[page] 700

Udviklingslæren

og den bibelske Skabelsesberetning.

Af A. Breitung.

Udviklingslæren lader Arterne forandre sig med Tiden og lader saaledes de senere op- staa af de tidligere; det har vi set i første Artikel (Nr. 26). Men er en saadan Opfat- telse ikke paa Forhaand udelukket ved den hellige Skrifts bestemte Ord: »Og Gud sagde: »Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. Og Jorden frem- bragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags (1. Mos., Kap. 1, V. 11—12). »Og Gud skabte de store Hav- dyr og allehaande levende Væsener, som krybe og vrimle i Havet efter sit Slags og allehaande Fugle med Vinger efter sit Slags« (V. 21). »Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jor- den efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og allehaande Kryb paa Jorden efter sit Slags« (V.25). Med disse Udtryk: »Græs«, »Urter«, »de store Havdyr«, »Fugle«, hvert »efter sit Slags«, er dog vel de os bekendte nu- levende Arter mente.

Vi nægter ikke, at det kan være saaledes, og at denne Opfattelse efter den blotte Ord- lyd er ret nærliggende. Men at det nu og- saa maa være saaledes, at der med hine Ord ikke lige saa godt kunde være ment andre Væsner, fra hvilke de nulevende af- stammer, det har man ikke Lov til at paa- staa. Hvor mange Gange har vi ikke set, at bibelske Ord om Tildragelser i Naturen i og for sig tillader en dobbelt Fortolkning, og at de derfor virkelig en Tid lang bliver forklarede paa den ene Maade, men senere alligevel viser sig at være mente paa den anden Maade! Syndfloden f. Eks., som be- dækker hele Jorden, kunde jo unægtelig be- tyde en over hele Jordkloden udstrakt Flod, og saaledes blev den i lang Tid opfattet af de fleste; men nu til Dags ser vi, at en anden Opfattelse er at foretrække, nemlig den, at Vandet dækkede alt Land, saa vidt det var beboet af Mennesker, eller endog, som nogle mener, kun det Landomraade, om hvilket Noah fra sit Standpunkt kunde faa Kundskab.

[page] 701

Ogsaa Skriftens Udtryk om Solens Opgang og Nedgang og dens Bevægelse om Jorden, som i og for sig enten kunde opfattes bog- staveligt eller ogsaa efter den almindelige Sprogbrug, som vi endnu følger den Dag i Dag, bliver nu almindelig opfattede paa denne sidsteMaade,fordinaturvidenskabeligeGrunde har vist os, hvilken af de to mulige Opfat- telser der er den rigtige. Men ogsaa i vort Tilfælde kan vi sige, at naturvidenskabelige Grunde afgør, hvad Teksten som saadan lader uafgjort. Naar nemlig de Jord- og Stenlag, som indeholder Levninger af de tidligere Tiders Arter, slet ikke viser nogen Levning af de nulevende Former, men der- imod talrige Levninger af andre og i Al- mindelighed lavere staaende Arter, saa er det klart, at de først skabte Former ikke kan have været de samme som de nulevende.

Naar vi derfor straks her vilde forstaa de anførte Skriftsteder saaledes, at de taler om nogle indbyrdes forskellige Urformer af Dyr og Planter, fra hvilke alle de senere og og- saa de nuværende Dyre- og Planteformer er udgaaede i lange Udviklingsrækker, saa vilde vi befinde os i fuldstændig Overens- stemmelse baade med den hellige Skrift og med Naturvidenskaben. Med den hellige Skrift, fordi disse indbyrdes forskellige Ur- væsner jo var skabte hvert med bestemte fra de andres forskellige Egenskaber og Kræfter og Udviklingsanlæg, altsaa virkelig hvert efter sit Slags. Med Naturviden- skaben, fordi netop den nyeste Tids Descen- densforskning, som vi snart skal se, peger stærkt i den Retning, at Udviklingen har været mangestammet, d. v. s. at flere, maaske endog mange Udviklingsrækker løber selv- stændig ved Siden af hverandre og ikke lader sig udlede af en fælles Urform; disse Ræk- ker har da naturligvis deres Udspring i flere efter deres Art forskellige Urformer, netop det, Skriftens Udtryk kan betyde.

