[page] 1501-1502

Ja, Frederiksborgmødet bragte baade sin Glæde og sin Skuffelse. Glæde over Begtrups °g Nørregaards Foredrag, Glæde og Beundring 0ver den sidstes overmaade klare og forstaa-

ende Syn paa, hvad det i Højskolens Arbejde først kommer an paa, om ellers Livet skal blive ved at høre hjemme der.

Og Glæde og Taknemmelighed over Begtrups

Udviklingslæren paa Højskolen.

Svar til Gaardejer Christjansen, Holmsland.

[page] 1503-1504

aabne og dygtige Redegørelse for sin Stilling til moderne Tanker og deres Indvirkning paa de forskellige Aandsomraader.

Men i Forbindeise med dette sidste kom saa ogsaa Skuffelsen, thi af Diskussionen om Efter- middagen havde mange ventet sig en Del og ikke mindst efter Begtrups Foredrag. Og da den saa var forbi? Ja, Stemningen var vel for- skellig, eftersom det laa én lidt eller meget paa Sinde, men der var adskillige, og derimellem undertegnede, som fandt det meget harmeligt, at Tiden var spildt, og den gode Lejlighed for denne Gang uhjælpelig gaaet bort.

Thi Fru Kristensen-Randers havde tusindfold Ret i sine Indvendinger. Disse teologisk-filoso- fiske Spørgsmaal, som Brucker og Malling øvede deres mer og mindre klare Hoveder paa, hvad i al Verden interesserer de os i en saadan Diskussion? Henlæg dem til Studerekammeret! Vi ønskede derimod en Anvisning eller to til, hvordan vi selv skal klare os i de moderne Tankers Hvirvel, og hvordan vi skal hjælpe vore Elever dertil! Og det fik vi ikke.

Dette vilde jeg have sagt til Indledning, skønt det ikke direkte er Svar til Hr. Christjansen. Men vi er altsaa enige om, at der var en Man- gel til Stede, den, at der ikke blev givet noget Svar paa det, vi alle helst vilde have Svar paa. Hr. C. lægger Skylden hos Begtrup, men jeg opfatter ikke Begtrups Foredrag Saaledes, at det skulde gøre Rede for alle de stillede Spørgsmaal, men mere som en Indledning til Diskussionen om Eftermiddagen. Men under denne Diskussion kunde man ganske vist med Rette bebrejde ham som andre, at der ligesom fattedes Vilje og Mod til at tale aabent og klart.

Men først og fremmest synes Hr. C. baade at tvivle om, at der er Trang til et saadant Svar, og om, at det kan gives.

Og først skal det da indrømmes, at der gan- ske rigtig ingen Trang er mellem dansk Ung- dom til at faa fat i den »videnskabelige« Ud- viklingslære, Darwinismen eller hvad det skal kaldes — det, som dtr staar Skræk af for alle skikkelige Folk. Man har jo ogsaa faderlig faaet anbragt saa mange Fugleskræmsler om det Kundskabstræ, at det kun er de modigste Hjerter, som vover sig i Lag dermed. Men det er heller ikke det, Begtrup har ment, og jeg ser heller ikke, at man er berettiget til at lægge

det ind i hans Ord. Der er nær ved at gaal saa meget Djævleri i Ordet Udviklingslære, Æ man ikke kan nævne det mellem Godtfolk uden at de mistænksomt begynder at spidse: Ører. Og der kunde derfor i højeste Grad" trænges til, at én kunde sige det saa tydeligt og bestemt, at man huskede det, at TJdvik-' lingslære og Udviklingslære er to Ting og mange Ting, — som Dr. Nørregaard da ogsaa gjorde opmærksom paa. Og lad os saa dog lade være at hænge hinanden, fordi vort Sprog mangler Ord!

Den Udviklingslære altsaa, som her er Tale om, har for det første intet med Fritænkeri at gøre, skønt den selvfølgelig kan ende der, — det, som vel Hr. C. er saa bange for. Og skønt den er bygget paa Erfaringer, har den dog ikke heller foreløbig synderligt med det strengt videnskabelige at gøre, thi en viden- skabelig Udviklingslære gives ikke. Den er en Trossag, en Overbevisning.

