[page] 223-224

Charles Darwin.

Født 12. Februar 1809 — død 19. April 1882.

Charles Darwin.

Der er næppe gaaet et Par Aar, siden den
civiliserede Verden fejrede 200 Aars Festen for
Carl: Linné, Sveriges Blomsterkonge. Og nu
kan den i disse Dage fejre 100 Aars Fest for
Engelskmanden Charles Darwin, den næste
Banebryder for den levende Naturs Lovtydning)
han, om hvis Navn og Tanke, der har gaaet
saa stærke Dønninger.

Der er en historisk Sammenhæng mellem disse
to Jubilæer, skønt et Aarhundredes ihærdigt
Arbejde paa det fælles Omraade har afsat be-
stemte Overgangsled. Det var Linné, som pe-
gede paa Livsformernes herlige Mangfoldighed
og viste, hvorledes Mennesketanken kunde ordne
det tilsyneladende Vilderede, saa der naaedes en

klar Oversigt over det. Dermed
havde han vakt Tusinders Higen
efter at arbejde med dette .Vilde-
rede. Det blev Darwin, som fandt
Glimt af en virkelig levende Traad,
som gaar gennem Livsytringernes
Mangfoldighed, slynget som den
ene uafbrudte Traad i Silkeor-
mens Puppehylster, og pegede paa
den, saa Tusinder blev sat paa
Spor efter at finde den —eller bevise
at den ikke kunde findes. Begge
har de haft Forgængere, hvem det
ikke var lykkedes at fængsle Sam-
fundets Opmærksomhed, derfor
faar de to Æren, da Tanken, frem-
sat paa deres Maade, fængede som
Ud i tørt Græs. Og Billedet stem-
mer, thi det var Ildhuen i deres
opladte Sans for Naturens Big-
dom og Herlighed, som mødtes
med det stærke Savn af klarere
Forstaaelse hos de mange. De
faar vel ogsaa begge den Skæbne,
at deres Hovedvæik, som en Gang
hævedes til Skyerne, bliver etover-
staaet Standpunkt; men vel at
mærke: det Standpunkt, hvorfra
Mennesketanken ene har kunnet
faa Tag i ny nøjagtigere Holde-
punkter, som de vel selv anede,
men ikke kunde række.

Darwin begyndte i sine Drengeaar som god
Linnéaner at samle og samle — som vel de fleste
Naturvenner er begyndt. Det gjaldt især Insekter,
og hvor ivrig han var, ses af et lille Træk, han
selv fortæller. Han havde grebet to sjældne
Biller, en i hver Haand, da han faar Øje paa
en tredje og endnu sjældnere i vild Flugt. Den
maatte for alt ikke undslippe, og for hurtig at
faa en Haand fri, putter han den ene af de
fangne i Munden. Ulykkeligvis forsvarede den
Saaledes indespærrede sig ved at sprøjte en
skarp Vædske fra sig, som fik ham til at spytte
den ud paa Stedet, og baade den og den at-
traaede tredje gik tabt. Han samler med en

[page] 225-226

saadan Fryd, at mange, mange Aar senere
kunde det ske, at Synet af et sjældent >Stykke«
tilbagekaldte alle de Omgivelser, hvorunder han
første Gang havde truffet Dyret levende; et
godt Bevis for hans aarvaagne og tro Iagttagel-
sesevne. En lidenskabelig Jæger var han ogsaa,
som ung, der ikke kunde have tænkt sig at for-
sømme den første Jagtdag om Høsten. Han
holdt Bog over sit Bytte, og han oplevede en
Gang at fælde tyve Fugle i en og tyve Skud

—    men det var da uden for civiliseret
Jagtomraade, som han plejede at tilføje. —
Denne hans Samlerlyst og Samlerøvelse førte
ham ud paa den Jordomsejling, der blev be-
stemmende for hans Betydning som Naturhi-
storiker.

