[page] 845

Udviklingslæren forenelig, men ikke jævngyldig med Kristentroen.

Af A. Breitung. (Sluttet.)

Her kun endnu nogle Ord om det tredje af de ovennævnte almindelige »Beviser« for Organismernes fælles Afstamning, »det em- bryologiske Bevis«, som syntes Haeckel saa sikkert, at han endogsaa formulerede det som en særegen Naturlov. Denne lyder: Individets Udvikling (fra Ægget gennem Fosterstadierne til det fuldkomne Væsen) er en kort Bekapitulation (Gentagelse) af Artens Udvikling i Jordhistorien. Ved Hjælp af denne Lov, Haeckels »bio- genetiske Grundlov« (Grundlov for Livs- formernes Dannelse), er det nu en sand For- nøjelse at bestemme alle Former, en nu- levende Art maa have gennemgaaet i sin Udvikling. Fordi vore Knogler oprindelig anlægges som Brusk, derfor maa vi i vore Stamformer en Gang have staaet paa Brusk- fiskenes Trin; fordi vore Aarer i Hals- og Hovedpartiet en Tid lang har en lignende Forgrening som Fiskenes Gælleaarer, derfor har vore Forfædre nødvendigvis været gælle- aandende Dyr. Fordi meget forskellige Krebs- dyr har en simpelt bygget Larveform, den saakaldte Nauplius, derfor af stammer de alle

[page] 846

fra en nu uddød Nauplius. Saaledes i sin Tid Fritz Müller. Fordi Insekterne gen- nemgaar en Larveform, som er ormeagtig, saa maatte efter Oken og andre en Orm være Insekternes Stamfader. At dette glim- rende Bevis, som jo mere end noget andet er egnet til at vække Lægfolks højeste For- bavselse, ikke turde mangle i »Verdensud- viklingen«, forstaar sig af sig selv. For- fatteren bringer paa ikke mindre end 60 Sider alle mulige Eksempler for at indbanke sine troskyldige Læsere det, hvor uforstaaeligt — i "hvert Tilfælde for ham selv — alt er, naar Dyre- og Planteverdenen er skabt, men hvor indlysende alt er, naar den uden nogen oprindelig Skabelse blot har udviklet sig efter den biogenetiske Lov.

Og virkelig, hvad skal den stakkels Læser tænke, naar han f. Eks. paa Side 365 be- tragter Billedet, som fremstiller Æg og Lar- ver af Frøer, og læser, at de spæde Larver først ligner en ganske ung Fisk eller ogsaa en Salamanderlarve med Svømmehale og ydre Gællebuske, at de saa senere faar indre Gæller paa Gællebuer omtrentlig som en Gedde, og at Aandedrættet ogsaa foregaar ligesom hos en Fisk. Senere udvikler Lem- merne sig, Gællerne svinder bort, tilsidst forsvinder ogsaa Svømmehalen, og Slut- ningsresultatet er en lille Frø. »Men hvem begriber,« saaledes lyder nu Anvendelsen, hvem begriber, »hvorfor en Skaber har ind- rettet Frøer saaledes. at deres nys udklæk- kede Larve ligner en lille Fisk og har fiske- agtigt Aandedræt og Hjærte? Derimod er det simpelt nok, dersom man antager, at Frøerne, og i det hele taget alle Spring- padder, har taget deres Udspring fra Hale- padder, som atter antages at stamme fra Fisk. I saa Fald er nemlig det enkelte Frø- Individs mange Forvandlinger blot Mindelser om, hvorledes Frøerne er bleven til af Hale- padder, af Fisk o. s. v. nedad i Dyreriget«. Allerede S. 337 har Læseren ogsaa med Hen- syn til Planterne faaet den Belæring: »Ind- til en vis Grad afspejler Individets Udvikling de Forandringer, der maa antages at være foregaaet med hele Planteriget, idet ogsaa dette, sandsynligvis da, er begyndt med én- cellede Individer, derefter er kommen til ogsaa at omfatte flercellede med stigende Arbejdsdeling, med mere og mere indviklet byggede Organer, o. s. v.« Saaledes gaar det videre gennem 60 Sider; Lægmanden, der ikke kan kontrollere et eneste af de mange Eksempler, tror tilsidst selv at have vundet et Indblik i en ubestridelig Naturlov, nem- lig den, at Individets Udvikling afspejler til en vis Grad Artens Udvikling. Selvfølgelig ligger saa i Fostrenes (Embryonernes) Ud- vikling et glimrende Bevis for Arternes Ud- vikling, det vi ovenfor kaldte »det embryo- logiske Bevis«.

Ja, naar nu blot Videnskaben ogsaa virke- lig er saa fornøjet med denne biogenetiske

Grundlov, som Hr. Vilh. Rasmussen erl det. Desværre gik det denne »Grundlov« I og »det embryologiske Bevis«, som det er] gaaet de to andre »Beviser«, Forskerne saa ! dem nøje efter i Sømmene. Dels var Fag-i1 mændene kede af, at man, akkurat som 1 »Verdensudviklingen«s Forfatter gør det, fra 1 H ae c kel s og hans Beundreres Side stadig I paany udbasunede Haeckelske Trossætnin- ger som Videnskabens Resultater; men dels ] anstillede de deres Undersøgelser ogsaa netop i den Hensigt at fmde solide Beviser for den biogenetiske Grundlov.

