[page] 1

Natur og Opdragelse.

Betragtninger i Anledning af Darwinismens Jubilæum
Af Alfred Bramsen.

Einer neuen Wahrheit ist nichts schadlichei
als ein alter Irrthum.                     Goethe.

I Juni 1858 sendte en ung engelsk Naturforsker, Alfred Wallace
fra det malaiske Arkipelag et Manuskript til Charles Darwin med
Anmodning om at offentliggøre det. Det indeholdt "Darwinismen" i
løs Skitzeform og gav Stødet til at Darwin fremskyndede Udgivelsen
af "Arternes Oprindelse", 21 Aars Arbejde, som udkom d. 24. Novem-
ber 1859, altsaa for et halvt Aarhundrede siden. Som bekendt er det i
Aar et helt Aarhundrede siden, Darwin blev født, og ved et mærkeligt
Sammentræf udkom netop i hans Fødselsaar 18 09 den franske
Zoolog Lamarcks berømte Philosophie zoologique, som lige "up
to date" har konkurreret om Forrangen med Darwins Theori.

I Anledning af dette tredobbelte Jubilæum tør man vel nok slaa
fast, at den voldsomme Strid som rasede i forrige Aarhundrede om
hvorvidt Arterne skabtes som vi kender dem, eller om de har naaet
deres nuværende Form gennem en mer eller mindre gradvis Udvik-
ling — at den er udkæmpet en Gang for alle. Spørgsmaalet er dog
endnu bestandig: Hvorledes er Udviklingen gaaet for sig?

Det er kuriøst — og ret ulogisk —, at de fleste Nulevende er Til-
hængere af Lamarck, det vil sige tror, at Racerne undergaar Foran-
dring ad den Vej, den franske Biolog angav, nemlig gennem Omgivel-
sernes gunstige Paavirkning, medens man samtidig anvender den
engelske Biologs Lære, Sigtningen, i Praxis, hvor det gælder Planters
og Dyrs Forædling.

Lamarcks Tilhængere tror, at Haren løber hurtigt, fordi dens uaf-
brudte Bestræbelser for at undfly har udviklet Bevægelses Organerne.
Og da denne Udvikling formentlig opsummerer eller akkumulerer sig
fra Slægt til Slægt, er det endelige Resultat blevet det hurtige Dyr, vi
kender.

Darwinisterne hævder derimod at Harens Hurtighed er opstaaet
ved, at kun de hurtigste Dyr i hvert Slægtled undgik at falde i For-
følgernes Klør, og at deres Afkom arvede Forældrenes Hurtighed. Ved
en saadan igennem utalte Slægtled fortsat, naturlig Sigtning — et "Kva-
litetsvalg" som J. P. Jacobsen med et lykkeligt Udtryk oversatte denne
Proces — blev Haren hurtigløbende. Lamarcks Tilhængere hævder, at
naar den unge Smeds Muskler stadig Voxer som en Følge af hans Ar-
bejde, vil ogsaa hans Afkom faa kraftigere Armmuskler end ellers —

Det ny Aarhundrede. 6. Aargang. I.                                                               -                       54

[page] 824

noget Darwinisterne benægter Muligheden af. Lamarckisterne hævder,
at Børnene af dem, der udvikler Hjærnen ved ihærdige Studier, faar
bedre Hjærner til lignende Brug — noget Darwinisterne ikke kan
gaa med til. Lamarckisterne mener, at den der allerede har Børn, men
senere bliver svagelig, derefter vil faa Børn som er svagere end de
først fødte. Darwinisterne benægter dette.

Som man ser er de to Theorier stik modsatte. Er Lamarcks rigtig,
staar og falder Udviklingen sammen med gunstig Paavirkning udefra
— god Ernæring, gode hygieiniske Forhold, o. s. v. Fortsat skadelig
Paavirkning fremkalder derimod Racens Tilbagegang og tilsidst dens
Ophør.

Omvendt tilskriver Darwinisterne eller rettere Ny-Darwinisterne
udelukkende skadelig Paavirkning at der overhovedet finder Udvik-
ling Sted. Men denne skadelige Paavirkning maa ganske vist virke
paa særlig Maade, være hvad man kalder "selektiv" d. v. s. skille
Klinten fra Hveden, skille de i en vis Henseende daarligst udrustede
fra de i samme Retning bedst udrustede, udrydde hine og skaane disse.
Er Paavirkningen ikke skadelig nok til at udrydde Klinten, eller er
den saa voldsom, at den tager Hveden med, kommer der naturligvis
intet Resultat. Et Jordskælv, som i Flæng opsluger de Ringeste og de
Ypperste, en Epidemi som ikke gør synderlig Forskel paa Stærke og
Svage, faar intet med Kvalitetsvalget at gøre.