Det var saadan, at Linnés ivrige Omsorg for
at faa samlet Oplysning om Naturrigerne drev
ham til at udsende varmhjertede Ynglinge til
alle Dele af Jordkloden, at de kunde hjemføre
nyt Stof til Ordning og Undersøgelse. Efterhaan-
den havde Interessen for sligt bredt sig til Regerin-
gerne og til mange private. Saaledes ønskede
da nu Kapt. Fitz Roy, der skulde føre Orlogs-
briggen >Sporhunden« — The Beagle — paa Op-
maaling langs Sydamerikas Kyster, at tage en
naturkyndig med sig, som vilde tage til Takke
med den snevre Kahylsplads, der kunde afses.
Charles Darwin anbefaledes af en anset natur-
videnskabelig Professor og blev antaget uden
Løn. Han var den Gang 22 Aar gammel.

Saa bar det da afsted ved Juletid 1831, over
de kanariske Øer til Brasilien og saa sydpaa.
Der havde først været Tale om to Aar — det
blev fem. Al den Tid arbejdede den unge Na-
turforsker uafbrudt: paa Søen med de lavere
Havdyr, som Nettene bragte op, de skulde un-
dersøges, beskrives og tegnes, inden de gemtes
hen i Sprit, og han sad trolig ved Arbejdet,
trods stadige, voldsomme Anfald af Søsyge;
paa Landjorden først og fremmest med de for-
skellige Jorddannelser, da Darwin paa den Tid
mere end noget andet var Geolog, men ogsaa
med hele den levende og den uddøde Dyreverden,

—  ja med de forskellige Egnes Plantedække
og de forskellige Folkeracers Ejendommelighe-
der. Hans Arbejdsfelt var altomfattende og
hans Iagttagelsesevne frisk som en Sommer-
morgen. Han saa ikke alene med sine skarpe
Øjne, men med sin klart overskuende Forstand.

Han saa ikke alene Landet, som det bredte sig
foran ham, men ud fra sine geologiske Kund-
skaber og Undersøgelser saa han det hæve sig
i uendelig fjerne Tidsrum fra Havets Grund,
dækket af Havdyrenes døde Rester. Han saa
ny Lag dannes, opfyldte af nu ukendte Dyre-
formers uhyre Knogler og Panserklædning. Han
saa i hver Nutidsomskiftelse Nøglen til svundne
Tiders Omvæltninger. Han grubler over de For-
hold, der kan have faaet utallige smaa og store
Dyreformer i Fortiden til ganske at uddø paa
vide Strækninger, der nu atter er i Stand til
at ernære ganske lignende Arter — som Jord-
lagene og Græsstepperne med det vilde Kvæg
i Sydamerika fortæller ham. Han studerer
Haglen, der paa en Nat dræber de fleste vilde
Dyr rundt om Lejrpladsen; Tørken, der ned-
mejer Planteverdenen; Lamaernes Gravpladser,
hvor de i Hundredvis lægger deres Ben til
Hvile, naar Døden kommer over dem; Skovene
paa St. Helena, der gaar til Grunde 200 Aar
efter Gedernes Indførsel, og Sneglene, der ud-
dør med Skovene; Stenene, som indfiltret i
Trærødderne føres over Havet til ensomme Ko-
raløer. »Heraf ser vi . . . .«, det er en Sæt-
ning, som Gang paa Gang viser den unge Rej-
sendes Slutningsevne og hans forbavsende Hu-
kommelse for, hvad andre har iagttaget, frem-
draget og tilrettelagt. Han er ikke længer alene
Samler, nu forsker han efter Sammenhængen.
Saa er det, han begynder at undre sig over
det Slægtskab, som tydeligt viser sig mellem
de nulevende Dyr og de helt uddøde Arter,
hvis Rester han finder i de øvre Jordlag. Og
dette Spørgsmaal graver sig uudslettelig ind i
hans Sjæl, da han med egne Hænder kommer
til at afdække Skelettet af et kæmpemæssigt
Bæltedyr, der nøje gengiver de nulevende Bæl-
tedyr i »overnaturlig« Størrelse. Det Indtryk,
han den Gang modtog, blev en Drivfjeder i
hans Livsgerning. Han skriver i sin Dagbog:
dette vidunderlige Slægtskab paa samme Fast-
land mellem de levende og de uddøde vil sik-
kert en Gang kaste mere Lys over, hvorledes
de organiske Væsner er fremstaaet paa vor
Jord og atter forsvundne, end nogen anden
Kendsgerning. Derhen gaar ogsaa hans Tanker,
da han træffer Mellemformer til Dyrefamilier,
der hjemme i Europa synes vidt adskilte. Han
iagttager f. Eks. og undersøger nogle Fugle