Men ogsaa naar Ordene: »de frugtbærende Træer«, »Havets store Dyr«, »de vilde Dyr« o. s. v. »hvert efter sit Slags« efter Forfat- terens Mening skulde betyde: Gud skabte den Gang de nulevende Arter, hver efter sit Slags, saa udelukkes heller ikke derved Mu- ligheden af, at de er opstaaede ved en i Skabelsen * grundlagt Udvikling Den hellige Skrift udsiger jo slet ikke noget bestemt om Skabelsesmaaden, om de nævnte Former er bleven skabte direkte (umiddelbart) eller in- direkte (middelbart), d. v. s. i deres Stam- former. Og da dens Udtryk paa andre Steder ret jævnlig betyder en middelbar Skabelse, en Skabelse af de senere Væsner i deres Stam- fædre, saa maa ogsaa de omtalte Udtryk i Biblens første Kapitel kunne forstaas paa denne Maade. Saaledes har f. Eks. efter Profeterne Herren »skabt Jakob«, »skabt Is- rael« (Jes. 43, 1 og 15) »skabt os alle« (Mal. 2, 10); men aabenbart er vi, hvad vort Le- geme angaar, ikke bleven skabte umiddel-

bart, men kun middelbart, d. v. s. i de første Mennesker, fra hvilke vi afstammer. Ogsaa selve Mosebøgerne bruger denne Udtryks- maade, naar Moses (i 5. Mos., Kap. 32, V. 6) spørger Folket: »Er han ikke din Fader... som skabte dig og beredte dig?« Ja i selve Skabelseshistorien antydes temmelig klart et Skabelsesværk, som først blev fuldendt gennem en længere Udvikling. Naar nem- lig, hvad vi straks maa omtale nærmere, det i Skriftens første Kapitel fortalte er ble- ven fuldført i Løbet af lange Tidsrum (»Her- rens Dage«), og naar Lyset paa den første Dag allerede kan opfattes som udgaaende fra vort Solsystems straalende Centralklode, saa er Solens Skabelse paa den fjerde Dag netop en saadan middelbar Skabelse. Hele Himmelklodernes Stofmasse, som var skabt i Begyndelsen, har da nemlig efter de af Skaberen grundlagte Naturlove udviklet sig saaledes, at den vældige Masse ved at trække sig sammen efterhaanden fik en hurtigere Omdrejning, som tilsidst førte til Planeter- nes Afsætning fra Centralkloden. Men efter de samme Love udvikledes ogsaa de adskilte Kloder, blandt dem ogsaa Jorden, sig videre saaledes, at først efter lange Tider, »paa den fjerde Dag«, Forholdet mellem Jorden og Himmelkloderne i det store og hele var bleven det, som vi nu kender, og som gør Solen og Maanen ikke blot til de »to store Lys, som behersker Dagen og Natten«, men ogsaa til nøjagtige Tidsmaalere for Menne- sket. Naar paa denne Maade Solen og Stjær- nerne, saaledes som de kommer frem paa den fjerde Dag, ikke er umiddelbart skabte, men er Resultatet af en ved den første Ska- belse grundlagt Udvikling, og naar den hel- lige Skrift kan kalde os Mennesker skabte af Herren, skøndt vi kun er det førstskabte Menneskes Afkom, hvorfor kunde da ikke ogsaa vore nuværende Plante- og Dyrearter kaldes skabte og alligevel kun være de først- skabte Arters senere Afkom? Gud Herren er jo derfor lige saa godt deres Skaber, som han er alle Menneskers Skaber. Og kun dette, at Gud er alle Tings og hele Verdens al- mægtige Skaber, er den store Sandhed, den hellige Skrifts Skabelseshistorie vil lære os. Om saa de enkelte Væsner er fremkomne ved en umiddelbar Skabelse eller først ved en af selve Skabelsen indledet Udvikling, dette naturvidenskabelige Spørgsmaal be- rører Skriften i det højeste, som sagt, an- tydningsvis; at skaffe os Sikkerhed desan- gaaende, det overlader den til vor egen For- nuft; og denne skal i disse for vor Frelse ligegyldige Ting lytte til Videnskabernes Me- ninger og benytte sig af deres Resultater.

