[page] 1

Anvendt Darwinisme.

I Anledning af nogle nyere Skrifter.

(1889.)

1.

Menneskedyret.

Det er iaar en Menneskealder, siden Darwins Yærk
om Arternes Oprindelse udkom. Som bekjendt indeholdt
denne Bog det første Grundlag til den berømte Theori,
som Darwin efterhaanden i en Kække forskjellige År-
beider uddannede videre, Saaledes: 1868 variation of
animals, 1871 the descent of man o. s. v. Allerede et Par
Aar efter at hans første Værk var udkommet, havde
hans Sætninger vakt Debat herhjemme, og senere fulgte
vi godt med i Udviklingen, om end Darwins Theori
aldrig vandt nogen ivrig Tilslutning blandt Zoologerne.
J. P. Jacobsen oversatte 1872, rigtignok paa en saare
uheldig Maade1, hans Origin of species, og Dr. G. Bran-
des har paastaaet, at først ved Jacobsens og hans Op-
træden er det sovende Danmark bleven bekjendt med
hin nye Lære.. Brandes havde aldeles ikke bemærket,

[page] 140

hvor omfattende den Litteratur i Danmark var , bleven,
der havde behandlet Darwinismen, inden de selv vaagnede.
Den epokegjørende Oversættelse fandt da heller ikke
større Afsætning, end at Forlæggeren for nogle Aar
siden fandt det raadeligst at sælge denne Bog saavelsom
Jacobsens ligesaa uheldige Oversættelse af »Menneskets
Afstamning« for halv Pris.

Det høirøstede Parti, som i en halv Snes Aar efter
1871 talte det store Ord, gik stadig ud fra Darwinismen
som en grundfæstet Erobring for Videnskaben; kun
Svaghovedede og Forstokkede kunde tvivle om Udvik-
lingslærens Sandhed. I hvert Fald fordredes det, at
alle de, der ønskede at regnes mellem de i Aanden
Privilegerede eller hvad der duer her i Norden, maatte
udhænge Evolutionslærens Fane. For TJdenforstaaende,
som ikke helt havde tabt Sansen for det Humoristiske,
var. det ret morsomt at se, med hvilken Iver man ofte
ved en henkastet Bemærkning, en lille Mellemsætning
pligtskyldigst gjorde opmærksom paa, at man vidste, at
Feltraabet var Evolution, og kjendte Stikordet, at »vi
leve i Charles Darwins Dage«.

Gamle Kosenkilde fortæller i en Reiseskildring fra
Tyverne om hvorledes han engang, da han sad i en
Omnibus paa en Udflugt fra Berlin, henkastede den
Bemærkning til en Sidemand, om han ikke havde iagt-
taget, hvorledes Mennesker, der bed sig i Underlæben,
næsten altid vare gode Hoveder. Han havde da den
Glæde kort efter at se, hvorledes Manden meget ivrigt
gav sig til at tygge paa sin Læbe, ja det varede ikke
længe, førend de øvrige Personer i Vognen baade Damer
og Herrer begyndte at behandle deres Underlæber paa
samme Maade, hvorfor Rosenkilde havde den store Til-
fredsstillelse at kunne kjøre med et helt Selskab af gode
Hoveder ind ad Brandenburger Thor2. Det var netop
dette af Rosenkilde beskrevne, saa fornøielige Fænomen,

[page] 141

Darwinisternes Overgreb.

som man kunde se gjentage sig i Halvfjerdserne, da
Dr. Brandes havde sagt, hvordan de gode Hoveder
saa ud.

Det er nu noget anderledes. Rusen er bortdunstet
og Øinene aabnede i Udlandet og herhjemme. Adskillige
Darwinister have under deres utrolige Fremstormen
løbet sig saa forsvarlige Stager i Siden, at tidligere
Kammerater, der dog have bevaret mere Ligevægt, have
slaaet Haanden af dem. Endvidere ere mange af Darwi-
nismens faktiske Udgangspunkter blevne stærkt angrebne,
og mærkelig nok har maaske eet Forhold været haardest
for denne Læres Tilhængere. Det er jo nemlig karak-
teristisk for de saakaldte moderne Mænd, at uagtet de
aldeles fornegte og bekæmpe enhver Autoritetstro, har
der maaske ikke været nogen Tid, hvor »Autoriteter«,
»Profeter«, »Genier« og disses Udsagn have været
ivrigere dyrkede. Nu have imidlertid udprægede Darwi-
nister, som Huxley og Carl Vogt3, idelig advaret imod
de letsindige Slutninger, hvori Darwinisterne uophørlig
gjøre sig skyldige, og store Autoriteter i Videnskabens
Verden ere traadte op imod Darwinismen, særlig har
Virchow gydt en kold Strøm ned over de Feberhede4.

Den, som skriver dette, skal nu paa Forhaand ind-
rømme, at han efter sine Forkundskaber ikke har fjerne-
ste Adkomst til at udtale sig om Darwinismens strengt
naturhistoriske Side. Naar jeg alligevel ikke føler mig
trykket af synderligt Ansvar ved at komme ind derpaa,
er Grunden den Omstændighed, at jeg jo hver eneste
Dag ser Folk, som have langt svagere Kundskaber i
dette Punkt, med en Fripostighed og med en Anmas-
selse med Hensyn til, hvad der formentlig allerede nu
skal være bevist, udtale sig om disse Forhold. Men det
er iøvrigt slet ikke den strengt zoologiske Side af Sagen,
jeg vil ind paa. Det er først, naar Darwinismen anvendes

[page] 142

Anvendt Darwinisme.

paa Menneskets Historie, at jeg træder til; thi saa staar
Kampen ogsaa paa min Mark.

Jeg vil tale om Darwinismens Indvirkning paa Op-
fattelsen af Menneskets og den menneskelige Morals
Historie. Uudslettelige Mærker har jo Udviklingslæren
overalt sat, og den har dannet Grundvold for hele
anthropologiske, ethnografiske og kulturhistoriske Syste-
mer. Særlig har Kulturhistorien været et yndet Telt
for Darwinisterne, og den bliver jo gjerne for dem en
Udviklingshistorie, hvor man ser Dyret efterhaanden blive
til Menneske i Sæder og Lader.

Det staar fast, at det hidtil ikke er lykkedes at
finde Knokler eller Kranier, som skulde vise os Menne-
sket paa Overgangstrinet fra Dyreverdenen, Formennesket.
Hvor uendeligt rigt Videnskabens Tøihus end er blevet
ved Indsamlinger, Udgravninger og Fund og ved at hele
Verden har henvendt sin Opmærksomhed paa dette
Spørgsmaal, er man endnu ikke naaet hertil. Af alle
de Forsøg, der ere gjorte paa at paavise Mellemformer
mellem Aben og Mennesket, er der vel intet, der god-
kjendes af nogen alvorlig Videnskabsmand for Øieblikket.
Kun et ulykkeligt Kranie fra Neanderthal spøger endnu
omkring værre end Carl I.s Hoved for Mr. Dick og
frister Darwinisterne til de utroligste Theorier; i det
Værk af Letourneau, som jeg strax skal omtale, kaldes
det »en endnu abelignende Hovedskal«. Efter at saa
forskjelligartede Forskere som Pruner Bey, Huxley,
Quatrefages og Virchow hver paa sin Vis paa det Be-
stemteste have protesteret mod dets Anvendelse, turde
man dog vel kunne udbede sig Taushed. *)

*) For nylig har man i en Grotte ved Spy i Belgien (Provinsen
Namur) fundet nogle Kranier og Knogler, som man har segt at
parallellisere med den saakaldte Cannstadtrace og Neanderthal-
hovedet; men at disse menneskelige Rester skulde frembyde

[page] 143

Farvesansens Historie.

Derimod var det en høist interessant Episode inden-
for Darwinismens Historie, da man for nogle Aar siden
troede at kunne paavise, at en enkelt Sans hos Menne-
sket i en historisk Tid havde undergaaet en betydelig
Udvikling. Det er, saavidt jeg veed, den eneste Gang,
man har forsøgt at vise de menneskelige Organers Ud-
vikling i en historisk Tid. Nu glippede ganske vist
Beviset fuldstændig, men Maaden, hvorpaa det modbe-
vistes, var i allerhøieste Grad lærerig med Hensyn til
den Methode, som i det Hele tør følges i den Art Under-
søgelser. Den viste saa klart som Noget, at det er uendelig
let at faa et urigtigt Svar, naar man spørger urigtigt.

Talen var om den menneskelige Farvesanses Historie8.
Det var blevet paastaaet, at ligesom mangen aandelig
Evne, Saaledes skulde ogsaa Øiets legemlige Evne til at
kunne skjelne Farver først efterhaanden være uddannet.

abelignende (pithecoide) Forhold, vægre Forskere som Quatrefages,
Topinard, Deniker og Andre sig bestemt ved at erkjende5.

Medens disse Blade trykkes, komme Efterretningerne om
Forhandlingerne paa den tydske anthropologiske Kongres i Ulm
(August 1892). Under almindelig Tilslutning gjordes der her
Ende paa den saakaldte Cannstadtrace, der er opstillet paa
Grundlag af et ved Cannstadt fundet Kranie og som skulde
repræsentere Europas ældste Befolkning eller dog de Tydskes
Stamfædre; det godtgjordes, at Kraniet, hvorpaa man støttede
sig, efter dets Findested afgjort ikke var 2000 Aar gammelt.
Med det nævnte Kranie er Neanderthalhovedet bleven fremstillet
som beslægtet, og om dette udtalte Virchow, at det for det
Første var ufuldstændigt, hvorfor dets hele Bygning maatte kon-
strueres, og dernæst, at det diluviale Sand, hvori det var fundet,
slet ikke synes at have været Kraniets oprindelige Leie; endelig
viste Kraniet en sygelig Dannelse, der maatte have udviklet sig
allerede i vedkommende Individs Ungdom. Kraniet repræsenterede
Saaledes slet ikke en Type, men en individuel sygelig Udvikling.
Alle disse Phantasier burde slaaes ned, disse Bacer havde aldrig
existeret. Vi kunde, hvad Menneskeslægtens Ælde angaar, følge
Mennesket tilbage til en Tid, da det havde Kensdyret til Samtidig,
men dets Samtidighed med Mammuthen var ikke godtgjort ved
nogetsomhelst Bevis.