[page] 227-228

der, naar de i smaa Flokke søgte deres Føde
omkring paa Marken, ganske lignede Vagtler
med deres buede Næb og korte Ben, men som
syntes at forvandles til Bekkasiner, naar de
løftede sig paa de spidse Vinger og lod
deres Skrig høre; en af deres nærmeste Slægt-
ninge fandt man saa igen ude ved Stranden,
ja helt ude paa det aabne Hav. Og han be-
mærker i Dagbogen: skønt denne lille Afdeling
af Fugle for Øjeblikket volder stor Forstyrrelse
i Systemet, vil den nok en Gang hjælpe til at
afsløre den store Bygningsplan, hvorefter saavel
de nærværende som de svundne Tiders levende
Væsener er blevet skabte. Saaledes saa han
ogsaa paa den Kendsgerning, at Dyr, der levede
paa Øer, der laa hinanden eller Fastlandet
temmelig nær, de var stærkt beslægtede med
Nabolandenes, men afveg dog fra dem som en
egen Art, ejendommelig for hver sit lille Om.
raade. Saadan maatte det jo gaa, hvis de ned-
stammede fra een Stamfader, men saa gennem
mange Slægtled havde levet under forskellige
Kaar. Og ved at se de prægtige indfødte Folke-
stammers Uddøen, hvor Europæerne trængte
frem paa Sydhavsøerne, skriver han: »De for
skellige Varieteter af Menneskeslægten synes at
have samme Indflydelse paa hverandre, som de
forskellige Dyrearter har — de stærkere udrydder
altid de svagere«. Der skulde gaa lange Aar,
før disse levende Indtryk fandt Form i en klar
Naturlov, men hans Tankerække havde faaet
det Stød, som var nødvendigt, for at den kunde
komme i Udvikling.

Han siger efter sin Vandring i en Urskov:
»En Dag fuld af Begejstring er henrunden! Ordet
Begejstring udtrykker dog kun fattigt de Følel-
ser, der maa besjæle en Naturforsker, som for
første Gang vandrer alene i en brasiliansk Skove.
Og saa maler han Løvets og Slyngplanternes
Rigdom, Insekternes Myriader og Naturmusik-
kens tusinde Lyde. Han ligger derude paa de
endeløse Pampassletter og følger Kondorens
timelange Svæven paa et og samme-Sted højt
oppe i Himmelrummet, og naar han ser ud
over det træløse Øde, der ligger som et stivnet
Hav, gribes han af en uforklarlig Følelse af
Velbehag. Det er, som det Spørgsmaal stirrer
ham tavst og højtideligt i Møde: hvor længe
har disse Sletter ligget Saaledes? Og hvor længe
er de dømte til at fortsætte denne Tilværelse?

