[page] 107-108

vise sig, at de har Uret, som paastaar, at
Kvindens fri Stilling ved Mandens Side vil blive
en Ulykke for Menneskeheden.

Værst af alt er imidlertid den store, sæde-
lige Fordærvelse, som klæber ved Menneske-
livet og drager Mennesket ned paa Dyrets
Standpunkt. Ligesom Skjorten ved de to Trold-
kvinders Vask var bleven kulsort, Saaledes er
ogsaa den sædelige Tilstand ved verdslig kloge
Foranstaltninger, der intet har at gjøre med
Moral, end sige Kristendom, bleven værre og
værre, saa man væmmes ved at se det. Her
maa Kvinderne tage fat. Sædelighedssagen er
ikke lystelig at sætte sig ind i eller at have
med at gjøre; men førend Kvinderne alle som
en tager Kampen op mod Usædeligheden, hver
paa sin Vis, før faar vi ikke alt det ækle Smuds
vasket af.

Ogsaa i Æventyret om Aladdin finder vi
et Udtryk for Kvindens Betydning. Ved Lampens
Hjælp har Aladdin faaet den skjønne Gulnare
til Hustru; men det er ham nok at eje den
skjønne Kvinde, han finder det ikke Umagen
værd at vise hende Fortrolighed og betro hende
Hemmeligheden med Lampen. Følgen bliver
jo ogsaa, at hun ved sin Uvidenhed bliver Skyld
i, at baade hun og Lampen kommer i Nureddins
Vold og Aladdin bliver et Bytte for Fortvivl-
else og Elendighed. Det er imidlertid ogsaa
kun ved hendes Hjælp, at Ulykken kan gjen-
oprettes, efter at de har fundet hinanden igjen,
og Lykken bliver først da fuldkommen, fordi
de gjensidig har hinanden at takke for deres
Kjærligheds udholdende Troskab.

Jo, kan Kvinderne ikke undvære Mændene,
saa er det lige saa sikkert, at Mændene ikke
kan undvære Kvinderne; kun ved fælles Hjælp
naas det ophøjede Maal for Menneskeslægtens
Udvikling, kun ved Gulnares Hjælp vindes
Lampen tilbage, som giver Magt over Natur-
aanderne.

Menneske og Abe.

Af Valdemar Bennike.

Som bekjendt vil de Naturvidenskabsmænd,
der er mest paa Moden for Tiden, ikke ind-
rømme, at Mennesket er skabt i Guds Billede
og efter hans Lignelse, men paastaar, at han

er skabt i Abelignelse, kun at denne Abelighed
er udviklet i en særdeles høj Grad, uden at der
dog altsaa er nogen egentlig Gr#«a?forskjel
mellem os og disse Dyr. Og med den om sig
gribende Realskolesøgning, som selv vore Bønder-
børn nu kommer saa stærkt ind paa, vil det
maaske inden ret længe blive lét af som en
dum Vigtighed selv blandt jævne Folk, naar
man vil gjøre den tidligere Betragtning gjæld-
ende, hvorefter der skulde være en svælgende
Afgrund mellem Mennesket og Dyret. Der er
vist allerede mange, som trykkes af disse Viden-
skabens formentlige Sandheder, og som ikke tør
tænke paa saadanne Ting for ikke at udsætte
deres Barnetro for Fristelse. Over for disse
Folk vil jeg prøve paa at røre lidt op i For-
holdet "Menneske og Abe."

Der synes nu ganske vist hos de store
afrikanske Aber, som er dem, der nærmest er
Tale om, at være gjort et vist Tilløb fra Dyrets
Side paa afspille Menneske; men lad os en Gang
se, hvordan dette er faldet ud. Er disse Aber
virkelig naaet til at blive menneskelige i nogen
som helst Henseende? for da maa man jo ind-
rømme, at det Svæ!g, man hidtil har forestillet
sig mellem Mennesker og Dyr, findes ikke, men
hver staar kun paa et forskjelligt Udviklingstrin.
Naturforskeren Karl Vogt, der i høj Grad
sværmer for Aberne og synes at være stolt af
at kunne kalde dem Stamfædre, skriver om
Ungerne af Sjimpanseen, der er den højst staa-
ende Abe, at de er "aandelig opvakte, letbevæge-
lige, sangvinske, intelligente Væsener, hvis aande-
lige og hjærtelige Anlæg næppe lader sig skjelne
fra i lige Grad begavede Menneskebørns". Hos
ham maa man altsaa vente at finde alt det
ædleste i Abenaturen fremstillet, og dog, efter
i hans Skildringer nøje at have eftersøgt noget,
der kunde vise hans Berettigelse til at bruge
saadanne Udtryk om Dyr, der jo indeholder
Paastand om, at de^har baade Aand og Hjærtt,
maa jeg sige, at jeg har ingen saadanne Vidnes-
byrd fundet. Mon Sjimpanseens ; Unge vilde
lytte opmærksomt til, naar man vilde fortælle
den en Historie, som et Menneskebarn? Det
mælder han ikke noget om, lige saa lidt som
at den kan meddele sin*"Aandelighed og Intelli-
gens" i Ord," og hvor kan man ellers vide, at
der findes Aand hos den? Aand aabenharer sig
dog udelukkende i Ord. Og det er jo Besid-

