[page] 1

1

III.
Svar til J. N. Dalsgård og Fr. Jungersen.

Af Poul la Cour.

Ikke for snarest muligt at udslette indtrykket af
de to foranstående stykker, men for at gore oversigten
over dette ordskifte mere sammentrængt og overskue-
lig, benytter jeg min nære forbindelse med redaktionen
til straks at tilfqje mit svar. Det foreliggende sporgs-
mål er ret et nutidssporgsmål og hænger som sådant
sammen med de øvrige, der ere fremme. Derfor vil
jeg gerne yde mit bidrag til dets drøftelse og skal
stræbe at sigte så lige på sagens kærne, som jeg for-
mår, uden at opholde mig videre ved de mange små
sidebemærkninger, hvortil et ordskifte altid ægger.
Dog må jeg særligt svare først Dalsgård og dernæst
Jungersen, eftersom det er på temmelig forskellig
måde, at de have taget ordet imod mig.

Dalsgård træffer ganske rigtigt min opfattelse,
når han tænker sig, at jeg anser det for inkonsekvent
af ham ikke at ville fæste lid til videnskaben overfor

åar«. 1S80. 2,                                                                        6

[page] 82

dennes sikkreste og mest urokkelige kendsgerninger,
medens han på områder, hvor videnskaben selv ud-
trykker sig mere hypothetisk, ikke er bange for at
tillæmpe sin bibeli'ortolkning efter denne.

Det går ikke an at ville hævde den sunde sans
det afgorende ord med hensyn til uendelighedsbegrebet
ligeoverfor matematiken. Helt bortset fra, at forskel-
lige folks sunde sans i dette stykke dommer forskelligt,
idet der gives mange, hvis sunde sans ikke kan stanse
i rummet ved en bestemt grænse uden at have fore-
stillingen om, at der er rum bagved igen, så er den
matematiske videnskab ikke på anden måde abstra-
heret fra virkeligheden, end at der meget vel kan
"gores overgang fra matematiken til virkeligheden".
Matematikens anvendelse på naturvidenskaben er lutter
eksempler herpå, og denne stadfæstes ikke mindre,
når den arbejder med uendelige tal, end når den ar-
bejder med endelige. I det hele taget er hele den
videnskab, der bærer navn af "differential- og integral-
regningen" og dennes anvendelse et storslået bevis
på mennesketankens evne til at behandle uendeligheds-
begrebet og glæde sig over behandlingens udslag i
virkeligheden.

Det er denne virkelighed, der skal stilles lige
overfor — ikke de håndgribelige "stene" — men
geologernes fortolkninger eller gætninger om disses
historie; og det forekommer mig da, at der ikke kan
være to meninger om, hvilken af disse to videnskabers
udsagn, der tilkommer storstvægt; hin, der aldrig har
været misledende, hvor ikke sofistiske betragtninger
til en lille tid ere trådte i dens sted, og om hvis

[page] 83

sandheder der overhovedet slet ikke kan tvistes —
kun om de hensigtsmæssigste måder at erkende dem
på — eller denne, der både i tidernes løb har kendt
meget afvigende teorier, og om hvis enkeltheder der
endnu i mange måder hersker delte meninger.

Lad mig derfor kun endnu en gang — med for-
behold af at komme tilbage til, hvad der er påskøn-
nelsesværdigt ved Dalsgårds bog — udtale, at min
hovedindvending mod den er rettet imod sådanne for-
kastelser af videnskabens allersikkreste indhold lige
over for en ubetinget hylding af dens mere hypotetiske
enkeltheder. Det nævnte sted er ikke det eneste, hvor
jeg mødte en lignende brist på konsekvents, og jeg
er nok ikke selv den eneste, der har stødt derpå; men
jeg har fremdraget dette som det stærkeste eksempel,
jeg traf. Hvor dette er tilfældet, får man let en
følelse af, at, om end forfatteren er gået kritisk og
sandhedssøgende tilværks, har der dog bag ved hans
studie ligget en trang efter at finde forsoning og har-
moni. For så vidt man nu selv har en lignende trang,
vil man i den åndrige fremstilling finde meget, man
kan glæde sig ved; men på den ene side må man ikke
vente at værket skal virke overbevisende på ander-
ledes tænkende, hvad det da heller ikke tager sigte
på, og på den anden side overskrider det sine grænser,
når det ved naturvidenskabelige midler vil fremtvinge
sine bestemte opfattelsesmåder af Biblens ord.

