[page] 1

Udviklingslæren i Nutiden.*

Af Dr. phil. Eug. Warming.

Atter har Frue Kirkes Klokker kaldt en talrig Skare til Fest
i denne Sal, til den Fest, som Universitetet for snart 300
Aar siden knyttede til Mindet om den 31. Oktober 1517, da Luther
opslog sine 95 Theses paa Kirkedøren i Wittenberg, hvilket blev
Udgangspunktet for Reformationen. Vi mindes Morten Luther
som den djærve Aandens Kæmpe, der under haarde Sjæle-
kampe, sat i Ban og i Rigets Acht stred med Mund og Pen for,
hvad han ansaa for den eneste Sandhed; vi mindes ham som
den Frihedens Forkæmper, der sønderrev de Baand, hvormed
Pavedømmet havde bundet det kristne Trosliv, og som den store
Reformator, der rensede Kirken for meget af det usunde og
usande, der havde hæftet sig ved den, og som tændte "det Lys,
der nu har i snart fire Sekler funklet" .

For mig som Naturhistoriker vil det imidlertid være van-
skeligt at sige noget om Luther og Reformationen, som ikke er
sagt før, ogsaa fra denne Talerstol. Jeg benytter mig da af
den Tilladelse, som er givet til at vælge et andet Æmne, og
retter ved en naturlig Idéassociation Tanken fra Luthers Re-
formation af det aandelige Liv til den Reformation af vore
Anskuelser om det fysiske Livs Oprindelse og dets Udvikling,
som er knyttet til Tiden omkring 1860 og til Navnene Pasleur
og Darwin.

En af de store Gaader, som fra de ældste Tider har sysselsat
det tænkende Menneske, er Spørgsmaalet om Livets Oprindelse

* Tale holdt ved Universitetets Reformationsfest d. 17. November 1904, og her
gengivet i en lidt fyldigere Form end den, hvori den af Hensyn til Tiden maatte
holdes, samt med et Par mindre Ændringer.

Dansk Tidsskrift. VII.                                                                                       50

[page] 786

Udviklingslæren i Nutiden

her paa Jorden. Hvordan er i vore Dage Videnskabens Stand-
punkt til denne Sag?

At Livet har haft en Begyndelse her paa Jorden, er sikkert;
ti Liv var umuligt, saa længe Jorden var en glødende Masse.
Men derefter? traadte Kulstof og Kvælstof, Ilt og Svovl og
mange andre Grundstoffer, som nu findes i de levende Legemer,
da af sig selv sammen og dannede den første Organisme? eller
var der en uden for det døde Stof staaende Kraft, som blæste
Livets Aande i det?

Lige fra Oldtiden har der været Folk, som troede, at Mad-
diker, Mus, Aal, ikke at tale om Indvoldsorme og mange andre
mindre Dyr opstod uden Forældre af de raadnende Masser eller
af Søernes Dynd eller Dyrenes Indvolde. Denne Tro var vel
ved at tabe sig noget, da Opfindelsen af Mikroskopet for ca.
300 Aar siden gav den ny Næring; ti hvorfra skulde vel det
Mylr af smaa Organismer være kommet, som man f. Fks.
saa udvikle sig i Vand, der hældtes paa dødt organisk Stof,
hvis de ikke opstod ved Selvdannelse, ved "generatio spon-
tanea". Kampe førtes for og imod Selvdannelseslæren i de føl-
gende Aarhundreder, og endnu i 1859 ser vi en fransk Viden-
skabsmand, Pouchet, publicere et Værk om "la generation spon-
tanée", hvis Eksistens han mente at have bevist. Da udsatte
Pariserakademiet i 1860 den Prisopgave: at forsøge ved nye,
uigendrivelige Eksperimenter at kaste Lys over Spørgsmaalet
om Selvdannelse. Louis Pasteur tog Spørgsmaalet op, skønt
ansete Mænd raadede ham fra at spilde Tid paa sligt Arbejde.
Snart forelaa hans afgørende Forsøg; med Sikkerhed og Klarhed
kunde han udtale: Selvdannelse er en Kimære; aldrig vil Læren
om Selvdannelse rejse sig efter det dræbende Slag, som dette
enkle Eksperiment har tilføjet den. Pasteurs Eksperiment var
simpelthen det, at han først dræbte de levende Organismer, der
fandtes i et givet Stof, og derpaa hindrede andre i at udsaaes
i det; skønt Stoffets Evne som Næringsstof for levende Væsener
var uforandret, opstod der nu intet Liv i det.

Fire Aartier er forløbne siden Pasteurs epokegørende Ar-
bejde; Tusinder og atter Tusinder af lignende Forsøg er udførte
og udføres daglig i de mange bakteriologiske og gæringsfysio-
logiske Laboratorier, som er opstaaet siden hin Tid, og alle

[page] 787

Udviklingslæren i Nutiden

bekræfter de hans Resultat. Det staar nu fast som en af Bi-
ologiens allersikreste Sætninger, hvad Harvey og Virchow har
udtalt, hver paa sin Vis: Alt Levende stammer fra andet Levende
("omne vivum ex ovo", "omnis cellula e cellula"); selv den
mindste Bakterie stammer fra en anden Bakterie. Videnskaben
kender absolut intet til forældreløse Organismer i Nutiden.