Ved en overfladisk Betragtning virker Lamarcks Forklaring bestik-
kende. Den har derfor været seiglivet, og det store Publikum, støttet
af Lægernes Flertal, holder endnu fast ved den. Det forekommer dem
til Exempel "indlysende" at Barnet af en Moder, som plages saa stærkt
af Gigt, at hun næppe kan røre sig, fødes svagere, eller med stærkere
Sygdoms-Anlæg, end de Søskende som bragtes til Verden inden Gig-
ten brød frem hos Moderen. Eller at I. P. Mullers Børn faar kraftigere
Muskler end Børn i Almindelighed, som en Følge af at Forældrene
dyrkede "Systemet" længe forinden.

Det synes ikke at gøre synderlig fra, at man i det sidste kvart
Aarhundrede har indsamlet et mægtigt Bevismateriale imod denne
Antagelse, eller at Lamarck næppe iaar nye Tilhængere indenfor Bio-
logernes Kreds, i hvilken vi er repræsenterede af den geniale Arvelig-
hedsforsker Prof. W. Johannsen. Til Gengæld har Lamarck saa
mange flere udenfor, og ikke færrest blandt dem der er fortrolige med
Ch. Darwins Navn, men formodentlig aldrig har hørt Lamarcks nævnet
De fleste, som læser dette, vil sikkert ogsaa huske Tilfælde, hvor de
"selv" havde Lejlighed til at "konstatere" erhvervede Egenskabers.
Arvelighed. Betegnelsen erhvervet Egenskab eller "Træk", bruges i
Modsætning til de medfødte Egenskaber, som Individet har "af Na-
turen", og som jo alle er enige om nedarves. Er min Søn af Naturen
kortere end jeg, er dette en medfødt Egenskab Har Sygdom eller daar-
lig Ernæring derimod hæmmet hans Væxt, er dette en erhvervet Egen-
skab. Det er den udbredte Tro paa at en saadan "Modifikation", som
den videnskabeligt benævnes, ogsaa er arvelig, som affødte det gamle

[page] 825

jødiske Ord: Fædrene aad sure Druer og Børnenes Tænder
blev ømme — Ord som Profeten Esekiel højtideligt forkyndte ikke
længer skulde gælde i Israel.

Det saa længe og hidsigt debatterede Spørgsmaal er jo ingenlunde
af blot og bar videnskabelig Interesse; nej, dets Besvarelse har den
største Betydning for Forældre, Læger, Pædagoger, Lovgivere — kort
sagt for alle. Thi hvis de særlige Følger af ydre Indgreb, af alle For-
andringer og Ejendommeligheder i ethvert Menneskes fysiske og men-
tale Kultur, hele dets surt erhvervede Livserfaring ikke faar fjerneste
direkte Indflydelse paa Barnets Anlæg og Udvikling, maa den gængse
psykologiske og pædagogiske Opfattelse nødvendigvis undergaa Foran-
dring. Og dette Punkt er altsaa netop det Centrale i Lamarcks Lære,
det omkring hvilket det store Slag har staaet, saavist som det Centrale
i Arvelighedsproblemet i det Hele er at udforme Opfattelsen af hvad
der er Kærnen i Slægtskontinuiteten, det der knytter ethvert nyt
Slægtled til de foregaaende.

Slaget maa dog nu anses for tabt for Ny-Lamarckisterne, yderligere
Modstand nytter næppe. Overalt i Evropa, i Amerika, i Avstralien og
Japan rasede Kampen, men tiltrods for at Plante- og Dyreriget ran-
sagedes, fandtes der ikke et ubestridt Tilfælde, hvor en erhvervet Egen-
skabs Arvelighed kunde konstateres. Ja en Nutids Biolog vilde simpelt
hen betragte et saadant Tilfælde som et Mirakel. I Indien har man jo
gennem utalte Slægtled gennemboret Næse og Øren, men aldrig fødtes
der et Barn med Hul i Næse eller Øren. Og selv om man huggede
Halespidsen af Terrier i 500 Slægtled, kom der ikke en haleløs Hvalp
til Verden. Enhver Læge der har praktiseret i en længere Aarrække
kender, ganske vist Tilfælde som ved overfladisk Betragtning kan ud-
lægges som Arv, men som naar Biologen gaar dem omhyggelig efter,
viser sig at skyldes tilfældige Sammentræf af Omstændigheder. Forkla-
ringer, der ligger "ligefor", er jo ikke altid paalidelige! Solen drejer sig
ikke rundt om Jorden.

