[page] 70

Udviklingslæren og Folkeskolen. II.

I »Vor Ungdom« for December 1904 har Frk. Astrid Blume og Hr. Holten Lutzhøft hver i en Artikel søgt at imødegaa mit Foredrag om Udviklingslæren og Folkeskolen; og da dette Emne er saa betydningsfuldt for vor Opdragelse og derigennem for vort Folks Fremtid, er der al Grund til at gennemdrøfte det udførligt og belyse det alsidigt. Derfor er det mig en For- nøjelse at retfærdiggøre mine Udtalelser overfor de to Kritikeres Indvendinger.

En Ting synes de dog at give mig Ret i, nemlig, at Natur- videnskaberne forsømmes i Folkeskolen, og at de burde have en fyldigere Behandling, der bl. a. og- saa omfattede Udviklingslæren; og derfor kommer mit Svar til mine Kritikere væsenlig til at dreje sig om Børnelær- dommens Karakter og pædagogiske Værdi.

Frk. Blume siger rent ud, at hun »er ganske enig i, at Naturfagene kunde og burde have en anderledes Plads i vor Skole«, og at hun »aldeles ikke er bange for Udviklingslæren, hvis den anvendes med Skønsomhed og holder sig til, hvad der virkelig er bevist«; og mere Tilslutning kan jeg ikke vente og forlange. At der skal vises Skønsomhed i dette som i alle andre pædagogiske Anliggender, vil nemlig ingen bestride, og ret forstaaet kan vist ogsaa alle gaa ind paa, at man skal holde sig til det, der »virkelig er bevist«. Dette kan Frk. Blume nemlig kun opfatte Saaledes, at man skal skelne skarpt mellem det, der er fuldgyldig bevist, og det, der er mere eller mindre sandsynliggjort. Helt at fortie alt, hvad der ikke kan bevises fuldgyldigt, er umuligt.

Men det vilde være et uhyre Fremskridt, dersom Frk. Blumes Grundsynspunkt prægede al dansk Skole-Opdragelse. Blandt andet vilde de alier fleste af de Paastande, Frk. Blume rask væk fremkommer med i sin Kritik, øjeblikkelig blive at reducere til Noget, der ikke er »virkelig« bevist, men tvertimod højst tvivlsomt.

Anvender man Frk. Blumes Grundsynspunkt, kommer man uundgaaelig ind paa Videnskabens Metode; og det er Hoved- sagen. Den skal gøres til den røde Traad i al vor Opdragelse, saa meget som Børnenes Aandsmodenhed — og Lærernes — tillader. Men dette betyder naturligvis ikke, at man »bøjer sig (for Videnskaben) med overtroisk Tilbedelse«, som Frk. Blume skriver; ti dette er ganske uvidenskabeligt. »Overtro« og ærbødige Bøjninger overlader Videnskaben til andre; af sine

[page] 71

Dyrkere kræver den, i Kraft af sit inderste Væsen, at enhver Personlighed er rank i Ryggen. Ingen er forpligtet til at aner- kende nogetsomhelst for sandt, selv om det udgives for viden- skabeligt, med mindre det, efter en grundig, kritisk Under- søgelse, ved Selvsyn, Selverfaring, viser sig, at det, der udgives for sandt, ogsaa er sandt. At den enkelte kun i en saare ringe Grad er istand til Saaledes at kontrollere »videnskabelige" Paa- standes Sandhed, beviser ikke, at Princippet er falsk. Det nød- vendiggør derimod, at enhver paa sit Felt arbejder med an- spændt Iver, for at alle Paastande saa vidt mulig kan blive verificerede. Og derfor er det magtpaaliggende, at Skolen op- drager Eleverne til større og større Videnskabelighed, stadig voksende Trang til Sandhedssøgen og ubetinget Underkastelse under det, der vitterlig er sandt, koste hvad det maa.