Men nu i Fortiden? hvordan opstod de allerførste levende
Væsener i hin uendelig fjærne Tid, da Livets Dag gryede paa
Jorden? Der er jo dem, der gerne vil opretholde Troen paa,
at i alt Fald disse opstod ved Selvdannelse af det døde Stof;
Zoologen Weismann f. Eks. hører til dem, der hævder, at Selv-
dannelse er en logisk Nødvendighed; men han bekender, at
vi ikke begriber, hvorledes kemiske Forbindelser pludselig
aabenbarede Egenskaber, som vi ellers aldrig nogensinde har
iagttaget hos dem, nemlig Vækst, Følelse, Stofskifte, Forplant-
ning, Bevægelse m. m. Naar Videnskabsmænd som Lord Kelvin
og Helmholtz har sluttet sig til den Tanke, at de første levende
Væsener blev bragt til Jorden fra andre Himmellegemer, da
er dette selvfølgelig kun at skyde Spørgsmaalet længere ud, men
det viser, som Reinke bemærker, bedre end noget andet, at de an-
ser Læren om Selvdannelse for redningsløst fortabt.

Nutidens Standpunkt er da dette: Videnskaben kender intet
Eksempel paa, at levende Væsener er opstaaet forældreløst af
det livløse Stof; Videnskaben har ikke rokket ved Bibelens første
Ord: I Begyndelsen skabte Gud Himlen og-Jorden.

Det næste Spørgsmaal, som fremstiller sig for os, bliver
dette: Hvordan opstod alle disse uendelige Mængder af Dyre-
og Planteformer, som, efter hvad Forsteningslæren viser, frem-
kom og levede her paa Jorden til meget forskellige Tider, eller
som lever her endnu?

Nutidens Standpunkt er følgende: Der er næppe en eneste Bi-
olog af Betydning, som antager, at de fremkom uafhængigt af
hverandre, være sig ved Særskabelse eller ved Selvdannelse;
Læren om Arternes Uforanderlighed er forladt; Udviklingslæren
har sejret; den gennemsyrer Biologernes Arbejder, og den er den
Arbejdshypotese, som danner Baggrunden for deres Undersø-
gelser. At alle disse Dyr og Planter er fremkommen ved en

50*

[page] 788

Udviklingsproces, der har varet uafbrudt fra Livets første
Begyndelse og til den Dag idag, dette er en almindelig Antagelse,
men den hviler i Virkeligheden kun paa Analogislutninger og ln-
diciebeviser; den er en Antagelse, som vel tilfredsstillende for-
klarer os Kendsgerningerne, men den er en Trossag; et fuldgyl-
digt Bevis for Descendenslærens Rigtighed er der ikke Tale
om. Descendens er "et Aksiom", siger Reinke, altsaa en Sand-
hed, der ikke kan bevises.

Naar vi da nu ser Biologerne føre mange ivrige Kampe om
Descendenslæren, saa er det altsaa ikke dens Sandhed i Alminde-
lighed, om hvilken de strides, men dels Enkeltheder, som
Specialforskningen fremdrager, dels og især Aarsagerne til
Udviklingen, Maaden eller Maaderne, paa hvilke Udviklingen
er sat i Værk, de drivende Kræfter, de Love og Faktorer, der
behersker og regulerer den.

Flere Udviklingshypoteser har set Lyset i Tidens Løb; Dar-
winismen er en af dem. Det er ganske almindeligt at se
Descendenslæren i al Almindelighed blive kaldt Darwinismen;
men dette er en Fejl; ti Darwinismen er kun en enkelt Form
af Descendenslæren, nemlig den for Darwin særlig karak-
teristiske Udviklingshypotese, i hvilken Midtpunktet er Selek-
tionen. Ved Selektion forstaar Darwin det, at Naturen blandt
de mangfoldige Former, som fremkommer, udvælger dem, der
passer bedst til Forholdene, dem, som er de nyttigste eller mest
hensigtsmæssige.

Ved denne Udvælgelse forklarer Darwin altsaa denne vid-
underlige Harmoni mellem Organismerne og Yderverdenen, den
,,Tilpassethed", som særlig vi Naturforskere støder paa ved
hvert Skridt i Livet, ved den enkelte Celle eller de laveste
encellede Organismer ikke mindre end ved de højest organi-
serede.

Det var denne Hensigtsmæssighed, som Darwin selv paaviste
paa konkrete Omraader, navnlig ved store Arbejder over Bygnin-
gen af Blomsterne, af de insektædende Planter, af Slyng- og
Klatreplanterne m. m. — Undersøgelser, der er saadanne Me-
sterværker, at de alene vilde gøre hans Navn berømt, selv om

[page] 789

han ikke havde ydet andet; ved disse førte han Videnskaben ind
paa en ny og yderst frugtbar Retning i Forskningen, den som nu
oftest kaldes den biologiske eller den økologiske, og som efter-
haanden har sat sit Præg paa Formlæren (Morfologien og Anato-
mien) og Plantegeografien osv., ja endog spores i Skoleunder-
visningen — men som jo desværre ogsaa har fremkaldt en Del
ganske overfladiske Spekulationer over, hvad Tingene nytter
til, Spekulationer, der minder om Voltaires Ord: Næsen er til
for at bære Briller, eller om Manden, der saa Guds Visdom deri,
at han havde ladet de store Floder løbe forbi de store Byer.

Darwins Maal var imidlertid langt mere vidtrækkende end
det blot i bestemte Tilfælde at paavise Tilpassetheden i Naturen,
d. e. den hensigtsmæssige Tilstand; hvad han vilde var at for-
klare selve Tilpasningen, d. e. Tilblivelsen af det Hensigtsmæs-
sige og Harmoniske ved Livets Former.

