[page] 558

Menneskets Plads i Tilværelsen.

Ovenanførte Titel er paa én Gang Fællestitel for en- Samling Kritiker og Studier af Prof. Andrew Seth, Professor i Filosofi ved Universitetet i Edinburgh, og speciel Titel for den første af disse Afhandlinger, en Fremstilling og Vurdering af Grundtankerne i en Forelæsning af afdøde Prof. Huxley om Udviklingslærens Moral (Evolution and Ethics, Romanes Lee- ture 1893). Da denne Afhandling indeholder en Diskussion, der er tagen lige ud af Dagens aandelige Brydninger, vil en Gengivelse formentlig ikke være uden Interesse for en og anden. Bogen indeholder bl. a. en Fremstilling og Kritik af den moderne fysiologiske Psykologi, hvad man ret træffende har betegnet som Psykologi uden Sjæl, og nogle Studier over Arth. Balfours bekendte Bog, som især er værd at læse, fordi de indeholder en velvillig og anerkendende Kritik, medens en Del andre sam- tidige Filosofer synes at være komne derfra med en let gennem- skuelig Ringeagt for denne filosofiske „Dilettant". Vi skal1 imidlertid holde os til den første Studie: Man's Place in the Gosmos.

Huxleys Forelæsning om Udviklingslærens Moral er holdt i Maj 1893 for et Legat, oprettet af den kort efter afdøde engelske Naturforsker og Filosof, G. J. Romanes, hvis Navn, bortset fra hans biologiske Skrifter, især er bleven saa bekendt ved hans efterladte „Tanker om Religionen". Naar man bliver bekendt med denne Forelæsning af Huxley, opdager man let

[page] 559

noget beslægtet med Romanes. Begge var de vel omtrent lige erklærede Tilhængere af Udviklingslæren, men begge synes de ikke mindre at have været paa det rene med, at skal Ud- viklingslæren tydes som en rent fysisk Proces, hvori der ikke indgaar højere Kræfter, kan man godt med det samme sige Farvel til Idealerne, eller om de maaske ikke lige vilde sige dette, saa dog, at der er en Kløft mellem det rene Natur- liv og det sædelige Liv, som ikke lader sig fylde. Vi skal i Korthed høre, hvad Huxley siger herom.

Gennemgaaende for Prof. Huxleys Tankegang er det skarpe Skel, han drager mellem Naturen og Mennesket som sædeligt" Væsen. Det onde, Lidelsen, og den næsten fuldstændige Mangel paa noget Forhold mellem Smerte og moralsk Værd er det Tema, hvorfra han gaar ud, og hvortil han bestandig vender tilbage. „Det ondes frygtelige Problem", „Naturens moralske Ligegyldighed", „Naturens bundløse Uretfærdighed" — det er den Betragtning af Tingene, der har brændt sig dybt ind i hans Sjæl, og som han gør gældende med ædel Veltalenhed- Buddhister og Stoikere har tumlet med Problemet, men begge har endt med den fuldstændige Opgivelse (Resignation). De bekender, at Verdensløbet er dem for stærkt, og idet de sønder- river ethvert Baand, som knytter dem til det, ved asketiske Øvelser, søger de Frelse i en absolut Selvopgivelse. Er Mod- sætningen da blivende og haabløs, eller kan moderne Viden- skab og Filosofi tilvejebringe en bedre Forsoning mellem Mennesket som sædeligt Væsen og den Natur, det som organisk Væsen tilhører, og hvis ubevidste Kræfter omslutter det paa alle Sider? Finder Moralen i Verdensløbet nogen Sanktion (Bekræftelse)? Har det menneskelige Samfund sine Rødder og sin Retfærdiggørelse i den underliggende Tingenes Natur, eller er det en „kunstig" Verden, som er og maa være i bestandig Strid med den? Den moderne Etik, som bygger paa Udviklingslæren, gør Krav paa at have lagt Bro over Kløften og at have paavist Sammenhængen (Kontinuiteten) mellem den etiske og den organiske Naturs kosmiske Proces. Det sædelige Liv skal være en Fortsættelse, i et andet Plan, af Kampen for Tilværelsen. Hvis denne Paastand er holdbar,

[page] 560

Menneskets Plads i Tilværelsen.

vil de to Verdener virkelig være kontinuerlige, og den stoiske Regel, at man bør „følge Naturen", vil være godtgjort som al Dyds Sum og Væsen.

