[page] 1

1

Svar til P. la Cour.

Af
Fr. Jungersen.

Det lader jo til, at la Cour betragter filosofien
med alt dens væsen og alle dens gerninger som noget,
en alvorlig mand ikke ændser; jeg kan ikke sige, at
dette forundrer mig; ti det har fra arilds tid, ikke
mindst her til lands, været såre almindeligt at give
den samme plads, som den får hos gamle Aristofanes,
der i sin komedie "Skyerne" hænger filosofien i Sokrates'
person i en kurv op under loftet, for at den fra dette
ophojede stade, uden alt fodfæste på virkelighedens
jordbund, og himlen så meget nærmere, frit og uden
hinder kan hengive sig til at modtage sine indskydelser
fra oven o: fra skyernes tåge! Jeg vil dog imidlertid
kalde det en lykke, at Plato i den samme Sokrates
har vist os en mand, som ikke aldeles uden held for-
søgte at knytte en tankekæde mellem himmel og jord,
ikke aldeles uden held viste, hvad det er at filosofere:
at gennemarbejde den menneskelige bevidsthed med
alle dens antagelser og visheder for at samle dem til
et ordnet hele, for at komme på det rene med dens
Aarg. 1881. i,                                                                    11

[page] 164

trang og med dens ansvar — men det læres ikke af
nogen videnskab; og det er mere end rimelig formod-
ning, det er en historisk kendsgerning, at den store
fristelse til at nedbryde skellet mellem dyr og menne-
ske i vore dage er udgået fra naturvidenskaben og
frister dem, der kender den, hårdt nok, ganske ander-
ledes end lægfolk, for hvem det uden videre er en
naragtighed, at vi stammer fra abekatte,.— Det er
fremdeles bekendt, at det arbejde, der er ydet af
mænd som Kopernik, Keppler, Newton, Laplace o. a,,
er — til dels jo meget mod deres vilje — brugt til
derpå at støtte en tankegang, hvorved den levende
Gud vilde være udelukt fra skabningen, forvist til et
. sted hinsides skyerne og skilt fra os ved, den mur,
som man har villet rejse mellem himmel og jord af de
uforanderlige naturlove; men deres uforanderlighed er
ikke uden videre givet for lægfolk, hvorimod den for
dem, der kender lovene og véd, hvad lov er, frister
hårdt i den nys nævnte retning; ja, med den hele
nyere historie for oje kunde man være fristet til i
naturvidenskaben at se den i Joh. åbenb. kap. 9 om-
talte faldne stjærne, som får noglen til afgrundens
brønd, og der opstiger deraf en røg, som formørker
solen og luften : men i dette mørke vrimler græshopper
frem, der får magt som skorpioner til at pine alle
dem, der ikke har den levende Guds segl i deres
pander. — Visselig kan ingen videnskab med rette
bruges til at skjule eller formørke den levende Gud,
når den holdes inden sine grænser; men at her er en
opgave i vore dage: at finde videns grænser, afstikke
det område, som viden i det hele med frihed og ret

[page] 165

kan røre sig på, det føles, så vidt som jeg kan skonne,
meget almindelig for tiden, det har De serv følt,
og De har jo netop selv afgivet et vidnesbyrd om, at
naturvidenskabelig oplysning kan gore trosvilkåret
sværere, siden den kan føre en naturkyndig mand til
et så voveligt tankeeksperiment som det: at antage
en anden natur, undergivet andre love, for syndfloden,
hvad man næppe får videnskaben til at sige ja til
uden ved at lægge den på pinebænken 1; dette vilde
vist falde let for ukyndige lægfolk, men for dem, som
véd lidt om love, må det være svært. Jeg mener, at
De er tilbojeiig til at trække videns grænser altfor
snævre — lige som positivisterne, ja endnu snævrere—,
hvorved De kommer til at tvivle om, "at den menneske-
lige tanke ved sig selv formår at arbejde sig det
mindste haneljed frem mod gudserkendelsen", til at
mene, "at filosofien ikke magter stort mere i religiøs
retning end naturvidenskaben", og at der i det hele

