[page] 440

Den kristne Børnelærdom.

(Nogle Bemærkninger i Anledning af Vilh. Rasmussen: »Udviklingslæren og

Folkeskolen«).

Hr. cand. Vilh. Rasmussen, der synes at have gjort sig det til Opgave at udrydde Kristendommen af det danske Folk (en Opgave, der dog sikkert vil vise sig at overstige hans Evner!), retter i Oktoberheftet af »Vor Ungdom« et voldsomt Angreb paa den kristne »Børnelærdom«. Angrebet fremkom- mer som et Led i Artiklen »Udviklingslæren og Folkeskolen«, saa det tilkom vel nærmest Folkeskolen selv at tage til Gen- mæle, hvad muligvis ogsaa nogle af dens Repræsentanter har i Sinde at gøre; men Spørgsmaalet »den kristne Børnelærdom« er af saa gennemgribende en Betydning, og Hr. Rasmussens Angreb er saa skarpt og bittert og tillige holdt i en saa affejende og overlegen Tone, at jeg finder, det bør imødegaas fra saa mange Sider som muligt. Det kan jo nemlig ikke nægtes, at jo mere overlegent og selvsikkert en Mening bliver fremsat, des lettere vinder den Tiltro blandt det store Flertal, og det skulde aldeles ikke undre mig, om mangen en Læser har ladet sig overbevise om Angrebets Berettigelse alene ved Hr. Rasmussens Brug af saa stærke Ord som »falske Lærdomme«, »Fortielse af fastslaaede Sandheder« o. s. v. Ja, og saa ved Brugen af Ordet »Videnskab«. For er der noget, Folk i vore Dage bøjer sig for med overtroisk Tilbedelse, saa er det for alt, hvad der møder op med Paaskriften »Videnskab« eller videnskabeligt bevist«. Mon ikke Videnskaben er ved at blive Tidens Gud? Eller skulde det være Mennesket selv, Menneskeaanden, Menneske- tanken, der kræver og faar Tilbedelsen? — En fattig Gud i Sandhed!

Nu, Ære være al virkelig Videnskab og al alvorlig Forsken! Ære være ikke mindst Naturvidenskaben for alt, hvad den har virket til Fremskridt og Udvikling! Jeg er ganske enig med Hr. Rasmussen i, at Naturfagene kunde og burde have en ander- ledes Plads i vor Skole, end de hidtil har kunnet opnaa, og jeg er aldeles ikke bange for Udviklingslæren, hvis den anven- des med Skønsomhed og holder sig til, hvad der virkelig er bevist. Men dette er desværre langt fra altid Tilfældet. — Mon der ikke skulde være en dyb Sandhed i de kendte Ord af Bacon: »Dette tør jeg forsikre i Anledning af Naturkundskaben, at en Smule Naturfilosofi og den første Fordyben i denne vil føre Sindet henimod Ateismen; men paa den anden Side vil en

[page] 441

fremskreden Naturfilosofi og et grundigt Kendskab til denne igen bringe Menneskenes Tanker tilbage til Religionen«. Mon ikke de stærke Angreb paa Religionen, i dette Tilfælde paa »Børnelærdommen«, skyldes Manglen paa Dybde og Alvor — baade i Naturstudiet og først og fremmest i Studiet af denne samme »Børnelærdom ?«

Men det var selve Angrebet! Hr. Rasmussen fremdrager tre Sider af den kristne Børnelærdom: Skabelsesberetningen, Synde- faldet og hele den kristne Verdensbetragtning. Som Kilde til sin Viden om Folkeskolens Undervisning i Børnelærdommen nævner han en Bibelhistorie, der almindeligt benyttes. Det er jo nu imidlertid ikke givet, at man alene ud fra en Lærebog kan danne sig en rigtig Forestilling om en vis Undervisning; men jeg skal ikke udtale mig nærmere om Folkeskolens Reli- gionsundervisning, dertil er jeg ikke tilstrækkelig kendt med den. Jeg skal derimod søge at imødegaa det tredobbelte Angreb.

