[page] 1

Da jeg skrev min Artikel om »Kirkelig Ung-
domsforening«, beflittede jeg mig paa al mulig
Korthed og gav derfor ved Omtalen af den
moderne Udviklingslære kun en lille Antydning
af, at jeg ikke selv nægtede, at der foregaar
Udvikling paa de forskellige Omraader, og at
Udvikling i og for sig er saa langt fra at stride
mod Kristendom, at denne tvertimod selv hæv-
der den, t. Eks. i Lignelsen om Sennepskornet.
Det kunde aldrig falde mig ind, at nogen kunde
mistænke mig for at ville benægte enhver Ud-
vikling.

Men een Ting er i sin Undervisning at paa-
vise Udvikling i det enkelte Menneskes — i
Samfundets Liv — og saa at lægge Udviklings-
læren, som den bæres frem af sine egne Ophavs-
mænd og Talsmænd, til Grund for hele sin Ver-
densbetragtning og derud fra løse Tilværelsens
Gaader. Man maa jo vide, hvad man mener,
naar man taler om Udviklingslæren. Og af min
Artikel fremgik det da tydeligt, at jeg med Ud-
viklingslæren mente den Udviklingslære, som
bæres frem af vor Tids Fritænkere, og som den
navnlig er udformet af Herbert Spencer. For
ham var den en Hypotese. Kun ud fra den
Antagelse, at alle legemlige og aandelige Livs-
former fra en oprindelig Urtaage har udviklet
sig gennem en lang Koncentrerings- og Differen-
tieringsproces, kan han finde Sammenhæng og
Mening i Tilværelsen. Men denne Udvikling maa
efter hans Mening ende med Tilvejebringelsen
af den højeste Fuldkommenhed og Lyksalighed.
Alle Onder er kun forbigaaende. — Hvilken
Forskel, siger han, mellem Indvoldsormen i et
organisk Væv og en Newton eller Shakespeare,
hvis Tanke omfatter Verden? Og dog er der
en kontinuerlig Overgang mellem disse Yder-
punkter. — Moralen, siger han et andet Sted,
er uvidende om det onde og dets Følger. Ud-
viklingens Lov fører selv ud over det onde.

Fremskridtet er en Nødvendighed. Civilisationen
gaar for sig som en Naturproces. Idealets Vir-
keliggørelse er logisk vis. Det onde visner bort,
det gode lever.

Det er Udviklingslærens egne Ord. Den Mand,
som altsaa siger at hylde Udviklingslæren, maa
da billige disse Ord. Man har ikke Lov at ind-
tage et Standpunkt uden ogsaa at tage Konse-
kvenserne. Og Konsekvenserne er, at der ikke
kan være sket noget Syndefald, da. alt jo til
enhver Tid har været i Udvikling mod det
bedre. Der kan heller ikke være sket nogen
Oprejsning. For det første vilde den være over-
flødig. For det andet umulig, da den fuldkom-
nes Fødsel i en ufuldkommen Verden vilde
sprænge Udviklingens naturlige Aarsagsrække
ved at føre noget nyt ind, som ikke-var før. Men
en Lære, der udelukker Muligheden af Fald og
Oprejsning og gør Synd og Naade til intet, kan
ikke forenes med Kristendommen.

Det antager jeg ogsaa, Askov Højskoles le-
dende Mænd vil give mig Bet i. Man hylder
næppe der den moderne Udviklingslære. Det
citerede Stykke af Appels Foredrag giver heller
ikke Indtryk af, at han gør det. Tvertimod
synes han at tage Afstand fra den, ligesom
ogsaa Biskop Børdam i sin Fortale bemærker,
at Benjamin Kidd i »Den sociale Udvikling«
holder sig fjern fra Yderlighederne — netop
de Yderligheder, der konsekvent maa føre til
Fornægtelse af Kristendommen.

L. J. Laursen.
*

Til Linderberg dette — det være langt fra
min Binghed, om ogsaa jeg havde Magt dertil,
at udstøde nogen, der »ærlig« vil tilegne sig,
hvad der »sejler op under Biskop Børdams
Autoritet.«

L.

Udviklingslæren og Kristendom.