[page] 246

Udviklingslæren og Folkeskolen.

Afslutning.

Desværre har Frk. Blume overdraget Hr. Holten Lutzhøft at tale hendes Sag. Dette er især beklageligt, fordi Frk. Blume har stillet sig paa det samme principielle Grundlag som jeg og krævet fuldgyldige Beviser eller i det mindste sandsynliggørende Grunde for enhver Paastand. Men det er ogsaa kedeligt af den Aarsag, at Frk. saa øjensynlig har bestræbt sig for at komme til Bunds i Sagen uden at lade denne Interesse overskygge af en Trang til at komme mig til Livs med Godtkøbs-Polemik.

Idet jeg med dette Buk tager Afsked fra Frk. Blume, skal jeg til hendes sidste Indlæg kun bemærke følgende:

Den Omstændighed, at »hverken Børnene eller Hjemmene eller Lærere i andre Fag (end Religion) aldrig har mødt (Frk. Blume) med Vidnesbyrd om, at Børnenes Begreber var blevet forvirrede gennem Børnelærdommen«, er ikke noget Bevis for, at Forvirringen ikke har fundet Sted. Hverken Børnene eller deres Forældre har som Regel Kundskaber nok til, at Modsigelserne mellem »Børnelærdommens og andre Lærdomme bliver dem fuldt bevidste. Sker det for Børnenes Vedkommende en Gang imellem, gør de et Spørgsmaal til Lære- ren, der da »klarer« Vanskeligheden Saaledes, at det ikke rokker Børnelær- dommens Autoritet.

Et oplysende Eksempel er Anekdoten om Jonas i Hvalens Bug. Efter at det er bleven klart, at en (Barde)-Hval ikke kan faa en Profet gennem Halsen, fortæller man nemlig, at dette slugvorne Dyr var en »Fisk«; men man undlader at gøre opmærksom paa, at Opholdet i en Fisks Mave i 3 Døgn er lige saa umuligt for en Profet som for jævne Folk.

At nu virkelig Børnelærdommen faktisk maa forvirre Børns Begreber, selv om Lærerne, specielt Religionslærerne, ikke indser det, vil uvillige Mænd skønne, naar de betænker, at Børn opdrages til at tro paa en Mængde fuld- stændig umulige Begivenheder, som er i Strid med det, Børnene ellers lærer og selverfarer.

Nogle Eksempler foruden de tidligere anførte skal jeg gærne give. Jeg tager dem fra Balslevs Bibelhistorie.

1.    I flere Fortællinger berettes det, at Gud taler højlydt til Menneskene, ja han færdes endog paa Jorden og besøger Abraham; men hvorledes kan han saa samtidig være allestedsnærværende? Den Guddomskraft, der tænkes som en Art Verdensaand, iboende al Ting, skulde ogsaa kunne optræde som en gammel Vandrer ved Abrahams Telt!

2.     Det fortælles om Enok, at Gud tog ham bort fra Jorden, uden at han døde. De samme Børn, der læser denne Umulighed, fortæller man det rigtige, men modsigende, at alle Mennesker skal dø. Det hjælper ikke at knibe ud ved at opfatte Historien om Enok som en »Illustration«.

3.     Syndflodssagnet, o: Vandflods-Sagnet, er i den groveste Strid med vor tilforladelige Viden om Regnens Oprindelse. Hvorledes kunde det Hav, der leverer Regnvandet, give saa megen Regn, at Vandet stod over de højeste Bjærge? Det vil jo sige, at der skulde kunne dannes en Kugleskal af Vand rundt om hele Jorden, meget tykkere end det eksisterende Havs Middel- dybde! Umuligheden heraf kan forhaabentlig alle nu se! — At Jøderne ikke saa det, kommer af, at de ansaa Jorden for flad og mente, at Regnens Vande var oven over Himmelhvælvingen.

4.     Det fortælles, at Lots Hustru blev til en Saltstøtte. Det lærer man Børn uden at sige dem, at det er fuldstændig umuligt.

[page] 247

5. Det fortælles, at »Dødens Engel« gik rundt og ihjelslog Ægypternes førstefødte. Men »Dødens Engel«, hvad er det for noget? Det skulde vel aldrig være en »fri Gætning« ? Og véd mon Frk. Blume og alle andre ikke meget godt, at «Dødens Engel« aldrig har eksisteret? Alligevel lader man Børn tro, at saadanne Engle gaar omkring paa Jorden.

Af lignende Umuligheder som de nævnte vrimler de gammeltestamente- lige Fortællinger, saasom Beretningerne om Overgangen over det røde Hav, Moses' Tryllekunster, Jerikos Indtagelse, Elias i Ildvognen, Jonas i Fisken i 3 Dage, Daniel og hans Venner i den gloende Ovn, o. fl. Og det kan ikke nytte at nægte det. Saadanne Fortællinger virker fordummende, naar de ikke aabent og ærligt udgives for gamle, overtroiske Æventyr, som Jøderne i sin Tid har troet paa.

Men i det nye Testamentes Fortællinger gentager den samme Splid med vort Erfaringsindhold sig. Der kommer »Engle« og taler, — skønt Gud og Guder efter Frk. Blumes Mening ikke er digtet i Menneskers Billede. Og Børn skal tro paa disse Engle, som enhver véd er rene Fantasifostre. Ogsaa Djævelen er paa Spil i Børnelærdommen, og Børnene maa tage ham bogstave- lig med samt hans fristende Ord. Han er endnu ikke bleven reduceret til en »Illustration«.

