[page] 536

Udvikling og: „Selvdannelse".

Af A. Breitung.

En Udvikling af Dyre- og Plantearter, som har sit Udgangspunkt i Skabelsen, kan vi, som vi saa sidste Gang, ikke blot meget vel forene med vor kristne Tro, men vi kan endog hilse den med Glæde, fordi den sær- deles klart vidner om Guds Almagt og Vis- dom. Men netop af denne Grund bliver en saadan Udvikling uantagelig for Vantroen. Skabelsen i Begyndelsen er dén store An-, stødssten, som den med al Magt søger at rydde af Vejen.

Men vor Fornuft, som ser, at alt i Ver- den maa have sin tilstrækkelige Aarsag, for- langer nu en Gang Besked om, hvorfra Ar- terne kommer. Nu er det jo let, paa Spørgs- maalet: »hvorfra stammer de nyeste Arter?«, at svare: »fra tidligere.« »Og disse da?« »Igen fra tidligere.« Men Spørgsmaalet bli- ver stadig ved: »Og hvorfra kommer disse tidligere?« Det bekvemme Svar derimod: »Fra tidligere«, lader sig ikke stadig gentage. Filosofiske Fantaster har jo nok let ved at antage en uendelig Bække af Stamformer, hvoraf hver enkelt nedstammer fra en tid- ligere. Men i den virkelige Natur, med hvil- ken Naturvidenskaben har at regne, kommer vi ved at gaa tilbage gennem Jordhistoriens Perioder tilsidst til et Tidspunkt, hvor man enten aabent maa anerkende en Skabelse af de første levende Væsner eller ogsaa maa give Afkald paa al videnskabelig Tænkning.

Naturvidenskaben lærer os nemlig, at Jord- kloden en Gang har været ildflydende. Men hverken Dyr eller Planter, end ikke de enk- leste og mest sejlivede, kan taale en Varme paa 2000 og flere Grader, som den Gang herskede paa Jorden. I hine Tider og endnu længe efter dem kunde der altsaa ikke leve nogen som helst Organisme paa Jordens Overflade. Livet her paa Jorden har derfor ubestrideligt haft en Begyndelse. Hvorfra kom da det første Liv? Aabenbart fra Ska- beren, som skabte de første levende Væs- ner. — Men nej, siger nogle, Skaberen maa vi for enhver Pris være fri for; lad os hel- lere sige: Livet er i Form af smaa levende Væsner — fløjet ned til os fra andre Himmelkloder!

Selvfølgelig er dette, som Prof. Warming bemærker, »kun at skyde Spørgsmaalet læn- gere ud«. Hvorfra kom da det første Liv paa hine Himmelkloder? De skal jo dog ogsaa en Gang have været glødende alle- sammen. — Ja, men der var dog al Tid nogle Kloder, hvorpaa Liv kunde eksistere. — Al Tid? nej, det siger netop de ikke, som over- hovedet taler om hine Kloders Udvikling, idet de anvender den Kant-Laplace'ske Hypotese ogsaa paa dem. Efter disse skal

[page] 537

jo hele Stjærneverdenens Masse først i yderst fortyndet Tilstand og fuldkommen kold have svævet i det absolut kolde Verdensrum. Den Gang kunde der selvfølgelig endnu slet ikke være Tale om organisk Liv; der var jo ikke Luft til, ikke Vand, ikke Lys, ikke Varme og slet ingen organiske Stoffer. Men efter- haanden, som Stofmasserne trak sig sammen, opstod netop ved denne Fortætning Varme, den tog mere og mere til og blev endelig til Glødhede. Altsaa den glødende Tilstand maatte alle Kloderne gennemgaa, for saa vidt man overhovedet kan udsige noget om deres Urtilstand. Spørgsmaalet: »Hvorfra kom det første organiske Liv?« vil derfor uafviseligt stadig vende tilbage.

