[page] 1

Materialismen og Bibelen.

For at efterkomme "en Lærerindes" Henstilling
i dette Blads Nr. 5 har jeg paataget mig at
skrive en Afhandling til "Naturen og Mennesket"
om Darwins Lære, hvis mest kjendte Paastand
er den om Menneskets kjødelige Slægtskab med
Dyrene eller, som det gjærne hedder med Tanken
paa vore formentlig nærmeste Frænder i Dyreri-
get, med Aberne. "En Lærerinde" ønsker Klar-
hed over Darwinismen, fordi den paa en kras og
raa Maade har ladet høre^fra sig i hendes Skole,
medens hun fortalte Børnene om Kains Gifter-
maal. Mange vilde vel nu finde det i sin gode
Orden, om jeg stillede Menneskeslægtens bibelske
Tilblivelseshistorie op mod den Stamtavle*), der
fra Plantedyrene (de laveste, slimagtige Dyr) og
Stjærnedyrene gjennem Leddyr og Bløddyr fører
os som ad en Trappe op til Hvirveldyrene, under
hviken Gang vi se, hvorledes Menneskets Frem-
komst beredes Skridt for Skridt, i det vore ældste
Forfædre, der manglede Ben i Næsen saa vel
som alle andre Ben, ad otte Trin hævede sig høj-
ere og højere, saa de til sidst fik "noget i Byg-
gen", nemlig da Søpungen paa det ottende og
Lancetdyret, den laveste Repræsentant for Hvir-
veldyrene, paa det niende Trin sloge Bro over
til Monorrhiderne, dem af vore Slægtninge, der
nærmest, om end kun fjærnt nok, minde om de
nulevende Lampretter (Negenøjet f. Ex.) og Bund-

*) S. Nielsen. Almindelig Videnskabslsere i Grund-
træk, Side 199.

mundene, og fra hvilke Begistret gaar videre med
Fiskene, Kloakdyrene, Pungdyrene, Halvaberne
og smalnæsede Aber med Haler, indtil man stak-
aandet af den lange Vej, der byder én til Dels
rædsomt, til Dels blandet Selskab, endelig har den
Fornøjelse paa det tyvende Trin at træffe Menne-
ske-Aber, paa det ét og tyvende Abe-Mennesker
og paa det to og tyvende os selv; mange vilde
vel finde det i sin Orden, siger jeg, at stille denne
Stamtavle op ved Siden af den mindre indviklede
mosaiske Meddelelse og derpaa med en rask
Haand stryge Tavlens Indhold ud som menings-
løst og ugudeligt og lydeligt forkynde en saa bog-
stavelig Tydning af Biblens første Blad, som det
er muligt at give.

At skaffe Orden i Sagerne paa denne Maade
forbyder min Overbevisning mig imidlertid, i det
den særlig hviler paa en Betragtning af Bibelens
Forhold til Videnskaben, som er fremgaaet ved
Læsning af Biblen selv, baade af dens ny og dens
gamle Skrifter, og dernæst er fri for en Fordom,
som mange kristne, og for Besten ikke-kristne
med, ere plagede af. Fordommen er den, at
det skulde være uværdigt for Menneket
at nedstamme fra Dyrene. Mange mene,
at Darwins Lære er kuldkastet, fra Grunden af
modbevist, naar de med vrængende Betoning have
sagt: "Abe-Mennesker og — Mennesker, fy!" el-
ler lavet et tyndt Ordspil, f. Ex. at der er et
Aber-dabei ved Aberne som Stamfædre for os.
Naar al Ting er hørt og vel overvejet, maa dog
vel den bibeltroende indrømme, at Aberne ere
Guds Skabninger, fra hvilke det ikke kan være

[page] 98

mere nedværdigende at nedstamme, end det er
at være oprundet af Jordens Støv og at skulle
vende tilbage der til igjen.

Jeg paastaar, ikke for at hævde min egen
Stilling; thi jeg er langt fra at være Darwinist,
men for at være retfærdig mod en Retning, som
mulig inden kort Tid arbejder sig frem, at man
kan holde paa Aabenbaringen og dog dele Dar-
wins Anskuelse om Menneskets Afstamning. Man
kan sige som saa: Afstamningslæren viser, at vi
efter Kjødet ere af Dyrenes Slægt; men den kan
ikke rokke Aabenbaringens Ord om, at vi ere
skabte i Gucls Billede; der er nemlig intet til
Hinder for den Tanke, at Glud, da han havde
ladet den organiske Verden udvikle sig paa den
af Videnskaben paaviste Maade, traadte i særligt
Forhold til det øverste Led i Rækken og indblæ-
ste det sin Aand. skabte det i sit Billede, som
det hedder. "Lad gaa", siger jeg til den, der
tænker Saaledes, "har du Videnskaben med dig,
saa har du næppe Aabenbaringen imod dig!"
Denne Udtalelse findes mulig alt for rummelig;
jeg skal da sige, hvad der giver mig Mod til at
hævde en saadan Rummelighed for en Lære, der
ser ud til at være lidt løs i Sømmene. Dermed
staar jeg ved mine Tanker om Aabenbaring og
i Naturhistorie, dette Ord taget i videste Forstand.
Kold, den bekjeudte fynske Højskolemand og
Folkeopdrager, har sagt: "Man skal aldrig lære
Børn, hvad de kunne lære af sig selv". Denne
Regel har Gud Fader fulgt under sin Opdragelse
af Menneskeslægten. Der er noget, vi ikke selv
kunne lære os. Som Tænkningens Historie nok
som viser, kunde Mennesket ikke ved eget Syn
naa frem til den Sandhed, at vi ere skabte i en
almægtig Guds Billede og af ham velsignede til
at herske over al Jorden og bringe den til at
lyde os, paa samme Tid som vi lød ham; sligt
maatte aabenbares os. Vi kunde heller intet vide
om, at Ordet vilde aabenbare sig i Kjød og dø
paa Kors af Træ for at drage den faldne Slægt
did op, hvor fra den er falden; sligt maatte
aabenbares. Det er netop med en saadan Aaben-
baring, Pavlus gjæster Oldtidens viseste Folk,

Athenienserne; men lige saa lidt som denne Apo-
stel eller nogen anden af Guds Sendebud prædi-
kede Naturvidenskab, lige saa lidt byder Aaben-
baringen os anden Steds videnskabelig Kost; den
have vi faaet medfødte Evner til at bjærge ind
selv. Et Exempel her paa findes lige ved Ind-
gangen til den hellige Skrift. Da Gud fører Dy-
rene frem for Adam, at han skal give dem Navne,
udstyrer han ham ikke med videnskabelige Hjæl-
pemidler, saa som et Katalog med oplysende Be-
mærkninger. Der siges simpelt hen, at Dyrene
førtes frem for Adam, at han skulde give dem
Navne. Ingen vil vel nu tage Sagen saa aand-
løst eller raat, at Gud skulde have staaet og
moret sig over Adams Forlegenhed og de gale
Navne, han i Forfippelse og for at faaEnde paa
Dyrskuet fandt paa; nej, alvorlige Mennesker
slutte sig vel til Brorsons herlige Vers:

