[page] 165

Skabelseslæren og Forandringerne,

Ufuldkommenhederne, „Fejlene" i

Naturen.

Af A. Breitung.(Fortsat.)

Vi har her endnu en anden Begrebsfor- veksling at undersøge, som ret almindelig viser sig hos dem, der bekæmper Læren om Skabelsen med en Henvisning til, hvad de kalder overflødige, unyttige, ja endog skade-

[page] 166

lige Indretninger i Naturen. Det strider, siger de, imod Fornuften, i hvilken som helst Sag at anbringe unyttige eller ligefrem skadelige Indretninger. Men saadanne forekommer i Naturen i Massevis. Altsaa kan Naturen umulig have en fornuftig, endsige en alvis Ophavsmand.

Bevisførelsen lyder uden Tvivl selvsikkert og sejrvist, naar nu blot ogsaa Soliditeten holder Skridt med Selvsikkerheden. Men just Soliditeten skorter det paa; den dristige Bevisførelse har. mindst lige saa mange Ska- vanker, som den har Sætninger. Dens Over- sætning er flertydig, Undersætningen er ikke blot flertydig, men til Dels ganske urigtig; den selvsikre Slutning svæver derfor fuld- stændig i Luften.

Vi siger: Oversætningen er flertydig, den kan være rigtig og den kan være meget for- kert. Rigtig er den, naar den vil sige, at det strider mod Fornuften at skabe Indret- ninger, so'm i enhver Henseende er unyttige eller skadelige; men urigtig er den, naar den skal gælde om en Indretning,, der i én Hen- seende er unyttig eller skadelig, men i en anden meget nyttig. Man tænke blot paa det bekendte Instinkt hos Lemmingerne paa Skandinaviens Bjærge! Har disse. Gnavere formeret sig altfor stærkt, udvandrer de plud- selig i utallige Skarer og gaar paa dette Tog i Massevis til Grunde. Denne mærkelige Vandredrift bringer altsaa talløse Individer Døden, men gavner Naturens store Hele, idet den sikrer den Orden, som truedes af Dyrenes altfor store Mængde.

Eller lad os tage det højst interessante Instinkt hos en Del af vore Smaafugle, at de, som dog ellers ikke taaler noget frem- med i Reden, ikke blot taaler Gøgens Æg, men med største Omhu og Opofrelse tager sig af den unge Gøg. Opfostringen af den graadige Plejeunge koster dem den største Anstrengelse, de spilder deres Kræfter og megen Føde, som de skulde bringe deres egne Unger, til Fordel for den fremmede Arts Unge, og ikke sjælden skubber den tykke fremmede Slughals endog en af deres egne Unger ud af Reden. Er alt dette Ind- retninger og Drifter, som nytter de Arter, hos hvilke de findes ? Mangen en ung Gøgs Opfostring koster jo unge Vipstjerter eller Græssmutter Livet. Disse Smaafugle-Arter har altsaa nærmest Skade af deres ejendom- melige Instinkt. Og dog vidner netop hele dette mærkelige Forhold mellem Gøgen og de smaa Sangfugle om den største Visdom, en Visdom, som overskuer Naturens Hele, som efter dens Tarv har indrettet de enkelte Arters Instinkter og til Opretholdelsen af Or- denen i det store i nogle Tilfælde ofrer en- kelte Væsners Særinteresser.

Gøgene danner nemlig i vore Skove en Slags flyvende Politikorps for at holde de fra Tid til anden optrædende Masser af laadne Kaalorme indenfor de rigtige Skranker. Til

dette Hverv er Gøgens Legemsbygning paa det fuldkomneste indrettet. Dens Flyve- og Klatreævne lader den med Lethed opdage Misdæderne højt oppe i Træernes Kroner. Dens stærke Appetit sætter den i Stand til at udrydde utrolige Masser af Larver. Dens Mave er uimodtagelig for Larvehaarenes Gift; en gammel Gøgs Mave er ofte tæt besat med disse Haar som med en Pels; hvoraf andre Fugle vilde dø, det befinder Gøgen sig for- træffelig ved.

