[page] 1

Formaalet med denne lille Bog har været
det i vor hjemlige Literatur mindre paaagtede at
vise Darwins Lære som et historisk Led i
en mægtig Kæde af Forskninger og Tanker, der
gaar tilbage til tidligere Aarhundreder og vil fort-
sættes ind i de følgende.

Samtidig hermed har Forfatteren, saa vidt
Pladsen tillod, søgt at gøre Læseren bekendt med
de moderne Forskningsresultaters Vid-
nesbyrd i Spørgsmaalet Skabelse eller Udvik-
ling?*) For den store Almenhed er og bliver
Besvarelsen heraf Sagens Kærne; og desuden synes
det dybere Problem, Spørgsmaalet om Udviklingens
Aarsager, endnu for omstridt og gaadefuldt til
at være Hovedæmne for en populær Fremstilling.

Det ligger udenfor Skriftets Hensigt at give
nogen udførligere Skildring af Darwins Liv og af

*) Ved Udtrykkene Skabelse og Udvikling forstaas over-
alt i det følgende Livsformernes, "Arternes" Opstaaen,
ikke selve Livets Oprindelse, hvorom Videnskaben
endnu intet bestemt véd.

[page] 6

den specielle Afstamningsteori, der bærer hans
Navn. Dette er gjort ofte nok; og den Læser,
som maatte savne grundigere Kendskab hertil,
henvises bl. a. til følgende Bøger:

Harald Høffding: Charles Darwin (Studentersamfundets
Smaaskrifter Nr. 91—92.)

Johan Olsen: Udviklingslærens nuværende Standpunkt
(Bibliotek for de tusen hjem.)

J. P. Jacobsen og Vilhelm Møller: Darwins Liv og Lære.

Charles Darwin: "Om Arternes Oprindelse" og "Menne-
skets Afstamning", oversatte af J. P. Jacobsen.

Darwins Liv og Breve. (Bibliotek for de tusen hjem.)

Ernst Haeckel: Skabelseshistorien.

Ved Udarbejdelsen af dette Skrift er (foruden
Darwins Værker) fornemlig benyttet:

E. Perrier: La philosophie zoologique avant Darwin.

O. Schmidt: Descendance et Darwinisme.

E. Haeckel: Die Naturanschauung von Darwin, Goethe und
Lamarck.

R. Virchow: Goethe als Naturforscher.

E. Krause: Erasmus Darwin.

Grant Allen: Charles Darwin.

Th. Huxley: Darwiniana (Collected essays II).

A. Wallace: Darwinisme.

G. Romanes: Darwin and after Darwin.

R. S. Bergh: Forelæsninger over den almindelige Udviklings-
historie.

[page] 7

Vore Hænder vil flette vort Vaar-

springs-Løv
til en Krans om dens Herskerbryn."
Kail Gj ellerup: Aander og Tider.
Et Rekviem over Charles Darwin.

1 ræder man ind i Londons naturhistoriske Mu-
seum, fæstnes Blikket uvilkaarlig ved en lysende Mar-
morstatue, der fra Hovedtrappens Afsats behersker
den mægtige Centralhal. Denne Statue, som er
blevet rejst ved Bidrag fra alle Jordens Egne og
Stænder, og som indtager Hæderspladsen i Ver-
dens største naturvidenskabelige Samling, bærer paa
sit Fodstykke Navnet Charles Darwin.

De dybtliggende Øjne under den høje, furede
Pandehvælving skue rolig frem i Hallens store Rum,
ud over Glasmontrene, hvis sindrig ordnede Dyre-
og Plantegrupper illustrere Darwins Lære, og hvis
tilsvarende Inskriptioner, — korte og vægtige som
Skriftsprog, — indprænte Beskueren de vigtigste
Sætninger af vort Aarhundredes mest epokegørende
Værk, — Bogen om Arternes Oprindelse Højt
oppe over Montrene, omgærdet af sine Yndlinge,
Dyrene og Planterne, troner Mesteren selv i en
svær Armstol, lænet tilbage mod Rygstødet og
hensunket i stille Betragtning. Hovedet, hvorfra

[page] 8

det store, ærværdige Skæg bølger ned paa Brystet, er
lidt fremaddukket, Hænderne hvile i Skødet som
efter et tilendebragt Arbejde. Den' hele Skikkelse
afspejler en Tænkers klare, indadvendte Ro, — en
mild Fred efter et langt, utrætteligt Forskerliv.
Den Fred, der udtrykkes i Ordet: det er fuldbragt.

I sin simple, ligefremme Komposition og i de
naturlige Omgivelser er denne Statue af sjælden
gribende Virkning og præger sig uudslettelig i
Erindringen. Forbi den vandre Folk fra alle Ver-
densdele, nogle opfyldte af Ærefrygt og Taknem-
lighed, andre sendende den et uvilligt eller spottende
Sideblik. Dog, de sidstes Tal bliver færre Aar for
Aar, alt som Kendskabet til Darwins Betydning
vinder Fodfæste ogsaa udenfor Naturforskernes
Kreds.

At den officielle Anerkendelse blev Darwin til
Del, — om ikke før, saa i hvert Fald efter hans
Død*), — derom er denne Statue ikke det eneste
Vidnesbyrd. I Westminster-Kirken, hvor kun Natio-
nens Ypperste jordes, og hvor en Bisættelse er
ensbetydende med den største Æresbevisning, Fædre-
landet kan yde, gemmes Charles Darwins Støv faa
Skridt fra T s a a c Newtons, bisat under Nær-
værelse af videnskabelige Deputationer fra Udlandet
og Repræsentanter for Englands fornemste verdslige
og kirkelige Magter.

Næsten symbolsk støde Newtons og Darwins
Grave nær op til hinanden Begge bidrog til
at revolutionere vor Naturopfattelse, — den ene

*) Ch. D. f. 1809, d. 1882.

[page] 9

paa det livløses, den anden paa det levendes Om-
raade. Begge ere de blevne sammenstillede i
Videnskabens Historie, og af mere end én Forsker
er Charles Darwin bleven kaldt Biologiens Newton,
Ligesom dennes Paavisning af Tyngdekraften som
Aarsag til Himmellegemernes indbyrdes Stillinger
og Baner lod os erkende en Naturolv, hvor Fan-
tasien før havde indskudt en mirakuløs, udefra ind-
gribende Kraft, Saaledes søger Udviklingslæren eller
»Darwinismen«, — dette Udtryk taget i rumme-
ligste Forstand, — at opfatte den levende Naturs
uendelige Formrigdom som et lovmæssigt Resultat
af naturlige Kræfter, — at erkende Aarsags-
lovens Eneberettigelse lige saa vel i den
organiske som i den uorganiske Natur.

Mod dette Maal, hvor fjærnt og diset det
end fortoner sig, gaar den moderne Biologis Vej *).

*) Ved Biologi, et Ord, der ofte forekommer i det føl-
gende, forstaas i videste Omfang Læren om alle
Planters og Dyrs — alle Organismers — Natur, Op-
rindelse, Livsforhold og indbyrdes Vekselvirkning.

[page] 10

I Overensstemmelse med Udviklingslærens eget
Princip: kun gennem sin Vorden erkendes det væ-
rende, ville vi først se, under hvilke Forhold Dar-
wins Teori fremstod.

Vi ville da finde, at længe før Darwin fødtes,
var Spørgsmaalet Skabelse eller Udvikling ? blevet
rejst og debatteret, Saaledes at han ingenlunde, —
hvad der endnu er en vet almindelig Misforstaaelse,
— er Afstamningslærens Fader. Denne Tanke saa
Lyset før Darwin. Noget ganske andet er det, at
han' som dens ypperste Forkæmper og stærkeste
Begrunder naaede at føre den frem til dens ende-
lige Sejr.

Allerede i den ældste græske Filosofi spores
Udviklingstanken, om end vag og uklar, fattig paa
Bevismateriale, — en spæd Spire, hvorover Kri-
stendommens Verdensopfattelse, med sin skarpe
Modsætning mellem Aand og Materie og sin sær-

[page] 11

lige Fremhævelse af Mennesket, »skabt i Guds
Billed«, lægger sig med Tyngsel som af evig Sne,
kuende dens Vækst og dyssende den i Dvale.
Sekel efter Sekel beherskes da alle Sind og Tan-
ker med næsten uindskrænket Herredømme af iste
Mosebogs Skabelsesberetning. Sit tidligste Grund-
skud faar denne i Begyndelsen af det 16de Aar-
hundrede ved Kopernikus' Lære, at Jorden
ikke er Verdensaltets Midtpunkt, — men en ringe
Planet, kredsende om Solen, der selv kun er Cen-
trum i et enkelt af de mange Solsystemer.

Imidlertid er indtil for omtrent hundrede Aar
siden endnu den Opfattelse saa godt som eneraa-
dende, at alle Plante- og Dyrearter ere blevne skabte
hver for sig ved en overnaturlig Magts Indgriben,
udstyrede med de til deres Levevis bedst svarende
Organer og med Ævne til at frembringe Afkom,
der nedarver deres Egenskaber uforandrede og
uforanderlige. Denne Tro paa Arternes Ufor-
anderlighed faar i forrige Aarhundrede sin største
videnskabelige Forkæmper i Svenskeren L i n n é
og i vort Aarhundrede i Franskmanden C u v i e r
og Schweizeren Louis Agassiz.

For ikke at foregribe den historiske Gang
ville vi opsætte Sammenligningen mellem Skabelses-
og Afstamningslæren til senere og gaa over til at
omtale de Udviklingstanker, der ere Forløberne for
Charles Darwins Teori. — I den franske Revolu-
tions Brydningstid og ved Overgangen til vort
Aarhundrede se vi dem spire frem omtrent samtidig
i Europas tre Kulturcentrer: Frankrig, Tyskland og
England.

[page] 12

Allerede hos den franske Naturhistoriker Grev
B u f f o n møde vi i forrige Aarhundredes sidste
Halvdel Tanker, der stride mod deri herskende Op-
fattelse. Støttet paa geologiske Studier hævder
Buffon de nu uimodsigelige Kendsgærninger, at
Fordelingen af Land og Vand fordum har været
en ganske anden, og at jorden er langt ældre, end
almindelig antaget. Han gør endvidere op-
mærksom paa Organismernes indre Lighed og
udtaler som en Mulighed, at alle levende Væs-
ner have deres Udspring fra en fælles Stam-
form. Dog, Gejstligheden taalte ikke slige revo-
lutionære Ideer; og fra dens Hovedfæstning, Sor-
bonne, det teologiske Fakultet i Paris, modtager
Buffon en Skrivelse, hvori han gøres opmærk-
som paa, at hans Skrifter paa fjorten Steder udtale
Anskuelser, der ere uforenelige med den hellige
Skrift. Saa stærk er Klerikalismens Indflydelse,
saa truende gaber Bastillens Fængsel, at den
livslystne Greve, der langtfra ønskede noget Mar-
tyrium, aabner sit næste Værk med følgende ufor-
beholdne Tilbagetog: »Jeg erklærer, at det ikke
har været min Hensigt at modsige Skriftens Ord,
— at jeg tror fast paa alt, hvad deri berettes om
Skabelsen, saavel vedrørende dennes virkelige Sted-
finden som dens Tidsfølge; og jeg frafalder alle
Anskuelser i min Bog om Jordens Dannelse, som
maatte stride mod Moses' Beretning.«

Alligevel, — den Sæd, Buffon saa frygtsomt
havde udsaaet og Præstevælden havde haabet at
kvæle i Spiren, bar sine kætterske Frugter,

[page] 13

I Tyskland blev det blandt andre Goethe,
i Frankrig Geoffroy Saint-Hilaire og
frem for alle L a m a r c k, i England Erasmus
Darwin, Charles Darwins Bedstefader, der høstede
dens Førstegrøde.

Om Goethe véd man af hans Breve, at
han med Begejstring fordybede sig i Buffons Skrif-
ter, og sikkert have disse haft Betydning for de
naturvidenskabelige Studier, som den store Digter
drev med saa megen Forkærlighed.

I end højere Grad end Buffon søger Goethe
at føre det sammensatte tilbage til det mere
simple. Den Dag i Dag er netop dette Biologiens
fornemste Maal, og i Afsnittet »Skabelse eller
Udvikling:« ville vi komme tilbage til dette saa
interessante Æmne og paavise, hvorledes de uende-
lig mangfoldige og ofte saa sammensatte Bygnings-
forhold hos Planter og Dyr ere Omdannelser af
visse fælles Grundformer eller Urtyper. Her kun
et Par forklarende Eksempler: Hvor indbyrdes af-
vigende synes ikke en Flagermus og en Hval! Og
dog kunne alle Bygningsdele i disse saa forskellige
Organismer henføres til den samme, fælles Pattedyr-
type, der igen kan betragtes som en Omdannelse
af en endnu mere almen Grundform: Hvirveldyr-
typen. — Og i Planteriget: Hvilken himmelvid
Forskel mellem et Bøgetræ og Græsset eller Ane-
monen ved dets Fod, — og dog bestaa de alle af

[page] 14

de samme Bygningsdele: Rod, Stængel, Blad og
Haar. Af disse fire Grundorganer — og kun
j af dem — er enhver Blomsterplante opbygget; til
ét eller flere af dem kan enhver Del af Planten
henføres, — en Sætning, der nu er saa fastslaaet,
at den læres i enhver Skolebotanik og danner
Grundlaget for hele vor Opfattelse af Planternes
Bygning.

Men tilbage til Goethe.

Den Enhed i Mangfoldigheden, som nu er et
gennem utallige detaillerede Undersøgelser rodfæstet
Resultat, var for ham snarest en logisk Nødvendig-
hed, som hans filosofiske Naturbetragtning tvang
ham til at forudsætte. Hans dybe Anelse af Sam-
menhængen mellem det tilsyneladende spredte og
tilfældige og hans Trang til at sondre mellem det
væsentlige og det uvæsentlige giver sig Udslag
blandt andet i de bekendte Linjer i Planternes
Forvandling:

»Alle Former ligne hinanden, dog ingen er
andre lig;

— Saaledes tyder alt Liv paa en hemmelig
Lov, paa en hellig Gaade . . . .«
eller i Ordet: »Den sjældneste Form bevarer sit
Urbilled skjult.« (Dyrenes Forvandling.)

Ledet af sin Overbevisning om Enheden i
Mangfoldigheden peger Goethe paa Bladet som
det Grundorgan, hvoraf alle Plantens Dele frem-
komme ved Omdannelser. Vi have allerede set,
at han her er inde paa det rigtige Spor, om han
end tildeler Bladet større Betydning, end der til-
kommer det; — thi Bladet er jo kun ét af Plan-

[page] 15

tens fire Grundorganer. Imidlertid peger Goethe
mod Vejen til den rette Løsning af Planternes
»hellige Gaade« og lægger (sammen med den tyske
Naturforsker C. F. Wolff, — om hvem senere)
Hjørnestenen til en af Hovedsætningerne i den
moderne Botanik, — den, at Blomsten simpelt
hen er en Gren med Blade, der ere særlig omdan-
nede, saa at de kunne udføre Forplantningen (Be
:støvningen og Befrugtningen.) — Havde mikrosko-
piske Undersøgelser den Gang (1790) været mere
almindelige og mere fuldkomne, vilde Goethe sik-
kert være gaaet videre. Han vilde have set, at
Bladet er sammensat af endnu simplere Dele,
Cellerne, ligesom et Hus er opført af de enkelte
Mursten; — og Goethe vilde have opstillet Cellerne
som de Enheder, ved hvis Omdannelser og For-
bindelser alle Planters (og Dyrs) Legemsdele dannes.
Ogsaa paa Zoologiens Omraade naar Goethes
Enhedsstræben banebrydende Resultater. Karakte-
ristisk for ham er den Maade, hvorpaa han ledes
til at opdage Menneskets Mellemkæbeben, — de
Knogler, der bære Overmundens Fortænder. Som
24-aarig ung Mand hører han Forelæsninger over
Benbygning, hvori det fremhæves som en væsentlig
Forskel mellem Aben og Mennesket, at dette, i
Modsætning til Aberne, ganske mangler Mellem
kæben. At Mennesket skulde danne en Undtagelse
fra Regelen, at et Led i den fælles Bygnings
plan pludselig skulde være udeladt, — det stred
for meget mod Goethes Naturopfattelse til, at-han
kunde slaa sig til Ro i denne Tanke. Han giver
sig derfor til at undersøge en Række Menneske-

[page] 16

fostre og finder ganske rigtig de paagældende
Knogler, der hidtil vare forblevne uopdagede, fordi
de i en senere Alder smælte sammen med Over
kæbebenene.

Paa alle Omraader aabner Goethe nye Vidder.
Han viser, at ligesom Bladet er det væsentlige i
Blomsten, Saaledes er det enkelte Led i en Insekt-
krop den Enhed, ved hvis Omdannelser Insekternes
store Formrigdom fremkommer, — en Sandhed,
der først 40 Aar senere naar fuld Anerkendelse i
den zoologiske Forskning. Endelig, sidst men ikke
mindst, anvender Goethe sin Metode, — at aflede
det sammensatte af det simple og almengyldige, —
paa Hvirveldyrene og fremhæver dér den enkelte
Hvirvel som det væsentlige ikke blot i Kroppens
Skelet men, hvad der er mere overraskende,, tillige
i Hovedskelettets Bygning.

Goethes berømte Hvirvelteori danner, om
end betydelig ændret, en af den nyere sam-
menlignende Anatomis uundværligste Ledesnore til
Forstaaelse af Hvirveldyrtypens Enhed. Saavel ved
anatomiske Studier som ved Undersøgelser af Foster-
udviklingen er det nu blevet en almindelig antaget
Teori, at vort Hovedskelet i det væsentlige maa
betragtes som et særlig omdannet Afsnit af vor
Rygrad, — en Omdannelse, der er gaaet jævnsides
med, at vor Rygmarvs forreste Del udvikledes til
det Parti, vi kalde Hjærnen. Hovedets Betydning
som Sæde for denne, for Sanseorganerne, for Svæl-
get, Munden osv. maatte medføre store og gennem-
gribende Ombygninger af den oprindelige/ leddede
Bruskstræng, der danner »Urtypen« for Hvirveldy-

[page] 17

renes Rygrad. Medens Hjærnekassens Gulv er
den direkte Fortsættelse af Rygraden eller Aksen
i vort Skelet, gaa Kæberne, Tungebensbuerne og
Fiskenes Gællebuer parvis ud derfra omtrent som
Ribbenenes Buer fra vore Brysthvirvler. (Andre
Dele af vort Hovedskelet, særlig Loftet i Hjærne-
kassen, ere Dannelser, der ikke findes hos de op-
rindeligste nulevende Hvirveldyr, Hajerne, og der-
for maa betragtes som senere tilkomne Forbenin-
ger i Huden, svarende til de Benplader, vi f. Eks.
finde paa Størens Hoved.)

