[page] 679-680

»Kirkelig Ungdomsforening«.

Denne Forening vil være mange af »Højskole-
bladets« Læsere bekendt af Navn. Det ligger
da nær at give et Par Oplysninger om dette
københavnske Ungdomsarbejde, der bæres af
grundtvigske Venner. — Det begyndte for om-
trent to Aar siden som et Forsøg paa at samle
nykonfirmerede Drenge og Piger til ugentlige
Aftenmøder med Oplæsning, Sang og Foredrag,
baade af oplysende og opbyggelig Art. Dette
Forsøg vandt imidlertid saa god Tilslutning, at
man allerede sidste Efteraar gav Arbejdet en
mere fast Form ved Oprettelse af »Kirkelig Ung-
domsforening« med eget Lokale i Nørregade 30,
hvor der holdes Møder flere Gange ugentlig og
gives Aftenundervisning for unge Lærlinge. Da
den danske Sangskat er saa godt som ukendt
for Københavnerne, lægger vi stor Vægt paa
Sang, for der igennem at give de unge Afsmag
for de daarlige Variétéviser. Endelig har de
unge Adgang til Gymnastik og Fodboldspil. For-
eningen har i Vinterens Løb været besøgt af
5—600 Drenge og Piger — paa faa Undtagelser
nær under 16 Aar. Mange af dem er vel gaaet
eller gaar igen; thi der er mange Ting i. den
store By, som drager de unge. Men en stor

Del har vi da faaet Hold i, og der kommer jo
ny til hvert Halvaar. Vi tager nemlig de unge
lige fra Konfirmationsalderen, inden Forlystel-
sessygen endnu har grebet dem for stærkt. Men
som de fleste Læsere vil forstaa, er,det ingen-
lunde let at arbejde med unge i 14—18-Aars-
Alderen — den vanskeligste Alder i et Menne-
skes Liv. Arbejdet er da ogsaa brydsomt og
ydmygende. Men bliver vi trofaste i Arbejdet
nogle Aar, tør vi dog haabe at se en opvok-
sende Kreds, som vil bringe en god Aand med
sig, hvor den færdes i Byen, og drage mange
her hen af dem, den kommer i Berøring med,
ligesom jo paa Landet de gamle Elever sender
ny til Højskolen. — I Foreningens Bestyrelse
sidder Mænd og Kvinder, som er kendte for at
have Interesse for Oplysning i grundtvigsk Aand.
Adskillige af dem har endog paa forskellig Maade
taget virksom Del deri.

Men i en stærk bevæget og gærende Tid som
vor, maa en saadan Forening straks fra Begyn-
delsen vise, hvad den fører.i sit Skjold, saa
alle kan se, hvad den er, og hvad den vil. Den
maa ikke »dølge Aasyn og Navn«. — »K. U.«
vil da udbrede Oplysning i grundtvigsk Aand-

[page] 681-682

HØJSKOLEBLADET

Derfor følger vi ikke den hjerteløse Anvisning,
at man skal føre de unge ind i Reflektioner og
Tvivl ved at gøre alt mellem Himmel og Jord
flydende for dem, saadan som de moderne Aan-
der mener, det er Opgaven for Ungdommens
Vejledere. Men vi søger at føre de unge ind
paa Sandhedens Vej, som vi har lært den at
kende gennem Fædrenes Vidnesbyrd og egen
Erfaring, idet vi tror derigennem bedst at kunne
udruste dem til Livets Kampe. Derfor lader
vi kun Kristne tale i Foreningen; thi kun de
kan give Oplysning i grundtvigsk Aand, som er
kristelig. Vil de unge høre andre Røster, maa
de gaa hen, hvor de lyder. Men vi maa have
vor Fane ren — eller rettere, vi maa ikke have
to Faner oppe paa een Gang. Maaske man paa
den Maade faar flere med, men da kun for en
Tid. Thi man kan ikke altid sejle under to
Flag. En Dag maa det ene stryges, og det vil
da vise sig, hvor dyrt det hævner sig at være
uredelig i aandelige Ting. Til de unge og deres
Forældre siger vi derfor: her gives Oplysning,
men baaren af kristelig Aand. Derfor hedder
Foreningen »Kirkelig« og ikke »Københavns Ung-
domsforening« eller lignende, for at alle kan
vide, hvad de gaar ind til.