Frk. Blume kan for saa vidt have Ret i, at dette er en »Tilbedelse« af Menneskeaanden; ti det er givet, at det skyldes Menneskeaanden, hver Gang vi erkender, at Noget er sandt. Men naar Frk. Blume paastaar, at dette er en «fattig Gud i i Sandhed«, gør hun sig skyldig i en slem Misforstaaelse. Det, Mennesker kalder Gud, er jo nemlig ogsaa et Noget, der er vunden ved Menneskeaanden. Ti ved hvad ellers? Gud er som bekendt »skabt« i Menneskets Billede. Hvis Frk. Blume vil gennemgaa den kristne Guds Egenskaber, vil hun finde, at der ikke er en eneste af dem, der peger udenfor det menne- skelige. De er allesammen potenserede Menneske-Egenskaber. Gud er derfor ikke blot en Frugt af Menneskeaanden, men reli- giøst set Idealet af Menneskeaand. Derfor maa ogsaa den kristne kunne »tilbede« Menneskeaanden, og derfor beror For- skellen mellem den kristnes og den videnskabeliges »Tilbedelse« kun paa, at de har hver sine Idealer for Menneskeaand eller »Gud«.

Skulde man underskrive Bacons citerede Ord, maatte man lægge stærk Vægt paa, at han siger »Religionen«, ikke Kristen- dommen. »Religionen« kan jo endog betyde Panteismen ; og den er, som Schopenhauer siger, kun en høflig Form for Ateisme. Det er derfor muligt, at Bacon blot har været mere »høflig« end ønskeligt; og denne Høflighed medfører saa megen Uklarhed.

Frk. Blume gaar imidlertid ud fra, at »Religionen« her be- tyder Børnelærdommen; og denne vil hun gærne forsvare over- for mine Anker.

I den Hensigt antyder Frk. Blume, at det er en Smule tvivlsomt, om man med rette kan lægge en almindelig benyttet Bibelhistorie til Grund for en Bedømmelse af Folkeskolens Religionsundervisning; og dette kan der være Noget i. Egenlig burde man medtage en Katekismus i sin Betragtning. Naar jeg ikke har gjort dette, kommer det af, at jeg vilde være saa lemfældig som muligt. En Katekismus er nemlig af rent

[page] 72

pædagogiske Grunde et ganske forargeligt Undervisningsmiddel, idet den trodser ethvert Hensyn til Børns Sjæleliv og dettes heldigste Udviklingsgang.

At Lærernes Kommentarer til Bibelhistorien skulde afvige synderlig fra Bogens Ord, vil jeg have Bevis for, før jeg tror det. Og jeg gad nok se den Lærer, der aabenlyst tør vedstaa, at han underviser i Kristendomskundskab i Strid med Kirkens almindelige Læresætninger. Og her er det netop, at Skoen trykker. Der er en Mængde vitterlig usande Læresætninger og Anskuelser i Bibelhistorien, som Lærere indbanker i deres Ele- ver uden at paapege deres Usandhed eller Usand- synlighed, og samtidig forties en Mængde af vor Tids sikreste Viden, særlig om Naturen.

Men Frk. Blume gør et alvorligt Forsøg paa at forsvare Bibelhistoriens Børnelærdom, lad os da se, om det virkelig er lykkedes hende.

Frk. Blume begynder med »Skabelseberetningen«; men hvorfor forbigaar hun i Tavshed, hvad jeg i mit Foredrag an- tydede, at Bibelhistoriens Skabelseberetning i den Forstand er usand, at den er en vilkaarlig Bearbejdelse af Biblens uens- artede Beretninger? Og hvoraf véd Frk. Blume, at Bibelhistorien netop har truffet den »sande» Beretning?

Ganske uden nærmere Undersøgelse af dette Spørgsmaal, siger Frk. Blume: »Men hvori er det da, at den saa afgjort støder mod de videnskabelige Beviser, de virkelige Beviser?« Og herpaa kan der kun svares: Overalt, i enhver Paastand. Til Eksempel er den Rækkefølge, hvori Organismerne tænkes skabt, vitterlig uoverensstemmende med deres Tilblivelseshistorie, og det samme gælder om Verdensklodernes formodede Oprindelse og Lysets Fremkomst.

Men nu hævder ganske vist Frk. Blume, at det er »Kær- nen« i den mosaiske Skabelselære, at Gud i Begyndelsen skabte Himlen og Jorden; og imod dette har Videnskaben efter hendes Formening intet Bevis. Men hertil er rigtignok at bemærke, at Frk. Blume skylder et Bevis for, at netop den Sætning er »Kærnen«, og at alt det andet er en »storslaaet Illustration« dertil. Ti hvorfra véd Frk. Blume dette? Det skulde vel al- drig komme af, at hun indser, at alt det andet, »Illustrationen«, er videnskabelig uholdbart, men derimod endnu ikke har for- staaet, at »Kærnen« ogsaa har sine Skavanker? I Biblen selv er der i ethvert Fald ikke et Ord om, hvad der er »Kærne» og hvad »Illustration«. Alt staar skrevet med samme umiddelbare Krav paa Troværdighed.