— — — Hvad der imidlertid i endnu højere
Grad end Goethes mere eller mindre specielle Studier
stiller denne store Tænker i første Række blandt
Udviklingslærens Banebrydere, er den dybe pante-
istiske Naturopfattelse, der gennemsyrer alt, hvad
han har skrevet, men maaske fremtræder særlig
tydelig i hans vidunderlig skønne Prosahymne
Naturen, som det koster én Overvindelse ikke at
forsøge paa at gengive, samt i hans dybsindige
Digtsamling Gud og Verden, hvori han som Mod-
sætning til en Gud, der holder Verdensmekanismen
i Gang, lader »Gud« og »Verden« smælte sammen
og hævder Naturens ubrydelige og altomfattende
Enhed som den højeste Sandhed.

Uheldigvis forblev Lamarck's Afstamningslære,
— før Darwins det betydeligste Værk paa dette
Omraade, — ubekendt for Goethe. Derimod fulgte
denne med levende Interesse den Strid, som to
Aar før hans Død kæmpedes i det franske
Videnskabernes Selskab mellem Skabelseslærens

[page] 18

Forsvarer, Cuvier og dens Angriber, Geoffroy Saint-
Hilaire,

Geoffroys Kamp var Goethes Kamp; og det
sidste, den 83-aarige Olding skrev, var en Frem-
stilling deraf, fuldendt nogle Dage før han hensov
med Udbruddet »Mere Lys!« (Marts 1832).

Faa Aar tidligere havde han skrevet: »Naar
jeg betragter Naturvidenskabens nyeste Fremskridt,
forekommer jeg mig selv som en Vandringsmand,
der i Morgendæmringen gik mod Øst, skuende, med
Fryd mod det frembrydende Lys og med Længsel
ventende den store Ildkugles Tilsynekomst —, men
som dog, da den kom frem, maatte bortvende
Blikket, der ikke kunde taale den stærke, med
Haab og Ønsker imødesete Glans.'< — Den Sol,
hvis Opstaaen Goethe her profeterer, skulde først
efter Aarhundredets Midte fremstaa i sin fulde
Pragt, da Darwins Bog Om Arternes Oprindelse
spredte Lys over Biologiens Verden.

Endnu større direkte Indflydelse end paa Goethe
faa Buffons Ideer paa E. Geoffroy Sain t-H i-
1 a i r e. Næppe 23 Aar gammel skriver denne (1795)
i sin første zoologiske Studie: »Naturen har dannet
alle levende Væsner efter en og samme Plan, hvis
Grundprincip er fælles, varieret paa tusinde Maader«.
Og denne Tanke, — den samme, vi sporede hos
Buffon, — er den røde Traad, der gennemslynger
Geoffroys lange, virksomme Forskerliv. Ledet af
den søger han i Modsætning til Linnés Elever ikke
Forskellighederne men Lighederne mellem Organis-
merne og peger derved paa et af Maalene for den
moderne sammenlignende Anatomi, hvis fornem-

[page] 19

ste Opgave det er, trods alle Omdannelser, bag
alle nok saa skuffende Forklædninger, at genfinde
det samme Grundorgan, den samme Type. (Se
herom nærmere i Afsnittet: »Hvad beviser Organis-
mernes Bygning?«)

Som rimeligt er, gør Geoffroys Metode ham
til en overbevist Forkæmper for Afstamningsprin-
cipet, og han betoner som Udviklingens Aarsag
de ydre Livsbetingelsers omdannende Indvirkning
paa Organismerne. Man finder i hans Skrift herom
følgende programmæssige Ord: »Nutidens Natur-
forskere, der saa ivrig beskrive hver enkelt natur-
historisk Form og Fænomen og med deres Kniv
saa færdig undersøge Organismernes vildsomme
Indre, synes at frygte for at kompromittere sig
ved at søge efter Naturfænomenernes indbyrdes
Sammenspil, en i sig selv vanskelig Opgave, som
er ganske uopdyrket og derfor end yderligere svær
at løse, men som lover Fremskridt af stor filosofisk
Betydning«.

Det blev ikke forbeholdt Geoffrey at opleve
den nye Æra, som han her profeterer, og som
Charles Darwin indviede saa mesterlig. Hos hans
store Samtidige, C u v i e r, mødte hans Ideer en
systematisk og stærk Modstand, og da Cuviers Elever
efter Mesterens Død fortsætte Kampen af bedste
Ævne, men ikke altid med de blankeste Vaaben,
afbryder Geoff roy, gammel og træt af Striden og de
evige Misforstaaelser og Forfølgelser, sit sidste paa-
begyndte Skrift med den bitre Udtalelse: »Jeg vil
ikke fortsætte disse Brudstykker, der næppe ere
begyndte under de heldigste Varsler. Jeg er nu

[page] 20

et Bytte for stærkere Magter og kan ikke værge
mig mod den mørke Skæbne, der hviler over mig,
forfølger mig og forbitrer mig mine sidste Dage.
De Trakasserier, hvormed man overdænger
mig, Alderdomssvækkelse og Modløshed nedbøje
mig og sætte mig i en magtesløs Tilstand, hvortil
jeg maa tage Hensyn mine sidste Levetimer. Min
Klogskab og min Alder raade mig fra at indlade
mig paa de nye Kampe, man synes at ville paa-
tvinge mig.«

Cuvier og Geoffroy stod overfor hinanden som
Førere for to Retninger, der blev kaldte Kends-
gærningernes Skole og Ideernes Skole. Medens
den sidste mødte stor Tilslutning i Tyskland hos
Goethe og i den tyske Naturfilosofi, forblev den
nøgterne Erfaringsvidenskab endnu længe herskende
i Frankrig; og naar Charles Darwins Teori en
Menneskealder senere mødte den sejgeste Modstand
netop i den franske videnskabelige Verden, er det
sikkert, fordi Kendsgærningernes Skole her var
saa solidt opmuret af Cuvier.

At denne Mur var fast, følte ogsaa Geoffroys
samtidige Landsmand Lamarck, — Afstam-
ningslærens mest udprægede Forkæmper før Char-
les Darwin. Hans geniale Bog Zoologisk Filosofi
(1809) blev dels uforstaaet eller spottet af Samti-
den, dels tiet ihjæl, fordi den stred mod den her-
skende Skole. Selv dennes Høvding, Cuvier, hol-
der sig ikke for god til end ikke at nævne den i
sine ellers saa komplette Aarsberetninger over alle
Fremskridt paa Naturvidenskabens Omraade. Først
efter et Par Menneskealdres Forløb, da Charles

[page] 21

Darwin paany havde sat Afstamningsproblemet paa
Dagsordenen, »opdages« Lamarck; hans Værk gen-
optrykkes, og hans Navn bliver i vore Dage end-
ogsaa taget som Bannermærke for en særlig Ret-
ning indenfor Udviklingslærens Tilhængere, — Ny-
Lamarckismen. — Lidet anende en saa sent kom-
mende Oprejsning henlevede den 85-aarige Forsker
sin sidste Tid blind og fattig, upaaagtet af Verden.
Hvor skarpt Lamarck tager Afstand fra Ska-
belseslæren, viser følgende Linjer: »Den næsten
almindelig godkendte Antagelse, at de levende
Væsner danne Arter, der ere konstant udprægede
ved uforanderlige Karakterer, og at disse Arters
Bestaaen er lige saa gammel som Naturen selv,
blev fremsat i en Tid, da man endnu ikke havde
tilstrækkelige Iagttagelser, og da der saa godt som
ikke eksisterede Naturvidenskab. For dem, der
have set meget og i længere Tid undersøgt Naturen,

modbevises den hver Dag.....De systematiske

Inddelinger i Klasser, Familier, Slægter og Arter
ere, lige saavel som disse Benævnelser, vilkaarlige
Kunstprodukter af Mennesket. Arterne ere af for-
skellig Alder, have udviklet sig efter hinanden og
vise kun relativ, foreløbig Bestandighed; af Varie-
teter dannes Arter. Forskelligheden i Livsbetin-
gelserne indvirker omdannende paa Dyrenes Byg-
ning, Form og enkelte Dele, og ligesaa Brug eller
Ikke-Brug af Organerne. Fra først af opstod kun de
aller simpleste og laveste Dyr og Planter, tilsidst
de højest organiserede. Jordens og dens Beboeres
Udviklingsfølge har været ganske sammenhængende
og har ikke været afbrudt ved voldsomme

[page] 22

Revolutioner. Livet er kun en fysisk Proces. Alle
Livsfænomener bero paa mekaniske, fysiske og
kemiske Aarsager, der ere iboende selve det orga-
niske Stof. De simpleste Dyr og de simpleste
Planter, der staa paa det laveste Bygningstrin, ere
opstaaede og opstaa den Dag i Dag ved Selv-
avling.*) Alle levende Væsner ere underkastede de
samme Naturlove som de livløse eller uorganiske
Legemer«.

Det er overraskende, tre Menneskealdre til-
bage at møde en saa moderne Naturopfattelse
som disse Linjers. Man ser, at Lamarck er kon-
sekvent og tager Skridtet fuldt ud. Klart og
skarpt formulerer han saa store og dristige Ideer
som det endnu uløste og omstridte Spørgsmaal,
om Livets Opstaaen af det livløse Stof; intet
Sted rækker han Underet en Finger eller giver
det Lov at gribe ind i Verdensmekanismen. Over
alt, i den livløse som i den levende Verden, er
det Naturens egne Kræfter og Love, der virke.

Hvorfor slog Lamarcks Afstamningstanker nu
ikke igennem, naar Darwin et halvt Aarhundrede
senere sejrede forholdsvis hurtig?

Grundene hertil ere mange, — først og fremmest
Modstanden hos Datidens store Autoritet, Cuvier
og dennes Skole; dernæst Lamarcks Mangel paa
Bevismateriale og utilstrækkelige Paavisning af
sine Udviklingsprincipers Rækkevidde; og endelig
selve Tidspunktet, hvorpaa han fremsatte dem.

*) Levende Væsners Opstaaen af det livløse, uorganiske
Stof.

[page] 23

Naturvidenskaben var endnu ikke stærkt nok
grundmuret paa Erfaringer til at kunne bære
Udviklingstankens stolte Bygning. Paa mange
Omraader, særlig Geologlens og Fosterlærens,
famlede man i Usikkerhed eller havde i hvert
Fald ikke Iagttagelser nok at støtte sig paa.
Kort, Tidens Fylde var endnu ikke inde, og
Lamarck, der — som ved et Fingerpeg af Skæbnen!
— bar Fornavnet Jean-Baptiste, Johannes Døbeven,
kunde da kun blive Forløber, ikke Føreren for
den nye Lære.

— — Vi forlade nu Fastlandet og gaa over
til England, der, som vi skulle se, i mere end én
Forstand blev Darwinismens Vugge.

Det blev her en af Charles Darwins egne
Stamfædre, hans Bedstefader Erasmus Darwin,
der først løftede Afstamningsideens Fane, tilmed
ganske uafhængig af og tildels tidligere end dens
Forkæmpere paa Fastlandet, — hvilket bedst viser,
i hvor høj Grad denne Tanke »laa i Luften« ved
Aarhundredets Begyndelse.

Erasmus Darwin var af en lignende altom-
fattende Natur som hans store Samtidige, Goethe.
Han var paa én Gang Læge, Filantrop, Natur-
forsker, Filosof og Digter; en Mangesidighed, der
imidlertid kun nedsatte hans Ry i Fagmændenes
Øjne, — skønt hver enkelt paa sit Felt maatte
indrømme ham stor Anerkendelse! Hvad der
særlig springer frem som et aandeligt Fællesskab
med Goethe, er hans udprægede Forkærlighed for
at forene de to tilsyneladende saa vidtforskellige
Retninger, Poesi og Videnskab. Vi træffe hos

[page] 24

begge den samme kunstnerisk-filosofiske Trang til
at opfatte Naturen som ét harmonisk Hele.

Rundt om i Erasmus Darwins Digte, men
fornemlig i hans Værk Zoonomia eller Livets
Love, der udkom allerede 1794, møde vi hans
Udviklingsideer. De besidde dog langtfra Lamarcks
skarpe Klarhed. Hos Erasmus Darwin er det
snarere, som hos Goethe, Profetens Seerblik, der
gennem Taageforhænget skimter det gryende
Lys og de vage Omrids af det, der skal komme.
Paa mange Punkter spore vi, ligesom i Spi-
ren, Synsmaader, som vi træffe fuldt gennem-
førte hos hans berømte Sønnesøn. Saaledes
henleder Erasmus Darwin Opmærksomheden paa
»de rige Forandringer, mange Dyr have undergaaet
ved kunstig eller tilfældig Opdrætning«, og peger
derved netop paa den Vej, Charles Darwin med
saa stort Held slog ind paa: Studiet af Husdy-
renes og de dyrkede Planters Variering eller Om-
dannelser under Menneskets Paavirkning. Erasmus
Darwin fremhæver »de umaadeiige Forandringer i
Form og Farve«, Mennesket har fremelsket hos
Kaniner og Duer, — netop Sønnesønnens særlig
foretrukne Studieobjekter! Han hævder Arve-
lighed af nydannede Egenskaber, — henpeger paa
Krydsbefrugtningens Nytte, — omtaler Betydningen
af Hannernes Vaaben og Prydelser under Parrings-
kampen og af Dyrenes »Beskyttelsesfarver«, — ja,
han skildrer endog den over alt i Dyre- og Plante-
riget herskende Kamp for Tilværelsen, som spiller
Hovedrollen i hans Sønnesøns Teori. Men her
glipper ogsaa Sammenligningen. Han fandt ikke

[page] 25

den Nøgle til Gaadens foreløbige Løsning, som Charles
Darwin fandt i sin geniale Anvendelse af den
simple Sandhed, at de bedst tilpassede Væsner
besejre deres Rivaler i Tilværelseskampen, hvorved
de gunstige Variationers, d. v. s , de begyndende
nye Arters Bestaaen sikres paa Bekostning af de
ældre Former.

Vi have nu fulgt Udviklingsbegrebets Frem-
spiren og set, hvorledes Afstamningslærens Gennem-
brud blev forberedt rundt om i Europa. Endnu
staar tilbage at vise, hvorledes en Række
vigtige Fremskridt paa de enkelte
Videnskabers Felter — særlig paa Astro-
nomiens, Geologiens og Fosterlærens Omraader —
smeddede de Vaaben, hvorved den endelige Sejr
maatte blive sikret, naar Udviklingstanken under
Charles Darwins Førerskab paany optog Kampen
mod Skabelseslæren.

Paa Astronomiens Omraade havde den
berømte tyske Filosof Immanuel Kant og
den franske Matematiker Laplace fremsat den
storslaaede 1'aagehypotese, der, under den sidst-
nævntes Navn, danner Grundlaget for vor Opfat-
telse af Himmellegemernes Dannelse. Disse tænkes
oprindelig at have været tilstede som et ujævnt
fordelt, taagelignende Stof, der i Overensstemmelse
med Tyngdeloven trak sig sammen om de tættere
Partier og — idet de herved fremkomne Centrer

[page] 26

gensidig tiltrak hinanden, — efterhaanden dannede
faste, indbyrdes kredsende Kloder.

Dette er Udviklingstanken anvendt i det
videste Omfang, nemlig paa Verdensaltet.

Geologien fortsatte i Sporet og viste, hvor-
ledes ikke blot jordklodens Fremkomst, men tillige
de enkelte Perioder i dens Udvikling skyldes
simple, stadig virkende Naturlove.

Paavirkede af det gamle Testamentes Synd-
flodssagn og Beretning om de syv Skabelsesdage
eller Skabelsesafsnit ansaa de ældre Naturforskere
Jordlagene med deres forskelligartede og for hvert
Lag mere eller mindre ejendommelige Plante- og
Dyrelevninger for Vidnesbyrd om lige saa mange
efter hinanden følgende Perioder, der skulde have
været adskilte ved mægtige Oversvømmelser, vul-
kanske Omvæltninger og lignende pludselige Kata-
strofer, som tilintetgjorde alt bestaaende Liv,
hvorefter en Nyskabelse skulde have fundet Sted,
der hver Gang frembragte højere organiserede
Former, — tilsidst Mennesket.

Meget ironisk og træffende sammenligner den
store engelske Zoolog Thomas Huxley denne
Naturopfattelse med et L'hombreparti, hvori Mak-
kerne efter hvert Spil kaste Kortene mellem hver-
andre for at blande til en ny Omgang!

Frem for alt vare Forsteningerne — disse
vigtige historiske Dokumenter om Livsformernes
Udvikling — oprindelig Genstand for de barnligste
Forestillinger. Enten antoges de for Skaberens
mislykkede (!) og kasserede Forsøg eller sammen-
lignedes med raa Ler- og Gibsudkast til de Dyr,

[page] 27

han vilde indblæse Livsaande; — eller man
betragtede dem kun som Vidnesbyrd om en lune-
fuld »Leg« af Naturen. Selv da man i Tyskland
opgravede et vældigt Mammutskelet, fremvistes
dette paa Universitetet som et saadant »Natur-
spil« ! — Megen Fortjeneste ved at bidrage til
Udryddelsen af saa latterlige Forestillinger ind-
lagde de Wiirzb urger Studenter sig, da de drev
den dristige Spas at modellere en Mængde ganske
fantastiske Lerfigurer, som de nedgravede paa
et Sted, hvor deres Professor plejede at lede
efter »Figursten«. Skalkene nød virkelig den
Triumf at se deres hjemmelavede »Naturspil«
omhyggelig beskrevne og afbildede i et stort, lærd,
latinsk Værk! — Kun for den arme Professor
blev det en sørgelig Leg: da Hemmeligheden var
røbet, anvendte han hele sin Formue paa at
opkøbe det solgte Antal Eksemplarer af sit Værk;
men for sent, — Skandalen var ude.

Det var den berømte italienske Kunstner
Leo nar do da Vinci (d. 15 19), samt vor Lands-
mand Nicolaus Steno (d. 1686), der først paa-
viste den Sandhed, at alle forsteningsførende Jordlag,
selv de højeste Bjærges, ere afsatte af Vandet, og
at Forsteningerne ere Aftryk og Rester af fordums
virkelig eksisterende Dyr og Planter, — en Lære,
Teologerne iøvrig greb med Glæde for at udlægge
den som Bevis for Rigtigheden af Moses' Synd-
flodsberetning. I lange Tider spekulerede de
frem og tilbage over, hvorlunde der i Noahs
Ark monne have været Rum for et Par af hver
Dyreart, — et Spørgsmaal, der var blevet særlig

[page] 28

brændende ved Opdagelsen af Amerika med dets
utallige nye Dyreformer! Komisk nok, naar man
husker, hvor hæftig vor Tids Teologer have
angrebet Darwin, kom det 16 — 17de Aarhun-
dredes Rettroende til det Resultat, at Gud oprin-
delig kun har -skabt et mindre Antal Arter og
Slægter, »som vi kunne kalde de første og oprin-
delige, saa at sige Roden og Udspringet til alle
andre. Thi hvor mange Arter Dyr se vi ikke nu,
der maaske ingenlunde høre til den oprindelig
skabte Art og Slægt, men ved mange Slags
Begivenheder*) have ændret sig meget, Saaledes
som ses i de forskellige Former af Faar, Hunde,
Spætter, Papegøjer og andre deslige«**). — Saa
bestemt formuleres i det Herrens Aar 1685 en
Anskuelse, der senere forkastedes, men den Gang
var god Latin i den teologiske Verden!

