[page] 436

436

Udviklingslæren og Folkeskolen.

(En Replik).

De Dage er jo længst forbi, da det enkelte Menneske saa* at sige kunde tilegne sig hele sin Tids Viden, og det er ofte kun et lille Udsnit af Menneskehedens samlede Kundskaber, som selv Videnskabsmanden formaar at tilegne sig. Man skulde synes, at det maatte være temmelig utilfredsstillende for et Menneske at vide, at der uden for hans Horisont befinder sig et saadant stort ukendt Land, hvor andre Mennesker har hjemme; men i Reglen hygger man sig forbavsende godt hver i sin Krog. Enhver er tilbøjelig til at tro, at netop han har faaet fat i det allervæsentligste, og selv om han kun er hjemme paa et ganske specielt Omraade, forekommer hans Viden ham dog at være afrundet paa den allerfortræffeligste Maade. For Historikeren bliver det naturligt at underlægge alt et historisk Synspunkt, for Æstetikeren er Kunsten det, der giver Menneske- livet Værdi, og for Hr. cand. mag. Vilhelm Rasmussen er Naturvidenskaben, specielt Naturhistorien, det ophøjede Stade, hvorfra alt overskues. Kvintessensen af Naturhistorien er atter Udviklingshypotesen; ved Hjælp af den løser Hr. R. alle Livets Gaader, og ud fra den dømmer han Himmel og Jord.

Det er ikke min Hensigt med disse Linier at opponere mod Udviklingshypotesen, men kun at nedlægge en Ind- sigelse over for nogle af de Konsekvenser, Hr. R. drager af sit Standpunkt. Jeg har en personlig Formodning om, at Udvik- lingslæren i Hovedsagen er rigtig, selv om jeg ikke anser den for bevist, men jeg sidder sikkert ikke inde med Hr. R.s. Sagkundskab paa dette Omraade, og jeg kender neppe saa mange Mellemformer som Hr. R. I Boghandlervinduerne har jeg dog set Billedet af Menneskeaberne, der optræder i Hr. R.s sidste Bog;, de saa virkelig ganske tiltalende ud, og jeg vilde gerne have gjort deres personlige Bekendtskab.

Naar Hr. R. derimod giver en Fremstilling af Kristen- dommen, føler jeg mig mindre imponeret af hans Sagkund- skab. Hr. R. har engang i en ikke videre interessant Diskus- sion i Studenterforeningen afgivet den Erklæring, at Bekæmpel- sen af Kristendommen altid var et Hovedformaal for hans Virk- somhed. I et Felttog gælder det jo imidlertid om at kende Fjenden og hans Planer saa godt som muligt; men Hr. R. har paa dette Punkt været altfor forsømmelig.

I al moderne Kristendom — de tidligere Tiders Opfattelse kan man jo gaa let hen over — sondres der bestemt mellem selve

[page] 437

den kristelige Livsanskuelse og det Verdensbillede, som de første Kristne havde tilfælles med Oldtidens Hedningeverden. Der findes altsaa intet specielt kristeligt Verdensbillede, og kun de Ord i Bibelen, som har religiøs Betydning, sætter den Kristne i Forbindelse med en guddommelig Aabenbaring. I Skabelses- beretningerne har det Saaledes kun religiøs Betydning, at Gud er Verdens og Livets Ophav, og at Mennesket staar Gud nær- mere end den øvrige Skabning. Der er religiøst set intet stødende i at tænke sig Menneskedyret udviklet af andre Dyreformer, naar man kun fastholder, at da Menneskedyret blev til Menne- ske, skete der et Under, det omskabtes ved Guds direkte Indgriben i Guds Billede, idet det fik en levende Sjæl, det ud- rustedes med Fornuft og fri Vilje og fik derved et saa stort Fortrin for Dyrene under Kampen for Tilværelsen, at det mere og mere kunde gøre sig Jorden underdanig.

Vi Kristne fastholder altsaa Underets Mulighed o: vi mener, at Gud kan gribe ind i Verdensløbet, kan indføje nye Kræfter ved Siden af de af ham selv satte mekanisk virkende Natur- kræfter, og ligesaa tillægger vi Mennesket en Evne til Selv- bestemmelse, en fri Vilje, som begrænser dets Afhængighed af den mekaniske Natursammenhæng. — Altsaa, Kristendom- men er ikke i Strid med Udviklingslæren, for saa vidt denne ikke udelukker al guddommelig Indgriben; men som al virke- lig religiøs Livsopfattelse staar Kristendommen i absolut Mod- sætning til den mekaniske Verdensopfattelse.

Men Striden mellem den mekaniske og den religiøse Ver- densopfattelse kan ikke afgøres ved de naturhistoriske og de geologiske Fund, og det nytter heller ikke, at Videnskabsman- den paaberaaber sig sin Metode. Selv om den moderne viden- skabelige Metode, der over alt kun spørger om Aarsag og Virk- ning, er den eneste mulige, selv om den har ført og vil føre til de betydningsfuldeste Resultater, er det dog derfor ikke givet, at man ved dens Hjælp kan løse alle Tilværelsens Problemer. Før Videnskaben har lagt hele Verdenssammenhængen frem til almindeligt Eftersyn og Verdensløbets fremtidige Facit er regnet ud, er der intet Bevis ført for den mekaniske Verdensopfattel- ses Rigtighed. Indtil da har enhver Ret til at tage sit Stand- punkt, som hans Samvittighed byder ham det, og man har ikke Lov til at kalde Kirkens Lærdomme falske, fordi dens Til- hængere føler sig overbevist om, at et saadant Bevis allerede af principielle Grunde aldrig vil kunne føres.

