[spine]

CH. DARWIN

MENNESKETS

AFSTAMNING

OG

PARRINGSVALGET

[front cover]

[inside front cover]

[page i]

[page ii]

[page iii]

CHARLES DARWIN.

MENNESKETS AFSTAMNING

OG

PARRINGSVALGET.

OVERSAT AF

J. P. JACOBSEN.

FØRSTE BIND.

MED 25 TRÆSNIT I TEKSTEN.

KJØBENHAYN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)

THIELES BOGTRYKKERI.

1874.

[page iv]

[page v]

INDHOLD.

Indledning................................................ I-V.

Første Del.

MENNESKESLÆGTENS OPRINDELSE.

Første Kapitel. Bevis for, at Mennesket nedstammer fra en eller anden lavere Form.

Beskaffenheden af Beviserne for Menneskeslægtens Oprindelse — Homologe Bygningsdele hos Mennesket og de lavere Dyr — Forskjel-lige Lighedspunkter — Udvikling— Rudimentære Bygningsdele, Muskler, Sandseorganer, Haar, Ben, Reproduktionsorganer o. s. v. — Hvad Betydning disse tre store Klasser af Kjendsgjerninger have for Menneskeslægtens Oprindelse....................................... 3—27.

Andet Kapitel.

Sammenligning mellem Menneskets og de lavere Dyrs sjælelige Evner.

Forskjellen imellem den højest staaende Abe og den lavest staaende Vildes sjælelige Evner er uhyre stor — Visse Instinkter ere fælles — Sindsbevægelse — Nysgjerrighed — Efterabeise — Opmærksomhed — Hukommelse — Indbildningskraft — Forstand — Fremadskridende Udvikling — Dyr, der bruge Værktøj og Vaaben — Sprog — Selvbevidsthed — Skjønhedssands — Tro paa Gud — Aands-virksomhed, Overtro..................................... 28—63.

Tredie Kapitel.

Sammenligning mellem Menneskets og de lavere Dyrs Sjæleevner (fortsat).

Moralsk Følelse — Grund-Paastand — Selskabelige Dyrs Egenskaber — Selskabelighedens Oprindelse — Kamp mellem hinanden modsatte

[page vi]

Instinkter — Mennesket er et selskabeligt Dyr — De mere varige selskabelige Instinkter sejre over andre mindre varige Instinkter — De Vilde tage kun selskabelige Dyder i Betragtning — De Dyder, der komme i Betragtning i Forholdet til Individet, ere erhvervede paa et senere Udviklingstrin — Vigtigheden af den Dom, som Medlemmerne af samme Selskab fælde over Individets Opførsel — Nedarvingen af moralske Tendenser — Resumé.......................... 64—103.

Fjerde Kapitel.

Om den Maade, paa hvilken Mennesket har udviklet sig af en elier anden lavere Form.

Legemets og Sjælens Variabilitet hos Mennesket — Arvelighed — Arvelighedens Aarsager — Varieringslovene ere de samme for Mennesket som for de lavere Dyr — Livsbetingelsernes direkte Indvirkning — Virkningerne af stigende Brug eller Ikke-Brug af visse Dele — Hæmmet Udvikling — Attavisme — Korrelativ Varieren — Tilvækstens Forhold — Hindringer for Tilvækst — Kvalitetsvalg — Mennesket er det herskende Dyr her paa Jorden — Betydningen af hans Legemsbygning — Aarsagerne til hans oprejste Gang — Heraf betingede Forandringer i hans Bygning — Hjørnetændernes aftagende Størrelse — Hjerneskallens forøgede Størrelse og forandrede Form — Nøgenhed — Manglen paa Hale — Menneskets forsvarsløse Tilstand................. 104—156.

Femte Kapitel.

Om de intellektuelle og moralske Evners Udvikling i de første Tider og under Civilisationen.

De intellektuelle Evners fremadskridende Udvikling ved Kvalitetsvalgets Hjælp — Efterlignelsesdriftens Betydning — Selskabelige og moralske Evner — Deres Udvikling hos den enkelte Stamme — Kvalitetsvalgets Indvirkning paa civiliserede Folkeslag — Bevis for at civiliserede Folkeslag tidligere vare uciviliserede............... 157—183.

Sjette Kapitel.

Om Menneskets Slægtskab og Genealogi.

Menneskets Plads i Dyrerækken — Det naturlige System er genealogisk — Adaptive Karakterer have ringe Værd — Forskjellige smaa Ligheder mellem Mennesket og de Firhændede — Menneskets Plads i det naturlige System — Menneskets Fødestavn og Ælde — Manglen paa fossile Mellemled — Lavere Trin i Menneskets Genealogi, paaviste for det Første ved Beslægtethed og for det Andet ved Bygning — Hvirveldyrenes tidligere androgyne Tilstand — Slutning.......184—213.

[page vii]

Syvende Kapitel.

Om Menneske-Racerne.

Arts-Karakterernes Natur og Værd — Deres Anvendelse paa Menneskeracerne — Grunde for og imod, at regne de saakaldte Menneskeracer tor forskjellige Arter — Underarter — Monogenister og Polygenister — Karakterkonvergens — Talrige sjælelige og legemlige Lighedspunkter mellem de mest forskjellige Menneskeracer — Menneskets Tilstand, dengang han først udbredte sig over Jorden — Hver Race nedstammer ikke fra et enkelt Par — Racers Uddøen — Dannelsen af Racer — Virkninger af Krydsning — Livsbetingelsernes direkte Indvirknings ringe Betydning — Liden eller ingen Paavirkning af Kvalitetsvalg — Parringsvalg ............................................. 214— 251.

Anden Del.

PARRINGSVALG.

Ottende Kapitel.

Principer for Parringsvalget.

Sekundære Kjønskarakterer — Parringsvalg — Virkemaade — Hannernes overvejende store Antal — Polygami — I Almindelighed blive kun Hannerne modificerede ved Parringsvalg — Hannens Fyrighed — Hannens Variabilitet — Hunnerne vælge — Parringsvalg sammenlignet med Kvalitetsvalg — Nedarvi'ng til tilsvarende Livsperioder, til tilsvarende Aarstider og begrændset ved Kjønnet — De forskjellige Ar-velighedsformers Forhold til hinanden — Aarsagerne til, at det ene Kjøn af Ungerne ikke blive modificerede ved Parringsvalg — Tillæg om de to Kjøns Proportionstal i Dyreriget — Om Begrændsningen af de to Kjøns Antal ved Kvalitetsvalg........................... 255—324.

Niende Kapitel. Om de sekundære Kjønskarakterer i de lavere Klasser af Dyreriget.

Sekundære Kjønskarakterer mangle i de laveste Klasser — Straa-lende Farver — Bløddyr — Ledorme — Krebs; de sekundære Kjønskarakterer stærkt udviklede; Dimorfisme; Farve; Karaktererne blive ikke erhvervede, førend Individerne ere voksne — Edderkopper, deres Kjøjiskarakterer; Hannernes Stridulation — Tusindben..... 325—344.

[page viii]

Tiende Kapitel.

Sekundære KJenskarakterer bos Insekterne.

Hannerne have forskjellige Dannelser, hvormed de kunne gribe Hunnerne — Forskjelligheder mellem Kjønnene, hvis Betydning man ikke forstaaer — Kjønnenes Forskjel i Størrelse — Thysanura — Dip-tera — Hemiptera — Homoptera, kun Hannerne have Evne til at frembringe Musik — Orthoptera, Hannernes musikalske Instrumenter med meget forskjelligartet Bygning; Stridbarhed; Farver — Neuroptera, sexuelle Farveforskjelligheder — Hymenoptera, Stridbarhed og Farver— Coleoptera, Farver; de store Horn, aabenbart en Prydelse; Kampe; Gnideorganer som oftest fælles for begge Kjøn.............345—388.

Ellevte Kapitel.

Fortsættelse af Insekterne — Lepidopterernes eller Sommerfuglenes

Orden.

Sommerfuglenes Bejlen — Kampe — Dikkende Lyd — Farver, fælles for begge Kjøn eller mere straalende hos Hannerne — Exempler — Skyldes ikke Livsbetingelsernes direkte Indvirkning — Beskyttelses-farver — Natsværmernes Farver — Fremvisning af disse Farver — Lepidopterernes Forstandsevner — Variabilitet — Aarsagen til Forskjellen mellem Han og Hun i Farve — Formumninger, Sommerfuglehunner mere straalende farvede end Hannerne — Larvernes straalende Farver — Resumé og Slutningsbemærkninger om Insekternes sekundære Kjøns-karakterer — Sammenligning mellem Insekter og Fugle.... 389—426.

[page I]

Indledning.

Man vil bedst forstaa, af hvad Beskaffenhed det foreliggende Værk er, ved at jeg i al Korthed gjør Rede for, hvordan det er blevet til. I mange Aar havde jeg samlet Noter om Menneskeslægtens Afstamning eller Oprindelse, uden at have til Hensigt at offenliggjøre Noget om dette Emne; tvertimod var jeg meget snarere bestemt paa ikke at gjøre det, da jeg tænkte, at jeg derved blot vilde vække endnu flere Fordomme imod min Theori. Jeg syntes, det var tilstrækkeligt, at jeg i den første Udgave af min »Arternes Oprindelse« havde sagt, at dette Værk »vilde kaste Lys over Menneskets Oprindelse og Historie«; thi derved havde jeg jo sagt, at Mennesket maa sættes i Klasse med andre organiske Væsner, naar man skal drage en almindelig Slutning om den Maade, hvorpaa hans Fremtræden her paa Jorden er gaaet for sig. Nu seer Sagen imidlertid ganske anderledes ud. Naar en Naturforsker som Carl Vogt i sin Tiltrædelsestale som Præsident for Institution nationale i Genf (1869) kan sige: »Ingen, i det Mindste Ingen i Evropa, vover mere at fastholde en uafhængig og stykkevis Skabelse af Arterne«, saa er det aabenbart, at der i det Mindste maa være en stor Mængde Naturforskere, der indrømme, at Arterne ere modificerede Efterkommere af andre Arter; -og saaledes forholder det

[page] II

sig ogsaa, særlig med de opvoksende yngre Naturforskere. Flertallet indrømmer Kvalitetsvalgets Virken, om der end er Nogle, der hævde — om med Rette eller Urette, det maa Fremtiden afgjøre — at jeg i høj Grad har overvurderet dets Betydning. Af Naturvidenskabens ældre og højt agtede Stormænd er der uheldigvis endnu stadig mange, der modsætte sig Evolution i en hvilkensomhelst Form.

De Anskuelser, som nu ere anerkjendte af de fleste Naturforskere og som sluttelig, som i ethvert andet. Tilfælde, ville blive det af Andre, have ført mig til at samle mine Bemærkninger, for at jeg kunde faa Syn paa, hvorvidt de almindelige Slutninger, som jeg var kommet til i mine andre Værker, kunne anvendes paa Mennesket. Dette syntes mig saa meget mere ønskeligt, som jeg aldrig omhyggelig havde prøvet paa at anvende de nævnte Anskuelser paa en enkelt Art. Henvende vi vor Opmærksomhed paa en enkelt Form, saa berøves vi de vægtige Argumenter, som kunne hentes fra Beskaffenheden af de Slægtskabsforhold, der forbinde hele Grupper af Organismer med hinanden — deres geografiske Fordeling nu og fordum og deres geologiske Rækkefølge. Tilbage bliver der at betragte de homologe Bygningsforhold og de rudimentære Organer hos den Art, det være sig Mennesket eller et hvilketsomhelst andet Dyr, som vi henvende vor Opmærksomhed paa; men disse store Klasser af Kjendsgjerninger tale ogsaa, efter hvad jeg synes, fyldigt og afgjørende til Gunst for Theo-rien om en trinvis Udvikling. Den stærke Støtte, som de andre Argumenter give, bør imidlertid stedse beholdes in mente.

I dette Værk skulle vi altsaa undersøge, for det Første, hvorvidt Mennesket, ligesom enhver anden Art, nedstammer fra en eller anden Form, der tidligere har existeret; for det Andet, paa hvilken Maade han har udviklet sig, og for det Tredie, hvad Værd Forskellighederne mellem de saakaldte Menneskeracer har. Da jeg skal

[page] III

indskrænke mig til at behandle disse Spørgsmaal, vil det ikke blive nødvendigt at give en detailleret Beskrivelse af Forskjellighederne mellem de forskjellige Racer — et uhyre omfangsrigt Emne, som er blevet fyldigt omhandlet i mange værdifulde Værker. Menneskeslægtens store Ælde er i den senere Tid blevet godtgjort ved Arbejder af en Skare fremragende Mænd, der begynder med Boucher de Pertes, og det er dem, der have lagt den Grund, der er uomgængelig nødvendig for at forstaa Menneskets Oprindelse. Jeg tager derfor Menneskeslægtens Ælde for given og maa henvise mine Læsere til Charles Lyell's, John Lubbock's og Andres beundringsværdige Afhandlinger. Jeg vil heller ikke faa Lejlighed til mere end blot at hentyde til det Forskjelsbeløb, der er mellem Mennesket og de menneskelignende Aber; thi Professor Huxley har efter de mest kompetente Dommeres Mening afgjørende viist, at Mennesket i hver enkelt synlig Karakter afviger mindre fra de højere Aber, end disse afviger fra de lavere Medlemmer af samme Klasse: Primaternes Klasse. Dette Værk indeholder neppe nogen ny original Kjends-gjerning, Mennesket vedkommende, men da de Slutninger jeg kom til, efter at have gjort et let Udkast, syntes mig interessante, saa tænkte jeg mig, at de ogsaa kunde interessere Andre. Det er ofte og bestemt blevet paa-staaet, at man aldrig kunde faa Noget at vide om Menneskets Oprindelse; men Uvidenhed avler hyppigere Bestemthed end Viden: det er dem, som vide lidet, og ikke dem, som vide meget, der saa bestemt paastaa, at Videnskaben aldrig vil løse dette eller hint Problem. Den Sætning, at Mennesket tilligemed andre Arter nedstammer fra en eller anden gammel, lavere og nu uddød Form, er paa ingen Maade ny. Lamarck kom for længe siden til denne Slutning, som for nylig er bleven hævdet af forskjellige fremragende Naturforskere og Filosofer, f. Ex. Wallace, Huxley, Lyell, Vogt, Lubbock, Buchner, Rolle

[page] IV

og Fl.¹⁾ og særlig Hackel. Denne sidste Naturforsker har foruden i sit store Værk »Generelle morphologi« (1866) fornylig (1868 og 2den Udgave 1870) udgivet sin »Natur-liche Schopfungsgeschichte«, i hvilken han giver en fyldig Fremstilling af Menneskets Afstamning. Dersom det nævnte Værk var udkommet, før mit Udkast var blevet skrevet, vilde jeg rimeligvis aldrig have fuldført det. Næsten alle de Slutninger, jeg er kommet til, finder jeg bekræftede hos denne Naturforker, hvis Kundskaber paa mange Punkter ere langt fyldigere end mine. Hvorsomhelst jeg har optaget en Kjendsgjerning eller Betragtningsmaade efter Professor Håckels Skrifter nævner jeg ham i Teksten, andre Bemærkninger har jeg ladet blive staaende, som de oprindelig stod i mit Manuskript, idet jeg nu og da i Anmærkningerne henviser til hans Arbejder, som en Bekræftelse af de mere tvivlsomme eller interessante Spørgs-maal.

I mange Aar er det forekommet mig i høj Grad sandsynligt, at Parringsvalget har spillet en vigtig Rolle ved Differentieringen af Menneskeracerne; men i min »Origin of Species« (første Udgave S. 199) nøjedes jeg med blot at antyde dette. Da jeg kom til at anvende Parringsvalget paa Mennesket, fandt jeg det uundgaaeligt

1) Da de førstnævnte Forfatteres Værker ere saa velbekjendte, behøver jeg ikke at anføre Titlerne; men da de sidstes ere mindre kjendte i England, nævner jeg dem: — Dr. L. Biichner: »Sechs Vorlesun-gen uber die Darwinsche Theorie«, 2 Auflage, 1868; oversat paa Fransk under Titel af: »Conférences sur la Théorie Darwinienne«, 1869. Dr. F. Rolle: »Der Mensch im ;Lichte der Darwinsche Lehre«, 1865. Jeg skal ikke forsøge paa at give Henvisninger til alle de Forfattere, der have seet Spørgsmaalet paa samme Maade. Saa-danne ere G. Ganestrini, som (»Annuario della Soc. d. Nat«, Modena, 1867, S. 81) har leveret en meget mærkelig Afhandling om rudimentære Karakterer og deres Betydning for Spørgsmaalet om Menneskets. Oprindelse. Endvidere Dr. Barrago Francesco, som (1869) har udgivet et Værk, der har Titlen: »Mennesket skabt i Guds Billede er ogsaa skabt i Billedet af en Abe«.

[page] V

at behandle hele Spørgsmaalet udførligt¹). Som en Følge deraf har den anden Del af nærværende Værk, der handler om Parringsvalget, faaet en temmelig betydelig Størrelse i Sammenligning med første Del; men dette kunde ikke undgaaes.

Det havde været min Hensigt til de foreliggende Bind at føje en Afhandling om Udtrykket for de forskjellige Sindsbevægelser hos Mennesket og de_ lavere Dyr. Min Opmærksomhed blev for mange Aar siden henledt paa dette Spørgsmaal ved Hr. Charles Bell's beundringsværdige Værk. Denne berømte Anatom hævder, at Mennesket er blevet begavet med visse Muskler, ene og alene for at han ved Hjælp af dem kan udtrykke sine Sindsbevægelser. Da denne Antagelse aabenbart staaer i Strid med den, at Mennesket nedstammer fra en eller anden lavere Form, blev det mig nødvendigt at tage Spørgsmaalet under Overvejelse. Jeg ønskede ligeledes at komme til Vished om, hvorvidt Sindsbevægelserne udtrykkes paa den samme Maade af de forskjellige Menneskeracer. Men da det foreliggende Arbejde allerede er blevet saa stort, har jeg anseet det for bedre at gjemme min Afhandling, som nu tildels er færdig, og udgive den særskilt.

1) Prof. Håckel er den eneste Forfatter, som siden Udgivelsen af Arternes Oprindelse« i sine forskjellige Værker med stor Dygtighed har drøftet Spørgsmaalet om Parringsvalg, og den eneste, der har indseet dets fulde Betydning.

[page VI]

[page 1]

FØRSTE DEL.

MENNESKESLÆGTENS OPRINDELSE.

[page 2]

[page 3]

FØRSTE KAPITEL.

BEVIS FOR, AT MENNESKET NEDSTAMMER FRA EN ELLER ANDEN LAVERE FORM.

Beskaffenheden af Beviserne for Menneskeslægtens Oprindelse — Homologe Bygningsdele hos Mennesket og de lavere¹⁾ Dyr — Forskjellige Lighedspunkter — Udvikling — Rudimentære Bygningsdele, Muskler,. Sandseorganer, Haar, Ben, Reproduktionsorganer o. s. v. — Hvad Betydning disse tre store Klasser af Kjendsgjerninger have for Menneskeslægtens Oprindelse.

Den, som ønsker at komme til Klarhed om, hvorvidt Mennesket er en modificeret Efterkommer af en Form, der tidligere har existeret, vil rimeligvis først spørge om, hvorvidt Mennesket varierer lidt eller meget i sit Legemes Bygning og i sine sjælelige Evner; og, hvis dette viser sig at være Tilfældet, hvorvidt da Varieringerne nedarves til Afko.mmet efter de Love, som gjælde for de lavere Dyr, f. Ex. Loven om Nedarving af Karakterer i samme Alder eller til samme Kjøn. Fremdeles vil han vel spørge, om Varieringerne ere, for saa vidt vor Uvidenhed tillader os at have nogen Mening derom, Resultatet af de samme almindelige Aarsager, og om de lyde de samme alminde-

1) Ved lavere Dyr mener Darwin lavere i Forhold til Mennesket. Lavere Dyr bliver saaledes her ensbetydende med højere Dyr efter almindelig Sprogbrug. O. A.

1*

[page] 4

lige Love som hos de andre Organismer f. Ex. Loven om Korrelation, om de arvelige Virkninger af Brug og Ikke-Brug o. s. v. Er, spørges der vel videre, Mennesket underkastet lignende Misdannelser, der resultere af standset Udvikling, af Fordobling af Dele o. sv., og viser der sig hos ham, under nogle af disse anomale Forhold, Tilbagevenden til tidligere gamle Bygningstyper? Det vilde ogsaa være meget naturligt at spørge om, hvorvidt Mennesket ligesom saa mange andre Dyr har frembragt Varieteter og Underracer, der kun afvige lidt fra hinanden indbyrdes, eller om de her frembragte Racer ere saa forskjellige, at de næsten kunne ansees for egne Arter. Saa kunde man fremdeles spørge, hvorledes disse Racer ere fordelte paa Jordkloden, og om de, naar de krydses, gjensidig paavirke hinanden baade i første Generation og i de efterfølgende. Og saadan kunde man fortsætte sin Spørgen længe. Spørgeren vilde dernæst komme til den væsenlige Ting, om Mennesket forøger sit Individantal efter et saa højt Forhold, at det nu og da kunde føre til en haard Tilværelseskamp, og som en Følge deraf til at heldige Varieringer, legemlige eller sjælelige, bleve bevarede og skadelige Varieringer udryddede. Angribe Menneskeracerne eller Menneskearterne — hvilken Betegnelse man nu vil bruge — hinanden, og tage de hinandens Plads, saaledes at sluttelig nogle blive udryddede? Vi ville faa at se, at alle disse Spørgsmaal, hvad man for de flestes Vedkommende nok kan slutte sig til paa Forhaand, maa besvares bekræftende, saaledes som de bleve det, da Talen var om de lavere Dyr. Men de forskjellige Ting, som vi nu have hentydet til, maa foreløbig for en Bekvemmeligheds Skyld lades uomtalte, og vi ville først give os i Lag med at undersøge, hvorvidt der i Menneskets Legemsbygning viser sig Spor — mere eller mindre tydelige — til, at han nedstammer fra en lavere Form. I de to efterfølgende Kapitler ville vi omtale Menneskets sjælelige Evner i Sammenligning' med de lavere Dyrs.

[page] 5

Menneskets Legemsbygning. — Det er aaben-bart, at Mennesket er bygget efter den samme almindelige Type eller Model som de andre Pattedyr. Til alle Benene i hans Skelet finde vi tilsvarende Ben i Abekattens, Flagger-musens og Sælhundens. Det Samme gjælder om hans Muskler, Nerver, Blodkar og Indvolde. Som Huxley og andre Anatomer have viist, følger Hjernen, det vigtigste af alle Organer, den samme Lov. Bischoff¹), som er et Vidne fra Fjendens Lejr, indrømmer, at enhver Hove.dfold og Fure i Menneskets Hjerne har sit Analogon i Orangutangens; men han tilføjer, at deres Hjerner ikke i nogen-somhelst Udviklingsperiode stemme fuldkommen overens; og det kunde man heller ikke have ventet; thi i saa Fald vilde deres sjælelige Evner have været de samme. Vulpian^) bemærker: »de virkelige Forskjelligheder mellem Menneskets og de højere Abers Hjernemasse ere yderst smaa. I den Henseende er det ikke værd at gjøre sig Illusioner. Mennesket staaer for Hjernens anatomiske Karakterers Vedkommende meget nærmere ved de menneskelignende Abekatte end disse ved ikke blot andre Pattedyr, men selv ved visse Firhændede: Guenoner og Macacci.« Men det er overflødigt her at omtale flere Detailler angaaende den Parallelisme, der er mellem Menneskets og de højere Pattedyrs Hjernebygning og øvrige Bygningsdele.

Det kunde imidlertid være Umagen værd nøjere at omtale nogle faa Punkter, som ikke direkte eller aaben-lyst vedkomme Bygningen; men hvor denne Overensstemmelse eller Beslægtethed fremtræder tydeligt.

Mennesket er i Stand til fra de lavere Dyr at modtage og til dem at meddele visse Sygdomme, saasom Vandskræk, Kopper, Krop o. s. v., og denne Kjendsgjerning viser, hvor stor Ligheden er mellem deres Væv og Blod,

1) »Grosshirnwlndungen des Menschen«, 1868. S. 96.

²) »Lee. sur la Phys.., 1866. S. 890. Citeret af Daily i »L'ordre des Priinates et le Transformisme«, 1868. S. 29.

[page] 6

baade i den fineste Bygning og i kemisk Sammensætning, langt tydeligere, end det vilde vise sig ved Hjælp af det bedste Mikroskop eller ved den bedste Analyse. Abekatte ere udsatte for mange af de samme ikke-smitsomme Sygdomme, som plage os; saaledes fandt Rengger¹), der længe og omhyggeligt iagttog Gebus Azaræ i dens Fødeland, at den var udsat for Katarrh med de sædvanlige Symptomer, og som, naar den ofte kom igjen, medførte Svindsot. Disse Abekatte led ogsaa meget af Apoplexi, Betændelse af Indvoldene og Stær. Ungerne døde ofte af Feber i den Tid, de skiftede deres Mælketænder. Lægemidler gjorde den samme Virkning paa dem, som de gjøre paa os. Mange Slags Abekatte have megen Smag for The, Kaffe og spirituøse Drikke, og de ryge, som jeg selv ofte har seet, Tobak med Fornøjelse. Brehm forsikkrer, at de Indfødte i det nordøstlige Afrika fange de vilde Bavianer ved at sætte Kar frem, der indeholde stærkt 01, i hvilket Dyrene saa drikke sig fulde. Han har seet nogle af disse Aber, som han holdt fangne, i denne Tilstand, og han giver en morsom Beskrivelse af deres underlige Grimacer og hele Opførsel. Dagen efter en saadan Rus vare de daarlige og gnavne. De holdt begge Hænder mod deres bankende Tindinger og saae yderst ynkelige ud; bød man dem 01 eller Vin, vendte de sig bort med Væmmelse, men vare glade ved Citronsaft²). En amerikansk Abekat, en Ateles, der engang var bleven fuld af Kognak, gad ikke se det mere og var saaledes klogere end mange Mennesker. Disse Smaaexempler vise, hvor stor Lighed der maa være mellem Menneskets og Abekattenes Nerver og Smag, og hvorledes hele deres Nervesystem paa virkes paa samme Maade.

¹⁾ »Naturgeschichte der Såugethiere von Paraguay«, 1830. S. 50.

²) Brehm: »Thierleben«. Erster Band. S. 75,86 Om Ateles se S. 105. Om andre Tilfælde se S. 25, 107.

[page] 7

Mennesket pines af Indvoldsorme, der ofte frembringe sørgelige Virkninger, og plages af udvortes Snyltedyr, og de høre Allesammen til de samme Slægter eller Familier, som de, der fortrædige andre Pattedyr. Mennesket er ligesom andre Pattedyr, Fugle, ja endogsaa Insekter undergiven den mysteriøse Lov, som foraarsager, at visse normale Processer, saasom Svangerskab og ligeledes forskjellige Sygdommes Udvikling og Varighed følge Maane-skiftet¹). Menneskets Saar læges ved den samme Helbredelsesproces, og de Stumper af Lemmer, der blive siddende efter en Amputation, have undertiden, navnlig i tidlige Fostertilstande, Evne til Regeneration ligesom de laveste Dyr²).

Hele Forplantelsesprocessen er forbavsende ens hos alle Pattedyr, lige fra de første indledende Skridt fra Hannens Side ³) til Fødselen og Ungernes Opfostring. Abe-katteungerne fødes i en næsten ligesaa hjælpeløs Tilstand som de smaa Menneskebørn; og i visse Slægter ere Ungerne fuldt saa forskjellige i Udseende fra de Voksne, som de

1) For Insekternes Vedkommende se Dr. Laycock: -on a general law of vital periodicity». British Association 1842. Dr. Maceulloch, Silliman's North-american journal of science, Vol. 17, S. 305, har seet en Hund, der led af Trediedags-feber.

²) Exempler herpaa kan findes i mit Værk: »animals and Plants under domestication. Vol. 2. S. 15.

³) »Mares e diversis generibus Quadrumanorum sine dubio dignoscunt feminas humanas a maribus. Primum, credo, odoratu, postea aspectu. Mr. Youatt, qui diu in hortis zoologicis (bestiariis) medicus animalium erat, vir in rebus observandis cautus et sagax, hoc mihi certissime probavit, et curatores ejusdem loci et alii e mi-nistris connrmaverunt. Sir Andrew Smith et Brehm notabant idem in Cynocephalo. lllustrissimus Cuvier etiam narrat multa de hac re qva ut opinor nihil turpius potest indicari inter omnia hominibus et Quadrumanis communia. Narrat enim Gynocephalum quendam in furorem incidere aspectu feminarum aliquarum, sed nequaquam accendi tanto furore ab omnibus. Semper eligebat juniores, et dignoscebat in turba, et advocabat voce gestuque.«

[page] 8

smaa Børn ere det fra deres Forældre¹). Nogle Forfattere have ment, at det er en meget væsenlig Forskjel, at Menneskets Afkom kommer til Modenhed i en meget senere Alder end noget andet Dyrs; men dersom vi tage de Menneskeracer, som bebo de tropiske Lande, med i Betragtning, saa er Forskjellen ikke stor; thi man antager ikke, at Orang-Utangen bliver mandvoxen, før den er imellem ti og femten Aar gammel²). Manden er for-skjellig fra Kvinden i Størrelse, Legemsstyrke, Haarrigdom osv. ligesom ogsaa i Sindet, ganske paa samme Maade som de to Kjøn hos mange Pattedyr ere forskjellige fra hinanden. Det er kort sagt næsten umuligt at overvurdere den store Overensstemmelse, der er i Bygning i Almindelighed, i Vævenes mikroskopiske Bygning, i kemisk Sammensætning og i Konstitution mellem Mennesket og de højere Dyr, særligt da de menneskelignende Aber.

Embryonal Udvikling. — Mennesket udvikles af et Æg, der omtrent er _T^₅ Del af en Tomme i Diameter, og dette Æg er i ingen Henseende forskjelligt fra andre Dyrs. Fostret kan i dets tidligste Tid næppe skjelnes fra Fostret hos andre Medlemmer af Hvirveldyrriget. I Begyndelsen gaa Blodaarerne i bueagtige Grene, ligesom om de skulde føre Blod til Gjæller, der jo ikke findes hos de højere Hvirveldyr, omendskjøndt Spalterne paa Siden af Halsen endnu findes (se den anden og tredie Fold bagved Øjet, d, Fig. 1), og vise, hvor de tidligere sad. I en noget senere Periode, naar Extremiteterne ere udviklede, »komme,« som den berømte v. Baer bemærker, »Salamandres og Pattedyrs Fødder, Fuglenes Vinger og Fødder saa vel som Menneskets Hænder og Fødder, Altsammen af den samme Grundform.«

1) Geoffroy Saint-Hilaire og F. Cuvier bemærke dette om Cynocephalus og de menneskelignende Aber i: »hist. nat. des Mammiféres«. T. 1. 1824.

²) Huxley: »mans place in nature«. 1863. S. 34

[page] 9

»Det er,« siger Professor Huxley¹), »netop paa de senere Udviklingstrin, at det unge Menneske-Væsen frembyder udprægede Forskjelligheder fra den unge Abe, og denne sidste er, i sin Udvikling lige saa forskjellig fra Hunden som Mennesket fra den. Saa forbavsende som denne sidste Paastand end maa synes, saa er den dog haandgribelig sand.«

Da nogle af mine Læsere maaske aldrig have seet en Tegning af et Foster, har jeg her meddelt en af et Menneske og en af en Hund paa omtrent samme tidlige Udviklingstrin,, begge omhyggeligt kopierede efter to Værker af uomtvistelig Nøjagtighed²).

Efter de foregaaende Udtalelser af saa store Avtoriteter vilde det være overflødigt, om jeg gav mig til at anføre en Mængde laante Smaating, der kunde tjene til at vise, at Meneskets Embrye nøje ligner andre Pattedyrs. Det kan imidlertid bemærkes, at det menneskelige Embrye i mange Bygningsforhold ogsaa ligner visse lave Former i fuldvoksen Tilstand. Hjertet f. Ex. er i Begyndelsen blot et simpelt pulserende Kar; Exkrementerne udtømmes gjennem en Kloak, og Halebenet rager frem som en virkelig Hale »og staaer betydeligt ud fra de rudimentære Ben⁸)«. Hos alle luftaandende Hvirveldyrs Embryer Jer der visse Kirtler, der kaldes for de Wolffiske Legemer

1) »Mans Place in Nature«. 1863. S. 67.

²) Menneske-Embryet (den øverste Figur) er fraEcke's: »Icones Phys.«, 1851-1859, Tab. XXX, flg. 2. Dette Embrye var ti Linier langt, Tegningen er saaledes meget forstørret. Hunde-Embryet er taget af.Bischoff: »Entwicklungsgesehichte des Hunde-Eies«, 1845. Tab.Xi, flg. 42 B. Denne Tegning er forstørret fem Gange, Embryet var 25 Dage gammelt. Indvoldene ere udeladte, og de vedhængende Livmoderdele ere fjernede i begge Tegninger. Prof. Huxley henledte min Opmærksomhed paa disse Afbildninger, og det var af hans Værk: »Man's Place in Nature«, at jeg fik den Ide at lade dem følge med. Håckel har givet lignende Tegninger i sin »Schopfungs-geschichte«.

³) Prof. Wyman i: Proc. of American Acad. of Sciences. Vol. IV. 1860. S. 17.

[page] 10

(Corpora wolffiana), og de svare til og virke paa samme Maade som Nyrerne hos de voksne Fisk¹). Selv paa et senere Embryestadium kan der iagttages nogle slaaende Ligheder mellem Mennesket og de lavere Dyr. _t Bischoff siger, at Hjernefolderne hos et Menneskefoster i Slutningen af den syvende Maaned ere omtrent lige saa udviklede som hos en voksen Bavian²). Den store Taa, der, som Professor Owen bemærker³), »støtter, naar der staaes eller gaaes, er maaske den mest karakteristiske Ejendommelighed ved Menneskets Legemsbygning;« men hos et Embrye, der omtrent var en Tomme langt, fandt Professor Wyman⁴), »at den store Taa var kortere end de andre, og i Stedet for at være parallel med dem, dannede den en Vinkel med Siden af Foden og svarede saaledes til den Stilling, som denne Del altid har hos de Fir-hændede.« Jeg vil slutte med et Citat af Huxley⁵), som, efter at have spurgt, om Mennesket bliver til paa en anden Maade end en Hund, en Fugl, en Frø eller en Fisk, siger: »der kan ikke et Øjeblik være Tvivl om Svaret; der kan ikke være Tale om Andet, end at jo den Maade, paa hvilken Mennesket opstaaer og Menneskets tidlige Udviklingstrin ere identiske med de Dyrs, der staa lige nedenfor ham i Systemet; der er i saa Henseende ingen Tvivl om, at han staaer langt nærmere ved Aberne end Aberne ved Hunden.«

Rudimenter. — Dette Emne vil, omendskjøndt det i og for sig ikke er mere vigtigt end de to sidste, for visse Aårsagers Skyld her blive behandlet mere udførligt⁶).

¹) Owen: »Anatomy of Vertebrates>. Vol. I. S. 533.

²) »Die Grosshirnwindungen des Menschen«. 1868. S. 95.

³) »Anatomy of Vertebrates«. Vol. II. S. 553.

⁴) Proc Soc. Nat. Hist. Boston. 1863. Vol. IX. S. 185.

⁵) »Man's Place in Nature«. S. 65.

⁶) Jeg havde skrevet et foreløbigt Udkast til dette Kapitel, før jeg læste en udmærket Afhandling: »Caratteri rudimentali in ordine all' origine

[page] 11

Der kan ikke nævnes et eneste af de højere Dyr, som ikke har en eller anden Del, der er i en rudimentær Tilstand , og Mennesket danner ingen Undtagelse fra Reglen.

 

dell uomo« (Annuaria della Soc. d. Nat., Modena, 1867, S. 81) af G. Canestrini, som jeg har meget at takke for. v Håckel har givet en beundringsværdig Behandling af hele Emnet under: Dysteleologi, i sin »Generelle Morphologie. og i »Sehopfungsgeschichte«.

[page] 12

Man maa skjelne mellem rudimentære og begyndende Organer, om end denne Adskillelse i nogle Tilfælde kan falde vanskelig nok. De førstnævnte ere enten absolut unyttige saaledes som Brystvorterne hos Pattedyrenes Hanner eller Drøvtyggernes Fortænder, der aldrig bryde frem gjennem Gummerne, eller ogsaa ere de til saa lidt Nytte for deres nuværende Ejermænd, at de ikke kunne antages at være blevne udviklede under de for Haanden værende Omstændigheder. Organer i denne sidste Tilstand ere ikke i strængeste Forstand rudimentære; men de nærme sig til det. Paa den anden Side ere begyndende Organer, om-endskjøndt de ikke ere fuldstændig udviklede, i høj Grad nyttige for deres Ejermænd og kunne udvikles videre. Rudimentære Organer ere i høj'Grad variable, og dette er tildels uforstaaeligt, da de ere unyttige eller næsten unyttige og som en Følge deraf ikke længere udsatte for Kvalitetsvalgets Paavirkning. Undertiden forsvinde de ganske. Naar dette indtræffer, ere de ikkedestomindre i Stand til nu og. da at komme til Syne igjen ved Attavisme; og dette er en Omstændighed, der vel er værd at lægge Mærke til. Ikke-Brug i den Periode, da et Organ navnlig bruges, og det er i Almindelighed, naar Dyret er udvokset, i Forbindelse med Nedarvning til en tilsvarende Periode, synes at have været de Hovedaarsager, der have gjort Organerne rudimentære. Betegnelsen Ikke-Brug siger ikke blot, at Musklerne have været mindre brugte, men ogsaa, at der er blevet tilført mindre Blod til en vis Del eller et vist Organ, der har været færre forskjellige Tryk underkastet, eller som er blevet mindre brugt. Rudimenter kunne imidlertid forekomme i det ene Kjøn hos Dele, der findes normale hos det andet Kjøn, og saadanne Rudimenter ere, som vi senere skulle se, opstaaede paa en særegen Maade. I nogle Tilfælde ere Organerne blevne reducerede ved Kvalitetsvalgets Paavirkning, fordi de have været skadelige for Arten under forandrede Livsbetingelser. Redaktionsprocessen støttes sandsynligvis ofte af de to Love om

[page] 13

Væksterstatning og Vækstbesparelse; men Reduktionens senere Trin, naar Ikke-Brug har gjort Alt, hvad der med Rimelighed kan tilskrives det, og naar det, der skulde spares ved Vækstbesparelsen, kun kan være meget lidt¹), er vanskeligt at forstaa. Den endelige og fuldstændige Undertrykkelse af en eller anden Del, der i Forvejen er unyttig og meget reduceret i Størrelse, i hvilket Tilfælde hverken Væksterstatning eller Vækstbesparelse kan komme til at spille nogen Rolle, er maaske forstaaelig, naar man tager Hypothesen om Pangenesis med til Hjælp og tilsyneladende ikke ellers. Men da hele Emnet om rudimentære Organer er blevet fyldigt omtalt og ledsaget af oplysende Exempler i mine tidligere Værker²), behøver jeg her ikke at udtale mig videre desangaaendé.

Man har mange Steder paa det menneskelige Legeme ³) iagttaget Rudimenter af forskjellige Muskler, og ikke faa Muskler, som normalt forekomme hos nogle af de lavere Dyr, kunne lejlighedsvis forefindes hos Mennesket i en meget reduceret Tilstand. Enhver maa have lagt Mærke tir den Evne, som mange Dyr, særlig Heste, have til at bevæge eller ryste deres Hud, og dette bevirkes ved en Muskel, der kaldes Panniculus carnosus. Paa forskjellige Steder af vort Legeme finde vi Rester af denne Muskel i Virksombed f. Ex. paa Panden, hvor de tjene til at løfte Øjenbrynene. Halsens Hudmuskel (platysma myoides), som hos os er vel udviklet, hører til dette System,

1) Gode Bemærkninger om dette Spørgsmaal af d'Hrr. Murrie og Mivart findes i Transaet. Zoolog. Soc. 1869, Vol. VII, S. 92.

²) »Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II. S. 317 og 397. Se ogsaa: »Arternes Oprindelse«. S. 548.

³) Richard beskriver og afbilder f. Ex. (Annales des Sciences Nat. 3™ Serie. Zoolog. 1852. Tom. XVIII, S. 13) Rudimenter af, hvad han kalder: »muscle pédieux de la main«, og han siger, at den er undertiden: »inflniment petit«. En anden Muskel, kaldet: »le tibial postérieur« findes i Almindeligbed ikke paa Haanden, men forekommer dog nu og da i en mere eller mindre rudimentær Tilstand.

[page] 14

men kan ikke vilkaarlig bringes i Bevægelse. Professor Turner fra Edingburgh har nu og da, som han fortæller mig, seet Muskelknipper paa fem forskjellige Steder, nemlig i Armhulen, nær ved Skulderbladet osv., der allesammen maa henføres til Panniculus. Han har ogsaa viist¹), at musculus sternalis eller sternalis brutorum, der ikke er en Udvidelse af rectus abdominalis (den lige Bugmuskel), men er nær beslæget med Panniculus, fandtes i Forholdet omtrent tre af Hundrede paa henved seks Hundrede Legemer. Han tilføjer, at denne Muskel giver »en udmærket Illustration til den Omstændighed, at tilfældige og rudimentære Bygningsdele i særlig høj Grad ere forskjelligt anbragte.«

Nogle faa Mennesker have den Evne at kunne sammentrække de Muskler, der findes paa Hjerneskallens Overflade, og disse Muskler befinde sig i en variabel og tildels rudimentær Tilstand. Hr. A. de Candolle har meddelt mig et mærkeligt Exempel paa, at denne Evne har holdt sig længe eller været nedarvet længe, ligesom ogsaa paa, at den har været usædvanligt udviklet. Han kjendér en Familie, af hvilken et Medlem, Familiens nuværende Hoved, som Ung kunde kaste flere tunge Bøger bort fra sit Hoved, blot ved at bevæge Hovedhuden, og han vandt Væddemaal ved at gjøre det. Hans Fader, Onkel, Bedstefader og hans tre Børn have den samme Evne udviklet i den samme usædvanlige Grad. Denne Familie blev for otte Generationer siden delt i to Grene, saaledes at Overhovedet for den ovenfor omtalte Gren er Fætter af syvende Grad til Overhovedet for den anden Gren. Denne fjernt beslægtede Fætter boer i en anden Del af Frankrig, og da han blev spurgt om, hvor vidt han var i Besiddelse af den samme Evne, viste han det øjeblikkeligt i Gjerningen. Dette Exempel oplyser godt, hvor vedholdende en absolut unyttig Evne kan nedarves.

1) Prof. W. Turner, Proc. Roy. Soc. Edinburgh. 1866—67, S. 65.

[page] 15

De udvendige Muskler, som tjene til at bevæge hele det ydre Øre, og de udvortes Muskler, der bevæge de forskjellige Dele, og som alle henhøre til Panniculus, forekomme hos Mennesket i rudimentær Tilstand; de ere ogsaa udviklede i forskjellig Grad eller i det Mindste i Retning af at kunnne fungere. Jeg har seet en Mand, der kunde bevæge sine Øren fremad, og en anden, som kunde trække dem tilbage¹), og efter hvad den ene af disse Folk fortalte mig, er det sandsynligt, at de fleste af os ved ofte at berøre vore Øren og derved henvende vor Opmærksomhed paa dem ved gjentagne Forsøg kunde komme til at faa den samme Evne til at bevæge dem. Evnen til at kunne spidse Øren og til at kunne dreje dem i alle Kompassets Retninger er uden Tvivl i højeste Grad nyttig for mange Dyr, da de derved let opdage, naar der er Fare paa Færde. Men jeg har aldrig hørt om et Menneske, der havde det allermindste Spor af Evne til at spidse Øren, — den eneste Bevægelse, han kunde have nogen Nytte af. Hele den ydre Ørebrusk kan, tilligemed de forskjellige Folder og Lapper (helix og antihelix, tragus og antitragus o. s. v.), der hos de lavere Dyr styrker vg støtter Øret naar det spidses, uden i synderlig Grad at forøge dets Vægt, betragtes som et Rudiment. Nogle Forfattere antage imidlertid, at Ørebrusken tjener til at overføre Svingningerne til Hørenerven; men Hr. Toynbee²), der har samlet alle de kjendte Tilfælde, der vedrøre denne Sag, er kommen til det Resultat, at det ydre Øre ikke er til nogen bestemt Nytte. Chimpanzeens og Orangutangens Øren ligne mærkværdigt Menneskets, og Opsynsmændene i de zoologiske Haver forsikkre mig, at disse Dyr aldrig bevæge dem eller spidse dem, saa at de altsaa, hvad Funktion augaaer, befinde sig i en ligesaa rudimentær

¹) Canestrini citerer i samme Anledning Hyrt. (Ånnuario della Soc.

dei Naturalis«, Modena 1867, S. 97.)

²) The diseases of the Ear by J. Toynbee, F. R. S., 1860, S. 12.

[page] 16

Tilstand som hos Mennesket. Hvorfor disse Dyr lige saa vel som Menneskets Stamform have mistet Evnen til at spidse Øren, vide vi ikke. Maaske de, skjøndt jeg er ikke ganske tilfreds med denne Antagelse, paa Grund af at de opholdt sig i Træerne og vare saa overordenlig stærke, kun vare lidet udsatte for Fare og derfor igjennem en lang Periode kun bevægede deres Øren lidet og saa-ledes lidt efter lidt mistede Evnen til Bevægelse. Dette vilde være et Tilfælde, der var parallelt med det, at'de store og tunge Fugle, der, fordi de beboede Øer i Oceanet, ikke have været udsatte for Angreb af Rovdyr, som en Følge heraf have mistet Evnen til at bruge deres Vinger til at flyve med.

Den berømte Billedhugger Hr. Woolner underretter mig om en lille Ejendommelighed ved det ydre Øre, som ban har iagttaget baade hos Mænd og. Kvinder, og hvis fulde Betydning han opdagede. Han kom først til at lægge Mærke til denne Sag, da han arbejdede paa sin Figur Puck¹), som han havde givet spidse Øren. Han korn derved til at undersøge Ørerne hos forskjellige Abekatte og- sidenhen .ogsaa Menneskets mere omhyggeligt. Den omtalte Ejendommelighed er en lille buet Tak, der rager frem paa den indadfoldede Ørerand (Helixi. Hr. Woolner modellerede nøjagtigt et saadant Øje og har sendt mig hosstaaende Tegning (Fig. 2). Saadanne Takker gaa ikke altid indad, men ofte lidt udad, saa at de ere synlige, naar man seer Hovedet lige forfra eller lige bagfra. De variere i Størrelse, og deres Plads varierer ogsaa Noget, idet de snart staa lidt højere,

1) En lille Gnom i Shakspeares Midsommernatsdrøm. O. A.

[page] 17

snart lidt lavere, og undertiden findes de paa det ene Øre og ikke paa det andet. Det forekommer mig nu ikke at kunne være tvivlsomt, hvad denne Tak betyder; men man kunde maaske mene, at det er for ubetydelig en Karakter at lægge Mærke til. En saadan Mening vilde imidlertid være lige saa falsk som den er naturlig. Enhver Karakter, hvor ringe den saa er, maa skyldes en eller anden bestemt Aarsag, og dersom den træffes hos mange Individer, fortjener den at blive lagt Mærke til. Helfx er aabenbart dannet ved, at Ørets Yderrand er foldet indad, og denne Foldning synes paa en vis Maade at staa i Forbindelse med den Omstændighed, at dét hele ydre Øre stadig er trykket tilbage. Hos mange Abekatte, som ikke staa højt i Systemet, som Bavianer og nogle Arter af Macacus¹), er Ørets øvre Del lidt tilspidset,' og Randen er aldeles ikke foldet ind ad. Men dersom Randen blev foldet ind ad, vilde der nødvendigvis komme en lille Tak, der pegede fremad og sandsynligvis lidt til Siden. Dette kunde man i Virkeligheden iagttage hos et Exemplar af Ateles beelzebuth i den zoologiske Have, og vi kunne sikkert drage den Slutning, at det er -en lignende Dannelse — et Spor af tidligere tilspidsede Øren — der nu og da igjen dukker frem hos Mennesket.

Blinkhinden eller det tredie Øjelaag med dets tilhørende Muskler og andre Bygnindsdele er særlig stærkt udviklet hos Fuglene og er af megen virkelig Betydning for dem, da den hurtig kan trækkes for hele Øjet. Den findes hos nogle Krybdyr og Padder og hos visse Fisk, saaledes hos Hajerne. Den er meget tydeligt udviklet hos de to laveste Afdelinger af Pattedyr-Rækken, nemlig hos Gumlerne og Pungdyrene og ogsaa hos nogle faa højere Pattedyr, saaledes ogsaa hos Hvalrossen; men hos Men-

1) Se ogsaa nogle Bemærkninger om og Tegninger af Ørerne hos Halvaberne i D'Hrr. Murie og Mivart's udmærkede Afhandling i Transact. Zoolog. Soc. Vol. VII. 1869. S. 6 og 90.

2

[page] 18

nesket, hos de Firhændede og hos de fleste andre Pattedyr findes den, som det indrømmes af alle Anatomer, i en rent rudimentær Tilstand og kaldes den halvmaane-dannede Fold¹).

Lugtesandsen er af den største Vigtighed for Flertallet af Pattedyrene — for nogle, saaledes som Drøvtyggerne, ved at advare dem for Fare, for andre, saaledes som Rovdyrene, ved at hjælpe dem til at finde deres Bytte, for andre, som Vildsvinet, i begge disse Øjemed. Men Lugtesandsen er til yderst ringe Nytte, om i det Hele taget til nogensomhelst, selv for de vilde Mennesker, hos hvilke den i Almindelighed er udviklet i en højere Grad end hos de civiliserede Racer. Den advarer dem ikke for Farer, og den hjælper dem ikke til at finde deres Føde; den forhindrer ikke Eskimoerne fra at sove i den mest ildelugtende Luft, og ikke heller holder den de Vilde fra at spise halvraaddent Kjød. De, som tro paa Loven om en gradvis Udvikling, ville have Ondt ved at gaa ind paa, at denne Sands i dens nuværende Tilstand oprindelig blev erhvervet af Mennesket, saaledes som den nu er. Utvivlsomt arvede han denne Sands i en svækket og for saa vidt rudimentær Tilstand efter en fjern Stamform, for hvem den var i høj Grad nyttig, og af hvem den stadig blev brugt. Vi kunne maaske saaledes forstaa, hvordan det gaaer til, at Lugtesandsen ht>s Mennesket, saaledes som Dr. Maudsley rigtig bemærker²), »paa en mærkværdig Maade er virksom i Retning af levende at gjenopvække Forestillinger og Billeder fra glemte Scener og Steder;« thi vi se, at hos de Dyr, der have denne Sands stærkt

1) Muller: »Handbuch der Physiologie« 1840. II. Theil. S. 312. Owen: »Anatomy of Vertebrates«, Vol. III. S. 260; sammesteds: »on Ihe Walrus«, Proc. Zoolog. Soc. 8 Novembr. 1854. Se ogsaa R. Knox: »Great Artists and Anatomists«, S. 106. Dette Rudiment er noget større hos Negrene og Australbeboerne end hos Europæere, se Carl Vogts »Vorlesungen uber den Menschen«, 1865.

²) »The Physiology and Pathology of Mind, 2 Edit. 1868. S. 134.

[page] 19

udviklet, saaledes som Hunde og Heste, er Gjenkjendelse af Personer og Steder efter lang Tids Forløb nøj'e forbunden med deres Lugt.

Der er den iøjnefaldende Forskjel mellem Mennesket, og de andre Primater, at Mennesket er næsten nøgent. Men nogle faa korte spredte Haar findes paa den største Del af Mændenes Legeme og fine Dunhaar paa Kvindernes Legeme. Hos Individer, der høre til samme Race, ere disse Haar i høj Grad variable, ikke blot hvad Mængden af dem angaaer; men ogsaa hvad deres Stilling angaaer; saaledes ere Skuldrene hos nogle'Evropæere ganske nøgne, medens de hos andre have tykke Haartotter^l). Der kan kun være ringe Tvivl om, at disse Haar, der saaledes findes spredte over Legemet, ere Rudimenter af de lavere Dyrs Haarbeklædning. Denne Antagelse bliver saa meget mere sandsynlig derved, at man veed, at fine, korte og svagt farvede Haar paa Lemmer og andre Legemsdele lejlighedsvis blive til »tætte, lange og temmelig grove mørke Haar«, naar de blive unormalt nærede ved at staa i Nærheden af for længere Tid siden inflammerede Steder²).

Hr. Paget underretter mig om, at Folk, der høre til samme Familie, ofte i deres Øjenbryn have nogle faa Haar, der ere længere end de andre, saa det synes, som om denne ubetydelige Ejendommelighed er arvelig. Disse Haar repræsentere øjensynligt Knurhaarene, der hos mange af de lavere Dyr bruges som Føleorganer. Hos en ung Chimpanzee iagttog jeg nogle faa rette, temmelig lange Haar, der ragede frem oven over Øjnene, der hvor de virkelige Øjenbryn, dersom de havde været tilstede, vilde have havt deres Plads.

1) Eschricht: »Ueber die Richtung der Haare am menschlichen Kor-per«. Muller: »Archlv fur Anat. und Phys.« 18S7, S. 47. »Bibi. for Læger«, 1838. Jeg vil oftere komme tilbage til denne yderst mærkelige Afhandling.

²) Paget: »Lectures on Surgioal Pathology« 1853. Vol. I. S. 71.

2*

[page] 20

De fine uldagtige Haar, den saakaldte Lanugo, med hvilke Menneskefostret er tæt beklædt i den sjette Maaned, er en endnu mere mærkværdig Ting. Den udvikles først i Løbet af den femte Maaned over Øjnene og paa Ansigtet og særlig rundt om Munden, hvor den er meget længere end paa Hovedet. En Knebelsbart af dette Slags blev iagttaget af Eschricht^x) hos et Foster af Hunkjønnet; men dette er ikke en saa forbavsende Omstændighed, som det ved første Øjekast knnde synes; thi de to Kjøn ligne i Almindelighed hinanden i alle udvortes Karakterer i den tidlige Vækstperiode. Haarenes Retning og Anordning paa alle-Dele af Fostrets Legeme er den samme som hos den Voksne, men er megen Variabilitet underkastet. Hele Overfladen, Pande og Øre medindbefattet, er saaledes tæt beklædt; men det er en meget sigende Omstændighed, at Haandfladerne og Fodsaalerne ere ganske nøgne ligesom Undersiden af alle fire Extremiteter hos de lavere Dyr. Da dette neppe kan være et tilfældigt Træf, saa maa vi antage, at Fostrets uldagtige Beklædning er den rudimentære Repræsentant for den permanente Haarbeklædning, der findes hos de Pattedyr, der fødes haarede, og denne Repræsentation er ifølge den sædvanlige Lov om embryo-logisk Udvikling ganske anderledes fyldig end den, de spredte Haar paa de Voksnes Legemer kunne afgive.

Det synes, som om de bagerste Kindtænder, Visdomstænderne, have Hang til at blive rudimentære hos de mere civiliserede Menneskeracer. Disse Tænder ere næsten mindre end de andre Kindtænder, (hvad der ligeledes er Tilfældet med de tilsvarende Tænder hos Chimpanzeen og Orang-Utangen), og de have kun to særskilte Rødder. De komme ikke frem af Tandkjødet førend omtrent det syttende Aar, og det er blevet mig forsikkret, at de ere meget mere udsatte for Ødelæggelse og mistes tidligere end de andre Tænder; men der er igjen nogle Tandlæger, som

1) Eschricht, 1. c. S. 40, 47.

[page] 21

benægte dette. De ere ogsaa mere tilbøjelige til at variere end de andre Tænder baade i Bygning og i Udviklingsperiode¹). Hos de sorte Racer ere derimod Visdomstænderne i Almindelighed forsynede med, tre særegne Rødder og ere i Almindelighed sunde; de afvige ogsaa mindre i Størrelse fra de andre Kindtænder, end Tilfældet er hos de kavkasiske Racer²). Professor Scbaaffhausen angiver som Grund for, denne Forskjel mellem Racerne, at »den bagerste tandbærende Del af Kjæben altid er forkortet« hos de civiliserede Racer³), og denne Forkortelse kan, antager jeg, sikkert tilskrives det, at civiliserede Mennesker i Almindelighed leve af mør, kogt Næring og derfor bruge deres Kjæber mindre. Hr. Brace underretter mig om, at det er ved at blive almindelig Praxis i de forenede Stater at tage nogle af Børnenes Kindtænder bort, da Kjæben ikke vokser saa stor, at der kan blive Plads til, at det normale Antal kan udvikle sig fuldstændigt.

Jeg har kun truffet paa et enkelt Rudiment vedkommende Fordøjelseskanalen, nemlig processus vermiformis paa Blindtarmen. Blindtarmen er en Gren eller et Sideskud af Tyktarmen; den ender blindt (i en cul-de-sac) og er temmelig lang hos mange af de lavere planteædende Pattedyr. Hos Pungbjørnen er den endogsaa mere end tre Gange saa lang som hele Legemet⁴). Undertiden er den trukket ud til en lang, gradvis afsmalnende Spids og er undertiden indsnøret i flere Rum. Det synes, som om Blindtarmen, som Følge af forandret Diæt eller Levevaner, er bleven meget forkortet hos de forskjellige Dyr, og det ormformede Vedhæng bibeholdes som et Rudiment af den

1) Dr. Webb: »Teeth in Man and the Anthropoid Apes«, citeret af Dr. C. Carter Blake i: Anthropologlcal Review, Juli 1867, S. 299.

²) Owen: »Anatomy of Vertebrates«. Vol. III. S. 320, 321 og 325.

3) On the Primitive Form of the Scull.« Anthropological Review, Oct. 1868 S. 406. (»Ueber die Urform des mensehlichen Scha-dels«, 1869.)

⁴) Owen: »Anatomy of Vertebrates«. Vol. III. S. 416, 434, 441.

[page] 22

forkortede Del. At dette Vedhæng er et Rudiment, deri bestyrkes vi af dets ringe Størrelse og de af Professor Canestrini¹) samlede Exempler, der vise dets Variabilitet hos Menneskene. Undertiden mangler det ganske, undertiden er det stærkt udviklet. Dets indvendige Hulhed er undertiden sammengroet i det halve eller de to Trediedele af dets Længde, og Yderenden er da fladtrykt, udbredt og massiv. Hos Orang-Utangen er dette Vedhæng langt og sammenrullet; hos Mennesket udgaaer det fra Enden af den korte Blindtarm og er i Almindelighed fire til fem Tommer langt med en Diameter af kun en Trediedel Tomme. Ikke blot er det unyttigt; men det er endogsaa undertiden Dødsaarsag. Herpaa har jeg for nylig hørt to Exempler, der begge gik ud paa, at smaa haarde Legemer, Frø f. Ex. gik ind i Aabningen og foraarsagede Inflammation²).

Hos de Firhændede og nogle andre Pattedyrordener, særlig hos Rovdyrene, er der i Overarmsbenet nær ved dets nederste Ende en Gjennemgang, kaldet: foramen supra-condyloideum, igjennem hvilken Forlemmets store Nerve og ofte ogsaa den store Arterie gaaer. Nu findes der, som Dr. Struthers³) og Andre have viist, i Almindelighed et Spor til denne Gjennemgang paa Menneskets Overarmsben, og undertiden er den ret stærkt udviklet og er dannet af en nedadgaaende, hagekrumet Bentorn og fuldstændiggjort af et Senebaand. Naar denne Gjennemgang findes, gaaer den store Nerve altid igjennem den og dette viser tydeligt, at den er Rudiment af og homolog

1) Ånnuario della Soc. de Nat. Modena, 1867. S. 94

²) M. C. Martins (»De TUnité Organique« i Revue des deux Mondes, 15 Juni 1862, S. 16) og Håckel (»Generelle Morphologie«, B. II. S. 278) have begge nogle Bemærkninger om den mærkelige Kjends-gjerning, at dette Rudiment undertiden er Dødsaarsag.

³) »The Lancet«, 24 Jan. 1863, S. 83. Dr. Knox, »Great Artists and Anatomists«, S. 63. Se ogsaa en vigtig Afhandling om dette Emne af Dr. Grube, i Bulletin de l'Acad. lmp. de St. Pétersbourg, Tom, XII. 1867. S. 418.

[page] 23

med de lavere Dyrs Overarmsbens foramen supra-condy-loideum. Professor Turner meddeler mig, at det findes hos een Procent af Skeletter fra Nutiden.

Der er en anden Gjennemgang i Overarmsbenet, som kunde kaldes foramer inter-condyloideura, og denne findes hos forskjellige Slægter af de menneskelignende Aber og ogsaa hos Andre¹) og nu og da hos Mennesket. Det er mærkeligt, at denne Gjennemgang synes at have været langt hyppigere i gamle Dage, end den nu er. Hr. Busk²) har fundet følgende Bevis for dette; »Professor Broca bemærkede denne Gjennemgang hos A\ Procent af de Armknogler, der bleve samlede paa Cimitiére du Sud ved Paris; og i Orrony Grotten, hvis Indhold regnes for at være fra Broncealderen, var der af to og tredive Overarmsben hele otte, der havde denne Gjennemgang. Men dette høje Forholdstal kunde, troer han, skyldes den Omstændighed, at Hulen havde været et Slags Familiebegravelse. Fremdeles fandt Hr. Dupont tredive Procent af Benene gjennemborede" i Hulerne i Lesse-Dalen, der regnes for at høre til Rensdyrtiden, medens Hr. Leguay i et Slags Dolmen ved Argen-teuil iagttog fem og tyve Procent, der vare gjennemborede, og Hr. Pruner-Bey fandt at seks og tyve Procent af Benene fra Vauréal havde samme Beskaffenhed. Endvidere bør det ikke lades ubemærket, at Hr. Pruner-Bey fortæller, at denne Tilstand er almindelig hos Guanko-Skeletterne.« Denne Kjendsgjerning, at gamle Racer i denne og forskjellige andre Henseender hyppigen frembyde Bygnings-forhold, der ligne de lavere Dyrs mere end de moderne Racer gjøre, er interessant. En af Hovedaarsagerne hertil synes at være den, at Oldtidens Racer i deres lange Af-stamningslinie stod nærmere ved deres fjerne dyrlignende Stamfædre end Nutidens Mennesker.

1) St. George Mivart, Transact. Phil. Soc. 1867. S. 310.

²) »On the Caves of Gibraltar«, Transact. Internat. Congress of Pre-hist. Arch. Third. Session, 1869-, S. 159.

[page] 24

Halebenet hos Mennesket repræsenterer, skjøndt vor Hale ikke er i Funktion, tydelig nok denne Del hos de andre Hvirveldyr. I en tidlig embryonisk Tilstand er Halen fri og rager, som vi have seet, ud over Baglemmerne. I visse sjeldne og anomale Tilfælde vides den, ifølge Isidore Geoffroy, St.-Hilaire o. A.¹), at have dannet et lille ydre Hale-Rudiment. Halebenet er kort og bestaaer i Almindelighed kun af fire Hvirvler og disse ere i en rudimentær Tilstand; thi de bestaa, den øverste undtagen, kun af Hvirvellegemet²). De ere forsynede med nogle smaa Muskler, af hvilke en, som Professor Turner har meddelt mig, udtrykkelig er bleven beskrevet af Theile som Halens Løftemuskel, der er saa stærkt udviklet hos mange Pattedyr.

Menneskets Rygmarv gaaer ikke længere ned end til den sidste Ryghvirvel eller første Lændehvirvel, men en traadformet Dannelse (filum terminale) gaaer ned igjennem Bækkenpartiets Midte og selv langs .med Halehvirvlernes Rygside. Den øverste Del af denne Traaddannelse er; som Professor Turner meddeler mig, utvivlsomt homolog med Rygmarven; men den nedre Del bestaaer aabenbart blot af pia mater, det vil sige den Hjernen og Rygmarven beklædende kar-rige Hinde. Elalehvirvlerne kunne derfor siges at have Spor af en saa vigtig Bygningsdel som Rygmarven er, om de end ikke omgive den med en Benkanal. Følgende Kjendsgjerning, som jeg skylder Professor Turner, viser hvor nøje Halebenet svarer til den virkelige Hale hos de lavere Dyr, Luschka har nemlig fornylig ved Yderenden af Halens Ben opdaget et meget ejendommeligt sammenrullet Legeme, der . staaer i Forbindelse med den midterste Bækkenarterie. Denne Opdagelse foranledigede Krause og Meier til at undersøge Halen hos en Abe (Ma-cacus) og en Kat, og hos begge disse Dyr fandt de_s men ikke ved Yderenden, et lignende sammenrallet Legeme.

1) Quatrefages har for nylig samlet Beviser herfor i: Revue des Cours

Scientifiques, 1867—68, S. 625.

²) Owen: »On the Nature of Limbs«, 1849, S. 114.

[page] 25

Reproduktionssystemet frembyder forskjellige rudimentære Dannelser; men disse ere i en væsenlig Henseende forskjellige fra de ovennævnte. Vi træffe ikke her Spor af Dele, som ikke findes i en udviklet Tilstand hos Arten; men vi finde her en Legemsdel, som altid er tilstede og altid er udviklet hos det ene Kjøn, men hos det andet kun repræsenteret ved et rent Rudiment. Ikkedestomindre er det, at saadanne Rudimenter forekomme, ligesaa vanskeligt at forklare, naar man fastholder Troen paa at hver Art er skabt for sig, som de foregaaende Kjendsgjerninger ere det. Jeg skal senere komme tilbage til disse Rudimenter og skal vise, at deres Tilstedeværelse i Almindelighed ene og alene beroer paa-Arveligheden, nemlig saa-ledes, at Dele som det ene Kjøn har erhvervet, delvis ere nedarvede til det andet. Her skal jeg kun anføre nogle Exempler paa saadanne Rudimenter. Som man veed, findes der hos alle Pattedyrs Hanner, Mennesket iberegnet, rudimentære Brystvorter. I flere Tilfælde ere disse blevne stærkt udviklede og have afsondret Mælk rigeligt. At de ere væsenlig identiske hos begge Kjøn, det viser sig ogsaa derved, at der baade hos Mænd og Kvinder lejlighedsvis finder en sympathetisk Udvidelse af dem Sted, naar vedkommende Individer ere angrebne af Mæslinger. Vesicula prostatica, som ere blevne iagttagne hos mange Pattedyrs Hanner, ansees nu almindelig for at være homologe med Hunnens Uterus tilligemed den dermed i Forbindelse staaende Aabning. Det er umuligt at læse Leuckarts udmærkede Beskrivelse af dette Organ og hans dertil knyttede Bemærkninger, uden at komme til at indrømme det Rigtige i hans Slutning. Dette bliver i Særdeleshed tydeligt, hvor Talen er om saadanne Pattedyr, hos hvilke det kvindelige Uterus deler sig; thi her dele ogsaa Hannernes vesicula sig ¹). Der er ogsaa nogle

1) Leuckart, i Todd's: Cyclopæd of Anat. 1849—52, Vol. IV. S. 1415. Hos Mennesket har dette Organ kun fra tre til seks Liniers Længde,

[page] 26

rudimentære Dele, der høre til Reproduktionssystemet, som vi her kunde have taget med¹).

Hvad disse tre store Klasser af Kjendsgjerninger, vi nu have omtalt, betyde, er tydeligt nok. Men det vilde være overflødigt her at rekapitulere den Bevisfølge, som jeg har givet detailleret i min »Arternes Oprindelse«. Den homologe Bygning af hele Organisationen hos Medlemmer af samme Klasse kan forstaaes, dersom vi indrømme, at de nedstamme fra en fælles Stamform og senere ere blevne lempede efter forskjelligartede Livsbetingelser. Har man en hvilkensomhelst anden Betragtriingsmaade, saa bliver den Lighed i Bygning, der er mellem Menneskets eller Abekattens Haand, Hestens Fod, Sælens Luffe, Flagermusens Vinge o. s v. aldeles uforklarlig. Det er ikke nogen videnskabelig Forklaring at sige, at de Alle ere blevne dannede efter det samme Bygnings-Ideal. Med Hensyn til Udviklingen, saa kunne vi, naar vi antage at Varieringerne indfinde sig paa et temmelig fremrykket Punkt af Embryetilstanden og arves paa et tilsvarende fremrykket Tidspunkt, let forstaa hvoraf det kommer, at Embryerne af vidunderligt forskjellige Former endnu mere eller mindre fuldkomment beholde deres fælles Stamforms Bygning. Der er ingensinde blevet givet nogen anden Forklaring af den forbavsende Kjendsgjerning, at Embryet af et Menneske, en Hund, en Sæl, en Flagermus, et Krybdyr o. s. v. i deres første Tilstande neppe kunne skjelnes fra hinanden. For at forstaa Tilstedeværelsen af rudimentære Organer behøve vi blot at antage, at en tidligere Stamform besad de paagjældende Dele fuldkomment udviklede og at de under forandrede Livsbetingelser bleve men i Lighed med saa mange andre rudimentære Dele, varierer det i Udviklethed saavel som ogsaa i andre Henseender.

1) Se i saa Henseende: Owen, »Anatomy of Vertebrates«. Vol. III. S. 675, 676 og 706.

[page] 27

stærkt reducerede enten ganske simpelt ved Ikke-Brug eller derved, at Kvalitetsvalget særlig faldt paa Individer, der vare mindst belemrede med overflødige Dele, ved hvilket Valg saa ogsaa tidligere angivne Midler kunne have været medvirkende.

Saaledes kunne vi forstaa hvordan det er gaaet til, at Mennesket og alle andre Hvirveldyr ere blevne byggede efter den samme Model, hvorfor de gjennemgaa de samme første Udviklingstrin og hvorfor de have visse rudimentære Organer fælles. Derfor burde vi aabent indrømme, at de have et fælles Ophav. Dersom vi ville gjøre en anden Betragtningsmaade gjældende, saa er det egenlig at sige, at vor egen Bygning og Bygningen af Dyrene rundt omkring os ligefrem er en Snare, der er lagt for at narre vor Forstand til at gjøre gale Slutninger. Den fælles Afstamning bliver i høj Grad bestyrket, naar vi se hen til Medlemmerne af hele Dyrerækken og tage de Beviser med i Betragtning, som kunne udledes af deres Beslægtethed eller Klassifikation, deres geografiske Udbredelse og geologiske Rækkefølge. Det er blot Fordom og det Hovmod, der fik vore Forfædre til at erklære, at de nedstammede fra Halvguder, som faaer os til at skubbe denne Slutning fra os. Men den Tid vil komme, og det vil ikke vare længe inden den kommer, da det vil blive anseet for mærkeligt, at Naturforskere, som vare vel bekjendte med Menneskets og de andre Dyrs komparative Anatomi og Udviklingshistorie have kunnet gaa hen og tro, at hver for sig var Resultatet af en særegen Skabelsesakt.

[page 28]

ANDET KAPITEL.

SAMMENLIGNING MELLEM MENNESKETS OG DE LAVERE DYRS SJÆLELIGE EVNER.

Forskjellen imellem den højest staaende Abe og den lavest staaende Vildes sjælelige Evner er uhyre stor — Visse Instinkter ere fælles — Sindsbevægelserne — Nysgjerrighed — Efterabeise — Opmærksomhed — Hukommelse — Indbildningskraft — Forstand — Fremadskridende Udvikling — Dyr, der bruge Værktøj og Vaaben — Sprog — Selvbevidsthed — Skjønhedssands — Tro paa Gud, Aandevirksomhed, Overtro.

Vi have i det sidste Kapitel seet, at Mennesket i dets Legemsbygning har tydelige Spor af at det nedstammer fra en eller anden lavere Form; men man kunde mene, at, da Mennesket i sine Aandsevner afviger i saa høj Grad fra alle de andre Dyr, saa maatte der været noget Fejlagtigt ved denne Slutning. Forskjellen i den nævnte Henseende er ganske vist overordenlig stor, selv om vi sammenligne en af de laveststaaende Vilde, som ikke har Ord til at udtrykke noget Tal, der er større end Fire og som ingen abstrakte Betegnelser benytter for de alier almindeligste Gjenstande eller Følelser¹), med den højest organiserede Abe. Forskjellen vilde ganske vist endnu vedblive at være uhyre stor, selv om en af de højere Aber var bleven forbedret eller civiliseret saa meget

1) Se Beviset herfor i Lubbock: »Prehistoric Times«, S. 354 osv.

[page] 29

som Hunden er blevet det i Sammenligning med dens Stamform Ulven eller Jakalen. Ildlænderne er nogle af de laveste af de vilde Folkestammer, men jeg blev stadig forbavset over hvor nøje de tre Indfødte, der vare ombord paa hendes Majestæts Skib »Beagle« (»Sporhunden«) og som havde levet nogle Aar i England og kunde tale en lille Smule Engelsk, lignede os i Sindelag og i de fleste af vore Aandsevner. Dersom intet andet organisk Væsen end Mennesket havde havt sjælelige Evner, eller dersom Menneskets Evner havde været af en ganske anden Natur end de lavere Dyrs, saa vilde vi aldrig have været istand til at overbevise os om, at vore høje Evner vare blevne gradvis udviklede; men nu kan det tydelig vises, at der ikke er nogen saadan Grundforskjellighed. Vi maa ogsaa indrømme, at der er et langt større Spring imellem Aands-evnerne hos en af de laveste Fiske, f. Ex. Lampreten eller Trevlemunden, og hos en af de højere Aber, end der er mellem Abens og Menneskets Aandsevner, og dog er der mellem, de Førstnævnte en fuldstændig Række med utallige Gradationer.

Forskjellen i moralsk Henseende er heller ingenlunde ringe mellem saadan en Vild som han, om hvem den gamle Verdensomsejler Byron fortæller, at han knuste sit Barn imod Klipperne, fordi det tabte en Kurv med Søpindsvin, og en Howard eller Clarkson, og der er ogsaa stor Forskjel paa Intelligensen hos en Vild, som ikke bruger nogen abstrakt Benævnelse, og en Newton eller Shakspeare. Saadanne Forskjelligheder mellem de højest staaende Mænd af de højest staaende Racer og de lavest staaende Vilde ere forbundne med hinanden ved de fineste Gradationer, derfor er det muligt at de kunne gaa over i hinanden og den Ene udvikles til den Anden.

Emnet for dette Kapitel er blot det at vise, at der ikke er nogen Grundforskjel mellem Menneskets og de højere Dyrs Aandsevner. Enhver Underafdeling af Kapitlet kunde have været udvidet til en Afhandling for sig, men

[page] 30

vi maa her tage det i al mulig Korthed. Da der ikke findes nogen Klassifikation af Aandsevnerne, som er almindelig antagen, vil jeg ordne mine Bemærkninger i den Rækkefølge, som er mig bekvemmest for mit Formaal og jeg vil udvælge de Kjendsgjerninger, som have slaaet mig mest, i det Haab, at de maa gjøre nogen Virkning paa Læseren.

Med Hensyn til Dyr, der staa meget lavt i Systemet, saa vil der, under Parringsvalget, om dem blive meddelt nogle Kjendsgjerninger, der vise, at deres sjælelige Evner ere langt større end man skulde have troet. Evnernes Variabilitet hos Individer af samme Art er vigtig for os og der vil ogsaa blive givet nogle faa Illustrationer hertil; men det vilde være overflødigt at behandle dette særlig detailleret, thi jeg har overalt seet, at alle de, der længe have havt deres Opmærksomhed henvendt paa Dyr af mange Slags, Fuglene indbefattede, enstemmig erklære, at Individerne variere i høj Grad i enhver karakteristisk Sjæleevne. Hvorledes nu de sjælelige Evner først udviklede sig hos de laveste Organismer, det vilde det være lige saa haabløst at indlade sig paa at besvare, som paa, hvorledes Livet først opstod. Dette er Problemer for en fjern Fremtid, om de da forøvrigt nogensinde ville blive løste.

Da Mennesket har de samme Sandser som de lavere Dyr, saa maa Grundindtrykkene ogsaa være de samme. Mennesket har ogsaa nogle faa Instinkter fælles med Dyrene, f. Ex. Selvopholdelsesdrift, Kjønsdrift, Moderens Kjærlighed til det nyfødte Afkom, dettes Evne til at die og saa fremdeles. Men Mennesket har maaske noget færre Instinkter end de Dyr, der staa ham nærmest. Orangutangen paa de vestindiske Øer og Afrikas Chimpanzee bygge flade Gulve, paa hvilke de sove, og da begge Arter have den samme Skik, saa kunde man sige, at dette var Noget, der skyldtes Instinktet, men det er ikke afgjort, om det ikke er Resultatet af, at begge Dyr have samme

[page] 31

Fornødenheder og de samme Forstandsevner. Da disse Aber maa antages at undgaa Tropelandenes mange giftige Frugter, medens Mennesket ikke har nogen Kundskab i saa Henseende og medens vore Husdyr, naar de føres til ,et fremmed Land og der blive slaaede løs, ofte æde giftige Urter, som de senere sky, saa er det ikke ganske afgjort, om Aberne ikke skylde deres egen Erfaring eller deres Forældres Erfaring- Kundskaben om hvilke Frugter de skulle tage til sig af. Det er imidlertid, som vi snart skulle see, vist, at Aberne have en instinktmæssig Frygt for Slanger og rimeligvis ogsaa for andre farlige Dyr.

Det er mærkeligt, saa faa og forholdsvis simple de højere Dyrs Instinkter ere i Sammenligning med de lavere Dyrs. Cuvier hævdede, at Instinkt og Forstand stode i omvendt Forhold til hinanden og Nogle have troet, at de højere Dyrs Forstandsevner skyldtes en gradvis Udvikling af deres Instinkter. Men Pouchet har i en interessant Afhandling¹) viist, at der ikke findes noget saadant omvendt Forhold. De Insekter, der have de mest vidunderlige Instinkter, ere visselig de mest forstandige. I Hvirveldyrrækken have de mindst forstandige Afdelinger, nemlig Fisk og Amfibier, ingen sammensatte Instinkter, og iblandt Pattedyrene er det Dyr, som er bedst begavet med Instinkter, nemlig Bæveren, i høj Grad forstandigt, hvad Enhver, der har læst Hr. Morgans udmærkede Beretning om dette Dyr, vil indrømme²).

Omendskjøndt de første Glimt af Forstand, ifølge Hr. Herbert Spencer³), ere blevne udviklede ved Mangfoldigheden og Sideordnetheden af Reflexhandlinger og omendskjøndt mange af de simplere Instinkter gradvis over-gaa til Handlinger af dette Slags og neppe kunne skjelnes

1) »L'Instinct chez les Insectes«. Revue des Deux Mondes, Feb. 1870, S. 690.

²) »The American Beaver and his Works«. 1868.

³) »The Principles of Psychology.« 2 Edit., 1870, S. 418-443.

[page] 32

fra dem (f. Ex. Ungernes Diening), saa synes det dog, som om de mere sammensatte Instinkter ere opstaaede uafhængige af Forstanden. Det er imidlertid langt fra mig at ville ønske at nægte, at instinktmæssige Handlinger kunne tabe Karakteren af at være fæstnede og uforstaaede og blive afløste af andre, som udføres ved den frie Villies Hjælp. Paa den anden Side blive nogle Forstandshand-linger — som naar Fugle paa Øer ude i Oceanet først lære at sky . Mennesket — efter at være blevne udførte mange Generationer igjennem, omdannede til Instinkter og nedarvede. De kunne da siges at være blevne degraderede, thi de udføres ikke længere ved Forstand eller ifølge Erfaring. Men Flertallet af de mere sammensatte Instinkter synes at være blevne erhvervede paa en ganske forskjellig Maade, nemlig ved Kvalitetsvalg af Varieringer af simplere instinktmæssige Handlinger. Saadanne Varieringer synes at opstaa ved, at Hjernens Organisation paavirkes af de samme ubekjendte Aarsager, som foranledige sraaa Varieringer eller individuelle Forskjelligheder i andre Dele af Legemet, og om disse Varieringer sige vi ofte, paa Grund af vor Uvidenhed, at de opstaa spontant. Jeg troer ikke vi kunne komme til noget andet Resultat an-gaaendé Oprindelsen af de mere sammensatte Instinkter, særlig da, naar Talen er om de vidunderlige Instinkter hos Myrens og Biens golde Arbejdere, som ikke efterlade sig noget Afkom, der kan nedarve hvad der maatte være bleven vundet ved Erfaring og modificerede Livsvaner.

Omendskjøndt en høj Grad af Forstandighed ganske vist kan forliges med Tilstedeværelsen af sammensatte Instinkter, hvad vi jo se hos de nysnævnte Insekter og hos Bæverne, saa er det ikke usandsynligt, at de til en vis Grad maa have Noget med hinandens Udvikling at gjøre. Lidt kjender man til Hjernens Funktioner, men det kunne vi dog forstaa, at alt som Forstandsevnerne blive mere og mere udviklede, maa Hjernens forskjellige Dele blive forbundne med højst indviklede Kommunikationskanaler og

[page] 33

som en Følge heraf vil hver enkelt Del maaske blive mindre vel skikket til paa en bestemt og ensformet, det vil sige: instinktmæssig, Maade at slaa ud i særegne Fornemmelser eller Tankeforbindelser.

Jeg har anseet det for bedst at gjøre denne Digression, fordi vi let kunne undervurdere de højere Dyrs og særlig Menneskets sjælelige Evner, naar vi sammenligne saadanne af deres Handlinger, som ere grundede paa Erindring om forbigangne Begivenheder, Forstand og Indbildningskraft, med nøjagtig ens Handlinger, der hos de lavere Dyr udføres instinktmæssig. Idet jo i det sidste Tilfælde Evnen til at udføre saadanne Handlinger er bleven vundet Trin for Trin ved Sjæleorganernes Variabilitet og Kvalitetsvalget, uden nogen bevidst Forstand hos Dyret i hver enkelt af de paa hinanden følgende Generationer. Utvivlsomt skyldes, som Hr. Wallace har hævdet¹), meget af det Forstandarbejde, der er udført af Mennesket, Efter-lignelse og ikke Forstand; men der er den store Forskjel paa hans Handlinger og mange af dem, der udføres af de lavere Dyr, at Mennesket ikke ved sit første Forsøg kan gjøre f. Ex. en Stenøkse eller en Kano ved Efterligning. Han maa lære at gjøre sit Arbejde ved Øvelse, medens en.Bæver kan lave sin Dæmning eller Kanal og en Fugl sin Rede ligesaa godt, eller næsten ligesaa godt, den første Gang den prøver derpaa, som naar den er gammel og erfaren.

Men lad os vende tilbage til det, der egentlig her er vort Emne! De lavere Dyr føle aabenbart ligesom.Mennesket Fornøjelse, Smerte, Lykke og Ulykke. Jeg veed ikke noget bedre Udtryk for Lykke end unge Dyr, f. Ex. Hvalpe, Killinger, Lam o. s. v., der lege med hinanden ligesom smaa Menneskebørn. Selv.Insekter lege med hinanden, efter hvad den udmærkede Iagttager P. Huber²)

1) "Contributions to the Theory of Natural Selection«. 1870, S. 212.

²) »Recherches sur les Moeurs des Fourmis«. 1810, S. 173.

3

[page] 34

fortæller om at han saa Myrer, der løb efter hinanden og lod som om de bed hinanden, ganske som ligesaamange Hvalpe.

Den Kjendsgjerning, at de lavere Dyr have de samme Sindsbevægelser som os, staaer saa godt fast, at det ikke vil være nødvendigt at trætte Læseren med mange Detailler. Skræk virker paa den samme Maade paa dem som paa os, faaer Musklerne til at skjælve, Hjertet til at banke, de kredsformede Lukkemuskler til at slappes og Haaret til at rejse sig. Mistænksomhed, Frygtens Barn, er i høj Grad karakteristisk for de fleste vilde Dyr. Mod og Frygt ere Egenskaber, der i høj Grad variere hos Individer af samme Art, hvad vi tydeligt se hos vore Hunde. Nogle Hunde og Heste have et tungt Sind og blive let gnavne, andre se Verden i et bedre Lys; og disse Egenskaber nedarves ganske vist. Enhver veed hvor tilbøjelige Dyr ere til at blive aldeles rasende og hvor tydeligt de vise det. Mange Anekdoter, og rimeligvis asndfærdige, ere i Omløb om forskjellige Dyrs længe opsatte og snedige Hævn. Saa paalidelige Folk som Rengger og Brehm 1) sige, at de amerikanske og afrikanske Aber, som de havde tæmmet, hævnede sig. Hundens Kjærlighed til sin Herre er bekjendt nok. Man veed, at den selv i Dødssmerten har logret for sin Herre og Enhver har hørt tale om den Hund, der blev vivisekeret og som slikkede Vivisektorens Haand; har den Mand ikke havt et Hjerte af Sten, maa han have følt Samvittighedsnag lige, til sit Livs sidste Time. Whewell²) bemærker: »Den som læser de rørende Exempler paa Moderkjærlighed, der saa ofte fortælles om Kvinder af alle Nationer og om Hunnerne hos

¹) Alle de Exempler, der anføres i det Følgende paa disse to Naturforskeres Autoritet ere tagne af: Rengger, »Naturges. der Såuge-thiere -von Paraguay«, 1830, S. 41—57, og af: Brehm, »TBiér-leben«, B. I. S. 10-87.

²) »Bridgewater Treatise«, S. 263.

[page] 35

alle Dyr, mon han kan tvivle om, at det er det Samme der ligger til Grund begge Steder?«

Vi se Moderkjærligheden vise sig i de allerubetydeligste Smaating. Saaledes iagttog Rengger en amerikansk Abe (en Cebus), der omhyggelig jog Fluerne bort fra sit Barn; og Duvaucel saa en Hylobates, der vadskede sine Ungers Ansigt i en Bæk, Hos Hun-Aberne er Sorgen over Tabet af deres Unger saa stærk, at den altid dræbte visse Arter, som Brehm havde fanget i Nord-Afrika. Forældreløse Aber bleve altid adopterede og omhyggelig plejede af de andre Aber, baade Hanner og Hunner, En Hun-Bavian havde et saa rummeligt Hjerte, at den ikke blot adopterede unge Aber af andre Arter, men endogsaa stjal Hvalpe og Killinger, som den stadig slæbte omkring med sig. Hendes Kjærlighed gik imidlertid ikke saavidt, at hun delte sin Føde med Adoptivbørnene, hvorover Brehm forbavsedes, da hans Aber altid redelig delte alt hvad de fik med deres Smaa. En adopteret Killing kradsede^den ovennævnte kjærlige Bavian, som ganske vist var et lyst Hoved, thi hun blev meget forbavset over at blive kradset, undersøgte øjeblikkelig Killingens Poter og bed uden videre Kløerne af. I den zoologiske Have hørte jeg af en af Vogterne, at en gammel Bavian (C. chacma) havde adopteret en Rhesus-Abe, men da et ungt Mandrillepar blev sat ind i Buret, syntes hun at bemærke, at disse Aber* omendskjøndt de tilhørte en anden Art end hun, vare nærmere i Slægt med hende, thi hun forstødte pludselig Rhesus'en og adopterede de to andre. Som jeg saa, var den unge Rhesus i høj Grad misfornøjet med saaledes at være bleven forstødt og, saasnart den kunde komme nogenlunde godt fra det, søgte den altid at drille og fortrædige det unge Par, ved hvilken Opførsel den altid vakte den gamle Bavians dybeste Indignation. Ifølge Brehm forsvare Aber deres Herrer, naar Nogen angriber dem, ligesom de ogsaa forsvare Hunde, der ere deres Yndlinge, mod Angreb af andre Hunde. Men her

3*

[page] 36

nærme vi os til Spørgsmaalet om Sympathi, som jeg senere skal komme tilbage til. Nogle af Brehms Abekatte fandt megen Fornøjelse i paa forskjellige snedige Maader at drille en gammel Hund, som de ikke. kunde lide, og ogsaa andre Dyr.

De fleste af de mere indviklede Sindsbevægelser have vi og de højere Dyr fælles. Enhver har seet, hvor skinsyg en Hund er paa sin Herres Kjærtegn, dersom de gives noget andet Dyr, og det Samme har jeg seet med Abekatte. Dette viser, at Dyr ikke blot elske, men ogsaa ønske at blive elskede. Dyr føle utvivlsomt Kappelyst. De elske Bifald eller Ros, og en Hund, der bærer en Kurv for sin Herre, seer ud som den personificerede Selvtilfredshed eller Stolthed. Der kan, troer jeg, ikke være nogen Tvivl om, at Hunden har Skam som en Følelse forskjellig fra Frygt, og undertiden føler den Noget, der ligner Beskedenhed, naar den tigger vel ofte om Føde. En stor Hund overseer smaa Hundes Bjæffen, og det kunde man jo kalde Højmodighed. Adskillige Iagttagere have bemærket, at Aberne føle Mishag ved at være Gjen-stand for Latter og undertiden udfinde de indbildte Fornærmelser. I den zoologiske Have saa jeg en Bavian, som altid blev aldeles rasende, saasnart Vogteren tog et Brev eller en Bog frem og gav sig til at læse højt for den og dens Raseri var saa voldsomt, at jeg engang saa, hvordan den bed sig i Benet til Blodfet kom.

Vi ville nu tale om de mere intellektuelle Rørelser og Evner, der ere meget vigtige som dannende den Grundvold, hvorpaa Udviklingen af de højere sjælelige Evner bygges. Dyr glæde sig aabenbart ved Opmuntring og lide af Kjedsomhed, hvad man kan se paa Hundene og ifølge Rengger ogsaa paa Aberne. Alle Dyr kunne blive forbavsede og mange ere nysgjerrige. Undertiden bliver denne sidste Egenskab skjæbnesvanger for dem, som i Tilfælde, hvor Jægeren bruger sære Fagter og derved drager dem til sig; dette har jeg seet med Raadyr og det samme er

[page] 37

Tilfældet med den forsigtige Stengjed og med nogle Arter af Vildænder. Brehm giver en morsom Beretning om den instinktmæssige Frygt hans Aber havde for Snoge; men deres Nysgjerrighed var saa stor, at de ikke kunde afholde sig fra nu og da at mætte deres Rædsel paa en højst menneskelig Maade ved at løfte Laaget op paa den Æske, hvori Snogene var. Jeg blev saa forbavset ved denne Beretning, at jeg tog en udstoppet og sammenrullet Snog med ind i Abehuset i zoologisk Have, og den Ophidselse, der herved blev foraarsaget, er et af de mærkeligste Skuespil jeg nogensinde har seet. Tre Arter af Cercopithecus vare de mest forskrækkede, de foer rundt i deres Bure og udstødte skarpe Skrig, der fortalte om Fare og som bleve forstaaede af de andre Aber. Nogle faa unge Aber og en gammel Anubis-Bavian vare de eneste, der ikke lagde Mærke til Snogen. Saa anbragte jeg det udstoppede Individ paa Gulvet i et af de store Fælles-Værelser. En Stund efter samledes alle Aberne om Dyret og frembød, saaledes som de stod i en stor Kreds og stirrede opmærksomt, et højst latterligt Skue. De blev i høj Grad nervøse, saa at de alle øjeblikkelig styrtede bort, da en Trækugle, med hvilken de legede hver eneste Dag, tilfældigvis kom til at bevæge sig lidt i den Halm, under hvilken den tildels var skjult. Disse Aber opførte sig meget anderledes, naar der blev lagt en død Fisk, en Mus eller andre ny Gjenstande ind i deres Bur; thi omendskjøndt de i Begyndelsen vare forskrækkede, saa nærmede de sig dog snart, tog fat paa dem og undersøgte dem. Saa puttede jeg en levende Snog i en Papirspose, lukkede lidt for Aabningen og satte den ind i et af de større Værelser. En af Aberne nærmede sig øjeblikkelig, aabnede forsigtigt Posen en lille Smule, kiggede ned i den og styrtede øjeblikkelig bort. Saa blev jeg da Vidne til det, som Brehm har beskrevet, thi den ene Abe efter den anden, med Hovederne løftede og vendte til den Side, undlod ikke et Øjeblik at kigge ned i Papirsposen,

[page] 38

der stod lige op og ned, medens den frygtelige Gjenstand laa rolig paa Bunden. Det kunde næsten synes, som om Aber havde nogen Forstand paa zoologisk Affinitet; thi de Brehm havde, viste en instinktmæssig Frygt for uskyldige Salamandre og Frøer, ja man har endogsaa havt en Orang-Utang, der blev meget allarmeret første Gang den saa en Skildpadde ^l).

Efterlignelseslysten er stærk hos Mennesket og særlig hos de Mennesker, der maa betegnes som vilde. Desor²) har bemærket, at der ikke er noget Dyr, der af sig selv finder paa at efterligne menneskelige Handlinger, før vi ere komne saa højt op i Dyrerækken, at vi naa Aberne; thi de ere som bekjendt store Efterabere. Imidlertid efterligne Dyr undertiden hinandens Handlinger indbyrdes, saaledes lærte to Dlvearter, der vare blevne opfostrede af Hunde, at gjø, og det Samme er undertiden Tilfældet med Jakalen ³); men hvorvidt dette kan kaldes en frivillig Efterligning, er et andet Spørgsmaal. Efter en Beretning, jeg har læst etsteds, er der Grund til at tro, at Hvalpe, opfostrede af Katte, lære at slikke deres Fødder og saaledes at pudse deres Ansigter. Det er i det Mindste, efter hvad jeg hører fra en fuldkommen paalidelig Ven, vist, at nogle Hunde opføre sig paa denne Maade. Fugle efterligne deres Forældres Sang og undertiden ogsaa andre Fugles og det er bekjendt, at Papegøjer efterligne enhver Lyd, som. de høre ofte.

Der er neppe nogen Evne, der er af større Vigtighed for Menneskets Fremgang i intellektuel Henseende, end Opmærksomhed. Dyr vise tydeligt, at de ere i Besiddelse af denne Evne, saaledes f. Ex. naar en Kat passer paa ved et Hul og laver sig til at springe paa sit Bytte. Vilde

1) W. C. L. Martin: »Nat. Hist. of Mammalia«, 1841, S. 405.

²) Citeret af Vogt: »Mémoire sur Jes Microcéphales«, 1867, S. 168.

³) »The Variation ot Animals and Plants under Domestication«, Vol. I. S. 27.

[page] 39

Dyr blive undertiden saa optagne, naar de ere saaledes beskjæftigede, at man let kan nærme sig dem. Hr. Bartlett har meddelt mig et mærkeligt Bevis paa, hvor variabel denne Evne er hos Aberne. En Mand som lærer Aber at gjøre Kunster, plejede at kjøbe nogle af de almindelige Arter hos det zoologiske Selskab til en Pris af fem Pund Stykket, men han tilbød at give det Dobbelte, dersom han maatte faa en tre, fire af dem nogle faa Dage og 'saa udvælge en. Da han blev spurgt om, hvorledes det var muligt, at han saa snart kunde blive klog paa, at en bestemt Abe vilde blive en god Kunstner, saa svarede han, at det Hele kom an paa hvor stærk deres Opmærksomhed var. Dersom en Abes Opmærksomhed, naar han talte til den og forklarede den Noget, let blev distraheret, f. Ex. ved en Flue paa Væggen eller andre Smaating, saa var Sagen haabløs. Dersom han prøvede paa ved Prygl at faa en Abe til at gjøre Kunster, saa blev den trodsig. Men en Abe, som hørte opmærksomt efter, den kunde der altid blive Noget ud af.

Det er næsten overflødigt at fortælle, at Dyr have en udmærket Hukommelse for Personer og Steder. Hr. Andrew Smith hår underrettet mig om, at en Bavian ved Kap det gode Haab gjenkjendte ham med alle Tegn paa levende Glæde, efter at han havde været borte i ni Maaneder. Jeg havde en Hund, som var arrig og fjendsk mod alle Fremmede og jeg prøvede forsætlig dens Hukommelse, efter at jeg havde været borte i fem Aar og to Dage. Jeg gik hen til Huset hvor den boede og kaldte paa den som jeg plejede; den yttrede ingen Glæde, men den fulgte øjeblikkelig med mig ud at spadsere og adlød mig ganske som om jeg kun var gaaet fra den for en halv Timestid siden. En Række af gamle Tankeforbindelser, som havde slumret i fem Aar, vare saaledes øjeblikkelig blevne vakte i dens Sjæl. Som P. Huber¹) tydelig har viist, gjenkjende selv Myrer deres

1) »Les Mæurs des Fourmis,« 1810, S. 150.

[page] 40

Med-Myrer,, der høre til samme Tue, efter en Adskillelse af fire Maaneder. Dyr kunne ganske vist paa en eller anden Maade danne sig en Forestilling om Tidsmellem-rummene mellem tilbagevendende Begivenheder.

Indbildningskraften er et af Menneskets største Præ-rogativer. Ved denne Evne samler han, uafhængig af Villien, tidligere Billeder og Ideer og skaber saaledes glimrende og nye Resultater. En Digter der, som Jean Paul Richter bemærker¹), »inaa spekulere over hvorvidt han skal lade en af sine Karakterer sige Ja eller Nei — Fanden ivold med ham, han er kun et dumt Stykke Krop«. Drømmen giver os det bedste Begreb om denne Evne, som Jean Paul Richter endvidere siger: »Drømmen er ufrivillig Digtekunst«. Værdien af vor Fantasies Produkter er naturligvis afhængig af vore Indtryks Antal, Nøjagtighed og Klarhed, af vort Skjøn og Smag til at udvælge eller forkaste de ufrivillige Kombinationer og til en vis Grad ogsaa af vor Evne til frivilligt at kombinere dem. Da Hunde, Katte, Heste og sandsynligvis alle de højere Dyr, selv Fugle, saaledes som det er sagt af en god Autoritet²), have livlige Drømme, hvad der viser sig ved deres Bevægelser og Røst under Søvnen, maa vi indrømme, at de have nogen Indbildningskraft.

Jeg antager man vil indrømme, at af alle menneskelige Evner sta'aer Forstanden øverst. Der er Faa der nu ville benægte, at Dyrene have nogen Forstand. Man kan tidtnok se Dyr standse, overveje og beslutte. Det er en betegnende Omstændighed, at jo mere et enkelt Dyrs Livsvaner studeres af Naturforskeren, jo mere tilskriver han Forstanden og jo mindre de medfødte Instinkter ³). I

1) Citeret i Dr. Maudsley: »Physiology and Pathology of Mind,« 1868, S. 19, 220.

²) Dr. Jerdon: »Birds of Jndia,« Vol. I, 1862, S. XXI.

³) Hr. L. H. Morgan's Værk: »On the American Beaver,« 1868, er i saa Henseende meget oplysende. Jeg maa imidlertid sige, at jeg troer, at han undervurderer Instinktets Betydning.

[page] 41

kommende Kapitler skulle vi se, at nogle Dyr, der staa meget lavt i Systemet, tydeligt vise at de have et vist Maal af Forstand. Uden Tvivl er det ofte vanskeligt at skjelne mellem Forstand og Instinkt. Saaledes bemærker Dr. Hayes i sit Værk: »det aabne Polarhav« gjentagne Gange, at hans Hunde istedetfor at vedblive at trække Slæderne i sluttet Flok, skildtes og spredtes, naar de kom til tynd Is, for at deres Tyngde saaledes kunde blive mere ligelig fordelt; det var ofte den første Advarsel og Underretning de Rejsende fik om, at Isen begyndte at blive tynd og farlig at passere. Spørgsmaalet er nu, om Hundene handle saaledes ifølge en Erfaring, hvert enkelt Individ har, eller om de følge et af de ældre og klogere Hunde givet Exempel, eller om det er nedarvet Vane, altsaa noget Instinktmæssigt? Dette Instink kunde muligvis være opstaaet siden den fjerne Tid, da Hunde første Gang bleve anvendte af de Indfødte til at trække Slæderne; ogsaa kunne de arktiske Ulve, Æskimohundens Stamform, have erhvervet dette Instinkt, der fraraader dem at angribe deres Bytte i sluttet Flok, naar de have tynd Is under sig. Spørgsmaal af denne Art ere yderst vanskelige at besvare.

Man vil i de forskjellige Værker have truffet paa mangfoldige Exempler, der vise, at Dyr have en vis Grad af Fornuft, og derfor skal jeg her kun anføre.to eller tre Exempler; de gives paa Renggers Autoritet og de omhandle amerikanske Abearter, som staa lavt i deres egen Orden. Rengger fortæller, at da han først gav sine Aber Æg, trykkede de dem istykker og spildte saaledes meget af Indholdet, senere stødte de forsigtigt den ene Ende mod et haardt Legeme og pillede saa Skalstumperne af med deres Fingre. Efterat de havde skaaret sig blot en eneste Gang paa et skarpt Redskab, vilde de ikke røre det mere eller ifald de tog fat paa det, behandlede det med den største Forsigtighed. Der blev ofte givet dem Smaastum-per af Sukker indsvøbt i Papir. Saa fandt Rengger paa

[page] 42

undertiden at putte en levende Hveps i Kræmmerhuset, saa at Aberne, naar de hurtig lukkede det op, bleve stukne. Efterat dette var hændt dem en Gang, holdt de altid Kræmmerhuset op for Øret for at høre, om der var Noget der rørte sig derinde. Den, der ikke ved saadanne Kjendsgjerninger som disse og ved hvad han kan se paa sine egne Hunde, overbevises om at Dyr have Forstand, vil heller ikke overbevises ved hvad jeg maatte kunne tilføje. Ikkedestomindre vil jeg anføre et Exempel, der omhandler Hunde, da det støtter sig til to forskjellige Iagttagere og netop har Noget at gjøre med en Modifikation af et Instinkt.

Hr. Colquhoun 1) vingeskød to Vildænder og de faldt paa den anden Side af en Strøm. Hans Hund forsøgte paa at bringe dem begge To over paa engang, men det vilde ikke lykkes for den. Omendskjøndt den nu aldrig plejede at røre saameget som en Fjer, saa dræbte den den ene og bragte den anden over og vendte saa tilbage efter den døde Fugl. Oberst Hutchinson fortæller, at der blev skudt to Agerhøns paa engang, den ene blev dræbt, den anden saaret; den sidste løb væk, blev snappet af Hunden, som, da den vendte tilbage, traf paa den døde Fugl; »den standsede, aabenbart i stor Forlegenhed, og da den, efter et eller to Forsøg, fandt, at den ikke kunde faa den med uden at lade den vingeskudte Fugl undslippe, betænkte den sig et Øjeblik, tog sig saa paa at myrde den ved at give den et ordentligt Grams og bragte dem saa begge .To bort sammen. Dette er den eneste Gang den vides med Villie at have gjort noget Anskudt Skade«. Her have vi Forstand, men ikke ganske fuldkommen, thi Hunden kunde have bragt den saarede Fugl over først og saa vendt tilbage efter den døde, som i Exemplet med de to Vildænder.

1) »The Moor and the Loen,« S. 45. Oberst Hutchinson: »Dog Brea-ding,« 1850, S. 46.

[page] 43

Muldriverne i Syd-Amerika sige: »Jeg vil ikke give Dem det Muldyr, som er jevnest i Travet, men la mas rational — den forstandigste« og Humboldt^x) tilføjer: »dette Almueudtryk, som en lang Erfaring har dannet, bekjæmper Theorien om besjælede Maskiner bedre end maaske alle den spekulative Filosofies Argumenter«.

Det er, troer jeg, nu blevet viist, at Mennesket og de højere Dyr, særlig Primaterne, have nogle faa Instinkter fælles. Alle have de de samme Sandser,' Indtryk og Fornemmelser — ensartede Lidenskaber, Tilbøjeligheder og Sindsbevægelser, og det selv de mere sammensatte; de blive forbavsede og de ere nysgjerrige. De have de samme Evner hvad angaaer Efterlignelse, Opmærksomhed, Hukommelse, Fantasi og Forstand, skjøndt i meget forskjellig Grad. Ikkedestomindre have mange Forfattere hævdet, at Menneskets sjælelige Evner adskilles ved et uoverkommeligt svælgende Dyb fra alle de lavere Dyr. Jeg har tidligere samlet omtrent en Snes saadanne Aforismer, men det er ikke Ulejligheden værd at meddele dem, da de ere saa mange og saa forskjellige, at det bliver vanskeligt, om ikke umuligt. Det er blevet forsikkret, at Mennesket alene er istand til Fremskridt, at dette alene bruger Værktøj og Ild, tager andre Dyr i sin Tjeneste, tager Ejendomme i Besiddelse og betjener sig af et Sprog; at intet andet Dyr er selvbevidst, forstaaer sig selv, har Evne til at abstrahere eller har almene Ideer; at Mennesket alene har Skjønhedssands, har Luner, er taknemlig, har Følelse for det Mystiske o. s. v., troer paa Gud eller er begavet med en Samvittighed. Jeg vil forsøge at fremsætte nogle faa Bemærkninger om de vigtigste og mest interessante af disse Punkter.

Erkebiskop Sumner hævdede tidligere²), at Mennesket

1) Persona! Narrative,. Vol. III, S. 106

²! Citeret af C. Lyell i: »Antiquity of Man,« S. 497.

[page] 44

alene er i Stand til at gjøre Fremskridt. Hvad Dyrene angaaer og nu da først Individerne, saa veed Enhver, som har nogen Erfaring i at sætte Snarer, at unge Dyr meget lettere kunne fanges end gamle, og at det er meget lettere for en Fjende at nærme sig dem. Angaaende de gamle Dyr saa er det umuligt at fange mange af dem paa det samme Sted i det samme Slags Snare eller at dræbe dem med den samme Gift, og dog er det usandsynligt, at\de allesammen skulde have faaet Noget af Giften, og umuligt, at- de allesammen skulde være blevne fangede i Snaren. De maa altsaa lære at blive forsigtige ved at se deres Brødre blive fangne eller forgivne. I Nord-Amerika, hvor Peltsdyrene længe ere blevne efterstræbte, udfolde de, i Følge alle Iagttageres enstemmige Vidnesbyrd, et næsten utroligt Beløb af Kløgt, Forsigtighed og Snedighed; men Snaresætning er rigtignok ogsaa der bleven brugt saa-længe, at Arveligheden har kunnet komme til at spille en Rolle.

Dersom vi nu betragte de paa hinanden følgende Generationer eller Racen, saa er der ingen Tvivl om, at Fugle eller andre Dyr lidt efter lidt baade vinde og tabe i Forsigtighed i deres Forhold til Mennesket og andre Fjender¹), og denne Forsigtighed er ganske vist hovedsagelig nedarvet Vane eller Instinkt, men tildels jo dog Resultatet af individuel Erfaring. En god Iagttager Leroy ²) siger, at i Distrikter, hvor Ræven efterstræbes meget, ere de Unge, ligesom de forlade deres Kule, uomtvistelig langt forsigtigere end de Gamle i de Distrikter, hvor de ikke blive meget forfulgte.

Vore Hushunde'nedstamme fra Ulve og Jakaler³), og

1) »Journal of Researches during the Voyage of the Beagle,« 1845, S. 398. »Arternes Oprindelse,« S. 268.

²) »Lettres Phil. sur l'Intelligence des Animaux,« nouvelle édit., 1802, S. -86.

³) Se hvad der er sagt herom i første Kapitel, Vol. 1, i: »On the Variation of Animals and Plants under Domestication.«

[page] 45

skjøndt de ikke have vundet i Snedighed og sagtens have tabt i Eetning af Forsigtighed og Mistænksomhed, saa have. de dog gjort Fremskridt i visse moralske Egenskaber, saaledes som Hengivenhed, Troskab,, i Sindelag og rimeligvis ogsaa i Intelligens i Almindelighed. Den almindelige Rotte har besejret og fordrevet adskillige andre Arter fra Evropa, Dele af Nord-Amerika, Ny-Zeeland og fon nylig ogsaa fra Formosa ligesom fra selve China. Hr. Swinhoe¹), som beskriver disse sidste Tilfælde, tilskriver den almindelige Rottes Sejr over den store Mtis coninga dens større Snedighed, og denne sidste Egenskab kan tilskrives dens hyppige Brug af alle dens Evner for at und-gaa Udryddelse ved Menneskene, ligesom det ogsaa kan tilskrives den Omstændighed, at Mennesket efterhaanden har udryddet alle de mindre snedige eller modige Rotter. At hævde, uden noget direkte Bevis, at intet Dyr i Tidernes Løb har gjort Fremskridt i Forstand- §ller andre sjælelige Evner, det er at afgjøre Spørgsmaalet om Arternes Udvikling. Senere skulle vi se, at i Følge Lartet, nulevende Pattedyr i forskjellige Ordner have større Hjerner end deres tertiære Stamformer.

Det er ofte blevet sagt, at intet Dyr bruger Redskaber, og dog knuser den vilde Chimpanzee en af Landets Frugter, der har en Del tilfælles med en Valdnød, med en Sten²). Rengger³) lærte let en amerikansk Abe at aabne haarde Palmenødder paa denne Maade, og senere fandt den af sig selv paa at bruge Stene til at aabne andre Slags Nødder ligesom ogsaa Æsker. Saaledes fjernede den ogsaa saadant Frugtkjød, som havde en ubehagelig Smag. En anden Abe lærte man at aabne Laaget af en stor Æske med en Stok, og senere brugte den

¹) »Proc. Zoolog. Soc.,« 1864, S. 186.

²) Savage og Wyman i: .Boston Journal of Nat. Hist.,« Vol. IV, 1843-44, S. 383.

³) »Såugethiere von Paraguay.,« 1830, S. 51—56.

[page] 46

Stokken som en Løftestang til at fjerne tunge Legemer, og jeg har selv seet en ung Orang-Utang stikke en Stok ind i en Revne, tage fat i den anden Ende af Kjæppen og ganske bruge denne som en Løftestang. I de nys nævnte Tilfælde bleve Stene og Stokke anvendte som Hjælpemidler; men de bruges ligeledes som Vaaben. Brehm ^l) fortæller paa den velbekjendte Schknpers Avtoritet, at, naar en vis abyssinsk Bavian-Art (C. gelada) i store Horder kommer ned fra Bjergene for at plyndre Markerne, møder den undertiden Flokke af en anden Art (C. hamadryas), og saa opstaaer der Kamp. Geladaerne rulle saa store Stene ned, som Hamadryaderne søge at undgaa, saa gjøre begge Arterne et forskrækkeligt Spektakel og storme rasende løs paa hinanden. Da Brehm ledsagede Hertugen af Koburg-Gotha, hjalp han med ved et Geværangreb paa en Trop Bavianer i Mensa-Passet i Abyssinien. Bavianerne rullede til Gjen^rjaaii? saamange Stene ned fra Bjergene, nogle saa store som et Menneskehoved, at Angriberne skyndsomst maatte retirere, og Passet var virkelig en Tidlang upassabelt for Karavanen. Det fortjener at bemærkes, at disse Bavianer saaledes handlede ,i Fællesskab. Hr. Wallace²) saa ved tre forskjellige Lejligheder Hun-Orang-Utanger, der vare ledsagede af deres Unger, »bryde Grene og den store tornede Frugt af Durian-Træet med alle Tegn paa det største Raseri; de sendte saadan en-Byge af Kastevaaben, at de virkelig afholdt os fra at komme for nær til Træet.«

I den zoologiske Have plejede en Abe, som havde daarlige Tænder, at aabne sine Nødder ved Hjælp af en Sten, og Vogterne forsikkrede mig, at Dyret efter at have bragt Stenen skjulte den i Halmen og tillod ikke nogen anden Abe at røre den. Her have vi da et Slags Forestilling om Ejendom; men dette er da forøvrigt en Fore-

1) »Thierleben,« I Band, S. 79, 82.

²) »The Malay Archipelago,« Vol. 1, 1869, S. 87.

[page] 47

stilling, som ogsaa gjør sig gjæidende hos Hundene om deres Kjødben og hos de fleste eller alle Fugle om deres Reder.

Hertugen af Argyll¹⁾ bemærker, at det at tillempe et Redskab til at kunne bruges i en bestemt Henseende er Noget, som Mennesket er absolut ene om, og han paa-staaer, at der herved bliver et umaadeligt Svælg mellem Mennesket og Dyrene. Det er utvivlsomt en meget vigtig Forskjel; men det forekommer mig, at der er megen Sandsynlighed for Sandheden af Hr. J. Lubbocks Formodning²), at, dengang de første Mennesker første Gang brugte Flintestene til Et eller Andet, saa ville de tilfældigt have slaaet dem i Stykker og ville saa have brugt de skarpe Brud-—stykker. Herfra vilde der kun være et lille Trin til med Forsæt at slaa Flinten i Stykker, og der vilde heller ikke være synderlig langt til at tillempe disse ganske raat. Dette sidste Fremskridt maa imidlertid have taget lang, lang Tid, at dømme efter det uhyre Tidsrum, der henrandt, førend den neolithiske Periodes Mennesker gave sig til at skjærpe og polere deres Stenredskaber. Hr. J. Lubbock bemærker ogsaa, at ved at slaa Flinten i Stykker vilde der være fremkommet Gnister og ved at hvæsse dem vilde der være blevet udviklet Varme og »saaledes kunne de to sædvanlige Maader at frembringe Ild paa være opstaaede.« Ildens Natur vil have været kjendt i mange vulkanske Egne, hvor Lavaen nu og da er kommet til at løbe igjen-nem Skove. De menneskelignende Aber bygge, rimeligvis ledede af Instinkt, flade Gulve til midlertidige Opholdssteder; men da mange Instinkter nøje kontrolleres af Forstanden, saa kunne de simplere, saadanne som det at bygge et saadan Gulv, let gaa over til at blive en frivillig og bevidst Handling. Orang-Dtangen vides om Natten at bedække sig med Bladene af Pandanen; og Brehm for-

1) »Primeval Man,« 1869, S. 145, 147.

2) »Prehistoric Times,« 1865, S. 473 osv.

[page] 48

sikkrer, at en af hans Bavianer plejede at beskytte sig selv mod Solens Varme ved at kaste en Straamaatte over sit Hovede. I disse senere Vaner se vi rimeligvis de første Trin henimod nogle af de simplere Kunster, nemlig Arkitektur og Klædedragt i deres groveste Form, saaledes som de opstod blandt Menneskets ældste Forfædre.

Sprog. — Taleevnen er med Rette blevet anseet for een af de Ting, der særlig adskiller Mennesket fra Dyrene, Men Mennesket- er, efter hvad en saa kompetent Dommer som Biskop Whately bemærker: »ikke det eneste Dyr, som kan bruge Mælet til at udtrykke, hvad der foregaaer i dets Sjæl, og paa den anden Side mere eller mindre godt forstaa, hvad en Anden paa denne Maade udtrykker.« ¹⁾ Cebus azaræ fra Paraguay giver, naar dens Sind sættes i Bevægelse, idetmindste seks forskjellige Lyde fra sig, som hos andre Aber vække lignende Sindstilstande ²). Abernes Miner og Fagter forstaaes af os og de forstaa tildels vore, efter hvad Rengger og Andre erklære. Det er en mere mærkværdig Kjendsgjerning, at Hunden, siden den er bleven gjort til Husdyr, har lært at gø³) i i det Mindste fire eller fem Tonefald. Oraendskjøndt det at gø er en ny Kunst, er det dog utvivlsomt, at de vilde Arter, Hundens Stamfædre, udtrykke deres Følelser ved forskjellige Slags Skrig. Hos Hushunden have vi Ivrighedens lydelige Glammen, f. Ex. paa Jagten; den vrede Gøen; Fortvivlelsens tudende eller hylende Gøen, naar den er blevet lukket ude; den glade Gøen, som naar den skal ud at spadsere med sin Herre; og den bestemte Gøen, naar den beder eller fordrer, som f. Ex. naar den ønsker at faa en Dør eller et Vindue lukket op.

1) Citeret i: »Antliropological Review«. 1864. S. 158.

²) Rengger, 1. c. S. 45.

³) Se: »Variation of Animals and Plants under Domestication«. Vol. I. S. 27.

[page] 49

Den artikulerede Tale er imidlertid ejendommelig for Mennesket; men ligesom de højere Dyr brager han uartikulerede Skrig eller Udbrud til, ledsaget af Fagter og Bevægelser af ansigtsmusklerne '), at udtrykke, hvad han mener. Dette gjælder særlig om de mere simple og levende Følelser, som ikke staa i nogen nøjere Forbindelse med vor højere Intelligens. Vore Smerte-, Frygt-, Forbavselses- og Vredesskrig i Forbindelse med de dem ledsagende Handlinger og Moderens sagte Hvisken til sit elskede Barn udtrykke mere end noget Ord. Det er ikke selve Evnen til at artikulere, som adskiller Mennesket fra andre Dyr; thi, som Alle vide, kunne Papegøjer snakke; men det, det kommer an paa, det er den store Evne., han har til at forbinde bestemte Lyde med bestemte Ideer, og dette afhænger aabenbart af Udviklingen af de sjælelige Evner.