[page] 109-110

delsen af Ordet, Vidnesbyrdet om Tilstedevær-
elsen af Aand og Hjærte, der præger Mennesket
og er det ægte menneskelige. Naar der for-
tælles om en Abe, at efter at den havde set
Hængelaasen paa sin Lænke blive aabnet med
en Nøgle> prøvede den senere ved at dreje
pinde om i Nøglehullet at gjøre det samme,
saa er det da intet Bevis paa Aand, men kun
paa, at Aben er god til at efterabe, hvad den
ser, hvad man jo har vidst, saa længe Verden
bar staaet, uden at man derfor tidligere har
fundet paa, at der skulde være noget menneske-
ligt i det, om end der hos Mennesker ogsaa
kan findes megen Tilbøjelighed til at efterabe.
Og naar en Abe, som havde revet sig paa en
Sømspids paa Væggen i sit Bur, efter forgjæves
at have pillet ved den for at faa den ud, gik
om paa den anden Side af Væggen oer fandt
Sømhovedet, som den anstrængte sig voldsomt
med sine Fingre for at trække ud, saa viser
dette vel en stor Klogskab, men dog kun af
den Slags, man kalder Hundeklogskab, fordi den
ogsaa kan findes stærkt udviklet hos Hunde,
den, vore Forfædre sagde, Jætterne havde saa
meget af, men som aldeles ikke er nogen
aandelig Ævne. Naar Aben kan skamme sig
og ligesom vise en ond Samvittighed over at
have gjort noget, den ikke maa, da har den jo
ogsaa dette tilfælles med Hunden, som bl. a.
Talemaaden ,;at skamme sig som en Hund"
viser. Og naar en Abe gaar ganske rolig midt
ind i Flokken af Hunde og Jægere og udriver
sin Unge af deres Vold og gaar lige saa rolig-
bort med den, da viser den en højere Grad af
det saakaldte "dyriske Mod", end de fleste
Mennesker kan rose sig af, og en rørende
Følelse og Ømhed for sine Unger, som næppe
alle Mennesker men dog mange andre Dyr ogsaa
vilde vise, og har i alt Fald intet med det at
gjøre, som vi i højere Betydning kalder Hjærte
hos Mennesket, som er Modtagelighed for Aand.
Det samme gjælder om den Abe, som søgte at
bringe sine Unger i Sikkerhed for Jægerne og
samtidig vinkede med Haanden, at de ikke
maatte skyde saa længe. Nej, enten har Aben
de Livsytringer, vi lægger Mærke til hos den,
til fælles med andre Dyr, der i saa Henseende
altsaa ligner Mennesket lige saa vel som den,
eller de stemmer med Menneskets, naar han
ikke er, som han skal være, naar hans Væsen

er dyrisk, og da er det jo ikke noget, der hæver
Aben. Naar vi betragter en Abe og dens Færd,
kommer vi unægtelig til at tænke paa et
Menneske, men rigtignok paa det ækle, frastød-
ende hos Mennesket; man finder aldrig Aben
kjøn og tiltrækkende, som man vilde, hvis der
var noget virkeligt menneskeligt hos den; men
man synes, den er væmmelig, netop fordi den
er Vrængbilledet af et Menneske, og finder vel
netop derfor de Arter væmmeligst, der skaber
sig mest menneskeagtige. Alt det, der er grimt
hos et Menneske, skal vi nemlig let kunne gjen-
finde hos Aberne, det vilde, ubændige, pirrelige,
lunefulde, trodsige, arrige, tyvagtige, lumske,
hidsige o. s, v., og prøver end Abevennerne at
fortolke det saadan, at det er kun i Fangen-
skabet og paa Grund af dette, de viser sig
saadan, men ikke i deres vilde Tilstand, saa
viser det dog al Tid, at Selvbeherskelse, som er
en af de ædle, menneskelige Egenskaber, har
åben lige saa lidt som noget andet Dyr, altsaa
ingen egentlig Vilje. Derimod fortæller selv
Karl Vogt om Abernes vilde Sanselighed og
usædelige Færd, om hvordan der ikke findes de
Laster med Hensyn til Sædeligheden hos Menne-
sker, uden at de findes hos Aberne med; og
naar Negerkvinderne ikke kan gaa i Fred for
Hanaberne, da er det sikkert et Træk, som
næppe har noget Sidestykke hos andre Dyr;
men er en Anmasselse fra disse Dyrs Side hen
imod det menneskelige, som dog vel næppe nogen
vil kalde et Bevis paa Menneskelighed hos dem.
Nu er der jo ganske vist dem, der vil ind-
rømme, at vel er Mennesket i det hele ikke et
Dyr, men som dog hævder, at naar man kun
ser paa det ligefrem legemlige hos ham, da
hører han dog helt ud til Pattedyrenes
saa der er ikke den Forskjel paa Menneske-
legemet og Abelegemet som paa mange andre
Pattedyrs Legemer. Men saadant et Skjel
mellem den aandelige og legemlige Natur hos
Mennesket lader sig for det første slet ikke drage,
da de to Naturer er sammenvoksede, og Ordet,
Talen, som Mennesket har, men ikke Aben, dog
lige saa fuldt hører den legemlige Verden til som
den aandelige og giver altsaa ogsaa Menneske-
legemet et helt forskjelligt Præg fra Abens Legeme.
Dernæst har Mennesket den oprejste Gang,
hvorefter hele Legemet er indrettet: Føddernes
Bygning, den beskyttende Haarklædning paa

