[page] 1

ARTERNES OPRINDELSE.

VED CAND. MAG. HELGE HOLST.

/. Charles Darwin.
Allerede den allerflygtigste
Iagttagelse af det Liv, der
rører sig rundt om os, lærer os,
at de forskellige Dyrearter er
samlede i Grupper med et stør-
re eller mindre Antal fælles
Træk; dels i saadanne omfat-
tende Afdelinger som Fuglene,
Fiskene og »de firføddede Dyr«
— for at bruge en meget popu-
lær Inddeling —, dels i mindre
Grupper, hvor den indbyrdes
Lighed er overordentlig stor,
som mellem Krondyr, Daadyr
og Raadyr eller mellem Rotter
og Mus. Ved en nøjere Under-
søgelse af Dyre- og Plantever-
denen træder dette Forhold
frem med endnu større Tyde-
lighed, og i lange Tider var det
endog Zoologernes og Botani-
kernes vigtigste Opgave at til-
vejebringe et sammenhængen-
de System med Afdelinger og
Underafdelinger, hvor alle le-
vende Væsner kunde føjes ind paa deres
rette Plads. For at betegne den stør-
re eller mindre Lighed mellem Arter-
ne var det yderst nærliggende at benyt-
te Udtryk, hentede fra Slægtskabsfor
hold, og Navnene »Familie« og »Slægt«

blev tidligt anvendte som Betegnelse
for videre og snævrere Grupper i Sy-
stemet, men man opfattede dem kun

som billedlige Udtryk uden dybere
Betydning. At Kattefamiliens enkelte
Medlemmer virkelig skulde være i
Slægt i den Forstand, at f. Eks. en Kat
og en Løve havde samme Stamfader,
syntes at være én urimelig Tanke, der

stred mod, hvad Erfaringen lærte. I
Naturen var Grænserne mellem Arter-
ne i Reglen klare og skarpe, og Arts-
mærkerne holdt sig uforandret
fra Slægtled til Slægtled. Selv
i de allerældste Skrifter om-
tales nulevende Dyrearter, og
Aartusinder gamle Billeder gi-
ver os ingen Grund til at tro,
at de har undergaaet væsent-
lige Forandringer. (Se de as-
syriske Relieffer i »Frem«s Bil-
ledkunsten S. 7 og 8).

Efterhaanden som Kendska-
bet til Naturen voksede, meldte
der sig dog flere Forhold, som
var egnede til at vække Tvivl
om Arternes Uforanderlighed.
— Af de fleste tamme Dyr og
dyrkede Planter havde Dyre-
opdrættere og Gartnere i
Tidernes Løb frembragt en
Mængde »Afarter«, Grupper
med visse arvelige Ejendom-
meligheder, der utvivlsomt
ikke fandtes hos deres For-
fædre; ingen vil Saaledes tro,
at den engelske Væddeløbs-
hest, det jydske Malkekvæg
eller Graastensæblet er særlige Arter,
der har været til fra Verdens Ska-
belse, og som er uden Slægtskabs-
forbindelse med andre Slags Heste,
Kvæg eller Æbler. Ogsaa ude i Na-
turen traf man paa Afarter, mellem

X902. Nr. 26

[page] 2

hvilke der formodedes at være virkeligt
Slægtskab, fordi de kun afveg meget lidt
indbyrdes og maaske endog sammen-
knyttedes ved Overgangsformer. Men
nu viste det sig i mangfoldige Tilfælde
ganske umuligt at afgøre, om man hav-
de at gøre med to særskilte Arter eller
blot med to Afarter af samme Art, og de
mange ørkesløse Stridigheder om saa-
danne Spørgsmaal kunde let give den
Tanke Næring, at Forskellen mellem
Arter og Afarter i Virkeligheden kun
var en Gradsforskel. — Endvidere havde
man gennem Undersøgelser af Jord-
skorpen begyndt at faa Indblik i vor
Klodes Saga og en Forstaaelse af, at den
Tid, i hvilken Menneskene havde levet
paa Jorden og efterladt sig historisjie
Overleveringer, kun var et enkelt Afsnit
af Jordens Udviklingshistorie, og Jord-
lagene fortalte om fjærne Tider, da
ukendte Dyreformer befolkede Jorden,
medens intet tydede paa, at Nutidens
Dyreverden var til den Gang.

Omtrent ved Overgangen mellem det
18. og 19. Aarhundrede fremsatte da og-
saa enkelte Naturforskere — Saaledes
Erasmus Darwin i England og Lamarck
i Frankrig — den Lære, at Nutidens
Dyr var fremgaaede af Fortidens gen-
nem en gradvis Omdannelse og Udvik-
ling. Men Læren blev forkastet af de le
dende Naturforskere. Man saa en afgø-
rende Forskel mellem Arter og Afarter
bl. a. i den Omstændighed, at Afarter af
samme Art kunde krydses og give fuld-
stændig frugtbart Afkom, medens to for-
skellige Arter, selv om de stod hinanden
nok saa nær, enten slet ikke kunde
krydses eller i alt Fald — som f. Eks.
Hest og Æsel — gav ufrugtbart Afkom.
For at forklare, at der i de paa hinan-
den følgende Tidsaldre i Jordens Histo-
rie stadig var optraadt nye og højere
udviklede Arter, opstillede man den
Teori, at der flere Gange var foregaaet
voldsomme Katastrofer, som havde øde-

lagt alle levende Væsner, hvorefter der
var bleven skabt en ny Plante- og Dyre-
verden. Og selv om Troen paa Arternes
gradvise Udvikling ikke blev udryddet,
fik den foreløbig ingen Betydning for
Naturstudiet. Hele den første Halvdel
af det 19, Aarhundrede traadte dette
Spørgsmaal i Baggrunden for den prak-
tiske Naturforsker; han kunde maaske
inderst inde nære en Tvivl om Arternes
Uforanderlighed, ligesom Nutidens Ke-
miker nærer en Tvivl dm, hvorvidt
vore Grundstoffer virkelig er usammen-
satte; men det betragtedes som et Spørgs-
maal, der snarere henhørte under Filo-
sofien' end under den praktiske Natur-
videnskab.

I dette Forhold indtraadte der én
fuldstændig Forandring, da Charles Dar-
win, en Sønnesøn af den nysnævnte
Darwin, i 1859 udgav sit berømte Værk
»Om Arternes Oprindelse«. Naturfor-
skerne kunde herefter ikke længer be-
handle Spørgsmaalet fornemt afvisende.
Darwins Teori fængede og vakte Be-
gejstring hos en Mængde af de Unge,
Usikkerhed og Uvilje eller endog hæftig
Modstand hos Flertallet af de Ældre, og
under Striden virkede den befrugtende
og fremkaldte nye Undersøgelser paa
alle Omraader af Biologien (Læren om
Livet), I stadig videre Kredse anerkend-
tes Udviklingslæren som den betydnings-
fuldeste og mestomfattendeaf Biologiens
ledende Grundtanker. — Et Blik paa
Darwins Liv og Virksomhed vil hjælpe
os til at forstaa, at netop denne Mand
formaaede at fremkalde en saadan Om-
væltning indenfor Naturvidenskaben.

Darwin er født den 12. Februar 1809
i Shrewsbury.. I 16-Aars Alderen sendte
Faderen, der var en anset Læge, ham
til Edinburg for at studere Medicin.
Allerede hos Faderen fandtes der imid-
lertid en stærkt udviklet Følsomhed,
der ofte gjorde ham hans Virksomhed
som Læge til en Pine, og for den unge

Charles var det umuligt at overvinde sig
til at overvære Operationer. Han opgav
derfor at blive Læge og tog efter et Par
Aars Forløb til Cambridge i den Hensigt
at studere Teologi. Det blev rigtignok
ikke til meget hermed, idet Darwin
væsentlig kastede sig over Naturviden-
skaben, uden at der dog kom nogen rig-
tig Orden og Sammenhæng i hans Stu-
dier paa dette Omraade. Han var en
lidenskabelig Samler, iagttog Dyrelivet
i det Fri og slugte Humboldts Rejsebe-
skrivelser, men havde aldrig læst et
systematisk zoologisk Værk og aldrig
brugt et sammensat Mikroskop; og en
Agerhønsejagt gik i hans Tanker forud
for al Videnskab. Naturforskeren Hens-
low havde imidlertid opdaget den unge
Mands sjældne Evner, og da Lederen
af en geografisk Ekspedition, som af
den engelske Regering udsendtes til
Sydamerika og Stillehavet, ønskede at
medtage en Naturforsker, anbefalede
Henslow den 22-aarige Darwin til denne
Stilling. I 1831 forlod Darwin med Ski-
ket »Beagle« (Sporhunden) England, som
han ikke skulde gense før efter omtr. 5
Aars Forløb. Denne Rejse blev den eneste,
han foretog udenfor England, men den
blev af afgørende Betydning for hele
hans Fremtid; fra nu af blev hans Liv
ét uafbrudt Arbejde i Videnskabens
Tjeneste.