Sproget er, som Horne Tooke, en af dem, der har grundlagt Filologiens ædle Videnskab, bemærker, en Kunst ligesom Brygning og Bagning; men Skrivning vilde have været et mere passende Billede. Talen er ganske vist ikke ligefrem et Instinkt; thi ethvert Sprog maa læres. Den er imidlertid vidt forskjellig fra alle andre Færdigheder; thi Mennesket har en instinktsmæssig Tendens til at tale, hvilket sees af smaa Børns Plnddren, medens intet Barn har nogen instinktmæssig Tendens til at brygge, bage eller skrive. Fremdeles er der ingen Filolog nu, der troer, at noget Sprog virkelig er blevet opfundet, ethvert af dem er blevet udviklet langsomt, ubevidst og trinvis. De Lyde, som forskjellige Fugle frembringe, ere i forskjellige Henseender, dem, der nærmest ere analoge med Sproget; thi alle Individer af samme Art udstøde de samme instinktmæssige Skrig, der udtrykke deres Sindsbevægelser, og

1) Dette Forhold er fyldigere omtalt i Hr. E. B. Tylor's meget interessante Værk: .Researches into the EarlyHistory af Mankind«, 1865. Tom IV. Kapitel II.

4

[page] 50

alle de Arter, der have Evne til at synge, udfolde denne deres Færdighed instinktmæssigt; men selve Sangen og selv Lokkeraabene lære de af deres Forældre eller Fosterforældre. Disse Lyde ere, som Daines Barrington¹) har beviist, »ikke mere medfødte, end Talen er Mennesket medfødt.« De første Forsøg paa at synge »kunne sammenlignes med Barnets noget mangelfulde Bestræbelser for at pluddre.« De unge Hanner vedblive at øve sig, eller som Fuglefængerne sige, at repetere en ti—elleve Maaneder. Deres første Forsøg kan man neppe engang kalde Begyndelsen til deres fremtidige Sang; men altsom de blive ældre, kunne vi opdage, hvad det er, de efterligne, og tilsidst siger man, »at de synge rent.« Fugleunger, som have lært at synge af en anden Art end deres egen, f. Ex. Kanariefugle, der ere opfostrede i Tyrol, lære og overlevere deres ny Sang til deres Afkom. De smaa naturlige Forskjelligheder, der træffes hos den samme Art, alt eftersom den beboer forskjellige Egne, kan, som Barrington bemærker, saa omtrent sammenlignes med »Provindsdia-lekter«, og Sangen hos beslægtede, men forskjellige Arter, kan sammenlignes med Sproget hos de forskjellige Menneskeracer. Jeg har givet disse Detailler for at vise, at instinktmæssig Tendens til at erhverve sig en Færdighed ikke er Noget, der er ejendommeligt for Mennesket alene.

Angaaende de artikulerede Sprogs Oprindelse kan jeg ikke, efter paa den ene Side at have læst Hr. Hensleigh Wedgwood's, Hr. F. Farrar's og Professor Schleicher's²)-i høj Grad interessante Værker og paa den anden Side

¹) Hr. Daines Barrington i: »Philosoph. Transactions«, 1773, S. 262. Se ogsaa Dureau de la Malle, i: »Ann. des Se. Nat.« 3 Ser. Zoolog. Tom. X. S. 119.

²) »On the Origin of Language«, by H. Wedgwood, 1866. »Chapters of Language«, by the Rev. F. W. Farrar, 1865. Disse Værker ere i høj Grad interessante. Se ogsaa »De la Phys. et de Parole«, par Albert Lemoine. Aug. Schleicher: »Die Darwinsche Theorie und die Sprachwissenschaft«. 1863.

[page] 51

Professor Max Miiller's berømte Forelæsninger, tvivle om, at Sprogene ere opstaaede ved Efterligning og Modifikation af forskjellige Naturlyde, Menneskets egne instinktmæssige Skrig og andre Dyrs Stemmer, Alt i Forbindelse med Tegn og Fagter. Naar vi komme til at tale om Parrings-valget, ville vi se, at de første Mennesker eller vel snarere en af Menneskets Stamformer efter al Sandsynlighed brugte sin Stemme meget, saaledes som en af Gibbon-Aberne gjør det den Dag idag, til at fremkalde virkelig musikalske Tonefald d. v. s. til Sang. Vi kunne i Følge en højst almindelig Analogi slutte os til, at denne Evne særlig er bleven udfoldet under Kjønnenes Kurmageri og har tjent til at udtrykke forskjellige Sindsbevægelser som Kjærlighed, Skinsyge og Sejrsglæde og vel ogsaa er bleven brugt som Udfordring til deres Rivaler. Efterligningen af musikalske Skrig ved Hjælp af artikulerede Lyde kunde have frembragt Ord, der udtrykte forskjellige sammensatte Sindsbevægelser. Som vedkommende Spørgsniaalet om Efterligning fortjener den stærke Tilbøjelighed hos vore nærmeste Slægtninge, Aberne, hos de microcephale (smaahjernede) Idioter¹) og hos de vilde Menneskeracer til Efterligning af hvad de høre, vel at lægges Mærke til. Da Aber ganske vist forstaa meget af, hvad Mennesker sige til dem, og da de i vild Tilstand frembringe Skrig, der skulle advare deres Kammerater imod Fare²), saa synes det ikke aldeles utroligt, at et eller andet usædvanlig klogt abe-lignende Dyr kunde have fundet paa at efterligne Rovdyrenes Hyl for derved at tilkjendegive for sine Med-Aber, af hvad Natur Faren var, og dette vilde da have været et første Trin til Dannelsen af et Sprog.

1) Vogt: »Mémoire sur les Microcéphales«, 1867. S, 169. For de Vildes Vedkommende har jeg anført nogle Exempler i min: "Journal of Researches«, 1845. S. 206.

²) Herpaa vil man finde tilstrækkelig Bekræftelse i de to ofte citerede Værker af Brehm og Rengger.

4*

[page] 52

Som Stemmen blev brugt mere og mere, ville Stemme-organerne være blevne styrkede og fuldkommengjorte ifølge Loven om d-e arvelige Virkninger af Brug, og dette vil igjen have virket paa Taleevnen. Men Forholdet mellem den fortsatte Brug af Talen og Udviklingen af Hjernen har uden Tvivl været langt langt vigtigere. De sjælelige Evner hos nogle af Menneskets tidlige Stamfædre maa have været udviklede i højere Grad, end de ere det hos nogen af de nulevende Aber, før selv den mest ufuldkomne Form for Talen kunde være kommen i Brug. Men vi kunne rolig tro, at fortsat Brug af denne Evne og Fremskridt i saa Henseende vil have virket tilbage paa Sindet ved at sætte det i Stand til og ved at ægge det til at beskjæftige sig med længere Tankeforbindelser. En lang og sammensat Tankeforbindelse kan ligesaa lidt komme i Stand uden Hjælp af Ord, udtalte eller uudtalte, som man kan udføre lange Beregninger uden Hjælp af Figurer eller Tal. Det synes ogsaa, at selv almindelige Tankeforbindelser næsten fordre et Slags Sprog; thi den døvstumme og blinde Pige Laura Bridgman saaes bruge sine Fingre, mens hun drømte ^x). Ikkedestomindre kan en lang Rækkefølge af levende og sammenhængende Ideer drage forbi Sjælen uden Hjælp af Sprog i nogensomhelst Form, hvilket vi kunne se af Hundenes lange Drømme. Vi have ogsaa seet, at Jagthunde ere i Stand til til en vis Grad at ræsonnere, og dette gjøre de aabenbart uden at have noget Sprog til Hjælp. Den inderlige Forbindelse mellem Hjernen, saaledes som den nu er udviklet hos os, og Evnen til at tale viser sig tydeligt i disse mærkelige Tilfælde af Hjernesygdomme, i hvilke Talen særlig paavirkes, som f. Ex. naar Evnen til at huske Substantiver mistes, medens de andre Ord kunne bruges korrekt²). Det er ikke mere

¹⁾ Se Bemærkninger desangaaende i Hr. Maudsley's: »The Physiology and Pathology of Mind», 2 Edit. 1868. S. 199.

²) Mange mærkelige Tilfælde ere blevne omtalte. Se f. Ex.: »Inqui-

[page] 53

usandsynligt, at Virkningerne af fortsat Brug af Stemme-og Tankeorganer kunne nedarves, end at en Haandskrift kan nedarves, da dette jo afhænger dels af Haandens Bygning og dels af en vis Sindsbeskaffenhed, og Haandskrift nedarves ganske vist¹).

Hvorfor de Organer, der nu ere i Talens Tjeneste, oprindelig ere blevne udviklede i dette Øjemed snarere end andre Organer, det er ikke vanskeligt at se. Myrerne kunne meget godt meddele sig til hinanden ved Hjælp af deres Følehorn, hvilket vises af Huber, som offrer et helt Kapitel til deres Sprog. Vi kunde have brugt vore Fingre som virksomme Instrumenter; thi en Person, der har Øvelse, kan rapportere en døv Mand hvert eneste Ord af en Tale, der er bleven holdt ved et offenligt Møde, men da denne Beskjæftigelse næsten fuldstændig vilde optage vore Hænder, saa maatte det siges at være en alvorlig Ulempe. Da alle højere Pattedyr have Stemmeorganer, hvis Bygning i det hele Store er den samme som vor, og som bruges til Meddelelsesmidler, saa er det paafaldende sandsynligt, naar Meddelelsesevnen skulde forbedres, at disse nævnte Organer bleve endnu mere udviklede, og dette er da ogsaa skeet ved Hjælp af tilstødende og godt lempede Dele, nemlig Tungen og Læberne²). Den Kjends-gjerning, at de højere Aber ikke bruge deres Stemme-organer til Tale, er uden Tvivl afhængig deraf, at deres Intelligens ikke er gaaet tilstrækkeligt fremad. Det at de have Organer, som ved en længe fortsat Øvelse kunde være blevne brugte til Tale, men ikke bruges saaledes, svarer ganske til de Tilfælde, hvor mange Fugle have Organer, der ere indrettede for Sang, omendskjøndt de

ries Concerning the Intellectual Powers«, af Dr. Abercrombie,

1838, S. 150.

1) »The Variation of Ånimals and Plants under Domestication«, Vol.

II. S. 6.

2) Se nogle gode Bemærkninger herom i Dr. Maudsley's »The Physio-

logy and Pathology of Mind«, 1868, S. 199.

[page] 54

aldrig synge. Saaledes have Nattergalen og Kragen ens byggede Stemmeorganer; den første bruger dem til forskelligartet Sang, den sidste blot til Skrigen¹).

Dannelsen af forskjellige Sprog og af forskjellige ilrter og Beviserne for, at de begge ere blevne udviklede Trin for Trin, ligne hinanden mærkværdigt²). Men vi kunne forfølge mange Ords Oprindelse længere tilbage end Arterne; thi vi kunne opdage, hvorledes de virkelig ere opstaaede ved Efterligning af forskjellige Lyde. Vi finde i de forskjellige Sprog slaaende Homologier, der hidrøre fra Fælleshed i Afstamning, og Analogier, der skyldes en lignende Dannelsesproces. Den Maade, paa hvilken visse Bogstaver eller Lyde forandre sig, naar andre forandre sig, ligner meget korrelativ Vækst. I begge Tilfælde have vi Fordobling af Dele, Virkninger af længe fortsat Brug og saa fremdeles. Den hyppige Tilstedeværelse af Rudimenter baade i Sprog og Arter er endnu mere mærkværdig. Bogstavet m i Ordet am betyder jeg (I), saa at der i Udtrykket I am er blevet beholdt et overflødigt og unyttigt Rudiment. Der er ogsaa mange Ord, der have beholdt Bogstaver, der ere Rudimenter af gamle Maader at udtale paa. Sprogene kunne ligesom de organiske Væsner ordnes i Grupper og Undergrupper, og de kunne enten klassificeres naturligt, altsaa efter Afstamning, eller kunstigt efter andre Karakterer. Herskende Sprog og Dialekter udbredes vidt og føre lidt efter lidt til Udryddelse af

¹) Macgillivray i: »Hist. of British Birds«, Vol. li. 1839, S. 29. En udmærket Iagttager, Hr. Blackwall, bemærker, at Skaden kan lære at udtale enkelte Ord, ja, selv korte Sætninger, lettere end nogen anden Fugl, dog har han, det tilføjer han, efter længe og omhyggeligt at have iagttaget dens Levnet og Vaner, aldrig mærket Noget til at den i vild Tilstand udfolder nogen ualmindelig Færdighed i Retning af Efterligning. »Researches in Zoology«, 1834, S. 158.

²) Se den meget interessante Parallel imellem Arters og Sprogs Udvikling, som er draget af Hr. Ch. Lyell i: »The Geolog. Evidences of the Antiquity of Man«, 1863, Kap. XXIII.

[page] 55

andre Tungemaal. Som Hr. C. Lyell bemærker, kommer et Sprog ligesaa lidt som en Art igjen, naar det engang er udryddet. Det samme Sprog har aldrig to Fødestavne. Forskjellige Sprog kunne krydses eller blandes med hinanden¹). Vi træffe Variabilitet i ethvert Tungemaal, og ny Ord fremkomme stadig. Men da der er en Grændse for Hukommelsen, saa uddø enkelte Ord ligesom hele Sprog lidt efter lidt. Max Muller²) udtrykker det godt saaledes; — »i ethvert Sprog er der stadig en Kamp for Tilværelsen i Gang imellem Ordene og de grammatiske Former. De bedste, de korteste, de bekvemmeste Former vinde stadig, og de skylde deres egne dem iboende udmærkede Egenskaber deres Held.« Til de mere væsenlige Grunde for, at visse Ord overleve, troer jeg, at blot og bar Nyhed kan tilføjes; thi der er i Menneskets Sjæl en stærk Forkjærlighed for Smaaforandringer i alt muligt. Visse heldigt stillede Ords Overleven og Bevarelse i Kampen for Tilværelsen er Kvalitetsvalg.

Den fuldkomne, reglmæssige og vidunderlig indviklede Bygning af Sprogene hos mange barbariske Nationer er ofte bleven anført som Bevis enten paa disse Sprogs guddommelige Oprindelse eller paa deres Grundlæggeres store Kunst og tidligere Civilisation. . Saaledes skriver F. von Schlegel: »I de Sprog, der synes at staa lavest i intellektuel Kultur, bemærke vi hyppigt en meget stor og udviklet Kunstfærdighed i den grammatikalske Bygning. Dette er særlig Tilfældet med det baskiske og det lappiske Tungemaal og ogsaa med mange af de amerikanske³)«. Men det er ganske vist en Fejltagelse at tale om noget Sprog som om en Kunst i den Forstand, at det er blevet

1) Se Bemærkninger herom af Hr. F. W. Farrar i en interessant Artikel, betitlet: »Philology and Darwinism« i: Nature«, 24 Marts 1870, S. 528.

²) »Nature«, 6 Jan. 1870, S. 257.

³) Citeret i C. S. Wake: »Chapters on Man«, 1868. S. 101.

[page] 56

omhyggeligt og methodisk dannet. Filologerne indrømme nu, at Konjugationer, Deklinationer o. s. v. oprindelig forefandtes som egne Ord, som senere ere blevne slaaede sammen, og da saadanne Ord udtrykke de mest iøjnefaldende Forhold mellem Ting og Personer, saa er det ikke forbavsende, at de ere blevne brugte af Folk af næsten alle Racer i de ældste Tider. Med Hensyn til Fuldkommenhed saa vil det Følgende bedst vise, hvor let vi der kunne tage fejl: En Crinoide bestaaer undertiden af ikke mindre end 150,000 Skalstykker¹), der alle ere ordnede fuldkommen symmetrisk i udstraalende Rækker; men en Naturforsker betragter ikke et Dyr af dette Slags som mere fuldkomment end et bilateralt, der kun bestaaer af forholdsvis faa Dele, af hvilke ikke andre ligne hinanden end de, der staa ligeoverfor hinanden paa modsatte Sider af Legemet. Naturforskeren anseer med Rette Organernes Forskjellighed og særlige Uddannelse som Beviser paa Fuldkommenhed. Saaledes er det ogsaa med Sprogene, det mest symmetriske og mest sammensatte burde ikke sættes over uregelmæssige forkortede og blandede Sprog, som have laant betegnende Ord og nyttige Konstruktioner fra forskjellige besejrende eller besejrede eller indvandrede Racer.

Af disse faa og ufuldkomne Bemærkninger er det, at jeg drager den Slutning, at den yderst sammensatte,og regelmæssige Bygning af mange barbariske Sprog ikke er noget Bevis paa, at de skylde en særlig Skabelsesakt deres Oprindelse²). Ikke heller frembyder, som vi have seet, Evnen til artikuleret Tale i sig selv nogen uovervindelig Hindring for Troen paa, at Mennesket er blevet udviklet af en eller anden lavere Form.

1) Buckland: »Bridgewater Treatice«, S. 411.

²) Se nogle gode Bemærkninger om Sprogets Simplifikation i Hr. J. Lubbock's »Origin of Civilisation«, 1870, S. 278.

[page] 57

Selvbevidsthed, Individualitet, Abstraktion, almindelige Ideer osv. — Det vilde være unyttigt at forsøge paa at omtale disse høje Evner, der i Følge flere nyere Forfattere danne den eneste og fuldkomne Forskjel mellem Mennesket og Dyrene; thi neppe to Forfattere stemme overens i deres Definitioner. Saadanne Evner kunne ikke være blevne fuldkomment udviklede hos Mennesket, førend hans Sjæleevner stode paa et temmelig højt Trin, og dette forudsætter Brugen af et fuldkomment Sprog. Der er Ingen, der antager, at der er noget af de lavere Dyr, der tænker over, hvorfra det kommer, og hvorhen det gaaer, — hvad Død er, og hvad Liv er o. s. v. Men kunne vi være ganske sikkre paa, at en gammel Hund med en udmærket Hukommelse og med megen Indbildningskraft, der jo som sagt viser sig i dens Drømme, aldrig reflekterer over sit forbigangne Livs Jagtglæder? Dette vilde jo nemlig være en Form af Selvbevidsthed. Hvor lidet kan paa den anden Side, som Biichner¹) har bemærket, en ussel Avstralnegers haardt arbejdende Kone, som neppe bruger nogen abstrakt Betegnelse, og som ikke kan tælle højere end fire, udfolde Selvbevidsthed eller reflektere over sin egen Tilværelses Natur?

At Dyr beholde deres sjælelige Individualitet, er uomtvisteligt. Da min Stemme vakte en Skare af gamle Ideassociationer i den ovenfor nævnte Hunds Sjæl, saa maa den have beholdt sin sjælelige Individualitet, omendskjøndt hvert eneste Atom i dens Hjerne sandsynligvis mere end en Gang var blevet forandret i Løbet af de fem Aar. Hunden kunde være kommen med et Argument, der for nylig er blevet brugt til at knuse alle Evolutionister med, og sagt: »Jeg er under alle Sindsstemninger og alle materielle Forandringer den samme .... Den Lære, at Atomer efterlade deres Indtryk som testamentariske Gaver til andre Atomer, der glide ind paa de Pladser, som hine

¹) »Sechs Vorlesungen iiber die Darwinsche Theorie«, 1868.

[page] 58

have efterladt tomme, staaer i Strid med al Yttring af Selvbevidsthed og er derfor falsk; men det er den Lære, som Evolutionstheorien nødvendig forudsætter, som en Følge deraf er Theorien falsk¹).«

Skjønhedssands. — Man har sagt, at Skjønheds-sands var Noget, der var ejendommeligt for Mennesket alene. Men naar man nu seer Fugle-Hanner paa den mest udstuderte Maade udfolde deres Fjer og udstille deres pragtfulde Farver for Hunnerne, medens andre Fugle," der ikke ere saaledes smykkede, ikke forsøge at gjøre sig elskværdige paa denne Maade, saa falder det lidt vanskeligt at tro, at Hunnerne ikke beundre deres Kurmageres Skjønhed. Da Kvinder i alle Lande smykke sig selv med disse Fjer, kan saadanne Prydelsers Skjønhed ikke bestrides. Kravefuglene, der smagfuldt pynte deres Legepladser med spraglede Gjenstande — det samme gjøre visse Kolibrier ved deres Rede — afgive endnu et Bevis mere for, at de have Skjønhedssands. Det samme gjælder om Fuglenes Sang, de søde Toner, som Hannerne udjuble i Parringstiden, beundres ganske vist af Hunnerne, hvilket vi senere skulle bevise. Dersom Hun-Fuglene havde været ude af Stand til at sætte Pris paa Hannernes smukke Farver, Prydelser og Stemmer, saa vilde alt det Arbejde og den ængstelige Omhu, hvormed disse udfolde deres Ynde for Hunnerne, ligefrem være spildt, og dette er det umuligt at indrømme. Hvorfor visse straalende Farver og visse Toner, naar de ere harmoniske, vække Behag, det kan, antager jeg, ligesaa lidt forklares, som hvorfor visse Smagsindtryk og visse Dufte ere behagelige; men det er ganske vist, at de samme Farver og de samme Lyde beundres af os og af mange af de lavere Dyr.

Følelsen for Skjønhed er ikke, i det Mindste ikke hvad den kvindelige Skjønhed angaaer, af nogen speciel

1) Dr. J. M'Cann: .Anti-Darvinism«, 1869, S. 13.

[page] 59

Natur hos Mennesket; thi den er vidt forskjellig hos de forskjellige Menneskeracer, hvad der senere skal blive viist, og den er ikke engang den samme hos de forskjellige Nationer af samme Race. At dømme efter de græsselige Prydelser og den ligesaa græsselige Musik, som beundres af de fleste Vilde, kunde man næsten sige, at de i æsthetisk Dannelse ikke stode saa højt som visse Dyr f. Ex. Fuglene. Det er aabenbart, at intet Dyr vilde være i Stand til at beundre saadanne Ting som Stjernehimlen, et smukt Land-skab eller god Musik; men Smagen for saadanne Ting, der ere afhængige af Dannelse og sammensatte Tankeforbindelser, findes heller ikke hos de Vilde eller hos Folk, hvis Opdragelse har været meget mangelfuld.

Mange af de Evner, som have været til uskatterlig Nytte for Menneskets stadige Fremadskriden, f. Ex. Indbildningskraft, Beundring, Nysgjerrighed, en vis Skjønheds-sands, Efterlignelsesdrift og Lyst til Ophidselse eller Forandring, kunne ikke have undladt at hidføre de mest lunefulde Forandringer i Skikke og Sædvaner. Jeg bemærker dette, fordi en Forfatter¹) for nylig mærkelig nok har sagt om Lunefuldhed, at det »er en af de mærkeligste og mest typiske Forskjelligheder mellem Dyrene og de Vilde.« Nu kunne vi imidlertid ikke blot forstaa, hvorfor Mennesket er lunefuldt; men de højere Der ere, som vi senere skulle se, lunefulde i deres Tilbøjeligheder, Aversioner og Skjønheds-sands. Der er ogsaa god Grund til at tro, at de holde af Forandring for dens egen Skyld.

Tro paa Gud — Religion. — Der haves intet Bevis for, at Mennesket oprindelig var begavet med den forædlende Tro paa en almægtig Guds Tilværelse. Tvertimod der er fyldige Beviser, hentede ikke fra travle Rejsende, men fra Folk, som længe have boet blandt de Vilde, for, at der har været og endnu er talrige Racer, der hverken

1) »The Spectator., 4 December, 1869, S. 1430.

[page] 60

have nogen Forestilling om en eller om flere Guder, lige— saa lidt som de have noget Ord i deres Sprog til at betegne en saadan Forestilling med¹). Dette Spørgsmaal er naturligvis forskjelligt fra det langt vigtigere, om der existerer en Verdens-Skaber og Opretholder, og dette Spørgsmaal er jo blevet besvaret bekræftende af de rigest begavede Folk, der nogensinde have levet.

Dersom vi imidlertid i Begrebet »Religion« medind-befatte Troen paa en usynlig Aandevirksomhed, saa kommer der noget Andet ud; thi denne Tro synes at være næsten universel hos de mindst civiliserede Racer. Det er heller ikke vanskeligt at forstaa en saadan Troes Tilblivelse. Saasnart som de vigtige Evner Indbildningskraft, Forundring og Nysgjerrighed i Forbindelse med nogen Dømmekraft vare blevne nogenlunde udviklede, vilde Mennesket naturligt have søgt at forstaa, hvad der foregik rundt om ham, og paa en eller anden ubestemt Maade have tænkt over sin egen Tilværelse. Som Hr. M'Lennan²) har bemærket: »Mennesket maa lave sig et Slags Forklaring for Livets Fremtoninger, og naar man skal dømme efter, hvor almindelig udbredt den er, saa synes den første Hypothese, der er faldet Mennesket ind, at have været den, at Naturfænomenerne maa tilskrives Tilværelsen af Aander i Dyr, Planter, Ting og Naturkræfter, Aander, der satte Dyr, Planter osv. i Virksomhed, ligesom dem, Mennesket vidste, at de selv ejede.« Som Hr. Tylor anskueligt har viist det, er det sandsynligt, at Drømme kunne have givet Anledning til Troen paa Aander; thi de Vilde have ikke nogen særlig udviklet Evne til at skjelne mellem subjektive og objektive Indtryk. Naar den Vilde drømmer, troer han,

1) Se en udmærket Artikel om dette Emne af Hr. F. W. Farrar i: »Anthropological Review«, Aug. 1864, S. CCXVII. Nærmere Oplysninger i Lubbocks »Prehistoric Times«, 2 Edit, 1869, S. 564, og særlig Kapitlet om Religion i hans Origin of Civilisation«, 1870.

²) »The Worship of Animals and Plants« i: »Fortnightly Review«, 1 Okt. 1869, S. 422.

[page] 61

at de Skikkelser, der vise sig for ham, ere komne borte fra og have staaet hos ham; eller ogsaa, at »Drømmerens Sjæl gaaer ud paa Rejser og kommer hjem med en Erindring om, hvad den har seet¹).« Men førend de ovenfor nævnte Evner: Indbildningskraft, Nysgjerrighed, Forstand osv. vare blevne temmelig kraftigt udviklede hos Mennesket, vilde hans Drømme ligesaa lidt have faaet ham til at tro paa Aander, som de nu faa Hunden til det.

Den Tilbøjelighed, de Vilde have til at antage, at Naturgjenstande og Naturfænomener ere besjælede af et aandeligt eller levende Væsen, illustreres maaske ved en lille Iagttagelse, jeg engang kom til at gjøre: min Hund, et voksent og meget opvakt Dyr, laa en varm og stille Dag paa en Græsplæne; men lidt derfra fik en let Luftning nu og da en opslaaet Parasol til at bevæge sig, hvilket Hunden aldeles ikke vilde have lagt Mærke til, dersom der havde staaet Nogen ved Parasollen; men nu hylede den forskrækkeligt og gjøede, hvergang Parasollen bevægede sig lidt. Jeg antager, at den maa have sagt til sig selv

1) Tylor: »Early History of Mankind«, 1865, S. 6. Se ogsaa de tre mærkelige Kapitler om Religionens Udvikling i Lubbock's »Origin of Civilisation«, 1870. Paa en lignende Maade forklarer Hr. Herbert Spencer i sin geniale Afhandling i: »Fortnightly Review« (1 Maj 1870, S. 535) de første Former for religiøs Tro den hele Verden over, ved at Mennesket ved Drømme, Skygger og andre Ting kom til at betragte sig selv som et dobbeltvæsen, legemligt og aandeligt. Da den aandelige Del antages at existere efter Døden og antages at have Magt, formildes den ved forskjellige Gaver og Ceremonier , og dens Hjælp paakaldtes. Han viser saa fremdeles, at Navne eller Øgenavne, som en Stammes Fader eller Grundlægger har faaet efter et Dyr eller en Gjenstand, naar lang Tid er gaaet, antages at repræsentere Stammens virkelige Stamfader, og et saa-dant Dyr eller en saadan Gjenstand troes saa naturligvis stadigt at existere som Aand, holdes helligt, æres og tilbedes som en Gud. Jeg kan ikkedestomindre ikke andet end tro, at der er et endnu tidligere og raaere Trin, hvor enhver Ting, der viser Kraft eller bevæger sig, tænkes at have et Slags Liv og Sjæleevner, der ere analoge med vore.

[page] 62

paa en noget hastig og ubevidst Maade, at Bevægelse uden nogen synlig Aarsag forudsatte Tilstedeværelsen af en eller anden fremmed Virksomhed, og at ingen Fremmed havde Lov til at komme paa dens Territorium.

Troen paa en Aandevirksomhed vilde let gaa over til Troen paa Tilværelsen af en eller flere Guder. Thi vilde Mennesker vilde naturligvis lade Aander have de samme Lidenskaber, den samme Hevnlyst eller den simpleste Form for Hævdelse af Retfærdigheden og de samme Tilbøjeligheder, som de selv have. Ildlænderne synes i denne Henseende at være paa et Overgangsstadium; thi da Lægen paa »Beagle« i naturhistorisk Interesse skød nogle ganske unge Ællinger, sagde York Minster paa den mest højtidelige Maade: »O! Ur. Bynoe, megen Regn, megen Sne, blæse meget,« og dette mentes aabenbart at skulle være en Straf for at ødelægge menneskelige Levnetsmidler. Saa-ledes fortalte han ogsaa, at, da hans Broder dræbte »et vildt Menneske«, kom der mange Storme, megen Regn og- megen Sne. Vi kunde dog aldrig udfinde, at Ildlænderne troede paa, hvad vi vilde kalde en Gud, eller at de havde nogensomhelst religiøs Kultus, og Jemmy Button erklærede bestemt og med retfærdig Stolthed, at der ingen Djævel var i hans Land. Denne sidste Udtalelse er saameget mere mærkværdig, som Troen paa onde Aander hos de Vilde er langt mere almindelig end Troen paa gode Aander.

Følelsen af religiøs Hengivenhed er i høj Grad sammensat; thi den bestaaer af Kjærlighed, fuldstændig Underkastelse under et hemmelighedsfuldt ophøjet Væsen, en stærk Afhængighedsfølelse¹), Frygt, Ærbødighed, Taknemmelighed, Fremtidshaab og maaske andre Elementer. En saa sammensat Følelse vil ikke kunne være kommen til Orde hos et Væsen, før dets intellektuelle og moralske

1) Jævnfør en dygtig Artikel om Religionens psychiske Elementer af Hr L. Owen Pike i: »Anthropolog. Review«, April 1870, S. LX1II.

[page] 63

Evner vare i det Mindste nogenlunde stærkt udviklede. Ikke desto mindre er der en vis fjern Tilnærmelse til denne Sindstilstand i Hundens store Kjærlighed til dens Herre i Forbindelse med fuldstændig Underkastelse, nogen Frygt ,og maaske andre Følelser. Den Maade, en Hund opfører sig paa, naar den efter en lang Fraværelse kommer tilbage til sin Herre, eller en Abe kommer tilbage til sin elskede Vogter, er vidt forskjellig fra deres Opførsel overfor deres Arts-Fæller. I det sidste Tilfælde synes Henrykkelsen at være noget mindre, og Lighedsfølelsen viser sig i hver eneste Bevægelse. Professor Braubach ^J) gaaer saavidt, at han hævder, at Hunden betragter sin Herre som en Gud. De samme høje Sjæleevner, som fik Mennesket til at tro paa en usynlig Aandevirksomhed, dernæst paa Feti-shisme, Polytheisme og sluttelig Monotheisme, maatte ufejlbarligt, saalænge hans Forstandsevner kun vare lidet udviklede, komme til at bibringe ham mange besynderlige Forestillinger og Skikke. Mange af disse ere forfærdelige at tænke paa — f. Ex. at offre Mennesker til en blodelskende Gud, at prøve uskyldige Mennesker ved Jernbyrd og ved at give dem Gift at drikke, Hekseri osv.— og dog er det tjenligt nu og da at tænke over disse overtroiske Forestillinger; thi de vise os, hvor uendelig vor Taknemlighed bør være for Uddannelsen af vor Forstand, for Videnskaberne og vor forøgede Viden²). Hr. J. Lubbock har med Rette bemærket: »Det er ingen Overdrivelse at sige, at en rædsom Frygt for ubekjendte Onder hænger som en tyk Sky over den Vildes Liv og forbittrer ham enhver Glæde.« Disse sørgelige og indirekte Konsekvenser af vore højeste Evner kunne sammenlignes med de tilfældige og nu og da forekommende Instinktforvildelser hos de højere Dyr.

1) »Religion, Moral etc. der Darwin'schen Arts-Lehre«, 1869, S. 53.

²) »Prehistoric Times-, 2 Edit., S. 571. I dette Arbejde (S. 553)

finder man en ypperlig Beretning om de Vildes mange besynderlige

og løjerlige Skikke.

[page 64]

TREDIE KAPITEL.

SAMMENLIGNING MELLEM MENNESKETS OG DE LAVERE DYES SJÆLEEVNER — FORTSAT.

Moralsk Følelse — Grund-Paastand — Selskabelige Dyrs Egenskaber — Selskabelighedens Oprindelse — Kamp mellem hinanden modsatte Instinkter — Mennesket er et selskabeligt Dyr — De mere varige selskabelige Instinkter sejre over andre mindre varige Instinkter — De Vilde tage kun selskabelige Dyder 1 Betragtning — De Dyder, der komme i Betragtning i Forholdet til Individet, ere erhvervede paa et senere Udviklingstrin — Vigtigheden af den Dom, som Medlemmerne af samme Selskab fælde over Individets Opførsel — Nedarvingen af moralske Tendenser — Resumé.

Jeg er ganske enig med de Forfattere¹), som hævde, at af alle Forskjelligheder mellem Mennesket og de højere Dyr er den moralske Følelse eller Samvittigheden den vigtigste. Denne Følelse har, som Mackintosch²) bemærker, »med Rette Overherredømmet over ethvert andet Grundprincip for menneskelig Virken«; den kan kort og sammentrængt udtrykkes i det bydende Ord: Du bør, der er saa betydningsfuldt. Denne Følelse er den ædleste af alle Menneskets Egenskaber, den fører ham til, uden at betænke sig et Øjeblik, at vove sit Liv for en af sine

^l) Om dette Emne se f.Ex.: Quatrefages, »Dnité del'EspéceHumaine«,

1861, S. 21 osv.

²) »Dissertation on Ethical Philosophy«, 1837, S. 231 osv.

[page] 65

Medskabninger og til efter tilbørlig Overvejelse dreven alene af denne dybe Følelse for Ret eller Pligt til at give sit Liv hen for en stor Sag. Emmanuel Kant. udbryder: »Pligt! vidunderlige Tanke, der hverken virker ved øm Overtalelse, Smiger eller ved at true, men kun ved at holde den simple Lov frem for Sjælen, og som derved formaaer at fremtvinge Agtelse for dig om end ikke altid Lydighed; du, for hvem alle Begjærligheder ere tavse, hvorvel de hemmeligt gjøre Oprør imod dig, hvilken er din Oprindelse *)?«

Dette store Spørgsmaal er blevet diskuteret af mange udmærket dygtige Forfattere²), og jeg har ikke anden Undskyldning for, at jeg ogsaa indlader mig paa det, end den, at det er umuligt her at forbigaa det, og fordi, saa-vidt jeg veed, Ingen særlig har betragtet der fra et naturhistorisk Standpunkt. Undersøgelsen har ogsaa i og for sig Interesse som et Forsøg paa at vise, hvormeget Lys Studiet af de højere Dyr kan kaste paa en af Menneskets højeste Sjæleevner.

Den følgende Antagelse forekommer mig at være i høj Grad sandsynlig — den nemlig, at et hvilketsomhelst Dyr, der er begavet med udprægede Selskabsinstinkter³),

1) »Metaphysics of Ethics«. 1836, S, 136.

²) Hr. Bain meddeler (»Mental and Moral Science«, 1868, S. 543—725) en Liste paa seks og tyve britiske Forfattere, der have skrevet om dette Spørgsmaal, Navne, der for alle Læsere have en velkjendt Klang. Til disse kunne føjes Hr. Bain selv, Hr. Lecky, Hr. Shad--worth Hodgson, Hr. J. Lubbock og endnu flere.

³) Hr. B. Brodie gj'or, efter at have bemærket, at Mennesket er et selskabeligt Dyr (»Psychological Enquiries,« S. 192), det skarpe Spørgsmaal: »hurde dette ikke ende Striden om, hvorvidt der er nogen moralsk Følelse?. Lignende Tanker ere vist opstaaede .hos mange andre end Marcus Aurelius. Hr. J. S. Mil! taler i sit berømte Værk »Utilitarianism«, 1864, S. 46, (paa Dansk ved G. Brandes, under Titel af: .Moral, grundet paa Nytte ellsr Lykkeprincjpet,« 1872, S. 40) om de selskabelige Følelser som en »mægtig, naturnødvendig Følelse« og som »en naturlig Følelsesgrundvold for

5

[page] 66

vil uundgaaelig faa moralsk Følelse eller Samvittighed, saasnart dets Forstandsevner ere blevne saa godt eller næsten saa godt udviklede som hos Mennesket. Thi for det Første bringe Selskabsinstinkterne et Dyr til at finde Fornøjelse i sine Kammeraters Selskab, til at have en vis Grad af Sympathi for dem og til at gjøre dem forskjellige Tjenester. Disse Tjenester kunne være af en bestemt og øjensynlig instinktmæssig. Beskaffenhed; men de kunne ogsaa fremtræde som et Ønske om og en Beredvillighed til at hjælpe Selskabets Medlemmer paa forskjellige almindelige Maader, hvilket er Tilfældet med de fleste af de højere selskabelige Dyr. Men disse Følelser og Tjenester have ikke en saa vid Rækkeevne, at de naa til alle Individer af samme Art, de naa kun til Medlemmerne af samme Selskab. For det Andet, naar de sjælelige Evner ere blevne stærkt udviklede, saa vil der uophørligt gjennem ethvert enkelt Individs Hjerne gaa Billeder af alle de forbigangne Handlinger og deres Bevæggrunde, og den Følelse af Utilfredshed, som altid vil fremkomme, som vi senere skulle se, naar Instinktet ikke er skeet Fyldest, den vil dukke frem, hvergang det mærkes, at det varige og altid forhaanden værende Selskabsinstinkt har maattet give efter for et andet Instinkt, der i Øjeblikket var stærkere, men som ikke var af en varig Natur og ikke heller efterlod sig noget meget levende Indtryk. Det er

Nyttemoralen«; men paa den foregaaende Side siger han: »dersom nu derimod omvendt, saaledes som jeg for min Part mener, de moralske Følelser ikke ere medfødte, men erhvervede, da ere de ikke derfor mindre naturlige.« Jeg har Betænkeligheder ved at vove at afvige fra en saa dybsindig Tænker; men det kan neppe bestrides, at de selskabelige Følelser ere instinktmæssige eller medfødte hos de lavere Dyr, og hvorfor skulde de da ikke være det hos Mennesket? Hr. Bain (se f. Ex. .The Emotions and the Will«. 1865, S. 481) og Åndre tro, at hvert enkelt Individ erhverver sig den moralske Følelse under sit Levnedsløb. Efter den almindelige Udviklingstheori er dette i det Mindste yderst usandsynligt.

[page] 67

klart, at mange instinktmæssige Ønsker, Sult f. Ex, ifølge deres Natur ere af kort Varighed, og som, naar de ere blevne tilfredsstillede, hverken kunne erindres let eller levende. For det Tredie, da Taleevnen var bleven erhvervet, og da Medlemmerne af samme Selskab tydeligt kunde udtrykke deres Ønsker, saa vilde den almindelige Mening om, hvorledes ethvert Medlem burde handle for det Offenliges Bedste, ganske naturligt blive ledende for Handlingerne. Men de selskabelige Instinkter vilde stadig give Impuls til at handle til Bedste for Samfundet, og denne Impuls vilde blive styrket, styret og undertiden forandret af den offenlige Mening, hvis Magt, som vi snart skulle se, ligger i instinktiv Sympathi. Endelig vilde Vanerne hos hvert enkelt Individ til syvende og sidst spille en meget vigtig Rolle ved at lede hvert enkelt Medlems Opførsel; thi de selskabelige Instinkter og Impulser vilde, i Lighed med alle andre Instinkter, blive i høj Grad styrkede ved Vane, hvad ogsaa Efterlevelse af Samfundets Ønsker og Meninger vil. Disse forskjellige indbyrdes forbundne Antagelser skulle vi nu nærmere omtale og nogle af dem temmelig udførligt.

Det vilde maaske være heldigt at forudskikke den Bemærkning, at jeg ingenlunde har i Sinde at paastaa, at et eller andet strengt taget selskabeligt Dyr, i Fald dets intellektuelle Evner bleve ligesaa virksomme og ligesaa stærkt udviklede som Menneskets, vilde faa en moralsk Følelse, der nøjagtig var den samme som vor. Ligesom forskjellige Dyr have en vis Skjønhedssands, omendskjøndt de beundre vidt forskjellige Gjenstande, saaledes kunne de ogsaa have en vis Følelse for Ret og Uret, omendskjøndt den førte dem til at opføre sig paa vidt forskjellige Maader. Dersom, lad os tage et Exempel og sætte Sagen paa Spidsen, dersom Menneskene bleve opfødte under ganske de samme Betingelser som Honningbien, saa kan der neppe være nogen Tvivl om, at vore ugifte Kvinder vilde, ligesom Arbejdsbierne^ anse det for en hellig

5*

[page] 68

Pligt at dræbe deres Brødre, ligesom Mødrene vilde se at faa dræbt deres mandvoksne Døttre, og der vilde ikke være Nogen, der vilde tænke paa at hindre dette. Ikke-destomindre vilde Bien eller hvilketsomhelst andet selskabeligt Dyr i det givne Tilfælde komme til, synes det mig, at faa nogen Følelse for Ret og Uret eller Samvittighed. Thi ethvert Individ vilde have en indre Følelse af at have visse stærkere og mere varige Instinkter og andre mindre stærke eller mindre varige; derved vilde der ofte blive et Slags Stri.d om, hvilken Impuls man skulde følge, og der vilde komme en Følelse af Tilfredshed eller Utilfredshed, naar de forbigangne Indtryk bleve sammenlignede med hinanden, medens de uophørligt giede forbi Sjælen. I saa Tilfælde vilde en indre advarende Røst sige Dyret, at det vilde have været bedre at have fulgt den ene Impuls end den anden. Den ene af dem burde være bleven fulgt, d. v. s. den ene vilde have været Ret, den anden Uret. Jeg skal senere komme tilbage til disse Betegnelser.

Selskabelighed. — Mange Slags Dyr ere selskabelige; vi finde endogsaa forskjellige Arter levende sammen; dette er saaledes Tilfældet med nogle amerikanske Aber og med de store Flokke af Alliker, Stære og Raager. Det er ogsaa Selskabelighedsdriften, der faaer sit Udtryk i Menneskets store Kjærlighed til Hunden, en Kjærlighed, der er gjensidig. Enhver maa have lagt Mærke til, hvor ulykkelige Heste, Hunde, Faar osv. ere, naar de ere blevne skilte fra deres Kammerater, og hvilken Glæde i det Mindste de to første Slags Dyr udvise, naar de blive samlede igjen. Det er ganske morsomt at tænke paa, hvad det er for Følelser, der røre sig hos en Hund, som i timevis kan opholde sig fredeligt i Værelse sammen med sin Herre eller et andet Medlem af Familien, uden at der forøvrigt bliver taget allermindste Notits af den; men som, saasnart den blot et Øjeblik bliver ladt alene, tager paa at gø og hyle paa det Forskrækkeligste. Vi ville

[page] 69

særlig give os af med de højere selskabelige Dyr, med Udelukkelse af Insekterne, omendskjøndt disse hjælpe hinanden betydeligt og paa mange Maader. Den mest almindelige Tjeneste, de højere Dyr gjøre hinanden, er den at advare hinanden for Fare ved Alle at bruge alle deres Sandser. Enhver Skytte veed, som Dr. Jager bemærker¹), hvor vanskeligt det er at komme Dyr paa nært Hold, der ere samlede i Hjord eller Flok. Vilde Heste og Kvæg have ikke, saavidt jeg veed, noget bestemt Fare-Signal; men den Stilling, som den, der først bliver Fjenden vaer, indtager, advarer de Andre. Kaninerne give Signalet ved at stampe stærkt paa Jorden med deres Bagben, Faar og Gemser bære sig ad paa "samme Maade, men bruge Forbenene, idet- de tillige frembringe en Fløjte-Lyd. Mange Fugle og nogle Pattedyr sætte Skildvagter ud, og hos Sælerne siges det almindeligt, at det er Hunnerne²). Føreren for en Flok Aber fungerer som Skildvagt og udstøder forskjellige Skrig, hvoraf nogle betyde, at der er Fare paa Færde, andre, at der ikke er Noget i Vejen³). Selskabelige Dyr gjøre hinanden mange Smaatjenester. Heste gnubbe hinanden, og Køer slikke hinanden, hvor det kløer. Aber hjælpe hinanden af med deres Overhuds-Parasiter, og Brehm fortæller om en Flok af Cercopithe-cus griseo-viridis, der var faret igjennem et Tjørnekrat, at hver Abe lagde sig, ligesaa lang den var, paa en Gren, medens en anden Abe satte sig hen til den og gav sig til »samvittighedsfuldt« at undersøge dens Pelts og trække Torne og Hager ud.

1) »Die Darwinsche Theorie,« S. 101.

²) Hr. R. Bro-wn i »Proc. Zoolog. Soc.« , 1868, S. 409.

³) Brehm: »Thierleben,« B, I, 1864, S. 52, 79. Anglende Aber, der hjælpe hinanden af med Torne, se S. 54. Angaaende Hama-dryaderne, der vende Stene, saa er dette meddelt (S. 76) paa Alvarez's Autoritet, og Brehm aoseer dennes Iagttagelser for aldeles paalidelige. Om de gamle Han-Bavianer, der angribe Hunde, se S- 79, og om Ørnen se S. 56.

[page] 70

Dyr gjøre ogsaa hinanden mere vigtige Tjenester, saaledes jage Ulvene og nogle andre Rovdyr i Flokke og hjælpe hinanden med at angribe Vildtet. Pelikaner fiske i Kompagni. Hamadryas-Bavianerne vende Stene for at finde Insekter osv. under dem, og naar de komme til en stor Sten, saa tage saamange af dem, som kunne komme til, fat, vælte den om og dele Byttet. Selskabelige Dyr forsvare hinanden indbyrdes. Hos nogle Drøvtyggere stille Hannerne sig frem- i forreste Linie, naar der er Fare paa Færde, og forsvare Hjorden med deres Horn. Jeg skal ogsaa i et senere Kapitel omtale to unge vilde Tyre, der angrebe en gammel Tyr i Forening, og ligeledes to Hingste, der i Fællesskab søgte at drive en tredie Hingst bort fra en Flok Hopper. Brehm mødte i Abyssinien en stor Horde af Bavianer, der marcherede tvers over en Dal. Nogle af dem vare allerede i Færd med at stige op paa Bjergene paa den anden Side, andre vare endnu nede i Dalen; de sidste bleve angrebne af Hundene; men de gamle Han-Bavianer foer øjeblikkelig ned over Klipperne, spærrede Gabet vidt op og gave sig til. at brøle saa forfærdeligt, at Hundene over Hals og Hoved trak sig tilbage. De bleve igjen pudsede paa Bavianerne; men disse vare imidlertid komne op paa Højderne med Undtagelse af en lille seks Maaneders Bavian, som, brølende lydeligt om. Hjælp, klavrede op paa en Klippeblok og blev omringet. Nu kom en af de største Hanner, en sand Helt, igjen ned fra Bjergene, gik langsomt hen til Ungen, kælede lidt for den og førte den bort i Triumf, medens Hundene saa til — de vare altfor forbavsede til at angribe. Jeg kan ikke lade være med at omtale endnu en Scene, hvortil den samme Naturforsker var Vidne: En Ørn greb en ung Cercopitheeus, som, fordi den holdt saa godt fast ved den Gren, den sad paa, ikke blev snappet væk med Et; Ungen raabte højt om Hjælp, hvorpaa de andre Medlemmer af Flokken med stor Aliarm stormede frem til Hjælp, omringede Ørnen og plyndrede den for saamange af dens

[page] 71

Fjer, at den ikke længere tænkte paa sit Bytte, men kun, hvorledes den skulde slippe løs. Denne Ørn vilde, som Brehm bemærker, sikkert aldrig mere forsøge paa at angribe en Abe, der havde Kammerater i Nærheden.

Det er vist, at selskabelige Dyr have en Følelse af Kjærlighed ligeoverfor hinanden, som man ikke vil finde hos voksne uselskabelige Dyr. Hvorvidt de i de fleste Tilfælde virkelig have Medfølelse med hinandens Smerte og Glæde, er mere tvivlsomt, særlig hvad det sidste an-gaaer. Hr. Buxton, der havde udmærket Lejlighed til Iagttagelse, siger imidlertid ¹⁾, at hans Macaw-Pappegøjer, som levede ude i det Frie i Norfolk, følte »en extråvagant Interesse« for et Par, der havde en Rede, og naar Hunnen forlod den, blev hun omringet af en Flok, der »gav sig til at skrige voldsomt bifaldende til Ære for hende.« Det er ofte vanskeligt at komme paa det Rene med, hvorvidt Dyr have nogen Følelse for hinandens Lidelser. Hvem kan sige, hvad Køer føle, naar de omringe en død eller døende Kammerat og staa og stirre vedholdende paa den? At Dyr undertiden føle alt Andet end Sympathi for hinanden, er vist nok; thi de udstøde det saarede Dyr fra Flokken og pine og plage det til Døde. Dette er næsten et af de mørkeste Træk i Naturhistorien, medmindre den Forklaring, som er bleven fremsat, er sand, den nemlig, at deres Instinkt eller Forstand faaer dem til at udstøde en saaret Kammerat, forat ikke Rovdyr, Mennesket indbefattet, skulle faa Lyst til at følge efter Flokken. I saa Tilfælde er deres Opførsel ikke meget værre end de nordamerikanske Indianeres, som lade deres svage Kammerater blive liggende og dø paa Sletten, eller værre end Fidjianerne, som, naar deres Forældre blive gamle eller syge, begrave dem levende²).

1) »Annals and Mag. of Nat. Hist.«, November, 1868, S. 382. ²) Hr. J. Lubbock: »Prehistoric Times«, 2 Ed., S. 446.

[page] 72

Der er imidlertid mange Dyr, der tydelig nok have Medfølelse for hinandens Ulykke og Fare. Dette gjælder endogsaa om Fugle; Kapitajn Stansbury ¹⁾ fandt i Utah ved en Saltsø en gammel og fuldstændig blind Pelikan, der var meget fed, og som maa være bleven forsynet med Føde af sine Kammerater og det baade længe og rigeligt. Hr. Blyth meddeler mig, at han har seet indiske Krager, der fodrede to eller tre af deres blinde Kammerater, og jeg har hørt tale om et analogt Tilfælde med Hushanen. Man kan jo, dersom man har Lyst, kalde disse Handlinger for instinktmæssige; men, de ere rigtignok for sjeldne til, at de skulde kunne udvikle noget specielt Instinkt²). Jeg har selv seet en Hund, der aldrig gik forbi sin besynderlig gode Ven, en Kat, der laa syg i en Kurv, uden at den gav den et Par Slik med Tungen, det sikkreste Tegn paa venskabelig Følelse hos en Hund.

Den Følelse, der faaer den modige Hund til at fare løs paa Enhver, der slaaer dens Herre, maa sikkert ogsaa kaldes Medfølelse. Jeg saa engang en Person, der lod, som om han slog en Dame, som havde en meget frygtsom lille Hund paa sit Skød, og Forsøget havde aldrig været gjort før, og den lille Fyr sprang straks sin Vej; men efterat den foregivne Pryglning var forbi, var det virkelig rørende at se, hvor udholdende den søgte at komme til at slikke sin Herskerindes Ansigt og trøste hende. Brehm ³) fortæller, at, hvergang man forfulgte en af de fangne Bavianer for at revse den, søgte de andre at beskytte den. Medfølelsen maa ogsaa have spillet en Rolle i de

1) Efter Citat af Hr. L. H. Morgan: »The American Beaver., 1868, S. 272. Kapt. Stansbury giver ogsaa en interessant Beretning om den Maade, paa hvilken en meget ung Pelikan, der blev reven bort af Strømmen, blev vejledet og opmuntret af en fem—seks gamle Fugle under dens Forsøg paa at naa Bredden.

²) Som Hr. Bain siger: -virksom Hjælpsomhed mod den, der lider, kommer af rigtig-Sympathi:« »Mental andMoral science,« 1868, S.245.

³) »Thierleben,« B, I, S. 85.

[page] 73

Exempler, vi ovenfor have anført, hvor Bavianer og Cer-copitheci forsvarede deres unge Kammerater mod Hunden og Ørnen. Jeg skal endnu kun give et Exempel til paa en lille amerikansk Abes syinpathetiske og heroiske Opførsel For flere Åar siden viste en Vogter i zoologisk Have mig nogle dybe og endnu neppe helede Saar han havde i Nakken; disse Saar vare blevne ham tilføjede af en bidsk Bavian, engang han laa paa Knæ paa Gulvet. Den lille amerikanske Abe, som var en ivrig Ven af denne Vogter, levede i det samme store fælles Aflukke som den store Bavian, for hvilken den var forfærdelig bange. Saa-snart den saa sin Yen Vogteren i Fare, styrtede den ikkedestomindre øjeblikkelig frem til Hjælp, og ved Skrig og Bid forstyrrede den saaledes Bavianen, at det kunde lykkes Manden at undslippe, men rigtignok først efter at være bleven saadan medtaget, at Lægen, som saa til ham, tvivlede om hans Liv.

Foruden Kjærlighed og Medfølelse vise Dyrene sig ogsaa i Besiddelse af andre Følelser, der hos os vilde blive kaldte moralske, og jeg er enig med Agassiz¹) i, at Hunde have Noget, der meget ligner Samvittighed. De have ganske vist noget Herredømme over sig selv, .og dette synes ikke ganske at være Resultatet af Frygt. En Hund afholder sig, som Brauback²) bemærker, fra at stjæle Føde, naar dens Flerre er fraværende. Man har længe anført Hunden som et Billede paa Troskab og Lydighed. Alle Dyr, der leve samlede i Hob, og som forsvare hinanden og angribe i Kompagni, maa til en vis Grad være hinanden tro, og de, som følge deres Fører, maa til en vis Grad være lydige. Naar Bavianerne i Abyssinien³) plyndre en Have, følge de deres Fører i den dybeste Tavshed, og dersom en uklog lille Unge gjør

1) -De l'Espéce et de la Class.,« 1869, S. 97.

²) »Die Danvinsche Art-Lehre,« 1869, S. 54.

³) Brehm: »Thierletien,« B, 1, S. 76.

[page] 74

Spektakel, saa faaer den et Rap af de Andre, forat den kan lære at være tavs og lydig; men, saasnart -som de ere sikkre paa, at der ikke er nogen Fare, saa bære de alle deres Glæde til Skue ved at gjøre megen Larm.

Angaaende den Drift, som faaer visse Dyr til at slutte sig sammen .og hjælpe hinanden paa mange Maader, saa kunne vi slutte, at Dyrene i de fleste Tilfælde drives af den samme Følelse af Tilfredshed og Glæde, som de mærke, naar de udføre andre instinktmæssige Handlinger eller de drives af den samme Følelse af Utilfredshed som giver sig tilkjende i andre Tilfælde, hvor instinktmæssige Handlinger ere blevne undertrykte. Vi se dette i utallige Tilfælde, og det illustreres paa en slaaende Maade ved vore Husdyrs erhvervede Instinkter; saaledes finder en ung Schæferhund Glæde i at drive en Flok Faar og at løbe rundt omkring dem, men ikke at plage dem; en ung Rævehund finder Fornøjelse i at jage Ræve, medens jeg har seet, at andre Slags Hunde aldeles ikke lægge Mærke til Ræve. Hvad maa det ikke være for en stærk Følelse af indre Tilfredshed, som kan faa en Fugl, der er saa virksom og altid har saa travlt, til at ligge'Dag ud og Dag ind paa sine Æg! Trækfugle blive ulykkelige, dersom man forhindrer dem fra at flyve væk, og inaaske de ere glade ved at begynde paa den lange Flugt. Nogle faa Instinkter bestemmes udelukkende af smertelige Følelser f. Ex. Frygt, som leder til Selvbeskyttelse, eller ere særlig rettede mod visse Fjender. Jeg troer ikke, der er Nogen, der kan analysere Følelsen af Glæde eller Smerte. I mange Tilfælde er det imidlertid sandsynligt, at Instinkterne vedholdende blive fulgte paa Grund af Arvelighedens Magt alene, uden at der er nogen Stimulus enten af Glæde eller Smerte. En ung Hønsehund, der første Gang sporer Vildt, kan øjensynligt ikke lade være med at »staa«. Et fanget Egern, som sidder og ramler med de Nødder, det ikke kan æde, ligesom for at grave dem ned i Jorden, kan neppe antages at bære sig saadan ad, enten fordi den føler Glæde eller

[page] 75

Bedrøvelse. Derfor er den almindelige Antagelse, at Mennesket maa drives til enhver Handling ved en eller anden Fornemmelse af Glæde eller Smerte, fejlagtig. Om-endskjøndt en Sædvane kan følges blindt og ubetinget uden Hensyn til, om der føles nogen' Bedrøvelse eller Glæde i Øjeblikket, saa vilde der dog, dersom der pludseligt og med Magt sattes en Stopper for den, i Almindelighed mærkes en svag Følelse af Utilfredshed, og dette vil særligt vise sig at holde Stik, naar Talen er om Personer med svag Forstand.

Det er ofte blevet antaget, at Dyrene i Begyndelsen vare blevne skabte selskabelige, og at de som en Følge deraf ikke befinde sig godt, naar de skilles fra hinanden, medens det Modsatte er Tilfældet, naar de ere sammen; men det er mere sandsynligt, at disse Følelser først bleve udviklede, forat de Dyr, som vilde have Gavn af at leve i Selskab, skulde blive ledte til at leve sammen, paa samme Maade som Sulten og Fornøjelsen ved at tilfredsstille den, utvivlsomt først bleve erhvervede for at bringe Dyrene til at æde. Følelsen af Glæde ved Selskab er sandsynligvis en Udvidelse af den moderlige eller datterlige Kjærlighed, og denne Udvidelse kan hovedsagelig tilskrives Kvalitetsvalget, men maaske ogsaa tildels blot og bar Vane. Thi hos de Dyr, for hvem det var heldigt at leve nøje sammensluttede, vilde de Individer, som fandt størst Fornøjelse i Selskab, lettest undslippe forskjellige Farer, medens de, som brøde sig mindst om deres Kammerater og levede ensomt, vilde omkomme i større Antal. Med Hensyn til Forældrenes og Børnenes Følelser overfor hinanden, Følelser, der aabenbart danne Grunden for de selskabelige Følelser, saa vil det lidet baade at spekulere paa deres Oprindelse; men vi kunne tænke os til, at de for en stor Del ere blevne erhvervede ved Kvalitetsvalg. Dette har næsten sikkert været Tilfældet med den modsatte usædvanlige Følelse af Had mellem nære Slægtninge, f. Ex. hos Arbejdsbierne, der dræbe

[page] 76

deres Brødre Dronerne, og med Bidronningen, som dræber deres Biprindsesser; Ønsket om at ødelægge i Stedet for at elske deres nærmeste Slægtninge har nemlig her været til Nytte for Samfundet.

Den overordenlig vigtige Følelse, som Sympathi er, er forskjellig fra Kjærlighed. En Moder kan elske sit sovende og rolige Barn lidenskabeligt; men hun kan da neppe siges at føle. Sympathi for det. Menneskets Kjærlighed til sin Hund er forskjellig fra Sympathi, og det samme gjælder om Hundens Kjærlighed til Herren. Adam Smith hævdede fordum, hvad ogsaa Hr. Bain nylig har gjort, at Grundlaget for Sympathien er den stærke Erindring om tidligere smertelige eller fornøjelige Tilstande. Derfor »gjenopvækker Synet af et andet Menneske, der lider Huuger, fryser eller er overanstrengt, en Erindring hos os om disse Tilstande, som ere smertelige selv i Tanken.« Vi drives saaledes til at lindre Andres Lidelser, forat vore egne smertelige Følelser ogsaa derved kunne mildnes. Paa en lignende Maade drives vi til at have Følelse for Andres Glæder¹). Men jeg kan ikke indse, hvorledes denne Betragtningsmaade forklarer den Kjends-gjerning, at Sympathien vækkes i en langt stærkere Grad, naar den gjælder En, jeg elsker, end naar den gjælder en mig uvedkommende Person. Det blotte Syn af Lidelse, uden' at Kjærlighed kommer med i Spillet, vilde .være tilstrækkeligt til at vække levende Erindringer og Ide-,

1) Se det første og slaaende Kapitel i Adam Smith's »Theory of Moral Sentiments.« Fremdeles Hr. Bain's »Mental and Moral Science,« 1868, S. 244 og 275—282. Hr. Bain siger, at »Sympathi er indirekte en Kilde til Fornøjelse for den Sympathiserende,« og han forklarer dette ved Gjensidighed. Han bemærker, at »den eller de, der er bleven gjort vel imod, kunne ved Sympathi og ved Hjælpsomhed gjengjælde den nydte Velgjerning.« Men dersom Sympathi, hvad der synes at være Tilfældet, ligefrem er et Instinkt, saa vil Udøvelsen deraf yde direkte Fornøjelse paa samme Maade som Udøvelsen af næsten et hvilketsomhelst Instinkt.

[page] 77

Associationer hos os. Sympathi maa fra første Færd være opstaaet paa den ovenfor omtalte Maade; men den synes nu at være bleven et Instinkt, som særligt træder i Virksomhed overfor dem, man elsker, paa den samme Maade som Frygt hos Dyrene særligt føles overfor visse Fjender. Alt eftersom Sympathien tager denn-e Retning, saa vil den indbyrdes Kjærlighed mellem Medlemmerne af samme Samfund vokse. Der er ingen Tvivl om, at en Tiger eller Løve har Medfølelse for en af deres egne Ungers Lidelser; men det er ligesaa utvivlsomt, at de ikke have Medfølelse for noget andet Dy. Hos strengt selskabelige Dyr vil Følelsen mere eller mindre udstrækkes til alle Samfundets Medlemmer, hvad vi da ogsaa vide, er Tilfældet. Hvad nu Menneskene angaaer, øger Egoisme, Erfaring og Efterligning sagtens, som Hr. Bain har viist, Sympathiens Magt; thi ved Haabet om at modtage Vel-gjerninger til Gjengjæld ledes vi til at udføre sympathetiske Kjærlighedsgjerninger overfor Andre; endelig kan der ikke være nogen Tvivl om, at Sympathien styrkes meget ved Vane. Hvor indviklet imidlertid den Maade kan have været, paa hvilken denne Følelse er opstaaet, saa meget er vist, at, da den har stor Betydning for alle de Dyr, der hjælpe og forsvare hinanden, vil den være bleven forøget ved Kvalitetsvalget; thi de Samfund, som havde flest af de mest sympathetiske Medlemmer, vilde trives bedst og faa det talrigste Afkom.

I mange Tilfælde er det umuligt at afgjøre, om visse selskabelige Instinkter ere blevne erhvervede ved Kvali-valg, eller om de ere det indirekte Resultat af andre Instinkter og Evner, f. Ex. Sympathi, Forstand, Erfaring og Efterlignelsesdrift; eller ogsaa om de simpelthen ere Resultatet af længe vedvarende Vaner. Et saa mærkværdigt Instinkt, som det at sætte Skildvagter ud for at advare Samfundet mod Farer, kan neppe have været det indirekte Resultat af nogen anden Evne; det maa derfor være bleven erhvervet ad indirekte Vej. Paa den anden

[page] 78

Side kan den Sædvane, som findes hos nogle selskabelige Dyrs Hanner, den nemlig, at fersvare Samfundet og angribe deres Fjender eller Bytte i Forening, maaske være opstaaet af den gjensidige Sympathi; men Mod, og i de fleste Tilfælde Styrke, maa være bleven erhvervet i Forvejen, rimeligvis ved Kvalitetsvalg.

Af de forskjellige Instinkter og Vaner ere nogle meget stærkere end andre, det vil sige, nogle yde enten mere Fornøjelse, naar de udføres, end andre, og mere Smerte, naar der sættes en Stopper for dem; eller ogsaa, hvad der rimeligvis er ligesaa rigtigt, følges de mere udholdende, simpelthen fordi de ere nedarvede, uden at frembringe nogen særlig Følelse af Glæde eller Smerte. Vi vide med os selv, at nogle Vaner ere meget vanskeligere at rette eller forandre end andre. Derfor kan man ofte faa Lejlighed til at se, at der hos Dyrene er en Kamp mellem forskjellige Instinkter eller mellem et Instinkt eller en eller anden Vane-Disposition, som f. Ex. naar en Hund løber efter en Hare, bliver skjendt paa, standser, tøver, løber videre eller vender skamfuld tilbage til sin Herre, eller et saadant Tilfælde, hvor der er Strid mellem Tævehundens Kjærlighed til dens Hvalpe og Kjærligheden til dens Herre, og hvor man kan se den luske bort til Hvalpene, ligesom om den halvvejs skammede sig over ikke at følge med sin Herre. Men det mærkeligste Exempel, som jeg kjender paa, at et Instinkt besejrer et andet, er Vandre-Instinktets Sejr over Moderkjærligheden. Det førstnævnte Instinkt er vidunderlig stærkt; en fangen Fugl vil paa den Tid af Aaret, da dens Kammerater trække bort, flagre hen imod Burets Stænger til dens Bryst bliver fjederløst og blodigt. Det er det Instinkt, der faaer den unge Laks til at springe ud af det ferske Vand, hvor den endnu kunde vedblive at leve, medens den ved at forlade det kommer til at begaa Selvmord, rigtignok uden at ville det. Enhver veed hvor stærk Moderkjærligheden er, den faaer jo endogsaa frygtsomme Fugle til at trodse den største Fare, omendskiøndt

[page] 79

de gjøre det med Tøven, fordi denne deres Adfærd staser Modstrid med Selvopholdelsesdriften. Ikkedestomindre er Vandreinstinktet saa stærkt, at Hus-Svaler og andre Svaler sent paa Efteraaret hyppigt forlade deres smaa Unger, som derfor ynkeligen omkomme i deres Reder. ')

Vi kunne indse, at en instinktiv Impuls, dersom den paa nogen Maade er mere heldig for en Art, end et eller andet modsat Instinkt, ved Kvalitetsvalgets Hjælp vil blive gjort til den stærkeste af de to; thi de Individer, hos hvilke den var stærkest udviklet, ville komme til at overleve i størst Antal. Hvorvidt dette nu ogsaa gjælder om Striden mellem Vandre-Instinktet og Moderkærligheden, kan jo rigtignok være Tvivl underkastet. Det Førstes Langvarighed eller det, at det stadig er i Virksomhed den hele Dag igjennem, til visse Aarstider, kan for en Tid give det en overvældende Styrke. Mennesket er et selskabeligt Dyr. — De Fleste indrømme, at Mennesket er et selskabeligt Væsen. Man seer dette deraf, at han ikke holder af Ensomhed og at han ynder Selskab foruden det som hans egen Familie yder ham. Ensomt Fængsel er en af de strengeste Straffe, noget Menneske kan idømmes. Nogle Forfattere antage, at Mennesket i de tidligste Tider levede familievis; men nutildags ere saadanne enkelte eller Samlinger af to, tre

1) Dette blev i Følge Hr. L. Jenyns 'se lians IJdgave af »White's Nat. Hist. of Selborne«, 1853, S. 204) først opdaget af den berømte Jenner (se: "Phil. Transact.., 1824) og er senere bleven bekræftet af forskjellige Iagttagere, særlig af Hr. Blackwall. Sidstnævnte undersøgte omhyggeligt, sent paa Efteraaret, to Aar i Træk, seks og tredive Reder; han fandt i tolv af dem døde Unger, i fem vare Ægene lige ved at være udklækkede, og i tre vare de langtfra at være det. Mange Fugle, der endnu ikke ere gamle nok til at udholde den lange Rejse, blive ogsaa ladte tilbage. Se Black-wall: »Researches in Zoo!ogy,» 1834, S. 108, 118. Til end yderligere Bekræftelse, skjøndt saadan ikke gjøres nødig, se Lerov: »Lettres Phil.,« 1802, S. 217.

[page] 80

Familier, som strejfe om i et eller andet vildt Lands Ensomhed, altid, saavidt jeg har kunnet se, venlige overfor de andre Familier, der maatte opholde sig i samme Egn. Saadanne Familier holde lejlighedsvis Raad sammen, ligesom de ogsaa forene sig til fælles Forsvar, Det er ikke noget Modbevis mod at de Vilde ere selskabelige Dyr, at de Stammer, der bebo Nabodistrikter, næsten altid ligge i Krig med hinanden, thi de selskabelige Instinkter omfatte aldrig alle Individer af samme Art. Vil man dømme efter Analogi med Flertallet af Pattedyrene, er det sandsynligt, at Menneskets abelignende Forfædre ligeledes vare selskabelige, men dette har ikke meget at sige for os. Omendskjøndt Menneskene, saaledes som de nu ere, have faa særlige Instinkter, idet de have mistet nogle af dem, deres Stamfædre maatte have havt, saa er der jo dog dermed ikke sagt, at de ikke fra yderst fjerne Tider skulde have beholdt en vis Grad af instinktmæssig Kjærlighed til og Sympathi for deres Kammerater. Vi veed jo i Virkeligheden Allesammen med os selv, at vi have saadanne sym-pathetiske Følelser¹); men der er ikke'Noget, der siger os, om de ere instinktmæssige og opstaaede for længe siden, paa den samme Maade som hos de lavere Dyr, eller om vi hver for sig have erhvervet os dem i vor spæde Alder. Da Mennesket er et selskabeligt Dyr, er det ogsaa rimeligt, at han vilde arve en Tendens til at være tro mod sine Kammerater; thi denne Egenskab er fælles for de fleste selskabelige Dyr. Han vilde ligeledes have nogen Selvbeherskelse og maaske Lydighed overfor Samfundets Fører. Han vilde paa Grund af en nedarvet Tilbøjelighed stadig være villig til i Forbindelse med Andre at forsvare

1) Hume bemærker (»An Enquivy Concerning the Principles of Morals,« Udgaven fra 1751, S. 132): »man synes at være nødt til at tilstaa, at Andres Lykke og Ulykke ikke er os ganske uvedkommende Fremtoninger; men tvertimod at Synet af det Første .... vækker en hemmelig Glæde, medens det Sidste .... kaster en tungsindig Skygge over Indbildningskraften «

[page] 81

sine Medmennesker, og vilde være rede til at hjælpe dem paa en hvilkensomhelst Maade, der ikke altfor meget stod i Modstrid med' hans eget Velvære eller hans stærkere Tilbøjeligheder.

De selskabelige Dyr, som staa langt nede i Systemet, ledes næsten udelukkende, og de, der staa højere i Systemet, for en stor Del, af særegne Instinkter til at hjælpe Medlemmerne af samme Samfund, men ogsaa de drives tildels af gjensidig Kjærlighed og Medfølelse, aabenbart understøttet af nogen Forstand. Omendskjøndt Mennesket, som nys bemærket, ikke har noget særligt Instinkt, der kan sige ham hvordan han skal hjælpe sine Medmenesker, saa har han dog Impulsen og vil, paa Grund af sine 'udviklede intellektuelle Evner, i denne Henseende ganske naturligt ledes meget af Forstand og Erfaring. Instinktmæssig Sympathi vilde ogsaa faa ham til at sætte større Pris paa sine Medmenneskers Bifald; thi, som Ur. Bain tydelig har vist det¹), skyldes Lysten til Ros og den stærke Følelse af Hæder og den endnu stærkere Rædsel for Foragt og Vanære »Sympathiens Virken«. Som en Følge deraf vilde Mennesket i høj Grad blive paavirket af sine Medmenneskers Ønsker, Bifald og Dadel, udtrykt som de bleve ved Sprog og Fagter. Saaledes give de sociale Instinkter, som maa være blevne erhvervede af Mennesket da han var i en yderst barbarisk Tilstand, ja rimeligvis af hans abelignende Forfædre, endnu Impulsen til mange af hans bedste Handlinger, men hans Handlinger bestemmes for en stor Del ved det, hans Medmennesker siger de ønsker og ved deres Skjøn og ulykkeligvis endnu oftere ved hans egne selviske Tilbøjeligheder. Men alt eftersom Følelsen af Kjærlighed og Sympathi og Magten til at beherske sig selv styrkes ved Vane, og alt eftersom Evnen til at raisonere bliver klarere, saa at Mennesket kan se, hvorvidt hans Medmenneskers Skjøn er retfærdigt,

1) »Mental and Moral Science,« 1868, S. 254.

6

[page] 82

vil han, uafhængig af den Fornøjelse eller Smerte, der føles i Øjeblikket, føle sig dreven til at opføre sig paa en vis Maade. Han kan da sige, jeg er den højeste Dommer over min egen Opførsel, og jeg vil, som Kant siger, ikke i min egen Person krænke Menneskehedens Værdighed.

De mere varige selskabelige Instinkter overvinde de mindre varige Instinkter. — Vi have imidlertid endnu ikke omtalt det, der er Hovedpunktet i det hele Spørgsmaal om den moralske Følelse. Hvorfor føler et Menneske, at han snarere bør adlyde det ene instinktmæssige Ønske end det andet? Hvorfor angrer han bittert , at han har givet efter for Selvopholdelsens stærke Følelse og ikke vovet sit Liv for at frelse en Medskabning; eller hvorfor angrer han at have stjaalet Føde, da han var meget sulten?

Først og fremmest er det aabenbart, at Menneskets instinktsmæssige Impulser have forskjellig Grad af Styrke; en ung og frygtsom Moder vil, dreven af Moderkærlighedens Instinkt, uden et Øjebliks Tøven styrte sig i den største Fare for sit Barns Skyld, men ikke for en hvilkensomhelst Medskabnings. Mangen en Mand, endogsaa mangen en Dreng, som aldrig før har vovet sit Liv for en Anden, men hos hvem Mod og Medfølelse vare kraftigt udviklede, er med Tilsidesættelse af Selvopholdelsesdriften øjeblikkelig sprunget ud i Strømmen for at frelse en Medskabning, der var ifærd med at omkomme. I dette Tilfælde drives Mennesket af ""det samme instinktmæssige Motiv, som fik den heroiske lille Abe fra Amerika, vi ovenfor have omtalt, til at angribe den store og frygtede Bavian, for at frelse sin Vogter. Saadanne Handlinger som disse synes ligefrem at være Resultatet af at de selskabelige Instinkter eller Moderkjærlighedsinstinktet har større Styrke end noget andet Instinkt eller Motiv; thi Handljngen udføres altfor pludselig til at der bliver Tid til Omtanke eller Tid til at

[page] 83

føle Glæde eller Smerte, skjøndt, dersom de ikke udførtes, vilde de foraarsage Utilfredshed.

Jeg veed vel at Nogle hævde, at Handlinger, der udføres ifølge en øjeblikkelig Drift, saaledes som i det ovenfor nævnte Tilfælde, ikke have Noget med den moralske Følelse at gjøre og ikke kunne kaldes moralske. De indskrænke dette Begreb til at omfatte Handlinger, som udføres med Overlæg efter at Individet har vundet Sejr over modsatte Ønsker, og dernæst ogsaa Handlinger, der skyldeet eller andet ophøjet Motiv deres Tilblivelse. Men det synes neppe muligt at drage nogen skarp Grændselinie her, omendskjøndt der jo i Virkeligheden nok er nogen Forskjel. Hvad disse ophøjede Motiver angaaer, saa har man mange Exempler paa, at Vilde, der mangle enhver Følelse af almen Menneskekjærlighed og som ikke ledes af nogen religiøs Bevæggrund, at de, naar de ere blevne tagne tilfange, med Overlæg have offret deres Liv¹) hellere end at forraade deres Kammerater; og denne deres Opførsel maa ganske vist ansees for moralsk. Hvad angaaer Overlæg og Sejr over" modsatte Motiver, saa har man seet Dyr staa tvivlende mellem to modsatte Instinkter, f. Ex. i saadanne Tilfælde, hvor det gjaldt om at hjælpe deres Afkom eller Kammerater ud af Faren; og dog kaldes deres Handlinger, omendskjøndt de udføres for Andres Bedste, ikke moralske. Fremdeles, en Handling som vi udføre gjentagne Gange ville vi tilsidst komme til at udføre uden Overvejelse og uden Tøven, og man skal have ondt ved at sige hvad Forskjel der er paa deu og paa en instinktmæssig Handling; og dog er der ganske vist Ingen der vil paasta.a, at ejr saaledes udført Handling holder op med at være moralsk. Tvertimod, vi

1) Jeg har. tidligere meddelt et Exempe! herpaa, det nemlig om de tre Patagonske Indianere, der foretrak at blive skudte, en for en, for at røbe deres Krigskammeraters Planer. (»Journal of Researches,« 1845, S. 103.)

6*

[page] 84

føle Alle, at en Handling ikke kan ansees for fuldkommen eller som udført paa den ædleste Maade, saafremt den ikke tidføres ligesom af sig selv, uden at der er nogen Overvejelse eller Anstrengelse, altsaa saaledes som om den Mand, der udførte den, havde de Egenskaber, der i det givne Tilfælde fordredes, medfødte. Den som er nødt til at overvinde sin Frygt eller Mangel paa Sympathi før han handler, fortjener imidlertid paa en vis Maade større Anerkjendelse end den Mand, hvis medfødte Anlæg faaer ham til at gjøre en god'Gjerning uden Anstrengelse. Da vi ikke kunne holde Motiverne ude fra hinanden, saa gjøre vi alle Handlinger af en vis Klasse til moralske, naar de udføres af et moralsk Væsen. Et moralsk Væsen er et saadant, som er istand til at anstille Sammenligninger mellem sine forbigangne eller fremtidige Handlinger eller Motiver og til at billige eller misbillige dem. Vi have ingen Grund til at antage, at noget af de lavere Dyr har denne Evne; naar derfor en Abekat trodser Faren for at frelse sin Kammerat eller tager en forældreløs Abeunge i sin Varetægt, saa kalde vi ikke dens Opførsel moralsk. Men gjælder det Mennesket, det eneste Væsen, der med Sikkerhed kan ansees for moralsk, saa kalde vi Handlinger af en vis Klasse moralske, hvad enten de udføres med Overlæg, efter at der er foregaaet en Kamp med modsatte Motiver, hvad eller de ere Virkninger af en langsomt erhvervet Vane, eller endelig udføres ligesom af sig selv, .instinktmæssig.

Men lad os vende tilbage til det, vi her nærmest skulle omtale: omendskjøndt nogle Instinkter ere stærkere end andre og saaledes føre til dertil svarende Handlinger, saa kan det dog ikke hævdes, at de selskabelige Instinkter ordenligvis hos Menuesket ere stærkere eller ved Vaner, der have været .til mange Generationer igjennem, ere blevne stærkere end saadanne Instinkter og Drifter som f. Ex. Selvopholdelse, Sult, Sandselighed, Hevngjerrighed o. s. v. Men hvorfor angrer da Mennesket, selv om han

[page] 85

søger at blive Angeren kvit, at han har fulgt den ene Naturdrift fremfor den anden , og hvorfor bliver han ved at føle, at han bør angre denne sin Opførsel? I denne Henseende er Mennesket vidt forskjelligt fra de lavere Dyr. Ikkedestomindre kunne vi, troer jeg, nogenlunde klart se Grunden til denne Forskjel.

Mennesket kan ikke paa Grund af sine Sjæle-Evners Aktivitet undgaa Reflektion; forbigangne Indtryk og Billeder drage stadig og klart forbi hans Sind.* Hos de Dyr, der stadig leve i Flok, ere nu paa samme Maade de selskabelige Instinkter stadig nærværende og vedvarende. Saadanne Dyr ere altid rede til at give Fare-Signalet, til at forsvare Samfundet og til at give deres Kammerater en Haandsrækning, saadan som den nu bliver i Overensstemmelse med deres Livsvaner; de føle til alle Tider, uden at der er nogen særlig Lidenskab eller Drift, der ægger dem, en vis Grad af Kjærlighed og Sympathi for dem; de ere ulykkelige, dersom de længe ere skilte fra dem, og ere altid lykkelige ved at være i deres Selskab. Saaledes er det ogsaa med os. Et Menneske, som ikke havde Spor af saadanne Følelser, vilde være et unaturligt Uhyre. Paa den anden Side er Driften til at tilfredsstille sin Hunger eller en hvilkensomhelst Lidenskab, f. Ex. Hevnlysten, i Følge sin Natur midlertidig og kan for en Tid fuldkomment stilles tilfreds. Heller ikke er det da let, maaske neppe muligt, fuldkomment levende at gjen-kalde sig f. Ex. Følelsen af Sult, ligesaa lidt som, hvad der ofte er blevet bemærket, Følelsen af en hvilkensomhelst Lidelse. Selvopholdelsesdriften mærkes kun, naar der er Fare paa Færde, og mangen en Kujon har troet sig selv tapper, indtil han stod Ansigt til Ansigt med sin Fjende. Begjærligheden efter Andenmands Ejendom er maaske en ligesaa vedholdende Drift som nogen anden, der nævnes kan; men selv i dette Tilfælde er Tilfredsstillelsen ved aktuel Besiddelse i Almindelighed en svagere Følelse end Begjærligheden; mangen en Tyv har, dersom

[page] 86

han ikke er Tyv af Profession, efter lykkelig at have faaet, hvad han vilde have, undret sig over, hvorfor han stjal det.

Da. Mennesket saaledes ikke kan forhindre gamle Indtryk fra stadig at drage forbi hans Sind, vil han blive drevet til at sammenligne de særegne Indtryk af f. Ex. mættet Hunger, tilfredsstillet Hevn eller undgaaet Fare paa andre Mænds Bekostning med Driften til Sympathi og Hjælpsomhed overfor sine Kammerater, som stadig er tilstede,, ja til en vis Grad stadig virksom i hans Sind. Hans Fantasi vil da lade ham føle, at et stærkere Instinkt har givet efter for et andet, der nu sammenlignelsesvis synes svagt, og da vil den Følelse af Utilfredshed lade sig fornemme, med hvilken Mennesket er begavet ligesom ethvert andet Dyr, forat Instinkterne kunne blive adlydte. Det ovenfor omtalte Exempel med Svalen afgiver en Illustration, skjøndt af den omvendte Beskaffenhed, til at et midlertidigt, omendskjøndt for Øjeblikket stærkt vedholdende Instinkt besejrer et andet Instinkt, der sædvanligvis er stærkere end alle andre. Til en vis Aarstid synes disse Fugle den hele Dag igjennem at være besatte af Ønsket om at vandre; deres Vaner forandre sig; de blive rastløse, støjende og samle sig i Flokke. Saalænge Hunnen mader eller ruger over sine Unger, er Moderkjærligheden sandsynligvis stærkere end Vandreinstinktet; men det Instinkt, som er det mest vedholdende, vinder Sejr, og tilsidst, naar et Øjeblik hendes Unger ere ude af Syne, saa tager hun Flugten og forlader dem. Hvilke Samvittighedskvaler vilde ikke hver enkelt Fugl føle, dersom den, naar den var kommen til Ende med sin lange Rejse og Vandreinstinktet ikke mere virkede, dersom den saa var begavet med caa stor Sindslivlighed, at den ikke kunde forhindre, at der stadig forbi dens Sjæl drog et Billede af dens Unger, døende i det vintermørke Nord af Hunger og Kulde.

[page] 87

I Handlingeris Øjeblik vil Mennesket uden Tvivl være tilbøjeligt til at følge den stærkeste Impuls, og skjøndt dette kan faa ham til at udføre mangen en ædel Daad, vil det dog langt hyppigere faa ham til at tilfredsstille sine egne Ønsker paa andre Menneskers Bekostning. Men efter Tilfredsstillelsen, naar de forbigangne og svagere ludtryk stilles lige overfor de vedholdende selskabelige Instinkter, vil Angeren sikkert komme. Mennesket vil da føle Utilfredshed med sig selv og vil beslutte med større eller mindre Styrke at bære sig anderledes ad for Fremtiden. Dette er Samvittighed; thi Samvittigheden seer tilbage og dømmer de forbigangne Handlinger og fremkalder derved den Utilfredshed, som vi, i Fald den er svag, kalde Beklagelse, i Fald den er stærk, Samvittighedsnag.

Disse Fornemmelser ere uden Tvivl forskjellige fra dem, man har, naar andre Instinkter eller Drifter lades utilfredsstillede; men ethvert utilfredsstillet Instinkt har sin egen straffende Fornemmelse, hvad vi se f. Ex. med Hunger, Tørst o. s. v. Saaledes straffet vil Mennesket igjennem lang Vane erhverve en saa fuldkommen Selvbeherskelse, at hans Drifter og Lidenskaber tilsidst give efter for hans selskabelige Sympathier, og der vil ikke længere være nogen Kamp imellem dem. Den endnu sultne eller endnu hevngjerrige Mand vil ikke tænke paa at stjæle Føde eller paa at tvinge sin Hevn frem. Det er muligt, eller som vi endog senere skulle se, sandsynligt, at Selvbeherskelsen ligesom andre Vaner kan nedarves. Herved kommer Mennesket tilsidst til at føle ved Hjelp af erhvervet eller maaske nedarvet Vane, at det er bedst for ham, at han adlyder sine mest vedholdende Instinkter. Det bydende Ord Du bør synes blot at sige, at der er en Bevidsthed om Tilværelsen af et vedholdende Instinkt, enten medfødt eller tildels erhvervet, der tjener ham som en Fører, der rigtignok er udsat for ikke at blive adlydt. Vi bruge neppe Ordet bør billedligt, naar vi sige, at Hunde bør jage, bør staa for, bør apportere Vildtet.

[page] 88

Dersom de undlade dette, opfylde de ikke deres Pligt og handle urigtigt.

Dersom en eller anden Drift eller et eller andet Instinkt, der maa føre til Noget, der er skadeligt for Andre, forekommer et Menneske ligesaa stærkt som eller stærkere end hans selskabelige Instinkt, saa vil han ikke føle nogen dyb Anger over at have fulgt denne Drift; men han vil være forvisset om, at hans Medmennesker, dersom de kjendte hans Opførsel, vilde misbillige .den, og der er Faa, som have saa lidt Sympathi i sig, at de ikke skulde være ilde til Mode under saadanne Omstændigheder. Dersom han ikke har nogen saadan Sympathi, og dersom de af hans Drifter, der fordre slette Handlinger, i Øjeblikket ere stærke, og som ikke, naar de erindres, kues af de vedholdende selskabelige Instinkter, saa er han sikkert et slet Menneske '), og det eneste Motiv, der kan holde ham tilbage, er Frygten for Straf og Overbevisningen om, at det i Længden vil være i hans egen selviske Interesse at sætte Andres Vel over sit eget.

Det er indlysende, at Enhver kan med en god Samvittighed tilfredsstille sine egne Drifter, dersom de ikke komme i Strid med hans selskabelige Instinkter, det vil sige, stride mod Andres Vel; men for at være ganske fri for Selvbebrejdelse eller i det Mindste Uro er det næsten nødvendigt for ham at undgaa sine Medmenneskers Mishag, hvad enten Mishaget er begrundet eller ikke. Han maa heller ikke bryde med de væsenligste af sine Livsvaner, særlig da, naar disse have en fornuftig Grundj thi gjør han dette, vil han ganske sikkert føle sig utilfreds. Han maa ligeledes undgaa at komme i Uoverensstemmelse med den Gud eller de Guder, paa hvem eller hvilke han

¹) Dr. Prosper Despine anfører i sin -Psycliologie Naturelle«, 1868, (Tom. 1, S. 243; Tom. II, S. 169) mange mærkelige Exempler paa Forbrydere af det værste Slags, der tilsyneladende ganske have manglet Samvittighed.

[page] 89

i Følge sin Kundskab eller Overtro troer; men i dette Tilfælde kommer ofte den nye Frygt for guddommelig Straf med i Betragtning.

I Begyndelsen komme kun de i strengeste Forstand selskabelige Dyder med i Betragtning. — Hvad vi ovenfor have sagt om den moralske Følelses Oprindelse og Natur, hvilken Følelse siger os, hvad vi bør gjøre, og hvad vi have sagt om Samvittigheden, som gjør os Bebrejdelser, i Fald vi ere ulydige mod denne Følelse, det stemmer meget godt overens med, hvad Undersøgelsen lærer os om denne Evne i dens første og uudviklede Tilstand hos Menneskeslægten. De Dyder, som vilde Menuesker, i det Mindste i al Almindelighed, maa udøve, forat de kunne danne et Samfund, ere netop dem, som endnu ansees for de vigtigste. Men de udøves med næsten udelukkende Hensyn til Medlemmerne af samme Stamme, og det, ikke at udøve dem overfor Medlemmer af andre Stammer, ansees ikke for nogen Forbrydelse. Der kunde aldrig blive noget Sammenhæng i en Stamme, dersom Mord, Plyndring, Bedrag o. s. v. der var almindelig; som en Følge deraf ere saadanne Forbrydelser udøvede indenfor selve Stammen »brændemærkede med evig Skjændsel');« men ikke saasnart deres Arena er udenfor Stammens Grændser. En nordamerikansk Indianer er godt iornøjet med sig selv og fanger Ære derfor af Andre, riaar han skalperer en Mand af en anden Stamme, og Dyaken skjærer Hovedet af uskyldige Personer, tørrer det og betragter det som en Trofæ. Barnemord har i den allerstørste Udstrækning været udbredt den hele

1) Jevnfør i saa Henseende en dygtig Artikel i »North British Review«, 1867, S. 895. Se endvidere Hr. Bagehots Artikler om Lydighedens og Sammenholdets Betydning for de første Mennesker i »Fort-riightly rtevicw. , 1867, S. 529, og 1868, S. 457 osv.

[page] 90

Verden over'), og har ikke været hjemfalden til Dadel; men det har særlig, naar det var Smaapiger der var offret, været anset for at være til Stammens Bedste, eller i det Mindste ikke til Skade for den. Selvmord betragtedes i tidligere Tider i Almindelighed ikke som nogen Forbrydelse²), men paa Grund af det Mod, det udfordrede., snarere som en hæderværdig Handling; og hos nogle halvciviliserede Folkeslag begaaes der endnu Selvmord efter en stor Maalestok og det ansees ikke for urigtigt; thi Tabet af et enkelt Individ føles ikke af Folkeslaget som Helhed. Hvordan det skal forklares, veed jeg ikke, men Selvmord er sjeldent hos vilde Stammer; imidlertid danne Negerne paa Vestkysten af Afrika, efter hvad Hr. W. Reade meddeler mig, en Undtagelse herfra. Det fortælles om en indisk Thug, at han gjorde sig en Samvittighed af ikke at have kvalt og plyndret saamange Rejsende som hans Fader før ham. Paa et meget lavt Trin af Civilisation ansaaes i Virkeligheden det at plyndre Fremmede almindeligt for en fortjenstlig Handling.

Slaveriet, denne store Samfundsbrøde, har været næsten universelt-, og Slaver ere ofte blevne behandlede paa en skammelig Maade. Da vilde Nationer ikke bryde sig om deres Kvinders Mening, blive Kvinder i Almindehed behandlede som Slaver. De fleste Vilde ere yderst ligegyldige overfor Fremmedes Lidelser, ja glæde sig end-ogsaa over at være Vidne til dem. Det er vel bekjendt, at de nordamerikanske Indianeres Kvinder og Børn hjælpe til med at pine Fjenderne. Nogle Vilde finde en skrække-Glæde i Dyrplageri³) og Menneskelighed hører hos dem

1) Den fyldigste Omtale, jeg er stødt paa af dette Forhold, Undes i Dr. Gerland's »Ueber das Aussterben der Naturvolker«, 1868; men jeg skal forøvrigt vende tilbage til Barnemordet i et senere Kapitel.

2) Se den meget interessante Omtale af Selvmord i Lecky's »History of European Morals«, Vol. 1, 1869, S. 223.

³) Se f. Ex. Hr. Hamiltons Beretning om Kafferne i »Anthropological Review, 1870, S. XV.

[page] 91

til de ukekjendte Dyder. Desuagtet er Sympathi og Venlighed almindelig, særligt i Sygdomstilfælde, mellem Medlemmerne af samme Stamme, ja naaer endogsaa undertiden udenfor Stammens Grændser. Mungo Park's rørende Beretning om den Venlighed, Negerinderne i det indre Afrika viste ham, er almindelig bekjendt. Der kunde nævnes mange Exempler paa, at Vilde have udvist en ædel Troskab overfor hinanden indbyrdes, men aldrig mod Fremmede, den almindelige Erfaring retfærdiggjør Spaniernes Grundsætning: »Aldrig, aldrig tro en Indianer«. Der kan ikke findes nogen Troskab uden Sandhed, og denne Kardinaldyd er ingenlunde sjelden imellem den samme Stammes Medlemmer i Forhold til hinanden; Mungo Park hørte saaledes, at Negerkvinderne lærte deres Børn at elske Sandhed. Dette er en af de Dyder, der bliver saa stærkt rodfæstet i Sindet, at den undertiden udøves af Vilde overfor Fremmede, endogsaa paa en saadan Maade, at den bliver de Vilde dyr nok, men at lyve for sin Fjende, det er sjeldent blevet anset for en Synd, hvad det moderne Diplomatis Historie mer end tilfulde udviser. Saasnart som en Stamme har en anerkjendt Fører, bliver Ulydighed en Forbrydelse og selv krybende Underdanighed ansees for en hellig Dyd.

Da ingen Mand i Ufreds-Tider kan være sin Stamme nyttig eller tro, uden at han har Mod, saa er denne Egenskab overalt blevet regnet for en af de største; og omendskjøndt en god, men frygtsom Mand i et civiliseret Land kan være Samfundet til langt mere Nytte end den Tappre, saa knnne vi dog ikke lade være med, ganske uvilkaarligt, at ære denne mere end Kujonen, om han saa end er aldrig saa nyttig. Paa den anden Side er Klogskab, som ikke vedkommer Andres Velfærd, omendskjøndt den er en meget nyttig Dyd, aldrig bleven agtet højt. Da Ingen kan udøve de Dyder, der ere nødvendige for Stammens Velfærd, uden Selvopoffrelse, Selvbeherskelse og Udholdenhed, saa ere disse Egenskaber med Rette til

[page] 92

alle Tider blevne skattede højt. Den amerikanske Vilde underkaster sig frivillig og uden at klage de græsseligste Pinsler for at vise og styrke sin Mandhaftighed og sit Mod; og vi kunne ikke lade være med at beundre ham, eller selv den indiske Fakir, som af en taabelig religiøs Bevæggrund hænger og dingler i en Krog, der er fæstet dybt i hans Kjød.

De andre Dyder, som nærmest vedkomme Individet og som ikke paa nogen iøjnefaldende Maade paavirker Stammens Velfærd, om de end gjøre det i Virkeligheden, ere aldrig blevne agtede af de Vilde, omendskjøndt der nu sættes stør Pris paa dem hos de civiliserede Folkeslag. Hos de Vilde er den allerstørste Umaadeiighed ikke dadelværdig. Deres yderliggaaende Tøjlesløshed, ikke at tale om de unaturlige Forbrydelser, er noget aldeles forbavsende¹). Saasnart som imidlertid Ægteskab, det være sig polygamt eller monogamt, bliver almindeligt, vil Skinsyge føre til Indskjærpelsen af Kvindedyd; og naar den bliver æret, vil den ogsaa komme til at æres hos de ugifte Kvinder. Hvor langsomt det gaaer for den at komme til at tage Hankjønnet med, det se vi den Dag idag. Kydsk-hed udfordrer i høj Grad Selvbeherskelse; derfor er. den ligefra fjerne Tider blevet skattet i civiliserede Menneskers Moralhistorie. Som en Følge deraf er det meningsløse Coelibat i umindelige Tider blevet anset for en Dyd²). Vor Afsky for Utugt, der forekommer os saa naturlig, at den ansees for medfødt og som er en saa værdifuld Hjælp for Kydskheden, er en moderne Dyd, der, som Hr. G. Staunton bemærker ³) ganske udelukkende tilhører den civiliserede Levevis. Dette vises ved forskjellige Nationers

1) Hr. M'Lennan har i saa Henseende meddelt (»Primitive Marriage,«

1865, S. 176) en god Samling af Exempler.

²) Lecky: »History of European Morals,« Vol. I, 1869, S. 109.

³) »Embassy to China,« Vol. Il, S. 348.

[page] 93

gamle religiøse Ritus, ved Tegningerne paa Murene i Pompeji og ved mange Vildes Sæder.

Vi have nu seet, at Handlingerne af de Vilde betragtes og rimeligvis ogsaa af Fortidens Mennesker betragtedes som gode eller slette, ene og alene eftersom de paavirke Stammens Velfærd paa en iøjnefaldende Maade, — ikke Artens Velfærd, heller ikke Menneskets som enkelt Medlem af Stammen. Denne Slutning er i god Overensstemmelse med den Antagelse, at den saakaldte moralske Følelse er oprindelig afledt fra de selskabelige Instinkter; thi de forholde sig begge i Begyndelsen udelukkende til Samfundet. Hovedaarsagerne til, at de Vildes Moralitet er saa ringe i Forhold til vor, er for det Første det, at Sympathien gjælder Stammen, for det Andet det, at deres Forstandsevner ere saa ringe, saa at de ikke kunne se det Forhold, i hvilket mange Dyder, særlig de Individet vedkommende Dyder, staaer til Stammens Almen-Vel. De Vilde se f. Ex. ikke de mangfoldige Onder, der er Følgen af Mangel paa Maadehold, Kydskhed osv., og for det Tredie deres mindre vel udviklede Selvbeherskelse; thi denne Evne er ikke blevet styrket ved længe fortsat, maaske arvelig Vane, og heller ikke ved Oplysning og Religion.

Jeg er ovenfor gaaet ind paa disse Detailler om de Vildes Moralitet¹), fordi nogle Forfattere fornylig have dannet sig en vel høj Forestilling om deres moralske Natur, eller have tilskrevet misforstaaet Velvillie de fleste af deres Forbrydelser²). Disse Forfattere synes at støtte deres Slutninger paa, at de Vilde besidde, hvad de ogsaa utvivlsomt gjøre, tilmed ofte, i høj Grad, de Dyder som ere tjenlige eller ogsaa nødvendige for at et Stammesamfund kan bestaa.

1) Rigelige Oplysninger om dette findes i Hr. J. Lubbocks »Origin of

Civilisation«, 1870, Chap. VII. ^a) F. Ex. Lecky: »Hist. European Morals,« Vol. 1, S. 124.

[page] 94

Slutningsbemærkninger. — Filosofer, der ved-kjendte sig den derivative Moral¹), antog tidligere, at Moralen havde sin Grund i en Slags Egoisme, men nu i den nyeste Tid i den højeste Lykke. I Overensstemmelse med hvad viiovenfor have udviklet, er den moralske Følelse i sin Grund identisk med de selskabelige Instinkter; og naar Talen er om de lavere Dyr, vilde det være taabeligt at tale om, at disse Instinkter havde faaet deres Udvikling ved Egoisme, eller vare blevne udviklede for at gjøre Samfundet lykkeligt. De ere imidlertid ganske vist blevne udviklede til Bedste for Samfundet. En saadan Betegnelse som Almenvel, Samfundets Bedste osv. kan defineres som de Midler, ved hvilke det størst mulige -Antal Individer kunne opelskes, saaledes at de have fuld Kraft og Helsen og alle deres Evner fuldkomne i Forhold til de Livsbetingelser, de ere underkastede. Da baade Menneskets og de lavere Dyrs selskabelige Instinkter uden Tvivl i deres Udvikling have gjennemgaaet den samme Trinfølge, vilde det være heldigt, i Fald det var muligt, at bruge den samme Definition og som Prøvesten for Moraliteten hellere at tage Samfundets Velfærd eller almene Bedste, end dets almene Lyksalighed; men denne Definition vilde maaske komme til at kræve nogen Indskrænkning for den politiske Ethiks Skyld.

Naar et Menneske vover sit Liv for at frelse et Medmenneske, synes det mere passende at sige, at han virker for det filmenes Vel eller Bedste, end at han virker for Menneskeslægtens almene Lyksalighed. Ganske vist falder Individets Lykke og dets Velfærd i Almindelighed sammen, og en tilfreds, lykkelig Stamme vil trives bedre end en, der er utilfreds og ulykkelig. Vi have seet, at Samfundets udtrykte Ønsker i Menneskehedens første Tid paa en naturlig Maade vil have paavirket ethvert enkelt Medlems

¹⁾ Denne Betegnelse bruges i en dygtig Artikel i Westminster Review«, October 1869, S. 498. Om Lykkeprincipet se J. S. Mill, »Moral grundet paa Nytte- eller Lykkeprincipet, S, 7.

[page] 95

Opførsel meget betydeligt; og da alle ønske Lykke, vil den »højeste Lykke« være bleven en højst vigtig sekondær Fører og et højst vigtigt sekondært Formaal; idet de selskabelige Instinkter, heri Sympathi medindbefattet, stedse maa have været primær Impuls og Fører. Saaledes er da Braaden tagen af den Dadel, at vi skulde ville give den ædleste Del af vor Natur en saa lav Grund som Selviskheden, medmindre den Tilfredshed, som ethvert Dyr føler naar det følger sine egne Instinkter, og den Utilfredshed det føler naar det ikke følger dem, skal kaldes selvisk.

Det at Medlemmerne af samme Stamme give deres Ønsker og Meninger tilkjende, først ved Talesprog, senere i Skrifter, er, »om nys bemærket, en yderst vigtig Rettesnor for Individernes Opførsel og den hjælper i Almindelighed de selskabelige Instinkter, men undertiden vender den sig rigtignok imod dem. Dette Sidste oplyses heldigt ved Ærens Lov, det vil sige vore Ligemænds Fælleds-Mening, ikke alle vore Landsmænds. Brud paa denne Lov, selv om Bruddet var i strengeste Overensstemmelse med den sande Moral, har foraarsaget mangen en Mand mere Pine end en virkelig Forbrydelse vilde have kunnet. Det er den samme Indflydelse, der gjør sig gjældende, naar man, som vel de fleste af os have gjort, faaer en brændende Fornemmelse af Skam ved at erindre sig et tilfældigt Brud paa en eller anden ubetydelig, men almengyldig Etikettesag, selv om det er længe, længe siden det skete. Samfundets Mening vil i Almindelighed være ledet af en eller anden barsk Erfaring om hvad der i Længden er det Bedste for alle Medlemmer; men denne Mening vil ikke sjelden blive fejlagtig paa Grund af Uvidenhed eller ringe Dømmekraft. Deraf kommer det, at de besynderligste og mest overtroiske Skikke, der ere afgjort skadelige for Menneskeslægtens Lykke og sande Vel, ere blevne almægtige over det ganske Jorderig. Exempler herpaa er den Rædsel, som en Hindu, der overtræder Kaste-Budene, føler, eller den Skam en muhammedansk Kvinde, der blotter

[page] 96

sit Ansigt, føler, og mangfoldige andre Tilfælde. Det vilde være vanskeligt at gjøre Forskjel paa den Samvittighedskval, der føles af en Hindu naar han har spist uren Føde og den der kommer til Orde, naar han har begaaet et Tyveri; men der er stor Sandsynlighed for at Angeren er størst i det første Tilfælde.

Hvorledes saamange urimelige Begreber og ligesaa-mange urimelige Lærdomme ere opstaaede, vide vi ikke, ligesaalidt som hvorfor de i alle Egne af Verden ere blevne saa dybt indprægede i Menneskenes Sind; men det er vel værd at lægge Mærke til, at en Troessætning, som indskjærpes i Barndommen, medens Hjernen er meget modtagelig for Indtryk, synes næsten at .faa Karakter af et Instinkt og Instinktets Væsensmærke er jo, at det følges uden at Forstanden kommer med i Betragtning. Vi kunne heller ikke sige, hvorfor visse beundringsværdige Dyder, som f. Ex. Sandbedskjærlighed, af visse vilde Stammer skattes langt højere end af andre¹), ligesaalidt som hvorfor saadanne' Forskjelligheder gjøre sig gjældende endogsaa hos de civiliserede Folkeslag. Da vi nu vide, hvor dybt indgroede mange overtroiske og sælsomme Skikke ere blevne, saa kunne vi ikke undres over, at de Individet nærmest vedkommende Dyder, forstandige som de ere, nu forekomme os saa naturlige, at vi komme til at anse dem for medfødte, omendskjøndt de første Tiders Mennesker -ikke satte nogen Pris paa dem.

Uagtet Tvivlen kan vælde frem saa mange Steder, saa kan Mennesket dog i Almindelighed, og det temmelig let, gjøre Forskjel paa de højere og de lavere Moralforskrifter. De højere ere grundede paa de selskabelige Instinkter og have Hensyn paa Andres Vel. De støttes af vore Medmenneskers Bifald og af Forstanden. De

^l) Gode Exempler ere anførte af Hr. Wallace i »Scienlific Opinion«, 15 September 1869, og med større Omstændelighed i hans »Contributions to the Theory of Natural Selection«, 1870, S' 353.

[page] 97

lavere, skjøndt nogle af dem, de der fordre Selvopofrelse, neppe burde kaldes lavere, have hovedsagelig Hensyn til Selvet og skylde den offenlige Mening deres Oprindelse, efter at denne er bleven modnet ved Erfaring og videre udviklet; thi den udvikles ikke af vilde Stammer.

Alt efter som Mennesket gaaer fremad i Civilisation og smaa Stammer samles til store Samfund, saa behøves der ikke andet end simpel Menneskeforstand til at faa Individet til at forstaa, at del selskabelige Instinkt bør udstrækkes videre og at hans Sympathi bør omfatte alle Medlemmer af samme Folkeslag, hvorvel de ikke ere ham personlig bekjendte. Er man først kommet saavidt, er der kun en kunstig Skranke tilbage til at afholde hans Sympathi fra at udstrække sig til Mennesker af alle Nationer og alle Racer. Ganske vist, i Fald disse Mennesker adskille sig fra ham ved store Forskjelligheder i Udseende eller Sædvaner, saa viser Erfaringen os uheldigvis, hvor længe det kan vare, inden vi komme til at betragte dem som vore Medmennesker. Sympathi, der strækker sig videre, udover Menneskehedens Grændser, d. v. s. Humanitet overfor de lavere Dyr, synes at være en af de moralske Akvisitioner, der sidst naaes; de Vilde kjende aabenbart ikke noget til den, undtagen naar Talen er om deres Yndlingsdyr. Hvor ubetydeligt Romerne vare skredne frem i Sympathi, viser deres afskyelige Gladiator-Forestillinger. Selve Ideen om at være human, var, saavidt jeg kunde se, ny for Pampaslandets Gauchoer. Denne Dyd, der er en af de ædleste Mennesket har i Eje, synes at opstaa tilfældigt, ved at vor Sympathi bliver stærkere og stærkere og mere og mere omfattende, indtil den endelig rummer alle følende Væsner. Saasnart denne Dyd kommer til Ære og Værdighed og og udøves af nogle faa Mennesker, udbreder den sig gjennem Undervisning og Exempel til de Unge, og endelig kommer den ogsaa til dem som Udtalelse af den offenlige Mening.

7

[page] 98

Det højeste Trin vi kunne naa i Moralitet, er det, at indse at vi bør passe paa vore Tanker og »ikke engang i vore hemmeligste Tanker leve de Synder om, der gjorde svundne Dage saa behagelige for os¹)«. Alt hvad der gjør en slet Handling dagligdags for Tanken, gjør det meget lettere for os at bringe Handlingen til Udførelse. Som Marcus Aurelius for lange Tider siden sagde: »som de Tanker, de,r hyppigst beskjæftige dig, ere, saaledes vil ogsaa din Sindsbeskaffenhed blive; thi Sjælen faaer Tankernes Farver²)«.

Vor store Filosof Herbert Spencer har for nylig fremsat sin Anskuelser om den moralske Følelse. Han siger³): »Jeg troer, at de Erfaringer om hvad der er nyttigt, som ere blevne organiserede og befæstede gjennem alle Menneskeslægtens tidligere Generationer, have frembragt tilsvarende Modifikationer, som ved stadig at være blevne nedarvede og ophobede, hos os ere blevne til visse Evner til moralsk Intuition — visse Sindsbevægelser, der give sig tilkjende ved saadan rigtig eller urigtig Opførsel, som ikke i Individets Erfaringer om hvad der er nyttigt har nogen haandgribelig Oprindelse.« Jeg synes ikke at der er den mindste iboende Usandsynlighed for, at Tendenser til Dyd kunne nedarves mere eller mindre stærkt; thi, ikke at tale om de forskjellige Dispositioner og Vaner, som mange af vore Husdyr have nedarvet til deres Afkom, saa har jeg hørt Tilfælde omtale, hvor Drift til at stjæle og Tilbøjelighed til at lyve blev sagt at forekomme i højt-staaende Familier; og da Tyveri er en saa sjelden Forbrydelse hos de velstaaende Klasser, vil man have ondt ved at forklare det som et tilfældigt Træf, at Tendensen fandtes hos to, tre Medlemmer af samme Familie. Der-

1) Tennyson: .Idylls of the King,« S. 244.

²) »The Thoughts of the Emperor M. Aurelius Antoninus,« Engl. Overs., 2 Udg., 1869, S. 112. Marcus Aurelius fødtes 121 f. Chr.

³) Brev til Hr. Mill i Bains »Mental and Moral Science«, 1868, S. 722.

[page] 99

som slette Tilbøjeligheder nedarves, saa er det rimeligt at gode ogsaa nedarves, og kun ved at antage, at moralske Tilbøjeligheder kunne nedarves, kunne vi forstaa den For-skjel, der i saa Henseende antages at være mellem de forskjellige Menneskeracer. Vi have imidlertid endnu neppe tilstrækkeligt Bevis herpaa.

Selv en delvis Nedarvning af dydige Tilbøjeligheder vilde være en uhyre Hjælp for den oprindelige Impuls, der direkte kom fra de selskabelige Instinkter, indirekte fra Medmenneskenes Bifald. Antager man foreløbigt, at dydige Tilbøjeligheder nedarves, saa synes det rimeligt, i det Mindste i saadanne Tilfælde som Kydskhed, Maadehold, Menneskelighed ligeoverfor Dyr osv., at den sjælelige Organisation først og fremmest faaer dem indprægede ved Vane, Undervisning og Exempel, forsat gjennem flere Generationer af samme Familie og i en langt ringere Grad eller slet ikke, ved at de. Individer, der besad saadanne Dyder, stod sig bedst i Kampen for Tilværelsen. Hoved-aarsagen til, at jeg tvivler om en saadan Arvelighed, er den, at efter det Princip skulde meningsløse Skikke, overtroiske Forestillinger og urimelige Tilbøjeligheder, som f. Ex. Hinduens Rædsel for uren Føde, ogsaa nedarves. Uagtet Nedarvningen her ikke er mere usandsynlig end det, at Dyr skulde nedarve Smag for visse Slags Føde og Frygt for visse Fjender, hvad de gjøre, saa maa jeg dog sige, at jeg intetsteds har seet noget der kunde støtte den Antagelse, at overtroiske Skikke og meningsløse Sædvaner nedarves.

Endelig ville de selskabelige Instinkter, hvilke Mennesket saavelsom de lavere Dyr uden Tvivl havde erhvervet derved, at de vare til Nytte for Samfundet, fra første Færd have vakt et Ønske hos ham om at hjælpe sine Kammerater, og desuden have fremkaldt sympathetiske Følelser. Saadanne Impulser ville paa et meget langt tilbageliggende Tidspunkt have tjent ham som Vejledning i

7*

[page] 100

hvad der var Ret og hvad Uret. Men alt som Mennesket lidt efter lidt gik fremad i intellektuel Henseende og blev sat i Stand til at se, hvad Konsekvenserne af'hans Handlinger vilde blive i Fremtiden, alt eftersom han erhvervede sig Kundskaber nok til at forkaste skadelige Skikke og overtroiske Forestillinger, eftersom han mere og mere kom til at tage Hensyn ikke blot til sine Medmenneskers Velfærd, men ogsaa til deres Lykke, alt eftersom hans Sympath'ier ved Vane, Undervisning og Exempel og ved at lade sig lede .af Erfaringer, bleve stærkere og- mere omfattende, saa at de kom til at rumme Mennesker af alle Racer, Krøblingerne, Idioterne og Samfundets andre unyttige Medlemmer og tilsidst de lavere Dyr, — saa vilde hans moralske Standpunkt hæve sig mere og mere. Og det indrømmes af Moralister af den derivative Skole og ogsaa af nogle Intuitionister, at det moralske Standpunkt er blevet højere og højere lige fra en meget tidlig Tid af¹).

Da man undertiden seer, at der er Strid mellem de lavere Dyrs forskjellige Instinkter, saa er det ikke saa underligt, at der ogsaa hos Mennesket er Strid mellem hans selskabelige Instinkter med de af dem afledte Dyder og hans lavere, men i Øjeblikket stærkere Drifter og At-traaer. Dette er, som Hr. Galton²) har bemærket, saa meget mindre forunderligt, som Mennesket først i en forholdsvis ny Periode har forladt den barbariske Tilstand. Efterat vi have givet efter for en Fristelse af denne eller hin Beskaffenhed have vi en Følelse af Utilfredshed, analog med den andre Instinkters Ikke-Tilfredsstillelse frembringer, men som i dette Tilfælde kaldes Samvittighed; thi vi

¹) En Forfatter i »North British Review« (Juli, 1869, S. 531), dér saare vel er i Stand til at danne sig et sundt Skjøn, hævder dette meget stærkt. Hr. Lecky (»Hist of Morals,« Vol. I, S. 143) synes til en vis Grad at være enig med ham.

²) Se hans mærkelige Værk »On Hereditary Genius«, 1869, S. 349. Hertugen af Argyll har (»Primeval Man,« 1869, S. 188) nogle gode Bemærkninger om Striden mellem Ret og liret i Menneskets Natur.

[page] 101

kunne ikke forhindre Billeder og Indtryk fra forbigangne Tider fra stadig at foresvæve os og disse blive i denne svækkede Tilstand vejede imod de altid nærværende selskabelige Instinkter eller mod Vaner, vi have faaet i vor Ungdom og styrket hele vort Liv igjennem, ja maaske arvet, saa at de tilsidst blive næsten ligesaa stærke sorii Instinkter. Hvad de kommende Generationer angaaer, saa er der ingen Grund til at frygte, at de selskabelige Instinkter ville blive svagere og vi kunne forvente, at de dydige Vaner ville blive stærkere, idet de maaske fæstnes ved Nedarvning. I saa Tilfælde vil Striden mellem de højere og lavere Drifter blive mindre haard og Dyden vil komme til at triumfere.

Resumé af de to sidste Kapitler. — Der kan ikke være Tvivl om,, at jo Forskjellen mellem det lavest-staaende Menneskes og det højeste Dyrs Sjæl er uhyre stor. En menneskelignende Abekat vilde, dersom den kunde være upartisk i en Sag, der angaaer den saa nøje, indrømme, at omendskjøndt den nok kunde lægge en snedig Plan til at plyndre en Have, og skjøndt den nok kunde hitte paa at bruge Stene til at kaste med eller til at knække Nødder med, saa vilde dog det at indrette en Sten til et bekvemt Redskab gaa langt over dens Forstand. Den vilde endnu villigere indrømme, at den ikke kunde følge med i en metafysisk Diskussion, eller løse et mathe-matisk Problem, ikke heller fordybe sig i Tanken paa Gud, eller beundre et storslaaet Landskab. Rimeligvis er der imidlertid nogle Aber, der vilde erklære, at de vare i Stand til at beundre, og i Virkeligheden ogsaa beundre, Skjønheden af deres Ægtefællers farvede Skind og deres Haarklædning. De vilde indrømme, at, end-skjøndt de kunne faa andre Aber til at forstaa nogle af deres Følelser og mindre komplicerede Ønsker ved at skrige til dem, saa var dog den Ide, at udtrykke bestemte Forestillinger ved bestemte Lyde, aldrig blevet til i deres

[page] 102

Hjerne. De kunde hævde, at de vare parate til at hjælpe de af deres Medabekatte, der hørte til samme Horde som de selv, paa mangfoldige Maader, ja til at sætte deres Liv i Vove for dem og til at tage sig af Flokkens forældreløse Børn; men de vilde se sig nødt til at indrømme, at uinteresseret Kjærlighed til alle levende Skabninger, Menneskets ædleste Egenskab, var noget dem ganske Ufatteligt.

