[page] 9

I.

Introduktion.

Strofe I.
Enkelt Stemme.

Død! død! har I Raabet fornummet!
Aander i tusindvis, hør!
Et Hjærte brast, der har rummet

eder som ene før
den evige Verden, I fylder;

[page] 10

Første Kor: Naturaandeme.

det er ham, hvem I Freden skylder;

kærlig" og visdomsrig
imellem den kæmpende Myller '

stifted han evigt Forlig
og har gjort eder broderlig fromme;
nu, han sover den drømmesyns-tomme
Søvn, uden Haab, uden Gru —

sover I nu?

Hele Koret.

Vi komme, vi komme, vi komme,
med Taarer i Øjet, med Veraab paa Læben, saa

mode i Hu!

[page] 11

Introduktion.

Strofe II.

i ste Kor-Del.

Fra det straalende Nu, fra det Heles
Glans, der rummer enhver

af os, fra det Lys, der deles
ud i vort brogede Skær,

vi, der rastløst virke og vaage —

2den Kor-Del.

Fra det ufødtes Fostertaage,
under hvis dæmrende Ly

vore lukkede Øjenlaage

vente, vor Dag skal gry

og fylde med os det tomme —

3dje Kor-Del.

Fra Mulm af den Tid, som er omme,
og var fyldt med vor Kraft, der nu
sover som du —

[page] 12

Første Kor: Natur aanderne.

Hele Koret.

Vi komme, vi komme, vi komme,
med Taarer i Øjet, med Veraab paa Læben, saa

mode i Hu!

[page] 13

II.

Det livløses Genier.

Stjærne-Genier.

V i rulle i Rummet
de vældige Verdner,
som syne lig Sandskorn
i Himlens Hav.

Lys-Genier.

Vi glide paa Ætherens
Svingninger snare

[page] 14

Første Kor: Natur aanderne.

som Tanker, vi tændte
dit Øjes Lys.

Lyd-Genier.

Vi gynge paa Luftens
Bølger, vi bar til
dit Øres Bund
Tordenens Rullen
og Myggenes Surren
i Solbjærgs Stund.

Vindenes Genier.

Fra Pol til Pol

vi hvirvlende suse,

snart ætherklare,

snart hylled' i Mol;

for Stormflodens Sluse

vi aabne og knuse

Fregatten mod Stranden —

[page] 15

Det livløses Genier.

vi svalte dig Panden
i Middagens Sol.

Ildens Genier.

I den blaanende Kærne

af Flammen vi bor;

ved Arnen du lyttede

ofte og gærne

til vort knitrende Kor; —

men engang har vi glødet

den hele Jord.

Da var det en Jubel!

i Rummet den for,

en luende Stjærne

med Kølilds-Spor;

men nu er den ældet

og kold, — i dens Kærne

som Klodens Ildsjæl

vor Mængde bor.

[page] 16

Første Kor: Natur-(tanderne.

Vandenes Genier.

Og vi, der var blevne tilbage
af Urtaagens Flig, der rulled sig sammen
til Jordens Legem med Sjæl af Flammen,

vi, der midt i den varme-baarne

stedse bølgende, lyse Em

fulgte vor Klode, ihvor den drog frem —

vi slutted os sammen; i langsomt Fald
paa trippende Draabefødder vi daled
og lagde os plat over Jorden og svaled
dens nylig størknede, sprukne Skal.

Vi dækked den med vore køle Lemmer
og klapped dens Sider med Bølgehaand,
ved Vuggesange med mumlende Stemmer
vi lullede ind dens urolige Aand.

[page] 17

Det livløses Genier.

Og Ætheren bar

den lysende klar
ret som en funklende, skumstøbt Blære,
vi legende give Vinden at bære.

Men pludselig skar

det gennem vort Glar,
og op af de rædselsskummende Vande
løfted et Fjæld sin stenede Pande.

Da steg af det blaanende

blanke Dyb

kantet og ru

Landet, der skiller

os Søstre nu.

Men vi, der i Kilder

Stenmuren brød,

eller risler i Aaløb

fra Muldets Skød,

[page] 18

Første Kor: Naturaandeme.

eller spændes i Damme

af Klippernes Ramme, —

vi længes, vi lider

mod hine Tider

og drømmer, vi atter

sejersstolt

forenede fatter

om Jordens Bold.

Isens Genier.

Og vi, eders Brødre,
har bygget Paladser
i Syd og i Nord
paa de rolige Pladser
af den svingende Jord.
Men engang fik vi Gamle
Lyst til at ses
og atter forsamle
om os vore Børn,
den evige Sne's

[page] 19

Det liv løses Genier.

de ensomme Aander,

der sove hver paa sin Skyfjælds-Top.

— Og saa brød vi op

med skridende Fonner,

med glidende Glætscher,

med Styrt af Laviner,

med Jøkel-Gny,

det skrued og knaged,

det buldred og braged

som Sprængning af Miner,

en endeløs Torden

i snehvid Sky.

Saa ejed vi Jorden;

dog mødtes vi ej,

Ækvator-Gjorden

standsed vor Vej;

dér maatte de alle

solstukne falde

i Lodrets-Branden:

vi hilste hinanden

tvers over Ækvators

[page] 20

Første Kor: Natur aanderne.

blaanende Sø,

hvor Fiskene maatte

af Trængsel dø,

og ud over Øi'ken,

hvis golde Rand

svaltes i Tørken

af iskoldt Vand.

