[page] 781

Udviklingslæren

og den bibelske Skabelsesberetning.

Af A. Breitung.

III. Den fritvalgte, logiske Orden i en Frem- stilling kan, som vi saa, være aldeles for- skellig fra den historiske Orden, uden der- for at staa i Modsætning til den. Men selv- følgelig kan den ogsaa i mange Punkter stemme overens med Begivenhedernes histo- riske Rækkefølge. At der nu i de seks Skabelsesvisioner virkelig paa mange Punk- ter er taget Hensyn til Begivenhedernes hi- storiske Rækkefølge — ikke i smaa Detailler og Biting, men i de store' Træk — det kan de af mine Læsere, som maatte interessere sig for dette Spørgsmaal, se efter i Tids- skriftet »Varden« (Oktober til December 1903), hvor jeg udførlig har paa vist, hvor- ledes efter den saakaldte Konkordans- teori de seks Skabelsesdage meget godt kan jævnføres med de geologiske Perioder. Men da dette forudsætter lidt mere indgaaende geologiske og palæontologiske Kundskaber, vil jeg her ikke udføre det videre.

Kun ved et eneste Eksempel skal jeg vise, hvor- ledes netop i et af de mest paafaldende Træk i Skabelsesberetningen den virkelige historiske Or- den meget tydelig træder frem, jeg mener den første og fjerde Dags Skabelsesværker, altsaa dem, imod hvilke saa mangen en uforstandig Spotter har rettet sine ubesindige Angreb: Solen og Maa- nen paa fjerde Dag, medens Lyset allerede er til paa den første — hvilket Nonsens! og den tredje Dag me.d sin rige Plantevækst, førend Sollyset skinner, det er jo en Umulighed!

Ja vel! som om man ikke kunde tænke sig en Plantevækst uden fuld Solbelysning, og som om Jorden ikke kunde have Lys, førend Solen straaler paa Firmamentet! Begge disse Forestillin- ger er jo urigtige. Just de Planter, som i Kulpe- riodens Tider repræsenterede den første Masse- udvikling af Planteriget, nemlig Lønboplanter, tri- ves ogsaa i det saakaldte spredte Sollys, ja, de trives endog fortrinlig i Urskovens stærkt dæmpede Belysning. Og hvad Lyset paa den første Dag an- gaar, saa kunde det ganske godt stamme fra Solen, uden at denne allerede var synlig fra Jordens Overflade. Dette følger altsammen af den Udvik- ling, som vort Solsystem og vor Jord har gennem- gaaet.

Hvordan er nemlig denne Udvikling efter Astro- nomernes og Geologernes Meninger? Først danner hele Systemet en uhyre Taageklode, der naar langt videre ud i Verdensrummet, end nu til Dags vor yderste Planet Neptuns Bane. Taageklodens Om- drejning, som først er langsom, .tager som Følge af Massernes Sammentrækning efterhaanden til, den bliver hurtigere og hurtigere, og endelig saa stærk, at Klodens Ækvator hvælver sig frem og tilsidst som en Ring svæver frit omkring Taage- kloden i den Afstand fra Midtpunktet, som nu Neptuns Bane har. Med Klodens fremskridende Sammentrækning, som stadig forøger Omdrejnings- hastigheden, afsættes Ring paa Ring. Disse Ringe, som selv drejer rundt, brister og oprulles derefter til lige saa mange Kloder, der svæver om Central- kloden, en af dem er vor Jord. Men den fortsatte Sammentrækning har endnu en anden vigtig Virk- ning, den avler Fortætningsvarme; og idet denne stadig tiltager, bliver Kloderne efterhaanden varme,

[page] 782

hede, glødende, indtil de alle sammen, store og smaa, lyser og straaler som lige saa mange Sole. Dog dette varer selvfølgelig kun saa længe, indtil ved den fortsatte Udstraaling Afkølingen bliver for stærk. Nu begynder deres Glans at blegne, snart udslukkes deres Lys helt, først hos de smaa Klo- der, senere hos de større, tilsidst hos dem alle paa den vældige Centralklode Solen nær.

Og nu er Øjeblikket kommen, da efter de af Skaberen givne Love ogsaa den nu formørkede Jord begynder at modtage Lys fra Solen, og da for første Gang Dag og Nat, rigtignok meget læn- gere end de er nu til Dags, vandre hen over dens Overflade, hvilket selvfølgelig ikke var Til- fældet, saalænge Jorden endnu var en selvlysende Klode. Men dette var en afgørende Vending i Jord- klodens Udvikling, en Vending, hvorved der tilveje- bragtes den første af de uundværlige Betingelser for dens fremtidige Befolkning med levende Væs- ner. Det er derfor i denne vigtige Overgangstil- stand, at Jorden fremtræder for Adam paa den første Visionsdag: »Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Afgrunden, og Guds Aand svævede over Vandene. Og Gud sagde: der vorde Lys; og der blev Lys. Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat, og der blev Aften og der blev Morgen, første Dag« (1. Mos., Kap. 1, V. 2—5).