Her staar vi atter ved et af Livslærens allerstørste og aller-
vanskeligste Problemer, og her skilles Vejene. Kan Du tvivle
om, at en Gud har gjort det? siger Sokrates til Aristodemos den
Lille, idet han forklarer ham, hvor smukt og hensigtsmæssigt
det menneskelige Legeme er indrettet. Kan der tænkes en uden
for Tingene værende, bevidst og mod et bestemt Maal arbejdende
Kraft? spørger andre, og deres Svar lyder: umuligt, Naturviden-
skaben kan kun antage ubevidst virkende, fysiske og kemiske
Kræfter. Darwinismen udtrykker det Saaledes: den store, al-
mindelige Hensigtsmæssighed i den organiske Verden er kommen
ved et Spil af tilfældige Omstændigheder, eller, som det lød
fra denne Talerstol for nogle Aar siden: "Det hele er sket i
Tidens Løb ad ganske klar mekanisk Vej".

Er denne Darwinismens Vej nu virkelig "klar" og alminde-
lig anerkendt i Videnskaben som den eneste sande? Næsten et
halvt Aarhundrede er forløbet, siden Darwins mærkværdige Værk
om Arternes Oprindelse saa Lyset i November 1859; hvordan har
nu Darwinismens egen Udviklingshistorie været i denne lange
Tid? Vi maa svare, at efter de første Aars meget højrøstede
Begejstring kom den nøgterne videnskabelige Betragtning efter-
haanden til sin Ret og med den kom Indvendingerne. Vi ser

[page] 790

Udviklingslæren i Nutiden

nu i vore Dage, at mange Videnskabsmænd, utilfredsstillede af
Darwins Udviklingshypotese, søger andre. Nogle forkaster den
helt, og man kan endog se ret utilbørlige spottende Udtalelser
om, at nu er der kun tilbage at holde en smuk Ligtale over den
med Teksten: De mortuis nil nisi bene. Der er sikkert ogsaa
kun faa, der endnu taler om Selektionens "Almagt" og hævder,
at den alene er i Stand til at forklare Udviklingen. Jeg fejler
næppe i, at de fleste er enige om, at Selektionens Betydning er
bleven overvurderet, og at der er andre Udviklingsfaktorer, søm
maa antages at spille en lige saa vigtig eller vigtigere Rolle, selv
om man ikke helt kan opgive Selektionsprincipet.

Enhver Udviklingslære maa have to Udgangspunkter, nem-
lig: Afvigelighed (Variabilitet) og Arvelighed. Af vigelighed maa
der til, naar noget nyt overhovedet skal kunne udvikles, og her
har vi Erfaringen at henvise til; den lærer, at Arterne er for-
anderlige. Men Hovedsagen i Descendenslæren maa altid være
det, at udrede, hvilke forskellige Former af Af vigelighed der gi-
ves, Aarsagerne til dem, og navnlig om Afvigelserne er arvelige
eller ikke, hvilken Værd de altsaa vil kunne have for Udviklin-
gen. Vi er endnu langt fra at have opnaaet Klarhed i disse
umaadelig vanskelige Spørgsmaal, og før dette er sket, navnlig
ad Forsøgets langsomme og besværlige Vej, kan intet virkeligt
Fremskridt gøres.

Darwins Udgangspunkt for Udviklingen var de mange Smaa-
forskelligheder, som vi saa almindeligt ser hos Afkommet af
samme Forældre, og som han kaldte de individuelle Forskellig-
heder. De vigtigste Indvendinger, der er gjort mod at kunne
lægge disse til Grund for en Udvikling, synes mig at være føl-
gende:

De er retningsløse, d. e. fremkomne planløst i mange Retnin-
ger. De kan derfor være nyttige eller skadelige eller indiffe-
rente for Individet. Her lader Darwin da Tilfældet træde til:
det der tilfældigvis har Værdi, d. e. passer bedst til Yder-
verdenen, udvælges til fortsat Bestaaen. Afvigelserne er natur-
ligvis ikke uden Aarsag, men de ere dog tilfældige, for saa vidt
som de ikke ere planmæssigt fremkomne. Det Tilfældige ligger
endvidere deri, at den Afvigelse, der passer bedst til en given,
tilfældig Situation udvælges, og hvad der ikke passer gaar til

[page] 791

Grunde. Udviklingen skal altsaa sættes i Gang og fortsættes ved
et Slags Lotteri med en Mængde Nitter og en for ringe Sandsyn-
lighed for Gevinst.

Darwins individuelle Varianter er dernæst for stnaa. For
at noget skal kunne vælges, maa det jo nemlig ikke blot have
en kvalitativ, men ogsaa en kvantitativ Selektionsvær di, d. e.
det maa have en vis Størrelse; det maa dog være saa stærkt
udviklet, at det kan gøre virkelig Nytte straks. Darwins Ud-
gangspunkt var de smaa Afvigelser fra Arten, som han kendte
fra den langsomme Udvikling af Racer blandt Husdyr og Kultur-
planter; han siger udtrykkelig: "Det er Udvælgelsen af det ube-
tydelig bedre begavede . . . der fører til Forbedring af en Art" .
Men de individuelle Varianter er aabenbart om ikke altid, saa dog
oftest, for smaa til, at de i Konkurrencen mellem Arterne kan
give det ene Individ nogen afgjort Fordel over for det andet.