Det smukkeste ved denne Fantasi om tilfløjet Liv er forøvrigt den dejlige Fart gennem Verdensrummet. Man tænke sig blot: uden Luft, uden Varme, ja i en Kulde af over 200 Grader flyver levende Væsner ikke blot i Timer, i Dage, i Uger, nej i Aar- tier,i Aarhundreder, i Aartusinder! De maatte nemlig komme fra den uhyre fjærne Fiks- stjærneverden, da indenfor vort eget Sol- system ingen Klode var beboet af levende Væsner. De samme Forhold, som havde udelukket Muligheden af organisk Liv paa vor Jord, havde jo hersket paa vort Sol- systems samtlige Kloder. Af dem kunde alt- saa ingen sende os Livet, det maatte, som sagt, komme udefra, fra en af de mange Fiksstjærner. Men nu er selv den nærmeste Fiksstjærne omtrent 220,000 Gange fjærnere fra os end Solen. Rejsen bliver derfor uhyre lang, uhyre vanskelig. Men naar det gæl- der at komme udenom Skabelsen, maa der voves noget. Man lader blot det Meteor, hvorpaa de forhaabningsfulde Livsspirer sid- der, overvinde dets eget Solsystems hele Massetiltrækning, man lader det styre lige løs i Retning af vor Jord. Tiltrækningen af de Solsystemer og Himmelkloder, det flyver forbi, skal det nok lykkes det at undgaa. Og har det endelig, trods den Aarhundreder, ja Aartusinder varende Mangel paa Luft og Varme, kunnet bringe de kostbare Smaa- væsner levende over til vort Solsystem, saa kan det vel ogsaa klare de sidste Vanske- ligheder ved den noget mislige Afslutning, som den hidtil saa heldige Rejse faar. Paa én Gang tiltrækkes Meteoret nemlig stærkt af Jorden og dumper med rivende Fart ned i dens Atmosfære, saa det ved Luftens Mod- stand bliver varmt og glødende. Men nogle Hundrede Grader Varme — hvad kan det vel skade de vidunderlige Smaavæsner, som i mange Aarhundreder har trodset Verdens- rummets absolute Kulde og Luftmangel! Kisteglade lander de paa den længselsfuldt ventende Jord, og straks begynder Forplant- ningen og Udviklingen — en Udvikling uden Skabelse!

Man ser, at denne Rejsefantasi er i den Grad fortvivlet, at kun Frygten for en endnu

mere fortvivlet Udvej kan have frembragt den, for den Udvej nemlig, at Livet er opstaaet ved Selvdannelse (Generatio spontanea).

Hvad forstaar man da ved Selvdannelse? Ikke andet end, at livløse Stoffer af sig selv skal blive levende Væsner. Fra gammel Tid har der været materialistiske Filosoffer (f. Eks. Empedokles), som netop for de første levende Væsners Vedkommende antog" Selv- dannelse. Saalænge nu Naturvidenskaben ikke var videre udviklet, kunde Gudsfornæg- terne ogsaa lettere gribe til denne Udvej. Den Gang mente man jo almindelig, at mange lavere Dyr, f. Eks. Orme og Insekter, ia endog Mus og Frøer, endnu stadig kunde opstaa af Dynd eller forraadnende Stoffer. Troen paa de nævnte smaa Hvirveldyrs Selv- dannelse kunde selvfølgelig ikke holde sig under Naturvidenskabens Fremskridt; men for smaa Orme og for Indvoldsormene og især for de talrige næsten usynlig smaa In- fusionsdyr og Bakterier forsøgte man endnu længe at hævde Selvdannelse. Selve Nav- net »Infusiorisdyr«, med hvilket man tidligere ogsaa betegnede mange Bakterier, kunde jo for en naiv Betragtning støtte denne Tanke; Navnet betyder nemlig Paagydningsdyr, alt- saa Væsner, man kan skaffe sig ved at helde Vand paa organiske Stoffer. Endnu mere kunde den ofte gaadefulde pludselige Op- træden af mange Bakterier lede til den For- modning, at de var opstaaede ved Selv- dannelse.