Det har . sin historiske Interesse at omtale
denne tilsyneladende Kuriositet, fordi det er højst
rimeligt, at det er af saadanne Kilder, at Buffon
øste de Afstamningstanker, der, som vi have set,
fra hans Værker føres videre. I saa Tilfælde er
det, — hvor paradoksalt det end lyder, — i Vir-
keligheden i Teologien, at Darwinismen har
sit dybeste Udspring og sin første Forkæmper!

— — Skaberen af den moderne Geologi er
Englænderen Charles Lyell, hvis store Bog
Geologiens Principer medførte en Revolution i

*) Man antog som Aarsag til n3?e Arters Fremkomst særlig
Bastarddannelse, d. v. s. Krydsning mellem forskellige
tidligere eksisterende Arter.
**) M. Hale: The Origination of Mankind.

[page] 29

vor Opfattelse af Jordens Historie og vistnok tør
siges at være det Værk, der har givet Darwins
en Menneskealder senere offentliggjorte Teori den
solideste Grundvold.

1830, samme Aar som Cuvier i det franske
Videnskabernes Selskab fejrer sin Sejr over Geof-
freys Udviklingsideer, udkommer første Oplag af
Lyells Bog, der for stedse rammer en Pæl gennem
Cuviers Lære om de pludselige Jordkatastrofer og
stedse gentagne Nyskabelser.

Tidligere havde Goethe skrevet om denne
Betragtningsmaade : »Det voldsomme, springende
i denne Lære støder mig i mit inderste Hjærte;
thi det stemmer ikke overens med Naturen. Lad
gaa, som det vil, — Saaledes maa staa skrevet:
jeg forbander dette forbistrede Pulterkammer af
Nyskabelser! Og der vil sikkert komme en eller
anden ung Mand, der har Mod til at angribe
denne gængse Tro«.

Faa Aar efter stod den unge Mand der —
ikke blot med Mod, men med et Kæmpeværk,
bugnende af uimodsigelige Kendsgærninger. Det,
han indpræntede, er da den nu uomtvistede Sandhed,
at man ikke behøver at ty til overnaturlig fnd-
griben eller voldsomme Revolutioner for at forstaa
Jordskorpens Dannelse, men at denne udelukkende
skyldes uendelige Tidsrums langsomme, men
stadige Paavirkning af de samme fysiske og kemiske
Kræfter — Vandet, Vinden, Temperaturvekslinger,
Vulkanerne, Organismerne, — som den Dag i
Dag over alt fortsætte deres mere eller mindre
iøjnefaldende, nedbrydende, opbyggende og omdan-

[page] 30

nende Arbejde. Han lærte, at det kun er ved
Studiet af og Slutninger ud fra Nutidens virkende
Kræfter, at man naar Forstaaelsé af jordlagenes
Tilblivelse og af Jordoverfladens Form. Selv de
dybe Verdenshaves og de højeste Bjærgkæders
Opstaaen kan forklares paa naturlig, ligefrem
Maade ved de rolige vulkanske Sænkninger og
Hævninger, der finde Sted den Dag i Dag. Den
eneste Betingelse, Geologien fordrer og, — som
visse Kendsgærninger vise, — er berettiget til
at forudsætte er umaadelige Tidsrum. Den
kan ikke nøjes med Almanakens c. 6000 Aar,
men regner med Millioner og Billioner Aar. Netop
den samme Fordring stiller Afstamningslæren og
har derfor en god Forbundsfælle i Geologiens
Tidsmaaler. Og endnu mere: har man først fast-
slaaet Udviklingsprincipet i den uorganiske Verden,
maa man logisk ogsaa paa Forhaand hævde dets
nødvendige Berettigelse i den organiske. Nye
Arters Opstaaen ved Skabelse i de enkelte Jord-
perioder vilde være lige saa store Katastrofer
som de, den moderne Geologi har lyst i Ban. —
Lyell indsaa da ogsaa selv fuldtud denne Konse-
kvens af sin Teori; han var blandt dem, der
hurtig sluttede sig til Darwins Lære. Selv skriver
han i et Brev til Haeckel 1868: »Jeg maa virkelig
siges at have banet Vej her i Landet for Darwins
Artsteori.« Og det er med fuld Ret, han tillægger
sig denne Ære.

Paa endnu et Felt, der kan synes ringe,
sammenlignet med Astronomiens og Geologiens
udstrakte Omraader, men ikke har mindre viden-

[page] 31

skabelig Værd, fremkom der før Darwin Opda-
gelser og Anskuelser, som underminerede Skabel-
sesforestillingerne og gjorde det lettere for Afstam-
ningslæren at erobre den gamle, før saa uindtagelige
Fæstning.

Det blev Embryologien, Læren om Ægets
Udvikling til fuldkomment Individ, der udførte
det tredje Minearbejde, som skulde forberede det
store, endelige Stormangreb.

Skønt Embryologien i den sidste Menneske-
alder har svunget sig op til at indtage en førende
Stilling i den biologiske Videnskab, er den et af
dennes yngste Børn. Endnu ind i dette Aarhun-
drede nærede man de mærkeligste Forestillinger
om de vigtigste embryologiske Fænomener: Be-
frugtningen og Fosterets Dannelse. Selv de mest
fremragende Naturforskere antog, at Æget eller
Sædlegemet indeholdt en uendelig lille, men ganske
nøjagtig Miniaturudgave af det vordende Individ
med alle dets enkelte Organer fuldt færdigdannede!
Individet udvikledes ikke; det voksede kun.
Man sammenlignede Fosteranlæget med en Knop:
ligesom denne kun behøver at vokse og udfolde
sig for at blive til Blomst, Saaledes ogsaa Foster-
anlæget. At man ikke kunde opdage dette, for-
klarede man som Følge dels af dets ringe Størrelse,
dels af Gennemsigtighed. — Forøvrig var der
nogle, som paa Menneskets Sædlegemer mente at
se baade Hoved, Arme og Ben!

Denne Opfattelse, Udfoldnings- eller Forud-
dannelseslæren, havde sin betydeligste Forkæmper
i en af det forrige Aarhundredes mest fremragende

[page] 32

Forskere, Albrecht von Haller, der formu-
lerer sin Tanke i de Ord: »Der gives ingen Vorden!
Ingen Del af Legemet dannes før de andre; alle
Dele ere skabte paa samme Tid.« Ikke en Gang i
Forældrenes Legeme dannes Fosteret; — det vat-
tilstede allerede i det første Menneskepar! Og
Haller udregner med megen Omhu, hvor mange
Miniaturmennesker der oprindelig maa være blevne
skabte og indkapslede i hinanden! (Under Forud-
sætning af, at Skabelsen fandt Sted for 6000 Aar
siden, anslaar han Summen til 200,000 Millioner.)
— Den største Uenighed, der herskede i denne
Sag blandt Datidens Naturforskere, var i Spørgs-
maalet om, hvorvidt det var i Eva eller i Adam,
vi have været indkapslede som smaa honilinculi
eller Dværgmennesker!

I Modsætning til Haller hævder en anden tysk
Naturforsker, Caspar Friedrich Wolff 1759,
altsaa netop 100 Aar før Arternes Oprindelse
udkom: »Der e r en Opstaaen!« — en Udvik-
ling af visse simple Anlæg. Han bliver derved
Grundlæggeren af den videnskabelige Embryologi.

Hvor revolutionær denne Tanke forekom
Datiden, ses deraf, at Haller i et Brev til Wolff
blandt sine Modgrunde bebrejder hans Udviklings-
lære, at den er farlig for Religionen! Wolff
opnaaede da heller ikke nogen Universitetsstilling
i sit Fædreland, men maatte søge Kald i Rusland,
hvor man overdrog ham en Lærerpost i St. Peters-
borg. Her døde han, og først flere Aar efter, i
Begyndelsen af vort Aarhundrede, slog hans Ud-
viklingsteori igennem. Det. er nu ved utallige

[page] 33

Undersøgelser med vore Dages fortrinlige mikro-
skopiske Hjælpemidler fastslaaet, at Wolff havde
Ret, — at alle flercellede Væsner i Fostertilstanden
gennemløbe en Udvikling, hvorunder der foregaar
én Række betydelige Omdannelser.

Det er klart, at dette Resultat har haft stor
forberedende Betydning for Darwinismen, idet det
maatte bidrage til at gøre Naturforskerne fortrolige
med selve Tanken om organisk Udvikling — i
Artens som i Individets Historie.

Hertil bidrog ogsaa en af den tyske Embry-
olog Meckel 1811 fremsat Opdagelse, som han
udtrykker i de Ord: »Enhver dygtig Fysiolog
maa blive slaaet af den Iagttagelse, at alle Orga-
nismers oprindelige Form er en og den samme,
hvoraf alle, — de laveste, saa vel som de højeste,
— udvikles paa den Maade, at disse som Over-
gangstrin gennemløbe hines blivende Former.« Vi
finde her antydet et af Afstamningslærens vigtigste
Beviser, der et halvt Aarhundrede senere blev
udtrykt i Ordene: Individets Udvikling afspejler
mere eller mindre nøjagtig Slægtens Udvikling;
Fosterudviklingen er en forkortet, ufuldstændig og
mere eller mindre fordrejet Gentagelse af Artsud-
viklingen, — et Faktum, der er ganske menings-
løst ud fra Skabelseslærens Standpunkt, men der-
imod efter Afstamningslæren kan forstaas som et
Arvelighedsfænomen.

Vi skulle ved Omtalen af Afstamningslærens
Beviser, vende tilbage til denne vigtige Lov og
belyse den ved Eksempler.

*

3

[page] 34

Men vi have dvælet længe nok ved Darwi-
nismens Forhistorie til at vise, hvorledes Udvik-
lingslærens endelige Gennembrud er forberedt paa
alle Omraader.

Som smaa og store Vandløb efterhaanden
nærme sig hinanden for som en samlet, mægtig
Flod at strømme ud mod Flavet, Saaledes have vi
set alle Hovedstrømninger fra Naturforskningens
store Højland søge mod ét fælles Maal: Udvik-
lingstanken. Fra Astronomiens skyindhyllede Tinder
og Geologiens hemmelighedsfulde Slugter, fra
Embryologiens Kløfter og Biologiens grønne Aase
risler og bruser det frem som ved Foraarstid,
naar Snemasserne smælte, frem under det
samme Feltraab: der e r en Udvikling — 'for
Stjærnen som for Æget. Men endnu ved Aarhun-
dredets Midte have disse forskellige Aarer ikke
samlet sig i en fælles Hovedstamme, — endnu
adskilles de ved lave Bakker eller true med at
sive ud i sure, stillestaaende Mosedrag. En vidt-
skuende Aand som den engelske Filosof Herbert
Spencer ser vel, hvorledes de alle stræbe mod
det samme Maal, og skriver de mesterlige Artikler*)
»Udviklingshypotesen« . (1852) og »Fremskridtet,
dets Lov og dets Aarsag« (1857), hvori Udvik-
lingsideens Rækkevidde skitseres i store, almin-
delige Træk; — men først da Charles Darwin
til Læren om Verdensaltets, Jordens og Individets
Udvikling ogsaa har føjet den længe stagnerende

*) I "Mindre Afhandlinger" af Herbert Spencer. Paa dansk
ved H. Høffding.

[page] 35

Teori om Artens Udvikling, først da er den sidste
Dæmning brudt, — først da kan Herbert Spencer
samle de spredte Strømme i ét afsluttet, altom-
fattende System, Saaledes som han i det lange
Tidsrum 1860—96 har gjort det i sit mægtige,
for faa Maaneder siden afsluttede Værk Filosofiens
Grundsætninger, hvori han paa bred og sikker
Grund har rejst Udviklingslæren den stolteste
Triumfbue, menneskelig Tænkning har bygget.*)

Hvoriedes "Arternes Oprindelse" blev til.

Den 27de December 1831 staar Krydseren
Beagle — Sporhunden — ud fra Plymouth for
paa et femaarigt Togt at undersøge og tildels
kortlægge Sydamerikas og Australøernes Kyster
og Farvande. Ombord befinder sig som Ekspedi-
tionens naturhistoriske Sagkyndige den toogtyve-
aarige Charles Darwin, der netop — med
haardt tilkæmpet Betvingelse af sine medfødte og
tidlig udprægede naturvidenskabelige Interesser —
har fuldendt den Eksamen i Teologi, som efter
hans Faders Ønske skal sikre ham en rolig Til-
værelse blandt Gammelenglands Landsbypræster!
— Men Skæbnen vil det ikke saa; og sikkert
med Rette skriver Darwin i sin Selvbiografi:
»Rejsen med Beagle har været den vigtigste

*) Angaaende Spencers Filosofi henvises til Høffdings
"Den nyere Filosofis Historie" og "Den engelske Filosofi
i vor Tid".

[page] 36

Begivenhed i mit Liv og har været bestemmende
for hele min Fremtid.«

Medens hans Forløbere, Erasmus Darwin og
Lamarck havde været Stuelærde, for hvem Udvik-
lingstankens Genius aabenbarede sig ved Skrive-
bordet og i Museumssale, bliver Charles Darwin
Friluftsforskeren, for hvem dens Fakkel tændes
ude i selve den store Natur, mellem Stillehavets
paradisiske Koraløer, paa Patagoniens vide Stepper
og i Brasiliens tætte Urskove, hvis uberørte Jom-
fruelighed maaske bedre end noget andet Sted
paa vor Klode tilsteder Forskeren et Indblik i
Naturens hemmelige Værksteder.

Blandt andre Bøger medtager Darwin — trods
sin gamle Lærer Professor Henslows Advarsel —
Lyell's netop udkomne Geologiens Principer ;
og disses Overensstemmelser med alle hans egne
undervejs gjorte Iagttagelser lade ham hurtig
blive en begejstret Tilhænger af den nye Lære
om Jordens gradvise Udvikling. Men ogsaa paa
den organiske Naturs Omraade lade hans Iagtta-
gelser ham ane Udviklingstankens Sandhed. Dette,
at nærbeslægtede Arter stedse afløse hinanden fra
Nord mod Syd, — det nøje Slægtskab mellem
Sydamerikas nulevende og uddøde Former og
mellem Fastlandets og de nærmest liggende Øers
Plante- og Dyreverden, — disse og mange andre
Vidnesbyrd om Afstamning, om virkeligt Blod-
slægtskab slaar ham; og 1837, — fulde toogtyve
Aar før Arternes Oprindelse udkommer, — ind-
vier han den første af de mange Notitsbøger,
hvori han fra nu af med utrættelig Samlerflid

[page] 37

optegner alle, selv de tilsyneladende ubetydeligste
Forhold vedrørende Spørgsmaalet om Arternes
Opstaaen, Han skriver herom i sin Selvbiografi
Saaledes: »Efter min Tilbagekomst til England
forekom det mig, at man ved at følge Lyell's
Metode i Geologien og ved at samle alle Kends-
gærninger, som paa nogen Maade pegede i
Retning af Husdyrs og Kulturplanters Afartning,
mulig vilde kunde kaste en Del Lys over den
hele Sag. Min første Notitsbog paabegyndtes i
Juli 1837. . . . Uden nogen [forudfattet] Teori
indsamlede jeg ved Hjælp af trykte Forespørgsler,
ved Samtaler med dygtige Opdrættere og Gart-
nere og endelig ved udstrakt Læsning en Mængde
Kendsgærninger, særlig vedrørende Kulturfrembrin-
gelser. Naar jeg ser den Fortegnelse over
Bøger af alle Slags, som jeg læste og gjorde
Uddrag af, deri indbefattet hele Rækker af Tids-,
skrifter og akademiske Forhandlinger, er jeg for-
bavset over min Flid. jeg forstod snart, at Avls-
valg var Nøglen til Menneskets Held med Frem-
bringelsen af nyttige Dyre- og Planteracer. Men
hvorledes Avisvalget kunde finde Anvendelse paa
Organismer, der levede i vild Tilstand, vedblev
nogen Tid at være en Gaade for mig«.

Femten Maaneder senere løses Gaaden, da
Darwin tilfældig, »for Morskabs Skyld«, kommer
til at læse Malt hus' Bog Befolkningslæren.
I dette allerede 1798 udkomne Værk, gør den
engelske Præst Thomas Malthus opmærksom paa
den sørgelige Rækkevidde af Ordet: »Mange efe
kaldede, men faa ere udvalgte«, idet Jordens Folke-

[page] 38

mængde vokser efter geometrisk Maalestok, d. v. s.
stadig fordobles (2, 4, 8, 16 o. s. v), medens
dens Næringsværdier kun tiltage efter aritmetisk
Maalestok (1, 2, 3, 4 o. s. v.}. Resultatet heraf
maa da blive en bestandig mere og mere haard-
nakket Konkurrence — en Kamp for Tilværelsen,
hvori de i legemlig, aandelig eller finansiel Hen-
seende ugunstigere stillede Individer maa bukke
under for deres mere begunstigede Medborgere.

Malthus' Lære bliver Løftestangen i Darwins
Metode, — »Tanken om Naturens Udvælgen
gennem Kampen for Tilværelsen dukkede pludselig
op for mig«. (Brev til Haeckel)

For Nutiden, der er saa fortrolig med denne
Tanke, kunde det synes saare nærliggende, om
Naturforskerne i Aarhundredets Begyndelse havde
forbundet Malthus' Lære med Lamarcks Udvik-
lingsideer og Saaledes vare komne Charles Darwin
i Forkøbet. Men, det er den gamle Historie om
Columbus' Æg om igen!

Saa meget forunderligere er iøvrig dette, som
adskillige Forskere før Darwin netop gennem
Studiet af Malthus endogsaa havde været inde
paa det rigtige Spor, — karakteristik nok næsten
alle Englændere. I den engelske Race finde vi jo
mere end i nogen anden de store Ideer knyttede
til Livets praktiske Nyttehensyn og nøgterne
Erfaringer.

Allerede 1813 anvender Wells Malthus' Ud-
vælgelsesprincip paa Dannelsen af Menneskeracer,
idet han skriver: »Af de tilfældige Variationer,
der kunde opstaa blandt Centralafrikas første faa

[page] 39

og spredte Beboere, maatte nogle være bedre
skikkede end andre til at taale Landets Sygdomme.
Denne Race vilde altsaa formere sig, medens de
andre maatte uddø, — ikke blot paa Grund af deres
ringere Modstandskraft overfor Sygdomsangreb, men
tillige paa Grund af deres manglende Ævne til at

konkurrere med deres kraftigere Naboer.....Idet

de medfødte Anlæg til at danne "Varieteter stadig
bestod, maatte der i Tidernes Løb fremkomme en
stedse mørkere Race; og da den mørkeste Race
vilde være bedst tilpasset til Klimaet, maatte den
til Slut blive den fremherskende og maaske den
eneste i Landet.«

I denne Udtalelse finde vi ikke blot Darwins
Tanke om Naturens Udvælgen, men tillige Erken-
delsen af, hvad Darwin kalder tilfældige Variati-
oner, d. v. s. Organismernes uendelig mange og
smaa Forandringer, hvis Opstaaen er saa utilstræk-
kelig forklaret, men som danne Betingelsen for
Udvælgelsens Indgriben, — danne ligesom Tand-
hjulene i Udviklingens Maskineri.

