[page] 655

Morsomt nyt fra gamle

Bekendte og Frænder.

Af Am. Breitung.

De kære Frænder, jeg kan hilse fra, er
selvfølgelig Aberne, og de gamle Bekendte,

[page] 656

som lader høre fra sig, er Darwinisterne
og Haeckelianerne, baade hjemlige og uden-
landske. De første sender os til Bevis for
deres Slægtskab med os nogle af »vore For-
fædre« i Stenalder- og Tertiærtiden, de andre
vil berige vore Kundskaber med nogle ny
og ganske forbavsende Beviser for vor Af-
stamning.

Den berømteste af »vore Forfædre i Ter-
tiærtiden« er jo nok ham, vi finder portræt-
eret i Hr. Skolebestyrer Vilh, Rasmussens
»Verdensudviklingen«, S. 536, det saakaldte
»Javamenneske, alias Pithecanlhropus erec-
tus Dubois. Ansigtstrækkene, især hos »Man-
den«, er rigtignok ikke overdrevent aand-
fulde, paa floden strækkes ogsaa den store
Taa betænkeligt ud til Siden, aabenbart et
Minde om Abernes Baghaand. Men ellers
er Billedet jo nogenlunde pænt, og i hvert
Fald har Hr. Vilh. Rasmussen fundet det
Umagen værd at gengive dette Fantasistykke
af en tysk Maler, Gabriel Max, efter Haeckel,
med Underskriften: Et fortidigt »Menneske-
par« !

Karrieren, som dette »Fortidsmenneske«
har gjort, er paa en Gang glimrende og be-
drøvelig. Først var det kun en Menneskeabe
(Anthropopithecus), snart avancerede det til
et Abemenneske (PithecanthropusJ, oven i
Købet med det ærende Tilnavn »erectus, den
opretgaaende«, paa Grund af et Laarben,
om hvilket man rigtignok den Dag i Dag —
15 Aar, efter at Fundet blev gjort af Dubois
— endnu ikke har kunnet paavise, at det
virkelig engang har været i levende Sam-
menhæng med Pithecanthropus's Kranie
(Hjærneskal), der laa skilt fra det ved over
45 Fod Stenmasse! Men »den opretgaaende«
har nu — som Navnet viser! — alligevel gaaet
paa dette Laarben, og den gik opret og staar
derfor nu nok saa strunk i Menneskeslæg-
tens Anerække. Saavidt var Karrieren glim-
rende.

Men saa kom der den fæle Tvivl, der maa
gnave paa og ødelægge alt godt. Naar Knog-
lerne overhovedet engang har hørt sammen,
saa var det, efter Kraniet at dømme, en stor
Gibbon; Saaledes Virchow paa Naturforsker-
mødet i Legden. Andre paaviste, at Kraniets
Nakkeben paafaldende mindede om endnu
langt laverestaaende Aber.

Udsigterne syntes dog igen at skulle blive
lysere, da det ikke længer var den altfor
skeptiske Virchow, men en Dyrmenneskeven,

Prof. Schwalbe fra Strassburg, som tog Pi-
thecanlhropus under Behandling. Han maalte
og maalte igen og sammenlignede, og Besulta-
tet blev: Ja, hvis det ikke er en stor Gibbon,
som Virchow har sagt, saa er det vel nær-
mest en kæmpemæssig Makak, d. v. s. et
endnu betydeligt laverestaaende Væsen, et
Dyr af Hundeabegruppen!

Efter Vilh. Rasmussen skulde det »af me-
get indgaaende Undersøgelser fremgaa, at
Java-Kraniet er bleven baaren af et oprejst
gaaende Individ« (S. 540). Men efter Dr.
Bumullers nyeste Skrift: »D/e Entwicklungs-
theorie und der Mensch« viser Java-Kraniet
bagtil netop ikke den afrundede Form af
Nakkebenet, som alene passer til den op-
rette Gang, men Nakkebenet er skraat frem-
efter bøjet, hvilket viser, at Nakkehullet har
ligget i dette Skraaplan, og at Bygraden
altsaa under en Vinkel bagfra gik ind i Ho-
vedet og ikke som hos Mennesket lodret
nedefra Allerede dette passer slet ikke til
en oprejst Gang. — Endvidere var efter
»Verdensudviklingernes Forfatter »næsten alle
enige om, at Laarbenet har tilhørt et Indi-
vid, der havde oprejst Holdning«. Men ved
senere nøjagtige Undersøgelser af dette Laar-
ben i Sammenhold med Menneskets har det
vist sig, at paa dette Pithecanthropus-Laar-
ben den nedre Ledknude har en saadan Form,
at det i Knæleddet ikke har kunnet, stræk-
kes til en lodret Stilling-.