"Saa snart et Dyr han saa,

han kunde strax forstaa

dets Art, Natur og Evne,

og det der efter nævne",
og antage altsaa, at Adam havde en medskabt
Evne til at gjøre sit Arbejde tilfredsstillende
baade for sig selv og Gud, det vil sige med Ind-
sigt og i Overensstemmelse med Sandheden. Alt-
saa, som Menneskene med Guds Velsignelse have
formeret sig og udbredt sig paa Jorden, uden at
særlige gjentagne Skaberhandlinger have ydet Bi-
drag der til, Saaledes have de ogsaa ved samme
Velsignelse gjort sig Jorden og dens Kræfter un-
derdanige uden anden videnskabelig Vejledning
af Gud end den, der er nedlagt i de menneske-
lige Evner. Det maatte vel Saaledes være bedst.
For at vende tilbage til Kolds Ord: Barnet
maa maaske svede en Del over den Sag, det faar
Lov til at lære af sig selv; men saa giver ogsaa
Lærdommen, det vinder, en Tilfredshed, som
hverken det eller Læreren vilde undvære for me-
get. Paa samme Maade i det store: Menneskene
have stridt og kæmpet Slægt efter Slægt, mangen
Gang under Skuffelser, Nederlag og dyrekjøbte
Sejre, inden de naaede til det Herredømme over
Jorden, de nu sidde inde med. Men i dette Ar-

[page] 99

bejde have de trods Møjen haft nogle af der es stør-
ste Glæder, og det er netop for Glædens Skyld,
Gud gav os Arbejdet. Intet menneskeligt Hjærte
vilde have svulmet af den Jubel, en Opdagelse
har med sig, hvis alle Opdagelser havde været
forud grebne ved videnskabelige Aabenbaringer.

Efter dette Syn paa Bibel og Videnskab hæv-
der jeg Granskeren den fuldeste Ret til at følge
de Veje, Tanken og Erfaringen anvise ham, men
kræver da ogsaa Ret til at følge ham kritisk med
mine Tanker og min Erfaring, det vil sige, baade
hvad jeg selv har tænkt og erfaret paa første
Haand, og hvad jeg har faaet som Gave af andre
i saa Henseende.

Og én Ret kræver jeg endnu! Gaar Viden-
skabsmanden ind paa Veje, hvor Erfaringen nød-
vendigvis tier, og Tanken raver i Mørke, fordi
intet andet Lys end Aabenbaringens kan bringe
Klarhed dér, da vil jeg have Ret til at raabe:
"Stop!" og til at frabede mig hans Vejledning.

Efter hvad der her er fremsat, er Opgaven,
naar Darwins Lære skal klart belyses, altsaa ikke
den at bombardere den med Bibelsteder, men
der imod Skridt for Skridt at følge den med Tan-
kens og Erfaringens Vidnesbyrd. Dermed alene
kan jeg imidlertid ikke nøjes; thi Darvinismen,
der, Saaledes som den oprindelig saa ud fra sin
Mesters Haand, holdt sig inden for Videnskabens
Enemærker som et genialt Forsøg i Zoologi (Dy-
relære), er bleven opslugt af en Tankeretning,
der vil udrydde Kristendommen og skaffe os en
ny Religion, hvis første Artikel omtrent lyder
Saaledes: "Jeg tror, at Stoffet, Materien, med
sine iboende Kræfter har skabt alle Kreaturer
og mig, har givet mig Øjne, Øren og alle Lem-
mer, Fornuft og alle Sanser, saa sandt som mine
Klæder og Sko, min Mad og min Drikke ere
"Produkter af kraftbegavede Stoffers Samvirken"".

Denne Retning, der altsaa i de kraftsvangre
Stoffer ser Kilden til alt, hvad Tilværelsen ud-
folder, lige fra Sankt Hans-Ormens Skin til Ge-
niets Tankegang, bærer Navnet Materialismen.
Den hævder, for saa vidt den bruger Ordet " Aand",
at Mennesket helt ud er Dyrets Frænde, kjøde-

ligt, sjæleligt og aandeligt. Darwinismen
er med Forkjærlighed grebet af den nævnte Ret-
ning, der vistnok betragter den som sin retmæs-
sige Ejendom; derfor vilde jeg helst svare paa
"en Lærerinde "s Henstilling ved at give en Frem-
stilling af Materialismen, hvori da den Sag, hun
nærmest ønskede klaret, kommer frem som et me-
get betydende Led.

Læserne have muligvis undsr Læsningen af
dette opfrisket Niels Johansen Koks Ord: "Ak
ve, mit ene Knæ, den Indgang var for lang!"
men "Indgangen" syntes mig nødvendig for Sagen
selv, som jeg i et følgende Nr. skal komme ind
paa.                                                            J. S.

[page] Materialismen og Biblen.

ii

aar rum Tid er gaaet efter den, hvori vi
leve, er det rimeligt, at man vil sætte Skjellet
mellem Menneskeslægtens to sidste Hovedtider
anderledes end nu. Det klares stedse mere, at
med Luther forberedtes kun et nyt Tidehverv,
men at med den franske Revolution kom Solen
til at skinne paa noget helt nyt. Da Tronerne
og Kirkerne vaklede i Slutningen af forrige Hun-
dredaar, traadte Fornuften op paa Skuepladsen
med en Vælde som aldrig før, oplysende og blæn-
dende, samlende og sønderrivende paa én Gang.
Den barnlige — tit, uhyre tit, ogsaa barnagtige —
Umiddelbarhed, der havde præget Slægten i Mid-
alderens mange Sekler, veg bort fra Tidens Aa-
syn. Tvivlen om de gamle Lærdommes Sandhed
og Ret drog sine Furer deri; men det dagedes
gjennem Tvivlens Taager, og et nyt Land for Er-
kjendelse, Følelse og Vilje at færdes i kom til
Syne.

Enhver véd, at Betragtningen af Samfunds-
forholdene blev en anden; men det er vel mindre
kjendt, at Naturbetragtningen ogsaa drejede ind
paa andre Spor. I Midalderens Verdensanskuelse
var Verdensbygningen fra Jordens Centrum til
Himlenes fjærneste Lys en stor Jakobsstige*),
hvorpaa

"himmelske Kræfter op- og nedad vandre
og række gyldne Spande til hverandre",

*) Se "Middelalderens Magi" af Victor Bydberg.

medens et stærkt voxende Tal af Naturgranskere
i de tre sidste Menneskealdere staa beundrende
over for Laplaces Ord til Napoleon den store:
"Jeg har gjennemsøgt hele Himmelrummet med
mine Kikkerter; men jeg saa ingen Steds noget
til Gud!" Midalderens Naturopfattelse var ide-
alistisk, Nutidens fra Revolutionsdagene af over-
vejende materialistisk. Kemien som en virke-
lig erfaringsmæssig Redegj øreise for Stoffernes
Sammensætning og Adskillelse, er egentlig født i
Revolutionstiden. Dens Fader var Lavoisier, hvis
Hoved faldt for Bøddeløxen i hine Rædselsdage.
Den Videnskab, han grundlagde, medførte en hel
Omvæltning, dels ved sine egne Resultater, dels
ved dem, den gjorde det muligt for Granskningen
at naa til i beslægtede Grene af Naturlæren. Da
Materialismen bygger paa disse Resultater, maa
vi nævne de vigtigste.

