[page] 195

Hr. cand. mag. Vilh. Rasmussen har i sit Svar paa Frk. A. Blumes og min Kritik af hans Angreb paa Skolernes Religionsundervisning ikke fattet sig i Korthed; men alligevel har han i Taushed forbigaaet adskillige af mine væ- sentligste Indvendinger. Hr. R. har over for mig — muligvis af taktiske Gi'unde — foretrukket at fremdrage et Par Punkter, hvor jeg efter hans Me- ning skulde have citeret ukorrekt, »placeret miue Bemærkninger uredeligt« og »paaduttet« ham Paastande, han ikke har fremsat. Over for saadanne Be- skyldninger maa jeg have Lov til at værge mig, og da Hr. R. ikke lader til at forstaa en halvkvædet Vise, maa jeg udtale mig lidt vidtløftigere end sidst.

Hvis Hr. R.'s Standpunkt og Meninger kun var mig bekendt gennem denne ene Artikkel, vilde jeg ved Imødegaaelsen have følt mig mere forpligtet til kun at angribe, hvad der ordret var udtalt der; men jeg har ofte hørt og læst Hr. R.'s Udtalelser, (jeg husker f. Eks. for 4 Aar siden i »Politiken« at have læst en Artikkel, der paafaldende lignede den her i »Vor Ungdom!«); men jeg har aldrig set eller hørt ham debattere noget Spørgsmaal, uden at Udviklingshypotesen spillede en Rolle. Derfor skrev jeg, at han ud fra den løser alle Livets Gaader og dømmer Himmel og Jord. Enhver Læser vil for- staa, hvorledes en saadan halvt spøgefuld retorisk Vending skal forstaas, og ingen vil jo mistænke Hr. R. for at have blot opdaget end sige løst alle Li- vets Gaader.

Hr. R. mener, at hans Undervisningsmetode vil udvikle Elevernes Selv- tillid, Selvstændighed og Mod til at tænke selv og handle paa egen Risiko. Jeg finder, at Metoden hos Hr. R. er drevet ud i en saadan Ensidighed, at det ligger temmelig nær at frygte for, at den kan frembringe en Skare fanatiske Autodidakter med en meget snæver Horizont; men da jeg vidste, hvor gerne Hr. R. taler om sin Metode og ikke ønskede, at Diskussionen skulde komme til at dreje sig om et Sidespørgsmaal (som jeg tilmed nylig har behandlet i »Nationaltidendes Undervisningstidende«), holdt jeg mig til Hovedsagen, nem- lig den naturalistiske Verdensopfattelses pædagogiske Værdi. Herom skriver Hr. R. (Sd. 343): »Foruden mangfoldige andre værdifulde Egenskaber i pæda- gogisk Henseende har Naturvidenskaberne det overordentlig store Fortrin, at de giver os en ny løftende Verdensanskuelse og Livsopfattelse«,—bog (S. 344): »Den Forestilling, at vi ypperlige Nutidsmennesker engang i Tiden med rette kan blive anset for lige saa lavt staaende i Forhold til den Tids Mennesker som en Abe i Urskoven nu i Forhold til os, er, ret forstaaet, en uudtømme- lig Grube af Livsmod og Motiv til kraftig Handling«. Nu skulde man tro, at denne »løftende« Verdensanskuelse samt alt dette »Livsmod og Motiv til kraf- tig Handling« maatte bidrage til at udvikle Elevernes Selvtillid, Selvstændig- hed og Mod til at tænke selv og handle paa egen Risiko«; men dette er en ren Misforstaaelse af mig; thi Hr. R. erklærer herom kort og godt i sit Svar: »Ikke med et Ord har jeg antydet, (!) at de (o: disse Egenskaber) kom af en Naturfilosofi om Menneskets Plads i Naturen« — Eller skulde Hr. R. maaske være kommen til at sige sig selv lidt imod?

Før jeg tilbageviser Hr. R.'s andre Beskyldninger, vil jeg gerne forud- skikke nogle principielle Bemærkninger.