[page] 144

Beviset herfor afgav formentlig de gamle Folkeslag som
Inder og Græker, der ikke kjendte de Farver, vi nu
kjende. Hos Homer til Ex. fandtes kun de lysrige Far-
ver nævnte, medens Farverne med en ringere Grad af
Lysstykke som Grønt, Blaat, Violet ikke syntes at gjøre
sig gjeldende for hans Syn, og Aristoteles saa i Regn-
huen kun tre Farver, Rødt, Grønt, Blaat. Men tillige
belærte forskjellige vilde Folk os om, hvor faa Farver
deres Øie var istand til at opfange.

Dette gik i nogen Tid som godt Latin, skjøndt for-
skjellige Forskere yttrede deres Tvivl. Saa indefrøs
imidlertid Nordenskiold i Nordhavet, og man havde god
Leilighed til at undersøge Farvesansen hos Tschukt-
soherne. Disse Folk viste sig paa ingen Maade som farve-
blinde ; de kunde meget godt sortere de forelagte Traade
efter de forskjellige Farver, men det Mærkelige var, at
de havde kun tre Farvenavne, nemlig Rødt, Hvidt (hvor-
ved ogsaa forstodes Gult) og Sort. Disse tre Farver
fandtes efter deres Opfattelse i Regnbuen, Grønt kaldte
de ofte for Hvidt eller Sort, og mellem Grønt og Blaat
kunde de ikke skjelne. Egentlig udskilte de ikke skarpt
nogen anden Farve end den røde. De samme Iagttagelser
gjorde Yirchow ved at prøve forskjellige Laplændere og
Nubiere, der opholdt sig i Berlin, og lignende Under-
søgelser foretoges andetsteds.

Ved disse blev det Resultat fuldkomment fastslaaet,
at der hos alle Folkeslag rundt om paa Jorden findes
samme Procent af farveblinde Mennesker, samme Ulighed
i Procenttallet mellem Mænd og Kvinder. Men medens
Menneskets fysiske Evne til at se synes at være ens
over hele Verden og at have været den samme til alle
Tider, har Trangen og Lysten til at give Navne været
vidt forskjellig og i høi Grad afvigende fra vor Tids og
fra de civiliserede Nationers. Det synes, som om de
stærkt lysholdige, inciterende Farver sætte Sanserne i

[page] 145

stærkest Bevægelse og lettest faa Navne, og ligeledes
giver man let Navne til de Farver, som man kan frem-
stille og male med. Endelig uddanner Navnerækken sig
stærkest, naar Farvenuancerne i den daglige praktiske
Brug spille en stor Kolle; Saaledes have visse Kafferfolk,
der sproglig ikke kunne skjelne mellem Blaat og Grønt,
ikke mindre end 31 Udtryk for den forskjellige Farve
og Tegning paa deres Køer.

Det store Hovedresultat var altsaa denne Lære:
Kom ikke med Eders forudfattede Forestillinger til Tyd-
ningen af de vilde Folks eller Oldtidsfolkenes Liv
og Gjerninger! Slut ikke fra Betegnelser eller fra mang-
lende Betegnelser, thi I ere altfor tilbøielige til at lægge
Eders Tids Indhold ind i Navnet!

Medens det altsaa hidtil har staaet slet til med
Beviset for Menneskets og dets fysiske Evners Udvikling
fra Dyretilstanden, har man derimod troet at kunne
opstille en Udvikling af Menneskets intellektuelle og
sædelige Forhold, Aandsvirksomhed, Sæder og Vaner,
som i bestemt Rækkefølge førte tilbage til Dyrene.
Dette Fag er endog blevet et Modefag, og Litteraturen
derom svulmer op til en bred Strøm. Hvem kjender
ikke disse nye unge Videnskaber, over hvilke et behage-
ligt Solskin altid synes at smile, hvor Regnestykket
altid gaar op, hvor Theorien kastes som i en Leg fra
Haand til Haand —neppe har en af Deltagerne udraabt
sit Bal- førend en anden med glad Forstaaelse har
-beer paa rede Haand. Det var altfor mærkeligt, om
ikke danske Forfattere skulde optræde i nysnævnte til-
lokkende Fag, eller om ikke fremmed Litteratur herom
skulde overføres paa dansk Grund, og det er da ogsaa
Bøger af denne Art, som have givet Anledning til den
Fremstilling, som jeg her skal give.

Et Arbeide som de nævnte er Saaledes: Moralens
Udviklingshistorie, Forelæsninger holdte i Vinteren 1885—86

Fra Fortid og Nutid.                                                     10

[page] 146

af Ch. Letonrneau, Formand for det antliropologiske Sel-
skab og Professor ved den anthropologiske Skole i Paris.
Oversat med Forfatterens Tilladelse af Vilhelm Boye.
Forfatterens Standpunkt er rent og tydeligt, han staar
paa Håckelianernes yderste Fløi. Han erklærer sig
naturligvis fri for enhver Bornerthed; han forlader de
overleverede, fortærskede Talemaaders Gulv, forsaavidt
det da er muligt efter det ulykkelige Standpunkt, paa
hvilket Mennesket er stillet. Thi før . vor Tid har jo
desværre den theologiske eller metafysiske Anskuelse
været raadende. »Nervecentrernes psykiske Modaliteter
forplantes arvelig efter en stor Maalestok. Vor Tanke
fødes da som lænket; den lange Dressur, vore Forfædre
have været underkastede, har paatrykt os sit Stempel.
Deraf er der i de fleste Hjerner opstaaet en vis Stæ-
dighed imod Fremskridtet, navnlig en Tilbøielighed til
uden Undersøgelse at tro paa det, som Menneskeslægten
i Aarhundreder har anset for uforkastelige Sandheder.«
Nu har en Hærskare af Videnskabsmænd lagt Haand
paa Værket og, uden egentlig at ane det, ødelagt hele
den gamle Ethiks Metafysik. »Taalmodige og talrige
Iagttagelser have gjort os fortrolige med Barnets, den
Vildes, den Sindssyges og Forbryderens Psykologi. Læren
om de medfødte moralske Forestillinger svinder bort for
denne Undersøgelse«7. Hermed er Alt sagt, hvad den
menneskelige Aand og Moral indeholder: en Dressur,
intetsomhelst Andet.

Hvorfor betragtes Tyveri som en vanærende Hand-
ling? Fordi det i Aartusinder har været forbudt og
dadlet af Moralen. Hvorfor føle vi en Trang til Ret-
færdighed ? Fordi den lange Udøvelse af Gjengjeldelses-
retten har »dresseret vore Forgængere til, saa godt de
kunde, at tilveiebringe Ligevægt mellem Uret og Hevn.«
Naar vi ere kyske, er det fordi hver Mand fordum har be-
stræbt sig for at bevare sin kvindelige Eiendom for sig selv

[page] 147

Moralens Udviklingshistorie.

og paalagt Kvinden særlige Pligter, hvis Overholdelse
hævdedes ved grumme Lovbestemmelser. Det er Saaledes
klart, at moralske Principper paa ingen Maade bo i
Menneskets primitive Sjælstilstand. »Naar enkelte af
de moralske Tilbøieligheder, der ere blevne medfødte,
ligne hinanden i de forskjellige Lande og Racer, er
Grunden hertil, at de store Træk i Menneskenaturen
overalt ere overensstemmende ligesom de første Fornø-
denheder for Samfundets Bevarelse.« Men de moralske
eller umoralske Instinkter ere ikke uforanderlige; de
udvikle sig langsomt, de staa i inderligt Vexelforhold
til Samfundsomgivelserne. Ogsaa vi ere Vidner til en
ny Morals Tilblivelse; det er muligt allerede nu at
angive dens vigtigste Træk; fri for enhver religiøs eller
metafysisk Fordom bliver den denne Gang virkelig
utilitaristisk og transformistisk, det vil sige en efter
Tiderne omformelig Nyttemoral8.

Dette til en Yeiledning om Bogens Aand og Indhold.
Jeg skal snart belyse dens Værd, men maa dog først
fremsætte nogle almindeligere Bemærkninger.

Der er et Punkt i den Udvikling fra Dyr til Menneske,
som stadig læres, der er mig fuldkommen uforstaaeligt.
Mennesket betragtes jo som en videre Udvikling af
Aben. Jeg veed meget vel, at det forbydes os Vantro
at- udtale, at Mennesket skulde være en forbedret Abe,
idet det hævdes, at der mellem Aben og Mennesket
ligger mange Trin — naturligvis uddøde — og at man
paa denne Maade vrænger ad Theorien. Da imidlertid
Darwinisterne selv idelig bruge dette Udtryk, og det jo
dog er givet, at den Dyreform, som ubetinget i hele
Bygningen kommer Mennesket nærmest, skal være Aben,
beholder jeg det for Kortheds og Klarheds Skjald.