Det er en gammel Erfaring, at alt i Verden
er underkastet Omskiftelighedens Lov, og ved et
løst Øjekast synes det end videre, at Tidens Tand
ikke blot sønderdeler Tingene, men endog ligefrem
tilintetgjør dem. Særlig synes dette indlysende,
naar Tidens Tand viser sig i Form af Ild, altsaa
under Forbrændingen. Lavoisier paaviste med
Vægtskaalen i Haand, at Ilden aldeles ikke til-
intetgjør Stoffet, den omspænder; den giver det
blot en anden Form og bringer det i andre For-
bindelser. Under Forbrændingen af x/s * d; Sten-
olje forsvinder jo lidt efter lidt det ildnærende
Stof, og til sidst er intet tilbage. For hundrede
Aar siden vilde saa godt som alle have troet, at

[page] 126

det halve Pd. Stof var tilintetgjort. Efter La-
voisiers Dage véd man, at opsamledes de Vand-
dampe og den Kulsyre, der under Forbrændingen
opstaar af Stenoljens Stoffer (særlig Kul og
Brint) og Luftens Ilt, da vilde, naar den sidste
løstes ud af Forbindelsen, netop det halve Pd.,
hvormed Forbrændingen begyndte, være til Stede
igjen. Ikke et Gran er tilintetgjort. Af denne
Kjendsgjerning er der dannet følgende materiali-
stiske Grundsætning: "Stoffet er evigt og
uforgængeligt*)"

Ved en Række skarpsindige Forsøg af forskjel-
lige Naturgranskere, deriblandt Danskeren Colding,
har det vist sig, at vi Mennesker ikke kunne til-
intetgjøre nogen Naturkraft; vi kunne blot om-
sætte Kræfterne. En rent mekanisk Kraft som
den, der bevæger Smedens Hammer mod Jærnet,
omsættes til Varme, idet den standses, og om-
vendt omsættes Stenkullenes Varme til mekanisk
Kraft ved en Dampmaskine. Med et Exempel:
Falder jeg ned fra Rundetaarn, naar jeg Jorden
med en Hastighed, der er tre Gange større end
et Jærnbanetogs, der kjører 4 Mil i Timen. Naar
mit Legeme støder mod Kjøbmagergades Brosten,
ser det ud, som om al den Kraft, hvormed jeg
bevægede mig, forgik; men Videnskaben kan bevise
saa klart, som noget kan bevises, at ved Faldets
Standsning udvikles der i mit Legeme en Var-
memængde, som, hvis den kunde opsamles, vilde
være stor nok til at løfte mig op paa Rundetaarn.
Af denne Kjendsgjerning slutter Materialisten, at
"Naturkræfterne ere evige og uforgæn-
ge li e".

Livets Begreb i Aandens Verden er Bevæ-
gelse, Videnskaben antager nu, at ogsaa den rent
materielle Tilværelse beror paa Bevægelse. Na-
turlæren opstiller som Gætning (Hypothese), at
de stoflige Kræfter virke gjennem Svingninger;
som Lyden ér Luftsvingninger, er Lyset Æther-
svinger o. s. v. At en Naturkraft som ovenfor
sagt gaar over i en anden, vil altsaa simpelthen

*) Se "En gammel Vildfarelse" i "Udflugter paa Na-
turvidenskabens Enemærker" af Rudolf Varberg,
samt "Hvad er Ild", en udmærket klartskreven Af-
handling i "Det nittende Aarhundrede".

sige, at én Art af Bevægelse afløses af en anden
Art som dens Resultat. Hamrer Smeden med
sin Muskelkraft, der fører Hammeren, et Stykke
Jern gloende, saa det baade varmer og lyser, da
er baade Armens og Hammerens Bevægelse om-
sat i Æthersvingninger. Den sidst udhævede Sæt-
ning kan da lyde Saaledes: "Bevægelsen er
evig og uforgængelig".

Læseren har maaske lagt Mærke til, at der
er store Tilsnigelser i de tre Slutninger, vedrø-
rende Stof, Kraft *og Bevægelse. Kjendsgjernin-
gerne sige tydeligt, at vi Mennesker ikke kunne tilin-
tetgjøre Stof, Kraft eller Bevægelse, men af denne
Grund at tillægge dem Evighed eller Uforgænge-
lighed er tankeløst. Til Nød kan man slutte
noget om et Stofs Varighed af dets Ægthed og
Godhed (c: Evne til at holde sig uforandret);
men om dets Alder tilbage ad lader sig intet
slutte deraf. Et Par solide Støvler behøver ikke
at være ældre end at Par daarlige, og paa den
anden Side kunne de daarlige gjærne vare længst,
da de solide f. Ex. kunne forgaa i en Ildebrand.
Fra et materialistisk Standpunkt kan der ikke
siges noget om Materiens Evighed, som har mind-
ste Værd i Videnskaben. Kan gjærne være, at
Materien er evig og uforgængelig (den kristen-
domsvenlige R. Nielsen mener det jo), kun paa-
staa vi, at man ud fra et blot naturvidenskabe-
ligt Stade ikke kan tilvejebringe Spor af Klarhed
derom. Hvor Bibelen stiller Gud, har Materia-
lismen kun en løs| Gisning; fra denne gaas der
saa videre med nok en Gætning, der synes at have
noget paa sig, nemlig Kants og Laplaces Lære
om Verdenssystemets Dannelse, i Følge hvilken vor
Klode en Gang kredsede i Rummet som en glø-
dende Ildkugle, der umuligt kunde nære en ene-
ste levende Skabning paa sin Overflade *). Først
da den faste Yderskorpe havde dannet sig og
var tilstrækkelig afkølet, kunde efterhaanden
den organiske (levende) Natur udfolde sig, og
Kampen for Tilværelsen skride frem til

*) C. K. Kromanns ædruelige og grundige Bog: "Den
exakte Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjæleni
Existens."