Hvad der er en af de smukkeste sider ved Dals-
gårds bog er, som han også i foranstående stykke
fremdrager, den belysning af Gudsordet som skabende
og opholdende, hvorpå han helt igennem tager sigte;

6*

[page] 84

og det er ikke rigtigt, når han mener, at jeg har
overset dette, og at derved min misforståelse af hans
bog er fremkaldt. Dette er så langt fra at være til-
fældet, at jeg ofte tilforn og også senere i foredrag
— men rigtignok ikke i skrift — har slået på de
samme strenge; der kommer ikke blot liv i de ellers
døde naturlove, men man får dog virkelig en grund-
årsag til, hvad der sker, ved at se enhver stor eller
lille ting og tildragelse som båret af og fremkaldt ved
Guds ord. Men når jeg trods denne anerkjendelse
og samstemning dog finder, at han "fremsætter verdens-
uviklingen som en naturlig og selvfølgelig ting, hvori
skaberen kun fra allerførst har nedlagt sine uforander-
lige love og senere hen i tiden udtaler sit "bliv" til
hver ny slægt, som skal rejse sig, medens hans virk-
somhed under alt dette kun går ud på at lade lovene
stå ved magt" —, da tvivler jeg om, at nogen kan
læse Dalsgårds bog anderledes; ja, jeg er nær ved at
tvivle om, at han ønsker den læst anderledes, forudsat
at man ellers har den levende opfattelse af årsagen
til at "lovene stå ved magt"; ti skal et menneske,
fysikeren, astronomen, geologen, give en skildring af
verdensudviklingen, så kan dette kun udføres på grund-
lag af de nu kendte love og med forudsætningen om,
at disse altid have været som nu. Det vilde være
uvidenskabeligt at ville skrive geologi på nogen anden
måde; thi videnskabsmanden må rette sig efter det
sandsynligste; men hvad jeg anser for urigtigt af
troende, det er at lade "dette sandsynligste" være
afgorende lige over for åbenbaringen eller for den
måde, hvorpå man naturligt må opfatte dennes ord.

[page] 85

Jeg har i min anmeldelse i februarheftet, hvoraf
dette ordskifte er opstået, givet eksempler på, at "det
sandsynligste" ikke altid klarer sagen, selv om sand-
synligheden er nok så stor. Dette punkt kan ikke
nok som fastholdes, hvorfor jeg vil give endnu et
eksempel, som yderligere viser dette. Tager man den
bedste kikkert, som findes på jorden og retter den
mod et vist sted i stjærnebilledet Casiopeja, ser man
en mængde små stjerner, men også strækninger, hvor
ojet intet opdager. Dersom man nu vilde pege på et
vist punkt af disse, måtte den iagttagende astronom
sige: »Jeg kan ikke med mine bedste hjælpemidler
komme til erkendelse af, at der findes nogen stjærne
på dette punkt, og da stjærnernes udstrækning er
forsvindende lille i sammenligning med mellemrummene,
så må jeg erklære sandsynligheden for, at der ingen
stjærne findes, for overmåde stor". Men nu kommer
den historiske astronomi og fortæller, at på dette sted
sås 1572 Tyge Brahes Stella nova, som atter slukke-
des. Da siger selv hin iagttager: "Ja, så har hin
sandsynlighed intet at sige; da vil jeg af fysiske grunde
hellere antage, at der endnu findes en stjærne, skont
mørk, på dette sted" x).

Således står — som jeg søgte at påvise i februar-
heltet — videnskaben med sit "sandsynligste" om
verdenstilblivelsen overfor åbenbaringen om skabelsen,
ligesom alle lægfolks erfaring står med sit "sandsyn-

l) Fra den stedlige bevægelse, som Stella nava nemlig kan
have havt, kan der ganske bortses til den anvendelse, som
her gores deraf.

[page] 86

ligste om en uforandret tingenes orden overfor troen
på underne. Har man ikke andet at rette sig efter,
holder man sig til det sandsynligste, medens åbenbar-
ingen for den troende er ikke mindre afgorende end,
som ovenfor, historien for videnskabsmanden, hvis.
iøvrigt åbenbaringen skulde indeholde noget, der går
imod det sandsynligste.

