[page] 65

Darwinisme og Kristendom.

Af Dr. med. P. D. Koeh.

I.

Darwin fremlagde sine Anskuelser for Offentligheden i 1858, og det er nu saa nær en Menneskealder siden, at Dar- winismen for Alvor holdt sit Indtog i Danmark. Det er bekendt, hvilken Begejstring og hvilken Modstand den vakte, og i lange Tider efter stod der jo Røg af Kamptummelen.

Paa den ene Side mente man, at Tilværelsens Gaade nu var løst. Man havde ganske vist ment det samme før! Men Begejstringen synes at blive lige frisk, hver Gang der bydes en ny Løsning. Og mangfoldige Omstændigheder bidrog til, at netop Darwinismen den Gang slog an. Paa den anden Side rejste Modstanden sig, vel fortrinsvis fra Teologiens Side, skønt der ogsaa paa Naturvidenskabens Vegne gjordes Ind- sigelser. Men disse sidste Røster forstummede efterhaanden og gjorde i det hele lidet Indtryk. Derimod kæmpedes der fra Kirkens Side pro aris et focis. Thi det, som gav Darwinismen saa mægtig Vind i Sejlene, var vel nok for en ikke ringe Del netop den Omstændighed, at den syntes ganske at gøre Gud overflødig. Al Ting gik jo her saa nemt — „af sig selv!" — Det er indlysende, at hermed kunde Kirken ikke lade sig nøje. Den kunde vel næppe stille.sig anderledes, end den gjorde, og forkætre den nye Lære som staaende i afgjort Modstrid med Kristendommen. Saa vidt jeg ved, er Kirkens Stilling i det væsentlige den samme endnu den Dag i Dag.

* Foredrag i Studenterhjemmet den 15. December 1898. Dansk Tidsskrift. II.                                                                                     5

%

[page] 66

Der er imidlertid siden hine Aar løbet adskilligt Vand i Stranden, og Sindene er blevne saa vidt beroligede, at Tiden maaske nu er inde til fra begge Sider at mødes i en nærmere Forstaaelse eller dog i alt Fald for os, der samles her paa Kristendommens Grund, uden Lidenskab at foretage en Op- gørelse af vort eget Standpunkt.

De ved, at der ved Darwinisme, saadan ganske populært, forstaas den Teori, at Menneskene nedstamme fra Abekattene.

Men videnskabelig set er dette ikke korrekt. Selve Ud- viklingslæren eller Descendensteorien, hvad man nu vil kalde den, stammer ikke fra Darwin. Til egentligt Gennem- brud bragtes den ganske vist først ved hans Teorier. Men* disse angaa Maaden, hvorpaa Udviklingen antages at have fundet Sted. Og De kende alle uden Tvivl Slagordene, som det her drejer sig om: Kampen for Tilværelsen, Kvalitetsvalget, Parringsvalget, Arternes Variering osv. Altsaa i største Kort- hed: Der fødes et forholdsvis meget stort Antal Individer inden for hver Art, hvoraf en Mængde gaa til Grunde i Kam- pen for at tilegne sig de nødvendige Livsbetingelser. Arts- begrebet er en kunstig Frembringelse, hvis Grænser er flydende. Der findes nemlig utallige Varieringer hos de enkelte Individer inden for Arten. De Individer, som ved en saadan tilfældig Variering, f. Eks. lange Ben, store Tænder, opnaa en eller anden lille Fordel, faa derved Forspringet og blive dem, der leve bedst og længst og har størst Udsigt til at forplante sig. Dette er det saakaldte Kvalitetsvalg, den naturlige Udvælgelse, som medfører, at enhver nok saa lille Variering, der er Individet nyttig, bevares, idet den nedarves paa Efterkommerne. Ogsaa Parringsvalget, som fremkom- mer "derved, at Hannerne maa bejle til Hunnerne og indbyrdes kæmpe om disse, bidrager til at udvikle fordelagtige Egen- skaber, som igen føres videre til Efterkommerne. — Ved Hjælp af disse Omstændigheder mener altsaa Darwin at kunne for- klare Udviklingen af hele den organiske Verden.

