[page] 389-390

Darwinisme.

Saa roligt de sidste fyrretyve Aar af Dar-
wins Liv var forløbet i det ydre, saa skulde
dog hans Virksomhed i de Aar komme til at
sætte den læsende — man kan næsten sige
den tænkende Verden i de stærkeste Sving-
ninger. Han arbejdede i tyve Aar bestandig —
ved Siden af andre Værker — paa sin Bog om
Naturens Udvalg (Natural Selection), der skulde
være et Svar paa hans egne Tanker under
Jordomsejlingen. Og han vilde maaske have
arbejdet tyve til, hvis ikke en anden Naturfor-
sker, Wallace, var fremkommen med Tanker,
der gik i samme Retning som hans. Da følte
han, at Faderkærlighed og -Stolthed tvang ham
frem som Grundlægger af den Anskuelse, han
i de mange Aar havde underbygget med tusinde
Beviser, hentet alle Vegne fra, fra egne og an-
dres praktiske Erfaringer og videnskabelige Un-
dersøgelser. Han arbejder paa Livet løs og
udsender den 24. Novbr. 1859 sit Hovedværk
»Origin of Species«, Arternes Fremstaaen. Samme
Dag, Bogen udkom, var alle Eksemplarer solgt
og et nyt Oplag under Arbejde. Inden det var
færdigt, blev der holdt Universitetsforelæsnin-
ger over Bogen. Og da det store videnskabe-
lige Selskab: British association mødtes et halvt
Aar senere, gik Bølgerne om Darwins Teori
saa højt — skønt han ikke selv var tilstede
— at Mødet fik Navn af Oxfordslaget. En
veltalende Bisp spurgte midt under sin Behand-
ling af Emnet en af Darwins Meningsfæller, om
det var paa fædrene eller mødrene Side, han
var i Slægt med Aberne; og da den tiltalte fik
Ordet, svarede han, at der var ingen Grund til
at skamme sig over at have en Abe til Bed-
stefar, derimod vilde han for sit Vedkommende
skamme sig ved at nedstamme fra et Menne-
ske, som ikke tilfreds med at gøre Lykke i sit
eget Livskald indlod sig paa videnskabelige
Spørgsmaai, han ingen Indsigt havde i, for at
forplumre dem og drage Tilhørernes Opmærk-
somhed bort fra Sagens Kærne ved forlorne
Aandrigheder og Paakaldelsen af deres reli-
giøse Fordomme. (NB. Bispen var selvfølgelig
Amerikaner.)

Saaledes kom Kampen til at staa overalt
Det regnede ned med skarpe Domme i Tids-

skrifter og Blade; og Darwin gjordes til den
aabenbarede Religions argeste Fjende. Bispens
Spørgsmaai viser, hvad der maatte gøre Stri-
den saa glødende. Da Darwin gik ud fra, at
Plante- og Dyrearterne var fremkomne efter-
haanden under de levende Væseners vanskeli-
gere og vanskeligere Kaar, saa slog man kon-
sekvent straks ned paa Menneskets Afstam-
ning, som han i sin Bog var gaaet let hen
over, for at ikke Modviljen paa dette Punkt
skulde skade hele Spørgsmaalets Drøftelse. Men
har den saa alligevel gjort Drøftelsen mindre
videnskabelig, er det paa den anden Side netop
dette brændende Punkt, som har givet tusinde
og tusinde Interesse for Sagen.