Kunde derfor, som vi tidligere saa, alle- rede en hellig Augustin gøre dette i 4. og 5. Aarhundrede, kunde han rolig antage en videre Udvikling af de først skabte Væsner, fordi det«syntes ham at være det naturligste: hvor meget mere har vi da ikke Grund der-

[page] 702

til, vi, til hvem Naturvidenskaberne taler ganske anderledes klart og fyldigt, end de gjorde det til hine tidlige Aarhundreders Mennesker!

Vi kan altsaa uden paa nogen Maade at træde den hellige Skrift for nær ganske ro- ligt bekende os baade til Skabelse og til Ud- vikling. Det er jo egenlig ogsaa kun de mest fanatiske Fritænkere, som absolut vil have Folk til at tro, at den hellige Skrifts Skabelseshistorie udelukker Udvikling. Læ- serne husker maaske endnu fra »Folke- læsning«s Nr. 21 de latterlige Anstrængel- ser, »Verdensudviklingen«s Forfatter, Vilh. Rasmussen, gør for at indbilde os, at efter Skriften maa alt være skabt »fiks og færdigt« og alt i den Tilstand, i hvilken det er i Nutiden. Ogsaa Biblens Tids- angivelser søger han og andre at benytte i samme Øjemed. Biblen, siger man, ken- der jo kun seks Skabelsesdage; dermed udelukker den jo aabenbart al Udvikling og stiller sig i den skarpeste Modsætning til Videnskaben, som viser os, at Verden er Hundredtusinder og Millioner Aar gammel, og at Dyrene og Planterne optraadte efter- haanden i Løbet af lange Tidsperioder. Alt dette lader sig umulig rime med Biblen.

Her blotter de Herrer kun paany deres grove Uvidenhed angaaende de religiøse Sandheder, de vil angribe. Det hører jo slet ikke med til den kristne Tro eller til Skrif- tens Lære, at Skabelsesdagene maa have været sædvanlige Dage paa 24 Timer.

Det er rigtignok sandt, at Guds Almagt selvfølgelig kunde have skabt alt i en saa kort Tid, ja ogsaa i et eneste Øjeblik, hvis han havde villet. Men Spørgsmaalet er her igen, om han da virkelig har villet dette, eller om han maaske har foretrukket at skabe Verden i Løbet af lange Tidsrum. Den blotte Ordlyd i første Mosebog afgør ikke dette Spørgsmaal Skabelsesdagene kan lige saa godt have været lange Tidsrum som almindelige Dage. Den hellige Skrift an- tyder nemlig adskilligt, som lader formode, at Skabelsesværket i Virkeligheden er bleven fuldbyrdet i lange Tidsrum. Naar St. Peter i sit andet Brev siger os, at tusinde Aar er for Herren som én Dag og en Dag som tu- sinde Aar, saa er det et rammende Udtryk for den Sandhed, at Tiden overhovedet, den længste lige saa vel som den korteste, sim- pelthen intet betyder for Herrens Almagt og Herrens Evighed. Det er for ham lige saa let at skabe hele Verden i et eneste Øje- blik, som at gøre det i 6x24 Timer eller i Løbet af Aartusinder og Aarmillioner. Nu antyder den hellige Skrift oven i Købet paa flere Steder i selve Skabelsesberetningen, at disse seks Dage godt kan have været andre end vore. Vore Dage maales ved Solen. Den mærkværdige Orden i Skabelseshistorien, som ansætter Solens Fremtræden paa Him- len paa den fjerde Dag, kunde ganske godt