Med andre Ord, vi have her hele Darwins
Teori i en Nød, og havde Wells haft et tilstræk-
kelig vidtskuende Blik til at anvende Malthus'
Lære ikke blot paa Menneskeheden, men paa alle
før og nu eksisterende Organismer, vilde han
maaske være blevet Charles Darwins Stedfortræder,
og Afstamningslæren havde maaske været et fast-
slaaet Resultat, forinden vor Generation blev født.

Endnu nærmere ved Gaadens Løsning staa
vi 1831, da Matthew i et Tillæg til en Bog,
betitlet »Skibstømmer og Trækultur«, anvender

[page] 40

Malthus' Lære paa alle Livsformer med en saadan
Klarhed, at Darwin med sin sædvanlige Beske-
denhed indrømmer: »Han fremsætter ganske
de samme Anskuelser om Arternes Oprindelse

som Wallace og jeg.....Han saa tydelig

den fulde Betydning af Principet om Naturens
Udvælgen«. Som let forklarligt er, blev Natur-
forskerne imidlertid ikke Tanker va'r, der gem-
tes spredt i et Tillæg til et saa specielt og
fjærntliggende Værk, før Matthew Aaret efter, at
Arternes Oprindelse udkommer, gør opmærksom
paa sin dødfødte og ubevidste Prioritet. Han havde
kun lidet anet, at han holdt en af den organiske
Udviklings Hovednøgler i sin Haand. — Endelig
finde vi Udvælgclsesprincipet fremhævet 1852 hos
Herbert Spencer i en Artikel om Befolknings-
mængden, uden at han dog, — hvilket for en
saa omfattende Tænker er endnu mærkeligere, —
blot antyder den enorme Rækkevidde, Darwin syv
Aar senere skulde give det.

Nogle kunde maaske synes, at denne Paavisning
af Udvælgelsesprincipets Historie forringer Darwins
Storhed, thi, som vi skulle se, og som det iøvrig er
almindelig bekendt, danner dette Princip jo Kærnen
i hans Afstamningsteori. Dog, her er ikke Tale
om nogen Forringelse. Paa intet af Menneske-
aandens Omraader staar en stor, banebrydende Ide
isoleret. Enhver given Periodes højeste Kunst og
største digteriske Mesterværker staa ikke som
enlige Pyramider, spredte paa en Sandflade, men
ere Toppene i sammenhængende, mægtige Bølge-
kæder, hvis enkelte Kamme vi let blive va'r inde

[page] 41

fra Strandbredden, men hvis forbindende Sider og
Dale først ses, naar vi ere ude iblandt dem. Ligesaa
vil enhver historisk Undersøgelse vise, at en bane-
brydende, naturvidenskabelig Tanke ikke springer
fuldbaaren frem af Mesterens Pande, — og i fore-
liggende Tifælde vil yderligere den Maade, hvor-
paa Charles Darwin Led for Led sammenføjer
sin Lære til et organisk Hele tilfulde godtgøre,
at ham tilkommer Æren. Et er at henkaste en
Ide i løse, skitsemæssige Omrids, noget andet og
tifold mere fortjenstfuldt er det at iklæde dette
Skelet Kød og Blod og indblæse det Livsens
Aande. Det var dette Skaberværk, Charles
Darwin fuldbragte.

Han gaar til det langsomt, næsten modstræ-
bende, skønt han straks indser dets store Række-
vidde : »Min Teori vil føre til en hel Filosofi.
Her havde jeg endelig en Teori at arbejde med«,
skriver han om sin Virksomhed, efter i 1838 at
have læst Malthus; »men jeg var saa bange
for at komme med overilede Paastande, at jeg
besluttede mig til foreløbig ikke at nedskrive selv
det korteste Omrids. Først i Juni 1842 undte jeg
mig den Glæde at nedskrive med Blyant et kort
Udtog paa 35 Sider af min Teori.« — — Aar
paa Aar samler og sigter han, baade hvad der
taler for, og hvad der synes ham at tale imod
hans Lære«. Ordet Fridag er for mig skrevet i
et dødt Sprog«, udtaler han en Gang til en Ven.
Og visselig: ham staar Aladdinstypen fjærnt, —
i hans Turban falde ingen modne Æbler! Først
i 1859 er Frugten af hans utrættelige Arbejde

[page] 42

saa fuldmoden, at han (den 24de November)
udgiver Arternes Oprindelse. — Man kan da
med Sandhed paa ham anvende Sdfokles' Ord:
Tøvende gaar den Mand frem, hvis Værk er stort.

Og endda er det meget tvivlsomt, om hans
Lære vilde have set Lyset i det Aar, hvis der
ikke var indtruffet en Begivenhed, som er udfør-
ligere fremhævet andetsteds i denne Samling
Smaaskrifter.*) 1858 sendte den engelske Natur-
forsker Wallace, der den Gang opholdt sig i
Ostindien, Darwin et Manuskript, som han bad
ham offentliggøre, og hvori han ganske skematisk
og uden Bevismateriale opstillede det samme Ud-
viklingsprincip, som Darwin en Snes Aar igennem
havde udarbejdet og samlet Beviser for, men
endnu kun havde omtalt for nogle faa Venner.
Til en af disse skriver Darwin i den Anledning:
»Jeg vilde langt hellere brænde hele min Bog end
have, at han [Wallace] eller nogen anden skulde
tro, jeg har baaret mig lumpent ad. Synes De
ikke, det binder mine Hænder, at han har sendt
mig denne Skitse?« Kun paa Vennernes indtræn-
gende Anmodning lod Darwin sig bevæge til at
hævde sin Førsteprioritet ved sammen med Wal-
laces Artikel at lade trykke et ældre Brev, hvori
han havde skitseret sin Teori.

Denne Begivenhed, der saa smukt illustrerer
Darwins noble Tænkemaade, drog med ét Krisen
nær, og Aaret efter udkom Arternes Oprindelse.

*) Harald Hoffding: Charles Darwin pag. 19—20. (Studen-
tersamfundets Smaaskrifter Nr. 91—92.)

[page] 43

II. Darwins Lære.

Den store svenske Naturforsker Linné har
en Gang opstillet følgende Tankeeksperiment:
dersom en énaarig Plante frembragte kun to Frø,
hver af disse atter to Frø o. s. v., vilde denne
ene Plante tyve Aar senere have over en Million
Efterkommere. Og en saa ringe Formeringsævne
findes endda ikke hos nogen Plante. »Sætter man
blot tre Frø i Stedet for to, vokser Tallet til
3, 486, 784, 401.« (J. P. Jacobsen.) — Lignende
Beregninger kunde forøges i det uendelige. Ele-
fanten er af alle kendte Dyr det, der formerer
sig langsomst; skønt dens Forplantningstid gen-
nemsnitlig varer fra dens 30te til dens 90de
Aar, føder den i dette Tidsrum som Regel kun
tre Par Unger. Fortsattes dette hos hele Afkommet,
vilde et eneste Elefantpar alligevel efter 750 Aars
Forløb have 19 Millioner Efterkommere i Live.
Intet Under da, at Afkommet af én Torsk (i Løbet
af en Sommer lægger en Torsk omtrent 9 Milli-
oner Æg) efter kort Tids Forløb vilde fylde alle
Verdenshave! Til disse Tankeeksperimenter skulle

[page] 44

vi knytte et Par historiske Fakta: Paa sin anden
Rejse efterlod Columbus nogle faa Stykker
Hornkvæg paa St. Domingo.*) Disse forvildedes
og formerede sig saa stærkt, at man 27 Aar
senere ikke saa sjælden traf Hjorde paa 4—8000
Stykker! Paa Argentinas Sletter levede der i
Slutningen af forrige Aarhundrede omtrent tolv
Millioner Køer og tre Millioner Heste, — alle
forvildede Efterkommere af de faa oprindelig
indførte Husdyr; og i Egnene omkring Quito vare
Æslerne halvtredsindstyve Aar efter dette Dyrs
Indførsel blevne saa talrige og saa vilde, at spanske
Rejsende beskrive dem som en sand Plage. — I
vort Aarhundrede frembyde Australlandets og
Ny-Zeelands uhyre Mængder af oprindelig indførte
Kaniner tilsvarende Eksempler paa enorm Forme-
ring, hvor Forholdene ikke sætte nogen Skranke
for denne. Alene fra Ny-Zeeland er der i et
enkelt Aar blevet eksporteret syv Millioner Kanin-
skind, (for 6j Tusind Pund Sterling). Oprindelig
nyttige, hærge Kaninerne nu det australske Land-
brug i en saadan Grad, at Regeringen har udsat
Præmier for deres Udryddelse. Som et enkelt af de
mange tilsvarende Eksempler fra Planteriget skal
blot anføres, at to—tre tilfældig indførte europæi-
ske Tidselarter, nu dække Hundreder af Kvadratmile
i La Plata-Egnene med et saa tæt, tornet Krat.
at dette kvæler al anden Plantevækst og gør disse
Strækninger næsten ufarbare; — men i deres

:) Som bekendt fandtes der paa Opdagelsens Tid hverken
Heste eller tæmmet Hornkvæg i Amerika.

[page] 45

Hjemstavn spille de samme Tidselarter kun en
underordnet Rolle i Vegetationen. —

Ny-Zeelands Indfødte, Maorierne, have et
træffende Mundheld: »Som den hvide Mands
Rotter have fordrevet vore Rotter, Saaledes for-
drive hans Fluer vore Fluer, Saaledes dræber hans
Kløver vore Bregner, og Saaledes ville Maorierne
selv blive fortrængte af den hvide Mand.«

Med andre Ord: naar Naturen forekommer
os rolig og smilende, saa er dens Smil en forræ-
derisk Maske og dens Ro kun tilkæmpet gennem
en evig og overalt rasende Kamp for Tilværelsen,
hvorunder dens utallige Livsformer hver for sig
søge at faa Overtaget. Under sædvanlige Forhold
bemærke vi ikke denne Kamp, fordi Kræfternes
Spil er saa nøje afbalanceret, at der ikke kan
indtræde pludselige skæbnesvangre Omslag i
Kampens Gang. — Indtræffer der imidlertid særlige
Omstændigheder, da stiger eller synker Vægt-
skaalen stærkt for en af Parterne, og Naturens
Fysiognomi omformes, — ofte forbausende hurtig.
Forfatteren har haft Lejlighed til at iagttage
noget saadant i den Forandring i Plantevækst,
der indtræder, naar en af Brasiliens gamle Skove
fældes, og den ryddede Strækning ved et eller
andet Tilfælde, f. Eks. Mangel paa Arbejds-
kræfter, faar Lov at ligge hen uopdyrket. Som
tryllet frem af den frugtbare Jord rejser der sig i
forunderlig kort Tid et murtæt Krat af helt andre
Busk- og Trævækster end de, der dannede Ur-
skoven. Og ryddes, afbrændes og opdyrkes
omsider denne Ungskov, afløses Plantagerne, naar

[page] 46

Dyrkningen ophører, paany af en vildtvoksende-
Vegetation, der er forskellig fra alle foregaaende.
Saaledes er hvert Lands Flora og Fauna tilbøj-
elig til at ændres paa enhver Foranledning, hvad
enten denne nu skyldes Menneskets Indgriben eller
Naturforholdenes egen Forandring. Her i Dan-
mark have vi som bekendt, — for at nævne et
Eksempel paa den sidste Aarsag, — siden Istidens
Ophør og under Klimaets tiltagende Mildhed haft
en Række skiftende Skovformer, hvori Pil, Asp,
Birk, Fyr, Eg og Bøg efter hinanden have udgjort
de herskende Arter.

Det er da, som Darwin siger: »Man maa
aldrig glemme, at hvert enkelt af de organiske
Væsner, der leve rundt om os, lever i Kraft af
en Sejr«, — en Sandhed, hvis sociale Betydning
indenfor Menneskesamfundet vi jo alle maa
bekende.

— — Paa denne bestandige Overproduktion
af levende Væsner og den deraf følgende Kamp
for at eksistere og forplante Arten er det, at Darwin
bygger sin geniale Lære, der i hvert Fald foreløbig
blev det forløsende »Sesam luk Dig op!« og gav
Afstamningstanken nyt Liv og en solid Grundvold.
En Teori, der paa en Gang er rummelig og dog saa
simpel, let overskuelig, at ethvert Barn kan opfatte
dens Grundprinciper. Disse ere saa ofte refererede,
at en vidtløftig Gentagelse ikke skal gøres her. I
størst mulig Korthed ere de følgende:*) i) Det er

*) Læseren henvises iovrig til de i Forordet anførte Værker
af Darwin og Fremstillinger af hans Teori.

[page] 47

en ubestridt Kendsgærning, at der fødes flere
Organismer, end Jorden kan ernære, — altsaa
maa der finde en Konkurrence, en Kamp for
Tilværelsen Sted, dels mellem Organismerne
indbyrdes, dels mellem disse og Naturforholdene,
hvorunder de leve. 2) Det er endvidere en ube-
stridt Kendsgærning, at Individer af samme Art
aldrig ligne hinanden nøjagtig, men at der altid
findes større eller mindre Forskelligheder, Vari-
ationer. 3) Af disse to Forhold maa nødven-
digvis følge, at de Individer, der under den givne
Kamp for Tilværelsen besidde de gunstigste,
»bedst tilpassede« Variationer, ville have mest
Udsigt til at besejre og udrydde deres mindre
heldig stillede Konkurrenter. Der vil altsaa i
Naturen finde en ubevidst Sigtning Sted, svarende
til den bevidste Udvælgen, hvorved Mennesket
opdrætter sine Husdyrracer og dyrker sine Plante-
varieteter. Det er denne »naturlige Udvælgelse«
(»natural selection« Darwin), der paa Dansk er
blevet kaldt Kvalitetsvalget, — et Ord, der
maaske burde erstattes med Spencers mere
omstændelige, men bedre rammende Udtryk Til-
pasningernes Bestaaen (survival of the fittest).
4) Endelig er det en Kendsgærning, at Dyr og
Planter nedarve deres individuelle Ejendomme-
ligheder mere eller mindre fuldstændig til deres
Efterkommere, — hvoraf det altsaa følger, at de
heldigst stillede Varieteter, de faa udvalgte Til-
pasninger, der bestaa i Tilværelseskampen, ville
nedarve deres gunstige Variationer til deres Efter-
kommere. Blandt disse vil en ny Udvælgelse

[page] 48

finde Sted og Saaledes i det uendelige, hvoraf
der omsider i Aartusindernes Forløb vil følge
Dannelse af Varieteter, der e're saa' forskellige fra
deres oprindelige Forfædre, at de maa kaldes
nye Arier.

Efter Darwins Udvælgelsesteori bliver da
den saa ofte benyttede Sammenligning mellem
Organismerne og et Træ bogstavelig sand:
»Ligesom Knopper afføde nye Knopper, og disse,
dersom de ere kraftige, slaa ud i Grene og over-
skygge mange svagere Skud paa alle Sider,
Saaledes tror jeg ogsaa, at det er gaaet med
Livets store Træ, der opfylder Jordskorpen med
sine døde og brudte Grene [de uddøde Arter] og
bedækker Jordens Overflade med sine skønne
Forgreninger, der stadig skyde nye Skud.«
(Darwin).

Vignetten paa denne Bogs Titelblad fore-
stiller, hvorledes Herakles renser Kong Augias'
Stald for de Gødningsdynger, der i Tidens Løb
have samlet sig under Kongens Okser. Sky og
brølende vende disse magtesløst Hornene mod den
opbrudte Port, hvorigennem Herakles lader Lyset
og Vandmasserne vælte ind i den mørke, urene
Stald.

Et saadant Rensningsværk var det,- Darwin
indledede. Gamle, mugnede Forestillinger bleve
skyllede bort, og Udviklingstanken tilførte ikke
blot Naturvidenskaben, men hele vor Tænkning
nyt Liv, en ny Renaissance.

[page] 49

Sikkert vil da Aaret 1859 blive uudslettelig
indskrevet i Menneskeaandens Historie som det
Tidspunkt, da Bogen Om Ariernes Oprindelse
aabnede Videnskaben en ny Æra og brød vor
Tanke nye Baner. Lad være, at disse vare for-
beredte, — Saaledes som vi have set, — det sejrende
Gennembrud skete dog først ved Darwins Værk.

Ingen Periode indenfor de biologiske Viden-
skaber har været rigere paa Arbejde og paa store
Fremskridt end den sidste Menneskealder; og
Æren herfor tilkommer først og fremmest Arternes
Oprindelse, — derom ere alle enige, paa hvilket
Standpunkt de end staa. Og fra Biologien strøm-
mede Udviklingsideerne foryngende og befrugtende
ind paa alle andre Aandens Omraader, saa
at der nu til Dags næppe drives et eneste viden-
skabeligt Studium, uden at Udviklingstanken ind-
fletter sin røde Traad i dets Væv. Ja, — selv
Teologien har maattet aabne sine Porte for den
forkætrede Lære, og fremragende engelske Bi-
skopper have i deres Prækener vedkendt sig
den!*) — Dette lyder for danske Øren næsten
som et Æventyr, men vidner tiltalende om den
engelske Gejstligheds sunde Sans og gode Vilje.

Da Darwin 1866 skrev til Ernst Haeckel:
»Modstanderne kunne kun hæmme aldrig standse
Sandhedens Strøm«, anede han ikke, at denne
skulde sejre saa fuldstændig, endnu medens han
selv levede og kunde glæde sig over Sejren og

:) Smlgn.: "Darwinisme og Christendom". Tre Prækener,
oversatte paa Dansk 1888.

4

[page] 50

gaa bort med den trygge Forvisning, at hans
Livsværk var i saa mange gode Hænder, at det
ingensinde kan omstyrtes.

Det vilde være umuligt her at anføre blot
Navnene paa alle de Forkæmpere, Afstamnings-
læren har haft Jorden rundt siden 1859. De
fremstod som en Hær, stampet op af Jorden, og
at nævne dem vilde, paa faa Undtagelser nær, være
enstydigt med at nævne alle de fremragende Na-
turvidenskabsmænd, den sidste Menneskealder har
fostret. — I et Kapitel af Darwins Liv og Breve
skriver ThomasHuxley, maaske den betydeligste
af »Darwinismens« mange betydelige Forkæmpere :
»Over alt, hvor biologiske Studier drives, lyser
Arternes Oprindelse paa Forskerens Sti; over
alt, hvor de doceres, mærker man denne Bogs

Indflydelse..... Det er ikke min Mening at

sige, at alle den biologiske Videnskabs ledende
Mænd have erklæret sig for Darwins Tilhængere;
men jeg tror ikke, der er en eneste Zoolog,
Botaniker eller Palæontolog blandt vor Tids mange
energiske Arbejdere, uden han er Tilhænger af
Udviklingslæren og har været under Darwins
Indflydelse.« (Udhævelserne skyldes Forfatteren.)