Og atter vi traadte

tilbage vort Spor

tii Polernes Slotte

i Syd og i Nord;

dér sove vi nu,

medens Tidsaldre skifter,

og drømme den Alder

tilbage igen,

da vi øved Bedrifter,

usete af Mænd,

da i Panserkrystaller

Jordkloden var lagt,

og straaled mod Solen

vor Enevoldsmagt.

[page] 21

Det livløses Genier.

Jord- og Sten-Genier.

Vi blunde og lude

de tunge Pander

mod Muldjordens Pude.

Stenfast vi sove

i Klippens Alkove.

I Sarkofager

af Marmorflager,

i Templer, som rager

paa Søjle-Basalt

over Søens Azur —

paa Gnejsens Slenter,

i Fængslets Granitring,

bag Skiferens Mur —

vi blunder og venter

i langsom Forvitring

at denne Natur,

det ordnede Alt,

skal standse og sprænges,

[page] 28

Første Kor: Naturaanderne.

vi drømme og længes
efter den formløse Ur.

Alle det livløses Genier.

"Vi drømme; — Naturen drømmer i os; —

ikke som I om Lykke og- ømme

Længsler: — Drømme med stensat Trods,

urgamle, taagede Kaosdrømme;

og deres gigantisk svulmende Lemmer

i sammenfoldede Fostre gemmer

alt, hvad I føle, tænke og vil;

thi af Drømmen det kom, og tilbage til

Drømmen det maa;

det første vi var, og med os skal det ende,

alt, hvad I kende,

opløses i os, for med os at forgaa.

Og du, —

vær velkommen blandt os nu!

[page] 23

Det livløses Genier.

for din Aand, der var mellem Aandernes Mængde,

ret som en funklende Ædelsten

indlejret i Kalk, den er bleven som en

af os, og din klare Tanke,

der trængte sig ind i ,vor dunkle Flok,

som Vand, der huler en Klippeblok,

din Tanke, der har vort Væsen erkendt

og maalt vore Forhold og vejet og skrevet

os Regler og Love —

nu maa den sove,

drømme vor Drøm, og dit Legem er blevet

vort Element.

[page] 24

III.

Plante-Geniernes Kor.

V i, der tæt ved Jorden svæve,

vuggede i stille Duft,

vi, der i den varme Luft

af besjælte Traade væve

bløde Farvers Harmoni

over Jordens Graanen; vi,

i hvem Naturen vaagner først

til de dunkle Drifters Tørst,

til Vellyst af de køle Safters

Stigen gennem Trævleskafters

[page] 25

Plante-Genierne.

lange Haarrør langsomt op

til den kronebredte Top,

hvor de gyldne, varme Straaler

samles ind i Blomsterskaaler

og i lune Strømme vælder

til de underlige Celler,

til Livets tyste Værksted hen —

vi hilse dig vor store Ven.

Du har elsket os; vort dulgte
Liv var kendt af dig, du fulgte,
hver Gang Sommerbrynden steg,
vor blomstersarte Elskovsleg,
let som Aftenbrisens Pust,
farvesvimmel, duftberust;
i dine stærke Nerver har
du ene anet, hvad det var,
der af Bevidsthedslivet naa'de
vore simple Celletraade.

[page] 26

Første Kor: Naturaandeme.

Og hvor ofte har du ej,

naar Dyr og Mænd forfærded dig

med deres graadig-grumme Kamp,

fuld af Smerteshyl og Damp

af Blod og brede, dybe Vunder, —

naar de tusindfoldige Onder

martrede dit fromme Sind,

hvor andres Smerte bølged ind

som en giftig Samum-Vind

i Mimosakrattets Ly, —

hvor ofte vendte ikke sky

dit Blik sig da til os, hvis svage

Kamp er saarløs Væddestrid,

hvis Smerte selv er dunkel, blid,

som Vemods-Duft fra visne Dage.

Vi kom tidsnok til din Grav;
netop nu, da Solen gav

[page] 27

Plante-Genierne.

os det kendte Vandringstegn

og" vi brød op fra Sydens Egn

til denne grødeknappe Jord

i dit taageklamme Nord; —

saa snart som vi fik Tæppet bredt

og virket ind med Annemoner,

før de brede Egekroner

var til Løvspringstid beredt';

da med det Gamles Kobberrust

det friske Silkeløv sig blandte, —

da Kastanjen hvisked just,

at den strax var redebon

til udaf Knoppens lille Vante

nu at strække Bladets Haand, —

da dette Vaarens Fødsels-Nu

rundt om straaled, døde du,

og din tankeklare Aand

er bleven dunklere end vor;

thi den lukkes udenfor

Bevidsthedsgryet, aldrig- mer

du føler, véd af intet, ser

[page] 28

Første Kor: Naturaanderne.

ikke, at vi stille græder
med bitter Dug paa disse Steder,
hvor vor Aand, saa dæmringsfin,
spejlede sig klar i din.

[page] 29

IV.

Dyre-Genierne.

Koral-Genierne.

Før Bjærgenes Kæde saa favnedybt dykked

i Stillehavs-Dybets uhyre Skød,
i Vandet en bladløs Skov har vi bygget

med Stammer af Kalk og med Blomster af Kød;
Stenkvistene rokke
og svaje ikke

for Strømmens Vind;
men ud og ind

[page] 30

Første Kor: Natur aandeme.

imellem dem smutte de tætte Flokke

af stumme Fiske med døde Blikke,

med vævre Finner,

med Skæl, der skinner
som Sølv i den blaagrønne, dæmpede Dag

fra Lyset derude

over en blank Lagune-Rude,
indcirklet med Rev-Skum i Bølgernes Tag. —

De uddøde Arters Genier.