1 Det kan se underligt ud, at to præster forfægter natur-
videnskabens ret mod en naturkyndig, han bibelens ret
over for dem; det kommer nok af, at vi værger oa på
begge sider imod at få vor sag stottet ved disse aftvungne
vidnesbyrd fra pinebænken; over for punkt 2 hos la Cour.
"det er utilstedeligt at bruge naturforskning som rettesnor
ved bibelfortolkning på sådan måde, at den mening, som
naturligst ligger i bibelens ord, ændres efter naturviden-
skabelige hensyn", stiller jeg det omvendte: det er util-
stedeligt at bruge bibelen til rettesnor ved naturforskning
på sådan måde, at de resultater, som naturvidenskaben
efter sine egne love må komme til, ændres af hensyn til
bibelske udtryk.

[page] 166

kun gives ét middel til at "åbne vore ojne for Gud:
åbenbaringen".

Vi kan jo lade Pavlus møde på åbenbaringens
vegne og se om Gud efter hans mening er for ophojet
til at tage imod et vidnesbyrd, som den menneskelige
tanke selv må være om at skaffe sig. Hvis så var,
da kunde hedningerne åbenbart ikke være "uden und-
skyldning", når de dyrke "skabningen for skaberen",
hvis "magt og guddom fra verdens skabelse
beskues i hans gerninger" (rom. 1, 20f±g.); men
hvad er al videnskab vel andet end en mere indtræng-
ende "beskuelse" af skabningen — og vi or dog vel
enige om, at- skaberen nok må kunne tåle et noje
eftersyn af hans gerninger! Og sige dog ikke alle
videnskaber som med én mund: "der er en Gud til,
ti hele tilværelsen er et gennemtænkt hele — fra sol-
systemet til solgranet, fra menneskelegemet til græs-
strået, fra menneskeånden til det drommende liv i
polypen; og alle vi videnskaber har slet intet andet
at leve af end de tanker, der er nedlagte i tilværelsen,
som ikke er tænkte af naturen selv, — så lidt som
mennesket har udtænkt sin egen hjærne; — ikke har
tænkt sig selv — så lidt som et regnestykke gor sig
selv; — ikke har sat sig selv i værk — så lidt som
tegningen til et hus selv bygger huset!" Når man
ikke hører dette vidnesbyrd, da kommer det enten af,
at man er dum, eller at man ikke bryder sig derom,
ikke vil høre — men på viljen hjælper ingen viden-
skab — eller ikke tor tro sine egne øren.

Hvordan nu filosofien blander sin røst ind i det
store kor, særlig om ikke dens stemme, uden unatur-

[page] 167

lig overanstrengelse, kan gå et par toner hojere end
naturvidenskabens, derom skal jeg, idet jeg for øvrigt
henviser til mit forrige stykke, nu fremsætte nogle
bemærkninger i anledning af Deres tvivl om, at filo-
sofien skulde kunne magte stort mere end naturviden-
skaben i religiøs retning.

Naturvidenskaben kommer nødvendigvis til over-
ordenlig at skærpe ojet for al den splid og forkrænke-
lighed, al den uendelige lidelse og smerte, som findes
ikke blot i menneskeverdenen, hvor synden er trængt
igennem til alle, men hos alle de andre levende skab-
ninger hernede, som jo dog umulig selv kan bære
skyld: hvordan rimes nu 'dette med, at skaberen er
god? dette sporgsmål findes i det uendelige varieret
i nutidens gudsforladte dannelse, hos Byron og Heine,
Schopenhauer og v, Hartmann, Stuart Mill og Brandes
o. s. v. — naturvidenskaben har gjort det almindeligt
blandt de dannede i vore dage, jeg selv véd af erfaring,
at få sporgsmål har pint mig som dette; jeg tor der-
for sige, at her er en ting til at overveje, lormankan
give Dem ret i, at naturvidenskabelig oplysning ikke
kan gore trosvilkåret over for åbenbaringen sværere;
hos naturvidenskaben søger man forgæves nogen hjælp;
jeg skal da prøve på at vise, hvorledes tanken ad
filosofisk vej har hjulpet mig over denne vanskelighed,
idet jeg dog for en sikkerheds skyld vil forudskikke,
at en k j æ r t e 1 i g sikkerhed på Guds godhed kun vindes
ved den levende ihukommelse af, at Gud elskede
os så, at han hengav sin enbårne Son for os til synd-
ernes forladelse, en ihukommelse, som den hellige
nadvere er bestemt til at gore levende i os; men aet