[page] 127

stedse højere Former. Mod Kants og Lapla-
ces Lære er intet at indvende hverken fra
Videnskabens eller Aabenbaringens Side; men
naar det hedder, at da Jordskorpen var tilstræk-
kelig afkølet, kunde det organiske Liv optræde
da maa man med rette bede om nærmere Forklaring.
Materialismens Forklaring er, at Jordklodens Af-
køling ikke alene gjorde Jordoverfladen beboe-
lig for Organismer, men at det organiske Liv
under Afkølingen fremkom af de døde Stoffer.
Hverken Nutiden eller nogen som helst Tid in-
den for Historiens Grænser viser os en ligefrem
Overgang fra det uorganiske (livløse) til det or-
ganiske, og Videnskaben maa derfor vise Spørgs-
maalet om Livets Oprindelse bort fra sin Dom-
stol. Mange ellers materialistisksindede Natur-
granskere indrømme dette; men andre driste
sig derimod til at afgjøre Spørgsmaalet og kalde
Afgjørelsen videnskabelig, Saaledes den bekjendte
Tysker Haeckel i sin "Naturliche Schøpfungsge-
schichte". Præsten Dalsgaard har i "Stenene
raabe" gaaet Haeckel efter i Sømmene, og jeg
tillader mig at benytte hans Ord, dels fordi de
ramme godt, dels for at bringe "Naturen og
Menneskets" Læsere Dalsgaards Bog i Minde,
da den fortjener at være kjendt. Dalsgaard siger
omtrent Saaledes: "Man kan ikke læseHaeckels
Bog uden at forbavses over den letfærdige Maade
hvorpaa her de dybeste Spørgsmaal ere behand-
lede, skjønt han søger Skjul herfor under en stor
Lærdomsmasse. Dette gjælder fremfor alt ogsaa
det foreliggende Spørgsmaal: de første Organis-
mers Fremkomst. Han indrømmer, at de fleste
Natur granskere i vore Dage ere tilbøjelige til at
opgive Forsøget paa at udfinde en naturlig For-
klaring og at ty hen til Underet ved her at ind-
rømme en ubegribelig Skaberakt. "Lad os dog se
spørger han om den første Organismens Frem-
komst af et uorganisk Stof, et levende Legemes
Fremkomst af en livløs Materie er noget helt
utænkeligt, der staar uden for al bekjendt Erfa-
ring?" "Vi have" — siger han — i Monererne
(der mangle baade Form og Bygning) lært Or-
ganismer at kjende af den allersimpleste Form

hvis Legemer i fuldkommen udviklet Tilstand slet
ikke bestaa af andet end en sej æggehvideagtig
lille Klump (som Naturgranskerne kalde Sar-
kode, og som paa dansk træffende er bleven over-
sat som Livsslim.) "Ogsaa de fleste andre
Organismer ere under en vis Tid af deres Tilværelse,
i det mindste under den første Tid af deres Liv
som Æggeseller eller Kimseller i det væsent-
ligste intet videre end simple Smaaklumper af et
saadant æggehvideagtigt Dannelsesstof, Selleslimen
eller Protoplasma. Alle de forskjellige Former,
Organismerne fremvise er nærmest og umiddel-
bart Resultat af de forskjellige Selleformers Sam-
mensætning, og derefter blive Æggehvidelegemer-
nes mangfoldige og indviklede fysiske og kemi-
ske Egenskaber at betragte som den egenlige
Aarsag til Livsfænomenerne. Herefter vil den al-
mindelige Forklaring af, hvad Livet er, ikke have
mere Vanskelighed for os end Forklaringen af
de uorganiske Legemers Egenskaber: de sidste
Aarsager blive os i begge Tilfælde forborgne."

I dette sidste skal Haeckel have Ret; men
der er dog den store Forskjel, at medens man
er i Stand til at opløse og igjen fremstille de
uorganiske Stoffer, er man ikke i ringeste Maade
mægtig at fremstille nogen som helst virkelig
Selleslim eller Livsslim eller overhovedet forklare,
hvorfra den første Urselle eller Livsslim stammer,
som man mener er bleven Stammemoder til alt
senere organisk Liv. Spørgsmaalet bliver dog
kun mere indviklet derved, at Kemien kan op-
løse de organiske Legemer og vise os, at de be-
staa af uorganiske Stoffer, kun at disse befinde
sig under egne, højere Forbindelser, Forhold og
Virksomheder. Thi vi nødes unægtelig til heri
at kjende en anden og højere Kraft end den op-
rindelige i Grundstofferne nedlagte, hvoraf de
beherskes, saa længe de organiske Livsvirksomhe-
der finde Sted. Denne "Livskraft bliver end mere
gaadefuld, naar vi betænke, at i den maa Grun-
den søges til det højere Liv, Bevidsthedslivet
med Følelse og Bevægelse. Dette kunne de uorgani-
ske Legemer ikke opvise Mage til, og Haeckes Kul-
stoftheori, en løs Gætning, ifølge hvilken de organiske

[page] 128

Kulstofforbindelser skulle forklare os Livets Frem-
komst, forklarer slet intet. Skal den af ham selv
forkjælede Kulstoftheori udrette noget, maa han
ved Hjælp af Kulstoffets ejendommelige kemisk-
fysiske Egenskaber kunne fremstille os en levende
Selle eller ogsaa dog en Sarkodeklump. Indtil
dette sker, staar den lærde Mand paa lige Fod
med Børnene, som tror at alt, hvad der bevæger
sig, er levende, og at der al Tid er Ild, hvor der
er noget, der ligner Røg. Naar Haeckel ad hi-
storisk Vej skal undersøge, om der kan findes
Spor af, at en Uravlen har fundet Sted, maa han
indrømme, at det endnu ikke med Sikkerhed er
bleven iagttaget. I Stedet for Iagttagelser møder
han med en Mængde vilde Fantasterier om, at
Luftforholdene i Klodens Urtid skulde have mu-
liggjort Generatio æquivoca, Organismens Selv-
avling af det døde Stof.

Og naar endelig Haeckel i de for nylig op-
dagede laveste Dyreformer, de saakaldte Monerer,
mener at have fundet Organismer, hos hvilke Ur-
avling endnu finder Sted, kan han dog ikke an-
føre noget andet til Begrundelse deraf, end at det
vilde være utænkeligt, at disse Dyreformer skulde
have kunnet existere fra Urtiden og indtil nu
uden at have gjennemgaaet en højere Udvikling.
For at bevise Sandsynligheden af sin egen Gætning
omUravlingen griber han en anden højst tvivlsom
Grætning, nemlig Darwins Udviklingstheori." Saa
vidt i det væsentlige*'Dalsgaard.