Men mod denne Naturalisering af det sædelige protesterer Huxley i de stærkeste Vendinger. Han indrømmer vel bered- villigt, at Evolutionisterne kan have Ret, hvad de moralske Følelsers naturlige Udviklingshistorie angaar. Men eftersom de umoralske Følelser ikke mindre er blevne udviklede, er der for saa vidt lige saa god Sanktion for dem som for de andre. Kosmisk Udvikling kan lære os, hvorledes gode og slette Tendenser hos Mennesket er fremkomne; men den er i sig selv ude af Stand til at afgive nogen bedre Grund, hvorfor det, vi kalder godt, skal foretrækkes for det, vi kalder slet, end vi havde i Forvejen. Den historiske Oprindelse af en Tro og dens Værd, Oprindelsen til en eller anden Tendens og dens etiske Berettigelse er logisk set to forskellige Spørgsmaal. Men Evolutionisten er tilbøjelig til at lade Besvarelsen af det første Spørgsmaal gælde ogsaa som Svar paa det sidste, fordi han i Virkeligheden ikke har andet Vurderingsmiddel at anvende paa et Fænomen end den blotte Eksistens. „Hvad der er; er rigtigt", eller i hvert Fald, „Hvad der har Overvægten, er rigtigt", er den konsekvente Evolutionists Grundsætning. Den er indesluttet i Frasen om „de bedst skikkedes Overleven", som gør Tjeneste, med Urette, som vi skal se, naar det gælder at tilvejebringe en Overgang fra den blot naturlige til den moralske Verden.

Huxley kan nemlig ikke erkende, at de Analogier, som hentes fra Kampen for Tilværelsen, kaster noget Lys over Menneskets' etiske Natur. Naturen er ikke nogen Skole i Dyd, men Hovedkvarteret for Fjendskabet mod den etiske Natur. Selvsyge, den utøjlede Griben til sig af alt, hvad gribes kan, den haardnakkede Fastholden ved sil Bytte, deri har vi det inderste Væsert i Kampen for Tilværelsen. Saa langt er det fra, at denne Kamp giver os Forklaringen af det sædelige Liv, at det at praktisere Dyden, det etisk gode, »medfører en Handle- maade, som i alle Henseender er stik modsat den, der er held- bringende i den kosmiske Kamp for Tilværelse. I Stedet for

[page] 561

en hensynsløs Gøren sit Jeg gældende kræves Selvfornægtelse,, i Stedet for at støde alle Medbejlere til Side eller træde dem ned kræves, at den enkelte ikke blot skal respektere, men hjælpe sine Kammerater. Love og moralske Forskrifter er rettede mod det Maal at bryde den kosmiske Proces og minde Individet om dets Pligter mod det Samfund, hvis Beskyttelse og Indflydelse det skylder, om ikke sin Eksistens, saa dog et Liv, som er bedre end det brutale Naturliv. I Korthed, det sociale Fremskridt betegner et Brud med den kosmiske Proces for hvert et Skridt og i Stedet Indførelsen af en anden, den etiske Proces. Det etiske Fremskridt beror ikke paa, at vi efterligner den kosmiske Proces, endnu mindre paa, at vi for- søger at løbe fra den, men derpaa, at vi bekæmper den.