Men saa har vi jo Solen allerede paa den første Dag! Thi kun det Lys, som fra Solen falder paa Jordklodens ene Side, kaldes Dag, kun dette van- drer ved Jordens Omdrejning hen over dens Over- flade og følges af Natten, og dog skal Solen først paa den fjerde Dag sættes paa Himmelen? Ja, netop saaledes. Dermed nemlig, at Jorden nu faar Lys fra Solen, er denne endnu langtfra bleven det, som den skal blive den fjerde Dag, Dagens »store L3's«, der troner paa Firmamentet og danner den sikre Tidsmaaler for alle kommende Tider. Thi endskøndt Jordkloden ikke længer var glø- dende, havde dens Overflade dog endnu mange Hundrede Graders Varme. Men ved saadan en Varme maatte den være indhyllet af et uhyre dybt Luft- og Taagehav. Alle Oceanernes umaadelige Vandmasser, d. v. s. omtrent 3% Million Kubikmile Vand, svævede jo endnu i Luft- eller Dampform i Atmosfæren, ligeledes alle de store Kvantiteter Vand, som nu ligger bundne til mange Mineralier og Fjældarter. Dertil kom endnu betydelige Mæng- der af alle de Stoffer, som ved nogle Hundrede Graders Varme er dampformede. Men især svæ- vede alle de kolossale Masser Stenkul og Brunkul, som nu i en Udstrækning af flere Tusinde Kva- dratmile danner talrige Lag i Jordens Indre, den- gang endnu i Form af Kulsyre i Luften; og paa samme Maade var al den Kulsyre, som nu til Dags i Forbindelse med Kalk danner vældige Bjærg- kæder af Kulkalk, Muslinge- og Koralkalk, Kridt, Nummulitkalk, Marmor og almindelig Kalk, ogsaa Mergel og lignende Stenarter, dengang endnu i Luft- form en Bestanddel af Atmosfæren. Da saaledes de tungere Luftarter, især Kulsyren, maatte optage At- mosfærens lavere Regioner indtil flere Miles Højde, saa maatte de lettere, især Vanddampene, naa me- get højt tilvejrs. Her blev de naturligvis saa stærkt afkølede, at de ved deres store Mængde dannede ualmindelig tykke Taager og Skyer. Gennem dette tykke Kulsyre- og Taagehav med det tykke Sky- dække udenom kunde Sollyset i Begyndelsen kun ufuldkomment gøre sig gældende: et svagt Dags- lys (det saakaldte spredte Sollys) kunde naa Jor- dens Overflade, men Solens lyse Skikkelse kom ikke til Syne.

Først med Jordklodens fremskridende Afkøling kunde efterhaanden flydende Vand fældes og dække Jordens Overflade — ri en anden Visionsdags Ad- skillelse imellem de højere og nedre Vande. Herved blev Atmosfæren renset for en stor Del af de tætte Taager og Skyer, saa at Belysningen efterhaanden blev fuldkommen tilstrækkelig for de palæozoiske

Tiders, især Kulperiodens Lønboplanter. Og nu tog disse i Forening med utallige Smaavæsener og Koraller og Skaldyr først rigtig fat paa Atmosfæ- rens Rensning, idet Dyrene byggede deres Skaller og Skeletter af kulsur Kalk og derved bandt den Kulsyre, som Vandet optog fra Luften, for stedse til faste Stenmasser, medens den mægtig udvik- lede palæozoiske Flora unddrog Atmosfæren al den Kulsyre, hvis Kulstof nu danner Jordens ud- strakte Kullejer.

Henimod Slutningen af de lange palæozoiske Tider var endelig denne omfattende Rensnings- proces saa vidt fuldendt, at det uhyre Luft- og Taagehav omkring Jordkloden omtrent var kommen ned til den Højde og havde faaet den Sammen- sætning, som Atmosfæren viser nu til Dags, og som ved sine Trykforhold og sit ringe Kulsyre- indhold passer til det højere Dyreliv, som nu først kunde begynde. Thi med Atmosfærens voksende Klarhed var efterhaanden ogsaa Belysningen bleven saa fuldkommen, som de følgende Jordperioders højere Dyre- og Planteliv fordrede det. Nu kunde Sollyset med Lethed tiltvinge sig Adgang til Jor- dens Overflade, nu kunde Solen i sin fulde Pragt trone paa Firmamentet som »Dagens store Lys«, ja, selv Maanens og Stjernernes milde Lys kunde straale paa en skyfri Nathimmel. Og da samtidig med Lufthavets Formindskelse ogsaa den faste Jord- klode i det væsentlige havde afsluttet sin stærkere Sammentrækning, saa at Jordens Omfang ikke mere var meget større, end den er i Nutiden, saa var nu ogsaa dens Omdrejningshastighed omtrent den samme, som den nu er, d v. s. Sollyset vandrede nu i 24 Timer én Gang over hele Jordens Overflade, og Solen stod paa Himlen som den Tidsmaaler, vi retter os efter den Dag i Dag.