vise os, at de tre første Dage vel ikke har været almindelige Soldage. Naar der des- uden paa en saadan Skabelsesdag kan fore- gaa saa megst, som paa den tredje, naar Landene dukker op af Vandet og dette træk- ker sig tilbage til Havet, naar Landet, som hidtil var dækket af Vandene, bliver saa vidt tørt, at Græs og Urter og Træer kan spire frem, naar disse vokser og blomstrer og giver Frugt, saa ser det jo heller ikke ud til, at der er Tale om en 24 Timers Dag. Hvad der saaledes lader sig formode med Hensyn til de tre første Dage, kan da og- saa lige saa godt gælde om de andre. Og det vilde uden Tvivl passe særdeles godt, at disse Herrens Arbejdsdage ogsaa er maalte med Herrens Maal, for hvem selv den længste Tid er ligesom en Dag. Det mangler altsaa slet ikke paa Antydninger i selve Skriften, at Skabelsesværket gærne kan have taget en lang Tid.

Kræver altsaa Videnskaben lange Tidsrum for hele Verdens og Dyrenes og Planternes Udvikling, saa kan Vantroen ikke dermed fælde den bibelske Skabelseshistorie. Ved de mange Ophævelser, som f. Eks. igen Vilh. Rasmussens Bog gør af dette Tidsspørgs- maal, blottes kun paany Forfatterens Ube- kendtskab med den herhen hørende Litera- tur. Han aner vel ikke en Gang, at ogsaa denne friere Opfattelse af Ordet »Dag« i Skabelsesberetningen lige saa lidt er ny i Kirken, som Udviklingstanken var det, ja at den har været kendt og respekteret i Te- ologien hele Middelalderen igennem og op til vore Tider.

Det var nemlig igen Augustinus, som i sit store Værk om første Mosebogs Ordlyd (D e Genesi ad litteram libri XII) udtrykke- lig forstod Skriftens Udtryk saaledes, at disse »Dage« ikke var almindelige Dage paa 24 Timer. Skabelsen, d. e. Verdens første Frem- bringelse af intet, skete efter ham i et Øje- blik, den videre Udvikling af det skabte der- imod gik for sig i længere Tider, alt som Naturens Love krævede det. Hvor nemlig Herrens overnaturlige Aabenbaring tillader en forskellig Opfattelse, skal vi se os om efter Herrens naturlige Aabenbaring, hans Værker i den synlige Skabning, gennem hvilke han jo ogsaa taler til vor Fornuft. Denne Grundsætning stod ganske klar for Augustin, og han anvendte den frit i hine fjærne Tider, som ligger 1600 Aar tilbage. Skulde vi da nu til Dags betænke os ved at følge denne Grundsætning?

Til os taler baade de talrige forstenede Dyr og Planter og lordens Indre saavel som dens Overflade og desuden endnu meget af det, vi iagttager paa de øvrige Kloder i Ver- densrummet, med tilstrækkelig Klarhed om, at deres Udvikling er foregaaet i Aarhun- dreder, i Aartusinder, i Millioner af Aar. Godt, alt dette kan vi ganske roligt antage. Skabelsen, siger vi, skete i Begyndelsen, Ud-

[page] 703

viklingen foregik derefter gennem lange Tids- rum. Hvad Herrens skrevne Aabenbaring blot ubestemt antydede, fordi det slet ikke har nogen Betydning for Frelsens overna- turlige Orden, det ser vi tydeliggjort i den naturlige Aabenbaring, som den samme Herre giver os ved sin- synlige Skabning.

(Sluttes.)