Forinden Prof. Seth gaar over til en nærmere Betragtning af Holdbarheden af Huxleys Tankegang, kan han ikke undlade at udtale sig om Betimeligheden af en saadan Fremhæven af Skellet mellem Mennesket og den ikke-menneskelige Natur. Hvor sund er ikke denne Betragtning, der tager sit Stade i Menneskets sædelige Natur som det, der alene har Betydning og Værd i den „Tilpasning af stridende Kræfter", som ellers karakteriserer Verdensløbet. Hvad enten Bruddet betragtes som absolut eller ikke, er det i det mindste aabenbart, at om Mennesket med sine Dyder og Laster uden Betænkelighed slet og ret indordnes i en blot naturlig Verden af Kendsgerninger,, er vi uundgaaelig udsatte for at miste Synet for den Natur inden for Naturen, som gør Mennesket til, hvad det er. Denne Tilbøjelighed er bleven et fremherskende Træk i meget af Dagens Literatur. Det er ikke fornødent her at tale om den saakaldte Naturalismes Præstationer med dens evindelige Ana- lyseringer af Menneskedyret, som vanskeligt lader én forstaa, hvorledes Retfærdighed, Renhed og uinteresseret Medfølelse overhovedet nogen Sinde er komne til at krydse Brydningen af de rent dyriske Instinkter. Men selv i andre Lejre, hvor Maleriet ikke er saa mørkt, er det dog almindeligt at fremstille Mennesket som et rent Naturprodukt, ikke som den ansvarlige Skaber af sin egen Skæbne, men uden aandelige Kampe og ideale Forhaabninger som et modstandsløst Gennemgangspunkt

Dansk Tidsskrift. II.                                                                         36

[page] 562

Menneskets Plads i Tilværelsen.

for Indskydelser, der driver ham hid og did for snart at føre ham til at handle i én Retning, snart i en anden. Den bedre Literatur forglemmer vel aldrig, at Mennesket, som Pascal siger, er ædlere end Universet; men denne Literatur, som er forblindet af sin materialistiske Skæbnetro, giver os ikke Tingene, som de er. Den er derfor ikke blot daarlig Kunst, men den har en nedbrydende Indvirkning paa Sæderne. Denne bestandige Gentagen af, at vi overhovedet ikke kan ville noget, men kun er Redskaber for vore Drifter, indgiver efterhaanden den Tro, at enhver Lidenskab kan retfærdiggøres eller i det mindste undskyldes paa Grund af sin „naturlige" Oprindelse. Renan har i sine „Erindringer" drevet det til at gøre Undskyldninger, fordi han bevarede sin Kyskhed efter sit Seminarieliv. „Jeg vedblev at leve i Paris, som jeg levede paa Seminariet. Senere saa jeg meget vel det forfængelige i denne Dyd som i hele Resten. Seg erkendte fornemlig, at Naturen overhovedet ikke bryder sig om, hvad enten et Menneske lever kysk eller ej." „Jeg kan ikke (siger han andet Sted i samme Skrift) frigøre mig for den Forestilling, at, naar alt kommer til alt, er maaske Libertineren den, som har Ret, og den, som praktiserer den sande Livsfilosofi." Matthew Arnold havde vistnok Ret og ramte Vildfarelsen i sin Rod, da han til disse Renans Ord svarede: „I Stedet for at sige, at Naturen er ligegyldig med Hensyn til Kyskhed, lad os hellere sige, at den menneskelige Natur, vor Natur, bryder sig en hel Del derom." Men hvem kender ikke den Art Skønliteratur, i Følge hvilken Moralens Love kun er konventionelle Vedtægter, medens det at tilfredsstille sine dyriske Tilskyndelser uden Betænkning og uden Tøven og uden bag efter at lide under en forvirret Selvbebrejdelses Ildebefindende, alene er at følge Naturens Lov og at være i Harmoni med sine Omgivelser. Løsheden i denne Revolution mod de „antagne sociale Love" er for iøjnefaldende til at be- høve nærmere Paavisning. En Overenskomst er Moralloven unægtelig i en vis Forstand, men en Overenskomst, hvorpaa det menneskelige Samfund og Familielivet hviler. Den maa være underlig forblindet af Ord, som kan finde denne Sanktion

[page] 563

utilstrækkelig, og som i denne Sammenhæng vil stille en „na- turlig" Tilskyndelse mod én „social" Lov.