Men nu »Kærnen« selv! Véd mon Frk. Blume ikke, at »Himlen« er Jordens Atmosfære? Og erkender hun ikke, at det i saa Fald er meningsløst at sige: Himlens og Jordens Skabelse? Der kunde logisk siges : Jorden med dens »Himmel«, men det staar der ikke. At Mosebogen har en anden Opfattelse

[page] 73

af »Himlen« end Nutiden, ses bl. a. af 1 Kap. 17; ti dér staar, at Gud satte Sol, Maane og Stjerner paa »Himlens udstrakte Befæstning«.

Selv om man vil gaa ind paa Frk. Blumes ubevidste Læse- maade og opfatte Biblens Himmel som Verdensrummet, reddes derved ikke »Kærnens« Sandhed. Det er nemlig grundig nok bevist, at det ikke er Jorden (og Verdensrummet), der har eksisteret først, og at siden de øvrige Kloder blev til. Den astronomiske Udviklingslære beviser tydelig nok, at Jorden er en Affødning af en taageformet Klode. Derimod er der ikke Gnist af Bevis-Grund for den mosaiske »Kærnes« Sandhed. Dette vil Frk. Blume indrømme, dersom hun har den fornødne »Alvor og Dybde — baade i Naturstudiet og først og fremmest i Studiet af denne samme Børnelærdom«.

Om en »Gud« eller Guddomskraft har foraarsaget, at alt eksisterende er bleven til, eller om det altid har været, ligger udenfor den stringente Videnskab. Men andet har jeg heller aldrig hævdet; se f. Eks. »Verdensudviklingen«, Side 68. Dog maa man indrømme, at Troen paa en Skaber volder Tanken flere Vanskeligheder end den Antagelse, at det værende altid har været.

At man skulde kunne overensstemme Skabelseberetningerne med de videnskabelige Udviklingshypoteser ved Hjælp af den Frase, at »een Dag er for Herren som Tusind Aar og Tusind Åar som een Dag«, er en Indbildning. Selv om der er en Gud, der er hævet over Tiden, hvad Sætningen formentlig skal ud- trykke, saa er derved ikke den menneskelige Tidsopfattelse »hævet« over Tiden; og derfor er de Dage, Mosebogen taler om, Menneskelivets Dage. En tidløs Gud har jo hverken Dag eller Time.

Men selv om man vil være meget elskværdig mod Frk. Blume og læse »Periode« eller »Tidsrum* i Stedet for Dage, hjælper det ikke Skabelseberetningerne. Man plumper blot i nye Vanskeligheder. Og det véd sikkert Frk. Blume meget godt. Selv den elementæreste Naturvidenskab siger En, at der, saa længe vi kan følge Organismerne tilbage i Tiden, bestandig tilbliver og uddør Typer af Planter og Dyr; og Astronomien lærer os, hvorledes der ogsaa opstaar nye Kloder den Dag i Dag. Derfor maa Skabelse-Dagene videnskabeligt og sandfær- digt sammenfattes til det Tidsrum, al den Tid, i hvilken det Tærende har eksisteret.

Naar Frk. Blume tror, at Børn forstaar Sætningen om »een Dag o. s. v.«, har jeg hende mistænkt for, at hun egenlig ikke selv forstaar den. Den indeholder jo nemlig to modstridende Tanker. At een Dag er som Tusind Aar, kan kun skulle be- tyde, at Tiden er uendelig lang for Skaberen; men at Tusind Aar er som een Dag, betyder da konsekvent, at Tiden er den samme Skaber uendelig kort. Moral: Man skal vogte sig for Fraser, som man ikke har gennemtænkt grundig.