Først Skabelsesberetningen. Den ulykkelige Skabelsesberet- ning! Altid er det den, der først angribes og angribes med en forbavsende Energi. Hvad er det da, f. Eks. Hr. Rasmussen, siger om den? At den »er i afgjort Strid med moderne viden- skabelig Anskuelser«, at den »som Videnskab er usand fra først til sidst« o. s. v., o. s. v. Men hvori er det da, den støder saa afgjort imod de videnskabelige Beviser (vel at mærke, de virke- lige Beviser, ikke blot de kunstigt konstruerede) ? Ja, mod Ker- nen i Skabelsesberetningen, det, som det er os en Livssag at lære vore Børn: »I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden«, derimod har Videnskaben intet Bevis. Men har den i det hele taget nogen Forklaring at give paa Oprindelsen af Himlen og Jorden? Hvor ingen Forklaring gives, kan der dog ikke tales om Modstrid mod Beviser. Og saa den egentlige Beretning. Forstaar dog Hr. Rasmussen og hans ligesindede ikke, at det hele er en storslaaet Illustration til ovennævnte for den kristne Bevidsthed usvigelige Sandhed? Har de glemt det Ord, der ogsaa hører til »Børnelærdommen«, og som Børn meget hurtigt opfatter, at »een Dag er for Herren som tusinde Aar og tusinde Aar som een Dag«, at det ikke kommer an paa at indsnævre Tanken indenfor de faa Dages og de enkelte Arters Ramme, men paa netop i Billeder, som ligger Barnet nær, at vise det Guds uendelige Storhed i hans Skabnings Mangfoldig- hed. Hvor i Skabelsesberetningen staar der, at »Husdyrene blev skabt fiks og færdig?« Paa hvilket Punkt udelukker den Hensigtsmæssighedens Lov o. s. v., o. s. v.? Jeg ser det ikke; men jeg ser ganske vist heller ikke med Hr. Rasmussens Briller?

Og saa Beretningen om Syndefaldet. Den skal være »en udsøgt Haan imod Mennesket«, fordi den fortæller os, at »Mennesket engang i Fortiden var højt ophøjet«, men nu er sunket ned til at blive »end ikke en Skygge af sin fordums Herlighed«. Og overfor denne Haan kan ikke engang »det

[page] 442

nye Testamentes Løfte om en anden og større Herlighed« blive andet end en »ny Fortvivlelsesgrund; ti naar alt det teologiske Væv skydes til Side, staar Mennesket ogsaa i det ny Testa- mentes Lys som den ynkelige, den fornedrede, den ved egen Evne intet formaaende«. Det er nu ikke godt at vide, hvad der menes med »det teologiske Væv«; men det faar staa hen. Og hvad angaar det ynkelige, det fornedrede, ja, da maa dog ethvert alvorligt Menneske indrømme, at der sandelig er nok af det blandt Menneskene den Dag i Dag, og at vi blot be- høver at gribe i vor egen Barm for at finde vor Part deraf. Men det ny Testamente bliver ikke staaende derved. Hvor i Verden findes der en stærkere Spore til Fremgang og Udvikling end netop i det ny Testamente! Og hvor møder vi et gladere Sejrsudbrud end i Pauli Ord: »Jeg formaar alt — i Kristus«, ja ganske vist: den menneskelige Evne alene naar nu engang ikke ret vidt i Kampen mod det ynkelige, det fornedrede; det burde dog være en Erfaring, vi alle har gjort. Og hvorfor skal det kaldes en Haan imod Mennesket, at vi er undfanget i Guds Tanke, dannet i Guds Billede og født ved Guds Ord. Mig fore- kommer det at være den højeste Ære for os. Ganske vist, for den, hvis Tanke og Forhaabning ikke naar længere end til Gravens Støv eller Krematoriets Aske, for ham maa det være en Fortvivlelse at skulle tænke sig, at Mennesket ved egen Skyld har forspildt den ophøjede Tilværelse, hvortil det var skabt. For den Kristne derimod er denne Tanke vel ydmygende, men dog tillige en Spore til at sætte Livet ind paa at vinde tilbage til »det tabte Paradis«. Men Hr. Rasmussens Hovedanke mod Beretningen er dog maaske den, at det dybe Fald sker ved, at Mennesket »giver efter for en Grunddrift i sin Natur«: Trangen til Kundskab. Kunde det dog mon ikke tænkes, at denne Grund- drift havde kunnet tilfredsstilles paa anden Maade end netop ved at lære »det onde« at kende? Alt, hvad Gud havde skabt, var jo »saare godt«. Mon da ikke Mennesket vilde have været lykkeligere, hvis aldrig noget ondt havde faaet Indpas paa Jor- den? Jeg indser aldeles ikke, hvad »overraskende« der er i at meddele Fortællingen om »Kundskabens Træ paa Godt og Ondt« netop i Skolen. Børnene faar meget tidligt en Fornem- melse af, at ikke enhver Kundskab er værd at eje, og at, naar det nu er vigtigt for os ogsaa at vide Besked om de onde Kræfter i Verden, da er det, fordi disse netop efter Syndefaldet har vun- det en skæbnesvanger Magt over os og maa bekæmpes.