Nu maa det jo dog antages, at ligesom Abens hel-
dige legemlige Form og Bygning har stillet den saa høit
i Udviklingsrækken og nærmest ved Mennesket, Saaledes

[page] 148

maatte man ogsaa her finde den høieste Intelligens.
Fremdeles maatte vel Intelligensen aftage nedad inden-
for Rækkefølgen, Saaledes altsaa at de »lavere Dyr«
maatte besidde den »laveste Intelligens«, hvad enten
man nu tænker paa Samfundsintelligens eller en In-
telligens af mere individuel Natur. Men paa denne
Maade opfattes Forholdet aldeles ikke. Darwinisterne
søge uden mindste Forlegenhed deres Exempler paa en
begyndende Intelligens saa langt nede i Dyreriget, som
det skal være, hvor underligt det end maa synes, at den
senere indenfor Udviklingsrækken er saa fuldstændig
uddød og slukket. Letourneau bemærker Saaledes: »Hos
Dyrene ere de sociale Tilbøieligheders Fuldkommenheds-
grad langt fra at falde nøiagtig sammen med det Trin,
som Arten indtager i den videnskabelige zoologiske Ind-
deling.« »Man maa med Hensyn til Dyrenes moralske Ud-
vikling ofte fjerne sig fra de øverste Dyrerækker. De
mest udviklede Insekter, f. Ex. Bierne og Myrerne, som
man vilde kunne kalde de Hvirvelløses Primater, staa i
moralsk Henseende høit over Pattedyrene, ja endog over
de lavere Menneskeracer. Hos disse interessante Arter,
hvem det er lykkedes at skabe store Samfund, i hvilke
Familien ikke existerer, har Pligtfølelsen, Omsorgen for
det offentlige Velfærd og Selvfornægtelsen udviklet sig
indtil Heroisme, og det, som det lader til, hos alle Sta-
tens Borgere9.« Det synes dog virkelig klart, at et
saadant Brud paa Udviklingsrækken, en saadan Inkonse-
kvens fortjente et Forsvar.

Det læres endvidere, at hint oprindelige Menneske-
dyr har levet i promiscue Tilstande, det vil sige uden
Ægteskab; Kvinderne gik fra Mand til Mand. Nu er
Mennesket jo dog et videre udviklet Pattedyr; kjendes
da Sligt i Dyreverdenen? Nei, aldeles ikke paa den
Maade. Tværtimod maa det siges at være en Hovedregel,
at Dyrene leve i »ægteskabelige« Forbindelser eller

[page] 149

Leve da ikke Dyrene i »Ægteskab« ?

parrede, i de allerfleste Tilfælde Han og Hun monogamt
sammen, stundom polygamt (men Polygami er jo ogsaa
Ægteskab). Netop hos de øverst staaende Dyr, Saaledes
Hovdyr og Eovdyr, træffe vi jo livsvarige Forbindelser
mellem en Han og en Hun, og da først og fremmest
hos Aben. Menneskedyret har altsaa ogsaa i denne
Henseende intet Forbillede havt eller kun et meget fjernt
indenfor Dyreverdenen.

Men eet Forhold skal jeg især fremdrage. Stadig
under Paavirkning af at Menneskene oprindelig maa
have været mest »dyriske«, det vil sige have netop øvet
de Gjerninger, som mest stride mod den civiliserede
Menneskeheds nuværende Følelser, paastaar Flertallet
af hin Art Skildrere af Kulturudviklingen, at Menneskene
i deres Urtid aade hinanden. Om Beviserne for denne
Lære skal jeg senere tale; jeg vil kun spørge om, hvor-
ledes det menneskeblevne Dyr i den Grad kunde gjøre
Opstand mod sit eget Naturel, at det kunde æde sine
egne Lige. Jeg afser aldeles fra den Kjendsgjerning, at
Mennesket ikke er skabt som et Eovdyr med Kjæbe-
apparat og øvrige Midler til at fortære det friske Kjød,
og at det først gjennem forskjellige Opfindelser (som
Kogning, Stegning, Tørring) kan gjøre Nydelsen af Kjød
mulig. Jeg holder mig til den indenfor Menneskets
nærmeste Slægtninge, Pattedyrene og Fuglene, gjeldende
Kegel, at ingen Arts Medlemmer æde hinanden — nogle
vel bekjendte Undtagelser fraregnede, som naar Løven
kan finde paa at æde den nyfødte Unge, eller Ulvene i
Kamp om Byttet kunne saare hinanden dødelig og da
æde hinanden. I Grunden gjelder det jo som Hoved-
regel indenfor den hele Dyreverden, at intet Dyr hen-
vises til at leve af sin egen Arts Medlemmer, selv om
ganske vist til Exempel Kovfiske med deres graadige
Gab sluge Alt, hvad der kommer dem imøde, og Saaledes
ogsaa sluge helt mindre Individer af deres egen Art.

[page] 150

Lige stik herimod hedder det: »Menneskeæden er
det store Særkjende for Menneskets dyriske Fase.«
»Man veed nu, siger Letourneau, at enhver Races og
Farves vilde, barbariske ja selv civiliserede Samfund
have begyndt med Menneskeæden.« »Fra første Færd
betragte Menneskene hinanden som Dyr. Man æder ikke
blot sin Fjende, det vil sige den Medbeiler, som bor
paa den anden Side af en Bæk eller et Bjerg, men endog
ofte i Nødstilfælde Hordens Kvinder, Børn og Gamle.
Derpaa indskrænkes Menneskeæderiet til Fjenden, und-
tagen under Hungersnød. Fra nu af gaar man fra Be-
grænsning til Begrænsning« osv.10 Dette findes i
Afsnittet »Den dyriske Moral«. Altsaa først »betragte
Menneskene hinanden som Dyr« — men det er netop
aldeles ikke sand Dyrenatur, at indenfor samme Art et
Dyr æder et andet.

Der er ikke et Fnug af Logik i den hele Betragt-
ning.

2.

Var Mennesket i Urtiden Menneskeæder?

Som Udgangspunkt for Behandlingen af dette Spørgs-
maal vælger jeg en for ikke længe siden udkommen
Bog af Richard Andree: Die Anthropophagie, idet den
aldeles overfladiske Fremstilling hos Letourneau ikke
egner sig hertil. Andree har samlet Alt, hvad der kan
oplyses om Menneskeæden i Fortid og Nutid, og der-
paa uddraget Resultaterne. Vi vide jo, at den præ-
historiske Archæologi nu bygger paa saa talrige Under-
søgelser i alle Lande, at man vel maatte være naaet
til Vished om, hvorvidt der fandtes Exempler paa, at

[page] 151

Urindvaanerne aade hinanden. Andree tvivler ikke om,
at denne Skik fandtes, men hvor uhyre nødig han end
vil tilstaa det, maa han indrømme, »at Beviserne for,
at Anthropophagi er forekommet i forhistorisk Tid,
endnu kun ere lidet talrige og tildels ikke ret af-
hjemlede «. Ja, det har den ærede Geograf sandelig
Eet i.

Er der noget Land, som er blevet vel undersøgt i
archæologisk Retning, og hvor der endvidere havde været
den rigeste Leilighed til at finde Spor af Kannibalisme,
maa det vel være Danmark samt de to Broderlande.
Endnu har man dog ikke fundet noget antageligt Spor
hertil. Paa den archæologiske Kongres 1869 blev ganske
vist det bekjendte Fund af Menneskeknokler fra Sten-
kammeret ved Borreby tydet som Levninger af Menne-
skeædernes Maaltid, men Etatsraad Japetus Steenstrup
har protesteret herimod og paavist, at Mærkerne paa,
at Menneskehaand havde spaltet Knoklerne, netop mang-
lede. Alle Knokler spalte sig nemlig paa langs ved
Atmosfærens Paavirkning, men et rettet Slag frembringer
paa det Sted, hvor det rammer, skjæve og afskjærvede
Eande, og saadanne fandtes ikke paa disse Ben. Qua-
trefages, som først var tilbøielig til at gaa ind paa
Tanken om Menneskeæden, underkastede i Dagene
efter Kongressens Slutning Knoklerne en omhyggelig
Undersøgelse, og i hans Aaret efter udgivne Beretning
om Mødet udtaler han, at de Mærker, som skulde bevise,
at Knoklerne vare behandlede af Menneskehaand, aldeles
ikke fandtes i Borrebyfundet, og han tilføier: »disse
Mærker mangle, saa vidt jeg veed, paa de allerfleste af
de Exempler, som man har fremdraget som Beviser paa
vore Forfædres Menneskeæden12.«

Der henvises endvidere hos Andree til, at Professor
Spring skal have paavist i Hulerne ved Namur en Masse
Menneskeknokler, der vare spaltede »for at komme til

[page] 152

Marven«, men Etatsraad Steenstrup, der ogsaa har un-
dersøgt dette Fund, kunde ikke finde nogetsomhelst
Spor til en planmæssig Sønderslagning ved Menneske-
haand, og fiere af de kyndige Mænd, som fortsatte Ud-
gravningerne i Hulen, have ligesaa bestemt erklæret sig
imod Springs Antagelse. Virchow har ganske sluttet
sig til dem, endog med Beklagelse af, at Spring kunde
fremsætte denne Paastand, og han slutter med de Ord:
»med Hensyn til denne Hule maa vel Anthropophagi
definitivt være tilbagevist13.«