Hvis de individuelle Afvigelser ikke optræder samtidigt hos
mange Individer (Pluralvariation), men kun hos faa, i Selskab
med maaske Tusinder af Stamformens almindelige Individer,
eller hvis de ikke paa en eller anden Maade isoleres fra disse,
vil de utvivlsomt forsvinde. Mennesket formaar, som Erfaringen
viser, ved sin maalbevidste Udvælgelse af smaa, individuelle Af-
vigelser at frembringe nye Racer af Husdyr og Kulturplanter;
men vi maa nødvendigvis isolere de udvalgte Individer og med
pinlig Omhu sørge for Renavl indenfor Racen, fordi den som
bekendt ellers udarter. I den vilde Natur er der fri Krydsning
mellem Individerne, og denne vil udviske de individuelle Vari-
anter. Der er utvivlsomt en saa stor Forskel mellem Forholdene
ved Kulturen og i den fri Natur, at det aldeles ikke gaar an at
slutte fra hine til disse og sætte Kampen for Tilværelsen i
Intelligensens Sted.

Der er dernæst endnu det meget vigtige Spørgsmaal om de
individuelle Afvigelsers Arvelighed. Efter den Galtonske Til-
bageslagslov synes denne i alt Fald at være begrænset, men efter
Hugo de Vries er det kun de nedenfor omtalte springvise Æn-
dringer, der er artdannende, og de individuelle eller "fluktu-
erende" skal slet ikke kunne føre til konstante Racer, der ikke
stadig trænger til Udvælgelse. Hermed stemmer de nyeste Un-
dersøgelser af W. Johannsen o. a., hvorefter der skal eksistere

[page] 792

Udviklingslæren i Nutiden

smaa Typer, hvis Afvigelser alle i Afkommet falder tilbage jil
Stamformen. Sagen er dog endnu for lidet oplyst.

Hvis altsaa de individuelle Varianter er for smaa eller for
faatallige til at hævde deres Eksistens, følger det af sig selv,
at de ikke, Saaledes som Darwin tænkte sig, ved fortsat Ud-
vælgelse gennem mange Generationer kan akkumuleres eller
opsummeres og derved vokse til store Afvigelser fra Stamformen;
og er Afvigelserne ikke arvelige, er dette selvfølgelig en) ren
Umulighed.

Det synes da alt i alt meget vanskeligt at give en sikker Be-
grundelse af, hvordan Hensigtsmæssigheden i Naturen er frem-
kommen ved Selektion af individuelle Smaaforskelligheder.

Kampen for Tilværelsen er en Kendsgerning. At der over-
alt i den levende Verden fødes mange flere Individer end der
er Plads til, og at mange maa gaa til Grunde i Kampen med
Konkurrenterne og med Yderverdenen i det Hele, er saa almin-
delig anerkendt, at det næsten er trivielt at minde derom. |

Anderledes med Selektionen. Her er vi udenfor Erfarin-
gens Omraade og inde paa Spekulationens. At der i den vilde
Natur skal fremkomme nye Arter ved Selektion paa Grund af
Kampen for Tilværelsen, er endnu en Hypotese. Endnu har aldrig
nogen i Løbet af de snart halvthundrede Aar, som er forløbne
siden Selektionslæren holdt sit Indtog i Verden, ført et virkeligt
Bevis for, at ude i den vilde Natur har en ny Form udviklet sig
ved Selektion under Kampen for Tilværelsen. Det var dette, som
Lord Salisbury i en Universitetstale for en halv Snes Aar siden
udtrykte paa følgende Maade: "No man has ever seen it at work" .
Dette synes ikke at være klart for den store Almenhed, der
ogsaa synes at se en aktiv Kraft i Selektionen, skønt denne i Virke-
ligheden ikke selv formaar at danne noget Nyt, men kun i det
allerhøjeste at udslette og fjerne det uheldige.

Vi har i de sidste Aartier set flere Forskere lægge Vægten
paa et andet Grundlag for Udviklingen, andre Maader,
paa hvilke nye Former kan fremkomme. Der kan nævnes
tre saadanne, af hvilke Udvikling ved Mutation maa siges
at staa Darwinismen nærmest. Det er en Erfaring, at nye
Former, der er stærkt afvigende fra Stamformen og maaske har

[page] 793

Udviklingslæren i Nutiden

et helt andet Ydre end denne med samtidig Ændring af flere
Egenskaber, pludselig kan komme tilsyne. Man kalder dette
springende Variation eller i nyere Tid oftest Mutation. Det
vigtigste er dog, at den nye Form, i alt Fald ved Rendyrkning,
straks viser sig fast og varig, altsaa ikke falder tilbage til Stam-
formen. Denne Form for Variation var ikke ukendt for Darwin,
men han stod uklar over for den, og den havde ingen stor Be-
tydning for ham. Det er egenlig først i de seneste Aar, at Op-
mærksomheden er bleven henvendt paa den, navnlig ved store
Arbejder af den hollandske Botaniker Hugo de Vries, der har
optaget Benævnelsen "Mutation" for den. Det kaldes en Muta-
tion, naar der f. Eks. opvokser en Kløverplante, hvis Blade kun
har et Smaablad i Stedet for tre, eller en Bøg med fligede
Blade eller en Pigæbleplante med tornfri Frugt. En hel Del
af vore frøægte Kulturplanter er formentlig fremkommen ved
Mutation.

Mutationen ligner deri den individuelle Variation, at den
er retningsløs; det monstrøse eller skadelige vil jo utvivlsomt
gaa til Grunde, men efter hvad vi ser, maa indifferente Karak-
terer kunne holde sig ved Siden af det maaske til Forholdene
bedst passende. En Forstaaelse af Hensigtsmæssigheden i den
organiske Verden synes Mutationslæren Saaledes vanskelig at
kunne give.

