den anden, at den kun kan regne med
meget runde tal, eller helst slet ikke med tal, men kun
give tidsrummene navne. Men usikkerheden gælder
ikke alene tidsspørgsmålene; ti det indrommes allerede
fra videnskabens eget standpunkt, at ved sådanne
lejligheder, hvor man er så uklar over tiden, måder
også være mange dunkle punkter med hensyn til
måden; og for den, der af religiøse grunde betragter
skabelsen som en anden virksomhed end vedligehold-
elsen, falder hin usikkerhed slet ikke overraskende.
På den ene side undrer man sig da ikke over geolog-
iens famlen, og på den anden side kan man glæde sig
ved, at, hvad denne mener at kunne udrede, er i har-
moni med, hvad skriften fortæller os derom; ti heri
ser man på en gang den ideelle enhed i tilværelsen,
den, hvorved harmonien mellem skabelse og ophold-
else er tilvejebragt, og man får samtidig noget, som
den troende kristen kan tage som et vidnesbyrd fra
videnskaben, som et "råb fra stenene".

Men ere vi nu først komne så vidt, så bliver det
næste sporgsmål, om man nu ikke kan tage skabelses-
beretningen i al enfoldighed, så at man just ikke skal
betragte dens enkelte udtryk som en billedlig tale.
Herom kan der vel i grunden på forhånd ingen tvivl
herske; ti det vilde dog være en ubefojet tanke, at
denne beretning væsentlig skulde være givet for vor
udviklede tid, og ikke tillige således, at de mange

[page] 118

henfarne slægter skulde have havt udbytte af d&yes
ligefremme forståelse af den. Ja, men i profetiske ord
kan man se mere eller mindre dybt, og sætte nu ikke
geologiens resultater os i stand til en dybere gående
forståelse af beretningen, så vi bor tillæmpe vore fore-
stillinger efter dens vejledning ? I så henseende vilde
jeg svare: for så vidt man kan bruge videnskabens
håndsrækning til en fyldigere bibelfolkning uden at
behøve at ændre nogen af de sandheder, som bibelen
fortæller om, da har man grund til med tak at tage
derimod, og jeg tvivler ikke om, at mangen en vil vide
Dalsgård tak for mangt et fingerpeg; men hvor viden-
skaben vil sætte sine resultaters sikkerhed over, hvad
den enfoldige fortolkning kan få ud af beretningen,
dér er "hin allerede ude over sine grænser. Det er
denne ubegrænsede tillid til videns resultater, som det
forekommer mig, at forf. jævnlig har givet for stærk
luft. For at tage et eksempel siger han: "Om vi end
nok tor sige, at geologerne i vore dage i reglen tage
munden alt for fuld ved deres tidsberegninger, så må
dog antagelsen af en skabelsestid af blot seks alminde-
lige dage afgjort henregnes til utænkelighederne". —
Det er farligt at møde med en sådan sætning lige
over for den enfoldige skriftlæser, så længe oversæt-
terne af skriften vedblive at skrive dage og ikke tids-
rum eller lignende. Og jeg tillader mig endvidere at
sige, at en sådan sætning er ganske ubefojet, med
mindre man giver den fortolkning til ordet "utænkelig-
hederne", at dermed menes, at vor tanke ikke kan
fatte det; men hvis man identifiserer dette ord med
"umulighederne", hvilket man i almindelighed vil gore,

[page] 119

da har videnskaben sagt mere, end den kan stå ved,
Indrommer denne nemlig, at det er muligt — om end
overordentlig lidet sandsynligt — at naturlovene en
gang vare i anden skikkelse, så har den med det samme
indrommet, at den lige så lidt som den sunde sans
kan tale om denne tid, der forøvrigt godt kan kaldes
"utænkelig", for så vidt som vor tanke er aldeles uden
forståelse, ja endog uden opfattelse eller anskuelse af
den. — Når drøftelsen af seksdage-sporgsmålet har
været fremme, har man imod dage-opfattelsen indvendt,
at solen, der afmåler dagen, jo ikke en gang var på
himlen fra først af, og det er mærkværdig så hård-
nakket man har nægtet, at den tid, som nu er 24
timer, meget vel vilde kunne have sin reelle gyldig-
hed, selv om solen slet ikke eksisterede. Vi har andre
tidsmålere end solen; enhver jævn bevægelse er en
tidsmåler, lige som omvendt tiden er det kriterium,
der afgor, om en bevægelse er jævn eller ikke. Der
er altså i denne henseende slet ingen vanskelighed til
stede for dage-opfattelsen. Geologisk talt, derimod?
Ja, har vi antaget, at naturlovene vare andre, så bliver
os rigtig nok med det samme dags-begrebet dunkelt,
idet vi ikke kan anbringe vore tidsmålestokke inde i
dette tidsrum; men samtidig må vi da også tilstå, at
alle de øvrige tildragelsers udmåling ligeledes glipper
ior os, så vi kun for så vidt kunne gore sammenlign-
inger og slutninger, som skaberen og opholderen lader
være en sådan harmoni i alt sit værk, at enheden be-
vares selv på steder, der ved "spring" ere skilte fra
hinanden, som Dalsgård siger om dyreslægterne.

