[pages] 117-118

Selv længe efter at enkelte Grene af Naturvidensksaben, saaledes Astronomien, havde naaet en forholdsvis betydelig Udvikling, vedblev man - enkelte udmærkede Aander fraregnet - i det store Spørgsmaal, om det Tilværendes Oprindelse at staa tilfredsstillet paa den religiøse Traditions barnlige Standpunkt, der vel meddeler, at det Tildstedeværende, Verden, ikke altid har været, som det er, at det havt en Begyndelse med en overnaturlig pludselig Skabelsesakt. Der kom imidlertid en Tid, hvor Jordlagenes gensidige Ordning og deres Indhold af Fortidslevninger ikke tillod, at man saa Sagen i en saa ubestemt og intetsigende Almindelighed. Ad denne Vej fik man vel Bestyrkelse for den Sætning, at Livet her paa Jordkloden engang har havt en Begyndelse, saa at der var en paaviselig Tid, hvor det ikke fandtes, men man kom med det Samme til Erkendelse af, at "Skabelsesakten" hverken havde været aldeles umiddelbar eller pludselig, men at der tvertimod var foregaaet en meget langsom sukcessiv Udvikling, hvis Trin ikke maatte beregnes efter Dage, men efter Millioner af Aar.

Denne Løsning bragte til at opstille et nyt og meget interessant Spørgsmaal, der hidtil slet var kommet frem, da den almindelige Skabelsesakt havde omfattet det, det nemlig, hvorledes det organiske Liv paa Jorden opstaaet, og hvorledes den nu stedfindende brogede Mangfoldighed af Plante- og Dyrearter fremkommen. Det første Spørgsmaal fører uundgaaelig til Læren om den generatio æqvivoca, c: det Organiskes Fremkomst af det Uorganiske, en Doktrin, som man kan fortrænge som en for Nutiden gældende Sætning, efter som nu virkelig dens Gyldighed synes ophørt, men hvis Herredømme fra Fortiden, fra det Tidspunkt, da det organiske Liv tager sin Begyndelse paa Jorden, er uantastelig, hvad enten man nu vil tænke sig den første Organismes Dannelse tilvejebragt ved Guddommens personlige Mellemkomst eller blot afhængig af en blind, Materien iboende, Naturkraft. Det andet Spørgsmaal derimod kan efter vore Kundskabers nuværende Standpunkt løses paa to Maader, der hver især have deres Fortrin og Vanskeligheder. Efter den ene har der paa Jorden fundet en idelig Omveksling Sted, under hvilken der spores en kjendelig Fremgang, saa at efterhaanden den fuldkomneste

[pages] 119-120

eksisterende Livsform er bleven alt højere og højere. Mennesket er dens sidste og højeste, men Forbindelsen mellem disse vekslende Arter har kun været systematisk, ikke umiddelbar historisk; en lavere Art er gaaet tilgrunde og er bleven afløst af en Højere (eller rettere sagt, dette bar været Tilfældet med hele Jordklodens Inven- tarium af organisk Liv, hvilket har gentaget sig mange Gange), men mellem de to Arter bar- der ikke fundet nogen umiddelbar Sammenhæng Sted; den ene Art følger efter den anden, men nedstammer ikke deifra. Arterne kunne uddø men ikke forandres. Eller den anden Theori er der derimod i den 1 ele Udvikling en virke- lig Forbindelse mellem Arterne, saa at den lavere efterhaanden har frembragt den bøjere. Art- typen er Saaledes vikke uforanderlig, den kan variere om kun lidt ad Gangen, men i Tidens Løb ophobe smaa Forandringer sig til s^ore Resultater. Denne sidste Theori er det, som den berømte engelske Naturforsker Darwin, der har leveret flere meget værdifulde Arbejder, blandt Andet har opstillet i et stort og meget interessant Værk "ontbe origin of species".

I sin Almindelighed er hans Lære imidler- tid ikke en ny Opfindelse af ham, den er kun en Behandling af en ældre Tanke, der oftere bar været forsvaret, Saaledes i sin Tid fornem- melig af den franske Zoolog Lamarck og senere med Originalitet og Fi.ntasii igdom i et anonymt engelsk Værk "Vettiges of the natural history of creation". Darwin bar imidlertid bragt Læren et betydeligt Skridt fremad, idet ban bar paa peget et bestemt virksomt Forandringsmiddel for Arterne. Grunden til Arternes Forandring søgte man tidligere dels mere ubestemt i Om- givelsernes Paavirkning (Lamarck), dels ogsaa i en Naturen medfødt Lov til Udvikling henimod det Højere (Vesiiges). Darwin påaviser den uhyre Rolle, som Konkurrencen under mange Former maa spille i saa Henseende. Darwin ræsonerer Saaledes: I Naturen er der mellem de Væsner, der lever af de samme Gjenstande, en uhyre Konkurrence, dels mellem de forskæl- lige Arter, dels mellem Individerne af samme Art. Enhver Art vilde formere sig i det Uende- lige, bvis ikke denne Udbredelse stødte paa Hindringer; disse ere af forskællig Art, men

især er det Konkurrencen, der her er afgjørende^ og som gør, at det mindre Fuldkomne i sit Slags gaar tilgrunde, enten ædes af andre, eller omkommer af Mangel eller i al Fald ikke kom- mer til at forplante sig.

Heri ligger dog ikke endnu nogen Grund til Arternes Forandring, men kun til deies Til- intetgørelse eller vi modsat Tilfælde til deres Vedligeholdelse gennem deres bedste Repræsen- tanter. Foranderligheden forklares paa følgende Maade: S av el Afkommet af et Dyr som en Plante har ved sid en af ArtensKarakter visse indivi- duelle Egenskaber. Det Individ, hvem saadanne Egenskaber sætter i Stand til forholdsvis atnaa et vist Formaal, vil have den største Lethed ved at komme frem under den almindelige Kon- kurrence, det vil kunne opholde Livet og for- plante sig. Ved Forplantning vilde dets Egen- skaber maaske nedarves paa dets Afkom i for- skællig Grad, og i denne anden Generation ville de,'hos hvem Egenskaben er stærkest udviklet, have den største Chance for sig; Saaledes vil gennem Rækker af Generationer en enkelt op- rindelig individuel Nuance stedse tiltage, til der tilsidt derigennem er opstaaet en ny Art hvor det særegne Præg baade er stærkere end hos Stammefaderen og nu er aldeles kontant for Afkommet.

Vi vil imidlerfid ikke i dette Numer gaa længere ind paa Darwins Lære, vi har kun haft til Hensigt at give vore Læsere et kort Omrids deraf, imidlertid skal vi ikke lade det blive der- ved, men skal Tid efter anden atter komme til- bage til dette interessante Spørgsmaal.

Krig eller Fred

-»-J-vor man vil kaste sit Blik paa Europa og dets politiske Begivenheder . . . hvor man vil iagttage Reaktionens vildtledende Kamp, dets til Menneskeslægtens Fordærv forenede Intriger, saa vil man spørge sig selv: "Er al Kærlighed, al Moralitet og al Sædelighed forsvunden fra os Mennesker her paa Jorden? Dertil vil vi dog svare et [absolut Nej. Moralitet og Kærligbed vinder for hver Dag mer og mer Fremgang hos