Men nu er turen til mig at bebrejde Dalsgård,
at han ikke har forstået, hvad jeg skrev om natur-
lovenes uforanderlighed, når han hertil svarer med
sætninger som følgende: "Jeg vover at påstå, at det
er en i hoj grad uhjemlet påstand, når man erkender
tilstedeværelsen af regndråber og solstråler, der bryde
sig i disse, at ville påstå, at der har været en tid, da
alligevel ingen lysbrydning fandt sted", eller: "Skal
man, for ikke at komme i strid med Gen. 9 antage,
at Noahs regnbue var den første, der er bleven aet
på himlen, så må man påstå (som Gerlach), at der
indtil den tid ikke har regnet". Dalsgård står her
på et så ultravidenskabeligt stade, at han påstår

—   ikke alene det sandsynlige i uforanderligheden

—  men uforanderligheden som det eneste mulige, eller
han skriver, som om der intet ord havde været nævnet
om denne mulighed. Det er meget vist, at viden-
skaben ikke kender noget til nogen anden lov for lys-
brydningen end den, der er udtrykt ved: sin i r= n sin b,
og aldrig kan eller bør give sig af med at spekulere
eller "fantasere" over andre lysbrydningslove; men
dersom biblens ord ere at fortolke derhen, at regn-
buen ikke tidligere havde vist sig, da er det, når man
ikke overhovedet står på naturlovenes evige uforander-

[page] 87

lighed, meget let at gore denne bemærkning, at hvis
lysbrydningsloven havde lydt en smule anderledes, f,
eks: n sin i és sin b, så vilde regnbuen ikke have vist sig.
Der er ikke heller grund til at tale om, at Gud
har frembragt noget, som var bleven ubrugeligt, som
Dalsgård med en vis ret siger, og hvorved han synes
at ville bestride mig; men man kan meget vel tænke
sig, at alle ting have været brugte og kædede sammen
gennem en historisk udvikling, uden at det behøver
at være sket efter de semme regier som nu. Man
kan med andre ord godt tænke sig — ikke hvor-
iede s, thi dette mægter vor tanke ikke, men — at
Gud, på hvis kraftens ord enhver ting sker, fordum
"talede" anderledes til den ikke faldne end senere
til den faldne verden, og søger man et bibelsk
fingerpeg i denne retning, foruden allerede i Guds:
"Forbandet være jorden for din skyld", mon dette da
ikke skulde være at finde i Herrens ord over Noahs
alter: "Jeg vil ikke mere forbande jorden for menne-
skets skyld; thi menneskets hjærtes tanke er ond fra
hans ungdom", hvorefter ordet lød om "uforanderlig-
heden"? Er det ikke, som om Gud hidtil havde op-
holdt verden og ført menneskene ved andre og forhen
omskiftende ord, men som om han her lader nåde gå
for ret overfor det faldne menneske, der ikke kan
trives under den levende udvikling, som både tingene
og selve foreteelsernes måde var underkastet? Som
mindre fortrolig med den hellige skrift, tør j°g ikke
udtale nogen meget bestemt mening om, at dette bør
forstås således, skønt det for mig selv falder naturligt
at have denne opfattelse; men når jeg gor mig sådanne

[page] 88

forestillinger, så er det, fordi jeg som fysiker under-
tiden må lade tankerne falde efter fysikens methode,
når jeg tænker på disse ting, om hvilke åbenbaringen
giver os historiske oplysninger. Derimod har jeg
aldrig påstået, at man "arbejdede videnskabeligt", når
tankerne faldt således. — Som fysiker har jeg lært
at kende nogle af videns grændser, som troende for-
står jeg, at naturlovenes uforanderlighed har sådanne
— ti jeg tror både på skabelse og undere —; men
alt videnskabeligt arbejde ligesom enhver menneskelig
idræt må bygge på uforanderligheden, fordi den har
erfaring for, at den arbejder trygt under denne; og,
jeg tilfojer som min overbevisning, aldrig skal arbejdet,
der hviler på denne grundsætning, skuffes: Herren vil
ligeså lidt gore indgreb her som i plovmandens ar-
bejde; og når indgrebet dog stundom som et under
er sket, så er det fordi de ojne, som så det, og de
øren, som hørte det, ikke havde jævne menneskelige
ting (hvortil jeg også regner naturforskning) til formål,
men fordi der herved skulde stilles dem valg mellem
tro og fornegtelse,

