[page] 153

Skabelseslæren og Forandringerne,

Ufuldkommenhederne, „Fejlene" i

Naturen.

Af A. Breitung.

Vi maa, som vi har set, klart skelne mel- lem det absolut fuldkomne, som er selve Gud og ham alene, og det relativt fuldkomne, som foreligger i Guds Skaberværker. En Skab- ning kan aldrig være saa god og fuldkom- men, at den ikke kunde tænkes bedre og derfor ogsaa gøres bedre. At forlange, at hvad som helst der fremkommer efter en Skaberplan, skal være uforanderligt, fordi det -ellers ikke kunde være fuldkomment, beror altsaa paa en Begrebsforvirring. For- andringer i Naturen maa netop ventes efter de Anlæg og Kræfter, Skaberen har lagt ind i Naturvæsnerne. De er altsaa selv en Følge, en Virkning af Skaberplanen, og ved deres ofte ganske iøjnefaldende Hensigtsmæssighed danner de et nyt Bevis for den.

Det røber derfor en forbavsende Naivetet, en Naivetet, som man allermindst skulde formode hos akademisk dannede Mænd, naar visse Forfattere i deres populærvidenskabe- lige Bøger om Udviklingslæren mener der- ved at kunne gendrive Skaberplanen, at de fylder Side om Side med Eksempler paa Forandringer, der foregaar i Naturen.

Ganske utrættelig er i saa Henseende »Ver- densudviklingernes Forfatter ViIh. Basmus- sen. Han samler alle mulige Eksempler paa Forandringer snart paa Himmelkloderne (S. 36—46), snart paa Jordens Overflade og i dens Indre (S. 70—131), snart i de forskel- lige Tiders Dyre- og Planteverden (S. 131— 214) eller ogsaa i Organismernes Bygning (S. 378—419), og atter og atter gentages som et virkningsfuldt Omkvæd den Belæring, at her faar vi et soleklart Bevis og her en af-

Klinten ved Arnager.

[page] 154

gørende Bevisgrund og her et uimodsigeligt Vidnesbyrd-imod Skabelseslæren.

Saaledes begynder Kapitlet om Kloder- nes Forandringer (Side 36) med den dri- stige Paastand: »En af de mest afgørende Bevisgrunde imod de gamle Skabelse-Legen- der er de Forandringer, som jævnlig iagt- tages med. forskellige Slags Kloder i Rum- met.« Nogle Linjer videre er endog »en- hver Komet, der kommer ind i Solsystemet« .... »et Vidne imod Skabelse-Beretningerne« Hvorfor? Jo, »en saadan Komet viser jo, at »Verden«, i ethvert Fald Solsystemet, ikke blev skabt saadan, som da Kometen var der; thi saa maatte Kometen bestandig have været i Solsystemet«. Er Bevisførelsen i sin Hel- hed saa solid, som denne sidste Begrun- delse, saa skal vel enhver vogte sig, for at røre ved den; thi den Komet, som efter Tu- sinder af Aar første Gang farer ind i Sol- systemet, den er Solsystemet aabenbart ikke bleven skabt med, det er unægteligt. Men maaske er Hr. V. Rasmussen ikke engang selv bleven sig bevidst, hvor dyb, hvor ind- holdsrig og frugtbringende denne hans Be- visførelse er. Vi behøver nemlig blot at an- vende den paa en Række lignende Natur- fænomener, saa danner den en ligefrem uud- tømmelig Kilde til stedse ny »afgørende Be- visgrunde imod de gamle Skabelse-Legender«. Enhver Solformørkelse f. Eks., som indtræder, bliver et lige saa uforkasteligt Vidne imod Skabelse-Beretningen, som Kometen, naar vi blot anvender Hr. Rasmussens Bevis- førelse: En saadan Solformørkelse viser jo, at Verden, i hvert Fald Solsystemet, ikke blev skabt saadan, som da Solformørkelsen stod paa; thi saa maatte Solen bestandig have været formørket! Ogsaa Syndfloden og Sodomas Brand bliver ved hin vidunderlig virksomme Argumentationsmaade ganske uimodsigelige Vidner imod Skabelse-Beret- ningen. De viser jo begge to paa det kla- reste, at Verden ikke blev skabt saadan, som da Floden stod over Landene, og saadan, som , da Ildregnen faldt over Sodoma; thi saa maatte jo Floden bestandig have staaet over Landene, og tillige Sodoma bestandig have brændt! Og saaledes kan vi blive ved med at skaffe os endog ud af selve Biblen »de mest afgørende Bevisgrunde imod Skabelse-Legenden«.