[page] 168

er og bliver en lidelse, en fristelse og en fare, når
tanken vedbliver at sige et bestemt nej, hvor troen
siger et bestemt ja.

Grunden til, at naturvidenskaben ikke kan hjælpe,
er den meget lovlige: at menneskenaturen ligger uden
for dens område; men denne menneskenatur kan ikke
løsrive sig fra, at det gode er noget, som er til; når
v. Hartmann, Stuart Mill o. a. sige til os: dersom Gud
vidste af sig selv og vidste, hvad han gjorde, da han
skabte verden, da var skabelsen en forbrydelse, så vil
de jo lade os vide, at de er for hjærtelige til ikke at
føle sig oprørte ved al denne uforskyldte lidelse, som
strider mod al retfærdighed og kærlighed; men det
følger jo af sig selv, at de ikke kunde føle sig oprørte
ved det, som strider imod retfærdighed og kær-
lighed, dersom retfærdighed og kærlighed var noget,
som slet ikke er til; men er de til — og jo
hæftigere folk tage på vej mod Gud, des mere gyldig-
hed tillægger de jo det gode, i hvis navn de gor det —
er det gode til, så siger vi: det gode er kun godt
for nogen, ikke for sig selv, men for nogen, for
hvem det har værdi som et gode, det har ikke værdi
for sig selv; har menneskene nu selv hittet på det, så
kan det ikke domme dem; men er det til som noget
almengyldigt, hvorefter alle kan dommes, enten men-
neskene vil det eller ej, så det gode vedblev at
være godt, om så alle mennesker blev onde,
så er det kun, fordi der er et evigt selv, en be-
vidst vilje, for hvilken det har værdi som et
gode, den for ingen pris vil skille sig fra: det
gode kan med andre ord aldeles ikke tænkes skilt fra

[page] 170

Når filosofien således ved at gå ud fra selve den
menneskelige bevidsthed finder vej til Gud som,den
gode, da er dermed ganske vist endnu ikke svaret på,
hvordan skabningens lidelser rimes med Guds god-
hed, men når kun det står fast, at Gud er den gode,
så må der nødvendigvis være en forklaring i ham,
enten jeg kan se den eller ej; som rimelig gisning
vilde jeg fremsætte følgende: det fordærvelige fo#
mennesket, men tillige den idelige fristelse for ham
lige fra Evas og Adams tid, er at boje sig under na-
turen og søge det gud-lige i den, i stedet for i ånden;
jo stærkere nu det forkrænkelige træder frem i na-
turen, jo hæsligere og mere oprørende, desmindre vil
menneskeånden, som efter sin natur søger det ufor-J
krænkelige, være fristet til at dyrke naturen, skab-
ningen, i nogen skikkelse; hvad der gor dem, der
ikke er af sandhed, til oprørere imod Gud, vil derfor
være en hjælp, i stedet for en hindring, for dem, der
kun kan nojes med skaberen selv, og fastholde hang.
rette billed, ikke i den ydre natur, men i deres egen
natur, der aldrig kan miste sit præg af at være anlagt
på det gode, som det, der i evighed er godt for os
o: bevarer os fra undergang; det var jo muligt, at
dette hensyn på menneskets skrøbelighed var grunden
til, at al skabningen er lagt under den forkrænkelig-
hed, som først ophører, når mennesket ikke mere;
fristes af naturen: når den menneskelige udvikling har
nået sit mål; men ingen videnskab véd det, og det er ikke
rent ud sagt nogen steds i skriften, så vidt jeg véd K

