[page] 182

Skabelseslæren og Forandringerne,

Ufuldkommenhederne, „Fejlene" i

Naturen.

Af A. Breitung. (Fortsat.)

Men de talrige »Rudimenter«, som fin- des, d. v. s. Dannelser, som opstaar ved, at et Organ forkrøbler eller bliver funktions- udygtigt — de er dog sikkert unyttige og ligefrem skadelige, i hvert Fald derved, at de, uden at gøre Gavn, alligevel maa er- næres af Organismen og saaledes berøver den en Del Kræfter, som den ellers kunde bruge bedre andet Steds. — Dette Rudiment- bevis har to meget svage Sider.

For det første udsætter det vore Angribere al Tid for den Fare at se unyttige Rudi- menter der, hvor de i Virkeligheden, uden at ane det, staar overfor de aller hensigts- mæssigste Indretninger. Man husker dog vel endnu den Blamage, man har hentet sig med Skjoldbrusk-Kirtlen, dette »unyttige, me- ningsløse Rudiment« foran paa vort Strube- hoved; en eneste Nytte gjorde det jo, mente man, det kunde lejlighedsvis pryde vor Hals med en dejlig Kropbyld! Det var Dommen om Skjoldbrusk-Kirtlens Betydning — men det var Uvidenhedens Dom! De sidste Aar- tiers Specialforskninger har nemlig paavist, at denne Kirtel er et i højeste Grad nyttigt og ligefrem uundværligt Organ, hvis kemisk- fysiologiske Virksomhed forebygger de alvor- ligste Sygdomme og Lidelser. Standses ved en Sygdom denne Virksomhed, saa maa Me- dicinen kunstig tilføre det syge Legeme de Stoffer, som det normale Legeme al Tid forsynes med af hint »meningsløse Rudi- ment«, ellers opstaar ganske uhyggelige Syg- domme.

I »Abeteoriens Bankerot«, hvor jeg S. 108—109 omtalte dette lærerige Eksem- pel paa et farligt Rudimentbevis, henviste jeg ogsaa til afdøde Prof. Reisz's Univer- sitetstale, i hvilken han belyste flere saa- danne hidtil misforstaaede Organers yderst vigtige Funktioner. Det var især den saa- kaldte Hypophyse (»Hjærneanhang«, paa Hjærnens Underside) og andre »lukkede Kirtler«, om hvilke han sagde, at de nu maatte anses for Laboratorier, hvori der efter en stor Maalestok arbejdes paa en Uskadeliggørelse af Gifte og andre skadelige Stoffer i Organismen. De sidste Aars Forsk- ning har ikke blot stadfæstet denne den an- sete Mediciners Mening, men har desuden konstateret, at Hypophysen ogsaa ved en anden physiologisk Virkning bliver et af de vigtigste Organer til Forebyggelse af farlige Hjærnetilstande. Indtræder nemlig af en eller anden Aarsag et større Tryk i Hjærnen, som let kan blive skæbnesvangert, saa sætter efter Cyons Undersøgelser Hypophysen visse Sik- kerhedsapparater i Bevægelse, som hurtig

sagtner Blodtilstrømningen til Hjærnen og derved formindsker Trykket. Særlig inter- essant er det, at sammen med den saakaldte omstrejfende Nerv ogsaa Skjoldbruskkirtlen hører med til disse Sikkerheds-Apparater. Denne Kirtel kan efter Cyon aflede store Blodmængder fra Hjærnen. Altsaa det for- dums stakkels Rudiment viser sig i en, ny vigtig Funktion.*)