Med andre Ord: hvorledes Udviklingen har
fundet Sted, hvad der har været og er dens
mekaniske Drivkraft og naturlige Aarsager, derom
hersker der endnu forskellige Opfattelser, og i
dette Spørgsmaal har Darwin ikke sagt det sidste
Ord; — men at der har fundet en Udvikling
Sted, derom ere nu alle enige. I Tiden, der fulgte
efter Udgivelsen af Arternes Oprindelse, har

[page] 51

Biologernes Maal fornemlig været at udrede, hvor-
vidt Afstamningstanken lod sig forene med Iagt-
tagelserne, og at anvende dens Principer paa
deres Videnskab, idet de som Forklaring foreløbig
holdt sig til den af Darwin fremsatte Kvalitets -
valgslære. I de senere Aar, da det tilfulde er
bleven slaaet fast, at en Udvikling har fundet
Sted og stadig foregaar, er man begyndt at
undersøge og ræsonnere over dennes dybere,
mekaniske Aarsager, — et Spørgsmaal, hvorpaa
Darwinismen sikkert ikke har givet det sidste for-
løsende Svar. Men ad denne vildsomme Vej er
Forskningen endnu kun trængt et lille Stykke
videre, om den end stadig er i Fremmarsche.*)

Medens vi bortse fra dette rent teoretiske
Problem, hvorledes Udviklingen er gaaet for
sig, hvilken Rolle Livsbetingelsernes Indvirkning,
Betydningen af Organernes Brug og Ikke-Brug,
Kvalitetsvalg og lignende endnu saa omstridte
»Kræfter« spille, skulle vi nu anføre nogle af
de mange, særlig ved de sidste 30 Aars Under-
søgelser indvundne Beviser for, a t en Udvikling har
fundet Sted.

*) Se W. Johannsen: Om Arvelighed og Variabilitet. (Popu-
lære Smaaskrifter udg. af Studentersamfundet.)

[page] 52

III. Skabelse eller Udvikling?-

1. Hvad beviser Organismernes Bygning?

Efter Udviklingslæren maa ethvert Dyrs og
enhver Plantes Form og indre Bygning være et
Udtryk for Slægtens Arvelighed og Tilpasning.
Enhver Organisme maa kunne vidne, dels om den
fra Forfædrene nedarvede Grundform, dels om
denne oprindelige Forms større eller mindre Om-
dannelse efter de særlige Livsbetingelser, hvor-
under paagældende Organisme lever. — Saadanne
Omdannelser i Brug og Form mellem homologe,
d. v. s. oprindelig ens Dele kunne paavises over
alt i Plante- og Dyreriget; og Studiet af disse
Homologier er en af Biologiens interessanteste
Grene, — »ja man kan sige om det, at det er
selve dens Sjæl« (Darwin). Det peger bestandig
paa den Typens Enhed, som vi saa Goethe og
Geoffro.y Saint-Hilaire saa ivrig eftersøge;
og det er iøvrig ingen anden end Goethe, der
gav dette Studium dets nuværende Navn Morfo-
logi, sammensat af det græske Ord Morfos, Form

[page] 53

og Logos, Lære eller Fornuft. Det, Morfologien
søger, er netop den Fornuft, den Lære om Af-
stamning, der afspejler sig i alle levende Væsners
Former.

For at nævne-nogle Eksempler: Skulde man
tro, at Menneskets og Abens Gribehaand, Muld-
varpens Gravepote, Hestens Løbeben, Hvalens
Luffe og Flagermusens Vinger alle ere Omdan-
nelser af en og samme Grundform, — alle bestaa
af de samme Knogler, ordnede paa samme Vis ?
Eller at Oldenborrens Bidemund, Sommerfuglens
lange Sugesnabel og Klægens Stikkemund ere
dannede af de samme tre Par Lemmer: et Par
Kindbakker og to Par Kæber? Eller at Kroprin-
genes Tal i Grunden — trods Sammensmæltninger
— er det samme hos en Hummer og en Krabbe ?
Og dog er det saa.

Kunne saadanne Ligheder være »tilfældige«?
Nej, thi de genfindes over alt i Dyre- og Plante-
riget mellem beslægtede Grupper, og — i god
Samklang med Arvelighedslæren — hyppigere, jo
nærmere beslægtede disse ere.

Lade de sig maaske forklare som Udslag af
en »Skaberplan«, der søger at holde sig indenfor
det samme Skemas Rammer? Nej beller ikke;
thi fraregnet, at det vilde forekomme os i høj
Grad pedantisk, om Skaberen af rent formelle
Hensyn benyttede saa mange Omveje og For-
klædninger, modbevises denne Betragtning ganske
simpelt ved, at der over alt gives Undtagelser,
hvor »Planen« ikke er fulgt eller i hvert Fald
udviskes under Organismernes Fosterudvikling.

[page] 54

Saaledes forsvinder den Leddeling, der er Leddyr-
rækkens mest rodfæstede Egenskab, hos Snylte-
krebsene og andre fastsiddende Krebs, Lemmerne
hos Slangerne, o. s. v. »Planen« fastholdes altsaa
i nogle Tilfælde, men ikke i alle, — unægtelig en
ubegribelig lunefuld Fremgangsmaade for en Skaber!
— Efter Afstamningslæren forklares saadanne
Udviskninger som nyttige Tilpasninger gennem
lange Tidsrums Generationer.

Blot ét udførligere Eksempel oplyser slaaende,
hvor naturlig Afstamningsteorien, i Modsætning
til Skabelseslæren, forklarer Organismernes Byg-
ningsforhold. Læseren erindrer maaske vor almin-
delige Eremitkrebs og véd, at den opsøger en
eller anden død Havsnegls tomme Skal, for at
benytte denne som beskyttende Hylster uden om
sin bløde, spiralvundne Bagkrop. Nu findes der
paa nogle smaa Oceanøer en stor Krabbe (Birgus
latro), der klatrer om paa Kokospalmerne og
lever af disses Frugter; og skønt denne Krabbe
ikke skjuler sig i Snegleskaller, og heller ikke har
en saa blød og uleddet Bagkrop som Eremit-
krebsen, ligner den dog i hele sin Bygning denne
saa meget, af den efter Afstamningslæren maa
antages for en Ætling af en Eremitkrebs, hvis
Tilpasning efter Landlivet er i sin Vorden. Ud
fra Læren om særlige, formaalstjenlige Skabelser
bliver det ganske uforklarligt, hvorfor denne klat-
rende Krabbe, i Modsætning til alle andre Land-
krabber, skal være belæmret med en tung, klodset
Bagkrop med svage, næsten unyttige Lemme-
nedhæng, — Egenskaber, som naturligvis ere

[page] 55

nedarvede fra Eremitkrebsene, men som langtfra
kunne siges at være godt egnede til dette Dyrs
fra Forfædrene saa afvigende Levevis.

Dette fører os til at omtale en Gruppe af
Bygningsforhold, som maaske skarpere end noget
andet vidne imod Skabelseslæren, nemlig de saa-
kaldte rudimentære Organer, hvorved forstaas
forkrøblede, værdiløse, ja undertiden endogsaa
skadelige Bygningsforhold, der vistnok kunne paa-
peges hos hver eneste Plante og hvert eneste Dyr,
og hvis Eksistens staar i den mest skærende
Disharmoni med Tanken om en formaalstjenlig
Skaberplan.

Afstamningslæren forklarer de rudimentære
Organers Eksistens Saaledes: Bygningsforhold,
der tidligere have været til Nytte, kunne under
forandret Levevis blive unyttige eller skade-
lige og svinde da efterhaanden ind, hvad enten
dette nu sker, fordi de i saa lang Tid ikke ere
blevne brugte, eller det sker som Følge af Kvali-
tetsvalget, — eller maaske som Følge af begge
disse Forhold tilsammen. Naar f. Eks. 200 af
Madeiras 5—600 for Øen ejendommelige Billearter
have saa lidet udviklede Vinger, at de ikke kunne
flyve, eller naar, — som det nylig er paavist, —
alle de paa Kerguelen-Øerne eller Desolations-
landet*) (et af Jordens stormfuldeste Steder) levende
Insekter ere ude af Stand til at flyve, skønt deres
Vingerester vise, at de oprindelig tilhøre flyve-

*) En ubeboet øgruppe i det sydlige indiske Ocean (49 °
s. Br., 68—70° o. L. fra Greenwich).

[page] 56

dygtige Slægter, da forklarer Darwins Teori dette
som en ved Kvalitetsvalget og Nedarvning befæstet
nyttig Tilpasning, idet Flyveævnen1 ofte maatte
medføre skæbnesvangre Følger og udsætte disse
Insekter for af Storme at blive førte langt ud paa
Havet og omkomme dér. De Individer, hvis Vin-
ger vare svagest udviklede, have simpelthen haft
de fleste Betingelser for at leve og nedarve denne
Egenskab.

I Modsætning hertil søger Læren om særlige
Skabelser at tyde Rudimenterne som Beviser for
Skaberens Fastholden ved den én Gang skabte
Type. Men for det første vilde det synes en ikke
blot uransagelig, men næsten utilbørlig skuffende
maskeret Visdom, at skabe en Mængde unyttige,
forkrøblede, og tildels skadelige Bygningsforhold,
blot for rent formelt at gennemføre en i Tidernes
Morgen forud bestemt Plan; og for det andet er
denne ingenlunde gennemført med Konsekvens,
hvilket man i saa Fald dog i det mindste kunde
vente! Saaledes findes der ikke hos nogensom-
helst Slange de ringeste Spor af de øvrige Hvir-
veldyrs Forlemmer; — ja Inkonsekvensen i »Ska-
berplanen« gaar endnu videre; thi medens Bag-
lemmerne mangle hos alle andre Slanger, dukke
de pludselig frem hos Kvælerslangerne som smaa
forkrøblede, ligesom forglemte Rester.

Eller lad os betragte Bagfoden af en Hest, —
og vi ville finde den samme, ud fra Skabelses-
standpunktet saa uforklarlige, næsten bespottelige
Fornægtelse af den forudbestemte »Plan«. Som
bekendt har Hesten kun én Taa — den mellemste

[page] 57

— kraftig udviklet. Paa hver Side af denne finder
man imidlertid under Huden to korte og ganske
unyttige Bensplinter, som svare til de to Nabo-
tæers Mellemfodsben; men de øvrige to (Nr. i og
Nr. 5) mangle komplet, saa at det efter Læren»
om »Planen« maa tage sig ud, som om Skaber-
magten, da den skabte Hesten, har bestræbt
sig for at bevare Pattedyrenes femtaaede Fodtype,
men ikke har ævnet at gennemføre sin Plan og
derfor har maattet opgive den paa Halvvejen! Ef-
ter Afstamningslæren forklares disse Rudimenter
og Mangler imidlertid med Lethed, idet den nu-
levende énhovede Hest er et Steppedyr, som ned-
stammer fra flerhovede, i sumpige Egne levende
Forfædre, hvis Skeletter vi have fundet i Jord-
lagene; — men herom senere.

Særdeles oplysende Eksempler paa rudimen-
tære Dannelser afgive de i Europas og Amerikas
store, underjordiske Kalkstens-Huler levende Dyr.
Navnlig ved de nyere Undersøgelser er det slaaet
fast, at de Dyr, der leve i komplet Mørke,
ere ganske blinde, men i næsten alle Tilfælde
ikke desto mindre have bevaret utvivlsomme
Rester af fordums Synsredskaber, Saaledes have
nogle i den berømte nordamerikanske Mammuthule
levende Krebs beholdt de Stilke, der hos deres
Slægtninge bære Øjnene, — skønt alle Spor af
disse ere udviskede. Det besynderligste ud fra
Læren om specielle Skabelser er imidlertid, at den
blinde Dyreverden i de to Verdensdeles Kalkstens-
huler bestaar af indbyrdes helt forskellige Slægter
og Arter, skønt alle Livsbetingelser (Jordbund,

[page] 58

Klima, Lysforhold o. s. v.) ere absolut ens; —
derimod er den meget nær beslægtet med den
respektive Verdensdels og særlig med de tilgræn-
sende Egnes overjordiske Dyreverden. Ud fra Af-

*  stamningslærens Synspunkt er dette jo let forstaae-
ligt, ja endogsaa en Nødvendighed: Huledyrene
maa nedstamme fra de udenfor Hulerne levende
Former. Ud fra Skabelseslæren staar dette Forhold
som en uforklarlig Paradoks.

Som før betonet: Der eksisterer ikke den Art

—  i hvert Fald af højere udviklede Dyr og Planter,

—   uden den jo besidder mere eller mindre unyt-
tige Rester af Organer, der hos beslægtede For-
mer ere vel udviklede og til Nytte. For at give
en Ide om, hvor hyppige saadanne forkrøblede
Rester ere, ville vi opregne de vigtigste af en enkelt
Arts, Menneskets rudimentære Bygningsfor-
hold. Og vi ville endda foreløbig se bort fra

  mange under Fosterudviklingen optrædende, senere
forsvindende Organer og væsentlig begrænse os til
de blivende Rudimenter, der findes hos ethvert
fuldbaarent Menneske. i° ørelappens Muskler,
der hos Mennesket ere svagt tilstede, men i Alminde-
lighed ubevægelige, ere ligeledes rudimentære hos
de menneskelignende Aber (»Skovmændene«), men
frit bevægelige hos andre Aber, f. Eks. Bavianerne,
ligesom hos de fleste øvrige Pattedyr (Sml. Hestens
»Spidsen Øren«.). 2° Hudmuskulaturen, der er
saa vel udviklet hos mange Pattedyr, f. Eks. Hesten,
er hos de fleste Aber kun bevægelig paa Panden
og Issen, men hos Mennesket som Regel endog
kun over Øjebrynene. 30 Fødderne, som en af

[page] 59

Skabelseslærens betydeligste Tilhængere, den af-
døde engelske Naturforsker Richard Owen ansaa
for »maaske den mest karakteristiske Særejendom-
melighed i Menneskets Bygning«, ere hos Aberne
drejede stærkt indad, hvorved de blive bedre egnede
til Klatring. Indtil Barnet begynder at gaa (og
endnu mere hos Fosteret), ere de imidlertid ogsaa
her tydelig indadvendte, og fra først af gaar Barnet
ligesom Aberne paa Fodsaalens Yderside. End-
videre ere det spæde Barns Fødder — ogsaa som
hos Aberne — særdeles bevægelige i alle Retnin-
ger, Benene krummede og Storetaaen stærkt ud-
staaende. (Dette Forhold, der er blivende hos
Aberne, — de »Firehændede« — er endnu mere
iøjnefaldende hos Menneskefosteret.) 40 Hænderne.
Abeunger holde sig med Lethed fast i Moderens
Haar, selv under dennes hurtige Klatring og Spring.
Det er derfor interessant, at det for faa Aar siden
ved Forsøg er blevet paavist, at de spæde Børns
Gribe- og Fastholdningsævne er uforholdsmæssig
stærkt udviklet i Sammenligning med deres øvrige
legemlige Ævner. Saaledes kunde et kun tre Uger
gammelt Barn i over to Minuter bære sin egen Vægt,
idet det hang ved Hænderne i en vandret Gren. Det
hverken græd eller ytrede noget særligt Mishag
ve4 sin Stilling, og denne, — saa vel som Armenes
uforholdsmæssig store Længde, — var ganske abe-
lignende ! 5 ° Halens tilsyneladende Manglen anses
populært for et Bevis mod Menneskets Slægtskab
med de øvrige Hvirveldyr. Men for det første
mangler en ydre Hale jo ogsaa hos Menneskets
nærmeste Frænder — »Skovmændene«, — og for

[page] 60

det andet kan Mennesket, hvor gærne det end
vilde, ikke fragaa, at det har 4—5 smaa Hale-
hvirvler. (Orang-Utanen har kun 3 Halehvirvler og
staar i saa Henseende altsaa en Rangklasse højere !)
I Fostertilstanden har Mennesket en ydre Hale, der
paa et vist Stadium endogsaa er længere end Bag-
lemmerne og kan bevæges ved Muskler, som senere
svinde ind. (Undertiden bevares disse bevægelige
Halemuskler, særlig Løftemusklen, hos det fuld-
voksne Menneske!) Disse og endnu forskellige
andre Forhold tyde med Bestemthed paa, at Men-
neskets mere eller mindre abehgnende Forfædre
have haft en ydre, bevægelig Hale! 6° Blind-
tarmen er til stor Nytte for alle planteædende
Dyr, hos hvilke den endogsaa kan være meget
længere end hele Legemet; men for Mennesket er
dens Rest, hvor ringe denne end er, kun alt for hyp-
pig skæbnesvanger (Blindtarmsbetændelse.) Ogsaa
den er iøvrig hos Fosteret længere end hos det
fuldbaarne Menneske. 70 øret. Herom skriver
Darwin : »Den berømte Billedhugger Woolner under-
retter mig om en lille Ejendommelighed, som han
har iagttaget baade hos Mænd og Kvinder . . .
Den omtalte Ejendommelighed er en lille buet Tak,
der rager frem paa den indadfoldede Ørerand . .
. . . . Man kunde maaske mene, at det er for
ubetydelig en Karakter at lægge Mærke til. En
saadan Opfattelse vilde imidlertid være lige saa falsk,
som den er naturlig. Enhver Karakter, hvor ringe
den saa er, maa skyldes en eller anden bestemt
Aarsag, og dersom den træffes hos mange Individer,
fortjener den at bemærkes.....Hos mange

[page] 61

Aber, som ikke staa højt i Systemet, er Ørets øvre
Del lidt tilspidset, og Randen er aldeles ikke foldet
indad. Men dersom Randen blev foldet indad,
vilde der nødvendigvis komme en lille Tak, der
pegede fremad og sandsynligvis lidt til Siden.
Dette kunde man i Virkeligheden iagttage hos et
Eksemplar af Ateles beelzebuth [»Klamreaben«, en
Vestabe] i den zoologiske Have, og vi kunne sik-
kert drage den Slutning, at det er en lignende
Dannelse, — et Spor af tidligere tilspidsede øren,
— der nu og da igen dukker frem hos Mennesket.«
(Ch. Darwin: Menneskets Afstamning p. 16—17.)
8° Haarene. Det voksne Menneske bærer Haar-
rester over næsten hele Legemet. Saavel paa Under-
som Overarmen pege Haarspidserne ud mod Al-
buen, — en Ejendommelighed, der ikke forekom-
mer andet Steds i Dyreriget end hos Skovmændene
og visse amerikanske Aber. Her er det en Til-
pasning til Dyrenes Liv i Træerne: thi i Hviletil-
stand sidde Aberne gærue med Hænderne støttede
mod Hovedet, saa Albuerne vende nedad, og Regn-
draaberne ledes da bort af Haarspidserne. — Lige-
som hos Aberne har Mennesket Haarrester paa
Oversiden af første Finger- og Taaled men ikke,
eller dog i betydelig mindre Grad, paa de øvrige
Led. — Menneskefosteret er i den sjette Maa-
ned bedækket med et tæt, blødt Haarlag over hele
Kroppen undtagen paa Fodsaaler og Haandflader,
der ogsaa ere nøgne hos Aberne. Undertiden er
endogsaa Menneskefosterets Ansigt bedækket med
dette før Fødselen affaldende Haarlag, som øjen-
synlig ikke har anden Betydning end at vise vort

[page] 62

nære Frændskab med Aberne. Der kunde anføres
endnu adskillige Eksempler paa saadanne tidligere
veludviklede, nu mere eller mindre unyttige Byg-
ningsforhold hos Mennesket; men hvad der alt er
sagt. om rudimentære Organer, vil forhaabentlig
være tilstrækkeligt til at vise, at slige Bagateller,
hvor ubetydelige de end ved første Øjekast kunne
synes, ere uvurderlige Vejledere ved Studiet af
Organismernes Slægtskabsforhold. Saa hyppige og
saa umiskendelige Modermærkers Afstamningsvid-
nesbyrd lade sig ikke bortfortolke.