1 Gorm Lokedyrker har fået denne lyst til at udspejde

[page] 171

Så vil jeg endnu fremhæve forholdet mellem filosofi
og naturvidenskab i sporgsmålet om udødeligheden.
Naturvidenskaben véd intet derom, kender intet liv
skilt fra den levende organisme, har derfor ingen grund
til at antage livets vedvaren, når organismen opløses,
legemet dør; sporge vi fritænkerne, så vil vi mærke
os, at de jo alle komme til os i navn af sandhed
og ærlighed, de påstå jo, at de har en ganske
anderledes skærpet og fin sans for sandhed, et ganske
anderledes fint udviklet øre for hykleri, så de kan
finde det selv der, hvor hverken Gud eller mennesker
ellers kan høre det; men altså anerkende de jo, at
mennesket aldrig kan slippe for at være forpligtet til
sandheden, at dette udgor hans rette væsen, ellers kan
de jo slet ikke komme til at domme os andre; men
dersom jeg nu stadig må sige mig selv, at jeg måske
dør om en halv time, og sandheden lever evigt men
jeg forsvinder, så er jo al forbindtlighed forbi, og så-
som jeg kan dræbe mig selv, så er jo med det samme
al sandhedens ret og dom over mig forbi, lige som al
min attrå efter sandhed, der skulde være min ære, i
sig selv er en tåbelighed, efter som det sent eller tid-
lig nødvendig viser sig, at vi, sandheden og jeg, alde-
les ikke er bestemte for hinanden; nej. da må vi have
det begreb om ydmyghed frem, hvis pris vi få at høre,
når naturvidenskaben en gang imellem af en fejltagelse
får præstekraven om halsen og giver sig til at prædike

verdens vrangside, og synker i knæ for dødens drot; Tor-
kel Adelfar opdager stanken og modbydeligheden ved
ham — det hjælper ham til alfader.

[page] 172

for os: "vær dog endelig ydmyg, tro dog endelig ikke,
at du er et priviligeret væsen i skabningen med di-
rekte oprindelse fra Gud, at himmelen skulde dreje
sig om dig, at du skulde være evig, at du ikke her
på jorden skulde afløses af hojere væsener, hæv dig;
dog endelig ikke mod det evige, det er et .tåbeligt
hovmod, som hvis en slange indbildte sig at værej
skabt til at gå på sin hale, nej kryb på din bug og
æd støv, dertil er du født og båren, det er den rettes
ydmyghed, den dybe, den krybende— — nej, sand-|
heden for dig er, at sandheden ikke er for
dig!"-------

Er jeg anlagt på 1) at elske det evige og Si)
dommes af det evige, så må jeg selv værej
evig, ellers er begge dele løgn, og det evige
kan aldrig vedkomme mig.

Jeg mener, at disse ting, som jeg nu har udviklet:
1) at der er en Gud til, som har udtænkt og
gjort verden, 2) som er god og derfor er i sin
ret, når han dommer os, 3) at vi ikke kan
skjule os for dommen, ikke en gang i de "dødes
rige, i virkeligheden ikke kan tages fra os af nogen
tanke, og at vi på ingen måde har lov at opgive dem,
men at de, som gor det af modvilje, skal være uden
undskyldning, nu som i Pavlus' dage, og jeg mener,:
at dette virkelig-er lidt mere end et hanefjed hen^
imod gudserkendelsen, om jeg end skal være med til
efter bedste ævne at hævde, at selve den levende Gud
åbenbarer sig kun for os i sit levende ord til os veJ
vor Herre Jesus, ordet som er Åndens egenlige udtryk,

[page] 173

og at kun ved personlig omgang med Gud i troen
på dette hans ord kendes han som vor fader.

Jeg har nu givet mine grunde, hvorfor jeg tror,
at filosofien kan nå lidt længere frem end naturviden-
skaben 15 jeg skal kun tilfoje et par bemærkninger om
nogle punkter i mit forrige stykke, hvor la Cour har
forstået mig anderledes end jeg har ment mine ord,
hvor mine udtryk altså synes at kræve en nærmere
forklaring.