[page] 74

En lignende Mangel paa virkelig Dybtanke viser Frk. Blume i sine Bemærkninger om Syndefaldet. Beretningen herom drister hun sig ikke til at læse allegorisk som en »Illustration«. Til Gengæld anvender hun den i aller højeste Grad dristigt. Som om jeg har paastaaet, at der ikke findes noget ynkeligt og fornedrende hos vor Tids Mennesker. Det er jo netop det, jeg har hævdet, idet jeg sagde omtrent Saaledes: Hvis de to »første« Mennesker var syndefri, o: fuldkomne, saa er det en uhyre Skændsel for Menneskeheden, at den er saa langt fra det fuldkomne; og saa er det ganske trøstesløst at tænke paa, at to Mennesker ved et Syndefald har kunnet foraarsage, at alle de følgende utalte Millioner ikke kan blive fuldkomne. Og imod denne ydmygende Tankegang er det, at. jeg har sat den moderne Udviklingshypotese, der siger: Mennesket er ble- ven til af et Pattedyr, fra dette lavere Stade har det kunnet hæve sig til den Højde, hvorpaa dets ypperste Individer nu staar; følgelig er der Haab om, at dets Fuldkommengørelse kan fortsættes til en uanet Højde, og dette er opmuntrende.

At det nye Testamentes Tankegang ikke forbedrer det gamle Testamentes, kommer bl. a. deraf, at det fastholdei Syndefaldet som Aarsag til, at »Synden« kom ind i Verden. Derfor maatte Kristus »frelse« Menneskene. Men han frelste ikke alle. Frelsen er enNaadesag; og dette er det nye Testa- mentes Fortvivlelsesgrund. At Mennesket skulde frelses be- viser, at det bestandig tænktes ringere end Adam og Eva. At en almægtig Gud og Kristus ikke frelste alle, da denne Frelse foregik, er ubegribeligt. At Frelsen kun sker af Naade er ydmygende og kun istand til at opelske Elendighedsfølelse hos Mennesket. Og at denne Naade kun vedfares dem, der tror visse Dogmer, er i Modstrid med Guds Almagt og Algodhed; hvis nemlig disse Evner findes hos Gud, maatte han enten til- dele alle Frelsen af Godhed, eller ved sin Almagt bevirke, at de alle kom til at tro det, der er Vilkaaret for Naade. Yder- ligere ydmygende er det, at Troen atter erhverves ved den «Hellig Aands« Naade.

At der i det ny Testamente kan findes opmuntrende Ore, modbeviser naturligvis ikke det Faktum, at Mennesket er tænkt »syndefuldt«, medens de første Mennesker tænkes syndefri. Men alvorlig talt: Hvis Mennesket »formaar alt — i Kristus«, som Frk. Blume citerer, hvorfor bliver da ikke i ethvert Fald de kristne fuldkomne? Dermed tænker jeg naturligvis ikke paa Synds-Forladelse, men derpaa, at de slet ikke begaar Noget, som efter deres egen Etik er fejlagtigt; og det hænder jo hver Dag. Frk. Blume er stadig letsindig med sine Citater.

Frk. Blume ser derimod meget rigtigt, at min Hovedanke er, at Syndefaldet sker ved, at Mennesket giver efter for den Grunddrift i sin Natur: at komme til Forstaaelse af Tilværelsen. Men hun »indser aldeles ikke, hvad overraskende der af den

[page] 75

Grund er i at meddele Fortællingen om Kundskabens Træ paa Godt og Ondt netop i Skolen«; og det er forbavsende. Skolen har jo nemlig i særlig Grad den Opgave at modne Børnene, saa de faar Evne til at skelne skarpt imellem Ondt og Godt; og derfor er det i Strid hermed at fortælle dem, at Gud ikke vilde have, at Menneskene søgte Kundskab om, hvad der var Godt og Ondt.

Selvfølgelig kan Trangen til »Kundskab om Godt og Ondt« ikke tilfredsstilles paa anden Maade end ved at søge at finde ud af, hvad der er Godt og hvad Ondt. Jeg gad i ethvert Fald nok vidst, hvordan Frk. Blume ellers vil tilfredsstille den Trang. At hun udelader »det Gode« og kun skriver »det Onde«, er da vel ikke et Forsøg paa at indsmugle, at jeg i mit Foredrag har hævdet, at det særlig eller alene drejer sig om at lære det Onde at kende? Men Frk. Blume forstaar aabenbart ikke, at Fortællingen om Kundskabens Træ er symbolsk for Præste- skabets inderste Ønsker med Hensyn til Opdragelsen, og at det er af denne Grund, at jeg lægger saa megen Vægt paa netop den Fortælling. Det drejer sig jo nemlig ikke her om megen Viden, mange Kundskaber; hvad det kommer an paa, er selve Evnen til at skelne, Dømmekraften, og den Tvivl om, hvad der er det rette, som forudsættes, før man dømmer. Det er denne Tvivlen og forstandsmæssig Dømmen, som en af de ældste Gejstlige i Mosebogen har fordømt paa Guds Vegne. Og da den nuværende Gejstlighed inderst inde ønsker det samme, lærer man Børnene Legenden, trods det, at den strider mod meget i Skolens Arbejde, og i det lønlige Haab, at Børnene paa Grund af Legendens Ord i ethvert Fald skal blive troskyldige overfor Børnelærdommens Anskuelser med Hensyn til Godt og Ondt.