Hvad var Darwins Tanke? For mange staar
det, som var det ham, der undfangede Tanken
om en Udvikling i Verdensaltet. Altsaa ikke
alene i det enkelte Væsen, men i hele Sam-
menhængen. Saa ligesom Æggeblommen saa
at sige for vore Øjne forvandles til en klarøjet,
gulfjedret Kylling paa to Ben med et ret ind-
viklet Sjæleliv, Saaledes skulde ogsaa Naturens
Mangfoldighed i Løbet af Aartusinder have ud-
viklet sig af en tilsyneladende simpel og usam-
mensat Begyndelse. Denne Tanke var dog ble-
vet fremsat af Franskmanden Lamarck, tyde-
ligt begrundet, allerede i 1809, det Aar Dar-
win blev født. Men den var uden Barmhjer-
tighed blevet forkastet af den videnskabelige
Verden, og Lægfolk fik overhovedet ikke fat i
den. Den stødte mod alle nedarvede Forestil-
linger. Skabelsen som et storslaaet Drama med
Enhed i Tid og Sted — dér og i det Øjeblik
— var det herlige Billede, man i Ærbødighed
havde beskuet fra sin Barndom af. Man kunde
ikke holde det fast, naar det skulde rulles ud
over umaalelige Tidsrum. Og hvor blev saa
Bibelens Troværdighed af, der kun gav det hele
en Frist paa to Dage! Man mødte altsaa Fo-
restillingen med Uvilje, og saa kom dertil den
svage Begrundelse. Lamarck siger, at Arterne
er fremkommet ved ydre Forholds Paavirk-
ning, idet skiftende Klima og Jordbund har
vakt Trang til ny Udveje og ny Anspænding.
Saaledes har Snogene anstrengt sig for at snige
sig ind ad smalle Sprækker, til de er blevet

[page] 391-392

langstrakte og fodløse. Vadefuglene har an-
strengt sig for ikke at dyppe Fjerene, naar de
gik paa Fiskeri, og saa blev Benene længere
og længere. Giraffen har søgt Føden oppe i
Trætoppene, fordi Græsset i de tørre Egne var
utilstrækkeligt, og saa var det Halsen, som
blev længere og længere. Bryggerhestene blev
plumpe og svære af at trække, Væddeløberne
elegante og slanke af at løbe, osv. Da Viden-
skaben ikke syntes, den havde tilstrækkelig
Erfaring for, at en saadan indre Trang kan
give 'sig Udtryk i den ydre Udformning, for-
kastedes Lamarcks Gætning, den blev som et
Tandhjul, der ikke faar fat.

Hvorfor fik Darwin da fat? Hvad var hans
Indskud i Udviklingsbegrebet? Han sagde: Igen-
nem Afkommet mangedobles de levende Væse-
ner. Paa den Maade maatte Jorden hurtig
overbefolkes. Elefanten sætter i Løbet af 90
Aar seks Unger ind i Verden. Efter 750 Aar
vilde et Elefantpar have 19 Millioner levende
Efterkommere, om alle havde formeret sig og
levet sin Tid ud. (De bitte smaa Hjuldyr, som
findes i alle Vande, lægger gennemsnitlig 18
Æg hver og kan frembringe hen ved 70 Slægt-
led i Løbet af et Aar. Hvis ingen gik til
Grunde, vilde de efter Aarets Forløb danne
en Kugle, større end Solen, Maanen og hele
Mælkevejen!) Da Hummet er givet, maa den
levende Natur alligevel stadig holde sig noget
nær inden for de samme Grænser. Altsaa maa
der finde en umaadelig Nedslagtning Sted blandt
alle Arter, det vil sige en forbitret Kamp for
Tilværelsen, (som især er streng blandt de nær-
mest beslægtede, der søger deres Føde samme-
steds; Frænde er Frænde værst). Dette havde
allerede Benjamin Franklin i Foregaaende
gjort opmærksom paa. Men nu fortsætter Dar-
win: I denne Kamp vil de levedygtigste Med-
lemmer gaa af med Sejren. Nu ser man sta-
dig, at Afkommet afviger lidt fra Forældrene,
hvad der f. Eks. er let at iagttage hos os Men-
nesker og hos vore Husdyr. I den haarde Væd-
destrid vil en uheldig Afvigelse straks blive
skæbnesvanger for sin Indehaver og en heldig
gunstig, Paa denne Maade er gennem Aartu-
sinder de heldige Afvigelser blevet bevarede, de
uhensigtsmæssige er gaaet til Grunde med deres
Besiddere, saadan er de forskellige Arter op-
staaede. (For at tage Lamarcks Eksempler: de