En Mand kan blive Fader lige fra Ynglinge- til Oldinge-Alderen,
en Kvinde fra hun er fjorten til Halvhundrede I Tiden mellem det
førstfødte og sidstfødte Barn kan derfor Forældrene forandre sig
enormt. Livets Storme gaar jo ikke sporløst henover deres Hoveder, og
Skæbnens ublide Medfart bibringer dem mangehaande Erfaringer og
Egenskaber. Til at begynde med voxede Legemet i Styrke, senere blev
det svagt. Deres Aandsevner modnedes for siden hen at blive senile.
Og imedens Ansigtet rynkedes og Ryggen krogedes, blev de Vismænd
eller maaske Taaber. Men tiltrods for alt dette, vil Ingen, ikke den
Kyndigste, ikke den Skarpsindigste, være i Stand til ved en Babyud-
stilling, et Børnebal eller ungt Selskab at udpege hvem der er Børn af
unge, hvem af gamle Forældre. Alene det negative Resultat af et saa-
dant Forsøg, som jo Enhver kan foretage, synes at maatte kunne undlive
den almindelige Overtro.

Hvem kender ikke en drikfældig Slægt? Den Forklaring ligger
"ligefor" at det er Virkningen af Alkoholen paa Forældrene, som di-

[page] 826

rekte overføres paa Afkommet. Søger man at udfinde, hvorfor Jeppe
drikker, faar man imidlertid et andet Syn paa Sagen. Det viser sig
nemlig, at Drankeren af Naturen er saa uheldigt konstitueret, at den
medfødte Stimuleringstrang udløses naar han lærer Alkohol at kende.
Enten et saadant "belastet" Individ bliver Dranker eller Totalist, enten
Børnene fødes før eller efter han blev Dranker, er Sandsyn-
ligheden for at Konstitutionen og Stimuleringstrangen overføres paa
Afkommet faktisk den samme. Det, der overføres, er nemlig ikke Al-
koholismens Følger, men Forfædrenes mangelfulde mentale Ligevægt,
som foranledigede at de "aad Druer" og som formodenlig bliver Aar-
sag til at ogsaa deres Børn aflægger Besøg i Vingaarden.

Det nytter derfor ikke Racen at vi forfølger eller forbyder Alko-
hol. Miseren kan kun standses naar vi hører op med at lette Udsigten
for Drankerne til at faa Afkom. Eller endnu bedre: umuliggør eller
dog vanskeliggør det for de mest belastede.

Der er næppe nogen anden Betegnelse som bliver misbrugt i den
Grad som Degeneration eller Slægtstilbagegang. Siden Darwins
Værk oversattes paa alle Sprog og blev almindelig tilgængelig, tror
Enhver, som har bladet lidt i Bogen, at have en begrundet Mening om
dette saa indviklede Spørgsmaal, henover hvilket der først i den sidste
Tid kastes saa meget Lys, at Begrebet "Degeneration" tildels kan be-
stemmes. — At det ikke er Individerne, eller dog kun en ringe, ofte
forsvindende, Brøkdel af dem, hvis Velfærd er en nødvendig Betingelse
for at Racen kan trives, fremgik allerede af Darwins Undersøgelser.
Han nævner flere Exempler paa den frygtelige Nedsabling der gaar for
sig rundt om os uden at Slægterne derfor tager Skade. Her er et nyt:
Husfluen lægger Æg i Portioner paa 120—150, og dette foregaar 5 å 6
Gange i Løbet af dens Tilværelse, som i varmt Vejr strækker sig over
3 Uger. Lad os antage at alle Æg udvikler sig til fuldkomne Fluer, at
det halve Antal, Hunnerne, lægger det normale Antal Æg, og at der i
Sommerens Løb er 6 Slægtled. Et simpelt Regnestykke viser nu at
der ved Sommerens Slutning af et enkelt Fluepar er opstaaet et saa
uhyre Antal Husfluer at de masede sammen i en Klump vilde optage
en Million Kubikfod — 200,000 Fluer paa Kubikfoden. Husfruernes
Antal forøges imidlertid ikke, og der er ved Sommerens Udgang kun
et enkelt overlevende Par af disse Myriader. Alle de andre dør en
"unaturlig" Død! — Nej Degeneration foregaar ad andre mere skjulte
Veje. Selve Grundvolden, Arve- eller Kimplasmaet, maa udvise Til-
bagegang fra Slægt til Slægt. Men dette Slægts-Fundament er som vi
skal se, praktisk set uafhængigt af det øvrige Legemes mer eller
mindre slette Livskaar.