Aldrig er nogen gaaet slettere forbe-
redt til en saadan Rejse, mener Darwin
selv. Og aldrig har nogen Naturforskers
Rejse faaet større Betydning for Viden-
skabens Udvikling, kan vi tilføje; thi
bortset fra den umiddelbare Værdi af
de mangfoldige nye Iagttagelser, han
gjorde, saa var det de stærke Indtryk,
der strømmede ind paa ham under den-
ne Rejse, der ledte ham paa Spor efter
Løsningen af den store Gaade, hvorledes
nye Arter opsfaar. Under sine Udflugter
i Sydamerika havde han rig Lejlighed
til at overbevise sig om, hvilke mægtige

[page] 3

Ændringer i Jordens Udseende ganske
langsomt virkende Aarsager kunde frem-
bringe i Tidernes Løb. De talrige Vid-
nesbyrd om den stærke Hævning af
Sydamerikas Kyster, der havde fundet
Sted i en forholdsvis ny Tid, fik ham
til afgjort at vende sig fra Troen paa, at
Jordens Udvikling var foregaaet gennem
en Række bratte Katastrofer, en Tro,
som den engelske Geolog Lyell nys
havde bekæmpet med stor Kraft. Den
mærkelige Lighed mellem de uddøde
og de nulevende Dyrearter i Sydamerika
saavel som mellem disse og Dyreverde-
nen paa Skildpaddeøerne, der ligger
nogle hundrede Kilometer fra Fastlan-
det, tydede endvidere paa en Sammen-
hæng mellem alle disse Dyrearter, som
syntes ganske uforstaaelig, om Arterne
var skabt uafhængig af hverandre. Hvis
derimod Skildpaddeøerne i fjærne Tider
havde faaet sin Besætning af levende
Væsner ved Indvandring fra Fastlandet,
og Arterne derefter havde undergaaet
en langsom Omdannelse, fortsat gennem
lange Tidsrum, saa kunde man forstaa,
baade at Arterne nu var forskellige fra
dem paa Fastlandet, og at de alligevel
havde bevaret et tydeligt Præg af deres
amerikanske Oprindelse.

Kort efter sin Hjemkomst fattede Dar-
win den Plan at indsamle alle Kends-
gærninger, som paa nogen Maade kunde
staa i Forbindelse med Spørgsmaalet
om Arternes Oprindelse, og skønt næ-
sten al hans Tid i de første Aar blev op-
taget af Arbejdet med at ordne de store
Samlinger, han havde medbragt, og for-
berede Udgivelsen af hans Dagbøger,
stod Omridsene af hans Teori dog klart
for ham allerede i 1839. Imidlertid ven-
tede han 5 Aar, inden han nedskrev en
nogenlunde udførlig Fremstilling af sine
Anskuelser og viste den til en af sine
Venner, Botanikeren Hooker, og om-
trent en Snes Aar, inden han traadte
rem for Offentligheden med sin Udvik-

lingslære. De store Tanker, der allerede,
medens han var i Tyverne, gærede i
hans Indre, fik Saaledes Lov at vokse en
rolig Vækst gennem alle hans Mand-
domsaar, og først da han næsten havde
naaet de Halvhundrede, lod han sig
modstræbende bevæge til at føre dem
frem for Lyset. Darwins Storhed viser
sig ret i dette, at han ikke havde nogen
Hast; netop derfor virkede hans Værk,
da det endelig traadte ud i Verden, med
uimodstaaelig Kraft. Hans »Arternes
Oprindelse« var ikke et luftigt filosofisk
Tankespind, men en Bygning, tømret
sammen af Kendsgerninger, som han
havde samlet og overvejet gennem man-
ge Aar, og det blev saa meget des van-
skeligere at rette virksomme Stød mod
denne Bygning, som han allerede havde
forudset de væsentligste Indvendinger,
samvittighedsfuldt bedømt deres Vægt
og aabent lagt dem frem. Ingen utaal-
modig Higen efter Berømmelse, ingen
Frygt for, at andre skulde komme ham
i Forkøbet, førte ham en Tomme ud af
hans Vej, og Ønsket om at faa det store,
betydningsfulde .Spørgsniaal belyst saa
alsidigt som muligt drev ham til utræt-
teligt Arbejde, skønt baade hans meget
gunstige økonomiske forhold og den
Svagelighed, med hvilken han efter den
lange Sørejse bestandig maatte kæmpe,
kunde indeholde rig Opfordring for ham
til at gøre sig Livet mageligt. '

I Aaret 1858 sendte en ung Naturfor-
sker, Wallace, nede fra de ostindiske Øer
Darwin en Afhandling, i hvilken frem-
sattes den samme Forklaring af Arter-
nes Udvikling, som Darwin forlængst
havde fundet. Efter hvad Wallace selv
har fortalt, var denne Forklaring plud-
selig slaaet ned i ham, medens han laa
i Feberfantasier, og saa snart han blev
rask, nedskrev han den og afsendte Af-
handlingen med næste Post. Men skønt
Darwin ikke for sit eget Vedkommende
ansaa 20 Aars Forberedelse for tilstræk-

keligt, fandt han sig straks forpligtet til
at offentliggøre Wallaces korte Omrids
af Teorien uden at gøre noget Skridt for
at sikre sin Prioritet. Imidlertid fik Lyell
og Hooker, der begge kendte Darwins
mangeaarige Arbejde, ham bevæget til
at give et Uddrag af sit før omtalte
Manuskript i deres Hænder, og de of-
fentliggjorde saa baade Darwins og Wal-
laces Af handling »tillige med en Frem:
stilling af Sagens* Sammenhæng i et vi-
denskabeligt Tidsskrift. Naar man ser,
hvor ofte Videnskabens Historie skæm-
mes af smaaligé Prioritetsstridigheder,
virker det velgørende at fæste Øjet paa
Darwins og Wallaces indbyrdes For-
hold; Darwin omtaler altid- Wallaces
Arbejder med den højeste Anerkendelse,
og Wallace indrømmer ærligt, at kun
Darwin besad de store Evner, der for-
dredes for at føre Udviklingslæren til
Sejr. — Skønt Darwin stadig syntes, at
han manglede uendelig meget i at have
fuldført sit Arbejde, blev han nu nødt
til ogsaa at gøre det næste Skridt, og i
1859 udkom Bogen »Om Arternes Op-
rindelse«, der til Trods for den Fylde
af Kendsgærninger, den bragte, dog kun
var et Uddrag af det rige Materiale, han
havde samlet.

Darwins Lære stod i saa stærk Strid
med de tilvante Forestillinger, at det
faldt de fleste ældre Naturforskere me-
get vanskeligt at forsone sig med den.
Og Striden fik et videre Omfang og en
skarpere Karakter ved den Omstændig-
hed, at Udviklingslæren syntes at være
uforenelig med Bibelens Lære. Vi skal
ikke gaa nærmere ind paa denne Sag,
men blot fremhæve den Kendsgærning,
at den samme Indvending har været
rejst mod Læren om Jordens Kugleform,
om Jordens Bevægelse og mange andre
af Videnskabens Læresætninger; men
efterhaanden som de vandt almindelig
Anerkendelse som videnskabelige Sand-
heder, svandt de religiøse Vanskelighe-

[page] 4

der ind, og man gik over til en mindre
bogstavelig Opfattelse af Ribelens Ord.
Og paa samme Maade er det allerede i
ikke ringe Omfang gaaet med Darwins
Lære. Gejstlige af de forskelligste Kirke-
afdelinger har erkendt, at der ikke er
nogen uforligelig Modsætning mellem
Udviklingslæren — selv naar den an-
vendes paa Menneskets Tilblivelse — og
en dyberegaaende Opfattelse af Skabel-
seslæren. Ja, ret beset, viser jo ogsaa
Moses' Fremstilling af Verdens Skabelse
i de seks Dage en fremadskridende Ud-
vikling fra det lavere til det højere.

Medens Kampen mange Gange blev
ført med stor Skarphed baade af Dar-
wins Modstandere og af hans Tilhængere,
indtog han selv en rolig og værdig Hold-
ning. Overfor alle Indlæg, der ikke drøf-
tede Sagen alvorligt, men indskrænkede

sig til Vittigheder eller Skældsord, for-
blev han tavs; men enhver saglig Ind-
vending optog han til rolig Drøftelse,
og fremførtes der nye Kendsgærninger,
tog han imod dem med uskrømtet Glæ-
de; altid talte han i de beskedneste Ud-
tryk om sit eget Arbejde, og altid var
han rede til at yde baade Venner og
Modstandere sin Anerkendelse. Der er
saa meget mere Grund til at beundre

denne Darwins Holdning, som han i
Virkeligheden havde et livligt Sind og
følte Trang til at bruge stærke Ord, dem,
han rigtignok kun anvendte dels overfor
sig selv, naar han havde begaaet en Fejl,
dels spøgende overfor de Planter og
Dyr, han eksperimenterede med, naar
de ikke vilde opføre sig Saaledes, som
han ønskede det. Alene for at stifte Be-
kendtskab med Darwin ikke blot som
Naturforsker, men ogsaa som Menneske,

er det vel værd at læse hans Selvbiografi
og hans Breve, der er udgivne af hans
Søn Francis. (Oversatte i »Bibliothek for
de tusen hjem« ligesom »Arternes Op-
rindelse«.)