Og vilde endnu nogen betvivle Ægtheden af
disse Naturens Modermærker, kan man til yder-
ligere Overflod fremdrage direkte Beviser, hvorefter
selv den mest vantro Thomas ikke tør drage en
virkelig Afstamning i Tvivl. »Vi have Eksempler
nok paa rudimentære Organer hos vore Husdyr og
dyrkede Planter, — Halestumpen hos de haleløse
Racer, — Sporet til Øre hos øreløse Faareracer,

—  de smaa dinglende Horn, der atter komme til
Syne hos hornløse Kvægracer, særlig hos unge Dyr,

—  og hele Blomsterstandens Tilstand hos Blom-
kaalen.« (Darwin.) Men naar vi i disse Tilfælde
ikke et Øjeblik betvivle, at Rudimenter ere ned-
arvede Rester af Organer, der have været fuldtud-
viklede hos Forfædrene, — hvorfor skulde vi da
fornægte deres Herkomst andet Steds! En saa
inkonsekvent Fornægtelse kan umulig holde Stand
overfor Naturens og Naturvidenskabens Domstol.

[page] 63

2. Hvad beviser den geografiske Udbredelse?

Vi have tidligere set, at Organismernes Ud-
bredelse i Sydamerika og paa Stillehavsøerne over-
tydede Charles Darwin om, at denne kun kunde for-
staas ud fra Læren om Afstamning og Tilpasning.
Siden Arternes Oprindelse udkom, har en Mængde
fremragende Naturforskere med Forkærlighed stu-
deret Udbredelsesforholdene og har herfra frem-
draget en uigendrivelig Række Kendsgærninger,
der vidne til Gunst for Afstamningslæren, men
hvoraf vi maa nøjes med at anføre en ganske enkelt.

Ligesom Organismernes rudimentære Organer
trods deres Uanselighed, smukkere end noget andet
Bygninsforhold vidne om Afstamningslæren, saa-
ledes er det maaske de mindste Oceanøers
Dyre- og Planteverden, der geografisk set
afgive den mest urokkelige Kendelse i Spørgs-
maalet : Udvikling eller Skabelse. Og hvor skulde
vi ogsaa finde mere kompetente Domstole end
disse Smaaøer, fjærnede Hundreder af Mil fra det
nærmeste Fastland, adskilte derfra ved Havdybder,
som kunne stige til halve Mil og derover, — smaa
vulkanske Verdener for sig selv, der aldrig eller
kun i uendelig fjærnt tilbageliggende Tidsrum have
været Dele af Fastlande. Her, om noget Sted paa
vor Jord, er den Plads, hvor Skabelses- og Udvik-
lingslærens Tilhængere maa kunne udfægte en
Kamp under lige Betingelser for begge og afgørende
for en af Parterne. Intet Under da, at Verdens-
havenes fjærneste, tidligere ringeagtede Smaaøer
og Holme i vor Tid ere blevne de Naturforskeres

[page] 64

Øjestene, der særlig studere Livsformernes Udbre-
delse. Frem for andre har W a 11 a c e indlagt sig
store Fortjenester paa dette Felt.

Alle ere enige om at antage, at de smaa
Oceanøer have modtaget i hvert Fald en Del af
deres Organismer fra andre Lande og sandsynlig-
vis især fra de nærmest liggende. Denne Antagelse
bekræftes ved den større eller mindre Lighed, der
er mellem en Øs og det nærmeste Fastlands Dyre-
og Planteverden, — en Lighed, der gjorde et dybt
og betydningsfuldt Indtryk paa Darwin, da han
under sin jordomsejling betraadte Galapagosøerne
vest for Sydamerika. — Nu er Forholdet imidlertid
ikke saa simpelt, at Oceanøernes Flora og Fauna
er et løsrevet, udvandret Brudstykke af det nær-
mest liggende Fastlands. Tværtimod finder man
paa dem en Række særegne Arter og
Slægter, som ikke genfindes andet Steds paa
vor Klode; og dette Særpræg er altid
desto større, jo mere fjærntliggende
Øen er, og jo ældre dens Isolering er.

Til at vise dette tjene hosstaaende, af Wallace
opstillede Tabeller over tre smaa Grupper fjærnt-
liggende Oceanøers Flora og Fauna sammenlignet
med de britiske Øers Plante- og Dyreverden.

Ved en Betragtning af Tabellerne A og B vil
deres Disharmoni med Skabelseslæren hurtig springe
i Øjnene. Medens denne Lære ikke kan have nogen
Grund til at forudsætte, at en ringe 0 i Oceanet

[page] 65

A.

Særlige Arter:

	Landsnegle	Insekter	Krybdyr1	Landfugle	Landpattedyr	Landplanter
Sandwich-Øerne..... Galapagos ......... St. Helena.........	400 15 20	2 35 128	o 10 0	16 30 1	0 0 0	377 174 50
Tilsammen .	435	163	12	47	0	601

Ikke særlige Arter:

	Landsnegle	Insekter	Krybdyr	Landfugle	Landpattedyr	Landplanter
Sandwich-Øerne..... Galapagos.......... St. Helena........	0 ? 0	? ? ?	ooo	0 1 0	ooo	243 158 26
Tilsammen . .	0	?	o	1	0	427

B.                                        De britiske Øer:

	Landsnegle	Insekter	Krybdyr	Landfugle	Landpattedyr	Landplanter
Særlige Arter .....	4	149	0	l	0	46
Ikke særlige Arter ...	83	12,551	13	130	40	1462

[page] 66

skulde blive Sæde for en særlig righoldig Eks-
traskabelse af Arter, der ikke skabtes andet Steds,
maa Afstamningsteorien tværtimod forudsætte, at
netop paa saadanne isolerede Øer maa der have
udviklet sig mange nye Arter, idet de oprindelig
indvandrede Formers Variationer og Tilpasnin-
ger til de forandrede Livsvilkaar have kunnet
følge deres egne Veje uden Fare for at blive
udviskede ved Krydsninger med Forfædrene. —
Der kendes endogsaa historiske Eksempler
paa, at saadanne Omdannelser have fundet Sted.
I Begyndelsen af det 15 de Aarhundrede sattes nogle
sædvanlige europæiske Kaniner i Land paa Øen
Porto Santo ved Madeira. Disses nulevende, for-
vildede Efterkommere ere blevne saa forandrede i
Størrelse, Legemsform og Farvetegning, at de med
fuld Føje kunde betragtes som en særlig Art, —
saa meget mere som de have vist sig uvillige til
at lade sig parre med deres europæiske Frænder.
Her er altsaa faktisk i mindre end 500 Aar frem-
staaet en egen »lokal Varietet«; — hvor skarpt
udprægede særlige Arter ere vi da ikke berettigede
til at vente udviklede gennem de mange Aartusin-
der, i hvilke Oceanets Smaaøer have været isole-
rede ! Men fra Skabelseslærens Standpunkt kan der
ikke tænkes nogen rimelig Grund til en Sammen-
hæng mellem en Øs Isolationsalder og Antallet
af dens særlige Arter. Hvilken slaaende Modsæt-
ning er der ikke mellem St. Helena, hvor næsten
alle Dyr og omtrent Halvdelen af Planterne ere
ejendommelige for Øen, og de britiske Øer, hvor
kun 1/8o af Dyrene og Vso af Planterne udgøre

[page] 67

særlige Arter! Hvorfor skulde Skabermagten have
været saa karrig med Nyskabelser i Storbritannien,
men saa overstrømmende gavmild overfor det ube-
tydelige St. Helena ? Efter Udviklingslæren er dette
tilsyneladende Misforhold let at forstaa: Storbri-
tannien er ikke stærkt isoleret og dets Adskillelse
fra Fastlandet ikke af gammel Dato. Dets Dyre-
og Planteverden har med andre Ord ikke haft Tid
til at slaa ind paa mange nye Udviklingsspor, me-
dens derimod de smaa Oceanøer have haft saavel
Tid som Afstand nok, til at Udviklingen her har
kunnet btyde nye Baner og skride et langt Stykke
frem ad disse. — Endvidere: hvorfor skulde Ska-
bermagten, — naar den dog ellers har været saa
rundhaandet overfor Smaaøerne, — ganske have
undladt at betænke disse med Padder og (ikke
flyvende) Pattedyr ? Efter Afstamningslæren er denne
Mangel forstaaelig, idet Paddernes Æg hurtig dø i
Saltvand, og Pattedyrene (med Undtagelse af Fla-
germusen) ikke have kunnet foretage den lange
Rejse. — Og som for ret til Gavns at slaa fast,
hvor hjælpeløs Skabelseslæren staar paa dette Punkt,
findes der undertiden paa Smaaøerne Planter, hvis
Frø ere besatte med krogformede Haar og til-
passede til at spredes ved Hjælp af Pattedyr; —
men Pattedyrene findes ikke paa Øerne! Fra et
udviklingsteoretisk Standpunkt forklares dette Til-
fælde simpelt hen Saaledes: Frøene have kun-
net drive over med Havstrømmene, men Pattedy-
rene ikke. Ud fra Forestillingen om Skabelsens
Fuldkommenhed og Hensigtsmæssighed maa et
saadant Forhold imidlertid kaldes halvgjort Arbejde

[page] 68

og lader sig ikke forene med en værdig Opfattelse
af Skabermagten.

Saaledes kunne de smaa Kroghaar paa et lille
Frø ude paa en af Oceanets fjærne Klippeøer tale
et afgørende Ord med i Spørgsmaalet: Skabelse
el er Udvikling ?

*                        *

*

3. Hvad bevise Forsteningerne?

Mange Læsere ville vistnok forlange, at For-
steningslæren, — Palæontologien, — skal afgive de
fyldigste Beviser for eller imod i Spørgsmaalet Ud
vikling eller Skabelse. De ville vente, at Jordla-
genes Rester af Fortidens Dyre- og Planteliv skulle
opvise et lignende fuldstændigt Slægtregister, som
f. Eks en lang Række Kirkebøger afgiver til Brug
for den, der vil optegne en Families Stamtræ.
Imidlertid: selv Kirkebøgernes Dokumenter kunne
jo være ufuldkomne; — nogle Aargange kunne
maaske mangle, andre være utydelig affattede, saa
det kan være vanskeligt nok for Genealogen at
opstille et nøjagtigt Stamtræ. Men tusindfold
vanskeligere bliver det at udrede de uendelig mange,
vildsomt sammenslyngede og forunderlig snoede
Grene i det uhyre Livets Træ, hvis Rødder bunde
dybest nede i de for Millioner Aar tilbage aflejrede
Jordlag. Naar vi i disse Naturens Kirkebøger i
Stedet for hele Sider kun læse et enkelt Ord hist
og her, hvor svært da at udfinde Meningen! —
Det kan derfor paaForhaand ikke betones stærkt

[page] 69

nok, at vi ikke maa nære det forfængelige Haab,
at Forsteningslæren skulde have udredet Afstam-
ningsspørgsmaalet i dets enkelte Detajller. Vi maa
endda være glade ved, at den, takket være for-
nemlig den sidste Menneskealders ivrige Forsknin-
ger, har arbejdet sig et godt Stykke frem ad den
møjsommelige Vej og allerede kan forelægge os
adskillige smukke »Mellemformer« og temmelig
fuldstændige Stamtrær.

Men forinden vi betragte disse, ville vi kort
paavise, hvorfor det egentlig er saa vanskeligt, til-
dels umuligt nogensinde at kunne naa en udtøm-
mende Viden om de utallige Plante- og Dyregene-
rationer, der, siden det tidligste Liv opstod, have
befolket vor Klode med stadig vekslende Skarer.
For det første er der en hel Række Dyr og Plan-
ter, hvis Eksistens ikke kan efterlade det ringeste,
vejledende Spor i Jordlagene, nemlig alle de Or-
ganismer, der ikke indeholde nogenlunde faste
Dele: Skaller, Knogler, Ved, Bladribber og lig-
nende. Saadanne Væsners Saga udviskes samtidig
med deres Død og Forraadnelse. — Men selv for
de mere modstandskraftige Organers Vedkommende
maa en Mængde samvirkende Betingelser opfyldes,
hvis deres Ejere skulle indskrives i Jordens Aar-
bøger med tydelig og varig Skrift. Frem for alt
maa de faste Dele nedsænkes i Flodernes og Søernes
Mudder, i Havets Sand og Ler eller i vulkansk
Aske, hvor de under alle følgende Jordforandringer
maa forblive indkapslede ligesom Gibsafstøbninger
i deres Former, — en Betingelse, der i de alier
fleste Tilfælde ikke vil blive overholdt, eftersom

[page] 70

de vulkanske, kemiske og fysiske Kræfter bestandig
gennem Aartusindernes Række indvirke mere eller
mindre forstyrrende, udslettende og omdannende
paa Jordskorpens Dele. For det tredje maa vi ved
Vurderingen af Forsteningernes Beviskraft ikke
forglemme, hvor uendelig faa Steder paa Jorden
der ere udtømmende palæontologisk undersøgte.
Selv i Europa, men i endnu højere Grad i de øv-
rige Verdensdele, henligge umaadelige Stræknin-
ger, hvis Jordlag indeslutte Rigdomme af Forste-
ninger, der, naar de en Gang drages frem for
Dagens Lys, sikkert ville berede Palæontologerne
mange Glæder. I saa Henseende berettige enkelte
Forsteningsfund, som ere gjorte i vort Aarhundrede,
og særlig siden Arternes Oprindelse udkom, til
de alier dristigste Forhaabninger til Fremtiden.
.De have, som Huxley siger, udvidet vort Kend-
skab til Fortidens Dyreverden »lige saa stærkt,
som hvis Zoologerne havde opdaget et hidtil ukendt
Land, der var saa rigt paa nye Livsformer, som
Brasilien eller Sydafrika fordum var for Euro-
pæerne.« Eksempelvis skal anføres, at der 1868 i
Jordlagene ved en Bjærgelv i Grækenland paa en
kun 300 Skridt lang og 60 Skridt bred Strækning
blev fundet Skeletter af alle Slags, tildels kæmpe-
mæssige Pattedyr i en Mængde saa overvældende,
at den, sammenlignet med Nutidens Dyreliv, virker
ganske forbløffende. I det sydvestlige Frankrig er
der i 1878 gjort et lignende rigt Fund; — alene
af Rovdyrskeletter fandtes paa denne enkelte, lille
Lokalitet ikke mindre end 42 Arter! Paa forskel-
lige Steder i Nordamerika have Palæontologerne

[page] 71

Marsh, Cope o. fl. fra 1870 indtil nu opdaget
uhyre Mængder af uddøde Dyr, rov- og plante-
ædende mellem hinanden og ligeledes for største
Delen af langt mere kæmpemæssige Dimensioner
end deres Efterkommere i Nutiden, om de end,
—i ganske i Overensstemmelse med Afstamnings-
læren, — vise et umiskendeligt Slægtskab med
disse. Det samme gælder om de betydelige Fund,
vor Landsmand Peter Wilhelm Lund, iøvrig
langt tidligere, har gjort i Brasiliens Knoglehuler,
hvorved det viste sig, at Nutidens sydamerikanske
Pattedyrverden kun er en forkrøblet, dværgagtig
degenereret Slægt, sammenlignet med sine For-
fædre, og at disse ikke blot i Størrelse, men ogsaa
i Mængde langt overgik Nutidens Dyr, — Som sagt,
naar vi betænke, hvilke Hundreder af tidligere
ukendte Former disse enkelte spredte Udgravnin-
ger have draget frem af Jordens Skød, hvor mange
Tusinder navnløse Arter er der da ikke i hele vor
jord, som endnu vente paa den Dommedag, da
Fremtidens Palæontologer ville oprejse deres Ske-
letter, gengive dem deres oprindelige Form og ind-
føje dem blandt de manglende Skud paa Slægtens
store Stamtræ.

Altsaa: det er ulogisk — og forøvrig ogsaa
et blandt Naturforskerne saa godt som forladt
Standpunkt — at bebrejde Afstamningslæren, at
vi kende saa faa Mellemformer, en Indvending,
der stadig slyngedes mod Darwin, men som iøvrig
ved Fund, vi straks skulle omtale, er blevet be-
tydelig direkte svækket. — Antallet af kendte Mel-
lemformer er og m a a være ringe. Nej, Beviset

[page] 72

maa føres Saaledes : Kun hvis Forsteningerne vidne
mod Afstamningen, kan der rejses et Modargument
paa Basis af Palæontologien. At dér tilsyne-
ladende endnu mangler talrige Bindeled, beviser
intet — undtagen, at vor geologiske Viden er
utilstrækkelig. Og det staar nu fast, at der ikke
fra Forsteningslæren kan fremdrages et eneste posi-
tivt Bevis mod Afstamningsteorien. Tværtimod
kan der paa Grundlag af Palæontologien i al Al-
mindelighed opstilles følgende med Afstamnings-
teorien ganske overensstemmende Grundregler: Et
Lands uddøde Plante- og Dyreverden er be-
slægtet med dets nuværende Flora og Fauna i
samme Grad, som den i geologisk Alder nærmer
sig denne. Eksempler: Alle de i Australiens Jordlag
fundne Pattedyrskeletter ere Pung- og Kloakdyr, der,
som bekendt, endnu udgøre Landets mest ejen-
dommelige Fauna. Som Pungdyrene ere karakte-
ristiske for Australien Saaledes — om end i mindre
eneherskende Grad — Gumlerne og visse Gnavere
for Sydamerika. Og ligeledes her bekræftes Regelen,
idet Hovedparten af Indholdet i Brasiliens Knogle-
huler tilhører eksisterende og uddøde Arter af disse
to Pattedyrordener. — Dernæst: de ældre Jord-
lags Forsteninger ere »lavere udviklede«, d. v. s.
nærme sig mere til den oprindelige, fælles Stamtype
end de yngre Jordlags. Eksempler: De ældste,
først optrædende Fisk vare Bruskfisk; de ældste
Pattedyr vare Pungdyr og Kloakdyr, (der staa Kryb-
dyrene nær); de ældste Landplanter vare blomster-
løse (Bregner, Padderokker osv.) Endelig er det
en almindelig, hermed sammenhængende Lov,

[page] 73

at de forskellige Typers eller større Gruppers
Antal bliver færre, jo ældre Jordlag vi trænge ned
i, ganske som et Træs Grene blive færre, jo
mere vi fra dets Top nærme os Stammen. Følgende
skematiske Oversigt (efter Wallace) over Hvirvel-
dyrklassernes jordhistoriske Fremkomst vil tydelig
illustrere denne almindelige Udviklingslov. Og hvad
der her er skematisk fremstillet for hele Hvirvel-
åyrrækkens Vedkommende, vilde mere eller mindre
nøjagtig kunne gengives for de enkelte Klassers,
Familiers, Slægters og Arters Vedkommende. —
Kun er vort Kendskab til Stamtræets mindre For-
greninger jo, som ovenfor fremhævet, endnu saare
mangefuldt.

