[page] 145

Udviklingslæren og Kristentroen.

Ved her i »Dansk Ungdom« og flere andre Steder at se en Anmeldelse af Armand Breitungs Bog: Udviklingslæren og Kristentroen kommer jeg til at mindes en Diskussions- aften i Studenterforeningen — den mest be- vægede, jeg har oplevet paa det Sted.

Jeg finder Anledning til at fremdrage dette Minde, da jeg ser, at flere Anmeldere, ogsaa Pastor Sommer, tager Breitungs Bog for gode Varer og mener, at den er paa »den sikre Side«, et Indlæg for den rette Kristendom, imod al den nymodens fritænkerske Viden- skabelighed, hvis Opgave er at modarbejde al Kristendom og drage Menneskens Børn paa Afveje, der ender i Fordærvelse. Hvis bare en saadan Bog har et »kristeligt« Præg og dygtigt med skarpe Udfald mod alle anderledes tænkende, specielt mod »Darwinismen«, — saa er den saa ufejlbarlig som selveste Paven i Rom.

Jeg har ikke læst Bogen. Derfor kan jeg naturligvis ikke kritisere den — skønt jeg efter mit ringe Kendskab til dens Forfatter er fuldstændig klar over, hvordan den er. Anmelderen siger jo bl. a., at den. for en stor Del bestaar af berømte Mænds Udtalelser om den foreliggende Sag — altsaa af Citater. — Jeg vil heller ikke hverken angribe eller for- svare Udviklingslæren, for dertil føler jeg mig ikke kompetent. Jeg er jo ikke Videnskabs- mand, og da særlig ikke i den Retning.

Jeg vil kun fortælle, hvad jeg endnu kan huske om hin bevægede Diskussion i Stu- denterforeningen.

Og jeg vil det, fordi det kan kaste lidt Lys over Pater Breitung. For det ærgrer mig unægtelig, at han saadan uden videre tages til Indtægt af »de rettroende«, af dem, der »alene vide--------—«.

Pater Breitung er Katholik, oven i Købet Jesuit, endda én af Evropas berømteste Jesuiter. Den store Festsal i Studenterfor- eningsbygningen var derfor fyldt indtil Træng- sel. Mange berømte og fremragende Mænd af de forskelligste Lejre og Livsanskuelser var indbudne — og mødte. Der var Spæn- ding at læse i alle Ansigter, da »den ledende Senior« aabnede Mødet og gav Ordet til »den højt ansete Videnskabsmand Pater Armand Breitung«.

Saa traadte han frem.

— En lille Mand, mager, slank, i korrekt Ordensdragt (en lang, sort, diplomatlignende Frakke, højt opknappet i Halsen og med hvid Kant i Hals og Haandled), med noget yderst korrekt i alt, næsten pinlig korrekt. — Hovedet hældede lidt til højre. Ansigtet syd- landsk (han er saa vidt jeg erindrer Fransk- mand), magert, uskønt. En umaadelig stor, krum, temmelig skæv Næse og en smuk Pande. Naturligvis kronraget. Men Øjnene

[page] 146

glødede af Fanatisme, af Lidenskab, bræn- dende, flammende, og Minespillet omkring Munden aandede fanatisk Lidenskab. Han var somme Tider ligefrem styg, dæmonisk, mens han talte.

Man følte straks, at man stod over for noget betydeligt, at han ikke var et alminde- ligt Menneske, men den store Verdens- berømthed.

Og saa talte han!

I næsten to Timer talte han. Glødende, gnistrende, aandfuldt — henrivende. Endda til Trods for, at han kun daarligt magtede Sproget og maatte læse sin Tale op af Manu- skriptet — hvad han meget beklagede.

Det var om Darwinismen i det 20. Aar- hundrede, han talte. — Naturvidenskaben, specielt Darwinismen, er hans Fag.

Og naturligvis kom han til det Resultat, som han maatte komme til, at Darwinismens Tid var omme, Darwin en Charlatan og hans »Lære« fuldstændig modbevist og umulig (i den Forsamling sagde han selvfølgelig ikke »kættersk«, men det var Meningen. Han gjorde det fuldstændig af baade med Darwin og Darwinismen.

Og han talte med forbløffende Lærdom. Sine Beviser hentede han fra alle mulige af Naturvidenskabens Egne og Enemærker. — Og saa brugte han Citater og Citater i det uendelige, en uhyre Mængde Citater, hentede alle vide Verdens Vegne fra, fra Hedninger og Kristne, fra Tilhængere og Modstandere, fra nulevende og længst afdøde. Og alle de Citater og Eksempler og Beviser fremførte han med uimodstaaelig Kraft og Klarhed. Udviklingslæren var fuldstændig Fallit, da han havde udslynget sin yderst effektfulde Slutningssats.

Det var en Veltalenhedens Kraft, saa det næsten gik rødt for éns Øjne. Og det var Saglighed, det var Videnskab, det var Bevis paa Bevis, og det var navnlig Citater fra alle de mest berømte og mest fremragende Avto- riteter. — Det var en aldeles imponerende- Sikkerhed. Alle vi »Lægmænd« var fuld- stændig imponerede.

— Men saa kom Diskussionen!

Og dér fik man rigtignok et Begreb om den jesuitiske Disputerekunst!

Der vår jo nemlig Masser af Fagmænd til at tage Kampen op imod ham. Og der var nok af Mænd, der kendte det, han citerede, og som altsaa kunde kontrollere Citaterne.

— Diskussionen varede til Kl. 3—4 om Morgenen. Og jeg kan selvfølgelig ikke nu, efter flere Aars Forløb, huske hver enkelt Taler og hvad han sagde. — Men Hoved- indtrykket af Diskussionen har sat sig fast i min Hukommelse med stor Styrke.