Vi slap løs fra det livløses Aander, som urlængst holdt
os fangne dybt under Fjær og Bolt,
smeded' i Stenens Ringe;

og fra Klippefængslets Gem
slæbte vi os frem,
for at bringe

vore sten-omskabte Lemmer,
for at tale uden Stemmer

[page] 31

Dyre-Genierne.

og vidne, vidne, vidne
for dig, mod din ganske Slægt og dit Folk og

dit Hjem.

Thi de andre er ikke som du var, du vise Mand.
Beskæmmes skal han, vor Slægts Tyran,
kende sin Æt og blegne!

Ak, vort Kuld han nytte-glad
lod i aagspændt Rad
udpint segne

under Svøben, uden Naade,
gudegrumt han vilde raade —
vi hade, hade, hade
ham blindt, med snes-tusindaars indestængt rugende

Had.

Hvorfor kom han dog ikke i vor Tid og mødte os
i al vor Kraft, da vor Urtids-Trods
spændte som Staal vor Flanke?

[page] 32

Første Kor: Naturaanderne.

O, vi skulde set ham fly,
frugtløst ty
til den ranke

Padderok og Kæmpebregne,
hørt hans Angstskrig, set ham blegne
og trygle, trygle, trygle
sin Gud om en skærmende Haand, om et Under til Ly.

Menneske-Genierne.

1ste Halvkor.

O, Brødre! had os ikke længer,

skønt vi har handlet Ondt med jer og trænger
til eders Naade her ved Tidens Vendepunkt.

Sig, skal vi møde Fremtidsslægten,

som dømmer, sammenknuged' under Vægten
af jer Forbandelse, der tynger sekeltungt?

[page] 33

Dyre-Genierne.

Tilgiv os alt, hvad vi forbrøde,

forlad os i hans Navn, den store Døde,

et Menneske han var, og I har elsket ham.
Nu skal vort Gudehovmod endes,
I er vor Slægt, ved eder vil vi kendes; —

forband os ikke mer, vi blues ved vor Skam!

2det Halvkor (fjærnere).

Forlad dem i vort Navn, som ikke ere,
men én Gang vorde og vil være

som Lyset af en solvarm Dag;
vi knække Svøber, og vi knuse Vaaben,
vor Arbejdshaand skal være aaben

til Kærtegn, ikke knyttet haardt til Slag.

Og I, der var før os, I Mænd, der håndled
grumt mod hinanden og forvandled
til Helved denne Jord, som vi

[page] 34

Første Kor: Naturaanderne.

skal grunde Paradiset paa, I alle,
I som har fældet, I som falde, —
forlad, forlad hinanden ogsaa I.

For under Kampens Kaar I led, I maatte
gaa frem den Vej, som eders Fædre traadte,

og bære eders Arv; selv nu, endda
I bedres alt og læres til at bie,
der bor i jer en Ulv, som Blod vil die,

og I har endnu ikke vænt den fra.

Begge Halvkor.

Men du, der stod paa Tidens Grænseskæl,
du har forenet os, og os med dem,
der vrimle over Jordens rige Hjem,
forenet Floden med al Livets Væld,
at den maa ikke tørres ud og ikke
forvilde sig men naa til Oceanet.

[page] 35

Dyre-Genierne.

Af Træets stærke, dybt nedsænkte Rod

du Stammens Væv og Bygning klart forstod,

og andagtsfuld du har dens Krone anet,

der skjultes taagefjærn for dine Blikke.

Og Menneskenaturen, den, der har

saa længe svævet mellem Jord og Himmel,

en Under-Ting, en Gaade uden Svar,

der ej sig selv kan gætte, hovmods-svimmel,

halvt Gud og Djævel halvt, halvt vis, halvt Nar, —

du greb den med din Kæmpehaand og satte

fast paa den varme Jord dens ætherfrosne Fod,
at den maa kende dog sig selv og fatte,

hvorfra den fordum kom, og hvad den stiger mod.

Alle Dyre-Genierne.

Fra én Kilde og ikke fra tusind'

sprang Livets Strøm,
i et Udbrud af Urtids-Rusen,

som en ukaldet Drøm.

[page] 36

Første Kor: Naturaanderne.

Men som gærende Vin i sin Kumme

har af Pladsen for lidt,
til dets sprudlende Rigdom at rumme

blev Lejet ej ét.
Det grenedes. Grenene spredte

sig mer og mer
og mødtes med aldrig sete; —

og just, som det sker
med Brødre, der tidlig fra Hjemmet

i Verden uddrog,
blev Livet for Livet fremmed,

medens Tiderne jog.
Dog i Mennesket skulde dets Dele

forenes til Slut
og begribe sig selv som et Hele,

der aldrig var brudt.
Men hans Sind blev af Hovmod forhærdet,

hans dunkle Aand
afhugged med Tanke-Sværdet

sine Slægtskabsbaand.

[page] 37

Dyr&'Genierne-

det, som leved,
Der kom Splid mellem                           '

der kom ulige Kaar,

og Aander fra Aander blev revet

med et gabende Saar; -

et umaaleligt Svælg blev der grundet

mellem Kød og Kød,

for til Evighed nogle stunded        '

men de andre til Død.