Men når nu videnskaben på den nævnte trygge
og pålidelige måde kan finde sig til rette i selve
verdensudviklingen, i, hvad man ellers kalder skabel-
sen, så er der mange, som heri finde et bevis for
uforanderligheden. Jeg mener at have givet tilstrække-
ligt svar herpå i februarheftet side 114 o. f., og jeg gen-
tager kun, at det er i god overensstemmelse med Dals-
gårds måde at betragte den af Darwinisterne påpeg-
ede trinvise udvikling i plante- og dyreverdenen, at
sige, at hvorvel guddomsordeiie for syndfloden ere

[page] 89

faldne anderledes end de falde derefter, så at vi ikke
kunne lægge vore nutids målestokke ind i antediluviat,
så er der dog en sådan enhed og samintnhæng i det«
hele værk, at helheden end ikke brister, når den be-
tragtes fra vort ensidige stade. Det er, for at bruge
et billede, som om man stod og betragtede et land-
skab med nære og fjerne bakkeåse, der ved perspek-
tiven smelte sammen, så at de ved at males på lærred
berøre og altså fortsætte hinanden, medens de mulig-
vis ere adskilte ved vande, ja måske tilhøre helt for-
skellige og fra denne side utilgængelige lande. Og
dog handler maleren ikke uret ved at male det sam-
menhængende; ja, det vilde endog være ubilligt at
forlange af ham, at han i et hjørne af sit billede
skulde skrive, at forgrundens og baggrundens bakker
ere skilte ved vand, som ikke ses; den, der kender
landskabet og véd, at vandet findes, behøver ikke
denne bemærkning, og for den, der ikke kender laud-
skabet og ikke bryder sig om den virkelighed, der
har affødt billedet, er denne bemærkning ligegyldig;
han ser dog kun, hvad billedet viser ham. — Hvad
nu Dalsgård efter min mening har gjort, idet han ud-
gav sin bog "stenene råbe", er, at han har havt for-
tjænesten af at have foranstaltet en lille vel valgt
malerisamling, hvor han efter en henvendelse til land-
skabsmalerne (astronomer, fysikere og geologer) har
fremstillet en samling smukke billeder, tilgængelig for
jevne folk, ordnet dem kont og sørget for en god
belysning; men det kan ikke nægtes, at han i mange
tilfælde har været vel ivrig i at tilfqje forklaringer om.

[page] 90

landskaberne og fremhæve ting som ikke ses, men i
det hojeste "ahnes".

Når Jungersen — og dette vel ikke uden grund
— sætter, hvad jeg har skrevet i denne retning, i
forbindelse med min stilling som lærer ved den udvid-
ede Askov hojskole, så må det først være mig tilladt
at sige et par ord derom. Min lærervirksomhed går
i mathematisk og fysisk retning: det er min opgave i
første henseende at vise, hvorledes mennesketanken
har udviklet sig til formel klarhed, for derved tillige
at bibringe de unge så meget deraf, som lader sig
forene med en levende livsanskuelse, samt for de
videst gående lærlingers vedkommende at stille i det
mindste hele den elementære mathematik til deres
rådighed; og det er i fysisk henseende min opgave at
gore lærlingerne fortrolige med naturforskningens væsen
samt af dens indhold at bibringe dem kundskaber i
den bedst grundede og derfor selvskreven første del,
nemlig fysiken. Ligesom skolen i det hele taget stiler
på at skaffe lærlingerne så vidt mulig selvsyn i få
retninger, fremfor at give dem, hvad man plejer at
kalde, almen (o: enkyklopædisk) dannelse, således
stræber også jeg i mathematisk og fysisk henseende
at rette opmærksomheden på det ved disse videnskaber
ejendommelige — hvorfor jeg i den forløbne vinter
har taget og fremdeles agter at tage den begyndede
imathpmatik historisk —; men det er en selvfølge, at

[page] 91

på et sted som vor hojskole, hvor lærere og lærlinge
komme i et andet forhold til hinanden end det rent
kathedralske, der kan samtaler udenfor skolen om
livssporgsmål ikke undgå at få berøringspunkter med
det, hvori man er lærer, og det kan også under-
tiden falde naturligt i foredraget på steder, hvor det
ligger nær, at gore en eller anden bemærkning, som
stiller det, der omhandles, i mere levende forbindelse
med livet. Men min lærerviiksomhed går, som sagt,
i mathematisk og fysisk retning, stiler så lige på disse,
som den formår, medens dog den virkelige tilværelse,
i hvis midte vi står, ikke tabes af sigte.