Altsaa, den Besked, Materialismen giver om
Livets Oprindelse, kan hverken gavne eller skade
noget ædrueligt Menneske; den er værdiløs, efter-
som Videnskaben kun kan granske over det er-
faringsmæssige. "William Thomsons Gætning, at
de første Organismer skulde være tilførte vor
Klode med Meteorstene, viser egentlig slaaende,
hvor forlegen Videnskaben er, naar den kommer
uden for sine egne Enemærker. Vi kunne for
Resten ikke opvækkes saa meget til Medlidenhed
ved denne Forlegenhed, at vi unde Naturgran-
skeren Meteorstenene til Hjælp ved Løsningen af
det foreliggende Spørgsmaal; derved kom dette
jo kun noget længere bort — til én eller anden

Klode, og var den end aldrig saa fjærn, vilde en
Haeckel dog naa dertil og drive sit Uvæsen med
Livets Oprindelse paa ny. Nej, Videnskaben maa
erklære, at den omhandlede Sag ligger uden for
dens Retsomraade; da skal den faa Fred, men
ogsaa først da.

Alphonse Daudet.

(Slutning.)

Som ung begejstret Legitimist, Royalist eller
som vi vilde sige, kongeligsindet, kom Daudet til
Paris med en glødende Tro paa Kongedømmet
af Guds Naade. Under Kejserdømmet er hans
Begejstring vel efterhaanden kølnet lidt for en
Sag, der i Frankrig er en "Saga blot". Nu er
han i hvert Fald Republikaner, og hans sidste
Bog, "Landflygtige Monarker", er Kongedømmets
Tragedie. Det er en af sine egne Illutioner, han
i den Bog steder til Jorde. Men skjønt han vi-
ser, at Monarkiet er én udlevet Regeringsform,
der maa falde, lidt før eller lidt senere, saa ud-
styrer han dog Kongedømmet saa smukt, som
det kan forlanges, maaske lidt til, og tegner en
saa ædel Skikkelse som Dronning Frederikke.
Men det er saa naturligt. Kjære afdøde pynte
vi jo, før vi sænke dem i Jorden og indridse
gjærne et eller andet venligt Mindeord paa Mo-
numentet. Det var dog meget skjønt dette Kon-
gedømme, den Gang der var Liv i det, og pas-
sede for Tiden, siger Daudet vel omtrent. Men
i Frankrig er det baade død og begravet for al-
drig at opstaa mere, og saa rejser han, som en
tidligere Ven af den afdøde, Monarkiet en Grav-
sten, "Landflygtige Monarker".

At gaa ind paa denne mærkelige Romans
Enkeltheder vilde her blive alt for vidtløftigt;
men enhver, der læser Bogen, vil sikkert give
Elysée Méraut, én af Personerne, en ildfuld Roya-
list, Ret, naar han siger: "Det er saa interes-
sant og gribende at studere det døende Konge-

[page] 154

Derfor burde Bøger, der omhandle Opdragelsen,
ej heller mangle i Hjemmene. Jeg kan her ikke
undlade særlig at anbefale en Bog, der for kort
Tid siden er udkommen i sin Helhed, og som i
et klart og letfatteligt Sprog omhandler Opdra-
gelsen. Jeg mener Heegaards "Om Opdragelse."
Denne Bog kan forstaaes af enhvet nogenlunde
tænkende Person og burde have Plads i Hjem-
mene som i Skolen.

Resultatet for mig bliver Saaledes ikke, at
den nuværende Skole skal arbejde sig selv ud af
Verden; men at der bør ske store Forandringer
saa vel inden Skolens Døre som inden Hjemmenes,
for at der ud af Opdragelsen kan komme noget
virkeligt Udbytte. Er dette Hr. Lunds Mening,
at det kun er Skolen under dens "nuværende"
Form, han vil til Livs, jo, da er jeg enig med
ham.                                                   L. C.

Materialismen og Biblen.

ii

(Fortsættelse fra Nr. 15.)
Enhver ved, at Plante- og Dyrelivet, lige fra
dets Urtid, hvis Historie opgraves af Jordlagene
og lægges til rette i Jordlæren (Geologien), til
den Dag i Dag optræder under en næsten for-
virrende Mangfoldighed af Former, saa den Fare
ligger nær ikke at kunne se Skoven for bare
Træer. Alligevel er Videnskaben kommen nogen-
lunde ud over denne Vanskelighed. Som man
sammentæller Brøker med de mest ulige Nævnere
ved at søge en Generalnævner og derved faar
Summen til at fremtræde som en Enhed i Stedet
for en Flerhed, Saaledes har Naturgranskningen
ogsaa, allerede for lang Tid siden, fundet Fælles-
nævnere, der gjøre det muligt at sammenfatte
den uendelige Vrimmel af Planter og Dyr i større
og mindre Grupper af forskjellig Orden. Dyre-
og Plantelæren er jo smukt ordnet efter Bækker,
Ordener, Klasser, Familier, Slægter, Arter, Afar-
ter o. s. v. At et enkelt Medlem, f. Ex. den
Fugl Dronten — iøvrigt ikke længer blandt de le-

vendes Tal — er et uregelmæssigt Subject, der
vanskeligt lader sig indsætte i et ordentligt System,
gjør mindre til Sagen. Sligt lader sig rette med
Tiden; Saaledes er det nu blot i Fablen, at Fla-
germusen regnes i Familie med baade Pattedyrene
og Fuglene uden at kunne faa hjemme noget af
Stederne.

En i det store og hele tilfredsstillende Grup-
pering er foretagen. Den omfangsrige levende
Natur udgjør for Opfattelsen en sammenhængende
Kjæde, hvori saa godt som alle de kjendte For-
mer ere indlemmede, med større eller mindre Af-
stand efter den Adskjel og Lighed, der finder Sted
mellem dem indbyrdes. At bringe Orden til Veje
i Naturens vidtstrakte Bige er det samme som
at vise den Plan, der ligger til Grund for Ud-
viklingen. Saa let som Barnet siger: "Trip,
Trap, Træsko!" viser Naturgranskeren os af
Jordlæren, at Udviklingen gaar fra de laveste
Former i den organiske Verden skridtvis apad
til den højeste. — "Hvorfra denne mageløse Sam-
menhæng?" spørger den tøndrende Gransker.
Svarene gaa i to Retninger.

Vi ville lade en Mand, der bøjer sig for
Aabenbaringen i 1. Mosebog, give følgende Svar:
"Fik en stor Mængde af Pallas-Athene-Statuerne
i Grækenland, trods deres større eller mindre
Kunstværdi, den slaaende Lighed med hverandre,
fordi Visdommens legemliggjorte Træk væsentlig
dannedes éns af den skabende Billedkraft i en Græ-
kers Sjæl, da kan det aldeles ikke undre mig at
finde Slægtskabets Sammenhæng og Lighed mel-
lem Formernes Mangfoldighed i den skabte Ver-
den ; thi den er dannet af kun én Kunstner, som
er sig selv lig i alt i Værk. Jeg hører en grub-
lende Tvivler, som, i det han fører Billedet videre,
paasta&r, at til de mindre vellykkede Pallas-
Athene - Støtter svarer der sagtens en Del Van-
skabninger fra min Guds Haand. Stop lidt med
dine Vanskabninger! Du anser vel Mennesket
for at være det ypperste Væsen paa Jorden? . .
. . Godt! det kunde jeg nok vide. Lad os da
gjøre et Tankeforsøg, saadanneynderdujo, ærede
Medmenneske. Antaget, at alle Athene-Statuer