Lige saa slemt er det med Jesu Undergcerninger, af hvilke mange er »fy- sisk« umulige, f. Eks. Forvandlingen af Vand til Vin; Bespisningen af fem Tusind med fem Brød og to Fisk, saa der endda blev 12 Kurve fulde af Lev- ninger; Opvækkelsen af Døde; selve Jesu Opstandelse og hans Himmelfart. Alle disse Fortællinger kan umuligt være sande, dersom ikke hele vor Erfa- ringsviden er et Blændværk. En helt anden Ting er det, at Mennesker maa- ske nok har troet, at de drak Vin, medens det virkelig var Vand; men en saadan naturlig Forklaring faar jo ikke Børn, ti saa taber Fortællingerne hele deres Værd som Overnaturligheds-Eksempler.

Det er saadanne »falske og usande Forestillinger«, som Børnelærdom- . men paatrykker Børnene; og de sætter sig saa grundig fast, at endog rigtige, fuldgyldigt bevislige Fortællinger preller af imod dem.

Man vil maaske hertil sige, at det jo er ligegyldigt, ti »enhver bliver salig ved sin Tro«. Men dette er en overfladisk Betragtning. Et Menneskes Livsværdi er i høj Grad afhængigt af den Overensstemmelse, der er imellem dets Opfattelse af Livsforhold og de faktiske Livsforhold. Jo nærmere Opfat- telsen nærmer sig til Virkeligheden, o: jo sandere den er, desto mere faar Vedkommende ud af Livet, og desto mere faar Livet, Menneskene, ud af ham eller hende. Sandheden er det mest livstj enlige.

II.

Hr. Holten Liitzhøft har en ganske anden Maade at drøfte en Sag paa end den, Frk. Blume anvender; og i enkelte Henseender er han udenfor Rimelighedens Grænse. Især er det utilstedeligt i et fagligt Tidsskrift at pole- misere imod, hvad man har »hørt« en Mand sige; ti Fejlkilderne er her saa store, at selv den mest velvillige Tilhører ofte maa komme paa Vildspor. Men man kan heller ikke polemisere mod det, en Mand har skrevet, naar man ikke gør sig den Ulejlighed at læse det altsammen omhyggeligt og rede- ligt tage Hensyn til hans Ord. Men Hr. H. L. har ikke baaret sig saa loyalt ad; og i sin sidste Replik forsvarer han sig med en ny Urimelighed. Skønt Hr. H. L. ikke kan finde et Ord for, at jeg »løser alle Livets Gaader og dømmer Himmel og Jord« ud fra Udviklingslæren, mener han dog, at denne hans Paastand kan gaa an som en »halvt spøgefuld retorisk Vending«. Jeg for min Del anser det ikke for Spøg, naar en Anderledestænkendes »Retorik« usandfærdigen paadutter mig Paastande, jeg ikke er Ophav til.

Rent fraset det principielt utilladelige i Hr. H. L.'s retoriske Munter- hed, har den i dette særlige Tilfælde en afgjort ondartet Karakter. Udvik- lingshypotesen forklarer nemlig saa overmaade meget, at det er alt for tak- nemmeligt at drive den ud i Karrikaturen og paastaa om den, at den for-

[page] 248

klarer Alt. Dersom Hr. H. L. uimodsagt fik Lov til denne Karrikeren, vilde man med rette kunne laste Udviklingslærens Tilhængere for at være over- fladiske og indbildske Narre, der ikke har sét, at en uhyre Mængde Tilværelses- Fænomener ligger udenfor Udviklingslærens Omraade. Men jeg for min Del har aldrig sagt eller skrevet andet end, at Udviklingshypotesen skal anvendes som Forklaring paa de Fænomener, som den virkelig bringer Klarhed i.

Hvad den »naturalistiske Verdensopfattelses pædagogiske Værdi« angaar, har Hr. H. L. og jeg gensidig misforstaaet hinanden; derfor er Uenigheden om mine Anskuelser paa dette Punkt bleven større, end den faktisk er. Hvad jeg i mit Foredrag sagde, var følgende: »Man skal give Eleven Sagen selv (til Undersøgelse) . . . saa faar han i det stille udviklet Selvtillid, Selvstændighed

og Mod til at tænke selv og handle paa egen Risiko...... Men (saa) vokser

ogsaa Menneskets Tro paa »Mennesket« og dettes Evne til ved egen Kraft at opnaa at benytte Naturens Kræfter i sin Tjeneste.« Der er, som en- hver sér, i dette intet om, at det er den »naturalistiske« Opfattelse, der udvikler Selvtilliden; men, som jeg allerede skrev i mit sidste Indlæg, er jeg naturligvis af den Mening, at den »naturalistiske« Opfattelse ikke river det ned, som Metoden bygger op.

Hvorledes denne Metode kan gøre Børnene til »Autodidakter«, begriber jeg ikke. Hr. H. L. maa have en særegen Definition af Begrebet Autodidakt, siden han mener, at Disciple, der ved Lærerens Hjælp opdrages til Selvstæn- dighed, bliver Autodidakter. Men dersom Hr. H. L.'s Definition skulde vinde Indpas, haaber jeg, at alle uden Undtagelse i Fremtiden maa blive »Autodi- dakter«.

Hr. H. L.'s metafysiske Betragtninger skal jeg, i Overensstemmelse med Redaktionens Ønsker, lade ligge i denne Efterskrift, da jeg ikke kan besvare dem kortfattet. De har jo desuden ikke megen direkte Betydning for Under- visningen i Folkeskolen.

Hr. H. L.'s Fortolkning af de to Skabelsesberetninger skal jeg ogsaa ogsaa overlade til »Vor Ungdom«s Læseres Dom. Hr. H. L. siger selv om den, at »det meste af (det) er Ting, som en nogenlunde flink Konfirmand kan sætte sig ind i«. Saa kan dette Tidsskrifts Læsere sagtens gennem skue det.

Vilhelm Rasmussen.