Vil vi arbejde for Oplysning i grundtvigsk
Aand, maa vi ogsaa tage bestemt Afstand fra
Ideer, som ikke kan forenes med Kristendom.
Jeg tænker her særlig paa den moderne Ud-
viklingslære, som Fritænkerne lægger til Grund
for hele deres Undervisning, og som naturligvis
ogsaa skal raade paa den Højskole, de agter
at oprette. Udviklingshypotesen er den ledende
Traad i vor Tids Videnskabelighed og er, mener
jeg, Fritænkeriets farligste Vaaben mod Kristen-
dommen, fordi den giver en vis for Tanken til-
fredsstillende Enhed og Kontinuitet i Tilværelsens
forskellige Former. Den vil nemlig ikke nøjes
med at paavise Udvikling indenfor visse Tids-
rum, hvad Kristendommen jo selv hævder; men
den paastaar, at alt har udviklet sig af en op-
rindelig Urtaage gennem en Koncentrerings- og
Differentieringsproces, der fortsættes, indtil Fuld-
kommenheden er naaet. Anvendt paa Menneske-
livet fører denne Hypotese til Fornægtelse af
Syndefaldet, idet Menneskeslægten fra sin lave
Begyndelse har været i stadig Udvikling mod
det bedre, som en engelsk Fritænker har sagt:
vi har ikke tabt Paradis, for det har aldrig

været, men vi har det i Vente. Men er der
ikke sket noget Fald, er der ingen Synd, og
der trænges da ikke til en Frelser — fra al
Synd, ligesom det ogsaa vilde være urimeligt,
at Guds Søn skulde lide og dø for en Slægt,
der fra Begyndelsen har haft Fuldkommenheds-
spiren i sig, saa den ved egen Kraft — gennem
en naturnødvendig' Udvikling maatte naa Fuld-
kommenheden og dermed den lyksalige Tilstand,
hvor der ikke er Sorg eller Skrig eller Pine.
Oplysning ud fra den Tankegang hævder altsaa,
at Menneskeslægten overladt til sig selv stiger
højere og højere, hvorfor de apostolske Skrifter
maa betragtes som poetiske Forsøg paa at ud-
male det godes Sejr gennem den naturlige Ud-
vikling. Derimod viser Oplysning, baaren af
kristelig Aand, at Menneskeslægten overladt til
sig selv synker dybere og dybere, og at der
kun er Oprejsning ved Jesus Kristus. Dette er
den røde Traad gennem Grundtvigs Historie-
skrivning og den historiske Undervisning, der
siden har raadet paa de fleste af vore Folke-
højskoler. Det er ogsaa den ledende Tanke i
»K. U.s« Oplysningsarbejde og maa være det
i ethvert Oplysningsarbejde, der vil give sig ud
for at være baaren af kristelig Aand.

Imidlertid, arbejder man for Oplysning i grundt-
vigsk Aand, og dermed ud fra den Forudsæt-
ning, at der kun er Oprejsning i Jesus Kristus,
er det naturligt, man ogsaa hjælper de unge til
selv at henvende sig til Frelseren i Bekendelse
og Bøn og Sang. Thi vi faar ikke Del i Op-
rejsningen- ved blot at høre derom, men ved
personlig at komme til ham, der kan oprejse.
Derfor bliver der ogsaa aflagt etjpersonligt Vid-
nesbyrd for de unge, og vi lukker ikke nogen
Aften uden at have bekendt Troen og bedt
Fadervor og sunget et Par.Salmer. Som Lærer
paa Ollerup Højskole saa jeg bl. a. godt dette,
at har en Leder selv Sind til at bekende og
bede, faar han altid nogle unge med. Og det
er mig til Opmuntring under Arbejdet med de
unge her i København, at mange af dem ikke
blot er glade for at høre om Gud, men ogsaa
for at være med i direkte Henvendelse til ham.
Ellers vilde vel ingen efter endt Gymnastik ude
i Byen skynde sig op i Foreningen for at være
med til Aftenandagten, før Lokalet lukkes. Naar
der er saadan Jordbund i unges Hjerter, for-
tjente vi ikke Navn af Kristne, om vi ikke saaede.

[page] 683-684

Dette Ungdomsarbejde fortjener at kendes i
grundtvigske Kredse paa Landet. Thi det er
ikke ligegyldigt for Landet, hvordan Hovedsta-
dens Ungdom er. Kunde en stor Del af den
københavnske Ungdom vindes for Oplysning i
grundtvigsk Aand, vilde Frugten ogsaa komme
Landet til gode, idet aandelig vakte unge, der
kom her ind som Soldater' Tyende, Lærlinge

eller studerende, da kunde finde Kammerater
der ikke vilde føre dem ud til det daarlige -
som nu saare ofte er Tilfældet, men føre dem
omkring til alt det gode og skønne, som findes
herovre, og som det er en Berigelse at komme
i Forhold til.

Nørregade 30, den 13. Maj 1901.

L. J. Laursen,

Kapellan ved Københavns valgmenighed7