Mutationer synes at være ret sjældne; af den meget store
Mængde Plantearter, de Vries har kultiveret, var der kun een der
muterede, og det kun med 1—2 pCt., højst med 3 pCt. af Indi-
viderne. Meningerne er delte om, hvordan det vil gaa saa faa-
tallige Mutanter, naar de udsættes for fri Krydsning. De Vries
paastaar, at denne ikke vil føre til Udslettelse af Mutanten,
den nye Type skal tvært imod holde sig, saafremt den over-
hovedet passer til Omverdenen. I Virkeligheden kender vi
endnu intet Eksempel paa, at en Mutant har fortrængt Stam-
formen eller har hævdet Pladsen som jævnbyrdig med den,

Vi kender endnu intet til Mutationens inderste Væsen: Aar-
sagerne er ganske gaadefulde; vi ved ikke, om der er flere Slags
Mutation. Hvad Betydning den vil faa for Udviklingslæren,
maa Fremtiden vise; det synes mig, at vi ad denne Vej vil kunne
forklare de mange indifferente Karakterer, som eksisterer.

[page] 794

Udviklingslæren i Nutiden

Idet jeg her maa forbigaa den Karakterblanding og Frem-
komst af nye Former, som erfaringsmæssig finder Sted ved
Krydsning mellem forskellige Arter (Bastarderingen), vender jeg
mig til den sidste Form af Variation, den som Lamarckismen
lægger til Grund for sin Udviklingshypotese. Det er nu 100 Aar
siden, at Jean de Lamarck i Paris gennem Skrifter og Forelæs-
ninger fremsatte sine Idéer om Udviklingen. Lamarck var en
genial Mand, og han er den videnskabelige Udviklingslæres
Grundlægger. Darwins Tanker findes for en stor Del allerede
hos ham.

Lamarck antog to Udviklingsfaktorer: 1) Brug og Ikke-Brug,
2) Livskaarenes direkte Indvirkning paa Organismerne.

Den første Faktor rører alene Dyrene. Et Dyr kommer i nye
Omgivelser; det føler derfor en Trang til eller en Nødvendighed
af at bruge sine Legemsdele anderledes end tidligere, og den
forandrede Brug indvirker Saaledes paa Organerne, at de tilpas-
ses til det nye. Eller, Dyret ophører at bruge visse Legemsdele,
og Følgen er, at Musklerne svækkes, Organerne svinde ind, nogle
helt, andre til Budimenter; Formen er forandret. Denne Tanke-
gang har fysiologiske Kendsgerninger at støtte sig til; vi vide alle,
at Øvelse og Brug styrker og fører til Fremgang, medens Und-
ladelse af Brug virker svækkende.

I Modsætning til denne aktive Tilpasning er Lamarcks anden
Faktor af passiv Art, og viser sig deri, at nye Livskaar, f. Eks.
anden Næring, Luft, Lys m. m. indvirker paa Planterne og Dy-
rene og direkte fremkalder Legemsforandringer hos dem. Nu-
tiden, der har fremdraget Lamarck af Forglemmelsen, lægger
mere Vægt paa denne Faktor end paa den først nævnte.

Ogsaa her ligger Kendsgerninger til Grund. Erfaring har i
utallige Tilfælde fastslaaet, at Organismerne formaar at reagere
mod Forandringer i de ydre Kaar og akkommodere sig efter dem.
Vi kende ikke blot saadanne øjeblikkelige Forandringer som dem,
der foregaar i Øjet, naar Pupillen eller Linsen akkommoderer sig
efter Lysstyrken og Afstanden af den Genstand der skal ses, men
ogsaa mere langvarige, som naar den Hest, der gaar ude om Vin-
teren, bliver meget mere langhaaret end den, der lever i den lune
Stald, eller som naar Torsken formaar at tilpasse sin Farve

[page] 795

Udviklingslæren i Nutiden

efter Havbunden eller de Vandplanter, mellem hvilke den lever.
At heri er noget hensigtsmæssigt er indlysende.

Paa samme Maade reagerer Planten hensigtsmæssigt mod
Yderverdenen; den samme Art udvikler sig anderledes i tør Luft
end i fugtig, anderledes i Højbjærgene end paa Lavlandet, ander-
ledes paa saltholdig Bund end paa saltfri, o. s. v.; alt sligt kan
konstateres ved Eksperiment, og Aarsagerne til Forandringerne
kan gøres til Genstand for fysiologisk Forskning.

Organismernes Evne til hensigtsmæssig Reaktion mod Ind-
trykkene fra Omverdenen, og til at bringe sig i Harmoni med
den er en af de vigtigste Egenskaber ved Livet; den kaldes i nyere
Tid ofte Selvtilpasning eller Selvregulering. Det er dette Fæno-
men, som Fysiologen Pflüger kaldte "den teleologiske Mekanik"
og har udtrykt Saaledes: Aarsagen til en Trang hos et levende
Væsen er tillige Aarsag til Trangens Tilfredsstillelse.

Hvordan dette gaar for sig, hvordan Yderverdenen indvirker
paa Nerver og Væv eller paa Protoplasmaet i Cellerne og brin-
ger det til Reaktion, derom vide vi i sidste Instans intet; dette
er en af Livets store Gaader, men det er et Fænomen, som i høj
Grad gøres til Genstand for fysiologisk Undersøgelse.

Vi kommer Saaledes her ad en helt anden Vej end ved Selek-
tion af tilfældig nyttige Varianter ind paa Fremkomsten af Hen-
sigtsmæssighederne i den levende Natur, og vi har her, vel at
mærke, Kendsgerninger at støtte os til. Det synes rimeligt at an-
tage, at Tilpasningskaraktererne netop fortrinsvis fremkommer
ad lamarckisk Vej fremfor ved Selektion af Tilfældigheder.