En Overbevisning om, for at sige alt med saa faa Ord som muligt, at som der er en rigere Vanationsevne og større Udviklingsmulig- heder i hele den levende, legemlige Natur, end man før har tænkt sig, saa er der det ogsaa i den aandelige. At som det i Menneskets og Samfundets Udvikling i Hovedsagen er gaaet fra lavere til højere, ikke omvendt, saa er det ogsaa gaaet Saaledes med dette Menneskes og dette Samfunds Sjæl og Aand og de Omraader, hvor de gør sig gældende, — Moral og Religion ikke undtagen, ogsaa disse er i en bestandig Vækst fra noget lavere mod noget højere. Der er i vore Dage en dyb, urokkelig Overbevis- ning om, at de Videnskaber, som kaldes Socio- logi, Psykologi, Etik og Religionsfilosofi, har med levende Organismer at gøre lige saa vel som Plante- og Dyrefysiologien.

Man tager vel næppe fejl ved at sige, at denne Tankegang vil de fleste tænkende Men- nesker gaa ind paa. Vi er for saa vidt alle Tilhængere af Udviklingslæren, og denne Lære kan da aldrig blive »et Fag eller Emne«, som man kan indføre paa en Højskole eller lade være, den har slet intet med *Fag« at gøre, — den er noget paa Forhaand givet, som er gaaet os over i Blodet, som har bundfældet sig i vor Sjæl, og som vi alle mer eller min- dre tænker og taler ud af, hver paa sin Maade.

[page] 1505-1506

Og det har vi gjort længe, jeg ved ikke en fang hvor længe. Men Sagen er den, at det først er i den sidste Menneskealder, at det reli- giøse og det moralske er draget ind under denne Opfattelse, og først derved er Spørgs- maalet blevet brændende, — indtil da interes- serede Udviklingslæren slet ikke Folk i Almin- delighed, thi f. Eks. Spørgsmaalet om Menne- skets Afstamning har jo i Virkeligheden saa lidt med det praktiske Liv at gøre, at man rolig kan lade det ligge.

Men med Religion og Moral er det en anden Sag, thi her kommer Spørgsmaalet os ander- ledes personlig nær. Ganske vist vil og maa der altid være noget, som for os alle for bestandig staar fast, selv om ogsaa det paa en vis Maade er under Udvikling, men hvor meget? det er Spørgsmaalet. Og de, som hidtil har kunnet følges, vil paa dette Punkt' stilles i mange Af- skygninger, thi den nyere Litteratur, Bibelkritik, Filosofi o. s. v. har her vendt op og ned paa saa meget, at mange ikke længer ved, hvor- dan de er stedt i det. Og dette er i høj Grad beklageligt, thi der gaar meget i Stykker, og mangt et Livsmod faar et Knæk for bestandig under en saadan Krise. Der er derfor Grund til at minde dem om deres Ansvar, som kaster de ny Tanker ud imellem Folk; der maa fares varligt, at ikke Tabet i Overgangen skal blive større end nødvendigt, — man kan f. Eks. tænke paa den Maade, hvorpaa den gamle Helved- og Djævletro er bleven omtalt af mo- derne Aander. At denne Tros Forsvarere har baaret sig endnu mere letsindigt ad, gør ikke Sagen bedre, om det end forklarer og und- skylder noget. Og der er ikke mindre Grund til at være medfølende og mildt dømmende over for dem, som de moderne Tanker mer eller mindre har ført paa vilde Veje, i Stedet for, som det desværre oftest sker, at man ræk- ker Hovedet ud af sit Sneglehus og skælder dem ud og derpaa gudvelbehagelig trækker sig tilbage. De har jo dog været et Slags Pione- rer, som har sat deres Livsmod, og undertiden mere, over Styr derude, om ikke just for Slæg- tens Skyld, saa dog til Slægtens Gavn, thi Ar- bejdet og de bitre Erfaringer skulde jo gøres.