Endnu det tredje Aar drages og stemmes han
af al den Fryd, som Synet af et nyt Land
fremkalder. Men da han det sidste Aar sender
en Hilsen fra St. Helena, kan ingen ny Ople-
velser mere bekæmpe Hjemlængselen: >Aa —
hvor jeg længes efter en Gang igen at leve i
Ro uden en eneste »Mærkværdighed« i Nær-
heden af mig. Om saa en anden Planets Vid-
undere aabenbarede sig for os i dette Øjeblik,
tror jeg, vi enstemmigt vilde erklære dem for
utaalelig kedelige. Ingen kan sætte sig i vores Sted,
som ikke har tumlet Jorden rundt i en 10
Stykkers Brig i fem lange Aar.« Saa kom da
ogsaa »the most glorious of days« d. 2. Oktbr.
1836, da de landede paa gamle Englands Kyst.
Til at begynde med gav hans umaadelige
Samlinger ham Arbejde og Ærgrelse nok. Han
maatte erfare, at hvad han havde samlet med
flammende Iver, det fandt ikke nogen tilsvarende
Modtagelse i de naturkyndiges Kreds. Der var
man tværtimod færdig ved at sige som Ænderne:
se saa! skal vi ha' det Slæng til! ligesom der '
ikke var nok alligevel 1 Med andre Ord: Ar-
bejdsstof havde de alt i Bunkevis, men hvor
fandt man Arbejdere, der kunde og vilde be-
handle det. Der trængtes til en ny Linné, der
kunde opflamme Arbejdsiveren ved at sætte ny
Maal. Faa Aar efter flnder vi ham bosat i et
lille Sogn paa Landet, Down, 4—5 Timers Dag-
vognskørsel fra London, ude i Kents grønne
Kridtlaudskaber. Og der blev han i 40 Aar.
Søsygen med alle dens Kvaler havde gjort ham
nok af det. Den kraftige, udholdende og livs-
friske Yngling var bleven en svagelig resigneret
Videnskabsmand, der maatte føre et overor
dentlig regelbundet og forsagende Liv. Alle-
rede i 1846 skriver han til sin gamle Kaptajn :
»Mit Liv gaar som et Urværk, og jeg kommer
nok til at ende det fængslet til denne Plet.«
Men skønt han kun kunde arbejde tre Timer
om Dagen — og det kun paa de »gode« Dage
— saa viser hans talrige grundige Værker,
hvor meget man kan naa ved uden Afslag at
følge en bestemt Arbejdsplan. Denne Akkura-
tesse mente han, han havde lært i »Sporhundens«
snevre Kahyt. Fritiden var dog naturligvis for
en Del optaget af videnskabelig Læsning og
videnskabelige Forsøg. Til Brug for de sidste
var der Have, Drivhuse, Forsøgsmark, Hønse-,
Due- og Kaningaard. Først og fremmest ud-

[page] 229-230

arbejdede Darwin her sit Hovedværk »Arternes
Fremstaaen ved Naturens Udvalg«, der frem-
stiller, hvad man nu kalder Darwinismen.

Men under sin beskæftigelse hermed kom han
ind paa mange Omraader af Livets Virksom-
hed. Mest Arbejde har han vel lagt i »Hus-
dyrenes Afændringer og Parrings valget«. Den
sidste drejer sig om Afændringer i Dyreriget,
som slet ikke synes at Kunne være nyttige i
Kampen for Tilværelsen, nej, snarere det mod-
satte, som Paafuglens lange skinnende Hale og
Hjortens grenede Takker.

Darwin mener, at de er bleven nedarvede og
altsaa bevarede derved, at de Hanner, der besad
dem i stærkeste Udvikling, gjorde mest Indtryk
paa Hunnerne og var derfor sikrest paa at faa
sig en Mage og Afkom. Saa skrev han om
Blomsternes Bestøvningsforhold, de klatrende
Planters Bevægelser, Sindsbevægelsernes Udtryk
hos Mennesker og Dyr, insektædende Planter,
Regnormenes Bidrag til Mulddannelsen. Hvert
eneste Arbejde har sat Forskningen ivrig i Vej.
Men forud for alt dette havde han skrevet »De
nulevende og uddøde rankeføddede Krebs, deres
Systematik«, et strengt videnskabeligt Arbejde
paa 4 Bind om de Burer, Langhalse, Andeskæl
osv., der lever og har levet ved vore Kyster.