Altsaa viser nu Kraniets Nakkeben og
Laarbenets nedre Ledknude i Forening, at,
hvis de overhovedet nogensinde har tilhørt
et og samme levende Væsen, saa havde dette
ikke Menneskets oprejste Gang.

Saaledes kommer da det stolte Tilnavn:
»den opretgaaende« i en ret mærkelig Be-
lysning, efter at allerede Slægtsnavnet »Abe-
menneske« for en stor Makak eller Gibbon
ligefrem er bleven latterligt.

Men tilsidst ser det efter alt endog ud til,
at »Javamennesket« — aabenbart af lutter
Ærgrelse over denne sin bedrøvelige Kar-
riere — selv endnu vil spille os det aller-
artigste Puds, idet det nu, efter samfulde
femten Aars Pithecanthropus-Strid, afslører
sig som en Form fra Diluvial-, ikke fra Ter~
tiærtiden. Efter den sidste Javaekspeditions
Undersøgelser laa nemlig de omtalte Skelet-
dele slet ikke i et tertiært Flodleje, som man
hidtil al Tid sagde. Det var nok ved en Flod,
de fandtes, men de laa der omsluttede af

[page] 657

vulkansk Tuf fra senere Tid. En Vulkan i
hine Egne havde et Udbrud i Diluvialtiden; og
Asken med Smaasten, som blev udslynget,
dannede ved Flodbredden den Tufsten, som
indesluttede Knoglerne.

Det hele skete, som sagt, i Diluvialtiden.
Da nu i denne Tid Mennesket var til, saa
kom Pithecanthropus aabenbart for sent til,
at den overhovedet kunde blive en »Menne-
skeslægtens Forløber!«

Det gik altsaa »Javamennesket« Pithecan-
thropus endnu værre end dets Forgænger,
Dryopithecus, som først ogsaa avancerede
til et »Formenneske«, ja til en, der mulig-
vis havde været en Flintstens-Kunstner, og
som saa senere af den samme Forsker (Gau-
dryj, som havde ophøjet ham til denne
Værdighed, maatte degraderes til et Væsen,
der staar lavere end Gibbonerne, nemlig
mellem disse og Marekattene (jfr. A. Brei-
tung, »Udviklingslæren og Kristentroen«, II.
Del, Side 133).'

Man skulde mene, saadanne Erfaringer
maatte dog kunne bevare os for at blive
nervøse og bange, naar pludselig Aviser og
Tidsskrifter igen har opdaget et nyt »Abe-
menneske« og med højrøstet Paaberaabelse
af Videnskabens Resultater maaske endog
fremfører den ny »Forløber for vor Slægt«
i nøjagtig Afbildning. Men hvergang saadan
en Opdagelse meldes fra en eller anden
fremmed Egn, lader man sig narre igen.

Saaledes kunde man for nogle Maaneder
siden overalt i Bladene læse om et ganske
enestaaende Fund, en meget lavt udviklet
Stenaldermand, som var bleven funden i
Sydfrankrig (Corréze) i Egnene ved Garonne-
floden. Et af Hovedstadens mest bekendte
Blade afbildede endog Manden lyslevende,
nøjagtigt »Saaledes som han efter Naturvi-
denskabens Love maa have set ud, da han
færdedes her paa Jorden i Tidernes Mor-
gen« — for mindst 20000 Aar siden, mener
Artikelskriveren, maaske ogsaa for 300,000
Aar tilbage! Og siden en »Professor Boule
indestaar med sin Autoritet for, at Frem-
stillingen er korrekt«, saa er der hos Ar-
tikelskriveren ikke mere Spor af Tvivl til-
bage: »Saaledes maa den Mand, hvis Ske-
letdele man har været saa lykkelig at finde,
virkelig have set ud. Tegneren har ikke paa
noget Punkt ladet sig led.e af sin Fantasi
eller kunstneriske Hensyn«. Og nu belæres
vi om, at Manden »har gaaet aldeles nøgen,