Naar Frk. Blume skriver, at Børnene meget tidlig faar en Fornemmelse af, at de onde Kræfter efter Syndefaldet har vundet en skæbnesvanger Magt over os, saa gør hun sig skyl- dig i en grov, ubevidst Usandfærdighed. Børn vilde nemlig al- drig af sig selv falde paa, at der havde været et Syndefald, endnu mindre, at det bestandig forvolder det onde i Verden. En saadan Tanke maa de lære — af deres Lærere. Noget ganske andet er, at Børn tidlig selv erfarer, at der er ondt til, og at »ikke enhver Kundskab er værd at eje«. Det hændes endog jævnlig, at de netop ikke linder, at de gammeltestament- lige »Kundskaber« er synderlig meget værd.

Hovedslaget imod min Opfattelse slaar Frk. Blume i sit Forsvar for »hele den kristne Verdensanskuelse«. Men mærke- lig nok kommer Frk. Blume til det Besultat, at »Summen af den kristne Børnelærdom er, at Mennesket har en udødelig Sjæl og skal fortsætte Tilværelsen i Evigheders Evighed«. Denne »Sum« har nemlig det mærkelige ved sig, at den ogsaa hører med til andre Beligioners Læresætninger, f. Eks. Muhameda-

[page] 76

nismen og Brahmalæren og Hinduismen. Frk. Blume synes alt- saa at mene, at disse Religioner er identiske med Kristendom- men med Hensyn til »Summen*, o: det egenlig afgørende. Eller har Frøknen mon ikke snarere forskrevet sig lidt?

Rent fraset dette Uheld er det værd at mærke sig, at Frk. Blume ikke kan anføre en eneste gyldig Grund til, at Menne- skets Sjæl er udødelig, altsaa ogsaa evig. Derimod kan Viden- skabsmænd med rette sige, at vi kun kender Sjæleliv i levende Protoplasma, og derfor er det rimeligst at antage, at Menne- skets Sjæleliv dør, naar Nervecellernes, specielt Hjernecellernes, Protoplasma dør. Selv om Frk. Blume opmuntres og ægges nok saa meget ved Tanken om »Sjælens« Udødelighed, maa hun ikke glemme, at den i ethvert Fald »virkelig ikke er bevist«.

Men nu har jeg ogsaa paastaaet, at Børnelærdommen hæv- der, at Mennesket har en Særstilling udenfor Naturen, og at det er Tilværelsens Maal og Mening; og det skal være saa rent galt. Men Fortællingerne om Menneskets Skabelse baade den i 1ste Mosebog 1ste og 2det Kapitel viser jo, at Fortællerne tænkte sig Mennesket som noget for sig, ikke som et Dyr; ellers var naturligvis Menneskets Skabelse ganske simpelt bleven omtalt sammen med de andre Dyrs. Og hvad angaar Menne- skets Betydning som Tilværelsens Maal og Mening, fremgaar denne tydelig nok ved rigtig Opfattelse af Skabelseberetningerne. Det hedder jo nemlig, at Sol, Maane og Stjerner, o: alle Ver- denskloder, som Jøderne kendte, blev skabt for at lyse over- jorden og sætte Skel mellem Dag og Nat; og det betyder, at Jorden blev betragtet som det betydningsfulde i Sammenligning med Verdenskloderne. Men Jorden var atter bestemt til Menne- skets Bolig, og alle Jordens Organismer skulde tjene Menneske- nes Vel. Mennesket skulde »gøre sig Jorden underdanig«. Men saa er Jorden og alle Verdenskloderne til for Menneskets Skyld; og dette har jeg udtrykt sig ved at sige, at Mennesket er Til- værelsens Maal og Mening. Har Frk. Blume en anden Op- fattelse af Kristendommens Anskuelser om dette Spørgsmaal, kunde det i høj Grad interessere mig at vide, hvad hun da mener, Kristendommen hævder.