Og i Kløften af Livets Rige

blev der født en Gud,

for at skille Lige fra Lige

med ulægeligt Brud;

i sin Højre mod Himlen rakte

han Menneskets Slægt,

laa strakte

men i Støvet de andre

af hans Venstres Vægt.

Dog et Menneske kumde forandre

hint Menneskeværk.

[page] 38

Første Kor: Naturaanderne.

Du kom og var ej som de andre;

ej hovmods stærk
med din Fod paa de kraftløses Nakker;

din Aand var Natur.
Din Tanke, for Fordommens Slakker

udrenset og pur,
var det forloddet én Gang at sige

Forløsningens Ord;
den steg af vort dunkle Rige

saa lysende stor,
som en Stjærne stiger af Havet

paa Himlens Hvælv,
og vi, der i Mørke raved,

ukendt' med os selv,
vi fik Syn af dens Fosfor-Lue

for at glemme vor Ve,
fik vort Tog gennem Tiden at skue

som en Havflod, — og se,
fra de forreste Bølger, der brødes

mod Fremtidens Land,

[page] 39

Dyre-Genierne.

til de sidste, der svandt i det Ødes

tiltaagede Rand.
fra de største, der trodsige slynged

mod Stjærnerne Skum,
til de mindste, der sagtelig gynged

som i kraftesløs Slum, *—
var det Et — én strømmende Masse

med Søer i Spring,
som til Leddene Leddene passe

i en Nitværks-Ring;
mellem skumklædte Vover og nøgne

saa vidt og bredt
var der ingen Afgrund at øjne,

intet Gab, ikke ét!
Og vi jubled, vi evige A ander,

forløste og fri, —
for Adskillelsens ældgamle Vaander

de var endt' og forbi;
vi var lyse af dig, vi var strage

mod dit funklende Ry,

[page] 40

Første Kor: Natur-(tanderne.

og vi straaled det spejlblankt tilbage

ud imod dig paany,
som en Stjærne, der tindrende oppe

under Himlen gaar,
sin Guld-Ild af Bølgernes Toppe

mangfoldiggjort faar;
og mens frem gennem Tiden vi stræber

med vort stillede Savn,
udbruser de fraadende Læber

som et Løsen dit Navn.

[page] 41

Åndet Kor.

Guderne.

[page] 42

[page] 43

Kor af Afguder.

ak, ak, ak! —

Hvilket Tidsrum der svandt, siden sidst

vi fik se
Dagens det levende Lys! — o, ve!

Vi er glemte bort, vi er udestængte,
svøbte i Mulm af vor egen Mængde,
vi gyser i Tidens Strøm af Skræk,
som en Taage gyser i Vindens Træk.

[page] 44

Andet Kor: Guderne.

Ve, ve, ve!
Det er ude med os og vi taber!
Det er ude med os, thi vor Skaber

Mennesket vendte sig bort; han glemmer
os helt, han aldrig os ærer,
brænder ej mer Hekatomber og nærer
ej vore blodløse Lemmer,
der visne som Hø.

Og se, se,
vi kan dog ikke dø!
Vi kan ikke dø, for i Menneskets Hu
lever den mørke Rædsel endnu,

der avled os alle: hvad før han øved,
tjenende os, det øver han end,
naar hans Sind forvildes; bestandig igen

han ofrer til os, naar hans Aand er sløvet.
Hver Skændselsdaad,
hvert Niddingsraad,
der i Mørket sig skjuler,
falder som Smuler
til os, til os!

[page] 45

Afguderne.

Og vi snappe, vi slaas
om hver eneste Bid for at mætte vor Hunger;
vi fange i Luften med spillende Tunger
det Blod, der sprøjter, de Taarer, som trille,
for Tørsten, vor klæbende Tørst at stille.
Vi leve ej op, det vil aldrig ske,
kan dog ikke dø for de Smulers Skyld —

Ve, ve, ve! —

[page] 46

II.

Apollo og Athene.

Apollo.

J a lid kun I af Hungerens hule Braad
og dø saa, — slig er eders fortjente Lod!

Ved Mulm og Død I hersked, Stakler!

Vi, vi er Lyset og Livets Fakler.

Athene.

Aldrig kaldte Mennesker os Tyranner,
mod det høje løfted vi deres Pander,

[page] 47

Apollo og Athene.

vore Templer rummed som Festpaladser
Folkenes Masser.

Apollo.

Og siden, efter Oldtidens Farsot-Død,
da Gude-Marmor groves af Jordens Skød,
mens purpur-axlede Barbarer
bøjede Kroner og Præste-Tjarer, —

de andres Øjenlaag med en Vægt som Bly
søvnbundne tynged; — vi slog dem op paany,
vi le ved — og med os det sande
Hellas i fremmede, dunkle Lande.

Athene.

Mens for Galilæeren Knæ de bøjed,
tændte vi Begejstringens Gnist i Øjet,

[page] 48

Andet Kor: Guderne.

talte snart enhver, der var prist som Mester,
blandt vore Præster.

Frit vi hersked, ikke som Guder pleje:
jordløst, uden Templer og gyldent Eje,

ingen blodbesudlende Ofre faldt der

rundt om vort Alter. —

Apollo.

Da drog mit straale-spydede Sejrstog frem,
i kolde Taage-Lande en Solgulds-Bræm!
Jeg kaldte dødelige Gæster
ind til Parnassiske Skønheds-Fester.

Dér var der lyst, var Livet end mørkt og smaat,
thi højlofts-hvælvet funkled mit Søjleslot;
hvor Nektarskaalen frem blev stillet,
svømmed forklaret et Verdensbilled.