Der staar for Tiden over for hinanden to forskellige Verdensopfattelser, der begge videnskabelig set er mulige. Ifølge den mekaniske eller naturali-

13*

[page] 196

stiske Verdensopfattelse anses alle Fænomener, hvad enten de er materielle eller aandelige, for Led i en bestemt lovmæssig Sammenhæng. Om Tilvæ- relsen efter sin inderste Kerne er Aand eller Materie, er, som Hr. R. meget rigtig bemærker, i denne Sammenhæng ligegyldigt; men det er en Misfor- staaelse af Hr. R., naar han identificerer Udtrykket »mekanisk virkende Kræf- ter« med »materielle Kræfter«, det betyder netop blot lovbundne Kræfter. Herman Lotze f. Eks. forbinder jo en metafysisk Spiritualisme med en meka- nisk Naturopfattelse. Aarsagssammenhæng er ifølge den mekaniske Verdens- opfattelse Kriteriet for Fænomenernes Virkelighed, Aarsagssætningen er Uni- versets Grundlov, og Sætningen om Stoffets og Energiens Bestaaen er et Grund- princip. Der bliver ifølge dette Standpunkt en principiel Mulighed for at inddrage alle Fænomener under videnskabelige Maalinger og Beregninger, og derfor ynder denne Verdensanskuelses Tilhængere at kalde deres Standpunkt »det videnskabelige«. Al Tale om en guddommelig Indgriben i det naturlige Verdensløb, — om Mirakler, maa her ud fra afvises; men det maa ogsaa kon- sekvent benægtes, at Mennesket skulde have en fri o; ikke absolut aarsags- bunden Vilje; thi indrømmer man Mennesket den svageste Gnist af Frihed, saa forrykkes Kræfternes Resultant paa en ulovmæssig Maade, og saa nødes man til at antage Handlinger, der ikke er fuldt ud aarsagsbestemte; men her- ved vilde den mekaniske Verdensopfattelse være sprængt. Denne Verdensop- fattelse hævdes øjensynlig paa ethvert Punkt af Hr. R. Over for Talen om Mirakler kører han pligtskyldigst op med Energisætningen, hvad Mennesket angaar. hævder han (Sd. 79), at der lige saa vel er »en Lovmæssighed i det sjælelige Liv i Tilværelsen som i det materielle«, og Side 343 i sin første Ar- tikkel skriver han: »I Stedet for den gammeldags Anskuelse, der gav Menne- sket en Særstilling uden for Naturen, ja endog uden for Organismernes Ver- den, er Mennesket af den moderne Naturforskning gjort til et Led af Naturens store Helhed«. — Naar Mennesket er aarsagsbundet og ufrit, og naar det kun er et Led af en Helhed, saa er det i sig selv uselvstændigt, og naar jeg har gengivet Hr. R.'s Anskuelse uden ligefrem at citere, har jeg Ret til at frem- sætte den klarere og skarpere, end han selv har formaaet eller villet. — Der- som Mennesket derimod er et frit villende Væsen, saa kan man ikke sige om det som Hr. R. (Sd. 78), »at det ikke længer føler sig hævet udenfor de andre Organismer og den øvrige Natur«, — og at det kun er »et usseligt lille Fnug i Universet«.

Ifølge den modsatte Verdensopfattelse, — jeg har kaldt den for den re- ligiøse, — antages det, at Verdensløbet ikke alene er bestemt af blindt vir- kende Aarsager, men ogsaa af bevidst satte Formaal. Ligesom Fosteret eller det spirende Frø lidt efter lidt tager Skikkelse efter den Art, som det tilhører, Saaledes stræber hele Universet hen imod et bestemt Maal. Men et Formaal forudsætter en Vilje, et Verdensformaal en Verdensvilje eller Gud, der styrer Verden mod det af ham satte Maal.