[page] 111-112

Hovedet mod den næsten fuldstændige Haar-
raangel andre Steder o. s. v., mens Aberne
aldeles ikke er byggede til at gaa men til at
klatre og har derfor fire saakaldte Hænder, der
er udmærkede Klatreredskaber men har ikke
megen Lighed med Menneskets Hænder; de
kan ikke tage saa fine Ting eller føle saa fint
med Fingerspidserne som vi, ikke tage med
deres Haand med den Muskelkraft som vi, f.
Eks. ikke føre et Vaaben (en Kjæp) med nogen
Fynd, ikke knytte Haanden til on Kølle som
vi eller danne en Skaal af den til at drikke
af, kort sagt ikke bruge den paa de mangfoldige
Maader, hvortil vor Haand er saa mesterlig
skikket, saa Abehaandens Lighed dermed er
kun Skin. Netop Hænderne, som den jo har
paa alle fire Lemmer, gjør Dyret uskikket til
at gaa; vil den en Gang prøve derpaa, sætter
den Yderkanten af Bagfoden eller Baghaanden
til Jorden men ikke Saalen, og bøjer Forfingrene,
saa den gaar paa Knoerne af dem. Da nu
Forlemmerne er saa urimelig lange, mens Bag-
lemmerne er korte, kommer den til at gaa i en
halvoprejst Stilling; men egenlig oprejst med
Armene fri gaar kun enkelte Aber en sjælden
Gang, f. Eks. i Kamp, da de stundum gaar løs
paa Modstanderne med Kjæppe og Stene, men
det er dog al Tid med krummet Ryg og ikke
længe ad Gangen, falder dem besværligt og er
ikke andet, end hvad man ogsaa kjender hos
andre Dyr, f. Eks. Bjørnen. Og Legemsbyg-
ningen er ikke i nogen Henseende indrettet til
oprejst Gang; Haarklædningen f. Eks., der al
Tid er tættere end Menneskets og ikke forud-
sætter Brug af Klæder, er som hos andre Patte-
dyr tættest paa Ryggen, mens Menneskets For-
side er langt mere haaret end Bagsiden. Hvad
Hovedet angaar, saa har Mennesket en stor
Hjærne, der hvælver sig helt hen over de lavere
Dele af Hoved og Ansigt; men Aben har al
Tid en langt mindre Hjærne, der som hos de
andre Dyr ligger tilbageskudt, mens Kæbepartiet
rager frem. Hagen, der særlig er Udtryk foi
Viljesstyrke, mangler hos Aben saa vel som
selve Viljen; heller ikke findes egenlige Læber
At Øjnene og Næsen ogsaa er noget andet end
hos Mennesket og vidner om Dyret, selv naai
man sammenligner Aben med det nyfødte Barn
der efter Videnskabsmændene skal have der
største Lighed med den, maa være klart foi

enhver, der har set en levende Abe. I det hele:
den Adel, der er over Menneskelegemet, søger
man forgjæves selv Sporene af hos Aben, hvis
Legeme kun opviser en ækel Forvrængning af
Menneskelegemets Træk.

Vel maa vi indrømme, at Mennesket lige
saa vel har en Natur tilfælles med Dyrene og
hele den synlige Natur, som med Gud og
Aandens Rige; men hans kjødelige Natur har
dog af den iboende Aand faaet et Adelspræg,
som selv de ypperste Dyr, selv om vi anser
Aberne derfor, fuldstændig savner, og kun i
samme Grad, som Mennesket mister dette Adels-
mærke, det virkelig menneskelige, tiltager Lig-
heden mellem ham og Aben, uden at de væsent-
lige Mærker paa et Menneske, Ordet, den op-
rejste Gang o. s. v., dog nogen Sinde helt ud-
viskes, selv hos de lavest staaende og dybest
sunkne Folkefærd. Og selv den større VæsensMg-
hed med Dyret, Dyriskheden> der i saa mange
Maader kan indtræde, er jo ikke oprindelig hos
disse lavtstaaende Folk, men bestaar i et Affald
fra det oprindelige Gudsbillede, saa det aldeles
ikke berettiger til at se paa saadanne Folk som
Overgangsled fra Aben til de højerestaaende
Folkefærd. Abens Betydning for Menneskelivet
synes saadan at være den — ligesom Troldspejlets
i Andersens Æventyr "Snedronningen" — at vise
os vore egne Daarligbeder og Grimheder i et
stærkt Lys for at laa os til at væmmes ved dem.