Over for saadanne Mistydninger og Forvildelser er det i høj Grad velgørende, saa indtrængende som det er sket ved Prof. Huxleys Forelæsning, at blive mindet om, at Menneske- livet, om det end er et Rige inden for Naturens Rige, ikke be- høver nogen fremmed Sanktion for sine Love, men alene be- høver at grunde dem paa den ideale Forestilling om den menneskelige Naturs Fuldkommenhed. Thi selv om den Maade, hvorpaa Huxley gør Modsætningen mellem Natur og Sædelighed gældende, er uholdbar, saa er ikke desto mindre Bruddet eller Kløften mellem det sædelige Menneske og den før-menneskelige Natur i enhver Henseende den vigtigste Kendsgerning, Universet har at opvise.

Men det er paa Tide at vende tilbage til en nøjere Prøvelse af Huxleys Opfattelse og Tankegang. Hans Kritikere har ikke været sene til at fremhæve den Tvetydighed, som gør sig gældende i Betegnelsen „kosmisk Proces", der atter og atter kommer igen i Forelæsningen som Modsætning til den etiske Proces, Menneskets sædelige og sociale Liv. De henviser en- stemmigt til en Note, hvori Huxley selv synes i Virkeligheden at tilbagekalde sin Lære. Naturligvis, hedder det i Noten, er socialt Liv og den etiske Proces, i Kraft af hvilken det skrider fremad mod Fuldkommenhed, en Del eller et Stykke af den almindelige Udviklingsproces. Som Herbert Spencer spørger: „Hvis det sædelige Menneske ikke er et Produkt af den kos- miske Proces, hvad er det da Produkt af?" Imidlertid er den unægtelige Sandhed heri, naar Udtrykket kosmisk Proces tages i videste Betydning, saa indlysende, at det er vanskeligt at tro, at Huxleys Opfattelse hel og holden skulde hvile paa saa svag en Grund. Tænker man ved „Natur" og „kosmisk Proces" paa det hele Univers, er det vistnok uimodsigeligt, at Menneske- naturen med sin etiske Bestemthed hører ind under dette større Hele. Udviklingslærens Etik har nu sin Styrke deri, at den stærkt akcentuerer Tilværelsens Enhed, for saa vidt i fuld Overensstemmelse med den filosofiske Idealisme, hvortil den ellers er i en saa stærk Modsætning. Men Evolutionisterne

36*

[page] 564

søger at naturalisere Moralen, at reducere Menneskets Hand- linger til Naturprocesser, hvorfor ingen egentlig kan drages til Ansvar, og det er mod denne Flytning af Grænsepælene, Huxley med Rette synes at protestere. Thi hvor meget end Spencer og hans Meningsfælle Leslie Stephen formelt har Ret, for saa vidt den menneskelige Natur uimodsigelig er en Del af Universet, er det ikke desto mindre Tendensen af deres Teorier i Stedet for Naturen i denne videre Betydning at indsætte det snevrere Begreb af den ikke-menneskelige Natur, Saaledes som Ordet almindelig opfattes til dagligt Brug.