Det er saa langt fra, at jeg vil »insinuere«, at »Skolen gen- nem Børnelærdommen bibringer Børnene den Forestilling, at Jorden er en flad Klode«. Det er nemlig noget, som jeg ganske aabenlyst paastaar. Dersom Børnene faar en anden og rigtigere Forestilling paa dette Punkt, skyldes det ikke Børnelærdommen, men andre Fag, specielt Geografien. I »Bibelhistorien« er der mange Steder indirekte sagt, at Jorden er flad og Himlen en fast Hvælving o. 1.; og der er intet Sted andre og rigtigere Forestil- linger. Af den simple Grund, at baade det gamle og det nye Testamentes Forfattere havde et barnligt, falsk, Verdensbillede. Frk. Blume behøver blot at gennemlæse, med Eftertanke, en

[page] 77

Bibelhistories Skabelseberetning, dens Sagn om Syndfloden og Babeltaarnet, Fortællingen om Jakobs Drøm og Jesu Fristelse i Ørkenen.

En af Hovedankerne mod Børnelærdommen er netop, at den i saa mangfoldige Henseender (der er i det foregaaende givet Eksempler) giver helt fejlagtige Forestillinger, som enten slet ikke rettes i andre Skolefag eller kun stiltiende rettes ved, at Børnene foruden de bibelske Forestillinger tillige faar med- delt videnskabelig rigtige. Men da Børnelærdommen fremhæves som det fremfor alt vigtige, hænder det ofte, at rigtige Fore- stillinger preller af, medens Børnene bevarer de falske i en tro Hukommelse. Det gælder just ikke en saa grov Misforstaaelse, som Antagelsen af en flad Jord, men mangfoldige andre Mis- forstaaelser, f. Eks. paa det zoologiske, medicinske eller mo- ralske Omraade. Men denne voldelige Vrang-Opdragelse kan det ikke forsvares at blive ved med. Vi maa blive enige om, at Børnene først og fremmest skal lære det, der erfaringsmæs- sigt er sandt, og at det, der er fri Gætning, uden nogetsomhelst Bevis, ogsaa kun udgives for — fri Gætning. Derfor maa den Enkelte selvfølgelig gærne tro det. Men ingen skal aabenlyst eller dulgt tvinges til at tro paa det ubevislige, i den For- mening, at det er fastslaaede Kendsgerninger. Dette Krav kan stilles ud fra »Hensynet til Børnene og deres Fremtid.«

II.

Medens Frk. Blume har citeret mine Ord korrekt og drøftet mine Anskuelser forstaaende, er Hr. Holten Liitzhøft hverken fuldt ud korrekt i sine Citater eller synderlig forstaaende. Alligevel skal jeg forsøge at retfærdiggøre mine Meninger over- for hans Kritik. For saa vidt det foregaaende besvarer nogle af hans Indvendinger, gentager jeg dog naturligvis ikke mine tidligere Bemærkninger.

I det første Stykke af sin Artikkel tilskriver Hr. Holten Liitzhøft mig, naturligvis meget imod Vidende og Vilje, Paa- stande om Naturvidenskaberne, specielt Udviklingshypotesen, som jeg aldrig er fremkommen med. Hvis Hr. Holten Liitz- høft ved et Citat kan bevise det modsatte, skal jeg bøje mig. Foreløbig tillader jeg mig at gengive, hvad der staar om Ud- viklingshypotesen i »Verdensudviklingen«, Side 6 nederst: »For- klare Alt kan Udviklingslæren ganske vist ikke« . . . Selv- følgelig indlader jeg mig derfor ikke paa at »løse alle Livets Gaader og dømme Himmel og Jord« alene ved Hjælp af Ud- viklingslæren.