derfor har Naturen dækket hans Legeme
med et stridt Haarlag, dog ikke over hele
Kroppen som hos Dyrene.« Skulde vi maa-
ske være lidt forbavsede og spørge, hvor-
ledes man paa de nøgne Knogler har kunnet
se alt dette, saa har vi at huske, at Profes-
sor Boule indestaar med sin Autoritet ikke
blot for dette her, men endnu for langt mere.
Hør bare videre! Ikke blot har Manden væ-
ret »umaadelig muskelstærk« — thi dette
lader sig jo nok se paa Knoglernes Form
og Størrelse — men han har heller ikke haft
»en Smule Fedt« »paa sin spænstige Krop«!
Og nu først Ansigtet! »Aasynet har ikke
været dyrisk. Vel var Panden lav og Øjnene
overskyggedes af de mægtige udbuede Bryn,
Næsen var uhyre bred og stor, den skulde
jo vejre alt, hvad der rørte sig omkring ham,
og Munden var bred med mægtige Læber
og rovdyrlignende, spidse Hjørnetænder, der
kunde flaa det raa Kød, der udgjorde en
stor Del af hans Næring, i Stykker, men
der var Lys i hans Blik; hans Slægt var
jo udvalgt af det guddommelige Ophav til
evig Fremgang og Udvikling, det havde faaet
Velsignelsens Mærke, faaet Ævne til at kæmpe
sig frem til stadig større Udvikling, derfor
var der Tænksomhed og Godhed i dette
Blik, skønt Tankerne inden for den lave
Hjerneskal kun arbejdede som sløve Flinte-
knive.« Og nu bliver Forfatteren af Begej-
string over alt dette, som han fast tror paa,
saa rent ellevild, at han til Slut endog lader
Forfatteren Johannes V. Jensen, i sin »for-
træffelige Fortælling »Bræen«, der har vakt
saa megen Opmærksomhed«, skildre det for-
historiske Menneske »med en Seers Blik«(!).
Hele Synet vil vi skænke Hr. Johannes V.
Jensen. Kun Seerens Slutningsord maa vi
høre, de indeholder tillige vor Journalists
videnskabelige Overbevisning angaaende
Stenaldermanden: »Saaledes er han, og saa-
ledes viser Ilden ham, som han sidder
ved Baalet, en haaret ung Skovmand med
raa massive Bryn, vidt aabne Næsebor og
fremstrakte voldsomme Kæber. Kløften i
hans Bringe er fyldt med Haar, de lange
Arme er lodne, uden hvor de store Muskler
er vokset nøgne igennem. Naar han ikke
arbejder med sit Værktøj i Haanden, sidder
han gærne med det mellem Tæerne, og han
rager ligesaa godt efter Grene ind i Ilden

med en af Fødderne som med Haanden------«.

Skulde man holde det for muligt, at finde

[page] 658

hos Journalister, som dog vil marchere i
Spidsen for Oplysningen, en Barnetro, saa
naiv — og vi kan gærne tilføje, saa massiv,
— at den sluger alt dette med et urokkeligt:
»Saaledes maa den Mand virkelig have set
ud« — Prof. Boule har sagt det! (Sluttes).

Selvprøvelse.

Naar Søren Kirkegaard bliver haardest i
sin Kritik, har han nok lignet Vorherre
mindst. Og det gaar ikke Grundtvig bedre.
Jeg kalder mig selv i al Beskedenhed Grundt-
vigianer — gi. Grundtvigianer — men alle
de Steder, hvor Grundtvig er mest ydmyg,
synes jeg bedst om ham, for da taler han
mest mildt.