Ikke destomindre er Forskjellen mellem Menneskets og de højere Dyrs Sjæl, stor som den er, ganske vist en Gradsforskjel og ikke nogen Sphæreforskjel. Vi have seet, at Følelse, Intuition, de forskjellige Sindsbevægelser og Evner, som Kjærlighed, Hukommelse, Opmærksomhed, Nysgjerrighed, Efterlignelsesdrift, Forstand o. s. v.; som Mennesket bryster sig af, hos de lavere Dyr kunne findes i en begyndende, undertiden endogsaa i en veludviklet Tilstand. Dyrene kunne ogsaa faa deres Evner styrkede ved Nedarvning, hvad vi f. Ex. se ved at sammenligne Hushunden med Ulven eller Jakalen. Lægger man Vægten paa at visse Evner, som Selvbevidsthed, Evnen til at abstrahere o. s. v., ere Mennesket ejendommelige, saa maa man ikke glemme, at disse maaske ere Resultatet af andre vidt fremskredne intellektuelle Gaver, og at disse igjen hovedsagelig ere resulterede af længe fortsat Brug af et højt udviklet Talesprog. I hvilken Alder har det spæde Barn Evne til at abstrahere eller hvad Tid bliver det selvbevidst og giver sig til at spekulere over sin egen Tilværelse? Vi vide det ikke, ligesaa lidt som vi kunne give noget Svar med Hensyn til den opadstigende organiske Rækkefølge. Sproget, som halvt er Instinkt, halvt er lært, har endnu Mærkerne af sin trinvise Udvikling. Den forædlende Tro. paa Gud findes ikke hos alle Folkeslag og Troen paa en Aandevirksomhed affødes naturligt af hans andre Sjælevner. Den moralske Følelse giver maaske det bedste og højeste Skjelnemærke mellem Mennesket og de lavere Dyr; men herved behøver

[page] 103

jeg ikke at opholde mig, da jeg saa nylig har søgt at vise, at de selskabelige Instinkter, — Grundlaget fpr Menneskets moralske Natur —^l) ved Hjælp af virksomme intellektuelle Evner og Virkningerne af Vaner ganske naturligt leder til den gyldne Regel: »som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, saaledes gjører imod dem,« og paa den er Moraliteten bygget.

I et kommende Kapitel skal jeg fremsætte nogle faa Bemærkninger om de Trin ad hvilke og de Maader paa hvilke Menneskets forskjellige moralske og sjælelige Evner efter al Sandsynlighed gradvis ere gaaede fremad. At noget saadant i det Mindste er muligt, skulde man ikke benægte, da vi daglig se dem udvikle sig hos ethvert Barn, og da vi kunne bygge en .Trinrække op, der naaer fra en Idiot lavere end det laveste Dyr op til en Newton.

1) »The Thoughts of Marcus Aurelius« osv., S. 139.

[page 104]

FJERDE KAPITEL.

OM DEN MAADE, PAA HVILKEN MENNESKET HAK UDVIKLET SIG AP EN ELLER ANDEN LAVEEE FOEM.

Legemets og Sjælens Variabilitet hos Mennesket — Arvelighed — Arvelighedens Aarsager — Varieringslovene ere de samme for Mennesket som for de lavere Dyr — Livsbetingelsernes direkte Indvirkning — Virkningerne af stigende Brug eller Ikke-Brug af visse Dele — Hæmmet Udvikling — Attavisme — Korrelativ Varieren — Tilvækstens Forhold — Hindringer for Tilvækst — Kvalitetsvalg — Mennesket er det herskende Dyr her paa Jorden — Betydningen af hans Lpgemsbygning — Aarsagerne til hans oprejste Gang — Heraf betingede Forandringer i hans Bygning — Hjernetændernes aftagende Størrelse — Hjerneskallens forøgede Størrelse og forandrede Form — Nøgenhed — Manglen paa Hale — Menneskets forsvarsløse Tilstand.

Vi have i det første Kapitel seet, at det Homologe i Menneskets Bygning, hans embryonale Udvikling og de Rudimenter, han har beholdt, Altsammen paa den tydeligste Maade af Verden fortæller os, at han maa være nedstammet fra en eller anden lavere Form. Det, at han har store Aandsgaver, er ingen uoverstigelig Hindring. Forat en abelignende Skabning skulde kunne være bleven omdannet til et Menneske, er det nødvendigt, at denne Urform saavelsom mange efterfølgende Slægtled alle skulle have varieret baade paa Sjæl og Legeme. Det er.umuligt at faa noget direkte Bevis for, at dette har været Tilfældet; men, dersom det kan vises, at Mennesket varierer

[page] 105

den Dag idag, at hans Varieringer foranlediges af de samme almene Aarsager og følge de samme almene Love som de lavere Dyrs Varieringer — saa kan der ikke være megen Tvivl om, at jo de forudgangne intermediære Slægtled have varieret paa en lignende Maade. Varieringerne paa hvert af de paa hinanden følgende Trin i Afstamnings-rækken maa ogsaa paa en vis Maade være blevne ophobede og fæstnede.

De Kje,ndsgjerninger og Udviklinger, der skulle meddeles i dette Kapitel, angaa næsten udelukkende de Maader, paa hvilke Menneskets Omdannelse for Legemsbygningens Vedkommende sandsynligvis er foregaaet. Det følgende Kapitel er helliget Udviklingen af hans intellektuelle og moralske Evner. Men Diskussionen vedkommer ogsaa de forskjellige Menneskeracers eller Menneskearters (hvilken Betegnelse man nu vil give Fortrinet) Oprindelse.

Det er aabenbart, at Nutidens Menneske er megen Variabilitet underkastet. Der er ikke to Individer af samme Race, der ere ganske ens. Vi kunne sammenligne Millioner af Ansigter, og de ville allesammen være indbyrdes forskjellige. Der gjør sig ligesaa megen Forskjellig-hed gjældende i de forskjellige Legemsdeles Forhold og Dimensioner. Benenes Længde er noget af det, der varierer mest¹). Omendskjøndt en aflang Hovedform er den hyppigste i nogle Dele af Verden og en fladtrykt Hovedform i andre, saa er der dog stor Formforskjel, selv i samme Race, f. Ex. hos de Indfødte i Amerika og Syd-Avstralien, (hvilke sidste danne en Race, »der rimelig\is er ligesaa ublandet og homogen i Blod, i Sæder og i Sprog som nogen anden i Verden«) ja selv hos Beboerne af et saa begrændset Omraade som Sandwich-Øerne²). En frem-

1) »Investigations in Military and Anthropolog. Statistics of American

Soldiers.« by B. A. Gould, 1869, S. 256.

²) Angaaende Kraniets Form hos Amerikas Indfødte se Dr. Aitken

Meigs i »Proc. Acad. Nat. Science«, Philadelphia, Maj, 1866. Om

[page] 106

ragende Tandlæge forsikkrer mig, at der er næsten ligesaa megen Forskjellighed ved Folks Tandbesætning som ved deres Ansigtstræk. De store Blodaarer faa saa ofte et unormalt Forløb, at man har fundet det nyttigt for Kirurgiens Skyld at undersøge (paa 12000 Legemer), hvilke af de forskjellige Abnormiteter der vare de hyppigste. Musklerne ere i høj Grad variable¹). Saaledes kunde Professor Turner²) paa halvtredsindstyve Legemer ikke finde to, hvor Fodens Muskler vare ganske ens, og hos enkelte vare Afvigelserne meget betydelige. Han siger i den Anledning, at Evnen til at udføre de forskjellige Bevægelser maa være bleven modificeret i Overens-' stemmelse med de forskjellige Afvigelser. Hr. J. Wood har omtalt³), at han fandt 295 Muskelvarieringer hos seks og tredive Individer og hos et andet ligesaa stort Hold ikke mindre end 558 Varieringer — begge Legemets Sider regnet som en. I det sidste Hold,var der ikke et af de seks og tredive Legemer, »der slet ikke afveg fra de Normalbeskrivelser af Muskelsystemet, der findes i anatomiske llaandbeger.« Et enkelt Legeme frembød det anselige Antal af 25 forskjellige Abnormiteter. Den samme Muskel varierer undertiden paa mangfoldige Maader. Professor Macalister beskriver⁴) saaledes ikke mindre end tyve forskjellige Varieringer af palmaris accessorius (en Haandflade-Muskel).

Den berømte gamle Anatom Wolffs) paastaaer, at Indvoldene ere mere variable end de ydre Dele: »der er

Avstralbeboerne se Huxley i Lyells »Antiquity of Man«, 1863, S. 87. Om Sandwichinsulanerne se Prof. J. Wymann i »Observations on Crania«, Boston, 18G8, S. 18.

1) »Anatomy of the Arteries,« by R. Quain.

²) »Transact, Royal Soc.,« Edingburgh, Vol. XXIV, S. 175, 189.

³) »Proe. Royal Soc.,« 1867, S. 544, ogsaa 1868, S. 483, 524. og en tidligere Afhandling 1866, S. 229.

⁴) »Proc. R. Irish Academy„« Vol. X, 1868, S. 141.

⁵) »Aet. Acad.,« St. Petersbourg, 1778, Part. II, S. 217.

[page] 107

ikke den Del, der ikke atter og atter findes forskjelligt formet hos de forskjellige Mennesker.« Han har endogsaa skrevet en Afhandling om Valget af typiske Indvoldsspe-citnina til Forevisning. En Diskussion om Skjønhedsidealet for Lever, Lunge og Nyrer o. s. v., ligesom om det gjaldt det guddommelige Menneske-Aasyn, lyder lidt besynderlig for os.

Sjæleevnernes Variabilitet eller Forskelligartethed hos Mennesker af samme Race, de større Forskjelligheder mellem Mennesker af forskjellige Racer uomtalte, er saa aabenbar, at den blot behøver at nævnes. Det Samme gjælder om de lavere Dyr, vi have oplyst det ved nogle faa Exempler i det foregaaende Kapitel. Alle, som have havt Opsyn med Menagerier, indrømme dette, og det sees ogsaa tydeligt nok hos vore Hunde og andre Husdyr. Brehm paastaaer, at hver enkelt af de Aber, han holdt fangne ovre i Afrika, havde sin ejendommelige Disposition, sit ejendommelige Temperament, han omtaler saaledes særlig en Bavian, der var mærkværdig ved dens store Intelligens, og Vogterne i zoologisk Have fremhævede for mig særlig en Abe, der hørte til den nye Verdens Afdeling, som ganske mærkværdig intelligent. Rengger siger ligeledes, at de Aber af samme Art, han holdt i Paraguay, vare ulige hinanden for de forskjellige Sjæleevners Vedkommende, og han tilføjer, at denne Ulighed dels er medfødt og dels frembragt ved den Maade, paa hvilken de ere blevne behandlede eller opdragne ^l).

Jeg har andetsteds ²) saa fyldigt omtalt Arveligheden, at jeg næsten ikke behøver at føje Noget til her. An-gaaende Nedarvningen af de ubetydeligste, saavelsom de vigtigste Karakterer, saa har man faaet samlet et større

1) Brehm: »Thierleben,« B, I, S. 58, 87. Bengger: »Såugethiere

von Paraguay,« S 57.

²) »Variation of Animals and Plants under Domestication,« Vol. II'

Ghap. XII.

[page] 108

Antal Exempler herpaa for Menneskets Vedkommende end for de lavere Dyrs, skjøndt Exempler ogsaa der ere tilstede i Overflødighed. At Sjæleevnerne nedarves, er aabenbart nok for vore Hundes, Hestes og andre Husdyrs Vedkommende. Det er desuden sikkert, at særegne Vaner og Tilbøjeligheder', Opvakthed, Mod, daarligt eller godt Humør o. s. v. nedarves. For Menneskenes Vedkommende er det Noget, vi kunne træffe i enhver Familie, og nu vide vi, takket være Hr. Galton's¹) udmærkede Arbejde, at Genialitet, som omfatter en vidunderlig kompliceret Sammenstilling af store Evner, har Tendens til Arvelighed, og paa den anden Side er det kun altfor vist, at Galskab og Sindssvækkelse gjerne ville holde sig i Familierne. Angaaende Variabilitetens Aarsager ere vi paa alle Punkter meget uvidende; men saa Meget kunne vi se, at de baade hos Mennesket og de lavere Dyr staa noget i Forhold til de Betingelser, for hvilke hver enkelt Art har været udsat gjennem en Række af Generationer. Husdyr variere mere end vilde Dyr, og dette skyldes aabenbart deres Livsbetingelsers forskjelligartede og skiftende Natur. De forskjellige Menneskeracer ligne i saa Henseende Husdyrene, og det gjøre ogsaa Individerne indenfor samme Race, naar Racen er spredt over et meget stort Strøg, som f. Ex. Amerika. Vi erkjende de forskjelligartede Livsbetingelsers Indflydelse deri, at de mere civiliserede Nationer, hvis Individer høre til forskjellige Rangklasser og have forskjellige Beskjæftigelser, frembyde en større Forskjellighed i Karakter end de vilde Folkeslag. Men de Vildes Ensformethed er ofte bleven overdreven, .og i nogle Tilfælde maa man næsten benegte dens Existens'²).

1) »HereditaryGenius: an Inquiry into its Laws and Consequences,« 1869.

²) Hr. Bates bemærker (»The Naturalist on the Amazons,« 1863, Vol. II, S. 159) angaaende Indianerne af den samme sydamerikanske Stamme: »der var ikke to af dem, hvis Hovedform var ganske ens; en havde et ovalt Ansigt med fine Træk, et andet Hoved var

[page] 109

Ikkedestomindre er det fejlagtigt at omtale Mennesket, selv om vi særlig fæste Blikket paa de Livsbetingelser, for hvilke han har været udsat, som »langt mere blevet til Husdyr« ^l) end noget andet Dyr. Nogle vilde Racer, f. Ex. Avstralbeboerne, ere ikke udsatte for mere for-skjelligartede Livsbetingelser, end mange meget vidt udbredte Arter ere. I en anden og langt vigtigere Henseende afviger Mennesket meget fra et hvilketsomhelst Husdyr; thi der har ikke været nogen Kontrol med Afkommet; hverken methodisk eller ubevidst Racevalg har været bragt i Anvendelse overfor ham. Ingen Menneskerace eller Menneskestamme er bleven saa fuldstændig underkuet af andre Mennesker, at visse Individer ere blevne bevarede og saaledes ubevidst udvalgte, fordi de paa en eller anden Maade vare mere nyttige for deres Herrer end de andre Individer. Heller ikke ere visse mandlige og kvindelige Individer blevne udsøgte og parrede, undtagen i det ene velbekjendte Tilfælde med de preussiske Grenaderer, og i dette Tilfælde lød Mennesket, som man kunde vente, det methodiske Racevalgs Lov; thi det forsikkres, at der blev mange høje Mænd til i de Landsbyer, hvor Grenadererne og deres store Koner boede.

Betragte vi alle Menneskeracer som dannende en enkelt Art, saa er denne Arts Udbredelse uhyre stor; men ogsaa visse enkelte Racer som Amerikanerne og Polynesierne have en meget vid Udbredelseskreds. Det er en velbekjendt Lov, at vidt-herskende Arter ere meget mere variable end Arter med enge Grændser, og Menneskets Variabilitet kunde med langt større Sandhed sammenlignes med de vidt-herskende Arters end med Husdyrenes.

ganske mongolsk ved dets Brede og fremstaaende Kindben, ved Næseboernes Vidde og Øjnenes Skjævhed.«

1) Blumenbach: »Treatises on Anthropolog.« Engl. Oversættelse, 1865, S. 205.

[page] 110

Variabiliteten synes ikke blot at skyldes de samme almene Aarsager hos Mennesker og lavere Dyr; men hos dem begge paavirkes ogsaå de samme Karakterer paa en ganske analog Maade. Dette er blevet viist saa detailleret af Godron og Quatrefages, at jeg her kun behøver at henvise til deres Værker'). Monstrositeter, der umærkeligt gaa over i lidet udprægede Varieteter, forholde sig ligeledes saa ganske paa samme Maade hos Mennesker og lavere Dyr, at den samme Klassifikation og de samme Betegnelser kunne bruges for begge, som man kan se i Geoffroy St.-Hilaire's store Værk²). Dette er den nødvendige Følge af, at de samme Varieringslove ere gjaldende hele Dyreriget igjennem. I mit Værk om Husdyrs Varieren har jeg i al Simpelhed forsøgt at henføre Varieringslovene til følgende Poster: — De forandrede Betingelsers direkte og bestemte Indvirken, der giver sig til-kjende derved, at næsten alle Individer af samme Art variere paa samme Maade under de samme Omstændigheder. Virkningerne af længe fortsat Brug eller Ikke-Brug af de enkelte Dele. Homologe Deles Sammenvoksen. De talrige Organers Variabilitet. Væksterstatning; men paa dette Sidste har jeg ingen gode Exempler fundet hos Mennesket. Virkningerne af mekanisk Tryk paa en eller anden Del, f. Ex. Brystbenets Tryk paa Fostrets Kranie i Modersliv. Standsninger i Udvikling, førende til Formindskelse eller Undertrykkelse af visse Dele. Længe forsvundne Karakterers Atterkomst ved Tilbageslag eller Attavisme. Endelig korrelativ Varieren. Alle disse saa-kaldte Love have samme Gyldighed for Mennesker som for lavere Dyr, og de fleste af dem gjælde ogsaa for

1) Godron: »De l'Espéce,« 1859, Tom. II, livre3. Quatrefages: »Unité de l'Espéce Humaine,« 1861. Ogsaa Forelæsninger over Anthro-pologi, meddelte i »Revue des Cours Scientiflques,« 1866—1868.

²) »Hist. Gen. et Part. des Anbmalies de l'Organisation« i tre Bind, Tom. I, 1832.

[page] 111

Planterne. Det vilde være overflødigt her at gjennemgaa dem alle¹); men flere af dem ere saa vigtige for os, at de maa omtales nogenlunde udførligt.

De forandrede Betingelsers direkte og bestemte Indvirken. — Dette er et meget indviklet Emne. Det kan ikke nægtes, at en Forandring i Betingelserne frembringer nogen Virkning, og det undertiden en meget betydelig, paa Organismer af alle Slags, og. det synes ved første Øjekast sandsynligt, at, dersom der blev givet tilstrækkelig Tid, vilde dette altid være Tilfældet. Det er imidlertid ikke lykkedes mig at faa tydelige Beviser herfor, og paa den anden Side kan der ogsaa anføres vægtige Modgrunde, i det Mindste for saa vidt som Talen er om de utallige Dannelser, der ere lempede i særegne Øjemed, Der kan dog ikke være Tvivl om, at en Forandring i Betingelserne medfører et næsten ubgfændset Beløb af fluktuerende Variabilitet, hvorved den hele Organisation paa en vis Maade bliver plastisk.

I de forenede Stater blev omtrent en Million Soldater, der gjorde Tjeneste i sidste Krig, maalte, og det blev optegnet, i hvilke Stater de vare fødte og opdragne²). Ved dette vidunderlig store Antal Iagttagelser er det blevet godtgjort, at lokale Indflydelser af et eller andet Slags indvirke direkte paa Højden, og vi lære endvidere, at »den Stat, hvor Legemets Vækst for største Delen er gaaet for sig, og den Stat, hvor Individet er født, og som altsaa staaer i Forhold til Herkomsten, synes at have en kjendelig Indflydelse paa Højden.« Det er f. Ex. beviist,

¹⁾ Jeg har givet en fyldig Fremstilling af disse Love i min Bog

»Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. IL.

Chap. XXII og XXIII. Ur. J Durand har tor nylig (1868) offenlig- gjort en udmærket Afhandling: »De l'Influence des Milieus osv.«

Han tilskriver Jordbunden megen Betydning.

²) »Investigations in Military and Anthrop. Statistics,« osv. 1869, by

B. A. Gould, S. 93, 107^ 126, 131, 134.

[page] 112

»at et Ophold i Vest-Staterne i de Aar, hvor Væksten gaaer for sig, bidrager til at forøge Højden.« Omvendt er det afgjort, at Matrosernes Levevis sinker Længdevæksten, hvad man seer af »den store Forskjel, der er paa Soldaters og Matrosers Højde i sytten og atten Aars Aldren.« Hr. B. A. Gould bestræbte sig for at komme til Klarhed om, af hvad Natur de Indflydelser vare, der indvirkede paa Højden; men han kom kun til negative Resultater, han fandt nemlig, at de ikke havde Noget at gjøre med Klima, Højde over Havet, Jordbund, ja ikke engang med Overflødighed paa eller Savn af Livets Bekvemmeligheder, »saameget at man kunde mærke det.« Denne sidste Slutning er den direkte modsat, til hvilken Villermé kom ved Undersøgelse af de statistiske Tabeller over Højden af de i forskjellige Dele af Frankrig Udskrevne. Lægger man Mærke til den Forskjel, der er i Højde mellem de poly-nesiske Høvdinger og de samme Øers lavere Klasser, eller mellem Beboerne af Sydhavets frugtbare, vulkanske Øer og de lavere golde Koraløer¹), eller mellem Ildlænderne paa Landets østlige og vestlige Kyster, hvor Subsistensmidlerne ere meget forskjellige, saa er det neppe muligt andet end at komme til det Resultat, at bedre Næring og større Bekvemmelighed har Indflydelse paa Længdevæksten. Men den foregaaende Beretning viser, hvor vanskeligt det er at komme til noget sikkert Resultat. Dr. Beddoe har for nylig bevist, at Ophold i Byer og visse bestemte Be-skjæf'tigelser indvirker hæmmende paa den britiske Befolknings Længdevækst; og han siger ogsaa, at denne ringere Højde nedarves baade her og i de forenede Stater. Dr. Beddoe troer endvidere, at hvor en »Race naaer sit Maxi-

1) Om Polynesierne se Prichards »Physical Hist. of Mankind«, Vol. V, 1847, S. 145, 283. Ligeledes Godron: »De l'Espéee,. Tom. II, S. 289. Der er ogsaa en mærkværdig Forskjel i Udseende paa de med hinanden nærbeslægtede Hinduer, der bebo Øvre Ganges og Bengalen, se Elphinstone: »History of India,« Vol. I, S. 324.

[page] 113

mum af fysisk Udvikling, der staaer den ogsaa højest i Retning af Energi og moralsk Kraft« ^l).„

Hvorvidt de ydre Livsbetingelser have nogen anden direkte Indvirkning paa Mennesket, veed man ikke. Man skulde have troet, at Klimatforskjelligheder vilde have havt stærk Indflydelse, da Lunger og Nyrer komme i stærkere Virksomhed, naar Temperaturen er lav, og Leveren og Huden, naar Temperaturen er høj²). Tidligere troede man, at Hudfarven og Haarets Beskaffenhed bestemtes af Lys- og Varme-Forhold; men, omendskjøndt det neppe kan nægtes at der frembringes nogen Virkning paa denne Maade, saa ere dog næsten alle Iagttagere nu enige om, at Virkningen har været meget ringe, selv efter mangfoldige Generationers Forløb. Dette Emne vil imidlertid bedre kunne behandles, naar vi komme til at omtale de forskjel-lige Menneskeracer. Der er Grund til at tro, at Kulde og Fugtighed direkte paavirker Haarets Vækst hos vore Husdyr, men jeg er ikke stødt paa Noget der kunde bekræfte, at det Samme gjaldt om Menneskene.

Virkninger af forøget Brug eller Ikke-Brug af visse Legemsdele. — Det er almindelig bekjendt, at Brug styrker Individets Muskler og at fuldstændig Ikke-Brug eller Ødelæggelse af den hertil hørende Nerve svækker dem. Ødelægges Øjet, bliver Synsnerven ofte forkrøblet. Underbinder man en Aare, saa forøges ikke blot Sidegrenenes Diameter, men Aareskeden tiltager i Tykkelse og Styrke. Naar den ene Nyre bliver syg og holder op at virke, vokser den anden i Størrelse og gjør det dobbelte Arbejde. Knogler vokse .ikke blot i Tykkelse, men ogsaa i Længde, naar de stadig komme til at bære

1) »Memoirs, Anthropolog. Soc.,« Vol. III, 1867—69, S. 561, 565, 567.

2) Dr. Brakenridge: »Theory of Diathesis,« »Medical Times,« 19 Juni og 17 Juli 1869.

8

[page] 114

paa stor Vægt ¹). Forskjellige Beskjæftigelser, der udføres til Stadighed, forandre Forholdene i forskjellige Dele af Legemet. Saaledes" forsikkrede de forenede Staters Kommission sig om, at de i den sidste Krig anvendte Matrosers Ben vare 0,217 Tommer længere end Soldaternes, omend-skjøndt Matroserne i Gjennemsnit vare mindre Folk end hine; deres Arme vare 1,09 Tommer kortere end Soldaternes, og derfor uforholdsmæssig korte paa Grund af deres ringe Højde. Denne Armenes Korthed skyldes aaben-bart det, at de bruges saa meget, hvad der jo er et underligt Resultat; men Matroserne bruge særlig deres Arme til at hejse og ikke til at bære store Vægtmængder. Halsens Tykkelse og Vristens Højde er større, medens Brystkassens Vidde, Beltestedets og Hofternes Omkreds er mindre hos Matroser end hos Soldater.

Om de forskjellige ovenfor omtalte Modifikationer vilde blive arvelige, dersom den samme Levevis blev fortsat gjennem mange Slægtled, vides ikke, men det er ret sandsynligt. Rengger³) mener, at Payaguas-Tndianerne have spinkle Ben og svære Arme, fordi de i mange paa hinanden følgende Generationer have tilbragt næsten hele deres Liv i Kanoer og altsaa næsten slet ikke røre deres Ben. Andre Forfattere ere komne til et lignende Resultat i andre analoge Tilfælde. Ifølge Cranz⁴), som levede en Tidlang blandt Eskimoerne, »tro de Indfødte, at Smidighed og Behændighed ved Sælhundefangsten (deres højeste Dyd og ypperste Kunst) nedarves; og i Virkeligheden er der Noget i det, thi Sønnen af en stor Sæljæger plejer at udmærke sig fremfor andre, selv om han mistede sin

1) Jeg-har i »Variation 01 Animals and Plarits«, Vol. Il, S. 297—SOO anført Kilderne til disse forskjellige Exempler. Dr. Jaeger: »Ueber das Långenwachsthum der Knochen,« »Jenaische Zeitschrift,« B. V, Heft. I.

²) »Investigations« ost. By B. A. Gould, 1869, S. 288.

³) »Såugethiere von Paraguay,« 1830, S. 4.

⁴) »History of Greenland,« Eng. Overs., 1767, Vol. 1, S. 230.

[page] 115

Fader i sin Barndom«. Men i dette Tilfælde er det. lige— saameget Sjæleevner som Legemsbygning, der synes at gaa i Arv. Det paastaaes, at de engelske Arbejderbørns Hænder ved Fødslen ere større, end de højerestillede Klassers Børns¹). Paa Grund af den Korrelation, der, i det Mindste i nogle Tilfælde, er mellem Extremiteterne og Kjæberne, er der en Mulighed for, at Kjæberne i de Klasser, der ikke arbejde meget med Hænder eller Fødder, vilde blive reducerede i Størrelse. At de i Almindelighed ere mindre hos dannede og civilicerede Mennesker end hos Folk, der arbejde haardt, eller hos Vilde, er vist. Men, som Hr. Herbert Spencer³) har bemærket, vilde det, at de Vilde komme til at bruge deres Kjæber mere derved at de tygge grov, usødet Føde, virke paa en direkte Maade paa Tyggemusklerne og paa de Knogler, til hvilke de vare befæstede. Hos Børn er, længe før Fødselen, Huden under Fodsaalerne tykkere end paa nogen anden Del af Legemet⁴); og der kan neppe være Tvivl om, at dette er de arvelige Virkninger af Trykket paa Fodbladet gjennem en lang Række af Generationer.

Det er almindelig bekjendt, at Uhrmagere og Gravører ere tilbøjelige til at blive kortsynede, roedens Mænd der leve meget uden Døre og særlig Vilde i Almindelighed, ere meget fjerntsynede. Kortsynethed og Fjerntsynethed vil i Almindelighed nedarves ⁵). De Vildes Overlegenhed over Evropæerne i Syn og andre Sandser kommer uden Tvivl af, at hos de Sidste er Virkningen af formindsket Brug gjennem mange Generationer blevet ophobet og nedarvet; thi Rengger ⁶) forsikkrer, at han gjentagne Gange

1) »Intermarriage.« By Alex. Walker, 1838, S. 377.

²) »The Variation of Animals under Domestication,« Vol. I, S. 173.

³).Principles of Biology,« Vol. I, S. 455.

⁴) Paget: »Lectures on Surgical Pathology,« Vol. II, 1853, S. 209.

⁵) »The Variation of Animals under Domestication,« Vol. I, S. 8.

⁶) »Säugethiere von Paraguay,« S. 8, 10. Jeg har havt særdeles god Lejlighed til at overbevise mig om Udlændernes udmærkede Syn.

[page] 116

har lagt Mærke til Evropæere, som vare blevne opdragne blandt vilde Indianere og havde tilbragt hele deres Liv hos dem, og som ikkedestomindre ikke var deres Ligemænd hvad Sandsernes Skjærpethed angik. Den samme Naturforsker bemærker, at de Hulheder i Hjerneskallen, som rumme de forskjellige Sandseorganer, ere større hos Amerikas Indfødte end hos Evropæerne; og dette siger uden Tvivl, at der er en tilsvarende Forskjel i selve Organernes Størrelse. Blumenbach har ogsaa en Bemærkning om Næsehulens anseelige Størrelse hos Amerikas Indfødte og han sætter dette i Forbindelse med deres mærkværdig fine Lugtesands. Mongolerne paa Nord-Asiens Sletter have, ifølge Pallas, vidunderligt skjærpede Sandser; og Prichard troer, at deres Hoveders store Brede fra Kindben til Kindben har sin Grund i, at deres Sandseorganer ere saa stærkt udviklede ').

Quechua-Indianerne bebo Perus Højsletter og Alcide d'Orbigny siger²), at de ved stadig at indaande en stærk fortyndet Luft have faaet Brystkasser og Lunger af en usædvanlig Størrelse. Lungeeellerne ere ogsaa større og talrigere end hos Evropæerne. Man har betvivlet disse Iagttagelser; men Hr. D. Forbes maalte omhyggeligt mange Aymarer, en beslægtet Race, der lever i en Højde af indtil femten tusinde Fod over Havets Overflade; og han fortæller mig³), at de afvige anseeligt fra alle de andre

Se ogsaa i saa Henseende Lawrence (»Lectures on Physiology« osv., 1822, S. 404). Hr. Giraud-Teulon har for nylig (»Revne des Cours Scientifiques«, 1870, S. 625) samlet en stor Mængde værdifulde Kjendsgjerninger, der vise, hvad Aarsagen er til Kortsynethed. »C'est le travail assidu, de pres.«

1) Prichard: »Phys. Hist. of Mankind,« i Følge Blumenbach, Vol. I, 1851, S. 311; hvad Pallas's Udsagn angaaer, se Vol. IV, 1844, S. 407.

²) Citeret af Prichasd i »Researches into the Phys. Hist. of Mankind«, Vol. V, S. 463.

³) Hr. Forbes's værdifulde Afhandling foreligger nu trykt i »Journal of the Ethnological Soc. of London«, new series, Vol. Il, 1870, S. 193.

i

[page] 117

Menneskeracer han har seet, hvad deres Legemers Omkreds og Længde angaaer. Paa hans Tabel over Maalin-gerne er hver Mands Højde sat som Tusinde og de andre Maal ere saa givne i Forhold dertil. Det sees her, at Aymarernes Favnemaal er kortere end Evropæernes og meget kortere end Negernes; Benene ere ligeledes kortere. Der viste sig her den mærkværdige Ejendommelighed, at Laaret hos hver eneste Aymar, der blev maalt, virkelig var kortere end Skinnebenet. I Gjennemsnit forholder Laarets Længde sig til Skinnebenets som 211 til 252; medens Forholdet mellem Laar og Skinneben hos to Evro-pæere, der samtidig bleve maalte, var som 244 til 230 og hos tre Negere som 258 til 241. Overarmen er ligeledes kortere i Forhold til Underarmen. Denne Forkortelse af den Del af Lemmet, som er nærmest ved Legemet, synes, som Hr. Forbes i sin Meddelelse til mig har gisset, at være et Slags Væksterstatning for selve Kroppens stærkt forøgede Længde. Ayrnarerne frembyde ogsaa Eiendom-meligheder i andre Bygningsforhold, saaledes staa f. Ex. Hælene meget lidt frem.

Disse Mennesker ere saa gjennemgaaende tillempede til deres kølige og højt liggende Opholdssted, at de, da de tidligere af Spanierne bleve førte ned til de lavt liggende østlige Stepper og naar nu den høje Dagløn frister dem til at komme ned og vadske Gnid, døde og dø efter en meget stor Maalestok. Alligevel fandt Hr. Forbes nogle faa ublandede Familier, som havde holdt sig ilive og nu var i tredie Generation, og han lagde Mærke til, at de endnu arvede Fædrenes karakteristiske Ejendommeligheder. Men det var tydeligt, selv uden at maale, at Ejendommelighederne havde taget af; og ved at maale deres Legemer fandtes det, at de ikke vare saa lange som deres, der levede oppe paa Højsletterne; medens deres Laar vare blevne noget længere, hvad ogsaa deres Skinneben var, men ikke saa meget som Laarene. Selve Maale'ne vil man kunne finde i Hr. Forbes's Afhandling. Efter disse

[page] 118

værdifulde Iagttagelser troer jeg ikke der kan_være nogen Tvivl om, at et Ophold paa meget højt liggende Steder gjennero mange Slægtled, baade direkte og indirekte, foranlediger arvelige Modifikationer af Legemets Forhold,^x)

Omendskjøndt Mennesket vel ikke paa de senere Trin af sin Tilværelse er bleven meget modificeret ved forøget eller formindsket Brug af visse Dele, saa vise dog de Kjendsgjerninger, vi her have meddelt, at Evnen til at variere af denne Grund ikke er gaaet tabt; og vi vide bestemt, at den samme Lov gjælder for de; lavere Dyr. Som en Følge heraf kunne vi slutte os til, at, da Menneskets Forfædre i en fjern Tid vare i en Overgangstilstand og vare ved at skifte om fra at være firføddede til toføddede Dyr, saa vilde Kvalitetsvalget sandsynligvis efter en stor Maalestok være bleven hjulpet af de arvelige Virkninger af forøget eller formindsket Brug af Legemets forskjellige Dele.

Hæmmet Udvikling. — Hæmmet Udvikling er for-skjellig fra hæmmet Vækst derved, at Delene i det første Tilfælde vedblive at vokse, medens de alligevel blive ved at befinde sig i deres oprindelige Tilstand. Forskjellige Monstrositeter høre herhen og om nogle af dem veed man, at de lejlighedsvis nedarves, f. Ex. kløftet Gane. Det vil være tilstrækkeligt for os at henvise til den hæmmede Hjerneudvikling hos de smaahjernede Idioter, saaledes som deu findes beskrevet i Vogt's store Afhandling²). Deres Hjerneskaller ere ikke saa store som og Hjernens Foldninger ere mindre sammensatte end hos det normale Menneske. Pandebuen eller den over Øjenbrynene fremspringende Del af Panden er stærkt udviklet og Kjæberne ere

1) Dr. Wilkens har for nylig (»LanchYirthschaft. Wochenblatt,« Nr. 10, 1869) offenliggjort en interessant Afhandling, der viser, hvorledes Husdyr, der leve i Bjergene, faa deres Bygning modificeret.

²) »Mémoire sur lesMicrocéphales,« 1867, S.50,125,169,171,184—198.

[page] 119

skudte frem i en »forfærdelig« Grad, saa at disse Idioter ligne de lavere Mennesketyper noget. Deres Porstand og de fleste af deres Aandsevner ere yderst svage. De kunne ikke faa Taleevnen og ere ganske ude af Stand til i længere Tid at have deres Opmærksomhed henvendt paa Noget, men ere meget tilbøjelige til Efterabeise. De ere stærke og mærkværdig virksomme, hoppe og dandse stadig omkring og skjærer Ansigter. De gaa ofte op ad Trapper paa alle fire og holde mærkværdig meget af at klavre op paa Møbler og op i Træer. Dette minder os om den Glæde, som næsten alle Drenge finder i at .kravle op i Træer, og dette bringer os igjen til at tænke paa, hvordan Lam og Gedekid, der oprindeligt ere Alpedyr, glæde sig ved at springe om paa en hvilkensomhelst Høj, hvor lille den saa er.

Attavisme. — Meget af det vi ville omtale under denne Overskrift kunde have været omtalt under den fore-gaaende. Naarsomhelst en Bygningsdel hæmmes i sin Udvikling, men stadig vedbliver at vokse, indtil den nøje ligner en tilsvarende Bygningsdel hos et eller andet lavere voksent Medlem af samme Gruppe, kunne vi i en vis Forstand betragte det som et Tilfælde af Attavisme. En Gruppes lavere stillede Medlemmer giver os et Slags Forestilling om, hvorledes Gruppens fælles Stamform oprindelig var bygget; og det er neppe troligt, at en Legemsdel, der blev hæmmet i en tidligere Phase af dens embryoniske Udvikling, skulde være istand til at vedblive at vokse saaledes, at den tilsidst kunde udføre sin egen Funktion, med mindre den havde erhvervet denne Evne til at blive ved at vokse i en tidligere Tilværelsestilstand, da den nuværende exceptionelle eller hæmmede Bygning var normal. En smaahjernet Idiots simple Hjerne kan, forsaavidt som den ligner Abekattens Hjerne, i denne Forstand siges at være et Exempel paa Attavisme. Der er andre Tilfælde, som høre til Attavisme i strengere Forstand. "Visse

[page] 120

Bygningsforhold, der regelmæssigt findes hos de lavere Medlemmer af den Gruppe, til hvilken Mennesket hører, kommer lejlighedsvis tilsyne hos ham, skjøndt de ikke findes hos det normale menneskelige Embrye; eller, dersom de findes hos det normale Menneskefoster, saa blive de udviklede paa en unormal Maade, men denne Udvik-lingsmaade er normal hos de lavere Medlemmer af samme Gruppe. Disse Bemærkninger ville forstaaes bedre af de følgende Exempler.

Hos de forskjellige Pattedyr er der en Overgang hos Uterus fra at være et dobbelt Organ med to forskjellige Aabninger og to Kanaler, som hos Pungdyrene, til at blive et enkelt Organ, der ikke har andre Spor af Dobbelthed end en lille indvortes Fold, saaledes som hos Mennesket og de højere Aber. Hos Gnaverne have vi en fuldstændig Række af Overgangstrin mellem disse to ex-treme Tilstande. Hos alle Pattedyr udvikles Uterus af to enkelte primitive Rør, hvis indre Dele danne Cornua (Hornene); og for at brage Dr. Farre's Ord: »Ved de to Horns Sammenvoksning forneden er det, at Uteruslegemet dannes hos Menneskene, medens Cornua hos de Dyr, hos hvem der ingen Mellemdel eller Uteruslegeme findes, forblive adskilte. Alt eftersom Udviklingen af Uterus skrider frem, blive de to Kornua efterhaanden kortere, indtil de tilsidst forsvinde eller ligesom optages i Uteruslegemet«. Uterushjørnerne springe endnu frem som Horn selv saa højt oppe i Systemet som hos de lavere Aber og de med dem beslægtede Halvaber.

Anomale Tilfælde ere ikke meget sjeldne hos Kvinderne, hvor det udviklede Uterus er forsynet med Cornua eller tildels er adskilt i to Organer; og saadanne Tilfælde gjentage, ifølge Owen, »den Grad af koncentrerende Udvikling« , som naaes af visse Gnavere. Her have vi maaske et Exempel paa en simpel Standsning af embryonal Udvikling med paafølgende Vækst og fuldkommen Udvikling i funktionel Henseende, thi begge Siderne af det tildels

 

[page] 121

dobbelte Uterus er istand til at gjøre den det tilkommende Del af Arbejdet under Svangerskabet. I andre og sjeld-nere Tilfælde dannes der to forskjellige Uterushuler, der hver har egen Munding og Kanal¹). Der gjennemgaaes ikke noget saadant Trin under Embryets almindelige Udvikling og det er vanskeligt at tro, skjøndt det maaske ikke er umuligt, at de to smaa enkelte primitive Rør skulde kunne finde paa (om man maa bruge et saadant Udtryk) at vokse ud til to forskjellige Uteri, hver med en rigtig uddannet Munding og Kanal og hver af dem forsynede med talrige Muskler, Nerver, Kjertier og Kar, dersom de ikke tidligere havde havt en lignende Udvik-lingsgang som den, de nulevende Pungdyr have. Ingen vil paastaa, at en saa fuldkommen Bygning som.det unormale dobbelte Uterus hos Kvinden kunde dannes ved et rent Tilfælde. Men Attavisme-Principet, ved hvilket længst forsvundne, slumrende Bygningsmaader kaldes tilbage til Tilværelsen, kunde tjene som Fører for Organets fuldstændige Udvikling, selv efter uhyre lange Tiders Forløb. Professor Canestrini²) kommer, efter at have omtalt det foregaaende og forskjellige med det analoge Tilfælde,, til det samme Resultat som vi. Han anfører som et andet Exempel Overkjæben, der hos nogle Firhændede og andre Pattedyr bestaaer af to Dele. I en saadan Tilstand findes det hos det ti Maaneder gamle Menneskefoster, og under-

¹)Se Dr. A. Farre's velbekjendte Artikel i »Cyclop. of Anat. and Phys.«, Vol. V, 1859, S. 642. Owen: »Anatomy of Vertebrates,« Vol. III, 1868, S. 687. Prof. Turner i »Edingburgh Medical Journal«, Febr. 1865.

²) Annuario della Soc. dei Naturalist! in Modena,« 1867, S. 83. Prof. Canestrini meddeler Uddrag angaaende dette efter forskjellige Avtoriteter. Laurillard bemærker, at, da han har fundet, at der er fuldstændig Lighed i Kjæbebenenes Form, Forhold og Sammenføjning hos forskjellige menneskelige Individer og hos visse Aber, saa kan han ikke anse dette for rent tilfældigt.

[page] 122

tiden forbliver det, ved standset Udvikling, uforandret, særlig da hos de lavere Racer, der have udstaaende Kjæber. Heraf slutter Canestrini, at en eller anden af Menneskets gamle Stamformer normalt maa have havt dette Ben delt i to Dele, der saa senere voksede sammen. Hos Mennesket bestaaer Pandebenet af et enkelt Stykke, men hos Fostre og hos Børn og hos næsten alle de lavere Pattedyr bestaaer det af to Stykker, derere sondrede ved en tydelig Søm. Denne Søm holder sig undertiden, mere eller mindre tydelig, hos Mennesket efter at han "bleven voksen og hyppigere paa Fortidens end paa Nutidens Kranier, særlig, som Canestrini har iagttaget, hos dem der udgraves af »the Drift« og som høre til den brachyo-cephale Type. Her kommer han igjen til den samme Slutning som før i det analoge Tilfælde med Overkjæben. I dette og andre Exempler, der om Lidt ville blive meddelte, synes Grunden til, at Fortidens Racer hyppigere nærmer sig de lavere Dyr for visse Karakterers Vedkommende end de moderne Racer, at være den, at de sidste staa i en noget større iVfstand fra deres gamle halvmenneskelige Stamfædre. Forskjellige andre Anomalier hos Mennesket, som ere mere eller mindre analoge med de foregaaende, ere blevne anførte af forskjellige Forfattere¹) som Tilfælde af At-tavisme; men de synes at være ikke lidet tvivlsomme; thi vi maa gaa overordenlig langt ned i Pattedyrrækken førend vi finde saadanne Bygningsforhold normalt forekommende. ²)

1) En hel Række af Exempler er givet af Isid. Geoffroy St.-Hilaire, »Hist. des Anomalies,« Tom. 111, S. 437.

²) I »Variation of Animals under Domestication < (Vol. Il, S. 57) regr nede jeg de ikke meget sjeldne Tilfælde af overtalHge Brystvorter hos Kvinder for Tilfælde af Attavisme. Jeg ansaa dette for en sandsynlig Slutning, fordi de overtallige Brystvorter i Almindelighed vare stillede symetrisk paa Brystet, og endnu mere sandsynligt blev det mig ved et Tilfælde, hvor en funktionerende Brystvorte fandtes i Nedre-Regionen hos en Kvinde, hvis Moder

 

[page] 123

Menneskets Hjørnetænder gjøre slet ingen Nytte som Tyggeredskaber; men deres virkelige Huggetandskarakter »viser sig,« som Owen^x) bemærker, »i den Kegleform Kronen har, der ender i en budt Spids, er konvex udadtil , flad eller sub-konkav paa Indersiden og ved hvis Grund der er en svag Tak. Kegleformen er særlig udpræget hos de sorte Racer, navnlig hos Avstralbeboerne. Hjørnetænderne ere fæstede dybere og have større Rødder end Fortænderne«. Alligevel bruger Mennesket ikke denne Tand som noget særligt Vaaben til at flænge sine Fjender eller sit Bytte med; den maa derfor, hvad dens egenlige

havde overtallige Brystvorter. Men Prof. Preyer (»Der Kampf ura das Dasein,« 1869, S. 45) siger, at man kjender maramæ erraticæ paa andre Steder, endogsaa paa Ryggen, og herved tabe rigtignok mine Bevisgrunde meget af deres Betydning, ja miste maaske al Betydning.

Med megen Tvivl har jeg i det ovenanførte Værk (Vol II, S. 12) henført de hos Mennesket hyppige Tilfælde af Mangefmgret-hed (Polydaktylisme) til Attavisme. Det, der herved navnlig var bestemmende for mig, var Prof. Owens Udsagn, at nogle Icthyop-terygia havde mere end fem Fingre og som derfor, antog jeg, havde holdt sig i"et Slags Primordialtilstand; men efter at jeg nu har læst Prof. Gegenbauers Afhandling i »Jenaischen Zeitschrift,« B. V, Hefte 3, S. 341 (og han er den første Autoritet i Evropa i et saatlant Spørgsmaal), hvori han bekjæmper Prof. Owen's Udsagn, seer jeg at det er yderst tvivlsomt, om overtallige Fingre kunne forklares paa denne Maade. Det var den Omstændighed, at slige Fingre ikke blot træffes hyppigt og ere i høj Grad arvelige, men desuden ere i Stand ti! at vokse ud efter Amputation. paa samme Maade som de normale Fingre hos de lavere Hvirveldyr, der navnlig fik mig til at gjøre den ovenfor omtalte Slutning. Denne deres mærkværdige Regeneration forbliver uforklarlig, dersom Antagelsen af et Tilbageslag til somme yderst fjerne Forfædre maa forkastes. Jeg kan imidlertid ikke være enig med Prof. Gegenbauer i hans Paastand om, at overtallige Fingre ikke kunde fremkomme ved Attavisme, uden at paa samme Tid andre Dele af Skelettet bleve paa lignende Maade modificerede; thi enkelte Karakterer fremkomme ofte ved Attavisme.

1) »Anatomy. of Vertebrates,« Vol. III, 1858, S. 323.

[page] 124

Funktion angaaer, ansees for rudimentær. I enhver større Samling af Menneskeracer vil man, som Hackel¹) bemærker, kunne finde nogle, hvor Hjørnetænderne rage et betydeligt Stykke frem over de andre Tænder, paa samme Maade som, men i en ringere Grad, end hos de menneskelignende Aber. I slige Tilfælde er der Mellemrum mellem Tænderne i den ene Kjæbe, som den anden Kjæbes Tænder passe ind i. Et saadant Mellemrum paa et Kaffer-Kranie, som Wagner har afbildet, er vidunderlig vklt²). Naar man tager i Betragtning, hvor faa gamle Kranier man har havt Lejlighed til at undersøge i Sammeligning med det Antal moderne Kranier,'der har staaet til Raa-dighed, er det en interessant Kjendsgjerning, at i det Mindste i tre Tilfælde ragede Hjørnetænderne meget frem hos de første; og de i Naulette-Kjæben omtales som uhyre ³).

Hos de antropomorfe Aber have kuu Hannerne deres Hjørnetænder fuldt udviklede; men hos Gorillahunnen og i en ringere Grad hos Hun-Orang-Utangen rage disse Tænder betydeligt frem over de andre; derfor er den Kjendsgjerning, at Kvinder undertiden, som man har forsikkret mig, have meget frernstaaende Hjørnetænder, ikke synderlig til Hinder for den Antagelse, at den stærke Udvikling de lejlighedsvis have havt hos Mennesket, er Tilbagefald (Attavisme) til en abelignende Stamform. Den som haanligt forkaster den Antagelse, at hans Hjørnetænders Form og den nu og da forekommende stærke Udvikling af dem hos andre Mennesker, skyldes den Omstændighed, at vore Stamfædre have været forsynede med disse frygtelige Vaaben, han vil rimeligvis udtrykke sin Foragt for sit dyriske Stamtræ ved at s'nærre ad det; thi omendskjøndt

1) -Generelle Morphologie,. 1866, B. II, S. CLV.

²) Carl Vogt: »Vorlesungen iiber den Menscheu.« 1865.

³) C. Carler Blake, om en Kjæbe fra La Naulette: lAnthropolog. Re-view,«' 1867, S. 295. Schaafhausen, ibid. 1868, S. 426.

[page] 125

han ikke paa det Trin paa hvilket vi nu befinde os, kan finde paa, og da heller ikke evner at bruge disse Tænder som Vaaben, saa vil han dog ganske uvilkaarligt sammentrække sine Snærre-Muskler (»snarling-musclesj, C.Bell¹) for at blotte Hjørnetænderne, ligesom for at være parat til Kampen, paa samme Maade som en Hund, der er beredt til at fare løs paa sin Modstander.

Der er mange Muskler, der lejlighedsvis ere udviklede hos Mennesket, men som egenlig tilhøre de Firhændede eller ogsaa andre Pattedyr. Professor Vlacovich ²) undersøgte fyrgetyve mandlige Individer og fandt en Muskel, som han gav Navn af isehio-pubicus, hos nitten af dem; hos tre andre var der et Ligament som var Stedfortræder for denne Muskel; og hos de resterende atten var der ikke Spor til Noget, der kunde hidføres hertil. Af tredive Individer af Kvindekjønnet var denne Muskel kun udviklet paa begge Sider hos to, men hos tre andre fandtes det-rudimentære Lignement. Denne Muskel synes saaledes at være langt almindeligere hos Han- end hos Hunkjønnet; og naar man antager, at Mennesket nedstammer fra en eller anden lavere Form, kan man forstaa dens Forekomst; thi den et bleven funden hos adskillige af de lavere Dyr og hos dem alle er dens Funktion den, at hjælpe Hannen ved Forplantelsesakten.

Hr. J. Wood har i sin værdifulde Række af Afhandlinger³) givet en detailleret Beskrivelse af et stort Antal

1) »The Anatomy of Expression,« 1844, S. 110, 131.

²) Citeret af Prof. Canestrini i: «Annuariø etc.,« 1867, S. 90.

³) Disse Afhandlinger hør Enhver studere, der vil vide Besked med, hvor hyppigt vore Muskler variere og ved deres Varieren komme til at ligne de Firhændedes. De følgende Citater anføres for de faa Punkter jeg har berørt. Proc. Royal Soc. Vol. XIV, 1865, S. 379 —384; Vol. XV, 1866, S. 241, 242; Vol. XV, 1867, S. 544; Vol. XVI, 1868, S. 524. Jeg kan her tilføje, at Dr. Murie og Hr. St. George Mivart i deres Afhandling om Lemuroidea (»Trarjsact. Zoolog. Soe.« Vol. VII, 1869, S. 96) have viist hvor overordenlig variable Mask-

[page] 126

af saadanne Muskel-Varieringer hos Mennesket, som ligne normale Bygningsdele hos de lavere Dyr. Selv om vi kun vilde give os af med de Muskler, som nøje ligne dem, der til Stadighed findes hos vore nærmeste Slægtninge: de Firhændede, vilde de dog blive vel talrige til at omtales her til Hobe. Hos et mandligt Individ, der havde en stærk Legemsbygning og en velformet Hjernekasse, iagttoges der ikke færre end syv Muskel-Varieringer, der allesammen tydelig nok vare Stedfortrædere for Muskler, der findes hos forskjellige Abearter. Han havde f. Ex. paa begge Sider af Halsen en virkelig og kraftig udviklet »levator-clavicluae« (Skulderblads-Løftemuskel), der findes hos alle Slags Aber og som siges at forekomme hos eet af tresindstyve Mennesker¹). Fremdeles havde han »en særlig Abductor paa femte Fingers Mellemhaands-Ben, hvilken efter Professor Huxley og Hr. Flower findes ens hos de højere og de lavere Aber.« Menneskets Hænder og Arme ere højst karakteristiske Bygningsdele, men deres Muskler ere yderst tilbøjelige til at variere saaledes, at de komme til at ligne tilsvarende Muskler hos de lavere Dyr²). Saadanne Ligheder ere enten fuldstændige og fuldkomne eller ufuldkomne, i sidste Tilfælde ere de aaben-bart i en Overgangstilstand. Visse Varieringer ere almindeligst hos Mændene, andre hos Kvinderne, uden at vi kunne sige hvorfor de ere det. Hr. Wood gjør, efterat have beskrevet mangfoldige Tilfælde, følgende slaaende Bemærkning: »Iøjnefaldende Afvigelser fra Muskeldannelsernes almindelige Type løbe i Furer eller løbe i Retninger, der maa antages at pege hen paa en eller anden ubekjendt

lerne ere hos disse Dyr, der ere de laveste af Primaterne. Fremdeles er der hos Lemuroidea mangfoldige Gradationer, som høre til Muskelbygningen hos Dyr, der staa endnu lavere i Systemet.

¹) Prof. Macalister i: »Proc. R. Irish Aeademy,« Vol. X, 1868, S. 124.

²) Prof. Macalister (ibid. S. 121) har gjort Overslag over sine Iagttagelser og finder, at Muskel-Abnormiteter findes hyppigst i Underarmen, dernæst i Ansigtet, saa i Foden osv.

[page] 127

Faktor, der er af megen Betydning for en omfattende Kundskab om almindelig og videnskabelig Anatomi.« ')

At denne ubekjendte Faktor er Tilbagevenden (At-tavisme) til en tidligere Tilværelsesform, maa ansees for i høj Grad sandsynligt. Det er ganske utroligt at en Mand ganske tilfældigt, i ikke mindre end syv af sine Muskler, abnormt skulde komme til at ligne visse Aber, dersom der ikke havde været nogen genetisk Forbindelse imellem dem. Dersom derimod Mennesket stammer ned fra en eller anden abelignende Skabning, saa kan der ikke angives nogensomhelst gyldig Grund for at visse Muskler ikke pludseligt, efter et Tidsrum af mange tusinde Generationer, igjen skulde komme tilsyne, paa samme Maade som mørkfarvede Striber pludselig komme til Syne paa Ben og Skuldre af Heste, Æsler og Muldyr, efter Hundreder af eller endnu rimeligere Tusinder af Generationers Forløb. «

Disse forskjellige Tilfælde af Attavisrae ere saa nøje beslægtede med rudimentære Organes Forekomst (omtalte i første Kapitel), at det for mange af Exemplernes Vedkommende næsten vilde være ligegyldigt, i hvilket Kapitel de stod. Saaledes kan man sige, at et menneskeligt Uterus, der har Cornua, er den rudimentære Tilstand af

^l) Hr. Dr. Haughton tilføjer, efter at have anført et analogt Exempel paa Variering af Menneskets flexor poilicis longus (»Proc. R. Irish Academy,« 27 Juni 1864, S. 715) »dette mærkværdige Exempel viser, at Mennesket undertiden kan have den Anordning af sine Tommelfingres og andre Fingres Sener, som er karakteristisk for Macacus, men om et saadant Tilfælde skal betragtes som at det er en Macacus, der stiger opad mod Mennesket, eller at det er et Menneske, der gaaer nedad henimod Macacus, eller som et medfødt Naturspil, det skal jeg ikke kunne sige.« Det er fornøjeligt at høre en saa dygtig Anatom og saa bitter Modstander af Evolutionsteorien indrømme Muligheden af den ene af dens Antagelser. Prof. Macalister har ogsaa (»Proc. R. Irish Acad.,« Vol. X, 1864, S. 138) beskrevet Varieringer af flexor poilicis longus, der ere mærkelige ved deres Forhold til denne Muskel hos de Firhændede.

[page] 128

dette Organs Normaltilstand hos visse Pattedyr. Nogle Dele, som ere rudimentære hos Mennesket, som f. Ex. Halebenet hos begge Kjøn og Brystvorterne hos Hankjøp-net, forekomme altid, medens andre, som foramen supra-condyloideum, kun forekomme nu og da og som derfor kunde have været opførte under Attavisme. De forskjellige tilbagevendende, saavelsom de strengt rudimentære Dannelser udsige utvivlsomt, at Mennesket nedstammer fra en eller anden-lavere Form.

Korrelativ V arie ren. — Hos Mennesket saavelsom hos de lavere Dyr staa mange Bygningsdele i saa nært Forhold til hinanden, at naar den ene Del varierer, gjør den anden det ogsaa, uden at vi i de fleste Tilfælde kunne sige hvorfor. Vi kunne ikke afgjøre om den ene Del behersker den anden, eller om de begge beherskes af en eller anden tidligere udviklet Del. Forskjellige Monstrøsiteter ere, som J. Geoffroy stadigt hævder, paa denne Maade nøje forbundne. Homologe Dannelser ere tildels tilbøjelige til at variere sammen, hvad vi f. Ex. se med Legemets to Sider og med øvre og nedre Extremiteter. Meckel udtalte for længe siden, at, naar Armens Muskler afvige fra den typiske Norm, saa efterligne de i Almindelighed Benenes Muskler, og omvendt. Synsorganerne og Høreorganerne, Tænder og Haar, Hudens og Haarets Farve, Farve og Konstitution staa i et mere eller mindre nøje Forhold til hinanden¹). Professor SchaafFhausen henledte først Opmærksomheden paa det Forhold, der aabenbart er mellem en stærk Muskulatur og stærkt udprægede Supra-orbital-buer (buede Kamme over Øjnene), der ere saa karakteristiske for de lavere Menneskeracer.

Foruden de Varieringer, der med større eller mindre Sandsynlighed kunne henføres til de forestaaehde Over-

¹⁾ Hjemmelsmændene for disse Forhold ere anførte i "Variation of Animals under Domestication,« Vol. II, S. 320—335-

[page] 129

skrifter, er der en stor Klasse af Varieringer, der foreløbig kunne betegnes som spontane, thi det synes os i vor Uvidenhed, at de opstaa uden nogen Grund. Det -kan imidlertid vises, at slige Varieringer, hvadenten de nu bestaa i smaa individuelle Varieringer, eller i udprægede og abrupte Bygningsforandringer, staa i et langt nærmere P^orhold til Organismens Konstitution end til Beskaffenheden af de Betingelser, for hvilke den har været udsat¹).

Til væksts-Forhold. — Man har Exempler paa, at civiliserede Folkeslag, under heldige Betingelser, som f, Ex. i de forenede Stater, have fordoblet deres Folkemængde i Løbet af fem og -tyve Aar; og i Følge en Beregning af Euler kunde dette ske i Løbet af lidt over tolv Aar²). Efter det første Forhold vilde de forenede Staters nuværende Befolkning, tredive Millioner, i Løbet af 657 Aar komme til at bedække hele Jordklodens Overflade (Vandet iberegnet) saa tæt, at hver Kvadrat-Yard vilde faa en Besætning af fire Mennesker. Den første og stærkeste Hindring for Menneskehedens voksende Individantal er den Vanskelighed de have ved at erhverve sig deres Livsophold og ved at faa Del i Livets Behageligheder. At dette virkelig er Tilfældet, kunne vi se af hvorledes Forholdet er i de forenede Stater, hvor det er let at tjene sit Brød og hvor der er Plads nok. Dersom dette pludselig blev Tilfældet i Stor-Britanien i dobbelt saa høj Grad som nu, vilde vort Individantal hurtig blive fordoblet. Hos civiliserede Nationer virker denne første Hindring hovedsagelig ved, at indskrænke Ægteskabernes Antal. Den større Dødelighed blandt Børnene i de fattigste Egne er ogsaa af stor Betydning; hvad der ligeledes gjælder om den

1) Hele dette Emne er bleven drøftet i Cap. XXIII, Vol. II i min »Variation af Animals under Domestication«.

²) Se den stedse mindevserdige »Essay on the Principle of Population,« by the Rev. T. Malthus, Vol. I, 1826, S. 6, 517.

9

[page] 130

blandt alle Aldre større Dødelighed, der foranlediges af forskjellige Sygdomme og Sammenpakning i elendige Boliger. Virkningerne af store Epidemier og Krige opvejes snart, ja, mere end opvejes, af de Nationer, der er stillede under heldige Livsbetingelser. Udvandring hjælper ogsaa midlertidigt mod Overbefolkning, men dog ikke i nogen stor Udstrækning for de allerfattigste Klassers Vedkommende. Der er, som Malthus har bemærket, Grund til at antage, at Reproduktionskraften virkelig er mindre blandt de vilde Folkeslag, end blandt de ciliviserede. Noget bestemt herom vide vi ikke; thi der er ingen Folketælling' bleven anstillet blandt de Vilde, men i Følge Missionærernes en^ stemmige Vidnesbyrd, sammenholdt med Erklæringer fra andre Folk, der have opholdt sig længe blandt saadanne Folkeslag, synes det, som om deres Familier ere udsædvanlig smaa og at store Familier ere sjældne. Dette kan, har man troet, tildels forklares deraf, at Kvinderne die deres Børn meget længe; men det er jo i og for sig meget naturligt, at Vilde, som ofte døje meget Ondt, og som ikke faa saa megen nærende Føde, som civiliserede Menrie-sker, virkelig ere mindre frugtbare. Jeg har i et tidligere Værk¹) viist, at alle vore firføddede Husdyr og Husfugle og alle vore dyrkede Planter ere langt frugtbarere end de tilsvarende Arter i vild Tilstand. Imod dette er det ikke nogen vægtig Indvending, at Dyr, der pludselig fodres stærkt, eller Dyr, som ere blevne meget fede, og de fleste Planter, som pludseligt bliver førte fra meget mager til meget muldrig Jord, blive mere eller mindre golde. Vi kunde derfor have ventet at civiliserede Mennesker, der i en vis Forstand ere Husdyr, vilde være mere frugtbare end Vilde. Det er ogsaa sandsynligt, at de civiliserede Folkeslags større Frugtbarhed vilde, ligesom hos Husdyrene, blive en arvelig Karakter; i al Fald er det vist, at Til—

1) »Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, S. 111-13, 163.

[page] 131

bøjelighed til Tvillingefødsel hos Menneskene er noget, der vil holde sig i Familien¹).

Uagtet Vilde synes at være mindre frugtbare end civiliserede Folk, vilde de dog udentvivl hurtigt tiltage i Individantal, dersom der ikke var visse Forhold, der greb hæmmende ind. Santali-Folkene eller Indiens Bjerg-Stammer have fornylig afgivet et godt Exempel h«rpaa; thi- de ere, som Hr. Hunter²) har viist, tiltagne i Individantal efter en overordenlig stor Maalestok, siden man har begyndt at vaccinere dem, taget Forholdsregler mod andre pestagtige Sygdomme og for Alvor sat sig imod deres Krige. Denne Forøgelse i Folkemængde vilde imidlertid ikke have været mulig, dersom ikke disse vilde Mennesker havde spredt sig blandt de tilstødende Egnes Befolkning og givet sig til at arbejde for Løn. Vilde gifte sig næsten altid; dog er der et af Klogskabshensyn dikteret Forbehold, de gifte sig nemlig i Almindelighed ikke saa tidligt som muligt. De unge Mænd maa ofte godtgjøre, at de kunne forsørge en Kone og i Almindelighed maa de først give sig til at tjene den Sum, for hvilken de af Familien kan tilkjøbe sig deres Kone. Hos de Vilde indskrænker Vanskeligheden ved at faa det, der behøves til Livets Ophold, lejlighedsvis deres Individantal paa en langt mere direkte Maade end Tilfældet er med civiliserede Folk; thi alle Stammer lide til visse Tidsperioder af Hungersnød. Under saadanne Omstændigheder nødes de Vilde til at fortære megen daarlig Næring og dette kan neppe undlade at udøve en skadelig Indvirkning paa deres Helbred. Der haves en Mangfoldighed af Beretninger, der beskrive deres fremstaaende Maver og udtærede Lemmer efter og under saadanne Hungerstider. Ved slige Lejligheder nødes de da ogsaa til at strejfe vidt omkring og deres Børn dø, som man i Avstralien

1) Sedgwick: "British and Foreign Medico-Chirurg. Revie'w«, Juli,

1863, S. 170.

²) »The Annals of Rural Bengal«, by W. W. Hunter, 1868, S. 259.

9*

[page] 132

forsikkrede mig, i stort Antal. DaHungerstider ere periodiske, afhængige af Vejrforhold, der ere yderliggaaende enten i den ene eller den anden Retning, maa alle Stammers Individantal være fluktuerende. Der kan ikke være nogen stadig og regelmæssig Tilvækst, da der ikke er nogen kunstig Tilvækst til Næringsmængden. Blive Vilde stærkt betrængte, falde de ind i hinandens Omraader og Krig bliver Resultatet; og de ere i Virkeligheden næsten altid i Krig med deres Naboer. ,De ere udsatte for mangfoldige Ulykkestilfælde, baade paa Landjorden og paa Vandet, under deres Søgen efter „Føde; og i .somme Lande maa de større Rovdyr gjøre dem stor Skade. Selv i Indien er der Egne, der ere blevne afbefolkede ved Tigrenes Hærtog.

Malthus har omtalt disse forskjellige Hindringer, men han lægger ikke Vægt nok paa den Hindring, der rimeligvis er den væsenligste af alle — Barnemord, særligt da paa Børn af Hunkjønnet, og den Skik at foranledige Aborter. Dette er Ting, der ere gængse i mange Egne'af Verden og Barnemord synes tidligere, som Hr. M'Lennan¹) har viist, at være gaaede for sig efter en langt større Maalestok. Slige Skikke synes at være opstaaede ved, at de Vilde have indseet Vanskeligheden ved, eller snarere Umuligheden af, at opføde alle de Børn der fødtes. Tøjlesløshed maa ogsaa regnes til Hindringerne, men den har ikke sin Grund i Mangel paa Existensmidler; skjøudt der er Grunde, der tale for, at den i nogle Tilfælde (f. Ex. i Japan) forsætlig er bleven fremmet som et Middel til at hæmme Individantallets Tiltagende.

Vende vi vore Tanker til en yderst fjern Tid, før Mennesket var naaet op til at blive Menneske, saa forstaa vi, at han den Gang vil have været ledet mere af Instinkt og mindre af Fornuft, end de Vilde nu. Vore fjerne halvmenneskelige Forfædre ville ikke have myrdet deres Børn, thi de lavere Dyrs Instinkter ere aldrig saa bagvendte, at

^l) »Primitive Marriage«, 1865.

[page] 133

de skulde lede dem til regelmæ'ssig at lægge deres eget Afkom øde. Der vil ikke have været Tale om af Klog-skabshensyn at afholde sig fra Ægteskab og begge Kjøn-nene ville frit have parret sig med hinanden alt i en ung Alder. Derfor maa Menneskets Forfædre have tenderet til en hurtig Forøgelse af Individantallet; men Hindringer af et eller andet Slags, periodiske eller konstante, maa have indskrænket det endnu strængere end det nu indskrænker de Vildes. Bestemt sige af hvad Natur disse Hindringer maa have været, kunne vi ikke, ligesaalidt som vi kunne sige det for de andre Dyrs Vedkommende. Vi vide, at Heste og Hornkvæg, der ikke ere særlig frugtbare Dyr, forøgede deres Individantal efter en uhyre Maalestok, da de bleve slaaede løs ovre i Sydamerika. Det af alle bekjendte Dyr, der er langsomst til at formere sig, nemlig Elefanten, vilde i Løbet af nogle faa Aartusinder opfylde den ganske Verden. Enhver enkelt Abearts Tilvækst i Individantal maa hindres paa en eller anden' Maade; men ikke, som Brehm mener, ved Angreb af Rovdyrene. Der er Ingen der vil antage, at Amerikas vilde Heste og vilde Hornkvæg virkelig fik deres Reproduktionsevne forstærket i nogen mærkelig Grad, eller at denne samme Evne blev svækket alt eftersom Landet blev fyldt med disse Dyr. I dette som i alle andre Tilfælde optræder der utvivlsomt mange Hindringer, og forskjellige Hindringer under de forskjellige Omstændigheder; af disse ere periodiske Caar, foranledigede af uheldige Vejrforhold, rimeligvis de allervigtigste. Det Samme vil have været Tilfældet med Menneskets fjerne Forfædre.

Kvalitetsvalg. Vi have nu seét, at Mennesket varierer paa Sjæl og Legeme, og at Varieringerne foranlediges, direkte eller indirekte, af de samme almene Aar-sager, og følge de samme almene Love, som hos de lavere Dyr. Mennesket har spredt sig vidtomkring over Jordens

[page] 134

Overflade og maa under hans uophørlige Omflakken¹) have været udsat for de mest forskjellige Livsbetingelser. Beboerne af Ildlandet, Kap det gode Haabs-landet og Tas-manien paa den ene Halvkugle og af de arktiske Regioner paa den anden, maa have levet under mange Klimater og have forandret deres Sædvaner mange Gange, inden de naaede deres nuværende Hjemstavn²). Menneskets fjerne Forfædre maa ogsaa, ligesom alle andre Dyr, have havt Tendens til at vokse op til et større Individantal end Livsfornødenhedernes Mængde kunde bære; de maa derfor lejlighedsvis have været udsatte for Kamp for Tilværelsen og som en Følge deraf for Kvalitetsvalgets stærke Lov. Heldige Varieringer af alle Slags ville saaledes, enten tilfældigt eller stadigt, være blevne bevarede og de skadelige være blevne udryddede. Jeg mener ikke hermed udprægede Afvigelser, som kun vise sig med lange Tids-mellemrum, men blot individuelle Forskjelligheder. Vi vide f. Ex., at vore Hænders og Fødders Muskler, af hvilke vore Bevægelser ere afhængige, at de ligesom de lavere Dyrs Muskler³) have Tilbøjelighed til uophørligt at variere. Deler man derfor et bestemt Distrikts (særligt da et saa-dant som er nogen Forandring underkastet) Bestand af abelignende Menneske-Forfædre i to ligestore Flokke, af hvilke den ene indeholder alle de Individer, der paa Grund af deres Bevægelsesevner ere bedst skikkede til at sørge for deres Ophold eller til at forsvare¹ sig, saa ville disse gjennemsnitlig holde sig i Live i et større Antal og frem-

1) Se i saa Henseende nogle gode Bemærkninger at W. Stanley Jevons: »A Deduction from Darwins Theory«, »Nature«, 1869, S. 231.

2) Latham: »Man and his Migrations«, 1851, S. 135.

³) D'Hrr. Murie og Mivart sige i deres: »Anatomy of the Lemuroidea« (Transact. Zoolog. Soc, Vol. VII, 1869, S. 96—98): »nogle Muskler vise sig saa uregelmæssig fordelte, at de ikke godt kunne henføres til nogen af de ovennævnte Grupper.« Disse Muskler ere endogsaa forskjellige paa de to Sider af Individet.

[page] 135

bringe et talrigere Afkom, end den anden mindre gavmildt udstyrede Halvdel.

Mennesket er, selv i den raaeste Tilstand i hvilken han nu findes, det mest herskende Dyr, der nogensinde er traadt frem paa Jordens Overflade. Han har bredt sig videre omkring, end nogen anden højt-organiseret Form, og alle andre Former ere vegne af Vejen for ham. Denne hans uhyre Overlegenhed skyldes aabenbart hans For-standsevner, hans selskabelige Vaner, der faa ham til at hjælpe og forsvare hans Medmennesker, og endelig hans Legemsbygning. Disse Karakterers overvældende Betydning har lagt sig for Dagen i Tilværelseskampens endelige Udfald. Ved Hjælp af hans Forstandsevner har den artikulerede Tale udviklet sig og paa dette Sidste har hans vidunderlige Fremskridt hovedsagelig beroet. Han har opfundet og er i Stand til at bruge forskjellige Vaaben, Værktøj, Fælder osv. ved Hjælp af hvilke han forsvarer sig, dræber eller fanger sit Bytte, eller ogsaa paa anden Maade forskaffer sig sin Føde. Han har bygget Flaader eller Kanoer, der ere ham til Nytte naar han fisker, eller paa hvilke han kan komme over Havet til nærliggende frugtbare Øer. Han har opdaget den Kunst at tænde Ild, ved Anvendelse af hvilken, haarde og trevlede Rødder kunne gjøres fordøjelige og giftige Rødder og Urter uskadelige. Denne Opdagelse, rimeligvis næstefter Talen den største Mennesket nogensinde har gjort, daterer sig fra Menneskelivets første Gry. Disse forskjellige Opdagelser, ved hvilke Mennesket, selv i den raaeste Tilstand, er bleven saa mægtigt, ere de direkte Resultater af hans Iagttagelsesevners, Hukommelses, Videbegjærligheds, Indbildningskrafts og Forstands Udvikling. Jeg kan derfor ikke begribe, hvordan det kan være, at Hr. Wallace¹) hævder, at »Kvalitetsvalget kunde kun have

1) -Quarterly Review«, April, 1869, S. 392. Dette Emne er fyldigere omtalt i Hr. Wallace's: »Contributions to the Theory of Natural Selection«, 1870, i hvilken alle de af denne Forfatters Afhandlin-

[page] 136

givet den Vilde en Hjerne, der var lidt bedre end Abekattenes«.

Omendskjøndt Menneskets Forstandsevner og selskabelige Vaner ere af overvældende stor Betydning for ham, saa maa vi dog ikke undervurdere Betydningen af hans Legemsbygning, om hvilken der i Resten af dette Kapitel skal tales. De intellektuelle, selskabelige og moralske Evners Udvikling vil blive omtalt i det følgende Kapitel.

Blot den Ting, at hamre med Præcision, er ingen let Sag, hvad Enhver, der har prøvet paa at tømre, vil indrømme. At kaste en Sten med et saa sikkert Sigte som en Ildlænder, der forsvarer sig eller jager Fugle, udfordrer den allerstørste Fuldkommenhed i Haand-, Arm- og Skulder-Musklernes nøje sammenhængende Bevægelser; den fine Følelsessands ikke at omtale. Sten- eller Spydkastning og mange andre Handlinger kræve, at Manden maa staa fast paa sine Ben og dette gjør igjen en Tillempelse af de forskjellige Muskler til hinanden indbyrdes nødvendig. At tildanne en Flintesten til det simpleste Værktøj, eller af et Ben at lave et Spydblad eller en Krog med Modhager, fordrer en fuldkomment uddannet Haand; thi, som en højst kompetent Dommer, Hr. Schoolcraft^J) bemærker,

ger, hvortil der i dette Værk henvises, ere indeholdte. »Essay on Man« har faaet en kyndig Kritiker i Professor Claparéde, en af Evropas mest kyndige Zoologer; Kritiken findes i: »Bibliothéque Universelle«, Juni, 1870 Den ovenfor citerede Yttring vil forbavse Enhver, der har læst Hr. Wallace's berømte Afhandling om: »The Origin of Human Races, deduced from the Theory of Natural Selec-tion«, oprindelig meddelt i: »Anthropological Review«, Maj, 1864, S. CLVIII; jeg kan her ikke lade være med at anføre en yderst rigtig Bemærkning af Hr. J. Lubbock (»Prehistoric Times«, 1865, S. 479), angaaende bemeldte Afhandling, nemlig den, at Hr. Wallace »med karakteristisk Upartiskhed, uden Forbehold, tilskriver Hr. Darwin Ideen om Kvalitetsvalget, omendskjøndt han selv, ganske uafhængig af Darwin, fik Ideen og skrev om den, skjøndt ikke med samme Udførlighed, paa samme Tid«.

1) Citeret af Hr. Lawson Tait i hans: »Law of Natural Selection«,

[page] 137

det at lave Stenstumper til Knive, Landseblade eller Spydspidser kræver »overordenlig stor Færdighed og lang Øvelse«. Et Bevis herpaa have vi i det, at der har været et Slags Arbejdsdeling bragt i Anvendelse hos de første Tiders Mennesker; hver Mand lavede ikke selv sine egne Flintredskaber eller sine plumpe Krukker, men visse bestemte Individer synes at have gjort det til deres Opgave at forfærdige slige Ting og have uden Tvivl til Gjengjæld faaet deres Andel af Jagtudbyttet. Arkæologerne ere enige om, at der er henrundet lange Tider inden vore Forfædre fandt paa at slibe Flintstumperne til glatte Redskaber. Et menneskelignende Dyr, som havde en Haand og Arm, der var tilstrækkelig fuldkommen til at kaste en Sten med Nøjagtighed eller til at omdanne Flintesten, kunde,, derom kan der neppe være Tvivl, efter tilstrækkelig Øvelse gjøre næsten alle de Ting, hvortil der kun fordredes mekanisk Dygtighed, som et civiliseret Menneske kan gjøre. I denne Henseende kan Haandens Bygning sammenlignes med de Stemnieorganer, der hos Aberne bruges til at frembringe forskjellige Signalskrig eller, som hos en Art, musikalske Cadencer; men hos Mennesket ere meget lignende Stemme-organer, ved de arvelige Virkninger af Brug, blevne tillempede til Frembringelsen af artikuleret Tale.

Vende vi os nu til Menneskets nærmeste Slægtninge og derfor de bedste Repræsentanter for vore første Forfædre saa finde vi, at de Firhændedes Hænder ere indrettede efter den samme Grundtype, som hos os, men ere langt mindre fuldkomment tillempede til forskjelligartede Øjemed. Deres Hænder ere ikke saa velskikkede til Gang, som Hundens Fødder; hvad man kan se paa de Abekatte, der gaa paa Yderranden af Haandfladerne eller paa Bagsiden af deres krummede Fingre (Chimpanzeen ogOrangutangen ¹).

»Dublin Quarterly Journal af Medical Science«, Febr. 1869. Dr. Keller citeres ligeledes ved samme Lejlighed.

1) »Anatomy of Vertebrates«, Vol. III, S. 71.

[page] 138

Deres Hænder ere imidlertid udmærket tillempede til Klavring i Træer. Abekatte gribe om tynde Grene og Reb med Tommelfiugren paa den ene Side og de andre Fingre og Haandfladen paa den anden Side, ganske paa samme Maade som vi. De kunne ogsaa paa denne Maade føre temmelig store Gjenstande, f. Ex. en Flaske, op til deres Mund. Bavianer vælte Stene og grave Rødder op med deres Hænder. De tage Nødder, Insekter og andre smaa Gjenstande med den samme Haandstilling som vi og udentvivl tage de Æg og Unger ud af Fuglenes Reder paa denne Maade. Amerikanske Abekatte støde de vilde Oranger mod Grenene, indtil Skallen revner og saa rive de den af med begge Hændernes Fingre. Andre Abekatte aabne Muslingeskaller med deres to Tommelfingre. De trække Torne ud, tager Borrer bort og snappe hinandens Snyltedyr med deres Fingre. I Naturtilstanden slaa de haarde Frugter istykker ved Hjælp af Stene. De rulle Stene ned fra høje Steder eller kaste dem efter deres Fjender, ikkedestomindre udføre de disse forskjellige Handlinger klodset, og de ére ganske ude af Stand til, hvad jeg selv har seet, at kaste en Sten med Sikkerhed.

Det synes mig langtfra at være sandt, at fordi Abekattene »gribe Gjenstandene klodset«, vilde »et meget mindre specialiseret Gribeorgan« have været dem til lige-saa megen Nytte, som de Hænder, de nu have¹). Tvert-imod seer jeg ingen Grund til at tvivle om, at en mere fuldkommen bygget Haand vilde være til Fordel for dem, forudsat, og det er vigtigt at lægge Mærke til, at deres Hænder ikke derved vare blevne mindre skikkede til Klavring i Træer. Vi kunne indse, at en fuldkommen Haand vilde have været ufordelagtig for dem for Klavringens Skyld, da de Abekatte, der leve mest i Træer, nemlig den amerikanske Ateles og den asiatiske Hylobates, enten have meget smaa, ja selv rudimentære Tommelfingre, eller

1) .Quarterly Review«, April, 1869, S. 392.

[page] 139

ogsaa have deres Fingre delvis sammenhængende, saa at deres Hænder ere omdannede til rene Gribekroge¹).

Saasnart som et eller andet af Fortidens Medlemmer af Primaternes store Række, paa Grund af en forandring i dens Hjemstavns Betingelser, kom til at leve noget mindre i Træer og noget mere paa Jorden, vilde dets Maade at bevæge sig paa være bleven modificeret, og i saa Tilfælde maatte det blive enten mere firbenet eller tobenet. Bavianer færdes paa bakkede Strøg og i Fjeldegne og klavre kun, naar Nødvendigheden fordrer det, op i høje Træer²); og de have næsten faaet Hundens Gang. Kun Mennesket er blevet tobenet, og vi kunne, troer jeg, tildels se hvorledes han er kommet til at faa sin oprejste Gang, Noget der jo er en af de mest haandgribelige For-skjelligheder mellem ham og hans nærmeste Slægtninge. Mennesket kunde ikke have erhvervet sin nuværende herskende Stilling i Verden, uden Brug af sine Hænder, disse Organer, der ere saa vidunderlig velskikkede til at gjøre hans Villie. Som Hr. C. Bell³) siger: »Haanden træder istedetfor alle Instrumenter og ved dens Forbindelse med Forstanden gjør den Mennesket til Jordens Herre«. Men Hænderne og Armene kunde neppe være blevne fuldkomne nok til at forarbejde Vaaben eller til at slynge Stene og Spyd med sikkert Sigte saalænge som de stadig brugtes som Bevægelsesorganer og maatte bære hele Legemets Tyngde eller saalænge som de vare særlig velskikkede til Klavring i Træer, som tidligere anført. Saadant strængt

¹) Hos Hylobates syndactylus hænger, som Navnet siger, to af Fingrene sammen, og dette finder, som Hr. Blyth meddeler mig, lejlighedsvis ogsaa Sted med H. agilis, lar og leuciscus. Endvidere mangler Tommelfingren hos Colobus; disse Aber leve stedse i Træer og ere yderst livlige (Brehm, »Thierleben«, B. I, S. 50), men om de klavre eller gribe bedre end de nærmeststaaende Slægters Arter, veed jeg ikke.

²) Brehm: »Thierleben«, B. 1, S. 80.

³) .The Hånd« osv., .Bridgewater Treatice«, 1833, S. 33.

[page] 140

Arbejde vilde ogsaa have sløvet Følesandsen, af hvilken deres Brug til finere Arbejde i saa høj Grad afhænger. Alene af disse Grunde vilde det have været en Fordel for Mennesket at blive tobenet; men for mange Handlingers Vedkommende er det næsten nødvendigt, at begge Armene og hele Overkroppen er fri og derfor maa han staa fast paa sine Ben. Til den Ende ere Fødderne blevne gjorte flade og den store Taa er bleven modificeret paa en ejendommelig Maade, som har medført Tabet af Gribeevnen. Det stemmer godt med Principet om det fysiologiske Arbejdes Deling som gjælder hele Dyreriget igjennem, at eftersom Hænderne bleve fuldkommengjorte til Griberedskaber, bleve Fødderne bedre skikkede til at støtte og at bevæge Legemet fremad. Hos nogle Vilde har Foden imidlertid ikke aldeles mistet sin Gribeevne, Noget man seer af den Maade, paa hvilken de klavre i Træer, ligesom de ogsaa bruge Fødderne paa andre Maader¹).

Dersom det er en Fordel for Mennesket at have sine Hænder og Arme fri og at staa fast paa sine Ben, Noget hvorom der fornuftigvis ingen Tvivl kan være, naar vi se, hvor uhyre heldig han har været i Kampen for Tilværelsen, saa seer jeg ikke, at der er nogen Grund til at det ikke skulde have været fordelagtigt for Menneskets Forfædre at være blevne mere og mere oprejste eller tobenede. De vilde saaledes være blevne bedre istand til at forsvare sig selv med Stene og Knipler, til at falde over deres Bytte eller til paa anden Maade at faa fat i deres Næring. De bedst byggede Individer vilde i Tidernes Løb

¹⁾ Håckel har udmærkede Bemærkninger om de Overgangstrin, ved hvilke Mennesket førtes til at blive tobenet (»Natiirliche Schop-fungsgeschichte«, 1868, S. 507). Dr. Biichner (»Sechs Vorlesungen fiber die Darwinsche Theorie«, 3868) har givet gode Exempler paa, at Menneskets Fod er bleven brugt som Griberedskab, og ligeledes om den Maade, paa hvilken de højere Aber ere gaaede fremad; jeg skal berøre dette i et følgende Stykke. Se ogsaa i saa Henseende Owen: »Anatomy of Vertebrates«, Vol. III, S. 71.

[page] 141

have staaet sig bedst og af 'dem vilde det største Antal leve længst. Dersom Gorillaen og nogle faa beslægtede Former vare blevne udryddede, saa kunde man med stor Styrke og tilsyneladende sandt have paastaaet, at det var umuligt, at et Dyr lidt efter lidt kunde være bleven omdannet fra et tobenet til et firbenet Dyr, da alle Individer, der befandt sig i en intermediær Tilstand, vilde have været særdeles ilde skikkede til at gaa. Men vi vide (og det er vel værd at lægge Mærke til), at forskjellige Slags Aber nu virkelig ere i denne intermediære Tilstand; og der er Ingen, der tvivler om, at de i det Hele taget passe meget godt til deres Livsbetingelser. Saaledes løber Gorillaen paa en vrikkende Maade, men hyppigst bevæger den sig ved at støtte sig paa sine krummede Hænder. De langarmede Aber bruge undertiden deres Arme som Krykker, idet de svinge deres Legeme fremad imellem dem, og nogle Arter af Hylobates kunne,, uden at man har lært dem det, gaa eller løbe oprejst temmelig hurtig; dog bevæge de sig kejtet og med meget mindre Sikkerhed end Mennesket; kort sagt, vi se hos de nulevende Abekatte forskjellige Overgange mellem et firbenet Dyrs og et tobenet Dyrs eller Menneskets Maade at gaa paa.

Som Menneskets Forfædre bleve mere og mere oprejste og deres Hænder og Arme bleve mere og mere modificerede til at gribe med og til andre Ting, medens paa samme Tid deres Fødder og Ben bleve modificerede til at støtte med og til at gaa paa, ville utallige andre Forandringer i Bygningen have været nødvendige. Brystbenet maatte gjøres bredere, Rygraden maafte krummes paa en bestemt Maade og Hovedet maatte fæstes til Kroppen i en anden Stilling, og alle disse Forandringer ere da ogsaa gjorte hos Mennesket. Professor Schaaffhausen¹) hævder,

1) »Ueber die Urform des menschlichen Schådels, ein beini anthro-pologischen Congresse in Paris gehaltener Vortrag«, 1859. (Ogsaa: »Ånthropological Review«, Oct. 1868, S. 428). Owen om Kindbenenes Processer (»Anatomy of Vertebrates», Vol. II, 1866, S. 551).

[page] 142

at »det kraftige fremstaaende Kindben paa det menneskelige Kranie ere en Følge af den oprejste Gang; og denne Fremstaaen finde vi ikke hos Orang-Utangen, Chimpan-zeen osv., og den er mindre hos Gorillaen end hos Mennesket. Forskjellige andre Bygningsforhold, der synes at staa i Forbindelse med Menneskets oprejste Gang, kunde her have været specificerede. Det er meget vanskeligt at afgjøre, hvorvidt alle disse Modifikationer, der staa i Korrelation til hinanden, ere Resultatet af Kvalitetsvalg og hvorvidt de skyldes de nedarvede Virkninger af forøget Brug af visse Dele, eller endelig om de skyldes den ene Dels Indvirkning paa den anden. Der er ingen Tvivl om, at disse Varieringsmaader virke og virke tilbage paa hinanden. Naar saaledes visse Muskler og de Benkamme, til hvilke de ere befæstede, blive forstørrede ved stadig Brug, saa viser dette, at visse Bevægelser stadig udføres og maa være nyttige. Derfor ville de Individer, der udføre Bevægelserne bedst, have størst Udsigt til at overleve i størst Antal.

Den frie Brug af Arme og Hænder, tildels Aarsagen til og tildels Resultatet af Menneskets oprejste Stilling, synes indirekte at have ført' til andre Bygningsmodifika-tioner. Menneskets første mandlige Stamformer vare, som vi tidligere have omtalt, rimeligvis forsynede med store Hjørnetænder; men, som de lidt efter lidt fik den Vane at bruge Stene, Knipler og andre Vaaben, naar de kæmpede med deres Fjender, ville de lidt efter lidt være komne til at bruge deres Kjæber og Tænder mindre og mindre. Derved ville deres Kjæber og Tænder være blevne reducerede i Størrelse; derom lader utallige analoge Tilfælde os ingen Tvivl. I et senere Kapitel skulle vi komme til et ganske parallelt Tilfælde, hvor Talen er om Hjørnetændernes Reduktion eller fuldstændige Forsvinden hos Drøvtyggerne af Hankjønnet, Noget, der aabenbart staaer i Forhold til deres Horns Udvikling, medens det hos

[page] 143

Hestene staaer i Forhold til den Skik, de have at kæmpe med deres Fortænder og Hove.

Hos de voksne menneskelignende Han-Aber er det, ifølge Riitimeyer¹) og Andre, netop den Virkning, som Kjæbemusklerne ved deres stærke Udvikling have havt paa Kraniet, der faaer dette til i saa mange Henseender og saa stærkt at afvige fra Menneskets og som har givet det dets »virkelig forfærdelige Fysiognomi«. Alt som derfor Kjæ-berne og Tænderne hos Menneskets Forfædre lidt efter lidt bleve reducerede i Størrelse, vilde det udvoksne Kranie have frembudt næsten de samme Karakterer, som vi nu gjenfinde hos de menneskelignende Abekattes Unger, og vilde saaledes være komne til nærmere at ligne det nuværende Menneskes. En stor Formindskelse af Hannens Hjørnetænder vilde, som vi senere skulle se, næsten med Vished ved Arvelighed have paavirket Hunnernes Tænder.

Alt eftersom de forskjellige Aandsevner gradvis bleve udviklede, vilde Hjernen temmelig sikkert være bleven større. Jeg antager ikke, at der er Nogen der tvivler om, at Menneskehjernens Størrelse i Forhold til Legemet, sammenlignet med Gorillaens eller Orang-Utangens, staaer i den nøjeste Forbindelse med hans højere Aandsevner. Vi møde ganske analoge Forhold hos Insekterne, hvor Myrernes Hjerne-Ganglier ere af usædvanlig store Dimensioner; disse Ganglier ere hos alle Hvepse (Hymenoptera) mange Gange større end hos de mindre intelligente Ordner, t. Ex. Billerne²). Paa den anden Side er der heller Ingen der antager, at to Dyrs eller to Menneskers Forstand kan bestemmes nøjagtig efter deres Hjernekasses Kubikindhold;

1) «Die Grenzen der Thierwelt, eine Betrachtung zu Darwins Lehre«, 1868, S. 51.

²) Dujardin i: »Annales des Se. Nat«, 3die Serie, Zoolog. Tom. XIV, 1850, S. 203. Se ogsaa Hr. Lowne: »Anatomy and Fnys. of the Musca vomitoria«, 1870, S. 14. Min Søn, Hr. F. Darwin, dissekerede for mig Hjerneganglierne hos Formica rufa.

[page] 144

det er vist, at der kan være overordenlig stor sjælelig Virksomhed, hvor der kun er en yderst ringe Mængde Nervemasse; Myrernes vidunderlig forskjelligartede Instinkter, Sjæleevner og Tilbøjeligheder ere saaledes almindelig bekjendte og deres Hjerneganglier ere dog ikke saa store som Fjerdedelen af et lille Knappenaalshoved. Seet fra dette Synspunkt er Myrernes Hjerne et af de vidunderligste Stofatomer, der findes i Verden, maaske mere vidunderlig end Menneskets Hjerne.

Den Antagelse, at der hos Mennesket findes et nøje Forhold mellem Hjernens Størrelse og Forstandsevnernes Udvikling, støttes, naar man sammenligner vilde og civiliserede Racers Hjerneskaller og Oltids- og Nutidsfolks Hjerneskaller med hinanden, ligesom den ogsaa støttes af Analogier fra hele Hvirveldyrrækken. Dr. J. Barnard Davis har ved mange omhyggelige Maalninger viist¹), at Middeltallet for Evropæer-Hjerners Rumfang er 92,3 Kubik-tommer, for Amerikanernes Hjerner 87,5, for Asiaternes 87,i og for Avstralbeboerne kun 81,9 Kubiktommer. Professor Broca²) fandt, at Hjerneskaller fra Pariser-Grave, der hidrørte fra det nittende Aarhundrede, vare større end de, der fandtes i Gravhvælvinger fra det tolvte Aarhundrede, efter Forholdet 1484 til 1426; og Prichard føler sig overbevist om, at Britaniens nulevende Befolkning har »meget rummeligere Hjernekasser« end de gamle Beboere. Det maa ikke desto mindre indrømmes, at nogle Hjerneskaller af meget høj Ælde, f. Ex. den berømte Neander-thals-Hjerneskal, ere veludviklede og rummelige. Med Hensyn til de lavere Dyr er Hr. E. Lartet³), ved at sammenligne Kranierne af tertiære og nulevende Pattedyr, der hørte til de samme Grupper, med hinanden, kommen til

1) -Philosophical Transaetions«, 1869, S. 513.

²) Citeret i C. Vogts: <Vorlesungen iiber den Menschen«, 1863.

Prichard: "Phys. Hist. of Mankind., Vol. I, 1838, S. 305.

³) »Comptes Rendues des Seances« osv., 1 Juni, 1868.

[page] 145

det mærkværdige Resultat, at Hjernen i Almindelighed er størst og Hjernefolderne mest udviklede hos de nyeste Former. Paa den anden Side har jeg viist¹), at de tamme. Kaniners Hjerner ere blevne betydelig forminskede i Omfang i Sammenligning med den vilde Kanins og Harens, og dette maa komme deraf, at de have været holdt fangne i mange Generationer, saa at de kun er komne til at bruge deres Forstand, Instinkter, Sandser og vilkaarlige Bevægelser meget lidt.

Menneskehjernens og Hjerneskallens tiltagende Vægt maa have virket ind paa Udviklingen af Rygraden, der jo bærer Vægten, og..særlig maa da denne Indvirkning have gjort sig gjældende den Gang Mennesket var ved at blive opret. Da denne Forandring i Stilling var bleven fuldbyrdet, maa ogsaa Hjernens Tryk indenfra have paavirket Hjerneskallens Form; thi vi have en Mangfoldighed af Kjendsgjerninger for os, der vise hvor let Hjerneskallen paavirkes paa denne Maade. Ethnologerne tro, at den er bleven paavirket af det Slags Vugge, i hvilken de spæde Børn have sovet. Hyppig Ansigtskrampe og Ar efter et Brandsaar have modificeret Ansigtsbenene for stedse. Hos unge Mennesker, hvis Hoveder af en eller anden Sygdom ere komne til at sidde skjævt til en af Siderne eller bagover, har det ene _ Øje forandret sin Stilling og Hjerneskallens Ben ere blevne modificerede, og dette hidrører aabenbart fra, at Hjernen øver et Tryk i en anden Retning end den sædvanlige²). Jeg har viist, at hos de

1) »The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. I, S. 124—129.

²) Schaaft'hausen anfører efter Biumenbach og Busch, Krampe og Ar (i »Anthropolog. Review«, Oct. 1868, S. 420) og Dr. Jarrold meddeler (»Anthropologia«, 1808, S. 115, 116) efter Camper og efter egne Iagttagelser Exempler paa at Hjerneskallen er bleven modificeret ved at Hovedet er blevet fæstnet i en unaturlig Stilling. Han troer at visse Haandværk, f. Ex. Skomagerhaandværket, ved at faa Hovedet til stadig at hælde forover, gjør Panden mere rundet og fremspringende. ;

10

[page] 146

langørede Kaniner trækker en saa ubetydelig Ting, som det, at det ene Øre hænger lidt til-fremme, næsten hvert eneste af Hjerneskallens Ben paa den Side, fremad, saa-ledes at de ligeoverfor hinanden liggende Ben ikke længer svare nøje til hinanden. Dersom endelig et eller andet Dyr kom til at tiltage eller aftage meget i Størrelse, idet der skete nogen Forandring i dets Sjæleevner; eller dersom Sjæleevnerne voksede eller aftog uden at der skete nogen stor Forandring i Legemets Størrelse, vilde Hjerneskallens Form temmelig sikkert blive forandret. Dette er en Slutning jeg uddrager af mine Iagttagelser om tamme Kaniner, af hvilke nogle Slags ere blevne meget større end de vilde, medens andre have beholdt samme Størrelse; men i begge Tilfælde er Hjernen bleven meget reduceret i Sammenligning med Legemets Størrelse. Først blev jeg forbavset over at finde, at hos alle disse Kaniner var Hjerneskallen bleven forlænget eller dolichocephal; saaledes var f. Ex. af to Hjerneskaller af næsten samme Brede, den ene tilhørende en vild Kanin, den anden en stor tam Sort, den første kun 3,i5, den sidste 4,3 Tommer lang¹): En af de mest udprægede Forskjelligheder hos de for-skjellige Menneskeracer er den, at Hjerneskallen hos nogle er aflang, hos andre rundagtig, og her vil den Forklaring, jeg har foreslaaet for Kaninernes Vedkommende, tildels holde Stik; thi Welcker finder, at smaa »Mennesker nærmest have Hang til at blive brachycephale, og høje Mennesker dolichocephale ²)»; og man kan jo stille de høje Mennesker sammen med de største og længste, Kaniner, der alle have forlængede Hjerneskaller eller^v ere dolichocephale.

Disse forskjellige Kjendsgjerninger hjælpe os til en vis Grad til at forstaa, ved hvilke Midler den menneskelige

¹) »Variation of Animals« osv., Vol. I, S. 117 om Forlængelse af

Hjerneskallen, S. 119 om Virkningen af at skjære det ene Øre bort.

²) Citeret af Schaaffhausen i: »Anthropol. Review«, Oct. 1868, S. 419.

[page] 147

Hjerneskals betydelige Størrelse, og mere eller mindre afrundede Form, er bleven bragt til Veje. Og det er disse Karakterer, hvorved han særlig adskiller sig fra de lavere Dyr.

En anden højst iøjnefaldende Forskjel mellem de lavere Dyr og Mennesket er ha'ns Huds Nøgenhed. Hvaler og Delfiner (Cetacea), Søkøer (Sirenia) og Flodheste ere nøgne, og dette kan være fordelagtigt for dem under deres Bevægelser gjennem Vandet, og der gjøres dem ingen Skade ved det større Varmetab en saadan Nøgenhed medfører, da de Arter, der leve i de kolde Strøg, ere beskyttede ved et tykt Lag af Spæk, der gjør samme Gavn som Sælhundes og Odderes Pels. Elefanter og Næshorn ere næsten haarløse og da visse uddøde Arter, der tidligere levede i arktiske Egne, vare beklædte med lang Uld eller lange Haar, saa seer det næsten ud som om begge Slægters nulevende Arter havde mistet deres Haarbeklædning paa Grund af Varmen. Dette gjøres endnu mere sandsynligt derved, at de af Indiens Elefanter, der leve i højtliggende og kølige Egne, ere mere. haarede 1) end de, der leve nede i de lavere Strøg. Kunne vi da deraf slutte, at Mennesket har mistet sin Haarbeklædning, fordi han oprindelig beboede et tropisk Land? Den Omstændighed, at Mændene navnlig have beholdt Haarbeklædningen paa Brystet og i Ansigtet og begge Kjønuene paa de Steder, hvor Lemmerne samles med Kroppen, er til Gunst for denne For- i klaring, under Forudsætning af, at Haarlaget tabtes før J Mennesket havde faaet den oprejste Gang; thi de Dele, hvor der nu er stærkest Haarbeklædning, ville den Gang have været de, der vare mest beskyttede mod Solens Brand. Issen danner imidlertid en mærkelig Undtagelse, thi den maa til alle Tider have været en af de mest udsatte Dele og dog er den tæt beklædt med Haar. I den Henseende stemmer Mennesket overens med Flertallet af

1) Owen: »Anatomy of Vertebrates, Vol. III, S. 619.

10*

[page] 148

de firføddede Dyr, hvis Overside og andre udsatte Sider i Almindelighed ere tættere haarede end Undersiden. Ikke-destomindre taler den Kjendsgjerning, at de andre Medlemmer af den Orden (Primaterne), til hvilken Mennesket hører, omendskjøndt de bebo forskjellige varme Strøg, ere tæt beklædte med Haar, i Almindelighed tættest paa Oversiden¹), stærkt imod den Antagelse, at Mennesket skulde være bleven nøgent ved Solens Indvirkning. Jeg er, som man vil se naar vi komme til at omtale Parringsvalget, tilbøjelig til at tro, at Mennesket, eller rettere Fortidens Kvinder, mistede deres Haar af Skjønhedshensyn; og antager man dette, saa er der ikke noget mærkeligt ved at Mennesket afviger saa stærkt, hvad Haarbeklædning an-gaaer, fra sine Slægtsfæller; thi i Karakterer, der ere erhvervede ved Parringsvalg, afvige nært beslægtede Former ofte i en overordenlig stor Grad fra hinanden.

Det er en almindelig udbredt Tro hos Lægfolk, at Manglen paa Hale er noget der er særlig karakteristisk for Mennesket; men da de Aber, der staa Mennesket nærmest, mangle dette Organ, vedkommer dets Forsvinden os ikke særlig her. Alligevel vil det maaske være rigtigst her at tilstaa, at man ikke, saavidt jeg veed, nogensinde har givet en Forklaring af, hvordan det kan være, at visse Aber og Mennesket ingen Hale have. Der er imidlertid ikke noget Forunderligt i, at den mangler; thi den varierer undertiden i en mærkværdig Grad i Længde hos Arter af samme Slægt; saaledes er hos nogle Arter af Macacus Halen længere end hele Legemet og bestaaer af fire og tyve

1) lsidore Geoffroy St.-Hilaire gjør (»Hist. Nat. Générale«, Tom. II, 1859, S. 215—217) Bemærkninger om at Menneskets Hoved er bedækket med langt Haar, ligeledes om at Abernes og andre Pattedyrs Overside er tykkere behaaret end Undersiden. Dette er desuden bleven omtalt af forskjellige andre Forfattere. Prof. P. Gervais siger imidlertid (»Hist. Nat. des Mammiféres«, Tom. I, 1854, S. 28), at hos Gorillaen er Haaret tyndere paa Ryggen, hvor det tildels er gnedet af, end paa Bugen.

[page] 149

Hvirvler; hos andre er den en neppe synlig Stump, der kun bestaaer af tre eller fire Hvirvler. Hos nogle Arter af Bavianer er der fem og tyve, medens der hos Mandrillen er ti meget smaa forkrøblede Halehvirvler eller, ifølge Cuvier¹), undertiden kun fem. Denne store Forskjellig-artethed, der viser sig i Halens Bygning og Længde hos Dyr, der høre til de samme Slægter og som have næsten de samme Livsvilkaar, gjør det sandsynligt, at Halen ikke har megen Betydning for dem; og i saa Fald kunde man have ventet, at den undertiden vilde være bleven mere eller mindre rudimentær i Overensstemmelse med hvad vi hvert Øjeblik see hos andre Bygningsdele. Halen bliver næsten altid tyndere ud imod Enden, enten den saa er kort eller lang; og dette, antager jeg, hidrører fra Fejlslagning, foranlediget ved at Ikke-Brug af de terminale Muskler tilligemed deres Blodaarer og Nerver fører til Forkrøbling af de terminale Knogler. Med Hensyn til Halebenet, som hos Mennesket og de højere Aber aabenbart bestaaer af de faa afsmalnende Grundelementer af en almindelig Hale, saa har man rettet det Spørgsmaal til mig, hvorledes disse kunne være blevne fuldstændig indlejrede i Legemet; men i saa Henseende er der ingen Vanskelighed; thi hos mange Abekatte er Halens øverste Afsnit saaledes indlejrede. Hr. Murie fortæller mig f. Ex., at han paa Skelettet af en uudvoksen Macacus inornatus talte ni eller ti Halehvirvler, der tilsammen havde en Længde af 1,8 Tommer. Af disse synes de tre øverste at have været indlejrede; Resten dannede den fri Del af Halen, der kun havde en Tommes Længde og var en halv Tomme i Diameter. Her svarer altsaa de tre indlejrede Halehvirvler tydeligt nok til de fire sammenvoksne Hvirvler i Menneskets Haleben.

1)Hr. St. George Mivart: »Proc, Zoolog. Soc«, 1865, S. 562, 583. Dr. J. E. Gray: »Cat. Brit. Mus.: Skeletons«. Owen: »Anatomy of Vertebrates«, Vol. II, S. 517. Isidore Geoffroy: "Hist. Nat. Gen.«, Tom. II, S. 244.

[page] 150

Jeg har nu bestræbt mig for at vise, at nogle af de af Menneskets Karakterer, der særlig gjøre ham torskjellig fra Dyrene, efter al Sandsynlighed ere blevn.e erhvervede enten direkte eller endnu oftere indirekte ved Kvalitetsvalg. Men vi maa vel huske paa, at saadanne Modifikationer af Bygning eller Konstitution, som ikke ere Organismen nyttige, ved at lempe den efter dens Livsvaner efter den Næring, den lever af, eller (passivt) efter de den omgivende Betingelser, ikke kunne være blevne erhvervede paa denne Maade. Alligevel maa vi nu ikke være altfor sikkre paa, at vi kunne afgjøre, hvilke Modifikationer der ere nyttige for hvert enkelt Væsen. Vi burde erindre, hvor lidt vi vide om Brugen af mange Dele, eller hvilke Forandringer i Blod og Væv, der kunne tjene til at tillempe en Organisme til et nyt Klima eller til at leve af en ny Slags Føde. Heller ikke maa vi glemme Korrelations-principet, ved hvilket, som Isidore Geoffroy har viist for Menneskets Vedkommende, mange besynderlige Afvigelser i Bygning ere . knyttede nøje til hinanden. Uafhængig af Korrelationen fører Forandring af een Deel ved det forøgede eller formindskede Brug af andre Dele, til andre Forandringer af en ganske uforudseelig Natur. Det kan ogsaa være godt at tænke lidt paa saadanne Kjendsgjerninger som den vidunderlige Fremvækst af Galæbler paa Planter, der af Insekter ere blevne ind-okulerede en Giftdraabe, og paa de mærkværdige Farveforandringer, der foregaaer i Papegøjernes Fjerbeklædning, naar de fodres med visse Fiskearter eller naar de ind-okuleres Tudsegift'); thi vi kunne deraf se, at Organismens Vædsker, dersom de i et eller andet særligt Øjemed bleve forandrede, kunde medføre andre besynderlige Forandringer. Vi burde særlig have det i Minde, at Modifikationer, der ere erhvervede og stadigt

1) »The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol II, S. 280, 282.

[page] 151

brugte i de svundne Tider, i et eller andet nyttigt Øjemed rimeligvis ville blive fæstnede og nedarvede længe efter.

Derved vilde der gives en meget stor, men dog ikke ubegrændset, Udstrækning til de direkte og indirekte Resultater af Kvalitetsvalget; men jeg indrømmer nu, efter at. have læst Någeli's Afhandling om Planter og de Bemærkninger, som forskjellige Forfattere have gjort med Hensyn til Dyrene, særlig da dem, med hvilke Professor Broea er fremkommet, at jeg maaske nok i de første Udgaver af min »Arternes Oprindelsen tilskrev Kvalitetsvalget Virkning eller Loven om at den Stærkeste lever, vel meget. Jeg har forandret den femte Udgave af »Arternes Oprindelse« saaledes, at jeg indskrænker mine Bemærkninger til at gjælde for adaptive Bygningsændringer. Jeg havde tidligere ikke lagt tilstrækkelig Mærke til Tilværelsen af mange Bygningsforhold, der, saavidt vi kunne se, hverken synes at være nyttige eller skadelige; og jeg troer ikke at man endnu i mit Værk har fundet, at jeg har overseet noget vigtigere end det. Det maatte maaske være mig tilladt til min Undskyldning at sige, at jeg havde to forskjellige Ting for Øje, for det Første, at vise at Arterne ikke vare blevne skabte hver for sig og for det Andet, at det hovedsagelig var Kvalitetsvalget, der havde bevirket Forandringerne, skjøndt efter en stor Maalestok hjulpet af de arvelige Virkninger af Vane og ogsaa hjulpet lidt af de forhaandenværende Betingelsers direkte Virken. Jeg var ikkedestomindre ikke istand til at tilintetgjøre den Indflydelse, som min tidligere Antagelse, der dengang var i høj Grad herskende, at hver enkelt Art var skabt med et vist Maal for Øje, havde; og dette medførte, at jeg stiltiende indrømmede, at hver enkelt Bygningsdetaille, Rudimenterne undtagne, ydede en vis, skjøndt nbekjendt Tjeneste. Enhver, der havde denne Forudsætning, vilde naturligvis komme til at give Kvalitetsvalgets Virkninger enten i Nutid eller Fortid en altfor vid Udstrækning. Nogle af de, der gaa ind paa Udviklingsloven (Evolutions-

[page] 152

principet), men forkaste Kvalitetsvalget, synes, naar de bedømme min Bog, at forglemme, at jeg havde de to ovenfor nævnte Ting for Øje. Dersom jeg derfor har taget fejl i at tilskrive Kvalitetsvalget stor Magt, hvilket jeg langtfra indrømmer, eller at jeg har overvurderet dets Magt, hvilket »ok er sandsynligt, saa er det dog mit Haab, at jeg i det Mindste har gjort god Nytte ved at hjælpe til at omstyrte Dogmet om særskilte Skabelsesakter.

At alle organiske Væsner, Mennesket medindbefattet, frembyde mange Bygningsmodifikationer, der ikke nu ere dem til nogen Nytte og heller ikke tidligere have været det, er, efter hvad jeg nu kan se, sandsynligt. Vi vide ikke hvad det er der frembringer de utallige Smaafor-skjelligheder mellem hver enkelt Arts Individer; thi Atta-vismen fører kun Spørgsmaalet nogle faa Skridt tilbage; men hver enkelt Ejendommelighed maa have havt sin egen Aarsag. Dersom disse Aarsager, hvilke de saa ere, kom til at virke mere ensformet og mere energisk gjennem et længere Tidsrum (og der kan ikke angives nogen Grund til at dette ikke undertiden skulde hænde), saa vilde der heraf ikke blot resultere smaa individuelle Forskelligheder, men udprægede konstante Modifikationer. Modifikationer, der ikke paa en eller anden Maade ere nyttige, kunne ikke være blevne holdte ensformede af Kvalitetsvalget, om end denne Magt vilde have udryddet dem, der vare skadelige. Ensformethed i Karakter vilde imidlertid meget simpelt følge af den antagne Ensformethed i Aar-sagerne og ligeledes af mange Individers fri indbyrdes Krydsning. Den samme Organisme kunde paa denne Maade i Løbet af de paa hinanden følgende Tidsrum erhverve paa hinanden følgende Modifikationer og disse vilde blive nedarvede i en næsten ens Tilstand, saalænge som de bevægende Aarsager bleve de samme og saalænge som der var fri indbyrdes Krydsning. Hvad angaaer de bevægende Aarsager, saa kunne vi kun, naar der f. Ex. er Tale om de saakaldte spontane Varieringer, sige, at de

[page] 153

staa i meget nærmere Forhold til den varierende Organismes Konstitution, end de staa til Beskaffenheden af de Betingelser, for hvilke Organismen har været udsat.

Slutning. — I dette Kapitel have vi seet, at ligesom Mennesket den Dag idag, i Lighed med ethvert andet Dyr, frembyder mangfoldige individuelle Forskjelligheder eller Smaavarieringer, saaledes har Menneskets gamle Forfædre udentvivl ogsaa gjort det, idet Varieringerne dengang som nu foranledigedes af de samme almene Aar-sager og styredes af de samme almene og sammensatte Love. Ligesom alle Dyr stræbe at mangfoldiggjøre sig i en stærkere Grad end Subsistentsmidlerne tillade, maa det ogsaa være gaaet med Menneskets Forfædre, og dette vilde uundgaaelig have ført til en Tilværelseskamp og til Kvalitetsvalg. Dette Sidste vil i høj Grad være blevet hjulpet af de nedarvede Virkninger af den forøgede Brug af visse Dele, idet de begge uophørlig have paavirket og virket tilbage paa hinanden. Det synes ogsaa, som vi senere skulle se, at Mennesket har erhvervet visse uvæsenlige Karakterer ved Parringsvalg. En uforklaret Rest af Forandringer, maaske en stor Rest, maa vi overlade til den antagne ensformede Indvirken af disse ube-kjendte Virksomheder, som nu og da foranledige stærkt udprægede Afvigelser i Bygning hos vore Husdyr og dyrkede Planter.

At dømme efter det, der er Sædvane hos de Vilde og hos Flertallet af de Firhændede, have de første Mennesker og ligeledes Menneskets abelignende Forfædre rimeligvis levet selskabeligt. Hos de Dyr, der ere strengt selskabelige, virker Kvalitetsvalget undertiden indirekte paa Individet, ved at bevare Varieringer, som kun ere nyttige for Samfundet. Et Samfund, der rummer et stort Antal af godt begavede Individer, vokser i Individantal og sejrer over andre og mindre vel begavede Samfund; omendskjøndt hvert enkelt Medlem ikke faaer nogen Fordel overfor de

[page] 154

andre Medlemmer af samme Samfund. Hos de selskabelige Insekter ere mange mærkværdige Bygningsdele, som ere til liden eller ingen Nytte for Individerne eller deres Afkom, f. Ex. Arbejdsbiens Braad og dens Apparat til at samle Støvkorn, eller Myresoldaternes store Kjæber, blevne erhvervede paa denne Maade. Hos de højere selskabelige Dyr veed jeg ikke at der er nogen Bygningsdel, der er bleven modificeret alene til Bedste for Samfundet, omend-skjøndt Nogle ere til Nytte paa anden Haand. Drøvtyggernes Horn og Bavianernes store Hjørnetænder synes f. Ex. at være blevne erhvervede af Hannerne som Vaa-ben, der skulde bruges i Parringskampen, men de bruges ogsaa til at forsvare Hjorden eller Flokken. Hvad an-gaaer visse Aandsevner, saa er Sagen, som vi i det følgende Kapitel skulle se, en ganske anden; thi disse Evner ere-hovedsagelig eller endogsaa udelukkende blevne erhvervede til Bedste for Samfundet, idet de Individer, af hvilke Samfundet bestod, samtidig indirekte høstede Nytte deraf.

Mod en saadan Betragtningsmaade, som den, der her er gjort gjældende, har man ofte indvendt, at Mennesket er en af de mest hjælpeløse og forsvarsløse Skabninger i Verden og at han i sin tidligere og mindre vel udviklede Tilstand maa have været endnu mere hjælpeløs. Hertugen af Argyll hævder¹) f. Ex., at »den menneskelige Skikkelse har fjernet sig fra de Umælendes Bygning i Retning af større fysisk Hjælpeløshed og Svaghed. Det vil sige, at det er en Afvigelse, som af alle er den, det er allermest umuligt at skrive paa Kvalitetsvalgets Regning.« Han anfører Legemets Nøgenhed og ubeskyttede Tilstand, Manglen af store Tænder og Kløer til at forsvare sig med, Menneskets ringe Styrke, hans ringe Hurtighed i Løb, hans ringe Lugtesands, som hverken

1) »Primeval Man-, 1869, S. 66.

[page] 155

kan hjælpe ham til at finde Føde eller undgaa Fare. Til disse Mangler kunde der være tilføjet det endnu vigtigere Tab af Evnen til at klavre hurtigt op i Træer for paa den Maade at undslippe sine Fjender. Naar vi se, at de ube-klædte Ildlændere kunne leve under-deres usle Klima, saa kan Tabet af Haarbeklædningen ikke have været til Skade for de første Mennesker, dersom de beboede et varmt Land. Naar man vil sammenligne det forsvarsløse Menneske med Aberne, af hvilke mange ere forsynede med frygtelige Hjørnetænder, saa maa vi vel erindre, at disse kun findes i en fuldt udviklet Tilstand hos Hannerne, der særligt bruge dem i Parringskampen, og dog kunne Hunnerne, som ikke ere saaledes forsynede, holde sig ilive.