Naturligvis maa man forudsætte, at Verdensudviklingen foregaar efter en sammenhængende Plan, og at der er Kontinuitet i den guddommelige Stræben, og derfor er Udviklingshypotesen i god Overensstemmelse med denne Verdens- opfattelse. Ligesaa anerkender man selvfølgelig, at Naturkræfterne virker efter Love, som er Udtryk for Guds Vilje, og som Regel forudsætter man derfor en fast Aarsagssammenhæng inden for Naturfænomenerne. Derfor er Videnskaben ikke, som Hr. R. mener, udelukket af den religiøse Verdensanskuelse, og det viser sig da ogsaa, at mange af dens Tilhængere har ført an og fører an i den videnskabelige Forskning, idet de stræber at flytte den menneskelige Videns Grænsepæle saa langt som muligt. Men man gaar ikke til Arbejdet med den dogmatiske Overbevisning, at siden videnskabelig Forskning nu en Gang kun er mulig, hvor Aarsagsloven hersker, saa maa derfor Tilværelsen overalt være behersket af denne Lov. Man ser det brudstykkeagtige i den menneskelige Erkendelse og anser det ikke for urimeligt at antage, at visse Omraader in- denfor Tilværelsen, — som f. Eks. Menneskets Viljesliv, — af principielle Grunde kunde være unddraget menneskelige Beregninger. Efter den religiøse Verdens- opfattelse bliver der altsaa heller ikke noget i Vejen for at anse Menneskene for frit villende Personligheder, og Gud kan gennem sin Indgriben og Styrelse

[page] 197

regulere Udviklingen og trods alle Menneskers vilkaarlige Handlinger føre Ver- den frem mod det fastsatte Maal. — Det er ud fra dette Standpunkt, at den ansete Naturhistoriker Prof. Warming udtalte sig ved Universitetets Reforma- tionsfest i en Tale, som er gengivet i »Dansk Tids'skrifUs Decemberhæfte.. Han siger Saaledes bl. a. (Sd. 799): »Jeg kan ikke i Udviklingslæren se noget som helst, der strider mod Antagelsen af en skabende og styrende Kraft, og en Kendsgerning er det jo, at mange alvorlige Kristne for længst er komne til Erkendelse af, at Kristendommen godt kan forliges med Udviklingslæren, men, vel at mærke, med en Udvikling, der foregaar efter Plan og styres af Na- turlove*.

Hverken Aarsagssætningen eller Formaalstanken kan gøres til Genstand for et stringent videnskabeligt Bevis. Aarsagssætningen er som bekendt et praktisk Postulat; Tanken om foraarsagende Kræfter er hentet fra vor egen indre Erfaring, fra vor Fornemmelse af Anspændelse og Energi, naar vi tager os sammen til Handling. Som Betingelse for vor Erfaring og Beregning, men ogsaa kun som saadan, har Aarsagsloven Gyldighed (Kant), eller for at bruge Prof. Kromans Udtryk: Med Selvopholdelsesdriftens Styrke klynger vi os til Haabet om, at Tingene vil bevare en konstant Opførsel. — Formaalstanken er paa lignende Maade overført til Naturen fra vor indre Erfaring, naar vi i vore Forsæt og Beslutninger lader os lede af bestemte fremtidige Maal. Men ifølge den mekaniske Verdensopfattelse beror dette paa en Illusion, idet alle Hand- linger kun er bestemte af fortidige Aarsager. Lige saa lidt som et Automobil, der løber hen ad Vejen uden Styrer, kan siges at lade sig lede af bestemte Formaal, lige saa meningsløst bliver det ud fra den Betragtning at tale om, at Naturen eller Menneskeslægten stræber mod højere Maal. Hvad det enkelte Menneske angaar, bliver han jo i Virkeligheden ogsaa reduceret til en Slags Automobil, og naar der tales om, at han sætter sig Formaal, maa det tages i uegentlig Forstand, ligesom naar man stadig i daglig Tale siger, at Solen staar op og gaar ned. — Naar Hr. R. betegner det ene Standpunkt som højere end det andet, glemmer han ogsaa, i hvor høj Grad den mekaniske Verdensan- skuelse gør alle Værdier flydende, saa at det — ligesom naar man ude i Him- melrummet vil bedømme en Retning — beror paa den individuelle Opfattelse, hvad man vil kalde opad og hvad nedad. Maaske vindes f. Eks. et højere intellektuelt Udviklingstrin kun ved et Tab af Menneskelykke, og naar Stuart Milt foretrækker at være et ulykkeligt Menneske fremfor at være et veltilfreds Svin, skyldes dette jo et subjektivt Skøn, der i alt Fald ikke stemmer med Lykkemoralen.