Men for Besten befinder vi os for langt
borte fra Samlingshuset nu. Det er Dommen
over dette og de Mænd, der staar, jeg ned-
lægger Protest imod. Forsamlingshuset er
vort Samlingssted, hvor vi kan lege, danse,
synge, tale sammen og holde Foredrag. Det
bliver ikke altid saa godt i dette Hus, som
jeg kunde ønske. Men trods dette ønsker
jeg dog Guds Velsignelse over vore For-
samlingshuse, ikke alene over vore Foredrag,
men over al Gerningen derinde. Der har
nok været Stunder i mit Liv og vil frem-
deles blive, da jeg i mit eget Sind. og Væsen
ligner den daarlige Del af Forsamlingshuset.

Jeg vil da haabe, at han, der fælder den
rigtige Dom, vil være en mild Dommer. Jeg
vil efter Evne dømme mildt om andre, haardt
om mig selv. Hvad ved jeg — om jeg ikke
er den ringeste af de daarlige. Jeg ved godt,
at man siger, saadan dømte Vorherre. Ja,
det er rigtigt. Var jeg saa stor som han, var
jeg saa klartseende som han, saa turde jeg
maaske ogsaa dømme. — — —

Lad os ikke gøre Kirken ringere, end den
er, men lad os heller ikke gøre Forsamlings-
huset og de Folk, der kommer der, ringere
end de er. Følgerne kan blive værre, end vi
i Dag beregner.

Jeg skal blot her nævne, at Tonen og
Forholdene kunde maaske blive bedre i For-
samlingshuset, hvis Cand. theol. Balslev,
Kolstrup o. m. a. gik med, naar vi syntes,
Forholdene var daarlige.

Deres Fortolkning af mine Udtalelser om
»den tabte Søn« er »meget uheldig« for at
bruge Deres egne Ord. Man kan jo altid
lægge en anden Mening i en Udtalelse, end
den mente. Og der er sikkert ikke en af
Folkelæsnings Læsere, der har fortolket mit
Eksempel paa en saadan Maade.

Den lange Tale, De fører om nævnte Sag,
er mig imod, fordi De ved lige saa godt
som jeg, at Lignelsen var brugt i den Be-
tydning, at vi skal være varsomme i vor

2>aoen og IDejen.

§øjjfoleforftanber 5|Baulu§ JHilertdj, ©alttu$> §øj=
ffole i£aa SRorS, jfriber i en Slrtitel i "2Kor§ø ©agblab"
ora fin ©fole BI. a.:

[page] 672

Morsomt nyt fra gamle

Bekendte og Frænder.

Af Am. Breitung.
(Sluttet.)

II.

Dengang denne og lignende Beskrivelser
af Stenaldermanden fra Corréze stod at læse
i forskellige Aviser, henvendte man sig og-
saa med Spørgsmaal om det mærkelige
Fund til mig. Jeg svarede: Lad os blot ro-
lig vente, til flere Videnskabsmænd har un-
dersøgt Sagen. Efter at vi nu Gang efter
Gang har oplevet, at et nyt Bevis for Men-
neskets dyriske Udvikling først bliver ud-
basuneret som fastslaaet »Resultat af Viden-
skaben« og^ kort Tid efter ved den alvorlige
Videnskabs Undersøgelser bliver reduceret
til Nul, maa vi dog endelig have lært noget
af Erfaringens og Videnskabens Historie.

Det er nemlig ikke blot ved de to før om-
talte Abers mærkelige Karriere, at det gik
Saaledes. Paa det saakaldte Engismenneskes
Hoved (funden 1835) saa man først klart, at
det maatte være af en ganske lavtstaaende