For det første skal jeg gå lidt nærmere ind på
den udvikling, som la Cour sammenfatter således:
Gud kan ikke tænkes værende uden at verden er —
og dette kan han ikke "rime sammen med troen på
himlens og jordens skaber".

Hertil bemærker jeg: det ligger i magtens begreb,
at den må have en genstand som magtes: en konge
indskrænkes ikke i sin magt ved at have et rige, han
hersker over, tvertimod, først derved er han konge;
en herre er kun herre ved at have nogen, som lyder
ham; den almægtige må også have en genstand; vi
bekender tro på "den almægtigste, himlens og jordens
skaber" — prøv at tænke himmel og jord bort, hvad
bliver der så at være almægtig over? på den anden
side; dersom himmel og jord er ved sig selv, så er
de i følge deres oprindelse uden for Guds magt —
således er hos Plato både kaos, det oprindelige byg-
ningsæmne, og de evige ideer, som verdensbygmesteren
ser hen til under dets udformning, til ved sig selv,

1 Her er dog ikke medtaget historiens filosofi, hvis resultat
også først er sikkert ved verdens ende.

[page] 174

derfor væsenlig uden for hans magt; men for det
første kan intet være uden at være bestemt (men alle
bestemmelser komme fra ånden), et aldeles ubestemt
kaos er en utanke; for det andet er de evige ideer
tanker, som måtte have tænkt sig selv, hvad der er
lige så utænkeligt; derfor ligger det i almagtens be-
greb, at den selv sætter sig den verden, den
hersker over, hvorfor skabelse nødvendig hører med
dertil; men jeg skal villig indrotnme, at disse to sider
af almagtens begreb: 1) at kræve en genstand, uden
hvilken den ikke er mægtig, og 2) at den selv må
frembringe sin genstand — er lige så vanskelige for
menneskelig tanke at forene som dette: at faderen i
evighed er fader og slet ikke kan være det uden ved
sonnen, og dog fastholdes jo, at sonnen er født af
faderen, er Gud af Gud; men vi opgive derfor ikke
treenighedstanken, vi kan ikke andet end komme til
den, og kan dog ikke tænke den igennem — noget,
hvortil vist nok matematiken kunde byde sidestykker
i den måde, hvorpå den arbejder med det uendelig
store og det uendelig små, skont begge dele er noget,
som egenlig slet ikke kan tænkes — men jeg skal
derom ikke udtale mig videre, da jeg aldrig er nået
så vidt i matematik.

Men af det her udviklede følger, at vor tanke ikke
formår at tænke nogen tid, hvor Gud .ikke har skabt
noget, hvorimod selvfølgelig ingen på forhånd kan sige,
hvad dette måtte være; der kunde tænkes på
"fyrstendommer og magter", på verdener af hojere art
og orden, derimod er det aldeles ikke nødvendigt at;
på den himmel og jord, som er til skue for osl

[page] 175

det vilde derfor være et fuldstændigt overgreb at mene,
at Gud ikke kunde være Gud uden den verden, vi
kende. Derimod mener jeg rigtig nok, at alt det
tænkelige i vor verden er forstand af Guds forstand,
0g skont det er en urimelighed at mene, at Gud ikke
skulde kunne tænke andre tanker end dem, der alt
er virkeliggjorte (Guds viden omfatter også den kom-
mende virkelighed, men forholder sig altid til virkelig-
hed) — ellers måtte jo al udvikling gå i stå — så
er det formentlig selvindlysende, at intet senere gud-
domsord kan modsige skaberordet og det opholdende
ord; lad mig tage et par eksempler; jeg kan sætte en
trekant, og jeg kan lade det være, og jeg kan ophæve
den, som er sat; men så længe der er en trekant, er
nødvendigvis i den summen af vinklerne — 2 R, og
ingen senere bestemmelse ved den eller konstruktion
i den eller operation med den ophæver denne bestem-
melse eller modsiger den; de kemiske love ophæves
ikke, men gå op i love af en hojere orden i de levende
organismer; fra et andet område: Mose lov ophæves
ikke, men stadfæstes i troens lov af hojere orden —
således mener jeg, at naturlove brydes ikke, men
gå op i love af en hojere orden: i frihedslove, i
åndslove — derfor tog jeg det eksempel, at tyngde-
loven slet ikke brydes ved, at jeg tager en sten op
af jorden, tyngdeloven går op i min frihed — hvorfor
da ikke i Guds? når la Cour derimod bemærker, at
det ikke er nogen meget "naturvidenskabelig" for-
klaring, at den frie almægtige må kunne løfte sin sons
legeme fra jorden, (siden jeg kan løfte den byrde, som
mine kræfter magte, med fuld frihed) — så som jeg