Hr. R.'s Tale om, at den samlede Menneskeslægt stræber mod højere og bestandig vigende Maal, er derfor ikke blot paradoksal efter sin Form, men inkonsekvent og ulogisk efter sit Indhold. Medens jeg i en Diskussion fore- trækker at anvende Logikken, appellerer Hr. R. paa dette Punkt til Fanta- sien, og jeg skal indrømme ham, at jeg ikke behøver at sætte min Fantasi i stærke Svingninger for at forestille mig f. Fiks. Hr. R. stadig drage rundt og lede, og jeg kan levende sætte mig ind i, hvorledes han stadig gaar galt i Byen!

Naar jeg i Modsætning til Hr. R. lægger saa stor Vægt paa Spørgsmaalet om Viljens Frihed, er det fordi det efter min Opfattelse er paa dette Punkt, at Hovedafgørelsen finder Sted mellem de 2 Verdensopfattelser, — det er her, at Vejene skilles. Det er fra alle Sider indrømmet, at Mennesket selv føler sig frit i sit Valg mellem forskellige mulige Handlemaader, det er ogsaa ind- rømmet, at Valgfriheden ikke er absolut, og at det i hvert enkelt Tilfælde kun er et lille Lod, Mennesket har Frihed til at lægge i Vægtskaalen, og for den psykologiske Forskning vilde det unægtelig være det belejligste, om Viljeslivet i alle Henseender var aarsagsbundet. Men man har ingen Ret til saadan af Bekvemmelighedshensyn at erklære Menneskets umiddelbare Indtryk af sin Valgfrihed for en ren og skær Illusion. Der maa paa et saa vigtigt Punkt kræves langt kraftigere Argumenter og langt mere tvingende Grunde end dem, man hidtil har kunnet anføre. Hertil kommer, at Determinismen, Saaledes som Kroman fremhæver i sin Etik, medfører de uheldige Følger, at Udtryk som Ansvar, Tilregnelighed, Skyld og Anger maa omtydes paa en Maade, der

[page] 198

Ikke stemmer med den almindelige Bevidsthed. Den konsekvente Determi- nisme betyder faktisk, at Selvfølelse og Ansvarsfølelse undergraves, og N. Tei- sen har derfor sikkert Ret, naar han i sin nylig udkomne Bog »Om Viljens Frihed« betegner Determinismen som en demoraliserende Lære. Af Hensyn til den enkelte og Samfundet »klynger vi os derfor med Selvopholdelsesdrif- tens Styrke til Haabet om« Menneskets Frihed. Mange ansete Tænkere stiller sig ogsaa paa dette Standpunkt, f. Eks. Will. Hamilton, Henouvier, Will. Ja- mes og her hjemme S. Kierkegaard og Rasm. Nielsen, og saa vidt jeg mindes, er der ingen af dem, der udtaler for at tage Dyrene med, som Hr. R. fore- slaar. I den Anledning har vel altsaa disse Mænd efter hans Mening ikke ret meget Sans for Psykologi!«