Efter denne forbemærkning vil Jungersen torstå,
at jeg ikke her ved skolen giver et spørgsmål som
det foreliggende en — som han kaldet det — filoso-
fisk behandling, og jeg håber, at han ved nærmere
overvejelse vil billige, at jeg hverken føler pligt eller
kald i denne retning. Jeg véd af egen erfaring, skont
jeg havde den fornojelsa at høre Rasmus Nielsens
ildfulde foredrag, at medens man kan følge sådanne
med interesse og tilegne sig det væsentlige som kund-
skab eller færdighed, så behøves der enten en særlig
oplagthed til filosofisk tænkning eller en langt storre
indlevelse deri end den, man f. eks. når ved filoso-
fikum, til at få meget andet ud deraf end morsomme
tankebevægelser og et tarveligt jkendskab til filosofiens
historie. Lader os tage et eksempel netop Ira hvad
Jungersen ovenfor skriver: man kan vel iå ikke blot
en tillært definition for, men også en ret klar forståelse
af, hvad filosofer forstå ved andethedsiove og selvheds-
love; men jeg tror nok, at hvis man ikke er særlig

[page] 92

oplagt til at lade tankerne falde således, hvis man
f. eks. som de fleste mathematikere og naturforskere
snarere er tilbojelig til at undres over, at filosofer
kunne finde nogen fasthed i denne slags kategorier,
så kan et overfladisk filosofisk studium være værre
end intet. Da nu jeg for mit vedkommende på den
ene side fuldt billiger Jungersens mening om, at jeg
— trods filosofikum — savner filosofisk dannelse, og
jeg på den anden side har fuldt op at gore med seive
mit fag, så vil han også omvendt billige, at jeg ikke
har gjort og tvivler om at kunne gore, hvad Jungersen
ønsker, jeg skulde i denne retning på skolen.

Dette må være mit svar på den sidste del af
Jungersens stykke, og dette er i grunden den væsent-
lige indvending, han gor imod mig; thi han bebrejder
mig, at skondt jeg — som han siger — hører til de
såkaldte positivister, så kan jeg dog intet ipositivt
stille op, men kun gore det negative, at pege på videns
grændser, for dernæst med en slags fortvivlet resigna-
tion at slå mig til ro med troen. Mens han nu be-
gynder sit stykke med at gore mig vægtige bebrejd-
elser for mit standpunkt, så gor han mig dog senere
den ære at kalde dette mere konsekvent end Stuart
Mills og tilmed fastslår han: "dersom erfaringen er
den eneste kilde, hvoraf vished om naturlovenes ufor-
anderlighed kunde hentes, så kan ingen vished derom
haves; ti dette er en uomstødelig påstand af la Cour,
at ingen menneskelig iagttagelse kan være så omfat-
tende i rummet, så udholdende i tiden, at den kan
give uforanderligheden til resultat; o. s. v." — Men
da forlanger jeg ingen storre indrommelse. Jeg véd

[page] 93

ikke om det særlig ligger i min karakter eller, om
det er noget, der følger med det mathematisk fysiske
studium at sætte skarpe skel mellem vished og sand-
synlighed, mellem viden og dialektiske betragtninger,
men jeg skal ærligt vedgå, at når der virkelig kræves
viden i naturvidenskabelig henseende, da tilfredsstilles
jeg ikke ved noget andet, end hvad der er bygget på
erfaring. Man kan hertil sige: "Da er din viden ikke
stor, selv om du bygger både !på din egen og på
menneskeslægtens erfaring; ti erfaringen kan dog altid
kun have sporadiske holdepunkter, medens der imellem
disse ligger store åbne mellemrum, både, hvad de
fysiske og kroniske momenter angår", da svarer jeg,
at jeg udfylder hine (rummene mellem de fysiske
momenter) efter sandsynlighedsloven og véd, hvorvidt
jeg kan stole på de derved vundne resultater eller
ikke; og jeg ser slet ingen grund til, at jeg ikke skulde
gore ligeså med rummene mellem de kroniske momenter:
— kun foreligger her et umådeligt antal af iagt-
tagelser, som alle gå ud på, at naturlovene ere uaf-
hængige af tiden. Sandsynligheden forlovenes konstants
med hensyn til tiden bliver derfor umådelig stor (lige-
som når man af en urne har udtaget et stort antal
af lutter hvide kugler, da er sandsynligheden for, at
den næste kugle også vil blive hvid, også særdeles
stor), så stor, at det vilde være urimeligt andet end
at indrette sig derpå1); ja man gor sig måske næppe
nogen forestilling om storreisen af det tal, der skulde