Man tænke blot paa Sten-regnen

(Jos. Kap. X, V. 11), paa Jordskæl- vene hos Profeterne og især paa alle de For- styrrelser, som efter Frelserens Forudsigelse skal indtræde baade paa Jorden og paa Havet og paa Himmelen, og endelig paa den sidste Verdensbrand, St. Peter taler om i sit andet Brev; de vidner allesammen lige saa klart som Hr. Rasmussens Komet imod »Skabelse-Legenden«; thi saadan som under Stenregnen og under hine Jordskælv og under den yderste Dags Rædsler blev Verden ganske bestemt ikke skabt; det er ubestridelig sandt. Er det altsaa ikke vidunderligt, hvilken rig

Kilde til ganske ny uimodsigelige, soleklare Bevisgrunde imod Skabelse-Beretningen Hr. V. Rasmussens geniale Tanke har aabnet for os, og det i selve Biblen?

Den eneste lilje Hage ved Sagen er kun den, at man kunde falde paa at spørge: Men hvilken Skabelse-Beretning er det da nu egen- lig, som har alle disse afgørende Beviser imod sig? Og da vilde det rigtignok plud- selig vise sig, at det ene og alene er en Skabelsesberetning af Hr. Rasmussens egen Opfindelse. Den virkelige Bibel fortæller os baade i det gamle og det ny Testamente om en Verden, som allerede har undergaaet eller i Fremtiden endnu skal undergaa talrige For- andringer og Forstyrrelser, Syndflod og Ild- regn, Stenfald og Jordskælv og tilsidst Havets Oprør og Ildsvaade og Sammenstød med Stjærner. Den Skabelsesberetning derimod, efter hvilken alt »er skabt fiks og færdigt«, saa at end ikke en Komet faar Lov til at vise sig paa Himlen (Side 36), ikke et Stjærne- skud maa falde (S. 38), ingen ny Stjærne maa blusse op, ingen forsvinde (S. 40), den Skabelsesberetning, som derfor ogsaa saa uimodsigeligt gendrives ikke blot ved hver Komet, hver Meteorsten, hver ny Stjærne, hver Stjærnetaage, men endog, som vi ser, ved hver eneste Forandring eller Forstyr- relse, Biblen selv taler om: den Skabelses; beretning var det Hr. Cand. mag. V. Ras- mussens Geni forbeholdt at sammenfanta- sere sig.

Men at han nu kan komme og bygge Be- vis efter Bevis paa disse sine tomme Fan- tasier, ja endog præsentere sine Læsere dem som lige saa mange soleklare, afgørende, i uigendrivelige Beviser imod den heil. Skrifts Skabelseshistorie, derved viser han enten en grænseløs Foragt for sine Læsere, som han maa holde for de reneste Dumrianer, hvem man kan binde alt paa Ærmet, eller — han maa selv være et saa konfust Hoved, at han ikke længer kan skelne mellem sine egne Indbildninger og Virkeligheden.

Jeg vover ikke at antage dette sidste om ham og overlader derfor hans oplyste Parti- fæller og hans troskyldige Læsere at afgøre dette betænkelige Enten—Eller.

(Fortsættes.)

Glimt.

Undertiden bliver man saa elendig, for at man baade selv og Andre ret kan føle: der er en Evig- hed og en Forbarmer til.

Bjørnstjerne Bjørnson.

*                                      * *

Overalt, hvor Hj ærtelivet i os faar Lov til at : vaagne og udfolde sig i sine Dybder bliver det en I Johannes, som baner sig Vej for Verherre

J. C. Hostrup.

*                                       * +

Forlad Bønnen for at gøre det Gode!

Kinesisk Ord.