[page] 176

løfter byrden efter naturlovene, men Gud gor det på
trods derimod — så er denne indvending i mine tanker
uden al videnskabelig betydning; det, der er tale om,
er dette: kan fribed og naturlov forenes? herpå må
efter menneskelig erfaring bestemt svares ja, hvori
ligger, at ingen menneskelig videnskab har lov til at
benægte det, når talen er om naturlov og guddomme-
lig frihed. — Men hos os er jo friheden formidlet ved
organismen, legemet, hos Gud kender vi ingen organ-
isme — vel! men dersom naturvidenskaben vil sige:
ingen virksomhed af ånd uden legemlig organisme,
altså f. eks. ingen tanke uden hjærne, så må den først
afvise den tanke, på hvilken det beror, at den første
hjærne blev indrettet til at tænke med; dersom dette
nu må opgives som en fuldstændig overskridelse af
sin egen grænse — der er forskel på, hvad jeg kan
bevise, og hvad jeg ikke kan modbevise, skont jeg ikke
kan påvise dets "hvorledes" — så savner naturviden-
skaben al ret til at indvende noget mod muligheden
af, at Guds frie handlinger kan tænkes uden mindste
brud på naturlovene 1, eller til at påstå, at underet
skulde være "trods" mod naturlovene; hvordan de
gå op i hojere love, det véd ingen, men ingen kan
benægte muligheden deraf.

Og hvad så? så undgår vi dette meningsløse: at
lade underet være en guddommelig selvmodsigelse, som
det er hos la Cour, hvor uforanderligheden slås fast

1 Det er desuden meget langt fra, at naturvidenskaben her
kan optræde som særlig vidende; ti hvordan viljen — noget
åndigt — kan påvirke nerver og muskler — noget legem-
ligt — véd ingen dødelig.

[page] 177

ved syndfloden og benægtes siden, hver gang et under
finder sted; jeg tager dette "meget alvorlig", skont
De tvivler derpå, og forstår slet ikke den lethed,
hvormed De kommer derover som en "formel mod-
sigelse" — jeg synes, ærlig talt, den er reel nok.

Alt det, som i øvrigt anføres om, at jeg måske kun
skulde kunne tænke mig det åndige som et slags genskin
af det sanselige, så at enhver bestemmelse i det åndige
afhang af noget tilsvarende sanseligt,og at derfor foran-
dringer i dette måtte frembringe forandringer i hint, kom-
mer af misforstand; jeg har ment og sagt, at hele tilvær-
elsen er lovbundet kunde den på ét sted tænkes lov-
løs, så kan den lige så godt tænkes sådan anden
steds: kan materien tænkes at være uden tyngde, lyset
uden lysbrydning, ilden uden at brænde, vandet uden
at væde, så kan man lige så godt tænke sig, at 2 x 2
for syndfloden var — 8, det ene er lige så tænkeligt
som det andet, — uden at man derfor behøver at
tillægge mig nogen mystisk pythagoræisk teori om, at
totallet og tyngden (eller vandet, eller ilden) gensidig
skulde være forbundne.

Jeg har kaldt Dem mere konsekvent end Stuart
Mill: ja, men i en fejltagelse.