[page] 155

stode opstillede paa Ead, fra den, som et halv-
udviket Foster er ude af Stand til at vise Gud-
inden Træk til Fidias's Mesterværk: Vilde du savne
noget, om man knuste dem alle undtagen den
sidste, den, der afslører, hvad den græske Old-
tidsaand forstod ved Visdom? . . . Du siger nej,
og naturligvis vilde du intet savne, fordi kun
Fidias virkeliggjorde Idéen. Han fik Marmoret,
Guldet og Perlerne til at tale Visdommens Sprog
rent, medens de andre Mestres Billeder stammede
slemt deri. Nu spørger jeg: Naar du kunde stille
alle Skabninger paa Rad, fra den, der udgjør en
Slimklump, til det genialeste Menneske — jeg an-
tager, du selv er det — turde du da — Næ-
ringssorg, Høflighed mod mig og alle andre uved-
kommende Hensyn udeladte — turde du lægge
dræbende Haand paa hele Rækken, fordi alle
dens Led kun vare Tilløb til det fuldkomne, til
dig ? . . . Du siger nej, og Saaledes maa du svare,
fordi de saakaldte lavere Trin ikke ere en Kunst-
ners mindre heldige Forsøg, men lovbundne Led
i en alvis Skabers Verdensplan!" Dette var Sva-
ret i den ene Retning. Der holdes altsaa paa,
at Slægtskabet mellem Mennesker og Dyr, f. Ex.
vort Slægtskab med Aberne, ikke er virkeligt,
ikke er et Blodets Baand, men kun et tænkt, af
Gud og sat i Kraft af ham, da han skabte Verden.
Svaret i en anden Retning ville vi tillade
os at give Læseren af Albert Wigands Bog om
"Darwinismen"*), i det vi give et Udtog af dette
Værks Begyndelse: Især i Begyndelsen af dette
Aarhundrede søgte to franske Naturgranskere,
Lamarck og Geoffroy St. Hilaire at vinde en
virkelig Enhed for det organiske Rige derved, at
de antoge den ene Forms ligefremme Forvand-
ling til den anden, den lavere til den højere. Den
førstnævnte troede, at Omdannelsens Aarsag, hvor-
ved tillige den hensigtssvarende Tilpasning til
Livsmaalene og Livsbetingelserne skulde forklares,
var Behovet, Brugen og Vanen (f. Ex. i
Tilbøjeligheden til Flyvning hos det Krybdyr, som

*) Darwinismen, et Tidens Tegn. Af Albert Wigand,
Professor i Botanik i Marburg. Oversat af L. W.
Sch. Petersen, cand. theol. Hagerups Boghandel.

herved udvikledes til Fugl), den anden fandt Aar-
sagen i Omgivelsernes ligefremme Indvirkning (f.
Ex. i Luftens Indvirkning paa Bevægeredskaber-
nes Omdannelse til Vinger).

Erfaringen støttede ikke de to nævnte Herrer,
og det var desuden tydeligt en Fejl at ville for-
klare Forandringen af Formen ud fra Aarsager,
der forudsætte i særligt Anlæg den Form, der
skal forklares. Bestræbelsen for at flyve skal have
udviklet Vinger, mente Lamarck; men det er nok
et stort Spørgsmaal, om et aldeles vingeløst Dyr
faar Hang til det — for det urimelige — at flyve.
Den græder ikke for Vinger, som ikke Vinger
ejede. Cuvier gjendrev de nævnte Lærdomme og
gav ved sin egen frugtbringende Maade at-granske
paa Stødet til en klar Erkjendelse af, at det or-
ganiske Rige beherskes af en tænkt, ideal Enhed.
Da kom hint Spørgsmaal paa ny for Dagen,
denne Gang paa en mindre plump og aandløs
Maade, ved Englænderen Chr. Darwin i hans
Værk: "Arternes Oprindelse ved naturligt Avls-
valg" 1859. Ogsaa han antager den ene Forms
gradvise Forvandling til den anden under Livs-
formaalets og de ydre Livsbetingelsers bestem-
mende Indflydelse, dog med den Forskjel, at denne
Indflydelse ikke er ligefrem, men omvejs bestem-
mende, og at Omdannelsen ikke stadig skal fuld-
byrde sig i Løbet af det enkelte Dyrs Liv, men
under flere Ledskifter i Form af Ændringer fra
Forældrenes Form, Saaledes som de pleje at op-
træde vilkaarligt ved Forplantningen.

Ligesom Opdrætteren ved den kunstige Av-
ling af Husdyrenes Varieteter og Racer, af nyt-
tige Planter og Prydplanter, benytter de vilkaar-
ligt optrædende Variationer, for ved Udvælgelsen
af et eller andet Individ, der mere end de andre
passer til hans Hensigt, i det han samtidigt fjær-
ner de andre Individer, at overføre den ønskede
Egenskab paa Efterkommerne og ved fortsat Ind-
avling i samme Retning med Tiden at naa en for-
holdsvis fast Race, der svarer til hans Ønske, —
Saaledes foregaar der efter Darwin ogsaa i Na-
turen, hvor jo ligeledes Efterkommerne af én
Moder, snart mere, snart mindre afvige fra hende,

[page] 156

en saadan Udvælgelse og fortsat Indavling, hvis
Eesultat til Slutning er Uddannelsen af en ny
Varietet og senere hen en fast arvelig Art, —
kun at Naturen ikke gaar vilkaarlig til Værk og
med Hensigt, ligesom Opdrætteren med en forud
lagt Plan, men ubevidst i Forhold til de blindt
virkende Omstændigheder, og at det ved det kun-
stige Avlsvalg drejer sig om det opdrættende Men-
neskes Interesse, ved det "naturlige" Avlsvalg der-
imod om Organismens Levedygtighed.

Da der nemlig i hvert Slægtled frem-
bringes et ofte uhyre overflødigt Antai Ef-
terkommere i Skikkelse af Frø, Æg, levende
Unger, og der paa den anden Side kun er Plads
og Føde til et begrænset Antal, og da der vit-
terlig vedligeholdes en vis Ligevægt med Hensyn
til Tallet mellem de forskjellige organiske Væ-
sener, saa maa Flertallet af de avlede Efterkom-
mere før eller senere skaffes til Side af Naturen.
Dette sker nu efter Darwin derved, at der mel-
lem Individerne indenfor hver Art finder en Kap-
pestrid Sted om Livsbetingelserne, en "Kamp for
Tilværelsen", hvor paa lignende Maade som ved
den Kappetrid, vi se i det menneskelige Samfund,
de Individer opholdes, der have en Fordel frem-
for de øvrige af samme Art ved en eller anden
nyttig Egenskab lige over for Livsbetingelserne,
det være nu Pladsen, Føden eller Værnet mod
Fjender o. s. v., medens de andre, de mindre
heldigt stillede, gaatilG-runde. I det nu denne
heldige Egenskab nedarves paa vedkommende
Individs Efterkommere, men hos enkelte af disse
optræder i forhøj et Maalestok for i den sig gjen-
tagende Kamp for Tilværelsen atter at betinge
Sejren og fremdeles nedarves, saa uddanner denne
Egenskab sig helt naturligt i Løbet af talrige
Slægtled til en Karakter, der saa vidt muligt
fuldkomment er tilpasset til Livsbetingelserne.