Før Darwin havde allerede forskellige opstillet lignende Teorier. Den betydeligste er uden Tvivl Lamarck's, som gaar ud paa, at Brug eller Ikke-Brug af Organerne, altsaa

*

[page] 67

Sædvanens Magt, hjælper Udviklingen frem gennem den Ind- flydelse, der herved udøves paa Individet. Men det er egentlig først, efter at der ved Darwin er vakt almindelig Opmærk- somhed for Udviklingslæren, at Lamarck's Teorier har vundet nogen Tilslutning hos dem, der ikke fandt Darwins tilstrække- lig fyldestgørende.

Stillingen blandt Naturforskerne for Øjeblikket er nu vistnok den, at der er forholdsvis faa, som er rene Dar- winister eller Lamarckister. Det langt overvejende Flertal lægger ikke Skjul paa, at begge disse Hypoteser ej- util- strækkelige til at forklare Udviklingen. Thi om selve dette, at der har fundet en Udvikling Sted fra lavere til højere Organismer, fra de første enkeltcellede Væsener til „Skabnin- gens Herre" Mennesket, derom turde saa at sige alle Natur- forskere være enige.

Grundene til, at Darwins Hypotese er fundet utiU strækkelig, er sikkert mangfoldige. De forskellige Indven- dinger, som i Tidens Løb er fremførte imod den, har efter- haanden i det stille gjort deres Virkning, selv om man i den første Begejstrings Rus ikke vilde høre noget om dem. Jeg skal anføre nogle enkelte Eksempler for at give Dem en An- tydning af, hvad det drejer sig orn.

Nå gel i gør opmærksom paa den Vanskelighed, Darwin vil have ved at faa begyndt paa Udviklingen, naar denne alene skal skyldes Kampen mellem forskellige Organismer. Thi det er jo dog ikke saa let at indse, hvorledes en saadan Kamp skulde opstaa mellem Urorganismer, faa eller mange, der er lige stillede i enhver Henseende og maa antages at have særdeles gunstige Betingelser for deres Trivsel.

Quatrefages spørger, hvorfor ikke alle Jordmider i Tidens Løb er blevne til Elefanter, og hvorfor der overhovedet endnu eksisterer lavere Dyr?

Gustav Wolff i Wurzburg fremdrager blandt meget andet følgende Eksempel:

De ved, at Dronningen hos Bierne er det eneste fuldt forplantningsdygtige kvindelige Individ i Kuben. Og sine Evner i saa Henseende opnaar den ved den særlige Maade,

5*

[page] 68

hvorpaa den opklækkes og fodres af Arbejderne. Der er altsaa Tale om en fysiologisk Ejendommelighed hos Dronningen, som kun indtræder, naar den benyttes af Arbejderne, og den rent tilfældige Variering maatte samtidig have fundet Sted i Dronningens Forplantningsredskaber og — i Arbejdernes Centralnervesystem!

Eller lad mig endnu nævne en anden Ting: Hvirveldyrøjet er en meget sammensat Dannelse. Man kan nu vel tænke sig, at der en Gang tilfældig kan være fremkommet en Variering, hvorved Spiren til noget saadant opstod. Øjet udvikles hos Fosteret paa den Maade, at der paa det centrale Nerverør dannes en Udbugtning, den primære Øjenblære. Nogen Tid efter dannes der svarende hertil en Indbugtning af Huden, som krænger sig ind i den primære Blære, der derved kommer til at omslutte den med en dobbelt Væg, og den sekundære Øjenblære opstaar. Den omtalte Indbugtning er den første Begyndelse til Linsen. Paa lignende Maade maa Udviklingen være foregaaet fra først af. Men enten man nu vil tænke sig, at der begyndes indvendig fra eller udvendig fra, bliver det lige vanskeligt at forestille sig, at Kvalitetsvalget skulde kunne udrette noget her. Thi saa længe ikke Øjet var fuldt færdigt, vilde det jo ikke være til den fjerneste Nytte for Dyret, der dog ikke kunde se med det. Hertil kommer yderligere, at Hvirveldyrene som bekendt ikke har ét, men to Øjne, som maa være opstaaede og udviklede nøjagtig ens, hvilket gør Sagen endnu mere urimelig.