[page] 673

Race, senere mærkede man, at det egentlig
passede til den kaukasiske Race, igen lidt
senere mente endog Darwinisten Huxley, at
det gærne kunde have tilhørt en Filosof,
og tilsidst stemmede det endog næsten i
alle Linjer fuldkommen overens med det
formskønne Hoved af en Græker fra Athens
klassiske Tid! — Eller for at tage et andet
Eksempel, hvor endog en meget bekendt
Anthropolog »indestod med sin Autoritet« for,
at den Afbildning af et Fortidsmenneske,
som han foreviste, var rigtig. Det drejede
sig om den berygtede Hjærneskal fra Kam-
burg i Mellemtyskland, som blev omtalt paa
Anthropologmødet i Stockholm. Og det var
den ansete Darwinist Prof. H. Schaaffhausen,
som foreviste for Forsamlingen det restau-
rerede Billede af vedkommende Menneske,
naturligvis »Saaledes, som det maatte have
set ud efter Naturvidenskabens Love« — et
prægtigt Uhyre fra de gamle Tider — »den
tyske Jomfru fra Fortiden«, som Schaaf-
hausen mente. Og umiddelbart derefter blev
det af Hjærneskallens sygelig misdannede
Form paavist, at vedkommende Pige havde
været en stakkels Kretin! Saadanne sørge-
lig forkrøblede Individer har vi endnu den
Dag i Dag midt iblandt vore højtkultiverede
Racer og netop ogsaa i Omegnen af Jena,
hvorfra hin Hjærneskal stammede. Som Be-
vis for Menneskeslægtens lavere Udvikling
i gamle Tider var den altsaa simpelthen
ikke til at bruge.

Men Aviserne kunde dog i det foreliggende
Tilfælde paaberaabe sig paa et Tidsskrift,
eller hvad det saa var, hvorfra de hentede
deres Billeder og opsigtsvækkende Oplys-
ninger om Stenaldermanden. Er det ikke
en fuldstændig betryggende Autoritet? Ja,
naar vi ikke vidste, hvilket Vaas der netop
i Tidsskrifter er bleven skrevet sammen om
Menneskets Udvikling! Endog i et saa anset
videnskabeligt Tidsskrift som det tyske »Ar-
chiv fur Anlhropologie« blev der i den Tid,
da den ovennævnte Darwinist Schaaffhausen
skrev i det, disket op saadanne Krøniker
om abelignende Menneskeracer, at 20 Aar
senere Anthropologen Ranke kunde skrive
om dem: »Det minder os om Æventyr fra
vor Barndomstid, naar vi her læser Beskri-
velserne af de lavest staaende vildes Legems-
bygning !« Og de havde dog staaet i et aner-
kendt, videnskabeligt Tidsskrift og stammede
fra en lærd Universitetsprofessor!

Skulde nogen ønske fyldigere Oplysninger
om disse og lignende Eksempler paa dar-
winistisk Tilforladelighed, saa kan jeg hen-
vise ham til mine to Bøger: -»Udviklingslæ-
ren og Kristentroen« (II. Del, S. 13.2—149)
og især »AbeteoriensBankerot«. (Side89—164),
Enhver, som har disse Eksempler for Øje,
vil give mig Ret, naar jeg siger: Naar paa
darwinistisk Side ikke engang det egentlige
Opspind og Humbug er udelukket, som den
morsomme Historie med det famøse »Abe-
menneske Krao« (»Ab. Bank.«, S. 146—150)
har vist os, — naar efter Virchows spøgende
Udtryk hos dem, »der vejrer Abeluft«, især
overilede Domme er hyppige i den første Over-
raskelse over ny Fund — naar derfor, som An-
thropologen Ranke skæmtende skriver, »man-
gen en Forsker kan have opdaget allehaande
dyriske og lave Kendemærker paa en Hjærne-
skal, der var en fuldkommen Afspejling af
hans egen«, saa ser man let, hvorfor jeg
paa Spørgsmaalet om det ny Corréze-Fund
med Føje kunde svare: af det lader jeg mig
ikke forstyrre i min Ro; efter den Erfaring
vi nu allerede har gjort saa mange Gange,
venter jeg trøstig, at om kort Tid Overra-
skelsen har lagt sig og Overdrivelserne er
gendrevne.