Fremdeles hedder det, at de gamle Beboere i De-
partementet Aveyron i Sydfrankrig smykkede sig med
gjennemborede Mennesketænder, trukne paa Snore, lige-
som de menneskeædende Australier og Ashantier. Men
om Ashantierne bemærker Andree jo selv, at Anthropo-
phagi paa ingensomhelst Maade er udbredt hos dem,
ligesom at denne Skik, hvor den øves, hidrører fra Over-
tro. Derimod bruge Ashantierne at bære de mindre
Ben og Tænderne af en dræbt (men ikke spist) Konge
paa sig. De i Frankrig fundne Mennesketænder kunne
altsaa ligesaa godt være Seirstegn, Minder om Afdøde
eller Amuletter uden Tilknytning til Menneskeæden.
Og jeg vil tilføie Følgende for at vise, hvor forsigtig
man skal være med disse Slutninger. Hvis Nogen vil
drage til Amazonfloden i de Egne, hvor Tamafolket nylig
levede, og opgrave de Dødes Knokler, skal man ofte
finde Benene aabnede for at udsuge Marven. Hvis man
heraf uddrog den Slutning, at Tamafolket i den Forstand
bedrev Menneskeæden, at det spiste den dræbte Fjende,
tog man feil. Tamaerne brøde Benene itu paa deres
kjære Døde for at udsuge Marven, og de gjorde det,
fordi de troede, at den Dødes Sjæl var gjemt i Marven
og gik over i deres Legeme, som nøde den14. Naar
endelig Katholikkerne i ældre Dage kunde bære en
Helgens Tand paa sig, eller naar endnu ofte saadanne

[page] 153

ligesaavel som menneskelige Ben opbevares i de katholske
Kirker, da er det vel ikke Bevis paa, at denne Helgen
er bleven spist?

Endnu anføres adskillige Exempler paa, at Menneske-
ben fra Oldfundene have været sønderslaaede eller i
Berøring med Ild. Dette har Intetsomhelst at gjøre
med et videnskabeligt Bevis. Naar Knokler af de i vore
Krige faldne eller af amputerede Syge eller af inde-
brændte Theatergængere om Tusind Aar opgraves, ville
de følgelig blive ansete for Rester af Menneskemaaltider.
Det er vist bedre rent ud at tilstaa, at netop det bedste
Bevis for, at Urmennesket skulde have øvet Kannibalisme,
aldeles mangler, idet Oldfundene ikke paa nogetsomhelst
Sted give et paalideligt Bevis herfor. Det er at blive
svigtet netop der, hvor man allernødigst skulde svigtes.

Og fremdeles — sæt nu, at det alligevel i Tidernes
Løb blev bevist, at et Menneske eller nogle Mennesker
vare blevne spiste paa en enkelt Plet i Frankrig og til-
med maaske nogle Mennesker paa en anden Plet i
Italien, skulde det saa dermed være fastslaaet, at Ur-
mennesket i Europa eller paa den hele Jordklode havde
ædt sin Næste? Det er denne Bevismethode, som er
saa uforstaaelig, fordi den i lige Grad strider mod al
historisk, juridisk og statistisk Methode, kort sagt imod
al almindelig Logik og naturlig sund Sans, der endnu
gjelder hos Folk, der ikke ere besatte af den darwini-
stiske Dæmon. løvrigt kommer jeg senere tilbage til
dette Punkt.

Derimod gaar det langt glattere for Andree ved den
næste Bevisrække, nemlig at ældgamle Myther, Folke-
sagn og Digtning omtale Menneskeæden. Tantalus ser-
verer sin egen Søn Pelops for Guderne for at prøve
deres Yisdom, Atreus koger og steger Thyestes' Sønner
og sætter dem til Spise for Faderen. Altsaa, naar man
narrer Folk til at spise Menneskekjød, hvad de aldrig

[page] 154

Anvendt Darwinisme.

for deres Død vilde gjøre, om de vidste deraf, er det
Bevis paa Anthropophagi. Jeg troede, at det beviste
netop det Modsatte. Andree kunde med ligesaa god
Grund have paaberaabt sig den rystende Fortælling hos
Dickens om den ved en Feiltagelse til Pølse hakkede
Dreng, som først gjenkjendtes ved Trøieknapperne.
Hos Digtere kan man finde mere end nok om Menne-
skeædere og ligesaa i Sagn, ligefra Polyphem i Hulen
til Grimms Eventyr om ham, der »lugter Menneskekjød«.
Skulle disse Vidnesbyrd gjelde, er der sandelig Overflod
af dem.

Istedetfor slige Urimeligheder tror jeg, at det vilde
have været bedre for et folkepsykologisk Studium at
lægge Mærke til et Forhold, der ikke er en Hypothese,
men et historisk Faktum, nemlig dette, at hvor rasende
og udskeiende Mennesket end kan opføre sig i Virkelig-
heden, er dog Intet mere udskeiende end Menneskets
Fantasi, og jo større Spillerum, der er for denne, jo
længere det virkelig Skete ligger tilbage i Tiden, jo
mere blodig og grusom vil Fantasien te sig. Vore nor-
diske Vikinger vare rasende Krigere, der huggede ned
for Fode og sølede sig i Blod, men der maatte gaa tre,
fire Aarhundreder, førend visse romantiske Sagaskrivere
fandt paa, at de havde havt for Skik at kaste Smaabørn
i Veiret og gribe dem paa Spydet. Angelsachserne anret-
tede i Aaret 1002 et Blodbad paa de Danske i England;
men 3—4 Menneskealdere senere vidste man, hvad de
samtidige Kilder aldeles ikke vide, at Angelsachsernes
Blodtørst endog gik saa vidt, at de afskare Kvindernes
Bryster eller lode Hunde og Bjørne afrive dem. Og lig-
nende Ting kunne findes paa hundrede Steder i Histo-
rien. Men det er denne psykologiske Kjendsgjerning,
som gjør de anførte Beviser saa yderst mistænkelige.

Det sidste og naturligvis bedste Argument for et
oprindeligt Menneskeæden er mange Vildes Optræden

i

[page] 155

rundt om i Verden. Andree har her skrabet sammen
alle mulige Oplysninger; ved disse skulle vi dog ikke
dvæle, da det er vitterligt, at der findes ikke faa Folke-
slag, der øve Menneskeæden i en eller anden Form.
Ti ville dog bemærke, at mange Dele af Andrees Mate-
riale indbyde stærkt til Kritik, og naar man til Ex.
ser, at to høist troværdige Keisende berette, at der
findes Menneskeæden hos en Stamme, og paa den anden
Side to Mænd, som »have opholdt sig længe mellem dem«,
bestemt benægte det, maa man uvilkaarlig spørge, om
man ikke mangen Gang lægger de Indfødte Svaret i
Munden eller spørger urigtigt. Herpaa skal jeg ikke
gaa nærmere ind; jeg vender mig til Andrees Slutninger,
mod hvilke der visselig maa gjøres store Indvendinger.
For det Første har Andree uden ringeste Føie over-
alt betragtet svage Spor af Kannibalisme som Kester af
en tidligere almindelig udbredt Skik; det var netop det,
som skulde bevises. Og naar han endelig vil have, at
denne »nu kun hos en forholdsmæssig lille Brøkdel af
Menneskeheden udbredte Skik« en Gang skal have været
almindelig hos alle Mennesker, saa er det uden Støtte-
punkt. Ligesaa Meget taler for, at den kun har havt
en lokal Udbredelse; Andree maa selv indrømme, at den
»den Dag idag væsentlig er udbredt i Troperne, om vi
end ikke ere i Stand til at give nogen tilstrækkelig
Grund herfor.« Det er høist kjedeligt ikke at kunne
finde nogen Grund til, at Tropeegnene især have denne
Skik, naar den dog skulde have været alle Menneskers
oprindelige Sæd, og det er naturligvis dobbelt uheldigt,
forsaavidt man (Saaledes som Tilfældet er med Letour-
neau) fremstiller Hunger som dens oprindelige Grund,
idet man vel da snarest maatte se den raade i de af
Naturen forladte Egne mod Polerne. Det maa staa til
Enhvers Behag, om han fra hvad der ganske sporadisk
findes i Folkeslagenes store Mængde især paa en vis

[page] 156

Anvendt Darwinisme.

Del af Jorden, vil drage Slutninger til, at i tidligere
Tid har det været udbredt over hele denne Jordpart,
men længere gaar Slutningsrækken da i hvert Fald ikke.

Den anden Hovedindvending, der maa gjøres, er den,
at man aldeles ikke spørger nøiere om, hvad der bragte
Menneskene til at æde hinanden. Andree udvikler det ud-
førligt for hvert Folks Vedkommende, og han søger ogsaa
at uddrage det almindelige Eesultat — hos Letourneau
findes kun de løseste Talemaader — og dog overser
han Resultaternes uheldige Virkninger. Thi Exemplerne
vise, at Menneskeæden finder Sted 1) simpelthen- for
Fødens Skyld, 2) af religiøse Grunde, 3) af Hevnfølelse.
Særlig de to sidste Motiver ere stærkt repræsenterede,
og Andree udtaler derfor ogsaa, at Hungeren »i for-
holdsvis faa Tilfælde er at anse som den virkelige Aar-
sag«, medens derimod den religiøse Tro er den dybeste
Grund til Menneskeæderiet. Derfor indskrænker Skikken
sig saa ofte til, at kun enkelte Dele af Legemet (som
Hjerte eller Øie, hvor Sjælen er gjemt) nydes, derfor er
det ofte kun Præster eller Høvdinger, der deltage i
Maaltidet, derfor stater Kannibalismen saa ofte i For-
bindelse med Offringer, og derfor foregaar Maaltidet
stundom kun rent formelt.