Selv om Modstanderne nu maa indrømme det berettigede i at foretrække den religiøse Verdensopfattelse for den mekaniske, er man dog ikke hermed naaet til en Anerkendelse af selve Kristendommens Berettigelse. Dog er de væsentligste af de Indvendinger, som man fra det naturalistiske Standpunkt plejer at rejse, hermed afvist, og Aabenbaringens Mulighed er godtgjort. Den Kristne mener ikke, at der kan føres videnskabelige Beviser for Aabenbarin- gens Sandhed, — her drejer det sig om en fast Overbevisning, ikke om en Viden; men paa den anden Side maa vi naturligvis hævde, at Sandheden hel- ler ikke kan modbevises. Naar vi ifølge Aabenbaringen tillægger Mennesket en »levende« Sjæl, staar vi her over for et bibelsk Udtryk, der i Almindelig- hed tages i Betydningen udødelig Sjæl, og Udødelighedstroen er et af de væ- sentligste Led i Aabenbaringstroen. Men da denne Tro finder saa stærk en Tilknytning i Menneskenes Ønsker og Længsler, træffer vi den, som Hr. R. meget rigtigt har haft Øje for, ogsaa i de fleste andre Religioner. Derfor vir- ker det ogsaa normalt saa nedtrykkende paa Menneskene, om de mister deres Udødelighedshaab. Tanken om, at Menneskene skulde besidde en Fornuft, der er kvalitativt forskellig fra Dyrenes, er ligesaa en bibelsk Tanke. Der tænkes utvivlsomt herved paa Menneskets Evne til at drage Konsekvenser af sine tidligere Erfaringer og til at lægge Planer ud i Fremtiden. Derpaa beror jo Menneskets enestaaende Perfektibilitet og Evne til at gøre sig Jorden un- derdanig; men i ganske særlig Grad gør denne Evne til at hæve sig op over Nuet det muligt for Mennesket at indrette sit Liv med Evigheden for Øje. — Jeg er naturligvis ikke blind for, at Mennesket, som efter sin legemlige Natur hører til Pattedyrene, ogsaa, hvad de lavere aandelige Fænomener angaar, vi- ser Slægtskab med Dyrene; men det forekommer mig, at de moderne Forsøg paa at udlede det højere Sjæleliv (den religiøse og moralske Følelse, det paa alsidige Overvejelser grundede Forsæt o. s. v.) af de mest primitive Bevidst- hedsformer paa mange Punkter giver utilfredsstillende Forklaringer. Disse Forsøg er jo hos os særlig kendte fra Høffdings Psykologi.

Fra et kristeligt Standpunkt faar man Saaledes et andet Syn paa Menne- sket end ud fra den mekaniske Verdensopfattelse, og derfor maa Anskuelsen om Opdragelsens Maal og Midler ogsaa blive vidt forskellige. Medens Hr. R. (Sd. 78) lægger stærk Vægt paa, at Børnene skal opdrages til at anse sig for smaa Fnug i Verdensrummet, mener jeg, at de først og fremmest bør opdrages til at føle sig som frie Personligheder, der er ansvarlige eller dog medansvar- lige for deres egen Karakterudvikling og Handlemaade, og som har Opgaver og Pligter her paa Jorden. Men de bør ogsaa vide, at Livet bliver lysest og lykkeligst for dem, der gennem Jesu Kristi Frelsergerning naar til at leve i Samfund med Gud og derigennem faar et fast Haab om et evigt Liv. Dette er Hovedindholdet af den specielt kristelige Tro, og her kan i videnskabelig Forstand hverken blive Tale om Beviser eller Modbeviser; og dog er denne Tro noget andet og mere end autoritetsmæssig antagne Dogmer, fordi den Kristne her har personlige Selvoplevelser at støtte sig til. Foruden de legem- lige Sanser, der giver Mennesket Besked om Omverdenens materielle Fæno- mener, er Mennesket tillige udrustet med en aandelig Sans, der sætter ham i Rapport til det Guds Rige, som ikke er af denne Verden. Dybt i Sjælen, maaske under den klare Bevidstheds Tærskel, føler den Kristne, f. Eks. under Bønnen, Guds Nærværelse. Den aandelige Sans kan plejes og udvikles gen- nem Brug, men ogsaa vanrøgtes og svækkes ligesom de legemlige Sanser.

[page] 199

(Denne Tanke findes bl. a. interessant udviklet i den engelske Naturforsker Henry Drummonds verdensberømte Skrift »Naturens Lov i Aandens Verden«). At tale til Kristendommens Modstandere om saadanne aandelige Erfaringer er naturligvis som at tale til blinde om Farverne. De vil erklære det for et Selvbedrag, en Illusion Men naar Hr. R. med vanlig Overlegenhed erklærer, (Sd. 71): »Gud er som bekendt »skabt« i Menneskets Billede«, skulde der kor- rekt have staaet: L. Feurbach har i »Das Wesen des Christenthums« forgæves søgt at bevise, at Religionen beror paa en Art sygelig Selvfordobling, og at Gud er »skabt« i Menneskets Billede, ikke omvendt. Denne Anskuelse har alligevel senere blandt mange Ateister vundet stor Tilslutning. — I denne Sammenhæng gør man dog klogt i at erindre, -at der heller ikke kan føres noget Bevis for, at de ydre Sanser giver os et paalideligt Billede af Omverde- nen, ja at maaske ikke en Gang Verdens Virkelighed kan godtgøres (Kant, Stuart Mill o. ti.).