Denne Tilbøjelighed klæber ved ethvert System, hvis Grundprincip er at forklare Kendsgerninger og Begivenheder ved at føre dem tilbage til deres „forudgaaende Betingelser". Saaledes Leslie Stephen, naar han siger: „At „forklare" et Faktum er at paavise dets Aarsager, det er at paavise de forudgaaende Kendsgerninger, hvoraf det er opstaaet." Det er vistnok ikke Prof. Seths Hensigt at nægte det formelt rigtige i dette Princip, men ved den almindelige Anvendelse af det, hævder han, begaar man et meget betænkeligt Fejlgreb, naar man overser, at en Aarsags sande Natur kun bliver aabenbar i Virkningen. Hvis vi forklare et Faktum ved at paavise „de foregaaende Kendsgerninger", hvoraf det er opstaaet, opløser vi faktisk Kendsgerningen i dens forudgaaende Fænomener (Antecedenser), o: vi identificerer den med dem. Naar vi har at gøre med en begrænset Kreds af Fænomener, alle af samme Orden — som f. Eks. Lovene for Bevægelse i Mekaniken — vil den begrænsede Fortolkning af Aarsagerne maaske ikke medføre nogen praktisk Ulempe. Men naar vi gaar fra én Orden af Kendsgerninger til en anden, som fra det uorganiske til det organiske, eller endnu mere fra det animalske Liv til Menneskets selvbevidste Liv, vil det ufyldestgørende i Forklaringen stirre os i Øjnene. At forklare efter dette Princip er at føre tilbage til simplere Elementer. Men naar Elementerne er simplere, er der tilbage at forklare deres Forbindelse til et mere sammensat Produkt paa en saadan Maade, at de frem- bringer just det omspurgte Resultat, og vi har Saaledes endnu ikke naaet den virkelige Aarsag blot ved at søge tilbage til de

[page] 565

forudgaaende Betingelser. Vi har udskudt netop det, det gjaldt om at forklare, Forskellen mellem det nye Fænomen og de forudgaaende, hvoraf det synes fremgaaet. De naturalistiske Teorier betragter de forudgaaende Fænomener bortset fra de efterfølgende, som de viser sig for sig selv, eller som vi antager dem at være, selv om et efterfølgende ikke var fremgaaet af dem. Men det forudgaaendes sande Natur lærer vi af det, der følger efter. Al grundig filosofisk Forklaring maa derfor se hen til, hvad der følger efter. Deraf det værdiløse i alle Forsøg paa at forklare Menneskelivet af det blot animalske, Livet af det uorganiske, eller endelig at finde en udtømmende Formel for den hele Verdensproces i Bestemmelser, som alene er hentede fra Begrebet om bevæget Materie.

Men som Livet ikke kan forklares af død Materie, Saaledes maa vi, naar det gælder en Forklaring af det moralske Livs Fænomener, fra først af medbringe, hvad der er ejendommeligt for disse Livsytringer — Selvbevidstheden med Følelsen at Ansvarlighed og den Evne for Medfølelse, der sætter os i Stand til at føle andres Liv som vort eget. Paa denne Maade lærer vi ganske vist ikke at forstaa den moralske Udvikling som en „Udvikling" fra ikke-moralske Betingelser, hvad Evolu- tionisterne dog heller ikke gør. Leslie Stephen synes at ind- rømme det, naar han siger: „Sædelighed i egentlig Forstand begynder, hvor Medfølelse begynder, naar vi virkelig ønsker andres Lykke, eller, som Kant siger, naar vi behandler andre som Maal, ikke blot som Midler. Utvivlsomt indeslutter dette- et nyt Princip, intet mindre end det, som er Grundprincipet for al sand Moralitet." Dette maa vistnok betragtes som en vigtig Indrømmelse og det. en Indrømmelse, man mindst skulde have ventet; thi „et nyt Princip", det er af alle Tingf hvad Udviklingslærens Tilhængere er mest opsatte paa at undgaa.

Det synes derfor, at selv om Huxleys Tale om den kos- miske Proces ikke er ganske korrekt, har han i Bealiteten dog ikke Saaledes Uret, som en blot Ordkritik kunde lade formode. Han har protesteret mod at lade det etiskbestemte Menneske forsvinde i den ikke-sædelige eller ikke-menneskelige Natur.