Et andet, hyppigt Motiv er som sagt Hevnfølelsen,
den fuldstændige Tilintetgjørelse af Fjenden. Jeg kan
her nævne det ingenlunde appetitlige Exempel fra Me-
sayasstammen ved Amazonfloden, der først spiste med
Modbydelighed af den nedlagte Fjende og derpaa ved
Brækmidler igjen frigjorde sig for det Nydte, eller jeg
kan anføre, hvorledes hos Tupifolkene i Sydamerika
Menneskeæderen endog antager den Dræbtes Navn, saa
at endog dette er blevet en Andens Eie.

Men især er det af Vigtighed at se, hvorledes der
bagved Kannibalismen ligger forskjellige Motiver, snart
et, snart et andet, med andre Ord, at ligesom denne

[page] Motiver til Menneskeæden.

157

Skik altid er optraadt spredt blandt Jordens Folk, saa-
ledes er der i Motiverne en Forskjellighed, som viser
hen til noget indenfor hvert Omraade Selvopstaaet. Og
endelig og sidst: der ligger altsaa bagved Kannibalis-
men en Tro, en Overtro, en Viden om sjæleligt Liv eller
om en Existens efter Døden, med andre Ord et vist
Kulturstade. De Tilfælde, da Menneskeæden finder Sted
blot for Fødens Skyld eller for Lækkeris Skyld, ere jo
saa faa i Tal lige overfor de andre Tilfælde, at man
umulig kan paastaa, at disse Tilfælde ere de oprindelige
og ikke TJdskeielser, og allermindst tør vel hine Forskere
slutte Saaledes, de, som stadig gjøre sig skyldige i fra
det oftest Forefundne at slutte til det Almengjeldende.
Andree maa endvidere flere Gange indrømme, at »de
menneskeædende Folk paa ingen Maade høre til de
vildeste og laveste. Tværtimod indtage de, om end ikke
altid, saa dog meget hyppigt et høiere Trin end deres
Naboer, som ikke ere hengivne til Menneskeæderi15.«
Men Saaledes maa vi komme til det Eesultat, at Men-
neskeæderiet netop ikke er Menneskehedens eller Men-
neskedyrets første Standpunkt, men at det er Frugten af
en Kultur, som er vanslægtet. Det var vel ogsaa værdt
at erindre, hvorledes mange vilde Folk se med dyb
Kædsel paa Menneskeæderi; man læse Saaledes den
hjerteskjærende Skildring hos Samuel Hearne (1771) om,
hvorledes de Indianere, som drevne af Hunger havde
spist Menneskekjød, afskyedes af deres egen Stamme og
stundom endog hemmelig myrdedes.

Saaledes forholder det sig med dette Bevis for, at
»Anthropophagi er en af Menneskehedens Børnesygdomme«
og er Kjendetegnet paa Urmennesket. Man har mod
al Sandsynlighed forvandlet Jorden til en ensartet Flade,
hvor alle Mennesker betragtes som boende under de
samme Naturbetingelser og med de selvsamme Kultur-
anlæg. I sin Bevisførelse svigtes man fuldkomment af

[page] 158

Anvendt Darwinisme.

Archæologien og tager Historien eller Sagnet til Hjelp,
men deres Efterretninger vise sig ofte som Fantasiens
lidenskabelige Billeder. Saa griber man til Ethnografien,
og den indeholder en hel anden Lære end den, man
har paastaaet, om Menneskeæderiet og om dets Udbre-
delse.

3. '
Ægteskabets Historie.

For nogle Aar siden læste jeg i et Blad en Artikel
af Dr. Georg Brandes, en Skildring af Eamiliens Udvikling
gjennem Tiderne. Det var simpelthen et Uddrag af en
Bog af Friedrich Engels: Der Vrsprung der Familie,
des Privateigenthums und des Staats, og angav sig da
heller- ikke for Andet. Til min store Forbauselse saa
jeg senere, at denne Oversigt var bleven indsat som
et Forord til anden Udgave af Dr. Brandes's Oversæt-
telse af Stuart Mills Kvindernes Underkuelse. Ikke blot
maatte man undre sig over, at en Portion Visdom af
den Art, som rummes i Engels's Bog, skulde sættes paa
Bordet i Stuart Mills Nærværelse, men man kunde
heller ikke forstaa, hvorfor Dr. Brandes udsøgte Engels
som Kilde; hans Bøger kunde vist bedre fremdeles over-
lades Hr. Wiinblad til Udgivelse i Socialistisk Biblioihek.
Det var aabenbart, at Dr. Brandes rørte ved et Emne,
hvori han slet ikke var hjemme. Da dette Forord jo
endnu pryder Stuart Mills berømte Bog, skal jeg dvæle
derved.

Det er en kort Skildring af Ægteskabets Historie
gjennem Tiderne eller af Kjønnenes Stilling til hinanden,
inden Ægteskabet opstod. I Urtilstanden indgik Men-
neskene Forbindelser iflæng indenfor hver Stamme; en-

[page] 159

hver Kvinde var enhver Mands Kone og omvendt. Der
var aldrig Tale om en fast Tilknytning mellem To eller mel-
lem Tiere. Derpaa indtræder det hjødelige Slægtskabs Fa-
milie; det bliver forbudt, at Forældre maa parre sig
med deres Børn, og Ægteskabsgrupperne ere adskilte
efter Slægtled. Alle Bedstefædre og Bedstemødre inden-
for Familiens Grænser ere indbyrdes Mand og Kone,
ligesaa alle deres Børn; Børnebørnene voxe op til det
Samme. Ikke blot Brødre og Søstre, men ogsaa alle
Søskendebørn, alle Næstsøskendebørn o. s. v. kalde hin-
anden Brødre og Søstre og ere netop derfor alle Mand og
Kone med hinanden.

Det næste Trin er Punaluafamilien, opkaldt efter
et hos et australsk Folk bestaaende Forhold. Parring
mellem Broder og Søster er nu bleven forbudt, stadig i
Overensstemmelse med Princippet om det naturlige Avls-
valg. Derimod er det Begel, at flere Brødre eller Bæk-
ker af Brødre blive Kjernen i en Familie og ere i Fæl-
lesskab Ægtemænd for deres fælles.Hustruer; paa samme
Maade leve flere Søstre eller Rækker af Søstre. »Paa
dette Standpunkt ere Børnene af Moderens Søstre
ogsaa hendes Børn, ligesom Børnene af Faderens Brødre
hans Børn, og de ere alle Søskende.« Det er høist ufor-
sigtige Udtryk, som Dr. Brandes her bruger, man min-
des uvilkaarligt Hr. Browns Ord i Soldaterløier: »Saa
maa jeg jo være en Søn af min Farbroder, og det gjør
Sagen meget mere indviklet.«

Denne Art Forbindelser eller Gruppeægteskabet
maatte jo dog stadig blive vanskeligere at indgaa, jo
talrigere de Klasser af Brødre og Søstre vare, mellem
hvilke Ægteskab var forbudt, og derfor maatte dette
Gruppeægteskab blive afløst af Parringsfamilien, hvor
een Mand lever med een Kone, dog Saaledes, at Fler-
koneri og Forhold til andre Kvinder bliver ved at være
Piet for Mændene. Her har Kvinden bevaret sit tidligere

I

[page] 160

Herredømme i Huset; men medens forhen Faderen altid var
uvis, og kun Moderen kjendtes, kjendes nu ogsaa Faderen.
Efterhaanden som man naar til Tæmning af Husdyr og
Opdrætning af Hjorder, vinde Familierne større Eiendom,
og Mandens Indflydelse og Betydning i Huset maa der-
ved stige; Saaledes opstaar da den patriarkalske Familie.
Af den er igjen den monogamiske Familie udgaaet; den
er grundet paa Mandens Herredømme med det udtryk-
kelige Maal at vinde et ubestridt Faderforhold til
Børnene, da disse som Livsarvinger engang skulle over-
tage Faderens Formue. »Det monogamiske Ægteskab
optræder som Erklæring af en hidtil i Historien ukjendt
Krig mellem Kjønnene.«

Man skulde vel paa Forhaand antage, at hvad Dr.
Brandes Saaledes vilde fremlægge for den store Offent-
lighed og især for Kvinderne, skulde være om ikke Vi-
denskabens sidste Ord, saa dog nogenlunde sikkre og
beviste Sætninger. Thi det er vel dog sandt, at det
ikke gjelder om at »følge med« i Retning af at gribe
Alt, selv det Løseste og "Uvederheftigste, naar det blot
er nyt og passer med min Tendens, det gjelder vel om
at vælge og vrage. Hvis Dr. Brandes virkelig i Aaret
1885 har troet, at hin Ægteskabets Historie vilde holde
Stand for en kritisk Prøve, kan man kun beklage hans
kritiske Sans.

Jeg skal nu vise, hvorledes man var kommen til
den Udviklingsrække, som her var opstillet. Der er
tvende Iagttagelser, som især have været Udgangspunk-
ter for den.

For det Første Amerikaneren L. H. Morgans Under-
søgelser over Slægtskabsnavne hos vilde Folk. Han fandt
i 139 forskjellige Sprog, tagne fra fire Verdensdele, at
alle de, som havde fælles Stamfader eller Stammoder og
stode paa samme Slægttrin, kaldte sig Brødre og Søstre
og kaldte Personerne i det tidligere Slægttrin Fædre og

[page] 161

Mødre, i det følgende Sønner og Døttre. Ud fra dette
Grundlag slutter han, at oprindelig have alle disse
Brødre og Søstre, alle i samme Slægtled, levet i ægte-
skabelig Forbindelse med hinanden16.