f) Herunder falder Jungersens bemærkning om rødstenen på
Fur, o. s. v,

[page] 94

udtrykke sandsynligheden; men det er dette, jeg
påstår, at lægmand har og alle dage har havt — ikke
just dette tal i beredskab — men en i sikkerhed der-
til svarende forvisning om, at hans umådelige antal
af dagligdags erfaringer ikke svigter; og derfor, siger
jeg, vil trosvilkåret aldrig stille sig ander-
ledes for deninaturvidenskabelig oplyste end
for lægmanden, — Derimod mener på den anden
side Jungersen, at filosofien formår at yde noget
mere positivt. Jeg vil kun hertil svare: jeg véd det
ikke; ti jeg kender det ikke; dette måfilosoferne selv
prøve, og jeg ønsker dem ærligt lykke dermed, skondt
jeg tilstår, at jeg på forhånd er tilbojelig til at tvivle
om, at den menneskelige tanke ved sig selv formår
at arbejde sig det mindste hanefjed frem mod Guds-
erkendelsen; — hav mig undskyldt, at heller ikke
deres ovenstående, filosofisk taget, klare fremstilling har
frugtet mere på mig! — Sådanne udviklinger nom den
bekendte af Rasmus Nielsen om, at ligesom jeget (den
objektiverende) ikke kan stå alene uden genstanden
(det objektiverede), således kan heller ikke genstanden
være uden et jeg (en objektiverende), efter som gen-
standen ikke kan objektivere sig selv, og at vi heraf
kunne med videnskabelig vished slutte os til Guds til-
værelse, — det er af den slags ting, hvor det vist
altid vil vise sig, at man fører med sig ud af tanke-
bevægelsen, hvad man medbragte ved sin indtrædelse.
Jeg er i det hele taget på forhånd tilbojelig til at
tro — men jeg forlanger i denne henseende ikke, at
man tillægger min mening videre vægt —, at fi'osofien
egentlig ikke magter stort mere end naturforskningen

[page] 95

i religiøs retning. Jeg mener, at vi med påskonnelse
kunne tage imod, om den kan, ikke blot udvide vor
menneskelige synskreds, men — som Dalsgård giver
eksempler på — glæde os ved sin harmoniske med-
klang i vor salmetone; men mere skal man ikke forlange
af nogen menneskelig idræt. Der gives, tror jeg, kun
ét middel, der kan åbne vore ojne for Gud, — åben-
baringen.

Hvad forovrigt Jungersen til bevis for naturlovenes
evige uforanderlighed skriver derom, idet han mener,
at "den fornuftige, bevidste naturs love" må i dette
stykke dele kår med "den ubevidste naturs love", kan
jeg slet ikke samstemme i, ja, kan jeg slet ingen grund
finde til, når man ikke nærer en naturalistisk verdens-
anskuelse, og anser de sjælelige beva^gelser for simple
produkter af legemlige, hvad der næppe kan antages om
Jungersen; men mon der ikke er en sammenhæng
imellem dette og den senere udvikling, han giver af,
at Gud ikke kan tænkes værende, uden at verden
er, en opfattelse som jeg ikke kan rime sammen med
troen på "himlens og jordens skaber". Dog, dette
skal jeg ikke nærmere gå ind på, hvorimod der er
adskillige bemærkninger om gaturen, som jeg ikke kan
lade henstå.

Sådanne begreber som årsag og virkning kan
meget vel tænkes som urokkelige grundbegreber i en
verden, hvor andre love gælde end i denne, og er-
faring er ingenlunde umulig i en verden, hvor lovene
ere .andre. Erfaringen går jo netop ud på at gore
iagttagelser, og efterat de ere gjorte, udtaler vi loven,
der går ud på — som Jungersen selv siger — at kalde

[page] 96

det, der altid følger efter noget andet, for virkning og
det andet for årsagen. Lader denne definition sig
bruge i alle tilfælde, hvad enten de hedde gnidning
og varme eller synd og straf, da indser jeg ikke,
hvorfor den ikke skulde kunne bruges om ting, der
"følge efter hinanden" efter andre regler. Med en
forandring af de sandselige tings natur behøver slet
intet at rokkes ved "åndens stambegreber", de hedde
årsag og virkning, erkendelsen af, at man ikke kan
"gore et spring over selvmodsigelsens grundsætning"
eller hvilken som helst af disse stambegreber man vil
nævne. Skulde åndens love rokkes, fordi sandsever-
denens ændredes, da måtte det enten være, fordi ånds-
livet var et produkt af sandseverdenen, eller fordi
den sidste var et i alle måder nøjagtigt aftryk af det
første, så at det gengav alle åndslivets enkeltheder,
kun på en udvortes måde.