Og virkelig har jeg ikke behøvet at vente
længe. Allerede nu taber sig det Skær af
en ganske enestaaende Mærkværdighed, som
vore flittige Avisskribenter havde udbredt
over den gode Stenaldermand, siden han
nu har faaet flere Kammerater, der tildels
allerede er bedre kendte end han selv. Det
var nemlig mindst tre ny Fund, Aaret 1908
bragte os, to fra Sydfrankrig (fra Moustier
og fra Chapelle-aux-Saints [Corréze]) og et
fra Rusland (fra Nowosiolka [Kiew]). I alle
tre Tilfælde ligner Hjærneskallen den saa-
kaldte Neanderthaltype, der udmærker sig
ved fremstaaende Pandebuer over Øjnene
og en lav tilbageskraanende Pande. Men som
jeg allerede har omtalt i »Abeteoriens Ban-
kerot«, er denne Hjærneskals Form slet
ikke dyrisk. Og hvad dens Rumfang angaar,
saa indrømmer selv Vilh. Rasmussen, at
Neanderthal-Kraniets Rummelighed overgaar
ganske betydelig Rummeligheden af Hjærne-
skallen hos det »javaniske Abemenneske«
Pithecanthropus.

Men saa er Corréze-Mennesket og alle de
andre Neanderthal-Mennesker maaske en
ganske særegen uddød Art af Mennesker,

[page] 674

en lavtstaaende Art, der er forskellig fra det
nulevende Menneske, en Efterkommer af
Aberne og en Forløber til det rigtige Men-
neske? Som en saadan særlig, uddød Men-
neskeart har i ly03 Prof. Schwalbe virkelig
forsøgt at opstille Neanderthal-Mennesket.
Men Anthropologernes videre nøjagtigere
Undersøgelser har ikke givet ham Ret. Frem
for alt finder Anthropologerne den Form
af Hjærneskal, som Neanderthal-Mennesket
viser, endnu den Dag i Dag midt blandt
vore civiliserede Racer (»Abeteor. Bankerot«.,
S. 121—123). Ligeledes optræder den endnu
hos de nulevende Australiere, og dette har
netop den ellers saa dyrmenneskevenlige
Prof. Klaatsch for kort Tid siden paavist.
Endvidere hører efter Prof. Krambergers
Undersøgelser de af ham (1900) ved Krapina
(Kroatien) opdagede Rester af Mennesker
til den samme Neanderthaltype; men disse
Krapina-Mennesker viser efter samme For-
sker tillige en Del af Nutidsmenneskets Træk
og omvendt findes der hos det moderne
Menneske en Del af Krapina-Menneskenes
Særegenheder, saa at det ogsaa ved disse
Fund er bleven klart, at Neanderthal-Racen
ikke er andet end en i Fortiden mere ud-
bredt Race af den ene Menneskeart, som vi
efter Anthropologernes Dom, (jfr. -»Udvik-
lingslæren og Kristentroen«, II. Del, S. 109
—115) alle hører til, de vilde Racer ligesaa
godt som de højst civiliserede. Kun fik denne
Race, da den førte et haardere Liv i Skove
og Klippehuler, enkelte Legemsdele stærkere,
grovere udviklede end Nutidens civiliserede
Menneske; men noget lignende påaviser An-
thropologerne jo ogsaa paa nogle Nutids-
racer, der lever under lignende ugunstige
Forhold.

Det samme Resultat, nemlig at disse gamle
Racer er af den samme Art som vi, blev
endelig ogsaa stadfæstet ved Fundet fra
Nowosiolka. Den her fundne Hjærneskal lig-
ner efter Anthropologen Stolghwo meget
de ganske gamle Hjærneskaller fra Spy,
Neanderthal og andre af Neanderthalracen,
men den stammer fra Folkevandringstiden,
hvilket klart ses af Jærnvaaben og et Skæl-
panser, som fandtes sammen med den. Men
Folkevandringstidens Mennesker hørte jo
uden al Tvivl til den samme Art som vi.

Rliver det Saaledes allerede morsomt nok,
at den berømte Stenaldermand, over hvilken
vore Avisskribenter næsten var vilde af Hen-

