[page] 1

Udviklingslæren.

Naar Pastor L. J. Laursen i sin Artikel om
»Kirkelig Ungdomsforening« i København, der
"findes optagen i sidste Nummer af »Højskole-
bladet«, betegner Udviklingslæren som en Idé,
der ikke kan forenes med Kristendommen, fin-
der vi det rigtigt at gøre opmærksom paa, at
adskillige Arbejdere i den grundtvigske Oplys-
nings Tjeneste har et ganske andet Syn paa
denne Sag. Vi kan Saaledes henvise til de i
disse Dage udsendte »Meddelelser fra den ud-
videde Folkehøjskole i Askov for Skoleaaret
1899—1900«. Heri findes gengivet et Foredrag
af Højskolelærer Jacob Appel om »Naturforsk-
ning og Almendannelse«, hvori han bl. a. ud-
taler følgende:

»Den historiske Undervisning kommer altid, som
jeg gentagende har sagt, til at følge en Udvikling.
Grundtvig, som med Styrke hævdede, at den
folkelige Undervisning altid bør anlægges histo-
risk, har været Folkehøjskolens Læremester, og
det skyldes hans Anvisning, at denne Skole
ogsaa har kunnet tage Fysiken op som et ikke
ubetydeligt Fag. Han gav denne lykkelige Anvis-
ning til at ordne Undervisningen historisk, fordi
den folkelige Skole fuldtud maatte tage Sigte
paa at hjælpe Ungdommen til personlig Udvik-
ling, og dette kan Skolen planmæssigt kun
gøre ved at lade Eleverne faa Lejlighed til at
følge Aandslivets og Aandsvirksomhedernes Ud-
vikling, som den er foregaaet i og ved Menne-
sker.

Læreren maa da ved flittig Brug af de Hjælpe-
midler, som staar til hans Baadighed, søge at
oprede Udviklingens Traade saa klart, han
evner, og lægge sin Personlighed saa kraftigt,
han kan, ind i Undervisningen, derved, at han
lever sig sammen med sit Emne som den, der
selv har Lod og Del i Udviklingen. Eleverne
vil saa have Udsigt til at faa Forstaaelse af,
hvordan det i alle de enkelte Undervisnings-

emner (rene Færdighedsfag fraregnet) gælder
om at komme i Berøring med en Udvikling,
hvis der skal naas en personlig Berigelse.

Paa Skolens Omraade er historisk Undervis-
ning ensbetydende med Udviklingslære, og jeg
tager neppe fejl, naar jeg paastaar, at en hi-
storisk-naturvidenskabelig Undervisning er det
ypperste Middel til at dygtiggøre Mennesker til
at skelne mellem, hvad der paa Naturforsknin-
gens Omraade kan eftervises virkelig at være
en Udvikling, og hvad der kun kaldes Udvik-
ling i Kraft af en Antagelse (Hypotese). Her
fører Undervisningen i Naturfag atter ind til en
af de Ting, som i højeste Grad præger vor
Tids Tænkning, nemlig Udviklingslæren. Dens
ledende Idé er optaget paa mangfoldige andre
Omraader end det rent naturhistoriske, thi hvor
Livet virker, lader der sig bestandig paavise en
Udvikling, og Evolutionslærens store Fortjeneste
er jo netop, at den har givet Stødet til, at man
overalt søger efter Udviklingen, efter Sammen-
hængen.

Den historisk ordnede Undervisning tjener
derefter atter til at fremlægge Udviklingens Gang
for Eleverne.

Er Undervisningen derimod dogmatisk, bliver
Udviklingslæren et Dogme, som den offentlige
Mening, om jeg saa maa sige, tager Stilling til,
og som derved mister den opdragende Værdi.
Udviklingslæren har nemlig ikke særlig til Op-
gave at belære os om, at vi nedstammer fra
Aberne (derom siger Udviklingslæren bevislig
intet), men den har det Ærinde til alle aande-
lig vaagne Mennesker at gøre dem klare over,
hvad der er Naturforskningens ypperste Lede-
traad: overalt at søge Sammenhæng og Udvik-
ling.

At være uden Forstaaelse af Udviklingslærens
Anvendelse betyder det samme som at være
uden Forstaaelse af vors Tids Kulturarbejde.«