Men hvad vilde hele dette fortrinlige Ud- styr gavne, naar en Larvesværm netop hær- gede en lidt fjærnere liggende Skov, medens Gøgen var bunden til en Rede og maatte ruge over Æggene og senere afsøge Omegnen efter nøgne Kaalorme som passende Føde for de spæde Unger? Imidlertid kunde de graadige laadne Larver rolig hærge videre, for en stor Del forpuppe sig og derved i næste Aar maaske foraarsage en endnu værre Larveplage. Nej, saadant maatte det ikke være indrettet, hvis Gøgen virksomt skulde holde Orden i Skoven. Derfor fik den et særligt Instinkt til, som er enestaaende i hele vor evropæiske Fugleverden. Gøgen bygger ikke Rede. Til hvert af Æggene, som lægges med en Uges Mellemrum, opsøger Hunnen en af vore Smaafugles Reder, som allerede er belagt med Æg; er Reden let tilgængelig, lægger den Ægget umiddelbart i den, er den vanskelig at komme til, læg- ger den Ægget paa Jorden og bærer det saa i Næbbet op til Reden. Nu er Fuglen fri for en Tid, Hannerne, der ikke behøver at holde hverandre ude af Ynglerevieret, er ligeledes fri. De iler hen til de Steder, hvor- fra allerede flere Gøges Kukken signaliserer, at der dér gives Arbejde, og ubekymrede om Redebygning og Ynglepleje tager de i Fælles- skab med de andre Kampen mod Kaal- ormene op.

Men igen, hvad vilde hele denne snilde Trafik med Æggene nytte dem, naar ikke ogsaa Smaafuglene havde faaet det tilsvarende Instinkt, med en ubegribelig Iver at ofre sig for den Skifting, der er dem bleven lagt i Reden, og selv, naar det maa være, at fore- trække den for. deres egne Unger? Faar ikke Smaafuglene dette for dem selv og deres Unger unyttige, ja skadelige Instinkt, saa gives der ingen Gøge mere, og Larverne kan netop i den dejligste Aarstid langt friere Aar efter Aar hærge Skoven. Men lider Skoven for stærkt, maa hele Omegnen bøde for det; Naturens Orden forstyrres i det store, og Dyreverdenen og tilsidst ogsaa Smaa- fuglene kommer ligeledes til at lide under Følgerne.

Hele denne Kæde af indbyrdes betingede Forstyrrelser i Naturen afværges under nor- male Forhold ved Gøgens Virksomhed. Rig- tignok bliver snart hist, snart her en Vip- stjertunge eller en spæd Græssmutte eller Mejse et Offer for deres Forældres mærke-

[page] 167

lige Forkærlighed for den graadige Pleje- unge. Der gives alligevel Vipstjerter og Mej- ser nok, Tabet erstattes rigeligt ved Artens Frugtbarhed.

Men det er jo dog virkelig et Tab; og at et saadant kan indtræffe, er det ikke en unyttig, ja en skadelig Indretning? Ikke mere end f. Eks. i Dampmaskiner Anbrin- gelsen af Sikkerhedsventiler imod en mulig- vis truende Sprængning. Gennem en saa- dan Ventil gaar jo i paakommende Nøds- tilfælde nok en Del Damp ubenyttet bort. Men hvem ser ikke, at dette lille Tab, som følger med denne Indretning, netop vidner om Ingeniørens Fremsynethed og kloge Be- regning? Han sparer ved det ubetydelige Tab mange Penge, idet han forhindrer Ma- skinens Sprængning og undgaar det Tids- spilde, som det vilde være, naar han selv maatte staa og passe Maskinen.

Hvad ser vi altsaa af dette fra Industrien og af de to fra Naturen hentede Eksempler? Aabenbart det, at vel en i alle Henseender unyttig eller skadelig Indretning kan siges at vidne imod Ophavsmandens Indsigt, men ikke en saadan, som i én Henseende kan kal- des unyttig eller skadelig, medens den i andre vigtigere gør den største Nytte. Alt- saa kun i den første Forstand er vore Mod- standeres Oversætning rigtig, i den sidste er den absolut falsk.

Deraf følger, at ogsaa Undersætnin'gen først maa rettes, før den overhovedet kan bruges. Lyder den, som den almindelig fremsættes: »I Naturen findes der Masser af unyttige eller ligefrem skadelige Indretninger«, saa maa vi straks tilføje: Indretninger, som er unyt- tige eller skadelige i én Henseende, f. Eks. for selve deres Bærere, ja det kan gærne være, som vi netop har set, skøndt man dog al Tid i hvert enkelt Tilfælde først skal se godt til, før man dristig paastaar Unytten eller Skadeligheden. Vil Sætningen derimod sige: Der er Masser af Indretninger, som sim- pelthen er unyttige eller skadelige, nej, dette skal man først endnu bevise os.

(Fortsættes).