Dette udelukker selvfølgelig ikke, at Darwin har havt en overordentlig Betydning for Naturvidenskabernes Fremgang. »Og det rimeligste er vistnok ogsaa, at hans Teorier har en relativ Gyldighed, Saaledes at de af ham paapegede Kræfter har deres begrænsede Omraade, hvor de bidrage til Udviklin- gen, ligesom andre har det paa andre Omraader.

II.

Men medens Darwinismen Saaledes dog har mistet en væsentlig Del af sin Betydning, har Naturforskerne i Tidens

[page] 69

Løb samlet sig mere og mere om at give selve Udviklings- læren deres Tilslutning, saa at der nu, som alt sagt, vist næsten er Enstemmighed iblandt dem paa dette Punkt. Og i og for sig er jo allerede dette en Omstændighed, som har Krav paa Opmærksomhed. Men det bør paa den anden Side ind- rømmes, at der endnu bestandig kun er Tale om Hypoteser, for hvilke der ikke lader sig føre afgørende og tvingende Be- viser, selv om der ogsaa er overvejende Sandsynlighed for, at de indeholde i alt Fald væsentlige Sandhedsmomenter. Naar derfor ungdommelige Videnskabsdyrkere endnu ynde at udtale sig med en uhyre Overlegenhed paa dette Punkt, er der ingen Grund til at lade sig imponere. Og det turde ikke være ube- timeligt i denne Sammenhæng at give en mild Forbavselse Luft over den forbløffende Letsindighed, der kan udvises fra „videnskabeligt" Hold, idet saadanne Ting fremstilles som „fastslaaede af Videnskaben", der i Virkeligheden er alt andet end dette.

Netop paa Grund af de manglende utvetydige Beviser er det nu vistnok ikke saa lige en Sag at gøre andre, der mangle tilstrækkelige naturvidenskabelige Forudsætninger, begribeligt, hvorfor vi antage det for sandsynligt, at der har fundet en gradvis Udvikling Sted. Det er noget, der ligesom kommer af sig selv, naar man dyrk'er Naturvidenskab, som saa at sige indaandes med hvert Aandedrag og paatrænger sig En med næsten uimodstaaelig Magt. Til hvilken Gren af Naturviden- skaben man end vender sig, synes alt at tyde derpaa; baade Geografien og Palæontologien, Geologien og Embryologien, og hvad de nu alle hedde, synes at tale det samme Sprog og pege i den samme Retning.

Det mest betagende Indtryk synes mig den forunderlige Enhed at gøre, som hersker gennem alle (Plante- og) Dyre- rigets Frembringelser. Overalt møde vi den samme Grundplan og de samme Vævselementer, som er i den Grad overens- stemmende i deres Sammensætning og Livsytringer, at det er næsten umuligt at tænke sig andet, end at de har fælles Oprindelse. Kendsgerningerne mødes her med en rent teoretisk Trang til Sammenhæng i Fænomenerne. Og dette Indtryk

[page] 70

bekræftes snarest yderligere, naar man fæster Øjet paa For- ! skellighederne hos de enkelte Organismer. Tænk paa | noget saadant som Forlemmerne hos Hvirveldyrene. Luffer, Poter, Vinger, Arme er yderst forskellige i deres Form; men i de opbygges alle af de samme Knogler, som blot hos de for- i skellige Organismer ændres i Overensstemmelse med den sær- ] lige Anvendelse, der gøres af dem. Eller, for at tage et Eks- j empel fra Botanikens Omraade, kunde man anføre Bæger- og Kronblade, Støvdragere og Støvvej som fremgaaede ved Om- j dannelse af Stængelbladene, osv.