[page] 74

Stamtræer og fundne "Mellemformer".

Hvor begrænset og ufuldkomment vort Kend-
skab til de uddøde Dyr og Planter nu end er, la-
der det sig dog ikke nægte, at det direkte Be-
vis for eller mod Afstamningsteorien maa søges i
Forsteningslæren. Det maa, nu eller senere, blive
den, der fælder den mest afgørende Dom. — Da
Darwin i 1859 udgav Arternes Oprindelse, indsaa
han ogsaa fuldtud dette. Med sin sædvanlige Aa-
benhed overfor Modkritik tilstaar han paa For-
haand uforbeholdent, hvor ringe en Støtte Forste-
ningslæren yder hans Teori, og han giver Modstan-
derne saa kraftige Vaaben i Hænde som følgende
Indrømmelser: (p. 356) »Hovedaarsagen, hvorfor
der ikke nu over alt, hele Naturen igennem møder
os utallige [levende] Mellemformer, vil man finde i
selve Kvalitetsvalgsprocessen, idet nye Varieteter
stadig afløse og udrydde deres Stamformer. Men
netop fordi denne Udryddelsesproces har virket ef-
ter en saa uhyre Maalestok, maa Antallet af Mel-
lemformer, som tidligere eksisterede, være ganske
enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk
Formation og hvert eneste Lag fuldt af saadanne
Mellemformer ? Geologien aabenbarer os ganske vist
ikke nogen saadan Trinrække af organiske Væsner,
og dette er maaske den største og alvorligste Ind-
vending, man kan gøre mod Teorien. Forklaringen
ligger, som-jeg tror, i den geologiske Videns Util-
strækkelighed .... Endogsaa hele Klassers skarpe
Sondring fra hinanden, — f. Eks. Fuglenes fra alle
andre Hvirveldyr, — maa vi forklare ved at antage,

[page] 75

at mange Livsformer, gennem hvilke Fuglenes tid-
ligste Forfædre forbandtes med de øvrige Hvirvel-
dyrklassers Stamformer, ere gaaede fuldstændig
tabte.« — Naturligvis vare saa aabenhjærtige Til-
staaelser og saa dristige Gisninger Vand paa Mod-
standernes Mølle; — og disse malede da ogsaa Darwin
Skæppen fuld af Spottegloser over en Bevisførelse,
der gik uden om Vanskeligheden ved at antage
Mellemformer, som Videnskaben slet ikke kendte.

Dog — allerede to Aar senere, 1861, stilnede
Munterheden over »de formodede Mellemformer«,
idet Palæontologien ved Fundet netop af et af de
savnede Bindeled mellem Fugle og Krybdyr, —
den straks omtalte »Archæopteryx«, — ydede Darwin
sin første rige Tribut, det første direkte
Bevis for Afstamningslæren. Og i den Menneske-
alder, der er hengaaet siden 1861, fulgtes denne
Triumf, af en Række lige saa glimrende Sejre.

Vi begrænse os til kun at nævne enkelte mere
iøjnefaldende.

Beder man en af Opsynsmændene i Berlins
eller Londons naturhistoriske Museer om at vise sig
den Forstening, der bærer Navnet Archæopteryx
(egentlig : »Oldfuglen«), glider et forstaaende Smil
over deres Ansigter, — de vide da, at den Besøgende
er en zoologisk Lækkermund, der forstaar at vurdere,
hvad den store Mængde gaar ligegyldig forbi; og
med næsten højtidelig Mine pege de paa nogle glas-
indfattede, sortgraa Skifere, hver for sig lidet større
end en almindelig Regnetavle. Disse to uanselige
Skiferstykker, hvis Vægt er ringere end Vægten
af det Guld, hvormed de ere blevne betalte (14,000

[page] 76

og 20,000 Mark), ere nogle af de interessanteste
Afstamningsdokumenter, der kendes. De derpaa
synlige Aftryk og Rester af et Skelet og nogle
Fjer have samme Værd for Naturforskeren, som
den sjældneste og ældste Stenindskrift har for Histo-
rikeren. De vise os, at Forskellen mellem Glenten i
Luften og Firbenet paa Jorden kun er relativ, og at
der i Juratiden har levet et Væsen paa Størrelse
som en Krage, som i en mærkelig Grad . forener
disses Stamtræ. Fuglenaturen røber sig i
mange Bygningsforhold i Skelettet og i den tyde-
lige Fjerklædning, — navnlig i de veludviklede
Svingfjer paa Forlemmerne og Styrefjer paa Halen.
Krybdyrnaturen fremtræder i følgende Ejen-
dommeligheder: Næbet bærer for oven og neden
en Række kegleformige Tænder; Vingerne have
store, kraftige Klør paa alle tre, rimeligvis skæl-
klædte, Fingre, hvormed Dyret har kunnet klatre
behændig; Mellemhaandsbenene ere ikke sammen-
voksede som hos Fuglene, men indbyrdes fri som
hos Øglerne, og Fingerleddenes Antal er lige saa
stort som hos Krybdyrene, medens det er aftaget
hos Nutidens Fugle; Dyret ender med en firben-
lignende Hale, længere end hele Kroppen og be-
staaende af 20 Hvirvler, langs hvis Sider Styre-
fjerene have været ordnede i to Rækker, medens
de nulevende Fugles Haleskelet som bekendt er
ganske kort og Styrefjerene anbragte i en Vifte.
— Intet Under, at en saa fantastisk Fremtoning
vakte uhyre Opsigt; — ja nogle Modstandere af
Afstamningslæren ymtede endogsaa om, at det var
en Krybdyrforstening med paaklistrede Fjer! Da

[page] 77

der imidlertid 1877 fandtes et nyt, langt tydeligere
bevaret Eksemplar, forstummede dog al Tvivl om
øgle/uglens Ægthed. De to Forsteninger opbe-
vares nu som Relikvier, der betragtes af Naturfor-
skere med en næsten religiøs Andagt. Den, der én
Gang har staaet bøjet over disse Skiferplader,
vil, om han ikke mangler enhver Forudsætning,
have modtaget et uforglemmeligt Indtryk af Af-
stamningslærens Sandhed.

Faa Aar efter Fundet af den første Øgle-
fugl, paaviste H u x 1 e y en anden Række Over-
gangstrin mellem Krybdyr og Fugle, nemlig hos
de i Trias og paafølgende Jordperioder levende
Kæmpeøgler (Dinosaurier), hvis æventyrlige For-
mer ikke give. de mest fantastiske Dragebilleder
noget efter, og hvis mange gigantiske Uhyrer over-
gik de mægtigste nulevende Land-Pattedyr i Stør-
relse. Hvad der i ganske særlig Grad viser Slægt-
skab mellem disse Krybdyr og Fuglene, er Bække-
nets og Baglemmernes Bygning. (Bagtil rettet Skam-
bensforlængelse; sammensmæltede Bækkenhvirvler;
Fodrodsknoglerne ofte voksede sammen med Skinne-
benet, o. s. v. — Karakterer, der alle pege over
mod Fuglene.)

Ogsaa Kridtperioden har leveret et vægtigt
Bevis for Fuglenes Nedstamning fra krybdyragtige
Forfædre. I 1875 opdagede Professor Marsh i
Nordamerika de saakaldte Tandfugle, der, skønt
tandbærende, ere endnu nærmere beslægtede med
Nutidens Fugle end Øglefuglen, — hvilket ogsaa
stemmer godt overens med deres yngre geologiske
Alder. Som Navnet siger, bære disse Fugle Tæn-

[page] 78

der i Over- og Undermunden; men Halen er be-
tydelig kortere end hos Øglefuglen, om den end
er længere end hos de nulevende Fugle. —

De anførte Eksempler maa være nok til at
vise, at Tiden har givet Darwin Ret, naar han,
trods Modstandernes Ironiseren, udtalte sin For-
modning om, at der maatte eksistere
Bindeled mellem Krybdyr og Fugle,—
selv om disse endnu ikke kendtes. — Men ogsaa paa
mange andre Omraader have de forønskede Mellem-
former lydt hans Vink og ere komne ud af Jord-
lagene at vidne til hans Forsvar. Nogle ere end-
ogsaa myldrede frem i saa rigelig Mængde, at
Ordet Stamtræ ikke længere betegner et ideelt
Begreb, men en ganske nøgtern og faktisk Paavis-
ning af Slægters og Arters Afstamning, som nu
medtages i enhver palæontologisk Haandbog, —
det vil sige bærer den officielle Autorisations Stem-
pel som videnskabeligt Forskningsresultat!

Det mest staaende Bevis for Afstamnings-
lærens Sandhed er Hestens Stamtræ, hvilket
vi, takket være den amerikanske Professor Mars h's
rige palæontologiske Fund, nu kunne tegne op med
stor Sikkerhed. Der kendes for Tiden over 40 ud-
døde Hestearter, begyndende i de ældste tertiære
Lag med Former, der vare paa Størrelse som
en Ræv, og af en fra Nutidens Heste saa for-
skellig Bygning, at vi umulig vilde have anset
dem for disses Stamfædre, havde vi ikke de for-
bindende, gradvis omdannede Mellemled. Saavel
Tændernes Bygning som Lemmernes Skelet, —
de to Forhold, der udgøre Pattedyrenes vigtigste

[page] 79

Slægtskendemærker, — vise en saa smuk Trin.
følge i Omdannelser, som nogen »Darwinist« kunde
have ønsket sig, selv i sine dristigste Drømme.
Hvad kan vel synes mere grundforskelligt fra Patte-
dyrenes almindelige fem-taaede Fodform end den
nulevende Hests, — og dog har den gamle Sæt-
ning: »Naturen gør intet Spring« ogsaa bekræftet
I sig her. — I Mangel af Illustrationer vil dette
maaske fremgaa nogenlunde tydeligt af om-
staaende Skema.

Samtidig med den derpaa antydede Indskrænk-
ning af Sidetæernes Størrelse og Antal svinde de
hos de ældste Hesteformer vel udviklede Albue- og
Lægben ind til ganske svage Bensplinter, Saaledes
som vi se dem paa Skeletterne af den nulevende
Hest. Med andre Ord: vi have her en jævn Om-
dannelse fra en Sumpfod, omtrent som Tapirens, til
den mest fuldkomne Løbefod, — en Omdannelse,
der naturligvis har været sideordnet en tilsvarende
Forandring i Hestens Levevis fra Sumpdyr til Steppe-
dyr. — Foruden denne gradvise Omforming af
Lemmerne kunde der, hvis Pladsen tillod det, an-
føres en tilsvarende Række Omdannelser af Krop-
pens og Hovedets Skelet, Tændernes sammensatte
Bygning, Hjærnekassens Form, o. s. v. — Interes-
sant er det iøvrig, at Huxley i Begyndelsen af
Halvfjerserne, da man endnu ikke havde fundet
Eohippus, udtalte, at den firetaaede Orohippus
sikkert maatte have haft en femtaaet Stamfader.
Nogle Aar senere fandtes denne, — og Afstam-
ningslæren fejrede Saaledes den største videnskabe-
lige Triumf, en Teori overhovedet kan fejre: at

[page] 80

forudsige, hvad der senere bekræftes af Er-
faring !

En næsten lige saa smuk Udviklingsfølge
er blevet paavist for Hjortetakkernes Ved-
. kommende:

Nedre Miocentidens  Hjorte  havde ingen Takker,
Mellem — ~ — 2 grenede —
Øvre —                          — 3 — —

Pliocentidens                  —         — 4 — —

Øvre Pliocentidens —         — 5 — —

Nutidens                         —      have flergrenede —

Naar undtages, at miocene Hjorte med wgrenede
Takker vistnok ikke ere fundne endnu, afspejler
denne palæontologiske Udvikling ganske nøjagtig
den individuelle Udvikling, som vi se hos Nutidens
Hjorte, hvis Takker som bekendt blive flergrenede
med Alderen.

At de nyeste palæontologiske Forskninger
ikke blot have paavist en legemlig Udvikling hos
Tertiærtidens Pattedyr, men ogsaa en a an del i g
Udvikling, ses afHjærnekassernes til-
tagende Størrelse og gradvise Ud-
for m i n g. »Den virkelig fremadskridende Ud-
vikling af Pattedyrlivet i Amerika fra Tertiærtidens
Begyndelse til Nutiden illustreres godt ved Hjærne-
massens Tiltagen, hvori vi have Nøglen til mange
andre Omdannelser. De tidligst kendte tertiære
Pattedyr havde alle meget smaa Hjærner, og hos
nogle Former var dette Organ forholdsvis mindre
end hos visse Krybdyr. Gradvis voksede Hjærnen

6

[page] 82

under denne Periode, og det er interessant at se,
at denne Vækst hovedsagelig begrænsedes tilHjærne-
halvkuglerne eller de ædlere Dele af Hjærnen.
Hos de fleste Pattedyrgrupper blev Hjærnen efter-
haanden mere foldet*) og udvikledes Saaledes saa-
vel i kvalitativ som i kvantitativ Henseende. Hos
nogle ere de lavere Dele af Hjærnen endogsaa af-
tagne i Størrelse. Under Tertiærperiodens lange
Kamp for Tilværelsen sejrede de bedst udviklede
Hjærner, — da som nu.« (Marsh).

De enkelte anførte nyere Fund, som kunde
forøges med mange flere, vise tilstrækkelig, at
jo fyldigere vort Materiale af en given Dyre-
gruppes Forsteninger er, desto flere »Overgangs-
former« finde vi, — ganske, hvad Afstamningslæ-
ren maatte fordre, medens der ud fra Læren om
særlige Nyskabelser i de enkelte Jordperioder ikke
var nogen Grund til at vente dette. Mere og mere
er den Sætning blevet slaaet fast, at »enhver ny
Art er et Forbindelsesled mellem andre beslægtede
Former« (Lubbock.) Saavel de rige amerikanske
Fund som de før nævnte Fund af europæiske ter-
tiære Pattedyr have bekræftet dette paa en saa epoke-
gørende Maade, at Huxley i 1880 i Anledning
af, at Arternes Oprindelse naaede den engelske
Myndighedsalder, 21 Aar, gav følgende Svar paa
Spørgsmaalet: hvorledes er Teoriens nuværende
Stilling? »Simpelt hen den, at havde Udviklings-
læren ikke eksisteret, maatte Palæontologerne have
opfundet den, — saa uimodstaaelig bemægtiger den

*) Et Tegn paa højere udviklet Fornuft,

[page] 83

sig Tanken ved Studiet af de Rester af Tertiær-
tidens Pattedyr, der ere komne for Lyset siden
1859.« Og han tilføjer de stolte Ord: »Udvik-
lingen er ikke længere en Spekula-
tion, men en historisk Kendsgærning.«
Saaledes bleve Forsteningerne, hvis »manglende
Mellemformer« vare Darwins Smærtens Børn, endnu
medens han levede Afstamningslærens sejrrigste
Forkæmpere.

4. Hvad bevise Fostrene?

Efter at have ladet de ærværdige forhistoriske
Arter aflægge Vidnesbyrd skulle vi nu høre de
ganske umyndiges, de endnu ufødtes Røst! Ogsaa
derfra vil lyde os imøde et enstemmigt Chor; vid-
nende for Afstamnings-, mod Skabelseslæren.

I Afsnittet om Darwinismens Forhistorie saa
vi, at den tyske Embryolog M e c k e 1 i Begyndelsen
af Aarhundredet gjorde opmærksom paa det ejen-
dommelige Fænomen, at højerestaaende Organismer
under deres Fosterudvikling gennemløbe Formtrin,
hvorpaa de minde om laverestaaende Organismer.
Senere belyste den berømte Naturforsker Karl
Ernst vonBaer langt udførligere dette For-
hold; men det er dog først ved Afstamningsteoriens
Gennembrud, at man har kunnet naa nogen egent-
lig Forstaaelse heraf. Skønt ikke Embryolog ind-
ser D a r w i n, der naturligvis kendte von Baer's
Undersøgelser, fuldtud Fosterlærens vidtrækkende

[page] 84

Betydning; Saaledes kalder han i et Brev til Ly e 11,
1860, »det embryologiske Bevis -det, der i mine
Øjne vejer mest af alle«, og han undrer sig over,
at hans Forsvarere ikke lægge mere Vægt derpaa.
Fire Aar senere udkom en lille Piece paa 91 Sider,
der, trods sit ringe Omfang, hører til Embryo-
logiens klassiske Literatur og blev en af de første
Milepæle paa Afstamningslærens sejrrige Vej.

I Brasilien, paa den samme Jordbund, hvor
Udviklingstanken først fremspirede hos Darwin,
satte den højt ansete tyske Naturforsker Fritz
Muller sig den Opgave at prøve Afstamnings-
teorien ved en nøgtern, fordomsfri Undersøgelse
af, hvorvidt dens Princip vilde vise sig holdbart
under et detailleret Studium af en enkelt bestemt
Dyregruppe. Han valgte som Undersøgelsesgen-
stand Krebsdyrene, hvis store, forskelligartede og
dog Saa nøje sammenhørende Klasse maatte afgive
det mest fyldestgørende Objekt for et saadant For-
søg. Som Resultat af sine Undersøgelser fandt han
da, i den skønneste Harmoni med Afstamnings-
læren, at de fleste Krebsdyrfostre som ganske unge
ligne hinanden meget nøje; at de højere, d. v. s
geologisk yngre Krebsdyrs Fostre og Larver gen-
nemløbe Udviklingstrin, der minde om de lavere,
geologisk ældre Krebsdyr; og at denne Lighed er
desto mere fuldkommen, jo mindre Efterkommer-
nes Levevis er blevet ændret, d. v. s. jo mindre
Tilpasningen, f. Eks. til fastsiddende eller snyltende
Levevis, har grebet omdannende ind. —

Vi skulle ved nogle Eksempler nærmere op-
lyse, i hvilken Grad saadanne Fænomener kun lade

[page] 85

sig forklare ud fra Afstamningslæren, medens de
staa i den besynderligste Modstrid til, eller i hvert
Fald ere ganske meningsløse ud fra Skabelseslærens
Standpunkt.