(Forts.)

[page] ii

Materialismen og Biblen.

(Fortsættelse fra Nr. 15.)

JLIerved, at denne Karakter nu samtidig tager
til i Fasthed fra Slægtled til Slægtled, d. v. s.
Procenttallet af de Efterkommere, der arve Ka-
rakteren uforandret, stiger efterhaanden, og der-
ved, at alle Former, der ikke i samme Mon ere
afændrede "krokeres ud" ved Kampen for Til-
værelsen som »Følge af, at de ere mindre tilpas-
sede, derved have de lidt efter lidt ud fra hin
første individuelle og yderst unge Afændring dan-
net sig en Varietet og endelig en ny, fast og
skarpt afgrænset Art (Species); thi Arterne ere
intet andet end en skarpere udpræget og mere
fast og stadig Varietet, eller Varieteten er en
"vordende Art".

Paa samme Maade er ogsaa Arten Udgangs-
punktet for Dannelsen af en Slægt, Slægten Ud-
gangspunktet for en Familie, Orden, Klasse o. s.
v. I det der nemlig opstaar fiere nye Arter ved
fortsat Variation inden for en Art, faar denne
Rang med en Slægt som Indbegrebet af flere
Arter, og i det vedkommende Arter inden for en
Slægt atter uddanne sig til nye Slægter, bliver
denne Slægt til en Familie o. s. fr. Paa denne
Maade opbygges lidt efter lidt Plante- og Dyre-
livets hele Klassificationssystem, der som Følge
heraf fremstiller en stor slægtlig Enhed (en Stam-
tavle) , der ved efterhaandsvis Nedstamning er frem-

gaaet af faa, eller hvis man vil være følgestrænge,
af en eneste Stamform.

Slægtskabet mellem de organiske Væsener er
altsaa ikke et ideelt blot, ikke et Slægtskab mel-
lem de Skabertanker, der ligge til Grund for de
forskjellige Skabninger, som vi lode en bibel-
troende sige; nej det er et Blodsslægtskab, saa
at de forskjellige Lighedstrin ene og alene have
deres Grund i Stamlinjernes forskjellige Længde,
regnede fra det Punkt i Stamtavlen, hvorfra man
vælger at ville begynde Sammenligningen. Jo nær-
mere blodsbeslægtet, jo nærmere systematisk be-
slægtet, d. e. desto mere Lighed.

Med denne de systematiske Typers Oprin-
delsesmaade stemmer ogsaa den Kjendsgjerning,
at hver Art, Slægt, Familie for det meste har et
sammenhængende geografisk Udbredelsesomraade,
inden for hvilket Individerne af hver Gruppe have
udbredt sig fra ét Punkt "Skabelsescentrummet"
til alle Sider i Forhold til Vandiingsevnen, Vejr-
forholdene og andre Livsbetingelse.. Men at det
organiske Pige i Løbet af Jordhistorien saa-
ledes som det ses i Læren om Forverde^ens
Planter og Dyr, i det hele har uåviMIet sig i op-
adstigende Eetning, finder efter Darwin sin
Forklaring deri, at Kampen for TilværtU sen kræ-
ver stadigt fuldkomnere Vaaben i forskjellig Ret-
ning paa alle de Omraader, hvor den fører-. I
den hele Udvikling sker da derved Fremskridt i
Fuldkommenhed, d. e.: I alle Retninger udfol-
der Organismen sig med forhen ukjendt Rigdom,
og Arbejdet deles efter Organernes ulige'Art.
Saaledes kom den Slægtsstige i Stand, vi hen-

[page] 158

tydede til og delvis nævnte i vort første Stykke,
og hvis øverste Trin for Tiden er Mennesket.

Ikke blot Menneskets legemlige, men ogsaa
aandelige Egenskaber lade sig aflede ved natur-
ligt Avisvalg. Gjennem Kampen for Tilværelsen
bar Naturen tildelt Dyrene det ene Sejrsmærke
efter det andet.. Da en vis Del er naaet, siger
den øverste Sejrsberre: "Nu bedder jeg Men-
neske; alle I andre derimod ere Fæ!" Der er
ingen Væsensforskjel mellem de menneskebge
Egenskaber og Virksombeder og de dyriske: I
Rovdyrets Brøl spirer de 15000 Ord, Sbakspeare
skrev sine Værker med; den Smule gjenfremkal-
dende Fantasi, der faar Hunden til at knurre i
forskjellige Tonarter, naar den sover, er svanger
med en homerisk Digterverden; en gammel Jagt-
bunds Refiexioner over Fænomet, at dens Herre
griber sin Bøsse, er S. Kirkegaards Dialektik i
Fostertilstand; Hønens ængstelige Tagen-paa-Vej,
naar den opdager en Høg, viser os Begyndelsen
til det zoologiske Skarpsind, hvormed Darwin
har grundlagt og opbygget sin Lære; Edderkop-
pens Væv i geometriske Figurer er i Slægt med
Euklides Mathematik, og Professor Steen vilde
intet have været uden det dyriske Forarbejde i
Mathematiken; o. s. v. o. s. v.

Dyrenes sociale, d. e. paa Koloniens Inter-
esser rettede Instinkt, danner Grundlaget for
den moralske Følelse; Haeckel (der ikke bar
synderligt til overs for Kristendommen) finder
Myrers, Biers o. s. v. "beundringsværdige PHgt-
følelse" ligefrem kristelig.

Det første Skridt til Troen paa Gud findes
allerede i Hundens Kjærlighed til dens Herre.
Selv Sjælens Udødelighed, som Darwin i det
mindste antager, skal efter hans Mening lidt
efter lidt have uddannet sig, skjønt det er band-
sat vanskeligt at tænke sig, hvorledes Livet fra
absolut Dødeligbed saadan efterhaanden gjennem
omtrentlig Udødeligbed naar til komplet Udøde-
lighed. Foruden Nytten med Hensyn til Indivi-
dets Bevarelse indfører Darwin ogsaa en anden
Aarsag til det naturlige Avisvalg. Naar nemlig
visse individuelle Afændringer, som kun fremtræde

i ved de mandlige Individer, enten omvejs vise sig
nyttige for Forplantningens Hensigt eller i rent
ætshetisk Henseende tilfredsstiller det kvindelige
Individs Velbehag, saa ville saadanneEgenskaber
nedarves derved, at det med dem begavede mand-
lige Individ vil blive foretrukket, naar flere mand-
lige bejle til et kvindeligt Individs Gunst, og
derfor alene frem for de andre opnaa at forplante
sig, og naar dette gjentager sig fra Slægtled til
Slægtled, uddannes de endebg til hine secundære
Kjønskj endetegn, hvorved hos mange Dyr Hannen
adskiller sig fra Hunnen, f. Ex. mange Fugles
brogede Fjærdragt, skjønne Sang eller andre
mandbge Prydelser som Hanens Kam, Hjortens
Takker, Mandens Skjæg. Dette er det "kjønslige
Avlsvalg." Paa denne Maade søger Darwin at
redde Theorien ogsaa for saadanne Kj endemærker,
hvor Nytteprincipet ikke slaar til.