[page] 566

Og naar Huxley bl. a. siger, at den kosmiske Proces er uden ethvert Forhold til moralske Formaal, saa indeholder dette vel en Overdrivelse; thi der er unægtelig visse Dyder og Laster, som selve Naturen lønner og straffer. Eller som Stephen siger det: „At Kyskhed, Maadehold, Sanddruhed og Energi i det hele er fordelagtige baade for den enkelte og Samfundet, det tænker jeg behøver ikke udførligt at godtgøres, lige saa lidt som at de Samfund, i hvilke de er almindelige, derved vil have utvivlsomme Fordele i Kampen for Tilværelsen." Men hvis saa er, synes den kosmiske Natur ikke at kunne være „Hovedkvarteret for Fjendskabet mod den etiske Natur"; til en vis Grad vil den endog kunne betragtes som en „Skole i Dyd". Imidlertid er den Sfære, inden for hvilken dette holder Stik, kun en forholdsvis begrænset. Det gælder nærmest vel over for en Dyd som Maadehold og maaske Energi. Men den ikke-menneskelige Natur synes ikke at frembyde Sanktioner for saadanne Grunddyder som Sanddruhed, Retfærdighed og Velvillie. Og om den gør det, er det i hvert Fald kun, naar vi indskrænker os til at betragte det sidste Stadium af Ud- viklingsprocessen, inden for hvilket Mennesket paa denne Planet er blevet, hvad det er. Den kosmiske Proces synes ikke at have nogen iboende Interesse af at frembringe dette Re- sultat. Man lader sig, som Huxley træffende bemærker, skuffe af Betegnelsen „bedst skikket". Bedst skikket forveksles let med, hvad der er „bedst", og dertil knytter sig let Fore- stillinger om noget moralsk. Men hvad der er „bedst skikket", kommer an paa Betingelserne. Naar Betingelserne ændres, vil det maaske ikke længer være „bedst skikket", som vi anser for det „bedste". Dette indrømmer ogsaa Spencer. Loven, siger han, er ikke Overleven af de „bedste" eller „stærkeste" i disse Ords almindelige Betydning, men Overleven af dem, som i Følge deres Organisation er bedst skikkede til at trives under de givne Betingelser, og det, der foraarsager Overleven, er meget ofte, hvad der menneskelig talt maa betegnes som noget lavere. Naar højere Egenskaber bliver overflødige for en Art under de Vilkaar, hvorunder den lever, vil den have Fordel af deres Af- tagen. Dette er Grunden, hvorfor der gives saa mange Tilfælde

[page] 567

af tilbagegaaende Omdannelse, og da disse Tilfælde langt over-v gaar alle andre, vil man se, at Udtrykket „Overleven af de bedste" er fuldstændig misvisende.

Men forholder det sig virkelig Saaledes, bliver det tilvisse vanskeligt at se, hvorledes vi ud fra naturalistiske Principer skal finde en Maalestok for, hvad der er højere og lavere, ondt fig godt. At være bedst skikket til at overleve er jo det eneste, hvorpaa det kommer an, og Resultatet af Udviklingen kan derfor meget godt blive, at vor nugældende etiske Handle- maade detroniseres fra sin blot forbigaaende Stilling som den bedst skikkede. Der vil da fremkomme en anden Handlemaade, som vil være den bedste. Thi Held eller Uheld i Kampen for Tilværelsen maa i Følge Teorien være den eneste moralske Maalestok. Godt er, hvad der overlever, ondt, hvad der engang var bedst skikket, men nu ikke længer er det. Saaledes kan, hvad der i Dag er godt, i Morgen være ondt. Vi har ingen Garanti for, at Udviklingen vil gaa frem i samme Linie; den kan gradvis slaa ind i et helt andet Spor, i en Retning, vi fra vort nuværende Standpunkt maa fordømme som Til- bageskridt. Naar Leslie Stephen betror os, at Kampen for Tilværelsen hører til en underliggende Tingenes Orden, hvor- paa moralske Prædikater ikke med Rette kan anvendes, at den er en Betegnelse for Betingelser, som Moralisten maa tage Hensyn til, og hvorefter Sædeligheden maa indrette sig, men som ikke kan forandres, hvor meget vi end kan ændre den Handlemaade, den dikterer, synes dette at komme meget nær til en Indrømmelse af, hvad Huxley gjorde gjældende, at vor moralske Vurdering ikke er hentet fra Kampen for Tilværelsen, men snarere repræsenterer dens Ophævelse, idet den betegner en Ombytning af Selviskhed med Medfølelse og Pligtfølelse.. Spencer taler om, at det er vor Pligt at „mildne de Onder", Tilværelseskampen medfører, og Stephen erklærer, at det er Moralens Opgave at menneskeliggøre Kampen, at formindske Lidelserne for dem, som er ved at tabe Spillet, og at bringe Ofre for de Egenskaber, som er til Fordel for alle, fremfor dem, som tjener til at forøge Stridens Bitterhed. Men dette er hverken mere eller mindre end at tilstaa, at saa snart Mennesket