Det er den Kristnes Overbevisning, at Gud gennem Menneskets aandelige Sans har meddelt Mennesket Aabenbaringer, ja de moderne Teologer (Harnach og hans Skole), som ikke antager, at der i den materielle Verden foregaar Mirakler, mener, at Gud ad denne Vej griber ind i Historiens Gang. De Men- nesker, som har modtaget guddommelige Aabenbaringer vedrørende hele Israels Folk eller hele Menneskeslægten, kaldes Profeter. Den kristne Menighed anser Hovedparten af de bibelske Skrifter for affattet under guddommelig Vejledning, hvad de Spørgsmaal angaar, som har religiøs Betydning. Der bliver altsaa i disse Skrifter at sondre mellem et guddommeligt Element og et menneskeligt, og da der indenfor Aabenbaringshistorien ogsaa foregaar en Udvikling, bliver i de ældste bibelske Skrifter det menneskelige Element det dominerende. Dette gælder efter min Mening i høj Grad de 2 Skabelsesberetninger, og jeg anser det ikke en Gang for udelukket, at en Del af det Stof, der findes optaget i de ældste bibelske Beretninger, kan være laant fra andre Folkeslag (Baby- loniere, Ægyptere o. s. v.), Saaledes at de blot er blevet bearbejdet under Guds Vejledning og til Dels renset for hedenske Forestillinger. Gud har op- draget, men ikke omskabt Israels Folk. Af de 2 Skabelsesberetninger er den første (1. Mosebog li—2t) som bekendt den yngste, og den regnes gærne for i profetisk Henseende at være Perlen indenfor det saakaldte præstelige Kilde- skrift. Naar man nu tager Hensyn til, at Profeterne meget ofte modtog Aabenbaringen i Syner og Billeder, som de derpaa selv udlagde, er det vel naturligst Saaledes som F. Godet (»Bibelske Studier«), at opfatte de 6 Dage som 6 Syner, Profeten har haft, — 6 Billeder af Jordens Udviklingshistorie. Profeten har da set dem med sin Tids Øjne og udlagl dem derefter. I de første Syner har tykke Skyer og Taager dækket Himlen, senere er Himlen blevet klar. Dette udtrykker Profeten ved, at nu er Solen og Stjernerne bleven sat paa Himlen. At de staar der »for at lyse for Menneskene og til at inddele Tiden efter, — ja det er vel et Udtryk for den Tids Qpfattels'e, havde Profeten levet i Danmark, vilde han vel næppe have glemt, at Solen ogsaa varmer yderst behageligt! At det skulde være Guds Hensigt gennem Skabelsesberetningen at give Menneskene et kortfattet geologisk Kursus fore- kommer mig at være en absurd Tanke. Derimod har det jo stor religiøs Be- tydning, at Menneskene lærer Gud at kende som alle Tings Skaber og Styrer, og at de lærer at forstaa deres Særstilling indenfor Naturen. Paa disse Punkter træffer vi en absolut Overensstemmelse mellem de to Skabelsesberetninger og mellem den hellige Skrifts øvrige Udtalelser. Disse Forklaringer og Syns- punkter bør naturligvis meddeles Eleverne, saasnart de er i Stand til at op- fatte dem paa rette Maade; men egentlig talt forekommer det mig da ogsaa, at det meste af, hvad jeg lier har maattet fremsætte over for Hr. R., er Ting som en nogenlunde flink Konfirmand kan sætte sig ind i.