Darwin fortæller et Sted i Arternes Op-
rindelse: »jeg har to smaa Fostre i Spiri-
tus, men har glemt at sætte Navne paa dem,
og derfor er jeg nu ganske ude af Stand til
at sige, til hvilken Klasse de høre. Det kan
være Salamandre eller smaa Fugle eller meget
smaa Pattedyr, saa fuldkommen er Ligheden i
den Maade, paa hvilken Hovedet og Kroppen er
dannet hos disse Dyr.« Den, der ikke har set en
Række Fostre, vil heraf maaske ledes til den
Antagelse, at Darwin maatte være en meget middel-
maadig Iagttager, — skønt han dog ellers er
bekendt for det modsatte! Imidlertid forholder
det sig virkelig saa, at de højere Hvirvel-
dyrs Fostre, — Menneskets iberegnet,—
paa et tidligt Udviklingstrin ligne Fiskefostre
overordentlig meget, (selvom de ikke narre Specia-
listen, der gaar mere i Enkelthederne). Saaledes findes
der paa Siderne af Hovedet Gællespalter, adskilte
ved Gællebuer, — Gennembrydninger udefra ind
i Svælget, hvoraf vi kun bevare den forreste, der
senere omdannes til Trommehulen og det saa-
kaldte eustachiske Rør, som forbinder denne med
Mundhulen. I Overensstemmelse hermed er Blod-
karsystemet ganske fiskeagtigt, idet den fra
Hjærtet udgaaende Pulsaarestamme deler sig i en
Række Sidegrene, som stige op langs Gællebuerne
og paa Rygsiden atter forenes, til en Aarestamme,

[page] 86

der fører Blodet ud i Legemet, — alt ganske som
hos Fiskene! Ogsaa det første Anlæg til Hvirvelsøjle
har hos Pattedyrene, — Mennesket stadig iberegnet,
— fuldstændig samme Bygning som hos de laveste
Bruskfisk, idet det bestaar af en uleddet Brusk-
stræng. Dette gælder ligeledes for Hovedskelettets
Vedkommende, der oprindelig udgør én sammen-
hængende Bruskkapsel, hvori de enkelte Knogler
først senere dannes. »Naar man forestiller sig, at
et Menneske var orienteret i Grundtrækkene af de
forskellige Hvirveldyrgruppers Bygning, men der-
imod slet intet kendte til Udviklingshistorie, og at
der blev forelagt ham et ungt Foster af et
Pattedyr til Analyse og Bestemmelse, saa vilde
han utvivlsomt langt snarere antage det for et
Fiskefoster end for Anlæget til et Pattedyr.«
(R. S. Bergh).

Hvorledes skulle vi nu forklare saa mærkelige
Forhold, der synes lidet forenelige med den saa
ofte priste »Visdom i Naturen!« Skabelseslæren
maa her tie overfor en uløselig Gaade; men efter
Afstamningslæren er denne let at løse: jord-
lagene vise tydelig nok, at de lungeaandende
Hvirveldyr ere Ætlinge af gælleaandende Stam-
former, der vare beslægtede med Hajerne og
altsaa havde Gællebuer, Gællespalter og Gælle-
pulsaarer, samt en Bruskkapsel og en Bruskstræng
i Stedet for forbenet Hjærnekasse og Hvirvler.
Men netop de samme, — her imidlertid unyttige
og senere forsvindende, — Bygningsforhold opvise
de højere Hvirveldyrs Fostre, helt op til Menne-
skets. —

[page] 87

Saaledes se vi, at Anatomien, Embry-
ologien og Palæontologien i den skønneste
Treenighed pege mod samme Forklaringsaarsag:
Afstamningen.

Af de anførte Eksempler maa Læseren imid-
lertid ikke forledes til den Antagelse, at Individets
Fosterudvikling nøjagtig kopierer Billedet af
Slægtens Udvikling. »Dette Billede er ikke fuld-
kommen korrekt; det er fortrukket; det er saa at
sige ikke set i Planspejl men i Hulspejl.« (R. S.
Bergh) Saaledes udvikles der hos de højere
Hvirveldyrs Fostre Gællespalter, Gælleaarer og
Gællebuer, men disse Organer ere ganske unyttige,
idet der ikke dannes Gæller- paa dem, hvilket
man maa antage, at den oprindelige Stamform
har haft. Ogsaa Udviskningen forklares gennem
Afstamningslæren, hvorefter Omdannelsen, Nytil-
egnelsen jo spiller en lige saa betydningsfuldRolle
som Nedarvningen af det allerede bestaaende.
Idet disse to Kræfter stadig modvirke hinanden,
ikke blot hos de udvoksne Individer, men ogsaa
under deres Udvikling, er det let at forstaa, at
dennes oprindelige Præg efterhaanden maatte
udviskes og fordrejes. Og Undersøgelser vise, at
dette netop er Tilfældet i desto højere Grad, jo
mere Efterkommerne ere blevne »tilpassede« til
en fra deres Stamformer afvigende Levevis. Man
ser adtsaa heraf, at selv om det ud fra Skabelses-
lærens Standpunkt blev hævdet, at Individets
mange, hurtig skiftende og forsvindende Udvik-
lingsfænomener skulde afspejle Skaberplanens
Hovedfaser, saa vilde heller ikke denne, iøvrigt

[page] 88

noget søgte Forestilling om Skabermagten holde
Stik overfor Erfaringerne. Thi hvorfor skulde
Afspejlingen da være ret fuldstændig i nogle Til-
fælde, men ganske forvirret og fordrejet, ja næsten
udslettet i andre ? — Lige saa lidt kan den Gis-
ning, at de i Fostertilstanden optrædende, senere
forsvindende Dannelser skulde kunne være nyt-
tige, holde Stand overfor Kritik. Selv med den
bedste Vilje vil man ikke kunne udspekulere, hvil-
ken Nytte Bardehvalernes Fostre kunne have af
deres senere forsvindende Tandanlæg, eller Menne-
skene af dets Gælleaarer, hvor der ingen Gæller
ere! Lignende Iagttagelser af unyttige, senere for-
svindende Fosterorganer kunde forøges med Hun-
dreder.

Dog, disse Eksempler maa være nok til at
overtyde Læseren om, at Fosterlæren er blevet en
af Afstamningsteoriens urokkeligste Grundpiller, og
at den fremhævede Lighed mellem Individets og
Slægtens Udvikling kun forklares ud fra denne
Teori, medens den, set fra Skabelseslærens Stand-
punkt, »enten vilde forudsætte en Virkning uden
Aarsag eller en Hensigt uden fornuftig Mening«
(Spencer.)

Omvendt ville de anførte Eksempler vise, at
Fosterlæren, der som Videnskab er saa ung, netop
ved Hjælp af Afstamnings teorien har faaet en
uanet Betydning og almen Interesse som et med
Forsteningslæren jævnbyrdigt Middel til at drage
Hovedlinjerne i Slægternes Stamtræ. Først nu er
Fosterlæren i Virkeligheden fuldt ud blevet, hvad

[page] 89

v. Baer kaldte »den sande Lysbærer for Under-
søgelser over organiske Legemer.« —

-------At Menneskets Fosterudvikling ikke

danner nogen Undtagelse fra de øvrige Pattedyrs,
men afspejler dets Afstamning, er allerede antydet
gennem ovenstaaende og ved Omtalen af dets
rudimentære Organer.

For mange er der jo endnu noget frastødende
i dette Resultat; men hvor ligger da det kræn-
kende i, at Mennesket er det ypperste Produkt af
en lang, gennem Kampe og Sejre ført Udvikling?
Er der noget mere krænkende i, at vi maa føre
vort Stamtræs Rødder tilbage til de først frem-
komne encellede Væsner, end i, at vi udvikles af
et encellet Æg? Og Rigtigheden heraf vil vel in-
gen benægte!

Dog, — Spørgsmaalet beror ikke paa, hvad
vor Følelse mener, men paa, hvad Videnskaben
nøder os til at antage. Er en videnskabelig
Sandhed først brudt igennem, "saa kommer Følelsen
nok med, — om ikke i én Generation, saa i en
følgende. Saaledes er det altid gaaet før, naar
en ny Tanke revolterede Sindene, og Saaledes
vil det ogsaa gaa i Spørgsmaalet om Menneskets
Afstamning.

*

5. Hvad beviser Systematiker!?*)

Efter den gamle indiske Religion, Brahmanis-
men, tænkes Menneskeheden som bekendt delt i

*) Læren om Planternes og Dyrenes Inddeling i Rækker,
Klasser, Ordener, Familier, Slægter og Arter.

[page] 90

grundforskellige Kaster, hver skabt for sig og
uden Mulighed for Overgang fra en Kaste til en
anden.

En lignende Brahmanisme, et lignende Kaste-
væsen herskede i Skabelseslærens Opfattelse af Plante-
og Dyreformerne, af hvilke der skulde eksistere
netop det Antal Arter, som fra Begyndelsen skab-
tes, — hverken flere eller færre. Ved Udviklings-
lærens Gennembrud er den skarpe Kasteinddeling
blevet ophævet; Troen paa Arternes Uforanderlig-
hed er blevet styrtet, og det er blevet forstaaeligt,
hvorfor det er og altid har været en af Natur-
videnskabens vanskeligste Opgaver at afgrænse
Artsbegrebet. Denne Vanskelighed er vokset, alt
som vi lærte flere og flere Planter og Dyr at kende,
— en ganske naturlig Følge af den Maade, hvor-
paa Artsinddelingen er foregaaet, idet kun de Dyr
eller Planter, der antoges for adskilte fra hinanden
som ved en uoverstigelig Kløft, blev opstillede som
særegne Arter. Hændte det senere, — og det
hændte ikke sjælden! — at man opdagede levende
eller uddøde Former, der i Følge deres hele Byg-
ning forbandt to eller flere »Arter« ved jævne
Overgange, — ja, saa sloges hele Rækken sam-
men til én Art med saa og saa mange »Varieteter«.
For at anføre et bestemt Eksempel: Man havde
for faa Aar siden det Tilfælde, at seks—syv tid-
ligere skarpt afgrænsede Sneglearter smæltede sam-
men til en eneste Art, fordi det ved Fund af ud-
døde Mellemformer viste sig umuligt at sætte noget
Skjel, hvor man kunde sige: her hører denne Art
op, og her følger en ny. —

[page] 91

Lige saa stærkt til Gunst for Udviklingslæren
taler den Maade, hvorpaa Naturforskerne, alle-
rede medens Skabelsestanken be-
herskede Videnskaben, samlede og ord-
nede alle kendte Plante- og Dyrearter i et sam-
menhængende System. Uvilkaarlig fandt man det
naturligst at fremstille dette som et vidtfor-
grenet Træ, hvis Grene (Systemets enkelte
Underafdelinger) blive mindre og mindre, alt som
de fjærne sig fra Stammen. Hvorfor Syste-
matiken netop maatte komme til dette Resultat,
— ja det blev først logisk og forstaaeligt ud fra
den Forudsætning, at alle nu og tidligere levende
Væsner ere virkelig blodbeslægtede og ved Arvelig'
hedens uløseligeBaand forbundne til et Stam træ.

Resultater af Sprogforskernes Studier afgive
tilsvarende, godt oplysende Eksempler. Naar de
romanske Sprog: Italiensk, Fransk, Spansk o. s. v.
betragtes og fremstilles som Grene ud fra en og
samme Sprogstamme, Latinen, da falder det ikke
nogen Sprogforsker, ja end ikke nogen Lægmand
ind at sige, at disse Sprog ere »skabte« hvert for
sig, og at deres fælles Lighed skyldes en »gud-
dommelig Skaberplan«!

Er det maaske mindre ulogisk at indtage dette
Standpunkt for at forklare Lighederne mellem Nu-
tidens og de tidligere Jordperioders Organismer?

Næppe!

[page] 92

Vi have i det foregaaende ladet de enkelte
Grene af Biologien aflægge Vidnesbyrd i Spørgs-
maalet Skabelse eller Udvikling ? Og det vil for-
haabentlig ikke falde Læseren vanskeligt paa Grund-
lag af disse Vidnesbyrd at afsige sin Kendelse.

Det maa staa enhver klart, at Spørgsmaalet
om Arternes Opstaaen kun lader sig besvare paa
to Maader: enten ved at forudsætte en Skabelse
eller ved at antage en Udvikling. Nogen tredje
Vej gives ikke. — Forskellen mellem disse to Be-
svarelser er principiel, idet Skabelseslæren forud-
sætter en direkte Indgriben af overnaturlige,
uerkendelige Kræfter, medens Udviklings -
læren antager en direkte Virken af naturlige
Aarsager og derfor giver os Haab om, at disse før
eller senere lade sig erkende, selv om vort Kend-
skab til dem endnu er saare mangelfuldt. Udvik-
lingslærens Modstandere kunne ikke med god Føje
beraabe sig paa, at vi ere uvidende om disse Aar-

[page] 93

sagers dybere Natur, lige saa lidt som det kunde
falde noget Menneske med sund Sans ind at beraabe
sig paa overnaturlige Kræfter i de Tilfælde, i hvilke
vi endnu ikke kende Aarsagerne til en eller anden
smitsom Sygdom. Men lige som en Læge, naar
han staar overfor en endnu uopklaret Smitteaarsag,
aldrig vilde vove at indskyde en mirakuløs Ind-
griben, derimod blot vilde anspores til end ivrigere
at efterforske Sygdomsaarsagerne, — Saaledes ogsaa
Nutidens Biologer. Saa meget mere maa disse
paa Forhaand være berettigede til at forkaste
Miraklet, som Naturvidenskabernes Historie tilfulde
har godtgjort, at Mirakeltroen over alt, Skridt for
Skridt har maattet rømme sine Fæstninger for
Loven om de naturlige Aarsager, — for Loven
om naturlig Udvikling og Sammenhæng. I første
Afsnit af dette Skrift er denne gradvise Erobring
paavist for Verdensaltets, for jordens og for Indi-
videts Vedkommende; og i de senere Afsnit have
vi set, at ogsaa det gamle Artsbegreb har maattet
kapitulere for de moderne Forskningsresultater. Med
klingende Spil og flyvende Faner er Naturviden-
skabens Hær rykket ind i Mirakeltroens sidste, mest
ihaardnakkede Fæstning.

Blandt Skabelseslærens splittede Hærrester er
der som sagt Modstandere, der hævde, at Dar-
wins Teori ikke forklarer den egentlige, dybeste Ud-
viklingsaarsag: den individuelle Variering
og dennes Nedarvn ing. Deri have de fuld Ret;
men hvorledes Variationerne opstaa og ned-
arves, — om det er som Følge af Organernes
Brug og Ikke-Brug, — som Følge af Livsvilkaarenes

[page] 94

Indvirkning eller som Følge af en, Organismerne
iboende »Drift« til at variere, — eller maaske ret-
test som Følge af disse Aarsagers samlede Virk-
ning, — — ja dette er et Problem, som er over-
ordentlig interessant, og paa hvis Løsning Nutidens
Biologer arbejde med fuld Kraft. Men af dets
Løsning afhænger ikke det Resultat, vi have naaet:
at en Udvikling har fundet Sted.

Heller ikke Darwins Teori kan omstyrtes
(om den end kan ændres og uddybes betydelig)
ved denne Fremtidsløsning, — hvorledes denne nu
end vil blive. Thi »Kvalitetsvalget«, de mest fuld-
komne Tilpasningers Bestaaen. i Kampen for Til-
værelsen er en uomstødelig Faktor, der altid maa
gribe afgørende ind i Udviklingens to Grundfaktorer:
Variation og Arvelighed.

Da N e w ton havde opstillet Tyngdeloven,
var der ogsaa Tvivlere, som paastod, at han intet
havde opdaget, eftersom han ikke havde forklaret,
h v a d Tyngde i sig selv er. Nu, efter et ParAar-
hundreders Forløb, ere vi omtrent lige vidt, — og
dog staar Newtons Opdagelse som en af Menneske-
aandens største Triumfer.

Paa lignende Vis forholder det sig med Darwins
Teori. Derfor har H u x 1 e y da kunnet skrive føl-
gende vægtige Ord *): »For den nulevende Slægt,
d. v. s. for Folk, der ere omkring de Tredive,
staar Charles Darwins Navn ved Siden af Isaac

*) Om Modtagelsen af Arternes Oprindelse. Darwins Liv
og Breve II.

[page] 95

Newtons og Michael Faradays *); Tanken paa ham
som paa dem fremmaner Idealet af en Sandheds-
søger og Naturforsker .... Det kendte er be-
grænset, det ukendte ubegrænset; aandelig talt
staa vi paa en 0 midt i det uforklarliges ube-
grænsede Hav. Hvert Slægtled har sin Gærning
— at indvinde lidt mere Land, øge vore Besiddelser
en Smule i Udstrækning og Soliditet. Selv et
flygtigt Blik paa de biologiske Videnskabers Hi-
storie i Løbet af det sidste Fjerdedels-Aarhundrede
er tilstrækkeligt til at retfærdiggøre den Paastand,
at det kraftigste Vaaben til Udbredelse af Natur-
videnskabernes Herredømme, som Mennesket har
faaet i sin Haand siden Newtons Principia, er
Darwins Arternes Oprindelse«.

Til Slutning endnu et Citat af denne fremragende
Skikkelse blandt Udviklingslærens Forkæmpere, —
de smukke Ord, hvormed Huxley ved Afslørings-
højtideligheden 1882 overleverer den foran afbildede
og beskrevne Statue til Britisk Museum :

»Deres kongelige Højhed [Prinsen af Wales],
Lorder, og Gentlemen, Britisk Museums Værger!
Jeg har nu blot tilbage i Komiteens Navn at bede
Dem modtage denne Statue af Charles Darwin.

Vi frembære ikke denne Bøn blot for at for-
evige et Minde; thi saa længe Mennesker beskæf-
tige sig med at søge efter Sandhed, løber Darwins

*) Berømt engelsk Fysiker, 1791 —1867. F. gjorde store
Opdagelser paa Magnetismens og Elektricitetens Om-
raade.

[page] 96

Navn lige saa lidt Risiko for at glemmes som
Kopernikus' ....'.

Nej, vi bede Dem værne om dette Monument
som et Tegn, der, medens Slægt efter Slægt af
Naturvidenskabens Dyrkere træde ind i denne Hal,
skal minde dem om det Forbillede, hvorefter de
maa forme deres Liv, hvis de i fuldt Maal ville drage
Udbytte af de Goder, der bydes dem af denne
store, under Deres Varetægt staaende Institution.«

*<