Er det ikke morsomt, hvorledes man kan blive latterlig ved at stemple noget til et unyttigt Rudiment, fordi man, som Cand. mag. Bøving-Petersen udtrykte det, »med den bedste Vilje ikke kan udspekulere«, hvad Nytte det skal gøre. Her viser sig kun alt- for let Menneskets Indskrænkethed overfor Skaberens Visdom, og ved enhver ny Op- dagelse af den nævnte Art gentager sig noget lignende som den dejlige Scene, Digteren har skildret saa morsomt: Kritikeren, der mener at kunne korrigere Skaberen hans Koncept, ligger linder et Egetræ og speku- lerer over det aabenbare Misforhold, at det prægtige Egetræ kun bærer smaa Agern, medens den lave Ranke ved Siden af bærer mægtige Græskar. Det skulde dog være noget ganske andet, naar jeg havde skabt Egen; hvilken Pragt skulde det være, det statelige Træ med de mægtige Græskar i Kronen! Træt af sin vise Spekulation sover vor Kritiker ind, men oppe i Egetræets Krone begynder Vinden at suse; rundt om drysser Agern ned, paa en Gang rammer et den sovende just paa Næsetippen. Med et Sæt springer han op: »Gud ske Lov, at det ikke var et Græskar!« Næsen bløder lidt, men Kritikeren er kureret: »O wie dumm hab' ich gedacht! Gott hat alles wohl gemacht!«

Altsaa det første, naar vi hører Tale om unyttige eller ogsaa skadelige »Rudimenter«, maa al Tid være det, at vi spørger: er dét nu ogsaa virkelig unyttige Indretninger, som her foreligger — eller er det kun vor Uviden- hed, som anser dem for unyttige? Denne Forsigtighed er efter de omtalte og lignende Erfaringer ikke overdreven.

Selvfølgelig vil vi dermed ikke paastaa, at der ikke ogsaa kan- findes virkelige Ru- dimenter, altsaa paa en eller anden Maade forkrøblede Organer, som ikke længer er tjenstdygtige. Om end Antallet af virkelige Rudimenter ved nøjere Undersøgelse vil vise sig mindre end man tidligere antog, en Del vil der alligevel blive tilbage. Danner nu ikke i det mindste disse et Bevis for, at der gives aldeles unyttige Indretninger i Naturen? Langt fra.

Man erindrer vel, at vi i første Del af Bogen uden Betænkelighed har accepteret en maadeholden Udviklingsteori, nemlig den

*) Jfr. Pflugers Archiv fur Anatomie und Physiologie. Physiologische Abtheilung: E. v. Cvon, Die physiol ogis ch en Verrichtungen der Hypophyse, 1900, Bd. 81, S. 267—328; 1901, Bd. 87, S. 565-594.

[page] 183

Tanke at de af Gud umiddelbart skabte første Organismer med Tiden i større eller mindre Grad har forandret, har udviklet sig, alt efter den større eller mindre Forander- lighed og de Udviklingsanlæg, Skaberen har givet dem med. Denne Omdannelse og Ud- vikling hører da selvfølgelig med til Ska- berens Plan, de senere Tiders Dyre- og Planteformer tilstræbes altsaa ved de tid- ligere Formers Omdannelse, og hvad der er et passende Led i denne Omdannelse, tjener som Middel til Opnaaelsen af Maalet. Men netop dette er Tilfældet med Rudimenterne. Det er en Følge af den fremskridende Om- dannelse, at et eller andet Organ, som før var af stor Nytte, under de forandrede For- hold mindre og mindre bruges og derfor efterhaanden bliver svagere og tilsidst funk- tionsudygtigt. Men netop derved bliver Or- ganismen uden voldsomme Indgreb i dens Or- ganisation ved passende Overgange lidt efter lidt fra sit tidligere Stade og den tidligere Levemaade ført over til den fuldkomnere Tilstand og en dertil svarende Levemaade. Om da end Rudimentet bliver unyttigt for dets enkelte Bærere, saa fører netop Umulig- heden af Organets tidligere Anvendelse hos disse hele Arten mere og mere bort fra den tidligere nu mindre passende Levemaade og derved over til en anden, der svarer til de ny Forhold. Altsaa kan ogsaa denne Rudi- mentdannelse lige saa godt være optagen med i en vis Skaberplan, som f. Eks. de mange foreløbig ganske ubrugbare Former, gennem hvilke et Instruments fuldkomne Form tilvejebringes, hører med til Instru- mentmagerens praktiske Plan; her som der kan de ubrugbare Overgangsformer ikke kaldes simpelthen unyttige, her som der vid- ner de om Ophavsmandens klart beregnende Indsigt, som ved dem forbereder den til- stræbte fuldkomne Form.          (Fortsættes.)