Den allerstørste Vanskelighed, som Lamarckismen møder, er
Tvivlen, om de nye Egenskaber kan blive arvelige. Lamarcks
Tankegang var jo denne, at naar f. Eks. Polardyrene har deres
tykke og varme Pels, er den fremkommen ved Hudens fysiolo-
giske Reaktion mod Kulden, og ved fortsat Tilpasning af Indi-
viderne gennem utallige Generationer er den bleven arvelig, en
fast Karakter, som ikke straks svinder bort, selv om de Betin-
gelser falder bort, der oprindelig fremkaldte den; eller, naar
Muldvarpen har faaet saa hensigtsmæssige Gravepoter, saa b-':
den erhvervet dem langsomt ved Brug gennem maaske Aar-
tusinder, og naar dens Øje er lille og dens Syn svagt, saa er dette

[page] 796

Udviklingslæren i Nutiden

fremkaldt derved, at den gennem talløse Generationer har levet i
Mørke, og idet Synet ikke brugtes, forandredes Øjet varigt.

Spørgsmaalet er altsaa dette, om de ydre Faktorer virkelig
kan indvirke Saaledes paa Porplantningscellerne, at Artens Kon-
stitution helt forandres, og Individets Udvikling ledes ind paa en
ny og vel at mærke konstant Vej, eller som det ofte udtrykkes:
om erhvervede Karakterer kan blive arvelige. Lamarck antog
dette, men det er et meget omtvistet Spørgsmaal. Jeg maa antage,
at naar det drejer sig om Karakterer, som erhverves ved Tilpas-
ning, er der al Sandsynlighed for, at de ved fortsat langvarig
Tilpasning kan opnaa en relativ stor Fasthed, ai "Vanen vir-
kelig kan blive en anden Natur" . Navnlig visse plantegeografiske
Forhold synes lettest forklarlige ved Livskaarenes direkte
Indvirkning paa Planterne gennem Aartusinder. Paa den anden
Side er det heller ikke bevist, at de nævnte Faktorer ikke kan
have de nævnte Virkninger.

Sagen kan naturligvis gøres til Genstand for fysiologisk Eks-
periment, men der er den slemme Omstændighed herved, at Eks-
perimentet maa udstrækkes over mange Generationer af Menne-
sker; det maa derfor knyttes til biologiske Instituter, og denne
Retning vil Udviklingen sikkert ogsaa tage i Fremtiden. Der er
dog nogle Organismer, som formere sig saa hurtigt, at man hvert
20. eller 30. Minut kan have en ny Generation, nemlig f. Eks.
Bakterier og Gærsvampe, og fra disses Verden foreligger der vir-
kelig Iagttagelser, der tyde paa, at "erhvervede Karakterer kan
blive arvelige". Jeg skal af disse nævne een, som er knyttet til
Carlsberg Laboratoriet. Professor E. Chr. Hansen har gennem
en lang Aarrække dyrket Afkommet af een eneste Gæreelle af en
sporedannende Art under helt usædvanlige ydre Betingelser, og
der er for saa vidt kommen en ny Art eller Race frem, som den
nu har mistetEvnen til at danne Sporer, selv om den dyrkes un-
der normale Forhold. Forholdet er jo desværre her af negativ
Art, idet en Karakter er gaaet tabt, og det positive der er kommet
til, nemlig en vis Forskel i Udviklingshastigheden, er saa ringe,
at dette Eksempels Beviskraft derved væsentlig forringes.

Lamarckismen er altsaa vidt forskellig fra Darwinismen og
Mutationslæren. Efter disse fremkommer først Formen, og der-
efter afgøres, om den skal bestaa eller ikke; efter Lamarck frem-

[page] 797

kommer Formen som en Følge af Funktionerne eller af Yder-
verdenens direkte Paavirkninger.

Lamarcks Faktorer virke i bestemt Retning, og de vil, hvad
der er et meget vigtigt Punkt, kunne virke samtidigt paa mange,
maaske paa alle Artens Individer. De to andre Udviklingshypo-
teser gaar ud fra Variation i ubestemt Retning, og de kan vente
at have et for faatalligt Materiale at virke paa. Selektionen
fører til indirekte Tilpasning, Lamarckismen til direkte.

Deri ligner dog Lamarcks Varianter Darwins, at de kan be-
gynde umærkelig smaa, og at Udviklingen gaar langsomt for sig,
men de maa kunne vokse af sig selv saalænge, til en passende
Grænse er naaet.

Lamarcks Faktorer alene formaar imidlertid ikke at forklare
alle Udviklingens Fænomener, selv om vi antager, at de kan føre
til arvelige Egenskaber. Det er ikke afgjort, om de kan frem-
kalde andet end kvantitative Forandringer, og om de kan frem-
bringe noget virkelig helt nyt. Men at der i dem ligger et Ud-
viklingsprincip af stor Betydning, er klart. Derfor ser vi og-
saa, at en Række Biologer i større eller mindre Grad er Lamarck-
ister, — der tales endog om en "nylamarckistisk Skole" — og
selv Darwin anerkendte i sine senere Aar mere og mere Vigtig-
heden af Lamarcks Faktorer. Der er ogsaa det meget tiltalende
ved Lamarckismen, at den direkte leder ind paa det fysiologiske
Eksperiment.