Jeg husker tydeligt, at de alle gik imod ham. Den ivrige Kalholik Johannes Jørgen- sen, Forfatteren, var den eneste, som for- søgte et yderst spagfærdigt Forsvar — som intet Forsvar var.

Der var Modbeviser fra selve Naturviden- skaben. Særlig mindes jeg, at Skibslæge Rørdam og en svensk Professor; hvis Navn jeg har glemt, skarpt og uigendriveligt mod- beviste de Beviser, Pateren havde ført.

Men særlig faldt man over hans Citater l Fra alle Sider faldt man over dem.

Og det var det, der faldt os »Lægmænd« mest for Brystet.

Jesuiternes farlige og frygtelige Vaaben er jo den berygtede Sætning: Hensigten helliger Midletl — Naar altsaa Hensigten er det op- højede at bringe Menneskene tilbage til den eneste sande Tro fra alle de ugudelige og kætterske Vildfarelser, som f. Eks. Darwinis- men, saa er det tilladt at fordreje Udtalelser, rive dem ud af deres Sammenhæng o. s. v., saa de faar en helt anden Betydning end den oprindelige, Kirkens sande Tro fremfor alt. Den skal kunne bevises!

Og nu gennemgik de forskellige Paterens mange Citater ubarmhjærtigt og viste, hvor- ledes han hele Tiden havde citeret galt. D. v. s. Ordene, han citerede, stod der godt nok — men revne ud af Sammenhæn- gen og vilkaarligt sammenstillede paa en saadan Maade, at de gav netop den Mening, som han vilde have, men ikke den, som ved- kommende Forfatter havde haft.

Jeg husker selvfølgelig ikke nu mere be- stemte Eksempler — og kender forøvrigt saa godt som ingen af de lærde Værker, hvoraf Citaterne var tagne. Men hvordan mit Ind- tryk af Citaterne var, skal jeg prøve at vise ved et selvlavet Eksempel.

[page] 147

I Bjergprædikenen siger Jesus Math. 5, 43: »I har hørt, at der sagt: Da skat elske din Næste og hade din Fjende«. Og saa fortsættes i Vei s 44 og 45 med de berømte Ord om, at man skal elske sin Fjende og velsigne den, som forbander én o. s. v. — Det er altsaa Jesu Mening. — Men dette Vers 43 kunde man jo udmærket faa det modsatte ud af, hvis man vilde, naar man skød de nødven- dige Ord ud. Man kunde sige: »Jesus selv siger i sin Bjergprædiken: Du skat hade din Fjende«. —- De Ord staar der jo virkelig! Der staar bare nogle andre ind imellem dem, og der følger noget efter, som giver det hele netop den stik modsatte Mening. Men tier man med det, saa siger altsaa Jesus i Følge disse Bibelens egne Ord, at man skal hade sin Fjende, og saa kan man altsaa filosofere Side op og Side ned over det, stadig med dette Citat som Grundlag. Og hvad kunde man ikke faa ud ved at bære sig Saaledes ad!

Efter hvad jeg fik ud af den berømte Dis- kussion, saa er det paa den Maade, Pater Breitung bengtter Citater. — Og saa er det saa vist intet Under, at han kan bevise, hvad han vil!

Han blev klemt fra alle Sider den Aften. Og skønt han anvendte al sin blændende, mesterlige Disputerekunst, saa blev han alligevel saa grundigt slaaet af Marken, at han tilsidst maatte gribe til sit sidste og i Virkeligheden enese faste Holdepunkt, dette, at Kirken (d. v. s. den katholske naturligvis) har erklæret Darwins Theorier for falske, og saa er de falske, for Kirkens Dom er ufejl- bar. Men dette Argument kunde selvfølgelig protestantiske Videnskabsmænd ikke bøje sig for, saa dér hørte jo al Diskussion op.

— Forresten mindes jeg, at Videnskabs- mænd af de forskelligste Retninger og Livs-

anskuelser den Aften med stor Varme og Begejstring forsvarede Udviklingslæren. Og det var ikke alene Rørdam og Vilhelm -Ras- mussen og andre naturkyndige, men ogsaa f. Eks. den dybt religiøse Professor Chri- stiansen, og den yderst konservative og gam- meldags-religiøse Professor i Theologi, Hen- rik Scharling, forsvarede den med stor Styrke og megen Vid og Varme, og Fri- tænkeren, Professor Kromann, forsvarede den ud fra et kristeligt Siandpunkt, og det blev forklaret og bevist med overordentlig Kraft — ikke af én, men af mange —, at den lige saa lidt staar i Modstrid med Kristendommen som Copernikus' Lære om Solsystemet og Giordano Brunos om Fiksstjærnerne og Verdensaltet.

Og det blev tydeligt og stærkt fremhævet, at Udviklingslæren ikke længer er nogen »Hypothese«, en Antagelse, som endnu ikke er bevist, men en Kendsgerning, som ikke staar til at rokke, en af Tilværelsens Grund- love.

Men det er altsaa denne fanatiske Jesuit, som den protestantiske Præst Otto Sommer og andre »rettroende« og »forsigtige« Folk vælger til Anfører, naar de vil føre Kri- stendommen i Kamp mod Videnskaben — som slet ikke er i Modstrid med Kristen- dommen.

Skal vi da hellere følge Pater Breitung end de Mænd, der sætter alle deres Evner ind paa at søge Sandheden, at granske og udfinde, med ærligt, ærbødigt og begejstret Sind, Lovene og Sammenhængen i den Natur, som Gud har sat os i, de Mænd, som følger én af de guddommeligste Drifter, vi ejer: Trangen til at søge Sandhed?

Andr. Hansen.