Det er fremdeles umiskendeligt, at der finder en trinvis i Fremad s kri den Sted af de forskellige Organer fra den ene j Dyreklasse til den anden eller hos Grupperne inden for den j enkelte Klasse, og paa en saadan Maade, at vi ligesom kan I følge det Skridt for Skridt og se, hvorledes det gaar for sig. Lad mig som Eksempel tage Hjernen hos Hvirveldyrene.

Vi begynde med at finde Hjernen som en forholdsvis ube- tydelig Udvidelse paa Rygmarvens forreste Del, en Fortykkelse 1 af Væggene og en Forstørrelse og Adskillelse i flere Rum af j den Hulhed, som findes indenfor. Stærkest fremtrædende er det bageste Afsnit. Efterhaanden som vi komme længere frem i Dyrerækken, tiltage de forreste Afsnit i Mægtighed, Røret I krummes stærkere og stærkere, og de enkelte Afsnit lægge sig over hinanden paa bestemt Maade. Visse Dele, som hos de lavest staaende Former er stærkt udviklede, formindskes og ! tabe i Betydning. Hos Fuglene har Forhjernen naaet en saadan Størrelse, at den lægger sig henover og delvis dækker ] de bagved liggende Afsnit. Og endnu stærkere udtalt bliver dette hos Pattedyrene og Mennesket, hvor Forhjernens mæg- j tige Halvkugler (Hemisfærerne) langt overgaa de øvrige Afsnit I i Størrelse og i Rigdom paa Geller og Traade.

En ganske lignende Fremadskriden, som her er paapeget fra j lavere til højere Organismer, finde vi hos det enkelte Individ i I Fosterets Udvikling. Det begynder med de simpleste For- ; mer, som f. Eks. hos Hvirveldyrene ligne hinanden i den Grad, ] at det kan være vanskeligt at skelne et Menneskefoster fra et j Fiskefoster. Gællespalter og Gællebuer findes lige saa vel hos i

[page] 71

det første som hos det sidste. Dette maa synes ganske natur- ligt, hvis Slægtens Udvikling er foregaaet gennem lignende Trin som Individets. I modsat Fald er det da en ret ejen- dommelig Omstændighed.

Maaske der dog er dem, som vil finde, at disse Forhold, uagtet jeg altsaa betegner dem som dem, der gør det stærkeste Indtryk paa mig, meget vel vil kunne forliges med den An- tagelse, at Gud har frembragt hver eneste eksisterende Form ved en selvstændig Skaberakt. Der er da andre Vanskelig- heder, som stille sig i Vejen for denne sidste Antagelse, hvoraf jeg imidlertid blot skal omtale den, som møder os ved Be- tragtningen af de saakaldte rudimentære Organer. Det er saadanne som Menneskets Halehvirvler, Tænderne i Over- munden hos Drøvtyggerne, som aldrig bryde frem af Gum- merne, eller de svage Antydninger af Netvinger hos visse In- sekter, som er ganske ude af Stand til at flyve. Man skal nu vist være lidt forsigtig med at benægte, at saadanne Or- ganer kari have en eller anden Betydning for deres Inde- haver. Men der falder dog et ejendommeligt Lys over dem, naar man sammenligner dem med de samme Organer hos andre Former, hvor de endnu er i fuld Virksomhed. Der findes i Hjernen hos Mennesket en lille Dannelse, som kaldes Glandula pinealis, Grankoglen, fordi den ligner en saadan lidt i Formen. Den sidder nede imellem Hemisfærerne paa Overgangen mellem Forhjernen og Mellemhjernen. Man har ikke haft Begreb om, hvad Betydning den havde, da den ikke engang syntes at indeholde Nervevæv; der findes imidlertid dog Nervetraade i dens nederste Parti. Descartes antog den for at være Sjælens Sæde; men denne Anskuelse har hidtil ingen Tilslutning fundet. Hos de lavere Hvirveldyr har den en langt stærkere Udvikling; og nu gaar for godt en halv Snes Aar siden en Mand hen og påaviser, at der hos visse Krybdyr findes et Organ i Isseregionen, som utvivlsomt er e t Øj e og Saaledes forlener sin Besidder med den misundelsesværdige Lod at have Øjne i Nakken. Og dette Øje har sit Udspring fra Glandula pinealis, som er dets Gentralorgan i Hjernen, svarende til lignende for de almindelige Øjne. Hos de nævnte