Lige til sin Død levede Darwin stille
og tilbagetrukken ude paa sit Landsted
i Down, nær London, flittigt arbejdende
med Eksperimenter, Læsning, Udgivelse
af Bøger og en overvældende Korrespon
dance. I hans sidste Leveaar strømmede
Æresbevisninger ind over ham fra alle
Verdens Kanter. Da i April 1882 den
Efterretning spredtes over England, at

[page] 5

Charles Darwin var død, da følte alle,
at Landet havde mistet en af sine stør-
ste Mænd. Tilhængere og Modstandere
af hans Lære blandt Englands Adel,
Gejstlighed og Videnskabsmænd enedes
om at vise ham Hæder, og den offentlige
Mening krævede, at han skulde bisættes
i Westminster Abbedi blandt Englands
Stormænd. Her findes nu hans Gravsted
faa Fod fra Isac Newtons.

i større eller mindre Udstrækning, og
det sker, at de ikke blot lever, men og-
saa bliver voksne, ja temmelig gamle.
De er stedse af samme Køn — heldigvis
—, da de maa stamme fra ét Æg med to
Kim, der er ufuldstændigt adskilte.

De mest bekendte af disse ulykkelige
er de »siamesiske Tvillinger« Eng og
Chang, fødte i Siam i Maj 1811. Faderen
var en helblods, Moderen en halvblods
Kineser, saa der var ikke ret meget
siamesisk Blod i dem. Tvillingerne var
svagelige i den første Tid efter Fødselen,
og Eng vedblev at være en Skrantning,
medens Chang var rask og kraftig. Den
daværende siamesiske Konge nærede
den Overtro, at saadanne Misfostre
spaaede ondt; det var nær bleven deres
Død, men det lykkedes dog at unddrage
dem for hans Forfølgelse og bjerge deres
Liv. Aar 1829 blev de ført til Amerika
og Europa og udstillede, hvad dog ikke
blev tilladt overalt. Efter at have tjent
en lille Formue nedsatte de sig som
Landbrugere i Nord-Karolina under
Navnet Bunker. I en Alder af 44 Aar
ægtede de to Søstre — og dermed var
Freden forbi. Hidtil var de kommen
godt ud af det sammen, og det vedblev
de med næsten til deres Død, men deres
Koner kunde ikke spændes, de maatte
holde to Husholdninger i to forskellige
Huse og tilbringe Ugerne skiftevis i disse.
Chang fik 6 og Eng 5 Børn. alle kraftige
og sunde. Da de led pekuniære Tab,
maatte de i 1869 gaa paa Tourné igen i
Europa, paa hvilken Rejse de tillige
konsulerede de berømteste engelske og
franske Kirurger for at faa Klarhed over,
hvorvidt de ved en Operation kunde
blive skilte. Sagen var den, at de var
bleven uens med hinanden; sagtens
havde deres Koner fyret saa længe un-
der, til det var lykkedes dem at ophidse
dem mod hinanden. De havde for første
Gang i deres Liv haft en alvorlig ind-
byrdes Strid, og derefter havde de, hvad

Fig. 5. Søstrene BJazefe.

endelig ikke var saa underligt, sét sig
gale paa hinanden. Hvilket gyseligt Liv,
de maa have levet efter den Tid, vil
man let forstaa. Men Kirurgerne turde
ikke garantere for Udfaldet af en Ope-
ration, saa Staklerne blev sammen til
deres Død den 17. Januar 1874. Forinden
blev Chang, der havde en Rygmarvs-
krumning, dog delvis lam, saa deres
sidste Levetid var ynkelig. En Under-
søgelse, foretaget efter Døden, viste, at
det Baand, der forbandt dem i Højde
med Brystbenets nederste Del, indeholdt
en Streng af Levermasse, saa begges
Levere stod i Forbindelse med hinanden,
men ingen Tarme, ingen større Blod-
kar eller lignende. En Operation, fore-
taget med Nutidens Hjælpemidler og
under Aseptik, vilde næppe have været
særlig farlig end sige da haabløs.
Et andet, lignende Søskendepar var

[page] 6

ARTERNES
OPRINDELSE.

Ved c.axd. mag.
Helge Holst.

II. Naturens Ud-
valg under Kampen
for Tilværelsen.
For at vinde For-
staaelse af Ar-
ternes Udviklings-
historie maa man
først og fremmest
søge at faa Øje paa
de Kræfter, der
endnu den Dag i
Dag virker til at
ændre Plante-og Dyrelivet paa Jorden;
denne Grundsætning ledede Darwin
under Størstedelen af hans Undersø-
gelser. Medens andre Naturforskere
for at forklare de forskellige Arters
nuværende geografiske Udbredelse
med dristig Fantasi fremmanede Land-
broer, der i fordums Tid forbandt
Lande, som Havet nu adskiller, eller
Stræder, gennem hvilke Dyr og Plan-
ter tidligere havde fundet Vej mellem
nu adskilte Søer og Have, arbejdede
Darwin paa at finde Spredningsmidler,

ved hvilke
Planternes
Frø eller Dy-
renes Æg og
Yngel nu til Dags kan føres fra Land
til Land eller fra Sø til Sø. Han lagde
tørrede Planter i Havvand, saa hvor
længe de kunde flyde, prøvede derefter
Frøenes Spirekraft og fandt Saaledes,
at Frøene af en Mængde Planter kun-
de føres med Havstrømninger et Par
Hundrede Mil til et fremmed Land og
fæste Rod der. Eller han viste, at nys
udklækkede Ferskvandsmuslinger kun-
de finde paa at hæfte sig til en Vild-
ands Fødder og paa denne Maade føres
af Fuglen til fjærne Søer og Damme.
— Og overfor det endnu vigtigere og
vanskeligere Spørgsmaal, hvorledes
Arterne i Tidernes Løb kunde omdan-
nes og udvikles, anvendte han samme
Fremgangsmaade. Han lagde sig i stort
Omfang efter Plante- og Dyreavl, bl. a.
holdt han en Mængde Due- og Hønse-
racer; og samtidig indsamlede han
alle de Oplysninger om Dannelsen af
nye Afarter og deres Forædling, som
han kunde faa gennem Gartneres og
Dyreopdrætteres Værker eller ad an-
den Vej. Det stod nemlig Darwin klart,
at han særlig maatte vende sin Op-
mærksomhed mod Husdyrene og de
dyrkede Planter; thi hos dem fortsæt-
tes Udviklingen stadig paa iøjnefal-
dende Maade, og i den forholdsvis korte

Tid, de har været under Menneskets
Indflydelse, har de undergaaet forbau-
sende Forandringer. Mange Dueracer
er saa forskellige indbyrdes, at en Na-
turforsker, der første Gang fik dem at
se og troede, det var vilde Fugle, vilde
regne dem for skarpt adskilte Arter
(se Billedet); og dog kan det anses for
næsten sikkert, at de alle nedstammer
fra den vilde Klippedue, hvilket bl. a.
viser sig derved, at Afkommet efter
gentagne Krydsninger mellem flere
Racer er tilbøjeligt til at antage Klippe-
duens Farvetegning.

Det er let at se, at der hos Husdyrene
gør sig gældende baade en vis Arvelig-
hed og en vis Foranderlighed. Unger-
ne har paa den ene Side en Tilbøjelig-
hed til at arve Forældrenes ydre og
indre Egenskaber, men paa den anden
Side vil Ungerne af samme Kuld altid
afvige noget —
undertiden end-
og ret betyde-
ligt— baade fra
hverandre ind-
byrdes og fra

Forældrene.
Uden denne fri-
villige Foran-
anderlighed vil-
de der aaben-
bart overhove-
det ikke kunne

,                 Flyvende Løvfrø,

opstaa nye Af-                i/s nat. st.