Den mikroskopiske Forsknings store Frem- skridt i det afvigte Aarhundrede fortrængte imidlertid denne Anskuelse mere og mere. Overalt, hvor man havde ment at have Be- viser for en Selvdannelse, opdagede man efterhaanden de Æg eller Spirer, hvorfra de saa pludseligt og gaadefuldt optrædende smaa Væsner i Virkeligheden kommer. Man fik da ved disse Undersøgelser lige saa mange Stadfæstelser af den Sætning, som allerede Harvey, Blodomløbets Opdager (f 1657) havde udtalt: »omne vivum ex ovo, alt le- vende stammer fra et Æg«. Rigtignok for- søgte endnu en Gang en Forsker, Pouchet, i en Bog: »La generation spontanée« 1859 at bevise, at Selvdannelse virkelig forekom i Naturen. Men nu hidførte Pariser-Akade- miet den endelige Afgørelse, idet den gjorde Spørgsmaalet om Selvdannelsen til Genstand for en Prisopgave. »Louis Pa steur,« siger Prof. Warming, »tog Spørgsmaalet op, skøndt ansete Mænd raadede ham fra at spilde Tid paa sligt Arbejde. Snart forelaa hans afgørende Forsøg. Med Sikkerhed og Klarhed kunde han udtale: »Selvdannelse er en Kim ære« (et Hjærnespind). Aldrig vil Læren om Selvdannelse rejse sig efter det dræbende Slag, som dette enkle Eks- deriment har tilføjet den.« (Udviklings- læren i Nutiden. Tale holdt ved Universi- tetets Reformationsfest d. 17. Nov. 1904.)

[page] 538

Eksperimentet gaar ud fra den Kends- gærning, at Vædsker, som er passende til mikroskopiske levende Væsners (»Mikro- ber«s) Ernæring, men som paa en eller anden Maade (ved Udkogning, Overhedning o.s.v.) er bleven »steriliserede«, d. e. befriede for alle levende Mikrober, alligevel efter nogen Tid viser sig opfyldte af saadanne, naar Luften med sit Støv har faaet Adgang til dem. Skal der nu bevises, at de nydannede Mikrober ikke er opstaaede af Vædskernes livløse Stoffer som saadanne, men nedstam- mer fra andre Mikrober, saa maa man først og fremmest paavise, at de virkelig er hid- førte andet Steds fra, her altsaa, at de er kommen ind i Glassene med Luftens Støv. Dette sidste fremgik allerede med tilstræk- kelig Klarhed af Pasteurs Forsøg med Gæ- ringsstoffer, hvorom Distriktslæge, Dr. J. G. Ditlevseni sin Brochure »Louis Pasteur« meddeler interessante Enkeltheder. Pasteur tog »en Række Glaskolber, fyldte dem halvt med en gærbar Vædske og trak ved Flamme- varme Kolbens Hals ud i et fint, opadven- dende Rør. Derpaa kogte han Vædsken, og inden han afbrød Kogningen, under hvilken Dampen strømmede ud af Røret, tilsmæl- tede han dette. Af en saadan Kolbe er Luf- ten altsaa uddreven ved Vanddampene; men saa saare man afbrækker den tilsmæltede Spids, strømmer den ydre Luft stærkt ind og river med sig alt det Støv, der svæver i den. Tilsmælter man saa atter Røret og stiller Kolben hen, saa vil det vise sig, om Vædsken vil gaa i Gæring.« Nu viste der sig følgende mærkelige Forskel ved de saa- ledes behandlede Gæringsvædsker: »Kun i Rum, i hvilke man umiddelbart før Forsøget ved tør Afstøvning havde ophvirvlet store Mængder af Støv, gik alle Kolbernes Ind- hold i Gæring. Forsøg anstillede i forskel- lige Højder, dels paa fri Mark ved Foden af Bjærge, dels 850 Meter over Havet, dels i 2000 Meters Højde, viste, at Antallet af de Kolber, hvis Indhold gik i Gæring, aftog med Højden; af 20 Kolber blev paa den flade Mark 8 bragte i Gæring, i 850 Meters Højde kun 5 og i 2000 Meters Højde kun 1.« For- søgene viser klart, at det maa være Støvet, som indleder Gæringen, da i den støvfyldte Luft i Værelset alle Kolbernes Indhold gik i Gæring, medens i den næsten fuldkomment støvfri Luft paa det høje Bjærg Gæringen næsten fuldstændig udeblev.