Det er derfor grebet ud af Luften naar det — især fra socialistisk
Stade — urgeres, at fordi usle Kaar muligen skader mange Enkeltes
Helbred, gaar denne Skade over paa Afkommet, for tilsidst at frem-
kalde almindelig Racedegeneration. Det er ogsaa en meget udbredt
Misforstaaelse at Racen "forædles" hvergang slette sociale Forhold for-
bedres, naar Fattigdom og Elendighed bekæmpes, eller naar uhygiei-

[page] 827

niske Tilstande afskaffes, usunde Kvarterer nedrives og Luftforbedrin-
ger, eller bedre Sygepleje indføres. Ingen tør benægte, at daarlig og
utilstrækkelig Føde, Sammenstuvning af Mennesker, Overlæsselse med
Arbejde, mangelfuld Luft og Lys, Alkohol og Sygdom, gør Beboerne af
"Slumerne" hver for sig mindre kraftige end deres bedre stillede
Medmennesker ude paa Landet. Eller at et Barn, som voxer op i uhel-
dige Omgivelser, ofte bliver mindre kraftigt end det, der lever under de
bedst mulige sanitære Forhold. Men dette berører slet ikke Racen som
saadan, thi hvert nyt Slægtled i Slumen kommer jo ingenlunde mere
defekt til Verden, en Misforstaaelse som netop skyldes den herskende
Konfusion i Opfattelsen af medfødte og erhvervede Træk og disses Ar-
velighed. Der existerer f. Ex. ikke Skygge af Bevis for at Børn, der
fødes paa Landet og kort efter flytter til et Fattigkvarter i Byen, er
mere modstandsdygtige end de Børn, der fødes i selve Kvarteret. Heller
ikke Skygge af Bevis for at Børn, fødte i Byen og sendte ud paa Lan-
det, er daarligere stillede end deres landfødte Legekammerater. Land-
blod styrker ikke Byblod — som man tror. Tværtimod, det svæk-
ker det, fordi de mest modstandsdygtige Elementer ikke er sigtede
fra som i Byen. Vi ser jo, hvorledes Kinesere og Jøder fra uminde-
lige Tider har været stuvede sammen i skidne Gyder uden Men for
Racen. Kærnen i enhver Civilisations-Historie bestaar derfor i Beret-
ningen om, hvor stærk Racens Modstandskraft har været overfor de for-
skellige dødbringende Paavirkninger, som de store Byers Befolkning
uden Ophør udsættes for. Uden voxende Modstandsevne overfor
adskillige "letale" Sygdomme, vilde vor Kultur allerede forlængst være
uddød.

I korte Træk er Forholdet altsaa dette: Slumlivet svækker de In-
divider som lever i det; men de Svagheder, de paadrager sig, gaar ikke
over paa Afkommet. Begrundet paa den strænge Sigtning bortelimi-
neres nemlig de slettest tilpassede, hvorved Racen styrkes. Den styr-
kes dog kun overfor de særlige Farer som Slumlivet rummer — ikke
ellers. Deres Hjerner og Muskler bliver f. Ex. ikke bedre. Tænker vi
os Slumerne udryddede, vil Racens Modstandsevne senere mindskes
hvis lignende Tilstande opstaar. De enkelte vil derimod hurtigt blive
stærkere i flere Henseender. Thi naar det ikke længere som nu udgør
et Plus til at kunne staa imod i saa farefulde Omgivelser, vil det være
en ren Gevinst at blive af med disse fysiske og moralske Pesthuler —
forudsat rigtignok at de aldrig mere kommer igen; thi saa ramler det
hele sammen.

Uden Tvivl vil vi ogsaa naa saavidt, naar Samfundet, især Lederne^
efterhaanden indser Nødvendigheden deraf. At Bevægelsen gaar i den
Retning, fremgaar jo allerede af Dødelighedens Aftagen. "Degenera-
tions"-Problemet, i denne Forbindelse, begrænses altsaa til . Spørgs-
maalet om Forbedringer i de Enkeltes Kaar: Racens Velfærd behø-
ver man derimod næppe at ængstes for.