Det må vist nærmest være dette sidste, Jungersen
holder på, idet han udbryder: "Med hvilken ret læg-
ges nu disse åndens stambegreber også ind i naturen,
som de grundbegreber, hvoraf den bæres? ja, hvorfra
kommer alle for genstandene gældende begreber, end
også den allerførste, at de ere, hvorfra kommer
væren?" Dette sporgsmål behandler han dernæst
filosofisk og kommer, som sagt, til det udslag, at jeget
ikke kan være uden genstanden, Gud ikke uden verden,
og ender da således: "Altså: selve guddommen er
sig selv kun bevidst som vidende ved at vide noget,
som alvidende ved at vide alle ting, vedattænke
deres bestemmelser, men disse kan kun tænkes af
hamved atvære udtryk for hans egen forstand

[page] 97

—   dette er grunden til, at lovene ere noget
væsentligt, noget der ikke uden selvmodsig-
else kan bryd es".

Det er dog en underlig påstand, efterat man har
sagt at "tingenes bestemmelser" bæres af "Guds tanker"

—  man bør vist hellere med Dalsgård sige af "Guds
ord" —, da at sige, at Gud ikke kan tænke andre
tanker eller lade sine ord lyde anderledes; thi dette
vilde ikke være det samme som, at Gud selv skulde
omskiftes, eftersom man dog ikke vil sige, at tingene,
netop som de ere, ere et udtryk for Guds eget væsen.
De ere udtryk for, hvorledes Guds ord i denne hen-
seende lyder, og som sådanne kunne vi i dem læse
Guds visdom og beskue hans almagt, og der kan slet
ingen tvivl være om, at de fremfor alt ere "fornuft-
love"; men hermed udelukkes ingenlunde muligheden
af andre fornuftlove grundede på andre forudsætninger;
eller, fordi jeg om natten handler fornuftigt i at være
inde, handler jeg da om dagen ufornuftigt i at gå ud?

Den formelle modsigelse, der er i at tænke sig
naturlovenes uforanderlighed fra Noahs tid og dog tro
på undere i senere tider, tænker jeg ikke, at Jun-
gersen har ment det alvorligt med, så meget mindre,:
som han selv gor et filosofisk forsøg på at hævde
underets mulighed, skondt han holder på de evig
uforanderlige naturlove som Guds v æ s e n s bestemmelse.
Denne hævdelse af underets mulighed finder jeg for-
ovrigt mindre vel udført; ti det er i alt fald ikke
meget naturvidenskabeligt at drage en sammenligning
imellem, at mennesket kan tage en sten op fra jorden,
og at Gud kan løfte sin enbårne son. Der er i begge

Aaig. 1880. *.                                                                        1

[page] 98

tilfælde noget sjæleligt; men det første sker efter de
af videnskaben kendte love, efter hvilke der i menne-
skets muskler sker en til den mekaniske kraft svarende
kemisk proses, det sidste derimod sker ikke elter, men
snarere trods delove, som Jungersen antager at være
de ifølge Guds natur eneste mulige; og det er for så
vidt ligegyldigt enten man siger, at der træder en
udenfor naturen stående guddomskraft til for
at overvinde tyngden, eller man siger at tyngdeloven
gættes ud af kraft; jeg for mit vedkommende siger
helst: medens Gudsordet ellers fra Noahs tider lyder
uforandret og efterstaves af os under forskellige for-
hold, såsom den almindelige tiltrækningslov, og medens
disse, som også Dalsgård så smukt har fremhævet,
bæres af, er en virkning af Guds ord, så lød dette ord
dog anderledes, da hans enbårne son gik på havet,
da han opI6r til himlen o. s. v.