At selve Haeckel for ramme Alvor søgte at bevise sin Lov, tvivler ingen om. Men allerede 1874 saa han sig ved sine egne og andres Forskninger nødt til at afsvække Loven ved i Stedet for Udtrykket: »Reka- pitulation (Gentagelse) af Artens Udvik- lingshistorie« at sætte: »Udtog af Artens Udviklingshistorie«. Ja, han indskrænkede det endnu mere: »Individets Udviklings- historie er et sammentrængt og for- kortet Udtog af Artens Udviklings- historie«. Det værste var den Forklaring, han maatte give til disse ny Udtryk: Na- turen har forfalsket Loven (!) dels ved i Individets Udvikling at undertrykke visse Former, som optraadte i Artens, dels ved at indskyde helt ny Dannelser. Forfalsk- ningerne vedkommer især Rækkefølgen, i hvilke Individets Organer nu dannes — de saakaldte »Heterokronier«, d. v. s. Afvi- gelser i Tidsfølgen — og Stedet, hvor Or- ganerne nu anlægges — »Heterotopier«, d. e. Afvigelser i Beliggenheden. Man ind- ser let, at Loven derved er bleven saa godt som værdiløs. Den Dannelse, som man ud- giver for en Afspejling af denne eller hin Stamfaders Form, kan just være en Nydan- nelse, som Falsknerinden, Naturen har ind- skudt; hvilken Form, der i Virkeligheden er optraadt i Stamfaderens Legeme, kan vi ikke ane, naar Falsknerinden har undertrykt den. Hvor dette Organ var anbragt i Stamformens Legeme, hvor hint Organ anlagdes, om Stam- formen først stod paa dette Trin eller paa hint, alt dette kan man kun gætte sig til, da den snedige Falsknerinde har forvansket Ordenen. Selvfølgelig var den korteste Ud- vej af disse Forlegenheder den at sige, at Haeckel selv er Falskneren. Naturen be- høver ikke at forfalske Love, som Haeckel fabrikerer!

Men lad os se, om maaske andre var lyk- keligere ved deres Søgen efter Beviser for den »biogenetiske Grundlov«! En af de mest bekendte er Zoologen og Anatomen Fie i schmann, Prof. ved Univ. i Erlangén. I sin Bog: »Die Descendenztheorie«, Leipzig, 1901, skriver han Side 247: »Mine sammenlignende Studier over to Pattedyr- Ordener, nemlig Rovdyrene og Gnaverne, har første Gang for ni Aar siden vakt i mig den Tvivl, om den biogenetiske. Grundlov

[page] 847

virkelig var det betegnende sproglige Ud- tryk for det, som sker under Fosterudvik- lingen- før denne Tid havde jeg gennem ti Aar været denne Lovs trofaste Tilhænger

o havde slemt udskældt enhver, som ikke havde en lige saa fast Tro paa den. Idet ■ nll prøvede mine Tvivl videre ved at undersøge Kendsgærningerne i Naturen, naa- ede jeg til den Overbevisning, at Grundloven vel har en besnærende Form, men intet positivt Indhold. Andre af mine Fag- kolleger har uafhængig Eftertanke ført til den samme Anskuelse. Jeg citerer først to Mænd« (Prof. Oppel og Prof. Keibel), »som foretog embryologiske Studier med det For- maal at finde ny Kendsgærninger, som kunde bevise den biogenetiske Lovs ubetingede Gyl- dighed.«

Prof, Dr. A. Oppel stod, som han selv skriver 1892, i Begyndelsen af sine Studier paa den biogenetiske Grundlovs Standpunkt. »Men i Undersøgelsens Forløb fandt han, at Loven ikke længer kan hævdes, da Modi- fikationerne« (Forandringerne i Udviklingen, altsaa: »Naturens Forfalskninger«) »tilsidst fører dertil, at Loven slet ikke bestaar. Støttet til sine Undersøgelser kommer For- fatteren til den Slutning: Ontogenien (In- dividets Udvikling) er ikke en Gen- tagelse af Phylogjenien [(Artens Ud- vikling).«

Den anden af de to Forskere, Prof., Dr. Fr. Keibel, i Freiburg, prøvede Grundloven ved indgaaende Studier over Svinets Udvik- ling, især angaaende »Heterokronierne«, alt- saa »Forfalskningerne« i den Rækkefølge, i hvilken dé forskellige Organer optræder hos Pattedyrene. Disse »Heterokronier« har hos Pattedyrene naaet en saadan Højde, »at man simpelthen ikke har Lov til at tale om Phylogeniens Gentagelse i Ontogenien; den- »biogenetiske Grundlov« bliver her, hvis jeg maa bruge det Udtryk, stadfæstet ved lutter Undtagelser, kort sagt, der ka'n ikke være Tale om, at den biogenetiske Grund- lov i den omtalte Henseende over- hovedet gælder for Pattedyrene.«

Den største Vægt lægger dog Fleisch- mann med Rette paa den Kendsgærning, at nu selv Haeckels Discipel O. Hertwig fornægter sin Mesters Grundlov. »Vi bør opgive Udtrykket: »Gentagelse af ud- døde Forfædres Former« og i Stedet derfor sige: »Gentagelse af Former, som fordres af den organiske Udviklings Love, og som fremskrider fra det enkle til det mere indviklede« . . .