rykkelse, efter alt at dømme ikke er mere
og ikke mindre end et almindeligt Menneske
af Neanderthalracen, et rigtigt Menneske, der
har sine Ligemænd baade blandt Diluvial-
tidens og Folkevandringstidens og Nutidens
Mennesker, saa er det dog allerkosteligst,
at han efter de allernyeste Forskninger endog
skal sammenstilles med en af Nutidens be-
rømteste Mænd. De, som kender »Abeteo-
riens Rankerot«, husker maaske, hvorledes
den for Abemennesket sværmende Zoolog,
Carl Vogt, grundig blev kureret for sine
Abemenneskedrømme, idet pludselig en rig-
tig Neanderthal-Mand lyslevende stod over-
for ham i Personen af en højtdannet Doctor
medicinæ! Og hvad læses nu i Aviserne?
»Fra Paris meldes: I Videnskabernes Aka-
demi aflagde Edm. Per rier, Direktør for det
naturhistoriske Musæum i Paris, Reretning
om de ny Forskninger, som Boule har fore-
taget med Hjærneskallen af det fossile Men-
neske fra Chapelle-aux-Sainls (Corréze). Da
denne Hjærneskal blev funden, vakte den
hos Anthropologer bere/tiget Opsigt. Den
viste vældig udviklede Øjenbrynsbuer og,
efter at den var bleven sammensat, et saa-
dant Omfang, at den maa have indeholdt
en Hjærne, hvis Vægt nærmest ligner Nu-
tidsmenneskers gennemsnitlige Hjærnevægt.
Nu har Boule ogsaa foretaget Maalinger for
at sammenligne den med andre forhistoriske
og derpaa ogsaa med nyere Hjærneskaller.
Maalingernes Resultat var, at den forhisto-
riske Hjærneskal fra Chapelle-aux-Saints vi-
ser den største Lighed med Hjærneskallen
af—Fyrst Bismarck!" (Rerliner >Germania<,
2. Juli 1909).

Viser denne nyeste Meddelelse fra Paris
sig at være rigtig, saa synes jeg næsten, den
kunde ogsaa kurere en eller anden, maaske
selve »Seeren, Johannes V. Jensen«, for al
den nervøse Ophidselse, Stenaldermenneskets
»lave Udvikling« har fremkaldt hos dem.
Man behøver jo nu blot at betragte det
ovenfor beskrevne dejlige Rillede af Corréze-
Manden, »saadan som han efter Naturviden-
skabens Love maa have set ud«, »hans Le-
geme dækket med et stridt Haarlag«, »umaa-
delig muskelstærkt«,' »ikke en Smule Fedt
paa den spænstige Krop«, »Næsen uhyre
bred og stor, den skulde jo vejre*'alt, hvad
d«r rørte sig omkring ham«, »Munden bred
med mægtige Læber og rovdyrlignende,
spidse Hjørnetænder« . . ., men der var »Lys

[page] 675

i hans Blik«, der var »Tænksomhed og God-
hed i dette Blik, skønt Tankerne indenfor
den lave Hjærneskal kun arbejdede som
sløve Flinteknive.«

Uden nogen som helst Betænkelighed bi-
falder man vist nu Avisskribentens »klippe-
faste Overbevisning: »Saaledes er han«, »Prof.
Boule indestaar med sin Autoritet for, at
Fremstillingen er korrekt« — ja, saadan er
han! hvem?

Manden fra Corréze og — Fyrst Bis-
marck!

Brandes og Bredsdorff.

Blandt de Røster, der hævede sig mod,
at de Herrer Brandes og Bredsdorff var
ene om at repræsentere Danmark paa den
dansk-amerikanske Dag i Aarhus, var ogsaa
Forfatteren P. Lauritsens. Han skrev paa
selve Dagen bl. a.:

»Det er kun en Udløsning af manges Tan-
ker, naar der her i sidste Øjeblik udtales,
at vi burde haft Ledere og mere positive
Mænd frem ved denne Lejlighed.

De er begge altfor negative til at repræ-
sentere Folket ved et sligt Møde, hvor de
hjemkomne Landsmænd bør møde et Ud-
valg af Nationens positive Kraft og Livs-
vilje. Forstander Bredsdorff har jo i det for-
løbne Foraar gjort sig sørgelig berømt ved
sine Udfald mod Forsvarets Ordning og har
endogsaa søgt at tage Grundtvig til Indtægt
for sin Anskuelse, skøndt denne vitterlig var
af ganske modsat Opfattelse — selvfølgelig.
Og Georg Brandes har i en Menneskealder
søgt at nedbryde de aandelige og sædelige
Livsværdier, uden hvilke et Folk ikke kan
udvikles sundt og kraftigt eller skabe sig en
godt funderet Fremtid.