1902. Nr. 37.

[page] 7

arter. Men det er ogsaa klart, at Men-
nesket paa en eller anden Maade maa
have det i sin Magt at lede Udviklingen
i bestemte Retninger, som stemmer med
hans Ønsker. I Væddeløbshesten og
Bryggerhesten ser vi f. Eks. en tydelig
Virkeliggørelse af to forskellige menne-
skelige Formaal, og det samme kan siges
om utallige andre Husdyrracer. Det er
nu heller ikke vanskeligt at se, paa hvil-
ket Punkt Mennesket kan gøre sin Ind-
flydelse gældende: I sit Valg af Avlsdyr
kan han foretrække de Dyr, deri særlig
Grad besidder Egenskaber, han sætter
Pris paa; han kan udvælge de hurtigste
eller de stærkest byggede Heste, Faarene
med rigeligst eller med finest Uld osv.;
og naar han Slægtled efter Slægtled
lægger Vægt paa de samme Ejendom-
meligheder, kan smaa Ændringer i den-
rie Retning ophobes i-Afkommet. Der
er heller ingen Tvivl om, at Mennesket
virkelig har brugt denne Magt baade i
Fortid og Nutid. Allerede hos vilde
Folkeslag, der ikke yed, at Egenskaber
gaar i Arv, vil der finde et ubevidst
Udvalg Sted, idet de behandler deres
bedste Dyr med særlig Omhu og søger
at bevare dem under Hungersnød og
andre vanskelige Forhold. Men ret højt
skal et Folk ikke være steget i Kultur,
før det bliver opmærksomt paa Arvelig-
hedsloven, og da vil alle udvælge Af-
kommet af deres bedste Husdyr til Til-
lægsdyr. Hos forskellige Folkeslag kan
Udvalget føre i forskellige Retninger, da
det ikke er de.samme Egenskaber, der
har Værd i alle Egne af Verden; paa
Asiens Stepper er ikke den samme Hest
den »bedste« som i Norges Fjældegne.
I Aarhundredernes Løb kan der Saaledes
langsomt og umærkeligt udvikle sig vidt
forskellige Racer. Men Udviklingen gaar
langt hurtigere, hvor man har klar Be-
vidsthed om Maalet; ved et gennemført,
planmæssigt Udvalg, foretaget af dygtige
Opdrættere, hvis øvede Øje opdager en-

hver lille Ændring, som gaar i den rig-
tige Retning, kan en Race ofte omdannes
og forbedres betydeligt i Løbet af en
Menneskealder.

Hos Arterne ude i Naturen er der
utvivlsomt mindre Foranderlighed end
hos dem, der længe har været under
Menneskets Indflydelse, men heller ikke
her er Uugerne af samme Kuld hver-
andre eller Forældrene aldeles lige, og
naar der af en eller anden Grund fore-
gaår betydelige Forandringer i de ydre
Forhold, under hvilke Arten lever, vil
Afvigelserne rimeligvis blive adskilligt
større end sædvanligt. — Men findes
der ogsaa i Naturen noget, der svarer
til Menneskets Udvalg og ligesom dette
Slægtled efter Slægtled kan faa visse
Afvigelser til at ophobe sig i Afkommet
og Saaledes lede Udviklingen i bestemte
Retninger? Dette Spørgsmaal har Dar-
win besvaret med Ja.

Alle levende Væsner formerer sig af
Naturen saa stærkt, at Jorden snart
vilde blive opfyldt af Afkommet af et
eneste Par, om alle dets Efterkommere
fik Lov at leve og forplante sig. Skønt
Elefanten er et af de Dyr, der formerer
sig alier langsomst, vilde der dog om
faa Aarhundreder leve en Million Gange
saa mange Elefanter som nu, dersom
alle Hindringer for den fortsatte For-
mering kunde fjærnes. Da der altsaa
fødes langt flere Individer; end der kan
leve, maa der overalt herske en Kamp
for Tilværelsen, i hvilken de fleste maa
bukke under,: inden de naar at forplante
sig; hvem der skal leve, og hvem der
skal gaa til Grunde, bestemmes af en
Mængde forskellige Forhold, som vi
næsten aldrig kan overse, og ofte kan
en ganske * ringe Omstændighed gøre
Udslaget. Naar nu Afkommet af en Art
undergaar smaa Ændringer i forskellige
Retninger, vil aabenbart de Individer,
hvis Ejendommelighed giver dem en —
om end nok saa lille — Fordel under Kam-

pen for Tilværelsen, have bedst Udsigt
til at staa sig og komme til at forplante
Arten, medens de, der afviger i en uhel-
dig Retning, rimeligvis vil blive udryd-
dede. Der foregaar altsaa i den fri Na-
tur et Udvalg, og da de Ændringer, der
er heldige for et Slægtled, ogsaa er det
for de følgende, saa længe de ydre For-
hold er de samme, kan Naturens Udvalg
blive ved at virke i samme Retning gen-
nem Tusinder eller maaske Millioner
af Slægtled. Da endvidere Udviklingen
i forskellige Egne ligesom hos Husdyre-
ne kan gaa i forskellige Retninger, kan
der paa denne Maade af en og samme
Art fremgaa flere nye Former, der af-
viger saa meget fra hverandre og fra
Stamarten, at de regnes for nye Arter.
— Den store Forskel er der imidlertid
mellem Menneskets og Naturens Udvalg,
at medens Mennesket fremelsker Egen-
skaber, der kan være til Nytte for ham
eller tilfredsstille hans Luner, begun-
stiger Naturens Udvalg kun de Ændrin-
ger, der kan være til Fordel for Dyret
eller Planten selv under Kampen for
Tilværelsen.

Efter Darwins Mening er det Natu-
rens Udvalg, der har frembragt de mang-
foldige sindrige og hensigtsmæssige For-
anstaltninger Og mærkværdige Tilpas-
ninger, som vi med Rette beundrer over
alt i Dyre- og Planteverdenen. Naar
Fugle eller Insekter i Farvetegning og
undertiden endogsaa i Form frembyder
en saa forbavsende Overensstemmelse
med de Omgivelser, mellem hvilke de
færdes, at man kan rette Blikket imod
dem uden at opdage dem, da er denne
Tilpasning erhvervet i Tidernes Løb
derved, at ethvert Individ, der har haft
lidt større Lighed med Omgivelserne
end sine Kammerater, har haft lidt
større Udsigt til at undgaa at blive op-
daget og gjort til Bytte af Artens Fjen-
der og altsaa ogsaa til at forplante sig
og lade sin Ejendommelighed gaa i Arv

[page] 8

til det kommende Slægtled. Og naar
Falken hæver sig op fra Jorden og højt
oppe over alle Hindringer iler gennem
Luften, hurtigere end et Iltog, da skulde
det ogsaa her være Naturens Udvalg,
der ved at virke gennem Millioner Aar
paa en saa fuldkommen Maade har løst
det Problem, Menneskeaanden forgæves
har grundet paa.

Man har imod denne Betragtning gjort
en Indvending, som ogsaa finder An-
vendelse paa mange andre Omraader.
Selv om Naturens Udvalg, siger man,
kunde fuldkommengøre Flyveevnen hos
Væsner, der allerede kunde flyve, saa
kunde det aldrig skabe den første Be-
gyndelse til Flyveredskaber, thi Vinge-
stumper, der ikke kunde bruges til Flugt,
vilde ikke være til den ringeste Nytte
for deres Ejer. Denne Indvending taber
imidlertid noget af sin Kraft, naar vi i
Stedet for at fæste Blikket paa Fuglene,
om hvis første Oprindelse vi intet ved,
ser hen til andre Egne af Dyreriget. Na-
turen har nenilig i de forskelligste Dyre-
grupper gjort mer eller mindre vellyk-
kede Forsøg paa at danne flyvende Væs-
ner ; ikke blot hos de lavere Dyr, men
ogsaa i alle Hvirveldyrenes Klasser
træffer vi i det mindste et Tilløb i den-
ne Retning. I en meget fjærn Fortid be-

Flyvende Drage,
1/3 nat. St.

folkedes Luften af de saakaldte Flyve-
øgler, hvis Vinger mere mindede om
Flagermusenes end om Fuglenes; da det
var lykkedes Naturen at uddanne Fugle-

typen og Saaledes give en fuldkom-
nere Løsning af Problemet, »kasse-
redes« den første Løsning, det vil sige,
Flyveøglerne maatte i Kampen for Til-
værelsen bukke under for deres lykke-
ligere udrustede Konkurrenter; men og-
saa i vore Dage træffer vi indenfor Kryb-
dyrenes Klasse Væsner, der kan svæve
20—30 Fod gennem Luften ved Hjælp af
en Faldskærm, som dannes af de med
Hud forbundne Forlængelser af Ribbe-
nene; »flyvende Drager« kaldes disse
Dyr. Hos Flyvefiskene er det Bryst-
finnerne, der hjælper dem under deres
korte Luftfarter. Blandt Padderne ken-
der man en »flyvende« Løvfrø, hvis
Svømmehud er bleven udviklet til en
Faldskærm, der gør den god Nytte un-
der dens Færd mellem Træerne. Blandt
Pattedyrene har som bekendt Flager-
musene en højt udviklet Flyveevne, men
ogsaa indenfor Egernslægten findes der
Dyr med Flagrehud. Baade hos de fly-
vende Drager, den flyvende Frø og
Flyveegernet har vi virkelig noget, vi
kunde betegne som begyndende Flyve-
redskaber; og hos disse Dyr, der skal
færdes hurtigt mellem Træernes Kroner,