Saa vidt Darwins Lære for største Parten
med "Wigands Ord. Vi skulle nu se, hvorledes
Wigand priser Forudsætninger, men skulle for
Resten anbefale Læseren at pløje de af J.P.Ja-
cobsen oversatte to større Værker af Darwin,
der vedrøre den omhandlede Sag samt at stu-
dere Wigands Bog helt igjennem ved Siden af.
Man vil da se, at selv om Darwinismen ser noget
løs ud endnu i alt Fald, er Darwins Gjerning langt
fra værdiløs, fordi han har fremlagt en Række
glimrende Iagttagelser til Efterslægtens Granskere.
Men nu til Forudsætningerne:
1. Arternes Foranderligbed. Da Theorien
fremfor alt behøver et let omdanneligt Materiale,
saa er Antagelsen af faste Arter i Vejen. Hvad
er der at gjøre? Man erklærer denne Anskuelse,
skjønt den hviler paa Kjendsgjerningen, at Ar-
terne inden for den historiske Tid, ja selv gjen-
nem hele forhistoriske Jordperioder uforandret
have bevaret deres Karakter, for et "Dogme" og
opstiller saa Gjætningen om de "foranderlige
Arter", endskjønt der herfor intet andet taler,
end at Theorien kræver det. "Ingen nægter, at
Arten er variabel." Duen, Hunden, Æblet, Ro-
sen, Brombærret ere meget variable, andre Arter
mindre, mange næsten slet ikke; i hvert Tilfælde

[page] 159

er intet Individ af én eller anden Art fuldkom-
men ligt med det andet. Men denne Forander-
lighed er for det første ingen uopholdelig frem-
skridende, men en Bevægelse, der holder sig inden
for bestemte Grænser om end til temmelig vide
Grænser, og for det andet finde disse Afændrin-
ger kun Sted i bestemte Eetninger. Theo-
rien derimod kræver en grænseløs Foranderlig-
hed af Formerne — fra Tudsen til Løven ligger
langt inden for Foranderlighedens Grænser —,
og for at det naturlige Avisvalg kan boltre sig
frit, maa Foranderligheden gives en aldeles ube-
stemt Eetning. Darvins Lære er altsaa i Strid
med Erfaringen paa dette Punkt, en Gjætning, der
leder om sin Stadfæstelse endnu.

2.     Nedarvningen af individuelle Afændringer.
Ligesom Tyngden drager ethvert Legeme, der ved
Spring, Kast eller anden Maade fjærnes fra Jor-
den, tilbage igjen, Saaledes viser i Virkeligheden
enhver Afændring, der foregaar for vore Øjne en
overvejende Tilbøjelighed til allerede i næste eller
et senere Slægtled at slaa om i den oprindelige
Form eller med andre Ord til at vende tilbage
til det for Arten væsentlige. Darwin lukker vist-
nok ikke Øjnene for denne Kjendsgjerning; men
alligevel vender han Bøtten paa Hovedet, gjør
Arten til noget. flydende og lader Afændringerne
der fra faa den Fasthed i sin Theori, som Virke-
ligheden synes at nægte dem. Variation lægges
paa Variation, indtil der er nok til en Art; Varia-
tioner dynges atter op paa enkelte Individer af
Arter, indtil denne kan udnævnes til Slægt o. s.
v. Paa samme Maade kunde man lade en Græs-
hoppe springe lige til Maanen, i det man ved
hvert Spring op ad i Tankerne underlagde den
et Støttepunkt; men Tyngden respekterer, som
kjendt er, ikke tænkte Støttepunkter. Læren om
Arveligheden i Darvins Forstand kunde altsaa
være meget god — hvis Virkeligheden ikke stred
imod den.

3.    Kampen for Tilværelsen. En saadan fin-
des der i Naturen, naar man ved Duen vil tale
om en Kamp med Høgen, ved Planten om en
Kamp med Frosten o. 1. Men her tales om en

Væddekamp mellem forskjellige Individer af samme
Art om Livsbetingelserne (Eum, Føde m. v.), i
hvilken enkelte Individer paa Grund af deres sær-
lige Egenskaber — som forholdsvis mere passende
til Livsbetingelserne, beholde Valpladsen, medens
de mindre heldige gaa bag af Dansen, hvorved
en vis Ligevægt al Tid opretholdes, saa der al-
drig kommer "for mange paa Gulvet." —

Et skal nævnes endnu, som strider mod Dar-
winismen. Jordlæren med sine mange Plante- og
Dyrelevninger maatte jo give os Leddene i den
store Livets Stamtavle, som vi saa, hvorledes Na-
turen gjennem kj endelige Overgange kom fra den
lavere til højere Form; men des værre for Dar-
winismen! Mellemformerne ere ikke til at finde.
Altsaa de levende Vidner om Sammenhængen i
Naturen kan Darwin ikke bruge, fordi de ere
"saa slemme til at svare" som Ane i "Gjen-
boerne", og de uddøde Vidner kan han ikke finde.

Darwinismen er en Gjætning, men trods Over-
drivelserne om dens Eigtighed en storslaaet Gjæt-
ning, der rimeligvis vil faa vidtrækkende Følger
i Slægtens Historie. Jeg kan ikke her udvikle
dette nærmere, men vil kun bede Læseren mærke
sig, at Darwins danske Oversætter Jacobsen i sin
Eoman Niels Lyhne egentlig arbejder med de
darwinstiske Principer i den Maade, hvorpaa han
lader Bogens Mennesker udvikle sig. Der er i
disse Principer en stor Ensidighed, men de inde-
holde Sandheder om Slægtsarv, Omgivelsernes
Magt, og det ubevidstes Vælde, som Tiden bør
skrive sig bag Øret. Dette til Overvejelse for
dem, der nære sig af at fordømme Darwinismen
som blot Djævelskab.

Blomsters Befrugtning,

særlig ved Insekters Medvirkning.

Enhver, der har Sans for det Liv, der rører
sig i Naturen, faar ogsaa efterhaanden Lyst til
at kjende dette Livs forskjellige Hemmeligheder