Øgler, der var lidt mere langstrakte end de
andre, kunde bedst smutte bort fra deres For-
følgere eller ind i Fuglereder og Musehuller.
Blandt deres Afkom var det igen de smidig-
ste, som sejrede, mens de andre bukkede under
o. s. fr. Saaledes »udvalgte« Naturen efter-
haanden de fodløse og trinde. Se ogsaa Maar
og Ilder i vore Hønsehuse 1 De Giraf unger, der
havde de længste Halse, blev bedre ernærede
end de andre, overlevede dem og nedarvede
de længere Halse til Afkommet.) Dette Ræ-
sonnement forstod alle; lidt kender vi alle til
Konkurrencens Vælde. Man forstod, at jo mere
en saadan Væddestrid greb om sig, jo flere for-
skellige Egenskaber krævedes der. Om man
saa maa sige: Naar Ørnen faar skarpere Syn,
maa Haren have hurtigere Ben; naar Ulvene
begynder at flokkes, behøver Hestene skarpere
Sanser og omvendt. Det ene maa svare til
det andet. (Se Staternes Udvikling af deres
Militærvæsen I) Vist er det, at Darwins Løs-
ning gav mange Trang til at undersøge og over-
veje, hvorledes det forholdt sig. At Formerne
ikke var faste, tiltalte de mange, der har mere
Interesse for det vordende end for det færdige.
Læren om Udviklingsmulighederne, der kunde
ophobes, blev af mange grebet begejstret som
et nyt Evangelium om Menneskeslægtens Frem-
gang. I Virkeligheden har et. halvt Aarhun-
drede levet derpaa. Det spændende, Menne-
skets egen Afstamning, lurede bagved. Kort
sagt, Forskningen fik ny Fart, en Fart som
maaske aldrig før. Og man plejer at holde
for, at en Gætning (Hypotese), der driver Vi-
denskaben ind paa ny, frugtbare Undersøgelser,
er berettiget.

Spørger vi nu, 50 Aar efter Darwinismens
Fremkomst, hvilken Plads der indrømmes den
i vore Dage, saa maa der svares, at dens
Plads endnu er omstridt. Der er fremkommet
meget væsentlige Ændringsforslag til dens op-
rindelige Plan — Darwin mente jo, at de ofte
umærkelige Afvigelser, som kan efterspores hos
Afkommet, f. Eks. i Form og Farve, Benbyg-
ning osv., de vilde nedarves til Efterslægten og
komme igen i voksende Grad Slægtled efter
Slægtled. Videnskaben har altid knurret lidt
ved disse to Forudsætninger: Nedarvningen af
personlige Ejendommeligheder og Forstærknin-
gen af dem. De seneste videnskabelige Under-

[page] 393-394

søgelser synes da ogsaa at skulle bevise, at
saadanne stadig fremkommende Afændringer
ikke skrider jævnt frem, men snarere som et
Pendul svinger om et givet Punkt, Familielig-
heden om man saa maa sige. Se f. Eks. Køer-
nes Malkeevne og Kornets Fold og Roernes
Størrelse. Dette er i den sidste Tid blevet vi-
denskabelig paavist af vor bekendte Landsmand,
Professor Johannsen, der har opløst Arterne i
rene Linjer, som hver svinger om deres Gen-
nemsnitspunkt uden at kunne overskride en
vis given Afstand derfra. Bekræfter det sig,
kan der altsaa ikke være Tale om en uendelig
Udvikling ad denne Vej. Derimod begynder
man nu at lægge den største Vægt paa de
stødvise Ændringer, de pludselig fremstaaende,
gennemgribende Afvigelser fra Arten, som kan
komme til Syne hos enkelte af Afkommet og
kan holde sig Slægtled efter Slægtled under
gunstige Omstændigheder ; f. Eks. Kommodeben
hos Faar, haarede Blade hos en Slægt, der
ellers har glatte Blade, fyldte Blomster, Kogle-
aks i Hvede osv. Darwin kendte naturligvis
saadanne Tilfælde og havde haft dem under
Overvejelse, men lod dem atter falde, bl. a.
fordi han holdt sig til Linnés: Naturen gør
ingen Spring. Nu for Tiden er Videnskaben
netop saa inderlig vis paa, at Naturen gør Spring,
om end ofte kun smaa. Man kalder dem lige-
frem Springvariationer eller Mutationer, de er
i over en halv Snes Aar blevet videnskabelig
studeret paa fri Mark af Hollænderen de Vries.
Her har man altsaa den Støtte i Ryggen, at
man mener at kunne paavise saadanne Spring
i Udviklingen den Dag i Dag. Mange mener
da ogsaa, at her er Vejen, ad hvilken ny Arter
er fremkommet. Man har det ikke i sin Magt
selv at fremkalde dem, men rimeligvis har
gode Opdrættere altid haft Øje for dem og
gennem dem fremmet Plante- og Husdyravl.
Er Arterne fremstaaet Saaledes i bestemte mere
eller mindre bratte Overgange, forstaar man
ogsaa, hvorfor man i den uddøde Dyreverden
ikke finder de hundrede Mellemformer, som
efter Darwins Teori maatte have udfyldt Af-
standen mellem ældre og yngre Arter. Dog er
hertil naturligvis ogsaa det at sige, at det er
en saa forsvindende Brøkdel af den uddøde
Plante- og Dyreverden, der er blevet bevaret,
og endnu langt mindre er jo blevet draget frem