Af det allerede anførte vil det indses, at naar mange tror, at
Videnskaben allerede paa ganske klar og uomtvistelig Vis har
lært os at forstaa Udviklingen, saa er de i den fuldstændigste
Vildfarelse. For Tanken er den darwinske Hypotese overmaade
klar og enkel; der er jo en bestikkende Logik i Sætningen: deri
stærkeste er den stærkeste, den stærkeste maa sejre; men natur-
historiske Spørgsmaal klares ikke ved formel Logik alene. Vi
er i Virkeligheden endnu uendelig langt fra at have løst Udvik-
lingens Gaader, og der er flere Gaader end de nævnte. Vi har
f. Eks. ingen fyldestgørende Forklaring af Tilblivelsen af alle de
indifferente Karakterer, som ikke har noget med Livskaarene
at gøre, og som spiller den allerstørste Rolle i Systematiken, ikke
blot for Artsadskillelsen, men ogsaa og især ved Afgrænsning

[page] 798

Udviklingslæren i Nutiden

af Slægter, Familier og højere systematiske Grupper, de saa-
kaldte Organisations-Karakterer eller Bygnings-Grundplaner,
og som er de mest konstante af alle Karakterer. De maa vel nær-
mest antages fremkomne ved Mutation; Selektionen er her mag-
tesløs.

Der er endvidere Organisationshøjden og det Fremskridt fra
lavere til højere Organisation, som faktisk har fundet Sted i
Jordperiodernes Løb. Hvordan de retningsløse Forandringer i
Jordens fysiske Forhold (Varme, Fugtighed, Lysstyrke, Luftens
Kulsyreholdighed m. m.), eller hvordan retningsløse Variationer
har kunnet blive retningsgivende og føre til "organisk Vækst" i
bestemte Retninger, er vanskeligt at forstaa. Vi ser derfor og-
saa forskellige Naturforskere, f. Eks. Nägeli, v. Baer, Korschin-
sky, Wiesner o. fl., antage en selvstændig indre Udviklingsevne,
et i Organismerne nedlagt "Progressionsprincip", som leder Ar-
ternes Udvikling. Man har sammenstillet dette med det Udvik-
lingsprincip, der leder det enkelte Individs Udvikling efter Plan
og Lov mod et bestemt Maal, fra Æg til Foster gennem Ungdom-
stadiet til fuldvoksent. Naar der herimod indvendes, at der saa-
ledes indføres noget mystisk og ganske uvidenskabeligt i Udvik-
lingen, maa man spørge, om da det enkelte Individs Vækst, som
vi ser foregaa for vore Øjne, virkelig er mindre gaadefuld og
videnskabelig mindre uforstaaelig.

Naar vi nu kaste Blikket tilbage paa, hvad jeg har meddelt,
vil vi se, at Udviklingslæren og Darwinismen har haft meget
forskellig Skæbne.

Udviklingslæren har vundet en ubetinget Sejr. Naar La-
marck et halvt Aarhundrede tidligere forgæves slog til Lyd for
den, blev haanet for den og døde glemt og i Nød, saa var Sagen
den, at Tiden endnu ikke var moden; hele Videnskabsgrene, som
blev de vigtigste Støtter for Darwin, saasom Palæontologi, Em-
bryologi, Sammenlignende Morfologi, Plantegeografi o. fl. a.
eksisterede ikke paa Lamarcks Tid, og hans Slutninger kunde
derfor ikke faa den nødvendige Underbygning af Kendsger-
ninger.

Darwinismen derimod, der i høj Grad blev ført til Over-

[page] 799

drivelse af ivrige Tilhængere, har haft Tilbagegang; dels anses
det af flere Forskere for højst usandsynligt, at den Form af
Variation, fra hvilken Darwin særlig gik ud, de ubetydelige For-
skelligheder, virkelig kan have Betydning som Grundlag for en
Udvikling; dels er selve Selektionslærens Kredit i det Hele ikke
nær saa stor som oprindelig, og nogle betragter den i det højeste
som en regulerende Faktor ved Siden af andre Udviklingsfak-
torer, medens andre i alt Fald kun i visse Tilfælde hævder dens
store Vigtighed.

Naar Darwinismen i Begyndelsen kunde glæde sig over en
jublende Anerkendelse, skyldes dette bl. a., at man sammen-
blandede Darwinisme og Udviklingslære i Almindelighed, hvad
mange gør endnu.

Der var dernæst den Grund, at mange haabede at faa Livets
store Gaade, Hensigtsmæssigheden hos Organismerne, løst ad
mekanisk Vej, og de troede, at Darwinismen gav Løsningen.
Mange er hildede i den Tro, at Udvikling nødvendigvis betyder
planløs og mekanisk Aarsags-Sammenhæng. Jeg kan ikke i Ud-
viklingslæren se noget som helst, der strider mod Antagelsen af
en skabende og styrende Kraft, og en Kendsgerning er det jo, at
mange alvorlige Kristne for længst er kommen til Erkendelse af,
at Kristendommen godt kan forliges med Udviklingslæren, men,
vel at mærke, med en Udvikling, der foregaar efter Plan og styres
af Naturlove.

Den nyere videnskabelige Literatur synes mig at vise usvige-
lige Tegn paa, at Tidens Strøm ikke gaar i samme Retning scm
tidligere, selv om den endnu ikke har vendt sig helt. Det er kun
faa Aartier siden, at det næsten betragtedes som uværdigt for en
Videnskabsmand at tro, at Livet er andet og mere end fysiske og
kemiske Processer. Nu høre vi ikke faa Røster udtale teleologi-
ske og vitalistiske Anskuelser, og Kampen mod den mekanisk-
materialistiske Opfattelse maa vel siges at være i fuld Gang. Vi
har indset, at Darwins Forklaring af Hensigtsmæssigheden ikke
var saa klar og bevisende, som man troede, og at hvad vi kender
til Livets Fænomener og Udviklingens Gang kun er Overfladen.