[page] 49

Apollo og Athene.

Som Iris-Buen tændes i Skyens Sod,
som Rosen blussed op af Adonis' Blod,
som Perler gro af Musling-Vunder, —
blomstred min Kunst over Tidens Onder.

Athene.

Platos Aand genieved i tusind Aander.
Aldrig mat af Forskningens Fødsels-Vaander,

fri for Støvets Favn var den jomfru-slanke

Menneske-Tanke.

Den, jeg elsked, var som en salvet Seer:
fra hans rene Viden i Ur-Ideer

sprang — som selv jeg sprang fra Kronidens

Pande —

fuldfødt det Sande. —

[page] 50

Andet Kor: Guderne.

Apollo.

Men ak! selv Guder knuses af Tidens Hjul.

Nu bæres det mig for, som min stolte Fugl,
den gamle, Delos-fødte Svane,
susende sænked sin Æther-Bane —

som øste den sin lidende Sang-Sjæl ud
i aldrig hørte Toner til Afskedsbud;
jeg véd ej hvad der voxed siden,
smaaligt som Livet, i Aag af Tiden.

Athene.

Ak! vi nages begge af samme Kummer!
Mine Præster dø, deres Kor forstummer;

andre træde op, deres Forskerblikke

tændte jeg ikke.

[page] 1

51

Apollo, og Athene.

Støvets Børn med skyggende Hænder krige
sejrrig mod Ideernes Straale-Rige;

ham, hvem død vi se som en Kæmpe ligge,

kendte jeg ikke.

Begge.

Vort Hverv er endt; vi lyste i Dæmringsstunden
stjærneklart for Menneskers travle Kuld,

en Sol, der blænder os, er for dem oprunden,
vi var Sølv, man vexler os ud for Guld;
læg fast din Haand i min; vi klynke
ikke afmægtig og fejgt; vi synke
som bedst for Guder det sig sømmer;
smilende Lyskildens Gift vi tømmer,

som i Morgenrøden en Tvilling-Stjærne

dør i det fjærne.

[page] 52

III.

Jahve li.

H vor er den Jord, jeg har skabt?
hvad gaar der af mine Hænders Værk?

Thi jeg bredte dens- Flade i Rummet,
som en Kvinde breder en Dejg.

Mit Ord kaldte Planteslægterne frem
og vakte Dyrene, Art efter Art.

[page] 53

Jahveh.

>

Som en Plovmand viselig saar sin Mark:
Kummen for sig og Hvede i Rader med Kant af

Spelt.

Som en Røgter indstalder Kvæget i Rum og Baas,
at det Ulige ikke maa blandes, thi det er mig

hæsligt.

Men til sidst jeg dannede Manden af Støv;
i hans Næsebor blæste jeg Livets Aande.

Og jeg satte ham paa Jorden, en Opsynsmand,
et Billed af mig, for at herske.

Og se! Skabningen var i min Vilje,
som et Barn i sit Ledebaand.

Og nu, hvilken Svimlen har grebet min Jord? ,
har Vanvid slaget dens Liv?

[page] 54

Andet Kor: Guderne.

Som Havbundens Østers fæstned jeg den,
og den kredser som i Luften en Fugl!

Dens levende Væsner blandes i Flæng,
slutte sig sammen, nedtræde mine Skranker.

Og planløst vikler det Hele sig ud
af sig selv, en uendelig Kæde.

Mine Arme ere blevne for korte,
strække ej til at gribe dens Ender.

Led slutter til Led; jeg ser ingen Sprække,
hvori jeg kan stikke min Finger.

Se, Verden er bleven sin egen Gud,

en underlig Gud, uden Hoved og Lemmer.

[page] 55

Jahveh.

Jeg kan ikke ramme ham med mit Lyn,
og han er overalt, hvorhen jeg vil fly.

Han kvæler mig i sin usynlige Favn.
Jeg drukner i Ætherens Bølger.

Og Kloderne gaa mig forbi som Skibe,
der agte ej paa mit Nødraab.

[page] 56

IV.

Jesus Kristus.

hvad har I gjort imod mig, I vildfarne
Menneskebørn!
Var det ej nok med Korset og Svøben og Kronen

af Tjørn?

Jeg var dog et Menneske ogsaa; — hvi gjorde I

mig til en Gud,
løfted mig op paa et Alter og traadte i Støvet

mit Bud? —

[page] 57

Jesus Kristus.

Om min Natur mundhuggedes læge og skriftlærde

Mænd,
rev den i to paa Synoder og spidded den med

deres Pen.

Jeg blev til en tvesynet Uting, Misfostret af Gud

og af Mand;
I dyrkede mig som en Molok med Slagtning og

Risbaales Brand.

Og dem, som er deres Tids Sønner, forfølge I nu

i mit Navn.
Se, jeg var en Søn af min Tid, jeg talte dens Sprog

til dens Savn.

Hvi gjorde I Sproget til Sagen, hvi gjorde I Skaalen

til Vin?

Hvi gjorde I Timen til Dagen, hvi gjorde I Verden

til min?

[page] 58

Andet Kor; Guderne.

Hvi har til en Gud I gjort mig, paa det, jeg maa

miste min Magt
og dele Gudernes Skæbne? Hvad har eders Skrift-
kloge sagt?