[page] 828

Forklaringen, den videnskabelige Redegørelse for at ydre Kaar har
saa ringe, praktisk set, ingen Betydning for Racens Velfærd, hentes fra
nogle nyere Undersøgelser som knyttes til Galtons, Weismanns og de
Vries' Navne. Forklaringen, som det langt overvejende Antal Biologer
slutter sig til, kaldes Arve- eller Kimplasmaets Kontinuitet d. v.
s. dets fortsatte Existens i Modsætning til det enkelte Menneskes for-
holdsvis hurtige Ophør eller Død. Det befrugtede Ægs Udvikling gaar
i to forskellige Retninger. Paa et meget tidligt Tidspunkt afsættes der
en kvantitativt yderst ringe men uforgængelig Del, som er væsent-
lig uafhængig af Rroderparten, hvoraf det øvrige Legeme: Kød, Blod,
Hjerne o. s. v. bygges op. Den minimale Portion, som kun udvikler
sig til Kønsceller, der længe holder sig passive, inden de træder i
Virksomhed ved paagældende Individs Forplantningsproces, repræsen-
terer altsaa Racen i os. Hele det Øvriges, det egentlige Legemes, Mis-
sion er simpelthen at agere Hylster for Arveplasmaet, at være Boxen,
hvori Skatten opbevares, den som Møl og Rust ikke fortærer, selv om
Boxen fornyes Gang efter Gang. Dør Legemet, er Helligdommen alle-
rede bleven ført over i et nyt og paalideligere Skrin, et yngre og kraf-
tigere Legeme.

Existensen af Arveplasmaet, som nu kan identificeres med Chroma-
tinet i Kimcellernes Kærner, er hævet over Tvivl, og Rigtigheden af
Theorien om dens fortsatte og uafbrudte Tilværelse uangribelig. Men
dermed synes der rigtignok ogsaa at være slaaet en forsvarlig Bom for
Muligheden af erhvervede Egenskabers Overførelse til Afkommet. Thi
naar de to Dele, den lille afsides Portion og det øvrige Legeme, prak-
tisk set er adskilte, naar Arvelighedens materielle Grundlag befinder
sig udenfor og uafhængig af de daglige Stofskifteprocesser, og ikke
tager aktiv Del i Legemsfunktionerne, er det umuligt at forestille sig,
hvorledes Overførelsen af specielle Træk skulde kunne finde Sted.

Vi nødes derfor til at ændre den ældgamle Opfattelse af Slægts-
forholdet mellem Forældre og Børn, fordi vi herefter maa betragte In-
dividet mere som Racens end som Forældrenes Barn, og vi staar os
ved langt stærkere end hidtil at understrege Betydningen af, at Arve-
plasmaet overføres fra Slægt til Slægt uden Kvalitets-Tilbagegang.
Hidtil forestillede vi os Slægtleddene som en fortløbende Livskæde,
hvis enkelte Led kobledes sammen omtrent som de enkelte Vogne i et
langt Tog. Istedetfor maa vi tænke os Forholdet som Blomster og
Blade paa samme Stængel eller Stamme: Arveplasmaets. Paa den
Maade er man ikke saa meget sit Barns Fader som dets ældre Søs-
kende — eller rettere Halvsøskende — ikke sin Faders Barn men hans
yngre Halvbroder eller Halvsøster. Thi det egentlige Ophav er Slæg-
tens Kimplasma, som det er vor Pligt at give Husrum i den Bygning
som det selv byggede og — saalænge indtil det har bygget et nyt:
vort Barns Legeme. Naar de enkelte Slægtled ligner hverandre, er det
altsaa fordi de er Søskende, gjorte af samme Stof og efter samme ar-
kitektoniske Plan.

Omkring i Verden findes der Adskillige, som det er lykkedes ved

[page] 829

NATUR OG OPDRAGELSE

Energi og Snille, ved Slid og Held, at lægge Millioner til Side, som de
efterlader deres Børn. Ligesom en rullende Snebold bliver Formuen
bestandig større blot ved at trække Renter og Rentes Rente — og uden
at den nye Besidder behøver at røre en Finger. Dette Forhold er
umoralsk, og de af os, der lever saalænge, vil opleve hvorledes der, f.
Ex. ved Hjælp af en enorm Arveafgift, bliver sat en Stopper for Mil-
lion-Formuernes Overførelse fra Slægt til Slægt.

Fuldt saa uretfærdigt gaar det altsaa ikke til. i "Naturen". Thi
selv om det Pund, hver især har faaet, og hvormed han kan og skal
aagre, er noget større eller mindre — vil ingen, om han endogsaa
bliver en Krøsus paa Erfaringer og en Solon i Visdom, kunne efterlade
Arvingen en Trævl af al denne Rigdom udover den oprindelige Kapi-
tal, som han selv fik i Vuggegave. Saameget véd vi altsaa! Og lige-
ledes at vor Skæbne til en vis Grad staar skrevet i "Stjernerne", fordi
vi fødes — vi formes ikke.