n vi godt for-
staa, at enhver lil-
le Begyndelse eller
Forbedring i denne
:tning kunde være en
fordel for Dyret og saa-
ledes begunstiges af Naturens
Udvalg; særlig interessant er i
denne Henseende Egernslægten,
fordi vi her finder flere Over-
gange fra Dyr, der blot har Ha-
len lidt fladtrykt, til det egentlige
Flyveegern, der har Lemmerne
og endogsaa Haleroden forbun-
det ved en bred Hud.
Vi maa imidlertid ikke glemme,at selv
om et eller andet Forhold kan tænkes
forklaret ved Naturens Udvalg, er det
ikke dermed bevist,, at denne Forklaring
er den rette. Fordi f. Eks. Polardyrenes
tykke Pels kan tænkes at være frem-
kommen gennem Naturens Udvalg af de
bedst udrustede Dyr, er det alligevel vel
værd at undersøge, om ikke Kulden har
en umiddelbart fremmende Indflydelse
paa Haarvæksten. Der er nu til Dags
mange Naturforskere, som vel hylder
Udviklingslæren, men ikke tillægger
Naturens Udvalg nær saa stor Betyd-
ning, som Darwin mente, der tilkom det.
Og i hvert Fald har Darwin langt fra
løst alle de Gaader, der knytter sig til
Arternes Oprindelse. De vanskeligste og
dybeste staar fremdeles uløste. Selv om
vi tænker os, at alle levende Væsner er
fremgaaede af en eneste levende Kim
gennem en gradvis Udvikling, faar vi
dog intet at vide om Livets første Op-
rindelse. Endvidere er Plante- og Dyre-
verdenens nuværende Tilstand ikke be-
stemt alene ved de ydre Paavirkninger,

[page] 9

der i Tidens Løb har virket paa de levende
Væsner, men ogsaa ved de Muligheder, der var
til Stede i den første Livsspire. Og at disse kan
være saare mangfoldige og af den mest afgø-
rende Betydning, derom belæres vi af Frøkor-
net. De ydre Paavirkninger kan bestemme, om
Egen skal hæve sin Stamme højt i Vejret, og
Slægtled efter Slægtled af Mennesker skal kom-
me at søge Ly under dens Krone, eller om den
skal friste Tilværelsen som en ussel, vantreven
Busk; men alle de dybtgaaende Ejendommelig-
heder ved Barken og Veddet, Bladet og Frug-
ten, i Kraft af hvilke
det var en Eg og ikke
en anden Plante, de
laa allerede gemte i
Frøet, skønt vi ikke
forstaar hvorledes.
Selvom nu Omgivel-
sernes Indflydelse
sandsynligvis har
været langt mere ind-
gribende under Ar-
ternes end under det
enkelte levende Væ-
sens Udvikling, tør
vi dog ikke lægge al
Vægten paa dem.
Heller ikke tør vi
benægte, at der un-
der Udviklingen kan
have virket Aarsager,
som vi ikke kan op-
dage med vore San-
ser eller fatte med
vor Forstand. Men
dersom Naturviden-
skaben paa noget en-
kelt Punkt slaar sig
til Ro med den Tan-
ke, at her har ufatte-
lige Aarsager virket,
Saaledes som man
før Darwin gjorde
overfor Spørgsmaa-
let om Arternes Op-
rindelse, saa lukkes

derved mange Veje til Fremskridt. Og enten nu
Darwins Lære om Naturens Udvalg i større
eller i mindre Omfang kan forklare Udviklin-
gens Gang, saa er det hans store Fortjeneste,
at der fra hans Værk myldrer en Hærskare
af Spørgsmaal frem, Spørgsmaal, som af hver
Plante og hvert Dyr atter og atter gentages for
Naturforskeren og ægger ham til nye Under-
søgelser.

[page] 10

III. Hvirveldyrene.

Dersom man først har forsonet sig
med den Anskuelse, at Arterne
ikke er uforanderlige, og at Ligheder
mellem forskellige Arter kan skyldes
Arv fra fælles Forfædre, saa opstaar
straks det Spørgsmaal, hvor langt man
skal gaa. Skal man nøjes med at an-
tage en fælles Oprindelse for Dyr, der
tilhører samme zoologiske
s Familie«, f. Eks. for Hus-
katten, Løven, Tigeren o.
11., hvor det fælles Præg
er iøjnefaldende allerede
for en ganske overfladisk
Betragtning, eller skal man
gaa saa vidt at lade alle
Dyre- og Plantearter ned-
stamme fra en eneste le-
vende Kim? Skønt Darwin selv ikke
var utilbøjelig til at tro paa et saadant
fælles Udspring for alt Levende paa
Jorden, fremhæver han dog i »Arternes
Oprindelse«, at dette kun var en Gis-
ning; derimod mente han, at mange
vægtige Grunde talte for, at alle Hvir-
veldyr, altsaa Fisk, Padder, Krybdyr,
Fugle og Pattedyr, var udgaaede fra en
fælles Stamform.

Dette synes nu allerede at være-én
meget dristig Tanke. Er det ikke latter-
ligt at ville finde et — om end nok saa

fjærnt — Slægtskab mellem en Ko og
en Aborre?- Naar vi har nævnt, at de
begge har en Mund og to Øjne, er vi
omtrent færdige med de ydre Ligheds-
punkter, og hvad Benbygningen an-
gaar, har de heller ikke meget fælles
udover det, der allerede ligger i Fælles-
betegnelsen Hvirveldyr, nemlig, at de
begge har en af en Række enkelte
Knogler, Hvirvlerne, sammensat Ryg-
søjle. Men for den Naturforsker, der
ikke blot gaar i Dybden, men ogsaa

AFRIKANSK LUNGEFISK.
Omkring Vao nat. Størr.

ser vidt omkring og sammenholder
Erfaringer fra spredte Omraader, aa-
benbarer der sig Lighed og Sammen-
hæng selv paa Punkter, hvor Forskel-
len tilsyneladende er størst og af mest
afgørende Betydning, som vi skal vise
ved et Eksempel.

Et af de Forhold, der tydeligst ad-
skiller Fiskene fra Pattedyrene selv fra
de mest fiskelignende, Hvalerne, er
den Omstændighed, at Fiskene aander
ved Gæller, Pattedyrene ved Lunger,
og det fremgaar klart af Gællernes og

Lungernes Forhold til de øvrige Le-
gemsdele, at de aldeles ikke — bortset
fra det fælles Formaal — kan siges at
svare til hinanden, Saaledes som det
til Dels er Tilfældet med Fiskenes
Brystfinner og Hvalernes Luffer. Men
gennem sammenlignende Undersøgel-
ser af en stor Mængde Fisk er man
alligevel naaet til det Resultat, at der
hos Fiskene findes en Legemsdel, nem-
lig Svømmeblæren, som svarer til
Lungerne hos de højere Dyr. Hos
Aborren er Svømmeblæ-
ren blot en luftfyldt, fuld-
stændig lukket Blære, der
hjælper til at give Fisken
omtrent samme Vægtfylde
som Vandet, og intet synes
at berettige os til at sam-
menstille den med Patte-
dyrenes Lunger; men hos
mange andre Fisk staar
Svømmeblæren ved en Luftgang i For-
bindelse med Spiserøret; hos nogle af
disse er den endvidere inddelt i flere
Rum og rigt forsynet med Blodkar, og
gennem mange Overgange føres vi til
de egentlige »Lungefisk«, hvor Svøm-
meblæren er bleven til en virkelig
Lunge, medeus Gællerne kun er svagt
udviklede. Disse forunderlige Fisk, af
hvilke der over hele Verden kun er
kendt ganske enkelte Arter, aander
under Vandel baade med Lunger og
Gæller, over Vandet alene med Lunger;

1902. Nr. 31

[page] 11

SKELET AF TRICERATOPS, EN AF FORTIDENS KÆMPEØGLER.
V«> nat. Størr.

men allerede hos mange af Mellemfor-
merne træder Svømmeblæren i Aande-
drættets Tjeneste. Saadanne Fisk kan i
Reglen leve længe i Luften, og nogle af
dem kvæles nede i Vandet, hvis man
hindrer dem i at komme op til Overfla-
den for at hente Luft til Svømmeblæren;
der findes altsaa virkelig Fisk, som det
lader sig gøre at drukne — det være sagt
til Undskyldning for Molboerne, der
vilde drukne Aalen.