Et andet Støttepunkt for hin Theori har været Op-
dagelsen af Moderretten. En schweizisk Forfatter Bachofen
har den Fortjeneste først at have paavist das Mutter-
reéht11., hvad der efter hans Opfattelse vilde sige, at alle
Familierettigheder oprindelig ere udledede fra og stamme
fra Moderen, at enhver Folkestamme har oprindelig havt
en Tid, hvor Slægtskab alene regnedes efter, om Mode-
rens Blod flød i Aarerne. Ved et stort Antal senere
fremkomne Oplysninger har man kunnet paavise, hvor
udbredt denne saakaldte Moderret har været, og hvor-
ledes den afgiver Forklaring paa mange af Oldtidens
Forhold. Men man kunde formentlig kun finde een For-
klaring paa denne Moderens Forret og Kvindeliniens
Betydning, nemlig ved at alle Kvinder oprindelig have
været fælles, og altsaa enhver Faderangivelse var usik-
ker ; kun som sin Moders Søn kom man i Betragtning.
Derfor stod det da fast, at Kvinderne oprindelig vare
Alles Eie, indtil Faderens Kjærlighed til Barnet vaagnede
eller Faderen ønskede at tjene ved at sælge Barnet. Saa-
ledes skulde efterhaanden det agnatiske System være
trængt igjennem.

Er nu denne Forklaring virkelig den eneste mulige,
og er den i det Hele fyldestgjørende ? Paa ingensom-
helst Maade, og mange af Bevismaadens Skrøbeligheder
ligge da klart nok for Dagen.

Saaledes er der allerede for længe siden bleven an-
ført vægtige Argumenter imod den hævdede Opfattelse af,
Urtilstanden. Darwin selv udtalte, at det var lidet sand-
synligt, at Kjønsforbindelserne mellem Menneskene oprin-
delig skulde have været fuldkomment frie, eftersom i
hele Dyreriget Skinsygen er en saa mægtig Lidenskab,

Fra Fortid og Nutid.                                                      11

[page] 162

Anvendt Darwinisme.

at man ikke kan tro, at den kan have sovet i de primi-
tive Menneskers Liv, og den berømte Retsforsker Sir
Henry Maine slutter sig ganske hertil. Den udmærkede,
altfor tidligt bortgaaede Ethnograf Oscar Peschel har
Punkt for Punkt belyst Løsheden i Udgangspunkterne
og Argumenteringen. Han peger hen paa, hvorledes
Moderretten findes netop hos Folk, hvor Kyskhed raa-
der, og omvendt, at man møder Faderlinie, hvor der
netop hersker usædelige Tilstande; han viser, hvorledes
bestemte Skikke vise hen paa, at Faderskabet betragtes
netop som sikkert hos Folk, hvor Betegnelsésmaaden
med Fællesnavn for Slægtledene findes, og at disse
ceremoniøse Folk, for hvem Alder og Plads paa Stam-
træet spille saa stor en Rolle, derfor langt snarere ved
Betegnelserne ville angive et Værdighedstrin18. Kohler
henviser til, at Moderskabets Forret ligefrem maa siges
grundet i fysiske Forhold, der forraade sig for Enhvers
Blik, medens derimod den fysiske Sammenhæng mellem
Faderen og Barnet tilhyller sig i det tætteste Slør;
man maa derfor langt snarere forundre sig over de pri-
mitive Folk, som have Faderret19.

Vi skulle her henlede Opmærksomheden paa en Bog
af en yngre dansk Lærd, Dr. C. N. Starcke: Die primi-
tive Familie in ihrer Entstehung und Entwickélung (den
er ogsaa udkommen i en engelsk og fransk Oversættelse).
Den har saameget større Betydning, som Dr. Starcke
er Tilhænger af Evolutionstheorien. Darwins Lære an-
ser han for bevist, og han forundrer sig over, at man
kan vægre sig ved dens Anvendelse i den fremskridende
Kulturudvikling; han siger etsteds: »Grænselinien mel-
lem Dyr og Menneske kan vel ikke tegnes nøie og skarpt.«
Dr. Starckes første Arbeide blev stærkt taget i Beskjer-
melse af Dr. Brandes, men det vidnede endnu altfor
meget om ungdommeligt Letsind; man mærker snart af
denne Bog, hvormeget Dr. Starcke er modnet og særlig

[page] 163

har udviklet sin kritiske Evne og derved sin Selvstæn-
dighed.

I flere af Bogens omhyggelige Undersøgelser, grun-
dede paa nøiagtige ethnografiske Studier, påaviser Dr.
Starcke, hvorledes Kvindelinien kan forklares paa helt
andre Maader, end fordi Faderen skulde være usikker.
Naar den Saaledes findes hos flere af Nordamerikas Vilde,
staar det i Forbindelse med, at den gifte Kvinde ved-
bliver at høre til sin tidligere Klan og at bo sammen
med den, saa at Manden lever som en Fremmed i sin
Hustrus Hus, og at deres Børn indrangeres i hendes
Klan ved Navngivelsen. Man vil ligeledes i mange Til-
fælde kunne finde, at ligesom Faderen saa overordentlig
hyppigt fordrer en Sum for Afstaaelsen af sin Datter,
Saaledes gaar det næste Skridt ud paa at skaffe Datte-
ren en god Stilling i Svigersønnens Hus; men dette
medfører atter en stærk Indblanding af Svigerfaderen,
og at Hustruen faar et Herredømme i Huset.

I Anledning af de Slutninger, man har draget af
den besynderlige Benævnelsesmaade, at Alle" i samme
Slægtled bære samme Betegnelse, har allerede en engelsk
Forsker Mac Lennan, peget hen paa, hvorledes man vel
kan tyde det, at flere Mænd kaldes Fædre, som opstaaet
ved Faderskabets Usikkerhed, men at Forholdet er helt
anderledes med Hensyn til Moderen. Barnet kalder her
foruden sin Moder tillige Mosteren Moder, men da det
jo dog kun kan have een Moder, kan der ikke tænkes
paa et Blodsslægtskab. Morgan maa jo altsaa forstaa
Modernavnet som tillige rummende Stedmoderen, men
derved ere vi — som Dr. Starcke siger — komne ind
paa helt andre Omraader, nemlig paa de retlige For-
bindelser mellem Personerne. Denne Tanke forfølger nu
Starcke videre og påaviser, at de Slutninger, man vil
drage af Navnerækken (Nomenclaturen) paa intet Sted
passe, og at den aldeles ikke viser hen paa Ægteskabs-
Il*

[page] 164

Anvendt Darwinisme.

og Afstamningsforhold. Nomenclaturen er Punkt for
Punkt et tro Speil af de retlige Forhold, som bestode
mellem de nærmest Beslægtede af hver Stamme. Per-
soner, som ere retlig ligestillede med den Talende, be-
nævnes ogsaa paa samme Maade. Og som Slutnings-
resultat udtaler han om Morgans Bog, der har været
Grundlaget for alle disse Theorier, at den er fuldkom-
ment uvidenskabelig, bygger paa en løs Analyse og en
absurd Psykologi, at dens Hypotheser ere en vild Drøm
for ikke at sige en Feberfantasi20. Det er denne Bog,
som den forannævnte Engels kalder: »et af de faa epoke-
gjørende Værker fra vor Tid.«

Paa samme Maade, som det her er gaaet med Hoved-
resultatet, gaar det med de ogsaa i Dr. Brandes's Frem-
stilling fremdragne formentlige Mellemstadier. De skyl-
des rent vilkaarlige Udvalg og Misforstaaelser. Med
Punaluafamilien forholder det sig Saaledes, at Navnet
Punalua alene betyder »kjær Ven«, og at det opstillede
Begreb Punaluafamilien findes intetsteds i Verden; det
er, som Mac Lennan siger, hvad der bekræftes af Starcke,
en »pur og bar Opfindelse«, gjort for at fremskaffe et
Overgangsled, for hvilket der ikke haves noget Bevis.
— Men Darwinisternes store Opfindsomhed i Betning
af at finde Overgangsled, hvorfor der ikke foreligger
mindste Bevis, er jo ogsaa velbekjendt.

Dr. Starckes Arbeide er ikke let læst, og Grunden er
den store Omhyggelighed, hvormed Forfatteren gaar til-
bunds i de ofte vanskelig overskuelige Ketstilstande og
økonomiske Forhold hos de enkelte Folk. Det er netop en
Hovedfortjeneste ved dette Skrift, at det ikke griber
Retsreglen løst, men hefter den sammen med de Vildes
øvrige Liv og ser den i denne naturlige Forbindelse.
Vi. paastaa ingenlunde, at Forfatteren overalt har argu-
menteret lige skarpt, men i hvert Fald har han frem-
draget saa talrige nye Synspunkter for Spørgsmaalet

[page] 165

og vist Uholdbarheden af de raste Paastande saa klart,
at der nu maa føres nye Tropper i Marken, om Slaget
ikke skal være tabt. Det maa beklages, at Forfatteren
besværliggjør Læsningen ikke lidt derved, at han ikke
skarpt betoner, hvor langt han nu er rykket frem i
Bevisrækken, eller hvad han nu vil bevise, kort sagt ved
at han ikke giver en tydeligere Leddeling af Stof og
Argumentationsrække.

Som et Hovedpunkt i Forfatterens Fremstilling ville
vi nævne, at han vel ikke negter, at det kjønslige og
sanselige Moment har spillet en stor Bolle hos de
primitive Folk, men dog tror, at man har tillagt det en
altfor stor Betydning, og at man har overset netop
det, som overalt viser sig som det egentlig vægtige
Punkt. Dette er den økonomiske Ordning og den rum-
lige Gruppering af de enkelte Personer. De Motiver,
som have ledet til ægteskabelige Forbindelser, have
været, at Manden vil have en Arbeiderske, en økonomisk
Hjelperske, hvad der fremgaar af mange af Ægteskabs-
ceremonierne — som naar Bruden skal tilberede ham et
Maaltid — og de næsten overalt forekommende Børne-
forlovelser vise, at Kjærligheden Intet har at sige.