[page] 72

Krybdyr har dette Organ den Dag i Dag bevaret sin fulde Betydning. Vi har desværre ikke længere nogen kendelig Gavn af det. Men vi har dog gennem Udviklingslæren den Tilfredsstillelse at kunne skimte, at der er nogen Mening i dets Tilværelse.

Man kunde nu naturligvis fortsætte Saaledes i det uende- lige. Men det anførte maa være nok, selv om det ganske sikkert er utilstrækkeligt til at virke i den Grad overbevisende paa mine ærede Tilhørere, som Livets Mangfoldighed gør det paa den, der fordyber sig grundigere deri.

Resultatet bliver da dette, at overordentlig meget synes at tale for Rigtigheden af den Opfattelse, at de organiske Væsener trods alle tilsyneladende Spring udgør en sammen- hængende Kæde, hvor Grænserne er flydende, og hvor der findes talrige Overgange fra det ene Led til det andet. Og disse Led synes at være fremkomne ved en gradvis Udvikling, hvorved Formerne blive mere og mere sammensatte og skille sig mere og mere fra hinanden. Man maa naturligvis ikke forestille sig Sagen Saaledes, at først Planterne har udviklet sig fra de laveste til de højeste, saa Dyrene af disse fra Rhizo- poder til Abekatte og Mennesket endelig med Gorillaen som Overgangsled. Nej, Differentieringen har allerede fundet Sted paa lavere Trin, hvor der fra en fælles Stamform udgaa to divergerende Rækker, af hvilke f. Eks. den ene bliver til Planter, den anden til Dyr, den ene til Aberne, som vi nu kende dem, den anden til Menneske. Men disse Stamformer er os ganske ubekendte. Og nærmere at anskueliggøre sig denne Udvikling er ganske umuligt.

Hvad det er for Kræfter, der har drevet Udviklingen frem, og efter hvilke Love det er sket, derom ved vi saare lidet. Men herved føres vi ind paa det sidste Afsnit af vore Over- vejelser, Spørgsmaalet om, hvorledes en saadan Udvikling kan forliges med Kristendommen.

III.

Dersom rnan tør tro Hr. Vilhelm Møller, er Sagen for længst afgjort. Han siger nemlig i den Bog, han udgav om Darwin i 1893: „Den ' gængse kristne Guds-Tro var og er

[page] 73

vanemæssigt forbunden med Tro paa den organiske Naturs guddommelige „Planmæssighed"; og med den kan ingen gennemført Evolutionshypotese forliges." Nej, hvis man ved en „gennemført Evolutionshypotese" forstaar en saadan, hvor- efter Udviklingen foregaar rent mekanisk, alene ved Hjælp af de Kræfter, som tilhøre Matenen, og som den har faaet, Gud maa vide hvorfra, uden nogen Indgriben paa nogetsomhelst Punkt af en skabende og styrende Guddoms- magt, saa er ingen Forligelse mulig. Men man skylder os fremdeles Beviset for, at en saadan Udvikling kan tænkes.