Ogsaa ad andre Veje kan vi forfølge
Sammenhængen mellem Fiskenes Svøm-
meblære og Pattedyrenes Lunger. Hos
de lavest staaende Padder adskiller Lun-
gens Bygning sig ikke væsentlig fra en
almindelig Svømmeblære, og mellem
denne simple, udelte Lungesæk og Patte-
dyrlungen med dens utallige fine Hul-
rum findes der hos Padderne og Kryb-
dyrene en stor Mængde Overgange.
Endnu et Bevis for, at Svømmeblære
og Lunge er Legemsdele, der svarer til
hinanden, kan man finde, naar man ikke
indskrænker sig til at undersøge de fuldt
udviklede Dyr, men gaar tilbage til
Fostertilstanden; baade Svømmeblæren
hos Fisk og Lungerne hos de højere
Hvirveldyr begynder nemlig som en
Udkrængning fra Fordøjelseskanalen.
— Hvis virkelig alle nulevende Hvirvel-
dyr nedstammede fra en fælles Grund-

form, og Svømme-
blæren hos Fiskene
saavel som Lungen
hos Landdyrene var
opstaaede ved Om-
dannelser i forskel-
lige Retninger af en
og samme Legems-
del hos Stamfade-
ren, da vilde den
ellers højst forun-
derlige Sammen-
hæng mellem dem
være forstaaelig.
Vi kan vel ikke
forfølge Gællerne fra Fiskene op til
Pattedyrene Saaledes, som vi har for-
fulgt Lungerne den modsatte Vej; men
gaar vi tilbage til Fostertilstanden, kan
vi dog ogsaa her spore en vis Sammen-
hæng. Den første Begyndelse til Gælle-
apparatet, de saakaldte Svælgspalter, en
Række Tværfurer paa begge Sider af
Fosterets Halspaiti, genfindes nemlig
hos alle de
højere Hvirvel-
dyrs Fostre;
men her for-
svinder de hur-
tigt eller ud-
vikler sig i an-
den Retning. I
det hele taget
har Undersø-
gelser af Fo-
stret hos for-
skellige Dyr til-
vejebragt en

Mængde
Kendsgærnin-
ger, der viser
en dybtgaaen-
de Sammen-
hæng mellem
alle Hvirvel-
dyr og Saaledes
kan tjefte til

Støtte for en vidtgaaende Nedstamnings-
lære.

Et af de Forhold, som allervanskeligts
kan forstaas undtagen ved Hjælp af
Udviklingslæren, er Tilstedeværelsen af
visse ufuldkomment udviklede og til-
syneladende ganske unyttige Legems-
dele, de saakaldte Rudimenter, som
træffes hos mange Dyr. I Kæberne hos
Fostre og Unger af Bardehvalerne fin-
der "man Saaledes gemt en Begyndelse
til Tænder; da disse Tænder aldrig
bryder frem, bliver vi altsaa her Vidne
til det Særsyn, at Naturen begynder paa
at danne en Legemsdel, men saa allige-
vel ligesom betænker sig og opgiver Ar-
bejdet paa Halvvejen. Hvis Bardehva-
lerne nedstammer fra Dyr, der havde
Tænder, kan vi i disse Begyndelser se
en Arv fra Forfædrene, en Rest af Le-
gemsdele, der ved Ændring i Livsvilkaar
eller af andre Grunde er blevne unyttige
og er i Færd med at forsvinde; men hvis
der ikke er foregaaet nogen Omdannelse

[page] 12

af Arterne, bliver deres Be-
tydning fuldstændig gaade-
fuld. De Rester af Baglem-
mer, der findes hos Slan-
gerne, snart som ubetydelige
Fremspring paa Legemet,
snart som smaa Knogler
skjulte under Huden og
snart kun antydede ved
Nervetraadenes Ordning,
synes heller ikke at kunne
have anden Opgave end net-
op den at fortælle os, at
Slangernes Forfædre ikke
var lemmeløse.

Men selv om det nu er
sikkert nok, at Udviklings-
læren kaster Lys over en
stor Mængde Bygningsfor-
hold hos de nulevende Dyr,
saa bliver det dog til de
historiske Overleveringer,
som gemmes i Jordskorpen,
vi maa vende os for at hente
de afgørende Vidnesbyrd
for eller imod Lærens Sand-
hed. Dersom vi havde et
mægtigt Musæum, hvor der
fandtes Eksemplarer af alle
de Former af Hvirveldyr —
for stadig at holde os til
dem —, der havde levet paa
Jorden, saa skulde det efter
Darwins Lære vise sig, at
enhver af de nulevende Ar-
ter kunde forbindes, ikke
med de andre nulevende
Arter, men med den fælles
Stamfader gennem en Ræk-
ke af talløse mellemliggende
Former Saaledes, at intet
Led i Rækken afveg mere
fra det følgende, end et Dyr
kan afvige fra sit Afkom.
Hvor nær kan vi nu i Virke-
ligheden komme til dette
Ideal?

Om vi fra hele Verden
samlede alle de Levninger
af Fortidens Hvirveldyr,
som hidtil er dragne frem
af Jordens Skød, vilde en
saadan Samling nu for det
første indeholde en ganske
uforholdsmæssig Mængde
Brudstykker; af mange Dy-
rearter kender man en en-
kelt Knogle, en Tand eller
endog kun et Fodspor og
intet mere. Alligevel vilde
Samlingen fremvise en over-
ordentlig stor Rigdom af
forskellige Dyrearter, om
hvis Bygning det var muligt
at danne sig nogenlunde

tydelige Forestillinger;
navnlig blandt Dyr, der var
beslægtede med Nutidens
Krybdyr, vilde vi træffe en
M.éngde højst forunderlige
til Dels kæmpemæssige For-
mer, der kunde give os en
Anelse om Dyrelivets Præg
i fjærne Jordperioder. Paa
Landjorden herskede den
Gang Kæmpeøgler af For-
mer, der snart mindede om
Kænguruen, snart om Giraf-
fen, snart om Elefanten, ofte
udstyrede med mægtige Ben-
kamme og undertiden saa
store, at Nutidens Elefanter
vilde være Dværge imod
dem; i Havet færdedes for-
uden Fiskene dels hvallig-
nende Øgler, dels de smækre,
indtil 20 Alen lange Svane-
øgler, hvis Hals undertiden
kunde være dobbelt saa lang
som Kroppen; og samtidig
befolkedes Luften af smaa
og store fjerløse Flyveøgler.
Det var jo imidlertid ikke
Forskellen mellem Fortid

[page] 13

og Nutid, men netop Sammenhængen
mellem dem, vi skulde søge at faa Øje
paa; men i denne Henseende staar det
nu rigtignok smaat til, om vi vil tage det
nys nævnte Darwinske Ideal-Musæum
til Maalestok; slige ubrudte Rækker, der
forbandt vidt adskilte Dyreformer gen-
nem umærkelige Overgange, vilde vi
næppe finde et eneste Sted. Vi kan der-
for paa ingen Maade paastaa, at det
Materiale, der hidtil er tilvejebragt, giver
os Reviset i Hænde for en jævn Udvik-
ling af Hvirveldyrene uden Spring.

Hermed skal imidlertid ikke siges, at
det modsatte er bevist; i »Arternes Op-
rindelse« anfører Darwin mange Grunde,
der kan tjene til at gøre den forbausende
Mangel paa forbindende Mellemformer
mere forstaaelig. Vi skal her kun frem-
hæve, at mange heldige Omstændigheder
maa samvirke, for at Rester af et Dyr
kan blive opbevarede i forstenet Tilstand
og efter Aartusinders Forløb atter blive
bragt frem for Dagens Lys. Darwin
sammenligner den Samling Aktstykker
om de levende Væsners Historie, som
vi har hentet frem af Jordlagene, med
en ufuldstændig Verdenshistorie, rf hvil-
ken vi blot har sidste Rind; af delte Rind
er der kun bevaret et kort Kapitel hist
og her og af hver Side kun et Par Linjer.
Men under disse Omstændigheder maa
vi være tilfredse, om vi blot kan skimte
en vis Sammenhæng i denne Historie.
Og holder vi os til de store grove Træk,
kan vi virkelig sige, at Jordlagenes Vid-
nesbyrd i det hele stemmer godt selv
med en vidtgaaende Udviklingslære. I
de ældste Jordlag optræder kun Fisken,
dernæst kommer de lavest staaende
Landdyr, Padderne, senere Krybdyrene
og endnu senere Fugle og Pattedyr; her
spores Saaledes en Udvikling fra det
lavere til det højere. Det samme kan
siges at gælde for Fiskeklassen taget for
sig; ligesaa for Pattedyrene, som vi sær-
skilt skal omtale i en følgende Artikel.

Hos Krybdyrene derimod har der i en
vis Forstand fundet en Tilbagegang Sted,
forsaavidt som denne Dyreklasse tid-
ligere var langt talrigere og til Dels

højere udviklet end Nutidens Krybdyr;
men hvis man tør tro, at Pattedyrene og
Fuglene er voksede frem fra Krybdyre-
nes Stamme, da er disse to livskraftige
Skud en rigelig Erstatning for de øvrige
henvisne« Grene.