for Lyset, saa at hele Rækker umulig kunde
fremstilles helt eller blot antydningsvis uden ved
et særligt Lykketræf.

Man er ogsaa begyndt at forfølge Avelighe-
dens Spor ad andre Veje. Naar en Natur-
forsker skal undersøge en Plante eller et
Dyr, saa ser han først paa det med sine to
Øjne og sin sunde Menneskeforstand, til han
har faaet en samlet Forestilling om det hele
levende Væsen. Dernæst tager han et simpelt
Forstørrelsesglas, en Lup, til Hjælp, indtil han
har fundet sig til Rette med de enkelte Deles
Anbringelse og særskilte Udseende. Saa griber
han til det sammensatte Forstørrelsesglas, Mi-
kroskopet, hvorunder han kun kan iagttage for-
svindende smaa Stumper og Stykker af det
hele. Hvad han tror at opdage ad denne Vej,
maa han altid sammenholde med sine første
Iagttagelser, da man ellers let løber helt sur i
Enkelthederne. Som den enkelte bærer sig ad,
har Naturforskningen i det hele og store baa-
ret sig ad. Linné og Darwin saa mest paa
Helheden, dens Former og Færden. Darwin
brugte dog ogsaa Luppen en Del for at finde
Bekræftelse paa sine Omdannelsesgætninger;
men det er betegnende, at han nærede Mistro
til de Slutninger, der kun blev fundet ved
Hjælp af Mikroskopet. Nu griber en hel Skole
af Naturforskere grundigt til denne stærkest
mulige Forstørrelse og leder efter Arven i de
enkelte Celler, i de Smaadele, hvoraf hele Plan-
ten og Dyret er opbygget.

Abbed Mendel i Brunn har vist, at der er
en bestemt Lov for Nedarvningen af Egenska-
ber. Det samme har de Vries fundet. Har
Forældrene to modsatte Egenskaber, vil Afkom-
met tilsyneladende kun arve fra den ene Side,
idet den »herskende« Egenskab skjuler den
»vigende«. Men i Tilfælde af Samavl mellem
disse Efterkommere, vil de modsatte Egenska-
ber igen aabenbare sig hver for sig. (Under-
tiden røber dog den vigende Egenskab sig alle-
rede i første Omgang ved ligesom at skinne
igennem og ændre den herskende lidt.) Lad
os tage et Eksempel: Man lader hvid og gul
Majs bestøve hinanden. Hele Afkommet bliver
gult, fordi gult er en »herskende« Egenskab,
der skjuler den hvide. Men lader man denne
gule Avl bestøve sig selv indbyrdes, saa bliver
en Fjerdedel af dette tredje Slægtled rent hvidt