Det skal efter Sigende være saa uhyre intelligent at forestille sig noget saadant, og navnlig i tidligere Tider har man jo ikke sparet paa mindre smagfulde Betegnelser for dem, der fortrøste sig til at mene, at Gud endnu ikke er sat helt ud af Spillet. Nuvel, jeg ved ikke, om jeg er dummere end Gennemsnittet af ærede Medborgere. Men for mig staar det Saaledes, at Antagelsen af den rene Selvudvikling nøder En til at nedsluge saa uhyre Kameler, at jeg ærlig talt ikke er i Stand til at fatte, at noget tænkende Menneske for Alvor kan ville fastholde den. Ikke blot naar Talen er om den første Begyndelse, men helt igennem synes det mig, rent videnskabelig set, umuligt at undvære den almægtige Guds Skaberkraft. Overhovedet ser jeg ikke, med hvilken Beretti- gelse man opstiller saadanne Modsætninger som: Lov kontra mirakuløs Indgriben, og: Skabelse eller Udvikling! Det er efter mit Skøn en Kamp mod Vejrmøller. Men jeg frygter ganske vist for, at man ikke helt kan frikende Kirkens Mænd for at have haft en Finger med i Spillet ved Opførelsen af disse.

Egentlig er det jo ikke rigtig moderne mere at være Fri- tænker. Der er vist forholdsvis faa Mennesker, som ikke gør sig en eller anden Forestilling om en Gud. Men De vil sikkert være enige med mig i, at det fører til ret mærkelige Konse- kvenser at tænke sig en saadan Gud, som muligvis har noget med den første Begyndelse at gøre, muligvis ikke, men som i hvert Fald siden den Tid lader det hele gaa sin egen skæve Gang uden at have mindste Anelse om eller Indflydelse paa, hvad der kommer ud deraf. Saadant kunde maaske gaa, da

[page] 74

det rene Fritænkeri var i Kurs; men i vore Dage maa det be- tegnes som forældede Anskuelser.

Hvorfor skulde Gud ophæve eller nedbryde de Love, han selv har givet for Naturen, naar han vil lede Udviklingen mod et bestemt Maal? Kan han ikke gøre det netop ved Hjælp af dem? Og hvem kan bevise, at Udvikling strider imod Ska- belse? Gud kan jo ogsaa have skabt Udviklingen, det vil sige have nedlagt saadanne Principper eller Spirer i det skabte, at det udvikles efter hans Planer. Vi kende, som jeg sagde før, kun meget ufuldstændigt de Love, som beherske Udvik- lingen. Og det, vi kende, viser sig mere og mere at være utilstrækkeligt til at forklare Sagen. Selv om vi tage baade Darwinismen og Lamarckismen og Livsbetingelsernes Indflydelse og alt, hvad vi ellers kan skaffe til Veje, der mangler dog endnu bestandig noget. Man har givet dette noget forskellige Navne. Men enten man nu vil kalde det Fuldkommelses- principet eller „eine innere Zweckmåssigkeit", eller en iboende Drift mod et bestemt Maal eller endelig en gud- dommelig Planmæssighed, saa er det i muligt, at en Fritænker ikke vil have noget dermed at gøre, fordi det strider ganske mod hans Forestillinger. Videnskaben kan, saavidt jeg skønner, intet indvende derimod, og for os, der ser paa Sagen fra Kristendommens Standpunkt, falder det som noget ganske naturligt og selvfølgeligt. Et saadant Princip kan jo nemlig kun tænkes at stamme fra et tænkende og villende Væsen, der staar udenfor og over Materien, og fra hvem anden da end fra „Himlens og Jordens almægtige Skaber!" Det kan da kun være os en Tilfredsstillelse, at netop dette synes at være den eneste mulige Løsning, som er i Stand til at hjælpe os over alle de Vanskeligheder, der træde hindrende i Vejen for ethvert andet Forklaringsforsøg.