Hvad angaaer legemlig Størrelse og Styrke, saa vide vi ikke om Mennesket nedstammer fra en eller anden forholdsvis lille Art, der lignede Chimpanzeen, eller fra en, der har været lige saa kraftig som Gorillaen; vi kunne derfor ikke sige Noget om, hvorvidt Mennesket er blevet større og stærkere eller mindre og svagere i Sammenligning med hans Forfædre. Man burde imidlertid huske paa, at et Dyr, der havde betydelig Størrelse, Styrke og Glubskhed og som i Lighed" med Gorillaen kunde forsvare sig mod alle sine Fjender, rimeligvis, om end ikke nødvendigvis, vilde have undladt at blive selskabelig og dette vilde meget stærkt have hindret Mennesket i at erhverve saadanne højere Sjæleevner som Sympathi og Kjærlighed til hans Medskabninger. Derfor kunde det have været en uhyre Fordel for Menneske^ at have havt sit Ophav fra en eller anden forholdsvis svag Skabning.

Menneskets ringe Legemsstyrke, hans ringe ^Hurtighed, det at han mangler naturlige Vaaben osv., alt det bliver mere end opvejet, for det Første af hans Forstands-evner, der, medens han endnu var i en temmelig barbarisk Tilstand, satte ham istand til at danne sig Vaaben, Redskaber osv., og for det Andet ved hans selskabelige Egenskaber, som førte ham til at hjælpe sine Medskabninger

[page] 156

og til at faa Hjælp fra dem igjen. Intet Land i Verden er saa vrimlende fuldt af farlige Dyr som Syd-Afrika, intet Land frembringer mere frygtelige fysiske Vanskeligheder end de arktiske Regioner og dog holder en af de mindste Racer, nemlig Buskmændene, sig i Syd-Afrika, og de dvergagtige Eskimoer sig i de arktiske Egne. Menneskets Forfædre stode udentvivl, hvad Forstand angaaer og rimeligvis ogsaa hvad selskabelig Drift angaaer, under de laveste af de nulevende Vilde; men det er meget let at forstaa, at de kunne have existeret, ja endogsaa floreret, dersom de, medens de lidt efter lidt tabte deres Dyre-Færdigheder, f. Ex. Evnen til at klavre i Træer osv., samtidig skrede fremad i Forstand. Men lad os indrømme, at Menneskets Forfædre vare mere forsvarsløse og hjælpeløse end nogen af de Vilde der nu existere, de vilde dog, dersom de havde beboet et eller andet varmt Fastland eller en stor 0, som f. Ex. Avstralien, Ny-Guinea eller Borneo (paa den sidste 0 lever nu Orang-Utanger), ikke have været udsatte for nogen særlig Fare. Paa en Landstrækning saa stor som en af disse Øer vilde Rivaliseringen mellem Stamme og Stamme have været tilstrækkelig til, under gunstige Omstændigheder, at hæve Mennesket til hans nuværende høje Plads i de organiske Væsners Række ved Hjælp af Loven om at den Stærkeste lever, i Forbindelse med de arvelige Virkninger af Vane.

[page 157]

FEMTE KAPITEL.

OM DE INTELLEKTUELLE OG MORALSKE EVNERS UDVIKLING I DE EØESTE TIDEE OG UNDER CIVILISATIONEN.

De intellektuelle Evners fremadskridende Udvikling ved Kvalitetsvalgets Hjælp — Efterlignelsesdriftens Betydning — Selskabelige og moralske Evner — Deres Udvikling hos den enkelte Stamme — Kvalitetsvalgets Indvirkning paa civiliserede Folkeslag — Bevis for at civiliserede Folkeslag tidligere vare uciviliserede.

De Spørgsmaal, der skulle omtales i dette Kapitel, have overordenlig stor Interesse, men ville her kun blive drøftede paa en lidet fyldig og meget fragmentarisk Maade. Hr. Wallace paastaaer i en beundringsværdig Afhandling, vi tidligere have hentydet til¹), at efterat Mennesket tildels havde erhvervet de intellektuelle Evner og den moralske Følelse, som udmærker ham fremfor de lavere Dyr, kun vil have været meget lidt udsat for at faa sin Legemsbygning modificeret ved Kvalitetsvalget eller andre Virksomheder. Thi paa Grund af Aandsevnerne er Mennesket i Stand til »uden at faa sit Legeme forandret, at forblive i Harmoni med det sig forandrende Univers«. Han har betydelig Færdighed i at lempe sin Levevis efter nye Livsbetingelser. Han opfinder Vaaben og Redskaber og finder paa forskjellige snedige Fremgangsmaader, der

1) .Anthropological Review., Maj, 1864, S. CLVIII.

[page] 158

sikkre ham hans Føde og hjælper ham til at forsvare sig. Udvandrer han til et koldere Klima, forsyner han sig med Klæder, bygger Huse og tænder Baal og ved denne samme Ilds Hjælp faaer han kogt Næringsmidler, der uden denne Behandling vilde være ufordøjelige. Han hjælper sine Medmennesker paa mange Maader og tænker i Forvejen paa den Tid, der skal komme. Selv langt tilbage i Tiden iværksatte han et Slags Arbejdsdeling.

Paa den anden Side maa de lavere Dyr have deres Legemsbygning modificeret for at kunne holde sig i Live under meget forandrede Livsbetingelser. De maa gjøres stærkere, eller erhverve sig stærkere Tænder og Kløer for at kunne forsvare sig mod nye Fjender, eller de maa reduceres i Størrelse for at de kunne undgaa at blive lagt Mærke til og derved frelses. Udvandre de til et koldere Klima, maa de blive beklædte med en tættere Pelts eller ogsaa faa deres Konstitution forandret. Dersom de ikke blive saaledes modificerede, ville de ophøre at existere.

Sagen er imidlertid, som Hr. Wallace med Rette har hævdet, en ganske anden, naar Menneskets intellektuelle og moralske Evner komme med i Spillet. Disse Evner ere variable, og vi have al mulig Grund til at tro, at Varieringerne nedarves. Dersom de derfor have været af stor Betydning for de første Mennesker og deres abe-lignende Forfædre, saa ville de være blevne fuldkommengjorte ved Kvalitetsvalg. Om Forstandsevnernes store Betydning kan der ingen Tvivl være, thi Mennesket skylder navnlig dem sin fremragende Stilling i Verden. Vi kunne indse, at, selv i den allersimpleste selskabelige Ordning, vilde de Individer, der vare de klogeste, som opfandt og anvendte de beste Vaaben og Snarer og som vare bedst i Stand til .at forsvare sig, komme til at efterlade sig det største Afkom. De Stammer, der rummede det største Antal saaledes begavede Mennesker vilde tiltage i Individantal og afløse andre Stammer. Individantallet er først

[page] 159

og fremmest afhængig af Subsistensmidlerne og disse igjen tildels af Landets fysiske Beskaffenhed, men i en meget højere Grad af de Færdigheder, Menneskene der ere i Besiddelse af. Vokser en Stamme og er sejrende, saa bliver den ofte endnu mere forøget ved at optage andre Stammer i sig'). Den Størrelse og Styrke, af hvilken Stammens Mænd ere i Besiddelse, har ligeledes nogen Betydning for dens Held og dette er igjen for en Del afhængig af Beskaffenheden og Mængden af den Næring, der kan erholdes. I Evropa bleve Bronzetidens Mennesker afløste af en stærkere og, efter deres Sværdfæster at dømme, mere storhaandet Race²), men det var rimeligvis ikke saameget det, de skyldte deres Held, som det at de vare Bronzetidens Mennesker overlegne i Duelighed.

Alt hvad vi vide om Vilde, eller hvad vi kunne slutte os til af deres Traditioner eller deres gamle Monumenter, hvis Historie de nulevende Beboere ganske have glemt, viser, at ligefra de fjerneste Tider have heldige Stammer afløst andre Stammer. Levninger af uddøde eller glemte Stammer ere blevne opdagede i alle de civiliserede Egne af Jorden, paa Amerikas vilde Stepper og det stille Havs isolerede Øer. Nutildags træde civiliserede Nationer overalt istedetfor vilde Folkeslag, undtagen der hvor Klimaet rejser sin dødbringende Skranke; og deres Held skylde de navnlig, skjøndt ikke udelukkende, de Færdigheder de have i Eje og som ere Produkter af Forstanden. Det er derfor i høj Grad sandsynligt, at Forstandsevnerne hos Mennesket lidt efter lidt ere blevne fuldkommengjorte ved Kvalitetsvalg og denne Slutning er nok for os her. Det vilde ganske vist have været meget interessant, at have forfulgt Udviklingen af hver enkelt Evne, lige fra den

1) Efter nogen Tids Forløb antage de Medlemmer eller Stammer, der optages i en anden Stamme, at de nedstamme fra denne Stammes Forfædre. Maine: »Ancient Law, 1861, S. 131.

²) Marlot: »Soc. Vaud. Se. Nat.« 1860, S. 294.

[page] 160

Form den har hos de lavere Dyr op til den, den har hos Mennesket; men jeg har hverken Duelighed eller Kundskab nok til at indlade mig paa Forsøget.

Det fortjener at bemærkes, at, saasnart som Menneskets Forfædre bleve selskabelige (og dette hændte sandsynligvis paa et meget tidligt Tidspunkt) vil Forstands-evnernes Fremadskriden være bleven hjulpen og modificeret paa en væsenlig Maade, hvortil vi kun se Spor hos de lavere Dyr, navnlig af Efterlignelsesdriften i Forbindelse med Overvejelse og Erfaring. Aber ere meget forfaldne til Efterligning, hvad ogsaa de laveste Vilde ere og den simple Kjendsgjerning, at intet Dyr efter nogen Tids Forløb kan fanges paa det samme Sted i det samme Slags Snare viser, at Dyrene lære af Erfaring og efterligne hinandens Forsigtighed. Dersom nu et eller andet af Stammens Medlemmer, der var klogere end de andre, opfandt et nyt Slags Snare eller Vaaben eller andre Angrebs-eller Forsvarsmidler, saa vilde den simpleste Egoisme uden Hjælp af videre Raisonement faa de andre Medlemmer til at efterligne ham og Alle vilde saaledes have Nytte deraf. Den stadige Udførelse af enhver ny Færdighed maatte ligeledes til en vis Grad styrke deres Forstand. Desom den nye Opfindelse var betydelig, saa vilde Stammen tiltage i Individantal, udbrede sig og afløse andre Stammer. Hos en Stamme, der saaledes var bleven gjort mere talrig, vilde der altid være større Udsigt til at der blev født andre overlegne og opfindsomme Medlemmer. Dersom saadanne Mænd nedarvede deres aandelige Overlegenhed til Børnene, saa vilde Udsigterne til at der fødtes endnu mere begavede Medlemmer blive noget bedre og i en lille Stamme afgjort bedre. Selv om de ingen Børn efterlod sig, vilde Stammen dog rumme deres kjødelige Slægtning'e og Agerdyrkerne¹) have forsikkret mig om, at

^l) Jeg har anført Exempler i min: »Variation of Animals and Plants under Domestication, Vol. II, S. 196.

[page] 161

de ved at lægge til af Slægtningene af et Dyr, der, da det blev slagtet, fandtes at være værdifuldt, have faaet de ønskede Karakterer frem.

Lad os nu vende os til de selskabelige og moralske Evner. For at de første Mennesker eller Menneskets abe-lignende Forfædre kunne være blevne selskabelige, maa de have erhvervet de samme instinktmæssige Følelser, som faa andre Dyr til at leve i Flok, og jeg tvivler ikke om, at de jo i det Hele taget havde denne Disposition. De maa have følt sig ilde tilmode, naar de bleve adskilte fra deres Kammerater, for hvilke de ville have følt en vis Grad af Kjærlighed; de ville have advaret hinanden for Farer og have hjulpet hinanden indbyrdes ved Angreb og Forsvar. Alt dette forudsætter en vis Grad af Sympathi, Troskab og Mod. Saadanne selskabelige Egenskaber, hvis overvældende Betydning for de lavere Dyr Ingen bestrider, bleve uden Tvivl erhvervede af Menneskets Forfædre paa en lignende Maade, navnlig ved Kvalitetsvalg, støttet af arvelige Vaner. Naar to Stammer af Fortids-Mennesker, der levede i samme Land, kom til at rivalisere med hinanden, vilde, dersom den ene Stamme rummede (alt andet lige) det største Antal af modige, sympathetiske og tro Medlemmer, som altid vare rede til at advare hinanden for Farer, til at hjælpe og forsvare hinanden, denne Stamme udentvivl staa sig bedst og overvinde den anden. Lad os vel huske paa, hvor overordenlig vigtig Troskab og Mod maa være i de Vildes aldrig standsende Kampe. Den Fordel, som disciplinerede Soldater have over udisciplinerede Horder, har nemlig sin Grund i den Tillid, som hver enkelt Mand har til sine Kammerater. Lydighed er, som Hr. Bagehot saa udmærket har viist¹), af den allerstørste Betydning, thi en hvilkensomhelst Regjeringsform

1) Se en mærkelig Række Artikler »On Physics and Politics« i: »Fort-nightly Review«, Nov. 1867; 1 April 1868; 1 Juli 1869.

11

[page] 162

er bedre end slet ingen. Egoistiske og trættekjære Mennesker ville ikke holde sammen og uden Sammenhold kan der Ingenting gjøres. En Stamme, der i høj Grad besad de ovenfor nævnte Egenskaber, vilde udbrede sig og sejre over andre Stammer; men i Tidernes Løb vilde den, efter Historien at dømme, naar Touren kom til den, blive overvunden af en anden endnu heldigere stillet Stamme. Saa-ledes vilde de selskabelige og moralske Egenskaber langsomt gaa fremad i Vækst og spredes over den hele Verden. Men man kunde nu spørge, hvorledes indenfor den samme Stammes Grændser et stort Antal Medlemmer fra første Færd af fik disse selskabelige og moralske Egenskaber og hvorledes Tilstanden kunde blive bedre og bedre. Det er yderst tvivlsomt, hvorvidt der vilde blive mest Afkom af de mest sympathetiske og velvillige Forældre eller af dem, der vare mest tro mod deres Kammerater, eller om der vilde blive mest Afkom af de mest egoistiske og forræderiske Forældre. Den som var rede til at offre sit Liv, hvad saamangen en Vild har været, hellere end at bedrage sine Kammerater, vilde i mange Tilfælde ikke efterlade sig noget Afkom, der kunde arve hans ædle Natur. De tappreste Mænd som i Krigstilfælde stedse vare rede til at gaa i Spidsen og som villigt vovede deres Liv for andre vilde gjennemsnitlig omkomme i større Antal end andre Mennesker. Det synes derfor neppe muligt (man mindes at vi her ikke tale om forskjellige Stammer der sejre over hinanden) at Antallet af de Mænd, der vare i Besiddelse af saadanne Dyder, kunde faa deres Antal forøget ved Kvalitetsvalg, det vil sige ved at de Dygtigste levede. Det Samme gjælder om Stammens Standpunkt i det Hele taget.

Omendskjondt de Omstændigheder, som føre til en Forøgelse af Antallet af en Stammes saaledes begavede Mænd, ere for indviklede til at vi let kunne følge med, saa kunne vi dog skjelne nogle af de Veje ad hvilke Udviklingen er gaaet for sig. Eftersom Medlemmernes For-

[page] 163

standsevner og Omsigt tog til, vilde først og fremmest hver Mand snart af Erfaringen lære, at dersom han hjalp sine Medmennesker, vilde han i Almindelighed blive hjulpet igjen. Denne lave Bevæggrund kunde hjælpe ham til at faa den Vane at staa sine Kammerater bi, og en stadig Udførelse af velvillige Handlinger styrker ganske vist Medfølelsen, som giver den første Impuls til velvillige Handlinger. Og Vaner, som følges mange Generationer igjennem, ville rimeligvis blive arvelige.

Men der er en anden og langt mægtigere Stimulus til Udvikling af selskabelige Dyder, nemlig vore Medmenneskers Roes og Dadel. Lysten til Bifald og Frygten for Foragt, ligesom ogsaa Lysten til Roes og Frygten for Dadel skyldes, som vi i det tredie Kapitel have seet, først og fremmest den instinktmæssige Sympathi; og dette Instinkt blev udentvivl, ligesom alle andre selskabelige Instinkter, oprindelig erhvervet ved Kvalitetsvalg. Paa hvor tidligt et Trin af deres Udvikling Menneskets Forfædre bleve istand til at føle deres Medmenneskers Ros og Dadel og ægges af den, det vide vi naturligvis ikke. Men det synes som om selv Hunde have Følelse for Opmuntring, Roes og Dadel. De raaeste Vilde have Følelse for-Hæder, hvad de vise derved, at de gjemme deres Tapper-hedstrofæer, ved den Vane de have at prale overordenlig stærkt og selv ved den overordenlige Omsorg, som de have for deres Persons Ydre og deres Prydelser; thi med mindre de toge Hensyn til deres Kammeraters Mening vilde saadanne Ting være aldeles meningsløse.

De skamme sig ganske vist over Brud paa nogle af Stammens mindre Regler, men om de kjende noget til Samvittighedsnag er tvivlsomt. Jeg blev i Begyndelsen forbavet over, at jeg ingen Steder kunde finde omtalt Exempler paa denne Følelse hos Vilde og Hr. J. Lubbock¹) siger, at han heller ingen kjender. Men dersom vi fra

1) »Origin of Civilisation«, 1870, S. 265.

11*

[page] 164

vor Erindring banlyse alle de Tilfælde af Samvittighedsnag, der findes i Noveller og Skuespil og i Bekjendelser, der paa Dødslejet ere afgivne til Præsterne, saa tvivler jeg om, at der er mange af os, der har været Vidne til Samvittighedsnag; omendskjøndt vi ofte have kunnet se Skam og Anger fremkaldt ved mindre Forseelser. Samvittighedsnag er en dybt skjult Følelse. Det er utroligt at en Vild, som hellere vil oiFre sit Liv end forraade sin Stamme, eller En som hellere vil begive sig i Fangenskab end bryde sit Ord¹), ikke skulde føle Samvittighedsnag i sit Inderste, om han end skjulte det, dersom han havde sveget en Pligt som han ansaa for hellig.

Vi kunne derfor slutte os til, at Fortidens Menneske, selv meget tidligt, vil være bleven paavirket af sine Kammeraters Roes og Dadel. Det er aabenbart, at Medlemmer af samme Stamme vilde bifalde en Opførsel, som de kunde se var til det almindelige Bedste, og vilde dadle en saa-dan som syntes slet. At gjøre vel imod Andre — at gjøre det imod Andre som I ville de skulle gjøre imod Eder — er Moralens Hovedhjørnesten. Det er derfor neppe muligt at overvurdere Betydningen af Kjærligheden til Roes og Frygten for Dadel i de første Tider. Et Menneske, som ikke blev drevet af nogen dyb instinktmæssig Følelse til at offre sit Liv til Bedste for Andre og dog blev drevet til en saadan Handling for Hæderens Skyld, vilde ved sit Exempel kalde det samme Ønske om Hæder tillive hos andre Mænd og vilde ved Øvelse befæste Beundringens ædle Følelse. Han kunde saaledes gjøre sin Stamme langt mere Nytte herved, end ved at avle Afkom, der arvede hans egen ophøjede Karakter.

Har Mennesket faaet mere Erfaring og større Klogskab, saa bemærker han de fjernere Følger af sine Handlinger og de Selvet nærmest angaaende Dyder, som Maade-

^l) Hr. Wallace anfører Exemplev i hans: Contributlons to the Theory of Natural Selection«, 1870, S. 354.

[page] 165

holdenhed j Kydskhed osv., paa hvilke der i de første Tider, som vi ovenfor have seet, ikke lægges nogen Vægt, komme til at blive holdte højt i Agt, ja endogsaa ansete for hellige. Jeg behøver imidlertid ikke at gjentage, hvad jeg herom har sagt i det tredie Kapitel. En yderst sammensat Følelse, der har sin første Oprindelse i de selskabelige Instinkter, stærkt ledet af vore Medmenneskers Bifald, styret af Klogskab, Egoisme og senere af dybe religiøse Følelser, der fæstnes ved Undervisning og Vane, alt det tilsammentagen danner til syvende og sidst vor moralske Følelse eller Sajnvittlghed.

Man maa ikke glemme, at, omendskjøndt et højt moralsk Standpunkt kun giver den enkelte Mand og hans Børn ringe eller ingen Overvægt over de andre Mennesker i samme Stamme, saa vil dog et Fremskridt i Moralitet og en Forøgelse af Antallet af de saaledes velbegavede Mennesker ganske vist give den ene Stamme en betydelig Overlegenhed over den anden. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at en Stamme, der rummer mange Medlemmer, som, fordi de besidde en høj Grad af Patriotisme, Troskab, Lydighed, Mod og Sympathi, stedse vare rede til at hjælpe hinanden og til at opoffre sig selv for det fælles Bedste, vilde sejre over de fleste andre Stammer; og dette vilde være Kvalitetsvalg. Til alle Tider, den hele Verden over, have Stammer afløst Stammer, og da Moralitet er en af de Ting, der betinger deres Held, saa vil det moralske Standpunkt og Antallet af velbegavede Mennesker saaledes overalt henholdsvis stige og forøges.

Det er imidlertid meget vanskeligt at danne sig nogen Mening om, hvorfor netop denne bestemte Stamme og ikke en anden har havt Held til at hæve sig op til et civiliseret Standpunkt. Mange Vilde befinde sig den Dag idag i den samme Tilstand som den, i hvilken man fandt dem for Aarhundreder siden, da de først bleve opdagede. Vi ere, som Hr. Bagehot har bemærket, tilbøjelige til at betragte Fremskridt som Normalregel for det menneskelige

[page] 166

Samfund; men Historien benægter dette. Oldtidsfolkene havde slet ikke denne Forestilling og Østens Nationer have den endnu ikke i vore Dage. Ifølge en anden stor Avtoritet, Hr. Maine '), har »den største Del af Menneskeslægten aldrig havt saameget som en Gnist af Ønske om, at dens borgerlige Institutioner skulde blive forbedrede". Fremskridt synes at være afhængige af mange sammenstødende gunstige Betingelser, der ere altfor indviklede til at vi kunne følge med dem. Men det er ofte bleven bemærket, at et koldt Klima, fordi det fører til Industri og alskens Kunstfærdighed, i saa Henseende har været meget gunstigt eller endogsaa uundgaaelig nødvendigt. Eskimoerne have, tvungne af den haarde Nødvendighed, havt Held til at gjøre mange snilde Opfindelser, men Klimaet har været dem for strengt og har standset Fremskridtet. Nomadeliv paa vidtstrakte Stepper, eller i Tropelandenes tætte Skove, eller paa Havets Kyster har altid været til Skade for Fremskridtet. Da jeg iagttog Ildlandets barbariske Befolkning slog det mig, at Ejendomsbesiddelse, fast Bopæl og mange Familiers Forening under et Overhoved vare de uundgaaelige Betingelser for Civilisation. Saadanne Vaner gjøre næsten Opdyrkelse af Jorden nødvendig og det første Skridt til Agerdyrkning maatte jo rimeligvis, som jeg andetsteds har viist²), gjøres ved et Tilfælde, f. Ex. derved, at et Frugttræes Frø faldt ned paa en Dynge Gødning og frembragte en ualmindelig smuk Varietet. Imidlertid frembyder Spørgsmaalet om de Vildes første Skridt henimod Civilisation for Øjeblikket alt for mange Vanskeligheder til at det skulde kunne løses nu.

1) »Ancient Law, 1861, S. 22. Angaaende Hr. Bagehots Bemærkninger se: Fortnightly Review«, 1 April, 1868, S. 452.

²) »The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. I, S. 309.

[page] 167

Kvalitetsvalgets Indvirkning paa de civiliserede Folkeslag. — I det foregaaende og dette Kapitel har jeg omtalt Menneskets Fremadskriden fra en tidligere Halvmenneske-Tilstand til hans nuværende barbariske Tilstand. Men det vilde maaske være tjenligt her at tilføje nogle Bemærkninger om Kvalitetsvalgets Indvirkning paa civiliserede Folkeslag. Dette Emne er med Dygtighed blevet omtalt af Hr. W. R. Greg¹) og tidligere af Hr. Wallace og Hr. Galton²). De fleste af mine Bemærkninger har jeg hentet hos disse tre Forfattere. Hos Vilde blive de, der ere svage paa Sjæl eller Legeme, snart udryddede og de, der holde sig ilive, ere i Almindelighed i en meget kraftig Helbredstilstand. Vi civiliserede Mennesker gjøre derimod Alt hvad vi kunne for at standse Udryddelses-processen; vi bygge Asyler for de Gale, for Krøblingerne og de Syge; vi give Fattiglove og vore Læger gjøre Alt hvad de kunne for at frelse hver Enkelts Liv lige indtil det sidste Aandedrag. Der er Grund til at antage, at Vaccinationen har bevaret Tusinder, der paa Grund af deres svage Konstitution tidligere vilde have bukket under for Børnekopperne. Paa den Maade komme de civiliserede Samfunds svagere Medlemmer til at efterlade sig Afkom. Ingen som har lagt Mærke til Opdrætningen af Husdyr vil tvivle om, at jo dette i høj Grad maa være skadelig for Menneskeracen. Det er forbavsende, hvor hurtig Manglen

1) »Fraser's Magazine«, Sept. 1868, S 353. Denne Artikel synes at . have gjort Indtryk paa Mange og har foranlediget to mærkværdige Afhandlinger og et Gjensvar i »Spectator«, 3 og 17 Oct* 1868. Den er ogsaa bleven drøftet i »Q. Journal of Science«, 1869, S. 152 og af Hr. Lawson Tait i »Dublin Q. Journal of Medical Science«, Feb. 1869 og af Hr. E. Ray Lankester i Comparative Longevity«, 1870, S. 128. Lignende Synsmaader ere ogsaa blevne gjorte gjaldende i »The Australasien«, 13 Juli, 1867. Jeg har laant Ideer fra flere af disse Forfattere.

²) Angaaende Hr. Wallace se: »Anthropolog. Revicw , som før er citeret. Hr. Galton i: »Macmillan's Magazine«, Aug. 1865, S. 318; »Hereditary Geuius«, 1870.

[page] 168

paa Omsorg eller fejlagtig anvendt Omsorg kan føre til en Husdyrraces Degeneration; men, naar vi ikke regne Mennesket med til Husdyrene, saa vil der neppe nogetsteds findes Nogen saa uvidende, at han tillader sine daarligste Dyr at forplante sig.

Den Hjælp, vi føle os drevne til at give den Hjælpeløse, er hovedsagelig et tilfældigt Resultat af den instinktmæssige Sympathi, der oprindelig blev erhvervet som en Del af de sociale Instinkter, men som senere blev paa den ovenfor omtalte Maade gjort stærkere og blev videre udbredt. Vi kunde heller ikke standse vor Sympathi, selv om den strenge Klogskab tvang os dertil, uden at noget af det ædleste i os blev forringet. Kirurgen kan gjøre sig haard, medens han udfører en Operation, thi han veed, at han virker til sin Patients Bedste, men dersom vi gav os til med Forsæt at forsømme de Svage og Hjælpeløse, kunde det kun skaffe os en uvis Fordel tilligemed sikker og stor Skade i Øjeblikket. Derfor maa vi, uden at klage, bære de slette Virkninger, som det, at de Svage faa Lov til at leve og formere sig, utvivlsomt har. Der synes dog i det Mindste at være een Hindring, der stadig er virksom, den nemlig, at Selskabets svagere og ringere Medlemmer ikke saa let komme til at gifte sig som de sunde, og denne Hindring kunde gjøres uendelig meget større, ifald de, der vare svage paa Sjæl eller Legeme, undlod at gifte sig, men dette er neppe mere end et fromt Haab.

I alle civiliserede Lande samler Mennesket Gods og testamenterer det til sine Børn. Dette gjør, at Børnene i det samme Land ingenlunde ere lige stillede i Livets Væddekamp. , Men dette er langtfra at være noget ublandet Slet; tbi uden Opsamling af Kapital kunne de forskjellige industrielle Grene ikke gjøre Fremskridt, og det er navnlig ved deres Magt, at de civiliserede Racer have udbredt sig og nu overalt udbrede sig, saaledes at de komme til at afløse de lavere Racer. En jevn Opsamlen af Rigdomme bliver heller ikke til Skade for Udvælgelsespro-

[page] 169

cessen. Naar en fattig Mand bliver rig, bliver hans Børn sat til Haandværk eller Bestillinger hvor der er Kamp nok, saa at den, hvis Legeme eller Sjæl er stærkest, faar størst Held. Det at der findes en Skare meget oplyste Mennesker, som ikke ere nødte til at arbejde for deres daglige Brød, det er noget, der er saa vigtigt, at dets Betydning neppe kan overvurderes; thi alt det højere For-standsarbejde udføres af dem og herpaa er det at Fremskridt i al Slags materielt Arbejde beroer, andre og større Fordele ikke at omtale. Meget stor Rigdom vil utvivlsomt hjælpe til at gjøre Menneskene til unyttige Vandbier, men de saaledes stilledes Antal er aldrig stort og her finder der da ogsaa et Slags Udryddelse Sted, da vi daglig se rige Folk, som ere Dosmere eller Ødelande, blive af med alle deres Penge.

Førstefødselsret med Fideikommisser er et mere direkte Onde, omendskjøndt det tidligere kan have været nyttigt for Dannelsen af en herskende Klasse og en hvil-kensomhelst Regjering er bedre end Anarki. ' De ældste Sønner gifte sig i Almindelighed altid, selv om de ere svage paa Sjæl eller Legeme, medens de yngre Sønner, hvor overlegne de i disse Henseender kunne være hine, ikke saa almindelig gifte sig. Uduelige ældste Sønner med Fideikommisser kunne heller ikke bortødsle deres Rigdomme. Men her som overalt ere de civiliserede Folks Forhold saa indviklede, at der optræder Hindringer, der raade Bod paa Skaden. De Mænd, som ere rige paa Grund af deres Førstefødselsret, ere istand til Generation efter Generation at vælge sig de skjønneste og mest fortryllende Kvinder og disse maa i Almindelighed have sunde Legemer og virksomme Sjæle. De slemme Følger, som kunde komme af at den samme Afstamningslinie stadig bevaredes uden nogen Udvælgelse, dæmpes ved at Mænd af Rang i Almindelighed ønske at forøge deres Rigdom og Magt og dette gjøre de ved at ægte rige Arvinger. Men Datteren af Forældre, som ikke have havt andre Børn end

[page] 170

hende, har, som Hr. Galton har viist¹), Hang til Goldhed og saaledes dø de adelige Familier stadig ud i den direkte Linie og deres Rigdom gaa over til Sidegrenene, men uheldigvis bestemmes denne Overgang ikke ved Overlegenhed af nogetsomhelst Slags. Omendskjøndt Civilisationen saaledes paa mange Maader hindrer Kvalitetsvalgets Virkning, saa begunstiger den dog aabenbart, ved Hjælp af forbedret Føde og Befrielse for tilfældige Haardheder, Legemets bedre Udvikling. Dette kan man slutte sig til deraf, at de civiliserede Mennesker, hvorsomhelst, altid i fysisk Henseende ere stærkere end de Vilde. Envidere synes de at have ligesaa stor Udholdenhed, hvilket tilfulde har viist sig ved mangfoldige eventyrlige Togter. Selv de Riges Luxus kan kun gjøre lidt Skade; thi vort Aristokratis formodede Levealder i begge Kjøn og i alle Aldre er kun ganske lidt ringere end de lavere, sundt levende Klassers²). . Vi ville nu betragte Forstandsevnerne for sig. Dersom ethvert Samfundstrins Medlemmer bleve delte i to ligestore Flokke, af hvilke den ene bestod af de aande-ligt overlegne og den anden af de Andre, saa kan der næsten ikke være Tvivl om, at de Første vilde staa sig bedst i alle Stillinger og opføde det største Antal Børn. Selv i de laveste Samfundslag maa Duelighed og Færdighed være til nogen Gavn, skjøndt den paa mange Steder rigtignok vil være meget ringe, paa Grund af den efter en saa stor Maalestok foretagne Arbejdsdeling. Derfor vil der for de civiliserede Personer være en Tendens til at vokse i Individantal og til at stige i Intelligens. Men det er ikke min Mening at paastaa, at denne Tendens ikke : bliver mere end opvejet paa andre Maader, som f. Ex. ved de Uforsynliges og Ligegyldiges Mangfoldiggjørelse;

1) .Hereditary Genius«, 1870, S. 132—140.

²) Se femte og sjette Colonue paa den Tabel der er medgivet i

Hr E R. Lankester's »Compirative Longevity«, 1870, S. 115, der

støtter sig til paalidelige Avtoriteter.

[page] 171

men selv saadanne maa have nogen Fordel af at være dygtige.

Man har ofte gjort den Indvending mod Betragtnings-maader som dem, der her er gjort gjældende, at de mest fremragende Mænd, som nogensinde have levet, intet Afkom have efterladt sig til at arve deres store Forstand. Hr. Galton siger¹): »Jeg beklager, at jeg er ude af Stand til at besvare det simple Spørgsmaal, om og hvorvidt Mænd og Kvinder, som ere Vidundre af Genialitet, ere ufrugtbare. Jeg har viist, at fremragende Mænd paa ingen Maade ere det«. Store Lovgiveie, Stifterne af velgjørende Religioner, store Filosofer og Folk som have gjort store Opdagelser i Videnskaben, gjøre Menneskeslægtens Fremskridt langt større Tjenester ved deres Arbejder end ved at efterlade et talrigt Afkom. Hvad Legemsbygning an-gaaer, saa er det Udvælgelsen af de lidt bedre byggede og Udryddelsen af de lidt mindre vel byggede Individer og Ikke-Bevarelsen af udprægede og sjeldne Anomalier, som betinge Artens Fremadskriden²). Det Samme vil ogsaa gjælde om Forstandsevnerne, idet nemlig paa ethvert Sam-fundstrin de mere dygtige Mennesker ville staa sig bedre end de mindre 'dygtige og som en Følge deraf tiltage i Individantal, dersom der ikke kommer andre Ting i Vejen. Naar Intelligensen hos en Nalion er stegen og Antallet af intelligente Mænd forøget, saa kunne vi ifølge de gjen-nemsnitlige Afvigelser, som Hr. Galton har viist, vente at Vidundere af Genialitet ville opstaa meget hyppigere end tidligere.

Hvad angaaer de moralske Egenskaber, saa er der altid et Slags Undertrykkelse af de værste Dispositioner paafærde, selv hos de mest civiliserede Nationer. Ugjer-ningsmænd blive henrettede eller holdt indespærrede i lange Tider, saa at de ikke kunne komme til at forplante deres

1) .Hereditary Genius«, 1880, S. 330.

²) »Arternes Oprindelse«, S. 110.

[page] 172

slette Egenskaber. Melankolske og gale Mennesker blive indespærrede eller begaa Selvmord. Heftige og trætte-kjære Mennesker dø ofte eri voldsom Død. Ustadige Mennesker, som ikke kunne blive stille ved deres Arbejde — og denne Levning af den barbariske Tilstand er en stor Hindring for Civilisationen¹) — udvandre til nye Lande, hvor de kunne afgive meget nyttige Forposter. Umaade-lighed er i saa høj Grad ødelæggende, at de Leveaar, den Umaadeholdne endnu kan vente, naar han f. Ex. er tredive, kun er 13,8 Aar, medens engelske Landarbejdere i samme Alder kunne regne paa 40,89 Aar²). Utugtige Kvinder føde kun faa Børn og tøjlesløse Mænd gifte sig sjældent og begge lide de af forskjellige Sygdomme. Ved Opdrætningen af Husdyr er Udryddelsen af de Individer, der paa en udpræget Maade ere ringere end de Andre, skjøndt faa i Antal, paa ingen Maade nogen uvæsenlig Betingelse for heldig Fremgang. Dette gjælder særlig om skadelige Karakterer, der komme igjen ved Attavisme, f. Ex. Sorthed hos Faar; og hos Menneskene kunne nogle af de værste Dispositioner, der lejlighedsvis og uden nogen fattelig Grund fremtræde i visse Familier, maaske være Tilbageslag (Attavisme) til den' vilde Tilstand, fra hvilken vi ikke ere fjernede ved saa farlig mange Generationer. Denne Betragtning synes man virkelig at have gjort gjældende ved det almindelige Udsagn om, at saadanne Mænd ere de sorte Faar i Familien.

Hos civiliserede Nationer virker, hvad en fremskreden moralsk Tilstand angaaer og hvad det forøgede Antal af særdeles godt begavede Mennesker angaaer, Kvalitetsvalget tilsyneladende kun lidet, omendskjøndt de selskabe-

1) »Hereditary Genius«, 1870, S. 347.

²) E. Ray Lankester: »Comparative Longevity-, 1870, S. 115. Tabellen over de Umaadeholdne er fra Neison's »Vital Statistics«. Om Tøjlesløshed se Dr. Farr: »Influence of Marriage on Mortality«. »Nat. Assoc. for the Promotion of Social Science«, 1858.

[page] 173

lige Grundinstinkter oprindelig bleve erhvervede paa denne Maade. Men jeg har allerede sagt tilstrækkelig om de Aarsager, der føre til Fremskridt i Moralitet, nemlig vore Medmenneskers Bifald — vore Sympathiers Befæstning ved Vane — Exempel og Efterligning — Klogskab — Erfaring og endogsaa Egoisme — Undervisning i Ungdommen og religiøse Følelser.

Hr. Greg og Hr. Galton ^x) have hævdet, at en yderst vigtig Hindring for Forøgelsen af Antallet af Mænd af en højere Klasse i de civiliserede Lande er den Kjends-gjerning, at de meget fattige og ligegyldige, som ofte ere degraderede af Laster, næsten altid gifte sig tidligt, medens de Fornuftige og Sparsommelige, som i Almindelighed ogsaa paa anden Maade ere dydige, gifte sig sent for at de kunne være istand til at have et nogenlunde sikkert Udkomme for sig og deres Børn. De som gifte sig tidligt avle indenfor en given Tid ikke blot et større Antal af Generationer, men, som Dr. Duncan²) har viist, de avle ogsaa flere Børn. Fremdeles ere de Børn, som fødes af en Moder i hendes Livs Foraar, større og stærkere og derfor rimeligvis kraftigere end de, der fødes til andre Tider. Saaledes søge de ligegyldige, degraderede og ofte lastefulde Medlemmer at mangfoldiggjørre sig i et større Forhold end de forsynlige og i Almindelighed dydige Medlemmer. Som Hr. Greg siger: Den ligegyldige, svinske, haabløse Irlænder formerer sig som en Kanin; den tarvelige, forsynlige, sig selv agtende, ærgjerrige Skotte, der er streng i sin Moralitet, aandfuld i sin Tro og hvis Forstand er skarp og øvet, henlever sine bedste Aar i Kamp og Cølibat, gifter sig sent og efterlader sig faa Børn.

1) »Frasers Magazine«, Sept. 1868, S. 353. »Macmillan's Magazine«, Aug. 1865, S. 318. Hr F. W. Farrar (»Fraser's Mag.,«, Aug. 1870, S. 264) seer det paa en anden Maade. ²) »On the Laws of the Fertility of Women« i »Transact. Royal Soc.« Edinburgh, Vol. XXIV, S. 287. Angaaende Iagttagelser i saa Hense ogsaa Hr. Galton: Hereditary Genius«, S. 352—357.

[page] 174

Sætte vi at et Land fra Begyndelsen af er befolket af Tusinde Sachser og Tusinde Kelter, saa vil efter en tolv Generationers Forløb de fem Sjettedele af Befolkningen være Kelter, men de fem Sjettedele af Ejendommene, af Magten, af Intelligentsen vil tilhøre den ene Sjettedel Sachser. I den evindelige Kamp for Tilværelsen vil det være den daarligere og mindre heldigt stillede Race der bliver den overvejende og det hverken paa Grund af dens Dyd eller andre gode Egenskaber, men paa Grund af dens Fejl.«

Der er dog imidlertid Noget, der hindrer denne For-værrelse. Vi have seet at der er stor Dødelighed iblandt de Umaadeholdne og at de yderst Tøjlesløse efterlade sig lidet Afkom. De fattigste Klasser stuves sammen i Byerne og Dr. Stark har viist, at efter de statistiske Optegnelser for ti Aar for Skotlands Vedkommende¹), Dødeligheden i alle Aldre er større i By- end i Landdistrikterne »og i de fem første Leveaar er Dødeligheden i Byerne næsten det dobbelte af hvad den er i Landdistrikterne«. Da der nu heri er inbefattet baade de Rige og Fattige kan jeg ikke tro Andet, end at der vilde fordres mere end det dobbelte Antal Fødsler til at holde Antallet af de meget fattige Indvaanere i Byerne forholdsvis ens med Landdistrikternes. For Kvinder er Ægteskab i en for tidlig Alder i høj Grad skadeligt; thi man har i Frankrig fundet, at der »doer to Gange saamange Koner under tyve Aars Alderen om Aaret som der døer af det samme Antal Ugifte«. Dødeligheden hos Ægtemænd under Tyve er ogsaa »overordenlig stor« ²), men hvad der kan være Grunden til det er tvivlsomt. Endelig vilde, dersom de Mænd, der klogeligen opsætte at gifte sig indtil de kunne forsørge

¹) »Tenth Annual Report of Births, Deaths, etc. in Scotland«, 1867,

S. XXIX.

²) Disse Citater ere anførte efter vor største Autoritet i slige Spørgs-

maal, nemlig Dr. Farr: »On the lnfluence of Mariage on the Mor-

tality of the French People« , læst for .»The Nat. Assoc. for the

Promotion of Social Science«, 1858.

[page] 175

deres Familie ordenlig, gik hen og valgte sig Hustruei, der vare i deres Livs Foraar, hvad de ofte gjøre, saa vilde Tilvæksten til den bedre stillede Klasse kun blive lidet formindsket.

Det blev godtgjort ved en uhyre Mængde statistiske Angivelser, der bleve samlede 1853, at de ugifte Mænd i Frankrig, der vare mellem tyve og firsindstyve Aar forholdsvis dø i et langt større Antal end de gifte; saaledes døde der f. Ex. af hver Tusinde ugifte Mandfolk mellem tyve og tredive Aars Alderen hvert Aar 11,3, medens der af de gifte kun døde 6,5.^l) Det viste sig, at noget Lignende fandt Sted i Aarene 1863 og 64 med hele den Del af den skotske Befolkning, der var over tyve Aars Alderen; af hvert Tusinde ugifte Mænd døde der saaledes hvert Aar 14,97 af dem, der var mellem tyve og tredive Aar gamle, medens der af de gifte kun døde 7,24, d. v. s. mindre end halvt saamange ²). Dr. Stark bemærker i saa Henseender: »Ungkarlestand er mere ødelæggende end de mest usunde Forretninger, mere skadelig end at opholde sig i et usundt Hus eller en usund Egn, hvor der ikke er bleven gjort det fjerneste Forsøg paa sanitær Forbedring«. Han mener, at den formindskede Dødelighed er det direkte Resultat af Ægteskab og de mere regelmæssige huslige Vaner, som denne Stand medfører«. Han indrømmer imidlertid, at de Umaadeholdne,. Lastefulde og forbryderiske Klasser, hvis Livsvarighed er kort, i Almindelighed ikke gifte sig; og det maa ligeledes indrømmes, at Mennesker med svag Konstitution, daarlig Helbred eller med legemlig eller sjælelig Skrøbelighed af et eller andet Slags, som oftest ikke

1) Dr. Farr, ibid. Citaterne nedenfor ere tagne fra samme mærkelige Afhandling.

²) Jeg har taget Middeltallet af Kvinkvenniernes Middeltal i: »The Tenth Annual Report of Births, Deaths, etc in Scotland«, 1867. Citatet af Dr. Stark er afskrevet efter en Artikel i: »The Daily News«, 17 Oct. 1868, som Dr. Farr anseer for skreven med megen Omhu.

[page] 176

ønske at gifte sig eller blive vragede ifald de ønske det. Dr. Stark synes at være kommet til det Resultat, at Ægteskabet i sig selv er en Hovedaarsag til forlænget | Levealder, idet at han finder, at ældre Mænd, der have giftet sig sent, endnu ere anseeligt heldigere stillede i denne Henseende end de ugifte Mænd af samme fremskredne Alder; men Enhver maa have kjendt Exempler paa at Folk, som havde svagt Helbred i deres Ungdom og ikke giftede sig dog bleve meget gamle, omendskjøndt de vedbleve at være svage og derfor egenlig stedse havde ringe Udsigt til at leve. Der er en anden mærkværdig Omstændighed, som synes at støtte de Resultater til hvilke Dr. Stark er kommet: blandt Enker og Enkemænd i Franklig er der nemlig en overordenjig stor Dødelighed i Sammenligning med den, der er iblandt de Gifte; men Dr. Farr mener, at dette kommer af den Fattigdom og de daarlige Vaner, der er en Følge af Familiens Opløsning og endelig af Sorg. I det hele taget kunne vi med Dr. Farr slutte, at det, at Dødeligheden er mindre blandt gifte end ugifte Mennesker, hvilket synes at være en almindelig Lov, »navnlig skyldes den stadige Udryddelse af ufuldkomne Typer og en dygtig Udvælgelse af de skjøn-neste Individer af hver af de paa hinanden følgende Generationer« ; idet Udvælgelsen kun refererer sig til Ægtestanden og virker paa alle legemlige, intellektuelle og moralske Egenskaber. Vi kunne derfor slutte os til at sunde og dydige Mænd, som af Klogskabshensyn for en Tid forbleve ugifte, ikke dø efter noget særdeles højt Forhold.

Dersom de forskjellige Hindringer, der ere specificerede i de to sidste Paragrafer, og maaske Andre, som endnu ere ubekjendte, ikke forhindre de ligegyldige, de lastefulde og paa anden Maade slettere Medlemmer af Samfundet fra at formere sig i et stærkere Forhold end de bedre Klasser, saa vil Nationen gaa tilbage, Noget vi kun alt for ofte have seet i Verdens Historie. Vi maa erindre,

[page] 177

at Fremskridt ikke er nogen Regel uden Undtagelse. Det er yderst vanskeligt at sige, hvorfor en civiliseret Nation gaaer fremad, bliver stærkere og breder sig mere end en anden eller hvorfor en Nation gaaer mere fremad til en Tid end til en anden. Vi kunne kun sige, at det afhænger af en Forøgelse af Befolkningens Individantal, af Antallet af de Mænd, der ere begavede med store intellektuelle og moralske Evner, ligesom ogsaa af hvor udmærkede de ere. Legemsbygning synes at have liden Indflydelse, undtagen forsaavidt som Styrke i legemlig Henseende fører til Styrke i sjælelig Henseende.

Det er blevet hævdet af forskjellige Forfattere, at da store intellektuelle Evner ere til Fordel for en Nation, saa burde de gamle Grækere, som stode nogle Grader højere, hvad Intelligens angaaer, end nogen anden Race, der tidligere har existeret¹), være gaaede fremad, og dersom Kvalitetsvalgstheorien var rigtig, burde de være naaede op til et endnu højere Standpunkt, have tiltaget i Individantal og fyldt det hele Evropa. Her have vi en stiltiende Antagelse, som man saa ofte møder, naar der er Tale om Legemsbygning, den nemlig, at der er en medfødt Tendens til fortsat Fremskridt i sjælelig og legemlig Henseende. Men al Slags Udvikling er afhængig af mange Slags sammenstødende gunstige Omstændigheder. Kvalitetsvalget virker kun forsøgsvis. Individer og Racer kunne have erhvervet visse uomtvistelige Fordele og dog være gaaede tilgrunde, fordi de have staaet tilbage i andre Karakterer. Grækerne kunne være gaaede tilbage fordi der var Mangel paa Sammenhold mellem de mange Smaastater, fordi hele det Land, dé havde, var saa lille, fordi de holdt Slaver eller fordi de vare yderst sandselige; thi de bukkede ikke under før »de vare enerverede og ødelagte lige til deres inderste Marv* ²).

1) Se det skarpsindige og originale Argument, der i saa Henseende

anføres af Hr. Galton: Hereditary Genius«, S. 340—342.

²) Hr. Greg: »Fraser's Magazine-, Sept. 1868, S. 357.

12

[page] 178

De vestevropæiske Nationer, der nu overgaa deres tidligere vilde Forfædre saa overordenlig meget og som staa paa Civilisationens Højdepunkt, skylde kun direkte Arv fra de gamle Grækere Lidet eller Intet af deres Overlegenhed, omendskjøndt de skylde dette vidunderlige Folks skrevne Arbejder meget.

Hvem kan angive nogen bestemt Grund til at den spanske Nation, der engang var saa vældig, er blevet distanceret i Væddeløbet. De evropæiske Nationers Op-vaagnen fra Fortidens Mulm og Mørke er et endnu mere indviklet Spørgsmaal. I hin tidlige Tid havde, som Hr. Galton¹) har bemærket, næsten alle Mænd af en fredelig Natur og som vare hengivne til Betragtning eller til aan-delig Syssel, ingen anden Tilflugt end Kirken, som forlangte Cølibat; og dette kan neppe have .havt Andet end en-forringende Indflydelse paa hver af de paa hinanden følgende Generationer. Samtidig hermed udvalgte den hellige Inkvisition med den yderste Omsorg de mest frisindede og kjækkeste Mennesker for at fængsle eller brænde dem. I Spanien alene blev nogle af de bedste Mænd — de som tvivlede og stillede Spørgsmaal, og uden Tvivl: intet Fremskridt — udryddede tre Aarhundreder igjeniiem, et Tusinde hvert Aar. Den Skade den katholske Kirke paa denne Maade har gjort, omendskjøndt den utvivlsomt til en vis Grad, maaske endogsaa for Størstedelen, opvejes paa andre Maader, er uberegnelig; ikke desto mindre er Evropa gaaet fremad med en exempelløs Hurtighed.

Den mærkværdige Overvægt de Engelske have som Kolonister over de andre evropæiske Nationer, noget der oplyses godt ved at sammenligne de Fremskridt som Kana-

M »Hereditary Genius«, 1870, S 357- 359. Hr. F. H. Farrar (»Fraser's Mag.«, Aug. 1870, S. 257) kommer med Beviser i modsat Retning. Hr. C. Lyell har allerede (»Principles of Geology«, Vol. II, 1868, S. 489) i et mærkværdigt Stykke henledt Opmærksomheden paa den skadelige Indflydelse den hellige Inkvisition har havt, idet den ved Udvælgelse har nedstemt den almindelige Intelligens i Evropa.

[page] 179

diere af engelsk og fransk Herkomst have gjort, er bleven tilskreven deres »dristige og vedholdende Energi«; men hvem kan sige hvordan Englænderne fik deres Energi? Der er tilsyneladende megen Sandhed i den Antagelse, at de forenede Staters forunderlige Fremskridt ligesom ogsaa Folkets Karakter er Resultater af Kvalitetsvalget, idet de mere energiske, ustadige og modige Mænd fra alle Dele af Evropa i de sidste ti eller tolv Generationer ere udvandrede til dette store Land og der have staaet sig bedst¹⁾. Kaste vi Blikket ud i den fjerne Fremtid, saa troer jeg ikke at Hr. Zincke overdriver, naar han siger²): »Alle andre Rækker af Begivenheder — som f. Ex. den, som blev Resultatet af Grækenlands Kultur, den som fremkom i Romerriget — synes kun at have Maal og Yærd, naar de sees i Forbindelse med eller snarere som medvirkende til .... den store Strøm af angelsachsisk Udvandring mod Vesten«. Dunkelt som Spørgsmaalet om Civilisationens Fremskridt er, .kunne vi dog i det Mindste se, at en Nation, som igjennem en lang Periode frembragte det største Antal af højst intelligente, energiske, tappre, patriotiske og velvillige Mennesker som oftest vilde komme til at beherske de i saa Henseende mindre begunstigede Nationer.

Kvalitetsvalget er en Følge af Tilværelseskampen og denne er en Følge af hurtig Tilvækst.. Det er umuligt Andet end bittert at beklage, men om det er klogt er et andet Spørgsmaal, det Forhold i hvilket Menneskenes Antal vokser; thi dette fører hos de vilde Stammer til Barnemord og meget andet Ondt og hos de civiliserede Nationer til pur Fattigdom, Cølibat og fornuftige Folks sildige Giftermaal. Men da Mennesket rnaa døje de samme fysiske Onder som de lavere Dyr, saa har han ingen Ret til at vente sig fritaget for Tilværelseskampens slemme

1) Hr. Galton: »Macmillan's Magazine«, August, 1865, S. 325. Se ogsaa

»Nature«, »On Darwinism and National Life«, Dec. 1869, S. 184.

²) »Last Winter in the United States«, 1868, S. 29.

12*

[page] 180

Følger. Havde han ikke været Kvalitetsvalget underkastet vilde han ganske vist aldrig være naaet op til at blive Menneske. Naar vi i mangfoldige Egne af Verden se uhyre Strækninger af det mest frugtbare Land befolket med nogle faa omstreifende Vilde, Lande som kunde være istand til at forsyne utallige lykkelige Hjem, saa kunde man sige, at Kampen for Tilværelsen endnu ikke har været streng nok til at tvinge Mennesket saa højt i Vejret som det kunde komme. Efter alt det at dømme som vi vide om Mennesket og de lavere Dyr, saa har der altid været tilstrækkelig Variabilitet i de intellektuelle og moralske Evner til at de stadig kunne gaa fremad ved Kvalitetsvalgets Hjælp. Ganske vist fordrer saadan Fremadskriden mangfoldige, sammenstødende, gunstige Omstændigheder; men det turde dog nok være tvivlsomt, hvorvidt de allergunstigste vilde have været tilstrækkelige, havde ikke Tilvæksten været saa hurtig og den deraf følgende Kamp for Tilværelsen streng i højeste Grad.

Om Beviset for at alle civiliserede Nationer engang vare Barbarer. — Da vi have undersøgt de Trin ved hvilke nogle halvmenneskelige Skabninger lidt efter lidt ere naaede op til at blive Mennesker i dette Ords fuldeste Betydning kunne vi ikke ganske forbigaa det i Overskriften antydede; men det ,er blevet behandlet saa fyldigt og paa en saa beundringsværdig Maade af Hr. J. Lubbock '), Hr. Tylor, Hr. M'Lennan og Andre, saa at jeg her kun behøver at give det kortest mulige Resumé af deres Resultater. De Bevisgrunde, der fornylig ere blevne fremførte af Hertugen af Argyll²) og tidligere af Erke-biskop Whately, til Fordel for den Antagelse, at Mennesket kom til Verden som et civiliseret Væsen og at alle

1) »On tbe Origin of Civilisation«, »Proc. Ethnological Soc«, 26 Nov.

1867.

²) Primeval Man», 1869.

[page] 181

Vilde siden ere gaaede tilbage, synes mig meget svag i Sammenligning med dem, der fra den anden Side ere fremkomne. Mange Nationer ere udentvivl gaaede tilbage i Civilisation og nogle ere inaaske blevne rent barbariske, skjøndt jeg aldrig har truffet paa noget Exempel paa det Sidste. Udlænderne bleve sandsynligvis af sejrrige Horder tvungne til at sætte sig fast i deres ugjæstmilde Hjemstavn og de kunne, som en Følge heraf, være gaaede noget tilbage; men det vilde være vanskeligt at bevise, at de ere komne til at staa meget under Botokuderne som bebo Brasiliens skjønneste Egne.

Beviset for at alle civiliserede Nationer ere Efterkommere af Barbarer bestaaer paa den ene Side af de tydelige Spor af deres tidlige lave Stilling, der findes i endnu existerende Skikke, Meninger, Sprog osv; og paa den anden Side af Beviser paa, at Vilde ere istand til af sig selv at gaa nogle faa Trin fremad i Civilisation og i Virkeligheden ogsaa ere gaaede fremad saaledes. Beviserne paa det Første ere yderst mærkelige, men kunne ikke her meddeles. Jeg hentyder til saadanne Ting som f. Ex. det at tælle, hvilket, som Hi'. Tylor tydelig viser ved Hjælp af de Ord, der endnu visse Steder bruges, opstod ved at man talte paa Fingrene, først den ene Haands saa den andens, og sidst Tæerne. Vi have Spor af dette i vort eget Titals-System og i de romerske Tal, der naar de ere komne til Tallet V fortsætter med VI osv., hvor jo udentvivl den anden Haand blev taget i Brug. Fremdeles »Naar vi tale am tre Snese og ti saa tælle vi efter Tyvetals-Systemet, ,hver Snes saaledes tænkt gjældende for Tyve — for »een Mand« som en Mexikaner eller Karaiber vilde udtrykke sig¹)«. Ifølge en stor og voksende Skole af Filologer bærer ethvert Sprog Mærkerne af sin langsomme og trinvise Udvikling. Saaledes er det med Skrivekunsten,

1) »Royal Institution ot Great Britains 15 Marts, 1867. Endvidere »Researches into the Early History of Mankind«, 1865.

[page] 182

da Bogstaverne ere Rudimenter af billedlige Fremstillinger. Det er næsten umuligt, naar man har læst Hr. M'Lennans Værk¹), ikke at indrømme, atnæsten alle civiliserede Nationer endnu have nogle Spor af saadanne raa Vaner, som den med Magt at skaffe sig Kvinder. Hvilken gammel Nation kan man, spørger den samme Forfatter, nævne som oprindelig var monogam? Den primitive Retfærdighedside, som viser sig ved Kamplove og andre Skikke, af hvilke der endnu findes Spor, var ligeledes yderst raa. Mange endnu forekommende overtroiske Forestillinger ere Levninger af tidligere Tiders falske Religioner. Den højeste Form af Religion — den store Forestilling, at Gud hader Synd og elsker Ret — var ukjendt i de første Tider.

Hvad det andet Slags Bevis angaaer har Hr. J. Lubbock viist, at nogle Vilde fornylig have forbedret sig en lille Smule hvad deres simplere Færdigheder angaaer. Efter den yderst mærkelige Beretning, som han giver om de Vaaben, Redskaber og Kunstgreb, der bruges hos de Vilde i de forskjellige Egne af Verden, kan der ikke være Tvivl om, at disse næsten allesammen ere blevne opfundne uafhængig af hinanden, Kunsten at gjøre Ild paa undtagen ²). Den avstralske Bumerang er et godt Exempel paa en saadan af andre uafhængig Opdagelse. Da man første Gang besøgte Tahitierne vare de i mange Henseender skredne forud for de fleste andre Sydhavsbeboere. Der er ikke nogen rimelig Grund for den Antagelse, at de oprindelige Peruvianeres og Mexikaneres høje Kultur havde

1) »Primitive Mariage«, 1865. Se ligeledes en udmærket Artikel, aaben-bart af samme Forfatter i: »The North British Review«, Juli, 1869. Endvidere Hr. L. H. Morgan: »A Conjectural Solution of the Origin. of the Crass. System of Relationship« i: »Proc. American Acad. of Sciences«, Vol. VII, Feb. 1868. Prof. Schaaffhausen (»An-thropolog. Review.«, Oct. 1869, S. 373) har en Bemærkning om »Spor til Menneskeoffringer hos Homer og i det gamle Testamente«.

2) Hr. J. Lubboek: »Prehistoric Times«, 2 Edit., 1869, Kap. XV og XVI et passim.

[page] 183

noget fremmed Ophav¹); de dyrkede mange indfødte Planter og de havde gjort nogle faa af Landets Dyr til Husdyr. Vi maa vel huske paa, at en omstrejfende Flok fra et halvciviliseret Land vilde, ifald den blev kastet iland paa Amerikas Kyster, ikke, naar man skal dømme efter den ringe Indflydelse de fleste Missionærer have, have havt nogen synderlig Indflydelse paa de Indfødte, med mindre de allerede havde gjort endel Fremskridt. Betragte vi en yderst langt tilbageliggende Periode af Verdens Historie, finde vi, for at bruge Hr. J. Lubbocks velbekjente Betegnelser, en paleolithisk og neolithisk Periode og der er vel neppe Nogen der vil paastaa, at den Kunst at tilslibe et raat tilhugget Flinteredskab er en laant Kunst. I alle Dele af Evropa, selv saa langt mod Øst som i Grækenland, i Palæstina, Indien, Japan, Ny-Zeeland og i Afrika, Ægypten medindbefattet, har man fundet Flinteredskaber i Overflødighed og de nulevende Beboere have ingen Tradition om, at de have været brugte. Der er ogsaa indirekte Bevis for, at de tidligere ere blevne brugte af Chineserne og Oldtidens Jøder. Derfor kan der neppe være Tvivl om, at Beboerne af disse mange Landstrøg, der saa omtrent kommer til at blive hele den civiliserede' Verden, engang befandt sig i en barbarisk Tilstand. At tro, at Mennesket oprindelig var civiliseret og saa senere gik saa stærkt tilbage i saamange Egne, det synes mig at være en ynkelig lav Anskuelse at have om den menneskelige Natur. Det er aabenbart en sandere og mere frejdig Anskuelse, at Fremskridt har været langt almindeligere end Tilbagegang, at Mennesket er gaa.et fremad, om end med langsomme og afbrudte Trin, fra en meget lav Tilstand til det højeste Standpunkt han endnu har naaet, i Viden, Moral og Religion.

1) Dr. F. Muller har i saa Henseende nogle gode Bemærkninger i: »Reise der Novara: Anthropolog. Theil.«, Abtheil. 111, 1868, S 127.

[page 184]

SJETTE KAPITEL.

OM MENNESKETS SLÆGTSKAB OG GENEALOGI.

Menneskets Plads i Dyrerækken — Det naturlige System er genealogisk — Adaptive Karakterer have ringe Værd — Forskjellige smaa Ligheder mellem Mennesket og de Firhændede — Menneskets Plads i det naturlige System — Menneskets Fødestavn og Ælde — Manglen paa fossile Mellemled — Lavere Trin i Menneskets Genealogi, paaviste for det Første ved Beslægtethed og for det Andet yed Bygning — Hvirveldyrenes tidligere androgyne Tilstand — Slutning.

Selv om man indrømmer, at Forskjellen mellem Mennesket og hans nærmeste Slægtninge er saa stor hvad Legemsbygning angaaer, som nogle Naturforskere hævde, og omendskjøndt vi maa indrømme, at Forskjellen mellem deres Aandsevner er uhyre stor, saa udtales der dog i de Kjendsgjerninger vi i de tidligere Kapitler have anført, paa den tydeligste Maade af Verden at Mennesket nedstammer fra en eller anden lavere Form, uagtet de forbindende Mellemformer indtil Dato endnu ikke. ere blevne fundne.

Mennesket har Hang til talrige smaa og forskelligartede Varieringer, der ere foranledigede af de samme almene Aarsager og styres og nedarves i Overensstemmelse med de samme almene Love, som hos de lavere Dyr.-Mennesket formerer sig saa stærkt, at Afkommet nødvendigvis bliver udsat for Tilværelseskamp og som en Følge deraf for Kvalitetsvalg. Han har frembragt mange Racer

[page] 185

af hvilke Nogle ere saa forskjellige, at de af Naturforskerne ofte ere blevne regnede for forskjellige Arter. Hans Legeme er bygget efter den samme homologe Plan som de andre Pattedyrs, uafhængig af den Brug der maatte gjøres af de forskjellige Dele. Han gjennemgaaer de samme Faser af embryologisk Udvikling. Han har beholdt mange rudimentære og unyttige Bygningsforhold, som udentvivl engang vare nyttige. Nu og da viser der sig igj^en Karakterer hos ham, som vi have al mulig Grund til at antage besades af.hans første Forfædre. Dersom Menneskets Oprindelse havde været aldeles forskjellig fra alle andre Dyrs, vilde disse forskjellige Fremtoninger have været aldeles tomt Blændværk, men noget saadant falder aldeles utroligt. Disse Fremtoninger ere paa den anden Side forstaaelige, i det Mindste i en stor Udstrækning, dersom Mennesket er nedstammet sammen med de andre Pattedyr fra en eller anden ubekjendt lavere Form.

Nogle Naturforskere have paa Grund af det stærke Indtryk, som Menneskets Sjæls- og Åandsevner have gjort paa dem, delt den hele organiske Verden i tre Riger, Menneske-, Dyre- og Planteriget, altsaa givende Mennesket et Rige for sig selv¹). Åandsevner kunne ikke sammenlignes eller klassificeres af Naturforskeren, men han kunde bestræbe sig for at vise, hvad jeg har gjort, at Menneskets og de lavere Dyrs Sjæleevner ikke ere forskjellige i Art, om de end ere yderst forskjellige i Grad. En Grads-forskjel, hvor stor den saa er, kan ikke give os Ret til at stille Mennesket i et særligt Rige, hvad man maaske bedre vil indse, naar man sammenligner to Insekters Åandsevner, nemlig en Coccus eller Skjoldlus og en Myre, hvilke Dyr utvivlsomt høre til samme Klasse. Forskjellen er her større, skjøndt af en noget forskjellig Slags, end

1) Isidore Geoffroy St.-Hilaire giver en detailleret Beretning om den Plads de forskjellige Naturforskere have givet Mennesket 1 deres Systemer (.Hist. Nat Gén.«, Tom. II, 1859, S. 170—89).

[page] 186

den, der er mellem Mennesket og det højeste Pattedyr. Hun-Skjoldlusen hefter sig, medens den er ung, ved sin Snabel fast til en Plante, suger Saft til sig med den, bevæger sig ikke mere, bliver befrugtet og lægger sine Æg, det er hele dens Historie. Derimod vilde det at beskrive en Hun-Myres Sædvaner og sjælelige Evner, som Pjerre Huber har viist, udfordre et stort Bind; jeg kan imidlertid i al Korthed nævne nogle af de vigtigste Punkter. Myrer give hinanden Underretning om forskjellige Ting og flere af dem enes om det samme Arbejde eller de samme Lege. De gjenkjende deres Medmyrer efter flere Maaneders Fraværelse. De bygge store Bygninger, holde sig rene, lukke Dørene om Aftenen og sætte Skildvagter ud. De anlægge Veje, ja de bygge endogsaa Tunneler under Floder. De samle Føde sammen for Samfundet og dersom en Gjenstand, der er for stor til at komme ind, er bleven slæbt hen til Tuen, saa rive de Noget af Døren ned og bygge den senere op igjen¹). De gaa ud at kæmpe i regelmæssige Flokke og offre villigt deres Liv for dét fælles Bedste. De udvandre efter en i Forvejen lagt Plan. De fange sig Slaver. De holde Bladlus som Malkekøer. De fører deres Bladlus-Æg saavelsom deres egne Æg og Larver hen til de varmere Dele af Tuen for at de der kunne blive hurtigere udrugede, og der kunde nævnes en utallig Mængde andre Forhold. I det Hele taget er Forskjellen i Aandsevner mellem en Bladlus og en Myre uhyre stor og dog har Ingen nogensinde drømt om at sætte dem i forskjellige Klasser, end sige forskjellige Riger. Ganske vist er der imellem disse to Yderpunkter slaaet Bro ved mange andre Insekters intermediære Aandsevner; og dette er ikke Tilfældet med Mennesket og de højere Aber. Men vi have al mulig Grund til at tro, at Brud paa Rækken ganske simpelt er Resultatet af at mange Former ere udøde.

1) Se den meget interessante Artikel: »L'Instinct chez les Insectesi, af Hr. George Pouchet (»Revue des deux Mondes«, Feb. 1870, S. 682)

[page] 187

Professor Owen har, idet han særlig holdt sig til Hjernens Bygning, delt Pattedyrrækkeu i fire Underklasser. I den ene af disse sætter han Mennesket, i den anden sætter han baade Pungdyr og Næbdyr; saa at han altsaa gjør Mennesket ligesaa forskjelligt. fra alle andre Pattedyr som de to sidstnævnte forbundne Grupper ere. Denne Betragtaingsmaade er ikke, saavidt jeg veed, bleven delt af nogen Naturforsker, der var istand til at danne sig nogen selvstændig Mening og vi behøve derfor ikke her at lægge videre Mærke til den.

Vi kunne forstaa hvorfor en Klassifikation, der er grundet paa en enkelt Karakter eller et enkelt Organ — selv et Organ der er saa vidunderlig sammensat og saa væsenlig som Hjernen — eller paa Sjæleevnernes stærke Udvikling næsten med Vished maa vise sig at være utilfredsstillende. I Virkeligheden har man prøvet at iværksætte denne Ordning for de hvepseagtige Insekters Vedkommende; men da man havde klassifice'ret dem saaledes efter deres Vaner og Instinkter, viste Anordningen sig at være ganske kunstig¹). Klassifikationer kunne naturligvis anlægges paa Basis af en hvilkensomhelst Karakter, f. Ex. paa Størrelse, Farve eller det Element, hvori Dyrene leve; men Naturforskerne have længe havt en inderlig Overbevisning om, at der gives et naturligt System. Nu er man i Almindelighed villig til at indrømme, at dette System maa saavidt muligt være genealogisk i sin Anordning, — det vil sige, de, der have fælles Afstamning fra den samme Form, maa sættes i Gruppe sammen og adskilles fra de, der nedstamme sammen fra en anden Form; men ere Stamformerne beslægtede vil ogsaa Efterkommerne være det og de to Grupper — det vil sige det Beløb af Modifikation, som hver af dem har undergaaet — vil udtrykkes ved saadanne Begreber som Slægter, Familier, Ordner, Klasser. Da vi ikke have noget Vid-

1) West-wood: -Modern Class. of Insects«, Vol. II, 1840, S. 87.

[page] 188

nesbyrd om Afstamningsrækkerne, saa kunne vi kun finde disse Rækker ved at lægge Mærke til de Grader af Lighed, der er imellem de Væsner, der skulle klassificeres. I saa Henseende er talrigere Lighedspunkter af meget større Betydning, end det Beløb af Lighed eller Forskjel-lighed, der er paa nogle faa Punkter. Dersom man fandt, at to Sprog lignede hinanden i en Mængde Ord og Kon-struktionsforhold, saa vilde det blive almindelig indrømmet, at de vare udsprungne fra en fælleds Kilde, uagtet de i nogle faa Ord eller Konstruktionsforhold vare i høj Grad forskjellige. Men hos organiske Væsner maa Lighedspunkterne ikke bestaa i Tillæmpelser til samme Livsvilkaar. To Dyr kunne f. Ex. have faaet deres hele Skikkelse modificeret efter deres Ophold i Vandet og dette vil dog ikke sætte dem nærmere sammen i det naturlige System. Heraf kunne vi se, hvordan det kan være, at Lighed i uvæsenlige Bygningsforhold i unyttige og rudimentære Organer og i Dele,' som endnu ikke ere fuldt udviklede eller endnu ikke ere komne til at udføre deres Funktion, ere langt de vigtigste for Klassifikationen; thi de kunne neppe skyldes Lempelser, der ere foretagne forholdsvis sent; og saaledes røbe de de gamle Afstamningslinier eller virkelig Slægtskab.

Vi kunne fremdeles se, hvorfor et stort Beløb af Modifikation for en eller anden Karakters Vedkommende ikke burde lede os til at sætte to Organismer vidt fra hinanden. En Legemsdel, som i Forvejen afviger meget fra den samme Del af en anden beslægtet Form, har allerede, ifølge Udviklingstheorien varieret meget; som en Følge deraf vilde den (saalænge som Organismen forblev udsat for de samme virkende Betingelser) være tilbøjelig til fremtidige Varieringer af samme Slags og disse vilde, dersom de vare til nogen Nytte, blive bevarede og saaledes stadig forøgede. 1 mange Tilfælde vilde den fortsatte Udvikling af en Legemsdel, f. Ex. af en Fugls Næb eller af et Pattedyrs Tænder, ikke være fordelagtig for Arten i

[page] 189

Retning af at hjælpe den til dens Føde eller i nogen anden Henseende; men hos Mennesket kunne vi ikke se, at der er nogen bestemt Grændse for den fortsatte Udvikling af Hjernen og Aandsevnerne, forsaavidt Nytten angaaer. Derfor burde man ikke, naar man skal bestemme Menneskets Stilling i det naturlige eller genealogiske System, lade den stærke Udvikling af hans Hjerne have større Vægt end en Mængde andre mindre vigtige eller aldeles uvæsenlige Lighedspunkter.

Flertallet af de Naturforskere, som have givet sig af med at undersøge Mennesket i dets Helhed, altsaa Aandsevnerne medregnede, have fulgt Blumenbach og Cuvier og have sat Mennesket i en særlig Orden, som de have givet Navn af Tohændede (Bimana), der altsaa bliver sideordnet med de Firhændede, Rovdyrene osv. Fornylig ere mange af vore bedste Naturforskere vendte tilbage til den Anordning, der først blev foreslaaet af Linné, som var saa mærkværdig for sin Skarpsindighed, og have stillet Mennesket i samme Orden som de Firhændede og tilsammen kaldt dem Primater. Man vil indrømme Rigtigheden af denne Anordning, naar man først og fremmest erindrer sig de Bemærkninger, vi nys have fremsat, om den forholdsvis ringe Betydning som Menneskehjernens store Ud-viklethed har for Klassifikationen; og i Forbindelse med det, tager i Betragtning, at den stærkt udprægede Forskjel, der er paa Menneskets og de Firhændedes Hjerneskal (nylig fremhævet af BischofF, Aeby og Andre) aabenbart er en Følge af deres forskjelligt udviklede Hjerner. For det Andet maa man ikke glemme, at næsten alle de andre og mere væsenlige Forskjelligheder mellem Mennesker og Firhændede aabenbart ere af adaptiv Natur og hovedsagelig staa i Forhold til Menneskets oprejste Stilling. Exem-pler herpaa ere: Haandens, Fodens og Brystbenets Bygning, Rygradens Krumning og Hovedets Stilling. Sælhundefamilien afgiver en udmærket Illustration til, ^ hvor ringe de adaptive Karakterers Betydning for Klassifikationen er.

[page] 190

Disse Dyr afvige fra alle andre Rovdyr i Legemsform og Lemmebygning, langt mere end Mennesket afviger fra de højere Aber, og dog regnes de i ethvert System, lige fra Cuviers gamle til Hr. Flowers¹) ganske nye, simpelhen for en Familie af Rovdyrenes Orden. Dersom Mennesket ikke havde været sin egen Klassifikator vilde han aldrig have tænkt paa at der burde dannes en særegen Orden for hans Skyld.

Det vilde overskride de Grændser jeg har sat mig, ligesom det ogsaa vilde overstige min Viden, blot at nævne de utallige Bygningsforhold i hvilket Mennesket stemmer overens med de andre Primater. Vor store Anatom og Filosof, Professor Huxley har givet en fyldig Behandling af dette Emne²) og er kommet til den Slutning, at Mennesket i alle Dele af sin Organisation afviger, mindre fra de højere Aber end disse fra de lavere Medlemmer af samme Gruppe. Som en Følge heraf »er der ikke Noget, der kan retfærdiggjøre den Fremgangsmaade, at sætte Mennesket, i en særegen Orden for sig«.

I Begyndelsen af dette Bind har jeg anført forskjellige Kjendsgjerninger, der viste hvor nøje Menneskets Konstitution stemmer overens med de højere Pattedyrs og denne Overensstemmelse er utvivlsomt afhængig af en meget nær Lighed i mikroskopisk Bygning og kemisk Sammensætning. Jeg nævnte ogsaa som Exempel vor Modtagelighed for de samme Sygdomme og for beslægtede Snyltedyr, vor fælles Smag for de samme Pirringsmidler og de ens Virkninger, der frembragtes herved saavelsom ved forskjellige Lægemidler; og andre saadanne Kjendsgjerninger.

Da smaa uvæsenlige Lighedspunkter mellem Menuesket og de højere Aber i Almindelighed ikke nævnes i systematiske Arbejder og da de, naar de ere talrige, tydeligt røbe vort Slægtskab, vil jeg nævne nogle saa-

1) »Proc. Zoolog. Soc«, 1869, S. 4.

²) »Evidence as to Man's Place in Nature«, 1863, S; 70, et passim.

[page] 191

danne Punkter. Ansigtstrækkenes Stilling til hinanden indbyrdes er aabenbart den samme hos Mennesker og Fir-^ hændede og de forskjellige Sindsbevægelser udtrykkes ved næsten de samme Muskel- og Hudbevægelser, navnlig over Øjenbrynene og omkring Manden. Nogle faa Udtryk ere i Virkeligheden næsten de samme, f. Ex. visse Abearters Græden og den latterlignende Støj, som Andre frembringe, idet samtidig Mundvigene trækkes tilbage og det nedre Øjenlaag rynkes. Det ydre Øre er mærkværdig ens hos begge. Hos Mennesket er Næsen langt mere fremstaaende end hos de fleste Abekatte, men vi kunne finde Spor til en begyndende Ørnenæse hos Hulock-Gib-bon'en og hos Næseaben (Semnopithecus nasica) er dette endogsaa drevet til en latterlig Yderlighed.

Mange Abers Ansigt prydes af Skjæg, Whiskers eller Knebelsbarter. Hovedhaaret faaer en stor Længde hos Semnopithecus¹) og hos Kappeaben (Macacus radiatus) udstraaler det fra et Punkt paa Issen og har en Skilning i Midten, ligesom hos Mennesket. Det siges almindeligt, at Panden giver Mennesket hans ædle og forstandige Udseende, men Kappeabens tætte Hovedhaar ender pludseligt nedadtil og efterfølges af s&adanne korte Haar eller Dun, at Panden, selv i en kort Afstand, faaer Udseende af at være ganske nøgen, Øjets Bryn undtagen. Man har fejlagtigen paastaaet, at Abekattene ingen Øjenbryn have. Hos den Art vi nys have nævnt varierer Pandens Nøgenhed hos de forskjellige Individer og Eschricht siger²), at hos vore Børn er Grændsen mellem den haarede Hovedbund og den nøgne Pande undertiden ikke tydeligt afsat; saa her synes vi at have et lille Tilfælde af Tilbageslag til en Stamform, hos hvilken Panden endnu ikke var bleven ganske nøgen.

1) IsiiJ. Geoffroy: -Hist. Nat. Géii«, Tom. II, 1859, S 217.

²) »Ueber die Richtung der Haare« etc, Muller: Archtv. fur Anat. und Phys.«, 1837, S. 51.

[page] 192

Det er almindelig bekjendt, at Haarene paa vor Underarm pege opad og paa vor Overarm nedad mod Albuen. Denne mærkelige Anordning, der saa lidet stemmer med de fleste lavere Pattedyrs Haarlag, har Mennesket tilfælles med Gorillaen, Chimpanzeen, Orang-Utangen, nogle Arter af Hylobates og endogsaa nogle amerikanske Abekatte. Men hos Hylobates agilis peger Forarmens Haar lige nedefter eller imod Haandledet paa den sædvanlige Maade og hos Hylobates lar er det næsten opret med en kun ganske lille Heldning forover, saa vi hos disse sidste Arter finde det i en Overgangstilstand. Det kan neppe betvivles, at hos de fleste Pattedyr er den Tykkelse og den Retning Haarene have paa Ryggen tillempet til at lade Regnen løbe af; selv de paa tvers gaaende Haar paa Hundens Forben kunde gjøre Nytte i saa Henseende, naar Hunden havde lagt sig til at sove. Hr. Wallace bemærker, at Haarenes Konvergens op imod Albuen hos Orang-Utangen (hvis Levevis han saa omhyggelig hap studeret) gjør Nytte ved at lade Regnen løbe af, naar Dyret staaer paa den Maade det saa meget ynder, nemlig med bøjede Arme og med Hænderne foldede over en Gren eller over dets eget Hoved. Man maa imidlertid erindre, at et Dyrs Stilling maaske tildels bestemmes af Haarenes Retning og ikke Haarenes Retning af Stillingen. Dersom den ovenfor givne Forklaring er rigtig for Orang-Utangens Vedkommende, saa frembyder Haarene paa vor Underarm et mærkværdigt Minde om vor tidligere Tilstand, thi der er vel neppe Nogen, der vil antage, at den nu gjør os nogen Nytte i Regnvejr' og ovenikjøbet nu, da vi gaa opret, vende Haarene jo ikke rigtigt.

Det vilde imidlertid være voveligt at stole for meget paa Tillempelsesprincipet overfor Haarenes Retning hos Mennesket og hans første Forfædre; thi det er umuligt at studere de Figurer som Eschricht meddeler af Haarets Ordning paa det menneskelige Foster (hvor Ordningen er den samme som hos den Voksne) og ikke komme til at

[page] 193

blive enig med denne udmærkede Iagttager om, at andre og mere indviklede Aarsager have været med i Spillet. Det Punkt hvorhenimod Haarene konvergere synes at staa i noget Forhold til. de Punkter, der hos Embryet sidst tages med under Udviklingen. Der synes ogsaa at være et Forhold mellem Haarets Anordning paa Lemmerne og Medullararteriernes Forløb¹).

Man maa nu ikke antage, at den Lighed der er mellem Mennesket og visse Aber i den ovenfor nævnte og mange andre Henseender — vi skulle saaledes nævne den nøgne Pande, de lange Haarlokker paa Hovedet osv. — alle ere det nødvendige Resultat af en uforstyrret Nedarven fra en fælleds Stamform, som havde disse Egenskaber og heller ikke maa man tro, at det Altsammen nødvendigvis er fremkommet ved Attavisme. Der er mere Sandsynlighed for, at mange af disse Lighedspunkter skyldes analog Varieren, der, som jeg tidligere har søgt at vise²), er en Følge af at Organismer, der have fælleds Ophav, ligne hinanden i Konstitution og ere blevne paavirkede af omtrent ens, Variabilitet foranledigende Aarsager. Hvad nu det an-gaaer, at Haarene paa Menneskets og visse Abers Underarme vende samme Vej, saa maa denne Karakter, da den næsten er fælles for alle menneskelignende Aber, sandsynligvis tilskrives Nedarving; men det er dog ikke ganske vist at det forholder sig saaledes, da nogle meget for-skjellige amerikanske Aber have den samme Haarstilling. Det samme kan der siges om Menneskets haleløse Tilstand; thi Halen mangler hos alle de meneskelignende Aber.

1) Om Hylobates's Haar se: »Nat. Hist: of Mammals«, af C L.Martin, 1841, S. 415. Fremdeles: Isid. Geoffroy: »On the American mon-keys and other kinds (»Hist, Nat. Gén.«, Vol. II, 1859, S. 216, 243. Eschricht, ibid., S. 46, 55, GI. Owen: »Anal. of Vertebrates«, Vol. III, S. 619. Wallace: »Contributions to the Theory of Natural Selection-, 1870, S. 344. '

²) »Arternes Oprindelse«, S. 194. »The Variation ' of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, 1868, S. 348.

13

[page] 194

Denne Karakter kan ikkedestomindre sættes paa Nedarvingens Regning, eftersom Halen, om den end ikke mangler, saa dog er rudimentær hos forskjellige andre af den gamle Verdens og hos nogle af den nye Verdens Arter og tilmed mangler hos forskjellige Arter, der høre til Halvabernes Gruppe.

Omendskjøndt Mennesket, som vi nu have seet, nu just ikke kan gjøre Fordring paa at komme til at danne en Orden for sig, saa var der dog maaske Rimelighed i at han fik Lov til at danne en særegen Underorden eller Familie. Professor Huxley deler i sit sidste Arbejde¹) Primaterne i tre Underafdelinger; nemlig Anthropidæ (de menneskelignende), hvori kun Mennesket, Simiadæ (de abe-lignende), heri alle Slags Abekatte, Lemuridæ (de halvabeagtige), hvori de forskjellige Halvabeslægter. Forsaa-vidt Forskjelligheder i visse vigtige Bygningsforhold an-gaaer, kan Mennesket udentvivl med Rette fordre at komme til at danne en egen Underafdeling og dette er egenlig ogsaa for lidt, dersom vi navnlig fæste vor Opmærksomhed paa hans Sjæleevner. Fra et genealogisk Synspunkt synes ikkedestomindre en Underafdeling at være formeget, og efter det, burde Mennesket kun komme til at danne en Familie, ja maaske endogsaa blot en Underfamilie. Tænke vi os tre Rækker af Former, udgaaende fra en fælles Kilde, saa er det let forstaaeligt, at to af dem i Tidernes Løb kunde blive saa lidt forandrede, at de stadig kunde beholdes som Arter af samme Slægt; medens den tredie Række kunde blive saa stærk modificeret, at den maatte gjøres til en egen Underfamilie, Familie eller endogsaa Orden. Men -i dette Tilfælde er det næsten sikkert, at den tredie Række alligevel gjennem Arveligheden vilde komme til at ligne de andre to Rækker i utallige Smaating. Her ville vi saa komme til den Vanskelighed, der for Øjeblikket ikke kan fjernes, hvor stor Vægt vi i Klassifikationen bør lægge

1) »An Introduction to the Classiflcation of Animals«, 1869, S. 99.

[page] 195

paa stærkt udprægede Forskjelligheder i nogle faa Punkter _— d. v. s. det Beløb af Modifikation Rækken er under-gaaet; og hvormegen Vægt der skal lægges paa stor Lighed i talrige uvæsenlige Forhold, der hentyde paa Af-stamningsrækkerne eller Genealogien. Det Første er det, der falder mest i Øjnene, og det er maaske det sikkreste at lægge mest Vægt paa det, men det synes rigtignok at være mere korrekt at fremhæve det Sidste som det, der giver en virkelig naturlig Klassifikation.

For at danne os en Mening om dette for Menneskets Vedkommende, saa maa vi betragte Abernes (Simiadæ) Klassifikation. Denne Familie deles næsten af alle Naturforskere i de smalnæsede Aber (Simiæ catarhinæ) eller den gamle Verdens Aber, der alle (som man seer af deres Navn) ere karakteriserede ved en ejendommelig Bygning af deres Næseboer og ved at have fire falske Rindtænder i hver Kjæbe; og de brednæsede (Simiæ platyrhinæ eller den nye Verdens Aber, som indbefatter to meget forskjel-lige Undergrupper), der alle karakteriseres ved anderledes byggede Næseboer og ved at have seks falske Kindtænder i hver Kjæbe. De adskille sig endnu fra hinanden i flere Smaating som vi ikke ville nævne. Nu hører Mennesket uomtvisteligt, ifølge hans Tandbesætning, Næseboernes Bygning og flere andre Ting, til de smalnæsede eller den gamle Verdens Aber; og han ligner heller ikke de Brednæsede mere end de Smalnæsede i andre Forhold, nogle ganske faa Karakterer undtagne, der ikke ere af videre Betydning og aabenbart ere af adaptiv Natur. Den Antagelse vilde derfor være blottet for al Sandsynlighed, at en eller anden af den gamle Verdens Arter havde varieret og saa-ledes frembragt en menneskelignende Skabning, som havde alle de forskjellige Karakterer, der ere ejendommelige for den gamle Verdens Afdeling; idet den paa samme Tid mistede aile sine særegne Karakterer. Der kan derfor neppe være nogen Tvivl om, at jo Mennesket er et Skud af den gamle Verdens Abestamme og at han, naar vi se

13*

[page] 196

Sagen fra et genealogisk Synspunkt, maa henføres til den smalnæsede Afdeling¹).

De menneskelignende Aber, nemlig Gorillaen, Chim-panzeen, Orang-Utangen og Hylobates udsondres af de fleste Naturforskere som en egen Undergruppe fra den gamle Verdens andre Aber. Jeg veed nok, at Gratiolet, henholdende sig til Hjernens Bygning, ikke vil indrømme Tilstedeværelsen af denne Undergruppe og udentvivl er den jo ogsaa noget løs i sin Sammensætning; saaledes er Orang-Utangen, som Hr. St. G. Mivard bemærker²), »en af de mest ejendommelige og afvigende Former, der findes i den hele Orden«. Resten af den gamle Verdens Aber, de ikke-menneskelignende, deles nu igjen af nogle Naturforskere i to eller tre mindre Undergrupper; Slægten Semnopithecus, med dens ejendommeligt sækformede Mave, er saaledes Typen for en af disse Undergrupper. Men efter Hr. Gaudry's vidunderlige Opdagelser nede i Attika synes det som om der i Miocentiden exi-sterede en Form, der forbandt Semnopithecus og Macacus med hinanden, og heri er der vel et Slags Oplysning om, hvorledes de andre og højere Grupper engang vare blandede mellem hinanden.

Dersom man indrømmer, at de menneskelignende Aber danne en naturlig Undergruppe, saa maa man antage at et eller andet af Fortidens Medlemmer af den menneskelignende Undergruppe var Menneskets Ophav; eftersom Mennesket ikke blot stemmer overens med dem i alle de Karakterer, der er fælles for ham og hele den smalnæsede Gruppe; men ogsaa i andre ejendommelige Karakterer, f. Ex. Manglen paa Hale og Sædepuder og i hele det almin-

¹⁾ Dette er næsten den samme Klassifikation, som foreløbig antages af St. George Mivart (»Transact. Philosoph. Soc«, 1867, S. 300). som, efter at have udsondret Lemuridæ, deler Resten af Primaterne i Hominidæ, Simiadæ (svarende til Catarhines)', Cebidæ og Hapalidæ — de to sidste Grupper svarende til Platyrhinus.

²) »Transact. Zoolog. Soc, Vol. VI, 1867, S. 214.

[page] 197

delige Habitus. Det er ikke sandsynligt, at et Medlem af en af de lavere Undergrupper ved analog Varieren skulde have frembragt en menneskelignende Skabning, der i saa mange Henseender lignede de højere menneskelignende Aber. Udentvivl er Mennesket, i Sammenligning med de fleste af sine Slægtninge, undergaaet et overordenlig stort Beløb af Modifikation, navnlig som en Følge af hans stærkt udviklede Hjerne og oprejste Gang; alligevel burde vi altid erindre, at han »blot er en af flere exceptionelle Primat-Former. ')«

Enhver Naturforsker, som holder paa Udviklings-principet, vil indrømme, at de to Hovedafdelinger af Simiadæ, nemlig de smalnæsede og brednæsede Aber med deres Undergrupper, allesammen nedstamme fra en yderst fjern Stamform. De første Efterkommere af denne Stamform vilde, før de i nogen betydelig Grad havde skilt sig fra hinanden, endnn have dannet en enkelt naturlig Gruppe; men nogle af Arterne eller de begyndende Slægter vilde allerede have begyndt ved deres afvigende Karakterer at antyde de forskjellige Kjendetegn, der adskille de smalnæsede og de brednæsede fra hinanden. Derfor vilde Medlemmerne af denne antagne, gamle Gruppe ikke have været saa ensformige i deres Tandbesætning eller i Bygningen af deres Næseboer som de nulevende smalnæsede Abekatte, paa den ene Side og de brednæsede paa den anden Side, ere, men vilde i saa Henseende have lignet de beslægtede Lemuridæ (Halvaber), der afvige betydeligt fra hinanden i deres Snuders Form²) og i en overordenlig stærk Grad i deres Tandbesætning.

De smalnæsede og brednæsede Aber stemme overens i en Mangfoldighed af Karakterer, hvad der da ogsaa er en Følge af at de utvivlsomt høre til en og samme Orden.

1) Hr. St. G. Mivart i »Transact. Phil. Soc«, 1867, S. 410.

²) D'Hrr. Murie og Mivart om Lemuroidea i »Transact. Zoolog. Soc.», Vol. VII, 1869, S. 5.

[page] 198

De mange Karakterer, de have fælles, kunne neppe saa mange forskjellige Arter have erhvervet, uafhængig af hinanden; disse Karakterer maa derfor være nedarvede, men en gammel Form, som havde mange Karakterer tilfælles med de smalnæsede og brednæsede Aber, og andre, der vare i en intermediær Tilstand og nogle faa, der maaske vare forskjellige fra alle de, der nu findes i nogen af Grupperne, vilde utvivlsomt af en Naturforsker være blevne regnede for Abekatte. Og da Mennesket, seet fra et genealogisk Synspunkt, hører til de smalnæsede eller den gamle Verdens Aber, saa maa vi heraf drage den Slutning, hvor ubehagelig den saa end kan være for vor Stolthed, at vore første Stamfædre passende have maattet betegnes som Abekatte¹). Men man maa ikke gjere sig skyldig i den Fejltagelse, at antage, at den tidlige Stamform til den hele Abeflok, Mennesket medindbefattet, var identisk med eller blot meget lignede nogen nulevende Abekat.

Om Menneskeslægtens Fødested og Ælde. — Vi komme ganske naturligt til at spørge om hvor Menneskets Hjemstavn var, paa det Afstamningstrin, da vore Forfædre adskilte sig fra det brednæsede Hold. Den Omstændighed, at de hørte til dette Hold, viser tydeligt, at de maa have levet i den gamle Verden; men ikke i Avstralien eller nogen anden 0 i Oceanet, hvad vi kan slutte os til af de Love, der gjælde for den geografiske Udbredelse. I ethvert større Strøg af Verden £re de der levende Pattedyr nøje beslægtede med Strøgets uddøde Arter. Det er -derfor sandsynligt at Afrika tidligere beboedes af nu uddøde Aber, der vare nær beslægtede med Gorillaen og

1) Håckel er kommet til det samme Resultat. Se: »Ueber die Ent- stehung des Meuschengeschlechts« i Vircbow's »Sammlung gemeinwissen. Vortråge«, 1868, S 61. Endvidere hans »Naturliche Schop-fungsgeschichte«, 1868, i hvilken han detailleret fremstiller sin Opfattelse af Menneskets Genealogi.

[page] 199

Chimpanzeen og da disse to Arter nu ere Menneskets nærmeste Slægtninge, er der noget større Sandsynlighed for, at vore gamle Forfædre levede paa det afrikanske Fastland, end andetsteds. Men det er unyttigt, at spekulere paa det; thi en Abe, der næsten var ligesaa stor som Mennesket, nemlig Lartet's Dryopithecus, som var nær beslægtet med den menneskelignende Hylobates, levede i Evropa i den øvre Miocenperiode, og siden en saa fjern Tid har Jorden ganske vist undergaaet mange store Revulutioner og der har været tilstrækkelig Tid til Udvandring efter en overmaade stor Maalestok.

Paa den Tid og paa det Sted, naarsomhelst og hvorsomhelst det saa har været, hvor Mennesket mistede sin Haarbeklædning, har han rimeligvis beboet et varmt Land, og dette vilde have været heldigt for ham som det planteædeude Dyr han, efter Analogien at dømme, paa den Tid har været. Det er langtfra vi veed hvorlænge det er siden Mennesket først skilte sig fra de smalnæsede Aber; men det kan være skeet paa en Tid, der ligger saa fjern som Eocenperioden, thi de højere Aber havde allerede skilt sig fra de lavere Aber i Øvre-Miocenperioden, hvad Dryopithecus's Tilværelse viser. Vi ere ogsaa aldeles uvidende om hvor hurtig Organismer, der staa højt eller lavt i Systemet, under heldige Omstændigheder kunne modificeres; vi vide imidlertid, at Nogle have beholdt den samme Form igjeunem et uhyre Tidsrum. Efter hvad vi' kunne se paa vore Husdyr og dyrkede Planter, saa er det afgjort, at indenfor den samme Periode kunne nogle af en og samme Arts Efterkommere forblive ganske som de vare, Andre blive lidt forandrede, Andre overordenlig meget. Saadan kan det ogsaa have været med Mennesket, der, i Sammenligning med de højere Aber, for visse Karakterers Vedkommende har undergaaet et stort Beløb af Modifikation.

Det store Spring der er i den organiske Kjæde mellem Mennesket og hans nærmeste Slægtninge, over det kan

[page] 200

der ikke slaaes Bro ved nogen uddød eller levende Art, og dette har man ofte anført som en alvorlig Indvending mod den Antagelse, at Mennesket skulde nedstamme fra en eller anden lavere Form; men denne Indvending viJ ikke have megen Vægt for dem, som, overbeviste ved almindelige Grunde, tro paa et alment Udviklingsprincip. Spring findes der uophørligt i alle Dele af Rækken, nogle ere store, bratte og bestemte, andre er det i forskjellige mindre Grader. Spring er der mellem Orang-Utangen og dens nærmeste Slægtninge — mellem Tarsius og de øvrige Halvaber — mellem Elefanten eller, endnu mere slaaende, mellem Næbdyret eller Myrepindsvinet og de andre Pattedyr. Men alle disse Spring bestemmes ganske simpelt af Antallet af de beslægtede Former, der ere uddøde. Paa et vist fremtidigt Tidsrum, som neppe vil være meget fjernt, naar man maaler det med Aarhundreder, ville de civiliserede Menneskeracer temmelig sikkert udrydde og afløse de vilde Racer, den ganske Verden igjennem. Paa samme Tid ville de menneskelignende Aber, som Professor Schaaffhausen har bemærket¹), utvivlsomt være udryddede. Springet vil da være blevet endnu større, da det vil indtræffe paa en Tid da Mennesket er endnu mere civiliseret (maa vi haabe) end den kavkasiske Race; og den nærmeste dyriske Slægtning vil da være en Abe, der staaer saa lavt som Bavianen, medens Springet nu er fra Neger eller Avstralbeboer til Gorilla.

Hvad det angaaer, at der mangler fossile Levninger, som kunde forbinde Mennesket med hans abelignende Forfædre, saa er det en Ting, der ikke vil blive lagt synderlig Vægt paa, af den, som vil læse Hr. C. Lyell's Afhandling²), i hvilken han viser, at i alle Hvirveldyrklasser er Opdagelsen af fossile Levninger gaaet yderst langsomt for sig

1) »Anthropological Review«, April, 1867, S. 236.

²) »Elements of Geology«, 1865, S. 583-585. »Antiquity of Man«. 1863, S. 145.

[page] 201

og har været meget tilfældig. Endelig maa man ikke glemme, at de Egne, hvor der er mest Rimelighed for at der findes Levninger af Organismer,, der have forbundet Mennesket med et eller andet abelignende Væsen, endnu ikke ere blevne undersøgte af Geologerne.

Lavere Trin i Menneskenes Genealogi. — Vi have seet, at Mennesket synes at have skilt sig fra de smalnæsede eller den gamle Verdens Aber, efterat disse havde skilt sig fra den ny Verdens. Vi ville nu bestræbe os for at følge de fjernere Spor af hans Oprindelse, idet vi først og fremmest stole paa det indbyrdes Slægtskab mellem de forskjellige Klasser og Ordner og vel ogsaa kunne vente os lidt Hjælp af de Perioder, i hvilke de have viist sig her paa Jorden, den Ene efter den Anden, forsaavidt som man da i denne Henseende veed Noget. Halvaberne staa tæt nedenfor Aberne og danne en meget udpræget Familie af Primaterne eller, som Håckel siger, en udpræget Orden. Denne Gruppe er meget forskelligartet og overordenlig lidt sammenhængende og rummer mange fra hinanden indbyrdes afvigende Former. Det er derfor rimeligt, at der har været megen Uddøen i denne Gruppe. De Fleste af de Overlevende findes paa Øer, nemlig paa Madagaskar og det malayiske Arkipelags Øgrupper, hvor de ikke have været udsatte for en saa stærk Rivalisering, som de vilde have mødt paa stærkt opfyldte Fastlande. Denne Gruppe frembyder ligeledes mange Gradationer, der, som Huxley bemærker¹), »umærkeligt føre fra Dyrerigets højeste Tinde ned til Skabninger fra hvilke der, som det synes, kun er et Trin ned til de laveste, mindste og mindst forstandige af de placentale Pattedyr«. Af disse forskjellige Grunde er det sandsynligt, at Aberne oprindelig udviklede sig af Forfædrene til de nulevende

1) »Man's Place in Nature«, S. 105.

[page] 202

Halvaber og disse saa igjen af Former, der stod meget lavt i Pattedyrrækken.

Pungdyrene staa i mange væsenlige Henseender under de placentale Pattedyr; de komme allerede frem i en tidlig geologisk Periode og deres Udbredelse var tidligere langt større end den nu er. Derfor antages de placentale Pattedyr i Almindelighed at nedstamme fra de inplacentale eller Pungdyrene, imidlertid ikke fra Former, der nøje lignede de nulevende Pungdyr, men fra deres Stamformer. Gumlerne ere tydelig nok beslægtede med Pungdyrene og danne en tredie og endnu lavere Afdeling indenfor den store Pattedyrrække. De repræsenteres i Nutiden kun af Næbdyret og Myrepindsvinet og disse to Former kunne sikkert ansees for Levninger af en meget større Gruppe, der er blevet os bevaret i Avstralien ved heldige sammenstødende Omstændigheder. Gumlerne ere i høj Grad interessante, da de i forskjellige vigtige Bygningsforhold nærme sig til Krybdyrenes Klasse.

Naar vi forsøge paa at forfølge Pattedyrets og derved ogsaa Menneskets Afstamning længere og længere tilbage, saa bliver der ogsaa mørkere og mørkere omkring os. Den som ønsker at se, hvad der kan gjøres ved Skarpsindighed og Lærdom, kan raadspørge Professor Håckels Værker¹). Jeg skal kun fremføre nogle faa almindelige Bemærkninger. Enhver Evolutionist (Tilhænger af Udviklingstheorien, Af-stamningstheorien) vil indrømme, at de fem store Hvirveldyrklasser, nemlig Pattedyr, Fugle, Padder, Krybdyr og

1) Udførlige Stamtavler ere meddelte i hans »Generelle Morphologie« (Il B., S. CLIII og S. 425), og med særligt Hensyn til Mennesket »Naturliche Schopfungsgeschichte«, 1868. ProfjHuxley udtaler i en Anmeldelse af dette sidste Arbejde (»The Academy«, 1869, S. 42), at han anseer Hvirveldyrenes Phylum eller Afstamningsrækker for beundringsværdigt fremstillede af Håckel, omendskjøndt han er uenig med ham i flere Punkter. Han udtaler ligeledes den Højagtelse han har for den Aand og Tone, der gaaer igjennem det hele Værk.

[page] 203

Fisk, allesammen nedstamme fra en eller anden Prototyp; thi de have meget tilfælles, særlig i deres Embryetilstande. Da Fiskeklassen er den lavest organiserede og fremkom tidligere end de andre, kunne vi slutte os til, at alle Medlemmer af Hvirveldyrriget nedstamme fra et eller andet fiskeagtigt Dyr, der var endnu mindre højt organiseret end Nogen af dem, der til Dato ere fundne i de nederste Formationer man kjender. Den Antagelse, at Dyr_r der ere saa forskjellige som Abekatte, Elefanter, Kolibrier, Snoge, Frøer og Fisk osv., alle kunne nedstamme fra de samme Forfædre vil forekomme alle dem monstrøs, som ikke have fulgt med Naturhistoriens nyere Fremskridt. Thi denne Antagelse forudsætter den tidligere Tilværelse af Mellemled, der nøje have forbundet alle de Former med hinanden, der nu ere saa forskjellige.

Ikkedestomindre er det vist, at der har existeret eller endnu existerer Dyre-Grupper, der forbinde de forskjellige store Hvirveldyrklasser mere eller mindre stærkt med hinanden. Vi have seet, at Næbdyret nærmer sig til Krybdyrene; og Professor Huxley har gjort den mærkelige Opdagelse, der er bekræftet af Hr. Cope og Andre, at de gamle Dinosaurier i mange væsenlige Henseender staa midt imellem visse Krybdyr og visse Fugle — ved Fuglene tænkes der paa Strudsefamilien (der tydelig nok er en vidt udbredt Rest af en stor Gruppe) og Ar-cheopteryx, hin Sekundærtidens vidunderlige Fugl, der havde en lang Hale som en Salamander. Fremdeles frembyder, ifølge Professor Owen¹), Ichthyosaurierne — store Havøgler, forsynede med Luffer — mange Overensstemmelser med Fiskene eller snarere, som Huxley mener, med Padderne. Denne sidste Klasse (der i dens højeste Afdeling rummer Frøer og Tudser) er tydelig beslægtet med de ganoide Fisk. Af disse Sidste vrimlede der i de tidligere Jord-Perioder, og de vare byggede

1) »Palæontology«, 1860, S. 199.

[page] 204

efter hvad man har kaldt en højst almindelig Type, d. v. s. de stod i forskjelligartede Slægtskabsforhold til andre Grupper af Organismer. Padder og Fisk ere ogsaa saa nøje forbundne med hinanden ved Lepidosiren (Lungefisk), at Naturforskerne længe stredes om til hvilken af disse to Klasser den burde regnes. Lepidosiren og nogle faa ganoide Fisk ere blevne bevarede fra ganske at uddø derved, at de leve i Floder; Floderne ere nemlig Tilflugtshavne, der staa i samme Forhold til Oceanets større Vandmasse som Øerne til Fastlandene.

Endelig er et enkelt Medlem af Fiskenes uhyre store og højst forskjelligartede Klasse, nemlig Trevlemunden eller Amphioxus, saa forskjellig fra alle andre Fisk, at Hackel paastaaer, at den burde danne en Klasse for sig selv, indenfor Hvirveldyrrækken. Denne Fisk er mærkværdig ved dens negative Karakterer; man kan neppe sige at den har Hjerne, Hjerte eller Rygrad osv.; af de ældre Naturforskere blev den derfor regnet til Ormene. For mange Aar siden lagde Professor Goodsiir Mærke til, at Trevlemunden var noget i Slægt med Ascidierne, der ere hvirvelløse hermafrodite Havdyr, som sidde fast paa deres Opholdssted. Det er neppe nok at de ligne Dyr og de bestaa af en enkelt seig Lædersæk, der har to smaa fremragende Aabninger. De høre til Molluscoida Huxley — en Underafdeling af Molluscernes (Bløddyrenes) store Rige; men fornylig er der nogle Naturforskere, der have regnet dem til Ormene (Vermes). Deres Larver ligne Noget Haletudser i Udseende¹) og svømme frit omkring. Nogle

1) Ved Falklandsøerne havde jeg den Tilfredsstillelse i April 1833 og saaledes nogle Aar før nogen anden Naturforsker, at se de frit-svømmende Larver af en sammensat Ascidie, der var nær beslægtet med, men aabenbart generisk forskjellig fra, Synoicum. Halen var omtrent fem Gange saa lang som det aflange Hoved og endte i en meget fin Traaddannelse. Jeg tegnede en Skitse af den under et simpelt Mikroskrop og kunde tydelig se, at den var delt ved mørke Tverskillevægge, som jeg antager svare til de store Celler

[page] 205

Iagttagelser, der fornylig ere gjorte af Kowalevsky !), senere stadfæstede af Professor Kuppfer, ville faa overordenlig stor Betydning, dersom de udstrækkes videre, hvad jeg hører fra Hr. Kowalevsky i Neapel, at de nu ere blevne. Opdagelsen er den, at Ascidiernes Larver ere beslægtede med Hvirveldyrene ved deres Udviklingsmaade, ved den Stilling Nervesystemets Organer have til hinanden og ved at de have Noget, der nøje ligner Hvirveldyrenes Rygrad. Det synes saaledes, dersom vi kan stole paa Embryologien, der altid har viist sig som en sikker Fører i Klassifikationen, at vi endelig ere komne paa Spor efter den Kilde, hvorfra Hvirveldyrene maa afledes. Vi ville saaledes have Ret til at antage, at der yderst langt tilbage i Tiden existerede en Gruppe af Dyr, der i mange Henseender lignede Larverne af de nulevende Ascidier og at den delte sig i to store Grene, af hvilke den ene udviklede sig retrograd og frembragte det vi nu kalde Ascidier, medens den anden gik fremad til Dyrerigets højeste Spidse ved at afføde Hvirveldyrene.

Vi have nu saaledes ganske i al Korthed søgt at finde ud af Hvirveldyrenes Genealogi ved Hjælp af Organismernes indbyrdes Slægtskab. Vi ville nu betragte Mennesket, saadan som det nu er, og vi ville, troer jeg, blive istand til delvis at udfinde vore Forfædres Bygning i de forskjellige paa hinanden følgende Perioder, men just ikke i den rigtige Tidsfølge. Dette kan gjøres ved Hjælp af de Rudimenter, som Mennesket endnu stadig har, ved de Karakterer, der lejlighedsvis komme frem hos ham ved Attavisme, og ved Hjælp af de morfologiske og embryologiske Love. De forskjellige Kjendsgjerninger, til hvilke der her skal

Kowalevsky har afbildet. Paa et tidligt Udviklingsstadie var Halen snoet last rundt om Larvens Hoved.

1) »Mémoires de l'Acad. des Sciences de St. Pétersbourg«, Tom. X, Nr. 15, 1866.

[page] 206

hentydes, ere blevne meddelte i det foregaaende Kapitel. Menneskets Forfædre vare udentvivl engang bedækkede med Haar og begge Kjøn havde Skjæg, deres Ører leb op i en Spids og kunde bevæges. Endelig havde de ogsaa en Hale, der havde sine egne Muskler. Deres Lemmer og Krop bleve ogsaa paavirkede af mange Muskler, der hu kun tilfældigt vise sig, men som findes normalt hos de Firhændede. Den store Arterie og store Nerve i Overarmen løb igjennem en suprakondolyid Gjennemgang. Samtidig hermed, eller noget tidligere, udsendte Tyktarmen en meget større Gren eller Blindtarm end den nu gjør. Foden var dengang, at dømme efter den store Taas Stilling hos Fostret, en Gribefod og vore Forfædre vare udentvivl noget skovmandsagtige i deres Vaner og beboede et eller andet varmt, skovklædt Land. Hannerne vare forsynede med store Hjørnetænder, der gjorte Nytte som frygtelige Vaaben.

I en meget tidligere Tid var Uterus dobbelt; Excre-menterne bleve udskilte igjennem en Kloak og Øjet var beskyttet af et tredie Øjelaag eller en Blinkhinde; endnu tidligere maa Menneskets Stamfædre have levet i Vandet; thi Morfologien fortæller os tydeligt nok, at vore Lunger ere dannede af en modificeret Svømmeblære, der engang har gjort Tjeneste som Flyde-Aparat. Spalterne paa Menneskefostrets Hals vise os, hvor Gjellerne fordum sad. Omtrent paa denne Tid var der ogsaa, istedetfor de virkelige Nyrer, kun corpora Wolffiana. Hjertet var kun et simpelt pulserende Kar; og istedetfor Ryggens Hvirvelstøtte var der kun en Rygstreng (chorda dorsalis). Menneskets Forfædre maa saaledes i umindelige fjerne Tider have været ligesaa simpelt organiserede som Amphi-oxus ellet Trevlemunden, eller ogsaa endnu simplere.

Der er et andet Punkt vi maa omtale noget nærmere. Det har længe været bekjendt, at i Hvirveldyrrækken har det ene Kjøn Rudimenter af forskjellige Organer, henhørende under det reproduktive System, men som egenlig

[page] 207

tilhøre det andet Kjøn; og det er nu bleven gjort til Vished, at begge Kjøn i en meget tidlig Embryetilstand have virkelige mandlige og kvindelige Kirtler. Derfor synes det som om en yderst fjern Stamform til den hele Hvirveldyrklasse maa have været Hermafrodit eller Androgyn¹). Men her møder der os en besynderlig Vanskelighed. Hos Pattedyrklassen have Hannerne i deres vesiculæ prostaticæ Rudimenter af et Uterns med tilhørende Kanal; de have ogsaa Rudimenter af Brystvorter og nogle Han-Pungdyr have Rudimenter af Hunnernes Pung²). Der kunde tilføjes andre analoge Kjendsgjerninger. Skulle vi da antage, at et af de allerældste Pattedyr havde begge Kjønsorganer, d. v. s. vedblev at være androgyn, efterat det havde erhvervet, hvad der var særlig ejendommelig for dets Klasse, altsaa efterat det havde adskilt sig fra Hvirveldyrrækkens lavere Klasser? Dette synes i højeste Grad usandsynligt; thi havde dette været Tilfældet, kunde vi have ventet, at nogle faa Medlemmer af de lavere Klasser, nemlig Fisk³) og Padder, vilde have vedblevet at være androgyne. Vi maa tvertimod antage, at, da de fem Hvirveldyrklasser

¹⁾ Dette er den Slutning, til hvilken en af de største Avtoriteter i komparativ Anatomi, nemlig Prof. Gegenbauer, er kommen: »Grund-zuge der vergleich, Anat.«, 1870, S. 876. Dette Resultat er naaet fornemlig ved Studiet af Amfibierne; men efter Undersøgelser af Waldeyr (saaledes som det er citeret i Humphry's »Journal of Anat. and Phys.«, 1869, S. 161) viser det sig, at Kjønsorganerne selv hos »de højere Hvirveldyr ere hermafrodite i deres tidligste Tilstande« Lignende Anskuelser have længe været hyldede af somme Forfattere, men have ikke før nu været velbegrundede.

²) Thylacinus-Hannen afgiver det bedste Exempel. Owen: »Anatomy of Vertebrates«, Vol. III, S. 771.

³) Det er almindelig bekjendt, at Serranus ofte findes i hermafrodit Tilstand; men Dr. Günther meddeler mig, at han er overbevist om, at det ikke er dens normale Tilstand. Men Afstamning fra en gammel androgyn Urform vilde dog til en vis Grad, paa en naturlig Maade, hos disse Fisk begunstige og begrunde en Venden tilbage til denne Tilstand. . .

[page] 208

adskilte sig fra deres fælles Stamform, vare Kjønnene allerede blevne sondrede. For at forklare, at Han-Pattedyr have Rudimenter af kvindelige Kjønsorganer og at Hun-Pattedyr have Rudimenter af mandlige Kjønsorganer, behøve vi imidlertid ikke at antage, at deres ældre Stamformer endnu vare androgyne efterat de i Hovedtrækkene havde faaet Karakter af Pattedyr. Det er meget muligt, at alt eftersom det ene Kjøn lidt efter lidt erhvervede de Biorganer, der ere det ejendommelige, bleve nogle af de paa hinanden følgende Trin eller Modifikationer nedarvede til det andet Kjøn. Naar vi komme til at omtale Par-ringsvalget ville vi træffe utallige Exempler paa dette Slags Nedarving, — Noget saadant er f. Ex. Tilfældet med de Sporer, Fjer og glimrende Farver, som Hanfuglene erhverve for Parringskampenes Skyld, hvad enten denne føres med Vaaben eller med Skjønhed, thi alt dette kan nedarves til Hunnerne i en ufuldkommen eller rudimentær Tilstand.

Det, at Han-Pattedyrene have Die-Organer, der funktionere ufuldkomment, er i visse Henseender særlig mærkeligt. Gumlerne have de sædvanlige mælkafsondrende Kjertier med Aabninger, men de have ingen Vorter; og da disse Dyr staa allerlavest i Pattedyrrækken er det sandsynligt, at Hvirveldyrklassens Forfædre ligeledes havde Mælk, men ingen Vorter. Denne Antagelse støttes af hva'd man veed om deres Udviklingsmaade; thi Professor Turner underretter mig, paa Køllikers og Laugers Avtoritet, om, at Mælkekirtlerne hos Embryet tydelig kunne skjelnes før der er det mindste Spor til Vorterne og man maa vel huske paa, at Udviklingen af de paa hinanden følgende Dele hos Individet, i Almindelighed synes at repræsentere og stemme overens med Udviklingen hos de paa hinanden følgende Væsner i samme "Afstamningslinie. Pungdyrene ere forskjellige fra Gumlerne derved, at de have Brystvorter; disse Organer bleve derfor rimeligvis først erhvervede af Pungdyrene, efterat de havde adskilt sig fra og

[page] 209

hævet sig over Gumlerne og nedarvedes da til de placen-tale Pattedyr. Ingen vil antage, at efterat Pungdyrene tilnærmelsesvis havde f'aaet deres nuværende Bygning, altsaa i en temmelig sen Periode af Pattedyrrækkens Udvikling, at saa nogle af Klassens Medlemmer vedblev at være androgyne. Vi synes derfor at være nødte til at vende tilbage til vor forrige Antagelse og slutte, at Brystvorterne først ere blevne udviklede hos en eller anden meget tidlig Pungdyrforms Hunner, og da i Overensstemmelse med den almindelige Arveligheds Lov bleve nedarvede til Hannerne i en, i funktionel Henseende, ufuldkommen Tilstand.

Alligevel er der undertiden hos mig opstaaet en Tanke om, at begge Kjøn, længe efter at hele Pattedyrklassens Forfædre havde hørt op med at være androgyne, kunde have afsondret Mælk og saaledes næret deres Unger; og at, hos Pungdyrene, begge Kjøn kunde have baaret Ungerne om i deres Punge. Dette seer slet ikke saa utroligt ud, naar man husker paa, at Hannerne hos Naale-fiskene (Syngnathi) optage Hunnernes Æg i Sække paa Bagkroppen, udruge dem og, som Nogle tro, senere nære Ungerne¹); — at visse andre Han-Fisk udruge Æggene i deres Mund- eller Gjællehuler; — at visse Han-Tudser hjælpe Hunnerne af med deres Æg-Kjæder og sno dem omkring deres egne Laar og beholde dem der, indtil Haletudserne ere udviklede; — at visse Fuglehanner tage hele Udrugningen paa sig, og at Han-Duen ligesaavel som Hunnerne fodre Ungerne med en Afsondring fra deres Kro. Men den ovenfor omtalte Tanke faldt mig først ind,

1) Hr. Lockwood troer (citeret i »Quart. Journal of Science«, April, 1868, S. 269), efter hvad han har iagttaget angaaende Udviklingen af Hippocarapus, at Væggene af Hannens Abdominalpung paa en eller anden Maade afsondre Næring. Om Fiskehanner, der udruge Æg i deres Munde, se en meget interessant Afhandling af Prof. Wyman i »Proc. Boston Soc. of Nat. Hist«, 15 Sept. 1857; endvidere Prof. Turner i »Journal of Anat. and Phys.«, 1 Nov. 1866, S. 78. Ogsaa Dr. Günther har beskrevet lignende Tilfælde.