Jeg kalder ikke det lov, at noget "al tid" følger
med og efter noget andet, i så fald kendes ingen lov,
så som ingen har "al tiden" til sin rådighed; så snart
det derimod vides, at noget med nødvendighed er
en virkning af noget andet, hvilket jeg kun kan
være vis på, dersom disse åndens stambegreber: år-
sag, virkning, nødvendighed, har gyldighed i naturen,
så kan jeg være vis på loven.

A»g. 1881. 1.                                                           12

[page] 178

De siger: "man gor sig måske næppe nogen fore-
stilling om storreisen af det tal, der skulde udtrykke

sandsynligheden"-------- nemlig for, at naturloven står

ved magt: dette "tal" kan vist slet ikke gives: en
sandsynlighedskvotient kunde jo kun fremkomme ved
en sammenstilling af de tilfælde, hvor loven opfyldes,
med dem, hvor den ikke opfyldes — hvordan skal
videnskaben få fat på dem? Ved selve den praktiske
naturforskning kan man vel sagtens hjælpe sig med
sandsynlighedsbegrebet: således kan geognosten, den,
som undersøger de forskellige jordlag, stenarter, for-
steninger o, s, v. måske hjælpe sig uden nærmer: at
tænke over, om han skal holie sig til begrebet lov
eller begrebet sandsynlighed; men så snart han på
sine undersøgelsers resultat vil til at bygge den viden-
skab, som hedder geologien, så viser la Cour os bedst
selv, at forskellen ikke er så ringe, ikke uden dyb
betydning for naturvidenskaben: ti i kraft af sit sand-
synlighedsbegreb sprænger han jo Eele geologien i
luften; på samme måde vilde det nok virke som en
torpedo under hele astronomien.

Jeg forstår og ærer den følelse, som har bragt
la Cour til hans tankegang; men jeg tror, at vor
Herras Jesu herredomme aldrig er et tyranni, heller
ikke mod tanken, derfor er det mig i hojeste grad
imod, at der i hans navn skal øves vold imod nogen
videnskab, også da, når det ikke er tilsigtet; tyranni
er altid et tegn på afmagt i ånden, det er derfor,
aldrig menigheden til gavn at prøve på det under
nogen skikkelse, derved vækker den kun mistro til

[page] 179

sin herre og sin ånd, som om de egenlig var svagere
end fjenden og hans ånd.

Hermed vil jeg slutte; kun én lille bemærkning
af mere personlig art til la Cour: er det krav over
for Dem, som jeg har ladet komme til orde, noget,
der stammer fra en grille, en personlig forkærlighed
hos mig, da har det jo intet at sige, jeg har intet at
kræve; er det derimod et krav, som De selv rejser
hos dem, De uurterviser, da tvivler jeg ikke på, at
det, når det møder Dem der, vil minde Dem med en
kraftigere røst end min.

Desember 1880.

12*

[page] 162

forudsætninger og dens mål, som er sandheden, og
dens kræfter til at nå dette mål, idelig sporet fremad
ved selvmodsigelsen, hvis lidelse han ikke kunde ud-
holde. — Og så længe menneskeånden bevarer noget
af denne sin medfødte gru for at drikke af den lede
Styks 1t vil et sådant arbejde vedblive; — at lade det
fare fører kun til, at man overlader tankens skarpeste
våben til fjenden, som nok skal vide at vurdere og
bruge dem.

Så lidt som vi er tjænte med på forhånd at gore
filosofien til en af luftens ånder, lige så galt vilde det
nu være på forhånd at erklære naturvidenskaben for
en af dybets ånder, der er fordomt til at krybe på sin
bug og æde støv alle sit livs dage, om end erfaringen
viser, at den ene tidt har været for flyvende, den anden
tidt for krybende; lad os på forhånd sige, at naturlig-
vis ingen videnskab, der bruges i sandheds ånd, kan
være stridende mod den sande tro.

Men når la Cour opstiller som nr. 1 af de
punkter, han i denne forhandling vil holde, "at natur-
videnskabelig oplysning ikke kan gore trosvilkåret over
for åbenbaringen sværere eller over hovedet anderledes
end det alt er for lægmanden", så kunde herimod
være meget at indvende.