»At Jesus for eders Synder udaanded paa Korsets

Pæl,
og Kristus opstod af Graven og frelste hver troende

Sjæl.« —

— Men sandelig siger jeg eder: til Bod for hvad I

har forskyldt
dør Kristus, men Jesus lever til Tidernes Maal er

fyldt.

[page] 59

Tredje Kor.

Samtiden,

[page] 60

[page] 61

I.

Modstanderne.

Fra Kirken.
1ste Halvkor.

ed Vaarens Løvkvist, silkefin,
et Fredsbud fløj med Vinge-Hvin
ud over Bølgemarken;
duelet

over Skummets Skvæt
det daled paa Kirke-Arken.

(61)

[page] 62

Tredje Kor: Samtiden.

Saa malmtungt bølger Vaarens Vind, —
Dødsklokken! hør! den kimer ind
Te Deum mod det høje!
Ding, dang, —
hvilken sølvren Klang!
thi vor Fjende har lukket sit Øje.

Vor Fjende var din Fjende, Gud!
I Roden af din Plantnings Skud
sin Øxe-Æg han hamred;
dybt den skar,
og i Kronen har
det skælvet og sukket og jamret.

Han rydded Antikristens Vej!
den stolte Pande, bar den ej
som Stempel Dyrets Mærke?
Lov og Pris!
før din Hjords Forlis
har Dødsenglen fældet den Stærke.

(62)

[page] 63

Modstanderne.

2det Halvkor.

Tys, tys! raab ikke Sejr! — hvad fremmer
eders Ilterhed? — I glemmer

Gravens Hævd paa Ærefrygt.
Troens Vej
haster jo ej!
Larm ikke ved Tærsklen, nu sover han trygt.

. Først Domsbasunen Søvnen ender;
læg den Sag i Herrens Hænder,
min er Hævnen, siger Gud.
Stille lad
eders Sejerskvad
hviske i Sjælen sin Jubel ud. — .

Fra Kathedrene:

Nej, klag med os! — flæng eders Glæde
sønder som et Lin,

[page] 64

Tredje Kor: Samtiden.

som Silke, som en Festdragts Klæde,

spild den bort som Vin!
Hvad! ser I ej en Dag til Ende?

Klag som vi,

for hans Liv er forbi,
og" hans Død slaar os Vaabnet afhænde.

I véd af Intet! — vi forstod ham.

Han fordunkled os.
I korsed jer, — vi kæmped mod ham,

og hans Aands Kolos
vi kunde ej en Tomme flytte.
Næppe har
han os undt et Svar
eller standset sit Fjed for at lytte.

Men vi kan ikke Freden taale;

af hans Ry vi fik
vor Farveglans, som Myg, der straale

større ved hvert Stik

[page] 65

Modstanderne.

af fremmed Blod; vi skrumpe sammen,

svides bort,

naar vi flagre kort
fra hans Ligbaal, lokked' af Flammen.

Til Pantheon vor store Fjende

blev usaarlig bragt,
der nokkes Andagt om hans Minde

som en Æresvagt.
Vi tør ej røre ham: han bliver
kæmpestor,
og hans Usæd gror,
indtil tusinde Fold den giver.

Hans Skygge drukner os, og ingen,

ingen ser os nu;
mod Gravens Marmorskjold sprang Klingen

som et Glar itu.

[page] 66

Tredje Kor: Samtiden.

Ak, ham, hvis Hoved knustes ikke,

ham, hvis Vej

vi fik standset ej,
kan i Hælen vi aldrig stikke. —

[page] 67

II.

Enkelte Stemmer.

V i har kendt ham; han kaldte os Venner;

saa mindelig' Ordet klang;
vidunderligt nu, da hans Læbe
har sagt det for sidste Gang.

Hans Liv var en Del af vort eget;

og nu, da dets Lys gik bort,
det lever sin Aftenrøde

en Stund, til det slukkes med vort.

[page] 68

Tredje Kor: Samtiden.

Hans Navn, der flakker saa vide

om Verden fra Pol til Pol
og- sanker Had og Begejstring,

et legemløst Tanke-Symbol, —

det vækker hos os, saa ofte

dets Tone rører os dybt,
sit eneste Billed-Legem

til Liv fra en Hjærne-Krypt.

Mens end det glimted med sluknende
Skær af hans Farfaders Ry,

vi vidste, at han vilde tænde
det tusindfold lyst paany.

Da hans Aand for Verden var dunkel,
var vi lyse alt af dens Glans,

før hans Tanker var kendte af andre,

havde vor Aand tænkt dem med hans.

[page] 69

Enkelte Stemmer.

Vi saa ham -beskeden og stille,

mens Verden var delt om hans Navn>
fredsommelig, medens hans Tanke

blev Stridens tændende Bavn.

Vi saa ham utrættet brydes

med Sygdommens senede Tag

og flyve med smerte-stækkede

Vinger sin Flugt hver Dag —

og stige saa højt, at han drukned
al Svaghed, hvert Lidelses-Stik

i Naturens svimlende Dybder,

der sløred sig af for hans Blik.

Vi har snakket med ham og spøget,

naar hans korte Dagværk var endt,

ved Kaminens fortrolige Luer

paa Down i det bakkede Kent.

[page] 70

Tredje Kor: Samtiden.

Hans Smil bor end i vort Øje,

og hans Røst i vort Øres Fold,

vor varme Haandflade gemmer

paa Trykket af hans, der blev kold.

Vi har kendt ham; vi var hans Venner!

Hvad der kun er et Navn for jer,
er en Del af vort Liv, som blev skrinlagt,

som var og som aldrig mer er.