14

[page] 210

da jeg kom til at tænke paa, at Mælke-Kirtlerne hos Han-Pattedyr vare saameget mere fuldkomment udviklede end Rudimenterne af de andre Dele, der tilhøre Repro-duktionssystemet og som findes hos det ene Kjøn, skjøndt de egenlig tilhøre det andet. Mælke-Kirtlerne og Brystvorterne kunne i den Tilstand, i hvilken de findes hos Han-Pattedyrene, i Virkeligheden neppe kaldes rudimentære, de ere simpelthen ikke fuldt udviklede og fungere ikke. De paavirkes sympathetisk under visse Sygdomme, ligesom de samme Organer hos Hunnerne. Ved Fødslen udsondre de ofte nogle faa Draaber Mælk og man har havt Exempler paa, at de ere blevne vel udviklede hos Manden og andre Han-Pattedyr og have afsondret Mælk temmelig rigeligt. Dersom vi nu antage, at Han-Pattedyrene, i en tidligere Periode, i lang Tid hjalp Hunnerne med at opfostre Afkommet, og at senere, af en eller anden Grund, f. Ex. fordi der blev født et ringere Antal Unger, Hannerne holdt - op at yde denne Hjælp, saa vilde Ikke-Brug af Organerne hos det udvoksne Dyr gjøre dem uvirksomme, og ifølge to velbekjendte Arvelighedslove vilde denne Uvirksomhedstilstand rimeligvis nedarves til Hannerne i en tilsvarende fremrykket Alder. Men i alle de tidligere Aldre ville disse Organer blive ladte upaavirkede og ville derfor være lige veludviklede hos Ungerne af begge Kjøn.

Slutning. — Den bedste Definition, der er givet paa Fremgang eller Fremskridt i Organismernes Række, er von Baer's; og denne støtter sig paa Beløbet af Differentiering og Specialisering af de forskjellige Dele hos det samme Væsen, naar det, som jeg vilde være tilbøjelig til at tilføje, er naaet til Modenhed. Efterhaanden som Organismerne ere blevne langsomt tillæmpede til forskjellige Levemaader ved Kvalitetsvalg, ville deres Dele, ved den Fordel, der er blevet vundet ved det fysiologiske Arbejdes Deling, blive mere og mere differentierede og specialiserede ti! forskjellige Funktioner. Den samme Del

[page] 211

synes ofte at være bleven modificeret først i en Henseende og saa længe efter i en eller anden anden og det ganske forskjellig; og saaledes gjøres da alle Delene mere og mere sammensatte. Men hver enkelt Organisme vil stadig beholde den almindelige Bygningstype, som den Stamform, fra hvilken den oprindelig nedstammer, har havt. I Overensstemmelse med denne Anskuelse synes det, naar vi se hen til hvad Geologien siger, som om Organisationen i det Hele taget er gaaet fremad, over den hele Verden, med langsomme og uafbrudte Trin. I den store Hvirveldyrrække kulminerer den i Mennesket. Man maa imidlertid ikke antage, at Grupper af organiske Væsner altid afløses og forsvinde, saasnart som de have affødt andre og mere fuldkomne Grupper. Det kunde hænde, at de Sidste, omend-skjøndt de besejre deres Forgjængere, ikke vare blevne bedre læmpede efter alle Pladser i Naturens Husholdning. Nogle gamle Former synes at have holdt sig i Live derved, at de bebo beskyttede Lokaliteter, hvor de ikke have været udsatte for meget streng Rivalisering; og dette er os ofte til Hjælp, naar vi skulle bygge vore genealogiske Rækker, derved, at det giver os en god Forestilling om tidligere og forsvundne Befolkninger. Men vi maa nu heller ikke gaa hen og begaa den Fejltagelse, at betragte de nulevende Medlemmer af en eller anden lavt organiseret Gruppe som fuldstændige Repræsentanter for deres gamle Forfædre.

De ældste Stamformer i Hvirveldyrrækken, som vi saa nogenlunde kunne komme til at faa Kig paa, bestod aabenbart af en Gruppe af Havdyr¹), der lignede Larverne

1) Alle -vitale Funktioner tendere til at foregaa i bestemte og tilbagevendende Perioder, og hos Dyr, der ere udsatte for Ebbe og Flod, ville Perioderne rimeligvis blive lunariske; thi saadanne Dyr maa være blevne ladte tørre eller dækkede med et tykt Vandlag, — rigeligt forsynede med Føde eller sultede — gjennem utallige Generationer med regelmæssige lunariske Tidsintervaller. Dersom derfor Hvirveldyrene nedstamme fra et Dyr, der var beslægtet med

14*

[page] 212

af de nulevende Ascidier. Disse Dyr frembragte rimeligvis en Gruppe af Fisk, der vare saa lavt organiserede som Trevlemunden, og af disse maa Ganoiderne og andre Fisk, der have lignet Lungefisken, være blevne udviklede. Fra saadanne Fisk vil et meget lille Fremskridt føre os til Padderne. Vi have seet, at Fugle og Krybdyr engang vare nøje forbundne med hinanden, og Gumlerne forbinde nu i en vis ringe Grad Pattedyrene med Krybdyrene. Men Ingen kan nu sige, ad hvilken Afstamningslinie de tre højere og beslægtede Klasser, nemlig Pattedyr, Fugle og Krybdyr, kom til at fjerne sig fra den ene af de to lavere Hvirveldyrklasser, nemlig Padder og Fisk. I Pattedyrklassen er det ikke vanskeligt at finde de Trin, der føre fra de gamle Gumlere til de gamle Pungdyr og derfra til de placentale Pattedyrs Stamformer. Vi maa saaledes stige op til Halvaberne og Afstanden mellem dem og Aberne er ikke stor; Aberne delte sig saa i to store Stammer, den gamle og den nye Verdens Aber, og af disse frembragtes saa langt tilbage Mennesket, Universets Vidunder og Stolthed.

Vi have nu givet Mennesket et Stamtræ af en vidunderlig Længde, men ikke, kunde man sige, af nogen ædel Beskaffenhed. Det er ofte blevet sagt, at Verden synes, ligesom længe, at have forberedt Menneskets Komme;

de nulende Tidevands-Ascidier, saa er den mystiske Kjendsgjerning bleven forstaaelig, at hos højere og nu terrestriske Hvirveldyr, ikke at tale om de andre Klasser, fuldende mange normale og abnorme vitale Funktioner deres Kredsløb i lunariske Perioder. En tilbagevendende Periode, der tilnærmelsesvis havde den rette Varighed, vilde, naar den engang var vunden, ikke, saavidt vi kunne se, være tilbøjelig til Forandring; som en Følge heraf kunde den blive saaledes nedarvet gjennem næsten saamange Generationer det skulde være. Dersom denne Slutnings Rigtighed kunde bevises, vilde den være ganske mærkelig; thi vi vilde da se, at ethvert Pattedyrs Svangerskabstid og ethvert Fugleægs Udrugningstid og mange andre Livsprocesser endnu røbede disse Dyrs oprindelige Fødested.

[page] 213

og det er i en vis Forstand aldeles rigtigt, da Mennesket skylder en lang Række af Forfædre Livet. Dersom et eneste Led i denne Kjæde ikke havde existeret, vilde Mennesket ikke have været ganske hvad han nu er. Dersom vi ikke haardnakket ville lukke vore Øjne i, saa kunne vi, med de Kundskaber vi nu have, tilnærmelsesvis finde ud af vore Slægtskabsforhold, og vi behøve da heller ikke at skamme os ved dem. Den simpleste Organisme er noget langt vigtigere end det uorganiske Stof under vore Fødder, og Ingen, der studerer en hvilkensomhelst levende Skabning, hvor simpel den end er, med et fordomsfrit Sind, kan undgaa at blive begejstret over dens vidunderlige Bygning og vidunderlige Egenskaber.

[page 214]

SYVENDE KAPITEL.

OM MENNESKE-RACERNE.

Arts-Karakterernes Natur og Værd — Deres Anvendelse paa Menneskeracerne — Grunde for og imod, at regne de saakaldte Menneskeracer for forskjellige Arter — Underarter — Monogenister og Polygenister — Karakterkonvergens — Talrige sjælelige og legemlige Lighedspunkter mellem de mest forskjellige Menneskeracer — Menneskets Tilstand, dengang han først udbredte sig over Jorden — Hver Race nedstammer ikke fra et enkelt Par — Racers Oddøen — Dannelsen af Racer — Virkninger af Krydsning — Livsbetingelsernes direkte Indvirknings ringe Retydning — Liden eller ingen Paavirkning af Kvalitetsvalg — Parringsvalg.

Det er ikke min Hensigt her at beskrive de forskjellige saakaldte Menneskeracer, men at spørge om, hvad Værd Forskellighederne mellem dem har fra et klassifikatorisk Synspunkt, og hvorledes de ere opstaaede. Ved , at bestemme, hvorvidt to eller flere beslægtede Former bør regnes for Arter eller Varieteter, ledes Naturforskerne i Praxis af følgende Ting: nemlig det Beløb af For-skjel, der er imellem dem, og den Omstændighed, om saadanne Forskjelligheder vedrøre faa eller mange Bygnings-punkter, og hvorvidt de ere af fysiologisk Betydning, men endnu mere, hvorvidt de ere konstante. Konstante Karakterer er det, Naturforskerne særlig søge og særlig sætte Pris paa. Hvorsomhelst det kan vises eller gjøres sandsynligt, at de paagjældende Former have været forskjellige

[page] 215

i lang Tid, der bliver dette en Omstændighed, der taler meget til Gunst for at anse dem for Arter. Selv en ringe Grad af Goldhed hos to Former ved deres første Krydsning eller hos deres Afkom ansees i Almindelighed som et af-gjørende Bevis paa, at de tilhøre forskjellige Arter; og det, at de stadig holde sig indenfor det samme Strøg uden at blandes med hinanden, det ansees sædvanligvis som et tilstrækkeJigt Bevis for, enten at der er en vis Grad af indbyrdes Goldhed, eller, naar Talen er om Dyr, at der er en vis Utilbøjelighed til at parres med hinanden indbyrdes.

Uafhængig af en Sammenblanding paa Grund af Krydsning er, i en godt gjennemsøgt Egn, den fuldstændige Mangel paa Varieteter, som forbinde to nærbeslægtede Former med hinanden, sandsynligvis fremfor alle Andre, det vigtigste Kriterium paa, at de paagjældende Arter ere forskjellige; og dette betyder noget Andet end blot og bar Karakterkonstants; thi to Former kunne være i høj Grad variable, uden dog at-frembringe intermediære Karakterer. Geografisk Udbredelse kommer ofte ubevidst og ofte bevidst med i Spillet, saaledes at Former, der leve paa to fra hinanden vidt adskilte Strøg, hvor de Fleste af de andre Beboere ere specifisk forskjellige, i Almindelighed selv blive betragtede som forskjellige; men i Virkeligheden kan dette ikke hjælpe os til at skjrelne geografiske Racer fra saakaldte gode eller sande Arter.

Lad os nu anvende disse almindeligt antagne Principer paa Menneskeracerne, idet vi se paa dem i samme Aand, som en Naturforsker vilde se paa hvilketsomhelst andet Dyr. Hvad angaaer Forskjelsbeløbet mellem Racerne, saa maa vi vel betænke, hvor fin vor Skjælneevne er blevet ved det, at vi saalænge have havt Lejlighed til at iagttage os selv. Elphinstone bemærker¹), at skjøndt en Evropæer,

1) »History of India«, 1841, Vol. I, S. 323. Fader Ripa bemærker det Samme om Chineserne.

[page] 216

der nylig er ankommen til Indien, i Begyndelsen ikke kan skjælne mellem de forskjellige indfødte Racer, saa blive de ham dog snart yderst forskjellige; Hinduen kan i Begyndelsen ligesaalidt se nogen Forskjel paa de forskjellige evropæiske Nationer. Selv de mest udprægede Menneskeracer, visse Negerstammer undtagne, ligne hinanden meget mere i Form, end man fra første Færd af skulde antage. Dette viser sig tydeligt ved de franske Fotografier i »Collection Anthropologique du Museum« af Mænd, henhørende til forskjellige Racer, af hvilke Flertallet, som mange Personer, hvem jeg har viist dem, have bemærket, kunde gaa og gjælde for Evropæere. Ikkedestomindre vilde disse Mænd, dersom man saa dem for sig, utvivlsomt synes meget forskjellige, saa det er tydeligt nok, at vi blive meget paavirkede i vor Dom ved selve Hudens og Haarets Farve, ved Smaaforskjelligheder i Trækkene og ved Ansigtsudtrykket.

Der er alligevel ingen Tvivl om, at de forskjellige Racer, dersom de bleve undersøgte og maalte omhyggeligt, vilde sees at afvige meget fra hinanden, f. Ex. i Haarets Beskaffenhed, alle Legemsdeles¹) relative Forhold, Lungernes Rummelighed, Hjerneskallens Form og Omfang, ja, selv Hjernens Folder²). Men det vilde blive et uendeligt Arbejde at specificere de utallige Forskjelligheder i Bygning. Racerne afvige ogsaa i Konstitution, i Akklimatisation og i Disposition til forskjellige Sygdomme. I Sjælens Grundevner ere de ligeledes meget forskjellige, navnlig synes dette at være Tilfældet med Følelsen, men

1) En stor Mængde Maalninger af Hvide, Sorte og Indianere ere meddelte i »Investigastions in the Military and Anthropolog. Statistics of American Soldiers«, af B. A. Gould, 1869, S. 298—358; om Lungernes Rummelighed, S. 471. Se ogsaa de talrige og værdifulde Tabeller af Dr. Weisbach efter Dr. Scherzer's og Dr. Schwarz's Iagttagelser i »Reise der Notara: Anthropolog. Theil«, 1867.

²) Se for Exempel Hr. Marschall's Beretning om en Buskmandskones Hjerne i »Phil. Transact.., 1864, S. 519.

[page] 217

er det tildels ogsaa med Forstanden. Enhver, der har havt Lejlighed til Sammenligning, maa være bleven slaaet af den Modsætning, der er mellem de tavse, endogsaa gnavne Indfødte i Syd-Amerika og de letsindede, snakkesalige. Negere. Der er næsten den samme Kontrast mellem Ma-layer og Papuaer¹), som lever under de samme fysiske Betingelser og som kun skilles fra hinanden ved en smal Vandstrækning.

Vi ville først give os ilag med det, der kan anføres til Fordel for at regne Menneskeracerne for forskjellige Arter. Senere komme vi saa til det Modsatte. Dersom en Naturforsker, som aldrig før havde seet slige Væsner, kom til at sammenligne en Neger, en Hottentot, en Avstral-beboer eller en Mongol, vilde han straks opdage, at de afveg fra hinanden i en Mangfoldighed af Karakterer, nogle af ringe, andre af temmelig stor Betydning. Ved at spørge sig for vilde han finde ud, at de vare tillæmpede til at leve under vidt forskjellige Klimater og at de vare noget forskjellige fra hinanden i Konstitution og ogsaa hvad aan-delig Disposition angik. Blev det ham saa fortalt, at der kunde bringes ham Hundreder af lignende Exemplarer fra de samme Lande, saa vilde han ganske sikkert erklære, at de vilde være ligesaa gode Arter som mangfoldige andre, han havde været vant til at betegne ved forskjellige Artsnavne. Denne Slutning vilde blive meget styrket, saasnart han havde forvisset sig om, at disse Former alle havde beholdt den samme Karakter i mange Åarhundreder; og at Negere, der øjensynlig vare identiske med de nulevende Negere, havde levet i mindst de sidste fire Tusinde Aar²).

1) Wallace: »The Malay Archipelago«, Vol II, 1869, S. 178.

²) Angaaende Figurerne i de berømte ægyptiske Huler ved Abu-Simbel siger Hr. Pouchet (»The Plurality of the Human Races«, engl. Oversættelse, 1864, S. 50), at han ikke kunde finde kjendelige Billeder af de tolv eller flere Nationer, som nogle Forfattere tro, de kunne udpege. Selv nogle af de stærkest udprægede Racer kunne ikke identificeres saa bestemt, som man skulde have ventet efter de

[page] 218

Den udmærkede Iagttager Dr. Lund¹) kunde ogsaa fortælle ham, at Menneskekranier, der vare blevne fundne i de brasilianske Knokkelhuler, begravede sammen med mange uddøde Pattedyr, hørte til den samme Type som den, der nu er den almindeligst udbredte paa Amerikas Fastland.

Vor Naturforsker vilde da maaske give sig i Kast med den geografiske Fordeling, og han vilde sandsynligvis erklære, at Former, der ikke blot vare forskjellige i Udseende, men som ogsaa vare tillæmpede til de hedeste og fugtigste eller tørreste Strøg, ligesom ogsaa til de arktiske Regioner, maatte være forskjellige Arter. Han kunde fremdrage den Kjendsgjerning, at der ikke er en eneste Art i den Gruppe, der staaer Mennesket nærmest, de Firhændedes nemlig, som kan taale en lav Temperatur eller i det Hele taget nogen betydelig Klimatforandring; og at man ikke har kunnet holde de Arter, der staa nærmest ved Mennesket, til de bieve voksne, selv i Evropas tempererede Klima. Det vilde gjøre et dybt Indtryk paa ham, naar man meddelte ham den Kjendsgjerning, som først blev

sidste Ting, der ere skrevne om dette Emne. Saaledes hævde d'Hrr. Nott og Gliddon (»Types of Mankind«, S. 148), at Ramses II, eller den Store, har prægtige evropæiske Ansigtstræk, medens Knox, der ogsaa troer fuldt og fast paa en speciflsk Forskjel mellem Menneskeracerne (»Races of Man«, 1850, S. 201), hvor han taler om den unge Memnon (den samme som Ramses II, efter hvad Hr Birck har meddelt mig) i de bestemteste Udtryk hævder, at hans Ansigtsudtryk ere identiske med de Antwerpenske Jøders. Endvidere, da jeg i British Museum tilligemed to kompetente Dommere, Inspecteurer ved Anstalten, saa paa Amunof III's Statue, bieve vi enige om, at han havde et udpræget Negerfysiognomi, men d'Hrr. Nott og Gliddon (ibid. S. 146, Fig. 53) beskrive ham som »en Bastard, men ikke af Negerblod«. 1) Citeret hos Nott og Gliddon i »Types of Mankind., 1854, S. 439. De levere ogsaa Beviser, der synes at bekræfte det, men C. Vogt mener, at Spørgsmaalet fordrer fortsat Undersøgelse.

[page] 219

opdaget af Agassiz¹), den nemlig, at de forskjellige Menneskeracer ere fordelte over Jordkloden over de samme zoologiske Provindser, som beboes af utvivlsomt forskjellige Pattedyrarter og Slægter. Dette er aabenbart Tilfældet med Avstralbeboerne, Mongolerne og Negerracerne; mindre gjælder det om Hottentotterne, men særlig passer det paa Papuaerne og Malayerne, der, som Hr. Wallace har viist, næsten adskilles fra hinanden ved den samme Linie, som sætter Grændsen mellem det malayiske Arkipelag og Avstraliens store zoologiske Provindser. Amerikas Indfødte ere udbredte over hele Kontinentet, og dette synes ved første Øjekast at staa i Strid med den ovenfor fremsatte Regel, thi paa de fleste af Syd-Amerikas og Nord-Amerikas Skabninger er der stor Forskjel; dog er der nogle faa af de nulevende Former, f. Ex. Opossum, der er udbredt fra den ene Ende til den anden, Noget, som ogsaa tidligere somme af de gigantiske Gumlere vare. Eskimoerne ere ligesom andre arktiske Dyr udbredte rundt omkring paa hele Polarregionen. Man maa vel lægge Mærke til, at de Pattedyrformer, som bebo de forskjellige zoologiske Provindser, ikke afvige fra hinanden i samme Grad; saa at det neppe kan betragtes som en Anomali, at Negerne afvige mere og Amerikanerne meget mindre fra de andre Menneskeracer, end Pattedyrene paa de samme Kontinenter fra de andre Provindsers. Det kunde tilføjes, at Mennesket ikke synes oprindelig at have beboet nogen 0 ude i Oceanet, og i saa Henseende ligner han de andre Medlemmer af sin Klasse.

Ved Afgjørelsen af, hvorvidt Varieteterne af det samme Slags Husdyr skulde ansees for specifisk forskjellige, d. v. s., hvorvidt nogle af dem nedstamme fra forskjellige vilde Arter, vilde enhver Naturforsker lægge megen Vægt paa, om det skulde vise sig, at deres Hud-Parasiter vare

1) »Diversity of Origin. of the Human Races« i »The Christian Exa-miner", Juli, 1850.

[page] 220

specifisk forskjellige. Og der vilde blive lagt saameget destomere Vægt derpaa, eftersom det er en fast Regel, efter hvad Hr. Denny har meddelt mig, at de mest forskjellige Hunde, Høns og Duer her i England plages af de samme Arter af Pediculi eller Lus. Nu har Hr. A. Murray omhyggeligt undersøgt de Lus, der ere blevne samlede i de forskjellige Lande fra de forskjellige Menneskeracer'), og han finder, at de ere forskjellige, ikke blot i Farve, men ogsaa i Bygningen af deres Munddele og Lemmer. I hvert enkelt Tilfælde, hvor der stode talrige Exemplarer til Raadighed, viste Forskellighederne sig konstante. Lægen paa en Hvalfanger i det stille Ocean forsikkrede mig. om, at, naar de Lus, med hvilke nogle Sandwich-Insulanere, der vare ombord, vare tæt besatte, kom over paa de engelske Matrosers Legemer, døde de i Løbet af en tre, fire Dage. Disse Lus havde en mørkere Farve og syntes at være forskjellige fra dem, der ere ejendommelige for Beboerne af Chiloe i Syd-Amerika, af hvilke han forærede mig nogle Exemplarer. Disse Sidste synes at være større og meget blødere end de evropæiske Lus. Hr. Murray fik i Afrika fat paa fire Slags, nemlig fra Negerne paa Øst- og Vestkysten, fra Hottentotterne og fra Kafferne. To Slags fik han fra Avstraliens Indfødte, to fra Nordamerika og to fra Sydamerika. I disse sidste Tilfælde maa det antages, at Lusene kom fra Indfødte, der beboede forskjellige Distrikter. Hos Insekterne ansees smaa Bygningsforskjelligheder, dersom de ere konstante, i Almindelighed for at have specifisk Værd; og den Kjendsgjerning, at Menneskeracerne plages af Parasiter, der synes at være specifisk forskjellige, kunde meget godt bruges som et Bevis for, at Racerne selv burde regnes for forskjellige Arter.

Naar den Naturforsker, vi have antaget beskjæftiget med dette Spørgsmaal, var kommet saavidt i sin Under-

¹) »Transact. R. Soc. of Edinburgh«, Vol. XXII, 1861, S. 567.

[page] 221

søgelse, vilde han dernæst spørge, om de forskjellige Menneskeracer, naar de krydsedes med hinanden, vare i nogensomhelst Grad golde. Han kunde i saa Henseende raadspørge et Værk¹), der skyldes en forsigtig og filosofisk Iagttager, nemlig Professor Broca; og i dette vilde han finde tilstrækkelig Bevis paa, at nogle Racer vare ganske frugtbare indbyrdes, men han vilde ogsaa, hvad andre Racer angik, finde Beviser af en modsat Natur. Saaledes forsikkres det, at de indfødte Kvinder fra Avstralien og Tasmanien sjeldent faa Børn med Evropæere; dette Bevis er imidlertid senere blevet viist at være næsten værdiløst. Bastarderne blive nemlig dræbte af de rene Indfødte, og der er fornylig blevet off'enliggjort en Beretning om, at elleve unge Bastarder paa engang bleve dræbte og brændte; Politiet fandt senere deres Ben²). Fremdeles er det ofte blevet sagt, at, naar Mulatter gifte sig med hinanden, faa de faa Børn; paa den anden Side forsikkrer Dr. Bachmann af Charlestown³) bestemt, at han har kjendt Mulatfamilier, som have giftet sig flere Generationer igjennem og som gjennemsnitlig ere vedblevne at være ligesaa frugtbare som helt Hvide og helt Sorte. Forespørgsler, som tidligere bleve gjorte af Hr. C. Lyell i saa Henseende, førte ham, fortæller han mig, til den samme Slutning. I de forenede Stater findes der paa Folketællingslisten for Aar 1854, ifølge Dr. Bachmann, 405,751 Mulatter, og

1) »On the Phenomena of Hybridity in the Genus Homo«, engelsk Oversættelse, 1864.

²) Se det interessante Brev fra Hr. T. A. Murray i »Anthropolog. Re-view», April, 1868, S. LIM. I dette Brev gjendrives Grev Strze-leckfs Meddelelse om, at avstralske Kvinder, der havde født en hvid Mand Børn, bagefter ere golde med Mænd af deres egen Race. Hr. A. de Quatrefages har ogsaa samlet (»Revue des Cours Scientiflques«, Marts, 1869, S. 239) mange Beviser paa, at Avstral-beboere og Evropæere ikke ere golde ved Krydsning.

³) »An Examination of Prof. Agassiz's Sketch of the Nat. Provinces of the Animal World«, Charleston, 1855, S. 44.

[page] 222

dette Tal synes, naar man tager alle Omstændigheder i Betragtning, at være lille, men det kan tildels forklares ved den anomale og lidet ansete Stiling, Klassen har, og ogsaa ved Kvindernes Løsagtighed. Desuden maa Negerne stadigt absorbere et vist Antal Mulatter, og dette vilde jo ogsaa medføre en tilsyneladende Indskrænkelse i Antal. Mulatternes ringere Levedygtighed omtales' i et paalideligt Værk¹) som et velbekjendt Fænomen, men dette er jo igjen noget Andet end formindsket Frugtbarhed og kan jo neppe anføres som noget Bevis paa, at Forældre-Racerne ere specifisk forskjellige. Udentvivl ere baade Dyre- og Plantehybrider, naar de frembringes af yderst forskjellige Arter, tilbøjelige til at dø tidligt, men de Hvide og de Sorte kunne ikke betragtes som yderst forskjellige Arter. Det almindelige Mulæsel, der er saa bekjendt for sit lange Liv og sin .Styrke og som dog er saa goldt, viser hvor lidt der er nogen nødvendig Forbindelse imellem Hybridernes formindskede Frugtbarhed og ringere Levedygtigbed. Andre analoge Tilfælde kunde tilføjes.

Selv om det senere skulde blive viist, at alle Menneskeracer vare fuldtkomment frugtbare indbyrdes, saa vilde dog den, der af andre Grunde var tilbøjelig til at regne dem for forskjellige Arter, med Rette kunne hævde, at Frugtbarhed og Goldhed ikke ere sikkre Kriterier paa specifisk Forskjellighed. Vi vide, at disse Egenskaber let paavirkes af forandrede Livsbetingelser og af Parring af altfor nærstaaende Individer, og at de styres af højst indviklede Love, som f. Ex. den, at Frugtbarheden ikke er den samme ved gjensidig Krydsning mellem to Arter. Hos Former, der "maa ansees for utvivlsomme Arter, kan der dannes en fuldstændig Række, lige fra dem, der ere absolut golde, naar de krydses, til dem, der ere næsten eller ganske frugtbare. Graderne i Goldheden falder ikke

¹⁾ Military and Anthropolog. Statistics of American Soldiers«, af B. A. Gould, 1869, S. 319.

[page] 223

nøje sammen med Graderne i den ydre Bygnings eller Livsvanernes Forskjellighed. Mennesket kan i mange Henseender sammenlignes med de Dyr, der længe have været Husdyr, og der kan anføres en stor Mængde Bevisgrunde til Fordel for Pallas's Lære¹), at den tæmmede

1) .The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, S. 109. Jeg rnaa her minde Læseren om, at Arternes Ufrugtbarhed i Krydsningstilfælde ikke er nogen særlig erhvervet Egenskab; men at det, ligesom det, at visse Træer ikke kunne indpodes paa hinanden, har sin Grund i andre erhvervede Forskjelligheder. Disse For-skjelligheders Natur er ubekjendt, men de have meget mere at gjøre med rieproduktionssystemet end med ydre Bygningsforhold eller almindelige Afvigelser i Konstitution. Et væsenlig Moment i Arters Goldhed i Krydsningstilfælde er aabenbart det, at den ene af dem eller de begge to længe have været vante til lidet omskiftelige Livsbetingelser; thi vi vide, at forandrede Livsbetingelser særlig paavirke Reproduktionssystemet, og vi have god Grund til at tro (som tidligere omtalt), at den Omstændighed, at Livsbetingelserne ere saa omskiftelige hos Husdyr og dyrkede Planter, gjør sit til at bringe den Goldhed til at forsvinde, der er saa almindelig hos de vilde Arter i Krydsningstilfælde. Jeg har andetsteds viist (ibid. Vol. II, S. 185 og »Arternes Oprindelse«, S. 327), at Arternes Goldhed i Krydsningstilfælde ikke er bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg — man vil jo nemlig let indse, at, naar to Arter ere blevne gjorte meget golde, er det neppe muligt at deres Ufrugtbarhed kan blive forøget ved, at de ufrugtbareste Individer bevares og holde sig i Live; thi som Ufrugtbarheden tiltager, vil der blive mindre og mindre Afkom, og tilsidst vil der kun frembringes enkelte Individer og det tilmed sjeldent. Men der er ogsaa en højere Grad af Ufrugtbarhed end denne. Baade Gartner og Kolreuter have viist, at i Planteslægter, der indeholde talrige Arter, kan der dannes en hel Række, ligefra Arter, som, naar de krydses, give færre og færre Frø, til Arter som aldrig frembringe et eneste Frø, men som dog paavirkes af andre Ariers Støvkorn, idet Æget svulmer op. Her er det aabenbart umuligt at udvælge de ufrugtbareste Individer, der jo allerede have holdt op med at frembringe Frø; saa at Toppunktet af Ufrugtbarhed, hvor kun Æget paavirkes, ikke kan naaes ved Udvælgelse. Dette Toppunkt og uden. Tvivl ogsaa de andre Goldhedstrin ere de tilfældige Resultater af visse ubekjendte Forskjelligheder i det reproduktive Systems Konstitution hos de Arter, der blive krvdsede.

[page] 224

Tilstand siges at udrydde Goldheden, som saa hyppig resulterer af Krydsning mellem Arterne i vild Tilstand. Af disse forskjellige Grunde vil det med Rette kunne hævdes, at selv om det viste sig, at der var fuldstændig Frugtbarhed mellem de krydsede Menneskeracer, saa vilde det dog ikke være nogen afgjørende Hindring for, at vi kunde regne dem for forskjellige Arter.

Frugtbarheden uanseet, har man undertiden ment, at Udseendet af det Afkom, der er blevet frembragt ved en Krydsning, kunde fortælle os, hvorvidt Forældrene burde regnes for Arter eller Varieteter; men efter omhyggeligt at have studeret Spørgsmaalet er jeg kommet til det Resultat, at man ikke kan opstille slige almindelige Regler. Saaledes ligner hos Mennesket det Afkom, der frembringes ved Krydsning åf to afgjort forskjellige Racer, i alle Henseender gode Arters og Varieteters Afkom. Dette viser sig f. Ex. ved den Maade, paa hvilken begge Forældrenes Karakterer ere blandede, og derved, at den ene Form absorberer den anden ved gjentagne Krydsninger. I dette sidste Tilfælde beholder Afkommet baade af krydsede Arter og Varieteter i lang Tid en Tendents til at slaa tilbage til deres Forfædre og særlig da til den, som har Overhaand ved Nedarvingen. Naar en eller anden Karakter pludselig har viist sig hos en Race eller en Art som Resultat af en enkelt Varieringsakt, hvad der almindeligt gjælder om Monstrøsiteter¹), og saa denne Race krydses med en anden, der ikke er saaledes karakteriseret, saa er det ikke almindeligt, at de paagjældende Karakterer vise sig i en blandet Tilstand hos Ungerne, men nedarves til dem, enten fuldkommen udviklede eller ogsaa slet ikke udviklede. Da Tilfælde af dette Slags sjelden eller aldrig forekommer ved Krydsning af Menneskeracer, saa kan man anføre dette imod den Anskuelse, som hævdes af somme Ethnologer, den nemlig, at visse Karakterer, f. Ex.

1) «The Variation of Animals« osv., Vol II, S. 92.

[page] 225

Negernes sorte Farve, først fremkom som en pludselig Variering. Hvis dette havde været Tilfældet er det sandsynligt, at Mulatterne ofte vilde være blevne fødte enten fuldstændig hvide eller fuldstændig sorte.

Vi have nu seet, at en Naturforsker kunde være i sin gode Ret, naar han vilde anse Menneskeracerne for forskjellige Arter; thi som vi have seet, ere de jo forskjellige fra hverandre i mange Punkter, baade i Bygning og i Konstitution, og nogle af disse Forskjelligheder ere væsenlige. Disse Forskjelligheder have ogsaa holdt sig konstante i meget lange Tidsperioder. Naturforskeren vil til en vis Grad være bleven paavirket af Menneskets uhyre Udbredelse. Dette er nemlig noget ganske anomalt indenfor Pattedyrklassen i Tilfælde af, at man betragter Mennesket som en enkelt Art. Han vil endvidere være bleven slaaet af den Overensstemmelse, der er mellem de forskjellige saakaldte Racers Udbredelse og andre utvivlsomt forskjellige Pattedyrarters. Endelig kunde han anføre, at det endnu ikke er blevet fuldstændig beviist, at alle Racerne ere fuldstændig frugtbare indbyrdes; og at det, selv om det var beviist, saa dog ikke absolut vilde afgjøre, at de tilhøre samme Art.

Men dersom nu paa den anden Side vor antagne Naturforsker gav sig til at undersøge, hvorvidt Menneskeformerne, naar de i stort Antal bleve blandede imellem hinanden i det samme Land, holdt sig forskjellige, ligesom de almindelige Arter, saa vilde han øjeblikkelig se, at dette ingenlunde var Tilfældet. I Brasilien vilde han finde en uhyre Bastardbefolkning af Negere og Portugisere; i Chiloe og andre Dele af Syd-Amerika vilde han kunne se en hel Befolkning bestaaende af Indianere og Spanioler, blandede med hinanden i forskjellige Grader¹). I mange

1) Hr. Quatrefages har (»Anthropolog. Review«, Jan. 1869, S. 22) givet en interessant Beretning om de brasilianske Paulistaers Fremgang

15

[page] 226

Dele af det samme Kontinent vilde han møde de mest indviklede Krydsninger mellem Negere, Indianere og Evro-pæere; og saadanne tredobbelte Krydsninger ere, efter hvad vi have lært i Planteriget, den allerbedste Prøvesten paa, at Forældre-Formerne ere indbyrdes frugtbare. Paa en 0 i det stille Ocean vilde han finde en lille Befolkning, hvis Blod var for en Del polynesisk, for en Del engelsk, og i Fidji-Arkipelaget kunde han se en Befolkning af Polynesiere og Negriter, krydsede med hinanden i alle mulige Grader. Der kunde tilføjes mange analoge Tilfælde hentede f. Ex. fra Syd-Afrika. Menneskeracerne ere da saaledes ikke tilstrækkelig forskjellige til at kunne leve sammen uden at blandes; og det er det, som i alle almindelige Tilfælde er den sædvanlige Prøve paa,specifisk Forskjellighed.

Vor Naturforsker vilde ligeledes blive meget forvirret, saasnart han bemærkede, at de Karakterer, hvorved de forskjellige Menneskeracer adskille sig fra hinanden, ere højst variable. Det er Noget, som vil have slaaet Enhver, den første Gang han saa de brasilianske Negerslaver, der ere blevne indførte fra alle Dele af Afrika. Denne Bemærkning gjælder ogsaa for Polynesierne og for mange andre Racer. Det turde være tvivlsomt, hvorvidt der kan nævnes nogensomhelst Karakter, som paa engang baade er virkelig karakteristisk for Racen og tillige konstant. Vilde ere, selv indenfor samme Stamme, ikke af en nær saa ensformet Karakter, som man ofte har sagt. Hottentotkvinderne have visse Ejendommeligheder, der ere mere udprægede, end de findes hos nogen anden Race, men om disse Karakterer veed man, at de ikke findes konstante. De forskjellige amerikanske Racer variere betydeligt i Farve og Haarrigdom; og de afrikanske Negere variere ogsaa til en vis Grad i Farve og meget i Ansigts-

og Udholdenhed; det er en meget krydset Race af Portugisere og Indianere, med en Indblanding af andre Racer.

[page] 227

trækkenes Form. Hjerneskallens Facon varierer meget hos somme Racer¹), og saadan forholder det sig ogsaa med hvilkensomhelst anden Karakter. Og alle Naturforskere have, ved dyrekjøbt Erfaring, lært, hvor letsindigt det er at forsøge paa at opstille Arter paa ukonstante Karakterer.

Men det vægtigste af alle Argumenter, der taler imod at behandle Menneskeracerne som forskjellige Arter, er det, at de gaa over i hinanden, uden at de i mange Tilfælde, saavidt vi kunne skjønne, ere blevne krydsede med hinanden. Mennesket er blevet studeret mere omhyggeligt end nogetsomhelst andet organisk Væsen, og dog er der den størst mulige Uenighed imellem store Avtoriteter, om hvorvidt de bør opføres som en enkelt Art eller Race, eller som to (Virey), som tre (Jacquinot), som fire (Kant), fem (Blumenbach), seks (Buffon), syv (Hunter), otte (Agassiz), elleve (Pickering), femten (Bory St. Vincent), seksten (Desmoulins), to og tyve (Morton), treds (Craw-furd), eller, som Burke²) vil, tre og treds. Denne Uenighed viser ikke, at Racerne ikke bør regnes for Arter, men den viser, at de gaa over i hinanden, og at det neppe er muligt at finde Karakterer, ved hvilke man bestemt kan holde dem ude fra hinanden.

Enhver Naturforsker, som har været saa uheldig at paatage sig at beskrive en Gruppe af stærkt varierende Organismer, har mødt Tilfælde (jeg taler af Erfaring), der har megen Lighed med Menneskets; og dersom han er af en forsigtig Natur, saa vil han ende med at samle alle

1) For Exempel de Indfødte i Amerika og Avstralien, Prof. Huxley siger (»Transaet. Internat Congress of Prehist. Arch.«, 1868, S. 105), at mange Sydgermaners og Sveizeres Hjernekasser ere »ligesaa korte og brede som Tartarernes« osv.

²) Dette Emne er udmærket drøftet i: Waitz, »Introduct. to Anthro-pology., engelsk Oversættelse, 1863, S. 198—208, 227. Jeg har meddelt noget af det ovenfor auførte efter H. Tuttle's »Origin and Antiquity of Physieal Man«, Boston, 1866, S. 35.

. 15*

[page] 228

de Former, der gaa over i hinanden, til en enkelt Art; thi han vil sige til sig selv, at han ikke har nogen Ret til at give Væsner, han ikke kan holde ude fra hinanden, egne Navne. Tilfælde af dette Slags indtræffe i den Orden, hvori Mennesket har sin Plads, nemlig i visse Abe-Slægter; medens i andre Slægter, f. Ex. Cercopithecus, de fleste Arter bestemt kunne holdes ude fra hinanden. I den amerikanske Slægt Cebus regnes de forskjellige Former af nogle Naturforskere for Arter, af Andre for blot og bar Racer. Dersom der nu blev samlet en Mængde Cebus-Individer fra alle Dele af Syd-Amerika, og saa de Former, der nu synes at være specifisk forskjellige, fandtes at være forbundne ved indbyrdes lidet forskjellige Mellemformer, saa vilde de af de fleste Naturforskere blive regnede for simple Varieteter, eller Racer, og saaledes har da ogsaa Flertallet af Naturforskerne baaret sig ad med Menneskeracerne. Ikkedestomindre er der, i det Mindste i Planteriget¹), Former, som man ikke kan undgaa at kalde for Arter, der ere forbundne med hinanden ved utallige Gradationer, uden at de have været krydsede med hinanden.

Nogle Naturforskere have for nylig brugt Betegnelsen Sub-Species (Underart), for dermed at betegne Former, som have mange af de virkelige Arters Karaktertræk, men som dog neppe fortjene en saa høj Rang. Dersom vi nu tage Hensyn til de vægtige Bevisgrunde, som der er givet ovenfor, for at hæve Menneskeracerne op til Arts-Værdigheden, og paa den anden Side lægge Mærke til de uovervindelige Vanskeligheder, Adskillelsen af dem, frembyder, saa synes der at være meget, der taler for her at bruge Betingelsen Sub-Species. Men da man saa-

1) Prof. Nageli har omhyggeligt beskrevet flere saadanne Former i sine »Botanische Mittheiiungen«, II B., 1866, S. 294—369. Prof. Asa Gray har nogle lignende Bemærkninger om nogle Mellemformer, henhørende til de nordamerikanske Kurveblomstrede.

[page] 229

længe har brugt Betegnelsen Race, vil man maaske stadig blive ved at bruge den. Valget af Betegnelser er kun forsaavidt vigtigt, som det er i høj Grad ønskeligt, saa vidt muligt, at bruge de samme Betegnelser for de samme Forskjelsgrader. Ulykkeligvis er dette sjelden muligt, thi indenfor den samme Familie rumme de større Slægter i Almindelighed nær beslægtede Former, som kun med den yderste Vanskelighed kunne holdes ude fra hinanden, medens de mindre Slægters Former ere fuldkomment forskjellige, og dog maa de allesammen kaldes for Arter. Fremdeles ligne Arterne i en og samme stor Slægt paa ingen Maade hinanden i samme Grad, tvertimod, i de fleste Tilfælde kunne Nogle af dem ordnes i smaa Grupper rundt om andre Arter, ligesom Drabanter rundt omkring en Planet.')

Spørgsmaalet om, hvorvidt Menneskeslægten bestaaer af en eller flere Arter, er i de senere Aar blevet drøftet af Anthropologerne, som ere delte i de to Skoler, Mone-genister og Polygenister. De, der ikke kunne gaa ind paa Evolutionstheorien, maa betragte Arterne enten som frembragte ved egne Skabelsesakter eller som Skabninger, der paa anden Maade ere uden Forbindelse med hinanden, og de maa afgjøre, hvilke Former der skal regnes for Arter ved Analogier fra andre organiske Væsner, der i Almindelighed ansees for Arter. Men det er haabløst at prøve paa at faa dette Spørgsmaal afgjort paa en fornuftig Maade, saalænge der ikke er en Definition paa Begrebet Art, der er almindelig vedtagen, og den Definition maa være saadan, at der ikke i den indgaaer noget Element, om hvilket man Ingenting kan faa at vide, som f. Ex.. Skabelse. Man kunde ligesaa gjerne forsøge paa, uden at have nogen Definition, at give sig til at afgjøre, hvorvidt et vist Antal Huse bør kaldes en Landsby, en Flække

1) »Arternes Oprindelse«, S. 71.

[page] 230

eller en Stad. Vi have en praktisk Illustration til denne Vanskelighed i de aldrig endende Tvivlsmaal om, hvorvidt mange nærbeslægtede Pattedyr, Fugle, Insekter og Planter, der træde istedetfor hinanden i Nordamerika og Evropa, bør regnes for Arter eller for geografiske Racer. Det Samme gjælder ogsaa om Organismerne paa mange Øer, der ligge temmelig nær ved det nærmeste Fastland.

Paa den anden Side ville de Naturforskere, som kunne gaa ind paa Evolutionstheorien — og det er nu Flertallet af de Fremragende — ikke have nogen Tvivl om, at Menneskeracerne nedstamme fra et enkelt oprindeligt Hold; enten de saa mene eller ikke piene, at det er passende at betegne dem som forskjellige Arter, for herved at udtrykke, hvilket Beløb af Forskjel der er imellem dem¹.). Spørgsmaalet om, hvorvidt de forskjellige Husdyrracer nedstamme fra en eller fra flere Arter er noget Andet. Omendskjøndt alle saadanne Racer, ligesom ogsaa de vilde Arter indenfor samme Slægt, utvivlsomt alle nedstamme fra det samme oprindelige Hold, er det dog et passende Diskussionsemne, hvorvidt f. Ex. Hushunde-Racer have erhvervet de Forskjelligheder, de nu have, siden en eller anden Art først blev tæmmet og opdrættet af Mennesket, eller hvorvidt nogle af deres Karakterer ere nedarvede fra forskjellige Arter, der allerede vare modificerede som vilde. Overfor Mennesket kan der ikke opstaa noget saadant Spørgsmaal, thi han kan ikke siges at være blevet gjort til Husdyr til nogen bestemt Tid.

Dengang da Menneskeracerne i en yderst langt tilbageliggende Tid adskilte sig fra deres fælles Stamform, ville de kun have afveget lidt fra hinanden indbyrdes og have været faa i Antal. Som en Følge deraf vilde de, saavidt deres Særmærker angaaer, have havt mindre Ret til at fordre Rang som forskjellige Arter, end de nulevende

1) Jevnfør i saa Henseende Prof. Huxley i »Fortnightly Review«, 1865, S. 275.

[page] 231

saakaldte Racer. Alligevel vilde saadanne tidlige Racer maaske af visse Naturforskere være blevne regnede for bestemte Arter, saa vrlkaarlig er Betegnelsen, dersom deres Forskjelligheder, omendskjøndt yderst smaa, havde været mere konstante end nu og ikke havde gaaet over i hinanden.

Det er imidlertid muligt, omendskjøndt langtfra sandsynligt, at Menneskets tidlige Stamformer i Begyndelsen kunne have divergeret meget fra hinanden, indtil de blev hinanden endnu mere ulige, end de nulevende Racer ere, men at der saa senere ovenpaa denne Karakterdivergens var kommet en Karakterkonvergens, hvad Vogt¹) har antaget. Naar Mennesket, med det samme Maal for Øje, udvælger Afkommet af to forskjellige Arter, saa frembringer han undertiden, hvad det almindelige Udseende angaaer, et betydeligt Beløb af Konvergens. Dette er, som v. Nathusius²) har viist, Tilfældet med de forbedrede Svineracer, der stamme fra to forskjellige Arter, og det samme gjælder, men noget mindre udpræget, om de forbedrede Kvægracer. En stor Anatom, Gratiolet, hævder, at de menneskelignende Aber ikke danne nogen naturlig Undergruppe, men at Orang-Utangen er en meget udviklet Gibbon eller Semnopithécus, Chimpanzeen en meget udviklet Macacus, og Gorillaen en meget udviklet Mandril. Gaaer man ind paa denne Antagelse, der næsten udelukkende støtter sig paa Karakterer, hentede fra Hjernen, saa vilde vi have et Tilfælde af Konvergens, i det Mindste for de ydre Karakterers Vedkommende, thi de menneskelignende Aber ligne ganske vist i mange Punkter hinanden mere, end de ligne andre Aber. Alle Analogi-Ligheder,

1) »Vorlesungen uber den Menschen., 1865.

²) »Die Racen-des Schweines«, 1860, S. 46. Vorstudien fur Ge-schichte osv., Schweineschådel«, 1864, S. 104. Hvad Kvæg angaaer, se Hr. de Quatrefages: «Unité de l'Espéce Humaine-, 1861, S. 119.

[page] 232

f. Ex. Hvalens Lighed med en Fisk, kunne i Virkeligheden siges at være Tilfælde af Konvergens; men denne Betegnelse er aldrig blevet anvendt paa overfladiske og adaptive Ligheder. Det vilde i de fleste Tilfælde være temmelig dristigt hos Væsner, som engang havde været vidt forskjellige, at kalde stor Lighed i mange Bygnings-punkter for Konvergens. En Krystals Form bestemmes ene og alene ved moleculære Kræfter, og der er ikke noget forbavsende i, at forskjellige Substantser undertiden antage samme Form, men hos organiske Væsner maa vi vel huske paa, at Formen af hver enkelt afhænger af en Utallighed af indviklede Forhold, nemlig af de Varieringer, der ere fremkomne, som igjen skyldes Aarsager, der ere alt for indviklede til at kunne udfindes, — af de Varierin-gers Natur, som ere blevne bevarede, og dette er igjen afhængig af de omgivende fysiske Betingelser og i en endnu højere Grad af de forhaandenværende Organismer, med hvilke den maa rivalisere — og endelig af Nedarving (der i og for sig er et fluktuerende Element) fra utallige Forfædre, der allesammen havde faaet deres Former bestemte ved lignende indviklede Forhold. Det synes i højeste Grad utroligt, at to Organismer, dersom de ere udpræget forskjellige, senere hen skulde kunne konvergere saa nøje, at de vare nær ved at blive identiske i hele deres Organisation. I det Tilfælde af Konvergens, vi ovenfor have henty dettil, nemlig Svineracernes, skal man endnu, ifølge v. Nathusius, paa visse Ben i deres Kranier tydelig kunne se, at de nedstamme fra to oprindelige Hold. Dersom Menneskeracerne, saaledes som nogle Naturforskere antage, nedstammede fra to eller flere bestemt adskilte Arter, som havde afveget ligesaameget eller næsten ligesaameget fra hinanden, som Orang-Utangen og Gorillaen, saa kan det neppe betvivles, at udprægede Forskjelligheder i visse Bens Bygning endnu maatte kunne findes hos Mennesket i hans nuværende Tilstand.

[page] 233

Omendskjøndt de nulevende Menneskeracer ere for-skjellige i mange Henseender, f. Ex. hvad angaaer Farve, Haar, Hjerneskallens Form, Legemets Forhold osv., saa finder man dog, dersom man tager hele deres Organisation med i Betragtning, at de ligne hinanden nøje i en Mangfoldighed af Punkter. Mange af disse Punkter ere af en saa uvæsenlig eller besynderlig Natur, at det er yderst usandsynligt, at de skulde være blevne erhvervede hver for sig af oprindelig forskjellige Arter eller Racer. Det samme gjælder med lige eller større Styrke om de talrige Punkter, i hvilke der er aandelig Lighed mellem de mest forskjellige Menneskeracer. Amerikas Indfødte, Negerne og Evropæerne ere saa afvigende fra hinanden i sjælelig Henseende, som hvilkesomhelst tre Racer, der nævnes kan, og dog blev jeg stadig, dengang jeg ombord paa Beagle levede sammen med Ildlændere, slaaet af de mange smaa Karaktertræk, der viste, hvor ens deres og vor SindsbeskafFenhed var; og saaledes var det ogsaa med en fuldblods Neger, med hvem jeg engang hændelsesvis var nøje bekjendt.

Den, som omhyggelig vil læse Hr. Tylor's og Hr. J. Lubbock's interessante Værker^l), kan neppe undlade at faa et dybt Indtryk af den store Lighed, der er imellem Mænd af alle Racer baade i Smag, Disposition og Vaner. Dette viser sig i den Fornøjelse, de alle have af at dandse, af at høre barbarisk Musik, af at spille Komedie, af at male, tatovere og paa anden Maade dekorere sig selv — fremdeles i det, at de indbyrdes kunne forstaa et Tegnsprog — og, hvad jeg i en senere Afhandling skal kunne vise, i at de have de samme Ansigtsudtryk og bruge de samme uartikulerede Skrig, naar de paavirkes af forskjellige Følelser. Denne Lighed, eller snarere Identitet, er slaaende, naar man stiller den lige over for de forskjellige Indtryk, som

1) Tylor's »Early History of Mankind«, 1865; angaaende Gebærde-Sproget se S. 54. Lubbock's »Prehistoric Times«, 2 Edit, 1869.

[page] 234

kunne iagttages ved forskjellige Abearter. Der er tilstrækkelig Bevis for, at den Kunst at skyde med Bue og Pile ikke er arvet fra en for alle Mennesker fælles Stamform, og dog ere de Stenpilespidser, der bringes hjem fra de fjerneste Egne af Verden og som ere tildannede i de fjerneste Perioder næsten, som Nilsson har vrist¹), identiske; og denne Kjendsgjerning kan kun forklares ved, at de forskjellige Racer have havt den samme Opfindsomhed eller de samme Sjæleevner. Den samme Iagttagelse har Arkæologerne²) gjort angaaende visse næsten overalt hyppigst forekommende Ornamenter, f. Ex. Zigzag Linier osv., og angaaende forskjellige simple Forestillinger og Skikke, f. Ex. det at begrave de Døde under megalitiske Bygninger. Jeg erindrer, at jeg i Syd-Amerika³) har lagt Mærke til, at Mennesket der, som i saa mange andre Dele af Verden, i Almindelighed har valgt mægtige høje Tinder til at bygge Stenhobe paa, enten til Erindring om en eller anden mærkværdig Begivenhed, eller ogsaa til at begrave deres Døde under.

Naar nu en Naturforsker finder, at der er nøje Overensstemmelse i talrige Smaating vedrørende Vaner, Smag Disposition hos to eller flere Husdyr-Racer eller mellem nærbeslægtede vilde Former, saa bruger han denne Omstændighed som Bevis for, at de alle nedstamme fra en fælles Stamform, der havde alle disse Træk; og som en Følge deraf sætter han dem alle under samme Arts-Navn. Dette samme Bevis kunde med megen Styrke anvendes paa Menneskeracerne.

Da det er usandsynligt, at de talrige og uvæsenlige Lighedspunkter, der findes mellem de forskjellige Menne-

1) »Skandinaviska Nordens Urinvånare«, 1838—64 Engelsk Oversættelse ved Hr. J. Lubbock, 1868, S. 104.

²) Hodder M. Westiopp: »On Cromlechs« osv., »Journal of Ethnolo-gical Soc«, meddelt i »Scientific Opinion«, 2 Juni, 1869, S. 3.

³) »Journal of Researches: Voyage of the »Beagle«, S. 46.

[page] 235

skeracer i Legemsbygning og Sjæleevner (jeg hentyder ikke her til eens Skikke), alle skulde være blevne erhvervede hver for sig, saa maa de være nedarvede fra Forfædre, for hvem disse Ting vare karakteristiske. Vi faa saaledes nogen Indsigt i Menneskets Tilstand i hin tidlige Tid, før han Trin for Trin kavde udbredt sig over Jordens Overflade. Menneskets Udbredelse til Egne, der vare vidt adskildfe fra hinanden ved Havet, skete udentvivl, før der var blevet noget anseeligt Beløb af Karakterdivergens hos de forskjellige Racer; thi ellers maatte vi undertiden møde den samme Race paa forskjellige Kontinenter, og dette er aldrig Tilfældet. Hr. J. Lubboek specificerer, efter at have sammenlignet alle de Kunster, de Vilde nu udøve i alle Dele af Verden, dem, som Mennesket ikke kunde have kjendt, dengang han først udvandrede fra sin Fødestavn; thi dersom de engang vare lærte, vilde de aldrig være blevne glemte¹). Han viser saaledes, at »Spydet, som kun er en Udvikling af Knivsbladet, og Køllen, som kun er en lang Hammer, ere de eneste Ting, der bliver tilbage«. Han indrømmer imidlertid, at den Kunst at gjøre Ild paa sandsynligvis allerede var bleven opdaget, thi Ilden er fælles for alle de nulevend« Racer og kjendes af Evropas gamle Hulebeboere. Maaske den Kunst at lave raa Kanoer eller Flaader ligeledes var kjendt; men, da Mennesket existerede i en tjern Tid, da Landet paa mange Steder havde et ganske andet Niveau, end det nu har, vilde han uden Kanoernes Hjælp have været istand til at komme vidt omkring. Hr. J. Lubboek bemærker fremdeles, hvor usandsynligt det er, at vore tidligste Forfædre kunde have »talt til et saa højt Tal som Ti i Betragtning af, at der er mange af de Racer, der nu leve, der ikke kunne komme fire forbi«. Alligevel kunde paa denne tidlige Tid Menneskets intellektuelle og sociale Evner neppe have været synderligt ringere, end de

1) .Prehistoric Times«, 1869, S. 574.

[page] 236

nulevende laveste Vildes; thi ellers kunde Mennesket ikke have været saa overordenlig heldig i Kampen for Tilværelsen, som hans tidlige og store Udbredelse viser, at han var.

Paa Grund af Grundforskjellighederne mellem visse Sprog have nogle Filologer ment, at dengang da Mennesket først blev vidt udbredt, hørte han ikke til de talende Dyr; men man kunde jo godt antage, at Sprog, langt mindre fuldkomne end noget, der nu tales, kunde være blevne brugte ved Siden af Fagter og dog ikke have efterladt sig noget Spor i de næste og mere udviklede Tungemaal. Det synes tvivlsomt, at Menneskets Forstandsevner, uden Hjælp af et Sprog, hvor ufuldkomment det end saa maatte være, kunde have faaet en saa høj Udvikling, som Menneskets herskende Stilling i de tidligere Tider forudsætter.

Om Fortidens Menneske, dengang han kunde udøve meget faa Færdigheder af det raaeste Slags, og dengang hans Taleevne var yderst ufuldkommen, vilde have fortjent at blive kaldt Menneske, det maa jo afhænge af den Definition, man vil bruge. I en Række af Former, der umærkeligt forbinde en eller anden abelignende Skabning med Mennesket i dets nuværende Tilstand, vilde det være umuligt at sige paa noget bestemt Punkt, naar Begrebet »Menneske« bør bruges. Men dette har ogsaa meget lidt at sige. Fremdeles er det næsten ligegyldigt, om de saa-kaldte Menneskeracer beholde denne Betegnelse eller kaldes for Arter eller Underarter; men den sidste Betegnelse synes at være den mest passende. Endelig kunne vi da slutte os til, at naar Evolutionstheorien bliver den almindelig antagne, hvad der sikkert ikke vil vare længe, saa vil Striden mellem Monogenister og Polygenister dø en stille og ubemærket Død.

Der er et andet Spørgsmaal, som vi ikke bør lade gaa upaaagtet hen, det nemlig, om, som det undertiden antages, hver Underart eller Menneskerace er blevet frem-

[page] 237

bragt af et enkelt Par. Hos vore Husdyr kan man let frembringe en ny Race ved et enkelt Par, der har en eller anden ny Karakter, ja man behøver blot et enkelt Individ, der er saaledes karakteriseret, naar man kun med Omsigt parrer det varierende Afkom; men de fleste- af vore Racer ere blevne dannede, ikke med Hensigt ved Hjælp af et udvalgt Par, men ubevidst ved at bevare mange Individer, der have varieret, om end aldrig saa lidt, paa en eller anden nyttig eller ønskelig Maade. Dersom man i et Land stadig foretrak de stærkere og tungere Heste og i et andet Land de lettere og hurtigere Heste, saa kunne vi være overbeviste om, at der i Tidernes Løb vilde blive frembragt to forskjellige Under-Racer, uden at visse Par eller Individer vare blevne adskilte og brugte som Stamformer til nogen af Landenes Racer. Mange Racer ere blevne dannede saaledes, og denne deres Dannelses-maade er ganske analog med de vilde Arters. Vi vide ogsaa, at de Heste, som ere blevne bragte til Falklandsøerne i Løbet af flere paa hinanden følgende Generationer, ere blevne mindre og svagere, medens de, der ere blevne forvildede paa Pampas, have faaet større og grovere Hoveder; og saadanne Forandringer skyldes aabenbart ikke noget enkelt Par, men den Omstændighed, at alle Individer have været de samme Betingelser underkastede, hjulpet af Tilbageslagsprincipet (Attavisme). De nye Under-Racer nedstamme i intet af disse Tilfælde fra et enkelt Par, men fra mange Individer, som have varieret i forskjellig Grad, men paa den samme almindelige Maade, og vi kunne slutte os til, at Menneskeracerne ere blevne frembragte paa samme Maade, idet Modifikationerne enten have været det direkte Resultat af, at Individerne have været udsatte for forskjellige Betingelser, eller det indirekte Resultat af en eller anden Udvælgelses-maade. Men dette sidste Emne skulle vi snart komme tilbage til.

[page] 238

Om Menneskeracernes Uddøen. — Delvis og fuldstændig Uddøen af mange Menneskeracer og mange Underracer er historisk kjendte Begivenheder. Humboldt saa i Syd-Amerika en Papegøje, som var den eneste levende Skabning, der kunde tale en uddød Stammes Sprog. Gamle Mindesmærker og Stenredskaber, der findes i de forskjelligste Egne af Verden, og om hvilke de nulevende Beboere ikke have nogensomhelst Tradition, antyder megen Uddøen. Nogle smaa og opløste Stammer, Rester af tidligere Racer, holde sig endnu stadig ilive i isolerede Distrikter, der som oftest have Bjergnatur. I Evropa stode, ifølge Schaaffhausen'), alle de gamle Racer »paa et lavere Trin end de raaeste af de nulevende Vilde«. De maa derfor til en vis Grad have afveget fra enhver nulevende Race. De Levninger af Les Eyzies, der ere beskrevne af Professor Broca²), hentydede, omendskjøndt de uheldigvis synes at have tilhørt en enkelt Familie, til en Race med en yderst besynderlig Kombination af lave eller abeagtige og høje Egenskaber og ere »aldeles for-skjellige fra en hvilkensomhelst anden Race, gammel eller modern, som vi nogensinde have hørt Tale om«. Den afveg derfor fra de belgiske Hulers kyaternære Race.

Ugunstige fysiske Betingelser synes kun at have havt lidt Indvirkning paa Racernes Uddøen ³). Mennesket har længe levet i Nordens yderste Egne., hvor han hverken kan faa Træ til sine Kanoer eller til sine andre Redskaber, og hvor han kun har Tran til at brænde og til at varme sig paa og til at smelte Sneen med. Paa Sydspidsen af Amerika holde Ildlænderne sig ilive uden at være beskyttede mod Klimaets Barskhed ved Klæder eller ved

1) Oversættelse i »Anthropological Review«, Oct. 1868, S. 431.

²) »Transact. Internat. Congress of Prehistoric Arch.«, 1868, S. 172 -175. Se ogsaa Broca (Oversættelse) i »Anthropological Review«, Oct. 1868, S. 410.

³) Dr. Gerland: »Ueber das Aussterben der Naturvolker«, 1868, S 82.

[page] 239

nogetsomhelst Slags Bygning, som det var værd at give Navn af Hytte. I Syd-Afrika strejfe de Indfødte omkring paa de tørreste Sletter, hvor det vrimler af farlige Dyr. Mennesket kan modstaa den dødbringende Terai ved Himalayas Fod og det tropiske Afrikas pestbefængte Kyster.

Uddøen er navnlig en Følge af Rivalisering mellem Stamme og Stamme, mellem Race og Race. Der er, som nærmere omtalt i et tidligere Kapitel, forskjellige Hindringer, der stadig ere i Virksomhed og som tjene til at forhindre enhver vild Stammes Individantal fra at vokse stærkt, — f. Ex. periodiske Hungerstider, Forældrenes Vandringer o<r Børnenes deraf følgende Død, forlænget Diegivning, Kvindetyveri, Krige, Ulykkestilfælde, Sygdom, Tøjlesløshed, særligt Barnemord og maaske formindsket Frugtbarhed,- betinget af mindre nærende Føde og mange andre Besværligheder. Dersom af en eller anden Grund en af disse Hindringer fjernes, om i en nok saa ringe Grad, vil den saaledes begunstigede Stamme tiltage i Individantal; og naar den ene af to Nabostammer bliver talrigere og mægtigere end den anden, saa bliver Væddestriden snart endt ved Krig, Drab, Menneskeæden, Slaveri og Absorb-tion. Selv om en svagere Stamme ikke pludselig bliver fejet bort paa denne Maade, saa vil den dog i Almindelighed, dersom den engang er begyndt paa at gaa ned ad Bakke, blive ved at formindskes, indtil den er uddød¹).

Naar civiliserede Nationer komme i Berørelse med barbariske, er Kampen kort, undtagen paa saadanne Steder, hvor et dødbringende Klima hjælper den indfødte Race. Af de Grunde, som føre til de civiliserede Nationers Sejr, ere nogle simple, andre meget dunkle. Vi kunne indse, at Landets Opdyrkning paa mange Maader vil være skjæbne-svanger for de Vilde, thi de kunne ikke eller ville ikke forandre deres Leveviis. Nye Sygdomme og Laster ere i

1) Dr. Gerland (ibid. S. 12) meddeler Fakta, der støtte denne Bemærkning.

[page] 240

høj Grad ødelæggende, og det synes, som om en ny Sygdom hos enhver Nation foraaarsager megen Dødelighed, indtil de, som ere mest modtagelige for dens ødelæggende Indflydelse, lidt efter lidt ere udryddede¹); og saaledes kan det ogsaa være, at det forholder sig med de spirituøse Drikkes skadelige Indvirkning og med saamange Vildes overordenlig stærke Smag for dem. Det synes endvidere, mystisk som det er, som om forskjellige Folkeslags første Møde fremavler Sygdomme²). Hr. Sproat, som paa Vancouver-Øen særlig beskjæftigede sig med Spørgsmaalet om Uddøen, troer, at forandrede Livsvaner, som stedse følge Evro-pæernes Ankomst, medfører megen Sygelighed. Han lægger ogsaa stor Vægt paa en saa ubetydelig Omstændighed som den, at de Indfødte blive »forvildede og dumme ved det nye Liv omkring dem; de Grunde, de tidligere havde for at anstrenge sig, forsvinde, og der kommer ingen nye i deres Sted³)«.

Der, hvor Nationer komme til at rivalisere med hinanden, synes Sejren at være meget stærk betinget af det Civilisations-Trin, paa hvilket Nationen staaer. For nogle faa Aarhundreder siden frygtede Evropa østlige Barbarers Indfald, nu vilde enhver saadan Frygt være latterlig. Det er en endnu mærkeligere Omstændighed, siger Hr. Bagehot, at de Vilde tidligere ikke svandt som Dug for Solen for de klassiske Nationer, hvad de nu gjø.re for de moderne civiliserede Nationer; ifald de havde gjort det, vilde de gamle Moralister have grundet derover, men der er ikke hos nogen Skribent fra den Periode nogensomhelst Klage over Barbarernes Uddøen⁴).

¹) Se Bemærkninger herom i Hr, H. Holland's »Medical Notes and

Reflections«, 1839, S. 390.

²) Jeg har samlet (»Journal of Researches, voyage of the »Beagle«,«

S. 435) endel Exempler herpaa. Jevnfør ogsaa .Gerland, Ibid. S. 8.

Poeppig omtaler »Civilisationens Aande som giftig for de Vilde«.

³) Sproat: »Scenes and Studies of Savage Life«, 1868. S. 284.

⁴) Bagehot: »Physics and Politics«, »Fortnightly Review«, 1 April,

1868, S. 455."

[page] 241

Omendskjøndt Menneskeracernes gradvise Aftagen og endelige Uddøen er et dunkelt Problem, saa kunne vi dog se, at det skyldes mange Aarsager", der ere forskjellige paa de forskjellige Steder og til de forskjellige Tider. Det er det samme vanskelige Problem, som det, de højere Dyrs Uddøen frembyder — f. Ex. den fossile Hest, som forsvandt fra Syd-Amerika og i hvis Sted i det samme Strøg snart efter de spanske Hestes utallige Hjorder kom. Ny-Zee-lænderen synes at være vidende om Parallelisme, thi han sammenligner sin fremtidige Skjæbne med den indfødte Rottes, og denne er næsten udryddet af den evropæiske Rotte. Omendskjøndt Vanskeligheden er stor for vor Indbildningskraft og i Virkeligheden stor, dersom vi ville have Vished om de virkelige Aarsager, saa burde den dog ikke være det for vor Fornuft, naar vi blot stadig betænke, at hver enkelt Arts og hver enkelt Races Forøgelse stadig hindres af forskjellige Ting; saa at dersom der lægges nogen ny Hindring eller Ødelæggelsesaarsag til, om den saa end er aldrig saa ringe, saa vil Racen ganske sikkert aftage i x\ntal, og da det overalt er blevet iagttaget, at de Vilde ere meget imod hvilkesomhelst Forandringer i deres Levevis, selv om det var Forandringer, der kunde danne en Modvægt mod skadelige Hindringer, saa vi! Individantallets Aftagen senere eller tidligere føre dem Udryddelsen imøde; og Katastrofen vil i de fleste Tilfælde hastigt hidføres ved voksende og sejrende Stammers Indfald.

Om Dannelsen af de forskjellige Menneskeracer. — Det maa forudsættes, at, naar vi finde den samme Race, om den end er opløst i forskjellige Stammer, udbredt over en stor Strækning, som f. Ex. over Amerika, saa maa den Lighed, der er i Hovedtrækkene, tilskrives Nedstamning fra et fælles Hold. I nogle Tilfælde har Krydsning mellem Racer, der i Forvejen vare forskjellige, ført til Dannelsen af nye Racer. Den mærkelige Omstændighed, at Evropæere og Hinduer, der jo begge høre

16

[page] 242

til den ariske Stamme og tale et Sprog, der i sin Oprindelighed er det samme, ere vidt forskjellige fra hinanden i Udseende, medens der kun er ringe Forskjel paa Evropæere og Jøder, som høre til den semitiske Stamme og hvis Sprog er et ganske andet, har Broca¹) søgt at forklare ved, at den ariske Stammes Grene, idet de have udbredt sig saa vidt omkring, ere blevne stærkt krydsede med forskjellige indfødte Stammer. Naar to nærstaaende Racer krydses, resulterer der heraf en forskjelligartet Blanding; saaledes siger Hr. Hunter i sin Beskrivelse af Santalifolkene eller de indiske Bjergstammer, at der kan findes Hundreder af umærkelige Gradationer »lige fra Bjergenes sorte, undersætsige Stammer til den høje oliven-farvede Brahman, med den forstandige Pande, det rolige Blik og det lange, smalle Hoved«; og det er nødvendigt ved Domstolene at spørge Vidnerne om de høre til Santalifolkene eller til Hinduerne ²). Hvorvidt et af forskelligartede Elementer sammensat Folk, som f. Ex. Beboerne paa nogle af Sydhavsøerne, der er dannet ved Krydsning af to forskjellige Racer og som have faa eller ingen Individer, hvis Blod er ganske rent, nogensinde vil blive ensartet, derom har man ingen direkte Erfaring, men da det er ganske afgjort, at et krydset Hold Husdyr i Løbet af nogle faa Generationer kan faa faste og bestemte Karakterer og ensformet Udseende ved en omhyggelig Udvælgelse³), saa kunne vi deraf drage den Slutning, at en igjennem mange Generationer fortsat Krydsning mellem Individer af en blandet ensartet Race vilde gjøre samme Nytte som Udvælgelsen og undertrykke enhver Tendens til Attavisme, saa at en krydset Race tilsidst vilde blive ensartet, om-

1) »On Anthropology«, Oversættelse, »Anthropolog. Review«, Jan. 1868, S. 38.

²) »The Annals of Rural Bengal., 1868, S. 134.

³) »The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol.Ib

[page] 243

endskjøndt den ikke kom til at faa en ligelig Blanding af Stamracernes Karakterer.

Åf alle Menneskeracernes Forskjelligheder er Hudfarven den mest iøjnefaldende og den mest udprægede. For-skjel i saa Henseende antoges tidligere at kunne forklares ved et længere Ophold i forskjellige Klimater; men tørst Pallas viste, at denne Antagelse var uholdbar og nu følges han heri af næsten alle Anthropologer'-). Antagelsen er særlig bleven forkastet af den Grund, at de forskjellig-farvede Racers Udbredelse — og de fleste af disse Racer have længe beboet deres nuværende Opholdssted — ikke falder sammen med tilsvarendeKlimatforskjelligheder. Fremdeles maa der ogsaa lægges Vægt paa saadanne Tilfælde, som det, at de hollandske Familier, efter hvad der fortælles af en udmærket Hjemmelsmand²), ikke have under-gaaet den mindste Farveforandring, efterat de nu i trehundrede Aar have boet i Sydafrika. Det ensartede Udseende, Zigeunerne og Jøderne have i de forskjellige Dele af Verden, — omendskjøndt de Sidstes Ensartethed er blevet noget overdrevet³) — er ligeledes et Bevis herfor. Man har antaget, at en meget fugtig eller meget tør Atmos-phære skulde have mere Indflydelse paa Hudfarven end blot og bar Hede; men da D'Orbigny i Sydamerika og Living-stone i Afrika ere komne til diametralt modsatte Resultater angaaende Fugtighed og Tørhed, saa maa enhver Afgjøreise i saa Henseende ansees for meget tvivlsom⁴).

¹) Paljas i »Aet. Åcad. St. Petersburgh«, 1780, Part II, S. 69. Rudolphi følger ham i sine »Beitråge zur Anthropologie«, 1812. En udmærket sammentrængt Fremstilling af Forholdet er meddelt af Godron: »De l'Espéce«, 1859, Vol. II, S. 246, osv.

²) Jfr. Andrew Smith, citeret hos Knox: »Races of Man«, 1850, S. 473.

³) Jfr. i saa Henseende de' Quatrefages i »Revue des Cours Scienti-fiques«, 17 Oct. 1868, S. 731.

⁴) Livingstone's »Travels ane Researches in S. Africa«, 1857, S. 338, 329. D'Orbigny efter Citat of Godron: de l'Espéce, Vol. II, S. 266.

16*

[page] 244

Forskjellige Kjendsgjerninger, som jeg andetsteds har meddelt, vise, at_rHudens og Haarets Farve undertiden paa en forbavsende Maade staaer i Korrelation til en fuldstændig Uimodtagelighed for visse Plantegiftes Indvirkning og visse Snyltedyrs Angreb. Det er derfor faldet mig ind, at Negre og andre mørke Racer kunde have faaet deres mørke Farve derved, at de mørkere Individer gjennem en lang Række af Generationer ikke bleve angrebne af deres Fødelands dødbringende Miasmer.

Senere fandt jeg, at Dr. Wells¹) for længe siden havde tænkt sig det Samme. At Negre og selv Mulatter ere næsten fuldstændig fri for den gule Feber, der anretter saa store Ødelæggelser i det tropiske Amerika, har man længe vidst²). De slippe ligeledes for det Meste for de farlige Andendags-Febre, som rase paa i det Mindste 2600 Mile af Afrikas Kyster og som aarlig foraarsage den ene Femtedel af de hvide Kolonisters Død og faaer en anden Femtedel til at vende hjem med undergravet Helbred³). Denne Negrenes Uangribelighed synes tildels at være noget Medfødt, der betinges af en vis ubekjendt Ejendommelighed ved deres Konstitution, tildels at være et Resultat af Aklimatisation. Pouchet⁴) anfører, at de Negerregimenter der bleve laante til den mexikanske Krig af Vicekongen af Ægypten og som vare blevne udskrevne i Nærheden af Sudan, stode sig næsten ligesaagodt for

1) Jevnfør en Afhandling, forelagt the Royal Soc. i 1813 og offenlig-gjort i hans »Essays<r 1818. Jeg har giv«t en Fremstilling af Dr. Wells' Anskuelser i den historiske Oversigt i min »Arternes Oprindelse«, S. IV. Forskjellige Tilfælde af Farvers Korrelation til Ejendommeligheder ved Konstitutionen ere meddelte i min »Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, S. 227, 335.

²) Se f. Ex. Nott og Gliddon: »Types of Mankind«, S. 68.

³) Major Tulloch i en Afhandling, forelagt Statistical Society 20 April 1840 og offenliggjort i »Athenæum«, 1840, S. 353.

⁴) »De la Pluralité des Races Humaines«, 1864. (Engelsk Overs., S. 60.)

[page] 245

den gule Feber, som de Negre, der oprindelig vare indførte fra forskjellige Dele af Afrika og vare vante til Vestindiens Klima. At Aklimatisationen har Noget at sige, seer man af de mange Exempler paa, at Negre, der i længere Tid have boet i et koldt Klima, til en vis Grad ere blevne tilbøjelige til at blive angrebne af tropiske Febre ^x). Paa de hvide Racer har det Klimas Beskaffenhed, under hvilket de længe have levet, ligeledes nogen Indflydelse; thi under den frygtelige gule Feber-Epidemi i Demerara i Aaret 1837 fandt Dr. Blair, at de Indvandredes Dødelighed stod i Forhold til deres oprindelige Hjemlands Bredegrad. Negrenes Uangribelighed forudsætter, forsaavidt som den er et Resultat af Aklimatisation, at de niaa have levet i de varme Strøg i utrolig lang Tid; thi de Indfødte i det tropiske Amerika, som have levet der i umindelige Tider, ere endnu ikke fri for den gule Feber; og Hr. B. Tristram siger, at der er Egne i Nordafrika, som de indfødte Beboere paa en vis Tid af Aaret maa forlade, medens Negrene kunne blive der uden Risiko.

At Negerens Uangribelighed til en vis Grad staaer i Korrelation til Hudfarven er en blot og bar Gisning, det kan jo ogsaa være, at den staaer i Korrelation til en vis Beskaffenhed ved hans Blod, Nervesystem eller andre Væv. Alligevel synes Gisningen mig ikke at have saa ringe Sandsynlighed for sig, naar man tager de ovenfor omtalte Kjendsgjerninger med i Betragtning og naar man erindrer, at der aabenbart er nogen Forbindelse mellem Ansigtsfarven og Anlæg til Svindsot. Derfor har man, men kun med ringe Held²), bestræbt sig for at faa Vished om,

1) Quatrefages: »Unité de l'Epéce Humaine«, 1861, S. ~205. Waitz: »Introduct. to Anthropology«, Oversættelse, Vol. I, 1863, S. 124. Livingstone anfører analoge Tilfælde i sine »Travels«.

²) I Foraaret 1862 fik jeg af Generaldirektoratet for Armeens medicinske Departement Tilladelse til at tilstille Lægerne ved de forskjellige udenlands stationerede Regimenter en Blanket, der ledsagedes

[page] 246

hvorvidt Antagelsen holdt Stik. Afdøde Dr. Daniell, som havde opholdt sig længe paa Afrikas Vestkyst, sagde mig, at han ikke troede paa noget saadant Forhold. Han var selv usædvanlig blond og havde taalt Klimaet forunderlig godt. Da han som Dreng første Gang kom dertil, havde en gammel erfaren Negerhøvding af hans Udseende spaaet, at dette vilde blive Tilfældet. Dr. Nicholson fra Antigua skrev, efter at han havde beskæftiget sig med dette Spørgsmaal, at det ikke for ham saa ud som, at mørkhudede Evropæere vare sikkrere for den gule Feber end de, hvis Hudfarve var lys. Hr. J. M. Harris benægter paa det

af de nedenforstaaende Bemærkninger, men jeg har ikke f'aaet noget Svar.

»Da der forefindes Meddelelser om, at man i flere Tilfælde har fundet, at der hos vore Husdyr er et tydeligt Forbold mellem Overhudsdannelsernes Farve og Konstitutionen; og da det er afgjort, at der til en vis Grad bestaaer et Forhold mellem Menneskeracernes Farve og det Klima, hvorunder Racerne leve, saa synes det at maatte have Interesse at faa følgende Spørgsmaal afgjorte, nemlig, om der hos Evropæerne er noget Forhold mellem deres Haarfarve og deres Modtagelighed for de tropiske Landes Sygdomme. Dersom de forskjellige Regimenters Læger vilde være saa gode, for at man kunde faa et Holdepunkt for fremtidige Sammenligninger, først at sammentælle, hvormange af Korpset, der have mørkt og lystfarvet Haar, og hvormange Haar, der har intermediær eller tvivlsom Farve; og dersom der ligeledes blev holdt Bog over alle dem, der led af Malaria og Gul-Feber eller af Blodgang, saa vilde det snart, naar man havde Liste over nogle Tusinde Tilfælde, vise sig, om der er noget Forhold mellem Haarfarven og konstitutionel Modtagelighed for tropiske Sygdomme. Maaske det vilde vise sig, at der ikke var noget saadant Forhold, men ogsaa det vilde det have Interesse at vide. Ifald man erholdt et positivt Resultat, vilde det have nogen praktisk Betydning, naar man skulde vælge Mandskab til at gjøre Tjeneste et bestemt Sted. Theoretisk vilde Resultatet have meget stor Interesse, idet det vilde angive en Maade, hvorpaa en Menneskerace, der fra umindelige Tider af havde levet under et usundt tropisk Klima, kunde være bleven mørkfarvet; nemlig derved, at de mørkhaarede og mørkfarvede Individer havde holdt sig bedst gjennem en lang Rækkefølge af Generationer

[page] 247

Bestemteste ¹), at Evropæere med mørkt Haar skulde kunne taale et varmt Klima bedre end Andre; tvertimod, Erfaringen havde lært ham, da han skulde udvælge Mænd til at gjøre Tjeneste paa Afrikas Kyster at tage dem, der vare hvidhaarede. Saavidt disse faa Angivelser række, synes altsaa den Hypothese at være temmelig ubegrundet, som er antaget af forskjellige Forfattere, nemlig, at de sorte Racers Farve skulde vasre opstaaet derved, at efter-haanden flere og flere af de mørkeste Individer blive i Live i saadanne Lande, hvor der herskede feberforvoldende Miasmer.

Omendskjøndt vi ikke paa vor Videns nuværende Standpunkt kunne forklare de udprægede Farveforskjellig-heder, Menneskeracerne frembyde, hverken ved Korrelation til Ejendommeligheder ved Konstitutionen eller ved Klimaets direkte Indvirkning, saa maa vi dog ikke ganske overse det sidste, da der er god Grund til at tro, at der herved frembringes nogen arvelig Virkning.²)

Vi have i det tredie Kapitel seet, at Livsbetingelserne, f. Ex. rigelig Næring og almindelig Bekvemmelighed, paa en direkte Maade paavirker Legemsbygningens Udvikling, idet Virkningerne nedarves. Ved Klimatets og de forandrede Livsbetingelsers forenede Indvirkning undergaa — det er almindelig antaget — Kolonisterne i de forenede Stater en lille, men overordenlig hurtig Forandring i deres Udseende. Fremdeles har man en betydelig Mængde Be-

1) »Anthropological Review«. Jan. 1866, S 21

²) Se i Ex. Qiialrefages (»Revue des Cours Scientifiques«, 10 Oct. 1868, S. 724) om Virkningerne af et Ophold i Abyssinien og Arabien og andre analoge Forhold. Dr. Rolle (»Der Mensch, seine Ab-stammung« osv., 1865, S. 99) siger, med Khanikof som Hjemmelsmand, at Flertallet af de fydske Familier, der have sat sig ned i Georgia, i Løbet af to Generationer have faaet mørkt Haar og mørke Øjne. Hr. D Forbes meddeler mig, at Quichuanerne i Andes-Bjergene variere meget i Farve efter Beliggenheden af de Dale, de bebo.

[page] 248

viser paa, at Sydstaternes Husslaver i tredie Generation ere tydeligt forskjellige fra Markslaverne i Udseende¹).

Dersom vi imidlertid give os til at betragte Menneskeracerne i Forhold til deres Udbredelse paa Jordkloden, saa ville vi se, at deres karakteristiske Forskjelligheder ikke kunne forklares ved forskjellige Livsbetingelsers direkte Indvirken, selv om de saa have været udsatte for dem i en uhyre lang Tidsperiode. Eskimoerne leve udelukkende af dyrisk Næring, de ere klædte i tykt Skind og ere udsatte for stærk Kulde og et langvarrigt Mørke, og dog afvige de ikke i nogen meget betydelig Grad fra Beboerne af Syd-China, som ene og alene leve af Planteføde, gaa nøgne og ere udsatte for stor Hede og stærkt Lys. De nøgne Ildlændere leve af deres golde Kysters Havorganismer; Brasiliens Botokuder vanke om i de hede Skove i det Indre af Landet og leve navnlig af Planteføde, og dog ligne disse Stammer hinanden saa nøje, at der var Brasilianere, der antog Ildlændere ombord paa »Beagle« for Botokuder. Endvidere ere Botokuderne, ligesom det tropiske Amerikas andre Indbyggere, aldeles forskjellige fra de Negre, der leve paa Atlanterhavets ligeoverfor liggende Kyster, og som ere udsatte for næsten det samme Klima og have næsten de samme Levevaner.

Ligesaalidt kunne Forskellighederne mellem Menneskeracerne forklares ved de arvelige Virkninger af forøget eller formindsket Brug af visse Dele, det skulde da være i nogle enkelte, aldeles ubetydelige Tilfælde. Mennesker, som Dag ud og Dag ind opholde sig i deres Kanoer, kunne faa noget kortere Ben, de, som leve i højtliggende Egne, faa større Brystkasser, og de, som stadig gjøre stærkt Brug af visse Sandseredskaber, faa de Hulheder, hvori de paa-gjældende Organer rummes, noget forstørrede og som en Følge deraf deres Ansigtstræk en Smule modificerede. Hos

1) Harian: »Medical Researches«, S. 532. Quatrefages («Unité de l'Espéce Humaine«, 1861, S. 128) har samlet mange Beviser herpaa.

 

[page] 249

de civiliserede Nationer har Kjæbernes Reduktion i Størrelse paa Grund af formindsket Brug, den stadige Sammentrækken af visse Muskler, der tjene til at udtrykke visse Sindsbevægelser, og Hjernens forøgede Størrelse paa Grund af større aandelig Virksomhed, Alt tilsammentaget, gjort dem temmelig forskjellige fra de Vilde hvad Udseendet i Almindelighed angaaer¹), Det er ogsaa muligt, at en Forøgelse af Kroppens Størrelse, uden nogen tilsvarende Forøgelse af Hjernens Størrelse, kan have givet nogle Racer (i Analogi med de tidligere fra Kaninerne hentede Exempler) en forlænget Hjernekasse af den dolichocephale Type.

Endelig vil det saa lidet forstaaede Korrelations-Princip næsten med Vished være kommen til at virke, f. Ex. hvor der har været stærk Muskeludvikling paa stærkt fremstaaende Øjenbuer. Det er ikke usandsynligt, at Haarets Beskaffenhed, som veksler meget hos de forskjellige Racer, kan staa i et vist Slags Korrelation til Hudens Bygning; thi Hudens og Haarets Farve staa ganske vist i Korrelation til hinanden, og det samme gjør Farven og Beskaffenheden hos Mandanerne ²). Hudens Farve og den Lugt, der er ved den, staaer ligeledes paa en eller anden Maade i Forbindelse med hinanden. Hos Faareracerne er der et vist Forhold mellem Antallet af Haar og Antallet af Udsondringsporer paa et givet Stykke af Huden³). Dersom vi have Lov til at drage Analogier mellem Mennesket

1) Se Prof. Schaafhausen, Oversættelsen i "Anthropological Review«, Oct. 1868, S. 429. .

2) Hr. Catlin siger (»N. American Indians«, 3 Edit., 1842, Vol. I, S. 49) at i hele Mandan-Stammen- har omtrent hvert tiende eller tolvte Medlem, alle Aldre og hegge Kjøn medtagne, glindsende sølvgraat Haar, der er arveligt. Dette Haar er grovt og stridt som en Hestemanke, medens det Haar, der har andre Farver, er fint og blødt.

³) Øm Hudens Lugt, se Godron: »Sur l'Espéee«, Tom. II, S. 217. Om Porerne i Huden, se Dr. Wilckehs: »Die Aufgaben der land-wirth. Zootechnik«, 1869, S. 7.

[page] 250

og vore Husdyr, saa vil sandsynligvis mange Modifikationer i Menneskets Bygning falde ind under korrelativ Vækst;

Vi have nu seet, at Menneskeracernes karakteristiske Forskjeliigheder ikke kunde forklares paa nogen tilfredsstillende Maade ved Livsbetingelsernes direkte Indvirken og heller ikke ved-længe fortsat Brug af visse Legemsdele, ligesaalidt som ved Korrelationsprincipet. Herved føres vi meget naturligt til at gjøre det Spørgsmaal, om ikke smaa individuelle Forskjeliigheder, af hvilke der forekomme mangfoldige hos Mennesket, kunde være blevne bevarede og forstærkede i Løbet af en Mængde Generationer, ved Kvalitetsvalg. Men her møder os straks den Indvending, at det kun er heldbringende Varieringer, der paa denne Maade kunne blive bevarede; og saavidt vi kunne skjønne (thi vi ere altid udsatte for at tage feil i dette Punkt) er ikke en eneste af Menneskeracernes udvortes Forskjeliigheder til nogen direkte eller særlig Nytte for ham. De intellektuelle og moralske eller selskabelige Evner gjælder denne Bemærkning naturligvis ikke; men Forskjeliigheder r disse Evner kunne kurfhave havt liden eller ingen Indflydelse paa udvortes Karakterer. Den tidligere omtalte Variabilitet hos Racernes mangfoldige karakteristiske Forskjeliigheder antyder ogsaa, at disse ikke kunne have megen Betydning; thi, hvis de havde havt nogen Betydning, vilde de for længe siden være blevne enten fæstnede og bevarede eller udryddede. I denne Henseende ligner Mennesket de Former, som Naturforskerne kalde protæiske eller polymorfe, og som have holdt sig yderst variable, som det synes paa Grund af, at deres Varieringer ere af en ligegyldig Natur og som en Følge deraf ere undslupne Kvalitetsvalgets Paavirkning.

Vi have for saavidt været uheldige i alle vore Forsøg paa at forklare Forskellighederne mellem Menneskeracerne; men der bliver een væsenlig Virksomhed tilbage, nemlig Parringsvalget, der synes at have virket ligesaa kraftigt

[page] 251

paa Mennesket som paa mange andre Dyr. Jeg er ikke tilsinds at paastaa, at Parringsvalget vii forklare alle Racernes Forskjelligheder. Der bliver en uforklaret Rest tilbage, om hvilken vi kun i vor Uvidenhed kunne sige, at da der stadig fødes Individer med f. Ex. Hoveder, der ere mere eller mindre runde eller smalle, og med Næser, der ere lidt længere eller lidt kortere, saa kunde saadanne smaa Forskjelligheder blive fæstnede og ensformede, dersom de ubekjendte Virksomheder, der foranledigede dem, kom til at virke paa en mere konstant Maade, støttet af længe fortsat Krydsning. Saadanne Modifikationer maa henregnes til dem, der ere omtalte i fjerde Kapitel og som i Mangel af en bedre Betegnelse ere blevne kaldte spontane Varieringer. Jeg vil heller ikke paastaa, at Par-ringsvalgets Virkninger kunne angives med videnskabelig Nøjagtighed; men det kan vises, at det vilde være en uforklarlig Omstændighed, at Mennesket ikke var blevet modificeret ved denne Virksomhed, som har viist sig saa mægtig overfor utallige Dyr, baade af dem højt oppe og lavt nede i Systemet. Det kan fremdeles vises, at Menneskeracernes Forskjelligartethed, hvad angaaer Farve, Haarrigdom, Ansigtstrækkenes Form osv., er saaledes beskaffen, at man kunde vente, at den maatte blive paavirket af Parringsvalget. Men for at behandle dette Emne paa en passende Maade har jeg fundet det nødvendigt at lade hele Dyreriget passere Revue; jeg har derfor helliget anden Del af dette Værk til dette Emne. I Slutningen skal jeg komme tilbage til Mennesket og, efterat have forsøgt paa at vise, hvorvidt han er blevet modificeret ved Parringsvalget, skal jeg give et kort Resumé af Kapitlerne i denne første Del.

[page 252]

[page 253]

ANDEN DEL.

PARRINGSVALGET.

[page 254]

[page 255]

OTTENDE KAPITEL.

PRINCIPER FOR PARRINGSVALGET.

Sekundære Kjønskarakterer — Parringsvalg — Virkemaade — Hannernes overvejende store Antal — Polygami — I Almindelighed blive kun Hannerne modificerede ved Parringsvalg — Hannens Fyrighed — Hannens Variabilitet — Hannerne vælge — Parringsvalg. sammenlignet med Kvalitetsvalg — Nedarving til tilsvarende Livsperioder, til tilsvarende Aarstider og begrændset ved Kjønnet — De forskjellige Ar-velighedsformers Forhold til hinanden — Aarsagerne til, at det ene Kjøn af Ungerne ikke blive modificerede ved Parringsvalg — Tillæg om de to Kjøns Proportionstal i Dyreriget — Om Begrændsningen af de to Kjøns Antal ved Kvalitetsvalg.

Hos særkjønnede Dyr maa Hannerne nødvendigvis være forskjellige fra Hunnerne, hvad deres Reproduktionsorganer angaaer; og dette er de primære Kjønskarakterer. Men Kjønnene afvige ofte fra hinanden i det, Honter har kaldt sekundære Kjønskarakterer, der ikke staa i direkte Forbindelse med Reproduktionsakten. Exempler herpaa ere saadanne Tilfælde, hvor Hannen har visse Sandseorgauer eller Bevægelsesredskaber, som Hunnen ganske mangler, eller ogsaa, at Hannen har dem bedre udviklede, for at han -let kan naa eller finde hende, eller fremdeles saadanne Tilfælde, hvor Hannen har visse Griberedskaber, hvormed den kan holde Hunnen fast. Disse sidste Organer, som ere uendelig forskjelligartede, gaa over i og kunne i nogle Tilfælde neppe skjelnes fra dem, der i Almindelighed regnes

[page] 256

for primære, f. Ex. de sammensatte Vedhæng i Spidsen af Insekthannernes Bagkrop. Dersom vi ikke indskrænke Betegnelsen »primære« til selve Forplantningskirtlerne, saa vil det neppe være muligt, hvad Griberedskaberne an-gaaer, at afgjøre hvilke vi skulle kalde primære og hvilke sekundære.

Hunnen afviger ofte fra Hannen ved at have Organer, der tjene til at nære og beskytte Ungerne; Exempler her--paa ere Pattedyrenes Melkekirtler og den af Bagkroppens Hud dannede Sæk hos Pungdyrene. Hannen er ogsaa i nogle faa Tilfælde forskjellig fra Hunnen derved, at den har analoge Organer, som f. Ex. de Gjemmesteder for Æg, som visse Fiske-Hanner have, og de, der midlertidig udvikles hos visse Frø-Hanner. Bier af Hunkjønnet have et særegent Apparat, hvormed de kunne samle og hvori de kunne bære Blomsterstøv, og deres Redskab til at lægge Æggene med er omdannet til en Braad, hvormed de kunne forsvare deres Larver og Bisamfuudet. Hos mange Insekters Hunner er Læggebraaden paa den mest indviklede Maade omdannet saaledes, at den betrygger Æggenes Anbringelse. Der kunde anføres mangfoldige lignende pjxem-pler, men de vedrøre os. ikke her. Der er imidlertid andre Kjønsforskjelligheder, der slet ikke staa i nogen Forbindelse med de primære Organer, og som her vedkomme os meget nærmere — f. Ex. Hannens større Størrelse, Styrke og Stridbarhed, hans Angrebsvaaben eller Vaaben til Forsvar mod Rivaler, hans spraglede Farver og talrige Prydelser, hans Sangevne og andre saadanne Karakterer.

Foruden de foregaaende primære og sekundære Kjønsforskjelligheder er der undertiden Forskjel paa Hannen og Hunnen i Bygningsforhold, der staa i Forbindelse med en Forskjel i Levemaade og aldeles ikke eller kun indirekte med Forplantningsfunktionerne. Saaledes suge visse Fluers Hunner Blod (Oulicidæ og Tabanidæ = Myg og Klæger), medens Hannerne søge deres Næring hos Blomsterne og

[page] 257

have Munde, der mangle Kindbakker¹). Hos visse Natsværmere og visse Krebs (f. Ex. Tanais) er det kun Hannerne der have ufuldkomne tillukkede Munde, gjennem hvilke der ingen Næring kan komme. Visse Snerlefødders Komplement-Hanner leve ligesom Snylteplanter enten paa en Hun-Form eller paa en Hermafrodit-Form og mangle baade Mund og Griberedskaber. I disse Tilfælde er det Hannen, som er blevet omdannet og har mistet visse væsenlige Organer, der findes hos Hunnerne og hos Andre af Gruppens Medlemmer. I andre Tilfælde er det Hunnen, der har mistet saadanne Dele; saaledes mangler Sanct-Hans-ormens Hun Vinger, og det Samme gjælder om mange Natsværmeres Hunner, af hvilke nogle aldrig forlade deres Puppehylster. Mange Snyltekrebses Hunner have mistet deres Svemmeben. Hos nogle Snudebiller (Curculionidæ)-er der stor Forskjel paa Snablens eller Snudens Længde hos Hannen og Hunnen ²); men om Meningen med denne og mange analoge Forskjelligheder har man aldeles intet Begreb. Forskjelligheder mellem de to Kjøn i Bygningsdele, der staa i Forhold til forskjellige Livsvaner, finde vi i Almindelighed ikke udenfor de lavere Dyreklasser, dog er der hos nogle faa Fugle Forskjel paa Hannens og Hunnens Næb. Udentvivl er i de fleste, men aabenbart ikke i alle, Tilfælde Forskjellighederne i indirekte Forbindelse med Artens Forplantning; saaledes vil en Hun, som maa ernære en Masse Æg, trænge til mere Næring end Hannen og maa som en Følge deraf have visse Midler, hvorved hun kan forskaffe sig Næringen. Et Handyr, der kun lever en meget kort Tid, kunde uden nogen Skade ved Ikke-Brug komme til at miste de Organer, ved hvilke den skaffer sig sin Føde, medens den kunde beholde sine

1) Westwood: .Modem Class. of Insects-, Vol. II, 1840, S. 541. Meddelelsen om Tanais har jeg fra Fritz Muller.

²) Kirby and Spence: »Introduetion to Entomology«, Vol. III, 1826, S. 309.

[page] 258

Bevægelsesredskaber fuldkomment udviklede, for at den kunde komme hen til Hunnen. Paa den anden Side kunde det ikke gjøre Hunnen Noget at miste de Redskaber, med hvilke hun fløj, svømmede eller gik, dersom hun lidt efter lidt havde faaet saadanne Levevaner, som gjorde slige Bevægelsesevner unyttige.

Her vedkommer os imidlertid kun det Slags Valg, som jeg har kaldt Parringsvalg. Dette beroer paa de Fortrin, som visse Individer have fremfor andre Individer af samme Kjøn og samme Art, udelukkende i Forhold til Forplantningen. Naar de to Kjøn ere forskjellige fra hinanden i Bygning i Forhold til forskjellige Levevaner, som i de ovenfor nævnte Tilfælde, saa ere de udentvivl blevne modificerede ved Kvalitetsvalg i Forbindelse med Nedarving, bundet til et og samme Kjøn. Fremdeles komme de primære Kjønsorganer og saadanne, ved hvilke Ungerne næres eller beskyttes, ogsaa til at høre herhen; thi de Individer, der fødte eller nærede deres Afkom bedst, vilde, Alt iøvrigt lige, efterlade sig det største Afkom, der saa igjen vilde nedarve Forældrenes Overlegenhed; medens de som fødte eller ernærede deres Afkom slet, kun vilde efterlade sig faa Arvinger til deres Svaghed. Da Hannen maa søge .efter Hunnen, saa har han derfor Brug for Sandse-organer og Bevægelsesredskaber, men dersom disse ogsaa ere nødvendige for andre Livsformaal, ville de være blevne udviklede ved Kvalitetsvalg. Naar Hannen har fundet Hunnen, har han undertiden afgjort Brug for Griberedskaber til at holde hende fast med. Saaledes fortæller Dr. Wallace mig, at visse Natsværmeres Hanner ikke kunne komme til at parres med Hunnerne, ifald de have taget Skade paa deres Fødder. Mange af Oceanets Krebsdyr have faaet deres Ben og Følehorn omdannede paa en ganske mærkværdig Maade, for at de kunne gribe Hunnen; heraf kunne vi tænke os til, at fordi disse Dyr blive skyllede omkring af det aabne Havs Bølger, have de afgjort Brug for disse Organer for at kunne forplante deres Art, og ifald saa er,

[page] 259

ville de nævnte Organer være blevne udviklede paa almindelig Maade, d. v. s. ved Kvalitetsvalg.

Naar begge Kjonnene have nøjagtig de samme Levevaner og Hannen har stærkere udviklede Sandse- eller Be-vægelsesredskaber end Hunnen, saa er det rimeligt, at denne fuldkomnere Tilstand er nødvendig for Hannen, for at den kan finde Hunnen; men i langt de fleste Tilfælde tjene de kun til at give den ene Han en heldigere Stilling end den anden, thi de mindre godt udrustede Hanner vilde, dersom der var Tid nok, komme til at parres med Hunnerne, og de vilde i alle andre Henseender, at dømme efter Hunnens Bygning, ellers være ligesaa godt skikkede til de almindelige Levevaner. I saadanne Tilfælde maa Parringsvalget være kommet med i Spillet, thi Hannerne have ikke faaet den Bygning, de nu have, derved, at de have været bedre skikkede til at staa sig i Kampen for Tilværelsen, men véd at de have faaet et Fortrin fremfor andre Hanner og ved at have nedarvet dette Fortrin alene til deres Afkom af Hankjønnet. Det var Betydningen af denne Forskjel, der fik mig til at betegne denne Form af Udvælgelse som Parringsvalg. Fremdeles, dersom den Nytte, som Griberedskaberne gjør Hannen, hovedsagelig er den at forhindre Hunnen fra at slippe bort, førend andre Hanner komme til, eller naar den angribes af dem, saa ville disse Organer være blevne gjorte fuldkomnere ved Parringsvalg, d. v. s. ved de Fortrin, som visse Hanner have faaet fremfor deres Rivaler. Men i de fleste Tilfælde er det neppe muligt at skjelne mellem, hvad der er bevirket ved Kvalitetsvalg og hvad ved Parringsvalg. Jeg kunde med største Lethed fylde hele Kapitler med Detailler vedrørende de Forskjelligheder, der ere mellem Kjønnene, i Sandse-, Bevægelses- og Griberedskaber. Da imidlertid disse Bygningsforhold ikke ere mere interessante end andre, der ere tillæmpede efter de almindelige Livsvaner, saa vil jeg gaa let henover dem og kun nævne nogle faa Exempler ved hver enkelt Klasse.

17*

[page] 260

Der er mange andre Bygningsforhold, og Instinkter, som maa være blevne udviklede ved Parringsvalg. Saa-danne ere f. Ex. de Angrebsvaaben og Forsvarsmidler, af hvilke Hunnerne betjene sig, naar de bekæmpe deres Rivaler og drive dem paa Flugt — deres Mod og Stridbarhed — deres forskjelligartede Prydelser — de Organer, ved hvilke de frembringe Vokal- eller Instrumental-Musik — og endelig de Kirtler, der afsondre lugtende Stoffer; de fleste af de sidstnævnte Dannelser tjene kun til at bedaare eller opflamme Hunnen. At disse Karakterer ere frembragte ved Parringsvalg og ikke ved almindelig Kvalitetsvalg er tydeligt, eftersom uvæbnede, uprydede eller utiltrækkende Hanner vilde staa sig ligegodt i Kampen for Tilværelsen og efterlade et talrigt Afkom, dersom der ikke fandtes bedre begavede Hanner. At dette vilde være Tilfældet kunne vi slutte os til deraf, at Hunnerne, som hverken have Vaaben eller Prydelser, ere istand til at holde sig ilive og forplante deres Art. Sekundære Kjønskarakterer af det nysomtalte Slags ville blive fyldigere omtalte i de følgende Kapitler, da de i mange Henseender ere interessante, men særlig fordi de ere afhængige af det ene af Kjønnenes Individers Villie, Valg og Rivalisering. Naar vi se to Hanner kæmpende om den samme Hun, eller for-skjellige Fuglehanner, der udfolde deres straalende Fjerbeklædning og gjøre de mærkværdigste Bevægelser foran en Forsamling af Hunner, saa kunne vi ikke tvivle om, at de jo, omendskjøndt de ledes af Instinkt, vide, hvad det er de gjøre, og bevidst bruge deres sjælelige og legemlige Evner.

Paa samme Maade, som Mennesket kan forbedre sine Kamphaners Race ved en Udvælgelse af de Fugle, der have sejret i Hanekampen, saaledes synes det ogsaa, som om de stærkeste og mest kraftige Hanner eller de, der ere udrustede med de bedste Vaaben, ere gaaede af med Sejren ude i Naturen og have afstedkommet en Forbedring af de naturlige Racer eller Arter. En ringe Grad

[page] 261

af Variabilitet vilde, dersom den i de stadige Kampe paa Liv og Død gav nogensomhelst Fordel, selv den mindste, være nok for Parringsvalget at arbejde med, og det er afgjort, at sekundære Kjønskarakterer ere i høj Grad variable. Paa samme Maade som Mennesket kan give sit Fjerkræs Hanner en Skjønhed, der falder i hans Smag

__ kan give Sebrigth Bantham-Hanen en ny og elegant

Fjerbeklædning og en rank og ejendommelig Holdning — saaledes synes det, som om Fuglehunnerne ude i Naturen, ved gjennem lange Tider stedse at have valgt de mest tiltrækkende Hanner, have forøget disses Skjønhed. Dette forudsætter ganske vist, at Hunnerne skulde have Evne til at skjelne og Smag, Noget som ved første Øjekast synes yderst usandsynligt, men som dog, hvad jeg senere haaber at skulle kunne vise, virkelig er Tilfældet.

Paa Grund af vor Uvidenhed paa forskjellige Punkter er den Maade, paa hvilken Parringsvalget egenlig virker, paa en vis Maade ukjendt. Dersom alligevel de Naturforskere, der iforvejen tro paa Arternes Foranderlighed, ville se de følgende Kapitler igjennem, saa troer jeg dog, at de ville være enige med mig om, at Parringsvalget har spillet en vigtig Rolle i den organiske Verdens Historie. Det er afgjort, at hos næsten alle Dyr strides Hannerne om at komme i Besiddelse af Hunnen. Denne Kjends-gjerning staaer paa saa stærke Fødder, at det vilde være overflødigt at nævne Exempler. Hunnerne kunde derfor komme til at vælge sig en Han ud af flere, forudsat at deres Aandsevner slog til ved Udøvelsen af et saadant Valg. I mangfoldige Tilfælde synes det desuden, som om det særlig var blevet ordnet saaledes, at der maatte blive Kamp imellem mange Hanner. Saaledes komme Trækfuglenes Hanner i Almindelighed til Rugepladserne før Hunnerne, saa at altsaa mange Hanner ere rede til at kæmpe sammen om den enkelte Hun. Fuglefængerne forsikkre, at dette altid er Tilfældet med Nattergalen og Solsorten, efter hvad

[page] 262

Hr. Jenner Weir fortæller, som ogsaa bekræ'fter Forholdet, hvad den sidste Art angaaer.

Hr. Swaysland fra Brigthon, som i de sidste fyrgetyve Aar har havt for Skik at fange vore Trækfugle lige i Begyndelsen af deres Ankomst, fortæller mig, at han aldrig har seet Hunnerne af nogensomhelst Art komme før Hannerne. I et Foraar skjød han ni og tredive Hanner af Ray's Vipstjert (Budytes Raii), før han saa en eneste Hun. Hr. Gould meddeler mig, at han ved Dissektion har forvisset sig om, at Sneppehannerne komme her til Landet før Hunnerne; men dette vedkommer os egenlig ikke videre, da disse Fugle ikke yngle her. Hvad Fiskene angaa, saa er hos Laxene paa den Tid, da de gaa op i vore Floder, en stor Mængde af Hannerne rede til Parring før Hunnerne. Det Samme gjælder aabenbart om Frøer og Tudser. I Insekternes store Klasse komme Hannerne næsten altid ud af Puppen før det andet Kjøn, saa de i Almindelighed sværme, længe før man seer noget til Hunnerne ' ). Aarsagen til denne Forskjel mellem Hanner og Hunner angaaende deres Ankomsttid og Modenhedsalder er tilstrækkelig tydelig. De Hanner, som hvert Aar først vandrede hen til et eller andet Land, eller som i Foraarstiden vare først færdige til at parres, eller våre de mest ivrige, vilde efterlade sig det største Antal Efterkommere; og disse vilde igjen nedarve Fædrenes Instinkter og Konstitution. Der kan i det Hele taget ikke være nogen Tvivl om, at der hos alle

1) Selv hos de Planter, der ere særkjønnede, ere Hanblomsterne i Almindelighed modne før Hunblomsterne. Mange Planter med tve-kjønnede Blomster ere, som C. K. Sprengel var den Første, der opdagede, dikogame; d. v. s. deres mandlige og kvindelige Organer ere ikke fuldt udviklede samtidigt, saa at Blomsterne ikke kunne befrugte sig selv. Hos saadanne Planter er nu Blomsterstøvet i en Blomst i Almindelighed rede til Befrugtningen før Arret, skjøndt der dog er nogle Undtagelsestilfælde, hvor Hunorganerne ere modne før Hanorganerne.

[page] 263

særkjønnede Dyr er en stadig tilbagevendende Kamp mellem Hannerne om at komme i Besiddelse af Hunnerne.

Vanskeligheden ved Parringsvalget ligger i at forstaa, at de Hanner, som besejre andre Hanner, eller de, som vise sig at være de mest tiltrækkende for Hunnerne, efterlade sig et større Antal Efterkommere til at arve deres Overlegenhed, end de slagne og mindre tiltrækkende Hanner. Medmindre at dette bliver Resultatet, kunne- de Karakterer, som give visse Hanner et Fortrin fremfor andre, ikke blive gjorte fuldkomnere og styrkede ved Par-ringsvalg. Naar der er akkurat ligemange af hvert Kjøn, ville jo dog alligevel de daarligst stillede Hanner tilsidst finde Hunner (undtagen hvor der er Polygami) og efterlade sig ligesaa mange Efterkommere, der, hvad Livets almindelige Fordringer angaaer, ere ligesaa heldigt stillede som de mest udmærkede Hanner. Forskjellige Kjendsgjerninger og Betragtninger fik mig tidligere til at antage, at Hannerne hos de fleste af de Dyr, hos hvem de sekundære Kjønskarakterer ere meget udviklede, langt overgik Hunnerne i Antal, og dette holder ogsaa Stik i nogle faa Tilfælde. Dersom Hannerne forholdt sig til Hunnerne, som to til en eller tre til to, ja selv om Forholdet var endnu lavere, vilde hele Sagen være meget simpel; thi de bedst væbnede eller mest tiltrækkende Hanner vilde efterlade sig det største Antal Efterkommere. Men efterat jeg, saa godt som det har været muligt, har søgt at komme paa det Rene med Kjønnenes Talforhold, saa troer jeg ikke, at der i Almindelighed er nogen synderlig Ulighed. I de fleste Tilfælde synes Parringsvalget at have virket paa følgende Maade.

Lad os tage en eller anden Art, f. Ex. en Fugl, og dele de Hunner, der leve i et bestemt Distrikt i to ligestore Hold, hvoraf det ene bestaaer af de ..kraftigste og bedst nærede Individer, det andet af de mindre kraftige og mindre sunde. Der kan ikke være synderlig Tvivl om, at de Første ville være rede til at parres tidligere paa

[page] 264

Foraaret end de Andre, og det mener ogsaa Hr.. Jenner Weir, som i mange Aar har lagt omhyggelig Mærke. til Fuglenes Sædvaner. Der kan altsaa ikke være nogen Tvivl om, at de Hunner, der ere de kraftigste, sundeste og som ere i bedst Foderstand, gjennemsnitlig ville faa det største Antal Efterkommere. Hannerne ere; som vi have seet, i Almindelighed rede til at parres før Hunnerne, af Hannerne ville saa de stærkeste, og hos nogle Arter de bedst væbnede, drive de svagere Hanner bort, og de Første ville saa parres med de kraftigste og bedst nærede Hunner, eftersom det er dem, der først ere færdige til Parringen. Slige kraftige Par vilde ganske sikkert avle et talrigere Afkom, end de mere sent færdige Hunner, der ville være nødte ti'l, — vi antage. at der er ligemange af hvert Kjøn — at parres med de overvundne og mindre kraftige Hanner; og det er Alt, hvad der behøves, for at i Løbet af de paa hinanden følgende Generationer Hannernes Størrelse , Styrke og Mod kunde blive forøget eller deres Vaaben forbedrede.

Men i mangfoldige Tilfælde komme de Hanner, der besejre andre Hanner, ikke i Besiddelse af Hunner, uden at der gjøres noget Valg af disse Sidste. Dyrenes Frieri er paa ingen Maade en saa simpel og hurtig afgjort Affaire, som man kunde tro. Hunnerne opflammes mest af, eller foretrække at parres med de mest prydede Hanner eller med dem, der ere de bedste Sangere, eller dem, der vise størst Færdighed i at indtage vidunderlige Stillinger; men det er overmaade rimeligt, og i flere Tilfælde har man da ogsaa seet, at det forholder sig saaledes, at de paa samme Tid ville foretrække de kraftigste og livligste Hanner¹). Saaledes ville de kraftigste Hunner, der ere først færdige

1) Jeg har i saa Henseende faaet en Meddelelse om Fjerkræ, som senere skal komme. Selv hos Fugle, der som Duerne mages for Livstid, hænder det, efter Meddelelse fra Hr. Jenner Weir, at Hunnen forlader sin Mage, ifald han har taget Skade eller bliver svagelig.

[page] 265

til at parres, have Valget mellem mange Hanner, og om de end maaske ikke altid ville udvælge de stærkeste og bedst bevæbnede, saa ville de dog udvælge saadanne, som ere stærke og vel bevæbnede og i andre Henseender de mest tiltrækkende. Saadanne tidligt magede Par ville have samme Fordel af at avle Afkom paa Spindesiden, som ovenfor omtalt, og næsten samme Fordel paa Sværdsiden. Og dette har aabenbart været tilstrækkeligt til, i Løbet af mangfoldige Generationer, ikke blot at forøge Hannernes Styrke og Kampdygtighed, men ligeledes deres forskjellige Prydelser og andre tiltrækkende Egenskaber.

I det omvendte og meget sjeldnere Tilfælde, hvor det er Hannerne, der udvælge sig visse Hunner, er det indlysende, at de, der vare de kraftigste og som havde overvundet andre, vilde have det bedste Valg, og det er saa temmelig sikkert, at de vilde udvælge baade kraftige og tiltrækkende Hunner. Saadanne Par vilde ogsaa have en Fordel ved at avle Afkom, særlig hvis Hannen havde Kraft til at forsvare Hunnen i Parringstiden, hvad der jo undertiden er Tilfældet hos de højere Dyr, eller hjalp til med at sørge for Ungerne. Det Samme vilde være Tilfældet, ifald hvert enkelt Kjøn foretrak og udvalgte visse Individer af det andet Kjøn, under Forudsætning af, at de ved deres Valg ikke blot tog Hensyn til, om Individet var tiltrækkende, men ogsaa til om det var kraftigt. „

De to Kjøns numeriske Forhold til hinanden. — Jeg har sagt, at Parringsvalget vilde være en simpel Sag, dersom Hannerne langt overgik Hunnerne i Antal. Det var dette, der førte mig tij, saa vidt gjørligt var, at komme paa det Rene med Forholdet mellem de to Kjøn hos saamange Dyr som muligt. Men Materialet er kun sparsomt. Jeg skal kun her give et kort Uddrag af de Resultater, jeg herved kom til, og vente med Detaillerne til et Tillæg, for ikke at standse Undersøgelsens Gang. Det er kun ved Husdyrene, man har Lejlighed til at for-

[page] 266

visse sig om Fødslernes numeriske Forhold; men der er ingen Lister blevne holdte herover. Paa indirekte Maade har jeg imidlertid faaet samlet en anseelig Hob af statistiske Data, hvorefter det synes, som om der af vore Husdyr næsten fødes ligemange af begge Kjøn. Saaledes er der af Væddeløbsheste bleven opført 25,560 Fødsler i Løbet af enogtyve Aar, og det mandlige Afkom forholder sig til det kvindelige som 99,7 til 100. Hos Mynderne er Uligheden større end hos noget andet Dyr, thi i tolv Aar har ved 6878 Fødsler Forholdet mellem Hanner og Hunner været som 110,i til 100. Det er imidlertid til en vis Grad tvivlsomt, hvorvidt man kan være sikker paa, at vi have de samme Forholdstal hos Dyr, der holdes tæmmede, som hos vilde Dyr; thi smaa og ubekjendte Forskjelligheder i Livsbetingelserne paavirke til en vis Grad Kjønnenes numeriske Forholdstal. Saaledes er det f. Ex. med Menneskene, i England fødes der 104 Drenge for hver 105 Piger, i Rusland 108 for hver 109 og hos Jøderne i Livland 120 for hver 100. Forholdet bliver ogsaa paa en mystisk Maade paavirket af den Omstændighed, om Fødslerne ere legitime eller illegitime.