Jeg ved vel, at man herimod vil indvende, at dette ikke hjælper os nærmere til en Forstaaelse af Forholdet, ja, at en saadan Anskuelse meget mere paa Forhaand opgiver enhver Forstaaelse og derfor kun bliver en Hindring for Videnskabens Fremgang. Men jeg kan ikke indrømme dette, skønt det maaske i og for sig er lettere for den Kristne at opgive Kravet om en Forstaaelse, medens en Fritænker vanskeligt kan gøre

[page] 75

dette. Og dog er det jo haabløst at ville nægte eller lukke Øjnene for, at vi til alle Sider omgives af Grænser, som det er umuligt for vor Tanke at overskride. Det falder da i hvert Fald mig lettere at forsone mig med den Antagelse, at disse Grænser for vor Forstaaelse og Indsigt er satte af et aande- ligt Væsen, som selv ikke er bundet af saadanne, fremfor at skulle nødsages til at bøje mig for saa æventyrlige Forestil- linger, som en rent mekanisk Udviklingshypotese i materiali- stisk Aand uundgaaeligt fører med sig.

Men er det da ikke at begrænse og indskrænke Guds Magt og Indflydelse, at sætte ham paa en saadan tilbage- trukken Plads, hvor han ligesom kommer saa fjernt fra det hele? Kan det virkelig forliges med den kristne Opfattelse af Gud? Ja, det er muligt, at det ikke kan forliges med visse nedarvede og tilvante Forestillinger inden for Kirken. Men det kunde jo være, at disse er fejlagtige, og at de derfor trænge til at ændres.

Jeg ser ikke rettere, end at det, der her foregaar, er det samme, vi har oplevet paa saa mange andre Omraader. For de gamle stod det som selvfølgeligt og nødvendigt, at Gud greb direkte ind alle Vegne, og jo mere „overnaturligt" noget syntes at være, des bedre. De sprang alle mellemliggende Aar- sager over og saa' i Virkningen et umiddelbart Udslag af Guds Indgriben. Men for os er det let at se, at det „overnaturlige" ofte simpelthen hidrørte fra Mangel paa Kendskab til de nær- mere Betingelser for det, som skete. Vi tro jo ikke mere, at Gud i gammeldags Forstand umiddelbart „lader Solen staa op og gaa ned" eller „lader det tordne og regne". Eller at en Sygdom kommer dalende ned fra Himlen uden nogen naturlig Aarsag. Kende vi ikke denne i hvert enkelt Tilfælde, vi er dog visse paa, at den er der, og give os trøstigt i Lag med at udforske den ved alle de Midler, som staa til vor Raadig- hed, og i den Forvisning, at der ikke finder noget Brud Sted paa de givne Love. Men. vi er paa den anden Side ogsaa visse paa, at Gud bærer alle Ting ved sit Kraftens Ord, at uden hans Villie falder ikke en Spurv til Jorden, og at, om han drog sin Haand tilbage, da vilde det altsammen synke hen i det Kaos, hvorfra det er kommen.

[page] 76

Darwinisme og Kristendora.

Der staar kun tilbage at drøfte det Spørgsmaal, hvorledes vi komme ud af det med Bibelens Beretning om Ska- belsen og Syndefaldet.