Senere siger Hr. H. L., at jeg »finder, at Mennesket vinder i Værd ved at erklæres for (skal formentlig staa: ved at være) et uselvstændigt Led af Naturens store Helhed«. Men atter her maa jeg protestere mod Hr. H. L.'s utilladelige Paadutten

[page] 78

af Paastande, jeg ikke bar fremsat. Der staar i det Foredrag, han kritiserer, ikke et Ord om, at Mennesket er et uselv- stændigt Led i Helheden. Der er ikke med et Bogstav hen- tydet til Spørgsmaalet om absolut Determinisme eller delvis Determinisme. Forøvrigt har Professor Kroman klogelig und- gaaet at tage afgjort Standpunkt i dette Spørgsmaal, og navnlig siger han intet om, hvorvidt andre Dyr end Mennesket er abso- lut eller delvis determinerede i deres Vilje. Men det er paa Forhaand sandsynligt, at det, der gælder for Menneskets Viljes- liv, ogsaa gælder for de andre Dyr. Hvad Standpunkt man end tager til Determinationens Grad, forrykkes derved ikke Menneskets Stilling som Led i Helheden. Men for Udviklings- læren er det uafgjorte Viljesproblem for saa vidt ligegyldigt. Den maa blot hævde, at Viljeslivet har udviklet sig paa natur- lig Maade, hvad enten en absolut eller delvis Determinisme er den faktiske.

Hr. H. L. har derfor ikke Ret i, at jeg af Hensyn til Viljens Determination har en »Fornemmelse af, at Mennesket reduce- res« ved Udviklingslæren. Min Motivering er en ganske anden, og det er forbavsende, at Hr. H. L. uden videre fortier den, men tillægger mig helt opdigtede Motiver. Jeg begrundede nem- lig Menneskets mindre Tilbøjelighed til Selvovervurdering med, at det ikke længer følte sig hævet udenfor de andre Organismer og den øvrige Natur, og med at det forstod, at Jorden, Menne- skets Bostavn, er et usseligt lille Fnug i Universet. løvrigt er det noget forbavsende, at Hr. H. L. er saadan en varm Ven af Selvovervurderingen. Til Trøst for ham bør det maaske der- for udtrykkelig anføres, at Mennesket, selv om det maa opgive de gamle Motiver til sin Høj vurdering, nok kan finde nye Grunde til at stikke Næsen til Vejrs. Bl. a. den, at det er naaet saa højt i Aandsudvikling, at det forstaar sin relative Næsten-Nullitet.

Naar Hr. H. L. skriver, at han ikke forstaar, hvorledes Børn kan faa »udviklet Selvtillid o. s. v.«, naar Naturviden- skaberne doceres Saaledes, som jeg ønsker det, forekommer det mig, at han atter placerer mine Bemærkninger uredeligt. I mit Foredrag hævdede jeg nemlig blot, at den rette Metode frem- elskede disse Egenskaber. Ikke med et Ord har jeg antydet, at de kom af en Naturfilosofi om Menneskets Plads i Naturen. Havde derimod Hr. H. L. indvendt, at denne river ned, hvad Metoden bygger op, saa var der endda en formel Berettigelse i hans Indvending. Reelt er den derimod ikke meget værd. Hvis nemlig Mennesket er et ringe Fnug paa det lille Fnug, der kaldes Jorden, saa er det Opdragelsens Opgave at tilpasse Børnenes Psykologi til dette Faktum, ikke derimod at omlyve den virkelige Tilværelse for at tilpasse den til Børnenes naive Psykologi. Dette sidste er ikke Op-Dragelse. men Ned-Dragelse, Fordummelse.

[page] 79

Men Hr. H. L. har ikke ret megen Sans for Psykologi, eftersom han mener, at Mennesket adskiller sig fra Dyrene og har Fortrin frem for dem i at besidde en »levende« Sjæl, For- nuft og »fri« Vilje; ti Dyrene har jo, om end i højst forskjellig Grad, Sjæleliv lige saa vel som Mennesket, altsaa ogsaa i Hr. H. L.'s Sprog en »levende« Sjæl, Fornuft og »fri« Vilje. Jeg gad i ethvert Fald vidst, hvad Bevis Hr. H. L. har paa det modsatte.

Men hvis Dyrene kun er gradsforskellige fra Mennesket, ligner de ogsaa »Gud«, hvis Mennesket er gudbilledligt. Menne- sket er jo nemlig Ikke nøjagtig af samme Sjæleegenskaber, som dem, de Kristne tildeler »Gud«. Han er jo al-mægtig, al-vis o. s. v. Hvis Hr. H. L. kan gaa ind paa at betragte Mennesket som et i sjælelig Henseende overmaade højt udviklet Pattedyr, saa maa han konsekvent indrømme, at den sjælelige Udvikling ikke er mere Under end den legemlige.