Dr. Starckes Opfattelse af Ægteskabet er vel ikke
vor, men hvor meget smukt og fint den rummer, vil
man maaske se af Følgende. Han skildrer, hvorledes
det primitive Ægteskab var haardt og alvorligt som det
primitive Liv,- udsprunget af de konkreteste, mest nøg-
terne Fornødenheder. »Og endnu idag er et Ægteskab
slet, i hvilket det Erotiske er det fremtrædende i For-
holdet mellem Ægtefællerne. Den fælles Husholdning,
hvor Enhver har sin Opgave, og den fælles Interesse at
faa Børn og opdrage dem vare de to Grundpiller, paa
hvilke Ægteskabet først blev bygget. Og af den Sym-
pathi, som uundgaaelig fremgaar af de fælles Interesser,
voxer atter den Kjærlighed frem, som endelig iværksætter

[page] 166

Anvendt Darwinisme.

Ægteskabets Fuldendelse og Befæstelse.« Han påaviser
af Ægteskabets Historie, hvor farligt det har været at
give Hustruen en retlig Selvstændighed, hvorledes den
har givet Anledning til Polyandri hos flere vilde Folk
eller til uheldige Forhold i Romernes Ægteskaber. »At
tage Ordet for en saadan Ordning for Fremtidens For-
hold vilde være overordentlig letsindigt, da man ikke
kan paapege en eneste Grund, hvorfor Følgerne denne
Gang vilde blive anderledes. Man har den Pligt at gjøre
sig det klart, at naar man giver begge Ægtefæller retlig,
især formueretlig Selvstændighed lige overfor hinanden,
har man allerede slynget et Skilsmaal ind i Ægteskabet,
der tidligere eller senere vil overgive Skilsmissen til
Vilkaarlighed. Men en vilkaarlig Skilsmisse vil sige at
nedsætte Ægteskabet til et Konkubinat.«

Og han advarer mod at give Kvinden den saakaldte
Ligestilling med Manden. Han indrømmer, at de lavere
Klasser i Folket ofte staa paa et Standpunkt, til hvilket
Kvindens materielle Selvstændighed vilde passe bedst,
men alligevel anser han det for ødelæggende for Sam-
fundet som Helhed. »Formueretlig Selvstændighed hos
de høiere Klasser vil uundgaaelig føre til selvstændigt
Erhverv, og Kvindens Liv vil kun blive et Gjenbillecle
af og ikke en Fuldstændiggjørelse af Mandens. Vi kunne
kun advare imod, at man glemmer, at Manden i sine
haarde, nu Kvinden saa lokkende Kampe, har tilsat den
Ømhed og Finhed i Følelsen, som udruster Moderen til
at pleie Barnets Sjæl. Hvad besidder vel Kvinden, som
kunde begunstige hende Saaledes, at hun ved at tage
Mandens Byrde paa sine Skuldre ikke undergik hans
Skjæbne ?21«

[page] 167

4.
Har Menneskeheden en fælles Udviklingshistorie?

Man kan ikke let indse, hvorfor Letourneau's Bog:
Moralens Udviklingshistorie fortjente en Oversættelse;
i videnskabelig Henseende staar den ialfald grumme
langt nede i Eækken mellem den store Litteratur, der
er udkommen om dette Emne. Den hensynsløse Skil-
dring og den løbende Stil har maaske skaffet den Beun-
drere mellem Trosfæller; men den er uden den mindste
videnskabelige Værdi. Dette vil være fremgaaet af
Meget af hvad der alt er paavist, men jeg skal yderligere
belyse det. Det er en Selvfølge, at jeg forudsætter, at
den foreliggende autoriserede Oversættelse er korrekt.

For Letourneau er Alt Udvikling fra noget Tidligere
— der er kun een Undtagelse. Det var »de primitive
Monerer, der opstode ved Selvavling«. Enhver maa til-
staa, at er der Nogen, der nogensinde har havt. et godt
Indfald, saa er det »hine primitive Monerer«. Sæt, at
det ikke var faldet dem ind at skabe og omskabe sig
selv, saa var Verden aldrig begyndt, man havde ingen
Udvikling faaet og ingen Udviklingshistorie kunnet skrive.
Saaledes kan det vel siges, at er der Nogen, som for-
tjener Templer og Æresstøtter, er det Monererne. Og
hvad er saa en Moner? Ja, det sige Letourneau og
Håckel os jo: Monerer ere formløse, bevægelige smaa
Slimklumper, som bestaa af en æggehvideholdig Kul-
stofforbindelse22. Jeg skal dog overlade disse Partier
af Bogen til Læsning for Lysthavende. Hvis nogensinde
Floskler ere blevne benyttede til at stoppe Tankens
Huller med, da er det vel i Håckels Udviklingshistorie.

Vi springe hellere ned til de senere Udviklingstrin.
Man ser Dyrene efterhaanden faa Tilløb til Samvittighed
og Moral23, hører derpaa om den dyriske Morals Historie
hos Menneskene; denne afløses saa af den vilde Moral,

[page] 168

Anvendt Darwinisme.

og omsider svinger Mennesket sig op til den barbariske
Moral, hvilken vi finde i Mexiko, Peru, Kina og det
gamle Ægypten, i Europas Oldtid, Middelalder og den.
nyere Tid lige ned til det 18de Aarhundrede. I vore
Dage ere vi naaede op paa Ethikkens fjerde Trin, den
industrielle og merkantile Moral.

Det er et System, som har den fuldstændigste sub-
jektive G-yldighed; det er i den Grad konstrueret efter
Forfatterens Forgodtbefindende, at det vilde være naivt
at tro, at han skulde finde nogen Tilhænger. Enhver
kan jo stille Kjendsgjerningerne op paa en anden Maade;
ja, man kan jo blot kaste et Blik i nogle andre lignende
Bøger for at se, til hvor helt forskjellige Rækkefølger
de komme. Men det maa indrømmes, at man sjeldent
ser saa gjennemførte systematiske Konstruktioner, tilmed
udtalte med saa stor Selvsikkerhed som i denne Bog.
Og om disse Luftspeilinger skriver Forfatteren24: »Hvor
høit staar ikke vor Fremgangsmaade over den historiske
Methode!«

Vi skulle nu prøve Forfatterens Vederheftighed ved
at gjennemgaa nogle Enkeltheder25. Ved at skildre den
græsk-romerske Moral (thi Grækere og Romere, deres
Urtid og deres Undergangstid tages under Et, og Alt
besørges i store Mundfulde) bemærker Forfatteren, at
Grækerne paa Kekrops's Tid levede i Kvindefællesskab,
og at Børnene bare deres Moders Navn. Det Sidste kan
være rigtigt, men det Første er ganske ubevist, og det
er besynderligt, at Letourneau, som netop vil skildre
den græske Kvindes Stilling som saa slet, kan paabe-
raabe sig dette Sagn, eftersom Hovedkilden for Beret-
ningen, Varro, netop tilføier, at Kvinderne oprindelig
havde en indflydelsesrig Stilling og Stemmeret i de
offentlige Forsamlinger.

Der tales fremdeles om »den dybe Foragt« for
Kvinden i Sparta, medens Tilfældet er, at Kvinden her

[page] 169

netop nød stor Ære og deltog ivrig i sin Mands Virk-
somhed, idet hun var greben af samme Kjærlighed til
Fædreland og Krigerliv som han, hvorfor de andre
Grækere sagde, at der i Sparta var »Kvinderegering«.
Ligesaa feilagtige ere mange af de her anførte Kjends-
gjerninger, og Sammenstillingen er fuldkomment vilkaar-
lig, snart et Ord af Hesiod, snart en Gjerning fra Folke-
vandringstiden, først en Eegel fra Urtiden, saa en Lov
fra den sidste Keisertid, kort sagt en hel Sankt Veits-
dans, hvori man kun øiner een Tanke, nemlig ret at
udmale, hvorledes Alt var mørkt og stygt. Det ender
med, at den juliske Lov, »som dømmer Ægteskabsbryderen
til Døden«, og Pompejus's Lov om, at Fadermorderen
eller Sønnemorderen skal syes ind i en Sæk sammen med
en Slange og andre Dyr og kastes i Havet, er en Lov-
givning, »der er mærket med Raahedens, Vildhedens
Stempel, thi den har uimodstaaelig sit Udspring i Ønsket
om og Retten til Hevn.« Jeg anfører dette kun for at
vise Forfatterens bornerte Nutidsstandpunkt, men jeg
nødsages iøvrigt til at bemærke, at »Ægteskabsbryder«
er en lidet fyldestgjørende Betegnelse for den i Lex
Julia omhandlede Person, at denne Lov endvidere slet
ikke fastsætter Dødsstraf, samt at Lex Pompeia aldeles
ikke omhandler Drab af Søn. Derpaa gaar Forfatteren
over til »Udslag af en nøiere Sædelighed«, og her nød-
sages han nu til at fremdrage en Mængde Exempler
paa en høiere Sædelighed, paa store og ædle Tanker
hos Digtere og Filosoffer i Hellas og Rom. Herom hed-
der det: »Alt det var aabenbart sjeldne Blomster, som
vare fremmede for den store Mængde og kun lidet for-
staaelige for den.«

»Biblen omtaler ikke Gjestfrihed« siger Letourneau.
Forfatteren kan sandelig rivalisere med en vis Mand i
den Maade, hvorpaa hån læser Biblen, og han maa tiltro
Læserne en fuldkommen Mangel paa Bibelkundskab,

[page] 170

Anvendt Darwinisme.

naar han kan byde dem en saadan Paastand. Biblen
lærer tværtimod paa mangfoldige Steder, at man skal
aabne Teltet for den Yeifarende, gjøre ham tilgode, dele
Gods med ham, beskytte ham og staa ham bi (1. Mose-
bog 18 v. 1—8; 19 v. 3; 24 v. 25, 31; 2. Mosebog
2 v. 20; Dommerne 6 v. 11—19; 13 v. 15; 19 v. 20;
2. Kongerne 6 v. 22—23), hvorfor Job ogsaa roser sig
af, at »den Fremmede maatte ikke ligge udenfor om
Natten; jeg lod mine Døre op for Veifarende« (31 v.
32). Efter Sammenhængen sigte Letourneaus Ord kun
til det gamle Testamente; han vilde iøvrigt jo i det
nye finde ligesaa bestemte Udtalelser derom.