Hvad den første angaar, kan det ikke nægtes, at det Ind- tryk man faar ved at gennemlæse den, synes at være i mindre god Overensstemmelse med Udviklingslæren. Selv naar man ser bort fra en saadan naiv Betragtning, der tager Bibelen som en Lærebog i Astronomi og Zoologi, bliver der dog Punkter tilbage, hvor en Forligelse er vanskelig, hvis man skal holde sig til Bogstaven. Det mest fremspringende af disse Punkter synes mig Kvindens Skabelse at være, særlig som den skildres i Slutningen af andet Kapitel. Jeg skal ikke komme ind paa, hvor megen Vægt der bør lægges paa den Uoverens- stemmelse, som der unægtelig ogsaa findes indenfor selve Bibelens Beretning, mellem Fremstillingen i første og andet Kapitel. Men, saavidt jeg ved, vil selv de mest konservative Teologer ikke kræve, at man skal holde sig bogstavret til den Skildring, der her gives. Og hvorledes man som Lægmand vil stille sig, beror vel paa, hvor stærkt udviklet Ens viden- skabelige Samvittighed er. Nogen afgørende r el i giø s Betydning synes Sagen mig ikke at have. For øvrigt kunde jeg godt tænke mig Muligheden af, at der ved Overgangen fra Dyr til Menneske var sat noget principielt nyt ind i Til- værelsen. Naar noget saadant kan ske én Gang, og det maa jo dog være sket i det mindste én Gang, hvorfor skulde det da ikke kunne gentages? Men jeg er ganske vist fore- løbig ikke overtydet om den absolute Nødvendighed af at kræve det. Vi bevæge os jo imidlertid her paa saa usikker Grund, at det vel kan tænkes, at Tingene en Gang kan komme til at staa for os i et andet Lys end nu.

Et er der, hvorom der for os som Kristne ikke kan være nogensomhelst Tvivl: der har en Gang fundet et Synde- fald Sted! Menneskets Forhold til Gud har oprindelig været anderledes end det blev, efter at „Synden var kommen ind i Verden". Vi maa have Plads for Villiens Frihed, for Hjertets frivillige Hengivelse til Gud eller — dets Forkastelse af ham. Hvorledes Sammenhængen er hermed, er og vil alle Dage her paa Jorden blive det store Mysterium. Men hvis det kunde

[page] 77

paavises, at denne Omstændighed afgjort stred mod Udviklings- læren, da maatte vi opgive den, hvor svært det end kunde falde vor videnskabelige Samvittighed. Jeg tror dog ikke, at vi behøve dette. Thi det synes mig indlysende, at der meget godt fra først af kunde bestaa et umiddelbart, enfoldigt, ufor- mørket og barnligt Tillidsforhold til Gud, samtidig med at de første Mennesker stod overordentlig lavt i Kultur, Dannelse, Gudserkendelse, ja selv i etiske Forestillinger og i Aandsudvik- ling overhovedet. Man kan vist ikke benægte Sandheden af, hvad Prof. Michel et udtaler i en Afhandling i „For Kirke og Kultur" 1898, S. 134: „Religion er ikke det samme som Gudserkendelse, men er praktisk Religiøsitet, Gudsdyrkelse, og Moral er ikke Moralteorier, men praktisk Troskab mod de moralske Instinkter. Og da er der intet i Vejen for at tænke sig en god Religion og Moral forbundet med den allermest naive, uudviklede og uklare Opfattelse af Verden, af Gud og af Morallovene." Enhver vil jo ogsaa indrømme, at Kærnen i det religiøse Forhold ikke bestaar i, at nogen er naaet vidt frem i Erkendelse og Indsigt, men derimod i dette at være tro i Forhold til det, som er En aabenbaret og betroet af Gud, det være nu lidt eller meget. Og hvad dette angaar, behøve vore første Forældre ikke at have staaet tilbage for os, saa lidt som en Zulukaffer eller en Nyzeelænder behøver det den Dag i Dag for dem, der tælles blandt „denne Verdens vise."

Jeg er mig vel bevidst, at mit Bidrag til Løsningen af disse store og dybe Spørgsmaal Jider af megen Uklarhed og Ufuldstændighed og- næppe vil finde Bifald hos nogen af dem, som har taget deres Standpunkt afgjort til den ene eller den anden af.de to Sider, hvorom her er Tale. Men jeg vil da trøste mig ved den Tanke, at det saa ofte viser sig, at Sandheden ligger i Midten, og det er mit Haab, at det maa være lykkedes mig i „nogen Maade at vise Dem, at man paa samme Tid kan være en Tilhænger af Udviklingslæren og i Hjertets Enfoldighed bekende: Jeg tror paa Gud Fader, Him- lens og Jordens almægtige Skaber! ' ' - ..' .