Det kommer os her ikke saameget an paa Kjønnenes Forholdstal ved Fødslen som efter at Modenheden er naaet, og dette medfører endnu et Element af Tvivl; thi det er en fastslaaet Kjendsgjerning, at hos Mennesket døer Hannerne i et langt større Forhold før eller under Fødslen og i de første spæde Aar. Saaledes er det temmelig sikkert med Vædderlam og sagtens ogsaa med andre Dyrs Hanner. Nogle Dyrs Hanner dræbe hinanden ved Kamp, eller de drive hinanden omkring, indtil de blive i høj Grad udmagrede. De maa ogsaa, medens de vandre omkring og søge ivrigt efter Hunnerne, ofte blive udsatte for Farer af mange Slags. Hos mange Sorter Fisk ere Hannerne meget mindre end Hunnerne, og man troer, at de. ofte blive slugte af de Sidste eller af andre Fisk. Hos nogle Fugle synes Hunnerne at dø efter en større Maalestok end Hannerne, de ere

[page] 267

jo ogsaa udsatte for at blive dræbte, naar de ligge paa deres Rede, eller naar de gaa og passe paa deres Unger. Hos Insekterne ere Hun-Larverne ofte større end Hannerne, og som en Følge deraf ere de mest udsatte for at blive spiste op, og i nogle Tilfælde ere de udvoksne Hunner mindre virksomme og mindre hurtige i deres Bevægelser end Hannerne og ville derfor ikke saa let kunne undslippe Faren. Naar Talen er om de vilde Dyr, saa beroer det, hvad vi veed om Forholdstallene hos Kjønnene i udvoksen Tilstand, paa et rent Skjøn, og dette er, undtagen maaske der, hvor Uligheden er meget stor, kun lidet paalidelig. Alligevel kunne vi der, hvor der kan dannes noget Skjøn, af xle Kjendsgjerninger, som ere meddelte i Tillæget, slutte os til, at Hannerne hos nogle faa Pattedyr, hos mange Fugle, hos nogle Fiske og Insekter overgaa Hunnerne betydeligt i Antal.

Forholdet mellem Kjønnene fluktuerer lidt i de paa hinanden følgende Aar, saaledes skiftede hos Væddeløbshestene for hver 100 Hunner, der vare fødte, Hannerne fra 107,i i det ene Aar til 92,6 i et andet Aar og hos Mynderne fra 116,3 til 95,3. Men dersom der var blevet større Mængder førte til Tabels fra et mere udstrakt Areal end England, vilde disse Fluktuationer rimeligvis være forsvundne, og, saaledes som de ere, vilde de neppe i Naturtilstanden føre til nogen virkelig Virken af Parringsvalg. Alligevel synes Forholdene hos nogle faa vilde Dyr, som viist er i Tillæget, at fluktuere enten efter de forskjellige Aarstider eller efter de forskjellige Lokaliteter saa stærkt, at det kan føre til Parringsvalg. Thi man maa vel lægge Mærke til, at et hvilketsomhelst Fortrin, der i visse Aar og paa visse Lokaliteter opnaaes af de Hanner, der vare istand til at besejre andre Hanner, eller som forekom Hunnerne mest tiltrækkende, sandsynligvis vilde blive nedarvet til Afkommet og som en Følge deraf ingenlunde forsvinde. I de paafølgende Aar, naar enhver Han paa Grund af Ligevægten mellem Kjønnene overalt var istand til at

[page] 268

faa sig en Mage, saa vilde dog de stærkere og mere tiltrækkende Hanner, der vare blevne fødte først, stadig have i det Mindste ligesaa god Udsigt til at efterlade sig Afkom som de mindre Stærke eller mindre Tiltrækkende.

Polygami. — Polygami frembringer de samme Resultater, som vilde fremkomme ved en virkelig Ulighed i Kjønnenes Antal; thi dersom enhver Han sikkrer sig to eller flere Hunner, saa er der mange Hanner, der ikke kunne komme til at blive parrede, og det vil da ganske vist blive de svagere og mindre tiltrækkende Individer. Mange Pattedyr og nogle faa Fugle ere polygame, men hos Dyr, der høre til de lavere Klasser, har jeg ikke seet noget Spor til denne Sædvane. Disse Dyrs Forstands-evner strække maaske ikke til til at faa dem til at samle og bevogte et Harem. At der er noget Forhold mellem Polygami og Udviklingen af sekundære Kjønskarakterer, synes næsten vist, og derved støttes den Betragtningsinaade der hævder, at Hannernes numeriske Overvægt vilde være i høj Grad gunstig for Parringsvalgets Virken. Alligevel er der mange Dyr, særlig Fugle, der ere strengt monogame, som have stærkt udprægede sekundære Kjønskarakterer, medens nogle faa Dyr, der ere polygame, ingen saadanne have.

Vi ville først hurtig gjénnemgaa Pattedyrklassen og saa vende os til Fuglene. Gorillaen synes at være polygam, og Hannen afviger temmelig betydeligt fra Hunnen, og saa-ledes er det ogsaa med nogle Bavianer, der leve i Flokke, som indeholde to Gange saa mange voksne Hunner som Hanner. Den sydamerikanske Mycetes caraya har udprægede Kjønsforskjelligheder baade i Farve, Skjæg og Stemme-redskaber, og Hannen lever i Almindelighed med to eller tre Koner. Hos Cebus capucinus er Hannen noget for-skjellig fra Hunnen og den synes at være polygam¹). Paa

1) Om Gorillaen se: Savage and Wyman; »Boston Journal of Nat. Hist.., Vol. V, 1845—47, S. 423. Om Cynocephalus se: Brehm:

[page] 269

dette Punkt vide vi meget lidt om de fleste andre Aber, men at nosle Arter ere strængt monogame], det vide vi. Drøvtyggerne ere i høj Grad polygame, og de frembyde hyppigere Kjønsforskielligheder end næsten nogensomhelst anden Pattedyrsgruppe, særlig hvad Vaaben angaaer, men ogsaa i andre Karakterer. De fleste Hjorte, Køer og Faar ere polygame, og det er ogsaa de fleste Antiloper, omend-skjøndt der af dem ere nogle, der ere monogame. Hr. Andrew Smith siger, ved sin Omtale af de sydafrikanske Antiloper, at der i Flokke paa omtrent et Dousin Stykker sjeldent var mere end en voksen Han. Den asiatiske Antilope saiga synes at være det Dyr, der er mest overdreven polygam i Verden; thi Pallas¹) siger, at Hannen driver alle Rivaler bort og samler sig en Hjord paa omtrent Hundrede, bestaaende af Hunner og Kid; Hunnen er kullet og har et blødere Haarlag, men synes ellers ikke at være forskjellig fra Hannen. Hesten er polygam, men naar man undtager Hingstens Størrelse og Forholdene i dens Legeme, saa er den kun lidet forskjellig fra Hoppen. Vildsvinets store Stødtænder og nogle andre Forhold ere udprægede Kjønskarakterer; i Evropa og i Indien fører den et ensomt Liv undtagen i Parringstiden, men paa denne Tid gaaer den i Indien omkring med flere Søer, som Hr. W. Elliot, der har havt udmærket Lejlighed til at iagttage dette Dyr, troer. Om det Samme er Tilfældet i Evropa er tvivlsomt, men der ere nogle Angivelser, der tale derfor. Den voksne indiske Elefant-Han tilbringer ligesom Vildsvinet meget af sin Tid i Ensomhed, men naar

1) Must. Tbierleben., B. I, 1864, S. 77. Om Mycetes se: Rengger: »Naturgesch.: Såugethiere von Paraguay«, 1830, S. 14, 20- Om Cebus se: Brehm: ibid. S. 108. ) Pal las: »Spicilegia Zoolog.«, Fase. XII, 1777, S. 29. Hr. Andrew Smith: »Illustrations of the Zoology of S. Africa«, 1849, PI. 29, om Kobus. Owen har i sin »Anatomy of Vertebrates« (Vol. III, 1868, S. 633) en Tabel, der blandt andet viser, hvilke Antilopearter der leve parvis, og hvilke der leve i Flokke.

[page] 270

'den søger Selskab »er det sjældent at finde«, siger Dr. Campbell, »mere end en Han sammen .med en hel Flok Hunner«. De største Hanner udstøde eller dræbe de mindre og svagere. Hannen afviger fra Hunnen ved sine uhyre Stødtænder; sin Styrke og Udholdenhed. Saa stor er For-skjellen i denne sidste Henseende, at Hannerne regnes for tyve Procent mere værd end Hunnerne¹); hos de andre tykhudede Dyr er der meget lidt eller slet ingen Forskjel paa Kjønnene og, saa vidt man veed, ere de ikke polygame. Neppe en eneste Art blandt Cheiroptera og Gumlerne eller i Gnavernes og Insekternes store Ordner kan udvise sekundære Kjønsforskjelligheder, og jeg kan ingensteds finde Noget om, at nogen af Arterne skulde være polygame, det skulde da være den almindelige Rotte, om hvis Hanner nogle Rottefangere paastaa, at de leve med flere Hunner. Som jeg hører fra Hr. Andrew Smith lever den sydafrikanske Løve undertiden med en enkelt Hun, men i Almindelighed med mere end en, og i et enkelt Tilfælde fandt man den endogsaa med fem Hunner, saa den er alt-saa polygam. Den er ogsaa, saa vidt jeg kan se, i den hele Gruppe af Jord-Rovdyr den eneste, der er polygam, og er da ogsaa den eneste, der har udprægede Kjønskarak-terer. Gaa vi imidlertid til Hav-Rovdyrene, saa er Forholdet et ganske andet, thi som vi senere skulle se, er der mange Arter af Sælhunde, der have mærkværdige Kjønsforskjelligheder og ere i høj Grad polygame. Saa-ledes har Hannen hos Sydhavets Sø-Elefant, ifølge Péron, altid flere Hunner, og der. siges om Forsters Sø-Løve, at den er omgivet af tyve til tredive Hunner. Nord paa er Hannen af den Stellerske Søbjørn altid ledsaget af et endnu større Antal Hunner.

1) Dr. Campbell i »Proc. Zoolog. Soc«, 1869, S. 138. Se ogsaa en interessant Afhandling af Lieutn. Johnstone i »Proc. Asiatic. Soc. of Bengal«, Maj, 1868. .

[page] 271

Hvad nu angaaer Fuglene, saa ere mange Arter, hvis Kjøn ere meget forskjellige fra, hinanden indbyrdes, ganske vist monogame. I Storbritanien kunne vi f. Ex. se udprægede Kjønsforskjelligheder hos Vildanden, der boer sammen med en enkelt Mage, hos den almindelige Solsort og hos Dompapen, der siges at være maget for Livstid. Hr. Wallace meddeler mig, at det forholder sig paa samme Maade med de sydamerikanske Cotingidæ og mangfoldige andre Fugle. For flere Gruppers Vedkommende har jeg ikke -været istand til at opdage, om Arterne ere polygame eller monogame. Lesson siger, at Paradisfuglene, der ere saa mærkværdige ved deres Kjønsforskjelligheder, ere polygame, men Hr. Wallace tvivler om, at dette er tilstrækkelig beviist, Hr. Salvin meddeler mig, at han er kommet til at tro, at Kolibrierne ere polygame. Hannen hos Enkefuglen, der er mærkværdig ved sin Halefjer, er ganske vist polygam¹). Hr. Jenner Weir 8g Andre have forsikkret mig, at det ikke er sjeldent at finde tre Stære i en Rede, men hvorvidt vi her have at gjøre med et Tilfælde af Polygami eller Polyandri, det har man ikke forvisset sig om.

Hønsefamilien har næsten ligesaa stærkt udprægede Kjønsforskjelligheder som Paradisfugle og Kolibrier, og mange af Arterne ere, som bekjendt, polygame, medens Andre ere strængt monogame. Hvilken Forskjel er der ikke mellem Kjønnene hos den polygame Paafugl eller Fasan og den monogame Perlehøne eller Agerhøne! Der kunde nævnes mange lignende Tilfælde, f. Ex. i Hjerpe-Gruppen, i hvilken den polygame Tjur og Urhane afvige meget fra Hunnerne, medens der er lidt, Forskjel

1) The Ibis«, Vol. III, 1861, S. 133, om. Progne-Enkefuglen. Se ogsaa om Vidua axillaris, ibid. Vol. II, 1860, S. 211. Om Tjurens og den store Trapgaases Polygami, se: L. Lloyd: »Game Birds of Sweden«, 1867, S. 19 og 182. Montagu og Selby omtale den sorte .Hjerpe som polygam og den røde Hjerpe som monogam.

[page] 272

paa de to Kjøn hos den monogame Rødhjerpe og Rypen. Iblandt Strudsfuglene er der ikke noget stort Antal Arter, der frembyder stærkt udprægede Kjønsforskjelligheder, undtagen Trapperne og den store Trapgaas (Otis tarda), som siges at være polygam. Hos Vadefuglene er der yderst faa Arter, hvor Kjønnene ere forskjellige fra hinanden, men Brushanen (Machetes pugnax) danner en mærkelig Undtagelse, og Montagu mener om denne Art, at den er polygam. Det synes altsaa, som om der hos Fuglene ofte er et bestemt Forhold mellem Polygami og Udviklingen af stærkt udprægede Kjønsforskjelligheder. Da jeg spurgte Hr. Bart-lett ved den zoologiske Have, som har saa megen Erfaring i Retning af Fugle, om Tragopan-Hannen (en Hønsefugl) var polygam, blev jeg slaaet ved det Svar, han gav mig: »Jeg veed det ikke, men jeg er tilbøjelig til at tro det paa Grund af dens prægtige Farver.«

Det fortjener at bemærkes, at Instinktet til at mages med en enkelt Hun let tabes i tæmmet Tilstand. Vildanden er strængt monogam, Husanden i stærk Grad polygam. Hr. W. D. Fox meddeler mig, at af nogle halv-tæmmede Vildænder, der bleve holdte i en stor Dam i hans Nabolag, blev der skudt saamange Andrikker af Opsynsmanden, at der kun var en Andrik til hver syv eller otte Ænder, og dog blev der usædvanlig store Flokke atf Ællinger. Perlehønen er strængt monogam, men Hr. Fox finder, at hans Fugle trives bedst, naar han holder en Hane til hver to eller tre Høns '). De vilde Kanariefugle mages, men de engelske Fugleopdrættere have med Held sat en Han til fire eller fem Hunner, men alligevel bliver den første Hun, derom forsikkrede man Hr. Fox, alene behandlet som Konen, idet hun og hendes Unger bliver fodrede af ham, medens de andre behandles som Friller.

1) Hr. E. S. Dixon siger imidlertid bestemt (»Ornamental Poultry, 1848, S. 76). at Perlehønens Æg ere ufrugtbare, naar der holdes mere end een Hun til een og samme Han.

[page] 273

Jeg har taget disse Exempler med, da de til en vis Grad ojøre det sandsynligt, at monogame Arter i vild Tilstand let enten midlertidigt eller stadigt kunde blive polygame.

Hvad Krybdyr og Fisk angaaer, saa kjender man for lidt til deres Sædvaner, til at man kan tale om deres JEgteskabsforhold. Det siges imidlertid, at Hundesteilen (Gasterosteus) er polygam ¹), og Hannen er i Parringstiden iøjnefaldende forskjellig fra Hunnen.

Lad os nu samle de Maader, paa hvilke, saavidt vi kunne skjønne, Parringsvalget er kommet til at føre til Dannelsen af sekundære Kjønskarakterer. Det er blevet viist, at den største Mængde kraftigt Afkom vil blive frembragt ved, at de stærkeste og bedst væbnede Hanner, som have overvundet andre Hanner, parres med de kraftigste og bedst nærede Hunner, som tidligst paa Aaret ere rede til Parring. Saadanne Hunner ville, dersom de udvælge de mere tiltrækkende og tillige kraftige Hanner, efterlade sig et talrigere Afkom end de sent færdige Hunner, som maa parres med de mindre kraftige og mindre tiltrækkende Hanner. Det Samme bliver Forholdet, dersom de kraftige Hanner udvælge de mere tiltrækkende og tillige sunde og kraftige Hunner; særligt da, ifald Hannen forsvarer Hunnen og hjælper til med at skaffe Næring til Ungerne. Dette Forspring, som saaledes de mere kraftige Par have faaet i at afføde det største Antal Efterkommere, har aabenbart været tilstrækkeligt til at gjøre Parringsvalget virksomt. Men det, at der var langt flere Hanner end Hunner, vilde være af endnu mere Virkning, hvadenten denne Overvægt kun var tilfældig og lokal eller den var permanent, hvadenten den var tilstede straks efter Fødselen eller den senere blev bragt tilveje ved en større Dødelighed blandt Hunnerne, eller endelig ifald den var en direkte Følge af Polygamiet.

1) Noel Humphreys: »River Gardens«, 1857.

18

[page] 274

Hannen er i Almindelighed mere forandret end Hunnen. — Overalt i Dyreriget, hvor de to Kjøn ere forskjellige fra hinanden i deres Udvortes, er det, enkelte Undtagelser fraregnede, Hannen, der væsenlig er bleven modificeret; thi Hunnen beholder altid mest Lighed med de Unge i dens egen Art og med de andre Medlemmer af samme Gruppe. Aarsagen hertil synes at være den, at Hannerne hos næsten alle Dyr have stærkere Lidenskaber end Hunnerne. Heraf kommer det, at Hannerne kæmpe med hinanden og ufortrødent søge at faa alle deres Yndigheder til at tage sig saa godt ud som muligt i Hunnernes Øjne; og de, der gaaer af med Sejren, nedarve deres Overlegenhed til deres mandlige Afkom. Hvorfor Hannerne ikke nedarve deres Egenskaber til begge Kjøn, skulle vi senere omtale. At alle Pattedyrs Hanner ivrigen løbe efter Hunuerne er Noget, Alle og Enhver veed. Det samme gjælder om Fuglene, men der er dog mange Fuglehanner, der ikke saa meget jage omkring efter Hunnerne, som de i disses Nærværelse udfolde deres Fjerpragt, danse sælsomme Danse og lade deres Toner høre. Hos de faa Fisk, man har iagttaget, synes Hannen at være meget ivrigere end Hunnen; dette gjælder ogsaa om Alligatorerne og tilsyneladende ligeledes om Padderne. Overalt i hele den uhyre store Insektklasse, siger Kirby¹), »er Reglen, at Hannen skal søge Hunnen«. To saa store Avtoriteter som D'Hrr. Blackwall og C. Spence Bate have meddelt mig, at hos Edderkoppene og Krebsene ere Hannerne mere virksomme og mere udskejende i deres Sædvaner end Hunnerne. Naar hos Insekter og Krebsdyr Sandseorganerne eller Bevægelsesredskaberne ere tilstede hos det ene Kjøn og mangle hos det andet, eller de, hvad der hyppigt er Tilfældet, ere mere udviklede hos det ene Kjøn end hos det andet, saa er det, saavidt det har været mig muligt

¹) Kirby and Spence: »Introduction to Entomology«, Vol. III, 1826, S. 342.

[page] 275

_at se, altid Hannen, der har beholdt de nævnte Organer eller har faaet dem stærkest udviklede; og dette viser, at Hannen er den virksomste, hvad Parringsforholdet an-gaaer¹⁾.

Hunnen er derimod, visse enkelte Tilfælde undtagne, mindre ivrig end Hannen. Hun »vil i Almindelighed gjøres Kour til«, som for længe siden den berømte Hunter²) bemærkede; hun er sky, og man kan ofte blive Vidne til, hvorledes hun længe søger at undgaa Hannen. Enhver, som har sin Opmærksomhed henvendt paa Dyrenes Liv, maa kunne mindes Exempler herpaa. Skal man dømme efter forskjellige Kjendsgjerninger, der senere skulle blive meddelte, og efter de Resultater, som man med Rimelighed kan tilskrive Parringsvalget, saa maa Hunnen, uagtet hun sammenlignelsesvis er passiv, i Almindelighed paa en eller anden Maade vælge og give en vis Han Fortrinet fremfor andre. Eller ogsaa, og saaledes kan det undertiden se ud, siger hun Ja, ikke til den Han, der er den mest tiltrækkende for hende, men til den, der er hende mindst modbydelig. At Hunnen paa en eller anden Maade vælger, synes næsten at være en lige saa almengyldig Lov som den, at Hannerne altid ere de mest fyrige.

Vi komme ganske naturligt til at spørge om, hvorfor Hannen i saa mange og saa vidt forskjellige Klasser er bleven gjort mere ivrig end Hunnen, saa at det er ham,

1) Et snyltende hvepseagtigt Insekt (Westwood: »Modern Class. of insectS", Vol. II, S. 160) danner en Undtagelse fra Reglen, eftersom Hannen har rudimentære Vinger og aldrig forlader den Celle, i hvilken den har seet Dagens Lys, medens Hunnen har veludviklede Vinger. Audouin troer, at Hunnerne blive befrugtede af de Hanner, der ere fedte i Celle med dem; men det er langt rimeligere, at Hunnerne besøge andre Celler og saaledes undgaa en Parring mellem for nærstaaende Individer. Vi ville senere i forskjellige Klasser træffe paa nogle faa Undtagelsestilfælde, i hvilke Hunnen istedetfor Hannen er den søgende og bejlende.

²) »Essays and Observations«, udgivne af Chven, Vol. I, 1861, S. 194.

18*

[page] 276

der løber efter hende og spiller den mest aktive Rolle i det hele Parringsforhold. Det vilde ikke være til nogen Nytte og det vilde medføre Kraftspild, dersom begge Kjøn løb og søgte efter hinanden; men hvorfor skal det altid være Hannen, der er den Søgende? Hos Planterne skal Æget endnu en Tidlang efter Befrugtningen optage Næring; derfor er det nødvendigt at Støvkornene bringes til det kvindelige Organ, enten ved Hjælp af Vinden eller ved Insekters Mellemkomst, eller ved uvilkaarlige Bevægelser af Støvdragerne, og hos Algerne og Andre ved Anthero-zo'idernes Evne til at bevæge sig. Hos lavt organiserede Dyr, der stadigt ere fæstede til samme Plet og ere sæi>-kjønnede, bliver det mandlige Element altid ført til det kvindelige, og vi kunne se, hvorfor det er saaledes; thi selv om Ægene vare løsnede, før de vare blevne befrugtede, og hverken behøvede Næring eller Beskyttelse efter Befrugtningen, saa vilde de paa. Grund af deres relative større Omfang mindre let kunne føres omkring end det mandlige Element. Derfor ere Planter1) og mange af de lavere Dyr i denne Henseende analoge. Idet de fastsiddende Dyrs Hanner saaledes vare komne til at udsende deres befrugtende Element, er det jo meget naturligt, at En eller Anden af deres Efterkommere, som i Tidernes Løb blev højere organiseret og fik Evne til at bevæge sig, kom til at beholde den samme Vane og nærmede sig til Hunnen, for at det befrugtende Element ikke skulde blive altfor meget udsat for at gaa tilgrunde ved i'længere Tid at drive om i Havvandet. Hos nogle faa af de lavere Dyr ere kun Hunnerne fastsiddende, og her maa Hannerne nødvendigvis blive de søgende. Angaaende de Former, hvis Stamfædre oprindelig vare fri, saa er det vanskeligt at

1) Prof. Sachs (.Lehrbuch der Botanik«, 1870, S. 633) bemærker om de mandlige og kvindelige Reproduktionsceller; »forholder den ene ved Befrugtningen sig aktiv....... synes den anden at forholde sig passiv.«

[page] 277

forstaa, hvorfor Hannerne altid have for Skik at nærme sig til Hunnerne istedetfor disse til Hannerne, men i alle Tilfælde vilde det, for at der skulde komme Noget ud af Hannernes Søgen, være nødvendigt, at de havde stærke Lidenskaber, og disse Lidenskaber vilde meget simpelt blive erhvervede derved, at de fyrigste Hanner efterlod sig en større Mængde Afkom end de mindre fyrige.

Hannens store Fyrighed har saaledes indirekte ført til en hyppigere Udvikling af sekundære Kjønskarakterer hos Hannen end hos Hunnen. Men Udviklingen af saa-danne Karakterer vilde have en god Støtte, ifald den Slutning, hvortil jeg er kommen ved at studere Husdyrene, kan ansees for paalidelig, den' nemlig, at Hannen er mere tilbøjelig til at variere end Hunnen. Jeg veed vel, hvor vanskeligt det er at komme til Klarhed om, hvorvidt en saadan Slutning er sand. Lidt Bevis derfor kan man imidlertid nok faa, naar man sammenligner Menneskets to Kjøn, thi Mennesket er blevet omhyggeligere undersøgt end nogetsomhelst andet Dyr. Paa Novara Expeditionen ^l) blev der foretaget en stor Mængde Maalinger af Legemets Dele hos forskjellige Racer, og i næsten hvert eneste Tilfælde fandt man, at Mændene varierede mere end Kvinderne; men jeg skal komme tilbage til dette Emne i et senere Kapitel. Hr. J. Wood²), som omhyggeligt har iagttaget Varieringen af Menneskets Muskler, udhæver med spærret Tryk den Sætning, at »det største Antal Abnormiteter for et enkelt Individ findes hos Mændene«. Han havde iforvejen bemærket, at »hos i det Hele taget 102 Individer fandtes der blandt Mændene at være halvanden

1) -»Reise der Novara: Anthropolog. Theil«, 1867, S. 216—269. Resultaterne udregnedes af Dr. Weisbach efter Maalninger, der vare foretagne af D'Hrr. Dr. K. Scherzer og Schwarz. Om Husdyrhannernes større Variabilitet se min »Variation of Animals and Plants under Domestication., Vol. Il, 1868, S. 75.

²) .Proceedings Royal Soc«, Vol: XVI, Juli, 1868, S. 519 og 524

[page] 278

Gange saamaDge af det Slags Varieteter, der frembringes ved overflødige Dele, som blandt Kvinderne, — Noget, der staaer i stærk Modsætning til Hyppigheden af Mangel paa visse Dele hos Kvinderne«. Professor Macalister bemærker ligeledes¹), at Variering af Musklerne »sandsynligvis er almindeligere hos Mænd end hos Kvinderne«. Visse Muskler, der ikke ere normalt tilstede hos Menneskene, findes ogsaa hyppigere udviklede hos Hankjønnet end hos Hunkjønnet, omendskjøndt det siges, at man kan træffe Undtagelser fra denne Regel. Dr. Burt Wilder²) har gjort Optegnelser over 152 Individer med overtallige Fingre. Af dem vare 86 Mænd og 39 (eller mindre end Halvdelen) Kvinder. De tilbageblivende Syvogtyves Kjøn kjendes ikke. Man maa imidlertid ikke overse, at Kvinder hyppigere ville søge at skjule en Mangel af dette Slags end Mændene. Hvorvidt den store Dødelighed , der er blandt Menneskets og aabenbart ogsaa blandt Faarets mandlige Afkom i Sammenligning med det kvindelige før, under og kort efter Fødslen (se Tillæget), staaer i noget Forhold til en stærkere Tendens til at variere hos Hannens Organer og derved altsaa til at blive abnorme i Bygning eller Funktion , om det skal jeg ikke tillade mig nogen Gisning.

I forskjellige Dyreklasser er der nogle faa Undtagelsestilfælde , hvor det er Hunnen istedetfor Hannen, der har erhvervet udprægede sekundære Kjønskarakterer, som f. Ex. muntrere Farver, større Omfang, Styrke eller Stridbarhed. Hos Fuglene har der, som vi snart skulle se, undertiden fundet en fuldstændig Ombytning Sted af de Karakterer, der i Almindelighed ere ejendommelige for hvert af Kjøn-nene. Hunnerne ere her blevne de mest ivrige i Parrings-forholdet, Hannerne forholde sig sammenlignelsesvis passive, men udvælge aabenbart, efter hvad vi kunne slutte os til af de frembragte Resultater, de mest tiltrækkende Hunner.

1) »Proc. Royal Irish Academy«, Vol. X, 1868, S. 123.

²) »Massachusetts Medical Soo, Vol. II, Nr. 3, 1868, S. 9.

[page] 279

Visse Hun-Fugle ere saaledes blevne gjorte mere stærkt-farvede eller paa anden Maade blevne smykkede og desuden gjorte mere kraftige og stridbare end Hannerne, idet disse Karakterer kun ere blevne nedarvede til Afkom af Hunkjønnet.

Det kan nok siges, at der i nogle Tilfælde har fundet en dobbelt Udvælgelse Sted, idet Hannerne have udvalgt de mere tiltrækkende Hunner og disse de mere tiltrækkende Hanner. Dette vilde imidlertid, omendskjøndt det kunde føre til Modifikation af begge Kjønnene, ikke gjøre det ene Kjøn forskjelligt fra det andet, medmindre netop deres Skjønhedssands var forskjellig, men dette er en Antagelse , der er for usandsynlig til at være nogen Overvejelse værd, naar Talen er om et hvilketsomhelst andet Dyr end Mennesket.. Der er imidlertid mange Dyr;, hos hvilke de to Kjøn ligne hinanden, idet de begge ere forsynede med de samme Prydelser, som Analogien faaer os til at tilskrive Parringsvalgets Virksomhed. I saadanne Tilfælde kan det med mere Rimelighed antages, at der har været en dobbelt og gjensidig Parringsvalgs-Proces, hvor de mere kraftige og tidligere udviklede Hunner have udvalgt de mere udviklede og kraftige Hanner, idet de Sidste have vraget alle Hunner undtagen de mest tiltrækkende. Men efter hvad vi vide om Dyrenes Sædvaner, saa see.r denne Antagelse ikke synderlig sandsynlig ud, idet Hannen i Almindelighed er meget ivrig efter at parres med Hunnen. Det er mere rimeligt, at de Prydelser, der findes hos begge Kjøn, bleve erhvervede af det ene Kjøn, i Almindelighed Hannen, og saa nedarvede til begge Afkommets Kjøn. Dersom Hannerne af en eller anden Art i længere Tid fandtes i meget større Antal end Hunnerne, og der saa paa en anden Tid under forskjellige Betingelser fandt akkurat det Omvendte Sted, saa vilde der let kunne gaa en dobbelt, men ikke samtidig Parringsvalgs-Proces for sig, ved hvilken Kjønnene kunde blive gjort vidt forskjellige fra hinanden.

[page] 280

Vi skulle senere se, at der findes mange Dyr, hos hvilke intet af Kjønnene har straalende Farver eller er forsynet med særegne Prydelser, og dog ere Medlemmer af begge Kjøn eller af det ene Kjøn alene sandsynligvis blevne modificerede ved Parringsvalg. Manglen paa straalende Farver eller andre Prydelser kan have havt sin Grund i, at Varieringer af det rigtige Slags aldrig have fundet Sted, eller ogsaa i, at Dyrene selv foretrække simple Farver, f. Ex. rent Sort eller Hvidt. Mørke Farver ere ofte blevne erhvervede ved Parringsvalg som et Slags Beskyttelsesmiddel, og Erhvervelsen af iøjnefaldende Farver ved Parringsvalgets Hjælp kan være bleven hindret ved den Fare, der derved opstod. Men i andre Tilfælde have Hannerne sandsynligvis kæmpet gjennem lange Tider med raa Kraft, med Udfoldelsen af deres Ynder eller med begge Ting i Forening, og dog vil der ikke være bleven frembragt nogen Virkning, medmindre de heldigste Hanner efterlade sig et større Antal Efterkommere til at tage deres Overlegenhed i Arv, end de mindre heldige Hanner; og dette er, som vi tidligere have viist, afhængig af forskjellige indviklede Omstændigheder.

Parringsvalget virker paa en mindre voldsom Maade end Kvalitetsvalget. Dette Sidste virker ved at lade Individerne af alle Aldre leve eller dø, alt eftersom de ere mere eller mindre heldige. Døden bliver nu ganske vist ikke saa sjeldent Enden paa Striden mellem de rivaliserende Hanner. Men i Almindelighed skeer der ikke Andet, end at den uheldige Han ingen Hun faaer eller ogsaa faaer en sent udviklet og mindre kraftig Hun senere paa Aaret, eller, dersom den er polygam, faaer den blot færre Hunner; Forholdet bliver altsaa det, at de efterlade sig færre eller mindre kraftige eller slet ingen Efterkommere. Angaaende Byg-ningsforhold, der ere erhvervede ved Kvalitetsvalg, er der i de fleste Tilfælde, saalænge som Livsbetingelserne forblive de samme, en Grændse for det Beløb, der kan op-naaes af fordelagtig Modifikation i en eller anden særegen

[page] 281

Retning; men hvad angaaer Bygningsforhold, der ere til— læmpede til at lade den ene Han sejre over den anden, enten naar de fegte eller naar de fortrylle Hunnen, saa er der ingen bestemt Grændse for det Beløb, der kan op-naaes af fordelagtig Modifikation. Saalænge de passende Varieringer opstaa, vil altsaa Parringsvalget kunne blive ved at virke. Denne Omstændighed kan tildels forklare den ofte forekommende og overordenlig store Variabilitet, som de sekundære Kjønskarakterer ofte frembyde. Alligevel vil Parringsvalget passe paa, at de sejrrige Hanner ikke erhverve saadanne Karakterer, som i høj Grad vilde være skadelige for dem, enten ved at lægge Beslag paa formange af deres Livskræfter, eller ved at udsætte dem for nogen stor Fare. Dog er Udviklingen af visse Dele — f. Ex. af Hornene hos visse Hjorte — gaaet til en vidunderlig Yderlighed, og i nogle Tilfælde saa yderligt, at det, hvad de almindelige Livsbetingelser angaaer, maa være en Smule skadeligt for Hannen. Heraf lære vi, at de Fordele, som de heldige Hanner have faaet ved at besejre andre Hanner i Kamp eller Kurmageri, hvorved de saaledes efterlade sig et talrigere Afkom, i Længden have været større end de Fordele, der opnaaes ved en mere fuldkommen Tillæmpelse til de ydre Livsbetingelser. Vi skulle fremdeles se, og det er Noget, som man aldrig kunde have tænkt sig i Forvejen, at Evnen til at indynde sig hos Hunnerne i nogle faa Tilfælde har været vigtigere end Evnen til at besejre andre Hanner i Kamp.

Arvelighedslove. — For at forstaa, hvorledes Parringsvalget har virket og i Tidernes Løb har frembragt iøjnefaldende Resultater hos mange Dyr af mange Klasser, er det nødvendigt at huske vel paa Arvelighedslovene, for-saavidt som man da kjender dem. Der er to forskjellige Ting, der rummes i Begrebet »Arvelighed«, nemlig Overleveringen og Udviklingen af Karaktererne, men da de i Almindelighed følges ad, lægger man sjeldent Mærke

[page] 282

til Forskjellen. Vi se denne Forskjel hos de Karakterer, som overleveres i Livets første Aar, men som først udvikles, naar Individet er blevet modent, eller ogsaa paa dets gamle Alder. Vi se den samme Forskjel tydeligere hos de sekundære Kjønskarakterer, thi disse overleveres gjennem begge Kjøn, skjøndt de kun ere udviklede hos det ene. At de ere tilstede hos begge Kjøn, det aaben-bares, naar to Arter, der have stærkt udprægede Kjønskarakterer, krydses. Thi hver af Arterne overleverer de Karakterer, der ere ejendommelige for dens egne Hanner og Hunner, til det hybride Afkoms Kjøn. Det samme Forhold viser sig ligeledes, naar Karakterer, der ere ejendommelige for Hannen, lejlighedsvis udvikles hos Hunnen, naar hun bliver gammel eller syg, — og saaledes ogsaa omvendt hos Hannen; fremdeles synes Karakterer nu og da at blive overførte fra Hannen til Hunnen, som f. Ex. naar Sporerne hos visse Hønse-Racer regelmæssig fremkomme hos de unge og sunde Hunner; men i Virkeligheden ere de simpelthen blevne udviklede hos Hunnen; thi hos enhver Race bliver hver eneste lille Smaating i Sporens Bygning gjennem Hunnen overleveret til hendes mandlige Afkom. 1 alle Tilfælde af Attavisme ere Karaktererne overleverede gjennem to, tre eller flere Generationer og blive saa under visse ukjendte gunstige Betingelser udviklede. Denne vigtige Adskillelse mellem Overlevering og Udvikling vil man lettest kunne beholde in mente ved Hjælp af Hypothesen om Pangenesis, enten man anseer den for falsk eller ikke. Ifølge denne Hypothese afsondrer hver af Legemets Enheder eller Celler smaa Knopper eller udviklede Atomer, der overleveres til Afkom af begge Kjøn og mangfoldiggøre sig ved Deling. De kunne forblive uudviklede i de første Leveaar eller i flere paa hinanden følgende Generationer, idet deres Udvikling til Enheder eller Celler, der ligne dem, af hvilke de ere frembragte, er afhængig af deres Affinitet til og Forening med andre Enheder eller Celler, der i Forvejen ere udviklede i den rette Vækstfølge.

[page] 283

Nedarving i til svarende Livsperioder. — Denne Tendens er sikker nok. Dersom der viser sig en ny Karakter hos et Dyr, medens det er ungt, saa vil den, hvad enten den holder sig hele Livet igjennem eller kun varer for en Tid, som en almindelig Regel komme igjen i den samme Alder og paa den samme Maade hos Afkommet. Dersom der paa den anden Side viser sig en ny Karakter ved Modenheden eller selv paa Dyrets gamle Dage, saa har den Tendens til at komme igjen hos Afkommet paa det samme fremskredne Tidspunkt. Naar der indtræffer Afvigelser fra denne Regel, komme de overleverede Karakterer langt oftere før end efter den rigtige Tid. Da jeg har omtalt dette Emne tilstrækkelig udførligt i et andet Værk¹), saa skal jeg her kun anføre to eller tre Exem-pler for at gjenkalde det i Læsernes Erindring. I visse Hønseracer afvige Kyllingerne, medens de ere beklædte med Dun, de unge Fugle i deres første virkelige Fjerdragt og i den Fjerbeklædning, de have som voksne, i meget høj Grad fra hinanden indbyrdes som ogsaa fra deres fælles Stamform Gallus bankiva; og disse Karakterer blive tro-ligen overleverede til Afkommet af hver enkelt Race til en tilsvarende Tidsperiode. For Exempel: Kyllingerne af den brogede Hamburgerrace have, medens de ere bedækkede med Dun, nogle faa mørke Pletter paa Hovedet og Kroppen, men ere ikke, som saa mange andre Racer stribede paa langs; i deres første rigtige Fjerdragt ere de »skjønt vatrede« d. v. s., at hver enkelt Fjer er tegnet paatvers af mange mørke Striber; men i deres anden Fjerdragt ere alle Fjerene blevne brogede eller i Spidsen forsynede med en rund mørk Plet²). Derfor er der i

1) »The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, 1868. S. 75. 1 det næstsidste Kapitel er den ovenfor omtalte foreløbige Hypothese om Pangenesis fyldigt udviklet.

²) For disse Fakta har jeg en stor Opdrætter, Hr. Tebay, til Hjemmelsmand. (Tegetmeyer: »Poultry Book«, 1868, S. 158.) Om Karaktererne hos Kyllinger af forskjellige Racer ,og om de i omstaaende

[page] 284

denne Race opstaaet Varieringer og blevet nedarvet Yarie-ringer i tre forskjellige Livsperioder. Duen afgiver et endnu mærkeligere Exempel, fordi den oprindelige Stam-art ikke, eftersom den bliver ældre, undergaaer nogen Forandring i sin Fjerdragt, undtagen den, at Brystet ved Modenheden bliver mere regnbuefarvet; desuden er der Racer, der ikke faa deres karakteristiske Farver, før de have ruget to, tre eller fire Gange, og disse Modifikationer af Fjerbeklædningen blive regelmæssigt overleverede.

Nedarving til tilsvarende Aarstider. — Hos vilde Dyr træffe vi utallige Exempler paa Karakterer, der periodisk komme frem til de forskjellige Aarstider. Vi se noget saadant i Hjortens Horn og i de arktiske Dyrs Pels, der bliver tæt og hvid om Vinteren. Mangfoldige Fugle faa alene straalende Farver og Prydelser i Parringstiden. Jeg kan kun oplyse meget Lidt om denne Form af Arvelighed ved Hjælp af Forhold, jeg har iagttaget hos Husdyrene. Pallas siger¹), at det tamme Kvæg og de tamme Heste i Siberien regelmæssig blive lysere om Vinteren, og jeg har lagt Mærke til en lignende bestemt Farveforandring hos visse Ponier i England. Omendskjøndt jeg ikke veed om denne Tendens til at faa en forskjelligfarvet Hudbeklædning efter de forskjellige Aarstider nedarves, anseer jeg det dog for rimeligt, at det er saaledes, da alle Farvenuancer nedarves meget bestemt hos Hesten. Og denne Form af Arvelighed, der staaer i Forbindelse med Aars-tiderne, er da heller ikke mere mærkelig end den Arvelighed, der nøje er knyttet til Alder eller Kjøn.

Paragraf omtalte Dueracer, se: »Variation of Animals osv.«, Vol. I, S. 160, 249; Vol. II, S. 77. 1) »Novæ species quadrupedum e Glirium ordineo, 1778, S. 7. Om Nedarving af Farve hos Hesten, se: »Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. I, S. 21. En almen Drøftelse af den kjønsbundne Arvelighed, Vol. II, S. 71

[page] 285

Arvelighed bestemt ved Kjønnet. — Ligelig Overlevering af Karakterer til begge Kjøn er den almindeligste Form for Nedarving, i det Mindste hos de Dyr, som ikke frembyde stærkt udprægede Kjøns-Forskjelligheder, skjøndt det ogsaa gjælder om mange af disse. Men. det er ikke sjeldent, at Karakterer udelukkende nedarves til det Kjøn, hvor de først fremkom. Af Beviser herpaa vil man finde flere end nok i mit Værk om Husdyrs og vilde Planters Varieren, men ogsaa her maa der nævnes nogle faa Exempler. Der er Racer af Faar og Geder, hos hvilke Hannens Horn ere meget forskjellige i Form fra Hunnens, og disse Forskjelligheder, der ere fremkomne medens Dyrene have været Husdyr, blive regelmæssig nedarvede til det samme Kjøn. Hos de Katte, der have hvide, brune og sorte Striber (tortoise-shell cats), er det en almindelig Regel, at kun Hunnerne ere saaledes farvede, medens Hannerne ere rustrøde. Hos de fleste Hense-Racer blive de Karakterer, der ere ejendommelige for hvert af Kjøn-nene, kun nedarvede til samme Kjøn. Saa almindelig er denne Nedarvingsform, at det er en Anomali, naar vi i visse Racer se, at Varieringer nedarves lige til begge Kjøn. Der er ogsaa visse Dnderracer af Høns, hos hvilke Hanerne neppe kunne skjelnes fra hinanden, medens Hønsene variere betydeligt i Farve. Hos Duerne er der ikke nogen Forskjel i Udseendet mellem Stam-Artens Kjøn; alligevel er hos visse Husdue-Racer Hannen anderledes farvet end Hunnen¹). Hudkammen paa Næbet hos den engelske Brevdue og Kroen hos Kropduen er stærkere udviklet hos Hannen end hos Hunnen, og omendskjøndt disse Karakterer ere blevne dannede ved længe fortsat Race-Valg, skyldes denne Forskjel mellem Kjønnene dog ganske den Form. af Nedarving, som har været den almindelige; thi

¹⁾ Dr. Chapuis: »Le Pigeon Voyageiir Beige«, 1865, S. 87. Boitard & Corbié: »Les Pigeons de Voliere &c«, 1824, S. 178.

[page] 286

Forskjellen er ikke opstaaet, fordi Opdrætterne have ønsket den, tvertimod, de vare helst fri for den.

De fleste af vore Husdyr-Racer ere blevne dannede ved Ophobning af mange smaa Varieringer, og da nogle af de paa hinanden følgende Trin i Formrækken nedarves til det ene Kjøn og nogle til dem begge, saa finde vi i de forskjellige Racer af samme Art alle Gradationer, lige-fra stor Ulighed mellem Kjønnene til fuldstændig Lighed. Der er allerede blevet meddelt Exempler hentede fra Hønse- og Dueracerne, og blandt de vilde Dyr finde vi ofte analoge Tilfælde. Hos Husdyrene, om det ogsaa gjælder om de vilde Dyr skal jeg lade være usagt, kan det ene Kjøji miste Karakterer, der ere det ejendommelige, og kan saaledes til en vis Grad komme til at ligne det andet Kjøn; Hanerne i somme Hønseracer have saaledes f. Ex. mistet de for Haner ejendommelige Fjer og Fjerkraver. Paa den anden Side kan ogsaa Forskjellen mellem Kjønnene blive større i den tæmmede Tilstand; dette gjælder saaledes om Merinofaarene, hvis Hunner have mistet Hornene. Fremdeles kunne Karakterer, der ere ejendommelige for det ene Kjøn, pludselig vise sig hos det andet Kjøn; dette sees saaledes i de Underracer af Høns, hos hvilke Hønsene i deres Ungdom faa Sporer; eller hos visse Underracer af polske Høns, hos hvilke oprindelig Hunnerne, efter hvad man maa antage, fik en Fjertop og saa senere nedarvede den til Hanerne. Alle disse Tilfælde kan man forstaa ved Hjælp af Hypothesen om Pangenesis, thi de ere afhængige deraf, at visse af Legems-Cellernes Knopper, skjøndt tilstede hos begge Kjøn, ved Tæmningens Indvirken komme til at ligge i Dvale hos det ene Kjøn, eller, ifald de af Naturen ligge i Dvale, komme til at udvikle sig.

Der er et vanskeligt Spørgsmaal, som det vil være bekvemt at opsætte at omtale til et senere Kapitel; det nemlig, hvorvidt en Karakter, der fra første Færd af er udviklet hos begge Kjøn, ved Udvælgelse kan indskrænkes

[page] 287

til kun at komme til Udvikling hos det ene Kjøn. Dersom f. Ex. en Opdrætter lagde Mærke til, at nogle af hans Duer (hos hvilken Art Karaktererne i Almindelighed nedarves ligeligt til begge Kjøn) varierede i Farve og bleve lyseblaa, kunde han saa ved længe fortsat Udvælgelse danne en Race, hos hvilken kun Hannerne fik denne Farve, medens Hunnerne forbleve uforandrede? Jeg vil her kun sige saa meget som saa, at dette, skjøndt maaske ikke umuligt, dog vilde være yderst vanskeligt; thi det rimeligste Resultat af at bruge blegblaa Hanner til Parringen vilde være, at man kom til at forandre det hele Hold, baade Hanner og Hunner saaledes, at de alle fik den nævnte Farve. Dersom der imidlertid fremkom Varieteter, der havde den attraaede Farve og hvor denne i Begyndelsen kun fandtes hos Hannerne, saa vilde der ikke være den mindste Vanskelighed ved at danne en Race, der udmærkede sig ved, at Kjønnene vare af forskjellig Farve, noget, der i Virkeligheden finder Sted hos en belgisk Race, hos hvilken kun Hannerne have sorte Striber. Paa lignende Maade vilde det, dersom der viste sig en Varie-ring hos en Duehun og den fra første Færd af var indskrænket til dette Kjøn, være let at danne en Race, hvor kun Hunnerne vare saaledes karakteriserede; men dersom Varieringer oprindelig havde en saadan Begrændsning, saa vilde det være yderst vanskeligt at opnaa et saadant Resultat, ja det var maaske plat umuligt.

Om Forholdet mellem den Tid, paa hvilken en Karakter udvikles og dens Nedarving til et Kjøn eller til dem begge. — Hvorfor visse Karakterer arves af begge Kjøn og andre Karakterer kun af et af Kjønnene, nemlig det, hos hvilken Karakteren første Gang fremkom, det veed man i de fleste Tilfælde intet Svar paa. Vi kunne ikke engang have saameget som en Gisning om, hvorfor der hos visse Underracer af Duer kun fremkommer sorte Striber hos Hannerne, skjøndt de dog nedarves

[page] 288

gjennem Hunnerne og skjøndt hver eneste anden Karakter arves ligeligt af begge Kjøn. Fremdeles veed man heller ikke Noget om, hvorfor den spraglede Farve hos Kattene, vi før omtalte, næsten altid kun findes hos Hunnerne. Ganske de samme Karakterer, f. Ex. for faa eller for mange Fingre, Farveblindhed osv., kunne hos Menneskene arves alene af en Families mandlige Medlemmer og hos en anden Familie kun af de kvindelige Medlemmer, omendskjøndt den i begge Tilfælde nedarves ligesaavel gjennem det samme som det modsatte Kjøn¹). Skjøndt vi saaledes her ere meget uvidende, saa vide vi dog, at der er to Regler, der ofte holde Stik: nemlig at Varieringer, der først fremkomme hos et af Kjønnene paa et senere Stadium af Individets Liv, have Tendens til kun at fremkomme hos dette Kjøn; medens Varieringer, der fremkomme paa et tidligt Stadium, have Tendens til at udvikles hos begge Kjøn. Jeg er imidlertid langt fra at antage , at vi her have den eneste bestemmende Aarsag. Da jeg ikke andetsteds har drøftet dette Spørgsmaal, og da det har megen Betydning for Parringsvalget, kommer jeg her til at indlade mig paa en temmelig udførlig Behandling af Emnet og til at meddele temmelig indviklede Detailler,

Det er i og for sig sandsynligt, at en Karakter, der fremkommer tidligt, har Tendens til at nedarves ligeligt af begge Kjøn, thi der er ikke megen Forskjel paa Kjøn-nenes Konstitution, før de have faaet Reproduktionsevne. Paa den anden Side er der meget mere Sandsynlighed for, at Knopperne (hvis jeg igjen maa tale Pangenesisk), efter at Reproduktionsevnen er erhvervet og Kjønnene ere komne til at faa forskjellig Konstitution, at saa, siger jeg, de Knopper, der ere udskilte af hver enkelt varierende Del hos det ene af Kjønnene, have mere Tilbøjelighed til at forene sig med Vævene hos det samme Kjøn, end de have til at

^l) Henvisninger findes i min »Variation of Animals and Plants under Domestication., Vol. II, S. 72.

[page] 289

forenes med det andet Kjøn, hvilket altsaa betyder, at de i første Tilfælde blive udviklede, i andet ikke.

Jeg kom først til at tro, at der var et saadant Forhold, derved, at naarsomhelst og paa hvilkensomhelst Maade den voksne Han er kommet til at afvige fra den voksne Hun, saa afviger han paa samme Maade fra Ungerne af be^ge Kjøn. Denne Sætnings almene Gyldighed er ganske mærkværdig. Den gjælder for næsten alle Pattedyr, Fugle ocr Fisk, ogsaa for mange Krebsdyr, Edderkopper og nogle faa Insekter, navnlig for visse Skindvinger og Guldsmede. I alle disse Tilfælde maa de Varieringer, ved Ophobning af hvilke Hannen erhvervede sine særegne mandlige Karakterer, være fremkomne paa et temmelig sent Stadium af Dyrets Liv, ellers maatte de unge Hanner have de gamle Hanners Særmærke; og ifølge vor Regel nedarves de kun til og udvikles de kun hos de voksne Hanner. Naar paa den anden Side de voksne Hanner nøje ligne Ungerne af begge Kjøn (der med faa Undtagelser ere ens), saa ligner han i Almindelighed den voksne Hun; og i de fleste af disse Tilfælde fremkom de Varieringer, ved hvilke Ungerne og de Gamle fik deres nuværende Karakterer, sandsynligvis, i Overensstemmelse med vor Regel, medens de vare unge. Men her er der nu Noget, der træder forstyrrende til; thi Karaktererne nedarves undertiden til Afkommet til et noget tidligere Alderstrin end det, der var Forældrenes, dengang Karaktererne først fremkom, derfor kunne Forældrene have varieret som Voksne og have nedarvet deres Karakterer til det unge Afkom. Der er fremdeles mange Dyr, hos hvilke de to Kjøn høje ligne hinanden, og dog ere begge forskjellige fra deres Unger; her maa de Voksnes Karakterer være blevne erhvervede meget sent; men alligevel blive disse Karakterer, i aabenbar Strid med vor Regel, nedarvede til begge Kjøn. Vi maa imidlertid ikke overse, at det er muligt, eller endogsaa sandsynligt, at flere paa hinanden følgende Varieringer af samme Natur under ganske ens Betingelser paa engang komme frem hos

19

[page] 290

begge Kjøn paa et temmelig sent Stadium af deres Liv; og i saa Tilfælde vilde Varieringerne blive nedarvede til Afkommet af begge Kjøn i en tilsvarende sen Alder, og det vilde da i Virkeligbeden ikke være i Strid med vor Regel, at Varieringer, som først fremkomme i den senere Alder, udelukkende nedarves til det Kjøn, hos hvilke de først fremkom. Denne sidste Regel synes at have mere almen Gyldighed end den anden Regel, som siger, at Varieringer, der fremkomme hos et af Kjønnene paa efc tidligt Stadium, have Tendens til at nedarves til begge Kjøn. Da det aabenbart var umuligt, om saa blot at skjønne, i hvor stort et Antal Tilfælde disse to Sætninger holde stik i det hele Dyrerige, saa fandt jeg paa at se mig om efter nogle slaaende eller afgjørende Exempler og saa stole paa det Resultat, jeg maatte komme til.

Saadan et udmærket Exempel afgiver nu Hjortefamilien. Hos alle Arter, een undtagen, ere Hornene udviklede alene hos Hannen, omendskjøndt de jo ganske vist nedarves igjennem Hunnen og ogsaa nu og da abnormt kunne komme til Udvikling hos hende. Hos Rensdyret er derimod Hunnen forsynet med Horn; hos denne Art burde derfor, i Overensstemmelse med vor Regel, Hornene fremkomme meget tidligt, længe før de to Kjøn havde naaet Modenhedsalderen og vare komne til at afvige meget fra hinanden i Konstitution. Hos alle de andre Arter af Hjorte burde Hornene fremkomme senere, hvilket jo altsaa vilde føre til, at de udvikledes hos det Kjøn, hos hvilket de først udvikledes hos den hele Families Stamform. Hos syv Arter, der høre til forskjellige Afdelinger i Familien og som leve i forskjellige Egne og hos hvilke kun Hannerne have Horn, finder jeg nu, at Hornene først fremkomme i en Periode, der varierer fra ni Maaneder efter Fødslen, som hos Raabukken, indtil ti, tolv eller endnu flere Maaneder, hos Hannerne af seks andre større Arter¹).

1) Jeg er Hr. Cuppies megen Tak skyldig, fordi han har gjort Forespørgsler for mig angaaende de skotske Raabukke og Hjorte hos

[page] 291

Men med Rensdyret forholder det sig ganske anderledes, thi som jeg hører fra Professor Nilsson, der. var saa venlig at foranstalte Forespørgsler desangaaende i Lapland, fremkomme Hornene hos Kiddet fire eller fem Uger efter Fødslen og samtidig hos begge Kjøn. Her have vi altsaa en Bygningsdel, der udvikles usædvanligt tidligt hos en af Familiens Arter, og som tillige er fælles for begge Kjøn hos denne ene Art.

Hos forskjellige Slags Antiloper ere kun Hannerne forsynede med Horn, men hos de fleste Antiloper have begge Kjøn Horn. Angaaende den Tid, paa hvilken de udvikles, meddeler Hr. Blyth mig, at der i den zoologiske Have levede en ung Kudu (Antilope strepsiceros), hos" hvilken Art kun Hannerne ere hornede, samtidig med et Kid af en nærbeslægtet Art, nemlig Elanden (Antilope oreas), hos hvilken begge Kjøn ere hornede. I streng Overensstemmelse med vor Regel vare nu Hornene hos den unge Kudu-Han, omendskjøndt den var ti Maaneder gammel, mærkværdig smaa i Sammenligning med den Størrelse de faa, naar de ere fuldt udviklede, medens Hornene hos den unge Eland-Han allerede vare meget større end hos Kuduen, skjøndt Elanden kun var tre Maaneder gammel. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at hos den gaffelhornede Antilope ^l) — hos hvilken Art Hornene, omendskjøndt de er tilstede hos begge Kjøn, dog nærmest er rudimentære hos Hinden — komme de ikke frem før omtrent fem eller seks Maaneder efter P^ødselen. Hos

den erfarne Overførster hos Marquien af Breadalbane. Angaaende Meddelelser om Daadyret staaer jeg i Taknemlighedsgjæld til Hr. Eyton og Andre. Om Cervus alees fra N. Amerika, se »Land and Water«, 1868, S. 221 og 254; og om C. Virginianus og strongylo-ceros sammesteds, se: J. D. Caton i »Ottawa Acad. of Nat. Se«, 1868, S. 13. Om Cervus Eldi fra Pegu, se: Lieutn. Beavan i »Proc. Zoolog. Soc.«, 1867, S. 762. 1) Antilocapra Americana. Owen: »Anatomy af Vertebrates«, Vol. III, S. 627.

19*

[page] 292

Faar, Geder og Køer, hos hvilke Hornene ere vel udviklede hos begge Kjøn, skjøndt de ikke ganske have samme Størrelse, kan man føle dem eller endogsaa se dem ved Fødslen, eller dog snart efter¹). Vor Regel holder imidlertid ikke stik, naar Talen er om visse Faare-racer, f. Ex. Merinofaarene, hos hvilke kun Vædderne ere hornede, thi jeg har spurgt mig for²), men kan ikke se, at Hornene blive udviklede senere hos denne Race end hos det almindelige Faar, hvor begge Kjøn have Horn. Men hos det tamme Faar er Tilstedeværelsen af eller Mangelen paa Horn ikke nogen rigtig fast Karakter, idet en vis Del Merinofaar har smaa Horn og nogle af Vædderne ere kullede, medens der af det almindelige Faar nu og da frembringes kullede Hunner.

Hos de fleste Arter af Fasanernes prægtige Familie ere Hannerne paa en iøjnefaldende Maade forskjellige fra Hunnerne, og de faa deres Prydelser paa et temmelig sent Stadium af deres Liv. Den ørede Fasan (Crossoptilon auritum) danner imidlertid en mærkelig Undtagelse, thi begge Kjøn have de smukke Halefjer, de lange Øreduske og det fløjelsrøde Purpurrødt omkring Hovedet, og efter-Forespørgsel til den zoologiske Have har jeg faaet at vide,

1) Man har forsikkret mig, at Hornene hos Faarene i Nord.-Wales altid kunne føles og undertiden endogsaa ere en Tomme lange ved Fødslen. Angaaende Hornkvæg siger Youatt (»Cattle«, 1834, S. 277) at Pandebenets Udvækster ved Fødslen trænge igjennem Læderhuden, og at Hornskeden snart dannes over dem.

²) Jeg er Prof. Victor Carus megen Tak skyldig, fordi han har gjort Forespørgsler for mig hos de største Avthoriteter angaaende de sachsiske Merino-Faar. 1 Afrika er der paa Guineakysten en Faarerace, hos hvilken, ligesom hos Merino-Faarene, kun Vædderne have Horn, og Hr. Winwood Reade meddeler mig, at man en enkelt Gang har iagttaget, at en ung Vædder, der var født den 10 Febr., først viste Spor til Horn den 6 Marts, saa at Hornenes Udvikling i dette Tilfælde skete i en senere Livsperiode — i Overensstemmelse med vor Regel — end hos Wales-Faarene, hos hvilke begge Kjøn ere hornede.

[page] 293

at alle disse Karakterer i Overensstemmelse med vor Regel fremkomme meget tidligt. Man kan imidlertid kjende den voksne Han fra den voksne Hun paa en Karakter, nemlig den, at Hannen har Sporer, og i Overensstemmelse med vor Regel begynde disse ikke at udvikles, forsikkrer Hr. Bartlett, før i en Alder af seks Maaneder, og selv da kan man neppe kjende de to Kjøn fra hinanden ¹). Paafugle-hønen og Paafuglehanen ere iøjnefaldende forskjellige fra hinanden i næsten hver eneste Del af deres Fjerbeklædning, undtagen hvad den elegante Hovedtop angaaer, som er fælles for begge Kjøn; og denne udvikles meget tidligt, længe før de andre Prydelser, der kun ere ejendommelige for Hannen. Hos Vildanden finde vi et analogt Tilfælde, thi dens smukke grønne Spejl paa Vingerne er fælles for begge Kjøn, skjøndt mattere og noget mindre hos Hunnen, og det udvikles paa et tidligt Stadium, medens de krøllede Halefjer og andre Prydelser, der ere ejendommelige for Hannen, udvikles senere²). Imellem saadanne extreme

1) Hos den almindelige Paafugl (Pavo cristatus) har kun Hanen Sporer, medens begge Kjøn hos den Javanske Paafugl (P. muticus) ere forsynede med Sporer, noget, der ellers er usædvanligt. Jeg var derfor overbevist om, at de hos den sidstnævnte Art udvikledes i en tidligere Livsperiode end hos den almindelige Paafuglehane; men Hr, Hegt fra Amsterdam meddeler mig, at hos unge Fugle fra de foregaaende Aar af begge Arter, der bleve sammenlignede den 23 April 1869, var der ingen Forskjel paa Sporernes Udvikling. Men Sporerne repræsenteredes endnu kun af smaa Knuder eller Forhøjninger. Jeg antager, at jeg vilde have faaet Meddelelser derom, ifald der seriere var blevet iagttaget nogen Forskjel i Udviklingens Gang.

^s) Hos nogle andre Arter af Andefamilien er Spejlet hos de to Kjøn endnu mere forskjelligt; men jeg har ikke været istand til at opdage, om dets fulde Udvikling indtræffer senere i Hannens Liv hos saadanne Arter end hos den almindelige Andrik, hvad der ifølge vor Regel burde være Tilfældet. Hos den beslægtede Mergus eueu-latus træffe vi imidlertid et saadant Tilfælde. De to Kjøn ere paa en iøjnefaldende Maade forskjellige hvad Fjerbeklædningen i det Hele angaaer og da ogsaa særligt i Spejlet, der er rent hvidt hos

[page] 294

Tilfælde af nær Lighed og stor Uliglied mellem Kjønnene, som hos den ørede Fasan og Paafuglen, kunde der anføres mange Mellemled, hos hvilke Karaktererne, hvad Rækkefølgen i deres Udvikling angaaer, følge to Regler.

Da de fleste Insekter komme udvoksne frem af deres Pupper, er det tvivlsomt, hvorvidt Udviklingsperioden bestemmer Overførelsen af deres Karakterer til et eller begge Kjøn. Men vi vide Intet om, at f. Ex. de farvede Skæl hos to Arter af Sommerfugle, af hvilke Kjønnene hos den ene ere forskjellige i Farve, medens de hos den anden ere ens, ere udviklede i Puppen paa det samme relative Alderstrin. Ikke heller vide vi om alle Skællene udvikles samtidig paa Vingerne af en Sommerfugleart, hos hvilken visse farvede Pletter kun findes hos det ene Kjøn, medens andre Pletter ere fælles for begge Kjøn. En saadan Forskjel i Udviklingsperioden er ikke saa usandsynlig, som den ved første Øjekast kunde synes, thi hos Skindvingerne (Orthop-tera), der ikke naa den voksne Alder ved en enkelt Forvandling, men ved at skifte Hud den ene Gang efter den anden, ligne de unge Hanner hos nogle Arter i Begyndelsen Hunnerne og faa først deres udprægede mandlige Karakterer ved et senere Hudskifte. Strengt analoge Tilfælde træffe vi i visse Krebsehanners sukcessive Hudskiftninger.

Vi have endnu kun betragtet Overførelsen af Karakterer i Forhold til 'deres Udviklingsperiode hos de vilde Arter; vi ville nu vende os til Husdyrene og først omtale Monstrositeter og Sygdomme. Forekomsten af overtallige Fingre og Manglen af visse Fingerled maa være Noget, der bestemmes allerede i en tidlig Fostertilstand — Tendensen til voldsom Bløden er i det Mindste medfødt, og det Samme

Hannen og graahvidt hos Hunnen. Nu ligne de unge Hanner i Begyndelsen i alle Henseender Hunnen og have et graahvidt Spejl, men dette bliver snehvidt i en tidligere Alder end den, i hvilken den voksne Han faaer sine andre, mere stærkt udprægede mandlige Ejendommeligheder. Se Audubon: »Ornithologieal Biography«. Vol, III, 1835, S. 249-50.

[page] 295

giælder ogsaa om Farveblindhed, og dog ere disse Ejendommeligheder og andre lignende ofte i Nedarvingen bundne til eet Kjøn; saa at den Regel, at Karakterer, der ere tidligt udviklede, have Tendens til at nedarves til begge Kjøn, her ganske slaaer fejl. Men, som vi tidligere have bemærket, synes denne Regel ikke at være nær saa almengyldig som den anden, vi have opstillet, nemlig, at Karakterer, der fremkomme paa et sent Stadium hos et af Kjønnene, udelukkende nedarves til det samme Kjøn. Den Kjendsgjerning, at de ovenfor omtalte abnorme Ejendommeligheder sætte sig fast hos det ene Kjøn, længe før der er Virksomhed skabt i Kjønsfunktionerne, faaer os til at tro, at der maa være en eller anden Forskjel paa Kjønnene i en yderst tidlig Alder. Med Hensyn til Sygdomme, der ere bundne til et bestemt Kjøn, saa vide vi for lidt om, paa hvilken Periode de opstaa, til at vi kunne gjøre nogen Slutning i saa Henseende. Gigt synes imidlertid at falde ind under vor Regel, thi den foraarsages i Almindelighed ved Umaadeholdenhed lige efter de første Ungdomsaar, og den overføres ganske anderledes udpræget fra Fader til Søn, end fra Fader til Datter.

Hos de forskjellige Racer af tamme Faar, Geder og Køer ere Hannerne forskjellige fra deres Hunner, hvad Formen og Udviklingen af deres Horn, Pande, Manke, Doglæp, Hale og Rygpukkel angaaer; og disse Ejendommeligheder blive i Overensstemmelse med vor Regel ikke fuldt udviklede før paa et temmelig sent Stadium. Hos Hundene er der ingen Forskjel paa Kjønnene undtagen hos visse Racer; særlig er hos den skotske Hjortehund Hannen meget større og mere firskaaren end Hunnen; og som vi skulle se i et senere Kapitel, bliver Hannen ved at tage til i Størrelse indtil et usædvanlig sent Stadium i dens Liv, hvilket i Overensstemmelse med vor Regel vil forklare, at dens større Omfang kun nedarves til dens mandlige Afkom. Paa den anden Side er den spraglede (Tortoise-shell) Haarfarve, som kun findes hos Hun-

[page] 296

Kattene, aldeles tydelig ved Fødselen, og dette stemmer slet ikke med vor Regel. Der er er en Race af Duer, hos hvilken kun Hannerne have sorte Striber, og disse Striber kan man ogsaa se paa Ungerne, men de blive mere og mere iøjnefaldende efter hvert Fjerskifte, saa dette Tilfælde gaaer dels imod og dels efter vor Regel. Hos den engelske Brevdue og Kropduen faaer Hudkammen paa Næbet og Kroen først sent sin fulde Udvikling, og disse Karakterer nedarves, i Overensstemmelse med vor Regel, kun rigtig fuldkomment til Hannerne. De følgende Tilfælde maa maaske regnes til det Slags, vi tidligere hentydede til, nemlig hvor de to Kjøn have varieret paa samme Maade paa et temmelig sent Stadium og som en Følge deraf have nedarvet deres nye Karakterer til begge Kjøn til en tilsvarende sen Tid, og i saa .Fald staa saa-danne Tilfælde ikke i Strid med vor Regel. Der er saa-ledes Underracer af Duer (beskrevne af Neumeister) ^!), hos hvilke begge Kjøn skifte Farve efter at have fældet to eller tre Gange; dette gjælder ogsaa om Mandel-Tumleren (Almond Tumbler); og skjøndt disse Forandringer indtræde temmelig sent, ere de fælles for begge Kjøn. En Kanariefuglevarietet, nemlig »London Prize«, forholder sig næsten paa samme Maade.

Hos Hønse-Racerne synes Nedarvingen af forskjellige Karakterer til det, ene Kjøn eller begge Kjøn i Almindelighed at bestemmes af den Periode, paa hvilken disse Karakterer ere. udviklede. * Saaledes afviger i alle de mange Racer, hos hvilke der er stor Forskjel i Farve paa den -voksne Han og Hunnen og Stamartens voksne Han, der, siger jeg, afviger ogsaa den voksne Han fra den unge Han, saa at de nys erhvervede Karakterer maa være fremkomne paa et temmelig sent Stadium. Paa den anden Side ere Ungerne hos de fleste af de Racer, hos hvilke

1) »Das Ganze der Taubenzucht«, 1837, S. 21, 24. Om de stribede Duer, se Dr. Chapuis: »Le Pigeon Voyageur Beige«, 1865, S. 87.

[page] 297

de to Kjøn ligne hinanden, farvede paa næsten samme-Maade som deres Forældre, og dette gjør det sandsynligt, at deres Farver først fremkom paa et tidligt Stadium. Vj bave Exempler paa dette Forhold. hos alle sorte og hvide Racer, hvor begge Kjøns Unge og Gamle ligne hinanden; det kan heller ikke hævdes, at der er noget Særegent ved en sort eller hvid Fjerbeklædning, som kan være Aarsag til, at den overføres til begge Kjøn; thi hos mange vilde Arter ere kun Hannerne sorte eller hvide, medens Hunnerne have en hel anden Farve. Hos de saakaldte Gøge-Underracer af Høns, hos hvilke Fjerene ere tegnede paatvers med mørke Striber, ere begge Kjønnene og Kyllingerne tarvede paa næsten samme Maade. Sebright Bantamhanens bræmmede Fjer ere ens hos begge Kjøn, og hos Kyllingerne .have Fjerene en sort Plet, hvorved de jo komme meget nær til bræmmede Fjer. De spraglede Hamburgerhøns danne imidlertid tildels en Undtagelse, thi de to Kjøn ligne, skjøndt de ikke ere ganske ens, hinanden meget mere, end deres oprindelige Stamarts Kjøn gjøre, og dog faa de deres karakteristiske Fjerbeklædning paa et sent Stadium; thi Kyllingerne ere anderledes tegnede. Lad os nu give os til at betragte andre Karakterer end Farven! Kun Hannerne hos de vilde Stamarter og hos de fleste tamme Racer have en smukt udviklet Kam, men hos den spanske Hønes Kyllinger er den stærkt udviklet paa et meget tidligt Stadium, og aabenbart som en Følge deraf har den en usædvanlig Størrelse hos de voksne Hunner. Hos de Racer, der bruges til Hanekampe, udvikles Stridbarheden vidunderlig tidligt, hvorpaa der kunde auføres. mærkværdige Beviser, og denne Karakter nedarves til begge Kjøn, saa at Hønsene paa Grund af deres voldsomme Stridbarhed nu i Almindelighed udstilles i særegne Bure. Hos de polske Racer er den Benkam paa Hjerneskallen, som støtter Toppen, tildels udviklet, endnu før Kyllingerne ere udrugede, og Toppen selv be-

[page] 298

gynder snart at vokse, skjendt i Begyndelsen svagt¹); men netop hos denne Race er en stor Benkam og en uhyre Top karakteristisk for de Voksne af begge Kjøn.

Vi have nu seet det Forhold, der hos mange vilde Arter og Husdyr-Racer er mellem den Tid, paa hvilken deres Karakterer udvikles, og den Maade, paa hvilken de nedarves, saaledes f. Ex. den mærkelige Omstændighed, at Hornene vokse tidligt frem hos Rensdyret, hos hvilket begge Kjøn have Horn, medens de vokse meget senere frem hos andre Arter, hos hvilke Hannen alene har Horn. Af Alt dette kunne vi slutte, at een af Aarsagerne, om end ikke den eneste Aarsag til, at visse Karakterer udelukkende nedarves af et Kjøn, er den, at de udvikles i en senere Alder. Og for det Andet kunne vi slutte, at en, omend-skjøndt aabenbart mindre virksom, Aarsag til, at Karakterer nedarves af begge Kjøn, er den, at de udvikles paa et tidligt Stadium, medens der kun er liden Forskjel paa Kjønnenes Konstitution. Det synes imidlertid, som om der maa være nogen Forskjel paa Kjønnene selv i den tidligste Fostertilstand, thi Karakterer, der ere udviklede paa dette Trin, sætte sig ikke sjeldent fast hos det ene af Kjønnene.

Resumé og Slutningsbemærkninger. — Ved den foregaaende Undersøgelse af de forskjellige Arvelig-hedslove have vi lært, at Karakterer ofte eller endogsaa almindeligt have Tendens til at udvikles hos det samme Kjøn i den samme Alder og periodisk paa den samme Aarstid, som den, paa hvilken de første Gang fremkom hos Forældrene.

1) Flere Detailler og fyldige Henvisninger angaaende alle disse Punkter for de forskjellige Hønseracers Vedkommende findes i »Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. I, S. 250, 256. Hvad angaaer de højere Dyr, saa ere de Kjønsforskjelligheder, der ere opstaaede i den tæmmede Tilstand, beskrevne i samme Værk under Artens Navn.

[page] 299

Men disse Love ere af ubekjendte Aarsager megen Forandring underkastede. Derfor kunne de paa hinanden følgende Trin i Omdannelsen af en Art let nedarves paa forskjellige Maader, saaledes at nogle af Trinene nedarves til et Kjøn, andre til begge, nogle til Afkommet i en vis bestemt Alder, andre til alle Aldre. Ikke blot ere Arvelighedslovene yderst indviklede, men ogsaa de Aarsager, som foranledige og styre Variabiliteten, ere det. De saaledes foraarsagede Varieringer bevares og styrkes ved Parringsvalg, der i og for sig er en yderst forskjellig Sag, afhængig som den er af Fyrighed i Elskov, Mod og Rivalisering hos Hannerne og af Hunnernes Skjelneevne, Smag og Villie. Parringsvalget vil ogsaa blive behersket af Kvalitetsvalget, der virker paa Artens almene Vel, og derfor kan den Maade, paa hvilken Individerne af et af Kjønnene eller af begge Kjøn paavirkes ved Parringsvalg, ikke undgaa at blive indviklet i højeste Grad.

Naar Varieringen indtræffer paa et sent Stadium hos det ene Kjøn og nedarves til det samme Kjøn i den samme Alder, saa maa nødvendigvis det andet Kjøn og Ungerne forblive uforandrede. Naar Varieringerne indtræffe paa et sent Stadium, men nedarves til begge Kjøn i samme Alder, saa er det kun Ungerne, der ikke blive forandrede. Men Varieringer kunne fremkomme paa en hvilkensoinhelst Livsperiode hos det ene Kjøn eller hos dem begge og blive nedarvet til begge Kjøn i alle Aldre, og da vilde alle Artens Individer blive ligeligt omdannede. I det følgende Kapitel vil det sees, at alle disse Tilfælde hyppigt forefalde ude i Naturen.

Parringsvalget kan aldrig virke paa noget Dyr, før det er kommet til Kjønsmodenhed. Paa Grund af Hannernes store Ivrighed har det i Almindelighed virket paa dette Kjøn og ikke paa Hunnerne. Hannerne ere saaledes blevne forsynede med Vaaben, med hvilke de kunne bekæmpe deres Rivaler, eller med Organer, ved Hjælp af hvilke de kunne opdage Hunnen eller holde hende fast,

[page] 300

eller med hvilke de kunne opflamme og bedaare hende. Naar der er Forskjel paa Kjønnene i disse Henseender, saa er det, som vi have seet, en yderst almindelig Lov, at den voksne Han er mere eller mindre forskjellig fra de unge Hanner; og af denne Omstændighed kunne vi slutte, at de paa hinanden følgende Varieringer, ved hvilke den voksne Han er bleven modificeret, i Almindelighed ikke ere fremstaaede, meget før Kjønsmodenheden er indtruffen. Naar nogle eller mange af Varieringerne ere komne paa et tidligt Stadium, ville de unge Hanner i en større eller mindre Grad være delagtige i de voksne Hanners Karakterer. Saadanne Forskjelligheder mellem unge og gamle Hanner kan man se hos mange Dyr, f. Ex. Fuglene.

Det er sandsynligt, at unge Hanner ofte have havt Tendens til at variere paa en Maade, som ikke blot ikke vilde have været til nogen Nytte for dem paa et tidligt Stadium, men vilde have været ligefrem skadelig; — som noget Saadant vil jeg nævne det at faa straalende Farver, som vilde have gjort dem iøjnefaldende for deres Fjender, og endvidere saadanne Bygningsdele, som store Horn, der vilde have fordret megen Livskraft for at kunne udvikles. Fremkom der Varieringer af dette Slags hos de unge Hanner, saa vilde de temmelig sikkert være blevne undertrykte af Kvalitetsvalget. Derimod ville de Fordele, som de voksne og erfarne Hanner fik Fremfor andre Hanner i deres indbyrdes Kappestrid, ved at erhverve saadanne Karakterer ofte have mere end opvejet den Omstændighed, at de bleve noget mere udsatte for Fare.

Da Varieringer, der vare analoge med dem, som gjør Hannen overlegen over andre Hanner, naar det gjælder om at kæmpe eller at finde, " sikkre sig eller bedaare det andet Kjøn, dersom det hændte sig, at de fremkom for Hunnen, ikke vilde være til nogen Nytte for hende, saa ville de ikke ved Parringsvalg være blevne bevarede for dette Kjøn. Vi have tidt nok seet, at Varieringer af alle

[page] 301

glacfs 'hos Husdyrene snart tabes ved Krydsning og tilfældige Dødsfald, dersom der ikke foretages en omhyggelig Udvælgelse. Som en Følge heraf vilde Varieringer af det Slags, dersom de kom til at fremkomme hos Hunnen, være i høj Grad udsatte for at gaa tilgrunde, og Hunnerne vilde, hvad disse Karakterer angik, blive ladte umodificerede, undtagen forsaavidt som de fik Del i dem ved Nedarving fra Hannerne. Dersom Hunnerne varierede og nedarvede deres nys erhvervede Karakterer til Afkom af begge Kjøn, saa vilde uden Tvivl de Karakterer, der vare fordelagtige for Hannerne, blive bevarede ved Parringsvalg, omendskjøndt de slet ikke vare til nogen Nytte for Hunnerne. I saa Tilfælde vilde begge Kjøn blive modificerede paa samme Maade. Men jeg skal senere komme tilbage til disse mere indviklede Forhold.

Varieringer, der indtræffe paa et sent Stadium og nedarves til det ene Kjøn, ere stadig blevne benyttede og styrkede af Parringsvalget med Hensyn til Artens Reproduktion ; derfor synes det ved første Øjekast ubegribeligt, at lignende Varieringer ikke hyppigt ^ere blevne forstærkede ved Kvalitetsvalg med Hensyn |til de almindelige Livsvaner. Dersom dette havde været Tilfældet, vilde de to Kjøn hyppigt være blevne forskjelligt modificerede, f. Ex. i Retning af at sikkre sig deres Bytte eller i at undslippe Faren. Vi have allerede seet og skulle senere træffe andre Exempler paa Forskjelligheder mellem de to Kjøn i saa Henseende, særlig da hos de lavere Dyr. I de højere Klasser ere de derimod sjeldne. Man bør imidlertid vel huske paa, at Kjønnene hos de højere Klasser i Almindelighed have de samme Levevaner, og sæt, at Hannerne alene varierede paa en Maade, der var heldig for deres Evne til at samle Næring osv., og de saa nedarvede saadanne Varieringer til deres mandlige Afkom alene, saa vilde disse faa en Organisation, der var Hunnernes overlegen; men det er sandsynligt, at Hunnerne, ved at have den samme almindelige Konstitution og ved

[page] 302

at være udsatte for de samme Livsbetingelser, senere eller tidligere vilde variere paa samme Maade; og saasnart som dette indtraf, vilde Varieringerne af Kvalitetsvalget blive beskyttede lige godt hos begge Kjønnene, der saa tilsidst vilde blive ens i den nævnte Henseende. Men naar Talen er om Varieringer, der ere ophobede ved Parringsvalg, er Forholdet et ganske andet; thi de to Kjøns Levevaner ere ikke de samme i Retning af Reproduktionsfunktionerne, og seksuelt nedarvede Modifikationer, der vare nyttige for det ene Kjøn, vilde hos det blive bevarede, medens lignende Modifikationer ofte vilde være aldeles unyttige for det andet Kjøn og som en Følge deraf her meget snart tabes.

I de følgende Kapitler skal jeg omtale de sekundære Kjønskarakterer hos Dyr af alle Klasser, og jeg skal bestræbe mig for i hvert enkelt Tilfælde at anvende de Principer, af hvilke vi i dette Kapitel have givet en Fremstilling. De laveste Klasser ville kun opholde os meget kort Tid, men de højere Dyr, særlig Fuglene, maa omtales temmelig omstændeligt. Man maa vel huske paa, at jeg af allerede tidligere angivne Grunde kun har til Hensigt at anføre nogle faa oplysende Exempler paa de utallige Dannelser, ved Hjælp af hvilke Hannen finder Hunnen eller, naar han har fundet hende, holder hende fast. Derimod ville alle de Bygningsdele og Instinkter, ved hvilke Hannen overvinder andre Hanner og ved hvilke han bedaarer eller opflammer Hunnen, blive gjort til Gjenstand for en fyldig Behandling, da de i mange Henseender ere yderst interessante.

Bilag omhandlende Forholdet mellem de to Kjøns Individantal hos Dyr, der høre til forskjellige

Klasser. Der er Ingen, saavidt mig bekjendt, der har henvendt sin Opmærksomhed paa de to Kjøns relative Antal gjennem

[page] 303

det ganske Dyrerige, og derfor vil,jeg her meddele saa-dant Materiale, som jeg har været istand til at samle, omendskjøndt det er yderst ufuldkomment. Der er i det, jeg har faaet, kun nogle faa virkelige Tællinger, og Tallene ere ikke meget store. Da Forholdene kun ere kjendte _ffied Vished og efter en stor Maalestok hos Mennesket, saa vil jeg først meddele, hvad der vides om ham, og saa har man tillige Noget at sammenligne de senere Angivelser med.

Mennesket. — I England er der i ti Aar (fra '1857— 66) gjennemsnitlig hvert Aar blevet født 707,120 levende Børn, Forholdet mellem Drenge og Piger var som 104,5 til 100. Men i 1857 vare de mandlige Fødsler som 105,2 og i 1865 som 104,o til 100. Betragte vi særegne Distrikter saa var i Buchinghamshire (hvor der gjennemsnitlig fødes 5000 Børn aarlig) Gjennemsnitsforholdet ved Fødslerne i hele den ovenfor omtalte Periode paa 10 Aar 102,8 Drenge for 100 Piger, medens det i Nord-Wales (hvor der gjennemsnitlig hvert Aar fødes 12,873) gik saa højt op som 106,2 til 100. Tage vi et endnu mindre Distrikt Eutlandshire (hvor Fødslerne hvert Aar gjennemsnitlig kun beløbe sig til 739), saa forholder i 1864 Antallet af de Drenge, der bleve fødte, sig som 114,6 og i 1862 som 97,o til 100; men selv i dette lille Distrikt var Gjennemsnitsforholdet af de 7385 Fødsler, der falder paa ti Aar, 104,5 til 100; d. v. s. det samme Forhold som det er for hele England¹). Forholdene blive undertiden lidt forstyrrede af ubekjendte Aarsager; saaledes siger Professor Faye, »at i nogle Distrikter af Norge har der i en Periode paa ti Aar stadig været Mangel paa Drenge, medens i andre Distrikter det Modsatte har været Tilfældet«. I Frankrig har i fire og fyrgetyve Aar Fødslen af Drenge forholdt sig

) "Twenty-ninth Annual Report of the Registrar-General for 1866« I denne Beretning (S. XII) findes der en særlig Decennie-Tabel.

[page] 304

til Fødslen af Piger som 106,3 til 100; men i denne Periode har det truffet sig fem Gange i et Departement og seks Gange i et andet, at der er blevet født flere Piger end Drenge. I Rusland er Gjennemsnitsforholdet saa højt paa Sværdsiden som 108,9 til 100^x). Det er en mærkelig Kjendsgjerning, at der hos Jøderne afgjort fødes forholdsvis flere Drenge end Piger end hos de Kristne. Saaledes er Forholdet hos Jøderne i Preussen som 113, i Breslau som 114 og i Livland som 120 til 100, Fødslen af Kristne forholder sig .i disse Lande som sædvanligt, i Livland er saaledes f. Ex. Forholdet 10 i'til 100'²). Det er en endnu mere mærkværdig Kjendsgjerning, at hos de forskjellige Nationer under forskjellige Betingelser og Klimater i Neapel, Preussen, Vestfalen, Frankrig og England overstiger Fødslerne af Drenge mindre Fødslerne af Piger, naar de ere illegitime, end naar de ere legitime³).

I forskjellige Dele af Evropa vilde man, ifølge Professor Faye og andre Forfattere, »finde, at Hankjønnet havde endnu større Overvægt, dersom Døden ramte begge Kjøn i det samme Forhold i Moders Liv og under Fødslen. Men Sagen er, at for hver 100 dødfødte Piger have vi i forskjellige Lande fra 134,6 til 144,9 dødfødte Drenge« 4)

1) For Norges og Ruslands Vedkommende, se et Uddrag af Prof. Faye's Undersøgelser i »British and Foreign Medico-Ghirurg. Review, - April, 1867, S. 343, 34a Om Frankrig, se: »Annuaire pour l'An 1867«, S. 213.

²) Om Jøderne, se: Hr. Thury: »La Loi de Production des Sexes«, 1863, S. 25.

3.) Babbage: »Edinburgh Journal of Science«, 1829, Vol. I, S. 88; ogsaa S. 90 om dødfødte Børn. Om uægte Børn i England, se: »Report of Registrar-General for 1866«, S. XV.

⁴) »British and Foreign Medico-Ghirurg. Review«, April, 1867, S. 343. Dr. Stark bemærker ligeledes (»Tenth Annual Report of Births, Deaths etc, in Scotla-nd« , 1867, S. XXVIII) at »disse Exempler kunne være tilstrækkelige til at vise, at paa næsten ethvert Alderstrin ere Individer af Hankjønnet i Skotland mere udsatte for at dø og have et højere Dødsprocent end Individer af Hunkjønnet. Den

[page] 305

Som en Følge af denne større Dødelighed hos Drengebørnene, og fordi de voksne Mænd udsættes for forskjellige Farer, og endelig fordi de have Tendens til at udvandre, har man i. alle længe beboede Lande, hvor man har holdt statistiske Tabeller¹), fundet, at der er betydeligt flere Kvinder end Mænd.

Det er ofte blevet antaget, at Forholdet mellem Forældrenes Aldre bestemmer Børnenes Kjøn; og Professor Leuckart²) har meddelt, hvad han anseer for fyldest-gjørende Bevis for, at dette er en væsenlig Faktor i Sagen, hvad Mennesket og visse Husdyr angaaer. Endvidere har man troet, at Undfangelsesperioden har været en virksom Aarsag, men dette omstyrtes af nyere Iagttagelser. Fremdeles har man antaget, at Polygami hos Menneskene førte til Fødslen af en større Mængde Pigebørn; men Dr. J. Campbell³) undersøgte særlig dette Spørgsmaal i Haremerne i Siam, og han siger, at Forholdet mellem Fødsler af Drenge og Fødsler af Piger er det samme her, som det er ved monogame Forbindelser. Der er neppe noget Dyr, der er blevet gjort polygamt i saa høj Grad som vor engelske Væddeløbshest, og vi skulle om et Øjeblik se, at dens Afkom af Hunkjønnet og Afkom af Hankjønnet er hinanden lige i Antal.

Omstændighed, at denne Ejendommelighed er mest fremtrædende i den spæde Alder, da Klædedragt, Næring og Behandling i det Hele taget er ens for begge Kjøn, synes at vise, at Hankjønnets større Dødelighed er en kun af Kjønnet afhængig, indgroet, naturlig og konstitutionel Ejendommelighed.

¹⁾ Hos de vilde Guaranier fra Paraguay forholder, ifølge den nøjagtige, Azara (»Voyages dans l'Amérique mérid, Tom. 11, 1809, S. 60, 179) Kvindernes Individantal sig til Mændenes som 14 til 13.

²) Leuckart (i Wagner: »Handworterbuch der Phys.«, B. IV, 1853, S. 774).

³) »Anthropological Review«, April, 1870, S. CVIII.

20

[page] 306

Pattedyr.

Heste. — Hr. Tegetmejer har været saa velvillig efter „Racing Calendar" at lave mig en Liste over de Væddeløbsheste, der have folet i en og tyve Aar, de fra 1846 til 1867; 1849 blev sprunget over, da der dette Aar ingen Beretninger offenliggjordes. Det hele Antal Fødsler var 25560'), af dem falde 12763 paa Hankjønnet, 12797 paa Hunkjønnet, dette bliver altsaa et Forhold af 99,7 af Hankjønnet til 100 af Hunkjønnet. Da disse Tal ere temmelig store og fra alle Dele af England og spænde over adskillige Aar, kunne vi heraf med temmelig stor Sikkerhed slutte, at den tamme Hests, eller i ethvert Tilfælde Væddeløbshestens, Kjøn findes i næsten samme Antal. De Fluktuationer, der er i de forskjellige Aar, ligne ganske dem, vi træffe hos Menneskene, naar det drejer sig om et lille og sparsomt befolket Strøg; saaledes fødtes der i 1856 107,i Heste af Hankjønnet for hver 101 af Hunkjønnet og i 1867 kun 92,6 for hver 100. I Tabellerne gaaer Forholdets Varieren i Kredse, thi Hannerne vare flere end Hunnerne i seks paa hinanden følgende Aar, og Hunnerne vare flere end Hannerne i to Perioder, hver paa fire Aar. Dette kan imidlertid være tilfældigt; i det Mindste har jeg ikke kunnet blive noget Saa-dant vaer hos Menneskene paa Tiaarstabellerne i „Registrar's Report" for 1866. Jeg kan tilføje, at visse Hopper, og dette gjælder ogsaa om visse Køer og om Kvinder, have Tilbøjelighed til at føde flere af det ene Kjøn end af det andet; Hr. Wright fra Yeldersley House meddeler mig, at en af hans Araber-Hopper fødte syv Føl af Hunkjønnet, uagtet den alle syv Gange var bleven bedækket af en forskjellig Hingst.

Hunde. — I et Tidsrum af tolv Aar, nemlig fra 1857 —1868, ere et stort Antal Mynders Fødsler fra alle Egne af England blevne meddelte Bladet: „Field"; og jeg slaaer ligesom før i Taknemlighedsgjæld til Hr. Tegetmejer, fordi han omhyggelig har ordnet Tallene i Tabellerne. De opteg-

¹) I de sidste elleve Aar er der blevet holdt Liste over de Hopper, der have viist sig golde eller som have kastet Føl, og det fortjener at blive lagt Mærke til. da det viser, hvor ufrugtbare disse stærkt-fodrede og temmelig nært krydsede Dyr ere blevne, at paa lidt nær en Trediedel af disse Hopper have været uheldige med deres Fødsler. Saaledes fødtes der i 1866 809 Føl af Hankjønnet og 816 at Hunkjønnet og 743 fik ikke Føl. I 1867 fødtes der 836 af Hankjønnet og 902 af Hunkøjnnet, 794 Hopper slog fejl.

[page] 307

nede Fødsler har været 6878, heraf falder 3605 paa Han-kfønnet, 3273 paa Hunkjønnet, det vil altsaa sige, at Hannerne forholder sig til Hunnerne som 110,i til 100. De største Fluktueringer faldt i 1864, da Hannerne forholdt sig som 95,3, og 1867: som 116,3 til 100 Hunner. Det ovenfor opførte gjennemsnitlige Forholdstal: 110,1 til 100 er rimeligvis et temmelig korrekt Udtryk for Forholdet hos Mynden; men om det ogsaa kan passe paa andre Hushunderacer, er temmelig tvivlsomt. Hr. Cuppies har gjort Forespørgsel hos forskjellige Hundeopdrættere og fandt, at de alle uden Undtagelse troede, at der fødtes langt flere Tævehunde end Planhunde; han mener, at denne Antagelse kan være opstaaet derved, at Tævehundene have mindre Værd end Hanhundene, og Fødslen af de første har derfor været en Skuffelse og som saadan gjort et temmelig stærkt Indtryk.

Faar. — Landmændene forvisse sig først om Faarenes Kjøn flere Maaneder efter Fødslen, da saa Vædderne blive kastrerede. De følgende Optegnelser angive derfor ikke Forholdet ved Fødslen. Jeg seer ogsaa, at flere store skotske Opdrættere, som aarlig opføde nogle Tusinde Faar, ere fast overbeviste om, at der i Løbet af det første eller de to første Aar døer mange flere Vædderlam end Gimmerlam; heraf følger altsaa at Væddernes Antal er større ved Fødslen end paa den Tid, Kastreringen foretages. Det er mærkeligt, hvorledes dette træffer sammen med, hvad vi have seet var Tilfældet med Menneskene, og begge Steder skyldes det sagtens en og samme fælles Aarsag. Jeg har modtaget Opgivelser fra fire Herrer i England, som have opfødt Lavlands-Faar, særligt af Leicester-Eacen, i de sidste ti eller seksten Aar; tilsammen opføre de 8965 Fødsler, hvoraf 4407 vare Væddere, 4558 Gimmerlam, Forholdet bliver saaledes 96,7 af Hankjønnet for 100 af Hunkjønnet. Angaaende Faar af Cheviot Racen og af den Race, der har sort Ansigt (black-faced sheep), som ere opdrættede i Skotland, saa har jeg om dem faaet Optegnelser fra seks Opdrættere, (af hvilke to' dreve Opdrætningen efter en stor Maalestok), navnlig for Aarene 1867—1869, men somme af Optegnelserne gaa ogsaa tilbage til 1862. Totalsummen af de opførte Faar beløber sig til 50685, hvoraf 25071 af Hankjønnet og 25614 af Hunkjønnet, det vil altsaa sige 97,9 Hanner for hver 100 Hunner. Slaa vi de engelske og de skotske Optegnelser sammen, saa faa vi en Totalsum af 59650, hvoraf 29478 Hanner og 30172 Hunner, altsaa et Forhold som 97,7 til

[page] 308

100. Hos Faarene er der saaledes i Kastreringstiden flere Hunner end Hanner; men om dette ogsaa vilde være Tilfældet naar Tællingen var foretaget lige efter Fedsien, er tvivlsomt da der i den første Tid er større Dødelighed blandt Hannerne end blandt Hunnerne ¹⁾.

Angaaende Hornkvæg have ni Herrer meddelt mig Optegnelser om 982 Fødsler, hvilket jo er vel faa, til at man kan stole paa det Forhold, der herved viser sig. De 477 vare Tyrekalve og 505 Kviekalve, Forholdet bliver her altsaa 94,4 af Hankjønnet for 100 af Hunkjønnet. Hr. W. D. Fox meddeler mig, at af 34 Kalve, der i 1867 kom til Verden paa en Gaard i Derbyshire, var kun en af Hankjønnet. Hr. Harrison Weir tilskriver mig, at han har spurgt sig for hos forskjellige Folk, der opdrættede Svin, og de fleste af dem mente, at der fødtes omtrent 7 Orner for 6 Søer. Samme Hr. Weir har i mange Aar holdt Kaniner og lagt Mærke til, at der fødes langt flere Hanner end Hunner.

Om Pattedyr i vild Tilstand er det kun lykkedes mig at faa meget Lidt at vide. Om den almindelige Rotte har jeg faaet hinanden modsigende Meddelelser. Hr. R. Elliot fra Laighwood meddeler mig, at en Rottefænger forsikkrede ham, at han altid havde truffet flest Hanner ogsaa blandt de Spæde, der endnu laa i Reden. Hr. Elliot undersøgte derefter nogle Hundrede Gamle og fandt Opgivelsen rigtig. Hr. F. Buckland har holdt en stor Mængde hvide Rotter, og han, troer ligeledes, at Hannerne langt overgaa Hunnerne i Antal. Om Muldvarpe siges der, at „Hannerne ere langt talrigere end Hunnerne" ²); og da det drives som en særegen Beskæftigelse at fange disse Dyr, kan man maaske stole paa Opgivelsen. Hr. A. Smith bemærker i sin Beskrivelse af en Antilope fra Syd Afrika³) (Kobus ellipsiprymnus), at baade i Flokke af denne Art og af andre er der kun faa Hanner i Forhold til Hunnerne; de Indfødte tro, at de fødes i dette Forhold; Andre mene, at de unge Hanner blive udstødte af

1) Jeg er Hr. Cuppies megen Tak skyldig, fordi han har skaffet mig de ovenstaaende Meddelelser fra Skotland, ligesom ogsaa nogle af de følgende Meddelelser om Kvæg. Hr. R. Elliot til Laighwood var den Første, der henledte min Opmærksomhed paa Hannernes tidlige Død — noget, som ogsaa senere er bleven bekræftet af Hr. Aitchison og Andre. Sidstnævnte og Hr. Payan er jeg Tak skyldig for de større Meddelelser om Faar.

²) Bell: »History of British Quadrupeds«, S. 100.

³) »Illustrations of the Zoology of S. Africa«, 1849, PI. 29.

[page] 309

Flokken, og Hr. A. Smith siger, at omendskjondt han selv aldrig har seet Flokke, der kun bestode af unge Hanner, saa haves der dog fra Andre Bekræftelse paa, at saadanne træffes. Det er sandsynligt, at de unge Hanner, der ere udstødte af Flokken, ville blive Bytte for Landets mangfoldige Rovdyr.

Fugle.

Om Høns har jeg kun faaet een Meddelelse, nemlig den, at af 1001 Kyllinger af et udmærket Hold Cochinkina-Høns, som Hr. Stretch fik udruget i Løbet af en otte Aars Tid, vare 487 Haner og 514 Høns; Forholdet bliver her 94,7 til 100. Hvad Husduerne angaaer, saa har man mere end Bevis nok paa, at der fødes flest Hanner, eller ogsaa paa, at de leve længere end Hunnerne; thi disse Fugle mages jo altid, og Hr. Tegetmejer meddeler mig, at man altid kan faa enkelte Hanner for bedre Kjøb end enkelte Hunner. I Almindelighed kommer der af de to Æg i samme Rede en Han og en Hun; men Hr. Harrison Weir, der har holdt Duer efter en saa stor Maalestok, siger, at han ofte har faaet to Hanner fra den samme Rede og sjeldent to Hunner; desuden er Hunnen i Almindelighed den svageste og mest udsat for at dø.

Angaaende de vilde Fugle er Hr. Gould og Andre 1) overbeviste om, at der er flest Hanner, og da hos mange Arter de unge Hanner ligne Hunnerne, vil det selvfølgelig let kunne komme til at se ud, som om der var flest af de sidste. Hr. Baker fra Leadenhall har faaet udruget en stor Mængde Fasaner af Æg, der vare lagte af vilde Fugle, og han har meddelt Hr. Jenner Weir, at der i Almindelighed er fire eller fem Hanner for hver Hun. En erfaren Iagttager bemærker ²), at i Skandinavien er der i Tjurens og Urhønens Yngel flere Hanner end Hunner, og at angaaende Dal-ripan (et Slags Rype), saa møder der af dem flere Hanner paa Legepladsen end Hunner, men denne sidste Omstændighed mener nogle Iagttagere har sin Grund i, at der bliver flest Hunner dræbt af Væsler. Efter flere Ting at dømme, som Hr. White fra Selborne³) meddeler, synes det at være afgjort, at der i

1) Brehm (»lllust Thierlebeno, B. IV. S. 990) kommer til det samme Resultat.

²) Paa Hr. L. Lloyd's Avtoritet (»Game Birds of Sweden«, 1867, S 12, 132.)

³) »Nat. Hist. of Selborne«, Letter XXIX, Udgaven fra 1825, Vol. I, S. 139.

[page] 310

Syd-England maa være langt flere Hanner end Hunner blandt Agerhønsene, og man har forsikkret mig, at det Samme er Tilfældet i Skotland. Da Hr. Weir spurgte sig for hos Vildthandlerne, som til visse Aarstider faa en stor Mængde Brus-høns (Machetes pugnax), blev det ham sagt, at Hanerne vare langt de hyppigste. Samme Naturforsker har ogsaa gjort mig den Tjeneste at anstille Forespørgsler hos Fuglefængerne, som hvert Aar fange en forbavsende Mængde af forskjellige smaa Fuglearter til Forsyning for Londonner Markedet, og en gammel paalidelig Mand svarede ham uden Tøven, at hos Bogfinkerne vare Hannerne de fleste, han troede, at der var to Hanner for hver Hun eller i det Mindste fem for hver tre ^x). Han mente endvidere, at de fik Solsort-Hanner, hvadenten de tog dem i Snarer eller i Net om Natten. Disse Angivelser kan man aabenbart stole paa, fordi samme Mand sagde, at hvad Lærkerne angik, var der omtrent ligemange af begge Kjøn og det Samme gjalt om Stillidsen og Linaria montana. Derimod var han vis paa, at hos Iriskerne havde Hunnerne Overvægten, men dog ikke lige stærkt hvert Aar.; nogle Aar havde det været saadan, at der var fire Hunner for hver Han Man maa imidlertid vel huske paa, at Fuglefænger-Saisonen ikke begynder før September, og derfor kan nogle Arter tildels være begyndte at trække bort, og det er hyppigt, at Flokkene paa denne Tid alene bestaa af Hunner. Hr. Salvin lagde særlig Mærke til Kjønsforholdet hos Kolibrierne i Central-Amerika, og han er overbevist om, at for de fleste Arters Vedkommende ere Hannerne de talrigste; et Aar fik han saa-ledes 204 Exemplarer, der hørte til ti forskjellige Arter, og af dem var 166 Hanner og 38 Hunner. Hos to andre Arter var der flest Hunner, men Forholdet varierer aabenbart enten paa de forskjellige Aarstider eller efter de forskjellige Lokaliteter, thi ved en Lejlighed forholdt Hannerne, af Campy-lopterus hemileucurus, sig til Hunnerne som fem til to, og ved en anden Lejlighed²) akkurat omvendt. I Anledning af

1) Hr. Jenner Weir meddelte man det Samme, då han Aaret efter gjorde Forespørgsel i samme Retning. For at man kan danne sig et Begreb om, i hvilket Antal Bogfinker fanges, skal jeg anføre, at der i 1869 blev indgaaet et Væddemaal mellem to sagkyndige Personer, og en Mand fangede paa en Dag 62, en anden 40 Bogfinkehanner. Det største Antal, der nogensinde blev fanget af een Person paa en Dag, var 70.

²) »Ibis«, Vol. Il, S. 260, efter Citat i Gould: »Trochilidæ«, 1861, S. 52. De foregaaende Forholdstal skylder jeg Hr. Salvin's velvillige Meddelelser efter de Lister, han i saa Henseende har holdt.

[page] 311

let sidst Fortalte vil jeg tilføje, at Hr. Powys fandt, at hos Bogfinkerne paa Corfu og i Epirus levede begge Kjønnene hver for sig og „Hunnerne vare langt de talrigste"; medens Hr. Tristram fandt, at i Palæstina „syntes Hannernes Flokke at bestaa af langt flere Individer end Hunnernes" '). Fremdeles siger Hr. G.Taylor²) om Quiscalus major, at i Florida var der „meget faa Hunner i Forhold til Hannerne", medens Forholdet var det omvendte i Honduras, hvor Arten havde Karakter af at være polygam.

Fisk.

Hos Fiskene kunne vi kun faa noget at vide om Kjøn-nenes Forholdstal ved at fange dem i udvoksen eller næsten udvoksen Tilstand, og det har mange Vanskeligheder at komme til et rigtigt Resultat³). Ufrugtbare Hunner kunne let blive tagne for Hanner, hvad Dr. Gunther har bemærket til mig, særlig om Forellen. Hos nogle Arter antages det, at Hannen doer, kort efter at den har befrugtet Ægene. Hos mange Arter ere Hannerne langt mindre end Hunnerne, saa et stort Antal Hanner ville kunne slippe ud igjennem et Net, hvori Hunnerne fanges. Hr. Carbonnier⁴), som særlig har givet sig af med Gjeddens (Esox lucius) Naturhistorie, siger, at mange Hanner paa Grund af deres ringe Størrelse blive slugte af de større Hunner, og han troer, at Hannerne af næsten alle Fiskearter af den samme Grund ere udsatte for større Fare end Hunnerne. Alligevel synes det," i de faa Tilfælde, hvor man virkelig har faaet Forholdstallet, som om Hannerne findes i overvejende størst Mængde. Saa-ledes siger Hr. R. Buist, der har Overopsynet med Stormont-field-Forsøgene, at af 70 Laks, der i 1865 bleve trukne iland for at man kunde faa Ægene, var omtrent 60 Hanner. I 1867 henleder han igjen Opmærksomheden paa „det store Misforhold, der er mellem Hannernes og Hunnernes Antal. Vi fik i Begyndelsen i det Mindste ti Hanner for hver Hun". Senere fik de Hunner nok til at faa Æg af. Han tilføjer: „paa Grund af den forholdsvis store Mængde Hanner, der

1) »Ibis«, 1860, S. 137; og 1867, S. 369.

²) .Ibis«, 1862, S. 137.

3) Leuckart citerer Bloch's (Wagner: »HandwOrterbuch der Phys.«

IV Band. 1853, S, 775) Angivelse af, at der er to Gange saa mange

Hanner som Hunner hos Fiskene

⁴) Citeret i .Farmer«, 18 Marts, 1869, S. 369.

[page] 312

findes, strides og bides de evigt og altid paa Legepladserne"¹). Dette Misforhold kan udentvivl forklares, men det er meget tvivlsomt, om det kan forklares aldeles fyldestgjerende ved, at Hannerne søge nedad Floderne før Hunnerne. Hr. F. Buckland bemærker angaaende Forellen, at „det er en mærkelig Omstændighed, at der er overordenlig mange flere Hanner, end der er Hunner. Det hænder altid, at naar det første Sæt Fisk er gaaet i Garnene, saa vii der i det Mindste findes at være fanget syv eller otte Hanner for hver Hun. Jeg kan ikke ganske forstaa dette; enten maa Hannerne være talrigere end Hunnerne, eller ogsaa maa de sidste mere søge at komme i Sikkerhed ved at skjule sig end ved at flygte". Han tilføjer da, at naar man omhyggeligt afsøger Bankerne, vil man altid finde Hunner nok til at faa Æg af²). Hr. H. Lee meddeler mig, at af 212 Foreller, der i dette Øjemed indfangedes fra Lord Portsmouth's Park, vare 150 Hanner og 62 Hunner.

Hos Karpefamilien (Cyprinidæ) synes der ligeledes at være Overflødighed af Hanner, men adskillige Medlemmer af denne Familie, nemlig: Karpen, Suderen, Brasenen og Elritzen, synes at have gjort sig Noget til en Regel, der ellers i Dyreriget er en Undtagelse, nemlig Polyandri; thi Hunnen er under Æglægningen altid ledsaget af to Hanner, een paa hver Side, og hos Brasenen er der endogsaa tre eller fire Hanner. Dette Forhold er saa velbekjendt, at det altid anbefales at sætte to Han-Suder i en Dam for hver Hun eller i det Mindste tre Hanner for hver to Hunner. Om Elritzen siger en udmærket Iagttager, at der er ti Gange saamange Hanner paa Legepladserne, som der er Hunner; naar en Hun kommer ind imellem Hannerne, „bliver hun straks klemt inde mellem to Hanner, og naar disse have holdt sig i denne Situation i nogen Tid, afløses de af to andre Hanner³).

Insekter.

I denne Klasse er det kun Sommerfuglene, der give os Midler i Hænde til at danne os en Mening om det Forhold,

1) »The Stormontfield Piscicultural Experiments«, 1866, S. 23. »The Field i, Avis, 29 Juni, 1867.

²) »Land and Water«, 1868, S. 41.

³) Yarrell: -Hist. British Fishes«, Vol. I, 1836, S. 307; om Cyprinus carpio, se S. 331; om Tinca vulgaris, se S. 331; om Abramis brama S. 336. Om Leuciscus phoxinus se: »London's Mag. of Nat. Hist«. Vol. V, J832, S. 682.

[page] 313

tør er imellem Kjønnenes Individantal; thi de ere blevne samlede med særlig Omhyggelighed af mangen en god Iagttager og ere efter en større Maalestok blevne udrugede af j£,a eller opklækkede som Larver. Jeg havde haabet, at nogle Silkeorms-Avlere havde gjort nøjagtige Optegnelser, men jeg har skrevet baade til Frankrig og Italien og spurgt forskjellige Afhandlinger til Eaads, og det har vist sig, at mit Haab var falsk. Den almindelige Mening synes at være den, at der er ligemange af hvert Kjøn; men i Italien, meddeler Professor Canestrini mig, er der mange Silkeorm s-Avlere, der ere af den Mening, at der frembringes et overvejende Antal Hunner. Men samme Naturforsker fortæller mig, at i de to aarlige Læg af Ailanthus-Silkeormen (Bombyx Cynthia) er der flest Hanner i det første, og i det andet er der ligemange af hvert Kjøn eller maaske snarere flest Hunner.

Angaaende de vilde Sommerfugle er der flere Iagttagere, der ere blevne forbavsede over Hannernes tilsyneladende uhyre Overvægt¹). Saaledes siger Hr. Bates²), hvor han taler om de Arter (ikke færre end hundrede), der leve om den øvre Del af Amazonfloden,' at Hannerne ere langt talrigere end Hunnerne, endogsaa i Forholdet hundrede til een. I Nordamerika regner Edwards, der havde stor Erfaring, at Hannerne i Slægten Papilio (Svalehalerne) forholde sig til Hunnerne som fire til een; og Hr. Walsh, som har fortalt mig dette, siger, at det ganske vist gjælder om Papilio turnus. I Sydafrika fandt Hr. R. Trimen, at der i 19 Slægter var flest Hanner³); og i en af disse, af hvilken det myldrer paa aabne Steder, regner han, at der var halvtredsindstyve Hanner for hver Hun. Af en anden Art, hvis Hanner findes i Mængde paa visse Lokaliteter, fik han i Løbet af syv Aar kun fat paa fem Hunner. Paa Øen Bourbon, siger Hr. Maillard, at Hannerne af en Art af Papilio ere tyve Gange saa talrige som Hunnerne⁴). Hr. Trimen meddeler mig, at, saavidt han har seet eller hørt fortælle af Andre, er det sjeldent hos en hvilkensomhelst Sommerfugle-

1) Leuckart citerer Meinecke's (Wagner: »Handworterbuch der Phys.«, IV Band, 1853, S. 775) Meddelelse om, at der er tre eller fire Gange saamange Han-Sommerfugle som Hunner.

²) »The Naturalist on fhe Amazons«, Vol. II, 1863, S. 228, 347.

³) Fire af disse Angivelser findes i Trimen: »Rhopalocera Africæ Australis«.

⁴) Citeret af Trimen i: »Transact. Ent. Soc«, Vol. V, Part IV, 1866, S. 330.

[page] 314

art, at Hunnerne ere talrigere end Hannerne; men maaske er det Tilfældet med tre sydafrikanske Arter. Hr. Wallace ^l) siger, at i det malayiske Arkipelag ere Hunnerne af Orni-thoptera croesus mere almindelige og lettere at fange end Hannerne, men denne Sommerfugl er sjelden. Jeg kan her tilfeje, at Guenée siger, at af Hyperythra, en Natsværmer-slægt, faaer man fra indiske Samlinger fire eller fem Hunner for en Han.

Da dette Spørgsmaal om Forholdet mellem Kjønnenes Individantal blev bragt frem for det entomologiske Selskab ²), indrømmedes det almindeligt, at Hannerne af de fleste Sommerfugle i udvoksen Tilstand bleve fangne i større Antal end Hunnerne; men dette Forhold tilskreves af forskjellige Iagttagere de to Omstændigheder: at Hunnen levede mere tilbagetrukkent, og at Hannen brød først frem af Puppehylstret. At dette sidste er Tilfældet', er velbekjendt for Sommerfuglenes saavelsom for de fleste andre Insekters Vedkommende. Det gaaer endogsaa saavidt, at, som Hr Personnat bemærker, Hannerne af den til Silkeavl brugte Bombyx Yamamai gik til Spilde i Begyndelsen af Aaret og Hunnerne i Slutningen af Aaret, fordi de ikke havde nogen at parres med ³). Jeg kan imidlertid ikke overtale mig selv til at tro, at disse Aarsager ere tilstrækkelige til at forklare det store Overflod paa Hanner, som i de ovenfor omtalte Tilfælde fandtes af Sommerfugle, der ere yderst almindelige i deres Hjemstavn. Hr. Stainton, som i saamange Aar har lagt saa nøje Mærke til de mindre Natsværmere, meddeler mig, at, naar han indsamlede dem i udvoksen Tilstand, troede han, at Hannerne vare ti Gange saa talrige som Hunnerne; men siden han har givet sig til at opklække dem efter en stor Maale-stok fra Larvetilstanden, er han bleven overbevist om, at Hunnerne ere de talrigste. Adskillige Entomologer ere enige med ham heri. Men Hr. Doubleday og nogle Andre ere af en modsat Mening og ere overbeviste om, at de af Æg og Larver have udklækket et langt større Antal Hanner end Hunner.

Foruden Hannernes mere aktive Vaner, deres tidligere Gjennembryden af Puppehylstret, og det, at de i nogle Til-

1) »Transact. Linn. Soc«, Vol. XXV, S. 37.

²) »Proc Entomolog. Soc«, 17 Febr. 1868.

³) Citeret af Dr. Wallace i: »Proe. Ent. Soc«, 3 Serie, Vol. V, 1867, S. 487.

[page] 315

fælde søge hen til mere aabne Steder, foruden Alt dette maa der kunne angives andre Grunde for den tilsyneladende eller virkelige Forskjel, der er i Sommerfuglehannernes og Hunnernes Individantal, naar man indfanger dem i udvoksen Tilstand eller opklækker dem af Æg og Larver. Jeg hører fra Professor Canestrini, at der er mange Silkeorms-Avlere i Italien, der tro, at Silkeormens Hunlarver lide mere af den i den sidste Tid herskende Sot end Hannerne; og Dr. Staudinger meddeler mig, at naar man udklækker Sommerfugle, døer der flere Hunner end Hanner i Puppen. Hos inange Arter ere Hunlarverne større end Hanlarverne, og Samleren vilde naturligvis vælge de smukkeste Esemplarer og kunde saaledes ganske ufrivilligt komme til at indsamle_> overvejende Hunner. 'Tre Samlere have fortalt mig, at de bare sig saaledes ad; men Dr. Wallace er vis paa, at de fleste Samlere tage alle de Exemplarer af de sjeldnere Slags, som de træffe paa, og det er kun de sjeldnere, det er Umagen værd at opklække. Naar Fugle træffe paa en Mængde Larver ville de rimeligvis fortære de største, og Professor Canestrini meddeler mig, at i Italien tro somme Silkeorms-Avlere, skjøndt uden tilstra»kkelig Grund, at af det første Læg af Ailanthus-Silkeormen ødelægge Hvepsene et større Antal Hunlarver end Hanlarver. Dr. Wallace bemærker desuden, at Hunlarver, fordi de ere større end Hanlarverne, bruge længere Tid til at udvikle sig og fortære mere Føde og mere Vædske end disse; og derved ville de i længere Tid være udsatte for Angreb af Snyltehvepse (Ichneumon), Fugle osv., og i knappe Tider vil der dø et større Antal af dem end af Hanlarverne. Derfor synes det meget muligt, at der ude i Naturen er færre Hun-Sommerfugle, der naa Modenhedsalderen end Hanner; og os vedkommer her særligt kun det Antal, som holder sig i Live af voksne Individer, der ere saavidt i deres Udvikling, at de ere rede til at forplante deres Art.

Den Maade, paa hvilken visse Natsværmeres Hanner flokkes rundt om en enkelt Hun i stor Mængde, antyder aa-benbart, at der er stor Overflødighed paa Hanner, omend-skjøndt dette Forhold maaske kan forklares ved, at Hannerne komme ud af deres Puppehylstre før Hunnerne. Hr. Stainton meddeler mig, at man ofte kan se fra tolv til tyve Hanner samlede rundt om en enkelt Hun af Elachista rufocinerea. Det er velbekjendt, at dersom en uparret Hun af Lasiocampa quercus eller Saturnia carpini sættes ud i et Bur, flokkes der store Mængder af Hanner omkring hende, og dersom hun

[page] 316

er lukket inde i et Værelse, ville Hannerne endogsaa komme ned til hende igjennnem Skorstenen. Hr. Doubleday troer at han har seet fra halvtreds til hundrede Hanner af begge disse Arter i Løbet af en Dag hendrages til en saadan fangen Hun. Hr. Trimen satte paa Øen Wight en Æske ud, hvori der Dagen i Forvejen havde været indespærret en Lasiocampa-Hun, og snart var der fem Hanner, der bestræbte sig for at komme ind i Æsken. Hr. Verreaux havde en Dag ovre i Avstralien puttet en Hun af en lille Bombyx-Art (Spinder) i en Æske og lagt denne i sin Lomme, han blev derfor fulgt af en Skare af Hanner saa stor, at omtrent 200 fulgte ind i Huset med ham¹).