[page] 568

Menneskets Plads i Tilværelsen.

bliver socialt og moralsk, har det at handle imod de Tendenser, som er ejendommelige for Tilværelseskampen. Det maa da tjene andre Idealer, eller rettere, det faar først da et Ideal at tjene.

Men hvis dette forholder sig Saaledes, opstaar det Spørgs- rnaal, hvorledes Evolutionisten, naar han ikke har andet Grund- lag end Kampen for Tilværelse, vil gøre Rede for de moralske Ideers og den moralske Vurderings Indtrængen, naar de drister sig til at tage Kampen op med den kosmiske Proces og sætte sig paa Dommersædet over den. Dette Spørgsmaal kan ikke besvares, saa længe vi betragter det sædelige blot som et til- fældigt Resultat, et Biprodukt af det kosmiske System. Det er umuligt paa dette Grundlag at forklare, hvorledes Delen kommer til at byde over det hele og stille sine uvægerlige Krav. Det moralske og aandelige Liv bliver uforklarligt, med mindre vi forudsætter, at det er Nøglen til at forstaa Meningen med den hele Tilværelse, den Kendsgerning, i Lyset af hvilken alle andre Fænomener maa læses. Betragtes Tilværelsen blot som et System af Kræfter, er den uden virkelig Enhed. En saadan naas kun, naar den betragtes i Lyset af et Maal, som indeslutter det, der har en absolut Værdi. Men et saadant selvgyldigt Endemaal, som Kant betegnede det, finder vi kun i. det selvbevidste Menneskeliv, i den Verden af Sandhed, Skøn- hed og Godhed, som dét opfører for sig, og hvori det gør sig selv til Borger. En Verden, som kun var bevæget Materie, vilde ikke kunne retfærdiggøre sin Tilværelse, den vilde lige saa godt ikke kunne have været. Men Kravet paa et selv- gyldigt Maal, o: et Faktum af den Natur, at dets Tilværelse retfærdiggør sig selv, er lige saa vel en Fornuftnødvendighed som Kravet paa at føre alle Fænomener tilbage til deres fore- gaaende Betingelser.

Denne Overbevisning om det sædelige Livs uendelige Be- tydning og Værd er det eneste Synspunkt, hvorfra vi i Følge Huxleys Ord kan „gøre Tilværelsen forstaaelig og bringe Tingenes Orden til at stemme med Menneskets moralske Be- widsthed". Uden dette vil Verden stadig være for os, hvad

[page] 569

Hume kaldte den, „en Dunkelhed, en Gaade, et uforklarligt Mysterium".