Arvelighedsforskningen efterlader derfor ogsaa hos mange et noget
fatalistisk Syn, som ingenlunde er helt uberettiget. Thi vi nødes jo
Alle, "Høje og Lave, Stærke og Svage til at' vedgaa Arv og Gæld, og
Ingen kender Bagdøren hvorigennem man kan smutte bort fra Ansva-
ret. Der var utvivlsomt en Del Bitterhed blandet i Spøgen da Heine
skrev, at man bør være meget varsom med Valget af sine Forældre.

Men skal vi af den Grund lægge Hænderne i Skødet og ligesom
vore Medskabninger overlade alt til Skæbnen. Ingenlunde! Netop
fordi vi véd, hvor trægt Forandringer gaar for sig i den nedarvede Or-
ganisation, nødes vi til at sætte Kraft paa den Enkeltes "Opdragelse" i
Ordets videste Betydning. "Was du ererbt von deinen Våtern hast,
Erwerb es, um es zu besitzen". Englænderne har det af Shakespeare
benyttede og af Galton adopterede fortræffelige Ord "Nurture" som
Modsætning eller Supplement til "Nature". I Mangel af et tilsvarende
Ord benyttes her Opdragelse, hvorved forstaas al Slags ydre Paa-
virkning, alle Indgreb fra Omgivelsernes Side, al legemlig og sjælelig
Røgt, og først og fremmest hele Ernærings Processen. Er alt det
nedarvede, det medfødte, forudbestemt, gælder det omvendte om Paa-
virkningen udefra, som er høist uensartet, og gennem hvilken de Unges
Natur præges dybt og stærkt. Vi alene blandt alle Skabninger besid-
der den ingenlunde farefri Evne til at gøre Indgreb i Naturens Orden
og sidder inde med den Hemmelighed at kunne supplere, ja delvis
korrigere, den indre organiske Arv ved Hjælp af det man kunde kalde
den ydre Arv af materiel og sjælelig Paavirkning. Og det stiller sig
saa heldigt, at vi Nulevende er bedre istand til at yde dette Supple-
ment og Korrektiv end tidligere. Praktisk set er det altbeherskende
Ernærings-Spørgsmaal jo nu omsider løst — noget som nødvendig-
vis maa sætte Skel i Menneskehistorien.

Tilstanden var ogsaa efterhaanden bleven uholdbar. Udfra de
givne Forudsætninger var det umuligt andet end at stille sig temmelig
skeptisk overfor de fleste af Nutidens "Reformer" og filantropiske
Foretagender. Bedre sanitære Forhold har jo nok formindsket Døde-

[page] 830

ALFRED BRAMSEN

ligheds-Forholdstallet, men det er desværre de slettest tilpassede, som
lukrerer mest derved. En Mængde legemlige og aandelige Stakler, som
før ikke naaede udover de første Barneaar, holdes nu oven Vande, og
adskillige af dem naar en ganske respektabel Alder. Dette er Udslag
af Samfunds-Samvittigheden, og kan formodenlig ikke være anderledes.
Men vi maa se Situationen lige i Øjnene, se de for Racen skæbne-
svangre Følger af dette Forhold, forstaa, at et er at holde de mindst
heldige Befolknings-Elementer fra at gaa tilbunds, noget helt andet at
overlade det til Enhvers personlige Forgodtbefindende, om han eller
hun vil overføre sin egen legemlige eller sjælelige Uformuenhed paa
en voxende Skare Efterkommere. Den Dag maa for stedse være forbi,
da et Menneskes "Individualitet" uden videre kan kaldes et Privat-
anliggende.