Jeg skal villig indromme, at matematik og natur-
videnskab er fortrinlig skikkede til at lære de unge
ærbødighed for stræng følgeret tankerigtighed og for
erfaringens mægtige, slående grunde; der ligger heri
en tugt for tanken, som også for den hele karakter-

1 s. Grundtvigs Græsk-nordisk mytologi, s. 68.

[page] 163

udvikling har sin store betydning, så sandt som vanen
til at ville se bestemte grunde for, hvad der skal
gælde for sandhed, hænger sammen med den ædrue-
lighed, som udgor en hovedpart af al sandhedskærlig-
hed; jeg kan derfor kun med glæde hilse optagelsen
af denne gren af undervisningen ved den udvidede
Askov hojskole, og jeg vil bede la Cour tro, at jeg
ingenlunde miskender i Deres svar til mig noget af den
samme ædruelighed og varsomhed, som jeg nys nævn-
ede, særlig i Deres redegorelse for, hvorledes De op-
fatter Deres lærergerning.

Men nu vil jeg tage sagen fra en anden side.
Det ligger i sagens natur, at matematisk-naturviden
skabelig indsigt kan besiddes efter den storst mulige
målestok sammen med et rent lavmål af indsigt i det
for menneskenaturen ejendommelige: selvbevidst-
heden, den frie selvbestemmelse, gudsfor-
holdet, forholdet til det evige, udødelig-
heden; det vil derfor på forhånd være rimeligt, at
naturvidenskabens dyrkere af deres studium — og jo
mere, des mere de gå op i det — vil være fristede
til at overse og siden udviske skellet- mellem menne-
skenaturen og den natur, som falder inden for deres
videnskab; det klare og det håndfaste, som særlig
ligger for matematikeren og den naturkyndige, kan
også beruse og virke det modsatte af varsomhed; det
særlig menneskelige er ikke så klart som "to og to
er fire", kan visselig erfares, men ej af alle og enhver,
dertil kræves en særlig vilje og en særlig tro, som ej
er hvermands sag, men afhænger af, om "den enkelte"
føler, og vil overtage, sin menneskenatur med dens

11*

[page] 169

én bevidst vilje, der gor det til sin genstand
og formår at holde det fast; den evige vilje og det
evige gode forholder sig til hinanden som syn og
lys, det ene kan slet ikke .tænkes uden det andet,
lige som den evige sandhed ikke kan tænkes uden
for en evig viden, hvis genstand og indhold den er,
så at når nogen siger: materialismen, åndsfornægtelsen
er sandheden, så siger de med andre ord: sand-
heden er, at sandhe den ikke er. Det gode kan
ikke tænkes, uden den gode — svarer til den gamle sæt-
ning: det gode er godt, fordi Gud vil det; den gode
kan ikke tænkes uden det gode — svarer til den om-
vendte: Gud vil det gode, fordi det er godt; det gode
er det, som den gode vil, den gode er den, som vil
det gode; det samme gælder det onde og den onde:
hvad er det onde? det, som den onde vil; — den
onde? den, som vil det onde; er det onde, så er
også den onde: djævelen 1.

1 Det være mig tilladt i denne sammenhæng at anføre følg-
ende sted af "S. Kierkegårds efterladte papirer fra 1850":
"Kant mente, at mennesket var sig selv sin lov o: selv
bindende sig under den lov, han selv gav sig. — Dette
bliver lige så lidt streng alvor, som det bliver kraftige
slag, dem Sancho Pansa anbringer på siu egen bag Det
er umuligt, at jeg i A kan være virkelig strengere, end
jeg i B er eller ønsker mig selv at være. Når intet hqj-
ere bindende er end jeg selv, og jeg skal binde mig selv,
hvorfra skulde jeg da somA, den bindende, fådenstiæng-
hed, jeg ikke har som B, den, der skal bindes, når dog A
og B er samme selv. — Denne afdøen bliver ikke alvor,
når der ikke er et tredje, det tvingende, som ikke er
individet selv. Derfor tvinges også alle de fremragende
individualiteter, de egenlige "redskaber"."