Den tanke ligger forøvrigt nær, at tiden er skabt

[page] 120

lige så vel som rummet. Vi tro jo dog på en verden
uden stof, de helliges samfund, åndernes verden, og
vi må vel tænke os, at den også er uden rum; og da
er det vel heller ikke meningsløst at tænke os den
uden tid; derfor bruge vi vel ordene verdslig og time-
lig om det, der hører denne verden og tiden til.
Tiden er jo overhovedet noget, der så at sige er gen-
stand for vor sansning lige så vel som rummet, vel
ikke således, at vi har et enkelt sanseorgan til dens
opfattelse, men hele vor konstitution med alle de deri
værende bevægelsestilstande og funktioner afgiver os
et skon om tidens varighed, lige som vor følelse giver
os det om rummets udstrækning. Det er jo en kendt
sag, hvorledes vi kunne gore os skyldige i store "sanse-
bedrag", hvad tiden angår, f. eks. under sygdom eller
lidelser eller stærk sjælelig bevægelse. Det er end-
videre en ved andre lejligheder fremsat tanke, at tiden
kan tage sig ganske forskellig ud for forskellige indi-
vider, og at den for eks. må tage sig helt forskellig
ud for en døgnflue og for en elefant. Den første kan
muligvis sanse umådelig små tidsdele og f. eks. ad-
skille fænomener, der følge efter hinanden med j-J$j.
sekunds mellemrum; i så fald vil den ikke opfatte
kammertonen som en tone, men høre, føle eller kort
sagt sanse den som en række knald; medens elefanten
måske først kan skælne de enkelte lydbølger fra hin-
anden, når deres tal bliver mindre end 10 i sekundet
(mennesket kan det, som bekendt, først, når tallet er
mindre end 33 i sekundet). Endvidere: man svinger
en lysende kugle hurtigt rundt i en snor og sanser
den som en lysende ring, medens døgnfluen måske

[page] 121

betragter den, lige som vi betragter et sig langsomt
bevægende himmellegeme. Mange lignende ting kunne
nævnes. Men for at sige det kort: har man først
antaget skabelsesbegrebet overhovedet, noget med vor
forstand aldeles inkommensurabelt, så har man både
åbnet doren for tildragelser, der gå til efter andre
love, og man må konsekvent aldeles give afkald på
at kunne bruge sine rum- og tidsmålestokke. Der-
imod kan man vel træffe på, og glæde sig ved at
træffe på harmoni og overensstemmelse, men man må
vogte sig for fra dette stade at tilkende forstanden
den afgorende dommekraft på områder, hvor den
ikke bor kunne føle sig hjemme.

På lignende måde forekommer det mig, at Dals-
gård går for vidt, når han tror at kunne gore det
rimeligt, at paradisets forstyrrelse, syndfloden samt
Sodomas og Gomorras ødelæggelse have været frem-
bragte ved almindelige geologiske forstyrrelser. Ja,
hvis man endda kunde bevise, at dette var tilfældet,
det var en anden sag; men udtalelser for og begrund-
else af, at begivenhederne godt kunde være gåede til
på denne måde, indser jeg ikke betydningen af, da
det for så vidt er ligegyldigt, om begivenheden lader
sig rationalistisk forklare eller ikke. Der er måske
dem, der kunne finde behag i en forklaring, men de?
er sikkert også dem, som føle sig ilde berørte ved at
se disse fænomener, keruberne ved Edens have, Loths
hustrus forvandling, skildrede som simple geologiske
begivenheder; ti om end ikke troen på disse ting er
salighedsvilkår, og den måde, man opfatter dem på,
endnu mindre, så kan det dog ikke nægtes, at vor

[page] 122

salighedstro finder sin belysning også fra meget i den
gamle pagts bøger, og at hele den kristelige livs-
anskuelse dog har sine rødder forgrenede ned i den,
så at rationalistiske fortolkninger af, hvad man er vant
til at opfatte som de første undere, den hellige skrift
melder om, kun kan frembringe en vis uro for, hvor
langt dette vil strække sig.

Skulde nu Dalsgård eller andre mene, at jeg i
denne anmeldelse har taget sagen med storre ømtålig-
hed af hensyn til den enfoldige opfattelse end fornødent,
så vil jeg hertil bemærke, at denne kan gore krav på
hensyntagen, da en lille forstyrrelse på trosområdet
kan være af uberegnelig betydning; og at på den anden
side den besindige videnskab er bedst tjænt med, at
både den selv og andre lærer at kende dens begrænsning.