Det er Naturforskningens høje og alvorlige Opgave at trænge
saa langt ind i Erkendelse af Fænomenernes Aarsags-Sammen-

[page] 800

hæng som muligt, udfinde, hvorledes de almindelige kemiske og
fysiske Love virker ogsaa i det levende Legeme, men vi maa være
forberedte paa, at der er en Grænse, som vor Erkendelse aldrig
vil formaa at overskride, og at vi aldrig ville lære virkelig at
forstaa, hvad Liv er og hvad Død er. Ogsaa Darwin sagde jo til
en ung Mand: Det hele Spørgsmaal ligger over den menneskelige
Forstands Rækkevidde.

Naar det nu er Saaledes, at Udviklingslæren er en ubevist og
ubeviselig Sag, en Trossag; naar Selektionen under Kampen for
Tilværelsen er en hypotetisk Faktor af omtvistet Værd, og naar
det altsaa, hvad jeg navnlig vilde fremhæve her, endnu efter
snart et halvt Aarhundredes Forløb maa siges, at det staar gan-
ske usikkert og uklart, hvordan Udviklingen gaar for sig, og
der næppe er et eneste Punkt af de her fremdragne egentlige
Udviklingsmomenter, om hvilke der ikke hersker stor Uenighed
og Tvivl, har saa Videnskaben egentlig vundet noget ved Dar-
win? vil man maaske spørge. Svaret maa lyde, at Darwin urok-
ket vil blive ved at staa som den samme store, fremragende Skik-
kelse, som han i Virkeligheden er. Det vil være hans udødelige
Fortjeneste at have bragt Udviklingslæren til Gennembrud, hvor-
ved han i hele Naturforskningen frembragte en Reformation, der
er uden Sidestykke i dens Historie.

En Forskers Betydning bør ikke maales efter Mængden af
Kendsgerninger, som han iagttager eller beskriver, men efter de
Tanker, som han sætter i Bevægelse, efter de Opgaver og Pro-
blemer, som han sætter under Debat, og de nye Forskningsom-
raader, som han aabner.

Det er for det første Darwins store Fortjeneste, som allerede
nævnt, at have brudt Banen for hele den nye, umaadelig frugt-
bare biologiske og økologiske Forskningsretning, som har til
Maal at paa vise Harmonien mellem Organ og Funktion. Men
dernæst har hans geniale Syn paa Naturen aabnet vore Øjne for,
at der er en Række Livsproblemer og biologiske Naturlove, som
vi ikke tidligere agtede paa, i alt Fald ikke tilstrækkeligt, Love,
efter hvilke Udviklingen gaar for sig og maa have gaaet for sig
fra Livets Begyndelse af. Jeg har allerede nævnt en Del, f. Eks.
Variabilitetens Love, dens forskellige Former, dens Afhængig-

[page] 801

Udviklingslæren i Nutiden

hed af Inder- og Ydréverden; derunder Selvtilpasningens Love,
den "teleologiske Mekanik" eller den Organismerne iboende Evne
til hensigtsmæssig Reaktion; der er f. Eks. Korrelationens Love,
d. e. Lovene for den indre fysiologiske Harmoni mellem Orga-
nerne i en Organisme, saa den ene Del ikke kan forandres uden
at nødvendigvis en eller flere andre Dele samtidigt forandres; der
er Forplantningens og Arvelighedens umaadelig gaadefulde Love,
som bl. a. have ført os ind paa de allersubtileste Celledannelses-
spørgsmaal, Spørgsmaalene om, hvordan Evner og Anlæg kan
være knyttede til uendelig smaa Stof dele; der er Spørgsmaalene
om "Erhvervede Egenskabers Nedarving", og herunder møder vi
ogsaa Krydsbefrugtningens (Bastarderingens) indviklede Love, og
der er mange andre Problemer, som Udviklingslæren har rejst,
og som er bleven Genstand for de ivrigste Studier og Diskussio-
ner mellem Naturforskere i vore Dage. Videnskaben er bleven
umaadelig beriget ved Darwin, rig paa Opgaver og paa Arbejds-
omraader; Tallet af de store Livs-Problemer er vokset med ri-
vende Fart; der er et hidtil ukendt Liv i Naturforskningen, der
særligt vil staa i klart Lys for os, der har begyndt vor naturhi-
storiske Udvikling paa en Tid, da den rent formelle Morfologi og
Systematik var eneherskende. Dette umaadelige Fremskridt
skylder vi Darwins Tanker, og dette vil for stedse sikre ham en
Plads i Videnskabens Historie som en af de største Naturforskere,
Jorden har frembragt.

Jeg skal hermed slutte; men jeg kan ikke gøre dette uden at
minde om, at de tre Mænd, som jeg særligt har haft Anledning
til at fremdrage her i Dag, Luther, Pasteur og Darwin, ikke blot
, var højt begavede, ved Aandsevner højt fremragende Mænd,
men at de hørte til Menneskehedens ædleste, for hvem Sand-
hedens Erkendelse var det højeste Maal. Gid der fra denne Høj-
skole altid maa udgaa unge Mænd med den samme ideale Stræ-
ben efter at finde Sandheden, den samme brændende Lyst til at
kæmpe for den, og gid de maa gøre dette i den fulde Forvisning
om, at Videnskabens Lysglimt altid vil være Glimt af Guds Lys.