Hr. Doubleday har henledt min Opmærksomhed paa Dr. Staudinger's Liste²) over Lepidoptera, paa hvilken der er anført Priser paa Hanner og Hunner af 300 Arter eller udprægede Varieteter af (Khopalocera) Dagsommerfugle. Prisen er for de meget almindelige Arter naturligvis den samme for begge Kjøn, men for 114 af de sjeldnere Arter er Prisen forskjellig, og Hannerne ere i alle Tilfælde, med Undtagelse af et enkelt, de billigste. Gjennemsnitlig taget forholder Prisen paa Hannerne af de 113 Arter sig til Prisen paa Hunnerne som 100 til 149, og dette vil aabenbart sige, at Hannernes Antal staaer i det omvendte Forhold til Hunnernes. Omtrent 2000 Arter eller Varieteter af Aften- og Natsværmere (Hete-rocera) ere opførte i Kataloget, idet vi her have udelukket de Arter, hvis Hunner ere vingeløse, da Kjønnenes Leve-Vaner hos dem ere saa forskjellige. Af disse 2000 Arter er der 141. hvor Kjønnenes Pris er forskjellig. idet Hannerne hos 130 Arter ere billigere og Hannerne af kun 11 Arter dyrere end Hunnerne. Gjennemsnitlig forholder Prisen paa Hannerne af de 130 Arter sig til Prisen paa Hunnerne som 100 til 143. Med Hensyn til de paa denne Prisliste opførte Dagsværmere mener Hr. Doubleday (og Ingen i England har større Erfaring end han), at der ikke er noget i Arternes Sædvaner, der kan forklare den Forskjel, der er paa Prisen paa de to Kjøn, og at den kun kan forklares, derved, at Hannernes Antal er størst. Men jeg skylder at tilføje, at Dr. Staudinger selv, hvad han har meddelt mig^ er af en anden Mening. Han troer, at Hunnernes mindre virksomme Levevaner og det, at Hannerne først forlade Puppe-

¹) Blanchard: »Metamorphoses, Moeurs des Insectes«, 1868, S. 225—226.

²) »Lepidopteren-Doubbletten Liste«, Berlin, No. X, 1866.

[page] 317

hylstret, kan forklare, at hans Samlere have faaet et større Antal Hanner end Hunner, og dermed altsaa ogsaa forklare den lavere Pris paa hine. Angaaende Exemplarer, der ere udklækkede af Larver, troer Dr. Staudinger, som tidligere omtalt, at der døer et større Antal Hunner end Hanner i Puppetilstanden. Han tilføjer, at hos visse Arter synes det ene Kjøn at have Overvægten over det andet i visse Aaringer. Af direkte Iagttagelser over Kjønnene hos Lepidoptera, der ere udrugede af Æg eller opklækkede af Larver, har jeg kun faaet de følgende faa:

Af disse otte Hold af Pupper og Æg blev der altsaa frembragt overvejende Hanner. Tage vi Gjennemsnitsforholdet af det Hele bliver det 122,7 Hanner for hver 100 Hunner. Men Tallene ere neppe store nok til at være paalidelige.

I det Hele taget slutter jeg af det, at alle disse for-skjelligartede og fra forskjellige Steder hentede Exempler pege i samme Retning, at hos de fleste Arter af Lepidoptera over-gaaer de udvoksne Hanner langt Hunnerne i Antal, hvorledes saa end Forholdet maatte være, ligesom de kommer ud af Ægget.

Om de andre Insektordner er det kun lykkedes mig at faa meget faa paalidelige Meddelelser. Hos Eghjbrten (Lu-canus cervus) „synes Hannen at være meget hyppigere end

¹) Denne Naturforsker har været saa velvillig at sende mig nogle Optegnelser fra foregaaende Aar, hvorefter det synes, som om Hunnerne have været de talrigste, men der var saamange af Tallene, der vare omtrentlige Meddelelser, at jeg fandt det umuligt at lave en Tabel af dem

[page] 318

Hunnen"; men da, hvad Cornelius lagde Mærke til i 1867 der viste sig en usædvanlig stor Mængde af disse Biller etsteds i Tydskland, syntes det, som om Hunnerne forholdt sig til Hannerne som 6 til 1. Hos en af Smælderne (Elateridæ) siges Hannerne at være langt talrigere end Hunnerne, og „man finder ofte to eller tre forenede med een Hun" '); saa her synes altsaa Polyandri at være det Almindelige. Hos Sia-gonium (Staphylinidæ — Rovbillerne), hos hvilken Hannerne ere forsynede med Horn, „ere Hunnerne langt talrigere end det andet Kjøn" Hr. Janson bemærkede ved det entomologiske Selskabs Møde, at Hunnerne af den barkædende Tomicus villosus ere saa almindelige, at de ere en ren Plage, medens Hannerne ere saa sjeldne, at man neppe kjender dem. I andre Ordner ere paa Grund af ukjendte Aarsager, men i nogle Tilfælde aabenbart paa Grund af Parthenogenesis, Hannerne af visse Arter aldrig blevne opdagede eller ere overordenlig sjeldne; dette gjælder f. Ex. om visse Cynipidæ (Galhvepse)²). Hos alle de Galhvepse, Hr. Walsh kjender, ere Hunnerne fire eller fem Gange saa talrige som Hannerne, og saaledes er det ogsaa med de Galæbler frembringende Cecidomyiiæ (Diptera — Fluer). Hos nogle af de almindelige Arter af Bladhvepse (Tenthredinæ) har Hr. F. Smith opklækket Hundreder af Individer af Larver af alle Størrelser, men har aldrig faaet en eneste Han; paa den anden Side siger Curtis³), at hos visse Arter (Athalia), som han har opklækket , forholdt Hannerne sig stadig til Hunnerne som seks til een; medens akurat det Omvendte var Tilfældet med de fuldkomne Insekter af samme Art, naar de blev fanget ind ude i Naturen. Angaaende Netvingerne (Neuroptera) siger Hr. Walsh, at i mange, men paa ingen Maade i alle, Tilfælde var der hos Døgnflue-Arterne (Ephemerina) et stort Overskud af Hanner; i Slægten Hetærina er endvidere Hannerne i Almindelighed mindst fire Gange saa talrige som Hunnerne. Hos visse Arter af Slægten Gomphus ere Han-' nerne ligeledes talrige, medens hos to andre Arter Hunnerne ere to eller tre Gange saa talrige som Hannerne. Hos nogle

¹⁾ Glinther: »Record of Zoological Literature«, 1867, S 260. Om det overvejende Antal af EghjortesHunner, ibid. S. 250. Om Eg-hjorte-Hannerne i England, Westwood: »Modem Class. of Inseets«, Vol. I, S. 187. Om Siagonium, ibid. S. 172.

²) Walsh, i: »The American Entomologist«, Vol. I, 1869, S. 103. E. Smith: .Record of Zoologicai Literature«, 1867, S. 328.

³) »Farm Inseets«, S. 45 — 46.

[page] 319

evropæiske Arter af Bog-Lus (Psocus) kan man samle Tusinder af Hunner uden at finde en eneste Han, medens hos andre Arter af samme Slægt begge Kjøn af samme Slægt ere lige almindelige¹). I England har Hr. Mac La.chlan fanget Hundreder af Hunner af Apatania muliebris, men har aldrig seet Hannen, og af Boreus hyemalis er her kun bleven seet fire eller fem Hanner²). Hos de fleste af disse Arter (Bladhvepsene undtagen, har jeg hørt) er der ingen Grund til at antage, at der finder Parthenogenesis Sted, og saaledes se vi, hvor uvidende vi ere om Grundene til den aabenbare Ulighed, der er i de to Kjøns Individantal.

I de andre Leddyrklasser har jeg kun faaet endnu mindre at vide. Hr. Blackwall skriver til mig om Edderkopperne, hvilke Dyr han i mange Aar har lagt nøje Mærke til, at man her hyppigst seer Hannerne, fordi de fere et mere omflakkende Liv end Hunnerne, og herved kommer det til at se ud, som de ere de talrigeste. Dette er i Virkeligheden Tilfældet med nogle faa Arter; men han nævner forskjellige Arter af seks Slægter, hos hvilke Hunnerne synes at være langt talrigere end Hannerne³). Det, at Hannerne, sammenlignet med Hunnerne, ere meget smaa, Noget der endogsaa undertiden er i allerhøjeste Grad fremtrædende, og det, at de have et vidt forskjelligt Udseende, vil i nogle Tilfælde kunne forklare, hvorfor de ere saa sjeldne i Samlinger⁴).

Nogle af de lavere Krebsdyr ere istand til at forplante sig paa ukjønnet Maade, og dette kan forklare, hvorfor Hannerne ere saa yderst sjeldne. Hos nogle andre Former (f. Ex. Tanais og Cypris) er der, som Fritz Miiller meddeler mig, Grund til at antage, at Hannen lever langt kortere end Hunnen, hvilket, forudsat at der fra første Færd var lige mange af begge Kjøn, vilde forklare Hannernes Sjeldenhed. Paa den anden Side har samme Naturforsker altid paa Brasiliens Kyster fanget langt flere Hanner end Hunner af Dia-

1) »Observations on N. American Neuroptera«, af H. Hagen og B. D. Walsh, i .Proc. Ent. Soc. Philadelphia«, Octob. 1863, S. 168, 223, 239.

²) »Proe. Ent. Soc. London«, 17 Pebr. 1868.

³) En anden stor Avtoritet for denne Klasses Vedkommende, Prof. Thorell i Upsala (»On European Spiders«, 1869—70, Part I, S. 205) udtaler sig, som om Edderkoppernes Hunner som oftest vare almindeligere end Hannerne.

4) Jevnfør i saa Henseende Hr. Pickard-Cambridge, citeret i »Quar-terly Journal of Science«, 1868, S. 429.

[page] 320

stylidæ og Cypridina. Saaledes var der hos en Art af den sidste Slægt af 63 Individer, der vare fangede paa en Dao-57 Hanner; men han formoder, at denne Hannernes Overvægt maa skyldes en eller anden ubekjendt Forskjellighed i de to Kjøns Levevis. Hos en af de højere brasilianske Krabber nemlig en Gelasimus, fandt Fritz Muller Hannerne langt talrigere end Hunnerne. Det Omvendte synes ifølge Hr. C. Spence Bate, der har stor Erfaring i saa Henseende, at være Tilfældet med seks almindelige britiske Krabber, paa hvilke han har meddelt mig Navnene.

Om Kvalitetsvalgets Magt til at regulere Kjønnenes Forholdstal og almindelige Frugtbarhed. — I nogle enkelte Tilfælde kunde det ene Kjøns Overvægt i Antal over det andet være til stor Fordel for Arten; dette gjælder saaledes om de selskabelige Insekters golde Hunner og saadanne Dyr, hos hvilke der behøves mere end een Han til at befrugte Hunnen, som f. Ex. visse Snerlefødder og maaske visse Fisk. Forskjel paa Kjønnenes Individantal kunde i disse Tilfælde være blevet frembragt ved Kvalitetsvalg, men da det er Noget, som saa sjeldent træffes, behøve vi ikke her at indlade os videre derpaa. I alle almindelige Tilfælde vilde en Ulighed hverken være gavnlig eller skadelig for visse Individer mere end for andre, og den kan derfor neppe være bleven frembragt ved Kvalitetsvalg. Uligheden maa tilskrives den direkte Indvirkning af hine ubekjendte Betingelser, som hos Mennesket gjorde, at der i visse Lande blev født et langt større Antal Hanner end i andre, eller som gjør, at Forholdet mellem Kjønnenes Individantal er lidt forskjelligt i legitime og illegitime Fødsler.

Lad os nu sætte det Tilfælde, at en Art paa Grund af de nysnævnte ubekjendte Aarsager frembringer flere af det ene Kjøn — lad os sige Hanner — som ere overflødige eller unyttige, eller næsten unyttige; kunde saa Ligevægten mellem Kjønnene blive oprettet ved Kvalitetsvalg? Vi kunne, da alle Karakterer ere variable, være

[page] 321

sikker paa, at i nogle Pars Afkom ville Hannerne have mindre Overvægt over Hunnerne end i Afkommet af andre Par. De første vilde, under Forudsætning af at Afkommets virkelige Antal forblev det samme, saaledes nødvendigvis komme til at frembringe flere Hunner og vilde derfor være de mest produktive. Efter en Sandsynlighedsberegning vilde flere af de mest produktive Pars Afkom holde sig i Live, og disse vilde arve en Tendens til at frembringe flere Hunner og færre Hanner; saaledes vilde der altsaa være bleven frembragt en Tendens til at oprette Ligevægten mellem Kjønnene. Men vor antagne Art vilde herved, som nys sagt, blive gjort mere produktiv, og dette vil i mange Tilfælde langtfra være nogen Fordel; thi naar Grændserne for det Antal, der existerer, er afhængig, ikke af Ødelæggelse af Fjenderne, men af Næringsmængden, saa vil forøget Frugtbarhed føre til en stærkere Rivalisering og til, at de fleste af de Overlevende blive daarligt fodrede. Dersom altsaa, som her, Ligevægten mellem Kjønnene blev oprettet ved en Tilvækst til Hunnernes Individantal, saa vilde en samtidig Aftagen af Samfundets Totalantal være nyttig; og dette, troer jeg, Kvalitetsvalget kunde bevirke paa en Maade, som senere skal blive beskreven. Den samme Fornuftslutning gjælder baade i det ovenfor omtalte og i det følgende Tilfælde, hvor vi antage, at der frembringes flest Hanner og ikke flest Hunner; thi saadanne Hunner vilde, fordi de ikke faa nogen Han at parres med, være overflødige og unyttige. Det Samme vilde være Tilfældet med polygame Arter, dersom vi antage, at der er overordenlig mange Hunner.

Har et af Kjønnene Overvægt, vi ville igjen sige Hannerne, kunde imidlertid denne Overvægt indskrænkes af Kvalitetsvalget paa en anden og indirekte Maade, nemlig ved en ligefrem Formindskelse af Hannernes Antal, uden nogen Forøgelse af Hunnernes og som en Fajge deraf uden nogen Forøgelse af Artens Produktivitet. Paa Grund af alle Karakterers Variabilitet kunne vi være sikkre paa,

21

[page] 322

at nogle Par, der beboede en eller anden bestemt Lokalitet, vilde frembringe et mindre Overskud af overflødige Hanner, men et ligesaa stort Antal af produktive Hunner. Naar Afkommet af de mere eller mindre Han-frembringende Forældre blev blandet mellem hinanden, saa vilde Ingen have noget direkte Forspring fremfor de Andre, men de, der frembragte faa overflødige Hanner, vilde have en #tor indirekte Fordel, nemlig den, at deres Æg eller Fostre rimeligvis blive større og smukkere eller deres Unger bedre ernærede i Moders Liv og senere. Vi se dette illustreret i Planteriget, hvor de Planter, der frembringe en stor Mængde Frø, frembringe dem smaa, medens de, hvis Frø forholdsvis ere faa, tillige ofte have dem store og vel forsynede med Næringsstof til Nytte for Kimplanten¹). Derfor vil Afkommet af de Forældre, som have spildt mindst Kraft ved at frembringe overflødige Hanner, have mest Udsigt til at holde sig ilive og ville nedarve den samme Tendens til ikke at frembringe overflødige Hanner, medens de fuldstændig beholde deres Frugtbarhed hvad Frembringelsen af Hunner angik. Det Samme vilde ogsaa gjælde i det helt omvendte Tilfælde. Men enhver ringe Overvægt af det ene Kjøn over det andet kunde neppe reduceres paa en saa indirekte Maade. Og ikke heller er en betydelig Ulighed mellem Kjønnenes Individantal altid bleven forhindret, som man jo vil have seet i nogle af de Exempler, der ere meddelte her foran. I disse Tilfælde ere de ubestemte Aarsager, som bestemme Fostrets Kjøn og som under visse Betingelser volde, at der frembringes flere af det ene Kjøn end af det andet, ikke blevne overvundne derved, at de Varieteter holdt sig i Live, som spildte mindst organisk Stof og Kraft ved Frembringelsen

1) Jeg er ofte bleven forundret over den Kjendsgjerning, at hos flere Primula-Arter ere Frøene i de Kapsler, der kun indeholde faa, overordenlig meget større end de talrige Frø i de mere givtige Kapsler.

[page] 323

af overflødige Individer af et af Kjønnene. Alligevel kunne vi slutte, at Kvalitetsvalget altid vil søge, omend-skjøndt undertiden med mindre Held, at oprette Ligevægten mellem de to Kjøns Individantal.

Da vi have sagt Saameget om Oprettelsen af Ligevægten mellem Kjønnenes Individantal, er det maaske ligesaagodt at tilføje nogle faa Bemærkninger om Kvalitetsvalgets Regulering af Arternes almindelige Frugtbarhed. Hr. Herbert Spencer har i en udmærket Afhandling viist'), at der hos alle Organismer finder et Forhold Sted imellem det, han kalder »Individuation« og »Genesis«, hvoraf det følger, at Væsner, som forbruge meget Stof eller megen Kraft i deres Vækst, i deres sammensatte Bygning eller Aktivitet, eller som lægge store Æg, eller have store Fostre, eller som udfolde stor Virksomhed i Retning af at ernære deres Unger, ikke kunne være saa produktive, s-om Væsner af en modsat Beskaffenhed. Hr. Spencer viser fremdeles, at mindre Forskjelligheder i Frugtbarhed ville blive regulerede ved Kvalitetsvalg. Saaledes vil enhver Arts Frugtbarhed have Tendens til at vokse derved, at de frugtbareste Par frembringe det største Antal Efterkommere, og disse vilde ligefrem paa Grund af deres Antal have størst Udsigt til at holde sig i Live og ville nedarve deres Tendens til større Frugtbarhed. Den eneste Hindring for en fortsat Forøgelse af hver enkelt Organismes Frugtbarhed synes at være enten Forbrug af mere Kraft eller ogsaa den større Fare, som Forældre, der afføde et talrigere Afkom, ere udsatte for, eller det, at Frembringelsen af overordenlig mange Æg og Unger falder sammen med deres mindre Størrelse eller mindre Kraft eller med, at de senere ikke blive saa godt ernærede. At veje de Ulæmper eller Fordele (f. Ex. den, at i det Mindste nogle Individer slippe godt fra forskjellige Farer), der følger med Frembringelsen af et talrigt Afkom, dertil slaaer vor Dømmekraft ikke til.

1) »Principles of Biolpgy., Vol. II, 1867, Kapitel II—XI.

21*

[page] 324

Naar en Organisme engang er blevet gjort yderst frugtbar, saa er det ikke saa nemt at forstaa, hvordan dens Frugtbarhed kan blive reduceret ved Kvalitetsvalg, som det er at forstaa, hvorledes den først har kunnet erhverve den nævnte Egenskab. Dog er det indlysende, at, dersom en Arts Individer paa Grund af', at deres naturlige Fjender aftog, stadigt blev frembragt i større Antal, end der kunde ernæres, saa vilde alle Medlemmerne lide derunder. Ikke-destomindre vilde Afkommet af de mindre frugtbare Forældre ikke have nogen direkte Fordel fremfor Afkommet af de mere frugtbare Forældre, naar de levede imellem hinanden i det samme Distrikt. Alle Individerne vilde gjensidig søge at sulte hinanden ud. I Virkeligheden vilde Afkommet af de mindre frugtbare Forældre være meger uheldigt stillede, thi den simple Omstændighed, at der blev frembragt færre af dem, vilde gjøre, at de vare mest udsatte for at blive udryddede. Men indirekte vilde de have en stor Fordel, thi under én saa stærk Rivalisering, som der her antages, hvor Alle ere i Betryk for Næring, er det yderst sandsynligt, at de Individer, som paa Grund af en eller anden Forandring i deres Konstitution frembragte færre Æg eller Unger, vilde frembringe dem større eller kraftigere; og de Voksne, som vare opklækkede af saadanne Æg eller Unger, vilde aabenbart have bedst Udsigt til at blive i Live og vilde nedarve en Tendens, der stræbte hen mod en Formindskelse af Frugtbarheden. Endvidere vilde Forældrene, som havde færre Unger at ernære eller sørge for, ikke selv være nødte til at kæmpe saa haardt i Kampen for Tilværelsen og vilde have bedre Udsigt til at holde sig i Live. Paa denne og, saavidt jeg kan se, ikke nogen anden Maade vilde Kvalitetsvalget under de ovenfor omtalte Livsbetingelser, hvor der var en stærk Kappestrid om at faa Føde fat, føre til Dannelsen af en ny Race, der var mindre frugtbar, men mere levedygtig end Stamracen.

[page 325]

NIENDE KAPITEL.

OM DE SEKUNDÆRE KJØNSKARAKTERER I DE LAVERE KLASSER AF DYRERIGET.

Sekundære Kjønskarakterer mangle i de laveste Klasser — Straa-lende Farver — Bløddyr — Ledorme — Krebs; de sekundære. Kjønskarakterer stærkt udviklede; Dimorfisme; Farve; Karaktererne blive ikke erhvervede, førend Individerne ere voksne — Edderkopper, deres Kjønskarakterer; Hannernes Stridulation — Tusindben.

I de laveste Klasser er det ikke sjeldent, at et Individ i sig forener begge Kjøn, og derfor kan der her ikke udvikles sekundære Kjønskarakterer. I mange Tilfælde, hvor vi have med særkjønnede Dyr at gjøre, sidde begge Kjønnene stadigt fæstede til Et eller Andet, og der kan derfor ikke være Tale om, at den Ene kan søge om eller kæmpe for den Anden. Fremdeles er det temmelig sikkert, at disse Dyr have for ufuldkomne Sandser og meget for lave Sjæleevner til, at de enten kunne rivalisere med hinanden eller sætte Pris paa hinandens Skjønhed eller andre tiltrækkende Egenskaber.

Derfor findes der i disse Klasser eller Underafdelinger; som f. Ex. Protozoa (Drdyr) Coelenterata, Echinoder-mata, Scolecida, ikke rigtige sekundære Kjønskarakterer, og dette stemmer meget godt med den Antagelse, at saa-danne Karakterer i de højere Klasser ere blevne erhvervede ved Parringsvalget, der er afhængig af Villie, Drifter og

[page] 326

Vælgen hos et af Kjønnene. Alligevel træffe vi tilsyneladende nogle faa Undtagelser; saaledes ere, som jeg hører fra Dr. Baird, Hannerne af visse Entozoa eller Indvoldsorme af en lidt anderledes Farve end Hunnerne; men vi have ingen Grund til at antage, at saadanne Forskjellig-heder ere blevne forøgede ved Parringsvalg.

Mange af de lavere Dyr, baade Hermafroditer og Sær-kjønnede, ere prydede med de mest straalende Farver eller ere skatterede og stribede paa en elegant Maade. Dette er Tilfældet med mange Koraller og Søanemoner (Actiniæ), med nogle Vandmænd (Medusæ, Porpita osv.), med nogle Planarier (ægte Fladorme), Ascidier (Søpunge), mangfoldige Søstjerner, Søpindsvin osv.; men af de ovenfor anførte Grunde, nemlig den: at begge Kjøn ere samlede hos nogle af disse Dyr, den: at Andre stadig sidde fæstede til et Sted, og endelig den: at de Alle have meget ringe Sjæleevner, af disse Grunde kunne vi slutte os til, at saadanne Farver ikke have noget at gjøre med Parringen og ikke ere blevne erhvervede ved- Parringsvalg. Med de højere Dyr forholder det sig ganske anderledes; thi naar hos dem det ene Kjøn er mere straalende eller mere iøjnefaldende farvet end det andet, og der ikke er nogen Forskjel i de to Kjøns Levemaade, som kan forklare denne Forskjel, saa er der, al mulig Grund til at tro, at den skyldes Parringsvalgets Indflydelse, og denne Tro bliver stærkt støttet, naar de mere prydede Individer, der næsten altid er Hannerne, udfolde deres Yndigheder for det andet Kjøn. Vi kunne ogsaa udstrække dette til at gjælde for begge Kjøn, naar de ere ens farvede, ifald deres Farver ere aldeles analoge med det ene Kjøns hos visse andre Arter af samme Gruppe.

Hvorledes skulle vi da forklare de skjønne, ja end-ogsaa prægtige Farver hos mange Dyr af de laveste Klasser? Det synes at være megen Tvivl underkastet, hvorvidt saadanne Farver ofte gjøre Nytte som Beskyttelsesmiddel; men vi ere overordenlig stærkt udsatte for at tage fejl med Hensyn til alle Slags Karakterer, der staa i

[page] 327

Forhold til Beskyttelse, Noget som Enhver, der har læst Dr. Wallaces udmærkede Afhandling om dette Emne, vil indrømme. Det vil saaledes f. Ex. ikke ved første Øjekast falde Nogen ind, at Vandmændenes eller Medusernes fuldstændige Gjennemsigtighed gjør dem i overordenlig høj Grad Nytte ved at beskytte dem; men naar Hackel erindrer os om, at ikke blot Vandmændene, men mange svømmende Bløddyr, Krebsdyr og selv smaa Saltvandsfiske have dette samme glasagtige Udseende, saa kunne vi neppe tvivle om, at de derved undgaa mange Søfugles og andre Fjenders Opmærksomhed.

Uagtet vi jo som sagt ere uvidende om, hvilken Beskyttelse der i mange Tilfælde ydes af Farverne, saa maa det dog siges, at den rimeligste Antagelse angaaende de straalende Farver hos mange af de laveste Dyr synes at. være den, at deres Farver ere det direkte Resultat af deres Vævs kemiske Natur eller yderst fine Struktur, uden at der hermed egenlig følger,nogen særlig Fordel. Der er neppe nogen Farve, der er skjønnere end Arteriernes Blod; men der er ingen Grund til at antage, at Blodets Farve i og for sig yder nogen Fordel, og omendskjøndt det gjør Pigens Kind skjønnere, saa er der dog vel neppe Nogen, der vil paastaa, at det er af den Grund, Blodet har faaet den Farve, det har. Fremdeles har hos mange Dyr, særlig de lavere, Galden en rig Lød; saaledes skyldes Eolideernes (nøgne Søsnegle) store Skjønhed, efter hvad Hr. Hancock meddeler mig, navnlig det, at man seer Galdekirtlerne igjennem de gjennemsigtige Hudlag; og denne Skjønhed er rimeligvis ikke disse Dyr til nogen Nytte. De Farver, som det henvisnende Løv har i Amerikas Skove, beskrives som vidunderligt pragtfulde, og dog er der vel neppe Nogen, der vil falde paa, at disse Farver skulde gjøre Træerne den allermindste Nytte. Naar vi huske paa, hvormange Substanser, som staa i nøje Analogi til de naturlige organiske Stoffer, Kemikerne fornyligt have dannet, og hvorledes de frembyde de pragtfuldeste Farver, saa

[page] 328

vilde det være en løjerlig Ting om Substanser af en lignende Farve ikke ofte vare opstaaede i de levende Organismers indviklede Laboratorier, uden at de i og for sig havde været til nogen Nytte for de paagjældende Individer.

Bløddyrenes Afdeling. — Hele denne store Afdeling af Dyreriget igjennem (taget i dens videste Udstrækning) forekomme, saa vidt som jeg kan se, saadanne sekundære Kjønskarakterer, som vi her beskæftige os med, aldrig. Man kunde da heller ikke have ventet at finde dem i de tre laveste Klasser, Ascidier, Polyzoer og Brachiopoder (der danne Huxley's Molluscoida), thi om de fleste af disse Dyr gjælder det, at de enten stadig sidde fæstnede til et fast Underlag eller have begge Kjøn forenede i det sanurie Individ. Hos Lamellibranchiata eller Muslinger er Hermafroditisme ikke sjelden. I den Klasse, der staar ovenfor denne, nemlig Sneglene (Gasteropoda), have vi baade Hermafroditer og Særkjønnede. Men hos dé. Sidste have Hannerne aldrig særegne Organer, der kunne hjælpe dem til at finde, fastholde eller daare Hunnerne, ligesaalidt som de have Redskaber, der kunne bruges i en Kamp mod andre Hanner. Den eneste udvortes For-skjel, der er imellem Kjønnene, bestaaer i, som Hr. Gwyn Jeffreys har meddelt mig, at Skallen undertiden har en lidt forskjellig Form. Saaledes er f. Ex. Skallen hos Strandsneglens (Littorina littorea) Han smallere og har en mere langtrukken Spiral end Hunnens. Men man maa antage, at Forskjelligheder af denne Beskaffenhed ere direkte forbundne med Forplantelsesakten eller med Udviklingen af Ægene.

Omendskjøndt Gasteropoderne ere istand til at bevæge sig og have ufuldkomne Øjne, saa synes de dog ikke at have saamange Aandsevner, som der udfordres til, at Individerne af samme Kjøn kunde kæmpe med hinanden og derved erhverve sekundære Kjønskarakterer. Alligevel

[page] 329

gaaer der hos Gasteropoda pulmunata eller Lungesneglene et Slags Kurmageri forud for Parringen, thi disse Dyr ere, omendskjøndt de ere Hermafroditer, indrettede saaledes, at de alligevel maa parres. Agassiz bemærker¹): »Enhver, som har havt Lejlighed til at iagttage de sorte Landsnegles Kjærlighedsforhold, vil ikke have kunnet undgaa at lægge Mærke til den Forførelseskunst, som udfoldes i de Bevægelser og Stillinger, der gaa forud for og som afslutter disse Hermafroditers dobbelte Parring.« Der synes ogsaa hos disse Dyr at kunne etablere sig Forhold af længere Varighed: en nøjagtig Iagttager, Hr. Lonsdale, meddeler mig, at han satte et Par Havesnegle (Helix pomatia), af hvilke den ene var svag, ned i en lille og meget kummerlig Have. Efter kort Tids Forløb forsvandt det stærke og sunde Individ,N)g man kunde følge dets Slim-Spor over en Mur ind i en tilstødende frodig Have, Hr. Lonsdale antog, at Sneglen havde forladt sin syge Mage; men efter en Fraværelse af fireogtyve Timer vendte den tilbage og meddelte aabenbart sin Kammerat Resultatet af den heldige Expedition, thi de drog begge To afsted, fulgte Slim-Sporet og forsvandt paa den anden Side Muren.

Selv i Bløddyrenes højeste Klasse, Cephalopoderne eller Blæksprutterne, der ere særkjønnede, finde vi, saa-vidt jeg kan se, ikke sekundære Kjønskarakterer af det Slags, hvorom der her er Tale. Dette er mærkeligt nok, da disse Dyr have veludviklede Sandseorganer og betydelige Aandsevner, som Enhver, der har lagt Mærke til deres snedige Bestræbelser for at undslippe en Fjende²), vil indrømme. Visse Cephalopoder ere imidlertid karakteriserede ved en særegen Kjønskarakter, den nemlig, at det mandlige Element samler sig i en af Armene eller Tentaklerne, som saa løsner sig og, klamrende sig fast til Hunnen ved sine Sugeskaale, en Tidlang lever et uaf-

1) »De l'Espéce et de la Class.« osv. 1869, S. 106.

²) Se f. Ex. Meddelelsen i min »Journal of Researches«, 1845, S. 7.

[page] 330

hængigt Liv. Saa fuldstændigt ligner saadan en løsnet Arm et fuldstændigt Dyr, saa Cuvier under Navnet Hectocotyle beskrev den som en snyltende Orm. Men denne mærkværdige Bygningsdel maa vel snarere regnes for en primær end for en sekundær Kjønskarakter.

Omendskjøndt Parringsvalg ikke synes at finde Sted hos Bløddyrene, saa er der dog mange Snegle og Muslinger, som f. Ex. Topsnekker, Snogepander o. A., der ere smukt farvede og skjønt formede. Farverne synes i de fleste Tilfælde ikke at gjøre nogen Nytte som Beskyttelsesmiddel; sandsynligvis ere de, ligesom i de laveste Klasser, det direkte Resultat af Vævenes Beskaffenhed, medens Skallens Form og Skulptur er afhængig af den Maade, paa hvilken den vokser. Lys-mængden synes til en vis Grad at have Indflydelse, thi omendskjøndt, som Hr. Gwyn Jeffreys ofte har gjentaget, Skallerne af nogle Arter, der leve i store Dybder, have straalende Farver, saa er det dog almindeligt, at Undersiden og de Dele, der dækkes af Kappen, ere mindre stærkt farvede end den øvre og udsatte Side 1). I nogle Tilfælde, f. Ex. hvor det er Snegle, der leve mellem Koraller eller livligt farvede Alger, kunne de straalende Farver gjøre Nytte som Beskyttelsesmiddel. Men mange nøgne Gjællesnegle (Gymnobranchia) ere ligesaa smukt farvede som noget Sneglehus, hvad man kan se i Dhrr. Alder og Hancocks Pragtværk; og efter hvad Hr. Hancock har været saa velvillig at meddele mig, er det yderst tvivlsomt, om disse Farver almindeligt tjene dem til Beskyttelse. Hos nogle Arter kan det nok være, at det er Tilfældet, som t. Ex. med en, der lever paa grønne Alger og selv er klar grøn. Men mange stærkt farvede, hvide

1) Jeg har i »Geolog. Observations on Volcanic Islands«, 1844, S. 53 anført et mærkeligt Exempel paa Lysets Indvirkning paa Farverne ved en voksende Inkrustering, der var aflejret af Brændingen paa Ascensions Kystklipper og dannet af en Opløsning af flntdelte Havmuslinger.

[page] 331

eller paa anden Maade iøjnefaldende Arter krybe ikke i Skjul; medens atter andre ligesaa iøjnefaldende Arter foruden andre dunkelt farvede Arter leve under Sten og paa mørke Tilflugtssteder. Altsaa er der hos disse nøgne Gjælle-snegle aabenbart ikke noget nært Forhold mellem Farven og Beskaffenheden af deres Opholdsted.

Disse nøgne Gjællesnegle ere Hermafroditer, og dog parres de, hvad ogsaa Landsneglene gjøre, af hvilke mange have meget kjønne Skaller. Det kunde jo nok lade sig tænke, at to Hermafroditer, der tiltrak hinanden ved deres Skjønhed, kunde parres og efterlade sig Afkom, der saa vilde arve Forældrenes store Skjønhed. Men da Dyrene ere saa lavt organiserede, saa er det i højeste Grad usandsynligt. Tilmed kan man aldeles ikke indse, hvorledes Afkommet af de skjønneste Hermafroditepar vilde blive heldigere stillet, saa de kunde tiltage i Antal og blive flere end de mindre Smukkes Afkom, med Mindre det skulde være almindeligt, at Kraft og Skjønhed som oftest fulgtes ad. Her have vi ikke en Mængde Hanner, der blive modne før Hunnerne, ligesaa lidt som her de kraftigere Hunner udvælger de kjønneste. Men dersom straa-lende Farver vare til nogen Nytte for et hermafroditisk Dyr i dets Forhold til de almindelige Livsbetingelser, saa vilde de straalende farvede Individer trives bedst og tiltage i Antal; men dette vilde saa blive Kvalitetsvalg og ikke Parringsvalg.

Ormenes Afdeling. Ledormenes eller Anne-lidernes Klasse. — Omendskjøndt Kjønnene (naar de ere adskilte) i denne Klasse afvige fra hinanden i Karakterer, der ere saa vigtige, at man har henført Hanner og Hunner af samme Art til forskjellige Slægter, ja endog til forskjellige Familier, saa synes dog Forskjellighederne ikke at være af den Natur, at de med Sikkerhed kunne tilskrives Parringsvalget. Disse Dyr staa aabenbart, ligesom de foregaaende Klasser, for lavt i Systemet, til at der

[page] 332

kan være Tale om, at Individerne af modsat Kjøn kunne udvælge hinanden, eller om, at Individerne af samme Kjøn kunne kæmpe med hinanden.

De ægte Leddyrs Afdeling: Crustaceern-es eller Krebsenes Klasse. — I denne store Klasse er. det først, at vi træffe utvivlsomme sekundære Kjønskarak-terer, og de ere ofte udviklede i en mærkelig Grad. Uheldigvis er vort Kjendskab til Krebsdyrenes Levemaade meget ufuldkommen, og vi kunne ikke forklare, hvad Brug der gjøres af mange Bygningsdele, som ere ejendommelige for det ene Kjøn. Hos de Arter, der staa lavest og føre en snyltende Tilværelse, ere Hannerne smaa og forsynede med fuldkomne Svømmeben, Følehorn og Sandseredskaber, medens Hunnerne mangle disse Organer og medens deres Legemer ofte seer ud som en noget forvreden Masse. Men disse mærkværdige Forskjelligheder mellem de to Kjøn staa uden Tvivl i Forbindelse med deres vidt forskjellige Livsvaner og vedkomme os, som en Følge deraf, ikke her. Hos forskjellige Krebs, henhørende til forskjellige Familier, er det forreste Par Følehorn forsynede med særegne traad-agtige Legemer, der antages at fungere som Lugteredskaber, og disse ere langt talrigere hos Hannerne end hos Hunnerne. Da Hannerne uden nogen usædvanlig Udvikling af deres Lugteredskaber temmelig sikkert alligevel vilde være istand til senere eller tidligere at finde Hunnerne, skyldes Lugtetraadenes forøgede Antal sandsynligvis Parringsvalget, idet de bedst forsynede Hanner have havt størst Held til at finde sig en Mage og til at efterlade sig Afkom. Fritz Muller har beskrevet en mærkværdig dimorf Art af Tanais, hvor Hannen forekommer i to forskjellige Former, der aldrig gaa over i hinanden. Hos den ene Form er Hannen forsynet med talrigere Lugtetraade, og hos den anden Form med kraftigere og længere Griberedskaber, der tjene til at holde Hunnen fast. Fritz Muller formoder, at disse Forskjelligheder mellem de to Hanformer af samme Art maa

[page] 333

være opstaaede derved, at hos visse Individer har Lugte-traadenes Antal varieret, medens hos andre Individer Griberedskabernes Form og Størrelse har varieret: saaledes, at af de Første de, som vare bedst istand til at finde Hunnen, og af de Sidste de, som bedst kunde holde hende, naar hun var funden, have efterladt sig det største Antal Efterkommere til at arve deres respektive heldige Egenskaber ').

Hos nogle af de lavere Krebsdyr varierer hos Hannerne, af de forreste Følehorn, det paa højre Side i Bygning fra det paa venstre Side, idet dette sidste med sine simple afsmalnende Led ligner Hunnernes Følehorn. Hos Hannen er det omdannede Følehorn enten opblæst paa Midten, eller bøjet i en Vinkel, eller omdannet (Fig. 3) til et elegant og undertiden vidunderligt sammensat Griberedskab ²). Det tjener, efter hvad jeg hører fra Hr. J. Lub-

bock, til at holde Hunnen, Og i samme Øjemed er et af de to bagerste ben, ligeledes på højre Side af Legemet, omdannet til en

1) .Für Darwin«, 1864. Engelsk Oversættelse 1869, S. 20. Se den foregaaende Omtale af Lugtetraadene. Sars har hos en norsk Kru-stace, Pontoporeia affinis, beskrevet et lignende Tilfælde. (Citeret i »Nature«, 1870, S. 455).

²) Jevnfør Hr. J. Lubbock i »Annals and Mag. of Nat. Hist«, Vol. XI, 1853, Tab. I og~X; -og Vol. XII, (1853), Tab. VII. Se ogsaa Lubbock i »Transact. Ent. Soc«, Vol. IV, ny Række, 1856—1858, S. 8. Angaaende de nedenfor omtalte zigzagbøjedeFølehorn, se Fritz Muller: »Fur Darwin« 1864. Eng. Oversættelse 1869, S. 70 Anmærkning.

[page] 334

Tang. I en anden Familie ere de lavere eller bageste Pølehorn »bøjede besynderligt i Zigzag« hos Hannen alene. Hos de højere Krebsdyr ere de forreste af de egenlige Ben omdannede til et Par Griberedskaber, som i Almindelighed er større hos Hannerne end hos Hunnerne. Hos mange Arter ere de ligeover hinanden siddende Griberedskaber ulige store, saaledes at det højre, efter hvad Hr. C. Spence Bate har meddelt mig, i Almindelighed, skjøndt

Fig. 4.

Den forreste Del af Legemet af en Callianassa (efter Milne-Edwards), der viser, hvorledes Hannens højre og venstre Grib ere dsk aber ere forskjelligt og ifulige høj Grad

udviklede. NB. Ved en Fejltagelse er paa Tegningen den venstre Klo blevet den største.

Fig. 5 Fig. 6

ikke altid, er størst. Denne Ulighed er ofte meget større hos Hannen end hos Hunnen. Ogsaa ere de to Gribe-

[page] 335

redskaber forskjellige i Bygning (Fig. 4, 5 og 6), idet det mindre ligner Hunnens. Hvad der vindes ved, at de ere ulige store paa begge Legemets Sider, og ved, at de ere langt større hos Hannen end hos Hunnen, og hvorfor de, naar de ere ligestore, ofte begge to er meget større ' hos Hannen end hos Hunnen: det veed man ikke. Griberedskaberne ere undertiden af en saadan Længde og Størrelse, at de, efter hvad Hr. Spence Bate siger, umulig kunne bruges til at føre Føde til Munden med. Hos Hannerne af visse Ferskvands-Rejer (Palæmon) er det højre Ben virkelig længere end hele Legemet¹). Det er rimeligt, at den stærke Udvikling af et Lem og dets Griberedskab kan være Hannen til Hjælp, naar den bekæmper sine Rivaler; men dette forklarer os jo ikke, hvorfor de ikke ere ens hos Hunnen. Ifølge en Angivelse, der findes citeret hos Milne Edwards²), leve Han og Hun af Gela-eimus i det samme Hul, og det er nok værd at lægge Mærke til, da det viser., at de parres. Fremdeles siges det, at Hannen tillukker Hullets Munding med sin ene store Klo, som er overordenlig stærk udviklet; i dette Tilfælde tjener den altsaa indirekte som Forsvarsredskab. Men Hovednytten er imidlertid rimeligvis den, at holde fast paa Hunnen, og man veed da ogsaa i nogle Tilfælde, som f. Ex. hos Tangloppen (Gammarus), at dette forholder .sig saaledes. Hvad den almindelige Strandkrabbe (Carcinus mænas) angaaer, saa meddeler Hr. Spence Bate mig, at Parringen her foregaaer, umiddelbart efter at Hunnen har skudt sin haarde Skal, paa hvilket Tidspunkt den er saa blød, at den vilde tage Skade, dersom den blev grebet af Hannens stærke Griberedskaber; men da den fanges og

1) Jevnfør en Afhandling af Hr. C. Spence Bate, med Figurer, i »Proc. Zoolog. Soc«, 1868, S. 363, og Slægtens Nomenklatur ibid. S. 585. Jeg er Hr. Spence Bate stor Tak skyldig for næsten alle de ovenfor anførte Bemærkninger om de højere Krebsdyrs Kløer.

²) »Hist. Nat. des Crust«, Tom. II, 1837, S. 50.

[page] 836

føres omkring af Hannen førend Skalskiftningen, saa kan den jo altsaa blive greben uden at tage Skade.

Fritz Muller hævder, at visse Arter af Melita adskiller sig fra alle andre Amphipoder derved, at Hunnerne have »Hoftelamellerne paa det næstsidste Par Ben udtrukne til hageformede Fremspringninger, ved hvilke Hannerne holde sig fast med det første Benpars Kløer." Udviklingen af disse krogformede Fremspringninger er rimeligvis resulteret deraf, at de Hunner, som bedst kunne holdes fast under Parringsakten, have efterladt sig det største Antal Efterkommere. Om en anden brasiliansk Amphipode (Orchestia Darwinii, Fig. 7) siger Fritz Muller, at den frembyder et Tilfælde af Dimorfisme, ligesom Tilfældet var med Tanais; thi vi have her to Han-Former, som ere forskjellige fra hinanden i Bygningen af deres Griberedskaber¹). Da begge Slags Griberedskaber ganske sikkert vilde have kunnet holde Hunnen — thi de bruges nu hertil — saa er de to Hanformer rimeligvis opstaaede derved, at Nogle have varieret paa en Maade, Nogle paa en anden, idet begge Former have vundet særegne, men næsten ens, Fordele ved de omtalte Redskabers forskjellige Uddannelse.

Man kjender ikke Noget til, at Krebsehannerne kæmpe sammen om Hunnerne, men det er sandsynligt; thi hos de fleste Dyr, hvor Hannen er større end Hunnen, synes han at have erhvervet sin Overlegenhed i Størrelse ved mange Generationer igjennem at have overvundet mange Hanner. Nu meddeler Hr. Spence Bate mig, at i de fleste Krebseordener, særlig hos de højeste (Brachyura), er Hannen større end Hunnen; de snyltende Slægter, hos hvilke Kjønnene have forskjellige Livsvaner, og de fleste Smaa-krebs (Entomostraca) maa imidlertid undtages. Mange Krebsdyrs Griberedskaber ere Vaaben, der ere velskikkede til Kamp. Saaledes saa en Søn af Hr. Bate en Krabbe (Portunus puber) kæmpe med en Strandkrabbe (Carcinus

1) Fritz Muller: »FiirDarwin«, 1864. Eng. Oversættelse, 1869, S. 25—28.

[page] 337

mamas), og den Sidste blev snart væltet om paa Ryggen og fik hvert eneste Lem revet fra Kroppen. Da Fritz Miiller kom flere Hanner af en brasiliansk Gelasimus, en Art der er forsynet med uhyre Griberedskaber, sammen i en Glasskaal, saa lemlæstede og dræbte de hinanden.

Fig. 7.

Orchestia Darwinii (efter Fritz Muller), visende de to Hanformers forskjelligt byggede Griberedskaber.

Hr. Bate satte en stor Han-Strandkrabbe (Carcinus mænas) ned i en Skaal med Vand, hvori der levede en Hun, der

22

[page] 338

var maget med en mindre Han; den Sidste kom snart i en enlig Stand, men, tilføjer Hr. Bate, »dersom de kæmpede, saa var det en ublodig Kamp, thi jeg saa ingen Vunder.« Samme Naturforsker tog en Tangloppe-Han (Gammarus marinus, der er saa almindelig ved vore Kyster) fra dens Hun, som han lod blive i Karret, hvori den holdtes fangen, tilligemed mange andre Individer af samme Art. Da denne Skilsmisseakt var fuldbragt, forenede Hunnen sig med sine Kammerater. Efter nogen Tids Forløb blev Hannen igjen sat ned i Karret, og efterat han i nogen Tid havde svømmet omkring dernede, styrede han lige ind i Flokken og tog uden nogen Kamp sin Mage bort med sig. Dette Exempel viser, at hos Amphipoderne, der jo dog staa temmelig langt nede i Systemet, kunne Hannerne og Hunnerne kjende hinanden og ere hinanden indbyrdes hengivne.

Krebsdyrenes Sjæleevner ere sandsynligvis større, end man skulde have ventet. Enhver, som har forsøgt paa at fange en af de Strandkrabber, hvoraf det vrimler paa mange tropiske Kyster, vil have lagt Mærke til, hvor aar-vaagne og hvor rappe de ere. Der er en stor Krabbe (Birgus latro), der findes paa Koraløer, og som i Bunden af et dybt Hul laver' sig et tykt Leje af det trevlede Lag, der omgiver Kokusnødden. Den lever af dette Træs nedfaldne Frugter, og den fjerner Trevlelaget ved at rive det bort Trevl for Trevl, og den begynder altid med den Ende, hvor de tre runde Fordybninger findes. Saa bryder den igjennem en af disse runde Fordybninger ved at hamre løs paa dem med sine tunge Forkløer, og ved at bore drager den saa Frøhviden ud med sine smalle Bagkløer; men disse Bevægelser ere sandsynligvis instinktmæssige, saa at unge Dyr ligesaavel vilde udføre dem som gamle. Det Samme kan man neppe sige om det følgende Exempel. En paalidelig Naturforsker, Hr. Gardner'), sad og saa til,

1) »Travels in the Interim- of Brazil«, 1846, S. 111 Jeg har i min

[page] 339

hvorledes en Strandkrabbe (Gelasimus) lavede sit Hul; saa fandt han paa at kaste nogle Skaller henimod Hullet.' En af disse rullede ned deri, og tre andre blev liggende nogle faa Tommer fra Mundingen. Efter fem Minuters Arbejde lykkedes det Krabben at faa den Skal ud, som var falden ned, og at faa den baaret en halv Alen bort; saa saa den de tre andre Skaller ligge der i Nærheden og fandt aabenbart påa, at de ogsaa kunde gaa hen og trille ned, og saa tog den da og slæbte dem hen til den Første. Jeg synes, at det er vanskeligt at skjelne denne Handling fra de Handlinger, vi Mennesker udføre ved Fornuftens Hjælp.

Hvad angaaer. Farven, der saa ofte er forskjellig hos de to Kjøn hos Dyr, der hører til de højere Klasser, saa har Hr. Spence Bate ikke truffet udprægede Exenipler herpaa blandt de britiske Krebsdyr. I nogle Tilfælde er der imidlertid lidt Forskjel paa Hannernes og Hunnernes Farvetone, men Hr. Bate synes ikke, at det er mere, end hvad der kan forklares ved deres forskjellige Levemaade, f. Ex. ved at Hannen spadserer mere omkring og saaledes bliver mere udsat for Lyset. Hos en mærkelig Bornea-Krabbe, der boer i Svampe, kunde Hr. Bate altid adskille -Kjønnene derved, at Hannen ikke havde sin Overhud gnubiet af saa meget som Hunnen. Dr. Power forsøgte paa efter Farven at skjelne Kjønnene fra hinanden hos de Arter, som leve ved Mauritius, men det lykkedes ham kun hos en Art af Squilla, sandsynligvis S. stylifera, hos hvilken Hannen beskrives som værende »smuk blaagrøn«, medens nogle af Vedhængene Vare kirsebærrøde; Hunnens Farver er derimod dæmpet med Skjolder af Brunt og Graat, »og det Røde hos hende har et langt mattere Skjær end hos Hannen« ^l). I dette Tilfælde kan det nok være,

»Journal of Researches«, S. 463, givet en Beretning om Birgus-arternes Livsvaner.

1) Hr. Ch. Fraser i: -Proc. Zoolog. Soc«, 1869, S. 3. For Dr. Powers Angivelser har jeg Hr. Bate at takke.

22*

[page] 340

at Parringsvalget har været med i Spillet. Hos Saphirina (en i Oceanet levende Slægt af Smaakrebs og som altsaa staaer lavt i Systemet) ere Hannerne forsynede med smaa Skjolde eller cellelignende Legemer, der frembyde skjønt skiftende Farver, hos Hunnerne findes disse Legemer ikke og hos en af Arterne er der ingen af Kjønnene, der har dem¹). Det vilde imidlertid være temmelig letsindigt deraf at slutte, at disse mærkelige Organer kun tjene til at øve Tiltrækning paa Hunnerne med. Hos Hunnen af en brasiliansk Gelasimus-Art er hele Legemet, som Fritz Muller meddeler mig, næsten ensartet graabrunt. Hos Hannen er den bagerste Del af Cephalothorax (det sammenvoksede Hoved- og Kropparti) rent hvidt, medens den forreste Del er friskgrøn, med Afskygninger ned til mørkebrunt; og det er mærkeligt, at disse Farver ere tilbøjelige til at skifte i Løbet af nogle faa Minuter — det Hvide bliver saaledes skidengraat eller endogsaa sort, det Grønne »mister meget af sin Friskhed«. Hannerne ere aabenbart langt talrigere eud Hunnerne. Det fortjener særlig at lægges Mærke til, at de ikke faa deres friske Farver, førend de blive kjønsmodne. De afvige ogsaa fra Hunnerne derved, at deres Griberedskaber ere større. Hos nogle af Slægtens Arter, sandsynligvis hos dem alle., mages Kjønnene og leve i samme Hul. De ere ogsaa, som vi have seet, meget intelligente Dyr. Alle disse forskjellige Omstændigheder gjør det højst sandsynligt, at Hannen hos denne Art har faaet muntre Farver for at tiltrække eller opflamme Hunnen. Vi sagde ligeovenfor, at Gelasimus-Hannen ikke faaer sine iøjnefaldende Farver, førend den er voksen og næsten færdig til at parres. Dette synes at være den almindelige Regel den hele Klasse igjennem, hvor de to Kjøn frembyde mange tydelige Forskjelligheder i Bygning. Vi skulle herefter se, at den samme Lov hersker hele Hvirveldyrrækken igjennem, og at den i alle Tilfælde er i høj Grad

1) Claus: »Die freilebenden Copepoden«, 1863, S. 35.

[page] 341

ejendommelig for de Karakterer, der ere blevne erhvervede ved Parringsvalg. Fritz Muller¹⁾ meddeler nogle slaa-ende Exempler paa denne Lov; saaledes faaer Orchestia-Hannen ikke sine store Griberedskaber, der i deres Bygning ere meget forskjellige fra Hunnens, førend den næsten er udvoksen; de unge Hanners Griberedskaber ligne Hunnernes. Saaledes har endvidere Brachyscelus-Hannen, ligesom alle andre Amphipoder, et Par Bagfølehorn; medens Hunnen, og det er en højst mærkværdig Omstændighed, mangler dem, hvad ogsaa Hannen gjør, saalænge den ikke er udvoksen.

Edderkoppernes Klasse (Arachnida). — Hannerne ere oftere mørkere, men undertiden lysere end Hunnerne, hvad man kan se i Hr. Blackwalls pragtfulde Værk²). Hos nogle Arter afvige Kjønnene fra hinanden i Farve paa en iøjnefaldende Maade; saaledes er Hunnen hos Sparassus smaragdulus mat grøn, medens dens voksne Hans Bagkrop har en skjøn gul Farve og tre Længdestriber af et fyrigt Rødt. Hos nogle Arter af Thomisus ligne de to Kjøn hinanden, hos andre ere de meget forskjellige; saaledes er hos T. citreus Hunnens Ben og Krop af bleggul eller grøn Farve, medens Hannens forreste Ben ere rødbrune; hos T. floricolens ere Hunnens Ben bleggrønne, medens Hannens ere tegnede paa en iøjnefaldende Maade, med Ringe af forskjellig Farve. Talrige analoge Exempler kunde hentes fra Slægterne Epeira (Korsedderkoppen), Nephila, Philodromus, Theridion, Linyphia osv. Det er ofte vanskeligt at sige, hvilket af de to Kjøn der afviger mest fra den Farve, der er den almindelige for den Slægt, til hvilken Arten hører; men Hr. Blackwall troer, at det i Almindelighed er Hannen. Samme Forfatter har ogsaa

1) »Fiir Darwin«, engelsk Oversættelse, S. 79.

²) »A History pf the Spiders of Great Britain«, 1661—64. Hvad de følgende Fakta angaa se S. 102, 77 og 88.

[page] 342

meddelt mig, at begge Kjøn i deres Ungdom ligne hinanden, og at de begge ofte undergaa store Farveforandringer under de gjentagne Hudskiftninger, som gaa forud, førend de blive voksne. I andre Tilfælde er det kun Hannen, der synes at skifte Farve. Saaledes ligner den ovenfor omtalte stærkt farvede Sparassus i Begyndelsen Hunnen og faar først sine ejendommelige Farver, naar den næsten er udvoksen. Edderkopperne have skarpe Sandser og vise sig i Besiddelse af store Forstandsevner. Som bekjendt vise Hunnerne ofte den stærkeste Kjærlighed for deres Æg, som de føre omkring med sig indhyllede i et fint Væv. I det Hele taget synes det rimeligt, at udprægede Forskjelligheder mellem Kjønnene i Farve i Almindelighed ere fremkomne ved Parringsvalg, enten fra Sværd- eller Spindesiden. Men Noget, der nok kan gjøre det tvivlsomt, er den stærke Variabilitet i Farve, som nogle Arter frembyde, f. Ex. Theridion lineatum, hos hvilken Kjønnene afvige fra hinanden i udvoksen Tilstand; thi denne store Variabilitet siger, at deres Farver ikke have været noget Slags Valg underkastet.

Hr. Blackwall erindrer ikke at have seet nogen Arts Hanner kæmpe med hinanden om at komme i Besiddelse af Hunnerne, og, efter Analogi at dømme, er dette heller ikke sandsynligt, thi Hannerne ere i Almindelighed meget mindre end Hunnerne, undertiden endogsaa i en paafal-dende Grad ^x). Havde Hannerne havt for Skik at kæmpe med hinanden, saa er det sandsynligt, at de lidt efter lidt vilde være blevne større og stærkere. Hr. Blackwall har undertiden seet to eller flere Hanner sammen med en

1) Aug. VinsoD (»Aranéides des Iles de la Reunion«, Tab. VI, Fig. 1 og 2, nævner et godt Exempel paa en meget lille Han, nemlig: Epeira nigra. Jeg kan tilføje, at hos denne Art er Hannen brunlig, medens Hunnen er sort og har røde Tværstriber paa- Benene. Andre endnu mere slaaende Exempler paa Ulighed mellem Kjønnene, hvad Størrelse angaaer, ere blevne anførte i »Quarterly Journal of Science«, Juli, 1868, S. 429; men jeg har ikke seet de originale Meddelelser.

[page] 343

enkelt Hun paa samme Væv; men deres Bejlen er en for kedelig og langtrukken Historie, til at den med Lethed kan iagttages. Hannen rnaa bære sig yderst forsigtigt ad, da Hunnen driver sin Blufærdighed til en farlig Yderlighed. De Geer saa en Han, som »midt under sin forberedende Kjærtegnen blev greben af Gjenstanden for sin Opmærksomhed og saa af hende indspundet i et Væv og spist op, et Syn, tilføjer han, som fyldte mig med Rædsel og Indignation ^t).«

Westring har gjort den interessante Opdagelse, at Hannerne af visse Arter af Theridion²) have Evne til at frembringe en hvinende Lyd (omtrent som den, der frembringes af mange Biller og andre Insekter, men svagere), medens Hunnerne ere ganske stumme. Det lydfrembrin-gende Apparat er en savtakket Liste ved Bagkroppens Grund, mod hvilken det haarde Bagparti af Brystringen bliver gneden; og til dette Apparat kunde man ikke se Spor hos Hunnerne. Efter Analogi med Skindvingerne (Orthoptera) og Cicaderne (Homoptera), som ville blive beskrevne i det næste Kapitel, kunne vi næsten være sikkre paa, at denne hvinende Lyd, som Westring bemærker, tjener enten til at kalde paa Hunnen eller til at opflamme hende; og det er det laveste Trin i Dyreriget, sojn jeg kjender, hvor vi, træffe paa, at der frembringes Lyde i dette Øjemed.

Tusindbenenes Klasse (Myriapoda). — Hos ingen af denne Klasses to Ordner, Skolopendre og ægte Tusindben, kan jeg finde noget udpræget Exempel paa For-skjellighed mellem Kjønnene af en saadan Karakter, at de

1) Kirby and Spence: »Introduction to Entomology«, Vol. I, 1818, S. 280.

²) Theridion (Asagena, Sund.) serratipes, quadripunctatum og gutta-tum; se Westring i Kroyer's "Naturhist. Tidsskrift«, Vol. IV, 1842 1843, S. 349 og Vol. II, 1846-1849, S. 342. Jevnfør ogsaa for andre Arters Vedkommende »Araneæ Svecicæ«, S. 184.

[page] 344

kunne komme til at vedkomme os her. Hos Glomeris limbata, og maaske ogsaa hos nogle faa andre Arter, afviger Hannen i Farve lidt fra Hunnen, men denne Glomeris er en højst variabel Art. Hos Diplopodernes Hanner ere de Lemmer, der sidde paa et af Legemets forreste eller bagerste Led, omdannede til Gribekroge, der tjene til at holde Hunnen fast. Hos nogle Arter af Julus ere Hannens Fødder i samme Øjemed forsynede med hinde-agtige Sugeskaaler. Det er en langt mere usædvanlig Omstændighed, som vi skulle se, naar vi komme til at omhandle Insekterne, at Hunnen hos Lithobius i Enden af Legemet er forsynet med Griberedskaber, hvormed den kan holde Hannen fast¹).

1) Walckenaer et P. Gervais: »Hist. Nat. des Insects.: Apteres«, Tom. IV, 1847, S. 17, 19, 68.

[page 345]

TIENDE KAPITEL.

SEKUNDÆRE KJØNSKAEAKTEKEE HOS INSEKTEENE.

Hannerne have forskjellige Dannelser, hvormed de kunne gribe Hunnerne — Forskjelligheder mellem Kjønnene, hvis Betydning man ikke forstaaer — Kjønnenes Forskjel i Størrelse — Thysanura — Dip-tera — Hemiptera — Homoptera, kun Hannerne have Evne til at frembringe Musik —' Orthoptera, Hannernes musikalske Instrumenter med meget forskjelligartet Bygning; Stridbarhed; Farver — Neuroptera, sexuelle Farvefarskjelligheder — Hymenoptera, Stridbarhed og Farver — Coleoptera, Farver; de store Horn, aabenbart en Prydelse; Kampe; Gnideorganer som oftest fælles for begge Kjøn.

I Insekternes uhyre store Klasse afvige Kjønnene undertiden fra hinanden i deres Bevægelsesorganer og ofte i deres Sandseorganer, saaledes f. Ex. i de kamdelte og skjønt fjerdelte Følehorn hos mange Arters Hanner. Hos en af Døgnfluerne (Ephemeræ), nemlig Chloéon, har Hannen store sammenhobede Øjne, som Hunnen ganske mangler¹). Ocelli mangle hos visse andre Insekters Hunner, f. Ex. hos Mutillidæ, der ligeledes mangle Vinger. Men her vedkommer os navnlig de Dannelser, ved hvilke den ene Han er istand til at besejre den anden, enten i Kanp eller Bejlen, ved sin Styrke, Stridbarhed eller ved sine

1) Hr. J. Lubboch i: .Tranact. Linnean. Soc«, Vol. XXV, 1866, S. 484. Angaaende Mutillidæ se; Westwood: »Modern Class. of Insects«, Vol. II, S. 213.

[page] 346

Prydelser eller sine Toner. De utallige Indretninger, hvorved Hannen bliver istand til at gribe Hunnen, kunne her derfof forbigaaes. Foruden de sammensatte Dannelser i Spidsen af Bagkroppen, som maaske burde regnes for primære Organer¹), siger Hr. B. D. Walsh²), »at det er forbavsende, hvormange forskjellige Organer Naturen har arbejdet paa for at opnaa det tilsyneladende lidet betydende Øjemed, nemlig at sætte Hannen istand til at holde Hunnen fast omsluttet.* Kindbakkerne bruges undertiden hertil; saaledes har Hannen af Corydalis cornutus (et Insekt, der henhører til Netvingerne (Neuroptera), og som til en vis Grad er beslægtet med Guldsmede o. s. v.) uhyre krogede Kindbakker, der ere mange Gange længere end Hunnens, og de ere glatte, istedetfor at være tandede, saa at Hannen altsaa kan gribe Hunnen uden at gjøre hende Skade³). En af de nordamerikanske Eghjorte (Lucanus elaphus) bruger sine Kindbakker, der ere meget større end Hunnens, i samme Øjemed, men rimeligvis ogsaa til Kamp. Hos en af Sandhvepsene (Ammophila) ere de to Kjøns Kindbakker ganske ens, men bruges til

1) Disse Hannernes Organer ere ofte forskjellige hos nærbeslægtede Arter og afgive udmærkede Artskarakterer. Men hvad deres Funktion angaaer, saa har man, efter en Bemærkning fra Hr. R. Mac Lachlan til mig, rimeligvis overvurderet dens Betydning. Man har opkastet den Formodning, at Smaaforskjelligheder i disse Organer vilde være nok til at forhindre, at udprægede Varieteter eller begyndende Arter krydsedes med hinanden, hvilket jo vilde fremme disse i deres Udvikling. At dette neppe kan være rigtigt, kunne vi slutte os til af, at man mange Gange (se f. Ex. Brown : »Ge-schichte der Natur«, B. Il, 1843, S. 164; og Westwood: »Transact. Ent. Soc.« Vol. III, 1842, S. 195) har iagttaget forskjellige Arter ifærd med at parres med hinanden. Hr. Mac Lachlan meddeler mig (se: »Stett. Ent. Zeitung., 1867, S. 155), at Hr. Aug. Meyer prøvede at holde forskjellige Arter af Phryganidæ, som frembyde ^stærkt udprægede Forskjelligheder i saa Henseende, i Fangenskab sammen, og de parredes, og et Par fik frugtbare Æg.

²) .The PracticalEntomologist«, Philadelphia, Vol. II, Maj 1867, S. 88.

³) Hr. Walsh, ibid. S. 107.

[page] 347

vidt f'orskjellige Ting; Hannerne ere, som Professor Westwood bemærker, »yderst fyrrige, og gribe deres Mage rundt om Halsen med deres segelformede Kindbakker¹);« medens Hunnerne bruge disse Organer til at grave sig ind i Sandbanker med og til at lave deres Rede med.

Hos mange Biller er det forreste Par Bens Forled opsvulmede eller forsynede med brede Haarpuder; og hos mange Slægter af Vandbiller ere de forsynede med en rund, flad Sugeskaal, for at Hannen kan holde sig fast ved Hunnens glatte Legeme. Det er noget langt usædvanligere, at Hunnerne hos nogle Vandbiller (Vandkalven, Dytiscus) have deres Dækvinger dybt furede, og hos Acilius sul-catus tæt besatte med Haar til Hjælp for Hannen. Hunnerne hos nogle andre Vandbiller, Hydroporus, have i samme Øjemed deres Dækvinger punkterede²).

Hos Hannen af Crabro cribrarius (Fig. 8) er det Skinnebenet (tibia), som er opsvulmet til en bred Hornplade med smaa hindeagtige Prikker, som giver den

¹⁾ .Modern Classification of Insects«, Vol. II, 1840, S. 206, 205. Hr. Walsh, som henledte min Opmærksomhed paa denne dobbelte Brug af Kjæberne, siger, at han gjentagne Gange har iagttaget dette Forhold.

³) Vi have her et mærkeligt og uforklarligt Tilfælde af Dimorflsme, thi nogle af Hunnerne hos de fire evropæiske Arter af Dytiscus og af visse Arter af Hydroporus have glatte Dækvinger; og man har ikke iagttaget Mellemtilstande mellem furede eller punkterede og aldeles glatte Dækvinger. Se: Dr. H. Schaum, citeret i: »Zoologist«, Vol. V-VI, 1847—48, S. 1896; fremdeles: Kirby and Spence: »In-troduction to Entomology«, Vol. III, 1826, S. 305.

[page] 348

et besynderligt Udseende, omtrent som en Sie¹). Hannen hos Penthe (en Billeslægt) har nogle faa af Følehornenes mellemste Led opsvulmede og paa Undersiden beklædte med Haarpuder, ganske ligesom dem, der ere paa Løbebillernes (Carabidæ) Fødder, »og aabenbart i samme Øjemed«. Hos Guldsmedehannerne ere Vedhængene i Enden

Fig. 9

Taphroderes distortus

(meget forstørret.) Øverste Figur: Han; nederste Figur: Hun.

af Kroppen »omdannede med en næsten uendelig Mangfoldighed af underlige Dannelser, der sætte dem istand til at omslutte Hunnens Hals«. Endelig ere hos mange Insekthanner Benene forsynede med særegne Torne, Knuder eller Sporer, eller hele Benet er krummet og fortykket (men dette er paa ingen Maade altid en Kjøns-karakter); eller et Par eller alle tre Par ere forlængede, undertiden i en overordenlig stærk Grad²).

Hos alle Ordner frembyde Kjønnene hos mange Arter Forskjelligheder, hvis Betydning man ikke kan forstaa. Et mærkeligt Exempel herpaa er en Bille (Fig. 9), hvis Han har den venstre Kindbakke meget forstørret, saaledes at Munden er stærkt forvreden. Hos en anden Løbebille, nemlig Eurygnathus³), have vi det, saavidt Hr. Wollaston veed, enestaaende Tilfælde, at Hunnens Hoved er meget bredere og større end Hannens, men dette Forhold varierer meget. Der kunde anføres en Mangfoldighed af Exempler. Det vrimler

1) Westwood: »Modern Class.« Vol. II, S. 193. Den følgende Meddelelse om Penthe og andre, som staa i Citationstegn, ere hentede fra: Hr. Walsh: »Practical Entomologist., Philadelphia, Vol II, S. 88.

²) Kirby and Spence: »Introduct. <fcc«, Vol. III, S. 332—336.

³) »Insecta Maderensia«, 18B4, S. 20.

[page] 349

af dem hos Sommerfuglene. Et af de besynderligste at dem er, at visse Sommerfugle-Hanner have mer eller mindre forkrøblede Forben, idet at Skinnebenene og Fødderne ere reducerede til rudimentære Knuder. Vingerne ere ogsaa ofte forskjellige hos Kjønnene, hvad Nervationen angaaer¹), og undertiden ere de ogsaa forskjellige i Omrids,.som hos Aricoris epitus, hvilket Hr. A. Butler viste mig i Britisk. Museum. Hannerne hos visse sydamerikanske Sommerfugle have Haartotter i Randen af Vingerne og hornagtige Udvækster paa det bagerste Pars Yderside ²). Hos forskjellige britiske Sommerfugle ere, som Hr. Wonfor har vist det, kun Hannerne delvis beklædte med særegne Skjæl. Hvad Meningen er med, at St. Hansorme-Hunnen lyser, veed man heller ikke; thi det er meget tvivlsomt, hvorvidt den oprindelige Hensigt er den, at lede Hannen hen til Hunnen. Det er ingen farlig Indvending mod denne Antagelse, at Hunnen udsender et svagt Lysskjær; thi sekundære Kjønskarakterér, der ere ejendommelige for det ene Kjøn , udvikles ofte i en ringere Grad hos det andet. En mere kraftig Invending er den,*at Larverne lyse og det hos nogle af Arterne endogsaa glimrende; saaledes meddeler Fritz Muller mig, at de mest lysende Insekter, han nogensinde saa i Brasilien, vare nogle Billelarver. Hos visse Arter af Smeldere (Elater) lyse begge Kjøn. Kirby og Spence mene, at denne Fosforglands tjener til at skræmme Fjender og jage dem paa Flugt.

Kjønnenes ulige Størrelse. — Hos Insekter af alle Slags ere Hannerne i Almindelighed mindre end Hun-

1) E. Doubleday i »Annals and Mag. of Nat. Hist.« Vol. I,. 1848, S. 379.

Jeg kan tilføje, at ved Vingerne hos visse Hymenoptera (se: Shuckard:

»Fossorial Hymenoptera«, 1837, S. 39—43) er der Forskjel paa

Kjønnenes Nervation.

²) H. W. Bates i: »Journal of Proc. Linn. Soc.« Vol. VI, 1862, S. 74.

Hr. Wonfor's Iagttagelser ere citerede i »Popular Science Review«,

1868, S. 343.

[page] 350

nerne¹); og denne Forskjel kan man ofte blive var, end-ogsaa i Larvetilstanden. Saa betydelig er Forskjellen mellem Han- og Hunsilkeormens (Bombyx mori) Kokoner at de i Frankrig skjelnes fra hinanden ved en ejendommelig Vægtprøve²). I Dyrerigets lavere Klasser synes Hunnernes Overvægt i Størrelse at have sin Grund i, at de udvikle et uhyre stort Antal Æg; og dette holder ogsaa til en vis Grad Stik for Insekternes Vedkommende. Men Dr. Wallace er fremkommet med en langt rimeligere Forklaring. Efter nøje at have lagt Mærke til Udviklingen af Larverne af Bombyx cynthia og Yamamay og særlig nogle dvergagtige Larver, hvis Forældre vare blevne opfødte med unaturlig Næring, finder han, »at i samme Forhold som Sommerfuglen er mindre, er den Tid, der fordres til dens Metamorfose, længere, og af denne Grund er Hunnen, som er størst og tungest, fordi den maa bære sine mangfoldige Æg, kommen senere end Hannen, som er mindre og har mindre at bringe til Modenhed³).« Da nu de fleste Insekter leve kort, og da de ere udsatte for mangehaande Farer, saa vil det aabenbart være heldigt for Hunnen at blive befrugtet saa tidlig som muligt. Dette vil opnaaes ved, at Hannerne modnes i stor Mængde, saadan at de ere færdige til at modtage Hunnerne; og dette vilde igjen, som Hr. A. R. Wallace har bemærket⁴), meget naturlig ske ved Kvalitetsvalg; thi de mindre Hanner vilde blive først modne og vilde saaledes efterlade sig en stor Mængde Efterkommere, som vilde arve deres Fædres indskrænkede Størrelse, medens de større Hanner, fordi de senere ere blevne modne, vilde efterlade sig færre Efterkommere.

Der er imidlertid Undtagelser fra den Regel, at Insekthannerne ere mindre end Hunnerne; og nogle af disse

1) Kirby and Spence: »Introduction to Entomology«, Vol. III, S. 299-

²) Robinet: »Vers å Soie«, 1848, S. 207.

³) »Transact. Ent. Soc.« 3 Serie, Vol. V, S. 486.

⁴) »Journal of Proc. Ent. Soc.« 4 Febr. 1867, S. LXXI.

[page] 351

Undtagelser kunne vi forstaa. Storhed og Styrke maa være fordelagtig for de Hanner, der kæmpe om at komme i Besiddelse af Hunnerne; og saadanne Hanner, som gjøre dette, f. Ex. Eghjorten (Lucanus), ere større end Hunnerne. Der er imidlertid andre Biller, der ikke vides at kæmpe med hinanden, hos hvilke Hannerne overgaa Hunnerne i Størrelse, og hvordan det kan være, det veed man ikke; men i nogle af disse Tilfælde, f. Ex. de store Slægter Dynastes og Megasoma, kunne vi ialfald se, at der ikke er nogen Nødvendighed for, at Hannerne ere mindre end Hunnerne, af den Grund, at de skulde være modne før dem, thi disse Biller leve ikke kort og der er Tid nok til at Parringen kan foregaa. Fremdeles er saa-ledes undertiden Guldsmedehannerne (Libellulidæ) tydeligt større og aldrig mindre end Hunnerne¹), og Hr. Mac Lachlan troer ikke, at de i Almindelighed parres med Hunnerne før efter en otte eller fjorten Dages Forløb eller førend de have faaet de for Hankjønnet ejendommelige Farver. Men det mærkeligste Tilfælde, der viser, hvilke indviklede og let oversete Forhold en saa ubetydelig Ejendommelighed som en Forskjel i Størrelse kan være afhængig af, er de med Giftbraad forsynede Hvepse (Hyme-noptera); thi Hr. F. Smith meddeler mig, at hele denne store Gruppe igjennem ere Hannerne i Overensstemmelse med denne almindelige Regel, som oftest mindre end Hunnerne og bryde deres Pupehylster en Ugestid før disse; men af Bierne ere Hannerne af Apis mellifica (Honningbien), Anthidium manicatum og Anthophora acervorum og af Gravehvepsene Hannerne af Methoca ichneumonides større end Hunnerne. Forklaringen af denne Anomali er den, at en Parringsflugt (Sværmen) er absolut nødvendig for disse Arter, og Hannerne blive store og stærke, for at de

^l) Om denne og andre Bemærkninger om de to Kjøns Størrelse, se: Kirby and Spence, ibid. Vol. III, S. 300; om Insekternes Levealder se: S. 344.

[page] 352

kunne bære Hunnerne gjennem Luften. Tilvæksten i Størrelse er her blevet erhvervet tiltrods for det Forhold, der sædvanlig bestaaer mellem Størrelse og Udviklingsperioden; thi, skjøndt Hannerne ere de største, komme de frem af Puppen førend de smaa Hunner.

Vi ville nu gjennemgaa de forskjellige Ordner, idet vi udvælge saadanne Forhold, som her nærmest vedkomme os. Lepidoptera (Sommerfugle, Dag- og Aftensværmere) ville blive omtalte i et særegent Kapitel.

Ordnen Thysanura. — Medlemmerne af denne Orden ere, for denne Klasse at være, temmelig lavt organiserede. Det er smaa, vingeløse Insekter, med dunkle Farver, med hæslige, næsten vanskabte Hoveder og Kroppe. Der er ingen Forskjel paa Kjønnene, men vi træffe her en interessant Kjendsgjerning, og det er den, at Hannerne flittigen gjør Kur til Hunnerne, uagtet Dyrene dog staa saa lavt nede i Systemet. Hr. J. Lubbock¹) siger, der hvor han beskriver Smynthurus luteus: »Det er meget underholdende at se disse Smaaskabninger kokettere med hinanden. Først løber Hannen, som er meget mindre end Hunnen, rundt omkring hende, derefter staa de Begge med Snuderne mod hinanden og bevæge sig frem og tilbage, som et Par kaade Lam. Saa lader Hunnen, som hun vil løbe sin Vej, Hannen løber efter hende med et Udtryk, som om han var rædsomt forbittret, — endelig naaer han hende, og de staa igjen Ansigt til Ansigt. Hunnen vender sig imidlertid om; hurtigt kommer den vimse Han efter hende og lader, som om han slaaer hende ganske frygteligt med sine Følehorn, derpaa staa de igjen _m en Stund lige overfor hinanden og lege med deres Følehorn og synes at være to Sjæle og een Tanke, to Hjerter og eet Slag.«

1) »Transact. Linnean. Soc.« Vol. XXVI, 1868, S. 296.

[page] 353

Fluernes Orden (Diptera). — Der er her kun lidt Forskjel paa Kjønnenes Farve.- Den største Forskjel, som Hr. F. Walker kjender, findes i Slægten Bibio, hvor Hannerne ere sortagtige eller helt sorte og Hunnerne dunkelt orangebrune. Slægten Elaphomyia, som Hr. Wallace opdagede i Ny-Guinea¹), er i høj Grad mærkværdig, da Hannerne ere forsynede med Horn, medens Hunnerne ganske mangle disse Organer. Hornene udgaa fra nedenunder Øjnene og ligne mærkeligt Hjortenes, idet de enten ere grenede eller haanddelte. Hos en af Arterne ere de ligesaa lange som hele Kroppen. Man kunde antage, at de brugtes til at kæmpe med, men da de hos en af Arterne have en smuk blegrød Farve, ere bræmmede med Sort og have en bleg Midtstribe, og da disse Insekter i det Hele taget have et meget elegant Udseende, saa er det maa'ske mere sandsynligt, at Hornene tjene til Prydelse. At nogle Fluehanner kæmpe med hinanden, er vist, thi Professor Westwood ²) har undertiden seet det hos nogle Arter af Tipula eller Stankelben. Mange Iagttagere tro, at naar Myggene (Culicidæ) dandse i Luften i Sværme, skiftevis synkende og stigende, bejler Hannerne til Hunnerne. Fluernes Aandsevner ere sandsynligvis temmelig godt udviklede, thi deres Nervesystem er mere udviklet end de fleste andre Insektordners.³)

TægernesOrden (Hemiptera). — Hr. J. W. Douglas, som særlig har henvendt sin Opmærksomhed paa de britiske Arter, har været saa venlig at give mig Meddelelser, om Kjønsforskjellighederne. Nogle Arters Hanner ere forsynede med Vinger, medens Hunnerne ere vingeløse. Kjønnene afvige fra hinanden i Legemets og Dækvingernes

1) .The Malay Archipelago«, Vol. Il, 1869, S. 313.

²) »Modern Classiflcation of Insects«, Vol. II, 1840, S. 526.

³) Se: Hr. B. T. Lowne's meget interessante Værk: »On the Anatomy of the Blow-Fly, Musca vomitoria«, 1870, S. 14.

23

[page] 354

Form, ligeledes er der Forskjel paa Følehornenes andet Led og paa Fødderne, men da Betydningen af disse Forskelligheder er ganske ubekjendt, kunne vi her forbigaa dem. Hunnerne ere i Almindelighed større og kraftigere end Hannerne. Hos de britiske og, saavidt Hr. Douglas veed ogsaa hos de exotiske Arter er der i Almindelighed ikke megen Forskjel paa Kjønnenes Farver; men hos omtrent seks britiske Arter er Hannen betydeligt mørkere end Hunnen, og hos fire andre Arter er Hunnen mørkere end Hannen. Hos nogle Arter ere begge Kjønnene skjønt tegnede med Skarlagensrødt og Sort. Det er tvivlsomt, hvorvidt disse Farver ere Beskyttelsesfarver. Dersom Hannejne hos nogen af Arterne havde afveget fra Hunnerne paa en analog Maade, saa kunde vi have været berettigede til at anse saadanne iøjnefaldende Farver for frembragte ved Parringsvalg og saa senere nedarvede til begge Kjøn.

Nogle Arter af Reduvidæ frembringe en hvinende Lyd, og hos Pirates stridulus siges1) denne Lyd at blive frembragt ved en Bevægelse af Halsen i Pro-Torax' Hulhed. Ifølge Westring giver Reduvius personatus ogsaa Lyd fra sig; men det har ikke været mig muligt at faa noget nøjere at vide om disse Insekter, og heller ikke har jeg nogen Grund til at antage, at der i den nævnte Henseende er nogen Kjensforskjel.

Cikadernes Orden (Homoptera). — Enhver, der har vandret om i en tropisk Skov, maa være bleven forbavset over den Larm, Cikaderne kunne gjøre. Hunnerne ere stumme, som den græske Poet Xenarchus siger: »Lykkelige ere Cikaderne, thi alle have de stumme Koner«. Cikadernes Larm kunde saaledes tydelig høres ombord paa »Beagle«, da den laa for Anker en Fjerdingvej fra Brasiliens Kyst, og Kapitain Hancock siger, at den kan høres

¹) Westwood: »Modem Class. of Insects«, Vol. II, S. 473.

[page] 355

en Mil bort. I gamle Dage holdt Grækerne, og nutildags holde Chineserne, disse Insekter fangne i Bure for deres Sangs Skyld, saa den maa altsaa behage disse Menneskers Øren¹)- ®^{e æ}8^te Cikader (Cicadidæ) synge om Dagen, medens Fulgoridæ synes at være Nat-Sangere. Lyden frembringes ifølge Landois²), som nylig har studeret dette Spørgsmaal, ved Aandehulslæberoes Vibreren, disse sættes i denne Bevægelse ved Luftstrømme, der sendes ud gjennem Luftrørene. Lyden forstærkes ved et vidunderlig sammensat Resonansapparat, der dannes af to Hulheder, hvorover der ligger Skjæl. Derfor kan man med Rette kalde Lyden for en Stemme. Hos Hunnen findes dette Lydapparat, men meget mindre udviklet end hos Hannen og bruges aldrig til at frembringe Lyde med.

Med Hensyn til Meningen med Musiken, saa siger³) Dr. Hartman, hvor han taler om de nordamerikanske Fristaters Cicada septemdecim: »Trommerne høres nu (sjette og syvende Juli 1851) i alle Retninger. Jeg troer, at det er Hannerne, der kalde paa deres Elskede. Jeg stod i en Tykning af unge Kastanietræer, omtrent saa høje som jeg selv, der var Hundreder af disse Dyr omkring mig, og jeg saa Hunnerne flokkes om de trommende Hanner.« Han tilføjer: »Denne Saison (August 1868) har et Dvergpæretræ i min Have omtrent halvtredsindstyve Larver af Cicada pruinosa paa sig, og jeg bemærkede adskillige Gange, hvorledes Hunnerne satte sig nær ved en Han, der frembragte sine larmende Toner.« Fritz Muller skriver til mig fra Syd-Brasilien, at han ofte har lyttet til en musikalsk Væddekamp mellem to eller tre Hanner af en Cikade-Art,

1) Disse Detailler bar jeg laant fra Westwood's »Modern Class. of Insects«, Vol. II, 1840, S. 422. Jevnfør ogsaa om Fulgoridæ: Kirby and Spence: .Jntroduct. <fcc«, Vol. II, S. 401.

²) »Zeitschrift fur wissenschaft. Zoolog.« B. XVII, 1867, S. 152—158.

³) Jeg er Hr. Walsh Tak skyldig, fordi han har sendt mig dette Uddrag efter Dr. Hartman's »Journal of the Doings of Cicada septemdecim. «

23*

[page] 356

som havde mærkværdig lydelige Stemmer og som sad i en betydelig Afstand fra hinanden; saasnart som den Første var færdig med at synge, begyndte den Anden øjeblikkelig, og da den var tilende med sin Sang, tog den Tredie fat , og saa fremdeles. Da der er stærk Rivaliseren mellem Hannerne, saa er det sandsynligt, at Hunnerne ikke blot finde dem efter Lyden, men at de, ligesom Hun-Fuglene, opflammes eller bedaares af den Han, der har den mest tiltrækkende Stemme.

Jeg har ikke fundet noget udpræget Exempel paa ornamentale Forskjelligheder mellem Kjønnene. Hr. Douglas meddeler mig, at der er tre britiske Arter, hos hvilke Hannen er sort eller tegnet med sorte Striber, medens. Hunnen har en bleg eller dunkel Farve.

Skindvingernes Orden (Orthoptera). — Hannerne hos de tre af denne Families Ordner, som bevæge sig i Spring, ere mærkværdige ved deres musikalske Evner. Ordnerne ere Faarekyllingerne eller Achetidæ, de egenlige Græshopper eller Locustidæ og Markgræshopperne eller Acridiidæ. Den Lyd, der frembringes af nogle af de egenlige Græshopper, er saa stærk, at man om Natten kan høre den i en Mils Afstand¹); den, der frembringes af visse Arter, er end ikke umusikalsk for menneskelige Øren, hvorfor ogsaa Indianerne fra Amazonstrøget holde dem i Bure, der ere flettede af Pilekviste. Alle Iagttagere ere enige om, at Lyden tjener enten til at hidkalde eller opflamme de stumme Hunner; men man har lagt Mærke til²), at den russiske Vandregræshoppes Han (en af Markgræshopperne), naar den er maget, giver sig til at give Lyd fra sig af Vrede eller Skinsyge, naar der kommer en anden Han i Nærheden. Faarekyllingen bruger, naar den bliver forstyrret om Natten, sin Stemme for at advare

1) L. Guilding: »Transact. Linn. Soc«, Vol. XV, S. 154.

2) Kappen; citeret i: »Zoologicai Record«, 1867, S. 460.

[page] 357

Fig. 10.

sine Kammerater '). Om den nordamerikanske «Katy-did« (Tlatyphyllum concavum, en af de- egenlige Græshopper) siges der²), at den sætter sig paa de øverste Grene af et Træ og begynder om Aftnen paa sin »støjende Musik, medens rivaliserende Toner udgaa fra Nabotræerne, saa at Lundene gjenlyde af Raabet »Katy-did-she-did« hele Natten igjennem.« Hr. Bates siger, der hvor han omtaler den evropæiske Markfaarekylling (en af Achetidæ): »at man har seet Hannen sætte sig om Aftnen ved Indgangen til sin Hule og afgnide sine Toner, indtil en Hun nærmer sig, og saa afløses de høje Toner af en mere dæmpet Musik, medens den lykkelige Musikant med sine Følehorn kjærtegner den Mage, han har vundet« ⁴). Dr. Scudder var istand til at ægge et af disse Insekter til at svare, ved at skrabe paa en Fil med en Penne-pose⁴). Hos begge Kjøn-nene findes der et mærkværdigt Høreorgan, der har sin plads i det forreste benpar 5) og som blev opdaget af von Siebold.

Fig. 10

1) Gilbert White. .Nat. Hist. of Selborne«, Vol. li, 1825, S. 262.

^s) Harris: »Insects of New England«, 1842, S. 128.

³) »The Naturalist on the Amazons«, Vol. I, 1863, S. 252. Hr. Bates

gjør meget interessant Rede for Gradationerne i de tre Familiers

musikalske Instrumenter. Jevnfør ,ogsaa Westwood: »Modern Class.«

Vol. II, S. 445 og 453.

4) »Proc. Boston Soc. of Nat Hist.«, Vol. XI, April 1868.

⁵) »Nouveau Manuel d'Anat. Comp.« Fransk Overs., 1850, Tom. I,

S. 567.

[page] 358

I de tre nævnte Familier frembringes Lydene paa forskjellig Maade. Hos Faarekyllingernes (Achetidæ) Hanner ere begge Vinger byggede paa samme Maade og Landois¹) beskriver den hos Markfaarekyllingen (Gryllus campestris, Fig. 10), som bestaaende af fra 131 til 138 skarpe Tværlister eller Tænder (st) paa Undersiden af den ene af Vingedækkets Nerver. Denne tandede Nerve gnides hurtigt over en fremspringende glat haard Nerve (r) paa den modsatte Vinges Overflade. Først bliver den ene Vinge gneden hen over den anden og saa omvendt. Samtidig løftes begge Vinger lidt, for "at forstærke Lyden. Hos nogle Arter ere Hannernes Vingedækker ved Grunden forsynede med en lille Plade, der seer ud som Glimmer²). Jeg har her givet en Tegning (Fig. 11) af Tænderne paa Un-? dersiden af Nerven af en anden Gryllusart, nemlig G. domesticus (Hus-Faarekyllingen).

Hos de egenlige Græshopper (Locu-stidæ) ere de ligeoverfor hinanden siddende Vingedækker forskjelligt byggede (Fig. 12), og det er derfor ikke, saaledes som i sidstnævnte Familie, ligegyldigt, hvilken af dem der er øverst under Gnidningen. Den venstre Vinge, der virker som Violinbue, ligger ovenover den højre, der forestiller Violinen selv. En af Nerverne (a) paa den førstes Under-flade er fint savtakket og gnides tvers over den fremspringende Nerve paa den modsatte eller højre Vinges Overflade. Hos vor britiske Phasgonura viridissima forekom det mig, at den savtakkede Nerve gnedes over det runde Hjørne paa den modsatte Vinge, hvis Rand er fortrykket, bruntfarvet og meget skarp. Paa den højre Side, men ikke paa den venstre, er der en lille Plade, gjennemsigtig som Glimmer, omkrandset af Nerver og

Fig. 11

1) »Zeitschrift fur wissensctaaftl. Zoologi«, B. XVII, 1867, S. 117.

²) Westwood: .Modern Class. of Insects«, Vol. 1, S. 440.

[page] 359

førende Navn af Spejlet. Hos Ephippiger vitium (samme Familie) have vi en anden mærkelig Modifikation; thi Dækvingernes Størrelse er meget reduceret, men »den bagerste Del af Pro-Thorax løfter sig som et Slags Kuppel over Dækvingerne og' tjener rimeligvis til at forstærke

Lyden i).¹⁾

Fig. 12.

Chlorocoelns Tanana (efter Bates), a. b. Flige af de ligeoverfor hinanden siddende Dækvinger

Vi se saaledes, at det tonefrembringende Redskab er mere differentieret og specialiseret hos de egenlige Græshopper (Locustidæ), der, som jeg troer, ogsaa rummer Ordnens mægtigste Musikantere, end hos Faarekyllingerne (Achetidæ), hos hvilke begge Dækvinger have samme Bygning og samme Funktion²). Landois opdagede imidlertid hos en af de egenlige Græshopper, nemlig hos Dec-

¹⁾ Westwood: »Modem Class. of Insects«, Vol. f, S. 453.

²) Landois, ibid. S. 121, 122.

[page] 360

ticus, en kort og smal Række sfnaa Tænder — rene Rudimenter — paa Indersiden af den højre Dækvinge, som ligger under den anden — og som aldrig bruges som Bue. Jeg iagttog den samme rudimentære Bygning paa Undersiden af den højre Dækvinge' hos Phasgonura viri-dissima. Heraf kunne vi med Sikkerhed slutte, at de egenlige Græshopper nedstamme fra en Form, hos hvilken, ligesom hos de nulevende Faarekyllinger, begge Dækvinger havde savtakkede Nerver paa Dnderfladen og kunde bruges-skiftevis til at stryge med og til at stryges; men hos de egenlige Græshopper blev saa de to Dækvinger lidt efter lidt, efter Loven om Arbejdets Deling, differentierede og fuldkommengjorte, den ene til at virke udelukkende som Bue, den anden som Instrument. Ved hvilke Trin Faare-kyllingernes mere simple Apparat opstod, det vide vi ikke, men det er sandsynligt, at de nederste Dele af Dækvingerne laa ovenover hinanden, ligesom de nu gjøre, og at Nervernes Gniden imod hinanden frembragte en raslende Lyd, saaledes som jeg har fundet, at det endnu er Tilfældet med Hunnernes Dækvinger '). En raslende Lyd, der

saaledes tilfældigvis eller lejlighedsvis blev fremkaldt af Hannerne, kunde, ifald den gjorde, om end aldrig saa lidt, Nytte ved at hidkalde Hunnerne, let være bleven forstærket ved Parringsvalg, idet passende Varieringer i Nervernes Ruhed stadigt bleve bevarede. I den tredie og sidste

Fig. 13.

1) Hr. Walsh meddeler mig ogsaa, at han har lagt Mærke til, at

Hunnen af Platyphyllum concavum, »naar man fanger den, frem-

- bringer en svag skrabende Lyd ved at skyde Dækvingerne sammen.«

[page] 361

Familie, nemlig Markgræshopperne (Acridiidæ), frembringes Lyden paa en meget forskjellig Maade og er, ifølge Dr. Scudder, ikke saa hvinende, som i de foregaaende Familier. Indersiden af Laaret (Figur 13 r) er forsynet med en Længderække af smaa elegante, lancetformede, elastiske Tænder i et Antal fra 85 til 93¹); og disse blive førte tvers over de skarpe fremspringende Nerver paa Dækvingerne, som herved bringes til at vibrere og lyde. Harris²) siger,at, 'naar en af Hannerne begynder at spille, »saa bøjer den først Bagbenets Skinneben ind mod Laaret, hvor det griber ind i en Fure, og saa trækker den hurtigt Benet op og ned. Den spiller ikke paa begge Fedlerne paa engang, men først paa den ene og saa paa den anden.« Hos mange Arter er Grunden af Bagkroppen opblæst til et stort hult Legeme, der antages at virke

Fig. 14

Pneumora efter et Exemplar i British Museum.

Figur: Han, nederste Figur: Hun.

1) Landois, ibid. S. 113.

2) »Insects of New England«, 1842, S. 133.

[page] 362

som Klangbund. Hos Pneumora (Fig. 14), en sydamerikansk Slægt (samme Familie), træffe vi en ny og mærkelio Modifikation. Hos Hannerne rager der nemlig en lille udskaaren Liste skævt frem paa hver Side af Bagkroppen,' imod hvilken Bagbenenes Laar gnides¹). Da Hannen er forsynet med Vinger, medens Hunnen er vingeløs, er det mærkværdigt, at Laarene ikke gnides paa den sædvanlige Maaåe imod Dækvingerne; men dette har maaske sin Grund i Bagbenenes usædvanlig ringe Størrelse. Jeg har ikke havt Lejlighed til at undersøge Indersiden af Laarene, som, at dømme efter Analogi, sagtens er fint savtakket, Pneumora-Arterne ere blevne stærkere modificerede, for Lydfrembringelsens Skyld, end noget andet skind vinget Insekt; thi hos Hannen er hele Legemet blevet omdannet til et Musikinstrument, idet Dyret nemlig er oppustet med Luft, ligesom en stor gjennemsigtig Blære, for at Re-sonantsen derved kan forstærkes. Hr. Trimen meddeler mig, at ved det gode Haabs Forbjerg gjøre disse Insekter en vidunderlig Larm om Natten.

Der er en Undtagelse fra deja Regel, at Hunnerne i disse tre Familier mangle funktionerende Musikapparat; thi begge Kjønnene af Ephippiger (Locustidæ) siges ²) at have et saadant. Dette svarer ganske til, hvad der er Tilfældet med Rensdyret, der er den eneste Hjorteart, hvor begge Kjøn have Horn. Omendskjøndt Skindvingernes Hunner saaledes næsten altid ere stumme, fandt dog Landois ³) Rudimenter af disse lydfrembringende Redskaber paa Laaret af Markgræshopper af Hunkjønnet og lignende Rudimenter paa Dækvingernes Underside hos Faarekyllin-gernes Hunner, men hos Hunnerne af Decticus (en af de egenlige Græshopper) kunde han ingen Rudimenter finde.

1) Westwood: »Modem Classification«, Vol. I, S. 462.

²) Westwood, ibid. Vol. I, S. 453.

³) Landois, ibid. S. 115, 116, 120, 122.

[page] 363

Hos Homoptera have Cikadens stumme Hunner Musikapparatet i en uudviklet Tilstand; og vi skulle senere hen i andre Afdelinger af Dyreriget træffe utallige Exempler paa, at Dannelser, som ere Hannerne ejendommelige, findes i en rudimentær Tilstand hos Hunnerne. Saadanne Forhold synes ved første Øjekast at sige os, at begge Kjøn oprindeligt vare byggede paa samme Maade, men at visse Organer efterhaanden gik tabt for Hunnerne. Det er imidlertid, som tidligere, udviklet, rimeligere at antage, at de enkelte Organer erhvervedes af Hannerne og tildels nedarvedes til Hunnerne.

Landois har iagttaget et andet mærkværdigt Forhold, det nemlig, at hos Markgræshoppernes Hunner holde Tænderne paa Laaret sig hele Livet igjennem paa det samme Udviklingstrin, som de hos begge Kjøn have i Larvetilstanden. Derimod udvikles de fuldstændigt hos Hannerne og faa den fuldkomne Bygning, de have ved det sidste Hudskifte, efter hvilket Insektet er modent og færdigt til at parres.

Af de Kjendsgjerninger, vi nu have anført, se vi, at de Maader, paa hvilke Hannerne frembringe deres Lyde, ere meget forskjelligartede hos Skindvingerne og ere helt andre, end de, vi finde hos Cikaderne. Men hele Dyreriget igjennem finde vi uophørlig, at det samme Øjemed naaes paa de mest forskjelligartede Maader. Dette skyldes, at den hele Organisation i Tidernes Løb undergaaer mangfoldige Forandringer og, alt som Del efter Del varierer, blive forskjellige Varieringer gjorte nyttige i det samme almene Øjemed. Den Forskelligartethed, vi finde med Hensyn til Midlerne til at frembringe Lyde i Skindvingernes tre Familier og hos Cikaderne, bibringer os et Indtryk af den store Betydning, disse Dannelser have for Hannen til at lokke eller daare Hunnerne med. Der er ingen Grund til at være forbavset over det Beløb af Modifikation, som Skindvingerne maa have undergaaet i saa Henseende, da vi nu,

[page] 364

efter Dr. Scudders mærkværdige Opdagelse¹), vide, at der har været mere end Tid nok. Den nævnte Naturforsker har nemlig, i New-Brunswigs Dewon-Formation fundet et fossilt Insekt, som er forsynet med »det be-kjendte Tympanon eller lydfrembringende Apparat, som vi træffe hos de egenlige Græshoppers Hanner.« Skjøndt dette Insekt i de fleste Henseender er beslægtet med Netvingerne (Neuroptera), saa synes det dog, hvad der saa ofte er Tilfældet med meget gamle Former, at forbinde de Ordner, Netvinger og Skindvinger, der nu i Almindelighed regnes for at være aldeles forskjellige, med hinanden. Jeg har kun Lidet at tilføje angaaende Skindvingerne. Nogle af Arterne ere meget stridbare; naar saaledes to Markfaarekyllinger (Gryllus campestris) af Hankjønnet lukkes inde sammen, saa kæmpe de, til den Ene dræber den Anden, og Knæler-Arter (Mantis) beskrives som manøvrerende med deres sværddannede Ben ligesom Husarer med deres Sabler. Chineserne holde disse Insekter indelukkede i smaa Bambusbure og lade dem kæmpe med hinanden, ligesom Kamphaner²). Hvad Farven angaaer, saa er der nogle exotiske Græshopper, som ere meget smukt prydede, idet Dndervingerne ere tegnede med Rødt, Blaat og Sort, men, da Kjønnene den hele Orden igjennem sjelden ere meget forskjellige i Farve, saa er det tvivlsomt, hvorvidt de skylde Parringsvalget disse straalende Farver. Iøjnefaldende Farver kunne være nyttige for disse Insekter, som Beskyttelsesfarver, nemlig derved, at de underrette Dyrenes Fjender om, at de ere uspiselige, Noget, vi imidlertid skulle nærmere udvikle i det næste Kapitel. Man har saaledes iagttaget³), at en indisk straalende farvet

1) »Transact. Ent. Sqc «, 3 Serie, Vol. II. (»Journal of Procedings«, S. 117). -

²) Westwood: »Modern Class. of lnsects.«, Vol. I, S. 427. Om Faare-kyllinger, se: S. 445.

³) Hr. Ch. Horne i »Proc. Ent. Soc«, 3 Maj 1869, S. XII.

[page] 365

Græshoppe altid blev vraget, naar man bød den til Fugle og Salamandre. Vi kjende alligevel i denne Orden nogle Exempler paa, at der er Forskjel paa Kjønnenes Farve. Hannen af en amerikansk Faarekylling1) beskrives som elfenbenshvid, medens Hunnen varierer fra næsten hvid til gulgrøn eller grønligbrun. Hr. Walsh meddeler mig, at den voksne Han af Spectrum femoratum (en af Spøgelserne eller Phasmidæ) »er af en straalende brungul Farve, medens den voksne Hun har en dunkel, mat askebrun Lød, pg de unge Individer af begge Kjøn ere grønne«. Endelig kan jeg nævne, at Hannen af en mærkelig Faarekyllinge-art²) er forsynet med »et langt hvidagtigt Vedhæng, som falder ned over Ansigtet, ligesom et Slør;« men om dette tjener til Prydelse, veed man ikke.

Netvingernes Orden (Neuroptera). — Her have vi ikke Meget at fortælle, undtagen om Farven. Hos Døgnfluerne (Ephemeridæ) er der ofte lidt Forskjel paa Kjønnenes dunkle Farver³); men det er ikke sandsynligt, at Hannerne derved gjøres tiltrækkende for Hunnerne. Guldsmedene (Libellulidæ) ere prydede med straalende grønne, blaa, gule og skarlagenrøde metalglindsende Farver, og der er ofte Forskjel paa Kjønnene. Saaledes have, som Professor Westwood bemærker*), Hannerne hos nogle af Agrionidæ »en fyldig blaa Farve og sorte Vinger, medens Hunnerne ere smukt grønne med farveløse Vinger« , men hos Agrion Ramburii ere Kjønnenes Farver netop det Omvendte ⁵). I den store amerikanske Slægt Hetærina have kun Hannerne en skjøn karminfarvet Plet ved Grunden af

1) Oecanthus nivalis, se Harris: »Inseets of New England«, 1842, S. 124.

²) Platyblemnus: Westwood: Modern Class.., Vol. I, S. 447.

³) B. D. Walsh: »The Pseudo-neuroptera of Illinois«, i: »Proc. Ent. Soc of Philadelphia«, 1862, S. 361.

4) "Modern Class.«, Vol. II, S, 37.

⁵) Walsh, ibid. S. 381. Denne Naturforsker skylder jeg de følgende Meddelelser om Hetærina, Anax og Gomphus.

[page] 366

hver Vinge. Hos Anax junius er Bagkroppen ved Grunden farvet livlig ultrarnarinblaa hos Hannen, græsgrøn hos Hunnen. I den nærstaaende Slægt Gomphus og i nogle andre Slægter er der derimod kun Forskjel paa Kjønnenes Farve. Vi træffe hyppigt hele Dyreriget igjennem lignende Tilfælde, hvor nærbeslægtede Formers Kjøn afvige meget, eller ganske lidt, eller slet ikke. Omendskjøndt der hos mange Guldsmede er saa stor Forskjel paa Kjønnenes Farve, saa er det dog ofte vanskeligt at sige, hvilken der er den mest glimrende, og hos en Art af Agrion er, som vi nylig have seet, Kjønnenes Farve det Omvendte af hvad den plejer at være. Det er ikke rimeligt, at deres Farver i nogetsomhelst Tilfælde ere blevne erhvervede som Be-skyftelsesfarver. Thi Hr. Mac Lachlan, som nøje har lagt Mærke til denne Familie, tilskriver mig, at Guldsmedene — Insektverdenens Tyranner — mindre end alle andre Insekter ere udsatte for at blive angrebne af Fugle eller andre Insekter. Han troer, at deres straalende Farver have en kjønslig Betydning. Det fortjener at bemærkes, som vedrørende dette Spørgsmaal, at visse Guldsmede synes at blive tiltrukne af særegne Farver. Hr. Patterson iagttog'¹) saaledes, at de Arter af Agrionidæ, hvis Hanner ere blaa, satte sig i Mængde paa en Fiskesnøres blaa Flod, medens to andre Arter bleve tiltrukne af skinnende hvide Farver.

Det er en interessant Kjendsgjerning, som først er iagttaget af Schelver, at Hannerne i forskjellige Slægter, der høre til to Underfamilier, naar de først komme ud af Puppetilstanden, have ganske samme Farve som Hunnerne, men at deres Legemer efter kort Tids Forløb antage en iøjnefaldende blaa Farve, der skyldes Udsvedning af et Slags Olie, der er opløselig i Æther og Alkohol. Hr. Mac Lachlan troer, at denne Farveforandring ikke foregaaer hos Hannerne af Libellula depressa før en fjorten

1) »Transact. Ent, Soo, Vol. I, 1886, S. LXXXI.

[page] 367

Dages Tid efter Forvandlingen, paa hvilket Tidspunkt begge Kjøn ere rede til at parres.

Visse Arter af Neurothemis frembyde, ifølge Brauer¹), et mærkeligt Exempel paa Dimorfisme, idet nogle af Hunnerne have deres Vinger ribbede paa den sædvanlige Maade, medens andre Hunner have dem »ribbede meget rigt, som hos Hanner af samme Art.« Brauer »forklarer Fænomenet efter darwinistiske Principer, idet han antager, at denne tætte Ribning er en sekundær Kjenskarakter for Hannerne«.

Denne sidste Karakter er i Almindelighed udviklet hos Hannerne alene, men, idet den, ligesom enhver anden maskulin Karakter, er latent hos Hunnerne, udvikles den lejlighedsvis hos disse. Vi have her en Illustration til den Maade, paa hvilken mange Dyr af de to Kjøn rimeligvis ere komne til at ligne hinanden, nemlig ved at Variationerne først vise sig hos Hannerne og bevares hos dem, og saa nedarves til og udvikles hos Hunnerne,. Men i denne ene Slægt finder der lejlighedsvis en fuldkommen og pludselig Nedarving Sted. Hr. Mac Lachlan underretter mig om et andet Tilfælde af Dimorfisme, der findes hos forskjellige andre Arter af Agrion; vi have her nemlig en vis Mængde Individer, der ere orangefarvede, og disse ere altid Hunner. Dette er rimeligvis et Tilfælde af Atta-visme, thi naar der hos de ægte Guldsmede er nogen Forskjel i Henseende til Farve, saa ere Hunnerne altid orangefarvede eller gule, saa at, naar vi antage, at Agrion nedstammer fra en Form, der havde de Farver, der ere karakteristiske for de typiske Guldsmedes Kjøn, saa vilde der ikke været noget forbavsende i, at vi træffe en Tendens til at variere paa denne Maade hos Hunnerne alene.

Omendskjøndt mange Guldsmede ere store, kraftige og stridbare Insekter, saa har Hr. Mac Lachlan dog ikke seet Hannerne kæmpe med hinanden, undtagen, mener han,

1) Se Uddraget i »Zoologicai Record.« for 1867, S. 450.

[page] 368

i et enkelt Tilfælde, hos en af de mindre Arter af Agrion. Hos en anden meget udpræget Gruppe af denne Orden, nemlig hos Termiterne eller de hvide Myrer, kan man paa den Tid, de sværme, se begge Kjønnene løbe omkring, »Hannen efter Hunnen, undertiden to Hanner efter en Hun, og i yderst hidsig Kamp om, hvem der skal vinde Prisen« ').

Hvepsenes Orden (Hymenoptera). — Den uforlignelige lagtta'ger Hr. Fabre ²) skriver i sin Beskrivelse af et hvepseagtigt Insekts Levemaade, nemlig en Cerceris, at »det hænder ofte, at der mellem Hannerne finder Kampe Sted om Besiddelsen af en bestemt Hun, som sidder og seer til, som en tilsyneladende uvedkommende Tilskuer til Kampen, og naar Striden er afgjort, flyver hun rolig bort med. Sejrherren.« Westwood³) siger, at Hannerne af en af Bladhvepsene (Tenthredinæ) ere blevne sete kæmpende sammen, med deres Kindbakker lukkede om hinanden.« Da Hr. Fabre taler om, at Hannerne af Cerceris søge at erholde en bestemt Hun; vil det maaske være passende at erindre om, at Insekterne, der høre til denne Orden,' kunne gjenkjende hinanden efter lang Tids Forløb og ere hinanden meget hengivne. Her er et Exempel: Pjerre Huber, hvis Nøjagtighed Ingen drager i Tvivl, skilte nogle Myrer fra hinanden, og da de efter et Mellemrum af fire Maaneder mødte Andre; som tidligere havde hørt til samme Tue, saa kjendte de hinanden og kjertegnede hinanden indbyrdes med,deres Følehorn. Havde de været fremmede for hinanden, vilde de have givet sig til at kæmpe. Endvidere, naar to Myresamfund komme op at slaaes, saa hænder det, at Myrer, der høre til samme Hold, i den alminde-

1) Kirby and Spence: »Introduct to Entomology«, Vol. II, 1818, S. 35.

²) Se en interessant Artikel: »The Writings of Fabre« i »Nat. Hist. Review«, April 1862, S. 122.

³) »Journal of Proc. Entomolog. Soc«, 7 Sept. 1863, S. 169.

[page] 369

lise Forvirring angribe hinanden, men de opdage snart deres Fejltagelse og søge at stille hinanden tilfreds¹).

-J denne Orden er lidt Forskjel paa Kjønnenes Farver almindelig, men iøjnefaldende Forskjelligheder ere sieldne, undtagen i Biernes Familie, dog ere begge Kiønnéne i visse Grupper saa straalende farvede — i. Ex. hos Guldhvepsene (Chrysis), hos hvilke Skarlagen og metalglindsende grønne Farver ere fremherskende — at vi ere fristede til at sætte dem paa Parringsvalgets Regning. Hos Snyltehvepsene(Ichneumonidæ) ere, ifølge Hr. Walsh ²), Hannerne næsten altid af en lysere Farve end Hunnerne, derimod er hos Bladhvepsene (Tenthredinidæ) Hannerne altid af en mørkere Farve end Hunnerne. Hos Træhvepsene (Siricidæ) er der hyppig Forskjel paa Kjønnene; saaledes har Hannen hos Sirex javencus orangefarvede Baand, medens Hunnen er mørk purpurfarvet; men det er vanskeligt at sige, hvilket. Kjøn der er det mest smykkede. Hos Tremex columbæ har Hunnen mere straalende Farver end Hannen. Hos Myrerne ere, som Hr. F. Smith meddeler mig, flere Arters Hanner sorte, medens Hunnerne ere teglstensfarvede. I Biernes Familie, særlig hos dem, der ikke leve selskabeligt, er der, efter hvad den samme udmærkede Entomolog har meddelt mig, ofte Forskjel paa Kjønnenes Farve. Hannerne ere i Almindelighed de mest straalende, og hos Humlebien (Bombus) og Apathus er Hannernes Farve langt mere variabel end Hunnernes. Hos Anthophora retusa har Hannen en fyldig gulbrun Farve, medens Hunnen er ganske sort, det Samme gjælder om adskillige Xylocopa-Arter, hvor Hannerne ere straalende gule. Hos en avstralsk Bi (Lestis bombylans) har Hunnen en yderst straalende staalblaa Farve,- der undertiden gaaer over til livlig grøn, medens Hannen har en klar Broncefarve og er beklædt med en rig gul Laad. Da

1) P. Huber: »Recherches sur les Moeurs des Fourmis«, 1810, S. 150,165.

²) Proc. Entomolog. Soc. of Philadelphia«, 1866, S. 238-239.

24

[page] 370

denne Gruppes Hunner ere forsynede med et udmærket Forsvarsvaaben, nemlig deres Braad, er det ikke sandsynligt, at de ere komne til at afvige fra Hannerne y-Farve for derved at blive bedre beskyttede.

Mutilla Europæa udsender en pibende Lyd, og ifølge Goureau¹) have begge Kjøn denne Evne. Han mener, at Lyden frembringes ved, at den tredie og den paafølgende Bagkrops-Ring gnides imod hinanden; og jeg finder da ogsaa, at disse Steder have fine koncentriske Lister, men det har ogsaa den fremspringende forreste Kant af Thorax, i hvilken Hovedet er indleddet, og naar man kradser denne Kant med en Naalespids, saa faar man den rigtige Lyd frem. Det er egenlig underligt nok, at begge Kjønnene-have denne Evne til at frembringe Lyd, da Hannen er vinget og Hunnen vingeløs. Det er bekjendt, at Bier udtrykke visse Sindsstemninger, f. Ex. Vrede, ved den Tone, deres Summen har, og det Samme gjælder om nogle flueagtige Insekter; men jeg har ikke taget noget Hensyn . til disse Lyde, da de ikke vides paa nogensomhelst Maade at staa i Forbindelse med Parringen.

Billernes Orden (Coleoptera). — Mange Biller have samme Farve som de Steder, paa hvilke de hyppig færdes. Andre Arter ere prydede med glimrende metalagtige Farver — f. Ex, mange Løbebiller (Carabidæ), som leve paa Jorden og have Evne til at forsvare sig selv ved Hjælp af en yderst skarp Udsondring — de pragtfulde Diamantbiller, som ere beskyttede ved en yderst haard Beklædning — mange Arter af Guldbiller (Chrysomela), f. Ex. C. cerealis, en stor Art, der er skjønt stribet med forskjellige Farver og som i Britanien kun findes paa Snowdons golde Tinde — og en Mængde andre Arter. De glimrende Farver, som ofte ere ordnede i Striber, Pletter, Kors og paa andre elegante Maader, kunne neppe

1) Citeret i Westwood i »Modem Class. of lnsects«, Vol. II, S. 214.

[page] 371

tiene til Beskyttelse, undtagen for nogle Arter, der leve af Blomster; og vi kunne dog ikke tro, at de ikke have Noget at betyde. Man kommer herved til at tænke paa, om de ikke skulde have en kjønslig Betydning som Til-lokkelsesmidler; men vi have ingen Beviser herpaa, for det er sjeldent, at der er nogen Forskjel paa Kjønnenes Farver. Blinde Biller, der naturligvis ikke kunne se hinandens Skjønhed, have, som Hr. Waterhouse junior meddeler mig, aldrig straalende Farver, skjøndt de ofte have glat polerede Dækvinger; men Forklaringen paa denne deres dunkle Farve er muligen den, at blinde Insekter bo i Huler og lignende skumle Steder.

Nogle Longicornia, særlig visse PrioDidæ, danne en Undtagelse fra den almindelige Regel, at Billernes Kjøn ikke ere forskjellige_c i Farve. De fleste af disse Insekter ere store og pragtfuldt farvede. Hannerne i Slægten Pyrodes¹) ere, som jeg saa i Hr. Bates' Samling, i Almindelighed rødere, men noget mattere end Hunnerne, idet disse have en mere eller mindre pragtfuld gyldengrøn Farve. Derimod er i en anden Art Hannen gyldengrøn, medens Hunnen har en rig rød og purpurladen Farve. I Slægten Esmeralda er der saa stor Forskjel paa Kjønnenes Farve,

1) Pyrodes pulcherrimus, hos hvilken der er betydelig Forskjel paa Kjønnené, er bleven beskreven af Hr. Bates i »Transatt. Ent. Soc«, 186 >', S. 50. Jeg vil anføre de faa andre Tilfælde, i hvilke jeg har hørt Tale om en Forskjel i Farve hos de to Kjøn hos Billerne. Kirby and Spence («Introduct. to Entomology«, Vol III, S. 301) nævne en Cantharis, Meloé, Rhagium og Leptura testacea; hos denne sidste er Hannen teglstensfarvet med sort Brystring, Hunnen er mat rød over det. Hele De to sidstnævnte Biller høre til Lon-gicornernes Orden. D'Hrr. R. Trimen og Waterhouse, junior, have omtalt to Lamellicorner for mig, nemlig en Peritrichia og Triehius, hos hvilken sidste Hannen har dunklere Farver end Hunnen Hos Tillus elongatus er Hannen sort, og Hunnen, efter hvad man veed, altid mørkblaa med rød Brystring. Ogsaa Hannen af Orsodacna atra er, efter Meddelelse fra Hr. Walsh, sort, medens Hunnen (den saakaldte 0. ruficollis) har rødlig Brystring.

24*

[page] 372

at de ere blevne opstillede som forskjellige Arter; hos en Art ere begge Kjønnene skjønt glindsende grønne, men Hannen har en rød Brystring. I det Hele taget ere, saa-vidt jeg kan skjønne, Hunnerne af de Prionidæ, hvor Kjønnene afvige fra hinanden, mere rigt farvede end Hannerne; og dette passer ikke med den almindelige Regel om Farver, der ere erhvervede ved Parringsvalg.