[page] 71

III.
Tusinder.

v i leved i Tid med ham; — nu er han død!

Hvorfor det pludselige, det højtids-køle
Gys gennem Sjælens Dybder? — Darwin død!

Hvad er det for en Svimmelhed, vi føle?
Er han for os det samme ej som før?

Var vi ej hidtil skilt' ved Rum som nu
ved Tid? — hvad er vel dette, at han dør,

for os, at det kan fylde os med Gru?

[page] 72

Tr&dje Kor: Samtiden.

Og dog- vi drak de samme Aar som han
af Tidens stedse fyldte Bægerrand,

vor Dværgegætten og hans Kæmpetanker
blev rummet i det samme Dage-Spand.

Men dette Navn, der straaled sammenslynget
med Makrokosmens hellige Monogram,

var os for stort — vi glemte, at han leved
som vi, at Døden vented ogsaa ham.

Vi kunde kun som Aand med Aander mødes,
hans Røst kom til os som de store Dødes,

saa langvejsfra, — og dog igen saa nær,
at klart vi fatted, han var en af vore,

thi vor Tids Pulsslag banked i enhver
af disse Tanker, og vor tørre Aare

blev svulmefyldt af dem med Saft, der flød
skumfrisk fra Urlivs-Kildens evige Skød.

Vi var forkomne og kun halvt i Live,
frosne til Hjærteroden, muskelstive

[page] 73

Tusinder.

af kunstig Kulde bag Gothikens Mur
og tykke Piller under Kirke-Hvælvet;
vi svøbte vore Pjalter tæt og skælved
af ætherisnende Træk, der udfrøs al
ungblodig Varme i de spekulative
Ordfilosofers luftige Søjlehal.

Men har vi ikke varmet vore Lemmer,
og fik vi ikke tøt vor valne Hud
ved den Naturild, som er nu slukt ud

i sine sidste askelagte Emmer,

hvorfra en Gnist, et Navn, har løsnet sig-

og flammevinget, som en evig Stjærne,

kaster fra Fortids-Nattens Himmelfjærne
sin Ledestraale over Slægtens Vej.

[page] 74

[page] 75

Intermezzo.

Sørgemarseh.

[page] 76

[page] 77

Marsch.

Skuer frit!
Fæst hvert Skridt

uden Hast,

men sejersfast,
vor Tids Helt har paa Baaren I strakt! — —

Uden Sværd

var hans Hær,

intet Blod

var om hans Fod,
ingen Graad ætsed Rust i hans Magt.

[page] 78

Intermezzo: Sørgemarsch.

Som den skingrende Lur

styrted Jerikos Mur,
ramled Fordommens Brystværn til Jord
ved hans Ord;

fra Naturkløftens Skrænt

fik han Brobuen spændt.
dér, hvor Tidstankens Hær mod sit Hjem
skulde frem.

Nu har Strid

haft sin Tid,

uden Frygt

hans Aand har søgt
hos Natur-Altet Hvile og Trøst; — '—

ingen Magt

faar den vakt

af dens Ro,

end ej de to
Tvillingsøskende Smerte og Lyst.

[page] 79

Intermezzo: Sørgemarsch.

Trio.

Fodrapt gaar

Aar efter Aar,
ledtæt de fylde Tidens Øde,

slukke først

sparsomt vor Tørst,
plyndre os siden ud til Døde.

Sødt og surt, —
hæsligt og purt, —
hvo har vel vejet dem og skønnet?

[page] 80

Intermezzo: Sørgemarsch.

Hvo har vidst,
om ham tilsidst
Livet har tugtet eller lønnet.

Lykkerig

den, som en Flig
fik af Naturens Gaade hævet,

hver, som har,

over dens Svar,
glemt hvad hans Egenvilje kræved.

Hellig Stund!
Drifternes Blund!
Tien af Selviskhedens Røster! -
naade-smilt
den, der har hvilt
- afvant ved Moderaltets Bryster.

[page] 81

Intermezzo: Sørgemarsch.

Fodrapt gaar

Aar efter Aar,
Liv slides op af deres Saaler.

Den, der ej

leved for sig,
bliver i Helheds-Livets Straaler.

[page] 82

Intermezzo: Sørgemarsch.

Marsch.

Var den trang

eders Gang?

var den svar

den Vægt, I bar? —
Vort Aarhundred paa Baaren er strakt! — —

sejerstræt,

smertemæt,

led af Lyst, —

ved Sønnens Bryst
det sit Hoved til Hvile har lagt.

[page] 83

Intermezzo: Sørgemarsch.

Skuer frit,

fæst hvert Skridt

uden Hast,

men sejersfast,
skønt vor Stolthed til Graven I bær!

Lyt! et Kog

bag- jert Tog",

i jert Spor

et Genlydskor —
det er Drønet af Fremtidens Hær.

[page] 84

[page] 85

Fjerde Kor.

Fremtiden.

[page] 86

[page] 87

I.

Vi sidde i det tavse, stille Land
ved aldrig sete Bredder af Livets Flod
og lægge vore lyttende Øren mod
det aldrig krusede, ibenblanke Vand,'
om vi kan høre Bruset nærme sig
af fjærne Bølger, der en Gang skal knuse

Spejlets Glar paa deres Hvirvelvej.
Vi strække Hænderne op i Luft, hvis Flor
er dødt og foldeløst, saasnart vi tror

[page] 88

Fjerde Kor: Fremtiden.

at føle Træk af Tidens Stormvejr, som
skal sprede Evigheds-Mulmet her rundtom
og ryste os lig visnede, tørre Blade

over Strømmens bølgebrudte Flade.