Men herved ledes jeg til at pege paa den mærkelige
Undladelse i hans Bog, at han slet ikke har set Broder-
skabsføleisen, Saaledes som Christendommen for første
Gang lærte den. Max Muller har i en berømt Afhand-
ling peget paa, hvorledes der var et Ord, »som aldrig
var kommet over Sokrates's eller Platons eller Aristote-
les's Læber, Menneskeheden«, at alle Jordens Folk ud-
gjøre et Broderskab, den Lære, hvorom Paulus først
underviste Filosofferne i Athen: »Gud har gjort, at al
Menneskens Slægt bor paa den ganske Jordens Kreds
af eet Blod, og haver bestemt dem forordnede Tider og
visse Grænser for deres'Bolig, at de skulde søge Her-
ren, om de dog kunde føle og finde ham.« (Apostlenes
Gjern. 17 v. 26, 27). Hermed var Grundvolden given
for en ny Opfattelse af Forholdet til de tidligere »Bar-
barer«. Netop for en Ethnograf er det en utilgivelig
Feil at overse den uhyre Betydning, som ved Christen-
dommens Indflydelse Broderskabstanken har havt, eller
blot i Forbigaaende at nævne den med Tilføiende, at
»Christendommen for en stor Del havde laant den af
den hedenske Filosofi,« eller med Bemærkning om, at
»i den ohristelige Lære, som bekjendt, Ligheden ikke
var af denne Verden og de servile Dyder forherligedes 26.«

[page] 171

Jeg kan som Modsætning til de sidste Ord henvise til
den Skildring, som den udmærkede franske Lærde Paul
Viollet giver i sin nylig udkomne franske Retshistorie;
her læses varme Ord om, hvorledes den christne Lære
gav Slaveriet Dødsstødet, og hvorledes Geistligheden
vel ikke udtalte Trældommens fuldkomne Forkastelighed,
men ivrigt stræbte efter at sætte Grænser for Udøvelsen
og for en yderligere Udvikling af den. Naar iøvrigt
Letourneau fremhæver Kong Ludvig X. som den, der
skjænkede de Livegne paa Krongodserne Frihed, vilde
lian i den samme Bog kunne se, at Sagen forholdt sig
saa, at Kongen i sin Pengetrang søgte at tvinge de
Livegne til ved en Løsesum at kjøbe sig Frihed, men
at saa godt som Ingen af dem var istand hertil,
Tivorfor den hele Foranstaltning aldeles ikke er værd at
nævne27.

Letourneau kjender desuden slet ikke Christendom-
mens Fremkomst som et særligt Trin i Menneskehedens
Udvikling; han springer fra Oldtiden lige ind i Lehns-
tiden — det vil sige i Lehnsvæsenet, Saaledes som det
saa ud i Videnskaben for en Menneskealder siden. For-
fatteren synes uberørt af hele den moderne Litteratur
derom og veed ikke, at Lehnsvæsenet først fremtræder
færdigt henved et halvt Aartusinde efter Folkevandringen.
Lige overfor denne store Uvidenhed undrer det os kun
lidet, at han ikke veed, at Lehnsherrens fra »Figaros
Bryllup« bekjendte Bet over Bruden aldrig har existeret,
men skyldes senere Tiders udskeiende Fantasi. Hvor
han gaar nærmere ind paa Lovenes Enkeltheder, møder
man idelig Feil, ofte endog komiske, t. Ex.: »En af
Longobardernes Love gaar endog saa vidt, at den straf-
fer alene Tanken om at tilføie Herren Ondt (si quis
contra animam regis cogitaverit, animæ sum incurrat
periculum (Hvis Nogen tænker noget Ondt om Kon-
gen, stedes han selv i Fare).« Talen er selvfølgelig

[page] 172

ikke om at straffe Tanker, men om at straffe Attentat
mod sin Herres Liv (anima), og Attentat er endnu strafbart
i alle moderne Love. Den gamle Glosse til Loven var
klogere end den lærde Franskmand fra det 19de Aar-
hundrede. Den skriver: »Det kalde vi med Eette at
have Planer (cogitare) mod Kongens Liv, naar man har
taget Kniven i Ærmet eller rækker ham Giften« osv.

Idet jeg slutter denne Fremstilling og Kritik af de
Undersøgelser angaaende Menneskeslægtens Udviklings-
historie, som i de sidste Tider i saa stort Tal have set
Lyset, skal jeg endnu udtale, at det naturligvis ikke
har været min Mening at ville negte, at der er frem-
kommet overordentlig rigt Materiale til en Kulturhistorie,
og at Paavisningen af mange Retsforhold f. Ex. Moder-
retten, er i høieste Grad lærerig for Retshistorien og
Menneskets Historie. Hvad jeg derimod har villet prote-
stere imod, er den overfladiske og letsindige Maade, paa
hvilken Studierne ofte ere blevne drevne, og jeg har søgt at
vise, hvilke storartede Feiltagelser man har begaaet ved at
forvexle Navn med Indhold28, ved at tro, at Farvesansen
manglede Evner, fordi Farven manglede Navn, ved at
tro, at Familien og Ægteskabet manglede store Sider af
det moderne Ægteskabs Indhold, fordi Betegnelsen mang-
lede; jeg har villet vise, hvor naivt det er at tro, at
man allerede nu har opdaget den menneskelige Kulturs
ældste Udviklingsgang. Men især har jeg opstillet den
Fordring, at man ikke kritikløst arbeider med forudfattede
Tanker og Ideer i Hovedet, særlig under en usalig Paa-
virkning af den saakaldte Darwinisme. Naar man idelig
ser Kjendsgjerninger fortolkede og bortfortolkede, for-
vrængede og udstafferede blot for at passe ind i det

[page] 173

forud givne Trossystem, føler man sig hensat i Skola-
stikkens Dage29.

Et af de største Overgreb er sikkert det at tillægge
Menneskeheden een eneste Udviklingsgang. Tales der
ikke" Tusinder af forskjellige Sprog paa Jorden, og har
Nogen endnu kunnet paavise, at de vare udgaaede fra
een Rod? Vise da Skikkene hen til en oprindelig Enhed?
Maa vi ikke, naar vi hvert Øieblik se de samme Skikke
hos forskjellige Folk udgaa af vidt forskjellig Rod, føle,
hvor varsomme vi maa være med den Art Konstruk-
tioner ?

Dr. Starcke bemærker et Sted meget rigtig i An-
ledning af en forsøgt Forklaring af en Skik80: »Jeg
kan ikke forstaa, hvorfor vi overalt skulle antage nøiagtig
de samme Grunde.« Nylig har en anden Videnskabs-
mand (Bernhoft) advaret imod, at man slutter fra aldeles
lignende Skikke hos mange spredt boende Folk i Verden
til en oprindelig Lighed, og han udtaler81: »Det maa
foreløbig staa hen, om der gives almengyldige Love,
efter hvilke Menneskeslægtens Udvikling foregaar; sikkert
er, at saadanne Love ikke tør postuleres, men maa
historisk paavises.«

Men jeg vil fremhæve et andet Udsagn af Dr. Startke,
som forekommer mig høist træffende: »I Reglen kommer
hos primitive Mennesker Alt an paa det første Stød,
som deres Tænkning faar; Fantasien arbeider saa videre
i denne Retning og formaar ikke paa noget Punkt at
overholde den rette Maade og den rette Grænse82.«
Denne Sætning er virkelig slaaende sand, men den
indeholder da ogsaa en Advarsel til os om vel at tage
vare paa vore Slutninger. Thi visselig er det nu høist
vanskeligt at se, hvad der for mange Tusinder af Aar
tilbage halvt tilfældig har bragt det vilde Menneskes
Tankegang ind paa en given Retning.

Hvorfor har man fremdeles i denne Art Under-

[page] 174

Anvendt Darwinisme.

søgelser idelig beskjæftiget sig med Videnskabens sidste
Opgave, Opbygningen af det hele System, Grundsynet
paa den hele Udvikling, istedetfor at indsamle sam-
vittighedsfuldt, forske upartisk, gruppere, hvad der hører
sammen, og løse Enkeltopgaver — her er jo langt
varigere og rigere Frugter at hente. Istedet derfor har
man strax givet dette nyfødte Fag, dette lallende Barn
med de villieløse Bevægelser, Gammelmands Klæder paa,
Værdighed som en Prins, og lyttet til dets umyndige
Tale som til et Orakel. Men forhaabentlig vil den vilde
Dans snart være forbi og Videnskaben gaa roligere
Tider imøde.