Navnlig for Fuglenes Nedstamning fra
Krybdyrene er der meget, der taler. Der
kan vanskelig tænkes større Modsætnin-
ger saavel i Udseende som i Karakter
end den livlige, varmblodige Fugl og
det dorske, koldblodige Krybdyr, men
netop derved bliver det des mere mær-
keligt, at de i deres indre Rygning frem-
byder visse paafaldende Lighedspunkter,
ved hvilke de adskiller sig fra Hvirvel-
dyrenes øvrige Klasser. Imidlertid ad-
skilles dog Nutidens Fugle og Krybdyr
ved et svælgende Dyb, og det blev næppe
synderligt formindsket ved Henvisning
til Fortidens paa den Tid, da »Arternes
Oprindelse« udkom. Men kort Tid efter
opdagedes nede i Bayern i Jordlag fra
en ældre Jordperiode end den, fra hvil-
ken man hidtil kendte Fuglelevninger,
det forstenede Aftryk af et mærkeligt
Væsen, der havde Vinger og Fjerbeklæd-
ning som en Fugl, men lang Hale som
en Øgle, dog med en Række Fjer paa
hver Side af Halen. Fundet af denne
Øglefugl eller Fugleøgle vakte stor Op-
sigt og Forvirring; en anset tysk Pro-
fessor erklærede »af zoologiske Grunde<
Fundet for en Forfalskning, men op-
naaede kun at bevise, hvor farligt de!
er at stole paa den absolute Værdi af de
Systemer, Zoologerne har opstillet paa
Grundlag af Nutidens Dyreverden. For
de den Gang endnu faatallige Tilhæn-
gere af Udviklingslæren var Fundet na-
turligvis en stor Triumf. Senere Under-
søgelser har vel vist, at Archæopteryx
eller »Urfuglen«, som man har kaldt det
forunderlige Væsen, ubetinget maa reg-
nes for en Fugl, og at der endnu er en
dyb Kløft mellem den og saavel Nutidens
som Fortidens Krybdyr. Men den Om-
stændighed, at dén ældste Fugl, man
kender, tillige er den, der ligner Kryb-
dyrene mest, er dog en god Støtte for
Teorien om Fuglenes Nedstamning fra
Krybdyrene. Ogsaa mange andre Fund.
der er gjort siden Fremkomsten af »Ar-

[page] 14

VOR JORD

ternes Oprindelse!, har været Tilhæn-
gerne af Udviklingslæren højst velkom-
ne; blandt andet er Kløften mellem Ur-
fuglen og Nutidens Fugle bleven udfyldt
ved Fundet af Fugle, der ligesom Ur-
fuglen havde Tænder, men ikke Øglebale.
Vender vi os fra de fjærne forhistori-
ske Tider til det forholdsvis meget korte
Tidsrum, om hvilket
Menneskets historiske
Overleveringer beretter,
kunde vi med en vis Ret
vente dér at finde i alt
Fald enkelte afgørende
Vidnesbyrd om en grad-
vis Omdannelse af Ar-
terne, hvis der virkelig
finder en saadan Udvik-
ling Sted. Vel er gamle
Beskrivelser af Dyr næ-
sten altid ufuldstændige;
men i Ægypten træffer
vi ikke blot billedlige
Fremstillinger, men og-
saa Dyremumier saa vel
bevarede, at der kan an-
stilles en ret nøje Sam-
menligning mellem dem
og Nutidsformer. Den
Omstændighed, at man
selv her ikke har kun-
net paavise med Sikker-
hed, at der har fundet
nogen Ændring af Ar-
terne Sted, har forekom-
metmangeatvære skæb-
nesvanger for Udvik-
lingslæren, i alt Fald i
Darwins Form. Selv om der rimeligvis
er forløbet adskillige Millioner Aar, siden
Jorden blev beboelig for levende Væsner,
kan man dog ikke regne med et ubegræn-
set Antal Aarmillioner, endsige Aar-
milliarder. Fysikernes Beregninger over
den Tid, Jorden har brugt til at afkøles,
afstikker visse Tidsgrænser, som maa
respekteres. Og hvis Udviklingen over-

alt og til alle Tider foregik saa langsomt,
at 4—6000 Aar ikke frembragte tydelige
Forandringer, kan man vanskeligt tro,
at den uhyre lange Vej fra Hvirveldyre-
nes laveste til deres højeste Former
kunde være tilbagelagt i Løbet af det
Tidsrum, der virkelig kan være Tale om.
Hertil kan blandt andet svares, at i

vor Viden om saadanne Ændringer hos
Dyr i fri Tilstand i høj Grad mangelfuld
og støtter sig mest til spredte, tilfældige
Iagttagelser. Der kunde vistnok gennem
omfattende systematiske Undersøgelser
og Eksperimenter kastes langt mere Lys
over denne Sag; og det er sikkert et
Skridt i den rigtige Retning, at man en-
kelte Steder er begyndt
at foretage nøjagtige
Maalinger af forskellige
Legemsdele hos Dyr for
at kunne opdage og for-
følge smaa Ændringer.
I Ønsket om ved fort-
satte Undersøgelser at
naa til sikrere Slutnin-
ger om de levende Væs-
ners Historie bør Til-
hængere og Modstande-
re af Udviklingslæren
kunne mødes.

NEGRENE HOLDER MAALTID.

Ægypten har i det hele taget alle For-
hold holdt sig meget ensartede gennem
Aartusinder,og det er kun, naar en Dyre-
art kommer under nye Livsforhold, at
man kan vente, at dens Omdannelse ta-
ger Fart; men under saadanne Omstæn-
digheder har vi virkelig Vidnesbyrd om,
at der kan foregaa Ændringer i Løbet
af forholdsvis kort Tid. Imidlertid er

[page] 15

ARTERNES OPRINDELSE.

Af cand. mag. Helge Holst.
(Sidste Artikel.)

IV. Pattedyrene.

PATTEDYRENE er
varmblodede
Hvirveldyr, der
føder levende Un-
ger, som de giver
Die. Paa denne
Maade har man
indtil den nyere
Tid kunnet beteg-
ne og afgrænse
Pattedyrene; men
det er gaaet med
denne Definition
som med saa man-
ge andre; det har
vist sig, at den ikke
har absolut Gyl-
dighed. For hen-
ved en Snes Aar
siden blev det nem-
lig ved Undersø-
gelser af den en-

af Moderen, men der findes intet Spor
til Dievorter; Mælkekirtlerne aabner
sig blot i talrige fine Gange i Huden.
Ligesaa smaat bevendt er det med

Skelet af en Mammut og en Nutidselefant i St. Petersborgs zoologiske Museum

gelske Zoolog Caldwell fastslaaet, at Kloakdyrenes

de lavest staaende Pattedyr, de austral-
ske Myrepindsvin og Næbdyr, lægger
Æg. Ogsaa med Hensyn til de to andre
Kendemærker skiller disse Dyr, Kloak-

Ret til Benævnelsen
'armblodede Dyr; navnlig Myrepind-
svinets Legemstemperatur er paa ingen
Maade konstant, men retter sig i høj
Grad efter Omgivelsernes Varmegrad,

Huden reguleres hos andre Pattedyr.
Den Tanke ligger da nær for Tilhæn-
gere af Udviklingslæren, at Myrepind-
svinet og Næbdyret er de eneste over-
levende Repræsen-
tanter for de æld-
ste, ufuldkomneste
Pattedyr, fra hvil-
ke de andre ned-
stammer. En Mel-
lemstilling mellem
Kloakdyrene og de
højere Pattedyr
indtager i visse
Henseender Pung-
dyrene, der nu kun
lever i Australien
og Sydamerika,
men tidligere hav-
de en langt videre
Udbredelse; og om
disse véd man, at
de optraadte paa
et tidligere Tids-
punkt i Jordens
Historie end de
højere Pattedyr,

dyrene, sig betydeligt fra de højere og det synes ganske at mangle Sved-
staaende Pattedyr. Ungerne næres vel porer og de andre sindrige Indretnin-
ved en Mælkevædske, som afsondres ger, ved hvilke Varmeafgivelsen fra

hvilket stemmer godt med Teorien om
Pattedyrenes gradvise Udvikling. Man
har endvidere blandt Fortidens Kryb-
dyr fundet en Gruppe, der frembød
saa mange Lighedspunkter med Kloak-
dyrene, at flere Naturforskere har
ment her at have fundet deres og der-
med Pattedyrenes Forfædre; men an-

1902. Nr. 32.

[page] 16

dre søger rigtignok Pattedyrenes For-
fædre mellem Padderne. I det hele taget
er de historiske Vidnesbyrd om en fæl-
les Oprindelse for alle Pattedyr yderst
svage; det er mere Grunde hentede fra
indre Bygningsforhold, Læren støtter
sig paa.