Men foran Vindtræk, foran Buldret gaar

der Lyn, hvis langt henspillende Strejflys naa'r

til os. Da skue vi os selv dernede
i det glatte Spejl, — højtidelige,
stolte Træk, der vilde skræmme jer,

hvis I fik set dem, I, som endnu er.

Henrykke og forfærde jer, skønt de

er kun, hvad / har gjort dem til — ja, I!

Det vilde undre jer — men ikke dig,

du taage-spredende Aand, hvis Straalevej

har lysnet over os og sluktes nu;

du vilde fatte, hvad du saa, for du

[page] 89

Fjerde Kor: Fremtiden.

har kunnet Livet i det svundne spore.
Du forklared af det smaa det store.

O du, hvis Tanker forudlynede Tidens

Stormvejr! hvi kan ej din Aand, saa snar
og lys som Marild g-ennem Vandets Glar,
nedglide over Livets Flod, hvor den
er nattesort og uden Vover end,
og skue, hvad den under Farten dér
fik spejlet i sit forbigaaende Skær?
hvor vilde den ej fryde sig og gløde
klarere bestandig, mens den saa
de nye Former, som de gamle føde,

straale frem og saa i Mulm forgaa,
men stedste stoltere, men stedse mer
afslebne for den gamle Arvesynd,
der klæber end ved Slægten fast som Dynd,

[page] 90

Fjerde Kor: Fremtiden.

bestandig mere Marmor, mindre Ler,
indtil du kom, hvor dine Tanker ej
er naa't paa deres dristige Drømmevej,
hvor aldrig anede Former spejled sig
saa bunddybt i din Aand, at stejlt den standsed,
svimmel ved det herlige, som den sandsed.

Men du er under alt det levendes Love;

intet faar du se af det, som først
gror frem, naar du er gaaet; — du maa sove,

sove fra din aldrig stillede Tørst.
Og vi, hvad skal da vi, som aldrig fik
os vist' for dig og aldrig med vort Blik
har skuet dig, der mer end nogen anden

anede vor Natur, — skal ikke vi,
alt som nu Tiden ad sin Stormskridts Sti

[page] 91

Fjerde Kor: Fremtiden.

naa'r frem og fylder vore slappe Lunger,
én for én i endeløst Rækkesyn, —

skal vi ej fyldes af din Aand'og bære
til vor yderste Grænsepæl din Ære?

[page] 92

Fjerde Kor: Fremtiden.

II.

Naturen ødsler Spirer ud og regner dog saa knapt,
af tusind Liv kun ét naa'r frem, dog gaar et Gran

ej tabt;
ej rent forsvinder,

hvad én Gang var,
thi Livet binder
til trofast Par
det Led, der svandt, det Led, der kom, og heller

ej nyt bli'r skabt.

[page] 93

Fjerde Kor: Fremtiden.

Men kædes selv det mindste ind i Verdens Løb,

og maa
den første Gnist sin Strømning sende gennem os

og naa
til Tidens Ende,

til Livets Død,
saa vi kan kende

dens Virknings-Stød, —
hvor meget mer skal dit Værks Liv i voxende

Kraft bestaa!

Af det kæmpende Liv er din Tanke født, og dets

Lov stod lys i dens Syn,
og i Tanke-Tilværelseskampen frem gennem kryd-
sende Fosfor-Lyn
vil den sejrrig vandre
med Tordengny,

[page] 94

Fjerde Kor: Fremtiden.

den vil avle andre,
der sejre paany,
vore Hænder vil flette vort Vaarsprings-Løv til en
Krans om dens Herskerbryn.

[page] 95

[page] 96

[page] 97

Brødrene Salmonsens Forlag.

Charles Darwin:
Rejse om Jorden.

Populære Skildringer.

Paa Dansk ved

Emil Hansen og Alfred Jørgensen.

Med Illustrationer, Kort og Portræt.

Pris 10 Kr., eleg. indb. 14 Kf.

I Anledning af Darwins Død skriver »Times« :
»Det er ikke for meget at sige, at Darwin paa
denne Rejse har gjort mere for Naturvidenskaben i dens
forskjellige Afdelinger end nogensomhelst anden Expedi-
tion har gjort siden; der er ikke en Side, som ikke kan
læses med Interesse af enhver dannet Mand, og der
findes mange Sider, som endog ville fængsle dem, der
kun har Sands for eventyrlige Fortællinger.«

[page] 98

Tidligere er udkommet af

Karl Gjellerup:

Paa C. A. Reitzels Forlag:

En idealist.

Skildring af Epigonos.

2 Kr. 50 Øre.

"Det unge Danmark"

En Fortælling fra vore Dage.
4 Kr. 50 Øre.

Paa Andr. Schous Forlag:

Antigonos.

En Fortælling, fra det 2det Aarhundrede.

3  Kr. Eleg. indb. 4 Kr. 25 Øre.

Arvelighed og Moral.

En Undersøgelse.

Forøget og gjennemset Udgave af den med

Universitetets Guldmedaille prisbelønnede Afhandling.

6 Kr.

Rødtjørn.

Sange og Fantasier af Karl Gjellerup.

4  Kr. Eleg. indb. 5 Kr. 50 Øre.

Kiøbenliavn. I. Cohens Bogtrykkeri.