»Naar vi sammenligner de forskellige Dyrs ontogenetiske Udviklingsformer dels med hverandre, dels med lavere Dyregruppers færdige Former, saa kommer vi til Erken- delsen af almindelige Love, af hvilke al organiskUdviklingbeherskes Trods alle de stadig indvirkende Kræfter, der stræber at forandre Formerne, bliver visse be-

stemte Form er med Sejghedfastholdte, fordi kun gennem dem den indvik- lede færdige Form kan naas paa den simpleste og til Ar ten passendeMaade.«

De sidste Udhævelser, som vi har anbragt i Citatet fra Hertwig, viser, at Haeckels berømte Discipel ved selvstændig Forskning er naaet til den samme Anskuelse, som vi fra et kristeligt Standpunkt al Tid har hæv- det: »Udviklingen sker ikke ved tilfæl- dige Forandringer, men efter bestemte i Organismen nedlagte Love, og der hersker Hensigtsmæssighed, d. v. s. en Plan i den.

Naar altsaa efter Haeckelianernes ovenfor anførte Eksempler vore Knogler først an- lægges som Brusk, saa er det ikke »en Min- delse« om vort tidligere Bruskfiskestadium, men det sker, fordi den blødere Brusk pas- ser bedst til de spæde Fosterorganer og er et bekvemmere Leje for de fine Aarer og Nerver, som skal vokse igennem den. Og naar vore Aarer i Hals- og Hovedpartiet først har en lignende Forgrening som Fi- skenes Gælleaarer, saa er Grunden meget simpelt den, at Fostret i sin første Udvik- lingstid vokser stærkest i Legemets forreste Dele og derfor maa have et rigt udviklet Aarenet i disse Dele; desuden egner netop disse tils3rneladende Gælleaarer sig udmærket til paa den mest praktiske Maade efterhaanden at forvandles til de senere, de blivende Bryst- og Halsaarer (jfr. Abeteoriens Banke- rot, S. 196-198).

Paa samme Maade er ogsaa de andre Eks- empler paa den biogenetiske Grundl6vs An- vendelse bleven undersøgte og forkastede af nyere Descendensforskere. Den gamle »Nau- plius«, som skulde være Krebsenes Stam- fader, er opgiven, og den »Urorm«, som skulde være Insekternes Forløber, er bleven umulig, siden Langs og Korschelts og Heiders Arbejder foreligger. Og den simple Ægcelle, som efter Haeckel skulde være Beviset for, at Mennesket og Dyrene og Plan- terne allesammen afstammer fra ganske simple encellede Smaavæsner, kan nu efter mange Forskeres Undersøgelser om Ægge- nes indviklede Bygning og indbyrdes store Forskellighed kun endnu bruges til at narre »Verdensudviklingernes og andre popu- lærvidenskabelige Bøgers troskyldige Læsere med. Paa samme Maade kan efter Fleisch- manns Undersøgelser, S. 220, 221 og 239 det slaaende Eksempel med Frøens Fiske- Lighed i Larvetilstanden kun gøre Indtryk paa en ukyndig Lægmand.

Naar saaledes Hovedbeviserne for Udvik- lingslæren ved de nyere Forskninger er ble- ven vaklende, naar de store Forhaabninger, man især havde gjort sig om det palæonto- logiske og det embryologiske Bevis, er ble- ven skuffede, saa forstaar man godt, hvor- ledes en særdeles ivrig Tilhænger af Læren, som Prof. Fleischmann, helt har kunnet

[page] 848

vende sig bort fra den, eller hvorledes en anden, Dr. Friedmann, i sin nyeste Bog allerede opstiller en stik modsat Teori, der skal erstatte den (jfr. Dr. H. Friedmann, »Die Konvergenztheorie als Ersatz fiir dieDescendenstheorie«). Vi behøver ikke at gaa saa vidt, da der, som tidligere er paavist, foreligger gode Grunde, som gør en eller anden Udvikling i det mindste meget rimelig, om de end ikke beviser den som en sikker Kendsgærning.

Men ét turde efter alt være klart, at vi ikke, som nogle har ment, kan gaa med til at stille Udviklingslæren ved Siden af og maaske i Rang med den kristne Lære. For- enelig med Kristentroen er en vis Form af Udviklingslæren nok, det har vi set i de foregaaende Undersøgelser, men jævn- gyldig med den er den ikke. Udvik- lingslæren, selv i sin bedste Form, er usikker og vil maaske endnu stærkt for- andres, den kristne Lære derimod er Guds Ord og derfor evig Sandhed.