Kan Valget end ikke nu gøres om, skal
der dog her gives Udtryk for de Manges
Længsel efter bedre Mænd til Ordførere ved
Stævnet i Aarhus i Dag.«

— — Med nogen Spænding studerer man
nu de mange Bladreferater af de to Mænds
Taler. Resultatet er nedslaaende. Thi det
blev for en Gangs Skyld Professor Brandes,
som sagde et alvorligt og manende Ord.

Højskoleforstander Bredsdorff svømmede
ud i den allertommeste og fladeste Lyrik.
Der findes i hans Tale ikke et Ord, der
bider sig fast, ikke en Tanke, der huskes.
Det hele er Ord, skønne, klingende, tomme,
flove, intetsigende Ord, som maaske har lydt
pænt i Øjeblikket, men ikke har Spor af
Spirekraft. Hans Nationalfølelse er gold,
fordi den ikke tør bringe det sidste, det
afgørende Offer. Hans Folkelighed er hul,

fordi den er afgjort æstetisk. Og hvis nogen
har ventet ved denne Lejlighed at høre et
grundtvigsk Vidnesbyrd, maa Vedkommende
være bleven skuffet til Bunds.

Det er da ogsaa saare betegnende, at kun
»Politiken« og »Socialdemokraten« har fejret
Højskoleforstander Bredsdorff i Anledning
af Talen. Han er for Tiden den Højskole-
forstander, der i mest omfattende Grad nyder
de to Blades Bevaagenhed.

Det er ligesaa forstaaeligt, som det er
lærerigt.

Vi hører ikke til Professor Brandes' Be-
undrere. Men det vilde være uretfærdigt at
benægte, at der var meget sandt og ram-
mende i hans Tale. Han brød fuldstændig
med den Jubilæums-Veltalenhed og Bord-
tale-Facon, som plejer at grassere ved saa-
danne Lejligheder.

Af hans Tale gør vi nogle Udklip.

»Vi stønner slet ikke under Lidenhedens
Forbandelse. Vi stønner under Smaalig-
hedens.

Vi holder samvittighedsfuldt Regnskab
med, hvilke Klæder de Par Hundrede Men-
nesker har paa, al Tid de samme, naar de
gaar til Væddeløb eller Gilde, hvad Farve
Slipset har, og hvordan Damekjolen er syet.
Vi noterer Dag ud, Dag ind, hvem af os
der gaar i Teater og i hvilket Teater« o. s. v.

(-------Adressen er tydelig nok! Thi det

kan kun være »Politiken«, Professorens eget
Blad, der sigtes til. Det virker derfor over-
maade komisk at se »Politiken« selv bringe
denne krasse Afrøfling. — —)

Men Brandes fortsætter:

»Bring os angelsachsisk Indflydelse; den
er os gavnlig. Af fransk har vi nok; af
engelsk kan vi ikke faa for megen, især som
Modvægt mod de Paavirkninger, der truer
vor Selvstændighed.«

(— Saa sandt, saa sandt! Men lige saa
sandt er det, at ingen har i højere Grad
bragt os under daarlig fransk Indflydelse
end Professor Brandes selv. Hvordan han
nu vil forlige dette Raad med hele sin Livs-
gerning, synes os ufatteligt. For det er dog
næppe troligt, at han paa sine gamle Dage
skulde bryde Staven over »Gennembrud-
det«. — —)

Endelig udtalte han:

»Naar Talen er om et Folks Selvforsvar,
er der dog kun den ene Ledestjærne, at
Folket maa gøre det Yderste det ævner. At
attraa »et passende Forsvar« er komisk. I
denne Sag nytter det desuden ikke at være
logisk, hvis man ikke paa samme Tid er
psykologisk. Og Folkesjælen tager Skade,
naar den vænnes til Tanken om ethvert
Forsvars Umulighed.«

(— -- Deltagere i Festen beretter om det
voldsomme Bifald, som steg mod Professor
Brandes, da han sagde disse Ord.

Det var en højst mærkelig Situation! Pro-
fessor Brandes og en grundtvigsk Højskole-