Hvad Huxley forøvrigt angaar, synes denne stærke Følelse af det etiskes Ophøjethed over den ikke-etiske Natur dog ikke at have ført ham til, hvad der synes at være den ene berettigede Slutning, at her alene, i det sædelige Liv, har vi Universets Maal og Hemmelighed. Han trækker sig til sidst tilbage, teoretisk til Agnosticisme, personligt og praktisk til en Art Stoicisme. Det er væsentlig den samme Holdning, vi møder i den moderne Menneskelighedens Religion, den samme For- tvivlelse over for den Opgave at faa de menneskelige Idealer til at harmonere med Verdensløbet. Denne Humanitetens Religion finder med Rette alene hos Mennesket Egenskaber, der kan gøre Krav paa Tilbedelse; men den kommer i For- legenhed, naar den skal forklare, hvorledes Mennesket med sit sædelige Liv og sine Idealer er dukket op af det naturlige Verdensløb. Mennesket med sine Idealer og sine uendelige Krav viser sig paa Scenen som en fremmed uden Rettigheder i en Verden, som ikke kender ham. Dets Liv er et uforklaret Fænomen i en Verden, der er indrettet efter andre Principer og ingenlunde er indrettet som Bolig for saa forstyrrende og fordringsfuld en Gæst. Og Følgen er, at hans Aand tørner imod Nødvendighedens stejle Klipper, at han finder sine Idealer krydsede, sin Higen skuffet, sine inderligste Følelser forvandlede til Kvalens Redskaber, og at han drives, om ikke til liden1 skabelig Modstand eller kraftløs Fortvivlen, saa i bedste Fald til stoisk Resignation. Der er ingen Udvej herfra, med mindre vi slutter, at det Maal vi erkender som det ene attraaværdige ogsaa er Maalet for Tilværelsen som saadan — Universets aabne Hemmelighed. Ingen har skrevet mere pessimistisk om Menneskets Forhold til det naturlige Verdensløb end Kant, saa længe Mennesket betragtes blot som sanseligt Væsen. Men som pligtbestemt Væsen og Arving til et evigt Haab har den samme Kant atter ført Mennesket tilbage til den Plads i Universets Centrum, hvorfra Gopernikus havde forvist det som et rent fysisk Væsen. 1 en vis Forstand er dette vel en Slutning, som ikke kan bevises, da vi ikke formaar at frigøre os fra de Dunkel-

[page] 570

heder, som her møder os. Men hvis det er i vort sædelige Livs Krav, vi finder vort dybeste Forklaringsprincip, kan der med nogen Grand sluttes, at dette beror paa Sagens Natur; thi et videnskabeligt Bevis vilde ikke være tjenligt for dette, Liv. Den i Sandhed gode maa vælge det gode for egen Regning. Han maa besidde den modige „Sjælens Adel, der saa' Dyden og Lasten begge gaa uden deres Løn og dog ikke blev rokket i sin Tro."

Vi har Saaledes set Forf., støttende sig til Huxleys Fore- læsninger og Indrømmelser fra selve Udviklingslærens Profeter, gøre gældende, at den moderne naturalistiske Udviklingslære ikke formaar at forklare det sædelige Liv som fremgaaet af Kampen for Tilværelse. Her er et Gab, en Kløft, som ikke lader sig udfylde. Som en fremmed synes Mennesket at være faldet ned i en Verden, hvor han ikke hører hjemme. Først naar han vover at tro, at Verden er andet og mere end det System af bevægede Atomer, hvortil man har villet begrænse den, naar han begynder at øjne, at der er mere end blind Nødvendighed, men Fornuft og Mening i og med Tingene, først da vil han som sædeligt Væsen begynde at føle sig hjemme. Den blot mekaniske Forklaring betegner en endeløs Fremad- skriden uden Maal eller Med. Kun Troen paa en guddomme- lig Plan giver Mening i Tingene og Forstaaelse. Som man ser, Idealisme kontra Naturalisme! Men det kan vel ogsaa være paa Tide, hvad der til Lykke synes at være Tegn paa, at en kraftigere idealistisk Filosofi, som ikke vil* forholde sig blot negerende til sin nærmeste Fortid, kommer til Orde efter den lange positivistiske Nat, Slægten har gennemvandret.

N. Teisen.