Hvad der under denne drøftelse er mig om at
gSre at slå fast, er følgende to tiDg:

1)  at naturvidenskabelig oplysning ikke kan gore
trosvilkåret overfor åbenbaringen sværere eller over-
hovedet anderledes, end det alt er for lægmanden;
og at

2)  det er utilstedeligt at bruge naturforskning som
rettesnor ved bibelfortolkning på sådan måde, at den
mening, som naturligst ligger i bibelens ord, ændres
efter naturvidenskabelige hensyn.

[page] 99

Og dernæst har jeg villet tilfoje, at den nuvær-
ende tingenes tilstand, som man enten er nødt til at
antage for evig eller for senere indført, falder det
mig, eftersom jeg ikke kan tro, at den er evig,
naturligt at tænke mig endelig indført med alle dens
enkeltheder efter syndfloden.

Det være mig endnu tilladt hertil at knytte følg-
ende bemærkninger.

Naturforskningen kan og bør ikke gå filosofisk til
værks, for så vidt man herved forstår, at den skal benytte
sig af andre midler til lovenes erkendelse end erfar-
ingen og sandsynlighedsbegrebet. Til disse
alene har den at holde sig; men et menneske kan kende
disse og deres resultater med al ønskelig klarhed
uden at være væsentlig anderledes stillet overfor
åbenbaringen end lægmanden, hvis erfaringers antal
ikke er mindre, om end mindre reflekterede, og hvis
sunde sans for ham i dette stykke er ligeså pålidelig
som fysikerens sandsynlighedsregning, om end mindre
selvbevidst1). Det gælder i lige grad for begge, at
de må "tage forstanden fangen under troens lydig-
hed". De kende begge sandsynlighedens overordent-
lige storrélse; men overfor denne kunde de begge
tillægge det levende historiske vidnesbyrd gennem
menneskeslægten den afgSrende vægt. Dette Kar

M Jeg fristes her til at nævne historien om manden, der
vilde prøve, om "troen, som lian flytte bjerge", kunde fa
hammeren til at flyde på vandet, og kastede den med de
ord: "A troar, A trour, A tronr!" men da han så, at
den dog sank, vendte sig med et: "Ja, tvi'l' A it nok
om et!"

7*

[page] 100

tusinde og atter tusinde af "selvbevidste" mennesker
i tidens løb kunnet gore; ti den store sandsynlighed
i deres tanke måtte vige for det levende vidnesbyrd
gennem slægterne og den levende røst i deres bjærte.
Det er ofte gået kristne således, når man har
trængt ind på dem med hensyn til deres tros indhold,
at de, holdende fast på troens ord i dåbspagten, have
afpælet selve trosordet, og måske tillige optagetinden-
for grænsepælene et og andet, især af det nye testa-
mente, som de nødig slap, for dog blot at forsvare
dette til det yderste, om også det skulde lykkes mod-
standerne at erobre mangt og meget især af det
gamle testamente. Så rigtigt som det er, at holde
sig til troens ord som det, der er nok til salighed,
så urigtigt er det sikkert at mene, at man bedre kan
forsvare det lille troens ord alene, end man kan
hævde stillingen på hele den omfattende oplysnings-
grund, som ved biblen er bleven os tildel, og på
hvilken selve trosordet for oplyste mennesker alene
kan trives. Det går ikke således, at jo mere oplyst
man bliver, des mere kan man undvære biblsns enkelt-
heder, men omvendt således, at den storre udvikling
af menneskelivet også gor en mere omfattende belys-
ning af trosordets indhold ønskelig, og til denne be-
lysning er biblen os den rigeste og pålideligste Kilde.
Der er i biblen ting, som kan falde mangen én svært
at forstå meningen af, ja endog ting, som kunne synes
som modsigelser; men skSnt jeg ikke her kan tale ud
af noget særligt studium eller gammel erfaring, tager
jeg dog vist ikke fejl i at mene, at dunkelhederne
svinde mere og mere ved at læses i troens lys, medens

[page] 101

man ved at stille sig på forstandssiden af biblen og
bortskære et og andet, hvis forbindelse med trosordet
man ikke straks skanner, ikke ahner, i hvilket ojeblik
man kommer til at gore et snit, der kan være skæbne-
svangert for selve troslivet. — Desuden nytter det til
intet at ville give verdens tilblivelse og førte tilværelse
til pris i håb om, at få lov at beholde det væsentlige;
ti verdens skabelse er slet ikke mere uantagelig for
naturforskningen end Herrens undfangelse, opstandelse,
himmelfart o. s. v.