Hr. Vilh. Rasmussen synes selv at have en Fornemmelse af, at Argumenterne ikke strækker til, og derfor taler han be- gejstrede Ord til vor Følelse om sin »løftende Verdensansku- else«. Han finder — hvor utroligt det end lyder — at Menne- sket vinder i Værd ved at erklæres for et uselvstændigt Led af Naturens store Helhed. — I sin nylig udkomne Etik gør Professor Kro man Spørgsmaalet om den mennneskelige Frihed til

[page] 438

Genstand for en meget skarpsindig Undersøgelse. Han forsvarer her Antagelsen af en begrænset Selvstændighed («relativ Deter- minisme«) og udtaler sig tilslutning Saaledes: »Mennesket er i Følge denne Forudsætning et mægtigere, af Naturlovene mere uafhængigt Væsen. Det kan baade yde og forsømme mere, og det etiske maa derfor, om man saa maa sige, faa en større Dybdedimension ...« Hr. R. har trods alt ogsaa en Fornem- melse af, at Mennesket ud fra hans Standpunkt bliver stærkt reduceret, idet han senere taler om, »at Tilbøjeligheden til Selvovervurdering faar et alvorligt Tilhold!« Naar Naturviden- skaberne doceres Saaledes, som Hr. R. ønsker det, nærer jeg derfor en stærk Tvivl om, at Eleverne derved skulde faa »ud- viklet Selvtillid, Selvstændighed og Mod til at tænke selv og handle paa egen Risiko«.

Ligesaa uheldig er Hr. R., naar han taler om den Guld- alder, som den mekaniske Verdensopfattelse stiller Mennesket i Udsigt, medens han beskylder Kristendommen for at betragte »Guldalderen« som noget forbigangent, der aldrig vender til- bage. Denne sidste Beskyldning er aabenbart lige saa urigtig som flere af de andre Beskyldninger, der rettes mod Kristen- dommen. Forholdet mellem babyloniske Kilder og Mosebøger- nes første Beretninger er endnu ikke videnskabeligt fastslaaet. Kirkens Mænd fortolker ikke Syndefaldsberetningen Saaledes, at Kundskaber skulde være Gud en Vederstyggelighed, og Kri- stendommen lærer ganske vist, at Mennesket har sit Formaal i sig selv (hvilket er den nødvendige Forudsætning for en virke- lig human Etik), men den siger os intet om, »at Mennesket er Tilværelsens Maal og Mening«. Kristendommen lærer os over- hovedet intet om Universets forskellige Kloder, men derimod om Vejen, ad hvilken Mennesket kan frelses. Hvorledes den Herlighed, der stilles Mennesket i Udsigt, kan blive »en ny Fortvivlelsesgrund«, vilde det være interessant at faa nærmere forklaret. Derimod kunde den mekaniske Verdensopfattelses Fremtidsperspektiv nok blive en Fortvivlelsesgrund; thi det gaar jo ud paa, at den begyndende Skorpedannelse paa Solen vil forringe Varmeudstraalingen, saa at til sidst alt Liv paa Jor- den vil fryse bort. Det er den »Guldalder«, der afslutter Menneskeslægtens hensigtsløse Tilværelse, hvis der ikke findes en Gud, der ved sin Indgriben leder Udviklingen mod et højere Maal.

Hr, R. skriver, at »det er en opmuntrende og æggende Tanke, at Maalet hører Fremtiden til og stadig rykker fjernere og fjernere, jo større Tilnærmelsens Hast vokser«. I denne Ud- talelse, som Forfatteren ogsaa tidligere har fremsat, findes del- en Mængde Urimeligheder. Det er i sig selv meningsløst at tale om Maal, naar man kun anerkender mekaniske Aarsager, eller for at bruge et Udtryk af Hr. R.: Maalet er en Glose, »der til- digter Hensyn, som Naturen ikke kender«. Et Maal danner Af-

[page] 439

slutningen for Bevægelsen og kan derfor ikke selv bevæge sig. At et Maal rykker fjernere, betyder saameget som, at man selv gaar tilbage, thi en Bevægelse maa vurderes ud fra dens For- hold til Endemaalet. Det, at man fjerner sig fra Maalet desto hurtigere, jo mere man skynder sig hen imod det, kan kun betragtes som en tantalisk Skæbne, der maa virke nedslaaende og sløvende, ikke »opmuntrende og æggende«. Iagttagelserne af det virkelige Liv tyder heller slet ikke paa, at Hr. R.s Livs- opfattelse fremkalder Frihed og Frejdighed, og det er vanskeligt at tage Hr. R. helt alvorligt, naar han erklærer, at han øser Livsmod af den Tanke, at Fremtidens Mennesker engang vil betragte ham med samme Øjne, hvormed vi betragter en Abekat. Det vilde være fristende ogsaa at nedlægge en Indsigelse mod nogle af Hr. R.s Bemærkninger om Folkeskolen og dens Arbejdsmaade. Folkeskolen omfatter som bekendt mange forskellige Slags Skoler, og paa dem, jeg kender, passer Hr. R.s Karakteristik i alt Fald ikke. Dog, det vilde tage for stor Plads at komme nærmere ind paa dette. Jeg vil derfor indskrænke mig til at bemærke, at den »Tungefærdighed og Varme«, hvor- med den 14aarige Dreng i den førstanførte Stil skildrer Darwi- nismen, gør alt for meget Indtryk af at skyldes »en ydre Fer- nisering«, løvrigt er jeg — ogsaa i Religionstimerne — lige saa vel som Hr. R. en Ven af den fri Diskussion.

Holten Liitzhøft,

Kommunelærer.