At lade Klinten uhindret brede sig paa Hvedens Bekostning er det
samme som Tilbagegang for Racen. Den, der bebyrder Staten med sit
eget eller sit Afkoms Underhold, flytter faktisk Byrden fra de Inkompe-
tentes over paa de Kompetentes Skuldre og giver sit Bidrag til Slægts-
Degenerationen. Og aldrig har denne Byrde været saa tung, aldrig
saa foruroligende tungere for hver Dag som netop nu. Som nødven-
digt Modtræk har man derfor foreslaaet fuldstændig Passivitet, et
laissez-aller, i Forvisning om at Naturens egen langsomme Sigtning er
sikrere end noget, Menneskehjernen kan udpønske. Andre gaar til den
modsatte Yderlighed og foreslaar, hvad man kunde kalde den social-
kirurgiske Methode overfor begge Køn, spartanske Indgreb som rent
fysisk sætter en Stopper for Sindssyges, Drankeres og andre stærkt "be-
lastedes" Forplanteise. Mellem disse Yderpunkter synes den Mellemvej
at ligge som fører hen imod det tilsigtede Maal uden dog at krænke
Samfundsfølelsen eller Næstesympathien: Fordringen om en eller an-
den Form for Kvalifikation inden Tilladelse gives til Ægteskabers
Indgaaelse — en Plan, som for Tiden vinder stærk Tilslutning i Tysk-
land. I Forbindelse dermed en almindelig — ogsaa gennem Skolen
— udbredt Uvilje mod, at arveligt stærkt belastede sætter Afkom i
Verden.

Blandt dem der har ofret mest Omtanke paa Forholdet, findes der
nu næppe nogen, som ikke indser Ønskeligheden, ja Nødvendigheden
af Indgreb — om mulig positive gennem Antals-Forøgelse af de bedst
Tilpassede d. v. s. af dem der klarer sig bedst under de foreliggende
Kaar. Men under alle Omstændigheder ved at lægge Hindringer i
Vejen for de Inkompetentes Formerelse — for de haabløse Slægter.

Det gælder dog her om ikke at overse, at et stort Antal, delvis in-
valide, Personer, faktisk kun er daarligt passede, mangelfuldt ernæ-
rede Planter i Slægtens stærkt tilvoxede Have. "Nurture" eller "Op-
dragelse" kan ganske vist hverken blive mere eller mindre for dem
end Gødningen for Planten; og ikke Tusind Læs Gødning eller den
flinkeste Gartners Røgt kan frembringe en høj Ærteart af Dværgarten.

[page] 831

Intet Maal af Opdragelse kan fremkalde en Egenskab, hvis Modsætning
findes i Kimcellerne. Derimod kan de to, Gødningen og Røgten til-
sammen, frembringe en Samling ualmindelig høje, kraftige og smukke
Exemplarer, som skuffende ligner den højere Art, men hvis" Efterkom-
mere hverken bliver større eller bedre end Dværgarter i Almindelig-
hed. Selv om vi altsaa ikke kan vente direkte Raceforbedring ad den
Vej, er det dog en stor Betryggelse at vide, at Tusinder af handicap-
pede Individer, som ellers vilde sakke agter ud, for Fremtiden vil
kunne klare sig paa egen Haand uden Hjælp fra Statens Side, blot fordi
vi nu kender Ernæringens Kunst bedre end forhen.

Muligvis kan der endogsaa paa den Maade opstaa Raceforbedring,
— dog kun indirekte. Iværksættes der f. Ex. gennem en mere omhyggelig
Ernæring en individuel Omprægning eller "Modifikation" af Slægtled
efter Slægtled — en Omprægning som vi jo ved ikke kan overføres
paa Afkommet — vil de Arveplasma-Varianter, der gaar i samme Ret-
ning som Modifikationen, opnaa den bedste Chance, eftersom Vejen
beredes for dem, og fordi de faar Stunder til at fæstne sig i Organis-
men. Med andre Ord: Modifikationen "pacer" Varianten. Paa den
Maade opstaar det jeg i sin Tid kaldte "det nye Menneske".— Denne plausible
Betragtning fremsattes fornylig af Lloyd Morgan og uafhængigt af ham
af andre Biologer.

Man fatter egentlig først Opdragelsens fulde Omfang, naar man er
klar over at Sygdom praktisk set ikke overføres paa Afkommet.
Hvis Sygdom og sygelige Tilstande virkelig nedarvedes i den Udstræk-
ning og paa den Maade, de fleste lægevidenskabelige Forfattere gaar ud
fra som, givet, vilde Samfundet forlængst have ophørt at existere. Syg-
dom bestaar i en Mangel paa Ligevægt i Dele af Systemet, skæbne-
svangre Tempo-Slingringer, som udløses af udefra kommende Im-
pulser. Disse, f. Ex. Mikrober, Alkohol, Kødgift, Sindsbevægelser o. s.
v., kommer derfor først i anden Linie, et Kardinalpunkt som maner
tilbøjelig til at overse som en Følge af den sidste Menneskealders en-
sidige Bakterieforskning. Det er altsaa visse Sygdoms-Anlæg, ikke
selve Sygdommen, som forskellige Medlemmer af en Slægt har tilfæl-
les, fordi det drejer sig om en Arveplasma-Afvigelse. Hvad der lig-
ger til Grund for Slingrings-Tilbøjeligheden, er en Sag for sig. Men
at det kun er en Tilbøjelighed til Friktion, kun et Anlæg, hvori
de sygelige Tilstande potenseres eller ligger paa Springet, gør rigtignok
en himmelvid Forskel, naar der tales om Sygdoms Forebyggelse ved
Hjælp af "Opdragelse", in specie Ernæringsforbedring. Thi en saadan
sætter netop Paagældendes Konstitution istand til bedre at modstaa de
skæbnesvangre Impulser, som lurer udenom os.