Hvad Syndefaldsberetningen angaar, er Hovedtanken sikkert den, at det onde ikke oprindelig er opstaaet af sig selv i Mennesket, men paaført det udefra af en fremmed fjendtlig Magt. Menneskets første Synd er Vantro o: Mistillid til Gud og deraf følgende Ulydighed. Menneskets Frelse maa derfor ske gennem Tro paa Gud og deraf følgende Lydighed. —

Hr. R. kalder de bibelske Beretninger tor »Legender«; men hvorledes

[page] 200

beviser han, at de ikke er andet og mere, og hvorledes forklarer han ud fra sit Standpunkt Verdens Tilblivelse og det ondes Oprindelse?

Det er muligt, at Tanken om selve Kundskabens Træ har en mytologisk Oprindelse (Det bekendte babyloniske Billede af de 2 Mennesker under Træet kan dog lige saa godt forestille noget andet end Syndefaldet), og at det lige- som Historien om Babelstaarnet har sin Oprindelse fra et Præsteskab, der ønskede at hibringe Lægfolk den Tanke, at for megen Viden strider mod Gu- dernes Ønske, eller for at bruge et Udtryk af Wellshausen, at Gud ikke synes om, at Menneskene kigger ham i Kortene. Hvis Hr. R. ud fra den moderne Bibelforsknings Resultater havde indskrænket sig til at forlange Lærebogen i Bibelhistorie revideret, vilde jeg ikke erklære mig uenig med ham. Ganske vist er den videnskabelige Debat endnu langt fra til Ende; men adskillige af Forskningens Resultater maa dog betegnes som saa sikre, at de ikke bør holdes borte fra Skolen (Jfr. min Art. i Vor Ungdom 1903 S. 416). Men naar Hr. R. med sine naturvidenskabelige Argumenter angriber selve Kristendommen, anser jeg det for tilstrækkelig godtgjort i det foregaaende, at hans Skyts ikke en Gang naar til Udenværkerne.

Hr. R. tillægger uden nærmere Begrundelse vore Præsier et dulgt Fjend- skab til sund og god Oplysning; men han synes at glemme, i hvor stor Gæld vort Skolevæsen staar til Mænd som Biskop Boisen, Grundtvig og Monrad. Naturligvis er Præsterne Modstandere af, at Børnene opdrages til en religions- løs, mekanisk Verdensopfattelse; men selv om Skolen efterhaanden faar et mere fagligt Tilsyn end det gejstlige, vil den dog næppe derfor blive konfes- sionsløs eller kristendomsfjendtlig. Mange af Kristendommens Modstandere gaar aandeligt talt med Skyklapper paa, de kender ikke Menighedens Tanker og læser ikke de kristne Forfatteres Skrifter, hvor betydelige og vægtige de end kan være, og de ænser ikke det religiøse Opsving, der foregaar for Tiden omkring i de forskellige Lande. Den kristelige Studenterbevægelse, det vok- sende Antal Missionærer, de mange kristelige Ungdomsforeninger, de mange ny Kirker, tildels opførte ved frivillige Bidrag, og det voksende Kirkebesøg — alt dette og meget mere burde aabne deres Øjne for, i hvilken Retning Udviklingen gaar.

Hr. Vilh. Rasmussen tillader sig at skrive (Sd. 72): »Der er en Mængde vitterlig usande Læresætninger og Anskuelser i Bibelhistorien, som Lærere indbanker i deres Elever uden at paapege deres Usandhed eller Usandsgnlig-

hed.....« — og i sin første Artikkel (Sd. 340), at Børnelærdommen strider

»saa afgjort mod de simpleste videnskabelige Sandheder, at det ikke kan und- gaas, at en Lærerstand, der er noget bevandret i Naturvidenskaberne, hvert Øjeblik er i den pinlige Stilling at skulle spille troende over for Paastande, som er indlysende falske«. — Naar i det foregaaende Angrebet paa Kristen- dommen er tilbagevist, bliver der altsaa her tilbage en ærerørig, ubeviselig og derfor ganske utilladelig Beskyldning mod Flertallet af Folkeskolens Lærere, og naar jeg nu til Slutning nedlægger en bestemt Protest mod Hr. R.'s Insi- nuationer, føler jeg mig sikker paa, at et meget stort Antal Læsere i deres Hjerte vil slutte sig til denne Protest.

Holten Liitzhøft, Kommunelærer.