I sine Bemærkninger om Guds Indgriben i Verdensløbet ved Indførelsen af nye Kræfter »ved Siden af de af ham selv satte mekanisk virkende Naturkræfter« kæmper Hr. H. L. atter mod Vejrmøller. Jeg har nemlig slet ikke talt om »mekaniske« Naturkræfter, men om lovbundne Kræfter. Hvad Forhold, der er imellem det sjælelige og det materielle, er nemlig endnu uopklaret; derfor har jeg heller ikke taget Standpunkt. Men ligegyldig, hvordan dette Forhold er, saa er der lige saa vel en Lovmæssighed i det sjælelige Liv i Tilværelsen som i det materi- elle. Og Hr. H. L. vil faa svært ved at bevise, at der er nogen Magt, hvad den nu end kaldes, der erfaringsmæssigt gør Brud paa den sjælelige Lovbundethed. For Udviklingslærens Sandhed er det dog ligegyldigt, om der er Mulighed for et saa- dant Indgreb; ti derfor kunde der jo godt have været Udvik- ling, som Hr. H. L. meget rigtigt bemærker. Derimod kuld- kaster en saadan Indgriben al Videnskab, da den bryder Energi- sætningen, og for saa vidt spiller Troen paa Guds Indgriben ogsaa en Rolle for Udviklingslæren. Kan nemlig Gud gribe ind naarsomhelst, er det umuligt for Videnskabsmændene at forklare Udviklingsfænomenerne alene ved lovmæssige Aar- sager; og dette er deres Hovedopgave. Selvfølgelig er den ikke løst til Ende; det er overhovedet ikke muligt. Men en Mængde Udviklingsfænomener har faaet en naturlig Forklaring, o: at de er bleven erkendt foraarsagede af lovmæssig virkende Kræfter; og dette maa Kristendommen bøje sig for, hvis den da vil bøje sig for — Sandhed.

Ligesaa »uheldig« som Hr. H. L. var med sit Citat om den »mekaniske« Verdensopfattelse, er han senere med sit For- søg paa at redde Kristendommens Guldalder. Rent uden Hen- syn til Paavirkningen fra Babyionerne er det nemlig et Fak- tum, at Kristendommen hævder, at de første Mennesker op- rindelig var syndefri, og at alle senere er Syndere. Saa maa

[page] 80

Hr. H. L. og »Kristendommen« »fortolke« saa meget, de lyster og evner.

Endnu uheldigere har dog Hr. H. L. været, da han skulde forstaa min Sætning om »Maalet«. Dens paradokse Form har ganske taget Vejret fra ham. Det er næsten for trivielt at ind- rømme, at f. Eks. Helsingør ikke nytter sig, dersom det er min Rejses Maal at naa den By. Men sæt nu, at jeg ønsker at finde den skønneste By og begynder med Helsingør i den Tro, at den er den skønneste, og at jeg da opdager, at der et Sted er en endnu skønnere By. Da har jeg vel naaet mit »Maal«, o: det indbildte Maal, men tillige erfaret, at det egenlige Maal ikke er naaet. Derfor rejser jeg f. Eks. til Stockholm o. s. v. Og sæt da, at Byerne stadig vokser i Skønhed, medens jeg rejser rundt, saa kommer jeg altid til at rejse. Jeg finder mere og mere Skøn- hed; og dog naar jeg aldrig den højeste Skønhed. Dette er i et Billede, som selv Hr. H. L. kan forstaa, den meget rimelige Opfattelse af Menneskehedens Maal og dettes bestandige Æn- dringer, dets Fjernrykken. For hver Gang »Mennesket« har naaet et »Maal« paa Vejen, er der tænkt et nyt højere »Maal« frem i det fjærne; men selve Maalet er altid fremtidigt, fordi det forandres, medens man bevæger sig imod det. Derfor kan Hr. H. L. meget godt tage det alvorligt med mit Billede af Frem- tidens Menneske, der mulig kan komme til at betragte Nutidens Menneske som en ringe Type. Og har Hr. H. L. Fantasi nok, kan han atter tænke sig, at disse Ypperlige langt overstraales af en endnu fjærnere Fremtids højt udviklede Mennesker.

Vilhelm Rasmussen,

cand. mag.