Tuberkulosen f. Ex. er for det første en af de saakaldte Mikrobe-
sygdomme, og Børn kommer jo yderst sjældent tuberkuløse til Verden.
Men dernæst angriber Sygdommen os i højst forskellig Grad, selv om
vi alle udsættes for nøjagtig samme Smittepaavirkning. Nogle har
ikke Anlæget, eller deres Ernæringstilstand, er saa god, at Angrebet
praktisk set preller af.

[page] 832

Det samme gælder det Anlæg til "Gigt", som findes hos Medlem-
mer af samme Slægt, og som viser sig ved den uregelrette Maade
hvorpaa Henfaldsstoffer udskiller sig. Den-ne Slingring indenfor Stof-
skiftet træder i Reglen først frem efter at Fødens Omdannelse til Næ-
ring i Aarevis er foregaaet paa den sædvanlige ufuldkomne Maade,
eller naar f. Ex. Forbruget af Kød og Alkokol har været extra stort.
Omvendt trækker den sig tilbage naar Legemet ernæres med større
Opmærksomhed end før.

Ligesaalidt synes der at foreligge Bevis for, at Sindssyge kan
fremkaldes ved udefra kommende Paavirkning f. Ex Misbrug af Alko-
hol, uden at Paagaddende i Forvejen er arvelig belastet. Sindssygdom
har som Regel samme Udspring som legemlige Sygdomstilstande. .

Der er derfor intet til Hinder for at man ogsaa herefter kan tale
om at erhverve eller paadrage sig Tuberkulose, Gigt, Sukkersyge,
Sindssyge o. s. v., naar man blot underforstaar, at Anlæget er en Ar-
veplasma-Afvigelse, som tilmed, ifølge Riffels paalidelige genealogiske
Tabelværk, synes at være den samme for dem alle! Udløsningsfor-
mens særlige Karakter afhænger vistnok mest af de høist forskellige
individuelle Livs- og Ernæringskaar.

Man kan ikke forlange, at Lægestanden skal gaa i Spidsen, hvor
det gælder gennem systematisk Oplysning og Opdragelse at
forebygge Udviklingen af dette uheldige Anlæg, som bærer en saa ube-
regnelig Masse Elendighed i sit Skød. Det vilde ogsaa være ret uover-
kommeligt for det private Initiativ, og maa derfor blive Statens Sag.
Men desværre synes det for Tiden at samle større Opmærksomhed at
lære at flyve i Luften end at lære at leve paa Jorden.

J. C. Christensen.

Af Osvald Hansen.

Det er ofte Saaledes, at først Efter-
tertiden formaar at vurdere Nutidens Be-
givenheder og Nutidens offentlige Per-
sonligheder.

Der er for meget i det offentlige Liv,
der unddrager sig Iagttageren, som kun
ser det ydre, men ikke altid formaar at
trænge ind til Sagens Kærne og frem-
stille Bevæggrundene, og endnu mindre
er han i Stand til at overskue alle Hand-
lingens Følger, som kun Fremtiden kan
aabenbare.

Den estrupske Periode er jo Saaledes
endnu ikke fuldt historisk forklaret og
oplyst.

Man mangler autentiske Oplysninger

om de handlendes inderste Motiver.

Man ved ikke, om Provisorierne be-
sluttedes med fuldt Overlæg og Bereg-
ning, eller om de mere tilfældigt kaste-
des ud i et Øjebliks Desperation.

Man ved ikke, om Forfatningsbruddet
skyldtes en virkelig ærlig Følelse af, at
Københavns Fæstning var saa nødven-
dig for Danmarks Fremtid, af Magtha-
verne ud fra deres Bekymringer for
Landet greb til alvorlige Midler, eller
om Forfatningsbruddet kom alene for
at forhindre Parlamentarismens Anerken-
delse.

Men er der end endnu det, som er
uklart og tvivlsomt ved Forfatningsbrud-