Betragter
vi de enkelte            _____

snævrere         j

Grupper af
Pattedyr, da
træffer vi in-
denfor man-
ge af dem

Fortidsdyr,
der er nær

beslægtede

med Nuti-
dens, og som
først er ud-
døde i en for-
holdsvis sen
Tid, til Dels
efter at Men-
nesket havde
vist sig paa
Jorden. Nog-
le af disse
Dyr, der — i
alt Fald af |H
mange For-
skere — an-
tages at have
levet samti-. Wjf_
dig, med de

ældste Men-           * ~—.....-...........'......

nesker, var
langt større

end deres nulevende Slægtninge; i Eu-
ropa levede blandt andet Kæmpehjorte
og den kæmpemæssige Elefant Mam-
mutten, i Sydamerika Kæmpedovendyr
saa store som Elefanter og Kæmpebælte-
dyr saa store som Okser; jo længere vi
gaar tilbage i Tiden, des mere adskiller
Dyrearterne sig fra Nutidens; men in-

denfor enkelte Grupper har man kunnet
paavise en tydelig fremskridende Ud-
vikling gennem en Række forskellige
Dyreformer, i alt Fald for enkelte Le-
gemsdeles Vedkommende. Saaledes hav-
de de ældste Hjorte slet ingen eller smaa
»grenede Takker, de yngre noget mere

Skelet af Phenacodus, Hestens Stamfader?

udviklede Takker, og fra et endnu senere
Tidsafsnit kendes Hjorte med mægtige
Gevirer. En lignende Fremskriden viser
der sig hos Elefantdyrene med Hensyn
til Kindtændernes Bygning. Men der er
vistnok intet Dyr, der har sin Stambog
bedre i Orden end Hesten. I Amerika,
hvor Hesten var udryddet, da Europæ-

erne kom dertil, finder man i Jordlag af
forskellig Ælde Levninger af mange
hesteagtige Dyr. I de yngste Jordlag
træffes Hestearter, der ligesom Nutidéns
kun havde en Taa og desuden paa hver
Side af Mellemfodsbenet en Bensplint,
der kan betragtes som Rudimentet af en

Taa. Hos He-

ste fra en no-
get ældre Tid
er der i Ste-
det for disse
to Bensplin-
ter traadt vir-
kelige Tæer,
men rigtig-
nok saa
smaa, at de
ikke kan naa
Jorden. Gaar
vi længere til-
bage, forlæn-
ges disse Bi-
tæer, og der
dukker der-
næst paa For-
benet en fjer-
de Taa frem,
først kun som
en Bensplint,
derefter fuldt
udviklet.
Samtidig
nærmer og-
saa andre af
Hestens ejen-
dommeligt
udviklede
Knogler sig
mere og mere til den almindelige Patte-
dyrtype; tillige aftager Dyrenes Stør-
relse, Saaledes at den firtaaede »Hest« —
om vi tør bruge' dette Navn — ikke var
større end en Ræv. Fra endnu ældre
Tid træffer vi Levninger af et Hovdyr
med Antydning til en fjerde Taa paa
Raglemmerne og en femte paa Forlem-

[page] 17

nierne, og endelig et Hovdyr, Phenaco-
dus, med fem Tæer paa alle Lemmer;
maaske har dette Dyr eller et lignende
Væsen været Stamfader til Nutidens
Hest, noget, man ikke let vilde være fal-
det paa ved at sammen-
ligne dem uden Kendskab
til Mellemformerne. Me-
dens Fortidens Heste med
deres større Trædeflade var
egnede til at færdes paa
sumpede Strækninger, er
Nutidens Hest som skabt
til at løbe hurtigt hen over
Stepperne; som det tidlige-
re har været fortalt i »Vor
Jord«, har man hos de hur-
tigste Hesteracer ment at
kunne spore en fortsat Ud-
vikling i den Retning, Na- .           «
turen har fulgt gennem
Aartusinder. Den Formod-
ning ligger nær, at Hestens
Omdannelse til en bedre
og bedre Løber er gaaet
jævnsides med en gradvis
Udtørring af Jordoverfla-
den.

Man kan naturligvis tæn-
ke sig, at alle de omtalte
Hovdyr er skabt uafhængig
af hverandre, idet Gang ef-
ter Gang den ene Art døde
ud og blev erstattet med en
ny, der var lidt bedre Lø-
ber og lidt mindre Sump-
dyr. Men overfor den smuk-
ke Række af Mellemformer,
som forbinder det yngste
af dem, Nutidens Hest, med
det ældste, kan man vanskelig frigøre
sig for den Tanke, at der i det mindste
paa dette Punkt er foregaaet en gradvis
Omdannelse af en Dyreart i Tidernes
Løb, hvad enten nu Udviklingen'har
været ganske jævn og ledet af Naturens
Udvalg, eller den er foregaaet i Spring,

Saaledes at der af Aarsager, vi ikke for-
staar, af og til fødtes Afkom, som afveg
betydeligt fra Forældrene.

Mange, som gærne vil slutte sig til en
begrænset Udviklingslære, der kun om-

kelet og Omrids af Nutidens Hest.

fatter enkelte snævrere Grupper som f.
Eks. Hestenes, vil imidlertid nære Be-
tænkeligheder ved at udvide den til at
gælde for alle Pattedyrene, blandt andet
fordi den derved ogsaa kommer til at
omfatte Mennesket. At Mennesket i fysisk
Henseende harer til Pattedyrene, er

nemlig en Sandhed, som ingen bestrider,
og dersom man tror, at Pattedyrenes
Klasse nedstammer fra en. eller anden
lavere Dyreform, lader det sig ikke godt
gøre at undtage Mennesket. Thi alle de
Grunde for Pattedyrenes
fælles Oprindelse, der hen-
tes fra Ejendommeligheder
i deres Bygning i udviklet
Tilstand eller i Fostertil-
standen, er ogsaa til Stede
for Menneskets Vedkom-
mende; og man kan ikke i
ét Tilfælde erklære disse
Grunde for værdiløse og i
alle andre Tilfælde tillægge
dem stor Vægt.

At Mennesket skulde ned-
stamme fra lavtstaaende
Dyreformer, forekommer
mange at stride mod deres
naturlige Følelser. Men i
Virkeligheden siger en saa-
dan Lære jo blot, at det-
on! Menneskeslægten som
Helhed gælder det samme,
som vi alle véd gælder om
det enkelte Menneske, nem-
lig, at den, inden den vaktes
til Selvbevidsthed og aan-
deligt Liv, har gennemgaaet
en Udviklingsperiode. Og-
saa den Tanke, at det en-
kelte Menneske er blevet
til gennem en langsom na-
turlig Udvikling, virker saa-
rende for Følelsen, naar
den første Gang gør sig
gældende i den barnlige
Bevidsthed; men for den
Voksne, som er fortrolig dermed, for-
mindsker dette ikke i nogen Maade Li-
vets Værd og Betydning.

Den rent umiddelbare Uvilje mod
Læren om Menneskets Nedstamning er
maaske ogsaa særlig rettet mod den
Tanke, at Aberne, disse hæslige Karika-

[page] 18

særlig abeagtige, har det vist sig, at
nogle genfindes i vore Dage hos Idioter
eller under sygelige Tilstande, andre
hos nulevende, lavt staaende Racer og
atter andre endog hos sunde og nor-
male Europæere. Der foretages imidler-
tid stadig nye omhyggeligere Under-
søgelser, som tyder eller i alt Fald tydes
til Gunst for Teorien om en forhistorisk
europæisk Menneskerace, der stod me-
get lavere end selv den laveste af de nu-
levende; navnlig synes de Fund, der er
gjorte ved Spy i Belgien, vanskelig at
kunne forklares paa anden Maade. Men
da disse Undersøgelser knever en Omhu
og Sagkundskab, som kun ganske faa er
i Besiddelse af, og da tillige Striden om
dette Spørgsmaal selv i videnskabelige
Kredse har været ført med stor Hæftig-
hed, er det meget vanskeligt foreløbig
at dømme om, hvem deVhar Ret.

I det hele taget har det ikke været
Hensigten med disse Artikler at afveje
de forskellige Grunde for og imod Læ-
ren om Arternes gradvise Udvikling
mod hinanden og fælde Dom i Sagen,
men kun at antyde enkelte af de vigtig-
ste Grunde, som har ledet Darwin og
andre Naturforskere ind paa Udviklings-
læren, en Lære, der umiddelbart eller
middelbart har haft den største Ind-
flydelse ikke blot paa Biologien, men
paa de fleste Omraader af Nutidens
Aandsliv.

Foruden »Arternes Oprindelse« og 'Darwins
Liv og Breve« er til disse Artikler navnlig be-
nyttet: E. Krause: Charles Darwin, Lutken:
»Skildringer af Dyrelivet i Fortid og Nutid«,
samt W. Leche: »Några blad ur organismernes
utvecklingshistoria«, fra hvilken Billedstoffet
hovedsagelig er hentet.