[page] 395-396

og kan dyrkes for sig selv uden nogen Sinde
at vise gule Tilbøjeligheder. En Fjerdedel bli-
ver gul og Efterkommerne i alle Led gule.
To Fjerdedele vil være af sammensat Natur
ligesom Forældrene, altsaa se gule ud, men
gemme hvide Muligheder, og ved Samavl vil
de opløse sig i en hvid, en gul, to sammen-
satte Fjerdedele osv. Heraf slutter man, at
Egenskaberne hos de levende Væsener er knyt-
tede til smaa Arvbærere, Allelomorfer, og at der
til en Egenskab maaske altid svarer dens Mod-
sætning, som gult (farvet) til hvidt (farveløst);
Modtagelighed for Rust — Uimodtagelighed for
Rust; tidlig Modning — sen Modning; Frugt-
barhed — Knaphed; god Meldannelse — sim-
pel Meldannelse; for at tage Egenskaber, der
er eksperimenteret med. De kan ikke aaben-
bare sig paa een Gang hos et og samme Væsen,
de kan heller ikke smelte sammen, men de
kan komme til at ligge som en Dobbelthed i
et Slægtled. Mikroskopiske Undersøgelser leder
til den Tro, at Modsætningerne igen skilles,
naar Forplantningscellerne dannes, disse viser
sig nemlig altid at dele deres Indhold yderst
omhyggeligt i to Halvdele. Hvor saa to For-
plantningsceller med samme Natur mødes, frem-
staar et Afkom, som har den ene Egenskab
uden Spor af Tilbøjelighed for dens Modsæt-
ning, hvad man altsaa maa kalde absolut ren
Race. Og det vil omtrent gælde en Fjerdedel
af Avlen. Mødes derimod igen to modsatte
Arvbærere i et Par Forplantningsceller, som
smelter sammen, fortsættes Spaltningen i en
saadan Efterkommers Natur. Dette, at Egen-
skaber altsaa maaske viser sig at ligne Ato-
merne, hvoraf Legemerne menes at bestaa, deri
at de kan samles og atter skilles, men ikke kan
gaa over i hinanden og især ikke kan opstaa
vilkaarligt; det kan man forstaa, maa kunne
faa den største Betydning for Fremstillingen af

rene Racer: man vil kunne udskille uheldige
Arvbærere og indføre heldige gennem Kryds-
ning, uden at behøve at frygte, at de slette
senere skal opstaa »af sig selv«.

I vor forsonlige Tid er vi altsaa kommet til
det Standpunkt: Linné havde til Dels Ret:
Naar Arten først er fremstaaet, er den hoved-
sagelig uforandret, til der sker et nyt Fremstød
inden fra (de Vries mener omtrent hvert 4000
Aar). Lamarck havde til Dels Ret: Inden for
Artens rummelige Ramme har ydre Forhold,
Bjærgland, Sletteland, Kalk, Mose osv. megen
Indflydelse især paa Planternes Dragt. Og
blandt Dyrene virker især det Instinkt, der faar
dem til at anstrenge sig i visse bestemte Ret-
ninger allerede i Barndommens Leg, paa Lege-
mets og Lemmernes Udvikling (se vore Cykli-
ster 1) Mendel og de Vries har forhaabentlig
Ret i, at et levende Væsen er en passende
Bunke af Egenskaber, der med Nutidens Kløgt
kan skilles og sættes sammen, hvad hidtil den
fri, lovbundne Natur har besørget (de Vries
mener ikke, man behøver at regne med mere
end omtrent 4000 forskellige Egenskaber).

Og Darwin? Han har haft Ret i at sætte
Kampen for Tilværelsen som den store Højeste-
ret, der dømmer alle Former og al Færd til
Bevarelse eller Udslettelse. Men Kampen for
Tilværelsen kan flyttes fra den enkelte over
paa Samfundet, Saaledes at Sammenhold giver
den svage større Styrke end den stærke. Og
det har Darwin ogsaa allerede paapeget, naar
han paa et Spørgsmaal svarede, at det var ikke
let at sige, hvorledes Menneskets Stamfader
havde set ud. Men han vilde nærmest tro, at
det var en temmelig svag Skabning, fordi Tran-
gen til gensidig Hjælp vilde have fremmet Sam-
fundslivet og dermed de ædleste, sjælelige Egen-
skaber.

Eline Begtrup.

Ordskifte.

Fra Folketingsmand J.|C. Christensen

har vi modtagetJfølgende:

Folketingsmand C. Th. Zahle skriver i Højskole-
bladet følgendej:

»Hr. J.~C. Christensen.^der er overbevist
om gentagende at have talt Usandhed i Rigs-
dagen. .;..-.-«

Hertil ønsker jeg kun at sige, at Hr. Zahle
vel gentagende paa Rigsdagen har paastaaet, at jeg
talte Usandhed, men at han aldrig har haft nogen
Berettigelse for sine Paastande.

Ærbødigst

J. C. Christensen.