Men endelig angriber Hr. Rasmussen hele den kristne Ver- densbetragtning, navnlig den »Grundanskuelse, at Mennesket er Tilværelsens Maal og Mening«, og at Mennesket har »en Sær- stilling udenfor Naturen«. I Anledning af det første Punkt er- klærer han, at »man i Skolerne indprenter en Mængde falske Lærdomme som ubetingede Forudsætninger, samtidig med at man fortier fastslaaede Sandheder«. Hr. Rasmussen skyldte dog

[page] 443

virkelig sine Læsere at oplyse os om, hvad det er for »falske Lærdomme« og »fastslaaede Sandheder« han mener. Han vil dog vel ikke insinuere, at Skolen gennem »Børnelærdommen« bibringer Børnene den Forestilling, at »Jorden er en flad Klode«, eller at den er større end de andre Kloder o. lign. Heller ikke kan Hr. Rasmussen paastaa, at Kirken eller »Børnelærdommen« hævder Mennesket som Midtpunkt for hele Tilværelsen. Men at Mennesket, paa denne Jord, er Guds ypperste Skabning, ja, det hævder den; og at Mennesket i den Forstand indtager en »Særstilling udenfor Naturen«, at det har en udødelig Sjæl og skal fortsætte Tilværelsen i »Evigheders Evighed«, ja det er Summen af den kristne Børnelærdom. Og derimod formaar Videnskaben ikke at føre noget Bevis. Men dette turde dog maaske være en fuldt saa »opmuntrende og æggende Tanke« som Udviklingslæren efter Hr. Rasmussens Mening skal være. »Det er alene Hensynet til Børnene og deres Fremtid, der skal være bestemmende for, hvad de skal lære i Skolen, og hvorledes de i det hele skal opdrages«, siger Hr. Rasmussen. Det er netop, fordi jeg er saa uendelig enig med ham i dette, at jeg ikke kan lade være med saa indtrængende som muligt at sige ogsaa til Folkeskolen: Hold dog den kristne Børnelær- dom i Ære! Lad Børnene se, at alle Ting har sin Oprindelse i den almægtige Gud og Fader, at Mennesket vel ved sin egen Synd har forspildt den Herlighed, som var det tiltænkt, men at Maalet for dets Fremtid er at vinde Herligheden tilbage, ganske vist kun i ufuldkomment Maal her paa Jorden, men i sin Fylde, naar det evige Liv aabenbares.

Silkeborg i Novbr. 1904.                                         Astrid Blume,

Seminarielærerinde.