Men der gjordes endnu nøjagtigere Forsøg. Anbragtes Glassene med Vædskerne i en fuldkommen støvfri Beholder, kunde de hen- staa i Uger og Maaneder, uden at der ud- vikledes Mikrober i dem. Nu lod man Luf- ten faa Adgang gennem et Rør, hvori en Bomuldsprop filtrerede alt det Støv, der svævede i Luften, eller gennem et glødende Rør, hvori alle smaa Støvdele blev opbrændte, eller ogsaa gennem et langt, tyndt Rør med fugtige Vægge, paa hvilke Støvet aflejredes:

Resultatet var al Tid det samme, der udvik- ledes ingen Mikrober. Men havde man givet støvholdig Luft Adgang til Vædskerne, saa varede det ikke længe, før disse var fulde af Mikrober.

Efter alle disse Forsøg lod det sig ikke længer nægte, at det er Støvet i Luften, som foraarsagede Mikrobernes Udvikling. Men at det ikke var det livløse Støv, men levende Mikrober, af hvilke de ny Mikrober opstod, det vistes direkte ved den mikroskopiske Undersøgelse af det Støv, som man under Forsøgene havde opfanget i Bomulds- eller Asbestproppen; det indeholdt virkelig levende Mikrober. Fra dem afstammede altsaa de ny optrædende; Selvdannelsen var gen- dreven. »Fire Aartier er forløbne,« siger Prof. Warming paa det anførte Sted, »siden Pasteurs epokegørende Arbejde; Tusinder og atter Tusinder af lignende Forsøg er udførte og udføres daglig i de mange bakteriologiske og gæringsfysiologiske Laboratorier, som er opstaaet siden hin Tid, og alle bekræfter hans Resultat Det staar nu fast som en af Biologiens allersikreste Sætninger, hvad Har- vey og Virchow har udtalt, hver paa sin Vis: Alt Levende stammer fra andet Levende (»omne vivum ex ovo«, »omnis cel- lula ex cellula«); selv den mindste Bak- terie stammer fra en anden Bakterie. Viden- skaben kender absolut intet til forældreløse Organismer i Nutiden. Men nu i For- tiden? Hvordan opstod de allerførste le- vende Væsner i iiin uendelig fjærne Tid, da Livets Dag gryede paa Jorden? Der er jo dem, der gærne vil opretholde Troen paa, at i alt Fald disse opstod ved Selvdannelse af det døde Stof; Zoologen Weismann f. Eks. hører til dem, der hævder, at Selvdan- nelse er en logisk Nødvendighed; men han bekender, at vi ikke begriber, hvorledes ke- miske Forbindelser pludselig aabenbarede Egenskaber, som vi ellers aldrig nogensinde har iagttaget hos dem, nemlig Vækst, Fø- lelse, Stofskifte, Forplantning, Bevægelse m. m. Naar Videnskabsmænd som Lord Kel- vin og Helmholtz har sluttet sig til den Tanke, at de første levende Væsner blev bragt til Jorden fra andre Himmellegemer, da er dette selvfølgelig kun at skyde Spørgs- maalet længere ud, men det viser, som Reinke bemærker, bedre end noget andet, at de anser Læren om Selvdannelse for red- ningsløst fortabt.«                          (Sluttes.)

Hjemmet.

Hvad er et Hjerne Et Sted, hvor Dag<n rinder saa tyst i Ly af tvendes Kærlighed. Hvor Himlen hvælver sig med gode Minder, hvor Livet er som stille Skoves Fred.