Noget, der paa en højst forskjellig Maade gjør Kjønnene forskjellige hos mangfoldige Biller, ere de store Horn, der findes hos Hannerne, og som springe frem af Hovedet, Brystringen, Dækvingerne og, i nogle faa Tilfælde, end-ogsaa fra Legemets Underside. I Lamellicornernes storeFamilie ligne disse Horn Horndannelserne hos forskjellige firføddede Dyr, f. Ex. Hjortene og Næshornene osv., og ere mærkelige baade ved deres Størrelse og ved deres forskjellige Form. Istedetfor at give en Beskrivelse har jeg afbildet Hannerne og Hunnerne af nogle af de mærkeligste Former (Fig. 15—19). Hunnerne have i Almindelighed Rudimenter af disse Horn i Form af smaa Knuder eller Lister, men der er dem, der ikke engang have Rudimenter. Paa den anden Side ere Hornene udviklede næsten lige saa godt hos Hunnen som hos Hannen af Phanæus lancifer, og de er kun en lille Smule mindre udviklede hos Hunnerne af nogle andre Arter af samme Slægt og af Copris.

Fig. 15

Clialcosoma atlas. Øverste Figur: Han (formindsket) nederste Figur: Hun (naturlig Størrelse).

[page] 373

I Familiens forskjellige Underafdelinger er der, som Hr. Bates har meddelt mig, ikke megen Parallelisme imellem

Forskjellighederne i Hannernes Bygniug og de mere vigtige og karakteristiske Forskjeliigheder. Saaledes er der, inden-

[page] 374

for den samme Afdeling af Slægten Onthophagus, Arter som have et enkelt Horn paa Hovedet eller to forskjel-lige Horn.

I næsten alle Tilfælde ere Hornene i mærkværdig høj Grad variable, saa der kan dannes en Trinrække lige fra de højst udviklede Hanner ned til dem, der ere saa lidt mandlige, at man kun til Nød kan kjende dem fra Hunnerne. Hr. Walsh fandt, at hos nogle Arter af Phanæus carnifex vare Hornene tre Gange saa lange, som hos nogle andre. Hr. Bates havde undersøgt mere end hundrede Hanner af Onthophagus rangifer (Figur 19) og troede, at han endelig her havde fundet en Art, hos hvilken Hornene ikke varierede, men fortsatte Undersøgelser viste det Modsatte.

Hornenes forbavsende Størrelse og deres vidt for-skjellige Bygning hos nær beslægtede Former tilkjendegiver, at de ere blevne dannede i et eller andet væsenligt Øjemed; men den overordenlig store Variabilitet, de have hos Hannerne af samme Art, fører os til den Antagelse, at Øjemedet med Hornene ikke kan have været det, at bruge dem til noget bestemt Arbejde. Hornene have ingen Mærker af Gnidning eller Gravning, som de vilde have havt, ifaM de vare blevne brugte til et eller andet af Billernes sædvanlige Arbejder. Nogle Forfattere antage²), at, da Hannerne vandre meget mere omkring end Hunnerne, have de Brug for Horn til at forsvare sig med mod deres Fjender; men i mange Tilfælde synes Hornene ikke vel skikkede til at være Forsvarsvaaben, da de ikke ere skarpe. Den Gisning, der ligger nærmest for, er den, at Hannerne bruge dem til at bekæmpe hinanden med indbyrdes; men man har aldrig seet dem kæmpe med hinanden, og ikke heller kunde Hr. Bates, efter omhyggelig at have undersøgt mangfoldige Arter, se, at de vare blevne

1) »Proc Entomolog. Soc of Philadelphia«, 1864, S. 228.

²) Kirby and Spence: »Introduct. to Entomolog.«, Vol. III, S. 300.

[page] 375

beskadigede eller brudte ved at være blevne brugte saa-ledes. Dersom Hannerne stadig havde ligget i Kamp med hinanden, saa vilde deres Størrelse rimeligvis være bleven forøget ved Parrings valg, saaledes at de vare blevne større end Hunnerne; men Hr. Bates har sammelignet de to Kjøn af henved hundrede Arter af Copridæ og kan ikke se, at der er nogen udpræget Forskjel i denne Retning. Der er nu tilmed en Bille, der hører med til den samme store Afdeling af Lamellicornerne, nemlig Lethrus, om hvis Hanner man veed, at de kæmpe, men de ere ikke forsynede med Horn, hvorimod deres Kindbakker ere meget større end Hunnernes.

Den Antagelse, som bedst stemmer med den Omstændighed, at Hornene ere blevne saa stærkt, men saa variabelt udviklede — de ere jo nemlig yderst variable hos den samme Art og i høj Grad forskjellige hos nærbeslægtede Arter — er den, at deres Bestemmelse er at tjene som Prydelse. Denne Betragtningsmaade vil ved første Øjekast synes yderst usandsynlig, men vi skulle senere se, at hos mange Dyr, der staa meget højere i Systemet, nemlig Fisk, Padder, Krybdyr og Fugle, ere forskjellige Former af Takker, Knuder, Horn og Kamme .aabenbart ene.og alene blevne udviklede med et saadant Formaal for Øje.

Hannerne af Onitis furcifer (Fig. 20) ere forsynede med besynderlige Takker paa deres forreste Benpars Laar og med en stor gaffelagtig Udvækst eller et stort Hornpar paaBrystringens Underside. Denne Hornenes Plads synes kun at være meget daarlig skikket til at gjøre dem iøjnefaldende, og det kan ogsaa være, at de virkelig gjøre nogen Nytte, men for Øjeblikket veed man da ikke, hvilken den er. Det er en højst mærkværdig Omstændighed, at, omend-

skjøndt Hannerne ikke have saameget som Spor af Horn

 

Fig. 20

[page] 376

paa Legemets Overside, have Hunnerne paa Hovedet Rudiment til et enkelt Horn (Fig. 21 a) og paa Brystringen Rudiment til en Kam (b), og disse Rudimenter ere meget tydelige. At den lille Brystringskam hos Hunnen er Rudimentet af et fremspringende Parti, som er Hannen ejendommeligt, om-endskjøndt det ganske mangler hos Hannen af denne ene

Fig. 21.

Onitis furcifer. Figuren til Venstre: Han, seet fra Siden. Figuren til Højre: Hun. a Rudiment af Hovedets Horn. b Spor af Brystringens Horn eller Kam.

Art, er'tydeligt; thi Hunnen hos Bubas bison (en Form, der staaer nærmest ved Onitis) har en lignende lille Kam paa Brystringen, og Hannen har paa samme Sted et stort Horn. Der kan saaledes heller ikke være nogen Tvivl om, at den lille Tak a, der sidder paa Hovedet af Hunnen af Onitis furcifer, og som ogsaa findes hos Hunnerne af to eller tre beslægtede Arter, er et Rudiment, der svarer til det Hovedhorn, som er almindeligt for Hannerne af saa mange lamellicorne Biller, f. Ex. Phanæus osv. (Fig. 17). I Virkeligheden ere Hannerne af nogle navnløse Biller i »British Museum», som antages at høre til Slægten Onitis, forsynede med lignende Horn. Man kan bedst for-staa dette Tilfældes mærkværdige Natur, naar jeg oplyser det ved et Billede. Drøvlyggerne ere parallele med de lamellicorne Biller derved, at nogle Hunner have ligesaa store Horn som Hannerne, andre have dem meget mindre, eller have dem blot som rene Rudimenter (dette er dog ligesaa sjeldent hos Drøvtyggerne, som det er almindeligt hos Lamellicornerne), eller have slet. ingen. Dersom man nu opdagede en ny Hjorte- eller Faare-Art, hvor Hunnen havde tydelige Horn-Rudimenter, medens Hannen var

[page] 377

aldeles kullet, saa vilde vi have et Tilfælde, som vilde svare til Onitis furcifer.

I dette Tilfælde er den gamle Antagelse, at Rudimenter ere blevne til for at gjøre Naturens Plan færdig, saa langt fra at holde Stik, at den tvertimod bryder alle de almindelige Regler. Den Antagelse, der synes den rimeligste, er den, at en eller anden af Onitis's Forfædre, ligesom de andre Lamellicorner, fik Horn paa Hovedet og paa Brystringen og saa, ligesom hos saa mange nulevende^ Arter, nedarvede dem i en rudimentær Tilstand til Hunnen, som siden stedse beholdt dem. Det kan saa være, at Hannen senere har mistet sine Horn derved , at Takkerne paa Bugsiden have fordret en Væksterstatning, medens noget Saadant ikke kan være skeet hos Hunnen, da hun ikke har disse Bugtakker og, som en Følge deraf, har beholdt Horn-Rudimenter paa Rygsiden. Hvorvel denne Antagelse støttes ved det Forhold, der finder Sted hos Bledius (Noget, der strax skal blive omtalt), saa variere dog Takkerne paa Undersiden i høj Grad i Bygning og Udvikliug hos Hannerne hos de forskjellige Arter af Onitis og ere endogsaa rudimentære hos samme. Ikkedesto-mindre mangler Oversiden hos alle disse Arter Horn. Da sekundære Kjønskarakterer ere i saa overordenlig høj Grad variable, er det muligt, at Takkerne paa Undersiden først ere blevne erhvervede af en af Onitis's Forfædre, og saa gjorde den omtalte Virkning gjennem Væksterstatning, og dernæst saa omtrent ganske forsvandt i nogle Tilfælde.

Alle de hidtil givne Exempler angaa Lamellicornerne, men Hannerne hos to vidt forskjellige Grupper, nemlig Rovbillerne (Staphylinidæ) og Snudebillerne (Curculio-nidæ) ere forsynede med Horn, hos de Sidste paa Undersiden af Legemet¹), hos de Første paa Oversiden af Hovedet og Brystringen. Hos Rovbillerne ere Hornene hos Hannerne af samme Art i overordenlig høj

1) Kiiby and Spence, ibid. Vol. III, S. 329.

[page] 378

Grad variable, ganske saaledes som vi saa det hosLamelli-cornerne. Hos Siagonium have vi et Tilfælde af Dimor-

Fig. 22

[insert image]

Eledius taurus , forstørret. Figuren til Venstre: en Han, til Højre: en Hun.

fisme; thi man kan dele Hannerne i to Hold, der ere meget forskjellige fra hinanden i Legemsstørrelse og i Udvikling af deres Horn, uden at der er nogen Mellemform. Hos en Art af Bledius (Figur 22), som ogsaa hører til Rovbillerne, kan man, som Professor Westwood siger, paa en og samme Lokalitet finde Individer af Hankjønnet, »hos hvilke det Horn, i hvilket Brystringens Midte ender, er meget stort, medens Hovedets Horn ere aldeles rudimentære; og andre, hos hvilke Brystringens Horn ere meget korte, medens Hovedets Horn ere lange«.¹). Her have vi da aabenbart et Exempel paa Væksterstatning, som belyser det nys omtalte mærkelige Tilfælde med Hannerne af Onitis furcifer, der havde mistet Hornene paa Oversiden.

Kamplov. — Nogle Billehanner, som synes ilde skikkede til Kamp, indlade sig alligevel paa at kæmpe om at komme i Besiddelse af Hunnerne. Hr. Wallace²) saae to Hanner af Leptorhynchus angustatus, en linieformet Bille med en meget forlænget Snude, »kæmpe om en Hun, som stod tæt ved og havde travlt med at bore. De skubbede til hinanden og tumlede omkring, aabenbart i høj

1) »Modern Classification of Inseets«, Vol. I, S. 172. Paa samme Side omtales Siagonium. I British Museum opdagede jeg et Exem-plar af en Siagonium-Han, der var i en Mellemtilstand, saa Dimorflsmen ikke er helt gjennemført.

²) »The Malay Archipelago«, Vol. II, 1869, S. 276.

[page] 379

Grad opbragte«. Den mindre Han »løb imidlertid snart bort og erkjendte sig for overvunden«. I nogle faa Tilfælde ere Hannerne vel skikkede til Kamp, idet de nemlig have store tandede Kindbakker, meget større end Hunnernes. Dette er Tilfældet med den almindelige Eghjort (Lucanus cervus), hvis Hanner forlade Puppetilstanden omtrent en Uge før det andet Kjøn, saa man ofte kan se flere af dem løbe efter samme Hun. Paa dette Tidspunkt kæmpe de glubsk med hinanden. Da Hr. A. H. Dawis ¹⁾ lukkede to Hanner inde i en Æske sammen med en Hun, kneb den største Han den mindste meget alvorligt, indtil han opgav sine Fordringer. En Ven meddeler mig, at han som Dreng ofte satte Hannerne sammen for at se dem kæmpe, og han lagde Mærke til, at de vare meget tapprere og mere glubske end Hunnerne, Noget, man meget vel veed er Tilfældet med de højere Dyr. Dersom han holdt Fingren hen for dem, greb Hannerne fast i den, men det gjorde Hunnerne ikke. Hos mange af Eghjortene, ligesom ogsaa hos den ovenfor nævnte Leptorhyncus, ere Hannerne større og kraftigere end Hunnerne. De to Kjøn af Lethrus cephalotes (en af Lamellicornerne) leve i det samme Hul og Hannen har større Kindbakker end Hunnen. Dersom en fremmed Han i Parringstiden forsøger paa at gaa ind i Hulen, saa bliver han angreben; Hunnen holder sig ikke passiv, men lukker for Mundingen af Hulen og ægger sin Mage, ved stadig at puffe til ham bag fra. Kampen holder ikke op, førend den ubudne Gjæst er bleven dræbt eller løber sin Vej ²). En anden lamellicorn Bille, Ateuchus cicatricosus (en Pillebille), lever parvis, og Hannen og Hunnen synes at være hinanden meget hengivne; Hannen ægger Hunnen til at trille de Gjødnings-

1) »Entomological Magazine«, Vol. I, 1833, S 82. Se ogsaa om denne Arts Kampe hos Kirby and Spence, ibid. Vol. III, S. 314; og Westwood, Vol. I, S. 187.

2) Citeret efter Fischer i »Diet. Class. d'Hist. Nat.«, Tom. X, S. 324.

[page] 380

kugler, i hvilke Æggene lægges, og dersom man tager Hunnen væk, bliver han meget altereret. Dersom Hannen fjernes, holder Hunnen op at arbejde, og Hr. Brulerie1) troer, at hun vil blive liggende paa Pletten, indtil hun døer.

Eghjorte-Hannernes store Kindbakker ere yderst variable, baade i Størrelse og Bygning, og i saa Henseende ligne de Hornene paa Hovedet og Brystringen hos mange Lamellicorners og Rovbillers Hanner. Der kan dannes en fuldstændig Række, fra de i saa Henseende bedst forsynede til de slettest forsynede eller degenererede Hanner. Om-endskjøndt den almindelige Eghjorts Kindbakker, og sandsynligvis ogsaa mange andre Arters, bruges til Kamp, saa er det dog tvivlsomt, hvorvidt deres mærkelige Størrelse kan forklares deraf. Vi have seet, at de hos de nordameri_T kanske Eghjorte (Lucanus elaphus) bruges til at gribe Hunnen med. Da de ere saa iøjnefaldende og saa nydeligt grenede, er det undertiden faldet mig ind, at de bgsaa kunde gjøre Hannerne Nytte som Prydelse, paa samme Maade som Hornene paa Hovedet og Brystringen hos de forskjellige ovenfor beskrevne Arter. Chiasognathus Grantii fra Syd-Chile — en pragtfuld Bille i samme Familie — har overordenlig stærkt udviklede Kindbakker (Figur 23); den er tapper og stridbar; naar den trues fra en af Siderne, drejer den sig rundt, aabner sine store Kindbakker og frembringer samtidig en stærk pibende Lyd; men Kindbakkerne vare ikke saa stærke, at den kunde knibe mig i Fingren, saa det virkelig gjorde ondt.

Parringsvalg, som forudsætter betydelig Skjelneevne og stærke Lidenskaber, synes at have været mere i Virksomhed hos Lamellicornerne end hos nogen anden Billefamilie. Hos nogle Arter ere Hannerne forsynede med Vaaben, som de kunne bruge til Kamp; Nogle leve parvis og vise sig hinanden hengivne; mange have Evne til at

1) »Ann. Soc. Entomolog. France«, 1866, citeret i A. Murray: »Journal of Trawel«, 1868, S. 135-

[page] 381

frembringe Lyd, naar de ægges; mange ere forsynede med yderst mærkelige Horndannelser, der aabenbart tjene til Prydelse; nogle, som færdes om Dagen, ere pragtfuldt farvede; og endelig, fiere af Verdens største Biller høre ,til denne Familie, som Linné og Fabricius sætte i Spidsen for Ordenen Coleoptera¹).

Lyd frembringende Redskaber. — Biller, der henhøre til mange og vidt forskjellige Familier, have saadanne Organer. Lyden kan undertiden høres i. en Afstand af forskjellige Fod eller endogsaaAlen ²), men kan ikke sammenlignes med den, der frembringes af Skindvingerne. Den Del, som man knnde kalde Raspen, bestaaer i Almindelighed af et smalt, lidt hævet Parti, krydset af meget fine parallele Striber, undertiden saa fine, at de frembringe Regnbuefarver, og har et meget elegant Udseende under Mikroskopet. I nogle Tilfælde, f. Ex. hos Typhæus, kunde man tydelig se, at yderst smaa bersteagtige, skjællignende Ujevnheder, som bedække hele den omgivende Overflade i en Anordning af næsten parallele Linier, danne Raspens Ribber derved, at de flyde sammen og blive rette og samtidig

Fig. 23.

[insert image]

1) Westwood: »Modern Class.«, Vol. I, S. 184.

2) Wollaston: »On certain musical Curculionidæ i »Annals and Mag of Nat. Hist-, Vol. VI, 1860, S.' 14.

.

[page] 382

Fig. 24.

[insert image]

mere fremspringende og glatte. En haard Liste paa en eller anden haard Del af Legemet, som i nogle Tilfælde er særlig modificeret i dette Øjemed, tjener til at skrabe hen over Raspen med. Skraberen bliver bevæget hurtigt henover Raspen, eller omvendt Raspen henover Skraberen. Disse Organer have vidt forskjellige Stillinger. Hos Aadselgraveren (Necrophorus) er der to parallele Raspe (r Figur 24) paa Rygsiden af den femte Bagkropsring, og hver af disse Raspe er, ifølge Landois '), forsynet med fra 126' til 140 fine Striber,. Disse Striber skrabes af den bagerste Rand af Dækvingerne, af hvilke et lille Stykke rager ud over det almindelige Omrids Hos mange Cnoceridæ og hos Clythra quadripunctata (en af Guldbillerne eller Chrysomelidæ) og hos nogle Tenebrionidæ og andre²) sidder Raspen paa Ryggen af Bagkroppens Spidse, paa pygidium eller propygidium, og skrabes, ligesom i det ovenfor omtalte Tilfælde, af Dækvingerne. Hos Heterocerus, der hører til en anden Familie, sidde Raspene paa Siden

1) »Zeitschrift fur wiss. Zoologi-, B. XVII, 1867, S. 127. Jeg staaer i stor Taknemlighedsgjæld til Hr. G. R. Crotch, fordi han har sendt mig mangfoldige præparerede Exemplarer af forskjellige Biller, henhørende til disse tre Familier og til endnu andre, ligesom ogsaa for mangfoldige værdifulde Meddelelser. Han troer ikke at Clythra's Evne til at frembringe Gnidelyd er bleven iagttaget tidligere. Jeg er ogsaa Hr. E. W. Janson meget forbunden for Meddelelser og for Exemplarer. Jeg maa tilføje, at min Søn, Hr. F. Darwin, finder at Dermestes murinus gnider, men han søgte forgjæves efter Apparatet. Scolytus er for nylig bleven beskreven af Dr. Chapman som gnidende i: Entomologist's Monthly Maga-zine«, Vol. VI, S. 130.

[page] 383

af den første Bagkropsring og skrabes af Lister, der sidde paa Laarene¹). Hos visse Snudebiller (Curculionidæ) og (Carabidæ)²) have Organerne ganske den omvendte Stilling; thi Raspene sidde paa Undersiden af Dækvingerne, nær ved deres Spidse eller langs med deres ydre Rand, og Randene af Bagkropsringene gjøre Nytte som Skrabere. Hos Pelobius Hermanni (en af Dytiscidæ eller Vandkalvene) løber der en stærk Liste parallel med og nær ved Dækvingernes indre Rand, og den er furet af Striber, der ere grove paa Midten, men efterhaandeu blive finere og finere ud imod begge Ender, særlig i den øvre Del; naar dette Insekt holdes under Vandet eller i Luften, frembringes der en hvinende Lyd, naar man skraber den yderste hornagtige Rand af Bagkroppen imod Raspen. Hos en hel Del langhornede Biller (Longicornia) sidde Organerne paa en hel anden Maade, idet Raspen sidder paa Mellembrystet og gnides mod Forbrystet; Landois talte 238 meget fine Striber paa Raspen hos Cerambyx heros.

Mange Lamellicorner have Evne til at frembringe Lyde og Organerne have en meget forskjellig Stilling. Nogle Arter frembringe en meget høj Lyd, saa at, da Hr. F. Smith fangede en Trox sabulosus, troede en Skovvogter, at han havde fanget en Mus; men jeg har ikke fundet Organerne hos denne Bille. Hos Skarnbassen (Geotrupes) og Typhæus løber der en smal Liste tvers over Baglemmernes Laarringe (r Figur 25); denne Liste har hos G. stercorarius 84 Ribber, der skrabes af en

1) Schiødte. Oversættelse i »Annals and Mag. of Nat. Hist.«, Vol. XX, 1867, S. 37.

²) Westring har beskrevet (Kroyer's »Naturhist. Tidsskrift-, 11 B, 1848 — 49, S. 334; de lydfrembringende Redskaber hos disse to Familier, saavelsom hos andre. Af Carabidæ har jeg undersøgt Elaphus uliginosus og Blethisa multipunctata, der vare mig tilsendte, af Hr. Crotch. Hos Blethisa kommer, saavidt jeg kunde skjønne, ikke Tværlisterne paa Abdominalsegmentets furede Kant til at virke, naar Raspene gnides hen over Dækvingerne.

[page] 384

særlig fremstaaende Del af en af Bagkroppens Ringe. Hos den nærstaaende Copris lunaris løber der en yderst smal fin Raspe langs med Dækvingernes indre Rand tilligemed en anden kort Raspe nær ved Grunden af den ydre Rand; men hos nogle andre Coprini sidder Raspen, ifølge Leconte¹), paa Oversiden af Bagkroppen. Hos Oryctes sidder den paå propygidium, og hos nogle andre Dynastini, ifølge samme Entomolog, paa Undersiden af Dækvingerne. Endelig siger Westring, at hos Omaloplia brunnea sidder Raspen paa Undersiden af Forbrystet, idet vi altsaa her have dem anbragte paa samme Maade paa Legemets Underside, som de hos Longicornia vare anbragte paa Legemets Overside.

Vi se saaledes, at de lydgivende Redskaber hos de forskjellige Billefamilier ere vidunderlig forskjelligt anbragte, men ere temmelig ens byggede. Indenfor samme Familie ere nogle Arter forsynede med disse Redskaber, og andre mangle dem ganske. Denne For-skjellighed kan forstaaes, dersom vi antage, at forskjellige Arter oprindelig frembragte en skrattende eller hvinende Lyd ved at gnide de haarde eller ru Dele af deres Legemer, som vare i Berørelse med hinanden, mod hinanden; og at ved at den Lyd, der saaledes blev frembragt, paa en eller anden Maade var nyttig, blev de ru Overflader efter-haanden udviklede til regelmæssige Lydredskaber. Nogle Biller frembringe nu, naar de bevæge sig med eller uden Hensigt, en skrattende Lyd, uden at de have noget til Frembringelsen af denne Lyd særligt uddannet Organ. Hr. Wallace meddeler mig, at Euchirus longimanus (en.

Fig. 25.

[insert image]

Et af de bagerste Ben hos en Skarnbasse, Geo-trupes stercorarius (efter Landois). r Raspen, c Hofteringen;/Laaret, t Skinnebenet tr Foden.

1) Jeg staaer i Gjæld til Hr. Walsh fra Illinois, fordi han har sendt mig Uddrag af Leconte's »Introduction to Entomology«, S. 101, 143.

[page] 385

af Lamellicornia, hos hvilken Hannens forreste Benpar er vidunderlig forlænget) »frembringer, naar den bevæger sig, en sagte hvislende Lyd, ved at trække Bagkroppen sammen og ved at skyde den ud; naar man griber den, frembringer den en skrattende Lyd, ved at gnide sine bagerste Ben imod Kanten af Dækvingerne. Den hvislende Lyd skyldes tydelig nok en smal Rasp, der løber langs med Dækvingernes indre Rand, og jeg kunde ogsaa frembringe den skrattende Lyd ved at gnide Laarets nubbrede Overflade imod den tilsvarende Dækvinges kornede Rand; men jeg kunde ikke her finde nogen særlig Rasp; og det er ikke rimeligt, at jeg skulde have overseet den paa et saa stort Insekt. Efter det, Westring har skrevet i sine to Afhandlinger om Cychrus, og efterat jeg har undersøgt dette Insekt, synes det at være meget tvivlsomt, hvorvidt det i Virkeligheden har nogen Rasp, omendskjøndt det har Evne til at give Lyd fra sig.

I Analogi med Skindvingerne og Cikaderne ventede jeg at finde, at Billernes lydfrembringende Redskaber vare forskjellige hos Kjønnene, men Landois, som omhyggelig har undersøgt forskjellige Arter, saa ikke Noget til en saadan Forskjellighed, Westring heller ikke, og Hr. G. R. Crotch saa, da han præparerede de mangfoldige Individer, som han var saa venlig at sende mig til Undersøgelse, heller ikke Noget dertil. Det vilde imidlertid være vanskeligt at se en lille kjønslig Forskjel, da disse Organers Variabilitet er saa stor. Det første Par af Necrophorus humator og Pelobius havde Raspene større hos Hankjønnet end hos Hunkjønnet, men saaledes forholdt det sig ikke med de Individer, jeg senere fik fat paa. Hos tre Hanner af Geotrupes stercorarius forekom Raspen mig tykkere, mattere og mere fremspringende end hos det samme Antal Hunner. Min Søn, Hr. F.Darwin, samlede, for at opdage, hvorvidt der var Forskjel paa Kjønnenes lydfrembringende Evne, 57 levende Individer, som han delte i to Hold, alt eftersom de, naar de bleve holdte paa samme Maade,

25

[page] 386

gjorde større eller mindre Støj. Han gav sig da til at undersøge deres Kjøn, men fandt, at Hannernes Antal forholdt sig næsten ens til Hunnernes i begge Hold. Hr. F. Smith har holdt mangfoldige Individer af Mononychus pseudacori (Snudebille) fangne og er vis paa, at begge Kjøn gave Lyd fra sig, og aabenbart ligemeget.

Ikkedestomindre er Evnen til at frembringe Lyd ganske vist en Kjønskarakter hos nogle faa Biller. Hr. Crotch har opdaget, at hos to Arter af Heliopathes (Tene-brionidæ) have kun Hannerne lydgivende Organer. Jeg undersøgte fem Hanner af H. gibbus, og hos dem alle var der paa Rygsiden af den yderste Bagkrops-Ring en vel udviklet Rasp, tildels delt i to Dele, medens der hos det samme Antal Hunner ikke var saa meget som Rudiment af Raspen, idet den nævnte Ring var gjennemsigtig og meget tyndere end hos Hannen. Hos H. cribrato-striatus har Hannen en lignende Rasp, undtagen at den ikke til— dels" er delt i to Dele, og Hunnen mangler aldeles dette Organ; men Hannen har ovenikjøbet i Randen af Dækvingernes Spidse paa Indersiden tre eller fire korte Længdelister, der ere stribede af yderst fine Ribber, parallelt med dem paa Bagkroppens Raspe og ganske lig dem. Hvorvidt disse Lister danne et eget Raspeapparat eller om de ere Skrabere til Bagkroppens Raspe, kunde jeg ikke afgjøre. Hos Hunnerne findes der ikke Spor af denne sidste Dannelse.

Hos tre Arter af Slægten Oryctes (Lamellicorniæ) have vi igjen et Tilfælde, der næsten ligeledes er parallelt med det nysnævnte. Hos Hunnerne af O. gryphus og nasicornis ere Ribberne paa Propygidimus Raspe mindre sammenhængende og mindre tydelige end hos Hannerne; men Hovedforskjellen er den, at hele dette Afsnits Overflade, naar den sees i den rette Belysning, findes beklædt med Haar, som mangle hos Hannerne eller der repræsenteres af yderst fine Dun. Det maa tilføjes, at hos alle Biller er den Del af Raspen, der er i Virksomhed, aldeles blottet

[page] 387

for Haar. Hos O. senegalensis er Kjønnenes Forskjel meget stærkere udpræget, og dette sees bedst, naar det paagjældende Afsnit er renset og sees paa med gjennem-faldende Lys. Hos Hunnen er hele Overfladen bedækket med smaa adskilte Takker, der ere forsynede med Torne, medens disse Takker hos Hannerne, alt eftersom de nærme sig Spidsen, mere og mere flyde sammen, blive regelmæssige og nøgne, saa at tre Fjerdedele af Afsnittet er bedækket med ganske fine Ribber, som aldeles mangle hos Hunnen. Hos Hunnerne hos alle tre Arter af Oryctes frembringes en sagte raslende eller hvinende Lyd, naar man trækker et udblødt Exemplars Bagkrop ud og ind.

Hos Heliopathes og Oryctes kan der jo neppe være Tvivl om, at Hannerne frembringe Lyd for at kalde paa Hunnerne eller for at opflamme dem, men hos de fleste Biller tjener aabenbart denne Lydfrembringelse begge Kjøn til at kalde paa hinanden. Denne Anskuelse gjøres ikke usandsynlig ved, at Billerne frembringe Lyd under for-skjellige Sindsbevægelser; vi vide jo, at Fuglene bruge deres Stemme til meget Andet end til at synge for deres Mager. Den store Chiasognathus giver Lyd fra sig af Vrede eller Trods; mange Arter gjøre det Samme, naar de ere bange eller i Vaande og naar man holder dem saadan, at de ikke kunne undslippe. D'Hrr. Wollaston og Crotch kunde, da de vare paa de kanariske Øer, ved at slaa paa Træernes hule Stamme høre, om der der var Biller af Slægten Acalles, ved den Lyd, de gave fra sig. Endelig giver Pillebillens (Ateuchus) Han Lyd fra sig for at opmuntre Hunnen til dens Arbejde, og naar den er ulykkelig over, at Hunnen er bleven taget væk¹). Nogle Naturforskere tro, at Billerne gjøre denne Larm for at skræmme deres Fjender bort; men jeg kan ikke tro, at Pattedyr og Fugle, som ere istand til at sluge de større

1) Hr. P. de la Brulerie, citeret i: J. Murray: »Journal of Travel-,

Vol I, 1868, S. 135.

25*

[page] 388

Biller med samt deres yderst haarde Skal, skulde blive bange for en saa sagte skrattende Lyd. Den Antagelse at Lyden er et Slags Parringsraab, støttes af den" Kjends-gjerning, at Dødningeuhrene (Anobium tessellatum) svare hinanden paa deres Dikken eller, som jeg selv har iagttaget, paa en sagte Banken; og Hr. Doubleday meddeler mig, at han nogle Gange har lagt Mærke til en Hun, der dikkede¹), og efter en eller to Timers Forløb fandt han hende sammen med en Han og ved en enkelt Lejlighed omgivet af flere Hanner. Endelig synes det rimeligt, at de to Kjøn hos mange Slags Biller i Begyndelsen vare istand til at finde hinanden ved den sagte kradsende Lyd, der frembragtes ved at gnide tilstødende Dele af deres haarde Legeme imod hinanden, og at, da de Hanner eller Hunner, som gjorde størst Støj, vare heldigst med at finde Mager, saa blev efterhaanden Ujevnhederne paa forskjellige Dele af deres Legeme lidt efter lidt, ved Hjælp af Par-ringsvalg, udviklede til virkelige lydfrembringende Redskaber.

1) Hr. Doubleday meddeler mig, at »Støjen frembringes ved, at Insektet rejser sig paa sine Ben, saa højt det kan, og saa slaaer Brystringen fem eller sex Gange hurtigt ovenpaa hinanden ned mod det Underlag, paa hvilket det har taget Plads.« Om dette Spørgsmaal jevnfør: Landois i: »Zeitschrift fur wissen. Zoologie«, B. XVII, S. 131. Olivier siger (citeret hos Kirby and Spence: »In-troduct. «, Vol. II, S. 395), at Hunnen af Pimelia striata frembringer en temmelig stærk Lyd ved at slaa sin Bagkrop mod en eller anden haard Gjenstand og »at Hannen, adlydende denne Kalden, snart gjør hende sin Opvartning, og saa parres de«.

[page 389]

ELLEVTE KAPITEL.

FORTSÆTTELSE ÅF INSEKTEENE. LEPIDOPTEEEENES ELLER SOMMERFUGLENES ORDEN.

Sommerfuglenes Bejlen — Kampe — Dikkende Lyd — Farver, fælles for begge Kjøn eller mere straalende hos Hannerne — Exempler — Skyldes ikke Livsbetingelsernes direkte Indvirkning -~ Beskyttelses-farver — Natsværmernes Farver — Fremvisning af disse Farver — Lepidopterernes Forstandsevner — Variabilitet — Aarsagen til For-skjellen mellem Han og Hun i Farve — Formumninger, Sommerfuglehunner mere straalende farvede end Hannerne — Larvernes straalende Farver — Resumé og Slutningsbemærkninger om Insekternes sekundære Kjønskarakterer — Sammenligning mellem Insekter og Fugle.

I denne store Orden er det interessanteste Punkt for os den Forskjel, der i Henseende til Farve er imellem samme Arts Kjøn og mellem de forskjellige Arter af samme Slægt. Næsten hele det følgende Kapitel vil blive helliget dette Spørgsmaal; men først vil jeg fremføre nogle Bemærkninger om et eller to andre Punkter. Man kan ofte se adskillige Hanner forfølge en og samme Hun og flokkes om hende. Deres Bejlen synes at være en langvarig Historie, thi jeg har ofte passet paa en ellere flere Hanner, der dandsedé rundt om en Hun, indtil jeg blev træt, uden at se Enden paa Bejlerskabet. Oinendskjøndt Sommerfuglene ere saa svagelige Skabninger, ere de dog

[page] 390

stridbare, og man har fanget en Iris¹), hvis Vingespidser vare itubrudte ved en Strid med en anden Han. Hr. Collingwood siger der, hvor han omtaler de hyppige Kampe mellem Borneos Sommerfugle, at »de hvirvle hinanden rundt med den allerstørste Hurtighed og synes at være opflammede af den allerstørste Glubskhed«. Man har et Exempel paa, at en Sommerfugl, nemlig Ageronia feronia, giver en Lyd fra sig, der ligner den, der frembringes ved, at et Tandhjul drejes under Berøring af en Fjeder, og Lyden kunde høres i flere Alens Afstand. I Rio de Janeiro mærkede jeg kun noget til den Lyd, naar to Sommerfugle jog efter hinanden i uregelmæssig Fart, saa Lyden frembringes rimeligvis under Dyrenes Bejlen; men jeg forsømte at lægge videre Mærke dertil²).

Enhver har beundret den store Skjønhed, som er blevet mange Sommerfugle og Natsværmere tildel; og vi komme til at spørge, hvorledes denne Skjønhed er blevet erhvervet. Ere deres Farver og forskjellige Mønstre simpelthen Resultatet af den direkte Indvirkning af de fysiske Betingelser, for hvilke disse Insekter ere blevne udsatte, og uden at Dyret ved dem er blevet heldigere stillet? Eller ere flere paa hinanden følgende Yarieringer blevne ophobede og bestemte til at tjene til Beskyttelse, eller i et eller andet ukjendt Øjemed,- eller for at det ene Kjøn maatte blive gjort tiltrækkende for det andet? Og fremdeles, hvad er Meningen med, at Farverne ere vidt forskjellige hos Hannerne og Hunnerne af visse Arter og ens hos andre Arter? Førend vi forsøge paa at besvare disse Spørgsmaal, maa der meddeles en hel Mængde Fakta.

1) Apatura Iris: »The Entomologist's Weekly Intelligencer«, 1859, S. 139. Om Borneos Sommerfugle, se. C. Collingwood: »Rambles of a Naturalist«, 1868, S. 183.

²) Se min »Journal of Researches«, 1845, S. 33 Hr. Doubleday har (»Proc. Ent. Soc.«, 3 Marts 1845, S 123) opdaget en ejendommelig hindeagtig Sæk, der sidder ved Grunden af Forvingerne, og som sandsynligvis staaer i Forbindelse med Lydfrembringelsen

[page] 391

Hos de fleste af vore engelske Sommerfugle, baade hos dem, der ere pragtfulde, saaledes som Admiralen, Paafuglen og Ræven (Vanessæ), og dem, som have simple Farver, f. Ex. Græssommerfuglene (Hipparchiæ), ere Kjøn-nene ens. Dette er ogsaa Tilfældet med Tropernes pragtfulde Heliconidæ og Danaidæ. Men hos visse andre tropiske Grupper og hos nogle af vore engelske Sommerfugle, f. Ex. den purpurfarvede Iris, Aurora osv. (Apatura Iris og Anthocharis cardamines), er der en enten stor eller lille Forskjel paa Kjønnenes Farve. Intet Sprog slaaer til til at beskrive den Pragt, der er udbredt over nogle tropiske Arters Hanner. Selv indenfor den samme Slægt finde vi ofte Arter, hvor der er overordenlig stor Forskjel paa Kjønnene, medens igjen hos andre Arter Kjønnene nøje ligne hinanden. Saaledes fortæller Hr. Bates, til hvem jeg staaer i stor Taknemlighedsgjæld for de fleste af de følgende Meddelelser og fordi han har revideret det hele Kapitel, at han i den sydamerikanske Slægt Epicalia kjender tolv Arter, hvis to Kjøn opholde sig paa de samme Lokaliteter (og dette er ikke altid Tilfældet med Sommerfuglene) og hvor disse derfor ikke kunne være blevne forskjellig paavirkede af udvortes Betingelser¹). Hos ni af disse Arter høre Hannerne til de mest pragtfulde af alle Sommerfugle og afvige i saa høj Grad fra deres sammenlignelsesvis simple Hunner, at de tidligere bleve satte i forskjellige Slægter. Disse ni Arters Hunner ligne hinanden i deres Farvnings Hovedtræk og ligne ligeledes begge Kjøn af forskjellige nærstaaende Slægter, som findes i forskjellige Egne af Verden. Derfor kunne vi i Overensstemmelse med Descendens-Theorien slutte, at disse ni Arter, og rimeligvis alle de andre i Slægten, nedstamme

¹) Jevnfør ogsaa Hr. Bates Afhandling i: »Proc. Ent. Soc of Philadelphia«, 1865, S. 206. Se ligeledes Hr. Wallace om samme Ting for Diademas Vedkommende, i: »Transact. Entomolog. Soc of London«, 1869, S. 278.

[page] 392

fra en tidligere Form, der var farvet paa næsten samme Maade. I den tiende Art har Hunnen endnu beholdt den samme Farvning, men Hannen ligner hende, saa at den altsaa er farvet paa en meget mindre livlig Maade end Hannerne hos den foregaaende Art. Hos den ellevte og tolvte Art afvige Hunnerne fra den Farvningstype, som er den almindelige for denne Slægts Kjøn, thi de ere livligt farvede, næsten paa samme Maade som Hannerne, men i en noget ringere Grad. Saaledes synes det, som om i disse to Arter Hannernes straalende Farver vare blevne nedarvede til Hunnerne, medens Hannen af den tiende Art enten har beholdt eller gjenerhvervet de simple Farver, som Hunnerne og Slægtens Stamform have; begge Kjøn ere saaledes i begge disse Tilfælde, skjøndt paa forskjellig Maade, blevne gjorte næsten ens. I den nærstaaende Slægt Eubagis ere begge Kjønnene af nogle Arter simpelt farvede og næsten ens, medens Hannerne hos Størstedelen af Arterne ere prydede med skjønne metalglindsende Farver paa forskjellig Maade og ere meget forskjellige fra deres Hunner. Hele Slægten igjennem beholder Hunnerne den samme almindelige Farvningsmaade, saa at de i Almindelighed have meget mere Lighed med hinanden indbyrdes end med deres egne Hanner.

I Svalehalernes Slægt (Papilio) ere alle Arterne af Aeneas-Gruppen iøjnefaldende ved deres tydelige og stærkt kontrasterende Farver, og de oplyse meget godt den hyppige Tendens til Gradation, ved det Beløb af Forskjel, der er imellem Kjønnene. Hos nogle faa Arter, f. Ex. hos P. ascanius, ere Hannerne og Hunnerne ens, hos andre ere Hannerne lidt eller overordenlig meget livligere og prægtigere farvede end Hunnerne. Slægten Junonia, beslægtede med vore Takvinger (Vanessæ), afgiver et med det foregaaende næsten parallelt Exenipel, thi omendskjøndt Kjønnene i de fleste af Arterne ligne hinanden og mangle rige Farver, saa er dog hos visse Arter, f. Ex. hos J. ænone, Hannen mere straalende farvet end Hunnen, og

[page] 393

hos nogle faa, f. Ex. J. andremiaja, er Hannen saa for-skiellig fra Hunnen, at man kunde antage den for at henhøre til en hel anden Art.

Et andet slaaende Exempel udpegede Hr. A. Butler for mig i British Museum; det var en af det tropiske Amerikas Theclæ, hos hvilken begge Kjøn ere næsten ens og vidunderligt pragtfulde; hos en anden er Hannen farvet paa en lignende glimrende Maade, medens hele Hunnens Overside har en dunkel ensartet brun Farve. Vore almindelige smaa engelske blaa Sommerfugle', af Slægten Lyoæna, oplyse de forskjellige Afvigelser, der er mellem Kjønnenes Farve, næsten lige saa godt, skjøndt ikke paa en saa slaaende Maade, som de ovenfor nævnte exotiske Slægter. Hos Lycæna agestis ere begge Kjøns Vinger brune, kantede med en Række smaa orangefarvede Pletter, og ere, som en Følge deraf, ens. Hos L. ægon ere Hannens Vinger smukt blaa bræmmede med Sort, medens Hunnens "Vinger ere brune med en lignende Bræmme og ligne nøje L. agestis. Endelig er hos L. arion begge Kjøn blaa og næsten ens, omendskjøndt hos Hunnen Vingens Rande nærmest ere mørkere, idet de sorte Pletter ere tydeligere; og hos en straalende blaa indisk Art ligne begge Kjøn endnu mere hinanden.

Jeg har meddelt det foregaaende Forhold noget detailleret, for først og fremmest at vise, at naar Sommerfuglenes Kjøn ere forskjellige, saa er i Almindelighed Hannen den skjønneste og den, der afviger mest fra den P'arvningsmaade, der er sædvanligst hos den Gruppe, til hvilken Arten hører-. Derfor ligne i de fleste Grupper de forskjellige Arters Hunner hinanden meget mere end Hannerne. Men i nogle Undtagelsestilfælde, som jeg senere skal omtale, ere Hunnerne mere pragtfuldt farvede end Hannerne. For det Andet har jeg saa udførligt omtalt de ovenanførte Forhold, for at det kunde blive sat tydeligt frem, at de to Kjøn hyppigt frembyde enhver Gradation lige fra slet ingen Forskjel i Farve til en saa

[page] 394

stor Forskjel, at det varede længe, inden Entomologerne satte begge Kjønnene af samme Art i samme Slægt. For det Tredie have vi seet, at naar Kjønnene nøje ligne hinanden, saa maa dette aabenbart have sin Grund i, enten at Hannen har nedarvet sine Farver til Hunnen, eller at Hannen har beholdt eller maaske gjenerhvervet de Farver, som den Slægt, til hvilken Arten hører, oprindelig havde. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at i de Grupper, i hvilke Kjønnene frembyde en Forskjel i Farve, ligne Hunnerne i Almindelighed til en vis Grad Hannerne, saa at naar Hannerne ere overordenlig pragtfulde, udvise Hunnerne næsten altid ogsaa en vis Pragt. Af de talrige Tilfælde af Gradation i det Beløb af Forskjel, der er mellem Kjønnene, og deraf, at den samme almindelige Farvningstype er fremherskende gjennem hele den samme Gruppe, kunne vi drage den Slutning, at de Aarsager, hvilke de saa end ere, som have voldet, at kun Hannerne i nogle Arter ere blevne glimrende farvede, medens hos andre Arter begge Kjøn ere blevne det i en mer eller mindre lige stærk Grad, i Almindelighed have været de samme.

Da saamange pragtfulde Sommerfugle leve i Tropeegnene, er det ofte blevet antaget, at deres Farver skyldes disse Strøgs store Varme og Fugtighed; men Hr. Bates¹) har ved Sammenligning af forskjellige Insektgrupper fra tempererede og tropiske Egne viist, at denne Antagelse ikke holder Stik, og det bliver da endnu tydeligere, naar glimrende farvede Hanner og uanseeligt farvede Hunner af samme Art leve i det samme Strøg, nære sig af samme Føde og følge nøjagtig de samme Livsvaner. Selv naar Kjønnene ligne hinanden, kunne vi neppe tro, at deres straalende og skjønt ordnede Farver ere et formaalsløst Resultat af Vævenes Natur og af Livsbetingelsernes Indvirken.

Naarsomhelst hos nogetsomhelst Slags Dyr Farven er bleven modificeret i et eller andet særligt Øjemed, saa

1) »The Naturalist on the Amazons«, Vol. I, 1863, S. 19.

[page] 395

_er dette, saa vidt vi kunne se, enten skeet Arten til Beskyttelse eller for at gjøre Kjønnene tiltrækkende for hinanden. Hos mange Arter af Sommerfugle ere Vingernes Overside dunkelt farvet, og dette vil efter al Sandsynlighed føre til, at de undgaa at vække Opmærksomhed og derved undgaa Fare. Men Sommerfugle ville være særlig udsatte for at blive angrebne af deres Fjender, naar de ere i Hvile, og næsten alle Arter klappe, naar de hvile, Vingerne sammen lodret over deres Rygge, saa at kun Undersiden af Vingerne sees. Derfor er det denne Side, som i mange Tilfælde aabenbart er farvet saaledes, at den efterligner de Underlag, hvorpaa disse Insekter almindeligt hvile. Jeg troer, at det var Dr. Røssier, der først lagde Mærke til den Lighed, der var mellem Træernes Bark og de sammenklappede Vinger hos visse Svalehaler off andre Sommerfugle. Der kunde nævnes mange analoge og slaaende Exempler. Det interessanteste er et, der er meddelt af Hr. Wallace ^J) om en almindelig Sommerfugl (Kallima), der lever i Indien og paa Sumatra, og som i det Øjeblik, den sætter sig paa en Busk, forsvinder ligesom ved Troldom; thi den skjuler sit Hoved og sine Følehorn mellem sine sammenklappede Vinger, og disse ligne i Form, Farve og Nervation saa nøje et vissent Blad med dets Stilk, at det ikke er muligt at skjelne det derfra. I nogle andre Tilfælde ere Vingernes Underside straalende farvede og yde dog Beskyttelse; saaledes have Vingerne hos Techla rubi, naar de ere sammenklappede, en smaragdgrøn Farve og ligne det unge Løv af Brombærbusken, paa hvilken man ofte om Foraaret kan se denne Sommerfugl sidde.

Omendskjøndt de dunkle P^arver paa mange. Sommerfugles Over- og Underside uden Tvivl tjene til at skjule

1) Se en interessant Artikel i Westminster Review«. Juli 1867, S 10. En -træskaaren Afbildning af Kallima er meddelt af Hr. Wallace i Hardwicke's »Science Gossip«, Sept. 1867, S. 196.

[page] 396

dem, saa er det dog umuligt at faa denne Betragtnings-maade til at gjælde overfor de straalende og iøjnefaldende Farver hos mange Arter, som f. Ex. vore Admiraler og Paafugle, vore Hvidsværmere (Pieris) eller den store svalehalede Papilio, som besøger solaabne Steder — thi disse Sommerfugle blive derved gjort synlige for hver eneste levende Skabning. Hos disse Arter ere begge Kjøn ens, men hos den almindelige Gonepteryx rhamni er Hannen stærk gul, medens Hunnen er meget blegere, og hos Auro-raen (Anthocharis cardamines) er det kun Hannerne, der have de straalende Orangefarver paa Fligene af deres Vinger. I disse Tilfælde ere Hannerne og Hunnerne lige iøjnefaldende, og det er ikke troligt, at deres Farveforskjel paa nogen Maade tjener til Beskyttelse. Det er ikke desto-mindre muligt, at de iøjnefaldende Farver hos mange Arter paa en indirekte Maade kunne være dem nyttige, som senere skal blive forklaret, nemlig ved at deres Fjender paa disse Farver kunne gjenkjende dem som uspiselige. Selv i dette Tilfælde er det ikke sikkert, at deres klare Farver og smukke Mønstre bleve erhvervede særlig i dette Øjemed. I nogle andre mærkelige Tilfælde have de er-hvervet Skjønhed til Beskyttelse derved, at de ligne andre skjønne Arter, som leve i det samme Strøg og som ikke blive angrebne, fordi de paa en eller anden Maade ere skadelige for deres Fjender.

Hunnen af vor ovenfor omtalte Aurora-Sommerfugl og af en amerikansk Art, Anth. genutia, viser os rimeligvis, som Hr. Walsh har sagt mig, de Farver, som Slægtens Stamart oprindelig havde; thi begge Kjøn hos fire eller fem vidt udbredte Arter ere farvede paa næsten den samme Maade. Vi kunne her, som i forskjellige tidligere Tilfælde, antage, at det er Hannerne af Anth. cardamines og genutia, som ere afvegne fra deres Slægts sædvanlige Farv-ningsmaade. Hos Anth. sara fra Californien ere de orangefarvede Flige tildels blevne udviklede hos Hunnen, thi dens Vinger ere i Spidsen rødligt orangefarvede, men

[page] 397

blegere end hos Hannen og ogsaa lidt forskjellige i nogle andre Henseender. Hos en beslægtet indisk Form, Iphias olaucippe, ere Fligene fuldstændig orangefarvede hos begge Kjøn. Hos denne Iphias ligner Vingernes Underside i en mærkværdig høj Grad, som Hr. A. Butler har viist mig, et blegtfarvet Blad, og hos vor engelske Aurora ligner Underfladen den vilde Petersilles Blomsterskjærm, paa hvilken man kan se Sommerfuglen hvile om Natten¹). Den samme Fornuftslutning, der faaer os til at tro, at Undersiderne her ere blevne farvede for at yde Beskyttelse, faaer os til at benægte, at Vingerne have faaet straalende orangefarvede Spidser paa Undersiden i dette samme Øjemed, særligt naar denne Karakter er indskrænket til Hannerne.

Lad os nu betragte Natsværmerne. De Fleste af disse hvile ubevægeligt med sænkede Vinger hele Dagen eller den største Del af Dagen, og Oversiden af deres Vinger er ofte afskygget og farvet paa en mærkværdig Maade, for at de kunne undgaa at blive opdagede, som Hr. Wallace har bemærket. Hos de fleste Bombycidæ og Noctu-idæ²) dække Forvingerne under Hvilen Bagvingerne, saa at de Sidste kunne være stærkt farvede uden megen Risiko, og de ere da ogsaa saaledes farvede hos mange Arter af begge Familier. Ved at flyve ville Natsværmere ofte være istand til at undslippe deres Fjender, men alligevel, da Bagvingerne saa ere helt synlige, maa deres straalende Farver i Almindelighed være blevne erhvervede, ialfald til en vis ringe Grad, paa Sikkerhedens Bekostning. Men det følgende Exempel viser os, hvor forsigtig man bør være med at gjøre Slutninger i saa Henseende. De almindelige gule Triphaene-Arter flyve ofte omkring om Dagen

1) Se Hr. T. W. Woods interessante Iagttagelser i »The Student«, Sept.

1868, S. 81. ²) Hr. Wallace i Hardwicke's »Science Gossip«, Sept. 1867; S. 193.

[page] 398

eller tidlig om Aftenen og ere da iøjnefaldende nok paa Grund af deres Undervingers Farve. Det vilde være meget naturligt at antage, at denne Vingernes Farve er Kilden til megen Fare for Insektet, men Hr. J. Jenner Weir troer, at Undervingerne i Virkeligheden hjælpe dem til at undslippe, thi Fuglene hugge efter disse straalende farvede og skrøbelige Flader istedetfor efter Legemet. Hr. Weir satte saaledes f. Ex. et kraftigt Exemplar af Triphaena pronuba ud i sit Fuglehus, og den blev stadig forfulgt af en Rødkjelk; men da Fuglen hele Tiden havde sin Opmærksomhed henvendt paa de farvede Vinger, fik den ikke Sværmeren fanget før efter henved et halvt Hundrede Forsøg, og Smaastykker af Vingerne blev stadigt revne af. Han gjorde det samme Experiment i aaben Luft med en T. fimbria og en Svale, men denne Sværmers betydelige Størrelse var det rimeligvis, der gjorde det lettere at snappe den¹). Vi blive herved mindede om en Bemærkning af Hr. Wallace²), den nemlig, at i de brasilianske Skove og paa det malayiske Arkipelag er der mange almindelige og stærkt prydede Sommerfugle, der ere daarlige til at flyve, omendskjøndt de have meget stort Vingefang, og de »fanges ofte med gjennemborede og flængede Vinger, som om de have været grebne af Fugle og er slupne bort fra dem igjen. Dersom Vingerne havde været meget mindre i Forhold til Legemet, synes det rimeligt, at Insektet hyppigere vilde være blevet ramt eller gjennemboret paa farlige Steder, og saaledes kan altsaa Vingernes store Udstrækning have været indirekte gavnlig for Insektet.^

Pryd. — Dagsommerfuglenes og nogle Aften- og Natsværmeres klare og straalende Farver ere særligt ordnede

¹) Se ogsaa herom Hr. Weirs Afhandling i »Transact. Ent. Soc.>,

1869, S, 23. ²) .Westminster ReviéV«, Juli 1867, S. 16.

[page] 399

for at stilles tilskue, hvad enten de saa ovenikjøbet tjene til Beskyttelse eller ikke. Straalende Farver ville ikke være synlige om Natten, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Sværmerne i det Hele taget ere meget mindre muntert prydede end Dag-Sommerfuglene, der allesammen færdes om Dagen. Men Sværmerne i visse Familier, f. Ex. Zygænidæ, forskjellige Sphingidæ, Uraniidæ, nogle Årctiidæ og Saturniidæ, flyve omkring om Dagen eller tidlig paa Aftenen, og mange af disse ere overordenlig smukke, idet de ere langt mere broget farvede end de, der kun færdes om Natten. Men man har dog ogsaa lagt Mærke til nogle ganske faa Undtagelser fra denne Regel, idet der er Arter, der kun færdes om Natten, som have livlige Farver¹).

Der er ogsaa Andet, der taler for denne nævnte Stillen-tilskue. Som tidligere bemærket, klappe Sommerfuglene deres Vinger sammen, naar de hvile, og naar de sværme om i Solskinnet, løfte og sænke de dem ofte skiftevis, idet de altsaa aldeles stille begge Fladerne tilskue; og omendskjøndt Underfladen ofte er dunkel, fordi dens Farver ere Beskyttelsesfarver, saa er den dog hos mange Arter ligesaa stærkt farvet som Oversiden og undertiden paa en meget forskjellig Maade. Hos nogle tropiske Arter har Undersiden endogsaa mere glimrende Farver end Oversiden²). Hos en engelsk Perlemodersommerfugl (Argynnis aglaia) er kun Underfladen prydet med straalende Sølvflader. Den almindelige Regel er imidlertid den, at Overfladen, som sandsynligvis vises mest, er farvet mere straalende og paa en mere forskjelligartet Maade end

1) F. Ex. Lithosia: men Prof. Westwood (»Modern Class. of Insects«, Vol. II, S. 390) synes at være forbavset herover. Om Dag- og Natsværmeres Farveforhold , se: ibid. S. 333 og 392; endvidere Harris: »Treatise on the Insects of New-England«, 1842, S. 315.

²) Saadanne Forskelligheder imellem Oversiden og Undersiden hos forskjellige Arter af Papilio kunne sees paa de smukke Tavler til Hr. Wallace's Afhandling om Papilionidæ i det malayiske Arkipelag i: »Transact. Linn. Soc.% Vol. XXV, Part I, 1865.

[page] 400

Underfladen. Herfor yder Underfladen i Almindelighed Entomologerne de mest nyttige Karakterer til at finde ud af de forskjellige Arters Beslægtethed.

Dersom ti nu vende os til den overordenlig store Gruppe af Sværmere, som ikke i Almindelighed stiller Underfladen af deres Vinger fuldt tilskue, saa er, efter hvad jeg hører fra Hr. Stainton, denne Side meget sjeldent af en livligere Farve end Oversiden, ja naaer den ikke engang i Glands. Nogle Undtagelser, enten virkelige eller tilsyneladende, fra Reglen maa mærkes, saaledes f. Ex. Hypopyra, som er bleven omtalt af Hr. Wormald¹). Hr. R. Trimen meddeler mig, at i Guenées store Værk er der afbildet tre Sværmere, hos hvilke Underfladen er langt mere glimrende. Hos den avstralske Gastrophora har f. Ex. de forreste Vingers Overflade en bleg, graa, okkeragtig Farve, medens Undersiden er pragtfuld prydet ved et Øje af Koboltblaat, der sidder midt i en sort Plet, der er omgivet af Orangegult, udenom hvilket der igjen er Blaahvidt. Men man kjender ikke Noget til disse Sværmeres Leve-maade, og derfor kan der ikke gives nogen Forklaring af disse deres usædvanlige Farveforhold. Hr. Trimen meddeler mig ogsaa, at Vingernes Underside hos visse andre Maalere (Geometræ) _²) og firkløvede Noctuæ ere enten mere spraglede eller mere stærkt farvede end Oversiden, men nogle af disse Arter have for Skik, »at holde deres Vinger" lige lodret op over Ryggen og at sidde i denne Stiiling temmelig lang Tid,« hvorved de altsaa bære Undersiden tilskue. Der er andre Arter, der, naar de sidde paa Jorden eller paa Løvværk, have for Skik pludselig at løfte nu og da paa deres Vinger. Derfor er det, at Undeifladen af Vingerne hos visse Sværmere er mere

1) »Proc. Ent. Soc.», 2 Marts 1868.

²) Se ogsaa en Meddelelse om den sydamerikanske. Slægt Eratefna

(en af Geometræ) i: »Transact. Ent. Soc.« New Series, Vol, V,

Tab. XV og XVI.

[page] 401

straalende farvet end Oversiden, en ikke saa anomal Omstændighed, som det ved første Øjekast kunde synes. Blandt Saturniidæ findes der nogle af de skjønneste af alle Sværmere, idet deres Vinger, ligesom hos vor britiske paafugleøje, ere prydede med smukke Smaakredse, og Hr. F. W. Wood¹) har iagttaget, at de ligne Sommerfugle i nogle af deres Bevægelser, »f. Ex. i den sagte Viften op og ned med Vingerne, ligesom for at stille dem tilskue, en Bevægelse, der er mere karakteristisk for Dagsommerfuglene end for dem, der færdes om Natten«.

Det er en mærkelig Kjendsgjerning, at der ikke hos nogen britisk Sværmer og, saa vidt jeg har kunnet opdage, neppe heller hos nogen udenlandsk Art, som har straalende Farver, er nogen synderlig Forskjel paa Kjønnenes Farver, omendskjøndt dette er Tilfældet med mange glimrende Sommerfugle. Dog beskrives Hannen af en amerikansk Sværmer, Saturnia lo, som havende dunkelt gule Forvinger, underligt tegnede med purpurrøde Pletter, medens Hunnens Vinger ere purpurbrune, tegnede med graa Streger²). De britiske Sværmere, hos hvilke der or megen Forskjel paa Kjønnenes Farve, ere alle brune, eller have forskjellige Nuancer af dunkelt Gult, eller ere næsten hvide. Hos forskjellige Arter ere Hannerne meget mørkere end Hunnerne, og disse Arter høre til Grupper, som i Almindelighed sværme omkring om Eftermiddagen ³). Paa

1) .Proc. Ent. Soc. of Londons 6 Juli 1868, S. XXVII.

²) Harris: .Treatrice etc.« udgivet af Flint, 1862, S. 395

³) Saaledes har jeg f. Ex. lagt Mærke til, at i min Søns Samling ere Hannerne mørkere end Hunnerne hos Lasiocampa qnercus, Odo-nestis potatoria, Hypogymna dispar, Dasychira pudibunda og Cycnia mendica. Hos denne sidste Art er Forskjellen i Farve særlig fremtrædende, og Hr. Wallace meddeler mig, at vi her, efter hans Mening, have et Exempel paa protektiv Formumning, bundet til det ene af Kjønnene; det skal senere blive fyldigere omtalt. Cycnia's hvide Hun ligner deu meget almindelige Spilozoma men-thrasti, hos hvilken begge Kjøn ere hvide, og Hr. Stainton iagttog, at denne sidste Natsværmer blev vraget med Tegn paa den aller-

26

[page] 402

den anden Side har, som Hr. Stainton meddeler mig Hannerne i mange Slægter hvidere Bagvinger end Hunnerne, hvorpaa Agrotis exclamationis er et godt ExempeL Hannerne ere saaledes gjorte mere iøjnefaldende end Hunnerne, da de flyve omkring i Skumringen. Hos Hepialus humuli er Forskjellen mere udpræget, idet Hannerne ere hvide og Hunnerne gule med sorte Tegninger. Det er vanskeligt at gjætte, hvad Meningen kan være med disse Kjønnenes Forskjelligheder i Nuancer af Mørkt og Lyst; men vi kunne neppe antage, at de resultere af simpel Variabilitet med kjønsbunden Arvelighed, uden at der derved opnaaes Fordele for Arten.

Efter hvad der i det Foregaaende er sagt, er det umuligt at indrømme, at Sommerfuglenes og nogle faa Sværmeres Farver i Almindelighed ere blevne erhvervede til Beskyttelse til Arten. Vi have seet, at deres Farver og elegante Mønstre ere ordnede og anbragte ligesom for at stille dem til Skue. Dette har faaet mig til at antage, at Hunnerne i Almindelighed foretrække eller blive mest opflammede af de mest glimrende Hanner; thi dersom vi ikke antage det, saa maa vi, saavidt vi kunne se, sige, at Hannerne ere smykkede uden nogen Hensigt. Vi vide, at Myrer og visse lameilicorne Biller ere i Stand til at føle Hengivenhed for hinanden, og at Myrer gjenkjende deres Kammerater efter flere Maaneders Forløb. Det er derfor, abstrakt taget, ikke urimeligt, at Sommerfuglene, der sandsynligvis staa ligesaa højt, eller næsten ligesaa højt, som de nævnte Insekter, have saa store Aandsevner, at de ere i Stand til at føle Beundring for stærke F'arver. De finde ganske vist Blomsterne efter deres Farve, og

største Væmmelse af et helt Kuld unge Kalkuner, som holdt meget at andre Natsværmere: heraf kan man drage den Slutning, at, dersom Cycnia i Almindelighed af de britiske Fugle fejlagtig blev antagen for Spilozoma, vilde den undgaa at blive spist, og dens hvide Farve, der vilde være Skyld i Forvekslingen, vilde saaledes være til overordenlig megen Nytte.

[page] 403

som jeg andetsteds har viist, have de Planter, der udelukkende blive befrugtede ved Vindens Hjælp, aldrig iøjnefaldende-farvede Kroner. .Man kan ofte se Kolibri-Sphinxen noget borte fra fare ned i en Kiynge Blomster midt i det grønne Løvværk, og en Ven har forsikkret mig, at disse Aftensværmere gjentagne Gange fløj hen paa Blomster, der vare malede paa Væggene i et Værelse i Sydfrankrig. Som. jsg hører fra Hr. Doubleday flyver den almindelige Sommerfugl ofte ned til en Papirsstump, der Koger paa Jorden, idet den uden Tvivl antager den for et Individ af sin Art. Hr. Collingwood1) siger et Sted, hvor han taler om, hvor vanskeligt det er at faa fat paa visse Sommerfugle i det malayiske Arkipelag, at »et dødt Exemplar, fæstet til en iøjnefaldende Gren, standser ofte et Insekt af samme Art i dets hastige Flugt og faaer det saa langt ned, at det let kan naaes med Nettet, særlig ifald den Døde er af et andet Kjøn end den Levende.«

Sommerfuglenes Bejlen er en langvarig Historie. Hannerne kæmpe undertiden med hinanden, og man kan tidt se en hel Sværm forfølge eller flokkes om en enkelt Hun. Dersom nu Hunnerne ikke foretrække een Han fremfor de andre, bliver Parringen altsaa noget rent Tilfældigt, og dette synes mig ikke at være meget sandsynligt. Dersom derimod Hunnerne i Almindelighed, eller ogsaa blot nu og da, foretrække de smukkeste Hanner, saa ville disses Farver lidt efter lidt være blevne gjorte mere straalende, og disse ville være blevne nedarvede til begge Kjøn eller til et af Kjønnene, alt efter den Nedaivningslov, der i det paagjældende Tilfælde var den almindelige. Parrings-valget vil virke meget lettere, ifald man kan stole paa de i Supplementet til det niende Kapitel af forskjellige Angivelser udledte Resultat, det nemlig, at Sommerfugle-hannerne, i det Mindste i udvoksen Tilstand, langt overgaa Hunnerne i Antal.

1) »Rambles of a Naturalist in the Chinese Seas«, 1868, S. 182.

26*

[page] 404

Der er imidlertid nogle Kjendsgjerninger, der stride mod den Antagelse, at Sommerfuglenes Hunner skulde foretrække de skjønneste Hanner; saaledes have forskjel-lige Iagttagere forsikkret mig, at man hyppigt kan se pyntelige Hunner parrede med snavsede, affarvede eller forrevne Hanner; men dette er Noget, 'der temmelig nødvendigt maa ske, da Hannerne bryde deres Puppehylster tidligere end Hunnerne. Hos Sværmere af Spindernes (Bombycidæ) Familie parres Kjønnene umiddelbart efter at de have forladt Puppetilstanden; thi de kunne ikke tage Næring til sig paa Grund af deres Munds rudimentære Tilstand. Flere Entomologer have meddelt mig, at Hunnerne ligge hen i en næsten dorsk Tilstand og synes ikke i mindste Maade at give sig af med at vælge sig deres Hanner. Dette er, efter hvad Opdrættere fra England og Fastlandet have meddelt mig, Tilfældet med Morbærtræets Silkesommerfugl (Bombyx mori). Dr. Wallace, der ved at opdrætte Bombyx cynthia i saa Henseende har havt rig Erfaring, er overbevist om, at Hunnerne hverken vælge eller vrage. Han har havt omtrent trehundrede af disse Sværmere levende sammen med hinanden, og har ofte fundet de kraftigste Hunner magede med forkrøblede Hanner. Det omvendte Tilfælde indtræffer sjeldent, thi efter hvad han troer, forbigaa de kraftige Hanner de svage Hunner, idet de tiltrækkes mest af dem, der have størst Livskraft. Vi ere indirekte blevne ledede til den Antagelse, at mange Arters Hunner foretrække de skjønneste Hanner, men jeg har ingen Grund til at formode, at enten. Sommerfuglenes eller Sværmernes Hanner tiltrækkes af Hunnernes Skjøn-hed. Dersom de skjønneste Hunner stadig vare blevne foretrukne, er det, fordi Farverne hos Sommerfuglene saa hyppigt kan nedarves til det ene Kjøn, næsten afgjort, at Hunnerne ofte vilde være blevne gjorte skjønnere end deres Hanner. 'Men herpaa haves der kun nogle faa Exempler, og disse kunne, som vi straks skulle se, forklares som frembragte ved Beskyttelsesfarver eller Formumningsfarver.

[page] 405

Da Parringsvalget først og fremmest staaer i Forhold til Variabiliteten, maa vi herom tilføje nogle faa Bemærkninger. Hvad Farvevarieringen angaaer, saa vilde det være let at nævne næsten ligesaa mange stærkt variable Sommerfugle, som det skulde være. Men eet godt Exempel vil være tilstrækkeligt. Hr. Bates viste mig en hel Række Exempler af Papilio sesostris og childrenæ; hos den sidstes Hanner varierede den smukke, emailleagtige, grønne Plet paa Forvingerne meget i Udstrækning, og det hvide Mærke, ligesom den pragtfulde Purpurstribe paa Bagvingerne, varierede ogsaa meget i Størrelse, saa der var stor Forskjel paa de mest og de mindst livlig farvede Hanner. Skjøndt Hannen af" Papilio sesostris er et skjønt Insekt, er den dog ikke nær saa smuk som P. childrenæ. Ogsaa den varierer lidt med Hensyn til Størrelsen af Forvingens grønne Plet og ved at der nu og da viser sig en purpurfarvet Stribe paa Bagvingerne, en Stribe, som den synes at have laant fra sin egen Hun; thi Hunnerne hos denne og mange andre Arter af Æneasgruppen have denne Purpurstribe. Der var derfor ikke nogen stor Afstand imellem de mest glimrende Exemplarer af P. sesostris og de tarveligste af P. childrenæ, og det er øjensynligt, at naar det blot kom an paa Variabiliteten, saa vilde der ikke være nogen Vanskelighed ved at forøge Skjønheden hos hvilken-somhelst af Arterne ved Racevalg. Variabiliteten indskrænker sig her næsten til Hannerne alene, men Hr. Wallace og Hr. Bates have viist¹), at Hunnerne hos nogle andre Arter ere yderst variable, medens Hannerne ere næsten uforanderlige. Da jeg ovenfor har nævnt Hepialus humuli som et af dé bedste britiske Exempler paa en Forskjel i

1) Wallace, om det malayiske Arkipelags Papilionidæ i »Transact. Linn. Soc«, Vol. XXV, 1865, S. 8, 36. Et mærkeligt Exempel paa en sjelden Varietet, der nøjagtig stod midt imellem to andre udprægede Varieteter af Hunner, findes hos Wallace. Jevnfør ogsaa Hr. Bates i: »Proc. Ent. Soc, 19 Nov. 1866, Tab. XL.

[page] 406

Farve hos Sværmernes Kjøn, vilde det maaske være rigtigst at tilføje¹), at paa Shetlandsøerne findes der hyppigt Hanner, der nøje ligne Hunnerne. I et senere Kapitel vil jeg faa Lejlighed til at vise, at de smukke øjelignende Pletter eller ocelli, der. saa almindeligt findes paa mange Lepidopteras Vinger, i overordenlig høj Grad ere variable.

Omendskjøndt der kan anføres mange alvorlige Indvendinger, saa synes det dog i det Hele taget sandsynligt, at de fleste af de Arter af Lepidoptera, som have glimrende Farver, skylde Parringsvalget deres Farver, undtagen i visse Tilfælde (som straks skulle omtales), hvor iøjnefaldende Farver tjene til Beskyttelse. Den Fyrighed, der hele Dyreriget igjennem er Hannen ejendommelig, volder, at han i Almindelighed er villig til at indlade sig med en hvilkensomhelst Hun, og at det sædvanligt er Hunnen, der vælger. Naar der derfor er Forskjel paa Kjønnene, saa skulde, i Fald Parringsvalget her har været virksomt, Hannen have de mest glimrende Farver, og dette er utvivlsomt ogsaa det almindelige Forhold. Naar begge Kjøn have straalende Farver og ligne hinanden, synes det, som om de Karakterer, Hannen har erhvervet, ere blevne nedarvede til begge Kjøn. Men vil nu denne Forklaring af Kjønnenes Lighed eller Ulighed i Farve ogsaa være tilstrækkelig?

Man kjender flere Exempler paa, at samme Sommerfuglearts Hanner og Hunner²) leve paa forskjellige Lokaliteter, idet de første pleje at flagre om i Solskinnet, medens de sidste opholde sig i dunkle Skove. Det er derfor muligt, at forskjellige Livsbetingelser have kunnet

1) Hr. R. Mac Lachlan i »Transact. Ent. Soc«, Vol. 11, Part 6, 3 Ser.,

1866, S. 459.

²) Hr. W. Bates: »The Naturalist on the Amazoris«, Vol. II, 1863,

S. 228. A, R. Wallace i »Transact. Linn. Soc«, Vol. XXV, 1865,

S. 10.

[page] 407

indvirke direkte paa de to Kjøn; men det er dog ikke sandsynligt¹), da de som Larver ere de samme Livsbetingelser undergivne, og da den Tid, i hvilken de som Udvoksne ere udsatte for forskjellige Livsbetingelser, er saa kort. Hr. Wallace troer, at Hunnerne i alle, eller næsten alle, Tilfælde have faaet deres mindre glimrende Farver, for at de herved skulle være bedre beskyttede. Jeg antager det derimod for at være mere sandsynligt, at det i de allerfleste Tilfælde er Hunnerne, der næsten ere blevne uforandrede, medens Hannerne have faaet deres straalende Farver ved Parringsvalg. Er dette rigtigt, maa vi vente at finde, at Hunnerne i forskjellige, men beslægtede Arter ligne hinanden langt mere end de samme Arters Hanner, og dette viser sig da ogsaa at være Reglen. Hunnerne vise os saaledes tilnærmelsesvis de Farver, som Stamformerne til den paagjældende Gruppe oprindelig havde. Hunnerne ere imidlertid næsten, altid blevne modificerede til en vis Grad, ved at nogle af de Varieringstrin, ved hvis Ophobning Hannerne ere blevne forskjønnede, ere nedarvede til dem. Hannerne og Hunnerne af beslægtede, men dog forskjellige Arter ville ogsaa i Almindelighed i deres lange Larvetilstand have været forskjellige Livsbetingelser underkastede, og kunne derved være blevne indirekte paavirkede, skjøndt en paa denne Maade foranlediget ringe Farveforandring hos Hannerne ofte vil være bleven fuldstændig udvisket af de ved Parringsvalget vundne straalende Farver. Naar vi komme til at omtale Fuglene, skal jeg drøfte hele Spørgsmaalet om, hvorvidt den Forskjel, der er paa Hannernes og Hunnernes Farve, tildels særligt hos de Sidste, er bleven erhvervet til Beskyttelse for dem; her skal jeg derfor kun give de nødvendigste Detailler.

¹) Angaaende Spørgsmaalet i det Hele taget se: "The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, 1868, Chap. XXIII.

[page] 408

I alle Tilfælde, hvor den mere almindelige ligelige Nedarvning til begge Kjøn har fundet Sted, vilde Udvælgelsen af stærktfarvede Hanner virke hen til, at Hunnerne ogsaa bleve stærkt farvede, og Udvælgelse af dunkelt-farvede Hunner vilde ogsaa gjøre Hannerne mere dunkle. Dersom begge Slags Udvælgelser gik for sig paa engang, vilde de søge at ophæve hinanden. Saavidt jeg kan se, vilde det være yderst vanskeligt ved Udvælgelse at forandre den ene Nedarvningsmaade til den anden. Men ved Udvælgelse af flere paa hinanden følgende Varieringer, der fra første Færd af bleve kjønsbundent nedarvede, vilde der ikke være den allermindste Vanskelighed ved ene og alene at give Hannerne straalende Farver og samtidig dermed eller derpaa at gjøre Hunnernes Farver matte. Paa denne sidste Maade kunne, hvad jeg villigt skal indrømme, Sommerfugles og Sværmeres Hunner være blevne gjorte uanseelige for deres Sikkerheds Skyld og tillige vidt forskjel-lige fra deres Hanner.

Hr. Wallace1) har til Fordel for sin Anskuelse paa det Stærkeste hævdet, at naar der er Forskjel paa Kjønnene, saa er Hunnen bleven særlig modificeret for dens Sikkerheds Skyld, og at dette er blevet bevirket ved een Form for Arveligheden, nemlig derved, at Nedarvningen af Karakterer til begge Kjøn ved Kvalitetsvalgets Medvirkning er bleven forandret til Nedarvning af en anden Form, nemlig Nedarvning til eet Kjøn eller kjønsbunden Nedarvning. Jeg var i Begyndelsen meget tilbøjelig til at gaa ind paa denne hans Betragtnings-maade, men jo mere jeg studerede de forskjellige Klasser af Dyreriget, jo mindre rimelig forekom den mig. Hr. Wallace hævder, at begge Kjøn af Heliconidæ, Danaidæ og Acræidæ ere lige glimrende, fordi de begge ere be-

1) A. R. Wallace i »The Journal of Trawel«, Vol. I, 1868, S. 88. »Westminster Review., Juli 1867, S. 37. Se ogsaa D'Hrr. Wallace og Bates i: »Proc. Ent. Soc.«, 19 Nov. 1866,.S. XXXIX.

[page] 409

skyttede mod Fugles og andre Fjenders Angreb ved deres ubehagelige Lugt, medens Hunnerne i andre Grupper, der ikke paa en saadan Maade ere blevne usaarlige, ere blevne gjorte uanseelige, fordi de have mere Trang til Beskyttelse. Denne antagne Forskjel paa »de to Kjøns Beskyttelse« er temmelig tvivlsom og maa nærmere drøftes. Det er indlysende, at stærkt farvede Individer, hvad enten det er Hanner eller Hunner, i lige høj Grad ville paa-drage sig deres Fjenders Opmærksomhed, og at matfarvede Individer i lige høj Grad ville undgaa dem. Men det, der her er Talen om, det er de Virkninger, som Udryddelsen eller Bevarelsen af visse Individer af et af Kjønnene har paa Racens Karakter. Hos Insekterne kan den større eller mindre Fare, for hvilken et af Kjønnene er udsat, efterat Hannen har befrugtet Hunnen og efterat denne har lagt sine Æg, umuligt have nogen Indvirkning paa Afkommet. Før Kjønnene havde udført deres kjønslige Funktioner vilde, ifald der var ligemange af dem og ifald de levede parvis (Alt andet lige), Bevarelsen af Hannerne og Hunnerne være lige vigtig for Artens Existens og for Afkommets Karakter. Men hos de fleste Dyr — det er saaledes Tilfældet hos den dyrkede Silkeorm — kan Hannen befrugte to eller tre Hunner, saa Ødelæggelse af Hannerne ikke vilde være saa skadelig for Arten som Ødelæggelse af Hunnerne. Paa den anden Side troer Dr. Wallace, at det Afkom, der hos Sværmerne er fremkommet ved en anden eller tredie Befrugtning, er tilbøjeligt til at blive svageligt og derfor ikke vil have saa god Udsigt til at holde sig ilive. Naar der er et meget større Antal Hanner end Hunner, saa kan der uden Tvivl ødelægges mange Hanner, uden at det gjør Arten noget, men jeg kan ikke se, at Resultaterne af almindelig Udvælgelse, der gik ud paa Beskyttelse, vilde blive paavirkede af, at Kjønnene fandtes i ulige stort Antal, thi de mere iøjnefaldende Individer vilde rimeligvis blive ødelagte efter det samme Forhold, enten det var Hanner eller Hunner. Dersom

[page] 410

Hannerne varierede mere i Retning af Farve, vilde Resultatet rigtignok blive et andet, men der er ingen Grund til at vi her skulle beskæftige os med saa indviklede Detailler. I det Hele taget kan jeg ikke indse, at en Ulighed i de to Kjøns Individantal paa nogensomhelst udpræget Maade vilde have Indflydelse paa den almindelige Udvælgelses Indvirken paa Afkommets Karakter.

Lepidopterernes Hunner fordre, som Hr. Wallace siger, nogle Dage til at lægge deres befrugtede Æg og til at se sig om efter en passende Læggeplads. I denne Periode (under hvilken Hannernes Liv ikke er af nogen Betydning) vilde de stærkest farvede Hunner være udsatte for Fare og have temmelig megen Udsigt til at blive tilintetgjorte. Derimod vilde de Hunner, der have mørkere Farver, holde sig ilive og vilde, kunde man antage, paa en udpræget Maade paavirke Artens Karakter, enten begge Kjøns eller det ene Kjøns, det kom nu an paa, hvilken Form af Arvelighed der var den gjældende. Men man maa ikke glemme, at Hannerne komme nogle Dage før ud af Puppen end Hunnerne, og i denne Periode, hvor de ufødte Hunner vare sikkre, vilde de livligt farvede Hanner være udsatte for Fare, saa at til Syvende og sidst vilde begge Kjøn være udsatte for Fare, saa omtrentlig lige længe, og Undertrykkelsen af iøjnefaldende Farver vilde ikke gjøre meget mere Virkning i det ene Kjøn eild i det andet.

Det er, som Hr. Wallace bemærker og som enhver Samler veed, en endnu vigtigere Omstændighed, atLepidtfp-terernes Hunner flyve langsommere end Hannerne. Som en Følge heraf vilde de Sidste, ifald de ved deres iøjnefaldende Farver vare stærkest udsatte, være istand til at undfly deres Fjender, medens de paa samme Maade farvede Hunner vilde blive udryddede; og saaledes vilde Hunnerne faa mest Indflydelse paa Omdannelsen af Afkommets Farve.

Der er endnu noget Andet at lægge Mærke til: stærke Farver ere indenfor Parringsvalget i Almindelighed ikke

[page] 411

tjl nogen Nytte for Hunnerne, saa dersom der hos Hunnerne var nogen Varierlng i Farvens Styrke og Varieringerne bleve kjønsbundent nedarvede, vilde det komme an paa et rent Tilfælde, om Hunnerne fik deres straalende Farver forstærkede, og dette vilde hele Ordnen igiennem føre til en Formindskelse af Antallet af de Arter hvor Hunnerne havde straalende Farver, men ikke af de Arter, hvis Hanner havde det. Da paa den anden Side straalende Farver antages at være i høj Grad nyttige for Hannerne i deres Elskovskampe, ville de mere straalende Hanner (som vi skulle se i Kapitlet om Fuglene), omendskjøndt de ere udsatte for temmelig stor Fare, alligevel gjennemsnitlig efterlade sig et større Afkom end de mindre stærkt farvede Hanner. I dette Tilfælde vil, dersom Va-rieringerne nedarves kjønsbundet til Hankjønnet, kun Hannerne faa mere straalende Farver; men dersom Varierin-gerne ikke vare-kjønsbundne i deres Nedarvning, saa vilde Bevarelsen og Forstærkelsen af saadanne Varieringer være afhængig af, hvorvidt der blev gjort Arten mere Skade, ved at Hunnerne bleve gjorte iøjnefaldende, end der blev gjort Hannerne Gavn, ved at visse Individer vare heldige i Kampen med deres Rivaler.

Ligesom der neppe kan være Tvivl om, at begge Kjøn-nene hos mange Sommerfugle og Sværmere ere blevne gjorte mattere i Farven for Sikkerhedens Skyld, saaledes kan det ogsaa være gaaet med Hunnerne alene i nogle Arter, hvor sukcessive Varieringer hen imod Mathed i Farven først viste sig hos Hunkjønnet, og saa lige fra Begyndelsen af blev kjønsbundet nedarvet til det samme Kjøn. Dersom Varieringerne ikke nedarvedes kjønsbundet, vilde begge Kjøn blive matte i Farven. Vi skulle strax, naar vi komme til at tale om Formumninger, se, at hos visse Sommerfugle ikkun Hunnerne ere blevne gjorte i høj Grad pragtfulde for Sikkerheds Skyld, uden at nogen af de paa hinanden følgende, Sikkerhed ydende Varieringer ere blevne nedarvede til Hannen, for hvilken de dog umuligt

[page] 412

kunne have været i mindste Grad skadelige, hvorfor de heller ikke kunne være blevne udryddede ved Kvalitetsvalg. Hvorvidt det nu i hver enkelt Art, hos hvilken der er Forskjel paa Kjønnenes Farve, er Hunnerne, som ere blevne særligt modificerede for Sikkerheds Skyld, eller hvorvidt det er Hannen, der særlig er bleven modificeret for at være mere tiltrækkende for Hunnerne, idet disse kun have faaet deres oprindelige Farve let forandret ved de tidligere omtalte Forhold, eller endelig hvorvidt begge Kjøn ere blevne modificerede, Hunnen for Sikkerheds Skyld og Hannen, for at den kunde gjøre mere Indtryk paa Hunnerne: det kan kun blive bestemt afgjort, naar vi kjende hver enkelt Arts Livshistorie.

Hvor der ikke er overordenlig stor Sandsynlighed derfor, der er jeg uvillig til at indrømme, at der længe har gaaet en dobbelt Udvælgelsesproces for sig hos en Mængde Arter, — nemlig saaledes, at Hannerne vare blevne gjorte mere glimrende derved, at de overvandt deres Rivaler, og Hunnerne mere matfarvede ved at være undslupne deres Fjender. Som Exempel kunne vi tage den almindelige Brombærsommerfugl (Gonepteryx), som kommer frem tidlig i Foraaret, før nogen anden Art. Hannen hos denne Art har en langt mere intensiv gul Farve end Hunnen, skjøndt denne forøvrig er næsten ligesaa iøjnefaldende; og i dette Tilfælde synes der ikke at være nogen Rimelighed for, at Hunnen særlig har faaet sin blegere Farve for Sikkerheds Skyld, omendskjøndt det er rimeligt, at Hannen har faaet sine stærke Farver for at blive mere tiltrækkende i Hunnernes Øjne. Hunnen af Anthocharis cardamines har ikke de smukke orangefarvede Pletter paa sine Vinger, som Hannen er prydet med. Som en Følge deraf ligner den saa nøje den hvide Sommerfugl Pieris, der er saa almindelig i Haver; men der er ikke Noget, der beviser, at denne Lighed er Arten gavnlig. Tvertimod, da den ligner begge Kjøn hos forskjellige Arter af samme Slægt, som leve rundt omkring i forskjellige Egne af Verden,

[page] 413

_er det mere rimeligt, at den ganske simpelt for en stor Del har beholdt sine oprindelige Farver.

Forskjellige Kjendsgjerninger støtte den Antagelse, at det hos Flertallet af pragtfuldt farvede Lepidopterer er Hannen, der er bleven modificeret, idet de to Kjøn ere komne til at afvige fra hinanden eller ligne hinanden, alt efter den Arvelighedsform, der har været den gjældende. Arveligheden paavirkes af saa mange ubekjendte Love og Betingelser, saa den kommer til at synes os at være af en kapriciøs Natur¹); og vi kunne forsaavidt forstaa, hvordan det kan være, at der af nærstaaende Arter ere node, hvor der er en forbavsende Forskjel paa Kjønnenes Farve, medens der er andre, hvor Kjønnenes Farve er ens. Da de paa hinanden følgende Trin i Varieringspro-cessen nødvendigvis allesammen nedarves igjennem Hunnen, saa kunde et større eller mindre Antal af saadanne Trin let blive udviklede hos denne; og saaledes kunne vi forstaa de talrige Gradationer fra den allerstørste Forskjellighed til slet ingen Forskjellighed mellem Kjønnene af Arter af samme Gruppe. Disse Gradationer ere altfor almindelige, til at de kunde begunstige den Antagelse, at vi her se Hunner, der virkelig undergaa en Forandring og miste deres straalende Farver for Sikkerhedens Skyld; thi vi have al mulig Aarsag til at antage, at til enhver given Tid befinder Flertallet af Arterne sig i en temmelig fæstnet Tilstand. Med Hensyn til Forskellighederne mellem Hunnerne hos Arter af samme Slægt eller Familie kunne vi forstaa, at de i det Mindste tildels ere afhængige deraf, at Hunnerne faa Del i deres respektive Hanners Farver. Dette sees godt hos de Grupper, hvor Hannerne ere prydede i en overordenlig høj Grad; thi Hunnerne i disse Grupper faa i Almindelighed til en vis Grad Del i deres Magers Pragt. Endelig finde vi, som allerede tidligere

1) >The Variation of Animals and Plants under Domestication«, Vol. II, Chap. XII, S. 17.

[page] 414

anmærket, stadig, at Hunnerne af næsten alle Arter af samme Slægt, eller endogsaa Familie, ligne hinanden meget mere i Farve, end Hannerne gjøre det, og dette vil sige at Hannerne have undergaaet et større Beløb af Modifikation, end Hunnerne.

Formumning. — Dette Forhold blev først fremstillet i en beundringsværdig Afhandling af Hr. Bates¹), som saaledes kastede en Strøm af Lys over mange dunkle Problemer. Det var tidligere blevet iagttaget, at visse sydamerikanske Sommerfugle, der hørte til helt forskjellige Familier, lignede Heliconidæ saa nøje i hver Farvestribe og Farveskygge, at de kun kunde skjelnes fra hinanden af erfarne Entomologer. Da Heliconiderne ere farvede paa den for dem sædvanlige Maade, medens de Andres Farvning afviger fra den, der er almindelig for de Grupper, til hvilke de høre, saa er det tydeligt, at de Sidste ere Efterlignerne og Heliconiderne de Efterlignede. Hr. Bates bemærkede fremdeles, at de efterlignende Arter ere forholdsvis sjeldne, medens de efterlignede sværme omkring i stor Mængde, og begge Hold leve imellem hinanden. Af den Kjendsgjerning, at Heliconiderne vare iøjnefaldende og skjønne Insekter og dog vare saa talrige baade i Arts- og Individantal, drog han den Slutning, at de maatte være beskyttede mod Fuglenes Angreb ved en Udsondring af en eller anden Slags, eller ved en eller anden Lugt, og denne Hypothese er nu bleven stadfæstet ved en anseelig Mængde mærkelige Beviser⁵"). Hr. Bates sluttede, at "de Sommerfugle, som efterlignede de beskyttede Arter, havde erhvervet det vidunderlig skuffende Udseende, de nu have, ved Variering og Kvalitetsvalg, for at de fejl-agtigen kunde blive antagne for de beskyttede Arter og paa denne Maade undgaa at blive fortærede. Der gjøres

1) »Transact. Linn. Soc«, Vol. XXIII, ]862, S. 495.

²) »Proc. Ent. Soc, 3 Dec. 1866, S. XLV.

[page] 415

her ikke Forsøg paa at forklare de Efterlignedes straalende Farver, men kun de efterlignende Sommerfugles. Vi maa forklare de Førstes Former paa den samme almindelige Maade som i de Tilfælde, der tidligere ere omtalte i dette Kapitel. Siden Hr. Bates Afhandling blev offenliggjort, ere lignende og ligesaa slaaende Forhold blevne iagttagne af Hr. Wallace 1) i den malayiske Region og af Hr. Trimen i Syd-Afrika.

Da nogle Skribenter²) have havt megen Vanskelighed ved at forstaa, hvorledes de første Skridt hen imod Formumning kunne være blevne bevirkede ved Kvalitetsvalg, saa turde det være.rigtigt at bemærke, at der rimeligvis ikke er bleven gjort Forsøg med Former, der vare af en vidt forskjellig Farve. Men hos to Arter, der nogenlunde lignede hinanden, kunde den allerstørste Lighed, dersom den var heldig for den ene af Formerne, let være bleven vunden paa denne Maade; og dersom den efterlignede Form senere hen, lidt efter lidt, blev modificeret ved Par-ringsvalg eller paa anden Maade, saa vilde den efterlignende Form komme til at følge den samme Retning, og kunde derved blive modificeret, næsten saameget det skulde være, saa den tilsidst kunde faa et. Udseende eller en Farve, der var den ganske ulig, som de andre Medlemmer af den Gruppe, til hvilken den hørte, havde. Da yderst smaa Farvevarieringer i mange Tilfælde ikke vilde være tilstrækkelige til at gjøre en Art saa lig en anden beskyttet

1) Transact. Linn. Soc.«, Vol. XXV, 1865, S. 1, endvidere »Transact. Ent. Soc i; Vol. IV (3 Series), 1867, S. 301.

²) Jevnfør en skarpsindig Afhandling i »The Monlh« for 1869, betitlet: »Difficulties of the Theory of Natural Selection«. Forfatteren forudsætter mærkeligt nok, at Jeg anseer de Farvevarieringer, ved hvilke visse Arter af forskjellige Familier ere komne til at ligne hinanden, for frembragte ved Tilbageslag (Attavisme) til en fælles Stamform; men der er ikke mere Anledning til at regne disse Varieringer for frembragte ved Tilbageslag end enhversomhelst almindelig Variering.

[page] 416

Art, at den efterlignende derved vilde blive bevaret, saa maa man vel erindre, at mange Arter af Lepidopterer ere tilbøjelige til betydelige og pludselige Farvevarieringer. Vi have i dette Kapitel givet nogle faa Exempler, men i saa Henseende bør man læse Hr, Bates' originale Afhandling om Formumninger, ligesom ogsaa Hr. Wallace's.

I de foregaaende Tilfælde lignede begge Kjøn af den efterlignende Art den efterlignede; men lejlighedsvis efterligner kun Hunnen en straalende farvet og beskyttet Art, som lever i samme Distrikt som den. Som en Følge deraf er Hunnen forskjellig i Farve fra sin Han, og, hvad der er et sjeldent og anomalt Tilfælde, den er den stærkest farvede af de To. I alle de faa Arter af Hvidsværmere (Pieridæ), hos hvilke Hunnen er mere iøjnefaldende farvet end Hannen, efterligner hun, som Hr. Wallace meddeler mig, nogle beskyttede Arter, der leve i samme Egn. Hunnen af Diadema anomala er smukt purpurbrun og straaler næsten paa hele Oversiden af et silkeagtigt Blaat, og den efterligner nøje Euploea midamus, »en af Østens almindeligste Sommerfugle,« medens Hannen er bronzefarvet eller olivenbrun og kun har et svagt blaat Anstrøg paa Vingernes Yderende^l). Begge Kjønnene hos denne Diadema og hos D. bolina have de samme Livsvaner, saå den Forskjel, der er paa Kjønnenes, Farve, ikke kan forklares derved, at de ere udsatte for forskjellige Betingelser²), selv om denne Forklaring var i andre Tilfælde brugelig ³).

Af de ovenfor nævnte Tilfælde, hvdr Sommerfuglehunnerne vare mere straalende farvede end Hannerne, se vi for det Første, at der er opstaaet Varieringer hos

1) Wallace: »Notes on Eastern Butterflies« i »Tranact. Ent. Soc«, 1869, S. 287.

²) Wallace i: »Westminster Review«, Juli 1867, S. 37; og i: »Journal of Travel and Nat. Hist«, Vol. I, 1868, S. 88.

³) Se Bemærkninger hos D'Hrr. Bates og Wallace i: »Proc. Ent. Soc«, 19 Nov. 1866, S. XXXIX.

[page] 417

Øunkjønnet i vild Tilstand og at disse Varieringer ere blevne nedarvede udelukkende, eller næsten udelukkende, til samme Kjøn; og for det Andet.se vi, at denne Form for Arveligheden ikke er bleven bestemt af Kvalitetsvalget. Thi dersom vi antage, at Hunnerne, før de bleve straalende farvede for at efterligne en eller anden beskyttet Art, hver enkelt Aarstid vare udsatte for Fare i længere Tid end Hannerne, eller dersom vi antage, at de ikke kunde undslippe deres Fjender saa hurtigt, saa kunne vi forstaa, hvorfor kun de oprindeligt ved Kvalitetsvalg og kjønsbunden Arvelighed havde erhvervet de Beskyttelsesfarver, som de nu have. Men kun under Forudsætning af, at disse Varieringer udelukkende ere blevne nedarvede til Afkommet af Hunkjønnet, kunne vi forstaa, hvorfor Hannerne have holdt sig dunkelt farvede; thi det vilde ganske sikkert ikke paa nogen Maade have været skadeligt for hver enkelt Han, ved Arvelighed at have faaet Lod i Hunnens Beskyttelsesfarver, hvorved den jo havde faaet bedre Udsigt til at undgaa at blive ødelagt. I en Gruppe som Sommerfuglenes, hvor straalende Farver ere saa almindelige, kan det ikke antages, at Hannerne ere blevne holdte dunkelt farvede ved Parrings valg, idet Hunnerne vragede de Individer, der vare blevne ligesaa smukke som de selv. Vi kunne derfor slutte os til, at i disse Tilfælde skyldes det: at det ene Kjøn nedarver visse Karakterer, ikke den Omstændighed, at en Tendens til ligelig Nedarvning til begge Kjøn er bleven modificeret ved Kvalitetsvalget.

Det turde være rigtigt her at anføre et analogt Tilfælde hos en anden Art, hvor visse Karakterer kun ere blevne erhvervede af Hunnerne, omendskjøndt de ikke, saavidt vi kunne skjønne, paa nogen Maade ere skadelige for Hannerne. Iblandt Spøgelserne (Phasmidæ), siger Hr. Wallace, at »det ofte kun er Hunnen, der saa slaaende ligner Blade, medens Hannernes Lighed i saa Henseende kun kan betragtes som en ren Tilnærmelse.« Hvilke saa end disse Insekters Livsvaner ere, er det dog i høj Grad

27

[page] 418

usandsynligt, at det skulde være skadeligt for Hannen at slippe for at blive lagt Mærke til, derved at den lignede Blade¹). Heraf kunne vi slutte, at det i dette sidste ligesom ogsaa i de tidligere omtalte, Tilfælde, kun var Hunnen, der oprindelig varierede for visse Karakterers Vedkommende; og disse Karakterer ere bleTne bevarede

JevnførHr. Wallace i: »Westminster Review«, Juli 1867, S. 11 og 37. Hr. Wallace meddeler mig, at man ikke kjender nogen Sommerfuglehan , som, for Sikkerhedens Skyld, har en Farve, der er forskjellig fra Hunnens; og han spørger mig, hvorledes jeg kan bringe dette Forhold i Overensstemmelse med den Theori, at kun det ene Kjøn har varieret og nedarvet sine Varieringer udelukkende til sit eget Kjøn, uden at Udvælgelse har hjulpet med til at forhindre, at Varieringerne bleve nedarvede til det andet Kjøn. Det vilde ganske vist være en slem Indvending, ifald det kunde godtgjøres, at overordenlig mange Arters Hunner vare blevne gjorte skjønnere ved Beskyttelses-Formumning, medens dette aldrig havde været Tilfældet med Hannerne. Men det Antal Exempler, der foreligger, er altfor ringe, til at man herpaa kan stotte nogen velbegrundet Dom. Vi kunne indse, at Hannerne, fordi de have Kraft til at flyve hurtigere og derved kunne undgaa Faren, ikke ville være saa meget udsatte som Hunnerne for at faa deres Farver modificerede for deres Sikkerheds Skyld; men dette vilde aldeles ikke komme til at faa nogen Indflydelse paa den Omstændighed, at de ved Arv fik deres Beskyttelsesfarver fra Hunnerne. Endvidere er det sandsynligt, at Parringsvalget ligefrem vilde komme til" at forhindre en skjøn Han fra at faa uanseelige Farver, thi de mindre straa-lende Individer vilde være mindre tilbrækkende for Hunnerne. Og ifald vi antage, at en eller anden Arts Han hovedsagelig havde erhvervet sin Skjønhed ved Parringsvalg, saa vilde denne Skjønhed dog, ifald den tillige gjorde Nytte som Beskyttelseskarakter, delvis være bleven erhvervet ved Kvalitetsvalg. Men det overstiger vore Kræfter at gjøre Forskjel paa Parringsvalg og Kvalitetsvalg. Det er derfor ikke rimeligt, at vi skulde blive istand til at finde ' Exempler paa, at Hannerne ere blevne gjorte pragtfulde ene og alene ved Beskyttelses-Formumning, skjøndt dette forholdsvis falder os let nok, rlaar Talen er om Hunnerne, der, saavidt vi kunne se, sjeldent eller aldrig ere blevne gjorte skjønnere for at være mere tiltrækkende for Hannerne, omendskjøndt de ofte ere blevne skjønnere ved Nedarvning fra deres mandlige Forfædre.

[page] 419

og styrkede ved Kvalitetsvalg til Beskyttelse for Hunnerne oo ere fra første Færd af kun blevne nedarvede til Hun-lijønnet alene.

Larvernes straalende Farver. — Medens jeg beskæftigede mig med den Skjønhed, der findes hos saa mange Sommerfugle, faldt det mig ind, at nogle Larver vare pragtfuldt farvede, og da Parringsvalget her umuligt kunde have været virksomt, forekom det mig at være lidt overilet, at skrive det fuldkomne Insekts Skjønhed paa Parringsvalgets Regning, ifald ikke deres Larvers straalende Farver kunde forklares paa en eller anden Maade. Først og fremmest maa man nu lægge Mærke til, at Larvernes Farver ikke staa i nogen nær Korrelation til det fuldkomne Insekts. For det Andet gjøre deres straalende Farver ikke Nytte som Beskyttelsesfarver, ial-fald ikke i den almindelige Betydning af dette Ord. Hr. Bates meddeler mig som et Exempel herpaa, at de mest iøjnefaldende Larver, han nogensinde saa (Larven af en Sphinx), levede paa de store* grønne Blade af et Træ, der voksede paa Syd-Amerikas aabne Llanos; den var omtrent fire Tommer lang, stribet paatvers med Sort og Gult, og dens Hoved, Fødder og bagerste Del havde en straalende rød Farve. Man kunde derfor ikke gaa forbi den, uden at se den, selv fiere Alen borte, og den maa altsaa ogsaa have været Fuglene iøjnefaldende.

Jeg henvendte mig derfor til Hr. Wallace, som har et medfødt Talent til at løse de vanskeligste Problemer. Efter nogen Tids Betænkning svarede han: »De fleste Larver fordre Beskyttelse, Noget, man kan slutte sig til deraf, at nogle ere forsynede med Torne eller Brændhaar, og deraf, at mange af dem ere farvede grønne, ligesom de Blade, af hvilke de leve, eller ogsaa ere farvede saa-ledes, at de faa en mærkelig Lighed med Kvisten af de Træer, paa hvilke de færdes.« Jeg kan som et andet Exempel paa Beskyttelse anføre, at der er en Sværmer-

27*

[page] 420

merlarve, der, som Hr. J. Mansel Weale meddeler mig lever paa de sydamerikanske Mimoser og som laver sig et Gjemmested, der ikke er til at skjelne fra Mimosens Torne. Ledet af Betragtninger af denne Natur, ansaa Hr. Wallace det for sandsynligt, at iøjnefaldende farvede Larver vare beskyttede ved at have en modbydelig Smag-men da deres Hud er yderst fin og da deres Indvolde strax vælde ud ad Saaret, saa vilde et lille Nap af et Fuglenæb være ligesaa skæbnesvangert for dem, som om de vare blevne fortærede. Derfor vilde, som Hr. Wallace bemærker, »ubehagelig Smag alene ikke være nok til at beskytte en Larve, med Mindre et eller andet udvortes Tegn gav det Dyr, der vilde ødelægge den, tilkjende, at den smagte ubehageligt.« Under disse Omstændigheder vilde det være i høj Grad fordelagtigt for en Larve straks og sikkert at blive kjendt som uspiselig af alle Fugle og andre Dyr. Saaledes vilde de livligste Farver være nyttige og kunde være blevne erhvervede ved Variering og derved, at de lettest kjendelige Individer havde overlevet. Denne Hypothese synes ved første Øjekast meget dristig; men da den blev bragt frem for det entomologiske Selskab¹), blev den understøttet af forskjellige der fremkomne Meddelelser; og H. J. Jenner Weir, der holder en stor Mængde Fugle, har, som han meddeler mig, gjort talrige Forsøg, og finder, at den Regel er uden Undtagelse, at alle Larver, der færdes om Natten og leve skjult og have glat Hud, alle de, der ere grønne og alle de, der ligne Kviste, fortæres med Graadighed af hans Fugle. De haarede og tornede Arter blive altid vragede, og det samme blev fire iøjnefaldende farvede Arter. Naar Fuglene vragede en Larve, saa viste de tydeligt, ved at ryste paa Hovedet og ved at rense deres Næb, at de ikke

¹) .Proc. Entomolog. Soc«, 3 Dec. 1866, S. XLV, og 4 Marts 1867, S. JLXXX.

[page] 421

holdt af Smagen'). Hr. A. Butler gav nogle Salamandre og Frøer tre iøjnefaldende Larver af Sommerfugle og Sværmerlarver, men de vragede dem, omendskjøndt de vare meget lystne efter andre Sorter. Saaledes bliver da Hr. Wallaces Antagelse sandsynlig, den nemlig, at visse Larver ere blevne gj'orte iøjnefaldende til Bedste for dem selv, saa de let kunne kjendes af deres Fjender, og det er her altsaa næsten det samme Princip, som Dro-guerihandlerne følge, naar de til Advarsel for Folk mærke risse Giftsorter med Dødningehoveder eller sorte Etiketter. Denne Betragtningsmaade vil rimeligvis senere kunne udvides til at gjælde mange andre Dyr, som ere farvede paa en iøjnefaldende Maade.

Resumé og Slutningsbemærkninger om Insekterne. — Kaste vi nu Blikket tilbage over de for-skjellige Ordner, saa ville vi mindes, at vi have seet, at Kjønnene ofte ere forskjellige fra hinanden i visse Karakterer, nden at vi have kunnet forstaa Betydningen af denne Forskjel. Det hænder ogsaa ofte, at Kjønnene ere forskjellige fra hinanden i Sandse- og Bevægelses-Redskaber, for at Hannen hurtigt kan opdage og komme hen til Hunnen, og endnu oftere ere Kjønnene forskjellige deri, at Hannen er i Besiddelse af forskjellige Dannelser, med hvilke den kan holde Hunnen, naar den har fundet den. Men Kjønsforskjelligheder af dette Slags vedkomme os ikke videre her.

I næsten alle Ordner er der nogle Arter, om hvis Hanner, endogsaa de svagere, man veed, at de ere i høj Grad stridbare, og nogle faa ere forsynede med særlige Vaaben, hvormed de kunne bekæmpe deres Rivaler. Men Kampene ere ikke nær saa hyppige blandt Insekterne som

Jevnfør Hr. Jenner Weir's Afhandling om Insekter og insektædende Fugle i: »Transact. Ent. Spe.«, 1869, S. 21, og envidere Hr. Butler's Afhandling sammesteds S. 27.

[page] 422

blandt de højere Dyr. Derfor er det sandsynligvis, at Hannerne ikke ofte ere blevne gjorte større og stærkere end Hunnerne; tvertimod ere de i Almindelighed mindre for at de kunne udvikles i kortere Tid, saa de kunne være rede i stor Mængde, førend Hunnerne forlade Puppetilstanden.

1 Homopterernes to Familier have kun Hannerne lydfrembringende Redskaber saaledes udviklede, at de kunne fungere, og i tre af Skindvingernes (Orthoptera) Familier have kun Hannerne lydfrembringende Redskaber. I begge Tilfælde bruges disse Organer uophørligt i Parringstiden, og ikke blot til at kalde paa Hunnerne med, men ogsaa til i Væddekamp med andre Hanner at bedaare og opflamme Hunnerne. Ingen, som gaaer ind paa Kvalitets-valgstheorien, vil benægte, at disse musikalske Instrumenter ere blevne erhvervede ved Parringsvalg. I fire andre Ordner have det ene Kjøn eller, endnu almindeligere, begge Kjøn Redskaber, med hvilke de kunne frembringe forskjellige Lyde, der aabenbart blot ere Lokkeraab. Selv naar begge Kjøn ere saaledes forsynede, vilde de Individer, som vare istand til at frembringe den stærkeste eller mest vedholdende Lyd, hverve sig Mager før dem, der vare mindre larmende, saa deres Organer ere derfor rimeligvis erhvervede ved Parringsvalg. Det er lærerigt at tænke over den vidunderlige Forskjellighed, der er i de lydfrembringende Redskaber, som visse Hanner eller begge Kjøn i ikke mindre end seks Ordner besidde, og som be-sades af i det Mindste et Insekt i en yderst fjern Jordperiode'. Vi lære deraf, hvor virksomt Parringsvalget har været ved at føre til Modifikationer, der undertiden, som f. Ex. hos Cikaderne, ere af en væsenlig Natur.

Af de i det sidste Kapitel angivne Grunde er det rimeligt, at de store Horn hos Hannerne af mange La-mellicornia og af nogle andre Biller ere blevne erhvervede, fordi de tjene til Prydelse. Saaledes forholder det sig maaske ogsaa med nogle andre Ejendommeligheder, der

[page] 423

kun findes hos Hankjennet. Paa Grund af Insekternes ringe Størrelse ere vi tilbøjelige til at undervurdere deres Udseende. Dersom vi kunde tænke os en Chalcosoma-Han, Figur 15, med dens blanktpolerede, broncefarvede Pandserklædning og meget sammensatte Horn, paa Størrelse som en Hest eller blot en Hund, saa vilde den være et af de mest imponerende Dyr i Verden.

Insekternes Farveforhold er et meget indviklet og dunkelt Emne. Naar Hannen afviger lidt fra Hunnen og ingen af dem er straalende farvet, er det sandsynligt, at de to Kjøn have varieret paa en lidt forskjellig Maade, idet Varieringerne ere blevne nedarvede til samme Kjøn, uden at der derved er blevet Noget vundet, eller uden at det har havt slemme Følger. Naar Hannen har straalende Farver og er iøjnefaldende forskjellig fra Hunnen, hvad der f. Ex. er Tilfældet med nogle Guldsmede og mange Sommerfugle, er det sandsynligt, at kun Hannen er bleven modificeret og at den skylder Parringsvalget sine Farver, medens Hunnen har beholdt en oprindelig eller meget gammel Farvningsmaade, der er blevet lidt modificeret ved de tidligere omtalte Forhold, og derfor er Hunnen, i det Mindste i de fleste Tilfælde, .ikke bleven gjort mørk eller mat for Sikkerhedens Skyld. Men Hunnen alene er i nogle Tilfælde bleven straalende farvet, for at den kunde komme til at ligne andre beskyttede Insekter, der levede i samme Strøg. Naar begge Kjøn ligne hinanden og begge ere dunkelt farvede, saa er der ingen Tvivl om, at de jo i mangfoldige Tilfælde have faaet disse Farver for Sikkerheds Skyld. Saaledes er det i nogle Tilfælde, hvor begge ere stærkt farvede, hvorved de komme til at ligne de dem omgivende Gjenstande, f. Ex. Blomster eller andre beskyttede Arter, eller hvorved de paa en indirekte Maade beskjærmes, ved at gjøre deres Fjender opmærksomme paa, at de ere uspiselige. I mange andre Tilfælde, hvor Kjønnene ligne hinanden og ere straalende farvede, særlig naar Farverne ere anordnede for at bæres til Skue, saa

[page] 224

kunne vi slutte os til, at de ere blevne erhvervede af Hankjønnet, for-at skulle tjene til Prydelse, og ere nedarvede til begge Kjøn. Vi komme endnu snarere til denne Slutning, naar vi have den samme Farvningsmaade hele Gruppen igjennem og vi saa finde, at nogle Arters Hanner ere vidt forskjellige fra Hunnerne i Farve, medens begge Kjøn af andre Arter, ere ganske ens, og medens der er intermediære Gradationer, som forbinde begge disse extreme Tilfælde.

Paa samme Maade som klare Farver ofte delvis ere nedarvede fra Hannerne til Hunnerne, saaledes har det været med de mærkværdige Horn, der findes hos mange Lamejlicornia og nogle andre Biller. Saaledes ere fremdeles de Stemmeorganer eller lydfrembringende Redskaber, som ere ejendommelige for Cikadernes og Skindvingernes Hanner, i Almindelighed blevne nedarvede i en rudimentær eller ogsaa i en næsten fuldkommen Tilstand til Hunnerne," men dog ikke saa fuldkomne, saa de kunne bruges til at frembringe Lyde med. Med Hensyn til Parringsvalget er ogsaa det en interessant Kjendsgjerning, at de lydfrembringende Redskaber hos visse Skindvingehanner ikke blive fuldstændigt udviklede før ved det sidste Hudskifte, og at visse Guldsmedehanners Farver ikke ere fuldstændigt udviklede, før kort Tid efter at de have forladt Puppetilstanden og ere færdige til at parres.

Parringsvalget forudsætter, at de mest tiltrækkende Individer blive foretrukne af det andet Kjøn, og da det hos Insekterne, naar Kjønnene ere forskjellige, er Hannen, som med sjeldne Undtagelser er den, der er mest smykket, og den, som mest fjerner sig fra Artens Type — og da det er Hannen, som ivrigt søger efter Hunnen, saa maa vi antage, at Hunnerne i Almindelighed, eller nu og da, foretrække de skjønneste Hanner, og at disse herved have vundet deres Skjønhed. At Hunnerne i de fle«te, eller i alle, Ordner kunne vrage en eller anden bestemt Han, det kunne vi ganske sikkert slutte os til af de mange besyn-

[page] 425

derlige Bygningsforhold, som findes hos Hannerne, f. Ex. store Kjæber, Griberedskaber, Torne, forlængede Ben osv., hvorved de kunne gribe Hunnen; thi Alt dette viser, at ga«en har sine Vanskeligheder. I de Tilfælde, hvor forski ellige Arter have parret sig med hinanden, Noget, hvor-paa der anføres mange Exempler, maa Hunnen have været yiflig. Skulle vi dømme efter det, vi vide om de for-skjellige Insekters Forstandsevner og Tilbøjeligheder, saa er det ikke usandsynligt, at Parringsvalget kan være kommet til at spille en stor Rolle; men vi have endnu ikke noget direkte Bevis i saa Henseende, og nogle Kjendsgjerninger stride mod Antagelsen. Alligevel kunne vi, naar vi se mange Hanner forfølge den samme Hun, neppe tro, at Parringen er overladt til det blinde Tilfælde — at Hunnen ikke vælger og ikke paavirkes af de prægtige Farver eller andre Prydelser, som kun Hannen bærer til Skue.

Dersom vi indrømme, at Cikadernes og Skindvingernes Hunner sætte Pris paa de Toner, deres Hanner udsende, og at de i dette Øjemed indrettede for.skjellige Instrumenter ere blevne fuldkommengjorte ved Parringsvalg, saa er det temmelig usandsynligt, at andre Insekters Hunner ikke skulde lægge Mærke til Form og Farveskjønhed, og der er liden Sandsynlighed for, at Hannerne ikke i Kraft heraf have vundet saadanne Karakterer. Men den Omstændighed, at Farve er saa variabel, og den, at Farverne saa ofte ere blevne modificerede for Artens Sikkerhedsskyld, gjør det yderst vanskeligt at afgjøre, i hvor mange Tilfælde Parringsvalget har spillet nogen Rolle. Det er nu særlig vanskeligt i de Ordner, Skindvinger, Hvepse og Biller, hvor Kjønnene sjeldent ere meget forskjellige fra hinanden i Farve, thi vi misté derved vore bedste Beviser for, at der er et Forhold mellem Artens Forplantning og Farve. Men, som tidligere bemærket, er det hos Billerne i La-mellicornernes store Gruppe, der af nogle Forfattere sættes i Spidsen for Ordnen, og hvor vi undertiden se, at Kjøn-

[page] 426

nene ere hinanden hengivne, at vi finde, at nogle Arters Hanner ere forsynede med Vaaben til at føre en Parrings-kamp, andre med vidunderlige Horndannelser, medens mange ere forsynede med Lydredskaber og andre ere prydede med straalende metalglindsende Farver. Derfor synes det rimeligt, at alle disse Karakterer ere blevne erhvervede ved de samme Midler, nemlig ved Parringsvalg.

Naar vi komme til at omtale Fuglene, skulle vi se at de i deres sekundære Kjønskarakterer frembyde den største Analogi med Insekterne. Saaledes ere mange Fuglehanner i høj Grad stridbare, og nogle ere forsynede med særlige Vaaben, med hvilke de kunne bekæmpe deres Rivaler. De have Redskaber, der bruges i Parringstiden til Frembringelse af Vokal- og Instrumental-Musik, de ere hyppigt prydede med Kamme, Horn, Hudlapper og Fjer af de mest forskjellige Slags og ere prydede med skjønne Farver, Alt aabenbart for at kunne falde i Øjnene. Vi ville finde, at, ligesom hos Insekterne, begge Kjøn i visse Gruppér ere lige skjønne og lige. godt forsynede med Prydelser, der ellers i Almindelighed kun findes hos Hannerne. I andre Grupper ere begge Kjøn lige matfarvede og prunkløse. Endelig ere i nogle faa anomale Tilfælde Hunnerne skjønnere end Hannerne. Vi ville ofte i en og samme Fuglegruppe finde enhver Gradation, lige fra ingen Forskjel mellem Kjønnene til en overordenlig stor Forskjel. Hvor det Sidste er Tilfældet ville vi se, at Hunnerne, ligesom Insekternes Hunner, ofte have mere eller mindre tydelige Spor til de Karakterer, som egenlig tilhøre Hannerne. I alle disse Tilfælde er Analogien mellem Fugle og Insekter i Virkeligheden mærkværdig stor. Den Forklaring, der gjælder for den ene Klasse, gjælder rimeligvis ogsaa for den anden, og som vi senere skulle forsøge at vise, er denne Forklaring temmelig sikkert Parringsvalg.

[back cover]