Det er altsaa igen et af de vigtigste Vendepunk- ter i Jordens Udvikling, som den fjerde Dags Vi- sion bebudede for Adam ved Skaberens Ord: »Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Be- fæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar« (1. Mos., 1. Kap., V. 14). Solsystemets store Udviklingsproces, som i Førstningen kun lod Dagen oprinde over vor formørkede Klode, har nu naaet sit Højde- punkt. Ligesom dengang Skaberens Almagt ved de af ham grundlagte Naturlove kaldte Lyset frem, saa lader han nu ved de samme Loves fortsatte Virksomhed selve Lyskilden komme tilsyne i sin altbeherskende Stilling og Virksomhed.

I Naturen har altsaa disse to Trin i Solsystemets Udvikling været adskilte ved lange Tidsrum. At nu ogsaa Skabelsesvisionen har adskilt dem ved flere Dage, er fremfor alt logisk berettiget, fordi det første af hine Trin var Indledningen til den begyndende Udvikling af Liv, det andet gjorde Livets fuld- komne Udvikling mulig; men det er dog aabenbart ogsaa en unægtelig Overenstemmelse med den virkelige historiske Rækkefølge, en Overensstem- melse, som er ret paafaldende, fordi den ved de tidligere Tiders Ubekendtskab med Solsystemets Udvikling slet ikke kunde ventes.

Men lignende Overensstemmelser findes ogsaa paa andre Steder i Skabelsesberetningen. Og der- for har ikke faa lærde, og blandt dem netop en Del Fagmænd, Geologer, ganske trøstigt hævdet, at den geologiske Udviklings Hovedtræk lader sig genfinde i den bibelske Skabelseshistorie. At paa- vise dette i det enkelte er Opgaven og Indholdet af den før omtalte Konkordansteori (Overens- stemmelsesteori). Nødvendig til Biblens Forsvar er denne Teori ikke; den fritvalgte, logiske Orden, som Visionsteorien hævder, er, som vi saa, fuld- kommen berettiget og tilstrækkelig. Hvo, som alt- saa ikke gerne indlader sig paa geologiske Enkelthe- der, kan uden al Vanskelighed forsvare den h. Skrift med Visionsteorien alene Men den, som kender den geologiske Udviklingsproces nærmere og vil forbinde Konkordansteorien med Visions- teorien, kan uden Tvivl føre et endnu virksom-

[page] 783

mere og fuldstændigere Forsvar; i de store Træk vil han paavise den historiske Orden, i Udeladel- sen af Biting og rent naturvidenskabelige Detailler den logiske Orden, som selvfølgelig maatte ud- skyde alt, hvad der vilde have forstyrret Visions- billedets Enhed og klare Forstaaelighed.

Som Resultat af hele vor Undersøgelse kan vi fastslaa, at det er aldeles forgæves, naar Troens Modstandere søger at finde uløselige Modsigelser mellem den hellige Skrift og Naturvidenskaberne og specielt mellem den bibelske Skabelsesberetning og Udviklingslæren i Almindelighed.

»Angrebene paa den mosaiske Skabelses- historie staar der som komiske Anakronis- mer (forældede Idéer, der ikke mere passer til Tiden), da den nyere Naturvidenskab for- længst har fundet sig til Rette med den« (Carl Ernst v. Baer, Studien aus dem Gebiete der Naturwissenschaften, S. 465). Disse Ord, som en af alle Tiders største Naturforskere skrev for mere end tyve Aar siden, har ingen senere Forskning kuldkastet; og allermindst vil populærvidenskabelige Skri- benters løse Paastande kunne rokke dem. Vel findes der virkelige Modsigelser mellem Skriftens Lære og en Skinvidenskab, f. Eks. de materialistiske Udviklingshypoteser, især visse Yndlingssætninger af Darwinismen, der. som vi senere vil se, nu aabent forkastes af den alvorlige Naturforskning. Vel kan der ligeledes paavises talrige Modsigelser mellem Videnskaben og en urigtig Opfattelse af Bib- len; de mange Modsigelser, Hr. Vilh. Ras- mussen opdagede, idet han tog det af ham selv skabte Vrængebillede for den hellige Skrifts virkelige Lære, var just af den Slags. Men mellem den virkelige Bibel og den virkelige Videnskab hersker ingen Modstrid.

Derfor kan der heller ikke være Tale om, at vi, som Modstanderne mener, skulde være nødte til at vælge mellem den hellige Skrift og Videnskaben, og mellem Skabelse og Ud- vikling; vi har Lov til at hævde begge Dele, vi kan bekende osbaad'e til Skabelse og til Udvikling.