Det var Darwinismens Afskedsord til Linnés
System.

Med alt det Materiale og alle de Hjælpemid-
ler, der nu staar til Raadighed, viser det sig,
at selv en saadan lille bitte Brøkdel af Dyre-
riget opløser sig i uendelige Arter. Men dette
Arbejde viser ogsaa, at det var ikke Mangel
paa Evne og Udholdenhed, som fik Darwin til
at opgive Systematikken. Han arbejdede paa
det i 8 Aar — og selv den ivrigste Darwinianer
kommer ikke gennem det, naar han ikke selv
har viet sit Liv til Studiet af de rankeføddede.

lait har Darwin efterladt 25 større Arbejder
og 80—90 Afhandlinger i forskellige Tidsskrif-
ter. Det var et redeligt og flittigt Menneske-
liv, der sluttedes 19. April 1882.
»Jeg er slet ikke bange for at dø«, var et af
hans sidste Ord. Maaske det var den store
Hensynsfuldhed og ømme Kærlighed til hans
nærmeste, som lagde ham dem paa Tungen for
at trøste dem. Han saa selv bag ved Døden

kun det uvisse eller et Intet. Han var over-
bevist om, at der ingen aabenbaret Religion
var. Kristendommen var for ham som alle
andre Folkedigtninge. Guds Tilværelse hverken
hævdede eller benægtede han. Han gør om-
hyggeligt Rede for, hvordan han føres fra sin
Ungdoms ortodokse Tro paa Biblens Ord til
dette Standpunkt. Det var sikkert ikke hans
Videnskab, som forhindrede ham fra at være
Kristen, i det mindste gjorde den det kun, som
ogsaa Grøftegravning kan forhindre et Menneske
fra at blive det — ved helt at beslaglægge
ham. Mange oprigtige Kristne har sluttet sig
til hans Synsmaade, uden dog at det har kostet
dem deres Kristentro. Hans Svar er paa et
Spørgsmaal om Guds Tilværelse: at hans Sva-
gelighed forhindrede ham i at tænke dybt nok
over dette dybeste af alle Emner; han led meget
af Svimmelhed, tænkte langsomt og havde ikke
systematisk gennemtænkt Forholdet mellem Vi-
denskab og Religion. Andre vil maaske lægge
mere Vægt paa, at hans Fader, som han højt
beundrede, var religiøst ligegyldig, og at han

—  sært nok — som han selv med Rette siger

—  ikke kan mindes andet om sin Moder, der
døde i hans ottende Aar, end hendes Døds-
seng, hendes Fløjelskjole og hendes kunstige
Sybord. I Skildringer af sit Sjæleliv fortæller
han, at han fra sit tredivte Aar— og det var
det Tidspunkt, da hans Religiøsitet opløste sig

—  efterhaanden tabte al Sans for Poesi, saa
han knap gad læse en Linie af Shakespeare,
hvem han i Ungdommen havde elsket, og for
Musik og Malerier, der ogsaa havde haft hans
Kærlighed. Han kalder det en Henvisnen af
visse Hjernedele, som maaske kunde være
blevet holdt i Live, om han havde gjort sig
det til en daglig Regel at læse lidt Poesi og
lytte til smuk Musik, og han fortryder, at han
ikke har gjort det. Hans Hjerne synes nu at
være blevet en Ma'skine, der maler almene
Love ud af store Bunker spredte Træk. Dar-
win var en god Iagttager, og man kan tænke
lidt af hvert ved disse hans Bemærkninger.

Eline Begtrup

I Tilknytning til ovenstaaende Skildring vil Frk. Beg-
trap i et følgende Nummer offentliggøre en Artikel'.om
Darwinismen.                                                      Red.