Thi det kan vel ikke for Alvor være nogens Mening, at man skal spærre sig af, lave sig en saadan Kalkskal, som Begtrup talte om,

som et Slags Beskyttelse mod moderne Tanker? Og det vilde forøvrigt heller ikke være muligt i vore Dage, om man saa med Hr. Christjansen ængstes nok saa meget for de moderne Syns- maader, saa vil man blive nødt til at gaa ind paa dem alligevel, og jeg kan her føje til, at han godt kunde have sparet sin Tak til Dr. Nørregaard, thi denne har aldeles ingen Ind- vending gjort mod det væsentlige i Begtrups Foredrag, for det er vel ikke Hr. G. s Mening, at Begtrup skulde have talt for en Udviklings- lære, som ikke kan forenes med Kristendom? Endvidere vilde det ogsaa være et stort Fejl- greb, om man blot prøvede at stænge Døren for de ny Tanker, thi det er aldeles ikke Slet- hed og Gudsforladthed altsammen; det er det nemmeste at lade sig det bilde ind, ganske vist, men det er næppe det klogeste. Hvor vilde det dog være skønt og herligt, om vi efterhaanden maatte lære at finde den lykke- lige Mellemvej mellem dette, mistænksomt og stædigt at spærre sig af, og saa det at lade sig rive med af enhver »moderne« overfladisk Strømning. Maa jeg have Lov at citere med Begtrup:

»Helten ej med Strømmen følger,

paa ham brydes Tidens Bølger,

over ham vel Skummet gaar,

men forsølver kun hans Haar I«

Nu ja, der er mange, der er gaaet mere end Skum over, som har lidt Smerte og Tab under Kampene, men mon de ikke alligevel vilde føle det som et mangfoldigt større Tab, om de nu skulde give Slip paa den Rigdom, som den sidste Menneskealders Aandsarbejde har bragt os?

Her er da næppe nogen anden Vej at gaa end den, Begtrup antydede, og som Grundtvig i sin Tid gik: At prøve at arbejde de moderne Tanker sammen med sin Kristendom. Men hvem kan gøre det? Jeg mener gøre det, ikke til eget Husbehov, men saa enfoldigt og genialt, at vi alle slaar Følge. Hvor er Manden eller Kvinden med det geniale Blik, som straks aner, hvad og hvor meget af det ny der er Leve- værdi i for mange Slægtled, og hvad der maa renses ud som Slakker? Ikke faa begynder at spejde efter den, her skal vise Vejen, og en- kelte har gjort det længe.

Men naar Nøden er størst, naar det ikke længer er de enkelte, men de mange, som læn-

[page] 1507-1508

ges og spørger, da vil der opstaa en Profet i Israel, som paany vil vende Folkets Tanker mod Herren, inderligere og sandere end før! Hvis jeg ikke troede det, saa vilde jeg ikke bryde mig om at arbejde og leve en eneste Dag længer.

Foreløbig er det dog næppe ret mange, der spørger; der er flere, der ængstes. Og de spørgende findes endda kun undtagelsesvis mel- lem Højskolens Elever, og hvor skulde det og- saa være anderledes i vore Dage, da Folk har den mærkværdige Opfattelse, at de unge^skal paa Højskole i 17—20-Aars Alderen? Og naar der derfor spørges, om vore Elever har Brug for de ny Tanker, saa er jeg nærmest tilbøje- lig til at sige nej, de har i al,Fald næppe be- vidst Brug for dem. Men nogle er der jo, der har det, og heller ikke har man Lov til at lade

ude af Betragtning, at mange flere, forhaabent- lig, vækkes ved deres Højskoleophold, og saa kan de ikke undgaa senere at møde disse Tanker, og vel os, om vi da havde evnet at give dem Betingelser for at komme lykkelig og vel over Krisen, — for hvem den da kom- mer, thi de fleste vil heldigvis ganske ubevidst efterhaanden arbejde det ny sammen med det gamle.

Det var da sikkert paa Tide at faa Spørgs- maalet drøftet: Hvordan skal en saadan Oplys- ning bringes? hvis en saadan Drøftelse i det hele taget kan bringe noget Udbytte. Og det skulde helst gøres paa en mere praktisk Maade, end det blev paa Frederiksborgmødet.

Vinding Højskole, 2. November 1904.

Søren Alkærsig.